Min hund har tre ben. Min hund har fire ben

Den første forklaring kunne være, at hvis hunden har fire ben, så har den også tre. Dermed er ingen af sætningerne forkerte.

Hvis der det ene sted står, at Maria Magdalene kom til Jesus' grav, og det andet sted at Maria kom sammen med mindst 4 andre, er der ingen modstrid. Hvis der det ene sted står, at Jesus red på et æsel, og andre steder står han red på to er der heller ingen modstrid.

Problemet med denne logik er, at det åbner for en glidebane. Begge sætninger ville jo også være sande, hvis hunden i virkeligheden havde fem, seks, eller otte ben. Hvis evangelierne ikke kan blive enige om, hvorvidt Jesus' mission varede et eller tre år, kan missionen have varet meget længere. Kristne kirkefædre har for næsten 2.000 år siden brugt netop denne logik til at bevise, at Jesus var over 50 år gammel.

I praksis er dette dog sjældent et problem, i og med at de hellige bøger ikke har meget forbindelse til nogen virkelighed. Skidt med hvor mange ben hunden havde "i virkeligheden". Bare vi får bortforklaret en selvmodsigelse.

Man kan ovenikøbet påpege, at den anden sætning præciserer den første. Tallet tre er ikke forkert, men tallet fire er mere præcist. For en sand troende er der slet ingen selvmodsigelser; kun præciseringer. Hvis Bibelen siger, at Gud dræbte alle jøderne i ørkenen, eller kun de unge, men ikke Josva eller Kaleb, eller at Jesus døbte, men alligevel ikke døbte nogen, er der tale om præciseringer.

Måske har forfatteren to hunde? Det ene sted nævner han sin trebenede hund, men undlader at nævne, at han også har en firbenet af slagsen. Det andet sted er det lige omvendt. Han siger jo ingen af stederne, at han taler om sin eneste hund.

Den samme undskyldning kan bruges om Jesus' tempelrensning. Johannes siger, det skete i starten af Jesus' mission, mens de tre andre evangelier siger, det var en uges tid før korsfæstelsen. Ingen af dem siger, at Jesus kun har renset templet én eneste gang, så der er ingen modsigelse. Disciplen ved toldboden hed både Levi og Matthæus, men ingen af evangelierne husker at angive begge navne. Jesus blev salvet mindst to gange, men evangelierne nævner kun én gang hver.

Dette hedder i øvrigt "The Principle of Non-Exclusion" med et fint, kristent ord.

Måske havde forfatteren en trebenet hund, da han skrev den ene sætning, som han senere skiftede ud med en firbenet model? Når Bibelen ikke kan finde ud af, om kvinderne fortalte om den tomme grav eller var tavse, så er det fordi, den ene forfatter skrev, mens kvinderne var bange, men den anden først skrev bagefter.

Ben kan være et navn? Måske havde hunden tre hvalpe med samme navn, da forfatteren skrev den ene sætning, men havde fået en hvalp mere senere (med samme navn)? Husk også, at "ben" betyder søn på hebraisk.

Måske skelner forfatteren mellem forben og bagben? I Bibelen har græshopper fire ben og to spring-ben, så måske ser denne forfatter bort fra hundens bagben?

Så burde forfatteren have skrevet, at hans hund havde to ben, men det kan være, han regnede snuden som et tredje ben? Husk, at på originalsproget — dansk — er der et udtryk, der hedder "at have ben i næsen".

Husk også, at på originalsproget — dansk — kan "ben" have flere betydninger: Måske fortæller forfatteren os, at hans firbenede hund har gravet tre ben ned i baghaven? Eller måske er det en klog hund, der har fået tre velbetalte poster på rådhuset?

Måske er tallene afrundinger? Hunden mangler en stump af det ene ben, så i det ene tilfælde runder forfatteren ned til tre, og i det andet tilfælde op til fire.

Husk, at decimalkommaet ikke var opfundet den gang, så man måtte afrunde Pi til tre.

Måske skal den første sætning forstås som et retorisk spørgsmål: "[siger du, at] Min hund har tre ben?? [det er ikke korrekt, for] Min hund har fire ben!!"

De hebraiske og græske tekster har ikke tegnsætning, så når Paulus siger, han har fanget menigheden med svig, Gud siger, jøderne dyrkede Sakkut og Kevan i ørkenen, eller Gud siger, jøderne vil vende tilbage til egypten, er det måske i virkeligheden retoriske spørgsmål.

Måske havde hunden tre ben, da forfatteren skrev den ene sætning, men senere hen fik et mirakel det fjerde ben til at vokse ud. Halleluja.

Måske har forfatteren set i et profetisk syn, at hans hund vil miste det ene ben. Han ser den (fremtidige) trebenede hund så tydeligt for sig, at han skriver i "profetisk nutid".

Måske skal man læse de to sætninger omvendt kronologisk? Hunden havde fire ben, da forfatteren skrev sætning nummer to, men havde mistet et ben, da han (senere) skrev den første sætning.

Hvis ikke det er Moses eller Jesus, der taler, kan man roligt ignorere det. Hvis en person siger noget vrøvl, og hans ord bliver korrekt citeret i Biblen, så er det jo ikke en fejl i Bibelen.

Selvom Moses' spejdere påstod, de havde set kæmper, jøderne påstod, de aldrig havde været slaver, og selvom Jakob sagde, at Labans far hed Nakor, kan det godt være forkert. Der er jo aldrig nogen, der har påstået, at Moses' spejdere, de onde jøder og Jakob var guddommeligt inspirerede, vel?

Selvom Elisabeth og Maria sagde, at Jomfru Maria var velsignet og salig, og Stefanus sagde, at Jakob havde 75 efterkommere, kunne de jo tage fejl.

Det er ikke altid, ordene i Bibelen betyder det, vi tror: flagermusen en fugl, fisk, hvaler og uddøde dinosaurusser er det samme, kvæg kan være heste, æsler, kameler, køer og får bror, onkel og ven er det samme og far og farfar det samme.

Måske betyder den første sætning, at forfatterens ven har en uddød dinosaurus med 3,14159 ben, mens den anden betyder, at hans onkel har en flagermus med fire ben?

Der er tale om en af de meget få kopieringsfejl. Den oprindelige tekst (som ingen af os nogensinde har set) sagde "fire ben" i begge sætninger, men ved en sjælden fejl kom en skribent til at skrive "tre ben", da han kopierede teksten.

Man kan trøste sig ved konstant at gentage: "Ingen af kirkens doktriner hviler de omstridte sætninger".

Eller på dansk: "Vi er ligeglade med, hvor mange ben den hund har, bare du fortsætter med at betale kirkeskat og købe vokslys".