![]() |
Historikeren Josephus var af jødisk præsteslægt og levede fra år 37 til ca. år 100. Under krigen mod romerne blev han udnævnt til hærleder over Galilæa.
Da byen Iotapata faldt, blev befolkningen rask væk hugget ned af romerne. Josef gemte sig i en cisterne sammen med 40 andre overlevende, men så kom han pludselig i tanker om, at han fået en vigtig besked fra Gud til den romerske general Vespasian.
Denne besked var så vigtigt, at han lokkede de 40 andre overlevende til at gøre selvmord, hvorefter han overgav sig til romerne. Herefter kunne Josef fortælle general Vepasian, at Gud havde udvalgt ham til den nye verdenshersker. To år senere blev Vespasian virkelig romersk kejser, og den nybagte kejser frigav Josef og adopterede ham. Derefter latiniserede Josef sit navn og tog kejserens efternavn og kejserens søns fornavn: Titus Flavius Josephus.
Efter krigen skrev han om sine oplevelser i syv bind. Værket må betegnes som bestillingsarbejde, og han fortæller selv andetsteds, hvordan hans nye adoptiv- og navne-bror, Kejser Titus, havde læst de syv bind og autoriseret dem. Derfor må sandhedsværdien siges at være diskutabel.
For det første er værket ren propaganda for den romerske krigsmaskine. Josephus fortæller rent ud, at han har skrevet for at »bringe de Oprørslystne paa bedre Tanker«. Lange taler gentager budskabet om, at romerne er uovervindelige: Hvordan skulle Jerusalems mure kunne yde forsvar, når selv englænderne var undertvungne: »I, som stole paa Jerusalems Mure, skulde se hen til Britannernes Mur; de ere nemlig omgivne af Havet og bebo en Ø«.
Samtidig lægger Josephus det meste af skylden over på jødiske oprørere, som han konsekvent kalder "Banditter". Romerne var — ifølge Josephus — ligeså tilgivende, som de var uovervindelige. Han understreger igen og igen, hvordan romerne kun nødtvunget angreb jøderne, hvordan Titus gentagne gange holdt sig tilbage, og hvordan det var "Banditterne" selv, der brændte templet af.
Titlen på værket viser også, hvor Josephus lagde skylden: Jødernes krig mod Romerne.
![]() |
For det andet vil Josephus naturligvis gerne gøre reklame for sin egen kultur. Første bind (der er langt det største) handler om Israels fortid frem til Herodes den Stores død.
Josephus glemmer heller ikke at nævne igen og igen, hvor tappert jøderne kæmpede. Selv om romerne var uovervindelige, ville de alligevel ikke have kunnet overvinde Jerusalem, hvis ikke det var, fordi "Banditterne" under deres interne stridigheder havde brændt byens kornlagre af, slået hinanden og befolkningen ihjel og tilsidst sat ild på templet.
For det tredje ønsker Josephus naturligvis at rense sig selv. Her er det svært at tage ham alvorligt: På den ene side understreger han konstant sine fredelige hensigter, men når folk klagede, inviterede han dem indenfor til forhandling »og lod dem piske, til Indvoldene laa blottede paa dem alle sammen«. I et andet tilfælde beordrer "fredsfyrsten" en mand til at hugge sin egen hånd af for at blive frelst.
På den baggrund virker det ekstra mistænkeligt, at han først slap ned i en cisterne, mens resten af byen blev massakrerede, og bagefter kunne få de 40 andre mennesker i cisternen til at gøre selvmord ved lodtrækning. Josephus skriver selv: »hvad enten man nu vil sige, at det skyldtes et Lykketræf eller Guds Forsyn«. Man må forstå, at det var Guds vilje, at Josephus skulle overleve, så han kunne videregive sin vigtige besked fra Gud til Vespasian. Oversætteren Alexander Rasmussen tilføjer tørt i en fodnote: »Formodentlig skyldtes det Bedrageri fra Josefs Side«.
Alle disse forbehold til trods giver Josephus os en levende førstehåndsberetning om en periode, der i lyset af Det Nye Testamente er spændende. Samtidig får vi en grundig gennemgang af Herodes den Store og hans familie, og af essenere, farisæere og saddukæer.
![]() |
En kristen vil lede forgæves efter holdepunkter for Det Nye Testamente. Josephus skriver 23 kapitler om Herodes den Store, men kender ikke noget til betlehemsstjernen, de hellige tre konger eller Herodes' barnemord.
Senere skriver Josephus om næste generation af Herodesfamilien, men der er ingen hentydninger til, at der på denne tid gik en profet rundt på Genesaret Sø. Det er muligt, at Jesus fodrede 5.000 mennesker "foruden kvinder og børn", men i så fald har disse 5.000 "foruden kvinder og børn" glemt at fortælle det til Josephus.
Bibelen fortæller os, at Jesus blev fulgt af store folkeskarer »fra Judæa, fra Jerusalem, fra Idumæa, fra den anden side af Jordan og fra landet omkring Tyrus og Sidon« (Markus 3,8-10) og »hele Syrien, og de kom til ham med alle, […] Og store folkeskarer fulgte ham fra Galilæa og Dekapolis, Jerusalem og Judæa og fra den anden side af Jordan« (Matthæus 4,24-5,1). Desværre er der ikke nogen af disse folkeskarer, der bagefter har videregivet Jesus' kloge ord til Josephus.
Derimod kender Josephus andre Messias-kandidater, som f.eks. Theudas. Disse lider dog alle en krank skæbne. Den romerske overmagt havde ikke brug for selvudnævnte frelsere, så hvis Jesus havde optrådt, som der står i Biblen, ville romerne have hugget Jesus og hans disciple ned, inden han nåede at blive korsfæstet.
Pontius Pilatus er med i tre kapitler, men der står ingen steder noget om, at han mødte nogen Jesus. Josephus' beskrivelse af Pilatus harmonerer ikke med det bløddyr, vi møder i Bibelen; tværtimod var virkelighedens Pilatus handlekraftig og brutal. Denne karakteristik bekræftes i øvrigt af Filon.
Under krigen var Josephus general over Galilæa. Han nævner en masse af de byer, han lod forstærke inden angrebet, men Nazaret kender han ikke. Faktisk nævner Josephus ialt 45 byer i Galilæa, men ingen Nazaret.
Bibelen fortæller, hvordan Jesus' død blev ledsaget af storslåede mirakler:
solformørkelse, jordskælv og en hær af zombier,
og hvordan forhænget til templet blev flænget fra oven og ned.
Josephus har aldrig hørt om disse verdensomspændende begivenheder.
Som præst er han interesseret i forhænget til templet, som han ofte nævner,
men der er ingen hentydning til, at det nogensinde har været flænget.
Bibelen fortæller, hvordan kristendommen voksede hastigt efter Jesus' død: »og den dag blev der føjet næsten tre tusind mennesker til« (Apostl. G. 2,41), »og tallet på mændene nåede op omkring fem tusind« (Apostl. G. 4,4). I betragtning af, at der har været ca. 25-30.000 indbyggere i Jerusalem, skulle hver fjerde i Jerusalem altså have været kristen. Josephus har derimod aldrig hørt om kristendommen; han udtaler, at der findes tre retninger: »Der var nemlig tre filosofiske Retninger hos Jøderne«, og derefter bruger han 13 kapitler på at beskrive essenere, farisæere og saddukæere.
Tyve år senere skrev Josephus 20 bind om Jødernes Oldtid. Her gentager han sine ord om de tre retninger, men nævner kort efter en "fjerde retning". Her kunne man tro, Josephus omsider — mere end 60 år efter Jesus' tid — omsider havde hørt om den nye verdensreligion, men nej. Den fjerde retning handler ganske vist om en galilæer, men der er tale om oprøreren Judas af Galilæa.
Josephus fortæller derimod om en galning ved navn Jesus: En ulærd mand, der kom til Jerusalem under højtiden, der grebet af en overnaturlig kraft gik rundt 7½ år og varslede om byens fald, blev anholdt af jøderne, overgivet til romerne, forholdt sig tavs under forhøret, blev pisket, selvom han intet havde gjort, og tilsidst spåede sin egen død. Underligt nok har hverken Josephus eller nogen af Jerusalems indbyggere i løbet af disse 7½ år tænkt på, at denne Jesus skulle minde om en anden Jesus, der havde truet Jerusalems mure for kun 30 år siden.
Det var netop læsning af disse syv bind, der overbeviste mig om, at Jesus aldrig har eksisteret.
Bog 1 | Kapitel 10,5 | Herodes den Store kommer på scenen og fylder resten af Bog 1. |
Kapitel 13,9 | Ypperstepræsten bider øret af sin konkurrent - Mike Tyson-style. | |
Kapitel 19,1 | Et voldsomt jordskælv får klipperne til at revne. | |
Kapitel 33,5-7 | Herodes den Stores svigtende helbred. | |
Bog 2 | Kapitel 6,3 | Arkelaos bliver etnark, men ikke konge. |
Kapitel 7,3 | Arkelaos bliver afsat. | |
Kapitel 8,1 | Arkelaos' land (dvs. Judæa) kommer ind under romerriget. Judas af Galilæa starter sit oprør. | |
Kapitel 8,2-13 | De tre retninger: Essenere. | |
Kapitel 8,14 | De tre retninger: Farisæere og Saddukæere. | |
Kapitel 9,2 | Pontius Pilatus. | |
Kapitel 13,1 | Neros vanvid omtales i forbifarten, men dette vanvid har åbenbart ikke haft konsekvenser for jøder (og dermed kristne). | |
Kapitel 13,4 | En messias-kandidat og hans flok hugges ned af den romerske procurator Felix (se evt. Jesus og romerne). | |
Kapitel 13,5 | Endnu en messias-kandidat og hans flok hugges ned af den romerske procurator Felix (se evt. Jesus og romerne). | |
Kapitel 20,6 | Josephus forstærker en lang række byer i Galilæa (men har aldrig hørt om Nazaret). | |
Kapitel 21,10 | Fredsfyrsten beordrer en synder til at hugge sin egen hånd af for at blive frelst. | |
Bog 3 | Kapitel 5,8 | Josephus' bog er tænkt som en advarsel til folk, der overvejer at gøre oprør mod romerne. |
Kapitel 8,7 | Josephus får ved lodtrækning 40 mennesker til at slå sig selv ihjel. | |
Kapitel 8,9 | Josephus spår, at general Vespasian skal blive kejser. | |
Kapitel 10,7 | Beskrivelse af Genesaret Sø. | |
Kapitel 10,8 | Kafarnaum kilde (som nogen hævder er Kapernaum by). | |
Bog 4 | Kapitel 5,2 | Krigen skyldes, at Jesus, Gamalas Søn, og Ananos, Ananos' Søn, bliver myrdet. |
Kapitel 5,4 | Zakarias, Baruchs Søn, bliver dræbt i templet. | |
Kapitel 10,7 | Josephus frigives, fordi Vespasian er blevet kejser. | |
Bog 5 | Kapitel 4,1 | Ostemagernes Dal (Rasmussen skriver dog det græske "Tyropoion"). |
Kapitel 5,4 | Beskrivelse af forhænget i templet. | |
Bog 6 | Kapitel 3,4 | Kannibalen Maria. |
Kapitel 5,3 | Stjernen over Jerusalem og den Gale Jesus. | |
Kapitel 9,3 | Krigens omkostninger: 97.000 fanger og 1.100.000 døde. | |
Bog 7 | Kapitel 5,7 | Lovbøgerne og forhænget tages fra templet og føres til Rom. |
Kapitel 6,6 | Vespasian pålægger alle jøder en særlig skat til Jupiter-templet i Rom. | |
Kapitel 8,1 | Kort hentydning Quirinius' folketælling. | |
Kapitel 9,1-2 | Masse-selvmordet på Masada. |