Hvaba?? Jakobs to koner Hvaba??

Vi trækker tæppet for, og lader Jakob og hans koner og hans slavinder underholde sig selv, mens aben rødmer, og hunden sniger bort.
Illustration fra Old Testament Stories Comically Illustrated, 1892
Jakobs koner

Jakob hed også Israel. Han var stamfar til Israels tolv stammer med de tolv sønner, han fik med sine to koner, søstrene Lea og Rakel (og deres to slavinder):

1 Mosebog 29,16 Nu havde Laban to døtre; den ældste hed Lea og den yngste Rakel.
1 Mosebog 29,17 Lea havde matte øjne, mens Rakel var smuk og så dejlig ud.

Nu er det sådan, at Guds lov ikke har noget imod flerkoneri, eller at man voldtager sine koners slaver. Men hvis der én ting, der gør Gud vred, så er det, at man gifter sig med to søstre:

3 Mosebog 18,18 En søster til din hustru må du ikke gifte dig med og gøre til medhustru og blotte også hendes køn, så længe din hustru lever.

Kommentar: Faktisk er modsigelsen meget større, end man kan se i Bibelselskabets oversættelse fra 1992. Ordet »medhustru« lyder, som om de to søstre i fredelig harmoni kan dele manden med hinanden. Hvis vi derimod kigger i den danske oversættelse fra 1919, lyder teksten: »du skal ikke tage en Hustru, tillige med hendes Søster, til at vække hendes Skinsyge« (3 Mosebog 18,18). Og tilsvarende i Lindbergs oversættelse: »for at blotte hendes skam, til at vække hendes skinsyge«.

Det samme gør sig gældende i King James Bibel fra 1611: »Neither shalt thou take a wife to her sister, to vex her«. Altså du må ikke frustrere og plage din kone ved at gifte dig med hendes søster.

Og det er lige præcis, hvad Jakob gør. Han elsker sin kone nummer to højere end den første: »han elskede Rakel højere end Lea« (29,30). I resten af kapitlet og starten af det næste kan vi læse, hvordan snart den ene søster, snart den anden, bliver skinsyg, frustreret og plaget, hvordan de kæmper om hans gunst, og hvordan de lader ham bedække deres slavinder, når ikke de selv kan leve op til forventningerne om børnefødsler (billedet til højre).

3 Mosebog 18,18: Og du skal ikke tage en Hustru, tillige med hendes Søster, til at vække hendes Skinsyge, at blotte hendes Blusel tillige med hins, medens hun lever.
(Bibel fra 1919)

Kristen bortforklaring #1

Den første bortforklaring ligger lige til højrebenet: Jakob kunne godt bryde Guds lov, fordi Gud ikke havde givet Loven endnu. Moseloven virker ikke med tilbagevirkende kraft, vel?

Problemet med denne undskyldning er, at det giver et kunstigt skel mellem "syndigt" og "ulovligt". Hvis Jakobs handling var i orden på hans tid, men senere blev forbudt af Gud, så må konklusionen være, at Guds lov er ulogisk og unaturlig.

Det ville stride imod, hvad Gud selv siger om sine love: »det, jeg i dag befaler dig, er dig hverken ufatteligt eller fjernt […] Nej, ordet er dig ganske nær, i din mund og i dit hjerte, så du kan følge det« (5 Mosebog 30,11-14). Det ville også stride med Paulus' ord om, at selv hedningerne »af naturen gør, hvad loven siger«, fordi de har »den gerning, som loven kræver, skrevet i deres hjerte« (Romerne 2,14-15). Kort sagt: At Guds lov er skrevet i vore hjerter.

Romerne 2,14: For når hedningerne, der ikke har loven, af naturen gør, hvad loven siger, så er de, uden at have en lov, deres egen lov.
Romerne 2,15: De viser, at de har den gerning, som loven kræver, skrevet i deres hjerte, og deres samvittighed optræder som vidne, og deres tanker anklager eller forsvarer hinanden -

Kristen bortforklaring #2

En anden prøvet bortforklaring er, at selvom folk gør sådan og sådan i Bibelen, er det ikke det samme som, at det er i orden. Glemt er ordene om, at Bibelen skal bruges som moralsk rettesnor.

Denne forklaring kan bruges mange steder, for sjældent har man set en større samling af forbrydere end patriarkerne i Første Mosebog. Alligevel må den afvises. Grunden til, at Jakob fik 12 sønner er naturligvis, at Gud var godt tilfreds med ham.

Først gjorde Gud den nyeste (mest elskede) kone ufrugtbar og den forsmåede søster frugtbar: »Da Herren så, at Lea blev tilsidesat, åbnede han hendes moderliv, mens Rakel var ufrugtbar« (29,31). Så syntes Gud, at hun skulle have to til: »Gud bønhørte hende, og hun blev gravid«, og tilsidst lod Gud den anden søster komme til: »Gud glemte ikke Rakel; han bønhørte hende og åbnede hendes moderliv« (30,22).

Jakob og søstrene var heller ikke tvivl om, hvem der bestemte fødslerne. Mens Rakel var ufrugtbar, sagde Jakob »Er jeg i Guds sted? Det er ham, der har nægtet dig livsfrugt«, og de fleste af fødslerne blev ledsagede af glædesudbrud til Herrens pris: »Herren har set til min lidelse«, »Herren har hørt, at jeg er tilsidesat«, »Nu vil jeg takke Herren«, »Gud har skaffet mig ret«. »Gud har belønnet mig, fordi jeg gav min trælkvinde til min mand«, »Gud har givet mig en god gave«, »Gud har fjernet min vanære« og »Måtte Herren give mig endnu en søn«.

Man kan altså ikke komme uden om, at Gud aktivt har velsignet dette trekants- (eller rettere femkants-)forhold.

Konklusion: Uanset forskellige bortforklaringer er det stadig besynderligt, at Israels tolv stammer er født af et ugyldigt ægteskab.

Venstre Højre

Yderligere selvmodsigelser


Mærker: 1 Mosebog, 3 Mosebog, 5 Mosebog, Romerne, Firekildehypotesen


Op til sektion om Selvmodsigelser