Om oversættelsen: Oversættelsen fra 1948 bryder med en næsten 400 år gammel tradition, hvor hvert Bibeloplag var en revision af de forrige oplag, der i sidste ende gik tilbage til Den Resen-Svaningske Bibel fra 1607. Denne oversættelsen er på mange måder bedre end den autoriserede fra 1992.
|
|
1 Paulus, apostel, ikke udsendt af mennesker, ej heller ved noget menneske, men ved Jesus Kristus og Gud Fader, som opvakte ham fra de døde,
2 og alle brødrene, som er hos mig, sender hilsen til menighederne i Galatien:
3 nåde være med eder og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus,
4 som for at udfri os af den nuværende, onde verden gav sig selv hen for vore synder, efter vor Guds og Faders vilje.
5 Ham være æren i evighedernes evigheder! Amen.
6 Det undrer mig, at I så hurtigt lader jer drage bort fra ham, som kaldte jer ved Kristi nåde, hen til et anderledes evangelium,
7 som ikke er et evangelium; det er kun nogle, der forvirrer jer og gerne vil forvanske Kristi evangelium.
8 Men om så vi selv eller en engel fra Himmelen forkyndte jer evangeliet i strid med det, vi har forkyndt jer — forbandet være han!
9 Som vi før har sagt, så siger jeg nu igen: dersom nogen forkynder jer evangeliet i strid med det, I har modtaget — forbandet være han!
10 Er det mennesker, jeg nu prøver at vinde bifald hos, eller Gud? eller søger jeg at »tækkes mennesker«? Var det mennesker, jeg endnu ville tækkes, da var jeg ikke Kristi tjener.
11 Det vil jeg nemlig sige jer, brødre! at det evangelium, som er blevet forkyndt af mig, er ikke menneskeværk;
12 det er jo heller ikke af noget menneske, jeg har fået det eller har lært det, men ved en åbenbaring af Jesus Kristus.
13 I har jo hørt om min færd fordum i jødedommen, at jeg overmåde voldsomt forfulgte Guds kirke og søgte at udrydde den.
14 Og i jødedommen var jeg mere yderliggående end mange af mine jævnaldrende i mit folk og langt mere nidkær for mine fædrene overleveringer.
15 Men dengang Gud, som havde udkåret mig fra modersliv og kaldet mig ved sin nåde,
16 besluttede at åbenbare sin Søn for mig, for at jeg skulle forkynde evangeliet om ham blandt hedningerne, da spurgte jeg ikke kød og blod til råds,
17 drog heller ikke op til Jerusalem til dem, der var apostle før mig, men jeg drog straks bort til Arabien og vendte siden tilbage til Damaskus igen.
18 Først da, tre år efter, drog jeg op til Jerusalem for at lære Kefas at kende og blev hos ham i femten dage.
19 Af de andre apostle så jeg ingen, kun Jakob, Herrens broder.
20 Hvad jeg her skriver til jer — se, for Guds åsyn vidner jeg, at jeg ikke lyver.
21 Derefter tog jeg til Syriens og Kilikiens egne.
22 Og jeg var personlig ukendt for de kristne menigheder i Judæa;
23 kun hørte de sige: »Han, som før forfulgte os, forkynder nu den tro, han før søgte at udrydde.«
24 Og de priste Gud for mig.
1 Senere, efter fjorten års forløb, drog jeg atter op til Jerusalem sammen med Barnabas og tog også Titus med.
2 Jeg drog derop ifølge en åbenbaring, og jeg forelagde dem, men de ansete særskilt, det evangelium, jeg prædiker iblandt hedningerne, for at jeg ikke skulle løbe eller have løbet forgæves.
3 Men end ikke min ledsager Titus, som var græker, blev tvunget til at lade sig omskære —
4 nemlig af hensyn til de indsnegne falske brødre, der havde listet sig ind for at lure på den frihed, vi har i Kristus Jesus, og trælbinde os.
5 For dem veg vi end ikke et øjeblik i eftergivenhed, for at evangeliets sandhed må stå urokket hos jer.
6 Og fra deres side, som ansås for at være noget — hvordan de så var, er mig uden forskel; hos Gud er der ikke personsanseelse — mig pålagde de ansete nemlig intet nyt.
7 Tværtimod indså de, at det er blevet mig betroet at forkynde evangeliet for de uomskårne, ligesom Peter for de omskårne;
8 thi han, som gav Peter kraft til apostelgerning blandt de omskårne, gav også mig kraft dertil blandt hedningerne.
9 Og de erkendte den nåde, som var mig givet, og gav mig og Barnabas håndslag på fællesskabet, både Jakob og Kefas og Johannes, som ansås for at være søjler; vi skulle da gå til hedningerne og de selv til de omskårne;
10 kun skulle vi komme de fattige i hu, hvad jeg netop også har stræbt at gøre.
11 Men dengang da Kefas kom til Antiokia, trådte jeg op imod ham lige i hans åbne øjne, thi dømt var han.
12 Førend der kom nogle fra Jakob, plejede han nemlig at spise sammen med hedningerne; men da de var kommet, trak han sig efterhånden tilbage og skilte sig ud af frygt for de omskårne.
13 Og sammen med ham hyklede også de øvrige jøder, så endog Barnabas blev draget med af deres hykleri.
14 Men da jeg så, at de ikke gik lige frem efter evangeliets sandhed, sagde jeg til Kefas i alles påhør: »Når du, skønt jøde, lever på hedensk og ikke på jødisk vis, hvor kan du da søge at tvinge hedningerne til at følge jødiske skikke?«
15 Vel er vi jøder af fødsel og ikke »syndere af hedensk byrd«;
16 men da vi ved, at ingen bliver retfærdiggjort af lovgerninger, men kun ved tro på Kristus Jesus, så har også vi sat vor tro til Kristus Jesus, for at vi måtte blive retfærdiggjorte af tro på Kristus og ikke af lovgerninger, thi af lovgerninger vil intet menneske blive retfærdiggjort.
17 Men dersom vi, da vi søgte at blive retfærdiggjorte i Kristus, selv kom til at stå som syndere, går Kristus så ikke syndens ærinde? Nej, langtfra!
18 Thi kun hvis jeg igen bygger det op, som jeg nedbrød, viser jeg mig som overtræder.
19 Thi ved loven er jeg død for loven, for at jeg kan leve for Gud. Med Kristus er jeg korsfæstet,
20 og det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig; og det liv, jeg nu lever i kødet, det lever jeg i troen på Guds Søn, som elskede mig og gav sig selv hen for mig.
21 Jeg ophæver ikke Guds nåde; thi var der retfærdighed ved loven, så var jo Kristus død til ingen nytte.
1 I uforstandige galatere! hvem har forhekset jer, I, hvem Jesus Kristus blev malet for øje som korsfæstet?
2 Dette ene vil jeg have at vide af jer: var det i kraft af lovgerninger, I modtog Ånden, eller ved i tro at høre?
3 Er I da så uforstandige? I begyndte i Ånd; vil I nu »fuldende« i kød?
4 Har I da oplevet så meget til ingen nytte? hvis det da var til ingen nytte.
5 Mon han, som udruster jer med Ånden og virker undergerninger iblandt jer, gør det i kraft af lovgerninger eller ved, at I hører i tro?
6 ligesom jo »Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed.«
7 Derfor skal I vide, at de, som er af tro, de er Abrahams børn.
8 Og da skriften forudså, at det er af tro, Gud ville retfærdiggøre hedningerne, forkyndte den forud Abraham det evangelium: »I dig skal alle folkeslagene velsignes;«
9 altså velsignes de, der er af tro, sammen med den troende Abraham.
10 Thi alle de, der er af lovgerninger, er under forbandelse; der står jo skrevet: »Forbandet enhver, som ikke bliver i alt det, der er skrevet i lovbogen, så han handler derefter.«
11 Og at ingen bliver retfærdiggjort for Gud ved loven, er åbenbart, thi det hedder: »Den retfærdige skal leve af tro;«
12 loven derimod beror ikke på tro, men siger: »Den, som handler derefter, skal leve derved.«
13 Kristus løskøbte os fra lovens forbandelse, idet han blev en forbandelse for vor skyld (thi der står skrevet: »Forbandet hver den, der hænger på et træ«),
14 for at den velsignelse, som blev givet til Abraham, måtte blive hedningerne til del i Kristus Jesus, for at vi ved troen kunne få Ånden, som var forjættet os.
15 Brødre, jeg bruger et billede fra menneskelige forhold. Et menneskes testamente kan man dog ikke omstøde eller føje noget til, når det er retsgyldigt.
16 Nu blev forjættelserne tilsagt Abraham og hans afkom; det hedder ikke: »dine afkom«, som om det gjaldt mange, men »dit afkom«, som når der tales om én, og det er Kristus.
17 Jeg mener hermed: et testamente, som forud er gjort retsgyldigt af Gud, kan loven, som blev til fire hundrede og tredive år senere, ikke gøre ugyldigt, så den skulle sætte forjættelsen ud af kraft.
18 Thi fås arven ved lov, da fås den ikke mere ved forjættelse; men til Abraham har Gud skænket den ved forjættelse.
19 Hvad skulle da loven? For overtrædelsernes skyld blev den føjet til, kun gyldig indtil det »afkom«, hvem forjættelsen gjaldt, kom, og formidlet ved engle, ved en mellemmands hånd.
20 Men er der en mellemmand, er det ikke for én alene; Gud derimod er én.
21 Er da loven i strid med Guds forjættelser? Nej, langtfra! Ja, var der givet en lov, som mægtede at levendegøre, så ville retfærdigheden virkelig fås ved loven.
22 Men skriften har indesluttet alt under synd, for at forjættelsen skulle af tro på Jesus Kristus gives dem, som tror.
23 Men førend troen kom, bevogtedes vi under loven, idet vi holdtes indesluttede, indtil den tro kom, som engang skulle åbenbares,
24 så at loven er blevet os en tugtemester til Kristus, for at vi skulle blive retfærdiggjorte af tro.
25 Men efter at troen er kommet, er vi ikke mere under tugtemester.
26 Alle er I nemlig i Jesus Kristus Guds børn ved troen.
27 Thi alle I, som blev døbt til Kristus, har iført jer Kristus.
28 Her er ikke forskel på jøde og græker, træl og fri, mand og kvinde; thi alle er I én i Kristus Jesus.
29 Men når I hører Kristus til, da er I jo Abrahams afkom, arvinger i kraft af forjættelse.
1 Jeg mener da: så længe en arving er barn, er der ingen forskel på ham og en træl, skønt han er herre over det alt sammen,
2 men han står under formyndere og husholdere indtil den tid, som faderen forud har fastsat.
3 Således var også vi, dengang vi var børn, trælbundne under verdens »magter«.
4 Men da tidens fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født af en kvinde, født under loven,
5 for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår.
6 Og fordi I er sønner, har Gud i jeres hjerter sendt sin Søns Ånd, som råber: »Abba, Fader!«
7 Altså er du ikke længer træl, men søn. Men er du søn, da er du også arving, indsat dertil af Gud.
8 Men dengang, da I ikke kendte Gud, trællede I for de guder, som i virkeligheden ikke er guder.
9 Nu derimod, da I har lært Gud at kende, ja, hvad mere er, er kendt af Gud, hvor kan I så vende tilbage igen til de svage og fattige »magter« og ønske atter på ny at trælle for dem?
10 I overholder dage og måneder og festtider og år.
11 Jeg frygter for, at jeg måske har slidt forgæves med jer.
12 Bliv ligesom jeg, thi også jeg er blevet som I, brødre! det beder jeg jer om; I har ikke gjort mig nogen uret.
13 I ved jo, det var på grund af en legemlig svaghed, jeg første gang forkyndte evangeliet for jer;
14 og skønt min legemlige tilstand kunne have fristet jer til det, nærede I ikke ringeagt eller afsky for mig, men I tog imod mig som en Guds engel, ja, som Kristus Jesus.
15 Når hører man jer nu prise jer salige? Thi jeg giver jer det vidnesbyrd, at I, om det havde været muligt, havde revet jeres øjne ud og givet mig dem.
16 Så er jeg vel blevet jeres uven ved at sige jer sandheden?
17 Det er ikke for det gode, de er ivrige for jer, men de vil skille jer ud, for at I igen skal være ivrige for dem.
18 Det er godt, at der vises iver i det gode til enhver tid, og ikke blot, når jeg er nærværende hos jer.
19 Mine børn, som jeg atter føder med smerte, indtil Kristus har vundet skikkelse i jer!
20 Ja, jeg ville ønske, jeg var hos jer nu og kunne ændre min røst, thi jeg står rådvild over for jer.
21 Sig mig, I, som vil være under loven, hører I ikke, hvad loven siger?
22 Der står jo skrevet, at Abraham havde to sønner, én med trælkvinden og én med den frie kvinde.
23 Trælkvindens søn er avlet efter kødet, den frie kvindes i kraft af forjættelsen.
24 Dette har en billedlig betydning. Thi disse kvinder er to pagter: den ene fra bjerget Sinaj, den, som føder børn til trældom, og det er Hagar.
25 Hagar er bjerget Sinaj i Arabien og svarer til det nuværende Jerusalem, thi det er i trældom med sine børn.
26 Men det Jerusalem, som er oventil, er frit, og det er vor moder.
27 Thi der står skrevet: »Fryd dig, du ufrugtbare, du, som ikke føder; bryd ud i råb, du, som ikke har veer, thi mange er den enliges børn, ja, flere end hendes, som har manden.«
28 Og I, brødre, er ligesom Isak forjættelsens børn.
29 Men ligesom dengang han, der var avlet efter kødet, forfulgte ham, der var avlet efter Ånden, således er det også nu.
30 Men hvad siger skriften? »Jag trælkvinden og hendes søn bort, thi ikke skal trælkvindens søn arve sammen med den frie kvindes søn!«
31 Så er vi da, brødre! ikke trælkvindens, men den frie kvindes børn.
1 Til frihed har Kristus frigjort os. Så stå nu fast, og lad jer ikke på ny spænde i trældoms åg!
2 Se, jeg Paulus siger jer, at lader I jer omskære, vil Kristus ikke gavne jer noget.
3 Jeg vidner atter for hvert menneske, der lader sig omskære, at han er skyldig at opfylde hele loven.
4 I er kommet bort fra Kristus, når I vil retfærdiggøres ved loven. I er faldet ud af nåden.
5 Vi venter jo ved Åndens hjælp og ud af tro den retfærdighed, som er vort håb.
6 Thi i Kristus Jesus gælder hverken omskærelse eller forhud noget, men tro, som er virksom i kærlighed.
7 I var begyndt godt på løbet. Hvem har hindret jer i at adlyde sandheden?
8 Den overtalelse kom ikke fra ham, som kaldte jer.
9 En smule surdej gennemsyrer hele dejen.
10 Jeg har den tillid til jer i Herren, at I ikke vil være af anden mening; men den, der forvirrer jer, skal bære sin dom, hvem han end er.
11 Men jeg, brødre! dersom jeg endnu prædiker omskærelse, hvorfor forfølges jeg da endnu? så er jo korsets forargelse borte.
12 Gid de endog ville lemlæste sig selv, de, som bringer forstyrrelse iblandt jer!
13 I blev jo kaldet til frihed, brødre, kun må friheden ikke blive en anledning for kødet; men tjen hverandre i kærlighed!
14 Thi hele loven er opfyldt i et eneste bud, nemlig dette: »Du skal elske din næste som dig selv.«
15 Men dersom I bider og æder hverandre, da tag jer i agt, at I ikke bliver fortæret af hverandre.
16 I skal vandre i Ånden, siger jeg, så vil I ingenlunde fuldbyrde kødets begæringer.
17 Thi kødet begærer imod Ånden og Ånden imod kødet; de to ligger nemlig i strid med hinanden, så I ikke kan gøre det, som I gerne vil.
18 Men drives I af Ånden, er I ikke under loven.
19 Og kødets gerninger er åbenbare, såsom: utugt, urenhed, løsagtighed,
20 afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, nid, hidsighed, egennytte, splittelser, partier,
21 misundelse, drukkenskab, svir og deslige, og jeg siger jer forud, som jeg før har sagt, at de, der øver sådanne ting, skal ikke arve Guds rige.
22 Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed,
23 sagtmodighed, afholdenhed. Mod sligt er loven ikke.
24 Og de, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet med dets lidenskaber og begæringer.
25 Lever vi i Ånden, da lad os også vandre i Ånden.
26 Lad os ikke søge tom ære, så vi udæsker hverandre og misunder hverandre.
1 Brødre, om nogen skulle blive overrasket af en synd, da hjælp et sådant menneske til rette, I åndelige, med sagtmodig ånd, og se du selv til, at ikke også du bliver fristet.
2 Bær hverandres byrder; således opfylder I Kristi lov.
3 Mener nogen, at han er noget, skønt han intet er, da bedrager han jo sig selv.
4 Hver prøve sin egen gerning, og da han skal få sin ros alene efter, hvad han selv er, og ikke efter, hvad næsten er.
5 Thi hver skal bære sin egen byrde.
6 Den, der undervises i ordet, skal dele alt godt med den, der underviser ham.
7 Far ikke vild, Gud lader sig ikke spotte! thi hvad et menneske sår, det skal han også høste.
8 Thi den, der sår i sit kød, skal høste fordærvelse af kødet, men den, der sår i Ånden, skal høste evigt liv af Ånden.
9 Når vi gør det rette, da lad os ikke blive trætte, thi vi skal høste til sin tid, såfremt vi ikke giver tabt.
10 Så lad os da, mens vi har lejlighed til det, gøre godt mod alle, men især mod dem, der har hjemme i den samme tro.
11 Se med hvor store bogstaver jeg skriver til jer med egen hånd.
12 Alle, som vil nyde anseelse på grund af kødet, de tvinger jer til at lade jer omskære, alene for at de ikke selv skal forfølges for Kristi kors' skyld.
13 Thi ikke engang de omskårne holder selv loven, men de vil, at I skal lade jer omskære, for at de kan rose sig af jeres kød.
14 Men det være langt fra mig at rose mig af noget andet end vor Herre Jesu Kristi kors, ved hvem verden er korsfæstet for mig, og jeg for verden.
15 Thi hverken omskærelse eller forhud betyder noget, men nyskabelse.
16 Og over alle, som vandrer efter denne rettesnor, være fred og barmhjertighed, ja, over Guds Israel.
17 Herefter må ingen volde mig bryderier, thi jeg bærer Jesu sårmærker på mit legeme.
18 Vor Herres Jesu Kristi nåde være med eders ånd, brødre! Amen.