Om oversættelsen: Oversættelsen fra 1948 bryder med en næsten 400 år gammel tradition, hvor hvert Bibeloplag var en revision af de forrige oplag, der i sidste ende gik tilbage til Den Resen-Svaningske Bibel fra 1607. Denne oversættelse er på mange måder bedre end den autoriserede fra 1992.
Om bogen: Læs mere om Johannesevangeliet.
Kapitler: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21
|
|
1 I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.
2 Dette var i begyndelsen hos Gud.
3 Alt er blevet til ved det, og uden det blev intet til af det, som er.
4 I det var liv, og livet var menneskenes lys.
5 Og lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke bugt med det.
6 Der fremstod et menneske, udsendt fra Gud; hans navn var Johannes.
7 Han kom til et vidnesbyrd for at vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham.
8 Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset.
9 Det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden.
10 Han var i verden, og verden er blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke.
11 Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham.
12 Men alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn, dem, som tror på hans navn.
13 De blev ikke født af blod, ej heller af køds vilje, ej heller af mands vilje, men af Gud.
14 Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den enbårne Søn har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.
15 Johannes vidner om ham, råber og siger: »Ham var det, om hvem jeg sagde: ›Den, som kommer efter mig, er kommen forud for mig; thi han var til før mig.‹ «
16 Thi af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde.
17 Thi loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden er kommet ved Jesus Kristus.
18 Ingen har nogen sinde set Gud; den enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk.
19 Dette er Johannes' vidnesbyrd, dengang jøderne sendte præster og levitter ud til ham fra Jerusalem, for at de skulle spørge ham: »Hvem er du?«
20 Da sagde han rent ud og nægtede ikke, han sagde rent ud: »Jeg er ikke Kristus.«
21 De spurgte ham: »Hvad da? Er du Elias?« Han siger: »Nej, det er jeg heller ikke.« »Er du profeten?« Han svarede: »Nej.«
22 De sagde så til ham: »Hvem er du da? Vi skal jo bringe svar til dem, som har sendt os. Hvad siger du om dig selv?«
23 Han svarede: »Jeg er en røst af en, der råber i ørkenen: ›Jævn Herrens vej!‹ som profeten Esajas har sagt.«
24 De var udsendt fra farisæerne,
25 og de spurgte ham og sagde til ham: »Hvorfor døber du da, hvis du hverken er Kristus eller Elias eller profeten?«
26 Johannes svarede dem og sagde: »Jeg døber kun med vand; midt iblandt jer står en, I ikke kender,
27 han, som kommer efter mig, og hvis skorem jeg ikke er værdig at løse.«
28 Dette skete i Betania på den anden side Jordan, hvor Johannes opholdt sig og døbte.
29 Den næste dag ser han Jesus komme hen imod sig, og han siger: »Se Guds lam, som bærer verdens synd!
30 Det er ham, om hvem jeg sagde: ›Efter mig kommer en mand, som er kommen forud for mig; thi han var til før mig.‹
31 Og jeg kendte ham ikke; men for at han skal blive åbenbar for Israel, derfor er jeg kommen og døber med vand.«
32 Og Johannes vidnede og sagde: »Jeg har set Ånden dale ned fra Himmelen som en due, og den blev over ham.
33 Og jeg kendte ham ikke; men den, som sendte mig for at døbe med vand, han havde sagt til mig: ›Den, du ser Ånden dale ned over og blive over, han er den, der døber med Helligånd.‹
34 Nu har jeg selv set det, og jeg har vidnet: Han er Guds Søn.«
35 Den næste dag stod Johannes der igen med to af sine disciple.
36 Og da Jesus kommer gående, ser Johannes på ham og siger: »Se Guds lam!«
37 Og de to disciple hørte, hvad han sagde, og fulgte efter Jesus.
38 Jesus vendte sig om, og da han så, at de fulgte med, siger han til dem: »Hvad søger I?« De svarede ham: »Rabbi!« (det betyder: mester) »hvor bor du?«
39 Han siger til dem: »Kom og se!« Da gik de med og så, hvor han boede, og de blev hos ham den dag. Det var ved den tiende time.
40 Den ene af de to, som havde hørt Johannes' ord og var fulgt efter Jesus, var Andreas, Simon Peters broder.
41 Han finder først sin broder Simon og siger til ham: »Vi har fundet Messias« (det er det samme som Kristus).
42 Og han førte ham til Jesus. Da så Jesus på ham og sagde: »Du er Simon, Johannes' søn; du skal hedde Kefas« (det er det samme som Peter).
43 Den næste dag ville Jesus drage derfra til Galilæa; og han finder Filip og siger til ham: »Følg mig!«
44 Filip var fra Betsajda, fra Andreas' og Peters by.
45 Filip finder Natanael og siger til ham: »Ham, som Moses i loven og ligeså profeterne har skrevet om, ham har vi fundet, Jesus, Josefs søn, fra Nazaret.«
46 Natanael sagde til ham: »Kan noget godt være fra Nazaret?« Filip siger til ham: »Kom og se!«
47 Da Jesus så Natanael komme hen imod sig, siger han om ham: »Se, det er i sandhed en israelit, i hvem der ikke er svig.«
48 Natanael spørger ham: »Hvorfra kender du mig?« Jesus svarede og sagde til ham: »Før Filip kaldte på dig, så jeg dig, mens du var under figentræet.«
49 Natanael udbrød: »Rabbi! du er Guds Søn, du er Israels konge.«
50 Jesus svarede og sagde til ham: »Tror du, fordi jeg sagde til dig, at jeg så dig under figentræet? Du skal få større ting at se end disse.«
51 Og han siger til ham: »Sandelig, sandelig siger jeg eder: I skal se Himmelen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.«
|
1 Tredjedagen derefter var der bryllup i Kana i Galilæa; og dér var Jesu moder med.
2 Også Jesus og hans disciple blev indbudt til brylluppet.
3 Da nu vinen slap op, siger Jesu moder til ham: »De har ikke mere vin.«
4 Jesus svarer hende: »Kvinde! lad mig i fred; min time er endnu ikke kommet.«
5 Hans moder siger til tjenerne: »Hvad som helst han siger til jer, det skal I gøre.«
6 Nu stod der seks vandkar af sten til brug ved jødernes renselse; de rummede hvert to eller tre spande.
7 Jesus siger til tjenerne: »Fyld karrene med vand,« og de fyldte dem lige til randen.
8 Så siger han til dem: »Øs nu og bring det til skafferen.« Og det gjorde de.
9 Men da skafferen smagte på vandet, som var blevet til vin, og han ikke vidste, hvorfra det kom — men tjenerne, som havde øst vandet op, vidste det — kalder han på brudgommen og siger til ham:
10 »Man plejer ellers først at sætte den gode vin frem, og når gæsterne er blevet berusede, da den ringere; du har gemt den gode vin indtil nu.«
11 Således gjorde Jesus i Kana i Galilæa begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed; og hans disciple troede på ham.
12 Derefter drog han og hans moder og brødre og disciple ned til Kapernaum, og dér blev de nogle få dage.
|
13 Da nu jødernes påske var nær, drog Jesus op til Jerusalem.
14 Og han fandt i helligdommen dem, som solgte okser, får og duer, og vekselererne, som sad der.
15 Da gjorde han sig en svøbe af reb og drev dem alle ud af helligdommen, både fårene og okserne, og han spredte vekselerernes pengestykker og væltede deres borde,
16 og til dem, der solgte duer, sagde han: »Tag dette bort herfra; gør ikke min Faders hus til en kræmmerbod!«
17 Da kom hans disciple i hu, at der står skrevet: »Nidkærhed for dit hus vil fortære mig.«
18 Jøderne tog nu til orde og sagde til ham: »Hvilket tegn viser du os, siden du gør dette?«
19 Jesus svarede og sagde til dem: »Bryd dette tempel ned, og på tre dage skal jeg rejse det igen.«
20 Da sagde jøderne: »I seksogfyrretyve år er der bygget på dette tempel, og du vil rejse det på tre dage!«
21 Men det var om sit legemes tempel, han talte.
22 Siden, da han var oprejst fra de døde, kom hans disciple i hu, at han havde sagt dette; og de troede skriften og det ord, som Jesus havde talt.
23 Mens han nu i påsken tilbragte højtiden i Jerusalem, kom mange til tro på hans navn, da de så de tegn, som han gjorde.
24 Men selv betroede Jesus sig ikke til dem, fordi han kendte alle,
25 og fordi han ikke havde nødig, at nogen skulle vidne om mennesket; thi han vidste selv, hvad der boede i mennesket.
1 Der var blandt farisæerne en mand, som hed Nikodemus, en af jødernes rådsherrer.
2 Han kom til Jesus om natten og sagde til ham: »Rabbi! vi ved, at du er en lærer, som er kommen fra Gud; thi ingen kan gøre de tegn, som du gør, uden Gud er med ham.«
3 Jesus svarede og sagde til ham: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny.«
4 Nikodemus siger til ham: »Hvorledes kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin moders liv og fødes?«
5 Jesus svarede: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: ingen kan komme ind i Guds rige, hvis han ikke bliver født af vand og Ånd.
6 Hvad der er født af kødet, er kød; og hvad der er født af Ånden, er Ånd.
7 Du må ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny.
8 Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører dens susen, men du ved ikke, hvorfra den kommer, og hvor den farer hen; sådan er det med enhver, som er født af Ånden.«
9 Nikodemus svarede og sagde til ham: »Hvordan kan dette ske?«
10 Jesus svarede og sagde til ham: »Er du lærer i Israel og forstår ikke dette?
11 Sandelig, sandelig siger jeg dig: vi taler om det, vi ved, og vidner om det, vi har set; og I tager ikke imod vort vidnesbyrd.
12 Hvis I ikke tror, når jeg taler til jer om de jordiske ting, hvordan skulle I da kunne tro, når jeg taler til jer om de himmelske?
13 Ingen er steget op til Himmelen, undtagen han, som steg ned fra Himmelen, Menneskesønnen, [som er i Himmelen].
14 Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan må Menneskesønnen ophøjes,
15 for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.
16 Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.
17 Thi Gud sendte ikke sin Søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.
18 Den, som tror på ham, dømmes ikke; den, som ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne Søns navn.
19 Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket mere end lyset; thi deres gerninger var onde.
20 Thi enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres.
21 Men den, som gør sandheden, kommer til lyset, for at det må blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud.«
22 Derefter drog Jesus og hans disciple ud i Judæas land; dér opholdt han sig sammen med dem og døbte.
23 Men også Johannes døbte i Ænon nær ved Salem, fordi der var rigeligt med vand dér; og folk kom derhen og lod sig døbe.
24 Endnu var Johannes nemlig ikke kastet i fængsel.
25 Da kom Johannes' disciple i strid med en jøde om renselse.
26 Og de gik til Johannes og sagde til ham: »Rabbi! han, som var hos dig på den anden side Jordan, han, som du har vidnet om, se, han døber, og alle kommer til ham.«
27 Johannes svarede og sagde: »Et menneske kan slet intet tage, uden det bliver givet ham fra Himmelen.
28 I kan selv bevidne, at jeg sagde: ›Jeg er ikke Kristus, jeg er kun udsendt forud for ham.‹
29 Den, som har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og hører på ham, glæder sig inderligt over brudgommens røst. Så er nu denne min glæde blevet fuldkommen.
30 Han bør vokse, men jeg blive mindre.
31 Den, der kommer ovenfra, er over alle; den, der er af jorden, han er af jorden og taler af jorden. Den, der kommer fra Himmelen, er over alle;
32 hvad han har set og hørt, vidner han om; og ingen tager imod hans vidnesbyrd.
33 Men den, der tager imod hans vidnesbyrd, har dermed beseglet, at Gud er sanddru.
34 Thi den, Gud udsendte, taler Guds ord; Gud giver jo ikke Ånden efter mål.
35 Faderen elsker Sønnen, og alt har han givet i hans hånd.
36 Den, som tror på Sønnen, har evigt liv; den, som ikke lyder Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.«
|
1 Da Herren nu fik at vide, at farisæerne havde hørt, at Jesus vandt flere disciple og døbte flere end Johannes
2 (dog var det ikke Jesus selv, der døbte, men hans disciple),
3 så forlod han Judæa og drog igen til Galilæa.
4 Og han måtte lægge vejen gennem Samaria.
5 Han kommer da til en by i Samaria ved navn Sykar, nær ved det stykke jord, som Jakob gav sin søn Josef.
6 Dér var Jakobsbrønden. Og da Jesus var træt af rejsen, satte han sig nu ved brønden; det var ved den sjette time.
7 En samaritansk kvinde kommer for at drage vand op; til hende siger Jesus: »Giv mig noget at drikke!«
8 Hans disciple var nemlig gået ind i byen for at købe mad.
9 Den samaritanske kvinde siger da til ham: »Hvordan kan dog du, som er jøde, bede mig, som er en samaritansk kvinde, om noget at drikke?« (Jøderne omgås nemlig ikke med samaritanerne).
10 Jesus svarede og sagde til hende: »Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, som siger til dig: ›Giv mig noget at drikke!‹ så bad du ham, og han gav dig levende vand!«
11 Hun siger til ham: »Herre, du har jo ikke nogen spand, og brønden er dyb; hvorfra får du da det levende vand?
12 Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som har givet os brønden, og selv med sine børn og sit kvæg har drukket af den?«
13 Jesus svarede og sagde til hende: »Enhver, som drikker af dette vand, vil tørste igen,
14 men den, som drikker af det vand, jeg giver ham, han skal til evig tid ikke tørste; men det vand, jeg giver ham, skal i ham blive et kildespring til evigt liv.«
15 Kvinden siger til ham: »Herre! giv mig det vand, så jeg ikke mere skal tørste og gå herud for at drage vand op.«
16 Han siger til hende: »Gå hen og kald på din mand, og kom så herud igen!«
17 Kvinden svarede og sagde: »Jeg har ingen mand.« Jesus siger til hende: »Du har ret, når du siger: ›Jeg har ingen mand.‹
18 Thi du har haft fem mænd; og han, du nu har, er ikke din mand. Dér sagde du et sandt ord.«
19 Da siger kvinden til ham: »Herre! jeg ser, at du er en profet.
20 Vore forfædre har tilbedt Gud på dette bjerg, og I siger, at i Jerusalem er stedet, hvor man bør tilbede ham.«
21 Jesus siger til hende: »Tro mig, kvinde: den tid kommer, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen.
22 I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, thi frelsen udgår fra jøderne.
23 Men den tid kommer, ja, er allerede inde, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed; thi det er sådanne tilbedere, Faderen søger.
24 Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, bør tilbede i ånd og sandhed.«
25 Kvinden siger til ham: »Jeg ved, at Messias kommer (han, som kaldes Kristus); når han kommer, skal han forkynde os alt.«
26 Jesus siger til hende: »Det er mig, jeg, som taler med dig.«
27 I det samme kom hans disciple, og de undrede sig over, at han talte med en kvinde; dog var der ingen, der spurgte: hvad vil du, eller hvorfor taler du med hende?
28 Kvinden lod nu sin vandkrukke stå og gik ind i byen, og hun siger til folk:
29 »Kom og se en mand, som har sagt mig alt det, jeg har gjort; mon han ikke skulle være Kristus?«
30 Så gik de ud af byen og gav sig på vej hen til ham.
31 Imidlertid bad disciplene ham og sagde: »Rabbi, spis!«
32 Men han sagde til dem: »Jeg har mad at spise, som I ikke kender.«
33 Da sagde disciplene til hverandre: »Skulle nogen have bragt ham noget at spise?«
34 Jesus siger til dem: »Min mad er at gøre hans vilje, som sendte mig, og fuldbyrde hans gerning.
35 Siger I ikke: ›Der er endnu fire måneder, til høsten kommer?‹ Se, jeg siger jer: opløft jeres øjne og se, at markerne er hvide til høsten.
36 Allerede nu får den, der høster, løn og samler frugt til evigt liv, så de kan glæde sig sammen, både den, som sår, og den, som høster.
37 Thi her er det ord sandt: ›En sår, og en anden høster.‹
38 Jeg har sendt jer ud for at høste det, som I ikke har arbejdet med; andre har arbejdet, og I er gået ind i deres arbejde.«
39 Fra den by kom mange af samaritanerne til tro på ham på grund af kvindens ord, da hun vidnede: »Han har sagt mig alt det, jeg har gjort.«
40 Da samaritanerne kom til ham, bad de ham derfor om at blive hos dem; og han blev der to dage.
41 Og mange flere kom til tro på grund af hans ord.
42 Og de sagde til kvinden: »Nu er det ikke længer på grund af din tale, vi tror; thi vi har selv hørt ham og ved nu, at han i sandhed er verdens frelser.«
43 Efter de to dages forløb drog han derfra til Galilæa.
44 Thi Jesus vidnede selv, at en profet ikke bliver agtet i sit fædreland.
45 Da han nu kom til Galilæa, tog galilæerne vel imod ham, fordi de havde set alt det, han havde gjort i Jerusalem på højtiden; thi også de havde været med ved højtiden.
46 Han kom nu atter til Kana i Galilæa, dér hvor han havde gjort vand til vin. Og i Kapernaum var der en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg.
47 Da han hørte, at Jesus var kommen fra Judæa til Galilæa, drog han hen til ham og bad om, at han ville komme ned og helbrede hans søn; thi han lå for døden.
48 Jesus sagde da til ham: »Hvis I ikke får tegn og undere at se, vil I ikke tro.«
49 Embedsmanden siger til ham: »Herre! kom, før min lille dreng dør.«
50 Jesus siger til ham: »Gå hjem! din søn lever.« Manden troede det ord, Jesus sagde til ham, og gik.
51 Og allerede medens han var på hjemvejen, mødte han sine tjenere, som sagde, at hans dreng levede.
52 Så spurgte han dem ud om den time, da det var blevet bedre med ham; og de sagde til ham: »I går ved den syvende time forlod feberen ham.«
53 Da forstod faderen, at det var sket netop i den time, da Jesus sagde til ham: »Din søn lever;« og han selv og hele hans husstand kom til troen.
54 Også dette andet tegn gjorde Jesus, da han kom fra Judæa til Galilæa.
1 Derefter indtraf en af jødernes højtider, og Jesus drog op til Jerusalem.
2 Der ligger i Jerusalem ved Fåreporten en dam, som på hebraisk hedder Betesda. Ved den findes der fem søjlegange,
3 hvor der lå en mængde syge mennesker, blinde, lamme, visne, [som ventede på, at vandet skulle komme i bevægelse].
4 [Thi på visse tider fo'r en Herrens engel ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den, som da, efter at vandet var kommet i oprør, først steg ned deri, blev rask, hvilken sygdom han end led af].
5 Dér var der en mand, som havde været syg i otteogtredive år.
6 Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde ligget i lang tid, siger han til ham: »Vil du være rask?«
7 Den syge svarede ham: »Herre! jeg har ingen til at bringe mig ned i dammen, når vandet er kommet i oprør; mens jeg er på vej, stiger en anden ned før mig.«
8 Jesus siger til ham: »Stå op, tag din seng og gå!«
9 Og straks blev manden rask, og han tog sin seng og gik. Nu var det sabbat den dag;
10 derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt: »Det er sabbat; du har ikke lov at bære din seng.«
11 Han svarede dem: »Han, som gjorde mig rask, sagde til mig; ›Tag din seng og gå!‹ «
12 Da spurgte de ham: »Hvem var den mand, som sagde til dig: ›Tag din seng og gå?‹ «
13 Men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; thi Jesus havde fjernet sig, da der var mange mennesker på stedet.
14 Siden finder Jesus ham i helligdommen, og han sagde til ham: »Se, nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at ikke noget værre skal ramme dig.«
15 Manden gik hen og fortalte jøderne, at det var Jesus, som havde gjort ham rask.
16 Derfor forfulgte jøderne Jesus, fordi han havde gjort dette på en sabbat.
17 Men han svarede dem: »Min Fader arbejder indtil nu; også jeg arbejder.«
18 Derfor stræbte da jøderne end mere efter at slå ham ihjel, fordi han ikke alene brød sabbaten, men også kaldte Gud sin Fader og gjorde sig selv Gud lig.
19 Så svarede Jesus og sagde til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg eder: Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre; thi hvad han gør, det samme gør også Sønnen.
20 Thi Faderen elsker Sønnen og viser ham alt det, han selv gør, ja endnu større gerninger end disse skal han vise ham, så I må undre jer.
21 Thi ligesom Faderen opvækker de døde og gør levende, således gør Sønnen også levende, hvem han vil.
22 Faderen dømmer jo heller ikke nogen, men al dom har han overladt Sønnen,
23 for at alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen. Den, som ikke ærer Sønnen, ærer heller ikke Faderen, som har sendt ham.
24 Sandelig, sandelig siger jeg eder: den, som hører mit ord og tror ham, som sendte mig, han har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.
25 Sandelig, sandelig siger jeg eder: den time kommer, ja, er nu, da de døde skal høre Guds Søns røst, og de, som hører den, skal leve.
26 Thi ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv.
27 Og han har givet ham magt til at holde dom, fordi han er Menneskesøn.
28 Undres ikke herover! thi den time kommer, da alle de, som er i gravene, skal høre hans røst,
29 og de skal gå frem: de, som har gjort det gode, for at opstå til liv, men de, som har øvet det onde, for at opstå til dom.
30 Jeg kan slet intet gøre af mig selv; således som jeg hører, dømmer jeg, og min dom er retfærdig, thi jeg søger ikke at fremme min egen vilje, men hans, som har sendt mig.
31 Er det kun mig selv, der vidner om mig, så er mit vidnesbyrd ikke gyldigt.
32 Det er en anden, som vidner om mig, og jeg ved, at det vidnesbyrd, han aflægger om mig, er gyldigt.
33 I har sendt bud til Johannes, og han har givet sandheden sit vidnesbyrd.
34 Dog, jeg henter ikke vidnesbyrdet fra et menneske; men dette siger jeg, for at I skal frelses.
35 Han var den brændende og skinnende lampe, og til en tid ville I fryde jer ved hans lys.
36 Men det vidnesbyrd, som jeg har, er større end Johannes': de gerninger, som Faderen har givet mig at fuldbyrde, selve de gerninger, jeg gør, vidner om mig, at Faderen har sendt mig.
37 Ja. Faderen, som sendte mig, han har selv vidnet om mig. Hans røst har I aldrig hørt, ej heller har I set hans skikkelse,
38 og hans ord har I ikke blivende i jer; thi den, som han sendte, ham tror I ikke.
39 I ransager skrifterne, fordi I mener i dem at have evigt liv; og det er dem, som vidner om mig.
40 Og dog vil I ikke komme til mig for at få liv.
41 Ære fra mennesker tager jeg ikke imod;
42 men jeg kender jer, at I ikke har Guds kærlighed i jer.
43 Jeg er kommen i min Faders navn, og I tager ikke imod mig; hvis en anden kommer i sit eget navn, ham vil I tage imod.
44 Hvordan skulle I kunne tro, I, som tager imod ære af hverandre, men den ære, som er fra den eneste Gud, søger I ikke.
45 Tænk ikke, at det er mig, der vil anklage jer hos Faderen; der er en, som anklager jer, Moses, som I har sat jeres håb til.
46 Thi hvis I troede Moses, ville I tro mig; thi om mig har han skrevet.
47 Men tror I ikke hans skrifter, hvordan skulle I da kunne tro mine ord?«
|
1 Derefter drog Jesus over til den anden side af Galilæas sø, Tiberias-søen.
2 Og en stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, som han gjorde på de syge.
3 Men Jesus gik op i bjergene og satte sig dér med sine disciple.
4 Og påsken, jødernes højtid, var nær.
5 Da Jesus nu så op og fik øje på en stor folkeskare, som kom hen imod ham, siger han til Filip: »Hvor skal vi købe brød, så alle disse kan få noget at spise?«
6 Men dette sagde han for at sætte ham på prøve; thi selv vidste han, hvad han ville gøre.
7 Filip svarede ham: »For to hundrede denarer brød er ikke nok til dem, så de hver kan få blot en smule.«
8 En anden af hans disciple, Andreas, Simon Peters broder, siger til ham:
9 »Her er en lille dreng, som har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?«
10 Jesus sagde: »Lad folkene sætte sig ned.« Og der var meget græs dér på stedet. Da satte mændene sig ned, omtrent fem tusinde i tallet.
11 Jesus tog nu brødene, takkede og delte dem ud til dem, som havde sat sig; ligeledes også af fiskene så meget, som de ville have.
12 Og da de var blevet mætte, siger han til sine disciple: »Saml de tiloversblevne stykker sammen, så intet går til spilde.«
13 Så samlede de sammen og fyldte tolv kurve med de stykker, som de, der havde fået mad, havde levnet af de fem bygbrød.
14 Da nu folkene så det tegn, han havde gjort, sagde de: »Han er i sandhed den profet, der kommer til verden.«
15 Da Jesus nu mærkede, at de ville komme og føre ham bort med magt for at gøre ham til konge, trak han sig atter op i bjergene, ganske alene.
16 Men da det blev aften, gik hans disciple ned til søen.
17 Og de gik om bord i en båd og ville sætte over til Kapernaum på den anden side af søen. Men det var allerede blevet mørkt, og Jesus var endnu ikke kommen til dem.
18 Søen gik højt, da der blæste en stærk vind.
19 Da de nu havde roet femogtyve til tredive stadier, får de øje på Jesus, der vandrer på søen og nærmer sig båden, og de blev grebet af frygt.
20 Men han siger til dem: »Det er mig; frygt ikke!«
21 Så ville de tage ham op i båden; og straks landede båden ved den bred, de var sejlet over til.
Efter at folkemængden er bespist med 5 brød og 2 fisk, fortæller Jesus, at det ham, der er livets brød. Det hele er en lignelse for den manna Moses gav ørkenen. Det daglige brød.
Derefter opfordrer han de kristne til at spise hans kød og drikke hans blod. Bemærk, at der er ikke nogen Sidste Nadver i Johannesevangeliet.
22 Den næste dag så folkeskaren, som stod på den anden side af søen, at der ikke havde været mere end én båd dér, og at Jesus ikke var gået om bord i den sammen med sine disciple, men at hans disciple var draget bort alene;
23 derimod var der fra Tiberias kommet både, der havde lagt til i nærheden af det sted, hvor de spiste brødet, efter at Herren havde takket —
24 da folkeskaren nu så, at Jesus ikke var der og hans disciple heller ikke, gik de om bord i bådene og kom til Kapernaum for at lede efter Jesus.
25 Og da de fandt ham på den anden side af søen, spurgte de ham: »Rabbi! hvornår er du kommen herover?«
26 Jesus svarede dem og sagde: »Sandelig, sandelig siger jeg eder: I søger mig, ikke fordi I har set tegn, men fordi I spiste af brødene og blev mætte.
27 Arbejd ikke for den mad, som er forgængelig, men for den mad, som varer til evigt liv, den, som Menneskesønnen vil give jer; thi ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.«
28 Da sagde de til ham: »Hvad skal vi gøre for at udføre Guds gerninger?«
29 Jesus svarede og sagde til dem: »Dette er Guds gerning, at I tror på den, han har sendt.«
30 Da sagde de til ham: »Hvilket tegn gør du så, for at vi kan se det og tro dig? Hvilken gerning gør du?
31 Vore fædre spiste manna i ørkenen, som der står skrevet: ›Brød fra Himmelen gav han dem at spise.‹ «
32 Da sagde Jesus til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg eder: ikke Moses har givet jer brødet fra Himmelen, men min Fader giver jer det sande brød fra Himmelen.
33 Thi Guds brød er det brød, som kommer ned fra Himmelen og giver verden liv.«
34 Da sagde de til ham: »Herre! giv os altid det brød!«
35 Jesus svarede dem: »Jeg er livets brød. Den, som kommer til mig, skal ikke hungre; og den, som tror på mig, skal aldrig tørste.
36 Men jeg har sagt jer det: I har set — og dog tror I ikke.
37 Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig; og den, som kommer til mig, vil jeg aldrig støde bort.
38 Thi jeg er kommen ned fra Himmelen, ikke for at gøre min vilje, men hans vilje, som sendte mig.
39 Og dette er hans vilje, som sendte mig, at jeg ikke skal miste noget af alt det, som han har givet mig, men jeg skal oprejse det på den yderste dag.
40 Thi dette er min Faders vilje, at enhver, som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.«
41 Da knurrede jøderne over ham, fordi han sagde: »Jeg er det brød, som er kommet ned fra Himmelen,«
42 og de sagde: »Er det ikke Jesus, Josefs søn, hvis fader og moder vi kender? Hvordan kan han da sige: ›Jeg er kommen ned fra Himmelen?‹ «
43 Jesus svarede og sagde til dem: »Lad være at stå sammen og knurre!
44 Ingen kan komme til mig, uden at Faderen, som sendte mig, drager ham; og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.
45 Der står skrevet hos profeterne: ›Og de skal alle være oplært af Gud.‹ Enhver, der har hørt og lært af Faderen, kommer til mig.
46 Ikke at nogen har set Faderen — kun den, som er fra Gud, han har set Faderen.
47 Sandelig, sandelig siger jeg eder: den, som tror, har evigt liv.
48 Jeg er livets brød.
49 Jeres fædre spiste manna i ørkenen og døde.
50 Men dette er det brød, som kommer ned fra Himmelen, for at man skal spise af det og ikke dø.
51 Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himmelen; om nogen spiser af det brød, han skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, til liv for verden.«
52 Da kom jøderne i strid indbyrdes og sagde: »Hvordan kan han give os sit kød at spise?«
53 Jesus sagde da til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg eder: hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer.
54 Den, som æder mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.
55 Thi mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik.
56 Den, som æder mit kød og drikker mit blod, han bliver i mig, og jeg i ham.
57 Ligesom den levende Fader udsendte mig, og jeg lever i kraft af Faderen, således skal den, der æder mig, leve i kraft af mig.
58 Dette er det brød, som er kommet ned fra Himmelen; ikke som det, jeres fædre spiste, og de døde dog. Den, som æder dette brød, skal leve til evig tid.«
59 Dette sagde han i en synagoge, da han lærte i Kapernaum.
|
60 Da sagde mange af hans disciple, som havde hørt ham: »Det er en hård tale; hvem kan holde ud at høre på den?«
61 Men da Jesus vidste ved sig selv, at hans disciple knurrede over dette, sagde han til dem: »Forarger det jer?
62 Hvad da, om I får at se, at Menneskesønnen stiger derop, hvor han var før?
63 Det er Ånden, som gør levende, kødet gavner intet; de ord, som jeg har talt til jer, er ånd og er liv.
64 Men der er nogle af jer, som ikke tror.« Thi Jesus vidste fra begyndelsen, hvem det var, der ikke troede, og hvem det var, der skulle forråde ham.
65 Og han sagde: »Derfor har jeg sagt jer, at ingen kan komme til mig, uden det bliver givet ham af Faderen.«
66 Af den grund trak mange af hans disciple sig tilbage og vandrede ikke mere med ham.
67 Jesus sagde da til de tolv: »Vil I også gå bort?«
68 Simon Peter svarede ham: »Herre! til hvem skal vi gå hen? Du har det evige livs ord.
69 Og vi er kommet til den tro og erkendelse, at du er Guds Hellige.«
70 Jesus svarede dem: »Har jeg ikke selv udvalgt jer tolv? Og dog er en af jer en djævel!«
71 Han mente dermed Judas, Simon Iskariots søn, thi det var ham, som siden skulle forråde ham, skønt han var en af de tolv.
1 Derefter vandrede Jesus omkring i Galilæa; thi i Judæa ville han ikke vandre, fordi jøderne søgte at slå ham ihjel.
2 Men jødernes højtid, løvhyttefesten, var nær.
3 Hans brødre sagde da til ham: »Drag bort herfra og gå til Judæa, for at også dine disciple kan se de gerninger, du gør.
4 Der er jo ingen, der virker i det skjulte, når han selv ønsker at være offentlig kendt. Når du gør disse gerninger, så vis dig for verden!«
5 Thi ikke engang hans brødre troede på ham.
6 Da siger Jesus til dem: »For mig er tiden endnu ikke kommet; men for jer er tiden altid for hånden.
7 Verden kan ikke hade jer; men mig hader den, fordi jeg vidner om den, at dens gerninger er onde.
8 Drag I op til højtiden; jeg drager endnu ikke op til denne højtid, thi for mig er tiden endnu ikke inde.«
9 Det sagde han til dem og blev i Galilæa.
10 Men efter at hans brødre var draget op til højtiden, så drog han også selv op, dog ikke åbenlyst, men i al hemmelighed.
11 Jøderne ledte nu efter ham på højtiden og sagde: »Hvor er han?«
12 Og der var megen mumlen om ham blandt folkeskarerne; nogle sagde: »Han er en god mand;« men andre sagde: »Nej, han fører folk vild.«
13 Dog talte ingen frit ud om ham af frygt for jøderne.
14 Først da højtiden halvt var omme, gik Jesus op i helligdommen og lærte.
15 Jøderne undrede sig nu og sagde: »Hvordan har han fået den skriftkundskab, da han ikke er lærd?«
16 Så svarede Jesus dem og sagde: »Min lære er ikke min egen, men hans, som sendte mig.
17 Hvis nogen vil gøre hans vilje, skal han erfare, om læren er fra Gud, eller jeg taler af mit eget.
18 Den, der taler af sit eget, søger sin egen ære, men den, der søger hans ære, som sendte ham, han er sanddru, og der er ikke uret i ham.
19 Har ikke Moses givet jer loven? og ingen af jer holder loven. Hvorfor søger I da at slå mig ihjel?«
20 Mængden svarede: »Du må jo være besat! hvem søger at slå dig ihjel?«
21 Jesus svarede og sagde til dem: ȃn gerning har jeg gjort, og alle undrer I jer over den.
22 Moses har givet jer omskærelsen (ikke at den er fra Moses, men fra fædrene), og I omskærer mennesker også på en sabbat.
23 Når nu et menneske omskæres på en sabbat, for at Mose lov ikke skal brydes, hvor kan I da vredes på mig, fordi jeg har gjort et helt menneske rask på en sabbat?
24 Døm ikke efter skinnet, men fæld en retfærdig dom!«
25 Da sagde nogle af dem fra Jerusalem: »Er det ikke ham, som de søger at slå ihjel?
26 Og se, han taler frit ud, uden at de siger noget til ham. Skulle virkelig rådsherrerne have erkendt, at han er Kristus?
27 Dog — om ham ved vi, hvorfra han er; men når Kristus kommer, ved ingen, hvorfra han er.«
28 Jesus råbte da, mens han lærte i helligdommen, og sagde: »Ja, I kender mig og ved, hvorfra jeg er! og dog er jeg ikke kommen af mig selv, men han, der har sendt mig, er sanddru, han, som I ikke kender.
29 Jeg kender ham; thi fra ham er jeg kommen, og han har udsendt mig.«
30 De søgte så at gribe ham; dog lagde ingen hånd på ham, thi hans time var endnu ikke kommet.
31 Men mange af folkeskaren kom til tro på ham og sagde: »Når Kristus kommer, mon han da vil gøre flere tegn, end denne har gjort?«
32 Farisæerne hørte nu folkeskaren gå og mumle om ham; og ypperstepræsterne og farisæerne sendte tjenere ud for at gribe ham.
33 Da sagde Jesus: »Endnu en kort tid er jeg hos jer, så går jeg bort til ham, som sendte mig.
34 I vil lede efter mig og ikke finde mig, og dér, hvor jeg er, kan I ikke komme.«
35 Da sagde jøderne til hverandre: »Hvor tænker han på at drage hen, siden vi ikke skulle kunne finde ham? Mon han tænker på at gå til dem, som bor i adspredelsen iblandt grækerne, og lære grækerne?
36 Hvad er det for noget, han siger: ›I vil lede efter mig og ikke finde mig, og dér, hvor jeg er, kan I ikke komme?‹ «
37 På den sidste og store højtidsdag stod Jesus frem, råbte og sagde: »Om nogen tørster, han komme til mig og drikke!
38 Den, som tror på mig, fra hans indre skal der, som skriften har sagt, rinde strømme af levende vand.«
39 Det sagde han om den Ånd, som de, der troede på ham, engang skulle få; thi Ånden var endnu ikke kommen, fordi Jesus endnu ikke var herliggjort.
40 Nogle af mængden, som hørte disse ord, sagde nu: »Han er i sandhed profeten.«
41 Andre sagde: »Han er Kristus.« Atter andre sagde: »Kristus kommer vel ikke fra Galilæa?
42 Har skriften ikke sagt, at Kristus kommer fra Davids slægt og fra Betlehem, den landsby, hvor David var fra?«
43 Sådan blev der splid i folkeskaren om ham.
44 Og nogle af dem ville gribe ham; dog lagde ingen hånd på ham.
|
45 Tjenerne kom nu tilbage til ypperstepræsterne og farisæerne, som spurgte dem: »Hvorfor har I ikke ført ham med?«
46 Tjenerne svarede: »Aldrig har noget menneske talt, som dette menneske taler.«
47 Da svarede farisæerne dem: »Er I også ført vild?
48 Har måske nogen af rådsherrerne troet på ham, eller nogen af farisæerne?
49 Men denne hob, der ikke kender loven, de er forbandede!«
50 Nikodemus, han, som tidligere var kommen til ham, og som selv var en af rådsherrerne, siger da til dem:
51 »Dømmer vor lov mon et menneske, uden at man først forhører ham og får rede på, hvad han har gjort?«
52 De svarede og sagde til ham: »Er du måske også fra Galilæa? Slå efter, så skal du se, at i Galilæa fremstår der ingen profet.«
53 [Og de gik hver til sit hjem,]
|
1 [men Jesus gik ud til Oliebjerget.]
2 [Og tidligt om morgenen vendte han tilbage til helligdommen, og alt folket kom til ham, og han satte sig og lærte dem.]
3 [Og de skriftkloge og farisæerne kommer med en kvinde, som var grebet i hor, og stiller hende frem i midten.]
4 [De siger til ham: »Mester, denne kvinde er grebet på fersk gerning i hor.]
5 [I loven har Moses befalet os at stene den slags kvinder. Hvad siger nu du?«]
6 [Dette sagde de for at stille en fælde for ham, så de kunne få noget at anklage ham for. Men Jesus bøjede sig ned og skrev på jorden med sin finger.]
7 [Da de nu blev ved at spørge ham, rettede han sig op og sagde til dem: »Den af jer, der er syndfri, lad ham være den første, der kaster sten på hende!«]
8 [Så bøjede han sig igen ned og skrev på jorden.]
9 [Men da de hørte det, gik de bort, den ene efter den anden, de ældste først; og han blev alene tilbage med kvinden, som stod der i midten.]
10 [Da rettede Jesus sig op og sagde til hende: »Kvinde! hvor er de andre? Var der ingen, som fordømte dig?«]
11 [Hun svarede: »Nej, Herre! ingen!« Da sagde Jesus: »Jeg fordømmer dig heller ikke, gå bort, synd fra nu af ikke mere!«]
12 Jesus talte nu atter til dem og sagde: »Jeg er verdens lys; den, som følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.«
13 Da sagde farisæerne til ham: »Du vidner om dig selv, dit vidnesbyrd er ikke gyldigt!«
14 Jesus svarede og sagde til dem: »Om jeg også vidner om mig selv, er mit vidnesbyrd dog gyldigt, thi jeg ved, hvorfra jeg kom, og hvorhen jeg går; men I ved ikke, hvorfra jeg kommer, eller hvorhen jeg går.
15 I dømmer efter det udvortes, jeg dømmer ingen.
16 Men om jeg også dømmer, er min dom ret, thi jeg er ikke ene om den, men sammen med mig er han, som sendte mig.
17 Der står også skrevet i jeres lov, at hvad to mennesker vidner, er gyldigt.
18 Om mig aflægger jeg selv vidnesbyrd, og også Faderen, som sendte mig, vidner om mig.«
19 De spurgte ham da: »Hvor er din Fader?« Jesus svarede: »I kender hverken mig eller min Fader; hvis I kendte mig, ville I også kende min Fader.«
20 Disse ord talte Jesus ved tempelblokken, da han lærte i helligdommen; dog greb ingen ham, fordi hans time endnu ikke var kommet.
21 Han sagde så atter til dem: »Jeg går bort, og I skal lede efter mig, men I skal dø i jeres synd; hvor jeg går hen, dér kan I ikke komme.«
22 Da sagde jøderne: »Han vil vel ikke tage livet af sig, siden han siger: ›Hvor jeg går hen, dér kan I ikke komme‹?«
23 Og han sagde til dem: »I er nedenfra, jeg er ovenfra; I er af denne verden, jeg er ikke af denne verden!
24 Derfor sagde jeg til jer, at I skal dø i jeres synder; thi hvis I ikke tror, at jeg er den, jeg er, skal I dø i jeres synder.«
25 De spurgte ham da: »Hvem er du?« Jesus svarede dem: »Just det, som jeg siger jer!
26 Vel har jeg meget at sige om jer og dømme jer for; men han, som har sendt mig, er sanddru, og kun hvad jeg har hørt af ham, taler jeg til verden.«
27 De forstod ikke, at det var om Faderen, han talte til dem.
28 Da sagde Jesus: »Når I får ophøjet Menneskesønnen, så skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg ikke gør noget af mig selv; men som Faderen har lært mig, således taler jeg.
29 Og han, som sendte mig, er med mig; han har ikke ladet mig alene, fordi jeg altid gør, hvad der er ham velbehageligt.«
30 Mens han talte således, kom mange til tro på ham.
31 Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple,
32 og I skal forstå sandheden, og sandheden skal frigøre jer.«
33 De svarede ham: »Vi er Abrahams slægt og har aldrig været nogens trælle; hvor kan du da sige: ›I skal blive frie‹?«
34 Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg eder: enhver, der gør synd, er syndens træl.
35 Men trællen bliver ikke bestandig i huset; sønnen bliver der bestandig.
36 Hvis altså Sønnen får frigjort jer, skal I være virkelig frie.
37 Jeg ved, at I er Abrahams slægt; men I søger at slå mig ihjel, fordi mit ord ikke har fremgang i jer.
38 Jeg taler det, som jeg har set hos min Fader; ligeså gør I det, som I har hørt af jeres fader.«
39 De svarede og sagde til ham: »Vor fader er Abraham.« Jesus sagde til dem. »Hvis I er Abrahams børn, gør så Abrahams gerninger.
40 Men nu søger I at slå mig ihjel, et menneske, der har sagt jer sandheden, som jeg har hørt af Gud. Noget sådant har Abraham ikke gjort.
41 I gør jeres faders gerninger!« De sagde til ham: »Vi er ikke avlet i utugt; kun én fader har vi, det er Gud.«
42 Jesus svarede dem: »Var Gud jeres Fader, så ville I elske mig; thi fra Gud er jeg udgået og kommen, jeg er ikke kommen af mig selv, men han har sendt mig.
43 Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg taler? fordi I ikke kan høre mit ord.
44 I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad der lyster jeres fader. Han har været en morder fra første færd, og han står ikke i sandheden; thi der er ikke sandhed i ham. Når han taler løgn, taler han af sit eget; thi han er en løgner, ja, løgnens fader.
45 Men mig tror I ikke, fordi jeg siger sandheden.
46 Hvem af jer kan overbevise mig om nogen synd? Når jeg siger sandhed, hvorfor tror I mig da ikke?
47 Den, som er af Gud, hører Guds ord; derfor hører I det ikke, fordi I ikke er af Gud.«
48 Jøderne svarede og sagde til ham: »Er det ikke med rette, vi siger, at du er en samaritaner og besat af en ond ånd?«
49 Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af nogen ond ånd, men jeg ærer min Fader, og I vanærer mig.
50 Selv søger jeg ikke min egen ære; der er En, som søger den, og som dømmer.
51 Sandelig, sandelig siger jeg eder: om nogen holder fast ved mit ord, skal han i al evighed ikke se døden.«
52 Jøderne sagde til ham: »Nu ved vi da, at du er besat af en ond ånd; Abraham er død, profeterne ligeså, og dog siger du: ›Om nogen holder fast ved mit ord, skal han i al evighed ikke smage døden.‹
53 Du er vel ikke større end vor fader Abraham, som jo er død? Profeterne er også døde; hvem gør du dig selv til?«
54 Jesus svarede: »Hvis jeg ville give mig selv ære, ville min ære ikke være noget værd; men nu er det min Fader, som giver mig ære, ham, om hvem I siger: ›Han er vor Gud,‹
55 skønt I aldrig har kendt ham; men jeg kender ham. Og hvis jeg ville sige: ›Jeg kender ham ikke,‹ så ville jeg være en løgner ligesom I; men jeg kender ham og holder fast ved hans ord.
56 Abraham, jeres fader, frydede sig over at skulle se min dag, og han fik den at se og glædede sig.«
57 Da sagde jøderne til ham: »Du er ikke halvtreds år endnu, og du har set Abraham!«
58 Jesus sagde til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg eder: før Abraham blev til, er jeg.«
59 Da tog de sten op for at kaste dem på ham; men Jesus skjulte sig og gik bort fra helligdommen.
1 Og da han gik videre, så han en mand, som havde været blind fra fødselen.
2 Hans disciple spurgte ham og sagde: »Rabbi, hvem har syndet, han selv eller hans forældre, siden han er født blind?«
3 Jesus svarede: »Hverken han eller hans forældre har syndet; men det er sket, for at Guds gerninger skal åbenbares på ham.
4 Vi må gøre hans gerninger, som har sendt mig, så længe det er dag; der kommer en nat, da ingen kan arbejde.
5 Mens jeg er i verden, er jeg verdens lys.«
6 Da han havde sagt det, spyttede han på jorden, lavede dynd af spyttet, kom dyndet på hans øjne
7 og sagde til ham: »Gå hen og tvæt dig i dammen Siloam« (oversat betyder det: »Udsendt«). Han gik så bort, tvættede sig og kom seende tilbage.
8 Da sagde naboerne og de, som var vant til at se ham som tigger: »Er det ikke ham, der sad og tiggede?«
9 Nogle sagde: »Det er ham;« men andre sagde: »Nej, det er en, der ligner ham.« Han selv sagde: »Det er mig.«
10 Så spurgte de ham: »Hvordan er dine øjne da blevet åbnet?«
11 Han svarede: »Den mand, der hedder Jesus, lavede dynd, smurte det på mine øjne og sagde til mig: ›Gå hen til Siloam og tvæt dig!‹ Da jeg så gik hen og tvættede mig, blev jeg seende.«
12 De spurgte ham: »Hvor er han?« Han siger: »Det ved jeg ikke.«
13 De fører nu ham, som før havde været blind, til farisæerne.
14 (Men det var sabbat den dag, da Jesus lavede dyndet og åbnede hans øjne).
15 Også farisæerne spurgte ham, hvordan han var blevet seende, og han svarede dem: »Han kom dynd på mine øjne, og jeg tvættede mig, og nu kan jeg se.«
16 Nogle af farisæerne sagde så: »Dette menneske er ikke fra Gud, for han holder ikke sabbaten.« Andre sagde: »Hvordan kan et syndigt menneske gøre den slags tegn?« Og der var splid imellem dem.
17 De spørger da igen den blinde: »Hvad siger du selv om ham? Det er jo dine øjne, han har åbnet.« Han svarede: »Han er en profet.«
18 Så ville jøderne ikke tro om ham, at han havde været blind og havde fået sit syn, før de fik tilkaldt forældrene til ham, som var blevet seende.
19 Og de spurgte dem og sagde: »Er han her jeres søn, som I påstår er født blind? Hvordan kan han da nu se?«
20 Hans forældre svarede dem så og sagde: »Vi ved, at han er vor søn, og at han er født blind.
21 Men hvordan han nu er blevet seende, ved vi ikke, og hvem der har åbnet hans øjne, ved vi heller ikke. Spørg ham selv; han er gammel nok; han må selv svare for sig.«
22 Dette sagde hans forældre, fordi de frygtede for jøderne; thi jøderne havde allerede vedtaget, at hvis nogen bekendte ham som Kristus, skulle han udelukkes af synagogen.
23 Derfor sagde hans forældre: »Han er gammel nok, spørg ham selv!«
24 Så tilkaldte de for anden gang manden, som havde været blind, og sagde til ham: »Giv Gud æren; vi ved, at dette menneske er en synder.«
25 Da svarede han: »Om han er en synder, ved jeg ikke; ét ved jeg, at jeg, som var blind, nu kan se.«
26 De spurgte ham da: »Hvad gjorde han ved dig? Hvordan åbnede han dine øjne?«
27 Han svarede dem: »Jeg har allerede sagt jer det, men I hørte ikke på mig. Hvorfor vil I høre det igen? Vil I måske også være hans disciple?«
28 Så skældte de ham ud og sagde: »Du er selv hans discipel; men vi er Moses' disciple.
29 Vi ved, at til Moses har Gud talt; men hvor han her er fra, det ved vi ikke.«
30 Manden svarede og sagde til dem: »Det er da underligt, at I ikke ved, hvor han er fra; han har dog åbnet mine øjne.
31 Vi ved, at syndere bønhører Gud ikke; men hvis nogen er gudfrygtig og gør hans vilje, så hører han ham.
32 Aldrig nogen sinde er det hørt, at nogen har åbnet øjnene på en blindfødt.
33 Hvis han ikke var fra Gud, kunne han intet gøre.«
34 De svarede og sagde til ham: »Du er helt og holdent født i synd, og du vil lære os?« Og de stødte ham ud.
35 Jesus hørte, at de havde udstødt ham; og da han fandt ham, sagde han: »Tror du på Menneskesønnen?«
36 Han svarede og sagde: »Ja, hvem er han, Herre, for at jeg kan tro på ham?«
37 Jesus sagde til ham: »Du har set ham; den, som taler med dig, ham er det.«
38 Han svarede: »Jeg tror, Herre!« og kastede sig ned for ham.
39 Og Jesus sagde: »Til dom er jeg kommen til denne verden, for at de, som ikke ser, skal blive seende, og de, som ser, skal blive blinde.«
40 Nogle af farisæerne, som var hos ham, hørte dette og sagde til ham: »Er vi måske også blinde?«
41 Jesus sagde til dem: »Hvis I var blinde, havde I ingen synd; men nu siger I: ›Vi ser‹ — derfor bliver jeres synd.«
1 »Sandelig, sandelig siger jeg eder: den, der ikke går ind i fårefolden gennem døren, men stiger over andetsteds, han er tyv og røver.
2 Men den, der går ind gennem døren, han er fårenes hyrde.
3 For ham lukker dørvogteren op, og fårene hører hans røst; og han kalder sine får ved navn og fører dem ud.
4 Og når han har lukket alle sine får ud, går han foran dem; og fårene følger ham, fordi de kender hans røst.
5 En fremmed derimod vil de ikke følge, men vil flygte fra ham, fordi de ikke kender de fremmedes røst.«
6 Denne billedtale brugte Jesus over for dem; men de forstod ikke, hvad det var, han talte til dem om.
7 Jesus sagde da atter: »Sandelig, sandelig siger jeg eder: jeg er fårenes dør.
8 Alle de, som er kommet før mig, er tyve og røvere; men fårene hørte ikke på dem.
9 Jeg er døren; om nogen går ind gennem mig, han skal blive frelst; og han skal gå ind og gå ud og finde føde.
10 Tyven kommer kun for at stjæle og slagte og ødelægge; jeg er kommen, for at de skal have liv og have overflod.
11 Jeg er den gode hyrde; den gode hyrde sætter sit liv til for fårene.
12 Men den, som er lejesvend og ikke hyrde, hvem fårene ikke hører til, han ser ulven komme og forlader fårene og flygter — og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hverandre —
13 fordi han er en lejesvend og ikke bryder sig om fårene.
14 Jeg er den gode hyrde; jeg kender mine, og mine kender mig,
15 ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene.
16 Og jeg har andre får, som ikke hører til denne fold; også dem bør jeg lede, og de skal høre min røst; og der skal blive én hjord, én hyrde.
17 Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til, for at tage det igen
18 Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at tage det igen. Dette bud fik jeg af min Fader.«
19 På grund af de ord blev der igen splid blandt jøderne.
20 Mange af dem sagde: »Han er besat af en ond ånd og er ude af sig selv, hvorfor hører I på ham?
21 Andre sagde: Sådan taler en besat ikke; kan en ond ånd åbne blindes øjne?«
22 Derefter kom tempelindvielsesfesten i Jerusalem; det var ved vintertid;
23 og Jesus gik omkring i helligdommen, i Salomons søjlegang.
24 Da flokkedes jøderne om ham og sagde til ham: »Hvor længe vil du holde vor sjæl hen i uvished? Hvis du er Kristus, så sig os det rent ud!«
25 Jesus svarede dem: »Jeg har sagt jer det, men I vil ikke tro det. De gerninger, jeg gør i min Faders navn, de vidner om mig;
26 men I tror det ikke, fordi I ikke hører til mine får.
27 Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig.
28 Og jeg giver dem evigt liv, og de skal i al evighed ikke fortabes, og ingen skal rive dem ud af min hånd.
29 Min Fader, som har givet mig dem, er større end alle, og ingen kan rive noget ud af min Faders hånd.
30 Jeg og Faderen, vi er ét.«
31 Da tog jøderne atter sten op for at stene ham.
32 Jesus svarede dem: »Mange gode gerninger har jeg ladet jer se fra min Fader; hvilken af de gerninger er det, I vil stene mig for?«
33 Jøderne svarede ham: »Det er ikke for en god gerning, vi vil stene dig, men for gudsbespottelse, fordi du, som er et menneske, gør dig selv til Gud.«
34 Jesus svarede dem: »Står der ikke skrevet i jeres lov: ›Jeg har sagt, at I er guder?‹
35 Når nu loven har kaldt dem guder, som Guds ord kom til (og skriften kan ikke omstødes),
36 hvordan kan I så sige til den, som Faderen har helliget og sendt til verden: ›Du taler gudsbespotteligt!‹ fordi jeg sagde: jeg er Guds Søn?
37 Hvis jeg ikke gør min Faders gerninger, skal I ikke tro mig!
38 Men hvis jeg gør dem, så tro gerningerne, selv om I ikke vil tro mig; da skal I indse og forstå, at Faderen er i mig, og jeg i Faderen.«
39 De søgte nu igen at gribe ham; men han gik bort og slap dem af hænde.
40 Han drog nu atter bort til den anden side af Jordan, til det sted, hvor Johannes først havde døbt, og dér blev han.
41 Og mange kom til ham, og de sagde: »Johannes gjorde ganske vist intet tegn; men alt, hvad Johannes sagde om denne mand, var sandt.«
42 Og mange kom dér til tro på ham.
|
1 Der var en mand, som lå syg, Lazarus fra Betania, den landsby, hvor Maria og hendes søster Marta boede.
2 Det var den Maria, som salvede Herren med salve og tørrede hans fødder med sit hår; hendes broder Lazarus var det, der lå syg.
3 Da sendte søstrene bud til Jesus og lod sige: »Herre! se, den, du elsker, er syg.«
4 Da Jesus hørte det, sagde han: »Denne sygdom er ikke til døden, men for Guds herligheds skyld, for at Guds Søn skal herliggøres ved den.«
5 Og Jesus elskede Marta og hendes søster og Lazarus.
6 Skønt han nu hørte, at Lazarus lå syg, blev han alligevel to dage på det sted, hvor han var.
7 Derefter siger han så til disciplene: »Lad os gå tilbage til Judæa!«
8 Disciplene siger til ham: »Rabbi! Nylig søgte jøderne at stene dig, og dog drager du igen derhen?«
9 Jesus svarede: »Har dagen ikke tolv timer? Den, som vandrer om dagen, støder ikke an, for han ser denne verdens lys.
10 Den, som vandrer om natten, støder an, fordi han ikke har lyset i sig.«
11 Efter disse ord siger han til dem: »Lazarus, vor ven, er sovet ind; men jeg drager hen for at vække ham af søvne.«
12 Da sagde disciplene til ham: »Herre! er han sovet ind, så kommer han sig.«
13 Men Jesus havde talt om hans død; de andre mente, at han talte om søvnens hvile.
14 Så sagde da Jesus rent ud til dem: »Lazarus er død!
15 Og for jeres skyld, for at I må komme til tro, er jeg glad over, at jeg ikke var der; men lad os nu gå til ham!«
16 Da sagde Tomas (også kaldet Didymus) til de andre disciple: »Så lad os gå med, for at vi kan dø sammen med ham!«
17 Da Jesus nu kom, fandt han, at Lazarus allerede havde ligget i graven fire dage.
18 Betania lå nær ved Jerusalem, omtrent 15 stadier derfra,
19 og mange jøder var kommet til Marta og Maria for at trøste dem i sorgen over deres broder.
20 Da Marta nu hørte, at Jesus kom, gik hun ham i møde; men Maria blev siddende hjemme.
21 Marta sagde da til Jesus: »Herre! havde du været her, var min broder ikke død.
22 Men selv nu ved jeg, at alt, hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.«
23 Jesus siger til hende: »Din broder skal opstå.«
24 Marta svarer ham: »Jeg ved, at han skal opstå i opstandelsen på den yderste dag.«
25 Jesus sagde til hende: »Jeg er opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skal leve, om han end dør.
26 Og enhver, som lever og tror på mig, skal i al evighed ikke dø. Tror du det?«
27 Hun svarede ham: »Ja, Herre! jeg tror, at du er Kristus, Guds Søn, den, som kommer til verden.«
28 Da hun havde sagt det, gik hun bort og kaldte i al stilhed på sin søster Maria og sagde: »Mesteren er her og kalder på dig.«
29 Så snart hun hørte det, rejste hun sig hastigt og gik ud til ham.
30 Jesus var endnu ikke kommen ind i landsbyen, men var stadig på det sted, hvor Marta havde mødt ham.
31 Da nu de jøder, som var inde i huset hos Maria for at trøste hende, så, at hun så hastigt rejste sig og gik ud, fulgte de med hende i den tanke, at hun gik ud til graven for at græde dér.
32 Da Maria nu kom hen, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde til ham: »Herre! havde du været her, var min broder ikke død.«
33 Da nu Jesus så hende græde og så de jøder, som var kommet med hende, græde, harmedes han i sin ånd og blev heftigt bevæget;
34 og han sagde: »Hvor har I lagt ham?« De svarer: »Herre! kom og se!«
35 Jesus græd.
36 Da sagde jøderne: »Se, hvor han elskede ham!«
37 Men nogle af dem sagde: »Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have hindret, at denne mand døde?«
38 Da harmedes Jesus atter i sit indre og går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten lå for den.
39 Jesus siger: »Tag stenen bort!« Marta, den dødes søster, siger til ham: »Herre! han stinker allerede; det er jo fjerde dag.«
40 Jesus svarer hende: »Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?«
41 Så tog de stenen bort. Og Jesus opløftede sine øjne og sagde: »Fader! jeg takker dig, fordi du har bønhørt mig.
42 Jeg vidste vel, at du altid bønhører mig; men jeg sagde det for skarens skyld, som står her omkring, for at de skal tro, at det er dig, der har sendt mig.«
43 Og da han havde sagt det, råbte han med høj røst: »Lazarus, kom herud!«
44 Og den døde kom ud med fødder og hænder omvundne med ligklæder og ansigtet hyllet i et tørklæde. Jesus siger til dem: »Løs ham og lad ham gå!«
45 Mange af de jøder, som var kommet til Maria og havde set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til at tro på ham;
46 men nogle af dem gik hen til farisæerne og fortalte dem, hvad han havde gjort.
47 Ypperstepræsterne og farisæerne kaldte da rådet sammen og sagde: »Hvad skal vi gøre? Den mand gør jo mange tegn.
48 Hvis vi lader ham blive sådan ved, vil alle tro på ham, og romerne vil komme og tage både land og folk fra os.«
49 Men en af dem, Kajfas, som var ypperstepræst det år, sagde til dem: »I forstår da heller ingenting!
50 og I tænker heller ikke på, at det er bedre for jer, at ét menneske dør for folket, end at hele folket går til grunde!«
51 Dette sagde han ikke af sig selv; men da han var ypperstepræst i det år, profeterede han, at Jesus skulle dø for folket;
52 og ikke for folket alene, men også for at samle Guds adspredte børn sammen til ét.
53 Fra den dag af var deres beslutning taget, at de ville slå ham ihjel.
54 Derfor færdedes Jesus ikke mere frit blandt jøderne, men gik bort derfra ud til egnen i nærheden af ørkenen, til en by, som hedder Efraim; og dér blev han med sine disciple.
55 Men jødernes påske var nær; og allerede inden påsken drog mange fra landet op til Jerusalem for at rense sig.
56 De ledte da efter Jesus og sagde til hverandre, når de stod i helligdommen: »Hvad mener I? Mon han slet ikke kommer til højtiden?«
57 Men ypperstepræsterne og farisæerne havde givet befaling om, at hvis nogen fik at vide, hvor han opholdt sig, skulle han melde det, for at de kunne gribe ham.
1 Jesus kom nu seks dage før påske til Betania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde opvakt fra de døde.
2 Der gjorde de da et gæstebud for ham, og Marta vartede op; Lazarus var en af dem, som sad til bords sammen med ham.
3 Maria tog da et pund ægte, meget kostbar nardussalve og salvede Jesu fødder og tørrede hans fødder med sit hår; og huset fyldtes af salvens duft.
4 Så siger en af hans disciple, Judas Iskariot, han, som siden forrådte ham:
5 »Hvorfor er denne salve ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?«
6 Men det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv; og da han havde pengepungen, stak han jævnlig til sig, hvad der blev lagt i den.
7 Da sagde Jesus: »Lad hende i fred, så hun kan gemme den til min begravelsesdag!
8 De fattige har I jo altid hos jer; men mig har I ikke altid.«
9 En stor mængde af jøderne fik nu at vide, at han var der; og de kom derud ikke alene for Jesu skyld, men også for at se Lazarus, som han havde opvakt fra de døde.
10 Men ypperstepræsterne besluttede, at de også ville slå Lazarus ihjel;
11 thi for hans skyld gik mange af jøderne dér hen og troede på Jesus.
12 Den næste dag, da den store skare, som var kommet til højtiden, hørte, at Jesus var på vej til Jerusalem,
13 tog de palmegrene og gik ham i møde og råbte: »Hosianna! velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!« og: »Israels konge!«
14 Og Jesus fandt et ungt æsel og satte sig på det, således som der står skrevet:
15 »Frygt ikke, Zions datter! se, din konge kommer, ridende på et æselføl.«
16 Dette forstod hans disciple ikke fra først af; men da Jesus var herliggjort, kom de i hu, at dette stod skrevet om ham, og at man havde gjort dette for ham.
17 Således vidnede altså den skare, som havde været med ham, dengang han kaldte Lazarus frem fra graven og opvakte ham fra de døde.
18 Det var også derfor, at folkeskaren gik ham i møde, fordi de havde hørt, at han havde gjort dette tegn.
19 Da sagde farisæerne til hverandre: »Der kan I se, at I slet ikke udretter noget; alverden løber jo efter ham.«
20 Blandt dem, der plejede at drage op for at tilbede på højtiden, var der også nogle grækere.
21 De kom nu til Filip, som var fra Betsajda i Galilæa, bad ham og sagde: »Herre, vi vil gerne se Jesus.«
22 Filip kommer og siger det til Andreas; Andreas og Filip kommer og siger det til Jesus.
23 Da svarede Jesus dem og sagde: »Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres.
24 Sandelig, sandelig siger jeg eder: hvis hvedekornet ikke lægges i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det megen frugt.
25 Den, som elsker sit liv, mister det; men den, som hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv.
26 Vil nogen tjene mig, da skal han følge mig, og hvor jeg er, der skal også min tjener være; vil nogen tjene mig, ham skal Faderen ære.
27 Nu er min sjæl forfærdet; og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time! dog, derfor er jeg kommen til denne time.
28 Fader, herliggør dit navn!« Da lød der en røst fra Himmelen: »Jeg har allerede herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.«
29 Da sagde skaren, som stod og hørte det: »Det tordnede;« andre sagde: »Det var en engel, der talte til ham.«
30 Jesus svarede og sagde: »Ikke for min skyld lød denne røst, men for jeres skyld.
31 Nu går der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste kastes ud.
32 Og jeg — når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.«
33 Dette sagde han for at betegne, på hvilken måde han skulle dø.
34 Skaren svarede ham: »Vi har hørt af loven, at Kristus bliver til evig tid. Hvordan kan du da sige, at Menneskesønnen skal ophøjes? Hvem er den Menneskesøn?«
35 Da sagde Jesus til dem: »Endnu en kort tid er lyset hos jer. I skal vandre, mens I har lyset, for at ikke mørket skal få bugt med jer. Og den, der vandrer i mørket, ved ikke, hvor han går hen.
36 Tro på lyset, mens I har lyset, så I kan blive lysets børn!« Det sagde Jesus og gik så bort og skjulte sig for dem.
37 Men skønt han havde gjort så mange tegn for deres øjne, troede de dog ikke på ham,
38 så det ord gik i opfyldelse, som profeten Esajas sagde: »Herre, hvem troede det, vi forkyndte, og for hvem åbenbaredes Herrens arm?«
39 Derfor kunne de ikke tro; Esajas har jo et andet sted sagt:
40 »Han har blindet deres øjne og forhærdet deres hjerte, for at de ikke skal se med øjnene og fatte med hjertet og omvende sig, så jeg kan læge dem.«
41 Det sagde Esajas, fordi han så hans herlighed og talte om ham.
42 Alligevel var der mange, endog af rådets medlemmer, der troede på ham; men for farisæernes skyld ville de ikke være det bekendt, for at de ikke skulle blive udelukket af synagogen;
43 thi de ville hellere have ære fra mennesker end ære fra Gud.
44 Men Jesus råbte og sagde: »Den, som tror på mig, tror ikke på mig, men på ham, som har sendt mig;
45 og den, som ser mig, ser den, som har sendt mig.
46 Som lys er jeg kommen til verden, for at enhver, som tror på mig, ikke skal blive i mørket.
47 Og hvis nogen hører mine ord og ikke overholder dem, så dømmer jeg ham ikke; thi jeg er ikke kommen for at dømme verden, men for at frelse verden.
48 Den, der ringeagter mig og ikke tager imod mine ord, har sin dommer: det ord, som jeg har talt, det skal dømme ham på den yderste dag.
49 Thi jeg har ikke talt af mig selv; men Faderen, som har sendt mig, han har givet mig befaling om, hvad jeg skal sige, og hvad jeg skal tale;
50 og jeg ved, at hans befaling er evigt liv. Derfor, hvad jeg taler, taler jeg således, som Faderen har sagt mig.«
|
1 Det var før påskehøjtiden. Jesus vidste, at hans time var kommet til at gå bort fra denne verden til Faderen; og som han havde elsket sine egne her i verden, elskede han dem til det sidste.
2 Da de nu holdt aftensmåltid, og Djævelen allerede havde indskudt den tanke i Judas', Simons søns, Iskariots hjerte, at han skulle forråde ham,
3 og da Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og skulle vende tilbage til Gud —
4 så rejser han sig fra måltidet og lægger sin kappe fra sig, og han tog et linnedklæde og bandt det om sig.
5 Derefter hælder han vand i vaskefadet, og han begyndte at tvætte disciplenes fødder og at tørre dem med linnedklædet, han havde bundet om sig.
6 Han kommer så til Simon Peter; denne siger til ham: »Herre! tvætter du mine fødder?«
7 Jesus svarede og sagde til ham: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men du skal forstå det siden efter.«
8 Peter siger til ham: »Aldrig i evighed skal du tvætte mine fødder.« Jesus svarede ham: »Hvis jeg ikke tvætter dig, har du ikke lod og del sammen med mig.«
9 Simon Peter siger til ham: »Herre! så ikke mine fødder alene, men også hænderne og hovedet.«
10 Jesus svarede ham: »Den, der er badet, har ikke nødig at tvætte andet end fødderne, men er ellers helt ren; og I er rene, dog ikke alle.«
11 Thi han vidste, hvem det var, som skulle forråde ham; derfor sagde han: »I er ikke alle rene.«
12 Da han nu havde tvættet deres fødder og havde taget sin kappe på og atter sat sig til bords, sagde han til dem: »Forstår I, hvad jeg har gjort ved jer?
13 I kalder mig mester og Herre, og I har ret, thi jeg er det.
14 Når nu jeg, jeres Herre og mester, har tvættet jeres fødder, så er også I skyldige at tvætte hverandres fødder.
15 Thi det var et forbillede, jeg gav jer, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort ved jer.
16 Sandelig, sandelig siger jeg eder: en tjener er ikke større end sin herre, heller ikke er et sendebud større end den, som har sendt ham.
17 Når I ved dette, er I salige, om I gør det.
18 Jeg taler ikke om jer alle; jeg ved, hvem jeg har udvalgt; men det skriftord måtte jo gå i opfyldelse: ›Den, som spiser mit brød, har løftet sin hæl imod mig.‹
19 Jeg siger jer det allerede nu, før det sker, for at I, når det er sket, skal tro, at jeg er den, jeg er.
20 Sandelig, sandelig siger jeg eder: den, som tager imod, hvem jeg sender, tager imod mig; og den, som tager imod mig, tager imod ham, som sendte mig.«
|
21 Da Jesus havde sagt dette, blev han heftigt bevæget i ånden, vidnede og sagde: »Sandelig, sandelig siger jeg eder: en af jer vil forråde mig.«
22 Da så disciplene på hverandre, tvivlrådige om, hvem han sigtede til.
23 Der var iblandt hans disciple en, som sad til bords ved Jesu side, ham, som Jesus elskede.
24 Til ham nikker da Simon Peter og siger til ham: »Spørg, hvem det er, han sigter til.«
25 Han læner sig så mod Jesu bryst og spørger ham: »Herre! hvem er det?«
26 Jesus svarer: »Det er ham, som jeg giver det stykke brød, jeg nu dypper.« Så tager han brødet og dypper det og giver det til Judas, Simons søn, Iskariot.
27 Og da han havde fået det, fo'r Satan ind i ham. Jesus siger nu til ham: »Hvad du gør, gør det snart!«
28 Men ingen af dem, som sad til bords, forstod, hvorfor han sagde det til ham.
29 Thi da Judas havde pengepungen, mente nogle, at Jesus sagde til ham: »Køb, hvad vi har brug for til højtiden;« eller at han skulle give noget til de fattige.
30 Efter at han havde fået stykket, gik han straks ud. Og det var nat.
31 Da han så var gået ud, siger Jesus: »Nu er Menneskesønnen herliggjort, og Gud er herliggjort i ham.
32 Er Gud herliggjort i ham, skal Gud også herliggøre ham i sig, og han skal herliggøre ham snart.
33 Børnlille! Kun en liden stund bliver jeg endnu hos jer. I skal lede efter mig, og det, som jeg sagde til jøderne: ›Hvor jeg går hen, kan I ikke komme,‹ det samme siger jeg nu også til jer.
34 En ny befaling giver jeg jer, at I skal elske hverandre: ligesom jeg har elsket jer, skal også I elske hverandre.
35 Derpå skal alle kende, at I er mine disciple, om I har indbyrdes kærlighed.«
36 Simon Peter spørger ham: »Herre! hvor går du hen?« Jesus svarede ham: »Hvor jeg går hen, kan du ikke følge mig nu, men siden skal du følge mig.«
37 Peter spørger ham: »Herre! hvorfor kan jeg ikke følge dig nu? Jeg vil sætte mit liv til for dig.«
38 Jesus svarer: »Vil du sætte dit liv til for mig? Sandelig, sandelig siger jeg dig: hanen skal ikke gale, førend du har fornægtet mig tre gange.«
1 »Jeres hjerte forfærdes ikke! Tro på Gud, og tro på mig.
2 I min Faders hus er der mange boliger. Hvis ikke, havde jeg sagt jer det; thi jeg går bort for at gøre en plads rede for jer.
3 Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at hvor jeg er, dér skal også I være.
4 Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.«
5 Tomas siger til ham: »Herre! vi ved ikke, hvor du går hen; hvordan kan vi så kende vejen?«
6 Jesus svarer: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.
7 Havde I kendt mig, så havde I også kendt min Fader; og fra nu af kender I ham og har set ham.«
8 Filip siger til ham: »Herre! vis os Faderen, og det er os nok.«
9 Jesus siger til ham: »Så lang en tid har jeg været hos jer, og du har ikke lært mig at kende, Filip? Den, som har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: ›Vis os Faderen?‹
10 Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger.
11 Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; men vil I ikke, så tro for selve gerningernes skyld.
12 Sandelig, sandelig siger jeg eder: den, som tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, han skal gøre endnu større gerninger, thi jeg går til Faderen,
13 og hvad som helst I beder om i mit navn, det vil jeg gøre, for at Faderen kan herliggøres ved Sønnen.
14 Hvis I beder mig om noget i mit navn, vil jeg gøre det.
15 Hvis I elsker mig, så hold mine befalinger!
16 Og jeg vil bede Faderen, og han skal give jer en anden talsmand til at være hos jer til evig tid,
17 sandhedens Ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den ikke ser den og ikke kender den; men I kender den, thi den bliver hos jer og skal være i jer.
18 Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer.
19 Endnu en liden stund, så ser verden mig ikke mere, men I ser mig; thi jeg lever, og I skal leve.
20 På den dag skal I erkende, at jeg er i min Fader, og I er i mig og jeg i jer.
21 Den, som har mine befalinger og holder dem, han er den, som elsker mig; og den, som elsker mig, skal elskes af min Fader; og jeg skal elske ham og åbenbare mig for ham.«
22 Judas (ikke: Iskariot) siger til ham: »Herre! hvoraf kommer det, at du vil åbenbare dig for os og ikke for verden?«
23 Jesus svarede og sagde til ham: »Om nogen elsker mig, vil han holde fast ved mit ord; og min Fader skal elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham.
24 Den, som ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord; og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig.
25 Dette har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer.
26 Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alle ting og minde jer om alt, hvad jeg har sagt jer.
27 Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte forfærdes ikke og være ikke modløst!
28 I hørte, at jeg sagde til jer: ›Jeg går bort, og jeg kommer til jer igen.‹ Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen; thi Faderen er større end jeg.
29 Og nu har jeg sagt jer det, før det sker, for at I skal tro, når det er sket.
30 Jeg skal ikke længere tale meget med jer; thi verdens fyrste kommer, og i mig er der intet, som hører ham til;
31 men for at verden skal kende, at jeg elsker Faderen og gør således, som Faderen har befalet mig: så stå nu op, lad os gå herfra!«
1 »Jeg er det sande vintræ, og min Fader er vingårdsmanden.
2 Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den tager han bort, og hver, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt.
3 I er allerede rene på grund af det ord, som jeg har talt til jer.
4 Bliv i mig, så bliver jeg også i jer. Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, men kun hvis den bliver på vintræet, således kan I heller ikke, uden I bliver i mig.
5 Jeg er vintræet, I er grenene. Den, som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; thi skilt fra mig kan I slet intet gøre.
6 Hvis nogen ikke bliver i mig, kastes han ud som en gren og visner; man samler dem og kaster dem i ilden, og de brændes.
7 Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad som helst I vil, og I skal få det.
8 Derved er min Fader herliggjort, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple.
9 Som Faderen har elsket mig, således har jeg også elsket jer; bliv i min kærlighed!
10 Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min Faders bud og bliver i hans kærlighed.
11 Dette har jeg sagt til jer, for at min glæde skal være i jer, og jeres glæde kan blive fuldkommen.
12 Dette er mit bud, at I skal elske hverandre, ligesom jeg har elsket jer.
13 Større kærlighed har ingen end den at sætte livet til for sine venner.
14 I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg byder jer.
15 Jeg kalder jer ikke længere tjenere; thi tjeneren ved ikke besked med, hvad hans herre gør; men jer har jeg kaldt venner; thi alt det, jeg har hørt af min Fader, har jeg kundgjort jer.
16 Ikke I har udvalgt mig, men jeg har udvalgt jer og sat jer til at gå hen og bære frugt, og det en varig frugt, så at Faderen kan give jer, hvad som helst I beder ham om i mit navn.
17 Dette byder jeg jer, at I skal elske hverandre.
18 Når verden hader jer, så skal I vide, at den har hadet mig før jer.
19 Var I af verden, så ville verden elske sit eget; men fordi I ikke er af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer.
20 Kom det ord i hu, som jeg har sagt jer: en tjener er ikke større end sin herre. Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer; har de holdt fast ved mit ord, vil de også holde fast ved jeres.
21 Men alt dette vil de gøre mod jer for mit navns skyld, fordi de ikke kender ham, som har sendt mig.
22 Var jeg ikke kommen og havde talt til dem, havde de ikke synd; men nu har de ingen undskyldning for deres synd.
23 Den, som hader mig, hader også min Fader.
24 Havde jeg ikke gjort de gerninger iblandt dem, som ingen anden har gjort, så havde de ikke synd; men nu har de set dem og alligevel hadet både mig og min Fader.
25 Dog, det ord skulle gå i opfyldelse, som står skrevet i deres lov: ›De hadede mig uden grund.‹
26 Når Talsmanden kommer, som jeg skal sende jer fra Faderen, sandhedens Ånd, som udgår fra Faderen, så skal han vidne om mig;
27 men også I skal være vidner; thi I har været med mig fra begyndelsen.«
|
1 »Dette har jeg talt til jer, for at I ikke skal forarges.
2 De skal udelukke jer af synagogerne, ja den tid skal komme, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved dyrker Gud.
3 Og det skal de gøre, fordi de hverken kender Faderen eller mig.
4 Men dette har jeg talt til jer, for at I, når den tid kommer, skal mindes, at jeg har sagt jer det; men det sagde jeg jer ikke fra begyndelsen, fordi jeg var hos jer.
5 Nu går jeg hen til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: ›Hvor går du hen?‹
6 Men fordi jeg har talt dette til jer, har sorgen fyldt jeres hjerte.
7 Dog, jeg siger jer sandheden: det er gavnligt for jer, at jeg går bort. Thi hvis jeg ikke går bort, kommer Talsmanden ikke til jer; men når jeg går herfra, så vil jeg sende ham til jer.
8 Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom;
9 om synd: at de ikke tror på mig;
10 om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere;
11 om dom: at denne verdens fyrste er dømt.
12 Jeg har endnu meget at sige jer; men I kan ikke bære det nu.
13 Men når han, sandhedens Ånd, kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden; thi han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og det, der kommer, skal han forkynde jer.
14 Han skal herliggøre mig; thi han skal tage af mit og forkynde jer det.
15 Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde jer det.
16 Om en liden stund ser I mig ikke længer, og atter om en liden stund skal I se mig.«
17 Da sagde nogle af hans disciple til hverandre: »Hvad betyder det, han siger til os: ›Om en liden stund skal I ikke se mig, og atter om en liden stund skal I se mig,‹ og: ›Jeg går til Faderen‹?«
18 De sagde altså: »Hvad betyder det, han siger: ›Om en liden stund‹? Vi forstår ikke, hvad han taler om.«
19 Jesus mærkede, at de ville spørge ham, og han sagde til dem: »I taler indbyrdes om, at jeg sagde de ord: ›Om en liden stund skal I ikke se mig, og atter om en liden stund skal I se mig.‹
20 Sandelig, sandelig siger jeg eder: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig; I skal sørge, men jeres sorg skal vendes til glæde.
21 Når kvinden føder, sørger hun, fordi hendes time er kommet; men når hun har født barnet, tænker hun ikke mere på, hvad hun har lidt, af glæde over, at et menneske er født til verden.
22 Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glædes, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.
23 På den dag skal I ikke spørge mig om noget. Sandelig, sandelig siger jeg eder: hvis I beder Faderen om noget, skal han give jer det i mit navn.
24 Hidtil har I ikke bedt om noget i mit navn; bed, så skal I få, for at jeres glæde må blive fuldkommen.
25 Dette har jeg sagt til jer i billedtale; den tid skal komme, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men frit ud forkynde jer om Faderen.
26 På den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger jer ikke, at jeg vil gå i forbøn for jer hos Faderen,
27 thi Faderen selv elsker jer, fordi I har elsket mig og troet, at jeg er udgået fra Gud.
28 Jeg udgik fra Faderen og er kommen til verden; jeg forlader verden igen og går til Faderen.«
29 Da siger hans disciple til ham: »Se, nu taler du frit ud og bruger ikke billedtale.
30 Nu ved vi, at du ved alle ting og ikke har nødig, at nogen spørger dig; derfor tror vi, at du er udgået fra Gud.«
31 Jesus svarede dem: »Nu tror I!
32 Se, den time kommer, ja, den er allerede kommet, da I skal spredes hver til sit og lade mig ene tilbage; dog, jeg er ikke ene, thi Faderen er med mig.
33 Dette har jeg talt til jer, for at I skal have fred i mig. I verden har I trængsel; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.«
1 Således talte Jesus. Og han opløftede sine øjne mod Himmelen og sagde: »Fader! timen er kommet; herliggør din Søn, så Sønnen kan herliggøre dig.
2 Du har jo givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, som du har givet ham.
3 Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus.
4 Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre.
5 Og nu, Fader! herliggør du mig hos dig selv med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden blev til.
6 Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du tog ud af verden og gav mig; de var dine, og du har givet mig dem, og de har holdt fast ved dit ord.
7 Nu har de erkendt, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig.
8 Thi de ord, du har givet mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed erkendt, at jeg er udgået fra dig; og de er kommet til tro på, at du har sendt mig.
9 Jeg beder for dem; jeg beder ikke for verden, men for dem, som du har givet mig; thi de er dine
10 — alt mit er jo dit, og dit er mit — og jeg er herliggjort i dem.
11 Jeg er ikke mere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige Fader! bevar dem i dit navn (det, som du har givet mig), så de må være ét ligesom vi.
12 Medens jeg var hos dem, bevarede jeg dem i dit navn, det, som du har givet mig; jeg vogtede dem, og ingen af dem gik fortabt, uden fortabelsens søn, for at skriften skulle gå i opfyldelse.
13 Nu kommer jeg til dig; dog, dette taler jeg, medens jeg er i verden, for at de fuldt ud må have min glæde i sig.
14 Jeg har givet dem dit ord; og verden har hadet dem, fordi de ikke er af verden, ligesom jeg ikke er af verden.
15 Jeg beder ikke om, at du vil tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det onde.
16 De er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden.
17 Hellige dem ved sandheden! dit ord er sandhed.
18 Ligesom du har sendt mig til verden, således har jeg også sendt dem til verden.
19 Og jeg helliger mig selv for dem, for at også de må være helligede ved sandheden.
20 Ikke alene for disse beder jeg, men også for dem, som ved deres ord kommer til tro på mig,
21 at de alle må være ét, ligesom du, Fader! i mig, og jeg i dig, at også de må være ét i os, så verden må tro, at du har sendt mig.
22 Og den herlighed, du har givet mig, den har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét,
23 jeg i dem og du i mig, for at de må være fuldkommen ét, så verden kan forstå, at du har sendt mig og har elsket dem, ligesom du har elsket mig.
24 Fader! jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, så de må skue min herlighed, som du har givet mig; thi du har elsket mig før verdens grundlæggelse.
25 Retfærdige Fader! verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og disse har erkendt, at du har sendt mig.
26 Og jeg har kundgjort dem dit navn og vil kundgøre dem det, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.«
1 Da Jesus havde sagt dette, gik han med sine disciple over på den anden side af Kedrons bæk, hvor der var en have, som han gik ind i sammen med sine disciple.
2 Også Judas, som forrådte ham, kendte det sted, fordi Jesus tit havde været sammen med sine disciple dér.
3 Så tager Judas vagtmandskabet og nogle af ypperstepræsternes og farisæernes tjenere og kommer derhen med fakler og lygter og våben.
4 Jesus, som vidste alt, hvad der skulle komme over ham, gik nu frem og sagde til dem: »Hvem leder I efter?«
5 De svarede ham: »Jesus fra Nazaret.« Han siger til dem: »Det er mig.« Judas, som forrådte ham, stod også iblandt dem.
6 Da Jesus nu sagde til dem: »Det er mig,« veg de tilbage og faldt til jorden.
7 Han spurgte dem så igen: »Hvem leder I efter?« De sagde: »Jesus fra Nazaret.«
8 Jesus svarede: »Jeg har sagt jer, at det er mig; når det altså er mig, I leder efter, så lad disse gå!« —
9 for at det ord skulle gå i opfyldelse, som han havde sagt: »Af dem, du har givet mig, har jeg ikke mistet nogen.«
10 Simon Peter, som havde et sværd, drog det nu og slog til ypperstepræstens tjener og huggede hans højre øre af. Og tjenerens navn var Malkus.
11 Da sagde Jesus til Peter: »Stik dit sværd i skeden! skulle jeg ikke drikke den kalk, som min Fader har givet mig?«
12 Vagtmandskabet og kommandanten tillige med jødernes tjenere greb da Jesus, bandt ham
13 og førte ham først til Annas; thi han var svigerfader til Kajfas, som var ypperstepræst i det år.
14 Det var Kajfas, som havde givet jøderne det råd, at det var det bedste, at ét menneske døde for folket.
|
15 Men Simon Peter og en anden discipel fulgte efter Jesus. Den discipel var kendt med ypperstepræsten, og han gik ind i ypperstepræstens gård sammen med Jesus.
16 Men Peter stod udenfor ved døren. Da gik den anden discipel, han, som var kendt med ypperstepræsten, ud og talte med dørvogtersken og fik Peter med ind.
17 Pigen, som vogtede døren, siger da til Peter: »Er du ikke også en af den mands disciple?« Han siger: »Nej, jeg er ikke.«
18 Husfolkene og tjenerne havde tændt en kulild (thi det var koldt) og stod og varmede sig; blandt dem stod Peter også og varmede sig.
19 Ypperstepræsten spurgte nu Jesus ud om hans disciple og om hans lære.
20 Jesus svarede ham: »Jeg har talt frit ud til verden; jeg har stadig lært i synagoger og i helligdommen, dér, hvor alle jøderne kommer sammen, og i det skjulte har jeg intet talt.
21 Hvorfor spørger du så mig? Spørg dem, der har hørt det, om hvad jeg har talt til dem; se, de ved, hvad jeg har sagt.«
22 Men da Jesus sagde dette, gav en af de nærmeststående tjenere ham et slag i ansigtet og sagde: »Svarer du ypperstepræsten sådan?«
23 Jesus svarede ham: »Har jeg talt usømmeligt, så bevis, at det er usømmeligt; men har jeg talt ret, hvorfor slår du mig da?«
24 Annas sendte ham nu bunden til ypperstepræsten Kajfas.
25 Imidlertid stod Simon Peter og varmede sig. Da sagde de til ham: »Er du ikke også en af hans disciple?« Det nægtede han og sagde: »Nej, jeg er ikke.«
26 En af ypperstepræstens tjenere, en slægtning af ham, som Peter havde hugget øret af, siger da: »Har jeg ikke selv set dig sammen med ham i haven?«
27 Da nægtede Peter det atter, og i det samme galede hanen.
28 De fører nu Jesus fra Kajfas til landshøvdingens borg; det var ved daggry. Men de gik ikke selv ind i borgen, for at de ikke skulle blive urene, men kunne holde påskemåltid.
29 Pilatus gik da ud til dem og sagde: »Hvad anklage har I at fremføre mod denne mand?«
30 De svarede og sagde til ham: »Havde han ikke været en forbryder, så havde vi ikke overgivet ham til dig.«
31 Da sagde Pilatus til dem: »Tag I ham og døm ham efter jeres lov!« Jøderne svarede ham: »Det er os ikke tilladt at lade nogen henrette.«
32 Således skulle Jesu ord gå i opfyldelse, det, som han sagde, da han gav til kende, på hvilken måde han skulle dø.
33 Pilatus gik nu igen ind i borgen, kaldte Jesus for sig og sagde til ham: »Er du jødernes konge?«
34 Jesus svarede: »Spørger du sådan af dig selv, eller har andre sagt dig det om mig.«
35 Pilatus svarede: »Er jeg måske en jøde? dit folk og ypperstepræsterne har overgivet dig til mig; hvad har du gjort?«
36 Jesus svarede: »Mit rige er ikke af denne verden. Havde mit rige været af denne verden, så havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle overgives til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden.«
37 Da sagde Pilatus til ham: »Så er du altså dog en konge?« Jesus svarede: »Du har ret, jeg er en konge. Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommen til verden, at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst.«
38 Pilatus siger til ham: »Hvad er sandhed?« Da han havde sagt dette, gik han igen ud til jøderne, og han siger til dem: »Jeg finder ingen skyld hos ham.
39 Men det er skik hos jer, at jeg ved påsken giver jer en fange fri; vil I nu, at jeg skal frigive jer jødernes konge?«
40 Da råbte de alle igen og sagde: »Ikke ham, men Barabbas.« Og Barabbas var en røver.
|
1 Så tog da Pilatus Jesus og lod ham piske.
2 Og soldaterne flettede en tornekrone, satte den på hans hoved og kastede en purpurkappe om ham;
3 og de gik hen til ham og sagde: »Hil dig, jødekonge!« og slog ham i ansigtet.
4 Atter gik Pilatus ud, og han siger til dem: »Se, jeg fører ham ud til jer, for at I skal vide, at jeg finder ingen skyld hos ham.«
5 Da gik Jesus ud med tornekronen og purpurkappen på. Og Pilatus siger til dem: »Se, hvilket menneske!«
6 Da nu ypperstepræsterne og tjenerne så ham, råbte de og sagde: »Korsfæst! korsfæst!« Pilatus siger til dem: »Så tag I ham og korsfæst ham; for jeg finder ingen skyld hos ham.«
7 Jøderne svarede ham: »Vi har en lov, og efter den lov er han skyldig til døden, fordi han har gjort sig selv til Guds Søn.«
8 Da Pilatus nu hørte det ord, blev han endnu mere bange.
9 Og han gik igen ind i borgen og spurgte Jesus: »Hvor er du fra?« Men Jesus gav ham intet svar.
10 Pilatus siger da til ham: »Svarer du mig ikke? Ved du ikke, at jeg har magt til at give dig fri og magt til at lade dig korsfæste?«
11 Jesus svarede: »Du havde aldeles ingen magt over mig, hvis ikke den var givet dig ovenfra; derfor har den, som overgav mig til dig, større synd.«
12 Derefter forsøgte Pilatus at frigive ham. Men jøderne råbte og sagde: »Hvis du giver ham fri, er du ikke kejserens ven. Enhver, som gør sig selv til konge, sætter sig op imod kejseren.«
13 Da Pilatus hørte de ord, lod han Jesus føre ud og satte sig i dommersædet, på det sted, som kaldes »Det Stenlagte«, på hebraisk Gabbata.
14 Det var beredelsesdagen til påsken, ved den sjette time. Og han siger til jøderne: »Se, her er jeres konge!«
15 De råbte nu: »Bort, bort med ham! korsfæst ham!« Pilatus siger til dem: »Skal jeg korsfæste jeres konge?« Ypperstepræsterne svarede: »Vi har ingen anden konge end kejseren.«
|
16 Så overgav han da Jesus til dem for at korsfæstes. De tog så Jesus med sig.
17 Og han bar selv sit kors og gik ud til det såkaldte »Hovedskalsted«, som på hebraisk hedder Golgata.
18 Der korsfæstede de ham og to andre sammen med ham, en på hver side, og Jesus i midten.
19 Pilatus havde også affattet en indskrift og sat den på korset; der stod: Jesus fra Nazaret, jødernes konge.
20 Denne indskrift læste nu mange af jøderne; thi det sted, hvor Jesus blev korsfæstet, lå nær ved byen, og den var skrevet på hebraisk, latin og græsk.
21 Da sagde jødernes ypperstepræster til Pilatus: »Skriv ikke: ›Jødernes konge‹, men: ›Han sagde: Jeg er jødernes konge.‹ «
22 Pilatus svarede: »Hvad jeg skrev, det skrev jeg.«
|
31 Da det altså var beredelsesdag, bad jøderne Pilatus om, at de korsfæstedes knogler måtte blive knust og legemerne taget ned, for at de ikke skulle blive på korset sabbaten over; thi den sabbatsdag var stor.
32 Så kom soldaterne og knuste knoglerne på den første og på den anden, som var korsfæstet sammen med ham.
33 Men da de kom til Jesus og så, at han allerede var død, knuste de ikke knoglerne på ham.
34 Men en af soldaterne stak ham i siden med et spyd, og straks flød der blod og vand ud.
35 Og den, der har set det, har vidnet om det — og hans vidnesbyrd er sandt, og han véd, at han taler sandt — for at også I skal tro.
36 Thi dette skete, for at det skriftord skulle gå i opfyldelse: »Intet ben skal sønderbrydes derpå!«
37 Og endnu et andet skriftord siger: »De skal se hen til ham, de har gennemstunget.«
38 Josef fra Arimatæa, som var en af Jesu disciple, dog kun i det skjulte, af frygt for jøderne, bad derefter Pilatus om at måtte tage Jesu legeme ned, og Pilatus tillod det. Han kom så og tog Jesu legeme ned.
39 Men Nikodemus, som første gang var kommen til Jesus om natten, kom også og bragte en blanding af myrra og aloe, omtrent hundrede pund.
40 De tog så Jesu legeme og svøbte det i linklæder sammen med de vellugtende salver, som det er jødernes skik ved jordefærd.
41 Og ved det sted, hvor han var blevet korsfæstet, lå der en have, og i haven en ny grav, hvori der endnu aldrig var lagt nogen.
42 Der lagde de Jesus, af hensyn til jødernes beredelsesdag, fordi den grav lå i nærheden.
|
1 Tidligt den første dag i ugen, mens det endnu var mørkt, kommer Maria Magdalene ud til graven og ser, at stenen er taget bort fra graven.
2 Så løber hun af sted og kommer til Simon Peter og til den anden discipel, ham, Jesus elskede, og siger til dem: »De har taget Herren bort fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.«
3 Da gik Peter og den anden discipel ud og gav sig på vej til graven.
4 De løb begge to sammen, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og kom først til graven.
5 Og han kigger ind og ser linklæderne ligge dér; dog gik han ikke ind.
6 Da kommer også Simon Peter, som var fulgt efter ham, og han gik ind i graven og så linklæderne ligge dér
7 og det tørklæde, som han havde haft over sit hoved; det lå ikke ved linklæderne, men sammenfoldet på et sted for sig selv.
8 Derefter gik da også den anden discipel, som var kommen først til graven, derind, og han så og troede.
9 De havde nemlig endnu ikke forstået skriftens ord, at han skulle opstå fra de døde.
10 Så gik disciplene hjem igen.
11 Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod og græd, kiggede hun ind i graven.
12 og hun ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, en ved hovedet og en ved fødderne.
13 De siger til hende: »Kvinde! hvorfor græder du?« Hun svarer dem: »Fordi de har taget min Herre bort, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.«
14 Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun ser Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus.
15 Jesus siger til hende: »Kvinde! hvorfor græder du? hvem leder du efter?« Hun mente, det var havemanden, og svarer ham: »Herre, hvis det er dig, som har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så vil jeg hente ham.«
16 Jesus siger til hende: »Maria!« Hun vender sig om og siger til ham på hebraisk: »Rabbuni!« (det betyder: mester).
17 Jesus siger til hende: »Rør ikke ved mig; jeg er jo endnu ikke faret op til min Fader. Men gå til mine brødre og sig til dem: Jeg farer op til min Fader og jeres Fader, til min Gud og jeres Gud.«
18 Så går Maria Magdalene hen og forkynder disciplene: »Jeg har set Herren,« og at han havde sagt dette til hende.
19 Da det nu var blevet aften den samme dag, den første dag i ugen, og disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem, og han siger til dem: »Fred være med eder!«
20 Og idet han sagde det, viste han dem både sine hænder og sin side. Da blev disciplene glade, fordi de så Herren.
21 Jesus sagde da igen til dem: »Fred være med eder! Ligesom Faderen har udsendt mig, således sender jeg også jer.«
22 Og da han havde sagt det, åndede han på dem og siger til dem: »Modtag Helligånden!
23 Hvem I forlader synder, dem er de forladt, og hvem I nægter forladelse, dem er den nægtet.«
|
24 Men Tomas (også kaldet Didymus), en af de tolv, var ikke sammen med dem, da Jesus kom.
25 De andre disciple sagde nu til ham: »Vi har set Herren.« Men han svarede dem: »Hvis jeg ikke får set naglemærkerne i hans hænder, ja stikker min finger i naglegabene og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.«
26 Otte dage efter var hans disciple atter derinde, og Tomas sammen med dem. Da kommer Jesus, medens dørene var lukkede; og han stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med eder!«
27 Derefter siger han til Tomas: »Ræk din finger frem, se, her er mine hænder; og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende!«
28 Tomas svarede og sagde til ham: »Min Herre og min Gud!«
29 Jesus siger til ham: »Fordi du har set mig, tror du; salige er de, som ikke har set og dog tror.«
30 Endnu mange andre tegn, som ikke er nedskrevet i denne bog, gjorde Jesus for øjnene af sine disciple.
31 Men disse er nedskrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds Søn, og for at I, når I tror, skal have livet i hans navn.
|
1 Siden åbenbarede Jesus sig igen for disciplene ved Tiberias-søen, og han åbenbarede sig på denne måde:
2 Simon Peter og Tomas (også kaldet Didymus) og Natanael fra Kana i Galilæa og Zebedæussønnerne og to andre af hans disciple var sammen dér.
3 Simon Peter siger så til dem: »Jeg tager ud at fiske.« De siger til ham: »Vi tager med dig.« De gik da ud og steg op i båden. Men den nat fangede de ikke noget.
4 Da det nu var blevet daggry, stod Jesus ved bredden; dog vidste disciplene ikke, at det var Jesus.
5 Jesus siger til dem: »Mon I har noget at spise, børn?« De svarede ham: »Nej.«
6 Han sagde til dem: »Kast garnet ud på højre side af båden, så skal I få!« Da kastede de det ud, og nu kunne de ikke længere hale garnet ind, så mange fisk var der.
7 Den discipel, Jesus elskede, siger så til Peter: »Det er Herren.« Da Simon Peter nu hørte, at det var Herren, tog han sin fiskerkjortel over sig (han var nemlig nøgen) og kastede sig i søen.
8 De andre disciple kom med båden, thi de var ikke langt fra land, kun omtrent to hundrede alen, og de slæbte garnet med fiskene efter sig.
9 Da de nu kom i land, ser de dér en kulild og fisk, liggende derpå, og brød.
10 Jesus siger til dem: »Kom med nogle af de fisk, som I lige har fanget.«
11 Simon Peter gik om bord og trak garnet på land, og det var fuldt af store fisk, et hundrede og treoghalvtreds i alt, og skønt der var så mange, gik garnet dog ikke i stykker.
12 Jesus siger til dem: »Kom herhen og hold måltid!« Men ingen af disciplene vovede at spørge ham: »Hvem er du?« De vidste jo, at det var Herren.
13 Så går Jesus hen og tager brødet og giver dem det, ligeledes også fiskene.
14 Dette var allerede tredje gang, Jesus åbenbarede sig for sine disciple, efter at han var stået op fra de døde.
15 Da de nu havde holdt måltid, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere, end de andre gør?« Han svarer ham: »Ja, Herre! du ved, at jeg har dig kær.« Han siger til ham: »Vogt mine lam!«
16 Han spørger ham igen for anden gang: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig?« Han siger til ham: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Han siger til ham: »Vær hyrde for mine får!«
17 For tredje gang spørger han ham: »Simon, Johannes' søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« Og han svarede ham: »Herre! du kender alt, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus siger til ham: »Vogt mine får.
18 Sandelig, sandelig siger jeg dig: da du var yngre, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du række dine hænder ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig derhen, hvor du ikke vil.«
19 Med disse ord sigtede han til den død, hvormed han skulle herliggøre Gud. Og da han havde sagt det, siger han til ham: »Følg mig!«
|
20 Da Peter vendte sig om, så han den discipel følge, som Jesus elskede, ham, der også havde ligget op til hans bryst ved aftensmåltidet og havde spurgt: »Herre! hvem er det, der forråder dig?«
21 Da nu Peter så ham, spørger han Jesus: »Herre, hvordan skal det gå ham?«
22 Jesus svarer ham: »Dersom jeg vil, at han skal leve, indtil jeg kommer, hvad angår det så dig? Følg du mig!«
23 Så kom da dette ord ud blandt brødrene: »Den discipel dør ikke.« Dog havde Jesus ikke sagt til ham, at han ikke skulle dø, men: »Dersom jeg vil, at han skal leve, indtil jeg kommer, hvad angår det så dig?«
24 Det er den discipel, som vidner om dette og har skrevet dette; og vi ved, at hans vidnesbyrd er sandt.
25 Der er også meget andet, som Jesus har gjort, og hvis det skulle nedskrives i enkeltheder, mener jeg ikke, at hele verden kunne rumme de bøger, som så måtte skrives.