Lukasevangeliet

Om oversættelsen: Prøveoversættelsen fra 1944 er en del af det indledende arbejde til oversættelsen fra 1948. Denne oversættelse bryder med en næsten 400 år gammel tradition, hvor hvert Bibeloplag var en revision af de forrige oplag, der i sidste ende gik tilbage til Den Resen-Svaningske Bibel fra 1607.

Desværre er denne oversættelse udgivet fire år før retskrivningsreformen i 1948 — med "aa", "skulde", "vilde", "kunde" og med navneord med stort. Samtidig har man beholdt "eder" i stedet for "jer" for at bevare det gamle kirkesprog. Det gør, at sproget virker "støvet", men oversættelsen er alligevel på mange måder bedre end den autoriserede fra 1992.

Kapitler: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24

Kapitel 1

Forord, 1-4. Engelen bringer Budskab om Johannes Døbers Fødsel, 5-25, og om Jesu Fødsel, 26-38. Marias Besøg hos Elisabet, 39-56. Johannes's Fødsel, 57-66. Zakarias's Lovsang, 67-80.

Ifølge Lukas var Jesus og Johannes Døberen slægtning og næsten jævnaldrende.
Tegning af Leonardo da Vinci.
Jesus og Johannes Døberen

1 Eftersom mange andre har taget sig for at affatte en Beretning om de Begivenheder, som er fuldbyrdet iblandt os,
2 saadan som de, der fra Begyndelsen var Øjenvidner og Ordets Tjenere, har overleveret os:
3 saa har ogsaa jeg besluttet nøje at gennemgaa det alt sammen forfra og derefter nedskrive det for dig i Rækkefølge, højædle Teofilus!
4 saa du kan lære at kende, hvor paalidelige de Ord er, som du har hørt i Undervisningen.

5 Paa den Tid, da Herodes var Konge i Jødeland, levede der en Præst ved Navn Zakarias, som hørte til Abias Skifte; hans Hustru var af Arons Døtre, og hendes Navn var Elisabet.
6 De var begge retfærdige for Gud og levede ulasteligt efter alle Herrens Bud og Forskrifter.
7 Men de var barnløse, thi Elisabet var ufrugtbar; og de var begge højt oppe i Aarene.
8 Engang, mens han gjorde Præstetjeneste for Gud, idet Turen var kommet til hans Skifte, skete det
9 ved den sædvanlige Lodtrækning mellem Præsterne, at det tilfaldt ham at gaa ind i Herrens Tempel og bringe Røgelseofferet.
10 Og hele Folkemængden stod udenfor og bad, mens Ofringen fandt Sted.
11 Da viste en Herrens Engel sig for ham, staaende ved højre side af Røgelsealteret.
12 Og da Zakarias saa ham, blev han forfærdet og grebet af Frygt.
13 Men Engelen sagde til ham: »Frygt ikke, Zakarias! thi din Bøn er hørt, og din Hustru Elisabet skal føde dig en Søn, og ham skal du give Navnet Johannes.
14 Han skal blive dig til Glæde og Fryd, og mange skal glædes over hans Fødsel;
15 thi han skal blive stor i Herrens Øjne. Vin og stærk Drik maa' han ikke drikke, og allerede fra Moders Liv skal han være fyldt af Helligaanden,
16 og mange af Israels Børn skal han omvende til Herren, deres Gud.
17 Selv skal han gaa i Forvejen for ham i Elias's Aand og Kraft for at vende Fædrenes Hjerter til Børnene og de genstridige til retfærdiges Sind, saa han kan berede Herren et velskikket Folk.«
18 Zakarias sagde til Engelen: »Hvordan skal jeg faa Vished om dette? jeg er jo gammel, og min Hustru er højt oppe i Aarene.«
19 Da svarede Engelen og sagde til ham: »Jeg er Gabriel, som staar for Guds Aasyn, og jeg er sendt hid for at tale til dig og bringe dig dette Glædesbudskab.
20 Og se, du skal blive stum og ikke kunne tale før den Dag, da dette sker, fordi du ikke troede mine Ord, som dog skal gaa i Opfyldelse, naar deres Tid er inde.«

21 Imidlertid stod Folket og ventede paa Zakarias, og de undrede sig over, at han blev saa længe i Templet.
22 Og da han kom ud, kunde han ikke tale til dem. Saa forstod de, at han havde haft et Syn i Templet; og han gjorde Tegn til dem og blev ved at være stum.
23 Og det skete, da hans Tjenestes Dage var omme, vendte han tilbage til sit Hjem.
24 Nogen Tid derefter blev hans Hustru Elisabet frugtsommelig, og hun lod sig ikke se i fem Maaneder, idet hun tænkte:
25 »Det er Herren, som har gjort, saaledes imod mig nu i disse Dage, da han naadigt har set til mig for at borttage min Skam iblandt Mennesker.«

26 I den sjette Maaned derefter blev Engelen Gabriel sendt af Gud til en By i Galilæa, som hedder Nazaret,
27 til en Jomfru, som var trolovet med en Mand ved Navn Josef, af Davids Hus; og Jomfruens Navn var Maria.
28 Og Engelen kom ind til hende og sagde: »Vær hilset, du benaadede, Herren er med dig!« [du velsignede blandt Kvinder].
29 Men hun blev forfærdet over hans Ord og tænkte ved sig selv, hvad denne Hilsen skulde betyde.
30 Da sagde Engelen til hende: »Frygt ikke, Maria! thi du har fundet Naade for Gud,
31 og se, du skal undfange og føde en Søn, og du skal give ham Navnet Jesus.
32 Han skal blive stor og kaldes den Højestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans Faders Trone.
33 Han skal være Konge over Jakobs Hus til evig Tid, og der skal ikke være Ende paa hans Kongedømme.«
34 Maria sagde til Engelen: »Hvorledes skal dette gaa til? Jeg ved jo ikke af nogen Mand.«
35 Og Engelen svarede og sagde til hende: »Helligaanden skal komme over dig, og Kraft fra den Højeste skal overskygge dig; derfor skal ogsaa Barnet, som fødes, kaldes helligt og Guds Søn.
36 Og se, ogsaa Elisabet, din Slægtning, har undfanget en Søn i sin Alderdom; hun, som kaldes ufrugtbar, er nu i den sjette Maaned.
37 Thi for Gud er ingenting umuligt.«
38 Da sagde Maria: »Se, jeg er Herrens Tjenerinde; det ske mig, som du har sagt!« Saa forlod Engelen hende.

39 I de samme Dage gav Maria sig paa Vej og skyndte sig op i Bjerglandet, til en By i Juda.
40 Og hun gik ind i Zakarias's Hus og hilste paa Elisabet,
41 og det skete, da Elisabet hørte Marias Hilsen, sprang Fosteret i hendes Liv. Og fyldt af Helligaanden
42 raabte Elisabet med høj Røst og sagde: »Velsignet er du blandt Kvinder, og velsignet dit Livs Frugt!
43 Men hvoraf kommer det, at min Herres Moder besøger mig?
44 Thi se, da Lyden af din Hilsen naaede mine Ører, sprang Fosteret i mit Liv af Fryd.
45 Og salig er hun, som troede; thi det, der er sagt hende af Herren, skal gaa i Opfyldelse.«
46 Da sagde Maria:
       »Min Sjæl højlover Herren,
       47 og min Aand fryder sig over Gud, min Frelser;
       48 thi han har set i Naade til sin ringe Tjenerinde.
       Se, herefter skal alle Slægter prise mig salig,
       49 thi den Mægtige har gjort store Ting imod mig.
       Helligt er hans Navn;
       50 og hans Barmhjertighed varer fra Slægt til Slægt
       over dem, som frygter ham.
       51 Han har øvet Vælde med sin Arm:
       splittet dem, der er hovmodige i Hjertets Tanker;
       52 Stormænd har han stødt fra Troner
       og løftet Smaafolk op i Højhed;
       53 hungrige har han mættet med gode Gaver
       og sendt rige tomhændet bort.
       54 Han har taget sig af Israel, sin Tjener,
       og kommet Barmhjertighed i Hu,
       55 saadan som han lovede vore Fædre,
       Abraham og hans Æt til evig Tid.«
56 Maria blev hos hende henved tre Maaneder og vendte saa tilbage til sit Hjem.

57 Nu kom Tiden, da Elisabet skulde føde, og hun fødte en Søn.
58 Og da hendes Naboer og Slægtninge hørte, hvor stor en Barmhjertighed Herren havde vist imod hende, glædede de sig med hende.
59 Og paa den ottende Dag skete det, at de kom for at omskære Barnet; og de vilde kalde ham Zakarias efter hans Fader.
60 Men hans Moder svarede og sagde: »Nej, han skal hedde Johannes.«
61 De sagde da til hende: »I din Slægt er der ingen, som har det Navn,«
62 og de spurgte hans Fader ved Tegn, hvad han vilde, Barnet skulde hedde.
63 Da bad han om en Tavle og skrev disse Ord: »Johannes er hans Navn.« Og de undrede sig alle.
64 Men i det samme fik han atter Mund og Mæle, og han talte og priste Gud.
65 Da kom der Frygt over alle omkringboende, og alt dette blev meget omtalt i hele Judæas Bjergland.
66 Og alle, som hørte det, lagde sig det paa Sinde og sagde: »Hvad mon det Barn skal blive til?« Thi Herrens Haand var med ham.

67 Og Zakarias, hans Fader, blev fyldt af Helligaand, og han profeterede og sagde:
       68 »Lovet være Herren, Israels Gud!
       thi han har besøgt og forløst sit Folk
       69 og oprejst os et Frelsens Horn i sin Tjener Davids Hus,
       70 som han havde lovet ved sine hellige Profeters Mund fra fordums Tid:
       71 en Frelse fra vore Fjender og fra alle vore Haderes Haand,
       72 for at øve Barmhjertighed mod vore Fædre og ihukomme sin hellige Pagt,
       73 den Ed, han tilsvor Abraham, vor Fader,
       at han vilde give os, at vi, udfriede fra vore Fjenders Haand,
       74 maa tjene ham uden Frygt
       75 i Fromhed og Retfærdighed for hans Aasyn
       alle vore Dage.
       76 Og du, Barnlille! skal kaldes den Højestes Profet;
       thi du skal gaa foran Herren for at bane hans Veje
       77 og lære hans Folk at kende Frelsen
       gennem deres Synders Forladelse,
       78 takket være vor Guds inderlige Barmhjertighed,
       ved hvilken Solopgangen fra det høje vil besøge os
       79 for at skinne for dem, som sidder i Mørke og Dødens Skygge,
       og lede vore Fødder ind paa Fredens Vej.«
80 Og Barnet voksede til og blev styrket i Aanden; og han var i Ørkenerne indtil den Dag, da han skulde træde frem for Israel.

Kapitel 2

Jesu Fødsel, 1-7. Hyrderne, 8-20. Omskærelsen, 21. Simeon og Anna, 22-40. Jesus som tolvaarig i Templet, 41-52.

Lukas 2,14: »Fred på Jorden! i Mennesker Velbehag!«.

Den moderne korrekte oversættelse lyder mere truende: »Fred til mennesker med Guds velbehag!«

Hyrderne På Marken

1 Det skete i de Dage, at der udgik en Befaling fra Kejser Augustus at al Verden skulde skrives i Mandtal.
2 (Det var den første Indskrivning, som skete, mens Kvirinius var Landshøvding i Syrien).
3 Og alle gik hen for at lade sig indskrive, hver til sin By.
4 Og fordi Josef var af Dayids Hus og Slægt, drog han ogsaa op fra Galilæa, fra Byen Nazaret, til Judæa, til Davids By, som hedder Betlehem,
5 for at lade sig indskrive tillige med Maria, sin trolovede, som var frugtsommelig.
6 Og det skete, mens de var der, kom Tiden, da hun skulde føde.
7 Og hun fødte sin Søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en Krybbe, fordi der ikke var Plads til dem i Herberget.

8 I den samme Egn var der Hyrder, som laa ude paa Marken og holdt Nattevagt over deres Hjord.
9 Og en Herrens Engel stod for dem, og Herrens Herlighed straalede om dem, og de blev grebet af stor Frygt.
10 Men Engelen sagde til dem: »Frygt ikke; thi se, jeg forkynder jer en stor Glæde, som skal være for hele Folket.
11 Thi i Dag er der født jer en Frelser i Davids. By; han er Messias, Herren!
12 Og dette skal være jer et Tegn: I skal finde et lille Barn svøbt og liggende i en Krybbe.«
13 Og i det samme var der med Engelen en mangfoldig himmelsk Hærskare, som lovpriste Gud og sagde:

       14 »Ære være Gud i det højeste!
       og paa Jorden Fred
       i Mennesker, der har Guds Velbehag!«
15 Og det skete, da Englene havde forladt dem og var vendt tilbage til Himmelen, sagde Hyrderne til hinanden: »Lad os dog gaa til Betlehem og se det, som der er sket, og som Herren har kundgjort os.«
16 Og de skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef tilligemed Barnet, som laa i Krybben.
17 Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette Barn.
18 Og alle, som hørte det, undrede sig over det, som Hyrderne sagde til dem.
19 Men Maria gemte alle disse Ord i sit Hjerte og grundede over dem.
20 Og Hyrderne vendte tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, saaledes som der var blevet sagt til dem.

21 Da otte Dage var gaaet, saa han skulde omskæres, fik han Navnet Jesus, som han var kaldt af Engelen, før han blev undfanget i Moders Liv.

22 Da saa deres Renselsesdage efter Mose Lov var omme, bragte de ham op til Jerusalem for at fremstille ham for Herren,
23 som der staar skrevet i Herrens Lov, at »alt Mandkøn, som aabner Moders Liv, skal kaldes helligt for Herren«,
24 og for at bringe Offer, saadan som det er foreskrevet i Herrens Lov: et Par Turtelduer eller to Dueunger:

25 Og se, der levede i Jerusalem en Mand ved Navn Simeon, han var en retfærdig og gudfrygtig Mand og ventede Israels Trøst; og Helligaanden var over ham.
26 Og det var varslet ham af Helligaanden, at han ikke skulde se Døden, før han havde set Herrens Salvede.
27 Han kom nu, tilskyndet af Aanden, ind i Helligdommen; og da Forældrene bragte Barnet Jesus ind for at gøre med det, som Skik var efter Loven,
28 tog han det i sine Arme og priste Gud og sagde:
       29 »Herre! nu lader du din Tjener gaa bort i Fred, som du har sagt.
       30 Thi mine øjne har set din Frelse,
       31 som du har beredt for alle Folkeslag,
       32 et Lys, som skal aabenbares for Hedningerne,
       og en Herlighed for dit Folk Israel.«
33 Og hans Fader og hans Moder undrede sig over det, som blev sagt om ham.
34 Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans Moder: »Se, det Barn er sat til Fald og Oprejsning for mange i Israel og til et Tegn, som skal modsiges
35 - ja, ogsaa din egen Sjæl skal et Sværd gennemtrænge! - saa at mange Hjerters Tanker skal blive aabenbaret.«

36 Og der var en Profetinde Anna, Fanuels Datter, af Asers Stamme; hun var meget højt oppe i Aarene; efter sin Jomfrutid havde hun levet syv Aar med sin Mand
37 og var nu en Enke paa fire og firsindstyve Aar. Hun veg ikke fra Helligdommen, men tjente Gud dèr med Faste og Bønner Nat og Dag.
38 Hun traadte til i den samme Stund og lovpriste Gud og talte om Barnet til alle, som ventede Jerusalems Forløsning.

39 Da de nu havde fuldført det alt sammen, saadan som det er foreskrevet i Herrens Lov, vendte de tilbage til Galilæa til deres egen By Nazaret.
40 Og Barnet voksede og blev stærkt og fyldtes af Visdom; og Guds Naade var over det.

41 Hvert Aar paa Paaskehøjtiden drog hans Forældre op til Jerusalem.
42 Og da han var blevet tolv Aar gammel, gik de derop, som det var Skik ved Højtiden.
43 Da de havde tilendebragt Højtidsdagene og var paa Hjemvejen, blev Drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans Forældre lagde Mærke til det.
44 Da de mente, at han var i Rejsefølget, kom de en Dags Rejse frem og ledte efter ham blandt deres Slægtninge og Bekendte.
45 Men da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem og ledte efter ham.
46 Og det skete efter tre Dages Forløb, da fandt de ham i Helligdommen, hvor han sad midt iblandt Lærerne og hørte paa dem og spurgte dem;
47 og alle, som hørte ham, blev ude af sig selv af Forbavselse over hans Forstand og Svar.
48 Da de saa ham, blev de slaaet af Forundring; og hans Moder sagde til ham: »Barn! hvor kunde du gøre saadan imod os? Se, din Fader og jeg har ledt efter dig med Smerte.«
49 Da sagde han til dem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være i min Faders Hus?«
50 Men de forstod ikke, hvad han mente med det, han sagde til dem.

51 Saa fulgte han med dem hjem til Nazaret og var lydig imod dem. Og hans Moder gemte alt dette i sit Hjerte.
52 Og Jesus gik frem i Visdom og Vækst og Yndest hos Gud og Mennesker.

Kapitel 3

Johannes Døbers Forkyndelse og Fængsling, 14-20. Jesu Daab, 21-22. Jesu Slægtregister, 23-38.

Jesus' fødsel:

Læs meget mere om Jesus' fødsel og den store folketælling.

1 I Kejser Tiberius's femtende Regeringsaar, da Pontius Pilatus var Landshøvding i Judæa, og Herodes var Landsfyrste i Galilæa, og hans Broder Filip Landsfyrste i Ituræa og Trakonitis's Land, og Lysanias Landsfyrste i Abilene,
2 mens Annas og Kajfas var Ypperstepræster, da kom Guds Ord til Johannes, Zakarias's Søn, i Ørkenen.
3 Og han gik ud i hele Omegnen om Jordan og prædikede Omvendelses-Daab til Syndernes Forladelse,
4 som der staar skrevet i Bogen med Profeten Esajas's Taler:
       »Der er en Røst af en, som raaber i Ørkenen:
       Ban Herrens Vej,
       gør hans Stier jævne;
       5 hver Dal skal fyldes,
       og hvert Bjerg og Høj sænkes,
       og det krogede skal rettes ud,
       og de knudrede Veje jævnes;
       6 og alt Kød skal se Guds Frelse.«
7 Han sagde da til de Folkeskarer, som kom ud for at døbes af ham: »I Øgleunger, hvem indgav jer den Tanke at flygte fra den kommende Vrede?
8 Saa bær da Frugter, som er Omvendelsen værdige, og begynd ikke at sige ved jer selv: Vi har Abraham til Fader; thi jeg siger jer, at Gud kan skabe Abraham Børn af Stenene dèr!
9 Øksen ligger ogsaa allerede ved Roden af Træerne; saa skal da hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, hugges om og kastes i Ilden.«

10 Saa spurgte Skarerne ham og sagde: »Hvad skal vi da gøre?«
11 Han svarede og sagde til dem: »Den, som har to Kjortler, skal dele med den, som ingen har; og den, som har Mad, skal gøre ligesaa!«
12 Der kom ogsaa Toldere for at døbes, og de sagde til ham: »Mester! hvad skal vi gøre?«
13 Han svarede dem: »Opkræv ikke mere, end der er foreskrevet jer.«
14 Ogsaa Soldater spurgte ham og sagde: »Hvad skal saa vi gøre?« Og han sagde til dem: »I maa ikke mishandle eller udplyndre nogen, men lad jer nøje med jeres Lønning!«
15 Da der nu gik en Forventning gennem Folket og alle tænkte i deres Hjerter, om ikke Johannes skulde være Messias,
16 saa tog Johannes til Orde og sagde til alle: »Jeg døber jer med Vand; men han kommer, som er stærkere end jeg; jeg er end ikke værdig til at løse Remmen paa hans Sko; han skal døbe jer med Helligaand og Ild.
17 Sin Kasteskovl har han i Haanden for at gennemrense sin Lo og samle Hveden i sin Lade, men Avnerne skal han opbrænde med uudslukkelig Ild.«
18 Ogsaa meget andet lagde han Folket paa Sinde, naar han forkyndte Evangeliet for dem.
19 Men da Herodes, Landsfyrsten, blev sat i Rette af ham for sin Broders Hustru Herodias's Skyld og for alt det onde, som Herodes gjorde,
20 saa føjede han til alt det øvrige ogsaa dette, at han satte Johannes i Fængsel.

21 Da nu alt Folket døbtes, og ogsaa Jesus blev døbt, saa skete det, at Himmelen aabnedes, mens han bad,
22 og Helligaanden dalede ned over ham i legemlig Skikkelse som en Due, og en Røst lød fra Himmelen: »Du er min Søn, den elskede, i dig har jeg Velbehag.«

Jesus' stamtavle:

I vers 29 har Jesus en stamfar, der også hedder Jesus. I de gamle Bibler var navnet forfalsket til Josef; i oversættelsen fra 1992 er navnet ændret til Josva.

Se de 6.000 forfalskninger og det magiske syvtal

I vers 36 har Lukas tilsyneladende opfundet en person, Kajnan, der ikke optræder i stamtavlerne i det Gamle Testamente.

Se Jesus' stamtavle(r) og hvem var Kajnan?

23 Jesus var omkring tredive Aar gammel, da han begyndte sin Gerning. Og han var, efter hvad man mente, Søn af Josef, der var Søn af Eli,
24 Søn af Mattat, Søn af Levi, Søn af Melki, Søn af Jannaj, Søn af Josef,
25 Søn af Mattatias, Søn af Amos, Søn af Nahum, Søn af Esli, Søn af Naggaj,
26 Søn af Mahat, Søn af Mattatias, Søn af Sjim'i, Søn af Josek, Søn af Joda,
27 Søn af Johanan, Søn af Resa, Søn af Zerubbabel, Søn af Sjealtiel, Søn af Neri,
28 Søn af Melki, Søn af Addi, Søn af Kosam, Søn af Elmadam, Søn af Er,
29 Søn af Josua, Søn af Elie zer, Søn af Jorim, Søn af Mattat, Søn af Levi,
30 Søn af Simeon, Søn af Juda, Søn af Josef, Søn af Jonam, Søn af Eljakim,
31 Søn af Melea, Søn af Menna, Søn af Mattata, Søn af Natan, Søn af David,
32 Søn af Isaj, Søn af Obed, Søn af Boaz, Søn af Salmon, Søn af Nahasjon,
33 Søn af Amminadab, Søn af Admin, Søn af Arni, Son af Hezron, Søn af Perez, Søn af Juda,
34 Søn af Jakob, Søn af Isak, Søn af Abraham, Søn af Tara, Søn af Nakor,
35 Søn af Serug, Søn af Re'u, Søn af Peleg, Søn af Eber, Søn af Sjela,
36 Søn af Kenan, Søn af Arpaksjad, Søn af Sem, Søn af Noa, Søn af Lemek,
37 Søn af Metusalem, Søn af Enok, Søn af Jered, Søn af Mahalal’el, Søn af Kenan,
38 Søn af Enosj, Søn af Set, Søn af Adam, Søn af Gud.

Kapitel 4

Jesus fristes af Djævelen, 1-13, drager til Galilæa og prædiker i Nazarets Synagoge, 14-30. I Kapernaum uddriver han en ond Aand, 31-37, helbreder Peters Svigermoder og andre syge, 38-41. Han prædiker i Galilæas Synagoger, 42-44.

1 Jesus vendte tilbage fra Jordan, fyldt af Helligaanden, og blev ude i Ørkenen ført af Aanden
2 i fyrretyve Dage og fristedes dèr af Djævelen. Og han spiste intet i de Dage; og da de var gaaet, led han Sult.
3 Da sagde Djævelen til ham: »Hvis du er Guds Søn, saa sig til Stenen der, at den skal blive til Brød.«
4 Jesus svarede ham: »Der staar skrevet: Mennesket skal ikke leve af Brød alene.«
5 Saa førte Djævelen ham op og viste ham alle Jordens Riger i et øjeblik,
6 og sagde til ham: »Dig vil jeg give Magten over alt dette tillige med dets Herlighed; thi til mig er den overgivet, og jeg giver den, til hvem jeg vil.
7 Hvis du altsaa vil tilbede mig, skal den helt være din.«
8 Jesus svarede ham og sagde: »Der staar skrevet: Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.«
9 Saa førte han ham til Jerusalem og stillede ham paa Helligdommens Tinde og sagde til ham: »Hvis du er Guds Søn, saa styrt dig ned herfra;
10 thi der staar skrevet:
       Han skal give sine Engle Befaling om dig,
       at de skal vogte dig;
       11 og: de skal bære dig paa Hænder,
       for at du ikke skal støde din Fod paa nogen Sten.«
12 Da svarede Jesus og sagde til ham: »Der er sagt: Du maa ikke friste Herren din Gud.«
13 Og da Djævelen saaledes havde fristet ham paa enhver Maade, forlod han ham for en Tid.

14 Og Jesus vendte i Aandens Kraft tilbage til Galilæa, og Rygtet om ham kom ud i hele Omegnen.
15 Og han lærte i deres Synagoger og blev prist af alle.
16 Saa kom han til Nazaret, hvor han var vokset op. Og paa Sabbatsdagen gik han efter sin Sædvane ind i Synagogen. Der stod han op for at forelæse,
17 og man gav ham Profeten Esajas's Bog, og da han aabnede Bogen, fandt han det Sted, hvor der stod skrevet:
       18 Herrens Aand over mig,
       fordi han salvede mig,
       at jeg skal gaa med Glædesbud til fattige.
       Han sendte mig for at udraabe for Fanger,
       at de skal faa Frihed,
       og for blinde, at de skal faa deres Syn,
       for at sætte fortrykte i Frihed
       19 og udraabe et Naadeaar fra Herren.
20 Saa lukkede han Bogen og gav Tjeneren den tilbage og satte sig; og alles Øjne i Synagogen var spændt rettet mod ham.
21 Da begyndte han med at sige til dem: »I Dag er dette Skriftord gaaet i Opfyldelse, som lød i jeres ører.«
22 Og alle gav de ham deres Bifald, og de undrede sig over de livsalige Ord, som udgik af hans Mund. Da sagde de: »Er det ikke Josefs Søn?«
23 Men han sagde til dem: »I vil sikkert bruge det Ordsprog om mig: Læge, læg dig selv! vi har hørt om de store Ting, som er sket i Kapernaum; gør ogsaa saadanne her i din Fædreneby.«
24 Men han sagde: »Sandelig siger jeg eder, ingen Profet er anerkendt i sit Fædreland.
25 Og jeg siger jer som sandt er: I Israel var der mange Enker i Elias's Dage, dengang Himmelen var lukket i tre Aar og seks Maaneder, saa der kom en stor Hungersnød i hele Landet;
26 dog til ingen af dem blev Elias sendt, men derimod til en Enke i Zarepta i Zidons Land.
27 Og i Israel var der mange spedalske paa Profeten Elisas Tid, og ingen af dem blev renset, men derimod Syreren Na'aman.«
28 Da de, der var i Synagogen, hørte det, blev de alle fulde af Harme,
29 og de stod op og drev ham ud af Byen og førte ham hen til Randen af det Bjerg, deres By var bygget paa; dèr vilde de styrte ham ned.
30 Men han gik sin vej midt imellem dem og drog bort.

31 Saa kom han ned til Kapernaum, en By i Galilæa, og lærte dem paa Sabbaten.
32 Og de blev slaaet af Forundring over hans Lære, thi han talte med Myndighed.
33 Og i Synagogen var der et Menneske, som var besat af en uren, ond Aand, og han raabte op med høj Røst:
34 »Aah, lad os være, Jesus fra Nazaret! Er du kommet for at ødelægge os? Jeg ved godt, hvem du er: Guds hellige.«
35 Jesus truede ad ham og sagde: »Ti, og far ud af ham!« Og den onde Aand kastede ham til Jorden midt iblandt dem og for ud af ham uden at have gjort ham nogen Skade.
36 Da kom der Rædsel over dem alle; og de talte med hinanden og sagde: »Hvad er dog dette for et Ord? han byder jo over de urene Aander med Myndighed og Kraft, saa de farer ud.«
37 Og hans Ry udbredtes alle Vegne i Egnen der omkring.

38 Saa rejste han sig og gik fra Synagogen ind i Simons Hus; og Simons Svigermoder laa syg med høj Feber; og de bad ham hjælpe hende.
39 Han traadte da hen og bøjede sig over hende og truede Feberen, og den forlod hende. Og hun stod straks op og vartede dem op.
40 Da Solen gik ned, kom de alle til ham med deres syge, som led af forskellige Sygdomme; og han lagde Hænderne paa hver enkelt af dem og helbredte dem.
41 Ogsaa onde Aander for ud af mange, idet de raabte og sagde: »Du er Guds Søn;« men han talte strengt til dem og forbød dem at røbe, at han var Messias.

42 Og da det var blevet Dag, gik han ud og drog til et øde Sted. Saa ledte Skarerne efter ham; og de kom hen til ham og vilde holde paa ham, for at han ikke skulde gaa fra dem.
43 Men han sagde til dem: »Jeg skal ogsaa forkynde Evangeliet om Guds Rige for de andre Byer; det er jo det, jeg blev udsendt for.«
44 Saa prædikede han da i Jødelands Synagoger.

Kapitel 5

Peters Fiskefangst, 1-11. Jesus helbreder en spedalsk, 12-16, og en lam, 17-26. Levis Kaldelse, 27-32. Om Faste, 33-39.

De første disciple: Jesus hjælper fiskerne med deres fangst. I Johannesevangeliet sker denne episode allersidst i historien.
Raphael: Disciplene på fisketur

1 En Gang, da Folkeskaren trængte sig om ham og hørte Guds Ord, mens han stod ved Genezaret Sø, skete det,
2 at han fik øje paa to Baade, der laa ved Søen; Fiskerne var gaaet fra dem og var ved at skylle deres Garn.
3 Og han gik om Bord i en af Baadene, den, der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra Land. Saa satte han sig og lærte Skarerne fra Baaden.
4 Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: »Læg ud paa Dybet, og kast jeres Garn ud til en Dræt!«
5 Da svarede Simon og sagde til ham: »Mester, vi har slidt hele Natten og ingenting faaet; men paa dit Ord vil jeg kaste Garnene ud.
6 Og da de havde gjort det, fangede de en stor Mængde Fisk, og deres Garn var ved at briste.
7 Saa vinkede de ad deres Fæller i den anden Baad, at de skulde komme og hjælpe dem; og de kom, og de fyldte begge Baadene, saa at de var nær ved at synke.
8 Men da Simon Peter saa det, faldt han ned for Jesu Knæ og sagde: »Gaa bort fra mig, Herre, thi jeg er en syndig Mand!«
9 Thi en Rædsel havde grebet ham og alle dem, som var med ham, over den Fiskedræt, de havde faaet;
10 ligesaa ogsaa Jakob og Johannes, Zebedæus's Sønner, som var Simons Arbejdsfæller. Men Jesus sagde til Simon: »Frygt ikke! fra nu af skal du fange Mennesker.«
11 Da lagde de Baadene til Land og forlod alle Ting og fulgte ham.
V. 12-16: Jesus kurerer en spedalsk. I Markusevangeliet bliver han rasende på den stakkels mand.
Jesus kurerer en spedalsk

12 Og det skete, mens han var i en af Byerne, se, da kom der en Mand, som var fuld af Spedalskhed; da han fik øje paa Jesus, kastede han sig ned med Ansigtet mod Jorden, bad ham og sagde: »Herre, hvis du vil, kan du rense mig.«
13 Og han rakte sin Haand ud, rørte ved ham og sagde: »Ja, jeg vil; bliv ren!« Og straks forsvandt hans Spedalskhed.
14 Og Jesus forbød ham at sige det til nogen, men »gaa hen og lad dig syne af Præsten og bring for din Renselse det Offer, som Moses har paabudt, til Vidnesbyrd for dem!«
15 Men Rygtet om ham bredte sig mere og mere, og store Skarer kom sammen for at høre og for at blive helbredt for deres Sygdomme.
16 Men han trak sig tilbage til Ørkenerne og bad.

17 Og en Dag, da han lærte, skete det, at der sad nogle Farisæere og Lovlærere der; de var kommet til fra alle Landsbyerne i Galilæa og Judæa og fra Jerusalem; og Herrens Kraft virkede, saa han kunde helbrede.
18 Og se, nogle Mænd kom bærende med en lam Mand, der laa paa en Baare, og de forsøgte at komme ind med ham og lægge ham foran Jesus.
19 Men da de ikke kunde finde nogen Steder at komme ind med ham paa Grund af Folkeskaren, gik de op paa Taget og firede ham tillige med Baaren ned mellem Tagstenene, midt i Skaren lige foran Jesus.
20 Og da han saa deres Tro, sagde han: »Menneske! dine Synder er dig forladt.«
21 Da begyndte de skriftkloge og Farisæerne at tænke ved sig selv: »Hvem er den Mand, som taler saa gudsbespotteligt? Hvem andre end Gud alene kan forlade Synder?«
22 Men da Jesus gennemskuede deres Tanker, svarede han og sagde til dem: »Hvad tænker I paa i jeres Hjerter?
23 Hvad er lettest at sige: Dine Synder er dig forladt, eller at sige: Staa op og gaa?
24 Men for at I skal vide, at Menneskesønnen har Magt paa Jorden til at forlade Synder« saa sagde han til den lamme: »Jeg siger dig: Staa op, tag din Baare og gaa hjem!«
25 Og han stod straks op for Øjnene af dem og tog det, han iaa paa, og gik hjem, idet han priste Gud.
26 Og Forfærdelse greb alle, og de priste Gud; og de blev fyldt af Frygt og sagde: »Vi har set utrolige Ting i Dag.«
V. 17-32: Disciplen ved toldboden. Er det den samme som evangelisten Matthæus?
Lego: Levi i toldboden

27 Derefter gik han ud og saa en Tolder ved Navn Levi sidde ved Toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!«
28 Da forlod han alt og stod op og fulgte ham.
29 Nu gjorde Levi et stort Gilde for ham i sit Hus; og der var en stor Skare af Toldere og andre, som sad til Bords sammen med dem.
30 Men Farisæerne og deres skriftkloge knurrede mod hans Disciple og sagde: »Hvorfor spiser og drikker I sammen med Toldere og Syndere?«
31 Da svarede Jesus og sagde til dem: »De raske har ikke Brug for Læge, men de syge.
32 Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men Syndere til Omvendelse.«

33 Og de sagde til ham: »Johannes's Disciple faster ofte og fremsiger Bønner, og det samme gør Farisæernes Disciple; men dine spiser og drikker?«
34 Men Jesus svarede: »Mon I kan faa Brudesvendene til at faste, saa længe Brudgommen er hos dem?
35 Men der skal komme Dage, da Brudgommen bliver taget fra dem; da skal de faste, i de Dage.«
36 Han sagde ogsaa til dem med en Lignelse: »Ingen river et stykke af en ny Klædning og sætter det paa en gammel Klædning; for saa vilde han jo ikke blot rive den nye Klædning itu, men Stykket fra den nye vilde ikke passe til den gamle.
37 Og ingen hælder ung Vin paa gamle Skindsække; for saa vilde den unge Vin sprænge Sækkene, og den vilde spildes, og Sækkene ødelægges;
38 nej, man skal hælde ung Vin paa nye Skindsække.
39 Men ingen, som har drukket den gamle Vin, vil have den unge; thi han siger: Den gamle er bedst.«

Kapitel 6

Aksplukningen paa Sabbaten, 1-5. Manden med den visne Haand, 6-11. Udvælgelsen af de tolv Apostle, 12-16. Jesus helbreder syge, 17-19. Saligprisninger og Veraab, 20-26. Om Kærlighed til Fjenderne, 27-36. Advarsel mod Døinmesyge, 37-42. Sindelagets Frugter, 43-45. De to Huse, 46-49.

Jesus i kornmarken.
Jesus og hans disciple plukker korn

1 Paa den næstførste Sabbat skete det, at han vandrede gennem en Kornmark, og hans Disciple plukkede Aks og gned dem mellem deres Hænder og spiste.
2 Men nogle af Farisæerne sagde: »Hvorfor gør I noget, man ikke har Lov til paa en Sabbat?«
3 Og Jesus svarede og sagde til dem: »Har I da ikke læst, hvad David gjorde, da han og hans Ledsagere blev sultne?
4 hvordan han gik ind i Guds Hus og tog Skuebrødrene og spiste og ogsaa gav sine Ledsagere deraf, skønt ingen uden Præsterne har Lov at spise dem.«
5 Og han sagde til dem: »Menneskesønnen er Herre over Sabbaten.«

6 En anden Sabbat skete det, at han kom ind i Synagogen og lærte. Der var der en Mand, hvis højre Haand var vissen.
7 Og de skriftkloge og Farisæerne holdt Øje med ham, om han vilde helbrede paa Sabbaten - for at finde noget at anklage ham for.
8 Men han kendte deres Tanker og sagde til Manden med den visne Haand: »Rejs dig og træd frem her midt iblandt os!« Og han stod op og traadte frem.
9 Saa sagde Jesus til dem: »Jeg spørger jer, har man Lov at gøre godt paa Sabbaten eller gøre ondt, at frelse Liv eller ødelægge det?«
10 Og han saa omkring paa dem alle og sagde til Manden: »Ræk din Haand frem!« Og da han gjorde det, blev hans Haand rask igen.
11 Men de blev opfyldt af Raseri og talte med hinanden om, hvad de skulde gøre ved Jesus.

12 Saa skete det i de Dage, at han gik ud i Bjergene for at bede; og han tilbragte Natten i Bøn til Gud.
13 Da det blev Dag, kaldte han sine Disciple til sig og udvalgte tolv af dem, som han ogsaa kaldte Apostle:
14 Simon, som han ogsaa kaldte Peter, og Andreas, hans Broder, og Jakob og Johannes og Filip og Bartolomæus
15 og Mattæus og Tomas og Jakob, Alfæus's Søn, og Simon, som kaldes Zelotes,
16 og Judas, Jakobs Søn, og Judas Iskariot, som blev Forræder.

17 Sammen med dem gik han ned og blev staaende paa et jævnt Sted, hvor der var en stor Skare af hans Disciple og en stor Mængde af Folk fra hele Judæa og Jerusalem og Kysten ved Tyrus og Zidon;
18 de var kommet for at høre ham og blive helbredt for deres Sygdomme. Ogsaa de, der var plaget af urene Aander, blev helbredt.
19 Og hele Skaren søgte at røre ved ham, thi en Kraft udgik fra ham og helbredte alle.

20 Og han fæstede sine Øjne paa sine Disciple og sagde: »Salige er I, som er fattige, thi Guds Rige er jeres.
21 Salige er I, som nu hungrer, thi I skal mættes. Salige er I, som nu græder, thi I skal le.
22 Salige er I, naar Folk hader jer og udstøder jer og haaner jer og skyer jeres Navn som ondt for Menneskesønnens Skyld.
23 Paa den Dag skal I fryde jer og springe højt af Glæde; thi se, jeres Løn er stor i Himmelen. Thi paa samme Maade gjorde deres Fædre ved Profeterne.
24 Men ve jer, I som er rige, thi I har allerede faaet jeres Trøst.
25 Ve jer, I som nu er mætte, thi I skal hungre. Ve jer, I som nu ler, thi I skal sørge og græde.
26 Ve jer, naar alle Mennesker taler godt om jer; thi paa samme Maade gjorde deres Fædre ved de falske Profeter.

27 Men til jer, som hører mig, siger jeg: Elsk jeres Fjender, gør godt imod dem, som hader jer;
28 velsign dem, som forbander jer, og bed for dem, som mishandler jer.
29 Slaar nogen dig paa den ene Kind, saa byd ogsaa den anden til; og tager nogen Kappen fra dig, saa nægt ham heller ikke Kjortelen!
30 Giv enhver, som beder dig; og tager nogen, hvad der er dit, saa kræv det ikke tilbage!
31 Gør mod andre Mennesker saadan, som I vil, at de skal gøre mod jer!
32 Hvis I elsker dem, som elsker jer, hvad Tak kan I vente for det? Syndere elsker jo ogsaa dem, som elsker dem.
33 Og hvis I gør godt imod dem, der gør godt imod jer, hvad Tak kan I vente for det? Syndere gør jo det samme.
34 Og hvis I laaner til dem, af hvem I haaber at faa igen, hvad Tak kan I vente for det? Syndere laaner jo ogsaa til Syndere for at faa ligesaa meget igen.
35 Nej, elsk jeres Fjender, og gør godt, og laan uden at vente noget igen, saa skal jeres Løn være stor, og I skal være den Højestes Børn; thi han er god imod de utaknemmelige og onde.
36 Vær barmhjertige, ligesom jeres Fader er barmhjertig.

37 Døm ikke, saa skal I ikke dømmes; fordøm ikke, saa skal I ikke fordømmes; tilgiv, saa skal I faa Tilgivelse;
38 giv, saa skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfuldt Maal skal de give i jeres Skød; thi det Maal, I maaler med, med det skal I selv faa tilmaalt igen.«
39 Han sagde ogsaa til dem med en Lignelse: »Kan en blind vel lede en blind? Vil de ikke begge falde i Grøften?
40 En Discipel staar ikke over sin Mester; men enhver, som er fuldt udlært, skal være som sin Mester.
41 Hvorfor ser du Splinten i din Broders Øje, men Bjælken i dit eget Øje lægger du ikke Mærke til?
42 Hvor kan du sige til din Broder: Broder! lad mig tage Splinten ud, som er i dit Øje, du, som ikke ser Bjælken i dit eget Øje? Hykler! tag først Bjælken ud af dit eget Øje, saa kan du se klart til at tage Splinten ud, som er i din Broders Øje.

43 Der er heller ikke noget godt Træ, som bærer daarlig Frugt, og ikke noget daarligt Træ, som bærer god Frugt.
44 Ethvert Træ kendes jo paa sin Frugt; thi man samler ikke Figener af Tjørn, plukker heller ikke Druer af en Tornebusk.
45 Et godt Menneske tager gode Ting frem af sit Hjertes gode Forraad, og et ondt Menneske tager onde Ting frem af sit onde Forraad; thi hvad Hjertet er fuldt af, løber Munden over med.

46 Men hvorfor kalder I mig Herre, Herre! naar I ikke gør, hvad jeg siger?
47 Enhver, der kommer til mig og hører mine Ord og handler efter dem hvem han ligner, skal jeg vise jer.
48 Han ligner en Mand, der vilde bygge et Hus og gravede i Dybden og lagde Grundvolden paa Klippegrund; da der saa kom Oversvømmelse, og Vandstrømmen styrtede imod det Hus, kunde den ikke rokke det; thi det var bygget godt.
49 Men den, som hører og ikke handler efter det, han ligner en Mand, der byggede et Hus lige paa Jorden uden at lægge Grundvold; og Vandstrømmen styrtede imod det, og straks faldt det sammen, og dette Hus's Sammenbrud blev stort.«

Kapitel 7

Officerens Tjener 1-10. Enkens Søn, 11-17. Johannes Døbers Spørgsmaal og Jesu Vidnesbyrd om ham, 18-30. Folkets Egensindighed, 31-55. Synderinden salver Jesus, 36-50.

1 Da Jesus nu havde fuldendt hele sin Tale til det lyttende Folk, gik han ind i Kapernaum.
2 Der var der en Officer, som havde en højt skattet Tjener, der var syg og nær ved at dø.
3 Da han havde hørt om Jesus, sendte han nogle af Jødernes Ældste til ham for at bede ham om, at han vilde komme og redde hans Tjeners Liv.
4 Og da de kom til Jesus, bad de ham indtrængende og sagde: »Han er nok værd, at du gør dette for ham;
5 thi han elsker vort Folk og har bygget vor Synagoge til os.«
6 Jesus gik med dem; men da han allerede var nær ved Huset, sendte Officeren nogle Venner og lod sige: »Herre, gør dig ikke Ulejlighed, thi jeg er for ringe til, at du skal gaa ind under mit Tag.
7 Derfor regnede jeg heller ikke mig selv for værdig til at komme til dig; men sig kun et Ord, saa bliver min Tjener rask.
8 Jeg er jo selv en Mand, der staar under Kommando og har Soldater under mig; og siger jeg til den ene: Gaa! saa gaar han; og til den anden: Kom! saa kommer han; og til min Tjener: Gør det! saa gør han det.«
9 Da Jesus hørte dette, undrede han sig over ham; og han vendte sig om og sagde til Skaren, der fulgte ham: »Jeg siger jer, ikke engang i Israel har jeg fundet saa stor en Tro.«
10 Og da de, som var sendt ud, kom tilbage til Huset, fandt de Tjeneren frisk og sund.

11 Det skete engang i Tiden derefter, at han gik til en By, som hed Nain, og hans Disciple og en stor Skare ledsagede ham.
12 Men da han nærmede sig Byens Port, se, da blev en død baaret ud, en Moders eneste Søn, og hun var Enke. Og en hel Skare fra Byen fulgte med hende.
13 Da Herren saa hende, ynkedes han inderligt over hende og sagde til hende: »Græd ikke!«
14 Og han gik hen og rørte ved Baaren; og de, som bar den, standsede. Da sagde han: »Unge Mand, jeg siger dig: staa op!«
15 Og den døde satte sig op og begyndte at tale; og han gav ham til hans Moder.
16 Da blev alle grebet af Frygt, og de priste Gud og sagde: »En stor Profet er fremstaaet iblandt os, og Gud har besøgt sit Folk.«
17 Og det Ord om ham kom ud overalt i Jødeland og i alle de omliggende Egne.

18 Alt dette fik Johannes fortalt af sine Disciple. Saa kaldte han et Par af sine Disciple til sig
19 og sendte dem til Herren for at spørge: »Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?«
20 Og da Mændene kom til ham, sagde de: »Johannes Døber har sendt os til dig for at spørge: Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?«
21 I den samme Stund helbredte Jesus mange for Sygdomme og Lidelser og onde Aander, og mange blinde skænkede han Synet.
22 Og han svarede og sagde til dem: »Gaa hen og fortæl Johannes, hvad I har set og hørt: Blinde ser, lamme gaar, spedalske renses, døve hører, døde staar op, og Evangeliet forkyndes for fattige;
23 og salig den, som ikke tager Anstød af mig!«

24 Men da Johannes's Sendebud var gaaet, gav han sig til at tale til Folkeskarerne om Johannes: »Hvorfor gik I ud i Ørkenen? for at se et Rør, som svajer hid og did for Vinden?
25 Nej, hvorfor gik I ud? for at se et Menneske klædt i bløde Klæder? Se, de, der gaar i prægtige Klæder og lever i Vellevned, de er i Kongers Sale.
26 Nej, hvorfor gik I ud? for at se en Profet? Ja, jeg siger jer, endog mere end en Profet.
27 Han er den, om hvem der staar skrevet:
       Se, jeg sender min Engel for dit Aasyn,
       han skal bane din Vej foran dig.
28 Jeg siger jer: Blandt kvindefødte er ingen større end Johannes; men den mindste i Guds Rige er større end han.
29 Og hele Folket, som hørte ham, endog Tolderne, gav Gud Ret og blev døbt med Johannes's Daab.
30 Men Farisæerne og de lovkyndige vragede Guds Plan med dem og blev ikke døbt af ham.

31 Hvad skal jeg da sammenligne denne Slægts Mennesker med? Ja, hvad ligner de?
32 De ligner Børn, som sidder paa Torvet og raaber til hinanden og siger: Vi fløjtede for jer, dog dansede I ikke, vi sang Klagesange for jer, dog græd I ikke.
33 Thi Johannes Døber kom, som hverken spiser Brød eller drikker Vin, og saa siger I: Han er besat!
34 Menneskesønnen kom, som spiser og drikker, og saa siger I: Se, hvilken Fraadser og Dranker, Ven med Toldere og Syndere!
35 Dog er Visdommen blevet retfærdiggjort ved alle sine Børn.«

36 Men en af Farisæerne indbød ham til at spise hos sig. Og han gik ind i Farisæerens Hus og satte sig til Bords.
37 Og se, der var en Kvinde, som var en Synderinde i Byen; da hun fik at vide, at han sad til Bords i Farisæerens Hus, gik hun derhen med en Alabastkrukke med Salve;
38 og hun stillede sig grædende bag ham, ved hans Fødder, og begyndte at væde hans Fødder med sine Taarer og tørrede dem med sit Haar, og hun kyssede hans Fødder og salvede dem med Salven.
39 Men da Farisæeren, som havde indbudt ham, saa det, sagde han ved sig selv: »Hvis den Mand var en Profet, vilde han vide, hvad Slags Kvinde det er, som rører ved ham, at hun er en Synderinde.«

40 Da tog Jesus til Orde og sagde til ham: »Simon! jeg har noget at sige dig.« »Mester, sig det kun!« svarer han. Saa siger han:
41 »En Mand, som laante Penge ud, havde to Skyldnere; den ene skyldte ham fem Hundrede Denarer, den anden halvtreds.
42 Da ingen af dem havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres Gæld. Hvem af dem vil nu elske ham mest?«
43 Simon svarede og sagde: »Jeg tænker den, han eftergav mest.« Han sagde til ham: »Du dømte rigtigt.«
44 Og vendt mod Kvinden sagde han til Simon: »Ser du denne Kvinde? Jeg kom ind i dit Hus; du gav mig ikke Vand til mine Fødder; men hun har vædet mine Fødder med sine Taarer og tørret dem med sit Haar.
45 Du gav mig intet Kys; men lige fra jeg kom herind, er hun blevet ved at kysse mine Fødder.
46 Du salvede ikke mit Hoved med Olie; men hun har salvet mine Fødder med Salve.
47 Derfor siger jeg dig: Hendes mange Synder er hende forladt, for hun har elsket meget; men den, hvem kun lidt forlades, elsker kun lidt.«
48 Og han sagde til hende: »Dine Synder er dig forladt!«
49 Da begyndte de, der sad til Bords med ham, at sige ved sig selv: »Hvem er han, som endogsaa forlader Synder?«
50 Men han sagde til Kvinden: »Din Tro har frelst dig, gaa bort med Fred!«

Kapitel 8

Kvinderne, der hjalp Jesus, 1-3. Lignelsen om Sædemanden, 4-8 og 11-15. Om Lignelsestalen, 9-10. Den rette Tilegnelse af Ordet, 16-18. Jesu sande Slægtninge, 19-21. Stormen paa Søen, 22-25. Den besatte i Gadarenernes Land, 26-39. Jairus's Datter og den blodsottige Kvinde, 40-56.

1 Og det skete i Tiden derefter, at han vandrede om fra By til By og fra Landsby til Landsby og prædikede og forkyndte Evangeliet om Guds Rige; og de tolv var med ham,
2 og ligeledes nogle Kvinder, som var blevet helbredt fra onde Aander og Sygdomme; det var Maria, der kaldes Magdalene, af hvem syv onde Aander var faret ud,
3 og Johanna, der var gift med Herodes's Husfoged Kuza, og Susanna og mange andre, som gik dem til Haande med det, de havde.

4 Da nu en stor Skare samlede sig, og de kom dragende til ham fra den ene By efter den anden, sagde han med en Lignelse:
5 »En Sædemand gik ud for at saa sin sin Sæd. Og da han saaede, faldt noget paa Vejen og blev traadt ned, og Himmelens Fugle aad det op.
6 Noget faldt paa Klippegrunden; og da det var vokset op, visnede det, fordi det ikke havde væde.
7 Og noget faldt imellem Tidsler, og Tidslerne voksede op sammen med det og kvalte det.
8 Og noget faldt i god Jord, og det voksede op og bar hundrede Fold Frugt.« Da han havde sagt det, raabte han: »Den, som har Ører at høre med, han høre!

9 Saa spurgte hans Disciple ham, hvad den Lignelse skulde betyde.
10 Og han sagde: »Jer er det givet at kende Guds Riges Hemmeligheder; men de andre gives det i Lignelser, for at de skal se og dog ingenting se, og høre og dog ingenting forstaa.

11 Men dette er Lignelsens Mening: Sæden er Guds Ord.
12 Og de paa Vejen er dem, som hører det; derefter kommer Djævelen og tager Ordet bort af deres Hjerte, for at de ikke skal tro og blive frelst.
13 Og de paa Stengrunden er dem, som tager imod Ordet med Glæde, naar de hører det, men de lader det ikke slaa Rod; de tror kun til en Tid og falder fra i Fristelsens Stund.
14 Men det, som falder iblandt Tidsler, det er dem, som har hørt det, men saa gaar hen og kvæles under Livets Bekymringer og Rigdom og Nydelser og ikke bærer moden Frugt.
15 Men det i den gode Jord, det er dem, som hører Ordet og gemmer det i et smukt og godt Hjerte og bærer Frugt i Udholdenhed.

16 Ingen tænder et Lys og skjuler det saa med et Kar eller sætter det under en Bænk; men man sætter det paa en Lysestage, for at de, som kommer ind, kan se Lyset.
17 Thi der er intet skjult, som ikke skal blive aabenbaret; ej heller er noget gemt hen, som ikke skal blive kendt og komme frem i Lyset.
18 Agt derfor paa, hvordan I hører; thi den, som har, ham skal der gives; og den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, han synes at have.«

19 Og hans Moder og Brødre kom til ham, men de kunde ikke naa frem til ham for Skaren.
20 Og det blev meldt ham: »Din Moder og dine Brødre staar udenfor og ønsker at se dig.«
21 Men han svarede og sagde til dem: »Min Moder og mine Brødre, det er dem, som hører Guds Ord og gør det.«

22 Og det skete en Dag, at han gik om Bord i en Baad sammen med sine Disciple og sagle til dem: »Lad os tage over til den anden Side af Søen!« Saa lagde de fra Land.
23 Og medens de sejlede, faldt han i Søvn; og en Stormbyge for ned over Søen, og Baaden begyndte at fyldes, saa de var i Fare.
24 De gik da hen og vækkede ham og sagde: »Mester, Mester! vi gaar under.« Da rejste han sig op og truede ad Stormen og Søens Bølger; og de lagde sig, og det blev blikstille.
25 Og han sagde til dem: »Hvor er jeres Tro?« Men de fyldtes af Frygt og Undren og sagde til hinanden: »Hvem er dog han, siden han byder baade over Storm og Sø, og de lyder ham?«
V. 26-39: Jesus sejler i sit skib 40 km gennem ørkenen til Gadarenernes Land eller Gerasenernes Egn eller, hvor eventyret skal forestille at foregå, og uddriver en flok dæmoner af en mand. Til højre i billedet står de 2,000 grise, der døde under uddrivelsen.
Grise

26 Saa sejlede de ind til Gadarenernes Egn, som ligger lige over for Galilæa.
27 Og da han gik i Land, kom en Mand fra Byen hen imod ham; han var besat af onde Aander og havde i lang Tid ikke haft Klæder paa og ikke boet i et Hus, men i Gravene.
28 Da han saa Jesus, raabte han op og faldt ned for ham og sagde med høj Røst: »Lad mig i Fred, Jesus, du den højeste Guds Søn! jeg beder dig om ikke at pine mig.«
29 Han var nemlig ved at byde den urene Aand fare ud af Manden. Thi Gang paa Gang havde den slæbt af Sted med ham, og saa havde de bundet ham med Lænker og Fodjern og holdt Vagt over ham, men han sønderrev, hvad man bandt ham med, og blev af den onde Aand drevet ud i Ørkenerne.
30 Men Jesus spurgte ham og sagde: »Hvad er dit Navn?« Han svarede: »Legion«; thi mange onde Aander var faret i ham.
31 Og de bad ham om ikke at byde dem fare ned i Afgrunden.
32 Nu gik der en Flok Svin paa Græs dèr paa Bjerget; og de bad ham om, at han vilde tillade dem at fare i dem; det tillod han dem.
33 Da for de onde Aander ud af Manden og for ind i Svinene, og Flokken styrtede ud over Brinken ned i Søen og druknede.
34 Men da Hyrderne saa det, som var sket, flygtede de og fortalte om det i Byen og paa Landet.
35 Saa gik Folk ud for at se, hvad der var sket, og da de kom til Jesus, fandt de Manden, af hvem de onde Aander var faret ud, siddende ved Jesu Fødder, paaklædt og ved Sans og Samling; og de blev grebet af Frygt.
36 Men de, som havde set, hvordan den besatte var blevet helbredt, fortalte dem det.
37 Og alle Folk fra Gadarenernes Egn bad ham om at gaa bort fra dem; thi de var betaget af stor Frygt. Han gik saa om Bord i en Baad for at vende tilbage igen.
38 Men Manden, af hvem de onde Aander var faret ud, bad ham om at maatte være hos ham; men han sendte ham bort og sagde:
39 »Vend tilbage til dit Hjem og fortæl, hvor store Ting Gud har gjort imod dig!« Saa gik han hen og forkyndte over hele Byen, hvor store Ting Jesus havde gjort imod ham.

40 Da Jesus kom tilbage, blev han godt modtaget af Skaren; thi de havde alle gaaet og ventet paa ham.
41 Og se, der kom en Mand, som hed Jairus, og han var Forstander for Synagogen. Han faldt ned for Jesu Fødder og bad ham komme hjem til sig;
42 for han havde en eneste Datter, omtrent tolv Aar gammel, og hun laa for Døden. Men medens han gik derhen, trængte Skarerne sig tæt ind paa ham.
43 Og der var en Kvinde, som havde lidt af svære Blødninger i to Aar [og havde brugt hele sin Formue til Læger] uden at kunne blive helbredt af nogen.
44 Hun nærmede sig bagfra og rørte ved Kvasten paa hans Kappe, og straks standsede hendes Blødning.
45 Og Jesus spurgte: »Hvem var det, der rørte ved mig?« Da ingen vilde være ved det, sagde Peter: »Mester! Skarerne trykker og trænger dig jo.«
46 Men Jesus sagde: »Der var en, som rørte ved mig; thi jeg mærkede, at der udgik en Kraft fra mig.«
47 Da nu Kvinden saa, at det ikke var blevet ubemærket, kom hun bævende og faldt ned for ham og fortalte i hele Folkets Paahør, hvad Grunden var til, at hun havde rørt ved ham, og hvordan hun straks var blevet helbredt.
48 Men han sagde til hende: »Datter! din Tro har frelst dig; gaa bort med Fred!«
49 Mens han endnu talte, kommer der en fra Synagogeforstanderens Hus og siger: »Din Datter er død; gør ikke Mesteren Ulejlighed mere!«
50 Men da Jesus hørte det, sagde han til ham: »Frygt ikke, tro kun, saa skal hun blive frelst.«
51 Da han kom til Huset, tillod han ingen andre at gaa med ind end Peter og Johannes og Jakob og Pigens Fader og Moder.
52 Og de græd alle og holdt Dødsklage over hende; men han sagde: »Græd ikke! hun er ikke død, hun sover.«
53 Da lo de ad ham; for de vidste, at hun var død.
54 Men idet han tog hende ved Haanden, raabte han og sagde: »Pige, staa op!«
55 Da vendte hendes Aand tilbage, og hun stod straks op; og han bød, at de skulde give hende noget at spise.
56 Og hendes Forældre var ude af sig selv af Undren; men han forbød dem at tale til nogen om det, der var sket.

Kapitel 9

Udsendelsen af de tolv Apostle, 1-6. Herodes ønsker at se Jesus, 7-9. 5000 Mænd mættes, 10-17. Peters Bekendelse. Første Forudsigelse af Lidelsen, 18-22. Jesu Efterfølgelse, 23-27. Forklarelsen paa Bjerget, 28-36. Den maanesyge Dreng, 37-43. Anden Forudsigelsen af Lidelsen, 44-45. Disciplenes Ærgerrighed, 46-48. En fremmed uddriver onde Aander i Jesu Navn, 49-50. Samaritanernes Ugæstfrihed og Zebedæussønnernes Heftighed, 51-56. Jesu Krav til sine Disciple, 57-62.

1 Og han kaldte de tolv sammen og gav dem Magt og Myndighed over alle de onde Aander og Magt til at helbrede Sygdomme.
2 Saa sendte han dem ud for at prædike Guds Rige og bringe Lægedom;
3 og han sagde til dem: »Tag ikke noget med paa Vejen, hverken Stav eller Taske eller Brød eller Penge, ej heller skal nogen have to Kjortler.
4 Og hvor I kommer ind i et Hus, der skal I blive, og derfra skal I drage videre.
5 Men hvis de ikke vil tage imod jer, saa skal I gaa bort fra den By, ja ryste Støvet af jeres Fødder til Vidnesbyrd imod dem.«
6 Saa gik de ud og drog fra Landsby til Landsby og forkyndte Evangeliet og helbredte syge alle Vegne.

7 Da Landsfyrsten Herodes hørte om alt det, som skete, vidste han ikke, hvad han skulde tænke; for nogle sagde: »Det er Johannes, som er opvakt fra de døde,«
8 men andre: »Det er Elias, der har vist sig,« og andre igen: »En af de gamle Profeter er opstaaet.«
9 Men Herodes selv sagde: »Johannes har jeg ladet halshugge; hvem er saa han, som jeg hører saadanne Ting om?« Og han søgte at faa ham at se.

Jesus bespiser 5.000 mand med fem brød og to fisk.
Jesus fisk

10 Da Apostlene vendte tilbage, fortalte de ham alt, hvad de havde udrettet. Og han tog dem med sig og drog bort til en By ved Navn Betsajda, for at de kunde være ene.
11 Men da Skarerne fik det at vide, fulgte de efter ham; og han tog imod dem og talte til dem om Guds Rige og helbredte dem, som trængte til Lægedom.
12 Da nu Dagen begyndte at hælde, kom de tolv hen og sagde til ham: »Faa Skaren til at gaa bort, for at de kan gaa hen til de omliggende Landsbyer og Gaarde og faa Husly og skaffe sig Fødevarer; thi her er vi paa et øde Sted.«
13 Men han sagde til dem: »Giv I dem noget at spise!« De sagde: »Vi har ikke mere end fem Brød og to Fisk, hvis du da ikke vil, at vi skal gaa hen og købe Mad til hele den Mængde.«
14 Der var nemlig omtrent fem Tusinde Mænd. Saa sagde han til sine Disciple: »Faa dem til at sætte sig ned i Grupper, halvtreds i hver.«
15 Og de gjorde saaledes og fik dem alle til at sætte sig ned.
16 Da tog han de fem Brød og de to Fisk, saa op til Himmelen og velsignede dem, og han brød dem og gav dem til Disciplene, for at de skulde dele dem ud til Skaren.
17 Og de spiste og blev alle mætte; og de Stykker, der blev tilovers, blev opsamlet, tolv Kurve i alt.

18 Engang, mens han bad paa et ensomt Sted, og Disciplene var hos ham, skete det, at han spurgte dem og sagde: »Hvem siger Skarerne, at jeg er?«
19 De svarede og sagde: »Johannes Døber; andre siger Elias; og andre: En af de gamle Profeter er opstaaet.«
20 Og han sagde til dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« Da svarede Peter og sagde: »Guds Messias.«
21 Men han forbød dem strengt at sige dette til nogen.
22 Og han føjede til: »Menneskesønnen skal lide meget og vrages af de Ældste og Ypperstepræsterne og de skriftkloge og dræbes, men paa den tredje Dag skal han opvækkes.«

23 Og han sagde til alle: »Hvis nogen vil gaa i mit Spor, skal han fornægte sig selv og daglig tage sit Kors op og følge mig;
24 thi den, som vil frelse sit Liv, skal miste det; men den, som mister Livet for min Skyld, skal frelse det.
25 Thi hvad gavner det et Menneske, om han har vundet hele Verden, men mistet sig selv eller bødet med sig selv?
26 Thi den, som skammer sig ved mig og mine Ord, ham skal Menneskesønnen skamme sig ved, naar han kommer i sin og Faderens og de hellige Engles Herlighed.
27 Men jeg siger jer i Sandhed: Der er nogle af dem, som staar her, der ikke skal smage Døden, førend de ser Guds Rige.«

28 Omtrent otte Dage efter at han havde sagt dette, skete det, at han tog Peter og Johannes og Jakob med sig og gik op paa Bjerget for at bede.
29 Og det skete, medens han bad, da blev hans Ansigts Udseende et andet, og hans Klædning blev blændende hvid.
30 Og se, to Mænd samtalede med ham; det var Moses og Elias.
31 De kom til Syne i Herlighed og talte om hans Bortgang, som han skulde fuldbyrde i Jerusalem.
32 Peter og de, som var med ham, var overvældede af Søvn; men da de vaagnede op, saa de hans Herlighed og de to Mænd, som stod hos ham.
33 Og det skete, da disse var ved at skilles fra ham, sagde Peter til Jesus: »Mester! det er godt, at vi er her; lad os bygge tre Hytter,' een til dig og een til Moses og een til Elias;« men han vidste ikke, hvad han selv sagde.
34 Mens han sagde dette, kom der en Sky og overskyggede dem; og de blev forfærdede, da de kom ind i Skyen.
35 Og fra Skyen lød der en Røst, som sagde: »Denne er min Søn, den udvalgte, ham skal I høre!«
36 Og da Røsten lød, var der ingen at se uden Jesus alene. Og de tav stille med det, og intet af det, de havde set, fortalte de den Gang til nogen.

37 Dagen efter, da de kom ned fra Bjerget, skete det, at en stor Skare kom ham i Møde.
38 Og se, en Mand i Skaren raabte og sagde: »Mester! jeg beder dig, se til min Søn; thi han er den eneste, jeg har.
39 Og se, en Aand griber ham, og pludselig giver han et Skrig, og den slider i ham, saa han fraader, og det er med Nød og næppe, den slipper ham, saadan mishandler den ham.
40 Og jeg har bedt dine Disciple om at uddrive den, men de kunde ikke.«
41 Da svarede Jesus og sagde: »Aah, du vantro og forvildede Slægt! hvor længe skal jeg være hos jer og taale jer? Kom herhen med din Søn!«
42 Men endnu mens han gik derhen, rev og sled den onde Aand i ham. Da talte Jesus strengt til den urene Aand og helbredte Drengen og gav ham tilbage til hans Fader.
43 Og de blev alle slaaet af Undren over Guds vældige Magt. Da alle undrede sig over alt det, han gjorde, sagde han til sine Disciple:
44 »Hør og læg jer disse Ord paa Sinde: Menneskesønnen skal snart gives i Menneskers Vold!«
45 Men de forstod ikke den Tale, og det var skjult for dem, saa de ikke kunde fatte det; dog frygtede de for at spørge ham om det, han havde sagt.

46 Og den Tanke opkom iblandt dem, hvem af dem der vel var den største.
47 Men da Jesus kendte deres Hjertes Tanke, tog han et lille Barn og stillede det hos sig.
48 Og han sagde til dem: »Den, som tager imod dette Barn for mit Navns Skyld, tager imod mig; og den, som tager imod mig, tager imod ham, som sendte mig; thi den, som er den mindste blandt jer alle, han er stor.«

49 Johannes tog til Orde og sagde: »Mester! vi saa en Mand uddrive onde Aander i dit Navn; og vi søgte at hindre ham i det, fordi han ikke slutter sig til os.«
50 Men Jesus sagde til ham: »I skal ikke hindre ham i det; thi den, som ikke er mod jer, er for jer.«

51 Da Tiden for hans Optagelse stundede til, holdt han sig stadig Jerusalem for Øje som sin Vandrings Maal.
52 Og han sendte Sendebud i Forvejen; og paa deres Vandring kom de ind i en Samaritanerlandsby for at skaffe ham Husly.
53 Men Folk dèr vilde ikke tage imod ham, fordi han var paa Vej til Jerusalem.
54 Da hans Disciple, Jakob og Johannes, saa det, sagde de: »Herre! vil du, at vi skal byde Ild fare ned fra Himmelen og fortære dem ?«
55 Men han vendte sig og satte dem i Rette.
56 Saa gik de til en anden Landsby.

57 Og medens de vandrede paa Vejen, var der en, der sagde til ham: »Jeg vil følge dig, hvor du end gaar hen.«
58 Da sagde Jesus til ham: »Ræve har Huler, og Himmelens Fugle Reder; men Menneskesønnen har ikke det Sted, hvor han kan lægge sit Hoved til Hvile.«
59 Og han sagde til en anden: »Følg mig!« Men denne svarede: »Giv mig Lov til først at gaa hen og begrave min Fader.«
60 Men Jesus sagde til ham: »Lad de døde begrave deres døde; men gaa du hen og forkynd Guds Rige!«
61 Der var ogsaa en anden, som sagde: »Jeg vil følge dig, Herre; men giv mig Lov til først at sige Farvel til dem hjemme.«
62 Men Jesus svarede ham: »Ingen, som ser sig tilbage, efter at han har lagt sin Haand paa Ploven, er brugbar for Guds Rige.«

Kapitel 10

Jesus udsender 70 Disciple, 1-16. De vender glade tilbage, 17-20. Jesus lovpriser Guds Frelsesveje, 21-24. Den barmhjertige Samaritaner, 25-37. Marta og Maria, 38-42.

1 Derefter udpegede Herren ogsaa halvfjerdsindstyve andre og sendte dem i Forvejen, to og to, til hver By og hvert Sted, hvorhen han selv vilde komme.
2 Og han sagde til dem: »Høsten er stor, men Arbejderne er faa; bed derfor Høstens Herre om at sende Arbejdere ud til sin Høst.
3 Gaa ud! Se, jeg sender jer som Lam midt iblandt Ulve.
4 Tag ikke Pung eller Taske eller Sko med, og giv jer ikke Tid til at hilse paa nogen undervejs!
5 Men hvor I kommer ind i et Hus, skal I først sige: Fred være med dette Hus!
6 Og hvis der er et Fredens Barn dèr, skal jeres Fred hvile over ham; men hvis ikke, saa skal den vende tilbage til jer igen.
7 Bliv i det samme Hus, spis og drik, hvad de giver jer, thi en Arbejder er sin Løn værd. Flyt ikke fra Hus til Hus.
8 Og hvor I kommer ind i en By, og de tager imod jer, der skal I spise, hvad der sættes for jer;
9 og helbred de syge, som er der, og sig til dem: Guds Rige er kommet nær til jer.
10 Men hvor I kommer ind i en By, og de ikke vil tage imod jer, der skal I gaa ud paa dens Gader og sige:
11 Endog det Støv, som hænger ved vore Fødder fra jeres By, tørrer vi af til jer; dog, det skal I vide, at Guds Rige er kommet nær.
12 Jeg siger jer, det skal gaa Sodoma taaleligere paa hin Dag end den By.
13 Ve dig, Korazin! ve dig, Betsajda! thi hvis de kraftige Gerninger, som er sket i jer, var sket i Tyrus og Zidon, saa havde de for længe siden omvendt sig og siddet i Sæk og Aske.
14 Men det skal gaa Tyrus og Zidon taaleligere ved Dommen end jer.
15 Og du, Kapernaum! Mon du skal ophøjes indtil Himmelen? Nej, til Dødsriget skal du fare ned!
16 Den, som hører jer, hører mig, og den, som ringeagter jer, ringeagter mig; men den, som ringeagter mig, ringeagter den, som udsendte mig.«

17 Og de halvfjerds vendte glade tilbage og sagde: »Herre! ogsaa de onde Aander er os lydige i dit Nayn.«
18 Da sagde han til dem: »Jeg saa Satan falde ned fra Himmelen som et Lyn.
19 Se, jeg har givet jer Myndighed til at træde paa Slanger og Skorpioner og over hele Fjendens Magt, og han skal slet ikke kunne gøre jer nogen Skade.
20 Dog glæd jer ikke over, at Aanderne er jer lydige; men glæd jer over, at jeres Navne er indskrevne i Himlene.«

V. 21: Guds Rige er skjult for kloge mennesker, men Åbenbaret for spædbørn
Jesus røgelse

21 I den samme Stund frydede Jesus sig i Helligaanden og sagde: »Jeg priser dig, Fader, Himmelens og Jordens Herre! fordi du har skjult dette for de vise og kloge og aabenbaret det for de barnlige. Ja, Fader! thi saaledes skete det, som var din Vilje.
22 Alt er overgivet mig af min Fader; og ingen kender, hvem Sønnen er, uden Faderen, eller hvem Faderen er, uden Sønnen og den, for hvem Sønnen vil aabenbare ham.«

23 Saa vendte han sig til Disciplene, da han var ene med dem, og sagde: »Salige er de Øjne, som ser det, I ser.
24 Thi jeg siger jer, at mange Profeter og Konger har ønsket at se det, I ser, men fik det ikke at se, og høre det, I hører, men fik det ikke at høre.«

25 Og se, en lovkyndig stod op og stillede Fælde for ham, idet han spurgte: »Mester! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve evigt Liv?«
26 Da sagde han til ham: »Hvad staar der skrevet i Loven, hvordan læser du?«
27 Han svarede og sagde: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit Hjerte og med hele din Sjæl og med hele din Styrke og med hele dit Sind, og din Næste som dig selv.«
28 Han sagde til ham: »Du har svaret rigtigt; gør dette, saa skal du leve.«
29 Men han vilde retfærdiggøre sig og spurgte Jesus: »Hvem er saa min Næste?«
30 Jesus svarede og sagde: »En Mand gik ned fra Jerusalem til Jeriko, og han faldt i Hænderne paa Røvere. De tog hans Klæder fra ham og slog ham fordærvet; saa gik de bort og lod ham ligge dèr halvdød.
31 Tilfældigvis drog en Præst ned ad den samme Vej, og han saa ham, men gik lige forbi.
32 Ligeledes kom en Levit til Stedet; ogsaa han saa ham, men gik lige forbi.
33 Men en Samaritaner, som var paa Rejse, kom hen i Nærheden af ham, og da han saa ham, ynkedes han inderligt.
34 Han gik hen til ham, forbandt hans Saar og hældte Olie og Vin paa dem, lod ham sætte sig op paa sit eget Ridedyr og førte ham til et Herberge og sørgede for ham.
35 Og den næste Dag tog han to Denarer frem og gav Værten dem og sagde: Sørg for ham! og hvad du mere lægger ud, skal jeg betale dig, naar jeg kommer tilbage igen.
36 Hvem af de tre synes du nu har vist sig at være den Mands Næste, der faldt iblandt Røvere?«
37 Han svarede: »Den, som gjorde Barmhjertighedsgerningen imod ham.« Da sagde Jesus til ham: »Gaa du hen og gør ligesaa!«

38 Det skete, mens de var paa Vandring, at han gik ind i en Landsby; dèr var der en Kvinde ved Navn Marta, som tog imod ham i sit Hus.
39 Hun havde en Søster, som hed Maria, og hun satte sig ned ved Herrens Fødder og hørte paa hans Ord.
40 Men Marta havde travlt med meget husligt Arbejde, og hun kom hen og sagde: »Herre! bryder du dig ikke om, at min Søster har ladet mig være ene om Arbejdet? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.«
41 Men Herren svarede og sagde til hende: »Marta! Marta! du gør dig Bekymring og Uro med mange Ting;
42 men eet er nødvendigt. Maria har valgt den gode Del, og den skal ikke tages fra hende.«

Kapitel 11

Jesus lærer sine Disciple at bede, 1-13. Han beskyldes for at staa i Ledtog med Beelzebul, 14-26. En Kvinde priser Jesu Moder, 27-28. Jonastegnet, 29-32. Lyset paa Stagen, 33-36. Veraab over Farisæerne, 37-54.

1 Engang da han var paa et Sted for at bede, skete det, da han holdt op, at en af hans Disciple sagde til ham: »Herre! lær os at bede, ligesom ogsaa Johannes lærte sine Disciple det.«
2 Da sagde han til dem: »Naar I beder, skal I sige: Fader, helliget vorde dit Navn; komme dit Rige;
3 giv os hver Dag vort daglige Brød;
4 og forlad os vore Synder, thi ogsaa vi forlader enhver, som er skyldig over for os; og led os ikke ind i Fristelse!«
5 Og han sagde til dem: »Om nogen af jer har en Ven og midt om Natten gaar hen til ham og siger: Kære! laan mig tre Brød,
6 for en Ven af mig er kommet rejsende til mig, og jeg har ikke noget at sætte for ham!
7 Og han derindefra saa vilde svare og sige: Vold mig ikke Besvær; Døren er allerede lukket, og baade mine Børn og jeg selv er gaaet i Seng; jeg kan ikke staa op og give dig noget -
8 jeg siger jer: Selv om han ikke staar op og giver ham det, fordi han er hans Ven, saa vil han dog for hans Paatrængenheds Skyld staa op og give ham, hvad han behøver.
9 Og jeg siger jer: Bed, saa skal der gives jer; søg, saa skal I finde; bank paa, saa skal der lukkes op for jer.
10 Thi enhver, som beder, han faar, og den, som søger, han finder, og den, som banker paa, for ham skal der lukkes op.
11 Findes der mon nogen Fader iblandt jer, som [vil give sin Søn en Sten, naar han beder om Brød, eller] naar hans Søn beder om en Fisk, saa i Stedet for en Fisk vil give ham en Slange?
12 Eller naar han beder om et Æg, mon han saa vil give ham en Skorpion?
13 Naar da I, som er onde, forstaar at give jeres Børn gode Gaver, hvor meget snarere vil saa ikke Faderen fra Himmelen give Helligaanden til dem, som beder ham!«

14 Han uddrev en ond Aand, og den var stum; og da den onde Aand var faret ud, skete det, at den stumme talte, og Skarerne undrede sig.
15 Men nogle af dem sagde: »Det er ved Hjælp af Beelzebul, de onde Aanders Fyrste, han uddriver onde Aander.«
16 Men andre vilde sætte ham paa Prøve og krævede et Tegn fra Himmelen af ham.
17 Men da han kendte deres Tanker, sagde han til dem: »Ethvert Rige, som er kommet i Splid med sig selv, lægges øde, og Hus falder over Hus.
18 Men hvis ogsaa Satan er kommet i Splid med sig selv, hvorledes kan hans Rige da bestaa? Thi I siger, at jeg uddriver onde Aander ved Beelzebuls Hjælp.
19 Men hvis jeg uddriver onde Aander ved Beezebuls Hjælp, ved hvis Hjælp uddriver saa jeres egne Tilhængere dem? Derfor skal de være jeres Dommere.
20 Men hvis jeg uddriver onde Aander ved Guds Finger, saa er jo Guds Rige kommet til jer.
21 Naar den stærke fuldt rustet vogter sin Gaard, bliver det, han ejer, i Fred.
22 Men naar en, der er stærkere end han, angriber og overvinder ham, saa tager han hans fulde Rustning, som han satte sin Lid til, og uddeler Byttet.
23 Den, som ikke er med mig, er imod mig; og den, som ikke samler med mig, spreder.
24 Naar den urene Aand er faret ud af Mennesket, vandrer den gennem vandløse Steder og søger Hvile; og naar den ikke finder den, siger den: Jeg vil vende tilbage til mit Hus, som jeg gik ud af.
25 Og naar den kommer, finder den det fejet og pyntet.
26 Saa gaar den bort og henter syv andre Aander, værre end den selv, og de kommer ind og tager Bolig dèr; da bliver det sidste værre for dette Menneske end det første.«

27 Medens han sagde dette, skete det, at en Kvinde af Skaren opløftede sin Røst og sagde til ham: »Saligt det Moderliv, som bar dig, og det Bryst, du diede.«
28 Men han svarede: »Ja, men salige er de, som hører Guds Ord og bevarer det.«

29 Da Skarerne strømmede til, tog han til Orde og sagde: »Denne Slægt er en ond Slægt; et Tegn kræver den, men der skal intet andet Tegn gives den end Jonas's Tegn.
30 Thi ligesom Jonas blev et Tegn for Nineves Indbyggere, saaledes skal Menneskesønnen være det for denne Slægt.
31 Dronningen fra Syden skal ved Dommen rejse sig sammen med Mændene af denne Slægt og bringe Fordømmelse over dem; thi hun kom fra Jordens fjerneste Egne for at høre Salomons Visdom; og se, her er mere end Salomon.
32 Mænd fra Nineve skal staa op ved Dommen sammen med denne Slægt og bringe Fordømmelse over den; thi de omvendte sig ved Jonas's Prædiken; og se, her er mere end Jonas.

33 Ingen tænder et Lys og sætter det i Kælderen eller under Skæppen; men han sætter det paa Lysestagen, for at de, som kommer ind, kan se det skinne.
34 Dit Øje er Legemets Lys; hvis altsaa dit øje er sundt, er ogsaa hele dit Legeme i Lys, men hvis det er sygt, er ogsaa dit Legeme i Mørke.
35 Se derfor til, at ikke det Lys, der er i dig, er Mørke.
36 Hvis nu hele dit Legeme er i Lys, saa ingen Del deraf er i Mørke, vil det være i fuldt Lys, som naar Lampen lyser paa dig med sit klare Skin.«

37 Da han havde talt, indbød en Farisæer ham til at spise til Middag hos sig; og han gik ind og satte sig til Bords.
38 Men Farisæeren undrede sig, da han saa, at han ikke først vaskede sig før Maaltidet.
39 Herren sagde da til ham: »I Farisæere renser nu det udvendige af Bæger og Fad; men jeres Indre er fuldt af Rovlyst og Ondskab.
40 I Daarer! har han, som skabte det ydre, da ikke ogsaa skabt det indre?
41 Men giv det, der er indeni, som Almisse; se, saa er alt rent for jer!
42 Men ve jer, I Farisæere! thi I giver Tiende af Mynte og Rude og alle Slags Grønsager, men Ret og Kærlighed til Gud gaar I let henover; det ene burde I gøre og ikke forsømme det andet.
43 Ve jer, I Farisæere! thi I elsker de fornemste Sæder i Synagogerne og at blive hilst paa Torvene.
44 Ve jer, thi I er ligesom Grave, man ikke lægger Mærke til, og som Folk gaar hen over uden at vide det.«

45 En af de lovkyndige tog da til Orde og sagde til ham: »Mester! naar du siger saadan, krænker du ogsaa os.«
46 Men han sagde: »Ve ogsaa over jer, I lovkyndige! thi I paalægger Menneskene Byrder, som er vanskelige at bære, men selv vil I ikke røre Byrderne med een af jeres Fingre.
47 Ve jer, thi I bygger Gravmæler over Profeterne, og det var jeres Fædre, som slog dem ihjel.
48 Altsaa er I Vidner om jeres Fædres Gerninger og bifalder dem; thi de slog dem ihjel, og I bygger dem Grave!
49 Derfor har ogsaa Guds Visdom sagt: Jeg vil sende Profeter og Apostle til dem, og nogle af dem skal de slaa ihjel og forfølge,
50 saa at alle Profeternes Blod, som er udgydt fra Verdens Grundlæggelse, skal kræves af denne Slægt,
51 lige fra Abels Blod til Blodet af Zakarias, som blev dræbt imellem Alteret og Templet; ja, jeg siger jer: det skal kræves af denne Slægt.
52 Ve jer, I lovkyndige! thi I har taget Kundskabens Nøgle; selv er I ikke gaaet ind, og dem, som vilde gaa ind, har I hindret deri.«

53 Da han gik bort derfra, begyndte de skriftkloge og Farisæerne at trænge stærkt ind paa ham og at udfritte ham om flere Ting;
54 de lurede nemlig paa ham for at opsnappe een eller anden Ytring af ham.

Kapitel 12

Farisæernes Surdejg, 1-3. Opmuntring til Frygtløshed, 4-12. Den rige Bonde, 13-21. Næringssorg, 22-34. Aarvaagenhed og Troskab, 35-48. Evangeliet vil vække Splid, 49-53. Folkets Blindhed for Tidens Tegn, 54-59.

1 Da der imidlertid havde samlet sig Folk i Tusindtal, saa de var ved at træde paa hinanden, tog han til Orde og sagde, først og fremmest til sine Disciple: »Tag jer i Vare for Farisæernes Surdejg - Hykleriet!
2 Der er intet skjult, som ikke skal aabenbares, og der er intet hemmeligt, som ikke skal blive kendt.
3 Derfor alt, hvad I har sagt i Mørket, det skal blive hørt i Lyset; og hvad I har hvisket i Kamrene, det skal blive raabt ud paa Tagene.

4 Men jeg siger jer, mine Venner! frygt ikke for dem, som dræber Legemet og derefter ikke formaar at gøre mere.
5 Men jeg vil vise jer, hvem skal I frygte for: Frygt for ham, som efter at have taget Livet har Magt til at kaste i Helvede; ja, jeg siger jer: Ham skal I frygte!
6 Sælger man ikke fem Spurve for ti Øre? og ikke een af dem er glemt hos Gud;
7 ja, endog alle jeres Hovedhaar er talt; frygt ikke, I er mere værd end mange Spurve.
8 Og jeg siger jer: Enhver, som kendes ved mig over for Menneskene, ham vil ogsaa Menneskesønnen kendes ved over for Guds Engle.
9 Men den, som fornægter mig over for Menneskene, han skal fornægtes over for Guds Engle.
10 Og enhver, som taler et Ord imod Menneskesønnen, ham vil det blive tilgivet; men den, som spotter Helligaanden, ham vil det ikke blive tilgivet.
11 Men naar de fører jer frem for Synagoger og Øvrigheder og Myndigheder, saa skal I ikke bekymre jer for, hvordan eller hvormed I skal forsvare jer, eller hvad I skal sige.
12 Thi Helligaanden skal i den samme Stund lære jer, hvad der bør siges.«

13 Og en Mand i Folkeskaren sagde til ham: »Mester! sig til min Broder, at han skal skifte Arven med mig.«
14 Men han svarede ham: »Menneske! hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?«
15 Og han sagde til dem: »Se til, at I vogter jer for alskens Havesyge; thi selv om et Menneske har Overflod, afhænger hans Liv ikke af det, han ejer.«
16 Og saa fortalte han dem en Lignelse: »Der var en rig Mand; hans Mark havde baaret godt.
17 Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? jeg har jo ikke Plads til min Høst.
18 Og saa sagde han: Saadan vil jeg gøre; jeg vil rive mine Lader ned og bygge dem større, og der vil jeg samle alt mit Korn og mit Gods;
19 og jeg vil sige til min Sjæl: Sjæl! du har meget Gods liggende, nok for mange Aar; slaa dig til Ro, spis, drik og vær glad!
20 Men Gud sagde til ham: Du Daare! i denne Nat kræves din Sjæl af dig; hvem skal saa have det, du har samlet dig? -
21 Saaledes gaar det den, som samler sig selv Skatte, men ikke en rig hos Gud.«

22 Og han sagde til sine Disciple: »Derfor siger jeg eder: I maa ikke være bekymrede for jeres Liv, hvad I skal spise; ikke heller for jeres Legeme, hvad I skal klæde jer med.
23 Livet er jo mere end Maden, og Legemet mere end Klæderne.
24 Tænk paa Ravnene; de hverken saar eller høster, og de har ikke Forraadskammer eller Lade, og dog giver Gud dem Føden; hvor langt mere værd end Fuglene er ikke I?
25 Og hvem af jer kan ved at bekymre sig lægge et stykke til sin Levetid?
26 Naar I altsaa ikke engang formaar det mindste, hvorfor bekymrer I jer da for det øvrige?
27 Tænk paa Liljerne, hvordan de hverken spinder eller væver; men jeg siger jer: Ikke engang Salomon i al sin Pragt var klædt som en af dem.
28 Klæder da Gud saaledes det Græs paa Marken, som staar i Dag og i Morgen kastes i Ovnen, hvor meget mere da jer, I lidettroende!
29 Og I, spørg ikke efter, hvad I skal spise, og hvad I skal drikke; og vær ikke ængstelige!
30 Thi efter alt det søger Hedningerne i Verden; men jeres Fader ved, at I trænger til disse Ting.
31 Men søg hans Rige, saa skal disse Ting gives jer i Tilgift.
32 Frygt ikke, du lille Hjord! thi jeres Fader har besluttet at give jer Riget.

33 Sælg, hvad I har, og giv Almisse! Skaf jer Punge, som ikke ældes, en uudtømmelig Skat i Himlene, hvor ingen Tyv kommer nær, og intet Møl ødelægger.
34 Thi hvor jeres Skat er, der vil ogsaa jeres Hjerte være.

35 Hav Bælte om Lænd og Lysene tændt.
36 Og vær I ligesom Mennesker, der venter paa, naar deres Herre vil bryde op fra Gæstebudet, for at de straks, naar han kommer og banker paa, kan lukke op for ham.
37 Salige de Tjenere, som Herren finder vaagne, naar han kommer! Sandelig siger jeg eder: han skal binde op om sig og lade dem sætte sig til Bords og selv gaa hen og varte dem op.

38 Og enten han kommer i den anden Nattevagt eller i den tredje salige er de, naar han finder det saaledes.
39 Men det skal I vide, at hvis Husbonden vidste, i hvilken Time Tyven kom, saa vilde han vaage og ikke finde sig i, at der skete Indbrud i hans Hus.
40 Vær ogsaa I rede; thi Menneskesønnen kommer i den Time, I ikke tænker jer.«
41 Da sagde Peter: »Herre, er det om os, du taler i denne Lignelse, eller er det om alle?«
42 Herren svarede: »Hvem er vel den tro og kloge Husholder, som hans Herre vil sætte over sine Tjenestefolk til at give dem deres bestemte Kost i rette Tid?
43 Salig den Tjener, som hans Herre, naar han kommer, finder i Færd med at gøre saadan!
44 Sandelig siger jeg eder, han vil sætte ham over alt, hvad han ejer.
45 Men hvis den Tjener tænker ved sig selv: »Min Herre venter nok med at komme,« og han saa giver sig til at slaa Karlene og Pigerne og at spise og drikke, saa han bliver fuld,
46 da skal den Tjeners Herre komme paa den Dag, han ikke venter, og i den Time, han ikke kender, og lade ham sønderhugge og give ham hans Plads blandt de utro.

47 Den Tjener, som kender sin Herres Vilje og alligevel ikke har gjort noget rede eller handlet efter hans Vilje, han skal have mange Hug;
48 men den, som ikke kender den og har gjort noget, han fortjener Prygl for, han skal have faa Hug. Enhver, som har faaet meget givet, af ham skal man kræve meget; og den, som har faaet meget betroet, af ham skal man forlange des mere.

49 Ild er jeg kommet at kaste ud over Jorden, og hvor vilde jeg ønske, den allerede havde fænget!
50 Men en Daab skal jeg døbes med, og hvor knuger det mig, indtil det er fuldbragt!
51 Mener I, at jeg er kommet for at bringe Fred paa Jorden? Nej, siger jeg eder, tværtimod Splid.
52 Thi fra nu af skal fem i eet Hus være i Splid indbyrdes, tre mod to, og to mod tre.
53 De skal være i Splid, Fader med Søn og Søn med Fader, Moder med Datter og Datter med Moder, Svigermoder med sin Syigerdatter og Svigerdatter med sin Svigermoder.«

54 Han sagde ogsaa til Skarerne: »Naar I ser, der stiger en Sky op i Vest, siger I straks: Der kommer Regn! og det slaar til.
55 Og naar I ser, det blæser fra Syd, siger I: Det bliver varmt! og det slaar ogsaa til.
56 I Hyklere! Jordens og Himmelens Udseende forstaar I at tyde; hvorfor kan I saa ikke tyde denne Tid?

57 Hvorfor dømmer I ikke ogsaa fra jer selv, hvad der er det rette?
58 Thi medens du følges med din Modpart hen til Øvrigheden, saa skal du gøre dig Umage for at blive forligt med ham undervejs; ellers vil han trække dig for Dommeren, og Dommeren vil overgive dig til Fangevogteren, og Fangevogteren vil kaste dig i Fængsel.
59 Jeg siger dig: Du slipper ikke ud igen, før du har betalt den sidste Øre.«

Kapitel 13

De dræbte Galilæere og Taarnet i Siloam, 1-5. Lignelsen om det ufrugtbare Figentræ, 6--9. Helbredelsen af den krumbøjede Kvinde, 10-17. Lignelserne om Sennepskornet og Surdejgen, 18-21. Israel trues med Udelukkelse af Guds Rige, 24-30. Dom over Jerusalem, 31-35.

1 Ved samme Tid kom der nogle og fortalte ham om de Galilæere, hvis Blod Pilatus havde blandet med Blodet af deres Slagtofre.
2 Da svarede han og sagde til dem: »Mener I, at disse Galilæere var større Syndere end alle de andre Galilæere, fordi det gik dem saa ilde?
3 Nej, siger jeg eder; men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme paa samme Vis.
4 Eller de atten, som blev slaaet ihjel, da Taarnet i Siloam faldt ned over dem, mener I, at de ar mere skyldige end alle andre Mennesker, som bor i Jerusalem?
5 Nej, siger jeg eder; men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme paa samme Maade.«

6 Og han fortalte denne Lignelse: »En Mand havde et Figentræ staaende i sin Vingaard; og han kom og ledte efter Frugt paa det, men han fandt ingen.
7 Saa sagde han til Vingaardsmanden: Se, i tre Aar er jeg nu kommet og har ledt efter Frugt paa det Figentræ uden at finde nogen; hug det om; hvorfor skal det tilmed tage Kraften af Jorden?
8 Men han svarede og sagde til ham: Herre! lad det staa endnu dette Aar, til jeg faar gravet om det og givet det Gødning;
9 maaske vil det da bære Frugt for Fremtiden; men hvis ikke, saa kan du hugge det om!«

10 Medens han paa en Sabbat lærte i en af Synagogerne,
11 se, da var der en Kvinde, som havde haft en Sygdomsaand i atten Aar, saa hun var krumbøjet og helt ude af Stand til at rette sig op.
12 Da nu Jesus saa hende, kaldte han paa hende og sagde til hende: »Kvinde! du er løst fra din Sygdom;«
13 saa lagde han Hænderne paa hende, og straks rettede hun sig op og priste Gud.
14 Men Synagogeforstanderen, som harmedes, fordi Jesus helbredte paa en Sabbat, tog til Orde og sagde til Folkeskaren: »Der er seks Hverdage; paa dem kan I jo komme og lade jer helbrede, men ikke paa Sabbatsdagen!«
15 Da svarede Herren ham og sagde: »I Hyklere! løser ikke enhver af jer sin Okse eller sit Æsel fra Krybben og trækker dem til Vands, selv om det er Sabbat?
16 Og denne Kvinde, en Abrahams Datter, som Satan har holdt lænket, tænk i atten Aar, burde hun ikke løses fra denne Lænke paa Sabbatsdagen?«
17 Da han sagde dette, blev alle hans Modstandere skamfulde; men hele Skaren glædede sig over alle de herlige Gerninger, han gjorde.

18 Han sagde da: »Hvad ligner Guds Rige, og hvad skal jeg sammenligne det med?
19 Det ligner et Sennepskorn, som en Mand tog og lagde i sin Have; og det voksede og blev til et Træ, og Himmelens Fugle byggede Rede i dets Grene.«
20 Endvidere sagde han: »Hvad skal jeg sammenligne Guds Rige med?
21 Det ligner en Surdejg, som en Kvinde tog og kom i tre Fjerdingkar Hvedemel, indtil det blev gennemsyret alt sammen.«

22 Og han gik fra By til By og fra Landsby til Landsby og lærte, medens han var paa Vej mod Jerusalem.
23 Og der var en Mand, som spurgte ham: »Herre! er det kun faa, som bliver frelst?« Da sagde han til dem:
24 Kæmp for at komme igennem den snævre Port; thi mange, siger jeg eder, skal søge at komme ind og ikke formaa det.
25 Naar Husbonden først er staaet op og har lukket Døren, og I derefter staar udenfor og begynder at banke paa Døren og sige: Herre! luk op for os! - da vil han svare og sige til jer: Jeg ved ikke, hvor I er fra.
26 Saa vil I begynde at sige: Vi har da spist og drukket for dine Øjne, og du har lært paa vore Gader.
27 Men han skal svare og sige til jer: Jeg ved ikke, hvorfra I er; gaa bort fra mig, alle I, som øver Uret!
28 Dèr skal der være Graad og Tænderskæren, naar I maa se Abraham og Isak og Jakob og alle Profeterne i Guds Rige, mens I selv er kastet udenfor.
29 Og de skal komme fra Øst og Vest og fra Nord og Syd og sidde til Bords i Guds Rige.
30 Og se, nogle af de sidste skal være blandt de første, og nogle af de første skal være blandt de sidste.«

31 I samme Stund kom nogle Farisæere og sagde til ham: »Gaa bort, og drag herfra; th? Herodes har i Sinde at slaa dig ihjel!«
32 Da sagde han til dem: »Gaa hen og sig til den Ræv: Se, jeg uddriver onde Aander og helbreder syge i Dag og i Morgen, og paa den tredje Dag er jeg ved Maalet.
33 Men jeg maa vandre i Dag og i Morgen og Dagen derefter; thi det er udelukket, at en Profet dræbes uden for Jerusalem.
34 Jerusalem! Jerusalem! du, som dræber Profeterne og stener dem, der er sendt til dig! hvor ofte har jeg ikke villet samle dine Børn, som Hønen samler Kyllingerne under sine Vinger! Men I vilde ikke.
35 Se, jeres Hus bliver overladt til jer selv! Men jeg siger jer: I skal ikke se mig, før den Tid koommer, da I siger: Velsignet være den, som kommer, i Herrens Navn!«

Kapitel 14

Helbredelsen af en vattersottig paa Sabbaten, 1-6. Om Ydmyghed og om at gøre vel uden at vente Gengæld, 7-14. Lignelsen om den store Nadver, 15-24. De Ofre, som kræves for at være Jesu Discipel, 25-35.

1 Det skete paa en Sabbat, at han kom ind hos en af de ledende Farisæere for at holde Maaltid, og de holdt Øje med ham.
2 Og se, der stod foran ham en Mand, som havde Vattersot.
3 Da tog Jesus til Orde og sagde til de lovkyndige og Farisæerne: »Har man Lov til at helbrede paa Sabbaten eller ej?«
4 Men de tav. Saa tog han paa ham og helbredte ham og lod ham gaa igen.
5 Derefter sagde han til dem: »Hvem af jer vilde ikke, hvis hans Søn eller Okse faldt i en Brønd, straks drage dem op, selv om det var en Sabbatsdag?«
6 Og det kunde de ikke svare paa.

7 Da han nu lagde Mærke til, hvordan de indbudte udvalgte sig de øverste Pladser ved Bordet, fortalte han dem en Lignelse; han sagde til dem:
8 »Naar nogen indbyder dig til Gæstebud, saa sæt dig ikke øverst til Bords; maaske er der indbudt en, som er fornemmere end du,
9 saa han, som indbød baade dig og ham, kommer og siger til dig: Lad denne Mand faa din Plads! og da vil du med Skam faa den nederste Plads.
10 Nej, naar du bliver indbudt, saa gaa hen og sæt dig nederst; naar saa han kommer, som har indbudt dig, kan det være, han siger til dig: Ven! sæt dig højere op! saa bliver det til Ære for dig i alle Gæsternes Paasyn.
11 Thi enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges; og den, som ydmyger sig selv, skal ophøjes.«

12 Han sagde ogsaa til ham, som havde indbudt ham: »Naar du beder Gæster til Middag eller Aften, saa indbyd ikke dine Venner eller dine Brødre eller dine Slægtninge eller dine rige Naboer, for at de maaske skal indbyde dig igen og gøre Gengæld.
13 Men naar du gør et Gilde, saa indbyd fattige, Krøblinge, lamme og blinde!
14 Da skal du være salig; thi de har intet at gengælde dig med; men det skal blive gengældt dig ved de retfærdiges Opstandelse.«

15 Da en af Gæsterne hørte dette, sagde han til ham: »Salig den, som holder Maaltid i Guds Rige!«
16 Saa sagde Jesus til ham: »Der var en Mand, som vilde gøre et stort Festmaaltid og indbød mange.
17 Og ved den Tid, da Festen skulde holdes, sendte han sin Tjener ud for at sige til de indbudte: Kom! for nu er det rede.
18 Men de begyndte alle som een at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en Mark og er nødt til at gaa ud og se paa den; jeg beder dig have mig undskyldt!
19 Og en anden sagde: Jeg har købt fem Par Okser, og nu skal jeg ud og prøve dem; jeg beder dig have mig undskyldt.
20 Og en sagde: Jeg har taget mig en Hustru til Ægte, og derfor kan jeg ikke komme.
21 Og Tjeneren kom hjem og fortalte sin Herre det; da blev Husbonden vred og sagde til sin Tjener: Gaa straks ud paa Byens Gader og Stræder og før fattige og Krøblinge og blinde og lamme herind!
22 Og Tjeneren meldte: Herre! det er sket, som du befalede, men der er Plads endnu.
23 Da sagde Herren til ham: Gaa ud paa Vejene og ved Gærderne og nød dem til at gaa ind, saa mit Hus kan blive fuldt.
24 Thi jeg siger jer, at ingen af de Mænd, som var indbudt, skal smage mit Maaltid.«

25 Medens store Skarer fulgtes med ham, vendte han sig og sagde til dem:
26 »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin Fader og Moder og Hustru og Børn og Brødre og Søstre, ja endog sit eget Liv, kan han ikke være min Discipel.
27 Den, som ikke bærer sit Kors og gaar i mit Spor, kan ikke være min Discipel.
28 Thi hvis nogen af jer vil bygge et Taarn, sætter han sig saa ikke først hen og regner ud, hvad det vil koste om han har nok til at faa det færdigt.
29 For har han lagt Grunden uden at kunne fuldføre det, saa vil alle, som ser det, give sig til at spotte ham og sige:
30 Den Mand begyndte at bygge og kunde ikke fuldføre det.
31 Eller hvis en Konge vil drage ud for at føre Krig mod en anden Konge, sætter han sig saa ikke først hen og raadslaar, om han er i Stand til med ti Tusinde at møde den, som kommer imod ham med tyve Tusinde?
32 Hvis ikke, sender han Udsendinge hen og underhandler om Fred, mens den anden endnu er langt borte.
33 Saaledes kan da ingen af jer være min Discipel, uden at han giver Afkald paa alt, hvad han har.
34 Salt er en god Ting; men naar Saltet selv mister sin Kraft, hvordan skal det saa faa den igen?
35 Det duer hverken til Jord eller til Gødning; man kaster det ud. Den, som har Ører at høre med, han høre!«

Kapitel 15

Lignelserne om det tabte Faar, 1-7, den tabte Sølvmønt, 8-10, og den tabte Søn, 11-32.

1 Alle Toldere og Syndere plejede at holde sig nær til ham for at høre ham.
2 Og baade Farisæerne og de skriftkloge knurrede og sagde: »Den Mand tager imod Syndere og spiser sammen med dem.«
3 Da fortalte han dem denne Lignelse og sagde:
4 »Hvis en af jer har hundrede Faar og mister eet af dem, forlader han saa ikke de ni og halvfems i Ørkenen og gaar ud efter det, han har mistet, indtil han finder det?
5 Og naar han har fundet det, lægger han det paa sine Skuldre med Glæde.
6 Og naar han kommer hjem, kalder han sine Venner og Naboer sammen og siger til dem: Glæd jer med mig; thi jeg har fundet mit Faar, som jeg havde inistet.
7 Jeg siger jer: Saaledes bliver der mere Glæde i Himmelen over een Synder, som omvender sig, end over ni og halyfems retfærdige, som ikke trænger til Omvendelse.

8 Eller hvis en Kvinde har ti Drakmer og taber een Drakme, tænder hun saa ikke Lys og fejer Huset og leder ivrigt, lige til hun finder den?
9 Og naar hun har fundet den, kalder hun sine Veninder og Naboersker sammen og siger: Glæd jer med mig; thi jeg har fundet den Drakme, som jeg har tabt.
10 Saadan siger jeg eder, bliver der Glæde hos Guds Engle over een Synder, som omvender sig.«

11 Han sagde ogsaa: »Der var en Mand, som havde to Sønner.
12 Den yngste af dem sagde til Faderen: Fader! giv mig den Del af Formuen, som tilkommer mig. Saa skiftede han Ejendommen mellem dem.
13 Og ikke mange Dage derefter samlede den yngste Søn alt sit og rejste langt bort til et fremmed Land og ødte dèr sin Formue i et udsvævende Liv.
14 Men da han havde sat alt til, blev der en svær Hungersnød i det Land; og han begyndte at lide Nød.
15 Saa gik han hen og holdt sig til hos en af Borgerne dèr i Landet, og han sendte ham ud paa sine Marker for at vogte Svin.
16 Og han ønskede at fylde sig med de Bønner, som Svinene aad; og ingen gav ham noget.
17 Men han gik i sig selv og sagde: Hvor mange Daglejere hjemme hos min Fader har ikke fuldt op af Mad? og her er jeg ved at sulte ihjel.

18 Jeg vil staa op og gaa til min Fader og sige til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og over for dig,
19 jeg er ikke længer værd at kaldes din Søn, lad mig gaa som en af dine Daglejere!
20 Og han stod op og gik til sin Fader. Men da han endnu var langt borte, saa hans Fader ham og ynkedes inderligt og kom løbende og faldt ham om Halsen og kyssede ham.
21 Og Sønnen sagde til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og over for dig, jeg er ikke længer værd at kaldes din Søn.
22 Men Faderen sagde til sine Tjenere: Skynd jer at komme med den bedste Klædning og giv ham den paa og sæt en Ring paa hans Haand og giv ham Sko paa Fødderne;
23 og hent Fedekalven og slagt den, og lad os spise og være glade!
24 Thi min Søn her var død, men er blevet levende igen, han var tabt, men er fundet igen. Og de begyndte at være glade.

25 Men hans ældste Søn var ude paa Marken. Da han nu kom og nærmede sig Huset, hørte han Musik og Dans.
26 Saa kaldte han en af Karlene til sig og spurgte, hvad der var paa Færde.
27 Han sagde til ham: Din Broder er kommet, og din Fader har slagtet Fedekalven, fordi han har faaet ham tilbage i god Behold.
28 Da blev han vred og vilde ikke gaa ind. Hans Fader gik saa ud og bad ham.
29 Men han svarede og sagde til sin Fader: Se, nu har jeg tjent dig saa mange Aar, og jeg har aldrig overtraadt noget af dine Bud, og mig har du aldrig givet et Kid, saa jeg kunde være glad sammen med mine Venner.
30 Men da din Søn dèr kom, som har ødslet din Ejendom bort sammen med Skøger, saa slagtede du Fedekalven til ham.
31 Da sagde Faderen til ham: Mit Barn! du er altid hos mig, og alt mit er dit.
32 Men nu burde vi glæde og fryde os, fordi din Broder var død, men er blevet levende, og var tabt, men er fundet igen.«

Kapitel 16

Den utro Godsforvalter, 1-13. Ord mod Farisæerne, 14-18. Den rige Mand og Lazarus, 19-31.

1 Han sagde ogsaa til Disciplene: »Der var en rig Mand, som havde en Godsforvalter, om hvem han under Haanden fik at vide, at han ødte hans Ejendom.
2 Saa lod han ham kalde og sagde til ham: Hvad er det, jeg hører om dig? Aflæg Regnskab for din Forvaltning, thi du kan ikke længere forvalte Godset.
3 Men Godsforvalteren tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg dog gøre, nu da min Herre tager min Stilling fra mig? Grave har jeg ikke Kræfter til, tigge skammer jeg mig ved.
4 Jo, nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for at folk skal modtage mig i deres Hjem, naar jeg bliver afsat fra min Stilling.
5 Saa kaldte han sin Herres Skyldnere til sig een for een. Og han spurgte den første: Hvor meget skylder du min Herre?
6 Han svarede: Hundrede Ankre Olie. Saa sagde han til ham: Tag dit Skyldbrev, og sæt dig straks ned og skriv halvtreds!
7 Derefter spurgte han en anden: Og du, hvormeget skylder du? Han svarede: Hundrede Tønder Hvede. Han siger til ham: Tag dit Skyldbrev og skriv firs!
8 Og Herren roste den uretfærdige Godsforvalter, fordi han havde baaret sig klogt ad. Thi denne Verdens Børn er klogere end Lysets Børn over for deres egen Slægt.
9 Og jeg siger jer: Skaf jer Venner ved Hjælp af den uretfærdige Mammon, for at de, naar det er forbi med den, kan tage imod jer i de evige Boliger.

10 Den, som er tro i det smaa, er ogsaa tro i det store, og den, som er uretfærdig i det smaa, er ogsaa uretfærdig i det store
11 Hvis I altsaa ikke har været tro med den uretfærdige Mammon, hvem vil saa betro jer den rette?
12 Og hvi ikke har været tro med det, som tilhørte andre, hvem vil saa give jer noget at eje selv?
13 Ingen Slave kan tjene to Herrer; thi enten vil han hade den ene og elske den anden, eller holde sig til den ene og foragte den anden; I kan ikke tjene baade Gud og Mammon.«

14 Alt dette, hørte Farisæerne, som var pengekære, og de gjorde Nar af ham.
15 Da sagde han til dem: »I er Folk, som gør jer sely retfærdige i Menneskers Øjne; men Gud kender jeres Hjerter; thi det, som sættes højt blandt Mennesker, er en Vederstyggelighed for Gud.

16 Loven og Profeterne havde deres Tid, til Johannes kom; fra den Tid forkyndes Evangeliet om Guds Rige, og alle og enhver søger at storme ind i det.
17 Men snarere skal Himmel og Jord forgaa, end en Tøddel af Loven falde bort

18 Enhver, som skiller sig fra sin Hustru og gifter sig med en anden, bedriver Hor; og enhver, som gifter sig med en Kvinde, der er skilt fra sin Mand, bedriver Hor.

19 Der var en rig Mand, som klædte sig i Purpur og fint Linned og levede hver Dag i Lystighed og Pragt.
20 Men en fattig Mand, der hed Lazarus, laa ved ans Port, fuld af Saar.
21 Og han ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt af fra den riges Bord; ja, endog Hundene kom og slikkede hans Saar.
22 Saa skete det, at den fattige døde og blev baaret af Englene hen i Abrahams Skød. Den rige døde ogsaa og blev begravet.
23 Og da han slog sine Øjne op i Dødsriget, hvor han var i Pine, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans Skød,
24 Da raabte han: Fader Abraham! forbarm dig over mig og send Lazarus, saa han kan dyppe Spidsen af sin ringer i Vand og læske min Tunge; for jeg pines her i denne Lue.
25 Men Abraham sagde: Mit Barn, husk paa, at du har faaet dit gode, mens du levede, og Lazarus ligesaa det onde; nu trøstes han her, men du pines.
26 Tilmed er der lagt en dyb Afgrund mellem os og jer, saa at de, som vil gaa herfra over til jer, ikke kan det, og heller ikke kan de gaa derfra over til os.
27 Da sagde han: Saa beder jeg dig, Fader! at du vil sende ham til min Faders Hus -
28 jeg har jo fem Brødre - for at han kan vidne for dem, saa ikke ogsaa de skal komme i dette Pinested.
29 Men Abraham svarer: De har Moses og Profeterne, dem kan de jo høre!
30 Han sagde: Nej, Fader Abraham! men kom der en til dem fra de døde, saa vilde de omvende sig.
31 Da sagde han til ham: Hører de ikke Moses og Profeterne, saa vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en opstod fra de døde.«

Kapitel 17

Om Forargelser og om at tilgive, 1-4, om Troen og det rette Tjenersind, 5-10. De ti spedalske, 11-19. Guds Riges Komme, 20-21, og Jesu Genkomst, 22-37.

1 Og han sagde til sine Disciple: »Det kan ikke undgaas, at Forargelser kommer; men ve den, ved hvem de kommer!
2 Det var bedre for ham, om der var hængt en Møllesten om hans Hals, og han var kastet i Havet, end at han skulde forarge en af disse smaa.
3 Vogt paa jer selv! Hvis din Broder forsynder sig, saa sæt ham i Rette; og hvis han angrer, saa tilgiv ham!
4 Ja, hvis han syv Gange om Dagen forsynder sig imod dig og syv Gange kommer tilbage til dig og siger: jeg angrer det, saa skal du tilgive ham.«

5 Og Apostlene sagde til Herren: »Giv os mere Tro!«
6 Da sagde Herren: »Hvis I havde Tro som et Sennepskorn, saa kunde I sige til dette Morbærtræ: ryk dig op med Rode og plant dig i Havet, og det skulde adlyde jer.
7 Hvis en af jer har en Tjener, der pløjer eller vogter, mon han saa siger til ham, naar han kommer hjem fra Marken: Kom nu straks hen og sæt dig til Bords!
8 Vil han ikke tværtimod sige til ham: Lav til, hvad jeg skal have til Aftensmad, og bind op om dig og vart mig op, mens jeg spiser og drikker; derefter kan du selv spise og drikke.
9 Takker han vel Tjeneren, fordi han gjorde det, som var befalet ham?
10 Paa samme Maade med jer: naar I har gjort alt det, der er befalet jer, skal I sige: Vi er kun ringe Tjenere; vi har ikke gjort andet, end hvad vi var skyldige at gøre.«

11 Mens han var paa Vej til Jerusalem, skete det, at han fulgte Grænsen mellem Samaria og Galilæa,
12 og da han gik ind i en Landsby, mødte han ti spedalske Mænd; de blev staaende langt fra ham
13 og raabte og sagde: »Jesus, Mester, forbarm dig over os!«
14 Da han saa dem, sagde han til dem: »Gaa hen og lad jer syne af Præsterne!« Og det skete, mens de gik derhen, blev de renset.
15 Men een af dem vendte tilbage, da han saa, at han var helbredt, og priste Gud med høj Røst.
16 Og han kastede sig ned paa sit Ansigt for hans Fødder og takkede ham; og det var en Samaritaner.
17 Da tog Jesus til Orde og sagde: »Var der ikke ti, der blev renset? hvor er de ni?
18 Var der ingen andre end denne fremmede, der vendte tilbage for at give Gud Ære?«
19 Og han sagde til ham: »Staa op, drag bort; din Tro har frelst dig!

20 Da han engang blev spurgt af Farisæerne om, naar Guds Rige kommer, svarede han dem og sagde: »Guds Rige kommer ikke saaledes, at man kan iagttage det med Øjnene.
21 Ej heller vil man kunne sige: Se her! eller: Se dèr er det! thi se, Guds Rige er inden i jer.«
Lukas 17,36 var suspekt allerede på King James' tid.
En fodnote i 1611-udgaven forklarer:
!!This 36. verse is wanting in most of the Greek copies.
King James, Lukas 17,36

22 Saa sagde han til Disciplene: »Der skal komme Dage, da I skal længes efter at se blot een af Menneskesønnens Dage, men I skal ikke se den.
23 Og siger man til jer: Se dér! eller: Se, her er han! saa gaa ikke derhen, og løb ikke derefter!
24 Thi ligesom Lynet, naar det glimter, skinner fra den ene side af Himmelen til den anden, saadan skal Menneskesønnen være paa sin Dag.
25 Men først skal han lide meget og vrages af denne Slægt.
26 Og som det gik til i Noas Dage, saadan skal det ogsaa gaa i Menneskesønnens Dage:
27 De spiste, drak, tog til Ægte, blev bortgiftet lige til den Dag, da Noa gik ind i Arken, og Syndfloden kom og ødelagde dem alle.
28 Eller som det gik til i Lots Dage: De spiste og drak, købte og solgte, plantede og byggede,
29 og paa den Dag, da Lot gik ud af Sodoma, regnede Ild og Svovl ned fra Himmelen og ødelagde dem alle -
30 paa samme Maade skal det gaa den Dag, da Menneskesønnen aabenbares.
31 Den, der paa hin Dag er paa Taget og har sine Ting nede i Huset, skal ikke stige ned for at hente dem; ej heller skal den, som er paa Marken, vende tilbage igen.
32 Tænk paa Lots Hustru!
33 Den, som søger at bjærge sit Liv, skal miste det; og den, som mister det, skal beholde det.
34 Jeg siger jer: I den Nat skal der ligge to Mænd paa samme Leje; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage.
35 To Kyinder skal male paa samme Kværn; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage.
36 [To Mænd skal være paa Marken; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage
37 Og da Disciplene tog til Orde og spurgte ham: »Hvor, Herre?« svarede han dem: »Hvor Aadselet er, der vil Gribbene flokkes,

Kapitel 18

Lignelsen om Enken og Dommeren, 1-8, og om Farisæeren og Tolderen, 9-14, Jesus velsigner de smaa Børn, 15-17. Den rige unge Mand, 18-30. Tredje Forudsigelse af Lidelsen, 31-34. Den blinde ved Jeriko, 35-43.

1 Han fortalte dem en Lignelse om, at de altid skulde bede og ikke blive trætte:
2 »I en By var der en Dommer, som ikke frygtede Gud og heller ikke undsaa sig for Mennesker.
3 Og der var en Enke i den samme By, og hun kom stadig til ham og sagde: Skaf mig min Ret over min Modpart!
4 En Tid lang vilde han ikke. Men saa sagde han ved sig selv: Selv om jeg ikke frygter Gud og heller ikke undser mig for Mennesker,
5 saa vil jeg alligevel skaffe denne Enke hendes Ret, fordi hun plager mig saadan - ellers kommer hun vel til sidst og slaar mig lige i Synet!«
6 Og Herren sagde: »Hør, hvad den uretfærdige Dommer siger!
7 Skulde Gud saa ikke skaffe sine udvalgte Ret, de, som raaber til ham Dag og Nat, og skulde han ikke være langmodig over for dem?
8 Jeg siger jer: Han skal skaffe dem Ret i Hast. Men naar Menneskesønnen kommer, mon han saa vil finde Troen paa Jorden?«

9 Til nogle, som stolede paa sig selv, at de var retfærdige, og ringeagtede de andre, fortalte han denne Lignelse:
10 »Der var to Mænd, som gik op til Helligdommen for at bede; den ene var en Farisæer, og den anden en Tolder.
11 Farisæeren stod frem og bad ved sig selv saaledes: Gud! Jeg takker dig, fordi jeg ikke er som de andre Mennesker, Røvere, uretfærdige, Ægteskabsbrydere, og heller ikke som denne Tolder.
12 Jeg faster to Gange om Ugen, jeg giver Tiende af hele min Indtægt.
13 Tolderen derimod stod langt borte og vilde ikke engang løfte sine Øjne mod Himmelen, men slog sig for sit Bryst og sagde: Gud! forbarm dig over mig Synder!
14 Jeg siger jer: Han gik retfærdiggjort hjem til sit Hus, men den anden ikke; thi enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges; men den, som ydmyger sig selv, skal ophøjes.«

15 De kom ogsaa til ham med deres spæde Børn, for at han skulde røre ved dem; men da Disciplene saa det, viste de dem bort.
16 Da kaldte Jesus dem til sig og sagde: »Lad de smaa Børn komme til mig; I maa ikke hindre dem; thi Guds Rige hører netop saadanne til.
17 Sandelig siger jeg eder, den, som ikke tager imod Guds Rige ligesom et lille Barn, han kommer aldrig ind i det.«

18 Og en Raadsherre spurgte ham og sagde: »Gode Mester! hvad skal jeg gøre for at arve evigt Liv?«
19 Jesus sagde til ham: »Hvorfor kalder du mig god? Kun een er god, nemlig Gud.
20 Du kender Budene: Du maa ikke bedrive Hor; du maa ikke slaa ihjel; du maa ikke stjæle; du maa ikke sige falsk Vidnesbyrd; ær din Fader og din Moder.«
21 Han sagde: »Det har jeg holdt alt sammen fra min Ungdom af.«
22 Da Jesus hørte det, sagde han til ham: »Een Ting mangler du endnu; sælg alt det, du har, og del det ud til de fattige, saa skal du have en Skat i Himlene; og kom saa og følg mig!«
23 Men da han hørte det, blev han dybt bedrøvet, thi han var meget rig.
24 Og idet Jesus saa paa ham, sagde han: »Hvor det dog er vanskeligt for dem, der har Rigdom, at komme ind i Guds Rige!
25 Thi en Kamel gaar lettere gennem et Naaleøje, end en rig gaar ind i Guds Rige!«
26 De, som hørte det, sagde: »Hvem kan saa blive frelst?«
27 Da svarede han: »Hvad der er umuligt for Mennesker, det er muligt for Gud.«

28 Peter sagde saa: »Se, vi har forladt vort eget og fulgt dig.«
29 Han svarede dem: »Sandelig siger jeg eder, der er ingen, som har forladt Hus eller Hustru eller Brødre eller Forældre eller Børn for Guds Riges Skyld,
30 uden at han skal faa det mangefold igen her i Tiden, og i den kommende Verden evigt Liv.«

31 Og han tog de tolv til sig og sagde til dem: »Se, vi drager nu op til Jerusalem, og alt det, som staar skrevet hos Profeterne om Menneskesønnen, skal fuldbyrdes.
32 Thi han skal overgives til Hedningerne og blive spottet, haanet og spyttet paa,
33 og de skal piske ham og dræbe ham, og paa den tredje Dag skal han opstaa.«
34 Men de fattede intet deraf, det var dunkel Tale for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt.

35 Og det skete, da han nærmede sig Jeriko, sad der en blind Mand ved Vejen og tiggede;
36 og da han hørte en Skare drage forbi, spurgte han, hvad det var.
37 De fortalte ham: »Jesus fra Nazaret gaar forbi.«
38 Saa raabte han og sagde: »Jesus, du Davids Søn, forbarm dig over mig!«
39 Og de, som gik foran, truede ad ham, for at han skulde tie; men han raabte endnu meget stærkere: »Du Davids Søn, forbarm dig over mig!«
40 Da stod Jesus stille og bød, at han skulde føres til ham. Og da han var kommet nær, spurgte han ham:
41 »Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?« Han svarede: »Herre! lad mig faa mit Syn igen!«
42 Saa sagde Jesus til ham: »Bliv seende! din Tro har frelst dig.«
43 Og straks fik han sit Syn igen, og han fulgte ham og priste Gud; og hele Folket lovpriste Gud, da de saa det.

Kapitel 19

Zakæus, 1-10. Lignelsen om de betroede Pund, 11-27. Indtoget i Jerusalem, 28-40. Jesus græder over Byen, 41-44. Tempelrensningen, 45-48.

1 Derefter kom han ind i Jeriko og gik igennem Byen.
2 Og se, der var en Mand, som hed Zakæus; han var Overtolder og en rig Mand.
3 Han vilde gerne se Jesus selv, men kunde ikke for Skaren, da han var lille af Vækst.
4 Saa løb han i Forvejen og krøb op i et Morbærfigentræ for at faa ham at se; thi ad den Vej maatte han komme forbi.
5 Og da Jesus kom til Stedet, saa han op og sagde til ham: »Zakæus! skynd dig og stig ned; thi i Dag bør jeg tage ind i dit Hus.«
6 Og han skyndte sig og steg ned og tog imod ham med Glæde.
7 ?Men alle, som saa det, knurrede og sagde: »Han er taget ind som Gæst hos en syndig Mand.«
8 Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: »Se, Herre! Halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige; og hvis jeg har presset Penge af nogen, saa giver jeg det firedobbelt tilbage.«
9 Da sagde Jesus om ham: »I Dag er Frelsen kommet til dette Hus, saa sandt ogsaa han er en Abrahams Søn.
10 Thi Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.«

11 Medens de hørte paa dette, tilføjede han en Lignelse, fordi han var nær ved Jerusalem, og de mente, at Guds Rige straks skulde træde synligt frem.
12 Han sagde altsaa: »En Mand af fornem Slægt drog til et fjernt Land for at skaffe sig. Kongeværdighed og saa vende tilbage igen.
13 Han kaldte da ti af sine Tjenere til sig og gav dem ti Pund og sagde til dem: Driv Handel med dem, indtil jeg kommer tilbage.
14 Men hans Landsmænd hadede ham og sendte Udsendinge af Sted bag efter ham og lod sige: Vi ønsker ikke, at den Mand skal være Konge over os.
15 Da han kom tilbage igen, efter at han havde faaet Kongeværdigheden, skete det, at han lod de Tjenere, som han havde givet Pengene, kalde til sig for at faa at vide, hvad hver af dem havde tjent.
16 Da traadte den første frem og sagde: Herre! dit Pund har indvundet ti Pund til.
17 Han svarede ham: Det var ret, du gode Tjener! fordi du har været tro i det smaa, skal du have Myndighed over ti Byer.
18 Derefter kom den anden og sagde: Herre! dit Pund har indbragt fem Pund.
19 Til ham sagde han ligeledes: Du skal have fem Byer under dig.
20 Saa kom der en anden og sagde: Herre! se, her er dit Pund; jeg har haft det liggende i et Tørklæde.
21 Jeg var nemlig bange for dig; du er jo en streng Mand; du tager op, hvad du ikke har sat hen, og høster, hvad du ikke har saaet.
22 Til ham siger han: Efter dine egne Ord vil jeg dømme dig, du onde Tjener! Du vidste, at jeg er en streng Mand, som tager op, hvad jeg ikke har sat hen, og høster, hvad jeg ikke har saaet;
23 hvorfor satte du da ikke mine Penge i en Bank, saa jeg ved min Hjemkomst kunde have hævet dem med Rente?
24 Og han sagde til dem, som stod hos ham: Tag hans Pund fra ham og giv det til ham, der har de ti Pund.
25 De sagde til ham: Herre! han har jo ti Pund!
26 Jeg siger jer: Enhver, som har, ham skal der gives; men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har.
27 Men mine Fjender der, som ikke ønskede, at jeg skulde være Konge over dem, før dem herhen og hug dem ned for mine øjne!«

28 Og da han havde sagt dette, gik han videre og drog op mod Jerusalem.
29 Da han nærmede sig til Betfage og Betania ved det Bjerg, som hedder Oliebjerget, skete det, at han sendte to af sine Disciple af Sted og sagde:
30 »Gaa hen i den Landsby, som ligger lige forude; naar I kommer ind i den, vil I finde et Føl bundet, som aldrig noget Menneske endnu har siddet paa; løs det og før det herhen!
31 Og hvis nogen spørger jer: Hvorfor løser I det? skal I svare saaledes: Herren har Brug for det.«
32 Og de, som var sendt ud, gik hen og fandt det, saadan som han havde sagt til dem.
33 Da de løste Føllet, spurgte Ejerne dem: »Hvorfor løser I Føllet?«
34 De svarede: »Herren har Brug for det.«
35 Saa førte de det til Jesus; og de lagde deres Klæder paa Føllet og lod Jesus sætte sig op.
36 Og som han drog frem, bredte de deres Klæder under ham paa Vejen.
37 Da han nu nærmede sig til Skraaningen ned fra Oliebjerget, begyndte hele Discipelskaren i sin Glæde at prise Gud med høj Røst for alle de Undergerninger, de havde set; de sagde:
       38 »Velsignet være Kongen,
       han, som kommer, i Herrens Navn!
       Fred i Himmelen,
       og Ære i det højeste!«
39 Men nogle Farisæere, som var med i Folkeskaren, sagde til ham: »Mester! sæt dog dine Disciple i Rette!«
40 Da svarede han og sagde til dem: »Jeg siger jer: Hvis disse tier, skal Stenene raabe.«

41 Da han kom nærmere og saa Byen, græd han over den og sagde:
42 »Om dog ogsaa du i Dag vilde indse, hvad der tjener til din Fred! Men nu er det skjult for dine Øjne.
43 Thi Dage skal komme over dig, da dine Fjender skal kaste en Vold op omkring dig og indeslutte dig og trænge dig fra alle Sider;
44 og de skal jævne dig med Jorden og dine Børn i dig og ikke lade Sten paa Sten tilbage i dig, fordi du ikke agtede paa Tiden, da Gud besøgte dig.«

45 Derefter gik han ind i Helligdommen og begyndte at jage dem ud, som solgte;
46 og han sagde til dem: »Der staar skrevet: Mit Hus skal være et Bedehus; men I har gjort det til en Røverkule.«

47 Og han lærte hver Dag i Helligdommen; men Ypperstepræsterne og de skriftkloge og Folkets første Mænd søgte en Lejlighed til at slaa ham ihjel.
48 Men de kunde ikke finde ud af, hvordan de skulde bære sig ad; thi hele Folket hang ved ham og hørte ham.

Kapitel 20

Raadet kræver Jesus til Regnskab, 1-8. Lignelsen om de utro Vingaardsmænd, 9-19. Skattens Mønt, 20-26. Saddukæernes Spørgsmaal om Opstandelsen, 27-40. Messias som Davids Søn og Davids Herre, 41-44. Advarsel mod de skriftkloge, 45-47.

1 Og det skete en Dag, mens han lærte Folket i Helligdommen og forkyndte Evangeliet, da traadte Ypperstepræsterne og de skriftkloge tillige med de Ældste hen til ham.
2 Og de spurgte ham og sagde: »Sigos, med hvad Ret gør du dette, eller hvem er det, som har givet dig denne Ret?«
3 Da svarede Jesus og sagde til dem: »Saa vil jeg ogsaa gøre jer et Spørgsmaal, svar mig paa det:
4 Johannes's Daab, var den fra Himmelen eller fra Mennesker?«
5 De talte indbyrdes om det og sagde: »Svarer vi: Fra Himmelen, saa vil han spørge: Hvorfor troede I ham ikke?
6 Og svarer vi: Fra Mennesker, saa vil hele Folket stene os, for det er overbevist om, at Johannes var en Profet.«
7 Saa svarede de, at de vidste ikke, hvorfra den var.
8 Da sagde Jesus til dem: »Saa siger jeg heller ikke jer, med hvad Ret jeg gør dette.«

9 Han begyndte nu at fortælle denne Lignelse til Folket: »Der var en Mand, som plantede en Vingaard og lejede den ud til Vingaardsmænd og drog udenlands for lange Tider.
10 Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingaardsmændene, for at de skulde give ham hans Del af Vingaardens Frugt; men Vingaardsmændene slog løs paa ham og sendte ham tomhændet bort.
11 Og han blev ved og sendte en anden Tjener; men de slog ogsaa ham og haanede ham og sendte ham tomhændet bort.
12 Og han blev ved og sendte en tredje; men ogsaa ham kastede de ud efter at have slaaet ham til Blods.
13 Da sagde Vingaardens Ejer: Hvad skal jeg gøre? - Jeg vil sende min Søn, den elskede; maaske vil de undse sig for ham?
14 Men da Vingaardsmændene saa ham, raadslog de med hinanden og sagde: Det er Arvingen, lad os slaa ham ihjel, saa tilfalder Arven os.
15 Og de slæbte ham ud af Vingaarden og slog ham ihjel. Hvad mon nu Vingaardens Ejer vil gøre ved dem?
16 Han vil komme og gøre det af med de Vingaardsmænd og give Vingaarden til andre.« Da de hørte dette, sagde de: »Det ske aldrig!«
17 Men han saa paa dem og sagde: »Hvad betyder da det, der staar skrevet:
       Den Sten, Bygmestrene vragede,
       er blevet Hovedhjørnesten?
18 Enhver, som falder paa denne Sten, vil slaa sig fordærvet; men den, som den falder paa, ham skal den knuse.«
19 Og de skriftkloge og Ypperstepræsterne pønsede paa at lægge Haand paa ham i samme Stund, men de frygtede for Folket; thi de forstod godt, at det var om dem, han havde fortalt den Lignelse.

20 Og de holdt øje med ham og udsendte Lurere, der anstillede sig, som om de var ærlige Folk, for at fange ham i Ord, saa de kunde overgive ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt.
21 Og de spurgte ham og sagde: »Mester! vi ved, at du taler og lærer ret og kender ikke til Personsanseelse, men lærer sandfærdigt om Guds Vej.
22 Har vi Lov til at give Kejseren Skat eller ej?«
23 Men da han mærkede deres Underfundighed, sagde han til dem:
24 »Vis mig en Denar; hvis Billede og Indskrift bærer den?« De svarede: »Kejserens«.
25 Da sagde han til dem: »Saa giv da Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er.«
26 Og de var ikke i Stand til at fange ham i Ord i Folkets Paahør, men de undrede sig over hans Svar og tav.

27 Af Saddukæerne, som nægter, at der er en Opstandelse, kom nogle til ham og spurgte ham og sagde:
28 »Mester! Moses har foreskrevet os, at hvis en har en gift Broder, som dør barnløs, saa skal han ægte Enken og skaffe sin Broder Afkom.
29 Nu var der syv Brødre; den første tog sig en Hustru og døde barnløs.
30 Saa tog den anden
31 og derefter den tredje hende, og paa samme Maade alle de syv; de døde uden at efterlade sig Børn.
32 Til sidst døde ogsaa Hustruen.
33 Hvem af dem skal nu have hende til Hustru i Opstandelsen? de har jo alle syv været gift med hende.«
34 Og Jesus sagde til dem: »Denne Verdens Børn tager til Ægte og bortgiftes;
35 men de, som agtes værdige til at faa Del i den anden Verden og i Opstandelsen fra de døde, tager hverken til Ægte eller bortgiftes.
36 Thi de kan ikke mere dø; de er jo Engles Lige, og de er Guds Børn, da de er Opstandelsens Børn.
37 Men at de døde opstaar, har ogsaa Moses givet til Kende i Stedet om Tornebusken, naar han kalder Herren for Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud.
38 Gud er ikke dødes, men levendes Gud; thi alle er de levende for ham.«
39 Da svarede nogle af de skriftkloge og sagde: »Mester! du har talt vel;«
40 de turde nemlig ikke mere spørge ham om noget.

41 Saa sagde han til dem: »Hvordan kan man sige, at Messias er Davids Søn?
42 David siger jo selv i Salmernes Bog:
       Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Haand,
       43 til jeg faar lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder.
44 Altsaa kalder David ham »Herre«, men hvordan kan han saa være hans Søn?«

45 Og mens hele Folket hørte paa det, sagde han til sine Disciple:
46 »Vogt jer for de skriftkloge, som gerne vil gaa omkring i lange Klæder og ynder at lade sig hilse paa Torvene og at have de fornemste Sæder i Synagogerne og at sidde øverst til Bords ved Gæstebudene;
47 de, som opæder Enkers Huse og for et Syns Skyld beder længe; de skal faa des haardere Dom.«

Kapitel 21

Enkens Gave, 1-4. Jesus forudsiger Jerusalems Ødelæggelse og sin Genkomst, 5-38.

1 Og da han saa op, fik han øje paa de rige, som lagde deres Gaver i Tempelblokken.
2 Han saa da en fattig Enke, der lagde to Smaaskillinger i den.
3 Og han sagde: »Sandelig siger jeg eder, denne fattige Enke lagde mere deri end alle de andre.
4 Thi de lagde alle i Gavebøssen af deres Overflod; men hun lagde af sin Fattigdom alt, hvad hun havde i Eje.«

5 Og da nogle talte om, at Helligdommen var prydet med smukke Sten og Tempelgaver, sagde han:
6 »Det, I ser dèr - Dage skal komme, da der ikke skal lades Sten paa Sten tilbage; alt skal brydes ned.«
7 Saa spurgte de ham og sagde: »Mester! naar skal dette da ske? og hvad er Tegnet til, at det vil ske?«
8 Da sagde han: »Agt vel paa, at I ikke bliver ført vild; thi mange skal komme i mit Navn og sige: Det er mig! og: Tiden er nær. Men gaa ikke efter dem!
9 Og naar I hører om Krig og Oprør, saa lad jer ikke skræmme; thi dette maa først ske, men Enden kommer ikke straks.«
10 Derpaa sagde han til dem: »Folk skal rejse sig imod Folk, og Rige mod Rige.
11 Og store Jordskælv skal der være og Pest og Hungersnød baade her og der, og der skal ske forfærdelige Ting og store Tegn fra Himmelen.
12 Men forud for alt det skal de lægge Haand paa jer, og forfølge jer og overgive jer til Synagoger og kaste jer i Fængsler, og I skal føres frem for Konger og Landshøvdinger for mit Navns Skyld.
13 Det skal give jer Lejlighed til at vidne.
14 Læg jer saa paa Sinde, at I ikke behøver forud at grunde over, hvordan I skal forsvare jer.
15 Thi jeg vil give jer Mund og Mæle og en Visdom, som ingen af jeres Modstandere skal kunne modstaa eller modsige.
16 Men I skal endog forraades af Forældre og Brødre og Slægtninge og Venner, og nogle af jer skal de slaa ihjel.
17 Og I skal blive hadet af alle for mit Navns Skyld.
18 Men ikke et Haar paa jeres Hoved skal gaa tabt.
19 Ved jeres Udholdenhed skal I vinde jeres Sjæle.

20 Men naar I ser Jerusalem omringet af Krigshære, saa skal I. vide, at dens Ødelæggelse er nær.
21 Da skal de, som er i Judæa, flygte op i Bjergene; og de, der er inde i Byen, skal drage ud af den; og de, der er paa Landet, skal ikke ty ind i den.
22 Thi det er Straffens Dage, da alt det, som staar skrevet, skal gaa i Opfyldelse.
23 Ve dem, der er frugtsommelige, og dem, der giver Die i de Dage; thi der skal komme stor Nød over Landet og Vredesdom over dette Folk.
24 Og de skal falde for Sværdets Od og føres fangne bort til alle Hedningerne; og Jerusalem skal nedtrædes af Hedninger, indtil Hedningernes Tider er til Ende.

25 Og der skal ske Tegn-i Sol og Maane og Stjerner, og paa Jorden skal Folkene ængstes i Raadvildhed over Havets og Brændingens Brusen.
26 Mennesker skal daane af Rædsel og Gru for det, som kommer over Jorderige; thi Himlenes Kræfter skal rokkes.
27 Og da skal de se Menneskesønnen komme i Skyerne med Kraft og megen Herlighed.
28 Men naar dette begynder at ske, da skal I rette jer op og løfte jeres Hoveder, thi jeres Forløsning nærmer sig.«
29 Og han fortalte dem en Lignelse: »Se paa Figentræet og alle de andre Træer;
30 saa snart I ser, at de springer ud, skønner I af jer selv, at nu er Sommeren nær.
31 Saaledes kan I ogsaa skønne, naar I ser dette ske, at Guds Rige er nær.
32 Sandelig 'siger jeg eder: denne Slægt skal ikke forgaa, 'før det er sket alt sammen.
33 Himmel og Jord skal forgaa; men mine Ord skal aldrig forgaa.
34 Men vogt jer, at jeres Hjerter ikke nogen Sinde sløves af Svir og Drukkenskab og timelige Bekymringer, saa den Dag kommer pludselig over jer.
35 Thi som en Snare skal den komme over alle dem, der bor paa hele Jordens Flade.
36 Men vaag og bed til enhver Tid, saa I maa blive i Stand til at undfly alt dette, som skal ske, og til at bestaa for Menneskesønnen.«

37 Om Dagen opholdt han sig i Helligdommen og lærte, men om Aftenen gik han ud til det Bjerg, som hedder Oliebjerget, og blev der Natten over.
38 Og hele Folket kom tidligt om Morgenen til ham i Helligdommen for at høre ham.

Kapitel 22

Judas's Forræderi, 1-6. Paaskemaaltidet og Nadverens Indstiftelse, 7-23. Formaning til Ydmyghed og Forudsigelse af Peters Fornægtelse, 24-34. De to Sværd, 35-38. Getsemane, 39-46. Paagribelsen, 47-53. Peters Fornægtelse, 54-62. Jesus spottes og forhøres for Raadet, 63-71.

1 De usyrede Brøds Højtid, som kaldes Paaske, nærmede sig.
2 Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge overlagde, hvordan de kunde faa ham slaaet ihjel; thi de frygtede for Folket.

3 Da for Satan i Judas med Tilnavn Iskariot, som var een af de tolv.
4 Og han gik hen og talte med Ypperstepræsterne og Førerne for Tempelvagten om, hvordan han kunde forraade ham til dem.
5 Og de blev glade og lovede at give ham Penge for det.
6 Han gik ind paa det, og siden søgte han efter en Lejlighed til at forraade ham til dem uden at volde Opløb.

7 Saa kom den Dag i de usyrede Brøds Fest, da man skulde slagte Paaskelammet.
8 Og Jesus sendte Peter og Johannes af Sted og sagde: »Gaa hen og gør alt rede til, at vi kan holde Paaskemaaltid.«
9 De spurgte ham: »Hvor vil du, vi skal gøre det rede?«
10 Han svarede dem: »Se, naar I er kommet ind i Byen, vil I møde en Mand, som bærer en Vandkrukke; følg ham til det Hus, hvor han gaar ind,
11 og sig til Husets Ejer: Mesteren spørger dig: Hvor er det Værelse, som jeg kan holde Paaskemaaltid i sammen med mine Disciple?
12 Saa vil han vise jer en stor Sal ovenpaa, hvor der er dækket; der skal I gøre det rede.«
13 Og de gik hen og fandt det saadan, som han havde sagt dem; og de tilberedte Paaskemaaltidet.

14 Da Timen kom, satte han sig til Bords sammen med Apostlene.
15 Og han sagde til dem: »Jeg har hjerteligt længtes efter at spise dette Paaskemaaltid med jer, før jeg skal lide.
16 Thi jeg siger jer, at jeg skal aldrig mere spise det, før det fuldkommes i Guds Rige.«
17 Og han lod dem række sig en Kalk, takkede og sagde: »Tag dette og del det imellem jer!
18 Thi jeg siger jer, at fra nu af skal jeg aldrig mere drikke af Vintræets Frugt, førend Guds Rige er kommet.«
19 Og han tog et Brød, takkede og brød det, gav dem det og sagde: »Dette er mit Legeme, som gives for jer; gør dette til Ihukommelse af mig!«
20 Ligesaa tog han ogsaa Kalken efter Aftensmaaltidet og sagde: »Denne Kalk er den nye Pagt ved mit Blod, som udgydes for jer.
21 Men se, han, som forraader mig, rækker Haanden over Bordet sammen med mig!
22 Thi Menneskesønnen gaar bort, saaledes som det er bestemt - dog ve det Menneske, ved hvem han bliver forraadt!«
23 Og de begyndte indbyrdes at spørge hinanden om, hvem af dem det dog kunde være, som vilde gøre dette.

24 Der opstod ogsaa en Ordstrid iblandt dem om, hvem af dem der skulde regnes for den største.
25 Da sagde han til dem: »Folkenes Konger hersker over dem, og de, der har Magten over dem, lader sig kalde »Velgørere«.
26 Saadan skal I ikke være; men den ældste iblandt jer skal være som den yngste, og Føreren som den, der tjener.
27 Thi hvem er størst: den, som sidder til Bords, eller den, som tjener? Er det ikke den, som sidder til Bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener.
28 Men det er jer, der har holdt ud med mig i mine Fristelser,
29 Og ligesom min Fader har tildelt mig Kongedømme, tildeler jeg eder,
30 at I skal spise og drikke ved mit Bord i mit Rige og sidde paa Troner og dømme Israels toly Stammer.
31 Simon, Simon! se, Satan forlangte at faa jer i sin. Vold for at sigte jer som Hvede:
32 Men jeg bad for dig, at din Tro ikke maa glippe, Og naar du: engang vender om, da styrk dine Brødre.«
33 Saa sagde han til ham: »Herre! med dig er jeg baade rede til at gaa i Fængsel og i Døden.«
34 Men han svarede: »Jeg siger dig, Peter, Hanen skal ikke gale i Nat, førend du tre Gange har nægtet, at du kender mig.«

35 Og han sagde til dem: »Da jeg udsendte jer uden Pung og Taske og Sko, kom I saa til at mangle noget?« De syarede: »Nej!«
36 Da sagde han til dem: »Men nu skal den, som har en Pung, tage den med, og den, der har en Taske, gøre ligesaa; og den, som ikke har noget Sværd, skal sælge sin Kappe og købe sig et.
37 Thi jeg siger jer: Paa mig skal det gaa i Opfyldelse, det Skriftord: »Og han blev regnet blandt Overtrædere;« thi med mig gaar det nu mod Enden.«
38 Da sagde de: »Herre! se, her er to Sværd.« Men han svarede dem: »Det er nok.«
Jesus i Getsemane bliver trøstet af en engel
Jesus i Getsemane

39 Saa brød han op og gik efter sin Sædvane til Oliebjerget; ogsaa hans Disciple fulgte med.
40 Men da han kom til Stedet, sagde han til dem: »Bed om, at I ikke maa falde i Fristelse.«
41 Og han fjernede sig fra dem saa langt som et Stenkast og faldt paa Knæ, bad og sagde:
42 »Fader, om du vil, saa tag denne Kalk fra mig! dog ske ikke min Vilje, men din!«
43 Da viste en Engel fra Himmelen sig for ham og styrkede ham.
44 Han var da kommet i Dødsangst og bad endnu mere indtrængende; og hans Sved blev som Bloddraaber, der faldt ned paa Jorden.
45 Og da han havde rejst sig fra Bønnen og kom tilbage til Disciplene, fandt han dem sovende af Bedrøvelse.
46 Og han sagde til dem: »Hvor kan I sove? Staa op og bed, for at I ikke skal falde i Fristelse.«

47 Medens han endnu talte, se, da kom der en Skare; og han, som hed Judas, een af de tolv, gik forrest, og han nærmede sig til Jesus for at kysse ham.
48 Men Jesus sagde til ham: »Judas, forraader du Menneskesønnen med et Kys?«

49 Da nu de, som var om ham, saa, hvad der vilde ske, sagde de: »Herre! skal vi slaa løs med Sværd?«
50 een af dem slog efter Ypperstepræstens Tjener og huggede det højre øre af ham.
51 Men Jesus tog til Orde og sagde: »Lad dem kun gaa saa vidt!« Og han rørte ved hans Øre og lægte det.

52 Da sagde Jesus til Ypperstepræsterne og Førerne for Tempelvagten og de Ældste, som var kommet ud imod ham: »Ligesom mod en Røver er I draget ud med Sværd og Knipler.
53 Dag efter Dag var jeg hos jer i Helligdommen, uden at I rørte en Haand imod mig; men nu er det jeres Time, og Mørket har Magten.«

Peters fornægtelse
Kykkeliky

54 Saa greb de ham og førte ham bort og bragte ham ind i Ypperstepræstens Hus. Og Peter fulgte efter i Frastand.
55 Da de havde tændt et Baal midt i Gaarden og sad sammen, satte ogsaa Peter sig midt iblandt dem.
56 En Pige saa ham sidde i Lysskæret og stirrede paa ham og sagde: »Han dèr var ogsaa sammen med ham.«
57 Men han nægtede det og sagde: »Jeg kender ham ikke, Kvinde!«
58 Og lidt efter var der en anden, som saa ham og sagde: »Du er ogsaa en af dem.« Men Peter svarede: »Nej, Menneske! det er jeg ikke.«
59 Omtrent een Time senere var der en til, som forsikrede: »Jo! vist var den Mand ogsaa sammen med ham; han er jo ogsaa Galilæer.«
60 Men Peter svarede: »Menneske! jeg forstaar ikke, hvad du mener.« Og i det samme, mens han endnu talte, galede Hanen.
61 Da vendte Herren sig om og saa paa Peter; og Peter huskede Herrens Ord, hvordan han havde sagt til ham: »Før Hanen galer i Dag, skal du fornægte mig tre Gange.«
62 Og han gik udenfor og græd bitterligt.

63 De Mænd, som holdt Jesus, drev nu Spot med ham og slog ham;
64 og de kastede et Klæde over ham og spurgte og sagde: »Sigos, Profet, hvem var det, der slog dig?«
65 Og mange andre Spotteord tilraabte de ham.

66 Da det blev Dag, samledes Folkets Ældsteraad, baade Ypperstepræster og skriftkloge; og de lod ham føre frem i deres Raadsmøde
67 og spurgte: »Er du Messias, saa sig os, det!« Men han svarede dem: »Selv om jeg sagde jer det, vilde I dog ikke tro det,
68 og selv om jeg spurgte, vilde I ikke svare mig.
69 Men herefter skal Menneskesønnen sidde ved Guds Krafts højre. Haand.«
70 Saa spurgte de alle: »Er du da Guds Søn?« Og han svarede dem: »I siger det selv; jeg er det.«
71 Da sagde de: »Hvad skal vi med flere Vidnesbyrd? Nu har vi jo selv hørt det af hans Mund.«

Kapitel 23

Jesus for Pilatus og Herodes; Barabbas løslades, 1-25. Jesus korsfæstes, beder for sine Fjender, trøster den angerfulde Røver og dør, 26-49; han begraves, 50-56.

Pilatus: "Hvem vil I have, at jeg skal løslade jer, Jesus Barabbas eller Jesus, som kaldes Kristus?"
Antonio Ciseri

1 Saa rejste hele Forsamlingen sig, og de førte ham for Pilatus.
2 Dèr begyndte de at anklage ham og sagde: »Vi er kommet efter, at denne Mand vildleder vort Folk og forbyder at give Kejseren Skat og siger om sig selv, at han er Messias, en Konge.«
3 Saa spurgte Pilatus ham og sagde: »Er du Jødernes Konge?« Han svarede og sagde til ham: »Du siger det selv.«
4 Men Pilatus sagde til Ypperstepræsterne og til Skarerne: »Jeg finder ingen Skyld hos den Mand.«
5 Men de blev ivrigere og sagde: »Han ophidser Folket med det, han lærer i hele Jødeland, lige fra Galilæa, hvor han begyndte og hertil.«
6 Da Pilatus hørte dette, spurgte han, om Manden var Galilæer,
7 og da han fik at vide, at han var af Herodes's Omraade, sendte han ham til Herodes; for han var ogsaa i Jerusalem i de Dage.

8 Da Herodes saa Jesus, blev han meget glad; thi han havde i lang Tid gerne villet se ham, fordi han havde hørt om ham, og han haabede paa at se ham gøre et Tegn.
9 Han gjorde ham nu adskillige Spørgsmaal; men Jesus svarede ham ikke.
10 Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge stod der og anklagede ham heftigt.
11 Men Herodes og hans Krigsfolk haanede og spottede ham, og de kastede en prægtig Kappe om ham og sendte ham saa tilbage til Pilatus.
12 Paa den Dag blev Herodes og Pilatus Venner; før havde der nemlig været Fjendskab imellem dem.

13 Saa sammenkaldte Pilatus Ypperstepræsterne og Raadsherrerne og Folket
14 og sagde til dem: »I er kommet til mig med denne Mand og har sagt, at han forleder Folket til Frafald; og se, jeg har nu forhørt ham i jeres Paahør, men jeg har ikke fundet denne Mand skyldig i noget af det, I anklager ham for.
15 Det har Herodes heller ikke, thi han har sendt ham tilbage til os. Se, han har altsaa intet gjort, som fortjener Døden.
16 Derfor vil jeg give ham en Revselse og saa løslade ham.«
17 [Han var nemlig nødt til at løslade dem en paa Højtiden]
18 Men de raabte alle sammen og sagde: »Bort med ham, men lad os faa Barabbas løsladt!«
19 Det var en Mand, der var kastet i Fængsel paa Grund af et Oprør, som havde været i Byen, og paa Grund af Mord.
20 Pilatus talte atter til dem, da han gerne vilde løslade Jesus.
21 Men de raabte tilbage og sagde: »Korsfæst, korsfæst ham!«
22 Saa sagde han til dem for tredje Gang: »Hvad ondt har denne Mand da gjort? Jeg har ikke fundet ham skyldig i noget, som kan straffes med Døden; derfor vil jeg revse ham og saa løslade ham!«
23 Men de trængte paa med stærke Raab og forlangte, at han skulde korsfæstes; og deres Raab sejrede.
24 Pilatus dømte, at deres Krav skulde opfyldes;
25 han løslod den, de forlangte, ham, som var kastet i Fængsel for Oprør og Mord; men Jesus prisgav han, saa de kunde gøre med ham, som de vilde.

V. 26: I de tre synoptiske evangelier bliver korset båret af Simon fra Kyrene. Bar Jesus selv sit kors til Golgata?
Jesus og Simon af Kyrene

26 Og da de førte ham bort, greb de fat i en Mand, Simon fra Kyrene, som kom ude fra Marken; ham lagde de Korset paa, for at han skulde bære det bagefter Jesus.
27 Og en stor Mængde Folk fulgte med ham, deriblandt Kvinder, som jamrede og klagede over ham.
28 Da vendte Jesus sig om til dem og sagde: »I Jerusalems Døtre! græd ikke over mig, men græd over jer selv og over jeres Børn!
29 Thi'se, der skal komme Dage, da man skal sige: Salige er de ufrugtbare, de Liv, som ikke fødte, og de Bryster, som ikke gav. Die.
30 Da skal man give sig til at sige til Bjergene: Fald over os! og til Højene: Skjul os!
31 Thi gør man saaledes ved det grønne Træ, hvordan vil det da gaa med det visne?«
32 Desuden blev ogsaa to Forbrydere ført ud for at henrettes sammen med ham.
33 Og da de var kommet til det Sted, som kaldes »Hovedskal«, korsfæstede de ham dèr tilligemed Forbryderne, den ene ved hans højre, den anden ved hans venstre side.
34 Men Jesus sagde: »Fader! tilgiv dem; thi de ved ikke, hvad de gør.« Og de delte hans Klæder imellem sig ved at kaste Lod om dem.
35 Folket stod og saa til; og Raadsherrerne haanede ham ogsaa og sagde: »Andre har han frelst, lad ham frelse sig selv, hvis han er Guds Messias, den udvalgte.«
36 Ogsaa Soldaterne spottede ham; de gik hen og rakte ham sur Vin og sagde:
37 »Hvis du er Jødernes Konge, saa frels dig selv!«
38 Der var nemlig oven over ham saten Indskrift [paa Græsk og Latin og Hebraisk]: »Denne er Jødernes Konge.«

39 Og en af Forbryderne, som hang der, spottede ham: »Er du ikke Messias? Frels dig selv og os!«
40 Da tog den anden til Orde og irettesatte ham og sagde: »Frygter end ikke du Gud, skønt du er under den samme Dom?
41 Og vi er det med Rette; vi faar jo kun Løn som forskyldt; men denne Mand har ikke gjort noget galt.«
42 Og han sagde: »Jesus! kom mig i Hu, naar du kommer i dit Rige!«
43 Da svarede han ham: »Sandelig siger jeg dig, i Dag skal du være med mig i Paradis.«

44 Det var nu ved den sjette Time, og der blev Mørke over hele Landet indtil den niende Time,
45 idet Solen formørkedes. Og Forhænget i Templet flængedes midt over.
46 Og Jesus raabte med høj Røst og sagde: »Fader! i dine Hænder befaler jeg min Aand;« og da han havde sagt det, udaandede han.
47 Men da Officeren saa, hvad der skete, priste han Gud og sagde: »Det var i Virkeligheden en retfærdig Mand.«
48 Og alle Skarerne, som var strømmet sammen til dette Skue og saa, hvad der skete, slog sig for Brystet og vendte hjem.
49 Men alle hans Bekendte, ogsaa de Kvinder, som var fulgt med ham fra Galilæa, stod langt borte og saa paa alt dette.

50 Og se, der var en Mand ved Navn Josef, Medlem af Raadet og en god og retfærdig Mand,
51 som ikke havde samtykket i de andres Raad og Daad, han var fra Arimatæa, en By i Jødeland, og han ventede Guds Rige;
52 han gik til Pilatus og bad om Jesu Legeme.
53 Saa tog han det ned og svøbte det i et Linklæde, og han lagde ham i en Klippegrav, som der endnu aldrig havde ligget nogen i.
54 Det var Beredelsesdag, og Sabbaten stundede til.
55 Og de Kvinder, som var kommet med ham fra Galilæa, fulgte efter og saa Graven, og hvorledes hans Legeme blev lagt deri.
56 Saa vendte de tilbage og tilberedte vellugtende Salver og Olier; men Sabbaten over holdt de sig stille efter Lovens Bud.

Kapitel 24

Jesu Opstandelse, 1-12. Han aabenbarer sig for de to, der gaar til Emmaus, 13-35, og for de andre Disciple, 36-49. Hans Himmelfart, 50-53.

1 Men ved Daggry paa den første Dag i Ugen kom de til Graven med de vellugtende Salver, som de havde tilberedt.
2 Og de fandt Stenen væltet bort fra Graven.
3 Men da de gik derind, fandt de ikke Herren Jesu Legeme.
4 Og da de stod raadvilde over for dette, se, da skete det, at der stod to Mænd hos dem i straalende Klædebon.
5 Da de blev forfærdede og bøjede deres Ansigter mod Jorden, sagde Mændene til dem: »Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde?
6 Han er ikke her, men han er opstanden; kom i Hu, hvorledes han talte til jer, da han endnu var i Galilæa, og sagde,
7 at Menneskesønnen skulde overgives i syndige Menneskers Hænder og korsfæstes og opstaa paa den tredje Dag.«
8 Da kom de hans Ord i Hu.
9 Og de vendte tilbage fra Graven og fortalte alt dette til de elleve og til alle de andre.
10 Det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs Moder, og de øvrige Kvinder, der var sammen med dem. De sagde dette til Apostlene,
11 men deres Ord syntes dem at være løs Tale, og de troede dem ikke.

12 Men Peter stod op og løb til Graven; og da han kiggede derind, ser han ikke andet end Linklæderne ligge der, og han gik hjem i Undren over det, som var sket.

Jesus og de to disciple i Emmaus.
Jesus i Emmaus

13 Og se, to af dem vandrede den samme Dag til en Landsby, som ligger tresindtyve Stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus.
14 Og de talte med hinanden om alle disse Tildragelser.
15 Medens de samtalede og drøftede det indbyrdes, skete det, at Jesus sely kom hen til dem og fulgtes med dem.
16 Men deres øjne holdtes til, saa de ikke kendte ham.
17 Og han sagde til dem: »Hvad er det, I gaar og taler med hinanden om?« De standsede og saa bedrøvede ud,
18 og den ene, som hed Kleofas, svarede og sagde til ham: »Er du alene saa fremmed i Jerusalem, at du ikke ved, hvad der er foregaaet dèr i disse Dage?«
19 Han spurgte dem: »Hvad da?« De svarede ham: »Det med Jesus fra Nazaret, som var en Profet, mægtig i Gerning og Ord for Gud og hele Folket;
20 og hvordan Ypperstepræsterne og vore Raadsherrer har overgivet ham til Dødsstraf og ladet ham korsfæste.
21 Vi havde haabet, at han var den, der skulde forløse Israel. Men til alt dette kommer desuden, at det i Dag er den tredje Dag, siden det skete.
22 Men saa har igen nogle af vore Kvinder forvirret os; de var ude ved Graven tidligt i Morges,
23 og de fandt ikke hans Legeme, men de kom tilbage og sagde, at de endog i et Syn havde set Engle, der sagde, at han lever.
24 Saa gik nogle af dem, der er med os, hen til Graven, og de fandt det ogsaa saaledes, som Kvinderne havde sagt; men ham saa de ikke.«
25 Da sagde han til dem: »Aah, hvor I er uforstandige og tungnemme til at tro paa alt det, Profeterne har talt!
26 Burde Messias ikke lide dette og saa indgaa til sin Herlighed?«
27 Og idet han gik ud fra Moses og alle Profeterne, udlagde han for dem, hvad der i alle Skrifterne handlede om ham.
28 Og da de nærmede sig Landsbyen, som de gik til, lod han, som han vilde gaa videre.
29 Men de nødte ham og sagde: »Bliv hos os; thi det gaar mod Aften, Dagen hælder allerede.« Saa gik han ind for at blive hos dem.
30 Cg det skete, da han havde sat sig til Bords sammen med dem, tog han Brødet, velsignede og brød det og gav dem det.
31 Da aabnedes deres Øjne, og de kendte ham; men saa blev han usynlig for dem.
32 Og de sagde til hinanden: »Brændte ikke vort Hjerte i os, mens han talte til os paa Vejen og lukkede Skrifterne op for os?«
33 Saa brød de op i samme Stund og vendte tilbage til Jerusalem og fandt dèr de elleve og deres Fæller forsamlede,
34 som sagde: »Herren er virkelig opstanden og set af Simon.«
35 Og de fortalte selv, hvad der var sket paa Vejen, og hvordan de havde kendt ham, da han brød Brødet.

36 Medens de talte om dette, stod han selv midt iblandt dem og siger til dem: »Fred være med eder!«
37 Da blev de angst og bange og mente, det var en Aand, de saa.
38 Men han sagde til dem: »Hvorfor er I forfærdede? og hvorfor opstiger der Tvivl i jeres Hjerter?
39 Se paa mine Hænder og mine Fødder, at det er mig selv; føl paa mig og se; en Aand har jo ikke Kød og Ben, som I ser, jeg har.«
40 [Og da han havde sagt dette, viste han dem sine Hænder og sine Fødder.]
41 Men da de af Glæde herover stadig ikke kunde tro og undrede sig, sagde han til dem: »Har I her noget at spise?«
42 Saa gav de ham et Stykke stegt Fisk
43 Og han tog det og spiste det i deres Paasyn.
44 Da sagde han til dem: »Dette er, hvad jeg sagde til jer, mens jeg endnu var hos jer: alt det maa gaa i Opfyldelse, som er skrevet om mig i Mose Lov og Profeterne og Salmerne.«
45 Da aabnede han deres Sind, saa de forstod Skrifterne.
46 Og han sagde til dem: »Saaledes staar der skrevet, at Messias skal lide og opstaa fra de døde paa den tredje Dag,
47 og at der i hans Navn skal prædikes Omvendelse til Syndernes Forladelse for alle Folkeslagene og begyndes fra Jerusalem.
48 I skal være Vidner om dette.
49 Og se, jeg vil sende over jer, hvad min Fader har forjættet; men I skal blive her i Byen, indtil I bliver iført Kraft fra det høje.«

50 Saa tog han dem med sig ud, hen i Nærheden af Betania, og han løftede sine Hænder og velsignede dem.
51 Og det skete, medens han velsignede dem, skiltes han fra dem og opløftedes til Himmelen.
52 Da tilbad de ham og vendte tilbage til Jerusalem med stor Glæde.
53 Og de var stadig i Helligdommen og priste Gud.

Andre bøger