Moses' sejlivede barnebarn Moses' sejlivede barnebarn 
|
Kronologien i Dommerbogen er lidt ensformig: Først synder folket i X år, så lader Gud en dommer opstå i Y år, så falder folket tilbage i synd i X år, så opstår en ny dommer i Y år, osv.
I princippet kunne man lægge alle disse X'er og Y'er sammen, men det ville hurtigt blive kedeligt, så lad os snyde lidt og springe frem til dette vers:
Dommer 11,26 I tre hundrede år har israelitterne boet i Heshbon med tilhørende småbyer, i Aro'er med tilhørende småbyer og i alle de byer, der ligger på Arnons bredder. Hvorfor har I ikke bemægtiget jer dem i al den tid?
Her i kapitel 11 er der altså gået 300 år, fra jøderne kom ud af ørkenen og startede med at erobre Det Hellige Land.
Syv kapitler senere erobrer danitterne et hedensk gudebillede. Ansvaret for at dyrke dette gudebillede blev givet til Moses' sønnesøn:
Dommer 18,30 Derpå stillede danitterne gudebilledet op. Jonatan, Gershoms søn, Moses' sønnesøn, og hans efterkommere var præster for danitternes stamme lige til den dag, befolkningen blev ført i eksil.
Men hvor gammel var dette barnebarn i grunden; Gershoms søn, Jonatan?
Gershom blev født, mens Moses var på flugt i Midjan (2 Mosebog 2,22) — altså inden jøderne forlod Egypten. Så kan vi tage de 40 år i ørkenen og de 300 år fra Dommerbogen 11,26 (citeret foroven) og lægge sammen med forskellige perioder med dommere og lovløshed: »dommer i Israel i seks år« (Dommerbogen 12,7), »dommer i Israel i syv år« (Dommerbogen 12,9), »dommer i Israel i ti år« (Dommerbogen 12,11), »dommer i Israel i otte år« (Dommerbogen 12,14), »i filistrenes hånd i fyrre år« (Dommerbogen 13,1), og Samson »havde været dommer i Israel i tyve år« (Dommerbogen 16,31).
Når vi lægger tallene sammen, får vi 431 år til fordeling mellem Gershom og hans søn. Vi ved ikke, hvor gammel Gershom var, da jøderne forlod Egypten, eller hvor mange år hans søn Jonatan levede efter at have fået overdraget det hedenske gudebillede. Hvad der derimod står klart er, at Gud åbenlyst har glemt sin gamle ordre om, at mennesker ikke må blive ældre end 120 år.
Og for at fuldstændiggøre selvmodsigelsen bliver denne 200-300 år gamle mand introduceret med ordene en ung mand af Judas slægt:
Dommerbogen 17,7 I Betlehem i Juda var der en ung mand af Judas slægt; han var levit og havde slået sig ned dér.
Historien er rodet nok i forvejen, men det kan blive værre.
Den unge levit introduceres med disse ord: »I Betlehem i Juda var der en ung mand af Judas slægt; han var levit og havde slået sig ned dér« (Dommer 17,7). Der er et ordspil på hebraisk mellem »han havde slået sig ned der«: "hu gar-sham" og navnet Gershom.
Dette ordspil er faktisk endnu bedre end det "officielle" ordspil for Gershoms navn: »Moses gav ham navnet Gershom; "for jeg er blevet gæst i et fremmed land,« (2 Mosebog 2,22, hebraisk: "ger hayiti").
Det åbner muligheden for, at den unge mand i kapitel 17 ikke er Gershoms søn, men Gershom selv. Dette gør bare kronologien endnu værre.
Rabbierne var mest fokuseret på, hvordan Gershom og hans søn Jonatan kunne have kommet levende gennem ørkenen, eftersom Gud dræbte alle jøder over 20 år ude i ørkenen
Men rabbierne fandt en en god forklaring på, at stammen Levi havde overlevet:
Rav Hamnuna says: The decree of death pronounced for the generation of the spies was not decreed upon the tribe of Levi, as it is written: "Your carcasses shall fall in this wilderness, and all those who were counted among you, according to your whole number, from twenty years old and upward" (4 Mosebog 14,29).
The verse is interpreted: The decree applies to one whose count in the census is from the age of twenty and up, excluding the tribe of Levi, whose count is from the age of thirty and up.
(Babylonsk Talmud, Bava Batra 121b)
Rabbi Hamnuna fokuserede på, at Gud i 4 Mosebog 14,29 sagde: »i fuldt tal, alle som er blevet mønstret«. Stammen Levi blev ikke talt og mønstret, fordi de tilhører Gud. Derfor sagde Gud (indirekte), at hans dødsdom ikke gjaldt levitterne.
Der er en bortforklaring mere i Talmud, som kan bruges på, der overlevende massakren:
Rav Ana bar Ya'akov said: The decree of death was not decreed either upon those less than twenty years old or upon those more than sixty years old at the time of the sin of the spies.
The Gemara explains: Not upon those less than twenty years old, as it is written: "From twenty years old and upward" (4 Mosebog 14,29).
And not upon those more than sixty years old, because he learns that there is a verbal analogy between "and upward" in the verse cited, and "and upward" from the halakhot of valuations, in the phrase: "From sixty years old and upward" (3 Mosebog 27,7).
Just as there, concerning valuations, more than sixty years old is comparable to less than twenty years old, as there is a distinct category of those between the ages of twenty and sixty, so too here, more than sixty years old is comparable to less than twenty years old insofar as those older were not subject to the sentence. Yair, son of Manasseh, who was already older, did not
(Babylonsk Talmud, Bava Batra 121b)
Rabbi bar Ya'akov fæstnede sig ved formuleringen »fra tyve år og opefter« i 4 Mosebog 14,29.
Denne formulering mindede om taksterne for slaver og menneskeofre, hvor folk »fra tres år og opefter« havde en lavere værdi (3 Mosebog 27,7). Derfor gjaldt Guds dødsdom heller ikke folk over 60 år.
Denne bortforklaring er meget vigtig, for i det hele taget er det meget svært at få de mange år i Dommerbogen presset ind mellem Josvabogen og Samuelsbøgerne. Men hertil er der blot at sige:
Teksten lægger i høj grad selv op til at bliver læst kronologisk.
Det er forfatteren selv, der fortæller, at der er gået 300 år i Dommerbogen 11,26 (citeret foroven).
Man kommer ikke uden om, at historien om danitten Samson, der blev født og begravet i Sor'a (kapitel 13-16), må finde sted, før stammen Dan forlader Sor'a i kapitel 18 med Moses' barnebarn.
Uanset hvor meget vi klipper og klistrer, vil der stadig være gået mange år: Først skulle Joshua og hans slægtled dø, før folket begyndte at synde (Dommer 2,10-11). Dette har taget lidt tid, for Joshua blev 110 år (Josva 24,29). Hvis vi nu klipper kapitel 2-12 ud af bogen for at krympe tiden, kommer vi til en periode på 40 år, hvor Gud straffede folket (Dommer 13,1), indtil danitten Samson var dommer i 20 år (Dommer 16,31). Et ukendt antal år senere udvandrede stammen Dan, og grundlagde byen Dan, hvor de fastansatte Moses' barnebarn, Jonatan.
Hertil skal vi så lægge de 40 år, hvor Jonatans far, Gershom, vandrede i ørkenen, så uanset, hvor meget vold de kristne gør på den hellige tekst, har Gershom og Jonatan ("en ung mand af Judas slægt"), stadig haft ret så mange år på bagen.
Desværre for denne teori er ingen af de to halve historier særligt klare. Det er heller ikke nogen teori, der har stor udbredelse. F.eks. gør oversættelsen fra 1992 det stjerneklart, at den unge mand i vers 7 er det samme som manden i vers 8: »Denne mand forlod byen« (Dommerbogen 17,7-8).
Mærker: Dommerbogen, Udvandringen fra Egypten