Hvaba?? Må man ofre sine børn på bålet til Gud? Hvaba??

Jepte obtulit filiam suam domino = Jefta ofrede sin datter til Gud.
Åbenbart syntes kunstneren, det var mere humant, at han huggede hovedet af hende først - inden han brændte hende.
Jeftas datter

Bibelen er klar i spyttet, når det gælder menneskeofringer. At brænde sine børn for guderne er afskyeligt og strengt forbudt:

5 Mosebog 12,31 På den måde må du ikke dyrke Herren din Gud. For de har dyrket deres guder med alt, hvad Herren afskyr og hader. De har endog brændt deres sønner og døtre for deres guder.

5 Mosebog 18,10 Hos dig må der ikke findes nogen, som lader sin søn eller datter gå gennem ilden, ingen, der driver spådomskunst eller trolddom, ingen, der tager varsler, ingen, der bruger magi,

Men engang kom Herrens ånd" over Jefta, så han lovede Gud at ofre det første menneske, han så, på bålet:

Dommer 11,29 Da kom Herrens ånd over Jefta, og han drog gennem Gilead og Manasse og videre til Mispe i Gilead, og fra Mispe i Gilead drog han mod ammonitterne.
Dommer 11,30 Jefta aflagde det løfte til Herren: »Hvis du giver ammonitterne i min hånd,
Dommer 11,31 skal den første, der går ud af døren til mit hus og kommer mig i møde, når jeg vender hjem fra ammonitterne som sejrherre, tilhøre Herren; ham vil jeg ofre som brændoffer

Det første menneske blev uheldigvis hans egen datter (uheldigvis for hende, heldigvis for alle andre). Jefta ventede to måneder (Dommerbogen 11,37-38), hvor Gud havde masser af chancer for at sende en engel, en drøm eller en profet, men Gud må have accepteret offeret, for der skete intet.

Så brændte Jefta sin datter for Gud:

Dommer 11,39 Da de to måneder var gået, vendte hun hjem til sin far, og han gjorde med hende, som han havde givet løfte om. Hun havde aldrig været sammen med en mand. Det blev skik i Israel,
Dommer 11,40 at israelitiske kvinder fire dage hvert år går ud og synger klagesange over gileaditten Jeftas datter.

Kristen bortforklaring #1
Standard-bortforklaringen er, at selvom mennesker gør sådan og sådan i Bibelen, er det ikke det samme som, at det er i orden. Her glemmer man altså, at Bibelen skulle fungere som moralsk rettesnor, og at Guds lov er skrevet i vore hjerter.

Denne bortforklaring ignorerer, at Jefta kom med sit løfte, mens Herrens ånd var over ham: »Da kom Herrens ånd over Jefta, og […] Jefta aflagde det løfte til Herren« (Dommer 11,29-30). Herrens ånd var altså over Jefta, både da han afgav sit løfte, og da han massakrerede ammonitterne, og der står ingen steder, at Herrens ånd forlod ham igen. Formentlig var han stadig fyldt med Herrens ånd i næste kapitel (efter datterens død), hvor han er med til at slagte 42.000 efraimitter, og bagefter da han blev dommer over hele Israel i seks år.

Hvis Gud ikke kunne lide tanken om et menneskeoffer, kunne han bare have ladet Jefta tabe krigen. Istedet sørgede Gud for, at Jefta vandt krigen, og når »Herren gav dem i hans hånd« (Dommerbogen 11,32), så har det rent logisk også været den almægtige Gud, der fik Jeftas datter til at gå først ud af døren.

Desuden gav Jefta som sagt sin datter to måneder til at græde over sin skæbne (Dommerbogen 11,37-38), så Gud havde haft masser af tid til at sende en drøm, en ånd, en profet eller engel, hvis han havde ønsket at afbryde forestillingen.

Dommerbogen 11,32: Så drog Jefta ud til kamp mod ammonitterne. Og Herren gav dem i hans hånd.
Dommerbogen 11,37: Og hun sagde: "Én ting beder jeg dig om: Giv mig en frist på to måneder, så jeg kan gå op i bjergene sammen med mine veninder og græde over, at jeg skal dø som jomfru."
Dommerbogen 11,38: Han sagde: "Gå du blot!" og han lod hende være væk i to måneder. Hun gik ud i bjergene sammen med sine veninder og græd over, at hun skulle dø som jomfru.

Kristen bortforklaring #2

Den næste kristne bortforklaring er at slå syv kors for sig, og tage afstand fra beretningerne i Det Gamle Testamente. Det jødiske folk gjorde mange fejl, og det var netop derfor, Gud svigtede jøderne og skrev et Nyt Testamente.

Men denne bortforklaring modsiges af, at også i Det Nye Testamente bliver barnemorderen Jefta fremhævet på linie med store helte som Kong David. Han var en af dem, der »øvede retfærdighed«:

Hebræerne 11,32 Men hvorfor sige mere? Tiden vil jo slippe op, mens jeg fortæller om Gideon, Barak, Samson, Jefta, David og Samuel og om profeterne,
Hebræerne 11,33 alle dem, som ved tro besejrede riger, øvede retfærdighed, fik løfter opfyldt, stoppede løvers gab,

Kristen bortforklaring #3

I "Billeder og fortællinger fra Bibelen. Genfortalt af Ebbe Kløvedal Reich", 1986, postulerer Kløvedal, at når Jefta lovede Gud »den første, der går ud af døren til mit hus og kommer mig i møde«, så tænkte Jefta, at det måske ville være hans gamle hund, der kom ham i møde.(1)

Det må være den dummeste bortforklaring til dato: At en rettroende jøde skulle ofre en hund til sin Gud. Her har Kløvedal vist glemt, hvad Bibelen siger om rene og urene dyr og afskyelige fugle.

Kristen bortforklaring #4

I forlængelse af den forrige bortforklaring er det ikke kun Kløvedal, der påstår, at Jefta havde et offerdyr i tankerne. Måske havde Jefta håbet, at en ged eller en ko ville forvilde sig ind i dagligstuen og komme ud af døren, netop når Jefta vendte tilbage, så han kunne ofre den?

Men selvom vi tilpasser bortforklaringen til et mere "kosher" dyr, holder den stadig ikke. Israelitterne havde været undertrykt i atten år (Dommerbogen 10,8), inden Jefta kom ind i billedet, så i den periode har der garanteret allerede været ofret tonsvis af får og geder på begge sider af fronten.

Jeftas løfte har derfor været noget voldsomt og stort. Han har ikke bare lovet Gud "en ged mere".

Dommerbogen 10,8: som det år knuste israelitterne. I atten år undertrykte de alle de israelitter, som boede øst for Jordan i amoritternes land i Gilead.

Kristen bortforklaring #5

Men kan påstå, at "ordene betyder noget andet", og at datteren blot blev "viet" til Gud. Påstanden er altså, at Jefta gav sin datter til Gud som en slags nonne, men at hun ikke blev brændt.

Men så er det heldigt, at vi kan trække på en ekspertudtalelse. Historikeren Josephus er klar i spyttet, når han genfortæller historien: »he sacrificed the child as a holocaust«.(2) Josephus var både jøde og præstesøn, så han var altså eminent kvalificeret til at læse og fortolke den hebraiske tekst. Når han genfortæller historien på græsk, bruger han ordet "holocaust". Det græske "holokautôsen" består af ordet "holo" d.v.s. hel og en afart af "kaiô", der betyder at brænde.(3)

Josephus er ikke i tvivl om, hvad teksten siger om datterens skæbne: Holocaust — helt brændt.

Kristen bortforklaring #6

I forlængelse af den forrige bortforklaring med, at datteren blev til en nonne, kan man påstå, at Jeftas løfte skal opdeles i to dele: (1) den første, der går ud af døren, skal tilhøre Gud, og (2) vedkommende skal brændes, hvis det er et lovligt offer.

Argumentet er, at det ikke var sikkert, at den første, der kom ud af døren, overhovedet kunne ofres. Hvis nu det havde været en uren hund, havde den ikke været "kosher", og hvis det havde været naboens datter, der var på besøg, ville Jefta ikke have haft ret til at ofre hende.

Der er mange problemer med denne bortforklaring. F.eks. er det korrekt, at Jefta ikke ville have haft ret til at ofre naboens datter på bålet, men han ville heller ikke have ret til at "gøre hende til nonne". Uanset om vi deler Jeftas løfte op i to bidder eller ej, er det stadig noget vås. I al fald så længe vi forudsætter, at det var tilfældigt, at det var datteren, der blev valgt, og at det ikke var Gud, der selv valgte sit offer.

Næste problem er, at »Det blev skik i Israel, at israelitiske kvinder fire dage hvert år går ud og synger klagesange over gileaditten Jeftas datter« (Dommer 11,39-40). Det må siges at være en voldsom reaktion fra landets kvinder, hvis hun bare var blevet nonne.

Og hvorfor skulle datteren selv bruge 2 måneder på at græde? Teksten siger, at hun græd over at skulle dø som jomfru: »Giv mig en frist på to måneder, så jeg kan […] græde over, at jeg skal dø som jomfru […] hun skulle dø som jomfru« (Dommerbogen 11,37-38), men hvis hun bare skulle blive nonne, hvorfor skulle hun så bruge 2 måneder først? Hun kunne da bare græde løs resten af livet, efter at hun var blevet nonne.

Til sidst må igen konstatere, hvordan de forskellige bortforklaringer modsiger hinanden. Den ene bortforklaring siger, at Jefta havde regnet med at skulle ofre en hund, mens den anden bortforklaring siger, at det "ofre" betyder at gøre nogen til nonne. Hvis begge bortforklaringer var sande, ville det medføre, at Jefta havde lovet Gud at gøre en hund til nonne!

Kristen bortforklaring #7

Man kan påpege, at historiens egentlige emne ikke er menneskeofringer, men derimod en advarsel imod at give uovervejede løfter til Gud (5 Mosebog 23,22-24). Jefta kunne have nøjes med at love Gud et får eller en okse, men han lod Gud vælge selv, og så valgte Gud datteren.

Men uanset hvad den "egentlige" morale er, kommer vi ikke uden om, at Jefta ofrede sin datter til Gud. Og hvis Jefta gjorde noget forkert, så er det underligt, at Bibelforfatteren ikke kan bruge nogle få ord på at forklare læseren om moralen i historien. Tværtimod bliver Jefta — som allerede nævnt — fremhævet i Det Nye Testamente som en af de store helte, der »øvede retfærdighed«.

5 Mosebog 23,22: Når du aflægger løfte til Herren din Gud, må du ikke tøve med at indfri det. Ellers vil Herren din Gud kræve det af dig, og det vil blive regnet dig til synd.
5 Mosebog 23,23: Men hvis du lader være med at aflægge løfte, vil det ikke blive regnet dig til synd.
5 Mosebog 23,24: Hold omhyggeligt det, der kommer over dine læber; du har jo frivilligt lovet Herren din Gud det, du har udtalt.

Venstre Højre

Yderligere selvmodsigelser


Fodnoter: (1) (2) (3)

Frit citeret efter hukommelsen.

Josephus skriver:

264 But as he returned, he met with a calamity that clashed with his great achievements, for it was his own daughter who came to meet him and she was his only child and still a virgin. He groaned in anguish at his loss and blamed his daughter for coming out meet him, since he had dedicated her to God. 265 But she met her impending fate without dismay, since she would fall for the sake of her father's victory and the freedom of the citizens, and asked her father to allow her two months to bewail her youth with the citizens, and was prepared at the agreed time for him to do with her according to his vow. 266 When that aforesaid time elapsed, he sacrificed the child as a holocaust, a sacrifice that was neither lawful or acceptable to God, regardless of what opinion the hearers may have of such a practice.

(Flavius Josephus, Jødernes Oldtid. 5,7,10)

Faktisk står der "holocaust" / "holokautoma" utallige steder i Det Gamle Testamente i den græske teksttradition, Septuaginta (og tre gange i Det Nye Testamente). Et af stederne er netop Dommerbogen 11,31, hvor Jefta afgiver sit løfte.

På dansk oversættes ordet til "brændoffer" eller "ildoffer". Brug evt. konkordansen til at analysere ordet: holocaust (klik på "Septuaginta" eller "Neste-Aland").


Mærker: 5 Mosebog, Dommerbogen, Hebræerne, Josephus, GT kontra NT, Septuaginta


Op til sektion om Selvmodsigelser