Romerbrevet

Om oversættelsen: Prøveoversættelsen fra 1944 er en del af det indledende arbejde til oversættelsen fra 1948. Denne oversættelse bryder med en næsten 400 år gammel tradition, hvor hvert Bibeloplag var en revision af de forrige oplag, der i sidste ende gik tilbage til Den Resen-Svaningske Bibel fra 1607.

Desværre er denne oversættelse udgivet fire år før retskrivningsreformen i 1948 — med "aa", "skulde", "vilde", "kunde" og med navneord med stort. Samtidig har man beholdt "eder" i stedet for "jer" for at bevare det gamle kirkesprog. Det gør, at sproget virker "støvet", men oversættelsen er alligevel på mange måder bedre end den autoriserede fra 1992.

Kapitler: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16

Kapitel 1

Paulus hilser de Kristne i Rom, 1-7. Hans Længsel efter at besøge dem og ogsaa hos dem forkynde det Evangelium, der er en frelsende Kraft for alle, som tror, 8-17. Hedningerne er under Guds Vrede, fordi de trods hans Aabenbaring i Naturen dyrker Afguder, 18-23. Gud har straffet dem ved at hengive dem til skammelige Laster, 24-32.

Paulus' Brev til Romerne (Bibel fra 1611)
Romerne

1 Paulus, Kristi Jesu Tjener, kaldet til Apostel, udkaaret til at forkynde Guds Evangelium,
2 det, som Han har forjættet ved sine Profeter i hellige Skrifter,
3 Evangeliet om hans Søn, der ifølge sin kødelige Herkomst er født af Davids Slægt
4 og ifølge Helligheds-Aand med Vælde blev godtgjort at være Guds Søn ved Opstandelse fra de døde, Jesus Kristus vor Herre,
5 ved hvem vi har faaet Naade og Apostelgerning for, hans Navn til Ære, at virke Troslydighed iblandt alle Hedningefolkene
6 - blandt dem er ogsaa I, som er kaldede til at tilhøre Jesus Kristus -
7 sender Hilsen til alle Guds elskede, som er i Rom, kaldede til at være hellige. Naade være med der og Fred fra Gud, vor Fader og Herren Jesus Kristus.

8 Først takker jeg min Gud ved Jesus Kristus for jer alle, fordi jeres Tro omtales i hele Verden.
9 Thi Gud, som jeg tjener med min Aand ved at forkynde Evangeliet om hans Søn, er mit Vidne, at jeg uophørlig mindes jer
10 og altid i mine Bønner beder om, at det dog endelig engang, hvis det er Guds Vilje, maa lykkes mig at komme til jer.
11 Thi jeg længes efter at se jer, for at jeg kunde give jer Del i en og anden aandelig Naadegave, saa I kan styrkes derved -
12 eller rettere: for at vi hos jer sammen kunde opmuntres ved vor fælles Tro, jeres og min.
13 Jeg vil ikke, Brødre, at I skal være uvidende om, at jeg mange Gange har sat mig for at komme til jer - men jeg er hidtil blevet hindret - for at jeg kunde faa nogen Frugt ogsaa blandt jer ligesom blandt de andre Hedningefolk.
14 Baade over for Grækere og Barbarer, baade over for vise og uforstandige er jeg forpligtet.
15 Derfor er jeg for min Del rede til at forkynde Evangeliet ogsaa for jer i Rom.
16 Jeg skammer mig nemlig ikke ved Evangeliet, thi det er en Guds Kraft til Frelse for enhver, som tror, for Jøde først og saa for Græker.
17 Thi i Evangeliet aabenbares Retfærdigheden fra Gud, af Tro til Tro, som der staar skrevet: »Den retfærdige skal leve af Tro.«

18 Thi Guds Vrede aabenbares fra Himmelen over al Ugudelighed og Uretfærdighed hos Mennesker, som undertrykker Sandheden ved Uretfærdighed;
19 det, som kan erkendes om Gud, ligger nemlig aabent for dem; Gud har jo aabenbaret det for dem.
20 Thi hans usynlige Væsen, baade hans evige Kraft og hans Guddommelighed, har kunnet ses fra Verdens Skabelse af, idet det forstaas af hans Gerninger, saa de er uden Undskyldning.
21 Thi skønt de kendte Gud, ærede eller takkede de ham dog ikke som Gud, men deres Tanker blev tomme, og deres uforstandige Hjerte blev formørket.
22 Mens de paastod, at de var vise, blev de Daarer,
23 og de byttede den uforkrænkelige Guds Herlighed med et Billede, der forestillede et forkrænkeligt Menneske, Fugle, firføddede Dyr eller Krybdyr.

24 Derfor gav Gud dem hen i deres Hjerters Lyster til Urenhed, saa de vanærede deres Legemer indbyrdes;
25 de ombyttede Guds Sandhed med Løgnen, ærede og dyrkede Skabningen fremfor Skaberen, han som er højlovet i Evighed! Amen.
26 Derfor gav Gud dem hen til vanærende Lidenskaber; deres Kvinder ombyttede den naturlige omgang med den unaturlige,
27 ligeledes vendte ogsaa Mændene sig fra den naturlige omgang med Kvinden og optændtes i deres Brynde efter hinanden, saa at Mænd øvede Skamløshed med Mænd og paadrog sig den velfortjente Løn for deres Forvildelse.
28 Og da de ikke holdt det for noget værd at kende Gud, gav Gud dem hen til et uværdigt Sind, saa de gjorde, hvad der var usømmeligt;
29 de blev opfyldt af alskens Uretfærdighed, Ondskab, Havesyge, Slethed, og fulde af Misundelse, Mordlyst, Kiv, Svig og Ondsindethed -
30 hemmelige og aabenbare Bagvaskere, Gudshadere, Voldsmænd, hovmodige, Pralere, opfindsomme paa ondt, ulydige mod Forældre,
31 uforstandige, upaalidelige, ukærlige, ubarmhjertige.
32 De kender Guds Retsordning. at de, der handler saaledes, fortjener Døden; alligevel ikke blot gør de disse Ting, men giver endogsaa dem, der handler saaledes, deres Bifald.

Kapitel 2

Gud vil dømme alle efter deres Gerninger, 1-10, baade Hedningerne, der har en Rettesnor i deres Samvittighed, og jøderne, der vel har Loven, men ikke holder den, 11-24; den udvortes Omskærelse kan kan ikke frelse, 25-29.

1 Derfor er du uden Undskyldning, Menneske! hvem du end er, som opkaster dig til Dommer; thi idet du dømmer de andre, fordømmer du dig selv; du dømmer nok, men handler selv paa samme Vis.
2 Vi ved jo, at Guds Dom med Rette er over dem, som handler saaledes.
3 Men du, Menneske! som dømmer dem, der handler saaledes, og selv gør det samme, regner du med, at du vil kunne undfly Guds Dom?
4 Eller foragter du hans Godheds og Overbærenheds og Langmodigheds Rigdom og ved ikke, at Guds Godhed leder dig til Omvendelse?
5 Men ved din Haardhed og dit ubodfærdige Hjerte samler du dig Vrede til Vredens Dag, da Guds retfærdige Dom skal aabenbares,
6 og han skal gengælde enhver efter hans Gerninger:
7 evigt Liv til dem, der med Udholdenhed i god Gerning søger Herlighed og Ære og Uforkrænkelighed;
8 over dem derimod, der søger deres eget og er ulydige mod Sandheden, men lydige mod Urefærdigheden, kommer Vrede og Harme.
9 Trængsel og Angst over hver Menneskesjæl, som øver det onde, over Jøde først og saa over Græker;
10 men Herlighed og Ære og Fred over hver den, som øver det gode, over Jøde først og saa over Græker.

11 Der er nemlig ikke Personsanseelse hos Gud.
12 Thi alle, som synder uden Lov, skal ogsaa gaa fortabt uden Lov; og alle, som synder under Loven, skal dømmes ved Loven;
13 thi ikke Lovens Hørere er retfærdige for Gud, men Lovens Gørere skal retfærdiggøres;
14 thi naar Hedninger, som ikke har Loven, af Naturen gør, hvad Loven byder, saa er de, uden at have Loven, sig selv en Lov;
15 de viser jo, at den Gerning, som Loven byder, staar skrevet i deres Hjerter, idet deres Samvittighed vidner derom, og Tankerne indbyrdes anklager eller ogsaa forsvarer hinanden -
16 paa den Dag, da Gud ved Jesus Kristus, saadan som jeg har forkyndt i mit Evangelium, vil dømme det, der skjuler sig i Menneskene.
17 Men naar du kalder dig Jøde og stoler trygt paa Loven og roser dig af Gud
18 og kender hans Vilje og kan skønne, hvad der er det væsentlige, som den, der er oplært af Loven,
19 og tiltror dig at være Vejleder for blinde, Lys for dem, der er i Mørke,
20 Opdrager for uforstandige, Lærer for umyndige, fordi du i Loven har det klare Udtryk for Kundskaben og Sandheden -
21 du altsaa, som lærer andre, du lærer ikke dig selv! Du, som prædiker, at man ikke maa stjæle, du stjæler!
22 Du, som siger, at man ikke maa bedrive Hor, du bedriver Hor! Du, som afskyr Afguderne, du øver Tempelran!
23 Du, som roser dig af Loven, du vanærer Gud ved at overtræde Loven!
24 Thi »Guds Navn spottes for eders Skyld blandt Hedningerne,« som der staar skrevet.

25 Thi vel er Omskærelse til Gavn, hvis du holder Loven; men overtræder du Loven, da er du trods din Omskærelse som en uomskaaren.
26 Dersom nu den uomskaarne holder Lovens Forskrifter, skal han saa ikke, skønt uomskaaren, regnes for omskaaren?
27 Og den, der ifølge sin Herkomst er uomskaaren, men opfylder Loven, skal dømme dig, som trods Bogstav og Omskærelse overtræder Loven.
28 Thi Jøde er ikke den, som er det udvortes, og Omskærelse er heller ikke det, som sker udvortes, i Kød;
29 men Jøde er den, som er det indvortes, og Omskærelse er Hjertets Omskærelse, som sker ved Aand, ikke efter Bogstaven; han har ikke sin Ros fra Mennesker, men fra Gud.

Kapitel 3

Jøderne har ganske vist Guds Forjættelser, 1-8, men da baade Jøder og Hedninger lever i Synd, er hele Menneskeslægten hjemfalden til Guds Straf, 9-20. Men nu har Gud aabenbaret sin Frelse, idet han frikender alle dem, der tror paa Kristus, hvis sonende Død har bragt Forløsningen, 21-26. Derved er al Selvros udelukket, 27-31.

1 Hvad Fortrin har da Jøden, eller hvad Gavn gør Omskærelsen?
2 Meget i alle Maader; først og fremmest det, at de jo har faaet Guds Ord betroet.
3 Hvad da, om nogle var utro? Mon deres Utroskab vil kunne ophæve Guds Trofasthed?
4 Nej, langtfra! Gud maa staa som sanddru, men hvert Menneske som Løgner, saaledes som der staar skrevet:
       »For at du maa kendes retfærdig, naar du taler,
       og vinde, naar man gaar i Rette med dig.«

5 Men dersom vor Uretfærdighed tjener til at bevise Guds Retfærdighed, hvad skal vi da sige? er Gud uretfærdig, naar han hjemsøger med sin Vrede? (Jeg taler ud fra menneskelig Tankegang).
6 Nej, langtfra! Hvorledes skulde Gud ellers kunne dømme Verden?
7 Men hvis Guds Sanddruhed paa Grund af min Løgnagtighed er traadt des mere frem, ham til Ære, hvorfor bliver jeg saa alligevel dømt som en Synder?
8 Og hvorfor skulde vi saa ikke »gøre det onde, for at det gode kan komme deraf,« saaledes som man spottende siger om os, og som nogle paastaar, at vi lærer? De Mennesker faar deres Dom med Rette.

9 Hvorledes forholder det sig da? Har vi noget forud? Aldeles ikke; vi har jo ovenfor anklaget baade Jøder og Grækere for at være under Synd alle sammen,
10 saaledes som der staar skrevet:
       »Der er ingen retfærdig, ikke een;
       11 der er ingen forstandig,
       der er ingen, som søger Gud;
       12 afveget er alle, til Hobe fordærvede,
       ingen gør godt, end ikke een eneste.«
       13 »En aaben Grav er deres Strube,
       med deres Tunger øvede de Svig;«
       »der er Øglegift under deres Læber;«
       14 »deres Mund er fuld af Forbandelse og Bitterhed;«
       15 »de er raske paa Foden til at udgyde Blod;
       16 der er ødelæggelse og Elendighed paa deres Veje,
       17 og Fredens Vej kender de ikke.«
       18 »Gudsfrygt har de ikke for Øje.«

19 Vi ved, at alt, hvad Loven siger, taler den til dem, der er under Loven, for at hver Mund skal stoppes og hele verden staa strafskyldig for Gud,
20 thi i hans Øjne vil intet Menneske blive retfærdiggjort af Lovgerninger; ved Loven naar man nemlig kun at erkende sin Synd.

21 Men nu er der uden Lov aabenbaret en Retfærdighed fra Gud, hvorom Loven og Profeterne vidner,
22 en Retfærdighed fra Gud ved Tro paa Jesus Kristus for alle dem, der tror; thi der er ingen Forskel.
23 Alle har jo syndet og mangler Herligheden fra Gud
24 og bliver retfærdiggjort uforskyldt af hans Naade ved Forløsningen i Kristus Jesus,
25 hvem Gud stillede til Skue i hans Blod som Sonemiddel ved Tro; det gjorde Gud for at vise sin Retfærdighed, da han i sin Langmodighed havde baaret over med de Synder, som forhen var begaaet -
26 for i den Tid, som nu er, at vise sin Retfærdighed, nemlig at han er retfærdig, naar han retfærdiggør den, som har Tro paa Jesus.

27 Hvad bliver der saa af vor Ros? Den er udelukket. Ved hvilken Lov? Ved Gerningernes? Nej, men ved Troens Lov.
28 Vi mener nemlig, at et Menneske bliver retfærdiggjort ved Tro, uden Lovgerninger.
29 Eller er Gud kun Jøders Gud? Mon ikke ogsaa Hedningers? jo, ogsaa Hedningers;
30 saa sandt der kun er een Gud, som vil retfærdiggøre omskaarne af Tro og uomskaarne ved Troen.
31 Sætter vi da Loven ud af Kraft ved Troen? Nej, langtfra! Vi stadfæster Loven.

Kapitel 4

Om Retfærdiggørelse af Tro vidner allerede det Gamle Testamente, 1-8. Da Abraham blev retfærdiggjort før sin Omskærelse, kan ogsaa de omskaarne Ikke-Jøder faa Del i den samme Frelse som han, 9-12. Saaledes er Abraham Fader til alle, der tror, hvad enten de er Jøder eller Hedninger, 13-25.

1 Hvad skal vi da sige, at Abraham, vor kødelige Stamfader, har opnaaet?
2 Hvis Abraham blev retfærdiggjort af Gerninger, har han jo noget at rose sig af; dog ikke over for Gud.
3 Hvad siger nemlig Skriften? »Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed.«
4 Men den, som har Gerninger at opvise, ham tilregnes Lønnen ikke af Naade, men efter Fortjeneste;
5 anderledes med den, som ikke har Gerninger at opvise, men tror paa Ham, som retfærdiggør den ugudelige: ham regnes hans Tro til Retfærdighed.
6 Saaledes priser ogsaa David det Menneske saligt, som Gud tilregner Retfærdighed uden at spørge om Gerninger:
       7 »Salige de, hvis Overtrædelser er forladt, og hvis Synder er skjult;
       8 salig den Mand, som Herren ikke tilregner Synd!«

9 Gælder nu denne Saligprisning de omskaarne alene eller tillige de uomskaarne? Vi siger jo: »Troen blev regnet Abraham til Retfærdighed.«
10 Hvorledes blev den ham da tilregnet? efter at han var blevet omskaaret, eller medens han endnu var uomskaaret? Ikke efter at han var blevet omskaaret, men medens han endnu var uomskaaret.
11 Og Omskærelsens Tegn fik han som et Segl paa den Retfærdighed af Tro, han havde som uomskaaret; og saaledes skulde han blive Fader til alle uomskaarne, som tror, saa at Retfærdighed kunde blive dem tilregnet,
12 og tillige Fader til omskaarne, til dem, der ikke alene er omskaarne, men ogsaa vandrer i Sporene af den Tro, vor Fader Abraham havde som uomskaaren.

13 Thi det var ikke ved Loven, at Abraham eller hans Slægt fik den Forjættelse, at han skulde arve Verden, men ved Tros-Retfærdighed.
14 Hvis nemlig de, der bygger paa Loven, er Arvinger, saa er Troen uden Betydning og Forjættelsen sat ud af Kraft.
15 Thi Loven fremkalder Vrede; men hvor ingen Lover, er der heller ingen Overtrædelse.
16 Derfor skete det ved Tro, for at det kunde være af Naade, saa at Forjættelsen kunde staa fast for hele Slægten, ikke alene for den, der har Loven, men ogsaa for den, der har Abrahams Tro. Han er jo Fader til os alle
17 (som der staar skrevet: »Jeg har sat dig til mange Folkeslags Fader«) over for Gud, som han troede paa, Gud, som gør de døde levende og nævner det, der ikke er, som om det var.
18 Og han troede mod Haab med Haab, saa han blev Fader til mange Folkeslag, som det var sagt: »Saaledes skal dit Afkom være.«
19 Og uden at svækkes Troen kunde han tænke paa, at hans eget Legeme allerede var udlevet (han var nær hundrede Aar), og at Saras Moderliv var udlevet;
20 paa Guds Forjættelse tvivlede han ikke i Vantro, men han blev styrket i Troen og gav Gud Æren,
21 fuldt forvisset om, at det, Gud har forjættet, har han ogsaa Magt til at gøre.
22 Derfor blev det ogsaa regnet ham til Retfærdighed.
23 Men ikke for hans Skyld alene staar der skrevet, at det blev ham tilregnet,
24 men ogsaa for vor Skyld, hvem det skal tilregnes, naar vi tror paa ham, som opvakte Jesus fra de døde, vor Herre,
25 der blev givet hen for vore Overtrædelsers Skyld og opvakt for vor Retfærdiggørelses Skyld.

Kapitel 5

Trængslerne styrker Haabet, der hviler paa Guds Kærlighed, aabenbaret i Kristi Død for Syndere, 1-11. Synd og Død er kommet ved Adam, men stærkere er Retfærdigheden og Livet, der er kommet ved Kristus, 12-19. Loven har forøget Synden, for at Naaden kunde blive des rigere, 20-21.

1 Da vi nu er retfærdiggjorte af Tro, har vi Fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus,
2 ved hvem vi i Troen har faaet Adgang til den Naade, som vi nu staar i; og vi priser os lykkelige over Haabet om Guds Herlighed.
3 Ja, ikke det alene, men vi priser os ogsaa lykkelige over vore Trængsler, da vi ved, at Trængselen virker Udholdenhed,
4 og Udholdenheden prøvet Fasthed, og den prøvede Fasthed Haab,
5 og Haabet gør ikke til Skamme; thi Guds Kærlighed er udgydt i vore Hjerter ved Helligaanden, som blev os givet.
6 Thi medens vi endnu var afmægtige, døde Kristus for os, som dengang var ugudelige.
7 Der er jo næppe nogen, som vil dø for en retfærdig; kun for sin Velgører kunde en maaske faa sig til at gaa i Døden;
8 men Gud viser sin Kærlighed mod os ved, at Kristus døde for os, medens vi endnu var Syndere.
9 Saa meget mere skal vi da, efter at vi nu er retfærdiggjort ved hans Blod, frelses ved ham fra Vreden.
10 Thi naar vi, medens vi endnu var Fjender, blev forligt med Gud derved, at hans Søn døde, saa skal vi da langt snarere, efter at vi nu er blevet forligt, frelses ved, at han lever.
11 Og ikke det alene, men vi priser os endogsaa lykkelige over Gud ved vor Herre Jesus Kristus, ved hvem vi nu har faaet Forligelsen.

12 Derfor, ligesom Synden kom ind i Verden ved eet Menneske, og Døden ved Synden, og Døden saaledes trængte igennem til alle Mennesker, fordi de alle syndede -
13 thi allerede før Loven var der Synd i Verden; men Synden tilregnes ikke, hvor der ingen Lover;
14 dog havde Døden Herredømmet fra Adam til Moses ogsaa over dem, som ikke syndede ved en lignende Overtrædelse som Adam. Han er et Forbillede paa den, der skulde komme.
15 Dog er det ikke med Naadegaven som med Faldet; thi døde de mange paa Grund af den enes Fald, da er meget mere Guds Naade og Gaven i det ene Menneskes, Jesu Kristi Naade rigeligt blevet de mange til Del.
16 Og med Gaven er det anderledes, end da den ene syndede; thi Dommen kom paa Grund af den ene og førte til Fordømmelse, men Naadegaven kom, da de mange havde forsyndet sig, og førte til Retfærdiggørelse.
17 Thi voldte den enes Fald, at Døden fik Herredømme ved den ene, saa skal da meget mere de, der tager mod Naadens og Retfærdighedsgavens rige Fylde, faa Herredømme og Liv ved den ene, Jesus Kristus.
18 Altsaa: Ligesom der af den enes Fald fulgte Fordømmelse for alle Mennesker, saaledes skal der af den enes Retfærd følge Retfærdiggørelse til Liv for alle Mennesker.
19 Thi ligesom de mange kom til at staa som Syndere ved det ene Menneskes Ulydighed, saaledes skal ogsaa de mange komme til at staa som retfærdige ved den enes Lydighed.

20 Men Loven kom til, for at Faldet kunde blive større; men hvor Synden blev større, der blev Naaden end mere overstrømmende rig,
21 for at, ligesom Synden fik Herredømmet ved Døden, saaledes skulde ogsaa Naaden faa Herredømmet ved Retfærdigheden til evigt Liv ved Jesus Kristus, vor Herre.

Kapitel 6

Guds Naade giver ikke Frihed til at synde; thi ved at døbes til Samfund med den korsfæstede Frelser er vi selv døde bort fra Synden og har faaet Kraft til et nyt Liv, 1-14. Den, der er blevet Retfærdighedens Tjener, kan ikke længere tjene Synden, 15-23.

1 Hvad skal vi da sige? skal vi blive i Synden, for at Naaden kan blive større?
2 Nej, langtfra! Vi, som jo er døde fra Synden, hvordan kan vi stadig leve i den?
3 Eller ved I ikke, at alle vi, som blev døbt til Kristus Jesus, blev døbt til hans Død?
4 Vi blev altsaa begravet med ham ved Daaben til Døden, for at, som Kristus blev opvakt fra de døde ved Faderens Herlighed, saaledes skal ogsaa vi leve et nyt Liv.
5 Thi er vi sammenvokset med ham ved en lignende Død, skal vi ogsaa være det ved en lignende Opstandelse.
6 Vi ved jo, at vort gamle Menneske er blevet korsfæstet med ham, for at Synde-Legemet skulde miste sin Kraft, saa vi ikke mere skulde trælle for Synden.
7 Thi den, som er død, er friet fra Synden.
8 Og er vi døde med Kristus, da tror vi, at vi ogsaa skal leve med ham,
9 fordi vi ved, at Kristus er opvakt fra de døde og dør ikke mere. Døden er ikke mere Herre over ham.
10 Thi den Død, han døde, døde han een Gang for alle bort fra Synden, og det Liv, han lever, lever han for Gud.
11 Saaledes skal ogsaa I regne jer selv for døde fra Synden og levende for Gud i Kristus Jesus.
12 Saa lad da ikke Synden have Herredømmet i jeres dødelige Legeme, saa I lyder dets Lyster;
13 stil heller ikke jeres Lemmer til Raadighed for Synden som Uretfærdigheds Redskaber; men stil jer selv til Raadighed for Gud som dem, der fra døde er blevet levende, og jeres Lemmer til Raadighed for Gud som Retfærdigheds Redskaber.
14 Thi Synden skal ikke være Herre over jer; I er jo ikke under Lov, men under Naade.

15 Hvad da? skal vi synde, fordi vi ikke er under Lov, men under Naade? Nej, langtfra!
16 Ved I ikke, at naar I stiller jer til Raadighed for en som lydige Trælle, saa er I Trælle under ham, som I lyder, enten under Synden til Død eller under Lydigheden til Retfærdighed.
17 Men Gud ske Tak, fordi I, som har været Trælle under Synden, nu af Hjertet er blevet lydige imod den Læreform, til hvilken I blev overgivet.
18 Og frigjorte fra Synden er I blevet Trælle under Retfærdigheden,
19 Jeg bruger et Udtryk fra Menneskelivet for jeres svage, kødelige Naturs Skyld. Ligesom I nemlig før stillede jeres Lemmer som Trælle til Raadighed for Urenheden og Lovløsheden, saa det førte til Lovløshed, saaledes skal I nu stille jeres Lemmer som Trælle til Raadighed for Retfærdigheden, saa det fører til Hellighed!
20 Thi saa længe I var Trælle under Synden, var I frie over for Retfærdigheden.
21 Hvad Frugt havde I dengang? Ting, som I nu skammer jer over; de ender jo med Død.
22 Men nu, da I er blevet frigjort fra Synden og er blevet Trælle under Gud, har I den Frugt, at I helliggøres, og det ender med evigt Liv;
23 thi Syndens Løn er Død, men Guds Naadegave er et evigt Liv i Kristus Jesus, vor Herre.

Kapitel 7

Den troende, der har Del i Kristi Død, er død fra Loven, 1-6. Loven er vel i sig selv hellig, men den ægger Synden frem i det kødelige Menneske og tvinger ham til at gøre, hvad han egentlig ikke vil, 7-25.

1 Eller ved I ikke, Brødre! (jeg taler jo til Mennesker, som kender Loven) at Loven kun er Herre over et Menneske, saa længe det lever?
2 En gift Kvinde er jo ved Loven bundet til sin Mand, saa længe han lever; men naar Manden dør, er hun løst fra den Lov, der bandt hende til ham.
3 Altsaa vil hun blive kaldt en Ægteskabsbryderske, hvis hun, medens Manden lever, bliver en anden Mands; men naar Manden dør, er hun fri fra den Lov, saa hun ikke er en Ægteskabsbryderske, hvis hun bliver en anden Mands.
4 Saa er da ogsaa I, mine Brødre, ved Kristi Legeme døde fra Loven, saa I kan blive en andens, nemlig hans, som blev opvakt fra de døde, for at vi skal bære Frugt for Gud.
5 Thi saa længe vi levede i Kødet, var de syndige Lidenskaber, som vækkes ved Loven, virksomme i vore Lemmer, saa vi bar Frugt for Døden.
6 Men nu er vi løst fra Loven, idet vi er døet bort fra det, som vi holdtes fangne under, saa vi staar i Aandens nye Tjeneste og ikke i Bogstavens gamle Tjeneste.

7 Hvad skal vi da sige? er Loven Synd? Nej, langtfra! Men jeg havde ikke lært Synden at kende uden ved Loven; thi jeg havde jo ikke vidst af Begæret, om ikke Loven havde sagt: »Du maa ikke begære.«
8 Men da Synden fik en Anledning, vakte den ved Budet alskens Begær i mig; thi uden Lov er Synden død.
9 Jeg levede en Gang uden Lov, men da Budet kom, levede Synden op,
10 og jeg døde, og det viste sig, at Budet, som var til Liv, blev mig til Død;
11 thi da Synden fik en Anledning, bedrog den mig ved Budet og dræbte mig ved det.

12 Altsaa er Loven vel hellig, og Budet helligt og retfærdigt og godt.
13 Blev da noget godt til Død for mig? Nej, langtfra! Men det var Synden, der blev det, for at det skulde blive aabenbart, at den var Synd (da den jo ved noget godt bragte Død over mig), for at Synden ved Hjælp af Budet skulde vise sig i sin grænseløse Syndighed.
14 Vi ved jo, at Loven er aandelig; men jeg er kødelig, solgt som Træl under Synden.
15 Thi jeg forstaar ikke, hvordan jeg bærer mig ad; jeg gør jo ikke det, jeg vil, men det, jeg hader, det gør jeg.
16 Men naar jeg gør det, jeg ikke vil, saa samstemmer jeg med Loven og bekræfter, at den er god.
17 Men da er det ikke mere mig, der udfører det, men Synden, som bor i mig.
18 Thi jeg ved, at i mig, det er i mit Kød, bor der intet godt; thi Viljen har jeg vel, men at udføre det gode formaar jeg ikke;
19 thi det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.
20 Dersom jeg da gør det, som jeg ikke vil, saa er det ikke mer mig, der udfører det, men Synden, som bor i mig.
21 Naar jeg altsaa ønsker at gøre det gode, finder jeg den Lov hos mig, at det onde ligger mig nærmest.
22 Thi i mit indre Menneske glæder jeg mig over Guds Lov;
23 men i mine Lemmer ser jeg en anden Lov, som ligger i Strid med Loven i mit Sind og tager mig til Fange under Syndens Lov, som er i mine Lemmer.
24 Jeg arme Menneske! hvem skal fri mig fra dette Dødens Legeme?
25 Gud ske Tak ved Jesus Kristus vor Herre! Altsaa tjener jeg, som jeg er i mig selv, Guds Lov med Sindet, men Syndens Lov med Kødet.

Kapitel 8

De, som er i Kristus, er ved hans Aand frelst fra Fordømmelsen og frigjort fra Kødets og Dødens Magt, 1-11. Aandens Vidnesbyrd om Barneret hos Gud, 12-17. Det trefoldige Frelsessuk hos Skabningen, de troende og Helligaanden vidner om, at den kommende Herlighed er vis, 18-27. Da Gud har kaldet os, stoler vi paa, at alle Livets Tilskikkelser maa tjene os til Bedste, 28-30. Saaledes er vi i Samfundet med Kristus sejrrigt og trygt forvissede om at være under Guds Kærlighed, 31-39.

1 Saa er der da nu ingen Fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus.
2 Thi Livets Aands Lov har i Kristus Jesus gjort dig fri fra Syndens og Dødens Lov.
3 Thi det, som var umuligt for Loven, fordi den var magtesløs paa Grund af Kødet, det gjorde Gud, da han sendte sin egen Søn i syndigt Køds Skikkelse og for Syndens Skyld og saaledes fældede Dødsdom over Synden i Kødet,
4 for at Lovens Krav skulde opfyldes i os, som ikke vandrer efter Kødet, men efter Aanden.
5 Thi de, som lader sig lede af Kødet, attraar det kødelige; men de, som lader sig lede af Aanden, attraar det aandelige.
6 Thi Kødets Attraa er Død, men Aandens Attraa er Liv og Fred.
7 Kødets Attraa er jo Fjendskab imod Gud, thi det bøjer sig ikke under Guds Lov, det kan jo ikke heller gøre det;
8 de, som er i Kødet, kan derfor ikke tækkes Gud.
9 I derimod er ikke i Kødet, men i Aanden, om ellers Guds Aand bor i jer. Men om nogen ikke har Kristi Aand, saa hører han ikke ham til.
10 Men er Kristus i jer, da er vel Legemet dødt paa Grund af Synden, men Aanden er Liv paa Grund af Retfærdigheden.
11 Men hvis hans Aand, der opvakte Jesus fra de døde, bor i jer, da skal han, som opvakte Kristus Jesus fra de døde, ogsaa levendegøre jeres dødelige Legemer ved sin Aand, som bor i jer.

12 Altsaa, Brødre, har vi ingen Forpligtelse over for Kødet, saa vi skulde leve efter Kødet;
13 thi lever I efter Kødet, skal I dø, men døder I ved Aanden Legemets Gerninger, skal I leve.
14 Thi alle, som drives af Guds Aand, er Guds Børn.
15 I modtog jo ikke en Aand, der skaber Trællekaar, saa I atter skulde leve i Frygt, men I modtog en Aand, der skaber Barnekaar, og i den raaber vi: Abba, Fader!
16 Aanden selv vidner sammen med vor Aand, at vi er Guds Børn.
17 Men naar vi er Børn, er vi ogsaa Arvinger, Guds Arvinger og Kristi Medarvinger, saa sandt vi lider med ham, saa vi ogsaa kan herliggøres med ham.

18 Thi jeg holder for, at det, vi lider her i Tiden, ikke er værd at regne i Sammenligning med den Herlighed, som skal aabenbares paa os.
19 Thi Skabningen venter i inderlig Længsel paa, at Guds Børn skal aabenbares.
20 Skabningen blev jo underlagt Forgængeligheden ikke med sin egen Vilje, men efter hans Vilje, som lagde den derunder -
21 dog med Haab, thi ogsaa Skabningen selv skal engang fries fra den Forkrænkelighed, hvorunder den træller, og naa til den Frihed, som Guds Børn skal have i Herligheden.
22 Vi ved jo, at hele Skabningen tilsammen sukker og er i Veer endnu i denne Stund.
23 Og ikke Skabningen alene, men ogsaa vi selv, der har Aanden som Førstegrøde, ogsaa vi sukker ved os selv, idet vi bier paa Barnekaar, vort Legemes Forløsning.
24 Thi i Haabet blev vi frelst. Men et Haab, som man ser, er ikke noget Haab, thi hvordan kan man haabe paa det, man ser?
25 Haaber vi derimod paa det, vi ikke ser, da bier vi paa det med Udholdenhed.
26 Ligeledes kommer Aanden os til Hjælp i vor Magtesløshed; thi hvad vi rettelig bør bede om, forstaar vi ikke, men Aanden selv gaar i Forbøn for os med uudsigelige Sukke.
27 Og han, som ransager Hjerterne, ved, hvad Aandens Attraa er, thi efter Guds Vilje gaar Aanden i Forbøn for hellige.

28 Og vi ved, at alle Ting samvirker til gode for dem, som elsker Gud, og som efter hans Forsæt er kaldede.
29 Thi dem, han forud har kendt, dem har han ogsaa forudbestemt til at blive hans Søns Billede lig, saa han kunde være den førstefødte blandt mange Brødre.
30 Og dem, han har forudbestemt, dem har han ogsaa kaldet; og dem, han har kaldet, dem har han ogsaa retfærdiggjort; og dem, han har retfærdiggjort, dem har han ogsaa herliggjort.

31 Hvad skal vi da sige til dette? Er Gud for os, hvem kan da være imod os?
32 Han, som jo ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvor skulde han kunne andet end skænke os alt med ham?
33 Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er den, som retfærdiggør.
34 Hvem er den, som fordømmer? Kristus er den, som er død, ja meget mere: som er opstanden, som er ved Guds højre Haand, som ogsaa gaar i Forbøn for os.
35 Hvem vil kunne skille os fra Kristi Kærlighed? Trængsel eller Angst eller Forfølgelse eller Sult eller Nøgenhed eller Fare eller Sværd?
36 som der staar skrevet:
       »For din Skyld dræbes vi Dagen lang;
       vi blev regnet som Slagtefaar.«

37 Men under alt dette mere end sejrer vi ved ham, som elskede os.
38 Thi jeg er vis paa, at hverken Død. eller Liv eller Engle eller Aandemagter eller noget nuværende eller noget tilkommende eller kræfter
39 eller det høje eller det dybe eller nogen anden Skabning vil kunne skille os fra Guds Kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.

Kapitel 9

Apostelens Smerte over sine Stammefrænder, 1-5. Gud har ikke svigtet sine Forjættelser, der kun gælder Abrahams aandelige Slægt, 6-13. Gud har uindskrænket Raadighed over Mennesker, 14-18. Men han har været langmodig baade over for Hedninger og Jøder, 19-29. Hedningerne greb Retfærdigheden af Tro, medens Jøderne søgte sely at skabe sig Retfærdighed, 30-33.

1 Sandhed taler jeg i Kristus, jeg lyver ikke, min Samvittighed vidner med mig i Helligaanden,
2 at jeg har en stor Sorg og en uafladelig Kummer i mit Hjerte.
3 Thi jeg kunde ønske selv at være bandlyst fra Kristus, om jeg derved kunde gavne mine Brødre, mine kødelige Stammefrænder.
4 De er jo Israeliter, dem tilhører Barnekaarene og Herligheden og Pagterne og Lovgivningen og Tempeltjenesten og Forjættelserne,
5 dem tilhører Fædrene, og fra dem stammer ifølge sin kødelige Herkomst Kristus, som er over alle Ting, Gud højlovet i Evighed! Amen.

6 Dog er det ikke saaledes at forstaa, at Guds Ord har svigtet; thi ikke alle de, der stammer fra Israel, er »Israel«;
7 ej heller er de alle sammen Børn, fordi de er Abrahams Afkom, men: »kun gennem Isak skal Afkom nævnes efter dig.«
8 Det vil sige: Det er ikke de kødelige Børn, der er Guds Børn, men de Børn, som er født i Kraft af Forjættelsen, regnes for Afkom.
9 Thi et Forjættelsesord er dette: »Ved denne Tid kommer jeg igen, og saa har Sara en Søn.«
10 Men ikke blot hun kan nævnes, men ogsaa Rebekka, som var frugtsommelig ved een og samme Mand, Isak, vor Fader.
11 Thi for at Guds Udvælgelses-Forsæt skulde staa fast, ikke i Kraft af Gerninger, men i Kraft af den, der kalder,
12 blev der, før de var født, og før de havde gjort noget godt eller ondt, sagt til hende: »Den ældste skal trælle for den yngste,«
13 som der staar skrevet: »Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg.«

14 Hvad skal vi da sige? findes der mon Uretfærdighed hos Gud? Nej, langtfra!
15 Han siger jo til Moses: »Jeg er barmhjertig mod, hvem jeg vil, og jeg forbarmer mig over, hvem jeg vil.«
16 Altsaa beror det ikke paa den, der vil eller anstrenger sig, men paa Gud, der viser Barmhjertighed.
17 Og Skriften siger til Farao: »Netop derfor har jeg ladet dig fremstaa, for at jeg kan vise min Magt paa dig, og for at mit Navn kan blive forkyndt over hele Jorden.«
18 Altsaa forbarmer han sig over, hvem han vil, og forhærder, hvem han vil.

19 Nu vil du sige til mig: Hvad har han saa længere at bebrejde os? hvem kan nemlig sætte sig op mod hans Vilje?
20 Menneske! hvem er dog du, som gaar i Rette med Gud? kan noget, som blev formet, sige til den, som formede det: Hvorfor har du dannet mig saaledes?
21 Eller har Pottemageren ikke Raadighed over sit Ler, saa han af den samme Masse kan danne et Kar til Ære, et andet til Vanære?

22 Men hvad om nu Gud, skønt han vil vise sin Vrede og kundgøre sin Magt, dog i megen Langmodighed har baaret over med Vredens Kar, fuldfærdige til Fortabelse,
23 og gjort dette ogsaa for at kundgøre sin Herligheds Rigdom over Barmhjertighedens Kar, som han forud havde beredt til Herlighed?
24 Og til at være saadanne kaldte han ogsaa os, ikke alene dem af jødisk, men tillige dem af hedensk Æt,
25 som han ogsaa siger hos Hoseas:
       »Det Folk, som ikke var mit Folk, vil jeg kalde mit Folk,
       og hende, som ikke var den elskede, vil jeg kalde den elskede;
       26 og det skal ske, at paa det Sted, hvor der blev sagt til dem:
       I er ikke mit Folk,
       der skal de kaldes den levende Guds Børn.«
27 Men Esajas udraaber om Israel: »Var end Israels Børn talløse som Sandet ved Havet, kun en Rest skal frelses;
28 thi endeligt og afsluttende vil Herren gøre Regnskabet op paa Jorden.«
29 Og som Esajas forud har sagt:
       »Havde ikke Herren Zebaot levnet os Afkom,
       da var vi blevet som Sodoma, havde lignet Gomorra.«

30 Hvad skal vi da sige? Jo, at Hedninger, som ikke jagede efter Retfærdighed, vandt Retfærdighed, nemlig Retfærdigheden af Tro;
31 Israel derimod, som jagede efter en Lov, der kunde føre til Retfærdighed, naaede ikke frem til en saadan Lov.
32 Hvorfor ikke? fordi de søgte den ikke ved Tro, men som om den kunde findes ved Gerninger. De stødte an mod Anstødsstenen,
33 som der staar skrevet:
       »Se, jeg lægger i Zion en Anstødssten og en Klippe til Fald;
       men den, som tror paa ham, skal ikke blive til Skamme.«

Kapitel 10

Jødernes religiøse Iver har ikke bragt dem Frelse, 1-3. Retfærdigheden af Loven og Retfærdigheden af Tro er hinanden modsatte, 4-13, Evangeliet er forkyndt ogsaa for Jøderne, saa at der ingen Undskyldning er for deres Vantro, der skyldes deres Genstridighed, 14-21.

1 Brødre! Jeg ønsker af Hjertet og beder til Gud for dem, at de maa blive frelst.
2 Thi jeg giver dem det Vidnesbyrd, at de er nidkære for Gud, men uden den rette Indsigt.
3 De forstaar nemlig ikke Retfærdigheden fra Gud, men søger at opstille deres egen Retfærdighed og har derfor ikke bøjet sig under Retfærdigheden fra Gud.

4 Thi Kristus er Lovens Ophør, saa Retfærdighed gives enhver, som tror.
5 Moses skriver jo om den Retfærdighed, som Loven kræver, at det Menneske, der øver den, skal leve ved den.
6 Men Retfærdigheden af Tro taler saaledes: Sig ikke i dit Hjerte: hvem vil stige op til Himmelen (nemlig for at hente Kristus ned)?
7 eller: hvem vil stige ned i Afgrunden (nemlig for at hente Kristus op fra de døde)?
8 Hvad siger den da? Ordet er dig nær, i din Mund og i dit Hjerte (nemlig det Ord om Troen, som vi prædiker).
9 Thi hvis du med din Mund bekender Jesus som Herre og i dit Hjerte tror, at Gud opvakte ham fra de døde, skal du blive frelst.
10 Thi med Hjertet tror man til Retfærdighed, og med Munden bekender man til Frelse.
11 Skriften siger jo: »Enhver, som tror paa ham, skal ikke blive til Skamme.«
12 Thi der er ingen Forskel paa Jøde og Græker; de har jo alle den samme Herre, rig nok for alle dem, der paakalder ham.
13 »Thi enhver, der paakalder Herrens Navn, skal frelses.«

14 Hvorledes skulde de nu kunne paakalde ham, som de ikke er kommet til Tro paa? og hvorledes skulde de kunne tro paa ham, som de ikke har hørt om? og hvorledes skulde de kunne høre, uden der er nogen, som prædiker?
15 og hvorledes skulde nogen kunne prædike, hvis ingen sendes ud? som der staar skrevet: »Hvor liflige er Fodtrin af dem, som bringer Glædesbud.«
16 Dog var det ikke alle, der adlød Evangeliet; Esajas siger jo: »Herre! hvem troede vor Forkyndelse?«
17 Saa kommer da Troen af Forkyndelsen, og Forkyndelsen kommer i kraft af Kristi Ord.
18 Men, spørger jeg: Har de da ikke hørt? Jo, de har;
       »deres Røst er naaet ud over den hele Jord,
       deres Tale til Jorderigs Ende.«
19 Men, spørger jeg: Har Israel ikke forstaaet? Først siger Moses:
       »Jeg vil vække jeres Skinsyge mod et Folk, der ikke er et Folk,
       tirre jer mod et taabeligt Folk.«
20 Og Esajas gaar saa vidt, at han siger:
       Jeg blev fundet af dem, som ej søgte mig.
       Jeg gav mig til Kende for dem, som ej spurgte efter mig.«
21 Men om Israel siger han: »Dagen lang rakte jeg Hænderne ud mod et ulydigt og genstridigt Folk.«

Kapitel 11

Ikke hele Jødefolket har vist sig ulydigt, idet en Del af det tog imod Guds Naade, 1-10. Paa Grund af det øvrige Israels Vantro er Frelsen kommet ud til Hedningerne, 11-15. De hedningekristne maa ikke foragte Jøderne, 16-24. Israels Forhærdelse skal kun vare til en Tid; derefter skal de føres til Tro og Frelse, 25-36.

1 Jeg spørger nu: Har Gud da forskudt sit Folk? Nej, langtfra! Ogsaa jeg er jo Israelit, af Abrahams Slægt, af Benjamins Stamme.
2 Gud har ikke forskudt sit Folk, som han forud kendte. Eller ved I ikke, hvad Skriften siger i Fortællingen om Elias? hvorledes han anklager Israel for Gud:
3 »Herre! dine Profeter har de ihjelslaaet, dine Altre har de nedbrudt, jeg alene er tilbage, og nu staar de mig efter Livet.«
4 Men hvordan lyder det guddommelige Svar til ham? »Jeg har ladet syv Tusinde Mænd blive tilbage, som er mine, og som ikke har bøjet Knæ for Baal.«
5 Saaledes er der da ogsaa i den nuværende Tid blevet en Rest tilbage i Kraft af en Naades-Udvælgelse.
6 Men er det af Naade, saa er det altsaa ikke af Gerninger, ellers bliver Naaden jo ikke mere Naade.
7 Hvorledes forholder det sig da? Det, Israel søger, har det ikke opnaaet, kun de udvalgte har opnaaet det; de øvrige derimod blev forhærdede,
8 som der staar skrevet: »Gud har givet dem en Sløvhedens Aand, Øjne, de ikke kan se med, Ører, de ikke kan høre med, indtil den Dag i Dag.«
9 Og David siger:
       »»Lad deres Bord blive til Snare og til Fælde
       »og til Anstød og til Gengældelse for dem;
       10 lad deres øjne blive formørkede, saa de ikke kan se,
       »og bøj altid deres Ryg!«

11 Jeg spørger nu: Det var dog vel ikke, for at de skulde falde, at de snublede? Nej, langtfra! Men ved deres Fald er Frelsen kommet til Hedningerne, for at de selv derved kunde ægges til Nidkærhed.
12 Men hvis deres Fald betød Rigdom for Verden, og det, at de ikke kom med, betød Rigdom for Hedningerne, hvor meget mere vil det da ikke betyde, naar de kommer fuldtalligt med!
13 Og til jer, I Hedninger, siger jeg: For saa vidt jeg nu er Hedningeapostel, ærer jeg min Tjeneste,
14 om jeg dog kunde ægge dem, der er mit Kød og Blod, til Nidkærhed og frelse nogle af dem.
15 Thi hvis deres Forkastelse har bragt Verden Forligelse, hvad vil saa deres Antagelse bringe andet end Liv af døde?

16 Er Førstegrøden hellig, saa er hele Dejgen det ogsaa; og er Roden hellig, saa er Grenene det ogsaa.
17 Men om nu nogle af Grenene blev brudt af, og du, som hører til et vildt Olietræ, blev indpodet iblandt dem og sammen med dem fik Del i Olietræets Rod med dens fede Saft, saa skal du ikke derfor være hovmodig over for Grenene;
18 men hvis du er hovmodig, saa husk paa, at det ikke er dig, der bærer Roden, men Roden, der bærer dig.
19 Nu vil du vel sige: Grenene blev brudt af, for at jeg kunde blive indpodet.
20 Vel, de blev brudt af paa Grund af deres Vantro, og du har din Plads paa Grund af din Tro; vær ikke overmodig, men frygt!
21 Thi naar Gud ikke har skaanet de naturlige Grene, saa vil han heller ikke skaane dig.
22 Saa se da Guds Godhed og Strenghed: hans Strenghed mod dem, der faldt, hans Godhed mod dig, hvis du bliver i hans Godhed; ellers bliver du ogsaa hugget af.
23 Men ogsaa de andre skal blive indpodet, hvis de ikke bliver i deres Vantro; Gud har jo Magt til at indpode dem igen.
24 Thi naar du blev hugget af det vilde Olietræ, som du af Naturen hører til, og imod Naturens Orden blev indpodet i et ædelt Olietræ, hvor meget snarere skal da ikke de andre indpodes i deres eget Olietræ, som de af Naturen hører til.

25 Jeg vil nemlig ikke, at I skal være uvidende om denne Hemmelighed, Brødre! (for at I ikke skal være kloge i egne Tanker): at der er kommet Forhærdelse over en Del af Israel, indtil Hedningerne fuldtalligt er gaaet ind;
26 og saa skal hele Israel frelses, som der staar skrevet:
       »Befrieren skal komme fra Zion,
       han skal fjerne Ugudeligheder fra Jakob,
       27 og naar jeg borttager deres Synder,
       da er dette min Pagt med dem.«

28 Ses der hen til Evangeliet, er de Fjender for jeres Skyld, men ses der hen til Udvælgelsen, er de elskede for Fædrenes Skyld;
29 thi sine Naadegaver og sit Kald fortryder Gud ikke.
30 Thi ligesom I forhen var ulydige imod Gud, men nu har faaet Barmhjertighed som Følge af disses Ulydighed,
31 saaledes er ogsaa disse nu blevet ulydige, for at ogsaa de maa faa Barmhjertighed som Følge af den Barmhjertighed, der er blevet jer til Del.
32 Thi Gud har indesluttet alle under Ulydighed, for at hari kunde forbarme sig over alle.
33 O, hvilket Dyb af Rigdom og Visdom og Indsigt hos Gud! hvor uransagelige er ikke hans Domme, og hans Veje usporlige!
       34 Thi hvem kender Herrens Tanker,
       eller hvem blev hans Raadgiver?
       35 eller hvem gav ham noget først,
       saa der skulde gives Gengæld derfor?«
36 Thi af ham og ved ham og til ham er alt; ham tilhører Æren i Evighed! Amen.

Kapitel 12

Formaning til et helligt Liv, 1-2. Som Lemmer paa Kristi Legeme skal vi tjene hverandre med de Naadegaver, vi har faaet betroet, 3-8. Formaning til at vise Kærlighed mod alle, ogsaa mod Fjender 9-21.

1 Saa formaner jeg eder da, Brødre! ved Guds Barmhjertighed, til at bringe jeres Legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt Offer; dette er jeres fornuftmæssige Gudsdyrkelse.
2 Skik jer ikke lige med denne Verden, men lad jer forvandle gennem en Fornyelse af jeres Sind, saa I maa kunne vælge, hvad der er Guds Vilje: det gode, velbehagelige og fuldkomne.

3 Thi i Kraft af den Naade, som er mig givet, siger jeg til hver eneste iblandt jer, at han ikke maa have højere Tanker om sig selv, end han bør have, men han skal tænke besindigt om sig selv alt efter det Maal af Tro, som Gud har tildelt enhver.
4 Thi ligesom vi har mange Lemmer paa eet Legeme, men Lemmerne ikke alle har samme Hverv,
5 saaledes udgør vi mange eet Legeme i Kristus, men hver for sig er vi hverandres Lemmer.
6 Vi har forskellige Naadegaver efter den Naade, som er os givet; er det profetisk Gave, saa lad os bruge den, efter som vi har Tro til;
7 eller en Tjeneste, da lad os tage Vare paa Tjenesten; eller om nogen er Lærer, da paa Lærergerningen;
8 eller om nogen formaner, da paa Formaningen; den, der uddeler Almisse, skal gøre det uden Bagtanke; den, som er Forstander, skal være det med Iver; den, som øver Barmhjertighed, skal gøre det med Glæde.

9 Kærligheden skal være ærlig ment; afsky det onde, hold jer til det gode;
10 vær hverandre hjertelig hengivne i Broderkærlighed; kom hverandre i Forkøbet med at vise Ærbødighed!
11 Vær ikke lunkne i jeres Iver; vær brændende i Aanden; tjen Herren;
12 vær glade i Haabet, taalmodige i Trængselen, udholdende i Bønnen!
13 Vær med til at hjælpe de hellige, naar de trænger; vær ivrige efter at vise Gæstfrihed!
14 Velsign dem, som forfølger jer, velsign og forband ikke!
15 Vær glade med de glade, og græd med dem, der græder!
16 Vær indbyrdes enige; tragt ikke efter de høje Ting, men hold jer til de ringe; vær ikke kloge i egne Tanker!
17 Gengæld ikke nogen ondt med ondt; stræb efter det, der er godt i alle Menneskers Øjne,
18 om det er muligt. Hold Fred med alle Mennesker, saavidt det staar til jer!
19 Tag ikke jer selv til Rette, I elskede, men giv Plads for Guds Vredes Dom, thi der staar skrevet: »Mig tilkommer det at straffe, jeg vil gengælde, siger Herren.«
20 Men dersom din Uven sulter, saa giv ham at spise, dersom han tørster, saa giv ham at drikke; thi naar du gør det, sanker du gloende Kul paa hans Hoved.
21 Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode!

Kapitel 13

Formaninger til Lydighed mod Øvrigheden, 1-7, til Kærlighed mod Næsten, 8-10, og til at fly alt usømmeligt, 11-14.

1 Enhver skal underordne sig de øvrigheder, han har over sig; thi der er ingen Øvrighed, uden at den er fra Gud; de, som findes, er indsat af Gud,
2 saa den, som sætter sig op imod Øvrigheden, staar. Guds Ordning imod; og de, som staar den imod, vil paadrage sig selv Dom.
3 De styrende er jo ikke til for at skræmme dem, som gør det gode, men dem, som gør det onde. Vil du være fri for at frygte Øvrigheden, da gør det gode; saa skal du faa Ros af den.
4 Thi den er Guds Tjener dig til Gavn. Men gør du det onde, saa frygt; thi Øvrigheden bærer ikke Sværdet for intet; den er jo Guds Tjener, som tildeler Straffen og lader Vredesdommen ramme den, der handler ondt.
5 Derfor maa man nødvendigvis underordne sig, ikke alene for Vredens, men ogsaa for Samvittighedens Skyld.
6 Thi derfor svarer I ogsaa Skat; de, der tager Vare netop paa dette, er jo Guds Tjenere.
7 Giv alle, hvad I er dem skyldige; den, I er Skat skyldige, Skat; den, I er Told skyldige, Told; den, I er Frygt skyldige, Frygt; den, I er Ære skyldige, Ære.

8 Bliv ingen noget skyldig uden det at elske hverandre; thi den, som elsker sin Næste, har opfyldt Loven.
9 Thi det: »Du maa ikke bedrive Hor; du maa ikke slaa ihjel; du maa ikke stjæle; du maa ikke begære,« og hvilket som helst andet Bud, sammenfattes i dette Ord: »Du skal elske din Næste som dig selv.«
10 Kærligheden gør ikke Næsten noget ondt; derfor er Kærlighed Lovens Opfyldelse.

11 Og gør det, fordi I ved, at Tiden er inde: den Time er allerede kommet, da I skal staa op af Søvne; thi Frelsen er os nærmere nu, end da vi blev troende.
12 Natten lider, Dagen er nær. Saa lad os da aflægge Mørkets Gerninger og iføre os Lysets Vaaben;
13 lad os vandre sømmeligt som ved Dag, ikke i Svir og Drik, ikke i Utugt og Løsagtighed, ikke i Kiv og Misundelse;
14 men ifør jer Herren Jesus Kristus, og plej ikke Kødet, saa Begæringer vækkes.

Kapitel 14

De stærke og de svage i Troen formanes til gensidig at anerkende hverandres Syn paa visse ydre Ting, 1-12. De stærke skal vogte sig for at forlede de svage til at handle mod deres Overbevisning, 13-23.

1 Den, som er skrøbelig i Troen, skal I tage jer af uden at sætte jer til Doms over hans Meninger.
2 En er i Troen overbevist om, at han kan spise hvad som helst, men den skrøbelige spiser kun Grønsager.
3 Den, der spiser, maa ikke se ned paa den, der ikke spiser; og den, der ikke spiser, maa ikke sætte sig til Doms over den, der spiser; Gud har jo taget imod ham.
4 Hvem er saa du, som dømmer en andens Tjener? For sin egen Herre staar eller falder han; og han skal blive staaende, thi Herren har Magt til at holde ham oprejst.
5 En regner den ene Dag for bedre end den anden, andre regner alle Dage lige; enhver skal blot være fuldt forvisset i sit eget Sind!
6 Den, der lægger vægt paa bestemte Dage, gør det for Herren. Og den, der spiser, gør det for Herren, thi han siger Gud Tak; og den, der afholder sig fra at spise, gør det for Herren og siger Gud Tak.
7 Thi ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv;
8 thi naar vi lever, lever vi for Herren, og naar vi dør, dør vi for Herren; vi hører altsaa Herren til, hvad enten vi lever eller dør.
9 Derfor var det jo, Kristus døde og blev levende, for at han skulde være Herre baade over døde og levende.
10 Men du, hvorfor dømmer du din Broder? eller du, hvorfor ser du ned paa din Broder? Alle skal vi jo dog en Gang staa for Guds Domstol.
11 Thi der staar skrevet:
       »Saa sandt jeg lever, siger Herren, for mig skal hvert Knæ bøje sig,
       og hver Tunge skal lovprise Gud.«
12 Altsaa skal hver af os aflægge Regnskab for sig selv over for Gud.

13 Derfor lad os ikke mere fælde Dom over hinanden, men I skal hellere fælde den Dom, at man ikke maa give sin Broder Anstød eller Anledning til Fald.
14 Jeg ved og er i Herren Jesus vis paa, at intet er urent i sig selv; kun hvis en holder noget for urent, er det urent for ham.
15 Thi voldes der din Broder Sorg ved din Mad, da vandrer du ikke mere i Kærlighed. Bliv ikke ved det, du spiser, til Fordærvelse for den, som Kristus led Døden for.
16 Lad da ikke det gode, I har faaet, blive til Spot.
17 Thi Guds Rige bestaar ikke i Frihed til at spise og drikke, men i Retfærdighed og Fred og Glæde i Helligaanden.
18 Thi den, som heri tjener Kristus, er velbehagelig for Gud og bestaar for Menneskers Dom.
19 Lad os altsaa stræbe efter det, der fører til Fred og indbyrdes Opbyggelse.
20 Nedbryd ikke Guds Værk for en Ret Mads Skyld! Vel er alt rent, men naar en spiser, skønt han tager Anstød deraf, bliver det ondt.
21 Det er rigtigt at afholde sig fra at spise Kød, drikke Vin og hvad andet, din Broder tager Anstød af.
22 Den Troens Overbevisning, du har, behold den hos dig selv for Gud! Salig er den, som ikke maa dømme sig selv for det, han vælger.
23 Men den, som har Betænkeligheder, naar han spiser, han er domfældt, fordi han ikke handler ud af Tro; alt det, som ikke udspringer af Tro, er Synd.

Kapitel 15

Formaninger til Hjælpsomhed og Enighed efter Kristi Eksempel, 1-13. Som Hedningeapostel har Paulus Ret til at formane Romerne, saaledes som han har gjort, 14-21. Han gør Rede for sine Rejseplaner, 22-29, og beder om Forbøn, 30-33.

1 Men vi, som er stærke, er skyldige at bære de svages Skrøbeligheder og ikke gøre, hvad der er os selv til Behag.
2 Enhver af os skal gøre, hvad der behager hans Næste og er til Gavn og Opbyggelse.
3 Thi Kristus gjorde heller ikke, hvad der var ham selv til Behag; men som der staar skrevet: »Spotten fra dem, der spotter dig, er faldet paa mig.«
4 Alt, hvad der forhen er skrevet, er jo skrevet for at belære os, saa vi ved Udholdenhed og ved den Trøst, Skriften giver, kan bevare vort Haab.
5 Og Udholdenhedens og Trøstens Gud give jer at være enige indbyrdes, som Kristus Jesus vil det,
6 saa I enigt og med een Mund kan prise Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader.

7 Tag derfor velvilligt mod hinanden, ligesom ogsaa Kristus har taget imod os, til Guds Ære.
8 Hvad jeg mener, er dette: for de omskaarne er Kristus blevet Tjener for Guds Sanddruheds Skyld, for at stadfæste Forjættelserne til Fædrene,
9 men Hedningerne skal prise Gud for hans Barmhjertighed, som der staar skrevet: »Derfor vil jeg prise dig blandt Hedninger og lovsynge dit Navn.«
10 Og et andet Sted staar der: »Fryd jer, I Hedninger, med hans Folk!«
11 Og videre:
       »Lovsyng Herren, alle Hedninger,
       og pris ham, alle Folk.«
12 Og videre siger Esajas:
       »Komme skal Isajs Rodskud,
       og han, der rejser sig for at herske over Hedninger;
       paa ham skal Hedninger haabe.«
13 Og Haabets Gud fylde jer med al Glæde og Fred i Troen, saa I maa blive rige i Haabet ved Helligaandens Kraft!

14 Men hvad jer angaar, mine Brødre! er jeg selv overbevist om, at I er fulde af Godhed, fyldte med al Indsigt, i Stand til ogsaa at formane hinanden.
15 Dog har jeg skrevet til Dels ret dristigt til jer for at paaminde jer i kraft af den Naade, Gud har givet mig

16 til iblandt Hedningerne at være en Kristi Jesu Offertjener og gøre Præstetjeneste for Guds Evangelium, for at Hedningerne maa blive et gudvelbehageligt Offer, helliget ved Helligaanden.
17 Det er altsaa i Kristus Jesus, jeg kan prise mig lykkelig over min Tjeneste for Gud.
18 Thi jeg vil ikke driste mig til at tale om andet end det, Kristus gennem mig har virket for at bringe Hedningerne til Lydighed, ved Ord og Gerning,
19 ved Kraften i Tegn og Undere, ved Aandens Kraft, saa at jeg fra Jerusalem og rundt omkring lige til Illyrien har fuldført Forkyndelsen af Evangeliet om Kristus;
20 dog saaledes, at jeg sætter en Ære i ikke at forkynde Evangeliet der, hvor Kristi Navn allerede har lydt,
21 for at jeg ikke skal bygge paa en andens Grundvold, men som der staar skrevet: »De, for hvem han ikke var forkyndt, skal se ham, og de, som intet har hørt, skal forstaa.«.

22 Derfor er jeg ogsaa Gang paa Gang blevet forhindret i at komme til jer.
23 Men nu, da der ikke mere er Rum for mig i disse Egne, og jeg i adskillige Aar har længtes efter at komme til jer,
24 vil jeg gøre det, naar jeg rejser til Spanien; jeg haaber nemlig at se jer paa Gennemrejsen og af jer at blive hjulpet videre derhen, naar jeg først i nogen Maade har faaet min Længsel efter jer stillet.
25 Men nu rejser jeg til Jerusalem med Hjælp til de hellige.
26 Thi Makedonien og Akaja har gerne villet samle en Fællesgave til de fattige blandt de hellige i Jerusalem.
27 De har nemlig gerne villet det og staar ogsaa i Gæld til dem. Thi naar Hedningerne har faaet Del i de andres aandelige Goder, saa skylder de ogsaa at tjene dem med de timelige.
28 Naar jeg nu er blevet færdig med dette og har bragt dem denne Frugt i god Behold, vil jeg derfra rejse om ad jer til Spanien.
29 Og jeg ved, at naar jeg kommer til jer, kommer jeg med Kristi Velsignelse i hele dens Fylde.

30 Og jeg formaner jer, Brødre! ved vor Herre Jesus Kristus og ved Aandens Kærlighed til at stride sammen med mig i jeres Bønner for mig til Gud,
31 for at jeg maa slippe vel fra de genstridige i Judæa, og for at den Hjælp, jeg bringer med til Jerusalem, maa være de hellige kærkommen,
32 saa jeg efter Guds Vilje kan komme til jer med Glæde og blive vederkvæget sammen med jer.
33 Fredens Gud være med eder alle! Amen.

Kapitel 16

Paulus anbefaler Føbe og sender sin Hilsen til mange enkelte troende, 1-16, advarer mod falske Lærere, 17-20, hilser fra forskellige, 21-23, og slutter Brevet med en Lovprisning, 25-27.

Romerne 16,7:
Junia, den kvindelige apostel.
Andronikos og Junia
I Romerbrevet kapitel 16 får vi i et indblik i de første menigheder. Bemærk, hvor mange kvinder der er, og hvilken aktiv rolle de spiller: Hvad siger Bibelen om kvinder? Spor af noget positivt.

1 Jeg anbefaler jer Føbe, vor Søster, der er Menigheds-Tjenerinde i Kenkreæ,
2 for at I maa tage imod hende i Herren, som det sømmer sig for de hellige, og hjælpe hende med alt, hvori hun kommer til at trænge til jer; thi hun har været en Hjælp for mange og for mig med,
3 Hils Priska og Akvila, mine Medarbejdere i Kristus Jesus,
4 som jo har vovet deres Hals for at redde mit Liv; dem takker ikke alene jeg, men ogsaa alle Hedningernes Menigheder;
5 og hils Menigheden i deres Hus. Hils Epænetus, min elskede, som er Førstegrøden for Kristus i Provinsen Asien.
6 Hils Maria, som har arbejdet meget for jer.
7 Hils Andronikus og Junias, mine Landsmænd og Medfanger, som er højt ansete iblandt Apostlene, og som ogsaa har været i Kristus før jeg.
8 Hils Ampliatus, min elskede i Herren!
9 Hils Urbanus, vor Medarbejder i Kristus, og Stakys, min elskede!
10 Hils Apelles, den prøvede i Kristus. Hils dem, som hører til Aristobolus's Hus.
11 Hils Herodion, min Landsmand. Hils dem fra Narkissus's Hus, som er i Herren.
12 Hils Tryfæna og Tryfosa, som arbejder i Herren. Hils Persis, den elskede, som jo har arbejdet meget i Herren.
13 Hils Rufus, den udvalgte i Herren, og hans og min Moder.
14 Hils Asynkritus, Flegon, Hermes, Patrobas, Hermas og Brødrene hos dem.
15 Hils Filologus og Julia, Nereus og hans Søster og Olympas og alle de hellige hos dem!
16 Hils hverandre med et helligt Kys! Alle Kristi Menigheder hilser jer.

17 Men jeg formaner jer, Brødre til at holde øje med dem, som volder Splittelserne og fører Mennesker til Fald ved at afvige fra den Lære, I modtog; hold jer borte fra dem!
18 Thi saadanne tjener ikke vor Herre Kristus, men deres egen Bug, og med deres søde Tale og fagre Ord forfører de troskyldige Hjerter.
19 Jeres Lydighed er jo kommet alle for Øre; derfor glæder jeg mig over jer. Men jeg vil ønske, at I maa være vise i det gode og ubesmittede af det onde.
20 Og Fredens Gud skal snart knuse Satan under jeres Fødder. Vor Herres Jesu Naade være med eder!

21 Timoteus, min Medarbejder, Lukius, Jason og Sosipater, mine Landsmænd, sender Hilsen til jer.
22 Jeg, Tertius, som har nedskrevet dette Brev, hilser jer i Herren.
23 Gajus, min og den hele Menigheds Vært, sender Hilsen til jer.
24 Erastus, Byens Kæmner, og Broderen Kvartus sender Hilsen til jer.

25 Men ham, som mægter at styrke jer ved mit Evangelium og ved Budskabet om Jesus Kristus ifølge Aabenbaringen af en Hemmelighed, der var fortiet fra evige Tider,
26 men nu er bragt for Dagen og ved profetiske Skrifter efter den evige Guds Befaling kundgjort for alle Hedningerne for at virke Troslydighed hos dem:
27 ham, den ene vise Gud ved Jesus Kristus, være Ære i Evighedernes Evigheder! Amen.

Andre bøger