Om oversættelsen: Frants Buhl (1850-1932) var en dansk gammeltestamentlig teolog og semitist. Buhl oversatte apokryferne i 1920, og hans arbejde er videnskabeligt, snarere end til kirkebrug.
Ord, der kræver særlig forklaring er markeret med *, **, *** eller † (afhængigt af, hvor mange kommentarer, der er til hvert vers). Ord og udtryk med alternative læsemåder (LM) er sat i hævede klammer <sådan her>. Ortografien er nænsomt moderniseret, aa → å, forat → for at, saaat → så at, kunde → kunne, vilde → ville, skulde → skulle.
Om bogen: Septuaginta indholder en række bøger og tekster, som ikke er med i den jødiske masoretiske teksttradition. Disse bøger accepteres af katolikker, mens protestanter regner dem for apokryfe.
Visdommens bog formodes at være skrevet af Kong Salomon — verdens klogeste mand (næst efter Jesus, forstås). Salomon fortæller, hvordan han opnåede visdom: Visdom er simpelthen at dyrke Gud. Derefter kommer en skadefro opremsning af, hvordan "de retfærdige" (dvs. alle forbryderne i Det Gamle Testamente) har klaret sig godt, mens de vantro har mistet familie, sønner, og livet p.g.a. Guds vrede. Der langes specielt ud efter folk, der dyrker dyreguder og afgudsbilleder. På dette punkt er forfatteren 100% ateist.
Visdommens Bog menes at være skrevet i 2det eller 1ste århundrede før vor tidsregning. På mange måder foregriber den de tanker, som senere blev genbrugt af forfatterne til Det Nye Testamente. Mon ikke Markus har kigget i Kapitel 2,12-20: »Lad os lægge Snarer for den retfærdige, […] Han dadler os, når vi krænker Loven, Han påstår at have Erkendelsen af Gud. Og kalder sig selv et Herrens Barn; […] Og praler af, at Gud er hans Fader. Så lad os da se, om hans Ord er Sandhed, Og undersøge, hvad Ende han tager; Er han Guds Søn, så vil han hjælpe ham, Og udfri ham af hans Fjenders Hånd; Med Vold og Pinsel vil vi prøve ham, For at erfare, hvad hans Blidhed betyder, Og skønne, hvorledes hans Tålmod er. Vi fordømmer ham til en forsmædelig Død, Thi han påstår jo, at der ydes ham Hjælp!«. Tilsvarende: »Da vil den retfærdige med megen Frejdighed Træde dem i Møde, der pinte ham, […] Når de ser ham, gribes de af skrækkelig Angst Og taber Mælet ved hans ufattelige Frelse; […] Ham var det, der var Genstand for vor Latter, Hvem vi Dårer håned og spotted, […] Hvorledes regnedes han da blandt Guds Sønner Og fik Lod og Del blandt de hellige?« (5,1-5). Visdommen er enbåren og fyldt med ånd ligesom Jesus: »[…] Visdommen, lærte mig. Thi [i] den er en Ånd, tænkende hellig, Enbåren, mangedelt, fin, Letbevægelig, skarp, ubesmittelig, Klar, upåvirkelig, elskende det gode, gennemtrængende« (7,22). Ligesom Jesus har Visdommen været ved Guds side siden skabelsen: »Hos dig er Visdommen, der kender dine Værker Og var til Stede, da du skabte Verden« (9,9).
Kapitler: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19
1 *Elsker Retfærd, i jordens Styrere,
Overtænker Herren i Bravhed,
Og søger ham i hjertets Enfold.
2 Thi han er at finde for dem, der ikke udæsker ham,
Han åbenbarer sig for dem, der ikke mistror ham;
3 Thi urette Tanker fjerner fra Gud,
Og den betvivlede Almagt revser de uforstandige.
4 Thi Visdommen drager ikke ind i en ildesindet sjæl
Og dvæler ikke i et til Synd hjemfaldet Legeme;
5 Thi Tugtens hellige Ånd undflyer Svig,
Holder sig borte fra vidløse Tanker
Og føler sig frastødt, når Uretten nærmer sig.
6 Thi Visdommen er en menneskekærlig Ånd.*
Den frikender ikke Gudsbespotteren for hans Læber(s Synd),
Thi Gud er et Vidne til hans Indres Tanker**,
En sand Iagttager af hans Hjerte
Og en Lytter til hans Tunge(s Tale).
7 Thi Herrens Ånd opfylder jorden,
Og han, der omfatter Alt*, erfarer det sagte.
8 Derfor dølges ingen, der taler Uret,
Og den revsende Retfærd forbigår ham ikke;
9 Thi den ugudeliges Planer underkastes Prøvelse,
Og hans Ord kommer Herren for Øre
Til Revselse af hans Lovovertrædelser.
10 Thi et Skinsygens Øre* opfanger alt,
Selv den svageste Mumlen bliver ikke skjult.
11 Vogt Eder derfor for gavnløs Mumlen,
Og bevar Eders Tunge for ubeføjet Tale,
Thi et hemmeligt Ord svinder ikke sporløst,
Og en løgnagtig Mund tilintetgør Sjælen.
12 Tragt ej efter Døden ved Eders Livs Forvildelse,
Hidkald ikke Fordærv ved Eders Hænders Virken,
13 Thi Gud er det ikke, der har frembragt Døden,
Han glæder sig ikke ved de levendes Undergang*.
14 Thi alle Ting har han skabt til Væren,
Og Verdens Frembringelser tjener til Helse,
I dem er der ingen Fordærvelsens Middel,
Og ikke har Dødsriget Magt over jorden,
Thi Retfærdigheden er udødelig
[Men Uretten medfører Døden].
15 De ugudelige kaldte den hid med Hånd og Mund,
Fortæredes af Længsel efter den som efter en Ven,
De har sluttet en Overenskomst med den,
Thi de fortjener at delagtiggøres i den.
1,1: *Salomo taler til de andre Konger. 1,6: *denne Linie passer ikke her; man har foreslået at stille den efter V. 13, eller at læse: en Ånd, der elsker det gode. - **ordret: Nyrer. - 1,7: ordret: det altomfattende (Væsen). - 1,10: *nemlig Guds, smlg. 2 Mos. 20,5 og oft. - 1,13: *smlg. Hez. 18,23.
1 Thi de siger ved sig selv i deres forvendte Tanker:
Kort og kummerligt er vort Liv*,
Der vokser ingen Urt for Menneskets Endeligt,
Der findes ingen, der frier fra Dødsriget;
2 Thi ved et Tilfælde blev vi til,
Og en Gang vil vi blive, som om vi ej havde været;
Thi en Dunst er Åndedrættet i vor Næse,
Og Tanken en Gnist ved vort Hjertes Bevægelse,
3 Ved hvis Udslukken Legemet bliver Aske,
Medens Ånden forsvinder som flygtig Luft;
4 Vort Navn bliver glemt, når en Tid er gået,
Og ingen vil mindes, hvad vi har virket*,
Vort Liv forgår som Sporet af en Sky,
Og det vil sprede sig som en Tåge,
Der svinder bort for Solens Stråler
Og synker ned betynget af Varmen;
5 Thi en Skygges Gliden er vort Liv,
Der er ingen Gentagelse efter vor Død,
Den er beseglet, Ingen vender tilbage!
6 Så lad os da nyde de Goder, der findes,
Og skyndsomt udnytte <Verden> som [i] Ungdommen*,
7 Fylde os med kostelig Vin og med Salve
Og ej lade Vårens Blomster unyttet,
8 Bekranse os med Rosens Knop, før den visner,
[Gennemstrejfe hver Eng i yppig Nyden.]
9 Ingen af os må svigte ved vor Kådhed;
Overalt vil vi efterlade Glædens Tegn,
Thi det er vor Del, og det er vor Lod.*
10 Lad os øve Vold mod den trængende retfærdige,
Og ikke vise Enkerne Skånsel,
Eller undse os for Oldingens bedagede Hår!
11 Vor Styrke skal være Loven for Retten,
Thi det Svage godtgør sin egen Unytte;
12 Lad os lægge Snarer for den retfærdige, thi han er os besværlig,
Han er en Modstander af vor Færd,
Han dadler os, når vi krænker Loven,
Foreholder os vore Brud på Tugten;
13 Han påstår at have Erkendelsen af Gud.
Og kalder sig selv et Herrens Barn*;
14 Han er os en Bebrejdelse af vort Sindelag,
Blot Synet af ham er os forhadt;
15 Thi hans Liv er forskelligt fra andres,
Og hans Færden en ganske anden;
16 Vi regnes af ham for falske Mønter,
Han skyer vort Samkvem, som man skyer det urene,
Lykkelig priser han den retfærdiges Udgang
Og praler af, at Gud er hans Fader.
17 Så lad os da se, om hans Ord er Sandhed,
Og undersøge, hvad Ende han tager;
18 Er han Guds Søn, så vil han hjælpe ham,
Og udfri ham af hans Fjenders Hånd*;
19 Med Vold og Pinsel vil vi prøve ham,
For at erfare, hvad hans Blidhed betyder,
Og skønne, hvorledes hans Tålmod er.
20 Vi fordømmer ham til en forsmædelig Død,
Thi han påstår jo, at der ydes ham Hjælp!
21 Således tænker disse vildfarende,
Thi deres Slethed har gjort dem blinde,
22 Guds Hemmeligheder fatter de ikke,
Håber ikke på Fromhedens Løn,
Eller skatter de rene Sjæles Ærespris.
23 Thi Gud skabte Mennesket til Uforgængelighed,
Gjorde ham til et Billed af sit eget Væsen;
24 Men ved Djævlens Avind kom Døden ind i Verden
Og den erfarer de, der tilhører ham.
2,1: *smlg. Præd. 2.22. - 2,4: *Præd. 2,16. - 2,6: anden LM.: Rigdommen. - *Præd. 11,9. - 2,9: *Præd. 2,10. 3,22. - 2,13: *5,5, eller: Tjener, Jes. 42,1 og oft. - 2,18: *smlg. Ps. 22,9.
1 Men de retfærdiges Sjæle er i Guds Hånd,
Og dem vil ingen Pinsel. berøre;
2 I Dårernes øjne synes de døde,
Og deres Bortgang agtes som en Ulykke,
3 Deres Afsked fra os som en Undergang,
Men de er i Fred!
4 Selv om de straffes efter Menneskers Skøn,
Er deres Håb opfyldt af Udødelighed,
5 Efter en ringe Lidelse får de store Velgerninger,
Thi Gud har prøvet dem og fundet dem værdige,
6 Som Guld i Diglen har han prøvet dem
Og taget imod dem som Heloffergave;
7 På deres Opsøgelses Tid* vil de stråle**
Og springe frem som Gnister i Rør,
8 De vil dømme Nationer og beherske Folkefærd*,
Og Herren vil være deres Drot for evig;
9 De, der stoler på ham, vil fatte Sandheden,
De troende bliver hos ham i Kærlighed,
Thi Nåde og Forbarmelse times de udvalgte,
Og Opsigelse bliver de fromme til Del.
10 Men de Ugudelige får Straf efter deres Sindelag,
De, som lod hånt om den retfærdige og faldt fra Herren;
11 Thi den, der foragter Visdom og Tugt, er elendig,
Deres Håb er tomt, deres Møje forgæves,
Og deres Virken er uden Nytte.
12 Deres Kvinder er tåbelige, onde deres Børn,
Og deres Slægt er under Forbandelse,
13 Thi lyksalig den golde, der ej er besmittet,
Som ikke har kendt et brødefuldt Samleje*,
Hun vil få sin Frugt ved Sjælenes Opsøgeise.
14 Og lyksalig Gildingen*, der ej handled lovløst
Og ikke i Tanken synded mod Herren,
Thi ham skænkes Troens udvalgte Nåde(løn)
Og en frydefuld Lod i Herrens Tempel.
15 De gode Bestræbelsers Frugt er herlig,
Og ikke smuldrer Visdommens Rod.
16 Horkarlens Børn når ikke Fuldendelsen*,
Og et lovløst Samlejes Sæd går til Grunde;
17 Lever de længe, agtes de for Intet,
Og til Slut er deres Alder uden Ære;
18 og dør de hastigt, har de intet Håb
Og ingen Trøst på Afgørelsens Dag,
Thi ond er Enden for en uretfærdig Slægt.
3,7: *når Herren tager sig af dem. - **Dan. 12,3. - 3,8: *Dan. 7,18. 21. 1 Kor. 6,2. Åbenb. 2,26. -3,13: *ikke blot Utugt, men også Ægteskab med Hedninger eller vantro. - 3,14: * smlg. Jes. 56,3 ff. - 3,16: *efter Døden.
1 Bedre er Barnløshed med Dyd,
Thi den ejer Udødelighed <og Minde>,
Da den erkendes af Gud og Mennesker;
2 Sålænge den er der, efterligner man den,
Og er den borte, længes man efter den,
I Evigheden går den foran bekranset,
Sejrrig i de pletfri Kampes Strid.
3 Gavnløs er de ugudeliges talrige Børneflok,
Oprunden af uægte Skud går dens Rod ikke dybt,
Og finder ikke et sikkert Grundlag;
4 Skyder end dens Grene en Tidlang i Vejret,
Så står den usikkert og ruskes af Vinden,
Og dens Rod rykkes op af Stormens Kraft;
5 De ufærdige Kviste brydes itu,
Deres Frugt er unyttig, umoden til Føde,
Og den duer til intet.
6 Børn, der avles i lovløst Samleje*,
Er et Slethedens Vidne mod deres Forældre, når de prøves**.
7 Men den retfærdige er i Fred, om han end dør før Tiden,
8 Thi en ærefuld Alder skyldes ikke et langt Liv,
Og måles ikke ved Årenes Antal.
9 Den (sande) Gråhårethed hos Menneskene er Visdommen,
Og Oldingealderen et uplettet Liv.
10 En gudvelbehagelig* elskedes af ham,
Midt iblandt Syndere blev han bortrykket,
11 Reves bort, for at Sletheden ikke skulle ændre hans Sind,
Eller Falskheden forlokke hans Sjæl;
12 Thi Lastens Fortryllelse forvansker det gode,
Og Lysternes Hvirvel ændrer det harmløse Sind;
13 Hastig fuldendt gennemløb han lange Tider,
14,15 Thi hans Sjæl var Herren velbehagelig,
Derfor hasted den bort fra Slethedens Midte;
Men Folkene, der så det, fatted det ikke,
Lagde sig ikke <på Hjerte, hvad det betød>.
16 Den hensovede retfærdige vil dømme de levende ugudelige,
Og den hurtigt fuldendte* Ungdom den uretfærdiges årrige Alderdom;
17 Thi når de ser den vises Endeligt,
Vil de ikke fatte hans* Beslutning om ham,
Og hvorfor Herren har bragt ham i Sikkerhed;
18 De vil se det og agte det for intet,
Men Herren vil udle dem*.
19 Og derefter bliver de et usselt Lig
Og til Spot blandt de døde for evig*,
Thi han kaster dem hovedkulds ned uden Mæle
Og støder dem bort fra deres Grundvolde,
Så de lægges fuldstændig øde;
De vil være stedte i Smerter,
Og Mindet om dem forgår;
20 Ved Sammenregningen af deres Synder står de forfærdede,
Og deres Misgerninger rejser Anklage mod dem.
4,1: "i Mindet". - 4,6: *3,13. - **ved Dommen efter Døden. - 4,10: *Henok, 1 Mos. 5,24.- 4,14: "dette på Hjerte; 15 Nåde og Forbarmelse times de udvalgte, og Opsøgeise bliver de fromme til Del"; s. 3,9. - 4,16: *d. e. døde. - 4,17: *Guds. - 4,18: *Ps. 2,4. - 4,19: *Jes. 14,19. 10 ff.
1 Da vil den retfærdige med megen Frejdighed
Træde dem i Møde, der pinte ham,
Og dem, der lod hånt om hans Trængsler.
2 Når de ser ham, gribes de af skrækkelig Angst
Og taber Mælet ved hans ufattelige Frelse;
3 Angrende vil de sige til sig selv
Og sukke i deres Sjæles Kvide:
Ham var det, der var Genstand for vor Latter,
4 Hvem vi Dårer håned og spotted,
Hvis Liv vi agted for Galskab,
Og hvis Endeligt tyktes os æreløst;
5 Hvorledes regnedes han da blandt Guds Sønner
Og fik Lod og Del blandt de hellige?
6 Så fór vi da vild fra Sandhedens Vej,
Retfærdighedens Lys skinned ikke for os,
Ikke oprandt Solen for os;
7 Vi fyldtes af Uret på <Fordærvelsens Stier>,
Vandrede gennem uvejsomme Ørkner,
Og Herrens Vej erkendte vi ikke;
8 Hvortil har vort Overmod tjent os,
Hvad hjalp os Rigdommens Pral?
9 Det er altsammen svundet som en Skygge
Eller et flygtigt ilende Rygte,
10 Som et Skib, der pløjer det bølgende Hav,
Af hvis Færden der ikke er Spor at finde,
Ej heller af Kølens Vej gennem Bølgerne,
11 Som når en Fugl farer hen gennem Luften,
Og der intet Mærke findes af dens Flugt;
Den lette Luft piskes vel af Vingernes Slag,
Og spaltet af den kraftige Susen
Befares den af de bevægede Vinger,
Men siden findes intet Spor af dens Flugt deri;
12 Eller som når en Pil sendes ud mod Målet,
Og den gennemborede Luft straks trækker sig sammen,
Så man ikke formår at skelne dens Bane.
13 Så blev også vi fødte og døde
Og kan ikke opvise Spor af vor Evnen,
Midt i vor Slethed blev vi fortærede.
14 Thi den Ugudeliges Håb er som Avner for Vinden,
Som <det fine Skum>, der jages af Stormen,
Som Røgen, der vejres hen af Vinden,
Som når Mindet af en én Dags Gæst svinder bort!
15 Men de retfærdige lever evigt,
De har deres Løn i Herren,
Og Omsorgen for dem er hos den Højeste;
16 Derfor skal de modtage Herlighedens Kongedømme
Og Skønhedens Krone* af Herrens Hånd,
Thi med sin Højre beskytter han dem,
Og med sin Arm beskærmer han dem;
17 Han tager sin Nidkærhed som en Rustning
Og ruster Skabningen til Værn mod Fjenderne,
18 Han anlægger Retfærdighed som et Panser,
Påsætter sig en uigenkaldelig Dom som Hjelm*,
19 Griber Helligheden som et ukueligt Skjold,
20 Sliber den barske Vrede til et Sværd,
Og Verden vil med ham bekæmpe de uforstandige;
21 Lynenes velrettede Spyd farer frem,
Og som fra Skyernes smukt rundede Bue farer de mod Målet,
22 Tæt Hagl udslynges fra Vredens Blider,
Havets Vande vil rase imod dem,
Og Strømme i Grumhed lukke sig (over dem);
23 Almagtens Ånde vil stå dem imod
Og splitte dem ad som en Hvirvelstorm.
Den hele jord lægger Uretten øde,
Og Udåden omstyrter Herskernes Troner.
5,7: "på Stier også af Fordærvelse", - 5,14: "den fine Rim". - 5,16: *Jes. 62,3, smlg. Ps. 50,2. - 5,18: *smlg. Efes. 6,14
1 Hører derfor, I Konger*, og giver Agt,
Lærer I, som dømmer den vide jord,
2 I, som behersker Mængden, lytter til,
I, som er stolte af Folkenes Skarer,
3 Fordi I fik Magten tildelt af Herren
Og Myndigheden af den Højeste,
Som vil prøve Eders Værk og granske Eders Planer,
4 Thi I, som er hans Riges Tjenere,
Har ikke dømt retteligt og ikke overholdt Loven,
Og ikke vandret efter Guds Vilje.
5 Forfærdelig og hastig vil han komme over Eder,
Thi med de højtstillede gås der strengt i Rette;
6 Thi den ringe tilgives der af Medlidenhed,
Men med Vælde tugtes de vældige,
7 Thi Alherskeren viger ikke for nogen,
Og frygter ikke for nogen Storhed,
Thi selv har han skabt både store og små
Og sørger ligeligt for dem alle;
8 Men de mægtige rammer en streng Undersøgelse.
9 Eder, I Herskere, gælder altså mit Ord,
At I må lære Visdom og bevares for Fald*;
10 Thi de, der holder det hellige* helligt, skal helliges**,
Og de kyndige deri skal finde Forsvar;
11 Så føler da Attrå efter mine Ord,
Bliv begærlige efter dem, så vil I optugtes!
12 *Visdommen stråler og er uforgængelig
Og let at finde for sine Elskere,
13 Dem, der ønsker at kende den, kommer den i Forkøbet,
14 Den, der søger den årle, har ingen Møje,
Thi han finder den siddende foran hans Dør,
15 Thi at betænke den er Klogskabens Fuldendelse,
Den, der våger for dens Skyld, er snart uden Sorger,
16 Thi den søger ihærdigt dem, der er den værdige,
Velvillig viser den sig for dem på Vejen
Og kommer dem i Møde med enhver Overvejelse;
17 Thi dens sikre Begyndelse er Ønsket om Optugtelse,
18 Men Omsorg for Optugtelse er* Kærlighed (til den),
Og Kærligheden er* Overholdelse af dens Love,
Og Lovenes Iagttagelse er* Udødelighedens Sikring,
19 Men Udødelighed virker Nærhed hos Gud.
20 Higen efter Visdom fører til Kongemagt;
21 Har I derfor Glæde af Troner og Sceptre, I Folkeherskere,
Så ærer Visdommen, at I må herske evigt!
22 Visdommens Væsen og Oprindelse vil jeg forkynde,
Og ikke dølge Mysterierne for Eder,
Men fra Tilværelsens Begyndelse efterspore
Og lægge Erkendelsen af den for Dagen
Og ikke lade Sandheden uænset.
23 Ikke vil jeg indlade mig med den udtærede Skinsyge,
Thi den har intet tilfælles med Visdom.
24 En Mængde af Vismænd er Verdens Frelse,
Og en forstandig Konge er Folkets Velfærd.
25 Så lad Eder belære ved mine Ord, da vil I få Gavn deraf.
6,1: *smlg; 1,1. - 6,9: *Ordspr. 8,15 f. - 6,10: *d. e. Guds hellige Lov. - **anerkendes og behandles som hellige, fromme. - 6,12: *smlg. Ordspr. c. 8 f, -: "og findes af dem, der søger den". - 6,18: *viser sig i, fører til.
1 Også jeg er dødelig som alle andre,
En Ætling af den først skabte Jordfødning,
Og i Modersliv blev jeg formet til Kød
2 I timånedlig Frist, skørnet i Blod*,
Af Mands Sæd forenet med Samlejets Lyst;
3 og født indsuged jeg den fælles Luft
Og faldt på den alt optagende Jord.
Med den første Gråd, der er fælles for alle.
4 Jeg blev fostret i Svøb og omsorgsfuld Pleje,
5 Thi ingen Konge har haft anden Begyndelse,
6 Indgangen til Livet er ens for alle og dets Udgang den samme.
7 Derfor bad jeg om Indsigt, og den blev mig skænket*,
Og Visdommens Ånd kom til mig, da jeg råbte;
8 Den skatted jeg mere end Scepter og Troner
Og agtede Rigdom for Intet imod den,
9 Ingen kostelig Ædelsten ligned jeg med den,
Ved Siden af den er alt Guld kun lidt Sand,
Og Sølv at regne som Skarn imod den,
10 Jeg elsked den mer end Helsen og Skønhed,
Jeg foretrak at have den i Stedet for Lys,
Thi den Glans, den udbreder, slukkes aldrig;
11 Med den kom alle Goder til mig,
Og utalte Rigdomme kom ved dens Hænder;
12 De var alle min Glæde, thi Visdommen styrer dem,
Dog vidste jeg ikke, at den er deres Ophav.
13 Harmløst lærte jeg, deler ud uden Forbehold
Og holder ikke dens Rigdom skjult,
14 En uudtømmelig Skat er den for Mennesker,
Ved dens Udnytten vinder de Venskab med Gud,
Velanbefalede (hos ham) ved Tugtens Gaver*.
15 Give mig Gud at tale efter Ønske
Og at have Tanker det givne værdige,
Fordi han både er Visdommens Fører
Og den, der retleder de vise.
16 Thi i hans Hånd er vi selv og vore Ord,
Hver Indsigt og Forståen af Færdigheder.
17 Thi han gav mig en usvigelig Kendskab til Tingene,
At fatte Verdens System og Elementernes Virken,
18 Tidernes Begyndelse, Ende og Midte,
Solhvervets Skiften, Årstidernes Vekslen,
19 Årenes Kredsløb og Stjernernes Stilling,
20 Dyrenes Natur og Rovdyrenes Vildskab.
Åndernes* Magt og Menneskenes Tanker.
Planternes Forskel og Røddernes Kræfter;
21 Alt, hvad er skjult eller åbenbart, fatted jeg,
22 Thi alts Kunstnerinde, Visdommen, lærte mig.
Thi [i] den er en Ånd, tænkende hellig,
Enbåren, mangedelt, fin*,
Letbevægelig, skarp**, ubesmittelig,
Klar, upåvirkelig, elskende det gode, gennemtrængende,
Uhæmmelig, velgørende,
23 menneskekærlig,
Uforanderlig, sikker, ubekymret,
Altformående, altoverskuende,
Trængende gennem alle de tænkende,
Rene og fineste Ånder;
24 Thi bevægeligere end al Bevægelse er Visdommen,
Ved sin Renhed trænger og går den gennem alt,
25 Thi den er en Udånding af Guds Kraft,
En solklar Udstrømmen af den Almægtiges Herlighed,
Derfor kan Intet besmittet berøre den,
26 Thi den er en Afglans* af evigt Lys,
Et pletfrit Spejl af Guds Virken,
Og et Billede af hans Godhed;
27 Skønt den er en, formår den alt,
Og blivende i sig selv formår den alt,
Slægt efter Slægt går den over i rene Sjæle
Og udruster Venner af Gud og Profeter,
28 Thi intet elsker Gud uden Visdommens fortrolige*,
29 Thi den er herligere end Solen,
Og overgår alle Stjernernes Billeder,
Lignet med Lyset bærer den Fortrinet,
30 Thi dette følges af Natten,
Men overfor Visdommen er Ondskaben magtesløs.
8,1 Vældig når den fra Ende til anden
Og forvalter alting retteligt.
7,2: *Ijob 10,10. - 7,7: *1 Kg. 3,9 ff. 4,9 ff. - 7,14: *Gaver, hvorved han vinder en højtståendes Gunst. - 7,20: *Dæmonerne, der adlød Salomo. - 7,22 mangler i flere Håndskrifter. - *d. e. ulegemlig. - **eller: klar. 7,26: * Hebr. 1,3. - 7,28: *egenlig: Husfælle eller Ægtefælle.
2 Denne har jeg elsket og søgt fra min Ungdom
Og ønsket at hjemføre den som Brud,
Af dens Skønhed var jeg en Elsker,
3 Sit ædle Udspring forherliger den ved Samliv med Gud,
Og altings Herre elsker den;
4 Thi i Guds Visdom er den indviet,
En Rådgiver* ved hans Værker.
5 Hvis Rigdom er en eftertragtet Besiddelse i Livet,
Hvad er da rigere end Visdommen, der virker alt?
6 Og hvis Klogskaben* er virksom,
Hvo af alle er da en større Kunstner end den?
7 Og hvis nogen elsker, hvad Ret er,
Så er Dyderne jo Frugterne af dens Virken,
Thi den lærer Besindighed og Klogskab, Retfærdighed og Ihærdighed*,
Og nyttigere end dem er intet i Menneskelivet.
8 Og ønsker nogen mangfoldig Erfaring,
Så kender den det gamle og slutter sig til det kommende,
Forstår kunstige Tankesprog og Gåders Løsning,
Fatter forud Tegn og Undere,
Tiders og Perioders Udfald.
9 Så beslutted jeg da at tage den til Livsledsager,
Da jeg vidste, at den ville råde til det bedste
Og yde Trøst i Bekymring og Sorg;
10 Ved den ville jeg få Ry hos Mængden,
Og jeg, den unge, Hæder blandt de ældre,
11 Befindes skarpsindig, når jeg dømmer*,
Og vække Beundring i Herskernes øjne**.
12 Tav jeg, ville man vente, mæled jeg, ville man lytte,
Og talte jeg længe, ville man lægge Hånden på Munden*;
13 Ved den ville jeg vinde Udødelighed
Og efterlade mit Afkom et evigt Minde;
14 Jeg ville styre Folkefærd, Nationer ville underkaste sig mig,
15 Frygtelige Herskere ville ræddes for mig ved at høre om mig,
I Folket ville jeg vise mig god, tapper i Krigen,
16 Hjemkommen ville jeg hvile mig hos den,
Thi Omgangen med den forbitrer ikke,
Samlivet med den volder ingen Smerte,
Men Munterhed og Glæde.
17 Idet jeg betænkte dette hos mig selv og overvejede i mit Hjærte, at der er Udødelighed i Samværen med Visdommen, 18 ædel Glæde i dens Venskab, en uudtømmelig Rigdom i dens Hænders Arbejde, Klogskab i at pleje Omgang med den og Berømmelse ved at tage Del i dens Underholdning, søgte jeg ihærdigt, hvorledes jeg kunne tilegne mig den. 19 Jeg var en Dreng af god Natur og modtog en god Sjæl, 20 eller rettere, da jeg var god, kom jeg i et ubesmittet Legeme*. 21 Men da jeg indså, at jeg ikke på anden Måde kunne komme i Besiddelse (af den) end ved, at Gud gav mig (den) - og det var Klogskab at vide, fra hvem denne Nådegave kommer - så vendte jeg mig til Herren og sagde af hele mit Hjerte*:
8,6: *den menneskelige. - 8,7: *Grækernes fire Kardinaldyder. - 8,11: *1 Kg. 3,16 ff. - **1 Kg. 10,8 f. - 8,12: *Ijob 29,9 ff. - 8,20: *Sjælen eksisterer, før Mennesket bliver til. - 8,21: *smlg. 1 Kg. 3,7 ff.
1 Du Fædrenes Gud og Barmhjertighedens Herre,
Som skabte alting ved dit Ord
2 Og udrustede Mennesket med din Visdom,
At han skulle herske over dine Skabninger
3 Og forvalte Verden i Hellighed og Retfærdighed
Og holde Dom i Sjælens Retsind!
4 Giv mig da Visdommen, der troner ved din Side,
Og udeluk mig ikke fra dine Børn,
5 Thi jeg er din Slave, din Slavindes Søn,
Et svagt og forgængeligt Menneske,
Med mangelfuld Forståen af Dom og Lov.
6 Thi var en end fuldkommen iblandt Menneskene,
Han gjaldt dog for intet, når han mangled din Visdom.
7 Du selv har gjort mig til Drot for dit Folk
Og til Dommer for dine Sønner og Døtre,
8 Du bød bygge et Tempel på dit hellige Bjerg*
Og et Alter i den By, hvor du bor,
Et Afbillede af det hellige Telt, du beredte fra Begyndelsen**.
9 Hos dig er Visdommen, der kender dine Værker
Og var til Stede, da du skabte Verden*,
Og har Kendskab til det, der behager dig,
Og hvad der er rigtigt efter dine Bud.
10 Send den da fra din hellige Himmel
Og lad den komme fra din Herligheds Trone,
At den må yde mig Hjælp ved mit Arbejde,
Så jeg kan erkende, hvad der behager dig.
11 Thi den ved alt og forstår sig derpå;
Den vil lede mig klogt ved mine Handlinger
Og bevare mig i sin Herlighed,
12 Så min Virken må blive velkommen,
Og jeg må dømme dit Folk retfærdigt
Og blive min Faders Trone værdig.
13 Thi hvilket Menneske kender Guds Vilje,
Eller lægger sig på Sinde, hvad Herren forlanger,
14 Thi usikre er de dødeliges Tanker,
Og uden Fasthed, hvad vi udtænker;
15 Thi et forgængeligt Legeme besværer Sjælen,
Og jordhytten tynger det tankerige Sind.
16 Med Møje gætter vi de jordiske Ting
Og fatter med Besvær, hvad der ligger for Hånden,
Men hvo kan udforske, hvad der er i Himlen?
17 Hvo erkendte din Vilje, hvis ej du skænked Visdom
Og sendte din himmelske Ånd fra det høje?
18 Kun således banedes de jordiskes Veje,
Og lærte Menneskene, hvad der behager dig,
Og ved Visdommen blev de frelste.
9,8: *1 Kg. 5,19. 8,19. - **den himmelske Helligdom, Hebr. 8,2. 9,11, smlg. 2 Mos. 25,9. - 9,9: *Ordspr. 8,27 ff. Ijob 28,25 ff. - 9,15: *Ijob 4,19
1 Den har [ikke] blot bevaret Verdens først dannede Fader*, da han blev skabt, men også reddet ham ud af hans Fald 2 og skænket ham Kraft til at herske over alt. 3 Men en uretskaffen*, der faldt fra den i sin Vrede, gik til Grunde i sin brodermorderiske Lidenskab. 4 Den for hans Skyld* oversvømmede jord reddede atter Visdommen, idet den styrede den retfærdige** på et ubetydeligt Træ(værk)***. 5 Ved de sammenblandede Folkeslags Endrægtighed i Slethed* udfandt den en retskaffen** og bevarede ham ubesmittet for Gud*** og gjorde ham stærk trods hans Kærlighed til sin Søn†. 6, 7 Ved de ugudeliges Undergang frelste den en retfærdig*, der flygtede for Ilden, som faldt ned over de fem Byer**, om hvis Slethed der endnu findes et Vidnesbyrd: et øde Land, der stadigt ryger, Planter, der bærer Frugt i Utide*** og som et Mindesmærke om en vantro Sjæl en opret stående Saltstøtte†. 8 Thi da de lod Visdommen uænset, gik det dem ikke blot ilde, fordi de ikke erkendte det gode, men efterlod også de levende et Minde om deres Dårskab, for at det ikke skulle blive skjult, hvori de fejlede. 9 Men Visdommen friede sine Tjenere for Besvær. 10 Den ledede en retfærdig*, der flygtede for sin Broders Vrede, ad den lige Vej; den viste ham Guds Rige og gav ham Kundskab om det hellige**, gjorde ham velstående ved hans Møje*** og forøgede hans Besiddelse; 11 den stod ham bi ved hans Overmænds Havesyge og gjorde ham rig; 12 den beskyttede ham mod Fjenderne og sikrede ham mod Forfølgerne* og lod ham bestå en svær Kamp**, for at han skulle erfare, at Fromhed overvinder alt. 13 Den svigtede ikke en solgt retskaffen*, men friede ham for Synd**; 14 den fulgte ham ned i Fangehullet og forlod ham ikke i hans Lænker, indtil den bragte ham Rigets Herskerstav og Myndighed over dem, der havde øvet Vold imod ham; den lod hans Bagvaskere stå som Løgnere og skænkede ham evig Herlighed.
15 Den udfriede et helligt Folk og en lydeløs Slægt fra det Folk, der mishandlede dem. 16 Den gik ind i Herrens Tjeners* Sjæl og modstod frygtelige Konger ved Tegn og Undere. 17 Den gav de hellige Løn for deres Møje, ledede dem ad en underfuld Vej, tjente dem som Ly om Dagen og som Stjerneskin om Natten*. 18 Den lod dem vandre gennem det røde Hav og førte dem gennem mange Vande, 19 medens den oversvømmede deres Fjender og kastede dem på Land fra Afgrundens Dyb*. 20 Derfor tog de retfærdige Bytte fra de ugudelige og besang, Herre, dit hellige Navn og priste endrægtig din beskyttende Hånd*; thi Visdommen åbnede de stummes Mund og lod de umyndiges Tunger lyde klart.
10,1: *Adam. - 10,3: *Kain. - 10,4: *fordi hans Slethed forplantede sig til hans Efterkommere. - **Noah. - ***Arken. - 10,5: *1 Mos. 11,1 ff. - **Abraham. - ***smlg. Judith 5,7. - †1 Mos. c. 22. - 10,6: *Loth. - **1 Mos. 14,2. 19,24. - ***Sodomaæblet. - †1 Mos. 19,26. - 10,10: *Jakob. - **1 Mos. 28,12. -***1 Mos. 30,43. ~ 10,12: *1 Mos. 31,23 f. - **1 Mos. 32,24 ff. - 10,13: *Josef. - **1 Mos. 30. - 10,16: *Moses. - 10,17: *2 Mos. 13,21. - 10,19: *2 Mos. 14,30. - 10,20: *2 Mos. c. 15.
1 Og den lod deres Foretagende lykkes ved en hellig Profets Hånd. 2 De drog gennem en ubeboet Ørken og rejste Telt på uvejsomme Steder; 3 de modstod Fjender og afviste Angribere*. 4 Da de tørstede, anråbte de dig, og der skænkedes dem Vand fra den stejle Klippe og Lindring af Tørsten fra det hårde Fjeld*.
5 Thi netop ved det, hvorved deres Fjender blev tugtede, modtog de Velgerninger, når de var i Nød: 6 i Stedet for en stadigt rindende Kildes Flod, der var plumret ved levret Blod* 7 til Straf for den børnemyrdende Befaling*, gav den dem uforventet rigeligt Vand, 8 idet du ved Tørsten, der dengang ramte dem, viste, hvorledes du straffede deres Modstandere, 9 thi ved at prøves omend gennem en lemfældig Tugtelse, erfarede de, hvorledes de ugudelige, der domfældtes i Vrede, blev pinte; 10 thi dem prøvede du som en formanende Fader, men hine revsede du som en streng, fordømmende Konge; 11 og både fraværende og nærværende blev de pinte på lige Måde, 12 thi en dobbelt Smerte ramte dem, nemlig* også en Stønnen ved Erindringen om det tidligere skete, 13 thi da de hørte, at (Israeliterne) havde modtaget Velgerninger ved deres egne Tugtelser, mærkede de Herren(s Magt); 14 thi han*, hvem de engang hånligt havde afvist, da han blev forstødt <i Fjendskab>, betragtede de med Undren over det sluttelige Udfald, idet de følte en anden Tørst end de retskafne. - 15 Og til Gengæld for deres Syndigheds uforstandige Tanker, ved hvilke de i deres Vildfarelse dyrkede fornuftløst Kryb og elendigt Utøj*, sendte du dem en Mængde fornuftløse Dyr** som Straf, 16 for at de skulle erfare, at det, hvorved en synder, ved det bliver han også tugtet*. 17 Thi den almægtige Hånd, som skabte Verden af formløst Stof, havde vel formået at sende en Mængde Bjørne eller modige Løver mod dem, 18 eller nyskapte, af Vildskab opfyldte, hidtil ukendte Dyr, eller nogle, der udsendte en ildsprudende Ånde, eller udbredte en stinkende Røg, eller udlynede frygtelige Gnister af øjnene, 19 som ikke blot kunne ødelægge dem ved deres Skadelighed, men hvis frygtelige Udseende allerede kunne tilintetgøre dem; 20 og desforuden kunne de være styrtede om ved et eneste Åndepust, forfulgte af Hævnen og adsplittede ved din Almagts Ånde. Men alt har du ordnet efter Mål, Tal og Vægt; 21 thi du formår altid at udfolde din Magt på storartet Måde, og hvo kan modstå din Arms Vælde? 22 thi overfor dig er den hele Verden som et Fnug på Vægtskålen* og som en Dugdråbe, der om Morgenen falder til Jorden. 23 Du er barmhjertig mod alle, fordi du formår alt, og du overser Menneskenes Synder, for at de skal angre*,
24 thi du elsker alt, som er til, og afskyer intet af det, du har skabt, og intet har du frembragt, som du hader. 25 Hvorledes skulle vel noget, som du ikke ville, kunne bestå, eller noget, som ikke var fremkaldt af dig, blive bevaret? 26 Du skåner alt, fordi det er dit, du livskære Herre!
11,3: *2 Mos. 17,8 ff. osv. - 11,4: *2 Mos. 17,1 ff. - 11,6: *2 Mos. 7,15 ff. - 11,7: *2 Mos. 1,16. - 11,12: *foruden selve den lidte Tørst. - 11,14: *Moses. -: anden LM.: ved Udsættelse 2 Mos. 2,8. - 11,15: *sigter til Ægypternes Dyredyrkelse. - **2 Mos. 7,26 ff. - 11,16: *smlg. 2 Makk. 4,16. 13.8. - 11,22: *Jes. 40,5. - 11,23: *smlg. Hez. 18,23.
1 Thi din uforgængelige Ånd er i dem alle. 2 Derfor straffer du Synderne lidt efter lidt og advarer dem ved at minde dem om det, hvori de har forset sig, for at de, når de er frigjorte for Sletheden, kan tro på dig, Herre! 3 Thi skønt du hadede dit hellige Lands gamle Beboere, 4 fordi de bedrev Trolddommens skændige Gerninger* og vanhellige Gudsdyrkeiser, 5 ubarmhjertige Børnemordere* og indvoldefortærende (Deltagere i) Måltider af Menneskekød og -Blod**, 6 Og derfor besluttede at lade <de i de hæslige Mysterier indviede> og Forældrene, der med egen Hånd dræbte hjælpeløse Sjæle, udryddes ved vore Forfædres Hænder, 7 for at det Land, der var dig dyrebarest af alle, skulle modtage en værdig Befolkning af Guds Sønner, 8 så skånede du alligevel også disse, fordi de var Mennesker, og sendte Hvesper som Forløbere for din Hær*, for at de skulle ødelægges lidt efter lidt, 9 skønt du med Lethed i en Kamp kunne have ladet de retskafne få Overhånd over de ugudelige eller med et Slag kunne have udryddet dem ved vilde Dyr eller ved et afgørende Ord. 10 Men ved at straffe dem lidt efter lidt gav du dem Lejlighed til Omvendelse, skønt du vidste, at deres Oprindelse var ond, og deres Slethed medfødt, og at deres Sindelag aldrig ville forandre sig, 11 thi det var fra første Færd en Slægt under Forbandelse*. Og det var ikke af Frygt for nogen, at du lod dem slippe fri for Straffen for deres Synder; 12 thi hvo kan sige: hvad har du gjort*? hvo kan modsætte sig din Dom? hvo kan anklage dig for Tilintetgørelsen af Folk, som du selv har skabt? eller hvo kan træde op mod dig som Forsvarer af uretskafne Mennesker? 13 Thi der findes jo hverken foruden dig en Gud, der sørger for alt, så at du måtte godtgøre, at du ikke har dømt uretfærdigt, 14 eller en Konge eller Hersker, der kunne træde op mod dig for dem, du har tugtet. 15 Som den retfærdige styrer du alt retfærdigt, og du betragter det som stridende mod din Magt at dømme dem, der ikke fortjener at tugtes; 16 thi din Styrke er Grundlaget for* din Retfærd, og det, at du behersker alle, lader dig vise Skånsel mod alle. 17 Thi du viser (kun) din Styrke for dem, der ikke tror på din Magtfuldkommenhed, og (kun) hos dem, der er vidende*, straffer du Dumdristigheder; 18 men du, der er Herren over Styrken, dømmer mildt, og styrer os med stor Skånsel, thi det står i din Magt at kunne, når du vil. 19 Således har du lært dit Folk ved denne Fremgangsmåde, at den retfærdige bør være menneskekærlig, og du har hos dine Sønner vakt Håbet om, at du, når der syndes, giver (Lejlighed til) Omvendelse; 20 thi når du har straffet dine Sønners Fjender og dem, der fortjente Døden, med en sådan Hensyntagen og Overbærenhed. og givet dem Frist og Lejlighed til at gøre sig fri for Synden, 21 med hvilken Omhyggelighed har du da dømt dine Sønner, hvis Fædre du skænkede Eden og Pagten med gode Forjættelser! 22 Medens du altså optugter os, slår du vore Fjender titusindvis, for at vi, når vi dømmer, skal betænke din Godhed, og når vi dømmes, forvente Forbarmelse. 23 Derfor har du også pint de uretskafne, der lever i Livets Uforstand, ved deres egne Afskyeligheder. 24 De var nemlig gået ud over Vildfareisens Grænser ved at tage forhadte Dyr, der endog er foragtede blandt Fjendernes Dyr, til Guder, idet de lod sig narre på enfoldige Børns Vis. 25 Derfor sendte du en latterliggørende Straf. som til uforstandige Børn. 26 Men da de ikke lagde sig Tugtelsens Legeværk* på Sinde, måtte de erfare en Gud mere værdig Straf**. 27 Thi fordi de ved deres Lidelser blev uvillige mod dem, som de mente var Guder, så så de ved netop at tugtes ved dem og erkendte, at han, hvem de tidligere havde vægret sig ved at erkende, var den sande Gud; hvorfor også Straffens højeste Grad ramte dem.
12,4: *5 Mos. 18, 11. 14. - 12,5: *3 Mos. 20,2 ff. og oft. - **til Kannibalisme hos Kanaanæerne kender det Gamle Test. intet. -: disse Ord er usikre. - 12,8: *2 Mos. 23,28. 5 Mos. 7,20; en anden Forklaring af Kanaanæernes gradvise Udryddelse findes 2 Mos. 23,29 f. Domm. 2,22 ff. - 12,11: *1 Mos. 9,25. - 12,12: *Jes. 45,9. Ijob 9,12. - 12,16: *eller: Kilden til. - 12,17: *og dog fornægter; man har foreslået: betvivier. - 12,20: *ordret: Laden slippe igennem; den almindelige Tekst hår: Beden, Bønfalden. - 12,25: *2 Mos. 7,26 - 8,28 . 10,1-20. - 12,26: *Udtrykket er fremkaldt ved den græske Oversættelse af 2 Mos. 10,2. - **2 Mos. 12,29 ff.
1 Tåbelige af Naturen var alle Mennesker, hvem Erkendelsen af Gud fattedes, og som ikke formåede ud fra de synlige Goder at erkende den værende*, eller ved at Iagttage Værket at opdage Kunstneren, 2 men som opfattede enten Ilden eller Vinden eller den flygtige Luft eller Stjernernes Kreds eller det vældige Vand eller Himlens verdenstyrende Lysbærere som Guder*. 3 Men hvis de af Glæde over disses Skønhed opfattede dem som Guder, burde de have indset, hvormeget bedre end de selv deres Herre må være, thi det er Skøn- hedens Ophav, der har skabt dem; 4 og når de undredes over (deres) Kraft og Virkeevne, burde de deraf have sluttet, hvor langt mægtigere han må være, der har frembragt dem; 5 thi ud fra Skabningernes Størrelse og Skønhed skues deres Skaber sammenlignelsesvis. 6 Dog rammes disse af en ringere Daddel, thi også de* farer let vild, når de søger og stræber at finde Gud; 7 thi under Beskæftigelsen med hans Værker gennemforsker de dem og betages af Synet deraf, da det, de ser, er skønt. 8 Men alligevel er heller ikke de at undskylde, 9 thi når de formåede at erkende så meget, at de kunne udforske Verden, hvor var det da muligt, at de ikke endnu lettere fandt Verdens Herre.
10 Men elendige og sættende deres Lid til noget dødt er de, der kaldte Værker af Menneskehænder for Guder, Guld og Sølv, hvorpå man har øvet sin Kunst, Afbildninger af Dyr, eller en unyttig Sten, et Værk af en gammel Hånd! 11 *Som når en Træskærer udsaver et let håndterligt Stykke Træ og derpå med øvet Hånd afskræller dets Bark og kunstmæssigt frembringer en nyttig Genstand til daglig Brug; 12 Affaldet fra Arbejdet benytter han til Tilberedelsen af sin Føde og mættes derved; 13 men noget Affald, der ikke duer til andet, et krumt og med Knyster gennemvokset Stykke Træ, tager han og udskærer det i en ledig Stund, idet han former det med øvet Færdighed og bringer det til at ligne Billedet af et Menneske, 14 eller giver det Form af et eller andet ubetydeligt Dyr, idet han bestryger det med Mønje og farver dets Hud rødt med Sminke og overmaler alle Pletter derpå. 15 Når han så har lavet et Hus, der er det værdigt, stiller han det op ved Væggen og gør det fast med Jærn, 16 da han nemlig må sørge for, at det ikke falder om, og ved, at det ikke kan hjælpe sig selv, thi det er jo et Billede og trænger til Hjælp*. 17 Men (alligevel) beder han til det for Ejendom, Ægteskab og Børn og undser sig ikke ved at tale til noget livløst; han påkalder det svage om Sundhed, 18 kræver Liv af det døde, anråber det hjælpeløse om Hjælp, det, der ikke kan bruge sine Fødder, om (Beskyttelse på) en Rejse, 19 og til Bedste for Erhverv, Virksomhed og heldig Brug af Hænderne beder han det, hvis Hænder er det kraftløseste af alt, om ny Kraft!
13,1: *d. e. Gud som den eneste virkelig værende. - 13,2: *andre: Lysbærere som verdensstyrende Guder; smlg. 1 Mos. 1,14. - 13,6: *uklart; efter nogle de i det foregående omtalte, efter andre Israeliterne, efter andre Ægypterne. - 13,11: *smlg. Jes. 44,12 ff. Jer. 10,3 ff. Jeremias' Brev. - 13,16: *Jes. 40,19 f.
1 Og fremdeles: en, der foretager en Sørejse og agter at pløje de vilde Vover, påkalder et Træværk, der er skrøbeligere end det, der bærer ham. 2 Thi dette har Erhvervsdriften udtænkt, og en Kunstner <udarbejder det med Visdom> 3 og dit Forsyn styrer det, o Fader, efterdi du også har åbnet en Vej på Havet og en sikker Sti på Bølgerne 4 og vist, at du kan frelse fra alt, også når en, der ikke er søkyndig*, går om Bord; 5 du vil, at din Visdoms Værker ikke skal være unyttede, og derfor betror Menneskene deres Liv til det ringeste Træværk og er blevet frelste ved at befare Bølgerne på nogle løst tømrede Brædder; 6 og i Hedenold, da de overmodige jætter omkom*, flygtede Verdens Håb på nogle sådanne Brædder** og efterlod Verden et Nyskabelsens Afkom, idet det styredes af din Hånd; 7 thi velsignet er det Træværk, ved hvilket Retfærdighed* fuldbyrdes. 8 Men det af Hænder gjorte (Gudebillede) og den, der har gjort det, er forbandede, fordi han har udført det, og det forgængelige kaldes en Gud; 9 thi den ugudelige og hans Værk er lige forhadte af Gud, 10 og Værket straffes sammen med dets Mester. 11 Derfor rammer Hjemsøgelsen også Hedningernes Billeder, fordi disse, en Del af Guds Skabning, er blevet til Vederstyggelighed, til Forargelse for Menneskenes Sjæle og til en Snare for de uforstandiges Fødder.
12 Thi Utugtens* Begyndelse var Udtænkningen af Gudebilleder, og Opfindelsen af dem blev Livets Fordærvelse, 13 thi de fandtes ikke i Begyndelsen og skal ikke blive evindeligt, 14 fordi de er indkomne i Verden ved Menneskenes Indbildninger, hvorfor der bestemtes dem en brat Ende. 15 Thi en ved en tidlig Sorg nedbøjet Fader, der lod forfærdige et Billede af den for hurtigt bortrevne Søn, har derpå æret det døde Menneske som en Gud og pålagt sine undergivne en hemmelig Dyrkelse og Fester; 16 og så har med Tiden den ugudelige Sædvane vundet Hævd og er blevet overholdt som Lov. Også er Billedværkerne blevet dyrkede i Følge Herskerens Befaling*; 17 når nemlig Menneskene ikke umiddelbart kunne vise deres Ærefrygt, fordi de boede for langt borte, gjorde de sig ved i det fjerne at forestille sig Udseendet (af ham) et synligt Billede af den Konge, hvem der skulle vises Ærefrygt, for ved deres Iver at smigre den fraværende, som om han var nærværende; 18 og Kunstnerens Ærgerrighed skaffede da Dyrkelsen Udbredelse også hos dem, der ikke vidste (hvem Billedet forestillede), 19 idet han, der hurtigt ville behage Herskeren, aftvang sin Kunst en Forskønnelse af Ligheden, 20 medens Mængden, tiltrukket ved Arbejdets Skønhed, opfattede det Menneske, hvem der nylig vistes Ærefrygt, som en Genstand for Gudsdyrkelse. 21 Og dette blev da til Skade for Livet, når Menneskene enten under Skæbnens* eller Herskermagtens** Tryk tillagde Stene eller Træ det Navn, som ingen anden tør bære.
22 Derpå nøjedes de ikke med at fare vild i Erkendelsen af Gud, men levende midt i Uvidenhedens store Ufred, giver de disse Ulykker Navn af Fred; 23 thi idet de øver barnemorderiske Gudsdyrkelser eller hemmelige Mysterier* eller tøjlesløse Orgier med allehånde Ceremonier, 24 bevarer de hverken Livet eller Ægteskabet rent, idet den ene snigmyrder den anden, eller krænker ham ved Ægteskabsbrud, 25 og alle til Hobe beherskes af Blod, Mord, Tyveri, evig Ødelæggelse, Troløshed, Forvirring, Mened, 26 Forulempelse af de gode, Forglemmelse af Velgerninger, Besmittelse af Sjæle, unaturlig Kønsomgang, uordenlige Ægteskaber, Utugt og Udskejelser. 27 Thi de navnløse* Gudebilleders Dyrkelse er alt ondts Begyndelse, Årsag og Ende; 28 thi enten raser de i deres Lystighed, eller profeterer Løgn, ellerlever i Uretfærdighed, eller sværger uden Betænkning falsk, 29 thi i Tillid til, at Billederne er livløse, mener de ikke at lide Skade ved at sværge falsk. 30 For begge Dele vil Straffen ramme dem, fordi de ved at holde sig til Billederne tænkte dårligt om Gud, og fordi de af Ringeagt for Helligdommen svor urigtigt med Svig. 31 Thi ikke de ved Eden påkaldtes Kraft, men de syndendes Afstraffelse følger altid på de uretfærdiges Overtrædelser!
14,2: anden LM.: (nemlig) Visdommen. - 14,4: *Noah, s. V. 6. - 14,6: *1 Mos. 6,1 ff. - **Noahs Ark. - 14,7: *Guds retfærdige Plan. - 14,12: *d. e. Afguderiet. - 14,16: *når Fyrsten fordrede, at der skulle vises ham Ærefrygt. - 14,21: *V. 15. - **V. 16. - 14,23: *12,5. - 14,27: *uanselige, foragtelige, eller: unævnelige, som det ikke sømmer sig at nævne.
1 Men du vor Gud er god og sanddru, langmodig, og du styrer alt med Barmhjertighed. 2 Thi selvom vi synder, tilhører vi dig, da vi kender din Magt; men vi vil ikke synde, da vi ved, at vi regnes blandt dine; 3 thi at kende dig er fuldkommen Retfærdighed, og at have Viden om din Magt er Roden til Udødelighed. 4 Thi vi er ikke vildførte ved den onde Menneskekunsts Opfindelser eller ved Malernes ufrugtbare Arbejde, et med allehånde Farver besmurt Billede, 5 hvis Beskuelse vækker Dårens <Attrå>, så at han føler Lyst ved et dødt Billedes livløse Skikkelse. 6 Elskere af det onde og værdige til sådanne Forventninger er både de, der forfærdiger (Billederne), de, der føler Lyst ved dem, og de, der tilbeder dem.
7 Pottemageren former nemlig blød Lerjord, som han møjsommelig ælter, til allehånde Brug for os; og af det samme Ler skaber han Kar, der tjener til renlig Brug, men også til det modsatte, alt på samme Måde, og hvad ethvert af dem skal anvendes til, afhænger af Lerarbejderens Forgodtbefindende; 8 men af det samme Ler former han også med ilde anbragt Møje en indbildt Gud, han, som nylig selv er opstået af jord og snart skal vende tilbage til det, hvoraf han er taget*, når den lånte Sjæl kræves tilbage af ham**; 9 men det volder ham ingen Bekymring, at han skal dø og kun har et stakket Liv, nej, han kappes med Guld- og Sølvsmedene og efterligner Broncestøberne og regner sig det til Ære, at han forfærdiger Falsknerier. 10 Hans Hjerte er Aske*, og hans Håb mindre værd end jord, 11 thi han har ikke erkendt ham, der dannede ham, og som indåndede ham en virksom Sjæl* og indblæste ham en levende Ånd, 12 men han ser i vort Liv kun en Leg og i vor Tilværelse et indbringende Marked; man må jo, mener han, skaffe sig Fortjeneste af alt, om det så er af det onde. 13 Thi han ved bedre end nogen anden, at han handler ilde, når han af jordisk Stof både danner skrøbelige Kar og Billedværker. 14 Alle er de store Tåber og mere svagsindede end et Barn, dit Folks Fjender, som har underkuet det, 15 fordi de så Guder i alle Hedningernes Afgudsbilleder, som ikke har øjne, der kan bruges til at se, eller Næser til at indånde Luften, eller Ører til at høre, eller Fingre til at føle, og hvis Fødder ikke duer til at gå*. 16 Thi et Menneske har gjort dem, og en med en lånt Ånd* har dannet dem; thi et Menneske kan ikke (en Gang) danne en Gud, der ligner ham selv, 17 men som dødelig med sine vanhellige Hænder kun frembringe noget dødt, thi han selv er bedre end det, han tilbeder, da han selv lever, men hint ikke.
18 Ja, de dyrker de skadeligste Dyr*; thi betragtede efter deres Dumhed** er de værre end de andre, 19 og heller ikke besidder de nogen Skønhed, så man kunne finde Behag I dem som ellers ved Dyr, hvorfor de også gik glip af Guds Ros og Velsignelse*.
15,5: anden LM.: "Beskæmmelse", smlg. f. Eks. Pygmalion. - 15,8: *1 Mos. 3,19. - **Luk. 12,20. - 15,10: *smlg. Jes. 44,20. Ijob 13,12. - 15,11: *1 Mos. 2,7. - 15,15: *Ps. 115,4 ff. - 15,16: *V. 8. - 15,18: *Krokodiller og Slanger. - **smlg. 11,15; Forf. tager ikke Hensyn til 1 Mos.3,1. - 15,19: *1 Mos. 1,21 f.; Forbandelsen 1 Mos. 3,14 tænkes omfattende alle disse Dyr.
1 Derfor blev de efter Fortjeneste tugtede på en tilsvarende Måde og pinte af en Mængde Utøj*, 2 medens du i Stedet for denne Tugtelse gjorde vel mod dit Folk ved at berede en underfuld Nydelse, en Spise af Vagtler*, for deres Lækkersult, 3 for at hine trods deres Attrå efter Føde skulle tabe deres naturlige Madlyst ved den Væmmelse, som de tilsendte (Dyr) fremkaldte, hvorimod der efter et kortvarigt Savn blev disse* en underfuld Nydelse til Del; 4 thi der måtte komme et ubodeligt Savn over hine Undertrykkere, medens der kun* blev vist disse, hvorledes deres Fjender blev pinte. 5 Thi selv da Vilddyrenes frygtelige Raseri kom over dem, og de ødelagdes ved de bugtende Slangers Bid*, varede din Vrede ikke uophørligt, 6 men de forfærdedes kun en kort Tid til Advarsel, idet de modtog et Frelsens <Vartegn> til Mindelse om din Lovs Bud; 7 thi den, der vendte (sit Blik) imod det, blev frelst ikke ved, hvad han betragtede, men ved dig, du alles Frelser, 8 hvorved du også overtydede vore Fjender om, at det er dig, der udfrier fra alt ondt. 9 Thi medens Græshoppers og Fluers Stik dræbte hine, og der ingen Lægedom fandtes for deres Liv, eftersom de fortjente at blive dræbte på denne Måde, 10 formåede end ikke giftspyende Dragers Tænder at besejre dine Sønner, da din Barmhjertighed kom dem til Hjælp og helbredte dem; 11 thi (kun) til Påmindelse om dine Udsagn blev de bidte og (derpå) hurtigt frelste, for at de ikke skulle synke ned i dyb Forglemmen og derved gå glip af dine Velgerninger; 12 thi ingen Urt eller Planter lægede dem, men dit Ord, Herre, som helbreder alt*, 13 thi du har Magt over Liv og Død, du fører ned til Dødsrigets Port og op derfra*. 14 Når derimod et Menneske dræber i sin Ondskab, kan han ikke bringe den svundne Livskraft tilbage eller frigøre den bortrevne Sjæl. 15 At undfly din Hånd er umuligt,
16 thi de ugudelige, der nægtede at kende dig, blev tugtede ved din Arms Kraft, idet de forfulgtes af overnaturlige Regnskyl, Hagl og uundgåellge Tordenvejr og fortærede af Ild, 17 og, hvad der var det forunderligste, Ilden virkede endnu stærkere i Vandet, der ellers slukker alt*, thi Naturen** kæmper for de retskafne. 18 Snart dæmpedes Flammen, for at den ikke skulle fortære de mod de ugudelige udsendte Dyr, og for at de selv skulle se og erkende, at de forfulgtes af Guds Dom; 19 og snart flammede den midt i Vandet stærkere end Ildens (vanlige) Kraft for at ødelægge det syndefulde Lands Plantevækst. 20 Og i Stedet derfor bespiste du dit Folk med Engleføde* og forsørgede dem fra Himlen med møjeløs tilberedte Brød, der formåede at skaffe enhver Nydelse og var afpasset efter enhver Smag**; 21 thi dit Grundvæsen* åbenbarede dine Sønner din Sødme, idet det(te Brød) imødekom den spisendes Attrå og forvandlede sig til det, han ønskede. 22 Sne og Is* udholdt Ilden og smeltede ikke, for at de skulle mærke, at det (kun) var Fjendernes Frugter, som den i Haglen flammende og i Regnskyllene funklende Ild fortærede**, 23 medens den derimod forglemte sin egen Evne*, for at de retfærdige kunne blive bespiste. 24 Thi din Skabning, som tjener dig, der skabte den, anspænder sin Kraft til Tugtelse overfor de uretfærdige, men slappes for at gøre vel mod dem, der forlader sig på dig. 25 Derfor tjente den også dengang din alt nærende Gave ved at forvandle sig til alt, hvad den bedende ønskede, 26 for at dine Sønner, som du elsker, Herre, skulle lære, at det ikke er de forskellige Slags Frugter, der nærer Mennesket, men dit Ord, som opholder dem, der tror på dig*. 27 Thi det, som ikke fortæredes af Ilden, smeltede straks, da det blev varmet af en flygtig Solstråle*, 28 for at det kunne blive erkendt, at man må komme Solen i Forkøbet med Taksigelse til dig og træde frem for dig mod Morgengry, 29 thi den utaknemliges Håb vil smelte som den vinterlige Rim og flyde bort som unyttigt Vand.
16,1: *11,16. 12,33 ff. - 16,2: *2 Mos. 16,13. 4 Mos. 11,31. - 16,3: *Israeliterne. - 16,4: *ved det kortvarige Savn. - 16,5: *4 Mos. 21,6 ff. - 16,6: anden LM.: en Rådgiver. - 16,12: *Ps. 107,20. - 16,13: *1 Sam. 2,6. - 16,17: *smlg. 2 Mos. 9,24. - **ordret: Verden. - 16,20: *d. e. Manna, Ps. 78,25. -**en også i Talmud forekommende Udsmykning af Fortællingen 2 Mos. c. 16. - 16,21: *måske Elementernes fælles Grundsubstans. - 16,22: **d. e. Mannaen efter 2 Mos. 16,14. 4 Mos. 11,7. -V. 17.19. - 16,23: *smlg. 2 Mos. 16,23. 4 Mos. 11,8. - 16,26: *5 Mos. 8,3. Matth. 4,4. - 16,27: *2 Mos. 16,21.
1 Thi dine Domme er vældige og vanskelige at tyde; derfor er de uoplyste faret vild. 2 Thi da Forbryderne mente at have underkuet et helligt Folk*, lå de (selv) bundne af Mørket** og som en lang Nats Fanger, indesluttede under deres Hustage og udelukkede fra det evige Forsyn; 3 thi medens de mente sig skjulte med deres hemmelige Synder ved Forglemmeisens dunkle Slør, blev de ved at <indhylles i Mørke> grebne af en frygtelig Rædsel og opskræmmede af Syner; 4 thi end ikke den Krog, der omsluttede dem, værnede dem mod Frygt, idet <ængstende> Lyde lød omkring dem, og der viste sig uhyggelige Skikkelser med barske Ansigter; 5 og ingen Ild var stærk nok til at skaffe Lys, og Stjernernes strålende Flammer formåede ikke at oplyse hin mørke Nat; 6 der skinnede kun for dem en selvantændt, rædselsfuld Ild, så at de ude af sig selv over dette uskuede* Syn holdt det, de så, for endnu værre(, end det var). 7 Trolddomkunstens Gøglerier* var magtesløse og Prøvelsen af den Videnskab, hvormed de pralede, faldt beskæmmende ud, 8 thi de, som lovede at fordrive syge Sjæles Angst og Forvirring, blev selv syge af en latterlig Frygt, 9 thi selv når intet foruroligende ængstede dem, blev de opskræmmede af Utøjets Kryben og Slangernes Hvislen 10 og forgik af Angst, så de vægrede sig ved at se op i Luften, som man intet Steds kan unddrage sig; 11 thi den <ved sit eget Vidnesbyrd domfældte> Slethed er fejg, og under Samvittighedens Tryk <forestiller den sig altid det værste>, 12 thi Frygten er ikke andet end en Opgiven af de Hjælpemidler, Overvejelsen tilbyder, 13 og når Håbet i det Indre er for svagt, ser det i Rådvildheden noget endnu værre end den Årsag, der fremkalder Ondet. 14 Betagne af den samme Søvn i Løbet af den i sig selv magtesløse og fra det magtesløse Dødsriges Dybder* kommende Nat 15 blev de dels ængstede af overnaturlige Syner, dels lammede ved Sjælens Selvopgivelse, thi der overfaldt dem en pludselig og uventet Rædsel. 16 På denne Måde sank enhver sammen, [hvor han befandt sig], og blev indesluttet og holdt fangen i et Fængsel uden Lænker; 17 thi hvad enten det var en Landmand, eller en Hyrde, eller en anstrengt Arbejder på den ensomme Steppe, så så han sig pludseligt overrasket og måtte udholde den uundgåelige Nødvendighed; 18 thi alle bandtes af en og samme Mørkets Lænke: Hvad enten det var Vindens Susen, eller Fuglenes liflige Sang i de løvrige Grene, eller Lyden af det stærkt strømmende Vand, 19 eller de sammenstyrtende Klippers frygtelige Bragen, eller de springende Dyrs usynlige Løb, eller de brølende Vilddyrs Stemmer, eller Genlyden, der kastedes tilbage fra Bjerghulerne, så indjog det dem en lammende Skræk. 20 Hele (den øvrige) Verden strålede i et klart Lys og hengav sig uhindret til Arbejde; 21 kun over dem var der udbredt en tung Nat, et Billede på det Mørke, der skulle optage dem; men de tyngede sig selv mere end Mørket.
17,2: *2 Mos. 1,2. -**2 Mos. 10,21 ff. - 17,3: anden LM.: "adsplittes". - 17,4: anden LM.: nedstyrtende. - 17,6: *måske: uigennemskuelige, ufattelige. - 17,7: *smlg. 2 Mos. 7, 11. - 17,11: således efter en Ændring af den uklare Tekst. - anden LM.: lægger den altid det værste til. - 17,14: *ordret: Kroge.
1 For dine hellige derimod var der det største Lys*; de** kunne høre deres Stemmer, men ikke se deres Skikkelser, og fandt det lykkeligt, at hine <ikke> også havde lidt; 2 ja, de takkede dem; fordi de ikke tilføjede dem Skade, uagtet de tidligere havde krænket dem, og bad om Tilgivelse for deres Fjendskab. 3 I Stedet herfor skænkede du dem en flammende Ildsøjle som Vejviser på den ukendte Rejse og som en uskadelig Sol for den navnkundige Vandring*; 4 hine derimod fortjente at blive berøvet Lyset og forvares i Mørket, da de havde holdt dine Sønner indespærrede, de, ved hvem Lovens uforgængelige Lys skulle skænkes Verden.
5 Da de ville dræbe de helliges Småbørn, og et Barn blev udsat og reddet*, berøvede du dem til Straf** en Mængde af deres egne Børn*** og tilintetgjorde dem tilsammen i vældige Vande†. 6 Hin Nat blev forud forkyndt for vore Fædre, for at de sikkert skulle vide, hvilke Eder de troede på, og være ved godt Mod. 7 Af dit Folk forventedes de retfærdiges Frelse og Fjendernes Ødelæggelse; 8 thi ved det samme, ved hvilket du straffede Modstanderne, forherligede du os, idet du kaldte os (til dig). 9 I det skjulte ofrede nemlig Frelsens* fromme Sønner og vedtog enstemmig den guddommelige Vedtægt, at de hellige ligeligt skulle tage Del i de samme Goder og Farer**, efterat de i Forvejen havd~ istemmet Fædrenes Lovsange***. 10 Samtidigt lød Fjendernes ilde lydende Skrig, og man hørte derimellem den jamrende Lyd af dem, der begræd deres Børn; 11 thi med samme Straf tugtedes Slaven og Herren, og Undersåtten måtte lide det samme som Kongen*; 12 alle havde utallige døde ved en og samme Dødsmåde. Og de levende var ikke tilstrækkelige til at begrave (dem), da deres ædleste Afkom* omkom i et eneste Dødsøjeblik. 13 Thi uagtet de på Grund af Trolddomkunsterne* havde benægtet alt, måtte de nu på Grund af de førstefødtes Undergang bekende, at Folket var Guds Søn**. 14 Thi da dyb Stilhed indhyllede alt, og Natten med sin Hurtighed havde nået Midten, 15 fór dit almægtige Ord fra Kongetronen i Himlen som en ubønhørlig Krigsmand midt ind i det til Undergang viede Land, 16 bærende dit uigenkaldelige Bud som et skarpt Sværd, og fyldte. da det standsede, alt med Død, idet det på en Gang berørte Himlen og stod på jorden. 17 Straks derefter opskræmmede frygtelige Drømmesyner dem og uanede Rædsler viste sig. 18 Snart her, snart der styrtede de halvdøde til jorden og gav til Kende, hvad der var Årsagen til deres Død, 19 thi de forfærdende Drømme havde forud oplyst dem derom, for at de ikke skulle forgå uden at vide, hvorfor de led ilde.
20 Vel ramte en Dødens Prøvelse også de retfærdige, og der forefaldt i Ørkenen et Mandefald* af en Mængde af dem, men vreden varede ikke længe; 21 thi en udadlelig mand skyndte sig at stride for dem, idet han mødte med sin særlige Tjenestes Våben, Bøn og sonende Røgelseoffer; han modstod Vreden og satte en Grænse for Ulykken, idet han viste, at han var din Tjener; 22 han besejrede <Harmen> ikke ved Legemskraft eller Våbnenes Virkning, men ved Ord betvang han Revseren* ved at minde om Ederne og Pagterne med Fædrene. 23 Thi da de døde allerede lå hobevis over hverandre, trådte han imellem, standsede Vreden og spærrede (den) Adgangen til de levende. 24 Thi på hans fodside Klædning var hele Universet afbildet*, og Fædrenes Æresnavne på de fire Rækker skårne Stene**, og din Majestæt på hans Hovedbind***. 25 For dem veg Ødelæggeren tilbage, og dem frygtede han; thi den blotte Prøve på Vreden var tilstrækkelig.
18,1: *2 Mos. 10,23. -**Ægypterne. - anden LM.: altså; andre oversætter: hvad de så end (tidligere) havde lidt. - 18,3: *smlg. 10,17. - 18,5: *2 Mos. 1,16. 2,2 ff. - **andre forbinder: til Straf, med "reddet". - ***2 Mos. 12,29. - †2 Mos. 14,27 f. - 18,9: *andre: de godes; der sigtes til Påskemåltidet, 2 Mos. 12,46. - **smlg. 2 Mos. 12,43 - 49. - ***2 Kr. 30,21. Matth. 26,30. - 18,11: *2 Mos. 12,29. - 18,12: *nemlig de førstefødte. - 18,13: *smlg. 17,7. - **2 Mos. 4,22. Hos. 11,1. - 18,20: *4 Mos. 16,26 ff. - 18,21: Ahron, 4 Mos. 17,11. - 18,22: anden LM.: Hoben. - *den personificerede Straf, eller en straffende Engel, V. 25. - 18,24: *efter en senere jødisk Theori. - **2 Mos. 28,15 ff. - ***2 Mos. 28,36.
1 Men de ugudelige ramte en ubarmhjertig Vrede lige til det sidste, fordi han forud vidste, hvad de ville gøre, 2 at de nemlig efterat have nødet dem til at udvandre og ivrigt drevet dem bort, ville skifte Sind og forfølge dem*; 3 thi medens de endnu var midt i deres Sorg og jamrede ved de dødes Grave, tog de en anden, tåbelig Beslutning og forfulgte som Flygtninge dem, de nylig havde bortsendt med ydmyge Bønner. 4 Thi den velfortjente Tvang* bragte dem til denne Yderlighed og lod dem glemme, hvad der var vedterfaret dem, for at de skulle fuldstændiggøre, hvad de endnu manglede af Revselse i Straffedommene, 5 og for at dit Folk kunne opleve en underfuld Vandring, og hine derimod finde en eksempelløs Død.
6 Thi hele Skabningen blev atter omskabt i sin ejendommelige Natur, da den skulle tjene særegne Befalinger, for at dine Sønner kunne bevares omskabte. 7 Man så Skyen, der beskyggede Hæren, og et tørt Land, der steg op af Vandet, der forhen havde været der, en uhindret Vej i det røde Hav og en grønklædt Slette midt i den stride Strøm, 8 ad hvilken de af din Hånd beskærmede fuldtallige drog frem, 9 thi de græssede som Heste og sprang som Løver, medens de besang dig, Herre, der reddede dem*; 10 thi de mindedes, hvad der var sket under deres Ophold i det fremmede Land, hvorledes jorden havde frembragt Myg i Stedet for at frembringe Dyr, og Floden havde udspyet en Mængde Frøer i Stedet for Vanddyr. 11 Og senere så de en ny Art Fugle, da de, drevne af (deres) Begær krævede lækre Spiser, 12 thi til deres Tilfredsstillelse steg der Vagtler op af Havet*.
13 Heller ikke kom Straffen over Synderne uden foregående Varsler ved vældige Lyn*; thi med Rette led de for deres egen Slethed, da de udviste et usædvanligt heftigt Fremmedhad. 14 Medens hine* nemlig ikke ville modtage de ankommende ukendte, gjorde de de fremmede, der havde vist dem Velvilje, til Slaver! 15 Og ikke blot dette, men -og derfor vil Straffen ramme dem* - medens hine (fra Begyndelsen af) modtog de fremmede på fjendlig Måde, 16 modtog disse dem på festlig Vis og mishandlede dem derpå, efterat de var delagtiggjorte i de samme Rettigheder*, med hårde Arbejder. 17 Derfor blev de slagne med Blindhed. ligesom hine ved den retfærdiges** Dør, da enhver i det tætte Mørke, der indhyllede dem, søgte Udgangen gennem <sin egen> Dør. 18 Endskønt nemlig Elementerne (undertiden) bliver indbyrdes omstemte, ligesom når på et Strengeinstrument Lydene skifter Melodiens Art*, så bevarer de dog altid den samme Klang, hvad tydeligt viser sig ved en Betragtning af, hvad der (dengang) skete. 19 Thi Landdyr blev forvandlede til Vanddyr, og Svømmedyr* steg op på Landjorden; 20 Ildens ejendommelige Kraft tiltog i Vandet, medens Vandet opgav sin slukkende Evne*; 21 derimod fortærede Ilden ikke de let forgængelige Dyrs Kød, når de bevægede sig deri, og smeltede ikke den himmelske Fødes let smeltelige is-lignende Art.
22 På alle Måder har du nemlig forherliget og hædret dit Folk, Herre, og ikke forsømt det, men til alle Tider og på alle Steder hjulpet det!
19,2: *2 Mos. 12,33. 39. 14,5. - 19,4: *den "tvingende Nødvendighed" var Faraos af Gud fremkaldte Forhærdelse, 2 Mos. 14,4. - 19,9: *2 Mos. c. 15. - 19,12: *4 Mos. 11,31. - 19,13: *smlg. Ps. 77,28 ff. - 19,14: *Sodomiterne 1 Mos. c. 19. - 19,15: "på Dommens Dag. - 19,16: *Borgerret i Ægypten. - 19,17: "ved Mørket 17,3. - **Lot 1 Mos. 19,11. - : anden LM.: hans. - 19,18: ordret: Navn. - 19,19: *Frøerne. - 19,20: *16,17 ff. - 19,21: "Mannaen.