Matthæusevangeliet starter med en lang selvmodsigende stamtavle. Derefter bebudes Jesus' undfangelse. I Lukasevangeliet, er det Maria, der får besøg af en engel (se billedet), men i Matthæusevangeliet er det Josef, der modtager en drøm.
Om oversættelsen: Prøveoversættelsen fra 1944 er en del af det indledende arbejde til oversættelsen fra 1948. Denne oversættelse bryder med en næsten 400 år gammel tradition, hvor hvert Bibeloplag var en revision af de forrige oplag, der i sidste ende gik tilbage til Den Resen-Svaningske Bibel fra 1607.
Desværre er denne oversættelse udgivet fire år før retskrivningsreformen i 1948 — med "aa", "skulde", "vilde", "kunde" og med navneord med stort. Samtidig har man beholdt "eder" i stedet for "jer" for at bevare det gamle kirkesprog. Det gør, at sproget virker "støvet", men oversættelsen er alligevel på mange måder bedre end den autoriserede fra 1992.
Om bogen: Matthæusevangeliet er et af de tre synoptiske evangelier, hvilket vil sige, at teksten bygger på Markusevangeliet. I Matthæusevangeliet er Jesus ikke længere en menneskelig profet, men er blevet Guds enbårne søn. Derfor må Matthæus ofte rette i Markus' tekst, hvilket man f.eks. kan se i historien om Jesus' dåb.
I forhold til Markusevangeliet har Matthæus tilføjet Jesus' stamtavle, Jesus' guddommelige undfangelse, de hellige tre konger, flugten til Ægypten og bjergprædikenen. Matthæus er også bibelmester i profetiopfyldning og han er vild med drømme.
Læs mere om Matthæusevangeliet
Kapitler: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28
Jesu Slægtregister 1-17. Hans Fødsel og Navn 18-25.
|
|
1 Jesu Kristi, Davids Søns, Abrahams Søns, Stamtavle.
2 Abraham blev Fader til Isak, Isak til Jakob, Jakob til Juda og hans Brødre.
3 Juda blev med Tamar Fader til Perez og Zera. Perez blev Fader til Hezron, Hezron til Ram,
4 Ram til Amminadab, Amminadab til Nahasjon og Nahasjon til Salmon.
5 Salmon blev med Rahab Fader til Boaz, Boaz blev med Rut Fader til Obed. Obed blev Fader til Isaj,
6 og Isaj til Kong David. David blev med Urias's Hustru Fader til Salomon.
7 Salomon blev Fader til Rehabeam, Rehabeam til Abija, Abija til Asa,
8 Asa til Josafat, Josafat til Joram, Joram til Uzzia,
9 Uzzia til Jotam, Jotam til Akaz, Akaz til Ezekias,
10 Ezekias til Manasse, Manasse til Amon og Amon til Josias.
11 Josias blev Fader til Jekonja og hans Brødre paa den Tid, da Bortførelsen til Babylon fandt Sted.
12 Efter Bortførelsen til Babylon blev Jekonja Fader til Sjealtiel, Sjealtiel til Zerubbabel,
13 Zerubbabel til Abiud, Abiud til Eljakim, Eljakim til Azor,
14 Azor til Sadok, Sadok til Akim, Akim til Eliud,
15 Eliud til Eleazar, Eleazar til Mattan, Mattan til Jakob,
16 og Jakob til Josef, Marias Mand. Af hende fødtes Jesus som kaldes Kristus.
17 Altsaa er der i alt fra Abraham indtil David fjorten Slægtled, og fra David indtil Bortførelsen til Babylon fjorten Slægtled, og fra Bortførelsen til Babylon indtil Kristus fjorten Slægtled.
18 Med Jesu Kristi Fødsel gik det saaledes til. Hans Moder, Maria, var trolovet med Josef; men førend de var kommet sammen viste det sig, at hun var frugtsommelig ved Helligaanden.
19 Nu var Josef, hendes Mand, retsindig og vilde ikke bringe Skam over hende, derfor havde han i Sinde at skille sig fra hende i Stilhed.
20 Mens han tænkte paa dette, se, da viste en Herrens Engel sig for ham i en Drøm og sagde: »Josef, Davids Søn, frygt ikke for at hjemføre Maria som din Hustru: thi det Barn, hun venter, er undfanget ved Helligaanden.
21 Hun skal føde en Søn, og du skal give ham Navnet Jesus; thi han skal frelse sit Folk fra deres Synder.«
22 Alt dette skete, for at det skulde gaa i Opfyldelse, som Herren talte ved Profeten, der siger:
23 »Se, Jomfruen skal blive frugtsommelig og føde en Søn, og man skal give ham Navnet Immanuel« (det betyder oversat: Gud med os).
24 Da nu Josef var vaagnet op af Søvnen, gjorde han, som Herrens Engel havde befalet ham, og hjemførte hende som sin Hustru.
25 Og han kendte hende ikke, før hun havde født en Søn; ham gav han Navnet Jesus.
Vismændene fra Østerland, 1-12. Flugten til Ægypten, 13-15. Barnemordet i Betlehem, 16-18. Jesus i Nazaret, 19-23,
|
1 Da nu Jesus var født i Betlehem i Judæa i Kong Herodes's Dage, se, da kom der nogle Vismænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte:
2 »Hvor er Jødernes nyfødte Konge? thi vi har set hans Stjerne i Østen og er kommet for at tilbede ham.«
3 Men da Kong Herodes hørte det, blev han forfærdet og hele Jerusalem med ham;
4 og han samlede alle Folkets Ypperstepræster og skriftkloge og søgte hos dem at faa at vide, hvor Messias skulde fødes.
5 Og de sagde til ham: »I Betlehem i Judæa; thi saaledes er der skrevet ved Profeten:
6 Og du, Betlehem i Judas Land,
du er ingenlunde den mindste blandt Judas Herskere;
thi af dig skal der udgaa en Hersker,
som skal være Hyrde for mit Folk Israel.«
7 Derefter lod Herodes hemmeligt Vismændene kalde og fik af dem nøje Besked om Tiden, da Stjernen havde vist sig.
8 Saa sendte han dem til Betlehem med de Ord: »Gaa hen og forhør jer nøje om Barnet; og naar I har fundet det, saa lad mig det vide, for at ogsaa jeg kan komme og tilbede det.«
9 Da de havde hørt Kongens Ord, gav de sig paa Vej; og se, Stjernen, som de havde set i Østen, gik foran dem, indtil den kom og stod over det Sted, hvor Barnet var.
10 Og da de saa Stjernen, fyldtes de af meget stor Glæde
11 Og de gik ind i Huset og saa Barnet hos dets Moder Maria; da faldt de ned og tilbad det, og de lukkede op for deres Skatte og bragte det Gaver: Guld, Røgelse og Myrra.
12 Siden blev de i en Drøm advaret af Gud mod at vende tilbage til Herodes; og de drog saa ad en anden Vej tilbage til deres Land.
13 Men da de var draget bort, se, da viser en Herrens Engel sig i en Drøm for Josef og siger: »Staa op, tag Barnet og dets Moder med dig og flygt til Ægypten og bliv der, indtil jeg siger dig til; thi Herodes vil søge efter Barnet for at dræbe det.«
14 Da stod han op og tog Barnet og dets Moder med sig ved Nattetid og drog bort til Ægypten.
15 Der blev han indtil Herodes's Død, for at det skulde gaa i Opfyldelse, som Herren talte ved Profeten, der siger: »Fra Ægypten kaldte jeg min Søn.«
16 Da Herodes nu saa, at han var blevet narret af Vismændene, blev han meget harmfuld og sendte Folk hen og lod, i Bethlehem og hele dets Omegn, alle Drengebørn paa to Aar og derunder myrde, svarende til den Tid, han havde faaet Besked om af Vismændene.
17 Da gik det i Opfyldelse, som er talt ved Profeten Jeremias, der siger:
18 »En Røst hørtes i Rama,
Graad og megen Jamren;
Rakel begræd sine Børn
og vilde ikke trøstes, fordi de er borte.«
19 Men da Herodes var død, se, da viser en Herrens Engel sig i en Drøm for Josef i Ægypten og siger:
20 »Staa op, tag Barnet og dets Moder med dig og drag til Israels Land; thi de, som stræbte Barnet efter Livet, er nu døde.«
21 Da stod han op, tog Barnet og dets Moder med sig og kom til Israels Land.
22 Men da han hørte, at Arkelaus var Konge over Judæa i sin Fader Herodes's Sted, frygtede han for at drage derhen; og han blev i en Drøm advaret af Gud og drog bort til Galilæas Egne.
23 Og han kom og bosatte sig i en By ved Navn Nazaret, for at det skulde gaa i Opfyldelse, som er talt ved Profeterne, at han skulde kaldes Nazaræer.
Johannes Døber, 1-12. Jesu Daab, 13-17.
|
1 I de Dage fremstaar Johannes Døber og prædiker i Judæas Ørken og siger:
2 »Omvend jer, thi Himmelriget er kommet nær.«
3 Thi han er den, om hvem der er talt ved Profeten Esajas, som siger:
»Der er en Røst af en, som raaber i Ørkenen:
Ban Herrens Vej,
gør hans Stier jævne!«
4 Johannes havde Klæder af Kamelhaar og et Læderbælte om Lænden; hans Mad var Græshopper og vilde Biers Honning.
5 Saa kom Jerusalem og hele Judæa og hele Omegnen om Jordan dragende ud til ham.
6 Og de lod sig døbe af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres Synder.
7 Men da han saa mange af Farisæerne og Saddukæerne komme for at blive døbt, sagde han til dem: »I Øgleunger! hvem indgav jer den Tanke at flygte fra den kommende Vrede?
8 Saa bær da Frugt, som er Omvendelsen værdig,
9 og bild jer ikke ind, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til Fader; thi jeg siger jer, at Gud kan skabe Abraham Børn af Stenene dér!
10 Øksen ligger allerede ved Roden af Træerne; saa skal da hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, hugges om og kastes i Ilden.
11 Jeg døber jer med Vand til Omvendelse, men han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, og ikke engang hans Sko er jeg værdig til at tage af; han skal døbe jer med Helligaand og Ild.
12 Sin Kasteskovl har han i Haanden, og han skal gennemrense sin Lo og samle sin Hvede i Lade; men Avnerne skal han opbrænde med uudslukkelig Ild.«
13 Derefter kommer Jesus fra Galilæa til Jordan til Johannes for at blive døbt af ham.
14 Men Johannes vilde hindre ham i det og sagde: »Jeg trænger til at døbes af dig, og du kommer til mig!«
15 Da svarede Jesus og sagde til ham: »Lad det nu ske; thi saaledes bør vi gøre for at opfylde alt, hvad der er Ret!« Saa giver Johannes ham Lov.
16 Men da Jesus var blevet døbt, steg han straks op af Vandet, og se, Himlene aabnedes, og han saa Guds Aand dale ned som en Due og komme over ham. se, der lød en Røst fra Himlene, som sagde: »Denne er min Søn, den elskede; i ham har jeg Velbehag.«
|
Jesus fristes af Djævelen, 1-11. Han drager til Galilæa og tager Bolig i Kapernaum, 12-16. Han begynder at prædike, 17, kalder fire Disciple, 18-22, prædiker og helbreder, 23-25.
1 Derefter blev Jesus af Aanden ført op i Ørkenen for at fristes af Djævelen.
2 Og da han havde fastet fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter, led han til sidst Sult.
3 Saa kom Fristeren til ham og sagde: »Hvis du er Guds Søn, saa sig, at Stenene der skal blive til Brød.«
4 Men han svarede og sagde: »Der staar skrevet: Mennesket skal ikke leve af Brød alene, men af hvert Ord, som udgaar af Guds Mund.«
5 Derefter tager Djævelen ham med sig til den hellige Stad og stiller ham paa Helligdommens Tinde og siger til ham:
6 »Hvis du er Guds Søn, saa styrt dig ned; thi der staar skrevet:
Han skal give sine Engle Befaling om dig,
og de skal bære dig paa Hænder,
for at du ikke skal støde din Fod paa nogen Sten.«
7 Jesus sagde til ham: »Der staar atter skrevet: Du maa ikke friste Herren din Gud.«
8 Atter tager Djævelen ham med sig op paa et meget højt Bjerg og viser ham alle Verdens Riger og deres Herlighed,
9 og han sagde til ham: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.«
10 Da siger Jesus til ham: »Gaa bort, Satan! thi der staar skrevet: Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.«
11 Da forlader Djævelen ham, og se, Engle kom til ham og tjente ham.
|
12 Men da Jesus hørte, at Johannes var sat i Fængsel, drog han bort til Galilæa.
13 Og han flyttede fra Nazaret og kom og bosatte sig i Kapernaum ved Søen, i Zebulons og Naftalis Egne,
14 for at det skulde gaa i Opfyldelse, som er talt ved Profeten Esajas, der siger:
15 »Zebulons Land og Naftalis Land langs Søen, Landet hinsides Jordan, Hedningernes Galilæa,
16 det Folk, som sad i Mørke, har set et stort Lys, og for dem, som sad i Dødens Land og Skygge, er et Lys oprundet.«
17 Fra da af begyndte Jesus at prædike og sige: »Omvend jer, thi Himmelriget er kommet nær.«
18 Da han vandrede ved Galilæas Sø, saa han to Brødre, Simon, kaldet Peter, og hans Broder Andreas i Færd med at kaste Vod i Søen; for de var Fiskere.
19 Og han siger til dem: »Kom og følg mig, saa vil jeg gøre jer til Menneskefiskere.«
20 Og de forlod straks deres Garn og fulgte ham.
21 Og da han gik videre, saa han to andre Brødre, Jakob, Zebedæus's Søn, og hans Broder Johannes, sidde sammen med deres Fader Zebedæus i Baaden og bøde deres Garn, og han kaldte paa dem.
22 Og de forlod straks Baaden og deres Fader og fulgte ham.
23 Jesus gik omkring i hele Galilæa, lærte i deres Synagoger, prædikede Evangeliet om Riget og helbredte al Slags Sygdom og Svaghed blandt Folket.
24 Og Rygtet om ham kom ud over hele Syrien; og man bragte til ham alle dem, som led af forskellige Sygdomme og var plagede af Lidelser, baade besatte og maanesyge og lamme, og han helbredte dem.
25 Og store Folkeskarer fulgte ham baade fra Galilæa og Dekapolis og Jerusalem og Judæa og fra den anden side af Jordan.
Jesu Bjergprædiken (Kap. 5-7). Indledning, 1-2. Saligprisningerne, 3-12. Disciplene som salt og Lys, 13-16. Lovens Krav, 17-20. Det femte og sjette Bud, 21-30. Om Skilsmisse, 31-32; om at sværge, 33-37; om at gøre Gengæld, 38-42; om at elske sine Fjender, 43-48.
|
1 Da han saa Folkeskarerne, gik han op i Bjergene; der satte han sig, og hans Disciple kom hen til ham.
2 Saa tog han til Orde, lærte dem og sagde:
3 »Salige er de fattige i Aanden, thi Himmelriget er deres.
4 Salige er de, som sørger, thi de skal trøstes.
5 Salige er de sagtmodige, thi de skal arve Jorden.
6 Salige er de, som hungrer og tørster efter Retfærdigheden, thi de skal mættes.
7 Salige er de barmhjertige, thi dem skal der vises Barmhjertighed.
8 Salige er de rene af Hjertet, thi de skal se Gud.
9 Salige er de, som stifter Fred, thi de skal kaldes Guds Børn.
10 Salige er de, som er forfulgt for Retfærdigheds Skyld, thi Himmelriget er deres.
11 Salige er I, naar man haaner og forfølger jer og lyver jer alt ondt paa for min Skyld.
12 Glæd og fryd jer: Jeres Løn skal være stor i Himlene; thi saaledes har man forfulgt Profeterne, som var før jer.
13 I er Jordens Salt; men hvis Saltet mister sin Kraft, hvad skal det saa saltes med? Saa duer det kun til at kastes ud og trædes ned af Mennesker.
14 I er Verdens Lys; en By, der ligger oppe paa et Bjerg, kan ikke skjules.
15 Man tænder heller ikke et Lys og sætter det under en Skæppe, men paa en Lysestage; saa skinner det for alle dem, som er i Huset.
16 Saaledes skal jeres Lys skinne for Menneskene, for at de maa se jeres gode Gerninger og prise jeres Fader, som er i Himlene.
17 I maa ikke mene, at jeg er kommet for at nedbryde Loven eller Profeterne; jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at fuldkomme.
18 Thi sandelig siger jeg eder, før Himmelen og Jorden forgaar, skal end ikke det mindste Bogstav eller en Tøddel af Loven forgaa - før det er sket alt sammen.
19 Derfor: den, der bryder eet af de mindste blandt disse Bud og lærer Menneskene saaledes, han skal kaldes den mindste i Himmelriget; men den, der holder dem og lærer andre dem, han skal kaldes stor i Himmelriget.
20 Thi jeg siger jer: Hvis jeres Retfærdighed ikke overgaar de Skriftkloges og Farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmelriget.
|
21 I har hørt, at der er sagt til de gamle: »Du maa ikke slaa ihjel, og den, som slaar ihjel, er skyldig for den stedlige Domstol.«
22 Men jeg siger jer, at enhver, som bliver vred paa sin Broder, er skyldig for den stedlige Domstol; og den, som siger til sin Broder: Raka!, er skyldig for det store Raad; og den, som siger: du Daare!, er skyldig til Helvedes Ild.
23 Derfor: naar du bringer din Offergave til Alteret og du dèr kommer i Hu, at din Broder har noget imod dig,
24 saa lad din Gave blive dèr ved Alteret, og gaa først hen og forlig dig med din Broder, og kom saa og bring din Offergave!
25 Skynd dig at søge Forlig med din Modpart, mens du er med ham paa Vejen, for at din Modpart ikke skal overgive dig til Dommeren og Dommeren til Retstjeneren og du blive kastet i Fængsel.
26 Sandelig siger jeg dig, du skal ingenlunde komme ud derfra, før du har betalt den sidste Øre.
27 I har hørt, der er sagt: »Du maa ikke bedrive Hor.«
28 Men jeg siger jer, at enhver, som ser paa en andens Hustru, saa han begærer hende, har allerede bedrevet Hor med hende i sit Hjerte.
29 Hvis dit højre øje forarger dig, saa riv det ud, og kast det fra dig; thi det er bedre for dig at miste eet af dine Lemmer, end at hele dit Legeme kastes i Helvede.
30 Og hvis din højre Haand forarger dig, saa hug den af, og kast den fra dig; thi det er bedre for dig at miste eet af dine Lemmer, end at hele dit Legeme kommer i Helvede.
Jesus modsiger Moses og er lodret imod skilsmisse. Matthæus modsiger også Lukas og Markus, da han lader Jesus tillade skilsmisse, hvis kvinden har været utro (Matthæus 5,32; 19,9).
31 Der er sagt: »Den, som skiller sig fra sin Hustru, skal give hende et Skilsmissebrev.«
32 Men jeg siger jer, at enhver, som skiller sig fra sin Hustru af anden Grund end Utugt, han bliver Aarsag til, at der bedrives Hor med hende; og den, der gifter sig med en fraskilt Kvinde, han bedriver Hor.
33 I har endvidere hørt, at der er sagt til de gamle: »Du maa ikke sværge falsk, men du skal holde, hvad du har svoret Herren.«
34 Men jeg siger jer, at I maa aldeles ikke sværge, hverken ved Himmelen, thi den er Guds Trone,
35 eller ved Jorden, thi den er hans Fodskammel, eller ved Jerusalem, thi det er den store Konges By.
36 Du maa heller ikke sværge ved dit Hoved, thi du kan ikke gøre eet eneste Haar hvidt eller sort.
37 Men jeres Tale skal være ja, ja! nej, nej! hvad der gaar ud over det, er af det onde.
38 I har hørt, at der er sagt: »Øje for Øje, og Tand for Tand.«
39 Men jeg siger jer, at I maa ikke sætte jer mod den, der tilføjer jer ondt, men hvis nogen giver dig et Slag paa den højre Kind, saa vend ham ogsaa den anden til.
40 Og hvis nogen vil stævne dig for Retten og tage din Kjortel, saa lad ham ogsaa faa Kappen!
41 Og hvis nogen tvinger dig til at følge ham een Mil paa Vej, saa gaa to Mil med ham!
42 Giv den, som beder dig, og vend dig ikke bort fra den, som vil laane af dig.
43 I har hørt, at der er sagt: »Du skal elske din Næste og hade din Fjende.«
44 Men jeg siger jer: Elsk jeres Fjender [velsign dem, som forbander jer, gør godt imod dem, der hader jer] og bed for dem, som forfølger jer,
45 saa I maa blive jeres himmelske Faders Børn; thi han lader sin Sol staa op baade over onde og gode og lader det regne baade over retfærdige og uretfærdige.
46 Thi hvis I elsker dem, der elsker jer, hvad Løn faar I saa? Gør ikke ogsaa Tolderne det samme?
47 Og hvis I kun hilser paa jeres Brødre, hvad særligt gør I saa? Gør ikke ogsaa Hedningerne det samme?
48 Saa vær da I fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen.
Om Almisse, 1-4, Bøn, 5-15, Faste, 16-18. Rigdommens Farer, 19-24, Næringssorg, 25-34.
1 Vogt jer for at øve jeres Retfærdighed for Menneskene, for at de skal lægge Mærke til jer; ellers har I ingen Løn hos jeres Fader, som er i Himlene.
2 Derfor, naar du giver Almisse, maa du ikke lade blæse i Basun foran dig, som Hyklerne gør i Synagoger og paa Gader for at æres af Mennesker; sandelig siger jeg eder, de har allerede faaet deres Løn udbetalt.
3 Men naar du giver Almisse, saa lad ikke din venstre Haand vide, hvad din højre gør,
4 for at din Almisse kan være i det skjulte. Saa skal din Fader, som ser i det skjulte, betale dig.
5 Naar I beder, skal I ikke være som Hyklerne; thi de holder af at staa og bede i Synagoger og paa Gadehjørner for at blive set af Mennesker; sandelig siger jeg eder, de har allerede faaet deres Løn udbetalt.
6 Men du, naar du beder, saa gaa ind i dit Kammer og luk din Dør og bed til din Fader, som er i det skjulte, og din Fader, som ser i det skjulte, skal betale dig.
7 Men naar I beder, maa I ikke ramse, som Hedningerne gør; thi de mener, de bliver bønhørt for deres mange Ord.
8 Dem maa I altsaa ikke ligne; thi jeres Fader ved, hvad I trænger til, før I beder ham.
9 Derfor skal I bede saaledes: Vor Fader, du som er i Himlene! Helliget vorde dit Navn.
10 Komme dit Rige. Ske din Vilje paa Jorden, som den sker i Himmelen;
11 giv os i Dag vort daglige Brød;
12 og forlad os vor Skyld, som ogsaa vi har forladt vore Skyldnere;
13 led os ikke ind i Fristelse; men fri os fra det onde; [thi dit er Riget og Magten og Æren i Evighed! Amen.]
14 Thi tilgiver I Menneskene deres Overtrædelser, vil jeres himmelske Fader ogsaa tilgive jer;
15 men tilgiver I ikke Menneskene deres Overtrædelser, vil jeres Fader heller ikke tilgive jeres Overtrædelser.
16 Naar I faster, skal I ikke gaa med bedrøvet Mine som Hyklerne; thi de gør deres Ansigter ukendelige, for at andre Mennesker kan se paa dem, at de faster; sandelig siger jeg eder, de har allerede faaet deres Løn udbetalt.
17 Men naar du faster, saa salv dit Hoved og vask dit Ansigt,
18 for at ikke andre Mennesker skal se paa dig, at du faster, men kun din Fader, som er i det skjulte, saa skal din Fader, som ser i det skjulte, betale dig.
19 Saml jer ikke Skatte paa Jorden, hvor Møl og Orm fortærer, og hvor Tyve bryder ind og stjæler,
20 men saml jer Skatte i Himmelen, hvor hverken Møl eller Orm fortærer, og hvor ingen Tyve bryder ind og stjæler.
21 Thi hvor din Skat er, der vil ogsaa dit Hjerte være.
22 Øjet er Legemets Lys; hvis derfor dit øje er sundt, er hele dit Legeme i Lys;
23 men hvis dit øje er sygt, er hele dit Legeme i Mørke. Hvis nu det Lys, der er i dig, er Mørke, hvor stort bliver saa ikke Mørket!
24 Ingen kan tjene to Herrer; han vil jo enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene baade Gud og Mammon.
25 Derfor siger jeg eder: I maa ikke være bekymrede for jeres Liv, hvad I skal spise, eller hvad I skal drikke; heller ikke for jeres Legeme, hvad I skal klæde jer med. Er ikke Livet mere end Maden, og Legemet mere end Klæderne?
26 Se til Himmelens Fugle; de saar ikke og høster ikke og samler ikke i Lade, og dog giver jeres himmelske Fader dem Føden; er I ikke meget mer værd end de?
27 Og hvem af jer kan ved at bekymre sig lægge et Stykke til sin Levetid?
28 Og hvorfor er I bekymrede for Klæder? Læg Mærke til Liljerne paa Marken, hvordan de vokser; de arbejder ikke og spinder ikke;
29 men jeg siger jer, at ikke engang Salomon i al sin Pragt var klædt som en af dem.
30 Klæder da Gud saaledes Græsset paa Marken, som staar i Dag og i Morgen kastes i Ovnen, skulde han saa ikke meget snarere klæde jer, I lidettroende?
31 Derfor maa I ikke være bekymrede og sige: Hvad skal vi spise? eller: Hvad skal vi drikke? eller: Hvad skal vi klæde os med?
32 Thi efter alt det søger Hedningerne, og jeres himmelske Fader ved, at I trænger til alt det.
33 Men søg først Guds Rige og hans Retfærdighed, saa skal alt det andet gives jer i Tilgift.
34 Derfor maa I ikke være bekymrede for Dagen i Morgen; thi Dagen i Morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver Dag har nok i sin Plage.
Advarsel mod Dømmesyge, 1-5, og imod at give det hellige til uværdige, 6. Bønnens Forjættelse, 7-11. Den gyldne Regel, 12. Vejen til Livet, 13-14. Advarsel imod de falske Profeter, 15-23. De to Huse, 24-27. Slutning, 28-29.
1 Døm ikke, for at I ikke skal dømmes; thi den Dom, I dømmer med, med den skal I selv dømmes,
2 og det Maal, I maaler med, med det skal I selv faa tilmaalt.
3 Hvorfor ser du Splinten i din Broders Øje, men Bjælken i dit eget Øje lægger du ikke Mærke til?
4 Eller hvor kan du sige til din Broder: »Lad mig tage Splinten ud af dit Øje;« og se, der sidder en Bjælke i dit eget Øje.
5 Hykler! tag først Bjælken ud af dit eget Øje, saa kan du se klart til at tage Splinten ud af din Broders Øje.
6 Giv ikke Hunde det hellige, og kast ikke jeres Perler for Svin, for at de ikke skal træde dem ned med Fødderne og saa vende sig om og sønderrive jer.
7 Bed, saa skal der gives jer; søg, saa skal I finde; bank paa, saa skal der lukkes op for jer.
8 Thi enhver, som beder, han faar, og den, som søger, han finder, og den, som banker paa, for ham skal der lukkes op.
9 Eller er der iblandt jer nogen, som vil give sin Søn en Sten, naar han beder ham om Brød,
10 eller give ham en Slange, naar han beder ham om en Fisk?
11 Naar da I, som er onde, forstaar at give jeres Børn gode Gaver, hvor meget snarere vil saa ikke jeres Fader, som er i Himlene, give gode Gaver til dem, som beder ham!
12 Derfor, alt hvad I vil, at Menneskene skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem; thi saadan er Loven og Profeterne.
13 Gaa ind ad den snævre Port; thi vid er den Port og bred den Vej, som fører til Fortabelsen, og mange er de, der gaar ind ad den;
14 og snæver er den Port og trang den Vej, som fører til Livet, og faa er de, der finder den.
15 Vogt jer for de falske Profeter, som kommer til jer i Faareklæder, men i deres Indre er glubske Ulve.
16 Af deres Frugter skal I kende dem. Kan man plukke Druer af Tjørn eller Figener af Tidsler?
17 Saaledes bærer hvert godt Træ gode Frugter, og det daarlige Træ bærer slette Frugter.
18 Et godt Træ kan ikke bære slette Frugter, og et daarligt Træ kan ikke bære gode Frugter.
19 Ethvert Træ, der ikke bærer god Frugt, hugges om og kastes i Ilden.
20 Altsaa: af deres Frugter skal I kende dem.
21 Ikke enhver, der siger: »Herre, Herre!« til mig, skal komme ind i Himmelriget, men den, der gør min himmelske Faders Vilje.
22 Mange skal sige til mig paa hin Dag: Herre, Herre! har vi ikke profeteret ved dit Navn, og har vi ikke uddrevet onde Aander ved dit Navn, og har vi ikke gjort mange Undergerninger ved dit Navn?
23 Og da vil jeg sige dem rent ud: Jeg har aldrig kendt jer; vig bort fra mig, I som øver Uret.
24 Derfor: enhver, der hører de Ord, jeg her har sagt, og handler efter dem, han ligner en klog Mand, som byggede sit Hus paa Klippegrund.
25 Og Regnen styrtede ned, og Vandstrømmene kom, og Vindene blæste og satte ind paa det Hus, men det faldt ikke; thi det var grundmuret paa Klippen.
26 Men enhver, der hører de Ord, jeg her har sagt, og ikke handler efter dem, ligner en Daare, som byggede sit Hus paa Sand.
27 Og Regnen styrtede ned, og Vandstrømmene kom, og Vindene blæste og slog imod det Hus; saa faldt det, og dets Fald var stort.«
28 Og det skete, da Jesus var færdig med at tale disse Ord, var Folkeskarerne slaaet af Forundring over hans Lære;
29 thi han lærte dem som en, der har Myndighed, og ikke som deres skriftkloge.
Jesus helbreder en spedalsk, 1--4. Officerens Dreng, 5-13. Peters Svigermoder og andre, 14-17. To, der vil følge Jesus, 18-22. Stormen paa Søen, 23-27. De to besatte i Gadarenernes Land, 28-34.
|
1 Da han kom ned fra Bjergene, fulgte store Folkeskarer ham.
2 Og se, en spedalsk kom, kastede sig ned for ham og sagde: »Herre! hvis du vil, kan du rense mig.«
3 Og han rakte sin Haand ud, rørte ved ham og sagde: »Ja, jeg vil; bliv ren!« Da blev han straks renset for sin Spedalskhed.
4 Og Jesus siger til ham: »Se til, at du ikke siger det til nogen, men gaa hen og lad dig syne af Præsten, og bring den Offergave, Moses har paabudt, til Vidnesbyrd for dem.«
5 Da han var kommet til Kapernaum, kom en Officer hen til ham, bad ham og sagde:
6 »Herre! min Tjener ligger lam derhjemme og lider forfærdeligt.«
7 Jesus siger til ham: »Jeg vil komme og helbrede ham.«
8 Men Officeren svarede og sagde: »Herre! jeg er for ringe til, at du skal gaa ind under mit Tag; men sig blot et Ord, saa bliver min Tjener rask.
9 Jeg er jo selv en Mand, som staar under Kommando og har Soldater under mig; og siger jeg til den ene: Gaa! saa gaar han; og til den anden: Kom! saa kommer han; og til min Tjener: Gør det! saa gør han det.«
10 Da Jesus hørte det, undrede han sig og sagde til dem, der fulgte ham: »Sandelig siger jeg eder, saa stor en Tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel.
11 Og jeg siger jer: mange skal komme fra Øst og Vest og sidde til Bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmelriget.
12 Men Rigets egne Børn skal kastes ud i Mørket udenfor; der skal der være Graad og Tænderskæren.«
13 Og Jesus sagde til Officeren: »Gaa kun, det skal ske dig, som du troede!« Og Tjeneren blev rask i samme Stund.
14 Derefter kom Jesus ind i Peters Hus og saa, at hans Svigermoder laa til Sengs med Feber.
15 Da rørte han ved hendes Haand, og Feberen forlod hende, og hun stod op og vartede ham op.
16 Og da det blev Aften, førte de mange besatte til ham; og han uddrev Aanderne ved sit Ord og helbredte alle lidende;
17 for at det skulde gaa i Opfyldelse, som er talt ved Profeten Esajas, der siger: »Han tog vore Svagheder og bar vore Sygdomme.«
18 Da Jesus saa en Folkeskare omkring sig, bød han, at man skulde sætte over til den anden Bred.
19 Saa kom der en skriftklog og sagde til ham: »Mester! jeg vil følge dig, hvor du end gaar hen.«
20 Da siger Jesus til ham: »Ræve har Huler, og Himmelens Fugle Reder; men Menneskesønnen har ikke det Sted, hvor han kan hvile sit Hoved.«
21 Og en anden af hans Disciple sagde til ham: »Herre! giv mig først Lov til at gaa hen og begrave min Fader.«
22 Men Jesus siger til ham: »Følg du mig, og lad de døde begrave deres døde!«
|
Jesus ligger og snorksover i et synkende skib, ligesom Jonas engang havde gjort for at vise, at Jonas er en type på Jesus.
23 Da han nu gik i Baaden, fulgte hans Disciple ham.
24 Og se, det blev et voldsomt Uvejr ude paa Søen, saa Baaden blev overskyllet af Bølgerne; men han sov.
25 Og de gik hen til ham, vækkede ham og sagde: »Herre, frels os! vi gaar under.«
26 Da siger han til dem: »Hvorfor er I bange, I lidettroende?« Saa rejste han sig og truede ad Storm og Sø, og det blev ganske blikstille.
27 Men Folk undrede sig og sagde: »Hvem er dog han, siden baade Storm og Sø lyder ham?«
28 Da han var kommet over til den anden Bred, til Gadarenernes Land, kom to besatte ham i Møde; de kom ud fra Gravhulerne dèr og var meget farlige, saa ingen kunde komme forbi ad den Vej.
29 Og se, de gav sig til at raabe og sagde: »Lad os være, du Guds Søn! Er du kommet her for at pine os før Tiden?«
30 Nu gik der et godt Stykke fra dem en stor Flok Svin paa Græs.
31 Og de onde Aander bad ham og sagde: »Hvis du uddriver os, saa send os i Svineflokken.«
32 Og han sagde til dem: »Gaa!« Saa for de ud og for i Svinene; og se, hele Flokken styrtede sig ud over Brinken ned i Søen og omkom i Bølgerne.
33 Men Hyrderne flygtede og kom ind til Byen og fortalte det hele, ogsaa det om de besatte.
34 Og se, hele Byen gik ud for at møde Jesus; og da de saa ham, bad de ham gaa bort fra deres Enemærker.
Den lamme, 1-8. Mattæus's Kaldelse, 9-13. Om Faste, 14-17. Jairus's Datter og den blodsottige Kvinde, 18-26. De to blinde og den besatte, 27-34. Jesus ynkes over Folket, 35-38.
1 Derefter gik han i en Baad og satte igen over Søen og kom til sin egen By.
2 Og se, de bar hen til ham en lam, der laa paa en Baare; og da Jesus saa deres Tro, sagde han til den lamme: »Vær frimodig, Søn, dine Synder forlades dig.«
3 Og se, nogle af de skriftkloge tænkte ved sig selv: »Denne Mand taler gudsbespotteligt.«
4 Da Jesus kendte deres Tanker, sagde han: »Hvorfor tænker I ondt i jeres Hjerter?
5 Thi hvad er lettest, at sige: Dine Synder forlades dig, eller at sige: Staa op og gaa?
6 Men for at I skal vide, at Menneskesønnen har Magt paa Jorden til at forlade Synder« - saa siger han til den lamme: »Staa op, tag din Baare og gaa hjem!«
7 Og han stod op og gik hjem.
8 Da nu Folkeskarerne saa det, blev de grebet af Frygt og priste Gud, som havde givet Mennesker en saadan Magt.
|
9 Da Jesus gik videre derfra, saa han en Mand ved Navn Mattæus sidde ved Toldboden; og han siger til ham: »Følg mig!« Og han stod op og fulgte ham.
10 Og det skete, da han sad til Bords i hans Hus, se, da kom der mange Toldere og Syndere og sad til Bords sammen med Jesus og hans Disciple.
11 Og da Farisæerne saa det, sagde de til hans Disciple: »Hvorfor spiser jeres Mester sammen med Toldere og Syndere?«
12 Da Jesus hørte det, sagde han: »De raske har ikke Brug for Læge, men de, der er syge.
13 Gaa hen og lær, hvad de Ord betyder: »Barmhjertighed vil jeg, ej Slagtoffer«; thi jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men Syndere.«
14 Derpaa kommer Johannes's Disciple til ham og siger: »Hvorfor faster vi og Farisæerne, men dine Disciple faster ikke?«
15 Da svarede Jesus: »Kan Brudesvendene sørge, saa længe Brudgommen er hos dem? Men der skal komme Dage, da Brudgommen er taget fra dem, og da skal de faste.
16 Ingen sætter et Stykke uvalket Klæde paa en gammel Klædning; thi Lappen river Klædningen itu, og Hullet bliver værre.
17 Og man hælder ikke ung Vin paa gamle Skindsække, for saa sprænges Skindsækkene, og Vinen spildes, og Skindsækkene ødelægges; nej, ung Vin kommer man paa nye Skindsække, saa bevares begge Dele.«
|
18 Mens han talte til dem herom, se, da kom der en Synagogeforstander og kastede sig ned for ham og sagde: »Min Datter er lige nu død; men kom og læg din Haand paa hende, saa bliver hun levende igen.«
19 Da stod Jesus op og fulgte ham sammen med sine Disciple.
20 Og se, en Kvinde, som havde haft svære Blødninger i tolv Aar, nærmede sig bagfra og rørte ved Kvasten paa hans Kappe;
21 thi hun sagde ved sig selv: »Blot jeg rgrer ved hans Kappe, bliver jeg frelst.«
22 Men Jesus vendte sig om, og da han saa hende, sagde han: »Vær frimodig, Datter, din Tro har frelst dig.« Og fra samme Time var Kvinden frelst.
23 Og da Jesus kom til Synagogeforstanderens Hus og saa Fløjtespillerne og Folkeskaren, der larmede, sagde han:
24 »Gaa bort herfra, thi Pigen er ikke død, hun sover.« Og de lo ad ham.
25 Men da Folkeskaren var vist bort, gik han ind og tog hende ved Haanden; og Pigen rejste sig op.
26 Og Rygtet derom kom ud i hele den Del af Landet.
27 Og da Jesus gik videre derfra, fulgte to blinde med ham, som raabte og sagde: »Forbarm dig over os, du Davids Søn!«
28 Da han var kommet hjem, gik de blinde ind til ham; og Jesus siger til dem: »Tror I, jeg kan gøre dette?« De svarer ham: »Ja, Herre!«
29 Da rørte han ved deres Øjne og sagde: »Det skal ske jer, som I tror!«
30 Og deres Øjne aabnedes. Og Jesus formanede dem strengt og sagde: »Se til, at ingen faar det at vide.«
31 Men saa snart de var kommet ud, fortalte de om ham overalt i hele den Egn.
32 Medens disse gik ud, se, da førte man til ham en Mand, som var stum og besat.
33 Og da den onde Aand var drevet ud, talte den stumme. Og Folkeskarerne undrede sig og sagde: »Noget saadant er aldrig før set i Israel.«
34 Men Farisæerne sagde: »Det er ved de onde Aanders Fyrste, han driver de onde Aander ud!«
35 Saa vandrede Jesus omkring i alle Byer og Landsbyer, lærte i deres Synagoger og prædikede Evangeliet om Riget og helbredte al Slags Sygdom og Svaghed.
36 Og da han saa Folkeskarerne, ynkedes han inderligt over dem, fordi de var vanrøgtede og forkomne som Faar, der ingen Hyrde har.
37 Da siger han til sine Disciple: »Høsten er stor, men Arbejderne er faa;
38 bed derfor Høstens Herre om at sende Arbejdere ud til sin Høst.«
Udsendelsen af de tolv Apostle, 1-4. De skal kun gaa til Jøderne; forskellige Forskrifter, 5-15. Om Forfølgelser, 16-25. Opmuntring til Frygtløshed, 26-33. Evangeliet vil vække Splid, 34-39. Lønnen til dem, der modtager Apostlene, 40-42.
1 Saa kaldte han sine tolv Disciple til sig og gav dem Magt over urene Aander, saa de kunde uddrive dem og helbrede al Slags Sygdom og Svaghed.
2 Dette er Navnene paa de tolv Apostle: Først Simon, kaldet Peter, og hans Broder Andreas, saa Jakob, Zebedæus's Søn og hans Broder Johannes,
3 Filip og Bartolomæus, Tomas og Tolderen Mattæus, Jakob, Alfæus's Søn, og Lebbæus,
4 Simon Kananæer og Judas Iskariot, han, som senere forraadte ham.
5 Disse tolv sendte Jesus ud og bød dem og sagde: »Gaa ikke ud paa Hedningers Veje og ikke ind i Samaritaneres Byer!
6 Gaa hellere til de bortkomne Faar af Israels Hus!
7 Paa jeres Vandring skal I prædike og sige: Himmelriget er kommet nær!
8 Helbred syge, opvæk døde, rens spedalske, uddriv onde Aander! I har faaet det for intet, giv det for intet!
9 Skaf jer ikke Guld eller Sølv eller Kobber i jeres Bælter;
10 ikke Taske til Rejsen, eller to Kjortler, eller Sko, eller Stav; thi en Arbejder er sin Føde værd.
11 Hvor I kommer ind i en By eller Landsby, skal I forhøre jer om, hvem i den der er det værd, og hos ham skal I blive, indtil I drager videre.
12 Naar I træder ind i Huse saa bring jeres Hilsen;
13 og hvis Huset er det værd, skal jeres Fred komme over det; men hvis det ikke er det værd, skal jeres Fred vende tilbage til jer selv.
14 Og hvis man ikke tager imod jer og ikke hører jeres Ord, saa gaa ud af det Hus eller den By og ryst Støvet af jeres Fødder,
15 Sandelig siger jeg eder, det skal gaa Sodomas og Gomorras Land taaleligere paa Dommens Dag end den By.
16 Se, jeg sender jer som Faar blandt Ulve; vær derfor snilde som Slanger og uden Svig som Duer!
17 Vogt jer for Menneskene; thi de skal bringe jer for Domstole og piske jer i deres Synagoger.
18 Ogsaa for Landshøydinger og Konger skal I føres for min Skyld til et Vidnesbyrd for dem og Hedningefolkene.
19 Men naar man overgiver jer til Retten, skal I ikke bekymre jer for, hvordan eller hvad I skal tale; thi det skal gives jer i samme Stund, hvad I skal tale.
20 Thi det er ikke jer, som taler, men jeres Faders Aand, som taler gennem jer.
21 Broder skal overgive Broder til Døden, og Fader sit Barn, og Børn skal sætte sig op imod Forældre og slaa dem ihjel.
22 Og I skal hades af alle for mit Navns Skyld; men den, som holder ud indtil Enden, han skal blive frelst.
23 Naar de forfølger jer i den ene By, saa flygt til den anden; thi sandelig siger jeg eder, I skal ikke komme til Ende med Israels Byer, førend Menneskesønnen kommer.
24 En Discipel staar ikke over sin Mester, ej heller en Tjener over sin Herre.
25 Disciplen maa være tilfreds, naar det gaar ham som hans Mester, og Tjeneren, naar det gaar ham som hans Herre. Har de kaldt Husbonden Beelzebul, hvor meget mere da ikke hans Husfolk?
|
26 Frygt altsaa ikke for dem; thi der er intet skjult, som ikke skal aabenbares, og der er intet hemmeligt, som ikke skal blive kendt.
27 I skal tale i Lyset, hvad jeg siger jer i Mørket, og prædike paa Tagene, hvad der hviskes jer i Øret!
28 Og frygt ikke for dem, som dræber Legemet, men ikke kan dræbe Sjælen; frygt snarere for ham, som kan ødelægge baade Sjæl og Legeme i Helvede.
29 Sælger man ikke to Spurve for fem Øre? Og ikke een af dem falder til Jorden, uden jeres Fader er med i det.
30 Men paa jer er endog alle Hovedhaar talt.
31 Frygt altsaa ikke; I er mere værd end mange Spurve.
32 Derfor: enhver, som kendes ved mig over for Menneskene, ham vil ogsaa jeg kendes ved over for min Fader, som er i Himlene.
33 Men den, som fornægter mig over for Menneskene, ham vil ogsaa jeg fornægte over for min Fader, som er i Himlene.
34 I maa ikke mene, at jeg er kommet for at bringe Fred paa Jorden; jeg er ikke kommet for at bringe Fred, men Sværd.
35 Thi jeg er kommet for at volde Splid mellem en Mand og hans Fader, mellem en Datter og hendes Moder og imellem en Svigerdatter og hendes Svigermoder,
36 og en Mand skal faa sine Husfolk til Fjender.
37 Den, som elsker Fader eller Moder mere end mig, er mig ikke værd, og den, som elsker Søn eller Datter mere end mig, er mig ikke værd;
38 og den, som ikke tager sit Kors og følger efter mig, er mig ikke værd.
39 Den, som har bjærget sit Liv, skal miste det; og den, som har mistet sit Liv for min Skyld, skal bjærge det.
40 Den, som tager imod jer, tager imod mig; og den, som tager imod mig, tager imod ham, som udsendte mig.
41 Den, som tager imod en Profet, fordi han er en Profet, skal faa en Profets Løn; og den, som tager imod en retfærdig, fordi han er en retfærdig, skal faa en retfærdigs Løn.
42 Og den, som giver een af disse smaa blot et Bæger koldt Vand at drikke, fordi han er en Discipel, sandelig siger jeg eder, han skal ingenlunde gaa Glip af sin Løn.«
Johannes Døbers Spørgsmaal og Jesu Vidnesbyrd om ham, 1-15. Folkets Egensindighed, 16-19. Veraab over ubodfærdige Byer, 20-24. Lovprisning af Guds Frelsesveje, 25-27. Indbydelse til de trætte, 28-30.
1 Og det skete, da Jesus havde paalagt sine tolv Disciple alt dette, gik han derfra videre for at lære og prædike i deres Byer.
2 Men da Johannes i sit Fængsel hørte om Kristi Gerninger, sendte han Bud ved sine Disciple og spurgte ham:
3 »Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?«
4 Da svarede Jesus og sagde til dem: »Gaa hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser:
5 blinde ser og lamme gaar, spedalske renses og døve hører, døde staar op, og Evangeliet forkyndes for fattige;
6 og salig den, som ikke tager Anstød af mig.«
7 Da nu de gik bort, gav Jesus sig til at tale til Folkeskarerne om Johannes: »Hvorfor gik I ud i Ørkenen? for at se et Rør, som svajer hid og did for Vinden?
8 Nej, hvorfor gik I ud? for at se et Menneske, klædt i bløde Klæder? Se, de, som gaar med bløde Klæder, er i Kongernes Slotte.
9 Nej, hvorfor gik I ud? for at se en Profet? Ja, jeg siger jer, endog mere end en Profet.
10 Han er den, om hvem der staar skrevet:
Se, jeg sender min Engel for dit Aasyn,
han skal bane din Vej foran dig.
11 Sandelig siger jeg eder, blandt kvindefødte er der ikke fremstaaet nogen større end Johannes Døber; men den mindste i Himmelriget er større end han.
12 Og fra Johannes Døbers Dage indtil nu tages Himmelriget med Storm, og de, der stormer det, river det til sig.
13 Thi alle Profeterne og Loven har profeteret indtil Johannes.
14 Og - om I vil tage imod det - han er Elias, som skulde komme.
15 Den, som har Ører, han høre!
16 Men hvad skal jeg sammenligne denne Slægt med? Den ligner Børn, som sidder paa Torvene og raaber til de andre og siger:
17 Vi fløjtede for jer, dog dansede I ikke; vi sang Klagesange, dog jamrede I ikke.
18 Thi Johannes kom, som hverken spiser eller drikker; saa siger man: Han er besat.
19 Menneskesønnen kom, som spiser og drikker; saa siger man: Se, hvilken Fraadser og Dranker, Ven med Toldere og Syndere! Dog er Visdommen blevet retfærdiggjort ved sine Gerninger.«
|
20 Da gav han sig til at revse de Byer, hvor hans fleste kraftige Gerninger var gjort, fordi de ikke havde omvendt sig:
21 »Ve dig, Korazin! ve dig, Betsajda! thi hvis de kraftige Gerninger, som er sket i jer, var sket i Tyrus og Zidon, saa havde de for længe siden omvendt sig i Sæk og Aske.
22 Men jeg siger jer: Det skal gaa Tyrus og Zidon taaleligere paa Dommens Dag end jer.
23 Og du, Kapernaum! Mon du skal ophøjes indtil Himmelen? Nej, til Dødsriget skal du fare ned! thi hvis de kraftige Gerninger, som er sket i dig, var sket i Sodoma, da var den blevet staaende indtil denne Dag.
24 Men jeg siger jer: Det skal gaa Sodomas Land taaleligere paa Dommens Dag end dig.«
25 Paa den Tid tog Jesus til Orde og sagde: »Jeg priser dig, Fader, Himmelens og Jordens Herre! fordi du har skjult dette for de vise og kloge og aabenbaret det for de umyndige.
26 Ja, Fader! thi saaledes skete det, som var din Vilje.
27 Alt er overgivet mig af min Fader; og ingen kender Sønnen uden Faderen, og ingen kender Faderen uden Sønnen, og den, for hvem Sønnen vil aabenbare ham.
28 Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af Byrder, saa skal jeg give jer Hvile.
29 Tag mit Aag paa jer og lær af mig; thi jeg er sagtmodig og ydmyg af Hjertet; saa skal I finde Hvile for jeres Sjæle.
30 Thi mit Aag er gavnligt, og min Byrde er let.«
Aksplukningen paa Sabbaten, 1-8. Manden med den visne Haand, 9-14. Jesu Tilbageholdenhed og Mildhed, 15-21. Beskyldning mod ham for at staa i Ledtog med Beelzebul, 22.-30. Om Bespottelse mod Helligaanden, 31-37. Jonastegnet, 38-42. Faren for Tilbagefald, 43-45. Jesu sande Slægtninge, 46-50.
|
1 Paa den Tid vandrede Jesus paa en Sabbat gennem en Kornmark; og hans Disciple blev sultne og begyndte at plukke Aks og spise.
2 Men da Farisæerne saa det, sagde de til ham: »Se, dine Disciple gør noget, man ikke har Lov at gøre paa en Sabbat.«
3 Da sagde han til dem: »Har I ikke læst, hvad David gjorde, da han og hans Ledsagere blev sultne?
4 hvordan han gik ind i Guds Hus og spiste Skuebrødene, som hverken han eller hans Ledsagere, men kun Præsterne havde Lov at spise?
5 Eller har I ikke læst i Loven, at paa Sabbaterne vanhelliger Præsterne Sabbaten i Helligdommen uden at paadrage sig Skyld?
6 Og jeg siger jer, at her er det, som er større end Helligdommen.
7 Hvis I havde forstaaet, hvad det Ord betyder: »Barmhjertighed vil jeg, ej Slagtoffer,« havde I ikke fordømt de skyldfri.
8 Thi Menneskesønnen er Herre over Sabbaten.«
9 Saa gik han videre derfra og kom ind i deres Synagoge.
10 Og se, der var en Mand med en vissen Haand. Og for at faa noget at anklage Jesus for spurgte de ham og sagde: »Har man Lov til at helbrede paa Sabbaten?«
11 Men han sagde til dem: »Er der nogen iblandt jer, som har et Faar og ikke vil gribe fat i det og trække det op, naar det paa Sabbaten falder i en Grav?
12 Hvor meget mere værd er nu ikke et Menneske end et Faar? Altsaa har man Lov at gøre vel paa Sabbaten.«
13 Saa siger han til Manden: »Ræk din Haand frem!« og han rakte den frem, og den blev rask igen som den anden.
14 Da gik Farisæerne bort og tog den Beslutning, at de vilde slaa ham ihjel.
15 Da Jesus fik det at vide, drog han bort derfra; og mange fulgte ham, og han helbredte dem alle.
16 Men han forbød dem strengt at fortælle om ham,
17 for at det skulde gaa i Opfyldelse, som er talt ved Profeten Esajas, som siger:
18 »Se, min Tjener, som jeg har udvalgt,
min elskede, i hvem min Sjæl har Velbehag;
paa ham vil jeg lægge min Aand,
og han skal forkynde Ret for Folkene.
19 Han skal ej kives og ej skrige,
og ingen skal høre hans Røst paa Gaderne.
20 Han skal ikke bryde et knækket Rør
og ikke slukke en rygende Tande,
indtil han faar ført Retten frem til Sejr.
21 Og paa hans Navn skal Folkene haabe.«
22 Da blev en besat, som var blind og stum, ført til ham; og han helbredte ham, saa den stumme kom til at tale og se.
23 Og alle Folkeskarerne var ude af sig selv af Forundring og sagde: »Mon han dog ikke er Davidssønnen?«
24 Men da Farisæerne hørte det, sagde de: »Det kan kun være ved Hjælp af Beelzebul, de onde Aanders Fyrste, at han uddriver onde Aander.«
25 Da han kendte deres Tanker, sagde han til dem: »Ethvert Rige, der er kommet i Splid med sig selv, lægges øde; og ingen By og intet Hjem, der er kommet i Splid med sig selv, kan bestaa.
26 Og hvis Satan uddriver Satan, saa er han kommet i Splid med sig selv; hvorledes kan hans Rige da bestaa?
27 Og hvis jeg uddriver onde Aander ved Beelzebuls Hjælp, ved hvis Hjælp uddriver saa jeres egne Tilhængere dem? De skal altsaa være jeres Dommere.
28 Men hvis det er ved Guds Aand, jeg uddriver onde Aander, saa er jo Guds Rige kommet til jer.
29 Eller hvordan kan nogen gaa ind i den stærkes Hus og røve hans Ejendele, uden at han først binder den stærke? Saa kan han plyndre hans Hus.
30 Den, som ikke er med mig, er imod mig; og den, som ikke samler med mig, spreder.
31 Derfor siger jeg eder: Al Synd og Bespottelse skal tilgives Menneskene, men Bespottelse imod Aanden skal ikke tilgives.
32 Den, der taler et Ord imod Menneskesønnen, ham vil det blive tilgivet; men den, der taler imod Helligaanden, ham vil det ikke blive tilgivet, hverken i denne Verden eller i den kommende.
33 I maa indrømme: enten er et Træ godt, og saa er ogsaa dets Frugt god, eller et Træ er daarligt, og saa er ogsaa dets Frugt daarlig; thi Træet kendes paa Frugten.
34 I Øgleunger! hyordan kan I tale godt, naar I er onde? Thi hvad Hjertet er fuldt af, løber Munden over med.
35 Et godt Menneske tager gode Ting frem af sit gode Forraad; og et ondt Menneske tager onde Ting frem af sit onde Forraad.
36 Men jeg siger jer, at Menneskene skal gøre Regnskab paa Dommens Dag for hvert gavnløst Ord, de taler.
37 Thi ud fra dine Ord skal du kendes retfærdig, og ud fra dine Ord skal du kendes skyldig.«
38 Da tog nogle af de skriftkloge og Farisæerne til Orde og sagde til ham: »Mester! vi vil gerne se dig gøre et Tegn.«
39 Men han svarede og sagde til dem: »En ond og utro Slægt kræver Tegn, men der skal intet andet Tegn gives den end Profeten Jonas's Tegn.
40 Thi ligesom Jonas var tre Dage og tre Nætter i Havdyrets Bug, saaledes skal Menneskesønnen være tre Dage og tre Nætter i Jordens Skød.
41 Mænd fra Nineve skal staa op ved Dommen sammen med denne Slægt og bringe Fordømmelse over den; thi de omvendte sig ved Jonas's Prædiken; og se, her er mere end Jonas.
42 Dronningen fra Syden skal ved Dommen rejse sig sammen med denne Slægt og bringe Fordømmelse over den; thi hun kom fra Jordens fjerneste Egne for at høre Salomons Visdom; og se, her er mere end Salomon.
43 Men naar den urene Aand er faret ud af Mennesket, vandrer den igennem vandløse Steder og søger Hvile, men finder den ikke.
44 Saa siger den: Jeg vil vende tilbage til mit Hus, som jeg gik ud af; og naar den kommer, finder den det ledigt, fejet og pyntet.
45 Saa gaar den bort og henter syv andre Aander, værre end den selv, og de kommer ind og tager Bolig dèr; da bliver det sidste værre for dette Menneske end det første. Saaledes skal det ogsaa gaa denne onde Slægt.«
46 Mens han endnu talte til Folkeskarerne, se, da stod hans Moder og hans Brødre udenfor og søgte at faa ham i Tale.
47 [Da sagde en til ham: »Se, din Moder og dine Brødre staar udenfor og søger at faa dig i Tale.«]
48 Men han svarede og sagde til den, der fortalte ham det: »Hvem er min Moder, og hvem er mine Brødre?«
49 Saa rakte han sin Haand ud over sine Disciple og sagde: »Se, her er min Moder og mine Brødre!
50 Thi enhver, der gør min himmelske Faders Vilje, han er min Broder og Søster og Moder.«
Lignelsen om Sædemanden, 149 og 18-23. Grunden til at Jesus taler i Lignelser, 10-17. Ligneisen om Rajgræsset blandt Hveden, 21-30 og 36-43, om Sennepskornet, 31-32, og om Surdejgen, 33. Et profetisk Ord om Lignelsestalen, 34-35. Lignelserne om Skatten, 44, Perlen, 45-46, og Voddet, 47-52. Jesus forkastes i Nazaret, 53-58.
1 Samme Dag gik Jesus hjemmefra og satte sig ved Søen.
2 Og store Folkeskarer samlede sig om ham, saa han gik om Bord i en Baad og satte sig, mens hele Folkeskaren stod inde paa Bredden.
3 Saa talte han meget til dem i Lignelser og sagde: »Se, en Sædemand gik ud for at saa.
4 Og da han saaede, faldt noget paa Vejen; og Fuglene kom og aad det op.
5 Noget faldt paa Stengrund, hvor det ikke havde megen Jord, og det kom snart op, fordi det ikke havde dyb Jord,
6 men da Solen steg, blev det svedet, og det visnede, fordi det manglede Rod.
7 Noget faldt iblandt Tidsler; og Tidslerne voksede op og kvalte det.
8 Og noget faldt i god Jord og bar Frugt, noget hundrede, noget tresindstyve og noget tredive Fold.
9 Den, som har Ører, han høre!«
10 Da kom Disciplene hen og spurgte ham: »Hvorfor taler du til dem i Lignelser?«
11 Han svarede og sagde til dem: »Jer er det givet at kende Himmelrigets Hemmeligheder; men dem er det ikke givet.
12 Thi den, som har, ham skal der gives, og han skal faa Overflod; men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har.
13 Derfor taler jeg til dem i Lignelser, fordi de ser og dog ingenting ser, og hører og dog ingenting hører eller forstaar.
14 Paa dem gaar Esajas's Profeti i Opfyldelse, naar han siger:
»I skal høre og høre og dog intet fatte,
I skal se og se og dog intet øjne.
15 Thi dette Folks Hjerte er blevet sløvt,
og med Ørene hører de tungt,
og deres øjne har de lukket,
for at de ikke skal se med Øjnene
og høre med Ørene
og fatte med Hjertet og omvende sig,
saa jeg kan læge dem.«
16 Men salige er jeres øjne, fordi de ser, og jeres ører, fordi de hører.
17 Thi sandelig siger jeg eder, mange Profeter og retfærdige ønskede inderligt at se, hvad I ser, men fik det ikke at se, og at høre, hvad I hører, men fik det ikke at høre.
18 Saa hør nu, hvad der menes med Lignelsen om Sædemanden.
19 Naar nogen hører Ordet om Riget og ikke forstaar det, saa kommer den Onde og river det bort, der er saaet i hans Hjerte; han er Sæden, som blev saaet paa Vejen.
20 Sæden, som blev saaet paa Stengrund, det er ham, der hører Ordet og straks tager imod det med Glæde.
21 Men han lader det ikke slaa Rod i sig og holder kun ud til en Tid, og naar der kommer Trængsel eller Forfølgelse for Ordets Skyld, tager han straks Anstød.
22 Sæden, som blev saaet iblandt Tidsler, det er ham, der hører Ordet, men timelig Bekymring og Rigdommens Bedrag kvæler Ordet, og det bliver uden Frugt.
23 Men Sæden, som blev saaet i god Jord, det er ham, der hører Ordet og forstaar det, og som saa bærer Frugt, hundrede, tresindstyve eller tredive Fold.«
24 En anden Lignelse fremsatte han for dem og sagde: »Med Himmelriget er det som med en Mand, der saaede god Sæd i sin Mark.
25 Og mens Folkene sov, kom hans Fjende og saaede giftigt Rajgræs iblandt Hveden og gik bort.
26 Og da Kornet voksede op og satte Kærne, kunde ogsaa Rajgræsset ses.
27 Saa kom Husbondens Tjenere til ham og sagde: »Herre, du saaede jo god Sæd i din Mark, hvorfra er da Rajgræsset kommet?«
28 Han sagde til dem: »Det har et fjendsk Menneske gjort.« Saa spørger Tjenerne ham: »Vil du da have, at vi skal gaa hen og samle det fra?«
29 Men han siger: »Nej, for at I ikke, naar I samler Rajgræsset fra, skal rykke Hveden op tillige med det.
30 Lad kun begge Dele gro sammen til Høsten; og i Høstens Tid vil jeg da sige til Høstfolkene: Saml først Rajgræsset fra og bind det i Knipper for at brænde det, men bring Hveden hjem i min Lade!««
31 En anden Lignelse fremsatte han for dem og sagde: »Med Himmelriget er det ligesom med et Sennepsfrø, en Mand tog og saaede i sin Mark.
32 Det er det mindste Frø, der saas, men naar det vokser til, bliver det større end de andre Urter, ja det bliver et Træ, saa Himmelens Fugle kommer og bygger Rede i dets Grene.«
33 Endnu en Lignelse fortalte han dem: »Med Himmelriget er det ligesom med en Surdejg, en Kvinde tog og kom i tre Fjerdingkar Hvedemel, indtil det blev gennemsyret alt sammen.«
34 Alt dette talte Jesus til Folkeskarerne i Lignelser, og uden Lignelser talte han intet til dem,
35 for at det skulde gaa i Opfyldelse, som er talt ved Profeten, der siger:
»Jeg vil aabne min Mund med Lignelser;
jeg vil udsige det, som har været skjult
fra Verdens Grundlæggelse.«
36 Derefter forlod han Folkeskarerne og gik hjem. Saa kom hans Disciple til ham og sagde: »Forklar os Lignelsen om det giftige Rajgræs paa Marken!«
37 Han svarede og sagde: »Den, som saar den gode Sæd, er Menneskesønnen,
38 Marken er Verden, og den gode Sæd er Rigets Børn, men Rajgræsset er den ondes Børn,
39 og Fjenden, som saaede det, er Djævelen; og Høsten er Verdens Ende; og Høstfolkene er Engle.
40 Ligesom nu Rajgræsset samles fra og brændes i Ild, saaledes skal det ske ved Verdens Ende.
41 Menneskesønnen skal sende sine Engle ud, og de skal samle og fjerne fra hans Rige alle, der frister andre til Fald, og dem, som øver Lovløshed;
42 og de skal kaste dem i Ildovnen; der skal der være Graad og Tænderskæren.
43 Da skal de retfærdige straale som Solen i deres Faders Rige. Den, som har Ører, han høre!
44 Med Himmelriget er det ligesom med en Skat, der blev skjult i en Mark, og en Mand finder den og holder det hemmeligt, og af Glæde over den gaar han hen og sælger alt, hvad han har, og køber den Mark.
45 Fremdeles er det med Himmelriget ligesom med en Købmand, der søgte efter skønne Perler;
46 og da han havde fundet een meget kostbar Perle, gik han hen og solgte alt, hvad han havde, og købte den.
47 Fremdeles er det med Himmelriget ligesom med et Vod, der blev kastet i Havet og indfangede Fisk af alle Slags.
48 Da det blev fuldt, trak man det op paa Strandbredden og satte sig og samlede de gode sammen i Kar, men kastede de daarlige ud.
49 Saaledes skal det ske ved Verdens Ende. Englene skal gaa ud og skille de onde fra de retfærdige
50 og kaste dem i Ildovnen; der skal der være Graad og Tænderskæren.
51 Har I forstaaet alt dette?« De siger til ham: »Ja.«
52 Da sagde han til dem: »Saa er da enhver skriftklog, som er oplært for Himmelriget, ligesom en Husbond, der tager nyt og gammelt frem af sit Forraad.«
53 Og det skete, da Jesus var færdig med at fortælle disse Lignelser, drog han bort derfra.
54 Og han kom til sin Fædreneby og lærte dem i deres Synagoge, saa de blev slaaet af Forundring og sagde: »Hvorfra har han denne Visdom og de underfulde Kræfter?
55 Er han ikke Tømmermandens Søn? Hedder hans Moder ikke Maria og hans Brødre Jakob og Josef og Simon og Judas?
56 Og hans Søstre, bor de ikke alle hos os? Hvorfra har han da alt dette?«
57 Og de tog Anstød af ham. Men Jesus sagde til dem: »Intetsteds er en Profet mindre agtet end i sit eget Fædreland og i sit Hjem.«
58 Og paa Grund af deres Vantro gjorde han ikke mange Undergerninger der.
Johannes Døbers Henrettelse, 1-12. 5000 Mænd mættes, 13-21. Vandringen paa Søen, 22-34. Helbredelser, 35-36.
|
1 Paa den Tid hørte Landsfyrsten Herodes Rygtet om Jesus.
2 Da sagde han til sine Tjenere: »Det er Johannes Døber! Han er opvakt fra de døde, derfor virker underfulde Kræfter i ham.«
3 Herodes havde nemlig ladet Johannes gribe og lænke og sætte i Fængsel for sin Broder Filips Hustru Herodias's Skyld,
4 fordi Johannes havde sagt til ham: »Du har ikke Lov at have hende til Hustru.«
5 Og naar han tænkte paa at lade ham dræbe, var han bange for Mængden, thi de holdt ham for en Profet.
6 Men da Herodes's Fødselsdag kom, dansede Herodias's Datter for Selskabet og vandt Herodes's Bifald,
7 saa han med en Ed lovede at give hende, hvad hun end forlangte.
8 Tilskyndet af sin Moder siger hun: »Giv mig her paa et Fad Johannes Døbers Hoved!«
9 Og skønt Kongen blev ked af det, bød han af Hensyn til sine Eder og til Gæsterne, at man skulde give hende det,
10 og sendte Bud og lod Johannes halshugge i Fængselet.
11 Og hans Hoved blev bragt paa et Fad og givet til den unge Pige, og hun bragte det til sin Moder.
12 Saa kom hans Disciple og tog Liget og begravede det. Derefter gik de hen og fortalte Jesus det.
|
13 Da Jesus hørte det, tog han i en Baad bort derfra til et øde Sted for at være ene; men da Folkeskarerne hørte det, fulgte de efter ham til Fods fra Byerne.
14 Da han nu gik i Land, saa han en stor Folkeskare og ynkedes inderligt over den og helbredte deres syge.
15 Menda det blev Aften, gik hans Disciple hen til ham og sagde: »Stedet her er øde, og det er allerede sent; faa Folkeskarerne til at gaa bort, for at de kan gaa hen i Landsbyerne og købe sig Mad.«
16 Da sagde Jesus til dem: »De har ikke nødig at gaa bort; giv I dem noget at spise!«
17 De svarer ham: »Her har vi ikke mere end fem Brød og to Fisk.«
18 Da sagde han: »Bring dem herhen til mig!«
19 Og han bød Folkeskarerne sætte sig ned i Græsset og tog de fem Brød og de to Fisk, saa op til Himmelen og velsignede; og han brød Brødene og gav Disciplene dem, og Disciplene gav dem til Folkeskarerne,
20 og de spiste alle og blev mætte. Og da de samlede de Stykker, der blev tilovers, var der tolv Kurve fulde.
21 De, som havde spist, var omtrent fem Tusinde Mænd foruden Kvinder og Børn.
22 Og straks efter nødte han sine Disciple til at gaa i Baaden og i Forvejen tage over til den anden Bred, mens han fik Folkeskarerne til at gaa bort.
23 Og da han havde ladet Folkeskarerne gaa bort, gik han op i Bjergene for at være ene og bede. Da det blev Aften, var han der alene.
24 Og Baaden var allerede mange Stadier fra Land og kæmpede haardt med Bølgerne; thi Vinden var imod.
25 Men i den fjerde Nattevagt kom han til dem, gaaende hen over Søen.
26 Da Disciplene saa ham komme gaaende paa Søen, blev de forfærdede og sagde: »Det er et Spøgelse, og de skreg af Frygt.
27 Men i det samme talte Jesus til dem og sagde: »Vær frimodige; det er mig, frygt ikke!«
28 Peter svarede ham og sagde: »Herre! hvis det er dig, saa byd mig at komme ud til dig paa Bølgerne!
29 Da sagde han: »Kom!« og Peter traadte ned fra Baaden og gik hen over Bølgerne og kom til Jesus.
30 Men da han saa, hvor det stormede, blev han bange, og idet han begyndte at synke, raabte han og sagde: »Herre, frels mig!«
31 Straks rakte Jesus sin Haand ud, greb fat i ham og siger til ham: »Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?«
32 Og da de var kommet op i Baaden, lagde Vinden sig.
33 Men de, som var i Baaden, kastede sig ned for ham og sagde: »Du er sandelig Guds Søn!«
34 Og efter at de var naaet over Søen, landede de i Genezaret.
35 Da nu Befolkningen dèr paa Stedet kendte ham, sendte de Bud til hele Omegnen, og man bragte alle de syge til ham.
36 Og de bad ham om Lov til blot at røre ved Kvasten paa hans Kappe; og alle de, som rørte ved den, blev helbredt.
Farisæernes Syn paa Renhed og Urenhed, 1-20. Den kananæiske Kvinde, 21-28. Helbredelser, 29-31. 4000 Mænd mættes, 32-39.
1 Da kommer der fra Jerusalem Farisæere og skriftkloge til Jesus og siger:
2 »Hvorfor overtræder dine Disciple de gamles Overlevering? De vasker jo ikke deres Hænder, naar de skal holde Maaltid.«
3 Men han svarede og sagde til dem: »Hvorfor overtræder I selv Guds Bud for jeres Overleverings Skyld?
4 Thi Gud har sagt: »Ær din Fader og din Moder,« og: »den, der forbander Fader og Moder, skal lide Døden.«
5 Men I lærer: »Hvis nogen siger til sin Fader eller sin Moder: »Det, du skulde have haft som Hjælp fra mig, det skal være Tempelgave,« saa behøver han slet ikke at ære sin Fader eller sin Moder.«
6 Saaledes har I sat Guds Lov ud af Kraft for jeres Overleverings Skyld.
7 I Hyklere! Med Rette har Esajas profeteret om jer og sagt:
8 »Dette Folk ærer mig med Læberne;
men deres Hjerte er fjernt fra mig.
9 Men det er forgæves, de dyrker mig,
naar de fører Lærdomme, som kun er Menneskebud.««
10 Og han kaldte Folkeskaren til sig og sagde til dem: »Hør og forstaa:
11 Det er ikke det, der gaar ind i Munden, som gør Mennesket urent, men det er det, der gaar ud af Munden, det gør Mennesket urent!«
12 Saa kom hans Disciple hen og sagde til ham: »Ved du, at Farisæerne tog Anstød, da de hørte det, du sagde?«
13 Da svarede han og sagde: »Enhver Plante, som min himmelske Fader ikke har plantet, skal rykkes op med Rode.
14 Lad dem kun være! de er blinde Vejledere for blinde; og naar en blind leder en blind, falder de begge i Grøften.«
15 Men Peter tog til Orde og sagde til ham: »Forklar os den Lignelse!«
16 Da sagde han: »Er ogsaa I stadig saa uforstandige?
17 Forstaar I ikke, at alt, hvad der kommer ind i Munden, gaar ned i Maven og føres ud paa det dertil bestemte Sted?
18 Men det, som kommer ud af Munden, udgaar fra Hjertet, og det gør Mennesket urent.
19 Thi fra Hjertet udgaar der onde Tanker, Mord, Ægteskabsbrud, Utugt, Tyverier, falske Vidnesbyrd, Bespottelser.
20 Det er den Slags Ting, som gør Mennesket urent; men at spise med uvaskede Hænder gør ikke Mennesket urent.«
|
21 Saa gik Jesus derfra og drog bort til Landet omkring Tyrus og Zidon.
22 Og se, en kananæisk Kvinde kom fra de Egne, raabte og sagde: »Herre, Davids Søn! forbarm dig over mig! min Datter plages slemt af en ond Aand.«
23 Men han svarede hende ikke et Ord. Da gik hans Disciple hen til ham, bad ham og sagde: »Faa hende til at gaa, hun raaber jo efter os.«
24 Han svarede og sagde: »Jeg er ikke udsendt til andre end de bortkomne Faar af Israels Hus.«
25 Men hun kom og kastede sig ned for ham og sagde: »Herre, hjælp mig!«
26 Han svarede og sagde: »Det er ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det til de smaa Hunde.«
27 Men hun sagde: »Jo, Herre! thi de smaa Hunde æder dog af de Smuler, som falder fra deres Herres Bord.«
28 Da svarede Jesus og sagde til hende: »Kvinde, din Tro er stor, det ske dig, som du vil!« Og hendes Datter blev helbredt fra den samme Time.
|
29 Saa drog Jesus videre derfra og kom til Galilæas Sø. Og han gik op i Bjergene, og der satte han sig.
30 Og store Folkeskarer kom til ham og havde lamme, vanføre, blinde, stumme og mange andre med sig; dem lagde de ned for hans Fødder, og han helbredte dem,
31 saa Folkeskaren undrede sig, da de saa, at stumme talte, vanføre blev raske, lamme gik, og blinde saa; og de priste Israels Gud.
32 Og Jesus kaldte sine Disciple til sig og sagde: »Jeg ynkes inderligt over Folkeskaren, thi de har allerede været hos mig tre Dage og har ikke noget at spise; og lade dem gaa fastende bort vil jeg ikke, for at de ikke skal vansmægte undervejs.
33 Da siger hans Disciple til ham: »Hvorfra skal vi her i Ørkenen faa Brød nok til at mætte saa stor en Skare?«
34 Jesus siger da til dem: »Hvor mange Brød har I?« De sagde: »Syv og desuden nogle faa Smaafisk.«
35 Da bød han Folkeskaren lejre sig paa Jorden,
36 og han tog de syv Brød og Fiskene, takkede, brød dem og gav Disciplene dem, og Disciplene gav dem til Folkeskarerne.
37 Saa spiste de alle og blev mætte. Og da man samlede de Stykker, der blev tilovers, var der syv Kurve fulde.
38 De, der havde spist, var fire Tusinde Mænd foruden Kvinder og Børn.
39 Og efter at han havde faaet Folkeskarerne til at gaa bort, gik han i Baaden og kom til Egnene ved Magadan.
Kravet om et tvingende Tegn, 1-4. Farisæernes Surdejg, 5-12. Peters Bekendelse, 13-20. Første Forudsigelse af Lidelsen, 21-23. Jesu Efterfølgelse, 24-28.
1 Farisæerne og Saddukæerne kom nu til ham, og for at sætte ham paa Prøve bad de ham vise dem et Tegn fra Himmelen.
2 Men han svarede og sagde til dem: [»Om Aftenen siger I: Det bliver smukt Vejr, thi Himmelen er rød;
3 [og om Morgenen: I Dag bliver det uroligt Vejr, thi Himmelen er rød og mørk. Himmelens Udseende forstaar I at tyde, Tidernes Tegn derimod ikke.]
4 En ond og utro Slægt kræver Tegn; men der skal ikke gives den andet Tegn end Jonas's Tegn.« Og han forlod dem og gik bort.
5 Og da Disciplene kom over til den anden Bred, havde de glemt at tage Brød med.
6 Saa sagde Jesus til dem: »Se til, at I tager jer i Vare for Farisæernes og Saddukæernes Surdejg!«
7 Men de talte med hinanden og sagde: »Det er, fordi vi ikke tog Brød med.«
8 Men da Jesus mærkede det, sagde han: »I lidettroende! hvorfor taler I med hinanden om, at I ikke har taget Brød med?
9 Forstaar I endnu ikke? Husker I heller ikke de fem Brød til de fem Tusinde, og hvor mange Kurve I da fik?
10 Eller de syv Brød til de fire Tusinde, og hvor mange Kurve I da fik?
11 Hvor kan det saa være, I ikke forstaar, at det ikke var om Brød, jeg talte til jer? Men vogt jer for Farisæernes og Saddukæernes Surdejg.«
12 Da forstod de, at han ikke havde talt om at vogte sig for Surdejgen i Brød, men for Farisæernes og Saddukæernes Lære.
13 Da Jesus var kommet til Egnen ved Kæsarea Filippi, spurgte han sine Disciple og sagde: »Hvem siger Folk, at Menneskesønnen er?«
14 De svarede: »Nogle siger Johannes Døber; andre Elias; andre Jeremias eller en anden af Profeterne.«
15 Han spørger dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?«
16 Og Simon Peter svarede og sagde: »Du er Messias, den levende Guds Søn.«
17 Da svarede Jesus og sagde til ham: »Salig er du, Simon Jonas's Søn! thi det har Kød og Blod ikke aabenbaret dig, men min Fader, som er i Himlene.
18 Saa siger ogsaa jeg til dig, at du er Petrus, og paa den Klippe vil jeg bygge min Kirke, og Dødsrigets Porte skal ikke faa Magt over den.
19 Og jeg vil give dig Himmelrigets Nøgler, og hvad du binder paa Jorden, det skal være bundet i. Himlene, og hvad du løser paa Jorden, det skal være løst i Himlene.«
20 Da forbød han sine Disciple strengt at sige til nogen, at han var Messias.
21 Fra den Tid begyndte Jesus at give sine Disciple til Kende, at han skulde gaa til Jerusalem og lide meget ondt af de Ældste og Ypperstepræsterne og de skriftkloge og dræbes, men opvækkes paa den tredje Dag.
22 Og Peter tog ham til Side, begyndte at sætte ham i Rette og sagde: »Gud bevare dig, Herre. Nej, saadan maa det ikke gaa dig!«
23 Men han vendte sig og sagde til Peter: »Bort fra mine øjne, Satan! du er mig til Anstød; thi du sanser ikke, hvad Guds er, men kun, hvad Menneskers er.«
24 Da sagde Jesus til sine Disciple: »Hvis nogen vil gaa i mit Spor, saa skal han fornægte sig selv og tage sit Kors op og følge mig!
25 Thi den, som vil frelse sit Liv, skal miste det; men den, som mister Livet for min Skyld, skal bjerge det.
26 Thi hvad gavner det et Menneske, om han vinder den hele verden, men maa bøde med sin Sjæl? Eller hvad kan et Menneske give til Vederlag for sin Sjæl?
27 Thi Menneskesønnen skal komme i sin Faders Herlighed med sine Engle; og da skal han gengælde enhver hans Gerning.
28 Sandelig siger jeg eder, der er nogle af dem, som staar her, der ikke skal smage Døden, førend de ser Menneskesønnen komme i sit Rige.«
Forklarelsen paa Bjerget, 1-9, Johannes Døber som en anden Elias, 10-13. Den maanesyge Dreng, 14-21. Anden Forudsigelse af Lidelsen, 22-23. Tempelskatten, 24-27.
|
1 Seks Dage derefter tager Jesus Peter og Jakob og hans Broder Johannes med sig og fører dem op paa et højt Bjerg, hvor de var ene.
2 Og han blev forvandlet for deres Øjne, hans Ansigt straalede som Solen, og hans Klæder blev hvide som Lyset.
3 Og se, Moses og Elias viste sig for dem og samtalede med ham.
4 Da tog Peter til Orde og sagde til Jesus: »Herre! det er godt, at vi er her; hvis du synes, vil jeg bygge tre Hytter her, een til dig og een til Moses og een til Elias.«
5 Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende Sky dem; og se, fra Skyen lød der en Røst, som sagde: »Denne er min Søn, den elskede, i ham har jeg Velbehag. Ham skal I høre!«
6 Og da Disciplene hørte det, faldt de paa deres Ansigt, grebne af stor Frygt.
7 Og Jesus kom hen og rørte ved dem og sagde: »Rejs jer og frygt ikke!«
8 Men da de slog Øjnene op, saa de ingen uden Jesus alene.
9 Mens de nu gik ned fra Bjerget, bød Jesus dem og sagde: »Tal ikke til nogen om dette Syn, før Menneskesønnen er opvakt fra de døde.«
10 Og Disciplene spurgte ham og sagde: »Hvordan kan da de skriftkloge sige, at Elias først maa komme?«
11 Han svarede og sagde: »Jo, Elias skal komme og genoprette alt;
12 men jeg siger jer, Elias er allerede kommet, og de kendte ham ikke, men gjorde med ham, hvad de vilde; saaledes skal ogsaa Menneskesønnen lide ondt af dem.«
13 Da forstod Disciplene, at det var om Johannes Døber, han havde talt til dem.
14 Da de derefter kom til Folkeskaren, gik en Mand hen til ham, faldt paa Knæ for ham og sagde:
15 »Herre! forbarm dig over min Søn; thi han er maanesyg og har det daarligt; ofte falder han i Ild og ofte i Vand;
16 og jeg er kommet til dine Disciple med ham, men de kunde ikke helbrede ham.«
17 Da svarede Jesus og sagde: »Aah, du vantro og forvildede Slægt! hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg taale jer? Før ham herhen til mig!«
18 Og Jesus talte strengt til ham, og den onde Aand for ud af ham, og Drengen blev helbredt fra den samme Time.
19 Siden, da de var ene, gik Disciplene til Jesus og sagde: »Hvorfor kunde vi ikke uddrive den?«
20 Han svarede dem: »Fordi I har saa lidt Tro; thi sandelig siger jeg eder, hvis I har Tro som et Sennepkorn, kan I sige til dette Bjerg: Flyt dig herfra derhen, saa skal det flytte sig; og intet vil være umuligt for jer.«
21 [Den Slags farer kun ud ved Bøn og Faste.«]
22 Mens de nu færdedes sammen i Galilæa, sagde Jesus til dem: »Menneskesønnen skal gives i Menneskers Vold;
23 og de skal slaa ham ihjel, og paa den tredje Dag skal han opvækkes.« Da blev de meget bedrøvede.
24 Efter at de var kommet til Kapernaum, gik de, der opkrævede Tempelskatten, hen til Peter og sagde: »Betaler jeres Mester ikke Skatten?«
25 »Jo,« siger han. Og da han var gaaet ind i Huset, kom Jesus ham i Forkøbet og sagde: »Hvad mener du, Simon? Af hvem tager Jordens Konger Told eller Skat, af deres egne Sønner eller af de fremmede?«
26 Han svarede: »Af de fremmede.« Da sagde Jesus: »Saa er jo Sønnerne fri.
27 Men for at vi ikke skal volde dem Anstød, saa gaa ned til Søen, kast en Krog ud, tag den første Fisk, som kommer op; og naar du aabner dens Mund, saa skal du finde en Stater; tag den og giv dem den for mig og dig!«
Om Ærgerrighed, 1-5. Om at bringe de smaa til Fald, 6-9, eller foragte dem, 10-14. Om Forholdet til en Medkristen, der forser sig, 15-20. Den gældbundne Tjener, 21-35.
1 I den samme Stund kom Disciplene hen til Jesus og sagde: »Hvem mon der er den største i Himmelriget?«
2 Da kaldte han paa et lille Barn, stillede det midt iblandt dem
3 og sagde: »Sandelig siger jeg eder: hvis I ikke vender om og bliver som Børn, kommer I slet ikke ind i Himmelriget.
4 Den, der altsaa vil ydmyge sig og blive som dette Barn, han er den største i Himmelriget.
5 Og den, der tager imod et saadant Barn for mit Navns Skyld, tager imod mig.
6 Men den, der forarger en af disse smaa, som tror paa mig, ham var det bedre, at der var hængt en Møllesten om hans Hals, og han var sænket i Havets Dyb.
7 Ve Verden for Forargelserne! Thi vel er det uundgaaeligt, at Forargelser kommer, dog, ve det Menneske, ved hvem Forargelsen kommer!
8 Men hvis din Haand eller din Fod forarger dig, saa hug den af og kast den fra dig! Det er bedre for dig at gaa ind til Livet vanfør eller halt end med begge Hænder og begge Fødder i Behold at kastes i den evige Ild.
9 Og hvis dit øje forarger dig, saa riv det ud, og kast det fra dig! det er bedre for dig at gaa enøjet ind til Livet end med begge Øjne i Behold at kastes i Helvedes Ild.
10 Se til, at I ikke ringeagter een af disse smaa; thi jeg siger jer: Deres Engle i Himmelen ser altid min himmelske Faders Ansigt.
11 [Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte].
12 Hvad mener I? Hvis et Menneske har hundrede Faar, og eet af dem farer vild, vil han saa ikke gaa fra de ni og halvfems oppe paa Bjergene og drage af Sted og lede efter det, der for vild?
13 Og lykkes det ham at finde det, sandelig siger jeg eder: han glæder sig mere over det end over de ni og halvfems, som ikke er faret vild.
14 Saaledes er detkke jeres himmelske Faders Vilje, at een af disse smaa skal fortabes.
15 Hvis din Broder forsynder sig, saa gaa hen og tal ham til Rette under fire øjne. Hører han paa dig, saa har du vundet din Broder.
16 Men hører han ikke paa dig, saa tag endnu een eller to med dig, for at »hver Sag kan blive afgjort efter to eller tre Vidners Udsagn«.
17 Men er han dem overhørig, da sig det til Menigheden, men er han ogsaa Menigheden overhørig, saa lad ham være for dig som en Hedning og en Tolder.
18 Sandelig siger jeg eder, hvad I binder paa Jorden, det skal være bundet i Himmelen; og hvad I løser paa Jorden, det skal være løst i Himmelen.
19 Fremdeles siger jeg eder, at hvad som helst to af jer her paa Jorden bliver enige om at bede om, det skal de faa fra min himmelske Fader.
20 Thi hvor to eller tre er forsamlede om mit Navn, dèr er jeg midt iblandt dem.«
21 Da kom Peter hen og sagde til ham: »Herre! hvor ofte skal jeg tilgive min Broder, naar han forsynder sig imod mig? indtil syv Gange?«
22 Jesus siger til ham: »Jeg siger dig: ikke indtil syv Gange, men indtil halvfjerdsindstyve Gange syv Gange.
23 Derfor er det med Himmelriget som med en Konge, der vilde gøre Regnskabet op med sine Tjenere.
24 Da han begyndte paa Opgørelsen, blev een, der skyldte ham ti Tusinde Talenter, ført frem for ham.
25 Og da han ikke havde noget at betale med, bød hans Herre, at han og hans Hustru og Børn og hele hans Ejendom skulde sælges til Afbetaling paa Gælden.
26 Saa faldt Tjeneren ned for ham, bønfaldt ham og sagde: Hav Taalmodighed med mig, saa vil jeg betale dig det alt sammen.
27 Da ynkedes den Tjeners Herre inderligt over ham og lod ham gaa og eftergav ham Gælden.
28 Men da Tjeneren gik ud, traf han een af sine Medtjenere, som skyldte ham hundrede Denarer; og han greb ham i Struben og sagde: Betal, hvad du skylder!
29 Da kastede hans Medtjener sig ned for ham, bad ham og sagde: Hav Taalmodighed med mig, saa vil jeg betale dig.
30 Men det vilde han ikke; tværtimod gik han hen og lod ham kaste i Fængsel, indtil han betalte, hvad han skyldte ham.
31 Da nu hans Medtjenere saa, hvad der gik for sig, blev de meget bedrøvede og kom og fortalte deres Herre alt, hvad der var foregaaet.
32 Da kalder hans Herre ham for sig og siger: Du onde Tjener! al den Gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det.
33 Burde du saa ikke ogsaa forbarme dig over din Medtjener, ligesom jeg havde forbarmet mig over dig!
34 Og hans Herre blev vred og overgav ham til Bøddelknægtene, indtil han fik betalt alt det, han skyldte ham.
35 Saadan skal ogsaa min himmelske Fader gøre med jer, hvis ikke enhver af jer af Hjertet tilgiver sin Broder.«
Jesus forlader Galilæa, 1-2, taler om Ægteskab og Skilsmisse, 3-12, og velsigner smaa Børn, 13-15. Den rige unge Mand, 16-26. Lønnen for at have forladt alt for Jesu Skyld, 27-30.
1 Og det skete, da Jesus var færdig med at tale disse Ord, forlod han Galilæa og drog gennem Landet paa den anden side Jordan til Judæas Egne.
2 Og store Folkeskarer fulgte ham, og han helbredte de syge dèr.
3 Og nogle Farisæere kom og vilde stille en Fælde for ham og sagde: »Har man Lov at skille sig fra sin Hustru af en hvilken som helst Grund?«
4 Dertil svarede han og sagde: »Har I ikke læst, at Skaberen fra Begyndelsen skabte dem som Mand og Kvinde
5 og sagde: »Derfor skal en Mand forlade sin Fader og Moder og holde sig til sin Hustru, og de to skal blive eet Kød?«
6 Saa er de da ikke længer to, men eet Kød. Derfor: hvad Gud har sammenføjet, maa et Menneske ikke adskille.«
7 Da siger de til ham: »Hvorfor har Moses da foreskrevet, at naar man blot giver sin Hustru et Skilsmissebrev, kan man skille sig fra hende?«
8 Han siger til dem: »Det var paa Grund af jeres Haardhjertethed, at Moses tillod jer at skille jer fra jeres Hustruer; men fra Begyndelsen har det ikke været saaledes.
9 Og jeg siger jer, at den, der skiller sig fra sin Hustru af anden Aarsag end Utugt og gifter sig med en anden, han bedriver Hor.«
10 Hans Disciple siger til ham: »Stiller Sagen sig saadan for Manden i Forholdet til Hustruen, saa er det ikke raadeligt at gifte sig.«
11 Da sagde han til dem: »Ikke enhver kan fatte dette Ord, men kun de, hvem det er givet;
12 thi der er Gildinger, som er født saaledes fra Moders Liv, og der er Gildinger, som er gildede af Mennesker; og der er Gildinger, som har gildet sig selv for Himmelrigets Skyld. Den, som kan fatte det, han fatte det!«
13 Derefter bar de nogle smaa Børn til ham, for at han skulde lægge Hænderne paa dem og bede; men Disciplene viste dem bort.
14 Da sagde Jesus: »Lad de smaa Børn være; I maa ikke hindre dem i at komme til mig; thi Himmelriget hører netop saadanne til.«
15 Og han lagde Hænderne paa dem og gik saa videre.
16 Og se, der kom een hen til ham og sagde: »Mester! hvad godt skal jeg gøre for at arve evigt Liv?«
17 Da svarede han ham: »Hvorfor spørger du mig om det gode? Kun een er den gode. Men vil du gaa ind til Livet, saa hold Budene!«
18 Han spørger: »Hvilke Bud?« Jesus svarede: »Du maa ikke slaa ihjel; du maa ikke bedrive Hor; du maa ikke stjæle, du maa ikke sige falsk Vidnesbyrd;
19 ær din Fader og din Moder, og du skal elske din Næste som dig selv.«
20 Den unge Mand siger til ham: »Det har jeg holdt alt sammen; hvad mangler jeg endnu?«
21 Da sagde Jesus til ham: »Vil du være fuldkommen, saa gaa bort og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, saa vil du have en Skat i Himlene; og kom saa og følg mig!«
22 Men da den unge Mand hørte det Ord, gik han bedrøvet bort; thi han havde meget Gods.
23 Men Jesus sagde til sine Disciple: »Sandelig siger jeg eder: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmelriget.
24 Ja, jeg siger jer: En Kamel gaar lettere gennem et Naaleøje, end en rig gaar ind i Guds Rige.«
25 Ved at høre det blev Disciplene dybt rystede og sagde: »Hvem kan saa blive frelst?«
26 Da saa Jesus paa dem og sagde: »For Mennesker er dette umuligt, men for Gud er alle Ting mulige.«
27 Derefter tog Peter til Orde og sagde til ham: »Se, vi har forladt alt og fulgt dig; hvad faar saa vi?«
28 Jesus svarede dem: »Sandelig siger jeg eder: Ved Verdensgenfødelsen, naar Menneskesønnen sidder paa sin Herligheds Trone, skal ogsaa I, som har fulgt mig, sidde paa tolv Troner og dømme Israels tolv Stammer.
29 Og enhver, som har forladt Hjem eller Brødre eller Søstre eller Fader eller Moder eller Hustru eller Børn eller Marker for mit Navns Skyld, skal faa det mange Fold igen og arve evigt Liv.
30 Men mange af de første skal blive de sidste, og mange af de sidste skal blive de første.
Lignelsen om Arbejderne i Vingaarden, 1-16. Tredje Forudsigelse af Lidelsen, 17-19. Zebedæussønnernes Bøn om Hæderspladsen i Kristi Rige, 20-28. De Blinde ved Jeriko, 29-34.
1 Thi med Himmelriget er det som med en Husbond, der tidligt om Morgenen gik ud for at leje Arbejdere til sin Vingaard.
2 Og da han var blevet enig med Arbejderne om en Denar om Dagen, sendte han dem hen i sin Vingaard.
3 Og han gik ud ved den tredje Time og saa nogle andre staa ledige paa Torvet.
4 Til dem sagde han: Gaa ogsaa I hen i min Vingaard, saa skal jeg give jer, hvad ret er.
5 De gik da derhen. Ved den sjette og den niende Time gik han igen ud og gjorde ligesaa.
6 Og ved den ellevte Time gik han ud og fandt endnu nogle staaende der, og han spørger dem: Hvorfor staar I her ledige hele Dagen?
7 De svarer ham: Fordi ingen har lejet os. Da siger han til dem: Gaa ogsaa I hen i min Vingaard!
8 Men da det var blevet Aften, siger Vingaardsejeren til sin Forvalter: Kald paa Arbejderne, og udbetal dem deres Løn, saadan at du begynder med de sidste og ender med de første!
9 De, som var lejede ved den ellevte Time, kom saa og fik hver en Denar.
10 Da de første kom, mente de, at de vilde faa mere; men de fik ogsaa hver en Denar.
11 Da de fik den, knurrede de mod Husbonden og sagde:
12 De sidste dèr har kun arbejdet een Time, og du har stillet dem lige med os, som har baaret Dagens Byrde og Hede.
13 Men han svarede og sagde til en af dem: Min Ven! jeg gør dig ikke Uret; blev du ikke enig med mig om en Denar?
14 Tag, hvad der er dit og gaa! Men jeg vil nu give den sidste der ligesaa meget som dig.
15 Har jeg ikke Lov at gøre, som jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit Øje ondt, fordi jeg er god?
16 Saadan skal de sidste blive de første og de første de sidste.«
17 Da nu Jesus var ved at drage op til Jerusalem, tog han de tolv til Side, saa de var ene, og undervejs sagde han til dem:
18 »Se, vi drager nu op til Jerusalem, og der skal Menneskesønnen overgives til Ypperstepræsterne og de skriftkloge; og de skal dømme ham til Døden
19 og overgive ham til Hedningerne til at spottes og piskes og korsfæstes; men paa den tredje Dag skal han opstaa.«
20 Da gik Zebedæussønnernes Moder sammen med sine Sønner hen til ham og kastede sig ned for ham og vilde bede ham om noget.
21 Han spurgte hende: »Hvad vil du?« Hun svarede ham: »Sig, at mine to Sønner maa faa Sæde i dit Rige; den ene ved din højre, den anden ved din venstre Side.«
22 Men Jesus svarede og sagde: »I ved ikke, hvad I beder om. Kan tømme den Kalk, som jeg skal tømme?« De svarer ham: »Ja, vi kan.«
23 Da siger han til dem: »Min Kalk skal I vel tømme; men Sædet ved min højre og ved min venstre Side staar det ikke til mig at bortgive; men det gives til dem, for hvem det er beredt af min Fader.«
24 Da de ti andre hørte dette, harmedes de paa de to Brødre.
25 Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »I ved, at Folkenes Fyrster er strenge Herrer over dem, og de store lader dem føle deres Magt.
26 Saaledes skal det ikke være iblandt jer; men den, som vil være stor iblandt jer, han skal være jeres Tjener;
27 og den, som vil være den første iblandt jer, han skal være jeres Træl.
28 Ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit Liv som Løsesum for mange.«
29 Og da de gik ud af Jeriko, fulgte en stor Folkeskare ham.
30 Og se, der sad to blinde ved Vejen, og da de hørte, at det var Jesus, som gik forbi, raabte de og sagde: »Herre, forbarm dig over os, du Davids Søn!«
31 Men Folkeskaren bød dem strengt, at de skulde tie; men de raabte endnu højere og sagde: »Herre, forbarm dig over os, du Davids Søn!«
32 Da standsede Jesus, kaldte paa dem og spurgte: »Hvad vil I have, at jeg skal gøre for jer?«
33 De svarede ham: »Herre! lad vore Øjne blive aabnet.«
34 Saa ynkedes Jesus inderligt og rørte ved deres Øjne; og straks fik de deres Syn igen, og de fulgte ham.
Indtoget i Jerusalem, 1-11. Tempelrensningen, 12-17. Figentræet forbandes, 18-22. Raadet kræver Jesus til Regnskab, 23-27. Lignelsen om de to Sønner, 28-32, om de utro Vingaardsmænd, 33-46.
|
1 Og da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage paa Oliebjerget, saa sendte Jesus to Disciple af Sted og sagde til dem:
2 »Gaa hen i den Landsby dèr lige for jer; saa vil I straks finde et Æsel, som staar bundet med et Føl hos sig; løs dem og før dem til mig!
3 Og hvis nogen siger noget til jer, skal I svare, at Herren har Brug for dem, saa vil han straks lade jer faa dem.«
4 Dette skete, for at det skulde gaa i Opfyldelse, som er talt ved Profeten, der siger:
5 »Sig til Zions Datter:
Se, din Konge kommer til dig,
sagtmodig og ridende paa et Æsel,
paa et Trældyrs Føl.«
6 Saa gik Disciplene hen og gjorde, som Jesus' havde paalagt dem;
7 de hentede Æslet og Føllet og lagde deres Kapper paa dem, og han satte sig derpaa.
8 Og der var en meget stor Folkeskare, som bredte deres Kapper paa Vejen, andre skar Grene af Træerne og strøede dem paa Vejen.
9 Og Skarerne, baade de, der gik foran ham, og de, der fulgte efter, raabte og sagde: »Hosianna Davids Søn! velsignet være han, som kommer, i Herrens Navn! Hosianna i det højeste!
10 Og da han drog ind i Jerusalem, kom hele Byen i Bevægelse og sagde: »Hvem er dog han?«
11 Og Skarerne sagde: »Det er Profeten Jesus fra Nazaret i Galilæa.«
12 Derefter gik Jesus ind i Helligdommen og jog alle dem ud, som solgte og købte i Helligdommen, og han væltede Vekselerernes Borde og Duekræmmernes Bænke.
13 Og han siger til dem: »Der staar skrevet: Mit Hus skal kaldes et Bedehus; men I gør det til en Røverkule.«
14 Og der kom blinde og lamme til ham i Helligdommen, og han helbredte dem.
15 Men da Ypperstepræsterne og de skriftkloge saa de Undergerninger, han gjorde, og Børnene, der raabte i Helligdommen og sagde: »Hosianna Davids Søn!« harmedes de og spurgte ham:
16 »Hører du ikke, hvad de siger?« Og Jesus svarede dem: »Jo - har I aldrig læst de Ord: Af spædes og diendes Mund har du beredt dig Lovsang?«
17 Og han forlod dem og gik uden for Byen til Betania, hvor han blev Natten over.
|
18 Da han om Morgenen igen gik ind til Byen, blev han sulten,
19 og da han saa et Figentræ ved Vejen, gik han hen til det, men fandt intet andet end Blade paa det. Saa siger han til det: »Aldrig i Evighed skal der mere vokse Frugt paa dig!« og med det samme visnede Figentræet.
20 Da Disciplene saa det, undrede de sig og sagde: »Hvorledes kunde Figentræet visne med det samme?«
21 Jesus svarede og sagde til dem: »Sandelig siger jeg eder: hvis I har Tro og ikke tvivler, vil I ikke alene kunne gøre dette med Figentræet, men om I saa vilde sige til dette Bjerg: Løft dig op og kast dig i Havet, saa skal det ske.
22 Alt, hvad I beder om i jeres Bøn, det skal I faa, hvis I tror.«
23 Da han var gaaet ind i Helligdommen, kom Ypperstepræsterne og Folkets Ældste hen til ham, mens han lærte, og spurgte: »Med hvad Ret gør du dette, og hvem har givet dig denne Ret?«
24 Da svarede Jesus og sagde til dem: »Jeg vil ogsaa gøre jer et Spørgsmaal, og hvis I svarer mig paa det, skal jeg ogsaa sige jer, med hvad Ret jeg gør dette.
25 Johannes's Daab, hvor stammede den fra? Fra Himmelen eller fra Mennesker?« De talte indbyrdes om det og sagde: »Svarer vi: Fra Himmelen, saa vil han spørge os: Hvorfor troede I ham da ikke?
26 Og svarer vi: Fra Mennesker, saa maa vi frygte for Folkeskaren; thi de holder alle Johannes for en Profet.«
27 Og de svarede Jesus og sagde: »Vi ved det ikke.« Da sagde han til dem: »Saa siger jeg heller ikke jer, med hvad Ret jeg gør dette.«
28 Men hvad synes I? En Mand havde to Sønner; han gik til den første og sagde: Gaa hen, min Søn, og arbejd i Vingaarden i Dag!
29 Han svarede og sagde: Ja, Herre, men gik ikke derhen.
30 Saa gik han til den anden og sagde det samme til ham. Han svarede og sagde: Nej, jeg vil ikke; men bagefter fortrød han det og gik derhen.
31 Hvem af de to gjorde nu, som Faderen vilde?« De svarer: »Den sidste.« Da siger Jesus til dem: Sandelig siger jeg eder: Toldere og Skøger skal før gaa ind i Guds Rige end I.
32 Thi Johannes kom til jer og lærte jer den rette Vej, og I troede ham ikke, men Toldere og Skøger troede ham; og skønt I saa det, fortrød I det dog ikke bagefter, saa I troede ham.
33 Hør nu en anden Lignelse: Der var en Husbond, som plantede en Vingaard og satte et Gærde om den og gravede en Perse i den og byggede et Vagttaarn; saa lejede han den ud til Vingaardsmænd og drog udenlands.
34 Da nu Frugttiden nærmede sig, sendte han sine Tjenere til Vingaardsmændene for at faa de Frugter, der tilkom ham.
35 Men Vingaardsmændene greb hans Tjenere, og en slog de løs paa, en anden dræbte de, og en tredje stenede de.
36 Saa sendte han igen nogle Tjenere, flere end første Gang; men de gjorde det samme ved dem.
37 Til sidst sendte han sin Søn til dem, da han tænkte: De vil undse sig for min Søn.
38 Men da Vingaardsmændene saa Sønnen, sagde de til hinanden: Det er Arvingen; kom, lad os slaa ham ihjel, saa faar vi hans Arv!
39 Og de greb ham og slæbte ham ud af Vingaarden og slog ham ihjel.
40 Naar nu Vingaardens Ejer kommer, hvad vil han saa gøre ved de Vingaardsmænd?«
41 De svarer ham: »Et ondt Endeligt vil han give de onde og leje sin Vingaard ud til andre Vingaardsmænd, som vil give ham Frugterne, naar Tid er.«
42 Jesus siger til dem: »Har I aldrig læst i Skrifterne:
Den Sten, Bygmestrene vragede,
er blevet Hovedhjørnesten.
Fra Herren er dette kommet,
og det er underfuldt for vore Øjne.
43 Derfor siger jeg eder, at Guds Rige skal tages fra jer og gives til et Folk, der bærer dets Frugter.
44 [Og den, der falder paa denne Sten, slaar sig fordærvet; men den, som Stenen falder paa, ham skal den knuse].«
45 Og da Ypperstepræsterne og Farisæerne hørte hans Lignelser, forstod de, at det var dem, han talte om.
46 Og de søgte Udvej til at gribe ham, men frygtede for Skarerne; thi de holdt ham for en Profet.
Lignelsen om kongesønnens Bryllup, 1-14. Skattens Mønt, 15-22. Saddukæernes Spørgsmaal om Opstandelsen, 23-33. Det største Bud i Loven, 34-40. Om Messias som Davids Søn og Davids Herre, 41-46.
1 Og Jesus tog til Orde og talte atter til dem i Lignelser og sagde:
2 »Med Himmelriget er det som med en Konge, der gjorde sin Søns Bryllup.
3 Og han sendte sine Tjenere ud for at kalde de indbudte til Brylluppet; men de vilde ikke komme.
4 Og een Gang til sendte han Bud med andre Tjenere og lod sige til de indbudte: Se, jeg har beredt mit Festmaaltid, mine Okser og Fedekvæget er slagtet, og alt er rede; kom nu til Brylluppet!
5 Men de brød sig ikke om det og gik deres Vej, den ene ud paa sin Mark, den anden til sin Forretning;
6 og de øvrige greb hans Tjenere, mishandlede og dræbte dem.
7 Da blev Kongen vred og sendte sine Hære ud og slog disse Mordere ihjel og satte Ild paa deres By.
8 Derefter siger han til sine Tjenere: Alt er rede til Brylluppet, men de indbudte var ikke værdige til det.
9 Gaa derfor ud paa Vejkrydsene og indbyd alle, I træffer, til Brylluppet!
10 Og Tjenerne gik ud paa Vejene og samlede alle dem, de traf paa, baade onde og gode, saa Bryllupssalen blev fuld af Gæster.
11 Da nu Kongen gik ind for at hilse paa Gæsterne, fik han dèr Øje paa en, som ikke havde Bryllupsklædning paa.
12 Og han spørger ham: Hvordan er du kommet herind, min Ven, uden at have Bryllupsklædning paa? Men han tav.
13 Saa sagde Kongen til Tjenerne: Bind Fødder og Hænder paa ham og kast ham ud i Mørket udenfor; der skal der være Graad og Tænderskæren.
14 Thi mange er kaldede, men faa er udvalgte.«
15 Da gik Farisæerne hen og traf Beslutning om at fange ham i Ord.
16 De sender saa deres Disciple til ham sammen med Herodianerne og siger: »Mester! vi ved, at du er sanddru og lærer sandfærdigt om Guds Vej uden at ænse andres Dom, thi du ser ikke paa Personen.
17 Sig os derfor: Hvad synes du? Har man Lov til at give Kejseren Skat eller ej?«
18 Men da Jesus mærkede deres Ondskab, sagde han: »I Hyklere, hvorfor stiller I Fælde for mig?
19 Vis mig Skattens Mønt!« De rakte ham en Denar.
20 Han siger til dem: »Hvis er det Billede og den Indskrift?«
21 De svarede ham: »Kejserens.« Da siger han til dem: »Saa giv Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er!«
22 Da de hørte det, undrede de sig, og de forlod ham og gik bort.
23 Samme Dag kom der nogle Saddukæere til ham og vilde paastaa, at der ikke er nogen Opstandelse, og de stillede ham følgende Spørgsmaal:
24 »Mester! Moses har sagt: Naar nogen dør barnløs, skal hans Broder paa Grund af Svogerskabet tage hans Hustru til Ægte og skaffe sin Broder Afkom.
25 Nu var der hos os syv Brødre; og den første giftede sig og døde; og da han ikke havde Afkom, efterlod han sin Hustru til sin Broder.
26 Paa samme Maade gik det ogsaa den anden og den tredje, ja, dem alle syv;
27 sidst af alle døde Hustruen.
28 Hvem af de syv skal nu have hende til Hustru i Opstandelsen? de har jo alle været gift med hende.«
29 Men Jesus svarede og sagde til dem: »I farer vild, fordi I hverken kender Skrifterne eller Guds Kraft.
30 Thi i Opstandelsen tager de ikke til Ægte, ej heller bortgiftes de, men de er som Engle i Himmelen.
31 Men hvad de dødes Opstandelse angaar, har I da ikke læst, hvad der er talt til jer af Gud, naar han siger:
32 »Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud«? Han er ikke Gud for døde, men for levende.«
33 Da Skarerne hørte dette, blev de slaaet af Forundring over hans Lære.
34 Men da Farisæerne hørte, at han havde lukket Munden paa Saddukæerne, samlede de sig,
35 og een af dem, en lovkyndig, stillede en Fælde for ham og spurgte:
36 »Mester, hvad for et Bud i Loven er det største?«
37 Han svarede ham: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit Hjerte, af hele din Sjæl og af hele dit sind.
38 Dette er det største og første Bud.
39 Der er et andet, som er det ligt: Du skal elske din Næste som dig selv.
40 Paa disse to Bud hviler hele Loven og Profeterne.«
41 Mens nu Farisæerne var samlede, spurgte Jesus dem og sagde:
42 »Hvad mener I om Messias? Hvis Søn er han?« De svarer ham: »Davids.«
43 Han siger til dem: »Hvorledes kan da David i Aanden kalde ham Herre, naar han siger:
44 Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Haand,
til jeg faar lagt dine Fjender under dine Fødder.
45 Naar nu David kalder ham »Herre«, hvordan kan han saa være hans Søn?«
46 Og ingen kunde svare ham et Ord, og fra den Dag vovede ingen mere at rette Spørgsmaal til ham.
Jesu Veraab over skriftkloge og Farisæere, 1-33. Dommen over Jerusalem, 34-39.
1 Derpaa talte Jesus til Skarerne og til sine Disciple og sagde:
2 »Paa Moses's Stol har de skriftkloge og Farisæerne taget Sæde.
3 Alt, hvad de siger, skal I derfor gøre og overholde; men deres Gerninger skal I ikke rette jer efter; thi de siger det nok, men gør det ikke.
4 De binder tunge Byrder sammen og lægger dem paa Menneskers Skuldre; men selv vil de ikke røre dem med en Finger.
5 Alle deres Gerninger gør de, for at Folk skal lægge Mærke til dem; thi de gør deres Bederemme brede og Kvasterne paa deres Kapper store.
6 Og de ynder den øverste Plads ved Gæstebudene og de fornemste Sæder i Synagogerne,
7 at blive hilst paa Torvene og blive kaldt Rabbi af Folk.
8 Men I skal ikke lade jer kalde Rabbi; thi kun een er jeres Mester, og I er alle Brødre.
9 Og I skal ikke kalde nogen paa Jorden jeres Fader; thi kun een er jeres Fader, han som er i Himlene.
10 Ej heller skal I lade jer kalde Førere; thi kun een er jeres Fører, Kristus.
11 Og den, der er størst iblandt jer, skal være jeres Tjener.
12 Men den, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, som ydmyger sig, skal ophøjes.
13 Ve jer, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I lukker Himmelriget for Menneskene; selv gaar I ikke derind, og dem, som vil gaa ind, tillader I det ikke.
14 [Ve jer, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! Thi I opæder Enkers Huse og beder længe for et Syns Skyld, derfor skal I faa des haardere Dom.]
15 Ve jer, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I drager om til Lands og til Vands for at vinde een eneste Proselyt; og naar han er blevet det, gør I ham til et Helvedes Barn, dobbelt saa slemt, som I selv er.
16 Ve jer, I blinde Vejledere! I, som siger: Om nogen sværger ved Templet, det betyder intet; men om nogen sværger ved Guldet i Templet, han er bunde af sin Ed.
17 I Daarer og blinde! hvad er da størst? Guldet eller Templet, som helliger Guldet?
18 Ligesaa siger I: Om nogen sværger ved Alteret, det betyder intet; men om nogen sværger ved Offergaven, som ligger derpaa, han er bundet af sin Ed.
19 I Daarer og blinde! hvad er da størst? Offergaven eller Alteret, som helliger Offergaven?
20 Den, der sværger ved Alteret, sværger altsaa baade ved det og ved alt, hvad der ligger derpaa.
21 Og den, der sværger ved Templet, sværger baade ved det og ved ham, som bor deri.
22 Og den som sværger ved Himmelen, sværger baade ved Guds Trone og ved ham, som sidder derpaa.
23 Ve jer, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I giver Tiende af Mynte og Dild og Kommen og har forsømt det i Loven, der har større Vægt: Ret og Barmhjertighed og Troskab. Det ene burde I gøre og ikke forsømme det andet.
24 I blinde Vejledere, I, som sier Myggen af, men sluger Kamelen!
25 Ve jer, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I renser det udvendige af Bæger og Fad, men det er Rov og Umættelighed, der har fyldt dem indvendigt.
26 Du blinde Farisæer! rens først, hvad der er i Bægeret, saadan at ogsaa det ydre af det kan blive rent.
27 Ve jer, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I er ligesom kalkede Grave, der jo udvendigt ser kønne ud, men indvendigt er fulde af Dødningeben og alskens Urenhed.
28 Saaledes ser ogsaa I udvortes retfærdige ud for Menneskene; men indvortes er I fulde af Hykleri og Lovløshed.
29 Ve jer, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I bygger Gravmæler over Profeterne og pynter de retfærdiges Grave og siger:
30 Havde vi levet i vore Fædres Tid, saa vilde vi ikke have været medskyldige med dem i Profeternes Blod.
31 Altsaa giver I jer selv det Vidnesbyrd, at I er Børn af Profeternes Mordere.
32 Og I - gør kun jeres Fædres Maal fuldt!
33 I Slanger, I Øgleunger! hvordan kan I undgaa at dømmes til Helvede?
34 Derfor: se, jeg sender til jer Profeter og vise og skriftkloge; nogle af dem vil I dræbe og korsfæste, og nogle af dem vil I piske i jeres Synagoger og jage fra By til By,
35 for at alt det retfærdige Blod, som er udgydt paa Jorden, skal komme over jer, lige fra den retfærdige Abels Blod og til Blodet af Zakarias, Barakias's Søn, som I slog ihjel mellem Templet og Alteret.
36 Sandelig siger jeg eder: alt det skal komme over denne Slægt.
37 Jerusalem, Jerusalem! du, som dræber Profeterne og stener dem, som er sendt til dig! hvor ofte har jeg ikke villet samle dine Børn, som Hønen samler Kyllingerne under sine Vinger! Men I vilde ikke.
38 Se, jeres Hus bliver forladt og overladt til jer selv!
39 Thi jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før den Tid kommer, da I siger: Velsignet være den, som kommer, i Herrens Navn!«
Jesus forudsiger Jerusalems Ødelæggelse og sin Genkomst, 1-41, og formaner til Aarvaagenhed, 42-51.
Kapitel 24 og 25 indeholder en lang prædiken, hvor Jesus understreger over for sine disciple, at Dommedag kommer meget snart.
1 Da Jesus havde forladt Helligdommen og gik bort, kom hans Disciple hen til ham og pegede paa Helligdommens Bygninger.
2 Og han tog til Orde og sagde til dem: »Ser I ikke alt dette? Sandelig siger jeg eder, her skal ikke lades Sten paa Sten tilbage, alt skal brydes ned.«
3 Da han nu sad paa Oliebjerget, kom hans Disciple hen til ham, og mens de var alene med ham, sagde de: »Sig os, naar skal dette ske? Og hvad er Tegnet paa dit Komme og Verdens Ende?«
4 Da svarede Jesus og sagde til dem: »Agt vel paa, at ikke nogen skal føre jer vild.
5 Thi mange skal komme i mit Navn og sige: Jeg er Messias; og de skal føre mange vild.
6 I skal komme til at høre Krigslarm og Krigsrygter. Se til, at I ikke lader jer skræmme, thi det maa komme saaledes. Dog, dette er endnu ikke Enden.
7 Thi Folk skal rejse sig mod Folk, og Rige mod Rige, og der skal være Hungersnød og Jordskælv baade her og der.
8 Men alt det er kun Begyndelsen paa Veerne.
9 Saa skal man overgive jer til Trængsel og slaa jer ihjel, og I skal blive hadet af alle Folk for mit Navns Skyld.
10 Og da skal mange bringes til Fald og forraade hinanden og hade hinanden.
11 Og mange falske Profeter skal fremstaa og føre mange vild.
12 Og fordi Lovløsheden tager Overhaand, vil Kærligheden blive kold hos de fleste.
13 Men den, som holder ud indtil Enden, han skal frelses.
14 Og dette Evangelium om Riget skal prædikes over hele Jorden til et Vidnesbyrd for alle Folkeslagene; og saa skal Enden komme.
15 Naar I da ser Ødelæggelsens Vederstyggelighed, hvorom der er talt ved Profeten Daniel, staa paa hellig Grund, (den, som læser det, han give Agt!)
16 saa skal de, der er i Judæa, flygte ud i Bjergene;
17 den, der er paa Taget, skal ikke stige ned for at hente det, der er i Huset;
18 og den, der er ude paa Marken, skal ikke vende tilbage for at hente sin Kappe!
19 Ve dem, der er frugtsommelige, og dem, der giver Die i de Dage!
20 Og bed om, at jeres Flugt ikke skal ske om vinteren, ej heller paa en Sabbat;
21 thi da skal der komme en stor Trængsel, hvis Lige ikke har været fra Verdens Begyndelse indtil nu og heller ikke senere skal komme.
22 Og dersom de Dage ikke blev afkortet, da blev intet Menneske frelst; men for de udvalgtes Skyld skal disse Dage afkortes.
23 Hvis nogen da siger til jer: Se, her er Messias, eller der! saa skal I ikke tro det.
24 Thi falske Messias'er og falske Profeter skal fremstaa og gøre store Tegn og Undere for, om det er muligt, at føre endog de udvalgte vild.
25 Se, jeg har sagt jer det forud.
26 Hvis de altsaa siger til jer: Se, han er i Ørkenen, saa gaa ikke derud; se, han er i Kamrene, saa tro det ikke!
27 Thi ligesom Lynet, der kommer fra Øst, lyser helt om i Vest, saadan skal Menneskesønnens Komme være.
28 Hvor Aadslet er, vil Gribbene flokkes.
29 Straks efter Trængselen i de Dage skal Solen formørkes og Maanen ikke give sit Skin, og Stjernerne skal falde ned fra Himmelen, og Himlenes Kræfter rokkes.
30 Og da skal Menneskesønnes Tegn vise sig paa Himmelen; og da skal alle Folkestammer paa Jorden jamre sig, og de skal se Menneskesønnen komme paa Himmelens Skyer med kraft og megen Herlighed.
31 Og han skal sende sine Engle ud med mægtig Basunklang, og de skal samle hans udvalgte sammen fra de fire Verdenshjørner og fra Himlenes yderste Grænser.
32 Lær en Lignelse af Figentræet: Naar dets Grene først er blevet saftfulde og faar Blade, saa ved I, at Sommeren er nær.
33 Saaledes kan I ogsaa vide, naar I ser alt dette ske, at han er nær for Døren.
34 Sandelig siger jeg eder: denne Slægt skal ikke forgaa, førend alt dette er sket.
35 Himmel og Jord skal forgaa, men mine Ord skal aldrig forgaa.
36 Men den Dag og Time kender ingen, ikke engang Himlenes Engle, ja, ikke engang Sønnen, kun Faderen alene.
37 Thi ligesom i Noas Dage, saaledes skal det gaa ved Menneskesønnens Komme.
38 Som de levede i Dagene før Syndfloden: de aad og drak, tog til Ægte og gav til Ægte lige til den Dag, da Noa gik ind i Arken,
39 og de ænsede intet, før Syndfloden kom og rev dem alle bort saadan skal det ogsaa gaa ved Menneskesønnens Komme.
40 Da skal to Mænd være sammen paa Marken; den ene tages med, og den anden lades tilbage.
41 To Kvinder skal male paa samme Kværn; den ene tages med, den anden lades tilbage.
42 Vaag derfor, thi I ved ikke, hvad Dag jeres Herre kommer.
43 Men det skal I vide, at hvis Husbonden vidste, i hvilken Nattevagt Tyven kom, saa vilde han vaage og ikke finde sig i, at der skete Indbrud i hans Hus.
44 Derfor vær ogsaa I rede; thi Menneskesønnen kommer i den Time, I ikke tænker jer.
45 Hvem er saa den tro og kloge Tjener, som hans Herre har sat over sit Tyende til at give dem deres Mad i rette Tid?
46 Salig er den Tjener, som hans Herre, naar han kommer, finder i færd med at gøre saadan.
47 Sandelig siger jeg eder, han vil sætte ham over alt, hvad han ejer.
48 Men hvis det er en daarlig Tjener, der tænker ved sig selv: »Min Herre lader vente paa sig,«
49 og saa giver sig til at slaa sine Medtjenere og æder og drikker med Svirebrødre,
50 da skal den Tjeners Herre komme paa en Dag, han ikke venter, og i en Time, han ikke kender,
51 og sønderhugge ham og give ham hans Plads blandt Hyklere; der skal der være Graad og Tænderskæren.
Lignelserne om de ti Brudejomfruer, 1-13, og om de betroede Talenter, 14-30. Verdensdommen, 31-46.
|
1 Da skal det være med Himmelriget, som med ti Jomfruer, der tog deres Lamper og gik ud for at gaa Brudgommen i Møde.
2 De fem af dem var uforstandige og de fem kloge.
3 De uforstandige tog nemlig deres Lamper, men tog ikke Olie med sig.
4 Men de kloge tog Olie i deres Kander tilligemed deres Lamper.
5 Og da Brudgommen lod vente paa sig, blev de alle døsige og faldt i Søvn.
6 Men midt om Natten lød der et Raab: Se, Brudgommen er der, gaa ham i Møde!
7 Da vaagnede alle Jomfruerne og gjorde deres Lamper i Stand.
8 Og de uforstandige sagde til de kloge: Giv os af jeres Olie, thi vore Lamper er ved at gaa ud.
9 Men de kloge svarede og sagde: Nej, der vilde ikke blive nok baade til os og til jer. Gaa hellere hen til Købmændene og køb til jer selv.
10 Men mens de gik bort for at købe, kom Brudgommen, og de, som var rede, gik ind i Bryllupssalen med ham, og Døren blev lukket.
11 Bagefter kommer ogsaa de andre Jomfruer og siger: Herre, Herre, luk op for os!
12 Men han svarede og sagde: Sandelig siger jeg eder, jeg kender jer ikke.
13 Vaag derfor, thi I kender hverken Dagen eller Timen.
14 Det er nemlig her som med en Mand, der skulde rejse udenlands og kaldte sine Tjenere til sig og betroede dem sin Formue;
15 en gav han fem Talenter, en anden to, en tredje en, hver efter hans Evne. Saa rejste han udenlands.
16 Straks gik han, som havde faaet de fem Talenter, hen og handlede med dem og tjente fem til.
17 Paa samme Maade tjente han med de to Talenter to til.
18 Men han, som havde faaet den ene, gik bort og gravede et Hul i Jorden og gemte sin Herres Penge.
19 Lang Tid efter kommer disse Tjeneres Herre tilbage og gør Regnskab op med dem.
20 Og han, som havde faaet de fem Talenter, kom hen og bragte ham fem Talenter til og sagde: Herre, det var fem Talenter, du betroede mig, se, jeg har tjent fem Talenter til.
21 Hans Herre sagde til ham: Vel, du gode og tro Tjener, du har været tro over lidt, jeg vil sætte dig over meget; gaa ind til din Herres Glæde.
22 Saa kom ogsaa han med de to Talenter hen og sagde: Herre, det var to Talenter, du betroede mig, se, jeg har tjent to Talenter til.
23 Hans Herre sagde til ham: Vel, du gode og tro Tjener, du har været tro over lidt, jeg vil sætte dig over meget; gaa ind til din Herres Glæde.
24 Men ogsaa han, som havde faaet den ene Talent, kom hen og sagde: Herre, jeg havde lært dig at kende som en haard Mand, der høster, hvor du ikke saaede, og samler, hvor du ikke spredte,
25 og af Frygt for dig gik jeg hen og gemte din Talent i Jorden; se, her har du, hvad dit er.
26 Da svarede hans Herre og sagde til ham: Du daarlige og dovne Tjener, du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke saaede, og samler, hvor jeg ikke spredte.
27 Saa burde du jo have anbragt mine Penge hos Vekselererne, saa jeg havde faaet mit igen med Rente, naar jeg kom hjem.
28 Tag nu den Talent fra ham og giv den til ham, der har ti Talenter;
29 thi enhver, som har, ham skal der gives, og han skal have Overflod; men den, der ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har.
30 Og kast den unyttige Tjener ud i Mørket udenfor; der skal der være Graad og Tænderskæren.
31 Naar Menneskesønnen kommer i sin Herlighed og alle Englene med ham, da skal han sætte sig paa sin Herligheds Trone.
32 Og alle Folkeslag skal samles foran ham, og han skal skille dem fra hverandre, ligesom Hyrden skiller Faarene fra Bukkene.
33 Og han skal stille Faarene ved sin højre Side og Bukkene ved den venstre.
34 Da skal Kongen sige til dem ved sin højre Side: Kom herhen, min Faders velsignede! arv det Rige, som har været jer beredt, fra Verdens Grundvold blev lagt.
35 Thi jeg var sulten, og I gav mig at spise; jeg var tørstig, og I gav mig at drikke; jeg var fremmed, og I tog jer af mig;
36 jeg var nøgen, og I gav mig Klæder; jeg var syg, og I saa til mig; jeg var i Fængsel, og I besøgte mig.
37 Da skal de retfærdige svare ham og sige: Herre! naar saa vi dig sulten og gav dig Mad, eller tørstig og gav dig at drikke?
38 Naar saa vi dig fremmed og tog os af dig, eller nøgen og gav dig Klæder?
39 Naar saa vi dig syg eller i Fængsel og besøgte dig?
40 Og Kongen skal svare og sige til dem: Sandelig siger jeg eder, hvad I har gjort mod een af mine mindste Brødre der, har I gjort mod mig.
41 Da skal han ogsaa sige til dem ved den venstre Side: Gaa bort fra mig, I forbandede! til den evige Ild, som er beredt Djævelen og hans Engle.
42 Thi jeg var sulten, og I gav mig ikke at spise; jeg var tørstig, og I gav mig ikke at drikke;
43 jeg var fremmed, og I tog jer ikke af mig; jeg var nøgen, og I gav mig ingen Klæder; jeg var syg og i Fængsel, og I saa ikke til mig.
44 Da skal ogsaa de svare og sige: Herre! naar saa vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i Fængsel uden at tjene dig?
45 Da skal han svare dem og sige: Sandelig siger jeg eder, hvad I ikke har gjort imod een af de mindste dèr, har I heller ikke gjort imod mig.
46 Og disse skal gaa bort til evig Straf, men de retfærdige til evigt Liv.«
Jesu sidste Lidelsesforudsigelse, 1-2. Raadet beslutter hans Død, 3-5. Salvningen i Betania, 6-13. Judas Forræderi, 14-16. Paaskemaaltidet, 17-25. Nadveren indstiftes, 26-29. Peters Fornægtelse forudsiges, 30-35. Getsemane, 36-46. Paagribelsen, 47-56. Forhøret hos Kajfas, 57-68. Peters Fornægtelse, 69-75.
|
1 Og det skete, da Jesus var færdig med at tale alle disse Ord, sagde han til sine Disciple:
2 »I ved, at om to Dage er det Paaske, saa skal Menneskesønnen overgives til at korsfæstes.«
3 Da samledes Ypperstepræsterne og Folkets Ældste i Ypperstepræstens Gaard; han hed Kajfas.
4 Og de raadslog om at gribe Jesus med List og faa ham dræbt.
5 Men de sagde: »Ikke paa Højtiden, for at der ikke skal blive Uroligheder iblandt Folket.«
6 Medens Jesus var i Betania, i Simon den spedalskes Hus,
7 kom der en Kvinde hen til ham med en Alabastkrukke, der indeholdt en meget kostbar Salve, og hun hældte den ud over hans Hoved, mens han sad til Bords.
8 Da Disciplene saa det, harmedes de og sagde: »Hvad skal den ødselhed til?
9 Det kunde jo være solgt for mange Penge og givet til de fattige.«
10 Da Jesus mærkede det, sagde han til dem: »Hvorfor volder I Kvinden Bryderi? Hun har jo gjort en god Gerning imod mig.
11 De fattige har I altid hos jer; men mig har I ikke altid.
12 Thi da hun gød denne Salve ud over mit Legeme, gjorde hun det som en Beredelse til min Jordefærd.
13 Sandelig siger jeg eder, hvor som helst i hele Verden dette Evangelium prædikes, skal ogsaa det, som hun har gjort, fortælles til Minde om hende.«
14 Da gik een af de tolv, han som hed Judas Iskariot, hen til Ypperstepræsterne
15 og sagde: »Hvad vil I give mig for at forraade ham til jer?« De udbetalte ham tredive Sølvpenge
16 Og fra den Stund søgte han Lejlighed til at forraade ham.
17 Paa den første af de usyrede Brøds Dage kom Disciplene til Jesus og sagde: »Hvor vil du, at vi skal tilberede dit Paaskemaaltid?«
18 Han svarede: »Gaa ind i Byen til den og den Mand og sig til ham: Mesteren siger: Min Time er nær; hos dig vil jeg holde Paaske tillige med mine Disciple.«
19 Og Disciplene gjorde, som Jesus havde paalagt dem, og tilberedte Paaskemaaltidet.
20 Da det nu var blevet Aften, satte han sig til Bords med de tolv.
21 Og mens de spiste, sagde han: »Sandelig siger jeg eder, een af jer vil forraade mig.«
22 Da blev de meget bedrøvede og begyndte hver især at spørge ham: »Det er dog vel ikke mig, Herre?«
23 Han svarede og sagde: »Han, som nu sammen med mig stak Haanden i Fadet, han vil forraade mig
24 Menneskesønnen gaar bort, saadan som der staar skrevet om ham; men ve det Menneske, ved hvem Menneskesønnen bliver forraadt! Det havde været bedre for det Menneske, om han aldrig var født.«
25 Men Judas, som forraadte ham, tog til Orde og spurgte: »Det er dog vel ikke mig, Rabbi?« Han siger til ham: »Du har selv sagt det.«
26 Mens de nu spiste, tog Jesus et Brød, velsignede, brød det og gav sine Disciple det og sagde: »Tag det, spis det; dette er mit Legeme.«
27 Og han tog en Kalk og takkede, gav dem den og sagde: »Drik alle heraf;
28 thi dette er mit Blod, Pagtsblodet, som udgydes for mange til Syndernes Forladelse.
29 Og jeg siger jer, fra nu af skal jeg ikke mere drikke af denne Vintræets Frugt før den Dag, da jeg skal drikke den ny med jer i min Faders Rige.«
|
30 Efter at de havde sunget Lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.
31 Da siger Jesus til dem: »I denne Nat skal I alle tage Anstød af mig; thi der staar skrevet: Jeg vil slaa Hyrden, og Faarehjorden skal spredes.
32 Men efter at jeg er opstanden, vil jeg gaa forud for jer til Galilæa.«
33 Da svarede Peter og sagde til ham: »Om saa alle tager Anstød af dig, vil jeg dog ikke gøre det.«
34 Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig, i denne Nat, før Hanen galer, vil du fornægte mig tre Gange.«
35 Peter siger til ham: »Selvom jeg skulde dø med dig, vil jeg aldrig fornægte dig.« Det samme sagde alle de andre Disciple.
36 Da kommer Jesus med dem til et Sted, der hedder Getsemane, og han siger til Disciplene: »Sæt jer her, medens jeg gaar derhen og beder.«
37 Saa tog han Peter og de to Zebedæussønner med sig, og han blev grebet af Sorg og Gru.
38 Da siger han til dem: »Min Sjæl er bedrøvet til Døden; bliv her og vaag med mig!«
39 Og han gik et lille Stykke videre, faldt ned med Ansigtet mod Jorden, bad og sagde: »Min Fader! er det muligt, saa lad denne Kalk gaa mig forbi; dog ikke som jeg vil, men som du vil.«
40 Og han kommer tilbage til Disciplene og finder dem sovende, og han siger til Peter: »Saa kunde I da ikke vaage een Time med mig!
41 Vaag og bed, for at I ikke skal falde i Fristelse! Aanden er villig, men Kødet er skrøbeligt.«
42 Han gik igen for anden Gang bort, bad og sagde: »Min Fader! hvis denne Kalk ikke kan gaa mig forbi, men jeg skal drikke den, saa ske din Vilje!«
43 Og han kom og fandt dem igen sovende, thi deres Øjne var blevet tunge.
44 Saa lod han dem være og gik igen bort og bad tredje Gang og sagde igen de samme Ord.
45 Derefter kommer han tilbage til Disciplene og siger til dem: »Sover I stadig og hviler jer? Se, Timen er nær, da Menneskesønnen skal forraades i Synderes Hænder.
46 Staa op, lad os gaa; se, han, som forraader mig, er nær.«
47 Og mens han endnu talte, se, da kom Judas, een af de tolv, og sammen med ham en stor Skare med Sværd og Knipler, udsendt fra Ypperstepræsterne og Folkets Ældste.
48 Men han, som forraadte ham, havde aftalt et Tegn med dem og sagt: »Den, som jeg kysser, ham er det; ham skal I gribe.«
49 Og han traadte straks hen til Jesus og sagde: »Vær hilset, Rabbi!« og kyssede ham.
50 Jesus sagde til ham: »Gør det, du er kommet for, min Ven!« Da traadte de til og lagde Haand paa Jesus og greb ham.
51 Og se, en af dem, der var sammen med Jesus, greb efter sit Sværd, drog det og slog efter Ypperstepræstens Tjener og huggede Øret af ham.
52 Da siger Jesus til ham: »Stik dit Sværd i Skeden igen; thi alle, som griber til Sværd, skal falde for Sværd.
53 Eller mener du, at jeg ikke kan bede min Fader, saa han med det samme sender mig mere end tolv Legioner Engle?
54 Men hvordan skulde saa de Skriftord gaa i Opfyldelse, der siger, at det skal ske saaledes?«
55 I samme Stund sagde Jesus til Skarerne: »I er gaaet ud som mod en Røver med Sværd og Knipler for at fange mig. Dag efter Dag sad jeg i Helligdommen og lærte, uden at I greb mig.
56 Men det er alt sammen sket, for at Profeternes Skrifter skulde gaa i Opfyldelse.« Da forlod alle Disciplene ham og flygtede.
57 “De, der havde grebet Jesus, førte ham hen til Ypperstepræsten Kajfas; der var de skriftkloge og Ældste samlede.
58 Og Peter fulgte ham i Frastand lige til Ypperstepræstens Gaard; der gik han indenfor og satte sig blandt Tjenerne for at se, hvad Enden vilde blive.
59 Ypperstepræsterne og hele Raadet søgte nu at skaffe falsk Vidnesbyrd mod Jesus for at faa ham dømt til Døden.
60 Men de fandt intet, skønt der traadte mange falske Vidner frem. Men til sidst traadte to frem og sagde:
61 »Han har sagt: Jeg kan nedbryde Guds Tempel, og bygge det op i tre Dage.«
62 Da rejste Ypperstepræsten sig og sagde til ham: »Har du intet at svare paa det, de vidner imod dig?«
63 Men Jesus tav. Saa sagde Ypperstepræsten til ham: »Jeg tager dig i Ed ved den levende Gud: Sig os, om du er Messias, Guds Søn.«
64 Jesus siger til ham: »Du har selv sagt det. Men jeg siger jer: Herefter skal I se Menneskesønnen sidde ved Kraftens højre Haand og komme paa Himmelens Skyer.«
65 Da sønderrev Ypperstepræsten sin Kappe og sagde: »Han har spottet Gud, hvad skal vi mere med Vidner? Se, nu har I hørt hans Bespottelse.
66 Hvad mener I?« De svarede og sagde: »Han er skyldig til Døden.«
67 Saa spyttede de ham i Ansigtet og slog ham paa Kinden; andre slog ham med Stokke
68 og sagde: »Profetér for os, Messias, hvem var det, der slog dig?«
|
69 Peter sad imens udenfor i Gaarden; da kom der en Pige hen til ham og sagde: »Du var ogsaa sammen med Jesus fra Galilæa.«
70 Men han nægtede det i alles Paahør og sagde: »Jeg ved ikke, hvad du mener.«
71 Da han derpaa gik ud i Portrummet, saa en anden Pige ham; og hun siger til dem, der var der: »Han var sammen med Jesus fra Nazaret.«
72 Igen nægtede han det med en Ed: »Jeg kender ikke det Menneske.«
73 Lidt efter kom de, der stod der, hen og sagde til Peter: »Sandelig, du er ogsaa en af dem, dit Maal røber dig jo.«
74 Dabegyndte han at bande og sværge: »Jeg kender ikke det Menneske.« I det samme galede Hanen,
75 Saa kom Peter Jesu Ord i Hu, hvordan han havde sagt: »Før Hanen galer, skal du fornægte mig tre Gange.« Og han gik ud og græd bitterligt.
Jesus føres til Pilatus, 1-2. Judas's Død, 3-10. Forhøret for Pilatus. Jesus og Barabbas, 11-26. Tornekroningen, 27-31. Korsfæstelsen, 32-56. Begravelsen, 57-61. Bevogtning af Graven, 62-66.
1 Da det var blevet Morgen, traf alle Ypperstepræsterne og Folkets Ældste Beslutning om at faa Jesus dømt til Døden.
2 Og de lod ham binde og førte ham bort og overgav ham til Landshøvdingen Pilatus.
3 Da nu Judas, som havde forraadt ham, saa, at han var blevet domfældt, fortrød han det og bragte de tredive Sølvpenge tilbage til Ypperstepræsterne og de Ældste og sagde:
4 »Jeg har syndet og forraadt uskyldigt Blod.« Men de svarede: »Hvad kommer det os ved? Det bliver din Sag.«
5 Saa kastede han Sølvpengene ind i Templet, gik bort derfra og gik hen og hængte sig.
6 Men Ypperstepræsterne tog Sølvpengene og sagde: »Det gaar ikke an at lægge dem i Tempelkisten, for det er Blodpenge.«
7 Saa tog de den Beslutning for dem at købe Pottemagermarken til Gravplads for fremmede.
8 Derfor kaldes den Mark den Dag i Dag »»Blodmarken«.
9 Da gik det i Opfyldelse, som er talt ved Profeten Jeremias, der siger: »Og de tog de tredive Sølvpenge af Israels Børn - det var den Pris, man vurderede den højtvurderede til -
10 og de gav dem for Pottemagermarken, saaledes som Herren paalagde mig.«
|
11 Jesus blev nu stillet for Landshøvdingen, og Landshøvdingen spurgte ham og sagde: »Er du Jødernes Konge?« Jesus svarede: »Du siger det selv.«
12 Og da Ypperstepræsterne og de Ældste kom frem med deres Anklager imod ham, svarede han intet.
13 Da siger Pilatus til ham: »Hører du ikke alt det, de vidner imod dig?«
14 Men han svarede ham end ikke paa eet eneste Spørgsmaal, saa Landshøvdingen undrede sig meget.
15 Ved Højtiden plejede Landshøvdingen at give Mængden en Fange fri, hvem de ønskede.
16 Og man havde dengang en berygtet Fange, der hed Barabbas.
17 Da de nu var samlede, spurgte Pilatus dem: »Hvem vil I, at jeg skal løslade jer: Barabbas eller Jesus, der kaldes Messias?«
18 Han vidste jo, at det var af Misundelse, de havde bragt ham for Retten.
19 Og mens han sad paa Dommersædet, havde hans Hustru sendt Bud til ham og ladet sige: »Hold dig fra denne retfærdige Mand; thi jeg har i Nat lidt meget i en Drøm for hans Skyld.«
20 Men Ypperstepræsterne og de Ældste overtalte Skarerne til at forlange Barabbas løsladt, men Jesus henrettet.
21 Og da Landshøvdingen tog til Orde og spurgte: »Hvem af de to ønsker I, at jeg skal løslade jer?« svarede de: »Barabbas.«
22 Pilatus spørger dem saa: »Hvad skal jeg da gøre med Jesus, der kaldes Messias?« De svarede alle: »Lad ham blive korsfæstet!«
23 Han spurgte: »Hvad ondt har han da gjort?« Men de skreg endnu højere: »Lad ham blive korsfæstet!«
24 Da Pilatus saa, at han intet kunde udrette, men at der blot blev mere Larm, tog han Vand, og i Mængdens Paasyn vaskede han sine Hænder og sagde: »Jeg er uskyldig i dennes Blod; det bliver jeres Sag!«
25 Men hele Folket svarede og sagde: »Hans Blod komme over os og vore Børn!«
26 Da løslod han dem Barabbas; men Jesus lod han piske og overgav ham til at korsfæstes.
27 Saa tog Landshøvdingens Soldater Jesus med sig ind i Paladset og samlede hele Vagtmandskabet omkring ham.
28 Og de klædte ham af og hængte en skarlagenrød Kappe om ham.
29 Og de flettede en Krone af Torne og satte den paa hans Hoved og gav ham et Rør i højre Haand; og de faldt paa Knæ for ham, drev Spot med ham og sagde: »Hil dig, Jødekonge!«
30 Saa spyttede de paa ham og tog Røret og slog ham i Hovedet med det.
31 Og da de havde spottet ham, tog de Kappen af ham og gav ham hans egne Klæder paa og førte ham af Sted for at korsfæste ham.
|
|
32 Paa Vejen derud traf de en Mand fra Kyrene, ved Navn Simon; ham tvang de til at gaa med og bære hans Kors.
33 Og da de var kommet til et Sted, der kaldes Golgata (det betyder »Hovedskalsted«),
34 gav de ham Vin blandet med Malurt at drikke; men da han havde smagt derpaa, vilde han ikke drikke det.
35 Og da de havde korsfæstet ham, delte de hans Klæder imellem sig ved Lodkastning.
36 Saa satte de sig der og holdt Vagt over ham.
37 Og oven over hans Hoved havde de anbragt en Indskrift med Beskyldningen imod ham; der stod: Dette er Jesus, Jødernes Konge.
38 Sammen med ham korsfæstedes saa to Røvere, den ene ved hans højre og den anden ved hans venstre Side.
39 Og de, der gik forbi, spottede ham, de rystede paa Hovedet og sagde:
40 »Du, som kan nedbryde Templet og bygge det op i tre Dage, frels nu dig selv, hvis du er Guds Søn, og stig ned af Korset!«
41 Saadan spottede ogsaa Ypperstepræsterne tillige med de skriftkloge og de Ældste og sagde:
42 »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels Konge! Lad ham nu stige ned af Korset, saa vil vi tro paa ham.
43 Han har sat sin Lid til Gud; lad ham nu udfri ham, hvis han har Velbehag i ham; han har jo sagt: Jeg er Guds Søn.«
44 Paa samme Maade blev han ogsaa haanet af Røverne, som var korsfæstet sammen med ham.
45 Men fra den sjette Time blev der Mørke over hele Landet indtil den niende Time.
46 Og ved den niende Time raabte Jesus med høj Røst og sagde: »Eli! Eli! Lama sabaktani?« det betyder: »Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«
47 Nogle af dem, der stod der, sagde, da de hørte det: »Han kalder paa Elias.«
48 Og straks løb en af dem hen og tog en Svamp og fyldte den med sur Vin og stak den paa et Rør og lod ham drikke.
49 Men de andre sagde: »Bi lidt! Lad os se, om Elias kommer for at frelse ham.«
50 Da raabte Jesus igen med høj Røst og opgav Aanden.
|
51 Og se, Forhænget i Templet flængedes i to Stykker, fra øverst til nederst; og Jorden skjalv, og Klipperne revnede,
52 og Gravene aabnede sig, og mange af de hensovede helliges Legemer opstod,
53 og de gik ud af Gravene og kom efter hans Opstandelse ind i den hellige Stad og viste sig for mange.
54 Men da Officeren og de, der sammen med ham holdt Vagt over Jesus, saa Jordskælvet, og hvad der ellers skete, blev de rædselsslagne og sagde: »Sandelig, han var Guds Søn.«
55 Der var der mange Kvinder, som saa til paa Afstand; det var dem, som havde fulgt Jesus fra Galilæa og sørget for ham.
56 Iblandt dem var Maria Magdalene og Maria, Jakobs og Josefs Moder, og Zebedæus's Sønners Moder.
57 Men da det var blevet Aften, kom der en rig Mand fra Arimatæa, ved Navn Josef, som selv var blevet Discipel af Jesus.
58 Han gik til Pilatus og bad om at faa Jesu Legeme. Da befalede Pilatus, at det skulde udleveres.
59 Og Josef tog hans Legeme og svøbte det i et rent Linklæde
60 og lagde det i den nye Grav, som han havde ladet hugge ud i Klippen til sig selv. Saa væltede han en stor Sten for Indgangen til Graven og gik bort.
61 Maria Magdalene og den anden Maria var til Stede og sad lige over for Graven.
62 Den næste Dag, Dagen efter Beredelsesdagen, samledes Ypperstepræsterne og Farisæerne hos Pilatus
63 og sagde: »Herre, vi er kommet i Tanker om, at denne Bedrager sagde, mens han endnu levede: Efter tre Dages Forløb opstaar jeg.
64 Giv derfor Befaling til, at Graven skal bevogtes godt indtil den tredje Dag, for at ikke hans Disciple skal komme og stjæle ham og sige til Folket: Han er opstaaet fra de døde; og saa vil det sidste Bedrageri blive værre end det første.«
65 Pilatus sagde til dem: »Der har I Vagtmandskab; gaa hen og bevogt Graven, saa godt I kan.
66 Og de gik hen og bevogtede Graven med Vagten efter at have sat Segl for Stenen.
Jesu Opstandelse, 1-10. Gravvagten bestikkes, 11-15. Afskeden, Daabsbefalingen, 16-20.
Se også vidnerne og denne fikse tabel over selvmodsigelser
1 Men efter Sabbaten, da det gryede ad den første Dag i Ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til Graven.
2 Og se, da blev der et stort Jordthi en Herrens Engel steg ned fra Himmelen og gik frem og væltede Stenen bort og satte sig paa den.
3 Hans Udseende var som Lynild og hans Klædning hvid som Sne.
4 Og de, der holdt Vagt, skælvede af Frygt for ham cg blev som døde.
5 Men Engelen tog til Orde og sagde til Kvinderne: »I skal ikke være bange! Thi jeg ved, at det er Jesus, den korsfæstede, I søger efter.
6 Han er ikke her; thi han er opstanden, som han har sagt. Kom og se Stedet, hvor han laa!
7 Og skynd jer hen og sig til hans Disciple, at han er opstanden fra de døde; og se, han gaar forud for jer til Galilæa; der skal I se ham. Se, nu har jeg sagt jer det.«
8 Saa skyndte de sig bort fra Graven med Frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans Disciple det.
9 Men se, da kom Jesus dem i Møde og sagde: »Vær hilset!« Og de gik hen til ham og omfavnede hans Fødder og tilbad ham.
10 Da siger Jesus til dem: »Frygt ikke! Gaa hen og fortæl mine Brødre, at de skal gaa til Galilæa; der skal de se mig.«
11 Men mens de var paa Vejen, se da kom nogle af Vagten ind i Byen og meldte Ypperstepræsterne alt det, der var sket.
12 Og de samledes med de Ældste og besluttede at give Soldaterne en større Sum Penge,
13 idet de sagde: »I skal sige: Hans Disciple kom om Natten og stjal ham, mens vi sov.
14 Og hvis det skulde komme Landshøvdingen for Øre, skal vi stille ham tilfreds og sørge for, at I ikke faar Ubehageligheder.«
15 Saa tog de imod Pengene og gjorde, som man havde lært dem. Og det Rygte spredtes blandt Jøderne indtil den Dag i Dag.
16 De elleve Disciple drog derefter til Galilæa, til det Bjerg, hvor Jesus havde sat dem Stævne.
17 Og da de saa ham, tilbad de ham. Men der var nogle, som tviylede.
18 Da traadte Jesus frem, talte til dem og sagde: »Mig er givet al Magt i Himmelen og paa Jorden.
19 Drag derfor ud og gør alle Folkeslagene til mine Disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligaandens Navn,
20 og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle Dage indtil Verdens Ende.«