Om oversættelsen: Oversættelsen fra 1948 bryder med en næsten 400 år gammel tradition, hvor hvert Bibeloplag var en revision af de forrige oplag, der i sidste ende gik tilbage til Den Resen-Svaningske Bibel fra 1607. Denne oversættelsen er på mange måder bedre end den autoriserede fra 1992.
Kapitler: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16
|
|
1 Paulus, Kristi Jesu tjener, kaldet til apostel, udkåret til at forkynde Guds evangelium,
2 det, som Han har forjættet ved sine profeter i hellige skrifter,
3 evangeliet om hans Søn, der ifølge sin kødelige herkomst er født af Davids slægt
4 og ifølge Helligheds-ånd med vælde blev godtgjort at være Guds Søn ved opstandelse fra de døde, Jesus Kristus vor Herre,
5 ved hvem vi har fået nåde og apostelgerning for, hans navn til ære, at virke tros-lydighed iblandt alle hedningefolkene
6 — blandt dem er også I, som er kaldede til at tilhøre Jesus Kristus —
7 sender hilsen til alle Guds elskede, som er i Rom, kaldede til at være hellige: nåde være med eder og fred fra Gud vor Fader og Herren Jesus Kristus.
8 Først takker jeg min Gud ved Jesus Kristus for jer alle, fordi jeres tro omtales i hele verden.
9 Thi Gud, som jeg tjener i min ånd ved at forkynde evangeliet om hans Søn, er mit vidne, at jeg uophørlig mindes jer
10 og altid i mine bønner beder om, at det dog endelig engang, hvis det er Guds vilje, må lykkes mig at komme til jer.
11 Thi jeg længes efter at se jer, for at jeg må kunne give jer del i en og anden åndelig nådegave, så I kan styrkes derved —
12 eller rettere: for at vi hos jer sammen må kunne opmuntres ved vor fælles tro, jeres og min.
13 Jeg vil ikke, brødre, at I skal være uvidende om, at jeg mange gange har sat mig for at komme til jer — men jeg er hidtil blevet hindret — for at jeg kunne få nogen frugt også blandt jer ligesom blandt de andre hedningefolk.
14 Både til grækere og barbarer, både til vise og uforstandige står jeg i gæld.
15 Derfor er jeg for min del rede til at forkynde evangeliet også for jer i Rom.
16 Jeg skammer mig nemlig ikke ved evangeliet, thi det er en Guds kraft til frelse for enhver, som tror, for jøde først og så for græker.
17 Thi i evangeliet åbenbares retfærdigheden fra Gud, af tro til tro, som der står skrevet: »Den retfærdige skal leve af tro.«
18 Thi Guds vrede åbenbares fra Himmelen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker, som undertrykker sandheden ved uretfærdighed;
19 det, som kan erkendes om Gud, ligger nemlig åbent for dem; Gud har jo åbenbaret det for dem.
20 Thi hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses fra verdens skabelse af, idet det forstås af hans gerninger, så de er uden undskyldning.
21 Thi skønt de kendte Gud, ærede eller takkede de ham dog ikke som Gud, men deres tanker blev tomme, og deres uforstandige hjerte blev formørket.
22 Mens de påstod, at de var vise, blev de dårer,
23 og de ombyttede den uforkrænkelige Guds herlighed med et billede, der forestillede et forkrænkeligt menneske, fugle, firføddede dyr og krybdyr.
24 Derfor gav Gud dem hen i deres hjerters lyster til urenhed, så de vanærede deres legemer indbyrdes;
25 de ombyttede Guds sandhed med løgnen, ærede og dyrkede skabningen fremfor Skaberen, han, som er højlovet i evighed! Amen.
26 Derfor gav Gud dem hen til vanærende lidenskaber; deres kvinder ombyttede den naturlige omgang med den unaturlige,
27 ligeledes vendte også mændene sig fra den naturlige omgang med kvinden og optændtes i deres begær efter hverandre, så at mænd øvede skamløshed med mænd og pådrog sig den velfortjente løn for deres forvildelse.
28 Og da de ikke regnede det for noget værd at kende Gud, gav Gud dem hen til et uværdigt sind, så de gjorde, hvad der var usømmeligt;
29 de blev opfyldt af alskens uretfærdighed, ondskab, havesyge, slethed og fulde af misundelse, mordlyst, kiv, svig og ondsindethed —
30 hemmelige og åbenbare bagvaskere, gudshadere, voldsmænd, hovmodige, pralende, opfindsomme på ondt, ulydige mod forældre,
31 uforstandige, upålidelige, ukærlige, ubarmhjertige.
32 De kender Guds retsordning, at de, der handler således, fortjener døden; alligevel ikke blot gør de disse ting, men giver endogså dem, der handler således, deres bifald.
1 Derfor er du uden undskyldning, menneske! hvem du end er, som opkaster dig til dommer; thi idet du dømmer de andre, fordømmer du dig selv; du dømmer nok, men handler selv på samme vis.
2 Vi ved jo, at Guds dom med rette er over dem, som handler således.
3 Men du, menneske! som dømmer dem, der handler således, og selv gør det samme, regner du med, at du vil kunne undfly Guds dom?
4 Eller ringeagter du hans godheds og overbærenheds og langmodigheds rigdom og véd ikke, at Guds godhed leder dig til omvendelse?
5 Men ved din hårdhed og dit ubodfærdige hjerte samler du dig vrede til vredens dag, da Guds retfærdige dom skal åbenbares,
6 og han skal »gengælde enhver efter hans gerninger«:
7 evigt liv til dem, der med udholdenhed i god gerning søger herlighed og ære og uforkrænkelighed;
8 over dem derimod, der søger deres eget og er ulydige mod sandheden, men lydige mod uretfærdigheden, kommer vrede og harme,
9 Trængsel og angst over hver menneskesjæl, som øver det onde, over jøde først og så over græker;
10 men herlighed og ære og fred over hver den, som øver det gode, over jøde først og så over græker.
11 Der er nemlig ikke personsanseelse hos Gud.
12 Thi alle, som synder uden lov, skal også gå fortabt uden lov; og alle, som synder under loven, skal dømmes ved loven;
13 thi ikke lovens hørere er retfærdige for Gud, men lovens gørere skal retfærdiggøres —
14 thi når hedninger, som ikke har loven, af naturen gør, hvad loven kræver, så er de, uden at have loven, sig selv en lov;
15 de viser jo, at den gerning, som loven kræver, står skrevet i deres hjerter, idet deres samvittighed vidner derom, og tankerne indbyrdes anklager eller også forsvarer hverandre —
16 på den dag, da Gud ved Jesus Kristus, sådan som jeg har forkyndt i mit evangelium, vil dømme det, der skjuler sig i menneskene.
17 Men når du kalder dig jøde og stoler trygt på loven og roser dig af Gud
18 og kender hans vilje og kan skønne, hvad der er det væsentlige, som den, der er oplært af loven.
19 og tiltror dig at være vejleder for blinde, lys for dem, der er i mørke,
20 opdrager for uforstandige, lærer for umyndige, fordi du i loven har det klare udtryk for kundskaben og sandheden —
21 du altså, som lærer andre, du lærer ikke dig selv! du, som prædiker, at man ikke må stjæle, du stjæler!
22 du, som siger, at man ikke må bedrive hor, du bedriver hor! du, som afskyr afguderne, du øver tempelran!
23 du, som roser dig af loven, du vanærer Gud ved at overtræde loven!
24 Thi »Guds navn spottes for eders skyld blandt hedningerne,« som der står skrevet.
25 Thi vel er omskærelse til gavn, hvis du holder loven; men overtræder du loven, da er du trods din omskærelse som en uomskåren.
26 Dersom nu den uomskårne holder lovens forskrifter, skal han så ikke, skønt uomskåren, regnes for omskåren?
27 Og den, der ifølge sin herkomst er uomskåren, men opfylder loven, skal dømme dig, som trods bogstav og omskærelse overtræder loven.
28 Thi jøde er ikke den, som er det i det udvortes, og omskærelse er heller ikke det, som sker udvortes, i kød;
29 men jøde er den, som er det i det indvortes, og omskærelse er hjertets omskærelse, som sker ved Ånd, ikke efter bogstaven; han har ikke sin ros fra mennesker, men fra Gud.
1 Hvad fortrin har da jøden, eller hvad gavn gør omskærelsen?
2 Meget i alle måder; først og fremmest det, at de jo har fået Guds ord betroet.
3 Hvad da, om nogle var utro? Mon deres utroskab vil kunne ophæve Guds trofasthed?
4 Nej, langtfra! Gud må stå som sanddru, om så hvert menneske er en løgner, således som der står skrevet: »For at du må kendes retfærdig, når du taler, og vinde, når man går i rette med dig.«
Se evt.: Paulus' Troværdighed
9 Hvorledes forholder det sig da? har vi noget forud? Aldeles ikke; vi har jo ovenfor anklaget både jøder og grækere for at være under synd alle sammen,
10 således som der står skrevet: »Der er ingen retfærdig, ikke én;
11 der er ingen forstandig, der er ingen, som søger Gud;
12 afvegne er alle, til hobe fordærvede, ingen gør godt, end ikke en eneste.«
13 »En åben grav er deres strube, med deres tunger øvede de svig;« »der er slangegift under deres læber;«
14 »deres mund er fuld af forbandelse og bitterhed;«
15 »de er rappe på foden til at udgyde blod;
16 der er ødelæggelse og elendighed på deres veje,
17 og fredens vej kender de ikke.«
18 »Gudsfrygt har de ikke for øje.«
19 Vi ved, at alt, hvad loven siger, taler den til dem, der er under loven, for at hver mund skal stoppes og hele verden stå strafskyldig for Gud,
20 thi i hans øjne vil intet menneske blive retfærdiggjort af lovgerninger; ved loven når man nemlig kun at erkende sin synd.
21 Men nu er der uden lov åbenbaret en retfærdighed fra Gud, hvorom loven og profeterne vidner,
22 en retfærdighed fra Gud ved tro på Jesus Kristus for alle dem, der tror; thi der er ingen forskel.
23 Alle har jo syndet og mangler herligheden fra Gud
24 og bliver retfærdiggjorte uforskyldt af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus,
25 hvem Gud ved hans blod fremstillede som sonemiddel, ved tro; det gjorde Gud for at vise sin retfærdighed, da han i sin langmodighed havde båret over med de synder, som forhen var begået —
26 for i den tid, som nu er, at vise sin retfærdighed, nemlig at han er retfærdig, når han retfærdiggør den, som har tro på Jesus.
27 Hvad bliver der så af vor ros? Den er udelukket. Ved hvilken lov? Ved gerningernes? Nej, men ved troens lov.
28 Vi mener nemlig, at et menneske bliver retfærdiggjort ved tro, uden lovgerninger.
29 Eller er Gud kun jøders Gud? mon ikke også hedningers? Jo, også hedningers;
30 så sandt der kun er én Gud, og han vil retfærdiggøre omskårne af tro og uomskårne ved troen.
31 Sætter vi da loven ud af kraft ved troen? Nej, langtfra! vi stadfæster loven.
1 Hvad skal vi da sige, at Abraham, vor kødelige stamfader, har opnået?
2 Hvis Abraham blev retfærdiggjort af gerninger, har han jo noget at rose sig af; dog ikke over for Gud.
3 Hvad siger nemlig skriften? »Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed.«
4 Men den, som har gerninger at opvise, ham tilregnes lønnen ikke af nåde, men efter fortjeneste;
5 anderledes med den, som ikke har gerninger at opvise, men tror på Ham, som retfærdiggør den ugudelige: ham regnes hans tro til retfærdighed.
6 Således priser også David det menneske saligt, som Gud tilregner retfærdighed uden gerninger:
7 »Salige de, hvis overtrædelser er forladt, og hvis synder er skjult;
8 salig den mand, som Herren ikke tilregner synd!«
9 Gælder nu denne saligprisning de omskårne alene eller tillige de uomskårne? Vi siger jo: »Troen blev regnet Abraham til retfærdighed.«
10 Hvorledes blev den ham da tilregnet? efter at han var blevet omskåret, eller medens han endnu var uomskåren? Ikke efter at han var blevet omskåret, men medens han endnu var uomskåren
11 Og omskærelsens tegn fik han som et segl på den retfærdighed af tro, han havde som uomskåren; og således skulle han blive fader til alle uomskårne, som tror, så at retfærdighed kunne blive dem tilregnet,
12 og tillige fader til omskårne, til dem, der ikke alene er omskårne, men også vandrer i sporene af den tro, vor fader Abraham havde som uomskåren.
13 Thi det var ikke ved loven, at Abraham eller hans slægt fik den forjættelse, at han skulle arve verden, men ved tros-retfærdighed.
14 Thi hvis de, der bygger på loven, er arvinger, så er troen uden betydning og forjættelsen sat ud af kraft.
15 Thi loven fremkalder Guds vrede; men hvor der ingen lov er, er der heller ingen overtrædelse.
16 Derfor skete det ved tro, for at det kunne være af nåde, så at forjættelsen kunne stå fast for hele slægten, ikke alene for den, der er af loven, men også for den, der er af Abrahams tro. Han er jo fader til os alle
17 (som der står skrevet: »Jeg har sat dig til mange folkeslags fader«) overfor Gud, som han troede på, Gud, som gør de døde levende og nævner det, der ikke er, som om det var.
18 Og han troede mod håb med håb, så han blev fader til mange folkeslag, som det var sagt: »Således skal dit afkom være.«
19 Og uden at svækkes i troen kunne han se på, at hans eget legeme allerede var udlevet (han var nær ved hundrede år), og at Saras moderliv var udlevet;
20 på Guds forjættelse tvivlede han ikke i vantro, men han blev styrket i troen og gav Gud æren,
21 fuldt forvisset om, at det, Gud har forjættet, har han også magt til at gøre.
22 Derfor blev det også regnet ham til retfærdighed.
23 Men ikke for hans skyld alene står der skrevet, at det blev ham tilregnet,
24 men også for vor skyld, hvem det skal tilregnes, os, som tror på ham, som opvakte Jesus fra de døde, vor Herre,
25 der blev givet hen for vore overtrædelsers skyld og opvakt for vor retfærdiggørelses skyld.
1 Da vi nu er retfærdiggjorte af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus,
2 ved hvem vi i troen har fået adgang til den nåde, som vi nu står i; og vi priser os lykkelige over håbet om Guds herlighed.
3 Ja, ikke det alene, men vi priser os også lykkelige over vore trængsler, da vi véd, at trængselen virker udholdenhed,
4 og udholdenheden prøvet fasthed, og den prøvede fasthed håb,
5 og håbet gør ikke til skamme; thi Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som blev os givet.
6 Thi medens vi endnu var afmægtige, led Kristus, da tiden var inde, døden for os, som endnu var ugudelige.
7 Der er jo næppe nogen, som vil dø for en retfærdig; kun for sin velgører kunne en måske få sig til at gå i døden;
8 men Gud viser sin kærlighed mod os ved, at Kristus døde for os, medens vi endnu var syndere.
9 Så meget mere skal vi da, efter at vi nu er retfærdiggjorte ved hans blod, frelses ved ham fra vreden.
10 Thi når vi, medens vi endnu var fjender, blev forligt med Gud ved hans Søns død, så skal vi da langt snarere, efter at vi nu er blevet forligt, frelses ved hans liv.
11 Og ikke det alene, men vi priser os endogså lykkelige over Gud ved vor Herre Jesus Kristus, ved hvem vi nu har fået forligelsen.
12 Derfor, ligesom synden kom ind i verden ved ét menneske, og døden ved synden, og døden således trængte igennem til alle mennesker, fordi de alle syndede —
13 thi allerede før loven var der synd i verden; men synden tilregnes ikke, hvor der ingen lov er;
14 dog havde døden herredømmet fra Adam til Moses også over dem, som ikke syndede ved en overtrædelse i lighed med Adams. Han er et forbillede på den, der skulle komme.
15 Dog er det ikke med nådegaven som med faldet; thi døde de mange på grund af den enes fald, da er meget mere Guds nåde og gaven i det ene menneskes, Jesu Kristi, nåde rigeligt blevet de mange til del.
16 Og med gaven er det anderledes, end da den ene syndede; thi dommen kom på grund af den ene og førte til fordømmelse, men nådegaven kom, da de mange havde forsyndet sig, og førte til retfærdiggørelse.
17 Thi voldte den enes fald, at døden fik herredømme ved den ene, så skal da meget mere de, der tager mod nådens og retfærdighedsgavens rige fylde, få herredømme og liv ved den ene, Jesus Kristus.
18 Altså: ligesom der af den enes fald fulgte fordømmelse for alle mennesker, således skal der af den enes retfærd følge retfærdiggørelse til liv for alle mennesker.
19 Thi ligesom de mange kom til at stå som syndere ved det ene menneskes ulydighed, således skal også de mange komme til at stå som retfærdige ved den enes lydighed.
20 Men loven kom til, for at faldet kunne blive større; men hvor synden blev større, der blev nåden end mere overstrømmende rig,
21 for at, ligesom synden fik herredømmet ved døden, således skulle også nåden få herredømmet ved retfærdigheden til evigt liv ved Jesus Kristus, vor Herre.
1 Hvad skal vi da sige? skal vi blive i synden, for at nåden kan blive større?
2 Nej, langtfra! vi, som jo er døde fra synden, hvordan kan vi stadig leve i den?
3 Eller ved I ikke, at alle vi, som blev døbt til Kristus Jesus, blev døbt til hans død?
4 Vi blev altså begravet med ham ved dåben til døden, for at, som Kristus blev opvakt fra de døde ved Faderens herlighed, således skal også vi leve et helt nyt liv.
5 Thi er vi sammenvoksede med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans.
6 Vi ved jo, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet med ham, for at det syndige legeme skulle miste sin magt, så vi ikke mere skulle trælle for synden.
7 Thi den, som er død, er retfærdiggjort fra synden.
8 Og er vi døde med Kristus, da tror vi, at vi også skal leve med ham,
9 fordi vi ved, at Kristus er opvakt fra døde og dør ikke mere. Døden er ikke mere herre over ham.
10 Thi den død, han døde, døde han én gang for alle bort fra synden, og det liv, han lever, lever han for Gud.
11 Således skal også I regne jer selv for døde fra synden og levende for Gud i Kristus Jesus.
12 Lad derfor ikke synden have herredømmet i jeres dødelige legeme, så I lyder dets lyster;
13 stil heller ikke jeres lemmer til rådighed for synden som uretfærdigheds redskaber; men stil jer selv til rådighed for Gud som dem, der fra døde er blevet levende, og jeres lemmer til rådighed for Gud som retfærdigheds redskaber.
14 Thi synden skal ikke få herredømme over jer; I er jo ikke under lov, men under nåde.
15 Hvad da? skal vi synde, fordi vi ikke er under lov, men under nåde? Nej, langtfra!
16 Ved I ikke, at når I stiller jer til rådighed for en som lydige trælle, så er I trælle under ham, som I lyder, enten under synden til død eller under lydigheden til retfærdighed?
17 Men Gud ske tak, fordi I, som har været trælle under synden, nu af hjertet er blevet lydige imod den læreform, til hvilken I blev overgivet.
18 Og frigjorte fra synden er I blevet trælle under retfærdigheden.
19 Jeg bruger et udtryk fra menneskelivet for jeres svage, kødelige naturs skyld. Ligesom I nemlig før stillede jeres lemmer som trælle til rådighed for urenheden og lovløsheden, så det førte til lovløshed, således skal I nu stille jeres lemmer som trælle til rådighed for retfærdigheden, så det fører til helliggørelse.
20 Thi så længe I var trælle under synden, var I frie over for retfærdigheden.
21 Hvad frugt havde I dengang? Ting, som I nu skammer jer over; de ender jo med død.
22 Men nu, da I er blevet frigjort fra synden og er blevet trælle under Gud, har I den frugt, at I helliggøres, og det ender med evigt liv;
23 thi syndens løn er døden, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre.
1 Eller ved I ikke, brødre (jeg taler jo til mennesker, som kender loven), at loven kun er herre over et menneske, så længe det lever?
2 En gift kvinde er jo ved loven bundet til sin mand, så længe han lever; men når manden dør, er hun løst fra den lov, der bandt hende til ham.
3 Altså vil hun blive kaldt en ægteskabsbryderske, hvis hun, medens manden lever, bliver en anden mands; men når manden dør, er hun fri fra den lov, så hun ikke er en ægteskabsbryderske, hvis hun bliver en anden mands.
4 Så er da også I, mine brødre, ved Kristi legeme døde fra loven, så I kan blive en andens, nemlig hans, som blev opvakt fra de døde, for at vi skal bære frugt for Gud.
5 Thi så længe vi levede i kødet, var de syndige lidenskaber, som vækkes ved loven, virksomme i vore lemmer, så vi bar frugt for døden.
6 Men nu er vi løst fra loven, idet vi er døet bort fra det, som vi holdtes fangne under, så vi står i Åndens nye tjeneste og ikke i bogstavens gamle tjeneste.
7 Hvad skal vi da sige? er loven synd? Nej, langtfra! Men jeg havde ikke lært synden at kende uden ved loven; thi jeg havde jo ikke vidst af begær, om ikke loven havde sagt: »Du må ikke begære.«
8 Men da synden fik en anledning ved budet, vakte den alskens begær i mig; thi uden lov er synden død.
9 Jeg levede engang uden lov, men da budet kom, levede synden op,
10 og jeg døde, og det viste sig, at budet, som var til liv, blev mig til død;
11 thi da synden fik anledning ved budet, bedrog den mig og dræbte mig ved det.
12 Altså er loven vel hellig, og budet helligt og retfærdigt og godt.
13 Blev da noget godt til død for mig? Nej, langtfra! Men det var synden, der blev det, for at det skulle blive åbenbart, at den var synd (da den jo ved noget godt bragte død over mig), for at synden ved hjælp af budet skulle vise sig i sin grænseløse syndighed.
14 Vi ved jo, at loven er åndelig; men jeg er kødelig, solgt som træl under synden.
15 Thi jeg forstår ikke min egen handlemåde; jeg gør jo ikke det, jeg vil, men det, jeg hader, det gør jeg.
16 Men når jeg gør det, jeg ikke vil, så samstemmer jeg med loven og bekræfter, at den er god.
17 Men da er det ikke mere mig, der udfører det, men synden, som bor i mig.
18 Thi jeg ved, at i mig, det vil sige: i mit kød, bor der intet godt; thi viljen har jeg vel, men at udføre det gode formår jeg ikke;
19 thi det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.
20 Dersom jeg da gør det, som jeg ikke vil, så er det ikke mere mig, der udfører det, men synden, som bor i mig.
21 Når jeg ønsker at gøre det gode, finder jeg altså den lov hos mig, at det onde ligger mig nærmest.
22 Thi i mit indre menneske glæder jeg mig over Guds lov;
23 men i mine lemmer ser jeg en anden lov, som ligger i strid med loven i mit sind og tager mig til fange under syndens lov, som er i mine lemmer.
24 Jeg elendige menneske! hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?
25 Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre! Altså tjener jeg, som jeg er i mig selv, Guds lov med sindet, men syndens lov med kødet.
1 Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus.
2 Thi livets Ånds lov har i Kristus Jesus gjort dig fri fra syndens og dødens lov.
3 Thi det, som var umuligt for loven, fordi den var magtesløs på grund af kødet, det gjorde Gud, da han sendte sin egen Søn i syndigt køds skikkelse og for syndens skyld og således fældede dødsdom over synden i kødet,
4 for at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke vandrer efter kødet, men efter Ånden.
5 Thi de, som lader sig lede af kødet, attrår det kødelige; men de, som lader sig lede af Ånden, attrår det åndelige.
6 Thi kødets attrå er døden, men Åndens attrå er liv og fred.
7 Kødets attrå er jo fjendskab imod Gud, thi det bøjer sig ikke under Guds lov, og det kan heller ikke gøre det;
8 de, som er i kødet, kan derfor ikke tækkes Gud.
9 I derimod er ikke i kødet, men i Ånden, om ellers Guds Ånd bor i jer. Men om nogen ikke har Kristi Ånd, så hører han ikke ham til.
10 Men er Kristus i jer, da er vel legemet dødt på grund af synden, men Ånden er liv på grund af retfærdigheden.
11 Men hvis hans Ånd, der opvakte Jesus fra de døde, bor i jer, da skal han, som opvakte Kristus Jesus fra de døde, også levendegøre jeres dødelige legemer ved sin Ånd, som bor i jer.
12 Altså, brødre, står vi ikke i gæld til kødet, så vi skulle leve efter kødet;
13 thi lever I efter kødet, skal I dø, men døder I ved Ånden legemets gerninger, skal I leve.
14 Thi alle, som drives af Guds Ånd, er Guds børn.
15 I modtog jo ikke en Ånd, der giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I modtog en Ånd, der giver barnekår, og i den råber vi: »Abba, Fader!«
16 Ånden selv vidner sammen med vor ånd, at vi er Guds børn.
17 Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt vi lider med ham, så vi også kan herliggøres med ham.
18 Thi jeg holder for, at det, vi lider her i tiden, ikke er værd at regne i sammenligning med den herlighed, som skal åbenbares på os.
19 Thi skabningen venter i inderlig længsel på, at Guds børn skal åbenbares.
20 Skabningen blev jo underlagt forgængeligheden — ikke frivilligt, men efter hans vilje, som lagde den derunder — dog med håb,
21 thi også skabningen selv skal engang fries fra den forkrænkelighed, hvorunder den træller, og nå til den frihed, som Guds børn skal have i herligheden.
22 Vi ved jo, at hele skabningen tilsammen sukker og er i veer endnu i denne stund.
23 Og ikke skabningen alene, men også vi selv, der har Ånden som førstegrøde, også vi sukker ved os selv, idet vi bier på barnekår, vort legemes forløsning.
24 Thi i håbet blev vi frelst. Men et håb, som man ser, er ikke noget håb, thi hvordan kan man håbe på det, man ser?
25 Håber vi derimod på det, vi ikke ser, da bier vi på det med udholdenhed.
26 Ligeledes kommer Ånden os til hjælp i vor magtesløshed; thi hvad vi rettelig bør bede om, forstår vi ikke, men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke.
27 Og han, som ransager hjerterne, ved, hvad Åndens attrå er, thi efter Guds vilje går Ånden i forbøn for hellige.
28 Og vi ved, at alle ting samvirker til gode for dem, som elsker Gud, dem, som efter hans beslutning er kaldede.
29 Thi dem, han forud har kendt, dem har han også forudbestemt til at blive hans Søns billede lige, så han kan være den førstefødte blandt mange brødre.
30 Og dem, han har forudbestemt, dem har han også kaldet; og dem han har kaldet, dem har han også retfærdiggjort; og dem, han har retfærdiggjort, dem har han også herliggjort.
31 Hvad skal vi da sige til dette? Er Gud for os, hvem kan da være imod os?
32 Han, som jo ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvor skulle han kunne andet end skænke os alt med ham?
33 Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er den, som retfærdiggør.
34 Hvem er den, som fordømmer? Kristus er den, som er død, ja meget mere: som er opstanden, som er ved Guds højre hånd, som også går i forbøn for os.
35 Hvem vil kunne skille os fra Kristi kærlighed? Trængsel eller angst eller forfølgelse eller sult eller nøgenhed eller fare eller sværd?
36 som der står skrevet: »For din skyld dræbes vi dagen lang; vi er regnet for slagtefår.«
37 Men under alt dette mere end sejrer vi ved ham, som elskede os.
38 Thi jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller åndemagter eller noget nuværende eller noget tilkommende eller kræfter
39 eller det høje eller det dybe eller nogen anden skabning vil kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.
1 Sandhed taler jeg i Kristus, jeg lyver ikke, min samvittighed vidner med mig i Helligånden,
2 at jeg har en stor sorg og en uafladelig kummer i mit hjerte.
3 Thi jeg kunne ønske selv at være bandlyst fra Kristus, om det kunne gavne mine brødre, mine kødelige stammefrænder.
4 De er jo israelitter, dem tilhører barnekårene og herligheden og pagterne og lovgivningen og tempeltjenesten og forjættelserne,
5 dem tilhører fædrene, og fra dem stammer ifølge sin kødelige herkomst Kristus, som er over alle ting, Gud højlovet i evighed! Amen.
6 Dog er det ikke således at forstå, at Guds ord har svigtet; thi det er ikke alle dem, der stammer fra Israel, som virkelig er israelitter;
7 ej heller er de alle sammen børn, fordi de er Abrahams afkom, men: »kun gennem Isak skal afkom nævnes efter dig.«
8 Det vil sige: det er ikke de kødelige børn, der er Guds børn, men det er kun de børn, som er født i kraft af forjættelsen, der regnes for afkom.
9 Thi et forjættelsesord er dette: »Ved denne tid kommer jeg igen, og så har Sara en søn.«
10 Men ikke blot hun kan nævnes, men også Rebekka, som var frugtsommelig ved én mand, Isak, vor fader.
11 Thi for at Guds beslutning, der hviler på hans udvælgelse, skulle stå fast,
12 ikke i kraft af gerninger, men i kraft af den, der kalder, blev der, før de var født, og før de havde gjort noget godt eller ondt, sagt til hende: »Den ældste skal trælle for den yngste,«
13 som der står skrevet: »Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg.«
14 Hvad skal vi da sige? findes der mon uretfærdighed hos Gud? Nej, langtfra!
15 Han siger jo til Moses: »Jeg er barmhjertig mod, hvem jeg vil, og jeg forbarmer mig over, hvem jeg vil.«
16 Altså beror det ikke på den, der vil, eller på den, der anstrenger sig, men på Gud, der viser barmhjertighed.
17 Og skriften siger til Farao: »Netop derfor har jeg ladet dig fremstå, for at jeg kan vise min magt på dig, og for at mit navn kan blive forkyndt over hele jorden.«
18 Altså forbarmer han sig over, hvem han vil, og forhærder, hvem han vil.
19 Nu vil du sige til mig: »Hvad har han så længere at bebrejde os? hvem kan nemlig sætte sig op mod hans vilje?«
20 Menneske! hvem er dog du, som går i rette med Gud? kan noget, som blev formet, sige til den, som formede det: »Hvorfor har du dannet mig således?«
21 Eller har pottemageren ikke rådighed over sit ler, så han af den samme masse kan danne et kar til ære, et andet til vanære?
22 Men hvad om nu Gud, skønt han vil vise sin vrede og kundgøre sin magt, dog i megen langmodighed har båret over med vredens kar, fuldt færdige til fortabelse,
23 og gjort dette også for at kundgøre sin herligheds rigdom over barmhjertighedens kar, som han forud havde beredt til herlighed?
24 Og til at være sådanne kaldte han også os, ikke alene dem af jødisk, men tillige dem af hedensk æt,
25 som han også siger hos Hoseas: »Det folk, som ikke var mit folk, vil jeg kalde ›mit folk‹, og hende, som ikke var den elskede, vil jeg kalde ›den elskede‹;
26 og det skal ske, at på det sted, hvor der blev sagt til dem: ›I er ikke mit folk‹, dér skal de kaldes ›den levende Guds børn‹.«
27 Men Esajas udråber om Israel: »Var end Israels børn talløse som sandet ved havet, kun en rest skal frelses;
28 thi endeligt og afsluttende vil Herren gøre regnskabet op på jorden.«
29 Og som Esajas forud har sagt: »Havde ikke Herren Zebaot levnet os afkom, da var vi blevet som Sodoma, havde lignet Gomorra.«
30 Hvad skal vi da sige? Jo, at hedninger, som ikke jagede efter retfærdighed, vandt retfærdighed, nemlig retfærdigheden af tro;
31 Israel derimod, som jagede efter en lov, der kunne føre til retfærdighed, nåede ikke frem til en sådan lov.
32 Hvorfor ikke? fordi de søgte den, ikke ved tro, men som om den kunne vindes ved gerninger. De stødte an mod anstødsstenen,
33 som der står skrevet: »Se, jeg lægger i Zion en anstødssten og en klippe til fald; men den, som tror på ham, skal ikke blive til skamme.«
1 Brødre! Jeg ønsker af hjertet og beder til Gud for dem, at de må blive frelst.
2 Thi jeg giver dem det vidnesbyrd, at de er nidkære for Gud, men uden forståelse.
3 De forstår nemlig ikke retfærdigheden fra Gud, men søger at opstille deres egen retfærdighed og har derfor ikke bøjet sig under retfærdigheden fra Gud.
4 Thi Kristus er lovens ophør, så retfærdighed gives enhver, som tror.
5 Moses skriver jo om den retfærdighed, som loven kræver, at det menneske, der øver den, skal leve ved den.
6 Men retfærdigheden af tro taler således: »Sig ikke i dit hjerte: ›Hvem vil stige op til Himmelen (nemlig for at hente Kristus ned)?‹
7 eller: ›Hvem vil stige ned i afgrunden (nemlig for at hente Kristus op fra de døde)?‹ «
8 Hvad siger den da? »Ordet er dig nær, i din mund og i dit hjerte (nemlig det troens ord, som vi prædiker).«
9 Thi når du med din mund bekender Jesus som Herre og i dit hjerte tror, at Gud opvakte ham fra de døde, skal du blive frelst.
10 Thi med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse.
11 Skriften siger jo: »Enhver, som tror på ham, skal ikke blive til skamme.«
12 Thi der er ingen forskel på jøde og græker; de har jo alle den samme Herre, rig nok for alle dem, der påkalder ham.
13 »Thi enhver, der påkalder Herrens navn, skal frelses.«
14 Hvorledes skulle de nu kunne påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? og hvorledes skulle de kunne tro på ham, som de ikke har hørt om? og hvorledes skulle de kunne høre, uden at der er nogen, som prædiker?
15 og hvorledes skulle nogen kunne prædike, hvis ingen sendes ud? som der står skrevet: »Hvor liflige er fodtrin af dem, som bringer glædesbud.«
16 Dog var det ikke alle, der adlød evangeliet; Esajas siger jo: »Herre! hvem troede det, han hørte af os?«
17 Så kommer da troen af det, som høres, og det, som høres, kommer i kraft af Kristi ord.
18 Men, spørger jeg: Har de da ikke hørt? Jo, de har; »deres røst er nået ud over den hele jord, deres tale til jorderigs ende.«
19 Men, spørger jeg: Har ikke Israel forstået? Først siger Moses: »Jeg vil vække jeres skinsyge mod et folk, der ikke er et folk, tirre jer mod et tåbeligt folk.«
20 Og Esajas går så vidt, at han siger: »Jeg blev fundet af dem, som ej søgte mig. Jeg gav mig til kende for dem, som ej spurgte efter mig.«
21 Men om Israel siger han: »Dagen lang rakte jeg hænderne ud mod et ulydigt og genstridigt folk.«
1 Jeg spørger nu: Har Gud da forskudt sit folk? Nej, langtfra! også jeg er jo israelit, af Abrahams slægt, af Benjamins stamme.
2 Gud har ikke forskudt sit folk, som han forud kendte. Eller ved I ikke, hvad skriften siger i fortællingen om Elias? hvorledes han anklager Israel for Gud:
3 »Herre! dine profeter har de ihjelslået, dine altre har de nedbrudt, jeg alene er tilbage, og nu står de mig efter livet.«
4 Men hvordan lyder det guddommelige svar til ham? »Jeg har ladet syv tusinde mænd blive tilbage, som er mine, og som ikke har bøjet knæ for Ba'al.«
5 Således er der da også i den nuværende tid blevet en rest tilbage i kraft af en nådes-udvælgelse.
6 Men er det af nåde, så er det altså ikke mere af gerninger, ellers bliver nåden jo ikke mere nåde.
7 Hvorledes forholder det sig da? Det, Israel søger, har det ikke opnået, men de udvalgte har opnået det; de øvrige derimod blev forhærdede,
8 som der står skrevet: »Gud har givet dem en sløvhedens ånd, øjne, de ikke kan se med, øren, de ikke kan høre med, indtil den dag i dag.«
9 Og David siger: »Lad deres bord blive til snare og til fælde og til anstød og til gengældelse for dem;
10 lad deres øjne blive formørkede, så de ikke kan se, og bøj altid deres ryg!«
11 Jeg spørger nu: Det var dog vel ikke, for at de skulle falde, at de snublede? Nej, langtfra! men ved deres fald er frelsen kommet til hedningerne, for at de selv derved kunne ægges til skinsyge.
12 Men hvis deres fald betød rigdom for verden, og det, at de ikke kom med, betød rigdom for hedningerne, hvor meget mere vil det da ikke betyde, når de kommer fuldtalligt med!
13 Og til jer, I hedninger, siger jeg: For så vidt jeg nu er hedningeapostel, ærer jeg min tjeneste,
14 om jeg dog kunne ægge dem, der er mit kød og blod, til skinsyge og frelse nogle af dem.
15 Thi hvis deres forkastelse har bragt verden forligelse, hvad vil så deres antagelse bringe andet end liv af døde?
16 Er førstegrøden hellig, så er hele dejen det også; og er roden hellig, så er grenene det også.
17 Men om nu nogle af grenene blev brudt af, og du, som hører til et vildt oliventræ, blev indpodet iblandt dem og sammen med dem fik del i oliventræets rod med dens fede saft, så skal du ikke derfor være hovmodig over for grenene;
18 men hvis du er hovmodig, så husk på, at det ikke er dig, der bærer roden, men roden, der bærer dig.
19 Nu vil du vel sige: »Der blev brudt grene af, for at jeg kunne blive indpodet.«
20 Vel, de blev brudt af på grund af deres vantro, og du har din plads på grund af din tro; vær ikke overmodig, men frygt!
21 Thi når Gud ikke har skånet de naturlige grene, så vil han heller ikke skåne dig.
22 Så se da Guds godhed og strenghed: hans strenghed mod dem, der faldt, hans godhed mod dig, hvis du bliver i hans godhed; ellers bliver du også hugget af.
23 Men også de andre skal blive indpodet, hvis de ikke bliver i deres vantro; Gud har jo magt til at indpode dem igen.
24 Thi når du blev hugget af det vilde oliventræ, som du af naturen hører til, og imod naturens orden blev indpodet i et ædelt oliventræ, hvor meget snarere skal da ikke de andre indpodes i deres eget oliventræ, som de af naturen hører til.
25 Jeg vil nemlig ikke, at I skal være uvidende om denne hemmelighed, brødre! (for at I ikke skal være kloge i egne tanker): at der er kommet forhærdelse over en del af Israel, indtil hedningerne fuldtalligt er gået ind;
26 og så skal hele Israel frelses; som der står skrevet: »Befrieren skal komme fra Zion, han skal fjerne ugudeligheder fra Jakob,
27 og når jeg borttager deres synder, da er dette min pagt med dem.«
28 Ses der hen til evangeliet, er de fjender for jeres skyld, men ses der hen til udvælgelsen, er de elskede for fædrenes skyld;
29 thi sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke.
30 Thi ligesom I forhen var ulydige mod Gud, men nu har fået barmhjertighed som følge af disses ulydighed,
31 således er også disse nu blevet ulydige, for at også de må få barmhjertighed som følge af den barmhjertighed, der er blevet jer til del.
32 Thi Gud har indesluttet alle under ulydighed, for at han kunne forbarme sig over alle.
33 O, dyb af rigdom og visdom og indsigt hos Gud! hvor uransagelige er ikke hans domme, og hvor usporlige hans veje!
34 »Thi hvem kender Herrens tanker, eller hvem blev hans rådgiver?
35 eller hvem gav ham noget først, så der skulle gives ham gengæld derfor?«
36 Thi af ham og ved ham og til ham er alt; ham tilhører æren i evighed! Amen.
1 Så formaner jeg jer da, brødre! ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt offer; dette er jeres åndelige gudsdyrkelse.
2 Skik jer ikke lige med denne verden, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, så I må kunne skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, velbehagelige og fuldkomne.
3 Thi i kraft af den nåde, som er mig givet, siger jeg til hver eneste iblandt jer, at han ikke må have højere tanker om sig selv, end han bør have, men han skal tænke besindigt alt efter det mål af tro, som Gud har tildelt enhver.
4 Thi ligesom vi har mange lemmer på ét legeme, men lemmerne ikke alle har samme hverv,
5 således udgør vi mange ét legeme i Kristus, men hver for sig er vi hverandres lemmer.
6 Vi har forskellige nådegaver efter den nåde, som er os givet; er det profetisk gave, så lad os bruge den, efter som vi har tro til;
7 eller en tjeneste, da lad os tage vare på tjenesten; eller om nogen er lærer, da på lærergerningen;
8 eller om nogen formaner, da på formaningen; den, der uddeler almisse, skal gøre det uden bagtanke; den, som er forstander, skal være det med iver; den, som øver barmhjertighed, skal gøre det med glæde.
9 Kærligheden skal være oprigtig; afsky det onde, hold jer til det gode;
10 vær hverandre hjerteligt hengivne i broderkærlighed; kom hverandre i forkøbet med at vise ærbødighed!
11 Vær ikke lunkne i jeres iver; vær brændende i ånden; tjen Herren;
12 vær glade i håbet, tålmodige i trængselen, udholdende i bønnen!
13 Vær med til at hjælpe de hellige, når de er i trang; vær ivrige efter at vise gæstfrihed!
14 Velsign dem, som forfølger jer, velsign, og forband ikke!
15 Vær glade med de glade, og græd med de grædende!
16 Vær indbyrdes enige; tragt ikke efter de høje ting, men hold jer til de ringe; vær ikke kloge i egne tanker!
17 Gengæld ikke nogen ondt med ondt; stræb efter det, der er godt i alle menneskers øjne,
18 om det er muligt. Hold fred med alle mennesker, så vidt det står til jer!
19 Tag ikke jer selv til rette, I elskede, men giv plads for Guds vrede, thi der står skrevet: »Mig tilkommer det at straffe, jeg vil gengælde, siger Herren.«
20 Men »dersom din fjende sulter, så giv ham at spise; dersom han tørster, så giv ham at drikke; thi når du gør det, sanker du gloende kul på hans hoved.«
21 Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode!
1 Enhver skal underordne sig de øvrigheder, han har over sig; thi der er ingen øvrighed, uden at den er fra Gud, og de, som findes, er indsat af Gud,
2 så den, som sætter sig op imod øvrigheden, står Guds ordning imod; og de, som står den imod, vil pådrage sig selv dom.
3 De styrende er jo ikke til for at skræmme dem, som gør det gode, men dem, som gør det onde. Vil du være fri for at frygte øvrigheden, da gør det gode; så skal du få ros af den.
4 Thi den er Guds tjener dig til gavn. Men gør du det onde, så frygt; thi øvrigheden bærer ikke sværdet for ingenting; den er jo Guds tjener, som til straf lader vreden ramme den, der handler ondt.
5 Derfor er det nødvendigt at underordne sig, ikke alene for vredens, men også for samvittighedens skyld.
6 Af samme grund svarer I jo også skat; thi de, der tager vare netop på dette, er Guds tjenere.
7 Giv alle, hvad I er dem skyldige: den, I er skat skyldige, skat; den, I er told skyldige, told; den, I er frygt skyldige, frygt; den, I er ære skyldige, ære.
8 Bliv ingen noget skyldige uden det at elske hverandre; thi den, som elsker sin næste, har opfyldt loven.
9 Thi det: »Du må ikke bedrive hor; du må ikke slå ihjel; du må ikke stjæle; du må ikke begære,« og hvilket som helst andet bud, sammenfattes i dette ord: »Du skal elske din næste som dig selv.«
10 Kærligheden gør ikke næsten noget ondt; derfor er kærlighed lovens opfyldelse.
11 Og det skal I gøre, fordi I ved, at tiden er inde: den time er allerede kommet, da I skal stå op af søvne; thi frelsen er os nærmere nu, end da vi blev troende.
12 Natten lider, dagen er nær. Så lad os da aflægge mørkets gerninger og iføre os lysets våben;
13 lad os vandre sømmeligt som ved dag, ikke i svir og drik, ikke i utugt og løsagtighed, ikke i kiv og misundelse;
14 men ifør jer Herren Jesus Kristus, og plej ikke kødet, så begæringer vækkes.
1 Den, som er skrøbelig i troen, skal I tage jer af uden at sætte jer til doms over hans meninger.
2 En er i troen overbevist om, at han kan spise hvad som helst, men den skrøbelige spiser kun grønsager.
3 Den, der spiser, må ikke se ned på den, der ikke spiser; og den, der ikke spiser, må ikke sætte sig til doms over den, der spiser; Gud har jo taget imod ham.
4 Hvem er så du, som dømmer en andens tjener? For sin egen herre står eller falder han; og han skal blive stående, thi Herren har magt til at holde ham oprejst.
5 En regner den ene dag for bedre end den anden, andre regner alle dage lige; enhver skal blot være fuldt forvisset i sit eget sind!
6 Den, der lægger vægt på bestemte dage, gør det for Herren. Og den, der spiser, gør det for Herren, thi han siger Gud tak; og den, der afholder sig fra at spise, gør det for Herren og siger Gud tak.
7 Thi ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv;
8 thi når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren; vi hører altså Herren til, hvad enten vi lever eller dør.
9 Derfor var det jo, Kristus døde og blev levende, for at han skulle blive Herre både over døde og levende.
10 Men du, hvorfor dømmer du din broder? eller du, hvorfor ser du ned på din broder? Alle skal vi jo dog engang fremstilles for Guds domstol.
11 Thi der står skrevet: »Så sandt jeg lever, siger Herren, for mig skal hvert knæ bøje sig, og hver tunge skal lovprise Gud.«
12 Altså skal hver af os aflægge regnskab for sig selv over for Gud.
13 Derfor lad os ikke mere fælde dom over hverandre, men fæld hellere den dom, at man ikke må vække anstød hos sin broder eller give ham anledning til fald.
14 Jeg ved og er i Herren Jesus vis på, at intet er urent i sig selv; kun hvis en holder noget for urent, er det urent for ham.
15 Thi voldes der din broder sorg ved din mad, da vandrer du ikke mere i kærlighed. Bliv ikke ved det, du spiser, til fordærv for den, som Kristus led døden for.
16 Lad da ikke det gode, I har fået, blive til spot.
17 Thi Guds rige består ikke i, hvad man spiser og drikker, men i retfærdighed og fred og glæde i Helligånden.
18 Thi den, som heri tjener Kristus, er velbehagelig for Gud og består for menneskers dom.
19 Lad os altså stræbe efter det, der fører til fred og indbyrdes opbyggelse.
20 Nedbryd ikke Guds værk for madens skyld! Ganske vist er alting rent, men når en spiser, skønt han tager anstød deraf, bliver det ondt.
21 Det er rigtigt at afholde sig fra at spise kød, drikke vin, og hvad andet din broder tager anstød af.
22 Den troens overbevisning, du har, behold den hos dig selv for Gud! Salig er den, som ikke må dømme sig selv for det, han vælger.
23 Men den, som har betænkeligheder, når han spiser, han er domfældt, fordi han ikke handler ud af tro; alt det, som ikke udspringer af tro, er synd.
1 Men vi, som er stærke, er skyldige at bære de svages skrøbeligheder og ikke gøre, hvad der er os selv til behag.
2 Enhver af os skal gøre, hvad der behager hans næste og er til gavn og opbyggelse.
3 Thi Kristus gjorde heller ikke, hvad der var ham selv til behag; men som der står skrevet: »Spotten fra dem, der spotter dig, er faldet på mig.«
4 Alt, hvad der forhen er skrevet, er jo skrevet, for at vi kan lære deraf, så vi ved udholdenhed og ved den trøst, skrifterne giver, kan bevare vort håb.
5 Og udholdenhedens og trøstens Gud give jer at være enige indbyrdes, som Kristus Jesus vil det,
6 så I enigt og med én mund kan prise Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader.
7 Tag jer derfor af hverandre, ligesom også Kristus har taget sig af os, til Guds ære.
8 Hvad jeg mener, er dette: for de omskårne er Kristus blevet tjener for Guds sanddruheds skyld, for at stadfæste forjættelserne til fædrene,
9 men hedningerne skal prise Gud for hans barmhjertigheds skyld, som der står skrevet: »Derfor vil jeg prise dig blandt hedninger og lovsynge dit navn.«
10 Og et andet sted står der: »Fryd jer, I hedninger, med hans folk!«
11 Og videre: »Lovsyng Herren, alle hedninger, og pris ham, alle folk.«
12 Og videre siger Esajas: »Komme skal Isajs rodskud, og han, der rejser sig for at herske over hedninger, på ham skal hedninger håbe.«
13 Og håbets Gud fylde jer med al glæde og fred i troen, så I må blive rige i håbet ved Helligåndens kraft!
14 Men hvad jer angår, mine brødre! er jeg selv overbevist om, at I er fulde af godhed, fyldte med al indsigt, i stand til også at formane hverandre.
15 Dog har jeg skrevet til dels ret dristigt til jer for at påminde jer i kraft af den nåde, Gud har givet mig
16 til iblandt hedningerne at være en Kristi Jesu offertjener og gøre præstetjeneste for Guds evangelium, for at hedningerne må blive et gudvelbehageligt offer, helliget ved Helligånden.
17 Det er altså i Kristus Jesus, jeg kan prise mig lykkelig over min tjeneste for Gud.
18 Thi jeg vil ikke driste mig til at tale om andet end det, Kristus gennem mig har virket for at bringe hedningerne til lydighed, ved ord og gerning,
19 ved kraften i tegn og undere, ved Åndens kraft, så at jeg fra Jerusalem og rundt omkring lige til Illyrien har fuldført forkyndelsen af evangeliet om Kristus;
20 dog således, at jeg sætter en ære i ikke at forkynde evangeliet dér, hvor Kristi navn allerede har lydt, for at jeg ikke skal bygge på en andens grundvold,
21 men som der står skrevet: »De, for hvem han ikke var forkyndt, skal se ham, og de, som intet har hørt, skal forstå.«
22 Derfor er jeg også gang på gang blevet forhindret i at komme til jer.
23 Men nu, da der ikke mere er brug for mig i disse egne, og jeg i adskillige år har længtes efter at komme til jer,
24 vil jeg gøre det, når jeg rejser til Spanien; jeg håber nemlig at se jer på gennemrejsen og af jer blive hjulpet videre derhen, når jeg først i nogen måde har fået min længsel efter jer stillet.
25 Men nu rejser jeg til Jerusalem med hjælp til de hellige.
26 Thi Makedonien og Akaja har gerne villet samle en fællesgave til de fattige blandt de hellige i Jerusalem.
27 De har nemlig gerne villet det og står også i gæld til dem. Thi når hedningerne har fået del i de andres åndelige goder, så skylder de også at tjene dem med de timelige.
28 Når jeg nu er blevet færdig med dette og har bragt dem denne frugt i god behold, vil jeg derfra rejse om ad jer til Spanien.
29 Og jeg ved, at når jeg kommer til jer, kommer jeg med Kristi velsignelse i hele dens fylde.
30 Og jeg formaner jer, brødre! ved vor Herre Jesus Kristus og ved Åndens kærlighed til at stride sammen med mig i jeres bønner for mig til Gud,
31 for at jeg må slippe vel fra de genstridige i Judæa, og for at den hjælp, jeg bringer med til Jerusalem, må være de hellige kærkommen,
32 så jeg efter Guds vilje kan komme til jer med glæde og blive vederkvæget sammen med jer.
33 Fredens Gud være med eder alle! Amen.
|
1 Jeg anbefaler jer Føbe, vor søster, der er menighedstjenerinde i Kenkreæ,
2 for at I må tage imod hende i Herren, som det sømmer sig for de hellige, og hjælpe hende med alt, hvori hun kommer til at trænge til jer; thi hun har været en hjælp for mange og for mig med.
3 Hils Priska og Akvila, mine medarbejdere i Kristus Jesus,
4 som jo har vovet deres hals for at redde mit liv; dem takker ikke alene jeg, men også alle hedningernes menigheder;
5 og hils menigheden i deres hjem. Hils Epænetus, min elskede, som er førstegrøden for Kristus i provinsen Asien.
6 Hils Maria, som har arbejdet meget for jer.
7 Hils Andronikus og Junias, mine landsmænd og medfanger, som er højt ansete iblandt apostlene, og som også har været i Kristus før jeg.
8 Hils Ampliatus, min elskede i Herren!
9 Hils Urbanus, vor medarbejder i Kristus, og Stakys, min elskede!
10 Hils Apelles, den prøvede i Kristus. Hils dem, som hører til Aristobulus' hus.
11 Hils Herodion, min landsmand. Hils dem fra Narkissus' hus, som er i Herren.
12 Hils Tryfæna og Tryfosa, som arbejder i Herren. Hils Persis, den elskede, som jo har arbejdet meget i Herren.
13 Hils Rufus, den udvalgte i Herren, og hans og min moder.
14 Hils Asynkritus, Flegon, Hermes, Patrobas, Hermas og brødrene hos dem.
15 Hils Filologus og Julia, Nereus og hans søster og Olympas og alle de hellige hos dem!
16 Hils hverandre med et helligt kys! Alle Kristi menigheder hilser jer.
17 Men jeg formaner jer, brødre! til at holde øje med dem, som volder splittelserne og fører mennesker til fald ved at afvige fra den lære, I modtog; hold jer borte fra dem!
18 Thi sådanne tjener ikke vor Herre Kristus, men deres egen bug, og med deres søde tale og fagre ord forfører de troskyldiges hjerter.
19 Jeres lydighed er jo kommet alle for øre; derfor glæder jeg mig over jer. Men jeg vil ønske, at I må være vise i det gode og ubesmittede af det onde.
20 Og fredens Gud skal snart knuse Satan under jeres fødder. Vor Herres Jesu nåde skal være med eder!
21 Timoteus, min elskede medarbejder, Lukius, Jason og Sosipater, mine landsmænd, sender hilsen til jer.
22 Jeg, Tertius, som har nedskrevet dette brev, hilser jer i Herren.
23 Gajus, min og den hele menigheds vært, sender hilsen til jer. Erastus, byens kæmner, og broderen Kvartus sender hilsen til jer.
24 Vor Herres Jesu Kristi nåde være med eder alle! Amen.
25 Men ham, som mægter at styrke jer ved mit evangelium og ved budskabet om Jesus Kristus ifølge åbenbaringen af en hemmelighed, der var fortiet fra evige tider,
26 men nu er bragt for dagen og ved profetiske skrifter efter den evige Guds befaling kundgjort for alle hedningerne for at virke tros-lydighed hos dem:
27 ham, den ene vise Gud ved Jesus Kristus, være ære i evighedernes evigheder! Amen.