Om oversættelsen: Oversættelsen fra 1948 bryder med en næsten 400 år gammel tradition, hvor hvert Bibeloplag var en revision af de forrige oplag, der i sidste ende gik tilbage til Den Resen-Svaningske Bibel fra 1607. Denne oversættelsen er på mange måder bedre end den autoriserede fra 1992.
Om bogen: Markusevangeliet er det ældste af de 4 evangelier, og det som Matthæus og Lukas bygger på. I Markusevangeliet er Jesus et almindeligt menneske, der får en åbenbaring ved dåben. Dette billede af Jesus passer ikke ind i Matthæus' og Lukas' teologi, så derfor skriver de ofte historierne om, og der er mange eksempler på, at Matthæus retter i Markus.
Markus er det korteste af evangelierne, uden (jomfru)fødsel, slægtstavler og genopstandelse. Slutningen af evangeliet er et nyere falskneri, idet historien oprindeligt endte med, at kvinderne forlod den tomme grav uden at sige noget til nogen. Husk at tjekke Det Hemmelige Markusevangelium.
Kapitler: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16
|
|
1 Dette er begyndelsen til evangeliet om Jesus Kristus, Guds Søn:
2 Som der står skrevet hos profeten Esajas: »Se, jeg sender min engel for dit åsyn, han skal bane vejen for dig;
3 der er en røst af en, som råber i ørkenen: ›Ban Herrens vej, gør hans stier jævne!‹ «
4 — således fremstod Johannes Døber i ørkenen og prædikede omvendelsesdåb til syndernes forladelse.
5 Og hele Judæas land og alle Jerusalems indbyggere kom dragende ud til ham, og de lod sig døbe af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder.
6 Johannes var iført en kamelhårs klædning og havde et læderbælte om livet, og han levede af græshopper og vilde biers honning.
7 Og han prædikede og sagde: »Efter mig kommer han, som er stærkere end jeg; jeg er end ikke værdig til at bøje mig ned og løse remmen på hans sko.
8 Jeg har døbt jer med vand, men han skal døbe jer med Helligånd.«
9 Og det skete i de dage, at Jesus kom fra Nazaret i Galilæa. Og han blev døbt af Johannes i Jordan.
10 Og straks, da han steg op af vandet, så han himlene skilles ad, og han så Ånden dale ned over sig som en due.
11 Og der lød en røst fra Himlene: »Du er min Søn, den elskede, i dig har jeg velbehag.«
|
12 Straks derefter driver Ånden ham ud i ørkenen.
13 Og han var i ørkenen fyrretyve dage og fristedes af Satan; og han levede iblandt de vilde dyr, men englene tjente ham.
14 Men efter at Johannes var sat i fængsel, drog Jesus til Galilæa og prædikede Guds evangelium
15 og sagde: »Tiden er inde, og Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!«
16 Og mens han gik langs Galilæas sø, så han Simon og Andreas, Simons broder, i færd med at kaste vod i søen; for de var fiskere.
17 Jesus sagde til dem: »Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere.«
18 Og straks forlod de deres garn og fulgte ham.
19 Og da han gik lidt videre, så han Jakob, Zebedæus' søn, og hans broder Johannes i deres båd, i færd med at bøde garnene.
20 Og straks kaldte han på dem; og de lod deres fader Zebedæus blive tilbage i båden sammen med de lejede folk og gik med ham.
21 De kommer så ind i Kapernaum; og straks på sabbaten gik han ind i synagogen og lærte.
22 Og folk blev slået af forundring over hans lære; thi han lærte dem som en, der har myndighed, og ikke som de skriftkloge.
23 Og netop da var der i deres synagoge en mand med en uren ånd. Han råbte op
24 og sagde: »Lad os i fred, Jesus fra Nazaret! Er du kommen for at ødelægge os? jeg ved, hvem du er: Guds Hellige.«
25 Jesus truede ad ham: »Ti, og far ud af ham!«
26 Og den urene ånd sled i ham og råbte med høj røst og fo'r ud af ham.
27 Og de blev alle forfærdede, så de spurgte hverandre og sagde: »Hvad er dog dette? en ny lære med myndighed; selv de urene ånder byder han over, og de adlyder ham.«
28 Og rygtet om ham kom straks ud overalt i hele den egn af Galilæa.
29 Straks da de var kommet ud af synagogen, gik de ind i Simons og Andreas' hus sammen med Jakob og Johannes.
30 Men Simons svigermoder lå til sengs med feber, og de fortæller ham straks om hende.
31 Da gik han hen til hende, tog hende ved hånden og rejste hende op, og feberen forlod hende, og hun vartede dem op.
32 Da det var blevet aften, og solen var gået ned, kom de til ham med alle de syge og de besatte,
33 og hele byen var forsamlet uden for døren.
34 Og han helbredte mange, som led af forskellige sygdomme, og uddrev mange onde ånder; og han tillod ikke de onde ånder at røbe, at de kendte ham.
|
35 Ganske tidligt, mens det endnu var mørkt, stod han op og gik ud og gik bort til et øde sted, og dér bad han.
36 Og Simon og de, som var med ham, skyndte sig efter ham.
37 Da de fandt ham, siger de til ham: »De leder alle sammen efter dig.«
38 Han siger til dem: »Lad os gå andetstedshen, til de nærmeste småbyer, for at jeg også kan prædike dér, thi det er derfor, jeg er draget ud.«
39 Og han kom og prædikede i deres synagoger i hele Galilæa og uddrev de onde ånder.
40 Og en spedalsk kommer til ham og beder ham om hjælp, falder på knæ for ham og siger til ham: »Hvis du vil, kan du rense mig.«
41 Og han ynkedes inderligt og rakte sin hånd ud, rørte ved ham og siger til ham: »Jeg vil; bliv ren!«
42 Og straks forsvandt hans spedalskhed, og han blev renset.
43 Og han jog ham straks bort, idet han formanede ham strengt
44 og sagde til ham: »Se til, at du ikke siger noget om det til nogen, men gå hen, lad dig syne af præsten, og bring for din renselse det offer, Moses har påbudt, til vidnesbyrd for folk!«
45 Men han gik ud og begyndte ivrigt at forkynde og udsprede rygtet derom, så Jesus ikke mere kunne gå åbenlyst ind i en by; men han opholdt sig ude på øde steder, og dog kom de til ham alle vegne fra.
1 Nogle dage senere gik han igen ind i Kapernaum. Og da det rygtedes, at han var hjemme,
2 strømmede der så mange folk sammen, at der ikke mere var plads, ikke engang uden for døren; og han talte ordet til dem.
3 Og de kommer til ham med en lam, der blev båret af fire mand.
4 Og da de ikke kunne få ham bragt helt hen til ham for folkeskaren, fjernede de taget over det sted, hvor han var; og da de havde brudt hul, firede de sengen ned, hvorpå den lamme lå.
5 Og da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: »Søn! dine synder forlades dig.«
6 Men nogle af de skriftkloge sad der og tænkte i deres hjerter:
7 »Hvor kan denne mand sige sådan noget? Han taler gudsbespotteligt. Hvem kan forlade synder uden én, nemlig Gud?«
8 Men Jesus mærkede straks i sin ånd, at de tænkte således ved sig selv, og han sagde til dem: »Hvorfor tænker I dette i jeres hjerter?
9 Hvad er lettest, at sige til den lamme: ›Dine synder forlades dig,‹ eller at sige: ›Stå op, og tag din seng og gå?‹
10 Men for at I skal vide, at Menneskesønnen har magt på jorden til at forlade synder« — så siger han til den lamme:
11 »Jeg siger dig: Stå op, tag din seng og gå hjem!«
12 Og han stod op og tog straks sengen og gik bort i alles påsyn, så de alle blev ude af sig selv af forundring og priste Gud og sagde: »Aldrig har vi set mage.«
|
13 Så gik han igen ud langs søen, og hele skaren kom til ham, og han lærte dem.
14 Og da han gik forbi, så han Levi, Alfæus' søn, sidde ved toldboden, og han siger til ham: »Følg mig!« Og han stod op og fulgte ham.
15 Senere sad han til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med Jesus og hans disciple; thi mange af dem fulgte ham stadig.
16 Da nu de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste med tolderne og synderne, spurgte de hans disciple: »Hvor kan han spise sammen med toldere og syndere?«
17 Men da Jesus hørte det, siger han til dem: »De raske har ikke brug for læge, men de syge. Jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men syndere.«
|
18 Johannes' disciple og farisæerne holdt netop faste, og folk kommer så og spørger ham: »Hvorfor faster Johannes' disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?«
19 Da svarede Jesus: »Kan brudesvendene faste, medens brudgommen er hos dem? Nej, så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste.
20 Men der skal komme dage, da brudgommen er taget fra dem, og da skal de faste, på den dag.
21 Ingen syr et stykke uvalket klæde på en gammel klædning; for så river den nye lap på den gamle klædning denne itu, og hullet bliver værre.
22 Og ingen hælder ung vin på gamle lædersække; for så vil vinen sprænge sækkene, og både vinen og sækkene ødelægges; nej, hæld ung vin på nye lædersække!«
23 Og det skete, at han på sabbaten vandrede igennem en kornmark, og hans disciple gav sig til at plukke aks, mens de gik.
24 Farisæerne sagde da til ham: »Se, hvorfor gør de noget, man ikke har lov til på en sabbat?«
25 Og han siger til dem: »Har I aldrig læst, hvad David gjorde, da han og hans ledsagere kom i nød og blev sultne?
26 hvordan han, da Abjatar var ypperstepræst, gik ind i Guds hus og spiste af skuebrødene, som kun præsterne har lov at spise, ja, også gav sine ledsagere noget.«
27 Og han sagde til dem: »Sabbaten er blevet til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbatens skyld.
28 Så er da Menneskesønnen også herre over sabbaten.«
|
1 Og han gik igen ind i en synagoge, og dér var der en mand med en vissen hånd.
2 Og de holdt øje med ham, om han ville helbrede ham på sabbaten — for at få noget at anklage ham for.
3 Han siger da til manden med den visne hånd: »Rejs dig op her midt iblandt os!«
4 Og han siger til dem: »Har man lov at gøre godt på sabbaten eller gøre ondt, at frelse liv eller slå ihjel?« Men de tav.
5 Da så han omkring på dem med vrede, bedrøvet over deres hjertes forhærdelse, og siger til manden: »Ræk din hånd frem!« og han rakte den frem, og hans hånd blev rask igen.
6 Så gik farisæerne bort og tog straks sammen med herodianerne den beslutning, at de ville slå ham ihjel.
7 Så drog Jesus med sine disciple bort til søen, og en stor mængde fulgte med fra Galilæa; og fra Judæa
8 og fra Jerusalem og fra Idumæa og landet på den anden side Jordan og fra egnen om Tyrus og Zidon kom de til ham i stor mængde, da de hørte, hvor store gerninger han gjorde.
9 Og han sagde til sine disciple, at en båd skulle holdes rede til ham af hensyn til folkeskaren, for at de ikke skulle trænge sig ind på ham.
10 Thi han helbredte mange, så alle de, som havde en eller anden lidelse, styrtede ind på ham for at røre ved ham.
11 Og når de urene ånder så ham, faldt de ned for ham og råbte og sagde: »Du er Guds Søn!«
12 Og han forbød dem meget strengt at røbe, hvem han var.
13 Og han går op i bjergene og kalder dem til sig, han selv ønskede at have med, og de kom til ham.
14 Og han indsatte tolv til at være hos ham, og for at han kunne udsende dem til at prædike
15 med magt til at uddrive de onde ånder.
16 Så indsatte han da de tolv, og han gav Simon tilnavnet Peter;
17 endvidere Jakob, Zebedæus' søn, og Johannes, Jakobs broder; dem gav han navnet Boanerges, som betyder tordensønner;
18 og Andreas og Filip og Bartolomæus og Mattæus og Tomas og Jakob, Alfæus' søn, og Taddæus og Simon Kananæer
|
19 og Judas Iskariot, ham, som forrådte ham.
20 Da han kommer hjem, samles der igen en skare, så de ikke engang kunne komme til at holde måltid.
21 Og da hans nærmeste hørte det, gik de ud for at få fat på ham; thi de sagde: »Han er ude af sig selv.«
22 Og de skriftkloge, som var kommet ned fra Jerusalem, sagde: »Han er besat af Beelzebul,« og »Det er ved hjælp af de onde ånders fyrste, han uddriver onde ånder.«
23 Da kaldte han dem til sig og sagde til dem i lignelser: »Hvordan kan Satan uddrive Satan?
24 Hvis et rige er kommet i splid med sig selv, kan det rige ikke bestå.
25 Og hvis et hjem er kommet i splid med sig selv, vil det hjem ikke kunne bestå.
26 Og hvis Satan er sat op imod sig selv og er kommet i splid med sig selv, så kan han ikke bestå, men det er ude med ham.
27 Men ingen kan gå ind i den Stærkes hus og røve hans ejendele, uden han i forvejen har bundet den Stærke; først da kan han plyndre hans hus.
28 Sandelig siger jeg eder: alt skal tilgives menneskenes børn, synder og bespottelser, hvor meget de end spotter;
29 men den, som taler bespotteligt imod Helligånden, får i al evighed ingen tilgivelse, men er skyldig i en evig synd.«
30 De havde jo sagt: »Han har en uren ånd.«
31 Og hans moder og hans brødre kommer, og de stod udenfor og sendte bud ind til ham for at kalde ham ud.
32 Og en skare sad omkring ham, og de siger til ham: »Se, din moder og dine brødre og dine søstre er her udenfor og spørger efter dig.«
33 Da svarer han dem og siger: »Hvem er min moder og mine brødre?«
34 Og han så omkring på dem, som sad rundt om ham, og han sagde: »Se, her er min moder og mine brødre!
35 Den, som gør Guds vilje, er min broder og søster og moder.«
|
1 Og han begyndte igen at lære ved søen. Og en meget stor skare samles om ham, så han måtte sætte sig ud i en båd på søen, mens hele skaren stod ved søen inde på land.
2 Og han lærte dem mange ting i lignelser, og han sagde, mens han lærte dem:
3 »Hør nu efter: Se, en sædemand gik ud for at så.
4 Og mens han såede, skete det, at noget faldt på vejen, og fuglene kom og åd det op.
5 Og noget faldt på stengrund, hvor det ikke havde megen jord, og det kom straks op, fordi det ikke havde dyb jord;
6 men da solen steg, blev det svedet, og det visnede, fordi det manglede rod.
7 Og noget faldt iblandt tidsler, og tidslerne skød op og kvalte det, og det bar ingen frugt.
8 Og noget faldt i god jord; det skød op og voksede, og det bar frugt og gav tredive og tresindstyve og hundrede fold.«
9 Og han sagde: »Den, som har øren at høre med, han høre!«
10 Da han var blevet ene, spurgte hans ledsagere sammen med de tolv ham om lignelserne.
11 Og han sagde til dem: »Jer er Guds riges hemmelighed givet; men de, som er udenfor, får det alt sammen gennem lignelser,
12 for at ›de skal se og se og dog intet øjne og høre og høre og dog intet fatte, så de ikke omvender sig og får tilgivelse.‹ «
13 Og han siger til dem: »Fatter I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå alle de andre lignelser?
14 Det, sædemanden sår, er ordet.
15 Men de på vejen, det er dem, hvor ordet bliver sået, og når de hører det, kommer Satan straks og borttager ordet, der var sået i dem.
16 Og på samme måde de, som bliver sået på stengrund, det er dem, som straks, når de hører ordet, tager mod det med glæde;
17 men de lader det ikke slå rod i sig og holder kun ud til en tid; når der så kommer trængsel eller forfølgelse for ordets skyld, tager de straks anstød.
18 Anderledes med dem, som blev sået blandt tidsler; det er dem, som har hørt ordet,
19 men timelige bekymringer og rigdommens bedrag og alskens andre begæringer kommer ind og kvæler ordet, så det bliver uden frugt.
20 Og de, der blev sået i god jord, det er dem, som hører ordet og tager imod det, og som bærer frugt, tredive og tresindstyve og hundrede fold.«
21 Og han sagde til dem: »Kommer man vel ind med et lys for at sætte det under skæppen eller under bænken? Mon ikke for at sætte det på lysestagen?
22 Thi intet er skjult uden for at åbenbares; ej heller er noget blevet gemt hen uden for at komme frem i lyset.
23 Om nogen har øren at høre med, han høre!«
24 Og han sagde til dem: »Agt på, hvad I hører! Det mål, I måler med, med det skal I selv få tilmålt, ja, I skal få tilgift.
25 Thi den, som har, ham skal der gives; og den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har.«
26 Og han sagde: »Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået sin jord
27 og sover og står op, nat og dag, og sæden spirer og bliver høj, han ved ej selv hvorledes.
28 Af sig selv giver jorden frugt, først strå, så aks og så fuld kerne i akset.
29 Men når frugten er tjenlig, tager han straks seglen frem; thi høsten er inde.«
30 Og han sagde: »Hvad skal vi sammenligne Guds rige med, eller hvad for en lignelse skal vi bruge om det?
31 Det er som et sennepsfrø; når det lægges i jorden, er det mindre end alt andet frø på jorden,
32 men når det er sået, vokser det op og bliver større end de andre urter og får store grene, så himmelens fugle kan bygge rede i dets skygge.«
33 I mange af den slags lignelser talte han ordet til dem, alt efter som de kunne fatte det.
34 Men uden lignelse talte han ikke til dem; kun for sine disciple udlagde han det alt sammen, når de var alene.
35 Samme dag, henimod aften, siger han til dem: »Lad os tage over til den anden bred!«
36 De forlader folkeskaren og tager ham med, som han sad i båden; der var også andre både med ham.
37 Da kommer der en voldsom stormbyge, og bølgerne slog ind i båden, så den var lige ved at fyldes.
38 Selv lå han i bagstavnen og sov på hyndet. Så vækker de ham og siger til ham: »Mester, bryder du dig ikke om, at vi går under?«
39 Så rejste han sig og truede ad stormen og sagde til søen: »Ti, vær stille!« og stormen lagde sig, og det blev helt blikstille.
40 Og han sagde til dem: »Hvorfor er I så bange? hvorfor har I ikke tro?«
41 og de blev grebet af stor frygt og sagde til hverandre: »Hvem er dog han, siden både storm og sø lyder ham?«
|
1 Så kom de over til den anden side af søen, til gerasenernes egn.
2 Og straks da han gik i land fra båden, kom en mand ham i møde ud fra gravhulerne; han var besat af en uren ånd
3 og holdt til i gravene, og ingen kunne længer binde ham, ikke engang med lænker.
4 Han havde nemlig tit været bundet med fodjern og lænker, men lænkerne havde han revet over, og fodjernene havde han sprængt, og ingen kunne magte ham.
5 Og altid, nat og dag, var han i gravene og på bjergene, skreg og slog sig selv med sten.
6 Da han nu på lang afstand fik øje på Jesus, kom han løbende og kastede sig ned for ham
7 og skreg med høj røst og sagde: »Lad mig i fred, Jesus, du den højeste Guds Søn! Jeg besværger dig ved Gud, at du ikke piner mig.«
8 Jesus havde nemlig lige sagt til ham: »Far ud af manden, du urene ånd!«
9 Og han spurgte ham: »Hvad er dit navn?« Han svarer ham: »Legion er mit navn; thi vi er mange.«
10 Og han bad ham meget om ikke at jage dem bort fra egnen.
11 Nu gik der en stor flok svin på græs dér ved bjerget.
12 Da bad de ham og sagde: »Send os hen til svinene, så vi kan fare i dem.«
13 Det tillod han dem. Og de urene ånder fo'r ud og fo'r i svinene; og flokken — der var omtrent to tusinde — styrtede sig ud over brinken og ned i søen og druknede i søen.
14 Og svinehyrderne flygtede og fortalte om det i byen og på landet; og folk kom for at se, hvad det var, der var sket.
15 Og da de kommer til Jesus, ser de den besatte, ham, som havde haft legionen, sidde påklædt og ved sans og samling; og de blev grebet af frygt.
16 Og de, der havde set, hvordan det var gået den besatte, og hvad der var sket med svinene, forklarede dem det.
17 Så begyndte de at bede ham om at gå bort fra deres enemærker.
18 Og da han gik om bord i båden, bad den, der havde været besat, om at han måtte blive hos ham.
19 Det gav han ham dog ikke lov til, men han siger til ham: »Gå hjem til dine egne og fortæl dem, hvor store ting Herren har gjort imod dig, og at han har forbarmet sig over dig.«
20 Så gik han hen og begyndte at forkynde i Dekapolis, hvor store ting Jesus havde gjort imod ham; og alle undrede sig.
21 Og da Jesus igen med båden var taget over til den anden bred, samledes der en stor folkeskare om ham, mens han stod ved søen.
22 Så kommer der en af synagogeforstanderne ved navn Jairus; og da han får øje på ham, falder han ned for hans fødder
23 og beder ham indtrængende og siger: »Min lille datter ligger på sit yderste; ville du blot komme og lægge hænderne på hende, så hun kunne blive rask og leve!«
24 Og han gik med ham, og en stor skare fulgte ham, så der var trængsel om ham.
25 Og der var en kvinde, som havde lidt af svære blødninger i tolv år;
26 hun havde døjet meget af mange læger, og alt, hvad hun ejede, havde hun sat til, uden at hun var blevet hjulpet, det var snarere blevet værre med hende.
27 Hun havde hørt tale om Jesus og kom nu i skaren og rørte bagfra ved hans kappe.
28 Thi hun tænkte: »Hvis jeg får rørt, om det så kun er ved hans klæder, bliver jeg frelst.«
29 Og straks tørredes hendes blods kilde, og hun mærkede i sit legeme, at hun var blevet lægt for sin plage.
30 Og straks da Jesus mærkede på sig selv, at den kraft var udgået fra ham, vendte han sig om midt i skaren og sagde: »Hvem var det, der rørte ved mine klæder?«
31 Og hans disciple sagde til ham: »Du ser jo, hvordan skaren trænger sig om dig, og dog spørger du: ›Hvem var det, der rørte ved mig?‹ «
32 Og han så sig omkring for at få øje på hende, som havde gjort det.
33 Og kvinden kom frygtsom og bævende, da hun vidste, hvad der var sket med hende, og hun faldt ned for ham og sagde ham hele sandheden.
34 Men han sagde til hende: »Datter! din tro har frelst dig; gå bort med fred, og vær helbredt for din plage!«
35 Medens han endnu talte, kommer der nogle fra synagogeforstanderens hus og siger: »Din datter er død, hvorfor gør du mesteren ulejlighed mere?«
36 Men uden at ænse det ord, som blev sagt, siger Jesus til synagogeforstanderen: »Frygt ikke, tro kun!«
37 Og han tillod ingen andre at følge med sig end Peter og Jakob og Johannes, Jakobs broder.
38 Da de nu kommer til synagogeforstanderens hus, og han ser en larmende flok, der græd og hylede meget,
39 går han ind og siger til dem: »Hvorfor larmer og græder I? Barnet er ikke dødt, det sover.«
40 Da lo de ad ham; men han jog dem alle ud, og han tager barnets fader og moder og sine ledsagere med sig og går ind, hvor barnet var.
41 Så tager han barnet ved hånden og siger til hende: »Talita kum!« det betyder: »Lille pige, jeg siger dig, stå op!«
42 Og straks stod pigen op og begyndte at gå omkring, for hun var tolv år gammel. Og de blev straks helt ude af sig selv af undren.
43 Og han forbød dem strengt at lade nogen få dette at vide og sagde, at de skulle give hende noget at spise.
1 Så gik han bort derfra og kommer til sin fædreneby, og hans disciple følger ham.
2 Og da det blev sabbat, begyndte han at lære i synagogen, og de mange, som hørte ham, blev slået af forundring og sagde: »Hvorfra har han dog alt dette, og hvad er det for en visdom, han har fået? og hvilke undergerninger der dog sker ved hans hænder!
3 Er han ikke tømmermanden, søn af Maria og broder til Jakob og Joses og Judas og Simon? Og bor ikke hans søstre her hos os?« Og de forargedes på ham.
4 Da sagde Jesus til dem: »Intetsteds er en profet så ringeagtet som i sin fædreneby og blandt sine slægtninge og i sit hjem.«
5 Og han kunne ikke gøre nogen undergerning dér; kun lagde han hænderne på nogle få syge og helbredte dem.
6 Og han undrede sig over deres vantro. Så vandrede han omkring i de omliggende landsbyer og lærte.
7 Og han kalder de tolv til sig og begyndte at udsende dem, to og to, og gav dem magt over de urene ånder.
8 Og han bød dem, at de ikke skulle tage andet med på vejen end en stav, ikke brød, ikke taske, ikke kobber i bæltet,
9 men de skulle have sandaler på, og: »Tag ikke to kjortler på!«
10 Og han sagde til dem: »Hvor I kommer ind i et hus, der skal I blive, indtil I drager videre.
11 Og hvis man på et sted ikke tager imod jer og ikke hører jer, så gå bort derfra og afryst støvet under jeres fødder til vidnesbyrd for dem.«
12 Og de gik ud og prædikede, at man skulle omvende sig.
13 Og de uddrev mange onde ånder og salvede mange syge med olie og helbredte dem.
14 Og kong Herodes hørte om ham, thi hans navn var blevet kendt, og man sagde: »Johannes Døber er opvakt fra de døde, og derfor virker underfulde kræfter i ham;«
15 andre sagde: »Det er Elias,« og andre igen: »Det er en profet ligesom de andre profeter.«
16 Men da Herodes hørte det, sagde han: »Johannes, som jeg har ladet halshugge, han er opstået.«
17 Herodes havde nemlig selv sendt folk ud og ladet Johannes gribe og lænke og kaste i fængsel for sin broder Filips hustru Herodias' skyld; thi hende havde Herodes taget til ægte,
18 og Johannes havde så sagt til ham: »Du har ikke lov at have din broders hustru.«
19 Herodias bar derfor nag til ham og ville gerne have ham slået ihjel, men havde ikke magt til det.
20 Thi Herodes var bange for Johannes, da han vidste, at han var en retfærdig og hellig mand, og han holdt hånden over ham; og når han hørte ham, var han meget tvivlrådig; dog ville han gerne høre ham.
21 Så kom der en belejlig dag, da Herodes på sin fødselsdag gjorde et gæstebud for sine højeste embedsmænd og hærførere og de fornemste folk i Galilæa.
22 Da kom selve Herodias' datter ind og dansede, og hun behagede Herodes og gæsterne. Og kongen sagde til pigen: »Forlang af mig, hvad du vil, så skal jeg give dig det.«
23 Og han gav hende sin ed på det og sagde: »Hvad du end forlanger, vil jeg give dig, lige til halvdelen af mit rige.«
24 Så gik hun ud og spurgte sin moder: »Hvad skal jeg forlange?« Hun sagde: »Johannes Døbers hoved.«
25 Og straks skyndte hun sig ind til kongen og kom frem med sit forlangende: »Jeg ønsker, at du nu med det samme giver mig Johannes Døbers hoved på et fad.«
26 Og skønt kongen blev meget bedrøvet, ville han dog af hensyn til sine eder og til gæsterne ikke give hende et afslag.
27 Og kongen sendte straks en af livvagten af sted med ordre til at bringe hans hoved. Og han gik hen og halshuggede ham i fængselet,
28 og han bragte hans hoved på et fad og gav det til den unge pige, og hun gav det til sin moder.
29 Men da hans disciple hørte det, kom de og tog hans lig og lagde det i en grav.
|
30 Og apostlene samler sig om Jesus, og de fortalte ham om alt, hvad de havde udrettet, og hvad de havde lært folk.
31 Og han siger til dem: »Kom I nu med til et øde sted, så I kan være ene og hvile jer lidt;« thi der var mange, som kom og gik, og de havde ikke engang ro til at spise.
32 Så tog de med båden bort til et øde sted, hvor de kunne være ene.
33 Men mange så dem tage bort og kendte dem, og fra alle byerne strømmede de sammen derhen til fods og kom før dem.
34 Da han nu gik i land, så han en stor folkeskare, og han ynkedes inderligt over dem; thi de var ›som får, der ingen hyrde har‹. Og han begyndte at lære dem mange ting.
35 Og da det allerede var blevet sent, kom hans disciple hen til ham og sagde: »Stedet her er øde, og det er allerede sent.
36 Få dem til at gå bort, for at de kan gå hen i gårdene og landsbyerne her omkring og købe sig noget at spise.«
37 Men han svarede og sagde til dem: »Giv I dem noget at spise!« De siger til ham: »Skal vi gå hen og købe for to hundrede denarer brød og give dem at spise?«
38 Han spørger dem: »Hvor mange brød har I? Gå hen og se efter!« Og da de havde gjort det, siger de: »Fem og desuden to fisk.«
39 Så bød han dem at få alle til at sætte sig gruppevis ned på det grønne græs.
40 Og de lejrede sig flok ved flok, nogle på hundrede og nogle på halvtreds.
41 Da tog han de fem brød og to fisk, så op til Himmelen og velsignede dem, brød så brødene og gav dem til disciplene, for at de kunne byde dem rundt; også de to fisk delte han ud til dem alle.
42 Og de spiste alle og blev mætte.
43 Og af levninger — også fra fiskene — samlede man tolv kurve fulde.
44 De, som havde spist brødene, var fem tusinde mænd.
45 Og straks nødte han sine disciple til at gå i båden og i forvejen sejle over til den anden bred, til Betsajda, mens han selv fik folkeskaren til at gå bort.
46 Og da han havde taget afsked med dem, gik han op i bjergene for at bede.
47 Da det blev aften, var båden midt på søen og han alene på landjorden.
48 Og da han så, at de måtte slide hårdt med at ro — for de havde vinden imod sig — kommer han ved fjerde nattevagt til dem, vandrende på søen; og han ville til at gå forbi dem.
49 Men da de så ham komme vandrende på søen, mente de, at det var et spøgelse, og de skreg højt.
50 Thi de havde alle set ham og var blevet forfærdede. Men i det samme talte han med dem og siger til dem: »Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!«
51 Så steg han op i båden til dem, og vinden lagde sig; og de undrede sig ved sig selv over al måde.
52 Thi de var ikke blevet klogere af det, som var sket med brødene, men deres hjerte var forhærdet.
53 Efter at de så var nået over søen til den anden bred, kom de til Genezaret og lagde til dér.
54 Og straks da de var gået fra borde, kendte folk ham.
55 Og de løb omkring i hele den egn og begyndte at bringe syge på deres senge hen, hvor de hørte, han var.
56 Og hvor som helst han gik ind i landsbyer eller byer eller gårde, lagde man de syge på åbne pladser og bad ham om lov til blot at røre ved kvasten på hans kappe; og alle de, som rørte ved ham, blev helbredt.
1 Og farisæerne og nogle af de skriftkloge, som var kommet fra Jerusalem, samler sig omkring ham.
2 De så da nogle af hans disciple holde måltid med »vanhellige«, det vil sige uvaskede hænder.
3 Farisæerne og alle de andre jøder spiser nemlig aldrig uden først at have vasket deres hænder med en håndfuld vand; således er de gamles overlevering, som de holder fast ved.
4 Og når de kommer fra torvet, spiser de ikke uden først at have stænket sig med vand; og mange andre forskrifter har de taget i arv såsom at skylle bægere og krus og kobberkar.
5 Derfor spurgte farisæerne og de skriftkloge ham nu: »Hvorfor vandrer dine disciple ikke efter de gamles overlevering, men holder måltid med vanhellige hænder?«
6 Han svarede dem: »Med rette har Esajas profeteret om jer hyklere, som der står skrevet: ›Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er fjernt fra mig.
7 Det er forgæves, de dyrker mig, når de fører lærdomme, som kun er menneskebud.‹
8 I sætter Guds bud til side og holder fast ved menneskers overlevering.«
9 Og han sagde til dem: »Hvor smukt, at I ophæver Guds bud for at holde jeres egen overlevering!
10 Thi Moses har sagt: ›Ær din fader og din moder,‹ og: ›Den, der forbander fader eller moder, skal lide døden.‹
11 Men I lærer: Hvis en mand siger til sin fader eller sin moder: ›Det, du skulle have haft som hjælp fra mig, det skal være korban‹ (det vil sige: tempelgave),
12 så tillader I ham ikke mere at understøtte sin fader eller moder dermed,
13 og I sætter således Guds ord ud af kraft ved jeres overlevering, som I har lært folk; og meget andet af den slags gør I.«
14 Og han kaldte atter folkeskaren til sig og sagde til dem: »Hør mig alle, og forstå!
15 Hvad der gør et menneske urent, er ikke noget af det, der udefra kommer ind i mennesket; men hvad der går ud af mennesket, det er det, der gør mennesket urent.
16 [Om nogen har øren at høre med, han høre!«]
17 Og da han var gået ind i huset, bort fra skaren, spurgte hans disciple ham om lignelsen.
18 Og han siger til dem: »Er I virkelig så uforstandige? Forstår I ikke, at intet, som udefra kommer ind i mennesket, kan gøre det urent?
19 Thi det kommer ikke ind i hans hjerte, men i maven og går ud på det dertil bestemte sted.« (Således erklærede han al mad for »ren«).
20 Men han sagde: »Hvad der gør mennesket urent, er det, der udgår fra mennesket.
21 Thi indvendig fra, fra menneskenes hjerte, udgår de onde tanker, utugt, tyverier, mord,
22 ægteskabsbrud, havesyge, ondskab, svig, løsagtighed, ondt øje, bespottelse, hovmod, hidsighed;
23 al denne ondskab kommer indvendig fra og gør mennesket urent.«
24 Så brød han op derfra og drog bort til egnen omkring Tyrus. Dér gik han ind i et hus og ønskede ikke, at nogen skulle vide det. Dog kunne han ikke forblive skjult.
25 Men en kvinde, hvis lille datter var besat af en uren ånd, kom straks, da hun havde hørt om ham, og faldt ned for hans fødder;
26 det var en hedensk kvinde, af syrisk-fønikisk herkomst. Hun bad ham om at uddrive den onde ånd af hendes datter.
27 Og han sagde til hende: »Lad først børnene blive mætte; thi det er ikke smukt at tage børnenes brød og kaste det til de små hunde.«
28 Hun svarede og siger til ham: »Jo, Herre! også de små hunde æder dog under bordet af børnenes smuler.«
29 Da sagde han til hende: »Fordi du sagde dette, så gå kun hjem; den onde ånd er faret ud af din datter.«
30 Og hun gik til sit hus og fandt barnet liggende på lejet og den onde ånd faret ud.
31 Og da han gik bort igen fra egnene omkring Tyrus, kom han over Zidon midt igennem Dekapolis' egne til Galilæas sø.
32 Og de kommer til ham med en døv, som også vanskeligt kunne tale, og beder ham om at lægge sin hånd på ham.
33 Og han tog ham til side, bort fra skaren, og stak sine fingre i hans øren, spyttede på dem og rørte ved hans tunge,
34 så op mod Himmelen, sukkede og sagde til ham: »Effata!« det betyder: luk dig op!
35 Da åbnedes hans øren, og straks løstes det, der bandt hans tunge, og han talte tydeligt.
36 Og Jesus forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, des ivrigere forkyndte de det.
37 Og de blev over al måde slået af forundring og sagde: »Han har gjort alle ting vel; han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.«
|
1 Da der i de dage igen var en stor folkeskare, og de intet havde at spise, kaldte han sine disciple til sig og siger til dem:
2 »Jeg ynkes inderligt over folkeskaren; thi de har allerede været hos mig tre dage, og de har ikke noget at spise.
3 Og hvis jeg lader dem gå fastende hjem, vil de vansmægte undervejs; nogle af dem er jo kommet langvejsfra.«
4 Da svarede hans disciple ham: »Hvorfra skal man kunne få brød nok til at mætte dem alle her i en ørken?«
5 Han spurgte dem: »Hvor mange brød har I?« De sagde: »Syv.«
6 Da byder han folkeskaren lejre sig på jorden, og han tog de syv brød, takkede, brød dem og gav disciplene dem, at de kunne byde dem rundt, og de bød dem rundt til folkeskaren.
7 Og de havde nogle få småfisk; og han velsignede dem og sagde, at de også skulle bydes rundt.
8 Så spiste de og blev mætte; og da man samlede de stykker, der blev tilovers, var der syv kurve.
9 Der var omtrent fire tusinde til stede; og han fik dem til at gå bort.
10 Og straks efter gik han i båden med sine disciple og kom til egnene ved Dalmanuta.
11 Og farisæerne kom derhen og begyndte en ordstrid med ham og krævede et tegn fra Himmelen af ham for at sætte ham på prøve.
12 Og han sukkede dybt i sin ånd og siger: »Hvorfor forlanger denne slægt et tegn? Sandelig siger jeg eder: der skal ikke gives denne slægt noget tegn!«
13 Så forlod han dem og gik atter om bord og satte over til den anden bred.
14 Og de havde glemt at tage brød med og havde kun ét brød med sig i båden.
15 Og han advarede dem og sagde: »Se til, hold jer fra farisæernes surdej og fra Herodes' surdej!«
16 Og de talte sammen om, at det var, fordi de ikke havde brød med.
17 Da han mærkede det, siger han til dem: »Hvorfor taler I om, at I ikke har brød? Forstår I endnu ikke, og fatter I ikke? Er jeres hjerter forhærdede?
18 Har I øjne og ser ikke? Har I øren og hører ikke? Husker I ikke,
19 da jeg brød de fem brød til fem tusinde, hvor mange kurve, fulde af stykker, I da tog op?« De siger til ham: »Tolv.«
20 »Og da jeg brød de syv brød til de fire tusinde, hvor mange kurve, fulde af stykker, I da tog op?« De siger til ham: »Syv.«
21 Da sagde han til dem: »Fatter I da stadig intet?«
22 Så kommer de til Betsajda. Og man fører en blind til ham og beder ham om at røre ved ham.
23 Han tog den blinde ved hånden, førte ham uden for landsbyen og spyttede på hans øjne og lagde hænderne på ham og spurgte ham: »Ser du noget?«
24 Da så han op og sagde: »Jeg ser mennesker; thi jeg ser nogle, ligesom træer, og de går omkring.«
25 Derefter lagde han igen hænderne på hans øjne, og da brød synet igennem, så han blev helbredt og kunne se alt tydeligt.
26 Så sendte han ham hjem og sagde: »Du må ikke gå ind i landsbyen [og heller ikke sige det til nogen i landsbyen.«]
27 Jesus og hans disciple drog nu bort til landsbyerne ved Kæsarea Filippi; og på vejen spurgte han sine disciple og sagde til dem: »Hvem siger folk, at jeg er?«
28 De svarede ham og sagde: »Johannes Døber; andre siger: Elias; og andre: En af profeterne.«
29 Han spurgte dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« Peter svarer og siger til ham: »Du er Kristus.«
30 Og han forbød dem strengt at sige dette om ham til nogen.
31 Så begyndte han at lære dem, at Menneskesønnen skulle lide meget og vrages af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og dræbes, men opstå tre dage efter.
32 Og han talte frit ud om dette. Da tog Peter ham til side og begyndte at irettesætte ham.
33 Men han vendte sig og så på sine disciple og irettesatte Peter og siger: »Vig bag mig, Satan! thi du sanser ikke, hvad Guds er, men kun, hvad menneskers er.«
34 Og han tilkaldte folkeskaren tillige med sine disciple og sagde til dem: »Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig!
35 Thi den, som vil frelse sit liv, skal miste det; men den, som mister sit liv for min og evangeliets skyld, han skal frelse det.
36 Thi hvad gavner det et menneske at vinde den hele verden og at bøde med sin sjæl?
37 Thi hvad kan et menneske give til vederlag for sin sjæl?
38 Thi den, som skammer sig ved mig og mine ord i denne utro og syndige slægt, ham skal også Menneskesønnen skamme sig ved, når han kommer i sin Faders herlighed med de hellige engle.«
9,1 Og han sagde til dem: »Sandelig siger jeg eder: der er nogle af dem, som står her, der ikke skal smage døden, før end de ser, at Guds rige er kommet med kraft.«
|
2 Seks dage derefter tager Jesus Peter og Jakob og Johannes med sig og fører dem op på et højt bjerg, hvor de var helt alene. Og han blev forvandlet for deres øjne.
3 Og hans klæder blev så strålende, blændende hvide, som ingen blegemand på jorden kan gøre dem.
4 Og Elias tillige med Moses viste sig for dem og samtalede med Jesus.
5 Da tager Peter til orde og siger til Jesus: »Rabbi! det er godt, at vi er her; lad os bygge tre hytter, en til dig og en til Moses og en til Elias.«
6 Han vidste nemlig ikke, hvad han skulle sige; thi de var blevet helt forfærdede.
7 Da kom der en sky og overskyggede dem; og en røst lød fra skyen: »Denne er min Søn, den elskede, hør ham!«
8 Men med ét, da de så sig omkring, kunne de ikke mere se nogen uden Jesus alene hos dem.
9 Medens de nu gik ned fra bjerget, bød han dem, at de ikke, før Menneskesønnen var opstået fra de døde, måtte fortælle nogen, hvad de havde set.
10 Det ord mærkede de sig og drøftede indbyrdes, hvad det var at opstå fra de døde.
11 Og de spurgte ham og sagde: »Hvorfor siger de skriftkloge, at Elias først må komme?«
12 Da sagde han til dem: »Elias kommer først og genopretter alt; og hvordan står der skrevet om Menneskesønnen? At han skal lide meget og blive foragtet.
13 Men jeg siger jer, at Elias er kommen, og de har gjort ved ham, hvad de ville, sådan som der står skrevet om ham.«
14 Da de nu kom hen til disciplene, så de, at en stor skare stod omkring dem, og at nogle skriftkloge var i ordstrid med dem.
15 Og straks da hele skaren så ham, blev de grebet af ærefrygt og løb hen og hilste ham.
16 Og han spurgte dem: »Hvad er det, I strides med dem om?«
17 En mand af skaren svarede ham: »Mester! jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, der gør ham stum.
18 Og når som helst den tager magten over ham, kaster den ham om, og han fråder og skærer tænder og stivner; og jeg har sagt til dine disciple, at de skulle uddrive den, men de magtede det ikke.«
19 Da svarede han dem og sagde: »Åh, du vantro slægt! hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg tåle jer? før ham herhen til mig!«
20 Så førte de ham hen til ham, og da han fik øje på Jesus, sled ånden straks i ham, og han faldt om på jorden og væltede sig og frådede.
21 Jesus spurgte da hans fader: »Hvor lang tid har han haft det sådan?« Han sagde: »Fra barndommen af;
22 og den har tit kastet ham både i ild og vand for at tage livet af ham; men hvis du formår noget, så forbarm dig over os og hjælp os!«
23 Men Jesus sagde til ham: »Hvis du formår! alt er muligt for den, der tror.«
24 Straks råbte drengens fader og sagde: »Jeg tror, hjælp min vantro!«
25 Men da Jesus så, at skaren stimlede sammen, talte han strengt til den urene ånd og sagde til den: »Du stumme og døve ånd! jeg byder dig, far ud af ham og far ikke mere ind i ham!«
26 Da skreg den og sled meget i drengen og fo'r ud, og han blev som død, så de fleste sagde: »Han er død.«
27 Men Jesus tog ham ved hånden og rejste ham op; og han stod op.
28 Da Jesus nu var kommen ind i et hus, spurgte hans disciple ham i enrum: »Hvorfor kunne vi ikke uddrive den?«
29 Han svarede dem: »Den slags kan ikke drives ud ved noget, uden ved bøn og faste.«
30 Så brød de op derfra og vandrede gennem Galilæa; og han ville ikke, at nogen skulle vide det.
31 Thi han lærte sine disciple og sagde til dem: »Menneskesønnen skal gives i menneskers vold, og de skal slå ham ihjel; og når han er slået ihjel, skal han opstå tre dage efter.«
32 Men de forstod ikke den tale, og de turde ikke spørge ham.
33 Så kom de til Kapernaum. Og da han var kommen hjem, spurgte han dem: »Hvad var det, I talte sammen om på vejen?«
34 Men de tav; thi de havde på vejen talt med hverandre om, hvem der var den største.
35 Da satte han sig ned og kaldte på de tolv og siger til dem: »Hvis nogen vil være den første, han skal være den sidste af alle og alles tjener.«
36 Og han tog et lille barn, stillede det midt iblandt dem, tog det i favn og sagde til dem:
37 »Den, der tager imod sådan et lille barn for mit navns skyld, tager imod mig; og den, der tager imod mig, tager ikke imod mig, men imod ham, som udsendte mig.«
38 Johannes sagde til ham: »Mester! vi så en mand, som ikke slutter sig til os, uddrive onde ånder i dit navn; og vi søgte at hindre ham i det, fordi han ikke slutter sig til os.«
39 Men Jesus sagde: »I skal ikke hindre ham; thi der er ingen, som gør en undergerning i mit navn og snart efter kan tale ondt om mig.
40 Thi den, som ikke er imod os, er for os.
41 Ja, den, som giver jer et bæger vand at drikke af den grund, at I hører Kristus til, sandelig siger jeg eder: han skal ingenlunde gå glip af sin løn.
42 Og den, der forarger en af disse små, som tror, ham var det bedre, at der var lagt en møllesten om hans hals, og han var kastet i havet.
43 Og hvis din hånd forarger dig, så hug den af! Det er bedre for dig at gå vanfør ind til livet end at fare til Helvede til den uudslukkelige ild med begge hænder i behold.
44 [Hvor deres mark ikke dør, og ilden ikke slukkes.]
45 Og hvis din fod forarger dig, så hug den af! Det er bedre for dig at gå halt ind til livet end at kastes i Helvede med begge fødder i behold.
46 [Hvor deres mark ikke dør, og ilden ikke slukkes.]
47 Og hvis dit øje forarger dig, så riv det ud! Det er bedre for dig at gå enøjet ind i Guds rige end med begge øjne i behold at kastes i Helvede,
48 hvor ›deres orm ikke dør, og ilden ikke slukkes.‹
49 Thi enhver skal saltes med ild [og ethvert offer skal saltes med salt].
50 Salt er en god ting; men hvis saltet bliver saltløst, hvormed vil I så give det kraft igen? I skal have salt i jer selv og holde fred med hverandre!«
1 Så bryder han op derfra og kommer til Judæas egne og landet på den anden side Jordan, og atter samler der sig skarer om ham; og han lærte dem igen, som han plejede.
2 Og der kom nogle farisæere og stillede fælde for ham, idet de spurgte: »Har en mand lov at skille sig fra sin hustru?«
3 Han svarede og sagde til dem: »Hvad har Moses befalet jer?«
4 De sagde: »Moses tillod at skrive et skilsmissebrev og så skille sig fra hende.«
5 Da sagde Jesus til dem: »Det var på grund af jeres hårdhjertethed, at han skrev jer det bud.
6 Men fra begyndelsen af, ved skabelsen, skabte Gud dem som mand og kvinde.
7 ›Derfor skal en mand forlade sin fader og moder [og holde sig til sin hustru];
8 og de to skal blive ét kød.‹ Så er de da heller ikke længer to, men ét kød.
9 Derfor: hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.«
10 Hjemme spurgte disciplene ham igen om dette.
11 Han siger til dem: »Den, der skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, bedriver hor imod den første.
12 Og hvis hun skiller sig fra sin mand og gifter sig med en anden, så bedriver hun hor.«
13 De bar nogle små børn til ham, for at han skulle røre ved dem; men disciplene truede ad dem.
14 Men da Jesus så det, harmedes han og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig; dem må I ikke hindre; thi Guds rige hører sådanne til.
15 Sandelig siger jeg eder: den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, han kommer slet ikke ind i det.«
16 Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.
17 Da han gik ud og gav sig på vej, kom der en løbende og faldt på knæ for ham og spurgte ham: »Gode mester! hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?«
18 Jesus svarede ham: »Hvorfor kalder du mig god? ingen er god uden én, nemlig Gud.
19 Du kender budene: du må ikke slå ihjel; du må ikke bedrive hor; du må ikke stjæle; du må ikke sige falsk vidnesbyrd; du må ikke røve; ær din fader og din moder.«
20 Han sagde til ham: »Mester! det har jeg holdt alt sammen fra min ungdom af.«
21 Jesus så på ham og fattede kærlighed til ham og sagde til ham: »Én ting mangler du; gå bort, sælg alt det, du har, og giv det til de fattige, så skal du have en skat i Himmelen; og kom så og følg mig!«
22 Men han blev ilde til mode over det ord og gik bedrøvet bort; thi han havde meget gods.
23 Da så Jesus sig omkring og siger til sine disciple: »Hvor er det dog vanskeligt for dem, der har rigdom, at komme ind i Guds rige!«
24 Disciplene blev forfærdede over hans ord; men Jesus tager atter til orde og siger til dem: »Børn, hvor vanskeligt er det ikke [for dem, som forlader sig på rigdom] at komme ind i Guds rige!
25 En kamel går lettere gennem et nåleøje, end en rig går ind i Guds rige!«
26 De blev endnu mere rystede og sagde til hverandre: »Hvem kan så blive frelst?«
27 Da ser Jesus på dem og siger: »For mennesker er det umuligt, men ikke for Gud; thi alle ting er mulige for Gud.«
28 Peter tog nu til orde og sagde til ham: »Se, vi har forladt alt og fulgt dig.«
29 Jesus sagde: »Sandelig siger jeg eder: der er ingen, som har forladt hjem eller brødre eller søstre eller moder eller fader eller børn eller marker for min og for evangeliets skyld,
30 uden at han skal få det hundredfold igen, nu her i tiden hjem og brødre og søstre og mødre og børn og marker, tillige med forfølgelser, og i den kommende verden evigt liv.
31 Men mange af de første skal blive de sidste, og mange af de sidste skal blive de første.«
Det er her — mellem vers 34 og 35 — at det store brudstykke fra det hemmelige Markusevangelium placeres.
32 De var undervejs op til Jerusalem, og Jesus gik foran dem; men de var forfærdede, og de, som fulgte med, var bange. Så tog han igen de tolv til side og begyndte at tale til dem om, hvad der skulle ske med ham:
33 »Se, vi drager nu op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgives til ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de skal dømme ham til døden og overgive ham til hedningerne;
34 og de skal spotte ham og spytte på ham og piske ham og dræbe ham, men tre dage efter skal han opstå.«
|
35 Da går Jakob og Johannes, Zebedæussønnerne, hen til ham og siger: »Mester, vi vil gerne, at du skal gøre for os, hvad vi nu beder dig om.«
36 Han spurgte dem: »Hvad er det, I vil, jeg skal gøre for jer?«
37 De svarede ham: »Giv os sæde, den ene ved din højre, den anden ved din venstre side, i din herlighed.«
38 Men Jesus sagde til dem: »I ved ikke, hvad I beder om. Kan I tømme den kalk, som jeg skal tømme, eller døbes med den dåb, som jeg skal døbes med?«
39 De sagde til ham: »Ja, vi kan.« Da sagde Jesus til dem: »Den kalk, som jeg tømmer, skal I tømme, og den dåb, som jeg døbes med, skal I døbes med;
40 men sædet ved min højre eller min venstre side står det ikke til mig at bortgive; men det gives til dem, hvem det er beredt.«
41 Da de ti andre hørte det, begyndte de at harmes på Jakob og Johannes.
42 Og Jesus kaldte dem til sig og siger til dem: »I ved, at de, der regnes for folkenes fyrster, er strenge herrer over dem, og de store iblandt dem lader dem føle deres magt.
43 Men således skal det ikke være blandt jer; men den, som vil være stor iblandt jer, skal være jeres tjener;
44 og den, som vil være den første af jer, skal være alles træl.
45 Thi Menneskesønnen er ikke kommen for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.«
Det er i dette vers, at det lille brudstykke fra det hemmelige Markusevangelium placeres.
46 Så kommer de til Jeriko; og da han gik ud af Jeriko sammen med sine disciple og en hel skare, sad der ved vejen en blind tigger, Timæus' søn, Bartimæus.
47 Da han nu hørte, at det var Jesus fra Nazaret, gav han sig til at råbe og sige: »Jesus, du Davids søn, forbarm dig over mig!«
48 Og mange truede ad ham, for at han skulle tie, men han råbte blot stærkere endnu: »Du Davids søn, forbarm dig over mig!«
49 Da stod Jesus stille og sagde: »Kald på ham!« Og de kalder på den blinde og siger til ham: »Vær ved godt mod, stå op! han kalder på dig.«
50 Og han kastede sin kappe fra sig, sprang op og kom hen til Jesus.
51 Så tog Jesus til orde og spurgte ham: »Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?« Den blinde svarede: »Rabbuni, lad mig få mit syn igen!«
52 Jesus sagde til ham: »Gå bort, din tro har frelst dig.« Og straks fik han sit syn igen, og han fulgte ham på hans vej.
1 Da de nærmer sig til Jerusalem, til Betfage og Betania ved Oliebjerget, sender han to af sine disciple af sted og siger til dem:
2 »Gå hen i landsbyen lige foran jer; så vil I straks, når I kommer ind i den, finde et føl bundet, som endnu intet menneske har siddet på; løs det og kom med det.
3 Og hvis nogen spørger jer: ›Hvorfor gør I det?‹ så skal I svare: ›Herren har brug for det, og han sender det straks tilbage igen.‹ «
4 Og de gik derhen og fandt føllet, der stod bundet uden for en port i gyden, og de begynder at løse det.
5 Og nogle af dem, som stod dér, sagde til dem: »Hvad er det, I gør? I løser jo føllet!«
6 De svarede dem, sådan som Jesus havde sagt, og så lod de dem gøre det.
7 Og de kommer med føllet til Jesus og lægger deres kapper på det, og han satte sig på det.
8 Og mange bredte deres kapper på vejen, andre strøede kviste, som de havde skåret af på markerne.
9 Og både de, der gik foran, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna! velsignet være han, som kommer i Herrens navn!
10 Velsignet være vor fader Davids rige, som kommer! Hosianna i det højeste!«
11 Derefter gik han ind i Jerusalem, ind i helligdommen, og da han havde set sig om overalt, og det allerede var henad aften, gik han sammen med de tolv ud til Betania.
|
12 Den næste dag, da de gik fra Betania, blev han sulten;
13 og da han langt borte så et figentræ, som havde blade, gik han derhen for om muligt at finde noget på det. Men da han kom hen til det, fandt han ikke andet end blade; thi det var ikke figentid.
14 Da tog han til orde og sagde til det: »Aldrig i evighed skal nogen mere spise frugt af dig!« Og det hørte hans disciple.
|
15 Da de kommer til Jerusalem, gik han ind i helligdommen og begyndte at jage dem ud, som solgte og købte i helligdommen, og han væltede vekselerernes borde og duekræmmernes bænke.
16 Og han tillod ingen at bære deres sager igennem helligdommen.
17 Og han lærte og sagde til dem: »Står der ikke skrevet, at mit hus skal kaldes et bedehus for alle folkene? men I har gjort det til en røverkule.«
18 Det hørte ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de overlagde, hvordan de skulle få ham slået ihjel; de frygtede nemlig for ham, thi hele skaren var slået af forundring over hans lære.
19 Og når det blev aften, gik de ud, uden for byen.
20 Da de nu om morgenen gik forbi, så de, at figentræet var visnet fra roden af.
21 Peter huskede det, der var sket, og siger til ham: »Rabbi! se, det figentræ, du forbandede, er visnet.«
22 Jesus svarer og siger til dem: »Hav tro til Gud!
23 Sandelig siger jeg eder: den, der siger til dette bjerg: ›Løft dig op og kast dig i havet.‹ og ikke tvivler i sit hjerte, men tror, at det sker, som han siger, han skal få det opfyldt.
24 Derfor siger jeg jer: Alt, hvad I beder og bønfalder om — tro, at I har fået det, så skal I få det.
25 Og når I står og beder, skal I tilgive, hvis I har noget imod nogen, for at jeres Fader, som er i Himlene, også kan tilgive jer jeres overtrædelser.
26 [Men hvis I ikke tilgiver, skal jeres Fader, som er i Himlene, heller ikke tilgive jeres overtrædelser.«]
27 De kommer så igen til Jerusalem; og mens han gik omkring i helligdommen, kommer ypperstepræsterne og de skriftkloge og de ældste hen til ham.
28 De spurgte ham: »Med hvad ret gør du dette, eller hvem har givet dig retten til at gøre dette?«
29 Da svarede Jesus dem: »Jeg vil gøre jer et spørgsmål; svar mig på det, så skal jeg også sige jer, med hvad ret jeg gør dette.
30 Johannes' dåb, var den fra Himmelen eller fra mennesker? Svar mig!«
31 De talte indbyrdes om det og sagde: »Svarer vi: ›Fra Himmelen,‹ så vil han spørge: ›Hvorfor troede I ham da ikke?‹
32 Skal vi da svare: ›Fra mennesker?‹ « — det turde de ikke for folket; thi alle holdt for, at Johannes virkelig var en profet.
33 De svarer så og siger til Jesus: »Vi ved det ikke.« Da siger Jesus til dem: »Så siger jeg heller ikke jer, med hvad ret jeg gør dette.«
|
1 Da begyndte han at tale til dem i lignelser: »Der var en mand, som plantede en vingård og satte et gærde om den og gravede en perse og byggede et vagttårn; så lejede han den ud til vingårdsmænd og drog udenlands.
2 Da nu tiden kom, sendte han en tjener til vingårdsmændene, for at han af dem kunne få sin del af vingårdens frugter.
3 Men de greb ham og slog løs på ham og sendte ham tomhændet bort.
4 Derefter sendte han en anden tjener til dem; ham slog de i hovedet og hånede.
5 Så sendte han en til, ham slog de ihjel; og mange andre sendte han, nogle af dem slog de, andre dræbte de.
6 Nu havde han endnu én, en elsket søn; ham sendte han til sidst til dem i den tanke: ›De vil undse sig for min søn.‹
7 Men disse vingårdsmænd sagde til hverandre: ›Det er arvingen; kom, lad os slå ham ihjel, så tilfalder arven os.‹
8 Og de greb ham og slog ham ihjel og slæbte ham ud af vingården.
9 Hvad vil nu vingårdens ejer gøre? Han vil komme og gøre det af med vingårdsmændene og give vingården til andre.
10 Har I ikke også læst dette skriftord: ›Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten.
11 Fra Herren er dette kommet, og underfuldt er det for vore øjne.‹ «
12 Og de søgte at gribe ham, men frygtede for skaren; thi de forstod godt, at det var om dem, han havde fortalt den lignelse. Så lod de ham være og gik bort.
13 Derefter sendte de nogle af farisæerne og herodianerne til ham, for at de skulle fange ham i ord.
14 Og de kommer og siger til ham: »Mester! vi ved, at du er sanddru og ikke ænser andres dom, thi du kender ikke til personsanseelse, men lærer sandfærdigt om Guds vej. Har man lov til at give kejseren skat eller ej? Skal vi give eller ikke give?«
15 Men han gennemskuede deres hykleri og sagde til dem: »Hvorfor stiller I fælde for mig? Ræk mig en denar, for at jeg kan se den.«
16 De rakte ham en, og han siger til dem: »Hvis er det billede og den indskrift?« De svarede ham: »Kejserens«.
17 Da sagde Jesus til dem: »Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!« Og de undredes over ham.
18 Og der kommer nogle saddukæere til ham (de, som jo påstår, at der ikke er nogen opstandelse), og de stillede ham følgende spørgsmål:
19 »Mester! Moses har foreskrevet os, at hvis nogen har en broder, som dør og efterlader sig hustru, men ingen børn, så skal han ægte enken og skaffe sin broder afkom.
20 Nu var der syv brødre; den første tog sig en hustru, og ved sin død efterlod han sig ikke afkom.
21 Så tog den anden hende og døde, uden at der var afkom efter ham; og den tredje ligeså.
22 Ingen af de syv efterlod sig afkom. Sidst af dem alle døde også hustruen.
23 I opstandelsen, når de skal opstå, hvem af dem skal så have hende til hustru? De har jo alle syv været gift med hende.«
24 Jesus sagde til dem: »Viser dette ikke, at I farer vild, fordi I hverken kender skrifterne eller Guds kraft?
25 Thi når de opstår fra de døde, så tager de ikke til ægte, ej heller bortgiftes de, men de er som engle i Himlene.
26 Men hvad det angår, at de døde opvækkes, har I da ikke læst i Mose bog, i stedet om tornebusken, hvordan Gud talte til ham og sagde: ›Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud?‹
27 Han er ikke Gud for døde, men for levende; I er helt på vildspor.«
28 Og en af de skriftkloge, som havde hørt deres ordskifte og lagt mærke til, at han svarede dem godt, kom til ham og spurgte ham: »Hvilket bud er det første af alle?«
29 Jesus svarede: »Det første er: ›Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én;
30 og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele dit sind og af hele din styrke.‹
31 Et andet er dette: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ Noget andet bud større end disse gives ikke.«
32 Da sagde den skriftkloge til ham: »Rigtigt, mester, sandt er, hvad du sagde, at Han er én, og at der ikke er nogen anden end Ham.
33 Og at elske Ham af hele sit hjerte og af hele sin forstand og af hele sin styrke og at elske sin næste som sig selv, det er bedre end alle brændofre og slagtofre.«
34 Og da Jesus så, at han svarede forstandigt, sagde han til ham: »Du er ikke langt fra Guds rige.« Og ingen vovede mere at rette spørgsmål til ham.
35 Medens Jesus lærte i helligdommen, tog han til orde og spurgte: »Hvordan kan de skriftkloge sige, at Kristus er Davids søn?
36 David selv har jo ved Helligånden sagt: ›Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, til jeg får lagt dine fjender under dine fødder.‹
37 David selv kalder ham ›herre‹, hvordan kan han så være hans søn?«
38 Den store skare hørte ham gerne, og engang da han lærte, sagde han: »Tag jer i agt for de skriftkloge, som gerne vil gå omkring i lange klæder og lade sig hilse på torvene
39 og gerne vil sidde på de fornemste sæder i synagogerne og sidde øverst til bords ved gæstebudene;
40 de, som opæder enkers bo og for et syns skyld beder længe, de skal få des hårdere dom.«
41 Derefter satte han sig lige over for tempelblokken og så på, hvordan folk lagde penge i blokken. Der var mange rige, som lagde meget deri.
42 Også en fattig enke kom og lagde to småmønter i, tilsammen så meget som en øre.
43 Da kaldte han sine disciple til sig og sagde til dem: »Sandelig siger jeg eder: denne fattige enke har lagt mere deri end alle de andre, som lagde noget i tempelblokken.
44 Thi de gav alle af deres overflod; men hun gav af sin fattigdom alt det, hun havde, hele sit eje.«
|
1 Da han gik ud af helligdommen, siger en af hans disciple til ham: »Mester, se, hvilke sten og hvilke bygninger!«
2 Og Jesus sagde til ham: »Ser du disse store bygninger? — der skal ikke lades sten på sten tilbage, alt skal brydes ned.«
3 Og da han sad på Oliebjerget, lige over for helligdommen, spurgte Peter og Jakob og Johannes og Andreas ham, mens de var alene med ham:
4 »Sig os, når skal dette ske? Og hvad er tegnet til, at alt dette skal gå i opfyldelse?«
5 Da begyndte Jesus at sige til dem: »Agt vel på, at ikke nogen skal føre jer vild!
6 Mange skal komme i mit navn og sige: ›Det er mig!‹ og de skal føre mange vild.
7 Men når I hører krigslarm og krigsrygter, så lad jer ikke skræmme, thi det må komme således. Dog, det er endnu ikke enden.
8 Thi folk skal rejse sig mod folk og rige mod rige, og der skal være jordskælv både her og der, og der skal komme hungersnød. Det er kun veernes begyndelse.
9 Men I, agt vel på jer selv; man skal overgive jer til domstole, I skal blive pisket i synagoger og stillet for landshøvdinger og konger for min skyld til et vidnesbyrd for dem.
10 Og evangeliet skal først prædikes for alle folkeslagene.
11 Når man fører jer hen og stiller jer for retten, skal I ikke forud bekymre jer for, hvad I skal tale; men tal sådan, som det bliver jer indgivet i den samme stund, thi det er ikke jer, som taler, men Helligånden.
12 Og broder skal overgive broder til døden, og fader sit barn; og børn skal sætte sig op imod forældre og slå dem ihjel.
13 Og I skal blive hadet af alle for mit navns skyld; men den, som holder ud indtil enden, han skal frelses.
|
14 Men når I ser ›ødelæggelsens vederstyggelighed‹ stå, hvor han ikke bør stå (den, som læser det, han give agt!), så skal de, der er i Judæa, flygte op i bjergene;
15 den, der er på taget, skal ikke stige ned eller gå ind for at hente noget i sit hus;
16 den, der er ude på marken, skal ikke gå hjem for at hente sin kappe!
17 Ve dem, der er frugtsommelige, og dem, der giver die, i de dage!
18 Og bed om, at det ikke skal ske om vinteren;
19 thi i de dage skal der komme ›en trængsel, hvis lige ikke har været fra skabningens begyndelse, da Gud skabte den, indtil nu‹ og heller ikke senere skal komme.
20 Og dersom Herren ikke afkortede de dage, da blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld, som han har udvalgt sig, har han afkortet de dage.
21 Og hvis nogen da siger til jer: ›Se, dér er Kristus!‹ eller ›Se, dér er han!‹ så tro det ikke.
22 Thi falske Messias'er og falske profeter skal fremstå og gøre tegn og undere for, om det er muligt, at føre de udvalgte vild.
23 Men I, tag jer i vare! jeg har sagt jer alt forud.
24 Men i de dage, efter den trængsel, skal solen formørkes og månen ikke skinne,
25 og stjernerne skal falde ned fra himmelen, og kræfterne i himlene skal rystes.
26 Og da skal de se ›Menneskesønnen komme i skyerne‹ med megen kraft og herlighed.
27 Og da skal han sende sine engle ud og samle sine udvalgte fra de fire verdenshjørner, fra jordens til himmelens yderste grænse.
28 Lær en lignelse af figentræet: Når dets grene først er blevet saftfulde og får blade, så skønner I, at sommeren er nær.
29 Således kan I også skønne, når I ser dette ske, at han er nær for døren.
30 Sandelig siger jeg eder: denne slægt skal ikke forgå, førend alt dette er sket.
31 Himmelen og jorden skal forgå, men mine ord skal ingenlunde forgå.
32 Men den dag eller time kender ingen, ikke engang englene i Himmelen, ja ikke engang Sønnen, kun Faderen.
33 Pas på, vær årvågne! thi I ved ikke, når tiden er der.
34 Det er som med en mand, der drog udenlands; han forlod sit hus og overgav styret til sine tjenere; han gav enhver sin gerning, og dørvogteren bød han at våge.
35 Våg derfor! thi I ved ikke, når husets herre kommer, om det bliver ved aften eller ved midnat eller ved hanegal eller ved daggry.
36 Lad ham ikke finde jer sovende, når han pludselig kommer!
37 Hvad jeg siger til jer, det siger jeg til alle: våg!«
1 Det var to dage før påske og de usyrede brøds fest. og ypperstepræsterne og de skriftkloge pønsede på, hvordan de kunne gribe ham med list og få ham dræbt.
2 Thi de sagde: »Ikke på højtiden, for at der ikke skal blive uroligheder blandt folket.«
3 Medens han var i Betania, i Simon den Spedalskes hus, og sad til bords, kom der en kvinde, som havde en alabastkrukke med ægte, meget kostbar nardussalve; hun brød krukken i stykker og hældte salven ud over hans hoved.
4 Derover harmedes nogle og sagde til hverandre: »Hvad skal det til at ødsle sådan med salven?
5 Den salve kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og være givet til de fattige.« Og de overfusede hende.
6 Men Jesus sagde: »Lad hende være, hvorfor volder I hende bryderi? En god gerning har hun gjort imod mig.
7 De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre vel imod dem; men mig har I ikke altid.
8 Hun gjorde, hvad hun kunne; hun har forud salvet mit legeme til min jordefærd.
9 Sandelig siger jeg eder: hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, som hun har gjort, fortælles til minde om hende.«
10 Og Judas Iskariot, en af de tolv, gik hen til ypperstepræsterne for at forråde ham til dem.
11 Da de hørte det, blev de glade og lovede at give ham penge; og han pønsede på, hvordan han kunne få lejlighed til at forråde ham.
12 På den første af de usyrede brøds dage, da man slagtede påskelammet, siger hans disciple til ham: »Hvor vil du, at vi skal gå hen og træffe forberedelser til, at du kan holde påskemåltid?«
13 Så sender han to af sine disciple af sted og siger til dem: »Gå ind i byen, så skal I møde en mand, som bærer en vandkrukke; følg ham;
14 og hvor han går ind, der skal I sige til husherren: ›Mesteren siger: Hvor er der et værelse til mig, hvor jeg kan holde påskemåltid sammen med mine disciple?‹
15 Så vil han vise jer en stor sal ovenpå, opdækket og rede; der skal I berede det til os.«
16 Derpå gik hans disciple af sted og kom ind i byen og fandt det, sådan som han havde sagt dem; og de tilberedte påskemåltidet.
17 Da det nu var blevet aften, kommer han med de tolv.
18 Og mens de sad til bords og spiste, sagde Jesus: »Sandelig siger jeg eder: en af jer vil forråde mig, en, som spiser med mig.«
19 De begyndte at blive bedrøvede og spørge ham, en efter en: »Det er dog vel ikke mig?«
20 Da sagde han til dem: »Det er en af jer tolv, ham, som dypper i fadet sammen med mig.
21 Thi Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham; men ve det menneske, ved hvem Menneskesønnen bliver forrådt! Det havde været bedre for det menneske, om han aldrig var født.«
22 Og mens de spiste, tog han et brød, velsignede, brød det, gav dem det og sagde: »Tag det; dette er mit legeme.«
23 Og han tog en kalk, takkede og gav dem den; og de drak alle deraf.
24 Og han sagde til dem: »Dette er mit blod, pagtsblodet, som udgydes for mange.
25 Sandelig siger jeg eder, at jeg skal ikke nogen sinde mere drikke af vintræets frugt før den dag, da jeg skal drikke den ny i Guds rige.«
|
26 Efter at de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.
27 Så siger Jesus til dem: »I skal alle forarges på mig; thi der står skrevet: ›Jeg vil slå hyrden, og fårehjorden skal spredes.‹
28 Men efter at jeg er opstanden, vil jeg gå forud for jer til Galilæa.«
29 Da sagde Peter til ham: »Om så også alle forarges, så vil jeg dog ikke.«
30 Jesus siger til ham: »Sandelig siger jeg dig: i dag, i denne nat, før hanen har galet to gange, vil du fornægte mig tre gange.«
31 Men han forsikrede endnu stærkere: »Selv om jeg skulle dø med dig, vil jeg aldrig fornægte dig.« Ganske det samme sagde også alle de andre.
|
32 Derefter kommer de til et sted, hvis navn er Getsemane; og han siger til sine disciple: »Sæt jer her, medens jeg beder.«
33 Så tager han Peter og Jakob og Johannes med sig, og han blev grebet af forfærdelse og gru.
34 Og han siger til dem: »Min sjæl er dybt bedrøvet til døden; bliv her og våg!«
35 Og han gik et lille stykke videre, faldt ned på jorden og bad om, at den time måtte gå ham forbi, hvis det var muligt.
36 Og han sagde: »Abba Fader! alt er muligt for dig; tag denne kalk fra mig; dog ikke, hvad jeg vil, men hvad du vil.«
37 Og han kommer og finder dem sovende, og han siger til Peter: »Simon, sover du? Kunne du ikke våge én time?
38 Våg og bed, for at I ikke skal falde i fristelse! ånden er villig, men kødet er skrøbeligt.«
39 Og han gik atter bort og bad med de samme ord.
40 Og han vendte tilbage og fandt dem igen sovende; thi deres øjne var tunge, og de vidste ikke, hvad de skulle svare ham.
41 Og han kommer tredje gang og siger til dem: »Sover I stadig og hviler jer? Det er nok; timen er kommet; se, Menneskesønnen forrådes i synderes hænder.
42 Stå op, lad os gå; se, han, som forråder mig, er nær.«
|
43 Og straks, mens han endnu talte, kommer Judas, en af de tolv, og sammen med ham en skare med sværd og knipler, udsendt fra ypperstepræsterne og de skriftkloge og de ældste.
44 Han, som forrådte ham, havde aftalt et tegn med dem og sagt: »Den, jeg kysser, ham er det; ham skal I gribe og føre ham bort under sikker bevogtning!«
45 Og da han kom, trådte han straks hen til ham og siger: »Rabbi!« og han kyssede ham.
46 Så lagde de hånd på ham og greb ham.
47 Men en af dem, som stod der, drog sit sværd, slog efter ypperstepræstens tjener og huggede øret af ham.
48 Og Jesus tog til orde og sagde til dem: »Som mod en røver er I draget ud med sværd og knipler for at fange mig.
49 Dag efter dag var jeg hos jer i helligdommen og lærte, uden at I greb mig; men dette er sket, for at skrifterne skulle gå i opfyldelse.«
50 Og de forlod ham alle og flygtede.
51 Men der var en ung mand, som fulgte med ham, kun med et lagen over det blotte legeme; ham griber de fat i,
52 men han slap lagenet og flygtede nøgen.
53 Så førte de Jesus hen til ypperstepræsten; og dér forsamles alle ypperstepræsterne og de ældste og de skriftkloge.
54 Og Peter fulgte ham i frastand helt ind i ypperstepræstens gård; dér sad han iblandt tjenerne og varmede sig ved ilden.
55 Ypperstepræsterne og hele rådet søgte nu at skaffe vidnesbyrd mod Jesus for at få ham dømt til døden, men de fandt intet.
56 Mange kom ganske vist med falske vidnesbyrd mod ham, men vidnesbyrdene stemte ikke overens.
57 Og nogle stod frem med falsk vidnesbyrd imod ham og sagde:
58 »Vi har selv hørt ham sige: ›Jeg vil nedbryde dette tempel, som er gjort med hænder, og på tre dage bygge et andet, som ikke er gjort med hænder.‹ «
59 Men heller ikke på det punkt stemte deres vidnesbyrd overens.
60 Da rejste ypperstepræsten sig midt iblandt dem og spurgte Jesus og sagde: »Har du intet at svare på det, de vidner imod dig?«
61 Men han tav og svarede intet. Ypperstepræsten spurgte ham igen og siger til ham: »Er du Kristus, den Højlovedes Søn?«
62 Jesus sagde da: »Ja, jeg er; og I skal se Menneskesønnen sidde ved Kraftens højre hånd og komme med himmelens skyer.«
63 Da sønderrev ypperstepræsten sine klæder og sagde: »Hvad skal vi mere med vidner?
64 I har selv hørt hans gudsbespottelse; hvad synes I?« Så fældede de alle den dom over ham, at han var skyldig til døden.
65 Og nogle gav sig til at spytte på ham, og de dækkede hans ansigt til og slog ham med knytnæver og sagde til ham: »Profetér!« Også retstjenerne slog ham med stokke.
|
66 Medens Peter nu var nedenfor i gården, kommer en af ypperstepræstens piger,
67 og da hun får øje på Peter, der sad og varmede sig, ser hun hen på ham og siger: »Du var også sammen med nazaræeren, denne Jesus.«
68 Men han nægtede og sagde: »Jeg hverken ved eller forstår, hvad du mener;« og han gik ud i den ydre gård [og da galede hanen].
69 Og da pigen så ham, begyndte hun igen at sige til de omkringstående: »Han dér er en af dem.«
70 Atter nægtede han det. Lidt efter sagde de omkringstående igen til Peter: »Sandelig, du er en af dem; du er jo også en galilæer.«
71 Da begyndte han at bande og sværge: »Jeg kender ikke det menneske, I taler om.«
72 I det samme galede hanen anden gang. Så kom Peter det ord i hu, som Jesus havde sagt til ham: »Før hanen galer to gange, skal du fornægte mig tre gange.« Og han brast i gråd.
|
1 Straks om morgenen, da ypperstepræsterne sammen med de ældste og de skriftkloge og hele rådet havde taget deres beslutning, bandt de Jesus og førte ham bort og overgav ham til Pilatus.
2 Pilatus spurgte ham: »Er du jødernes konge?« Han svarer og siger til ham: »Du siger det selv.«
3 Og ypperstepræsterne kom frem med mange anklager mod ham.
4 Pilatus spurgte ham igen: »Svarer du slet ingenting? Hør, hvor meget de anklager dig for!«
5 Men Jesus svarede ikke et ord mere, så Pilatus undrede sig.
6 Nu plejede han ved højtiden at give dem en fange fri, hvem de forlangte.
7 Der var en, som hed Barabbas; han sad fængslet sammen med de andre oprørere, som under oprøret havde begået mord.
8 Mængden gik nu op og begyndte at bede om, at Pilatus ville gøre for dem, som han plejede.
9 Han svarede dem og sagde: »Vil I, at jeg skal løslade jer ›jødernes konge‹?«
10 Han forstod nemlig, det var af misundelse, at ypperstepræsterne havde bragt ham for retten.
11 Men ypperstepræsterne ophidsede folkeskaren til at bede om, at han hellere skulle løslade dem Barabbas.
12 Da Pilatus nu atter tog til orde og spurgte dem: »Hvad skal jeg da gøre med ham, som I kalder jødernes konge?«
13 så skreg de igen: »Korsfæst ham!«
14 Pilatus spurgte dem: »Hvad ondt har han da gjort?« men de skreg endnu højere: »Korsfæst ham!«
15 Og da Pilatus gerne ville gøre folkeskaren tilpas, løslod han dem Barabbas; men Jesus lod han piske og overgav ham til at korsfæstes.
16 Soldaterne førte ham nu ind i gården, det vil sige paladset, og de sammenkalder hele vagtmandskabet.
17 Og de giver ham en purpurkappe på og fletter en tornekrone og sætter den på ham.
18 Så gav de sig til at hilse ham: »Hil dig, jødekonge!«
19 Og de slog ham i hovedet med et rør og spyttede på ham og faldt på knæ og hyldede ham.
20 Og da de havde drevet spot med ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på og førte ham ud for at korsfæste ham.
|
21 Der kom en mand ude fra marken, det var Simon fra Kyrene, fader til Aleksander og Rufus; da han går forbi, tvinger de ham til at gå med og bære hans kors.
22 De fører ham til det sted, der hedder Golgata (det betyder: »Hovedskalsted«).
23 Og de ville give ham vin med myrra i; men han tog den ikke.
24 Så korsfæster de ham og deler hans klæder imellem sig ved at kaste lod om, hvad enhver skulle have.
25 Det var den tredje time, da de korsfæstede ham.
26 Og indskriften med beskyldningen imod ham lød således:Jødernes konge.
27 Sammen med ham korsfæster de to røvere den ene ved hans højre og den anden ved hans venstre side.
28 [Da gik det skriftord i opfyldelse, der siger: »Og han blev regnet blandt overtrædere.«]
29 Og de, der gik forbi, spottede ham, de rystede på hovedet og sagde: »Hå! du, som nedbryder templet og bygger det op på tre dage,
30 frels nu dig selv og stig ned af korset!«
31 Sådan spottede også ypperstepræsterne sammen med de skriftkloge og sagde til hverandre: »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse.
32 Kristus, Israels konge! — lad ham nu stige ned af korset, så vi kan se det og tro!« Også de mænd, som var korsfæstede sammen med ham, hånede ham.
33 Og da den sjette time kom, blev der mørke over hele landet indtil den niende time.
34 Ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Eloï! Eloï! Lama sabaktani?« det betyder: »Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«
35 Og nogle af dem, som stod der, sagde, da de hørte det: »Hør, han kalder på Elias.«
36 Men en løb hen og fyldte en svamp med eddike og stak den på et rør og lod ham drikke og sagde: »Bi lidt! lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.«
37 Da udstødte Jesus et højt råb og udåndede.
38 Og forhænget i templet flængedes i to stykker fra øverst til nederst.
39 Men da høvedsmanden, som stod der lige over for ham, så, at han udåndede på denne vis, sagde han: »Sandelig, den mand var Guds Søn.«
40 Der var også nogle kvinder, som så til på afstand. Blandt dem var Maria Magdalene og Maria, Jakob den Lilles og Joses' moder, og Salome,
41 som havde fulgt ham og sørget for ham, da han var i Galilæa, og mange andre kvinder, som var draget op til Jerusalem sammen med ham.
42 Og da det nu var blevet aften — det var jo beredelsesdag, det vil sige dagen før sabbaten —
43 kom Josef fra Arimatæa, der var et anset medlem af rådet, en mand, som også selv ventede Guds rige; han tog mod til sig og gik ind til Pilatus og bad om at få Jesu legeme.
44 Pilatus undrede sig over, at han allerede skulle være død, og lod høvedsmanden kalde og spurgte ham, om Jesus længe havde været død;
45 og da han havde fået det at vide af høvedsmanden, overlod han liget til Josef.
46 Han købte et liglagen og tog ham ned, svøbte ham i liglagenet og lagde ham i en grav, som var hugget ud i en klippe, og han væltede en sten for indgangen til graven.
47 Maria Magdalene og Maria, Joses' moder, så, hvor han blev lagt.
1 Da sabbaten var omme, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs moder, og Salome vellugtende salver for at gå hen og salve ham.
2 Og ganske tidlig på den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op.
3 Og de sagde til hverandre: »Hvem skal vælte os stenen fra indgangen til graven?«
4 Men da de så op, ser de, at stenen var væltet fra (den var nemlig meget stor).
5 Og da de kom ind i graven, så de en ung mand sidde ved den højre side iført en lang, hvid klædning, og de blev forfærdede.
6 Men han siger til dem: »Bliv ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede; han er opstanden, han er ikke her; se, dér er stedet, hvor de lagde ham.
7 Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går forud for jer til Galilæa; dér skal I se ham, som han har sagt jer.«
8 Og de gik ud og flygtede bort fra graven, thi de skælvede og var helt ude af sig selv; og de sagde ikke noget til nogen, thi de var bange.
9 [Da han var opstanden tidlig om morgenen på den første dag i ugen, viste han sig først for Maria Magdalene, af hvem han havde uddrevet syv onde ånder.]
10 [Hun gik hen og fortalte det til dem, der havde været med ham, og som nu sørgede og græd.]
11 [Men da de hørte, at han levede og var set af hende, mødte de det med vantro.]
12 [Derefter viste han sig i en anden skikkelse for to af dem undervejs, mens de gik ud på landet.]
13 [De gik også hen og fortalte de andre det. Men heller ikke dem troede de.]
14 [Siden viste han sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, som havde set ham opstanden.]
15 [Og han sagde til dem: »Gå ud i al verden og forkynd evangeliet for al skabningen!]
16 [Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst; men den, som er vantro, skal blive fordømt.]
17 [Og disse tegn skal følge dem, der tror: i mit navn skal de uddrive onde ånder; de skal tale med nye tunger;]
18 [de skal tage på slanger, og hvis de drikker dødbringende gift, skal det ikke skade dem; på syge skal de lægge hænder, og de skal blive raske.«]
19 [Så blev Herren efter at have talt med dem optaget til Himmelen og satte sig ved Guds højre hånd.]
20 [Men de gik ud og prædikede alle vegne. Og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med.]
Alternativ afslutning: [Alt, hvad der var befalet dem, fortalte de i korthed til Peter og hans fæller. Derefter udsendte Jesus selv gennem dem, fra østen og indtil vesten, den hellige og uforgængelige prædiken om den evige frelse.]