En stor del af Fadervor handler om, at Gud skal tilgive os vores skyld og overtrædelser.
Matthæus 6,12 og forlad os vor skyld, som også vi forlader(1) vore skyldnere,
[.. .. ..] [. . .]
Matthæus 6,14 For tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske fader også tilgive jer.
Matthæus 6,15 Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser.
Det lyder jo meget tilforladeligt: Hvis du selv tilgiver andre mennesker, vil Gud også tilgive dig.
Men ifølge Gud selv er han "en lidenskabelig Gud" (andre oversættelser siger "en nidkær" eller "skinsyg" gud), der vil straffe børn, børnebørn og oldebørn. Der er intet at gøre: Hvis din oldemor har tegnet en engel eller spottet Helligånden, ryger du lige lukt i Helvede.
2 Mosebog 20,4 Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden.
2 Mosebog 20,5 Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig;
2 Mosebog 20,6 men dem, der elsker mig og holder mine befalinger, vil jeg vise godhed i tusind slægtled.
Så hvad skal vi tro på? Fadervor eller De Ti Bud?
Fodnoter: (1)
Bibelselskabet kommer med en halv indrømmelse i en fodnote: »forlader: De ældste håndskrifter har læsemåden: har forladt«.
De ældste håndskrifter skriver "har forladt". Med andre ord er formuleringen i nutid, "forlader" en nyere kristen forfalskning.
Mærker: 2 Mosebog, Matthæus, De Ti Bud, GT kontra NT, Bjergprædikenen