Johannes' Åbenbaring

Jesus, malet af en kristen.
I en kappe dyppet i blod og med et skarpt tveægget sværd i munden.
Jesus

Om oversættelsen: Prøveoversættelsen fra 1944 er en del af det indledende arbejde til oversættelsen fra 1948. Denne oversættelse bryder med en næsten 400 år gammel tradition, hvor hvert Bibeloplag var en revision af de forrige oplag, der i sidste ende gik tilbage til Den Resen-Svaningske Bibel fra 1607.

Desværre er denne oversættelse udgivet fire år før retskrivningsreformen i 1948 — med "aa", "skulde", "vilde", "kunde" og med navneord med stort. Samtidig har man beholdt "eder" i stedet for "jer" for at bevare det gamle kirkesprog. Det gør, at sproget virker "støvet", men oversættelsen er alligevel på mange måder bedre end den autoriserede fra 1992.

Om bogen: Johannes' Åbenbaring er den mest udflippede bog i Bibelen, og er den bog, som der i sin tid var mest modstand mod at optage i Bibelen. Bogen har ikke meget med kristendommen at gøre; det virker som om, man har taget et eller andet stykke jødisk hade-skrift og klistret Jesus' navn på et par enkelte steder.

Det står ikke klart, hvem personerne i handlingen er. I mange hundrede år, mente man, at Johannes af Patmos var den samme som evangelisten Johannes og forfatteren af de tre Johannes-breve. Det står heller ikke klart, om englen er Jesus selv; men både englen og Jesus har et tveægget skarpt sværd i munden, og det er der vel ikke så mange, der render rundt med.

De tre første kapitler er rimeligt ædru, hvor englen/Jesus beder Johannes skrive til 7 menigheder med specifikke klagepunkter. Derefter bliver historien totalt udsyret uden hoved og hale. Det eneste der står klart er, at forfatteren har stjålet med arme og ben fra Daniels Bog, og at forfatteren hader, hader, hader alt og alle.

Kapitler: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22

Kapitel 1

Bogens Tilblivelse, 1-3. til Læserne, 4-6. Kristi Komme varsles, 7-8. Johannes kaldes til Profet; han skal nedskrive sine Syner og sende Beretningen til syv Menigheder i Lilleasien, 9-20.

1 Jesu Kristi Aabenbaring, som Gud gav ham for at vise sine Tjenere, hvad der skal ske i en Hast. Og han sendte Bud ved sin Engel og gav det til Kende i Billeder for sin Tjener Johannes,
2 som her vidner om Guds Ord og Jesu Kristi Vidnesbyrd - alt, hvad han selv har set.
3 Salig den, som oplæser, og de, som hører Profetiens Ord og holder fast ved det, der er skrevet i den; thi Tiden er nær.

4 Johannes sender Hilsen til de syv Menigheder i Provinsen Asien: Naade være med eder og Fred fra ham, som er, og som var, og som kommer, og fra de syv Aander, som er foran hans Trone,
5 og fra Jesus Kristus, det troværdige Vidne, den førstefødte af de døde og den, der hersker over Jordens Konger. Ham, som elsker os og har løst os af vore Synder med sit Blod
6 og har gjort os til Konger og til Præster for sin Gud og Fader - ham være Æren og Magten i Evighedernes Evigheder! Amen.

7 Se, i Skyerne kommer han og alles Øjne skal se ham, ogsaa deres, som har gennemstunget ham, og alle Jordens Stammer skal jamre ved hans Komme. Ja, Amen.
8 »Jeg er Alfa og Omega«, siger Gud Herren, han, som er, og som var, og som kommer, den Almægtige,

9 Jeg, Johannes, jeres Broder, som er fælles med jer om Trængselen og Kongedømmet og Udholdenheden i Jesus, jeg var paa den Ø, som hedder Patmos, for Guds Ords og Jesu Vidnesbyrds Skyld.
10 Paa Herrens Dag kom jeg under Aandens Magt, og jeg hørte bag mig en stærk Røst som Lyden af en Basun, og den sagde:
11 »Hvad du ser, skriv det i en Bog, og send den til de syv Menigheder, til Efesus og til Smyrna og til Pergamum og til Tyatira og til Sardes og til Filadelfia og til Laodikea.«
12 Og jeg vendte mig m for at se, hvad det var for en Røst, der talte med mig; og da jeg vendte mig om, saa jeg syv Guldlysestager
13 og midt imellem Lysestagerne en, som lignede en Menneskesøn, klædt i fodsid Kjortel og med et Guldbælte om Brystet.
14 Hans Hoved og Haar var hvidt som hvid Uld, som Sne, og hans Øjne som flammende Ild;
15 og hans Fødder lignede skinnende Malm, naar det gløder i Ovnen; og hans Røst var som mange Vandes Brusen;
16 i sin højre Haand havde han syv Stjerner, og af hans Mund udgik et tveægget, skarpt Sværd, og hans Udseende var som Solen, naar den skinner i hele sin Kraft.
17 Og da jeg saa ham, faldt jeg som død ned for hans Fødder; og han lagde sin højre Haand paa mig og sagde:
18 »Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste og den, som lever; og jeg var død, men se, jeg lever i Evighedernes Evigheder, og jeg har Dødens og Dødsrigets Nøgler.
19 Saa skriv da ned, hvad du har set, baade det, som er, og det, som siden skal ske.
20 Dette er Hemmeligheden om de syv Stjerner, som du saa i min højre Haand, og de syv Guldlysestager: de syv Stjerner er de syv Menigheders Engle, og de syv Lysetager er de syv Menigheder.«

Kapitel 2

Brevet til Menigheden i Efesus, 1-7, i Smyrna, 8-11, i Pergamum, 12-17, i Tyatira, 18-29.

1 Skriv til Menighedens Engel i Efesus: Dette siger han, som holder de syv Stjerner i sin højre Haand, og som vandrer midt imellem de syv Guldlysestager:
2 Jeg kender dine Gerninger og din Møje og din Udholdenhed, og jeg ved, at du ikke kan fordrage de onde; og du har prøvet dem, som kalder sig selv Apostle, skønt de ikke er det, og du har fundet, at de er Løgnere;
3 og du har Udholdenhed og har døjet ondt for mit Navns Skyld uden at blive træt.
4 Men jeg har det imod dig, at du har svigtet din første Kærlighed.
5 Kom derfor i Hu, hvorfra du er faldet, og omvend dig og gør de samme Gerninger som i den første Tid; ellers kommer jeg over dig og flytter din Lyestage fra dens Plads, hvis du ikke omvender dig.
6 Dog, det Fortrin har du, at du hader Nikolaiternes Gerninger, som ogsaa jeg hader.
7 Den, som har Øre, han høre, hvad Aanden siger til Menighederne! Den, som sejrer, ham vil jeg give at spise af Livets Træ, som er i Guds Paradis.

8 Og skriv til Menighedens Engel i Smyrna: Dette siger den første og den sidste, han, som var død og blev levende:
9 Jeg kender din Trængsel og din Fattigdom - dog, du er rig! - og Spotten fra dem, som kalder sig selv Jøder, og de er det ikke, men de er Satans Synagoge.
10 Frygt ikke for det, du vil komme til at lide! Se, Djævelen vil kaste nogle af jer i Fængsel, for at I skal stilles paa Prøve, og I skal have Trængsel i ti Dage. Vær tro indtil Døden, saa vil jeg give dig Livets Sejrskrans.
11 Den, som har Øre, han høre, hvad Aanden siger til Menighederne! Den, der sejrer, skal ingenlunde skades af den anden Død.

12 Og skriv til Menighedens Engel i Pergamum: Dette siger han, som har det tveæggede, skarpe Sværd:
13 Jeg ved, hvor du bor, der, hvor Satans Trone staar; og du holder fast ved mit Navn og fornægtede ikke Troen paa mig i de Dage, da Antipas, mit trofaste Vidne, blev dræbt hos jer, der, hvor Satan bor.
14 Dog er der lidt, jeg har imod dig: du har hos dig nogle, som holder fast ved Bileams Lære, han der lærte Balak at lægge Snare for Israels Børn, for at de skulde spise Afgudsofferkød og bedrive Utugt.
15 Saaledes har ogsaa du nogle, der paa lignende Maade holder fast ved Nikolaiternes Lære.
16 Omvend dig! Ellers kommer jeg snart over dig, og jeg vil kæmpe imod dem med min Munds Sværd.
17 Den, som har Øre, han høre, hvad Aanden siger til Menighederne! Den, der sejrer, ham vil jeg give af den skjulte Manna, og jeg vil give ham en hvid Sten, og paa den Sten er der skrevet et nyt Navn, som ingen kender uden den, der faar det.

18 Og skriv til Menighedens Engel i Tyatira: Dette siger Guds Søn, han, der har Øjne som flammende Ild, og hvis Fødder ligner skinnende Malm:
19 Jeg kender dine Gerninger og din Kærlighed og Troskab og Tjeneste og Udholdenhed, og jeg ved, at dine sidste Gerninger er flere end de første.
20 Men jeg har det imod dig, at du finder dig i Kvinden Jesabel, som kalder sig selv Profetinde og optræder som Lærer og forfører mine Tjenere til at bedrive Utugt og spise Afgudsofferkød.
21 Jeg har givet hende Tid til at omvende sig, men hun vil ikke omvende sig fra sin Utugt.
22 Se, jeg kaster hende paa Sygelejet og fører stor Trængsel over dem, der sammen med hende begaar Ægteskabsbrud, hvis de ikke omvender sig fra hendes Gerninger.
23 Og hendes Børn vil jeg slaa ihjel med Sot, og alle Menighederne skal kende, at jeg er den, som ransager Nyrer og Hjerter; og jeg vil give enhver af jer efter jeres Gerninger.
24 Men til jer andre, som er i Tyatira, til alle, der ikke har denne Lære og ikke »kender Satans Dybder«, som de kalder det - til jer siger jeg: Jeg lægger ingen ny Byrde paa jer.
25 Kun skal I holde fast ved det, I har, indtil jeg kommer.
26 Og den, der sejrer og til det sidste trofast gør mine Gerninger, ham vil jeg give Magt over Folkeslagene;
27 og »med Jernspir skal han vogte dem, ligesom Lerkar sønderslaas« - saaledes som ogsaa jeg har faaet det overdraget af min Fader;
28 og jeg vil give ham Morgenstjernen.
29 Den, som har Øre, han høre, hvad Aanden siger til Menighederne!

Kapitel 3

Brevet til Menigheden i Sardes, 1-6, i Filadelfia, 7-13, og i Laodikea, 14-22.

1 Og skriv til Menighedens Engel i Sardes: Dette siger han, som har Guds syv Aander og de syv Stjerner: Jeg kender dine Gerninger, at du har Ord for at leve og er dog død.
2 Bliv vaagen og styrk det, der er tilbage, men som var paa Vej til at dø; thi jeg har ikke fundet dine Gerninger fyldestgørende i min Guds Øjne.
3 Kom derfor i Hu, hvordan du tog imod Ordet og hørte det; hold fast ved det, og omvend dig. Hvis du ikke vaagner op, vil jeg komme som en Tyv, og du skal ingenlunde vide, hvad Time jeg kommer over dig.
4 Dog har du i Sardes nogle faa, som ikke har besmittet deres Klæder; de skal vandre med mig i hvide Klæder, thi de er værdige dertil.
5 Den, der sejrer, skal saaledes iføres hvide Klæder, og jeg vil aldrig slette hans Navn af Livets Bog, og jeg vil vedkende mig hans Navn for min Fader og for hans Engle.
6 Den, som har Øre, han høre, hvad Aanden siger til Menighederne!

7 Og skriv til Menighedens Engel i Filadelfia: Dette siger den hellige, den sanddru, han som har Davids Nøgle og lukker op, saa ingen kan lukke i, og lukker i, saa ingen kan lukke op:
8 Jeg kender dine Gerninger. Se, jeg har sørget for, at der er en aaben Dør foran dig, som ingen kan lukke; thi vel er din Kraft kun liden, men du har holdt fast ved mit Ord og ikke fornægtet mit Navn.
9 Se, jeg skænker dig nogle af Satans Synagoge, af dem som kalder sig selv Jøder, skønt de ikke er det, men lyver. Se, jeg skal faa dem til at komme og kaste sig ned for dine Fødder, og de skal forstaa, at jeg har fattet Kærlighed til dig,
10 Fordi du har holdt fast ved mit Bud om Udholdenhed, vil jeg ogsaa holde dig fast og fri dig ud af den Prøvelsens Stund, som skal komme over hele Jorderige for at prøve dem, der bor paa Jorden.
11 Jeg kommer snart! Hold fast ved det, du har, for at ingen skal tage din Sejrskrans.
12 Den, der sejrer, ham vil jeg gøre til en Søjle i min Guds Tempel, og han skal aldrig mere komme bort derfra; og jeg vil skrive paa ham min Guds Navn og Navnet paa min Guds Stad, det nye Jerusalem, der kommer ned fra Himmelen fra min Gud, og ogsaa mit eget nye Navn,
13 Den, som har Øre, han høre, hvad Aanden siger til Menighederne!

14 Og skriv til Menighedens Engel i Laodikea: Saa siger han, som er Amen, det troværdige og sanddru Vidne, Oprindelsen til Guds Skaberværk:
15 Jeg kender dine Gerninger: du er hverken kold eller varm. Gid du var kold eller varm!
16 Derfor, fordi du er lunken og hverken varm eller kold, har jeg i Sinde at spy dig ud af min Mund.
17 Fordi du siger: »Jeg er rig, jeg har vundet Rigdom og trænger ikke til noget« og ikke ved, at netop du er elendig og ynkværdig og fattig og blind og nøgen,
18 derfor raader jeg dig til hos mig at købe Guld, lutret i Ild, saa du kan blive rig, og hvide Klæder at iføre dig, saa din Nøgenheds Skam ikke skal blive aabenbar, og Øjensalve til at salve dine øjne med, saa du kan se.
19 Alle dem, jeg har kær, dem revser og tugter jeg; vær derfor nidkær og omvend dig!
20 Se, jeg staar for Døren og banker; om nogen hører min Røst og aabner Døren, da vil jeg gaa ind til ham og holde Nadyer med ham, og han med mig.
21 Den, der sejrer, ham vil jeg lade sidde sammen med mig paa min Trone, ligesom ogsaa jeg har sejret og sidder hos min Fader paa hans Trone.
22 Den, som har Øre, han høre, hvad Aanden siger til Menighederne!

Kapitel 4

Johannes ser Gud sidde paa sin Trone, fire og tyve Ældste og fire Livsvæsener, 1-6. Lovsangen for Gud, 7-11.

1 Derefter saa jeg, og se, en Dør var aaben ind til Himmelen, og den Røst, der lød som en Basun, og som jeg før havde hørt tale til mig, sagde: »Kom herop, saa skal jeg vise dig, hvad der skal ske herefter.«
2 Straks kom jeg under Aandens Magt; og se, en Trone stod i Himmelen, og der sad En paa Tronen,
3 og han, som sad der, var at se til som Jaspis og Sarder, og der var en Regnbue rundt omkring Tronen, at se til som Smaragd.
4 Og i Kreds om Tronen saa jeg fire og tyve Troner og paa de Troner fire og tyve Ældste, iførte hvide Klæder og med gyldne Sejrskranse paa deres Hoveder.
5 Og fra Tronen udgaar der Lyn og Bulder og Tordenskrald, og syv Fakler brænder foran Tronen, det er Guds syv Aander.
6 Og foran Tronen er der ligesom et Glarhav, klart som Krystal, og midt for hver Side af Tronen, i Kreds omkring den, fire Livsvæsener fulde af Øjne for og bag.

7 Og det første Væsen lignede en Løve; og det andet Væsen lignede en Okse; og det tredje Væsen havde Ansigt som et Menneske, og det fjerde Væsen lignede en flyvende Ørn.
8 Og hvert af de fire Væsener havde seks Vinger; rundt om og paa Indersiden af Vingerne er de fulde af Øjne; og uden Ophør siger de Dag og Nat: »Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud, den Almægtige, han, som var, og som er, og som kommer!«
9 Og naar Væsenerne frembærer Ære og Pris og Tak til ham, som sidder paa Tronen, og som lever i Evighedernes Evigheder,
10 da kaster de fire og tyve Ældste sig ned for ham, som sidder paa Tronen, og tilbeder ham, som lever i Evighedernes Evigheder, og lægger deres Sejrskranse ned for Tronen og siger:
11 »Værdig er du, vor Herre og Gud, til at faa Æren og Prisen og Magten; thi du har skabt alle Ting, og de blev til og blev skabt, fordi det var din Vilje.«

Kapitel 5

Bogen med de syv Segl; kun Lammet kan aabne den, 1-7. Lammet lovprises, 8-14.

1 Og jeg saa, at han, som sad paa Tronen, i sin højre Haand havde en Bogrulle, med Skrift baade indvendig og udvendig og forseglet med syv Segl.
2 Og jeg saa en vældig Engel, som med høj Røst raabte: »Hvem er værdig til at aabne Bogrullen og bryde dens Segl?«
3 Og hverken i Himmelen eller paa Jorden eller under Jorden var der nogen, som formaaede at aabne Bogen eller at se i den.
4 Da græd jeg meget, fordi ingen fandtes værdig til at aabne Bogrullen eller se i den.
5 Men en af de Ældste sagde til mig: »Græd ikke! se, sejret har Løven af Judas Stamme, Davids Rodskud, saa han kan aabne Bogrullen og dens syv Segl.«
6 Og jeg saa, at mellem Tronen og de fire væsener og de Ældste stod der et Lam, ligesom slagtet; det havde syv Horn og syv Øjne, det er Guds syv Aander, som er udsendt over hele Jorden.
7 Og det gik hen og tog Bogrullen af hans højre Haand, som sad paa Tronen.

8 Og da det tog Bogrullen, kastede de fire Væsener og de fire og tyve Ældste sig ned for Lammet, og de havde hver en Harpe og Guldskaale fyldt med Røgelse, det er de helliges Bønner.
9 Og de sang en ny Sang: »Værdig er du til at tage Bogrullen og bryde dens Segl, thi du blev slagtet, og med dit Blod har du til Gud købt Mennesker af alle Stammer og Tungemaal og Folk og Folkeslag,
10 og du har gjort dem til Konger og til Præster for vor Gud, og de skal herske paa Jorden.«
11 Og i Synet hørte jeg Røster af mange Engle rundt om Tronen og Væsenerne og de Ældste, og deres Tal var titusinde Titusinder og tusinde Tusinder,
12 og de sagde med høj Røst: »Værdig er Lammet, det slagtede, til at faa Kraft og Rigdom og Visdom og Styrke og Pris og Ære og Lov!«
13 Og enhver Skabning i Himmelen og paa Jorden og under Jorden og paa Havet, ja alt, hvad i dem er, hørte jeg sige: »Ham, som sidder paa Tronen, og Lammet være Lov og Pris og Ære og Magt i Evighedernes Evigheder!«
14 Og de fire væsener sagde: »Amen!« Og de Ældste kastede sig ned og tilbad.

Kapitel 6

De fire første Segl: de fire Ryttere, 1-8. Det femte Segl: Martyrernes Sjæle, 9-11. Det sjette Segl: Verdensrystelse, Verdensbørnenes Angst, 12-17.

Albrecht Dürer, Apokalypsens fire ryttere.
Albrecht Dürer, Apokalypsens fire ryttere

1 Og jeg saa Lammet bryde det første af de syv Segl, og jeg hørte et af de fire væsener raabe med en tordenlignende Røst: Kom!
2 Og jeg saa, og se, der var en hvid Hest, og han, som red paa den, havde en Bue; og en Sejrskrans blev givet ham, og han drog ud fra Sejr til Sejr.

3 Og da det brød det andet Segl, hørte jeg det andet Væsen sige: Kom!
4 Og frem kom en anden Hest, den var ildrød; og ham, som red paa den, blev der givet Magt til at tage Freden bort fra Jorden, for at Menneskene skulde myrde hinanden; og der blev givet ham et stort Sværd.

5 Og da det brød det tredje Segl, hørte jeg det tredje Væsen sige: Kom! Og jeg saa, og se, en sort Hest, og han som red paa den, havde en Vægt i sin Haand.
6 Og det var, som jeg hørte en Røst inde blandt de fire Væsener sige: »En Liter Hvede for en Denar og tre Liter Byg for en Denar; dog Olien og Vinen maa du ikke skade.«

7 Og da det brød det fjerde Segl, hørte jeg det fjerde Væsens Røst sige: Kom!
8 Og jeg saa, og se, en gustengul Hest, og han, som red paa den, bar Navnet »Døden«, og Dødsriget var hans Følgesvend; og der blev givet dem Magt over Fjerdedelen af Jorden til at dræbe med Sværd og Sult og Sot og ved Jordens vilde Dyr.

9 Og da det brød det femte Segl, saa jeg neden under Alteret deres Sjæle, som var myrdede for Guds Ords Skyld og for det Vidnesbyrds Skyld, som de holdt fast ved.
10 Og de raabte med høj Røst og sagde: »Hvor længe, Herre, du hellige og sanddru! vil du tøve med at dømme og hævne vort Blod paa dem, der bor paa Jorden?«
11 Og hver af dem blev der givet en lang, hvid Klædning, og der blev sagt til dem, at de skulde hvile endnu en liden Stund, indtil Tallet blev fuldt paa deres Medtjenere og deres Brødre, der skulde ihjelslaas ligesom de.

12 Og jeg saa Lammet bryde det sjette Segl; da kom der et stort Jordskælv, og Solen blev sort som en Sørgedragt, og hele Maanen blev som Blod.
13 Og Himmelens Stjerner faldt ned paa Jorden, ligesom et Figentræ kaster sine umodne Figener, naar det rystes af en stærk Storm.
14 Og Himmelen forsvandt som en Bogrulle, der rulles sammen, og alle Bjerge og Øer blev flyttet fra deres Plads.
15 Og Jordens Konger og Stormændene og Hærførerne og de rige og de mægtige og alle Trælle og frie skjulte sig i Huler og mellem Bjerge og Klipper,
16 og de sagde til Bjergene og Klipperne: »Fald over os og skjul os for hans Aasyn, som sidder paa Tronen, og for Lammets Vrede!
17 Thi deres Vredes store Dag er kommet; hvem kan da bestaa?«

Kapitel 7

Guds Tjenere besegles, 1-8. En stor Flok af alle Folkeslag staar for Tronen i hvide Klæder og lovpriser Gud, 9-17.

1 Derefter saa jeg fire Engle staa ved de fire Verdenshjørner; de holdt Jordens fire Vinde tilbage, for at ingen Vind skulde blæse hverken paa Jord eller Hav eller mod noget Træ.
2 Og jeg saa en anden Engel stige op fra Solens Opgang med den levende Guds Segl; og han raabte med høj Røst til de fire Engle, hvem det var givet at skade Jorden og Havet, og sagde:
3 »Gør hverken Jord eller Hav eller Træer nogen Skade, før vi har beseglet vor Guds Tjenere paa deres Pander.«
4 Og jeg hørte Tallet paa de beseglede, hundrede og fire og fyrretyve Tusinde beseglede af alle Israels Børns Stammer:
5 af Juda Stamme tolv Tusinde beseglede, af Rubens Stamme tolv Tusinde, af Gads Stamme tolv Tusinde,
6 af Asers Stamme tolv Tusinde, af Naftalis Stamme tolv Tusinde, af Manasses Stamme tolv Tusinde,
7 af Simeons Stamme tolv Tusinde, af Levis Stamme tolv Tusinde, af Issakars Stamme tolv Tusinde,
8 af Zebulons Stamme tolv Tusinde, af Josefs Stamme tolv Tusinde og af Benjamins Stamme tolv Tusinde beseglede.

9 Derefter saa jeg, og se en stor Skare, som ingen kunde tælle, af alle Folkeslag og Stammer og Folk og Tungemaal stod foran Tronen og foran Lammet iført lange hvide Klæder og med Palmegrene i Hænderne;
10 og de raabte med høj Røst og sagde: »Frelsen tilhører vor Gud, som sidder paa Tronen, og Lammet.«
11 Og alle Englene stod rundt om Tronen og om de Ældste og om de fire Livsvæsener, og de kastede sig ned for Tronen paa deres Ansigter og tilbad Gud og sagde:
12 »Amen! Lov og Ære og Visdom og Tak og Pris og Kraft og Styrke tilkommer vor Gud i Evighedernes Evigheder! Amen.«

13 Og en af de Ældste tog til Orde og sagde til mig: »De, som er iført de lange, hvide Klæder, hvem er de? og hvorfra er de kommet?«
14 Jeg svarede ham: »Min Herre! du ved det.« Da sagde han til mig: »Det er dem, som kommer fra den store Trængsel, og de har tvættet deres Klæder og gjort dem hvide i Lammets Blod.
15 Derfor staar de nu foran. Guds Trone og tjener ham Dag og Nat i hans Tempel; og han, som sidder paa Tronen, skal opslaa sit Telt over dem.
16 De skal ikke sulte mere og ikke tørste mere, ikke heller skal Sol eller nogen Hede stikke dem.
17 Thi Lammet, som staar midt for Tronen, skal være deres Hyrde og lede dem til Kilderne med Livets Vand; og Gud skal tørre hver Taare af deres Øjne.«

Kapitel 8

Det syvende Segl, 1. Syv Engle faar Basuner. Der ofres Røgelse og bliver Torden og Jordskælv, 2-5. De fire første Basuner lyder, 6-13.

v.7: "og der kom Hagl og Ild, blandet med Blod, . . . og Tredjedelen af Jorden blev opbrændt,"
Jesus på Dommedag

1 Og da Lammet brød det syvende Segl, blev der Stilhed i Himmelen henved en halv Time.
2 Og jeg saa de syv Engle, som staar for Guds Aasyn, og dem blev der givet syv Basuner.

3 Og en anden Engel kom og stillede sig ved Alteret med et Røgelsekar af Guld, og der blev givet ham megen Røgelse, for at han skulde lægge den til alle de helliges Bønner paa Guldalteret foran Tronen.
4 Og fra Engelens Haand steg Røgen af Røgelsen med de helliges Bønner op for Guds Aasyn.
5 Og Engelen tog Røgelsekarret og fyldte det med ild fra Alteret og kastede den paa Jorden; og der kom Tordenskrald og Bulder og Lyn og Jordskælv.

6 Og de syv Engle med de syv Basuner gjorde sig nu rede til at blæse i deres Basuner.
7 Og den første blæste i sin Basun; da kom der Hagl og Ild, blandet med Blod, og det blev kastet paa Jorden; og Tredjedelen af Jorden brændte op, og Tredjedelen af Træerne brændte op, og alt grønt Græs brændte op.

8 Og den anden Engel blæste i sin Basun; da var det ligesom et stort Bjerg, brændende i lys Lue, blev kastet i Havet; og Tredjedelen af Havet blev til Blod,
9 og Tredjedelen af de levende Skabninger i Havet døde, og Tredjedelen af Skibene blev ødelagt.

10 Og den tredje Engel blæste i sin Basun; da faldt der fra Himmelen en stor Stjerne, brændende som en Fakkel, og den faldt paa Tredjedelen af Floderne og paa Kildevældene.
11 Og Stjernens Navn er Malurt; og Tredjedelen af Vandene blev til Malurt, og mange af Menneskene døde af Vandet, fordi det var blevet bittert.

12 Og den fjerde Engel blæste i sin Basun; da blev Tredjedelen af Solen og Tredjedelen af Maanen og Tredjedelen af Stjernerne ramt, saa Tredjedelen af dem blev formørket. Dagen mistede Tredjedelen af sit Lys og Natten ligesaa.
13 Og i Synet hørte jeg en Ørn flyve midt oppe under Himmelen og sige med høj Røst: »Ve, ve, ve dem, der bor paa Jorden, naar de øvrige Basunstød kommer fra de tre Engle, som endnu skal blæse i. deres Basuner!«

Kapitel 9

Den femte Basun lyder: Brønden til Afgrunden aabnes, 1-12. Den sjette Basun lyder: fire Engle ved Eufrat løses; mange Mennesker dræbes; Resten vil ikke omvende sig, 13-21.

Græshopperne lignede heste — bortset altså fra at de havde menneskeansigter, kvindehår, løvetænder, jernbrynje, vinger og skorpionhaler.
Græshopper

1 Og den femte Engel blæste i sin Basun; da saa jeg en Stjerne, som var faldet fra Himmelen ned paa Jorden, og Nøglen til Afgrundens Brønd blev givet den.
2 Og den aabnede Afgrundens Brønd, og en Røg steg op af Brønden ligesom Røgen af en stor Ovn, og Solen og Luften blev formørket af Røgen fra Brønden.
3 Og frem af Røgen kom der Græshopper ud over Jorden. Dem blev der givet samme Magt, som Jordens Skorpioner har.
4 Og der blev sagt til dem, at de ikke maatte skade Græsset paa Jorden eller noget som helst andet grønt eller noget Træ, men kun de Mennesker, som ikke har Guds Segl paa deres Pander.
5 Og det blev givet dem, ikke at dræbe, men at pine dem i fem Maaneder; og Pinen, de voldte, var som den Pine, en Skorpion volder, naar den stikker et Menneske.
6 Og i de Dage skal Menneskene søge Døden og ikke finde den; og de skal længes efter at dø, men Døden flyr fra dem.
7 Og Græshopperne lignede i deres Ydre Heste, som er udrustede til Krig; paa deres Hoveder var der noget ligesom Kranse, der saa ud som Guld, og deres Ansigter var ligesom Menneskeansigter,
8 og de havde Haar ligesom Kvindehaar, og deres Tænder var ligesom Løvers,
9 og deres Bryst var ligesom dækket af Jernbrynjer; og Lyden af deres Vinger var ligesom Lyd af Stridsvogne med mange Heste, der farer ud til Kamp.
10 Og de havde Hale og Brod ligesom Skorpioner, og i deres Haler laa deres Magt til at skade Menneskene i fem Maaneder.
11 De har Afgrundens Engel til Konge over sig; hans Navn er paa Hebraisk Abaddôn, og paa Græsk har han Navnet Apollyon.

12 Det første Ve er til Ende; men efter det kommer der endnu to andre Veer.

13 Og den sjette Engel blæste i sin Basun; da hørte jeg en Røst fra de fire. Horn paa Guldaltret, som stod for Guds Aasyn,
14 sige til den sjette Engel med Basunen: »Løs de fire Engle, som holdes bundne ved den store Flod Eufr:
15 Og de fire Engle blev løst, de som holdtes rede netop til den Time og Dag og Maaned og Aar for at dræbe Tredjedelen af Menneskene.
16 Og Tallet paa Rytterskarerne var to Gange Titusinde Gange Titusinde; jeg hørte Tallet paa dem.
17 Og i mit Syn saa jeg Hestene og Rytterne saaledes: de havde ildrøde og sorteblaa og svovlgule Brynjer; og Hestenes Hoveder var som Løvehoveder, og ud af Munden paa dem stod Ild og Røg og Svovl.
18 Ved disse tre Plager: Ilden og Røgen og Svovlet, som stod ud af Munden paa dem, blev Tredjedelen af Menneskene dræbt.
19 Thi Hestenes Magt laa i deres Munde og i deres Haler; deres Haler lignede nemlig Slanger, fordi de havde Hoveder, og med dem gjorde de Skade.
20 Og de Mennesker, som blev tilovers, og som ikke blev dræbt ved disse Plager, omvendte sig ikke fra deres Hænders Værk, saa de holdt op med at tilbede de onde Aander og Afgudsbillederne af Guld og Sølv og Kobber og Sten og Træ, som hverken kan se eller høre eller gaa.
21 De omvendte sig ikke fra deres Myrderier eller fra deres Giftblanderi eller fra deres Utugt eller fra deres Tyverier,

Kapitel 10

Engelen med den lille Bog, 1-4, sværger, at Guds skjulte Raad skal fuldbyrdes, 5-7. Johannes faar Befaling til at sluge den lille Bog, 8-11.

1 Og jeg saa en anden vældig Engel komme ned fra Himmelen. Han var indhyllet i en Sky, og Regnbuen var over hans Hoved, og hans Ansigt var som Solen og hans Ben som Ildsøjler,
2 og i Haanden holdt han en lille aaben Bogrulle. Og han satte sin højre Fod paa Havet og den venstre paa Jorden.
3 Og han raabte med høj Røst, som naar en Løve brøler; og da han havde raabt, lod de syv Tordener deres Røst høre.
4 Og da de syv Tordener havde talt, vilde jeg til at skrive; men jeg hørte en Røst fra Himmelen sige: »Gem under Segl, hvad de syv Tordener talte, og skriv det ikke ned!«

5 Og Engelen, som jeg saa staa paa Havet og paa Jorden, hævede sin højre Haand mod Himmelen
6 og svor ved ham, som lever i Evighedernes Evigheder, ham, som har skabt Himmelen, og hvad der er i den, og Jorden, og hvad der er paa den, og Havet, og hvad der er i det: »Fristen er omme;
7 ja, i de Dage, da den syvende Engel lader sin Røst lyde og skal til at blæse i Basunen, er Guds hemmelige Raadslutning fuldbyrdet, saaledes som han har forkyndt i Glædesbudskabet til sine Tjenere Profeterne.«

8 Og den Røst, jeg havde hørt fra Himmelen, talte atter til mig og sagde: »Gaa hen, tag den aabne Bogrulle af den Engels Haand, som staar paa Havet og paa Jorden.«
9 Og jeg gik hen til Engelen og bad ham give mig den lille Bog. Og han sagde til mig: »Tag den og synk den; den vil volde bitter Smerte i din Mave, men i din Mund vil den smage sødt som Honning.«
10 Og jeg tog den lille Bog af Engelens Haand og sank den; og den smagte sødt som Honning i min Mund, men da jeg havde spist den, følte jeg bitter Smerte i Maven.
11 Og der blev sagt til mig: Du skal paa ny profetere om mange Folk og Folkeslag og Tungemaal og Konger.

Kapitel 11

Templet maales, 1-2. Guds to Vidner, deres Magt, Martyrdød, Opvækkelse og Himmelfart, 3-14. Den syvende Basun lyder: Lovsang i Himmelen, 15-19.

1 Og et Rør, der lignede en Maalestok, blev givet mig med de Ord: Staa op og maal Guds. Tempel og Alter og dem, som tilbeder dèr.
2 Men Forgaarden uden for Templet, lad den være, og maal den ikke, thi den er prisgivet Hedningerne, og de skal nedtræde den hellige Stad i to og fyrretyve Maaneder.

3 Og jeg vil lade mine to Vidner, klædte i Sæk, profetere i et Tusinde, to Hundrede og tresindstyve Dage.
4 Det er de to Olietræer og de to Lysestager, som staar for Jordens Herres Aasyn.
5 Og vil nogen gøre dem Fortræd, skal Ild udgaa af deres Mund og fortære deres Fjender; ja, hvis nogen vil gøre dem Fortræd, skal han omkomme saaledes.
6 De har Magt til at lukke Himmelen, saa der ikke falder Regn i den Tid, de profeterer; de har ogsaa Magt over Vandene, saa de kan forvandle dem til Blod, og Magt til at slaa Jorden med alskens Plage, saa tit de vil.
7 Og naar de har aflagt hele deres Vidnesbyrd, skal Dyret, der stiger op af Afgrunden, stride mod dem og sejre over dem og dræbe dem.
8 Og deres Lig skal ligge paa Gaden i den store Stad, som i aandelig Forstand kaldes Sodoma og Ægypten, der, hvor ogsaa deres Herre blev korsfæstet.
9 Og Mennesker af alle Folk og Stammer og Tungemaal og Folkeslag skal se paa deres Lig i tre og en halv Dag og ikke tillade, at deres Lig lægges i Graven,
10 Og de, der bor paa Jorden, skal glæde og fryde sig over, hvad der skete med dem, og de skal sende hinanden Gaver, fordi disse to Profeter var til Plage for dem, der bor paa Jorden.
11 Men efter de tre og en halv Dags Forløb kom der Livsaande fra Gud ind i dem; og de rejste sig op paa deres Fødder, og stor Frygt greb dem, der saa dem.
12 Og de hørte en høj Røst fra Himmelen sige til dem: »Kom herop!« Og de steg op til Himmelen i Skyen, mens deres Fjender saa efter dem.
13 Og i samme Stund kom der et stort Jordskælv, og Tiendedelen af Staden styrtede sammen, og syv Tusinde Personer blev dræbt ved Jordskælvet; og de andre blev forfærdede og gav Himmelens Gud Ære.

14 Det andet Ve er omme, se, det tredje Ve kommer snart.

15 Og den syvende Engel blæste i sin Basun; da lød der i Himmelen høje Røster, som sagde: »Verdensherredømmet er nu blevet vor Herres og hans Salvedes, og han skal være Konge i Evighedernes Evigheder.«
16 Og de fire og tyve Ældste, som sidder for Guds Aasyn paa deres Troner, kastede sig ned paa deres Ansigt og tilbad Gud og sagde:
17 »Vi takker dig Herre, almægtige Gud, du, som er, og som var, fordi du har overtaget din store Magt og tiltraadt dit Kongedømme;
18 Folkeslagene vrededes, men nu er din Vredes Dag kommet og den Tid, da de døde skal dømmes, og Lønnen gives dine Tjenere, Profeterne, og de hellige og dem, som frygter dit Navn, baade smaa og store, og da de, der lægger Jorden øde, selv skal ødelægges.«
19 Og Guds Tempel i Himmelen blev aabnet, og hans Pagts Ark kom til Syne i hans Tempel, og der kom Lyn og Bulder og Tordenskrald og Jordskælv og store Hagl.

Kapitel 12

Kvinden og Dragen, 1-6. Overengelen Mikaels Kamp med Dragen, 7-12, der fører Krig mod Kvinden og hendes Afkom, 13-17.

Djævelen med 7 hoveder og 10 horn
Den gamle drage

1 Og et stort Tegn viste sig paa Himmelen: en Kvinde med Solen som Klædebon og Maanen under sine Fødder og en Krans af tolv Stjerner paa sit Hoved.
2 Og hun var frugtsommelig og skreg i Barnsnød og Fødselsveer.
3 Og et andet Tegn viste sig paa Himmelen; se, der var en stor, ildrød Drage med syv Hoveder og ti Horn og syv Kroner paa sine Hoveder.
4 Og dens Hale fejede Tredjedelen af Himmelens Stjerner væk og kastede dem ned paa Jorden. Og Dragen stod foran Kvinden, som skulde føde, for at sluge hendes Barn, saa snart hun havde født det.
5 Og hun fødte et Drengebarn, som engang skal vogte alle Folkeslag med Jernspir; og hendes Barn blev bortrykket til Gud og til hans Trone.
6 Og Kvinden flygtede ud i Ørkenen, hvor hun har et Sted beredt af Gud, for at man dèr skulde sørge for hende et Tusinde, to Hundrede og tresindstyve Dage.

7 Og der blev Kamp i Himmelen: Mikael og hans Engle stred mod Dragen, og Dragen og dens Engle stred imod dem.
8 Men de kunde ikke staa sig, og der var ikke længere Plads for dem i Himmelen.
9 Saa blev den nedstyrtet, den store Drage, den gamle Slange, som kaldes Djævelen og Satan, hele Verdens Forfører; han blev nedstyrtet paa Jorden, og hans Engle blev nedstyrtet sammen med ham.
10 Og jeg hørte en høj Røst i Himmelen sige: »Fra nu af er Frelsen og Kraften og Riget vor Guds, og Magten hans Salvedes; thi nedstyrtet er vore Brødres Anklager, som anklagede dem for vor Gud Dag og Nat.
11 Og de har sejret over ham paa Grund af Lammets Blod og paa Grund af deres Vidnesbyrds Ord; og de havde ikke deres Liv for kært til at gaa i Døden.
12 Glæd jer derfor, i Himle, og I, som bor i dem! Ve Jorden og Havet! thi Djævelen er kommet ned til jer; hans Harme er stor, fordi han ved, hans Tid er kort.«

13 Og da Dragen saa, at den var nedstyrtet til Jorden, forfulgte den Kvinden, som havde født Drengebarnet.
14 Der blev da givet Kvinden den store Ørns to Vinger, for at hun skulde flyve ud i Ørkenen til sit Sted, hvor der sørges for hende een Tid og to Tider og en halv Tid, borte fra Slangen.
15 Og Slangen spyede Vand som en Flod ud af sin Mund efter Kvinden for at skylle hende bort med Strømmen.
16 Men Jorden kom Kvinden til Hjælp; og Jorden aabnede sin Mund og opslugte Floden, som Dragen havde udspyet af sin Mund.
17 Og Dragen vrededes paa Kvinden og gik bort for at føre Krig mod de andre af hendes Slægt, dem, der holder Guds Bud og bevarer Jesu Vidnesbyrd.

18 Og Dragen stillede sig paa Sandet ved Havet.

Kapitel 13

Dyret fra Havet, 12,18-13,10. Dyret fra Jorden som Tjener for Dyret fra Havet, 11-18.

v.12,18: Johannes forveksler sig selv med en drage. Denne gamle fejl burde have være rettet i 1907: Johannes eller dragen?

1 Og jeg saa et Dyr stige op af Havet; det havde ti Horn og syv Hoveder og paa Hornene ti Kroner og paa Hovederne gudsbespottelige Navne.
2 Og Dyret, som jeg saa, lignede en Panter, og det havde Fødder som en Bjørn og Gab som en Løve; og Dragen gav det sin Kraft og sin Trone og stor Magt.
3 Og jeg saa, at eet af dets Hoveder var som saaret til Døden, men dets Dødshug blev lægt. Og hele Jorderig fulgte undrende efter Dyret.
4 Og de tilbad Dragen, fordi den havde givet Dyret Magten; de tilbad ogsaa Dyret og sagde: »Hvem er Dyrets Ligemand? og hvem formaar at kæmpe imod det?«
5 Og der blev givet det Mund til at tale store Ord og Bespottelser, og der blev givet det Magt til at virke i to og fyrretyve Maaneder.
6 Og det aabnede sin Mund til Bespottelse imod Gud, til at spotte hans Navn og hans Bolig og dem, som bor i Himmelen.
7 Og der blev givet det at føre Krig imod de hellige og sejre over dem; og der blev givet det Magt over alle Stammer og Folk og Tungemaal og Folkeslag.
8 Og alle de, der bor paa Jorden, skal tilbede det, alle de, der ikke fra Verdens Grundlæggelse har deres Navn skrevet i Livets Bog, det slagtede Lams Bog.
9 Hvis nogen har Øre, han høre!
10 Hvis nogen vil bringe andre i Fangenskab, han kommer selv i Fangenskab; hvis nogen dræber med Sværd, han skal selv dræbes med Sværd. Her gælder det for de hellige om Udholdenhed og Tro.

11 Og jeg saa et andet Dyr stige op af Jorden, og det havde to Horn ligesom et Lam, men talte som en Drage.
12 Og det udøver det første Dyrs hele Magt for dets øjne og faar Jorden og alle dem, der bor paa den, til at tilbede det første Dyr, hvis Dødshug blev lægt.
13 Og det gør store Tegn, saa det endog faar ild til at falde fra Himmelen ned paa Jorden for Menneskenes Øjne.
14 Og det forfører dem, der bor paa Jorden, ved de Tegn, som det fik Magt til at gøre for Dyrets Øjne, og det opfordrer dem, der bor paa Jorden, til at lave et Billede af Dyret, der har Sværdhugget, men atter kom til Live.
15 Og det fik Magt til at give Dyrets Billede Livsaande, saa Dyrets Billede endog kunde tale og lade alle dræbe, som ikke vilde tilbede Dyrets Billede.
16 Og det faar alle, baade smaa og store, 'rige og fattige, frie og Trælle, til at give sig selv et Mærke paa deres højre Haand eller paa deres Pande,
17 for at ingen skal kunne købe eller sælge uden den, som har Mærket: Dyrets Navn eller dets Navns Tal.
18 Her gælder det at have Visdom. Lad den, der har forstand, udregne Dyrets Tal; thi det er et Menneskes Tal, og dets Tal er 666.

Kapitel 14

Lammet og dets Følge, 1-5. Tre Engle forkynder Dom, 6-11. Forjættelse til de hellige, 12-13, Menneskesønnens Høst, 14-16. Guds Vredes Høst, 17-20.

Eunukker for Himlen:

v.1+3: De første beboere i Himlen er 144.000 jødiske mænd.
v.4: Det er mænd, der "ikke har besmittet sig med Kvinder, thi de er som Jomfruer".

Se Jesus frelser kun jøder og Eunukker for Guds rige.

1 Og jeg saa, og se, Lammet stod paa Zions Bjerg og sammen med det hundrede og fire og fyrretyve Tusinde, som havde dets Navn og dets Faders Navn skrevet paa deres Pander.
2 Og jeg hørte en Lyd fra Himmelen som en Brusen af mange Vande og som en Buldren af stærk Torden, og den Lyd, jeg hørte, var som af Harpespillere, der spiller paa deres Harper,
3 Og de synger en ny. Sang foran Tronen og foran de fire Livsvæsener og de Ældste; og ingen kunde lære den Sang uden de hundrede og fire og fyrretyve Tusinde, som er løskøbt fra Jorden.
4 Det er dem, som ikke har besmittet sig med Kvinder, thi de er som Jomfruer; det er dem, der følger Lammet, hvor det gaar. De er blevet løskøbt ud af Menneskeslægten som en Førstegrøde for Gud og Lammet,
5 og i deres Mund blev der ikke fundet Løgn; de er dadelfri.

6 Og derefter saa jeg en Engel flyve midt oppe under Himmelen; han havde et evigt Evangelium at forkynde for dem, der bor paa Jorden, for alle Folkeslag og Stammer og Tungemaal og Folk.
7 Og han raabte med høj Røst: »Frygt Gud og giv ham Ære; thi nu er hans Doms Time kommet. Ja, tilbed ham, som har skabt Himmelen og Jorden og Havet og Kildevældene.«

8 Og endnu en Engel, den anden, fulgte efter; han sagde: »Faldet, faldet er det store Babylon, som har givet alle Folkeslagene at drikke af sin Utugts Harmes Vin.«

9 Og endnu en Engel, den tredje, fulgte dem; han raabte med høj Røst: »Hvis nogen tilbeder Dyret og dets Billede og tager dets Mærke paa sin Pande eller paa sin Haand,
10 saa skal han drikke af Guds Harmes Vin, som er skænket ublandet i hans. Vredes Bæger; og han skal pines med Ild og Svovl for de hellige Engles og for Lammets Øjne.
11 Og Røgen fra deres Pine stiger op i Evigheders Evighed; og de har ikke Hvile hverken Dag eller Nat, de, som tilbeder Dyret og dets Billede eller tager dets Navn som Mærke.«

12 Her gælder det om Udholdenhed for de hellige, der holder fast ved Guds Bud og Troen paa Jesus.
13 Og jeg hørte en Røst fra Himmelen sige: »Skriv: Salige er fra nu af de døde, som dør i Herren. Ja, siger Aanden, de skal hvile efter deres Møje, thi deres Gerninger følger dem.«

14 Og jeg saa, og se, en hvid Sky, og paa Skyen sad der en, som lignede en Menneskesøn, med en gylden Krans paa sit Hoved og en skarp Segl i sin Haand.
15 Og derefter kom en Engel ud fra Templet og raabte med høj Røst til ham, som sad paa Skyen: »Tag din Segl og høst; thi Høsttiden er inde, Jordens Høst er overmoden.«
16 Og han, som sad paa Skyen, svang sin Segl over Jorden, og Jorden blev høstet.

17 Og en anden Engel kom ud fra Templet i Himmelen; ogsaa han havde en skarp Segl.
18 Derefter kom der fra Alteret en Engel, som havde Magt over Ilden; og han raabte med høj Røst til ham, som havde den skarpe Segl, og sagde: »Tag din skarpe Segl og skær Klaserne af Jordens Vintræ; thi dets Druer er modne.«
19 Og Engelen svang sin Segl over Jorden og afskar Frugten paa Jordens Vintræ og kastede: den i Guds Harmes store Persekar.
20 Og Persekarret blev traadt uden for Byen, og der strømmede Blod ud af Persekarret, helt op til Hestenes Bidsler, paa en Strækning af et Tusind og seks Hundrede Stadier.

Kapitel 15

De syv Engle med de syv Plager. Moses's og Lammets Sang, 1-8.

1 Og jeg saa et andet Tegn i Himmelen, stort og underfuldt: Syv Engle med de syv Plager, som bliver de sidste; thi med dem er Guds Harme fuldbyrdet.
2 Og jeg saa noget som et Glarhav, isprængt med Ild. Og jeg saa dem, som var gaaet sejrende ud af Kampen med Dyret og dets Billede og dets Navns Tal, staa ved Glarhavet med Guds Harper i deres Hænder.
3 Og de sang Moses's, Guds Tjeners, Sang og Lammets Sang: »Store og underfulde er dine Gerninger, Herre vor Gud, du Almægtige! retfærdige og sande er dine Veje, du Folkenes Konge!
4 Hvem skulde ikke frygte dig, Herre! og prise dit Navn? Thi du alene er hellig; ja, alle Folkene skal komme og tilbede for dit Aasyn, fordi dine retfærdige Domme er blevet aabenbaret.«

5 Og derefter saa jeg: Templet, Vidnesbyrdets Telt, i Himmelen blev aabnet,
6 og de syv Engle med de syv Plager kom ud af Templet, iførte skinnende rent Linklæde og med Guldbælter omkring Brystet.
7 Og et af de fire Livsvæsener gav de syv Engle syv Guldskaale fyldte med Guds Harme, han, som lever i Evighedernes Evigheder.
8 Og Templet fyldtes med Røg fra Guds Herlighed og fra hans Kraft; og ingen kunde gaa ind i Templet, førend de syv Engles syv Plager yar fuldbyrdede.

Kapitel 16

Guds syv Vredesskaale.

1 Og jeg hørte en høj Røst fra Templet sige til de syv Engle: »Gaa hen og hæld Guds Harmes syv Skaale ud over Jorden!«
2 Og den første gik hen og hældte sin Skaal over Jorden. Da kom der ondartede og slemme Bylder paa de Mennesker, som havde Dyrets Mærke, og som tilbad dets Billede.

3 Og den anden Engel hældte sin Skaal i Havet, og det blev til Blod som af en død; og hvert levende Væsen i Havet døde.

4 Og den tredje Engel hældte sin Skaal i Floderne og Kildevældene, og de blev til Blod.
5 Og jeg hørte Vandenes Engel sige: »Retfærdig er du, som er, og som var, du Hellige, at du har fældet denne Dom;
6 fordi de har udgydt helliges og Profeters Blod, saa har du givet dem Blod at drikke; det har de fortjent.«
7 Og jeg hørte Alteret sige: »Ja, Herre vor Gud, du Almægtige! sande og retfærdige er dine Domme.«

8 Og den fjerde Engel hældte sin Skaal ud over Solen. Da fik Solen Magt til at hærge Menneskene med ild.
9 Og Menneskene blev hærgede af den store Hede, og de gav sig til at spotte Guds Navn, hans, som har Magt over disse Plager; og de omvendte sig ikke, saa de gav ham Ære.

10 Og den femte Engel hældte sin Skaal ud over Dyrets Trone. Da blev dets Rige indhyllet i Mørke, og Folk bed sig i Tungen af Pine.
11 Og de spottede Himmelens Gud for deres Pine og for deres Bylder; og de omvendte sig ikke fra deres Gerninger.

12 Og den sjette Engel hældte sin Skaal ud over den store Flod Eufrat. Da udtørredes Flodens Vand, saa Vejen var banet for Kongerne fra Solens Opgang.
13 Og jeg saa, at der ud af Dragens Mund og ud af Dyrets Mund og ud af den falske Profets Mund kom tre urene Aander ligesom Frøer.
14 De er nemlig Dæmoners Aander, som gør Tegn; og de gaar ud til Kongerne paa hele Jorderige for at samle dem til Krigen paa Guds, den Almægtiges store Dag.
15 (»Se, jeg kommer som en Tyv. Salig den, som vaager og bevarer sine Klæder, saa han ikke skal gaa nøgen, og man skal se hans Skam!«)
16 Og de samlede dem paa det Sted, der paa Hebraisk kaldes Harmagedon.

17 Og den syvende Engel hældte sin Skaal ud i Luften. Da lød der fra Templet en høj Røst, som kom fra Tronen og sagde: »Det er sket.«
18 Og der kom Lyn og Bulder og Tordenskrald, og der blev et stort Jordskælv, som der ikke har været Mage til, siden der kom Mennesker paa Jorden - saa stort og vældigt var det Jordskæly.
19 Og den store By skiltes ad i tre Dele, og Folkeslagenes Byer styrtede sammen; og Gud kom det store Babylon i Hu, saa han rakte det Bægeret med sin Vredes Harmes Vin.
20 Og alle Øer forsvandt, og ingen Bjerge fandtes mere.
21 Og store centnertunge Hagl faldt ned fra Himmelen paa Menneskene; og Menneskene spottede Gud paa Grund af Haglplagen; thi stor var denne Plage, saare stor.

Kapitel 17

Skøgen siddende paa Dyret, 1-6. Tydning af Synet, 7-18.

1 Og en af de syv Engle med de syv Skaale kom hen og talte med mig og sagde: »Kom! jeg vil vise dig Dommen over den store Skøge, som sidder ved de mange Vande.
2 Sammen med hende har Jordens Konger bedrevet Utugt, og Jordens Beboere har beruset sig i hendes Utugts Vin.«
3 Og han førte mig i Aanden ud i en Ørken; der saa jeg en Kvinde sidde paa et skarlagenrødt Dyr, som var fuldt af gudsbespottelige Navne; det havde syv Hoveder og ti Horn.
4 Og Kvinden var klædt i Purpur og Skarlagen og skinnede af Guld og Ædelsten og Perler, og i sin Haand havde hun et Guldbæger fuldt af Vederstyggeligheder og hendes Utugts Urenheder.
5 Og paa hendes Pande var der skrevet et Navn, en Hemmelighed: »Babylon, den store, Moder til Jordens Skøger og Vederstyggeligheder.«
6 Og jeg saa Kvinden beruse sig i de helliges Blod, i Jesu Vidners Blod. Og da jeg saa hende, blev jeg grebet af stor Forundring.

7 Og Engelen sagde til mig: »Hvorfor undrede du dig? Jeg vil forklare dig Hemmeligheden om Kvinden og om Dyret, som bærer hende, og som har de syv Hoveder og de ti Horn.
8 Dyret, som du saa, har været og er ikke mere; men det skal stige op af Afgrunden og gaa sin Undergang i Møde. Og de, der bor paa Jorden, og hvis Navne ikke fra Verdens Grundlæggelse er skrevet i Livets Bog, de skal undre sig, naar de ser Dyret, som har været, men ikke er mere og dog skal komme.
9 Her gælder det at have et Sind, som rummer Visdom. De syv Hoveder er syv Bjerge, som Kvinden sidder paa. De er ogsaa syv Konger.
10 De fem er allerede faldet, den ene er der, den anden er endnu ikke kommet, og naar han kommer, skal han kun blive en kort Tid,
11 Og Dyret, som har været og ikke er mere, er selv den ottende og er dog af de syv og gaar sin Undergang i Møde.
12 Og de ti Horn, du saa, er ti Konger, som endnu ikke har faaet Kongemagt, men faar Herredømme en Stund som Konger sammen med Dyret.
13 De har een og samme Tanke, og deres Kraft og Magt stiller de til Dyrets Raadighed.
14 De skal føre Krig mod Lammet, og Lammet skal sejre over dem, fordi det er Herrernes Herre og Kongernes Konge, sejre sammen med dem, som er i dets Følge, de kaldede og udvalgte og trofaste.«

15 Og han siger til mig: »De Vande, du saa, hvor Skøgen sidder, er Folk og Skarer og Folkeslag og Tungemaal.
16 Og de ti Horn, du saa, og Dyret vil hade Skøgen og gøre hende ensom og nøgen og æde hendes Kød og opbrænde hende med Ild.
17 Thi Gud har indgivet dem i deres Hjerter at gøre efter hans Tanke og at handle udfra een og samme Tanke og at give Dyret deres Kongemagt, indtil Guds Ord bliver fuldbyrdet.
18 Og Kvinden, du saa, er den store By, som har Herredømme over Jordens Konger.«

Kapitel 18

Babylons Fald, 1-8. Den store Klage, 9-19. Glæde i Himmelen, 20. Den øde Stad, 21-24.

1 Derefter saa jeg en anden Engel komme ned fra Himmelen; han havde stor Magt, og Jorden blev oplyst af hans Herlighed.
2 Og han raabte med vældig Røst og sagde: »Faldet, faldet er Babylon, den store, og den er blevet Bolig for Dæmoner og Tilhold for alskens urene Aander og Tilhold for alskens urene og afskyede Fugle!
3 Thi af hendes Utugts Harmes Vin har alle Folkeslagene drukket, og sammen med hende har Jordens Konger bedrevet Utugt, og Jordens Købmænd er blevet rige paa Grund af hendes umaadelige Yppighed.«

4 Og jeg hørte en anden Røst sige fra Himmelen: »Drag ud fra hende, mit Folk! for at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes Synder og rammes af hendes Plager.
5 Thi hendes Synder har hobet sig op, saa de naar til Himmelen, og Gud har kommet hendes Uretfærdigheder i Hu.
6 Giv hende lige for lige, ja betal hende dobbelt Gengæld efter hendes Gerninger; skænk dobbelt i til hende i det Bæger, som hun selv skænkede i.
7 Lige saa megen Herlighed og Overdaadighed, som hun levede i, saa megen Pine og Sorg skal I volde hende. Fordi hun siger i sit Hjerte: »Jeg troner her som Dronning og sidder ikke Enke, og aldrig skal jeg kende til Sorg«
8 derfor skal hendes Plager komme paa een og samme Dag: Død og Sorg og Sult, og hun skal opbrændes med Ild. Thi stærk er Herren, vor Gud, som har dømt hende.«

9 Og Jordens Konger, som sammen med hende har bedrevet Utugt og levet overdaadigt, skal græde og jamre over hende, naar de ser Røgen fra hendes Brand,
10 mens de selv staar langt borte af Frygt for hendes Pine og siger: »Ve! ve! Babylon, du store By, du stærke By! thi paa een Time er Dommen kommet over dig.«
11 Og Jordens Købmænd græder og sørger over hende, fordi ingen mere køber deres Vareladninger:
12 Ladninger af Guld, Sølv, Ædelsten og Perler, fint Linned, Purpur, Silke og Skarlagen, al Slags Tuja-Træ, alle Slags Sager af Elfenben, alle Slags Sager af kostbart Træ, Kobber, Jern og Marmor,
13 Kanel, Haarsalve, Røgelse, Salve og Virak, Vin, Olie, Flormel og Hvede, Okser og Faar, Heste og Vogne, Slaver og Menneskesjæle.
14 Og de Frugter, som var dit Hjertes Lyst, er gaaet tabt for dig, og alt det pragtfulde og prangende er forbi for dig, og man kan slet ikke opdrive det mere.
15 De, der handlede med disse ting, de, der tjente sig Rigdomme hos hende, skal staa langt borte af Frygt for hendes Pine, grædende og sørgende,
16 og sige: »Ve! ve! du store By, som var klædt i fint Linned og Purpur og Skarlagen og skinnede af Guld og Ædelsten og Perler! thi paa een Time er saa stor en Rigdom lagt øde.«
17 Og alle Skibsførere og alle Skippere og Sømænd og alle, som har deres Gerning paa Havet, stod langt borte
18 og raabte, da de saa Røgen fra hendes Brand, og sagde: »Hvor fandtes Magen til den store By?«
19 Og de kom Støv paa deres Hoveder, og under Graad og Klage raabte de og sagde: »Ve! ve! du store By, af hvis Kostbarheder alle, der havde Skibe paa Søen, blev rige! thi paa een Time er den blevet lagt øde.«

20 Fryd dig over hende, du Himmel, og I hellige og Apostle og Profeter! thi Gud har skaffet jer Ret over hende.

21 Og en vældig Engel tog en Sten af Størrelse som en stor Møllesten og kastede den i Havet og sagde: »Saaledes skal Babylon, den store By, styrtes hovedkulds ned og aldrig findes mere.
22 Og ingen Lyd af Harpespillere og Sangere og Fløjtespillere og Basunblæsere skal mere høres i dig; og ingen, som driver nogen Slags Haandværk, skal mere findes i dig; og Kværnens Lyd skal ikke mere høres i dig;
23 og ingen Lampes Lys skal mere skinne i dig, og Brudgoms og Bruds Røst skal ikke mere høres i dig. Thi dine Købmænd var Jordens store, og ved din Fortryllelse blev alle Folkeslagene forført.
24 Og i den By fandtes Blod af Profeter og hellige og af alle dem, som blev myrdet paa Jorden.«

Kapitel 19

Det store Halleluja ved Babels Fald og Lammets Bryllup, 1-10. Kristi Sejrstog, 11-21.

"og han var iført en Kappe, dyppet i Blod, og hans Navn kaldes: Guds Ord. [] Og af hans Mund udgik der et skarpt Sværd, for at han dermed skulde slå Folkeslagene;"
Jesus

1 Derefter hørte jeg ligesom et mægtigt Kor fra en stor Skare i Himmelen, som sagde: »Halleluja! Frelsen og Æren og Magten tilhører vor Gud.
2 Thi sande og retfærdige er hans Domme: han har dømt den store Skøge, som styrtede Jorden i Fordærvelse med sin Utugt, og han har krævet sine Tjeneres Blod af hendes Haand.«
3 Og for anden Gang sagde de: »Halleluja!« Og Røgen fra hende stiger op i Evighedernes Evigheder.
4 Og de fire og tyve Ældste og de fire Livsvæsener kastede sig ned og tilbad Gud, som sad paa Tronen, og de sagde: »Amen! Halleluja!«
5 Og fra Tronen lød en Røst, som sagde: »Lovsyng vor Gud, alle hans Tjenere, I, som frygter ham, smaa og store!«
6 Og jeg hørte som et Kor af en stor Skare og som en Brusen af mange Vande og som en Rullen af stærke Tordener; de sagde: »Halleluja! thi Herren, vor Gud, den Almægtige, har tiltraadt sit Kongedømme.
7 Lad os glæde og fryde os og give ham Æren; thi Lammets Bryllupsdag er kommet, og hans Brud har gjort sig rede.«
8 Og der blev givet hende en skinnende ren Linnedklædning at iføre sig; thi Linnedklædningen er de helliges retfærdige Gerninger.
9 Og han siger til mig: »Skriv: Salige de, som er indbudt til Lammets Bryllupsmaaltid.« Og han siger til mig: »Dette er sande Guds Ord.«
10 Og jeg kastede mig ned for hans Fødder for at tilbede ham, men han siger til mig: »Gør det ikke! Jeg er din Medtjener og dine Brødres, som bevarer Jesu Vidnesbyrd; Gud skal du tilbede!« Jesu Vinesbyrd er nemlig Profetiens Aand.

11 Og jeg saa Himmelen aaben, og se, en hvid Hest, og han, som red paa den, hedder »Troværdig og Sanddru«, og han dømmer og kæmper med Retfærdighed.
12 Hans Øjne var som flammende Ild, og paa sit Hoved havde han mange Kroner og et Navn skrevet, som ingen kender, uden han selv,
13 Han var iført en Kappe, dyppet i Blod, og det Navn, han bærer, er »Guds Ord«.
14 Og de himmelske Hærskarer fulgte ham paa hvide Heste, og de var iført hvide, rene Linnedklæder.
15 og af hans Mund udgik et skarpt Sværd, for at han med det skulde slaa Folkeslagene. Og han skal vogte dem med Jernspir, og han skal træde Persekarret fyldt med den almægtige Guds Vredes og Harmes Vin.
16 Og paa sin Kappe, paa sin Lænd, har han et Navn skrevet: »Kongernes Konge og Herrernes Herre.«

17 Og jeg saa en Engel staa paa Solen, og han raabte med høj Røst og sagde til alle Fugle, som fløj midt oppe under Himmelen: »Kom hid og saml jer til Guds store Gæstebud
18 for at æde Kød af Konger og Kød af Hærførere og Kød af Helte og Kød af Heste og deres Ryttere, ja, Kød af alle, baade frie og Trælle, smaa og store.«
19 Og jeg saa Dyret og Jordens Konger og deres Hære samlede for at føre Krig mod ham, som red paa Hesten, og mod hans Hær.
20 Og Dyret blev grebet og sammen med det den falske Profet, som for dets øjne havde gjort Tegnene, hvormed han havde forført dem, der tog Dyrets Mærke paa sig, og dem, der tilbad dets Billede. De blev begge kastet levende i Ildsøen, som brænder med Svovl.
21 Og de andre blev af ham, som red paa Hesten, dræbt med Sværdet, som udgik af hans Mund, og alle Fuglene blev mættet af deres Kød.

Kapitel 20

Tusindaarsriget, 1-6. Djævelens sidste Kamp, 7-10. Den store Dom, 11-15.

1 Og jeg saa en Engel komme ned fra Himmelen med Afgrundens Nøgle og en stor Lænke i sin Haand.
2 Og han greb Dragen, den gamle Slange, det er Djævelen og Satan, og bandt ham for tusinde Aar
3 og kastede ham i Afgrunden og lukkede den over ham og satte Segl for, saa han ikke mere kunde forføre Folkeslagene, før de tusinde Aar var til Ende. Saa skal han løses en lille Tid.

4 Og jeg saa Troner, og de satte sig paa dem, og der blev givet dem Magt til at dømme. Og jeg saa deres Sjæle, som var blevet halshugget for Jesu Vidnesbyrd og Guds Ords Skyld, og jeg saa dem, som ikke havde tilbedt Dyret eller dets Billede og ikke havde taget dets Mærke paa deres Pande og Haand; de blev levende og blev Konger med Kristus i tusinde Aar.
5 (De andre døde blev ikke levende, før de tusinde Aar var til Ende). Dette er den første Opstandelse.
6 Salig og hellig den, som har Del i den første Opstandelse! Dem har den anden Død ingen Magt over, men de skal være Guds og Kristi Præster og være Konger med ham i de tusinde Aar,

7 Og naar de tusinde Aar er til Ende, skal Satan blive løsladt af sit Fængsel.
8 Og han skal gaa ud og forføre Folkeslagene ved Jordens fire Hjørner, Gog og Magog, og samle dem til Krig; de er talløse som Havets Sand.
9 Og de drog op over Jordens Højslette og omringede de helliges Lejr og den elskede Stad. Da faldt der Ild ned fra Himmelen fra Gud og fortærede dem.
10 Og Djævelen, som forførte dem, blev kastet i Ild- og Svovlsøen, hvor ogsaa Dyret og den falske Profet var; og de skal pines Dag og Nat i Evighedernes Evigheder.

11 Og jeg saa en stor, hvid Trone og ham, som sad paa den; for hans Aasyn flyede Jorden og Himmelen, og der fandtes ikke nogen Plads for dem.
12 Og jeg saa de døde, store og smaa, staa foran Tronen, og Bøger blev aabnede; og endnu en Bog blev aabnet: Livets Bog; og de døde blev dømt ud fra det, der stod skrevet i Bøgerne, efter deres Gerninger.
13 Og Havet gav de døde tilbage, som var i det, og Døden og Dødsriget gav de døde tilbage, som var i dem; og de blev dømt, hver efter sine Gerninger.
14 Og Døden og Dødsriget blev kastet i Ildsøen. Dette er den anden Død: Ildsøen.
15 Og hvis nogen ikke fandtes indskreven i Livets Bog, blev han kastet i Ildsøen.

Kapitel 21

Den ny Verden, 1-8. Det ny Jerusalem, 9-27.

Englen viser Johannes Det Nye Jerusalem.
Nye Jerusalem

1 Og jeg saa en ny Himmel og en ny Jord; thi den første Himmel og den første Jord var forsvundet, og Havet var ikke mere.
2 Og jeg saa den hellige Stad, det ny Jerusalem, komme ned fra Himmelen fra Gud, rede som en Brud, smykket for sin Brudgom.
3 Og jeg hørte en høj Røst fra Tronen sige: »Se nu er Guds Bolig hos Menneskene, og han skal bo hos dem, og de skal være hans Folk, og Gud selv skal være hos dem,
4 og han skal tørre hver Taare af deres Øjne, og der skal ingen Død være mere, og der skal heller ikke være hverken Sorg eller Skrig eller Pine; thi det, som var før, er nu forsvundet.«
5 Og han, som sad paa Tronen, sagde: »Se, jeg gør alting nyt.« Og han siger: »Skriv; thi disse Ord er troværdige og sande.«
6 Og han sagde videre til mig: »De er opfyldt. Jeg er Alfa og Omega, Begyndelsen og Enden. Den, der tørster, vil jeg give af Kilden med Livets Vand uforskyldt.
7 Den, som sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans Gud, og han skal være min Søn.
8 Men de fejge og utro og afskyelige og Morderne og de utugtige og Giftblanderne og Afgudsdyrkerne og alle Løgnerne, deres Plads er i Søen, som brænder med Ild og Svovl; det er den anden Død.«

Det Nye Jerusalem:

v.12: Det Nye Jerusalem er omgivet af en stor og høj mur. Hvem skal muren holde ude?
Over de 12 porte står navnene på Israels 12 stammer. Hvilket port skal vi danskere gå ind af?
v.14: Muren har 12 grundsten, hvorpå der står de tolv apostles navne. Hvilke grundsten er Judas Iskariot's?

Se Jesus frelser kun jøder.

9 Og en af de syv Engle med de syv Skaale, der var fulde af de syv sidste Plager, kom og talte med mig og sagde: »Kom, saa skal jeg vise dig Bruden, Lammets Hustru.«
10 Og han førte mig i Aanden op paa et stort og højt Bjerg og viste mig den hellige Stad, Jerusalem, som kom ned fra Himmelen fra Gud,
11 med Guds Herlighed i Eje. Den straalede som den dyreste Ædelsten, som krystalklar Jaspis.
12 Den havde en svær og høj Mur med tolv Porte, og ved Portene stod der tolv Engle; og der stod skrevet Navne over Portene: Naynene paa Israels Børns tolv Stammer.
13 Mod Øst var der tre Porte og mod Nord tre Porte og mod Syd tre Porte og mod Vest tre Porte.
14 Og Bymuren havde tolv Grundsten, og paa dem stod tolv Navne: Navnene paa Lammets tolv Apostle.

15 Og han, som talte med mig, havde en Maalestok, et Guldrør til at maale Staden og dens Porte og dens Mur.
16 Staden danner en Firkant og er lige saa lang, som den er bred. Og han maalte Staden med Røret: tolv Tusinde Stadier; dens Længde, Bredde og Højde er ens.
17 Og han maalte dens Mur: hundrede og fire og fyrretyve Alen efter Menneskers Maal, som ogsaa er Engles Maal.
18 Og Muren var bygget af Jaspis, og Staden selv var af rent Guld, der lignede rent Glas.
19 Bymurens Grundsten bestod af alle Slags prægtige Ædelsten: den første Grundsten var Jaspis, den anden Safir, den tredje Kalkedon, den fjerde Smaragd,
20 den femte Sardonyks, den sjette Sarder, den syvende Krysolit, den ottende Beryl, den niende Topas, den tiende Krysopras, den ellevte Hyacint, den tolvte Ametyst.
21 Og de tolv Porte var tolv Perler, hver af Portene bestod af een Perle, og Stadens Gade var af rent Guld som gennemsigtigt Glas.

22 Og noget Tempel saa jeg ikke i Staden; thi dens Tempel er Herren, Gud, den Almægtige, og Lammet.
23 Og Staden behøver ikke Sol eller Maane til at skinne for den; thi Guds Herlighed har oplyst den, og Lammet er dens Lys.

24 Og Folkeslagene skal vandre i dens Lys og Jordens Konger bringe deres Herligheder til den,
25 og dens Porte skal ikke lukkes Dagen lang - Nat skal der jo ikke være -

26 og man skal bringe Folkeslagenes Pragt og Kostbarheder til den.
27 Og intet urent skal nogen Sinde komme ind i den, ej heller nogen, som øver Vederstyggelighed og Løgn; kun de, som staar skrevet i Livets Bog, som er Lammets Bog.

Kapitel 22

Livets Flod og Livets Træ, 1-5. Slutning, 6-21,

1 Og han viste mig en Flod med Livets Vand, klar som Krystal. Fra Guds og Lammets Trone vælder den ud
2 midt i Stadens Gade. Paa begge sider af Floden vokser Livets Træ, som bærer Frugt tolv Gange, hver Maaned giver det sin Frugt; og Bladene fra Træet er til Lægedom for Folkene.
3 Og der skal ikke mere være noget, som er under Forbandelse. Og Guds og Lammets Trone skal være i Staden, og hans Tjenere skal tjene ham,
4 og de skal se hans Ansigt, og hans Navn skal staa paa deres Pander.
5 Og der skal ingen Nat være mere, og de trænger ikke til Lys fra Lampe eller Lys fra Sol, thi Gud Herren skal lyse over dem; og de skal være Konger i Evighedernes Evigheder.

6 Og han sagde til mig: »Disse Ord er troværdige og sande; og Herren, Profeternes Aanders Gud, har udsendt sin Engel for at vise sine Tjenere, hvad der skal ske i en Hast.
7 Og se, jeg kommer snart. Salig den, som holder fast ved de profetiske Ord i denne Bog!«

8 Og jeg, Johannes, er den, som saa og hørte dette. Og da jeg havde hørt og set det, kastede jeg mig ned for at tilbede ved Fødderne af den Engel, som viste mig dette.
9 Og han siger til mig: »Gør det ikke; jeg er din Medtjener og dine Brødre Profeternes, og deres, som holder fast ved Ordene i denne Bog; Gud skal du tilbede!«
10 Og han siger til mig: »Du skal ikke gemme denne Bogs profetiske Ord under Segl, thi Tiden er nær.
11 Lad den, som gør Uret, blive ved at gøre Uret, og lad den urene blive ved at leve i Urenhed, og lad den retfærdige blive ved at øve Retfærdighed, og lad den hellige blive ved at leve helligt.

12 Se, jeg kommer snart, og jeg har min Løn med mig for at gengælde enhver, efter som hans Gerning er.
13 Jeg er Alfa og Omega, den første og den sidste, Begyndelsen og Enden.
14 Salige er de, som tvætter deres Klæder, for at de kan faa Adgang til Livets Træ og gennem Portene gaa ind i Staden.
15 Udenfor er Hundene og Giftblanderne og de utugtige og Morderne og Afgudsdyrkerne og enhver, som elsker og øver Løgn.«

16 Jeg, Jesus, har sendt min Engel for at vidne for jer om disse Ting i Menighederne. Jeg er Davids Rodskud og Ætling, jeg er den straalende Morgenstjerne.
17 Og Aanden og Bruden siger: »Kom!« Og den, som hører, sige: »Kom!« Og den, som tørster, han komme; den, som vil, han modtage Livets Vand uforskyldt.

v.18-19: Advarsel mod at forfalske Bibelen.
men denne advarsel var forfalsket i næsten 2.000 år.

Slut:

v.20: Bibelen slutter med et løfte, om at jorden snart går under — skrevet for næsten 2.000 år siden.

18 For enhver, som hører de profetiske Ord i denne Bog, vidner jeg: Hvis nogen lægger noget til dette, skal Gud lægge paa ham de Plager, som der er skrevet om i denne Bog:
19 Og hvis nogen tager noget bort fra denne profetiske Bogs Ord, skal Gud fratage ham hans Del i Livets Træ og den hellige Stad, som der er skrevet om i denne Bog.

20 Han, som vidner om alt dette, siger: »Ja, jeg kommer snart! - Amen. Kom, Herre Jesus!
21 Herren Jesu Naade være med alle!

Andre bøger