Om oversættelsen: Prøveoversættelsen fra 1944 er en del af det indledende arbejde til oversættelsen fra 1948. Denne oversættelse bryder med en næsten 400 år gammel tradition, hvor hvert Bibeloplag var en revision af de forrige oplag, der i sidste ende gik tilbage til Den Resen-Svaningske Bibel fra 1607.
Desværre er denne oversættelse udgivet fire år før retskrivningsreformen i 1948 — med "aa", "skulde", "vilde", "kunde" og med navneord med stort. Samtidig har man beholdt "eder" i stedet for "jer" for at bevare det gamle kirkesprog. Det gør, at sproget virker "støvet", men oversættelsen er alligevel på mange måder bedre end den autoriserede fra 1992.
Hilsen, 1. Formaninger til frimodig Udholdenhed i Prøvelser, til troende Bøn, 2-8, til ret Syn paa Standsforskelle, 9-11. Fristelser kommer ikke fra Gud, som kun giver gode Gaver, 12-18. Formaning til at høre Guds Ord og leve efter det, 19-25. Om den sande Gudsdyrkelse, 26-27.
1 Jakob, Guds og Herren Jesu Kristi Tjener, sender Hilsen til de tolv Stammer i Adspredelsen.
2 Mine Brødre! I skal regne det for lutter Glæde, naar I kommer ind i mange Slags Prøvelser.
3 I ved jo, at naar jeres Tro prøves, virker det Udholdenhed;
4 og Udholdenhed skal føre til fuldkommen Gerning, saa I kan være fuldkomne og helstøbte og ikke staa tilbage i noget.
5 Men hvis nogen af jer staar tilbage i Visdom, da skal han bede om at faa den fra Gud, der giver alle gavmildt og uden Bebrejdelser, og saa vil den blive ham givet.
6 Men han skal bede i Tro, uden at tvivle; den, der tvivler, ligner nemlig en Havets Bølge, som jages og kastes hid og did af Vinden;
7 og et saadant Menneske maa ikke vente at faa noget fra Herren,
8 en tvesindet Mand, som han er, ustadig paa alle sine Veje.
9 Den Broder, der har ringe Kaar, skal rose sig af sin Højhed,
10 den rige af sin Ringhed; thi han skal forgaa som Blomster i Græsset.
11 Thi Solen staar op med sin Glød og svider Græsset, saa dets Blomster falder og deres Skønhed forsvinder; saaledes skal ogsaa den rige visne paa sine Veje.
12 Salig den Mand, som holder ud i Prøvelse; thi naar han har staaet sin Prøve, skal han faa den Livets Sejrskrans, som Gud har lovet dem, der elsker ham.
13 Ingen maa sige, naar han bliver fristet: »Jeg fristes af Gud;« thi Gud kan ikke fristes af noget ondt, og selv frister han ingen;
14 men enhver fristes, naar han drages og lokkes af sit eget Begær;
15 derefter, naar Begæret har undfanget, føder det Synd, og naar Synden er fuldvoksen, avler den Død.
16 Far ikke vild, mine elskede Brødre!
17 Kun gode, kun fuldkomne Gaver kommer ned ovenfra, fra Himmellysenes Fader, hos hvem der ikke er Forandring eller Skygge, der kommer og gaar.
18 Af egen fri Vilje fødte han os ved Sandhedens Ord til at være en Førstegrøde af hans Skabninger.
19 Det ved I, mine elskede Brødre. Enhver skal være snar til at høre, sen til at tale, sen til Vrede;
20 thi et Menneskes Vrede virker ikke det, som er Ret for Gud.
21 Aflæg derfor al Urenhed og alle de mange Udslag af Ondskab, og tag med Sagtmodighed imod det Ord, som er indplantet i jer, og som har Magt til at frelse jeres Sjæle.
22 Og vær Ordets Gørere, ikke blot dets Hørere, ellers bedrager I jer selv.
23 Thi hvis nogen er Ordets Hører og ikke dets Gører, saa ligner han en Mand, der betragter sit eget Ydre i et Spejl:
24 naar han har betragtet sig selv, gaar han bort og glemmer straks, hvordan han saa ud.
25 Men den, som skuer ind i Frihedens fuldkomne Lov og bliver ved dermed, saa han ikke er en glemsom Hører, men en Gerningens Gører, han skal være salig i sin Gerning.
26 Hvis nogen mener at dyrke Gud og ikke tøjler sin Tunge, men bedrager sit Hjerte, hans Gudsdyrkelse er intet værd.
27 En ren og ubesmittet Gudsdyrkelse for Gud, vor Fader, er dette: at besøge faderløse og Enker i deres Trængsel og bevare sig selv uplettet af Verden.
Advarsel mod Personsanseelse, 1-7, som strider mod Næstekærligheden og er Overtrædelse af Loven, 8-13. Tro uden Gerninger er død, 14-26.
1 Mine Brødre! Lad ikke jeres Tro paa vor Herre Jesus Kristus, den herliggjorte, være blandet med Personsanseelse!
2 Naar der nemlig kommer en Mand ind i jeres Forsamling med Guldring paa Fingeren, i prægtige Klæder, og der samtidig kommer en fattig ind i snavsede Klæder,
3 og I saa kun har øje for ham, der har de prægtige Klæder paa, og siger til ham: »Sæt du dig her paa denne gode Plads,« men derimod siger til den fattige: »Du kan staa der,« eller: »Sæt dig ned paa Gulvet ved mine Fødder« -
4 er I saa ikke i Modstrid med jer selv og dømmer udfra slette Tanker?
5 Hør dog, mine elskede Brødre! Har Gud ikke udvalgt dem, der er fattige i Verdens Øjne, til at være rige i Tro og Arvinger til det Rige, han har lovet dem, der elsker ham?
6 Men I har vist Ringeagt for den fattige! Er det da ikke de rige, der undertrykker jer, og er det ikke netop dem, der slæber jer for Domstolene?
7 Er det ikke dem, der spotter det skønne Navn, som er nævnet over jer?
8 Hvis I virkelig opfylder den kongelige Lov, som efter Skriften lyder: »Du skal elske din Næste som dig selv,« handler I ret;
9 men hvis I viser Personsanseelse, begaar I Synd og stemples af Loven som Overtrædere.
10 Thi den, der holder hele Loven, men blot paa eet Punkt snubler, er blevet skyldig i alle.
11 Thi han, som sagde: »Du maa ikke bedrive Hor,« har ogsaa sagt: »Du maa ikke slaa ihjel.« Dersom du da ikke bedriver Hor, men slaar ihjel, er du dog blevet Overtræder af Loven.
12 I skal tale og handle som de, der skal dømmes efter Frihedens Lov.
13 Thi Dommen er ubarmhjertig mod den, der ikke har øvet Barmhjertighed; men Barmhjertighed ser frimodigt Dommen imøde.
14 Hvad nytter det, mine Brødre! om en siger, han har Tro, naar han ikke har Gerninger? kan Troen maaske frelse ham?
15 Hvis en Broder eller Søster mangler Klæder og dagligt Brød,
16 og en af jer siger til dem: »Gaa bort i Fred, klæd jer varmt og spis jer mæt,« men ikke giver dem det, Legemet behøver -hvad nytter det saa?
17 Saadan er det ogsaa med Troen; hvis den ikke har Gerninger, er den i sig selv død.
18 Men nu kunde en sige: Du har Tro, jeg har Gerninger. Saa vis mig din Tro uden Gerninger, og jeg vil gennem mine Gerninger vise dig min Tro.
19 Du tror, at Gud er een; deri gør du ret; det tror de onde Aander ogsaa - og skælver.
20 Men ønsker du, tankeløse Menneske! Bevis for, at Tro uden Gerninger er gold?
21 Blev ikke vor Fader Abraham retfærdiggjort af Gerninger, da han bragte sin Søn Isak som Offer paa Alteret?
22 Du ser altsaa, at Troen virkede sammen med hans Gerninger, og ved Gerningerne naaede Troen sin Fuldendelse,
23 og saaledes blev det Skriftord opfyldt, som siger: »Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed,« og han blev kaldt Guds Ven.
24 I ser altsaa, at det er af Gerninger, et Menneske bliver retfærdiggjort, og ikke af Tro alene.
25 Paa samme Maade med Skøgen Rahab; var det ikke ogsaa af Gerninger, hun blev retfærdiggjort, da hun tog imod Sendebudene og lod dem slippe bort ad en anden Vej?
26 Ligesom Legemet er dødt uden Aand, saaledes er jo ogsaa Troen død uden Gerninger.
Tungens Synder, 1-12. Den sande og den falske Visdom, 13-18.
1 Mine Brødre! ikke mange af jer maa søge at blive Lærere. I skal vide, at vi faar en desto strængere Dom.
2 Vi snubler jo alle Gang paa Gang; hvis en ikke gør det med sine Ord, saa er han en fuldkommen Mand, i Stand til ogsaa at holde hele sit Legeme i Tømme.
3 Naar vi lægger Bidsel i Munden paa Hestene, for at de skal lystre os, saa kan vi ogsaa styre hele deres Krop.
4 Se, ogsaa Skibene, som er saa store og drives af stærke Vinde, de styres dog med et ganske lille Ror, hvorhen Styrmandens Hu staar.
5 Saadan er ogsaa Tungen et lidet Lem, men kan dog prale af store Ting. Se, hvor den mindste Ild kan sætte den største Skov i Brand!
6 Ogsaa Tungen er en Ild. Som en Verden af Uretfærdighed sidder Tungen blandt vore Lemmer; den besmitter hele Legemet, ja, sætter »Tilværelsens Hjul« i Brand og er selv sat i Brand af Helvede.
7 Thi enhver Art af vilde Dyr og Fugle, af Krybdyr og Havdyr, kan tæmmes og er blevet tæmmet af Mennesker;
8 men Tungen kan intet Menneske tæmme, rastløs og ond som den er, fuld af dødbringende Gift.
9 Med den velsigner vi Herren og Faderen, og med den forbander vi Menneskene, som er skabt, saa de ligner Gud.
10 Af den sely samme Mund udgaar baade Velsignelse og Forbandelse. Mine Brødre! saaledes bør det ikke være.
11 Kan samme Kildevæld give baade velsmagende og bittert Vand?
12 Kan et Figentræ, mine Brødre! bære Oliven, eller et Vintræ Figener? Ej heller kan en salt Kilde give fersk Vand.
13 Er der nogen viis og forstandig iblandt jer, saa skal han ved sin gode Færd lade det komme frem i Gerning med Visdommens Sagtmodighed.
14 Men huser I bitter Misundelse og Egennytte i jeres Hjerter, saa ros jer ikke løgnagtigt paa Trods af Sandheden!
15 Den »Visdom« kommer ikke ovenfra, men er jordisk, sjælelig, og stammer fra de onde Aander.
16 Thi hvor der er Misundelse og Egennytte, der er Forvirring og alt, hvad ondt er.
17 Men Visdommen ovenfra er først og fremmest ren, dernæst fredsæl, mild, hensynsfuld, fyldt med Barmhjertighed og gode Frugter, fri for Partiskhed og Hykleri.
18 Og Retfærdighed er Frugt af en Sæd, der saas i Fred til Gavn for dem, som stifter Fred.
Advarsler mod indbyrdes Strid og mod verdsligt og hovmodigt Sindelag, 1-10, mod Bagtalelse, 11-12, og mod falsk Tryghed, 13-17.
1 Hvoraf kommer Kampe og hvoraf Stridigheder iblandt jer? mon ikke fra de Lyster, som kriges i jeres Lemmer?
2 I begærer og faar intet; I myrder og misunder og opnaar ikke noget; I lever i Kamp og Strid, og I faar intet, fordi I ikke beder;
3 I beder, og I faar ikke, fordi I beder daarligt, kun for at ødsle det bort i jeres Lyster.
4 I utro! ved I ikke, at Venskab med Verden er Fjendskab med Gud? Den, der gerne vil være Verdens Ven, gør sig altsaa til Guds Fjende.
5 Eller mener I, det er tomme Ord, naar Skriften siger: »Med Nidkærhed længes han efter den Aand, han har givet Bolig i os?«
6 Men saa meget større er den Naade, han skænker. Derfor hedder det: »Gud staar de hovmodige imod, men de ydmyge giver han Naade.«
7 Derfor skal I underordne jer under Gud. Staa Djævelen imod, saa skal han fly fra jer;
8 hold jer nær til Gud, saa skal han holde sig nær til jer! Tvæt Hænderne, I Syndere! og rens Hjerterne, I tvesindede!
9 Klag jeres Nød og sørg og græd; lad jeres Latter vendes til Sorg og jeres Glæde til Bedrøvelse!
10 Ydmyg jer for Herren, saa skal han oprejse jer.
11 Tal ikke ondt om hinanden, Brødre! Den, som taler ondt om sin Broder eller dømmer sin Broder, taler ondt om Loven og dømmer Loven; men dømmer du Loven, er du ikke Lovens Gører, men dens Dommer.
12 Een er Lovgiver og Dommer, han, som har Magt til at frelse og ødelægge; men hvem er du, som dømmer din Næste?
13 Og nu I, som siger: »I. Dag eller i. Morgen vil vi rejse til den eller den By og blive der et Aar og handle og tjene penge,«
14 I kender jo ikke Dagen i Morgen. Hvordan er nemlig jeres Liv? I er jo en Damp, som ses en liden Stund og saa forsvinder.
15 I Stedet for skulde I sige: »Hvis Herren vil, saa skal vi leve og gøre det eller det.«
16 Men nu bruger. I store Ord i jeres Pral; alle den Slags store Ord er onde, Altsaa naar man, ved, hvad der er det rigtige, og ikke gør det, er man skyldig i Synd,
Dommen over de rige, der har udbyttet deres Arbejdere, 1-6. Formaning til Taalmodighed, 7-11, og til ikke at sværge; 12. Opfordring til Forbøn for syge, 13-18. Om vildfarne Brødre, 19-20.
1 Og nu; I rige! klag og græd over den Elendighed, som venter jer.
2 Jeres Rigdom er raadnet op, og jeres Klæder, er mølædt;
3 jeres Guld og Sølv er fortæret af Rust, og den Rust skal være et Vidnesbyrd imod jer og æde jeres Kød som. Ild; I har samlet jer Skatte i de sidste Tider,
4 Se, den Løn, I har forholdt Arbejderne, der høstede jeres Marker, den raaber højt, og Høstfolkenes Skrig, er, naaet frem til Herren Zebaots, Ører.
5 I har levet højt og nydt Livet paa Jorden; I har af Hjertens, Lyst gjort jer til gode paa »Slagtedagen«,
6 I har dømt den retfærdige skyldig og myrdet ham; han staar jer ikke imod.
7 Saa vent da taalmodigt, Brødre! indtil Herrens Komme. Se, Bonden bier paa Jordens dyrebare Afgrøde og venter taalmodigt efter den, til den har faaet Tidligregn og Sildigregn.
8 Vent da ogsaa I'taalmodigt, styrk jeres Hjerter; thi Herrens Komme er nær.
9 Vær ikke vrantne mod hinanden, Brødre! for at I ikke skal blive dømt; se, Dommeren staar for Døren.
10 Brødre! tag Profeterne, der talte i Herrens Navn, til Forbillede i at lide ondt og være taalmodige.
11 Se, vi priser dem salige, som har holdt ud. I har hørt om Jobs Udholdenhed og set, hvordan Herren lod det ende; thi Herren er naaderig og barmhjertig.
12 Fremfor alt, mine Brødre! sværg ikke, hverken ved Himmelen eller ved Jorden ej heller nogen anden Ed; men lad jeres »Ja« være »Ja«, og jeres »Nej« være »Nej«, for at I ikke skal hjemfalde til Dom.
13 Lider nogen iblandt jer ondt, skal han bede; er nogen vel til Mode, skal han synge Lovsange!
14 Er nogen iblandt jer syg, skal han kalde Menighedens Ældste til sig, og de skal bede over ham, efter at de i Herrens Navn har salvet ham med Olie.
15 Saa vil Troens Bøn frelse den syge, og Herren skal rejse ham fra Sygelejet, og har han begaaet Synder, skal det tilgives ham.
16 Bekend derfor jeres Synder for hinanden, og bed for hinanden, for at I maa blive helbredt; en retfærdigs Bøn har en mægtigt virkende Kraft.
17 Elias var et Menneske under samme Kaar som vi, og han bad en Bøn om, at det ikke maatte regne; og det regnede ikke over Landet i tre Aar og seks Maaneder.
18 Og han bad paa ny, og Himmelen gav Regn, og Jorden lod sin Afgrøde spire frem.
19 Mine Brødre! Hvis nogen iblandt jer er faret vild fra Sandheden, og der er en, der omvender ham,
20 saa skal I vide, at den, der omvender en Synder fra den Vildfarelse, han er kommet ud i, frelser hans Sjæl fra Døden og skjuler en Mangfoldighed af Synder.