Galaterbrevet

Om oversættelsen: Prøveoversættelsen fra 1944 er en del af det indledende arbejde til oversættelsen fra 1948. Denne oversættelse bryder med en næsten 400 år gammel tradition, hvor hvert Bibeloplag var en revision af de forrige oplag, der i sidste ende gik tilbage til Den Resen-Svaningske Bibel fra 1607.

Desværre er denne oversættelse udgivet fire år før retskrivningsreformen i 1948 — med "aa", "skulde", "vilde", "kunde" og med navneord med stort. Samtidig har man beholdt "eder" i stedet for "jer" for at bevare det gamle kirkesprog. Det gør, at sproget virker "støvet", men oversættelsen er alligevel på mange måder bedre end den autoriserede fra 1992.

Kapitler: 1 2 3 4 5 6

Kapitel 1

Paulus hilser Menighederne i Galatien, 1-5. Det Evangelium, han forkynder, er det eneste sande, 6-10, thi han har faaet det fra Kristus selv og ikke fra dem, der var Apostle før ham, 11-24.

Paulus i Athen
Athenere

1 Paulus, Apostel, ikke udsendt af Mennesker, ej heller ved noget Menneske, men ved Jesus Kristus og Gud Fader, som opvakte ham fra de døde,
2 og alle Brødrene, som er hos mig, sender Hilsen til Menighederne i Galatien:
3 Naade være med eder og Fred fra Gud Fader, og Herren Jesus Kristus,
4 som for at udfri os af den nuværende, onde Verden gav sig selv hen for vore Synder, efter vor Guds og Faders Vilje.
5 Ham være Æren i Evighedernes Evigheder! Amen.

6 Det undrer mig, at I saa hurtigt lader jer drage bort fra ham, som kaldte jer ved Kristi Naade, hen til et anderledes Evangelium, som ikke er et Evangelium;
7 det er kun nogle, der forvirrer jer og gerne vil forvanske Kristi Evangelium.
8 Men om saa vi selv eller en Engel fra Himmelen forkyndte jer Evangeliet i Strid med det, vi har - forkyndt jer forbandet være han!
9 Som vi før har sagt, saa siger jeg nu igen: Dersom nogen forkynder jer Evangeliet i Strid med det, I har modtaget forbandet være han!
10 Er det Mennesker, jeg nu prøver at vinde Bifald hos, eller Gud? Eller søger jeg at tækkes Mennesker? Var det Mennesker, jeg endnu vilde tækkes, da var jeg ikke Kristi Tjener.

11 Det vil jeg nemlig sige jer, Brødre! at det Evangelium, som er blevet forkyndt af mig, er ikke Menneskeværk;
12 det er jo heller ikke af noget Menneske, jeg har faaet det eller har lært det, men ved en Aaben: baring af Jesus Kristus.
13 I har jo hørt om min Færd fordum i Jødedommen, at jeg overmaade voldsomt forfulgte Guds Kirke og søgte at udrydde den.
14 Og i Jødedommen var jeg mere yderliggaaende end mange af mine jævnaldrende i mit Folk og langt mere nidkær for mine fædrene Overleveringer.
15 Men dengang Gud, som havde udkaaret mig fra Moders Liv og kaldet mig ved sin Naade,
16 besluttede at aabenbare sin Søn for mig, for at jeg skulde forkynde Evangeliet om ham blandt Hedningerne, da spurgte jeg ikke Kød og Blod til Raads,
17 drog heller ikke op til Jerusalem til dem, der var Apostle før mig, men jeg drog straks bort til Arabien og vendte siden tilbage til Damaskus igen.
18 Først da, tre Aar efter, drog jeg op til Jerusalem for at lære Kefas at kende og blev hos ham i femten Dage.
19 Af de andre Apostle saa jeg ingen, kun Jakob, Herrens Broder.
20 Hvad jeg her skriver til jer Guds Aasyn vidner jeg, at jeg ikke lyver.
21 Derefter tog jeg til Syriens og Kilikiens Egne.
22 Og jeg var personlig ukendt for de kristne Menigheder i Judæa;
23 kun hørte de sige: han, som før forfulgte os, forkynder nu den Tro, han før søgte at udrydde.
24 Og de priste Gud for mig.

Kapitel 2

Paulus er af de første Apostle blevet anerkendt som Hedningeapostel, 1-10. Over for Peter i Antiokia hævdede han det sande Evangelium, at Frelsen faas ved Tro paa Kristus og ikke ved Lovgerninger, 11-21

1 Senere, efter fjorten Aars Forløb, drog jeg atter op til Jerusalem sammen med Barnabas og tog ogsaa Titus med.
2 Jeg drog derop ifølge en Aabenbaring, og jeg forelagde dem, men de ansete for sig, det Evangelium, jeg prædiker iblandt Hedningerne, for at jeg ikke skulde løbe eller have løbet forgæves.
3 Men end ikke min Ledsager Titus, som var Græker, blev tvunget til at lade sig omskære -
4 nemlig af Hensyn til de indsnegne falske Brødre, der havde listet sig ind for at lure paa den Frihed, vi har i Kristus Jesus, og trælbinde os.
5 For dem veg vi end ikke et øjeblik i Eftergivenhed, for at Evangeliets Sandhed maatte blive ved at være hos jer.
6 Og fra deres Side, som ansaas for at være noget - hvordan de saa var, er mig uden Forskel; hos Gud er der ikke Personsanseelse - mig paalagde de ansete nemlig intet nyt.
7 Tværtimod indsaa de, at det er blevet mig betroet at forkynde Evangeliet for de uomskaarne, ligesom Peter for de omskaarne,
8 thi han, som virkede i Peters Apostelgerning blandt de omskaarne, virkede ogsaa i min over for Hedningerne.
9 Og de erkendte den Naade, som var mig givet, og gav mig og Barnabas Haandslag paa Fællesskabet, baade Jakob og Kefas og Johannes, som ansaas for at være Søjler; vi skulde da gaa til Hedningerne og de selv til de omskaarne;
10 kun skulde vi komme de fattige i Hu, hvad jeg netop ogsaa har stræbt at gøre.

11 Men dengang da Kefas kom til Antiokia, traadte jeg op imod ham lige i hans aabne Øjne, thi dømt var han.
12 Førend der kom nogle fra Jakob, plejede han nemlig at spise sammen med Hedningerne; men da de var kommet, trak han sig efterhaanden tilbage og skilte sig ud af Frygt for de omskaarne.
13 Og sammen med ham hyklede ogsaa de øvrige Jøder, saa endog Barnabas blev draget med af deres Hykleri.
14 Men da jeg saa, at de ikke gik lige frem efter Evangeliets Sandhed, sagde jeg til Kefas i alles Paahør: Naar du, skønt Jøde, lever paa hedensk og ikke paa jødisk Vis, hvor kan du da søge at tvinge Hedningerne til at følge jødiske Skikke?
15 Vel er vi Jøder af Fødsel og ikke Syndere af hedensk Byrd;
16 men da vi ved, at ingen bliver retfærdiggjort af Lovgerninger, men kun ved Tro paa Jesus Kristus, saa har ogsaa vi sat vor Tro til Kristus Jesus, for at vi maatte blive retfærdiggjort af Tro paa Kristus og ikke af Lovgerninger, thi af Lovgerninger vil intet Menneske blive retfærdiggjort.
17 Men dersom vi, da vi søgte at blive retfærdiggjort i Kristus, selv kom til at staa som Syndere, er saa Kristus en Tjener for Synd? Nej, langtfra!
18 Thi kun hvis jeg igen bygger det op, som jeg nedbrød, viser jeg mig som Overtræder.
19 Thi ved Loven er jeg død for Loven, for at jeg kan leve for Gud.
20 Med Kristus er jeg korsfæstet, og det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig; og det Liv, jeg nu lever i Kødet, det lever jeg i Troen paa Guds Søn, som elskede mig og gav sig selv hen for mig.
21 Jeg ophæver ikke Guds Naade; thi var der Retfærdighed ved Loven, saa var jo Kristus død til ingen Nytte.

Kapitel 3

Helligaanden faas ved Tro og ikke ved Lovgerninger, 1-9. Kristus har frikøbt os fra Lovens Forbandelse, 10-14. Loven, der kom senere, kan ikke ophæve Forjættelsen, 15-18; dens Betydning er kun at være en Opd[r]ager til Kristus, 19-29.

1 I uforstandige Galatere! hvem har forhekset jer, I, hvem Jesus Kristus blev malet for Øje som korsfæstet?
2 Dette ene vil jeg have at vide af jer: Var det i Kraft af Lovgerninger, I modtog Aanden, eller ved i Tro at høre?
3 Er I da saa uforstandige? I har begyndt i Aand; vil I nu »fuldende« i Kød?
4 Har I da oplevet saa meget til ingen Nytte? hvis det da var til ingen Nytte.
5 Mon han, som udruster jer med Aanden og virker Undergerninger iblandt jer, gør det i kraft af Lovgerninger eller ved, at I hører i Tro?
6 ligesom jo »Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed.«
7 Derfor skal I vide, at det er dem, som har Tro, der er Abrahams Børn.
8 Og da Skriften forudsaa, at det er af Tro, Gud vilde retfærdiggøre Hedningerne, forkyndte den forud Abraham det Evangelium: »I dig skal alle Folkeslagene velsignes;«
9 altsaa velsignes de, der har Tro, sammen med den troende Abraham.

10 Thi alle de, der bygger paa Lovgerninger, er under Forbandelse; der staar jo skrevet: »Forbandet enhver, som ikke bliver i alt det, der er skrevet i Lovbogen, saa han handler derefter.«
11 Og at ingen bliver retfærdiggjort for Gud ved Loven, er aabenbart, thi det hedder: »den retfærdige skal leve af Tro;«
12 Loven derimod lader det ikke bero paa Tro, men siger: »den, som handler derefter, skal leve derved.«
13 Kristus løskøbte os fra Lovens Forbandelse, idet han blev en Forbandelse for vor Skyld (thi der staar skrevet: »Forbandet hver den, der hænger paa et Træ«),
14 for at den Velsignelse, som blev givet Abraham, maatte blive Hedningerne til Del i Kristus Jesus, for at vi ved Troen kunde faa Aanden, som var forjættet os.

15 Brødre, jeg bruger et Billede fra menneskelige Forhold. Ikke engang et Menneskes Testamente kan man omstøde eller føje noget til, naar det er retsgyldigt.
16 Nu blev Forjættelserne tilsagt Abraham og hans Afkom; det hedder ikke: »dine Afkom«, som om det gjaldt mange, men »dit Afkom«, som naar der tales om een, og det er Kristus.
17 Jeg mener hermed: Et Testamente, som forud er gjort retsgyldigt af Gud, kan Loven, som blev til fire Hundrede og tredive Aar senere, ikke gøre ugyldigt, saa den skulde sætte Forjættelsen ud af Kraft.
18 Thi faas Arven ved Lov, da faas den ikke mere ved Forjættelse; men til Abraham har Gud skænket den ved Forjættelse.

19 Hvad skulde da Loven? For Overtrædelsernes Skyld blev den føjet til, kun gyldig indtil det »Afkom«, hvem Forjættelsen gjaldt, kom, og formidlet ved Engle, ved en Mellemmands Haand.
20 Men er der en Mellemmand, er det ikke for een alene; Gud derimod er een.
21 Er da Loven i Strid med Guds Forjættelser? Nej, langtfra! Ja, var der givet en Lov, som mægtede at levendegøre, saa vilde Retfærdigheden virkelig faas ved Loven.
22 Men Skriften har indesluttet alt under Synd, for at Forjættelsen skulde gives de troende paa Grund af deres Tro paa Jesus Kristus.
23 Men førend Troen kom, bevogtedes vi under Loven, idet vi holdtes indesluttede, indtil den Tro kom, som engang skulde aabenbares,
24 saa at Loven er blevet os en Tugtemester til Kristus, for at vi skulde blive retfærdiggjort af Tro.
25 Men efter at Troen er kommet, er vi ikke mere under Tugtemester.
26 Alle er I nemlig i Jesus Kristus Guds Børn ved Troen.
27 Thi alle I, som blev døbt til Kristus, har iført jer Kristus.
28 Her er ikke Forskel paa Jøde og Græker, Træl og fri, Mand og Kvinde; thi alle er I een i Kristus Jesus.
29 Men naar I hører Kristus til, da er I jo Abrahams Afkom, Arvinger i kraft af Forjættelse.

Kapitel 4

Kristus har løskøbt forjættelsens Arvinger fra Trællekaar til Barnekaar, 1-7. Galaterne bør ikke prisgive deres kristelige Frihed, 8-11, men efterligne Paulus og mindes deres tidligere Kærlighed til ham, 12-20. Hagar og Sara som Forbilleder paa Trældommen under Loven og Friheden i Kristus, 21-31.

1 Jeg mener da: saa længe en Arving er Barn, er der ingen Forskel paa ham og en Træl, skønt han er Herre over det alt sammen,
2 men han staar under Formyndere og Husholdere indtil den Tid, som Faderen forud har fastsat.
3 Saaledes var ogsaa vi, dengang vi var Børn, trælbundne under Verdens Børnelærdom.
4 Men da Tidens Fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født af en Kvinde født under Loven,
5 for at han skulde løskøbe dem, der var under Loven, for at vi skulde faa Barnekaar.
6 Og fordi I er Sønner, har Gud i jeres Hjerter sendt sin Søns Aand, som raaber: Abba, Fader!
7 Altsaa er du ikke længer Træl, men Søn. Men er du Søn, da er du ogsaa Arving, indsat dertil af Gud.

8 Men dengang, da I ikke kendte Gud, trællede I for de Guder, som i Virkeligheden ikke er Guder.
9 Nu derimod, da I har lært Gud at kende, ja, hvad mere er, er kendt af Gud, hvor kan I saa vende tilbage igen til de svage og fattige »Magter« og ønske atter paa ny at trælle for dem?
10 I overholder Dage og Maaneder og Festtider og Aar.
11 Jeg frygter for, at jeg maaske har slidt forgæves med jer.

12 Bliv ligesom jeg, thi ogsaa jeg er blevet som I, Brødre! det beder jeg jer om; I har ikke gjort mig nogen Uret.
13 I ved jo, det var paa Grund af en legemlig Svaghed, jeg første Gang forkyndte Evangeliet for jer;
14 og skønt min legemlige Tilstand kunde have fristet jer til det, nærede I ikke Ringeagt eller Afsky for mig, men I tog imod mig som en Guds Engel, ja, som Kristus Jesus.
15 Naar hører man jer nu prise jer salige? Thi jeg giver jer det Vidnesbyrd, at I, om det havde været muligt, havde revet jeres Øjne ud og givet mig dem.
16 Saa er jeg vel blevet jeres Uven ved at sige jer Sandheden?
17 Det er ikke for det gode, de er ivrige for jer, men de vil skille jer ud, for at I igen skal være ivrige for dem.
18 Det er godt, at der vises Iver i det gode til enhver Tid, og ikke blot, naar jeg er nærværende hos jer.
19 Mine Børn, som .jeg atter føder med Smerte, indtil Kristus har vundet Skikkelse i jer!
20 Ja, jeg vilde ønske, jeg var hos jer nu og kunde ændre min Røst, thi jeg staar raadvild over for jer.

21 Sig mig, I, som vil være under Loven, hører I ikke, hvad Loven siger?
22 Der staar jo skrevet, at Abraham havde to Sønner, een med Trælkvinden og een med den frie Kvinde.
23 Trælkvindens Søn er avlet efter Kødet, den frie Kvindes i Kraft af Forjættelsen.
24 Dette har en dybere Betydning. Thi disse Kvinder er de to Pagter: den ene fra Bjerget Sinaj, den, som føder Børn til Trældom, og det er Hagar.
25 Hagar er Bjerget Sinaj i Arabien og svarer til det nuværende Jerusalem, thi det er i Trældom med sine Børn.
26 Men det Jerusalem, som er oventil, er frit, og det er vor Moder.
27 Thi der staar skrevet:
       »Fryd dig, du ufrugtbare, du, som ikke føder;
       bryd ud i Raab, du, som ikke har Veer,
       thi mange er den enliges Børn,
       ja flere end hendes, som har Manden.«

28 Og I, Brødre, er ligesom Isak Forjættelsens Børn.
29 Men ligesom den Gang han, der var avlet efter Kødet, forfulgte ham, der var avlet efter Aanden, saaledes er det ogsaa nu.
30 Men hvad siger Skriften? »Jag Trælkvinden og hendes Søn bort, thi ikke skal Trælkvindens Søn arve sammen med den frie Kvindes Søn!«
31 Saa er vi da, Brødre! ikke Trælkvindens, men den frie Kvindes Børn.

Kapitel 5

Der maa vælges mellem den kristelige Frihed og det jødiske Lovvæsen, 1-6 Trusler mod Vranglærerne, 7-12. De Kristnes Frihed er ikke en Frihed til Synd, 13-15. Aandens Modsætning til Kødet, 16-26.

1 Til Frihed har Kristus frigjort os. Saa staa nu fast, og lad jer ikke paa ny spænde i Trældoms Aag!
2 Se, jeg Paulus siger jer, at lader I jer omskære, vil Kristus ikke gavne jer noget.
3 Jeg vidner atter for hvert Menneske, der lader sig omskære, at han er skyldig at opfylde hele Loven.
4 I er kommet bort fra Kristus, naar I vil retfærdiggøres ved Loven. I er faldet ud af Naaden.
5 Vi venter jo ved Aandens Hjælp og udaf Tro den Retfærdighed, som er vort Haab.
6 Thi i Kristus Jesus gælder hverken Omskærelse eller Forhud noget, men Tro, som er virksom i Kærlighed.

7 I var begyndt godt paa Løbet. Hvem har hindret jer i at adlyde Sandheden?
8 Den Overtalelse kom ikke fra ham, som kaldte jer.
9 En Smule Surdejg gennemsyrer hele Dejgen.
10 Jeg har den Tillid til jer i Herren, at I ikke vil være af anden Mening; men den, der forvirrer jer, skal bære sin Dom, hvem han end er.
11 Men jeg, Brødre! dersom jeg endnu prædiker Omskærelse, hvorfor forfølges jeg da endnu? Saa er jo Korsets Forargelse borte.
12 Gid de endog vilde lemlæste sig selv, de, som bringer Forstyrrelse iblandt jer!

13 I blev jo kaldet til Frihed, Brødre, kun maa Friheden ikke blive til en Anledning for Kødet; men tjen hverandre i Kærlighed!
14 Thi hele Loven er opfyldt i eet eneste Bud, nemlig dette: »Du skal elske din Næste som dig selv.«
15 Men dersom I bider og æder hinanden, da tag jer i Agt, at I ikke bliver fortæret af hinanden.

16 Vandrer i Aanden, siger jeg, saa vil I ingenlunde fuldbyrde Kødets Begæringer.
17 Thi Kødet begærer imod Aanden og Aanden imod Kødet; de to ligger nemlig i Strid med hinanden, saa I ikke kan gøre det, som I gerne vil.
18 Men drives I af Aanden, er I ikke under Loven.
19 Og Kødets Gerninger er aabenbare, saasom: Utugt, Urenhed, Løsagtighed,
20 Afgudsdyrkelse, Trolddom, Fjendskaber, Kiv, Nid, Hidsighed, Egennytte, Splittelse, Partier,
21 Misundelse, Drukkenskab, Syir og deslige, og jeg siger jer forud, som jeg før har sagt, at de, der øver saadanne Ting, skal ikke arve Guds Rige.
22 Men Aandens Frugt er Kærlighed, Glæde, Fred, Langmodighed, Mildhed, Godhed, Trofasthed,
23 Sagtmodighed, Afholdenhed. Mod sligt er Loven ikke.
24 Og de, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet Kødet med dets Lidenskaber og Begæringer.
25 Lever vi i Aanden, da lad os ogsaa vandre i Aanden.
26 Lad os ikke søge tom Ære, saa vi udæsker hinanden og misunder hinanden.

Kapitel 6

Formaning til at vise Sagtmodighed mod dem, der falder i Synd, 1-5, og til at understøtte Lærerne og i det hele at vise Godgørenhed, 6-10. En sidste Advarsel mod Lovlærerne, 11-16. Slutningsønsker, 17-18.

1 Brødre, om nogen skulde blive overrasket af en Synd, da hjælp et saadant Menneske tilrette, I aandelige, med sagtmodig Aand, og se du selv til, at ikke ogsaa du bliver fristet.
2 Bær hverandres Byrder; saaledes opfylder I Kristi Lov.
3 Mener nogen, at han er noget, skønt han intet er, da bedrager han jo sig selv.
4 Hver prøve sin egen Gerning, og da skal han faa sin Ros alene efter, hvad han selv er, og ikke efter, hvad Næsten er.
5 Thi hver skal bære sin egen Byrde.

6 Den, der undervises i Ordet, skal dele alt godt med den, der underviser ham.
7 Far ikke vild, Gud lader sig ikke spotte! thi hvad et Menneske saar, det skal han ogsaa høste.
8 Thi den, der saar i sit Kød, skal høste Fordærvelse af Kødet, men den, der saar i Aanden, skal høste evigt Liv af Aanden.
9 Naar vi gør godt, da lad os ikke blive trætte, thi vi skal høste i sin Tid, saafremt vi ikke giver tabt.
10 Saa lad os da, mens vi har Lejlighed til det, gøre godt mod alle, men især mod dem, der har hjemme i den samme Tro.

11 Se med hvor store Bogstaver jeg skriver til jer med egen Haand.
12 Alle, som vil nyde Anseelse paa Grund af Kødet, de tvinger jer til at lade jer omskære, alene for at de ikke selv skal forfølges for Kristi Kors's Skyld.
13 Thi ikke engang de omskaarne holder selv Loven, men de vil, at I skal lade jer omskære, for at de kan rose sig af jeres Kød.
14 Men det være langt fra mig at rose mig af noget andet end vor Herres Jesu Kristi Kors, ved hvem Verden er korsfæstet for mig, og jeg for Verden.
15 Thi hverken Omskærelse eller Forhud betyder noget, men Nyskabelse.
16 Og over alle, som vandrer efter denne Rettesnor, være Fred og Barmhjertighed, ja, over Guds Israel.

17 Herefter volde ingen mig Bryderier, thi jeg bærer Jesu Saarmærker paa mit Legeme.
18 Vor Herres Jesu Kristi Naade være med eders Aand, Brødre! Amen.

Andre bøger