Det ville være synd at kalde Det Gamle Testamente for tolerant. Store afsnit og sågar hele bøger (Nehemias og Ezra) fokuserer på race-renhed og stamtavler.
Bibelen afskyr folk af blandede racer og især moabitter. Gud kan simpelthen ikke snuppe moabitter. Selv i tiende slægtled har de ikke adgang til "Herrens forsamling":
5 Mosebog 23,3 Ingen, der er født i blandet ægteskab, har adgang til Herrens forsamling. Selv hans efterkommere i tiende slægtled får ikke adgang til Herrens forsamling.
5 Mosebog 23,4 Ingen ammonit eller moabit har adgang til Herrens forsamling. Selv deres efterkommere i tiende slægtled får aldrig adgang til Herrens forsamling.
Men Kong Davids oldemor var moabit. Hun hed Ruth, og en hel bog i Bibelen handler om hende (billedet til højre). Her får vi igen og igen at vide, at Ruth er moabit.
Ruth 1,4 De giftede sig med moabitiske kvinder; den ene hed Orpa, den anden Ruth. Da de havde boet der en halv snes år,
[.. .. ..] [. . .]
Ruth 1,23 Sådan kom No'omi hjem sammen med sin moabitiske svigerdatter Ruth, dengang hun vendte tilbage fra Moabs land. De kom til Betlehem i begyndelsen af byghøsten.
Ruths bog ender med en mini-stamtavle, der viser, hvordan hun blev Davids oldemor. Dette gentages i øvrigt i Jesus' stamtavle i starten af Matthæusevangeliet (Matthæus 1,5-6).
Kong David var moabit — ikke i ti slægtled — men i tre. Han burde ikke have adgang til forsamlingerne, og slet ikke kunne blive konge. Og endnu mærkeligere: Hans sønner, der jo var moabitter i fjerde slægtled, havde ikke bare "adgang til Herrens forsamling": Davids sønner var præster
2 Samuel 8,18 Benaja, Jojadas søn, stod i spidsen for kreterne og pleterne, og Davids sønner var præster.
Men selvmodsigelserne stopper ikke her. Davids lidt obskure oprindelse giver sig også udslag i et selvmodsigende forhold til moabitter.
På et tidspunkt overlod David sin far (der jo var kvart moabit) og sin mor i Moabs konges varetægt:
1 Samuel 22,3 Derfra drog David til Mispe i Moab og sagde til Moabs konge: "Lad min far og mor rejse over til jer, indtil jeg bliver klar over, hvad Gud har for med mig."
1 Samuel 22,4 Han bragte dem så til Moabs konge, og hos ham boede de, lige så længe David var i klippeborgen.
Denne moabit-venlighed var åbenbart uspiselig for forfatteren, så senere stod David bag et folkemord på moabitterne uden nogen særlig grund. Han brugte en snor til at afmåle de to tredjedele, der skulle henrettes:
2 Samuel 8,2 Han slog også moabitterne, og han målte dem med en snor; han lod dem lægge sig ned på jorden og målte af; to snorlængder skulle man dræbe, og én hel snorlængde skulle man lade blive i live. Moabitterne blev Davids skatskyldige undersåtter.
Langt senere — da David havde været død i mange hundrede år — læste jøderne i Bibelen. Det havde de åbenbart aldrig gjort før, men »det viste sig«, at der var forbud mod moabitter i Guds forsamling. Ikke bare i tiende eller ellevte slægtled, man aldrig nogen sinde.
Nehemias 13,1 Samme dag blev der læst op af Moses' bog for folket, og det viste sig, at der var skrevet i den, at ingen ammonit eller moabit nogen sinde måtte have adgang til Guds forsamling.
Stakkels David. Og stakkels Davidssønnen
Mærker: 5 Mosebog, Ruth, 1 og 2 Samuelsbog, Nehemias, Matthæus, GT kontra NT