Apostlenes Gerninger

Om oversættelsen: Prøveoversættelsen fra 1944 er en del af det indledende arbejde til oversættelsen fra 1948. Denne oversættelse bryder med en næsten 400 år gammel tradition, hvor hvert Bibeloplag var en revision af de forrige oplag, der i sidste ende gik tilbage til Den Resen-Svaningske Bibel fra 1607.

Desværre er denne oversættelse udgivet fire år før retskrivningsreformen i 1948 — med "aa", "skulde", "vilde", "kunde" og med navneord med stort. Samtidig har man beholdt "eder" i stedet for "jer" for at bevare det gamle kirkesprog. Det gør, at sproget virker "støvet", men oversættelsen er alligevel på mange måder bedre end den autoriserede fra 1992.

Om bogen: Apostlenes Gerninger formodes at være skrevet af samme mand som Lukasevangeliet. Det ændrer dog ikke ved, at der er mange forskelle på de to bøger.

Kapitler: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28

Kapitel 1

Jesu Himmelfart, 1-11. Mattias vælges til Apostel i Judas's Sted, 12-26.

Kristen tegneserie: Lukas starter på bind 2.
Lukas

1 I mit første Skrift fortalte jeg dig, Teofilus, om alt, hvad Jesus gjorde og lærte fra Begyndelsen af
2 og indtil den Dag, da han blev optaget, efter at han ved Helligaanden havde givet sine Befalinger til Apostlene, som han havde udvalgt sig.
3 For dem havde han ogsaa, efter sin Lidelse, med mange Beviser fremstillet sig som den levende, idet han viste sig for dem i fyrretyve Dage og talte om det, der hører til Guds Rige.
4 Og en Gang, da han holdt Maaltid sammen med dem, bød han dem ikke at vige fra Jerusalem, men vente paa det, som Faderen havde forjættet, »og som I,« sagde han, »har hørt mig tale om.
5 Thi Johannes døbte med Vand; men I skal om ikke mange Dage døbes med Helligaanden.«
6 Medens de nu var samlede, spurgte de ham og sagde: »Herre! er Tiden nu kommet, da du vil genoprette Riget for Israel?«
7 Da svarede han dem: »Det tilkommer ikke jer at kende Tider eller Timer, som Faderen har fastsat af egen Magt.
8 Men naar Helligaanden kommer over jer, skal I faa Kraft; og I skal være mine Vidner baade i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja indtil Jordens Ende.«
9 Og da han havde sagt dette, hævedes han op, medens de saa derpaa, og en Sky tog ham bort fra deres øjne.
10 Som de nu stirrede op imod Himmelen, medens han for bort, se, da stod der hos dem to Mænd i hvide Klæder,
11 og de sagde: »I galilæiske Mænd, hvorfor staar I og ser op imod Himmelen? Denne Jesus, som er optaget fra jer til Himmelen, han skal komme igen paa samme Maade, som I har set ham fare til Himmelen.«

12 Derefter vendte de tilbage til Jerusalem fra det Bjerg, som hedder Oliebjerget og ligger nær ved Jerusalem, en Sabbatsvej derfra.
13 Og da de var kommet derind, gik de op i den Sal ovenpaa, hvor de plejede at opholde sig, Peter og Johannes og Jakob og Andreas, Filip og Tomas, Bartolomæus og Mattæus, Jakob Alfæus's Søn og Simon Zelotes, og Judas, Jakobs Søn,
14 Disse deltog alle enigt og udholdende i Bønnen sammen med nogle Kvinder og Maria, Jesu Moder, og hans Brødre.

15 I de Dage stod Peter frem midt iblandt Brødrene (som da var samlet i en Flok paa omtrent hundrede og tyve Personer) og sagde:
16 »Mine Brødre! det Skriftord maatte gaa i Opfyldelse, som Helligaanden forud havde talt gennem Davids Mund om Judas, der viste Vej for dem, som greb Jesus;
17 han regnedes jo med blandt os, og dette Embede var faldet i hans Lod.
18 (Han købte sig nemlig en Mark for den Løn, han havde faaet for sin Ugerning, og han styrtede hovedkulds ned og brast itu, saa alle hans Indvolde væltede ud.
19 Dette blev ogsaa kendt af alle Jerusalems Indbyggere, saa den Ager kaldes paa deres eget Sprog Hakeldama, det vil sige Blodager.)
20 Der staar jo skrevet i Salmernes Bog:
       »Lad hans Gaard blive øde,
       saa der ikke er nogen, som bor i den,«
og:
       »Lad en anden faa hans Tilsynsgerning.«
21 Derfor bør een af de Mænd, som fulgte med os i hele den Tid, da Herren Jesus gik ind og ud hos os,
22 lige fra Johannes's Daab indtil den Dag, da han blev optaget fra os - een af dem bør sammen med os være Vidne om hans Opst---andelse.«
23 De fremstillede derefter to, Josef, som kaldtes Barsabbas og havde Tilnavnet Justus, og Mattias.
24 Saa bad de og sagde: »Herre! du, som kender alles Hjerter, vis os, hvem af de to du har udvalgt
25 til at indtræde i dette Embede og den Apostelgerning, som Judas forlod for at gaa bort til sit eget Sted.«
26 Derefter kastede de Lod imellem dem, og Loddet faldt paa Mattias, og han blev regnet med som Apostel sammen med de elleve.

Kapitel 2

Helligaandens Udgydelse paa Pinsedag, 1-13. Peters Tale, 14-36. Menighedens Vækst, 37-41, og Fællesskabet, 42-47.

Helligånden kommer over disciplene til pinsen.
Pinse

1 Da Pinsedagen var kommet, var de alle samlede med hinanden.
2 Da lød der med eet fra Himmelen en Susen som af et vældigt Aandepust, og den fyldte hele Huset, hvor de sad.
3 Og der viste sig for dem Tunger som af Ild, og de fordelte sig og satte sig paa hver enkelt af dem.
4 Og de blev alle fyldt med Helligaand, og de begyndte at tale i andre Tungemaal, efter hvad Aanden indgav dem at forkynde.
5 Men i Jerusalem boede der gudfrygtige jødiske Mænd fra alle Folkeslag under Himmelen.
6 Da nu den Lyd kom, strømmede Mængden sammen og blev forvirret, fordi de hver især hørte dem tale paa deres eget Sprog.
7 Og de var ude af sig selv af Forundring og sagde: »Se, er de, der taler, ikke alle sammen Galilæere?
8 Hvor kan vi saa høre dem tale, hver paa vort eget Modersmaal,
9 vi Partere og Medere og Elamiter, og vi, som hører hjemme i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og Provinsen Asien,
10 i Frygien og Pamfylien, Ægypten og Libyens Egne ved Kyrene, og vi tilrejsende Romere,
11 Jøder og Proselyter, Kretere og Arabere, vi hører dem tale om Guds store Gerninger paa vore egne Tungemaal?«
12 Og de var alle ude af sig selv, vidste ikke, hvad de skulde tænke, og sagde den ene til den anden: »Hvad kan dette være?«
13 Men andre gjorde Nar og sagde: »De er fulde af sød Vin.«

14 Da traadte Peter frem sammen med de elleve, opløftede sin Røst og talte til dem: »Jødiske Mænd og alle I, som bor her i Jerusalem! Det skal I vide, og mærk jer mine Ord:
15 Disse Mænd er ingenlunde berusede, saadan som I mener; det er jo kun den tredje Time paa Dagen.
16 Nej, her opfyldes det, der er talt ved Profeten Joel:
       17 »Og det skal ske i de sidste Dage, siger Gud,
       at jeg vil udgyde af min Aand over alt Kød;
       og jeres Sønner og jeres Døtre skal profetere,
       og jeres unge skal se Syner,
       og jeres gamle skal drømme Drømme.
       18 Ja, endog over mine Trælle og mine Trælkvinder
       vil jeg i de Dage udgyde af min Aand,
       og de skal profetere.
       19 Og jeg vil lade ske Undere oppe paa Himmelen
       og Tegn nede paa Jorden,
       Blod og Ild og rygende Damp.
       20 Solen skal vendes til Mørke
       og Maanen til Blod,
       før Herrens Dag kommer, den store og herlige.
       21 Og det skal ske, at enhver, som paakalder Herrens Navn, skal frelses.«

22 Israelitiske Mænd! hør disse Ord: Jesus fra Nazaret, en Mand, som Gud har udpeget for jer ved kraftige Gerninger og Undere og Tegn, som Gud gjorde ved ham midt iblandt jer, saadan som I jo selv ved,
23 han blev efter Guds egen fastsatte Plan og Forudviden givet i jeres Vold, og ved Hedningers Hjælp naglede I ham til Korset og tog hans Liv.
24 Men Gud gjorde Ende paa Dødens Veer og lod ham opstaa, fordi det ikke var muligt, at han kunde fastholdes af Døden.
25 Thi David siger med Tanken paa ham:
       »Jeg havde altid Herren for Øje;
       thi han er ved min højre, at jeg ikke skal rokkes.
       26 Derfor glædedes mit Hjerte, og min Tunge jublede,
       ja ogsaa mit Kød skal bo med Haab;
       >27 thi du vil ikke lade min Sjæl blive tilbage i Dødsriget,
       ikke heller lade din hellige se Forraadnelse.
       28 Du har lært mig Livets Veje;
       du vil fylde mig med Glæde for dit Aasyn.«

29 Mine Brødre! Lad mig faa Lov at tale frit til jer om vor Stamfader David; han er jo baade død og begravet, og hans Grav findes hos os den Dag i Dag.
30 Da han nu var en Profet og vidste, at Gud med Ed havde lovet ham, at af hans Efterkommere skulde En sidde paa hans Trone,
31 forudsaa han, at Messias skulde opstaa, og talte derom og sagde, at hverken skulde han lades tilbage i Dødsriget, ej heller skulde hans Kød se Forraadnelse.
32 Denne, det vil sige Jesus, har Gud ladet opstaa; derom er vi alle Vidner.
33 Efter at han nu ved Guds højre Haand er ophøjet og af Faderen har faaet Helligaanden, som var forjættet os, har han udgydt den, saaledes som I baade ser og hører.
34 Thi David er ikke faret op til Himlene; men han siger selv:
       »Herren sagde til min Herre:
       Sæt dig ved min højre Haand,
       35 til jeg faar lagt dine Fjender som Skammel for dine fødder.«
36 Saa skal da hele Israels Hus vide for vist, at den Jesus, som I korsfæstede, ham har Gud gjort baade til Herre og Messias.«

37 Da de hørte dette, stak det dem i Hjertet, og de sagde til Peter og de øvrige Apostle: »Brødre! hvad skal vi gøre?«
38 Peter sagde til dem: »Omvend jer og lad jer døbe, hver især i Jesu Kristi Navn til jeres Synders Forladelse, saa skal I faa Helligaanden som Gave.
39 Thi jer gælder Forjættelsen, jer og jeres Børn og alle dem, som er langt borte, saa mange som Herren vor Gud vil kalde.«
40 Ogsaa med mange andre Ord vidnede han for dem og formanede dem, idet han sagde: »Lad jer frelse fra denn vanartede Slægt!«
41 De, som nu tog imod hans Ord, blev døbt; og paa den Dag blev der føjet omtrent tre Tusinde Sjæle til.

42 Og de holdt fast ved Apostlenes Lære og ved Fællesskabet, ved Brødsbrydelsen og Bønnerne.
43 Og der kom Frygt over enhver Sjæl, og der skete mange Undere og Tegn ved Apostlene.
44 Og alle de, som kom til Troen, holdt sig sammen og havde alle Ting fælles;
45 de solgte ofte Ejendom og Gods og delte det ud iblandt alle, efter hvad enhver trængte til.
46 Enigt og vedholdende kom de daglig i Helligdommen; og hjemme i Husene brød de Brødet og holdt Maaltid med Fryd og i Hjertets Oprigtighed.
47 De lovpriste Gud og havde Yndest hos hele Folket. Og Herren føjede daglig nogle til, som lod sig frelse.

Kapitel 3

Peter helbreder en lam Mand, 1-11, og forkynder, at Jesus er den lovede Messias, 12-26.

1 Ved Bedetimen, den niende Time, gik Peter og Johannes op i Helligdommen.
2 Og en Mand, der havde været lam fra Moders Liv af, blev baaret derhen; ham plejede man hver Dag at sætte ved den Port til Helligdommen, som kaldes den skønne, for at han kunde bede dem, der gik ind i Helligdommen, om Almisse.
3 Han fik øje paa Peter og Johannes, da de vilde gaa ind i Helligdommen, og bad dem om at faa en Almisse.
4 Da saa Peter fast paa ham, og Johannes med, og Peter sagde: »Se paa os!«
5 Og han gav nøje Agt paa dem, da han ventede at faa noget af dem.
6 Men Peter sagde: »Sølv og Guld har jeg ikke, men hvad jeg har, det giver jeg dig: I Jesu Kristi, Nazaræerens, Navn staa op og gaa!«
7 Og han greb ham ved den højre Haand og rejste ham op.
8 I samme Nu blev hans Ben og Ankler stærke, og han sprang op og stod oprejst og begyndte at gaa omkring, og han fulgtes med dem ind i Helligdommen, hvor han gik omkring og sprang og lovpriste Gud.

9 Og hele Folket saa ham gaa omkring og lovprise Gud.
10 Og de kendte ham, at det var ham, der plejede at sidde ved den skønne Port til Helligdommen for at faa Almisse; og de blev fulde af Rædsel og Forfærdelse over det, som var sket med ham.
11 Medens han nu holdt fast paa Peter og Johannes, strømmede alle Folk rædselsslagne sammen om dem paa det Sted, som kaldes Salomons Søjlegang.

12 Da Peter saa det, sagde han henvendt til Folket: »Israelitiske Mænd! Hvorfor undrer I jer over denne Mand? eller hvorfor stirrer I paa os, som om det var os, der ved egen Kraft eller Fromhed havde gjort, at han er kommet til at gaa?
13 Nej, Abrahams og Isaks og Jakobs Gud, vore Fædres Gud, har herliggjort sin Tjener Jesus, som I forraadte og fornægtede for Pilatus, da han dømte, at han skulde løslades.
14 Men I fornægtede den hellige og retfærdige og bad om, at I maatte . faa en Morder benaadet.
15 Livets Banebryder dræbte I, men Gud opvakte ham fra de døde; derom er vi Vidner.
16 Og det er ved Troen paa hans Navn, at dette hans Navn har gjort denne Mand, som I ser og kender, stærk; og den Tro, som virkedes af Jesus, har givet ham hans fulde Førlighed, som I alle har set.
17 Nu ved jeg vel, mine Brødre, at I har handlet i Uvidenhed, baade I og jeres Raadsherrer.
18 Men paa den Maade har Gud ladet det gaa i Opfyldelse, som han forud havde forkyndt gennem alle Profeternes Mund, at hans Salvede skulde lide.
19 Fat derfor et andet Sind og vend om, saa jeres Synder maa blive udslettede, for at Husvalelsestiderne maa komme fra Herrens Aasyn,
20 og han maa sende den Messias, som var bestemt for jer, nemlig Jesus,
21 hvem Himmelen skal huse indtil Genoprettelsestiderne, da alt skal blive genoprettet, som Gud har talt om gennem sine hellige Profeters Mund fra fordums Tid.
22 Moses sagde: »En Profet som mig vil Herren jeres Gud lade fremstaa for jer, een af jeres Brødre; ham skal I høre paa i alt, hvad han taler til jer;
23 men det skal ske, at hver Sjæl, som ikke hører paa den Profet, skal udryddes af Folket.«
24 Og alle Profeterne, baade Samuel og de, der fulgte efter, saa mange, som har talt, har ogsaa bebudet disse Dage.
25 I er nu Profeternes Børn og Børn af den Pagt, som Gud oprettede med jeres Fædre, da han sagde til Abraham: »Og i din Sæd skal alle Jordens Slægter velsignes.«
26 Det var for jer, Gud først oprejste sin Tjener, og han har sendt ham for at velsigne jer, naar I hver især vender om fra jeres Ondskab.«

Kapitel 4

Peter og Johannes for Raadet, 1-22. Menighedens Bøn og indbyrdes Kærlighed, 23-37.

1 Medens de talte til Folket, kom Præsterne og Anføreren for Tempelvagten og Saddukæerne over dem,
2 da de tog dem det ilde op, at de lærte Folket og i Jesus forkyndte Opstandelsen fra de døde.
3 Og de lagde Haand paa dem og satte dem i Forvaring til den næste Dag; thi det var allerede Aften.
4 Men mange af dem, som havde hørt Ordet, kom til Tro, og Tailet paa Mændene naaede op paa omtrent fem Tusinde.

5 Dagen derefter skete det, at deres Raadsherrer og Ældste og skriftkloge traadte sammen i Jerusalem;
6 til Stede var ogsaa Ypperstepræsten Annas og Kajfas og Johannes og Aleksander og alle, som var af ypperstepræstelig Slægt.
7 Og de lod dem føre frem i Forsamlingen og spurgte dem: »Med hvilken Magt eller i hvilket Navn har I gjort dette?«
8 Fyldt af Helligaanden svarede Peter dem da: »I Folkets Raadsherrer og Ældste!
9 Naar vi i Dag paa Grund af en Velgerning mod en vanfør Mand forhøres om, hvordan han er blevet helbredt,
10 saa skal I alle og hele Israels Folk vide, at det er ved Navnet Jesus Kristus fra Nazaret, hvem I har korsfæstet, men som Gud opvakte fra de døde - ved dette Navn er det, at Manden her staar rask for jeres Øjne.
11 Denne Jesus er Stenen, som blev agtet for intet af jer Bygmestre, men som er blevet Hovedhjørnesten.
12 Og der er ikke Frelse i nogen anden; thi der er ikke under hele Himmelen givet Mennesker noget andet Navn, hvorved vi kan frelses.«

13 Men da de saa Peters og Johannes's Frimodighed og kunde mærke, at de var ulærde Mænd og Lægfolk, undrede de sig; men saa kendte de dem igen og huskede, at de havde været sammen med Jesus.
14 Og da de saa Manden, som var blevet helbredt, staa hos dem, kunde de ikke sige dem imod.
15 Men de bød dem gaa ud af Retssalen og raadslog saa indbyrdes og sagde:
16 »Hvad skal vi gøre med de Mennesker? thi at et tydeligt Tegn er sket ved dem, er aabenbart for alle dem, som bor i Jerusalem, og vi kan ikke nægte det.
17 Men for at det ikke skal komme videre ud iblandt Folket, saa lad os true dem til ikke mere at tale til noget Menneske i dette Navn.«
18 Saa kaldte de dem ind og forbød dem aldeles at tale eller lære i Jesu Navn.
19 Men Peter og Johannes svarede og sagde til dem: »Døm selv, om det i Guds Øjne er ret at lyde jer mere end Gud;
20 for vi kan ikke lade være at tale om det, vi har set og hørt.«
21 Men de truede dem endnu en Gang og lod dem saa gaa; thi de kunde ikke finde ud af, hvordan de skulde faa dem straffet - af Hensyn til Folket, da alle priste Gud for det, som var sket.
22 Den Mand, paa hvem dette Helbredelsestegn var sket, var nemlig over fyrretyve Aar gammel.

23 Da de nu var blevet løsladt, gik de hen til deres egne og fortalte alt, hvad Ypperstepræsterne og de Ældste havde sagt til dem;
24 og da de hørte dette, opløftede de alle enigt deres Røst til Gud og sagde: »Herre, du, som har skabt Himmelen og Jorden og Havet og alt, hvad der er i dem,
25 du, som ved Helligaanden gennem din Tjener Davids Mund har sagt:
       »Hvorfor fnyste Hedninger
       og pønsede Folkefærd paa, hvad faafængt er?
       26 Jordens Konger rejste sig,
       og Fyrsterne samlede sig
       mod Herren og mod hans Salvede.«
27 Ja, de har i Sandhed samlet sig i denne Stad imod din hellige Tjener Jesus, ham, som du har salvet: baade Herodes og Pontius Pilatus sammen med Hedningerne og Israels Folkestammer
28 for at udføre det, som din Haand og din Vilje forud havde bestemt skulde ske.
29 Og nu, Herre! se til deres Trusler, og giv dine Tjenere, at de med fuld Frimodighed maa tale dit Ord,
30 idet du udrækker din Haand til Lægedom, og der sker Tegn og Undere ved din hellige Tjeners, Jesu Navn.«
31 Og da de havde bedt, rystedes Stedet, hvor de var forsamlede; og de blev alle fyldt med Helligaanden, og de talte Guds Ord med Frimodighed.

32 Og hele de troendes Menighed havde eet Hjerte og een Sjæl; ikke een eneste kaldte noget af det, han ejede, for sit eget; men de havde alting fælles.
33 Og med stor Kraft aflagde Apostlene Vidnesbyrdet om Herren Jesu Opstandelse, og alle havde de stor Yndest hos Folket.
34 Thi iblandt dem var der ingen, som led Nød, da alle de, som ejede Jord eller Huse, solgte dem og kom med Salgssummerne
35 og lagde dem for Apostlenes Fødder; og der blev uddelt til enhver især, efter hvad han trængte til.
36 Og Josef, en Levit, som stammede fra Kypern og af Apostlene fik Tilnavnet Barnabas (oversat betyder det Trøstens Søn),
37 solgte en Mark, han ejede, og kom med Pengene og lagde dem for Apostlenes Fødder.

Kapitel 5

Ananias og Safira, 1-11. Apostlene gør Undere, 12-16, fængsles, men befries af en Engel og stilles igen for Raadet, 17-32. Gamaliels Tale, Tale, [sic] 33-39. Apostlene løslades, 40-42.

1 Men en Mand ved Navn Ananias og hans Hustru Safira solgte en Ejendom,
2 og han stak med sin Hustrus Vidende nogle af Pengene til Side og kom kun med en Del af dem og lagde dem for Apostlenes Fødder.
3 Da sagde Peter: »Ananias! hvorfor har Satan fyldt dit Hjerte, saa du har løjet imod Helligaanden og stukket nogle af Pengene for Jorden til Side?
4 Kunde du ikke have beholdt den, dengang den var din, og da den var solgt, havde du saa ikke fri Raadighed over Pengene? Hvordan kunde du dog faa i Sinde at gøre dette? Det er ikke Mennesker, du har løjet for, men Gud.«
5 Da Ananias hørte disse Ord, faldt han om og udaandede. Og der kom stor Frygt over alle, som hørte det.
6 Og de unge Mænd rejste sig og lagde et Klæde om ham og bar ham ud og begravede ham.
7 Omtrent tre Timer efter skete det, at hans Hustru kom ind uden at vide, hvad der var foregaaet.
8 Da sagde Peter til hende: »Sig mig, var det den Pris, I solgte Jorden for?« Og hun svarede: »Ja, det var.«
9 Da sagde Peter til hende: »Hvorfor er I dog blevet enige om at friste Herrens Aand? Hør, uden for Døren lyder Fodtrinene af dem, der har begravet din Mand; de skal ogsaa bære dig ud.«
10 I samme Nu faldt hun om for hans Fødder og udaandede. Da de unge Mænd kom ind, fandt de hende død, og de bar hende ud og begravede hende ved Siden af hendes Mand.
11 Og der kom stor Frygt over hele Menigheden og over alle, som hørte dette.

12 Ved Apostlenes Hænder skete der mange Tegn og Undere blandt Folket; og med enigt Sind kom de alle stadig i Salomons Søjlegang.
13 Men af de andre vovede ingen at slutte sig til dem; dog holdt Folket dem højt i Ære,
14 og der føjedes stadig flere til, som troede paa Herren, hele Skarer baade af Mænd og Kvinder.
15 Ja, man bar endogsaa de syge ud paa Gaderne og lagde dem paa Baarer og Senge, for at, naar Peter kom gaaende, i det mindste hans Skygge kunde falde paa nogen af dem,
16 Endog fra Byerne i Jerusalems Omegn strømmede Mængden sammen og kom med syge og med Folk, som var plagede af urene Aander, og de blev alle helbredt.

17 Da traadte Ypperstepræsten frem tillige med alle dem, som holdt med ham, nemlig Saddukæernes Parti, og de blev fulde af Nidkærhed.
18 Og de lagde Haand paa Apostlene og satte dem i offentlig Forvaring.
19 Men en Herrens Engel aabnede Fængselets Døre om Natten og førte dem ud og sagde:
20 »Gaa hen og træd frem i Helligdommen og tal til Folket alle Livets Ord!«
21 Da de havde hørt dette, gik de tidligt om Morgenen ind i Helligdommen og lærte. Imidlertid kom Ypperstepræsten og de, som holdt med ham, og de sammenkaldte Raadet, alle Israels Børns Ældste, og sendte Bud til Fængselet, at Apostlene skulde føres frem.
22 Men da Tjenerne kom derhen, fandt de dem ikke i Fængselet; og de vendte tilbage og meldte det, idet de sagde:
23 »Fængselet fandt vi forsvarligt laaset, og Vagten stod ved Dørene; men da vi lukkede op, fandt vi ingen derinde.«
24 Da Anføreren for Tempelvagten og Ypperstepræsterne hørte disse Ord, vidste de ikke, hvad de skulde tænke om dem, eller hvad dette skulde blive til.
25 Da kom der en og meldte: »Se, de Mænd, som I satte i Fængsel, staar i Helligdommen og lærer Folket.«
26 Saa gik Anføreren sammen med Tjenerne hen og hentede dem, dog ikke med Magt; thi de var bange for, at de skulde blive stenet af Folket.
27 Og da de havde hentet dem, førte de dem frem for Raadet. Og Ypperstepræsten forhørte dem og sagde:
28 »Vi har jo udtrykkelig forbudt jer at lære i dette Navn, og se, nu har I fyldt Jerusalem med jeres Lære og vil bringe dette Menneskes Blod over os!«
29 Da svarede Peter og de andre Apostle og sagde: »Man bør adlyde Gud mere end Mennesker.
30 Vore Fædres Gud har opvakt Jesus, som I tog af Dage ved at hænge ham paa et Træ.
31 Ham har Gud med sin højre Haand ophøjet til Fører og Frelser for at give Israel Omvendelse og Syndernes Forladelse.
32 Og Vidner om disse Ting er vi og Helligaanden, som Gud har givet dem, der adlyder ham.«

33 Men da de hørte dette, blev de rasende og vilde slaa dem ihjel.
34 Men en Farisæer ved Navn Gamaliel, en Lovlærer, som var højt agtet af hele Folket, rejste sig i Raadet og bød, at Mændene et Øjeblik skulde føres udenfor.
35 Saa sagde han til de andre: »Israelitiske Mænd! se jer vel for, hvad I er ved at gøre med disse Mennesker.
36 For nogen Tid siden optraadte jo Teudas, som gav sig ud for at være noget, og en Flok paa omtrent fire Hundrede Mand sluttede sig til ham; han blev henrettet, og alle de, som havde ladet sig lede af ham, adsplittedes og blev til intet.
37 Efter ham optraadte Judas fra Galilæa i Skatteudskrivningens Dage og fik en Folkehob til at følge sig; han omkom ogsaa, og alle de, som havde ladet sig lede af ham, spredtes.
38 Og nu siger jeg eder: Hold jer fra disse Mennesker og lad dem være, thi hvis dette Forehavende eller dette Værk er af Mennesker, falder det fra hinanden;
39 men er det af Gud, kan I ikke fælde dem. Vogt jer, at det ikke skal vise sig, at I kæmper mod Gud!«

40 De fulgte hans Raad; de kaldte Apostlene ind, lod dem piske og forbød dem at tale i Jesu Navn og løslod dem.
41 Saa gik de da bort fra Raadets Aasyn, glade over, at de var agtet værdige til at vanæres for Navnets Skyld.
42 Og de holdt ikke op med hver Dag at lære i Helligdommen og i Hjemmene og at forkynde Evangeliet om, at Jesus er Messias.

Kapitel 6

De syv Fattigforstandere, 1-6. Menighedens Vækst, 7. Stefanus anklages for Raadet, 8-15.

1 Da nu paa den Tid Disciplenes Antal voksede, begyndte de græsktalende Jødekristne at knurre mod de hebraisktalende, over at Enkerne iblandt dem blev tilsidesat ved den daglige Uddeling.
2 De tolv sammenkaldte da hele Discipelskaren og sagde: »Det er ikke ret, at vi forsømmer Guds Ord for at gøre Tjeneste ved Bordene.
3 Find derfor, Brødre! iblandt jer syv Mænd, som har godt Lov og er fulde af Aand og Visdom; dem vil vi saa indsætte til denne Gerning.
4 Men selv vil vi trolig blive ved med Bønnen og Ordets Tjeneste.«
5 Dette Forslag vandt Bifald hos hele Skaren, og de valgte Stefanus, en Mand fuld af Tro og Helligaand, og Filip og Prokorus og Nikanor og Timon og Parmenas og Nikolaus, en Proselyt fra Antiokia;
6 dem fremstillede de for Apostlene; og disse bad og lagde Hænderne paa dem.

7 Og Guds Ord havde Fremgang, og Disciplenes Tal voksede meget i Jerusalem; og en stor Mængde af Præsterne adlød Troen.

8 Stefanus, der var fuld af Naade og Kraft, gjorde store Undere og Tegn blandt Folket.
9 Da stod der nogle frem af den Synagoge, som hed »De frigivnes og Kyrenæernes og Aleksandrinernes Synagoge«, og nogle af dem fra Kilikien og Provinsen Asien og indlod sig i Ordstrid med Stefanus.
10 Men de kunde ikke modstaa den Visdom og den Aand, hvormed han talte.
11 Da traf de hemmelig Aftale med nogle Mænd, at de skulde sige: »Vi har hørt ham tale bespottelige Ord imod Moses og imod Gud.«
12 Saaledes ophidsede de Folket og de Ældste og de skriftkloge, og de overfaldt ham og slæbte ham med sig og bragte ham for Raadet;
13 og de førte falske Vidner, som sagde: »Den Mand taler stadig imod dette hellige Sted og imod Loven.
14 Thi vi har hørt ham sige: Denne Jesus fra Nazaret skal nedbryde dette Sted og forandre de Skikke, som Moses har overleveret os.«
15 Og alle de, som sad i Raadet, stirrede paa ham, og de syntes, hans Ansigt var som en Engels Ansigt.

Kapitel 7

Stefanus's Forsvarstale; han viser, at Guds Nærværelse ikke er bundet til Templet og minder om Jødefolkets Genstridighed mod Moses og Profeterne, 1-53. Hans Martyrdød, 54-60.

1 Men Ypperstepræsten spurgte: »Forholder dette sig saaledes?«
2 Da svarede Stefanus: »Brødre og Fædre, hør paa mig! Herlighedens Gud aabenbarede sig for vor Fader Abraham, medens han endnu var i Mesopotamien, førend han bosatte sig i Karan,
3 og sagde til ham: »Drag ud fra dit Land og fra din Slægt, og gaa til det Land, jeg vil vise dig.«
4 Da drog han ud fra Kaldæernes Land og bosatte sig i Karan; og efter at hans Fader var død, bød Gud ham flytte derfra hen i dette Land, hvor I nu bor.
5 Og han gav ham ikke Ejendom deri, ikke saa meget som en Fodsbred; dog lovede han at give ham det i Eje og hans Afkom efter ham, skønt han endnu intet Barn havde.
6 Saaledes talte Gud: »Hans Afkom skal bo som fremmede i et 'Land, der ikke er deres eget, og der skal de gøre dem til Trælle og mishandle dem i 400 Aar.
7 Dog vil jeg dømme det Folk, de skal trælle for,« sagde Gud; »og siden skal de drage ud og dyrke mig paa dette Sted.«
8 Og han oprettede Omskærelsens Pagt med ham. Saa blev Abraham Fader til Isak og omskar ham paa den ottende Dag, og Isak blev Fader til Jakob, og Jakob til vore tolv Stamfædre.
9 Og vore Stamfædre blev misundelige paa Josef og solgte ham til Ægypten. Men Gud var med ham
10 og udfriede ham af alle hans Trængsler og gav ham Yndest og Visdom, da han stod for Farao, Kongen af Ægypten, saa han satte ham til at styre Ægypten og hele sit Hus.
11 Men der kom Hungersnød over hele Ægypten og Kana'an, en stor Trængsel, og vore Fædre kunde ikke finde Føde.
12 Men da Jakob hørte, at der var Korn at faa i Ægypten, sendte han vore Fædre ud første Gang.
13 og anden Gang gav Josef sig til Kende for sine Brødre, og Farao blev klar over Josefs Herkomst.
14 Saa sendte Josef Bud og lod sin Fader Jakob og hele sin Slægt kalde til sig, ialt fem og halvfjerdsindstyve Sjæle.
15 Og Jakob drog ned til Ægypten. Og dèr døde han og vore Fædre,
16 og de blev ført til Sikem og lagt i den Grav, som Abraham havde købt for en Sum Penge af Hamors Sønner i Sikem.

17 Efterhaanden som Tiden nu nærmede sig, da den Forjættelse, som Gud havde tilsagt Abraham, skulde opfyldes, voksede Folket og formeredes i Ægypten,
18 indtil der kom en anden Konge over Ægypten, som ikke kendte noget til Josef.
19 Han gik listigt til Værks mod vort Folk og plagede vore Fædre, saa de maatte sætte deres smaa Børn ud, for at de ikke skulde blive i Live.

20 Paa den Tid blev Moses født, og han var et dejligt Barn for Gud; han blev opfostret tre Maaneder i sin Faders Hus.
21 Saa blev han sat ud, men Faraos Datter tog ham op og opfostrede ham som sin egen Søn.
22 Og Moses blev oplært i al Ægypternes Visdom; og han var mægtig baade i Ord og Gerning.
23 Men da han blev fyrretyve Aar gammel, opkom det i hans Hjerte, at han vilde besøge sine Brødre, Israels Børn.
24 Og da han saa, at en af dem led Uret, tog han den mishandlede i Forsvar og hævnede ham ved at slaa Ægypteren ihjel.
25 Nu mente han, at hans Brødre vilde forstaa, at Gud ved hans Haand vilde give dem Frelse; men det forstod de ikke.
26 Næste Dag viste han sig iblandt dem, mens de stredes, og han vilde forlige dem, saa de holdt Fred, og sagde: »Mænd! I er jo Brødre, hvorfor gør I hinanden Uret?«
27 Men han, som havde gjort sin Landsmand Uret, stødte ham fra sig og sagde: »Hvem har sat dig til Hersker og Dommer over os?
28 Vil du maaske slaa mig ihjel, ligesom du i Gaar slog Ægypteren ihjel?
29 Da Moses hørte det, flygtede han bort og boede som fremmed i Midians Land, hvor han blev Fader til to Sønner.
30 Og efter fyrretyve Aars Forløb aabenbarede en Engel sig for ham i Ørkenen ved Bjerget Sinaj, i en Tornebusk, der stod i lys Lue.
31 Men da Moses saa det, undrede han sig over dette Syn, og da han gik hen for at se, hvad det var, lød Herrens Røst:
32 »Jeg er dine Fædres Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud.« Da skælvede Moses og vovede ikke at se derhen.
33 Men Herren sagde til ham: »Drag Skoene af dine Fødder; thi det Sted, du staar paa, er hellig Jord.
34 Længe nok har jeg set Mishandlingen af mit Folk i Ægypten og jeg har hørt deres Suk og er steget ned for at udfri dem; og nu, kom! jeg vil sende dig til Ægypten.«

V. 45: King James skriver "Josva" i stedet for "Jesus". Jesus og Josva er nemlig samme navn.
Hebræerne 4,8

35 Denne Moses, som de fornægtede ved at sige: »Hvem har sat dig til Hersker og Dommer?« ham sendte Gud til at være baade Hersker og Befrier, hjulpet af den Engel, som aabenbarede sig for ham i Tornebusken.
36 Ham var det, som førte dem ud, idet han gjorde Undere og Tegn i Ægyptens Land og i det røde Hav og i Ørkenen i fyrretyve Aar.
37 Det var denne Moses, som sagde til Israels Børn: »En Profet som mig vil Gud lade fremstaa for jer, en af jeres Brødre.«
38 Det var ogsaa ham, som, dengang Menigheden var i Ørkenen, baade færdedes sammen med Engelen, der talte til ham paa Bjerget Sinaj, og sammen med vore Fædre; og han modtog levende Ord, som han skulde give til jer.
39 Men vore Fædre vilde ikke adlyde ham; de stødte ham fra sig og vendte sig med deres Hjerter til Ægypten og sagde til Aron:
40 »Lav os Guder, som kan drage foran os; thi denne Moses, som førte os ud af Ægyptens Land, ham ved vi ikke, hvad der er blevet af.«
41 Og i de Dage lavede de en Kalv og bragte Offer til Afgudsbilledet og frydede sig over deres Hænders Værk.
42 Da vendte Gud sig fra dem og gav dem hen til at dyrke Himmelens Hærskare, saaledes som der staar skrevet i Profeternes Bog:
       »Har I vel, Israels Hus! bragt mig Slagtofre og andre Ofre
       i de fyrretyve Aar i Ørkenen?
       43 Nej, I bar Moloks Telt og Guden Remfans Stjerne,
       de Billeder, som I havde lavet for at tilbede dem;
       nu vil jeg flytte jer bort hinsides Babylon.«
44 Vore Fædre i Ørkenen havde Vidnesbyrdets Telt, indrettet saaledes som han, der talte til Moses, havde befalet, efter det Forbillede, som han havde set.
45 Dette tog vore Fædre i Arv og bragte det under Josva med ind, dengang de tog Landet i Besiddelse efter Hedningerne, som Gud fordrev fra vore Fædres Aasyn; og saaledes var det indtil Davids Tid.
46 Han fandt Naade for Gud og bad om, at han maatte finde en Bolig for Jakobs Gud.
47 Men det blev Salomon, som byggede ham et Hus.
48 Dog, den Højeste bor ikke i Huse, gjorte med Hænder, men som Profeten siger:
       49 »Himlen er min Trone,
       og Jorden mine Fødders Skammel.
       Hvad for et Hus vil I bygge mig? siger Herren,
       eller hvor er Stedet, jeg skulde hvile paa?
       50 Er det ikke min Haand, som har skabt al dette?«
51 I Stivnakker og uomskaarne paa Hjerter og Ører! Altid sætter I jer op imod Helligaanden som jeres Fædre, saaledes I.
52 Hvem af Profeterne har jeres Fædre ikke forfulgt? de dræbte dem, som forud forkyndte, at den retfærdige skulde komme, og hans Forrædere og Mordere er I blevet.
53 I modtog Loven, formidlet ved Engle, men I har ikke holdt den!«
Stefanus stenes. Kristendommens første martyr.
Stening

54 Da de hørte dette, blev de rasende paa ham og skar Tænder.
55 Men, fyldt af Helligaanden, stirrede han op imod Himmelen og saa Guds Herlighed og Jesus staaende ved Guds højre Haand.
56 Og han sagde: »Se, jeg skuer Himlene aabne og Menneskesønnen staaende ved Guds højre Haand.«
57 Da skreg de med høj Røst og holdt sig for Ørene og stormede alle som een ind paa ham;
58 og de slæbte ham uden for Byen og stenede ham. Og Vidnerne lagde deres Klæder ved Fødderne af en ung Mand, som hed Saulus.
59 Saa stenede de Stefanus, medens han bad og sagde: »Herre Jesus, tag imod min Aand!«
60 Og han faldt paa Knæ og raabte med høj Røst: »Herre, tilregn dem ikke denne Synd!« Og da han havde sagt dette, sov han hen.

Kapitel 8

Forfølgelse, 1-4, Filip i Samaria. Simon Troldmand, 5-25. Kandakes Skatmester, 26-40.

1 Og Saulus bifaldt, at han blev myrdet.
2 Samme Dag udbrød der stor Forfølgelse mod Menigheden i Jerusalem, og alle, undtagen Apostlene, spredtes over Judæas og Samarias Egne.
3 Der var dog nogle gudsfrygtige Mænd, der begravede Stefanus og holdt en stor Dødsklage over ham. Men Saulus søgte at udrydde Menigheden; han trængte ind i Hus efter Hus og slæbte baade Mænd og Kvinder ud og fik dem sat i Fængsel.

4 De, som var blevet spredt, drog imidlertid omkring og forkyndte Evangeliets Ord.
5 Filip kom ned til Byen Samaria og prædikede Kristus for dem;
6 og Skarerne var alle som een optaget af det, Filip sagde, da de hørte om og saa de Tegn, som han gjorde.
7 Thi der var mange, som havde urene Aander, og Aanderne for ud under høje Skrig; og mange lamme og halte blev helbredt.
8 Og der blev stor Glæde i den By.

9 Nu var der i Forvejen i Byen en Mand ved Navn Simon, som drev Trolddom og forbavsede Folk i Samaria, idet han gav sig ud for at være noget stort.
10 Alle, smaa og store, var optaget af ham og sagde: - »Det er ham, der er den Guds Kraft, som man kalder den store.«
11 De var optaget af ham, fordi han i lang Tid havde forbavset dem ved sine Trolddomskunster.
12 Men nu, da de troede Filip, som forkyndte Evangeliet om Guds Rige og om Jesu Kristi Navn, lod de sig døbe, baade Mænd og Kvinder.
13 Ja, Simon kom ogsaa selv til Troen, og efter at han var blevet døbt, holdt han sig stadig til Filip; og da han saa Tegn og store Undergerninger ske, var han ude af sig selv af Forbavselse.

14 Da Apostlene i Jerusalem hørte, at Samaria havde taget imod Guds Ord, sendte de Peter og Johannes derhen,
15 og da de var kommet derned, bad de for dem om, at de maatte faa Helligaanden;
16 thi den var endnu ikke faldet paa nogen af dem, men de var blot døbt i Herren Jesu Navn.
17 Saa lagde de Hænderne paa dem, og de fik Helligaanden.
18 Men da Simon saa, at Helligaanden blev givet ved Apostlenes Haandspaalæggelse, kom han til dem med Penge og sagde:
19 »Giv ogsaa mig denne Magt, saa den, jeg lægger Hænderne paa, faar Helligaanden.«
20 Da sagde Peter til ham: »Gid dit Sølv maa gaa til Grunde og du selv med, siden du mener at kunne købe Guds Gave for Penge.
21 Du har hverken Lod eller Del i dette Ord; thi dit Hjerte er ikke oprigtigt over for Gud.
22 Omvend dig derfor fra denne din Ondskab og bed til Herren, om du dog maatte faa Tiigivelse for dit Hjertes Paafund.
23 Thi jeg ser, at du er fyldt af bitter Galde og hildet i Uretfærdighed.«
24 Simon svarede og sagde: »Bed I for mig til Herren, at intet af det, som I har sagt, skal komme over mig.«
25 Og da de havde vidnet og talt Herrens Ord, gav de sig paa Vej tilbage til Jerusalem og forkyndte Evangeliet i mange af Samaritanernes Landsbyer.

26 Men en Herrens Engel talte til Filip og sagde: »Staa op og gaa mod Syd til den Vej, som fører ned fra Jerusalem til Gaza; den er øde.«
27 Saa stod han op og gik. Og se, der var en Ætioper, en Hofmand, som var en mægtig Mand hos Kandake, Ætiopernes Dronning, og var sat over alle hendes Skatte. Han var rejst til Jerusalem for at tilbede
28 og var nu paa Hjemvejen og sad i sin Vogn og læste Profeten Esajas.
29 Da sagde Aanden til Filip: »Gaa hen og hold dig nær til den Vogn!«
30 Og Filip løb derhen og hørte ham læse Profeten Esajas. Saa spurgte han: »Forstaar du ogsaa det, du læser?«
31 Men han svarede: »Hvordan skulde jeg kunne det, naar ingen vejleder mig?« Og han bad Filip stige op og sætte sig hos ham.
32 Det Stykke af Skriften, som han læste, var dette:
       »Som et Faar blev han ført hen at slagtes,
       og som et Lam, der er stumt over for den, der klipper det,
       saaledes oplader han ikke sin Mund.
       33 I hans Fornedrelse blev hans Dom taget bort;
       hvem kan fortælle om hans Slægt,
       thi hans Liv blev borttaget fra Jorden?«
34 Og Hofmanden spurgte Filip og sagde: »Jeg beder dig sige mig: Hvem er det, Profeten taler om her? om sig selv eller om en anden?«
35 Da tog Filip til Orde, og idet han gik ud fra dette Skriftsted, forkyndte han Evangeliet om Jesus for ham.
36 Og som de nu kørte frem ad Vejen, kom de til et sted, hvor der var Vand; Hofmanden siger da: »Se, her er Vand, hvad er der til Hinder for, at jeg kan blive døbt?«
37 [Filip sagde: »Tror du af hele dit Hjerte, saa kan det ske.« Han svarede og sagde: »Jeg tror, at Jesus Kristus er Guds Søn.«]
38 Og han lod Vognen holde, og de steg begge ned i Vandet, baade Filip og Hofmanden; og han døbte ham.
39 Men da de steg op af Vandet, bortrykkede Herrens Aand Filip, og Hofmanden saa ham ikke mere; han drog sin Vej med Glæde.
40 Men Filip blev siden set i Asdod, og han drog omkring og forkyndte Evangeliet i alle Byerne, indtil han kom til Kæsarea.

Kapitel 9

Saulus omvendes, 1-19, og flygter fra Damaskus, 20-30. Peter helbreder Æneas og opvækker Tabita, 31-43.

Michelangelo: Gud udnævner Paulus til apostel for hedningerne.
Paulus bliver kaldet af Jesus

1 Men Saulus, der stadig fnyste med Trusel og Mord imod Herrens Disciple, gik til Ypperstepræsten
2 og bad ham om Breve til Synagogerne i Damaskus, for at han, hvis han fandt nogen, Mænd eller Kvinder, som holdt sig til »Vejen«, da kunde føre dem bundne til Jerusalem.
3 Men det skete, da han var undervejs og nærmede sig til Damaskus, at et Lys fra Himmelen pludselig straalede om ham.
4 Og han faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til ham: »Saul Saul! hvorfor forfølger du mig?«
5 Han sagde: »Hvem er du, Herre?« Han svarede: »Jeg er Jesus, som du forfølger.
6 Men staa op og gaa ind i Byen, saa skal det blive sagt dig, hvad du bør gøre.«
7 Hans Rejsefæller stod maalløse, da de nok hørte Røsten, men ikke saa nogen.
8 Og Saulus rejste sig op fra Jorden; men da han aabnede sine Øjne, kunde han ikke se. De ledte ham saa ved Haanden og førte ham ind i Damaskus.
9 Og i tre Dage kunde han ikke se, og han hverken spiste eller drak.

10 I Damaskus var der en Discipel ved Navn Ananias; til ham sagde Herren i et Syn: »Ananias!« Og han svarede: »Se, her er jeg, Herre!«
11 Og Herren sagde til ham: »Staa op, gaa hen i den Gade, som kaldes den lige, og spørg i Judas's Hus efter en ved Navn Saulus fra Tarsus; thi se, han beder.
12 Og han har i et Syn set en Mand ved Navn Ananias komme ind og lægge Hænderne paa ham, for at han skulde faa sit Syn igen.«
13 Men Ananias svarede: »Herre! jeg har hørt af mange om den Mand, hvor meget ondt han har gjort dine hellige i Jerusalem.
14 Og her har han Fuldmagt fra Ypperstepræsterne til at fængsle alle dem, som paakalder dit Navn.«
15 Men Herren sagde til ham: »Gaa! thi denne Mand er mit Redskab, som jeg har udvalgt mig til at bære mit Navn frem baade for Hedninger og Konger og Israels Børn;
16 og jeg vil vise ham, hvor meget han skal lide for mit Navns Skyld.«
17 Saa gik Ananias derhen, og da han kom ind i Huset, lagde han Hænderne paa ham og sagde: »Broder Saul! det er Herren, som har sendt mig, Jesus, der viste sig for dig paa Vejen, du kom ad, for at du skal faa dit Syn igen og blive fyldt med Helligaanden.«
18 Og straks faldt der ligesom Skæl fra hans Øjne, og han fik sit Syn igen, og han stod op og blev døbt.
19 Saa tog han Næring til sig og kom til Kræfter. Han blev nogle Dage hos Disciplene i Damaskus.
20 Og straks begyndte han i Synagogerne at prædike, at Jesus er Guds Søn.
21 Og alle, som hørte det, var ude af sig selv af Forundring og sagde: »Er det ikke ham, som i Jerusalem søgte at udrydde dem, der paakalder dette Navn? Og var han ikke kommet hertil for at føre dem bundne til Ypperstepræsterne?«
22 Men Saulus voksede Kraft og gendrev Jøderne, som boede i Damaskus, idet han beviste, at Jesus er Messias.
23 Men da en rum Tid var gaaet, holdt Jøderne Raadslagning om at slaa ham ihjel;

Apostlenes Gerninger 9.25: Paulus' disciple hjælper ham med at flygte i en kurv.
Paulus i kurv

24 men Saulus fik Kendskab til deres onde Plan. Da de nu endogsaa holdt Vagt ved Portene baade Dag og Nat for at faa ham slaaet ihjel,
25 tog hans Disciple ham ved Nattetid og fik ham ud gennem Muren ved at fire ham ned i en Kurv.
26 Da han siden kom til Jerusalem, gjorde han Forsøg paa at slutte sig til Disciplene; men de frygtede alle for ham, da de ikke troede paa, at han var en Discipel.
27 Men Barnabas tog sig af ham og førte ham til Apostlene og fortalte dem, hvordan han paa Vejen havde set Herren, som havde talt til ham, og hvordan han i Damaskus havde vidnet frimodigt i Jesu Navn.
28 Saa gik han ind og ud hos dem i Jerusalem
29 og vidnede frimodigt i Herrens Navn. Og han talte og stredes med de græsktalende Jøder dèr; og de forsøgte at slaa ham ihjel.
30 Men da Brødrene fik dette at vide, førte de ham ned til Kæsarea og sendte ham derfra videre til Tarsus.

31 Saa havde da Kirken Fred overalt i Judæa og Galilæa og Samaria, og den opbyggedes og vandrede i Herrens Frygt og voksede ved Helligaandens Trøst og Formaning.

32 Medens Peter drog omkring alle Vegne, skete det, at han ogsaa kom ned til de hellige, som boede i Lydda.
33 Der traf han en Mand ved Navn Æneas, som havde ligget otte Aar til Sengs, fordi han var lam.
34 Og Peter sagde til ham: »Æneas! Jesus Kristus helbreder dig! staa op og red selv din Seng!« Da stod han straks op.
35 Og alle Beboerne i Lydda og paa Saronsletten saa ham, og de omvendte sig til Herren.

36 I Joppe var der en kvindelig Discipel ved Navn Tabita, hvilket oversat betyder Hind; hun var rig paa gode Gerninger og gav mange Almisser.
37 Men det skete i de Dage, at hun blev syg og døde; og de vaskede hende og lagde hende i Salen ovenpaa.
38 Da nu Lydda var nær ved Joppe, og da Disciplene havde hørt, at Peter var der, sendte de to Mænd til ham og bad ham: »Kom uden Tøven over til os!«
39 Peter brød saa op og fulgte med dem. Og da han kom derhen, førte de ham op i Salen ovenpaa, og alle Enkerne stod grædende omkring ham og viste ham deres Kjortler og Kaaber, som »Hinden« alle havde syet, medens hun endnu var hos dem.
40 Men Peter bød dem alle gaa ud, og han faldt paa Knæ og bad. Saa vendte han sig til det døde Legeme og sagde: »Tabita, staa op!« Og hun slog Øjnene op, og da hun saa Peter, satte hun sig op.
41 Han gav hende Haanden og rejste hende op, og han kaldte paa de hellige og Enkerne og viste dem, at hun levede.
42 Dette blev kendt over hele Joppe, og mange kom til Tro paa Herren.
43 Og det skete, at han blev en Tid lang i Joppe hos en Garver ved Navn Simon,

Kapitel 10

Den hedenske Officer Kornelius bliver døbt af Peter.

Gud udnævner Peter til apostel for hedningerne.
Peters vision

1 I Kæsarea boede der en Mand ved Navn Kornelius, Officer ved den saakaldte »Italienske Hærafdeling«;
2 han var en from Mand, som frygtede Gud tillige med hele sit Hus og gav Folket mange Almisser og stadig bad til Gud.
3 En Dag, omtrent ved den niende Time, saa han tydeligt i et Syn en Guds Engel, som kom ind til ham og sagde: »Kornelius!«
4 Men han stirrede paa ham og blev forfærdet og sagde: »Hvad er det, Herre?« Engelen sagde til ham: »Dine Bønner og dine Almisser er steget op til Gud som et Ihukommelsesoffer.
5 Send nu nogle Mænd til Joppe, og lad dem hente en Mand, der hedder Simon med Tilnavn Peter.
6 Han er Gæst hos en Garver ved Nayn Simon, der har sit Hus ved Havet.«
7 Og da Engelen, som talte til ham, var borte, kaldte han paa to af sine Tjenestefolk og en gudfrygtig Soldat af dem, som stadig var om ham;
8 og han fortalte dem det hele og sendte dem saa til Joppe.

9 Den næste Dag, da de var undervejs og nærmede sig til Byen, gik Peter op paa Taget for at bede ved den sjette Time.
10 Og han blev meget sulten og vilde have noget at spise; og medens de lavede det til, kom der en Henrykkelse over ham:
11 han ser Himmelen aaben og noget dale ned, der lignede en stor Dug, som ved de fire Hjørner blev sænket ned paa Jorden;
12 i den var der alle Slags af Jordens firføddede Dyr og Krybdyr og Himmelens Fugle.
13 Og en Røst lød til ham: »Staa op, Peter, slagt og spis!«
14 Men Peter svarede: »Paa ingen Maade, Herre! jeg har jo aldrig spist noget vanhelligt og urent.«
15 Og Røsten lød atter, for anden Gang, til ham: »Hvad Gud har erklæret for rent, maa du ikke holde for vanhelligt!«
16 Dette skete tre Gange, og straks efter blev Dugen taget op til Himmelen igen.
17 Medens Peter nu ikke vidste, hvad han skulde tænke om det Syn, han havde haft, se, da havde de Mænd, som var udsendt af Kornelius, spurgt sig frem til Simons Hus og stod ved Porten.
18 Og de raabte for at faa at vide, om de havde en Gæst der, som hed Simon med Tilnavn Peter.
19 Og medens Peter grundede over Synet, sagde Aanden: »Se, der er to Mænd, som søger efter dig;
20 staa op og gaa ned og drag uden Betænkning med dem; thi det er mig, som har sendt dem.«
21 Saa gik Peter ned til Mændene og sagde: »Se, jeg er den, som I søger; hvad er Grunden til, at I er kommet?«
22 De svarede: »Officeren Kornelius, en retfærdig og gudfrygtig Mand, som har godt Lov hos hele det jødiske Folk, har af en hellig Engel faaet en Aabenbaring om, at han skal lade dig hente hjem til sig og høre, hvad du har at sige.«
23 Saa bød han dem indenfor som sine Gæster. Dagen efter brød han op og drog bort med dem, og nogle af Brødrene fra Joppe fulgte med ham.

24 Den næste Dag kom de til Kæsarea. Og Kornelius ventede paa dem og havde sammenkaldt sine Slægtninge og nærmeste Venner.
25 Og just som Peter skulde til at gaa ind, gik Kornelius ham i Møde og faldt ned for hans Fødder og tilbad ham.
26 Men Peter rejste ham op og sagde: »Staa op! jeg er selv kun et Menneske.«
27 Og under Samtale med ham gik han ind og finder mange forsamlede.
28 Han sagde da til dem: »I ved, at det er utilbørligt for en Jøde at omgaas eller besøge nogen, som hører til et fremmed Folk; men mig har Gud vist, at jeg ikke skulde kalde noget Menneske vanhelligt eller urent.
29 Derfor kom jeg ogsaa uden Indvending, da jeg fik Bud derom; og jeg vil nu gerne vide: Hvorfor har I sendt Bud efter mig?«
30 Da svarede Kornelius: »For fire Dage siden, just i denne Stund, ved den niende Time, bad jeg herhjemme i mit Hus; og se, en Mand stod for mig i en straalende Klædning,
31 og han siger: Kornelius! din Bøn er hørt, og dine Almisser er ihukommet hos Gud.
32 Send derfor Bud til Joppe og lad Simon med Tilnavn Peter kalde til dig; han bor som Gæst i Simon Garyers Hus ved Havet.
33 Jeg sendte saa straks Bud til dig, og det er godt, at du er kommet. Og nu er vi alle til Stede for Guds Aasyn for at høre alt, hvad der er befalet dig af Herren.«
34 Da tog Peter til Orde og sagde: »Nu forstaar jeg i Sandhed, at der hos Gud ikke er Personsanseelse;
35 men i hvert Folk er den, som frygter ham og øver Retfærdighed, kærkommen for ham;
36 det er det Ord, han sendte til Israels Børn, da han forkyndte Fred ved Jesus Kristus; han er alles Herre.
37 I kender det Budskab, som har lydt over hele Jødeland, og som begyndte fra Galilæa efter den Daab, Johannes prædikede,
38 det om Jesus fra Nazaret, hvordan Gud salvede ham med Helligaand og Kraft, ham, som drog omkring og gjorde vel og helbredte alle dem, der var overvældet af Djævelen, thi Gud var med ham;
39 og vi er Vidner om alt, hvad han har gjort baade i Jødeland og i Jerusalem, han, som de slog ihjel ved at hænge ham op paa et Træ.
40 Ham opvakte Gud paa den tredje Dag og lod ham blive aabenbaret,
41 ikke for hele Folket, men for os, der forud af Gud var udvalgt til Vidner, og som spiste og drak sammen med ham, efter at han var opstaaet fra de døde.
42 Og han har paalagt os at prædike for Folket og vidne, at han er den, som af Gud er bestemt til Dommer over levende og døde.
43 Om ham vidner alle Profeterne, at enhver, som tror paa ham, skal faa Syndernes Forladelse ved hans Navn.«

44 Endnu mens Peter talte saaledes, faldt Helligaanden paa alle dem, som hørte Ordet.
45 Og alle de troende af jødisk Herkomst, som var kommet derhen sammen med Peter, blev ude af sig selv af Undren over, at Helligaandens Gave var blevet udgydt ogsaa over Hedningerne;
46 thi de hørte dem tale i Tunger og prise Gud.
47 Da tog Peter til Orde: »Skulde nogen kunne hindre disse i at blive døbt med Vand, da de jo dog har faaet Helligaanden lige saa vel som vi?«
48 Og han befalede, at de skulde døbes i Jesu Kristi Navn. Derefter bad de ham om at blive der nogle Dage

Kapitel 11

Peter forsvarer Hedningers Daab, 1-18. Den første hedningekristne Menighed grundlægges i Antiokia, 19-26. Indsamlingen til de Kristne i Judæa, 27-30.

1 Det kom nu Apostlene og Brødrene rundt om i Judæa for Øre, at ogsaa Hedningerne havde taget imod Guds Ord.
2 Da Peter saa kom op til Jerusalem, gik de omskaarne i Rette med ham og sagde:
3 »Du har besøgt uomskaarne Mænd og spist sammen med dem.«
4 Saa gav Peter sig til at forklare dem det i Sammenhæng og sagde:
5 »Jeg var i Byen Joppe og bad; og under en Henrykkelse saa jeg et Syn, noget, der dalede ned, og som lignede en stor Dug, der ved de fire Hjørner blev sænket ned fra Himmelen, og den kom lige hen til mig.
6 Da jeg stirrede paa den og betragtede den, saa jeg deri Jordens firføddede Dyr, baade tamme og vilde, og Krybdyr og Himmelens Fugle.
7 Og jeg hørte ogsaa en Røst, som sagde til mig: »Staa op, Peter, slagt og spis!«
8 Men jeg svarede: »Paa ingen Maade, Herre! noget vanhelligt eller urent er aldrig kommet i min Mund.«
9 Da lød der for anden Gang en Røst fra Himmelen: »Hvad Gud har erklæret for rent, maa du ikke holde for vanhelligt!«
10 Dette skete tre Gange; saa blev det alt sammen igen draget op til Himmelen.
11 Og se, i det samme stod der tre Mænd ved Huset, hvor vi var; de var sendt til mig fra Kæsarea.
12 Og Aanden sagde til mig, at jeg skulde gaa med dem uden at gøre Forskel. Disse seks Brødre drog ogsaa med mig, og vi gik ind i Mandens Hus.
13 Og han fortalte os, hvordan han havde set Engelen staa hjemme hos sig og sige: Send Bud til Joppe og lad Simon med Tilnavnet Peter hente!
14 Han skal tale Ord til dig, hvorved du og hele dit Hus skal blive frelst,
15 Men da jeg havde begyndt at tale, faldt Helligaanden paa dem ligesom paa os i den første Tid.
16 Da kom jeg Herrens Ord i Hu, hvorledes han sagde: Johannes døbte med Vand, men I skal døbes med Helligaanden.
17 Naar Gud nu har givet dem den samme Gave, som vi fik, da vi kom til Tro paa Herren Jesus Kristus, hvem var da jeg, at jeg skulde være i Stand til at staa Gud i Vejen?«
18 Da de havde hørt dette, blev de stille, og de priste Gud og sagde: »Saa har Gud altsaa ogsaa givet Hedningerne Omvendelse til Liv.«

19 De, der nu var blevet spredt ved den Forfølgelse, som opstod i Anledning af Stefanus, vandrede omkring, til de kom til Fønikien og Kypern og Antiokia, uden at forkynde Ordet for andre end Jøder.
20 Dog var der iblandt dem nogle Mænd fra Kypern og Kyrene, som kom til Antiokia, og de talte ogsaa til Grækerne, idet de forkyndte Evangeliet om Herren Jesus.
21 Og Herrens Haand var med dem, saa et stort Antal kom til Troen og vendte sig til Herren.
22 Rygtet om dette kom Menigheden i Jerusalem for Øre, og de sendte saa Barnabas til Antiokia.
23 Da han kom derhen og saa Guds Naade, blev han glad og formanede dem alle til, at de med Hjertets Forsæt skulde blive ved Herren;
24 thi han var en god Mand, fuld af Helligaand og Tro. Og en talrig Skare blev ført til Herren.
25 Saa drog han til Tarsus for at opsøge Saulus; og da han havde truffet ham, tog han ham med til Antiokia.
26 Og det skete, at de et helt Aar igennem færdedes sammen i Menigheden og lærte en talrig Skare. Og det var i Antiokia, at Disciplene først fik Navnet Kristne.

27 I de Dage kom der nogle Profeter fra Jerusalem ned til Antiokia.
28 Og een af dem, ved Navn Agabus, stod op og tilkendegav ved Aanden, at der skulde kom en stor Hungersnød over hele Verden (den kom ogsaa under Klaudius's Regering).
29 Da vedtog Disciplene, at de, alt efter som enhver havde Raad, skulde sende noget til Hjælp for Brødrene, som boede i Jødeland.
30 Dette gjorde de ogsaa, og de lod Barnabas og Saulus overbringe det til de Ældste.

Kapitel 12

Jakob dræbes. Peter fængsles, men befries af en Engel, 1-17, Herodes dør, 18-25.

Jakob, søn af Zebedæus, bliver halshugget.
Hitler og Jakob

1 Paa den Tid lagde Kong Herodes Haand paa nogle af Menigheden og mishandlede dem.
2 Jakob, Johannes's Broder, lod han henrette med Sværd.
3 Og da han mærkede, at det vandt Bifald hos Jøderne, fortsatte han og lod ogsaa Peter gribe. Det skete under de usyrede Brøds Fest.
4 Og da han havde faaet fat paa ham, lod han ham sætte i Fængsel og overgav ham til fire Vagtskifter, hver paa fire Soldater, som skulde holde Vagt over ham; efter Paasken vilde han saa føre ham frem for Folket.
5 Saa blev da Peter bevogtet i Fængselet; men af Menigheden blev der vedholdende bedt til Gud for ham.
6 Natten før Herodes havde tænkt at føre ham frem for Domstolen, laa Peter og sov mellem to Soldater, bunden med to Lænker; og uden for Døren var der Vagtmandskab, som bevogtede Fængselet.
7 Og se, der stod en Herrens Engel, og Lys straalede i Fangerummet; han stødte Peter i Siden og vækkede ham og sagde: »Staa hurtigt op!« og Lænkerne faldt af hans Hænder.
8 Og Engelen sagde til ham: »Bind op om dig og tag dine Sandaler paa!« Det gjorde han, og Engelen siger saa til ham: »Kast din Kappe om dig og følg mig!«
9 Og han gik ud og fulgte ham; men han forstod ikke, at det, som Engelen havde gjort, var noget virkeligt; han mente, at det var et Syn, han saa.
Peter befries af en engel og skynder sig at rapportere til den nye Jakob.
Peter befries

10 Da de nu var kommet forbi den første og den anden Vagt, kom de til Jernporten, som førte ud til Byen; den aabnede sig for dem af sig selv, og de kom ud og gik en Gade frem; og straks derefter forlod Engelen ham.
11 Da Peter saa kom til selv igen, sagde han: »Nu forstaar jeg virkelig, at Herren har sendt sin Engel og udfriet mig af Herodes's Haand og fra alt det, Jødefolket havde ventet.«
12 Og da han havde sundet sig, gik han til det Hus, der tilhørte Maria, som var Moder til Johannes med Tilnavnet Markus; dèr var mange samlede og holdt Bøn.
13 Da han nu bankede paa Døren til Portrummet, kom der en Pige ved Navn Rode for at lukke op.
14 Og da hun kendte Peters Røst, blev hun saa glad, at hun glemte at aabne Porten, og løb ind og fortalte, at Peter stod uden for Porten.
15 Men de sagde til hende: »Du er jo fra Forstanden!« Hun forsikrede imidlertid, at det var, som hun havde sagt. Saa sagde de: »Det er hans Engel.«
16 Imens blev Peter ved at banke paa, og da de lukkede op, saa de, at det var ham, og de blev ude af sig selv af Forbavselse.
17 Men han gjorde Tegn til dem med Haanden, at de skulde tie, og han fortalte dem, hvordan Herren havde ført ham ud af Fængselet, og sagde: »Fortæl dette til Jakob og Brødrene!« Saa gik han ud og drog til et andet Sted.

18 Men da det var blevet Dag, opstod der en ikke ringe Bestyrtelse blandt Soldaterne over, hvad der var blevet af Peter.
19 Og da Herodes vilde lade ham hente og ikke fandt ham, forhørte han Vagten og befalede, at de skulde henrettes. Saa drog han fra Judæa ned til Kæsarea og opholdt sig der.
20 Han laa den Gang i Strid med Tyrierne og Zidonierne; men de blev enige om at indfinde sig hos ham, og da de havde vundet Blastus, Kongens Kammerherre, for sig, bad de om Fred, fordi deres Land fik sine Levnedsmidler fra Kongens Land.
21 Paa en fastsat Dag iførte Herodes sig da sin Kongedragt og satte sig paa Tronen og holdt en Tale til dem.
22 Da raabte Folket: »Det er en Guds Røst og ikke et Menneskes.«
23 I samme Nu slog en Herrens Engel ham, fordi han ikke gav Gud Æren. Og han blev ædt op af Maddiker og udaandede.

24 Men Guds Ord havde Fremgang og udbredtes.
25 Og da Barnabas og Saulus havde udrettet deres Ærinde, vendte de tilbage fra Jerusalem og tog Johannes, med Tilnavn Markus, med sig.

Kapitel 13

Paulus's første Missionsrejse; sammen med Barnabas forkynder han Evangeliet paa Kypern, 1-12. Paulus's Tale i Synagogen Antiokia, 13-43. Jøderne forkaster Evangeliet, men Hedningerne modtager det, 44-52.

1 I den Menighed, som fandtes i Antiokia, var der Profeter og Lærere: der var Barnabas og Simeon, som kaldtes Niger, og Lukius fra Kyrene, og der var Manaen, en »Barndomsven« af Landsfyrsten Herodes, og Saulus.
2 Medens de nu holdt Gudstjeneste og fastede, sagde Helligaanden: »Udtag mig Barnabas og Saulus til den Gerning, jeg har kaldet dem til.«
3 Saa fastede de og bad og lagde Hænderne paa dem og lod dem drage af Sted.

4 Da de saaledes var udsendt af Helligaanden, drog de ned til Seleukia og sejlede derfra til Kypern.
5 Og da de var kommet til Salamis, forkyndte de Guds Ord i Jødernes Synagoger; de havde ogsaa Johannes med som Hjælper.
6 De drog saa gennem hele øen lige til Pafus; dèr traf de en Troldmand og falsk Profet, en Jøde ved Navn Barjesus.
7 Han opholdt sig hos Statholderen Sergius Paulus, der var en forstandig Mand. Denne indbød Barnabas og Saulus og forlangte at høre Guds Ord.
8 Men Elimas, Troldmanden (thi dette betyder hans Navn), stod dem imod og søgte at hindre Statholderen i at komme til Troen.
9 Da blev Saulus, som ogsaa kaldes Paulus, fyldt med Helligaanden, saa fast paa ham og sagde:
10 »Aah, du Djævelens Barn, fuld af alskens Svig og Underfundighed, du Fjende af alt, hvad der er Ret! vil du da ikke holde op med at gøre Herrens lige Veje krogede?
11 Se, nu kommer Herrens Haand over dig, og du skal blive blind og til en Tid ikke se Solen.« I samme Nu faldt der Mulm og Mørke over ham, og han gik omkring og søgte efter nogen, som kunde lede ham ved Haanden.
12 Da Statholderen saa det, som var sket, kom han til Tro, slaaet af Forundring over Herrens Lære.

13 Paulus og hans Ledsagere sejlede saa ud fra Pafus og kom til Perge i Pamfylien. Der skiltes Johannes fra dem og vendte tilbage til Jerusalem.
14 Men selv drog de videre fra Perge og kom til Antiokia i Pisidien. Og paa Sabbatsdagen gik de ind og satte sig i Synagogen.
15 Efter at Loven og Profeterne var oplæst, sendte Synagogeforstanderne Bud til dem og lod sige: »Brødre! har I et Formaningsord til Folket, saa sig frem!«
16 Da stod Paulus op og slog til Lyd med Haanden og sagde: »Israelitiske Mænd og I andre, som frygter Gud, hør paa mig!
17 Dette Folks Gud, Israels Gud, udvalgte vore Fædre og gjorde Folket stort i Udlændigheden i Ægyptens Land og førte dem siden ud derfra med løftet Arm.
18 Og omtrent fyrretyve Aar fandt han sig i deres Færd i Ørkenen.
19 Og han udryddede syv Folk i Kana'ans Land, og deres Land fordelte han iblandt dem.
20 Derefter, i omtrent fire Hundrede og halvtredsindstyve Aar, gav han dem Dommere indtil Profeten Samuel.
21 Derpaa bad de om en Konge, og Gud gav dem Saul, Kis's Søn, en Mand af Benjamins Stamme, i fyrretyve Aar.
22 Og da han havde fjernet ham, satte han David til Konge over dem. Ham gav han ogsaa det Vidnesbyrd: »Jeg har fundet David, Isajs Søn, en Mand efter mit Hjerte; han skal gøre min Vilje i alle Ting.«“
23 Af hans Slægt lod Gud, saaledes som han havde forjættet, en Frelser fremstaa for Israel det er Jesus.
24 Allerede før hans Fremtræden havde Johannes prædiket Omvendelses-Daab for hele Israels Folk.
25 Og da Johannes var ved at fuldende sit Livsløb, sagde han: »Jeg er ikke den, I anser mig for at være. Men se, efter mig kommer der en, hvis Skobaand jeg ikke er værdig til at løse.«
26 Brødre, baade I, som er Sønner af Abrahams Slægt, og I andre her, som frygter Gud! det er til os, at Ordet om denne Frelse er sendt.
27 Thi Indbyggerne i Jerusalem og deres Raadsherrer vilde ikke vide af ham; de dømte ham og opfyldte derved Profeternes Udsagn, som forelæses hver Sabbat;
28 og skønt de ingen Dødsskyld fandt hos ham, krævede de dog af Pilatus, at han skulde henrettes.
29 Og da de havde fuldbyrdet alt, hvad der staar skrevet om ham, tog de ham ned af Korsets Træ og lagde ham i en Grav.
30 Men Gud opvakte ham fra de døde,
31 og han blev i mange Dage set af dem, som var draget sammen med dem fra Galilæa op til Jerusalem; de er nu hans Vidner over for Folket.
32 Og vi forkynder jer det glædelige Budskab, at den Forjættelse, som blev givet til Fædrene, har Gud opfyldt for os, deres Børn, ved at lade Jesus opstaa,
33 saadan som der staar skrevet i den anden Salme: »Du er min Søn, jeg har født dig i Dag.«
34 Og at han har ladet ham opstaa fra de døde, saa at han ikke mere skal vende tilbage til Forraadnelse, det har han sagt saaledes: »Jeg vil give jer de trofaste Naadeløfter til David.«
35 Derfor siger han ogsaa i en anden Salme: »Du skal ikke lade din Hellige se Forraadnelse.«
36 David sov jo hen, efter at han i sit Slægtled havde tjent Guds Frelsesformaal, og han blev lagt hos sine Fædre og saa Forraadnelse;
37 men den, som Gud har opvakt, saa ikke Forraadnelse.
38 Saa skal I da vide, Brødre, at ved ham forkyndes jer Syndernes Forladelse;
39 og ved ham bliver enhver, der tror, retfærdiggjort fra alt det, som I ikke ved Mose Lov kunde blive retfærdiggjort fra.
40 Tag jer derfor i Agt, at ikke det, som er sagt hos Profeterne, skal komme over jer:
       41 Se, I Foragtere, og undrer jer
       og bliv til intet!
       Thi en Gerning gør jeg i jeres Dage,
       en Gerning, som I ej vilde tro,
       om nogen fortalte jer derom.«
42 Men da de gik ud, bad man om, at der ogsaa næste Sabbat maatte blive talt om dette.
43 Og da Forsamlingen skiltes, fulgte mange Jøder og gudfrygtige Proselyter med Paulus og Barnabas, som talte med dem og formanede dem til stadig at holde sig til Guds Naade.

44 Den følgende Sabbat samledes næsten hele Byen for at høre Guds Ord.
45 Men da Jøderne saa Skarerne, blev de fulde af Misundelse og modsagde og spottede det, som Paulus talte.
46 Paulus og Barnabas fik da Frimodighed til at sige: »Det var nødvendigt, at Guds Ord først skulde tales til jer; men siden I forkaster det og ikke agter jer' selv værdige til det evige Liv, se, saa vender vi os nu til Hedningerne.
47 Thi saaledes har Herren befalet os:
       Jeg har sat dig til Hedningernes Lys,
       at du skal blive til Frelse indtil Jordens Ende.«

48 Da Hedningerne hørte dette, blev de glade og priste Herrens Ord, og de kom til Troen, saa mange, som var bestemt til evigt Liv.
49 Og Herrens Ord udbredtes over hele Egnen.

50 Men Jøderne ophidsede de fornemme gudfrygtige Kvinder og de første Mænd i Byen; og de rejste en Forfølgelse mod Paulus og Barnabas og fik dem jaget bort fra deres Enemærker.
51 Saa rystede de Støvet af deres Fødder imod dem og drog til Ikonium.
52 Men Disciplene fyldtes af Glæde og af Helligaand.

Kapitel 14

Paulus og Barnabas forkynder Evangeliet i Ikonium, 1-4, og i Lystra, hvor de antages for Guder, 5-20 a; de prædiker i Derbe og vender tilbage til Antiokia, 20 b-28.

1 Paa samme Maade gik det i Ikonium: de gik ind i Jødernes Synagoge og talte saaledes, at en stor Mængde, baade af Jøder og Grækere, kom til Tro;
2 men de Jøder, som var genstridige, ophidsede Hedningerne og satte ondt i dem mod Brødrene.
3 De opholdt sig nu en Tid lang dèr og arbejdede med Fortrøstning til Herren, der bevidnede sit Naadesord ved Tegn og Undere, som han lod ske ved deres Hænder.
4 Men Mængden i Byen delte sig; nogle holdt med Jøderne, andre med Apostlene.

5 Men da der baade blandt Hedninger og Jøder samt deres Raadsherrer rejste sig en Stemning for at mishandle og stene dem,
6 og de fik dette at vide, saa flygtede de bort til Byerne i Lykaonien, Lystra og Derbe og det omliggende Land,
7 og dèr forkyndte de Evangeliet.
8 I Lystra sad der en Mand, som var kraftesløs i Fødderne; han havde været lam fra Moders Liv og havde aldrig kunnet gaa.
9 Han lyttede, naar Paulus talte, og da Paulus fæstede sit Blik paa ham og saa, at han havde Tro til at frelses, sagde han med høj Røst:
10 »Rejs dig op og staa paa dine Fødder!« Da sprang Manden op og begyndte at gaa omkring.
11 Men da Skarerne saa, hvad Paulus havde gjort, løftede de deres Røst og sagde paa Lykaonisk: »Guderne er i menneskelig Skikkelse steget ned til os.«
12 Barnabas kaldte de for Zeus, og Paulus for Hermes, fordi det var ham, som førte Ordet.
13 Og Præsten ved Zeustemplet, som laa uden for Byen, kom hen til Byporten med Tyre og Kranse og vilde ofre sammen med Skarerne.
14 Men da Apostlene Barnabas og Paulus hørte dette, sønderrev de deres Klæder og sprang ind midt i Folkeskaren,
15 raabte og sagde: »Mænd, hvad er det dog, I gør? Vi er ogsaa Mennesker under samme Kaar som I, og vi forkynder Evangeliet om, at I skal vende jer fra disse tomme Afguder til den levende Gud, som har skabt Himmelen og Jorden og Havet og alt, hvad deri er.
16 Han har i de forbigangne Tider ladet alle Hedningerne vandre deres egne Veje.
17 Dog lod han sig ikke uden Vidnesbyrd, idet han viste jer Velgerninger, gav jer Regn og frugtbare Tider fra Himmelen og mættede jer med Føde og fyldte jeres Hjerter med Glæde.«
18 Men det var med Nød og næppe, at de ved at sige dette fik Skarerne fra at ofre til dem.
19 Imidlertid kom der nogle Jøder fra Antiokia og Ikonium, og de fik Skarerne paa deres Side og stenede Paulus og slæbte ham uden for Byen, idet de mente, at han var død. Men da Disciplene havde slaaet Kreds om ham, rejste han sig op og gik ind i Byen.

20 Og Dagen efter drog han bort derfra til Derbe sammen med Barnabas.
21 Og de forkyndte Evangeliet i denne By og vandt talrige Disciple. Derefter vendte de tilbage til Lystra og Ikonium og Antiokia
22 og styrkede Disciplenes Sjæle og paamindede dem om at blive i Troen, idet de sagde: »Vi maa igennem mange Trængsler for at komme ind i Guds Rige.«
23 Derpaa udvalgte de »Ældste« for dem i hver enkelt Menighed og overgav dem under Bøn og Faste til den Herre, som de var kommet til Tro paa.
24 Saa drog de videre gennem Pisidien og kom til Pamfylien,
25 hvor de forkyndte Ordet i Perge. Siden drog de ned til Attalia,
26 og derfra sejlede de til Antiokia, hvorfra de var blevet udsendt og givet Guds Naade i Vold for at udføre, hvad de nu havde fuldbragt.
27 Og da de var kommet derhen og havde samlet Menigheden, fortalte de, hvor store Ting Gud ved dem havde gjort, og at han havde aabnet Troens Dør for Hedningerne.
28 Og de opholdt sig der en ikke saa kort Tid sammen med Disciplene.

Kapitel 15

Apostelmødet i Jerusalem i Anledning af Striden om, hvorvidt Hedningekristne skal overholde Moseloven, 1-29. Barnabas og Paulus skilles, og Paulus begynder paa sin anden Missionsrejse, 30-41.

1 Men der kom nogle Mænd ned fra Judæa og lærte Brødrene: »Hvis I ikke lader jer omskære efter Mose Skik, kan I ikke blive frelst.«
2 Herover opstod der Uenighed, og Paulus og Barnabas kom i en ikke ringe Ordstrid med dem. Saa besluttede man, at Paulus og Barnabas og nogle flere skulde drage op til Apostlene og de Ældste i Jerusalem i Anledning af dette Stridsspørgsmaal.
3 De blev da af Menigheden udrustet til Rejsen og drog gennem Fønikien og Samaria og gjorde rede for Hedningernes Omvendelse, og dermed gjorde de alle Brødrene stor Glæde.
4 Da de kom til Jerusalem, blev de modtaget af Menigheden og Apostlene og de Ældste, og de fortalte, hvor store Ting Gud ved dem havde gjort.
5 Men af Farisæernes Parti var der nogle, som var kommet til Troen; de stod frem og sagde: »Det er nødvendigt at omskære dem og befale dem at holde Mose Lov.«

6 Saa samledes Apostlene og de Ældste for at overveje denne Sag.
7 Efter en længere Ordstrid herom stod Peter op og sagde til dem: »Brødre! I ved selv, at for lang Tid siden traf Gud det Valg blandt jer, at af min Mund skulde Hedningerne høre Evangeliets Ord og komme til Troen.
8 Og Gud, som kender Hjerterne, har givet dem Vidnesbyrd ved at give Helligaanden til dem lige saa vel som til os.
9 Han gjorde ingen Forskel paa os og dem, idet han ved Troen rensede deres Hjerter.
10 Hvorfor vil I da nu friste Gud ved at lægge et Aag paa Disciplenes Nakke, som hverken vore Fædre eller vi selv har formaaet at bære?
11 Vi tror derimod, at vi bliver frelst ved Herren Jesu Naade ganske paa samme Maade som de.«
12 Da blev hele Forsamlingen stille og hørte paa Barnabas og Paulus, som gjorde Rede for, hvor store Tegn og Undere Gud ved dem havde gjort blandt Hedningerne.
13 Da de var holdt op at tale, tog Jakob til Orde og sagde: »Brødre, hør paa mig!
14 Simeon har fortalt, hvordan Gud først drog Omsorg for ud af Hedninger at vinde sig et Folk, som kunde bære hans Navn.
15 Hermed stemmer ogsaa Profeternes Ord, saaledes som der staar skrevet:
       16 »Derefter vil jeg vende tilbage
       og atter opbygge Davids faldne Hytte,
       og dens Ruiner vil jeg atter opbygge
       og rejse den igen,
       17 for at ogsaa den øvrige Menneskehed skal søge Herren,
       alle Hedningerne, over hvilke mit Navn er nævnt,
       siger Herren, der skal gøre dette,
       18 som er kendt af ham fra Evighed af.«
19 Derfor holder jeg paa, at man ikke skal gøre det for vanskeligt for de Hedninger, som vender sig til Gud,
20 men kun skrive til dem, at de skal afholde sig fra Besmittelse med Afguderne og fra Utugt og fra Kød af kvalte Dyr og fra Blod.
21 Thi Moses har fra gammel Tid sine Forkyndere i alle Byerne; hver Sabbat oplæses han jo i Synagogerne,«

22 Derefter besluttede Apostlene og de Ældste tillige med hele Menigheden at vælge nogle Mænd af deres Midte og sende dem til Antiokia sammen med Paulus og Barnabas, nemlig Judas, kaldet Barsabbas, og Silas, Mænd, der var ledende blandt Brødrene.
23 Og de gav dem denne Skrivelse med: »Apostlene og de Ældste, jeres Brødre, sender Hilsen til Brødrene af hedensk Herkomst i Antiokia og Syrien og Kilikien.
24 Da vi har hørt, at nogle af vore, uden Paabud fra os, har forvirret jer med deres Ord og vakt Uro i jeres Sjæle,
25 saa har vi, efter at være kommet til Enighed, besluttet at vælge nogle Mænd og sende dem til jer sammen med Barnabas og Paulus,
26 Mænd, som er os kære og har vovet deres Liv for vor Herres Jesu Kristi Nayn.
27 Vi sender derfor Judas og Silas, der ogsaa mundtlig skal meddele jer det samme.
28 Thi Helligaanden og vi har besluttet ingen yderligere Byrde at lægge paa jer ud over dette nødvendige,
29 at I afholder jer fra Afgudsofferkød og fra Blod og fra Kød af kvalte Dyr og fra Utugt. Naar I holder jer derfra, handler I ret. Lev vel!«

30 Saa lod man dem rejse, og de kom ned til Antiokia og samlede hele Menigheden og overgav den Brevet.
31 De læste det og blev glade over den Trøst, det gav dem.
32 Og Judas og Silas, som selv var Profeter, opmuntrede Brødrene med mange Ord og styrkede dem.
33 Og da de havde opholdt sig der en Tid, lod Brødrene dem med Fredshilsen rejse tilbage til dem, som havde udsendt dem.
34 [Kun Silas besluttede at blive der.]
35 Paulus og Barnabas blev saa i Antiokia, hvor de tillige med mange andre lærte og forkyndte det glædelige Budskab, Herrens Ord.

36 Men efter nogen Tids Forløb sagde Paulus til Barnabas: »Lad os nu vende tilbage og besøge Brødrene i alle de Byer, hvor vi har forkyndt Herrens Ord, for at se, hvordan det gaar dem.«
37 Barnabas vilde ogsaa tage Johannes, kaldet Markus, med,
38 men Paulus syntes ikke, de skulde tage en med, som havde forladt dem i Pamfylien og ikke havde fulgt med dem til Arbejdet.
39 Det kom da til en bitter Strid, saa de skiltes fra hinanden, og Barnabas tog Markus med sig og afsejlede til Kypern.
40 Men Paulus valgte sig Silas og drog ud, efter at Brødrene havde givet ham Herrens Naade i Vold;
41 og han rejste omkring i Syrien og Kilikien og styrkede Menighederne.

Kapitel 16

Paulus besøger sammen med Timoteus Menighederne i Lilleasien, 1-10, rejser til Makedonien og prædiker i Filippi, 11-15, fængsles, 16-24, og udfries paa underfuld Maade, 25-40.

1 Han kom ogsaa til Derbe og Lystra. Og se, dèr var der en Discipel ved Navn Timoteus, som var Søn af en troende jødisk Kvinde og en græsk Fader
2 og havde godt Lov blandt Brødrene i Lystra og Ikonium.
3 Ham vilde Paulus have til at drage med sig, og han tog da og omskar ham af Hensyn til Jøderne, som boede i de Egne; for de vidste alle, at hans Fader hvde været Græker.
4 Og efterhaanden som de kom gennem Byerne, overgav de dem de Forskrifter, som var vedtaget af Apostlene og de Ældste i Jerusalem, med Paabud om at holde dem.
5 Saa styrkedes da Menighederne i Troen og voksede i Antal Dag for Dag.

6 Og de drog igennem det frygiske og galatiske Land, da de af Helligaanden var blevet hindret i at tale Ordet i Provinsen Asien.
7 Da de kom hen i Nærheden af Mysien, forsøgte de at drage til Bitynien; men Jesu Aand tillod dem det ikke.
8 De drog da lige gennem Mysien og kom ned til Troas.
9 Om Natten havde Paulus et Syn: der stod en makedonisk Mand og bad ham og sagde: »Kom over til Makedonien og hjælp os!«
10 Da han havde set det Syn, forsøgte vi straks at komme over til Makedonien, fordi vi deraf sluttede, at Gud havde kaldt os til at forkynde Evangeliet for dem.

11 Vi sejlede saa ud fra Troas og styrede lige frem til Samotrake og næste Dag til Neapolis
12 og derfra til Filippi. Denne By, en romersk Koloni, er den første By i den Del af Makedonien; i den opholdt vi os nogle Dage.
13 Paa Sabbatsdagen gik vi uden for Byporten, langs med en Flod, hvor vi mente, der var et Bedehus;
14 og vi satte os og talte med de Kvinder, som var kommet sammen. Og en gudfrygtig Kvinde ved Navn Lydia, en Purpurkræmmerske fra Byen Tyatira, lyttede til, og Herren aabnede hendes Hjerte, saa hun gav Agt paa det, som Paulus talte.
15 Og da hun og hendes Hus var blevet døbt, indbød hun os og sagde: »Dersom I agter mig for at være Herren tro, saa kom hjem i mit Hus og bliv dèr!« Saadan nødte hun os.

16 Saa skete det engang, da vi gik ud til Bedehuset, at vi mødte en Pige, som var besat af en Spaadomsaand og skaffede sine Herrer stor Fortjeneste ved at spaa.
17 Hun fulgte bag efter Paulus og os andre, raabte og sagde: »Disse Mænd er den højeste Guds Tjenere, og de forkynder jer Frelsens Vej.«
18 Og det gjorde hun i mange Dage. Saa harmedes Paulus over det, og han vendte sig om og sagde til Aanden: »Jeg byder dig i Jesu Kristi Navn at fare ud af hende.« Og den for ud i samme Stund.
19 Men da hendes Herrer saa, at det nu var forbi med deres Haab om Fortjeneste, greb de Paulus og Silas og slæbte dem hen paa Torvet for at stille dem for Øvrigheden.
20 Og de førte dem til Dommerne og sagde: »Disse Mænd volder Uro i vor By; de er Jøder
21 og forkynder Skikke, som det ikke er tilladt os at antage eller følge, eftersom vi er Romere.«
22 Og Mængden rejste sig imod dem, og Dommerne lod Klæderne rive af dem og befalede at prygle dem.
23 Efter at de havde tildelt dem en Mængde Slag, kastede de dem i Fængsel og bød Fangevogteren at holde dem sikkert bevogtet.
24 Da han havde faaet denne Befaling, kastede han dem i det inderste Fangerum og spændte deres Fødder fast i Blokken.

25 Ved Midnatstid holdt Paulus og Silas Bøn og sang Lovsange til Gud; og Fangerne lyttede til dem.
26 Med eet kom der et stort Jordskælv, saa Fængselets Grundvolde rystede, og straks sprang alle Døre op, og alles Lænker løstes.
27 Fangevogteren for op af Søvne, og da han saa Fængselets Døre aabne, drog han sit Sværd og skulde lige til at dræbe sig selv, fordi han mente, at Fangerne var flygtet.
28 Men Paulus raabte med høj Røst og sagde: »Gør ikke dig selv noget ondt, vi er her jo alle.«
29 Da forlangte han Fakler og sprang ind og kastede sig skælvende ned for Paulus og Silas.
30 Og han førte dem udenfor og sagde: »I Herrer! hvad skal jeg gøre for at blive frelst?«
31 De svarede: »Tro paa Herren Jesus, saa skal du blive frelst, du og dit Hus.«
32 Og de talte Herrens Ord til ham samt til alle dem, som var i hans Hus.
33 Og i den selv samme Nattetime tog han dem med sig og vaskede deres Saar; og han selv og alle hans blev straks døbt.
34 Derefter førte han dem op i sit Hus og lod dække Bord for dem og frydede sig over, at han sammen med hele sit Hus var kommet til Tro paa Gud.

35 Men da det var blevet Dag, sendte Dommerne Betjentene hen og lod sig sige: »Løslad de Mænd!«
36 Fangevogteren meddelte da Paulus dette: »Dommerne har. sendt Bud, at I skal løslades; saa drag nu ud og gaa bort med Fred!«
37 Men Paulus sagde til dem: »De har ladet os piske offentligt uden Dom, skønt vi er romerske Borgere, og kastet os i Fængsel, og nu vil de jage os hemmeligt bort! Nej, lad dem selv komme og føre os ud!«
38 Betjentene meldte disse Ord til Dommerne; og de blev bange, da de hørte, at de var romerske Borgere.
39 Og de kom og gav dem en Undskyldning og førte dem ud og bad dem drage bort fra Byen.
40 De gik saa ud af Fængselet og hen til Lydia; og da de havde besøgt Brødrene og formanet dem, drog de bort.

Kapitel 17

Paulus forkynder Evangeliet i Tessalonika, 1-9, i Berøa, 10-13, og i Aten, 14-34.

Paulus i synagogen i Thessalonika.
Paulus i Thessalonika

1 De fulgte nu Vejen gennem Amfipolis og Apollonia og kom til Tessalonika. Dèr havde Jøderne en Synagoge;
2 og efter sin Sædvane gik Paulus ind til dem, og paa tre Sabbater samtalede han med dem ud fra Skrifterne
3 og udlagde og begrundede, at Messias maatte lide og opstaa fra de døde, »og,« sagde han, »den Jesus, som jeg forkynder jer, han er Messias.«
4 Nogle af dem lod sig da overbevise og sluttede sig til Paulus og Silas; det samme gjorde ogsaa en stor Mængde af de gudfrygtige Grækere og ikke faa af de fornemme Kvinder.
5 Men Jøderne blev misundelige, og de fik fat i nogle slette Mennesker fra Gaden, lavede Opløb og vakte Uroligheder i Byen; og de stormede Jasons Hus og søgte efter dem for at føre dem for Folkeforsamlingen.
6 Men da de ikke fandt dem, slæbte de Jason og nogle Brødre for Byfogederne og raabte: »Disse Mennesker, som har bragt hele Verden i Oprør, er nu ogsaa kommet hertil,
7 og dem har Jason taget imod; de handler alle mod Kejserens Befalinger og siger, at en anden, en, der hedder Jesus, er Konge.«
8 Saaledes satte de Skræk i Mængden og Byfogederne, som hørte det.
9 Disse lod Jason og de andre stille Sikkerhed og løslod dem saa.

10 Men straks samme Nat sendte Brødrene baade Paulus og Silas af Sted til Berøa. Da de var kommet dertil, gik de hen i Jødernes Synagoge.
11 Jøderne dèr var mere retsindige end i Tessalonika, de tog imod Ordet med al god Vilje og granskede daglig Skrifterne, om dette forholdt sig saaledes.
12 Saa kom da mange af dem til Tro, og ikke faa af de fornemme græske Kvinder og Mænd.
13 Men da Jøderne i Tessalonika fik at vide, at Guds blev forkyndt af Paulus ogsaa i Berøa, kom de og vakte ligeledes der Røre og Uro iblandt Skarerne.

14 Da sendte Brødrene straks Paulus bort, for at han skulde drage ned til Havet; men baade Silas og Timoteus blev Berøa.
15 De, som ledsagede Paulus, førte ham videre til Aten; derefter drog de tilbage med det Bud til Silas og Timoteus, at de snarest muligt skulde komme til ham.
16 Medens Paulus nu ventede paa dem i Aten; oprørtes hans Aand, da han saa, hvor Byen var fuld af Afgudsbilleder.
17 Han talte da i Synagogen med Jøderne og de gudfrygtige og daglig paa Torvet med dem, han traf paa.
18 Baade nogle af de epikuræiske og af de stoiske Filosoffer indlod sig i Ordskifte med ham; og nogle sagde: »Hvad kan han vel mene, det Snakkehoved?« andre: »Han synes at være en, som forkynder fremmede Guddomme« - fordi han forkyndte Evangeliet om Jesus og om Opstandelsen.
19 Saa tog de ham med sig og førte ham op paa Areopagus og sagde: »Kan vi faa at vide, hvad det er for en ny Lære, du taler om?
20 Du fortæller os jo Ting, der lyder fremmed i vore Ører; derfor vil vi gerne vide, hvad dette skal betyde.«
21 For hverken Atenerne sely eller de fremmede, som opholdt sig der, havde Tid og Tanke for andet end at fortælle eller høre nyt.
22 Da traadte Paulus frem midt paa Areopagus og sagde: »Atenere! jeg ser, at I i alle Maader er ivrige i jeres Gudsdyrkelse.
23 Thi da jeg gik omkring og tog jeres Helligdomme i Øjesyn, fandt jeg blandt andet et Alter med den Indskrift: »For en ukendt Gud.« Det, som I saaledes dyrker uden at kende det, det forkynder jeg eder.
24 Gud, som har skabt Verden og alt, hvad der er i den, han, som er Himmelens og Jordens Herre, bor ikke i Templer, gjorte med Hænder,
25 han tjenes heller ikke af Menneskers Hænder, som om han trængte til noget, han, som jo selv giver alle Liv og Aande og alt andet.
26 Og han lod alle Folk nedstamme fra eet Menneske og lod dem bosætte sig paa hele Jordens Flade, og han fastsatte bestemte Tider og Landegrænser for dem,
27 for at de skulde søge Gud, om de dog kunde føle sig frem og finde ham, saa sandt han ikke er langt fra een eneste af os;
28 thi i ham lever og røres og er vi, saadan som nogle af jeres Digtere har sagt: Thi ogsaa vi er af hans Slægt.
29 Naar vi nu er af Guds Slægt, maa vi ikke mene, at Guddommen er lig Guld eller Sølv eller Sten, formet ved Menneskers Kunst og Snilde.
30 Vel har Gud baaret over med Uyidenhedens Tider, men nu sender han Mennesker det Budskab, at de alle og alle Vegne skal omvende sig.
31 Thi han har fastsat en Dag, da han vil dømme Jorderig med Retfærdighed ved en Mand, som han har bestemt dertil, og det har han gjort troværdigt for alle ved at lade ham opstaa fra de døde.«
32 Men da de hørte om Opstandelse fra de døde, spottede nogle; men andre sagde: »Vi vil høre dig tale om det en anden Gang.«
33 Dermed gik Paulus bort fra dem.
34 Men nogle Mænd sluttede sig til ham og kom til Troen; blandt dem var Dionysius, der var Medlem af Domstolen paa Areopagus, og desuden en Kvinde ved Navn Damaris og nogle andre tillige med dem.

Kapitel 18

Paulus forkynder Evangeliet i Korint, 1-17, og afslutter sin anden Missionsrejse ved over Efesus, Kæsarea og Jerusalem at vende tilbage til Antiokia, 18-22. Nogen Tid efter rejser han ud paa ny og besøger først Galatien og Frygien, 23. Apollos prædiker i Efesus, retledes af Akvila og drager til Akaja, 21-28.

1 Derefter forlod Paulus Aten og kom til Korint.
2 Dèr traf han en Jøde ved Navn Akvila, som stammede fra Pontus, og som nylig var kommet fra Italien med sin Hustru Priskilla, fordi Klaudius havde befalet, at alle Jøder skulde forlade Rom. Disse to sluttede han sig til,
3 og da han havde samme Haandværk, blev han hos dem, og de arbejdede sammen; de var nemlig Teltmagere af Haandværk.
4 Men hver Sabbat førte han Samtaler i Synagogen og overbeviste baade Jøder og Grækere.
5 Da nu Silas og Timoteus kom ned fra Makedonien, var Paulus helt optaget af at forkynde Ordet, idet han vidnede for Jøderne, at Jesus er Messias.
6 Men da de stod imod og spottede, rystede han Støvet af sine Klæder og sagde til dem: »Jeres Blod komme over jeres egne Hoveder. Jeg er uden Skyld; fra nu af vil jeg gaa til Hedningerne.«
7 Og han gik bort derfra og tog ind til en gudfrygtig Mand ved Navn Titius Justus, hvis Hus stødte op til Synagogen.
8 Men Synagogeforstanderen Krispus kom til Tro paa Herren tillige med hele sit Hus; og mange andre af Korinterne, som hørte Ordet, troede og lod sig døbe.
9 Og Herren sagde til Paulus i et Syn om Natten: »Frygt ikke, men tal og ti ikke;
10 for jeg er med dig, og ingen skal lægge Haand paa dig og gøre dig noget ondt; thi jeg har et talrigt Folk i denne By.«
11 Saa slog han sig ned dèr et Aar og seks Maaneder og lærte Guds Ord iblandt dem.

12 Men medens Gallio var Statholder i Akaja, rejste Jøderne sig alle som een imod Paulus og førte ham for Domstolen
13 og sagde: »Denne Mand overtaler Folk til at dyrke Gud paa en Maade, som strider mod Loven.«
14 Da Paulus saa vilde tage til Genmæle, sagde Gallio til Jøderne: »Hvis der forelaa en Retskrænkelse eller grov' Uorden, Jøder! vilde jeg selvfølgelig have taget imod jeres Klage.
15 Men gælder det Stridsspørgsmaal om Lære og Navne og om den Lov, I har, saa maa det blive jeres egen Sag; jeg vil ikke være Dommer over den Slags Ting.«
16 Dermed jog han dem bort fra Domstolen.
17 Saa greb de alle fat i Synagogeforstanderen Sostenes og slog løs paa ham lige foran Domstolen; men alt dette tog Gallio sig ikke noget af.

18 Paulus blev der endnu en Tid lang; saa tog han Afsked med Brødrene og sejlede bort til Syrien i Følge med Priskilla og Akvila, efter at han i Kenkreæ havde ladet sit Haar klippe af; thi han havde et Løfte paa sig.
19 Saa naaede de Efesus; dèr lod han de andre blive tilbage, og selv gik han ind i Synagogen og gav sig i Samtale med Jøderne.
20 Men da de bad ham blive der i længere Tid, sagde han ikke ja dertil,
21 men han tog Afsked med dem og sagde: »[Jeg maa endelig holde den forestaaende Højtid i Jerusalem; men] jeg skal vende tilbage til jer en anden Gang om Gud vil.« Derefter sejlede han ud fra Efesus;
22 og efter at være landet i Kæsarea, drog han op og hilste paa Menigheden og drog saa ned til Antiokia.

23 Og da han havde tilbragt nogen Tid dèr, tog han bort og rejste fra Sted til Sted igennem det galatiske, Land og Frygien og styrkede alle Disciplene.

24 Men en Jøde ved Navn Apollos, der stammede fra Aleksandria, en veltalende Mand, som var kyndig i Skrifterne, kom til Efesus.
25 Han var blevet undervist om »Herrens Vej«, og brændende i Aanden talte og lærte han grundigt om Jesus, skønt han kun kendte Johannes's Daab.
26 Han begyndte ogsaa at tale frimodigt i Synagogen. Da Priskilla og Akvila hørte ham, tog de ham med hjem og fremstillede »Guds. Vej« grundigere for ham.
27 Og da han senere vilde rejse til Akaja, skrev Brødrene til Disciplene dèr og tilskyndede dem til at tage vel imod ham. Da han var kommet derhen, blev han ved Guds Naade til megen Nytte for de troende;
28 thi han gendrev Jøderne offentligt med stor Kraft og beviste ved Hjælp af Skrifterne, at Jesus er Messias.

Kapitel 19

Paulus virker i Efesus i to Aar, forkynder Evangeliet for Jøder og Hedninger, gør Undergerninger, saa mange kommer til Troen, 1-20. Han vil rejse videre og sender to af sine Medhjælpere i forvejen, 21-22. Demetrius foraarsager et Opløb, 23-41.

1 Medens Apollos var i Korint, skete det, at Paulus, efter at være rejste gennem de højereliggende Landsdele, kom ned til Efesus.
2 Dèr traf han nogle Disciple og spurgte dem: »Fik I Helligaanden, da I kom til Troen?« De svarede: »Vi har ikke engang hørt, at Helligaanden er kommet.«
3 Han spurgte saa: »Hvilken Daab blev I da døbt med?« De svarede: »Med Johannes's Daab.«
4 Da sagde Paulus: »Johannes døbte med Omvendelses-Daab, og han sagde til Folket, at de skulde tro paa den, som kom efter ham, det vil sige: paa Jesus.«
5 Da de hørte dette, lod de sig døbe i Herren Jesu Navn.
6 Og da Paulus lagde Hænderne paa dem, kom Helligaanden over dem, og de talte i Tunger og profeterede.
7 De var tilsammen tolv Mand eller deromkring

8 Han gik da ind i Synagogen, og i tre Maaneder prædikede han frimodigt og overbevisende om Guds Rige.
9 Men da nogle forhærdede sig og ikke vilde lade sig overbevise, men talte ondt om »Vejen« i Forsamlingens Paahør, forlod han dem og skilte Disciplene ud fra dem og holdt daglig Samtaler i Tyrannus's Skole.
10 Dette varede i to Aar, saa alle, der boede i Provinsen Asien, baade Jøder og Grækere, fik Herrens Ord at høre.
11 Og Gud gjorde usædvanlige Undergerninger ved Paulus's Hænder,
12 saa man endog bragte Tørklæder og Bælter fra hans Legeme til de syge, og Sygdommene veg da fra dem, og de onde Aander for ud.

V. 19: Paulus arrangerer en bogbrænding i Efesos.
Paulus i Efesos

13 Men ogsaa nogle af de omvandrende jødiske Besværgere forsøgte at nævne Herren Jesu Navn over dem, som havde de onde Aander, idet de sagde: »Jeg besværger jer ved den Jesus, som Paulus prædiker.«
14 Blandt dem, som gjorde dette, var der syv Sønner af Skeuas, en jødisk Ypperstepræst.
15 Men den onde Aand svarede og sagde til dem: »Jesus kender jeg, og om Paulus ved jeg Besked, men I, hvem er I?«
16 Og Manden, i hvem den onde Aand var, sprang ind paa dem og overmandede dem alle sammen og mishandlede dem saadan, at de maatte flygte nøgne og saarede ud af Huset.
17 Og dette blev kendt af alle dem, som boede i Efesus, baade Jøder og Grækere; og Frygt kom over dem alle, og Herren Jesu Navn blev højt priset,
18 og mange af dem, som var blevet troende, kom og bekendte og fortalte, hvad de havde begaaet.
19 Adskillige af dem, som havde øvet Trolddom, kom ogsaa bærende med deres Bøger og brændte dem op for alles Øjne; og da man beregnede deres Værdi, fandt man, at de var halvtredsindstyve Tusinde Sølvpenge værd.
20 Saa vældigt havde Herrens Ord Fremgang og viste sin Magt.

21 Da nu alt dette var sket, bestemte Paulus sig i Aanden til at rejse igennem Makedonien og Akaja og saa drage til Jerusalem, idet han sagde: »Naar jeg har været der, bør jeg ogsaa besøge Rom.«
22 Saa sendte han to af sine Hjælpere, Timoteus og Erastus, til Makedonien; men selv blev han endnu nogen Tid i Provinsen Asien.

23 Paa den Tid opstod der ikke ringe Uroligheder i Anledning af »Vejen«.
24 Der var nemlig en Sølvsmed ved Navn Demetrius, som lavede Artemistempler af Sølv og saaledes skaffede Haandværkerne en ikke ringe Fortjeneste.
25 Han kaldte nu disse sammen tillige med dem, der havde lignende Arbejde, og sagde: »I ved jo, Mænd, at vi har vort Udkomme ved dette. Arbejde,
26 og nu ser og hører I, at ikke alene i Efesus, men næs sten i hele Provinsen Asien har denne Paulus vildledt en hel Mængde ved sin Tale, idet han siger, at Guder, som laves med Hænder, ikke er Guder.
27 Og der er ikke alene Fare for, at vor Haandtering skal komme i Foragt, men ogsaa for, at den store Gudinde Artemis's Helligdom skal blive agtet for intet, og at den Gudinde, som hele Provinsen Asien, ja hele verden dyrker, skal blive berøvet noget af sin Guddomsherlighed.«
28 Da de hørte dette, blev de fulde af Harme og raabte og skreg: »Stor er Efesernes Artemis!«
29 Byen kom nu i fuldstændigt Oprør, og de stormede alle som een hen til Teatret og slæbte med sig Gajus og Aristarkus, to Makedonere, som var Paulus's Rejsefæller.
30 Paulus vilde da gaa ind til Folkehoben, men Disciplene gav ham ikke Lov.
31 Ogsaa nogle af Asiarkerne, som var hans Venner, sendte Bud til ham og bad ham om ikke at begive sig hen til Teatret.
32 Dèr skreg nogle eet, andre noget andet; thi Forsamlingen var i Oprør, og de fleste vidste ikke, hvorfor de var kommet sammen.
33 Men nogle af Skaren satte Aleksander ind i Sagen, da Jøderne skubbede ham frem. Og Aleksander slog til Lyd med Haanden og vilde holde en Forsvarstale til Folket.
34 Men da de blev klar over, at han var Jøde, gav de sig til, alle med een Røst, at raabe i et Par Timer: »Stor er Efesernes Artemis!«

35 Men Byskriveren fik Skaren beroliget og sagde: »Mænd i Efesus! Hvor er det Menneske, som ikke ved, at Efesernes By er Tempelværge for den store Artemis og hendes himmelfaldne Billede?
36 Naar altsaa dette er uimodsigeligt, bør I forholde jer rolige og ikke foretage jer noget overilet.
37 I har jo ført disse Mænd hid, som hverken er Tempelranere eller spotter vor Gudinde.
38 Dersom nu Demetrius og hans Haandværkere har Grund til Klage mod nogen, saa holdes der Tingdage, og der er Statholdere; lad dem da stævne hinanden!
39 Og har I yderligere noget at kræve, saa kan det blive afgjort i den lovlige Forsamling.
40 Vi staar jo endog i Fare for at blive anklaget for Oprør i Anledning af det, der er sket i Dag, da der ikke er nogen virkelig Grund dertil; for dette Opløb vil vi ikke kunne gøre Regnskab.
41 Ved at sige dette fik han Forsamlingen til at gaa sin vej.

Kapitel 20

Paulus rejser fra Lilleasien til Makedonien og Grækenland og tilbage igen, opværkker Eutykus i Troas, 1-12, og tager i Milet Afsked med de Ældste fra Efesus, 13-38.

1 Da disse Uroligheder var stilnet af, sendte Paulus Bud efter Disciplene og formanede dem, og da han havde sagt Farvel til dem, brød han op derfra for at rejse til Makedonien.
2 Og efter at han var draget gennem Egnene dèr og havde talt mange Formaningsord, kom han til Grækenland.
3 Der tilbragte han tre Maaneder. Men da Jøderne havde onde Planer for imod ham, just som han skulde til at sejle til Syrien, bestemte han sig til at lægge Tilbagerejsen over Makedonien.
4 Med ham fulgte Pyrrus's Søn Sopater fra Berøa, Aristarkus og Sekundus, som begge var fra Tessalonika, Gajus fra Derbe og Timoteus samt Tykikus og Trofimus fra Provinsen Asien.
5 Disse rejste i Forvejen og ventede paa os i Troas;
6 vi andre sejlede efter de usyrede Brøds Fest ud fra Filippi, og fem Dage derefter stødte vi til dem i Troas, hvor vi tilbragte syv Dage.
7 Paa den første Dag i Ugen, da vi var samlede for at bryde Brødet, samtalede Paulus med dem, da han næste Dag vilde rejse derfra, og han blev ved med at tale lige til Midnat.
8 Og der var mange Lamper i Salen ovenpaa, hvor vi var samlet.
9 Men en ung Mand ved Navn Eutykus sad i Vinduet; og han faldt i en dyb Søvn, da Paulus fortsatte Samtalen saa længe, og overvældet af Søvnen styrtede han ned fra tredje Stokværk, og da han blev taget op, var han død.
10 Da gik Paulus ned og kastede sig over ham og omfavnede ham og sagde: »Vær ikke urolige; thi hans Sjæl er i ham.«
11 Saa gik han op igen og brød Brødet og spiste og talte endnu længe med dem lige til Daggry, og derefter drog han bort.
12 Men den unge Mand bragte de levende hjem, og det var dem til ikke liden Trøst.

13 Vi andre var imidlertid gaaet om Bord, og vi sejlede til Assus, hvor vi skulde tage Paulus med; thi saaledes havde han bestemt det, da han selv vilde gaa til Fods.
14 Da han nu stødte til os i Assus, tog vi ham om Bord og naaede til Mitylene.
15 Derfra sejlede vi videre og kom den næste Dag lige ud for Kios; Dagen derpaa lagde vi til ved Samos og kom den følgende Dag til Milet.
16 Paulus havde nemlig besluttet at sejle Efesus forbi, for at han ikke skulde blive opholdt i Provinsen Asien; thi han fremskyndede sin Rejse for, om muligt, at være i Jerusalem paa Pinsedagen.

17 Men fra Milet sendte han Bud til Efesus og lod Menighedens Ældste kalde til sig.
18 Og da de var kommet, sagde han til dem: »I ved selv, hvordan min Færd iblandt jer var hele Tiden lige fra den første Dag, jeg kom her til Provinsen Asien:
19 hvordan jeg har tjent Herren i al Ydmyghed og under Taarer og Prøvelser, som Jødernes Efterstræbelser voldte mig.
20 I ved, hvordan jeg ikke har undladt at forkynde jer og at lære jer baade offentligt og i Hjemmene alt, hvad der kunde være jer til Gavn;
21 baade for Jøder og Grækere har jeg vidnet om Omvendelsen til Gud og Troen paa vor Herre Jesus.
22 Og se, bunden af Aanden drager jeg nu til Jerusalem uden at vide, hvad der skal møde mig dèr;
23 kun ved jeg, at Helligaanden i den ene By efter den anden vidner for mig og siger, at Lænker og Trængsler venter mig.
24 Dog, jeg regner ikke mit Liv for noget; det har intet Værd for mig selv, naar jeg blot kan fuldende mit Løb og den Tjeneste, jeg har faaet af Herren Jesus: at vidne om Guds Naades Evangelium,
25 Og se, jeg ved nu, at I ikke mere skal se mit Ansigt, alle I, blandt hvem jeg gik omkring og prædikede Riget.
26 Derfor vidner jeg for jer paa denne Dag, at jeg ikke er skyldig i nogens Blod;
27 thi jeg har ikke undladt at forkynde jer hele Guds Frelsesvilje.
28 Saa giv da Agt paa jer selv og paa hele den Hjord, i hvilken Helligaanden satte jer som Tilsynsmænd, for at I skal vogte Guds Kirke, som han købte sig med sit eget Blod.
29 Jeg ved, at efter min Bortgang skal der iblandt jer komme glubske Ulve, som ikke vil spare Hjorden.
30 Og af jeres egen Midte skal der fremstaa Mænd, som fører falsk Tale for at drage Disciplene efter sig.
31 Vaag derfor og kom i Hu, at jeg, i tre Aar, Nat og Dag, er blevet ved med at paaminde hver enkelt med Taarer.
32 Saa overgiver jeg eder nu til Herren og til hans Naades Ord, som formaar at opbygge og at give Arven til alle de hellige.
33 Sølv eller Guld eller Klæder har jeg ikke begæret af nogen.
34 I ved selv, at disse Hænder har tjent alt, hvad jeg og mine Ledsagere trængte til.
35 Jeg har vist jer, at ved saaledes at arbejde bør vi tage os af de skrøbelige og ihukomme Herren Jesu Ord, at han selv har sagt: »Saligere er det at give end at modtage.««
36 Da han havde sagt dette, faldt han paa Knæ og bad sammen med dem alle.
37 Og de brast alle i heftig Graad, og de faldt Paulus om Halsen og kyssede ham inderligt.
38 Og det, der smertede dem mest, var det Ord, han havde sagt, at de aldrig mere skulde faa hans Ansigt at se. Derefter fulgte de ham til Skibet.

Kapitel 21

Paulus afslutter sin tredje Missionsrejse. Han rejser over Tyrus, 1-6, og Kæsarea, hvor Agabus forudsiger hans Fængsling, 7-14, til Jerusalem, hvor han deltager i en jødisk Renselse, 15-26. Han overfaldes i Helligdommen af Jøderne og fængsles, 27-10.

Gustave Doré. romerne redder Paulus fra de onde jøder.
Paulus og romerne

1 Men da vi havde revet os løs fra dem og var sejlet ud, styrede vi lige frem og kom til Kos og den næste Dag til Rodus og derfra til Patara.
2 Dèr fandt vi et Skib, som skulde over til Fønikien, og vi gik om Bord og sejlede ud.
3 Da vi havde faaet Kypern i Sigte, holdt vi til højre for Øen og sejlede til Syrien, hvor vi landede i Tyrus; der skulde Skibet nemlig losse sin Ladning.
4 Vi opsøgte Disciplene og blev hos dem i syv Dage; og tilskyndede af Aanden sagde de til Paulus, at han ikke skulde drage op til Jerusalem.
5 Men da vort Ophold der var til Ende, brød vi op og rejste videre, og alle fulgte de os paa Vej med Hustruer og Børn, til vi kom uden for Byen. Der knælede vi ned paa Strandbredden og holdt Bøn
6 og tog saa Afsked med hinanden; vi gik om Bord i Skibet, og de vendte tilbage til deres Hjem.

7 Fra Tyrus kom vi til Ptolemais og havde dermed afsluttet vor Sørejse. Vi hilste paa Brødrene dèr og blev een enkelt Dag hos dem.
8 Den næste Dag drog vi derfra og kom til Kæsarea, hvor vi tog ind hos Evangelisten Filip, som var een af de syv, og blev hos ham.
9 Han havde fire ugifte Døtre med profetisk Gave.
10 Medens vi nu opholdt os dèr i flere Dage, kom der en Profet ved Navn Agabus ned fra Judæa.
11 Han kom til os og tog Paulus's Bælte og bandt sine egne Fødder og Hænder dermed og sagde: »Dette siger Helligaanden: Den Mand, som ejer dette Bælte, skal Jøderne binde saaledes i Jerusalem og overgive i Hedningers Hænder.«
12 Da vi hørte dette, bad baade vi selv og de, der havde hjemme dèr paa Stedet, ham om ikke at drage op til Jerusalem.
13 Men da svarede Paulus: »Hvorfor græder I saadan og gør mit Hjerte vegt? jeg er jo ikke blot rede til at lade mig binde, men ogsaa til at dø i Jerusalem for Herren Jesu Navns Skyld.«
14 Da han ikke vilde lade sig overtale, blev vi stille og sagde: »Herrens Vilje ske!«

15 Da disse Dage nu var til Ende, gjorde vi os rede og gav os paa Vej op til Jerusalem.
16 Sammen med os fulgte ogsaa nogle af Disciplene fra Kæsarea, som skulde føre os til Mnason fra Kypern, en gammel Discipel, hos hvem vi kunde bo.
17 Og da vi kom til Jerusalem, tog Brødrene imod os med Glæde.
18 Den næste Dag gik Paulus sammen med os hen til Jakob, og alle de Ældste kom ogsaa til Stede.
19 Og da han havde hilst paa dem, fortalte han Træk for Træk, hvad Gud gennem hans Tjeneste havde virket blandt Hedningerne.
20 Da de hørte dette, priste de Gud. Saa sagde de til ham: »Broder! Du ser, hvor mange Tusind Jøder, der er kommet til Tro, og alle er de nidkære for Loven.
21 Men nu har de hørt om dig, at du lærer alle Jøder ude blandt Hedningerne Frafald fra Moses, idet du siger, at de ikke skal omskære Børnene og ikke vandre efter vore Skikke.
22 Hvad skal vi nu gøre? [Der vil sikkert komme en hel Mængde Mennesker sammen;] de vil jo faa at høre, at du er kommet.
23 Gør derfor, som vi nu siger dig: Vi har her fire Mænd, som har et Løfte paa sig.
24 Tag dem med dig, og rens dig sammen med dem og afhold Udgifterne for dem, saa de kan lade deres Hoved rage; saa vil alle forstaa, at det, de har hørt om dig, ikke har noget paa sig, men at du ogsaa selv vandrer saaledes, at du holder Loven.
25 Men angaaende de Hedninger, som er kommet til Tro, har vi udsendt en Skrivelse med den Afgørelse, at de skal vogte sig for Afgudsofferkød og for Blod og for Kød af kvalte Dyr og for Utugt.«
26 Saa tog Paulus Mændene med sig den næste Dag, og efter at have renset sig sammen med dem gik han ind i Helligdommen og opgav, hvornaar Renselsesdagene udløb og Offeret kunde bringes for hver enkelt af dem.

27 Da de syv Dage næsten var gaaet, fik Jøderne fra Provinsen Asien Øje paa ham i Helligdommen, og de bragte hele Mængden i Oprør og lagde Haand paa ham
28 og raabte: »Israelitiske Mænd, kom til Hjælp! Her er den Mand, som alle Vegne lærer alle, hvad der er imod vort Folk og imod Loven og imod dette Sted; tilmed har han nu ført Grækere ind i Helligdommen og gjort dette hellige Sted urent.«
29 De havde nemlig i forvejen set Trofimus fra Efesus sammen med ham ude i Byen, og de mente saa, at Paulus havde taget ham med ind i Helligdommen.
30 Hele Staden kom i Bevægelse, og Folket stimlede sammen; de greb Paulus og slæbte ham uden for Helligdommen, og straks blev Portene lukket.

31 Men just som de stod i Begreb med at slaa ham ihjel, gik er Melding op til Kommandanten ved Hærafdelingen, at hele Jerusalem var i Oprør.
32 Han tog straks Soldater og Officerer med sig og kom løbende ned imod dem. Ved Synet af Kommandanten og Soldaterne holdt de op at slaa Paulus.
33 Da Kommandanten saa kom helt derhen, lod han ham gribe og befalede, at han skulde bindes med to Lænker; og han spurgte, hvem han var, og hvad han havde gjort.
34 Men nogle i Skaren raabte eet, andre noget andet til ham; og da han ikke kunde faa noget paalideligt at vide paa Grund af Larmen, befalede han, at Paulus skulde føres ind i Borgen.
35 Og da han kom hen til Trappen, maatte han bæres af Soldaterne, saa voldsomt trængte Skaren paa;
36 thi Folkemængden fulgte efter og raabte: »Bort med ham!«
37 Da Paulus skulde til at føres ind i Borgen, siger han til Kommandanten: »Er det mig tilladt at sige noget til dig?« Han svarede: »Kan du Græsk?
38 Er du da ikke den Ægypter, som for nogen Tid siden gjorde Oprør og førte de fire Tusinde »Dolkemænd« ud i Ørkenen?«
39 Da svarede Paulus: »Nej, jeg er en jødisk Mand fra Tarsus, Borger; i en ikke ukendt By i Kilikien. Jeg beder dig, tillad mig at tale til Folket!«
40 Og da han tillod det, stod Paulus frem paa Trappen og gav med Haanden Tegn til Folket. Da der var blevet almindelig Tavshed, talte han til dem i det hebraiske Sprog og sagde:

Kapitel 22

Paulus taler til Jøderne, 1-21, vækker deres Forbitrelse, trues med Piskning, 22-30.

1 »Brødre og Fædre! hør, hvad jeg nu har at sige jer til mit Forsvar!«
2 Da de hørte, at han talte til dem paa Hebraisk, holdt de sig endnu mere stille. Og han fortsatte:
3 »Jeg er en jødisk Mand, født i Tarsus i Kilikien, men vokset op i denne By; ved Gamaliels Fødder er jeg blevet oplært i vor fædrene Lov efter al dens Strenghed, og jeg var nidkær for Gud, saadan som I alle er det i Dag.
4 Og jeg forfulgte denne »Vej« lige til Døden, jeg lagde baade Mænd og kvinder i Lænker og fik dem sat i Fængsel;
5 det kan baade Ypperstepræsten og hele Ældsteraadet bevidne. Fra dem fik jeg Breve med til Brødrene i Damaskus og rejste derhen for ogsaa at føre dem, som var der, bundne til Jerusalem, for at de kunde blive straffet.
6 Men da jeg var undervejs og nærmede mig Damaskus, skete det ved Middagstid, at et stærkt Lys fra Himmelen pludselig omstraalede mig.
7 Og jeg faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til mig: Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig?
8 Jeg spurgte da: Hvem er du, Herre? Han svarede mig: Jeg er Jesus fra Nazaret, hvem du forfølger.
9 De, som var sammen med mig, saa nok Lyset, men de hørte ikke hans Røst, som talte til mig.
10 Da spurgte jeg: Hvad skal jeg gøre, Herre? Og Herren svarede mig: Staa op og drag videre til Damaskus; og der skal der blive talt til dig om alt, hvad der er bestemt, at du skal gøre.
11 Da jeg havde mistet Synet paa Grund af denne Lysglans, tog mine Ledsagere mig ved Haanden og ledte mig, og saaledes kom jeg ind i Damaskus.
12 Der var der en Mand, som hed Ananias; han var gudfrygtig efter Loven og havde et godt Navn hos alle de Jøder, som boede dèr.
13 Han kom til mig, traadte frem og sagde til mig: Broder Saul, bliv seende! Og i samme Stund kunde jeg se ham.
14 Og han sagde: Vore Fædres Gud har udkaaret dig til at kende hans Vilje og se den retfærdige og høre Røsten af hans Mund.
15 Thi du skal for alle Mennesker være hans Vidne om det, som du har set og hørt.
16 Og nu, hvorfor tøver du? Staa op, lad dig døbe og dine Synder aftvætte, idet du paakalder hans Navn!
17 Da jeg var kommet tilbage til Jerusalem og bad i Helligdommen, skete det, at jeg kom i Henrykkelse,
18 og jeg saa ham og hørte ham sige til mig: Skynd dig, og gaa hurtigt ud af Jerusalem, thi de tager ikke mod dit Vidnesbyrd om mig.
19 Men jeg sagde: Herre! de ved selv, at det var mig, som fængslede dem, der troede paa dig, og at jeg lod dem piske rundt om i Synagogerne.
20 Og da dit Vidne Stefanus's Blod blev udgydt, stod jeg selv ved siden af og bifaldt det og passede paa hans Morderes Klæder.
21 Da sagde han til mig: Gaa! thi jeg vil sende dig til Hedningefolk langt borte.«

22 Lige indtil han sagde dette, havde de hørt paa ham. Men nu opløftede de deres Røst og raabte: »Bort fra Jorden med saadan een! han skulde ikke have Lovat leve!«
23 Men da de skreg og rev Klæderne af sig og kastede Støvop i Luften,
24 befalede Kommandanten, at han skulde føres ind i Borgen, og sagde, at han skulde forhøres under Piskeslag, for at man kunde faa at vide, af hvad Grund de saadan raabte op imod ham.
25 Men da de havde spændt ham fast for at piske ham, spurgte Paulus den Officer, der stod ved Siden af: »Har I Lov at piske en romersk Borger, og det uden Dom?«
26 Da Officeren hørte det, gik han til Kommandanten og meldte ham det og sagde: »Hvad er det, du er ved at gøre? denne Mand er jo romersk Borger.«
27 Da gik Kommandanten hen og spurgte ham: »Sig mig, er du romersk Borger?« »Ja,« svarede han.
28 Kommandanten sagde da: »Jeg har købt mig denne Borgerret for en stor Sum Penge.« Men Paulus sagde: »Jeg er endog født med den.«
29 De, som skulde til at forhøre ham, trak sig da straks tilbage fra ham; og da Kommandanten fik at vide, at han var romersk Borger, blev ogsaa han bange, fordi han havde ladet ham fængsle.

30 Men da han vilde have noget paalideligt at vide om, hvad han anklagedes for af Jøderne, lod han den næste Dag Lænkerne tage af ham og befalede, at Ypperstepræsterne og hele Raadet skulde samles. Saa lod han Paulus hente ned og fremstillede ham for dem.

Kapitel 23

Paulus taler for det jødiske Raad og tages paa ny i Forvaring, 1-11. Jødernes Sammensværgelse mod ham, 12-22. Han føres til Kasarea, 23-35.

1 Da saa Paulus fast paa Raadet og sagde: »Brødre! jeg har med fuldgod Samvittighed levet mit Liv for Gud indtil denne Dag.
2 Men Ypperstepræsten Ananias bød dem, som stod ved siden af ham, at de skulde slaa ham paa Munden.
3 Da sagde Paulus til ham: »Gud skal slaa dig, du kalkede Væg! Her sidder du for at dømme mig efter Loven, og ska befaler du tvært imod Loven, at de skal slaa mig!«
4 De, som stod ved Siden af ham, sagde da: »Skælder du Guds Ypperstepræst ud?«
5 Paulus svarede: »Brødre! jeg vidste ikke, at det var Ypperstepræsten; der staar jo skrevet: Mod en Øvrighedsperson i dit Folk maa du ikke tale onde Ord.«

6 Da nu Paulus vidste, at den ene Del bestod af Saddukærere og den anden af Farisæere, raabte han i Raadet: »Brødre! jeg er Farisæer og stammer fra Farisæere, det er paa Grund af et Haab om de dødes Opstandelse, at jeg anklages.«
7 Næppe havde han sagt dette, før der blev Strid imellem Farisæerne og Saddukæerne, og Forsamlingen delte sig.
8 Thi Saddukæerne siger, at der hverken er Opstandelse eller Engel eller Aand; men Farisæerne hævder baade det ene og det andet.
9 Nu blev der en voldsom Raaben; og nogle af de skriftkloge af Farisæernes Parti stod op, begyndte en heftig Ordstrid med de andre og sagde: »Vi finder intet ondt hos denne Mand; sæt at en Aand eller en Engel har talt til ham!«
10 Men da Striden blev saa voldsom, blev Kommandanten bange for, at Paulus skulde blive sønderslidt af dem, og han befalede Mandskabet at gaa ned og rive ham ud af Hænderne paa dem og føre ham ind i Borgen.

11 Natten derefter stod Herren foran Paulus og sagde: »Vær frimodig, thi ligesom du har vidnet om mig i Jerusalem, saaledes skal du ogsaa vidne i Rom.«

12 Da det var blevet Dag, rottede Jøderne sig sammen og forpligtede sig under Forbandelser til hverken at nyde vaadt eller tørt, før de havde slaaet Paulus ihjel.
13 Der var mere end fyrretyve Mænd, som havde indgaaet denne sammensværgelse.
14 De gik da til Ypperstepræsterne og de Ældste og sagde: »Vi har under Forbandelser forpligtet os til ikke at smage noget, som helst, før vi har slaaet Paulus ihjel.
15 Henstil derfor sammen med Raadet til Kommandanten, at han lader ham føre ned til jer, som om I vil undersøge hans Sag nøjere; vi skal saa være rede til at rydde : ham ; af Vejen, før han naar frem.«

16 Men Paulus's Søstersøn fik Nys om dette Baghold. Han kom derfor og gik ind i Borgen og fortalte Paulus det.
17 Paulus sendte da Bud efter en af Officererne og sagde: »Før denne unge Mand til Kommandanten; thi han har noget at meddele ham.«
18 Saa tog han ham med og førte ham til Kommandanten og sagde: »Fangen Paulus sendte. Bud efter mig og bad mig føre denne unge Mand til dig; han har noget at fortælle dig.«
19 Da tog Kommandanten ham ved Haanden, førte ham i Enrum og spurgte: »Hvad er det, du har at meddele mig?«
20 Han svarede: »Jøderne har aftalt at bede dig om, at du i Morgen vil lade Paulus føre ned for Raadet, og det under Paaskud af, at man vil holde grundigere Forhør over ham.
21 Men lad dig ikke overtale af dem; thi mere end fyrretyve Mand af dem ligger paa Lur efter ham, og de har under Forbandelser forpligtet sig til hverken at nyde vaadt eller tørt, før de har slaaet ham ihjel; og nu er de rede og venter. kun paa et Tilsagn fra dig.«
22 Da lod Kommandanten det unge Menneske gaa og bød ham: »Sig ikke til nogen, at du har røbet dette for mig.«

23 Saa kaldte han paa et Par af Officererne og sagde: »Gør to Hundrede Mand Fodfolk, halvfjerds Ryttere og to Hundrede Spydkastere klar til at afgaa til Kæsarea i Nat ved den tredje Time;«
24 de skulde ogsaa sørge for Ridedyr, saa de kunde lade Paulus ride og føre ham i god Behold til Landshøvdingen Feliks.
25 Og han skrev et Brev af følgende Indhold:

26 »Klaudius Lysias sender Hilsen til den højædle Landshøvding Feliks.
27 Denne Mand havde Jøderne grebet, og han var nær ved at blive slaaet ihjel af dem; men jeg kom til med Mandskabet og udfriede ham, da jeg erfarede, at han var romersk Borger.
28 Og da jeg vilde vide, af hvad Grund de anklagede ham, førte jeg ham ned for deres Raad.
29 Jeg fandt da, at Klagemaalet mod ham gjaldt nogle Stridsspørgsmaal i deres Lov, men at han ikke blev beskyldt for noget, som fortjener Død eller Fængsel.
30 Men da jeg har faaet Underretning om, at der skal være onde Planer fremme mod Manden, sender jeg ham hermed til dig efter ogsaa at have paalagt hans Anklagere at fremføre for dig, hvad de har imod ham.«

31 Soldaterne tog saa Paulus, saadan som det var dem befalet, og førte ham om Natten til Antipatris.
32 Næste Dag vendte de tilbage til Borgen og lod Rytterne drage videre med ham.
33 Saa snart de var ankommet til Kæsarea, afleverede de Brevet til Landshøvdingen og førte ogsaa Paulus frem for ham.
34 Da han havde læst Brevet, spurgte han, fra hvilken Provins han var, og da han havde faaet at vide, at han var fra Kilikien, sagde han:
35 »Jeg skal forhøre dig, naar dine Anklagere ogsaa er kommet til Stede.« Og han bød, at han skulde holdes i Varetægt i Herodes's Palads.

Kapitel 24

Paulus anklages for Feliks, 1-9, og forsvarer sig, 10-21. Han bliver i Kæsarea som Fange, 22-27.

1 Fem Dage senere drog Ypperstepræsten Ananias ned med nogle Ældste og en Sagfører, en vis Tertullus, og de fremførte saa for Landshøvdingen deres Anklage mod Paulus.
2 Da han var hentet ind, begyndte Tertullus sin Anklagetale og sagde:
3 »At vi under dig nyder megen Fred, og at der ved din Omsorg paa enhver Maade og alle Vegne er indført Forbedringer til Bedste for dette Folk, det paaskønner vi, højædle Feliks! med al Taknemmelighed.
4 Men for at jeg ikke skal opholde dig for længe, beder jeg, at du i din Mildhed vil høre nogle Øjeblikke paa os.
5 Vi har nemlig fundet, at denne Mand er en Pest og en Oprørstifter blandt alle Jøderne hele Verden over, og at han er den, som staar i Spidsen for Nazaræernes Parti.
6 Han har endog forsøgt at vanhellige Helligdommen; derfor greb vi ham ogsaa [og vilde have dømt ham efter vor Lov.]
7 [Men Kommandanten Lysias kom til og rev ham med Vold og Magt ud af vore Hænder,]
8 [og han bød hans Anklagere komme til dig]. Naar du tager ham i Forhør, kan du selv af ham erfare alt det, vi anklager ham for.«
9 Ogsaa Jøderne stemte i med og paastod, at det forholdt sig saaledes.

10 Da Landshøvdingen nu gav Paulus et Vink om at tale, tog han til Orde: »Jeg ved, at du i mange Aar har været Dommer for dette Folk, og derfor vil jeg frimodigt forsvare min Sag.
11 Du kan selv forvisse dig om, at det er ikke mere end tolv Dage, siden jeg drog op for at tilbede i Jerusalem.
12 Og ingen har set mig i Ordskifte med nogen eller i Færd med at samle Folkeopløb, hverken i Helligdommen eller i Synagogerne eller omkring i Staden.
13 De kan heller ikke over for dig bevise det, som de nu anklager mig for.
14 Men dette bekender jeg for dig, at jeg følger den »Vej«, som de kalder et Parti, og tjener vor fædrene Gud saaledes, at jeg tror paa alt det, som staar skrevet i Loven og hos Profeterne,
15 og jeg har det samme Haab til Gud, som disse ogsaa selv venter opfyldt: at der engang skal ske en Opstandelse baade af retfærdige og uretfærdige.
16 Derfor øver jeg mig ogsaa selv i altid at have en uskadt Samvittighed over for Gud og Mennesker.
17 Efter flere Aars Forløb kom jeg nu tilbage for at overbringe Almisser til mit Folk og for at ofre;
18 dette fandt de mig i Færd med, da jeg var blevet renset i Helligdommen, og det var ikke mig, der lavede Opløb og Larm, men det var nogle Jøder fra Provinsen Asien,
19 og de burde nu være til Stede her hos dig og klage, om de maatte have noget at sige mig paa.
20 Eller lad dem, der er her, selv sige, hvad Uret de har fundet mig skyldig i, den Gang jeg stod for Raadet,
21 hvis det da ikke skulde være dette ene Ord, som jeg raabte, da jeg stod iblandt dem: Det er i Anledning af de dødes Opstandelse, at jeg i Dag staar som anklaget for jer.«

22 Nu udsatte Feliks Sagen, da han vidste ret god Besked om »Vejen«, og han sagde: »Naar Kommandanten Lysias kommer herned, vil jeg paakende jeres Sag.«
23 Og han befalede Officeren, at Paulus skulde holdes i Varetægt, men med Lempelser, og at man ikke maatte hindre nogen af hans egne i at yde ham Tjenester.

24 Nogle Dage efter indfandt Feliks sig med sin Hustru Drusilla, som var Jødinde; og han lod Paulus hente og hørte ham tale om Troen paa Kristus Jesus.
25 Men da han prædikede om Retfærdighed og Afholdenhed og den kommende Dom, blev Feliks forfærdet og udbrød: »Gaa for denne Gang; naar jeg faar Tid, vil jeg lade dig kalde.«
26 Han haabede nemlig ogsaa paa, at Paulus skulde give ham Penge; derfor lod han ham oftere hente og samtalede med ham.

27 Da to Aar var forløbet, blev Feliks efterfulgt af Porkius Festus; men da Feliks gerne vilde sikre sig Jødernes Taknemmelighed, lod han Paulus blive tilbage som Fange.

Kapitel 25

Festus genoptager Paulus's Sag, 1-8. Paulus appellerer til Kejseren, 9-12, og stilles for Agrippa, 13-27.

Apostlenes Gerninger kapitel 25: Paulus afhøres af Porkius Festus, Agrippa II og Berenike på sin vej mod Rom.
Paulus, Agrippa II, Festus og Berenike

1 Tre Dage efter, at Festus havde tiltraadt sit Embede som Landshøvding, drog han fra Kæsarea op til Jerusalem.
2 Ypperstepræsterne og de fornemste af Jøderne fremførte da for ham deres Klage mod Paulus,
3 og for at komme ham til Livs henvendte de sig til Festus og bad ham om at vise dem den Gunst at lade Paulus hente til Jerusalem; de lurede nemlig paa at slaa ham ihjel undervejs.
4 Festus svarede saa, at Paulus blev holdt i Varetægt i Kæsarea, men at han snart selv vilde drage derned.
5 »Lad altsaa,« sagde han, »dem iblandt jer, der har Fuldmagt dertil, drage med derned og anklage ham, hvis der er noget galt fat med Manden.«
6 Og da han havde opholdt sig hos dem højst en otte-ti Dage, drog han til Kæsarea; og næste Dag satte han sig paa Dommersædet og befalede, at Paulus skulde føres frem.
7 Da han var kommet til Stede, blev han omringet af de Jøder, som var kommet ned fra Jerusalem, og de fremførte mange og haarde Beskyldninger. Men de kunde ikke føre Bevis for dem,
8 da Paulus forsvarede sig og sagde: »Hverken mod Jødernes Lov eller mod Helligdommen eller mod Kejseren har jeg forsyndet mig i noget Stykke.«

9 Men Festus, som gerne vilde sikre sig Jødernes Taknemmelighed, spurgte Paulus: »Er du villig til at drage op til Jerusalem og dèr lade mig paadømme din Sag?«
10 Dertil sagde Paulus: »Jeg hører under Kejserens Domstol, og dèr bør jeg dømmes. Jøderne har jeg ingen Uret gjort, som du meget godt ved.
11 Hvis jeg altsaa har forbrudt mig og har gjort noget, som fortjener Døden, vægrer jeg mig ikke ved at dø; men hvis det, som de anklager mig for, ikke har noget paa sig, da kan ingen prisgive mig til dem. Jeg indanker min Sag for Kejseren.«
12 Da forhandlede Festus med sit Raad og svarede saa: »For Kejseren har du indanket din Sag, til Kejseren skal du komme.«

13 Efter nogle Dages Forløb kom Kong Agrippa og Berenike til Kæsarea for at hilse paa Festus.
14 Og da de opholdt sig dèr i flere Dage, forelagde Festus Paulus's Sag for Kongen og sagde: »Der er en Mand her, der er efterladt af Feliks som Fange.
15 Da jeg var i Jerusalem, fremførte Jødernes Ypperstepræster og Ældste Klage over ham og bad om at faa ham domfældt.
16 Men jeg svarede dem, at Romerne ikke har for Skik at prisgive noget Menneske, før den anklagede har staaet Ansigt til Ansigt med sine Anklagere og haft Lejlighed til at forsvare sig imod Beskyldningen.
17 Efter at de altsaa var kommet herned sammen med mig, tog jeg uden nogen Opsættelse næste Dag Plads paa Dommersædet og befalede, at Manden skulde føres frem.
18 Men da Anklagerne stod omkring ham, fremkom de ikke med Beskyldning for saadanne Forbrydelser, som jeg havde tænkt mig,
19 de havde kun Strid med ham om nogle Spørgsmaal vedrørende deres egen Gudsdyrkelse og en ved Navn Jesus, som er død, men som Paulus paastod er i Live.
20 Da jeg nu var tviylraadig om, hvordan disse Ting burde undersøges, spurgte jeg, om han vilde rejse til Jerusalem og dèr faa Dom i sin Sag.
21 Men da Paulus gjorde Fordring paa at blive holdt i Varetægt, til Majestætens Kendelse forelaa, befalede jeg, at han skulde holdes i Varetægt, indtil jeg kunde sende ham til Kejseren.«
22 Da sagde Agrippa til Festus: »Jeg kunde ogsaa selv ønske at høre den Mand.« »I Morgen,« svarede han, »skal du faa ham at høre.«
23 Næste Dag kom saa Agrippa og Berenike med pragtfuldt Optog og gik ind i Forhørssalen tillige med de højeste Befalingsmænd og Byens fornemste Mænd; og paa Festus's Befaling blev Paulus ført ind.
24 Saa siger Festus: »Kong Agrippa og alle I andre, er her til Stede sammen med os! Der ser I den Mand, om hvem hele Jødernes Mængde baade i Jerusalem og her har henvendt sig til mig med Raab om, at han ikke længere burde leve.
25 Men jeg indsaa, at han havde intet gjort, som fortjente Døden, og da han selv indankede sin Sag for Majestæten, kendte jeg for Ret, at han skulde sendes derover.
26 Dog har jeg ikke noget sikkert at skrive om ham til Herren. Derfor har jeg ladet ham føre frem for jer og især for dig, Kong Agrippa! for at jeg kan have noget at skrive, naar Forundersøgelsen er sket.
27 Thi det synes mig urimeligt at oversende en Fange uden samtidig at angive Beskyldningerne imod ham.«

Kapitel 26

Paulus forsvarer sig for Agrippa.

1 Agrippa sagde derefter til Paulus: »Det tilstedes dig nu at tale din Sag.« Da slog Paulus ud med Haanden og forsvarede sig saaledes:
2 »Jeg priser mig lykkelig, fordi det er for dig, Kong Agrippa! jeg i Dag skal forsvare mig angaaende alt det, jeg anklages for af Jøderne,
3 da du jo nøje kender alle Jødernes Skikke og Stridsspørgsmaal; derfor beder jeg dig om at høre taalmodigt paa mig.
4 Mit Liv fra Ungdommen af, som det fra Begyndelsen er levet iblandt mit Folk og i Jerusalem, ved alle Jøderne Besked om;
5 thi de ved om mig fra tidligere Tid (hvis de da ellers vil vidne derom), at jeg har levet som Farisæer og altsaa tilhørt det Parti hos os, som tager det strengest med Gudsdyrkelsen.
6 Og nu staar jeg her og skal dømmes for Haabet om den Forjættelse, som Gud gav vore Fædre,
7 og som vort Tolvstammefolk ved at tjene Gud uafladelig Nat og Dag haaber at naa frem til; paa Grund af dette Haab, Konge, er det, jeg anklages af Jøder.
8 Hvorfor holdes det da for utroligt hos jer, at Gud opvækker døde?

9 Selv var jeg nu ogsaa af den Mening, at det var min Pligt heftigt at bekæmpe Jesu, Nazaræerens, Navn,
10 og det gjorde jeg ogsaa i Jerusalem; jeg lod mange af de hellige indespærre i Fængsler, da jeg havde faaet Fuldmagt dertil af Ypperstepræsterne, og naar man vilde henrette dem, stemte jeg for det.
11 Og omkring i alle Synagogerne lod jeg dem Gang paa Gang straffe og forsøgte at tvinge dem til at tale bespotteligt. Ja, i mit grænseløse Raseri mod dem forfulgte jeg dem lige til de udenlandske Byer.
12 Da jeg i den Hensigt drog til Damaskus med Fuldmagt og Myndighed fra Ypperstepræsterne,
13 saa jeg undervejs midt paa Dagen, Konge! et Lys fra Himmelen klarere end Solens Glans omstraale mig og mine Rejsefæller.
14 Og da vi alle faldt til Jorden, hørte jeg en Røst, som sagde til mig 'paa Hebraisk: Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig? det bliver strengt for dig at stampe mod Brodden.
15 Jeg spurgte: Hvem er du, Herre? Og Herren svarede: Jeg er Jesus, som du forfølger.
16 Men rejs dig og staa paa dine Ben; thi netop derfor har jeg vist mig for dig, for at udkaare dig til Tjener og Vidne, baade om, hvordan du nu har set mig, og om, hvordan jeg siden skal vise mig for dig.
17 Jeg vil udfri dig fra dit eget Folk og fra Hedningerne; til dem udsender jeg dig
18 for at aabne deres Øjne, saa de maa omvende sig fra Mørket til Lys, fra Satans Magt til Gud, for at de kan faa Syndernes Forladelse og Arvelod sammen med dem, som er helligede ved Troen paa mig.

V. 28: Paulus overtaler næsten Agrippa II til at blive kristen.
Paulus & Agrippa

19 Derfor, Kong Agrippa! blev jeg ikke ulydig mod det himmelske Syn;
20 men jeg forkyndte først - for dem i Damaskus og saa ogsaa i Jerusalem og over hele Judæas Land og for Hedningerne - at de skulde fatte et andet Sind og omvende sig til Gud og gøre Gerninger, som er Omvendelsen værdige.
21 For denne Sags Skyld var det, at nogle Jøder greb mig i Helligdommen og forsøgte at tage mig af Dage.
22 Det er altsaa ved den Hjælp, jeg har faaet fra Gud, at jeg indtil denne Dag har kunnet staa og vidne baade for smaa og store; og jeg siger intet ud over det, som baade Profeterne og Moses har sagt skulde ske:
23 at Messias skulde lide, at han skulde være den første, som stod op fra de døde, og derefter forkynde Lys baade for vort eget Folk og for Hedningerne.«

24 Medens han forsvarer sig saaledes, siger Pestus med høj Røst: »Du er ude af dig selv, Paulus! den megen Lærdom driver dig fra Sans og Samling.«
25 Men Paulus sagde: »Jeg er ikke ude af mig selv, højædle Festus! tværtimod, sande og velovervejede Ord er det, jeg forkynder.
26 Kongen ved jo Besked om dette, og derfor taler jeg ogsaa frimodigt til ham, thi jeg er vis paa, at slet intet af dette er ham ubekendt; det er jo ikke sket i en Afkrog.
27 Kong Agrippa, tror du Profeterne? Jeg ved, du tror dem.«
28 Da sagde Agrippa til Paulus: »Der mangler kun lidt i, at du faar mig overtalt til at blive en Kristen.«
29 Men Paulus svarede: »Jeg vilde ønske til Gud, enten der saa mangler lidt eller meget, at ikke alene du, men ogsaa alle de andre, som hører mig i Dag, maa faa det, ligesom jeg selv har det, paa disse Lænker nær.«

30 Da stod Kongen op og Landshøvdingen og Berenike og de andre, der sad sammen med dem.
31 Og da de gik derfra, talte de med hverandre og sagde: »Denne Mand har intet gjort, som fortjener Død eller Fængsel.«
32 Og Agrippa sagde til Festus: »Denne Mand kunde være løsladt, hvis han ikke havde indanket sin Sag for Kejseren.«

Kapitel 27

Rejsen til Rom. Skibbruddet.

Paulus' lange rejse mod Rom.
Paulus sejler mod Rom.

1 Da det nu var afgjort, at vi skulde sejle til Italien, overgav de baade Paulus og nogle andre Fanger til en Officer ved Navn Julius, som tilhørte den kejserlige Hærafdeling.
2 Vi gik om Bord paa et Skib fra Adramyttium, som skulde anløbe Kystbyerne i Provinsen Asien, og sejlede saa ud; Aristarkus, en Makedoner fra Tessalonika, var med os.
3 Næste Dag lagde vi til i Zidon, og Julius, som behandlede Paulus med Velvilje, gav ham Lov til at gaa hen til Vennerne og nyde godt af deres Omsorg.

4 Da vi var sejlet ud derfra, holdt vi ind under Kypern, fordi vi havde Modvind.
5 Derefter sejlede vi igennem Farvandet ved Kilikien og Pamfylien og kom til Myra i Lykien.
6 Der fandt Officeren et aleksandrinsk Skib, som skulde til Italien, og indskibede os i det.

7 Men efter at Sejladsen i adskillige Dage var gaaet langsomt, og vi med Nød og næppe var naaet ud for Knidus (Vinden var os nemlig ikke gunstig), holdt vi ned under Kreta ved Salmone.
8 Med Nød og næppe strøg vi der forbi og naaede frem til et Sted, som kaldes »Gode Havne«, i Nærheden af Byen Lasæa.
9 Da der nu var gaaet en rum Tid, og Sejladsen allerede var usikker, fordi Fastedagen allerede var ovre, advarede Paulus dem og sagde:
10 »Folk! jeg ser, at denne Sejlads vil medføre Ulykke og store Tab, ikke blot af Ladning og Skib, men ogsaa af Menneskeliv.«
11 Officeren stolede imidlertid mere paa Styrmanden og Skipperen end paa det, Paulus sagde.
12 Og da Havnen ikke egnede sig til Overvintring, holdt de fleste paa, at man skulde sejle derfra og forsøge, om man man kunde naa frem og overvintre i Føniks, en Havn paa Kreta, som er beskyttet mod Sydvest og Nordvest.

13 Da der nu blæste en svag Søndenvind op, mente de at være sikre paa at opnaa, hvad de vilde; de lettede Anker og strøg langs med Kreta.
14 Men ikke længe efter kom en heftig Hvirvelvind farende ned fra Øen; det var den saakaldte »Eurakvilo«.
15 Og da Skibet blev revet med og ikke kunde holdes op imod Vinden, drejede vi af og lod os drive.
16 Da vi løb i Læ af en lille ø, som hedder Klauda, lykkedes det os om end med Nød og næppe at bjærge Baaden.
17 Efter at de havde halet den om Bord, anvendte de Nødmidler og surrede Tov om Skibet; og af Frygt for, at de skulde blive forslaaet helt ned i Syrten, firede de Sejlene ned og lod sig saaledes drive.
18 Og da vi maatte kæmpe haardt med Stormen, begyndte de næste Dag at kaste over Bord;
19 og paa den tredje Dag kastede de med egne Hænder Skibsredskaberne ud.
20 Da hverken Sol eller Stjerner lod sig se i flere Dage, og et haardt Vejr var over os, mistede vi til sidst alt Haab om Redning.

21 Da de nu længe ikke havde kunnet tage Føde til sig, saa stod Paulus frem midt iblandt dem og sagde: »Folk! I burde have adlydt mig og ikke være sejlet bort fra Kreta, saa havde I sparet os for saadan Ulykke og Tab.
22 Men nu formaner jeg eder til at være ved godt Mod. Intet Menneskeliv skal gaa tabt, kun Skibet.
23 Thi en Engel fra den Gud, som jeg tilhører, og som jeg ogsaa tjener, stod hos mig i Nat og sagde:
24 Frygt ikke, Paulus! du skal blive stillet for Kejseren; og se, Gud har ogsaa skænket dig alle dem, som sejler med dig.
25 Vær derfor ved godt Mod, Folk! thi jeg har den Tillid til Gud, at det vil gaa saadan, som det er sagt mig.
26 Men vi skal strande paa en Ø.«

27 Da vi nu paa fjortende Nat drev omkring i Adriaterhavet, forekom det Skibsfolkene ved Midnatstid, at det bar mod Land.
28 Og da de loddede Dybden, fik de tyve Favne, og da de lidt længere fremme loddede igen, fik de femten Favne.
29 Saa blev de bange for, at vi skulde støde paa Skær, og de kastede fire Ankere ud fra Bagstavnen og ønskede blot, det maatte blive Dag.
30 Men Skibsfolkene gjorde Forsøg paa at flygte fra Skibet; de firede Baaden ned i Søen under Paaskud af at ville lægge Ankere ud fra Forstavnen.
31 Da sagde Paulus til Officeren og Soldaterne: »Hvis de Folk der ikke bliver om Bord, kan I ikke blive reddet.«
32 Saa kappede Soldaterne Baadens Tove og lod den drive bort.
33 Mens det nu var ved at dages, opmuntrede Paulus alle til at tage Føde til sig og sagde: »I har i Dag i fjorten Dage holdt ud og fastet uden at tage noget til jer.
34 Derfor opfordrer jeg eder til at tage Føde til jer, thi det hører med til jeres Redning; ingen af jer skal miste saa meget som et Hovedhaar.«
35 Efter at han havde sagt dette, tog han Brød og takkede Gud for alles Øjne og brød det og begyndte at spise.
36 Saa fik de alle nyt Mod, og de tog Føde til sig.
37 (Vi var ialt 276 Sjæle om Bord).
38 Og da de havde spist sig mætte, kastede de Hvedeladningen i Søen og lettede saaledes Skibet.
39 Da det nu blev Dag, kendte de ikke Landet; men de lagde Mærke til en Vig med en Forstrand, hvor de besluttede, om muligt, at sætte Skibet paa Grund.
40 Saa kappede de Ankrene og lod dem blive i Søen, og samtidig løste de Rortovene og satte Forsejlet til for Vinden og holdt ind mod Strandbredden.
41 De stødte da paa et Sted med dybt Vand paa begge sider, og der lod de Skibet løbe paa Grund, og Forstavnen borede sig fast og stod urokkelig, men Bagstavnen sloges efterhaanden i Stykker af Brændingen.
42 Soldaterne besluttede nu at slaa Fangerne ihjel, for at ingen skulde svømme bort og undkomme.
43 Men Officeren, der vilde redde Paulus, hindrede dem i at udføre deres Beslutning; han bød, at først skulde de, som kunde svømme, springe i Vandet og søge at slippe i Land,
44 og saa skulde de andre følge efter, nogle paa Planker, andre paa Vragstumper. Og saaledes skete det, at de alle reddede sig i Land.

Kapitel 28

Paulus paa Malta, 1-10; Rejsen fortsættes til Rom, 11-16. Paulus prædiker for Jøderne og bliver to Aar i mildt Fangenskab i Rom, 17-31.

1 Da vi nu var blevet reddet, fik vi at vide, at Øen hed Malta.
2 Og de indfødte viste os en usædvanlig Menneskekærlighed; thi de tændte et Baal og tog sig af os alle, da det begyndte at regne og var koldt.

3 Og da Paulus havde samlet en Bunke Kvas og lagde den paa Baalet, krøb der paa Grund af Varmen en Giftslange ud og bed sig fast i hans Haand.
4 Da nu de indfødte saa Dyret hænge fast ved hans Haand, sagde de til hinanden: »Denne Mand er sikkert en Morder, som Retfærdighedens Gudinde ikke vil lade leve, skønt han er reddet fra Havet.«
5 Men han rystede Dyret af i Ilden og havde ingen Mén af det.
6 De ventede nu, at han skulde svulme op eller pludselig falde død om. Men da de havde ventet længe og saa, at der ikke skete ham noget galt, slog de helt om og sagde, at han var en Gud.

7 I Nærheden af dette Sted havde Øens fornemste Mand, som hed Publius, en Landejendom. Han tog venligt imod os, og vi var hans Gæster i tre Dage.
8 Nu traf det sig, at Publius's Fader laa syg af Feber og Blodgang. Paulus gik da ind til ham, bad og lagde Hænderne paa ham og helbredte ham.
9 Da det var sket, kom ogsaa de andre paa Øen, som havde Sygdomme, til ham og blev helbredt.
10 De viste os ogsaa megen Ære, og da vi skulde sejle bort, forsynede de os med, hvad vi kunde faa Brug for.

11 Da tre Maaneder var gaaet, sejlede vi saa bort i et aleksandrinsk Skib, som havde haft Vinterleje ved Øen og førte Tvillinggudernes Mærke.
12 Vi anløb Syrakus og blev der tre Dage.
13 Derfra sejlede vi videre langs Kysten og naaede til Regium, og efter een Dags Forløb fik vi Søndenvind og kom næste Dag til Puteoli.
14 Dèr fandt vi Brødre, og efter deres Indbydelse blev vi hos dem i syv Dage. Og saa kom vi til Rom.
15 Brødrene dèr havde hørt om os og var gaaet ud til Forum Appii og Tres-Tabernæ for at møde os. Da Paulus saa dem, takkede han Gud og fattede Mod.
16 Og da vi var kommet ind til Rom, [overgav Officeren Fangerne til den øverstbefalende for Livvagten. Dog] blev det tilladt Paulus at bo for sig selv sammen med den Soldat, der skulde bevogte ham.
Kristen tegneserie: Timotheus besøger Paulus i fængslet med masser af bøger.
Paulus & Timotheus

17 Efter tre Dages Forløb skete det, at han sammenkaldte de fornemste blandt Jøderne; og da de var samlet, sagde han til dem: »Brødre! skønt jeg ikke har gjort noget, der kunde skade vort Folk eller de fædrene Skikke, kommer jeg dog som Fange fra Jerusalem, overgivet i Romernes Hænder.
18 De har forhørt mig og vilde derefter løslade mig, fordi jeg ikke var skyldig i noget, som fortjener Døden.
19 Men da Jøderne gjorde Indsigelse, nødtes jeg til at indanke min Sag for Kejseren, dog ikke som om jeg havde noget at anklage mit eget Folk for.
20 Af denne Grund har jeg nu ladet jer kalde hid for at hilse paa jer og tale med jer; thi det er for Israels Haabs Skyld, at jeg er lagt i denne Lænke.«
21 De svarede ham: »Vi har ikke fra Judæa faaet noget Brev om dig, heller ikke er nogen af vore Brødre kommet og har meldt eller fortalt noget ondt om dig.
22 Men vi ønsker at høre af dig selv, hvad for Meninger du har, thi om dette Parti er det os bekendt, at det alle Vegne vækker Modsigelse.«
23 De aftalte derefter en Dag med ham, og paa den kom endnu flere til ham i hans Herberge. Fra tidlig Morgen og lige til Aften forklarede og vidnede han for dem om Guds Rige og søgte at overbevise dem om Jesus, baade ud fra Mose Lov og fra Profeterne.
24 Og nogle lod sig overbevise af det, som blev sagt, me andre troede ikke.
25 Og uden at kunne komme til Enighed indbyrdes gik de bort, mens Paulus kun sagde dette ene Ord: »Med Rette har Helligaanden talt ved Profeten Esajas til jeres Fædre og sagt:
       26 Gaa hen til dette Folk og sig:
       27 I skal høre og høre og dog intet fatte,
       I skal se og se og dog intet øjne.
       Thi dette Folks Hjerte er blevet sløvt,
       og med Ørene hører de tungt,
       og deres øjne har de lukket,
       for at de ikke skal se med Øjnene
       og høre med Ørene
       og fatte med Hjertet og omvende sig,
       saa jeg kan helbrede dem.

28 Saa skal I da vide, at denne Guds Frelse er blevet sendt til Hedningerne; de skal ogsaa høre om den.«
29 [Det var, da han sagde dette, at Jøderne gik bort under heftig indbyrdes Ordstrid].

30 Saa boede han to hele Aar i en Bolig, han selv havde lejet. Og alle, som kom til ham, tog han imod
31 og forkyndte dem Guds Rige og lærte dem om Herren Jesus Kristus med al Frimodighed, uden at nogen hindrede ham deri.

Andre bøger