Matthæusevangeliet starter med en lang selvmodsigende stamtavle. Derefter bebudes Jesus' undfangelse. I Lukasevangeliet, er det Maria, der får besøg af en engel (se billedet), men i Matthæusevangeliet er det Josef, der modtager en drøm.
Om oversættelsen: Oversættelsen fra 1948 bryder med en næsten 400 år gammel tradition, hvor hvert Bibeloplag var en revision af de forrige oplag, der i sidste ende gik tilbage til Den Resen-Svaningske Bibel fra 1607. Denne oversættelsen er på mange måder bedre end den autoriserede fra 1992.
Om bogen: Matthæusevangeliet er et af de tre synoptiske evangelier, hvilket vil sige, at teksten bygger på Markusevangeliet. I Matthæusevangeliet er Jesus ikke længere en menneskelig profet, men er blevet Guds enbårne søn. Derfor må Matthæus ofte rette i Markus' tekst, hvilket man f.eks. kan se i historien om Jesus' dåb.
I forhold til Markusevangeliet har Matthæus tilføjet Jesus' stamtavle, Jesus' guddommelige undfangelse, de hellige tre konger, flugten til Ægypten og bjergprædikenen. Matthæus er også bibelmester i profetiopfyldning og han er vild med drømme.
Læs mere om Matthæusevangeliet
Kapitler: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28
|
|
1 Jesu Kristi, Davids søns, Abrahams søns stamtavle.
2 Abraham blev fader til Isak, Isak til Jakob, Jakob til Juda og hans brødre.
3 Juda blev med Tamar fader til Perez og Zera. Perez blev fader til Hezron, Hezron til Ram,
4 Ram til Amminadab, Amminadab til Nahasjon og Nahasjon til Salmon.
5 Salmon blev med Rahab fader til Boaz. Boaz blev med Rut fader til Obed. Obed blev fader til Isaj,
6 og Isaj til kong David. David blev med Urias' hustru fader til Salomon,
7 Salomon blev fader til Rehabeam, Rehabeam til Abija, Abija til Asa,
8 Asa til Josafat, Josafat til Joram, Joram til Uzzia,
9 Uzzia til Jotam, Jotam til Akaz, Akaz til Ezekias,
10 Ezekias til Manasse, Manasse til Amon og Amon til Josias.
11 Josias blev fader til Jekonja og hans brødre på den tid, da bortførelsen til Babylon fandt sted.
12 Efter bortførelsen til Babylon blev Jekonja fader til Sjealtiel, Sjealtiel til Zerubbabel,
13 Zerubbabel til Abiud, Abiud til Eljakim, Eljakim til Azor,
14 Azor til Sadok, Sadok til Akim, Akim til Eliud,
15 Eliud til Eleazar, Eleazar til Mattan, Mattan til Jakob
16 og Jakob til Josef, Marias mand. Af hende fødtes Jesus, som kaldes Kristus.
17 Altså er der i alt fra Abraham indtil David fjorten slægtled, og fra David indtil bortførelsen til Babylon fjorten slægtled, og fra bortførelsen til Babylon indtil Kristus fjorten slægtled.
18 Med Jesu Kristi fødsel gik det således til. Hans moder, Maria, var trolovet med Josef; men førend de var kommet sammen, viste det sig, at hun var frugtsommelig ved Helligånden.
19 Nu var Josef, hendes mand, retsindig og ville ikke bringe skam over hende; derfor havde han i sinde at skille sig fra hende i stilhed.
20 Mens han tænkte på dette, se, da viste en Herrens engel sig for ham i en drøm og sagde: »Josef, Davids søn! frygt ikke for at hjemføre Maria som din hustru; thi det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden.
21 Hun skal føde en søn, og ham skal du give navnet Jesus; thi han skal frelse sit folk fra dets synder.«
22 Alt dette skete, for at det skulle gå i opfyldelse, som Herren talte ved profeten, der siger:
23 »Se, jomfruen skal blive frugtsommelig og føde en søn, og man skal give ham navnet Immanuel!« (det betyder: Gud med os).
24 Da nu Josef var vågnet op af søvnen, gjorde han, som Herrens engel havde befalet ham, og hjemførte hende som sin hustru.
25 Og han kendte hende ikke, førend hun havde født en søn; ham gav han navnet Jesus.
|
1 Da nu Jesus var født i Betlehem i Judæa, i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vismænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte:
2 »Hvor er jødernes nyfødte konge? thi vi har set hans stjerne i østen og er kommet for at tilbede ham.«
3 Men da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham;
4 og han samlede alle folkets ypperstepræster og skriftkloge og søgte hos dem at få at vide, hvor Kristus skulle fødes.
5 Og de sagde til ham: »I Betlehem i Judæa; thi således er der skrevet ved profeten:
6 ›Og du, Betlehem i Judas land, du er ingenlunde den mindste blandt Judas herskere; thi af dig skal der udgå en hersker, som skal være hyrde for mit folk Israel!‹ «
7 Derefter lod Herodes hemmeligt vismændene kalde og fik af dem nøje besked om tiden, da stjernen havde vist sig.
8 Så sendte han dem til Betlehem med de ord: »Gå hen og forhør jer nøje om barnet; og når I har fundet det, så lad mig det vide, for at også jeg kan komme og tilbede det.«
9 Da de havde hørt kongens ord, gav de sig på vej; og se, stjernen, som de havde set i østen, gik foran dem, indtil den kom og stod over det sted, hvor barnet var.
10 Og da de så stjernen, fyldtes de af en meget stor glæde.
11 Og de gik ind i huset og så barnet med dets moder Maria; da faldt de ned og tilbad det, og de lukkede op for deres skatte og bragte det gaver: guld, røgelse og myrra.
12 Siden blev de i en drøm advaret af Gud mod at vende tilbage til Herodes; og ad en anden vej drog de tilbage til deres land.
13 Men da de var draget bort, se, da viser en Herrens engel sig i en drøm for Josef og siger: »Stå op, tag barnet og dets moder med dig og flygt til Ægypten og bliv der, indtil jeg siger dig til; thi Herodes vil søge efter barnet for at dræbe det.«
14 Da stod han op og tog barnet og dets moder med sig ved nattetid og drog bort til Ægypten.
15 Dér blev han indtil Herodes' død, for at det skulle gå i opfyldelse, som Herren talte ved profeten, der siger: »Fra Ægypten kaldte jeg min søn.«
16 Da Herodes nu så, at han var blevet narret af vismændene, blev han meget vred og sendte folk hen, og i Betlehem og hele dets omegn lod han alle drengebørn på to år og derunder myrde, svarende til den tid, han havde fået besked om af vismændene.
17 Da gik det i opfyldelse, som er talt ved profeten Jeremias, der siger:
18 »En røst hørtes i Rama, gråd og megen jamren; Rakel græd over sine børn og ville ikke lade sig trøste, thi de er ikke mere.«
19 Men da Herodes var død, se, da viser en Herrens engel sig i en drøm for Josef i Ægypten og siger:
20 »Stå op, tag barnet og dets moder med dig og drag til Israels land; thi de, som stræbte barnet efter livet, er nu døde.«
21 Da stod han op, tog barnet og dets moder med sig og kom til Israels land.
22 Men da han hørte, at Arkelaus var konge over Judæa i sin fader Herodes' sted, frygtede han for at drage derhen; og han blev i en drøm advaret af Gud og drog bort til Galilæas egne.
23 Og han kom og bosatte sig i en by ved navn Nazaret, for at det skulle gå i opfyldelse, som er talt ved profeterne, at han skulle kaldes nazaræer.
|
1 I de dage fremstår Johannes Døber og prædiker i Judæas ørken og siger:
2 »Omvend jer, thi Himmeriget er kommet nær.«
3 Thi han er den, om hvem der er talt ved profeten Esajas, som siger: »Der er en røst af en, som råber i ørkenen: ›Ban Herrens vej, gør hans stier jævne!‹ «
4 Johannes havde klæder af kamelhår og et læderbælte om livet; hans føde var græshopper og vilde biers honning.
5 Så kom Jerusalem og hele Judæa og hele omegnen om Jordan dragende ud til ham.
6 Og de lod sig døbe af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder.
7 Men da han så mange af farisæerne og saddukæerne komme for at blive døbt, sagde han til dem: »I øgleunger! hvem gav jer den tanke at fly fra den kommende vrede?
8 Så bær da frugt, som er omvendelsen værdig,
9 og bild jer ikke ind, at I kan sige ved jer selv: ›Vi har Abraham til fader;‹ thi jeg siger jer, at Gud kan opvække Abrahams børn af stenene dér!
10 Øksen ligger allerede ved roden af træerne; så skal da hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.
11 Jeg døber jer med vand til omvendelse, men han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, og jeg er end ikke værdig til at tage hans sko af; han skal døbe jer med Helligånd og ild.
12 Sin kasteskovl har han i hånden, og han skal gennemrense sin lo og samle sin hvede i lade; men avnerne skal han opbrænde med uudslukkelig ild.«
13 Derefter kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at døbes af ham.
14 Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: »Jeg trænger til at døbes af dig, og du kommer til mig!«
15 Da svarede Jesus og sagde til ham: »Lad det nu ske; thi således bør vi opfylde alt, hvad ret er!« Så giver Johannes efter.
16 Men da Jesus var blevet døbt, steg han straks op af vandet, og se, Himlene åbnedes, og han så Guds Ånd dale ned som en due og komme over ham.
17 Og se, der lød en røst fra Himlene, som sagde: »Denne er min Søn, den elskede; i ham har jeg velbehag.«
|
1 Derefter blev Jesus af Ånden ført op i ørkenen for at fristes af Djævelen.
2 Og da han havde fastet fyrretyve dage og fyrretyve nætter, led han til sidst sult.
3 Så kom Fristeren til ham og sagde: »Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene dér skal blive til brød.«
4 Men han svarede og sagde: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, som udgår af Guds mund.‹ «
5 Derefter tager Djævelen ham med sig til den hellige stad og stiller ham på helligdommens tinde og siger til ham:
6 »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned; thi der står skrevet: ›Han skal give sine engle befaling om dig, og de skal bære dig på hænder, for at du ikke skal støde din fod på nogen sten.‹ «
7 Jesus sagde til ham: »Der står også skrevet: ›Du må ikke friste Herren din Gud.‹ «
8 Atter tager Djævelen ham med sig op på et meget højt bjerg og viser ham alle verdens riger og deres herlighed, og han siger til ham:
9 »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.«
10 Da siger Jesus til ham: »Vig bort, Satan! thi der står skrevet: ›Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹ «
11 Da forlader Djævelen ham, og se, engle kom til ham og tjente ham.
12 Men da Jesus hørte, at Johannes var sat i fængsel, drog han bort til Galilæa.
13 Og han flyttede fra Nazaret og kom og bosatte sig i Kapernaum ved søen, i Zebulons og Naftalis egne,
14 for at det skulle gå i opfyldelse, som er talt ved profeten Esajas, der siger:
15 »Zebulons land og Naftalis land langs søen, landet hinsides Jordan, hedningernes Galilæa,
16 det folk, som sad i mørke, har set et stort lys, og for dem, som sad i dødens land og skygge, er et lys oprundet.«
17 Fra da af begyndte Jesus at prædike og sige: »Omvend jer, thi Himmeriget er kommet nær.«
|
18 Da han vandrede langs Galilæas sø, så han to brødre, Simon, kaldet Peter, og hans broder Andreas, i færd med at kaste vod i søen; for de var fiskere.
19 Og han siger til dem: »Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere.«
20 Og de forlod straks deres garn og fulgte ham.
21 Og da han gik videre, så han to andre brødre, Jakob, Zebedæus' søn, og hans broder Johannes, sidde sammen med deres fader Zebedæus i båden og bøde deres garn, og han kaldte på dem.
22 Og de forlod straks båden og deres fader og fulgte ham.
23 Jesus gik omkring i hele Galilæa, lærte i deres synagoger, prædikede evangeliet om Riget og helbredte al slags sygdom og svaghed blandt folket.
24 Og rygtet om ham kom ud over hele Syrien; og man bragte til ham alle dem, som led af forskellige sygdomme og var plagede af lidelser, både besatte og månesyge og lamme, og han helbredte dem.
25 Og store folkeskarer fulgte ham både fra Galilæa og Dekapolis og Jerusalem og Judæa og fra den anden side af Jordan.
|
1 Da han så folkeskarerne, gik han op i bjergene; der satte han sig, og hans disciple kom hen til ham.
2 Så tog han til orde, lærte dem og sagde:
3 »Salige er de fattige i ånden, thi Himmeriget er deres.
4 Salige er de, som sørger, thi de skal trøstes.
5 Salige er de sagtmodige, thi de skal arve jorden.
6 Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, thi de skal mættes.
7 Salige er de barmhjertige, thi dem skal der vises barmhjertighed.
8 Salige er de rene af hjertet, thi de skal se Gud.
9 Salige er de, som stifter fred, thi de skal kaldes Guds børn.
10 Salige er de, som er forfulgte for retfærdigheds skyld, thi Himmeriget er deres.
11 Salige er I, når man håner og forfølger jer og lyver jer alt ondt på for min skyld.
12 Glæd jer og fryd jer: jeres løn skal være stor i Himlene; thi således har man forfulgt profeterne, som var før jer.
13 I er jordens salt; men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det da saltes med? Så duer det kun til at kastes ud og trædes ned af mennesker.
14 I er verdens lys; en by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules.
15 Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men på en lysestage; så skinner det for alle dem, som er i huset.
16 Således skal jeres lys skinne for menneskene, for at de må se jeres gode gerninger og prise jeres Fader, som er i Himlene.
17 Tro ikke, at jeg er kommen for at nedbryde loven eller profeterne; jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at fuldkomme.
18 Thi sandelig siger jeg eder: før himmelen og jorden forgår, skal end ikke det mindste bogstav eller en tøddel af loven forgå — før det er sket alt sammen.
19 Derfor: den, der bryder et af de mindste blandt disse bud og lærer menneskene således, han skal kaldes den mindste i Himmeriget; men den, der holder dem og lærer andre dem, han skal kaldes stor i Himmeriget.
20 Thi jeg siger jer: hvis jeres retfærdighed ikke overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.
|
21 I har hørt, at der er sagt til de gamle: ›Du må ikke slå ihjel, og den, som slår ihjel, er skyldig for domstolen.‹
22 Men jeg siger jer, at enhver, som bliver vred på sin broder, er skyldig for domstolen; og den, som siger til sin broder: ›Raka!‹ er skyldig for det store råd; og den, som siger: ›Du dåre!‹ er skyldig til Helvedes ild.
23 Derfor, når du bringer din gave til alteret og dér kommer i hu, at din broder har noget imod dig,
24 så lad din gave blive dér ved alteret, og gå først hen og forlig dig med din broder, og kom så og bring din gave!
25 Skynd dig at søge forlig med din modpart, mens du er med ham på vejen, for at din modpart ikke skal overgive dig til dommeren og dommeren til retstjeneren og du blive kastet i fængsel.
26 Sandelig siger jeg dig: du skal ingenlunde slippe ud derfra, før du har betalt den sidste øre.
27 I har hørt, at der er sagt: ›Du må ikke bedrive hor‹.
28 Men jeg siger jer, at enhver, som ser på en andens hustru, så han begærer hende, har allerede bedrevet hor med hende i sit hjerte.
29 Men hvis dit højre øje forarger dig, så riv det ud og kast det fra dig; thi det er bedre for dig at miste et af dine lemmer, end at hele dit legeme kastes i Helvede.
30 Og hvis din højre hånd forarger dig, så hug den af og kast den fra dig; thi det er bedre for dig at miste et af dine lemmer, end at hele dit legeme kommer i Helvede.
Jesus modsiger Moses og er lodret imod skilsmisse. Matthæus modsiger også Lukas og Markus, da han lader Jesus tillade skilsmisse, hvis kvinden har været utro (Matthæus 5,32; 19,9).
31 Der er sagt: ›Den, som skiller sig fra sin hustru, skal give hende et skilsmissebrev.‹
32 Men jeg siger jer, at enhver, som skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt, han bliver årsag til, at der bedrives hor med hende; og den, der gifter sig med en fraskilt kvinde, han bedriver hor.
33 I har endvidere hørt, at der er sagt til de gamle: ›Du må ikke sværge falsk, men du skal holde, hvad du har svoret Herren.‹
34 Men jeg siger jer, at I må aldeles ikke sværge, hverken ved Himmelen, thi den er ›Guds trone‹,
35 eller ved jorden, thi den er ›hans fodskammel‹, eller ved Jerusalem, thi det er ›den store Konges by‹.
36 Du må heller ikke sværge ved dit hoved, thi du kan ikke gøre et eneste hår hvidt eller sort.
37 Men jeres tale skal være ja, ja! nej, nej! hvad der går ud over det, er af det onde.
38 I har hørt, at der er sagt: ›Øje for øje, og tand for tand.‹
39 Men jeg siger jer, at I må ikke sætte jer mod den, der tilføjer jer ondt, men hvis nogen giver dig et slag på den højre kind, så vend også den anden til.
40 Og hvis nogen vil stævne dig for retten og tage din kjortel, så lad ham også få kappen!
41 Og hvis nogen tvinger dig til at følge ham én mil på vej, så gå to mil med ham!
42 Giv den, som beder dig, og vend dig ikke bort fra den, som vil låne af dig.
43 I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹
44 Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender [velsign dem, som forbander jer, gør godt imod dem, der hader jer] og bed for dem, som forfølger jer,
45 så I må vorde jeres himmelske Faders børn; thi han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne både over retfærdige og uretfærdige.
46 Thi hvis I elsker dem, der elsker jer, hvad løn får I så? Gør ikke også tolderne det samme?
47 Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Gør ikke også hedningerne det samme?
48 Så vær da I fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen.
1 Vogt jer for at øve jeres retfærdighed for menneskene, for at de skal lægge mærke til jer; ellers får I ingen løn hos jeres Fader, som er i Himlene.
2 Derfor, når du giver almisse, må du ikke lade blæse i basun foran dig, som hyklerne gør i synagoger og på gader for at æres af mennesker; sandelig siger jeg eder: de har allerede fået deres løn udbetalt.
3 Men når du giver almisse, så lad ikke din venstre hånd vide, hvad din højre gør,
4 for at din almisse kan være i det skjulte. Så skal din Fader, som ser i det skjulte, betale dig.
5 Når I beder, skal I ikke være som hyklerne; thi de holder af at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at blive set af mennesker; sandelig siger jeg eder: de har allerede fået deres løn udbetalt.
6 Men du, når du beder, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din Fader, som er i det skjulte, og din Fader, som ser i det skjulte, skal betale dig.
7 Men når I beder, må I ikke lade munden løbe, som hedningerne gør; thi de mener, de bliver bønhørt for deres mange ord.
8 Dem må I derfor ikke ligne; thi jeres Fader ved, hvad I trænger til, før I beder ham.
9 Derfor skal I bede således: ›Vor Fader, du som er i Himlene! Helliget vorde dit navn;
10 komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen;
11 giv os i dag vort daglige brød;
12 og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere;
13 og led os ikke ind i fristelse; men fri os fra det onde; [thi dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen].‹
14 Thi tilgiver I menneskene deres overtrædelser, vil jeres himmelske Fader også tilgive jer;
15 men tilgiver I ikke menneskene deres overtrædelser, vil jeres Fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser.
16 Når I faster, skal I ikke gå med sørgmodig mine som hyklerne; thi de gør deres ansigter ukendelige, for at andre mennesker kan se på dem, at de faster; sandelig siger jeg eder: de har allerede fået deres løn udbetalt.
17 Men når du faster, så salv dit hoved og vask dit ansigt,
18 for at ikke andre mennesker skal se på dig, at du faster, men kun din Fader, som er i løndom, så skal din Fader, som ser i løndom, betale dig.
19 Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler,
20 men saml jer skatte i Himmelen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor ingen tyve bryder ind og stjæler.
21 Thi hvor din skat er, der vil også dit hjerte være.
22 Øjet er legemets lys; hvis derfor dit øje er sundt, er hele dit legeme i lys;
23 men hvis dit øje er sygt, er hele dit legeme i mørke. Hvis nu det lys, der er i dig, er mørke, hvor stort bliver så ikke mørket!
24 Ingen kan tjene to herrer; han vil jo enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.
25 Derfor siger jeg jer: I må ikke være bekymrede for jeres liv, hvad I skal spise, eller hvad I skal drikke; heller ikke for jeres legeme, hvad I skal klæde jer med. Er ikke livet mere end maden, og legemet mere end klæderne?
26 Se til himmelens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og dog giver jeres himmelske Fader dem føden; er I ikke meget mere værd end de?
27 Og hvem af jer kan ved at bekymre sig lægge en alen til sin livsvej?
28 Og hvorfor er I bekymrede for klæder? Læg mærke til liljerne på marken, hvorledes de vokser; de arbejder ikke og spinder ikke;
29 men jeg siger jer, at end ikke Salomon i al sin pragt var klædt som en af dem.
30 Klæder da Gud således græsset på marken, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, skulle han så ikke meget snarere klæde jer, I lidettroende?
31 Derfor må I ikke være bekymrede og sige: ›Hvad skal vi spise?‹ eller: ›Hvad skal vi drikke?‹ eller: ›Hvad skal vi klæde os i?‹
32 Thi efter alt dette søger hedningerne, og jeres Himmelske Fader ved, at I trænger til alt dette.
33 Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.
34 Derfor må I ikke være bekymrede for dagen i morgen; thi dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.
1 Døm ikke, for at I ikke skal dømmes; thi den dom, I dømmer med, med den skal I selv dømmes,
2 og det mål, I måler med, med det skal I selv få tilmålt.
3 Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men bjælken i dit eget øje lægger du ikke mærke til?
4 Eller hvor kan du sige til din broder: ›Lad mig tage splinten ud af dit øje;‹ og se, der sidder en bjælke i dit eget øje.
5 Hykler! tag først bjælken ud af dit eget øje, så kan du se klart til at tage splinten ud af din broders øje.
6 Giv ikke hunde det hellige, og kast ikke jeres perler for svin, for at de ikke skal træde dem ned med fødderne og så vende sig om og sønderrive jer.
7 Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer.
8 Thi enhver, som beder, han får, og den, som søger, han finder, og den, som banker på, for ham skal der lukkes op.
9 Eller er der iblandt jer nogen, som vil give sin søn en sten, når han beder om brød,
10 eller give ham en slange, når han beder ham om en fisk?
11 Når da I, som er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres Fader, som er i Himlene, give gode gaver til dem, som beder ham!
12 Derfor, alt hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem; thi sådan er loven og profeterne.
13 Gå ind ad den snævre port; thi vid er den port og bred den vej, som fører til fortabelsen, og mange er de, der går ind ad den;
14 og snæver er den port og trang den vej, som fører til livet, og få er de, der finder den.
15 Vogt jer for de falske profeter, som kommer til jer i fåreklæder, men i deres indre er glubske ulve.
16 Af deres frugter skal I kende dem. Kan man plukke druer af tjørn eller figener af tidsler?
17 Således bærer hvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ bærer slette frugter.
18 Et godt træ kan ikke bære slette frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter.
19 Ethvert træ, der ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.
20 Altså: af deres frugter skal I kende dem.
21 Ikke enhver, der siger til mig: ›Herre, Herre!‹ skal komme ind i Himmeriget, men den, der gør min himmelske Faders vilje.
22 Mange skal sige til mig på hin dag: ›Herre, Herre! har vi ikke profeteret ved dit navn, og har vi ikke uddrevet onde ånder ved dit navn, og har vi ikke gjort mange undergerninger ved dit navn?‹
23 Og da vil jeg sige dem rent ud: ›Jeg har aldrig kendt jer; vig bort fra mig, I, som øver uret.‹
24 Derfor: enhver, der hører de ord, jeg her har sagt, og handler efter dem, han ligner en klog mand, som byggede sit hus på klippegrund.
25 Og regnen styrtede ned, og vandstrømmene kom, og vindene blæste og kastedes mod det hus, men det faldt ikke; thi dets grundvold var lagt på klippen.
26 Men enhver, der hører de ord, jeg her har sagt, og ikke handler efter dem, ligner en dåre, som byggede sit hus på sand.
27 Og regnen styrtede ned, og vandstrømmene kom, og vindene blæste og slog imod det hus; og det faldt, og dets fald var stort.«
28 Og det skete, da Jesus var færdig med at tale disse ord, var folkeskarerne slået af forundring over hans lære;
29 thi han lærte dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.
|
1 Da han kom ned fra bjergene, fulgte store folkeskarer ham.
2 Og se, en spedalsk kom, kastede sig ned for ham og sagde: »Herre! hvis du vil, kan du rense mig.«
3 Og han rakte sin hånd ud, rørte ved ham og sagde: »Jeg vil; bliv ren!« Da blev han straks renset for sin spedalskhed.
4 Og Jesus sagde til ham: »Se til, at du ikke siger det til nogen, men gå hen og lad dig syne af præsten, og bring den offergave, Moses har påbudt, til vidnesbyrd for folk.«
5 Da han var kommen til Kapernaum, kom en høvedsmand hen til ham, bad ham og sagde:
6 »Herre! min tjener ligger lam derhjemme og lider forfærdeligt.«
7 Jesus siger til ham: »Jeg vil komme og helbrede ham.«
8 Men høvedsmanden svarede og sagde: »Herre! jeg er for ringe til, at du skal gå ind under mit tag; men sig kun et ord, så bliver min tjener rask.
9 Jeg er jo selv en mand, som står under kommando og har soldater under mig; og siger jeg til den ene: ›Gå!‹ så går han; og til den anden: ›Kom!‹ så kommer han; og til min tjener: ›Gør dette!‹ så gør han det.«
10 Da Jesus hørte det, undrede han sig og sagde til dem, der fulgte ham: »Sandelig siger jeg eder: så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel.
11 Og jeg siger eder: Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget.
12 Men Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor; dér skal der være gråd og tænderskæren.«
13 Og Jesus sagde til høvedsmanden: »Gå kun, det skal ske dig, som du troede!« Og tjeneren blev rask i samme stund.
14 Derefter kom Jesus ind i Peters hus og så, at hans svigermoder lå til sengs med feber.
15 Da rørte han ved hendes hånd, og feberen forlod hende, og hun stod op og vartede ham op.
16 Da det var blevet aften, førte de mange besatte til ham; og han uddrev ånderne ved sit ord og helbredte alle lidende,
17 for at det skulle gå i opfyldelse, som er talt ved profeten Esajas, der siger: »Han tog vore svagheder og bar vore sygdomme.«
18 Da Jesus så en folkeskare omkring sig, bød han, at man skulle sætte over til den anden bred.
19 Så kom der en skriftklog og sagde til ham: »Mester! jeg vil følge dig, hvor du end går hen.«
20 Da siger Jesus til ham: »Ræve har huler og himmelens fugle reder; men Menneskesønnen har ikke det sted, hvor han kan lægge sit hoved til hvile.«
21 Og en anden af hans disciple sagde til ham: »Herre! giv mig først lov til at gå hen og begrave min fader.«
22 Men Jesus siger til ham: »Følg du mig, og lad de døde begrave deres døde!«
|
Jesus ligger og snorksover i et synkende skib, ligesom Jonas engang havde gjort for at vise, at Jonas er en type på Jesus.
23 Da han nu gik i båden, fulgte hans disciple ham.
24 Og se, det blev et voldsomt uvejr ude på søen, så båden skjultes af bølgerne; men han sov.
25 Og de gik hen til ham, vækkede ham og sagde: »Herre, frels os! vi går under.«
26 Da siger han til dem: »Hvorfor er I bange, I lidettroende?« Så rejste han sig og truede ad storm og sø, og det blev helt blikstille.
27 Men folk undrede sig og sagde: »Hvem er dog han, siden både storm og sø lyder ham?«
28 Da han var kommen over til den anden bred, til gadarenernes egn, kom to besatte ham i møde; de kom ud fra gravhulerne dér og var meget farlige, så ingen kunne komme forbi ad den vej.
29 Og se, de gav sig til at råbe og sagde: »Lad os i fred, du Guds Søn! Er du kommen her for at pine os før tiden?«
30 Nu gik der et godt stykke fra dem en stor flok svin på græs.
31 Og de onde ånder bad ham og sagde: »Hvis du uddriver os, så send os i svineflokken.«
32 Og han sagde til dem: »Gå!« Så fo'r de ud og fo'r i svinene; og se, hele flokken styrtede sig ud over brinken ned i søen og omkom i bølgerne.
33 Men svinehyrderne flygtede og kom ind til byen og fortalte det hele, også det om de besatte.
34 Og se, hele byen gik ud for at møde Jesus; og da de så ham, bad de ham gå bort fra deres enemærker.
1 Derefter gik han i en båd og satte igen over søen og kom til sin egen by.
2 Og se, de bar hen til ham en lam, der lå på en båre; og da Jesus så deres tro, sagde han til den lamme: »Vær frimodig, søn, dine synder forlades dig.«
3 Og se, nogle af de skriftkloge tænkte ved sig selv: »Denne mand taler gudsbespotteligt.«
4 Da Jesus kendte deres tanker, sagde han: »Hvorfor tænker I ondt i jeres hjerter?
5 Thi hvad er lettest, at sige: ›Dine synder forlades dig,‹ eller at sige: ›Stå op og gå?‹
6 Men for at I skal vide, at Menneskesønnen har magt på jorden til at forlade synder« — så siger han til den lamme: »Stå op, tag din båre og gå hjem!«
7 Og han stod op og gik hjem.
8 Da nu folkeskarerne så det, blev de grebet af frygt og priste Gud, som havde givet mennesker en sådan magt.
|
9 Da Jesus gik videre, så han en mand ved navn Mattæus sidde ved toldboden; og han siger til ham: »Følg mig!« Og han stod op og fulgte ham.
10 Og det skete, da han sad til bords i hans hus, se, da kom der mange toldere og syndere og sad til bords sammen med Jesus og hans disciple.
11 Og da farisæerne så det, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser jeres mester sammen med toldere og syndere?«
12 Da Jesus hørte det, sagde han: »De raske har ikke brug for læge, men de syge.
13 Gå hen og lær, hvad de ord betyder: ›Barmhjertighed vil jeg, ej slagtoffer;‹ thi jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men syndere.«
14 Derpå kommer Johannes' disciple til ham og siger: »Hvorfor faster vi og farisæerne, men dine disciple faster ikke?«
15 Da svarede Jesus: »Kan brudesvendene sørge, så længe brudgommen er hos dem? Men der skal komme dage, da brudgommen er taget fra dem, og da skal de faste.
16 Ingen sætter et stykke uvalket klæde på en gammel klædning; thi lappen river klædningen itu, og hullet bliver værre.
17 Og man hælder ikke ung vin på gamle lædersække, for så sprænges lædersækkene, og vinen går til spilde, og lædersækkene ødelægges; nej, ung vin kommer man på nye lædersække, så bevares begge dele.«
|
18 Mens han talte til dem derom, se, da kom der en synagogeforstander og kastede sig ned for ham og sagde: »Min datter er lige nu død; men kom og læg din hånd på hende, så bliver hun levende igen.«
19 Da stod Jesus op og fulgte ham sammen med sine disciple.
20 Og se, en kvinde, som havde haft svære blødninger i tolv år, nærmede sig bagfra og rørte ved kvasten på hans kappe;
21 thi hun sagde ved sig selv: »Blot jeg rører ved hans kappe, bliver jeg frelst.«
22 Men Jesus vendte sig om, og da han så hende, sagde han: »Vær frimodig, datter, din tro har frelst dig.« Og fra samme time var kvinden frelst.
23 Og da Jesus kom til synagogeforstanderens hus og så fløjtespillerne og folkeskaren, der larmede, sagde han:
24 »Gå bort herfra, thi pigen er ikke død, hun sover.« Og de lo ad ham.
25 Men da folkeskaren var vist bort, gik han ind og tog hende ved hånden; og pigen rejste sig op.
26 Og rygtet derom kom ud i hele den del af landet.
27 Og da Jesus gik videre derfra, fulgte der med ham to blinde, som råbte og sagde: »Forbarm dig over os, du Davids søn!«
28 Da han var kommen hjem, gik de blinde ind til ham; og Jesus siger til dem: »Tror I, jeg kan gøre dette?« De svarer ham: »Ja, Herre!«
29 Da rørte han ved deres øjne og sagde: »Det skal ske jer, som I tror!«
30 Og deres øjne åbnedes. Og Jesus formanede dem strengt og sagde: »Se til, at ingen får det at vide.«
31 Men så snart de var kommen ud, fortalte de om ham overalt i hele den egn.
32 Medens disse gik ud, se, da førte man til ham en mand, som var stum og besat.
33 Og da den onde ånd var drevet ud, talte den stumme. Og folkeskarerne undrede sig og sagde: »Noget sådant er aldrig før set i Israel.«
34 Men farisæerne sagde: »Det er ved de onde ånders fyrste, han driver de onde ånder ud!«
35 Så vandrede Jesus omkring i alle byer og landsbyer, lærte i deres synagoger og prædikede evangeliet om Riget og helbredte al slags sygdom og svaghed.
36 Og da han så folkeskarerne, ynkedes han inderligt over dem, thi de var vanrøgtede og forkomne ›som får, der ingen hyrde har‹.
37 Da siger han til sine disciple: »Høsten er stor, men arbejderne er få;
38 bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst.«
1 Han kaldte sine tolv disciple til sig og gav dem magt over urene ånder, så de kunne uddrive dem og helbrede al slags sygdom og svaghed.
2 Navnene på de tolv apostle er: først Simon, kaldet Peter, og hans broder Andreas, så Jakob, Zebedæus' søn, og hans broder Johannes,
3 Filip og Bartholomæus, Tomas og tolderen Mattæus, Jakob, Alfæus' søn, og Lebbæus,
4 Simon Kananæer og Judas Iskariot, han, som senere forrådte ham.
5 Disse tolv sendte Jesus ud og bød dem og sagde: »Gå ikke ud på hedningers veje og ikke ind i samaritaneres byer!
6 Gå hellere til de fortabte får af Israels hus!
7 På jeres vandring skal I prædike og sige: ›Himmeriget er kommet nær!‹
8 Helbred syge, opvæk døde, rens spedalske, uddriv onde ånder! I har fået det for intet, giv det for intet!
9 Skaf jer ikke guld eller sølv eller kobber i jeres bælter;
10 ikke taske til rejsen, eller to kjortler, eller sko, eller stav; thi en arbejder er sin føde værd.
11 Hvor I kommer ind i en by eller landsby, skal I forhøre jer om, hvem i den der er det værd, og hos ham skal I blive, indtil I drager videre.
12 Når I træder ind i huset, så bring jeres hilsen;
13 og hvis huset er det værd, skal jeres fred komme over det; men hvis det ikke er det værd, skal jeres fred vende tilbage til jer selv.
14 Og hvis man ikke tager imod jer og ikke hører jeres ord, så gå ud af det hus eller den by og ryst støvet af jeres fødder.
15 Sandelig siger jeg eder: det skal gå Sodomas og Gomorras land tåleligere på dommens dag end den by.
16 Se, jeg sender jer som får blandt ulve; vær derfor snilde som slanger og uden svig som duer!
17 Vogt jer for menneskene; thi de skal bringe jer for domstole og piske jer i deres synagoger.
18 Også for landshøvdinger og konger skal I føres for min skyld til et vidnesbyrd for dem og hedningefolkene.
19 Men når man stiller jer for retten, skal I ikke bekymre jer for, hvorledes eller hvad I skal tale; thi det skal gives jer i samme stund, hvad I skal tale.
20 Thi det er ikke jer, som taler, men jeres Faders Ånd, som taler gennem jer.
21 Broder skal overgive broder til døden, og fader sit barn, og børn skal sætte sig op imod forældre og slå dem ihjel.
22 Og I skal hades af alle for mit navns skyld; men den, som holder ud indtil enden, han skal blive frelst.
23 Når de forfølger jer i én by, så flygt til en anden; thi sandelig siger jeg eder: I skal ikke komme til ende med Israels byer, førend Menneskesønnen kommer.
24 En discipel står ikke over sin mester, ej heller en tjener over sin herre.
25 Disciplen må være tilfreds, når det går ham som hans mester, og tjeneren, når det går ham som hans herre. Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget mere da ikke hans husfolk?
|
26 Frygt altså ikke for dem; thi der er intet skjult, som ikke skal åbenbares, og der er intet hemmeligt, som ikke skal blive kendt.
27 I skal tale i lyset, hvad jeg siger jer i mørket, og prædike fra tagene, hvad der hviskes jer i øret!
28 Og frygt ikke for dem, som dræber legemet, men ikke kan dræbe sjælen; frygt snarere for ham, som kan ødelægge både sjæl og legeme i Helvede.
29 Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden jeres Fader er med i det.
30 Men på jer er endog alle hovedhår talt.
31 Frygt altså ikke; I er mere værd end mange spurve.
32 Derfor, enhver, som kendes ved mig over for menneskene, ham vil også jeg kendes ved over for min Fader, som er i Himlene.
33 Men den, som fornægter mig over for mennesker, ham vil også jeg fornægte over for min Fader, som er i Himlene.
34 I må ikke mene, at jeg er kommen for at bringe fred på jorden; jeg er ikke kommen for at bringe fred, men sværd.
35 Thi jeg er kommen for at volde splid ›mellem en mand og hans fader, mellem en datter og hendes moder og mellem en svigerdatter og hendes svigermoder,
36 og en mand skal få sine husfolk til fjender.‹
37 Den, som elsker fader eller moder mere end mig, er mig ikke værd, og den, som elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd;
38 og den, som ikke tager sit kors og følger efter mig, er mig ikke værd.
39 Den, som har bjærget sit liv, skal miste det; og den, som har mistet sit liv for min skyld, skal bjærge det.
40 Den, som tager imod jer, tager imod mig; og den, som tager imod mig, tager imod ham, som udsendte mig.
41 Den, som tager imod en profet, fordi han er en profet, skal få en profets løn; og den, som tager imod en retfærdig, fordi han er en retfærdig, skal få en retfærdigs løn.
42 Og den, som giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi han er en discipel, sandelig siger jeg eder: han skal ingenlunde gå glip af sin løn.«
1 Og det skete, da Jesus havde pålagt sine tolv disciple alt dette, gik han derfra videre for at lære og prædike i deres byer.
2 Men da Johannes i sit fængsel hørte om Kristi gerninger, sendte han bud ved sine disciple og spurgte ham:
3 »Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?«
4 Da svarede Jesus og sagde til dem: »Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser:
5 blinde ser, og lamme går, spedalske renses, og døve hører, døde står op, og ›evangeliet forkyndes for de fattige‹;
6 og salig den, som ikke forarges på mig.«
7 Da nu de gik bort, gav Jesus sig til at tale til folkeskarerne om Johannes: »Hvorfor gik I ud i ørkenen? for at se et rør, som svajer hid og did for vinden?
8 Nej, hvorfor gik I ud? for at se et menneske, klædt i bløde klæder? Se, de, som går med bløde klæder, er i kongernes slotte.
9 Nej, hvorfor gik I ud? for at se en profet? Ja, jeg siger jer, endog mere end en profet.
10 Han er den, om hvem der står skrevet: ›Se, jeg sender min engel for dit åsyn, han skal bane din vej foran dig‹.
11 Sandelig siger jeg eder: blandt kvindefødte er der ikke fremstået nogen større end Johannes Døber; men den mindste i Himmeriget er større end han.
12 Og fra Johannes Døbers dage indtil nu tages Himmeriget med storm, og de, der stormer det, river det til sig.
13 Thi alle profeterne og loven har profeteret indtil Johannes.
14 Og — om I vil tage imod det — han er Elias, som skulle komme.
15 Den, som har øren, han høre!
16 Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Den ligner børn, som sidder på torvene og råber til de andre og siger:
17 ›Vi blæste på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I jamrede ikke.‹
18 Thi Johannes kom, som hverken spiser eller drikker, og man siger: ›Han er besat.‹
19 Menneskesønnen kom, som spiser og drikker, og man siger: ›Se, hvilken frådser og dranker, ven med toldere og syndere!‹ Dog, visdommen er retfærdiggjort ved sine gerninger.«
|
20 Da gav han sig til at revse de byer, hvor hans fleste kraftige gerninger var gjort, fordi de ikke havde omvendt sig:
21 »Ve dig, Korazin! ve dig, Betsajda! thi hvis de kraftige gerninger, som er sket i jer, var sket i Tyrus og Zidon, så havde de for længe siden omvendt sig i sæk og aske.
22 Men jeg siger jer: Det skal gå Tyrus og Zidon tåleligere på dommens dag end jer.
23 Og du, Kapernaum! Mon du skal ophøjes indtil Himmelen? Til Dødsriget skal du fare ned! thi hvis de kraftige gerninger, som er sket i dig, var sket i Sodoma, da var den blevet stående til den dag i dag.
24 Men jeg siger jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.«
25 På den tid tog Jesus til orde og sagde: »Jeg priser dig, Fader, Himmelens og jordens Herre! fordi du har skjult dette for de vise og kloge og åbenbaret det for de umyndige.
26 Ja, Fader! thi således skete det, som var din vilje.
27 Alt er overgivet mig af min Fader; og ingen kender Sønnen uden Faderen, og ingen kender Faderen uden Sønnen og den, for hvem Sønnen vil åbenbare ham.
28 Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile.
29 Tag mit åg på jer og lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet; ›så skal I finde hvile for jeres sjæle.‹
30 Thi mit åg er gavnligt, og min byrde er let.«
|
1 På den tid vandrede Jesus på en sabbat gennem en kornmark; og hans disciple blev sultne og begyndte at plukke aks og spise.
2 Men da farisæerne så det, sagde de til ham: »Se, dine disciple gør noget, man ikke har lov at gøre på en sabbat.«
3 Da sagde han til dem: »Har I ikke læst, hvad David gjorde, da han og hans ledsagere blev sultne?
4 hvordan han gik ind i Guds hus og spiste skuebrødene, som hverken han eller hans ledsagere, men kun præsterne havde lov at spise?
5 Eller har I ikke læst i loven, at på sabbaterne vanhelliger præsterne sabbaten i helligdommen uden at pådrage sig skyld?
6 Og jeg siger jer, at her er det, som er større end helligdommen.
7 Hvis I havde forstået, hvad det ord betyder: ›Barmhjertighed vil jeg, ej slagtoffer,‹ havde I ikke fordømt de skyldfri.
8 Thi Menneskesønnen er herre over sabbaten.«
9 Så gik han videre derfra og kom ind i deres synagoge.
10 Og se, der var en mand med en vissen hånd. Og for at få noget at anklage Jesus for spurgte de ham og sagde: »Har man lov til at helbrede på sabbaten?«
11 Men han sagde til dem: »Er der nogen iblandt jer, som har et får og ikke vil gribe fat i det og trække det op, når det på sabbaten falder i en grav?
12 Hvor meget mere værd er dog ikke et menneske end et får? Altså har man lov at gøre godt på sabbaten.«
13 Så siger han til manden: »Ræk din hånd frem!« og han rakte den frem, og den blev rask igen som den anden.
14 Da gik farisæerne bort og tog den beslutning, at de ville slå ham ihjel.
15 Da Jesus fik det at vide, drog han bort derfra; og mange fulgte ham, og han helbredte dem alle.
16 Men han forbød dem strengt at røbe, hvem han var,
17 for at det skulle gå i opfyldelse, som er talt ved profeten Esajas, som siger:
18 »Se, min tjener, som jeg har udvalgt, min elskede, i hvem min sjæl har velbehag; på ham vil jeg lægge min Ånd, og han skal forkynde ret for folkene.
19 Han skal ej kives og ej skrige, og ingen skal høre hans røst på gaderne.
20 Han skal ikke bryde et knækket rør og ikke slukke en rygende tande, indtil han får retten ført frem til sejr.
21 Og på hans navn skal folkene håbe,«
22 Da blev en besat, som var både blind og stum, ført til ham; og han helbredte ham, så den stumme kom til at tale og se.
23 Og alle folkeskarerne var ude af sig selv af forundring og sagde: »Mon han dog ikke er Davidssønnen?«
24 Men da farisæerne hørte det, sagde de: »Det kan kun være ved hjælp af Beelzebul, de onde ånders fyrste, at han uddriver onde ånder.«
25 Da han kendte deres tanker, sagde han til dem: »Ethvert rige, der er kommet i splid med sig selv, lægges øde; og ingen by og intet hjem, der er kommet i splid med sig selv, kan bestå.
26 Og hvis Satan uddriver Satan, så er han kommet i splid med sig selv; hvorledes kan hans rige da bestå?
27 Og hvis jeg uddriver onde ånder ved Beelzebul, ved hvis hjælp uddriver så jeres egne tilhængere dem? Derfor skal de være jeres dommere.
28 Men hvis det er ved Guds Ånd, jeg uddriver onde ånder, så er jo Guds rige kommet til jer.
29 Eller hvordan kan nogen gå ind i den Stærkes hus og røve hans ejendele, uden at han først binder den Stærke? Så kan han plyndre hans hus.
30 Den, som ikke er med mig, er imod mig; og den, som ikke samler med mig, spreder.
31 Derfor siger jeg jer: Al synd og bespottelse skal tilgives menneskene, men bespottelse imod Ånden,skal ikke tilgives.
32 Den, der taler et ord imod Menneskesønnen, ham vil det blive tilgivet; men den, der taler imod Helligånden, ham vil det ikke blive tilgivet, hverken i denne verden eller i den kommende.
33 Enten er et træ godt, og så er også dets frugt god, eller et træ er dårligt, og så er også dets frugt dårlig; thi træet kendes på frugten.
34 I øgleunger! hvordan kan I tale godt, når I er onde? Thi hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.
35 Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd; og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd.
36 Men jeg siger jer, at menneskene skal gøre regnskab på dommens dag for hvert unyttigt ord, de taler.
37 Thi ud fra dine ord skal du frikendes, og ud fra dine ord skal du fordømmes.«
38 Da tog nogle af de skriftkloge og farisæerne til orde og sagde til ham: »Mester! vi vil gerne se dig gøre et tegn.«
39 Men han svarede og sagde til dem: »En ond og utro slægt kræver tegn, men der skal intet andet tegn gives den end profeten Jonas' tegn.
40 Thi ligesom Jonas var tre dage og tre nætter i havdyrets bug, således skal Menneskesønnen være tre dage og tre nætter i jordens skød.
41 Mænd fra Nineve skal stå op ved dommen sammen med denne slægt og bringe fordømmelse over den; thi de omvendte sig ved Jonas' prædiken; og se, her er mere end Jonas.
42 Dronningen fra Syden skal ved dommen rejse sig sammen med denne slægt og bringe fordømmelse over den; thi hun kom fra jordens fjerneste egne for at høre Salomons visdom; og se, her er mere end Salomon.
43 Men når den urene ånd er faret ud af mennesket, vandrer den igennem vandløse steder og søger hvile, men finder den ikke.
44 Så siger den: ›Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg gik ud af,‹ og når den kommer, finder den det ledigt, fejet og pyntet.
45 Så går den bort og henter syv andre ånder, værre end den selv, og de kommer ind og tager bolig dér; da bliver det sidste værre for dette menneske end det første. Således skal det også gå denne onde slægt.«
46 Mens han endnu talte til folkeskarerne, se, da stod hans moder og hans brødre udenfor og søgte at få ham i tale.
47 [Da sagde en til ham: »Se, din moder og dine brødre står udenfor og søger at få dig i tale.«]
48 Men han svarede og sagde til den, der fortalte ham det: »Hvem er min moder, og hvem er mine brødre?«
49 Så rakte han sin hånd ud over sine disciple og sagde: »Se, her er min moder og mine brødre!
50 Thi enhver, der gør min himmelske Faders vilje, han er min broder og søster og moder.«
1 Samme dag gik Jesus hjemmefra og satte sig ved søen.
2 Og store folkeskarer samlede sig om ham, så han gik om bord i en båd og satte sig, mens hele folkeskaren stod inde på bredden.
3 Så talte han meget til dem i lignelser og sagde: »Se, en sædemand gik ud for at så.
4 Og som han såede, faldt noget på vejen; og fuglene kom og åd det op.
5 Noget faldt på stengrund, hvor det ikke havde megen jord, og det kom straks op, fordi det ikke havde dyb jord;
6 men da solen steg, blev det svedet, og det visnede, fordi det manglede rod.
7 Noget faldt iblandt tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det.
8 Og noget faldt i god jord og bar frugt, noget hundrede, noget tresindstyve og noget tredive fold.
9 Den, som har øren, han høre!«
10 Da kom disciplene hen og spurgte ham: »Hvorfor taler du til dem i lignelser?«
11 Han svarede og sagde til dem: »Jer er det givet at kende Himmerigets hemmeligheder; men dem er det ikke givet.
12 Thi den, som har, ham skal der gives, og han skal få overflod; men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har.
13 Derfor taler jeg til dem i lignelser, fordi de ser og dog ingenting ser, og hører og dog ingenting hører eller forstår.
14 På dem går Esajas' profeti i opfyldelse, når han siger: ›I skal høre og høre og dog intet fatte, I skal se og se og dog intet øjne.
15 Thi dette folks hjerte er blevet sløvt, og med ørene hører de tungt, og deres øjne har de lukket, for at de ikke skal se med øjnene og høre med ørene og fatte med hjertet og omvende sig, så jeg kan læge dem‹.
16 Men salige er jeres øjne, fordi de ser, og jeres øren, fordi de hører.
17 Thi sandelig siger jeg eder: mange profeter og retfærdige ønskede inderligt at se, hvad I ser, men fik det ikke at se, og at høre, hvad I hører, men fik det ikke at høre.
18 Så hør nu, hvad der menes med lignelsen om sædemanden.
19 Når nogen hører ordet om Riget og ikke forstår det, så kommer den Onde og river det bort, der er sået i hans hjerte; han er sæden, som blev sået på vejen.
20 Sæden, som blev sået på stengrund, det er ham, der hører ordet og straks tager imod det med glæde.
21 Men han lader det ikke slå rod i sig og holder kun ud til en tid, og når der kommer trængsel eller forfølgelse for ordets skyld, tager han straks anstød.
22 Sæden, som blev sået iblandt tidsler, det er ham, der hører ordet, men timelig bekymring og rigdommens bedrag kvæler ordet, og det bliver uden frugt.
23 Men sæden, som blev sået i god jord, det er ham, der hører ordet og forstår det, og som så bærer frugt, hundrede, tresindstyve eller tredive fold.«
24 En anden lignelse fremsatte han for dem og sagde: »Med Himmeriget er det som med en mand, der såede god sæd i sin mark.
25 Og mens folkene sov, kom hans fjende og såede giftigt rajgræs iblandt hveden og gik bort.
26 Og da kornet voksede op og satte kerne, kunne også rajgræsset ses.
27 Så kom husbondens tjenere til ham og sagde: ›Herre, du såede jo god sæd i din mark, hvorfra er da rajgræsset kommet?‹
28 Han sagde til dem: ›Det har et fjendsk menneske gjort.‹ Så spørger tjenerne ham: ›Vil du da have, at vi skal gå hen og samle det fra?‹
29 Men han siger: ›Nej, for at I ikke, når I samler rajgræsset fra, skal rykke hveden op tillige med det.
30 Lad kun begge dele gro side om side indtil høsten; og i høstens tid vil jeg da sige til høstfolkene: Saml først rajgræsset fra og bind det i knipper for at brænde det, men bring hveden hjem i min lade!‹ «
31 En anden lignelse fremsatte han for dem og sagde: »Med Himmeriget er det ligesom med et sennepsfrø, som en mand tog og såede i sin mark.
32 Det er mindre end alt andet frø, men når det vokser til, bliver det større end de andre urter, ja bliver til et træ, så himmelens fugle kommer og bygger rede i dets grene.«
33 Endnu en lignelse fortalte han dem: »Med Himmeriget er det ligesom med en surdej, som en kvinde tog og kom i tre mål hvedemel, indtil det blev gennemsyret alt sammen.«
34 Alt dette talte Jesus til folkeskarerne i lignelser, og uden lignelse talte han intet til dem,
35 for at det skulle gå i opfyldelse, som er talt ved profeten, der siger: »Jeg vil åbne min mund med lignelser; jeg vil udsige det, som har været skjult fra verdens grundlæggelse.«
36 Derefter forlod han folkeskarerne og gik hjem. Så kom hans disciple til ham og sagde: »Forklar os lignelsen om det giftige rajgræs på marken!«
37 Han svarede og sagde: »Den, som sår den gode sæd, er Menneskesønnen,
38 marken er verden, og den gode sæd er Rigets børn, men rajgræsset er den Ondes børn,
39 og fjenden, som såede det, er Djævelen; og høsten er verdens ende; og høstfolkene er engle.
40 Ligesom nu rajgræsset samles fra og brændes i ild, således skal det ske ved verdens ende.
41 Menneskesønnen skal sende sine engle ud, og de skal samle og fjerne fra hans rige alle, der frister andre til fald, og dem, som øver lovløshed;
42 og de skal kaste dem i ildovnen; dér skal der være gråd og tænderskæren.
43 Da skal de retfærdige stråle som solen i deres Faders rige. Den, som har øren han høre!
44 Med Himmeriget er det ligesom med en skat, der var skjult i en mark, og en mand finder den og holder det hemmeligt, og af glæde over den går han hen og sælger alt, hvad han har, og køber den mark.
45 Fremdeles er det med Himmeriget ligesom med en købmand, der søgte efter skønne perler;
46 og da han havde fundet én meget kostbar perle, gik han hen og solgte alt, hvad han havde, og købte den.
47 Fremdeles er det med Himmeriget ligesom med et vod, der blev kastet i havet og indfangede fisk af alle slags.
48 Da det blev fuldt, trak man det op på strandbredden og satte sig og samlede de gode sammen i kar, men kastede de ubrugelige ud.
49 Således skal det ske ved verdens ende. Englene skal gå ud og skille de onde fra de retfærdige
50 og kaste dem i ildovnen; dér skal der være gråd og tænderskæren.
51 Har I forstået alt dette?« »Ja,« svarede de ham.
52 Da sagde han til dem: »Så er da enhver skriftklog, som er oplært for Himmeriget, ligesom en husbond, der tager nyt og gammelt frem af sit forråd.«
53 Og det skete, da Jesus var færdig med at fortælle disse lignelser, drog han bort derfra.
54 Og han kom til sin fædreneby og lærte dem i deres synagoge, så de blev slået af forundring og sagde: »Hvorfra har han denne visdom og de undergørende kræfter?
55 Er han ikke tømmermandens søn? Hedder hans moder ikke Maria og hans brødre Jakob og Josef og Simon og Judas?
56 Og hans søstre, bor de ikke alle hos os? Hvorfra har han da alt dette?«
57 Og de forargedes på ham. Men Jesus sagde til dem: »Intetsteds er en profet så ringeagtet som i sin egen fædreneby og i sit hjem.«
58 Og på grund af deres vantro gjorde han ikke mange undergerninger dér.
|
1 På den tid hørte landsfyrsten Herodes rygtet om Jesus.
2 Da sagde han til sine tjenere: »Det er Johannes Døber! Han er opvakt fra de døde, derfor virker undergørende kræfter i ham.«
3 Herodes havde nemlig ladet Johannes gribe og lænke og sætte i fængsel for sin broder Filips hustru Herodias' skyld,
4 fordi Johannes havde sagt til ham: »Du har ikke lov at have hende til hustru.«
5 Og når han tænkte på at lade ham dræbe, var han bange for mængden, thi de anså, ham for en profet.
6 Men da Herodes' fødselsdag kom, dansede Herodias' datter for selskabet; og hun behagede Herodes,
7 så han med en ed lovede at give hende, hvad hun end forlangte.
8 Tilskyndet af sin moder siger hun: »Giv mig her på et fad Johannes Døbers hoved!«
9 Og skønt kongen blev ked af det, bød han af hensyn til sine eder og til gæsterne, at man skulle give hende det,
10 og sendte bud og lod Johannes halshugge i fængselet.
11 Og hans hoved blev bragt på et fad og givet til den unge pige, og hun bragte det til sin moder.
12 Så kom hans disciple og tog liget og begravede det. Derefter gik de hen og fortalte Jesus det.
|
13 Da Jesus hørte det, tog han i en båd bort derfra til et øde sted, hvor de kunne være ene; men da folkeskarerne hørte det, fulgte de efter ham til fods fra byerne.
14 Da han nu gik i land, så han en stor folkeskare og ynkedes inderligt over den og helbredte deres syge.
15 Men da det blev aften, kom hans disciple hen til ham og sagde: »Stedet her er øde, og det er allerede sent; få skarerne til at gå bort, for at de kan gå hen i landsbyerne og købe sig mad.«
16 Da sagde Jesus til dem: »De har ikke nødig at gå bort; giv I dem noget at spise!«
17 De svarer ham: »Her har vi ikke mere end fem brød og to fisk.«
18 Da sagde han: »Bring dem herhen til mig!«
19 Og han bød skarerne sætte sig ned i græsset og tog de fem brød og de to fisk, så op til Himmelen og velsignede dem; og han brød brødene og gav disciplene dem, og disciplene gav dem til skarerne,
20 og de spiste alle og blev mætte. Og da de samlede de stykker, der blev tilovers, var der tolv kurve fulde.
21 De, som havde spist, var omtrent fem tusinde mænd, foruden kvinder og børn.
22 Og straks nødte han sine disciple til at gå i båden og i forvejen tage over til den anden bred, mens han fik folkeskarerne til at gå bort.
23 Og da han havde ladet skarerne gå bort, gik han op i bjergene for at være ene og bede. Da det blev aften, var han dér alene.
24 Og båden var allerede mange stadier fra land og kæmpede hårdt med bølgerne; thi vinden var imod.
25 Men i den fjerde nattevagt kom han til dem, vandrende hen over søen.
26 Da disciplene så ham komme vandrende på søen, blev de forfærdede og skreg: »Det er et spøgelse,« og de skreg af frygt.
27 Men i det samme talte Jesus til dem og sagde: »Vær frimodige; det er mig, frygt ikke!«
28 Peter svarede ham og sagde: »Herre! hvis det er dig, så byd mig komme ud til dig på bølgerne!«
29 Da sagde han: »Kom!« og Peter trådte ned fra båden og vandrede hen over bølgerne og kom til Jesus.
30 Men da han så, hvor det stormede, blev han bange, og idet han begyndte at synke, råbte han og sagde: »Herre, frels mig!«
31 Straks rakte Jesus sin hånd ud, greb fat i ham og siger til ham: »Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?«
32 Og da de var kommet op i båden, lagde vinden sig.
33 Men de, som var i båden, kastede sig ned for ham og sagde: »Du er sandelig Guds søn!«
34 Og efter at de var nået over søen, landede de i Genezaret.
35 Da nu folk dér på stedet kendte ham, sendte de bud til hele omegnen, og man bragte alle de syge til ham.
36 Og de bad ham om lov til blot at røre ved kvasten på hans kappe; og alle de, som rørte ved den, blev helbredt.
1 Da kommer der fra Jerusalem farisæere og skriftkloge til Jesus og siger:
2 »Hvorfor overtræder dine disciple de gamles overlevering? De vasker jo ikke deres hænder, når de skal holde måltid.«
3 Men han svarede og sagde til dem: »Hvorfor overtræder I selv Guds bud for jeres overleverings skyld?
4 Thi Gud har sagt: ›Ær din fader og din moder,‹ og: ›Den, der forbander fader eller moder skal lide døden.‹
5 Men I lærer: ›Hvis nogen siger til sin fader eller sin moder: ›Det, du skulle have haft som hjælp fra mig, det skal være tempelgave,‹
6 så behøver han slet ikke at ære sin fader eller sin moder.‹ Således har I sat Guds lov ud af kraft for jeres overleverings skyld.
7 I hyklere! med rette har Esajas profeteret om jer og sagt:
8 ›Dette folk ærer mig med læberne; men deres hjerte er fjernt fra mig.
9 Det er forgæves, de dyrker mig, når de fører lærdomme, som kun er menneskebud.‹ «
10 Og han kaldte folkeskaren til sig og sagde til dem: »Hør og forstå:
11 Ikke det, der går ind i munden, gør mennesket urent, men det, der går ud af munden, det gør mennesket urent!«
12 Derefter kom hans disciple hen og sagde til ham: »Ved du, at farisæerne blev forargede, da de hørte det, du sagde?«
13 Da svarede han og sagde: »Enhver plante, som min himmelske Fader ikke har plantet, skal rykkes op med rode.
14 Lad dem kun være! de er blinde vejledere for blinde; og når en blind leder en blind, falder de begge i grøften.«
15 Men Peter tog til orde og sagde til ham: »Forklar os den lignelse!«
16 Da sagde han: »Er også I stadig så uforstandige?
17 Forstår I ikke, at alt, hvad der kommer ind i munden, går ned i maven og føres ud på det dertil bestemte sted?
18 Men det, som kommer ud af munden, udgår fra hjertet, og det gør mennesket urent.
19 Thi fra hjertet udgår der onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyverier, falske vidnesbyrd, bespottelser.
20 Det er den slags ting, som gør mennesket urent; men at spise med uvaskede hænder gør ikke mennesket urent.«
|
21 Så gik Jesus derfra og drog bort til landet omkring Tyrus og Zidon.
22 Og se, en kananæisk kvinde kom fra de egne, råbte og sagde: »Herre, Davids søn! forbarm dig over mig! min datter plages slemt af en ond ånd.«
23 Men han svarede hende ikke et ord. Da gik hans disciple hen til ham, bad ham og sagde: »Få hende til at gå, hun råber jo efter os.«
24 Han svarede og sagde: »Jeg er ikke udsendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.«
25 Men hun kom og kastede sig ned for ham og sagde: »Herre, hjælp mig!«
26 Han svarede og sagde: »Det er ikke smukt at tage børnenes brød og kaste det til de små hunde.«
27 Men hun sagde: »Jo, Herre! thi de små hunde æder dog af de smuler, som falder fra deres herrers bord.«
28 Da svarede Jesus og sagde til hende: »Kvinde, din tro er stor, det ske dig, som du vil!« Og hendes datter blev helbredt i den samme time.
|
29 Så drog Jesus videre derfra og kom til Galilæas sø. Og han gik op i bjergene, og dér satte han sig.
30 Og store folkeskarer kom til ham og havde lamme, vanføre, blinde, stumme og mange andre med sig; dem lagde de ned for hans fødder, og han helbredte dem,
31 så at folkeskaren undrede sig, da de så, at stumme talte, vanføre blev raske, lamme gik og blinde så; og de priste Israels Gud.
32 Og Jesus kaldte sine disciple til sig og sagde: »Jeg ynkes inderligt over folkeskaren, thi de har allerede været hos mig tre dage og har ikke noget at spise; og lade dem gå fastende bort vil jeg ikke, for at de ikke skal vansmægte undervejs.«
33 Da siger hans disciple til ham: »Hvorfra skal vi her i ørkenen få brød nok til at mætte så stor en skare?«
34 Jesus siger da til dem: »Hvor mange brød har I?« De sagde: »Syv og desuden nogle få småfisk.«
35 Da bød han folkeskaren lejre sig på jorden,
36 og han tog de syv brød og fiskene, takkede, brød dem og gav disciplene dem, og disciplene gav dem til skarerne.
37 Så spiste de alle og blev mætte. Og da man samlede de stykker, der blev tilovers, var der syv kurve fulde.
38 De, der havde spist, var fire tusinde mænd, foruden kvinder og børn.
39 Og efter at han havde fået folkeskarerne til at gå bort, gik han i båden og kom til egnene ved Magadan.
1 Farisæerne og saddukæerne kom nu til ham, og for at sætte ham på prøve bad de ham vise dem et tegn fra Himmelen.
2 Men han svarede og sagde til dem: [»Om aftenen siger I: ›Det bliver smukt vejr, thi himmelen er rød,‹]
3 [og om morgenen: ›I dag bliver det uroligt vejr, thi himmelen er rød og mørk.‹ Himmelens udseende forstår I at tyde, tidernes tegn derimod ikke].
4 En ond og utro slægt kræver tegn; men der skal ikke gives den andet tegn end Jonas' tegn.« Og han forlod dem og gik bort.
5 Da disciplene nu kom over til den anden bred, havde de glemt at tage brød med.
6 Og Jesus sagde til dem: »Se til, at I tager jer i vare for farisæernes og saddukæernes surdej!«
7 Men de talte med hverandre og sagde: »Det er, fordi vi ikke tog brød med.«
8 Men da Jesus mærkede det, sagde han: »I lidettroende! hvorfor taler I med hverandre om, at I ikke har taget brød med?
9 Forstår I endnu ikke? Husker I heller ikke de fem brød til de fem tusinde, og hvor mange kurve I da fik?
10 Eller de syv brød til de fire tusinde, og hvor mange kurve I da fik?
11 Hvor kan det da så være, I ikke forstår, at det ikke var om brød, jeg talte til jer? Men tag jer i vare for farisæernes og saddukæernes surdej.«
12 Da forstod de, at han ikke havde talt om at tage sig i vare for surdejen i brød, men for farisæernes og saddukæernes lære.
13 Da Jesus var kommen til egnen ved Kæsarea Filippi, spurgte han sine disciple og sagde: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?«
14 De svarede: »Nogle siger: Johannes Døber; andre: Elias; andre: Jeremias eller en anden af profeterne.«
15 Han spørger dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?«
16 Og Simon Peter svarede og sagde: »Du er Kristus, den levende Guds Søn,«
17 Da svarede Jesus og sagde til ham: »Salig er du, Simon Jonas' søn! thi det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min Fader, som er i Himlene.
18 Så siger også jeg til dig, at du er Petrus, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og Dødsrigets porte skal ikke få magt over den.
19 Og jeg vil give dig Himmerigets nøgler, og hvad du binder på jorden, det skal være bundet i Himlene, og hvad du løser på jorden, det skal være løst i Himlene.«
20 Da forbød han sine disciple strengt at sige til nogen, at han var Kristus.
21 Fra den tid begyndte Jesus at give sine disciple til kende, at han skulle gå til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og dræbes, men opvækkes på den tredje dag.
22 Da tog Peter ham til side, begyndte at sætte ham i rette og sagde: »Gud bevare dig, Herre. Nej, sådan må det ingenlunde gå dig!«
23 Men han vendte sig og sagde til Peter: »Vig bag mig, Satan! du er mig til forargelse; thi du sanser ikke, hvad Guds er, men kun, hvad menneskers er.«
24 Da sagde Jesus til sine disciple: »Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig!
25 Thi den, som vil frelse sit liv, skal miste det; men den, som mister sit liv for min skyld, skal bjærge det.
26 Thi hvad gavner det et menneske, om han vinder den hele verden, men må bøde med sin sjæl? Eller hvad kan et menneske give til vederlag for sin sjæl?
27 Thi Menneskesønnen skal komme i sin Faders herlighed med sine engle; og da skal han gengælde enhver hans gerning.
28 Sandelig siger jeg eder: der er nogle af dem, som står her, der ikke skal smage døden, førend de ser Menneskesønnen komme i sit rige.«
|
1 Seks dage derefter tager Jesus Peter og Jakob og hans broder Johannes med sig og fører dem op på et højt bjerg, hvor de var ene.
2 Og han blev forvandlet for deres øjne, hans åsyn strålede som solen, og hans klæder blev hvide som lyset.
3 Og se, Moses og Elias viste sig for dem og samtalede med ham.
4 Da tog Peter til orde og sagde til Jesus: »Herre! det er godt, at vi er her; hvis du synes, vil jeg bygge tre hytter her, en til dig og en til Moses og en til Elias.«
5 Endnu medens han talte, se, da overskyggede en lysende sky dem; og se, fra skyen lød der en røst, som sagde: »Denne er min Søn, den elskede, i ham har jeg velbehag. Hør ham!«
6 Og da disciplene hørte det, faldt de på deres ansigt, grebne af stor frygt.
7 Og Jesus kom hen og rørte ved dem og sagde: »Rejs jer og frygt ikke!«
8 Men da de slog øjnene op, så de ingen uden Jesus alene.
9 Mens de nu gik ned ad bjerget, bød Jesus dem og sagde: »Tal ikke til nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opvakt fra de døde.«
10 Og disciplene spurgte ham og sagde: »Hvorledes kan da de skriftkloge sige, at Elias først må komme?«
11 Han svarede og sagde: »Elias skal komme og genoprette alt;
12 men jeg siger jer: Elias er allerede kommen, og de kendte ham ikke, men gjorde med ham, hvad de ville; således skal også Menneskesønnen lide ondt af dem.«
13 Da forstod disciplene, at det var om Johannes Døber, han havde talt til dem.
14 Da de derefter kom til folkeskaren, gik en mand hen til ham, faldt på knæ for ham og sagde:
15 »Herre! forbarm dig over min søn; thi han er månesyg og lider meget; ofte falder han i ild og ofte i vand;
16 og jeg er kommen med ham til dine disciple, men de kunne ikke helbrede ham.«
17 Da svarede Jesus og sagde: »Åh, du vantro og forvildede slægt! hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg tåle jer? Før ham herhen til mig!«
18 Og Jesus talte strengt til ham, og den onde ånd fo'r ud af ham, og drengen blev helbredt fra den samme time.
19 Siden, da de var ene, gik disciplene til Jesus og sagde: »Hvorfor kunne vi ikke uddrive den?«
20 Han svarede dem: »Fordi I har så lidt tro; thi sandelig siger jeg eder: hvis I har tro som et sennepsfrø, kan I sige til dette bjerg: ›Flyt dig herfra og derhen,‹ så skal det flytte sig; og intet vil være umuligt for jer.
21 [Den slags farer kun ud ved bøn og faste.«]
22 Mens de nu færdedes sammen i Galilæa, sagde Jesus til dem: »Menneskesønnen skal gives i menneskers vold;
23 og de skal slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opvækkes.« Da blev de meget bedrøvede.
24 Efter at de var kommet til Kapernaum, gik de, der opkrævede tempelskatten, hen til Peter og sagde: »Betaler jeres mester ikke skatten?«
25 »Jo,« siger han. Og da han var gået ind i huset, kom Jesus ham i forkøbet og sagde: »Hvad mener du, Simon? Af hvem tager jordens konger told eller skat, af deres egne sønner eller af de fremmede?«
26 Han svarede: »Af de fremmede.« Da sagde Jesus: »Så er jo sønnerne fri.
27 Men for at vi ikke skal forarge dem, så gå ned til søen, kast en krog ud, og tag den første fisk, som kommer op; og når du åbner dens mund, så skal du finde en statér; tag den og giv dem den for mig og dig!«
1 I den samme stund kom disciplene hen til Jesus og sagde: »Hvem er mon den største i Himmeriget?«
2 Da kaldte han på et lille barn, stillede det midt iblandt dem
3 og sagde: »Sandelig siger jeg eder: hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.
4 Den, der altså vil ydmyge sig og blive som dette barn, han er den største i Himmeriget.
5 Og den, der tager imod et sådant barn for mit navns skyld, tager imod mig.
6 Men den, der forarger en af disse små, som tror på mig, ham var det bedre, at der var hængt en møllesten om hans hals, og han var sænket i havets dyb.
7 Ve verden for forargelserne! Thi vel er det nødvendigt, at forargelser kommer, dog, ve det menneske, ved hvem forargelsen kommer!
8 Men hvis din hånd eller din fod forarger dig, så hug den af og kast den fra dig! det er bedre for dig at gå ind til livet vanfør eller halt end at kastes i den evige ild med begge hænder og fødder i behold.
9 Og hvis dit øje forarger dig, så riv det ud og kast det fra dig! det er bedre for dig at gå enøjet ind til livet end at kastes i Helvedes ild med begge øjne i behold.
10 Se til, at I ikke ringeagter en af disse små; thi jeg siger jer: deres engle i Himmelen ser altid min himmelske Faders ansigt.
11 [Menneskesønnen er kommen for at frelse det fortabte].
12 Hvad mener I? Hvis et menneske har hundrede får, og et af dem farer vild, vil han så ikke forlade de nioghalvfems oppe på bjergene og gå ud og lede efter det, der fo'r vild?
13 Og lykkes det ham at finde det, sandelig siger jeg eder: han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, som ikke er faret vild.
14 Således er det ikke jeres himmelske Faders vilje, at en eneste af disse små skal fortabes.
15 Hvis din broder forsynder sig, så gå hen og sæt ham i rette under fire øjne. Hører han dig, så har du vundet din broder,
16 Men hører han dig ikke, så tag endnu én eller to med dig, for at »enhver sag kan blive afgjort efter to eller tre vidners udsagn.«
17 Men er han dem overhørig, da sig det til menigheden, men er han også menigheden overhørig, så lad ham være for dig som en hedning og en tolder.
18 Sandelig siger jeg eder: hvad I binder på jorden, det skal være bundet i Himmelen; og hvad I løser på jorden, det skal være løst i Himmelen.
19 Fremdeles siger jeg eder, at hvad som helst to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det skal de få fra min himmelske Fader.
20 Thi hvor to eller tre er forsamlede om mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.«
21 Da kom Peter hen og sagde til ham: »Herre! hvor ofte skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? er syv gange nok?«
22 Jesus siger til ham: »Jeg siger dig: ikke syv gange, men halvfjerdsindstyve gange syv gange.
23 Derfor er det med Himmeriget som med en konge, der ville gøre regnskabet op med sine tjenere.
24 Da han begyndte på opgørelsen, blev en, der skyldte ham ti tusinde talenter, ført frem for ham.
25 Og da han ikke havde noget at betale med, bød hans herre, at han og hans hustru og børn og hele hans ejendom skulle sælges, og gælden betales.
26 Da kastede tjeneren sig ned for ham, bønfaldt ham og sagde: ›Hav tålmodighed med mig, så vil jeg betale dig det alt sammen.‹
27 Da ynkedes den tjeners herre inderligt over ham og lod ham gå og eftergav ham gælden.
28 Men da tjeneren gik ud, traf han en af sine medtjenere, som skyldte ham hundrede denarer; og han greb ham i struben og sagde: ›Betal, hvad du skylder!‹
29 Da kastede hans medtjener sig ned for ham, bad ham og sagde: ›Hav tålmodighed med mig, så vil jeg betale dig.‹
30 Men det ville han ikke; derimod gik han hen og lod ham kaste i fængsel, indtil han betalte, hvad han skyldte ham.
31 Da nu hans medtjenere så, hvad der gik for sig, blev de meget bedrøvede og kom og fortalte deres herre alt, hvad der var foregået.
32 Da kalder hans herre ham for sig og siger: ›Du onde tjener! al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det.
33 Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg havde forbarmet mig over dig!‹
34 Og hans herre blev vred og overgav ham til bøddelknægtene, indtil han fik betalt alt det, han skyldte ham.
35 Sådan skal også min himmelske Fader gøre med jer, hvis ikke enhver af jer af hjertet tilgiver sin broder.«
1 Og det skete, da Jesus var færdig med at tale disse ord, forlod han Galilæa og drog gennem landet på den anden side Jordan til Judæas egne.
2 Og store folkeskarer fulgte ham, og han helbredte de syge dér.
3 Og nogle farisæere kom og ville stille en fælde for ham og sagde: »Har man lov at skille sig fra sin hustru af en hvilken som helst grund?«
4 Dertil svarede han og sagde: »Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde
5 og sagde: ›Derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød?‹
6 Så er de da ikke længer to, men ét kød. Derfor: hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.«
7 Da siger de til ham: »Hvorfor har Moses da befalet, at når man giver sin hustru et skilsmissebrev, kan man skille sig fra hende?«
8 Han siger til dem: »Det var på grund af jeres hårdhjertethed, at Moses tillod jer at skille jer fra jeres hustruer; men fra begyndelsen har det ikke været således.
9 Og jeg siger jer, at den, der skiller sig fra sin hustru af anden årsag end utugt og gifter sig med en anden, han bedriver hor.«
10 Hans disciple siger til ham: »Stiller sagen sig sådan for manden i forholdet til hustruen, så er det ikke rådeligt at gifte sig.«
11 Da sagde han til dem: »Ikke enhver kan fatte dette ord, men kun de, hvem det er givet;
12 thi der er gildinger, som er født således fra moders liv, og der er gildinger, som er gildede af mennesker; og der er gildinger, som har gildet sig selv for Himmerigets skyld. Den, som kan fatte det, han fatte det!«
13 Derefter bar de nogle små børn til ham, for at han skulle lægge hænderne på dem og bede; men disciplene truede ad dem.
14 Da sagde Jesus: »Lad de små børn være; I må ikke hindre dem i at komme til mig; thi Himmeriget hører sådanne til.«
15 Og han lagde hænderne på dem og fortsatte så sin vandring.
16 Og se, der kom en hen til ham og sagde: »Mester! hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?«
17 Da svarede han ham: »Hvorfor spørger du mig om det gode? Kun én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene!«
18 Han spørger: »Hvilke bud?« Jesus svarede: »Du må ikke slå ihjel; du må ikke bedrive hor; du må ikke stjæle; du må ikke sige falsk vidnesbyrd;
19 ær din fader og din moder, og: du skal elske din næste som dig selv.«
20 Den unge mand siger til ham: »Det har jeg holdt alt sammen; hvad mangler jeg endnu?«
21 Da sagde Jesus til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i Himlene; og kom så og følg mig!«
22 Men da den unge mand hørte det ord, gik han bedrøvet bort; thi han havde meget gods.
23 Men Jesus sagde til sine disciple: »Sandelig siger jeg eder: det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget.
24 Ja, jeg siger jer: en kamel går lettere gennem et nåleøje, end en rig går ind i Guds rige.«
25 Ved at høre det blev disciplene dybt rystede og sagde: »Hvem kan så blive frelst?«
26 Da så Jesus på dem og sagde: »For mennesker er dette umuligt, men for Gud er alle ting mulige.«
27 Derefter tog Peter til orde og sagde til ham: »Se, vi har forladt alt og fulgt dig; hvad får så vi?«
28 Jesus svarede dem: »Sandelig siger jeg eder: ved verdensgenfødelsen, når Menneskesønnen sidder på sin herligheds trone, skal også I, som har fulgt mig, sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer.
29 Og enhver, som har forladt hjem eller brødre eller søstre eller fader eller moder eller hustru eller børn eller marker for mit navns skyld, skal få det mangefold igen og arve evigt liv.
30 Men mange af de første skal blive de sidste, og mange af de sidste skal blive de første.
1 Thi med Himmeriget er det som med en husbond, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård.
2 Og da han var blevet enig med arbejderne om en denar om dagen, sendte han dem hen i sin vingård.
3 Og han gik ud ved den tredje time og så nogle andre stå ledige på torvet.
4 Til dem sagde han: ›Gå også I hen i min vingård, så skal jeg give jer, hvad ret er.‹
5 De gik da derhen. Ved den sjette og den niende time gik han igen ud og gjorde ligeså.
6 Og ved den ellevte time gik han ud og fandt endnu nogle stående der, og han spørger dem: ›Hvorfor står I her ledige hele dagen?‹
7 De svarer ham: ›Fordi ingen har lejet os.‹ Da siger han til dem: ›Gå også I hen i min vingård!‹
8 Men da det var blevet aften, siger vingårdsejeren til sin forvalter: ›Kald på arbejderne og udbetal dem deres løn, sådan at du begynder med de sidste og ender med de første!‹
9 De, som var lejet ved den ellevte time, kom så og fik hver en denar.
10 Da de første kom, mente de, at de ville få mere; men de fik også hver en denar.
11 Da de fik den, knurrede de mod husbonden og sagde:
12 ›De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, som har båret dagens byrde og hede.‹
13 Men han svarede og sagde til en af dem: ›Min ven! jeg gør dig ikke uret; blev du ikke enig med mig om en denar?
14 Tag, hvad der er dit, og gå! Men jeg vil nu give den sidste dér lige så meget som dig.
15 Har jeg ikke lov at gøre, som jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god?‹
16 Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.«
17 Da nu Jesus var ved at drage op til Jerusalem, tog han de tolv tilside, så de var ene, og undervejs sagde han til dem:
18 »Se, vi drager nu op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgives til ypperstepræsterne og de skriftkloge; og de skal dømme ham til døden
19 og overgive ham til hedningerne til at spottes og piskes og korsfæstes; men på den tredje dag skal han opstå.«
20 Da gik Zebedæussønnernes moder sammen med sine sønner hen til ham og kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget.
21 Han spurgte hende: »Hvad vil du?« Hun svarede ham: »Sig, at mine to sønner må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre side.«
22 Men Jesus svarede og sagde: »I ved ikke, hvad I beder om. Kan I tømme den kalk, som jeg skal tømme?« De svarer ham: »Ja, vi kan.«
23 Da siger han til dem: »Min kalk skal I vel tømme; men sædet ved min højre og ved min venstre side står det ikke til mig at bortgive; men det gives til dem, hvem det er beredt af min Fader.«
24 Da de ti andre hørte det, harmedes de på de to brødre.
25 Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »I ved, at folkenes fyrster er strenge herrer over dem, og de store lader dem føle deres magt.
26 Således skal det ikke være iblandt jer; men den, som vil være stor iblandt jer, han skal være jeres tjener;
27 og den, som vil være den første iblandt jer, han skal være jeres træl.
28 Ligesom Menneskesønnen ikke er kommen for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.«
29 Og da de gik ud af Jeriko, fulgte en stor folkeskare ham.
30 Og se, der sad to blinde ved vejen, og da de hørte, at det var Jesus, som gik forbi, råbte de og sagde: »Herre, forbarm dig over os, du Davids søn!«
31 Men skaren truede ad dem, for at de skulle tie; men de råbte endnu højere og sagde: »Herre, forbarm dig over os, du Davids søn!«
32 Da standsede Jesus, kaldte på dem og spurgte: »Hvad vil I have, at jeg skal gøre for jer?«
33 De svarede ham: »Herre! lad vore øjne blive åbnede.«
34 Så ynkedes Jesus inderligt og rørte ved deres øjne; og straks fik de deres syn igen, og de fulgte ham.
|
1 Og da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage på Oliebjerget, så sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem:
2 »Gå hen i landsbyen lige foran jer; så vil I straks finde et æsel, som står bundet med et føl hos sig; løs dem og før dem til mig!
3 Og hvis nogen siger noget til jer, skal I svare, at Herren har brug for dem, så vil han straks lade jer få dem.«
4 Dette skete, for at det skulle gå i opfyldelse, som er talt ved profeten, der siger:
5 »Sig til Zions datter: ›Se, din konge kommer til dig, sagtmodig og ridende på et æsel og på et trældyrs føl.‹ «
6 Så gik disciplene hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem;
7 de hentede æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå.
8 Og der var en meget stor folkeskare, som bredte deres kapper på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen.
9 Og skarerne, både de, der gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte og sagde: »Hosianna Davids søn! velsignet være han, som kommer i Herrens navn! Hosianna i det højeste!«
10 Og da han drog ind i Jerusalem, kom hele byen i bevægelse og sagde: »Hvem er dog han?«
11 Og skarerne sagde: »Det er profeten Jesus fra Nazaret i Galilæa.«
12 Derefter gik Jesus ind i helligdommen og jog alle dem ud, som solgte og købte i helligdommen, og han væltede vekselerernes borde og duekræmmernes bænke.
13 Og han siger til dem: »Der står skrevet: ›Mit hus skal kaldes et bedehus;‹ men I gør det til en røverkule.«
14 Og der kom blinde og lamme til ham i helligdommen, og han helbredte dem.
15 Men da ypperstepræsterne og de skriftkloge så de undergerninger, han gjorde, og børnene, der råbte i helligdommen og sagde: »Hosianna Davids søn!« harmedes de og spurgte ham:
16 »Hører du ikke, hvad de siger?« Og Jesus svarede dem: »Jo, men har I aldrig læst de ord: ›Af spædes og diendes mund har du beredt dig lovsang?‹ «
17 Og han forlod dem og gik uden for byen til Betania, hvor han blev natten over.
|
18 Da han om morgenen igen gik ind til byen, blev han sulten,
19 og da han så et figentræ ved vejen, gik han hen til det, men fandt intet andet end blade på det. Så siger han til det: »Aldrig i evighed skal der mere vokse frugt på dig!« og med det samme visnede figentræet.
20 Da disciplene så det, undrede de sig og sagde: »Hvorledes kunne figentræet visne med det samme?«
21 Jesus svarede og sagde til dem: »Sandelig siger jeg eder: hvis I har tro og ikke tvivler, vil I ikke alene kunne gøre dette med figentræet, men om I så ville sige til dette bjerg: ›Løft dig op og kast dig i havet,‹ så skal det ske.
22 Alt, hvad I beder om i jeres bøn, det skal I få, hvis I tror.«
23 Da han var gået ind i helligdommen, kom ypperstepræsterne og folkets ældste hen til ham, mens han lærte, og spurgte: »Med hvad ret gør du dette, og hvem har givet dig denne ret?«
24 Da svarede Jesus og sagde til dem: »Jeg vil også stille jer et spørgsmål, og hvis I svarer mig på det, skal jeg sige jer, med hvad ret jeg gør dette.
25 Johannes' dåb, hvor stammede den fra? Fra Himmelen eller fra mennesker?« De talte indbyrdes om det og sagde: »Svarer vi: ›Fra Himmelen‹, så vil han spørge os: ›Hvorfor troede I ham da ikke?‹
26 Og svarer vi: ›Fra mennesker‹, så må vi frygte for folkeskaren; thi de holder alle Johannes for en profet.«
27 Og de svarede Jesus og sagde: »Vi ved det ikke.« Da sagde han til dem: »Så siger jeg heller ikke jer, med hvad ret jeg gør dette.
28 Men hvad mener I? En mand havde to sønner; han gik til den første og sagde: ›Gå hen, min søn, og arbejd i vingården i dag!‹
29 Han svarede og sagde: ›Ja, herre!‹ men gik ikke derhen.
30 Så gik han til den anden og sagde det samme til ham. Han svarede og sagde: ›Nej, jeg vil ikke;‹ men bagefter fortrød han det og gik derhen.
31 Hvem af de to gjorde nu, som faderen ville?« De svarer: »Den sidste.« Da siger Jesus til dem: »Sandelig siger jeg eder: toldere og skøger skal gå ind i Guds rige, førend I.
32 Thi Johannes kom til jer og lærte jer retfærdighedens vej, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham; og skønt I så det, fortrød I det dog ikke bagefter, så I troede ham.
|
33 Hør nu en anden lignelse: Der var en husbond, som plantede en vingård og satte et gærde om den og gravede en perse i den og byggede et vagttårn; så lejede han den ud til vingårdsmænd og drog udenlands.
34 Da nu frugttiden nærmede sig, sendte han sine tjenere til vingårdsmændene for at få de frugter, der tilkom ham.
35 Men vingårdsmændene greb hans tjenere, og en slog de løs på, en anden dræbte de, og en tredje stenede de.
36 Så sendte han igen nogle tjenere, flere end første gang; men de gjorde det samme ved dem.
37 Til sidst sendte han sin søn til dem, da han tænkte: ›De vil undse sig for min søn.‹
38 Men da vingårdsmændene så sønnen, sagde de til hverandre: ›Det er arvingen; kom, lad os slå ham ihjel, så får vi hans arv!‹
39 Og de greb ham og slæbte ham ud af vingården og slog ham ihjel.
40 Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre ved de vingårdsmænd?«
41 De svarer ham: »Et ondt endeligt vil han give de onde og leje sin vingård ud til andre vingårdsmænd, som vil give ham frugterne, når tid er.«
42 Jesus siger til dem: »Har I aldrig læst i skrifterne: ›Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Fra Herren er dette kommet, underfuldt er det for vore øjne.‹
43 Derfor siger jeg jer, at Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, der bærer dets frugter.
44 Og den, der falder på denne sten, slår sig fordærvet; men den, som stenen falder på, ham skal den knuse.«
45 Og da ypperstepræsterne og farisæerne hørte hans lignelser, forstod de, at det var dem, han talte om.
46 Og de søgte at gribe ham, men frygtede for skarerne; thi de anså ham for en profet.
1 Og Jesus tog til orde og talte atter til dem i lignelser og sagde:
2 »Med Himmeriget er det som med en konge, der gjorde sin søns bryllup.
3 Og han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet; men de ville ikke komme.
4 Og en gang til sendte han bud med andre tjenere og lod sige til de indbudte: ›Se, jeg har beredt mit festmåltid, mine okser og fedekvæget er slagtet, og alt er rede; kom nu til brylluppet!‹
5 Men de brød sig ikke om det og gik deres vej, den ene ud på sin mark, den anden til sin forretning;
6 og de øvrige greb hans tjenere, mishandlede og dræbte dem.
7 Da blev kongen vred og sendte sine hære ud og slog disse mordere ihjel og satte ild på deres by.
8 Derefter siger han til sine tjenere: ›Alt er rede til brylluppet, men de indbudte var ikke værdige til det.
9 Gå derfor ud på vejkrydsene og indbyd alle, I træffer, til brylluppet!‹
10 Og tjenerne gik ud på vejene og samlede alle dem, de traf på, både onde og gode, så bryllupssalen blev fuld af gæster.
11 Da nu kongen gik ind for at hilse på gæsterne, fik han dér øje på en, som ikke havde bryllupsklædning på.
12 Og han spørger ham: ›Hvordan er du kommen herind, min ven, uden at have bryllupsklædning på?‹ Men han tav.
13 Så sagde kongen til tjenerne: ›Bind fødder og hænder på ham og kast ham ud i mørket udenfor.‹ Dér skal der være gråd og tænderskæren.
14 Thi mange er kaldede, men få er udvalgte.«
15 Da gik farisæerne hen og traf beslutning om at fange ham i ord.
16 De sender så deres disciple til ham sammen med herodianerne og siger: »Mester! vi ved, at du er sanddru og lærer sandfærdigt om Guds vej uden at ænse andres dom, thi du kender ikke til personsanseelse.
17 Sig os derfor: Hvad synes du? Har man lov til at give kejseren skat eller ej?«
18 Men da Jesus mærkede deres ondskab, sagde han: »I hyklere, hvorfor stiller I fælde for mig?
19 Vis mig skattens mønt!« De rakte ham en denar.
20 Han siger til dem: »Hvis er det billede og den indskrift?«
21 De svarede ham: »Kejserens«. Da siger han til dem: »Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!«
22 Da de hørte det, undrede de sig, og de forlod ham og gik bort.
23 Samme dag kom der nogle saddukæere til ham og ville påstå, at der ikke er nogen opstandelse, og de stillede ham følgende spørgsmål:
24 »Mester! Moses har sagt: ›Når nogen dør barnløs, skal hans broder på grund af svogerskabet tage hans hustru til ægte og skaffe sin broder afkom.‹
25 Nu var der hos os syv brødre; og den første giftede sig og døde; og da han ikke havde afkom, efterlod han sin hustru til sin broder.
26 På samme måde gik det også den anden og den tredje, ja, dem alle syv;
27 sidst af alle døde hustruen.
28 Hvem af de syv skal nu have hende til hustru i opstandelsen? de har jo alle været gift med hende.«
29 Men Jesus svarede og sagde til dem: »I farer vild, fordi I hverken kender skrifterne eller Guds kraft.
30 Thi i opstandelsen tager de ikke til ægte, ej heller bortgiftes de, men de er som engle i Himmelen.
31 Men hvad de dødes opstandelse angår, har I da ikke læst, hvad der er talt til jer af Gud, når han siger:
32 ›Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud?‹ Han er ikke Gud for døde, men for levende.«
33 Da skarerne hørte dette, blev de slået af forundring over hans lære.
34 Men da farisæerne hørte, at han havde lukket munden på saddukæerne, samlede de sig,
35 og en af dem, en lovkyndig, stillede en fælde for ham, idet han spurgte:
36 »Mester, hvilket bud i loven er det største?«
37 Han svarede ham: « ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind.‹
38 Dette er det største og første bud.
39 Der er et andet, som er dette ligt: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹
40 På disse to bud hviler hele loven og profeterne.«
41 Mens nu farisæerne var samlede, spurgte Jesus dem og sagde:
42 »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De svarer ham: »Davids.«
43 Han siger til dem: »Hvorledes kan da David i Ånden kalde ham ›herre‹, når han siger:
44 ›Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, til jeg får lagt dine fjender under dine fødder.‹
45 Når nu David kalder ham ›herre‹, hvorledes kan han så være hans søn?«
46 Og ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag vovede ingen mere at rette spørgsmål til ham.
1 Derpå talte Jesus til skarerne og til sine disciple og sagde:
2 »På Moses' stol har de skriftkloge og farisæerne taget sæde.
3 Alt, hvad de siger, skal I derfor gøre og overholde; men deres gerninger skal I ikke rette jer efter; thi de siger det nok, men gør det ikke.
4 De binder tunge byrder sammen og lægger dem på menneskers skuldre; men selv vil de ikke røre dem med en finger.
5 Alle deres gerninger gør de, for at folk skal lægge mærke til dem; thi de gør deres bederemme brede og kvasterne på deres kapper store.
6 Og de ynder den øverste plads ved gæstebudene og de fornemste sæder i synagogerne,
7 at lade sig hilse på torvene og blive kaldt ›rabbi‹ af folk.
8 Men I skal ikke lade jer kalde ›rabbi‹; thi kun én er jeres mester, og I er alle brødre.
9 Og I skal ikke kalde nogen på jorden jeres ›fader‹; thi kun én er jeres Fader, han som er i Himlene.
10 Ej heller skal I lade jer kalde ›førere‹; thi kun én er jeres fører, Kristus.
11 Og den, der er størst iblandt jer, skal være jeres tjener.
12 Men den, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, som ydmyger sig, skal ophøjes.
13 Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi I lukker Himmeriget for menneskene; selv går I ikke derind, og dem, som vil gå ind, tillader I det ikke.
14 [Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi I opæder enkers bo og beder længe for et syns skyld, derfor skal I få des hårdere dom].
15 Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi I drager om til lands og til vands for at vinde en eneste proselyt; og når han er blevet det, gør I ham til et Helvedes barn, dobbelt så slemt, som I selv er.
16 Ve jer, I blinde vejledere! I, som siger: ›Om nogen sværger ved templet, det betyder intet; men om nogen sværger ved guldet i templet, han er bundet af sin ed.‹
17 I dårer og blinde! hvad er da størst? Guldet eller templet, som helliger guldet?
18 Ligeså siger I: ›Om nogen sværger ved alteret, det betyder intet; men om nogen sværger ved offergaven, som ligger derpå, han er bundet af sin ed.‹
19 I dårer og blinde! hvad er da størst? Offergaven eller alteret, som helliger offergaven?
20 Den, der sværger ved alteret, sværger altså både ved det og ved alt, hvad der ligger derpå.
21 Og den, der sværger ved templet, sværger både ved det og ved ham, som bor deri.
22 Og den, som sværger ved Himmelen, sværger både ved Guds trone og ved ham, som sidder derpå.
23 Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi I giver tiende af mynte og dild og kommen og har forsømt det i loven, der har større vægt: ret og barmhjertighed og troskab. Det ene burde I gøre og ikke forsømme det andet.
24 I blinde vejledere, I, som sier myggen af, men sluger kamelen!
25 Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi I renser det udvendige af bæger og fad, men det er rov og umættelighed, der har fyldt dem indvendig.
26 Du blinde farisæer! rens først, hvad der er i bægeret, sådan at også det ydre af det kan blive rent.
27 Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi I er ligesom kalkede grave, der jo udvendig ser kønne ud, men indvendig er fulde af dødningeben og alskens urenhed.
28 Således ser også I udvortes retfærdige ud for mennesker; men indvortes er I fulde af hykleri og lovløshed.
29 Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi I bygger gravmæler over profeterne og pynter de retfærdiges grave og siger:
30 ›Havde vi levet i vore fædres tid, så ville vi ikke have været medskyldige med dem i profeternes blod.‹
31 Altså giver I jer selv det vidnesbyrd, at I er børn af profeternes mordere.
32 Og I — gør kun jeres fædres mål fuldt!
33 I slanger, I øgleunger! hvordan kan I undgå at dømmes til Helvede?
34 Derfor: se, jeg sender til jer profeter og vise og skriftkloge; nogle af dem vil I dræbe og korsfæste, og nogle af dem vil I piske i jeres synagoger og jage fra by til by,
35 for at alt det retfærdige blod, som er udgydt på jorden, skal komme over jer, lige fra den retfærdige Abels blod og til blodet af Zakarias, Barakias' søn, som I slog ihjel mellem templet og alteret.
36 Sandelig siger jeg eder: alt det skal komme over denne slægt.
37 Jerusalem, Jerusalem! du, som ihjelslår profeterne og stener dem, der er sendt til dig! hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som hønen samler kyllingerne under sine vinger! og I ville ikke.
38 Se, jeres hus bliver forladt og overladt til jer selv!
39 Thi jeg siger jer: fra nu af skal I ikke se mig, før den tid kommer, da I siger: ›Velsignet være den, som kommer, i Herrens navn!‹ «
Kapitel 24 og 25 indeholder en lang prædiken, hvor Jesus understreger over for sine disciple, at Dommedag kommer meget snart.
1 Da Jesus havde forladt helligdommen og gik bort, kom hans disciple hen til ham og pegede på helligdommens bygninger.
2 Og han tog til orde og sagde til dem: »Ser I ikke alt dette? Sandelig siger jeg eder: her skal ikke lades sten på sten tilbage, alt skal brydes ned.«
3 Da han nu sad på Oliebjerget, kom hans disciple hen til ham, og mens de var alene med ham, sagde de: »Sig os, når skal dette ske? Og hvad er tegnet på dit komme og verdens ende?«
4 Da svarede Jesus og sagde til dem: »Agt vel på, at ikke nogen skal føre jer vild.
5 Thi mange skal komme i mit navn og sige: ›Jeg er Kristus;‹ og de skal føre mange vild.
6 I skal komme til at høre krigslarm og krigsrygter. Se til, at I ikke lader jer skræmme, thi det må komme således. Dog, det er endnu ikke enden.
7 Thi folk skal rejse sig mod folk, og rige mod rige, og der skal være hungersnød og jordskælv både her og der.
8 Men alt det er kun veernes begyndelse.
9 Så skal man overgive jer til trængsel og slå jer ihjel, og I skal blive hadet af alle folk for mit navns skyld.
10 Og da skal mange bringes til fald og forråde hverandre og hade hverandre.
11 Og mange falske profeter skal fremstå og føre mange vild.
12 Og fordi lovløsheden tager overhånd, vil kærligheden blive kold hos de fleste.
13 Men den, som holder ud indtil enden, han skal frelses.
14 Og dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme.
|
15 Når I da ser ›ødelæggelsens vederstyggelighed‹, hvorom der er talt ved profeten Daniel, stå på hellig grund (den, som læser det, han give agt!)
16 så skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene;
17 den, der er på taget, skal ikke stige ned for at hente det, der er i huset;
18 og den, der er ude på marken, skal ikke gå hjem for at hente sin kappe!
19 Ve dem, der er frugtsommelige, og dem, der giver die, i de dage!
20 Og bed om, at jeres flugt ikke skal ske om vinteren, ej heller på en sabbat;
21 thi da skal der komme ›en stor trængsel, hvis lige ikke har været fra verdens begyndelse indtil nu‹ og heller ikke senere skal komme.
22 Og dersom de dage ikke blev afkortet, da blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld skal disse dage afkortes.
23 Hvis nogen da siger til jer: ›Se, her er Kristus,‹ eller ›dér‹! så skal I ikke tro det.
24 Thi falske Messias'er og falske profeter skal fremstå og gøre store tegn og undere for, om det er muligt, at føre endog de udvalgte vild.
25 Se, jeg har sagt jer det forud.
26 Hvis de altså siger til jer: ›Se, han er i ørkenen,‹ så gå ikke derud; ›Se, han er i kamrene,‹ så tro det ikke!
27 Thi ligesom lynet, der kommer fra øst, lyser helt om i vest, sådan skal Menneskesønnens komme være.
28 Hvor ådselet er, dér vil gribbene flokkes.
29 Straks efter trængselen i de dage skal solen formørkes og månen ikke skinne, og stjernerne skal falde ned fra himmelen, og himlenes kræfter rystes.
30 Og da skal Menneskesønnens tegn vise sig på himmelen; og da skal alle folkestammer på jorden jamre sig, og de skal se ›Menneskesønnen komme på himmelens skyer‹ med kraft og megen herlighed.
31 Og han skal sende sine engle ud med mægtig basunklang, og de skal samle hans udvalgte sammen fra de fire verdenshjørner og fra himlenes yderste grænser.
32 Lær en lignelse af figentræet: Når dets grene først er blevet saftfulde og får blade, så skønner I, at sommeren er nær.
33 Således kan I også skønne, når I ser alt dette ske, at han er nær for døren.
34 Sandelig siger jeg eder: denne slægt skal ikke forgå, før alt dette er sket.
35 Himmelen og jorden skal forgå, men mine ord skal ingenlunde forgå.
36 Men den dag og time kender ingen, ikke engang Himlenes engle, ja ikke engang Sønnen, kun Faderen alene.
37 Thi ligesom i Noas dage, således skal det gå ved Menneskesønnens komme.
38 Som de levede i dagene før syndfloden: de åd og drak, tog til ægte og gav til ægte lige til den dag, da Noa gik ind i arken,
39 og de ænsede intet, før syndfloden kom og rev dem alle bort — sådan skal det også gå ved Menneskesønnens komme.
40 Da skal to mænd være sammen på marken, den ene tages med, og den anden lades tilbage.
41 To kvinder skal male på samme kværn; den ene tages med, den anden lades tilbage.
42 Våg derfor, thi I ved ikke, hvad dag jeres Herre kommer.
43 Men det skal I vide, at hvis husbonden vidste, i hvilken nattevagt tyven kom, så ville han våge og ikke finde sig i, at der skete indbrud i hans hus.
44 Derfor vær også I rede; thi Menneskesønnen kommer i den time, I ikke tænker jer.
45 Hvem er så den tro og kloge tjener, som hans herre har sat over sit tyende til at give dem deres mad i rette tid?
46 Salig er den tjener, som hans herre, når han kommer, finder i færd med at gøre sådan.
47 Sandelig siger jeg eder: han vil sætte ham over alt, hvad han ejer.
48 Men hvis det er en dårlig tjener, der tænker ved sig selv: ›Min herre lader vente på sig,‹
49 og så giver sig til at slå sine medtjenere og spiser og drikker med svirebrødre,
50 da skal den tjeners herre komme på en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke kender,
51 og sønderhugge ham og give ham plads blandt hyklerne; dér skal der være gråd og tænderskæren.
|
1 Da skal det være med Himmeriget som med ti jomfruer, der tog deres lamper og gik ud for at gå brudgommen i møde.
2 De fem af dem var uforstandige, og de fem kloge.
3 De uforstandige tog nemlig deres lamper, men tog ikke olie med sig.
4 Men de kloge tog olie i deres kander tillige med deres lamper.
5 Og da brudgommen lod vente på sig, blev de alle døsige og faldt i søvn.
6 Men ved midnat lød der et råb: ›Se, brudgommen er der, gå ham i møde!‹
7 Da vågnede alle jomfruerne og gjorde deres lamper i stand.
8 Og de uforstandige sagde til de kloge: ›Giv os af jeres olie, thi vore lamper er ved at gå ud.‹
9 Men de kloge svarede og sagde: ›Nej, der ville ikke blive nok både til os og til jer. Gå hellere hen til købmændene og køb til jer selv.‹
10 Men medens de gik bort for at købe, kom brudgommen, og de, som var rede, gik ind i bryllupssalen med ham, og døren blev lukket.
11 Bagefter kommer også de andre jomfruer og siger: ›Herre, herre, luk op for os!‹
12 Men han svarede og sagde: ›Sandelig siger jeg eder: jeg kender jer ikke.‹
13 Våg derfor, thi I kender hverken dagen eller timen.
14 Det er nemlig her som med en mand, der skulle rejse udenlands og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue;
15 en gav han fem talenter, en anden to, en tredje én, hver efter hans evne. Så rejste han udenlands.
16 Straks gik han, som havde fået de fem talenter, hen og købslog med dem og tjente fem til.
17 På samme måde tjente han med de to talenter to til.
18 Men han, som havde fået den ene, gik bort og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge.
19 Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskabet op med dem.
20 Og han, der havde fået de fem talenter, kom hen og bragte ham fem talenter til og sagde: ›Herre, fem talenter betroede du mig, se, jeg har tjent fem talenter til.‹
21 Hans herre sagde til ham: ›Vel, du gode og tro tjener, du har været tro over lidt, jeg vil sætte dig over meget; gå ind til din herres glæde.‹
22 Så kom også han med de to talenter hen og sagde: ›Herre, to talenter betroede du mig, se, jeg har tjent to talenter til.‹
23 Hans herre sagde til ham: ›Vel, du gode og tro tjener, du har været tro over lidt, jeg vil sætte dig over meget; gå ind til din herres glæde.‹
24 Men også han, som havde fået den ene talent, kom hen og sagde: ›Herre, jeg havde lært dig at kende som en hård mand, der høster, hvor du ikke såede, og samler, hvor du ikke spredte,
25 og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden; se, her har du, hvad dit er.‹
26 Da svarede hans herre og sagde til ham: ›Du dårlige og dovne tjener, du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke såede, og samler, hvor jeg ikke spredte.
27 Så burde du jo have anbragt mine penge hos vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom hjem.
28 Tag nu den talent fra ham og giv den til ham, der har ti talenter;
29 thi enhver, som har, ham skal der gives, og han skal have overflod; men den, der ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har.
30 Og kast den unyttige tjener ud i mørket udenfor.‹ Dér skal der være gråd og tænderskæren.
31 Men når Menneskesønnen kommer i sin herlighed, og alle englene med ham, da skal han sætte sig på sin herligheds trone.
32 Og alle folkeslag skal samles foran ham, og han skal skille dem fra hverandre, ligesom hyrden skiller fårene fra bukkene.
33 Og han skal stille fårene ved sin højre side og bukkene ved den venstre.
34 Da skal Kongen sige til dem ved sin højre side: ›Kom hid, min Faders velsignede! arv det rige, som har været jer beredt fra verdens grundvold blev lagt.
35 Thi jeg var sulten, og I gav mig at spise; jeg var tørstig, og I gav mig at drikke; jeg var fremmed, og I tog jer af mig;
36 jeg var nøgen, og I gav mig klæder; jeg var syg, og I så til mig; jeg var i fængsel, og I besøgte mig.‹
37 Da skal de retfærdige svare ham og sige: ›Herre! når så vi dig sulten og gav dig mad, eller tørstig og gav dig at drikke?
38 Når så vi dig fremmed og tog os af dig, eller nøgen og gav dig klæder?
39 Når så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig?‹
40 Og Kongen skal svare og sige til dem: ›Sandelig siger jeg eder: hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre dér, har I gjort imod mig.‹
41 Da skal han sige til dem ved den venstre side: ›Gå bort fra mig, I forbandede! til den evige ild, som er beredt Djævelen og hans engle.
42 Thi jeg var sulten, og I gav mig ikke at spise; jeg var tørstig, og I gav mig ikke at drikke;
43 jeg var fremmed, og I tog jer ikke af mig; jeg var nøgen, og I gav mig ingen klæder; jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig.‹
44 Da skal også de svare og sige: ›Herre! når så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel uden at tjene dig?‹
45 Da skal han svare dem og sige: ›Sandelig siger jeg eder: hvad I ikke har gjort imod en af de mindste dér, har I heller ikke gjort imod mig.‹
46 Og disse skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.«
|
1 Og det skete, da Jesus var færdig med at tale alle disse ord, sagde han til sine disciple:
2 »I ved, at om to dage er det påske, så skal Menneskesønnen overgives til at korsfæstes.«
3 Da samledes ypperstepræsterne og folkets ældste i ypperstepræstens gård; han hed Kajfas.
4 Og de rådslog om at gribe Jesus med list og få ham dræbt.
5 Men de sagde: »Ikke på højtiden, for at der ikke skal blive uroligheder iblandt folket.«
6 Medens Jesus var i Betania, i Simon den Spedalskes hus,
7 kom der en kvinde hen til ham. Hun havde en alabastkrukke med en meget kostbar salve, og hun hældte den ud over hans hoved, mens han sad til bords.
8 Da disciplene så det, harmedes de og sagde: »Hvad skal den ødselhed til?
9 Det kunne jo være solgt for mange penge og givet til de fattige.«
10 Da Jesus mærkede det, sagde han til dem: »Hvorfor volder I kvinden bryderi? Hun har jo gjort en god gerning imod mig.
11 De fattige har I altid hos jer; men mig har I ikke altid.
12 Thi da hun udgød denne salve over mit legeme, gjorde hun det som en forberedelse til min jordefærd.
13 Sandelig siger jeg eder: hvor som helst i hele verden dette evangelium prædikes, skal også det, som hun har gjort, fortælles til minde om hende.«
14 Da gik en af de tolv, han som hed Judas Iskariot, hen til ypperstepræsterne
15 og sagde: »Hvad vil I give mig for at forråde ham til jer?« De udbetalte ham så tredive sølvpenge.
16 Og fra den stund søgte han en lejlighed til at forråde ham.
17 På den første af de usyrede brøds dage kom disciplene til Jesus og sagde: »Hvor vil du, at vi skal tilberede påskemåltidet for dig?«
18 Han svarede: »Gå ind i byen til den og den mand og sig til ham: ›Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påske sammen med mine disciple.‹ «
19 Og disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og tilberedte påskemåltidet.
20 Da det nu var blevet aften, satte han sig til bords med de tolv.
21 Og mens de spiste, sagde han: »Sandelig siger jeg eder: en af jer vil forråde mig.«
22 Da blev de meget bedrøvede og begyndte hver især at spørge ham: »Det er dog vel ikke mig, Herre?«
23 Han svarede og sagde: »Han, som nu sammen med mig stak hånden i fadet, han vil forråde mig.
24 Menneskesønnen går bort, sådan som der står skrevet om ham; men ve det menneske, ved hvem Menneskesønnen bliver forrådt! Det havde været bedre for det menneske, om han aldrig var født.«
25 Men Judas, som forrådte ham, tog til orde og spurgte: »Det er dog vel ikke mig, rabbi?« Han siger til ham: »Du har selv sagt det.«
|
26 Mens de nu spiste, tog Jesus et brød, velsignede, brød det og gav sine disciple det og sagde: »Tag dette og spis det; dette er mit legeme.«
27 Og han tog en kalk og takkede, gav dem den og sagde: »Drik alle heraf;
28 thi dette er mit blod, pagtsblodet, som udgydes for mange til syndernes forladelse.
29 Og jeg siger jer: fra nu af skal jeg ikke mere drikke af denne vintræets frugt før den dag, da jeg skal drikke den ny sammen med jer i min Faders rige.«
30 Efter at de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.
|
31 Da siger Jesus til dem: »I denne nat skal I alle forarges på mig; thi der står skrevet: ›Jeg vil slå hyrden, og fårehjorden skal spredes.‹
32 Men efter at jeg er opstanden, vil jeg gå forud for jer til Galilæa.«
33 Da svarede Peter og sagde til ham: »Om så alle forarges på dig, vil jeg dog ikke gøre det.«
34 Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: i denne nat, før hanen galer, vil du fornægte mig tre gange.«
35 Peter siger til ham: »Selv om jeg skulle dø med dig, vil jeg aldrig fornægte dig.« Det samme sagde alle de andre disciple.
36 Da kommer Jesus med dem til et sted, der hedder Getsemane, og han siger til disciplene: »Sæt jer her, medens jeg går derhen og beder.«
37 Så tog han Peter og de to Zebedæussønner med sig, og han blev grebet af sorg og gru.
38 Da siger han til dem: »Min sjæl er dybt bedrøvet til døden; bliv her og våg med mig!«
39 Og han gik et lille stykke videre, faldt ned med ansigtet mod jorden, bad og sagde: »Min Fader! er det muligt, så lad denne kalk gå mig forbi; dog ikke, som jeg vil, men som du vil.«
40 Og han kommer tilbage til disciplene og finder dem sovende, og han siger til Peter: »Så kunne I da ikke våge én time med mig!
41 Våg og bed, for at I ikke skal falde i fristelse! ånden er villig, men kødet er skrøbeligt.«
42 Han gik atter bort og bad for anden gang og sagde: »Min Fader! hvis denne kalk ikke kan gå mig forbi, men jeg skal drikke den, så ske din vilje!«
43 Og han kom og fandt dem igen sovende, thi deres øjne var blevet tunge.
44 Så lod han dem være og gik igen bort og bad tredje gang og sagde igen de samme ord.
45 Derefter kommer han tilbage til disciplene og siger til dem: »Sover I stadig og hviler jer? Se, timen er nær, da Menneskesønnen skal forrådes i synderes hænder.
46 Stå op, lad os gå; se, han, som forråder mig, er nær.«
47 Og mens han endnu talte, se, da kom Judas, en af de tolv, og sammen med ham en stor skare med sværd og knipler, udsendt fra ypperstepræsterne og folkets ældste.
48 Men han, som forrådte ham, havde aftalt et tegn med dem og sagt: »Den, jeg kysser, ham er det; ham skal I gribe.«
49 Og han trådte straks hen til Jesus og sagde: »Vær hilset, rabbi!« og kyssede ham.
50 Jesus sagde til ham: »Ven, gør det, du er kommen for!« Da trådte de til og lagde hånd på Jesus og greb ham.
51 Og se, en af dem, der var sammen med Jesus, greb efter sit sværd, drog det og slog efter ypperstepræstens tjener og huggede øret af ham.
52 Da siger Jesus til ham: »Stik dit sværd i skeden igen; thi alle, som griber til sværd, skal falde for sværd.
53 Eller mener du, at jeg ikke kan bede min Fader, så han med det samme sender mig mere end tolv legioner engle?
54 Men hvordan skulle så de skriftord gå i opfyldelse, der siger, at således skal det ske?«
55 I samme stund sagde Jesus til skarerne: »Som mod en røver er I draget ud med sværd og knipler for at fange mig. Dag efter dag sad jeg i helligdommen og lærte, uden at I greb mig.
56 Men det er alt sammen sket, for at profeternes skrifter skulle gå i opfyldelse.« Da forlod alle disciplene ham og flygtede.
57 De, der havde grebet Jesus, førte ham hen til ypperstepræsten Kajfas, hvor de skriftkloge og ældste var samlede.
58 Og Peter fulgte ham i frastand lige til ypperstepræstens gård; han gik indenfor og satte sig blandt tjenerne for at se, hvad det ville ende med.
59 Ypperstepræsterne og hele rådet søgte nu at skaffe falsk vidnesbyrd mod Jesus for at få ham dømt til døden.
60 Men de fandt intet, skønt der trådte mange falske vidner frem. Men til sidst trådte to frem og sagde:
61 »Han har sagt: ›Jeg kan nedbryde Guds tempel og bygge det op på tre dage.‹ «
62 Da rejste ypperstepræsten sig og sagde til ham: »Har du intet at svare på det, de vidner imod dig?«
63 Men Jesus tav. Så sagde ypperstepræsten til ham: »Jeg tager dig i ed ved den levende Gud: Sig os, om du er Kristus, Guds Søn.«
64 Jesus siger til ham: »Du har selv sagt det. Men jeg siger jer: herefter skal I se Menneskesønnen sidde ved Kraftens højre hånd og komme på himmelens skyer.«
65 Da sønderrev ypperstepræsten sin kappe og sagde: »Han har spottet Gud, hvad skal vi mere med vidner? Se, nu har I hørt hans bespottelse.
66 Hvad mener I?« De svarede og sagde: »Han er skyldig til døden.«
67 Så spyttede de ham i ansigtet og slog ham med knytnæver; andre slog ham med stokke
68 og sagde: Profetér for os, Kristus, hvem var det, der slog dig?«
|
69 Peter sad imens udenfor i gården; da kom der en pige hen til ham og sagde: »Du var også sammen med Jesus fra Galilæa.«
70 Men han nægtede det i alles påhør og sagde: »Jeg ved ikke, hvad du mener.«
71 Da han derpå gik ud i portrummet, så en anden pige ham; og hun siger til dem, der var der: »Han var sammen med Jesus fra Nazaret.«
72 Atter nægtede han det med en ed: »Jeg kender ikke det menneske.«
73 Lidt efter kom de, der stod der, hen og sagde til Peter: »Sandelig, du er også en af dem, dit mål røber dig jo.«
74 Da begyndte han at bande og sværge: »Jeg kender ikke det menneske.« I det samme galede hanen.
75 Så kom Peter Jesu ord i hu, hvordan han havde sagt: »Før hanen galer, skal du fornægte mig tre gange.« Og han gik ud, udenfor, og græd bitterligt.
1 Da det var blevet morgen, traf alle ypperstepræsterne og folkets ældste beslutning om at få Jesus dømt til døden.
2 Og de bandt ham og førte ham bort og overgav ham til landshøvdingen Pilatus.
3 Da nu Judas, som havde forrådt ham, så, at han var blevet domfældt, fortrød han det og bragte de tredive sølvpenge tilbage til ypperstepræsterne og de ældste og sagde:
4 »Jeg har syndet og forrådt uskyldigt blod.« Men de svarede: »Hvad kommer det os ved? Det bliver din sag.«
5 Så kastede han sølvpengene ind i templet, gik bort derfra og gik hen og hængte sig.
6 Men ypperstepræsterne tog sølvpengene og sagde: »Det går ikke an at lægge dem i tempelkisten, for det er blodpenge.«
7 Så tog de den beslutning at købe Pottemagermarken for dem til gravplads for de fremmede.
8 Derfor kaldes den mark den dag i dag »Blodmarken«.
9 Da gik det i opfyldelse, som er talt ved profeten Jeremias, der siger: »Og de tog de tredive sølvpenge af Israels børn — det var den pris, man vurderede den højt vurderede til —
10 og de gav dem for Pottemagermarken, således som Herren pålagde mig.«
|
11 Jesus blev nu stillet for landshøvdingen, og landshøvdingen spurgte ham og sagde: »Er du jødernes konge?« Jesus svarede: »Du siger det selv.«
12 Og da ypperstepræsterne og de ældste kom frem med deres anklager imod ham, svarede han intet.
13 Da siger Pilatus til ham: »Hører du ikke alt det, de vidner imod dig?«
14 Men han svarede ham end ikke på et eneste spørgsmål, så landshøvdingen undrede sig meget.
15 Ved højtiden plejede landshøvdingen at give mængden en fange fri, hvem de ønskede.
16 Og man havde dengang en berygtet fange, der hed Barabbas.
17 Da de nu var samlede, spurgte Pilatus dem: »Hvem vil I, at jeg skal løslade jer: Barabbas eller Jesus, der kaldes Kristus?«
18 Han vidste jo, at det var af misundelse, de havde bragt ham for retten.
19 Og mens han sad på dommersædet, havde hans hustru sendt bud til ham og ladet sige: »Hold dig fra denne retfærdige mand; thi jeg har i nat lidt meget i en drøm for hans skyld.«
20 Men ypperstepræsterne og de ældste overtalte skarerne til at forlange Barabbas løsladt, men Jesus henrettet.
21 Og da landshøvdingen tog til orde og spurgte: »Hvem af de to ønsker I, at jeg skal løslade jer?« svarede de: »Barabbas«.
22 Pilatus spørger dem så: »Hvad skal jeg da gøre med Jesus, der kaldes Kristus?« De svarede alle: »Lad ham blive korsfæstet!«
23 Han spurgte: »Hvad ondt har han da gjort?« Men de skreg endnu højere: »Lad ham blive korsfæstet!«
24 Da Pilatus så, at han intet kunne udrette, men at der blot blev mere larm, tog han vand, og i mængdens påsyn vaskede han sine hænder og sagde: »Jeg er uskyldig i dennes blod; det bliver jeres sag!«
25 Men hele folket svarede og sagde: »Hans blod komme over os og vore børn!«
26 Da løslod han dem Barabbas; men Jesus lod han piske og overgav ham til at korsfæstes.
27 Så tog landshøvdingens soldater Jesus med sig ind i paladset og samlede hele vagtmandskabet omkring ham.
28 Og de klædte ham af og hængte en skarlagenrød kappe om ham.
29 Og de flettede en krone af torne og satte den på hans hoved og gav ham et rør i højre hånd; og de faldt på knæ for ham, drev spot med ham og sagde: »Hil dig, jødekonge!«
30 Så spyttede de på ham og tog røret og slog ham i hovedet med det.
31 Og da de havde drevet spot med ham, tog de kappen af ham og gav ham hans egne klæder på og førte ham af sted for at korsfæste ham.
|
|
32 På vejen derud traf de en mand fra Kyrene, ved navn Simon; ham tvang de til at gå med og bære hans kors.
33 Og da de var kommet til et sted, der kaldes Golgata (det betyder »Hovedskalsted«),
34 gav de ham vin blandet med malurt at drikke; men da han havde smagt derpå, ville han ikke drikke det.
35 Og da de havde korsfæstet ham, delte de hans klæder imellem sig ved lodkastning.
36 Så satte de sig dér og holdt vagt over ham.
37 Og oven over hans hoved havde de anbragt en indskrift med beskyldningen imod ham; der stod: Dette er Jesus, jødernes konge.
38 Sammen med ham korsfæstedes så to røvere, den ene ved hans højre og den anden ved hans venstre side.
39 Og de, der gik forbi, spottede ham, de rystede på hovedet og sagde:
40 »Du, som nedbryder templet og bygger det op i tre dage, frels nu dig selv, hvis du er Guds Søn, og stig ned af korset!«
41 Sådan spottede også ypperstepræsterne tillige med de skriftkloge og de ældste og sagde:
42 »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge! Lad ham nu stige ned af korset, så vil vi tro på ham.
43 Han har sat sin lid til Gud; lad ham nu udfri ham, hvis han har velbehag i ham; han har jo sagt: ›Jeg er Guds Søn.‹ «
44 På samme måde blev han også hånet af røverne, som var korsfæstet sammen med ham.
45 Men fra den sjette time blev der mørke over hele landet indtil den niende time.
46 Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst og sagde: »Eli! Eli! Lema sabaktani?« det betyder: »Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«
47 Nogle af dem, der stod der, sagde, da de hørte det: »Han kalder på Elias.«
48 Og straks løb en af dem hen og tog en svamp og fyldte den med eddike og stak den på et rør og lod ham drikke.
49 Men de andre sagde: »Bi lidt! Lad os se, om Elias kommer for at frelse ham.«
50 Da råbte Jesus igen med høj røst og opgav ånden.
|
57 Men da det var blevet aften, kom der en rig mand fra Arimatæa, ved navn Josef, som selv var blevet discipel af Jesus.
58 Han gik til Pilatus og bad om at få Jesu legeme. Da befalede Pilatus, at det skulle udleveres.
59 Og Josef tog hans legeme og svøbte det i et rent liglagen
60 og lagde det i den nye grav, som han havde ladet hugge ud i klippen til sig selv. Så væltede han en stor sten for indgangen til graven og gik bort.
61 Maria Magdalene og den anden Maria var til stede og sad lige over for graven.
62 Den næste dag, dagen efter beredelsesdagen, samledes ypperstepræsterne og farisæerne hos Pilatus
63 og sagde: »Herre, vi er kommet i tanker om, at denne bedrager sagde, mens han endnu levede: ›Efter tre dages forløb opstår jeg.‹
64 Giv derfor befaling til, at graven skal bevogtes strengt indtil den tredje dag, for at ikke hans disciple skal komme og stjæle ham og sige til folket: ›Han er opstået fra de døde‹; og så vil det sidste bedrageri blive værre end det første.«
65 Pilatus sagde til dem: »Der har i vagtmandskab; gå hen og bevogt graven, så godt I kan.«
66 Og de gik hen og bevogtede graven med vagten efter at have sat segl for stenen.
Se også vidnerne og denne fikse tabel over selvmodsigelser
1 Men efter sabbaten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven.
2 Og se, da blev der et stort jordskælv; thi en Herrens engel steg ned fra Himmelen og gik frem og væltede stenen bort og satte sig på den.
3 Hans udseende var som lynild, og hans klædning hvid som sne.
4 Og de, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde.
5 Men engelen tog til orde og sagde til kvinderne: »Frygt ikke! Thi jeg ved, at det er Jesus, den korsfæstede, I søger efter.
6 Han er ikke her; thi han er opstanden, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå!
7 Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstanden fra de døde; og se, han går forud for jer til Galilæa; dér skal I se ham. Se, nu har jeg sagt jer det.«
8 Så skyndte de sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.
9 Men se, da kom Jesus dem i møde og sagde: »Vær hilset!« Og de gik hen til ham og omfavnede hans fødder og tilbad ham.
10 Da siger Jesus til dem: »Frygt ikke! Gå hen og fortæl mine brødre, at de skal gå til Galilæa; dér skal de se mig.«
11 Medens de var på vejen, se, da kom nogle af vagten ind i byen og meldte ypperstepræsterne alt det, der var sket.
12 Og de samledes med de ældste og besluttede at give soldaterne en større sum penge,
13 idet de sagde: »I skal sige: ›Hans disciple kom om natten og stjal ham, mens vi sov.‹
14 Og hvis det skulle komme landshøvdingen for øre, skal vi stille ham tilfreds og sørge for, at I ikke får ubehageligheder.«
15 Så tog de imod pengene og gjorde, som man havde forklaret dem. Og det rygte spredtes blandt jøderne indtil den dag i dag.
16 De elleve disciple drog derefter til Galilæa, til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne.
17 Og da de så ham, tilbad de ham. Men der var nogle, som tvivlede.
18 Da trådte Jesus frem, talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i Himmelen og på jorden.
19 Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn,
20 og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«