Johannesevangeliet

Om oversættelsen: Prøveoversættelsen fra 1944 er en del af det indledende arbejde til oversættelsen fra 1948. Denne oversættelse bryder med en næsten 400 år gammel tradition, hvor hvert Bibeloplag var en revision af de forrige oplag, der i sidste ende gik tilbage til Den Resen-Svaningske Bibel fra 1607.

Desværre er denne oversættelse udgivet fire år før retskrivningsreformen i 1948 — med "aa", "skulde", "vilde", "kunde" og med navneord med stort. Samtidig har man beholdt "eder" i stedet for "jer" for at bevare det gamle kirkesprog. Det gør, at sproget virker "støvet", men oversættelsen er alligevel på mange måder bedre end den autoriserede fra 1992.

Kapitler: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21

Kapitel 1

Det guddommelige Ords Evighed, dets Medvirken ved Skabelsen, dets Menneskeblivelse i Jesus Kristus, 1-18. Johannes Døbers Vidnesbyrd, 19-34. Jesus kalder sine første Disciple, 35-51.

Ifølge traditionen skrev Johannes ikke bare sit evangelium, men også 1, 2. og 3. Johannesbrev og Johannes' Åbenbaring. Bemærk dragen med de syv hoveder i baggrunden
Evangelisten Johannes

1 I Begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.
2 Dette var i Begyndelsen hos Gud.
3 Alt er blevet til ved det, og uden det blev intet til af det, som er.
4 I det var Liv, og Livet var Menneskenes Lys.
5 og Lyset skinner i Mørket, og Mørket fik ikke Bugt med det.

6 Der fremstod et Menneske, udsendt fra Gud; hans Navn var Johannes.
7 Han kom til et Vidnesbyrd for at vidne om Lyset, for at alle skulde komme til Tro ved ham.
8 Selv var han ikke Lyset, men han skulde vidne om Lyset.

9 Det sande Lys, som lyser over hvert Menneske, var ved at komme til Verden.
10 Han var i Verden, og Verden er blevet til ved ham, og Verden kendte ham ikke.
11 Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham.
12 Men alle dem, som tog imod ham, gav han Magt til at blive Guds Børn, dem, som tror paa hans Navn.
13 De blev ikke født af Blod, ej heller af Køds Vilje, ej heller af Mands Vilje, men af Gud.
14 Og Ordet blev Kød og tog Bolig iblandt os, og vi saa hans Herlighed, en Herlighed, som den enbaarne Søn har den fra Faderen, fuld af Naade og Sandhed.
15 Johannes vidner om ham, raaber og siger: »Ham var det, om hvem jeg sagde: Den, som kommer efter mig, er kommet forud for mig; thi han var til før mig.«
16 Thi af hans Fylde har vi alle faaet, og det Naade over Naade.
17 Thi Loven blev givet ved Moses, Naaden og Sandheden er kommet ved Jesus Kristus.
18 Ingen har nogen Sinde set Gud; den enbaarne, som er Gud, og som er i Faderens Favn, han har tolket ham.

19 Dette er Johannes's Vidnesbyrd, den Gang Jøderne sendte Præster og Leviter ud til ham fra Jerusalem, for at de skulde spørge ham: »Hvem er du?«
20 Da sagde han rent ud og nægtede ikke, han sagde rent ud: »Jeg er ikke Messias.«
21 De spurgte ham: »Hvad da? Er du Elias?« Han siger: »Nej, det er jeg ikke.« »Er du Profeten?« Han svarede: »Nej.«
22 De sagde saa til ham: »Hvem er du da? Vi skal jo bringe Svar til dem, som har sendt os. Hvad siger du om dig selv?«
23 Han svarede: »Jeg er en Røst af en, der raaber i Ørkenen: Jævn Herrens Vej! som Profeten Esajas har sagt.«
24 De var udsendt fra Farisæerne,
25 og de spurgte ham og sagde til ham: »Hvorfor døber du da, hvis du hverken er Messias eller Elias eller Profeten?«
26 Johannes svarede dem og sagde: »Jeg døber kun med Vand; midt iblandt jer staar en, I ikke kender,
27 han, som kommer efter mig, og hvis Skorem jeg ikke er værdig at løse.«
28 Dette skete i Betania paa den anden side Jordan, hvor Johannes opholdt sig og døbte.

29 Den næste Dag ser han Jesus komme henimod sig, og han siger: »Se Guds Lam, som bærer Verdens Synd!
30 Det er ham, om hvem jeg sagde: Efter mig kommer en Mand, som er kommet foran mig; thi han var til før mig.
31 Selv kendte jeg ham ikke; men for at han skal blive aabenbar for Israel, derfor er jeg kommet og døber med Vand.«
32 Og Johannes vidnede og sagde: »Jeg har set Aanden dale ned fra Himmelen som en Due, og den blev over ham.
33 Selv kendte jeg ham ikke; men den, som sendte mig for at døbe med Vand, han havde sagt til mig: Den, du ser Aanden dale ned over og blive over, han er den, der døber med Helligaand.
34 Nu har jeg selv set det, og jeg har vidnet: han er Guds Søn.«

35 Den næste Dag stod Johannes der igen med to af sine Disciple.
36 Og da Jesus kommer gaaende, ser Johannes hen paa ham og siger: »Se Guds Lam!«
37 Og de to Disciple hørte, hvad han sagde, og fulgte efter Jesus.
38 Jesus vendte sig om, og da han saa, at de fulgte med, siger han til dem: »Hvad søger I?« De svarede ham: »Rabbi! (oversat betyder det: Mester) hvor bor du?«
39 Han siger til dem: »Kom og se!« Da gik de med og saa, hvor han boede, og de blev hos ham den Dag. Det var ved den tiende Time.

40 Den ene af de to, som havde hørt Johannes's Ord og var fulgt efter Jesus, var Andreas, Simon Peters Broder.
41 Han finder først sin Broder Simon og siger til ham: »Vi har fundet Messias (oversat er det det samme som Kristus).
42 Og han førte ham til Jesus. Da saa Jesus vist paa ham og sagde: »Du er Simon, Johannes's Søn; du skal hedde Kefas« (eller oversat: Peter).

43 Den næste Dag vilde Jesus drage derfra til Galilæa; og han finder Filip og siger til ham: »Følg mig!«
44 Filip var fra Betsajda, fra Andreas's og Peters By.
45 Filip finder Natanael og siger til ham: »Ham, som Moses i Loven, og ligesaa Profeterne har skrevet om, ham har vi fundet, Jesus, Josefs Søn, fra Nazaret.«
46 Natanael sagde til ham: »Kan noget godt være fra Nazaret?« Filip siger til ham: »Kom og se!«
47 Da Jesus saa Natanael komme hen til sig, siger han om ham: »Se, det er i Sandhed en Israelit, i hvem der ikke er Svig.«
48 Natanael spørger ham: »Hvorfra kender du mig?« Jesus svarede og sagde til ham: »Før Filip kaldte paa dig, saa jeg dig, mens du var under Figentræet.«
49 Natanael udbrød: »Rabbi! du er Guds Søn, du er Israels Konge.«
50 Jesus svarede og sagde til ham: »Tror du, fordi jeg sagde dig, at jeg saa dig under Figentræet? Du skal faa større Ting at se end det.«
51 Og han siger til ham: »Sandelig, sandelig siger jeg eder, I skal se Himmelen aaben og Guds Engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.«

Kapitel 2

Brylluppet i Kana, 1-11. Jesus i Kapernaum, 12. Tempelrenselsen, 13-25.

Bryllupet i Kana - senere på aftenen.
Jesus

1 Tredjedagen derefter var der Bryllup i Kana i Galilæa; og der var Jesu Moder med.
2 Ogsaa Jesus og hans Disciple blev indbudt til Brylluppet.
3 Da nu Vinen slap op, siger Jesu Moder til ham: »De har ikke mere Vin.«
4 Jesus svarer hende: »Kvinde! lad mig være; min Time er endnu ikke kommet.«
5 Hans Moder siger til Tjenerne: »Hvad som helst han siger til jer, det skal I gøre.«
6 Nu stod der seks Vandkummer af Sten til Brug ved Jødernes Renselse; de rummede hver to eller tre Spande.
7 Jesus siger til Tjenerne: »Fyld Kummerne med Vand,« og de fyldte dem lige til Randen.
8 Saa siger han til dem: »Øs nu og bring det til Skafferen.« Og det gjorde de.
9 Men da Skafferen smagte paa Vandet, som var blevet til Vin, og han ikke vidste, hvorfra det kom - men Tjenerne, som havde øst Vandet op, vidste det - kalder han paa Brudgommen og siger til ham.
10 »Man plejer ellers først at sætte den gode Vin frem, og naar Gæsterne er blevet berusede, da den ringere; du har gemt den gode Vin indtil nu.«
11 Saaledes gjorde Jesus i Kana i Galilæa Begyndelsen paa sine Tegn og aabenbarede derved sin Herlighed; og hans Disciple kom til Tro paa ham.

12 Derefter drog han og hans Moder og Brødre og Disciple ned til Kapernaum, og der blev de nogle faa Dage.

I johannesevangeliet sker tempelrydningen i starten af Jesus' mission, og Jesus er mere voldsom og bruger en pisk.
Al Hartley, Jesus renser templet

13 Da nu Jødernes Paaske var nær, drog Jesus op til Jerusalem.
14 Og han traf i Helligdommen Folk, som solgte Okser, Faar og Duer, og Vekselererne, som sad der.
15 Da gjorde han sig en Svøbe af Reb og drev dem alle ud af Helligdommen, baade Faarene og Okserne, og han spredte Vekselerernes Pengestykker og væltede deres Borde,
16 og til dem, der solgte Duer, sagde han: »Tag dette bort herfra; gør ikke min Faders Hus til en Kræmmerbod!«
17 Da kom hans Disciple i Hu, at der staar skrevet: »Nidkærhed for dit Hus vil fortære mig.«

18 Jøderne tog nu til Orde og sagde til ham: »Hvad for et Tegn viser du os, siden du gør dette?«
19 Jesus svarede og sagde til dem: »Bryd dette Tempel ned, og paa tre Dage skal jeg rejse det igen.«
20 Da sagde Jøderne: »I seks og fyrretyve Aar er der bygget paa dette Tempel, og du vil rejse det paa tre Dage!«
21 Men det var om sit Legemes Tempel, han talte.
22 Siden, da han var oprejst fra de døde, kom hans Disciple i Hu, at han havde sagt dette; og de troede Skriften og det Ord, som Jesus havde talt.

23 Mens han nu i Paasken tilbragte Højtiden i Jerusalem, kom mange til Tro paa hans Navn, da de saa de Tegn, som han gjorde.
24 Men selv betroede Jesus sig ikke til dem, fordi han kendte alle,
25 og fordi han ikke havde nødig, at nogen skulde vidne om Mennesket; thi han vidste selv, hvad der bor i Mennesket.

Kapitel 3

Nikodemus, 1-21. Johannes Døbers sidste Vidnesbyrd, 22-36.

1 Der var blandt Farisæerne en Mand, som hed Nikodemus, en af Jødernes Raadsherrer.
2 Han kom til Jesus om Natten og sagde til ham: »Rabbi! vi ved, at du er en Lærer, som maa være kommet fra Gud; thi ingen kan gøre de Tegn, som du gør, uden Gud er med ham.«

3 Jesus svarede og sagde til ham: »Sandelig, sandelig siger jeg dig, ingen kan se Guds Rige, hvis han ikke bliver født paa ny.«
4 Nikodemus siger til ham: »Hvorledes kan et Menneske fødes, naar det er gammelt? Det kan da ikke for anden Gang komme ind i sin Moders Liv og fødes?«
5 Jesus svarede: »Sandelig, sandelig siger jeg dig, ingen kan komme ind i Guds Rige, hvis han ikke bliver født af Vand og Aand.
6 Hvad der er født af Kødet, er Kød; og hvad der er født af Aanden, er Aand.
7 Du maa ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I maa fødes paa ny.
8 Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører dens Susen, men du ved ikke, hvorfra den kommer, og hvor den farer hen; saadan er det med enhver, som er født af Aanden.«
9 Nikodemus svarede og sagde til ham: »Hvordan kan dette ske?«
10 Jesus svarede og sagde til ham: »Er du Lærer i Israel og forstaar ikke dette?
11 Sandelig, sandelig siger jeg dig, vi taler om det, vi ved, og vidner om det, vi har set; og I modtager ikke vort Vidnesbyrd.
12 Hvis I ikke tror, naar jeg taler til jer om de jordiske Ting, hvordan skulde I da kunne tro, naar jeg taler til jer om de himmelske?
13 Ingen er dog steget op til Himmelen, undtagen han, som steg ned fra Himmelen, Menneskesønnen, [som er i Himmelen].
14 Og ligesom Moses ophøjede Slangen i Ørkenen, saadan maa Menneskesønnen ophøjes,
15 for at enhver, som tror, skal have evigt Liv i ham.
16 Thi saaledes elskede Gud Verden, at han gav sin Søn den enbaarne, for at enhver, som tror paa ham, ikke skal fortabes, men have evigt Liv.
17 Thi Gud sendte ikke sin Søn til Verden for at dømme Verden, men for at verden skal frelses ved ham.
18 Den, som tror paa ham, dømmes ikke; den, som ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet paa Guds enbaarne Søns Navn.
19 Og dette er Dommen, at, skønt Lyset er kommet til Verden, elskede Menneskene Mørket mere end Lyset; thi deres Gerninger var onde.
20 Thi enhver, som øver ondt, hader Lyset og kommer ikke til Lyset for at hans Gerninger ikke skal afsløres.
21 Men den, som gør Sandheden, kommer til Lyset, for at det maa blive aabenbart, at hans Gerninger er gjort i Gud.«

22 Derefter drog Jesus og hans Disciple ud paa Landet i Judæa; dèr opholdt han sig sammen med dem og døbte.
23 Men ogsaa Johannes døbte i Ænon nær ved Salem, fordi der var rigeligt med Vand dèr; og Folk kom derhen og lod sig døbe.
24 Endnu var Johannes nemlig ikke kastet i Fængsel.
25 Da kom Johannes's Disciple i Strid med en Jøde om Renselse.
26 De gik til Johannes og sagde til ham: »Rabbi! han, som var hos dig paa den anden Side Jordan, han, som du har vidnet om, se, han døber, og alle kommer til ham.«
27 Johannes svarede og sagde: »Et Menneske kan slet intet tage, uden det bliver givet ham fra Himmelen.
28 I kan selv bevidne, at jeg sagde: Jeg er ikke Messias, jeg er kun udsendt forud for ham.
29 Den, som har Bruden, er Brudgom; men Brudgommens Ven, som staar og hører paa ham, glæder sig inderligt over Brudgommens Røst. Saa er nu denne min Glæde blevet fuldkommen.
30 Han skal vokse, men jeg blive mindre,
31 Den, der kommer ovenfra, er over alle; den, der er af Jorden, han er af Jorden og taler af Jorden. Den, der kommer fra Himmelen, er over alle;
32 hvad han har set og hørt, vidner han om; og ingen tager imod hans Vidnesbyrd.
33 Men den, der tager imod hans Vidnesbyrd, har dermed beseglet, at Gud er sanddru.
34 Thi den, Gud udsendte, taler Guds Ord; Gud giver jo ikke Aanden efter Maal.
35 Faderen elsker Sønnen, og alt har han givet i hans Haand.
36 Den, som tror paa Sønnen, har evigt Liv; den, som ikke lyder Sønnen, skal ikke se Livet, men Guds Vrede bliver over ham.«

Kapitel 4

Den samaritanske kvinde, 1-42. Den kongelige Embedsmands Søn, 43-54.

Jesus og den samaritanske kvinde.
Bemærk det lille ord "Thi" i vers 44. Det antyder kraftigt, at Jesus selv var fra Samaria.
Jesus og samaritanerkvinden

1 Da Herren nu fik at vide, at Farisæerne havde hørt: Jesus vinder flere Disciple og døber flere end Johannes
2 (dog var det ikke Jesus selv, der døbte, men hans Disciple),
3 saa forlod han Judæa og drog igen til Galilæa.
4 Og han maatte lægge Vejen gennem Samaria.

5 Han kommer da til en By i Samaria ved Navn Sykar, nær ved det Stykke Jord, som Jakob gav sin Søn Josef.
6 Dèr var Jakobsbrønden. Og da Jesus var træt af Rejsen, satte han sig nu ved Brønden; det var ved den sjette Time.
7 En samaritansk Kvinde kommer for at drage Vand op; til hende siger Jesus: »Giv mig noget at drikke!«
8 Hans Disciple var nemlig gaaet ind i Byen for at købe Mad.
9 Den samaritanske Kvinde siger da til ham: »Hvordan kan dog du, som er Jøde, bede mig, som er en samaritansk Kvinde, om noget at drikke?« (Jøderne omgaas nemlig ikke med Samaritanerne).
10 Jesus svarede og sagde til hende: »Hvis du kendte Guds Gave og vidste, hvem det er, som siger til dig: Giv mig noget at drikke! saa bad du ham, og han gav dig levende Vand!«
11 Hun siger til ham: »Herre, du har jo ikke noget Øsekar at drage Vand op med, og Brønden er dyb; hvorfra faar du da det levende Vand?
12 Du er vel ikke større end vor Fader Jakob, som har givet os Brønden og selv med sine Børn og sit Kvæg har drukket af den?«
13 Jesus svarede og sagde til hende: »Enhver, som drikker af dette Vand, vil tørste igen,
14 men den, som drikker af det Vand, jeg giver ham, han skal til evig Tid ikke tørste; men det Vand, jeg giver ham, skal i ham blive en Kilde af Vand, som vælder frem til evigt Liv.«
15 Kvinden siger til ham: »Herre! giv mig det Vand, saa jeg ikke mere skal tørste og gaa herud for at drage Vand op.«
16 Han siger til hende: »Gaa hen og kald paa din Mand, og kom saa igen!«
17 Kvinden svarede og sagde: »Jeg har ingen Mand.« Jesus siger til hende: »Du har Ret, naar du siger: Jeg har ingen Mand.
18 Thi du har haft fem Mænd; og han, du nu har, er ikke din Mand. Der sagde du et sandt Ord.«
19 Da siger Kvinden til ham: »Herre! jeg ser, at du er en Profet.
20 Vore Forfædre har tilbedt Gud paa dette Bjerg, og I siger, at i Jerusalem er Stedet, hvor man skal tilbede ham.«
21 Jesus siger til hende: »Tro mig, Kvinde: den Tid kommer, da det hverken er paa dette Bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen.
22 I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, thi Frelsen udgaar fra Jøderne.
23 Men den Tid kommer, ja, er allerede inde, da de sande Tilbedere skal tilbede Faderen i Aand og Sandhed; thi det er saadanne Tilbedere, Faderen søger.
24 Gud er Aand, og de, som tilbeder ham, bør tilbede i Aand og Sandhed.«
25 Kvinden siger til ham: »Jeg ved, at Messias kommer (han, som kaldes Kristus); naar han kommer, skal han forkynde os alt.«
26 Jesus siger til hende: »Det er netop mig, jeg, som taler med dig.«

27 I det samme kom hans Disciple, og de undrede sig over, at han talte med en Kvinde; dog var der ingen, der spurgte: Hvad vil du, eller hvorfor taler du med hende?
28 Kvinden lod nu sin Vandkrukke staa og gik ind i Byen, og hun siger til Folk:
29 »Kom og se en Mand, som har sagt mig alt det, jeg har gjort; mon han ikke skulde være Messias?«
30 Saa gik de ud af Byen og gav sig paa Vej hen til ham.
31 Imidlertid bad Disciplene ham og sagde: »Rabbi, spis!«
32 Men han sagde til dem: »Jeg har Mad at spise, som I ikke kender.«
33 Da sagde Disciplene til hinanden: »Skulde nogen have bragt ham noget at spise?«
34 Jesus siger til dem: »Min Mad er at gøre hans Vilje, som sendte mig, og fuldbyrde hans Gerning.
35 Siger I ikke: Der er endnu fire Maaneder, til Høsten kommer? Se, jeg siger jer: Opløft jeres Øjne og se, at Markerne er hvide til Høsten.
36 Allerede nu faar den, der høster, Løn og samler Frugt til evigt Liv; saaledes kan de glæde sig sammen, baade den, som saar, og den, som høster.
37 Thi her er det Ord sandt: Een saar, og en anden høster.
38 Jeg har sendt jer ud for at høste det, som I ikke har arbejdet med; andre har arbejdet, og I er gaaet ind i deres Arbejde.«

39 Fra den By kom mange af Samaritanerne til Tro paa ham paa Grund af Kvindens Ord, da hun vidnede: »Han har sagt mig alt det, jeg har gjort.«
40 Da Samaritanerne kom til ham, bad de ham derfor om at blive hos dem; og han blev der to Dage.
41 Og mange flere kom til Tro paa Grund af hans Ord.
42 Og de sagde til Kvinden; »Nu er det ikke længer paa Grund af din Tale, vi tror; thi vi har selv hørt ham og ved nu, at han i Sandhed er Verdens Frelser.«

43 Efter de to Dages Forløb drog han derfra til Galilæa.
44 Thi Jess vidnede selv, at en Profet bliver ikke agtet i sit Fædreland.
45 Da han nu kom til Galilæa, tog Galilæerne vel imod ham, fordi de havde set alt det, han havde gjort i Jerusalem paa Højtiden; thi ogsaa de havde været med ved Højtiden.

46 Han kom nu atter til Kana i Galilæa, dèr hvor han havde gjort Vand til Vin. Og i Kapernaum var der en kongelig Embedsmand, hvis Søn laa syg.
47 Da han hørte, at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, drog han hen til ham og bad om, at han vilde komme ned og hedbrede hans Søn; thi han laa for Døden.
48 Jesus sagde da til ham: »Hvis I ikke faar Tegn og Undere at se, vil I ikke tro.«
49 Embedsmanden siger til ham: »Herre! kom, før min lille Dreng dør.«
50 Jesus siger til ham: »Gaa hjem! din Søn lever.« Manden troede det Ord, Jesus sagde til 'ham, og gik.
51 Og allerede medens han var paa Hjemvejen, mødte han sine Tjenere, som sagde, at hans Dreng levede.
52 Saa spurgte han dem ud om den Time, da det var blevet bedre med ham; og de sagde til ham: »Det var i Gaar ved den syvende Time, at Feberen forlod ham.«
53 Da forstod Faderen, at det var sket netop i den Time, da Jesus sagde til ham: »Din Søn lever;« og han selv og hele hans Husstand kom til Tro.
54 Ogsaa dette andet Tegn gjorde Jesus, da han kom fra Judæa til Galilæa.

Kapitel 5

Den syge ved Betesda Dam, 1-18. Jesus taler om sig selv som Guds Søn, det evige Livs Giver og Verdens Dommer, 19-30, anfører som Bevis: Døberens, Guds og Skriftens Vidnesbyrd, 31-47.

1 Derefter indtraf en af Jødernes Højtider, og Jesus drog op til Jerusalem.
2 Der ligger i Jerusalem ved Faareporten en Dam, som paa Hebraisk hedder Betesda. Ved den findes der fem Søjlegange,
3 hvor der laa en Mængde syge Mennesker, blinde, lamme, visne, [som ventede paa, at Vandet skulde komme i Bevægelse].
4 [Thi paa visse Tider for en Herrens Engel ned i Dammen og bragte Vandet i Oprør. Den, som da, efter at Vandet var kommet i Oprør, først steg ned deri, blev rask, hvilken Sygdom han end led af].
5 Og der var en Mand, som havde været syg i otte og tredive Aar.
6 Da Jesus saa ham ligge der og fik at vide, at han allerede havde ligget i lang Tid, siger han til ham: »Vil du være rask?«
7 Den syge svarede ham: »Herre! jeg har ingen til at bringe mig ned i Dammen, naar Vandet er kommet i Oprør; mens jeg er paa Vej, stiger en anden ned før mig.«
8 Jesus siger til ham: »Staa op, tag din Seng og gaa!«
9 Og straks blev Manden rask, og han tog sin Seng og gik. Nu var det Sabbat den Dag;
10 derfor sagde Jøderne til ham, som var blevet helbredt: »Det er Sabbat; du har ikke Lov at bære din Seng.«
11 Han svarede dem: »Den, som gjorde mig rask, han sagde til mig: Tag din Seng og gaa!«
12 Da spurgte de ham: »Hvem var den Mand, som sagde til dig: Tag din Seng og gaa?«
13 Men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; thi Jesus havde fjernet sig, da der var mange Mennesker paa Stedet.
14 Siden finder Jesus ham i Helligdommen, og han sagde til ham: »Se, nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at ikke noget værre skal ramme dig.«
15 Manden gik saa hen og fortalte Jøderne, at det var Jesus, som havde gjort ham rask.

16 Derfor forfulgte Jøderne Jesus, fordi han havde gjort dette paa en Sabbat.
17 Men han svarede dem: »Min Fader arbejder endnu stadig; ogsaa jeg arbejder.«
18 Derfor stræbte da Jøderne end mere efter at slaa ham ihjel, fordi han ikke alene brød Sabbatshvilen, men ogsaa kaldte Gud sin Fader og gjorde sig selv Gud lig.

19 Saa svarede Jesus og sagde til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg eder, Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre; thi hvad han gør, det samme gør ogsaa Sønnen.
20 Thi Faderen elsker Sønnen og viser ham alt det, han selv gør, ja endnu større Gerninger end disse skal han vise ham, saa I maa undre jer.
21 Thi ligesom Faderen opvækker de døde og gør levende, saaledes gør Sønnen ogsaa levende, hvem han vil.
22 Faderen dømmer jo heller ikke nogen, men al Dom har han overladt Sønnen,
23 for at alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen. Den, som ikke ærer Sønnen, ærer heller ikke Faderen, som har sendt ham.
24 Sandelig, sandelig siger jeg eder, den, som hører mit Ord og tror ham, som sendte mig, han har evigt Liv og kommer ikke for Dommen, men er gaaet over fra Døden til Livet.
25 Sandelig, sandelig siger jeg eder, den Time kommer, ja, er allerede inde, da de døde skal høre Guds Søns Røst, og de, som hører den, skal leve.
26 Thi ligesom Faderen har Liv i sig selv, saaledes har han ogsaa givet Sønnen at have Liv i sig selv.
27 Og han har givet ham Fuldmagt til at holde Dom, fordi han er Menneskesøn.
28 Undres ikke herover! thi den Time kommer, da alle de, som er i Gravene, skal høre hans Røst
29 og gaa frem: de, som har gjort det gode, for at opstaa til Liv, men de, som har gjort det onde, for at opstaa til Dom.
30 Jeg kan slet intet gøre af mig selv; saaledes som jeg hører, dømmer jeg, og min Dom er retfærdig, thi jeg søger ikke at fremme min egen Vilje, men hans, som har sendt mig.

31 Er det kun mig selv, der vidner om mig, er mit Vidnesbyrd ikke gyldigt.
32 Det er en anden, som vidner om mig, og jeg ved, at det Vidnesbyrd, han aflægger om mig, er gyldigt.
33 I har sendt Bud til Johannes, og han har givet Sandheden sit Vidnesbyrd.
34 Dog, jeg henter ikke Vidnesbyrdet fra et Menneske; men dette siger jeg, for at I skal frelses.
35 Han var den brændende og skinnende Lampe, og til en Tid vilde I fryde jer ved hans Lys.
36 Men det Vidnesbyrd, som jeg har, er større end Johannes's: de Gerninger, som Faderen har givet mig at fuldbyrde, selve de Gerninger, jeg gør, vidner om mig, at Faderen har sendt mig.
37 Ja, Faderen, som sendte mig, han har selv vidnet om mig. Hans Røst har I aldrig hørt, ej heller har I set hans Skikkelse,
38 og hans Ord har I ikke blivende i jer; thi den, som han sendte, ham tror I ikke.
39 I ransager Skrifterne, fordi I mener i dem at have evigt Liv; og det er dem, som vidner om mig.
40 Og dog vil I ikke komme til mig for at faa Liv.
41 Ære fra Mennesker tager jeg ikke imod;
42 men jeg kender jer, at I ikke har Guds Kærlighed i jer.
43 Jeg er kommet i min Faders Navn, og I tager ikke imod mig; hvis en anden kommer i sit eget Navn, ham vil I tage imod.
44 Hvordan skulde I kunne tro, I, som tager imod Ære af hinanden, men den Ære, som er fra den eneste Gud, søger I ikke.
45 Tænk ikke, at det er mig, der vil anklage jeg hos Faderen; der er een, som anklager jer, Moses, som I har sat jeres Haab til.
46 Thi hvis I troede Moses, vilde I tro mig; thi om mig har han skrevet.
47 Men tror I ikke hans Skrifter, hvordan skulde I da kunne tro mine Ord?«

Kapitel 6

Bespisningen af de fem Tusinde, 1-15. Vandringen paa Søen, 16-21. Talen om Jesus som Livets Brød, 22-59. Talens Virkning; Peters Bekendelse, 60-71.

Bespisningerne i Ørkenen.
Pizza

1 Derefter drog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias-Søen.
2 Og en stor Folkeskare fulgte ham, fordi de saa de Tegn, som han gjorde paa de syge.
3 Men Jesus gik op i Bjergene og satte sig der med sine Disciple.
4 Og Paasken, Jødernes Højtid, var nær.
5 Da Jesus nu saa op og fik øje paa en stor Folkeskare, som kom henimod ham, siger han til Filip: »Hvor skal vi købe Brød, saa alle disse kan faa noget at spise?«
6 Men dette sagde han for at sætte ham paa Prøve; thi selv vidste han, hvad han vilde gøre.
7 Filip svarede ham: »For to Hundrede Denarer Brød er ikke nok til dem, saa de hver kan faa blot en Smule.«
8 En anden af hans Disciple, Andreas, Simon Peters Broder, siger til ham:
9 »Her er en lille Dreng, som har fem Bygbrød og to Fisk; men hvad er det til saa mange?«
10 Jesus sagde: »Lad Folkene sætte sig ned.« Og der paa Stedet var der meget Græs. Da satte Mændene sig ned, omtrent fem Tusinde i Tallet.
11 Jesus tog nu Brødene, takkede og delte dem ud til dem, som havde sat sig; ligeledes ogsaa af Fiskene saa meget, som de vilde have.
12 Og da de var blevet mætte, siger han til sine Disciple: »Saml de tiloversblevne Stykker sammen, saa intet gaar til Spilde.«
13 Saa samlede de sammen og fyldte tolv Kurve med de Stykker, som var blevet tilovers af de fem Bygbrød fra dem, der havde faaet Mad.
14 Da nu Folkene saa det Tegn, han havde gjort, sagde de: »Han er i Sandhed den Profet, der kommer til Verden.«
15 Da Jesus nu mærkede, at de vilde komme og føre ham bort med Magt for at gøre ham til Konge, trak han sig atter tilbage op i Bjergene ganske alene.

16 Men da det blev Aften, gik hans Disciple ned til Søen.
17 Og de gik om Bord i en Baad og vilde sætte over til Kapernaum paa den anden side af Søen. Men det var allerede blevet mørkt, og Jesus var endnu ikke kommet til dem.
18 Søen gik højt, da der blæste en stærk Vind.
19 Da de nu havde roet fem og tyve til tredive Stadier, faar de øje paa Jesus, der vandrer paa Søen og nærmer sig Baaden, og de blev grebet af Frygt.
20 Men han siger til dem: »Det er mig; frygt ikke!«
21 Saa vilde de tage ham op i Baaden; og straks landede Baaden ved den Bred, de var sejlet over til.

Efter at folkemængden er bespist med 5 brød og 2 fisk, fortæller Jesus, at det ham, der er livets brød. Det hele er en lignelse for den manna Moses gav ørkenen. Det daglige brød.

Derefter opfordrer han de kristne til at spise hans kød og drikke hans blod. Bemærk, at der er ikke nogen Sidste Nadver i Johannesevangeliet.

22 Den næste Dag saa Folkeskaren, som stod paa den anden Side af Søen, at der ikke havde været mere end een Baad der, og at Jesus ikke var gaaet om Bord i den sammen med sine Disciple, men at hans Disciple var draget bort alene;
23 derimod var der fra Tiberias kommet Baade, der havde lagt til i Nærheden af det Sted, hvor de spiste Brødet, efter at Herren havde takket -
24 da Folkeskaren nu saa, at Jesus ikke var der og hans Disciple heller ikke, gik de om Bord i Baadene og kom til Kapernaum for at lede efter Jesus.
25 Og da de fandt ham paa den anden Side af Søen, spurgte de ham: »Rabbi! hvornaar er du kommet her over?«
26 Jesus svarede dem og sagde: »Sandelig, sandelig siger jeg eder, I søger mig, ikke fordi I har set Tegn, men fordi I spiste af Brødene og blev mætte.
27 Arbejd ikke for den Mad, som er forgængelig, men for den Mad, som varer til evigt Liv, den, som Menneskesønnen vil give jer; thi ham har Faderen, Gud selv, sat sit Segl paa.«
28 Da sagde de til ham: »Hvad skal vi gøre for at udføre Guds Gerninger?«
29 Jesus svarede og sagde til dem: »Dette er Guds Gerning, at I tror paa den, han har sendt.«
30 Da sagde de til ham: »Hvad for et Tegn gør du saa, for at vi kan se det og tro dig? Hvad for en Gerning gør du?
31 Vore Fædre spiste Manna i Ørkenen, som der staar skrevet: Brød fra Himmelen gav han dem at spise.«
32 Da sagde Jesus til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg eder, ikke Moses har givet jer Brødet fra Himmelen, men min Fader giver jer det sande Brød fra Himmelen,
33 Thi Guds Brød er det Brød, som kommer ned fra Himmelen og giver Verden Liv.«
34 Da sagde de til ham: »Herre! giv os altid det Brød!«
35 Jesus svarede dem: »Jeg er Livets Brød. Den, som kommer til mig, skal ikke hungre; og den, som tror paa mig, skal aldrig tørste.
36 Men jeg har sagt jer det: I har set og dog tror I ikke.
37 Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig; og den, som kommer til mig, vil jeg aldrig støde bort.
38 Thi jeg er kommet ned fra Himmelen, ikke for at gøre min Vilje, men hans Vilje, som sendte mig.
39 Og dette er hans Vilje, som sendte mig, at jeg skal ikke miste noget af alt det, som han har givet mig, men jeg skal oprejse det paa den yderste Dag.
40 Thi dette er min Faders Vilje, at enhver, som ser Sønnen og tror paa ham, skal have evigt Liv, og jeg skal oprejse ham paa den yderste Dag.«
41 Da knurrede Jøderne over ham, fordi han sagde: »Jeg er det Brød, som er kommet ned fra Himmelen,«
42 og de sagde: »Er det ikke Jesus, Josefs Søn, hvis Fader og Moder vi kender? Hvordan kan han da sige: Jeg er kommet ned fra Himmelen?«
43 Jesus svarede og sagde til dem: »I maa ikke staa dèr sammen og knurre!
44 Ingen kan komme til mig uden at Faderen, som sendte mig, drager ham; og jeg skal oprejse ham paa den yderste Dag.
45 Der staar skrevet hos Profeterne: »Og de skal alle være oplært af Gud.« Enhver, der har hørt og lært af Faderen, kommer til mig.
46 Ikke at nogen har set Faderen kun den, som er fra Gud, han har set Faderen.
47 Sandelig, sandelig siger jeg eder, den, som tror, har evigt Liv.
48 Jeg er Livets Brød.
49 Jeres Fædre spiste Manna i Ørkenen og døde.
50 Men dette er det Brød, som kommer ned fra Himmelen, for at man skal spise af det og ikke dø.
51 Jeg er det levende Brød, som er kommet ned fra Himmelen; om nogen spiser af det Brød, han skal leve til evig Tid. Og det Brød, jeg vil give, er mit Kød til Liv for Verden.«
52 Da kom Jøderne i Strid indbyrdes og sagde: »Hvordan kan han give os sit Kød at spise?«
53 Jesus sagde da til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg eder, hvis I ikke spiser Menneskesønnens Kød og drikker hans Blod, har I ikke Liv i jer.
54 Den, som æder mit Kød og drikker mit Blod, har evigt Liv, og jeg skal oprejse ham paa den yderste Dag.
55 Thi mit Kød er sand Mad, og mit Blod er sand Drik.
56 Den, som æder mit Kød og drikker mit Blod, han bliver i mig, og jeg i ham.
57 Ligesom den levende Fader udsendte mig, og jeg lever i Kraft af Faderen, saaledes skal den, der æder mig, leve i kraft af mig.
58 Dette er det Brød, som er kommet ned fra Himmelen; ikke som det, jeres Fædre spiste, og de døde dog. Den, som æder dette Brød, skal leve til evig Tid.«
59 Dette sagde han i en Synagoge, da han lærte i Kapernaum.

Bibelen fra 1609 forveksler Jesus og Judas i Johannes 6,67
Trykfejl fra 1609

60 Da sagde mange af hans Disciple, som havde hørt ham: »Det er en haard Tale; hvem kan holde ud at høre paa den?«
61 Men da Jesus vidste ved sig selv, at hans Disciple knurrede over dette, sagde han til dem: »Volder det jer Anstød?
62 Hvad da om I faar at se, at Menneskesønnen stiger der op, hvor han var før?
63 Det er Aanden, som gør levende, Kødet gavner intet; de Ord, som jeg har talt til jer, er Aand og er Liv.
64 Men der er nogle af jer, som ikke tror.« Thi Jesus vidste fra Begyndelsen, hvem det var, der ikke troede, og hvem det var, der skulde forraade ham.
65 Og han sagde: »Derfor har jeg sagt jer, at ingen kan komme til mig, uden det bliver givet ham af Faderen.«

66 Af den Grund trak mange af hans Disciple sig tilbage og vandrede ikke mere omkring med ham.
67 Jesus sagde da til de tolv: »Vil I ogsaa gaa bort?«
68 Simon Peter svarede ham: »Herre! til hvem skal vi gaa hen? Du har det evige Livs Ord.
69 Og vi er kommet til Tro paa og Erkendelse af, at du er Guds Hellige.«
70 Jesus svarede dem: »Har jeg ikke selv udvalgt jer tolv? Og dog er een af jer en Djævel!«
71 Han mente dermed Judas, Simon Iskariots Søn; thi det var ham, som siden skulde forraade ham, skønt han var een af de tolv.

Kapitel 7

Jesus i Jerusalem til Løvhyttefesten, 1-10. Forskellige Meninger om ham, 11-13. Jesu Vidnesbyrd om sig selv og Forsvar for Helbredelsen paa Sabbaten, 14-24. Nogle forkaster ham, andre tror paa ham, 25-31. Jesus vidner om sin Bortgang til Faderen og om Helligaandens Komme, 32-39. Tilhørernes Uenighed om ham, 40-44. Ypperstepræstens Tjenere vil ikke gribe ham, Nikodemus forsvarer ham, 45-52.

1 Derefter vandrede Jesus omkring i Galilæa; thi i Judæa vilde han ikke vandre, fordi Jøderne søgte at slaa ham ihjel.
2 Men Jødernes Højtid, Løvhyttefesten, var nær.
3 Hans Brødre sagde da til ham: »Drag bort herfra og gaa til Judæa, for at ogsaa dine Disciple kan se de Gerninger, du gør.
4 Der er jo ingen, der virker i det skjulte, naar han selv ønsker at være offentlig kendt. Naar du virkelig gør disse Gerninger, saa vis dig for Verden!«
5 Thi ikke engang hans Brødre troede paa ham.
6 Da siger Jesus til dem: »For mig er Tiden endnu ikke kommet; men for jer er Tiden altid for Haanden.
7 Verden kan ikke hade jer; men mig hader den, fordi jeg vidner om den, at dens Gerninger er onde.
8 Drag I op til Højtiden; jeg drager endnu ikke op til denne Højtid, thi for mig er Tiden endnu ikke inde.«
9 Det sagde han til dem og blev i Galilæa.
10 Men efter at hans Brødre var draget op til Højtiden, saa drog han ogsaa selv op, dog ikke aabenlyst, men i al Hemmelighed.

11 Jøderne ledte nu efter ham paa Højtiden og sagde: »Hvor er han?«
12 Og der var megen Hvisken om ham blandt Folkeskarerne; nogle sagde: »Han er en god Mand;« men andre sagde: »Nej, han fører Folk vild.«
13 Dog talte ingen frit ud om ham af Frygt for Jøderne.

14 Først da Højtiden halvt var omme, gik Jesus op i Helligdommen og lærte.
15 Jøderne undrede sig nu og sagde: »Hvordan har han faaet den Skriftkundskab, da han ikke er lærd?«
16 Da svarede Jesus dem og sagde: »Min Lære er ikke min egen, men hans, som sendte mig.
17 Hvis nogen vil gøre hans Vilje, skal han erfare, om Læren er fra Gud, eller jeg taler af mit eget.
18 Den, der taler af sit eget, søger sin egen Ære; men den, der søger hans Ære, som sendte ham, han er sanddru, og der er ikke Uret i ham.
19 Har ikke Moses givet jer Loven? Og ingen af jer holder Loven. Hvorfor søger I da at slaa mig ihjel?«
20 Mængden svarede: »Du maa jo være besat! hvem søger at slaa dig ihjel?«
21 Jesus svarede og sagde til dem: »Een eneste Gerning har jeg gjort, og alle undrer I jer over den.
22 Moses har givet jer Omskærelsen (ikke at den er fra Moses, men fra Fædrene), og I omskærer Mennesker ogsaa paa en Sabbat.
23 Naar nu et Menneske omskæres paa en Sabbat, for at Mose Lov ikke skal brydes, hvor kan I da vredes paa mig, fordi jeg har gjort et helt Menneske rask paa en Sabbat?
24 Døm ikke efter Skinnet, men fæld en retfærdig Dom!«

25 Da sagde nogle af dem fra Jerusalem: »Er det ikke ham, som de søger at slaa ihjel?
26 Og se, han taler frit ud, uden at de siger noget til ham. Skulde virkelig Raadsherrerne være blevet overtydet om, at han er Messias?
27 Dog - om ham ved vi, hvorfra han er; men naar Messias kommer, ved ingen, hvorfra han er.«
28 Jesus raabte da, mens han lærte i Helligdommen, og sagde: »Ja, I kender mig og ved, hvorfra jeg er! Og dog er jeg ikke kommet af mig selv, men han, der har sendt mig, er i Sandhed i Stand dertil, han, som I ikke kender.
29 Jeg kender ham; thi fra ham er jeg kommet, og han har udsendt mig.«
30 De søgte saa at gribe ham; dog lagde ingen Haand paa ham, thi hans Time var endnu ikke kommet.
31 Men mange af Folkeskaren kom til Tro paa ham og sagde: »Naar Messias kommer, mon han da vil gøre flere Tegn end denne har gjort?«

32 Farisæerne hørte nu Folkeskaren gaa og hviske om ham; og Ypperstepræsterne og Farisæerne sendte Tjenere ud for at gribe ham.
33 Da sagde Jesus: »Endnu en kort Tid er jeg hos jer, saa gaar jeg bort til ham, som sendte mig.
34 I vil lede efter mig og ikke finde mig, og der, hvor jeg er, kan I ikke komme.«
35 Da sagde Jøderne til hverandre: »Hvor tænker han paa at drage hen, siden vi ikke skulde kunne finde ham? Mon han tænker paa at gaa til dem, som bor i Adspredelsen iblandt Grækerne, og lære Grækerne?
36 Hvad er det for noget, han siger: I vil lede efter mig og ikke finde mig, og der, hvor jeg er, kan I ikke komme?«

37 Paa den sidste og store Højtidsdag stod Jesus frem, raabte og sagde: »Om nogen tørster, saa lad ham komme til mig og drikke!
38 Den, som tror paa mig, fra hans Indre skal der, som Skriften har sagt, rinde Strømme af levende Vand.«
39 Det sagde han om den Aand, som de, der troede paa ham, engang skulde faa; thi Aanden var endnu ikke kommet, fordi Jesus endnu ikke var herliggjort.

40 Nogle af Mængden, som hørte disse Ord, sagde nu: »Han er i Sandhed Profeten.«
41 Andre sagde: »Han er Messias.« Atter andre sagde: »Messias kommer vel ikke fra Galilæa?
42 Har Skriften ikke sagt, at Messias kommer fra Davids Slægt og fra Betlehem, den Landsby, hvor David var fra?«
43 Saadan blev der Splid i Folkeskaren om ham.
44 Og nogle af dem vilde gribe ham; dog lagde ingen Haand paa ham.

V. 52: Farisæerne udfordrer Jesus, men kristne falsknerier ødelægger Jesus' svar
Johannes 8, Codex Vaticanus

45 Tjenerne kom nu tilbage til Ypperstepræsterne og Farisæerne, som spurgte dem: »Hvorfor har I ikke ført ham med?«
46 Tjenerne svarede: »Aldrig har noget Menneske talt, som dette menneske taler.«
47 Da svarede Farisæerne dem: »Er I ogsaa ført vild?
48 Har maaske nogen af Raadsherrerne troet paa ham, eller nogen af Farisæerne?
49 Men denne Hob, der ikke kender Loven, de er forbandede!«
50 Nikodemus, han, som tidligere var kommet til ham, og som selv var een af Raadsherrerne, siger da til dem:
51 »Dømmer vor Lov mon et Menneske, uden at man først forhører ham og faar Rede paa, hvad han har gjort?«
52 De svarede og sagde til ham: »Er du maaske ogsaa fra Galilæa? Slaa efter, saa skal du se, at fra Galilæa kommer ingen Profet.«
53 [Og de gik hver til sit Hjem,]

Kapitel 8

Ægteskabsbrydersken, 7,53-8,11. Jesus vidner over for de vantro Jøder om sig selv som Verdens Lys, 12-29, og om den sande Frihed og Jødernes Trældom under Synden, 30-59.

Historien om, at den der lever uden synd skal kaste den første sten, er et kristent falskneri fra ca år 400.
Jesus og synderinden

1 [Men Jesus gik ud til Oliebjerget.]
2 [Og tidligt om Morgenen vendte hantilbage til Helligdommen, og alt Folket kom til ham, og han satte sig og lærte dem.]
3 [Og de skriftkloge og Farisæerne kommer med en Kvinde, som var grebet i Hor, og stiller hende frem i Midten.]
4 [De siger til ham: »Mester, denne Kvinde er grebet paa fersk Gerning i Hor.]
5 [I Loven har Moses befalet os at stene den Slags Kvinder.]
6 [Hvad siger nu du?« Dette sagde de for at stille en Fælde for ham, saa de kunde faa noget at anklage ham for. Men Jesus bøjede sig ned og skrev paa Jorden med sin Finger.]
7 [Da de nu blev ved at spørge ham, rettede han sig op og sagde til dem: »Den af jer, der er syndfri, lad ham være den første, der kaster Sten paa hende!«]
8 [Saa bøjede han sig igen ned og skrev paa Jorden.]
9 [Men da de hørte det, gik de bort, den ene efter den anden, de ældste først; og han blev alene tilbage med Kvinden, som stod der i Midten.]
10 [Da rettede Jesus sig op og sagde til hende: »Kvinde! hvor er de andre? Var der ingen, som fordømte dig?«]
11 [Hun svarede: »Nej, Herre! ingen!« Da sagde Jesus: »Jeg fordømmer dig heller ikke, gaa bort, synd fra nu af ikke mere!«]

12 Jesus talte nu atter til dem og sagde: »Jeg er Verdens Lys; den, som følger mig, skal aldrig vandre i Mørket, men have Livets Lys.«
13 Da sagde Farisæerne til ham: »Du vidner om dig selv, dit Vidnesbyrd er ikke gyldigt!«
14 Jesus svarede og sagde til dem: »Om jeg ogsaa vidner om mig selv, er mit Vidnesbyrd dog gyldigt, thi jeg ved, hvorfra jeg kom, og hvorhen jeg gaar; men I ved ikke, hvorfra jeg kommer, eller hvorhen jeg gaar.
15 I dømmer efter det udvortes, jeg dømmer ingen.
16 Men om jeg ogsaa dømmer, er min Dom ret, thi jeg er ikke ene om den, men sammen med mig er han, som sendte mig.
17 Der staar ogsaa skrevet i jeres Lov, at hvad to Mennesker vidner, er gyldigt.
18 Om mig aflægger jeg selv Vidnesbyrd, og ogsaa Faderen, som sendte mig, vidner om mig.«
19 De spurgte ham da: »Hvor er din Fader?« Jesus svarede: »I kender hverken mig eller min Fader; hvis I kendte mig, vilde I ogsaa kende min Fader.«
20 Disse Ord talte Jesus ved Tempelblokken, da han lærte i Helligdommen; dog greb ingen ham, fordi hans Time endnu ikke var kommet.

21 Han sagde saa atter til dem: »Jeg gaar bort, og I skal lede efter mig, men I skal dø i jeres Synd; hvor jeg gaar hen, der kan I ikke komme.«
22 Da sagde Jøderne: »Han vil vel ikke tage Livet af sig, siden han siger: Hvor jeg gaar hen, der kan I ikke komme?«
23 Og han sagde til dem: »I er nedenfra, jeg er ovenfra; I er af denne Verden, jeg er ikke af denne Verden!
24 Derfor sagde jeg til jer, at I skal dø i jeres Synder; thi hvis I ikke tror, at jeg er den, jeg er, skal I dø i jeres Synder.«
25 De spurgte ham da: »Hvem er du?« Jesus svarede dem: »Hvorfor overhovedet sige noget til jer!
26 Vel har jeg meget at sige om jer og dømme jer for; men han, som sendte mig, er sanddru, og kun hvad jeg har hørt af ham, taler jeg til Verden.«
27 De forstod ikke, at det var om Faderen, han talte til dem.
28 Da sagde Jesus: »Naar I faar ophøjet Menneskesønnen, saa skal I forstaa, at jeg er den, jeg er, og at jeg ikke gør noget af mig selv; men som Faderen har lært mig, saaledes taler jeg.
29 Og han, som sendte mig, er med mig; han har ikke ladet mig alene, fordi jeg altid gør, hvad der er ham velbehageligt.«

30 Mens han talte saaledes, kom mange til Tro paa ham.
31 Jesus sagde nu til de Jøder, som var kommet til Tro paa ham: »Hvis I bliver i mit Ord, er I sandelig mine Disciple,
32 og I skal forstaa Sandheden, og Sandheden skal frigøre jer.«
33 De svarede ham: »Vi er Abrahams Slægt og har aldrig været nogens Trælle; hvor kan du da sige: I skal blive frie?«
34 Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg eder, enhver der gør Synd, er Syndens Træl.
35 Men Trællen bliver ikke bestandig i Huset; Sønnen bliver der bestandig.
36 Hvis altsaa Sønnen faar frigjort jer, skal I være virkelig frie.
37 Jeg ved nok, at I er Abrahams Slægt; men I søger at slaa mig ihjel, fordi mit Ord ikke har Fremgang i jer.
38 Jeg taler det, som jeg har set hos min Fader; ligesaa gør I det, som I har hørt af jeres Fader.«
39 De svarede og sagde til ham: »Vor Fader er Abraham.« Jesus sagde til dem: »Hvis I er Abrahams Børn, saa gør I ogsaa Abrahams Gerninger.
40 Men nu søger I at slaa mig ihjel, et Menneske, der har sagt jer Sandheden, som jeg har hørt af Gud. Det vilde Abraham ikke have gjort.
41 I gør jeres Faders Gerninger!« De sagde til ham: »Vi er ikke blevet til ved Utugt; vi har kun een Fader, det er Gud.«
42 Jesus svarede dem: »Var Gud jeres Fader, saa vilde I elske mig; thi fra Gud er jeg udgaaet og kommet, jeg er ikke kommet af mig selv, men han har sendt mig.
43 Hvorfor forstaar I ikke, hvad jeg taler? fordi I ikke taaler at høre mit Ord.
44 I har Djævelen til Fader, og I er villige til at gøre, hvad der lyster jeres Fader. Han har været en Morder fra første Færd, og han staar ikke i Sandheden; thi der er ikke Sandhed i ham. Naar han taler Løgn, taler han af sit eget; thi han er en Løgner, ja Løgnens Fader.
45 Men mig tror I ikke, fordi jeg siger Sandheden.
46 Hvem af jer kan overbevise mig om nogen Synd? Naar jeg siger Sandhed, hvorfor tror I mig da ikke?
47 Den, som er af Gud, hører Guds Ord; derfor hører I det ikke, fordi I ikke er af Gud.«
48 Jøderne svarede og sagde til ham: »Er det ikke med Rette, vi siger, at du er en Samaritaner og besat af en ond Aand?«
49 Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af nogen ond Aand, men jeg ærer min Fader, og I vanærer mig.
50 Selv søger jeg ikke min egen Ære; der er een, som søger den og som dømmer.
51 Sandelig, sandelig siger jeg eder, om nogen holder fast ved mit Ord, skal han i al Evighed ikke se Døden.«
52 Jøderne sagde til ham: »Nu ved vi da, at du er besat af en ond Aand; Abraham er død, Profeterne ligesaa, og dog siger du: Om nogen holder fast ved mit Ord, skal han i al Evighed ikke smage Døden.
53 Du er vel ikke større end vor Fader Abraham, som jo er død? Profeterne er ogsaa døde; hvem gør du dig selv til?«
54 Jesus svarede: »Hvis jeg vilde give mig selv Ære, vilde min Ære ikke være noget værd; men nu er det min Fader, som giver mig Ære, ham, om hvem I siger: Han er vor Gud,
55 skønt I aldrig har kendt ham; men jeg kender ham. Og hvis jeg vilde sige: »Jeg kender ham ikke,« saa vilde jeg være en Løgner ligesom I; men jeg kender ham og holder fast ved hans Ord.
56 Abraham, jeres Fader, frydede sig over at skulle se min Dag, og han fik den at se og glædede sig.«
57 Da sagde Jøderne til ham: »Du er ikke halvtreds Aar endnu, og du har set Abraham!«
58 Jesus sagde til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg eder, før Abraham blev til, var jeg.«
59 Da tog de Sten op for at kaste dem paa ham; men Jesus skjulte sig og gik bort fra Helligdommen.

Kapitel 9

Helbredelsen af den blindfødte.

1 Og da han gik videre, saa han en Mand, som havde været blind fra Fødselen.
2 Hans Disciple spurgte ham og sagde: »Rabbi, hvem har syndet, han selv eller hans Forældre, siden han er blevet blind?«
3 Jesus svarede: »Hverken han eller hans Forældre har syndet; men det er sket, for at Guds Gerninger skal aabenbares paa ham.
4 Vi maa gøre hans Gerninger, som har sendt mig, saa længe det er Dag; der kommer en Nat, da ingen kan arbejde.
5 Mens jeg er i Verden, er jeg Verdens Lys.«
6 Da han havde sagt det, spyttede han paa Jorden, lavede Dynd af Spyttet, kom Dyndet paa hans Øjne
7 og sagde til ham: »Gaa hen og tvæt dig i Dammen Siloam (oversat betyder det: »Udsendt«). Han gik saa bort, tvættede sig og kom seende tilbage,

8 Da sagde Naboerne og de, som var vant til at se ham som Tigger: »Er det ikke ham, der sad og tiggede?«
9 Nogle sagde: »Det er ham;« men andre sagde: »Nej, det er en, der ligner ham.« Han selv sagde: »Det er mig.«
10 Saa spurgte de ham: »Hvordan er dine øjne da blevet aabnet?«
11 Han svarede: »Den Mand, der hedder Jesus, lavede Dynd, smurte det paa mine Øjne og sagde til mig: »Gaa hen til Siloam og tvæt dig!« Da jeg saa gik hen og tvættede mig, fik jeg mit Syn igen.«
12 De spurgte ham: »Hvor er han?« Han siger: »Det ved jeg ikke.«
13 De fører nu ham, som før havde været blind, til Farisæerne.
14 (Men det var Sabbat den Dag, da Jesus lavede Dyndet og aabnede hans øjne).
15 Ogsaa Farisæerne spurgte ham, hvordan han havde faaet sit Syn igen, og han svarede dem: »Han kom Dynd paa mine Øjne, og jeg tvættede mig, og nu kan jeg se.«
16 Nogle af Farisæerne sagde saa: »Dette Menneske er ikke fra Gud, for han holder ikke Sabbaten.« Andre sagde: »Hvordan kan et syndigt Menneske gøre den Slags Tegn?« Saadan var der Splid imellem dem.
17 De spørger. da igen den blinde: »Hvad siger du selv om ham? Det er jo dine øjne, han har aabnet.« Han svarede: »Han er en Profet.«
18 Saa vilde Jøderne ikke tro om ham, at han havde været blind og havde faaet sit Syn, før de fik tilkaldt Forældrene til ham, som var blevet seende.
19 Og de spurgte dem og sagde: »Er han her jeres Søn, som I paastaar er født blind? Hvordan kan han da nu se?«
20 Hans Forældre svarede dem saa og sagde: »Vi ved, at han er vor Søn, og at han er født blind.
21 Men hvordan han nu er blevet seende, ved vi ikke, og hvem der har aabnet hans Øjne, ved vi heller ikke. Spørg ham selv; han er gammel nok; han maa selv svare for sig.«
22 Dette sagde hans Forældre, fordi de frygtede for Jøderne; thi Jøderne havde allerede vedtaget, at hvis nogen bekendte ham som Messias, skulde han udelukkes af Synagogen.
23 Derfor sagde hans Forældre: »Han er gammel nok, spørg ham selv!«

24 Saa tilkaldte de for anden Gang Manden, som havde været blind, og sagde til ham: »Giv Gud Æren; vi ved at dette Menneske er en Synder.«
25 Da svarede han: »Om han er en Synder, ved jeg ikke; eet ved jeg, at jeg, som var blind, nu kan se.«
26 De spurgte ham da: »Hvad gjorde han ved dig? Hvordan aabnede han dine Øjne?«
27 Han svarede dem: »Jeg har allerede sagt jer det, men I hørte ikke paa mig. Hvorfor vil I høre det igen? Vil I maaske ogsaa være hans Disciple?«
28 Saa skældte de' ham ud og sagde: »Du kan selv være hans Discipel; men vi er Moses's Disciple.
29 Vi ved, at til Moses har Gud talt; men hvor han her er fra, det ved vi ikke.«
30 Manden svarede og sagde til dem: »Det er da underligt, at I ikke ved, hvor han er fra; han har dog aabnet mine øjne.
31 Vi ved, at Syndere bønhører Gud ikke; men hvis nogen er gudfrygtig og gør hans Vilje, saa hører han ham.
32 Aldrig nogen Sinde er det hørt, at nogen har aabnet Øjnene paa en blindfødt.
33 Hvis han ikke var fra Gud, kunde han intet gøre.«
34 De svarede og sagde til ham: »Du er helt og holdent født i Synd, og du vil lære os?« Og de stødte ham ud.
35 Jesus hørte, at de havde udstødt ham; og da han fandt ham, sagde han: »Tror du paa Menneskesønnen?«
36 Han svarede og sagde: »Ja, hvem er han, Herre, for at jeg kan tro paa ham?«
37 Jesus sagde til ham: »Du har set ham; den, som taler med dig, ham er det.«
38 Han svarede: »Jeg tror, Herre!«, og kastede sig ned for ham.
39 Og Jesus sagde: »Til Dom er jeg kommet til denne Verden, for at de, som ikke ser, skal blive seende, og de, som ser, skal blive blinde.
40 Nogle af Farisæerne, som var hos ham, hørte dette og sagde til ham: »Er vi maaske ogsaa blinde?«
41 Jesus sagde til dem: »Hvis I var blinde, havde I ingen Synd; men nu siger I: Vi ser - derfor bliver jeres Synd.«

Kapitel 10

Jesus vidner om, at han er den gode Hyrde, 1-21, og at han er Messias og eet med Gud, hvorfor Jøderne anklager ham for Gudsbespottelse, 22-39. Jesus i Peræa, 40-42.

1 »Sandelig, sandelig siger jeg eder, den, der ikke gaar ind i Faarefolden gennem Døren, men stiger over andetsteds, han er Tyv og Røver.
2 Men den, der gaar ind gennem Døren, han er Faarenes Hyrde.
3 For ham lukker Dørvogteren op, og Faarene hører hans Røst; og han kalder sine Faar ved Navn og fører dem ud.
4 Og naar han har lukket alle sine Faar ud, gaar han foran dem; og Faarene følger ham, fordi de kender hans Røst.
5 En fremmed derimod vil de ikke følge, men vil flygte fra ham, fordi de ikke kender de fremmedes Røst.«
6 Denne Billedtale brugte Jesus over for dem; men de forstod ikke, hvad det var, han talte til dem om.

7 Jesus sagde da atter: »Sandelig, sandelig siger jeg eder, jeg er Faarenes Dør.
8 Alle de, som er kommet før mig, er Tyve og Røvere; men Faarene hørte ikke paa dem.
9 Jeg er Døren; om nogen gaar ind gennem mig, han skal blive frelst; og han skal gaa ind og gaa ud og finde Føde.
10 Tyven kommer kun for at stjæle og slagte og ødelægge; jeg er kommet, for at de skal have Liv og have Overflod.

11 Jeg er den gode Hyrde; den gode Hyrde sætter sit Liv til for Faarene.
12 Men den, som er Lejesvend og ikke Hyrde, hvem Faarene ikke hører til, han ser Ulven komme og forlader Faarene og flygter, og Ulven gaar paa Rov iblandt dem og jager dem fra hinanden.
13 Han er jo Lejesvend og bryder sig ikke om Faarene.
14 Jeg er den gode Hyrde; jeg kender mine, og mine kender mig,
15 ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit Liv til for Faarene.
16 Og jeg har andre Faar, som ikke hører til denne Fold; ogsaa dem skal jeg lede, og de skal høre min Røst; og der skal blive een Hjord, een Hyrde.
17 Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit Liv til - for derefter at tage det igen.
18 Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har Magt til at sætte det til, og jeg har Magt til at tage det igen. Dette Bud fik jeg af min Fader.«
19 Paa Grund af de Ord blev der igen Splid blandt Jøderne.
20 Mange af dem sagde: »Han er besat af en ond Aand og er ude af sig selv, hvorfor hører I paa ham?«
21 Andre sagde: »Det er ikke Ord af en besat; kan en ond Aand aabne blindes Øjne?«

22 Derefter kom Tempelvielsesfesten i Jerusalem; det var ved Vintertid;
23 og Jesus gik omkring i Helligdommen, i Salomons Søjlegang.
24 Da flokkedes Jøderne om ham og sagde til ham: »Hvor længe vil du holde vor Sjæl hen i Uvished? Hvis du er Messias, saa sig os det rent ud!«
25 Jesus svarede dem: »Jeg har sagt jer det, men I vil ikke tro det. De Gerninger, jeg gør i min Faders Navn, de vidner om mig;
26 men I tror det ikke, fordi I ikke hører til mine Faar.
27 Mine Faar hører min Røst, og jeg kender dem, og de følger mig.
28 Og jeg giver dem evigt Liv, og de skal i al Evighed ikke fortabes, og ingen skal rive dem ud af min Haand.
29 Min Fader, som har givet mig dem, er større end alle, og ingen kan rive noget ud af min Faders Haand.
30 Jeg og Faderen, vi er eet.«
31 Da tog Jøderne atter Sten op for at stene ham.
32 Jesus svarede dem: »Mange gode Gerninger har jeg ladet jer se fra min Fader; hvilken af de Gerninger er det, I vil stene mig for?«
33 Jøderne svarede ham: »Det er ikke for en god Gerning, vi vil stene dig, men for Gudsbespottelse, fordi du, som er et Menneske, gør dig selv til Gud.«
34 Jesus svarede dem: »Staar der ikke skrevet i jeres Lov: Jeg har sagt, at I er Guder?
35 Naar nu Loven har kaldt dem Guder, som Guds Ord kom til, og Skriften kan ikke omstødes,
36 hvordan kan I saa sige til den, som Faderen har helliget og sendt til Verden: »Du taler gudsbespotteligt!« fordi jeg sagde: Jeg er Guds Søn?
37 Hvis jeg ikke gør min Faders Gerninger, skal I ikke tro mig!
38 Men hvis jeg gør dem, saa tro Gerningerne, selv om I ikke vil tro mig; saa skal I indse og forstaa, at Faderen er i mig, og jeg i Faderen.«
39 De søgte da igen at gribe ham; men han gik bort og slap dem af Hænde.

40 Han drog nu atter bort til den anden side af Jordan, til det sted, hvor Johannes først havde døbt, og der blev han.
41 Og mange kom til ham, og de sagde: »Johannes gjorde ganske vist intet Tegn; men alt, hvad Johannes sagde om denne Mand, var sandt.«
42 Og mange kom dèr til Tro paa ham.

Kapitel 11

Jesus opvækker Lazarus, 1-44. Kajfas raader til at ihjelslaa Jesus, 45-54. Jesus i Efraim, 55-57.

Jesus genopvækker Lazarus.
Doré, Jesus genopliver Lazarus

1 Der var en Mand, som laa syg, Lazarus fra Betania, den Landsby, hvor Maria og hendes Søster Marta boede.
2 Det var den Maria, som salvede Herren med Salve og tørrede hans Fødder med sit Haar; hendes Broder Lazarus var det, der laa syg.
3 Da sendte Søstrene Bud til Jesus og lod sige: »Herre! se, den, du elsker, er syg.«
4 Da Jesus hørte det, sagde han: »Denne Sygdom er ikke til Døden, men for Guds Herligheds Skyld, for at Guds Søn skal herliggøres ved den.«
5 Og Jesus elskede Marta og hendes Søster og Lazarus.
6 Da han nu hørte, at han laa syg, saa blev han alligevel to Dage paa det Sted, hvor han var.
7 Derefter siger han saa til Disciplene: »Lad os gaa tilbage til Judæa!«
8 Disciplene siger til ham: »Rabbi! Nylig søgte Jøderne at stene dig, og dog drager du igen derhen?«
9 Jesus svarede: »Har Dagen ikke tolv Timer? Den, som vandrer om Dagen, støder ikke imod, for han ser denne Verdens Lys.
10 Den, som vandrer om Natten, støder imod, fordi han ikke har Lyset i sig.«
11 Efter disse Ord siger han til dem: »Lazarus, vor Ven, er slumret ind; men jeg drager hen for at vække ham af Søvne.«
12 Da sagde Disciplene til ham: »Herre! er han slumret ind, saa kommer han sig.«
13 Men Jesus havde talt om hans Død; de andre mente, at han talte om Søvnens Slummer,
14 Saa sagde da Jesus rent ud til dem: »Lazarus er død!
15 Og for jeres Skyld, for at I maa komme til Tro, er jeg glad over, at jeg ikke var der; men lad os nu gaa til ham!«
16 Da sagde Tomas (ogsaa kaldet Didymus) til de andre Disciple: »Saa lad os gaa med, for at vi kan dø sammen med ham!«

17 Da Jesus nu kom, fandt han, at Lazarus allerede havde ligget i Graven fire Dage.
18 Betania laa nær ved Jerusalem, omtrent 15 Stadier derfra,
19 og mange Jøder var kommet til Marta og Maria for at trøste dem i Sorgen over deres Broder.
20 Da Marta nu hørte, at Jesus kom, gik hun ham i Møde; men Maria blev siddende hjemme.
21 Marta sagde da til Jesus: »Herre! havde du været her, saa var min Broder ikke død.
22 Men selv nu ved jeg, at alt, hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.«
23 Jesus siger til hende: »Din Broder skal opstaa.«
24 Marta siger til ham: »Jeg ved, at han skal opstaa i Opstandelsen paa den yderste Dag.
25 Jesus sagde til hende: »Jeg er Opstandelsen og Livet; den, som tror paa mig, skal leve, om han end dør.
26 Og enhver, som lever og tror paa mig, skal i al Evighed ikke dø. Tror du det?«
27 Hun svarede ham: »Ja, Herre! jeg tror, at du er Messias, Guds Søn, den, som kommer til Verden.«
28 Da hun havde sagt det, gik hun bort og kaldte i al Stilhed paa sin Søster Maria og sagde: »Mesteren er her og kalder paa dig.«
29 Saa snart hun hørte det, rejste hun sig hastigt og gik ud til ham.
30 Jesus var endnu ikke kommet ind i Landsbyen, men var stadig paa det Sted, hvor Marta havde mødt ham.
31 Da nu de Jøder, som var inde i Huset hos Maria for at trøste hende, saa, at hun saa hastigt rejste sig og gik ud, fulgte de med hende i den Tanke, at hun gik ud til Graven for at græde der.
32 Da Maria nu kom hen, hvor Jesus var, og saa ham, faldt hun ned for hans Fødder og sagde til ham: »Herre! havde du været her, var min Broder ikke død.«
33 Ved nu at se hende og se de Jøder, som var kommet med hende, græde, harmedes Jesus i sin Aand og blev heftigt bevæget;
34 og han sagde: »Hvor har I lagt ham?« De svarer: »Herre! kom og se!«
35 Jesus græd.
36 Da sagde Jøderne: »Se, hvor han elskede ham!«
37 Men nogle af dem sagde: »Kunde han, som aabnede den blindes Øjne, ikke ogsaa have hindret, at denne Mand døde?«
38 Da harmedes Jesus i sit Indre og gaar hen til Graven. Det var en Klippehule, og en Sten laa for den.
39 Jesus siger: »Tag Stenen bort!« Marta, den dødes Søster, siger til ham: »Herre! han stinker allerede; det er jo fjerde Dag.«
40 Jesus svarer hende: »Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds Herlighed?«
41 Saa tog de Stenen bort. Og Jesus opløftede sine Øjne og sagde: »Fader! jeg takker dig, fordi du har bønhørt mig.
42 Jeg vidste vel, at du altid bønhører mig; men jeg sagde det for Skarens Skyld, som staar her omkring, for at de skal tro, at det er dig, der har sendt mig.«
43 Og da han havde sagt det, raabte han med høj Røst: »Lazarus, kom herud!«
44 Og den døde kom ud med Fødder og Hænder omvundne med Ligklæder og Ansigtet hyllet i et Tørklæde. Jesus siger til dem: »Løs ham og lad ham gaa!«

45 Mange af de Jøder, som var kommet til Maria og havde set, hvd Jesus havde gjort, kom nu til Tro paa ham;
46 men nogle af dem gik hen til Farisæerne og fortalte dem, hvad han havde gjort.
47 Ypperstepræsterne og Farisæerne kaldte da Raadet sammen og sagde: »Hvad skal vi gøre? Den Mand gør jo mange Tegn.
48 Hvis vi lader ham blive saadan ved, vil alle tro paa ham, og Romerne vil komme og tage baade Land og Folk fra os.«
49 Men een af dem, Kajfas, som var Ypperstepræst det Aar, sagde til dem: »I forstaar da heller ingenting!
50 og I tænker heller ikke paa, at det er bedre for jer, at eet Menneske dør for Folket, end at hele Folket gaar til Grunde!«
51 Dette sagde han ikke af sig selv; men da han var Ypperstepræst i det Aar, profeterede han, at Jesus skulde dø for Folket;
52 og ikke for Folket alene, men ogsaa for at samle Guds adspredte Børn sammen til eet.
53 Fra den Dag af var deres Beslutning taget, at de vilde slaa ham ihjel.
54 Derfor færdedes Jesus ikke mere frit blandt Jøderne, men gik bort derfra ud til Egnen i Nærheden af Ørkenen, til en By, som hedder Efraim; og der blev han med sine Disciple.

55 Men Jødernes Paaske var nær; og allerede inden Paasken drog mange fra Landet op til Jerusalem for at rense sig.
56 De ledte da efter Jesus og sagde til hinanden, naar de stod i Helligdommen: »Hvad mener I? Mon han slet ikke kommer til Højtiden?«
57 Men Ypperstepræsterne og Farisæerne havde givet Befaling om, at hvis nogen fik at vide, hvor han opholdt sig, skullde han melde det, for at de kunde gribe ham.

Kapitel 12

Salvningen i Betania, 1-11. Indtoget i Jerusalem, 12-19. Jesu Ord til Grækerne om sin Død, 20-36. Folkets Forhærdelse er en Opfyldelse af Esajas's Profeti, 37-50.

1 Jesus kom nu seks Dage før Paaske til Betania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde opvakt fra de døde.
2 Der gjorde de da et Gæstebud for ham, og Marta vartede op; Lazarus var een af dem, som sad til Bords sammen med ham.
3 Maria tog da et Pund ægte, meget kostbar Nardussalve og salvede Jesu Fødder og tørrede hans Fødder med sit Haar; og Huset fyldtes af Salvens Duft.
4 Saa siger een af hans Disciple, Judas Iskariot, han, som siden forraadte ham:
5 »Hvorfor er denne Salve ikke blevet solgt for tre Hundrede Denarer og givet til de fattige?«
6 Men det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en Tyv; og da han havde Pengepungen, stak han jævnlig til sig, hvad der blev lagt i den.
7 Da sagde Jesus: »Lad hende i Fred, saa hun kan gemme den til min Begravelsesdag!
8 De fattige har I jo altid hos jer; men mig har I ikke altid.«

9 En stor Mængde af Jøderne fik nu at vide, at han var der; og de kom derud ikke alene for Jesu Skyld, men ogsaa for at se Lazarus, som han havde opvakt fra de døde.
10 Men Ypperstepræsterne besluttede, at de ogsaa vilde slaa Lazarus ihjel;
11 thi for hans Skyld gik mange af Jøderne hen og kom til Tro paa Jesus.

12 Den næste Dag, da den store Skare, som var kommet til Højtiden, hørte, at Jesus var paa Vej til Jerusalem,
13 tog de Palmegrene og gik ham i Møde og raabte:
       »Hosianna!
       velsignet være den, som kommer, i Herrens Navn,
       Israels Konge!«
14 Og Jesus fandt et ungt Æsel og satte sig paa det, saaledes som der staar skrevet:
       15 »Frygt ikke, Zions Datter!
       se, din Konge kommer,
       ridende paa et Æselføl.«
16 Dette forstod hans Disciple ikke fra først af; men da Jesus var herliggjort, kom de i Hu, at dette stod skrevet om ham, og at man havde gjort dette for ham.
17 Saaledes vidnede altsaa den Skare, som havde været med ham, den Gang han kaldte Lazarus frem fra Graven og opvakte ham fra de døde.
18 Det var ogsaa derfor, at Folkeskaren gik ham i Møde, fordi de havde hørt, at han havde gjort dette Tegn.
19 Da sagde Farisæerne til hinanden: »Der kan I se, at I slet ikke udretter noget; Alverden løber jo efter ham.«

20 Blandt dem, der plejede at drage op for at tilbede paa Højtiden, var der ogsaa nogle Grækere.
21 De kom nu til Filip, som var fra Betsajda i Galilæa, bad ham og sagde: »Herre, vi vil gerne se Jesus.«
22 Filip kommer og siger det til Andreas; Andreas og Filip kommer og siger det til Jesus.
23 Da svarede Jesus dem og sagde: »Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres.
24 Sandelig, sandelig siger jeg eder, hvis Hvedekornet ikke lægges i Jorden og dør, bliver det ved at være det ene Korn; men hvis det dør, bærer det megen Frugt.
25 Den, som elsker sit Liv, mister det; men den, som hader sit Liv i denne Verden, skal bevare det til evigt Liv.
26 Vil nogen tjene mig, da skal han følge mig, og hvor jeg er, der skal ogsaa min Tjener være; vil nogen tjene mig, ham skal Faderen ære.
27 Nu er min Sjæl forfærdet; og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne Time! Dog, derfor er jeg kommet til denne Time.
28 Fader, herliggør dit Navn!« Da lød der en Røst 'fra Himmelen: »Jeg har allerede herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.«
29 Da sagde Skaren, som stod og hørte det: »Det tordnede;« andre sagde: »Det var en Engel, der talte til ham.«
30 Jesus svarede og sagde: »Ikke for min Skyld lød denne Røst, men for jeres Skyld.
31 Nu gaar der Dom over denne Verden, nu skal denne verdens Fyrste kastes ud.
32 Og jeg - naar jeg er blevet ophøjet fra Jorden, vil jeg drage alle til mig.«
33 Dette sagde han for at betegne, paa hvad Maade han skulde dø.
34 Skaren svarede ham: »Vi har hørt af Loven, at Messias bliver til evig Tid. Hvordan kan du da sige, at Menneskesønnen skal ophøjes? Hvem er den Menneskesøn?«
35 Da sagde Jesus til dem: »Endnu en kort Tid er Lyset hos jer. I skal vandre, mens I har Lyset, for at ikke Mørket skal faa Bugt med jer. Og den, der vandrer i Mørket, ved ikke, hvor han gaar hen.
36 Tro paa Lyset, mens I har Lyset, saa I kan blive Lysets Børn!« Det sagde Jesus og gik saa bort og skjulte sig for dem.

37 Men skønt han havde gjort saa mange Tegn for deres Øjne, troede de dog ikke paa ham,
38 saa det Ord gik i Opfyldelse, som Profeten Esajas sagde: »Herre, hvem troede vor Forkyndelse, og for hvem aabenbaredes Herrens Arm?«
39 Altsaa kunde de ikke tro; Esajas har jo et andet Sted sagt:
40 »Han har blindet deres Øjne og forhærdet deres Hjerte, saa de ikke kan se med Øjnene og fatte med Hjertet og omvende sig, saa jeg kan læge dem.«
41 Det sagde Esajas, fordi han saa hans Herlighed og talte om ham.
42 Alligevel var der mange, endog af Raadets Medlemmer, der troede paa ham; men for Farisæernes Skyld vilde de ikke være det bekendt, for at de ikke skulde blive udelukket af Synagogen;
43 thi de vilde hellere have Ære fra Mennesker end Ære fra Gud.
44 Men Jesus raabte og sagde: »Den, som tror paa mig, tror ikke paa mig, men paa ham, som har sendt mig;
45 og den, som ser mig, ser den, som har sendt mig.
46 Som Lys er jeg kommet til Verden, for at enhver, som tror paa mig, ikke skal blive i Mørket.
47 Og hvis nogen hører mine Ord og ikke overholder dem, saa dømmer jeg ham ikke; thi jeg er ikke kommet for at dømme Verden, men for at frelse Verden.
48 Den, der ringeagter mig og ikke tager imod mine Ord, har dog sin Dommer: det Ord, som jeg har talt, det skal dømme ham paa den yderste Dag.
49 Thi jeg har ikke talt af mig selv; men Faderen, som har sendt mig, han har givet mig Befaling om, hvad jeg skal sige, og hvad jeg skal tale,
50 og jeg ved, at hans Befaling er evigt Liv. Derfor, hvad jeg taler, taler jeg saaledes, som Faderen har sagt mig.«

Kapitel 13

Fodvaskningen, 1-20. Jesus taler om Forræderen, 21-30, om sin Herliggørelse, om indbyrdes Kærlighed, 31-35, og om Peters Fald, 36-38.

I Johannesevangeliet er der ingen "sidste nadver". I stedet Jesus vasker sine apostles fødder.
Det er én af de mange forskelle på Johannesevangeliet
Fodvask tidebog

1 Det var før Paaskehøjtiden. Jesus vidste, at hans Time var kommet til at gaa bort fra denne verden til Faderen; og som han havde elsket sine egne her i Verden, elskede han dem til det sidste.
2 Da de nu holdt Aftensmaaltid, og Djævelen allerede havde kastet den Tanke ind i Judas's, Simons Søns, Iskariots Hjerte, at han skulde forraade ham,
3 og da Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans Hænder, og at han var udgaaet fra Gud og skulde vende tilbage til Gud
4 saa rejser han sig fra Maaltidet og lægger sin Kappe fra sig, og han tog et linned Klæde og bandt det om sig.
5 Derefter hælder han Vand i Vaskefadet, og han begyndte at tvætte Disciplenes Fødder og at tørre dem med Klædet, han havde bundet om sig.
6 Han kommer saa til Simon Peter; denne siger til ham: »Herre! tvætter du mine Fødder?«
7 Jesus svarede og sagde til ham: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men du skal forstaa det siden efter.«
8 Peter siger til ham: »Aldrig i Evighed skal du tvætte mine Fødder.« Jesus svarede ham: »Hvis jeg ikke tvætter dig, er din Plads ikke hos mig.«
9 Simon Peter siger til ham: »Herre! saa ikke mine Fødder alene, men ogsaa Hænderne og Hovedet.«
10 Jesus svarede ham: »Den, der har badet, har ikke nødig at tvætte andet end Fødderne, men er ellers helt ren; og I er rene, dog ikke alle.«
11 Thi han vidste, hvem det var, som skulde forraade ham; derfor sagde han; »I er ikke alle rene.«
12 Da han nu havde tvættet deres Fødder og havde taget sin Kappe paa og atter sat sig til Bords, sagde han til dem: »Forstaar I, hvad jeg har gjort ved jer?
13 I kalder mig Mester og Herre, og I har Ret, thi jeg er det.
14 Naar nu jeg, jeres Herre og Mester, har tvættet jeres Fødder, saa er ogsaa I skyldige at tvætte hinandens Fødder.
15 Thi det var et Forbillede, jeg gav jer, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort ved jer.
16 Sandelig, sandelig siger jeg eder, en Tjener er ikke større end sin Herre, heller ikke er et Sendebud større end den, som har sendt ham.
17 Naar I ved dette, er I salige, om I gør det.
18 Jeg taler ikke om jer alle; jeg ved, hvem jeg har udvalgt; men det Skriftord maatte jo gaa i Opfyldelse: »Den, som spiser mit Brød, har løftet sin Hæl imod mig.«
19 Jeg siger jer det allerede nu, før det sker, for at I, naar det er sket, skal tro, at jeg er den, jeg er.
20 Sandelig, sandelig siger jeg eder, den, som tager imod hvem jeg sender, tager imod mig selv; og den, som tager imod mig, tager imod ham, som sendte mig.«

V. 23: Her introduceres den discipel, Jesus elskede.
Den sidste nadver af Jacopo Bassano

21 Da Jesus havde sagt dette, blev han heftig bevæget i Aanden, vidnede og sagde: »Sandelig, sandelig siger jeg eder, een af jer vil forraade mig.«
22 Da saa Disciplene paa hinanden, tvivlraadige om, hvem han sigtede til.
23 Der var iblandt hans Disciple een, som sad til Bords ved Jesu Side, han, som Jesus elskede.
24 Til ham nikker da Simon Peter og siger til ham: »Spørg, hvem det er, han sigter til.«
25 Han læner sig saa mod Jesu Bryst og spørger ham: »Herre! hvem er det?«
26 Jesus svarer: »Det er ham, som jeg giver det Stykke Brød, jeg nu dypper.« Saa tager han Brødet og dypper det og giver det til Judas, Simons Søn, Iskariot.
27 Og da han havde faaet det, saa for Satan ind i ham. Jesus siger nu til ham: »Hvad du gør, gør det snart!«
28 Men ingen af dem, som sad til Bords, forstod, hvorfor han sagde det til ham.
29 Thi da Judas havde Pengepungen, mente nogle, at Jesus sagde til ham: »Køb, hvad vi har Brug for til Højtiden;« eller at han skulde give noget til de fattige.
30 Efter at han havde faaet Stykket, gik han straks ud. Og det var Nat.

31 Da han saa var gaaet ud, siger Jesus: »Nu er Menneskesønnen herliggjort, og Gud er herliggjort i ham.
32 Er Gud herliggjort i ham, skal Gud ogsaa herliggøre ham i sig, og han skal herliggøre ham snart.
33 Børnlille! Kun en kort Tid bliver jeg endnu hos jer. I skal lede efter mig, og det, som jeg sagde til Jøderne: »Hvor jeg gaar hen, kan I ikke komme,« det samme siger jeg nu ogsaa til jer.
34 En ny Befaling giver jeg eder, at I skal elske hinanden: ligesom jeg har elsket jer, skal ogsaa I elske hinanden.
35 Derpaa skal alle kende, at I er Disciple af mig, om I har indbyrdes Kærlighed.«

36 Simon Peter spørger ham: »Herre! hvor gaar du hen?« Jesus svarede ham: »Hvor jeg gaar hen, kan du ikke følge mig nu, men siden skal du følge mig.«
37 Peter spørger ham: »Herre! hvorfor kan jeg ikke følge dig nu? Jeg vil sætte mit Liv til for dig.«
38 Jesus svarer: »Vil du sætte dit Liv til for mig? Sandelig, sandelig siger jeg dig, Hanen skal ikke gale, førend du har fornægtet mig tre Gange.«

Kapitel 14

Jesus taler om sin Bortgang, 1-11, og om Helligaandens Komme, 12-24, Jesus lover Disciplene sin Fred; de skal glæde sig over hans Bortgang, 25-31.

1 »Jeres Hjerte maa ikke forfærdes! Tro paa Gud, og tro paa mig!
2 I min Faders Hus er der mange Boliger. Hvis ikke, havde jeg sagt jer det; thi jeg gaar bort for at gøre en Plads rede for jer.
3 Og naar jeg er gaaet bort og har gjort en Plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at hvor jeg er, der skal ogsaa I være.
4 Og hvor jeg gaar hen, derhen kender I Vejen.«
5 Tomas siger til ham: »Herre! vi ved ikke, hvor du gaar hen; hvordan kan vi saa kende Vejen?«
6 Jesus svarer: »Jeg er Vejen og Sandheden og Livet; der kommer ingen til Faderen uden ved mig.
7 Havde I kendt mig, saa havde I ogsaa kendt min Fader; og fra nu af kender I ham og har set ham.«
8 Filip siger til ham: »Herre! visos Faderen, og det er os nok.«
9 Jesus siger til ham: »Saa lang en Tid har jeg været hos jer, og du har ikke lært mig at kende, Filip? Den, som har set mig, har set Faderen; hvordan kan du saa sige: Vis os Faderen?
10 Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De Ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine Gerninger.
11 Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; men vil I ikke, saa tro mig dog for selve Gerningernes Skyld.

12 Sandelig, sandelig siger jeg eder, den, som tror paa mig, han skal ogsaa gøre de Gerninger, jeg gør, ja, han skal gøre endnu større Gerninger, thi jeg gaar til Faderen,
13 og hvad som helst I beder om i mit Navn, det vil jeg gøre, for at Faderen kan herliggøres ved Sønnen.
14 Hvis I beder mig om noget i mit Navn, vil jeg gøre det.
15 Hvis i elsker mig, saa hold mine Befalinger!
16 Og jeg vil bede Faderen, og han skal give jer en anden Talsmand til at være hos jer til evig Tid,
17 Sandhedens Aand, som Verden ikke kan tage imod, fordi den ikke ser den og ikke kender den; men I kender den, thi den bliver hos jer og skal være i jer.
18 Jeg yil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer.
19 Endnu en liden Stund, saa ser Verden mig ikke mere, men I ser mig; thi jeg lever, og I skal leve.
20 Paa den Dag skal I erkende, at jeg er i min Fader, og I er i mig og jeg i eder.
21 Den, som har mine Befalinger og holder dem, han er den, som elsker mig; og den, som elsker mig, skal elskes af min Fader; og jeg skal elske ham og aabenbare mig for ham.«
22 Judas (ikke: Iskariot) siger til ham: »Herre! hvoraf kommer det, at du vil aabenbare dig for os, og ikke for Verden?«
23 Jesus svarede og sagde til ham: »Om nogen elsker mig, vil han holde fast ved mit Ord; og min Fader skal elske ham, og vi skal komme til ham og tage Bolig hos ham.
24 Den, som ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine Ord; og det Ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig.

25 Dette har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer.
26 Men Talsmanden, Helligaanden, som Faderen vil sende i mit Navn, han skal lære jer alle Ting og minde jer om alt, hvad jeg har sagt jer.
27 Fred efterlader jeg eder, min Fred giver jeg eder; jeg giver jer ikke, som Verden giver. Jeres Hjerte maa ikke forfærdes og ikke blive modløst.
28 I hørte, at jeg sagde til jer: Jeg gaar bort, og jeg kommer til jer igen. Hvis I elskede mig, vilde I glæde jer over, at jeg gaar til Faderen; thi Faderen er større end jeg.
29 Og nu har jeg sagt jer det, før det sker, for at I skal tro, naar det er sket.
30 Jeg skal ikke længere tale meget med jer; thi Verdensfyrsten kommer, og i mig er der intet, som hører ham til;
31 men for at verden skal kende, at jeg elsker Faderen og gør saaledes, som Faderen har befalet mig: saa staa nu op, lad os gaa herfra!«

Kapitel 15

Vintræet og Grenene, 1-8. Kærlighedsbudet, 9-17. Verdens Had, 18-27.

1 »Jeg er det sande Vintræ, og min Fader er Vingaardsmanden.
2 Hver Gren paa mig, som ikke bærer Frugt, den tager han bort, og hver som bærer Frugt, den renser han, for at den skal bære mere Frugt,
3 I er allerede rene paa Grund af det Ord, som jeg har talt til jer.
4 Bliv i mig, saa bliver jeg ogsaa i jer. Ligesom Grenen ikke kan bære Frugt af sig selv, men kun hvis den bliver paa Vintræet, saaledes kan I heller ikke; uden I bliver i mig.
5 Jeg er Vintræet, I er Grenene. Den, som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen Frugt; thi skilt fra mig kan I slet intet gøre.
6 Hvis nogen ikke bliver i mig, kastes han ud som en Gren og visner; man samler dem og kaster dem i Ilden, og de brændes.
7 Hvis I bliver i mig, og mine Ord bliver i jer, saa bed om, hvad som helst I vil, og I skal faa det.
8 Derved er min Fader herliggjort, at I bærer megen Frugt og viser jer som mine Disciple.

9 Som Faderen har elsket mig, saaledes har jeg ogsaa elsket jer; bliv i min Kærlighed!
10 Hvis I holder mine Bud, vil I blive i min Kærlighed, ligesom jeg har holdt min Faders Bud og bliver i hans Kærlighed.
11 Dette har jeg sagt til jer, for at min Glæde skal være i jer, og jeres Glæde kan blive fuldkommen.
12 Dette er mit Bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer.
13 Større Kærlighed har ingen end den at sætte Livet til for sine Venner.
14 I er mine Venner, hvis I gør, hvad jeg byder jer.
15 Jeg kalder jer ikke længere Tjenere; ; thi Tjeneren ved ikke Besked med, hvad hans Herre gør; men jer har jeg kaldt Venner; thi alt det, jeg har hørt af min Fader, har jeg kundgjort jer.
16 Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer og sat jer til at gaa hen og bære Frugt, og det en varig Frugt, saa at Faderen kan give jer, hvad som helst I beder ham om i mit Navn.
17 Dette byder jeg jer, at I skal elske hinanden.

18 Naar Verden hader jer, saa skal I vide, at den har hadet mig før jer.
19 Var I af Verden, saa vilde Verden elske sit eget; men fordi I ikke er af Verden, men jeg har udvalgt jer af Verden, derfor hader Verden jer.
20 Kom det Ord i Hu, som jeg har sagt jer: En Tjener er ikke større end sin Herre. Har de forfulgt mig, vil de ogsaa forfølge jer; har de holdt fast ved mit Ord, vil de ogsaa holde fast ved jeres.
21 Men alt dette vil de gøre mod jer for mit Navns Skyld, fordi de ikke kender ham, som har sendt mig.
22 Var jeg ikke kommet og havde talt til dem, havde de ikke Synd; men nu har de ingen Undskyldning for deres Synd.
23 Den, som hader mig, hader ogsaa min Fader.
24 Havde jeg ikke gjort de Gerninger iblandt dem, som ingen anden har gjort, saa havde de ikke Synd; men nu har de set dem og alligevel hadet baade mig og min Fader.
25 Dog, det Ord skulde gaa i Opfyldelse, som staar skrevet i deres Lov: »De hadede mig uden Grund.«
26 Naar Talsmanden kommer, som jeg skal sende jer fra Faderen, Sandhedens Aand, som udgaar fra Faderen, saa skal han vidne om mig;
27 men ogsaa I er Vidner; thi I har været med mig fra Begyndelsen.«

Kapitel 16

Kommende Forfølgelser, 1-4. Helligaandens Gerning, 54-15. Jesu Bortgang og Gensynet med ham, 16-33.

V. 5: Problemer med korttidshukommelsen
Korttidshukommelse

1 »Dette har jeg talt til jer, for at I ikke skal tage Anstød.
2 De skal udelukke jer af Synagogerne, ja, den Tid skal komme, da enhver, som slaar jer ihjel, skal mene, at han derved dyrker Gud.
3 Og det skal de gøre, fordi de hverken kender Faderen eller mig.
4 Men dette har jeg talt til jer, for at I, naar den Tid kommer, skal mindes, at jeg har sagt jer det; men det sagde jeg eder ikke fra Begyndelsen, fordi jeg var hos jer.

5 Nu gaar jeg hen til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: Hvor gaar du hen?
6 Men fordi jeg har talt dette til jer, har Sorgen fyldt jeres Hjerte.
7 Dog, jeg siger jer Sandheden: Det er gavnligt for jer, at jeg gaar bort. Thi hvis jeg ikke gaar bort, kommer Talsmanden ikke til jer; men naar jeg gaar herfra, saa vil jeg sende ham til jer.
8 Og naar han kommer, skal han vise Verden Sandheden om Synd og om Retfærdighed og
9 om Dom; om Synd: at de ikke tror paa mig;
10 om Retfærdighed: at jeg gaar til Faderen, og I ser mig ikke længere;
11 om Dom: at denne verdens Fyrste er dømt.
12 Jeg har endnu meget at sige jer; men I kan ikke bære det nu.
13 Men naar han, Sandhedens Aand, kommer, skal han vejlede jer til hele Sandheden; thi han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og det, der kommer, skal han forkynde jer.
14 Han skal herliggøre mig; thi han skal tage af mit og forkynde jer det.
15 Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde jer det.

16 Om en liden Stund ser I mig ikke længer, og atter om en liden Stund skal I se mig.«
17 Da sagde nogle af hans Disciple til hinanden: »Hvad betyder det, han siger til os: Om en liden Stund skal I ikke se mig, og atter om en liden Stund skal I se mig, og: »Jeg gaar til Faderen?«
18 De sagde altsaa: »Hvad betyder det, han siger: Om en liden Stund? Vi forstaar ikke, hvad han taler om.«
19 Jesus mærkede, at de vilde spørge ham, og han sagde til dem: »I taler indbyrdes om, at jeg sagde de Ord: Om en liden Stund skal I ikke se mig, og atter om en liden Stund skal I se mig.
20 Sandelig, sandelig siger jeg eder, I skal græde og klage, men Verden skal glæde sig; I skal sørge, men jeres Sorg skal vendes til Glæde.
21 Naar Kvinden føder, sørger hun, fordi hendes Time er kommet; men naar hun har født Barnet, tænker hun ikke mere paa, hvad hun har lidt, af Glæde over, at et Menneske er født til Verden.
22 Ogsaa I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres Hjerte glædes, og ingen skal tage jeres Glæde fra jer.
23 Paa den Dag skal I ikke spørge mig om noget. Sandelig, sandelig siger jeg eder, hvis I beder Faderen om noget, skal han give jer det i mit Navn.
24 Hidtil har I ikke bedt om noget i mit Navn; bed, saa skal I faa, for at jeres Glæde maa blive fuldkommen.
25 Dette har jeg sagt til jer i Billedtale; den Tid skal komme, da jeg ikke mere skal tale til jer i Billeder, men frit ud forkynde jer om Faderen.
26 Paa den Dag skal I bede i mit Navn, og jeg siger jer ikke, at jeg vil gaa i Forbøn for jer hos Faderen,
27 thi Faderen selv elsker jer, fordi I har elsket mig og troet, at jeg er udgaaet fra Gud.
28 Jeg udgik fra Faderen og er kommet til Verden; jeg forlader Verden igen og gaar til Faderen.«

29 Da siger hans Disciple til ham: »Se, nu taler du frit ud og bruger ikke Billedtale:
30 Nu ved vi, at du ved alle Ting og ikke har nødig, at nogen spørger dig; derfor tror vi, at du er udgaaet fra Gud.«
31 Jesus svarede dem: »Nu tror I!
32 Se, den Time kommer, ja, den er allerede kommet, da I skal spredes hver til sit og lade mig ene tilbage; dog, jeg er ikke ene, thi Faderen er med mig.
33 Dette har jeg talt til jer, for at I skal have Fred i mig. I Verden har I Trængsel; men vær frimodige, jeg har overvundet Verden.«

Kapitel 17

Jesu ypperstepræstelige Bøn. Han beder for sig selv, 1-5, for Disciplene, 6-19, og for alle troende, 20-26.

1 Saaledes talte Jesus. Og han opløftede sine Øjne mod Himmelen og sagde: »Fader! Timen er kommet; herliggør din Søn, saa Sønnen kan herliggøre dig.
2 Du har jo givet ham Magt over alle Mennesker, for at han kan give evigt Liv til alle dem, som du har givet ham.
3 Og dette er det evige Liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus.
4 Jeg har herliggjort dig paa Jorden ved at fuldføre den Gerning, du har givet mig at gøre.
5 og nu, Fader! herliggør du mig hos dig selv med den Herlighed, jeg havde hos dig, før Verden blev til.

6 Jeg har aabenbaret dit Navn for de Mennesker, du tog ud af Verden og gav mig; de var dine, og du har givet mig dem, og de har holdt fast ved dit Ord.
7 Nu har de erkendt, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig.
8 Thi de Ord, du har givet mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i Sandhed erkendt, at jeg er udgaaet fra dig; og de er kommet til Tro paa, at du har sendt mig.
9 Jeg beder for dem; jeg beder ikke for Verden, men for dem, som du har givet mig; thi de er dine
10 - alt mit er jo dit, og dit er mit - og jeg er herliggjort i dem.
11 Jeg er ikke mere i Verden, men de er i Verden, og jeg kommer til dig. Hellige Fader! bevar dem i dit Navn, det, som du har givet mig, saa de maa være eet ligesom vi.
12 Medens jeg var hos dem, bevarede jeg dem i dit Navn, det, som du har givet mig; jeg vogtede dem, og ingen af dem gik fortabt, uden Fortabelsens Søn, for at Skriften skulde gaa i Opfyldelse.
13 Nu kommer jeg til dig; dog, dette taler jeg, medens jeg er i Verden, for at de fuldtud maa have min Glæde i sig.
14 Jeg har givet dem dit Ord; og Verden har hadet dem, fordi de ikke er af Verden, ligesom jeg ikke er af Verden.
15 Jeg beder ikke om, at du vil tage dem ud af Verden, men at du vil bevare dem fra det onde.
16 De er ikke af Verden, ligesom jeg ikke er af Verden.
17 Hellige dem i Sandheden! dit Ord er Sandhed.
18 Ligesom du har sendt mig til Verden, saaledes har jeg ogsaa sendt dem til Verden.
19 Og jeg helliger mig selv for dem, for at ogsaa de maa være i Sandhed helligede.

20 Ikke alene for disse beder jeg, men ogsaa for dem, som ved deres Ord kommer til Tro paa mig,
21 at de alle maa være eet; ligesom du, Fader! er i mig, og jeg i dig, at ogsaa de maa være eet i os, saa Verden maa tro, at du har sendt mig.
22 Og den Herlighed, du har givet mig, den har jeg givet dem, for at de skal være eet, ligesom vi er eet -
23 jeg i dem og du i mig for at de maa være fuldkommen eet, saa Verden kan forstaa, at du har sendt mig og har elsket dem, ligesom du har elsket mig.
24 Fader! jeg vil, at hvor jeg er, skal ogsaa de, som du har givet mig, være hos mig, saa de maa skue min Herlighed, som du har givet mig; thi du har elsket mig før Verdens Grundlæggelse.
25 Retfærdige Fader! Verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og disse har erkendt, at du har sendt mig.
26 Og jeg har kundgjort dem mit Navn og vil kundgøre dem det, for at den Kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.«

Kapitel 18

Jesus forraades og tages til Fange, 1-11; han føres for Annas og Kajfas; Peters Fornægtelse, 12-27; Jesus for Pilatus, 28-40.

1 Da Jesus havde sagt dette, gik han med sine Disciple over paa den anden Side af Kedrons Bæk, hvor der var en Have, som han gik ind i sammen med sine Disciple.
2 Ogsaa Judas, som forraadte ham, kendte det Sted, fordi Jesus tit havde været sammen med sine Disciple dèr.
3 Saa tager Judas Vagtmandskabet og nogle af Ypperstepræsternes og Farisæernes Tjenere og kommer derhen med Fakler og Lamper og Vaaben.
4 Jesus, som vidste alt, hvad der skulde komme over ham, gik nu frem og sagde til dem: »Hvem leder I efter?«
5 De svarede ham: »Jesus fra Nazaret.« Han siger til dem: »Det er mig.« Judas, som forraadte ham, stod ogsaa iblandt dem.
6 Da Jesus nu sagde til dem: »Det er mig,« veg de tilbage og faldt til Jorden.
7 Han spurgte dem saa igen: »Hvem leder I efter?« De sagde: »Jesus fra Nazaret.«
8 Jesus svarede: »Jeg har sagt jer, at det er mig; naar det altsaa er mig, I leder efter, saa lad de andre gaa!« -
9 for at det Ord skulde gaa i Opfyldelse, som han havde sagt: »Af dem, du har givet mig, har jeg ikke mistet nogen.«

10 Simon Peter, som havde et Sværd, drog det nu og slog til Ypperstepræstens Tjener og huggede hans højre Øre af. Og Tjenerens Navn var Malkus.
11 Da sagde Jesus til Peter: »Stik dit Sværd i Skeden! Skulde jeg ikke drikke den Kalk, som min Fader har givet mig?«

12 Vagtmandskabet og Kommandanten tilligemed Jødernes Tjenere greb da Jesus, bandt ham
13 og førte ham først til Annas; thi han var Svigerfader til Kajfas, som var Ypperstepræst i det Aar.
14 Det var Kajfas, som havde givet Jøderne det Raad, at det var det bedste, at eet Menneske døde for Folket.

Peters fornægtelse
Kykkeliky

15 Men Simon Peter og en anden Discipel fulgte efter Jesus. Den Discipel var kendt med Ypperstepræsten, og han gik ind i Ypperstepræstens Gaard sammen med Jesus.
16 Men Peter stod udenfor ved Døren. Da gik den anden Discipel, han, som var kendt med Ypperstepræsten, ud og talte med Dørvogtersken og fik Peter med ind.
17 Pigen, som vogtede Døren, siger da til Peter: »Er du ikke ogsaa en af den Mands Disciple?« Han siger: »Nej, jeg er ikke.«
18 Husfolkene og Tjenerne havde tændt en Kulild (thi det var koldt) og stod og varmede sig; blandt dem stod Peter ogsaa og varmede sig

19 Ypperstepræsten spurgte nu Jesus ud hans Disciple og om hans Lære.
20 Jesus svarede ham: »Jeg har talt frit ud til Verden; jeg har stadig lært i Synagoger og i Helligdommen, der, hvor alle Jøderne kommer sammen, og i det skjulte har jeg intet talt.
21 Hvorfor spørger du saa mig? Spørg dem, der har hørt det, om hvad jeg har talt til dem; se, de ved, hvad jeg har sagt.«
22 Men da Jesus sagde dette, gav en af de nærmeststaaende Tjenere ham et Slag i Ansigtet og sagde: »Svarer du Ypperstepræsten saadan?«
23 Jesus svarede ham: »Har jeg talt usømmeligt, saa bevis, at det er usømmeligt; men har jeg talt ret, hvorfor slaar du mig da?«
24 Annas sendte ham nu bunden til Ypperstepræsten Kajfas.

25 Imidlertid stod Simon Peter og varmede sig. Da sagde de til ham: »Er du ikke ogsaa en af hans Disciple?« Det nægtede han og sagde: »Nej, jeg er ikke.«
26 En af Ypperstepræstens Tjenere, en Slægtning af ham, som Peter havde hugget Øret af, siger da: »Har jeg ikke selv set dig sammen med ham i Haven?«
27 Da nægtede Peter det atter, og i det samme galede Hanen.

28 De fører nu Jesus fra Kajfas til Landshøvdingens Borg; det var ved Daggry. Men de gik ikke selv ind i Borgen, for at de ikke skulde blive urene, men kunde holde Paaskemaaltid.
29 Pilatus gik da ud til dem og sagde: »Hvad Anklage har I at fremføre mod denne Mand?«
30 De svarede og sagde til ham: »Havde han ikke været en Forbryder, saa havde vi ikke overgivet ham til dig.«
31 Da sagde Pilatus til dem: »Tag I ham og døm ham efter jeres Lov!« Jøderne svarede ham: »Det er os ikke tilladt at lade nogen henrette.«
32 Saaledes skulde Jesu Ord gaa i Opfyldelse, det, som han sagde, da han gav til Kende, paa hvad Maade han skulde dø.
33 Pilatus gik nu igen ind i Borgen, kaldte Jesus for sig og sagde til ham: »Er du Jødernes Konge?«
34 Jesus svarede: »Spørger du saadan af dig selv, eller har andre sagt dig det om mig?«
35 Pilatus svarede: »Er jeg maaske en Jøde? dit Folk og Ypperstepræsterne har overgivet dig til mig; hvad har du gjort?«
36 Jesus svarede: »Mit Rige er ikke af denne Verden. Havde mit Rige været af denne verden, saa havde mine Tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulde overgives til Jøderne; men nu er mit Rige ikke af denne verden.«
37 Da sagde Pilatus til ham: »Saa er du altsaa dog en Konge?« Jesus svarede: »Du har Ret, jeg er en Konge. Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommet til Verden; at jeg skal vidne om Sandheden. Enhver, som Sandheden, hører min Røst.«
38 Pilatus siger til ham: »Ja, hvad er Sandhed?« Da han havde sagt dette, gik han igen ud til Jøderne, og han siger til dem: »Jeg finder ingen Skyld hos ham.
39 Men det er Skik hos jer, at jeg ved Paasken giver jer en Fange fri; vil I nu, at jeg skal frigive jer Jødernes Konge?«
40 Da raabte de alle igen og sagde: »Ikke ham, men Barabbas.« Og Barabbas var en Røver.

Kapitel 19

Tornekroning og Domfældelse, 1-16. Golgata, 17-30. Spydstikket, 31-37. Begravelsen, 38-42.

Pilatus: "Hvem vil I have, at jeg skal løslade jer, Jesus Barabbas eller Jesus, som kaldes Kristus?"
Antonio Ciseri

1 Saa tog da Pilatus Jesus og lod ham piske.
2 Og Soldaterne flettede en Tornekrone, satte den paa hans Hoved og kastede en Purpurkappe om ham; og de gik hen til ham og sagde:
3 »Hil dig, Jødekonge!« og slog ham i Ansigtet.

4 Atter gik Pilatus ud, og han siger til dem: »Se, jeg fører ham ud til jer, for at I skal vide, at jeg finder ingen Skyld hos ham.«
5 Da gik Jesus ud med Tornekronen og Purpurkappen paa. Og Pilatus siger til dem: »Se, hvilket Menneske!«
6 Da nu Ypperstepræsterne og Tjenerne saa ham, raabte de og sagde: »Korsfæst! korsfæst!« Pilatus siger til dem: »Saa tag I ham og korsfæst ham; for jeg finder ingen Skyld hos ham.«
7 Jøderne svarede ham: »Vi har en Lov, og efter den Lov er han skyldig til Døden, fordi han har gjort sig selv til Guds Søn.«
8 Da Pilatus nu hørte det Ord, blev han endnu mere bange.
9 Og han gik igen ind i Borgen og spurgte Jesus: »Hvor er du fra?« Men Jesus gav ham intet Svar.
10 Pilatus siger da til ham: »Svarer du mig ikke? Ved du ikke, at jeg har Magt til at give dig fri og Magt til at lade dig korsfæste?«
11 Jesus svarede: »Du havde aldeles ingen Magt over mig, hvis den ikke var givet dig ovenfra; derfor har den, som overgav mig til dig, større Synd.«
12 Derefter forsøgte Pilatus at faa ham givet fri. Men Jøderne raabte og sagde: »Hvis du giver ham fri, er du ikke Kejserens Ven. Enhver, som gør sig selv til Konge, sætter sig op imod Kejseren.«

13 Da Pilatus hørte de Ord, lod han Jesus føre ud og satte sig i Dommersædet, paa det Sted, som kaldes »Det stenlagte«, paa Hebraisk. Gabbata.
14 Det var Beredelsesdagen til Paasken, ved den sjette Time. Og han siger til Jøderne: »Se, her er jeres Konge!«
15 De raabte nu: »Bort, bort med ham! korsfæst ham!« Pilatus siger til dem: »Skal jeg korsfæste jeres Konge?« Ypperstepræsterne svarede: »Vi har ingen anden Konge end Kejseren.«
16 Saa overgav han dem altsaa Jesus til at korsfæstes. De tog saa Jesus med sig.

V. 17: Og han bar selv sit Kors. I de tre synoptiske evangelier bliver korset båret af Simon fra Kyrene.
Jesus og Simon af Kyrene

17 Og han bar selv sit Kors og gik ud til det saakaldte »Hovedskalsted«, som paa Hebraisk hedder Golgata.
18 Dèr korsfæstede de ham og to andre sammen med ham, een paa hver Side, og Jesus i Midten.

19 Pilatus havde ogsaa lavet en Indskrift og sat den paa Korset; der stod: »Jesus fra Nazaret, Jødernes Konge.«
20 Denne Indskrift læste nu mange af Jøderne; thi det Sted, hvor Jesus blev korsfæstet, laa nær ved Byen, og den var skrevet paa Hebraisk, Latin og Græsk.
21 Da sagde Jødernes Ypperstepræster til Pilatus: »Skriv ikke: Jødernes Konge, men: Han sagde: Jeg er Jødernes Konge.«
22 Pilatus svarede: »Hvad jeg skrev, det skrev jeg.«

V. 23-24: Endnu en falsk profeti: De to tøj-delinger
V. 25-27: Forfatteren står foran korset sammen med Jesus' mor. Hvem skrev Johannesevangeliet?
Korsfæstelse

23 Da nu Soldaterne havde korsfæstet Jesus, tog de hans Klæder og delte dem i fire Dele, een Del for hver Soldat. Ogsaa Kjortelen tog de, men den var uden Sammensyninger, vævet i eet Stykke fra øverst til nederst.
24 De sagde da til hinanden: »Lad os ikke skære den i Stykker, men kaste Lod om, hvem den skal tilhøre« - for at det Skriftord skulde gaa i Opfyldelse, som siger: »De delte mine Klæder mellem sig og kastede Lod om mit Klædebon.« Saadan gjorde da Soldaterne.

25 Men ved Jesu Kors stod hans Moder og hans Moders Søster, Maria, Klopas's Hustru, og Maria Magdalene.
26 Da Jesus nu saa sin Moder og den Discipel, han elskede, staa ved hendes Side, siger han til sin Moder: »Kvinde! se det er din Søn.«
27 Derpaa siger han til Disciplen: »Se, det er din Moder.« Og fra den Time tog Disciplen hende hjem til sit.

28 Derefter, da Jesus vidste, at alt nu var fuldbragt, for at Skriften skulde gaa i Opfyldelse, siger han: »Jeg tørster.«
29 Der stod et Kar fuldt af sur. Vin; med den Vin fyldte de nu en Svamp, som de satte paa en Isopstængel og holdt hen til hans Mund.
30 Da Jesus nu havde faaet den sure Vin, sagde han: »Det er fuldbragt!« og han bøjede Hovedet og opgav Aanden.

31 Da det altsaa var Beredelsesdag, bad Jøderne Pilatus om, at de korsfæstedes Ben maatte blive knust og Legemerne taget ned, for at de ikke skulde blive paa Korset Sabbaten over; thi den Sabbatsdag var stor.
32 Saa kom Soldaterne og knuste Benene paa den første og paa den anden, som var korsfæstet sammen med ham.
33 Men da de kom til Jesus og saa, at han allerede var død, knuste de ikke Benene paa ham.
34 Men en af Soldaterne stak ham i Siden med et Spyd, og straks flød der Blod og Vand ud.
35 Og den, der har set det, har vidnet om det - og hans Vidnesbyrd er sandt, og han ved, at han taler sandt for at ogsaa I skal tro.
36 Thi dette skete, for at det Skriftord skulde gaa i Opfyldelse: »Intet Ben skal sønderbrydes derpaa.«
37 Og endnu et andet Skriftord siger: »De skal se hen til ham, de har gennemstunget.«

38 Josef fra Arimatæa, som var een af Jesu Disciple, dog kun i det skjulte, af Frygt for Jøderne, bad derefter Pilatus om at maatte tage Jesu Legeme ned, og Pilatus tillod det. Han kom saa og tog Jesu Legeme ned.
39 Men Nikodemus, som første Gang var kommet til Jesus om Natten, kom ogsaa og bragte en Blanding af Myrra og Aloe, omtrent hundrede Pund.
40 De tog saa Jesu Legeme og svøbte det i Linklæder sammen med de vellugtende Salver, som det er Jødernes Skik ved Jordefærd.
41 Og ved det Sted, hvor han var blevet korsfæstet, laa der er Have, og i Haven en ny Grav, hvori der endnu aldrig var lagt nogen.
42 Der lagde de Jesus af Hensyn til Jødernes Beredelsesdag, fordi den Grav laa i Nærheden.

Kapitel 20

De to Disciple ved den tomme Grav, 1-10, Jesus aabenbarer sig for Maria Magdalene, 11-18, for de ti Apostle, 19-25, og for Tomas, 26-29. Hensigten m[e]d Johannes-Evangeliet, 30-31.

V. 17: "Rør ikke ved mig". I oversættelsen fra 1992 er teksten fusket til ""Hold mig ikke tilbage".
Rør mig ikke

1 Tidligt den første Dag i Ugen, mens det endnu var mørkt, kommer Maria Magdalene ud til Graven og ser, at Stenen er taget bort fra Graven.
2 Saa løber hun af Sted og kommer til Simon Peter og til den anden Discipel, ham, Jesus elskede, og siger til dem: »De har taget Herren bort fra Graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.«
3 Da gik Peter og den anden Discipel ud og gav sig paa Vej til Graven.
4 De løb begge to sammen, men den anden Discipel løb foran, nurtigere end Peter, og kom først til Graven.
5 Og han kigger ind og ser Linklæderne ligge der; dog gik han ikke ind.
6 Da kommer ogsaa Simon Peter, som var fulgt efter ham, og han gik ind i Graven og saa Linklæderne ligge der
7 og det Tørklæde, som han havde haft over sit Hoved; det laa ikke ved Linklæderne, men sammenfoldet paa et Sted for sig selv.
8 Derefter gik da ogsaa den anden Discipel, som var kommet først til Graven, derind, og han saa og troede.
9 Thi de havde endnu ikke forstaaet Skriftens Ord, at han skulde opstaa fra de døde.
10 Saa gik Disciplene hjem igen.

11 Men Maria stod udenfor ved Graven og græd. Som hun nu stod og græd, kiggede hun ind i Graven,
12 og hun ser to Engle i hvide Klæder sidde der, hvor Jesu Legeme havde ligget, een ved Hovedet og een ved Fødderne.
13 De siger til hende: »Kvinde! hvorfor græder du?« Hun svarer dem: »Fordi de har taget min Herre bort, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.«
14 Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun ser Jesus staa der; men hun vidste ikke, at det var Jesus.
15 Jesus siger til hende: »Kvinde! hvorfor græder du? hvem leder du efter?« Hun mente, det var Havemanden, og svarer ham: »Herre, hvis det er dig, som har baaret ham bort, saa sig mig, hvor du har lagt ham, saa vil jeg hente ham.«
16 Jesus siger til hende: »Maria!« Hun vender sig om og siger til ham paa Hebraisk: »Rabbuni!« (det betyder Mester).
17 Jesus siger til hende: »Rør ikke ved mig; jeg er jo endnu ikke faret op til min Fader. Men gaa til mine Brødre og sig til dem: Jeg farer op til min Fader og jeres Fader, til min Gud og jeres Gud.«
18 Saa kommer Maria Magdalene hen og forkynder Disciplene: »Jeg har set Herren,« og at han havde sagt dette til hende.

19 Da det nu var blevet Aften den samme Dag, den første Dag i Ugen, og Disciplene holdt sig inde bag lukkede Døre af Frygt for Jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem, og han siger til dem: »Fred være med eder!«
20 Og idet han sagde det, viste han dem baade sine Hænder og sin Side. Da blev Disciplene glade, fordi de saa Herren.
21 Jesus sagde da igen til dem: »Fred være med eder! Ligesom Faderen har udsendt mig, saaledes sender jeg ogsaa jer.«
22 Og da han havde sagt det, aandede han paa dem og siger til dem: »Modtag Helligaanden!
23 Hvem I forlader Synder, dem er de forladt, og hvem I nægter Forladelse, dem er den nægtet.«
24 Men Tomas (ogsaa kaldet Didymus), een af de tolv, var ikke sammen med dem, da Jesus kom.
25 De andre Disciple sagde nu til ham: »Vi har set Herren.« Men han svarede dem: »Hvis jeg ikke faar Naglemærkerne i hans Hænder at se, ja, stikker min Finger i Naglesaarene og stikker min Haand i hans Side, vil jeg ikke tro det.«

Den vantro Thomas. Har Thomas skrevet evangeliet?
Thomas føler Jesu sårmærker

26 Otte Dage efter var hans Disciple atter derinde, og Tomas sammen med dem. Da kommer Jesus, medens Dørene var lukkede; og han stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med eder!«
27 Derefter siger han til Tomas: »Ræk din Finger frem, se, her er mine Hænder; og ræk din Haand frem, og stik den i min Side, og vær ikke vantro, men troende!«
28 Tomas svarede og sagde til ham: »Min Herre og min Gud!«
29 Jesus siger til ham: »Fordi du har set mig, tror du; salige er de, som ikke har set og dog tror.«

30 Endnu mange andre Tegn, som ikke er nedskrevet i denne Bog, gjorde Jesus for sine Disciples Øjne.
31 Men disse er nedskrevet, for at I skal tro, at Jesus er Messias, Guds Søn, og for at I, naar I tror, skal have Livet i hans Navn.

Kapitel 21

Jesus aabenbarer sig for syv Disciple ved Tiberias-Søen, 1-14; han genindsætter Peter i hans Apostelembede og forudsiger hans Martyrdød, 15-19. Om Yndlingsdisciplens Fremtid, 20-24. Slutningsord, 25.

Det sidste møde ved Tiberius' Sø: Disciplene er blevet fiskere igen. I Lukasevangeliet sker denne episode i starten af historien.
Raphael: Disciplene på fisketur

1 Siden aabenbarede Jesus sig igen for Disciplene ved Tiberias-Søen, og han aabenbarede sig paa denne Maade:
2 Simon Peter og Tomas (ogsaa kaldet Didymus) og Natanael fra Kana i Galilæa og Zebedæussønnerne og to andre af hans Disciple var sammen dèr.
3 Simon Peter siger saa til dem: »Jeg tager ud at fiske.« De siger til ham: »Vi tager med dig.« De gik da ud og steg op i Baaden. Men den Nat fangede de ikke noget.
4 Da det nu blev Daggry, stod Jesus ved Bredden; dog vidste Disciplene ikke, at det var Jesus.
5 Jesus siger til dem: »Mon I har noget at spise, Børn?« De svarede ham: »Nej.«
6 Han sagde til dem: »Kast Garnet ud paa højre Side af Baaden, saa skal I faa!« Da kastede de det ud, og nu kunde de ikke længere hale Garnet ind, saa mange Fisk var der.
7 Den Discipel, Jesus elskede, siger saa til Peter: »Det er Herren.« Da Simon Peter nu hørte, at det var Herren, tog han sin Kittel over sig (han var nemlig nøgen) og kastede sig i Søen.
8 De andre Disciple kom med Baaden, thi de var ikke langt fra Land, kun omtrent to Hundrede Alen, og de slæbte Garnet med Fiskene efter sig.
9 Da de nu kom i Land, ser de dèr en Kulild og Fisk, liggende derpaa, og Brød.
10 Jesus siger til dem: »Kom med nogle af de Fisk, som I lige har fanget.«
11 Simon Peter gik om Bord og trak Garnet paa Land, og det var fuldt af store Fisk, et Hundrede og treoghalvtreds i alt, og skønt der var saa mange, gik Garnet dog ikke i Stykker.
12 Jesus siger til dem: »Kom herhen og hold Maaltid!« Men ingen af Disciplene vovede at spørge ham: »Hvem er du?« De vidste jo, at det var Herren.
13 Saa gaar Jesus hen og tager Brødet og giver dem det, ligeledes ogsaa Fiskene.
14 Dette var allerede tredje Gang, Jesus aabenbarede sig for sine Disciple, efter at han var staaet op fra de døde.

15 Da de nu havde holdt Maaltid, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes's Søn, elsker du mig mere, end de andre gør?« Han svarer ham: »Ja, Herre! du ved, at jeg har dig kær.« Han siger til ham: »Hav Omsorg for mine Lam!«
16 Han spørger ham igen for anden Gang: »Simon, Johannes's Søn, elsker du mig?« Han siger til ham: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Han siger til ham: »Vær Hyrde for mine Faar!«
17 For tredje Gang spørger han ham: »Simon, Johannes's Søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje Gang spurgte ham: »Har du mig kær?« Og han svarede: »Herre! du kender alt, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus siger til ham: »Hav Omsorg for mine Faar.
18 Sandelig, sandelig siger jeg dig, da du var yngre, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du vilde; men naar du bliver gammel, skal du række dine Hænder ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig derhen, hvor du ikke vil.«
19 Med disse Ord sigtede han til den Død, hvormed han skulde herliggøre Gud. Og da han havde sagt det, siger han til ham: »Følg mig!«

Kapitel 21 virker underligt "påklistret".
Codex Sinaiticus

20 Da Peter vendte sig om, saa han den Discipel følge, som Jesus elskede, ham, der ogsaa havde ligget op til hans Bryst ved Aftensmaaltidet og havde spurgt: »Herre! hvem er det, der forraader dig?«
21 Da nu Peter saa ham, spørger han Jesus: »Herre! hvordan skal det gaa ham?«
22 Jesus svarer ham: »Dersom jeg vil, at han skal leve, indtil jeg kommer, hvad angaar det saa dig? Følg du mig!«

23 Saa kom da dette Ord ud blandt Brødrene: »Den Discipel dør ikke.« Dog havde Jesus ikke sagt til ham, at han ikke skulde dø, men: »Dersom jeg vil, at han skal leve, indtil jeg kommer, hvad angaar det saa dig?«
24 Det er den Discipel, som vidner om dette og har skrevet dette, og vi ved, at hans Vidnesbyrd er sandt.

25 Der er ogsaa meget andet, som Jesus har gjort, og hvis det skulde skrives Stykke 'for Stykke, tænker jeg ikke, hele Verden kunde rumme de Bøger, som saa maatte skrives.

Andre bøger