Lukas-evangeliet

Om oversættelsen: Oversættelsen fra 1948 bryder med en næsten 400 år gammel tradition, hvor hvert Bibeloplag var en revision af de forrige oplag, der i sidste ende gik tilbage til Den Resen-Svaningske Bibel fra 1607. Denne oversættelsen er på mange måder bedre end den autoriserede fra 1992.

Om bogen: Læs mere om Lukasevangeliet.

Kapitler: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24

Kapitel 1

Ifølge Lukas var Jesus og Johannes Døberen slægtning og næsten jævnaldrende.
Tegning af Leonardo da Vinci.

1 Eftersom mange andre har taget sig for at affatte en beretning om de begivenheder, som er fuldbyrdet iblandt os,
2 sådan som de, der fra begyndelsen var øjenvidner og ordets tjenere, har overleveret os:
3 så har også jeg besluttet nøje at gennemgå det alt sammen forfra og derefter nedskrive det for dig i rækkefølge, højædle Teofilus!
4 så du kan lære at kende, hvor pålidelige de ting er, hvorom du er blevet undervist.

5 På den tid, da Herodes var konge i Jødeland, levede der en præst ved navn Zakarias, som hørte til Abias skifte; hans hustru var af Arons døtre, og hendes navn var Elisabet.
6 De var begge retfærdige for Gud og levede ulasteligt efter alle Herrens bud og forskrifter.
7 Men de var barnløse, thi Elisabet var ufrugtbar; og de var begge højt oppe i årene.
8 Engang, mens han gjorde præstetjeneste for Gud, idet turen var kommet til hans skifte,
9 skete det ved den sædvanlige lodtrækning mellem præsterne, at det tilfaldt ham at gå ind i Herrens tempel og bringe røgelsesofferet.
10 Og hele folkemængden stod udenfor og bad, mens ofringen fandt sted.
11 Da viste en Herrens engel sig for ham, stående ved højre side af røgelsesalteret.
12 Og da Zakarias så ham, blev han forfærdet og grebet af frygt.
13 Men engelen sagde til ham: »Frygt ikke, Zakarias! thi din bøn er hørt, og din hustru Elisabet skal føde dig en søn, og ham skal du give navnet Johannes.
14 Han skal blive dig til glæde og fryd, og mange skal glædes over hans fødsel;
15 thi han skal blive stor i Herrens øjne. Vin og stærk drik må han ikke drikke, og allerede fra moders liv skal han være fyldt af Helligånden,
16 og mange af Israels børn skal han omvende til Herren, deres Gud.
17 Selv skal han gå foran ham i Elias' ånd og kraft for at ›vende fædrenes hjerter til børnene‹ og de genstridige til retfærdiges sind, så han kan berede Herren et velskikket folk.«
18 Zakarias sagde til engelen: »Hvordan skal jeg få vished om dette? jeg er jo gammel, og min hustru er højt oppe i årene.«
19 Da svarede engelen og sagde til ham: »Jeg er Gabriel, som står for Guds åsyn, og jeg er sendt hid for at tale til dig og bringe dig dette glædesbudskab.
20 Og se, du skal blive stum og ikke kunne tale før den dag, da dette sker, fordi du ikke troede mine ord, som dog skal gå i opfyldelse, når deres tid er inde.«
21 Imidlertid stod folket og ventede på Zakarias, og de undrede sig over, at han blev så længe i templet.
22 Og da han kom ud, kunne han ikke tale til dem. Så forstod de, at han havde haft et syn i templet; og han gjorde tegn til dem og blev ved at være stum.
23 Og det skete, da hans tjenestes dage var omme, vendte han tilbage til sit hjem.
24 Nogen tid derefter blev hans hustru Elisabet frugtsommelig, og hun lod sig ikke se i fem måneder, idet hun tænkte:
25 »Det er Herren, som har gjort således mod mig i disse dage, da han nådigt har set til mig for at borttage min skam iblandt mennesker.«

26 I den sjette måned derefter blev engelen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, som hedder Nazaret,
27 til en jomfru, som var trolovet med en mand ved navn Josef, af Davids hus; og jomfruens navn var Maria.
28 Og engelen kom ind til hende og sagde: »Vær hilset, du benådede, Herren er med dig!« [du velsignede blandt kvinder].
29 Men hun blev forfærdet over de ord og tænkte ved sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde.
30 Da sagde engelen til hende: »Frygt ikke, Maria! thi du har fundet nåde for Gud,
31 og se, du skal undfange og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus.
32 Han skal blive stor og kaldes den Højestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans faders, trone.
33 Han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans kongedømme.«
34 Maria sagde til engelen: »Hvorledes skal dette gå til? Jeg ved jo ikke af nogen mand.«
35 Og engelen svarede og sagde til hende: »Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig; derfor skal også det, som fødes, kaldes helligt, Guds Søn.
36 Og se, også Elisabet, din slægtning, har undfanget en søn i sin alderdom; hun, som kaldes ufrugtbar, er nu i den sjette måned.
37 Thi for Gud er ingenting umuligt.«
38 Da sagde Maria: »Se, jeg er Herrens tjenerinde; mig ske efter dit ord!« Så forlod engelen hende.

39 I de samme dage gav Maria sig på vej og skyndte sig op i bjerglandet, til en by i Juda.
40 Og hun gik ind i Zakarias' hus og hilste på Elisabet,
41 og det skete, da Elisabet hørte Marias hilsen, sprang fosteret i hendes liv. Og fyldt af Helligånden
42 råbte Elisabet med høj røst og sagde; »Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet dit livs frugt!
43 Men hvoraf kommer det, at min Herres moder besøger mig?
44 Thi se, da lyden af din hilsen nåede mine øren, sprang fosteret i mit liv af fryd.
45 Og salig er hun, som troede; thi det, der er sagt hende af Herren, skal gå i opfyldelse.«

46 Da sagde Maria: »Min sjæl højlover Herren,
47 og min ånd fryder sig over Gud, min frelser;
48 thi han har set i nåde til sin ringe tjenerinde. Se, herefter skal alle slægter prise mig salig,
49 thi den Mægtige har gjort store ting imod mig. Helligt er hans navn;
50 og hans barmhjertighed varer fra slægt til slægt over dem, som frygter ham.
51 Han har øvet vælde med sin arm: splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;
52 stormænd har han stødt fra troner og løftet småfolk op i højhed;
53 hungrige har han mættet med gode gaver og sendt rige tomhændede bort.
54 Han har taget sig af Israel, sin tjener, og kommet barmhjertighed i hu
55 imod Abraham og hans æt til evig tid, sådan som han lovede vore fædre.«
56 Maria blev hos hende henved tre måneder og vendte så tilbage til sit hjem.

57 Nu kom tiden, da Elisabet skulle føde, og hun fødte en søn.
58 Og da hendes naboer og slægtninge hørte, hvor stor en barmhjertighed Herren havde vist imod hende, glædede de sig med hende.
59 Og på den ottende dag skete det, at de kom for at omskære barnet; og de ville kalde ham Zakarias efter hans fader.
60 Men hans moder svarede og sagde: »Nej, han skal hedde Johannes.«
61 De sagde da til hende: »I din slægt er der ingen, som har det navn,«
62 og de spurgte hans fader ved tegn, hvad han ville, barnet skulle hedde.
63 Da bad han om en tavle og skrev disse ord: »Johannes er hans navn.« Og de undrede sig alle.
64 Men i det samme fik han atter mund og mæle, og han talte og priste Gud.
65 Da kom der frygt over alle de omkringboende, og alt dette blev meget omtalt i hele Judæas bjergland.
66 Og alle, som hørte det, lagde sig det på sinde og sagde: »Hvad mon der skal blive af dette barn?« Thi Herrens hånd var med ham.

67 Og Zakarias, hans fader, blev fyldt af Helligånd, og han profeterede og sagde:
68 »Lovet være Herren, Israels Gud, thi han har besøgt og forløst sit folk
69 og oprejst os et frelsens horn i sin tjener Davids hus,
70 som han havde lovet ved sine hellige profeters mund fra fordums tid:
71 en frelse fra vore fjender og fra alle vore haderes hånd,
72 for at øve barmhjertighed mod vore fædre og ihukomme sin hellige pagt,
73 den ed, han tilsvor Abraham, vor fader, at han ville give os,
74 at vi, udfriede fra vore fjenders hånd, må tjene ham uden frygt
75 i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage.
76 Og du, barnlille! skal kaldes den Højestes profet; thi du skal gå foran Herren for at bane hans veje
77 og lære hans folk at kende frelsen ved deres synders forladelse,
78 takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, ved hvilken solopgangen fra det høje vil besøge os
79 for at skinne for dem, som sidder i mørke og dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.«
80 Og barnet voksede til og blev styrket i Ånden; og han var i ørkenerne indtil den dag, da han skulle træde frem for Israel.

Kapitel 2

Lukas 2,14: »Fred på Jorden! i Mennesker Velbehag!«.

Den moderne korrekte oversættelse lyder mere truende: »Fred til mennesker med Guds velbehag!«

1 Men det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus, at al verden skulle skrives i mandtal.
2 (Det var den første indskrivning, som skete, mens Kvirinius var landshøvding i Syrien).
3 Og alle gik hen for at lade sig indskrive, hver til sin by.
4 Og fordi Josef var af Davids hus og slægt, drog også han op fra Galilæa, fra byen Nazaret, til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem,
5 for at lade sig indskrive tillige med Maria, sin trolovede, som var frugtsommelig.
6 Og det skete, medens de var der, kom tiden, da hun skulle føde.
7 Og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, thi der var ikke plads til dem i herberget.

8 I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord.
9 Og en Herrens engel stod for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt.
10 Men engelen sagde til dem: »Frygt ikke; thi se, jeg forkynder eder en stor glæde, som skal være for hele folket.
11 Thi eder er i dag en frelser født i Davids by; han er Kristus, Herren!
12 Og dette skal være jer et tegn: I skal finde et barn svøbt og liggende i en krybbe.«
13 Og i det samme var der med engelen en mangfoldig himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sagde:
14 »Ære være Gud i det højeste! og på jorden fred i mennesker, der har hans velbehag!«
15 Og det skete, da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til Himmelen, sagde hyrderne til hverandre: »Lad os dog gå til Betlehem og se det, som dér er sket, og som Herren har kundgjort os.«
16 Og de skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef tillige med barnet, som lå i krybben.
17 Og da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn.
18 Og alle, som hørte det, undrede sig over det, som hyrderne sagde til dem.
19 Men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem.
20 Og hyrderne vendte tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, således som der var blevet sagt til dem.

21 Da otte dage var gået, så han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var kaldt af engelen, før han blev undfanget i moders liv.

22 Da så deres renselsesdage i henhold til Mose lov var omme, bragte de ham op til Jerusalem for at fremstille ham for Herren,
23 som der står skrevet i Herrens lov, at »alt mandkøn, som åbner moders liv, skal kaldes helligt for Herren«,
24 og for at bringe offer, sådan som det er foreskrevet i Herrens lov: et par turtelduer eller to dueunger.
25 Og se, der levede i Jerusalem en mand ved navn Simeon, han var en retfærdig og gudfrygtig mand og ventede Israels trøst; og Helligånden var over ham.
26 Og det var varslet ham af Helligånden, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede.
27 Han kom nu, tilskyndet af Ånden, ind i helligdommen; og da forældrene bragte barnet Jesus ind for at gøre med det, som skik var efter loven,
28 tog han det i sine arme og priste Gud og sagde:
29 »Herre! nu lader du din tjener gå bort i fred, som du har sagt.
30 Thi mine øjne har set din frelse,
31 som du har beredt for alle folkeslag,
32 et lys, som skal åbenbares for hedningerne, og en herlighed for dit folk Israel.«
33 Og hans fader og hans moder undrede sig over det, som blev sagt om ham.
34 Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans moder: »Se, det barn er sat til fald og oprejsning for mange i Israel og til et tegn, som skal modsiges
35 — ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge! — så at mange hjerters tanker skal blive åbenbaret.«
36 Og der var en profetinde Anna, Fanuels datter, af Asers stamme; hun var meget højt oppe i årene; efter sin jomfrutid havde hun levet syv år med sin mand
37 og var nu en enke på fireogfirsindstyve år. Hun veg ikke fra helligdommen, men tjente Gud med faste og bønner nat og dag.
38 Hun trådte til i den samme stund og lovpriste Gud og talte om barnet til alle, som ventede Jerusalems forløsning.

39 Da de nu havde fuldført det alt sammen, sådan som det er foreskrevet i Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret.
40 Og barnet voksede og blev stærkt og fyldtes af visdom; og Guds nåde var over det.

41 Hvert år ved påskehøjtiden drog hans forældre op til Jerusalem.
42 Da han var blevet tolv år gammel, gik de derop, som det var skik ved højtiden.
43 Og da de havde tilendebragt højtidsdagene og var på hjemvejen, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre lagde mærke til det.
44 Da de mente, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt deres slægtninge og bekendte.
45 Men da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem og ledte efter ham.
46 Og det skete efter tre dages forløb, da fandt de ham i helligdommen, hvor han sad midt iblandt lærerne og lyttede til dem og spurgte dem ud;
47 og alle, som hørte ham, blev ude af sig selv af forbavselse over hans forstand og svar.
48 Da de så ham, blev de slået af forundring; og hans moder sagde til ham: »Barn! hvorfor gjorde du således mod os? Se, din fader og jeg har ledt efter dig med smerte.«
49 Da sagde han til dem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være i min Faders hus?«
50 Men de forstod ikke, hvad han mente med det, han sagde til dem.
51 Så fulgte han med dem hjem til Nazaret og var lydig imod dem. Og hans moder gemte alle disse ord i sit hjerte.
52 Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.

Kapitel 3

1 I kejser Tiberius' femtende regeringsår, da Pontius Pilatus var landshøvding i Judæa, og Herodes var landsfyrste i Galilæa, og hans broder Filip landsfyrste i Ituræa og Trakonitis' land, og Lysanias landsfyrste i Abilene,
2 mens Annas og Kajfas var ypperstepræster, da kom Guds ord til Johannes, Zakarias' søn, i ørkenen.
3 Og han gik ud i hele egnen omkring Jordan og prædikede omvendelsesdåb til syndernes forladelse,
4 som der står skrevet i bogen med profeten Esajas' taler: »Der er en røst af en, som råber i ørkenen: ›Ban Herrens vej, gør hans stier jævne;
5 hver dal skal fyldes og hvert bjerg og høj sænkes, og det krogede skal rettes ud og de knudrede veje jævnes;
6 og alt kød skal se Guds frelse.‹ «
7 Han sagde da til de folkeskarer, som kom ud for at døbes af ham: »I øgleunger, hvem gav jer den tanke at fly fra den kommende vrede?
8 Så bær da frugter, som er omvendelsen værdige, og begynd ikke at sige ved jer selv: ›Vi har Abraham til fader;‹ thi jeg siger jer, at Gud kan opvække Abraham børn af stenene dér!
9 Og øksen ligger allerede ved roden af træerne; så skal da hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.«
10 Så spurgte skarerne ham og sagde: »Hvad skal vi da gøre?«
11 Han svarede og sagde til dem: »Den, som har to kjortler, skal dele med den, som ingen har; og den, som har mad, skal gøre ligeså!«
12 Der kom også toldere for at døbes, og de spurgte ham: »Mester! hvad skal vi gøre?«
13 Han svarede dem: »Opkræv ikke mere, end der er foreskrevet jer.«
14 Også soldater spurgte ham og sagde: »Hvad skal vi så gøre?« Og han sagde til dem: »I må ikke mishandle eller udplyndre nogen, men lad jer nøje med jeres lønning!«
15 Da folket var i forventning, og alle tænkte i deres hjerter, om ikke Johannes skulle være Kristus,
16 så tog Johannes til orde og sagde til alle: »Jeg døber jer med vand; men han kommer, som er stærkere end jeg; jeg er end ikke værdig til at løse remmen på hans sko; han skal døbe jer med Helligånd og ild.
17 Sin kasteskovl har han i hånden for at gennemrense sin lo og samle hveden i sin lade, men avnerne skal han opbrænde med uudslukkelig ild.«
18 Også meget andet lagde han folket på sinde, når han forkyndte evangeliet for dem.
19 Men da Herodes, landsfyrsten, blev sat i rette af ham for sin broders hustru Herodias' skyld og for alt det onde, som Herodes gjorde,
20 så føjede han til alt det øvrige også dette, at han satte Johannes i fængsel.

21 Da nu alt folket døbtes, og også Jesus blev døbt, så skete det, at Himmelen åbnedes, mens han bad,
22 og Helligånden dalede ned over ham i legemlig skikkelse som en due, og en røst lød fra Himmelen: »Du er min Søn, den elskede, i dig har jeg velbehag.«

23 Jesus var omkring tredive år gammel, da han begyndte. Og han var, efter hvad man mente, søn af Josef, der var søn af Eli,
24 søn af Mattat, søn af Levi, søn af Melki, søn af Jannaj, søn af Josef,
25 søn af Mattatias, søn af Amos, søn af Nahum, søn af Esli, søn af Naggaj,
26 søn af Mahat, søn af Mattatias, søn af Sjim'i, søn af Josek, søn af Joda,
27 søn af Johanan, søn af Resa, søn af Zerubbabel, søn af Sjealtiel, søn af Neri,
28 søn af Melki, søn af Addi, søn af Kosam, søn af Elmadam, søn af Er,
29 søn af Josua, søn af Eliezer, søn af Jorim, søn af Mattat, søn af Levi,
30 søn af Simeon, søn af Juda, søn af Josef, søn af Jonam, søn af Eljakim,
31 søn af Melea, søn af Menna, søn af Mattata, søn af Natan, søn af David,
32 søn af Isaj, søn af Obed, søn af Boaz, søn af Salmon, søn af Nahasjon,
33 søn af Amminadab, søn af Admin, søn af Arni, søn af Hezron, søn af Perez, søn af Juda,
34 søn af Jakob, søn af Isak, søn af Abraham, søn af Tara, søn af Nakor,
35 søn af Serug, søn af Re'u, søn af Peleg, søn af Eber, søn af Sjela,
36 søn af Kenan, søn af Arpaksjad, søn af Sem, søn af Noa, søn af Lemek,
37 søn af Metusalem, søn af Enok, søn af Jered, søn af Mahalal'el, søn af Kenan,
38 søn af Enosj, søn af Set, søn af Adam, søn af Gud.

Kapitel 4

1 Jesus vendte tilbage fra Jordan, fyldt af Helligånden, og blev ude i ørkenen ført af Ånden
2 i fyrretyve dage og fristedes dér af Djævelen. Og han spiste intet i de dage; og da de var gået, led han sult.
3 Da sagde Djævelen til ham: »Hvis du er Guds Søn, så sig til stenen dér, at den skal blive til brød.«
4 Jesus svarede ham: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene.‹ «
5 Så førte Djævelen ham op og viste ham i et øjeblik alle jordens riger
6 og sagde til ham: »Dig vil jeg give magten over alt dette tillige med dets herlighed; thi til mig er den overgivet, og jeg giver den, til hvem jeg vil.
7 Hvis du altså vil tilbede mig, skal den helt være din.«
8 Jesus svarede ham og sagde: »Der står skrevet: ›Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹ «
9 Så førte han ham til Jerusalem og stillede ham på helligdommens tinde og sagde til ham: »Hvis du er Guds Søn, så styrt dig ned herfra;
10 thi der står skrevet: ›Han skal give sine engle befaling om dig, at de skal vogte dig;‹
11 og: ›de skal bære dig på hænder, for at du ikke skal støde din fod på nogen sten.‹ «
12 Da svarede Jesus og sagde til ham: »Der er sagt: ›Du må ikke friste Herren din Gud.‹ «
13 Og da Djævelen således var kommen til ende med alle sine fristelser, forlod han ham for en tid.

14 Og Jesus vendte i Åndens kraft tilbage til Galilæa, og rygtet om ham kom ud i hele omegnen.
15 Og han lærte i deres synagoger og blev prist af alle.

16 Så kom han til Nazaret, hvor han var vokset op. Og på sabbatsdagen gik han efter sin sædvane ind i synagogen. Og han stod op for at forelæse,
17 og man gav ham profeten Esajas' bog, og da han åbnede bogen, fandt han det sted, hvor der stod skrevet:
18 »Herrens Ånd er over mig, fordi han salvede mig, at jeg skal gå med glædesbud til de fattige. Han sendte mig for at udråbe for fanger, at de skal få frihed, og for de blinde, at de skal få deres syn, for at sætte fortrykte i frihed
19 og udråbe et nådeår fra Herren.«
20 Så lukkede han bogen og gav tjeneren den tilbage og satte sig; og alles øjne i synagogen var spændt rettede mod ham.
21 Da begyndte han med at sige til dem: »I dag er dette skriftord, som lød i jeres øren, gået i opfyldelse.«
22 Og alle gav de ham deres bifald, og de undrede sig over de livsalige ord, som udgik af hans mund. Da sagde de: »Er det ikke Josefs søn?«
23 Men han sagde til dem: »I vil sikkert bruge det ordsprog om mig: ›Læge, læg dig selv!‹ Vi har hørt om de store ting, som er sket i Kapernaum; gør også sådanne her i din fædreneby.«
24 Men han sagde: »Sandelig siger jeg eder: ingen profet er anerkendt i sin fædreneby.
25 Og jeg siger eder, som sandt er: I Israel var der mange enker i Elias' dage, dengang himmelen var lukket i tre år og seks måneder, så der kom en stor hungersnød i hele landet;
26 dog til ingen af dem blev Elias sendt, men derimod til en enke i Zarepta i Zidons land.
27 Og i Israel var der mange spedalske på profeten Elisas tid, og ingen af dem blev renset, men derimod syreren Na'aman.«
28 Da de, der var i synagogen, hørte det, blev de alle fulde af harme,
29 og de stod op og drev ham ud af byen og førte ham hen til randen af det bjerg, deres by var bygget på; dér ville de styrte ham ned.
30 Men han gik sin vej midt imellem dem og drog bort.

31 Så kom han ned til Kapernaum, en by i Galilæa, og lærte dem på sabbaten.
32 Og de blev slået af forundring over hans lære, thi han talte med myndighed.
33 Og i synagogen var der et menneske, som var besat af en uren, ond ånd, og han råbte op med høj røst:
34 »Åh, lad os i fred, Jesus fra Nazaret! er du kommen for at ødelægge os? Jeg ved, hvem du er: Guds Hellige.«
35 Jesus truede ad ham og sagde: »Ti, og far ud af ham!« Og den onde ånd kastede ham til jorden midt iblandt dem og fo'r ud af ham uden at have gjort ham nogen skade.
36 Da kom der rædsel over dem alle; og de talte med hverandre og sagde: »Hvad er dog dette for et ord? han byder jo over de urene ånder med myndighed og kraft, så de farer ud.«
37 Og hans ry udbredtes alle vegne i egnen der omkring.

38 Så rejste han sig og gik fra synagogen ind i Simons hus; og Simons svigermoder lå syg med høj feber; og de bad ham hjælpe hende.
39 Han trådte da hen og bøjede sig over hende og truede feberen, og den forlod hende. Og hun stod straks op og vartede dem op.
40 Da solen gik ned, kom de alle til ham med deres syge, som led af forskellige sygdomme; og han lagde hænderne på hver enkelt af dem og helbredte dem.
41 Også onde ånder fo'r ud af mange, idet de råbte og sagde: »Du er Guds Søn;« men han talte strengt til dem og forbød dem at røbe, at han var Kristus.

42 Og da det var blevet dag, gik han ud og drog til et øde sted. Så ledte skarerne efter ham; og de kom hen til ham og ville holde på ham, for at han ikke skulle gå fra dem.
43 Men han sagde til dem: »Jeg bør også forkynde evangeliet om Guds rige for de andre byer; thi dertil blev jeg udsendt.«
44 Og han prædikede rundt om i Jødelands synagoger.

Kapitel 5

De første disciple: Jesus hjælper fiskerne med deres fangst. I Johannesevangeliet sker denne episode allersidst i historien.

1 En gang, da folkeskaren trængte sig om ham og hørte Guds ord, mens han stod ved Genezaret sø, skete det,
2 at han fik øje på to både, der lå ved søen; fiskerne var gået fra dem og var ved at skylle deres garn.
3 Og han gik om bord i en af bådene, den, der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og lærte skarerne fra båden.
4 Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: »Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til en dræt!«
5 Da svarede Simon og sagde: »Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.«
6 Og da de havde gjort det, fangede de en stor mængde fisk, og deres garn var ved at briste.
7 Så vinkede de ad deres fæller i den anden båd, at de skulle komme og hjælpe dem; og de kom, og de fyldte begge bådene, så at de var nær ved at synke.
8 Men da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: »Gå bort fra mig, Herre, thi jeg er en syndig mand!«
9 Thi en rædsel havde grebet ham og alle dem, som var med ham, over den fiskedræt, de havde fået;
10 ligeledes også Jakob og Johannes, Zebedæus' sønner, som var Simons arbejdsfæller. Men Jesus sagde til Simon: »Frygt ikke! fra nu af skal du fange mennesker.«
11 Da lagde de bådene til land og forlod alle ting og fulgte ham.

V. 12-16: Jesus kurerer en spedalsk. I Markusevangeliet bliver han rasende på den stakkels mand.

12 Og det skete, mens han var i en af byerne, se, da kom der en mand, som var fuld af spedalskhed; da han fik øje på Jesus, kastede han sig ned med ansigtet mod jorden, bad ham og sagde: »Herre, hvis du vil, kan du rense mig.«
13 Og han rakte sin hånd ud, rørte ved ham og sagde: »Jeg vil; bliv ren!« Og straks forsvandt hans spedalskhed.
14 Og Jesus forbød ham at sige det til nogen, men »gå hen og lad dig syne af præsten og bring for din renselse det offer, som Moses har påbudt, til vidnesbyrd for folk!«
15 Men rygtet om ham bredte sig mere og mere, og store skarer kom sammen for at høre og for at blive helbredt for deres sygdomme.
16 Men han trak sig tilbage til ørkenerne og bad.

17 Og en dag, da han lærte, skete det, at der sad nogle farisæere og lovlærere der; de var kommet til fra alle landsbyerne i Galilæa og Judæa og fra Jerusalem; og Herrens kraft virkede, så han kunne helbrede.
18 Og se, nogle mænd kom bærende med en lam mand, der lå på en båre, og de forsøgte at komme ind med ham og lægge ham foran Jesus.
19 Men da de ikke kunne finde nogen steder at komme ind med ham på grund af folkeskaren, gik de op på taget og firede ham tillige med båren ned mellem tagstenene, midt i skaren lige foran Jesus.
20 Og da han så deres tro, sagde han: »Menneske! dine synder er dig forladt.«
21 Da begyndte de skriftkloge og farisæerne at tænke ved sig selv: »Hvem er den mand, som taler gudsbespotteligt? Hvem andre end Gud alene kan forlade synder?«
22 Men da Jesus gennemskuede deres tanker, svarede han og sagde til dem: »Hvad tænker I på i jeres hjerter?
23 Hvad er lettest at sige: ›Dine synder er dig forladt,‹ eller at sige: ›Stå op og gå?‹
24 Men for at I skal vide, at Menneskesønnen har magt på jorden til at forlade synder« — så sagde han til den lamme: »Jeg siger dig: Stå op, tag din båre og gå hjem!«
25 Og han stod straks op for øjnene af dem og tog det, han lå på, og gik hjem, idet han priste Gud.
26 Og forfærdelse greb alle, og de priste Gud; og de blev fyldt af frygt og sagde: »Vi har i dag set utrolige ting.«

V. 17-32: Disciplen ved toldboden. Er det den samme som evangelisten Matthæus?

27 Da han derefter gik ud, så han en tolder ved navn Levi sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!«
28 Da forlod han alt og stod op og fulgte ham.
29 Nu gjorde Levi et stort gilde for ham i sit hus; og der var en stor skare af toldere og andre, som sad til bords sammen med dem.
30 Men farisæerne og deres skriftkloge knurrede mod hans disciple og sagde: »Hvorfor spiser og drikker I sammen med toldere og syndere?«
31 Da svarede Jesus og sagde til dem: »De raske har ikke brug for læge, men de syge.
32 Jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men syndere til omvendelse.«

33 Og de sagde til ham: »Johannes' disciple faster ofte og fremsiger bønner, og det samme gør farisæernes disciple; men dine spiser og drikker?«
34 Men Jesus svarede: »Mon I kan få brudesvendene til at faste, så længe brudgommen er hos dem?
35 Men der skal komme dage, da brudgommen bliver taget fra dem; da skal de faste, i de dage.«
36 Han sagde også til dem med en lignelse: »Ingen river et stykke af en ny klædning og sætter det på en gammel klædning; for så ville han jo ikke blot rive den nye klædning itu, men stykket fra den nye ville ikke passe til den gamle.
37 Og ingen hælder ung vin på gamle lædersække; for så ville den unge vin sprænge sækkene, og den ville spildes og sækkene ødelægges;
38 nej, ung vin skal hældes på nye lædersække.
39 Men ingen, som har drukket den gamle vin, vil have den unge; thi han siger: Den gamle er bedst.«

Kapitel 6

Jesus i kornmarken.

1 På den næstførste sabbat skete det, at han vandrede gennem en kornmark, og hans disciple plukkede aks og gned dem mellem deres hænder og spiste.
2 Men nogle af farisæerne sagde: »Hvorfor gør I noget, man ikke har lov til på en sabbat?«
3 Og Jesus svarede og sagde til dem: »Har I da ikke læst, hvad David gjorde, da han og hans ledsagere blev sultne?
4 hvordan han gik ind i Guds hus og tog skuebrødene og spiste og også gav sine ledsagere deraf, skønt ingen uden præsterne har lov at spise dem.«
5 Og han sagde til dem: »Menneskesønnen er herre over sabbaten.«

6 En anden sabbat skete det, at han kom ind i synagogen og lærte. Dér var der en mand, hvis højre hånd var vissen.
7 Og de skriftkloge og farisæerne holdt øje med ham, om han ville helbrede på sabbaten — for at finde noget at anklage ham for.
8 Men han kendte deres tanker og sagde til manden med den visne hånd: »Rejs dig og træd frem her midt iblandt os!« Og han stod op og trådte frem.
9 Så sagde Jesus til dem: »Jeg spørger jer, har man lov at gøre godt på sabbaten eller gøre ondt, at frelse liv eller ødelægge det?«
10 Og han så omkring på dem alle og sagde til manden: »Ræk din hånd frem!« Og da han gjorde det, blev hans hånd rask igen.
11 Men de blev opfyldt af raseri og talte med hverandre om, hvad de skulle gøre ved Jesus.

12 Så skete det i de dage, at han gik ud i bjergene for at bede; og han tilbragte natten i bøn til Gud.
13 Da det blev dag, kaldte han sine disciple til sig og udvalgte tolv af dem, som han også kaldte apostle:
14 Simon, som han også kaldte Peter, og Andreas, hans broder, og Jakob og Johannes og Filip og Bartholomæus
15 og Mattæus og Tomas og Jakob, Alfæus' søn, og Simon, som kaldes Zelotes,
16 og Judas, Jakobs søn, og Judas Iskariot, som blev forræder.

17 Sammen med dem gik han ned og blev stående på et jævnt sted, hvor der var en stor skare af hans disciple og en stor mængde af folk fra hele Judæa og Jerusalem og kysten ved Tyrus og Zidon;
18 de var kommet for at høre ham og blive helbredt for deres sygdomme. Også de, der var plaget af urene ånder, blev helbredt.
19 Og hele skaren søgte at røre ved ham, thi en kraft udgik fra ham og helbredte alle.

20 Og han fæstede sine øjne på sine disciple og sagde: »Salige er I, som er fattige, thi Guds rige er jeres.
21 Salige er I, som nu hungrer, thi I skal mættes. Salige er I, som nu græder, thi I skal le.
22 Salige er I, når folk hader jer og udstøder jer og håner jer og forkaster jeres navn som ondt for Menneskesønnens skyld.
23 På den dag skal I fryde jer og springe højt af glæde; thi se, jeres løn er stor i Himmelen. Thi på samme måde gjorde deres fædre ved profeterne.
24 Men ve jer, I, som er rige, thi I har allerede fået jeres trøst.
25 Ve jer, I, som nu er mætte, thi I skal hungre. Ve jer, I, som nu ler, thi I skal sørge og græde.
26 Ve jer, når alle mennesker taler godt om jer; thi på samme måde gjorde deres fædre ved de falske profeter.

27 Men til jer, som hører mig, siger jeg: Elsk jeres fjender, gør godt imod dem, som hader jer;
28 velsign dem, som forbander jer, og bed for dem, som mishandler jer.
29 Slår nogen dig på den ene kind, så byd også den anden til; og tager nogen kappen fra dig, så nægt ham heller ikke kjortelen!
30 Giv enhver, som beder dig; og tager nogen, hvad der er dit, så kræv det ikke tilbage!
31 Gør mod andre mennesker sådan, som I vil, at de skal gøre mod jer!
32 Hvis I elsker dem, som elsker jer, hvad tak kan I vente for det? Syndere elsker jo også dem, som elsker dem.
33 Og hvis I gør godt imod dem, der gør godt imod jer, hvad tak kan I vente for det? Syndere gør jo det samme.
34 Og hvis I låner til dem, af hvem I håber at få igen, hvad tak kan I vente for det? Syndere låner jo også til syndere for at få lige så meget igen.
35 Nej, elsk jeres fjender, og gør godt, og lån uden at vente noget igen, så skal jeres løn være stor, og I skal være den Højestes børn; thi han er god imod de utaknemmelige og onde.
36 Vær barmhjertige, ligesom jeres Fader er barmhjertig.

37 Døm ikke, så skal I ikke dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes; tilgiv, så skal I få tilgivelse;
38 giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfuldt mål skal de give i jeres skød; thi det mål, I måler med, med det skal I selv få tilmålt igen.«
39 Han sagde også til dem med en lignelse: »Kan en blind vel lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften?
40 En discipel står ikke over sin mester; men enhver, som er udlært, skal være som sin mester.
41 Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men bjælken i dit eget øje lægger du ikke mærke til?
42 Hvor kan du sige til din broder: ›Broder! lad mig tage splinten ud, som er i dit øje,‹ du, som ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler! tag først bjælken ud af dit eget øje, så kan du se klart til at tage splinten ud, som er i din broders øje.

43 Der er jo ikke noget godt træ, som bærer dårlig frugt, heller ikke noget dårligt træ, som bærer god frugt.
44 Thi ethvert træ kendes på sin frugt; man samler jo ikke figener af tjørn, plukker heller ikke druer af en tornebusk.
45 Et godt menneske tager gode ting frem af sit hjertes gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd; thi hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.

46 Men hvorfor kalder I mig ›Herre, Herre!‹ når I ikke gør, hvad jeg siger?
47 Enhver, der kommer til mig og hører mine ord og handler efter dem — hvem han ligner, skal jeg vise jer.
48 Han ligner en mand, der ville bygge et hus og gravede i dybden og lagde grundvolden på klippegrund; da der så kom oversvømmelse, og vandstrømmen styrtede imod det hus, kunne den ikke rokke det; thi det var bygget godt.
49 Men den, som hører og ikke handler efter det, han ligner en mand, der byggede et hus lige på jorden uden at lægge grundvold; og vandstrømmen styrtede imod det, og straks faldt det sammen, og dette hus' sammenbrud blev stort.«

Kapitel 7

1 Da Jesus nu havde fuldendt hele sin tale i folkets påhør, gik han ind i Kapernaum.
2 Dér var der en høvedsmand, som havde en højt skattet tjener, der var syg og nær ved at dø.
3 Da han havde hørt om Jesus, sendte han nogle af jødernes ældste til ham for at bede ham om, at han ville komme og redde hans tjeners liv.
4 Og da de kom til Jesus, bad de ham indtrængende og sagde: »Han er nok værd, at du gør dette for ham;
5 thi han elsker vort folk og har bygget vor synagoge til os.«
6 Jesus gik med dem; men da han allerede var nær ved huset, sendte høvedsmanden nogle venner og lod sige: »Herre, gør dig ikke ulejlighed, thi jeg er for ringe til, at du skal gå ind under mit tag.
7 Derfor regnede jeg heller ikke mig selv for værdig til at komme til dig; men sig kun et ord, så bliver min tjener rask.
8 Jeg er jo selv en mand, der står under kommando og har soldater under mig; og siger jeg til den ene: ›Gå!‹ så går han; og til den anden: ›Kom!‹ så kommer han; og til min tjener: ›Gør dette!‹ så gør han det.«
9 Da Jesus hørte dette, undrede han sig over ham; og han vendte sig om og sagde til skaren, der fulgte ham: »Jeg siger jer, ikke engang i Israel har jeg fundet så stor en tro.«
10 Og da de, som var sendt ud, kom tilbage til huset, fandt de tjeneren frisk og sund.

11 Det skete engang i tiden derefter, at han gik til en by, som hed Nain, og hans disciple og en stor skare ledsagede ham.
12 Men da han nærmede sig byens port, se, da blev en død båret ud, en moders eneste søn, og hun var enke. Og en hel skare fra byen fulgte med hende.
13 Da Herren så hende, ynkedes han inderligt over hende og sagde til hende: »Græd ikke!«
14 Og han gik hen og rørte ved båren; og de, som bar den, standsede. Da sagde han: »Unge mand, jeg siger dig: stå op!«
15 Og den døde satte sig op og begyndte at tale; og han gav ham til hans moder.
16 Da blev alle grebet af frygt, og de priste Gud og sagde: »En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.«
17 Og det ord om ham kom ud overalt i Jødeland og i alle de omliggende egne.

18 Og Johannes' disciple fortalte ham om alt dette. Så kaldte Johannes et par af sine disciple til sig
19 og sendte dem til Herren for at spørge: »Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden!«
20 Og da mændene kom til ham, sagde de: »Johannes Døber har sendt os til dig for at spørge: ›Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?‹ «
21 I den samme stund helbredte Jesus mange for sygdomme og lidelser og onde ånder, og mange blinde skænkede han synet.
22 Og han svarede og sagde til dem: »Gå hen og fortæl Johannes, hvad I har set og hørt: blinde ser, lamme går, spedalske renses, døve hører, døde står op, og ›evangeliet forkyndes for fattige‹;
23 og salig er den, som ikke forarges på mig!«
24 Men da Johannes' sendebud var gået, gav han sig til at tale til folkeskarerne om Johannes: »Hvorfor gik I ud i ørkenen? for at se et rør, som svajer hid og did for vinden?
25 Nej, hvorfor gik I ud? for at se et menneske klædt i bløde klæder? Se, de, der går i prægtige klæder og lever i vellevned, de er i kongers sale.
26 Nej, hvorfor gik I ud? for at se en profet? Ja, jeg siger jer, endog mere end en profet.
27 Han er den, om hvem der står skrevet: ›Se, jeg sender min engel for dit åsyn, han skal bane din vej foran dig.‹
28 Jeg siger jer: blandt kvindefødte er ingen større end Johannes; men den mindste i Guds rige er større end han.«
29 Og hele folket, som hørte ham, endog tolderne, gav Gud ret og blev døbt med Johannes' dåb.
30 Men farisæerne og de lovkyndige vragede Guds plan med dem selv og blev ikke døbt af ham.
31 »Hvad skal jeg da sammenligne denne slægts mennesker med? Ja, hvad ligner de?
32 De ligner børn, som sidder på torvet og råber til hverandre og siger: ›Vi blæste på fløjte for jer, og I dansede ikke, vi sang klagesange for jer, og I græd ikke.‹
33 Thi Johannes Døber kom, som hverken spiser brød eller drikker vin, og I siger: ›Han er besat!‹
34 Menneskesønnen kom, som spiser og drikker, og I siger: ›Se, hvilken frådser og dranker, ven med toldere og syndere!‹
35 Dog, visdommen er retfærdiggjort ved alle sine børn.«

36 Men en af farisæerne indbød ham til at spise hos sig. Og han gik ind i farisæerens hus og satte sig til bords.
37 Og se, der var en kvinde, som var en synderinde i byen; da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæerens hus, gik hun derhen med en alabastkrukke med salve;
38 og hun stillede sig grædende bag ham, ved hans fødder, og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med salven.
39 Men da farisæeren, som havde indbudt ham, så det, sagde han ved sig selv: »Hvis den mand var en profet, ville han vide, hvad slags kvinde det er, som rører ved ham, at hun er en synderinde.«
40 Da tog Jesus til orde og sagde til ham: »Simon! jeg har noget at sige dig.« Han svarer: »Sig det, mester!« Så siger han:
41 »En mand, som lånte penge ud, havde to skyldnere; den ene skyldte ham fem hundrede denarer, den anden halvtreds.
42 Da ingen af dem havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil nu elske ham mest?«
43 Simon svarede og sagde: »Jeg tænker den, som han eftergav mest.« Jesus sagde til ham: »Du dømte rigtigt.«
44 Og vendt mod kvinden sagde han til Simon: »Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår.
45 Du gav mig intet kys; men lige fra jeg kom herind, er hun blevet ved at kysse mine fødder.
46 Du salvede ikke mit hoved med olie; men hun salvede mine fødder med salve.
47 Derfor siger jeg dig: hendes mange synder er hende forladt, siden hun har elsket meget; men den, hvem kun lidt forlades, elsker kun lidt.«
48 Og han sagde til hende: »Dine synder er dig forladt!«
49 Da begyndte de, der sad til bords med ham, at sige ved sig selv: »Hvem er han, som endogså forlader synder?«
50 Men han sagde til kvinden: »Din tro har frelst dig, gå bort med fred!«

Kapitel 8

1 Og det skete i tiden derefter, at han vandrede om fra by til by og fra landsby til landsby og prædikede og forkyndte evangeliet om Guds rige; og de tolv var med ham
2 og ligeledes nogle kvinder, som var blevet helbredt fra onde ånder og sygdomme; det var Maria, der kaldes Magdalene, af hvem syv onde ånder var faret ud,
3 og Johanna, der var gift med Herodes' husfoged Kuza, og Susanna og mange andre, som gik dem til hånde med det, de havde.

4 Da nu en stor skare samlede sig, og de kom dragende til ham fra den ene by efter den anden, sagde han med en lignelse:
5 »En sædemand gik ud for at så sin sæd. Og da han såede, faldt noget på vejen og blev trådt ned, og himmelens fugle åd det op.
6 Noget faldt på klippegrunden; og da det var vokset op, visnede det, fordi det ikke havde væde.
7 Og noget faldt imellem tidsler, og tidslerne voksede op sammen med det og kvalte det.
8 Og noget faldt i god jord, og det voksede op og bar hundrede fold frugt.« Da han havde sagt det, råbte han: »Den, som har øren at høre med, han høre!«

9 Så spurgte hans disciple ham, hvad den lignelse skulle betyde.
10 Og han sagde: »Jer er det givet at kende Guds riges hemmeligheder; men de andre gives det i lignelser, for at de skal ›se og dog ingenting se, og høre og dog ingenting forstå‹.

11 Men dette er lignelsens mening: Sæden er Guds ord.
12 Og de på vejen er dem, som hører det; derefter kommer Djævelen og tager ordet bort af deres hjerte, for at de ikke skal tro og blive frelst.
13 Og de på klippegrunden er dem, som tager imod ordet med glæde, når de hører det, men de lader det ikke slå rod; de tror kun til en tid og falder fra i fristelsens stund.
14 Men det, som faldt iblandt tidsler, det er dem, som har hørt det, men så går hen og kvæles under livets bekymringer og rigdom og nydelser og ikke bærer moden frugt.
15 Men det i den gode jord, det er dem, som hører ordet og gemmer det i et smukt og godt hjerte og bærer frugt i udholdenhed.

16 Ingen tænder et lys og skjuler det med et kar eller sætter det under en bænk; men man sætter det på en lysestage, for at de, som kommer ind, kan se lyset.
17 Thi der er intet skjult, som ikke skal blive åbenbaret; ej heller er noget gemt hen, som ikke skal blive kendt og komme frem i lyset.
18 Agt derfor på, hvordan I hører; thi den, som har, ham skal der gives; og den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, han synes at have.«

19 Og hans moder og brødre kom til ham, men de kunne ikke nå frem til ham for skaren.
20 Og det blev meldt ham: »Din moder og dine brødre står udenfor og ønsker at se dig.«
21 Men han svarede og sagde til dem: »Min moder og mine brødre, det er dem, som hører Guds ord og handler efter det.«

22 Og det skete en dag, at han gik om bord i en båd sammen med sine disciple og sagde til dem: »Lad os tage over til den anden side af søen!« Så lagde de fra land.
23 Og medens de sejlede, faldt han i søvn; og en stormbyge fo'r ned over søen, og båden begyndte at fyldes, så de var i fare.
24 De gik da hen og vækkede ham og sagde: »Mester! mester! vi går under.« Da rejste han sig op og truede ad stormen og søens bølger; og de lagde sig, og det blev blikstille.
25 Og han sagde til dem: »Hvor er jeres tro?« Men de fyldtes af frygt og undren og sagde til hverandre: »Hvem er dog han, siden han byder både over storm og sø, så de lyder ham?«

V. 26-39: Jesus sejler i sit skib 40 km gennem ørkenen til Gadarenernes Land eller Gerasenernes Egn eller, hvor eventyret skal forestille at foregå, og uddriver en flok dæmoner af en mand. Til højre i billedet står de 2,000 grise, der døde under uddrivelsen.

26 De sejlede nu ind til gadarenernes egn, som ligger lige over for Galilæa.
27 Og da han gik i land, kom en mand fra byen hen imod ham; han var besat af onde ånder og havde i lang tid ikke haft klæder på og ikke boet i et hus, men i gravene.
28 Da han fik øje på Jesus, råbte han op og faldt ned for ham og sagde med høj røst: »Lad mig i fred, Jesus, du den højeste Guds Søn! jeg beder dig om ikke at pine mig.«
29 Han var nemlig ved at byde den urene ånd fare ud af manden. Thi gang på gang havde den slæbt af sted med ham, og så havde de bundet ham med lænker og fodjern og holdt vagt over ham, men han sønderrev, hvad man bandt ham med, og blev af den onde ånd drevet ud i ørkenerne.
30 Men Jesus spurgte ham og sagde: »Hvad er dit navn?« Han svarede: »Legion«; thi mange onde ånder var faret i ham.
31 Og de bad ham om ikke at byde dem fare ned i afgrunden.
32 Nu gik der en hel flok svin på græs dér på bjerget; og de bad ham om, at han ville tillade dem at fare i dem; det tillod han dem.
33 Da fo'r de onde ånder ud af manden og fo'r ind i svinene, og flokken styrtede ud over brinken ned i søen og druknede.
34 Men da svinehyrderne så det, som var sket, flygtede de og fortalte om det i byen og på landet.
35 Så gik folk ud for at se, hvad der var sket, og da de kom til Jesus, fandt de manden, af hvem de onde ånder var faret ud, siddende ved Jesu fødder, påklædt og ved sans og samling; og de blev grebet af frygt.
36 Men de, som havde set, hvordan den besatte var blevet helbredt, fortalte dem det.
37 Og alle folk fra gadarenernes egn bad ham om at gå bort fra dem; thi de var betaget af stor frygt. Han gik så om bord i en båd for at vende tilbage igen.
38 Men manden, af hvem de onde ånder var faret ud, bad ham om at måtte være hos ham; men han sendte ham bort og sagde:
39 »Vend tilbage til dit hjem og fortæl, hvor store ting Gud har gjort imod dig!« Så gik han hen og forkyndte over hele byen, hvor store ting Jesus havde gjort imod ham.

40 Da Jesus kom tilbage, tog skaren venligt imod ham; thi alle ventede på ham.
41 Og se, der kom en mand, som hed Jairus, og han var forstander for synagogen. Han faldt ned for Jesu fødder og bad ham komme hjem til sig;
42 for han havde en eneste datter, omtrent tolv år gammel, og hun lå for døden. Men medens han gik derhen, trængte skarerne sig tæt ind på ham.
43 Og der var en kvinde, som havde lidt af svære blødninger i tolv år [og havde brugt hele sin formue til læger] uden at kunne blive helbredt af nogen.
44 Hun nærmede sig bagfra og rørte ved kvasten på hans kappe, og straks standsede hendes blødning.
45 Og Jesus spurgte: »Hvem var det, der rørte ved mig?« Da ingen ville være ved det, sagde Peter: »Mester! skarerne trykker og trænger dig jo.«
46 Men Jesus sagde: »Der var en, som rørte ved mig; thi jeg mærkede, at der udgik en kraft fra mig.«
47 Da nu kvinden så, at det ikke var forblevet ubemærket, kom hun bævende og faldt ned for ham og fortalte i hele folkets påhør, hvad grunden var til, at hun havde rørt ved ham, og hvordan hun straks var blevet helbredt.
48 Men han sagde til hende: »Datter! din tro har frelst dig; gå bort med fred!«
49 Medens han endnu talte, kommer der en fra synagogeforstanderens hus og siger: »Din datter er død; gør ikke mesteren ulejlighed mere!«
50 Men da Jesus hørte det, sagde han til ham: »Frygt ikke, tro kun, så skal hun blive frelst.«
51 Da han kom til huset, tillod han ingen andre at gå med ind end Peter og Johannes og Jakob og pigens fader og moder.
52 Og de græd alle og holdt dødsklage over hende; men han sagde: »Græd ikke! hun er ikke død, hun sover.«
53 Da lo de ad ham; for de vidste, at hun var død.
54 Men idet han tog hende ved hånden, råbte han og sagde: »Pige, stå op!«
55 Da vendte hendes ånd tilbage, og hun stod straks op; og han bød, at de skulle give hende noget at spise.
56 Og hendes forældre var ude af sig selv af undren; men han forbød dem at tale til nogen om det, der var sket.

Kapitel 9

1 Og han kaldte de tolv sammen og gav dem magt og myndighed over alle de onde ånder og magt til at helbrede sygdomme.
2 Så sendte han dem ud for at prædike Guds rige og bringe lægedom;
3 og han sagde til dem: »Tag ikke noget med på vejen, hverken stav eller taske eller brød eller penge, ej heller skal nogen have to kjortler.
4 Og hvor I kommer ind i et hus, dér skal I blive, og derfra skal I drage videre.
5 Men hvis de ikke vil tage imod jer, så skal I gå bort fra den by, ja, ryste støvet af jeres fødder til vidnesbyrd imod dem.«
6 Så gik de ud og drog fra landsby til landsby og forkyndte evangeliet og helbredte syge alle vegne.

7 Da landsfyrsten Herodes hørte om alt det, som skete, vidste han ikke, hvad han skulle tænke; for nogle sagde: »Det er Johannes, som er opvakt fra de døde,«
8 men andre: »Det er Elias, der har vist sig,« og andre igen: »En af de gamle profeter er opstået.«
9 Men Herodes selv sagde: »Johannes har jeg ladet halshugge; hvem er så han, som jeg hører sådanne ting om?« Og han søgte at få ham at se.

Jesus bespiser 5.000 mand med fem brød og to fisk.

10 Da apostlene vendte tilbage, fortalte de ham alt, hvad de havde udrettet. Og han tog dem med sig og drog bort til en by ved navn Betsajda, for at de kunne være ene.
11 Men da skarerne fik det at vide, fulgte de efter ham; og han tog imod dem og talte til dem om Guds rige og helbredte dem, som trængte til lægedom.
12 Da nu dagen begyndte at hælde, kom de tolv hen og sagde til ham: »Få skaren til at gå bort, for at de kan gå hen til landsbyerne og gårdene her omkring og få husly og skaffe sig fødevarer; thi her er vi på et øde sted.«
13 Men han sagde til dem: »Giv I dem noget at spise!« De sagde: »Vi har ikke mere end fem brød og to fisk, hvis vi da ikke skal gå hen og købe mad til hele den mængde.«
14 Der var nemlig omtrent fem tusinde mænd. Så sagde han til sine disciple: »Få dem til at sætte sig ned i grupper, halvtreds i hver.«
15 Og de gjorde således og fik dem alle til at sætte sig ned.
16 Da tog han de fem brød og de to fisk, så op til Himmelen og velsignede dem, og han brød dem og gav dem til disciplene, for at de skulle byde dem rundt til skaren.
17 Og de spiste og blev alle mætte; og de stykker, der blev tilovers, blev opsamlet, tolv kurve i alt.

18 Engang, mens han bad på et ensomt sted, og disciplene var hos ham, skete det, at han spurgte dem og sagde: »Hvem siger skarerne, at jeg er?«
19 De svarede og sagde: »Johannes Døber; andre siger: Elias; og andre: En af de gamle profeter er opstået.«
20 Og han sagde til dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« Da svarede Peter og sagde: »Guds Kristus.«

21 Men han forbød dem strengt at sige dette til nogen.
22 Og han føjede til: »Menneskesønnen skal lide meget og vrages af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og dræbes, men på den tredje dag skal han opvækkes.«
23 Og han sagde til alle: »Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv og daglig tage sit kors op og følge mig;
24 thi den, som vil frelse sit liv, skal miste det; men den, som mister sit liv for min skyld, skal frelse det.
25 Thi hvad gavner det et menneske, om han har vundet hele verden, men mistet sig selv eller bødet med sig selv?
26 Thi den, som skammer sig ved mig og mine ord, ham skal Menneskesønnen skamme sig ved, når han kommer i sin og Faderens og de hellige engles herlighed.
27 Men jeg siger jer i sandhed: der er nogle af dem, som står her, der ikke skal smage døden, førend de ser Guds rige.«

28 Omtrent otte dage efter at han havde sagt dette, skete det, at han tog Peter og Johannes og Jakob med sig og gik op på bjerget for at bede.
29 Og det skete, medens han bad, da blev hans ansigts udseende et andet, og hans klædning blev blændende hvid.
30 Og se, to mænd samtalede med ham; det var Moses og Elias.
31 De kom til syne i herlighed og talte om hans bortgang, som han skulle fuldbyrde i Jerusalem.
32 Peter og de, som var med ham, var overvældede af søvn; men da de vågnede op, så de hans herlighed og de to mænd, som stod hos ham.
33 Og det skete, da disse var ved at skilles fra ham, at Peter sagde til Jesus: »Mester! det er godt, at vi er her; lad os bygge tre hytter, en til dig og en til Moses og en til Elias;« men han vidste ikke, hvad han selv sagde.
34 Mens han sagde dette, kom der en sky og overskyggede dem, og de blev forfærdede, da de kom ind i skyen.
35 Og fra skyen lød der en røst, som sagde: »Denne er min Søn, den udvalgte, hør ham!«
36 Og da røsten lød, var der ingen at se uden Jesus alene. Og de tav stille med det, og intet af det, de havde set, fortalte de den gang til nogen.

37 Dagen efter, da de kom ned fra bjerget, skete det, at en stor skare kom ham i møde.
38 Og se, en mand i skaren råbte og sagde: »Mester! jeg beder dig, se til min søn; thi han er den eneste, jeg har.
39 Og se, en ånd griber ham, og pludselig giver han et skrig, og den slider i ham, så han fråder, og det er med nød og næppe, den slipper ham, sådan mishandler den ham.
40 Og jeg har bedt dine disciple om at uddrive den, men de kunne ikke.«
41 Da svarede Jesus og sagde: »Åh, du vantro og forvildede slægt! hvor længe skal jeg være hos jer og tåle jer? Kom herhen med din søn!«
42 Men endnu mens han gik derhen, rev og sled den onde ånd i ham. Da talte Jesus strengt til den urene ånd og helbredte drengen og gav ham tilbage til hans fader.

43 Og de blev alle slået af undren over Guds vældige magt. Da alle undrede sig over alt det, han gjorde, sagde han til sine disciple:
44 »Hør og læg jer disse ord på sinde: Menneskesønnen skal snart gives i menneskers vold!«
45 Men de forstod ikke den tale, og det var skjult for dem, så de ikke kunne fatte det; dog frygtede de for at spørge ham om det, han havde sagt.

46 Og den tanke opkom iblandt dem, hvem af dem der vel var den største.
47 Men da Jesus kendte deres hjertes tanke, tog han et lille barn og stillede det hos sig.
48 Og han sagde til dem: »Den, der tager imod dette barn for mit navns skyld, tager imod mig; og den, der tager imod mig, tager imod ham, som sendte mig; thi den, som er den mindste blandt jer alle, han er stor.«

49 Johannes tog til orde og sagde: »Mester! vi så en mand uddrive onde ånder i dit navn; og vi søgte at hindre ham i det, fordi han ikke slutter sig til os.«
50 Men Jesus sagde til ham: »I skal ikke hindre ham; thi den, som ikke er mod jer, er for jer.«

51 Da tiden for hans optagelse stundede til, holdt han sig stadig Jerusalem for øje som sin vandrings mål.
52 Og han sendte sendebud i forvejen; og på deres vandring kom de ind i en samaritanerlandsby for at skaffe ham husly.
53 Men folk dér ville ikke tage imod ham, fordi han var på vej til Jerusalem.
54 Da hans disciple, Jakob og Johannes, så det, sagde de: »Herre! vil du, at vi skal byde ild fare ned fra Himmelen og fortære dem [således som Elias gjorde?«]
55 Men han vendte sig og satte dem i rette [og sagde: »I ved ikke, af hvad ånd I er. Thi Menneskesønnen er ikke kommen for at ødelægge menneskeliv, men for at frelse dem«].
56 Så gik de til en anden landsby.

57 Og medens de vandrede på vejen, var der en, der sagde til ham: »Jeg vil følge dig, hvor du end går hen.«
58 Da sagde Jesus til ham: »Ræve har huler, og himmelens fugle reder; men Menneskesønnen har ikke det sted, hvor han kan lægge sit hoved til hvile.«
59 Og han sagde til en anden: »Følg mig!« Men denne svarede: »Giv mig lov til først at gå hen og begrave min fader.«
60 Men Jesus sagde til ham: »Lad de døde begrave deres døde; men gå du hen og forkynd Guds rige!«
61 Der var også en anden, som sagde: »Jeg vil følge dig, Herre; men giv mig lov til først at sige farvel til dem hjemme.«
62 Men Jesus svarede ham: »Ingen, som ser sig tilbage, efter at han har lagt sin hånd på ploven, er brugbar for Guds rige.«

Kapitel 10

1 Derefter udpegede Herren også halvfjerdsindstyve andre og sendte dem i forvejen, to og to, til hver by og hvert sted, hvorhen han selv ville komme.
2 Og han sagde til dem: »Høsten er stor, men arbejderne er få; bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst.
3 Gå ud! Se, jeg sender jer som lam midt iblandt ulve.
4 Tag ikke pung eller taske eller sko med, og giv jer ikke tid til at hilse på nogen undervejs!
5 Men hvor I kommer ind i et hus, skal I først sige: ›Fred være med dette hus!‹
6 Og hvis der er et fredens barn dér, skal jeres fred hvile over ham; men hvis ikke, så skal den vende tilbage til jer igen.
7 Bliv i det samme hus, spis og drik, hvad de giver jer, thi en arbejder er sin løn værd. Flyt ikke fra hus til hus.
8 Og hvor I kommer ind i en by, og de tager imod jer, dér skal I spise, hvad der sættes for jer;
9 og helbred de syge, som er der, og sig til dem: ›Guds rige er kommet nær til jer.‹
10 Men hvor I kommer ind i en by, og de ikke vil tage imod jer, dér skal I gå ud på dens gader og sige:
11 ›Endog det støv, som hænger ved vore fødder fra jeres by, tørrer vi af til jer; dog, det skal I vide, at Guds rige er kommet nær.‹
12 Jeg siger jer: det skal gå Sodoma tåleligere på hin dag end den by.

13 Ve dig, Korazin! ve dig, Betsajda! thi hvis de kraftige gerninger, som er sket i jer, var sket i Tyrus og Zidon, så havde de for længe siden omvendt sig og siddet i sæk og aske.
14 Men det skal gå Tyrus og Zidon tåleligere ved dommen end jer.
15 Og du, Kapernaum! Mon du skal ophøjes indtil Himmelen? Til Dødsriget skal du fare ned!
16 Den, som hører jer, hører mig, og den, som ringeagter jer, ringeagter mig; men den, som ringeagter mig, ringeagter den, som udsendte mig.«

17 Og de halvfjerds vendte glade tilbage og sagde: »Herre! også de onde ånder er os lydige i dit navn.«
18 Da sagde han til dem: »Jeg så Satan falde ned fra Himmelen som et lyn.
19 Se, jeg har givet jer myndighed til at træde på slanger og skorpioner og over hele fjendens magt, og han skal slet ikke kunne gøre jer nogen skade.
20 Dog glæd jer ikke over, at ånderne er jer lydige; men glæd jer over, at jeres navne er indskrevet i Himlene.«

V. 21: Guds Rige er skjult for kloge mennesker, men Åbenbaret for spædbørn

21 I den samme stund frydede Jesus sig i Helligånden og sagde: »Jeg priser dig, Fader, Himmelens og jordens Herre! fordi du har skjult dette for de vise og kloge og åbenbaret det for de umyndige. Ja, Fader! thi således skete det, som var din vilje.
22 Alt er overgivet mig af min Fader; og ingen kender, hvem Sønnen er, uden Faderen, eller hvem Faderen er, uden Sønnen og den, for hvem Sønnen vil åbenbare ham.«
23 Så vendte han sig til disciplene, da han var ene med dem, og sagde: »Salige er de øjne, som ser det, I ser.
24 Thi jeg siger jer, at mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, men fik det ikke at se, og høre det, I hører, men fik det ikke at høre.«

25 Og se, en lovkyndig stod op og stillede fælde for ham, idet han spurgte: »Mester! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve evigt liv?«
26 Da sagde han til ham: »Hvad står der skrevet i loven, hvordan læser du?«
27 Han svarede og sagde: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele din styrke og med hele dit sind, og din næste som dig selv.«
28 Han sagde til ham: »Du har svaret rigtigt; gør dette, så skal du leve.«
29 Men han ville retfærdiggøre sig og spurgte Jesus: »Hvem er så min næste?«
30 Jesus svarede og sagde: »En mand gik ned fra Jerusalem til Jeriko, og han faldt i hænderne på røvere. De tog hans klæder fra ham og slog ham fordærvet; så gik de bort og lod ham ligge halvdød.
31 Tilfældigvis drog en præst ned ad den samme vej, og han så ham, men gik lige forbi.
32 Ligeledes kom en levit til stedet; også han så ham, men gik lige forbi.
33 Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen i nærheden af ham, og da han så ham, ynkedes han inderligt.
34 Han gik hen til ham, forbandt hans sår og hældte olie og vin på dem, løftede ham op på sit eget ridedyr og førte ham til et herberge og sørgede for ham.
35 Og den næste dag tog han to denarer frem og gav værten dem og sagde: ›Sørg for ham, og hvad du mere lægger ud, skal jeg betale dig, når jeg kommer tilbage igen.‹
36 Hvem af de tre synes du nu har vist sig at være den mands næste, der faldt iblandt røvere?«
37 Han svarede: »Den, som øvede barmhjertighed imod ham.« Da sagde Jesus til ham: »Gå du hen og gør ligeså!«

38 Og mens de var på vandring, gik han ind i en landsby; dér var der en kvinde ved navn Marta, som tog imod ham i sit hus.
39 Hun havde en søster, som hed Maria, og hun satte sig ned ved Herrens fødder og hørte på hans ord.
40 Men Marta havde travlt med meget husligt arbejde, og hun kom hen og sagde: »Herre! bryder du dig ikke om, at min søster har ladet mig være ene om arbejdet? sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.«
41 Men Herren svarede og sagde til hende: »Marta! Marta! du gør dig bekymring og uro med mange ting;
42 men ét er nødvendigt. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.«

Kapitel 11

1 Engang da han var på et sted for at bede, skete det, da han holdt op, at en af hans disciple sagde til ham: »Herre! lær os at bede, ligesom også Johannes lærte sine disciple det.«
2 Da sagde han til dem: »Når I beder, skal I sige: ›Fader, helliget vorde dit navn; komme dit rige;
3 giv os hver dag vort daglige brød;
4 og forlad os vore synder, thi også vi forlader enhver, som er skyldig over for os; og led os ikke ind i fristelse!‹ «

5 Og han sagde til dem: »Om nogen af jer har en ven og midt om natten går hen til ham og siger til ham: ›Kære! lån mig tre brød,
6 for en ven af mig er kommen rejsende til mig, og jeg har ikke noget at sætte for ham!‹
7 og han derindefra så ville svare og sige: ›Vold mig ikke besvær; døren er allerede lukket, og både mine børn og jeg selv er gået i seng; jeg kan ikke stå op og give dig noget‹
8 — jeg siger jer: Selv om han ikke står op og giver ham det, fordi han er hans ven, så vil han dog for hans påtrængenheds skyld stå op og give ham, hvad han behøver.
9 Og jeg siger jer: Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer.
10 Thi enhver, som beder, han får, og den, som søger, han finder, og den, som banker på, for ham skal der lukkes op.
11 Findes der mon nogen fader iblandt jer, som [vil give sin søn en sten, når han beder om brød, eller] når hans søn beder om en fisk, så i stedet for en fisk vil give ham en slange?
12 Eller når han beder om et æg, mon han så vil give ham en skorpion?
13 Når da I, som er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke Faderen fra Himmelen give Helligånden til dem, som beder ham!«

14 Han uddrev en ond ånd, og den var stum; og da den onde ånd var faret ud, skete det, at den stumme talte, og skarerne undrede sig.
15 Men nogle af dem sagde: »Det er ved hjælp af Beelzebul, de onde ånders fyrste, han uddriver onde ånder.«
16 Men andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra Himmelen af ham.
17 Men da han kendte deres tanker, sagde han til dem: »Ethvert rige, som er kommet i splid med sig selv, lægges øde, og hus falder over hus.
18 Men hvis også Satan er kommen i splid med sig selv, hvorledes kan hans rige da bestå? Thi I siger, at jeg uddriver onde ånder ved Beelzebuls hjælp.
19 Men hvis jeg uddriver onde ånder ved Beelzebul, ved hvis hjælp uddriver så jeres egne tilhængere dem? Derfor skal de være jeres dommere.
20 Men hvis jeg uddriver onde ånder ved Guds finger, så er jo Guds rige kommet til jer.
21 Når den Stærke fuldt rustet vogter sin gård, bliver det, han ejer, i fred.
22 Men når en, der er stærkere end han, angriber og overvinder ham, så tager han hans fulde rustning, som han satte sin lid til, og uddeler byttet.
23 Den, som ikke er med mig, er imod mig; og den, som ikke samler med mig, spreder.

24 Når den urene ånd er faret ud af mennesket, vandrer den gennem vandløse steder og søger hvile; og når den ikke finder den, siger den: ›Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg gik ud af.‹
25 Og når den kommer, finder den det fejet og pyntet.
26 Så går den bort og henter syv andre ånder, værre end den selv, og de kommer ind og tager bolig dér; da bliver det sidste værre for dette menneske end det første.«

27 Medens han sagde dette, skete det, at en kvinde af skaren opløftede sin røst og sagde til ham: »Saligt det moderliv, som bar dig, og det bryst, du diede.«
28 Men han svarede: »Ja, salige er de, som hører Guds ord og bevarer det.«

29 Da skarerne stimlede sammen, tog han til orde og sagde: »Denne slægt er en ond slægt; et tegn kræver den, men der skal intet andet tegn gives den end Jonas' tegn.
30 Thi ligesom Jonas blev et tegn for Nineves indbyggere, således skal Menneskesønnen være det for denne slægt.
31 Dronningen fra Syden skal ved dommen rejse sig sammen med mændene af denne slægt og bringe fordømmelse over dem; thi hun kom fra jordens fjerneste egne for at høre Salomons visdom; og se, her er mere end Salomon.
32 Mænd fra Nineve skal stå op ved dommen sammen med denne slægt og bringe fordømmelse over den; thi de omvendte sig ved Jonas' prædiken; og se, her er mere end Jonas.

33 Ingen tænder et lys og sætter det i kælderen eller under en skæppe; men han sætter det på en lysestage, for at de, som kommer ind, kan se det skinne.
34 Dit øje er legemets lys; hvis altså dit øje er sundt, er også hele dit legeme i lys, men hvis det er sygt, er også dit legeme i mørke.
35 Se derfor til, at ikke det lys, der er i dig, er mørke.
36 Hvis nu hele dit legeme er i lys, så ingen del deraf er i mørke, vil det være i fuldt lys, som når lampen lyser på dig med sit klare skin.«

37 Da han havde talt, indbød en farisæer ham til at spise til middag hos sig; og han gik ind og satte sig til bords.
38 Men farisæeren undrede sig, da han så, at han ikke først vaskede sig før måltidet.
39 Herren sagde da til ham: »I farisæere renser nu det udvendige af bæger og fad; men jeres indre er fuldt af rovlyst og ondskab.
40 I dårer! har han, som skabte det ydre, da ikke også skabt det indre?
41 Men giv det, der er indeni, som almisse; se, så er alt rent for jer!
42 Men ve jer, I farisæere! thi I giver tiende af mynte og rude og alle slags grønsager, men ret og kærlighed til Gud går I let hen over; det ene burde I gøre og ikke forsømme det andet.
43 Ve jer, I farisæere! thi I elsker de fornemste sæder i synagogerne og at blive hilst på torvene.
44 Ve jer, thi I er ligesom grave, man ikke lægger mærke til, og som folk går hen over uden at vide det.«
45 En af de lovkyndige tog da til orde og sagde til ham: »Mester! når du siger sådan, krænker du også os.«
46 Men han sagde: »Ve også jer, I lovkyndige! thi I pålægger menneskene byrder, som er vanskelige at bære, men selv vil I ikke røre byrderne med én af jeres fingre.
47 Ve jer, thi I bygger gravmæler over profeterne, og det var jeres fædre, som slog dem ihjel.
48 Altså er I vidner om jeres fædres gerninger og bifalder dem; thi de slog dem ihjel, og I bygger dem grave!
49 Derfor har også Guds visdom sagt: ›Jeg vil sende profeter og apostle til dem, og nogle af dem skal de slå ihjel og forfølge,
50 så at alle profeternes blod, som er udgydt fra verdens grundlæggelse, skal kræves af denne slægt,
51 lige fra Abels blod til blodet af Zakarias, som blev dræbt imellem alteret og templet;‹ ja, jeg siger jer: det skal kræves af denne slægt.
52 Ve jer, I lovkyndige! thi I har taget kundskabens nøgle; selv er I ikke gået ind, og dem, som ville gå ind, har I hindret deri.«
53 Da han gik bort derfra, begyndte de skriftkloge og farisæerne at trænge stærkt ind på ham og at udfritte ham om flere ting;
54 de lurede nemlig på ham for at opsnappe en eller anden ytring af ham.

Kapitel 12

1 Da der imidlertid havde samlet sig folk i tusindtal, så de var ved at træde på hverandre, tog han til orde og sagde, først og fremmest til sine disciple: »Tag jer i vare for farisæernes surdej — hykleriet!
2 Der er intet skjult, som ikke skal åbenbares, og der er intet hemmeligt, som ikke skal blive kendt.
3 Derfor: alt, hvad I har sagt i mørket, skal høres i lyset; og hvad I har hvisket i kamrene, skal prædikes fra tagene.

4 Men jeg siger jer, mine venner! frygt ikke for dem, som dræber legemet og derefter ikke formår at gøre mere.
5 Men jeg vil vise jer, hvem I skal frygte for: frygt for ham, som efter at have taget livet har magt til at kaste i Helvede; ja, jeg siger jer: ham skal I frygte!
6 Sælges ikke fem spurve for et par skilling? og ikke én af dem er glemt hos Gud;
7 ja, endog alle jeres hovedhår er talt; frygt ikke, I er mere værd end mange spurve.
8 Og jeg siger jer: Enhver, som kendes ved mig over for menneskene, ham vil også Menneskesønnen kendes ved over for Guds engle.
9 Men den, som fornægter mig over for menneskene, han skal fornægtes over for Guds engle.
10 Og enhver, som taler et ord imod Menneskesønnen, ham vil det blive tilgivet; men den, som spotter Helligånden, ham vil det ikke blive tilgivet.
11 Men når de fører jer frem for synagoger og øvrigheder og myndigheder, så skal I ikke bekymre jer for, hvordan eller hvormed I skal forsvare jer, eller hvad I skal sige.
12 Thi Helligånden skal i den samme stund lære jer, hvad der bør siges.«

13 Og en mand i folkeskaren sagde til ham: »Mester! sig til min broder, at han skal skifte arven med mig.«
14 Men han svarede ham: »Menneske! hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?«
15 Og han sagde til dem: »Se til, at I vogter jer for alskens havesyge; thi selv om et menneske har overflod, afhænger hans liv ikke af det, han ejer.«
16 Og han fortalte dem en lignelse: »Der var en rig mand; hans mark havde båret godt.
17 Han tænkte ved sig selv: ›Hvad skal jeg gøre? jeg har jo ikke plads til min høst.‹
18 Og så sagde han: ›Sådan vil jeg gøre: jeg vil rive mine lader ned og bygge dem større, og dér vil jeg samle alt mit korn og mit gods;
19 og jeg vil sige til min sjæl: sjæl! du har meget gods liggende, nok for mange år; slå dig til ro, spis, drik og vær glad!‹
20 Men Gud sagde til ham: ›Du dåre! i denne nat kræves din sjæl af dig; hvem skal så have det, du har samlet dig?‹
21 — Således går det den, som samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.«

22 Og han sagde til sine disciple: »Derfor siger jeg jer: I må ikke være bekymrede for jeres liv, hvad I skal spise; heller ikke for jeres legeme, hvad I skal klæde jer med.
23 Livet er jo mere end maden, og legemet mere end klæderne.
24 Tænk på ravnene; de hverken sår eller høster, og de har ikke forrådskammer eller lade, og dog giver Gud dem føden; hvor langt mere værd end fuglene er ikke I?
25 Og hvem af jer kan ved at bekymre sig lægge en alen til sin livsvej?
26 Når I altså ikke engang formår det mindste, hvorfor bekymrer I jer da for det øvrige?
27 Tænk på liljerne, hvordan de hverken spinder eller væver; men jeg siger jer: end ikke Salomon i al sin pragt var klædt som en af dem.
28 Klæder da Gud således det græs på marken, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget mere da jer, I lidettroende!
29 Og I, spørg ikke efter, hvad I skal spise, og hvad I skal drikke; og vær ikke ængstelige!
30 Thi efter alt det søger hedningerne i verden; men jeres Fader ved, at I trænger til disse ting.
31 Men søg hans rige, så skal disse ting gives jer i tilgift.
32 Frygt ikke, du lille hjord! thi jeres Fader har besluttet at give jer Riget.
33 Sælg, hvad I har, og giv almisse! Skaf jer punge, som ikke ældes, en uudtømmelig skat i Himlene, hvor ingen tyv kommer nær, og intet møl ødelægger.
34 Thi hvor jeres skat er, dér vil også jeres hjerte være.

35 Hav bælte om lænd og lysene tændt.
36 Og vær I ligesom mennesker, der venter på, at deres herre vil bryde op fra gæstebudet, for at de straks, når han kommer og banker på, kan lukke op for ham.
37 Salige er de tjenere, som herren finder vågne, når han kommer! Sandelig siger jeg eder: han skal binde op om sig og lade dem sætte sig til bords og selv gå hen og varte dem op.
38 Og enten han kommer i den anden nattevagt eller i den tredje — salige er de, når han finder det således.
39 Men det skal I vide, at hvis husbonden vidste, i hvilken time tyven kom, så ville han våge og ikke finde sig i, at der skete indbrud i hans hus.
40 Vær også I rede; thi Menneskesønnen kommer i den time, I ikke tænker jer.«

41 Da sagde Peter: »Herre, er det om os, du taler i denne lignelse, eller er det om alle?«
42 Herren svarede: »Hvem er vel den tro og kloge husholder, som hans herre vil sætte over sine tjenestefolk til at give dem deres bestemte kost i rette tid?
43 Salig er den tjener, som hans herre, når han kommer, finder i færd med at gøre sådan!
44 Sandelig siger jeg eder: han vil sætte ham over alt, hvad han ejer.
45 Men hvis den tjener tænker ved sig selv: ›Min herre venter med at komme,‹ og han så giver sig til at slå karlene og pigerne og at spise og drikke, så han bliver beruset,
46 da skal den tjeners herre komme på den dag, han ikke venter, og i den time, han ikke kender, og sønderhugge ham og give ham plads blandt de utro.
47 Den tjener, som kender sin herres vilje og alligevel ikke har gjort noget rede eller handlet efter hans vilje, han skal have mange hug;
48 men den, som ikke kender den og har gjort noget, han fortjener prygl for, han skal have få hug. Enhver, som har fået meget givet, af ham skal man kræve meget; og den, som har fået meget betroet, af ham skal man forlange des mere.

49 Ild er jeg kommen at kaste ud over jorden, og hvor ville jeg ønske, den allerede havde fænget!
50 Men en dåb skal jeg døbes med, og hvor knuger det mig, indtil den er fuldbragt!
51 Mener I, at jeg er kommen for at bringe fred på jorden? Nej, siger jeg jer, tværtimod splid.
52 Thi fra nu af skal fem i ét hus være i splid indbyrdes, tre mod to, og to mod tre.
53 De skal være i splid, fader med søn og søn med fader, moder med datter og datter med moder, svigermoder med sin svigerdatter og svigerdatter med sin svigermoder.«

54 Han sagde også til skarerne: »Når I ser, der stiger en sky op i vest, siger I straks: ›Der kommer regn!‹ og det slår til.
55 Og når I ser, det blæser fra syd, siger I: ›Det bliver varmt!‹ og det slår også til.
56 I hyklere! jordens og himmelens udseende forstår I at tyde; hvorfor kan I så ikke tyde denne tid?

57 Hvorfor dømmer I ikke også fra jer selv, hvad der er det rette?
58 Thi medens du følges med din modpart hen til øvrigheden, så skal du gøre dig umage for at blive forligt med ham undervejs; ellers vil han trække dig for dommeren, og dommeren vil overgive dig til fangevogteren, og fangevogteren vil kaste dig i fængsel.
59 Jeg siger dig: du skal ingenlunde slippe ud derfra, før du har betalt den sidste øre.«

Kapitel 13

1 Ved samme tid kom der nogle og fortalte ham om de galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet af deres slagtofre.
2 Da svarede han og sagde til dem: »Mener I, at disse galilæere var større syndere end alle de andre galilæere, fordi det gik dem så ilde?
3 Nej, siger jeg jer; men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme på samme vis.
4 Eller de atten, som blev slået ihjel, da tårnet i Siloam faldt ned over dem, mener I, at de var mere skyldige end alle andre mennesker, som bor i Jerusalem?
5 Nej, siger jeg jer; men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme på samme måde.«

6 Og han fortalte denne lignelse: »En mand havde et figentræ, som var plantet i hans vingård; og han kom og ledte efter frugt på det, men han fandt ingen.
7 Så sagde han til vingårdsmanden: ›Se, i tre år er jeg nu kommen og har ledt efter frugt på det figentræ uden at finde nogen; hug det om; hvorfor skal det tilmed tage kraften af jorden?‹
8 Men han svarede og sagde til ham: ›Herre! lad det stå endnu dette år, til jeg får gravet om det og givet det gødning;
9 måske vil det da bære frugt for fremtiden; men hvis ikke, så kan du hugge det om!‹ «

10 Medens han på en sabbat lærte i en af synagogerne,
11 se, da var der en kvinde, som havde haft en sygdomsånd i atten år, så hun var krumbøjet og ude af stand til at rette sig helt op.
12 Da nu Jesus så hende, kaldte han på hende og sagde til hende: »Kvinde! du er løst fra din sygdom;«
13 så lagde han hænderne på hende, og straks rettede hun sig op og priste Gud.
14 Men synagogeforstanderen, som harmedes, fordi Jesus helbredte på en sabbat, tog til orde og sagde til folkeskaren: »Der er seks hverdage, på hvilke man bør arbejde; på dem kan I jo komme og lade jer helbrede, men ikke på sabbatsdagen!«
15 Da svarede Herren ham og sagde: »I hyklere! løser ikke enhver af jer sin okse eller sit æsel fra krybben og trækker dem til vands, selv om det er sabbat?
16 Og denne kvinde, en Abrahams datter, som Satan har holdt lænket, tænk, i atten år, burde hun ikke løses fra denne lænke på sabbatsdagen?«
17 Da han sagde dette, blev alle hans modstandere skamfulde; men hele skaren glædede sig over alle de herlige gerninger, han gjorde.

18 Han sagde da: »Hvad ligner Guds rige, og hvad skal jeg sammenligne det med?
19 Det ligner et sennepsfrø, som en mand tog og lagde i sin have; og det voksede og blev til et træ, og himmelens fugle byggede rede i dets grene.«

20 Endvidere sagde han: »Hvad skal jeg sammenligne Guds rige med?
21 Det ligner en surdej, som en kvinde tog og kom i tre mål hvedemel, indtil det blev gennemsyret alt sammen.«

22 Og han gik fra by til by og fra landsby til landsby og lærte, medens han var på vej mod Jerusalem.
23 Og der var en mand, som spurgte ham: »Herre! er det kun få, som bliver frelst?« Da sagde han til dem:
24 »Kæmp I for at komme igennem den snævre port; thi mange, siger jeg jer, skal søge at komme ind og ikke formå det.
25 Når husbonden først er stået op og har lukket døren, og I står udenfor og begynder at banke på døren og sige: ›Herre! luk op for os!‹ — da vil han svare og sige til jer: ›Jeg ved ikke, hvor I er fra.‹
26 Så vil I begynde at sige: ›Vi har da spist og drukket for dine øjne, og du har lært på vore gader.‹
27 Men han skal svare og sige til jer: ›Jeg ved ikke, hvorfra I er; gå bort fra mig alle I, som øver uret!‹
28 Dér skal der være gråd og tænderskæren, når I må se Abraham og Isak og Jakob og alle profeterne i Guds rige, mens I selv er kastet udenfor.
29 Og de skal komme fra øst og vest og fra nord og syd og sidde til bords i Guds rige.
30 Og se, nogle af de sidste skal være blandt de første, og nogle af de første skal være blandt de sidste.«

31 I samme stund kom nogle farisæere og sagde til ham: »Gå bort, og drag herfra; thi Herodes har i sinde at slå dig ihjel!«
32 Da sagde han til dem: »Gå hen og sig til denne ræv: Se, jeg uddriver onde ånder og helbreder syge i dag og i morgen, og på den tredje dag er jeg ved målet.
33 Men jeg må vandre i dag og i morgen og dagen derefter; thi det er udelukket, at en profet bliver dræbt andre steder end i Jerusalem.
34 Jerusalem! Jerusalem! du, som ihjelslår profeterne og stener dem, der er sendt til dig! hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som hønen samler kyllingerne under sine vinger! og I ville ikke.
35 Se, jeres hus bliver overladt til jer selv! Men jeg siger jer: I skal ikke se mig, før den tid kommer, da I siger: ›Velsignet være den, som kommer, i Herrens navn!‹ «

Kapitel 14

1 Det skete på en sabbat, at han kom ind hos en af de ledende farisæere for at holde måltid, og de holdt øje med ham.
2 Og se, der stod foran ham en mand, som havde vattersot.
3 Da tog Jesus til orde og sagde til de lovkyndige og farisæerne: »Har man lov til at helbrede på sabbaten eller ej?«
4 Men de tav. Så tog han på ham og helbredte ham og lod ham gå igen.
5 Derefter sagde han til dem: »Hvem af jer ville ikke, hvis hans søn eller okse faldt i en brønd, straks drage dem op, selv om det var på en sabbatsdag?«
6 Og det kunne de ikke give svar på.

7 Da han nu lagde mærke til, hvordan de indbudte udvalgte sig de øverste pladser ved bordet, fortalte han dem en lignelse; han sagde til dem:
8 »Når nogen indbyder dig til gæstebud, så sæt dig ikke øverst til bords; måske er der indbudt en, som er fornemmere end du,
9 så han, som indbød både dig og ham, kommer og siger til dig: ›Lad denne mand få din plads!‹ og da vil du med skam få den nederste plads.
10 Nej, når du bliver indbudt, så gå hen og sæt dig nederst; når så han kommer, som har indbudt dig, kan det være, han siger til dig: ›Ven! sæt dig højere op!‹ så bliver det en ære for dig i alle gæsternes påsyn.
11 Thi enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges; og den, som ydmyger sig selv, skal ophøjes.«
12 Han sagde også til ham, som havde indbudt ham: »Når du beder gæster til middag eller aften, så indbyd ikke dine venner eller dine brødre eller dine slægtninge eller dine rige naboer, for at de måske skal indbyde dig igen og du få gengæld.
13 Men når du gør et gilde, så indbyd fattige, vanføre, lamme og blinde!
14 Da skal du være salig; thi de har intet at gengælde dig med; men det skal blive gengældt dig ved de retfærdiges opstandelse.«

15 Da en af gæsterne hørte dette, sagde han til ham: »Salig er den, som holder måltid i Guds rige!«
16 Så sagde Jesus til ham: »Der var en mand, som ville gøre et stort festmåltid og indbød mange.
17 Og ved den tid, da festen skulle holdes, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: ›Kom! for nu er det rede.‹
18 Men de begyndte alle som én at undskylde sig. Den første sagde til ham: ›Jeg har købt en mark og er nødt til at gå ud og se på den; jeg beder dig have mig undskyldt!‹
19 Og en anden sagde: ›Jeg har købt fem par okser, og nu skal jeg ud og prøve dem; jeg beder dig have mig undskyldt.‹
20 Og en sagde: ›Jeg har taget mig en hustru til ægte, og derfor kan jeg ikke komme.‹
21 Og tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre det; da blev husbonden vred og sagde til sin tjener: ›Gå straks ud på byens gader og stræder og før de fattige og vanføre og blinde og lamme herind!‹
22 Og tjeneren meldte: ›Herre! det er sket, som du befalede, men der er plads endnu.‹
23 Da sagde herren til ham: ›Gå ud på vejene og ved gærderne og nød dem til at gå ind, så mit hus kan blive fuldt.
24 Thi jeg siger jer, at ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.‹ «

25 Medens store skarer fulgtes med ham, vendte han sig og sagde til dem:
26 »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin fader og moder og hustru og børn og brødre og søstre, ja endog sit eget liv, kan han ikke være min discipel.
27 Den, som ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel.
28 Thi hvis nogen af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først hen og regner ud, hvad det vil koste — om han har nok til at få det færdigt?
29 For har han lagt grunden uden at kunne fuldføre det, så vil alle, som ser det, give sig til at spotte ham og sige:
30 ›Den mand begyndte at bygge og kunne ikke fuldføre det.‹
31 Eller hvis en konge vil drage ud for at føre krig mod en anden konge, sætter han sig så ikke først hen og rådslår, om han er i stand til med ti tusinde at møde den, som kommer imod ham med tyve tusinde?
32 Hvis ikke, sender han udsendinge hen og underhandler om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte.
33 Således kan da ingen af jer være min discipel, uden at han giver afkald på alt, hvad han har.

34 Salt er en god ting; men når saltet selv mister sin kraft, hvordan skal det så få den igen?
35 Det duer hverken til jord eller til gødning; man kaster det ud. Den, som har øren at høre med, han høre!«

Kapitel 15

1 Alle toldere og syndere plejede at holde sig nær til ham for at høre ham.
2 Og både farisæerne og de skriftkloge knurrede og sagde: »Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.«
3 Da fortalte han dem denne lignelse og sagde:
4 »Hvis en af jer har hundrede får og mister ét af dem, forlader han så ikke de nioghalvfems i ørkenen og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det?
5 Og når han har fundet det, lægger han det på sine skuldre med glæde.
6 Og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: ›Glæd jer med mig; thi jeg har fundet mit får, som jeg havde mistet.‹
7 Jeg siger jer: Således bliver der mere glæde i Himmelen over én synder, som omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke trænger til omvendelse.

8 Eller hvis en kvinde har ti drakmer og taber én drakme, tænder hun så ikke lys og fejer huset og leder ivrigt, lige til hun finder den?
9 Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og naboersker sammen og siger: ›Glæd jer med mig; thi jeg har fundet den drakme, som jeg havde tabt.‹
10 Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.«

11 Han sagde også: »Der var en mand, som havde to sønner.
12 Den yngste af dem sagde til faderen: ›Fader! giv mig den del af formuen, som tilkommer mig.‹ Så skiftede han ejendommen imellem dem.
13 Og ikke mange dage derefter samlede den yngste søn alt sit og rejste langt bort til et fremmed land og ødte dér sin formue i et udsvævende liv,
14 Men da han havde sat alt til, blev der en svær hungersnød i det land; og han begyndte at lide nød.
15 Så gik han hen og holdt sig til hos en af borgerne dér i landet, og han sendte ham ud på sine marker for at vogte svin.
16 Og han ønskede at fylde sig med de bønner, som svinene åd; og ingen gav ham noget.
17 Men han gik i sig selv og sagde: ›Hvor mange daglejere hjemme hos min fader har ikke fuldt op af mad? og her er jeg ved at sulte ihjel.
18 Jeg vil stå op og gå til min fader og sige til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og over for dig,
19 jeg er ikke længer værd at kaldes din søn, lad mig gå som en af dine daglejere!‹
20 Og han stod op og gik til sin fader. Men da han endnu var langt borte, så hans fader ham og ynkedes inderligt og kom løbende og faldt ham om halsen og kyssede ham.
21 Og sønnen sagde til ham: ›Fader! jeg har syndet imod Himmelen og over for dig, jeg er ikke længer værd at kaldes din søn.‹
22 Men faderen sagde til sine tjenere: ›Skynd jer at komme med den bedste klædning og giv ham den på og sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne;
23 og hent fedekalven og slagt den, og lad os spise og være glade!
24 Thi min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er fundet igen.‹ Og de begyndte at være glade.
25 Men hans ældste søn var ude på marken. Da han nu kom og nærmede sig huset, hørte han musik og dans.
26 Så kaldte han en af karlene til sig og spurgte, hvad der var på færde.
27 Han sagde til ham: ›Din broder er kommen, og din fader har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold.‹
28 Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans fader gik så ud og bad ham.
29 Men han svarede og sagde til sin fader: ›Se, nu har jeg tjent dig så mange år, og jeg har aldrig overtrådt noget af dine bud, og mig har du aldrig givet et kid, så jeg kunne være glad sammen med mine venner.
30 Men da denne din søn kom, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger, så slagtede du fedekalven til ham.‹
31 Da sagde faderen til ham: ›Mit barn! du er altid hos mig, og alt mit er dit.
32 Men nu burde vi glæde og fryde os, fordi din broder var død, men er blevet levende, og var fortabt, men er fundet igen.‹ «

Kapitel 16

1 Han sagde også til disciplene: »Der var en rig mand, som havde en godsforvalter, om hvem han underhånden fik at vide, at han ødte hans ejendom.
2 Så lod han ham kalde og sagde til ham: ›Hvad er det, jeg hører om dig? Aflæg regnskab for din forvaltning, thi du kan ikke længere forvalte godset.‹
3 Men godsforvalteren tænkte ved sig selv: ›Hvad skal jeg dog gøre, nu da min herre tager min stilling fra mig? Grave har jeg ikke kræfter til, tigge skammer jeg mig ved.
4 Jo, nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for at folk skal modtage mig i deres hjem, når jeg bliver afsat fra min stilling.‹
5 Så kaldte han sin herres skyldnere til sig en for en. Og han spurgte den første: ›Hvor meget skylder du min herre?‹
6 Han svarede: ›Hundrede ankre olie.‹ Så sagde han til ham: ›Tag dit skyldbrev, og sæt dig straks ned og skriv halvtreds!‹
7 Derefter spurgte han en anden: ›Og du, hvor meget skylder du?‹ Han svarede: ›Hundrede tønder hvede.‹ Han siger til ham: ›Tag dit skyldbrev og skriv firs!‹
8 Og herren roste den uretfærdige godsforvalter, fordi han havde båret sig klogt ad. Thi denne verdens børn er klogere end lysets børn over for deres egen slægt.
9 Og jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp af den uretfærdige mammon, for at de, når det er forbi med den, kan tage imod jer i de evige boliger.
10 Den, som er tro i det små, er også tro i det store, og den, som er uretfærdig i det små, er også uretfærdig i det store.
11 Hvis I altså ikke har været tro med den uretfærdige mammon, hvem vil så betro jer den rette?
12 Og hvis I ikke har været tro med det, som tilhørte andre, hvem vil så give jer noget at eje selv?
13 Ingen slave kan tjene to herrer; han vil jo enten hade den ene og elske den anden, eller holde sig til den ene og ringeagte den anden; I kan ikke tjene både Gud og mammon.«

14 Alt dette hørte farisæerne, som var pengekære, og de gjorde nar af ham.
15 Da sagde han til dem: »I er folk, som gør jer selv retfærdige i menneskers øjne; men Gud kender jeres hjerter; thi det, som sættes højt blandt mennesker, er en vederstyggelighed for Gud.
16 Loven og profeterne havde deres tid, til Johannes kom; fra den tid forkyndes evangeliet om Guds rige, og alle og enhver søger at storme ind i det.
17 Men snarere skal himmel og jord forgå end en tøddel af loven falde bort.
18 Enhver, som skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, bedriver hor; og enhver, som gifter sig med en kvinde, der er skilt fra sin mand, bedriver hor.

19 Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og levede hver dag i lyst og pragt.
20 Men en fattig mand, der hed Lazarus, lå ved hans port, fuld af sår.
21 Og han ønskede blot at spise sig mæt i det, der faldt af fra den riges bord; ja, endog hundene kom og slikkede hans sår.
22 Så skete det, at den fattige døde og blev båret af englene hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet.
23 Da han slog sine øjne op i Dødsriget, hvor han var i pine, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød.
24 Da råbte han: ›Fader Abraham! forbarm dig over mig, og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge; for jeg pines her i denne lue.‹
25 Men Abraham sagde: ›Mit barn, husk på, at du har fået dit gode, mens du levede, og Lazarus ligeså det onde; nu trøstes han her, men du pines.
26 Tilmed er der lagt en dyb afgrund mellem os og jer, så at de, som vil gå herfra over til jer, ikke kan det, og heller ikke kan de komme derfra over til os.‹
27 Da sagde han: ›Så beder jeg dig, fader! at du vil sende ham til min faders hus —
28 thi jeg har fem brødre — for at han kan vidne for dem, så ikke også de skal komme i dette pinested.‹
29 Men Abraham svarer: ›De har Moses og profeterne, dem kan de høre!‹
30 Han sagde: ›Nej fader Abraham! men kom der en til dem fra de døde, så ville de omvende sig.‹
31 Da sagde han til ham: ›Hører de ikke Moses og profeterne, så vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en opstod fra de døde.‹ «

Kapitel 17

1 Og han sagde til sine disciple: »Det kan ikke undgås, at forargelser kommer; men ve den, ved hvem de kommer!
2 Det var bedre for ham, om der var hængt en møllesten om hans hals, og han var kastet i havet, end at han skulle forarge en af disse små.
3 Vogt på jer selv! Hvis din broder forsynder sig, så sæt ham i rette; og hvis han angrer, så tilgiv ham!
4 Ja, hvis han syv gange om dagen forsynder sig imod dig og syv gange kommer tilbage til dig og siger: ›Jeg angrer det,‹ så skal du tilgive ham.«
5 Og apostlene sagde til Herren: »Giv os mere tro!«
6 Da sagde Herren: »Hvis I havde tro som et sennepsfrø, så kunne I sige til dette morbærtræ: ›Ryk dig op med rode og plant dig i havet,‹ og det skulle adlyde jer.
7 Hvis en af jer har en tjener, der pløjer eller vogter, mon han så siger til ham, når han kommer hjem fra marken: ›Kom nu straks hen og sæt dig til bords!‹
8 Vil han ikke tværtimod sige til ham: ›Tilbered, hvad jeg skal have til aftensmad, og bind så op om dig og vart mig op, mens jeg spiser og drikker; derefter kan du selv spise og drikke.‹
9 Takker han vel tjeneren, fordi han gjorde det, som var befalet ham?
10 På samme måde med jer: når I har gjort alt det, der er befalet jer, skal I sige: ›Vi er kun unyttige tjenere; vi har ikke gjort andet, end hvad vi var skyldige at gøre.‹ «

11 Mens han var på vej til Jerusalem, skete det, at han fulgte grænsen mellem Samaria og Galilæa,
12 og da han gik ind i en landsby, mødte han ti spedalske mænd; de blev stående langt fra ham
13 og råbte og sagde: »Jesus, mester, forbarm dig over os!«
14 Da han så dem, sagde han til dem: »Gå hen og lad jer syne af præsterne!« Og det skete, mens de gik derhen, blev de renset.
15 Men en af dem vendte tilbage, da han så, at han var helbredt, og priste Gud med høj røst.
16 Og han kastede sig ned på sit ansigt for hans fødder og takkede ham; og det var en samaritaner.
17 Da tog Jesus til orde og sagde: »Var der ikke ti, der blev renset? hvor er de ni?
18 Var der ingen andre end denne fremmede, der vendte tilbage for at give Gud ære?«
19 Og han sagde til ham: »Stå op, drag bort; din tro har frelst dig!«

20 Da han engang blev spurgt af farisæerne om, når Guds rige kommer, svarede han dem og sagde: »Guds rige kommer ikke således, at man udvortes kan iagttage det.
21 Ej heller vil man kunne sige: ›Se her!‹ eller: ›Se, dér er det!‹ thi se, Guds rige er inden i jer.«

Lukas 17,36 var suspekt allerede på King James' tid.
En fodnote i 1611-udgaven forklarer:
!!This 36. verse is wanting in most of the Greek copies.

22 Så sagde han til disciplene: »Der skal komme dage, da I skal længes efter at se blot én af Menneskesønnens dage, men I skal ikke se den.
23 Og siger man til jer: ›Se dér!‹ eller: ›Se, her er han!‹ så gå ikke derhen, og løb ikke derefter!
24 Thi ligesom lynet, når det glimter, skinner fra den ene side af himmelen til den anden, sådan skal Menneskesønnen være på sin dag.
25 Men først skal han lide meget og vrages af denne slægt.
26 Og som det gik til i Noas dage, sådan skal det også gå i Menneskesønnens dage:
27 de spiste, drak, tog til ægte, blev bortgiftet lige til den dag, da Noa gik ind i arken og syndfloden kom og ødelagde dem alle.
28 Eller som det gik til i Lots dage: de spiste og drak, købte og solgte, plantede og byggede,
29 og på den dag, da Lot gik ud af Sodoma, regnede ild og svovl ned fra himmelen og ødelagde dem alle —
30 på samme måde skal det gå den dag, da Menneskesønnen åbenbares.
31 Den, der på hin dag er på taget og har sine ting nede i huset, skal ikke stige ned for at hente dem; ej heller skal den, som er på marken, vende tilbage igen.
32 Tænk på Lots hustru!
33 Den, som søger at bjærge sit liv, skal miste det; og den, som mister det, skal beholde det.
34 Jeg siger jer: I den nat skal der ligge to mænd på samme leje; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage.
35 To kvinder skal male på samme kværn; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage.
36 [To mænd skal være på marken; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage].«
37 Og da disciplene tog til orde og spurgte ham: »Hvor, Herre?« svarede han dem: »Hvor ådselet er, dér vil gribbene flokkes.«

Kapitel 18

1 Han fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte:
2 »I en by var der en dommer, som ikke frygtede Gud og heller ikke undså sig for mennesker.
3 Og der var en enke i den samme by, og hun kom stadig til ham og sagde: ›Skaf mig min ret over min modpart!‹
4 En tid lang ville han ikke. Men så sagde han ved sig selv: ›Selv om jeg ikke frygter Gud og heller ikke undser mig for mennesker,
5 så vil jeg alligevel skaffe denne enke hendes ret, fordi hun plager mig sådan — ellers kommer hun vel til sidst og slår mig i ansigtet!‹ «
6 Og Herren sagde: »Hør, hvad den uretfærdige dommer siger!
7 Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte ret, dem, som råber til ham dag og nat, og skulle han ikke være langmodig over for dem?
8 Jeg siger jer: han skal skaffe dem ret i hast. Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?«

9 Til nogle, som stolede på sig selv, at de var retfærdige, og ringeagtede de andre, fortalte han denne lignelse:
10 »Der var to mænd, som gik op til helligdommen for at bede; den ene var en farisæer, og den anden en tolder.
11 Farisæeren trådte frem og bad ved sig selv således: ›Gud! jeg takker dig, fordi jeg ikke er som de andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, og heller ikke som denne tolder.
12 Jeg faster to gange om ugen, jeg giver tiende af hele min indtægt.‹
13 Tolderen derimod stod langt borte og ville ikke engang løfte sine øjne mod Himmelen, men slog sig for sit bryst og sagde: ›Gud! vær mig synder nådig!‹
14 Jeg siger jer: Han gik retfærdiggjort hjem til sit hus, men den anden ikke; thi enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges; men den, som ydmyger sig selv, skal ophøjes.«

15 De bar også deres spæde børn til ham, for at han skulle røre ved dem; men da disciplene så det, truede de ad dem.
16 Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »Lad de små børn komme til mig; dem må I ikke hindre, thi Guds rige hører sådanne til.
17 Sandelig siger jeg eder: den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, han kommer aldrig ind i det.«

18 Og en rådsherre spurgte ham og sagde: »Gode mester! hvad skal jeg gøre for at arve et evigt liv?«
19 Jesus svarede ham: »Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god uden én, nemlig Gud.
20 Du kender budene: du må ikke bedrive hor; du må ikke slå ihjel; du må ikke stjæle; du må ikke sige falsk vidnesbyrd; ær din fader og din moder.«
21 Han sagde: »Det har jeg holdt alt sammen fra min ungdom af.«
22 Da Jesus hørte det, sagde han til ham: »Én ting mangler du endnu; sælg alt det, du har, og del det ud til de fattige, så skal du have en skat i Himlene; og kom så og følg mig!«
23 Men da han hørte det, blev han dybt bedrøvet, thi han var meget rig.
24 Og idet Jesus så på ham, sagde han: »Hvor er det dog vanskeligt for dem, der har rigdom, at komme ind i Guds rige!
25 Thi en kamel går lettere gennem et nåleøje, end en rig går ind i Guds rige!«
26 De, som hørte det, sagde: »Hvem kan så blive frelst?«
27 Da svarede han: »Hvad der er umuligt for mennesker, det er muligt for Gud.«
28 Peter sagde så: »Se, vi har forladt vort eget og fulgt dig.«
29 Han svarede dem: »Sandelig siger jeg eder: der er ingen, som har forladt hus eller hustru eller brødre eller forældre eller børn for Guds riges skyld,
30 uden at han skal få det mangefold igen her i tiden, og i den kommende verden evigt liv.«

31 Og han tog de tolv til side og sagde til dem: »Se, vi drager op til Jerusalem, og alt det, som står skrevet hos profeterne om Menneskesønnen, skal fuldbyrdes.
32 Thi han skal overgives til hedningerne og blive spottet, hånet og spyttet på,
33 og de skal piske ham og dræbe ham, og på den tredje dag skal han opstå.«
34 Men de fattede intet deraf, det var dunkel tale for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt.

35 Og det skete, da han nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede;
36 og da han hørte en skare drage forbi, spurgte han, hvad det var.
37 De fortalte ham: »Jesus fra Nazaret går forbi.«
38 Så råbte han og sagde: »Jesus, du Davids søn, forbarm dig over mig!«
39 Og de, som gik foran, truede ad ham, for at han skulle tie; men han råbte endnu meget stærkere: »Du Davids søn, forbarm dig over mig!«
40 Da stod Jesus stille og bød, at han skulle føres til ham. Og da han var kommen derhen, spurgte han ham:
41 »Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?« Han svarede: »Herre! lad mig få mit syn igen!«
42 Jesus sagde til ham: »Bliv seende! din tro har frelst dig.«
43 Og straks fik han sit syn igen, og han fulgte ham og priste Gud; og hele folket lovpriste Gud, da de så det.

Kapitel 19

1 Derefter kom han ind i Jeriko og gik igennem byen.
2 Og se, der var en mand, som hed Zakæus; han var overtolder og en rig mand.
3 Han ville gerne se, hvem der var Jesus, men kunne ikke for skaren, da han var lille af vækst.
4 Så løb han i forvejen og krøb op i et morbærfigentræ for at få ham at se; thi ad den vej måtte han komme forbi.
5 Og da Jesus kom til stedet, så han op og sagde til ham: »Zakæus! skynd dig og stig ned; thi i dag bør jeg tage ind i dit hus.«
6 Og han skyndte sig og steg ned og tog imod ham med glæde.
7 Men alle, som så det, knurrede og sagde: »Han er taget ind som gæst hos en syndig mand.«
8 Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: »Se, Herre! halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige; og hvis jeg har presset penge af nogen, så giver jeg det firdobbelt tilbage.«
9 Da sagde Jesus om ham: »I dag er frelsen kommet til dette hus, eftersom også han er en Abrahams søn.
10 Thi Menneskesønnen er kommen for at opsøge og frelse det fortabte.«

11 Medens de hørte på dette, fortalte han endnu en lignelse, fordi han var nær ved Jerusalem og de mente, at Guds rige straks skulle træde synligt frem.
12 Han sagde altså: »En mand af fornem slægt drog til et fjernt land for at skaffe sig kongeværdighed og så vende tilbage igen.
13 Han kaldte da ti af sine tjenere til sig og gav dem ti pund og sagde til dem: ›Driv handel med dem, indtil jeg kommer tilbage.‹
14 Men hans landsmænd hadede ham og sendte udsendinge af sted bag efter ham og lod sige: ›Vi ønsker ikke, at den mand skal være konge over os.‹
15 Da han kom tilbage igen, efter at han havde fået kongeværdigheden, skete det, at han lod de tjenere, som han havde givet pengene, kalde til sig for at få at vide, hvad hver af dem havde tjent.
16 Da trådte den første frem og sagde: ›Herre! dit pund har indvundet ti pund til.‹
17 Han svarede ham: ›Vel, du gode tjener! fordi du har været tro i det små, skal du have myndighed over ti byer.‹
18 Derefter kom den anden og sagde: ›Herre! dit pund har indbragt fem pund.‹
19 Til ham sagde han ligeledes: ›Du skal have fem byer under dig.‹
20 Så kom der endnu en og sagde: ›Herre! se, her er dit pund; jeg har haft det liggende i et tørklæde.
21 Jeg var nemlig bange for dig; du er jo en streng mand; du tager op, hvad du ikke har sat hen, og høster, hvad du ikke har sået.‹
22 Til ham siger han: ›Efter dine egne ord vil jeg dømme dig, du onde tjener! Du vidste, at jeg er en streng mand, som tager op, hvad jeg ikke har sat hen, og høster, hvad jeg ikke har sået!
23 hvorfor satte du da ikke mine penge i en bank, så jeg ved min hjemkomst kunne have hævet dem med rente?‹
24 Og han sagde til dem, som stod hos ham: ›Tag hans pund fra ham og giv det til ham, der har de ti pund.‹
25 (De sagde til ham: ›Herre! han har jo ti pund.‹)
26 Jeg siger jer: ›Enhver, som har, ham skal der gives; men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har.
27 Men mine fjender dér, som ikke ønskede, at jeg skulle være konge over dem, før dem herhen og hug dem ned for mine øjne!‹ «

28 Og da han havde sagt dette, gik han videre og drog op mod Jerusalem.
29 Da han nærmede sig til Betfage og Betania ved det bjerg, som hedder Oliebjerget, skete det, at han sendte to af sine disciple af sted og sagde:
30 »Gå hen i landsbyen ligefor; når I kommer ind i den, vil I finde et føl bundet, som aldrig noget menneske endnu har siddet på; løs det og før det herhen!
31 Og hvis nogen spørger jer: ›Hvorfor løser I det?‹ skal I svare således: ›Herren har brug for det.‹ «
32 Og de, som var sendt ud, gik hen og fandt det, sådan som han havde sagt til dem.
33 Da de løste føllet, spurgte ejerne dem: »Hvorfor løser I føllet?«
34 De svarede: »Herren har brug for det.«
35 Så førte de det til Jesus og de lagde deres klæder på føllet og lod Jesus sætte sig op.
36 Og som han drog frem, bredte de deres klæder under ham på vejen.
37 Da han nu nærmede sig vejen ned ad Oliebjerget, begyndte hele discipelskaren i sin glæde at prise Gud med høj røst for alle de undergerninger, de havde set; de sagde:
38 »Velsignet være Kongen, han, som kommer, i Herrens navn! Fred i Himmelen, og ære i det højeste!«
39 Men nogle farisæere, som var med i folkeskaren, sagde til ham: »Mester! sæt dog dine disciple i rette!«
40 Da svarede han og sagde til dem: »Jeg siger jer: hvis disse tier, skal stenene råbe.«

41 Da han kom nærmere og så byen, græd han over den og sagde:
42 »Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred! Men nu er det skjult for dine øjne.
43 Thi dage skal komme over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig og indeslutte dig og trænge dig fra alle sider;
44 og de skal jævne dig med jorden og dine børn i dig og ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke agtede på din besøgelsestid.«

45 Derefter gik han ind i helligdommen og begyndte at jage dem ud, som solgte;
46 og han sagde til dem: »Der står skrevet: ›Mit hus skal være et bedehus;‹ men I har gjort det til en røverkule.«
47 Og han lærte hver dag i helligdommen; men ypperstepræsterne og de skriftkloge og folkets første mænd søgte en lejlighed til at slå ham ihjel.
48 Men de kunne ikke finde ud af, hvordan de skulle bære sig ad; thi hele folket hang ved ham og hørte ham.

Kapitel 20

1 Og det skete en dag, mens han lærte folket i helligdommen og forkyndte evangeliet, da trådte ypperstepræsterne og de skriftkloge tillige med de ældste hen til ham.
2 Og de spurgte ham og sagde: »Sig os, med hvad ret gør du dette, eller hvem er det, som har givet dig denne ret?«
3 Da svarede Jesus og sagde til dem: »Så vil jeg også gøre jer et spørgsmål, svar mig på det:
4 Johannes' dåb, var den fra Himmelen eller fra mennesker?«
5 De talte indbyrdes om det og sagde: »Svarer vi: ›Fra Himmelen‹, så vil han spørge: ›Hvorfor troede I ham ikke?‹
6 Og svarer vi: ›Fra mennesker‹, så vil hele folket stene os, for det er overbevist om, at Johannes var en profet.«
7 Så svarede de, at de vidste ikke, hvorfra den var.
8 Da sagde Jesus til dem: »Så siger jeg heller ikke jer, med hvad ret jeg gør dette.«

Lignelsen om de onde vinbønder

9 Han begyndte nu at fortælle denne lignelse til folket: »Der var en mand, som plantede en vingård og lejede den ud til vingårdsmænd og drog udenlands for lange tider.
10 Og da tiden kom, sendte han en tjener til vingårdsmændene, for at de skulle give ham hans del af vingårdens frugt; men vingårdsmændene slog løs på ham og sendte ham tomhændet bort.
11 Og han blev ved og sendte en anden tjener; men de slog også ham og hånede ham og sendte ham tomhændet bort.
12 Og han blev ved og sendte en tredje; men også ham kastede de ud efter at have slået ham til blods.
13 Da sagde vingårdens ejer: ›Hvad skal jeg gøre? — Jeg vil sende min søn, den elskede; måske vil de undse sig for ham.‹
14 Men da vingårdsmændene så ham, rådslog de med hverandre og sagde: ›Det er arvingen, lad os slå ham ihjel, så tilfalder arven os.‹
15 Og de slæbte ham ud af vingården og slog ham ihjel. Hvad mon nu vingårdens ejer vil gøre ved dem?
16 Han vil komme og gøre det af med de vingårdsmænd og give vingården til andre.« Da de hørte dette, sagde de: »Det ske aldrig!«
17 Men han så på dem og sagde: »Hvad betyder da det, der står skrevet: ›Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten?‹
18 Enhver, som falder på denne sten, vil slå sig fordærvet; men den, som den falder på, ham skal den knuse.«
19 Og de skriftkloge og ypperstepræsterne søgte at lægge hånd på ham i samme stund, men de frygtede for folket; thi de forstod godt, at det var om dem, han havde fortalt den lignelse.

20 Og de holdt øje med ham og udsendte lurere, der anstillede sig, som om de var ærlige folk, for at fange ham i ord, så de kunne overgive ham til øvrigheden og landshøvdingens magt.
21 Og de spurgte ham og sagde: »Mester! vi ved, at du taler og lærer ret og ikke kender til personsanseelse, men lærer sandfærdigt om Guds vej.
22 Har vi lov til at give kejseren skat eller ej?«
23 Men da han mærkede deres underfundighed, sagde han til dem:
24 »Vis mig en denar; hvis billede og indskrift bærer den?« De svarede: »Kejserens«.
25 Da sagde han til dem: »Så giv da kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.«
26 Og de var ikke i stand til at fange ham i ord i folkets påhør, men de undrede sig over hans svar og tav.

27 Nogle af saddukæerne, som jo nægter, at der er en opstandelse, kom til ham og spurgte ham og sagde:
28 »Mester! Moses har foreskrevet os, at hvis en har en gift broder, som dør barnløs, så skal han ægte enken og skaffe sin broder afkom.
29 Nu var der syv brødre; den første tog sig en hustru og døde barnløs.
30 Så tog den anden
31 og derefter den tredje hende, og på samme måde alle de syv; de døde uden at efterlade sig børn.
32 Til sidst døde også hustruen.
33 Hvem af dem skal nu have hende til hustru i opstandelsen? de har jo alle syv været gift med hende.«
34 Og Jesus sagde til dem: »Denne verdens børn tager til ægte og bortgiftes;
35 men de, som er agtet værdige til at få del i den anden verden og i opstandelsen fra de døde, tager hverken til ægte eller bortgiftes.
36 Thi de kan ikke mere dø; de er jo engles lige, og de er Guds børn, da de er opstandelsens børn.
37 Men at de døde opstår, har også Moses givet til kende i stedet om tornebusken, når han kalder Herren for Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud.
38 Gud er ikke dødes, men levendes Gud; thi alle er de levende for ham.«
39 Da svarede nogle af de skriftkloge og sagde: »Mester! du har talt vel;«
40 de turde nemlig ikke mere spørge ham om noget.

41 Så sagde han til dem: »Hvordan kan man sige, at Kristus er Davids søn?
42 David siger jo selv i Salmernes Bog: ›Herren sagde til min herre: sæt dig ved min højre hånd,
43 til jeg får lagt dine fjender som en skammel for dine fødder.‹
44 Altså kalder David ham ›herre‹, men hvorledes kan han så være hans søn?«

45 Og mens hele folket hørte på det, sagde han til sine disciple:
46 »Vogt jer for de skriftkloge, som gerne vil gå omkring i lange klæder og ynder at lade sig hilse på torvene og at have de fornemste sæder i synagogerne og at sidde øverst til bords ved gæstebudene;
47 de, som opæder enkers bo og for et syns skyld beder længe; de skal få des hårdere dom.«

Kapitel 21

1 Og da han så op, fik han øje på de rige, som lagde deres gaver i tempelblokken.
2 Han så da en fattig enke, der lagde to småmønter i den.
3 Og han sagde: »Sandelig siger jeg eder: denne fattige enke lagde mere deri end alle de andre.
4 Thi de lagde alle i gavebøssen af deres overflod; men hun lagde af sin fattigdom alt, hvad hun havde i eje.«

5 Og da nogle talte om, at helligdommen var prydet med smukke sten og tempelgaver, sagde han:
6 »Det, I ser dér — dage skal komme, da der ikke skal lades sten på sten tilbage; alt skal brydes ned.«

7 Så spurgte de ham og sagde: »Mester! når skal dette da ske? og hvad er tegnet til, at det vil ske?«
8 Da sagde han: »Agt vel på, at I ikke bliver ført vild; thi mange skal komme i mit navn og sige: ›Det er mig!‹ og: ›Tiden er nær.‹ Men gå ikke efter dem!
9 Og når I hører om krig og oprør, så lad jer ikke skræmme; thi dette må først ske, men enden kommer ikke straks.«
10 Derpå sagde han til dem: »Folk skal rejse sig mod folk, og rige mod rige.
11 Og store jordskælv skal der være, og pest og hungersnød både her og der, og der skal ske forfærdelige ting og store tegn fra Himmelen.
12 Men forud for alt det skal de lægge hånd på jer og forfølge jer og overgive jer til synagoger og kaste jer i fængsler, og I skal føres frem for konger og landshøvdinger for mit navns skyld.
13 Det skal give jer lejlighed til at vidne.
14 Læg jer så på sinde, at I ikke forud skal grunde over, hvordan I skal forsvare jer.
15 Thi jeg vil give jer mund og mæle og en visdom, som ingen af jeres modstandere skal kunne modstå eller modsige.
16 Men I skal endog forrådes af forældre og brødre og slægtninge og venner, og nogle af jer skal de slå ihjel.
17 Og I skal blive hadet af alle for mit navns skyld.
18 Men ikke et hår på jeres hoved skal gå tabt.
19 Ved jeres udholdenhed skal I vinde jeres sjæle.

20 Men når I ser Jerusalem omringet af krigshære, så skal I vide, at dens ødelæggelse er nær.
21 Da skal de, der er i Judæa, flygte op i bjergene; og de, der er inde i byen, skal drage ud af den; og de, der er på landet, skal ikke ty ind i den.
22 Thi det er straffens dage, da alt det, som står skrevet, skal gå i opfyldelse.
23 Ve dem, der er frugtsommelige, og dem, der giver die, i de dage; thi der skal komme stor nød over landet og vredesdom over dette folk.
24 Og de skal falde for sværdets od og føres fangne bort til alle hedningerne; og Jerusalem skal nedtrædes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende.

25 Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene ængstes i rådvildhed over havets og brændingens brusen.
26 Mennesker skal dåne af rædsel og gru for det, som kommer over jorderige; thi himlenes kræfter skal rystes.
27 Og da skal de se ›Menneskesønnen komme i skyen‹ med kraft og megen herlighed.
28 Men når dette begynder at ske, da skal I rette jer og løfte jeres hoveder, thi jeres forløsning nærmer sig.«

29 Og han fortalte dem en lignelse: »Se på figentræet og alle de andre træer;
30 Så snart I ser, at de springer ud, skønner I af jer selv, at nu er sommeren nær.
31 Således kan I også skønne, når I ser dette ske, at Guds rige er nær.
32 Sandelig siger jeg eder: denne slægt skal ikke forgå, før det er sket alt sammen.
33 Himmelen og jorden skal forgå; men mine ord skal ingenlunde forgå.

34 Men vogt jer, at jeres hjerter ikke nogen sinde sløves af svir og drukkenskab og timelige bekymringer, så den dag kommer pludselig over jer.
35 Thi som en snare skal den komme over alle dem, der bor på hele jordens flade.
36 Men våg og bed til enhver tid, så I må blive i stand til at undfly alt dette, som skal ske, og til at bestå for Menneskesønnen.«
37 Om dagen opholdt han sig i helligdommen og lærte, men om aftenen gik han ud til det bjerg, som hedder Oliebjerget, og blev dér natten over.
38 Og hele folket kom tidligt om morgenen til ham i helligdommen for at høre ham.

Kapitel 22

1 De usyrede brøds højtid, som kaldes påske, nærmede sig.
2 Og ypperstepræsterne og de skriftkloge pønsede på, hvordan de kunne få ham slået ihjel; thi de frygtede for folket.
3 Satan fo'r da i Judas (med tilnavn Iskariot), som var en af de tolv.
4 Og han gik hen og talte med ypperstepræsterne og førerne for tempelvagten om, hvordan han kunne forråde ham til dem.
5 Og de blev glade og lovede at give ham penge for det.
6 Han gik ind på det, og siden søgte han en lejlighed til at forråde ham til dem uden at volde opløb.

7 Så kom den dag i de usyrede brøds fest, da man skulle slagte påskelammet.
8 Og Jesus sendte Peter og Johannes af sted og sagde: »Gå hen og gør alt rede til, at vi kan holde påskemåltid.«
9 De spurgte ham: »Hvor vil du, vi skal gøre det rede?«
10 Han svarede dem: »Se, når I er kommet ind i byen, vil I møde en mand, som bærer en vandkrukke; følg ham til det hus, hvor han går ind,
11 og sig til husets ejer: ›Mesteren spørger dig: hvor er det værelse, jeg kan holde påskemåltid i sammen med mine disciple?‹
12 Så vil han vise jer en stor sal ovenpå, hvor der er dækket; dér skal I gøre det rede.«
13 Og de gik hen og fandt det sådan, som han havde sagt dem; og de tilberedte påskemåltidet.

14 Da timen kom, satte han sig til bords sammen med apostlene.
15 Og han sagde til dem: »Jeg har hjerteligt længtes efter at spise dette påskemåltid med jer, før jeg skal lide.
16 Thi jeg siger jer, at jeg skal aldrig mere spise det, før det fuldkommes i Guds rige.«
17 Og han fik rakt en kalk, takkede og sagde: »Tag dette og del det imellem jer!
18 Thi jeg siger jer, at fra nu af skal jeg aldrig mere drikke af vintræets frugt, førend Guds rige er kommet.«
19 Og han tog et brød, takkede og brød det, gav dem det og sagde: »Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!«
20 Ligeså tog han også kalken efter aftensmåltidet og sagde: »Denne kalk er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer.
21 Men se, han, som forråder mig, rækker hånden over bordet sammen med mig!
22 Thi Menneskesønnen går bort, således som det er bestemt — dog ve det menneske, ved hvem han bliver forrådt!«
23 Og de begyndte indbyrdes at spørge hverandre om, hvem af dem det dog kunne være, som ville gøre dette.

24 Der opstod også en ordstrid iblandt dem om, hvem af dem der skulle regnes for den største.
25 Da sagde han til dem: »Folkenes konger hersker over dem, og de, der har magten over dem, lader sig kalde ›velgørere‹.
26 Sådan skal I ikke være; men den ældste iblandt jer skal være som den yngste, og føreren som den, der tjener.
27 Thi hvem er størst: den, som sidder til bords, eller den, som tjener? Er det ikke den, som sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener.
28 I har holdt ud med mig i mine fristelser;
29 og ligesom min Fader har tildelt mig kongedømme, tildeler jeg jer,
30 at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige og sidde på troner og dømme Israels tolv stammer.

31 Simon, Simon! se, Satan begærede jer for at sigte jer som hvede.
32 Men jeg bad for dig, at din tro ikke må glippe. Og når du engang omvender dig, da styrk dine brødre.«
33 Så sagde han til ham: »Herre! med dig er jeg rede til at gå både i fængsel og i døden.«
34 Men han svarede: »Jeg siger dig, Peter, hanen skal ikke gale i nat, førend du tre gange har nægtet, at du kender mig.«

35 Og han sagde til dem: »Da jeg udsendte jer uden pung og taske og sko, kom I da til at mangle noget?« De svarede: »Nej!«
36 Da sagde han til dem: »Men nu skal den, som har en pung, tage den med, og den, der har en taske, gøre ligeså; og den, som ikke har noget sværd, skal sælge sin kappe og købe sig et.
37 Thi jeg siger jer: på mig skal det skriftord gå i opfyldelse: ›Og han blev regnet blandt overtrædere;‹ thi med mig går det nu mod enden.«
38 Da sagde de: »Herre! se, her er to sværd.« Men han svarede dem: »Det er nok.«

Jesus i Getsemane bliver trøstet af en engel

39 Så brød han op og gik efter sin sædvane til Oliebjerget; også hans disciple fulgte med.
40 Men da han kom til stedet, sagde han til dem: »Bed om, at I ikke må falde i fristelse.«
41 Og han fjernede sig fra dem så langt som et stenkast og faldt på knæ, bad og sagde:
42 »Fader, om du vil, så tag denne kalk fra mig! dog ske ikke min vilje, men din!«
43 Da viste en engel fra Himmelen sig for ham og styrkede ham.
44 Han var da kommen i dødsangst og bad endnu mere indtrængende; og hans sved blev som bloddråber, der faldt ned på jorden.
45 Og da han havde rejst sig fra bønnen og kom tilbage til disciplene, fandt han dem sovende af bedrøvelse.
46 Og han sagde til dem: »Hvor kan I sove? Stå op og bed, for at I ikke skal falde i fristelse.«

47 Medens han endnu talte, se da kom der en skare; og han, som hed Judas, en af de tolv, gik forrest, og han nærmede sig til Jesus for at kysse ham.
48 Men Jesus sagde til ham: »Judas, forråder du Menneskesønnen med et kys?«
49 Da nu de, som var om ham, så, hvad der ville ske, sagde de: »Herre! skal vi slå løs med sværd?«
50 Og en af dem slog efter ypperstepræstens tjener og huggede det højre øre af ham.
51 Men Jesus tog til orde og sagde: »Lad dem kun gå så vidt!« Og han rørte ved hans øre og lægte det.
52 Da sagde Jesus til ypperstepræsterne og førerne for tempelvagten og de ældste, som var kommet ud imod ham: »Som mod en røver er I draget ud med sværd og knipler.
53 Dag efter dag var jeg hos jer i helligdommen, uden at I rørte en hånd imod mig; men nu er det jeres time, og mørket har magten.«

Peters fornægtelse

54 Så greb de ham og førte ham bort og bragte ham ind i ypperstepræstens hus. Og Peter fulgte efter i frastand.
55 Da de havde tændt et bål midt i gården og sad sammen, satte også Peter sig midt iblandt dem.
56 En pige så ham sidde i lysskæret og stirrede på ham og sagde: »Han dér var også sammen med ham.«
57 Men han nægtede det og sagde: »Jeg kender ham ikke, kvinde!«
58 Og lidt efter var der en anden, som så ham og sagde: »Du er også en af dem.« Men Peter svarede: »Nej, menneske! det er jeg ikke.«
59 Omtrent en time senere var der en til, som forsikrede: »Jo! vist var den mand også sammen med ham; han er jo også galilæer.«
60 Men Peter svarede: »Menneske! jeg forstår ikke, hvad du mener.« Og i det samme, mens han endnu talte, galede hanen.
61 Da vendte Herren sig om og så på Peter; og Peter kom Herrens ord i hu, hvordan han havde sagt til ham: »Før hanen galer i nat, skal du fornægte mig tre gange.«
62 Og han gik udenfor og græd bitterligt.

63 De mænd, som holdt Jesus, drev nu spot med ham og slog ham;
64 og de kastede et klæde over ham og spurgte og sagde: »Sig os, profet, hvem var det, der slog dig?«
65 Og mange andre spotteord tilråbte de ham.

66 Da det blev dag, samledes folkets ældsteråd, både ypperstepræster og skriftkloge; og de lod ham føre frem i deres rådsmøde
67 og spurgte: »Er du Kristus, så sig os det!« Men han svarede dem: »Selv om jeg sagde jer det, ville I dog ikke tro det,
68 og selv om jeg spurgte, ville I ikke svare mig.
69 Men herefter skal Menneskesønnen sidde ved Guds krafts højre hånd.«
70 Så spurgte de alle: »Er du da Guds Søn?« Og han svarede dem: »I siger det selv; jeg er det.«
71 Da sagde de: »Hvad skal vi med flere vidnesbyrd? Nu har vi jo selv hørt det af hans mund.«

Kapitel 23

Pilatus: "Hvem vil I have, at jeg skal løslade jer, Jesus Barabbas eller Jesus, som kaldes Kristus?"

1 Så rejste hele forsamlingen sig, og de førte ham for Pilatus.
2 Dér begyndte de at anklage ham og sagde: »Vi er kommet efter, at denne mand vildleder vort folk og forbyder at give kejseren skat og siger om sig selv, at han er Kristus, en konge.«
3 Så spurgte Pilatus ham og sagde: »Er du jødernes konge?« Han svarede og sagde til ham: »Du siger det selv.«
4 Men Pilatus sagde til ypperstepræsterne og til skarerne: »Jeg finder ingen skyld hos den mand.«
5 Men de blev ivrigere og sagde: »Han ophidser folket med det, han lærer i hele Jødeland, lige fra Galilæa, hvor han begyndte, og hertil.«

6 Da Pilatus hørte dette, spurgte han, om manden var galilæer,
7 og da han fik at vide, at han var fra Herodes' område, sendte han ham til Herodes; for han var også i Jerusalem i de dage.
8 Da Herodes så Jesus, blev han meget glad; thi han havde i lang tid gerne villet se ham, fordi han havde hørt om ham, og han håbede på at se ham gøre et tegn.
9 Han gjorde ham nu adskillige spørgsmål; men Jesus svarede ham ikke.
10 Og ypperstepræsterne og de skriftkloge stod der og anklagede ham heftigt.
11 Men Herodes og hans krigsfolk hånede og spottede ham, og de kastede en prægtig kappe om ham og sendte ham så tilbage til Pilatus.
12 På den dag blev Herodes og Pilatus venner; før havde der nemlig været fjendskab imellem dem.

13 Så sammenkaldte Pilatus ypperstepræsterne og rådsherrerne og folket
14 og sagde til dem: »I er kommet til mig med denne mand og har sagt, at han forleder folket til frafald; og se, jeg har nu forhørt ham i jeres påhør, men jeg har ikke fundet denne mand skyldig i noget af det, I anklager ham for.
15 Det har Herodes heller ikke, thi han har sendt ham tilbage til os. Se, han har altså intet gjort, som fortjener døden.
16 Derfor vil jeg give ham en revselse og så løslade ham.«
17 [Han var nemlig nødt til at løslade dem en på højtiden].
18 Men de råbte alle sammen og sagde: »Bort med ham, men lad os få Barabbas løsladt!«
19 Det var en mand, der var kastet i fængsel på grund af et oprør, som havde været i byen, og på grund af mord.
20 Pilatus talte atter til dem, da han gerne ville løslade Jesus.
21 Men de råbte tilbage og sagde: »Korsfæst, korsfæst ham!«
22 Så sagde han til dem for tredje gang: »Hvad ondt har denne mand da gjort? Jeg har ikke fundet ham skyldig i noget, som kan straffes med døden; derfor vil jeg revse ham og så løslade ham!«
23 Men de trængte på med stærke råb og forlangte, at han skulle korsfæstes; og deres råb sejrede.
24 Pilatus dømte, at deres krav skulle opfyldes;
25 han løslod den, de forlangte, ham, som var kastet i fængsel for oprør og mord; men Jesus prisgav han, så de kunne gøre med ham, som de ville.

V. 26: I de tre synoptiske evangelier bliver korset båret af Simon fra Kyrene. Bar Jesus selv sit kors til Golgata?

26 Og da de førte ham bort, greb de fat i en mand, Simon fra Kyrene, som kom ude fra marken; ham lagde de korset på, for at han skulle bære det bag efter Jesus.
27 Og en stor mængde folk fulgte med ham, deriblandt kvinder, som jamrede og klagede over ham.
28 Da vendte Jesus sig om til dem og sagde: »I Jerusalems døtre! græd ikke over mig, men græd over jer selv og over jeres børn!
29 Thi se, der skal komme dage, da man skal sige: ›Salige er de ufrugtbare, de moderliv, som ikke fødte, og de bryster, som ikke gav die.‹
30 Da skal man give sig til at sige til bjergene: ›Fald over os!‹ og til højene: ›Skjul os!‹
31 Thi gør man således ved det grønne træ, hvordan vil det da gå med det visne?«
32 Desuden blev også to forbrydere ført ud for at henrettes sammen med ham.
33 Og da de var kommet til det sted, som kaldes »Hovedskal«, korsfæstede de ham dér tillige med forbryderne, den ene ved hans højre, den anden ved hans venstre side.
34 Men Jesus sagde: »Fader! tilgiv dem; thi de ved ikke, hvad de gør.« Og de delte hans klæder imellem sig ved at kaste lod om dem.
35 Folket stod og så til; og rådsherrerne hånede ham også og sagde: »Andre har han frelst, lad ham frelse sig selv, hvis han er Guds Kristus, den udvalgte.«
36 Også soldaterne spottede ham; de gik hen og rakte ham eddike og sagde:
37 »Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv!«
38 Der var nemlig oven over ham sat en indskrift [på græsk og latin og hebraisk]: Denne er jødernes konge.
39 Og en af forbryderne, som hang der, spottede ham: »Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!«
40 Da tog den anden til orde og irettesatte ham og sagde: »Frygter end ikke du Gud, skønt du er under den samme dom?
41 Og vi er det med rette; vi får jo kun løn som forskyldt; men denne mand har intet ondt gjort.«
42 Og han sagde: »Jesus! kom mig i hu, når du kommer i dit rige!«
43 Da svarede han ham: »Sandelig siger jeg dig: i dag skal du være med mig i Paradis.«

44 Det var nu ved den sjette time, og der blev mørke over hele landet indtil den niende time,
45 idet solen formørkedes. Og forhænget i templet flængedes midt igennem.
46 Og Jesus råbte med høj røst og sagde: »Fader! i dine hænder betror jeg min ånd;« og da han havde sagt det, udåndede han.
47 Men da høvedsmanden så, hvad der skete, priste han Gud og sagde: »Det var i virkeligheden en retfærdig mand.«
48 Og alle skarerne, som var strømmet sammen til dette skue og så, hvad der skete, slog sig for brystet og vendte hjem.
49 Men alle hans bekendte, også de kvinder, som var fulgt med ham fra Galilæa, stod langt borte og så på alt dette.

50 Og se, der var en mand ved navn Josef, medlem af rådet og en god og retfærdig mand,
51 som ikke havde samtykket i de andres råd og dåd, han var fra Arimatæa, en by i Jødeland, og han ventede Guds rige;
52 han gik til Pilatus og bad om Jesu legeme.
53 Så tog han det ned og svøbte det i et liglagen, og han lagde ham i en klippegrav, hvor endnu aldrig nogen havde ligget.
54 Det var beredelsesdag, og sabbaten stundede til.
55 Og de kvinder, som var kommet med ham fra Galilæa, fulgte efter og så graven, og hvorledes hans legeme blev lagt deri.
56 Så vendte de tilbage og tilberedte vellugtende salver og olier; men sabbaten over holdt de sig stille efter lovens bud.

Kapitel 24

1 Men ved daggry på den første dag i ugen kom de til graven med de vellugtende salver, som de havde tilberedt.
2 Og de fandt stenen væltet bort fra graven.
3 Men da de gik derind, fandt de ikke Herren Jesu legeme.
4 Og da de stod rådvilde over for dette, se, da skete det, at der stod to mænd hos dem i strålende klædebon.
5 Da de blev forfærdede og bøjede deres ansigter mod jorden, sagde mændene til dem: »Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde?
6 Han er ikke her, men han er opstanden; kom i hu, hvorledes han talte til jer, da han endnu var i Galilæa, og sagde,
7 at Menneskesønnen skulle overgives i syndige menneskers hænder og korsfæstes og opstå på den tredje dag.«
8 Da kom de hans ord i hu.
9 Og de vendte tilbage fra graven og fortalte alt dette til de elleve og til alle de andre.
10 Det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs moder, og de øvrige kvinder, der var sammen med dem. De sagde dette til apostlene,
11 men deres ord syntes dem at være løs tale, og de mødte dem med vantro.
12 Men Peter stod op og løb til graven; og da han kiggede derind, ser han ikke andet end linklæderne ligge der, og han gik hjem i undren over det, som var sket.

Jesus og de to disciple i Emmaus.

13 Og se, to af dem vandrede den samme dag til en landsby, som ligger tresindstyve stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus.
14 Og de talte med hinanden om alle disse tildragelser.
15 Medens de samtalede og drøftede det indbyrdes, skete det, at Jesus selv kom hen til dem og fulgtes med dem.
16 Men deres øjne holdtes til, så de ikke kendte ham.
17 Og han sagde til dem: »Hvad er det, I går og taler med hinanden om?« De standsede og så bedrøvede ud,
18 og den ene, som hed Kleofas, svarede og sagde til ham: »Er du alene fremmed i Jerusalem, så du ikke ved, hvad der er foregået dér i disse dage?«
19 Han spurgte dem: »Hvad da?« De svarede ham: »Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord for Gud og hele folket;
20 og hvordan ypperstepræsterne og vore rådsherrer har overgivet ham til dødsstraf og ladet ham korsfæste.
21 Vi havde håbet, at han var den, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer desuden, at det i dag er den tredje dag, siden det skete.
22 Men nogle af vore kvinder har forfærdet os; de var ude ved graven tidligt i morges,
23 og de fandt ikke hans legeme, men de kom tilbage og sagde, at de endog i et syn havde set engle, der sagde, at han lever.
24 Så gik nogle af dem, der er med os, hen til graven, og de fandt det også således, som kvinderne havde sagt; men ham så de ikke.«
25 Da sagde han til dem: »Åh, hvor I er uforstandige og tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt!
26 Burde Kristus ikke lide dette og så indgå til sin herlighed?«
27 Og idet han gik ud fra Moses og alle profeterne, udlagde han for dem, hvad der i alle skrifterne handlede om ham.
28 Og da de nærmede sig landsbyen, som de gik til, lod han, som han ville gå videre.
29 Men de nødte ham og sagde: »Bliv hos os; thi det går mod aften, dagen hælder allerede.« Så gik han ind for at blive hos dem.
30 Og det skete, da han havde sat sig til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det.
31 Da åbnedes deres øjne, og de kendte ham; men så blev han usynlig for dem.
32 Og de sagde til hinanden: »Brændte ikke vort hjerte i os, mens han talte til os på vejen og lukkede skrifterne op for os?«
33 Så brød de op i samme stund og vendte tilbage til Jerusalem og fandt dér de elleve og deres fæller forsamlede,
34 som sagde: »Herren er virkelig opstanden og set af Simon.«
35 Og selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet.

36 Medens de talte om dette, stod han selv midt iblandt dem og siger til dem: »Fred være med eder!«
37 Da blev de grebet af angst og frygt og mente, det var en ånd, de så.
38 Men han sagde til dem: »Hvorfor er I forfærdede? og hvorfor opstiger der tvivl i jeres hjerter?
39 Se på mine hænder og mine fødder, at det er mig selv; føl på mig og se; en ånd har jo ikke kød og ben, som I ser, jeg har.«
40 [Og da han havde sagt dette, viste han dem sine hænder og sine fødder.]
41 Men da de af glæde herover stadig var vantro og undrede sig, sagde han til dem: »Har I noget at spise her?«
42 Så gav de ham et stykke af en stegt fisk.
43 Og han tog det og spiste det i deres påsyn.
44 Da sagde han til dem: »Dette er, hvad jeg sagde til jer, mens jeg endnu var hos jer: alt det må gå i opfyldelse, som er skrevet om mig i Mose lov og profeterne og salmerne.«
45 Da åbnede han deres sind, så de forstod skrifterne.
46 Og han sagde til dem: »Således står der skrevet, at Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag,
47 og at der i hans navn skal prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslagene og begyndes fra Jerusalem.
48 I skal være vidner om dette.
49 Og se, jeg vil sende over jer, hvad min Fader har forjættet; men I skal blive her i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.«

50 Så tog han dem med sig ud, hen i nærheden af Betania, og han løftede sine hænder og velsignede dem.
51 Og det skete, medens han velsignede dem, skiltes han fra dem og opløftedes til Himmelen.
52 Da tilbad de ham og vendte tilbage til Jerusalem med stor glæde.
53 Og de var stadig i helligdommen og priste Gud.

Andre bøger

• ← Markusevangeliet ← Forrige bog i samme Bibel
• → Johannesevangeliet → Næste bog i samme Bibel
•    Lukasevangeliet - Dansk oversættelse fra 1907
•    Lukasevangeliet - Dansk prøveoversættelse fra 1944
•    Lukasevangeliet - King James Authorized Version (1611)
•    Lukasevangeliet - Originalteksten på græsk
•    Lukasevangeliet - Originalteksten på græsk i Unicode

Bibelen → Ressourcer → Dansk Bibel (1948) → Lukasevangeliet