Levealder

Folk blev gamle i gamle dage. F.eks. blev Adam 930 år (1 Mosebog 5,5), mens Jered blev 962 år (1 Mosebog 5,20). Rekorden gik til Metusalem,(1) der blev 969 år (1 Mosebog 5,27), og sikkert ville have levet den dag i dag, hvis ikke han var druknet i Syndfloden.

Så blev det for meget for Gud, og lige inden han udslettede hele verden med Syndfloden, besluttede han at sætte et maksimum for levealderen:

1 Mosebog 6,3 Da sagde Herren: "Min livsånde skal ikke forblive i mennesket for evigt. De er dødelige, deres levetid skal være 120 år."

Efter Syndfloden levede Noa 350 år mere og blev ialt 950 år (1 Mosebog 9,28-29), og hans søn, Sem, blev 600 år (1 Mosebog 11,10-11). Hvis man ser på de næste 10 patriarker, er det tydeligt, at levealderen nu er hastigt faldende, men på den anden side bliver de stadig langt ældre end de 120 år, som Gud havde tilladt: Abrahams far blev 205 år, Abraham selv blev 175 (1 Mosebog 25,7-8), og Isak blev 180 (1 Mosebog 35,28-29).

1 Mosebog 11,10: Dette er Sems slægt. Sem var 100 år, da han fik Arpakshad to år efter vandfloden.
1 Mosebog 11,11: Efter at Sem havde fået Arpakshad, levede han i 500 år og fik sønner og døtre.

1 Mosebog 25,7: Dette er tallet på Abrahams leveår: 175 år.
1 Mosebog 25,8: Abraham døde i en høj alder, gammel og mæt af dage, og gik til sin slægt.

1 Mosebog 35,28: Isak levede 180 år.
1 Mosebog 35,29: Så døde han og gik til sin slægt, gammel og mæt af dage. Hans sønner, Esau og Jakob, begravede ham.

Hvis vi springer en masse generationer af tudsegamle patriarker over, og bladrer videre til 2 Mosebog, møder vi Moses. Han overholdt Guds ord og blev præcis 120 år, men han blev åbenbart taget væk i sin bedste alder: »hans øjne var ikke blevet svage, hans livskraft ikke svundet« (5 Mosebog 34,7). Desuden var han den eneste i familien, der levede op til Guds regel: Hans farfar blev 133 år, mens hans far blev 137 (2 Mosebog 6,18-20), og hans bror, Aron, var 123, før han døde ved bjerget Hor (4 Mosebog 33,39). Deres søster, Mirjam, må have været endnu ældre, for hun var jo en stor pige, da hun så Moses sejle i sivkurven, og hun døde først ved enden af vandringen gennem ørkenen (4 Mosebog 20,1), ligesom hendes yngre brødre Aron og Moses.

2 Mosebog 6,18: Kehats sønner var: Amram, Jis'har, Hebron og Uzziel. Kehat levede 133 år.
2 Mosebog 6,19: Meraris sønner var: Makli og Mushi. Det var levitternes slægter ifølge deres slægtsbøger.
2 Mosebog 6,20: Amram giftede sig med sin faster Jokebed. Hun fødte ham Aron og Moses. Amram levede 137 år.

4 Mosebog 20,1: I den første måned kom hele israelitternes menighed til Sins ørken, og folket slog sig ned i Kadesh. Dér døde Mirjam, og dér blev hun begravet.

Så var der Job. Han var en voksen mand, da historien startede: Han havde ti børn (Job 1,2), og alle hans sønner var voksne mænd med hvert sit hus (Job 1,4). Alligevel nåede denne voksne mand at leve 140 år mere: »Job levede endnu 140 år« (Job 42,16).(2)

Og hvis man vælger at se bort fra alle disse "eventyrlige" historier og i stedet kigger på de mere ædruelige krøniker, møder vi stadig en mand, der lever længere, end Gud tillod: »Jojada […] var hundrede og tredive år, da han døde« (2 Krønikebog 24,15).

Med hensyn til de meget høje aldre — som f.eks. Metusalems 969 år — hører man ofte en "forklaring" om, at dengang betød "år" måned. Metusalem var altså kun 80 år og ni måneder gammel.

Forklaringen er naturligvis opfundet til lejligheden og hænger ikke sammen med resten af teksten. F.eks. blev Metusalem født, da hans far var 65 år:

1 Mosebog 5,21 Da Enok havde levet 65 år, fik han Metusalem.

Hvis et "år" kun var et måned, ville Enok altså kun have været fem år og fem måneder, da han blev far til Metusalem.

Det hebraiske ord for menneske er "Adam". Det har været foreslået, at Gud i virkeligheden sagde: "Min livsånde skal ikke forblive i Adam for evigt".

I så fald var Gud lidt sent på banen: På dette tidspunkt var Adam allerede død, og han nåede som sagt at blive 930 år (1 Mosebog 5,5). I øvrigt havde Gud jo allerede truet med, at Adam skulle dø samme dag, som han spiste æblet.

Det har været foreslået, at de 120 år ikke har noget at gøre med forventet levetid, men at det var den tid, Gud ville vente, inden han druknede alle verdens mennesker i Syndfloden.

Desværre for denne forklaring er kronologien forkert. Noa fik sine tre sønner, da han var 500 år (1 Mosebog 5,32). Disse tre sønner var født (1 Mosebog 6,10) og gift (1 Mosebog 6,18), da Gud stiftede sin pagt med Noa. Eftersom Noa var 600 år, da Syndfloden kom (1 Mosebog 7,6), har der været mindre end 100 år fra Gud advarede om Syndfloden, til Syndfloden kom.

Desuden ignorerer denne bortforklaring, at levetiden rent faktisk falder og — om ikke andet — nærmer sig de 120.

Yderligere oplysninger

Faktisk kan man diskutere, om ikke Adam blev ældre end Metusalem. Vi ved jo ikke, hvor gammel Adam var, da han blev skabt.

I 1600-tallets England mente Sir Thomas Browne, at det var den almindelige mening, at Adam var skabt som en mand på 50-60 år, "the perfect age of a Man". Det vil sige, at Adam har været 980-990 år, da han døde.

Ifølge den græske teksttradition, Septuaginta, levede Job i yderligere hundrede og halvfjers år og blev ialt 240 år.

»And Job lived after [his] affliction a hundred and seventy years: and all the years he lived were two hundred and forty: […]«
(Septuaginta oversat til engelsk, af Lancelot Brenton, 1851)

Hvor gammel kan man blive?

Yderligere oplysninger