I en kappe dyppet i blod og med et skarpt tveægget sværd i munden.
|
|
Om oversættelsen: Oversættelsen fra 1948 bryder med en næsten 400 år gammel tradition, hvor hvert Bibeloplag var en revision af de forrige oplag, der i sidste ende gik tilbage til Den Resen-Svaningske Bibel fra 1607. Denne oversættelse er på mange måder bedre end den autoriserede fra 1992.
Om bogen: Johannes' Åbenbaring er den mest udflippede bog i Bibelen, og er den bog, som der i sin tid var mest modstand mod at optage i Bibelen. Bogen har ikke meget med kristendommen at gøre; det virker som om, man har taget et eller andet stykke jødisk hade-skrift og klistret Jesus' navn på et par enkelte steder.
Det står ikke klart, hvem personerne i handlingen er. I mange hundrede år, mente man, at Johannes af Patmos var den samme som evangelisten Johannes og forfatteren af de tre Johannes-breve. Det står heller ikke klart, om englen er Jesus selv; men både englen og Jesus har et tveægget skarpt sværd i munden, og det er der vel ikke så mange, der render rundt med.
De tre første kapitler er rimeligt ædru, hvor englen/Jesus beder Johannes skrive til 7 menigheder med specifikke klagepunkter. Derefter bliver historien totalt udsyret uden hoved og hale. Det eneste der står klart er, at forfatteren har stjålet med arme og ben fra Daniels Bog, og at forfatteren hader, hader, hader alt og alle.
Kapitler: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22
1 Jesu Kristi åbenbaring, som Gud gav ham for at vise sine tjenere, hvad der skal ske i en hast. Og han sendte bud ved sin engel og gav det til kende i billeder for sin tjener Johannes,
2 som her vidner om Guds ord og Jesu Kristi vidnesbyrd — alt, hvad han selv har set.
3 Salig er den, som oplæser, og de, som hører profetiens ord og holder fast ved det, der er skrevet i den; thi tiden er nær.
4 Johannes sender hilsen til de syv menigheder i provinsen Asien: nåde være med eder og fred med ham, som er, og som var, og som kommer, og fra de syv ånder, som er foran hans trone,
5 og fra Jesus Kristus, det troværdige vidne, den førstefødte af de døde og den, der hersker over jordens konger. Ham, som elsker os og har løst os af vore synder med sit blod
6 og har gjort os til konger og præster for sin Gud og Fader — ham være æren og magten i evighedernes evigheder! Amen.
7 Se, i skyerne kommer han, og alles øjne skal se ham, også deres, som har gennemstunget ham, og alle jordens stammer skal jamre ved hans komme. Ja, amen.
8 »Jeg er Alfa og Omega,« siger Gud Herren, han, som er, og som var, og som kommer, den Almægtige.
9 Jeg, Johannes, jeres broder, som er fælles med jer om trængselen og kongedømmet og udholdenheden i Jesus, jeg var på den ø, som hedder Patmos, for Guds ords og Jesu vidnesbyrds skyld.
10 På Herrens dag kom jeg under Åndens magt, og jeg hørte bag mig en stærk røst som lyden af en basun, og den sagde:
11 »Hvad du ser, skriv det i en bog, og send den til de syv menigheder, i Efesus og i Smyrna og i Pergamum og i Tyatira og i Sardes og i Filadelfia og i Laodikea.«
12 Og jeg vendte mig om for at se, hvad det var for en røst, der talte med mig; og da jeg vendte mig om, så jeg syv guldlysestager
13 og midt imellem lysestagerne en, som lignede en menneskesøn, klædt i fodsid kjortel og med et guldbælte om brystet.
14 Hans hoved og hår var hvidt som hvid uld, som sne, og hans øjne som flammende ild;
15 og hans fødder lignede skinnende malm, når den gløder i ovnen; og hans røst var som mange vandes brusen;
16 i sin højre hånd havde han syv stjerner, og af hans mund udgik et tveægget, skarpt sværd, og hans udseende var som solen, når den skinner i sin kraft.
17 Og da jeg så ham, faldt jeg som død ned for hans fødder; og han lagde sin højre hånd på mig og sagde:
18 »Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste og den, som lever; og jeg var død, men se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har dødens og Dødsrigets nøgler.
19 Så skriv da ned, hvad du har set, både det, som er, og det, som siden skal ske.
20 Dette er hemmeligheden om de syv stjerner, som du så i min højre hånd, og de syv guldlysestager: de syv stjerner er de syv menigheders engle, og de syv lysestager er de syv menigheder.«
1 Skriv til menighedens engel i Efesus: »Dette siger han, som holder de syv stjerner i sin højre hånd, og som vandrer midt imellem de syv guldlysestager:
2 Jeg kender dine gerninger og din møje og din udholdenhed, og jeg ved, at du ikke kan fordrage de onde; og du har prøvet dem, som kalder sig selv apostle, skønt de ikke er det, og du har fundet, at de er løgnere;
3 og du har udholdenhed og har døjet ondt for mit navns skyld uden at blive træt.
4 Men jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed.
5 Kom derfor i hu, hvorfra du er faldet, og omvend dig og gør de samme gerninger som i den første tid; ellers kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis du ikke omvender dig.
6 Dog, det fortrin har du, at du hader nikolaitternes gerninger, som også jeg hader.
7 Den, som har øre, han høre, hvad Ånden siger til menighederne! Den, der sejrer, ham vil jeg give at spise af livets træ, som er i Guds paradis.«
8 Og skriv til menighedens engel i Smyrna: »Dette siger den første og den sidste, han, som var død og blev levende:
9 Jeg kender din trængsel og din fattigdom — dog, du er rig! — og spotten fra dem, som kalder sig selv jøder, og de er det ikke, men de er Satans synagoge.
10 Frygt ikke for det, du vil komme til at lide! Se, Djævelen vil kaste nogle af jer i fængsel, for at I skal stilles på prøve, og I skal have trængsel i ti dage. Vær tro indtil døden, så vil jeg give dig livets sejrskrans.
11 Den, som har øre, han høre, hvad Ånden siger til menighederne! Den, der sejrer, skal ingenlunde skades af den anden død.«
12 Og skriv til menighedens engel i Pergamum: »Dette siger han, som har det tveæggede, skarpe sværd:
13 Jeg ved, hvor du bor, dér, hvor Satans trone står; og du holder fast ved mit navn og fornægtede ikke troen på mig i de dage, da Antipas, mit trofaste vidne, blev dræbt hos jer, dér, hvor Satan bor.
14 Dog er der lidt, jeg har imod dig: du har hos dig nogle, som holder fast ved Bileams lære, han, der lærte Balak at lægge snarer for Israels børn, for at de skulle spise afgudsofferkød og bedrive utugt.
15 Således har også du nogle, der på lignende måde holder fast ved nikolaitternes lære.
16 Omvend dig! Ellers kommer jeg snart over dig, og jeg vil kæmpe imod dem med min munds sværd.
17 Den, som har øre, han høre, hvad Ånden siger til menighederne! Den, der sejrer, ham vil jeg give af den skjulte manna, og jeg vil give ham en hvid sten, og på den sten er der skrevet et nyt navn, som ingen kender uden den, der får det.«
18 Og skriv til menighedens engel i Tyatira: »Dette siger Guds Søn, han, der har øjne som flammende ild, og hvis fødder ligner skinnende malm:
19 Jeg kender dine gerninger og din kærlighed og troskab og tjeneste og udholdenhed, og jeg ved, at dine sidste gerninger er flere end de første.
20 Men jeg har det imod dig, at du finder dig i kvinden Jesabel, som kalder sig selv profetinde og optræder som lærer og forfører mine tjenere til at bedrive utugt og spise afgudsofferkød.
21 Jeg har givet hende tid til at omvende sig, men hun vil ikke omvende sig fra sin utugt.
22 Se, jeg kaster hende på sygelejet og fører stor trængsel over dem, der begår ægteskabsbrud med hende, hvis de ikke omvender sig fra hendes gerninger.
23 Og hendes børn vil jeg slå ihjel med sot, og alle menighederne skal kende, at jeg er den, som ransager nyrer og hjerter; og jeg vil give enhver af jer efter jeres gerninger.
24 Men til jer andre, som er i Tyatira, til alle, der ikke har denne lære og ikke ›kender Satans dybder‹, som de kalder det — til jer siger jeg: jeg lægger ingen ny byrde på jer.
25 Kun skal I holde fast ved det, I har, indtil jeg kommer.
26 Og den, der sejrer og til det sidste trofast gør mine gerninger, ham vil jeg give magt over folkeslagene;
27 og ›med jernspir skal han vogte dem, ligesom lerkar sønderslås‹ —
28 således som også jeg har fået det overdraget af min Fader; og jeg vil give ham morgenstjernen.
29 Den, som har øre, han høre, hvad Ånden siger til menighederne!«
1 Og skriv til menighedens engel i Sardes: »Dette siger han, som har Guds syv ånder og de syv stjerner: Jeg kender dine gerninger, at du har ord for at leve og er dog død.
2 Bliv vågen og styrk det, der er tilbage, men som var ved at dø; thi jeg har ikke fundet dine gerninger fyldestgørende i min Guds øjne.
3 Kom derfor i hu, hvordan du tog imod ordet og hørte det; hold fast ved det, og omvend dig. Hvis du ikke vågner op, vil jeg komme som en tyv, og du skal ingenlunde vide, i hvilken time jeg kommer over dig.
4 Dog har du i Sardes nogle få, som ikke har besmittet deres klæder; de skal vandre med mig i hvide klæder, thi de er værdige dertil.
5 Den, der sejrer, skal således iføres hvide klæder, og jeg vil aldrig slette hans navn af livets bog, og jeg vil vedkende mig hans navn for min Fader og for hans engle.
6 Den, som har øre, han høre, hvad Ånden siger til menighederne!«
7 Og skriv til menighedens engel i Filadelfia: »Dette siger den Hellige, den Sanddru, han, som har ›Davids nøgle‹ og ›lukker op, så ingen kan lukke i, og lukker i, så ingen kan lukke op‹:
8 Jeg kender dine gerninger. Se, jeg har stillet dig foran en åben dør, som ingen kan lukke; thi vel er din kraft kun liden, men du har holdt fast ved mit ord og ikke fornægtet mit navn.
9 Se, jeg skænker dig nogle af Satans synagoge, af dem, som kalder sig selv jøder, skønt de ikke er det, men lyver. Se, jeg skal få dem til at komme og kaste sig ned for dine fødder, og de skal forstå, at jeg har fattet kærlighed til dig.
10 Fordi du har holdt fast ved mit bud om udholdenhed, vil jeg også holde dig fast og fri dig ud af den prøvelsens stund, som skal komme over hele jorderige for at prøve dem, der bor på jorden.
11 Jeg kommer snart! Hold fast ved det, du har, for at ingen skal tage din sejrskrans.
12 Den, der sejrer, ham vil jeg gøre til en søjle i min Guds tempel, og han skal aldrig mere komme bort derfra; og jeg vil skrive på ham min Guds navn og navnet på min Guds stad, det ny Jerusalem, der kommer ned fra Himmelen fra min Gud, og også mit eget nye navn.
13 Den, som har øre, han høre, hvad Ånden siger til menighederne!«
14 Og skriv til menighedens engel i Laodikea: »Så siger han, som er Amen, det troværdige og sanddru vidne, Guds skaberværks ophav:
15 Jeg kender dine gerninger: du er hverken kold eller varm. Gid du var kold eller varm!
16 Derfor, fordi du er lunken og hverken varm eller kold, har jeg i sinde at udspy dig af min mund.
17 Fordi du siger: ›Jeg er rig, jeg har vundet rigdom og trænger ikke til noget‹, og ikke véd, at netop du er elendig og ynkværdig og fattig og blind og nøgen,
18 derfor råder jeg dig til hos mig at købe guld, lutret i ild, så du kan blive rig, og hvide klæder at iføre dig, så din nøgenheds skam ikke skal blive åbenbar, og øjensalve til at salve dine øjne med, så du kan se.
19 Alle dem, jeg har kær, dem revser og tugter jeg; vær derfor nidkær og omvend dig!
20 Se, jeg står for døren og banker; om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og holde nadver med ham, og han med mig.
21 Den, der sejrer, ham vil jeg lade sidde sammen med mig på min trone, ligesom også jeg har sejret og taget sæde hos min Fader på hans trone.
22 Den, som har øre, han høre, hvad Ånden siger til menighederne!«
1 Derefter så jeg, og se, en dør var åben ind til Himmelen, og den samme røst, der lød som en basun, og som jeg før havde hørt tale til mig, sagde: »Kom herop, så skal jeg vise dig, hvad der skal ske herefter.«
2 Straks kom jeg under Åndens magt; og se, en trone stod i Himmelen, og der sad En på tronen,
3 og han, som sad der, var at se til som jaspis og sarder, og der var en regnbue rundt omkring tronen, at se til som smaragd.
4 Og i kreds om tronen så jeg fireogtyve troner og på tronerne fireogtyve ældste, iførte hvide klæder og med gyldne sejrskranse på deres hoveder.
5 Og fra tronen udgår der lyn og bulder og tordenskrald, og syv fakler brænder foran tronen, det er Guds syv ånder.
6 Og foran tronen er der ligesom et glarhav, klart som krystal, og midt for hver side af tronen, i kreds omkring den, fire livsvæsener fulde af øjne fortil og bagtil.
7 Og det første væsen lignede en løve; og det andet væsen lignede en okse; og det tredje væsen havde ansigt som et menneske, og det fjerde væsen lignede en flyvende ørn.
8 Og hvert af de fire væsener havde seks vinger; rundt om og på indersiden af vingerne er de fulde af øjne; og uden ophør siger de dag og nat: »Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud, den Almægtige, han, som var, og som er, og som kommer!«
9 Og når væsenerne frembærer ære og pris og tak til ham, som sidder på tronen, og som lever i evighedernes evigheder,
10 da kaster de firetyve ældste sig ned for ham, som sidder på tronen, og tilbeder ham, som lever i evighedernes evigheder, og lægger deres sejrskranse ned for tronen og siger:
11 »Værdig er du, vor Herre og Gud, til at få æren og prisen og magten; thi du har skabt alle ting, og de blev til og blev skabt, fordi det var din vilje.«
1 Og jeg så, at han, som sad på tronen, i sin højre hånd havde en bogrulle, med skrift både indvendig og udvendig og forseglet med syv segl.
2 Og jeg så en vældig engel, som med høj røst råbte: »Hvem er værdig til at åbne bogrullen og bryde dens segl?«
3 Og hverken i Himmelen eller på jorden eller under jorden var der nogen, som formåede at åbne bogen eller at se i den.
4 Da græd jeg meget, fordi ingen fandtes værdig til at åbne bogrullen eller se i den.
5 Men en af de ældste sagde til mig: »Græd ikke! se, sejret har løven af Judas stamme, Davids rodskud, så han kan åbne bogrullen og dens syv segl.«
6 Og jeg så, at mellem tronen og de fire væsener og de ældste stod der et lam, ligesom slagtet; det havde syv horn og syv øjne, det er Guds syv ånder, som er udsendt over hele jorden.
7 Og det gik hen og tog bogrullen af hans højre hånd, som sad på tronen.
8 Og da det tog bogrullen, kastede de fire væsener og de fireogtyve ældste sig ned for Lammet, og de havde hver en harpe og guldskåle fyldt med røgelse, det er de helliges bønner.
9 Og de sang en ny sang: »Værdig er du til at tage bogrullen og bryde dens segl, thi slagtet blev du, og med dit blod har du til Gud købt mennesker af alle stammer og tungemål og folk og folkeslag,
10 og du har gjort dem til konger og til præster for vor Gud, og de skal herske på jorden.«
11 Og i synet hørte jeg røster af mange engle rundt om tronen og væsenerne og de ældste, og deres tal var titusinde titusinder og tusinde tusinder,
12 og de sagde med høj røst: »Værdig er Lammet, det slagtede, til at få kraft og rigdom og visdom og styrke og pris og ære og lov!«
13 Og enhver skabning i Himmelen og på jorden og under jorden og på havet, ja alt, hvad i dem er, hørte jeg sige: »Ham, som sidder på tronen, og Lammet være lov og pris og ære og magt i evighedernes evigheder!«
14 Og de fire væsener sagde: »Amen!« Og de ældste kastede sig ned og tilbad.
|
1 Og jeg så Lammet bryde det første af de syv segl, og jeg hørte et af de fire væsener råbe med en tordenrøst: »Kom!«
2 Og jeg så, og se, der var en hvid hest, og han, som red på den, havde en bue; og en sejrskrans blev givet ham, og han drog ud fra sejr til sejr.
3 Og da det brød det andet segl, hørte jeg det andet væsen sige: »Kom!«
4 Og en anden hest kom frem, den var ildrød; og ham som red på den, blev der givet magt til at tage freden bort fra jorden, for at menneskene skulle myrde hverandre; og der blev givet ham et stort sværd.
5 Og da det brød det tredje segl, hørte jeg det tredje væsen sige: »Kom!« Og jeg så, og se, en sort hest, og han, som red på den, holdt en vægt i sin hånd.
6 Og det var, som jeg hørte en røst inde blandt de fire væsener sige: »En liter hvede for en denar og tre liter byg for en denar; dog olien og vinen må du ikke skade.«
7 Og da det brød det fjerde segl, hørte jeg det fjerde væsens røst sige: »Kom!«
8 Og jeg så, en gustengul hest, og han, som red på den, bar navnet »Døden«, og Dødsriget var hans følgesvend; og der blev givet dem magt over en fjerdedel af jorden til at dræbe med sværd og sult og sot og ved jordens vilde dyr.
9 Og da det brød det femte segl, så jeg neden under alteret deres sjæle, som var myrdede for Guds ords skyld og for det vidnesbyrds skyld, som de holdt fast ved.
10 Og de råbte med høj røst og sagde: »Hvor længe, Herre, du hellige og sanddru! vil du tøve med at dømme og hævne vort blod på dem, der bor på jorden?«
11 Og hver af dem blev der givet en lang, hvid klædning, og der blev sagt til dem, at de skulle hvile endnu en liden stund, indtil tallet blev fuldt på deres medtjenere og deres brødre, der skulle ihjelslås ligesom de.
12 Og jeg så Lammet bryde det sjette segl; da kom der et stort jordskælv, og solen blev sort som en sørgedragt, og hele månen blev som blod.
13 Og himmelens stjerner faldt ned på jorden, ligesom et figentræ kaster sine umodne figener, når det rystes af en stærk storm.
14 Og himmelen forsvandt som en bogrulle, der rulles sammen, og alle bjerge og øer blev flyttet fra deres plads.
15 Og jordens konger og stormændene og hærførerne og de rige og de mægtige og alle trælle og frie skjulte sig i huler og mellem bjerge og klipper,
16 og de sagde til bjergene og klipperne: »Fald over os og skjul os for hans åsyn, som sidder på tronen, og for Lammets vrede!
17 Thi deres vredes store dag er kommet; hvem kan da bestå?«
1 Derefter så jeg fire engle stå ved de fire verdenshjørner; de holdt jordens fire vinde tilbage, for at ingen vind skulle blæse hverken på jord eller hav eller mod noget træ.
2 Og jeg så en anden engel stige op fra solens opgang med den levende Guds segl; og han råbte med høj røst til de fire engle, hvem det var givet at skade jorden og havet, og sagde:
3 »Gør hverken jord eller hav eller træer nogen skade, før vi har beseglet vor Guds tjenere på deres pander.«
4 Og jeg hørte tallet på de beseglede, hundrede og fireogfyrretyve tusinde beseglede af alle Israels børns stammer:
5 af Juda stamme tolv tusinde beseglede, af Rubens stamme tolv tusinde, af Gads stamme tolv tusinde,
6 af Asers stamme tolv tusinde, af Naftalis stamme tolv tusinde, af Manasses stamme tolv tusinde,
7 af Simeons stamme tolv tusinde, af Levis stamme tolv tusinde, af Issakars stamme tolv tusinde,
8 af Zebulons stamme tolv tusinde, af Josefs stamme tolv tusinde og af Benjamins stamme tolv tusinde beseglede.
9 Derefter så jeg, og se, en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer og folk og tungemål stod foran tronen og foran Lammet iførte lange, hvide klæder og med palmegrene i hænderne;
10 og de råbte med høj røst og sagde: »Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.«
11 Og alle englene stod rundt om tronen og om de ældste og om de fire livsvæsener, og de kastede sig ned for tronen på deres ansigter og tilbad Gud og sagde:
12 »Amen! Lov og ære og visdom og tak og pris og kraft og styrke tilkommer vor Gud i evighedernes evigheder! Amen.«
13 Og en af de ældste tog til orde og sagde til mig: »De, som er iførte de lange, hvide klæder, hvem er de? og hvorfra er de kommet?«
14 Jeg svarede ham: »Min herre! du ved det.« Da sagde han til mig: »Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og de har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod.
15 Derfor står de nu foran Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel; og han, som sidder på tronen, skal opslå sit telt over dem.
16 ›De skal ikke sulte mere og ikke tørste mere, ikke heller skal sol eller nogen hede stikke dem.‹
17 Thi Lammet, som står midt for tronen, skal være deres hyrde og lede dem til kilderne med livets vand; og ›Gud skal tørre hver tåre‹ af deres øjne.«
|
1 Men da Lammet brød det syvende segl, blev der stilhed i Himmelen henved en halv time.
2 Og jeg så de syv engle, som står for Guds Åsyn, og der blev givet dem syv basuner.
3 Og en anden engel kom og stillede sig ved alteret med et røgelseskar af guld, og der blev givet ham megen røgelse, for at han skulle lægge den til alle de helliges bønner på guldalteret foran tronen.
4 Og fra engelens hånd steg røgen af røgelsen med de helliges bønner op for Guds åsyn.
5 Og engelen tog røgelseskarret og fyldte det med ild fra alteret og kastede den på jorden, og der kom tordenskrald og bulder og lyn og jordskælv.
6 De syv engle med de syv basuner gjorde sig nu rede til at blæse i deres basuner.
7 Og den første blæste i sin basun; da kom der hagl og ild, blandet med blod, og det blev kastet på jorden; og en tredjedel af jorden brændte op, og en tredjedel af træerne brændte op, og alt grønt græs brændte op.
8 Og den anden engel blæste i sin basun; da var det, ligesom et stort bjerg, brændende i lys lue, blev kastet i havet; og en tredjedel af havet blev til blod,
9 og en tredjedel af de levende skabninger i havet døde, og en tredjedel af skibene blev ødelagt.
10 Og den tredje engel blæste i sin basun; da faldt der fra himmelen en stor stjerne, brændende som en fakkel, og den faldt på en tredjedel af floderne og på kildevældene.
11 Og stjernens navn er malurt; og en tredjedel af vandene blev til malurt, og mange af menneskene døde af vandet, fordi det var blevet bittert.
12 Og den fjerde engel blæste i sin basun; da blev en tredjedel af solen og en tredjedel af månen og en tredjedel af stjernerne ramt, så en tredjedel af dem blev formørket. Dagen mistede en tredjedel af sit lys, og natten ligeså.
13 Og i synet hørte jeg en ørn flyve midt oppe under himmelen og skrige med høj røst: »Ve, ve, ve dem, der bor på jorden, når de øvrige basunstød kommer fra de tre engle, som endnu skal blæse i deres basuner!«
|
1 Og den femte engel blæste i sin basun; da så jeg en stjerne, som fra himmelen var faldet ned på jorden, og nøglen til afgrundens brønd blev givet den.
2 Og den åbnede afgrundens brønd, og en røg steg op af brønden ligesom røgen af en stor ovn, og solen og luften blev formørket af røgen fra brønden.
3 Og frem af røgen kom der græshopper ud over jorden. Dem blev der givet samme magt, som jordens skorpioner har.
4 Og der blev sagt til dem, at de ikke måtte skade græsset på jorden eller noget som helst andet grønt eller noget træ, men kun de mennesker, som ikke havde Guds segl på deres pander.
5 Og det blev givet dem, ikke at dræbe, men at pine dem i fem måneder; og pinen, de voldte, var som den pine, en skorpion volder, når den stikker et menneske.
6 Og i de dage skal menneskene søge døden og ikke finde den; og de skal længes efter at dø, men døden flyr dem.
7 Og græshopperne lignede i deres ydre heste, som er udrustede til krig; på deres hoveder var der noget ligesom kranse, der så ud som guld, og deres ansigter var ligesom menneskeansigter,
8 og de havde hår ligesom kvindehår, og deres tænder var ligesom løvers,
9 og deres bryst var ligesom dækket af jernbrynjer; og lyden af deres vinger var ligesom lyd af stridsvogne med mange heste, der farer ud til kamp.
10 Og de havde hale og brod ligesom skorpioner, og i deres haler lå deres magt til at skade menneskene i fem måneder.
11 De har afgrundens engel til konge over sig; hans navn er på hebraisk Abaddôn, og på græsk har han navnet Apollyon.
12 Det første ve er til ende; men efter det kommer der endnu to andre ve'er.
13 Og den sjette engel blæste i sin basun; da hørte jeg en røst fra de fire horn på guldalteret, som stod for Guds åsyn,
14 sige til den sjette engel med basunen: »Løs de fire engle, som holdes bundne ved den store flod Eufrat.«
15 Og de fire engle blev løst, de, som holdtes rede til den time og dag og måned og år for at dræbe en tredjedel af menneskene.
16 Og tallet på rytterskarerne var to gange titusinde gange titusinde; jeg hørte tallet på dem.
17 Og i mit syn så jeg hestene og rytterne således: de havde ildrøde og sorteblå og svovlgule brynjer; og hestenes hoveder var ligesom løvehoveder, og ud af munden på dem stod ild og røg og svovl.
18 Ved disse tre plager: ilden og røgen og svovlet, som stod ud af munden på dem, blev en tredjedel af menneskene dræbt.
19 Thi hestenes magt lå i deres munde og i deres haler; deres haler lignede nemlig slanger, fordi de havde hoveder, og med dem gjorde de skade.
20 Og de mennesker, som blev tilovers, og som ikke blev dræbt ved disse plager, omvendte sig ikke fra deres hænders værk, så de holdt op med at tilbede de onde ånder og afgudsbillederne af guld og sølv og kobber og sten og træ, som hverken kan se eller høre eller gå.
21 De omvendte sig ikke fra deres myrderier eller fra deres trolddomskunster eller fra deres utugt eller fra deres tyverier.
1 Og jeg så en anden vældig engel komme ned fra Himmelen. Han var indhyllet i en sky, og regnbuen var over hans hoved, og hans ansigt var som solen og hans ben som ildsøjler,
2 og i hånden holdt han en lille åben bogrulle. Og han satte sin højre fod på havet og den venstre på jorden.
3 Og han råbte med høj røst, som når en løve brøler; og da han havde råbt, lod de syv tordener deres røst høre.
4 Og da de syv tordener havde talt, ville jeg til at skrive; men jeg hørte en røst fra Himmelen sige: »Gem under segl, hvad de syv tordener talte, og skriv det ikke ned!«
5 Og engelen, som jeg så stå på havet og på jorden, hævede sin højre hånd mod Himmelen
6 og svor ved ham, som lever i evighedernes evigheder, ham, som har skabt himmelen, og hvad der er i den, og jorden, og hvad der er på den, og havet, og hvad der er i det: »Fristen er omme;
7 ja, i de dage, da den syvende engel lader sin røst lyde og skal til at blæse i basunen, er Guds hemmelige rådslutning fuldbyrdet, således som han har forkyndt i glædesbudskabet til sine tjenere profeterne.«
8 Og den røst, jeg havde hørt fra Himmelen, talte atter til mig og sagde: »Gå hen, tag den åbne bogrulle af den engels hånd, som står på havet og på jorden.«
9 Og jeg gik hen til engelen og bad ham give mig den lille bog. Og han sagde til mig: »Tag den og synk den; den vil volde bitter smerte i din mave, men i din mund vil den smage sødt som honning.«
10 Og jeg tog den lille bog af engelens hånd og sank den; og den smagte sødt som honning i min mund, men da jeg havde spist den, følte jeg bitter smerte i maven.
11 Og der blev sagt til mig: »Du skal på ny profetere om mange folk og folkeslag og tungemål og konger.«
1 Og et rør, der lignede en målestok, blev givet mig med de ord: »Stå op og mål Guds tempel og alter og dem, som tilbeder dér.
2 Men forgården uden for templet, lad den være, og mål den ikke, thi den er prisgivet hedningerne, og de skal nedtræde den hellige stad i toogfyrretyve måneder.
3 Og jeg vil lade mine to vidner, klædte i sæk, profetere i et tusinde to hundrede og tresindstyve dage.
4 Det er de to olietræer og de to lysestager, som står for jordens Herres åsyn.
5 Og vil nogen gøre dem fortræd, skal ild udgå af deres mund og fortære deres fjender; ja, hvis nogen vil gøre dem fortræd, skal han omkomme således.
6 De har magt til at lukke himmelen, så der ikke falder regn i den tid, de profeterer; de har også magt over vandene, så de kan forvandle dem til blod, og magt til at slå jorden med alskens plage, så tit de vil.
7 Og når de har aflagt hele deres vidnesbyrd, skal dyret, der stiger op af afgrunden, føre krig mod dem og sejre over dem og dræbe dem.
8 Og deres lig skal ligge på gaden i den store stad, som i åndelig forstand kaldes Sodoma og Ægypten, dér, hvor også deres Herre blev korsfæstet.
9 Og mennesker af alle folk og stammer og tungemål og folkeslag skal se på deres lig i tre og en halv dag og ikke tillade, at deres lig lægges i graven.
10 Og de, der bor på jorden, skal glæde og fryde sig over, hvad der skete med dem, og de skal sende hverandre gaver, fordi disse to profeter var til plage for dem, der bor på jorden.«
11 Men efter de tre og en halv dags forløb kom der livsånde fra Gud ind i dem; og de rejste sig op på deres fødder, og stor frygt greb dem, der så dem.
12 Og de hørte en høj røst fra Himmelen sige til dem: »Kom herop!« Og de steg op til Himmelen i skyen, mens deres fjender så efter dem.
13 Og i samme stund kom der et stort jordskælv, og en tiendedel af staden styrtede sammen, og syv tusinde personer blev dræbt ved jordskælvet; og de andre blev forfærdede og gav Himmelens Gud ære.
14 Det andet ve er omme, se, det tredje ve kommer snart.
15 Og den syvende engel blæste i sin basun; da lød der i Himmelen høje røster, som sagde: »Verdensherredømmet er nu blevet vor Herres og hans Salvedes, og han skal være konge i evighedernes evigheder.«
16 Og de fireogtyve ældste, som sidder for Guds åsyn på deres troner, kastede sig ned på deres ansigt og tilbad Gud og sagde:
17 »Vi takker dig Herre, almægtige Gud, du, som er, og som var, fordi du har overtaget din store magt og tiltrådt dit kongedømme;
18 folkeslagene vrededes, men nu er din vredes dag kommet og den tid, da de døde skal dømmes, og lønnen gives dine tjenere, profeterne, og de hellige og dem, som frygter dit navn, både små og store, og da de, der lægger jorden øde, selv skal ødelægges.«
19 Og Guds tempel i Himmelen blev åbnet, og hans pagts ark kom til syne i hans tempel, og der kom lyn og bulder og tordenskrald og jordskælv og store hagl.
|
1 Og et stort tegn viste sig på himmelen: en kvinde med solen som klædebon og månen under sine fødder og en krans af tolv stjerner på sit hoved.
2 Og hun var frugtsommelig og skreg i barnsnød og fødselsveer.
3 Og et andet tegn viste sig på himmelen; se, der var en stor, ildrød drage med syv hoveder og ti horn og syv kroner på sine hoveder.
4 Og dens hale fejede en tredjedel af himmelens stjerner væk og kastede dem ned på jorden. Og dragen stod foran kvinden, som skulle føde, for at sluge hendes barn, så snart hun havde født det.
5 Og hun fødte et drengebarn, som engang skal vogte alle folkeslag med jernspir; og hendes barn blev bortrykket til Gud og til hans trone.
6 Og kvinden flygtede ud i ørkenen, hvor hun har et sted beredt af Gud, for at man dér skulle sørge for hende et tusinde to hundrede og tresindstyve dage.
7 Og der blev kamp i Himmelen: Mikael og hans engle stred mod dragen, og dragen og dens engle stred mod dem.
8 Men de kunne ikke stå sig, og der fandtes ikke længere plads for dem i Himmelen.
9 Så blev den store drage nedstyrtet, den gamle slange, som kaldes Djævelen og Satan, hele verdens forfører, han blev nedstyrtet på jorden, og hans engle blev nedstyrtet sammen med ham.
10 Og jeg hørte en høj røst i Himmelen sige: »Fra nu af er frelsen og kraften og Riget vor Guds, og magten hans Salvedes; thi nedstyrtet er vore brødres anklager, som anklagede dem for vor Gud dag og nat.
11 Og de har sejret over ham på grund af Lammets blod og på grund af deres vidnesbyrds ord; og de havde ikke deres liv for kært til at gå i døden.
12 Glæd jer derfor, I Himle, og I, som bor i dem! Ve jorden og havet! thi Djævelen er kommen ned til jer; hans harme er stor, fordi han ved, hans tid er kort.«
13 Og da dragen så, at den var nedstyrtet til jorden, forfulgte den kvinden, som havde født drengebarnet.
14 Der blev da givet kvinden den store ørns to vinger, for at hun skulle flyve ud i ørkenen til sit sted, hvor der sørges for hende én tid og to tider og en halv tid, borte fra slangen.
15 Og slangen spyede vand som en flod ud af sin mund efter kvinden for at skylle hende bort med strømmen.
16 Men jorden kom kvinden til hjælp; og jorden åbnede sin mund og opslugte floden, som dragen havde udspyet af sin mund.
17 Og dragen vrededes på kvinden og gik bort for at føre krig mod de andre af hendes slægt, dem, der holder Guds bud og bevarer Jesu vidnesbyrd.
18 Og dragen stillede sig på sandet ved havet.
v.12,18: Johannes forveksler sig selv med en drage. Denne gamle fejl burde have være rettet i 1907: Johannes eller dragen?
1 Og jeg så et dyr stige op af havet; det havde ti horn og syv hoveder og på hornene ti kroner og på hovederne gudsbespottelige navne.
2 Og dyret, som jeg så, lignede en panter, og havde fødder som en bjørn og gab som en løve; og dragen gav det sin kraft og sin trone og stor magt.
3 Og jeg så, at et af dets hoveder var som såret til døden, men dets dødshug blev lægt. Og hele jorderig fulgte undrende efter dyret.
4 Og de tilbad dragen, fordi den havde givet dyret magten; de tilbad også dyret og sagde: »Hvem er dyrets ligemand? og hvem formår at kæmpe mod det?«
5 Og der blev givet det mund til at tale store ord og bespottelser, og der blev givet det magt til at virke i toogfyrretyve måneder.
6 Og det åbnede sin mund til bespottelse mod Gud, til at spotte hans navn og hans bolig og dem, som bor i Himmelen.
7 Og der blev givet det at føre krig mod de hellige og sejre over dem; og der blev givet det magt over alle stammer og folk og tungemål og folkeslag.
8 Og alle de, der bor på jorden, skal tilbede det, alle de, der ikke fra verdens grundlæggelse har deres navn skrevet i livets bog, det slagtede Lams bog.
9 Hvis nogen har øre, han høre!
10 Hvis nogen vil bringe andre i fangenskab, han kommer selv i fangenskab; hvis nogen dræber med sværd, han skal selv dræbes med sværd. Her gælder det for de hellige om udholdenhed og tro.
11 Og jeg så et andet dyr stige op af jorden, og det havde to horn ligesom et lam, men talte som en drage.
12 Og det udøver det første dyrs hele magt for dets øjne og får jorden og alle dem, der bor på den, til at tilbede det første dyr, hvis dødshug blev lægt.
13 Og det gør store tegn, så det endog får ild til at falde fra himmelen ned på jorden for menneskenes øjne.
14 Og det forfører dem, der bor på jorden, ved de tegn, som det fik magt til at gøre for dyrets øjne, og det opfordrer dem, der bor på jorden, til at lave et billede af dyret, der har sværdhugget, men atter kom til live.
15 Og det fik magt til at give dyrets billede livsånde, så dyrets billede endog kunne tale og lade alle dræbe, som ikke ville tilbede dyrets billede.
16 Og det får alle, både små og store, rige og fattige, frie og trælle, til at give sig selv et mærke på deres højre hånd eller på deres pande,
17 for at ingen skal kunne købe og sælge uden den, som har mærket: dyrets navn eller dets navns tal.
18 Her gælder det at have visdom. Lad den, der har forstand, udregne dyrets tal; thi det er et menneskes tal, og dets tal er 666.
v.1+3: De første beboere i Himlen er 144.000 jødiske mænd.
v.4: Det er mænd, der
"ikke har besmittet sig med Kvinder, thi de er som Jomfruer".
1 Og jeg så, og se, Lammet stod på Zions bjerg og sammen med det hundrede og fireogfyrretyve tusinde, som havde dets navn og dets Faders navn skrevet på deres pander.
2 Og jeg hørte en lyd fra Himmelen som en brusen af mange vande og som en buldren af stærk torden, og den lyd, jeg hørte, var som af harpespillere, der spiller på deres harper.
3 Og de synger en ny sang foran tronen og foran de fire livsvæsener og de ældste; og ingen kunne lære den sang uden de hundrede og fireogfyrretyve tusinde, som er løskøbt fra jorden.
4 Det er dem, som ikke har besmittet sig med kvinder, thi de er som jomfruer; det er dem, der følger Lammet, hvor det går. De er blevet løskøbt ud af menneskeslægten som en førstegrøde for Gud og Lammet,
5 og i deres mund blev der ikke fundet løgn; de er dadelfri.
6 Og derefter så jeg en engel flyve midt oppe under himmelen; han havde et evigt evangelium at forkynde for dem, der bor på jorden, for alle folkeslag og stammer og tungemål og folk.
7 Og han råbte med høj røst: »Frygt Gud og giv ham ære; thi nu er hans doms time kommet. Ja, tilbed ham, som har skabt himmelen og jorden og havet og kildevældene.«
8 Og endnu en engel, den anden, fulgte efter; han sagde: »Faldet, faldet er det store Babylon, som har givet alle folkeslagene at drikke af sin utugts harmes vin.«
9 Og endnu en engel, den tredje, fulgte dem; han råbte med høj røst: »Hvis nogen tilbeder dyret og dets billede og tager dets mærke på sin pande eller på sin hånd,
10 så skal han drikke af Guds harmes vin, som er skænket ublandet i hans vredes bæger; og han skal pines med ild og svovl for de hellige engles og for Lammets øjne.
11 Og røgen fra deres pine stiger op i evighedernes evigheder; og de har ikke hvile hverken dag eller nat, de, som tilbeder dyret og dets billede, og enhver, der tager dets navn som mærke.«
12 Her gælder det om udholdenhed for de hellige, der holder fast ved Guds bud og troen på Jesus.
13 Og jeg hørte en røst fra Himmelen sige: »Skriv: Salige er de døde, som dør i Herren fra nu af. Ja, siger Ånden, de skal hvile efter deres møje, thi deres gerninger følger dem.«
14 Og jeg så, og se, en hvid sky, og på skyen sad der en, som lignede en menneskesøn, med en gylden krans på sit hoved og en skarp segl i sin hånd.
15 Og en anden engel kom ud fra templet og råbte med høj røst til ham, som sad på skyen: »Tag din segl og høst; thi høsttiden er inde, jordens høst er overmoden.«
16 Og han, som sad på skyen, svang sin segl over jorden, og jorden blev høstet.
17 Og en anden engel kom ud fra templet i Himmelen; også han havde en skarp segl.
18 Derefter kom der fra alteret en engel, som havde magt over ilden; og han råbte med høj røst til ham, som havde den skarpe segl, og sagde: »Tag din skarpe segl og skær klaserne af jordens vintræ; thi dets druer er modne.«
19 Og engelen svang sin segl over jorden og afskar frugten på jordens vintræ og kastede den i Guds harmes store persekar.
20 Og persekarret blev trådt uden for byen, og der strømmede blod ud af persekarret, helt op til hestenes bidsler, på en strækning af et tusinde og seks hundrede stadier.
1 Og jeg så et andet tegn i Himmelen, stort og underfuldt: syv engle med de syv plager, som bliver de sidste; thi med dem er Guds harme fuldbyrdet.
2 Og jeg så noget ligesom et glarhav, isprængt med ild. Og jeg så dem, som var gået sejrende ud af kampen med dyret og dets billede og dets navns tal, stå ved glarhavet med Guds harper i deres hænder.
3 Og de sang Moses', Guds tjeners, sang og Lammets sang: »Store og underfulde er dine gerninger, Herre vor Gud, du Almægtige! retfærdige og sande er dine veje, du folkenes konge!
4 Hvem skulle ikke frygte dig, Herre! og prise dit navn? Thi du alene er hellig; ja, alle folkene skal komme og tilbede for dit åsyn, fordi dine retfærdige domme er blevet åbenbaret.«
5 Og derefter så jeg: templet, vidnesbyrdets telt, i Himmelen blev åbnet,
6 og de syv engle med de syv plager kom ud af templet, iførte skinnende rent linklæde og med guldbælter omkring brystet.
7 Og et af de fire livsvæsener gav de syv engle syv guldskåle fyldte med Guds harme, han, som lever i evighedernes evigheder.
8 Og templet fyldtes med røg fra Guds herlighed og fra hans kraft; og ingen kunne gå ind i templet, førend de syv engles syv plager var fuldbyrdet.
1 Og jeg hørte en høj røst fra templet sige til de syv engle: »Gå hen og hæld Guds harmes syv skåle ud over jorden!«
2 Og den første gik hen og hældte sin skål over jorden. Da kom der ondartede og slemme bylder på de mennesker, som havde dyrets mærke, og som tilbad dets billede.
3 Og den anden engel hældte sin skål i havet, og det blev til blod som af en død; og hvert levende væsen i havet døde.
4 Og den tredje engel hældte sin skål i floderne og kildevældene, og de blev til blod.
5 Og jeg hørte vandenes engel sige: »Retfærdig er du, som er, og som var, du Hellige, at du har fældet denne dom;
6 fordi de har udgydt helliges og profeters blod, så har du givet dem blod at drikke; det har de fortjent.«
7 Og jeg hørte alteret sige: »Ja, Herre vor Gud, du Almægtige! sande og retfærdige er dine domme.«
8 Og den fjerde engel hældte sin skål ud over solen. Da fik solen magt til at hærge menneskene med ild.
9 Og menneskene blev hærget af den store hede, og de gav sig til at spotte Guds navn, hans, som har magt over disse plager; og de omvendte sig ikke, så de gav ham ære.
10 Og den femte engel hældte sin skål ud over dyrets trone. Da blev dets rige indhyllet i mørke, og folk bed sig i tungen af pine.
11 Og de spottede Himmelens Gud for deres smerter og for deres bylder; og de omvendte sig ikke fra deres gerninger.
12 Og den sjette engel hældte sin skål ud over den store flod Eufrat. Da udtørredes flodens vand, så vejen var banet for kongerne fra solens opgang.
13 Og jeg så, at der ud af dragens mund og ud af dyrets mund og ud af den falske profets mund kom tre urene ånder, som lignede frøer.
14 De er nemlig dæmoners ånder, som gør tegn; og de går ud til kongerne på hele jorderige for at samle dem til krigen på Guds, den Almægtiges, store dag.
15 (»Se, jeg kommer som en tyv. Salig er den, som våger og bevarer sine klæder, så han ikke skal gå nøgen, og man skal se hans skam!«)
16 Og de samlede dem på det sted, der på hebraisk kaldes Harmagedon.
17 Og den syvende engel hældte sin skål ud i luften. Da lød der fra templet en høj røst, som kom fra tronen og sagde: »Det er sket.«
18 Og der kom lyn og bulder og tordenskrald, og der blev et stort jordskælv, som der ikke har været mage til, siden der kom mennesker på jorden — så stort og vældigt var det jordskælv.
19 Og den store by skiltes ad i tre dele, og folkeslagenes byer styrtede sammen; og Gud kom det store Babylon i hu, så han rakte det bægeret med sin vredes harmes vin.
20 Og hver en ø forsvandt, og ingen bjerge fandtes mere.
21 Og store centnertunge hagl faldt ned fra himmelen på menneskene; og menneskene spottede Gud på grund af haglplagen; thi stor var denne plage, såre stor.
1 Og en af de syv engle med de syv skåle kom hen og talte med mig og sagde: »Kom! jeg vil vise dig dommen over den store skøge, som sidder ved de mange vande.
2 Med hende har jordens konger bedrevet utugt, og jordens beboere har beruset sig i hendes utugts vin.«
3 Og han førte mig i ånden ud i en ørken; der så jeg en kvinde sidde på et skarlagenrødt dyr, som var fuldt af gudsbespottelige navne; det havde syv hoveder og ti horn.
4 Og kvinden var klædt i purpur og skarlagen og skinnede af guld og ædelstene og perler, og i sin hånd havde hun et guldbæger fuldt af vederstyggeligheder og hendes utugts urenheder.
5 Og på hendes pande var der skrevet et navn, en hemmelighed: »Babylon, den store, moder til jordens skøger og vederstyggeligheder.«
6 Og jeg så kvinden beruset af de helliges blod, af Jesu vidners blod. Og da jeg så hende, blev jeg grebet af stor forundring.
7 Og engelen sagde til mig: »Hvorfor undrede du dig? Jeg vil forklare dig hemmeligheden om kvinden og om dyret, som bærer hende, og som har de syv hoveder og de ti horn.
8 Dyret, som du så, har været og er ikke mere; men det skal stige op af afgrunden og gå sin undergang i møde. Og de, der bor på jorden, og hvis navne ikke fra verdens grundlæggelse er skrevet i livets bog, de skal undre sig, når de ser dyret, som har været, men ikke er mere og dog skal komme.
9 Her gælder det at have et sind, som rummer visdom. De syv hoveder er syv bjerge, som kvinden sidder på. De er også syv konger.
10 De fem er allerede faldet, den ene er der, den anden er endnu ikke kommen, og når han kommer, skal han kun blive en kort tid.
11 Og dyret, som har været og ikke er mere, er selv den ottende og er dog af de syv og går sin undergang i møde.
12 Og de ti horn, du så, er ti konger, som endnu ikke har fået kongemagt, men får herredømme en stund som konger sammen med dyret.
13 De har én og samme tanke, og deres kraft og magt stiller de til dyrets rådighed.
14 De skal føre krig mod Lammet, og Lammet skal sejre over dem, fordi det er herrernes Herre og kongernes Konge, sejre sammen med dem, som er i dets følge, de kaldede og udvalgte og trofaste.«
15 Og han siger til mig: »De vande, du så, hvor skøgen sidder, er folk og skarer og folkeslag og tungemål.
16 Og de ti horn, du så, og dyret vil hade skøgen og gøre hende ensom og nøgen og æde hendes kød og opbrænde hende med ild.
17 Thi Gud har indgivet dem i deres hjerter at gøre efter hans tanke og at handle ud fra én og samme tanke og at give dyret deres kongemagt, indtil Guds ord bliver fuldbyrdet.
18 Og kvinden, du så, er den store by, som har herredømme over jordens konger.«
1 Derefter så jeg en anden engel komme ned fra Himmelen; han havde stor magt, og jorden blev oplyst af hans herlighed.
2 Og han råbte med vældig røst og sagde: »Faldet, faldet er Babylon, den store, og den er blevet bolig for dæmoner og tilhold for alskens urene ånder og tilhold for alskens urene og afskyede fugle!
3 Thi af hendes utugts harmes vin har alle folkeslagene drukket, og med hende har jordens konger bedrevet utugt, og jordens købmænd er blevet rige på grund af hendes umådelige yppighed.«
4 Og jeg hørte en anden røst sige fra Himmelen: »Drag ud fra hende, mit folk! for at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager.
5 Thi hendes synder har hobet sig op, så de når til Himmelen, og Gud har kommet hendes uretfærdigheder i hu.
6 Giv hende lige for lige, ja betal hende dobbelt gengæld efter hendes gerninger; skænk dobbelt i til hende i det bæger, som hun selv skænkede i.
7 Lige så megen herlighed og overdådighed, som hun levede i, så megen pine og sorg skal I volde hende. Fordi hun siger i sit hjerte: ›Jeg troner her som dronning og sidder ikke enke, og aldrig skal jeg kende til sorg‹ —
8 derfor skal hendes plager komme på én og samme dag: død og sorg og sult, og hun skal opbrændes med ild. Thi stærk er Herren, vor Gud, som har dømt hende.
9 Og jordens konger, som sammen med hende har bedrevet utugt og levet overdådigt, skal græde og jamre over hende, når de ser røgen fra hendes brand,
10 mens de selv står langt borte af frygt for hendes pine og siger: ›Ve! ve! Babylon, du store by, du stærke by! thi på én time er dommen kommet over dig.‹
11 Og jordens købmænd græder og sørger over hende, fordi ingen mere køber deres vareladninger:
12 ladninger af guld, sølv, ædelstene og perler, fint linned, purpur, silke og skarlagen, al slags tuja-træ, alle slags sager af elfenben, alle slags sager af kostbart træ, kobber, jern og marmor,
13 kanel, hårsalve, røgelse, salve og virak, vin og olie, flormel og hvede, okser og får, heste og vogne, slaver og menneskesjæle.
14 Og de frugter, som var dit hjertes lyst, er gået tabt for dig, og alt det pragtfulde og prangende er forbi for dig, og man kan slet ikke opdrive det mere.
15 De, der handlede med disse ting, de, der tjente sig rigdomme hos hende, skal stå langt borte af frygt for hendes pine, grædende og sørgende,
16 og sige: ›Ve! ve! du store by, som var klædt i fint linned og purpur og skarlagen og skinnede af guld og ædelstene og perler!
17 thi på én time er så stor en rigdom lagt øde.‹ Og alle skibsførere og alle skippere og sømænd og alle, som har deres gerning på havet, stod langt borte
18 og råbte, da de så røgen fra hendes brand, og sagde: ›Hvor fandtes magen til den store by?‹
19 Og de kom støv på deres hoveder, og under gråd og klage råbte de og sagde: ›Ve! ve! du store by, af hvis kostbarheder alle, der havde skibe på søen, blev rige! thi på én time er den blevet lagt øde.‹
20 Fryd dig over hende, du Himmel, og I hellige og apostle og profeter! thi Gud har skaffet jer ret over hende.«
21 Og en vældig engel tog en sten af størrelse som en stor møllesten og kastede den i havet og sagde: »Således skal Babylon, den store by, styrtes hovedkulds ned og aldrig findes mere.
22 Og ingen lyd af harpespillere og sangere og fløjtespillere og basunblæsere skal mere høres i dig; og ingen, som driver nogen slags håndværk, skal mere findes i dig, og kværnens lyd skal ikke mere høres i dig;
23 og ingen lampes lys skal mere skinne i dig, og brudgoms og bruds røst skal ikke mere høres i dig. Thi dine købmænd var jordens stormænd, og ved din fortryllelse blev alle folkeslagene forført.
24 Og i den by fandtes blod af profeter og hellige og af alle dem, som blev myrdet på jorden.«
|
|
1 Derefter hørte jeg ligesom et mægtigt kor fra en stor skare i Himmelen, som sagde: »Halleluja! Frelsen og æren og magten tilhører vor Gud.
2 Thi sande og retfærdige er hans domme: han har dømt den store skøge, som styrtede jorden i fordærv med sin utugt, og han har krævet sine tjeneres blod af hendes hånd.«
3 Og for anden gang sagde de: »Halleluja!« Og røgen fra hende stiger op i evighedernes evigheder.
4 Og de fireogtyve ældste og de fire livsvæsener kastede sig ned og tilbad Gud, som sad på tronen, og de sagde: »Amen! Halleluja!«
5 Og fra tronen lød en røst, som sagde: »Lovsyng vor Gud, alle hans tjenere, I, som frygter ham, små og store!«
6 Og jeg hørte som et kor af en stor skare og som en brusen af mange vande og som en buldren af stærke tordener; de sagde: »Halleluja! thi Herren, vor Gud, den Almægtige, har tiltrådt sit kongedømme.
7 Lad os glæde og fryde os og give ham æren; thi Lammets bryllupsdag er kommet, og hans brud har gjort sig rede.«
8 Og der blev givet hende en skinnende ren linnedklædning at iføre sig; thi linnedklædningen er de helliges retfærdige gerninger.
9 Og han siger til mig: »Skriv: Salige er de, som er indbudt til Lammets bryllupsmåltid.« Og han siger til mig: »Dette er sande Guds ord.«
10 Og jeg kastede mig ned for hans fødder for at tilbede ham, men han siger til mig: »Gør det ikke! Jeg er din medtjener og dine brødres, som bevarer Jesu vidnesbyrd; Gud skal du tilbede!« Thi Jesu vidnesbyrd er profetiens ånd.
11 Og jeg så Himmelen åben, og se, en hvid hest, og han, som red på den, hedder »Troværdig og Sanddru«, og han dømmer og kæmper med retfærdighed.
12 Hans øjne var som flammende ild, og på sit hoved havde han mange kroner og et navn skrevet, som ingen kender, uden han selv.
13 Han var iført en kappe, dyppet i blod, og det navn, han bærer, er »Guds Ord«.
14 Og de himmelske hærskarer fulgte ham på hvide heste, og de var iførte hvide, rene linnedklæder.
15 Og af hans mund udgik et skarpt sværd, for at han med det skulle slå folkeslagene. Og han skal vogte dem med jernspir, og han skal træde persekarret, fyldt med den almægtige Guds vredes og harmes vin.
16 Og på sin kappe, på sin lænd, har han et navn skrevet: »kongernes Konge og herrernes Herre.«
17 Og jeg så en engel stå på solen, og han råbte med høj røst og sagde til alle fugle, som fløj midt oppe under himmelen: »Kom hid, og saml jer til Guds store gæstebud
18 for at æde kød af konger og kød af hærførere og kød af helte og kød af heste og deres ryttere, ja, kød af alle, både frie og trælle, små og store.«
19 Og jeg så dyret og jordens konger og deres hære samlede for at føre krig mod ham, som red på hesten, og mod hans hær.
20 Og dyret blev grebet og sammen med det den falske profet, som for dets øjne havde gjort tegnene, hvormed han havde forført dem, der tog dyrets mærke på sig, og dem, der tilbad dets billede. De blev begge kastet levende i ildsøen, som brænder med svovl.
21 Og de andre blev af ham, som red på hesten, dræbt med sværdet, som udgik af hans mund, og alle fuglene blev mættet af deres kød.
1 Og jeg så en engel komme ned fra Himmelen med nøglen til afgrunden og en stor lænke i sin hånd.
2 Og han greb dragen, den gamle slange, det er Djævelen og Satan, og bandt ham for tusinde år
3 og kastede ham i afgrunden og lukkede den over ham og satte segl for, så han ikke mere kunne forføre folkeslagene, før de tusinde år var omme. Så skal han løses en lille tid.
4 Og jeg så troner, og de satte sig på dem, og der blev givet dem magt til at dømme. Og jeg så deres sjæle, som var blevet halshugget for Jesu vidnesbyrds og for Guds ords skyld, og jeg så dem, som ikke havde tilbedt dyret eller dets billede og ikke havde taget dets mærke på deres pande og på deres hånd; de blev levende og blev konger med Kristus i tusinde år.
5 (De andre døde blev ikke levende, før de tusinde år var til ende). Dette er den første opstandelse.
6 Salig er den, som har del i den første opstandelse! dem har den anden død ingen magt over, men de skal være Guds og Kristi præster og være konger med ham i de tusinde år.
7 Og når de tusinde år er til ende, skal Satan blive løsladt af sit fængsel.
8 Og han skal gå ud for at forføre folkeslagene ved jordens fire hjørner, Gog og Magog, og samle dem til krig; de er talløse som havets sand.
9 Og de drog op over landets højslette og omringede de helliges lejr og den elskede stad. Da faldt der ild ned fra Himmelen fra Gud og fortærede dem.
10 Og Djævelen, som havde forført dem, blev kastet i ild- og svovlsøen, hvor også dyret og den falske profet var; og de skal pines dag og nat i evighedernes evigheder.
11 Og jeg så en stor hvid trone og ham, som sad på den; for hans åsyn flyede jorden og himmelen, og der fandtes ikke nogen plads for dem.
12 Og jeg så de døde, store og små, stå foran tronen, og bøger blev åbnet; og endnu en bog blev åbnet: livets bog; og de døde blev dømt ud fra det, der stod skrevet i bøgerne, efter deres gerninger.
13 Og havet gav de døde tilbage, som var i det, og døden og Dødsriget gav de døde tilbage, som var i dem; og de blev dømt, hver efter sine gerninger.
14 Og døden og Dødsriget blev kastet i ildsøen. Dette er den anden død: ildsøen.
15 Og hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog, blev han kastet i ildsøen.
|
1 Og jeg så en ny himmel og en ny jord; thi den første himmel og den første jord var forsvundet, og havet var ikke mere.
2 Og jeg så den hellige stad, det ny Jerusalem, komme ned fra Himmelen fra Gud, rede som en brud, smykket for sin brudgom.
3 Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: »Se, nu er Guds bolig hos menneskene, og han skal bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud selv skal være hos dem,
4 og han skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere; thi det, som var før, er nu forsvundet.«
5 Og han, som sad på tronen, sagde: »Se, jeg gør alting nyt.« Og han siger: »Skriv; thi disse ord er troværdige og sande.«
6 Og han sagde fremdeles til mig: »De er opfyldt. Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden. Den, der tørster, vil jeg give af kilden med livets vand uforskyldt.
7 Den, som sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans Gud, og han skal være min søn.
8 Men de feje og utro og afskyelige og morderne og de utugtige og troldmændene og afgudsdyrkerne og alle løgnerne, deres plads er i søen, som brænder med ild og svovl; det er den anden død.«
v.12: Det Nye Jerusalem er omgivet af en stor og høj mur. Hvem skal muren holde ude?
Over de 12 porte står navnene på Israels 12 stammer. Hvilket port skal vi danskere gå ind af?
v.14: Muren har 12 grundsten, hvorpå der står de tolv apostles navne.
Hvilke grundsten er Judas Iskariot's?
9 Og en af de syv engle med de syv skåle, der var fulde af de syv sidste plager, kom og talte med mig og sagde: »Kom, så skal jeg vise dig bruden, Lammets hustru.«
10 Og han førte mig i ånden op på et stort og højt bjerg og viste mig den hellige stad, Jerusalem, som kom ned fra Himmelen fra Gud,
11 med Guds herlighed i eje. Den funklede som den dyreste ædelsten, som krystalklar jaspis.
12 Den havde en svær og høj mur med tolv porte, og ved portene stod der tolv engle; og der stod skrevet navne over portene: navnene på Israels børns tolv stammer.
13 Mod øst var der tre porte og mod nord tre porte og mod syd tre porte og mod vest tre porte.
14 Og bymuren havde tolv grundstene, og på dem stod tolv navne: navnene på Lammets tolv apostle.
15 Og han, som talte med mig, havde en målestok, et guldrør til at måle staden og dens porte og dens mur.
16 Staden danner en firkant og er lige så lang, som den er bred. Og han målte staden med røret: tolv tusinde stadier; dens længde, bredde og højde er ens.
17 Og han målte dens mur: hundrede og firefyrretyve alen efter menneskers mål, som også er engles mål.
18 Og muren var bygget af jaspis, og staden selv var af rent guld, der lignede rent glas.
19 Bymurens grundstene bestod af alle slags prægtige ædelstene: den første grundsten var jaspis, den anden safir, den tredje kalkedon, den fjerde smaragd,
20 den femte sardonyks, den sjette sarder, den syvende krysolit, den ottende beryl, den niende topas, den tiende krysopras, den ellevte hyacint, den tolvte ametyst.
21 Og de tolv porte var tolv perler, hver af portene bestod af én perle, og stadens gade var af rent guld ligesom gennemsigtigt glas.
22 Og noget tempel så jeg ikke i staden; thi dens tempel er Herren, Gud, den Almægtige, og Lammet.
23 Og staden behøver ikke sol eller måne til at skinne for den; thi Guds herlighed har oplyst den, og Lammet er dens lys.
24 Og folkeslagene skal vandre i dens lys og jordens konger bringe deres herligheder til den,
25 og dens porte skal ikke lukkes dagen lang — nat skal dér jo ikke være —
26 og man skal bringe folkeslagenes pragt og kostbarheder til den.
27 Og intet urent skal nogen sinde komme ind i den, ej heller nogen, som øver vederstyggelighed og løgn; kun de, der står skrevet i Lammets bog, som er livets bog.
1 Og han viste mig en flod med livets vand, klar som krystal. Fra Guds og Lammets trone vælder den ud
2 midt i stadens gade. På begge sider af floden vokser livets træ, som bærer frugt tolv gange; hver måned giver det sin frugt; og bladene fra træet er til lægedom for folkene.
3 Og der skal ikke mere være noget, som er under forbandelse. Og Guds og Lammets trone skal være i staden, og hans tjenere skal tjene ham,
4 og de skal se hans ansigt, og hans navn skal stå på deres pander.
5 Og der skal ingen nat være mere, og de trænger ikke til lys fra lampe eller lys fra sol, thi Gud Herren skal lyse over dem; og de skal være konger i evighedernes evigheder.
6 Og han sagde til mig: »Disse ord er troværdige og sande; og Herren, profeternes ånders Gud, har udsendt sin engel for at vise sine tjenere, hvad der skal ske i hast.
7 Og se, jeg kommer snart. Salig er den, som holder fast ved de profetiske ord i denne bog!«
8 Og jeg, Johannes, er den, som så og hørte dette. Og da jeg havde hørt og set det, kastede jeg mig ned for at tilbede ved fødderne af den engel, som viste mig dette.
9 Og han siger til mig: »Gør det ikke; jeg er din medtjener og dine brødre profeternes, og deres, som holder fast ved ordene i denne bog; Gud skal du tilbede!«
10 Og han siger til mig: »Du skal ikke gemme denne bogs profetiske ord under segl, thi tiden er nær,
11 Lad den, som gør uret, blive ved at gøre uret, og lad den urene blive ved at leve i urenhed, og lad den retfærdige blive ved at øve retfærdighed, og lad den hellige blive ved at leve helligt.
12 Se, jeg kommer snart, og jeg har min løn med mig for at gengælde enhver, efter som hans gerning er.
13 Jeg er Alfa og Omega, den første og den sidste, begyndelsen og enden.
14 Salige er de, som tvætter deres klæder, for at de kan få adgang til livets træ og gennem portene gå ind i staden.
15 Udenfor er hundene og giftblanderne og de utugtige og morderne og afgudsdyrkerne og enhver, som elsker og øver løgn.
16 Jeg, Jesus, har sendt min engel for at vidne for jer om disse ting i menighederne. Jeg er Davids rodskud og ætling, jeg er den strålende morgenstjerne.«
17 Og Ånden og bruden siger: »Kom!« Og den, som hører, skal sige: »Kom!« Og den, som tørster, skal komme; den, som vil, skal modtage livets vand uforskyldt.
v.18-19: Advarsel mod at forfalske Bibelen.
men denne advarsel var forfalsket i næsten 2.000 år.
v.20: Bibelen slutter med et løfte, om at jorden snart går under — skrevet for næsten 2.000 år siden.