Må man ofre sine børn på bålet til Gud?

Denne bortforklaring ignorerer, at Jefta kom med sit løfte, mens Herrens ånd var over ham: »Da kom Herrens ånd over Jefta, og […] Jefta aflagde det løfte til Herren« (Dommer 11,29-30). Herrens ånd var altså over Jefta, både da han afgav sit løfte, og da han massakrerede ammonitterne, og der står ingen steder, at Herrens ånd forlod ham igen. Formentlig var han stadig fyldt med Herrens ånd i næste kapitel (efter datterens død), hvor han er med til at slagte 42.000 efraimitter, og bagefter da han blev dommer over hele Israel i seks år.

Hvis Gud ikke kunne lide tanken om et menneskeoffer, kunne han bare have ladet Jefta tabe krigen. Istedet sørgede Gud for, at Jefta vandt over sine fjender, og når »Herren gav dem i hans hånd« (Dommerbogen 11,32), så har det rent logisk også været den almægtige Gud, der fik Jeftas datter til at gå først ud af døren, så hun også faldt i hans hånd.

Desuden gav Jefta som sagt sin datter to måneder til at græde over sin skæbne (Dommerbogen 11,37-38), så Gud havde haft masser af tid til at sende en drøm, en ånd, en profet eller engel, hvis han havde ønsket at afbryde forestillingen.

Den næste kristne bortforklaring er at slå syv kors for sig, og tage afstand fra beretningerne i Det Gamle Testamente. Det jødiske folk gjorde mange fejl, og det var netop derfor, Gud svigtede jøderne og skrev et Nyt Testamente.

Men denne bortforklaring modsiges af, at også i Det Nye Testamente bliver barnemorderen Jefta fremhævet på linie med store helte som Kong David. Han var en af dem, der »øvede retfærdighed«:

Hebræerne 11,32 Men hvorfor sige mere? Tiden vil jo slippe op, mens jeg fortæller om Gideon, Barak, Samson, Jefta, David og Samuel og om profeterne,
Hebræerne 11,33 alle dem, som ved tro besejrede riger, øvede retfærdighed, fik løfter opfyldt, stoppede løvers gab,

I forbindelse med de to forrige bortforklaringer kan man påstå, at "Guds ånd" alligevel ikke betyder "Guds ånd". Charles John Ellicott (1819-1905) hævdede, at Samson og Jefta i Hebræerne 11,32 kun hædres for deres tro, altså ikke deres handlinger.

(29) The Spirit of the Lord came upon Jephthah. — A weaker expression is used than that which is applied to Gideon in Judges 6:34. It implies, as R. Tanchum rightly says, that he was endowed with the courage and wisdom without which success would have been impossible. The phrase no more involves a complete inspiration of Jephthah than it does in the case of Samson; nor is it meant to imply the least approval of many of his subsequent actions. It furnished the power which he needed to work out the deliverance — and that only. To hold up characters like Jephthah and Samson as religious examples, except (as is done in Hebrews 11:32) in the one special characteristic of faith displayed at memorable crises, is to sacrifice the whole spirit of Scripture to the mis-interpretation of a phrase.
(Ellicott's Commentary for English Readers)

Ellicott nævner explicit Samson, fordi Guds ånd fik Samson til at myrde 30 uskyldige mennesker for at stjæle deres tøj. Derfor betyder "Guds ånd" i disse to tilfælde kun, at de havde fået "det mod og visdom uden hvilken, succes ikke havde været mulig".

Men var det en "guddommelig visdom", der fik Jefta til at brænde sin datter?

I "Billeder og fortællinger fra Bibelen. Genfortalt af Ebbe Kløvedal Reich", 1986, postulerer Kløvedal, at når Jefta lovede Gud »den første, der går ud af døren til mit hus og kommer mig i møde«, så tænkte Jefta, at det måske ville være hans gamle hund, der kom ham i møde.(1)

Det må være den dummeste bortforklaring til dato: At en rettroende jøde skulle ofre en hund til sin Gud. Her har Kløvedal vist glemt, hvad Bibelen siger om hunde og rene og urene dyr.

I forlængelse af den forrige bortforklaring er det ikke kun Kløvedal, der påstår, at Jefta havde et offerdyr i tankerne. Måske havde Jefta håbet, at en ged eller en ko ville forvilde sig ind i dagligstuen og komme ud af døren, netop når Jefta vendte tilbage, så han kunne ofre den?

Men selvom vi tilpasser bortforklaringen til et mere "kosher" dyr, holder den stadig ikke. Israelitterne havde været undertrykt i atten år (Dommerbogen 10,8), inden Jefta kom ind i billedet, så i den periode har der garanteret allerede været ofret tonsvis af får og geder på begge sider af fronten.

Jeftas løfte har derfor været noget voldsomt og stort. Han har ikke bare lovet Gud "en ged mere".

Men kan påstå, at "ordene betyder noget andet", og at datteren blot blev "viet" til Gud. Påstanden er altså, at Jefta gav sin datter til Gud som en slags nonne, men at hun ikke blev brændt.

Men så er det heldigt, at vi kan trække på en ekspertudtalelse. Historikeren Josephus er klar i spyttet, når han genfortæller historien: »he sacrificed the child as a holocaust«.(2) Josephus var både jøde og præstesøn, så han var altså eminent kvalificeret til at læse og fortolke den hebraiske tekst. Når han genfortæller historien på græsk, bruger han ordet "holocaust". Det græske "holokautôsen" består af ordet "holo" dvs. hel og en afart af "kaiô", der betyder at brænde.(3)

Josephus er ikke i tvivl om, hvad teksten siger om datterens skæbne: Holocaust — helt brændt.

I forlængelse af den forrige bortforklaring med, at datteren blev til en nonne, kan man påstå, at Jeftas løfte skal opdeles i to dele: (1) den første, der går ud af døren, skal tilhøre Gud, og (2) vedkommende skal brændes, hvis det er et lovligt offer.

Argumentet er, at det ikke var sikkert, at den første, der kom ud af døren, overhovedet kunne ofres. Hvis nu det havde været en uren hund, havde den ikke været "kosher", og hvis det havde været naboens datter, der var på besøg, ville Jefta ikke have haft ret til at ofre hende.

Der er mange problemer med denne bortforklaring. F.eks. er det korrekt, at Jefta ikke ville have haft ret til at ofre naboens datter på bålet, men han ville heller ikke have ret til at "gøre hende til nonne". Uanset om vi deler Jeftas løfte op i to bidder eller ej, er det stadig noget vås. I al fald så længe vi forudsætter, at det var tilfældigt, at det var datteren, der blev valgt, og at det ikke var Gud, der selv valgte sit offer.

Næste problem er, at »Det blev skik i Israel, at israelitiske kvinder fire dage hvert år går ud og synger klagesange over gileaditten Jeftas datter« (Dommer 11,39-40). Det må siges at være en voldsom reaktion fra landets kvinder, hvis hun bare var blevet nonne.

Og hvorfor skulle datteren selv bruge 2 måneder på at græde? Teksten siger, at hun græd over at skulle dø som jomfru: »Giv mig en frist på to måneder, så jeg kan […] græde over, at jeg skal dø som jomfru […] hun skulle dø som jomfru« (Dommerbogen 11,37-38), men hvis hun bare skulle blive nonne, hvorfor skulle hun så bruge 2 måneder først? Hun kunne da bare græde løs resten af livet, efter at hun var blevet nonne.

Til sidst må igen konstatere, hvordan de forskellige bortforklaringer modsiger hinanden. Den ene bortforklaring siger, at Jefta havde regnet med at skulle ofre en hund, mens den anden bortforklaring siger, at det "ofre" betyder at gøre nogen til nonne. Hvis begge bortforklaringer var sande, ville det medføre, at Jefta havde lovet Gud at gøre en hund til nonne!

Man kan påpege, at historiens egentlige emne ikke er menneskeofringer, men derimod en advarsel imod at give uovervejede løfter til Gud (5 Mosebog 23,22-24). Jefta kunne have nøjes med at love Gud et får eller en okse, men han lod Gud vælge selv, og så valgte Gud datteren.

Men uanset hvad den "egentlige" morale er, kommer vi ikke uden om, at Jefta ofrede sin datter til Gud. Og hvis Jefta gjorde noget forkert, så er det underligt, at Bibelforfatteren ikke kan bruge nogle få ord på at forklare læseren om moralen i historien. Tværtimod bliver Jefta — som allerede nævnt — fremhævet i Det Nye Testamente som en af de store helte, der »øvede retfærdighed«.