![]() |
Vi har tidligere kigget på selvmodsigelsen om, at »Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed«.(1)
Både Paulus og Jakob var helt enige om, at det var et meget vigtigt citat, selvom de var lodret uenige om fortolkningen.
Men hvor fast var Abr[ah]am i grunden i troen?
1 Mosebog 15,5 Så tog han ham udenfor og sagde: "Se på himlen, og tæl stjernerne, hvis du kan." Og han sagde: "Så mange skal dine efterkommere blive."
1 Mosebog 15,6 Abram troede Herren, og han regnede ham det til retfærdighed.
1 Mosebog 15,7 Han sagde til ham: "Jeg er Herren, som førte dig ud fra Ur i Kaldæa for at give dig dette land i eje."
1 Mosebog 15,8 Men han sagde: "Gud Herre, hvordan kan jeg vide, at jeg skal få det i eje?"
Svaret er, at Abraham ikke var fast i troen. Umiddelbart efter at forfatteren forsikrer os om, at »Abram troede Herren«, udæsker Abraham Gud: »Gud Herre, hvordan kan jeg vide, at jeg skal få det i eje?«.
Fodnoter: (1)
Faktisk er teksten ret tvetydig, da den ikke siger, hvem der regner det til retfærdighed for hvem. Da Abraham er den aktive part i første halvdel af sætningen, må det andet "han" rent grammatisk være Abraham.
På hebraisk og græsk er det endnu mindre tvetydigt. Det andet "han" står slet ikke i disse tekster, så det kan kun være Abraham, der er den aktive part i hele sætningen.
Det der står er altså, at Abraham regnede Guds løfte til retfærdighed (for Gud).
Kan et menneske tillade sig at vurdere Guds retfærdighed? Ja, det er præcis det Nehemias gør, når han hentyder til episoden: »du gav ham navnet Abraham. [...] og du holdt dit løfte, for du er retfærdig« (Nehemias 9,7-8).