Om oversættelsen: Oversættelsen fra 1948 bryder med en næsten 400 år gammel tradition, hvor hvert Bibeloplag var en revision af de forrige oplag, der i sidste ende gik tilbage til Den Resen-Svaningske Bibel fra 1607. Denne oversættelsen er på mange måder bedre end den autoriserede fra 1992.
Om bogen: Hebræerbrevet har næsten fra starten af været tilskrevet Paulus. Det står ganske vist ingen steder i selve epistlen, men forfatteren er lusket nok til at slutte med at hilse fra Paulus' tro følgesvend, Timotheus. Se evt.: Paulus og Brevet til Hebræerne og Martin Luther og Brevet til Hebræerne.
Forfatteren gentager igen og igen, hvordan Jesus er en guddommelig ypperstepræst, der har frembåret det mest guddommelige offer — sig selv — til det guddommelige alter i Himlen, hvis Jesus nogensinde havde været på jorden.
Kapitler: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13
|
|
1 Efter at Gud fordum mange gange og på mange måder havde talt til fædrene ved profeterne,
2 har han nu ved dagenes ende talt til os ved sin Søn, hvem han har indsat som arving til alle ting, ved hvem han også har skabt verden.
3 Han er hans herligheds afglans og hans væsens udtrykte billede og bærer alt med sit mægtige ord. Og han tog sæde ved Majestætens højre hånd i det høje, efter at han havde fuldbragt renselse for vore synder.
4 Og han er blevet så meget mere ophøjet end englene, som det navn, han har arvet, er over deres.
5 Thi til hvem af englene har Gud nogen sinde sagt: »Du er min Søn, jeg har født dig i dag?« og et andet sted: »Jeg vil være ham en Fader, og han skal være mig en Søn?«
6 Og når han igen lader sin førstefødte komme til jorderig, siger han: »Og alle Guds engle skal tilbede ham.«
7 Og medens han om englene siger: »Sine engle gør han til vinde og sine tjenere til ildslue,«
8 siger han om Sønnen: »Din trone, o Gud! står i evighed fast, og retfærds stav er din kongestav.
9 Du elskede ret og hadede uret, derfor salvede Gud, din Gud, dig med glædens olie fremfor dine fæller.«
10 Og: »I begyndelsen har du, o Herre, lagt jordens grundvold fast, og himlene er dine hænders værk.
11 De skal forgå, men du består; alle skal de ældes som en klædning,
12 og som en kappe skal du rulle dem sammen, som en klædning skal de skiftes; men du er den samme, og dine år får aldrig ende.«
13 Og til hvem af englene har han nogen sinde sagt: »Sæt dig ved min højre hånd, til jeg får lagt dine fjender som en skammel for dine fødder?«
14 Er de ikke alle ånder i Guds tjeneste, som sendes ud til hjælp for deres skyld, der skal arve frelse?
1 Derfor må vi så meget mere give agt på det, vi har hørt, for at vi ikke skal glide bort fra det.
2 Thi når det ord, som var talt ved engle, stod fast, og hver overtrædelse og ulydighed fik sin velfortjente straf,
3 hvorledes skal vi da kunne undslippe, hvis vi ikke bryder os om så stor en frelse? Den blev jo først forkyndt ved Herren selv og senere stadfæstet for os af dem, som havde hørt ham,
4 medens Gud vidnede med, både ved tegn og undere og mange slags kraftige gerninger og ved at tildele mennesker Helligånden efter sin vilje.
5 Thi det var ikke engle, han underlagde den kommende verden, som vi taler om.
6 Men der er en, der et sted har vidnet og sagt: »Hvad er et menneske, at du kommer ham i hu? eller en menneskesøn, at du tager dig af ham?
7 Du gjorde ham en kort tid ringere end englene; med herlighed og ære kronede du ham.
8 alt lagde du under hans fødder.« Når han »lagde alt under ham«, undtog han jo intet fra at være ham underlagt. Vel ser vi endnu ikke, at alt er ham underlagt;
9 men ham, som »en kort tid var blevet gjort ringere end englene«, Jesus, ham ser vi, fordi han led døden, »kronet med herlighed og ære«, for at det ved Guds nåde skulle komme alle til gode, at han havde smagt døden.
10 Thi når han, for hvis skyld alt er til, og ved hvem alt er blevet til, ville føre mange sønner til herlighed, sømmede det sig for ham at føre deres frelses banebryder til fuldendelse gennem lidelser.
11 Thi både den, som helliger, og de, som helliges, har alle samme Fader; derfor skammer han sig ikke ved at kalde dem brødre,
12 idet han siger: »Jeg vil kundgøre dit navn for mine brødre, midt i menigheden vil jeg prise dig!«
13 Og et andet sted: »Jeg vil sætte min lid til ham.« Og videre: »Se, her er jeg og de børn, Gud gav mig.«
14 Da nu børnene har del i kød og blod, fik også han på lignende måde del deri, for at han ved sin død skulle gøre ham magtesløs, der har dødens vælde, nemlig Djævelen,
15 og udfri alle dem, som af frygt for døden hele deres liv havde levet i trældom.
16 Thi det er jo ikke engle, han tager sig af, det er Abrahams slægt, han tager sig af.
17 Derfor måtte han i ét og alt blive sine brødre lig, for at han i sin tjeneste for Gud kunne blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst til at sone folkets synder.
18 Thi som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han komme dem til hjælp, som fristes.
1 Derfor, hellige brødre, I, som har fået del i en himmelsk kaldelse! se hen til vor bekendelses apostel og ypperstepræst, Jesus,
2 der var tro imod den, som gjorde ham dertil, ligesom også Moses »var tro i hele hans hus«.
3 Thi han er fremfor Moses agtet værdig til så meget større herlighed, som den, der bygger et hus, nyder større ære end selve huset.
4 Hvert hus bygges jo af en eller anden, men den, der har bygget alt, er Gud.
5 Og vel var Moses »tro i hele hans hus« som tjener, så han vidnede om det, der engang skulle forkyndes;
6 men Kristus er tro som Søn over hans hus. Og hans hus er vi, såfremt vi til det sidste holder urokkelig fast ved vor frimodighed og vort håb, som vi priser os lykkelige over.
7 Derfor, som Helligånden siger: »I dag, når I hører hans røst,
8 så forhærd ikke eders hjerter som i ›forbitrelsen‹, på fristelsens dag i ørkenen,
9 hvor eders fædre fristede mig og satte mig på prøve, skønt de havde set mine gerninger i fyrretyve år.
10 Derfor væmmedes jeg ved denne slægt og sagde: ›Altid farer de vild med hjertet;‹ og de ville ikke vide af mine veje.
11 Så svor jeg i min vrede: Sandelig, de skal ikke gå ind til min hvile.«
12 Se til, brødre! at der aldrig i nogen af jer skal findes et ondt, vantro hjerte, så han falder fra den levende Gud.
13 Men forman hverandre hver dag, så længe det hedder »i dag«, for at ikke nogen af jer skal forhærdes ved syndens bedrag.
14 Thi vi har del i Kristus, såfremt vi holder den tillid, vi havde i begyndelsen, urokkelig fast til det sidste.
15 Da der blev sagt: »I dag, når I hører hans røst, så forhærd ikke eders hjerter som i ›forbitrelsen‹,«
16 hvem var det da, som hørte hans ord og dog gjorde ham forbitret? Var det ikke alle dem, der var draget ud af Ægypten, førte af Moses?
17 Og hvem var det, han væmmedes ved i fyrretyve år? Var det ikke dem, som syndede, og »hvis døde kroppe faldt i ørkenen«?
18 Og om hvem svor han, at de »ikke skulle gå ind til hans hvile«, undtagen om dem, som havde vist sig ulydige?
19 Så ser vi da, at det var på grund af deres vantro, de ikke kunne gå ind.
|
1 Da nu forjættelsen om at gå ind til hans hvile endnu venter på sin opfyldelse, så lad os ængsteligt våge over, at ingen af jer skal få den tanke, at han er kommen for sent.
2 Thi vi fik det glædelige budskab forkyndt lige så vel som de; men det ord, der lød, hjalp dem ikke, fordi det ikke ved tro blev tilegnet af dem, der hørte det.
3 Thi kun vi, som er kommet til tro, går ind til hvilen, således som han har sagt: »Så svor jeg i min vrede: Sandelig, de skal ikke gå ind til min hvile,« og det skønt hans gerninger var fuldbyrdede fra verdens grundlæggelse.
4 Thi om den syvende dag har han et sted sagt således: »Og Gud hvilede på den syvende dag fra alle sine gerninger.«
5 Og på dette sted derimod: »Sandelig, de skal ikke gå ind til min hvile.«
6 Da det altså endnu ikke er opfyldt, at nogle skulle gå ind til hvilen, og da de, som først fik det glædelige budskab forkyndt, ikke gik ind på grund af deres ulydighed,
7 så fastsætter han atter en dag: »I dag«, idet han så lang tid efter siger gennem David, som ovenfor nævnt: »I dag, når I hører hans røst, så forhærd ikke jeres hjerter!«
8 Thi hvis Josua havde ført dem til hvilen, da ville Gud ikke derefter have talt om en anden dag.
9 Altså står der endnu en sabbatshvile tilbage for Guds folk.
10 Thi den, som er gået ind til hans hvile, har opnået at hvile fra sine gerninger, ligesom Gud fra sine.
11 Lad os derfor stræbe efter at gå ind til den hvile, for at ingen skal falde som de og blive et lignende eksempel på ulydighed.
12 Thi Guds ord er levende og virkende og skarpere end noget tveægget sværd og trænger så dybt ind, at det sønderdeler sjæl og ånd, marv og ben og er dommer over hjertets tanker og meninger.
13 Ingen skabning er usynlig for ham, alt ligger blottet og udbredt for hans øjne; og ham skal vi stå til regnskab.
14 Da vi nu har en stor ypperstepræst, som er steget op igennem himlene, Jesus, Guds Søn, så lad os holde fast ved bekendelsen!
15 Thi vi har ikke en ypperstepræst, som ikke kan have medlidenhed med vore skrøbeligheder, men en, som har været fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd.
16 Lad os derfor med frimodighed træde frem for nådens trone for at få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid.
1 Thi enhver ypperstepræst, som udtages blandt mennesker, indsættes, til gavn for mennesker, i sin tjeneste for Gud, til at frembære både ublodige og blodige ofre for synder.
2 Og han er i stand til at føle medlidenhed med de uvidende og vildfarende, fordi han også selv er skrøbelighed undergivet
3 og derfor er skyldig at frembære syndoffer såvel for sig selv som for folket.
4 Og ingen tiltager sig selv den værdighed, men man må som Aron kaldes dertil af Gud.
5 Således har heller ikke Kristus tillagt sig selv den ære at blive ypperstepræst, men har fået den af ham, som sagde til ham: »Du er min Søn, jeg har født dig i dag,«
6 ligesom han jo også et andet sted siger: »Du er præst evindelig, på Melkisedeks vis.«
7 Og han har i sit jordelivs dage med høje råb og tårer opsendt bønner og nødråb til ham, der kunne frelse ham fra døden, og han blev bønhørt og friet fra sin angst.
8 Skønt han var Søn, lærte han lydighed af det, han led,
9 Og da han havde nået fuldendelsen, blev han ophav til evig frelse for alle, som er lydige mod ham,
10 og blev af Gud kaldt ypperstepræst »på Melkisedeks vis«.
11 Herom har vi meget at sige, og det er svært at forklare, da I er blevet sløve til at høre.
12 Thi skønt I efter den tid, der er gået, burde kunne være lærere for andre, trænger I til, at man på ny skal lære jer de første begyndelsesgrunde i Guds ord; og det er kommet så vidt med jer, at I trænger til mælk og ikke til fast føde.
13 Thi enhver, der endnu får mælk, forstår ikke rigtig tale, da han endnu kun er spæd;
14 men den faste føde er for de fuldvoksne, for dem, som gennem brugen har fået sanserne opøvet til at skelne mellem godt og ondt.
1 Lad os derfor ikke her gå ind på børnelærdommen om Kristus, men ledes frem til de voksnes stade og ikke på ny lægge grundvold med omvendelse fra døde gerninger og tro på Gud,
2 med lære om tvætninger og håndspålæggelse, de dødes opstandelse og evig dom.
3 Ja, det vil vi gøre, om ellers Gud vil tillade det.
4 Thi når mennesker én gang er blevet oplyst og har smagt den himmelske gave og har fået del i Helligånden
5 og har smagt Guds gode ord og den kommende verdens kræfter — og så falder fra, da er det umuligt atter at bringe dem til omvendelse på ny;
6 thi de korsfæster for deres del Guds Søn igen og gør ham til spot.
7 Thi så længe en mark opsuger den regn, der ofte falder på den, og frembringer afgrøde til gavn for dem, den dyrkes for, er den under Guds velsignelse;
8 men bærer den tjørn og tidsel, er den ingenting til og forbandelse nær, og til sidst sættes der ild på den.
9 Men selv om vi også taler således, er vi dog overbeviste om, at med jer, I elskede, står det bedre til, og at I har del i frelsen.
10 Thi Gud er ikke uretfærdig, så han skulle glemme jeres arbejde og den kærlighed, I har vist mod hans navn, ved at I har hjulpet og stadig hjælper de hellige.
11 Men vi ønsker inderligt, at enhver af jer må vise den samme iver efter at fastholde fuld vished i håbet indtil det sidste,
12 så I ikke bliver sløve, men efterfølger dem, som ved tro og tålmodighed arver det, der er dem forjættet.
13 Thi da Gud gav forjættelsen til Abraham, svor han ved sig selv, fordi han ikke havde nogen større at sværge ved, og sagde:
14 »Sandelig, jeg vil velsigne dig rigt og gøre dit afkom talrigt.«
15 Og således fik Abraham forjættelsen opfyldt ved at bie tålmodigt.
16 Mennesker sværger jo ved en, der er større end de selv, og eden tjener dem til stadfæstelse og gør ende på alle indvendinger.
17 Derfor, da Gud endnu tydeligere ville give forjættelsens arvinger til kende, at hans beslutning var urokkelig, indestod han derfor med en ed,
18 for at vi ved to urokkelige kendsgerninger, der udelukker, at Gud kunne lyve, skulle have en stærk trøst, når vi søgte vor redning i at gribe det håb, der ligger rede til os;
19 og det har vi som et sjælens anker, der ligger sikkert og fast og når ind bag forhænget,
20 hvor Jesus gik ind som forløber for os, idet han blev ypperstepræst »på Melkisedeks vis evindelig«.
1 Thi denne Melkisedek, konge i Salem, Guds, den Højestes, præst, som gik Abraham i møde, da han vendte hjem efter sejren over kongerne, og velsignede ham,
2 og hvem Abraham også gav tiende af alt — han, som for det første, når hans navn udlægges, er »retfærdigheds konge«, dernæst også »Salems konge«, det vil sige »freds konge«,
3 uden fader, uden moder, uden stamtavle, uden begyndelse på sine dage og uden afslutning på sit liv, ligestillet med Guds Søn — han bliver ved med at være præst bestandig.
4 Se dog, hvor stor han er, at Abraham, vor stamfader, gav ham tiende af det bedste bytte.
5 Og medens de af Levis sønner, der bliver præster, har befaling til efter loven at tage tiende af folket, det vil sige af deres brødre, skønt de dog er kommet af Abrahams lænd,
6 så har han, som ikke regner sin slægt fra dem, taget tiende af Abraham og har velsignet ham, der havde fået forjættelserne.
7 Men det er uimodsigeligt, at det altid er den ringere, som velsignes af den højerestående.
8 Og her er det dødelige mennesker, som tager tiende; men dér er det en, som får det vidnesbyrd, at han bliver i live.
9 Ja, endog Levi, som tager tiende, har så at sige gennem Abraham givet tiende;
10 thi han var endnu i sin stamfaders lænd, dengang Melkisedek gik denne i møde.
11 Hvis der nu kunne opnås fuldendelse ved det levitiske præstedømme — på dette hviler jo loven, som folket har fået — hvorfor var det så fremdeles nødvendigt, at der skulle opstå en præst af en anden slags, »på Melkisedeks vis«, og tales om en, der ikke er »på Arons vis«?
12 (Ændres præstedømmet, må jo nødvendigvis også loven ændres.)
13 Han, som dette siges om, hører nemlig til en anden stamme, hvoraf ingen har gjort tjeneste ved alteret.
14 Thi det er en kendt sag, at vor Herre oprandt af Juda stamme, og om præster fra den har Moses ikke talt et ord.
15 Og endnu klarere bliver det, når der i lighed med Melkisedek opstår en præst af en anden slags,
16 som ikke blev det efter en lov, der kræver kødelig afstamning, men fordi han har sin kraft fra et uopløseligt liv.
17 Thi han får det vidnesbyrd: »Du er præst evindelig på Melkisedeks vis.«
18 Ganske vist ophæves derved et tidligere bud, fordi det viste sig svagt og unyttigt —
19 loven bragte jo ikke i nogen henseende det fuldkomne — men der indføres i stedet derfor et bedre håb, hvorved vi kommer Gud nær.
20 Og så vist som det ikke er sket uden edelig bekræftelse, (thi de andre er blevet præster uden ed,
21 men han med ed, ved den, som siger til ham: »Herren har svoret og angrer det ej: ›Du er præst evindelig‹ «),
22 så vist er Jesus blevet den, der står inde for en bedre pagt.
23 Og mens de andre præster havde været flere efter hverandre, fordi døden hindrede dem i at fortsætte,
24 så har han et uforgængeligt præstedømme, fordi han bliver evindelig.
25 Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever, så han kan gå i forbøn for dem.
26 Thi en sådan ypperstepræst passede også for os: en, der var hellig, uberørt af det onde og ubesmittet, skilt ud fra syndere og ophøjet over himlene;
27 en, der ikke som de andre ypperstepræster hver dag har nødig at bringe ofre først for sine egne synder, og så for folkets; thi det gjorde han én gang for alle, da han ofrede sig selv.
28 Thi loven indsætter til ypperstepræster skrøbelige mennesker; men edens ord, der lød senere end loven, indsætter en Søn, som er nået til fuldendelse for evigt.
|
1 Hovedsagen i det, der her tales om, er imidlertid, at vi har en sådan ypperstepræst, der har taget sæde på højre side af Majestætens trone i Himlene
2 som tjener ved helligdommen, det sande tabernakel, som Herren selv og ikke et menneske har rejst.
3 Thi enhver ypperstepræst indsættes til at frembære både ublodige og blodige ofre; derfor måtte også han nødvendigvis have noget at frembære.
4 Hvis han nu havde været på jorden, havde han ikke engang været præst, da der her findes andre, som frembærer offergaverne efter lovens forskrift.
5 De tjener ved en helligdom, der er et afbillede og en skygge af den himmelske, således som Gud tilkendegav Moses det, da han skulle indrette tabernaklet: »Se til,« sagde han, »at du udfører alt efter det forbillede, som blev vist dig på bjerget.«
6 Men nu har han fået en så meget højere tjeneste, som han er mellemmand for en bedre pagt, der er grundet på bedre forjættelser.
7 Hvis nemlig den første havde været udadlelig, ville ingen have søgt at sætte en anden i stedet.
8 Men han dadler jo, når han siger til dem: »Se, dage skal komme, lyder det fra Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og Judas hus;
9 ikke som den pagt, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden for at føre dem ud af Ægyptens land; thi de blev ikke i min pagt, derfor brød jeg mig ikke om dem, siger Herren.
10 Thi dette er den pagt, jeg i dagene herefter vil oprette med Israels hus, lyder det fra Herren: jeg vil give mine love i deres sind, og på deres hjerter vil jeg skrive dem, og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.
11 Og da skal ingen lære sin landsmand eller sin broder og sige: ›Kend Herren!‹ Thi de skal alle kende mig, fra den mindste til den største iblandt dem.
12 Thi jeg vil nådig tilgive deres uret og aldrig mere komme deres synder i hu.«
13 Når han siger en »ny pagt«, har han dermed erklæret, at den første er forældet; men det, som er ved at blive forældet og gammelt, er nær ved at forsvinde.
1 Nu havde jo også den første pagt sin gudstjenesteordning og sin jordiske helligdom.
2 Thi i den var der indrettet et forreste rum, hvori lysestagen og bordet og skuebrødene var; det kaldes »det hellige«.
3 Og bag det andet forhæng var der et rum, som kaldes »det allerhelligste«.
4 Deri stod et gyldent røgelsesalter og pagtens ark, på alle sider beslået med guld, og i den var der en guldkrukke med mannaen, og Arons stav, den, som havde blomstret, og pagtens tavler.
5 Oven på den stod herlighedens keruber, som overskyggede sonedækket. Men herom skal der nu ikke tales i det enkelte.
6 Således var dette indrettet, og i det forreste rum går præsterne til stadighed ind og udfører deres gudstjenstlige handlinger;
7 i det andet går derimod alene ypperstepræsten ind én gang om året, og aldrig uden blod, som han frembærer for sig selv og for folkets ufrivillige forseelser.
8 Derved giver Helligånden til kende, at vejen til helligdommen endnu ikke er blevet fri, så længe det forreste rum endnu er der.
9 Heri har vi jo et sindbillede på den nuværende tid, og svarende dertil frembæres der både ublodige og blodige ofre, som dog ikke er i stand til efter samvittighedens krav at føre den ofrende til fuldendelse;
10 de er da også, såvel som forskrifter om mad og drikke og forskellige tvætninger, kun kødelige bud, pålagte indtil den tid, da den rette ordning indføres.
11 Men Kristus kom som ypperstepræst for de goder, der nu er blevet virkelighed; og gennem det større og fuldkomnere telt, som ikke er gjort med hænder, det vil sige, som ikke hører denne skabte verden til,
12 gik han, ikke med blod af bukke eller kalve, men med sit eget blod én gang for alle ind i helligdommen og vandt en evig forløsning.
13 Thi hvis blod af bukke og tyre og aske af en kvie, når det stænkes på de besmittede, helliger og bringer kødelig renhed,
14 hvor meget mere vil da ikke Kristi blod, fordi han i kraft af en evig Ånd frembar sig selv som et lydefrit offer for Gud, rense vor samvittighed fra døde gerninger, så vi kan tjene den levende Gud.
15 Og derfor er han mellemmand for en ny pagt, for at de kaldede må få den forjættede, evige arv, efter at død har fundet sted til forløsning fra overtrædelserne under den første pagt.
16 Thi hvor der er et testamente, er det nødvendigt, at hans død, som oprettede det, godtgøres.
17 Thi et testamente bliver først gyldigt ved død, da det aldrig træder i kraft, så længe han, der har oprettet det, lever.
18 Derfor er heller ikke den første pagt blevet indviet uden blod.
19 Thi efter at Moses havde forkyndt hele folket alle lovbudene, tog han blod af kalve og bukke tillige med vand og skarlagenrød uld og isop og bestænkede både bogen selv og hele folket, idet han sagde:
20 »Dette er den pagts blod, som Gud har pålagt eder.«
21 Ligeledes stænkede han blodet på tabernaklet og alle de ting, der brugtes ved gudstjenesten.
22 Og det er næsten sådan, at efter loven bliver alt renset med blod, og der opnås ingen tilgivelse, uden at blod bliver udgydt.
23 Så er det da nødvendigt, at afbillederne af den himmelske helligdom renses på denne måde, men at selve den himmelske helligdom renses ved bedre ofre end disse.
24 Thi Kristus gik ikke ind i en helligdom, som er gjort med hænder og kun er et billede af den sande, men ind i selve Himmelen for nu at træde frem for Guds åsyn til bedste for os.
25 Ej heller gik han derind for at ofre sig selv mange gange, således som ypperstepræsten år for år går ind i helligdommen med blod, som ikke er hans eget;
26 i så fald havde han måttet lide mange gange siden verdens grundlæggelse. Men nu er han én gang for alle ved tidernes fuldendelse åbenbaret for ved sit offer at bortskaffe synden.
27 Og så vist som det er menneskenes lod én gang at dø og derefter dømmes,
28 således skal også Kristus, efter én gang at være blevet ofret for at bære manges synder, anden gang komme til syne, ikke for at bære synden, men til frelse for dem, som bier på ham.
1 Thi loven ejer kun en skygge af de kommende goder og ikke tingene i deres sande skikkelse; derfor kan den aldrig ved de samme ofre, som de bestandig år for år frembærer, føre de ofrende til fuldendelse.
2 Ville man ellers ikke have holdt op med at frembære dem, når de, som dyrker Gud med dem, én gang var rensede og deres samvittighed ikke mere tynget af synder?
3 Men ofrene bringer netop år efter år ihukommelse af synder.
4 Thi det er umuligt, at blod af tyre og bukke kan borttage synder.
5 Derfor siger han, da han træder ind i verden: »Til slagt- og afgrødeoffer havde du ej lyst; men et legeme beredte du mig;
6 i brænd- og syndoffer fandt du ikke behag.
7 Da sagde jeg: ›Se, jeg er kommen (i bogrullen er der skrevet om mig) for at gøre din vilje, min Gud!‹ «
8 Medens han først siger: »Til slagt- og afgrødeofre, brænd- og syndofre havde du ej lyst, og i dem fandt du ikke behag« (og de frembæres dog efter loven),
9 siger han derefter: »Se, jeg er kommen for at gøre din vilje.« Han ophæver det første for at fastslå det andet, Guds vilje,
10 og i den er vi blevet helligede, ved at Jesu Kristi legeme én gang for alle er blevet ofret.
11 Og alle andre præster står daglig og forretter deres tjeneste og frembærer gang på gang de samme ofre, som dog aldrig formår at borttage synder.
12 Men han har frembåret ét offer for synder og derefter for bestandig taget sæde ved Guds højre hånd.
13 og venter nu kun på, at hans »fjender skal lægges som en skammel for hans fødder.«
14 Thi med et eneste offer har han for bestandig ført dem, der helliges, til fuldendelse.
15 Også Helligånden vidner for os herom; thi efter at Herren har sagt:
16 »Dette er den pagt, som jeg i dagene herefter vil oprette med dem,« siger han: »Jeg vil give mine love i deres hjerter, og jeg vil skrive dem i deres sind,
17 og deres synder og deres overtrædelser vil jeg ikke mere komme i hu.«
18 Og hvor synderne er tilgivet, behøves der ikke mere noget offer for synd.
19 Da vi nu, brødre, ved Jesu blod har frimodighed til at gå ind i helligdommen,
20 idet han har indviet os en ny og levende vej gennem forhænget, det vil sige hans jordiske legeme,
21 og da vi har en stor præst over Guds hus,
22 så lad os træde frem med et oprigtigt hjerte, i troens fulde vished, bestænkede på hjerterne og derved rensede fra en ond samvittighed, og tvættede på legemet med rent vand;
23 lad os urokkeligt holde fast ved håbets bekendelse; thi trofast er han, som gav forjættelsen;
24 og lad os give agt på hverandre, så vi opflammer hverandre til kærlighed og gode gerninger,
25 og lad os ikke svigte vor egen menighedsforsamling, som nogle har for skik, men formane hverandre, og det så meget mere, som I ser dagen nærme sig.
26 Thi synder vi med vilje efter at have lært sandheden at kende, gives der ikke mere noget offer for vore synder,
27 men en frygtelig forventning om dom og en nidkærheds brand, som skal fortære de genstridige.
28 Den, der har brudt Mose lov, må uden barmhjertighed dø »på to eller tre vidners udsagn«;
29 hvor meget hårdere straf mener I da ikke den fortjener, som har trådt Guds Søn under fod og holdt pagtens blod, som han blev helliget med, for urent og hånet nådens Ånd?
30 Vi kender jo ham, som har sagt: »Mig tilkommer det at straffe, jeg vil gengælde;« og fremdeles: »Herren skal dømme sit folk.«
31 Det er frygteligt at falde i den levende Guds hænder.
32 Men kom den første tid i hu, da I, efter at være blevet oplyst, udholdt mangen en lidelsesfuld kamp,
33 idet I snart ved hån og mishandling blev et skuespil for folk, snart delte kår med dem, som gennemgik sådanne lidelser.
34 Thi både havde I medlidenhed med de fangne og fandt jer med glæde i, at man røvede, hvad I ejede; I vidste jo, at I ejer noget bedre og blivende.
35 Så kast da ikke jeres frimodighed bort, den har nemlig stor løn i følge;
36 thi I behøver udholdenhed for at gøre Guds vilje og få, hvad der er forjættet.
37 Thi »der er endnu kun en liden stund, snart, snart, så kommer han, der skal komme, og han tøver ikke;
38 og min retfærdige skal leve af tro;« men »hvis han unddrager sig, har min sjæl ikke behag i ham.«
39 Men vi hører ikke til dem, som unddrager sig og går fortabt, men til dem, som tror og vinder deres sjæle.
1 Tro er fast tillid til det, man håber, overbevisning om ting, man ikke ser.
2 På grund af den fik jo de gamle godt vidnesbyrd.
3 I tro fatter vi, at verden er blevet skabt ved Guds ord, så det synlige blev til af det, vi ikke kan se.
4 I tro bragte Abel Gud et bedre offer end Kain, og ved den fik han det vidnesbyrd, at han var retfærdig, idet Gud selv kendtes ved hans offergaver; og ved den taler han endnu efter sin død.
5 I tro blev Enok taget bort, for at han ikke skulle se døden, og man fandt ham ikke mere, fordi Gud havde taget ham bort; thi før han blev taget bort, fik han det vidnesbyrd, at han havde Guds velbehag;
6 men uden tro er det umuligt at have hans velbehag; thi den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, der søger ham.
7 I tro byggede Noa gudfrygtigt, varslet af Gud om det, som endnu ikke var at se, en ark til frelse for sit hus; og ved den tro blev han en dom over verden og arving til tros-retfærdigheden.
8 I tro adlød Abraham kaldet til at gå til et land, som han skulle få i eje; og han drog ud, skønt han ikke vidste, hvor han kom hen.
9 I tro bosatte han sig i det forjættede land som i et fremmed land og boede i telte med Isak og Jakob, medarvingerne til den samme forjættelse;
10 thi han ventede på staden med de faste grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud.
11 I tro fik selv Sara, til trods for sin alder, kraft til at blive stammoder for en slægt; thi hun holdt ham for trofast, som havde forjættet det.
12 Derfor kom der også fra én mand, og det en udlevet, en slægt så talrig som himmelens stjerner og som sandet ved havets bred, det, ingen kan tælle.
13 I tro døde alle disse uden at have opnået, hvad der var forjættet; men de så og hilste det i det fjerne og bekendte, at de var fremmede og udlændinge på jorden.
14 De, som taler sådan, viser jo derved, at de søger efter et fædreland.
15 Og hvis de havde tænkt på det, de var udvandret fra, havde de haft tid nok til at vende tilbage;
16 men nu står deres hu til et bedre, nemlig det himmelske fædreland; derfor skammer Gud sig ikke ved dem, ved at kaldes deres Gud; thi han har beredt dem en stad.
17 I tro bragte Abraham Isak som offer, da han blev sat på prøve; ja, sin enbårne var han rede til at ofre, skønt han havde fået forjættelserne,
18 og der var sagt til ham: »Gennem Isak skal en slægt få navn efter dig; «
19 thi han regnede med, at Gud har magt til endog at vække fra de døde; og derfra fik han ham jo også forbilledligt tilbage.
20 I tro gav også Isak med tanke på det, der skulle komme, sin velsignelse til Jakob og Esau.
21 I tro gav den døende Jakob begge Josefs sønner sin velsignelse og bøjede sig i tilbedelse over grebet på sin stav.
22 I tro talte Josef på sit yderste om Israels børns udgang og gav befaling om, hvad der skulle gøres med hans ben.
23 I tro blev Moses kort efter sin fødsel skjult af sine forældre i tre måneder, fordi de så, at drengen var dejlig, og de lod sig ikke skræmme af kongens befaling.
24 I tro nægtede Moses, da han var blevet stor, at lade sig kalde søn af Faraos datter.
25 Han foretrak at lide ondt sammen med Guds folk fremfor at nyde synden en stakket stund;
26 han regnede det for større rigdom end Ægyptens skatte at dele Kristi skændsel; thi han så frem til lønnen.
27 I tro forlod han Ægypten uden at lade sig skræmme af kongens vrede; thi han holdt ud, som om han så den usynlige.
28 I tro har han indstiftet påsken og påstrygningen af blodet, for at »ødelæggeren« ikke skulle røre deres førstefødte.
29 I tro gik de igennem Det røde Hav som over tørt land, medens ægypterne druknede, da de forsøgte det.
30 Ved tro faldt Jerikos mure, da israelitterne i syv dage havde gået omkring dem.
31 Ved tro undgik skøgen Rahab at omkomme sammen med de genstridige; thi hun havde modtaget spejderne med fred.
32 Dog, hvorfor sige mere? Tiden vil jo ikke slå til, hvis jeg skal fortælle om Gideon, Barak, Samson, Jefta, om David og Samuel og profeterne,
33 som i kraft af deres tro besejrede riger, øvede retfærdighed, fik forjættelser opfyldt, stoppede løvers gab,
34 slukkede ilds magt, undflyede sværds od, fik styrke efter svaghed, blev helte i krig, slog fjendehære på flugt.
35 Kvinder fik ved opstandelse deres døde igen. Andre blev lagt på pinebænk og tog ikke imod befrielse, for således at opnå en bedre opstandelse.
36 Andre igen måtte udstå spot og pisk, ja lænker og fængsel;
37 de blev stenet, martret, gennemsavet, dræbt med sværd, gik om i fåre- og gedeskind, led nød og trængsel og blev mishandlet,
38 dem var verden ikke værd; de flakkede om i ørkener og bjerge og i jordens huler og kløfter.
39 Og skønt alle disse fik godt lov for deres tro, oplevede de ikke at se forjættelsen opfyldt.
40 Thi Gud havde for vor skyld noget bedre for øje, så de ikke skulle nå til fuldendelsen, uden at vi var med.
1 Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, lægge alt det bort, som tynger, og synden, som så let hilder os, og lad os med udholdenhed ile fremad i det kapløb, vi har foran os,
2 mens vi retter vort blik mod Jesus troens banebryder og fuldender, som for at få den glæde, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse skammen, og som nu har taget sæde på højre side af Guds trone.
3 Ja, på ham, som har tålt en sådan modsigelse af syndere, skal I tænke, for at I ikke skal blive trætte og modløse i jeres sjæle.
4 I jeres kamp mod synden har I endnu ikke stået imod indtil blodet,
5 og I har glemt formaningen, der jo taler til jer som til sønner: »Min søn! lad ej hånt om Herrens tugt, bliv ej heller modløs, når du revses af ham;
6 thi Herren tugter den, han elsker, straffer hårdt hver søn, han har kær.«
7 Det er til jeres optugtelse, at I må lide; Gud handler med jer som med sønner; thi hvor er den søn, som faderen ikke tugter?
8 Hvis I da ikke får nogen tugtelse, som dog alle får deres del af, så er I jo uægte børn og ikke sønner.
9 Da vi var under vore kødelige fædres tugt, havde vi ærefrygt for dem; skal vi så ikke meget snarere bøje os under åndernes Fader og få livet i eje?
10 Thi de tugtede os for en kort tid, som de skønnede, det var bedst, men han gør det til vort sande gavn, for at vi skal få del i hans hellighed.
11 Al tugtelse synes vel i øjeblikket ikke at være til glæde, men til sorg; men siden giver den dem, der er opøvet ved den, en fredens frugt: retfærdighed.
12 Derfor: »Ret de slappe hænder og de kraftløse knæ,«
13 og træd lige spor med jeres fødder, så det, der er lammet, ikke vrides af led, men snarere helbredes.
14 Stræb efter fred med alle og efter hellighed; uden den skal ingen se Herren.
15 Og se til, at ingen går glip af Guds nåde, at ingen bitter rod skyder op og gør fortræd, så mange smittes af den;
16 at ingen er utugtig eller vanhellig som Esau, der for en eneste ret mad solgte sin førstefødselsret.
17 I ved jo, at skønt han siden hen ønskede at arve velsignelsen, blev han vraget; thi han fandt ingen lejlighed til at omvende sig, skønt han med tårer søgte derefter.
18 I er jo ikke kommet til et udvortes håndgribeligt bjerg, til en flammende ild og mulm og mørke og uvejr,
19 og ikke til basunklang og til en røst, der talte således, at de, der hørte den, bad sig fri for at høre mere.
20 Thi de kunne ikke udholde det, der blev påbudt: »Selv et dyr, der rører ved bjerget, skal stenes.«
21 Ja, så frygteligt var synet, at Moses sagde: »Jeg er forfærdet og skælver.«
22 Men I er kommet til Zions bjerg og til den levende Guds stad, til det himmelske Jerusalem og til en højtidsskare af engle i tusindtal
23 og en menighed af førstefødte, som er indskrevne i Himlene, og til en dommer, som er alles Gud, og til deres ånder, som er retfærdige og er nået til fuldendelse,
24 og til den nye pagts mellemmand, Jesus, og til bestænkelsens blod, som forkynder noget bedre end Abels.
25 Tag jer i agt, at I ikke beder jer fri for ham, som taler. Thi kunne de andre ikke undfly straffen, da de bad sig fri for ham, der talte sit guddomsord her på jorden, så skal vi det meget mindre, hvis vi vender os bort fra ham, når han taler fra Himlene.
26 Dengang fik hans røst jorden til at rokkes, men nu har han givet denne forjættelse: »Endnu én gang vil jeg ryste, ikke blot jorden, men også himmelen.«
27 Men dette »endnu én gang« giver til kende, at de ting, der kan rokkes, fordi de er skabt, skal forvandles, for at de ting, der ikke kan rokkes, skal blive bestandig.
28 Da vi nu får et urokkeligt rige, så lad os være taknemmelige og derved tjene Gud, som det er ham velbehageligt, med ængstelse og hellig frygt.
29 Thi »vor Gud er en fortærende ild.«
1 Lad broderkærligheden vare ved!
2 Glem ikke gæstfriheden; thi ved den har nogle, uden at vide det, haft engle til gæster.
3 Kom de fængslede i hu, som om I var deres medfanger. Tænk på dem, der mishandles; I har jo også selv et legeme!
4 Hold ægteskabet i ære i ét og alt. Besmit ikke ægtesengen; thi utugtige og ægteskabsbrydere skal Gud dømme.
5 Hold jeres færd fri for kærlighed til penge, nøjes med det, I har; thi han har selv sagt: »Jeg vil aldrig slippe dig og aldrig forlade dig,«
6 så vi frimodigt kan sige: »Herren er min hjælper, jeg vil ikke frygte; hvad kan et menneske gøre mig?«
7 Kom jeres vejledere i hu, som har forkyndt jer Guds ord. Hold jer for øje den udgang, deres levned fik, og efterfølg deres tro.
8 Jesus Kristus er den samme i går og i dag, ja, til evig tid.
9 Lad jer ikke rive med af alle hånde fremmede lærdomme; thi det er godt, at hjertet styrkes ved nåden, ikke ved bestemte spiser; de, som lagde vægt på dem, har ingen gavn haft af det.
10 Vi har et alter, som de, der tjener ved tabernaklet, ikke har ret til at få spise fra.
11 Thi de dyr, hvis blod ypperstepræsten bærer ind i helligdommen for at sone synden, deres kroppe »opbrændes uden for lejren.«
12 Derfor led også Jesus uden for byporten, for at han kunne hellige folket ved sit blod.
13 Så lad os da gå ud til ham »uden for lejren« og bære hans forsmædelse.
14 Thi her har vi ikke en blivende stad, men søger den kommende.
15 Lad os da ved ham altid bringe Gud lovprisnings-offer, det er: frugt af læber, som bekender hans navn.
16 Og glem ikke at gøre vel og dele med andre; thi i sådanne ofre har Gud velbehag.
17 Lyd jeres vejledere og ret jer efter dem; thi de våger over jeres sjæle som de, der engang skal gøre regnskab; sørg for, at de kan gøre det med glæde og ikke sukkende, thi det ville ikke være godt for jer.
18 Bed for os; thi vi er os bevidst, at vi har en god samvittighed, da vi i alle forhold gerne vil færdes på rette vis.
19 Og jeg beder om denne forbøn særlig med det for øje, at I des før må få mig tilbage.
20 Men fredens Gud, som førte fårenes store hyrde, vor Herre Jesus, op fra de døde med en evig pagts blod,
21 han gøre jer fuldkomne i alt godt, så I udfører hans vilje, og han virke i os det, som er velbehageligt for ham, ved Jesus Kristus: ham være æren i evighedernes evigheder! Amen.
22 Jeg beder jer, brødre, tag ikke dette formaningsord ilde op; jeg har jo skrevet til jer i korthed.
23 I skal vide, at vor broder Timoteus er blevet løsladt; hvis han snart kommer, vil jeg besøge jer sammen med ham.
24 Hils alle jeres vejledere og alle de hellige! De fra Italien sender hilsen til jer.
25 Nåden være med eder alle!