Om oversættelsen: Oversættelsen fra 1948 bryder med en næsten 400 år gammel tradition, hvor hvert Bibeloplag var en revision af de forrige oplag, der i sidste ende gik tilbage til Den Resen-Svaningske Bibel fra 1607. Denne oversættelsen er på mange måder bedre end den autoriserede fra 1992.
Om bogen: Apostlenes Gerninger formodes at være skrevet af samme mand som Lukasevangeliet. Det ændrer dog ikke ved, at der er mange forskelle på de to bøger.
Kapitler: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28
|
|
1 I mit første skrift fortalte jeg dig, Teofilus, om alt, hvad Jesus gjorde og lærte fra begyndelsen af
2 og indtil den dag, da han blev optaget, efter at han ved Helligånden havde givet sine befalinger til apostlene, som han havde udvalgt sig
3 For dem havde han også, efter sin lidelse, med mange beviser fremstillet sig som den levende, idet han viste sig for dem i fyrretyve dage og talte om, hvad der hører Guds rige til.
4 Og engang, da han holdt måltid sammen med dem, bød han dem ikke at vige fra Jerusalem, men oppebie det, som Faderen havde forjættet, »og som I,« sagde han, »har hørt mig tale om.
5 Thi Johannes døbte med vand; men I skal om ikke mange dage døbes med Helligånden.«
6 Medens de nu var samlede, spurgte de ham og sagde: »Herre! er tiden nu kommet, da du vil genoprette Riget for Israel?«
7 Da svarede han dem: »Det tilkommer ikke jer at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt.
8 Men når Helligånden kommer over jer, skal I få kraft; og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja, indtil jordens ende.«
9 Og da han havde sagt dette, løftedes han op, medens de så derpå, og en sky tog ham bort fra deres øjne.
10 Som de nu stirrede op imod Himmelen, medens han fo'r bort, se, da stod der hos dem to mænd i hvide klæder,
11 og de sagde: »I galilæiske mænd, hvorfor står I og ser op imod Himmelen? Denne Jesus, som er optaget fra jer til Himmelen, han skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare til Himmelen.«
12 Derefter vendte de tilbage til Jerusalem fra det bjerg, som hedder Oliebjerget og ligger nær ved Jerusalem, en sabbatsvej derfra.
13 Og da de var kommet derind, gik de op i den sal ovenpå, hvor de plejede at opholde sig, Peter og Johannes og Jakob og Andreas, Filip og Tomas, Bartolomæus og Mattæus, Jakob Alfæus' søn og Simon Zelotes, og Judas, Jakobs søn.
14 Disse deltog alle enigt og udholdende i bønnen sammen med nogle kvinder og Maria, Jesu moder, og hans brødre.
15 I de dage stod Peter frem midt iblandt brødrene (som da var samlede i en skare på omtrent hundrede og tyve personer) og sagde:
16 »Mine brødre! det skriftord måtte gå i opfyldelse, som Helligånden forud havde talt gennem Davids mund om Judas, der viste vej for dem, som greb Jesus;
17 han regnedes jo med blandt os, og dette embede var faldet i hans lod.
18 (Han købte sig nemlig en mark for den løn, han havde fået for sin ugerning, og han styrtede hovedkulds ned og brast itu, så alle hans indvolde væltede ud.
19 Dette blev også kendt af alle Jerusalems indbyggere, så den mark kaldes på deres eget sprog Hakeldama, det vil sige Blodager.)
20 Der står jo skrevet i Salmernes Bog: ›Lad hans gård blive øde, lad ingen bo i den,‹ og: ›Lad en anden få hans tilsynsgerning.‹
21 Derfor bør en af de mænd, som fulgte med os i hele den tid, da Herren Jesus gik ind og ud hos os,
22 lige fra Johannes' dåb indtil den dag, da han blev optaget fra os — en af dem bør sammen med os være vidne om hans opstandelse.«
23 De fremstillede derefter to, Josef, som kaldtes Barsabbas og havde tilnavnet Justus, og Mattias.
24 Så bad de og sagde: »Herre! du, som kender alles hjerter, vis os, hvem af de to du har udvalgt
25 til at indtræde i dette embede og den apostelgerning, som Judas forlod for at gå bort til sit eget sted.«
26 Derefter kastede de lod imellem dem, og loddet faldt på Mattias, og han blev regnet med som apostel sammen med de elleve.
|
1 Da pinsedagen var kommet, var de alle samlede med hverandre.
2 Da lød der med ét fra Himmelen en susen som af et vældigt åndepust, og den fyldte hele huset, hvor de sad.
3 Og der viste sig for dem tunger som af ild, og de fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem.
4 Og de blev alle fyldt med Helligånd, og de begyndte at tale i andre tungemål, efter hvad Ånden indgav dem at forkynde.
5 Men i Jerusalem boede der gudfrygtige jødiske mænd fra alle folkeslag under himmelen.
6 Da nu den lyd kom, strømmede mængden sammen og blev forvirret, fordi de hver især hørte dem tale på deres eget sprog.
7 Og de var ude af sig selv af forundring og sagde: »Se, er de, der taler, ikke alle sammen galilæere?
8 Hvor kan vi så høre dem tale, hver på vort eget modersmål,
9 vi partere og medere og elamitter, og vi, som hører hjemme i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien,
10 i Frygien og Pamfylien, Ægypten og Libyens egne ved Kyrene og vi tilflyttede romere,
11 jøder og proselyter, kretere og arabere, vi hører dem tale om Guds store gerninger på vore egne tungemål?«
12 Og de var alle ude af sig selv, vidste ikke, hvad de skulle tænke, og sagde den ene til den anden: »Hvad kan dette være?«
13 Men andre sagde spottende: »De er fulde af sød vin.«
14 Da trådte Peter frem sammen med de elleve, opløftede sin røst og talte til dem: »Jødiske mænd og alle I, som bor her i Jerusalem! Det skal I vide, og mærk jer mine ord:
15 Disse mænd er ikke berusede, sådan som I mener; det er jo kun den tredje time på dagen.
16 Nej, her opfyldes det, der er talt ved profeten Joel:
17 ›Og det skal ske i de sidste dage, siger Gud, at jeg vil udgyde af min Ånd over alt kød; og jeres sønner og jeres døtre skal profetere, og jeres unge skal se syner, og jeres gamle skal drømme drømme.
18 Ja, endog over mine trælle og mine trælkvinder vil jeg i de dage udgyde af min Ånd, og de skal profetere.
19 Og jeg vil lade ske undere oppe på himmelen og tegn nede på jorden, blod og ild og rygende damp.
20 Solen skal vendes til mørke og månen til blod, før Herrens dag kommer, den store og herlige.
21 Og det skal ske, at enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses.‹
22 Israelitiske mænd! hør disse ord: Jesus fra Nazaret, en mand, som over for jer er udpeget af Gud ved kraftige gerninger og undere og tegn, som Gud gjorde ved ham midt iblandt jer, sådan som I jo selv ved,
23 han blev efter Guds egen fastsatte plan og forudviden givet i jeres vold, og ved hedningers hjælp naglede I ham til korset og tog hans liv.
24 Men Gud gjorde ende på dødens veer og lod ham opstå, fordi det ikke var muligt, at han kunne fastholdes af døden.
25 Thi David siger med tanken på ham: ›Jeg havde altid Herren for øje; thi han er ved min højre, at jeg ikke skal rokkes.
26 Derfor glædedes mit hjerte, og min tunge jublede, ja, også mit kød skal bo med håb;
27 thi du vil ikke lade min sjæl blive tilbage i Dødsriget, ikke heller lade din Hellige se forrådnelse.
28 Du har lært mig livets veje; du vil fylde mig med glæde for dit åsyn.‹
29 Mine brødre! lad mig få lov at tale frit til jer om patriarken David; han er jo både død og begravet, og hans grav findes hos os den dag i dag.
30 Da han nu var en profet og vidste, at Gud med ed havde lovet ham, at af hans efterkommere skulle en sidde på hans trone,
31 forudså han, at Kristus skulle opstå, og talte derom og sagde, at hverken skulle han lades tilbage i Dødsriget, ej heller skulle hans kød se forrådnelse.
32 Denne, Jesus, har Gud ladet opstå; derom er vi alle vidner.
33 Efter at han nu ved Guds højre hånd er ophøjet og af Faderen har fået Helligånden, som var forjættet os, har han udgydt den, således som I både ser og hører.
34 Thi David er ikke faret op til Himlene; men han siger selv: ›Herren sagde til min herre; Sæt dig ved min højre hånd,
35 til jeg får lagt dine fjender som skammel for dine fødder.‹
36 Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I korsfæstede, ham har Gud gjort både til Herre og Kristus.«
37 Da de hørte dette, stak det dem i hjertet, og de sagde til Peter og de øvrige apostle: »Brødre! hvad skal vi gøre?«
38 Peter sagde til dem: »Omvend jer og lad jer døbe hver især i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave.
39 Thi jer gælder forjættelsen, jer og jeres børn og alle dem, som er langt borte, så mange som Herren vor Gud vil kalde.«
40 Også med mange andre ord vidnede han for dem og formanede dem, idet han sagde: »Lad jer frelse fra denne vanartede slægt!«
41 De, som nu tog imod hans ord, blev døbt; og på den dag blev der føjet omtrent tre tusinde sjæle til.
42 Og de holdt fast ved apostlenes lære og ved fællesskabet, ved brødsbrydelsen og bønnerne.
43 Og der kom frygt over enhver sjæl, og der skete mange undere og tegn ved apostlene.
44 Og alle de, som kom til troen, holdt sig sammen og havde alle ting fælles;
45 de solgte tit ejendom og gods og delte det ud iblandt alle, efter hvad enhver trængte til.
46 Enigt og vedholdende kom de daglig i helligdommen; og hjemme i husene brød de brødet og holdt måltid med fryd og i hjertets oprigtighed.
47 De lovpriste Gud og havde yndest hos hele folket. Og Herren føjede daglig nogle til, som lod sig frelse.
1 Ved bedetimen, den niende time, gik Peter og Johannes op i helligdommen.
2 Og en mand, der havde været lam fra moders liv af, blev båret derhen; ham plejede man hver dag at sætte ved den port til helligdommen, som kaldes den skønne, for at han kunne bede dem, der gik ind i helligdommen, om almisse.
3 Han fik øje på Peter og Johannes, da de ville gå ind i helligdommen, og bad dem om at få en almisse.
4 Da så Peter fast på ham, og det samme gjorde Johannes, og Peter sagde: »Se på os!«
5 Og han gav nøje agt på dem, da han ventede at få noget af dem.
6 Men Peter sagde: »Sølv og guld har jeg ikke, men hvad jeg har, det giver jeg dig: i Jesu Kristi, nazaræerens, navn stå op og gå!«
7 Og han greb ham ved den højre hånd og rejste ham op.
8 I samme nu blev hans ben og ankler stærke, og han sprang op og stod oprejst og begyndte at gå omkring, og han fulgtes med dem ind i helligdommen, hvor han gik omkring og sprang og lovpriste Gud.
9 Og hele folket så ham gå omkring og lovprise Gud.
10 Og de kendte ham, fordi det var ham, der plejede at sidde ved den skønne port til helligdommen for at få almisse; og de blev fulde af rædsel og forfærdelse over det, som var sket med ham.
11 Medens han nu holdt fast på Peter og Johannes, strømmede alle folk rædselsslagne sammen om dem på det sted, som kaldes Salomons søjlegang.
12 Da Peter så det, sagde han henvendt til folket: »Israelitiske mænd! hvorfor undrer I jer over denne mand? eller hvorfor stirrer I på os, som om det var os, der ved egen kraft eller fromhed havde gjort, at han er kommen til at gå?
13 Nej, Abrahams og Isaks og Jakobs Gud, vore fædres Gud, har herliggjort sin tjener Jesus, som I forrådte og fornægtede for Pilatus, da han dømte, at han skulle løslades.
14 Men I fornægtede den hellige og retfærdige og bad om, at I måtte få en morder benådet.
15 Livets banebryder dræbte I, men Gud opvakte ham fra de døde; derom er vi vidner.
16 Og det er ved troen på hans navn, at dette hans navn har gjort denne mand, som I ser og kender, stærk; og den tro, som virkedes af Jesus har givet ham hans fulde førlighed, som I alle har set.
17 Nu ved jeg vel, mine brødre, at I har handlet i uvidenhed, både I og jeres rådsherrer.
18 Men på den måde har Gud ladet det gå i opfyldelse, som han forud havde forkyndt gennem alle profeternes mund, at hans Salvede skulle lide.
19 Fat derfor et andet sind og vend om, så jeres synder må blive udslettede,
20 for at husvalelsestiderne må komme fra Herrens åsyn, og han må sende den Kristus, som var bestemt for jer, nemlig Jesus,
21 hvem Himmelen skal huse indtil genoprettelsestiderne, da alt skal blive genoprettet, som Gud har talt om gennem sine hellige profeters mund fra fordums tid.
22 Moses sagde: ›En profet som mig vil Herren jeres Gud lade fremstå for jer, en af jeres brødre; ham skal I høre på i alt, hvad han taler til jer;
23 men det skal ske, at hver sjæl, som ikke hører på den profet, skal udryddes af folket.‹
24 Og alle profeterne, både Samuel og de, der fulgte efter, så mange som har talt, har også bebudet disse dage.
25 I er nu profeternes børn og børn af den pagt, som Gud oprettede med jeres fædre, da han sagde til Abraham: ›Og i din sæd skal alle jordens slægter velsignes.‹
26 Det var for jer, Gud først oprejste sin tjener, og han har sendt ham for at velsigne jer, når I hver især vender om fra jeres ondskab.«
1 Medens de talte til folket, kom præsterne og anføreren for tempelvagten og saddukæerne over dem,
2 da de tog dem det ilde op, at de lærte folket og i Jesus forkyndte opstandelsen fra de døde.
3 Og de lagde hånd på dem og satte dem i forvaring til den næste dag; thi det var allerede aften.
4 Men mange af dem, som havde hørt ordet, kom til tro, og tallet på mændene nåede op på omtrent fem tusinde.
5 Dagen derefter skete det, at deres rådsherrer og ældste og skriftkloge trådte sammen i Jerusalem;
6 til stede var også ypperstepræsten Annas og Kajfas og Johannes og Alexander og alle, som var af ypperstepræstelig slægt.
7 Og de lod dem føre frem i forsamlingen og spurgte dem: »Med hvilken magt eller i hvilket navn har I gjort dette?«
8 Fyldt af Helligånden svarede Peter dem da: »I folkets rådsherrer og ældste!
9 Når vi i dag på grund af en velgerning mod en vanfør mand forhøres om, hvordan han er blevet helbredt,
10 så skal alle I og hele Israels folk vide, at det er ved navnet Jesus Kristus fra Nazaret, ham, hvem I korsfæstede, men som Gud har opvakt fra de døde — det er ved hans navn, at manden her står rask for jeres øjne.
11 Denne Jesus er ›stenen, som blev agtet for intet‹ af jer bygmestre, men som ›er blevet hovedhjørnesten‹.
12 Og der er ikke frelse i nogen anden; thi der er ikke under himmelen givet mennesker noget andet navn, hvorved vi kan frelses.«
13 Men da de så Peters og Johannes' frimodighed og kunne mærke, at de var ulærde mænd og lægfolk, undrede de sig; men så kendte de dem igen og huskede, at de havde været sammen med Jesus.
14 Og da de så manden, som var bleven helbredt, stå hos dem, kunne de ikke sige dem imod.
15 Men de bød dem gå ud af retssalen og rådslog så indbyrdes og sagde:
16 »Hvad skal vi gøre med de mennesker? thi at et tydeligt tegn er sket ved dem, er åbenbart for alle dem, som bor i Jerusalem, og vi kan ikke nægte det.
17 Men for at det ikke skal komme videre ud iblandt folket, så lad os true dem til ikke mere at tale til noget menneske i dette navn.«
18 Så kaldte de dem ind og forbød dem aldeles at tale eller lære i Jesu navn.
19 Men Peter og Johannes svarede og sagde til dem: »Døm selv, om det i Guds øjne er ret at lyde jer mere end Gud;
20 for vi kan ikke lade være at tale om det, vi har set og hørt.«
21 Men de truede dem endnu en gang og lod dem så gå; thi de kunne ikke finde ud af, hvordan de skulle få dem straffet — af hensyn til folket, da alle priste Gud for det, som var sket.
22 Den mand, på hvem dette helbredelsestegn var sket, var nemlig over fyrretyve år gammel.
23 Da de nu var blevet løsladt, gik de hen til deres egne og fortalte alt, hvad ypperstepræsterne og de ældste havde sagt til dem;
24 og da de hørte dette, opløftede de alle som én deres røst til Gud og sagde: »Herre, du, som har skabt himmelen og jorden og havet og alt, hvad der er i dem,
25 du, som ved Helligånden gennem din tjener Davids mund har sagt: ›Hvorfor fnyste hedninger og pønsede folkefærd på tomhed?
26 Jordens konger rejste sig, og fyrsterne samlede sig mod Herren og mod hans Salvede.‹
27 Ja, de har i sandhed samlet sig i denne stad imod din hellige tjener Jesus, ham, som du har salvet; både Herodes og Pontius Pilatus sammen med hedningerne og Israels folkestammer
28 for at udføre det, som din hånd og din vilje forud havde bestemt skulle ske.
29 Og nu, Herre! se til deres trusler, og giv dine tjenere, at de med fuld frimodighed må tale dit ord.
30 idet du udrækker din hånd til lægedom, og der sker tegn og undere ved din hellige tjeners, Jesu, navn.«
31 Og da de havde bedt, rystedes stedet, hvor de var forsamlede; og de blev alle fyldt af Helligånden, og de talte Guds ord med frimodighed.
32 Og hele forsamlingen af dem, der var kommet til troen, havde ét hjerte og én sjæl; ikke en eneste kaldte noget af det, han ejede, for sit eget; men de havde alting fælles.
33 Og med stor kraft aflagde apostlene vidnesbyrdet om Herren Jesu opstandelse, og alle havde de stor yndest hos folket.
34 Thi iblandt dem var der ingen, som led nød, da alle de, som ejede jord eller huse, solgte dem og kom med salgssummerne
35 og lagde dem for apostlenes fødder; og der blev uddelt til enhver især, efter hvad han trængte til.
36 Og Josef, en levit, som stammede fra Kypern og af apostlene fik tilnavnet Barnabas (det betyder trøstens søn),
37 solgte en mark, han ejede, og kom med pengene og lagde dem for apostlenes fødder.
1 Men en mand ved navn Ananias og hans hustru Safira solgte en ejendom,
2 og han stak med sin hustrus vidende nogle af pengene til side og kom kun med en del af dem og lagde dem for apostlenes fødder.
3 Da sagde Peter: »Ananias! hvorfor har Satan fyldt dit hjerte, så du har løjet imod Helligånden og stukket nogle af pengene for jorden til side?
4 Kunne du ikke have beholdt den, dengang den var din, og da den var solgt, havde du så ikke fri rådighed over pengene? Hvordan kunne du dog få i sinde at gøre dette? Det er ikke mennesker, du har løjet for, men Gud.«
5 Da Ananias hørte disse ord, faldt han om og udåndede. Og der kom stor frygt over alle, som hørte det.
6 Og de unge mænd rejste sig og lagde et klæde om ham og bar ham ud og begravede ham.
7 Omtrent tre timer efter skete det, at hans hustru kom ind uden at vide, hvad der var foregået.
8 Da sagde Peter til hende: »Sig mig, var det den pris, I solgte jorden for?« Og hun svarede: »Ja, det var.«
9 Da sagde Peter til hende: »Hvorfor er I dog blevet enige om at friste Herrens Ånd? Hør, uden for døren lyder fodtrinene af dem, der har begravet din mand; de skal også bære dig ud.«
10 I samme nu faldt hun om for hans fødder og udåndede. Da de unge mænd kom ind, fandt de hende død, og de bar hende ud og begravede hende ved siden af hendes mand.
11 Og der kom stor frygt over hele menigheden og over alle, som hørte dette.
12 Ved apostlenes hænder skete der mange tegn og undere blandt folket; og med enigt sind kom de alle stadig i Salomons søjlegang.
13 Men af de andre vovede ingen at slutte sig til dem; dog holdt folket dem højt i ære.
14 og der føjedes stadig flere til, som troede på Herren, hele skarer både af mænd og kvinder.
15 Ja, man bar endogså de syge ud på gaderne og lagde dem på bårer og senge, for at, når Peter kom gående, i det mindste hans skygge kunne falde på nogen af dem.
16 Endog fra byerne i Jerusalems omegn strømmede mængden sammen og kom med syge og med folk, som var plagede af urene ånder, og de blev alle helbredt.
17 Da trådte ypperstepræsten frem tillige med alle dem, som holdt med ham, nemlig saddukæernes parti, og de blev fulde af nidkærhed.
18 Og de lagde hånd på apostlene og satte dem i offentlig forvaring.
19 Men en Herrens engel åbnede fængselets døre om natten og førte dem ud og sagde:
20 »Gå hen og træd frem i helligdommen og tal til folket alle livets ord!«
21 Da de havde hørt dette, gik de tidligt om morgenen ind i helligdommen og lærte. Imidlertid kom ypperstepræsten og de, som holdt med ham, og de sammenkaldte rådet, alle Israels børns ældste, og sendte bud til fængselet, at apostlene skulle føres frem.
22 Men da tjenerne kom derhen, fandt de dem ikke i fængselet; og de vendte tilbage og meldte det, idet de sagde:
23 »Fængselet fandt vi forsvarligt låset, og vagten stod ved dørene; men da vi lukkede op, fandt vi ingen derinde.«
24 Da anføreren for tempelvagten og ypperstepræsterne hørte disse ord, vidste de ikke, hvad de skulle tænke om dem, eller hvad dette skulle blive til.
25 Da kom der en og meldte: »Se, de mænd, som I satte i fængsel, står i helligdommen og lærer folket.«
26 Så gik anføreren sammen med tjenerne hen og hentede dem, dog ikke med magt; thi de var bange for, at de skulle blive stenet af folket.
27 Og da de havde hentet dem, førte de dem frem for rådet. Og ypperstepræsten forhørte dem og sagde:
28 »Vi har jo udtrykkelig forbudt jer at lære i dette navn, og se, nu har I fyldt Jerusalem med jeres lære og vil bringe dette menneskes blod over os!«
29 Da svarede Peter og de andre apostle og sagde: »Man bør adlyde Gud mere end mennesker.
30 Vore fædres Gud har opvakt Jesus, som I tog af dage ved at hænge ham på et træ.
31 Ham har Gud med sin højre hånd ophøjet til fører og frelser for at give Israel omvendelse og syndernes forladelse.
32 Og vidner om disse ting er vi og Helligånden, som Gud har givet dem, der adlyder ham.«
33 Men da de hørte dette, blev de rasende og ville slå dem ihjel.
34 Men en farisæer ved navn Gamaliel, en lovlærer, som var højt agtet af hele folket, rejste sig i rådet og bød, at mændene et øjeblik skulle føres udenfor.
35 Så sagde han til de andre: »Israelitiske mænd! se jer vel for, hvad I er ved at gøre med disse mennesker.
36 For nogen tid siden optrådte jo Teudas, som gav sig ud for at være noget, og en flok på omtrent fire hundrede mand sluttede sig til ham; han blev henrettet, og alle de, som havde ladet sig lede af ham, adsplittedes og blev til intet.
37 Efter ham optrådte Judas fra Galilæa i skatteudskrivningens dage og fik en folkehob til at følge sig; han omkom også, og alle de, som havde ladet sig lede af ham, spredtes.
38 Og nu siger jeg jer: hold jer fra disse mennesker og lad dem være, thi hvis dette forehavende eller dette værk er af mennesker, falder det fra hinanden;
39 men er det af Gud, kan I ikke fælde dem. Vogt jer, at det ikke skal vise sig, at I kæmper mod Gud!« De fulgte hans råd;
40 de kaldte apostlene ind, lod dem piske og forbød dem at tale i Jesu navn og løslod dem.
41 Så gik de da bort fra rådets åsyn, glade over, at de var agtet værdige til at vanæres for navnets skyld.
42 Og de holdt ikke op med hver dag at lære i helligdommen og i hjemmene og at forkynde evangeliet om, at Jesus er Kristus.
1 På denne tid, da disciplenes antal voksede, begyndte de græsktalende jødekristne at knurre mod de hebraisktalende over, at enkerne iblandt dem blev tilsidesat ved den daglige uddeling.
2 De tolv sammenkaldte da hele discipelskaren og sagde: »Det er ikke ret, at vi forsømmer Guds ord for at gøre tjeneste ved bordene.
3 Find derfor, brødre! iblandt jer syv mænd, som har godt lov og er fulde af Ånd og visdom; dem vil vi så indsætte til denne gerning.
4 Men selv vil vi trolig blive ved med bønnen og ordets tjeneste.«
5 Dette forslag vandt bifald hos hele skaren, og de valgte Stefanus, en mand fuld af tro og Helligånd, og Filip og Prokorus og Nikanor og Timon og Parmenas og Nikolaus, en proselyt fra Antiokia;
6 dem fremstillede de for apostlene; og disse bad og lagde hænderne på dem.
7 Og Guds ord havde fremgang, og disciplenes tal voksede meget i Jerusalem; og en stor mængde af præsterne adlød troen.
8 Stefanus, der var fuld af nåde og kraft, gjorde store undere og tegn blandt folket.
9 Da stod der nogle frem af den synagoge, som hed »De frigivnes og kyrenæernes og aleksandrinernes Synagoge«, og nogle af dem fra Kilikien og provinsen Asien og indlod sig i ordstrid med Stefanus.
10 Men de kunne ikke modstå den visdom og den ånd, hvormed han talte.
11 Da traf de hemmelig aftale med nogle mænd om, at de skulle sige: »Vi har hørt ham tale bespottelige ord imod Moses og imod Gud.«
12 Således ophidsede de folket og de ældste og de skriftkloge, og de overfaldt ham og slæbte ham med sig og bragte ham for rådet;
13 og de førte falske vidner, som sagde: »Den mand taler stadig imod dette hellige sted og imod loven.
14 Thi vi har hørt ham sige: Denne Jesus fra Nazaret skal nedbryde dette sted og forandre de skikke, som Moses har overleveret os.«
15 Og alle de, som sad i rådet, stirrede på ham, og hans ansigt var, for dem at se, som en engels ansigt.
1 Men ypperstepræsten spurgte: »Forholder dette sig således?«
2 Da svarede Stefanus: »Brødre og fædre, hør på mig! Herlighedens Gud åbenbarede sig for vor fader Abraham, medens han endnu var i Mesopotamien, førend han bosatte sig i Karan,
3 og sagde til ham: ›Drag ud fra dit land og fra din slægt, og gå til det land, jeg vil vise dig.‹
4 Da drog han ud fra kaldæernes land og bosatte sig i Karan; og efter at hans fader var død, bød Gud ham flytte derfra hen i dette land, hvor I nu bor.
5 Og han gav ham ikke ejendom deri, ikke så meget som en fodsbred; dog lovede han at give ham det i eje og hans afkom efter ham, skønt han endnu intet barn havde.
6 Således talte Gud: ›Hans afkom skal bo som fremmede i et land, der ikke er deres eget, og dér skal de gøre dem til trælle og mishandle dem i 400 år.‹
7 ›Dog vil jeg dømme det folk, de skal trælle for,‹ sagde Gud; ›og siden skal de drage ud og dyrke mig på dette sted.‹
8 Og han oprettede omskærelsens pagt med ham. Så blev Abraham fader til Isak og omskar ham på den ottende dag, og Isak blev fader til Jakob, og Jakob til vore tolv stamfædre.
9 Og vore stamfædre blev misundelige på Josef og solgte ham til Ægypten. Men Gud var med ham
10 og udfriede ham af alle hans trængsler og gav ham yndest og visdom, da han stod for Farao, kongen af Ægypten, så han satte ham til at styre Ægypten og hele sit hus.
11 Men der kom hungersnød over hele Ægypten og Kana'an, en stor trængsel, og vore fædre kunne ikke finde føde.
12 Men da Jakob hørte, at der var korn at få i Ægypten, sendte han vore fædre ud første gang.
13 Og anden gang gav Josef sig til kende for sine brødre, og Farao blev klar over Josefs herkomst.
14 Så sendte Josef bud og lod sin fader Jakob og hele sin slægt kalde til sig, i alt femoghalvfjerdsindtyve sjæle.
15 Og Jakob drog ned til Ægypten. Og dér døde han og vore fædre,
16 og de blev ført til Sikem og lagt i den grav, som Abraham havde købt for en sum penge af Hamors sønner i Sikem.
17 Efterhånden som tiden nu nærmede sig, da den forjættelse, som Gud havde tilsagt Abraham, skulle opfyldes, voksede folket og blev talrigt i Ægypten,
18 indtil der kom en anden konge over Ægypten, som ikke kendte noget til Josef.
19 Han gik listigt til værks mod vort folk og plagede vore fædre, så de måtte sætte deres spædbørn ud, for at de ikke skulle blive i live.
20 På den tid blev Moses født, og han var et dejligt barn for Gud; han blev opfostret tre måneder i sin faders hus.
21 Så blev han sat ud, men Faraos datter tog ham op og opfostrede ham som sin egen søn.
22 Og Moses blev oplært i al ægypternes visdom; og han var mægtig både i ord og gerning.
23 Men da han blev fyrretyve år gammel, opkom det i hans hjerte, at han ville besøge sine brødre, Israels børn.
24 Og da han så, at en af dem led uret, tog han den mishandlede i forsvar og hævnede ham ved at slå ægypteren ihjel.
25 Nu mente han, at hans brødre ville forstå, at Gud ved hans hånd ville give dem frelse; men det forstod de ikke.
26 Næste dag viste han sig iblandt dem, medens de stredes, og han ville forlige dem, så de holdt fred, og sagde: ›Mænd! I er jo brødre, hvorfor gør I hinanden uret?‹
27 Men han, som havde gjort sin landsmand uret, stødte ham fra sig og sagde: ›Hvem har sat dig til hersker og dommer over os?
28 Vil du måske slå mig ihjel, ligesom du i går slog ægypteren ihjel?1
29 Da Moses hørte det, flygtede han bort og boede som fremmed i Midians land, hvor han blev fader til to sønner.
30 Og efter fyrretyve års forløb åbenbarede en engel sig for ham i ørkenen ved bjerget Sinaj, i en tornebusk, der stod i lys lue.
31 Men da Moses så det, undrede han sig over dette syn, og da han gik hen for at se, hvad det var, lød Herrens røst:
32 ›Jeg er dine fædres Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud.‹ Da skælvede Moses og vovede ikke at se derhen.
33 Men Herren sagde til ham: ›Drag skoene af dine fødder; thi det sted, du står på, er hellig jord.
34 Grant har jeg set mishandlingen af mit folk i Ægypten, og jeg har hørt deres suk og er steget ned for at udfri dem; og nu, kom! jeg vil sende dig til Ægypten.‹
|
|
54 Da de hørte dette, blev de forbitrede i deres hjerter og skar tænder.
55 Men fuld af Helligånden stirrede han op imod Himmelen og så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre hånd.
56 Og han sagde: »Se, jeg skuer Himlene åbne og Menneskesønnen stående ved Guds højre hånd.«
57 Da skreg de med høj røst og holdt sig for ørene og stormede alle som én ind på ham;
58 og de slæbte ham uden for byen og stenede ham. Og vidnerne lagde deres klæder ved fødderne af en ung mand, som hed Saulus.
59 Så stenede de Stefanus, medens han bad og sagde: »Herre Jesus, tag imod min ånd!«
60 Og han faldt på knæ og råbte med høj røst: »Herre, tilregn dem ikke denne synd!« Og da han havde sagt dette, sov han hen.
1 Og Saulus bifaldt, at han blev myrdet. Samme dag udbrød der en stor forfølgelse mod menigheden i Jerusalem, og alle, undtagen apostlene, spredtes over Judæas og Samarias egne.
2 Der var dog nogle gudfrygtige mænd, der begravede Stefanus og holdt en stor dødsklage over ham.
3 Men Saulus søgte at udrydde menigheden; han trængte ind i hus efter hus og slæbte både mænd og kvinder ud og fik dem sat i fængsel.
4 De, som var blevet spredt, drog imidlertid omkring og forkyndte evangeliets ord.
5 Filip kom ned til byen Samaria og prædikede Kristus for dem;
6 og skarerne var alle som én optaget af det, Filip sagde, da de hørte om og så de tegn, som han gjorde.
7 Thi der var mange, som havde urene ånder, og ånderne fo'r ud under høje skrig; og mange lamme og halte blev helbredt.
8 Og der blev stor glæde i den by.
9 Nu var der i forvejen i byen en mand ved navn Simon, som drev trolddom og forbavsede folk i Samaria, idet han gav sig ud for at være noget stort.
10 Alle, små og store, var optaget af ham og sagde: »Det er ham, der er den guds kraft, som man kalder den store.«
11 De var optaget af ham, fordi han i lang tid havde forbavset dem ved sine trolddomskunster.
12 Men nu, da de troede Filip, som forkyndte evangeliet om Guds rige og om Jesu Kristi navn, lod de sig døbe, både mænd og kvinder.
13 Ja, Simon kom også selv til troen, og efter at han var blevet døbt, holdt han sig stadig til Filip; og da han så tegn og store undergerninger ske, var han ude af sig selv af forbavselse.
14 Da apostlene i Jerusalem hørte, at Samaria havde taget imod Guds ord, sendte de Peter og Johannes derhen,
15 og da de var kommet derned, bad de for dem om, at de måtte få Helligånden;
16 thi den var endnu ikke faldet på nogen af dem, men de var blot døbt i Herren Jesu navn.
17 Så lagde de hænderne på dem, og de fik Helligånden.
18 Men da Simon så, at Helligånden blev givet ved apostlenes håndspålæggelse, kom han til dem med penge og sagde:
19 »Giv også mig denne magt, så den, jeg lægger hænderne på, får Helligånden.«
20 Da sagde Peter til ham: »Gid dit sølv må gå til grunde og du selv med, siden du mener at kunne købe Guds gave for penge.
21 Du har hverken lod eller del i dette ord; thi dit hjerte er ikke oprigtigt over for Gud.
22 Omvend dig derfor fra denne din ondskab og bed til Herren, om du dog måtte få tilgivelse for dit hjertes påfund.
23 Thi jeg ser, at du er fyldt af bitter galde og hildet i uretfærdighed.«
24 Simon svarede og sagde: »Bed I for mig til Herren, at intet af det, som I har sagt, skal komme over mig.«
25 Og da de havde vidnet og talt Herrens ord, gav de sig på vej tilbage til Jerusalem og forkyndte evangeliet i mange af samaritanernes landsbyer.
26 Men en Herrens engel talte til Filip og sagde: »Stå op og gå mod syd til den vej, som fører ned fra Jerusalem til Gaza; den er øde.«
27 Så stod han op og gik. Og se, der var en ætioper, en hofmand, som var en mægtig mand hos Kandake, ætiopernes dronning, og var sat over alle hendes skatte. Han var rejst til Jerusalem for at tilbede
28 og var nu på hjemvejen og sad i sin vogn og læste profeten Esajas.
29 Da sagde ånden til Filip: »Gå hen og hold dig nær til den vogn!«
30 Og Filip løb derhen og hørte ham læse profeten Esajas. Så spurgte han: »Forstår du også det, du læser?«
31 Men han svarede: »Hvordan skulle jeg kunne det, når ingen vejleder mig?« Og han bad Filip stige op og sætte sig hos ham.
32 Det stykke af skriften, som han læste, var dette: »Som et får blev han ført hen at slagtes, og som et lam, der er stumt over for den, der klipper det, således oplader han ikke sin mund.
33 I hans fornedrelse blev hans dom taget bort; hvem kan fortælle om hans slægt, thi hans liv blev borttaget fra jorden?«
34 Og hofmanden spurgte Filip og sagde: »Jeg beder dig sige mig: hvem er det, profeten taler om her? om sig selv eller om en anden?«
35 Da tog Filip til orde, og idet han gik ud fra dette skriftsted, forkyndte han evangeliet om Jesus for ham.
36 Og som de nu kørte frem ad vejen, kom de til et sted, hvor der var vand; hofmanden siger da: »Se, her er vand, hvad er der til hinder for, at jeg kan blive døbt?«
37 [Filip sagde: »Tror du af hele dit hjerte, så kan det ske.« Han svarede og sagde: »Jeg tror, at Jesus Kristus er Guds Søn.«]
38 Og han lod vognen holde, og de steg begge ned i vandet, både Filip og hofmanden; og han døbte ham.
39 Men da de steg op af vandet, bortrykkede Herrens Ånd Filip, og hofmanden så ham ikke mere; thi han drog sin vej med glæde.
40 Men Filip blev siden set i Asdod, og han drog omkring og forkyndte evangeliet i alle byerne, indtil han kom til Kæsarea.
|
1 Men Saulus, der stadig fnyste med trussel og mord imod Herrens disciple, gik til ypperstepræsten
2 og bad ham om breve til synagogerne i Damaskus, for at han, hvis han fandt nogen, mænd eller kvinder, som holdt sig til »vejen«, da kunne føre dem bundne til Jerusalem.
3 Men det skete, da han var undervejs og nærmede sig til Damaskus, at et lys fra Himmelen pludselig strålede om ham.
4 Og han faldt til jorden og hørte en røst, som sagde til ham: »Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig?«
5 Han sagde: »Hvem er du, Herre?« Han svarede: »Jeg er Jesus, som du forfølger.
6 Men stå op og gå ind i byen, så skal det blive sagt dig, hvad du bør gøre.«
7 Hans rejsefæller stod målløse, da de nok hørte røsten, men ikke så nogen.
8 Og Saulus rejste sig op fra jorden; men da han åbnede sine øjne, kunne han ikke se. De ledede ham så ved hånden og førte ham ind i Damaskus.
9 Og i tre dage kunne han ikke se, og han hverken spiste eller drak.
10 I Damaskus var der en discipel ved navn Ananias; til ham sagde Herren i et syn: »Ananias!« Og han svarede: »Se, her er jeg, Herre!«
11 Og Herren sagde til ham: »Stå op, gå hen i den gade, som kaldes Den Lige, og spørg i Judas' hus efter en ved navn Saulus fra Tarsus; thi se, han beder.
12 Og han har i et syn set en mand ved navn Ananias komme ind og lægge hænderne på ham, for at han skulle få sit syn igen.«
13 Men Ananias svarede: »Herre! jeg har hørt af mange om den mand, hvor meget ondt han har gjort dine hellige i Jerusalem.
14 Og her har han fuldmagt fra ypperstepræsterne til at fængsle alle dem, som påkalder dit navn.«
15 Men Herren sagde til ham: »Gå! thi denne mand er mit redskab, som jeg har udvalgt mig til at bære mit navn frem både for hedninger og konger og Israels børn;
16 og jeg vil vise ham, hvor meget han skal lide for mit navns skyld.«
17 Så gik Ananias derhen, og da han kom ind i huset, lagde han hænderne på ham og sagde: »Broder Saul! det er Herren, som har sendt mig, Jesus, der viste sig for dig på vejen, du kom ad, for at du skal få dit syn igen og blive fyldt med Helligånden.«
18 Og straks faldt der ligesom skæl fra hans øjne, og han fik sit syn igen, og han stod op og blev døbt.
19 Så tog han næring til sig og kom til kræfter. Han blev nogle dage hos disciplene i Damaskus.
20 Og straks begyndte han i synagogerne at prædike om Jesus, at han er Guds Søn.
21 Og alle, som hørte det, var ude af sig selv af forundring og sagde: »Er det ikke ham, som I Jerusalem søgte at udrydde dem, der påkalder dette navn? Og var han ikke kommen hertil for at føre dem bundne til ypperstepræsterne?«
22 Men Saulus voksede i kraft og gendrev jøderne, som boede i Damaskus, idet han beviste, at Jesus er Kristus.
|
23 Men da en rum tid var gået, holdt jøderne rådslagning om at slå ham ihjel;
24 men Saulus fik at vide, at de efterstræbte ham. Da de nu endogså holdt vagt ved portene både dag og nat for at få ham slået ihjel
25 tog hans disciple ham ved nattetid og fik ham ud gennem muren ved at fire ham ned i en kurv.
26 Da han siden kom til Jerusalem, gjorde han forsøg på at slutte sig til disciplene; men de frygtede alle for ham, da de ikke troede på, at han var en discipel.
27 Men Barnabas tog sig af ham og førte ham til apostlene og fortalte dem, hvordan han på vejen havde set Herren, som havde talt til ham, og hvordan han i Damaskus havde vidnet frimodigt i Jesu navn.
28 Så gik han ind og ud hos dem i Jerusalem og vidnede frimodigt i Herrens navn.
29 Og han talte og stredes med de græsktalende jøder dér; og de forsøgte at slå ham ihjel.
30 Men da brødrene fik dette at vide, førte de ham ned til Kæsarea og sendte ham derfra videre til Tarsus.
31 Så havde da menigheden fred overalt i Judæa og Galilæa og Samaria, og den opbyggedes og vandrede i Herrens frygt og voksede ved Helligåndens trøst og formaning.
32 Medens Peter drog omkring alle vegne, skete det, at han også kom ned til de hellige, som boede i Lydda.
33 Dér traf han en mand ved navn Æneas, som havde ligget otte år til sengs, fordi han var lam.
34 Og Peter sagde til ham: »Æneas! Jesus Kristus helbreder dig! stå op og red selv din seng!« Da stod han straks op.
35 Og alle beboerne i Lydda og på Saronsletten så ham, og de omvendte sig til Herren.
36 I Joppe var der en kvindelig discipel ved navn Tabita, hvilket oversat betyder hind; hun var rig på gode gerninger og gav mange almisser.
37 Men det skete i de dage, at hun blev syg og døde; og de vaskede hende og lagde hende i salen ovenpå.
38 Da nu Lydda var nær ved Joppe, og da disciplene havde hørt, at Peter var dér, sendte de to mænd til ham og bad ham: »Kom uden tøven over til os!«
39 Peter brød så op og fulgte med dem. Og da han kom derhen, førte de ham op i salen ovenpå, og alle enkerne stod grædende omkring ham og viste ham alle de kjortler, som »Hinden« havde syet, medens hun endnu var hos dem.
40 Men Peter bød dem alle gå ud, og han faldt på knæ og bad. Så vendte han sig til det døde legeme og sagde: »Tabita, stå op!« Og hun slog øjnene op, og da hun så Peter, satte hun sig op.
41 Han gav hende hånden og rejste hende op, og han kaldte på de hellige og enkerne og viste dem, at hun levede.
42 Dette blev kendt over hele Joppe, og mange kom til tro på Herren.
43 Og det skete, at han blev en tid lang i Joppe hos en garver ved navn Simon.
|
1 I Kæsarea boede der en mand ved navn Kornelius, høvedsmand ved den såkaldte »Italienske hærafdeling«;
2 han var en from mand, som frygtede Gud tillige med hele sit hus og gav folket mange almisser og stadig bad til Gud.
3 En dag, omtrent ved den niende time, så han tydeligt i et syn en Guds engel, som kom ind til ham og sagde: »Kornelius!«
4 Men han stirrede på ham og blev forfærdet og sagde: »Hvad er det, herre?« Engelen sagde til ham: »Dine bønner og dine almisser er steget op til Gud som et ihukommelsesoffer.
5 Send nu nogle mænd til Joppe og lad dem hente en mand, der hedder Simon med tilnavn Peter.
6 Han er gæst hos en garver ved navn Simon, der har sit hus ved havet.«
7 Og da engelen, som talte til ham, var borte, kaldte han på to af sine tjenestefolk og en gudfrygtig soldat af dem, som stadig var om ham;
8 Og han fortalte dem det hele og sendte dem så til Joppe.
9 Den næste dag, da de var undervejs og nærmede sig til byen, gik Peter op på taget for at bede ved den sjette time.
10 Og han blev meget sulten og ville have noget at spise; og medens de lavede det til, kom der en henrykkelse over ham:
11 han ser Himmelen åben og noget dale ned; det lignede en stor dug, som ved de fire hjørner blev sænket ned på jorden;
12 i den var der alle slags af jordens firføddede dyr og krybdyr og himmelens fugle.
13 Og en røst lød til ham: »Stå op, Peter, slagt og spis!«
14 Men Peter svarede: »På ingen måde, Herre! jeg har jo aldrig spist noget vanhelligt og urent.«
15 Og røsten lød atter, for anden gang, til ham: »Hvad Gud har erklæret for rent, må du ikke holde for vanhelligt!«
16 Dette skete tre gange, og straks efter blev dugen taget op til Himmelen igen.
17 Medens Peter nu ikke vidste, hvad han skulle tænke om det syn, han havde haft, se, da havde de mænd, som var udsendt af Kornelius, spurgt sig frem til Simons hus og stod ved porten.
18 Og de råbte for at få at vide, om de havde en gæst dér, som hed Simon med tilnavnet Peter.
19 Og medens Peter grundede over synet, sagde Ånden: »Se, der er to mænd, som søger efter dig;
20 stå op og gå ned og drag uden betænkning med dem; thi det er mig, som har sendt dem.«
21 Så gik Peter ned til mændene og sagde: »Se, jeg er den, som I søger; hvad er grunden til, at I er kommet?«
22 De svarede: »Høvedsmanden Kornelius, en retfærdig og gudfrygtig mand, som har godt lov hos hele det jødiske folk, har af en hellig engel fået en åbenbaring om, at han skal lade dig hente hjem til sig og høre, hvad du har at sige.«
23 Så bød han dem indenfor som sine gæster. Dagen efter brød han op og drog bort med dem, og nogle af brødrene fra Joppe fulgte med ham.
24 Den næste dag kom de til Kæsarea. Og Kornelius ventede på dem og havde sammenkaldt sine slægtninge og nærmeste venner.
25 Og just som Peter skulle til at gå ind, gik Kornelius ham i møde og faldt ned for hans fødder og tilbad ham.
26 Men Peter rejste ham op og sagde: »Stå op! jeg er selv kun et menneske.«
27 Og under samtale med ham gik han ind og finder mange forsamlede.
28 Han sagde da til dem: »I ved, at det er utilbørligt for en jøde at omgås eller besøge nogen, som hører til et fremmed folk; men mig har Gud vist, at jeg ikke skulle kalde noget menneske vanhelligt eller urent.
29 Derfor kom jeg også uden indvending, da jeg fik bud derom; og nu vil jeg gerne vide: hvorfor har I sendt bud efter mig?«
30 Da svarede Kornelius: »For fire dage siden, just i denne stund, ved den niende time, bad jeg herhjemme i mit hus; og se, en mand stod for mig i en strålende klædning,
31 og han siger: ›Kornelius! din bøn er hørt, og dine almisser er ihukommet hos Gud.
32 Send derfor bud til Joppe og lad Simon med tilnavnet Peter kalde til dig; han bor som gæst i Simon garvers hus ved havet.‹
33 Jeg sendte så straks bud til dig, og du har gjort vel i at komme. Og nu er vi alle til stede for Guds åsyn for at høre alt, hvad der er befalet dig af Herren.«
34 Da tog Peter til orde og sagde: »Nu forstår jeg i sandhed, at der hos Gud ikke er personsanseelse;
35 men i hvert folk er den, som frygter ham og øver retfærdighed, kærkommen for ham;
36 det er det ord, han sendte til Israels børn, da han forkyndte fred ved Jesus Kristus; han er alles Herre.
37 I kender det budskab, som har lydt over hele Jødeland, og som begyndte fra Galilæa efter den dåb, Johannes prædikede,
38 det om Jesus fra Nazaret, hvordan Gud salvede ham med Helligånd og kraft, ham, som drog omkring og gjorde vel og helbredte alle dem, der var overvældet af Djævelen, thi Gud var med ham;
39 og vi er vidner om alt, hvad han har gjort både i Jødeland og i Jerusalem, han, som de slog ihjel ved at hænge ham op på et træ.
40 Ham opvakte Gud på den tredje dag og lod ham blive åbenbaret,
41 ikke for hele folket, men for os, der forud af Gud var udvalgt til vidner, og som spiste og drak sammen med ham, efter at han var opstået fra de døde.
42 Og han har pålagt os at prædike for folket og vidne, at han er den, som af Gud er bestemt til dommer over levende og døde.
43 Om ham vidner alle profeterne, at enhver, som tror på ham, skal få syndernes forladelse ved hans navn.«
44 Endnu mens Peter talte således, faldt Helligånden på alle dem, som hørte ordet.
45 Og alle de troende af jødisk herkomst, som var kommet derhen sammen med Peter, blev ude af sig selv af undren over, at Helligåndens gave var blevet udgydt også over hedningerne;
46 thi de hørte dem tale i tunger og prise Gud.
47 Da tog Peter til orde: »Skulle nogen kunne hindre disse i at blive døbt med vand, da de jo dog har fået Helligånden lige så vel som vi?«
48 Og han befalede, at de skulle døbes i Jesu Kristi navn. Derefter bad de ham om at blive der nogle dage.
1 Det kom nu apostlene og brødrene rundt om i Judæa for øre, at også hedningerne havde taget imod Guds ord.
2 Da Peter så kom op til Jerusalem, gik de omskårne i rette med ham og sagde:
3 »Du har besøgt uomskårne mænd og spist sammen med dem.«
4 Så gav Peter sig til at forklare dem det i sammenhæng og sagde:
5 »Jeg var i byen Joppe og bad; og under en henrykkelse så jeg et syn, noget, der dalede ned, og som lignede en stor dug, der ved de fire hjørner blev sænket ned fra Himmelen, og den kom lige hen til mig.
6 Da jeg stirrede på den og betragtede den, så jeg deri jordens firføddede dyr, både tamme og vilde, og krybdyr og himmelens fugle.
7 Og jeg hørte også en røst, som sagde til mig: ›Stå op, Peter, slagt og spis!‹
8 Men jeg svarede: ›På ingen måde, Herre! noget vanhelligt og urent er aldrig kommet i min mund.‹
9 Da lød der for anden gang en røst fra Himmelen: ›Hvad Gud har erklæret for rent, må du ikke holde for vanhelligt!‹
10 Dette skete tre gange; så blev det alt sammen igen draget op til Himmelen.
11 Og se, i det samme stod der tre mænd ved huset, hvor vi var; de var sendt til mig fra Kæsarea.
12 Og Ånden sagde til mig, at jeg skulle gå med dem uden at gøre forskel. Disse seks brødre drog også med mig, og vi gik ind i mandens hus.
13 Og han fortalte os, hvordan han havde set engelen stå hjemme hos sig og sige: ›Send bud til Joppe og lad Simon med tilnavnet Peter hente!
14 Han skal tale ord til dig, hvorved du og hele dit hus skal blive frelst.‹
15 Men da jeg var begyndt at tale, faldt Helligånden på dem ligesom på os i den første tid.
16 Da kom jeg Herrens ord i hu, hvorledes han sagde: ›Johannes døbte med vand, men I skal døbes med Helligånden.‹
17 Når Gud nu har givet dem den samme gave, som vi fik, da vi kom til tro på Herren Jesus Kristus, hvem var så jeg, at jeg skulle være i stand til at stå Gud i vejen?«
18 Da de havde hørt dette, blev de stille, og de priste Gud og sagde: »Så har Gud altså også givet hedningerne omvendelsen til liv.«
19 De, der nu var blevet spredt ved den forfølgelse, som opstod i anledning af Stefanus, vandrede omkring, til de kom til Fønikien og Kypern og Antiokia, uden at forkynde ordet for andre end jøder.
20 Dog var der iblandt dem nogle mænd fra Kypern og Kyrene, som kom til Antiokia, og de talte også til grækerne, idet de forkyndte evangeliet om Herren Jesus.
21 Og Herrens hånd var med dem, så et stort antal kom til troen og vendte sig til Herren.
22 Rygtet om dette kom menigheden i Jerusalem for øre, og de sendte så Barnabas til Antiokia.
23 Da han kom derhen og så Guds nåde, blev han glad og formanede dem alle til, at de med hjertets forsæt skulle blive ved Herren;
24 thi han var en god mand, fuld af Helligånd og tro. Og en talrig skare blev ført til Herren.
25 Så drog han til Tarsus for at opsøge Saulus;
26 og da han havde truffet ham, tog han ham med til Antiokia. Og det skete, at de et helt år igennem færdedes sammen i menigheden og underviste en talrig skare. Og det var i Antiokia, at disciplene først fik navnet kristne.
27 I de dage kom der nogle profeter fra Jerusalem ned til Antiokia.
28 Og en af dem, ved navn Agabus, stod op og tilkendegav ved Ånden, at der skulle komme en stor hungersnød over hele verden (den kom også under Klaudius' regering).
29 Da vedtog disciplene, at de, alt efter som enhver havde råd, skulle sende noget til hjælp for brødrene, som boede i Jødeland.
30 Dette gjorde de også, og de lod Barnabas og Saulus overbringe det til de ældste.
|
1 På den tid lagde kong Herodes hånd på nogle af menigheden og mishandlede dem.
2 Jakob, Johannes' broder, lod han henrette med sværd.
3 Og da han mærkede, at det vandt bifald hos jøderne, fortsatte han og lod også Peter gribe. Det skete under de usyrede brøds fest.
4 Og da han havde fået fat på ham, lod han ham sætte i fængsel og overgav ham til fire vagtskifter, hvert på fire soldater, som skulle holde vagt over ham; efter påsken ville han så føre ham frem for folket.
5 Så blev da Peter bevogtet i fængselet; men af menigheden blev der vedholdende bedt til Gud for ham.
6 Natten før Herodes havde tænkt at føre ham frem for domstolen, lå Peter og sov mellem to soldater, bunden med to lænker; og uden for døren var der vagtmandskab, som bevogtede fængselet.
7 Og se, der stod en Herrens engel, og lys strålede i fangerummet; han stødte Peter i siden og vækkede ham og sagde: »Stå hurtigt op!« og lænkerne faldt af hans hænder.
8 Og engelen sagde til ham: »Bind op om dig og tag dine sandaler på!« Det gjorde han, og engelen siger så til ham: »Kast din kappe om dig og følg mig!«
9 Og han gik ud og fulgte ham; men han forstod ikke, at det, som engelen gjorde, var noget virkeligt; han mente, at det var et syn, han så.
|
20 Han lå dengang i strid med tyrierne og zidonierne; men de blev enige om at indfinde sig hos ham, og da de havde vundet Blastus, kongens kammerherre, for sig, bad de om fred, fordi deres land fik sine levnedsmidler fra kongens land.
21 På en fastsat dag iførte Herodes sig da sin kongedragt og satte sig på tronen og holdt en tale til dem.
22 Da råbte folket: »Det er en guds røst og ikke et menneskes.«
23 I samme nu slog en Herrens engel ham, fordi han ikke gav Gud æren. Og han blev ædt op af maddiker og udåndede.
24 Men Guds ord havde fremgang og udbredtes.
25 Og da Barnabas og Saulus havde udrettet deres ærinde, vendte de tilbage fra Jerusalem og tog Johannes, med tilnavn Markus, med sig.
1 I den menighed, som fandtes i Antiokia, var der profeter og lærere: der var Barnabas og Simeon, som kaldtes Niger, og Lukius fra Kyrene, og der var Manaen, en plejebroder til landsfyrsten Herodes, og Saulus.
2 Medens de nu holdt gudstjeneste og fastede, sagde Helligånden: »Udtag mig Barnabas og Saulus til den gerning, jeg har kaldet dem til.«
3 Så fastede de og bad og lagde hænderne på dem og lod dem drage af sted.
4 Da de således var udsendt af Helligånden, drog de ned til Seleukia og sejlede derfra til Kypern.
5 Og da de var kommet til Salamis, forkyndte de Guds ord i jødernes synagoger; de havde også Johannes med som hjælper.
6 De drog så gennem hele øen lige til Pafus; dér traf de en troldmand og falsk profet, en jøde ved navn Barjesus.
7 Han opholdt sig hos statholderen Sergius Paulus, der var en forstandig mand. Denne indbød Barnabas og Saulus og ønskede at høre Guds ord.
8 Men Elimas, troldmanden (thi dette betyder hans navn) stod dem imod og søgte at hindre statholderen i at komme til troen.
9 Da blev Saulus, som også kaldes Paulus, fyldt med Helligånden, så fast på ham og sagde:
10 »Åh, du Djævelens barn, fuld af alskens svig og underfundighed, du fjende af alt, hvad der er ret! vil du da ikke holde op med at gøre Herrens lige veje krogede?
11 Se, nu kommer Herrens hånd over dig, og du skal blive blind og til en tid ikke se solen.« I samme nu faldt der mulm og mørke over ham, og han gik omkring og søgte efter nogen, som kunne lede ham ved hånden.
12 Da statholderen så det, som var sket, kom han til tro, slået af forundring over Herrens lære.
13 Paulus og hans ledsagere sejlede så ud fra Pafus og kom til Perge i Pamfylien. Dér skiltes Johannes fra dem og vendte tilbage til Jerusalem.
14 Men selv drog de videre fra Perge og kom til Antiokia i Pisidien. Og på sabbatsdagen gik de ind og satte sig i synagogen.
15 Efter at loven og profeterne var oplæst, sendte synagogeforstanderne bud til dem og lod sige: »Brødre! har I et formaningsord til folket, så sig frem!«
16 Da stod Paulus op og slog til lyd med hånden og sagde: »Israelitiske mænd og I andre, som frygter Gud, hør på mig!
17 Dette folks Gud, Israels Gud, udvalgte vore fædre og gjorde folket stort i udlændigheden i Ægyptens land og førte dem siden ud derfra med løftet arm.
18 Og omtrent fyrretyve år fandt han sig i deres færd i ørkenen.
19 Og han udryddede syv folk i Kana'ans land, og deres land fordelte han iblandt dem.
20 Derefter, i omtrent fire hundrede og halvtredsindstyve år, gav han dem dommere indtil profeten Samuel.
21 Derpå bad de om en konge, og Gud gav dem Saul, Kis' søn, en mand af Benjamins stamme, i fyrretyve år.
22 Og da han havde fjernet ham, satte han David til konge over dem. Ham gav han også det vidnesbyrd: ›Jeg har fundet David, Isajs søn, en mand efter mit hjerte; han skal gøre min vilje i alle ting.‹
23 Af hans slægt lod Gud, således som han havde forjættet, en frelser fremstå for Israel — det er Jesus.
24 Allerede før hans fremtræden havde Johannes prædiket omvendelsesdåb for hele Israels folk.
25 Og da Johannes var ved at fuldende sit livsløb, sagde han: ›Jeg er ikke den, I anser mig for at være. Men se, efter mig kommer der en, hvis skobånd jeg ikke er værdig til at løse.‹
26 Brødre, både I, som er sønner af Abrahams slægt, og I andre her, som frygter Gud! det er til os, at ordet om denne frelse er sendt.
27 Thi indbyggerne i Jerusalem og deres rådsherrer ville ikke vide af ham; de dømte ham og opfyldte derved profeternes udsagn, som forelæses hver sabbat;
28 og skønt de ingen dødsskyld fandt hos ham, krævede de dog af Pilatus, at han skulle henrettes.
29 Og da de havde fuldbyrdet alt, hvad der står skrevet om ham, tog de ham ned af korsets træ og lagde ham i en grav.
30 Men Gud opvakte ham fra de døde,
31 og han blev i mange dage set af dem, som var draget sammen med ham fra Galilæa op til Jerusalem; de er nu hans vidner over for folket.
32 Og vi forkynder jer det glædelige budskab, at den forjættelse, som blev givet af fædrene,
33 har Gud opfyldt for os, deres børn, ved at lade Jesus opstå, sådan som der står skrevet i den anden salme: ›Du er min Søn, jeg har født dig i dag.‹
34 Og at han har ladet ham opstå fra de døde, så at han ikke mere skal vende tilbage til forrådnelse, det har han sagt således: ›Jeg vil give jer de trofaste nådeløfter til David‹
35 Derfor siger han også i en anden salme: ›Du skal ikke lade din Hellige se forrådnelse.‹
36 David sov jo hen, efter at han i sit slægtled havde tjent Guds frelsesplan, og han blev lagt hos sine fædre og så forrådnelse;
37 men den, som Gud har opvakt, så ikke forrådnelse.
38 Så skal I da vide, brødre, at ved ham forkyndes jer syndernes forladelse;
39 og ved ham bliver enhver, der tror, retfærdiggjort fra alt det, som I ikke ved Mose lov kunne blive retfærdiggjort fra.
40 Tag jer derfor i agt, at ikke det, som er sagt hos profeterne, skal komme over jer:
41 ›Se, I foragtere, og undrer jer og bliv til intet! Thi en gerning gør jeg i jeres dage, en gerning, som I ej ville tro, om nogen fortalte jer derom.‹ «
42 Men da de gik ud, bad man om, at der også næste sabbat måtte blive talt til dem om dette.
43 Og da forsamlingen skiltes, fulgte mange jøder og gudfrygtige proselytter med Paulus og Barnabas, som talte med dem og formanede dem til stadig at holde sig til Guds nåde.
44 Den følgende sabbat samledes næsten hele byen for at høre Guds ord.
45 Men da jøderne så skarerne, blev de fulde af skinsyge og modsagde og spottede det, som Paulus talte.
46 Paulus og Barnabas fik da frimodighed til at sige: »Det var nødvendigt, at Guds ord først skulle tales til jer; men siden I forkaster det og ikke agter jer selv værdige til det evige liv, se, så vender vi os nu til hedningerne.
47 Thi således har Herren befalet os: ›Jeg har sat dig til hedningers lys, at du skulle blive til frelse indtil jordens ende.‹ «
48 Da hedningerne hørte dette, blev de glade og priste Herrens ord, og de kom til troen, så mange, som var bestemt til evigt liv.
49 Og Herrens ord udbredtes over hele egnen.
50 Men jøderne ophidsede de fornemme gudfrygtige kvinder og de første mænd i byen; og de rejste en forfølgelse mod Paulus og Barnabas og fik dem jaget bort fra deres enemærker.
51 Så rystede de støvet af deres fødder imod dem og drog til Ikonium.
52 Men disciplene fyldtes af glæde og af Helligånd.
1 På samme måde gik det i Ikonium: de gik ind i jødernes synagoge og talte således, at en stor mængde, både af jøder og grækere, kom til tro;
2 men de jøder, som var genstridige, ophidsede hedningerne og satte ondt i dem mod brødrene.
3 De opholdt sig nu en tid lang dér og arbejdede med fortrøstning til Herren, der bevidnede sit nådesord ved tegn og undere, som han lod ske ved deres hænder.
4 Men mængden i byen delte sig; nogle holdt med jøderne, andre med apostlene.
5 Men da der både blandt hedninger og jøder samt deres rådsherrer rejste sig en storm imod dem i den hensigt at mishandle og stene dem,
6 og de fik dette at vide, så flygtede de bort til byerne i Lykaonien, Lystra og Derbe, og det omliggende land,
7 og dér forkyndte de evangeliet.
8 I Lystra sad der en mand, som var kraftesløs i fødderne; han havde været lam fra moders liv og havde aldrig kunnet gå.
9 Han lyttede, når Paulus talte, og da Paulus fæstede sit blik på ham og så, at han havde tro til at frelses, sagde han med høj røst:
10 »Rejs dig op og stå på dine fødder!« Da sprang manden op og begyndte at gå omkring.
11 Men da skarerne så, hvad Paulus havde gjort, løftede de deres røst og sagde på lykaonisk: »Guderne er i menneskeskikkelse steget ned til os.«
12 Barnabas kaldte de for Zeus, og Paulus for Hermes, fordi det var ham, som førte ordet.
13 Og præsten ved Zeustemplet, som lå uden for byen, kom hen til byporten med tyre og kranse og ville ofre sammen med skarerne.
14 Men da apostlene Barnabas og Paulus hørte dette, sønderrev de deres klæder og sprang ind midt i folkeskaren,
15 råbte og sagde: »Mænd, hvad er det dog, I gør? Vi er også mennesker under samme kår som I, og vi forkynder evangeliet om, at I skal vende jer fra disse tomme afguder til den levende Gud, ›som har skabt himmelen og jorden og havet og alt, hvad deri er‹.
16 Han har i de forbigangne tider ladet alle hedningerne vandre deres egne veje.
17 Dog lod han sig ikke uden vidnesbyrd, idet han viste jer velgerninger, gav jer regn og frugtbare tider fra himmelen og mættede jer med føde og fyldte jeres hjerter med glæde.«
18 Men det var med nød og næppe, at de ved at sige dette fik skarerne fra at ofre til dem.
19 Imidlertid kom der nogle jøder fra Antiokia og Ikonium, og de fik skarerne på deres side og stenede Paulus og slæbte ham uden for byen, idet de mente, at han var død.
20 Men da disciplene havde slået kreds om ham, rejste han sig op og gik ind i byen. Og dagen efter drog han bort derfra til Derbe sammen med Barnabas.
21 Og de forkyndte evangeliet i denne by og vandt talrige disciple. Derefter vendte de tilbage til Lystra og Ikonium og Antiokia
22 og styrkede disciplenes sjæle og påmindede dem om at blive i troen, idet de sagde: »Vi må igennem mange trængsler for at komme ind i Guds rige.«
23 De udvalgte derpå »ældste« for dem i hver enkelt menighed og overgav dem under bøn og faste til den Herre, som de var kommet til tro på.
24 Så drog de videre gennem Pisidien og kom til Pamfylien,
25 hvor de forkyndte ordet i Perge. Siden drog de ned til Attalia,
26 og derfra sejlede de til Antiokia, hvorfra de var blevet udsendt og givet Guds nåde i vold for at udføre, hvad de nu havde fuldbragt.
27 Og da de var kommet derhen og havde samlet menigheden, fortalte de, hvor store ting Gud ved dem havde gjort, og at han havde åbnet troens dør for hedningerne.
28 Og de opholdt sig dér en ikke så kort tid sammen med disciplene.
1 Men der kom nogle mænd ned fra Judæa og lærte brødrene; »Hvis I ikke lader jer omskære efter Moses' skik, kan I ikke blive frelst.«
2 Herover opstod der uenighed, og Paulus og Barnabas kom i en ikke ringe ordstrid med dem. Så besluttede man, at Paulus og Barnabas og nogle flere skulle drage op til apostlene og de ældste i Jerusalem i anledning af dette stridsspørgsmål.
3 De blev da af menigheden udrustet til rejsen og drog gennem Fønikien og Samaria og gjorde rede for hedningernes omvendelse, og dermed gjorde de alle brødrene stor glæde.
4 Da de kom til Jerusalem, blev de modtaget af menigheden og apostlene og de ældste, og de fortalte, hvor store ting Gud ved dem havde gjort.
5 Men af farisæernes parti var der nogle, som var kommet til troen; de stod frem og sagde: »Det er nødvendigt at omskære dem og befale dem at holde Mose lov.«
6 Så samledes apostlene og de ældste for at overveje denne sag.
7 Efter en længere ordstrid herom stod Peter op og sagde til dem: »Brødre! I ved selv, at for lang tid siden traf Gud det valg blandt jer, at hedningerne af min mund skulle høre evangeliets ord og komme til troen.
8 Og Gud, som kender hjerterne, har givet dem vidnesbyrd ved at give Helligånden til dem lige så vel som til os.
9 Han gjorde ingen forskel på os og dem, idet han ved troen rensede deres hjerter.
10 Hvorfor vil I da nu friste Gud ved at lægge et åg på disciplenes nakke, som hverken vore fædre eller vi selv har formået at bære?
11 Vi tror derimod, at vi bliver frelst ved Herren Jesu nåde ganske på samme måde som de.«
12 Da blev hele forsamlingen stille og hørte på Barnabas og Paulus, som gjorde rede for, hvor store tegn og undere Gud ved dem havde gjort blandt hedningerne.
13 Da de var holdt op at tale, tog Jakob til orde og sagde: »Brødre, hør på mig!
14 Simeon har fortalt, hvordan Gud først drog omsorg for ud af hedninger at vinde sig et folk, som kunne bære hans navn.
15 Hermed stemmer også profeternes ord, således som der står skrevet:
16 ›Derefter vil jeg vende tilbage og atter opbygge Davids faldne hytte, og dens ruiner vil jeg atter opbygge og rejse den igen,
17 for at også de øvrige mennesker skal søge Herren, alle hedningerne, over hvilke mit navn er nævnet, siger Herren, der skal gøre dette,
18 som er kendt af ham fra evighed af.‹
19 Derfor holder jeg på, at man ikke skal gøre det for vanskeligt for de hedninger, som vender sig til Gud,
20 men kun skrive til dem, at de skal afholde sig fra besmittelse med afguderne og fra utugt og fra kød af kvalte dyr og fra blod.
21 Thi Moses har fra gammel tid sine forkyndere i alle byerne; hver sabbat oplæses han jo i synagogerne.«
22 Derefter besluttede apostlene og de ældste tillige med hele menigheden at vælge nogle mænd af deres midte og sende dem til Antiokia sammen med Paulus og Barnabas, nemlig Judas, kaldet Barsabbas, og Silas, mænd, der var ledende blandt brødrene.
23 Og de gav dem denne skrivelse med: »Apostlene og de ældste, jeres brødre, sender hilsen til brødrene af hedensk herkomst i Antiokia og Syrien og Kilikien.
24 Da vi har hørt, at nogle af vore, uden påbud fra os, har forvirret jer med deres ord og vakt uro i jeres sjæle,
25 så har vi, efter at være kommet til enighed, besluttet at vælge nogle mænd og sende dem til jer sammen med Barnabas og Paulus,
26 mænd, som er os kære og har vovet deres liv for vor Herres Jesu Kristi navn.
27 Vi sender derfor Judas og Silas, der også mundtlig skal meddele jer det samme.
28 Thi Helligånden og vi har besluttet ingen yderligere byrde at lægge på jer ud over dette nødvendige,
29 at I afholder jer fra afgudsofferkød og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt. Når I holder jer derfra, handler I ret. Lev vel!«
30 Så lod man dem rejse, og de kom ned til Antiokia og samlede hele menigheden og overgav dem brevet.
31 De læste det og blev glade over den trøst, det gav dem.
32 Og Judas og Silas, som selv var profeter, opmuntrede brødrene med mange ord og styrkede dem.
33 Og da de havde opholdt sig der en tid, lod brødrene dem med fredshilsen rejse tilbage til dem, som havde udsendt dem.
34 [Kun Silas besluttede at blive der.]
35 Paulus og Barnabas blev så i Antiokia, hvor de tillige med mange andre lærte og forkyndte det glædelige budskab, Herrens ord.
36 Men efter nogen tids forløb sagde Paulus til Barnabas: »Lad os nu vende tilbage og besøge brødrene i alle de byer, hvor vi har forkyndt Herrens ord, for at se, hvordan det går dem.«
37 Barnabas ville også tage Johannes, kaldet Markus med,
38 men Paulus holdt på, at de ikke skulle tage en med, som havde forladt dem i Pamfylien og ikke havde fulgt med dem til arbejdet.
39 Det kom da til en bitter strid, så de skiltes fra hverandre, og Barnabas tog Markus med sig og afsejlede til Kypern.
40 Men Paulus valgte sig Silas og drog ud, efter at brødrene havde givet ham Herrens nåde i vold;
41 og han rejste omkring i Syrien og Kilikien og styrkede menighederne.
1 Han kom også til Derbe og Lystra. Og se, dér var der en discipel ved navn Timoteus, som var søn af en troende jødisk kvinde og en græsk fader
2 og havde godt lov blandt brødrene i Lystra og Ikonium.
3 Ham ville Paulus have til at drage med sig, og han tog da og omskar ham af hensyn til jøderne, som boede i de egne; for de vidste alle, at hans fader havde været græker.
4 Og efterhånden som de kom gennem byerne, overgav de dem de forskrifter, som var vedtaget af apostlene og de ældste i Jerusalem, med påbud om at overholde dem.
5 Så styrkedes da menighederne i troen og voksede i antal dag for dag.
6 Og de drog igennem det frygiske og galatiske land, da de af Helligånden var blevet hindret i at tale ordet i provinsen Asien.
7 Da de kom hen i nærheden af Mysien, forsøgte de at drage til Bitynien; men Jesu Ånd tillod dem det ikke.
8 De drog da lige gennem Mysien og kom ned til Troas.
9 Om natten havde Paulus et syn: der stod en makedonisk mand og bad ham og sagde: »Kom over til Makedonien og hjælp os!«
10 Da han havde set det syn, forsøgte vi straks at komme over til Makedonien, fordi vi deraf sluttede, at Gud havde kaldt os til at forkynde evangeliet for dem.
11 Vi sejlede så ud fra Troas og styrede lige frem til Samotrake og næste dag til Neapolis
12 og derfra til Filippi. Denne by, en romersk koloni, er den første by i den del af Makedonien; i den opholdt vi os nogle dage.
13 På sabbatsdagen gik vi uden for byporten, langs med en flod, hvor vi mente, der var et bedehus;
14 og vi satte os og talte med de kvinder, som var kommet sammen. Og en gudfrygtig kvinde ved navn Lydia, en purpurkræmmerske fra byen Tyatira, lyttede til, og Herren åbnede hendes hjerte, så hun gav agt på det, som Paulus talte.
15 Og da hun og hendes husstand var blevet døbt, indbød hun os og sagde: »Dersom I agter mig for at være Herren tro, så kom hjem i mit hus og bliv dér!« Sådan nødte hun os.
16 Så skete det engang, da vi gik ud til bedehuset, at vi mødte en pige, som var besat af en spådomsånd og skaffede sine herrer stor fortjeneste ved at spå.
17 Hun fulgte bag efter Paulus og os andre, råbte og sagde: »Disse mænd er den højeste Guds tjenere, og de forkynder jer frelsens vej.«
18 Og det gjorde hun i mange dage. Så harmedes Paulus over det, og han vendte sig om og sagde til ånden: »Jeg byder dig i Jesu Kristi navn at fare ud af hende.« Og den fo'r ud i samme stund.
19 Men da hendes herrer så, at det nu var forbi med deres håb om fortjeneste, greb de Paulus og Silas og slæbte dem hen på torvet for at stille dem for øvrigheden.
20 Og de førte dem til byfogederne og sagde: »Disse mænd volder uro i vor by; de er jøder
21 og forkynder skikke, som det ikke er tilladt os at antage eller følge, eftersom vi er romere.«
22 Og mængden rejste sig imod dem, og byfogederne lod klæderne rive af dem og befalede at give dem stokkeprygl.
23 Efter at de havde tildelt dem en mængde slag, kastede de dem i fængsel og bød fangevogteren at holde dem sikkert bevogtede.
24 Da han havde fået denne befaling, kastede han dem i det inderste fangerum og spændte deres fødder fast i blokken.
25 Ved midnatstid holdt Paulus og Silas bøn og sang lovsange til Gud; og fangerne lyttede til dem.
26 Med ét kom der et stort jordskælv, så fængselets grundvolde rystede, og straks sprang alle døre op, og alles lænker løstes.
27 Fangevogteren fo'r op af søvne, og da han så fængselets døre stå åbne, drog han sit sværd og skulle lige til at dræbe sig selv, fordi han mente, at fangerne var flygtet.
28 Men Paulus råbte med høj røst og sagde: »Gør ikke dig selv noget ondt, vi er her jo alle.«
29 Da forlangte han fakler og sprang ind og kastede sig skælvende ned for Paulus og Silas.
30 Og han førte dem udenfor og sagde: »I herrer! hvad skal jeg gøre for at blive frelst?«
31 De svarede: »Tro på Herren Jesus, så skal du blive frelst, du og dit hus.«
32 Og de talte Herrens ord til ham samt til alle dem, som var i hans hus.
33 Og i den selv samme nattetime tog han dem med sig og vaskede deres sår; og han selv og alle hans blev straks døbt.
34 Derefter førte han dem op i sit hus og lod dække bord for dem, og han frydede sig med hele sit hus over, at han var kommen til tro på Gud.
35 Men da det var blevet dag, sendte byfogederne betjentene hen og lod sige: »Løslad de mænd!«
36 Fangevogteren meddelte da Paulus dette: »Byfogederne har sendt bud, at I skal løslades; så gå nu ud og drag bort med fred!«
37 Men Paulus sagde til dem: »De har ladet os piske offentligt uden dom, skønt vi er romerske borgere, og kastet os i fængsel, og nu vil de jage os hemmeligt bort! Nej, lad dem selv komme og føre os ud!«
38 Betjentene meldte disse ord til byfogederne; og de blev bange, da de hørte, at de var romerske borgere.
39 Og de kom og gav dem en undskyldning og førte dem ud og bad dem drage bort fra byen.
40 De gik så ud af fængselet og hen til Lydia; og da de havde besøgt brødrene og formanet dem, drog de bort.
|
1 De fulgte nu vejen gennem Amfipolis og Apollonia og kom til Tessalonika. Dér havde jøderne en synagoge;
2 og efter sin sædvane gik Paulus ind til dem, og på tre sabbater samtalede han med dem ud fra skrifterne
3 og udlagde og begrundede, at Kristus måtte lide og opstå fra de døde, »og«, sagde han, »den Jesus, som jeg forkynder jer, han er Kristus.«
4 Nogle af dem lod sig da overbevise og sluttede sig til Paulus og Silas; det samme gjorde også en stor mængde af de gudfrygtige grækere og ikke få af de fornemme kvinder.
5 Men jøderne blev skinsyge, og de fik fat i nogle slette mennesker fra gaden, lavede opløb og vakte uroligheder i byen; og de stormede Jasons hus og søgte efter dem for at føre dem for folkeforsamlingen.
6 Men da de ikke fandt dem, slæbte de Jason og nogle brødre for borgmestrene og råbte: »Disse mennesker, som har bragt hele verden i oprør, er nu også kommet hertil,
7 og dem har Jason taget imod; de handler alle mod kejserens befalinger og siger, at en anden, en, der hedder Jesus, er konge.«
8 Således satte de skræk i mængden og borgmestrene, som hørte det.
9 Disse lod Jason og de andre stille sikkerhed og løslod dem så.
10 Men straks samme nat sendte brødrene både Paulus og Silas af sted til Berøa. Da de var kommet dertil, gik de hen i jødernes synagoge.
11 Jøderne dér var mere retsindige end de i Tessalonika, de tog imod ordet med al god vilje og granskede daglig skrifterne, om dette forholdt sig således.
12 Så kom da mange af dem til tro, og ikke få af de fornemme græske kvinder og mænd.
13 Men da jøderne i Tessalonika fik at vide, at Guds ord blev forkyndt af Paulus også i Berøa, kom de og vakte ligeledes dér røre og uro iblandt skarerne.
14 Da sendte brødrene straks Paulus bort, for at han skulle drage ned til havet; men både Silas og Timoteus blev i Berøa.
15 De, som ledsagede Paulus, førte ham videre til Athen; derefter drog de tilbage med det bud til Silas og Timoteus, at de snarest muligt skulle komme til ham.
16 Medens Paulus nu ventede på dem i Athen, oprørtes hans ånd, da han så, hvor byen var fuld af afgudsbilleder.
17 Han talte da i synagogen med jøderne og de gudfrygtige og daglig på torvet med dem, han traf på.
18 Både nogle af de epikuræiske og af de stoiske filosoffer indlod sig i ordskifte med ham; og nogle sagde: »Hvad kan han vel mene, det snakkehoved?« andre: »Han synes at være en, som forkynder fremmede guddomme« — fordi han forkyndte evangeliet om Jesus og om opstandelsen.
19 Så tog de ham med sig og førte ham op på Areopagus og sagde: »Kan vi ikke få at vide, hvad det er for en ny lære, du taler om?
20 Du fortæller os jo ting, der lyder fremmede i vore øren; derfor vil vi gerne vide, hvad dette skal betyde.«
21 Hverken athenerne selv eller de fremmede, som opholdt sig dér, gav sig nemlig stunder til andet end at fortælle eller høre nyt.
22 Da trådte Paulus frem midt på Areopagus og sagde: »Athenere! jeg ser, at I i alle måder er ivrige i jeres gudsdyrkelse.
23 Thi da jeg gik omkring og tog jeres helligdomme i øjesyn, fandt jeg blandt andet et alter med den indskrift: ›For en ukendt gud.‹ Det, som I således dyrker uden at kende det, det forkynder jeg jer.
24 Gud, som har skabt verden og alt, hvad der er i den, han, som er himmelens og jordens Herre, bor ikke i templer, gjorte med hænder,
25 han tjenes heller ikke af menneskers hænder, som om han trængte til noget, han, som jo selv giver alle liv og ånde og alt andet.
26 Og han lod alle folk nedstamme fra ét menneske og lod dem bosætte sig på hele jordens flade, og han fastsatte bestemte tider og landegrænser for dem,
27 for at de skulle søge Gud, om de dog kunne famle sig frem til ham og finde ham, så sandt han ikke er langt fra en eneste af os;
28 thi i ham lever og røres og er vi, sådan som nogle af jeres digtere har sagt: ›Thi vi er også af hans slægt.‹
29 Når vi nu er af Guds slægt, må vi ikke mene, at guddommen er lig guld eller sølv eller sten, formet ved menneskers kunst og snilde.
30 Vel har Gud båret over med uvidenhedens tider, men nu sender han mennesker det budskab, at de alle og alle vegne skal omvende sig.
31 Thi han har fastsat en dag, da han vil dømme jorderig med retfærdighed ved en mand, som han har bestemt dertil, og det har han gjort troværdigt for alle ved at lade ham opstå fra de døde.«
32 Men da de hørte om opstandelse fra de døde, spottede nogle; men andre sagde: »Det vil vi høre dig tale om en anden gang.«
33 Dermed gik Paulus bort fra dem.
34 Men nogle mænd sluttede sig til ham og kom til troen; blandt dem var Dionysius, der var medlem af domstolen på Areopagus, og desuden en kvinde ved navn Damaris og nogle andre tillige med dem.
1 Derefter forlod Paulus Athen og kom til Korint.
2 Dér traf han en jøde ved navn Akvila, som stammede fra Pontus, og som nylig var kommen fra Italien med sin hustru Priskilla, fordi Klaudius havde befalet, at alle jøder skulle forlade Rom. Disse to sluttede han sig til,
3 og da han havde samme håndværk, blev han hos dem, og de arbejdede sammen; de var nemlig teltmagere af håndværk.
4 Men hver sabbat førte han samtaler i synagogen og søgte at overbevise både jøder og grækere.
5 Da nu Silas og Timoteus kom ned fra Makedonien, var Paulus helt optaget af at forkynde ordet, idet han vidnede for jøderne, at Jesus er Kristus.
6 Men da de stod imod og spottede, rystede han støvet af sine klæder og sagde til dem: »Jeres blod komme over jeres egne hoveder. Jeg er uden skyld; fra nu af vil jeg gå til hedningerne.«
7 Og han gik bort derfra og tog ind hos en gudfrygtig mand ved navn Titius Justus, hvis hus stødte op til synagogen.
8 Men synagogeforstanderen Krispus kom til tro på Herren tillige med hele sit hus; og mange andre af korinterne, som hørte ordet, troede og lod sig døbe.
9 Og Herren sagde til Paulus i et syn om natten: »Frygt ikke, men tal og ti ikke;
10 for jeg er med dig, og ingen skal lægge hånd på dig og gøre dig noget ondt; thi jeg har et talrigt folk i denne by.«
11 Så slog han sig ned dér et år og seks måneder og lærte Guds ord iblandt dem.
12 Men medens Gallio var statholder i Akaja, rejste jøderne sig alle som én imod Paulus og førte ham for domstolen
13 og sagde: »Denne mand overtaler folk til at dyrke Gud på en måde, som strider mod loven.«
14 Da Paulus så ville tage til genmæle, sagde Gallio til jøderne: »Hvis der forelå en retskrænkelse eller grov uorden, jøder! ville jeg selvfølgelig have taget imod jeres klage.
15 Men gælder det stridsspørgsmål om lære og navne og om den lov, I har, så må det blive jeres egen sag; jeg vil ikke være dommer over den slags ting.«
16 Dermed jog han dem bort fra domstolen.
17 Så greb de alle fat i synagogeforstanderen Sostenes og slog løs på ham lige foran domstolen; men alt dette tog Gallio sig ikke af.
18 Paulus blev der endnu en tid lang; så tog han afsked med brødrene og sejlede bort til Syrien i følge med Priskilla og Akvila, efter at han i Kenkreæ havde ladet sit hår klippe af; thi han havde et løfte på sig.
19 Så nåede de Efesus; dér lod han de andre blive tilbage, og selv gik han ind i synagogen og gav sig i samtale med jøderne.
20 Men da de bad ham blive dér i længere tid, sagde han ikke ja dertil,
21 men han tog afsked med dem og sagde: »[Jeg må endelig holde den forestående højtid i Jerusalem; men] jeg skal vende tilbage til jer en anden gang, om Gud vil.« Derefter sejlede han ud fra Efesus;
22 og efter at være landet i Kæsarea drog han op og hilste på menigheden og drog så ned til Antiokia.
23 Og da han havde tilbragt nogen tid dér, tog han bort og rejste fra sted til sted igennem det galatiske land og Frygien og styrkede alle disciplene.
24 Men en jøde ved navn Apollos, der stammede fra Aleksandria, en veltalende mand, som var kyndig i skrifterne, kom til Efesus.
25 Han var blevet undervist om »Herrens vej«, og brændende i ånden talte og lærte han grundigt om Jesus, skønt han kun kendte Johannes' dåb.
26 Han begyndte også at tale frimodigt i synagogen. Da Priskilla og Akvila hørte ham, tog de ham med hjem og fremstillede »Guds vej« grundigere for ham.
27 Og da han senere ville rejse til Akaja, skrev brødrene til disciplene dér og tilskyndede dem til at tage vel imod ham. Da han var kommen derhen, blev han ved Guds nåde til megen nytte for de troende;
28 thi han gendrev jøderne offentligt med stor kraft og beviste ved hjælp af skrifterne, at Jesus er Kristus.
1 Medens Apollos var i Korint, skete det, at Paulus, efter at være rejst gennem de højereliggende landsdele, kom ned til Efesus.
2 Dér traf han nogle disciple og spurgte dem: »Fik I Helligånden, da I kom til troen?« De svarede: »Vi har ikke engang hørt, at der er en Helligånd.«
3 Han spurgte så: »Hvilken dåb blev I da døbt med?« De svarede: »Med Johannes' dåb.«
4 Da sagde Paulus: »Johannes døbte med omvendelses-dåb, og han sagde til folket, at de skulle tro på den, som kom efter ham, det vil sige: på Jesus.«
5 Da de hørte dette, lod de sig døbe i Herren Jesu navn.
6 Og da Paulus lagde hænderne på dem, kom Helligånden over dem, og de talte i tunger og profeterede.
7 De var tilsammen tolv mand eller deromkring.
8 Han gik da ind i synagogen, og i tre måneder prædikede han frimodigt og overbevisende om Guds rige.
9 Men da nogle forhærdede sig og ikke ville lade sig overbevise, men talte ondt om »vejen« i forsamlingens påhør, forlod han dem og skilte disciplene ud fra dem og holdt daglig samtaler i Tyrannus' skole.
10 Dette varede i to år, så alle, der boede i provinsen Asien, både jøder og grækere, fik Herrens ord at høre.
11 Og Gud gjorde usædvanlige undergerninger ved Paulus' hænder,
12 så man endog bragte tørklæder og bælter fra hans legeme til de syge, og sygdommene veg da fra dem, og de onde ånder fo'r ud.
13 Men også nogle af de omvandrende jødiske åndemanere forsøgte at nævne Herren Jesu navn over dem, som havde de onde ånder, idet de sagde: »Jeg besværger jer ved den Jesus, som Paulus prædiker.«
14 Blandt dem, som gjorde dette, var der syv sønner af Skeuas, en jødisk ypperstepræst.
15 Men den onde ånd svarede og sagde til dem: »Jesus kender jeg, og om Paulus ved jeg besked, men I, hvem er I?«
16 Og manden, i hvem den onde ånd var, sprang ind på dem og overmandede dem alle sammen og mishandlede dem sådan, at de måtte flygte nøgne og sårede ud af huset.
|
21 Da nu alt dette var sket, bestemte Paulus sig i Ånden til at rejse igennem Makedonien og Akaja og så drage til Jerusalem, idet han sagde: »Når jeg har været dér, bør jeg også besøge Rom.«
22 Så sendte han to af sine hjælpere, Timoteus og Erastus, til Makedonien; men selv blev han endnu nogen tid i provinsen Asien.
23 På den tid opstod der et ikke ringe røre i anledning af »vejen«.
24 Der var nemlig en sølvsmed ved navn Demetrius, som lavede Artemistempler af sølv og således skaffede håndværkerne en ikke ringe fortjeneste.
25 Han kaldte nu disse sammen tillige med dem, der havde lignende arbejde, og sagde: »I ved jo, folk, at vi har vort udkomme ved dette arbejde,
26 og nu ser og hører I, at ikke alene i Efesus, men næsten i hele provinsen Asien har denne Paulus vildledt en hel mængde ved sin tale, idet han siger, at guder, som laves med hænder, ikke er guder.
27 Og der er ikke alene fare for, at vor håndtering skal komme i foragt, men også for, at den store gudinde Artemis' helligdom skal blive agtet for intet, og at den gudinde, som hele provinsen Asien, ja, hele verden dyrker, skal blive berøvet noget af sin guddomsherlighed.«
28 Da de hørte dette, blev de fulde af harme og råbte og skreg: »Stor er efesernes Artemis!«
29 Byen kom nu i fuldstændigt oprør, og de stormede alle som én hen til teatret og slæbte med sig Gajus og Aristarkus, to makedonere, som var Paulus' rejsefæller.
30 Paulus ville da gå ind til folkehoben, men disciplene gav ham ikke lov.
31 Også nogle af asiarkerne, som var hans venner, sendte bud til ham og bad ham om ikke at begive sig hen til teatret.
32 Dér skreg nogle ét, andre noget andet; thi forsamlingen var i oprør, og de fleste vidste ikke, hvorfor de var kommet sammen.
33 Men nogle af skaren satte Aleksander ind i sagen, da jøderne skubbede ham frem. Og Aleksander slog til lyd med hånden og ville holde en forsvarstale til folket.
34 Men da de blev klar over, at han var jøde, gav de sig til, alle med én røst, at råbe i et par timer: »Stor er efesernes Artemis!«
35 Men byskriveren fik skaren beroliget og sagde: »Mænd i Efesus! Hvor er det menneske, som ikke ved, at efesernes by er tempelværge for den store Artemis og hendes himmelfaldne billede?
36 Når altså dette er uimodsigeligt, bør I forholde jer rolige og ikke foretage jer noget overilet.
37 I har jo ført disse mænd hid, som hverken er tempelranere eller spotter vor gudinde.
38 Dersom nu Demetrius og hans håndværkere har grund til klage mod nogen, så holdes der tingdage, og der er statholdere; lad dem da stævne hverandre!
39 Og har I yderligere noget at kræve, så kan det blive afgjort i den lovlige forsamling.
40 Vi står jo endog i fare for at blive anklaget for oprør i anledning af det, der er sket i dag, da der ikke er nogen virkelig grund dertil; for dette opløb vil vi ikke kunne gøre regnskab.«
41 Ved at sige dette fik han forsamlingen til at gå sin vej.
1 Da disse uroligheder var stilnet af, sendte Paulus bud efter disciplene og formanede dem, og da han havde sagt farvel til dem, brød han op derfra for at rejse til Makedonien.
2 Og efter at han var draget igennem egnene dér og havde talt mange formaningsord, kom han til Grækenland.
3 Dér tilbragte han tre måneder. Men da jøderne lagde planer imod ham, just som han skulle til at sejle til Syrien, bestemte han sig til at lægge tilbagerejsen over Makedonien.
4 Med ham fulgte Pyrrus' søn Sopater fra Berøa, Aristarkus og Sekundus, som begge var fra Tessalonika, Gajus fra Derbe og Timoteus samt Tykikus og Trofimus fra provinsen Asien.
5 Disse rejste i forvejen og ventede på os i Troas;
6 vi andre sejlede efter de usyrede brøds fest ud fra Filippi, og fem dage derefter stødte vi til dem i Troas, hvor vi tilbragte syv dage.
7 På den første dag i ugen, da vi var samlede for at bryde brødet, samtalede Paulus med dem, da han næste dag ville rejse derfra, og han blev ved med at tale lige til midnat.
8 Og der var mange lamper i salen ovenpå, hvor vi var samlede.
9 Men en ung mand ved navn Eutykus sad i vinduet; og han faldt i en dyb søvn, da Paulus fortsatte samtalen så længe, og overvældet af søvnen styrtede han ned fra tredje stokværk, og da han blev taget op, var han død.
10 Da gik Paulus ned og kastede sig over ham og omfavnede ham og sagde: »Vær ikke urolige; thi hans sjæl er i ham.«
11 Så gik han op igen og brød brødet og spiste og talte endnu længe med dem lige til daggry, og derefter drog han bort.
12 Men den unge mand bragte de levende hjem, og det var dem til ikke liden trøst.
13 Vi andre var i forvejen gået om bord, og vi sejlede til Assus, hvor vi skulle tage Paulus med; thi således havde han bestemt det, da han selv ville gå til fods.
14 Da han nu stødte til os i Assus, tog vi ham om bord og nåede til Mitylene.
15 Derfra sejlede vi videre og kom den næste dag lige ud for Kios; dagen derpå lagde vi til ved Samos og kom den følgende dag til Milet.
16 Paulus havde nemlig besluttet at sejle Efesus forbi, for at han ikke skulle blive opholdt i provinsen Asien; thi han fremskyndede sin rejse for, om muligt at være i Jerusalem på pinsedagen.
17 Men fra Milet sendte han bud til Efesus og lod menighedens ældste kalde til sig.
18 Og da de var kommet til ham, sagde han til dem: »I ved selv, hvordan min færd iblandt jer var hele tiden, lige fra den første dag jeg kom her til provinsen Asien:
19 hvordan jeg har tjent Herren i al ydmyghed og under tårer og prøvelser, som jødernes efterstræbelser voldte mig.
20 I ved, hvordan jeg ikke har undladt at forkynde jer og at lære jer både offentligt og i hjemmene alt, hvad der kunne være jer til gavn;
21 både for jøder og grækere har jeg vidnet om omvendelsen til Gud og troen på vor Herre Jesus.
22 Og se, bunden af Ånden drager jeg nu til Jerusalem uden at vide, hvad der skal møde mig dér;
23 kun ved jeg, at Helligånden i den ene by efter den anden vidner for mig og siger, at lænker og trængsler venter mig.
24 Dog, jeg regner ikke mit liv for noget; det har intet værd for mig selv, når jeg blot kan fuldende mit løb og den tjeneste, jeg har fået af Herren Jesus: at vidne om Guds nådes evangelium.
25 Og se, jeg ved nu, at I ikke mere skal se mit ansigt, alle I, blandt hvem jeg gik omkring og forkyndte Riget.
26 Derfor vidner jeg for jer på denne dag, at jeg ikke er skyldig i nogens blod;
27 thi jeg har ikke undladt at forkynde jer hele Guds frelsesplan.
28 Så giv da agt på jer selv og på hele den hjord, i hvilken Helligånden satte jer som tilsynsmænd, for at I skal vogte Guds kirke, som han købte sig med sit eget blod.
29 Jeg ved, at efter min bortgang skal der iblandt jer komme glubske ulve, som ikke vil spare hjorden.
30 Og af jeres egen midte skal der fremstå mænd, som fører falsk tale for at drage disciplene efter sig.
31 Vær derfor årvågne og kom i hu, at jeg i tre år, nat og dag, er blevet ved med at påminde hver enkelt med tårer.
32 Så overgiver jeg jer nu til Herren og til hans nådes ord, som formår at opbygge og at give arven til alle de hellige.
33 Sølv eller guld eller klæder har jeg ikke begæret af nogen.
34 I ved selv, at disse hænder har indtjent alt, hvad jeg og mine ledsagere trængte til.
35 Jeg har vist jer, at ved således at arbejde bør vi tage os af de skrøbelige og ihukomme Herren Jesu ord, at han selv har sagt: ›Saligere er det at give end at modtage.‹ «
36 Da han havde sagt dette, faldt han på knæ og bad sammen med dem alle.
37 Og de brast alle i heftig gråd, og de faldt Paulus om halsen og kyssede ham inderligt.
38 Og det, der smertede dem mest, var det ord, han havde sagt, at de aldrig mere skulle få hans ansigt at se. Derefter fulgte de ham til skibet.
|
1 Men da vi havde revet os løs fra dem og var sejlet ud, styrede vi lige frem og kom til Kos og den næste dag til Rodus og derfra til Patara.
2 Dér fandt vi et skib, som skulle til Fønikien, og vi gik om bord og sejlede ud.
3 Da vi havde fået Kypern i sigte, lod vi øen om bagbord og sejlede til Syrien, hvor vi landede i Tyrus; dér skulle skibet nemlig losse sin ladning.
4 Vi opsøgte disciplene og blev hos dem i syv dage; og tilskyndede af Ånden sagde de til Paulus, at han ikke skulle drage op til Jerusalem.
5 Men da vort ophold dér var til ende, brød vi op og rejste videre, og alle fulgte de os på vej med hustruer og børn, til vi kom uden for byen. Dér knælede vi ned på strandbredden og holdt bøn
6 og tog så afsked med hverandre; vi gik om bord i skibet, og de vendte tilbage til deres hjem.
7 Fra Tyrus kom vi til Ptolemais og havde dermed afsluttet vor sørejse. Vi hilste på brødrene dér og blev en enkelt dag hos dem.
8 Den næste dag drog vi derfra og kom til Kæsarea, hvor vi tog ind hos evangelisten Filip, som var en af de syv, og blev hos ham.
9 Han havde fire ugifte døtre med profetisk gave.
10 Medens vi nu opholdt os dér i flere dage, kom der en profet ved navn Agabus ned fra Judæa.
11 Han kom til os og tog Paulus' bælte og bandt sine egne fødder og hænder dermed og sagde: »Dette siger Helligånden: ›Den mand, som ejer dette bælte, skal jøderne binde således i Jerusalem og overgive i hedningers hænder.‹ «
12 Da vi hørte dette, bad både vi selv og de, der havde hjemme dér på stedet, ham om ikke at drage op til Jerusalem.
13 Men da svarede Paulus: »Hvorfor græder I sådan og gør mit hjerte vegt? jeg er jo ikke blot rede til at lade mig binde, men også til at dø i Jerusalem for Herren Jesu navns skyld.«
14 Da han ikke ville lade sig overtale, blev vi stille og sagde: »Herrens vilje ske!«
15 Da disse dage nu var til ende, gjorde vi os rede og gav os på vej op til Jerusalem.
16 Sammen med os fulgte også nogle af disciplene fra Kæsarea, som skulle føre os til Mnason fra Kypern, en gammel discipel, hos hvem vi kunne bo.
17 Og da vi kom til Jerusalem, tog brødrene imod os med glæde.
18 Den næste dag gik Paulus sammen med os hen til Jakob, og alle de ældste kom også til stede.
19 Og da han havde hilst på dem, fortalte han træk for træk, hvad Gud gennem hans tjeneste havde virket blandt hedningerne.
20 Da de hørte dette, priste de Gud. Så sagde de til ham: »Broder! du ser, hvor mange tusind jøder der er kommet til tro, og alle er de nidkære for loven.
21 Men nu har de hørt om dig, at du lærer alle jøder ude blandt hedningerne frafald fra Moses, idet du siger, at de ikke skal omskære børnene og ikke vandre efter vore skikke.
22 Hvad skal vi nu gøre? [Der vil sikkert komme en hel mængde mennesker sammen,] de vil jo få at høre, at du er kommen.
23 Gør derfor, som vi nu siger dig: vi har her fire mænd, som har et løfte på sig.
24 Tag dem med dig, og rens dig sammen med dem, og afhold udgifterne for dem, så de kan lade deres hoved rage; så vil alle forstå, at det, de har hørt om dig, ikke har noget på sig, men at du også selv vandrer således, at du holder loven.
25 Men angående de hedninger, som er kommet til tro, har vi udsendt en skrivelse med den afgørelse, at de skal vogte sig for afgudsofferkød og for blod og for kød af kvalte dyr og for utugt.«
26 Så tog Paulus mændene med sig den næste dag, og efter at have renset sig sammen med dem gik han ind i helligdommen og opgav, hvornår renselsesdagene udløb og offeret kunne bringes for hver enkelt af dem.
27 Da de syv dage næsten var gået, fik jøderne fra provinsen Asien øje på ham i helligdommen, og de bragte hele mængden i oprør og lagde hånd på ham
28 og råbte: »Israelitiske mænd, kom til hjælp! her er den mand, som alle vegne lærer alle, hvad der er imod vort folk og imod loven og imod dette sted; tilmed har han nu ført grækere ind i helligdommen og gjort dette hellige sted urent.«
29 De havde nemlig i forvejen set Trofimus fra Efesus sammen med ham ude i byen, og de mente så, at Paulus havde taget ham med ind i helligdommen.
30 Hele staden kom i bevægelse, og folket stimlede sammen; de greb Paulus og slæbte ham uden for helligdommen, og straks blev portene lukket.
31 Men just som de skulle til at slå ham ihjel, gik der melding op til kommandanten for hærafdelingen om, at hele Jerusalem var i oprør.
32 Han tog straks soldater og høvedsmænd med sig og kom løbende ned imod dem. Ved synet af kommandanten og soldaterne holdt de op at slå Paulus.
33 Da kommandanten så kom helt derhen, lod han ham gribe og befalede, at han skulle bindes med to lænker; og han spurgte, hvem han var, og hvad han havde gjort.
34 Men nogle i skaren råbte ét, andre noget andet til ham; og da han ikke kunne få noget pålideligt at vide på grund af larmen, befalede han, at Paulus skulle føres ind i borgen.
35 Og da han kom hen til trappen, måtte han bæres af soldaterne, så voldsomt trængte skaren på;
36 thi folkemængden fulgte efter og råbte: »Bort med ham!«
37 Da Paulus skulle til at føres ind i borgen, siger han til kommandanten: »Er det mig tilladt at sige noget til dig?« Han svarede: »Kan du græsk?
38 Er du da ikke den ægypter, som for nogen tid siden gjorde oprør og førte de fire tusinde knivstikkere ud i ørkenen?«
39 Da svarede Paulus: »Nej, jeg er en jødisk mand fra Tarsus, borger i en ikke ukendt by i Kilikien. Jeg beder dig, tillad mig at tale til folket!«
40 Og da han tillod det, stod Paulus frem på trappen og gav med hånden tegn til folket. Da der var blevet almindelig tavshed, talte han til dem i det hebraiske sprog og sagde:
1 »Brødre og fædre! hør, hvad jeg nu har at sige jer til mit forsvar!«
2 Da de hørte, at han talte til dem på hebraisk, holdt de sig endnu mere stille. Og han fortsatte:
3 »Jeg er en jødisk mand, født i Tarsus i Kilikien, men vokset op i denne by; ved Gamaliels fødder er jeg blevet oplært i vor fædrene lov efter al dens strenghed, og jeg var nidkær for Gud, sådan som I alle er det i dag.
4 Og jeg forfulgte denne »vej« lige til døden, jeg lagde både mænd og kvinder i lænker og fik dem sat i fængsel;
5 det kan både ypperstepræsten og hele ældsterådet bevidne. Fra dem fik jeg breve med til brødrene i Damaskus og rejste derhen for også at føre dem, som var dér, bundne til Jerusalem, for at de kunne blive straffet.
6 Men da jeg var undervejs og nærmede mig Damaskus, skete det ved middagstid, at et stærkt lys fra Himmelen pludselig omstrålede mig.
7 Og jeg faldt til jorden og hørte en røst, som sagde til mig: ›Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig?‹
8 Jeg spurgte da: ›Hvem er du, Herre?‹ Han svarede mig: ›Jeg er Jesus fra Nazaret, hvem du forfølger.‹
9 De, som var sammen med mig, så lyset, men de hørte ikke hans røst, som talte til mig.
10 Da spurgte jeg: ›Hvad skal jeg gøre, Herre?‹ Og Herren svarede mig: ›Stå op og drag videre til Damaskus; og dér skal der blive talt til dig om alt, hvad der er bestemt, at du skal gøre.‹
11 Da jeg havde mistet synet på grund af denne lysglans, tog mine ledsagere mig ved hånden og ledede mig, og således kom jeg ind i Damaskus.
12 Dér var en mand, som hed Ananias; han var gudfrygtig efter loven og havde et godt navn hos alle de jøder, som boede dér.
13 Han kom til mig, trådte frem og sagde til mig: ›Broder Saul, bliv seende!‹ Og i samme stund kunne jeg se ham.
14 Og han sagde: ›Vore fædres Gud har udkåret dig til at kende hans vilje og se den retfærdige og høre røsten af hans mund.
15 Thi du skal for alle mennesker være hans vidne om det, som du har set og hørt.
16 Og nu, hvorfor tøver du? Stå op, lad dig døbe og dine synder aftvætte, idet du påkalder hans navn!‹
17 Da jeg var kommen tilbage til Jerusalem og bad i helligdommen, skete det, at jeg kom i henrykkelse,
18 og jeg så ham og hørte ham sige til mig: ›Skynd dig, og gå hurtigt ud af Jerusalem, thi de tager ikke mod dit vidnesbyrd om mig.‹
19 Men jeg sagde: ›Herre! de ved selv, at det var mig, som fængslede dem, der troede på dig, og at jeg lod dem piske rundt om i synagogerne.
20 Og da dit vidne Stefanus' blod blev udgydt, stod jeg selv ved siden af og bifaldt det og passede på hans morderes klæder.‹
21 Da sagde han til mig: ›Gå! thi jeg vil sende dig til hedningefolk langt borte.‹ «
22 Lige indtil han sagde dette, havde de hørt på ham. Men nu opløftede de deres røst og råbte: »Bort fra jorden med en sådan! han skulle ikke have lov at leve!«
23 Men da de skreg og rev klæderne af sig og kastede støv op i luften,
24 befalede kommandanten, at han skulle føres ind i borgen, og sagde, at han skulle forhøres under piskeslag, for at man kunne få at vide, af hvad grund de sådan råbte op imod ham.
25 Men da de havde spændt ham fast for at piske ham, spurgte Paulus den høvedsmand, der stod ved siden af: »Har I lov at piske en romersk borger, og det uden dom?«
26 Da høvedsmanden hørte det, gik han til kommandanten og meldte ham det og sagde: »Hvad er det, du er ved at gøre? denne mand er jo romersk borger.«
27 Da gik kommandanten hen og spurgte ham: »Sig mig, er du romersk borger?« »Ja,« svarede han.
28 Kommandanten sagde da: »Jeg har købt mig denne borgerret for en stor sum penge.« Men Paulus sagde: »Jeg er endog født med den.«
29 De, som skulle til at forhøre ham, trak sig da straks tilbage fra ham; og da kommandanten fik at vide, at han var romersk borger, blev også han bange, fordi han havde ladet ham fængsle.
30 Men da han ville have noget pålideligt at vide om, hvad han anklagedes for af jøderne, lod han den næste dag lænkerne tage af ham og befalede, at ypperstepræsterne og hele rådet skulle samles. Så lod han Paulus hente ned og fremstillede ham for dem.
1 Da så Paulus fast på rådet og sagde: »Brødre! jeg har med fuldgod samvittighed levet mit liv for Gud indtil denne dag.«
2 Men ypperstepræsten Ananias bød dem, som stod ved siden af ham, at de skulle slå ham på munden.
3 Da sagde Paulus til ham: »Gud skal slå dig, du kalkede væg! her sidder du for at dømme mig efter loven, og tvært imod loven befaler du, at de skal slå mig!«
4 De, som stod ved siden af ham, sagde da: »Skælder du Guds ypperstepræst ud?«
5 Paulus svarede: »Brødre! jeg vidste ikke, at det var ypperstepræsten; der står jo skrevet: ›Mod en øvrighedsperson i dit folk må du ikke tale onde ord.‹ «
6 Da nu Paulus vidste, at den ene del bestod af saddukæere og den anden af farisæere, råbte han i rådet: »Brødre! jeg er farisæer og stammer fra farisæere, det er på grund af håb om de dødes opstandelse, at jeg anklages.«
7 Næppe havde han sagt dette, før der blev strid imellem farisæerne og saddukæerne, og forsamlingen delte sig.
8 Thi saddukæerne siger, at der ikke er opstandelse ej heller engel eller ånd; men farisæerne hævder både det ene og det andet.
9 Nu blev der en voldsom råben; og nogle af de skriftkloge af farisæernes parti stod op, begyndte en ordstrid med de andre og sagde: »Vi finder intet ondt hos denne mand; sæt, at en ånd eller en engel har talt til ham!«
10 Men da striden blev så heftig, frygtede kommandanten for, at Paulus skulle blive sønderslidt af dem, og han befalede mandskabet at gå ned og rive ham ud af hænderne på dem og føre ham ind i borgen.
11 Natten herefter stod Herren foran Paulus og sagde: »Vær frimodig, thi ligesom du har vidnet om mig i Jerusalem, således skal du også vidne i Rom.«
12 Da det var blevet dag, rottede jøderne sig sammen og forpligtede sig under forbandelser til hverken at nyde vådt eller tørt, før de havde slået Paulus ihjel.
13 Der var mere end fyrretyve mand, som havde indgået denne sammensværgelse.
14 De gik da til ypperstepræsterne og de ældste og sagde: »Vi har under forbandelser forpligtet os til ikke at smage noget som helst, før vi har slået Paulus ihjel.
15 Henstil derfor sammen med rådet til kommandanten, at han lader ham føre ned til jer, som om I vil undersøge hans sag nøjere; vi skal så være rede til at rydde ham af vejen, før han når frem.«
16 Men Paulus' søstersøn fik nys om dette baghold. Han kom derfor og gik ind i borgen og fortalte Paulus det.
17 Paulus sendte da bud efter en af høvedsmændene og sagde: »Før denne unge mand til kommandanten; thi han har noget at meddele ham.«
18 Så tog han ham med og førte ham til kommandanten og sagde: »Fangen Paulus sendte bud efter mig og bad mig føre denne unge mand til dig; han har noget at fortælle dig.«
19 Da tog kommandanten ham ved hånden, førte ham i enrum og spurgte: »Hvad er det, du har at meddele mig?«
20 Han svarede: »Jøderne har aftalt at bede dig om, at du i morgen vil lade Paulus føre ned for rådet, og det under påskud af, at man vil holde grundigere forhør over ham.
21 Men lad dig ikke overtale af dem; thi mere end fyrretyve mand af dem ligger på lur efter ham, og de har under forbandelser forpligtet sig til hverken at nyde vådt eller tørt, før de har slået ham ihjel; og nu er de rede og venter kun på et tilsagn fra dig.«
22 Da lod kommandanten det unge menneske gå og bød ham: »Sig ikke til nogen, at du har røbet dette for mig.«
23 Så kaldte han på et par af høvedsmændene og sagde: »Gør to hundrede mand fodfolk, halvfjerds ryttere og to hundrede spydkastere klar til at afgå til Kæsarea i nat ved den tredje time;«
24 de skulle også sørge for ridedyr, så de kunne lade Paulus ride og føre ham i god behold til landshøvdingen Feliks.
25 Og han skrev et brev af følgende indhold:
26 »Klaudius Lysias sender hilsen til den højædle landshøvding Feliks.
27 Denne mand havde jøderne grebet, og han var nær ved at blive slået ihjel af dem; men jeg kom til med mandskabet og udfriede ham, da jeg erfarede, at han var romersk borger.
28 Og da jeg ville vide, af hvad grund de anklagede ham, førte jeg ham ned for deres råd.
29 Jeg fandt da, at klagemålet mod ham gjaldt nogle stridsspørgsmål i deres lov, men at han ikke blev beskyldt for noget, som fortjener død eller fængsel.
30 Men da jeg har fået underretning om, at der skal være planer fremme mod manden, sender jeg ham hermed til dig efter også at have pålagt hans anklagere at fremføre for dig, hvad de har imod ham.«
31 Soldaterne tog så Paulus, sådan som det var dem befalet, og førte ham om natten til Antipatris.
32 Næste dag vendte de tilbage til borgen og lod rytterne drage videre med ham.
33 Så snart de var ankommet til Kæsarea, afleverede de brevet til landshøvdingen og førte også Paulus frem for ham.
34 Da han havde læst brevet, spurgte han, fra hvilken provins han var, og da han havde fået at vide, at han var fra Kilikien, sagde han:
35 »Jeg skal forhøre dig, når dine anklagere også er kommet til stede.« Og han bød, at han skulle holdes i varetægt i Herodes' palads.
1 Fem dage senere drog ypperstepræsten Ananias ned med nogle ældste og en sagfører, en vis Tertullus, og de fremførte så for landshøvdingen deres anklage mod Paulus.
2 Da han var hentet ind, begyndte Tertullus sin anklagetale og sagde: »At vi under dig nyder megen fred, og at der ved din omsorg på enhver måde og alle vegne er indført forbedringer til bedste for dette folk,
3 det påskønner vi, højædle Feliks! med al taknemmelighed.
4 Men for at jeg ikke skal opholde dig for længe, beder jeg, at du i din mildhed vil høre nogle øjeblikke på os.
5 Vi har nemlig fundet, at denne mand er en pest og en oprørsstifter blandt alle jøderne hele verden over, og at han er den, som står i spidsen for nazaræernes parti.
6 Han har endog forsøgt at vanhellige helligdommen; derfor greb vi ham også [og ville have dømt ham efter vor lov].
7 [Men kommandanten Lysias kom til og rev ham med vold og magt ud af vore hænder,]
8 [og han bød hans anklagere komme til dig]. Når du tager ham i forhør, kan du selv af ham erfare alt det, vi anklager ham for.«
9 Også jøderne stemte i med og påstod, at det forholdt sig således.
10 Da landshøvdingen nu gav Paulus et vink om at tale, tog han til orde: »Jeg ved, at du i mange år har været dommer for dette folk, og derfor vil jeg frimodigt forsvare min sag.
11 Du kan selv forvisse dig om, at det ikke er mere end tolv dage, siden jeg drog op for at tilbede i Jerusalem.
12 Og ingen har set mig i ordskifte med nogen eller i færd med at samle folkeopløb, hverken i helligdommen eller i synagogerne eller omkring i staden.
13 De kan heller ikke over for dig bevise det, som de nu anklager mig for.
14 Men dette bekender jeg for dig, at jeg følger den vej, som de kalder et parti, og tjener vor fædrene Gud således, at jeg tror på alt det, som står skrevet i loven og hos profeterne,
15 og jeg har det samme håb til Gud, som disse også selv venter opfyldt: at der engang skal ske en opstandelse både af retfærdige og uretfærdige.
16 Derfor øver jeg mig også selv i altid at have en uskadt samvittighed over for Gud og mennesker.
17 Efter flere års forløb kom jeg nu tilbage for at overbringe almisser til mit folk og for at ofre;
18 dette fandt de mig i færd med, da jeg var blevet renset i helligdommen, og det var ikke mig, der lavede opløb og larm,
19 men det var nogle jøder fra provinsen Asien, og de burde nu være til stede her hos dig og klage, om de måtte have noget at sige mig på.
20 Eller lad dem, der er her, selv sige, hvad uret de har fundet mig skyldig i, dengang jeg stod for rådet,
21 hvis det da ikke skulle være dette ene ord, som jeg råbte, da jeg stod iblandt dem: ›Det er i anledning af de dødes opstandelse, at jeg i dag står som anklaget for jer.‹ «
22 Nu udsatte Feliks sagen, da han vidste ret god besked om »vejen«, og han sagde: »Når kommandanten Lysias kommer herned, vil jeg påkende jeres sag.«
23 Og han befalede høvedsmanden, at Paulus skulle holdes i varetægt, men med lempelser, og at man ikke måtte hindre nogen af hans egne i at yde ham tjenester.
24 Nogle dage efter indfandt Feliks sig med sin hustru Drusilla, som var jødinde; og han lod Paulus hente og hørte ham tale om troen på Kristus Jesus.
25 Men da han prædikede om retfærdighed og afholdenhed og den kommende dom, blev Feliks forfærdet og udbrød: »Gå for denne gang; når jeg får tid, vil jeg lade dig kalde.«
26 Samtidig håbede han også på, at Paulus ville give ham penge; derfor lod han ham oftere hente og samtalede med ham.
27 Da to år var forløbet, blev Feliks efterfulgt af Porkius Festus; men da Feliks gerne ville sikre sig jødernes taknemmelighed, lod han Paulus blive tilbage som fange.
|
1 Tre dage efter at Festus havde tiltrådt sit embede som landshøvding, drog han fra Kæsarea op til Jerusalem.
2 Ypperstepræsterne og de fornemste af jøderne fremførte da for ham deres klage mod Paulus,
3 idet de, for at komme ham til livs, henvendte sig til Festus og bad ham om at vise dem den gunst at lade Paulus hente til Jerusalem; de lurede nemlig på at slå ham ihjel undervejs.
4 Festus svarede så, at Paulus blev holdt i varetægt i Kæsarea, men at han snart selv ville drage derned.
5 »Lad altså,« sagde han, »dem iblandt jer, der har fuldmagt dertil, drage med derned og anklage ham, hvis der er noget galt fat med manden.«
6 Og da han havde opholdt sig hos dem højst en otte-ti dage, drog han til Kæsarea; og næste dag satte han sig på dommersædet og befalede, at Paulus skulle føres frem.
7 Da han var kommen til stede, blev han omringet af de jøder, som var kommet ned fra Jerusalem, og de fremførte mange og hårde beskyldninger. Men de kunne ikke føre bevis for dem,
8 da Paulus forsvarede sig og sagde: »Hverken mod jødernes lov eller mod helligdommen eller mod kejseren har jeg forsyndet mig i noget stykke.«
9 Men Festus, som gerne ville sikre sig jødernes taknemmelighed, spurgte Paulus: »Er du villig til at drage op til Jerusalem og dér lade mig pådømme din sag?«
10 Dertil sagde Paulus: »Jeg hører under kejserens domstol, og dér bør jeg dømmes. Jøderne har jeg ingen uret gjort, som du meget godt ved.
11 Hvis jeg altså har forbrudt mig og har gjort noget, som fortjener døden, vægrer jeg mig ikke ved at dø; men hvis det, som de anklager mig for, ikke har noget på sig, da kan ingen prisgive mig til dem. Jeg indanker min sag for kejseren.«
12 Da forhandlede Festus med sit råd og svarede så: »For kejseren har du indanket din sag, til kejseren skal du komme.«
13 Efter nogle dages forløb kom kong Agrippa og Berenike til Kæsarea for at hilse på Festus.
14 Og da de opholdt sig dér i flere dage, forelagde Festus Paulus' sag for kongen og sagde: »Der er en mand her, der er efterladt af Feliks som fange.
15 Da jeg var i Jerusalem, fremførte jødernes ypperstepræster og ældste klage over ham og bad om at få ham domfældt.
16 Men jeg svarede dem, at romerne ikke har for skik at prisgive noget menneske, før den anklagede har stået ansigt til ansigt med sine anklagere og haft lejlighed til at forsvare sig imod beskyldningen.
17 Efter at de altså var kommet herned sammen med mig, tog jeg uden nogen opsættelse næste dag plads på dommersædet og befalede, at manden skulle føres frem.
18 Men da anklagerne stod omkring ham, fremkom de ikke med beskyldning for sådanne forbrydelser, som jeg havde tænkt mig,
19 de havde kun strid med ham om nogle spørgsmål vedrørende deres egen gudsdyrkelse og en ved navn Jesus, som er død, men som Paulus påstod er i live.
20 Da jeg nu var tvivlrådig om, hvordan disse ting burde undersøges, spurgte jeg, om han ville rejse til Jerusalem og dér få dom i sin sag.
21 Men da Paulus indankede sin sag med krav om at blive holdt i varetægt, til majestætens kendelse forelå, befalede jeg, at han skulle holdes i varetægt, indtil jeg kunne sende ham til kejseren.«
22 Da sagde Agrippa til Festus: »jeg kunne også selv ønske at høre den mand.« »I morgen,« svarede han, »skal du få ham at høre.«
23 Næste dag kom så Agrippa og Berenike i pragtfuldt optog og gik ind i forhørssalen tillige med hærførerne og byens fornemste mænd; og på Festus' befaling blev Paulus ført ind.
24 Så siger Festus: »Kong Agrippa og alle I andre, som er her til stede sammen med os! Dér ser I den mand, om hvem hele jødernes mængde både i Jerusalem og her har henvendt sig til mig med råb om, at han ikke længere burde leve.
25 Men jeg indså, at han intet havde gjort, som fortjente døden, og da han selv indankede sin sag for majestæten, kendte jeg for ret, at han skulle sendes derover.
26 Dog har jeg ikke noget sikkert at skrive om ham til herren. Derfor har jeg ladet ham føre frem for jer og især for dig, kong Agrippa! for at jeg kan have noget at skrive, når forundersøgelsen har fundet sted.
27 Thi det synes mig urimeligt at oversende en fange uden samtidig at angive beskyldningerne imod ham.«
1 Agrippa sagde derefter til Paulus: »Det tilstedes dig nu at tale din sag.« Da slog Paulus ud med hånden og forsvarede sig således:
2 »Jeg priser mig lykkelig, fordi det er for dig, kong Agrippa! jeg i dag skal forsvare mig angående alt det, jeg anklages for af jøderne,
3 da du jo nøje kender alle jødernes skikke og stridsspørgsmål; derfor beder jeg dig om at høre tålmodigt på mig.
4 Mit liv fra ungdommen af, som det fra begyndelsen er levet iblandt mit folk og i Jerusalem, ved alle jøderne besked om;
5 thi de ved om mig fra tidligere tid (hvis de da ellers vil vidne derom), at jeg har levet som farisæer og altså tilhørt det parti hos os, som tager det strengest med gudsdyrkelsen.
6 Og nu står jeg her og skal dømmes for håbet om den forjættelse, som Gud gav vore fædre,
7 og som vort tolvstammefolk ved at tjene Gud uafladelig nat og dag håber at nå frem til; på grund af dette håb, konge, er det, jeg anklages af jøder.
8 Hvorfor holdes det da for utroligt hos jer, at Gud opvækker døde?
9 Selv var jeg nu også af den mening, at det var min pligt heftigt at bekæmpe Jesu, nazaræerens, navn,
10 og det gjorde jeg også i Jerusalem; jeg lod mange af de hellige indespærre i fængsler, da jeg havde fået fuldmagt dertil af ypperstepræsterne, og når man ville henrette dem, stemte jeg for det.
11 Og omkring i alle synagogerne lod jeg dem gang på gang straffe og forsøgte at tvinge dem til at tale bespotteligt. Ja, jeg gik videre i mit raseri mod dem og forfulgte dem lige til de udenlandske byer.
12 Da jeg i den hensigt drog til Damaskus med fuldmagt og myndighed fra ypperstepræsterne,
13 så jeg undervejs midt på dagen, konge! et lys fra Himmelen klarere end solens glans omstråle mig og mine rejsefæller.
14 Og da vi alle faldt til jorden, hørte jeg en røst, som sagde til mig på hebraisk: ›Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig? det bliver strengt for dig at stampe mod brodden.‹
15 Jeg spurgte: ›Hvem er du, Herre?‹ Og Herren svarede: ›Jeg er Jesus, som du forfølger.
16 Men rejs dig og stå på dine ben; thi netop derfor har jeg vist mig for dig, for at udkåre dig til tjener og vidne, både om, hvordan du nu har set mig, og om, hvordan jeg siden vil vise mig for dig.
17 Jeg vil udfri dig fra dit eget folk og fra hedningerne; til dem udsender jeg dig
18 for at åbne deres øjne, så de må omvende sig fra mørke til lys, fra Satans magt til Gud, for at de kan få syndernes forladelse og arvelod sammen med dem, som er helligede ved troen på mig.‹
19 Derfor, kong Agrippa! blev jeg ikke ulydig mod det himmelske syn;
20 men jeg forkyndte — først for dem i Damaskus og så også i Jerusalem og over hele Judæas land og for hedningerne — at de skulle fatte et andet sind og omvende sig til Gud og gøre gerninger, som er omvendelsen værdige.
21 For denne sags skyld var det, at nogle jøder greb mig i helligdommen og forsøgte at tage mig af dage.
22 Det er altså ved den hjælp, jeg har fået fra Gud, at jeg indtil denne dag har kunnet stå og vidne både for små og store; og jeg siger intet ud over det, som både profeterne og Moses har sagt skulle ske:
23 at Kristus skulle lide, at han skulle være den første, som stod op fra de døde, og derefter skulle forkynde lys både for vort eget folk og for hedningerne.«
|
24 Medens han forsvarer sig således, siger Festus med høj røst: »Du er ude af dig selv, Paulus! den megen lærdom driver dig fra sans og samling.«
25 Men Paulus sagde: »Jeg er ikke ude af mig selv, højædle Festus! tværtimod, sande og velovervejede ord er det, jeg forkynder.
26 Kongen ved jo besked om dette, og derfor taler jeg også frimodigt til ham, idet jeg er vis på, at slet intet af dette er ham ubekendt; det er jo ikke sket i en afkrog.
27 Kong Agrippa, tror du profeterne? Jeg ved, du tror dem.«
28 Da sagde Agrippa til Paulus: »Der mangler kun lidt i, at du får mig overtalt til at blive en kristen.«
29 Men Paulus svarede: »Jeg ville ønske til Gud, enten der så mangler lidt eller meget, at ikke alene du, men også alle de andre, som hører mig i dag, må få det, ligesom jeg selv har det, på disse lænker nær.«
30 Da stod kongen op og landshøvdingen og Berenike og de andre, der sad sammen med dem.
31 Og da de gik derfra, talte de med hverandre og sagde: »Denne mand har intet gjort, som fortjener død eller fængsel.«
32 Og Agrippa sagde til Festus: »Denne mand kunne være løsladt, hvis han ikke havde indanket sin sag for kejseren.«
|
1 Da det nu var afgjort, at vi skulle sejle til Italien, overgav de både Paulus og nogle andre fanger til en høvedsmand ved navn Julius, som tilhørte den kejserlige hærafdeling.
2 Vi gik om bord på et skib fra Adramyttium, som skulle anløbe kystbyerne i provinsen Asien, og afsejlede så; Aristarkus, en makedoner fra Tessalonika, var med os.
3 Næste dag lagde vi til i Zidon, og Julius, som behandlede Paulus med velvilje, gav ham lov til at gå hen til vennerne og nyde godt af deres omsorg.
4 Da vi var sejlet ud derfra, holdt vi ind under Kypern, fordi vi havde modvind.
5 Derefter sejlede vi over farvandet ved Kilikien og Pamfylien og kom til Myra i Lykien.
6 Dér fandt høvedsmanden et aleksandrinsk skib, som skulle til Italien, og indskibede os i det.
7 Men efter sejladsen i adskillige dage var gået langsomt, og vi med nød og næppe var nået ud fra Knidus (vinden var os nemlig ikke gunstig), holdt vi ned under Kreta ved Salmone.
8 Med nød og næppe kom vi dér forbi og nåede frem til et sted, som kaldes »Gode Havne«, i nærheden af byen Lasæa.
9 Da der nu var gået en rum tid, og sejladsen allerede var usikker, fordi fastedagen allerede var ovre, advarede Paulus dem og sagde:
10 »Folk! jeg ser, at denne sejlads vil medføre ulykke og store tab, ikke blot af ladning og skib, men også af menneskeliv.«
11 Høvedsmanden stolede imidlertid mere på styrmanden og skipperen end på det, Paulus sagde.
12 Og da havnen ikke egnede sig til overvintring, holdt de fleste på, at man skulle sejle derfra og forsøge, om man kunne nå frem og overvintre i Føniks, en havn på Kreta, som er beskyttet mod sydvest og nordvest.
13 Da der nu blæste en svag søndenvind op, mente de at være sikre på at opnå, hvad de ville; de lettede anker og sejlede langs med Kreta.
14 Men ikke længe efter kom en heftig hvirvelvind farende ned fra øen; det var den såkaldte »Eurakvilo«.
15 Og da skibet blev revet med og ikke kunne holdes op imod vinden, drejede vi af og lod os drive.
16 Da vi løb i læ af en lille ø, som hedder Klauda, lykkedes det os, om end med nød og næppe, at bjærge båden.
17 Efter at de havde halet den om bord, anvendte de nødmidler og surrede tov om skibet; og af frygt for at de skulle blive forslået helt ned i Syrten, firede de sejlene ned og lod sig således drive.
18 Og da vi måtte kæmpe hårdt med stormen, begyndte de næste dag at kaste over bord;
19 og på den tredje dag kastede de med egne hænder skibets redskaber ud.
20 Da hverken sol eller stjerner lod sig se i flere dage, og et hårdt vejr var over os, mistede vi til sidst alt håb om redning.
21 Da de nu længe ikke havde kunnet tage føde til sig, stod Paulus frem midt iblandt dem og sagde: »Folk! I burde have adlydt mig og ikke være sejlet bort fra Kreta, så havde I sparet os for sådan ulykke og tab.
22 Men nu formaner jeg jer at være ved godt mod. Intet menneskeliv skal gå tabt, kun skibet.
23 Thi en engel fra den Gud, som jeg tilhører, og som jeg også tjener, stod hos mig i nat og sagde:
24 ›Frygt ikke, Paulus! du skal blive stillet for kejseren; og se, Gud har også skænket dig alle dem, som sejler med dig.‹
25 Vær derfor ved godt mod, folk! thi jeg har den tillid til Gud, at det vil gå sådan, som det er sagt mig.
26 Men vi må strande på en ø.«
27 Da vi nu på fjortende nat drev omkring i Adriaterhavet, forekom det søfolkene ved midnatstid, at der var land i nærheden.
28 Og da de loddede dybden, fik de tyve favne, og da de lidt længere fremme loddede igen, fik de femten favne.
29 Så blev de bange for, at vi skulle støde på et skær, og de kastede fire ankre ud fra bagstavnen og ønskede blot, det måtte blive dag.
30 Men søfolkene gjorde forsøg på at flygte fra skibet; de firede båden ned i søen under påskud af at ville lægge ankre ud fra forstavnen.
31 Da sagde Paulus til høvedsmanden og soldaterne: »Hvis de folk dér ikke bliver om bord, kan I ikke blive reddet.«
32 Så kappede soldaterne bådens tove og lod den drive bort.
33 Mens det nu var ved at dages, opmuntrede Paulus alle til at tage føde til sig og sagde: »I har i dag i fjorten dage holdt ud og fastet uden at tage noget til jer.
34 Derfor opfordrer jeg jer til at tage føde til jer, thi det hører med til jeres redning; ingen af jer skal miste så meget som et hovedhår.«
35 Efter at han havde sagt dette, tog han brød og takkede Gud for alles øjne og brød det og begyndte at spise.
36 Så fik de alle nyt mod, og de tog føde til sig.
37 (Vi var i alt 276 sjæle om bord).
38 Og da de havde spist sig mætte, kastede de hvedeladningen over bord og lettede således skibet.
39 Da det nu blev dag, kendte de ikke landet; men de lagde mærke til en vig med en forstrand, hvor de besluttede, om muligt, at sætte skibet på grund.
40 Derpå kappede de ankrene og lod dem blive i søen, og samtidig løste de rortovene og satte forsejlet til for vinden og holdt ind mod strandbredden.
41 De stødte da på et rev med dybt vand på begge sider, og dér lod de skibet løbe på grund, og forstavnen borede sig fast og var ikke til at rokke, men bagstavnen sloges efterhånden i stykker af brændingen.
42 Soldaterne besluttede nu at slå fangerne ihjel, for at ingen skulle svømme bort og undkomme.
43 Men høvedsmanden, der ville redde Paulus, hindrede dem i at udføre deres beslutning; han bød, at først skulle de, som kunne svømme, springe i vandet og søge at slippe i land,
44 og så skulle de andre følge efter, nogle på planker, andre på vragstumper. Og således skete det, at de alle reddede sig i land.
1 Da vi nu var blevet reddet, fik vi at vide, at øen hed Malta.
2 Og de indfødte viste os en usædvanlig menneskekærlighed; thi de tændte et bål og tog sig af os alle, da det begyndte at regne og var koldt.
3 Og da Paulus havde samlet en bunke kvas og lagde den på bålet, krøb der på grund af varmen en giftslange ud og bed sig fast i hans hånd.
4 Da nu de indfødte så dyret hænge fast ved hans hånd, sagde de til hverandre: »Denne mand er sikkert en morder, som retfærdighedens gudinde ikke tillader at leve, skønt han er reddet fra havet.«
5 Men han rystede dyret af i ilden og havde ingen mén af det.
6 De ventede nu, at han skulle svulme op eller pludselig falde død om. Men da de havde ventet længe og så, at der ikke skete ham noget slemt, slog de helt om og sagde, at han var en gud.
7 I nærheden af dette sted havde øens fornemste mand, som hed Publius, en landejendom. Han tog venligt imod os, og vi var hans gæster i tre dage.
8 Nu traf det sig, at Publius' fader lå syg af feber og blodgang. Paulus gik da ind til ham, bad og lagde hænderne på ham og helbredte ham.
9 Da det var sket, kom også de andre på øen, som havde sygdomme, til ham og blev helbredt.
10 De viste os også megen ære, og da vi skulle sejle bort, forsynede de os med, hvad vi kunne få brug for.
11 Da tre måneder var gået, sejlede vi så bort i et aleksandrinsk skib, som havde haft vinterleje ved øen, og som førte Tvillingernes mærke.
12 Vi anløb Syrakus og blev dér tre dage.
13 Derfra sejlede vi videre langs kysten og nåede til Regium, og efter en dags forløb fik vi søndenvind og kom næste dag til Puteoli.
14 Dér fandt vi brødre, og efter deres indbydelse blev vi hos dem i syv dage. Og så kom vi til Rom.
15 Brødrene dér havde hørt om os og var gået ud til Forum Appii og Tres-Tabernæ for at møde os. Da Paulus så dem, takkede han Gud og fattede mod.
16 Og da vi var kommet ind til Rom, [overgav høvedsmanden fangerne til den øverstbefalende for livvagten. Dog] blev det tilladt Paulus at bo for sig selv sammen med den soldat, der skulle bevogte ham.
|
17 Efter tre dages forløb skete det, at han sammenkaldte de fornemste blandt jøderne; og da de var samlet, sagde han til dem: »Brødre! skønt jeg ikke har gjort noget, der kunne skade vort folk eller de fædrene skikke, kommer jeg dog som fange fra Jerusalem, overgivet i romernes hænder.
18 De har forhørt mig og ville derefter løslade mig, fordi jeg ikke var skyldig i noget, som fortjener døden.
19 Men da jøderne gjorde indsigelse, nødtes jeg til at indanke min sag for kejseren, dog ikke som om jeg havde noget at anklage mit eget folk for.
20 Af denne grund har jeg nu indbudt jer for at hilse på jer og tale med jer; thi det er for Israels håbs skyld, at jeg er lagt i denne lænke.«
21 De svarede ham: »Vi har ikke fra Judæa fået noget brev om dig, heller ikke er nogen af vore brødre kommen og har meldt eller fortalt noget ondt om dig.
22 Men vi ønsker at høre af dig selv, hvad for meninger du har, thi om dette parti er det os bekendt, at det alle vegne vækker modsigelse.«
23 De aftalte derefter en dag med ham, og på den kom endnu flere til ham i hans herberge. Fra tidlig morgen og lige til aften forklarede og vidnede han for dem om Guds rige og søgte at overbevise dem om Jesus, både ud fra Mose lov og fra profeterne.
24 Og nogle lod sig overbevise af det, som blev sagt, men andre var vantro.
25 Og uden at kunne komme til enighed indbyrdes gik de bort, mens Paulus kun sagde dette ene ord: »Med rette har Helligånden talt ved profeten Esajas til jeres fædre og sagt:
26 ›Gå hen til dette folk og sig:
27 I skal høre og høre og dog intet fatte. I skal se og se og dog intet øjne. Thi dette folks hjerte er blevet sløvt, og med ørene hører de tungt, og deres øjne har de lukket, for at de ikke skal se med øjnene og høre med ørene og fatte med hjertet og omvende sig, så jeg kan helbrede dem.‹
28 Så skal I da vide, at denne Guds frelse er blevet sendt til hedningerne; de skal også høre om den.«
29 [Det var, da han sagde dette, at jøderne gik bort under heftig indbyrdes ordstrid].
30 Så boede han to hele år i en bolig, han selv havde lejet. Og alle, som kom til ham, tog han imod
31 og forkyndte dem Guds rige og lærte dem om Herren Jesus Kristus med al frimodighed, uden at nogen hindrede ham deri.