Fra Abrahams pagt til det Forjættede Land Fra Abrahams pagt til det Forjættede Land 
|
Gud indgik en pagt med Abraham på grund af hans tro. Men Gud startede med at advare om, at der ville være en forsinkelse:
1 Mosebog 15,13 Da sagde Herren til Abram: "Du skal vide, at dine efterkommere skal bo som fremmede i et land, der ikke er deres. Dér skal de være trælle og plages i fire hundrede år.
1 Mosebog 15,14 Men så vil jeg dømme det folk, de er trælle for, og derefter skal de drage ud med store rigdomme.
1 Mosebog 15,15 Selv skal du gå til dine fædre i fred; i en høj alder skal du gå i graven.
1 Mosebog 15,16 Først i det fjerde slægtled skal de vende tilbage hertil, for målet for amoritternes synd er endnu ikke fuldt."
Der skulle gå 400 år, før Abrahams efterkommere »i det fjerde slægtled« kunne indtage det forjættede land fra øst (billedet til højre). Og så er det jo oplagt at spørge: "fire hundrede år fra hvem?" og "fjerde slægtled fra hvem?"
Det oplagte svar er naturligvis "fra Abraham". Det er trods alt ham, Gud talte til. Hvordan skulle Abraham kunne forstå det, hvis antallet af år og generationer skulle regnes fra en eller anden person, der ikke engang var født, og som Abraham aldrig kom til at kende?
Det samme mente Paulus. Han mente ganske vist, det var 430 år (ikke 400), men det skulle naturligvis regnes fra, dengang løftet blev givet til Abraham:
Galaterne 3,16 Men hvad Abraham angår, blev løfterne givet til ham og til hans afkom. Det hedder ikke: "og til dine afkom" i flertal, men i ental: "og til dit afkom", og det er Kristus.
Galaterne 3,16 Hvad jeg mener, er dette: Et testamente, som Gud allerede har gjort retsgyldigt, kan loven, som kom 430 år senere, ikke gøre ugyldigt, så at den dermed skulle sætte løftet ud af kraft.
Problemet er bare, at den holder ikke. Der gik 25 år, før Abraham fik Isak, yderligere 60 år før Isak fik Jakob, og Jakob var 130 år, da familien tog til Egypten (1 Mosebog 47,9). Det vil sige, at der ialt var gået 215 af de 400 år, inden efterkommerne kom til Egypten, og det ville modsige de steder i Bibelen, der siger, at jøderne var 400-430 år i Egypten (2 Mosebog 12,40-41).
Det hænger heller ikke sammen med de fire slægtled. Hvis vi f.eks. følger slægten gennem Moses, får vi: Abraham ⇒ Isak ⇒Jakob ⇒ Levi ⇒ Kehat ⇒ Amram ⇒ Moses. Det giver syv led, og da Moses ikke selv kom ind i det forjættede land, var det altså først det ottende led, der kom ind.
Hvis vi følger Josva's slægt, er der endnu flere led: Abraham ⇒ Isak ⇒ Jakob ⇒ Josef ⇒ Efraim ⇒ Beria ⇒ Refa ⇒ Reshef ⇒ Tela ⇒ Tahan ⇒ Ladan ⇒ Ammihud ⇒ Elishama ⇒ Nun ⇒ Joshua (1 Krønikebog 7,20-27).
Jamen, skal de 400 år og 4 slægtled så regnes til selve opholdet i Egypten? Det kommer heller ikke til at hænge sammen, for opholdet kan aller-allerhøjst have varet 350 år.
Vi kan heller ikke få det til at passe med "fire slægtled født i Egypten": Hvis vi igen kigger på Moses' slægt, får vi Amram ⇒ Moses. Det er kun to slægtled — faktisk kun halvanden generation, for Amrams kone var hans egen faster (2 Mosebog 6,20).
Hvis vi i stedet omfortolker profetien til "de generationer, der overhovedet har været i Egypten", kommer vi op på et sted mellem seks (Jakob ⇒ Levi ⇒ Kehat ⇒ Amram ⇒ Moses ⇒ Moses' sønner) og tretten (Jakob ⇒ Josef ⇒ Efraim ⇒ Beria ⇒ Refa ⇒ Reshef ⇒ Tela ⇒ Tahan ⇒ Ladan ⇒ Ammihud ⇒ Elishama ⇒ Nun ⇒ Joshua).
Så vi står med en af Bibelens vigtigste løfter fra Gud. Men hvem er det, han henvender sig til?
Mærker: 1 Mosebog, 2 Mosebog, Galaterne, Udvandringen fra Egypten, GT kontra NT, Septuaginta, Paulus