Hvornår blev Josef begravet? Hvornår blev Josef begravet? 
|
Josef var den første af Jakobs 12 sønner, der drog til Egypten. Men han ville lægges til hvile i Det Forjættede Land, og hans knogler omtales en del gange i Bibelen, også i Det Nye Testamente: »Josef […] befalede, hvad de skulle gøre ved hans døde ben« (Hebræerne 11,22) og i Apokryfferne: »Josef, […] der blev taget vare på hans ben« (Sirak 49,15).
Og hvordan gik dette så til? Ifølge apostlen Stefanus fulgte Jakob, Josefs brødre, og resten af familien, i alt femoghalvfjerds mennesker, til Egypten, hvor de blev resten af deres dage.
Apostl. G. 7,14 Josef sendte bud efter sin far Jakob og hele slægten, i alt femoghalvfjerds mennesker.
Apostl. G. 7,15 Og Jakob drog ned til Egypten, og dér døde han og vore fædre;
Apostl. G. 7,16 de blev ført til Sikem og lagt i den grav, som Abraham for en sum penge havde købt af Hamors sønner i Sikem.
Apostl. G. 7,17 Som tiden nu nærmede sig for opfyldelsen af det løfte, Gud havde givet Abraham, blev folket stort og talrigt i Egypten,
Apostl. G. 7,18 indtil der kom en anden konge over Egypten, som ikke kendte til Josef.
Da "fædrene" døde, blev de lagt i den grav i Sikem, som Abraham havde købt af Hamors sønner Det er svært at fortolke "fædrene" som andet end Jakob og de 12 patriarker inklusive Josef, eftersom hele verdensjødedommen dengang kun bestod af 66 / 70 / 71 mennesker.
Josef blev altså begravet i Sikem, da han døde. Derefter blev folket talrigt, og så kom der en ny farao, der undertrykte jøderne.
Men historien i de første 6 bøger i Bibelen er anderledes. Første Mosebog slutter med, at Josef beder sine brødre om at tage hans knogler med til Det Forjættede Land en gang i fremtiden:
1 Mosebog 50,24 Josef sagde til sine brødre: "Jeg skal snart dø. Men Gud vil tage sig af jer og føre jer op fra dette land til det land, han lovede Abraham, Isak og Jakob."
1 Mosebog 50,25 Og Josef tog Israels sønner i ed: "Når Gud tager sig af jer, skal I bringe mine ben med op herfra."
1 Mosebog 50,26 Så døde Josef 110 år gammel. Han blev balsameret og lagt i kiste i Egypten.
Og da jøderne forlod Egypten 300-400 år senere, tog Moses Josefs knogler med, som israelitterne havde svoret på:
2 Mosebog 13,19 Moses tog Josefs ben med sig, for Josef havde taget israelitterne i ed og sagt: "Når Gud tager sig af jer, skal I bringe mine ben med jer op herfra."
Men som bekendt kom Moses aldrig selv ind i Det Hellige Land, så opgaven blev ikke løst i Mosebøgerne, men i slutningen af Josvas Bog:
Josva 24,32 Josefs ben, som israelitterne havde bragt med op fra Egypten, begravede de i Sikem i det stykke jord, Jakob havde købt af Sikems far Hamors sønner for hundrede kesita, og som Josefsønnerne havde fået i eje.
I begge versioner ender Josefs lig i Sikem, men hvornår? Skete det løbende efterhånden som "fædrene" døde, eller gik der 350-440 år? Og var det kun Josef, der fik denne ære, eller gjaldt det også alle de andre "fædre"? Og hvem havde købt graven?
Det er ikke kun Stefanus' skyld, at historien bliver noget vrøvl. Eventyret er meget komprimeret.
Billedet øverst på denne side blev også udgivet separat med vers på forskellige sprog.
Her er billedteksten på (en slags) engelsk:
Joseph is buryed. The chylder of Israel ar oppressed in Egypte vuyth hard bondage, The diligence of grod meduuyues (= gode jordemødre) ys expressed.
Opholdet i Egypten varede 430 år, og alligevel får man indtrykket — både i Mosebøgerne og i Stefanus' tale — at den »anden konge over Egypten, som ikke kendte til Josef« (Apostlenes Gerninger 7,18) nærmest stod på lur ved Josefs dødsleje. Og hvis man læser videre, får man indtrykket af, at denne farao, der beordrede jordemødrene til at dræbe alle nyfødte hebraiske drengebørn, var den samme farao, der senere blev udsat for Egyptens Ti Plager, selvom Moses på dette tidspunkt var 80 år gammel.
Billedet øverst på denne side illustrerer denne følelse fint. Denne serie af billeder blev også udgivet separat med digte på fransk, latin, katalansk, nederlandsk og engelsk, og disse ledsagende vers gør det klart, at venstre halvdel af billedet forestiller Josefs begravelse, mens højre halvdel forestiller den nye konge, der giver ordrer til jordemødrene.
Den kristne standardforklaring er at tingene sker to gange. Josef blev gravlagt i Egypten (midlertidigt), da han døde (1 Mosebog 50,26, citeret foroven), og begravet i Sikem 400 år senere, da jøderne havde erobret Det hellige Land.
Altså lidt som dengang Jesus red på to eller tre æsler, opvækkede Jairus' datter fra de døde to gange, rensede templet to gange og holdt to bjergprædikener.
Dér må man sige, at Stefanus' tale er ret entydig: Først dør fædrene og bliver begravet i Sikem - ikke i Egypten (vers 16). Så "nærmede tiden sig", og imens »blev folket stort og talrigt i Egypten« (vers 17), og det har trods alt taget en del år for antallet af jøder at stige fra 75 til 2.502.200. Herefter opstår den nye farao: »en anden konge over Egypten, som ikke kendte til Josef« (vers 18), Moses' fødsel, flugten fra Egypten, osv., osv. Læs evt. Apostlenes Gerninger kapitel 7.
Generelt står der meget vrøvl i Stefanus' forsvarstale. En generel og populær bortforklaring af denne tale lyder:
Several approaches toward a reconciliation of these conflicts have been attempted, but
one that has been gaining vogue in recent years is an attempt to distinguish between inerrancy of content and inerrancy of record.
This option leaves the divergences in Stephen's speech as admissible errors since inspiration, and its corollary, inerrancy,
need only be posited of the author of Acts and not of Stephen as a character in the narrative.
(Rex A. Koivisto, Stephen's Speech: A Theology Of Errors?, Grace Theological Journal 8.1 (1987), side 101-102)
Med andre ord er det ikke en fejl i Apostlenes Gerninger, hvis forfatteren citerer Stefanus for at have sagt noget forkert. Selvom Bibelen er 100% sand, kan den godt citere folk, der siger noget vrøvl. Selvom Elisabeth og Maria sagde, at Jomfru Maria var velsignet og salig, Moses' spejdere påstod, de havde set kæmper, jøderne påstod, de aldrig havde været slaver, og selvom Jakob sagde, at Labans far hed Nakor, kan det godt være forkert. Der er jo aldrig nogen, der har påstået, at Elisabeth, Maria, Moses' spejdere, de onde jøder og Jakob var guddommeligt inspirerede, vel?
Der er jo heller aldrig nogen, der har beskyldt Stefanus for at være guddommeligt inspireret, vel?
Men der er lige præcis, hvad Bibelen påstår: Stefanus var »en mand fuld af tro og Helligånd« (Apostlenes Gerninger 6,5). Da han holdt talen, havde han et »ansigt som en engels ansigt« (Apostlenes Gerninger 6,15), og i dagens anledning var han ekstra fuld af Helligånden: »fuld af Helligånden stirrede Stefanus mod himlene« (Apostlenes Gerninger 7,55).
Mærker: 1 Mosebog, 2 Mosebog, Josva, Apostlenes Gerninger, GT kontra NT