Markusevangeliet

Om oversættelsen: Prøveoversættelsen fra 1944 er en del af det indledende arbejde til oversættelsen fra 1948. Denne oversættelse bryder med en næsten 400 år gammel tradition, hvor hvert Bibeloplag var en revision af de forrige oplag, der i sidste ende gik tilbage til Den Resen-Svaningske Bibel fra 1607.

Desværre er denne oversættelse udgivet fire år før retskrivningsreformen i 1948 — med "aa", "skulde", "vilde", "kunde" og med navneord med stort. Samtidig har man beholdt "eder" i stedet for "jer" for at bevare det gamle kirkesprog. Det gør, at sproget virker "støvet", men oversættelsen er alligevel på mange måder bedre end den autoriserede fra 1992.

Om bogen: Markusevangeliet er det ældste af de 4 evangelier, og det som Matthæus og Lukas bygger på. I Markusevangeliet er Jesus et almindeligt menneske, der får en åbenbaring ved dåben. Dette billede af Jesus passer ikke ind i Matthæus' og Lukas' teologi, så derfor skriver de ofte historierne om, og der er mange eksempler på, at Matthæus retter i Markus.

Markus er det korteste af evangelierne, uden (jomfru)fødsel, slægtstavler og genopstandelse. Slutningen af evangeliet er et nyere falskneri, idet historien oprindeligt endte med, at kvinderne forlod den tomme grav uden at sige noget til nogen. Husk at tjekke Det Hemmelige Markusevangelium.

Kapitler: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16

Kapitel 1

Johannes Døber, 1-8. Jesus døbes, 9-11, fristes, 12-13, prædiker, 14-15, kalder sine første Disciple, 16-20, uddriver en ond Aand, 21-28, helbreder Peters Svigermoder og andre syge, 29-34, prædiker i Galilæas Synagoger, 35-39, helbreder en spedalsk, 40-45.

Markusevangeliet starter med, at Jesus bliver døbt og får en åbenbaring.
Johannes Døberen og Treenigheden
Guds søn
v 1: Denne oversættelse udelader "Guds søn". I den endelige udgave i 1948 (og alle andre) er ordene indsat igen: "Jesus Kristus, Guds søn".

1 Dette er Begyndelsen til Evangeliet om Jesus Kristus:
2 Som der staar skrevet hos Profeten Esajas:
       »Se, jeg sender min Engel for dit Aasyn,
       han skal bane Vejen for dig;
       3 der er en Røst af en, som raaber i Ørkenen;
       Ban Herrens Vej,
       gør hans Stier jævne!«
4 - saaledes fremstod Johannes Døber i Ørkenen og prædikede Omvendelses-Daab til Syndernes Forladelse.
5 Og hele Judæas Land og alle Jerusalems Indbyggere kom dragende ud til ham, og de lod sig døbe af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres Synder.
6 Johannes var iført en Kamelhaars Klædning og havde et Læderbælte om Lænden, og han levede af Græshopper og vilde Biers Honning.
7 Og han prædikede og sagde: »Efter mig kommer han, som er stærkere end jeg; jeg er end ikke værdig til at bøje mig ned og løse Remmen paa hans Sko.
8 Jeg har døbt jer med Vand, men han skal døbe jer med Helligaand.«

9 Og det skete i de Dage, at Jesus kom fra Nazaret i Galilæa. Og han blev døbt af Johannes i Jordan.
10 Og straks, da han steg op af Vandet, saa han Himlene skilles ad, og han saa Aanden dale ned over sig som
11 Og der lød en Røst fra Himlene: »Du er min Søn, den elskede, i dig har jeg Velbehag.«
v 13: Jesus bliver sørget for af engle, som parallel til dengang Elias blev fodret af en engel.
Matthæus retter i Markus' historie, så Jesus' 3 fristelser bliver en kopi af Moses' fristelser.
Ifølge Johannesevangeliet var Jesus alligevel ikke 40 dage i ørkenen; han var til bryllup i Kana.
Kristen tegneserie

12 Straks derefter driver Aanden ham ud i Ørkenen.
13 Og han var i Ørkenen fyrretyve Dage og fristedes af Satan; og han levede iblandt de vilde Dyr, men Englene tjente ham.

14 Men efter at Johannes var sat i Fængsel, drog Jesus til Galilæa og prædikede Guds Evangelium
15 og sagde: »Tiden er inde, og Guds Rige er kommet nær; omvend jer og tro paa Evangeliet!«

16 Og mens han gik langs Galilæas Sø, saa han Simon og Andreas, Simons Broder, i Færd med at kaste Vod i Søen; for de var Fiskere.
17 Jesus sagde til dem: »Kom og følg mig, saa vil jeg gøre jer til Menneskefiskere.«
18 Og straks forlod de deres Garn og fulgte ham.
19 Og da han gik lidt videre, saa han Jakob, Zebedæus's Søn, og hans Broder, Johannes, som ogsaa sad i deres Baad og bødede deres Garn.
20 Og straks kaldte han paa dem; og de lod deres Fader Zebedæus blive tilbage i Baaden sammen med de lejede Folk og gik med ham.

21 De kommer saa ind i Kapernaum; og straks paa Sabbaten gik han ind i Synagogen og lærte.
22 Og Folk blev slaaet af Forundring over hans Lære; thi han lærte dem som en, der har Myndighed, og ikke som de skriftkloge.
23 Og netop da var der i deres Synagoge en Mand med en uren Aand. Han raabte op
24 og sagde: »Lad os være, Jesu fra Nazaret! Er du kommet for at ødelægge os? jeg ved godt, hvem du er, du er Guds hellige.«
25 Jesus truede ad ham: »Ti, og far ud af ham!«
26 Og den urene Aand sled i ham og raabte med høj Røst og for ud af ham.
27 Og de blev alle forfærdede, saa de spurgte hinanden og sagde: »Hvad er dog dette? en ny Lære med Myndighed; selv de urene Aander byder han over, og de adlyder ham.«
28 Og Rygtet om ham kom straks ud overalt i hele den Egn af Galilæa.

29 Straks, da de var kommet ud af Synagogen, gik de ind i Simons og Andreas's Hus sammen med Jakob og Johannes.
30 Men Simons Svigermoder laa til Sengs med Feber, og de fortæller ham straks om hende.
31 Da gik han hen til hende, tog hende ved Haanden og rejste hende op, og Feberen forlod hende, og hun vartede dem op.
32 Da det var blevet Aften og Solen var gaaet ned, kom de hen til ham med alle de syge og de besatte,
33 og hele Byen var forsamlet uden for Døren.
34 Og han helbredte mange, som led af forskellige Sygdomme, og uddrev mange onde Aander; og han tillod ikke de onde Aander at røbe, at de kendte ham.
V. 40-45: Jesus kurerer en spedalsk og bliver rasende på den stakkels mand.
Jesus kurerer en spedalsk

35 Ganske tidligt, mens det endnu var mørkt, stod han op og gik ud og gik bort til et øde Sted, og der bad han.
36 Og Simon og de, soni var med ham, skyndte sig efter ham.
37 Da de fandt ham, siger de til ham: »De leder alle sammen efter dig.«
38 Han siger til dem: »Lad os gaa andetstedshen, til de nærmeste Smaabyer, for at jeg ogsaa kan prædike der; thi det er derfor, jeg er draget ud.«
39 Og han kom og prædikede i deres Synagoger i hele Galilæa og uddrev de onde Aander.

40 Og en spedalsk kommer til ham og beder ham om Hjælp, falder paa Knæ for ham og siger til ham: »Hvis du vil, saa kan du rense mig.«
41 Og han ynkedes inderligt og rakte sin Haand ud, rørte ved ham og siger til ham: »Jeg vil; bliv ren!«
42 Og straks forsvandt hans Spedalskhed, og han blev renset.
43 Og han jog ham straks bort, idet han formanede ham strengt
44 og sagde til ham: »Se til, at du ikke siger noget om det til nogen; men gaa hen, lad dig syne af Præsten og bring for din Renselse det Offer, Moses har paabudt, til Vidnesbyrd for dem!«
45 Men han gik ud og begyndte ivrigt at forkynde og udsprede Rygtet derom, saa Jesus ikke mere kunde gaa aabenlyst ind i en By; men han opholdt sig ude paa øde Steder, og dog kom de til ham alle Vegne fra.

Kapitel 2

Jesus helbreder en lam, 1-12. Levis Kaldelse, 13-17. Om Faste, 18-22. Aksplukningen paa Sabbaten, 23-28.

1 Nogle Dage senere gik han igen ind i Kapernaum. Og da det rygtedes, at han var hjemme,
2 strømmede der saa mange Folk sammen, at der ikke mere Plads, ikke engang uden for Døren; og han talte Ordet til dem.
3 Og de kommer til ham med en lam, der blev baaret af fire Mand.
4 Og da de ikke kunde faa ham bragt helt hen til ham for Folkeskaren, fjernede de Taget over det Sted, hvor han var; og da de havde brudt Hul, firede de Sengen ned, hvorpaa den lamme laa.
5 Og da Jesus saa deres Tro, siger han til den lamme: »Søn! dine Synder forlades dig.«
6 Men nogle af de skriftkloge sad der og tænkte i deres Hjerter:
7 »Hvor kan den Mand sige saadan noget? Han taler gudsbespotteligt. Hvem kan forlade Synder uden Gud alene?«
8 Men Jesus mærkede straks i sin Aand, at de tænkte saaledes ved sig selv, og han sagde til dem: »Hvorfor tænker I dette i jeres Hjerter?
9 Hvad er lettest, at sige til den lamme: Dine Synder forlades dig, eller at sige: Staa op, og tag din Seng og gaa?
10 Men for at I skal vide, at Menneskesønnen har Magt paa Jorden til at forlade Synder« - saa siger han til den lamme:
11 »Jeg siger dig: Staa op, tag din Seng og gaa hjem!«
12 Og han stod op og tog straks Sengen og gik bort i alle Paasyn, saa de alle blev ude af sig selv af Forundring og priste Gud og sagde: »Aldrig har vi set Mage.«
V. 13-17: Disciplen ved toldboden. Er det den samme som evangelisten Matthæus?
Lego: Levi i toldboden

13 Saa gik han igen ud langs Søen, og hele Skaren kom til ham, og han lærte dem.
14 Og da han gik forbi, saa han Levi, Alfæus's Søn, sidde ved Toldboden, og han siger til ham: »Følg mig!« Og han stod op og fulgte ham.
15 Senere sad han til Bords i hans Hus, og mange Toldere og Syndere sad til Bords sammen med Jesus og hans Disciple; thi mange af dem fulgte ham stadig.
16 Da nu de skriftkloge blandt Farisæerne saa, at han spiste med Tolderne og Synderne, spurgte de hans Disciple: »Hvorfor spiser han sammen med Toldere og Syndere?«
17 Men da Jesus hørte det, siger han til dem: »De raske har ikke Brug for Læge, men de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men Syndere.«
Markus 2,23-28: Jesus i kornmarken.
Jesus og hans disciple plukker korn

18 Johannes's Disciple og Farisæerne holdt netop Faste, og Folk kommer saa og spørger ham: »Hvorfor faster Johannes's Disciple og Farisæernes Disciple, men dine Disciple faster ikke?«
19 Da svarede Jesus: »Kan Brudesvendene faste, medens Brudgommen er hos dem? Nej, saa længe de har Brudgommen hos sig, kan de ikke faste.
20 Men der skal komme Dage, da Brudgommen er taget fra dem - da skal de faste, paa den Dag.
21 Ingen syr et Stykke uvalket Klæde paa en gammel Klædning; for saa river den nye Lap paa den gamle Klædning denne itu, og Hullet bliver værre.
22 Og ingen hælder ung Vin paa gamle Skindsække; for saa vil Vinen sprænge Sækkene, og baade Vinen og Sækkene ødelægges; nej, hæld ung Vin paa nye Skindsække!«

23 Og det skete, at han paa Sabbaten vandrede igen en Kornmark, og hans Disciple gav sig til at plukke Aks, mens de gik.
24 Farisæerne sagde da til ham: »Se, hvorfor gør de noget, man ikke har Lov til paa en Sabbat?«
25 Og han siger til dem: »Har I aldrig læst, hvad David gjorde, da han og hans Ledsagere kom i Nød og blev sultne?
26 hvordan han, da Abjatar var Yperstepræst, gik ind i Guds Hus og spiste af Skuebrødene, som kun Præsterne har Lov at spise, ja ogsaa gav sine Ledsagere noget.«
27 Og han sagde til dem: »Sabbaten er blevet til for Menneskets Skyld, og ikke Mennesket for Sabbatens Skyld.
28 Saa er da Menneskesønnen ogsaa Herre over Sabbaten.«

Kapitel 3

Manden med den visne Haand, 1-6. Andre Helbredelser, 7-12. Udvælgelsen af de tolv Apostle, 13-19. Jesus beskyldes for at staa i Ledtog med Beelzebul og taler om Bespottelsen mod Helligaanden, 20-30. Jesu sande Slægtninge, 31-35.

V. 1-6: Manden med den visne hånd.
Al Hartley, Jesus

1 Og han gik igen ind i en Synagoge, og der var der en Mand med en vissen Haand.
2 Og de holdt øje med ham, om han vilde helbrede ham paa Sabbaten for at faa noget at anklage ham for.
3 Han siger da til Manden med den visne Haand: »Rejs dig op her midt iblandt os!«
4 Og han siger til dem: »Har man Lov at gøre godt paa Sabbaten eller gøre ondt, at frelse Liv eller slaa ihjel?« Men de tav.
5 Da saa han omkring paa dem med Vrede, bedrøvet over deres Hjertes Forhærdelse, og siger til Manden: »Ræk din Haand frem!« og han rakte den frem, og hans Haand blev rask igen.
6 Saa gik Farisæerne bort og tog straks sammen med Herodianerne den Beslutning, at de vilde slaa ham ihjel.

7 Saa drog Jesus med sine Disciple bort til Søen, og en stor Mængde fulgte med fra Galilæa; og fra Judæa
8 og fra Jerusalem og fra Idumæa og Landet paa den anden Side Jordan og fra Egnen om Tyrus og Zidon kom de til ham i stor Mængde, da de hørte, hvor store Gerninger han gjorde.
9 Og han sagde til sine Disciple, at en Baad skulde holdes rede til ham af Hensyn til Folkeskaren, for at de ikke skulde trænge sig ind paa ham.
10 Thi han helbredte mange, saa alle de, som havde en eller anden Lidelse, styrtede ind paa ham for at røre ved ham.
11 Og naar de urene Aander saa ham, faldt de ned for ham og raabte og sagde: »Du er Guds Søn!«
12 Og han forbød dem meget strengt at røbe, hvem han var.
v 21-29: Jesus's familie tror han er tosset og forsøger at få ham spærret inde.
Søde Jesus

Apostle
v 16-19: De tolv(?) apostle udnævnes.

13 Og han gaar op i Bjergene og kalder dem til sig, han selv ønskede at have med, og de kom til ham.
14 Saaledes indsatte han tolv til at være hos ham, og for at han kunde udsende dem til at prædike
15 med Magt til at uddrive de onde Aander.
16 Saa indsatte han da de tolv, og han gav Simon Tilnavnet Peter;
17 endvidere Jakob, Zebedæus's Søn, og Johannes, Jakobs Broder; dem gav han Navnet Boanerges, som betyder Tordensønner;
18 og Andreas og Filip og Bartolomæus og Mattæus og Tomas og Jakob, Alfæus's Søn, og Taddæus og Simon Kananæer
19 og Judas Iskariot, ham, som forraadte ham.

20 Da han kommer hjem, samles der igen en Skare, saa de ikke engang kunde komme til at holde Maaltid.
21 Og da hans nærmeste hørte det, gik de ud for at faa fat paa ham; thi de sagde: »Han er ude af sig selv.«
22 Og de skriftkloge, som var kommet ned fra Jerusalem, sagde: »Han er besat af Beelzebul,« og: »Det er ved Hjælp af de onde Aanders Fyrste, han uddriver de onde Aander.«
23 Da kaldte han dem til sig og sagde til dem i Lignelser: »Hvordan kan Satan uddrive Satan?
24 Hvis et Rige er kommet i Splild med sig selv, kan det Rige ikke bestaa.
25 Og hvis et Hjem er kommet i Splid med sig selv, vil det Hjem ikke kunne bestaa.
26 Og hvis Satan har sat sig op imod sig selv og er kommet i Splid med sig selv, saa kan han ikke bestaa, men det er ude med ham.
27 Men ingen kan gaa ind i den Stærkes Hus og røve hans Ejendele, uden han i Forvejen har bundet den Stærke; først da kan han plyndre hans Hus.
28 Sandelig siger jeg eder: alt skal tilgives Menneskenes Børn, Synder og Bespottelser, hvor meget de end spotter;
29 men den, som taler bespotteligt imod Helligaanden, faar i al Evighed ingen Tilgivelse, men er skyldig i en evig Synd.«
30 De havde jo sagt: »Han har en uren Aand.«

31 Og hans Moder og hans Brødre kommer, og de stod udenfor og sendte Bud ind til ham for at kalde ham ud.
32 Og en Skare sad omkring ham, og de siger til ham: »Se, din Moder og dine Brødre og dine Søstre er her udenfor og spørger efter dig.«
33 Da svarer han dem og siger: »Hvem er min Moder og mine Brødre?«
34 Og han saa omkring paa dem, som sad rundt om ham, og han sagde: »Se, her er min Moder og mine Brødre!
35 Den, som gør Guds Vilje, er min Broder og Søster og Moder.«

Kapitel 4

Lignelsen om Sædemanden, 1-9 og 13-20. Grunden til, at Jesus taler i Lignelser, 10-12. Den rette Tilegnelse af Ordet, 21-25. Lignelsen om Sædens Vækst, 26-29, og om Sennepskornet, 30-34. Stormen paa Søen, 35-41.

V. 1-9: "En sædemand gik ud for at så".
Jesus Kristus & Co. 3

1 Og han begyndte igen at lære ved Søen. Og en meget stor Skare samles om ham, saa han maatte sætte sig ud i en Baad paa Søen, mens hele Skaren stod ved Søen inde paa Land.
2 Og han lærte dem mange Ting i Lignelser, og han sagde, mens han lærte dem:
3 »Hør nu efter: Se, en Sædemand gik ud for at saa.
4 Og mens han saaede, skete det, at noget faldt paa Vejen, og Fuglene kom og aad det op.
5 Og noget faldt paa Stengrund, hvor det ikke havde megen Jord, og det kom snart op, fordi det ikke havde dyb Jord;
6 men da Solen steg, blev det svedet, og det visnede, fordi det manglede Rod.
7 Og noget faldt iblandt Tidsler, og Tidslerne skød op og kvalte det, og det bar ingen Frugt.
8 Og noget faldt i god Jord; det skød op og voksede, og det bar Frugt og gav tredive og tresindstyve og hundrede Fold.«
9 Og han sagde: »Den, som har Ører at høre med, han høre!«

V. 10-12: Jesus taler i lignelser, udelukkende for at undgå, at folk bliver frelst.

10 Da han var blevet ene, spurgte hans Ledsagere sammen med de tolv ham om Lignelserne.
11 Og han sagde til dem: »Jer er Guds Riges Hemmelighed givet; men de, som er udenfor, faar det alt sammen gennem Lignelser,
12 for at
       »de skal se og se og dog intet øjne
       og høre og høre og dog intet fatte,
       saa de ikke omvender sig og faar Tilgivelse.««

13 Og han siger til dem: »Fatter I ikke denne Lignelse? Hvordan skal I saa kunne forstaa alle de andre Lignelser?
14 Det, Sædemanden saar, er Ordet.
15 Men de paa Vejen, det er dem, hvor Ordet bliver saaet, og naar de hører det, kommer Satan straks og borttager Ordet, der var saaet i dem.
16 Og paa samme Maade de, som bliver saaet paa Stengrund, det er dem, som tager mod Ordet med Glæde, straks naar de hører det;
17 men de lader det ikke slaa Rod i sig og holder kun ud til en Tid; naar der saa kommer Trængsel eller Forfølgelse for Ordets Skyld, tager de straks Anstød.
18 Anderledes med dem, som blev saaet blandt Tidsler; det er dem, som har hørt Ordet,
19 men timelige Bekymringer og Rigdommens Bedrag og alskens andre Begæringer kommer ind og kvæler Ordet, saa det bliver uden Frugt.
20 Og de, der blev saaet i god Jord, det er dem, som hører Ordet og tager imod det, og som bærer Frugt, tredive og tresindstyve og hundrede Fold.«

21 Og han sagde til dem: »Kommer man vel ind med et Lys for at sætte det under Skæppen eller under Bænken? Mon ikke for at sætte det paa Lysestagen?
22 Thi intet er skjult uden for engang at aabenbares; ej heller er noget blevet gemt hen uden for engang at komme frem i Lyset.
23 Om nogen har Ører at høre med, han høre!«

24 Og han sagde til dem: »Agt paa, hvad I hører! Det Maal, I maaler med, med det skal I selv faa tilmaalt, ja I skal endda faa mere.
25 Thi den, som har, ham skal der gives; og den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har.«

26 Og han sagde: »Med Guds Rige er det ligesom med en Mand, der har tilsaaet sin Jord
27 og sover og staar op, Nat og Dag, og Sæden spirer og bliver høj, uden at han selv ved hvordan.
28 Af sig selv giver Jorden Frugt, først Straa, saa Aks og saa fuld Kærne i Akset.
29 Men naar Frugten er tjenlig, tager han straks Seglen frem; thi Høsten er inde.«

30 Og han sagde: »Hvad skal vi sammenligne Guds Rige med, eller hvad for en Lignelse skal vi bruge om det?
31 Det er som et Sennepskorn; naar det lægges i Jorden, er det det mindste af alle Frøkorn paa Jorden,
32 men naar det er saaet, vokser det op og bliver større end de andre Urter og faar store Grene, saa Himmelens Fugle kan bygge Rede i dets Skygge.«

33 I mange af den Slags Lignelser talte han Ordet til dem, alt efter som de kunde fatte det.
34 Men uden Lignelse talte han ikke til dem; kun for sine Disciple udlagde han det alt sammen, naar de var alene.

35 Samme Dag, henimod Aften, siger han til dem: »Lad os tage over til den anden Bred!«
36 De forlader Folkeskaren og tager ham med, som han sad i Baaden; der var ogsaa andre Baade med ham.
37 Da kommer der en voldsom Stormbyge, og Bølgerne slog ind i Baaden, saa den var lige ved at fyldes.
38 Selv laa han i Bagstavnen og sov paa Hyndet. Saa vækker de ham og siger til ham: »Mester, bryder du dig ikke om, at vi gaar under?«
39 Saa rejste han sig og truede ad Stormen og sagde til Søen: »Ti, vær stille!« og Stormen lagde sig, og det blev ganske blikstille.
40 Og han sagde til dem: »Hvorfor er I saa bange? Hvorfor har I ikke Tro?«
41 og de blev grebet af stor Frygt og sagde til hinanden: »Hvem er dog han, siden baade Storm og Sø lyder ham?«

Kapitel 5

Den besatte i Gerasenernes Land, 1-20. Jairus's Datter og den blodsottige Kvinde, 21-43.

V. 1-20: Jesus sejler i sit skib 40 km gennem ørkenen til Gadarenernes Land eller Gerasenernes Egn eller, hvor eventyret skal forestille at foregå, og uddriver en flok dæmoner af en mand. Til højre i billedet står de 2,000 grise, der døde under uddrivelsen.
Grise

1 Saa kom de over til den anden Side af Søen, til Gerasenernes Egn.
2 Og straks da han gik i Land fra Baaden, kom en Mand ham i Møde ud fra Gravhulerne; han var besat af en uren Aand
3 og holdt til i Gravene, og ingen kunde længer binde ham, ikke engang med Lænker.
4 Han havde nemlig tit været bundet med Fodjern og Lænker, men Lænkerne havde han revet over, og Fodjernene havde han sprængt, og ingen kunde magte ham.
5 Og altid, Nat og Dag, var han i Gravene og paa Bjergene, skreg og slog sig selv med Sten.
6 Da han nu langt bortefra fik øje paa Jesus, kom han løbende og kastede sig ned for ham
7 og skreg med høj Røst og sagde: »Lad mig være, Jesus, du den højeste Guds Søn! Jeg besværger dig ved Gud, at du ikke piner mig.«
8 Jesus havde nemlig lige sagt til ham: »Far ud af Manden, du urene Aand!«
9 Og han spurgte ham: »Hvad er dit Navn?« Han svarer ham: »Legion er mit Navn; thi vi er mange.«
10 Og han bad ham meget om ikke at jage dem bort fra Egnen.
11 Nu gik der en stor Flok Svin paa Græs dèr ved Bjerget.
12 Da bad de ham og sagde: »Send os hen til Svinene, saa vi kan fare i dem.«
13 Det tillod han dem. Og de urene Aander for ud og for i Svinene; og Flokken der var omtrent to Tusinde styrtede sig ud over Brinken og ned i Søen og druknede i Søen.
14 Og deres Hyrder flygtede og fortalte om det i Byen og paa Landet; og Folk kom for at se, hvad det var, der var sket.
15 Og da de kommer til Jesus, ser de den besatte, ham, som havde haft Legionen, sidde paaklædt og ved Sans og Samling; og de blev grebet af Frygt.
16 Og de, der havde set, hvordan det var gaaet den besatte, og hvad der var sket med Svinene, forklarede dem det.
17 Saa begyndte de at bede ham om at gaa bort fra deres Enemærker.
18 Og da han gik om Bord i Baaden, bad den, der havde været besat, om at han maatte blive hos ham.
19 Det gav han ham dog ikke Lov til, men han siger til ham: »Gaa hjem til dine egne og fortæl dem, hvor store Ting Herren har gjort mod dig, og at han har forbarmet sig over dig.«
20 Saa gik han hen og begyndte at forkynde i Dekapolis, hvor store Ting Jesus havde gjort imod ham; og alle undrede sig.

21 Og da Jesus igen med Baaden var taget over til den anden Bred, samledes der en stor Folkeskare om ham, mens han stod ved Søen.
22 Saa kommer der een af Synagogeforstanderne ved Navn Jairus; og da han faar Øje paa ham, falder han ned for hans Fødder
23 og beder ham indtrængende og siger: »Min lille Datter ligger paa sit yderste; vilde du blot komme og lægge Hænderne paa hende, saa hun kunde blive rask og leve!«

24 Og han gik med ham, og en stor Skare fulgte ham, saa der var Trængsel om ham.
25 Og der var en Kvinde, som havde lidt af svære Blødninger i tolv Aar;
26 hun havde døjet meget af mange Læger, og alt, hvad hun ejede, havde hun sat til, uden at hun var blevet hjulpet, det var snarere blevet værre med hende.
27 Hun havde hørt Tale om Jesus og kom nu i Skaren og rørte bagfra ved hans Kappe.
28 Thi hun tænkte: »Hvis jeg faar rørt, om det saa kun er ved hans Klæder, bliver jeg frelst.«
29 Og straks tørredes hendes Blods Ide, og hun mærkede i sit Legeme, at hun var blevet lægt for sin Plage.
30 Og straks da Jesus mærkede paa sig selv, at den Kraft var udgaaet fra ham, vendte han sig om midt i Skaren og sagde: »Hvem var det, der rørte ved mine Klæder?«
31 Og hans Disciple sagde til ham: »Du ser jo, hvordan Skaren trænger sig om dig, og dog spørger du: Hvem var det, der rørte ved mig?«
32 Og han saa sig omkring for at faa Øje paa hende, som havde gjort det.
33 Og Kvinden kom frygtsom og bævende, da hun vidste, hvad der var sket med hende, og hun faldt ned for ham og sagde ham hele Sandheden.
34 Men han sagde til hende: »Datter! din Tro har frelst dig; gaa bort med Fred og vær helbredt for din Plage!«

35 Medens han endnu talte, kommer der nogle fra Synagogeforstanderens Hus og siger: »Din Datter er død, hvorfor gør du Mesteren Ulejlighed mere?«
36 Men uden at ænse det Ord, som blev sagt, siger Jesus til Synagogeforstanderen: »Frygt ikke, tro kun!«
37 Og han tillod ingen andre at følge med sig end.Peter og Jakob og Johannes, Jakobs Broder.
38 Da de nu kommer til Synagogeforstanderens Hus og han ser en larmende Flok, der græd og hylede meget,
39 gaar han ind og siger til dem: »Hvorfor larmer og græder I? Barnet er ikke død, det sover.«
40 Da lo de ad ham; men han jog dem alle ud, og han tager Barnets Fader og Moder og sine Ledsagere med sig og gaar ind, hvor Barnet var.
41 Saa tager han Barnet ved Haanden og siger til hende: »Talita kum!« det betyder oversat: »Lille Pige, jeg siger dig, staa op!«
42 Og straks stod Pigen op og begyndte at gaa omkring, for hun var toly Aar gammel. Og de blev straks helt ude af sig selv af Undren.
43 Og han forbød dem strengt at lade nogen faa dette at vide, og sagde, at de skulde give hende noget at spise.

Kapitel 6

Jesus forkastes i Nazaret, 1-6. Udsendelsen af de tolv Apostle, 7-13. Johannes Døbers Henrettelse, 14-29. 5000 Mænd mættes, 30-44. Vandringen paa Søen, 45-52. Mange Helbredelser, 53-56.

1 Saa gik han bort derfra og kommer til sin Fædreneby, og hans Disciple følger ham.
2 Og da det blev Sabbat, begyndte han at lære i Synagogen, og de mange, som hørte ham, blev slaaet af Forundring og sagde: »Hvorfra har han dog alt dette, og hvad er det for en Visdom, han har faaet? og hvilke Undergerninger der dog sker ved hans Hænder!
3 Er han ikke Tømmermanden, Søn af Maria og Broder til Jakob og Joses og Judas og Simon? Og bor ikke hans Søstre her hos os?« Og de tog Anstød af ham.
4 Da sagde Jesus til dem: »Intetsteds er en Profet mindre agtet end i sit Fædreland og blandt sine Slægtninge og i sit Hjem.
5 Og han kunde ikke gøre nogen Undergerning dèr; kun lagde han Hænderne paa nogle faa syge og helbredte dem.
6 Og han undrede sig over deres Vantro. Saa vandrede han omkring i de omliggende Landsbyer og lærte.

7 Og han kalder de tolv til sig og begyndte at udsende dem, to og to, og gav dem Magt over de urene Aander.
8 Og han bød dem, at de ikke skulde tage andet med paa Vejen end en Stav, ikke Brød, ikke Taske, ikke Kobber i Bæltet,
9 men de skulde have Sandaler paa, og: »Tag ikke to Kjortler paa!«
10 Og han sagde til dem: »Hvor I kommer ind i et Hus, der skal I blive, indtil I drager videre.
11 Og hvis man paa et Sted ikke tager imod jer og ikke hører jer, saa gaa bort derfra og afryst Støvet under jeres Fødder til Vidnesbyrd for dem.«
12 Og de gik ud og prædikede, at man skulde omvende sig.
13 Og de uddrev mange onde Aander og salvede mange syge med Olie og helbredte dem.

14 Og Kong Herodes hørte om ham, thi hans Navn var blevet kendt, og man sagde: »Johannes Døber er opvakt fra de døde, og derfor virker underfulde Kræfter i ham;«
15 andre sagde: »Det er Elias,« og andre igen: »Det er en Profet ligesom de andre Profeter.«
16 Men da Herodes hørte det, sagde han: »Johannes, som jeg har ladet halshugge, han er opstaaet.«
17 Herodes havde nemlig selv sendt Folk ud og ladet Johannes gribe og lænke og kaste i Fængsel for sin Broder Filips Hustru Herodias's Skyld; thi hende havde Herodes taget til Ægte,
18 og Johannes havde saa sagt til ham: »Du har ikke Lov at være gift med din Broders Hustru.«
19 Herodias bar derfor Nag til ham og vilde gerne have ham slaaet ihjel, men havde ikke Magt til det.
20 Thi Herodes var bange for Johannes, da han vidste, at han var en retfærdig og hellig Mand, og han holdt Haanden over ham; og naar han hørte ham, var han meget tvivlraadig; dog vilde han gerne høre ham.
21 Saa kom der en belejlig Dag, da Herodes paa sin Fødselsdag gjorde et Gæstebud for sine højeste Embedsmænd og Befalingsmænd og de fornemste Folk i Galilæa.
22 Da kom selve Herodias's Datter ind og dansede; og hun vandt Bifald hos Herodes og Gæsterne. Og Kongen sagde til den unge Pige: »Forlang af mig, hvad du vil, saa skal jeg give dig det.«
23 Ja, han gav hende sin Ed paa det og sagde: »Hvad du end forlanger, vil jeg give dig, lige til Halvdelen af mit Rige.«
24 Saa gik hun ud og spurgte sin Moder: »Hvad skal jeg forlange?« Hun sagde: »Johannes Døbers Hoved.«
25 Og straks skyndte hun sig ind til Kongen og kom frem med sit Forlangende: »Jeg ønsker, at du nu med det samme giver mig Johannes Døbers Hoved paa et Fad.«
26 Og skønt Kongen blev meget bedrøvet, vilde han dog af Hensyn til sine Eder og til Gæsterne ikke give hende et Afslag.
27 Og Kongen sendte straks en af Livvagten af Sted med Ordre til at bringe hans Hoved.
28 Og han gik hen og halshuggede ham i Fængselet, og han bragte hans Hoved paa et Fad og gav det til den unge Pige, og hun gav det til sin Moder.
29 Men da hans Disciple hørte det, kom de og tog hans Lig og lagde det i en Grav.

Jesus bespiser 5.000 mand med fem brød og to fisk.
Jesus fisk

30 Og Apostlene samler sig om Jesus, og de fortalte ham om alt, hvad de havde udrettet, og hvad de havde lært Folk.
31 Og han siger til dem: »Kom I nu med til et øde Sted, saa I kan være ene og hvile jer lidt;« thi der var mange, som kom og gik, og de havde ikke engang Ro til at spise.
32 Saa tog de med Baaden bort til et øde Sted, hvor de kunde være ene.
33 Men mange saa dem tage bort og kendte dem, og fra alle Byerne strømmede de sammen derhen til Fods og kom før dem.
34 Da han nu gik i Land, saa han en stor Folkeskare, og han ynkedes inderligt over dem; thi de var som Faar, der ingen Hyrde har. Og han begyndte at lære dem mange Ting.
35 Og da det allerede var blevet sent, kom hans Disciple hen til ham og sagde: »Stedet her er øde, og det er allerede sent.
36 Faa dem til at gaa bort, for at de kan gaa hen i Gaardene og Landsbyerne her omkring og købe sig noget at spise.«
37 Men han svarede og sagde til dem: »Giv I dem selv noget at spise!« De siger til ham: »Skal vi gaa hen og købe for to Hundrede Denarer Brød og give dem at spise?«
38 Han spørger dem: »Hvor mange Brød har I? Gaa hen og se efter!« Og da de havde gjort det, siger de: »Fem og desuden to Fisk.«
39 Saa bød han dem at faa alle til at sætte sig gruppevis ned paa det grønne Græs.
40 Og de lejrede sig Flok ved Flok, nogle paa hundrede og nogle paa halvtreds.
41 Da tog han de fem Brød og to Fisk, saa op til Himmelen og velsignede, brød saa Brødene og gav dem til Disciplene, for at de kunde byde dem rundt; ogsaa de to Fisk delte han ud til dem alle.
42 Og de spiste alle og blev mætte.
43 Og af Levninger - ogsaa fra Fiskene - samlede man toly Kurve fulde.
44 De, som havde spist Brødene, var fem Tusinde Mænd.

45 Og straks nødte han sine Disciple til at gaa i Baaden og i Forvejen sejle over til den anden Bred, til Betsajda, mens han selv fik Folkeskaren til at gaa bort.
46 Og da han havde taget Afsked med dem, gik han op i Bjergene for at bede.
47 Da det blev Aften, var Baaden midt paa Søen og han alene paa Landjorden.
48 Og da han saa, at de maatte slide haardt med at ro - for de havde Vinden imod sig - kommer han ved fjerde Nattevagt til dem, gaaende paa Søen; og han vilde til at gaa forbi dem.
49 Men da de saa ham komme gaaende paa Søen, mente de, at det var et Spøgelse, og de skreg højt.
50 Thi de havde alle set ham og var blevet forfærdede. Men han talte straks med dem og siger til dem: »Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!«
51 Saa steg han op i Baaden til dem, og Vinden lagde sig; og de undrede sig ved sig selv over al Maade.
52 Thi de var ikke blevet klogere af det, som var sket med Brødene, men deres Hjerte var forhærdet.

53 Efter at de saa var naaet over Søen til den anden Bred, kom de til Genezaret og lagde til dèr.
54 Og straks da de var gaaet fra Borde, kendte Folk ham.
55 Og de løb omkring i hele den Egn og begyndte at bringe de syge paa deres Senge hen, hvor de hørte, han var.
56 Og hvor som helst han gik ind i Landsbyer eller Byer eller Gaarde, lagde man de syge paa aabne Pladser og bad ham om, at de maatte faa Lov til blot at røre ved Kvasten paa hans Kappe; og alle de, som rørte ved ham, blev helbredt.

Kapitel 7

Farisæernes Syn paa Renhed og Urenhed, 14-23. Den kananæiske Kvinde, 24-30. En døvstum helbredes, 31-37.

1 Og Farisæerne og nogle af de skriftkloge, som var kommet fra Jerusalem, samler sig omkring ham.
2 De saa da nogle af hans Disciple holde Maaltid med »vanhellige«, det vil sige uvaskede Hænder.
3 Farisæerne og alle de andre Jøder spiser nemlig aldrig uden først at have vasket deres Hænder med en Haandfuld Vand; saaledes er de gamles Overlevering, som de holder fast ved.
4 Og naar de kommer fra Torvet, spiser de ikke uden først at have stænket sig med Vand; og mange andre Forskrifter har de taget i Arv saasom at skylle Bægere og Krus og Kobberkar.
5 Derfor spurgte Farisæerne og de skriftkloge ham nu: »Hvorfor vandrer dine Disciple ikke efter de gamles Overlevering, men holder Maaltid med vanhellige Hænder?«
6 Han svarede dem: »Med Rette har Esajas profeteret om jer Hyklere, som der staar skrevet:
       »Dette Folk ærer mig med Læberne,
       men deres Hjerte er fjernt fra mig.
       7 Forgæves dyrker de mig,
       naar de fører Lærdomme, som er Menneskebud.«
8 I sætter Guds Bud til Side og holder fast ved Menneskers Overlevering.«
9 Og han sagde til dem: »Hvor smukt, at I ophæver Guds Bud for at holde jeres egen Overlevering!
10 Thi Moses har sagt: »Ær din Fader og din Moder,« og: »den, der forbander Fader eller Moder, skal lide Døden.«
11 Men I lærer: Hvis en Mand siger til sin Fader eller sin Moder: Det, du skulde have haft som Hjælp fra mig, det skal være Korban (det vil sige: Tempelgave),
12 saa tillader I ham ikke mere at gøre noget dermed for sin Fader eller Moder,
13 og I sætter saaledes Guds Ord ud af Kraft ved jeres Overlevering, som I har lært Folk; og meget andet af den Slags gør I.«
14 Og han kaldte atter Folkeskaren til sig og sagde til dem: »Hør mig alle, og forstaa!
15 Der er ikke noget uden for Mennesket, som kan gøre Mennesket urent ved at komme ind i det; men hvad der gaar ud af Mennesket, det er det, der gør Mennesket urent.
16 [Om nogen har Ører at høre med, han høre!«]
17 Og da han var gaaet ind i Huset bort fra Skaren, spurgte hans Disciple ham om Lignelsen.
18 Og han siger til dem: »Er I virkelig saa uforstandige? Forstaar I ikke, at intet, som udefra kommer ind i Mennesket, kan gøre det urent?
19 Thi det kommer ikke ind i hans Hjerte, men i Maven og gaar ud paa det dertil bestemte Sted.« (Saaledes erklærede han al Mad for »ren«).
20 Men han sagde: »Det, som udgaar af Mennesket, det er det, som gør Mennesket urent.
21 Thi indvendig fra, fra Menneskenes Hjerte udgaar de onde Tanker, Utugt, Tyverier, Mord,
22 Ægteskabsbrud, Havesyge, Ondskab, Svig, Løsagtighed, ondt Øje, Bespottelse, Hovmod, Hidsighed;
23 al denne Ondskab kommer indvendig fra og gør Mennesket urent.«

24 Saa brød han op derfra og drog bort til Egnen omkring Tyrus. Der gik han ind i et Hus og ønskede ikke, at nogen skulde vide det. Dog kunde han ikke forblive skjult.
25 Men en Kvinde, hvis lille Datter var besat af en uren Aand, kom straks, da hun havde hørt om ham, og faldt ned for hans Fødder;
26 det var en hedensk Kvinde, af syrisk-fønikisk Herkomst. Hun bad ham om at uddrive den onde Aand af hendes Datter.
27 Og han sagde til hende: »Lad først Børnene blive mætte; thi det er ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det til de smaa Hunde.«
28 Hun svarede og siger til ham: »Jo, Herre! ogsaa de smaa Hunde æder dog under Bordet af Børnenes Smuler.«
29 Da sagde han til hende: »Fordi du sagde dette, saa gaa kun hjem; den onde Aand er faret ud af din Datter.«
30 Og hun gik til sit Hus og fandt Barnet liggende paa Lejet og den onde Aand faret ud.

31 Og da han gik bort igen fra Egnene omkring Tyrus, kom han over Zidon midt igennem Dekapolis's Egne til Galilæas Sø.
32 Og de kommer til ham med en døv, som tillige vanskeligt kunde tale, og beder ham om at lægge sin Haand paa ham.
33 Og han tog ham til Side, bort fra Skaren, og stak sine Fingre i hans ører, spyttede paa dem og rørte ved hans Tunge,
34 saa op mod Himmelen, sukkede og sagde til ham: »Effata!« det betyder: luk dig op!
35 Da aabnedes hans ører, og straks løstes det, der bandt hans Tunge, og han talte tydeligt.
36 Og han forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, des ivrigere forkyndte de det.
37 Og de blev over al Maade slaaet af Forundring og sagde: »Han har gjort alle Ting vel; han faar baade de døve til at høre og de stumme til at tale.«

Kapitel 8

4000 Mænd mættes, 1-9. Kravet om et afgørende Tegn, 10-13. Farisæernes Surdejg, 14-21. Den blinde i Betsaida, 22-26. Peters Bekendelse, 27-30. Første Forudsigelse af Lidelsen, 31-33. Jesu Efterfølgelse, 34-Kap. 9, 1.

Jesus gentager miraklet og bespiser 4.000 mand med syv brød og nogle fisk.
Pizza

1 Da der i de Dage igen var en stor Folkeskare, og de intet havde at spise, kaldte han sine Disciple til sig og siger til dem:
2 »Jeg ynkes inderligt over Folkeskaren; thi de har allerede været hos mig tre Dage, og de har ikke noget at spise.
3 Og hvis jeg lader dem gaa fastende hjem, vil de vansmægte paa Vejen; nogle af dem er jo kommet langvejsfra.«
4 Da svarede hans Disciple ham: »Hvorfra skal man kunne faa Brød nok til at mætte alle dem her i en Ørken?«
5 Han spurgte dem: »Hvor mange Brød har I?« De sagde: »Syv.«
6 Da byder han Folkeskaren lejre sig paa Jorden, og han tog de syv Brød, takkede, brød dem og gav Disciplene dem, at de kunde byde dem rundt, og de bød dem rundt til Folkeskaren.
7 Og de havde nogle faa Smaafisk; og han velsignede dem og sagde, at de ogsaa skulde deles om.
8 Saa spiste de og blev mætte; og da man samlede de Stykker, der blev tilovers, var der syv Kurve.
9 Der var omtrent fire Tusinde til Stede; og han fik dem til at gaa bort.

10 Og straks efter gik han i Baaden med sine Disciple og kom til Egnene ved Dalmanuta.
11 Og Farisæerne kom derhen og begyndte en Ordstrid med ham og krævede et Tegn fra Himmelen af ham for at sætte ham paa Prøve.
12 Og han sukkede dybt i sin Aand og siger: »Hvorfor forlanger denne Slægt et Tegn? Sandelig siger jeg eder, der skal ikke gives denne Slægt noget Tegn!«
13 Saa forlod han dem og gik atter om Bord og satte over til den anden Bred.

14 Og de havde glemt at tage Brød med og havde kun eet Brød med sig i Baaden.
15 Og han advarede dem og sagde: »Se til, hold jer fra Farisæernes Surdejg og fra Herodes's Surdejg!«
16 Og de talte sammen om, at det var, fordi de ikke havde Brød med.
17 Da han mærkede det, siger han til dem: »Hvorfor taler I om, at I ikke har Brød? Forstaar I endnu ikke og fatter I ikke? Er jeres Hjerter forhærdede?
18 Har I Øjne og ser ikke? Har I Ører og hører ikke? Husker I ikke,
19 da jeg brød de fem Brød til de fem Tusinde, hvor mange Kurve, fulde af Stykker, I da tog op?« De siger til ham: »Tolv.«
20 »Og da jeg brød de syv Brød til de fire Tusinde, hvor mange Kurve, fulde af Stykker, tog I da op?« De siger til ham: »Syv.«
21 Da sagde han til dem: »Fatter I da stadig intet?«

22 Saa kommer de til Betsajda. Og man fører en blind til ham og beder ham om at røre ved ham.
23 Han tog den blinde ved Haanden, førte ham uden for Landsbyen og spyttede paa hans øjne og lagde Hænderne paa ham og spurgte ham: »Ser du noget?«
24 Da saa han op og sagde: »Jeg ser Mennesker; thi jeg ser nogle ligesom Træer, og de gaar omkring.«
25 Derefter lagde han igen Hænderne paa hans Øjne, og da brød Synet igennem, saa han blev helbredt og kunde se alt tydeligt.
26 Saa sendte han ham hjem og sagde: »Du maa ikke gaa ind i Landsbyen [og heller ikke sige det til nogen i Landsbyen.«]

27 Jesus og hans Disciple drog nu bort til Landsbyerne ved Kæsarea Filippi; og paa Vejen spurgte han sine Disciple og sagde til dem: »Hvem siger Folk, at jeg er?«
28 De svarede ham og sagde: »Johannes Døber; andre siger: Elias; og andre: En af Profeterne.«
29 Han spurgte dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« Peter svarer og siger til ham: »Du er Messias.«
30 Og han forbød dem strengt at sige dette om ham til nogen.

31 Da begyndte han at lære dem, at Menneskesønnen skulde lide meget og vrages af de Ældste og Ypperstepræsterne og de skriftkloge og dræbes, men opstaa tre Dage efter.
32 Og han talte frit ud om dette. Saa tog Peter ham til Side og begyndte at irettesætte ham.
33 Men han vendte sig og saa paa sine Disciple og irettesatte Peter og siger: »Bort fra mine Øjne, Satan! thi du sanser ikke, hvad Guds er, men kun hvad Menneskers er.«

34 Og han tilkaldte Folkeskaren tillige med sine Disciple og sagde til dem: »Hvis nogen vil gaa i mit Spor, saa skal han fornægte sig selv og tage sit Kors op og følge mig!
35 Thi den, som vil frelse sit Liv, skal miste det; men den, som mister Livet for min og Evangeliets Skyld, han skal frelse det.
36 Thi hvad gavner det et Menneske at vinde den hele Verden og at bøde med sin Sjæl?
37 Thi hvad kan et Menneske give til Vederlag for sin Sjæl?
38 Thi den, som skammer sig ved mig og mine Ord i denne utro og syndige Slægt, ham skal ogsaa Menneskesønnen skamme sig ved, naar han kommer i sin Faders Herlighed med de hellige Engle.«

Kapitel 9

Forklarelsen paa Bjerget, 2-10. Johannes Døber som den anden Elias, 11-13. Den maanesyge Dreng, 14-29. Anden Forudsigelse af Lidelsen, 30-32. Disciplenes Ærgærrighed, 33-37. En fremmed uddriver onde Aander i Jesu Navn, 38-41. Om at bringe de smaa til Fald, 42-50.

1 Og han sagde til dem: »Sandelig siger jeg eder, der er nogle af dem, som staar her, der ikke skal smage Døden, før de ser, at Guds Rige er kommet med Kraft.«

2 Seks Dage derefter tager Jesus Peter og Jakob og Johannes med sig og fører dem op paa et højt Bjerg, hvor de var helt alene. Og han blev forvandlet for deres øjne.
3 Og hans Klæder blev saa straalende, blændende hvide, som ingen Blegemand paa Jorden kan gøre dem.
4 Og Elias tillige med Moses viste sig for dem og samtalede med Jesus.
5 Da tager Peter til Orde og siger til Jesus: »Rabbi! det er godt, at vi er her; lad os bygge tre Hytter, een til dig og een til Moses og een til Elias.«
6 Han vidste nemlig ikke, hvad han skulde sige; thi de var blevet helt forfærdede.
7 Da kom der en Sky og overskyggede dem; og en Røst lød fra Skyen: »Denne er min Søn, den elskede, ham skal I høre!«
8 Men med eet, da de saa sig omkring, kunde de ikke mere se nogen uden Jesus alene hos dem.
9 Medens de nu gik ned fra Bjerget, bød han dem, at de ikke, før Menneskesønnen var opstaaet fra de døde, maatte fortælle nogen, hvad de havde set.
10 Det Ord mærkede de sig og drøftede indbyrdes, hvad det var at opstaa fra de døde.

11 Og de spurgte ham og sagde: »Hvorfor siger de skriftkloge, at Elias først maa komme?«
12 Da sagde han til dem: »Elias kommer først og genopretter alt; og hvordan staar der skrevet om Menneskesønnen? At han skal lide meget og blive foragtet.
13 Men jeg siger jer, at Elias er virkelig kommet, og de har gjort ved ham, hvad de vilde, saadan som der staar skrevet om ham.«

14 Da de nu kom hen til Disciplene, saa de, at en stor Skare stod omkring dem, og at nogle skriftkloge var i Ordstrid med dem.
15 Og straks da hele Skaren saa ham, blev de grebet af Ærefrygt og løb hen og hilste ham.
16 Og han spurgte dem: »Hvad er det, I strides med dem om?« »
17 En Mand af Skaren svarede ham: »Mester! jeg er kommet til dig med min Søn; han er besat af en Aand, der gør ham stum.
18 Og naar som helst den tager Magten over ham, kaster den ham om, og han fraader og skærer Tænder og stivner; og jeg har sagt til dine Disciple, at de skulde uddrive den, men de magtede det ikke.«
19 Da svarede han dem og sagde: »Aah, du vantro Slægt! hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg taale jer? Før ham herhen til mig!«
20 Saa førte de ham hen til ham, og da han fik øje paa Jesus, sled Aanden straks i ham, og han faidt om paa Jorden og væltede sig og fraadede.
21 Jesus spurgte da hans Fader: »Hvor lang Tid har han haft det saadan?« Han sagde: »Fra Barndommen af;
22 og den har tit kastet ham baade i ild og Vand for at tage Livet af ham; men hvis du formaar noget, saa forbarm dig over os og hjælp os!«
23 Men Jesus sagde til ham: »Hvis du formaar! Alt er muligt for den, der tror.«
24 Straks raabte Drengens Fader og sagde: »Jeg tror, hjælp min Vantro!«
25 Men da Jesus saa, at Skaren ?timlede sammen, talte han strengt til den urene Aand og sagde til den: »Du stumme og døve Aand! jeg byder dig, far ud af ham og far ikke mere ind i ham.«
26 Da skreg den og sled meget i Drengen og for ud, og han blev som død, saa de fleste sagde: »Han er død.«
27 Men Jesus tog ham ved Haanden og rejste ham op; og han stod op.
28 Da Jesus nu var kommet ind i et Hus, spurgte hans Disciple ham i Enrum: »Hvorfor kunde vi ikke uddrive den?«
29 Han svarede dem: »Den Slags kan ikke drives ud ved noget, uden ved Bøn [og Faste].«

30 Saa brød de op derfra og vandrede gennem Galilæa; og han vilde ikke, at nogen skulde vide det.
31 Thi han lærte sine Disciple og sagde til dem: »Menneskesønnen skal gives i Menneskers Vold, og de skal slaa ham ihjel; og naar han er slaaet ihjel, skal han opstaa tre Dage efter.«
32 Men de forstod ikke den Tale, og de turde ikke spørge ham.

33 Saa kom de til Kapernaum. Og da han var kommet hjem, spurgte han dem: »Hvad var det, I talte sammen om paa Vejen?«
34 Men de tav; thi de havde paa Vejen talt med hinanden om, hvem der var den største.
35 Da satte han sig ned og kaldte paa de tolv og siger til dem: »Hvis nogen vil være den første, han skal være den sidste af alle og alles Tjener.«
36 Og han tog et lille Barn, stillede det midt iblandt dem, tog det i Favn og sagde til dem:
37 »Den, som tager imod saadan et lille Barn for mit Navns Skyld, tager imod mig; og den, som tager imod mig, tager ikke imod mig, men imod ham, som udsendte mig.«

38 Johannes sagde til ham: »Mester! vi saa en Mand, som ikke slutter sig til os, uddrive onde Aander i dit Navn; og vi søgte at hindre ham i det, fordi han ikke slutter sig til os.«
39 Men Jesus sagde: »I skal ikke hindre ham; thi der er ingen, som gør en Undergerning i mit Navn og snart efter kan tale ondt om mig.
40 Thi den, som ikke er imod os, er for os.
41 Ja, den, som giver jer et Bæger Vand at drikke af den Grund, at I hører Kristus til, sandelig siger jeg eder, han skal ingenlunde gaa Glip af sin Løn.

42 Og den, der forarger en af disse smaa, som tror, ham var det bedre, at der var lagt en Møllesten om hans Hals, og han var kastet i Havet.
43 Og hvis din Haand forarger dig, saa hug den af! Det er bedre for dig at gaa vanfør ind til Livet end med begge Hænder i Behold at fare til Helvede til den uudslukkelige Ild.
44 [*]
45 Og hvis din Fod forarger dig, saa hug den af! Det er bedre for dig at gaa halt ind til Livet end med begge Fødder i Behold at kastes i Helvede.
46 [*]
47 Og hvis dit Øje forarger dig, saa riv det ud! Det er bedre for dig at gaa enøjet ind i Guds Rige end med begge Øjne i Behold at kastes i Helvede,
48 hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke slukkes.
49 Thi enhver skal saltes med Ild [og ethvert Offer skal saltes med Salt].
50 Salt er en god Ting; men hvis Saltet bliver saltløst, hvormed vil I saa give det Kraft igen? I skal have Salt i jer selv og holde Fred med hinanden!«

Kapitel 10

Jesus taler om Ægteskab og Skilsmisse, 1-12, og velsigner smaa Børn, 13-16. Den rige Mand, 17-27. Lønnen for at have forladt alt for Jesu Skyld, 28-31. Tredje Forudsigelse af Lidelsen, 32-34. Zebedæussønnernes Bøn om Hæderspladsen i Kristi Rige, 35-45. Den blinde Bartimæus, 46-52.

1 Saa bryder han op derfra og kommer til Judæas Egne og Landet paa den anden Side Jordan, og atter samler der sig Skarer om ham; og han lærte dem igen, som han plejede.
2 Og der kom nogle Farisæere og stillede Fælde for ham, idet de spurgte: »Har en Mand Lov at skille sig fra sin Hustru?«
3 Han svarede og sagde til dem: »Hvad har Moses foreskrevet jer?«
4 De sagde: »Moses tillod at skrive et Skilsmissebrev og saa skille sig fra hende.«
5 Da sagde Jesus til dem: »Det var paa Grund af jeres Haardhjertethed, at han skrev jer det Bud.
6 Men fra Begyndelsen af, ved Skabelsen skabte Gud dem som Mand og Kvinde.
7 »Derfor skal en Mand forlade sin Fader og Moder [og holde sig til sin Hustru];
8 og de to skal blive eet Kød.« Saa er de da ikke længer to, men eet Kød.
9 Derfor, hvad Gud har sammenføjet, maa et Menneske ikke adskille.«

10 Hjemme spurgte Disciplene ham igen om dette.
11 Han siger til dem: »Den, der skiller sig fra sin Hustru og gifter sig med en anden, bedriver Hor imod den første.
12 Og hvis hun skiller sig fra sin Mand og gifter sig med en anden, saa bedriver hun Hor.«

13 De bar nogle smaa Børn til ham, for at han skulde røre ved dem; men Disciplene viste dem bort.
14 Men da Jesus saa det, harmedes han og sagde til dem: »Lad de smaa Børn komme til mig; I maa ikke hindre dem; thi Guds Rige hører saadanne til.
15 Sandelig siger jeg eder, den, der ikke tager imod Guds Rige ligesom et lille Barn, han kommer slet ikke ind i det.«
16 Og han tog dem i Favn og lagde Hænderne paa dem og velsignede dem.

17 Da han gik ud og gav sig paa Vej, kom der en løbende og faldt paa Knæ for ham og spurgte ham: »Gode Mester! hvad skal jeg gøre for at arve evigt Liv?«
18 Jesus sagde til ham: »Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god uden Gud alene.
19 Du kender Budene: Du maa ikke slaa ihjel; du maa ikke bedrive Hor; du maa ikke stjæle; du maa ikke sige falsk Vidnesbyrd; du maa ikke røve; ær din Fader og din Moder.«
20 Han sagde til ham: »Mester! det har jeg holdt alt sammen fra min Ungdom af.
21 Jesus saa paa ham og fattede Kærlighed til ham og sagde til ham: »Een Ting mangler du; gaa bort, sælg alt det, du har, og giv det til de fattige, saa skal du have en Skat i Himmelen; og kom saa og følg mig!«
22 Men han blev ilde til Mode over det Ord og gik bedrøvet bort; thi han havde meget Gods.

23 Da saa Jesus sig omkring og siger til sine Disciple: »Hvor er det dog vanskeligt for dem, der har Rigdom, at komme ind i Guds Rige!«
24 Disciplene blev forfærdede over hans Ord; men Jesus tager atter til Orde og siger til dem: »Børn, hvor vanskeligt er det ikke [for dem, som forlader sig paa Rigdom] at komme ind i Guds Rige!
25 En Kamel gaar lettere gennem et Naaleøje, end en rig gaar ind i Guds Rige!«
26 De blev endnu mere rystede og sagde til hinanden: »Hvem kan saa blive frelst?«
27 Da ser Jesus paa dem og siger: »For Mennesker er det umuligt, men ikke for Gud; thi alle Ting er mulige for Gud.«

28 Peter tog nu til Orde og sagde til ham: »Se, vi har forladt alt og fulgt dig.«
29 Jesus sagde: »Sandelig siger jeg eder, der er ingen, som har forladt Hus eller Brødre eller Søstre eller Moder eller Fader eller Børn eller Marker for min og for Evangeliets Skyld,
30 uden at han skal faa det hundrede Fold igen, nu her i Tiden Huse og Brødre og Søstre og Mødre og Børn og Marker, tillige med Forfølgelser, og i den kommende Verden evigt Liv.
31 Men mange af de første skal blive de sidste, og mange af de sidste skal blive de første.«

Her er et underligt spring i historien. I 10,32-34 taler Jesus med sine 12 disciple. I 10,35 kommer to af disciplene (som han allerede taler med) over til ham, og i 10,41 hører de 10 andre disciple om det.

Det er her — mellem vers 34 og 35 — at det store brudstykke fra det hemmelige Markusevangelium placeres.

32 De var undervejs op til Jerusalem, og Jesus gik foran dem; men de var forfærdede, og de, som fulgte med, var bange. Saa tog han igen de tolv til Side og begyndte at tale til dem om, hvad der skulde ske med ham:
33 »Se, vi drager nu op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgives til Ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de skal dømme ham til Døden og overgive ham til Hedningerne;
34 og de skal spotte ham og spytte paa ham og piske ham og dræbe ham, men tre Dage efter skal han opstaa.«
10,35-45: Hvis Jakob og Johannes skulle have glemt det, så er pladsen ved siden af Jesus allerede optaget — af Gud!
Dette er et eksempel på Markus' brug af ironi
De to Herrer

35 Da gaar Jakob og Johannes, Zebedæussønnerne, hen til ham og siger: »Mester, vi vil gerne, at du skal gøre for os, hvad vi nu beder dig om,«
36 Han spurgte dem: »Hvad er det I vil, jeg skal gøre for jer?« »
37 De svarede ham: »Giv os Sæde, den ene ved din højre, den anden ved din venstre side i din Herlighed.«
38 Men Jesus sagde til dem: »I ved ikke, hvad I beder om. Kan I tømme den Kalk, som jeg skal tømme, eller døbes med den Daab, som jeg skal døbes med?«
39 De sagde til ham: »Ja, vi kan.« Da sagde Jesus til dem: »Den Kalk, som jeg tømmer, skal I tømme, og den Daab, som jeg døbes med, skal I døbes med;
40 men Sædet ved min højre eller min venstre Side staar det ikke til mig at bortgive; men det gives til dem, for hvem det er beredt.«
41 Da de ti andre hørte det, begyndte de at harmes paa Jakob og Johannes.
42 Og Jesus kaldte dem til sig og siger til dem: »I ved, at de, der regnes for Folkenes Fyrster, er strenge Herrer over dem, og de store iblandt dem lader dem føle deres Magt.
43 Men saaledes er det ikke blandt jer; men den, som vil være stor iblandt jer, skal være jeres Tjener;
44 og den, som vil være den første af jer, skal være alles Træl.
45 Thi Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit Liv som Løsesum for mange.«

10,46: Her er igen et underligt spring i historien: Jesus kommer ind i Jeriko, og Jesus tager ud af Jeriko. Hvad skete der i Jeriko?

Det er i dette vers, at det lille brudstykke fra det hemmelige Markusevangelium placeres.

46 Saa kommer de til Jeriko; og da han gik ud af Jeriko sammen med sine Disciple og en hel Skare, sad der ved Vejen en blind Tigger, Timæus's Søn, Bartimæus.
47 Da han nu hørte, at det var Jesus fra Nazaret, gav han sig til at raabe og sige: »Jesus, du Davids Søn, forbarm dig over mig!«
48 Og mange bød ham strengt, at han skulde tie, men han raabte blot stærkere endnu: »Du Davids Søn, forbarm dig over mig!«
49 Da stod Jesus stille og sagde: »Kald paa ham!« Og de kalder paa den blinde og siger til ham: »Vær ved godt Mod, staa op! han kalder paa dig.«
50 Og han kastede sin Kappe fra sig, sprang op og kom hen til Jesus.
51 Saa tog Jesus til Orde og spurgte ham: »Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?« Den blinde svarede: »Rabbuni, lad mig faa mit Syn igen!«
52 Jesus sagde til ham: »Gaa bort, din Tro har frelst dig.« Og straks fik han sit Syn igen, og han fulgte ham paa hans Vej.

Kapitel 11

Indtoget i Jerusalem, 1-11. Figentræet forbandes, 12-14. Tempelrensningen, 15-18. Om Troens Kraft, 19-26. Raadet kræver Jesus til Regnskab, 27-33.

1 Da de nærmer sig til Jerusalem, til Betfage og Betania ved Oliebjerget, sender han to af sine Disciple af Sted og siger til dem:
2 »Gaa hen i Landsbyen lige for jer; saa vil I straks, naar I kommer ind i den, finde et Føl bundet, som endnu intet Menneske har siddet paa; løs det og kom med det.
3 Og hvis nogen spørger jer: Hvorfor gør I det? saa skal I svare: Herren har Brug for det og sender det straks tilbage igen.«
4 Og de gik derhen og fandt Føllet, der stod bundet uden for en Port i Gyden, og de begynder at løse det.
5 Og nogle af dem, som stod der, sagde til dem: »Hvad er det, I gør? I løser jo Føllet!«
6 De svarede dem, saadan som Jesus havde sagt, og saa lod de dem gøre det.
7 Og de kommer med Føllet til Jesus og lægger deres Kapper paa det, og han satte sig paa det.
8 Og mange bredte deres Kapper paa Vejen, andre strøede Kviste, som de havde skaaret af paa Markerne.
9 Og baade de, der gik foran, og de, der fulgte efter, raabte:
       »Hosianna!
       velsignet være han, som kommer, i Herrens Navn!
       10 Velsignet være vor Fader Davids Rige, som kommer!
       Hosianna i det højeste!«
11 Derefter gik han ind i Jerusalem, ind i Helligdommen, og da han havde set sig om overalt, og det allerede var henad Aften, gik han sammen med de tolv ud til Betania.
Verdens klogeste mand opdager, at der ikke gror figner uden for figensæsonen.
Bibelen i LEGO, Jesus og figentræet.

12 Den næste Dag, da de gik fra Betania, blev han sulten;
13 og da han langt borte saa et Figentræ, som havde Blade, gik han derhen for om muligt at finde noget paa det. Men da han kom hen til det, fandt han ikke andet end Blade; thi det var ikke Figentid.
14 Da tog han til Orde og sagde til det: »Aldrig i Evighed skal nogen mere spise Frugt af dig!« Og det hørte hans Disciple.
Jesus rydder templet
Er Jesus nødt til

15 Da de kommer til Jerusalem, gik han ind i Helligdommen og begyndte at jage dem ud, som solgte og købte i Helligdommen og væltede Vekselerernes Borde og Duekræmmernes Bænke.
16 Og han tillod ingen at bære deres Sager igennem Helligdommen.
17 Og han lærte og sagde til dem: »Staar der ikke skrevet, at mit Hus skal kaldes et Bedehus for alle Folkene? Men I har gjort det til en Røverkule.«
18 Det hørte Ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de overlagde, hvordan de skulde faa ham slaaet ihjel; de frygtede nemlig for ham, thi hele Skaren var slaaet af Forundring over hans Lære.

19 Og naar det blev Aften, gik de ud, uden for Byen.
20 Da de nu om Morgenen gik forbi, saa de, at Figentræet var visnet fra Roden af.
21 Peter huskede det, der var sket, og siger til ham: »Rabbi! se, det Figentræ, du forbandede, er visnet.«
22 Jesus svarer og siger til dem: »Hav Tro til Gud!
23 Sandelig siger jeg eder, den, der siger til dette Bjerg: Løft dig op og kast dig i Havet, og ikke tvivler i sit Hjerte, men tror, at det sker, som han siger, han skal faa det opfyldt.

24 Derfor siger jeg eder: Alt, hvad I beder om og ønsker - tro, at I har faaet det, saa skal I faa det.
25 Og naar I staar og beder, skal I tilgive, hvis I har noget imod nogen, for at jeres Fader, som er i Himlene, ogsaa kan tilgive jer jeres Overtrædelser.
26 [Men hvis I ikke tilgiver, skal jeres i Fader, som er i Himlene, heller ikke tilgive jeres Overtrædelser].«

27 Saa kommer de igen til Jerusalem; og mens han gik omkring i Helligdommen, kommer Ypperstepræsterne og de skriftkloge og de Ældste hen til ham.
28 De spurgte ham: »Med hvad Ret gør du dette, eller hvem har givet dig Retten til at gøre dette?«
29 Da svarede Jesus dem: »Jeg vil gøre jer et Spørgsmaal; svar mig paa det, saa skal jeg ogsaa sige jer, med hvad Ret jeg gør dette.
30 Johannes's Daab, var den fra Himmelen eller fra Mennesker? Svar mig!«
31 De talte indbyrdes om det og sagde: »Svarer vi: Fra Himmelen, saa vil han spørge: Hvorfor troede I ham da ikke?
32 Skal vi da svare: Fra Mennesker?« - det turde de ikke for Folket; thi alle holdt for, at Johannes virkelig var en Profet.
33 De svarer saa og siger til Jesus: »Vi ved det ikke.« Da siger Jesus til dem: »Saa siger jeg heller ikke jer, med hvad Ret jeg gør dette.«

Kapitel 12

Lignelsen om de utro Vingaardsmænd, 1-12. Skattens Mønt, 13-17. Saddukæernes Spørgsmaal om Opstandelsen, 18-27. Det største Bud i Loven, 28-34. Om Messias som Davids Søn og Davids Herre, 35-37. Advarsel mod de skriftkloge, 38-40. Enkens Gave, 41-44.

Lignelsen om de onde vinbønder
Onde vinbønder

1 Da begyndte han at tale til dem i Lignelser: »Der var en Mand, som plantede en Vingaard og satte et Gærde om den og gravede en Perse og byggede et Vagttaarn; saa lejede han den ud til Vingaardsmænd og drog udenlands.
2 Da nu Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingaardsmændene, for at han af dem kunde faa sin Del af Vingaardens Frugter.
3 Men de greb ham og slog løs paa ham og sendte ham tomhændet bort.
4 Derefter sendte han en anden Tjener til dem; ham slog de i Hovedet og haanede.
5 Saa sendte han een til, ham slog de ihjel; og mange andre sendte han, nogle af dem slog de, andre dræbte de.
6 Nu havde han endnu een, en Søn, som han elskede; ham sendte han til sidst til dem i den Tanke: De vil undse sig for min Søn,
7 Men disse Vingaardsmænd sagde til hinanden: Det er Arvingen; kom, lad os slaa ham ihjel, saa tilfalder Arven os.
8 Og de greb ham og slog ham ihjel og slæbte ham ud af Vingaarden.
9 Hvad vil nu Vingaardens Ejer gøre? Han vil komme og gøre det af med Vingaardsmændene og give Vingaarden til andre.
10 Har I ikke ogsaa læst dette Skriftord:
       Den Sten, Bygmestrene vragede,
       er blevet Hovedhjørnesten.
       11 Fra Herren er dette kommet,
       og det er underfuldt for vore Øjne.«
12 Og de søgte Udvej til at gribe ham, men frygtede for Skaren; thi de forstod godt, at det var om dem, han havde fortalt den Lignelse. Saa lod de ham være og gik bort.

13 Derefter sendte de nogle af Farisæerne og Herodianerne til ham, for at de skulde fange ham i Ord.
14 Og de kommer og siger til ham: »Mester! vi ved, at du er sanddru og ikke ænser andres Dom, thi du ser ikke paa Personen, men lærer sandfærdigt om Guds Vej. Har man Lov til at give Kejseren Skat eller ej? Skal vi give eller ikke give?«
15 Men han gennemskuede deres Hykleri og sagde til dem: »Hvorfor stiller I Fælde for mig? Ræk mig en Denar, for at jeg kan se den.«
16 De rakte ham en, og han siger til dem: »Hvis er det Billede og den Indskrift?« De svarede ham: »Kejserens.«
17 Da sagde Jesus til dem: »Giv Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er!« Og de undredes over ham.

18 Og der kommer nogle Saddukæere til ham (de, som jo paastaar, at der ikke er nogen Opstandelse), og de stillede ham følgende Spørgsmaal:
19 »Mester! Moses har foreskrevet os, at hvis nogen har en Broder, som dør og efterlader sig Hustru, men ingen Børn, saa skal han ægte Enken og skaffe sin Broder Afkom.
20 Nu var der syv Brødre; den første tog sig en Hustru, og ved sin Død efterlod han sig ikke Afkom.
21 Saa tog den anden hende og døde, uden at der var Afkom efter ham; og den tredje ligesaa.
22 Ingen af de syv efterlod sig Afkom. Sidst af dem alle døde ogsaa Hustruen.
23 I Opstandelsen, naar de skal opstaa, hvem af dem skal saa have hende til Hustru? De har jo alle syv været gift med hende.«
24 Jesus sagde til dem: »Viser dette ikke, at I farer vild, fordi I hverken kender Skrifterne eller Guds Kraft?
25 Thi naar de opstaar fra de døde, saa tager de ikke til Ægte, ej heller bortgiftes de, men de er som Engle i Himlene.
26 Men hvad det angaar, at de døde opvækkes, har I da ikke læst i Mose Bog, i Stedet om Tornebusken, hvordan Gud talte til ham og sagde: Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud?
27 Han er ikke Gud for døde, men for levende; I farer ganske vild.«

28 Og en af de skriftkloge, som havde hørt deres Ordskifte og lagt Mærke til, at han svarede dem godt, kom til ham og spurgte ham: »Hvad for et Bud er det første af alle?«
29 Jesus svarede: »Det første er: Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er een;
30 og du skal elske Herren din Gud af hele dit Hjerte, af hele din Sjæl, af hele dit Sind og af hele din Styrke.
31 Et andet er dette: Du skal elske din Næste som dig selv. Noget andet Bud større end disse gives ikke.«
32 Da sagde den skriftkloge til ham: »Rigtigt, Mester, sandt er det, hvad du sagde, at Han er een, og at der ikke er nogen anden end Ham.
33 Og at elske ham af hele sit Hjerte og af hele sin Forstand og af hele sin Styrke og at elske sin Næste som sig selv, det er bedre end alle Brændofre og Slagtofre.«
34 Og da Jesus saa, at han svarede forstandigt, sagde han til ham: »Du er ikke langt fra Guds Rige.« Og ingen vovede mere at rette Spørgsmaal til ham.

35 Medens Jesus lærte i Helligdommen, tog han til Orde og spurgte: »Hvordan kan de skriftkloge sige, at Messias er Davids Søn?
36 David selv har jo ved Helligaanden sagt:
       Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Haand,
       til jeg faar lagt dine Fjender under dine Fødder
37 David selv kalder ham »Herre«, hvordan kan han saa være hans Søn?« Den store Skare hørte ham gerne,

38 og engang da han lærte, sagde han: »Tag jer i Agt for de skriftkloge, som gerne vil gaa omkring i lange Klæder og lade sig hilse paa Torvene
39 og gerne vil sidde paa de fornemste Sæder i Synagogerne og sidde øverst til Bords ved Gæstebudene;
40 de, som opæder Enkers Huse og for et Syns Skyld beder længe, de skal faa des haardere Dom.«

41 Derefter satte han sig lige over for Tempelblokken og saa paa, hvordan Folk lagde Penge i Blokken. Der var mange rige, som lagde meget deri.
42 Ogsaa en fattig Enke kom og lagde to Smaaskillinger i, tilsammen saa meget som en Øre.
43 Da kaldte han sine Disciple til sig og sagde til dem: »Sandelig siger jeg eder, denne fattige Enke har lagt mere deri end alle de andre, som lagde noget i Tempelblokken.
44 Thi de gav alle af deres Overflod; men hun gav af sin Fattigdom alt det, hun havde, hele sit Eje.«

Kapitel 13

Jesus forudsiger Jerusalems Ødelæggelse og sin Genkomst, 1-32, og formaner til Aarvaagenhed, 33-37.

Markus 13,2: Der skal ikke lades sten på sten tilbage, men alt skal brydes ned.
Grædemuren

1 Da han gik ud af Helligdommen, siger en af hans Disciple til ham: »Mester, se, hvilke Sten og hvilke Bygninger!«
2 Og Jesus sagde til ham: »Ser du disse store Bygninger? - der skal ikke lades Sten paa Sten tilbage, alt skal brydes ned.«

3 Og da han sad paa Oliebjerget, lige over for Helligdommen, spurgte Peter og Jakob og Johannes og Andreas ham, mens de var alene med ham:
4 »Sig os, naar skal dette ske? Og hvad er Tegnet til, at alt dette skal gaa i Opfyldelse?«
5 Da begyndte Jesus at sige til dem: »Agt vel paa, at ikke nogen skal føre jer vild!
6 Mange skal komme i mit Navn og sige: Det er mig! og de skal føre mange vild.
7 Men naar I hører Krigslarm og Krigsrygter, saa lad jer ikke skræmme, thi det maa komme saaledes. Dog, det er endnu ikke Enden.
8 Thi Folk skal rejse sig mod Folk og Rige mod Rige, og der skal være Jordskælv baade her og der, og der skal komme Hungersnød. Det er kun Begyndelsen paa Veerne.
9 Men I, agt vel paa jer selv; man skal overgive jer til Domstole, I skal blive pisket i Synagoger og stillet for Landshøvdinger og Konger for min Skyld til et Vidnesbyrd for dem.
10 Og Evangeliet skal først prædikes for alle Folkeslagene.
11 Naar man fører jer hen og overgiver jer for Retten, skal I ikke forud bekymre jer for, hvad I skal tale; men tal saadan, som det bliver jer indgivet i den samme Stund; thi det er ikke jer, som taler, men Helligaanden.
12 Og Broder skal overgive Broder til Døden, og Fader sit Barn; og Børn skal sætte sig op imod Forældre og slaa dem ihjel,
13 Og I skal blive hadet af alle for mit Navns Skyld; men den, som holder ud indtil Enden, han skal blive frelst.
Kapitel 13: Markus' lille apokalypse
Dommedag

14 Men naar I ser Ødelæggelsens Vederstyggelighed staa, hvor den ikke bør (den, som læser det, han give Agt!), saa skal de, som er i Judæa, flygte op i Bjergene;
15 den, der er paa Taget, skal ikke stige ned eller gaa ind for at hente noget i sit Hus;
16 den, der er ude paa Marken, skal ikke vende tilbage for at hente sin Kappe!
17 Ve dem, der er frugtsommelige, og dem, der giver Die, i de Dage!
18 Og bed om, at det ikke skal ske om Vinteren;
19 thi i de Dage skal der komme Trængsel, hvis Lige ikke har været fra Skabningens Begyndelse, da Gud skabte den, indtil nu, og heller ikke senere skal komme.
20 Og dersom Herren ikke afkortede de Dage, da blev intet Menneske frelst; men for de udvalgtes Skyld, som han har udvalgt sig, har han afkortet de Dage.
21 Og hvis nogen da siger til jer: Se, her er Messias! eller: se, dèr er han! saa tro det ikke.
22 Thi falske Messias'er og falske Profeter skal fremstaa og gøre Tegn og Undere for, om det er muligt, at føre de udvalgte vild.
23 Men I, tag jer i Vare! jeg har sagt jer alt forud.

24 Men i de Dage, efter den Trængsel, skal Solen formørkes og Maanen ikke give sit Skin,
25 og Stjernerne skal falde ned fra Himmelen, og Kræfterne i Himlene skal rokkes.
26 Og da skal de se Menneskesønnen komme i Skyerne med megen Kraft og Herlighed.
27 Og da skal han sende sine Engle ud og samle sine udvalgte fra de fire Verdenshjørner, fra Jordens til Himmelens yderste Grænse.

28 Lær en Lignelse af Figentræet: Naar dets Grene først er blevet saftfulde og faar Blade, saa ved I, at Sommeren er nær.
29 Saaledes kan I ogsaa vide, naar I ser dette ske, at han er nær for Døren.
30 Sandelig siger jeg eder, denne Slægt skal ikke forgaa, førend alt dette er sket.
31 Himmel og Jord skal forgaa, men mine Ord skal aldrig forgaa.
32 Men den Dag eller Time kender ingen, ikke engang Englene i Himmelen, ja, ikke engang Sønnen, kun Faderen.

V. 35: Aften, midnat, hanegal eller daggry. Jesus' sidste døgn er opdelt i 3-timers intervaller.

33 Pas paa, vær aarvaagne! thi I ved ikke, naar Tiden er der.
34 Det er som med en Mand, der drog udenlands; han forlod sit Hus og overgav Styret til sine Tjenere; han gav enhver sin Gerning, og Dørvogteren bød han
35 Vaag derfor! thi I ved ikke, naar Husets Herre kommer, om det bliver ved Aften eller ved Midnat eller ved Hanegal eller ved Daggry.
36 Lad ham ikke finde jer sovende, naar han pludselig kommer!
37 Hvad jeg siger til jer, det siger jeg til alle: Vaag!«

Kapitel 14

Raadet beslutter Jesu Død, 1-2. Salvningen i Betania, 3-9. Judas's Forræderi, 10-11. Paaskemaaltidet, 12-21. Nadveren indstiftes, 22-25. Peters Fornægtelse forudsiges, 26-31. Getsemane, 32-42. Paagribelsen, 43-52. Forhøret hos Ypperstepræsten, 53-65. Peters Fornægtelse, 66-72.

1 Det var to Dage før Paaske og de usyrede Brøds Fest. Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge pønsede paa, hvordan de kunde gribe ham med List og faa ham dræbt.
2 Thi de sagde: »Ikke paa Højtiden, for at der ikke skal blive Uroligheder blandt Folket.«

3 Medens han var i Betania, i Simon den spedalskes Hus, og sad til Bords, kom der en Kvinde med en Alabastkrukke, der indeholdt en ægte, meget kostbar Nardussalve; hun brød Krukken i Stykker og hældte Salven ud over hans Hoved.
4 Derover harmedes nogle og sagde til hinanden: »Hvad skal det til at ødsle saadan med Salven?
5 Den Salve kunde jo være solgt for over tre Hundrede Denarer og være givet til de fattige.« Og de overfusede hende.
6 Men Jesus sagde: »Lad hende være, hvorfor volder I hende Bryderi? En god Gerning har hun gjort imod mig.
7 De fattige har I jo altid hos jer, og naar I vil, kan I gøre vel imod dem; men mig har I ikke altid.
8 Hun gjorde, hvad hun kunde; hun har forud salvet mit Legeme til min Jordefærd.«
9 Sandelig siger jeg eder, hvor som helst i hele verden Eyangeliet prædikes, skal ogsaa det, som hun har gjort, fortælles til Minde om hende.«

10 Og Judas Iskariot, een af de tolv, gik hen til Ypperstepræsterne for at forraade ham til dem.
11 Da de hørte det, blev de glade og lovede at give ham Penge; og han pønsede paa, hvordan han kunde faa Lejlighed til at forraade ham.

12 Paa den første af de usyrede Brøds Dage, da man slagtede Paaskelammet, siger hans Disciple til ham: »Hvor vil du, at vi skal gaa hen og træffe Forberedelser til, at du kan holde Paaskemaaltid?«
13 Saa sender han to af sine Disciple af Sted og siger til dem: »Gaa ind i Byen, saa skal I møde en Mand, som bærer en Vandkrukke; følg ham;
14 og hvor han gaar ind, der skal I sige til Husherren: Mesteren siger: Hvor er der et Værelse til mig, hvor jeg kan holde Paaskemaaltid med mine Disciple?
15 Saa vil han vise jer en stor Sal ovenpaa, opdækket og rede; der skal I berede det til os.«
16 Derpaa gik hans Disciple af Sted og kom ind i Byen og fandt det, saadan som han havde sagt dem; og de tilberedte Paaskemaaltidet.
17 Da det nu var blevet Aften, kommer han med de toly.
18 Og mens de sad til Bords og spiste, sagde Jesus: »Sandelig siger jeg eder, een af jer vil forraade mig, een, som spiser med mig.«
19 De begyndte at blive bedrøvede og sige til ham, een efter een: »Det er dog vel ikke mig?«
20 Da sagde han til dem: »Det er een af jer tolv, een, som dypper i Fadet sammen med mig,
21 Thi Menneskesønnen gaar bort, som der staar skrevet om ham; men ve det Menneske, ved hvem Menneskesønnen bliver forraadt! Det havde været bedre for det Menneske, om han aldrig var født.«.

22 Og mens de spiste, tog han et Brød, velsignede, brød det, gav dem det og sagde: »Tag det; dette er mit Legeme.«
23 Og han tog en Kalk, takkede og gav dem den; og de drak alle deraf.
24 Og han sagde til dem: »Dette er mit Blod, Pagtsblodet, som udgydes for mange.
25 Sandelig siger jeg eder, at jeg skal ikke nogen Sinde mere drikke af Vintræets Frugt før den Dag, da jeg skal drikke den ny i Guds Rige.«

Jesus i Getsemane
Jesus i Getsemane

26 Efter at de havde sunget Lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.
27 Saa siger Jesus til dem: »I skal alle tage Anstød af mig; thi der staar skrevet: Jeg vil slaa Hyrden, og Faarehjorden skal spredes.
28 Men efter at jeg er opstanden, vil jeg gaa forud for jer til Galilæa.«
29 Da sagde Peter til ham: »Om saa ogsaa alle tager Anstød, saa vil jeg dog ikke.«
30 Jesus siger til ham: »Sandelig siger jeg dig, i Dag, i denne Nat, før Hanen har galet to Gange, vil du fornægte mig tre Gange.«
31 Men han forsikrede endnu stærkere: »Selv om jeg skulde dø med dig, vil jeg aldrig fornægte dig.« Ganske det samme sagde ogsaa alle de andre.
Markus 14,41 kan let forstås ironisk
Jesus i Getsemane

32 Derefter kommer de til et Sted, hvis Navn er Getsemane; og han siger til sine Disciple: »Sæt jer her, medens jeg beder.«
33 Saa tager han Peter og Jakob og Johannes med sig, og han blev grebet af Forfærdelse og Gru.
34 Og han siger til dem: »Min Sjæl er bedrøvet til Døden; bliv her og vaag!«
35 Og han gik et lille Stykke videre, faldt ned paa Jorden og bad om, at den Time maatte gaa ham forbi, hvis det var muligt.
36 Og han sagde: »Abba Fader! alt er muligt for dig; tag denne Kalk fra mig; dog ikke hvad jeg vil, men hvad du vil.«
37 Og han kommer og finder dem sovende, og han siger til Peter: »Simon, sover du? Kunde du ikke vaage een Time?
38 Vaag og bed, for at I ikke skal falde i Fristelse! Aanden er villig, men Kødet er skrøbeligt.«
39 Og han gik igen bort og bad med de samme Ord.
40 Og han vendte tilbage og fandt dem igen sovende; thi deres øjne var tunge, og de vidste ikke, hvad de skulde svare ham.
41 Og han kommer tredje Gang og siger til dem: »Sover I stadig og hviler jer? Det er nok; Timen er kommet; se, Menneskesønnen forraades i Synderes Hænder.
42 Staa op, lad os gaa; se, han, som forraader mig, er nær.«
V. 51-52: Den nøgne, unge mand i lagnet optræder ikke i de andre evangelier
Antonio da Correggio

43 Og straks, mens han endnu talte, kommer Judas, een af de tolv, og sammen med ham en Skare med Sværd og Knipler, udsendt fra Ypperstepræsterne og de skriftkloge og de Ældste.
44 Han, som forraadte ham, havde aftalt et Tegn med dem og sagdt: »Den, jeg kysser, ham er det; ham skal I gribe og bringe sikkert bort!«
45 Og da han kom, traadte han straks hen til ham og siger: »Rabbi!«, og han kyssede ham.
46 Saa lagde de Haand paa ham og greb ham.

47 Men en af dem, som stod der, drog sit Sværd, slog efter Ypperstepræstens Tjener og huggede Øret af ham.
48 Og Jesus tog til Orde og sagde til dem: »Ligesom mod en Røver er I gaaet ud med Sværd og Knipler for at fange 'mig.
49 Dag efter Dag var jeg hos jer i Helligdom-men og lærte, uden at I greb mig; men dette er sket, for at skrifterne skulde gaa i Opfyldelse.«
50 Og de forlod ham alle og flygtede.
51 Men der var en ung Mand, som fulgte med, kun med et Linklæde over det blotte Legeme; ham griber de fat i,
52 men han slap Linklædet og flygtede nøgen.

53 Saa førte de Jesus hen til Ypperstepræsten; og dèr forsamles alle Ypperstepræsterne og de Ældste og de skriftkloge.
54 og Peter fulgte ham i Frastand helt ind i Ypperstepræstens Gaard; der sad han iblandt Tjenerne og varmede sig ved Ilden.
55 Ypperstepræsterne og hele Raadet søgte nu at skaffe Vidnesbyrd mod Jesus for at faa ham dømt til Døden, men de fandt intet.
56 Mange kom ganske vist med falske Vidnesbyrd mod ham, men Vidnesbyrdene stemte ikke overens.
57 Og nogle stod frem med falsk Vidnesbyrd imod ham og sagde:
58 »Vi har selv hørt ham sige: Jeg vil nedbryde dette Tempel, som er gjort med Hænder, og i tre Dage bygge et andet, som ikke er gjort med Hænder.«
59 Men heller ikke paa det Punkt stemte deres Vidnesbyrd overens.
60 Da rejste Ypperstepræsten sig midt iblandt dem og spurgte Jesus og sagde: »Har du intet at svare paa det, de vidner imod dig?«
61 Men han tav og svarede intet. Ypperstepræsten spurgte ham igen og siger til ham: »Er du Messias, den Højlovedes Søn?«
62 Jesus sagde da: »Ja, jeg er; og I skal se Menneskesønnen sidde ved Kraftens højre Haand og komme med Himmelens Skyer.«
63 Da sønderrev Ypperstepræsten sine Klæder og sagde: »Hvad skal vi mere med Vidner?
64 I har selv hørt hans Gudsbespottelse; hvad synes I?« Saa fældede de alle den Dom over ham, at han var skyldig til Døden.
65 Og nogle gav sig til at spytte paa ham, og de dækkede hans Ansigt til og slog ham paa Kinden og sagde til ham: »Profetér!« Ogsaa Retstjenerne slog ham med Stokke.
Peters fornægtelse
Kykkeliky

Hanegal:
v 68: Denne oversættelse udelader "og hanen galede" i slutningen. I vers 72 står der dog stadig: "I det samme galede Hanen anden Gang".

66 Medens Peter nu var nedenfor i Gaarden, kommer en af Ypperstepræstens Piger,
67 og da hun faar Øje paa Peter, der sad og varmede sig, ser hun hen paa ham og siger: »Du var ogsaa sammen med Nazaræeren, ham Jesus.«
68 Men han nægtede og sagde: »Jeg hverken ved eller forstaar, hvad du mener;« og han gik ud i den ydre Gaard.
69 Og da Pigen saa ham, begyndte hun igen at sige til de omkringstaaende: »Han dèr er een af dem.«
70 Igen nægtede han det. Lidt efter sagde de omkringstaaende igen til Peter: »Sandelig, du er een af dem; du er jo ogsaa en Galilæer.«
71 Da begyndte han at bande og sværge: »Jeg kender ikke det Menneske, I taler om.«
72 I det samme galede Hanen anden Gang. Saa kom Peter det Ord i Hu, som Jesus havde sagt til ham: »Før Hanen galer to Gange, skal du fornægte mig tre Gange.« Og han brast i Graad.

Kapitel 15

Forhøret hos Pilatus. Jesus og Barabbas, 1-15. Tornekroningen, 16-20. Korsfæstelsen, 21-37. Øjenvidnerne dertil, 38-41. Begravelsen, 42-47.

Pilatus: "Hvem vil I have, at jeg skal løslade jer, Jesus Barabbas eller Jesus, som kaldes Kristus?"
Antonio Ciseri

1 Straks om Morgenen, da Ypperstepræsterne sammen med de Ældste og de skriftkloge og hele Raadet havde taget deres Beslutning, lod de Jesus binde og førte ham bort og overgav ham til Pilatus.
2 Pilatus spurgte ham: »Er du Jødernes Konge?« Han svarer og siger til ham: »Du siger det selv.«
3 Og Ypperstepræsterne kom frem med mange Anklager mod ham.
4 Pilatus spurgte ham igen: »Svarer du slet ingen Ting? Hør, hvor meget de anklager dig for!«
5 Men Jesus svarede ikke et Ord mere, saa Pilatus undrede sig.
6 Nu plejede han ved Højtiden at give dem en Fange fri, hvem de forlangte.
7 Der var en, som hed Barabbas; han sad fængslet sammen med de andre Oprørere, som under Oprøret havde begaaet Mord.
8 Mængden gik nu op og begyndte at bede om, at Pilatus vilde gøre for dem, som han plejede.
9 Han svarede dem og sagde: »Vil I, at jeg skal løslade jer Jødernes Konge?«
10 Han forstod nemlig, det var af Misundelse, at Ypperstepræsterne havde bragt ham for Retten.
11 Men Ypperstepræsterne ophidsede Folkeskaren til at bede om, at han hellere skulde løslade dem Barabbas.
12 Da Pilatus nu atter tog til Orde og spurgte dem: »Hvad skal jeg da' gøre med ham, som I kalder Jødernes Konge?«
13 saa skreg de igen; »Korsfæst ham!«
14 Pilatus spurgte dem; »Hvad ondt har han da gjort?« men de skreg endnu højere: »Korsfæst ham!«
15 Og da Pilatus gerne vilde gøre Folkeskaren tilpas, løslod han dem Barabbas; men Jesus lod han piske og overgav ham til at korsfæstes.

16 Soldaterne førte ham nu ind i Gaarden, det vil sige Paladset, og de sammenkalder hele Vagtmandskabet.
17 Og de giver ham en Purpurkappe paa og fletter en Tornekrone og sætter den paa ham.
18 Saa gav de sig til at hilse ham: »Hil dig, Jødekonge!«
19 Og de slog ham i Hovedet med et Rør og spyttede paa ham og faldt paa Knæ og hyldede ham.
20 Og da de havde drevet Spot med ham, tog de Purpurkappen af ham og gav ham hans egne Klæder paa og førte ham ud for at korsfæste ham.

V. 21: I de tre synoptiske evangelier bliver korset båret af Simon fra Kyrene. Bar Jesus selv sit kors til Golgata?
Jesus og Simon af Kyrene

21 Der kom en Mand ude fra Marken, det var Simon fra Kyrene, Fader til Aleksander og Rufus, da han gaar forbi, tvinger de ham til at gaa med og bære hans Kors.
22 De fører ham til det Sted, der hedder Golgata, det betyder oversat: »Hovedskalsted«.
23 Og de vilde give ham Vin med Myrra i; men han tog den ikke.
24 Saa korsfæster de ham og deler hans Klæder imellem sig ved at kaste Lod om, hvad enhver skulde have.
25 Det var den tredje Time, da de korsfæstede ham.
26 Og Indskriften med Beskyldningen mod ham lød saaledes: »Jødernes Konge«.
27 Sammen med ham korsfæster de to Røvere, den ene ved hans højre og den anden ved hans venstre side.
28 [Da gik det Skriftord i Opfyldelse, der siger: »Og han blev regnet blandt Overtrædere.«]

29 Og de, der gik forbi, spottede ham, de rystede paa Hovedet og sagde: »Ha! du, som kan nedbryde Templet og bygge det op i tre Dage,
30 frels nu dig selv og stig ned af Korset!«
31 Saadan spottede ogsaa Ypperstepræsterne sammen med de skriftkloge og sagde til hinanden: »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse.
32 Messias, Israels Konge! - lad ham nu stige ned af Korset, saa vi kan se det og tro!« Ogsaa de Mænd, som var korsfæstede sammen med ham, haanede ham.
33 Og da den sjette Time kom, blev der Mørke over hele Landet indtil den niende Time.
34 Ved den niende Time raabte Jesus med høj Røst og sagde: »Eloï! Eloï! Lama sabaktani?« det betyder oversat: »Min Gud! min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«
35 Og nogle af dem, som stod der, sagde, da de hørte det: »Hør, han kalder paa Elias.«
36 Men en løb hen og fyldte en Svamp med sur Vin og stak den paa et Rør og lod ham drikke og sagde: »Bi lidt! lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.«
37 Da udstødte Jesus et højt Raab og udaandede.

38 Og Forhænget i Templet flængedes i to Stykker fra øverst til nederst.
39 Men da Officeren, som stod der lige over for ham, saa, at han udaandede paa denne Vis, sagde han: »Sandelig, den Mand var Guds Søn.«
40 Der var ogsaa nogle Kvinder, som saa til paa Afstand. Blandt dem var Maria Magdalene og Maria, Jakob den Lilles og Joses's Moder, og Salome,
41 som havde fulgt ham og sørget for ham, da han var i Galilæa, og mange andre Kvinder, som var draget op til Jerusalem sammen med ham.

42 Og da det nu var blevet Aften - det var jo Beredelsesdag, det vil sige Dagen før Sabbaten -
43 kom Josef fra Arimatæa, der var et anset Medlem af Raadet, en Mand, som ogsaa selv ventede Guds Rige; han tog Mod til sig og gik ind til Pilatus og bad om at faa Jesu Legeme.
44 Pilatus undrede sig over, at han allerede skulde være død,
45 og lod Officeren kalde og spurgte ham, om Jesus længe havde været død; og da han havde faaet det at vide af Officeren, skænkede han Liget til Josef.
46 Han købte et Linklæde og tog ham ned, svøbte ham i Linklædet og lagde ham i en Grav, som var hugget ud i en Klippe, og han væltede en Sten for Indgangen til Graven.
47 Maria Magdalene og Maria, Joses's Moder, saa, hvor han blev lagt.

Kapitel 16

Engelen forkynder Jesu Opstandelse for Kvinderne, 1-8. [Jesu Aabenbarelser; han befaler Disciplene at prædike i hele Verden, 9-18. Hans Himmelfart, 19-20.]

1 Da Sabbaten var omme, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs Moder, og Salome vellugtende Salver for at gaa hen og salve ham.
2 Og ganske tidlig paa den første Dag i Ugen kommer de til Graven, da Solen var staaet op.
3 Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vælte os Stenen fra Indgangen til Graven?«
4 Men da de saa op, ser de, at Stenen var væltet fra (den var nemlig meget stor).
5 Og da de kom ind i Graven, saa de en ung Mand sidde ved den højre Side iført en lang, hvid Klædning, og de blev forfærdede.
6 Men han siger til dem: »Bliv ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede; han er opstanden, han er ikke her; se, der er Stedet, hvor de lagde ham.
7 Men gaa hen og sig til hans Disciple og til Peter, at han gaar forud for jer til Galilæa; dèr skal I se ham, saadan som han har sagt jer.«
8 Og de gik ud og flygtede bort fra Graven, thi de skælvede og var helt ude af sig selv; og de sagde ikke noget til nogen, thi de var bange.

16.9-30: Markusevangeliet endte oprindeligt med vers 16,8 «og de sagde ikke noget til nogen; thi de frygtede«.

De sidste 12 vers er et nyere falskneri.

9 [Da han var opstanden tidlig om Morgenen paa den første Dag i Ugen, viste han sig først for Maria Magdalene, af hvem han havde uddrevet syv onde Aander.]
10 [Hun gik hen og fortalte det til dem, der havde været med ham, og som nu sørgede og græd.]
11 [Men da de hørte, at han levede og var set af hende, troede de det ikke,]
12 [Derefter viste han sig i en anden Skikkelse for to af dem undervejs, mens de gik ud paa Landet.]
13 [De gik ogsaa hen og fortalte de andre det. Men heller ikke dem troede de.]

14 [Siden viste han sig for de elleve selv, mens de sad til Bords, og han bebrejdede dem deres Vantro og Haardhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, som havde set ham opstanden.]
15 [Og han sagde til dem: »Gaa ud i al Verden og forkynd Evangeliet for al Skabningen!]
16 [Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst; men den, som ikke tror, skal blive fordømt.]
17 [Og disse Tegn skal følge dem, der tror: i mit Navn skal de uddrive onde Aander; De skal tale med nye Tunger;]
18 [de skal tage paa Slanger, og hvis de drikker dødbringende Gift, skal det ikke skade dem; paa syge skal de lægge Hænder, og de skal blive raske.«]

19 [Saa blev Herren efter at have talt med dem optaget til Himmelen og satte sig ved Guds højre Haand.]
20 [Men de gik ud og prædikede alle vegne. Og Herren virkede med og stadfæstede Ordet ved de Tegn, som fulgte med.]

Andre bøger