Ja, hvor længe var jøderne i Egypten? Var det 215, 400 eller 430 år?
Som udgangspunkt var det 400 år:
1 Mosebog 15,13 Da sagde Herren til Abram: "Du skal vide, at dine efterkommere skal bo som fremmede i et land, der ikke er deres. Dér skal de være trælle og plages i fire hundrede år.
Men lad os kigge lidt på Moses' stamtræ. Da Jakob tog til Egypten med sine 70 efterkommere, var Levi og hans søn Kehat med på turen:
1 Mosebog 46,11 Levis sønner var: Gershon, Kehat og Merari.
Levi og Kehat blev henholdsvis oldefar og farfar til Moses:
2 Mosebog 6,16 Dette er navnene på Levis sønner ifølge deres slægtsbøger: Gershon, Kehat og Merari. Levi levede 137 år.
[.. .. ..] [. . .]
2 Mosebog 6,18 Kehats sønner var: Amram, Jis'har, Hebron og Uzziel. Kehat levede 133 år.
[.. .. ..] [. . .]
2 Mosebog 6,20 Amram giftede sig med sin faster Jokebed. Hun fødte ham Aron og Moses. Amram levede 137 år.
Så lad os være ekstremt velvillige overfor historien og forudsætte:
Hvis vi dertil lægger Moses' alder, da jøderne forlod Egypten, nemlig firs år (2 Mosebog 7,7), kan vi umuligt komme over 133 + 137 + 80 = 350 år.
Og så er der et problem mere: På sværdsiden er der fire generationer: Levi, Kehat, Amram og Moses. Men det fremgår jo også af 2 Mosebog 6,20 (citeret foroven), at Moses' far var gift med sin egen faster. Det vil sige, at der kun er tre generationer på spindesiden: Levi, Jokebed og Moses.
For at undgå tørre beregninger må det være nok at sige, at hvis det var svært at strække tre slægtled ud til 350 år, så er det langt sværere, når der kun er to slægtled. Med grove tal skulle Jokebed have været lige så gammel som Kehat og Amram tilsammen for at kunne få noget, der ligner de 350 år (for slet ikke at snakke om 400 og 430 år). Desuden påstod de jødiske rabbier, at Jokebed var undfanget, inden jøderne tog til Egypten for at bortforklare en anden selvmodsigelse, hvilket vil medføre, at da hun fødte Moses og blev ansat som amme af Faraos datter, var hun mellem 320 og 350 år.
Vi må konkludere, at det rigtige tal hverken er 430 år, 400 år eller 350 år, men væsentligt mindre.
Det var lige præcis disse tal, der overbeviste rabbierne om, at der er problemer i kronologien. Den jødiske rabbi Rashi(1) opsummerede problemet:
Altogether from the birth of Isaac until now were 400 years, and we must reckon from that event, for only from the time when Abraham had offspring from Sarah could the prophecy (Genesis 15:13) "Thy offspring shall be a stranger" be fulfilled;
[…] for Kohath was one of those who came into Egypt with Jacob (Genesis 46:11); go and reckon all his years and all the years of Amram his son and the whole eighty years of Moses, the latter's son, until the Exodus and you will not find that they total to so many; and you must admit that Kohath had already lived many years before he went down to Egypt, and that many of Amram's years are included in the years of his father Kohath, and that many of the 80 years of Moses are included in the years of his father Amram,
so that you see that you will not find 400 years from the time of Israel's coming into Egypt until the Exodus.
(Rashi om 2 Mosebog 12,40, se eksternt link)
Løsningen var derfor at omfortolke 1 Mosebog 15,13: Abrahams efterkommere "skulle bo som fremmede i et land, der ikke er deres, og trælle og plages", men ikke nødvendigvis på én gang. Eftersom profetien handlede om Abrahams efterkommere, regnede rabbierne årene fra Isaks fødsel. Kana'an tilhørte endnu ikke jøderne, så Isak levede "som fremmed i et land, der ikke var hans".
Isak var 60 år, da han fik Jakob (1 Mosebog 25,26), og Jakob var 130 år, da familien tog til Egypten (1 Mosebog 47,9). Det vil sige, at der allerede var gået 190 år af de 400 år, inden Abrahams efterkommere kom til Egypten. På den måde beregnede rabbierne opholdet i Egypten til kun at vare 210 år.
You are compelled to admit, even though unwillingly, that the other settlements which the patriarchs made in lands other than Egypt come also under the name of "sojourning as a stranger" (????), including also that at Hebron, even though it was in Canaan itself, because it is said, (Genesis 35:27) "[Hebron] where Abraham and Isaac sojourned", and it says, (Exodus 6:4) "[the land Canaan], the land of their sojournings wherein they sojourned". Consequently you must necessarily say that the prophecy, "thy offspring shall be strangers … [four hundred years]" began only from the time when he had offspring.
And only if you reckon the 400 years from the birth of Isaac will you find that from the time they came into Egypt until the time they left it, was 210 years (as alluded to in Genesis 15:13).
(Rashi om 2 Mosebog 12,40, se eksternt link)
Når Biblen siger, at Abrahams efterkommere skal »trælle og plages i fire hundrede år«, kan en apologet omfortolke det ved at regne fra andre begivenheder — længe inden jøderne kom til Egypten. For eksempel kan man vælge at regne fra dengang Ismael legede med Isak (1 Mosebog 21,9), fordi ordet, der oversættes "lege med", også kan betyde "drille", og det betyder "næsten" det samme som »trælle og plages«.
Denne bortforklaring ignorerer, at Gud sagde: » i et land, der ikke er deres. Dér skal de være trælle og plages i fire hundrede år«. Trælleriet og plageriet skulle altså finde sted i et fremmed land, og ikke i Abrahams eget hjem.
Det kan man så bortforklare (med den rette kristne forståelse) ved at påstå, at der kunne være gået mange år, fra Josef var 30, til de syv magre år startede.
Her må man sige, at teksten er rimelig klar: Josef forklarer faraos drøm (1 Mosebog 41,17-37), egyptene vedtager en plan om at gemme kornet i de syv gode år, Josef bliver øverstbefalende i Egypten som 30-årig (1 Mosebog 41,46), og allerede i det næste vers starter de syv gode år (1 Mosebog 41,47).
Fodnoter: (1)
Mærker: 1 Mosebog, 2 Mosebog, Apostlenes Gerninger, Firekildehypotesen, Udvandringen fra Egypten, GT kontra NT