Hvor blev Jakob begravet? Hvor blev Jakob begravet? 
|
Abraham købte en gravplads til Sara. Han købte marken af hittitten Efron i Makpela øst for Mamre.
1 Mosebog 23,16 Abraham forstod Efron og afvejede den sum, Efron havde nævnt i hittitternes påhør, fire hundrede sekel gangbart sølv.
1 Mosebog 23,17 Sådan overgik Efrons mark i Makpela øst for Mamre, marken med hulen, der er på den, og alle træerne på marken i hele dens udstrækning
1 Mosebog 23,18 til Abraham som ejendom i nærvær af alle de hittitter, der sad i byporten.
1 Mosebog 23,19 Derpå begravede Abraham sin kone Sara i hulen på Makpelas mark øst for Mamre, det samme som Hebron, i Kana'an.
Senere købte hans sønnesøn, Jakob, et andet stykke jord. Jakob købte en mark i Sikem af Hamors sønner:
1 Mosebog 33,18 På sin rejse fra Paddan-Aram kom Jakob i god behold til byen Sikem i Kana'an og slog lejr uden for byen.
1 Mosebog 33,19 Han købte det stykke jord, hvor han slog sit telt op, af Sikems far Hamors sønner for hundrede kesita.
Da Jakob døde, bad han om at blive begravet sammen med Abraham og Sara (og Isak og Rebekka og Lea) i »den mark Abraham købte af hittitten Efron til gravplads«.
1 Mosebog 49,29 Derpå gav han dem denne befaling: "Når jeg nu går til min slægt, så begrav mig hos mine fædre i hulen på hittitten Efrons mark,
1 Mosebog 49,30 i hulen på Makpelas mark øst for Mamre i Kana'an, den mark Abraham købte af hittitten Efron til gravplads.
1 Mosebog 49,31 Dér ligger Abraham og hans kone Sara begravet, dér ligger Isak og hans kone Rebekka begravet, og dér har jeg selv begravet Lea.
Og Jakobs sønner adlød hans ordrer (billedet til højre):
1 Mosebog 50,12 Israels sønner gjorde, som han havde befalet dem.
1 Mosebog 50,13 De førte ham til Kana'an og begravede ham i hulen på Makpelas mark, den mark øst for Mamre, som Abraham havde købt til gravplads af hittitten Efron.
Men i Stefanus' forsvarstale i Apostlenes Gerninger får vi en noget anden historie:
Apostl. G. 7,15 Og Jakob drog ned til Egypten, og dér døde han og vore fædre;
Apostl. G. 7,16 de blev ført til Sikem og lagt i den grav, som Abraham for en sum penge havde købt af Hamors sønner i Sikem.
Stefanus siger utvetydigt, at Jakob blev begravet sammen med sine sønner i Sikem, selvom vi lige har læst, han blev begravet med Abraham og Sara i Makpelas mark øst for Mamre. Og Stefanus siger også, at det var Abraham, ikke Jakob, der havde købt marken i Sikem af Hamors sønner.
Så hvor blev Jakob begravet? Sammen med sine stamfædre i Makpelas mark, eller sammen med sine efterkommere i Sikem? Hvornår blev han begravet? I slutningen af første Mosebog, eller 400 år senere, da jøderne havde erobret det Hellige Land? Og var det Abraham eller Jakob, der købte marken i Sikem?
Og hvorfor er det så vigtigt for Bibelen at fortælle, hvor mange penge Abraham og Jakob betalte for de to stykker jord, når jøderne bagefter slagtede alle indbyggerne i det hellige Land med hjælp fra Gud og hans gedehamse?
Generelt står der meget vrøvl i Stefanus' forsvarstale. En generel og populær bortforklaring af denne tale lyder:
Several approaches toward a reconciliation of these conflicts have been attempted, but
one that has been gaining vogue in recent years is an attempt to distinguish between inerrancy of content and inerrancy of record.
This option leaves the divergences in Stephen's speech as admissible errors since inspiration, and its corollary, inerrancy,
need only be posited of the author of Acts and not of Stephen as a character in the narrative.
(Rex A. Koivisto, Stephen's Speech: A Theology Of Errors?, Grace Theological Journal 8.1 (1987), side 101-102)
Med andre ord er det ikke en fejl i Apostlenes Gerninger, hvis forfatteren citerer Stefanus for at have sagt noget forkert. Selvom Bibelen er 100% sand, kan den godt citere folk, der siger noget vrøvl. Selvom Moses' spejdere påstod, de havde set kæmper, jøderne påstod, de aldrig havde været slaver, og selvom Jakob sagde, at Labans far hed Nakor, kan det godt være forkert. Der er jo aldrig nogen, der har påstået, at Moses' spejdere, de onde jøder og Jakob var guddommeligt inspirerede, vel?
Der er jo heller aldrig nogen, der har beskyldt Stefanus for at være guddommeligt inspireret, vel?
Men der er lige præcis, hvad Bibelen påstår: Stefanus var »en mand fuld af tro og Helligånd« (Apostlenes Gerninger 6,5). Da han holdt talen, havde han et »ansigt som en engels ansigt« (Apostlenes Gerninger 6,15), og i dagens anledning var han ekstra fuld af Helligånden: »fuld af Helligånden stirrede Stefanus mod himlene« (Apostlenes Gerninger 7,55).
Mærker: 1 Mosebog, Josva, Apostlenes Gerninger, GT kontra NT