Om oversættelsen: Prøveoversættelsen fra 1944 er en del af det indledende arbejde til oversættelsen fra 1948. Denne oversættelse bryder med en næsten 400 år gammel tradition, hvor hvert Bibeloplag var en revision af de forrige oplag, der i sidste ende gik tilbage til Den Resen-Svaningske Bibel fra 1607.
Desværre er denne oversættelse udgivet fire år før retskrivningsreformen i 1948 — med "aa", "skulde", "vilde", "kunde" og med navneord med stort. Samtidig har man beholdt "eder" i stedet for "jer" for at bevare det gamle kirkesprog. Det gør, at sproget virker "støvet", men oversættelsen er alligevel på mange måder bedre end den autoriserede fra 1992.
Om bogen: Hebræerbrevet har næsten fra starten af været tilskrevet Paulus. Det står ganske vist ingen steder i selve epistlen, men forfatteren er lusket nok til at slutte med at hilse fra Paulus' tro følgesvend, Timotheus. Se evt.: Paulus og Brevet til Hebræerne og Martin Luther og Brevet til Hebræerne.
Forfatteren gentager igen og igen, hvordan Jesus er en guddommelig ypperstepræst, der har frembåret det mest guddommelige offer — sig selv — til det guddommelige alter i Himlen, hvis Jesus nogensinde havde været på jorden.
Kapitler: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13
Gud har aabenbaret sig i Sønnen, 1-4, som staar højt over Englene, 5-14.
|
|
1 Efter at Gud fordum mange Gange og paa mange Maader havde talt til vore Fædre ved Profeterne, har han nu ved Dagenes Ende talt til os ved sin Søn,
2 som han har indsat til Arving af alle Ting, ved hvem han ogsaa har skabt Alverden.
3 Han er hans Herligheds Afglans og hans Væsens udtrykte Billede og bærer alt med sit mægtige Ord. Derfor tog han Sæde ved Majestætens højre Haand i det høje, efter at han havde fuldbragt Renselse for vore Synder.
4 Og han er blevet saa meget mere ophøjet end Englene, som det Navn, han har arvet, er over deres.
5 Thi til hvem af Englene har Gud nogen Sinde sagt:
»Du er min Søn, jeg har født dig i Dag«?
og et andet Sted:
»Jeg vil være ham en Fader, og han skal være mig en Søn«?
6 Og naar han igen lader sin førstefødte komme til Jorderig, siger han:
»Og alle Guds Engle skal tilbede ham.«
7 Og medens han om Englene siger:
»Sine Engle gør han til Vinde
og sine Tjenere til Ildslue,«
8 siger han om Sønnen:
»Din Trone, o Gud! staar i Evighed fast,
og Retfærds Stav er din Kongestav.
9 Du elskede Ret og hadede Uret,
derfor salvede Gud, din Gud, dig
med Glædens Olie fremfor dine Fæller.«
10 Og:
»I Begyndelsen har du, o Herre,
lagt Jordens Grundvold fast,
og Himlene er dine Hænders Værk.
11 De skal forgaa, men du bestaar;
alle skal de ældes som en Klædning,
12 og som en Kappe skal du rulle dem sammen,
som en Klædning skal de skiftes;
men du er den samme, og dine Aar faar aldrig Ende.«
13 Og til hvem af Englene har han nogen Sinde sagt:
»Sæt dig ved min højre Haand, til
jeg faar lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder«?
14 Er de ikke alle Aander i Guds Tjeneste, som sendes ud til Hjælp for deres Skyld, der skal arve Frelse?
Formaning til ikke at ringeagte Frelsen i Kristus, 1-4, som gennem sin Dødslidelse er indgaaet til Herlighed, 5-9, er blevet Menneskers Frelser fra Djævel og Død og blevet deres barmhjertige Ypperstepræst, 10-18.
1 Derfor maa vi saa meget mere give Agt paa det, vi har hørt, for at vi ikke skal drive bort fra det.
2 Thi naar det Ord, som var talt ved Engle, stod fast, og hver Overtrædelse og Ulydighed fik sin velfortjente Straf,
3 hvorledes skal vi da kunne undslippe, hvis vi ikke bryder os om saa stor en Frelse? Den blev jo først forkyndt ved Herren selv og senere stadfæstet for os af dem, som havde hørt ham,
4 medens Gud vidnede med, baade ved Tegn og Undere og mange Slags kraftige Gerninger og ved at tildele Mennesker Helligaanden efter sin Vilje.
5 Thi det var ikke Engle, han underlagde den kommende Verden, som vi taler om.
6 Men der er en, der et Sted har vidnet og sagt:
»Hvad er et Menneske, at du kommer ham i Hu?
eller en Menneskesøn, at du tager dig af ham?
7 Du gjorde ham en kort Tid ringere end Englene;
med Herlighed og Ære kronede du ham,
8 alt lagde du under hans Fødder.«
Naar han »lagde alt under ham«, undtog han jo intet fra at være ham underlagt. Vel ser vi endnu ikke, at alt er ham underlagt;
9 men ham, som »en kort Tid var blevet gjort ringere end Englene«, Jesus, ham ser vi, fordi han led Døden, »kronet med Herlighed og Ære«, for at det ved Guds Naade skulde komme alle til gode, at han havde smagt Døden.
10 Thi naar han, for hvis Skyld alt er til, og ved hvem alt er blevet til, vilde føre mange Sønner til Herlighed, sømmede det sig for ham at føre deres Frelses Banebryder til Fuldendelse gennem Lidelser.
11 Thi baade den, som helliger, og de, som helliges, har alle samme Fader; derfor skammer han sig ikke ved at kalde dem Brødre,
12 idet han siger:
»Jeg vil kundgøre dit Navn for mine Brødre,
midt i Menigheden vil jeg prise dig!«
13 Og et andet Sted:
»Jeg vil sætte min Lid til ham.«
Og videre:
»Se, her er jeg og de Børn, Gud gav mig.«
14 Da nu Børnene har Del i Kød og Blod, fik ogsaa han paa lignende Maade Del deri, for at han ved sin Død skulde gøre det af med ham, der har Dødens Vælde, nemlig Djævelen,
15 og udfri alle dem, som af Frygt for Døden hele deres Liv havde levet i Trældom.
16 Thi det er jo ikke Engle, han tager sig af, det er Abrahams Slægt, han tager sig af.
17 Derfor maatte han i eet og alt blive sine Brødre lig, for at han i sin Tjeneste for Gud kunde blive en barmhjertig og trofast Ypperstepræst til at sone Folkets Synder.
18 Thi da han selv er blevet fristet og har lidt, kan han komme dem til Hjælp, som fristes.
Kristus større end Moses, 1-6. Advarsel mod at forhærde sig som Israel i Ørkenen, 7-19.
1 Derfor, hellige Brødre, I, som har faaet Del i en himmelsk Kaldelse! se hen til vor Bekendelses Apostel og Ypperstepræst, Jesus,
2 der var tro mod den, som gjorde ham dertil, ligesom ogsaa Moses »var tro i hele hans Hus«.
3 Thi han er fremfor Moses agtet værdig til saa meget større Herlighed, som den, der bygger et Hus, nyder større Ære end selve Huset.
4 Hvert Hus bygges jo af nogen, men den, der har bygget alt, er Gud.
5 og vel var Moses »tro i hele hans Hus« som Tjener, saa han vidnede om det, der engang skulde forkyndes;
6 men Kristus er tro som Søn over hans Hus. Og hans Hus er vi, saafremt vi til det sidste holder urokkelig fast ved vor Frimodighed og vort Haab, som vi priser os lykkelige over.
7 Derfor, som Helligaanden siger:
»I Dag, naar I hører hans Røst,
8 saa forhærder ej eders Hjerter som i Forbitrelsen,
paa Fristelsens Dag i Ørkenen,
9 hvor eders Fædre fristede mig og satte mig paa Prøve,
skønt de havde set mine Gerninger i fyrretyve Aar.
10 Derfor væmmedes jeg ved denne Slægt
og sagde: Altid farer de vild med Hjertet;
og de vilde ikke vide af mine Veje.
11 Saa svor jeg i min Vrede:
Sandelig, de skal ikke gaa ind til min Hvile.«
12 Se til, Brødre! at der aldrig i nogen af jer skal findes et ondt, vantro Hjerte, saa han falder fra den levende Gud.
13 Men forman hverandre hver Dag, saa længe det hedder »i Dag«, for at ikke nogen af jer skal forhærdes ved Syndens Bedrag.
14 Thi vi har Del i Kristus, saafremt vi holder den Tillid, vi havde i Begyndelsen, urokkelig fast til det sidste.
15 Da der blev sagt:
»I Dag, naar I hører hans Røst,
saa forhærder ej eders Hjerter som i Forbitrelsen,«
16 hvem var det da, som hørte hans Ord og dog gjorde ham forbitret? Var det ikke alle dem, der var draget ud af Ægypten, førte af Moses?
17 Og hvem var det, han væmmedes ved i fyrretyve Aar? Var det ikke dem, som syndede, og »hvis døde Kroppe faldt i Ørkenen«?
18 Og om hvem svor han, at de »ikke skulde gaa ind til hans Hvile,« undtagen om dem, som havde vist sig ulydige?
19 Saa ser vi da, at det var paa Grund af deres Vantro, de ikke kunde gaa ind.
Sabbatshvilen venter de troende, 1-10. Guds Ords Kraft, 11-13. Kristus, den barmhjertige Ypperstepræst, 14-16.
|
1 Da Forjættelsen om at gaa ind til hans Hvile endnu venter paa sin Opfyldelse, saa lad os ængstelig vaage over, at ingen af jer skal faa den Tanke, at han er kommet for sent.
2 Thi vi fik det glædelige Budskab forkyndt lige saa vel som de; men det Ord, der lød, hjalp dem ikke, fordi det ikke ved Tro blev tilegnet af dem, der hørte det.
3 Thi kun vi, som er kommet til Tro, gaar ind til Hvilen, saaledes som han har sagt:
»Saa svor jeg i min Vrede:
Sandelig, de skal ikke gaa ind til min Hvile,«
og det skønt hans Gerninger var fuldbyrdede fra Verdens Grundlæggelse.
4 Thi om den syvende Dag har han et Sted sagt saaledes: »Og Gud hvilede paa den syvende Dag fra alle sine Gerninger.«
5 Og paa dette Sted derimod: »Sandelig, de skal ikke gaa ind til min Hvile.«
6 Da det altsaa endnu ikke er opfyldt, at nogle skulde gaa ind til Hvilen, og da de, som først fik det glædelige Budskab forkyndt, ikke gik ind paa Grund af deres Ulydighed,
7 saa fastsætter han atter en Dag: »I Dag«, idet han saa lang Tid efter siger gennem David, som ovenfor nævnt:
»I Dag, naar I hører hans Røst,
saa forhærder ej eders Hjerter!«
8 Thi hvis Josva havde ført dem til Hvilen, da vilde Gud ikke derefter have talt om en anden Dag.
9 Altsaa staar der endnu en Sabbatshvile tilbage for Guds Folk.
10 Thi den, som er gaaet ind til hans Hvile, har opnaaet at hvile fra sine Gerninger, ligesom Gud fra sine.
11 Lad os derfor stræbe efter at gaa ind til den Hvile, for at ingen skal falde som de og blive et lignende Eksempel paa Ulydighed.
12 Thi Guds Ord er levende og virkende og skarpere end noget tveægget Sværd og trænger saa dybt ind, at det sønderdeler Sjæl og Aand, Marv og Ben og er Dommer over Hjertets Tanker og Meninger.
13 Ingen Skabning er usynlig for ham, alt ligger blottet og udbredt for hans Øjne; og ham skal vi staa til Regnskab.
14 Da vi nu har en stor Ypperstepræst, som er vandret igennem Himlene, Jesus, Guds Søn, saa lad os holde fast ved Bekendelsen!
15 Thi vi har ikke en Ypperstepræst, som ikke kan have Medlidenhed med vore Skrøbeligheder, men en, som har været fristet i alle Ting ligesom vi, dog uden Synd.
16 Lad os derfor med Frimodighed træde frem for Naadens Trone for at faa Barmhjertighed og finde Naade til Hjælp i rette Tid.
Menneskelige Ypperstepræster maa have Medfølelse med Syndere og være kaldede af Gud, 1-4. Kristus blev af Gud, efter sin Lidelse, kaldet til Ypperstepræst paa Melkisedeks Vis, 5-10. Klage over Læsernes Umodenhed, 11-14.
1 Thi enhver Ypperstepræst udtages blandt Mennesker, og til Bedste for Mennesker indsættes han i sin Tjeneste for Gud til at frembære baade ublodige og blodige Ofre for Synder.
2 Og han er i Stand til at føle med de uvidende og vildfarende, fordi han ogsaa selv er Skrøbelighed undergivet
3 og derfor er skyldig at frembære Syndoffer saavel for sig selv som for Folket.
4 Og ingen tiltager sig selv den Værdighed, men man maa som Aron kaldes dertil af Gud.
5 Saaledes har heller ikke Kristus tillagt sig selv den Ære at blive Ypperstepræst, men har faaet den af ham, som sagde til ham: »Du er min Søn, jeg har født dig i Dag,«
6 ligesom han jo ogsaa et andet Sted siger: »Du er Præst evindelig, paa Melkisedeks Vis.
7 Og han har i sit Jordelivs Dage med høje Raab og Taarer opsendt Bønner og Nødraab til ham, der kunde frelse ham fra Døden, og han blev bønhørt og friet fra sin Angst.
8 Skønt han var Søn, lærte han Lydighed af det, han led,
9 og da han havde naaet Fuldendelsen, blev han Ophav til evig Frelse for alle, som er lydige mod ham,
10 og blev af Gud kaldt Ypperstepræst »paa Melkisedeks Vis«.
11 Herom har vi meget at sige, og det er svært at forklare, da I er blevet sløve til at høre.
12 Thi skønt I efter den Tid, der er gaaet, burde kunne være Lærere for andre, trænger I til, at man paa ny skal lære jer de første Begyndelsesgrunde i Guds Ord; og det er kommet dertil med jer, at I trænger til Mælk og ikke til fast Føde.
13 Thi enhver, der endnu faar Mælk, forstaar ikke rigtig Tale, da han endnu kun er spæd;
14 men den faste Føde er for de fuldvoksne, for dem, som gennem Brugen har faaet Sanserne opøvede til at skelne mellem godt og ondt.
Advarsel mod Frafald, 1-8. Opfordring til at holde ud i Haabet, i Tillid til Guds Forjættelse, ligesom Abraham gjorde, 9-20.
1 Lad os derfor ikke her gaa ind paa Børnelærdommen om Kristus, men ledes frem til de voksnes Stade og ikke paa ny lægge Grundvold med Omvendelse fra døde Gerninger og Tro paa Gud,
2 med Lære om Tvætninger og Haandspaalæggelse, de dødes Opstandelse og evig Dom.
3 Ja, det vil vi gøre, om ellers Gud vil tillade det.
4 Thi naar Mennesker først een Gang er blevet oplyst og har smagt den himmelske Gave og har faaet Del i Helligaanden
5 og har smagt Guds gode Ord og den kommende Verdens Kræfter - og saa falder fra, da er det umuligt atter at bringe dem til Omvendelse paa ny;
6 thi de korsfæster for deres Del Guds Søn igen og gør ham til Spot.
7 Thi naar en Mark opsuger den Regn, der ofte falder paa den, og frembringer Afgrøde til Gavn for dem, den dyrkes for, er den under Guds Velsignelse;
8 men bærer den Tjørn og Tidsel, er den ingenting til og Forbandelse nær, og til sidst sættes der Ild paa den.
9 Men selv om vi nu ogsaa taler saaledes, er vi dog overbeviste om, at med jer, I elskede, staar det bedre til, og at I har Del i Frelsen.
10 Thi Gud er ikke uretfærdig, saa han skulde glemme jeres Arbejde og den Kærlighed, I har vist mod hans Navn, ved at I har hjulpet og stadig hjælper de hellige.
11 Men vi ønsker inderligt, at enhver af jer maa vise den samme Iver efter at fastholde fuld Vished i Haabet indtil det sidste,
12 saa I ikke bliver sløve, men efterfølger dem, som ved Tro og Taalmodighed arver det, der er dem forjættet.
13 Thi da Gud gav Forjættelsen til Abraham, svor han ved sig selv, fordi han ikke havde nogen større at sværge ved, og sagde:
14 »Sandelig, jeg vil velsigne dig rigt og gøre dit Afkom talrigt.«
15 Og saaledes fik Abraham Forjættelsen opfyldt ved at bie taalmodigt.
16 Mennesker sværger jo ved en, der er større end de selv, og Eden tjener dem til Stadfæstelse og gør Ende paa alle Indvendinger.
17 Derfor, da Gud endnu tydeligere vilde give Forjættelsens Arvinger til Kende, at hans Beslutning var urokkelig, indestod han derfor med en Ed,
18 for at vi ved to urokkelige kendsgerninger, der udelukker, at Gud kunde lyve, skulde have en stærk Trøst, naar vi søgte vor Redning i at gribe det Haab, der ligger rede til os;
19 og deri har vi ligesom et Sjælens Anker, som baade ligger sikkert og fast og naar ind bag Forhænget,
20 hvor Jesus gik ind som Forløber for os, idet han blev Ypperstepræst »paa Melkisedeks Vis evindelig«.
Melkisedek, Forbillede paa Kristus, 1-3, staar højt over Levi, 4-10. Det jødiske Præstedømme er ufuldkomment, mens Kristus har faaet det fuldkomne Præstedømme fra Gud, 11-25. Vor Ypperstepræst er Guds syndfri Søn, 26-28.
1 Thi denne Melkisedek, Konge i Salem, Guds, den Højestes, Præst, som gik Abraham i Møde, da han vendte hjem efter Sejren over Kongerne, og velsignede ham,
2 og hvem Abraham ogsaa gav Tiende af alt - han, som for det første, naar hans Navn udlægges, er »Retfærdigheds Konge«, dernæst ogsaa »Salems Konge«, det vil sige »Freds Konge«,
3 uden Fader, uden Moder, uden Stamtavle, uden Begyndelse paa sine Dage og uden Afslutning paa sit Liv, ligestillet med Guds Søn - han bliver ved med at være Præst bestandig.
4 Se dog, hvor stor han er, at Abraham, vor Stamfader, gav ham Tiende af det bedste Bytte.
5 Og medens de af Levi Sønner, der bliver Præster, har Befaling til efter Loven at tage Tiende af Folket, det vil sige af deres Brødre, skønt de dog er kommet af Abrahams Lænd,
6 saa har han, som ikke regner sin Slægt fra dem, taget Tiende af Abraham og har velsignet ham, der havde faaet Forjættelserne.
7 Men det er uimodsigeligt, at det altid er den ringere, som velsignes af den højere.
8 Og her er det dødelige Mennesker, som tager Tiende; men der er det en, som faar det Vidnesbyrd, at han bliver i Live.
9 Ja, endog Levi, som tager Tiende, har saa at sige gennem Abraham givet Tiende;
10 thi han var endnu i sin Stamfaders Lænd, dengang Melkisedek gik denne i Møde.
11 Hvis der nu kunde opnaas Fuldendelse ved det levitiske Præstedømme paa dette hviler jo Loven, som Folket har faaet hvorfor var det saa fremdeles nødvendigt, at der skulde opstaa en Præst af en anden Slags, »paa Melkisedeks Vis«, og tales om en, der ikke er »paa Arons Vis«?
12 (Ændres Præstedømmet, maa jo nødvendigvis ogsaa Loven ændres.)
13 Han, som dette siges om, hører nemlig til en anden Stamme, hvoraf ingen har gjort Tjeneste ved Alteret.
14 Thi det er en kendt Sag, at vor Herre oprandt af Juda Stamme, og om Præster fra den har Moses ikke talt et Ord.
15 Og endnu klarere bliver det, naar der i Lighed med Melkisedek opstaar en Præst af en anden Slags,
16 som ikke blev det efter en Lov, der kræver kødelig Afstamning, men fordi han har sin Kraft fra et uopløseligt Liv.
17 Thi han faar det Vidnesbyrd: »Du er Præst paa Melkisedeks Vis evindelig.«
18 Ganske vist ophæves derved et tidligere Bud, fordi det viste sig svagt og unyttigt -
19 Loven bragte jo ikke i nogen Henseende det fuldkomne - men der indføres i Stedet derfor et bedre Haab, hvorved vi kommer Gud nær.
20 Og saa vist som det ikke er sket uden edelig Bekræftelse
21 (thi de andre er blevet Præster uden Ed, men han med Ed, ved den, som siger til ham:
»Herren har svoret og angrer det ej:
Du er Præst evindelig«),
22 saa vist er Jesus blevet den, der staar inde for en bedre Pagt.
23 Og mens de andre Præster havde været flere efter hinanden, fordi Døden hindrede dem i at blive ved,
24 saa har han et uforgængeligt Præstedømme, fordi han bliver evindelig.
25 Derfor kan han ogsaa helt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever, saa han kan gaa i Forbøn for dem.
26 Thi saadan en Ypperstepræst passede ogsaa for os: een, der var hellig, uberørt af det onde og ubesmittet, skilt ud fra Syndere og ophøjet over Himlene;
27 een, der ikke som de andre Ypperstepræster hver Dag har nødig at bringe Ofre først for sine egne Synder, og saa for Folkets; thi det gjorde han een Gang for alle, da han ofrede sig selv.
28 Thi Loven indsætter til Ypperstepræster skrøbelige Mennesker; men Edens Ord, der lød senere end Loven, indsætter en Søn, som er naaet til Fuldendelse for evigt.
Kristus Ypperstepræst i den himmelske Helligdom, 1-5. Den ny Pagt, 6-13.
|
1 Hovedsagen i det, der her tales om, er imidlertid, at vi har en Ypperstepræst, der har taget Sæde paa højre side af Majestætens Trone i Himlene
2 som Tjener ved Helligdommen, det sande Tabernakel, som Herren selv og ikke et Menneske har rejst.
3 Thi enhver Ypperstepræst indsættes til at frembære baade ublodige og blodige Ofre; derfor maatte ogsaa han nødvendigvis have noget at frembære.
4 Hvis han nu havde været paa Jorden, havde han ikke engang været Præst, da der her findes andre, som frembærer Offergaverne efter Lovens Forskrift.
5 De tjener ved en Helligdom, der er et Afbillede og en Skygge af den himmelske, saaledes som Gud tilkendegav Moses det, da han skulde indrette Tabernaklet: »Se til,« sagde han, »at du udfører alt efter det Forbillede, som blev vist dig paa Bjerget.«
6 Men nu har han faaet en saa meget højere Tjeneste, da han er Mellemmand for en bedre Pagt, der er grundet paa bedre Forjættelser.
7 Hvis nemlig den første havde været uden Dadel, vilde ingen have søgt at sætte en anden i Stedet.
8 Men han dadler jo, naar han siger til dem: »Se, Dage skal komme, lyder det fra Herren, da jeg slutter en ny Pagt med Israels Hus og Judas Hus;
9 ikke som den Pagt, jeg sluttede med deres Fædre den Dag, jeg tog dem ved Haanden for at føre dem ud af Ægyptens Land; thi de blev ikke i min Pagt, derfor brød jeg mig ikke om dem, siger Herren.
10 Thi dette er den Pagt, jeg i Dagene herefter vil oprette med Israels Hus, lyder det fra Herren: Jeg vil give mine Love i deres Sind, og paa deres Hjerter vil jeg skrive dem, og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit Folk.
11 Og da skal ingen lære sin Landsmand eller sin Broder og sige: »Kend Herren!« Thi de skal alle kende mig, fra den mindste til den største iblandt dem.
12 Thi jeg vil naadig tilgive deres Uret og ikke mere komme deres Synder i Hu.«
13 Naar han siger en »ny Pagt«, har han dermed erklæret, at den første er forældet; men det, som er ved at blive forældet og gammelt, er nær ved at forsvinde.
Den gamle Pagts Helligdom viste, at Vejen til Gud endnu ikke stod aaben, 1-10. Den fuldkomne Soning i Kristus, 11-14, som med sit Blod har stiftet den nye Pagt, 15-22. Hans Blods rensende Kraft, 23-28.
1 Nu havde jo ogsaa den første Pagt sin Gudstjenesteordning og sin jordiske Helligdom.
2 Thi i den var der indrettet et forreste Rum, hvori Lysestagen og Bordet og Skuebrødene var; det kaldes »det Hellige«.
3 Og bag det andet Forhæng var der et Rum, som kaldes »det Allerhelligste«.
4 Deri stod et gyldent Røgelsealter og Pagtens Ark, paa alle Sider beslaaet med Guld, og i den var der en Guldkrukke med Mannaen, og Arons Stav, den, som blomstrede, og Pagtens Tavler.
5 Oven paa den stod Herlighedens Keruber, som overskyggede Sonedækket. Men herom skal der nu ikke tales i det enkelte.
6 Saaledes var dette indrettet, og i det forreste Rum gaar Præsterne til Stadighed ind og udfører deres gudstjenestlige Handlinger;
7 i det andet gaar derimod alene Ypperstepræsten ind een Gang om Aaret, og aldrig uden Blod, som han frembærer for sig selv og for Folkets ufrivillige Forseelser.
8 Derved giver Helligaanden til Kende, at Vejen til Helligdommen endnu ikke er blevet fri, saa længe det forreste Rum endnu er der.
9 Heri har vi jo et Sindbillede paa den nuværende Tid, og svarende dertil frembæres der baade ublodige og blodige Ofre, som dog ikke er i Stand til efter Samvittighedens Krav at føre den ofrende til Fuldendelse;
10 de er da ogsaa, saavel som Forskrifter om Mad og Drikke og forskellige Tvætninger, kun kødelige Bud, paalagte indtil den Tid, da den rette Ordning indføres.
11 Men Kristus kom som Ypperstepræst for de Goder, der nu er blevet Virkelighed; og gennem det større og fuldkomnere Telt, som ikke er gjort med Hænder, det vil sige, som ikke hører denne skabte Verden til,
12 gik han, ikke med Blod af Bukke eller Kalve, men med sit eget Blod een Gang for alle ind i Helligdommen og vandt en evig Forløsning.
13 Thi hvis Blod af Bukke og Tyre og Aske af en Kvie, naar det stænkes paa de besmittede, helliger og bringer kødelig Renhed,
14 hvor meget mere vil da ikke Kristi Blod, fordi han i Kraft af en evig Aand frembar sig selv som et lydefrit Offer for Gud, rense vor Samvittighed fra døde Gerninger, saa vi kan tjene den levende Gud.
15 Og derfor er han Mellemmand for en ny Pagt, for at de kaldede maa faa den forjættede, evige Arv, efter at en Død har fundet Sted til Forløsning fra Overtrædelserne under den første Pagt.
16 Thi hvor der er et Testamente, er det nødvendigt, at hans Død, som oprettede det, godtgøres.
17 Thi et Testamente bliver først gyldigt ved Død, da det aldrig træder i Kraft, saa længe han, der oprettede det, lever.
18 Derfor er heller ikke. den første Pagt blevet indviet uden Blod.
19 Thi efter at Moses havde forkyndt hele Folket alle Lovbudene, tog han Blod af Kalve og Bukke tillige med Vand og skarlagenrød Uld og Isop og bestænkede baade Bogen selv og hele Folket, idet han sagde:
20 »Dette er den Pagts Blod, som Gud har paalagt eder.«
21 Ligeledes stænkede han Blodet paa Tabernaklet og alle de Ting, der brugtes ved Gudstjenesten.
22 Og næsten alt bliver efter Loven renset med Blod, og der opnaas ingen Tilgivelse, uden at Blod bliver udgydt.
23 Saa er det da nødvendigt, at Afbillederne af den himmelske Helligdom renses paa denne Maade, men at selve den himmelske Helligdom renses ved bedre Ofre end disse.
24 Thi Kristus gik ikke ind i en Helligdom, som er gjort med Hænder og kun er et Billede af den sande, men ind i selve Himmelen for nu at træde frem for Gud til Bedste for os.
25 Ej heller gik han derind for at ofre sig selv mange Gange, saaledes som Ypperstepræsten Aar for Aar gaar ind i Helligdommen med Blod, som ikke er hans eget;
26 saa havde han maattet lide mange Gange siden Verdens Grundlæggelse. Men nu er han een Gang for alle ved Tidernes Fuldendelse aabenbaret for at bortskaffe Synden ved sit Offer.
27 Og saa vist som det er Menneskenes Lod een Gang at dø og derefter dømmes,
28 saaledes skal ogsaa Kristus, efter een Gang at være blevet ofret for at bære manges Synder, anden Gang komme til Syne, ikke for at bære Synden, men til Frelse for dem, som bier paa ham.
De jødiske Ofre var ufuldkomne, 1-4. Kristi fuldkomne Offer har oprettet den nye Pagt, 5-18. Formaning til frimodigt at holde fast ved Bekendelsen, 19-25. Advarsel mod bevidst Frafald, 26-31. Læserne bør ligesom tidligere bære Lidelserne i frimodig Forventning om Herrens Komme, 32-39.
1 Thi Loven ejer kun en Skygge af de kommende Goder og ikke Tingene i deres sande Skikkelse; derfor kan den ikke nogen Sinde ved de samme Ofre, som de bestandig Aar for Aar frembærer, føre de ofrende til Fuldendelse.
2 Vilde man ellers ikke have holdt op med at frembære dem, naar de, som dyrker Gud med dem, een Gang var rensede og deres Samvittighed ikke mere var tynget af Synder?
3 Men Ofrene bringer netop Aar for Aar Ihukommelse af Synder.
4 Thi det er umuligt, at Blod af Tyre og Bukke kan borttage Synder.
5 Derfor siger han, da han træder ind i Verden:
»Til Slagt- og Afgrødeoffer havde du ej Lyst;
men et Legeme beredte du mig;
6 i Brænd- og Syndoffer fandt du ikke Behag.
7 Da sagde jeg: Se, jeg er kommet
(i Bogrullen er der skrevet om mig)
for at gøre din Vilje, min Gud!«
8 Medens han først siger: »Til Slagt- og Afgrødeofre, Brænd- og Syndofre havde du ej Lyst, og i dem fandt du ikke Behag« (og de frembæres dog efter Loven),
9 siger han derefter: »Se, jeg er kommet for at gøre din Vilje.« Han ophæver det første for at fastslaa det andet, Guds Vilje,
10 og i den er vi blevet helligede, ved at Jesu Kristi Legeme een Gang for alle er blevet ofret.
11 Og alle andre Præster staar daglig og forretter deres Tjeneste og frembærer Gang paa Gang de samme Ofre, som dog aldrig formaar at borttage Synder.
12 Men han har frembaaret eet Offer for Synder og derefter for bestandig taget Sæde ved Guds højre Haand
13 og venter nu kun paa, at hans »Fjender skal lægges som en Skammel for hans Fødder.«
14 Thi med eet eneste Offer har han for bestandig ført dem, der helliges, til Fuldendelse.
15 Ogsaa Helligaanden vidner for os herom; thi efter at Herren har sagt:
16 »Dette er den Pagt, som jeg i Dagene herefter vil oprette med dem,« siger han: »Jeg vil give mine Love i deres Hjerter, og jeg vil skrive dem i deres Sind,
17 og deres Synder og deres Overtrædelser vil jeg ikke mere komme i Hu.«
18 Og hvor Synderne er tilgivet, behøves der ikke mere noget Offer for Synd.
19 Da vi nu, Brødre, ved Jesu Blod har Frimodighed til at gaa ind i Helligdommen,
20 idet han har indviet os en ny og levende Vej gennem Forhænget, det vil sige hans jordiske Legeme,
21 og da vi har saa stor en Præst over Guds Hus,
22 saa lad os træde frem med et oprigtigt Hjerte, i Troens fulde Vished, bestænkede paa Hjerterne og derved rensede fra en ond Samvittighed, og tvættede paa Legemet med rent Vand;
23 lad os urokkeligt holde fast ved Haabets Bekendelse; thi trofast er han, som gav Forjættelsen;
24 og lad os give Agt paa hverandre, saa vi opflammer hverandre til Kærlighed og gode Gerninger,
25 og lad os ikke svigte vor egen Menighedsforsamling, som nogle har for Skik, men formane hverandre, og det saa meget mere, som I ser Dagen nærme sig.
26 Thi synder vi med Vilje efter at have lært Sandheden at kende, gives der ikke mere noget Offer for vore Synder,
27 men en frygtelig Forventning om Dom og en Nidkærheds Brand, som skal fortære de genstridige.
28 Den, der har brudt Mose Lov, maa uden Barmhjertighed dø paa to eller tre Vidners Udsagn;
29 hvor meget haardere Straf mener I da ikke den fortjener, som har traadt Guds Søn under Fod og holdt Pagtens Blod, som han blev helliget med, for urent og haanet Naadens Aand?
30 Vi kender jo ham, som har sagt: »Mig tilkommer det at straffe, jeg vil gengælde;« og fremdeles: »Herren skal dømme sit Folk.«
31 Det er frygteligt at falde i den levende Guds Hænder.
32 Men kom den første Tid i Hu, da I, efter at være blevet oplyst, udholdt mangen en lidelsesfuld Kamp,
33 idet I snart ved Haan og Mishandling blev et Skuespil for Folk, snart delte Kaar med dem, som gennemgik saadanne Lidelser.
34 Thi baade havde I Medlidenhed med de fangne og fandt jer med Glæde i, at man røvede, hvad I ejede; I vidste, at I ejer noget bedre og blivende.
35 Saa kast da ikke jeres Frimodighed bort, den har nemlig stor Løn i Følge;
36 thi I behøver Udholdenhed for at gøre Guds Vilje og faa, hvad der er forjættet.
37 Thi »der er endnu kun en liden Stund, snart, snart, saa kommer han, der skal komme, og han tøver ikke.
38 Og min retfærdige skal leve af Tro; og hvis han unddrager sig, har min Sjæl ikke Behag i ham.«
39 Men vi hører ikke til dem, som unddrager sig og gaar fortabt, men til dem, som tror og vinder deres Sjæle.
Den tillidsfulde Tros Kraft, vist ved Trosvidner fra den gamle Pagts Tid.
1 Tro er fast Tillid til det, man haaber, Overbevisning om Ting, man ikke ser.
2 Paa Grund af den fik jo de gamle godt Lov.
3 I Tro fatter vi, at Verden er blevet skabt ved Guds Ord, saa det synlige blev til af det, vi ikke kan se.
4 I Tro bragte Abel Gud et bedre Offer end Kain, og ved den fik han det Vidnesbyrd, at han var retfærdig, idet Gud selv kendtes ved hans Offergaver; og ved den taler han endnu efter sin Død.
5 I Tro blev Enok taget bort, for at han ikke skulde se Døden, og man fandt ham ikke mere, fordi Gud havde taget ham bort; thi før han blev taget bort, fik han det Vidnesbyrd, at han havde Guds Velbehag;
6 men uden Tro er det umuligt at have hans Velbehag; thi den, som kommer til Gud, maa tro, at han er til og lønner dem, der søger ham.
7 I Tro byggede Noa gudfrygtigt, varslet af Gud om det, som endnu ikke var at se, en Ark til Frelse for sit Hus; og ved den Tro blev han en Dom over Verden og Arving til Trosretfærdigheden.
8 I Tro adlød Abraham Kaldet til at gaa til et Land, som han skulde faa i Eje; og han drog ud, skønt han ikke vidste, hvor han kom hen.
9 I Tro bosatte han sig i det forjættede Land som i et fremmed Land og boede i Telte med Isak og Jakob, Medarvingerne til den samme Forjættelse;
10 thi han ventede paa Staden med de faste Grundvolde, hvis Bygmester og Skaber er Gud.
11 I Tro fik selv Sara til Trods for sin Alder Kraft til at blive Stammoder for en Slægt; thi hun holdt ham for trofast, som havde forjættet det.
12 Derfor kom der ogsaa fra een Mand, og det en udlevet, en Slægt saa talrig som Himmelens Stjerner og som Sandet ved Havets Bred, det, ingen kan tælle.
13 I Tro døde alle disse uden at have opnaaet, hvad der var forjættet; men de saa og hilste det i det fjerne og bekendte, at de var fremmede og Udlændinge paa Jorden.
14 De, som taler saadan, viser jo derved, at de søger efter et Fædreland.
15 Og hvis de havde tænkt paa det, de var udvandret fra, havde de haft Tid nok til at vende tilbage;
16 men nu staar deres Hu til et bedre, nemlig det himmelske Fædreland; derfor skammer Gud sig ikke ved dem, ved at kaldes deres Gud; thi han har beredt dem en Stad.
17 I Tro bragte Abraham Isak som Offer, da han blev sat paa Prøve; ja sin enbaarne var han rede til at ofre, skønt han havde faaet Forjættelserne,
18 og der var sagt til ham: »Gennem Isak skal en Slægt faa Navn efter dig;«
19 thi han holdt for, at Gud havde Magt til endog at vække fra de døde; og derfra fik han ham jo ogsaa forbilledligt tilbage.
20 I Tro gav ogsaa Isak med Tanke paa det, der skulde komme, sin Velsignelse til Jakob og Esau.
21 I Tro gav den døende Jakob begge Josefs Sønner sin Velsignelse og bøjede sig i Tilbedelse over Grebet paa sin Stav.
22 I Tro talte Josef paa sit yderste om Israels Børns Udgang og gav Befaling om, hvad der skulde gøres med hans Ben.
23 I Tro blev den nyfødte Moses skjult af sine Forældre i tre Maaneder, fordi de saa, at Drengen var dejlig, og de lod sig ikke skræmme af Kongens Befaling.
24 I Tro nægtede Moses, da han var blevet stor, at lade sig kalde Søn af Faraos Datter.
25 Han foretrak at lide ondt sammen med Guds Folk fremfor at nyde Synden en stakket Stund;
26 han regnede det for større Rigdom end Ægyptens Skatte at blive spottet, som Kristus blev det; thi han saa frem til Lønnen.
27 I Tro forlod han Ægypten uden at lade sig skræmme af Kongens Vrede; thi han holdt ud, som om han saa den usynlige.
28 I Tro har han indstiftet Paasken og Paastrygningen af Blodet, for at »Ødelæggeren« ikke skulde røre deres førstefødte.
29 I Tro gik de igennem det røde Hav som over tørt Land, medens Ægypterne druknede, da de forsøgte det.
30 Ved Tro faldt Jerikos Mure, da Israeliterne i syv Dage havde gaaet omkring dem.
31 Ved Tro undgik Skøgen Rahab at omkomme sammen med de genstridige; thi hun havde modtaget Spejderne med Fredshilsen.
32 Dog, hvorfor sige mere? Tiden vil jo ikke slaa til, hvis jeg skal fortælle om Gideon, Barak, Samson, Jefta, om David og Samuel og Profeterne,
33 som i Kraft af deres Tro besejrede Riger, øvede Retfærdighed, fik Forjættelser opfyldt, stoppede Løvers Gab,
34 slukkede Ilds Magt, undflyede Sværds Od, fik Styrke efter Svaghed, blev Helte i Krig, slog Fjendehære paa Flugt.
35 Kvinder fik ved Opstandelse deres døde igen. Andre blev lagt paa Pinebænk og tog ikke imod Befrielse, for saaledes at opnaa en bedre Opstandelse.
36 Andre igen maatte udstaa Spot og Pisk, ja Lænker og Fængsel;
37 de blev stenet, martret, gennemsavet, dræbt med Sværd, gik om i Faare- og Gedeskind, led Nød og Trængsel og blev mishandlet,
38 dem var Verden ikke værd; de flakkede om i Ørkener og Bjerge og i Jordens Huler og Kløfter.
39 Og skønt alle disse fik godt Lov for deres Tro, oplevede de ikke at se Forjættelsen opfyldt.
40 Thi Gud havde for vor Skyld noget bedre for Øje, saa de ikke skulde naa til Fuldendelsen, før vi var med.
Kristus som det største Forbillede paa Tro, 1-3. Guds opdragende Tugt, 4-11. Opfordring til Helliggørelsesiver, 12-17. Den nye PagtsvHerlighed, 18-29.
1 Saa lad da ogsaa os, som har en saa stor Sky af Vidner omkring os, lægge alt det bort, som tynger, og Synden, som saa let besnærer os, og lad os med Udholdenhed ile fremad i det Kapløb, vi har foran os,
2 mens vi retter vort Blik mod Jesus, Troens Banebryder og Fuldender, som for at faa den Glæde, der ventede ham, udholdt Korset uden at ænse Skammen, og nu har taget Sæde paa højre side af Guds Trone.
3 Ja, paa ham, som har taalt en saadan Modsigelse af Syndere, skal I tænke, for at I ikke skal blive trætte og modløse i jeres Sjæle.
4 I jeres Kamp mod Synden har I endnu ikke staaet imod indtil Blodet,
5 og I har glemt Formaningen, der jo taler til jer som til Sønner:
»Min Søn! lad ej haant om Herrens Tugt,
bliv ikke modløs, naar du revses af ham;
6 thi Herren tugter den, han elsker,
straffer haardt hver Søn, han har kær.«
7 Det er til jeres Optugtelse, at I maa lide; Gud handler med jer som med Sønner; thi hvor er den Søn, som Faderen ikke tugter?
8 Hvis I da ikke faar nogen Tugtelse, som dog alle faar deres Del af, saa er I jo uægte Børn og ikke Sønner.
9 Da vi var under vore kødelige Fædres Tugt, havde vi Ærefrygt for dem; skal vi saa ikke meget snarere bøje os under Aandernes Fader og faa Livet i Eje?
10 Thi de tugtede os for en kort Tid, som de skønnede, det var bedst, men han gør det til vort sande Gavn, for at vi skal faa Del i hans Hellighed.
11 Al Tugtelse synes vel i øjeblikket ikke at være til Glæde, men til Sorg; men siden giver den dem, der er opøvet ved den, en Fredens Frugt: Retfærdighed.
12 Derfor: »ret de slappe Hænder og de kraftløse Knæ«
13 og træd lige Spor med jeres Fødder, saa det, der er lammet, ikke vrides af Led, men snarere helbredes.
14 Stræb efter Fred med alle og efter Hellighed; uden den skal ingen se Herren.
15 Og se til, at ingen gaar Glip af Guds Naade, at ingen bitter Rod skyder op og gør Fortræd, saa mange smittes af den;
16 at ingen er utugtig eller vanhellig som Esau, der for een eneste Ret Mad solgte sin Førstefødselsret.
17 I ved jo, at selv om han siden hen ønskede at arve Velsignelsen, blev han vraget; thi han fandt ingen Lejlighed til at omvende sig, skønt han med Taarer søgte derefter.
18 I er jo ikke kommet til et udvortes haandgribeligt Bjerg, til en flammende Ild og Mulm og Mørke og Uvejr,
19 og ikke til Basunklang og til en Røst, der talte saaledes, at de, der hørte den, bad sig fri for at høre mere.
20 Thi de kunde ikke udholde det, der blev paabudt: »Selv et Dyr, der rører ved Bjerget, skal stenes.«
21 Ja, saa frygteligt var Synet, at Moses sagde: »Jeg er forfærdet og skælver.«
22 Men I er kommet til Zions Bjerg og til den levende Guds Stad, til det himmelske Jerusalem og til en Højtidsskare af Engle i Tusindtal
23 og en Menighed af førstefødte, som er indskrevet i Himlene, og til en Dommer, som er alles Gud, og til deres Aander, som er retfærdige og er naaet til Fuldendelse,
24 og til den nye Pagts Mellemmand, Jesus, og til Bestænkelsens Blod, som forkynder noget bedre end Abels.
25 Tag jer i Agt, at I ikke beder jer fri for ham, som taler. Thi kunde de andre ikke undfly Straffen, da de bad sig fri for ham, der talte sit Guddomsord her paa Jorden, saa skal vi det meget mindre, hvis vi vender os bort fra ham, naar han taler fra Himlene.
26 Dengang fik hans Røst Jorden til at rokkes, men nu har han givet denne Forjættelse: »Endnu een Gang vil jeg ryste, ikke blot Jorden, men ogsaa Himmelen.«
27 Men dette »endnu een Gang« giver til Kende, at de Ting, der kan rokkes, fordi de er skabt, skal forvandles, for at de Ting, der ikke kan rokkes, skal blive bestandig.
28 Da vi nu faar et urokkeligt Rige, saa lad os være taknemmelige og derved tjene Gud, som det er ham velbehageligt, med Ængstelse og hellig Frygt.
29 Thi vor Gud er en fortærende Ild.
Formaning til helligt Liv, 1-6, til at holde fast ved Kristus, bære hans Forsmædelse og bringe Gud aandelige Ofre, 7-16, være lydige mod deres Ledere og bede for Forfatteren, 17-19. Velsignelsesønske, Slutningshilsen, 20-25.
1 Lad Broderkærligheden vare ved!
2 Glem ikke Gæstfriheden; thi ved den har nogle, uden at vide det, haft Engle til Gæster.
3 Kom de fængslede i Hu, som om I var deres Medfanger. Tænk paa dem, der mishandles; I har jo ogsaa selv et Legeme!
4 Hold Ægteskabet i Ære i eet og alt. Besmit ikke Ægtesengen; thi utugtige og Ægteskabsbrydere skal Gud dømme.
5 Hold jeres Færd fri for Kærlighed til Penge, nøjes med det, I har; thi han har selv sagt: »Jeg vil ikke slippe dig og ikke forlade dig,«
6 saa vi frimodigt kan sige: »Herren er min Hjælper, jeg vil ikke frygte; hvad kan Mennesker gøre mig?«
7 Kom jeres Vejledere i Hu, som har forkyndt jer Guds Ord. Hold jer for øje den Udgang, deres Levned fik, og efterfølg deres Tro.
8 Jesus Kristus er den samme i Gaar og i Dag, ja, til evig Tid.
9 Lad jer ikke rive med af alle Haande fremmede Lærdomme; thi det rette er, at Hjertet styrkes ved Naaden, ikke ved bestemte Spiser; de, som lagde Vægt paa dem, har ingen Gavn haft af det.
10 Vi har et Alter, som de, der tjener ved Tabernaklet, ikke har Ret til at faa Spise fra.
11 Thi de Dyr, hvis Blod Ypperstepræsten bærer ind i Helligdommen for at sone Synden, deres Kroppe »opbrændes uden for Lejren«.
12 Derfor led ogsaa Jesus uden for Byporten, for at han kunde hellige Folket ved sit Blod.
13 Saa lad os da gaa ud til ham »uden for Lejren« og bære hans Forsmædelse.
14 Thi her har vi ikke en blivende Stad, men længes efter den kommende.
15 Lad os da ved ham altid bringe Gud Lovprisnings-Offer, det er: Frugt af Læber, som bekender hans Navn.
16 Og glem ikke at gøre vel og dele med andre; thi i saadanne Ofre har Gud Velbehag.
17 Lyd jeres Vejledere og ret jer efter dem; thi de vaager over jeres Sjæle som de, der engang skal gøre Regnskab; sørg for, at de kan gøre det med Glæde og ikke sukkende, thi det vilde ikke være godt for jer;
18 bed for os; thi vi er os bevidst at have en god Samvittighed, da vi i alle Forhold gerne vil færdes paa rette Vis.
19 Og jeg beder om denne Forbøn særlig med det for øje, at I des før maa faa mig tilbage.
20 Fredens Gud, som førte Faarenes store Hyrde, vor Herre Jesus, op fra de døde med en evig Pagts Blod,
21 han gøre jer fuldkomne i alt godt, saa I udfører hans Vilje, og han virke i os det, som er velbehageligt for ham, ved Jesus Kristus: ham være Æren i Evighedernes Evigheder! Amen.
22 Jeg beder jer, Brødre, tag ikke dette Formaningsord ilde op; jeg har jo skrevet til jer i Korthed.
23 I skal vide, at vor Broder Timoteus er blevet løsladt; hvis han snart kommer, vil jeg besøge jer sammen med ham.
24 Hils alle jeres Vejledere og alle de hellige! De fra Italien sender Hilsen til jer.
25 Naade være med eder alle!