1. Da Titus saaledes, som vi nu have beskrevet, havde marscheret gennem Ørkenen imellem Ægypten og Syrien, kom han altsaa til Cæsarea, hvor han havde bestemt at ville sammenordne sine Stridskræfter før Felttoget. Medens han endnu i Alexandreia sammen med sin Fader var beskæftiget med at fæstne det Herredømme, Gud nylig havde overdraget dem, var jo Oprøret i Jerusalem paany blusset op; det var blevet tredelt, og det ene Parti vendte sig imod det andet, hvilket midt i Ulykkerne maatte siges at være et Gode og et Retfærdighedens Udslag. Hvad angaar Zeloternes Anfald paa Befolkningen, hvilket blev Begyndelsen til Byens Undergang, da er det jo tidligere udførligt forklaret, hvoraf det opkom, og til hvilken Grad af Ulykke det førte. Men som Sagerne nu stillede sig, kunde man med Rette sige, at der af Oprørets Skød var fremstaaet et andet Oprør, og at man bar sig ad som et rasende Dyr, der, naar det ikke har noget udenfor sig selv at fare løs paa, giver sig til at slide i sit eget Kød.
2. Eleazar, Simons Søn, som jo fra Begyndelsen havde faaet Zeloterne til at skille sig fra den egentlige Befolkning og trække sig tilbage til Templet, anstillede sig nemlig nu forbitret over Johannes' daglige Voldshandlinger — og denne sidstnævnte blev virkelig heller aldrig træt af Blodsudgydelse; men Sagen var egentlig den, at Eleazar ikke kunde finde sig i at staa under denne senere opdukkede Tyran, og af den Grund samt af Lyst til Magten og af Længsel efter selv at kommandere udskilte han sig fra ham og fik med sig de indflydelsesrige Mænd Judas, Chelikas Søn, og Simon, Esrons Søn, samt den ansete Ezekias, Chobaris Søn. Der var ikke faa af Zeloterne, som sluttede sig til ham, og de bemægtigede sig saa den indre Tempelgaard og plantede deres Vaabenmærke over de hellige
3. Simon, Gioras Søn, hvem Befolkningen i sin Raadvildhed havde tilkaldt i det Haab, at han skulde hjælpe dem, men i hvem de kun havde faaet en Tyran, havde paa sin Side Herredømmet over Øvre-Byen og en Del af Nedre-Byen, og han angreb nu Johannes' Folk med større Heftighed, da disse jo samtidig maatte kæmpe mod dem ovenfor. Simon maatte nemlig angribe Johannes nedenfra, ligesom Johannes Eleazar. Da Johannes saaledes maatte kæmpe til to Sider, kunde han let tilføje ligesaa megen Skade paa den ene Side, som han selv led paa den anden, og ligesaa uheldig, som hans Stilling var overfor Eleazars Folk, som han stod nedenfor, ligesaa heldig var den overfor Simon, hvem han stod ovenfor. Derfor kunde han alene med Haandvaaben kraftigt tilbagevise Angrebene nedenfra, men maatte bruge Maskiner mod dem, der skød paa ham oppe fra Templet. Han havde nemlig ikke saa faa Kastemaskiner, Catapulter og Stenslyngere, og med dem drev han ikke alene de kæmpende tilbage, men dræbte ogsaa mange, som forrettede Ofringer i Templet. Skønt nemlig disse Mennesker i deres Raseri ikke vege tilbage for nogen Ugudelighed, lode de dog dem, der ønskede at ofre, slippe ind i Templet, idet de ganske vist mistænksomt betragtede dem iblandt dem, der vare fra selve Landet, og underkastede Udlændingerne et Eftersyn. Trods al deres Grumhed undsaa de sig altsaa for at nægte disse Indgang i Templet; men her faldt de saa som Ofre for Oprøret. Kastevaabnene fra Maskinerne kom nemlig med en saadan Kraft, at de fløj helt hen til Alteret og ind i Templet og faldt ned imellem Præsterne og de Ofrende, saa at mange, der vare komne ilende fra Jordens Grænser for at besøge dette navnkundige Sted, der agtedes helligt af alle Mennesker, faldt døde om foran deres egne Ofre og med deres Blod bestænkede det Alter, som baade Hellener og Barbarer havde Ærefrygt for. Lig af Indfødte og Fremmede, af Præster og Lægfolk laa i Dynger mellem hverandre, og Blodet af alle disse forskellige Døde stod som en Sø i de hellige Rum. O, Du elendigste blandt Stæder! hvad større Ulykke kunde
4. Disse Stadens fjender vare altsaa delte i tre Partier. Eleazar og hans Folk styrtede sig, berusede som de vare, da de jo havde Tempelforraadene i deres Besiddelse, over Johannes' Parti. Disse, der kun havde, hvad de kunde røve fra Befolkningen, gik løs paa Simon. Ham overlod Staden sine Forraad, for at han kunde modstaa de andre Oprørere. Naar nu Johannes blev angrebet fra begge Sider, lod han sine Tilhængere gøre Front mod dem begge, idet han beskød de fra Byen kommende Angribere fra Buegangene og anvendte sine Maskiner til Forsvar mod dem, der beskød ham fra Templet. Naar han saa engang imellem var fri for Angreb ovenfra; — Fuldskab og Udmattelse nødte nemlig tit disse til at holde sig rolige — styrtede han med større Heftighed og med talrigere Mandskab løs paa Simons Folk, og saa langt som han saa kom ned i Byen, opbrændte han altid de Huse, der var fulde af Korn og alle Slags Levnedsmidler. Naar han havde trukket sig tilbage efter et saadant Angreb, rykkede Simon frem og gjorde paa sin Side det samme, saa at de ligefrem arbejdede Romerne i Hænderne ved saaledes at ødelægge, hvad Byen havde samlet sammen for at kunne udholde en Belejring, og saaledes overskar de jo selv deres egne Sener. Følgen blev da, at alt omkring Templet gik op i Luer, og at der midt imellem Hærene inde i Byen blev et tomt Rum, der tjente som Slagmark i denne Borgerkrig. Saa godt som alt Korn blev opbrændt, hvilket vilde have været tilstrækkeligt til ikke saa faa Aars Belejring. Det blev jo Hungeren, som voldte deres Undergang, og det vilde ingenlunde være gaaet saaledes, hvis de ikke havde lavet det saadan for sig selv.
5. Da Byen saaledes overalt led under Skurkenes og det sammenløbne Paks Kampe, var Borgerskabet midt imellem de stridende Parter at ligne ved et stort Legeme, hvori de flængede. Oldinge og Kvinder bleve under disse indre Ulykker ganske ude af sig selv og ønskede Romernes Komme, idet de saa hen til den udvortes Krig som en Befrielse fra de indvortes Elendigheder. En skrækkelig Rædsel og Frygt bemægtigede sig de egentlige Indbyggere, og de havde hverken Tid til at holde Raadslagning om en forandret Optræden, ej heller noget Haab om at kunne opnaa fredelig Overenskomst, og
at flygte var ikke heller muligt, om de aldrig saa gærne vilde. Der holdtes nemlig Vagt overalt, og hvor fjendske mod hverandre Bandithøvdingerne end kunde være i andre Henseender, dræbte de dog som deres fælles Fjender dem, der tænkte paa Fred med Romerne eller vare mistænkte for at ville løbe over, og om den ene Ting vare de enige: at slaa alle uskyldige ihjel. Mens de saaledes kæmpede, lød der Dag og Nat et ustandseligt Vaabengny; men endnu frygteligere var det at høre paa Veklagerne fra de sørgende og frygtsomme. De ulykkelige Tildragelser, som fulgte Slag i Slag, gav dem stadig Grund til nye Taarer; men deres Forfærdelse tvang dem til at holde deres Jammer for sig selv; beherskede af Frygt betvang de deres Sindsbevægelse; men deres kvalte Stønnen fortalte om, hvad de led. Slægtninge viste ikke længer nogen Hengivenhed mod deres Paarørende, saalænge disse endnu vare levende, og vare de døde, sørgede de ikke for deres Begravelse; begge Dele kom af, at enhver havde opgivet Haabet om sig selv. De, som ikke sluttede sig til de Oprørske, havde tabt Lysten til alt, da de jo vare sikre paa om ikke ret længe at skulle dø. Imidlertid stode Oprørerne trampende paa Dynger af Lig og kæmpede mod hinanden, og vildere og vildere bleve de, idet de inddrak Raseri ved Synet af Ligene under deres Fødder. De fandt stadig paa noget Nyt, der kunde skade Modpartiet, og hvad de fandt paa, satte de hensynsløst i Værk, saa de vege ikke tilbage for nogensomhelst Grumhed eller Raahed. Johannes gik saa vidt, at han til Opførelsen af Krigsmaskiner misbrugte Materialier, som vare bestemte til helligt Brug. Det var nemlig tidligere af Folket og Ypperstepræsterne blevet bestemt at sætte Støtter under Tempelbygningen og gøre den 20 Alen højere, og Kong Agrippa havde med storartet Bekostning og Besvær fra Libanon ladet hidføre det fornødne Tømmer, — Bjælker, som nok vare værd at se, baade fordi de vare saa rette og saa svære. Da Krigen nu imidlertid havde afbrudt Arbejdet, lod Johannes dem tilhugge og fandt, at de vare lange nok til deraf at opføre Taarne mod dem, som kæmpede imod ham oppe fra Templet. Han førte disse Taarne frem og opstillede dem bagved Tempelgitteret ligeoverfor Siddepladserne paa Vestsiden, det eneste Sted, hvor det lod sig gøre, da Trappetrinene optog Pladsen paa de andre Sider.
6. Ved Hjælp af disse paa saa ugudelig Maade opførte Belejringsværker haabede han at skulle faa Bugt med sine Fjender; men Gud lod ham mærke, at hans Møje var til ingen Nytte, idet han nemlig førte Romerne frem mod Byen, førend noget Menneske havde besteget Taarnene. Da Titus nemlig havde faaet samlet en Del af Styrken om sig og befalet Resten at støde til ham foran Jerusalem, marscherede han ud af Cæsarea. Han havde under sig de tre Legioner, som tidligere under hans Faders Kommando havde undertvunget Judæa, og desuden den 12te, som tidligere havde lidt Nederlag under
Cestius' Kommando, en Legion, som forøvrigt udmærkede sig ved Tapperhed, og som nu i Erindringen om dette Nederlag rykkede des ivrigere frem for at tage Hævn. Af disse Legioner befalede han nu den 5te at støde til ham efter at være draget om ad Ammaus og den 10de at drage op gennem Jericho. Selv satte han sig i Bevægelse med Resten, hvortil kom de fra Kongerne sendte Forbundstropper, der vare meget talrigere end før, samt mange Hjælpetropper fra Syrien. Det Antal, som Vespasianus havde taget ud af disse Legioner og sendt med Mucianus til Italien, blev nu erstattet af dem, Titus havde ført med sig, hvilket var 2000 udsøgte Tropper af den alexandrinske Garnison og 3000 af Grænsetropperne ved Eufrat. I hans Stab indtog Tiberius Alexander den første Plads baade ved sit Venskabsforhold til ham og ved sin Dygtighed. Han havde tidligere været deres Statholder i Ægypten og blev nu Hærens egentlige Leder. Denne Stilling opnaaede han, fordi han havde været den første, der havde anerkendt den nylig oprettede Regering og med glimrende Troskab havde sluttet sig til dens Sag, medens Udfaldet endnu var usikkert. Han ledsagede altsaa Titus som Raadgiver i, hvad der vedrørte Krigen, og var som saadan af fremragende Dygtighed baade paa Grund af sin Alder og sin Erfaring.
1. Under Titus' Marsch ind i det fjendtlige Land dannedes Fortroppen af de kongelige Soldater og hele Forbundshæren, efter hvilke fulgte Sapørerne og Ingeniørerne. Derefter fulgte Befalingsmændenes Bagageheste, og efter de Sværtbevæbnede, som tjente til Dækning for disse, kom Feltherren selv, omgiven af udvalgte Tropper og Lansenererne. Bagefter ham kom Legionsrytteriet. Dette efterfulgtes af Krigsmaskinerne og disse igen af Krigstribunerne med udvalgte Tropper samt Afdelingscheferne. Efter disse kom Ørnen, omgivet af Felttegnene med de dertil hørende Trompetere foran, og efter dem Hovedstyrken i Rækker paa 6 Mand. Bag efter kom hver Legions Militærarbejdere med Bagagehestene foran sig, og allerbagerst kom Lejetropperne med deres Opsynsmænd, som holdt Øje med Bagtroppen. I denne Orden førte Titus, efter Romernes Sædvane, Styrken fremad og kom gennem Samaria til Gofna, som tidligere var bleven indtaget af hans Fader og da havde faaet en Garnison. Der laa han over een Nat, drog saa videre ved Morgenens Frembrud og slog efter een Dags Marsch Lejr i den af Jøderne saakaldte Tjørne-
dal ved en Landsby, der kaldes Gabath-Saul, hvilket kan oversættes ved: Sauls Høj, i en Afstand fra Jerusalem af omtrent 30 Stadier. Herfra tog han omtrent 600 udvalgte Ryttere med sig og begav sig henimod Staden for at undersøge, hvordan det forholdt sig med dens Modstandskraft, og hvorledes Jøderne vare sindede, om de maaske ved Synet af ham vilde blive saa forskrækkede, at de vilde give efter, før det kom til Kamp. Han havde nemlig hørt, hvad ogsaa var sandt, at den egentlige Befolkning, som led under Oprørspartiets og Banditernes Herredømme, ønskede Fred; men for svage til at forsøge nogen Rejsning holdt Borgerne sig i Ro.
2. Saalænge han nu red lige frem ad Landevejen, der førte hen imod Muren, viste der sig ikke et Menneske uden for Portene, men da han drejede af fra Vejen og førte Ryttereskorten skraas hen imod Psefinos-Taarnet, styrtede pludselig en utallig Mængde ud ved de saakaldte Kvindetaarne1 gennem Porten lige overfor Helenes Gravmindesmærke2, brød igennem Rytteriets Rækker, gjorde Front mod dem, der endnu red paa Vejen, og forhindrede dem saaledes fra at slutte sig til dem, der vare drejede af fra den. Saaledes afskar de Titus og nogle faa andre. Fremad kunde han umulig komme, da Markerne helt henimod Muren anvendtes til Haver og vare gennemskaarne af Grøfter og opfyldte af Gærder og Hegn baade paa Kryds og Tværs. Paa den anden Side indsaa han det umulige i at komme tilbage til sine Folk, da jo en Mængde Fjender skilte ham fra dem, og da tilmed de, som vare paa Landevejen, gave sig paa Flugt. Mange af dem anede end ikke den Fare, hvori Prinsen befandt sig, men flygtede afsted i den Tro, at han var med paa Flugten. Da han saaledes kunde forstaa, at hans Frelse nu alene beroede paa hans personlige Mod, vendte han sin Hest, tilraabte sine Ledsagere, at de skulde følge ham, og styrtede sig midt ind blandt Fjenderne for at bryde sig en Gennemgang hen til sine Folk. Her var der en særlig Lejlighed til at bemærke, hvorledes Gud raader for Krigslykken og beskærmer Fyrster, naar de komme i Fare; thi skønt Titus hverken havde Hjælm eller Brystpanser paa, — han var jo, som før nævnt, ikke draget ud for at kæmpe, men for at rekognoscere, — saa var der dog ikke eet af de mange Kastevaaben, der saarede hans Legeme; men alle gik udenom og fløj ham susende forbi, som om de med Vilje undgik at træffe ham. Med sit Sværd gjorde han imidlertid lyst til begge Sider, fældede mange, som søgte at standse ham, og sporede sin Hest frem over de faldne. Der lød et Forundringsraab over denne Kejserprinsens dristige Daad, og skønt de tilraabte hverandre, at man skulde gaa løs paa ham, flygtede og ad-
splittedes dog alle de, han vendte sig imod. Hans Ledsagere i denne Fare holdt sig lige i Hælene paa ham, skønt de bleve saarede baade bagfra og fra Siderne; hver enkelt iblandt dem forstod, at de kun kunde haabe Redning ved at bryde igennem sammen med Titus; lykkedes dette ikke, bleve de jo omringede. To af de bagerste omkom; den ene omringede de og skød baade ham og hans Hest, den anden dræbte de, da han var sprungen af Sadlen, hvorpaa de trak Hesten med sig. Med de øvrige kom imidlertid Titus velbeholden hjem til Lejren. Det Held, som Jøderne saaledes havde haft med sig i deres første Angreb, indgød dem et Haab, der jo kun hvilede paa svage Fødder, og denne kortvarige Lykkens Gunst gav dem et stort Mod med Hensyn til Fremtiden.
3. Da den Legion, som var draget om ad Ammaus, om Natten var stødt til Kejserprinsen, brød han ved Dagens Frembrud op og gik frem til det saakaldte Skopos, hvor man kunde begynde at se Byen, og hvorfra Templets Størrelse ret faldt i Øjnene. Dette Sted, hvorfra Jordsmonnet strakte sig jævnt hen imod Byens Nordside, kaldtes meget træffende Skopos1. Afstanden fra Byen var syv Stadier, og her befalede Titus, at man skulde opslaa en fælles Lejr for de to Legioner; den 5te Legion derimod skulde ligge tre Stadier bagved. Da dens Mandskab nemlig var overtræt efter den natlige Marsch, mente han, at de trængte til at komme i en dækket Stilling, hvor de uhindret kunde slaa Lejr. De begyndte saa strax at forskanse sig, og imens indtraf 10de Legion fra Jericho, hvor der var lagt en Afdeling Soldater for at sikre dette Forbindelsespunkt, som allerede var erobret af Vespasianus. Denne Legion havde Ordre til at lejre sig sex Stadier fra Jerusalem ved det saakaldte Oliebjerg, der ligger ligeoverfor Byen mod Øst, skilt derfra ved en dyb Sænkning, der kaldes Kedron.
4. Nu først bevirkede den pludselig saa truende udvortes Krig en Standsning i den uafladelige Kamp mellem Partierne i Staden. De Revolutionære saa med Forfærdelse Romerne slaa Lejr paa tre forskellige Steder, og da begyndte de, skønt med Uvillie, at nærme sig hverandre og sagde, Mand og Mand imellem: "Hvad tøve vi efter, eller hvad gaar der af os, siden vi finde os i, at man med disse tre Forskansninger ligefrem kvæler os? Mens Fjenderne uhindrede bygge en hel By op imod os, sidde vi, de Belejrede, med Hænderne i Skødet uden at bruge vore Vaaben og se paa deres Arbejde, som om det var noget, der blev gjort til Gavn og Glæde for os. Kun mod os selv indbyrdes vise vi os kække" — udraabte de "Romerne ville som Følge af vor Tvedragt vinde Staden uden Blodsudgydelse". Under saadanne Udraab samledes de og stillede sig ved hinandens Side, grebe deres Vaaben og gjorde pludselig et Udfald mod
10de Legion. Med et øredøvende Krigsskrig styrtede de ned gennem Dalen og kastede sig over Fjenderne, som vare i Færd med at opkaste Forskansninger. Som Følge af deres Arbejde stode de spredte og havde af samme Grund lagt de fleste af deres Vaaben fra sig. De havde nemlig ikke ventet, at Jøderne vilde have haft Mod til at gøre Udfald, og de havde troet, at den indre Splid vilde forhindre dem deri, selv om de ogsaa havde haft Lyst dertil. Derfor kom de ved det uventede Angreb aldeles i Uorden; de løb fra deres Arbejde, og nogle toge strax Flugten; men der var dog ogsaa mange, som fik fat i deres Vaaben; de bleve imidlertid trængte tilbage, før de kunde faa sig opstillede mod Fjenderne. Der strømmede stadig flere og flere Jøder til, dristige ved at se de forrestes Fremgang, og da de havde et saadant Held med sig, forekom de baade sig selv og Fjenderne at være mange Gange talrigere, end de egentlig vare. Den pludselige Uorden, hvori de vare bragte, forvirrede aldeles Romerne, som jo vare vante til at kæmpe i Geled, i Orden og under Kommando. Derfor maatte de denne Gang, da de bleve saa hovedkulds angrebne, vige tilbage for Jødernes Stormløb. Naar de angrebne engang imellem gjorde omkring, kunde de vel standse Jødernes Fremskridt og saare dem, fordi de under deres Fremstormen toge sig mindre i Agt; men da Udfaldstropperne bleve flere og flere, kom Romerne mere og mere i Uorden og maatte tilsidst flygte fra Lejrpladsen. Nu saa det ud, som om der kunde være Fare for hele Legionen; men da fik Titus Melding om Stillingen og kom hurtig til Hjælp. Han lod de Flygtende høre ilde for deres Fejghed og fik dem til at gøre omkring, mens han selv med de udsøgte Tropper, han kom med, gjorde et Sideangreb paa Jøderne, nedhuggede mange, saarede endnu flere, drev dem alle tilbage og trængte dem ned i Dalen igen. Idet Jøderne saaledes maatte springe ned ad Skrænten, led de store Tab; men paa den anden Side af Dalen gjorde de igen Front mod Romerne og kæmpede videre med Bækken imellem sig og Fjenderne. Saaledes var Kampen staaende indtil midt paa Dagen; men da det var bleven lidt over Middag, lod Titus de Soldater, han havde ført til Undsætning, samt nogle Cohorter tage Stilling ligeoverfor Udfaldstropperne, Resten af Legionen sendte han igen op paa Højden til Befæstningsarbejdet.
5. Det tog sig nu ud for Jøderne, som om Romerne flygtede, og da en Udkigsmand, som de havde staaende paa Muren, gav Signal med et Klæde, styrtede en Masse friskt Mandskab ud med en saadan Voldsomhed, at deres Fremstormen lignede de mest glubende Vilddyrs. Der var kort sagt ingen Modstander, som kunde staa for dette Angreb; som om de vare skudte ud af en Kastemaskine sprang de ud af Geleddet, gjorde omkring og flygtede op ad Bjerget. Den eneste, der blev tilbage, var Titus, som med nogle faa holdt Stand midt paa Skraaningen. Hans Venner, som skammede sig ved at for-
lade deres Feltherre og derfor trodsede Faren, opfordrede ham dog ivrigt til at vige for disse dødsforagtende Jøder, at han ikke skulde udsætte sig for Fare for sine Folks Skyld, som jo burde have taget Stødet af for ham. Han skulde betænke, hvad Lykken havde bestemt ham til: han var jo ikke en blot og bar Soldat, der skulde fylde en Plads i Geleddet; men han var Krigsherren og Verdensherskeren; han, paa hvem alt beroede, skulde ikke oppebie et saa skarpt Angreb. Disse Overtalelser vilde han dog ikke høre paa, men gjorde Modstand mod dem, der sprang ind paa ham, kæmpede med dem, Bryst mod Bryst, nedhuggede de fremstormende, anfaldt dem, der flokkevis kom op ad Skraaningen, og drev mange tilbage. Skønt Jøderne med Forbauselse betragtede hans Dristighed og Kraft, flygtede de dog ingenlunde tilbage til Staden, men drejede udenom ham og anfaldt de flygtende længere oppe. Saa gjorde Titus imidlertid et Flankeangreb og standsede saaledes deres Fremtrængen. Da nu de, som arbejdede paa Lejren ovenfor, saa Tropperne nedenfor flygte, bleve de igen grebne af Forvirring og Frygt, saa hele Legionen splittedes ad; de mente nemlig, at det var umuligt at modstaa Jødernes Udfald, og antog, at Titus selv maatte være flygtet; de andre vilde vel ikke være flygtede, hvis han havde holdt Stand. Som grebne af en panisk Skræk fløj de afsted i alle Retninger, indtil nogle fik Øje paa Feltherren, som tumlede sig midt iblandt Fjenderne; de bleve da meget urolige for ham og raabte til hele Legionen, hvilken Fare han svævede i. Skamfølelsen fik dem da til at gøre omkring; de dadlede hverandre, fordi de vare flygtede og havde ladet Kejserprinsen i Stikken, hvorpaa de med al deres Kraft gik løs paa Jøderne. Da de først havde faaet vendt sig om, trængte de dem fra Skraaningen ned i Dalbunden. Jøderne trak sig dog kun tilbage kæmpende Fod for Fod; men da Romerne havde den Fordel at staa højere end deres Modstandere, fik de dem dog alle drevne ned i Dalen. Titus vedblev nu at angribe Jøderne foran sig og sendte atter Legionen op til Skansearbejdet, mens han med de Folk, der før havde hjulpet ham med at gøre Modstand, trængte Fjenderne tilbage. Uden med Smiger at lægge noget til eller af Misundelse at trække noget fra, kan man altsaa med Sandhed sige, at Kejserprinsen to Gange reddede den truede Legion og skaffede den Ro til at befæste sin Lejr.
1. Da nu den udenbyes Kamp for en kort Stund hvilede, fik Partihadet atter den indvortes til at blusse op. Da nemlig de usyrede Brøds Dag forestod — den 14de i Maaneden Xanthikos1, paa hvilken Dag Jøderne tro, at deres Befrielse fra Ægypterne begyndte —, aabnede Eleazars Folk Tempelportene og lod dem af Befolkningen, som vilde forrette deres Gudsdyrkelse, faa Adgang. Johannes benyttede saa Festen som et Skalkeskjul for sin Angrebsplan, udrustede de mindst kendte af sit Parti, hvoraf de fleste end ikke vare rensede, med skjulte Vaaben og lod dem listig snige sig ind i Templet sammen med de øvrige for at bemægtige sig det. Da de først vare derinde, kastede de Kapperne af sig og stode pludselig fuldt bevæbnede. Der opstod da strax en uhyre Forvirring og Støj i Templet, idet Befolkningen, som stod udenfor Oprøret, troede, at Angrebet gjaldt alle uden Forskel, men Zeloterne formodede, at det var rettet imod dem alene. De opgave derfor at forsvare Portene, sprang ned fra Brystværnene, før det kom til Nærkamp, og toge deres Tilflugt til de underjordiske Rum under Helligdommen. De tilstedeværende Borgere, som stode skælvende ved Alteret, bleve klemte sammen omkring Tempelbygningen og bleve nedtrampede og uden Skaansel ihjelslaaede med Knipler og Sværd. Mange, som havde holdt sig ganske rolige, sloge Modstanderne dog ihjel af Fjendskab eller privat Had, som om de havde tilhørt Modpartiet, og enhver, som tidligere havde fornærmet een eller anden af Angriberne, blev her, saa snart han genkendtes, slæbt afsted til Døden som Zelot. Efter saaledes at have øvet mange gruelige Gærninger mod de uskyldige viste de de virkelig skyldige Naade og lod dem løbe, naar de kom frem af Hulerne. Selv toge de nu ogsaa det indre af Templet og de derværende Forraad i Besiddelse og følte sig nu stærkere overfor Simon. Medens der altsaa tidligere havde været tre Partier, blev der saaledes nu kun to.
2. Titus bestemte sig nu til at flytte sin Lejr fra Skopos nærmere til Staden og opstillede til at tage imod mulige Udfald saamange udsøgte Ryttere og Fodfolk, som han mente, der behøvedes, medens han befalede den øvrige Styrke at planere Strækningen hen til Muren. Nu sløjfede man alle Gærder og Hegn, som Beboerne havde sat om deres Haver og Lunde, fældede ethvert Frugttræ, som stod i Vejen, og opfyldte de Fordybninger og Kløfter, som fandtes paa Stedet. Klippeknuderne bleve bearbejdede med Jærnredskaber, og saaledes frembragte man en jævn Flade af hele Strøget fra Sko-
pos til Herodes' Mindesmærke, som staar tæt ved den saakaldte Slangedam1.
3. Men i de samme Dage fandt Jøderne paa følgende Krigspuds imod Romerne: Nogle forvovne Personer af Oprørspartiet begav sig udenfor de saakaldte Kvindetaarne, anstillede sig, som om de vare uddrevne derfra af de Fredsvenlige, krøb sammen og puttede sig bag hverandre, som om de frygtede et Angreb fra Romernes Side. Nogle andre stode oppe paa Muren og skulde forestille den fredelige Befolkning; de raabte paa Fred og bade om at faa sluttet Forlig; de kaldte paa Romerne og lovede at aabne Porten. Samtidig med, at de raabte saaledes, kastede de Sten ned efter deres Kammerater, som om de vilde drive dem bort fra Porten. Snart lod de nu, som om de vilde tiltvinge sig Indgang, snart som om de vilde bønfalde dem derinde; mange Gange løb de ogsaa hen mod Romerne, men syntes saa at blive betænkelige og vendte om igen. Paa de romerske Soldater undlod denne Snedighed ikke at gøre Indtryk; de mente, at de havde det ene Hold i deres Magt og vare ivrige efter at falde over dem, og de haabede, at det andet Hold vilde aabne Byen for dem; derfor vilde de strax skride til Værket. Titus derimod var mistænksom, da han fandt denne Tilkalden forunderlig; det var nemlig ikke mere end een Dag siden, han igennem Josef2 havde opfordret dem til at aabne Underhandlinger, og da havde han ingen Forsonlighed mærket til. Han befalede derfor Soldaterne at blive paa deres Plads. Der var imidlertid nogle af dem, som vare satte til Rydningsarbejdet, der allerede havde grebet deres Vaaben og vare løbne hen til Porten. De foregivne udjagne vege først tilbage for dem, men da de vare komne midt ind imellem Porttaarnene, sprang de frem igen, omringede dem og angrebe dem bagfra. De oppe paa Muren lode samtidig en Mængde Sten og alleslags Kastevaaben imellem hverandre hagle ned over dem, saa de dræbte mange og saarede endnu flere. Det var jo ikke let for Romerne at slippe bort fra Muren, da de andre trængte paa dem bagfra, og forøvrigt skammede de sig over den Fejl, de havde begaaet, og frygtede for Straf af deres Befalingsmænd, hvilket tilskyndede dem til, trods deres Tab, dog at holde Stand. Derfor kæmpede de en Tid lang videre med deres Spyd og modtoge vel mange Slag af Jøderne, men uddelte ganske vist ikke færre til Gengæld; tilsidst sloge de sig saa igennem dem, der omringede dem; men Jøderne styrtede bagefter dem og forfulgte dem med Kastevaaben lige til Helenes Mindesmærke3.
4. Efter dette Held viste Jøderne paa en smagløs Maade deres Overmod, haanede Romerne, som havde ladet sig narre af deres Krigslist, svingede med Skjoldene, sprang omkring og udstødte Glædesraab. De romerske Soldater derimod bleve modtagne med Trusler af deres Befalingsmænd, og Cæsar1 tiltalte dem harmfuldt saaledes: "Jøderne, som kæmpe med Fortvivlelsens Mod, tage fat paa alting med Fornuft og Planmæssighed; de udtænke Overfald og Baghold, og Lykken følger dem i deres Bestræbelser, fordi der er Disciplin, indbyrdes Forstaaelse og Trofasthed imellem dem. I Romere derimod, hvem Lykken hidtil stedse har føjet paa Grund af Eders gode Orden og Lydighed mod Eders Førere, I have nu vist lige de modsatte Egenskaber, og derfor have I lidt Nederlag. I have ikke kunnet holde Eder fra Kampen, og derfor ere I faldne i Baghold; ja, hvad der er det skammeligste af det hele, I ere gaaede i Kamp uden Eders Befalingsmænd; og det tilmed i Cæsars Nærværelse. Her er Krigslovene sandelig blevne dybt krænkede, og hvad vil min Fader sige, naar han hører om dette Uheld; han, som er bleven gammel under sine Felttog, har sikkert aldrig lidt Tab paa den Maade. Og Lovene, som altid pleje at udtale Dødsdom over dem, som røre sig, om end aldrig saa lidt, ud af Geleddet, de have nu set en hel Hær svigte Trop. Men nu skulle sandelig disse Selvkloge snart faa at mærke, at, om man endog sejrer, regnes det hos Romerne for skændigt, naar man har kæmpet uden Ordre!" — Da han udtalte sig ligesaa hæftigt overfor Befalingsmændene, ansaa man det for givet, at han vilde bringe Krigsretten i Anvendelse overfor alle de paagældende, og de sank da i Fortvivlelse, idet de jo ventede at skulle dø øjeblikkelig og selv maatte erkende det retfærdige deri. Men da strømmede de andre Legioner sammen om Titus og gik i Forbøn for deres Kammerater, idet de anraabte ham om, for de manges Lydighed, at tilgive de faas Fremfusenhed. De skulde nok ved deres fremtidige Bedrifter raade Bod paa det nu skete Uheld.
5. Cæsar lod sig bevæge dels af disse Forbønner og dels af Hensynet til, hvad der var det fornuftigste. Han var nemlig af den Mening, at man nok overfor den Enkelte burde anvende korporlig Straf, men overfor en større Mængde indskrænke sig til at straffe med Ord. Derfor skænkede han Soldaterne Tilgivelse, men paalagde dem ganske vist strængt, at de en anden Gang skulde være mere fornuftige, og nu grundede han paa, hvorledes han skulde faa Hævn over Jøderne for dette Overfald. I Løbet af fire Dage blev saa Strækningen planeret lige hen til Murene, og for nu uforstyrret at kunne føre Bagagen og Resten af Hæren frem, opstillede han Kærnetropperne lige overfor Muren paa Nord- og Vestsiden, idet han ordnede Styrken i syv Geledder med Fodfolkene forrest og Rytterne
bagest, hver i tre Geledder, medens Bueskytterne dannede den midterste, syvende Række. Ved denne store Opstilling bleve Jøderne hindrede i at gøre Udfald, og imens rykkede de tre Legioners Heste og Mandskab uforstyrret frem. Selv slog Titus Lejr i en Afstand af omtrent 2 Stadier fra Muren overfor det saakaldte Psefinos-Taarn ved Hjørnet, hvor Ringmuren fra Nordfronten drejer af og bliver til Vestmur. Den øvrige Del af Hæren lejrede sig ved det saakaldte HippikosTaarn, ligeledes 2 Stadier fra Byen. Dog forblev 10de Legion i sin tidligere Stilling paa Oliebjerget.
1. Staden var befæstet med tredobbelte Mure, hvor den da ikke var omgivet af uoverstigelige Kløfter; her var der nemlig kun een Ringmur. Selve Byen var bygget paa to Høje, som laa lige overfor hinanden og vare adskilte ved en mellemliggende Dal, ned ad hvis Skraaninger Husene paa begge Sider vare byggede. Den ene af Højene, som bar Øvrestaden, var baade meget højere og mere udstrakt end den anden. Kong David, Fader til Salomon, som byggede det første Tempel, gav den paa Grund af dens Fasthed Navnet Fæstningen1; vi derimod kalde den Øvretorv. Den anden Høj, som kaldtes Akra, og hvorpaa Understaden stod, var krummet som en Halvmaane. Lige overfor den var der en tredie Høj, som oprindelig var lavere end Akra og tidligere skilt derfra ved en anden bred Dal. Men medens Hasmonæerne vare Konger, lode de Dalen udfylde for at knytte Byen til Templet, og samtidigt planerede de2 Akra3 og gjorde den saaledes lavere, for at Templet skulde rage op ogsaa over den. Den saakaldte Tyropoion-Dal, der, som vi jo sagde, adskilte Øvrestaden og den nedre Høj, strækker sig lige til Siloa, — saaledes kalde vi en derliggende Kilde, som er fersk og meget vandrig. Udadtil var Byens to Høje omgivne af dybe Kløfter med stejle Skrænter paa begge Sider, saa at der ikke var Adgang paa nogetsomhelst Punkt.
2. Af de tre Mure var den ældste paa Grund af Kløfterne og
den op over dem sig hævende Skrænt, hvorpaa den var opført, næsten uindtagelig. Til de gunstige Stedforhold kom ogsaa det, at den var meget solidt opbygget, idet baade David og Salomon og de senere Konger havde ofret meget paa dette Arbejde. Paa Nordsiden begyndte den ved det saakaldte Hippikos-Taarn, strakte sig saa hen til Xystos, stødte op til Raadhuset og sluttede sig endelig til Templets vestlige Galleri. Paa den modsatte Side, mod Vest, begyndte Muren ved det nævnte Taarn, gik saa gennem det saakaldte Beso til Essenerporten1, drejede derpaa og gik paa Sydsiden over Siloakilden, hvor den saa atter svingede om paa Østsiden ved Salomons Dam, gik langs med et Sted, der kaldes Oflas, og stod i Forbindelse med Templets østlige Galleri. Den anden Mur begyndte ved en Port paa den første Mur, som man kalder Genath2, indesluttede alene Byens Nordside og gik til Antonia. Den tredie Mur begyndte ved Taarnet Hippikos, hvorfra den strakte sig mod Nord til PsefinosTaarnet, derefter gik den forbi Mindesmærket for Helene, Dronning af Adiabene og Datter af Kong Izates, strakte sig tværs over de kongelige Stenbrud3, svingede ved et Hjørnetaarn, der laa ved det saakaldte Tøjrenser-Mindesmærke4, vendte nu ud imod den saakaldte Kedrondal og sluttede sig her til den gamle Mur. Denne tredie Mur havde Agrippa5 draget om den senere tilbyggede Del af Byen, som ellers havde ligget helt ubeskyttet. Eftersom Byen nemlig tog til i Folkemængde, krøb den efterhaanden udenfor sine gamle Grænser; man begyndte at bygge paa Højen nord for Templet, hvilket gjorde Byen ikke saa lidt større end før; saaledes blev altsaa ogsaa den fjerde Høj, der kaldtes Bezetha, helt bebygget. Den laa lige overfor Antonia, men var skilt derfra med en dyb Grav, som man havde gravet, forat ikke Antonias Underbygning skulde gaa i eet med Højen og saaledes blive let tilgængelig og mindre højtliggende. Det var ogsaa netop denne Gravs Dybde, der gav Taarnene Udseendet af at være saa særdeles høje. Dette nybyggede Kvarter kaldtes altsaa paa Landets Sprog Bezetha, hvilket man paa Græsk kunde oversætte ved: Nybyen6. Da Beboerne bade om at maatte faa den befæstet, begyndte Agrippa, Fader og Navnefælle til den nuværende Konge, paa den før omtalte Mur, men blev bange for, at Kejser Claudius ved dette store Foretagende skulde fatte Mistanke om, at man pønsede paa Omvæltning og Oprør, og nedlagde derfor Arbejdet, efter at have faaet Grundvolden lagt. Var denne Mur bleven fuldendt, som den var begyndt, vilde Byen have været uindtagelig. Den bestod nemlig af Sten, der var 20 Alen lange og 10 Alen brede7,
og som vare saaledes sammenføjede, at det hverken var muligt at skille dem ad med Jærnværktøj eller rokke dem løse med Belejringsmaskiner. Han gjorde Muren 10 Alen tyk, og Højden vilde formodentlig være bleven forholdsvis endnu større, hvis ikke han, der havde begyndt Arbejdet, havde fundet for godt at standse det igen. Nu havde Jøderne imidlertid med Iver optaget Arbejdet paa denne Mur1, saa den stod med en Højde af 20 Alen foruden Brystværn paa 2 Alen og Murtinder paa 3 Alen, saa at hele Højden beløb sig til 25 Alen.
3. Op over Muren ragede Taarnene, 20 Alen tykke og 20 Alen høje; de vare firkantede og massive ligesom selve Muren; med Hensyn til Stenenes Sammenføjning og Skønhed gave de ikke Tempelbygningen noget efter. Oven paa Taarnenes massive Underbygning, som altsaa var 20 Alen høj, var der præglige Reboelsesrum og derovenover igen Platformer og Cisterner til Opsamling af Regnvand. Brede Vindeltrapper førte derop. Af saadanne Taarne havde den tredie Mur 90, og mellem to og to af Taarnene var der en Murlængde paa 200 Alen2. Den mellemste Mur havde 14 Taarne, og den gamle Mur var forsynet med 60. Hele Byens Omkres var 33 Stadier3. Skønt saaledes hele den tredie Mur var beundringsværdig, saa var det allermest vidunderlige dog Taarnet Psefinos paa Nordvesthjørnet, ligeoverfor hvilket Titus havde slaaet Lejr. Fra dets 70 Alen høje Top havde man mod Øst Udsigt til Arabien og paa den anden Side til de yderste hebraiske Landstrækninger ude ved Havet. Taarnet var ottekantet. Ligeoverfor det stod Hippikos og tæt derved to andre Taarne, som Kong Herodes havde opført paa den gamle Mur4. I Størrelse, Skønhed og Fasthed havde de ikke deres Lige i Verden. Højsindet af Naturen og besjælet af Lyst til at pryde Byen havde Kongen for at føje sin personlige Forkærlighed endda ofret usædvanlig meget paa disse Bygningsværker og havde her sat et Minde for de tre Personer, han havde haft kærest, og efter hvem Taarnene vare opkaldte: hans Broder, hans Ven og hans Hustru. Den sidste havde han, som før omtalt dræbt paa Grund af sin altfor store Kærlighed til hende; de to andre havde han mistet i Krigen, hvor de havde vist stor Tapperhed. Hippikos, som altsaa var opkaldt efter Vennen, var firkantet, dets Bredde og Dybde var 25 Alen, dets Højde 30; det var ganske massivt. Ovenover denne massive Bygning, der bestod af sammenføjede Kvadre, var der et Reservoir paa 20 Alens Dybde til Opsamling af Regnvand, og ovenover det en toetages Beboelse, der var 25 Alen høj og delt i forskellige Kamre, øverst oppe var der rundt om anbragt Brystværn paa 2 Alen
og Murtinder paa 3 Alen, saaledes at hele Taarnets Højde ialt kan regnes til 80 Alen. Det andet Taarn, som han gav Navn efter sin Broder Fasael, var lige bredt og dybt, nemlig 40 Alen, det var massivt op til 40 Alens Højde. Ovenover gik der rundt om det et Galleri paa 10 Alens Højde, dækket af Brystværn og Mure. Midt op igennem dette Galleri var der bygget et andet Taarn, hvis Indre optoges af prægtige Beboelsesrum og en Badstue, saa der var ikke noget i Vejen for at kalde dette Taarn et kongeligt Slot. Det var øverst oppe prydet med Brystværn og Tinder. Hele Højden var omtrent 90 Alen, og i Udseende lignede det Taarnet paa Faros1, hvorpaa der er tændt et Fyr for dem, der sejle til Alexandreia, dog var det i det hele meget større. Paa dette Tidspunkt var det Skuepladsen for Simons Tyranni. Det tredie Taarn var Mariamme, hvilket jo var Dronningens Navn, det var massivt i 20 Alens Højde, var 20 Alen bredt og ligesaa dybt. Det bar foroven Beboelsesrum, som vare endnu prægtigere udstyrede og indrettede end de andre Taarnes; Kongen havde nemlig ment, at det efter en Kvinde opkaldte Taarn rettelig burde udsmykkes mere end dem, der bare Mandsnavne, medens disse paa den anden Side skulde være fastere end Kvindetaarnet. Hele dette Taarns Højde var 55 Alen.
4. Disse Taarne, som altsaa havde den nævnte Højde, saa nu tilmed langt større ud paa Grund af deres Beliggenhed. Den gamle Mur, op til hvilken de stode, var nemlig bygget paa et Højdedrag, som paa dette Sted end yderligere hævede sig til en Top paa 30 Alens Højde, og ved at ligge deroppe gjorde Taarnene Indtryk af at være svimlende høje. Forbausende var ogsaa Stenenes Størrelse; Taarnene vare nemlig ikke opførte af almindelige Haandsten eller Kvadre, som et Menneske kunde bære, men af udhuggen hvid Sten, og hver Stens Længde var 20 Alen, dens Bredde 10 og dens Tykkelse 5; de vare sammenføjede saaledes, at man skulde tro, at hvert Taarn var et massivt Klippestykke, som var voxet op af Jorden og saa senere af Haandværkernes Hænder bleven afglattet, saa det havde faaet sin nuværende firkantede Skikkelse; det var nemlig ganske umuligt nogetsteds at se noget Spor af Sammenføjning. Taarnene laa paa Nordsiden af det kongelige Palads, som var opført umiddelbart indenfor dem, og som trodsede al Beskrivelse; thi dets Pragt og Udstyrelse overgik alt, som man kunde tænke sig at sammenligne dermed. Omkring hele Slottet var der opført en Ringmur paa 30 Alens Højde, smykket med lige langt fra hverandre liggende Taarne, og det indeholdt mægtige Værelser og Spisesale, hvoraf hver kunde rumme 100 Gæster. Der var anvendt en utallig Mængde forskellige Stenarter, og mange af de allersjældneste vare hentede allevegnefra. Ogsaa Lofterne vakte Beundring baade ved Bjælkernes
Længde og den glimrende Udsmykning. Der var en Mængde Beboelsesrum, udstyrede paa den mest forskellige Maade, alle fulde af Bohave, og det meste af, hvad der saaledes fandtes i Værelserne, var af Sølv og Guld. Der var rundt omkring den ene Søjlegang ved Siden af den anden med Søjler, hvoraf ikke to vare ens; de udenfor liggende aabne Pladser vare alle bevoxede med grønt og med mange store Træer, som dannede Spaseregange. Omkring mellem disse var der dybe Kanaler, hvori der allevegne var opstillet Broncestatuer, gennem hvilke Vandet sprang frem. Omkring Kanalerne var der mange Taarne med tamme Duer. — Men det er i det hele taget umuligt at give en værdig Beskrivelse af det kongelige Slot, og det er pinligt at tænke paa, hvad Banditerne her have ladet Ilden fortære. Det er jo nemlig ikke Romerne, som have sat Ild derpaa, men det blev gjort af Byens indre Fjender, saaledes som vi allerede før have sagt. I Begyndelsen af Opstanden brændte jo først Antonia, og senere blev Paladset og Overbygningerne paa de tre Taarne Flammernes Bytte.
1. Templet var, som før omtalt, anlagt paa en mægtig Klippe1. Dog kunde dennes øverste Platform fra Begyndelsen af næppe rumme baade Tempelbygningen og Alteret; den faldt nemlig paa alle Sider brat og stejlt af. Da opførte Kong Salomon, som jo grundlagde Templet, en Mur paa den østlige Side, udfyldte Mellemrummet mellem den og Klippen og opførte derovenpaa en Søjlegang. Paa de andre Sider var Tempelbygningen derimod ikke forsynet med nogen saadan. I de følgende Tider fortsatte Folket stadig denne Opfyldning og gjorde saaledes efterhaanden Højen jævnere og bredere. De nedbrøde den nordre Mur og toge saa stort et Stykke ind, som gjordes nødvendigt for at forsyne hele Templet med en Ombygning. Derpaa opbyggede man fra Grunden af Mure paa Højens tre Sider og udførte saaledes et Arbejde, som man ikke skulde have anset for muligt; — det tog da ogsaa lang Tid og dertil medgik alle Tempelskattene, som vare samlede af de Gaver, der sendtes til Guddommen rundt om fra hele Verden. Endelig opbyggede man de øvre Gallerier og ombyggede de nederste Dele af Templet2. Disse vare hævede 300 Alen over Grunden3 og paa nogle Steder endnu mere,
og dog saa man ikke hele Sokkelens Dybde, idet man nemlig havde dynget en Mængde Fyld ned i Kløfterne for at faa disse i Niveau med Byens Gader. Til dette Bygningsværk anvendtes Kvadersten paa 40 Alens Længde1. De rigelige Pengemidler og Folkets Offerberedvillighed gjorde det muligt at udføre dette store Foretagende, og ved Udholdenhed lykkedes det i Tidens Løb at fuldføre, hvad man aldrig havde kunnet haabe at faa tilendebragt.
2. Til denne solide Grundvold svarede de Bygninger, som stode derpaa. Der var nemlig dobbelte Søjlegange hele Vejen rundt, hvilende paa 25 Alen høje Søjler, hver af et eneste skinnende hvidt Stykke Marmor. Over dem var der lagt et tavlet Cedertræs Loft. Disse Søjlegange vare saa rigt udstyrede, saa smukt og saa regelmæssigt opførte, at de frembøde et glimrende Skue, og de vare dog hverken prydede med Malerier eller Skulpturer. De vare 30 Alen brede, og hele deres Omkres beløb sig til 6 Stadier2, naar Antonia medregnes. Hele den aabne Plads indenfor var brolagt med alleslags forskelligfarvede Sten. Naar man over denne Plads gik hen mod den indre Tempelgaard, stod der rundt om denne et 3 Alen højt Stengitter3 af saare prægtigt Arbejde, hvori der med ligestore Mellemrum stod Søjler, paa hvilke der, dels med græske, dels med latinske Bogstaver, var indhugget følgende Bestemmelse for at værne om Templets Renhed: Ingen Fremmed har Adgang til Helligdommen4; — det indre Tempel kaldes nemlig Helligdommen. Man steg derop fra den første Forgaard ad 14 Trin. Den indre Gaard var firkantet og var omgivet af en særlig Mur, hvis Højde udvendig fra var 40 Alen, men ikke synede saameget paa Grund af Trapperne, og indvendig kun 25 Alen, da den nemlig var bygget om en højere Del af Tempelbjerget end Trappen, saa at Højden ikke saa saa stor ud indvendig fra. Afstanden fra de 14 Trin hen til Muren var 10 Alen, hvilket Stykke var helt fladt5. Derfra førte atter 5 andre Trappetrin op til Portene, hvoraf der paa Nord- og Sydsiden fandtes 8, 4 paa hver Side, og paa Østsiden var der 2, hvilket var nødvendigt, da der nemlig paa denne Side ved en Mur var afdelt en særlig Plads, bestemt for Kvindernes Gudsdyrkelse. Derfor maatte der være en særlig Port; den var opført lige for den første. Paa de andre Sider var der een Port fra Syd og een fra Nord, gennem hvilke man kom ind i Kvindernes Forgaard. Kvinderne maatte nemlig ikke passere de andre Porte, ej heller maatte de færdes uden for deres egen indhegnede Plads, som imidlertid var bestemt til
Gudsdyrkelse saavel for Landets Kvinder som for Stammefællerne fra fremmede Lande. Mod Vest var der ingen Port; her var Muren fortløbende. Mellem Portene strakte Søjlegangene sig indad foran Skatkamrene; de hvilede paa meget smukke og store Søjler, som kun dannede en enkelt Række. Denne Søjlegang stod ikke tilbage for dem i den nedre Tempelgaard undtagen i Udstrækning.
3. Af Portene vare de ni overalt beslaaede med Guld og Sølv og ligeledes Portstolperne og Overliggerne. Een Port, Templets Yderport, var derimod af korinthisk Erts1 og overgik i Kostbarhed langt baade de guld- og sølvbeslaaede. Hver Port havde to Fløje, hvoraf hver var 30 Alen høj og 15 Alen bred2. Naar man kom indenfor dem, var der et Portrum paa 30 Alens Bredde med Overbygninger, som baade i Bredde og Længde vare som Taarne og vare over 40 Alen høje. To Søjler, som maalte 12 Alen i Omkreds, bar hver af disse Portbygninger. Alle Portene havde samme Størrelse, undtagen den, som laa lige for den korinthiske Port og gav Adgang østfra, fra Kvindernes Forgaard, op mod Templets Portal; den var meget større, idet den havde en Højde af 50 Alen og Fløje paa 40 Alen, desuden havde den endnu rigere og tykkere Guld- og Sølvbeslag end de øvrige3. Beslaget paa de ni Porte var skænket af Alexandros, Tiberius' Fader4. Fra Kvindernes Forgaard førte 15 Trin op til den store Port, hvilke vare lavere end de 5 Trin, der førte op til de andre Porte.
4. Selve Tempelhuset laa midt paa Pladsen; 12 Trin førte op til denne helligste Del af Templet. Dets Facade var lige høj og bred, nemlig 100 Alen; men længere tilbage var Bygningen 40 Alen smallere. I Fronten havde den nemlig to Sidefløje paa hver 20 Alen ligesom to Skuldre. Templets første Portal var 70 Alen høj og 25 Alen bred og havde ingen Døre, den symboliserede nemlig Himlen, som er vidtaaben og ikke kan lukkes. Facaden var overalt smykket med Guldbelægning, og gennem Portalen saa man ind i den mægtige Forhal; den indre Ports Omgivelser, som overalt skinnede af Guld, faldt særlig i Øjnene. Da det indre Tempel var delt i to Stokværk, var det kun i Forhallen man kunde se op i hele Husets Højde, 90 Alen; Forhallen var 50 Alen bred og 20 Alen dyb. Porten, som førte herfra ind i det egentlige Tempelrum, var, som før sagt, forgyldt ligesom hele den omgivende Væg, og ovenover den hang gyldne Vinranker, fra hvilke Drueklaser af et Menneskes Længde hang ned. Da det indre Tempelrum jo var delt i to Stokværk, gjorde denne indre Port et lavere Indtryk end den ydre. Der var gyldne Dørfløje paa 55 Alens Højde og 16 Alens Bredde. Foran
disse hang der lige ned til Gulvet som Forhæng et babylonisk Tæppe, stribet af blaat, linhvidt, Skarlagen og Purpur. Det var beundringsværdigt vævet, og denne Sammenblanding af Farver havde sin dybe Betydning, idet den symboliserede hele Universet. Ved Skarlagenet hentydedes der nemlig til Ilden, ved det linhvide til Jorden, ved det blaa til Luften og ved Purpuret til Havet. De to, Skarlagen og blaat, dannede Symboler ved deres Farve, det linhvide og Purpuret derimod ved deres Oprindelse, da jo Jorden frembringer det første og Havet det sidste. I dette Tæppe var ogsaa et Billede af hele Himmelhvælvingen indvævet, dog med Udeladelse af de 12 Dyretegn.
5. Naar man traadte ind gennem Forhænget, kom man ind i Templets nederste Stokværk, der havde en Højde af 60 Alen og samme Længde og var 20 Alen bredt. Af de 60 Alens Længde var der imidlertid igen afdelt et Stykke, saa den forreste Afdeling kun strakte sig 40 Alen. Den indeholdt tre beundringsværdige og verdensberømte Genstande: Lysestagen, Skuebrødsbordet og Røgelsealteret. De syv Lys, — Lysestagen delte sig nemlig i syv Grene — vare Symboler paa Planeterne. De tolv Brød paa Bordet symboliserede Dyrekresen og Aaret; Røgelsealteret med de tretten Slags Røgelse derpaa, som frembragtes af Havet og af den ubeboede og beboede Jord, betegnede, at alt er af Gud og til Gud. — Den inderste Afdeling var 20 Alen lang og adskiltes ligeledes ved et Forhæng fra det yderste Rum. Herinde fandtes aldeles intet1, Rummet maatte ikke betrædes, besmittes eller beskues af nogen og kaldtes det Allerhelligste. Paa begge Sider af den nederste Del af Templet var der en Mængde Rum i 3 Etager med indbyrdes Forbindelse, og der var fra Portalen Indgang til dem paa hver sin Side. Den øverste Del af Templet havde ikke saadanne Sidebygninger, hvorfor den var smallere; men denne smallere Del ragede 40 Alen op over den nederste. Saaledes blev hele Højen, naar man lægger disse 40 til de nederste 60, ialt 100 Alen.
6. Templets hele Ydre kunde ikke andet end gøre det stærkeste Indtryk paa Iagttagerens Sind og Øjne. Det var nemlig overalt beklædt med svære Guldplader, som, naar Solen stod op, kastede et glimrende Genskin fra sig og tvang dem, som saa derpaa, til at vende Øjnene bort som for Solens Straaler. For Tilrejsende, som kom til Staden, viste det sig i lang Afstand som et snedækt Bjerg; hvor det nemlig ikke var beklædt med Guld, var det snehvidt. Taget var besat med skarpe Guldspidser, forat Fuglene ikke skulde sætte sig derpaa og snavse det til. Af de til Templet anvendte Sten vare
nogle 45 Alen lange, 5 Alen tykke og 6 Alen brede. Foran det stod Alteret, der var 15 Alen højt, og som baade i Bredde og Længde maalte 50 Alen. Det var bygget som en Firkant og havde fremspringende hornformede Hjørner. Fra Sydsiden førte en jævntskraanende Rampe op til det. Det var opført uden Anvendelse af Jærn; Jærn havde aldeles ikke berørt det1. Omkring Tempelbygningen og Alteret gik der en smuk Skranke af skønt tilhuggede Sten, en Alen høj, hvilken dannede Grænsen mellem Præsterne og Folket udenfor. For Folk, der led af Kønssygdomme og Spedalskhed, var hele Byen spærret. Kvinder, som havde deres maanedlige Sygdom, maatte ikke betræde Helligdommen, og selv naar de vare rensede, maatte de ikke overskride deres føromtalte Omraade. For Mænd, som ikke i enhver Henseende vare fuldstændig rensede, var hele den indre Tempelgaard spærret, ja selv Præster, som ikke vare rensede, vare udelukkede derfra.
7. De Medlemmer af den præstelige Klasse, som paa Grund af een eller anden Legemsfejl ikke maatte forrette Tjeneste, havde dog ligesaavel som de tjenestgørende Adgang til Pladsen indenfor Skranken og fik deres Part af de Præsteklassen tilkommende Ydelser; men de gik i civile Klæder, og kun den tjenestgørende var iført den hellige Klædning. Brændofferalteret og Tempelbygningen maatte kun betrædes af de Præster, der vare ganske uden Legemsfejl, og de skulde være klædte i hvidt Linned. Det var strængt paabudt dem at afholde sig fra stærke Drikke, medens de forrettede Tjeneste, for at de ikke skulde begaa en eller anden Fejl under Gudstjenesten. Ypperstepræsten deltog med de andre i Gudstjenesten, men dog ikke altid; særlig var det paa Sabbaterne, Nymaanefesterne eller paa een af de aarlig fejrede almindelige folkelige Fester. Naar han forrettede Tjeneste, var han iført Benklæder2, som skjulte Kønsdelene, og bar inderst en linned Kjortel og yderst en fodlang, mørkeblaa Kappe, hvilket Klædningsstykke rundt om var forsynet med Kvaster. Ned fra disse Kvaster hang skiftevis Guldbjælder og Granatæbler, af hvilke Bjælderne symboliserede Tordenen og Granatæblerne Lynet. Kappen var under Brystet sammenbunden med et Bælte, paa hvilket der var broderet fem brogede Striber: Guld, Purpur, Skarlagen, hvidt og hyazinthfarvet, i hvilke Farver, som før omtalt, ogsaa Templets Forhæng vare vævede. Hans Skulderklæde3 havde de samme Farver, dog var Guldet her det fremherskende; det saa ud, som om han bar et Kyrads, og derpaa var fæstet to smaa Guldplader, af Form som Skjolde, i hvilke der var indfattet de skønneste og største Sardonyxstene, paa hvilke Stammernes Navne vare indgraverede. Paa Forstykket sad der 12 andre Ædelstene, tre og tre
i fire Rækker, en Sardier, en Topas, en Smaragd, en Rubin, en Jaspis, en Safir, en Agat, en Amethyst, en Ligur, en Onyx, en Beryl og en Chrysolith; paa hver af dem var atter et af Stammehøvdingernes Navne indgraveret. Hovedet dækkedes af en hvid Tiara med en blaa Kant, og omkring den bar han en Guldkrans, i hvilken var indgraveret de hellige Bogstaver, nemlig de fire Konsonanter1. Denne Dragt bar han imidlertid ikke til Stadighed; til daglig Brug gik han langt tarveligere klædt; men kun naar han gik ind i det Allerhelligste, hvilket han alene betraadte een Gang aarlig, og paa den Dag2 skulde alle faste til Guds Ære. Angaaende Staden og Templet samt de dertil knyttede Skikke og Regler skulle vi senere tale udførligere3; der er nemlig ikke saa lidt, der endnu kræver Omtale.
8. Antonia laa i et Hjørne, hvor to af Tempelpladsens Søjlegange stødte sammen: den vestlige og den nordlige. Det var bygget paa en Klippe, der var 50 Alen høj og faldt stejlt af til alle Sider. Det var et Værk af Kong Herodes og et Foretagende, som vidnede om hans storslaaede Charakter. For det første var Klippen nemlig lige fra Foden af beklædt med glatte Stenplader, dels af Skønhedshensyn og dels for at forhindre enhver i at klatre op eller ned ad Skraaningen. Dernæst var der, før man kom til selve Taarnbygningen, en Mur paa 3 Alens Højde, og indenfor denne hævede Antonia sig til en Højde af 40 Alen. Dets Indre havde Størrelse og Udseende som et kongeligt Slot. Der fandtes Rum af alle Slags og til ethvert Brug, Søjlegange, Badeværelser og rummelige Belægningsstuer, saa at man kunde anse det for en By, da det indeholdt alt, hvad en By behøver; men betragtede man dets Pragt, kunde man anse det for et Palads. Hele Bygningen havde Form som et Taarn, men var saa atter i Hjørnerne forsynet med fire Taarne, af hvilke de tre vare 50 Alen høje, men det paa Sydøsthjørnet 70 Alen, saa man derfra kunde overse hele Tempelpladsen. Hvor Antonia stødte sammen med Tempelpladsens Buegange, var der Nedgange til begge Siderne, ad hvilke Vagten steg ned. Der laa nemlig stadig en romersk Afdeling indkvarteret paa Antonia, og den stod paa Højtiderne fuldt bevæbnet omkring i Buegangene for at tage Vare paa Befolkningen, at der ikke skulde opstaa nogen oprørsk Bevægelse4. Som Templet nemlig dannede en Fæstning, der beherskede Byen, beherskede Antonia igen Templet, og her laa altsaa de Soldater, der skulde bevogte disse tre Fæstninger5. Øvrestaden havde jo ogsaa sin særlige Fæstning, nemlig Herodes' Borg. Højen Bezetha var, som før omtalt, adskilt fra Antonia; den var den højeste af alle Bjergene, stod
i Forbindelse med en Del af Nystaden og spærrede fra Nordsiden den frie Udsigt over Templet. — Angaaende Staden og dens Mure skulle vi senere tale udførligere og mere i det enkelte. Men for Øjeblikket maa dette være tilstrækkeligt.
1. Krigspartiet i Staden og den oprørske Masse, som samlede sig om Simon, udgjorde 10,000 foruden Idumæerne. Disse 10,000 havde 50 Anførere; men over dem alle stod Simon. Idumæerne, som sluttede sig til ham, udgjorde 5000 og stode under 10 Anførere, blandt hvilke Jakob, Sosas Søn, og Simon, Kathlas Søn, regnedes for de ypperste1. Johannes, der jo sad inde med Templet, raadede over 6000 Sværtbevæbnede under 20 Førere. Til dem havde nu ogsaa sluttet sig de andre Zeloter, efter at den indbyrdes Strid var endt. De talte 2400 og anførtes som tidligere af Eleazar og Simon, Arinos' Søn. Under disse Partiers Kamp, hvorom vi tidligere have fortalt, gik det fra begge Sider ud over den egentlige Befolkning, og den Del deraf, som ikke vilde gaa med til Almuens Udskejelser, blev udplyndret af begge Partier. Simon beherskede Øvrestaden og den store Mur2 indtil Kedron samt af den gamle Mur3 det Stykke, der fra Siloa gik i en Bue mod Øst indtil Monobazos' Palads4. Denne Monobazos var Konge over Adiabenerne paa den anden Side af Eufrat. Endvidere var Simon Herre over Kilden5 og den Del af Akra — det vil sige Understaden —, som strakte sig til Helenes, Monobazos' Moders Slot6. Johannes derimod beherskede Templet og dets Omgivelser paa faa Undtagelser nær samt Ofla og Kedrondalen. Hvad der laa imellem dem, havde de afbrændt og ladt en Plads staa aaben til at udfægte deres Kampe paa. Thi ikke engang nu, da Romerne laa lejrede foran Murene, kunde den indre Kamp standse. Medens de gjorde det første Udfald, vare de vel en ganske kort Tid blevne fornuftige; men nu greb Vanvidet dem igen, de bleve atter uenige, og sloge løs paa hinanden. Kort sagt, de handlede i enhver Henseende efter Belejrernes Ønske. De kunde ikke lide større Fortræd af Romerne, end de gjorde sig selv, og hvor store Lidelser Byen end maatte gennemgaa senere hen, vare dog ingen af dem at kalde nye eller uprøvede. Byen gennemgik sine største Ulykker før
Indtagelsen, og Erobrerne gjorde den snarere Gavn end Skade. Det er min Overbevisning, at det var Borgerkrigen, som gjorde Ende paa Byen, hvorpaa Romerne saa gjorde Ende paa Borgerkrigen, der var langt værre at bekæmpe end Murene, saa vi kunne med Rette tilskrive vore Landsmænd vore Ulykker og Romerne den retfærdige Gengældelse derfor. Dette vil enhver indse, der vil betragte Forholdene.
2. Mens Sagerne nu stode saaledes inde i Byen, begav Titus sig med nogle udvalgte Ryttere paa et Ridt rundt om Byen for at udsøge et Sted, hvor han kunde rette Angrebet mod Murene. Men overalt, hvor han kom, stod han ubestemt; thi dels var Adgangen umuliggjort af Kløfterne, og dels syntes den første Mur saa fast, at den kunde trodse Maskinerne. Han besluttede dog tilsidst at rette Angrebet ved Ypperstepræsten Johannes' Mindesmærke1; der var nemlig den første Mur noget lavere og var ikke sammenføjet med den anden, da man nemlig paa Grund af Nystadens spredte Bebyggelse ikke havde anset Murbygningen paa dette Sted for saa vigtig. Her var ogsaa let Adgang til den tredie Mur, og med denne kunde han gøre sig til Herre over Øvrestaden, ligesom han over Antonia kunde bane sig Vej til Templet. Under dette Ridt rundt om Byen blev een af hans Venner ved Navn Nikanor ramt af et Skud i den venstre Skulder, idet han nemlig sammen med Josef havde begivet sig nær hen til Muren for at foreslaa Besætningen, som kendte ham godt, at de skulde indlade sig paa Fredsunderhandlinger. Dette, at de saaledes ikke kunde taale, at Folk kom dem nær, selv for at frelse dem, gav Cæsar en Forestilling om deres Fanatisme, og han paaskyndede derfor Belejringens Begyndelse, idet han gav Soldaterne Lov til at sætte Ild paa, hvad der laa udenfor Byen, og gav Befaling til at sammenslæbe Materialier og opføre Belejringsvolde. Han delte Hæren i tre Afdelinger og anviste hver af dem sit Arbejde. Midt foran Voldene stillede han Spydkasterne og Bueskytterne og foran dem Kastemaskinerne, Catapulterne og Stenslyngerne, forat de kunde tilbageslaa fjendtlige Anfald mod Angrebsværkerne og forhindre Besætningen paa Muren fra at ødelægge dem. I en Hast bleve nu Træerne ryddede og Forstæderne sløjfede; Tømmer blev slæbt sammen til Voldene, og hele Hæren var i ivrigt Arbejde. Jøderne var imidlertid heller ikke uvirksomme. Den egentlige Befolkning, som var vant til at lide under Plyndring og Myrderi, begyndte nu at fatte Mod; de haabede nu at skulle faa Ro, medens der kæmpedes mod den ydre Fjende, og ventede at skulle faa Straf over de Skyldige, dersom Romerne gik af med Sejren.
3. Skønt Johannes og hans Mænd havde Lyst nok til at gaa løs paa Fjenden derude, holdt han sig i Ro af Frygt for Simon.
Simon kunde imidlertid ikke forholde sig uvirksom; han var nemlig: nærmest ved det Sted, hvor Belejringen tog sin Begyndelse. Han opstillede paa Muren de Kastemaskiner, som de tidligere havde taget, dels fra Cestius og dels fra Besætningen paa Antonia; men Besiddelsen af disse Maskiner var væsentlig uden Betydning for dem, da de ikke forstode af bruge dem. Nogle faa havde vel af Overløbere lært at betjene Maskinerne, men gjorde det kejtet. De slyngede dog imidlertid Sten og Spyd ud over dem, der arbejdede paa Voldene, ligesom de ogsaa i Flokke gjorde Udfald og indlode sig i Kamp med dem. Skansearbejderne havde imidlertid til Værn mod Kasteskytset Vidiefletninger udspændte over Voldene, og mod Udfaldstropperne anvendte de deres Kastemaskiner. Med saadanne vare alle Legionerne fortrinligt udrustede; men særlig havde 10de Legion kraftige Slyngekastere og store Stenslynger, hvorved de ikke alene tilføjede Udfaldstropperne, men ogsaa Besætningen paa Muren stor Skade. De kunde nemlig udslynge Sten af en Talents Vægt1, og de kunde række to Stadier, ja mere. Naar de traf, sloge de alt over Ende, ikke alene de Folk, der traf at staa lige for, men ogsaa dem, der stode langt bagved. Jøderne toge sig omhyggelig i Agt for en saadan Sten; den var nemlig hvid, saa at man ikke alene kunde høre den, naar den kom susende, men ogsaa se den et Stykke borte paa Grund af dens lyse Farve. De havde derfor Udkigsmænd, som sade paa Taarnene og gave tilkende, naar Skuddet gik af, og Stenen kom flyvende, idet de paa deres Sprog raabte: "Skuddet kommer!" De, som stode i Skudlinien, sprang da tilside og lagde sig fladt ned, saaledes at Stenen, paa Grund af deres Paapassenhed, undertiden faldt virkningsløs ned bag ved dem. Men saa fandt Romerne paa at sværte Stenene, og nu, da man ikke mere saaledes kunde se dem i Forvejen, traf Skuddene og nedlagde mange hver Gang. Skønt Jøderne altsaa lede Tab, lode de dog ikke Romerne uforstyrret oprejse Voldene, men brugte al deres Opfindsomhed og Dristighed og angrebe dem baade ved Nat og ved Dag.
4. Da Jordarbejderne vare færdige, maalte Arbejderne Afstandenhen til Muren ved fra Jordværkerne at udkaste en Blykugle, som var fæstet til Enden af en Snor. Det var umuligt at tage Maalet paa anden Maade, da der stadig blev skudt deroppefra. Da de fandt, at Murbrækkerne kunde naa, førte de dem frem, og Titus stillede ogsaa Kastemaskinerne nærmere hen, forat man ikke fra Muren skulde forhindre Vædderne i deres Arbejde, hvorpaa han gav Befaling til at støde. Da Larmen af det tredobbelte, forfærdelige Stød: lød gennem Staden, opløftedes der paa een Gang et Skrig derinde, og der faldt med det samme en Rædsel over de Oprørske. Men da nu begge Partier saa, at de truedes af en fælles Fare, begyndte de
dog endelig at tænke paa et fælles Forsvar. Modstandere raabte til hinanden, at de jo arbejdede Fjenderne i Hænderne; selv om Gud ikke vilde lade dem blive enige til Stadighed, burde man dog i det mindste nu i Øjeblikket lægge den indbyrdes Strid til Side og gaa sammen mod Romerne. Simon lod da udraabe, at de i Templet frit kunde komme ud for at besætte Muren, og Johannes gav, skønt han ingen Tro havde til Simon, sit Samtykke hertil. Man slog nu imidlertid en Streg over Hadet og de indbyrdes Stridspunkter og sammensmeltedes til eet Korps. De fordelte sig paa Muren og slyngede derfra en Mængde Brande ned paa Belejringsmaskinerne, ligesom de uafladelig skøde paa dem, der satte Murbrækkerne i Bevægelse. De forvovneste styrtede sig flokkevis frem, nedreve Vidiefletningerne over Maskinerne og faldt over Folkene, der betjente dem. De opnaaede ikke meget ved Krigserfaring, men saameget desto mere ved Dristighed. Titus kom selv stadig sine betrængte Folk til Hjælp, satte baade Ryttere og Bueskytter til Bedækning paa hver Side af Maskinerne, tilbagetrængte dem, der kastede Brande, tvang dem til at ophøre med Skydningen fra Taarnene og satte paany Murbrækkerne i Virksomhed. Muren gav sig dog aldeles ikke for Stødene; det eneste, der skete, var, at 15de Legions Vædder stødte et Hjørne af et Taarn. Selve Muren var derimod uskadt og blev i Øjeblikket ganske uberørt af den Skade, der skete paa Taarnet; dette ragede nemlig langt op over Muren og kunde saaledes ikke let drage noget af den med i sit Fald.
5. Da Jøderne en kort Tid ophørte med at gøre Udfald, saa de Romerne sprede sig og begive sig dels til deres Arbejder og dels til Lejren; de antoge nemlig, at Jøderne havde trukket sig tilbage af Udmattelse og Frygt. Men netop nu styrtede de alle ud ad en tidligere skjult Port ved Taarnet Hippikos, kastede Brande paa Angrebsværkerne og syntes at ville trænge frem lige til Romernes Forskansninger. Der skete imidlertid Anskrig, hvorved de nærmeststaaende i en Hast samlede sig, og Soldater kom løbende til længere henne fra. Her viste Jødernes Dristighed sig overlegen over Romernes Disciplin; de første, som mødte dem, bleve drevne paa Flugt og trykkede ogsaa de bagved samlede tilbage. En forfærdelig Kamp opstod omkring Maskinerne, som Jøderne vilde sætte Ild paa, hvilket Romerne stræbte at forhindre. Der opløftedes paa begge Sider et vildt Krigsskrig, og der faldt mange i de forreste Rækker. Jøderne fik dog Overtaget ved deres hensynsløse Mod, og Ilden begyndte at fænge i Angrebsværkerne, saa at der var Fare for, at det hele, Maskinerne iberegnede, skulde gaa op i Flammer. Det vilde vel ogsaa være sket, hvis ikke Flertallet af de alexandrinske Elitetropper havde holdt Stand og udvist en Tapperhed, som endogsaa forbausede dem selv. De overgik i denne Kamp Soldater, som ellers nøde et langt større Ry. Tilsidst kastede Cæsar sig med de tapreste af
Rytterne ind imod Fjenderne. Tolv af de forreste nedlagde han med egen Haand, og ved at se deres Fald vendte de øvrige Ryggen, hvorpaa han forfulgte dem, drev dem alle ind i Byen igen og saaledes reddede Værkerne fra at brænde. I denne Kamp blev en Jøde taget til Fange, hvilken Titus befalede at korsfæste foran Muren for at prøve, om hans Landsmænd dog ikke, forfærdede over dette Syn, vilde give efter. Under Jødernes Tilbagetog blev Idumæerhøvdingen Johannes, da han lige udenfor Muren vexlede et Ord med en Soldat af sit Bekendtskab, skudt igennem Brystet af en Araber, saa han døde paa Stedet. Hans Død fremkaldte ikke alene dyb Sorg hos Idumæerne, men ogsaa Bekymring hos Oprørspartiet; thi han var, baade i Raad og Daad, en fremragende Mand.
1. Den følgende Nat opstod der ganske uformodet Forvirring blandt Romerne. Titus havde nemlig givet Befaling til paa hver af de tre Skanser at opføre et Taarn paa 50 Alens Højde, forat man fra Toppen af dem kunde fordrive Besætningen fra Muren; men nu hændte det midt om Natten, at et af disse faldt ned, ganske af sig selv. Det store Brag, der hørtes, indjog Hæren Forskrækkelse, og i den Tro, at Fjenden foretog Angreb, sprang alle hen for at gribe til Vaaben. Der opstod Skræk og Forvirring blandt Legionerne, og da ingen kunde sige, hvad der egentlig var sket, hørte man forskellige Angestraab. Da der imidlertid ingen Fjende kom til Syne, bleve de forskrækkede for hverandre indbyrdes, og enhver spurgte ivrig sin Kammerat om Feltraabet, som om Jøderne allerede vare i Lejren. De bare sig kort sagt ad, som om de vare grebne af en panisk Skræk, indtil Titus endelig fik at vide, hvad der var sket, og lod det bekendtgøre for alle, hvorved han med Nød og næppe fik gjort Ende paa Forvirringen.
2. Jøderne, som forøvrigt gjorde kraftig Modstand, led stort Tab ved disse Taarne. Fra dem kunde man nemlig skyde med de letteste af Maskinerne, og der var ogsaa opstillet Spydkastere, Bueskytter og Slyngekastere. Jøderne derimod kunde ikke faa Ram paa deres Modstandere, da disse stode højt ovenover dem. Det var dem umuligt at indtage Taarnene og ej heller let at vælte dem paa Grund af deres Tyngde, ligesom de ikke kunde sætte Ild paa dem, da de vare pansrede med Jærn. Drevne bort ved Skuddene derudefra kunde Jøderne ikke længer forhindre Vædderne i deres Virksomhed; de stødte uafladelig mod Muren, og lidt efter lidt virkede det. Nu begyndte Muren at give sig for Vædderen "Sejrherren"; dette Navn
havde Jøderne selv givet den største af Romernes Væddere, fordi Intet kunde staa imod den; — og Jøderne vare forlængst trætte, dels af Kampene og dels af Nattevagterne borte fra den egentlige By. Kort sagt, de toge sig Sagen let og lode sig som altid overbevise af ufornuftig Tale: Denne Mur var jo overflødig, da der var to foruden den; — og de fleste bleve kede af Stillingen og trak sig tilbage, saa da Romerne stege op i Breschen, som "Sejrherren" havde frembragt, havde alle forladt deres Poster og flygtede nu ind bag den anden Mur. De, som havde passeret Breschen, lukkede saa Portene op og aabnede Vejen for hele Hæren. Saaledes blev Romerne Herrer over den første Mur 15 Dage efter Belejringens Begyndelse, den 7de i Maaneden Artemisios1. De sløjfede et stort Stykke af den og af Byens nordlige Kvarter, saaledes som ogsaa Cestius tidligere havde gjort2.
3. Titus flyttede derpaa sin Lejr ind i Byen til det saakaldte Assyrerkvarler3 og beherskede nu hele Strækningen derfra og lige til Kedron; men hans Lejr laa dog i et Pileskuds Afstand fra den anden Mur. Han begyndte strax at foretage Angreb paa denne. Jøderne delte deres Tropper og forsvarede Muren med Kraft: Johannes og hans Folk førte forsvaret fra Antonia, Templets nordligste Søjlegang og Pladsen foran Kong Alexandros' Mindesmærke4, Simons Afdeling tog derimod Stilling ved Ypperstepræsten Johannes' Mindesmærke og forsvarede Strækningen hen til den Port, gennem hvilken Vandledningen gik ind i Taarnet Hippikos. De gjorde hyppigt Udfald fra Portene og indlode sig i Nærkamp, men bleve drevne tilbage indenfor Muren og viste sig i det Hele underlegne i disse Sammenstød, da de jo manglede Romernes militære Dygtighed. Derimod vare de overlegne, naar de kæmpede oppe fra Muren. Romerne støttedes ganske vist af deres Styrke og deres Erfaring; men Jøderne besade paa deres Side en Dristighed, der blev endnu større ved Frygten for at bukke under, og havde af Naturen Fasthed, selv under ulykkelige Forhold. Hertil kom endvidere, at Haabet om at komme godt fra det endnu ikke var ganske udslukket, medens Romerne ventede snart at skulle gaa af med Sejren. Paa ingen af Siderne mærkedes nogen Træthed: Angreb, Kamp fra Muren og hyppige, flokkevise Udfald fandt Sted hele Dagen igennem, og i det Hele taget var der ingen Kampmaade, uden at den jo blev anvendt. Man undte sig knap Ro om Natten og begyndte Kampen paa ny i den tidlige Morgenstund. Søvn var der ikke Tale om hos nogen af Parterne, og Natten var i det Hele værre end Dagen, idet Jøderne hvert Øjeblik stode i Angest, forat Muren skulde blive taget, og Romerne, forat Jøderne skulde overfalde deres Lejre. Begge Hære
stode derfor under Vaaben hele Natten igennem og vare saaledes ved det første Dagslys rede til Kamp. Hos Jøderne var der Kappestrid om, hvem der kunde udsætte sig for de største Farer og saaledes tækkes Feltherrerne; særlig Simon nærede man Respekt og Frygt for, ja hans Undergivne saa saaledes op til ham, at hver eneste af dem paa hans Befaling var rede til, om det saa skulde være, at tage Livet af sig. Romerne følte sig ogsaa tilskyndede til Kækhed ved deres Sejrsvanthed, deres Uvanthed med at være de underlegne, deres sindige Krigstjeneste, uafladelige Øvelser og Tanken om Rigets Vælde; men frem for alt havde det Betydning, at Titus overalt var paa Færde blandt dem alle. At vise sig fejg, naar Cæsar var tilstede og deltog med dem i Kampen, syntes dem forfærdeligt; han var jo Vidne til enhver tapper Bedrift og vilde sikkert ogsaa belønne den. Det var jo allerede en Fordel for en kæk Soldat at gøre sig kendt af Cæsar. Derfor viste mange en Iver, som egentlig var over deres Evne. Mens Jøderne saaledes i disse Dage i en stærk Opstilling stode foran Muren, og man fra begge Hære i Afstand beskød hinanden, var der en Rytter ved Navn Longinus, der sprængte ud af Romernes Geled og red midt ind i Jødernes Opstilling. De fløj tilside ved hans Angreb, og han nedlagde to af deres tapreste Folk: den ene, som stillede sig imod ham, stak han i Ansigtet, hvorpaa han trak Lansen ud af ham og borede den ind i Siden paa en anden, som vilde springe tilbage. Derpaa galopperede han usaaret ud fra Fjenderne tilbage til sine Landsmænd. Saaledes gjorde han sig bemærket ved sin Kækhed, og mange higede efter at udføre en lignende Bedrift. Jøderne vare paa deres Side ligegyldige overfor enhver Lidelse og tænkte kun paa at betale Lige for Lige, ja selve Døden syntes dem en ringe Ting, naar de blot kunde drage en Fjende med sig i Faldet. Titus var imidlertid ligesaa ivrig for sine Soldaters Sikkerhed som for Sejren, han kaldte den hensynsløse Fremstormen Galskab og vilde kun have det kaldt Tapperhed, naar man gik frem med Forstand og sørgede for ikke selv at lide Tab derved. Han paalagde derfor sine Folk vel at lægge deres Mod for Dagen, men dog ikke at udsætte sig for stærkt.
4. Han lod nu Murbrækkerne føre frem mod det midterste Taarn paa Nordmuren, i hvilken en Jøde, en underfundig Person ved Navn Kastor med listige Bagtanker havde holdt Stillingen sammen med ti ligesindede, medens alle de øvrige vare drevne paa Flugt af Bueskytterne. Disse Mennesker laa en Tidlang stille, dukkende sig ned bag Brystværnet; men da Taarnet begyndte at ryste, sprang de op, og Kastor udstrakte sine Hænder som i ydmyg Bøn, kaldte paa Cæsar og bad ham med ynkværdig Røst have Medlidenhed med dem. Titus fattede med sin redelige Tankegang Tiltro til Manden og haabede, at Jøderne nu vare begyndte at komme paa andre Tanker, hvorfor han standsede Vædderens Virksomhed, forbød at skyde paa
de Ydmygtbedende og befalede Kastor at sige, hvad han havde paa Hjærte. Denne sagde da, at han vilde komme ned og forhandle om Overgivelse. Titus svarede, at han lykønskede ham til hans fornuftige Beslutning; han vilde imidlertid lykønske endnu mere, hvis alle Jøder vare af samme Mening, og han var rede til at række Byen Haanden til Forlig. Af de ti anstillede de fem sig enige med Kastor i at bede om Naade; de øvrige derimod raabte, at de aldrig vilde være Romernes Trælle, nej hellere dø som frie Mænd. Herom skændtes de i lang Tid, og saalænge fandt der intet Angreb Sted; men Kastor sendte Bud til Simon, at denne skulde benytte dette Ophold til een eller anden hurtig Beslutning; han skulde nok i nogen Tid holde den romerske Overkommando op med Snak. Samtidig med, at han udsendte dette Bud, anstillede han sig ivrig for at bevæge sine modstræbende Kammerater til Overgivelse. Disse syntes imidlertid at blive forbitrede herover, svingede deres dragne Sværd, saa man saa dem ovenover Brystværnet, og slog løs paa hverandres Harnisk, hvorpaa de lode sig falde omkuld ligesom døde. Titus og hans Omgivelser bleve grebne af Forbauselse over disse Menneskers Ubøjelighed, og da de ikke dernedefra nøje kunde se, hvad der gik for sig, opfyldtes de baade af Beundring over deres Forvovenhed og af Medlidenhed med deres sørgelige Skæbne. Da var der en Romer, som afskød en Pil, der ramte Kastor ved Siden af Næsen. Han trak strax Pilen ud, fremviste den for Cæsar og beklagede sig over denne usømmelige Behandling. Cæsar irettesatte harmfuld den, der havde skudt, og vilde sende Josef, som stod ved hans Side, hen for at slutte Overenskomst med Kastor. Josef vægrede sig imidlertid ved at gaa derhen og paastod, at disse tilsyneladende fredssøgende ikke havde godt i Sinde; han holdt ogsaa sine Venner fra at gaa derhen, skønt de havde Lyst dertil; men saa var der en Overløber ved Navn Aineias, der erklærede, at han vilde paatage sig det, og da Kastor raabte, at een skulde komme hen og tage imod de Penge, han havde hos sig, løb Aineias ivrig frem, idet han holdt sin Kappe op for at opfange dem deri. Men da greb Kastor en Sten og slyngede den efter ham uden dog at ramme ham, da han havde Øjnene godt med sig; derimod saarede han en anden Soldat, som havde vovet sig frem. Nu blev Cæsar klog paa hans Snedighed og forstod, at Barmhjærtighed under Krigsforhold kun forvoldte Skade, og at saadanne listige Paafund havde mindre Udsigt til at lykkes overfor en strængere Krigsførelse. Han var vred over det Puds, man havde spillet ham, og lod Vædderen angribe med forøget Kraft. Da Taarnet begyndte at give sig, satte Kastor og hans Folk Ild paa det og sprang gennem Flammerne ned i en Hvælving underneden, hvorved de atter høstede Beundring hos Romerne for deres Mod; for disse saa det nemlig ud, som om de vare sprungne ind i selve Ilden.
1. Her erobrede Cæsar saaledes denne Mur, femte Dagen efter at han havde taget den første, og da Jøderne flygtede derfra, rykkede han med 1000 Sværtbevæbnede og sine Elitetropper ind fra den Del af Nybyen, hvor Uldhandlernes og Smedenes Kvarter fandtes samt Klædetorvet, hvor nogle snævre Gader i skraa Retning førte hen imod Muren. Hvis han nu strax havde ladet sløjfe et længere Stykke af Muren eller med Krigens Ret ved sit Indtog havde plyndret, hvad han havde i sin Magt, antager jeg ikke, at han vilde have lidt noget Tab midt i sin Sejr. Nu derimod haabede han, at Jøderne vilde blive beskæmmede, naar de saa, at han ingen Fortræd gjorde, skønt han godt kunde, og derfor udvidede han ikke Breschen og sørgede saaledes ikke for at skaffe sig en bekvem Tilbagetogslinie; det faldt ham nemlig ikke ind, at de Mennesker, han saaledes viste Skaansel imod, vilde lægge Snarer for ham. Ved sin Indrykning forbød han derfor at dræbe nogen af dem, man fik fat paa, og at sætte Ild paa Husene, ja han gav endogsaa de Oprørske det Tilbud, at de frit kunde drage ud, hvis de ønskede at kæmpe med ham, saaledes at Befolkningen ingen Skade skulde lide derved, og han lovede at give Almuen deres Ejendom igen. Hvad der særlig laa ham paa Sinde, var jo at bevare Byen for sig selv og Templet for Byen. Hos Befolkningen havde der allerede længe været Modtagelighed for hans Forslag; men paa de Krigslystne gjorde hans Menneskekærlighed Indtryk af Svaghed, og de formodede, at Titus kun i Følelsen af sin Afmagt til at erobre Resten af Byen havde gjort disse Forslag. De truede derfor Borgerne med Døden, hvis nogen af dem ymtede noget om Overgivelse, og de nedhuggede dem, der toge Ordet Fred i deres Mund. De gik saa løs paa Romerne, som vare rykkede indenfor Muren, nogle kæmpede med dem i de snævre Stræder, andre fra Husene, og atter andre styrtede ud ad de øvre Porte og bekæmpede dem udefra. Disse sidste gjorde de romerske Vagtposter paa Muren forskrækkede, saa de sprang ned af Taarnene og trak sig tilbage til Lejren. De derinde, som paa alle Sider vare omringede af Fjender, og deres Kammerater udenfor, som svævede i Frygt for den indelukkede Afdelings Skæbne, opløftede alle et Skrig. Jøderne bleve imidlertid flere og flere og havde en betydelig Overvægt ved deres Kendskab til Gaderne; de saarede mange og stødte ved deres Angreb Romerne tilbage. Disse gjorde, tvungne af Nødvendigheden, Modstand, det bedste de formaaede; de kunde jo nemlig ikke i samlet Trop flygte igennem den snævre Bresche i Muren, og alle de,
der vare rykkede ind i Byen, vilde formodentlig være blevne afskaarne, hvis ikke Titus havde bragt Hjælp. Han opstillede nemlig Bueskytterne for de øverste Ender af Stræderne og stod selv i den værste Trængsel, hvor han med sine Spydkast drev Fjenderne fra sig. Sammen med ham kæmpede Domitius Sabinus, en tapper Mand, hvad han da ogsaa lagde for Dagen i denne Kamp. Cæsar blev paa sin Plads og hindrede ved sine Skud Jøderne fra at komme frem, indtil alle hans Soldater vare vendte tilbage.
2. Saaledes bleve Romerne, efter at have bemægtiget sig den anden Mur, atter drevne ud igennem den. Dette hævede Modet hos de Krigslystne i Byen, og de bleve saa opblæste ved dette Held, at de tænkte, at Romerne ikke mere vilde vove at rykke ind i Byen, og at de selv, hvis de rykkede frem til Angreb, ikke kunde overvindes. Gud havde jo til Straf for deres Overtrædelser formørket deres Forstand, og de kunde hverken indse, hvor langt større en Styrke Romerne havde foruden den, der var bleven uddrevet, ej heller kunde de se, hvorledes Hungersnøden listede sig ind paa dem; endnu kunde de nemlig skaffe sig Føde ved at bringe Ulykker over Befolkningen, endnu kunde de drikke Byens Blod. De Velsindede havde dog allerede længe lidt Savn, og mange vare bukkede under af Mangel paa det nødvendige. De Oprørske ansaa imidlertid Befolkningens Undergang som en Lettelse for sig. Efter deres Mening fortjente nemlig kun de Mennesker at leve, der ikke vilde søge Fred med Romerne, og som kun vilde leve for at kæmpe med Romerne; de, der vare af modsat Mening, saa de med Glæde gaa til Grunde, som om det havde været Barbarer. Saaledes vare de sindede mod Folk inde i Byen. Romerne søgte nu atter at trænge ind gennem Breschen; men de spærrede den og dreve dem tilbage. I den frembragte Aabning dannede de som en Mur af deres egne Legemer og holdt ved deres kraftige Forsvar Stillingen i Ire Dage; den fjerde Dag kunde de imidlertid ikke modstaa Titus' tapre Angreb, men bleve nødte til at flygte paa samme Maade som tidligere. Da Titus saaledes paany fik Muren i sin Magt, lod han strax hele det nordlige Stykke nedrive, medens han lagde Besætning i Taarnene paa det sydlige Stykke og nu tænkte paa at angribe den tredie Mur.
1. Han besluttede dog nu for en kort Stund at indstille Belejringen og give Oprørerne Tid til at betænke sig, om de dog ikke vilde give sig ved Synet af den anden Murs Ødelæggelse eller af
Frygt for Hungersnøden; — hvad de kunde røve, vilde nemlig ikke forslaa ret længe; — og imidlertid vilde han benytte dette Ophold til at ordne sine egne Sager. Den Dag var nemlig forhaanden, paa hvilken der skulde betales Soldaterne Lønning, og han befalede derfor Høvedsmændene at lade Styrken træde an paa et for Fjenderne synligt Sted og der udbetale Pengene til hver især. Soldaterne bare da, som Skik er, Sværdene dragne og ikke som ellers skjulte i Skederne; de kom marscherende i sluttet Trop, og Rytterne, trak deres vel striglede Heste efter sig. Over Størstedelen af Forstaden glimtede det af Guld og Sølv, og intet kunde være mere glædeligt for dem selv eller mere frygtindgydende for Fjenderne end dette Syn. Hele den gamle Mur og Nordsiden af Templet var opfyldt af Tilskuere, og man saa Husene fulde af Folk, der strakte Hals for at faa noget at se, ja der var ikke et Sted i Byen, som man ikke saa fyldt af Mennesker. En frygtelig Forskrækkelse greb da selv de mest Forvovne ved saaledes at se hele denne Styrke paa eet Sted og ved at se de prægtige Vaaben og Mandskabets Disciplin, og jeg er tilbøjelig til at tro, at de Oprørske efter dette Syn vilde have givet efter, hvis de ikke havde mistvivlet om hos Romerne at faa Tilgivelse for alt det onde, de havde øvet mod Befolkningen. Da de saaledes kun havde Straf i Vente, hvis de overgave sig, ansaa de det for langt bedre at finde Døden i Kampen, og saaledes gik Skæbnen sin Gang, saa de Uskyldige gik til Grunde sammen med de Skyldige og hele Byen sammen med det oprørske Parti.
2. Fire Dage anvendte nu Romerne til at betale de forskellige Legioner deres Lønninger; men da man paa den femte Dag endnu ikke havde mærket noget Fredstegn hos Jøderne, delte Titus Legionerne i to Afdelinger og begyndte at arbejde paa Belejringsvolde ved Antonia og Johannes' Mindesmærke. Ved sidstnævnte Punkt tænkte han at kunne skaffe sig Magten over Øvrestaden og ved Antonia over Templet. Havde han nemlig ikke dette i sin Magt, var det forbundet med Fare at holde Byen besat. Paa hvert af de nævnte Punkter lod han opkaste to Volde, saa hver Legion havde een at arbejde paa. Mod dem, der arbejdede ved Mindesmærket, besørgede Idumæerne og Simons Sværtbevæbnede Forsvaret og gjorde deres Udfald. Imod dem foran Antonia stode Johannes' Folk og Zeloternes Hovedstyrke. De havde Fordelen paa deres Side, ikke blot i Haandkampen, ved at de stode saa meget højere end deres Fjender, men ogsaa ved, at de nu havde lært at benytte Maskinerne. Den daglige Øvelse havde nemlig lidt efter lidt givet dem Færdighed heri. De havde tre Hundrede Kastemaskiner og fyrretyve Stenslynger, hvorved de gjorde det vanskeligt for Romerne at arbejde paa deres Volde. Titus, som jo var fuldstændig klar over, at det var i hans personlige Interesse, om Byen blev frelst eller gik til Grunde, tog kraftig fat paa Belejringen, men forsømte ikke sam-
tidig at formane Jøderne til Eftergivenhed; han blandede saaledes Overtalelser med Belejringsarbejde, og da han vidste, at Ord tit fører langt bedre til Maalet end Vaaben, fremsatte han Opfordringer til at overgive den nu allerede stærkt truede By, og han sendte ogsaa Josef frem for at tale til dem i deres Modersmaal, idet han mente, at de dog maaske vilde lade sig paavirke af denne deres Landsmand.
3. Denne gik rundt om Muren og udsøgte sig et Sted, hvor han var udenfor Skudvidde, men dog indenfor Hørevidde, og begyndte saa vidtløftigt at bønfalde dem om dog at skaane sig selv og Folket, at spare deres Fædrestad og Templet og ikke være endnu ubarmhjertigere derimod end selve de Fremmede. Romerne, som jo dog egentlig ikke kunde have nogen Interesse for deres Fjenders Helligdomme, havde dog vist Ærbødighed for dem og indtil nu holdt deres Hænder derfra; de derimod, som vare opdragne ved Helligdommen og, dersom den blev reddet, vilde faa Eneraadighed derover, styrtede sig over den for at ødelægge den. De skulde dog lægge Mærke til, at deres stærkeste Mure allerede vare faldne; den, der stod tilbage, var jo svagere end de allerede indtagne. De skulde nok faa at se, at Romernes Magt var uimodstaaelig; de havde jo ogsaa før prøvet at ligge under for dem. Det kunde i sig selv være skønt nok at kæmpe for Friheden; men saa skulde de have gjort det noget før. Naar Folk, som eengang vare blevne underkuede og i lange Tider havde fundet sig deri, paa eengang begyndte at ville afkaste Aaget, var det Tegn paa, at man søgte Døden, og ikke paa, at man elskede Friheden1. Det kunde være rigtigt at nægte sine Herrer Lydighed, naar disse vare een underlegne, men ikke naar de havde hele Verden i deres Magt. Hvad var dev, som var undgaaet Romerne undtagen det, der enten paa Grund af Hede eller Kulde var ganske værdiløst? Lykken havde jo føjet dem overalt, og Gud, som flyttede Verdensherredømmet fra Folk til Folk, havde nu fæstet Bopæl i Italien. Det var jo en Regel, der gjaldt baade hos Dyr og Mennesker, at man maatte vige for de stærkere, og at de, der havde den største Vaabenmagt, fik Overhaanden. Derfor havde ogsaa deres egne Forfædre, som jo dog baade i Sjæls- og Legemskræfter og i alle andre Hjælpemidler vare langt forud for dem, bøjet sig under Romerne, og dette havde de sikkert ikke gjort, hvis de ikke havde indset, at Gud stod paa disses Side. Hvad mon de egentlig satte deres Lid til, siden de saadan bleve ved at staa imod? Byen var jo for Størstedelen erobret, og selv om ogsaa Murene holdt, befandt de derinde sig jo i en Stilling, der var værre, end om Byen var indtaget. Romerne vidste meget godt, at der herskede Hungersnød i Byen, hvorunder vel i Øjeblikket særlig Borgerne maatte lide;
men Turen vilde snart komme til Militæret. Selv om ogsaa Romerne vilde standse Belejringen og opgive at storme Byen, saa havde de derinde jo alligevel en haabløs Kamp at bestaa, som blev værre Time for Time, med mindre de da vare i Stand til at løfte Vaaben og kæmpe mod Hungersnøden og mere end alle andre Mennesker kunde besejre deres naturlige Fornødenheder. — Han tilføjede, at de, før der skete en ubodelig Ulykke, burde fatte et andet Sind og, medens Redning endnu var mulig, beslutte sig til at tage imod den. Romerne vilde kaste Glemselens Slør over de Ulykker, de havde tilføjet dem, naar de da ikke fremturede i deres Storhedsvanvid; Romerne vare jo af Naturen milde i Udøvelsen af deres Herredømme og lode sig ikke lede af deres Lidenskaber, men af Hensynet til det nyttige. Hermed stemmede det imidlertid ikke at faa en folketom By eller et øde Land. Derfor vilde Cæsar endogsaa nu tilbyde dem Forlig; thi skulde han med Vold og Magt tage Byen, vilde ikke een slippe levende derfra, særlig da, hvis de ikke nu, i denne yderlige Tilstand, tog ydmygt imod hans Tilbud. De to allerede indtagne Mure maatte kunne vise dem, at ogsaa den tredie snart vilde blive erobret, og selv om ogsaa deres Fæstning skulde være uindtagelig, vilde jo Hungersnøden kæmpe paa Romernes Side imod dem.
4. Mens Josef stod og holdt denne Formaningstale, var der mange oppe paa Muren, der haanede ham, og mange, der udskældte ham, ja der var ogsaa nogle, der skøde efter ham. Da han saaledes ikke ved sine ligefremme Raad kunde gøre noget Indtryk paa dem, gik han over til at tale om deres Folkestammes Historie: "O, I elendige Mennesker!" raabte han, "ville I da glemme Eders egne Hjælpere og med Vaaben og Magt bekæmpe Romerne? Hvilket andet Folk have vi paa den Maade vundet Sejr over? Naar har Gud, alle Tings Skaber, undladt at skaffe Jøderne Hævn, hvis de lede Uret? Ville I da ikke vende Eder om og se, hvor det er, I storme ud fra, naar I gaa i Kamp, og hvad det er for en Hjælper, I øve Helligbrøde imod? Ihukomme I ikke Eders Fædres Gærninger, hvortil Gud forlenede dem Kraft, eller hvormange Fjender dette hellige Sted fordum har skaffet os Sejr over? Jeg kommer ligefrem til at skælve, naar jeg omtaler Guds Gærninger overfor Eder, der er saa uværdige til at høre om dem. Men I skulle nu alligevel høre derom, for at I kunne forstaa, at I ikke alene bekæmpe Romerne, men ogsaa Gud. Necho, fordum Konge af Ægypten, eller, som han ogsaa kaldtes, Farao, rykkede med en vældig Magt herind og røvede Dronning Sara, vor Stammemoder. Hvad gjorde da hendes Mand Abraham, vor Stammefader? Greb han til Vaaben for at faa Hævn over Voldsmanden? Nej, og det skønt han jo havde 318 Befalingsmænd, hvoraf hver havde en utallig Skare under sig. Alle dem regnede han for Intet, naar Gud ikke var med ham. Han udstrakte blot sine
ubesmittede Hænder mod det Sted, som I nu vanhellige, og bad den uovervindelige Hjælper om at stride for ham. Blev Dronningen ikke næste Aften sendt ukrænket tilbage til sin Mand? Ægypteren havde Ærbødighed for det Sted, som I have besudlet med Landsmænds Blod, og skælvende for sine natlige Syner flygtede han herfra efter at have skænket Sølv og Guld til Guds Venner, Hebræerne.1 — Skal jeg tale om vore Fædres Flytning til Ægypten? Døjede de ikke Trældom og Underkastelse under fremmede Konger i 400 Aar, og lagde de ikke, skønt de godt havde kunnet slaa fra sig med Vaabenmagt, dog deres Sag i Guds Haand? Hvem kender ikke, at Ægypten blev opfyldt af alle Slags vilde Dyr og hærgedes af allehaande Sygdom, at Marken stod ufrugtbar, at Vandstanden sank i Nilen, at de ti Plager fulgte hverandre i Hælene, og at vore Fædre af disse Grunde bleve bortsendte med en Beskyttelsesvagt uden Blodsudgydelse og uden Fare, da det jo var Gud selv, der førte dem, at de kunde blive hans Tempelvogtere2. — Da vor hellige Ark var bleven røvet af Syrerne, maatte saa ikke Filisterlandet og Dagons Afgudsbillede bode derfor, ja maatte ikke hele Ransmændenes Folkestamme bøde? De bleve jo angrebne af Betændelse i Endetarmen, hvorved Tarmene udsondredes sammen med Exkrementerne, og det blev ved, indtil de samme Hænder, der havde røvet Arken, bragte den tilbage igen, og man under Cymblers og Trompeters Klang ved alle Slags Sonofre søgte at forsone Helligdommen. Gud var det, som saaledes førte vore Fædres Sag, fordi de lod Hænder og Vaaben hvile og overlod det til ham at udføre Dommen.3 — Assyrernes Konge Sancherib, som kom slæbende med hele Asiens Magt og belejrede denne By, mon han blev ramt af Menneskehænder? Nej, de lode Hænderne slippe Vaabnene og rakte dem bedende opad, og Guds Engel ødelagde i een Nat den talløse Krigshær, saa da Assyreren stod op næste Dag, fandt han 185,000 Mand som Lig, og med Resten flygtede han for de vaabenløse Hebræer, der ikke engang forfulgte ham.4 — I vide ogsaa Besked om Trældommen i Babylon, hvor Folket levede landflygtigt i 70 Aar og ikke slap løs igen, før Kyros gjorde den gudvelbehagelige Gærning at skænke dem Friheden. Af ham bleve de jo sendte afsted og kunde atter dyrke deres Hjælper i Templet.5 — Kort sagt, man skal ikke kunne nævne et Tilfælde, hvor vore Fædre har opnaaet noget ved Vaaben eller taget fejl i at nedlægge disse og befale deres Sag i Guds Haand. Selv naar de have holdt sig hjemme, have de vundet Sejr, naar det har behaget den højeste Dommer; have de derimod indladt sig i Kamp, er det stedse gaaet dem ilde. Det saa man for Exempel, dengang
den babyloniske Konge belejrede denne By, og vor Konge Sedekias tværtimod Jeremias' Profeti indlod sig i Kamp med ham; han blev jo taget til Fange og maatte se Byen og Templet ødelagt.1 Og hvormeget sagtmodigere var dog ikke denne Konge fremfor Eders nuværende Førere, og hans Folk fremfor Eder! Thi skønt Jeremias udraabte, at de paadroge sig Guds Fjendskab ved deres Overtrædelser imod ham, og at de vilde blive tagne tilfange, hvis de ikke overgave Byen, saa vilde dog hverken Kongen eller Folket dræbe ham. I derimod; — jeg skal ikke tale om, hvad I bedrive derinde; thi jeg kan ikke beskrive Eders Forbrydelser, som de fortjene, — I udskælde og skyde efter mig, som jo raader Eder til Eders Bedste, I blive opirrede ved at blive mindede om Eders Ugærninger og kunne ikke taale at høre omtalt, hvad I bedrive Dag efter Dag. Et andet Exempel: Da Antiochos, kaldet Epifanes, som jo paa mange Maader havde krænket Guddommen, laa lejret her for Byen, gik vore Forfædre bevæbnede imod ham; men de bleve nedhuggede i Kampen, Byen blev plyndret af Fjenderne, og Helligdommen stod øde i 3 Aar og 6 Maaneder.2 — Er det nødvendigt at nævne andre Exempler? Hvad har drevet Romerne til at føre Krig imod vor Nation? Mon det ikke er vore Landsmænds Ugudelighed? Hvad var Grunden til, at vi fra Begyndelsen af kom i Afhængighed? Mon det ikke kom af vore Forfædres Strid, da nemlig Aristobulos' og Hyrkanos' Taabelighed og indbyrdes Uenighed bragte Pompeius her for Staden, og Gud lagde Folket under Romerne, fordi de ikke fortjente Friheden? Efter tre Maaneders Belejring maatte de overgive sig, og de havde dog ikke begaaet saadanne Synder mod Helligdommen og Lovene som I, og vare i Besiddelse af langt større Hjælpemidler til at føre Krigen. Veed I ikke, hvad Ende det tog med Aristobulos' Søn Antigonos, under hvis Regering Gud atter lod en Erobring komme over Folket paa Grund af dets Overtrædelser? Herodes, Antipatros' Søn kom med Sosius, og Sosius stod i Spidsen for en romersk Hær. Indbyggerne bleve indesluttede og maatte taale 6 Maaneders Belejring, indtil de til Straf for deres Synder bleve overvældede, og Byen blev plyndret af Fjenderne3. Saaledes er Vaabenlykken aldrig falden i vort Folks Lod; men vor Skæbne har altid været den at blive indviklede i Krige og blive overvundne. Derfor forekommer det mig, at de, som bebo det hellige Sted, burde overlade alt til Guds Dom, og naar de lydig underkastede sig Dommeren heroventil, kunne de se med Foragt paa menneskelig Vold. Hvad have I gjort af det, Eders Lovgiver har paalagt Eder, og hvad have I undladt af det, han har forbudt Eder? Hvor meget ugudeligere ere I ikke end hine, der dog saa hurtigt bleve overvundne?
Ikke blot have I ikke afholdt Eder fra de skjulte Synder, saasom Tyveri, Bedrageri og Horeri; men i Eders indbyrdes Kiv have I plyndret og myrdet og opfundet hidtil ukendte Slags Synder. Templet er jo blevet en Hule, hvor alle og enhver have Tilhold, og det hellige Sted er blevet besmittet af Landets egne Børns Hænder, medens Romerne endog i Frastand have æret det og have antaget mange af Eders Skikke i Stedet for deres egne. Vente I virkelig overfor dem at faa ham til Forbundsfælle, hvem I saaledes have krænket? Jeg skal svare for, at I ere nogle retfærdige Personer til at fremkomme med en Bøn, og at det er nogle rene Hænder, I have at udstrække mod Eders Hjælper! — Var det paa den Maade, vor Konge fordum bad om Hjælp mod Assyreren, da Gud paa een Nat strakte hin store Hær til Jorden? Optræde Romerne da virkelig paa samme Maade som Assyreren, siden I gøre Eder Haab om en lignende Bistand nu? Nej, Assyreren havde jo faaet Tribut af vor Konge, forat han ikke skulde hærge Borgen, og rykkede dog, tværtimod sin Ed, frem forat opbrænde Templet. Romerne derimod forlange jo kun den sædvanlige Afgift, som vore Fædre have svaret deres Fædre, og naar de blot faa den, ville de hverken plyndre Byen eller røre ved Helligdommen, men overlade Eder det Hele til Raadighed. Eders Efterkommere blive frie, I beholde Eders Ejendomme, og Eders hellige Love blive ukrænkede. Det er jo det klare Vanvid at vente, at Gud skal staa Eder bi imod retfærdige Mennesker ligesaagodt som imod uretfærdige. Han plejer jo ellers strax at komme med sin Hjælp, naar det gøres nødigt: Assyrerne knuste han jo saaledes den første Nat, efter at de havde slaaet Lejr. Hvis han derfor havde anset vor Slægt for moden til Friheden og Romerne til Tugtelse, saa havde han strax lagt sig imellem, som han gjorde overfor Assyrerne, — for Exempel dengang Pompeius kom i Berøring med vor Nation, eller dengang senere Sosius rykkede herind, eller dengang Vespasianus hærgede Galilæa, eller nu tilsidst, dengang Titus nærmede sig Staden. Men tværtimod, Magnus1 og Sosius toge, uden at lide nogen Fortræd, Byen med Storm, Vespasianus steg, lige efter Krigen mod os, op paa Thronen, og nu, da Titus er kommen, flyde Kildevældene rigeligere end før, medens de vare tørre, da I havde Magten over dem. Før hans Komme kunne I jo nok erindre, at Siloam og alle Vældene udenfor Byen løb tørre, saa man solgte Vandet i Krukkevis; Nu derimod yde de Eders Fjender saa rigeligt Vand, at der ikke alene er nok til dem og deres Heste, men ogsaa til Vanding af Haverne. Netop dette samme Tegn har ogsaa tidligere vist sig som Forvarsel for Byens Indtagelse, nemlig da den førnævnte Konge af Babylon førte Krig imod os, han, der erobrede Byen og afbrændte Templet, og dog tænker jeg ikke, at de daværende Ind-
byggere havde været saa ugudelige, som I ere. Jeg nødes ligefrem til at tro, at Gud er flygtet ud af Helligdommen og dvæler hos dem, I nu kæmpe imod. En god Mand vil jo dog flygte ud af et berygtet Hus og afsky dem, der blive derinde; hvor kunne I saa tro, at Gud vil vedblive at være hos Eder med alle Eders slette Gærninger? Han ser jo alle skjulte Ting og hører alt det, man fortier. Men hvad forties hos Eder, og hvad lægges der Skjul paa? Hvad skeer der, som ikke er bekendt, endog for Eders Fjender? I prale jo af Eders Overtrædelser og kappes daglig om, hvem der kan være den værste, I sætte en Ære i Eders Skændsel, som om den var en Dyd. — Og dog staar der endnu en Vej aaben til Frelse, naar I blot ville benytte den; thi Gud er jo rede til at tilgive dem, der bekende deres Synd og fatte et andet Sind. O, I haarde Halse! kast dog Vaabnene og fat Medlidenhed med Eders Fædreland, som staar paa Afgrundens Rand, vend Eder om og se, hvor herlige Ting I staa i Begreb med at forraade: hvilken By, hvilket Tempel, med saamange Folkeslags Gaver! Hvem vil bære Skylden for, at dette gaar op i Luer? Hvem ønsker, at dette ikke længer skal bestaa? Er der noget, som mere end dette fortjener at blive bevaret? I ubønhørlige, I ere jo mere følesløse end Sten! Men selv om I nu ikke have det rette Blik for disse Ting, saa hav dog Medlidenhed med Eders egne Familier og betragt hver især Eders Børn, Hustru, Forældre, hvem enten Hungersnød eller Krig om kort Tid vil bortrive. Jeg veed meget vel, at jeg selv har en Moder og en Hustru med i Faren, samt min Slægt og mit Hus, der ikke er uden Berømmelse og fordum har indtaget en glimrende Stilling, og maaske tro I, at dette er Grunden til, at jeg laader Eder, som jeg gør. Nej, dræb kun dem, eller tag som Betaling for deres Frelse mit eget Blod! Jeg er rede til at dø, hvis I saa blot efter min Død ville komme til Fornuft!"
1. Disse Ord udtalte Josef under Taarer; men de Revolutionære lode sig ikke paavirke deraf og ansaa det forøvrigt ej heller for raadeligt at forandre Holdning nu. Paa Borgerskabet gjorde det derimod et saadant Indtryk, at de begyndte at løbe over. Nogle solgte deres Ejendomme for en Spotpris, og nogle nedslugte de kostbareste af deres Klenodier samt Guldstykker, for at de ikke skulde blive bortsnappede af Banditterne, hvorpaa de løb over til Romerne, hvor de gave det fra sig i Exkrementerne og saaledes havde Penge til at leve for. Titus lod mange af dem drage, hvorhen de vilde,
og herved fik Folk, som jo døjede ondt inde i Staden, miere Lyst til at løbe over, da de altsaa ikke kom i Slaveri hos Romerne. Johannes' og Simons Folk passede da skrappere paa, at saadannne ikke skulde slippe ud, end de passede paa, at Romerne ikke skulde slippe ind, og saasnart nogen fremkaldte endog blot en Skygge af Mistanke imod sig, nedhuggede de ham strax.
2. Men ogsaa det at blive i Staden var for de Rige ensbetydende med Undergang. Under Paaskud af, at de vilde løbe over, dræbte man dem nemlig for at faa fat i deres Gods. Samtidig med Hungersnøden steg nemlig de Revolutionæres Galskab til Toppunktet; begge disse sørgelige Ting bleve værre Dag for Dag. Fødevarer saa man intetsteds noget af; de trængte derfor ind i Husene og gennemsøgte dem. Fandt de saa noget, mishandlede de Beboerne, fordi de ikke frivilligt havde udleveret det, og fandt de intet, pinte de dem i den Tro, at de holdt det omhyggelig skjult. De ulykkelige Menneskers Udseende blev taget som Kendemærke paa, om de havde Fødemidler eller ej; var der nogle, som endnu saa velnærede ud, mente man, at de havde rigeligt med Proviant; de afmagrede gik de derimod forbi og ansaa det for unødvendigt at dræbe dem, da de jo dog snart vilde omkomme af Mangel. Mange bortbyttede hemmeligt deres Ejendele, hvis de vare rige: for et Maal Hvede, hvis de vare fattigere: for et Maal Byg, og derpaa lukkede de sig inde i Husets inderste Rum, hvor saa nogle i deres glubende Hunger slugte Kornet, som det var, andre lode det bage, saa godt som deres Stilling og Angst tillod det. Man dækkede aldrig Bord, men rev Brødene halvbagte ud af Ilden og sloges om dem.
3. Det var en sørgelig Levevis, og man kunde græde ved at se, hvorledes Magthaverne havde fuldtop, mens de svagere klagede sig ynkeligt. Hungeren er jo den værste Plage, der gives, og den tilintetgør navnlig al Skamfølelse: hvad man ellers føler Ærefrygt for, bliver Genstand for Foragt. Kvinder reve saaledes Maden af deres Mænds, Børn af deres Forældres og, hvad der var det allersørgeligste, Mødre af deres smaa Børns Mund, ja naar deres kæreste laa døende imellem Hænderne paa dem, skammede de sig ikke for at tage de Krummer fra dem, som maaske kunde have holdt dem i Live. Naar man saaledes sad og spiste, kunde man ikke holde det skjult; thi de Oprørske indfandt sig overalt og tog det røvede Bytte fra dem. Saasnart de saa et aflaaset Hus, toge de dette for et Tegn paa, at Beboerne derinde havde faaet fat i nogen Føde, sprængte strax Dørene, trængte ind, reve Smulerne til sig, idet de saagodtsom rykkede Maden ud af Svælget paa de Spisende. De pryglede gamle Mænd, som holdt igen, naar de vilde tage Maden fra dem, og Kvinder, som vilde skjule det, de sade med, trak de i Haaret. Der var ingen Medlidenhed hverken med de hvide Haar eller med de Spæde; thi Børn, som ikke vilde slippe Brødsmulerne, løftede de op og
slængte dem derpaa hen ad Gulvet. Dersom nogen før deres Komme havde skyndt sig med at nedsluge alt, hvad de havde, følte de sig narrede og bare sig endnu grummere ad. De udtænkte forfærdelige Pinsler under deres Søgen efter Mad: de tilstoppede med Ærter Urinrøret paa de Ulykkelige og joge spidse Kiler op i Endetarmen, og disse Pinsler, som kunne bringe een til at gyse alene ved at høre derom, underkastede de Folk forat faa dem til at tilstaa, at de havde et Brød, og at paavise, hvor en Haandfuld Bygmel var skjult. Og saa gjorde disse Bødler det ikke engang af Hunger; thi hvis de virkelig havde handlet i Nød, vilde de næppe have været saa grusomme; men det var for at lade deres Galskab faa frit Løb og for at skaffe sig Forraad til den følgende Tid. Naar nogen ved Nattetid havde sneget sig ud imod de romerske Forposter for at samle vildtvoxende Grønsager og Græs og mente at være slupne frelste tilbage fra Fjenderne, saa fratoge de Oprørske dem det, de havde med sig, og skønt de bønfaldt dem indstændigt og i Guds ærefrygtindgydende Navn bade dem om at lade dem beholde lidt af det, de havde døjet Fare for at faa fat paa, gave de dem ikke den mindste Smule; men de maatte kalde det godt, om de slap med at blive udplyndrede og ikke tilmed bleve slaaede ihjel.
4. Saadan maatte de ringere stillede lade sig behandle af Soldatesken; de ansete og rige derimod slæbte man frem for Tyrannerne, af hvem nogle bleve henrettede under Henvisning til løgnagtige Beskyldninger, andre bleve anklagede for at ville forraade Byen til Romerne; men den hyppigst anvendte Fremgangsmaade var, at der fremstod een og anklagede dem for at ville være Overløbere. Naar een saaledes var bleven plyndret hos Simon, blev han sendt hen til Johannes, ligesom paa den anden Side Simon fik tilsendt dem, Johannes havde udplyndret. Saaledes drak de hinanden til i deres Medborgeres Blod og delte de Ulykkeliges Lig imellem sig. Hvor stor en Strid der end var imellem dem om Herredømmet, vare de nemlig enige, naar det gjaldt Forbrydelser; hvem der ikke lod sin Kammerat nyde godt af det, han havde skaffet sig ved andres Ulykke, blev anset for en fordærvet Egoist, og den, der ikke fik Del i det ved Grusomhed vundne Bytte, sørgede, som om det var noget godt, han var bleven narret for.
5. At gennemgaa deres Forbrydelser i det enkelte er en Umulighed; men jeg kan med faa Ord sige, at ingen By har gennemgaaet noget lignende, og at ingen Slægt, saalænge Verden har staaet, har vist større Opfindsomhed med Hensyn til Ondskab. Tilsidst nedrakkede de hele den hebraiske Folkestamme, for at de selv skulde synes forholdsvis mindre ugudelige i Sammenligning med andre. De indrømmede, hvad der ogsaa passede godt nok paa dem, at de vare Trælle, sammenskrabet Pak og Nationens Afskum. Dem selv var det, som overgave Byen til dens Skæbne og nødte Romerne til mod
deres Villie at tilegne sig den sørgelige Sejr, ja man kan næsten sige, at de droge den sig langsomt nærmende Ild over Templet. I hvert Fald, da de fra Øvrestaden saa Ilden flamme, røbede de ingen Sorg eller fældede nogen Taare; disse Tegn paa Sindsbevægelse saa man derimod hos Romerne. Dog dette ville vi omtale paa et senere Sted, naar vi komme dertil i vor Beretning.
1. Imidlertid gik det godt fremad med Titus' Belejringsvolde, skønt hans Soldater bleve meget fortrædigede fra Murene, og han udsendte saa en Afdeling Rytteri og gav dem Befaling til at opsnappe dem, der listede sig ned i Dalene for at samle Fødemidler. Nogle af disse vare vaabenføre Mænd, som ikke kunde leve alene af den Føde, de tilranede sig; men Størstedelen vare fattige Borgere, som af Frygt for deres egne Landsmænd ikke turde løbe over; de kunde nemlig ikke gøre Regning paa at slippe bort med Hustruer og Børn, uden at de Oprørske mærkede det, og de vilde ikke lade disse deres Kære blive tilbage i Banditernes Vold for at blive ihjelslaaede i de Flygtedes Sted. Hungeren gav dem imidlertid Mod til at gaa uden for Muren; men her ventede dem den Skæbne at blive fangne, netop som de troede at have undgaaet deres Fjenders Opmærksomhed. Før de lode sig fange, syntes de, at de maatte slaa fra sig, og derefter ansaa de det for unyttigt at bede om Naade. De bleve saa pryglede og mishandlede paa alle Maader og lede derpaa Døden ved at korsfæstes lige overfor Muren. Denne Behandling fandt Titus ganske vist haard; thi man greb daglig 500, ja undertiden flere; men paa den anden Side ansaa han det ikke for raadeligt at lade dem løbe, efter at man saaledes havde grebet dem med Magt, og til at bevogte saamange Fanger indsaa han, at der vilde behøves en Mængde Soldater. Men hvad der særlig afholdt ham fra at gribe ind, var dog den Tanke, at de Oprørske maaske ved dette Syn vilde give efter, da de jo, hvis de ikke overgave sig, maatte vente en lignende Skæbne. Soldaterne vedbleve imidlertid i deres Harme og Had at korsfæste Fangerne og haanede dem ved at ophænge dem i forskellige Stillinger, og der var saamange, at der knap fandtes Plads til Korsene eller Kors nok til Legemerne.
2. De Oprørske vare saare langt fra at komme paa andre Tanker ved dette gruelige Syn. Tværtimod forklarede de overfor det øvrige Folk Sagen i deres egen Interesse. De slæbte nemlig Overløbernes Paarørende og de fredsøgende Borgere op paa Muren og viste dem, hvad de maatte lide, der havde taget deres Tilflugt til
Romerne, og fortalte, at de ikke vare tagne med Vaaben i Haand, men havde bedt for sig. Dette holdt ogsaa mange tilbage fra at løbe over, saalænge indtil Sandheden gik op for dem. Men der var paa den anden Side ogsaa nogle, som strax løb over med den sikre Død for Øje, idet de nemlig ansaa Døden for Fjendehaand for at være taaleligere end Hungersdøden. Mange af sine Fanger lod Titus Hænderne hugge af, for at man skulde kunne se, at de ikke vare Overløbere, og for at denne deres sørgelige Skæbne skulde give deres Ord Tiltro. Han sendte dem saa ind til Simon og Johannes med Anmodning om dog nu at nedlægge Vaabnene og ikke nøde ham til at tilintetgøre Staden. Ved at vende om selv nu i det yderste Øjeblik kunde de endnu redde deres Liv, deres herlige Fædrenestad og deres enestaaende Tempel. Han gik samtidig omkring paa Belejringsvoldene og skyndede paa Arbejderne, for at man kunde se, at han snart vilde lade Gærningen følge paa Ordet. Men da lød der fra Muren Haansord mod Cæsar og hans Fader; de raabte, at de ringeagtede Døden og ti Gange hellere valgte den end Slaveri; men de skulde nok tilføje Romerne alt det Onde, de formaaede, saalænge de kunde trække Vejret. De vare ogsaa ligeglade, om ogsaa deres Fædrestad, som han forudsagde, skulde gaa til Grunde, og skulde Templet ødelægges, saa dannede hele Verden jo et Guds Tempel, langt ypperligere end dette. Forøvrigt haabede de dog, at det skulde blive bevaret for hans Skyld, som boede deri. Med ham som Hjælper blæste de ad alle Trusler; de bleve nemlig aldrig udførte; Udfaldet stod jo i Guds Haand. Disse Ord udslyngede de, blandede med Skældsord.
3. Paa denne Tid indtraf Antiochos Epifanes1 med talrige Sværtbevæbnede og omgiven af en saakaldt makedonisk Garde: alle jævnaldrende, høje, ungdomskraftige Folk, der vare bevæbnede og indøvede paa makedonisk Vis, hvorfor de ogsaa bar Navnet Makedoner, skønt de fleste slet ikke tilhørte denne Nation. Af alle de Konger, der stode under Romernes Overherredømme, var Kommagenernes Konge særlig begunstiget af Lykken; men han maatte ogsaa prøve Lykkens Ustadighed, og da han blev gammel, maatte ogsaa han sande, at ingen kan kaldes lykkelig, før han er død. Paa den Tid, da hans Søn indtraf for Jerusalem, stod han imidlertid paa Lykkens Højde. Den unge Antiochos udtalte sin Forbauselse over, at Romerne trykkede sig ved at angribe Muren. Han havde nemlig en krigerisk og forvoven Charakter og var en saa kraftig Personlighed, at hans dristige Foretagender sjælden mislykkedes. Titus smilede ad ham og sagde: "Enhver har Lov at prøve!" og saa snart Antiochos havde faaet dette Svar, gik han med sine Makedonere løs paa Muren. Selv var han nu saa kraftig og øvet, al han kunde tage sig
ivare for Jødernes Kasteskyts, medens han selv beskød dem; men hans unge Mandskab blev paa faa nær aldeles ødelagt. De skammede sig nemlig over deres store Ord og kæmpede ivrigt; men tilsidst maatte Resten vige tilbage med en Mængde saarede og maatte indrømme, at selv virkelige Makedonere, hvis de skulle sejre, ikke kunne undvære Alexandros'1 Lykke.
4. Angrebsvoldene, som Romerne havde begyndt paa den 12te i Maaneden Arlemisios2, bleve lige færdige den 29de efter 17 Dages uophørligt Arbejde. Man havde opkastet fire vældige Volde, den ene var opført af 5te Legion imod Antonia og strakte sig tværs over den saakaldte Struthions Dam3, den anden — 12te Legions — laa 20 Alen fra den første. Den 10de Legion, som laa et godt Stykke herfra, havde sin Vold mod Nordfronten ved Dammen Amygdalon4, og 30 Alen længere borte laa atter 15de Legions ved Ypperstepræstens Mindesmærke. Mens Romerne saaledes rykkede frem, havde Johannes indefra Byen anlagt Minegange fra Antonia hen under Voldene og havde med Bjælker støttet de ovenover liggende Jordmasser, saaledes at alle Belejringsværkerne hvilede over et hult Rum. Her opstablede han Brænde, som var gennemtrukket med Tjære og Beg og satte Ild derpaa. Da saa Støtterne vare brændte over, sank hele Minegangen sammen, og Volden sank med et vældigt Brag ned deri. Først rejste der sig en Støvsky og en tyk Røg, idet Ilden blev kvalt ved Sammenstyrtningen; men efterhaanden som de over Ilden sammenstyrtede Masser bleve gennembrændte, slog den klare Flamme i Vejret. Det pludselige i denne Begivenhed slog Romerne med Forskrækkelse, og det snedige Paafund gjorde dem modløse. De havde troet snart at skulle faa Sejren i Hænde, og nu svækkede denne Hændelse deres Haab til Fremtiden. At arbejde paa at slukke Ilden syntes dem at være til ingen Nytte; thi selv om de fik den slukket, vare deres Volde jo dog sammensunkne.
5. To Dage senere gjorde ogsaa Simon og hans Folk Udfald mod de andre Belejringsvolde. Der havde Romerne nemlig allerede faaet Murbrækkerne ført frem og havde begyndt at støde løs paa Muren. En vis Teftheos fra Byen Garis i Galilæa og Magassaros, een af Mariammes Hoftjenere, samt en Adiabener, Nabataios' Søn, som paa Grund af en Legemsfejl havde faaet Navnet Agiras, der betyder den Halte, styrtede med Brande i Hænderne ud imod Maskinerne. I hele denne Krig havde ingen af Byens Besætning vist større Dristighed eller udført større Bedrifter end disse Mænd. De
løb frem mod Fjendernes Rækker, som om det kunde være deres Venner, lode sig ikke stanse eller drive tilbage, men sprang midt ind iblandt Fjenderne og satte Ild paa Maskinerne nedenfra. Skønt man skød og huggede efter dem fra alle Sider, lode de sig dog ikke drive bort fra deres udsatte Stilling, før Ilden havde godt fat i Maskinerne. Da Flammen rigtig begyndte at slaa i Vejret, kom Romerne løbende fra deres Lejr for at slukke. Jøderne søgte oppe fra Muren at hindre dem deri og indlode sig ogsaa med Dødsforagt i Nærkamp med dem, der søgte at slukke. Romerne søgte nu at slæbe Vædderne ud af Ilden; Vidiefletningerne ovenover dem stode nemlig i lys Lue; men Jøderne stode midt i Ilden og trak til den modsatte Side, og skønt Jærnbeslaget paa Vædderne var gloende, slap de dog ikke Taget. Imidlertig forplantede ilden sig fra Maskinerne til selve Volden, uden at Forsvarerne kunde hindre det. Saaledes maatte Romerne, som vare omringede af Branden, opgive at redde deres Værker og vende tilbage til Lejren, forfulgte af Jøderne, som stadig fik flere og flere Hjælpere inde fra Staden, og, modige ved deres Sejr, styrtede de med ubehersket Raseri lige hen til Lejrvolden og gave sig i Kast med Vagtposterne. Foran Lejren staar der altid en Afdeling, som fra Tid til anden bliver afløst, og med Hensyn til den gælder der hos Romerne den strænge Lov, at hvis den, lige meget af hvilken Grund, viger fra sin Plads, straffes den med Døden. Disse holdt da ogsaa Stand, da de hellere vilde dø som tapre Soldater end henrettes, og ved at se deres betrængte Stilling var der mange af de flygtende, som skammede sig og vendte om. Nu rettede de ogsaa deres Kastemaskiner mod Muren og holdt derved de store Flokke tilbage, som strømmede ud af Staden og hverken tænkte paa at dække eller beskytte sig. Jøderne slog nemlig blindt hen løs paa alle dem, de mødte, styrtede sig uforsigtigt imod Fjendernes Spydsod og kastede sig over dem med hele deres Legemes Vægt. De fik Overhaand, ikke saameget ved deres Bedrifter som ved deres Dristighed, og Romerne vege vel tilbage for deres forvovne Angreb, men lede egentlig ikke noget stort Tab.
6. Paa dette Tidstankt kom Titus tilstede fra Antonia, hvorhen han havde begivet sig forat udse en Plads til Anlæggelse af nye Belejringsvolde. Han lod sine Folk høre Bebrejdelser, fordi de, som havde bemægtiget sig Fjendernes Forskansninger, nu med Nød og næppe kunde holde deres egne. De maatte nu finde sig i den Skæbne at blive belejrede af Jøderne, der vare styrtede ud imod dem fra deres Indelukke. Han svingede saa med sine udvalgte Tropper ud til Siden og faldt Fjenderne i Flanken. Disse, som før havde kæmpet i Fronten, vendte sig nu ogsaa mod ham og gjorde kraftig Modstand. Da Rækkerne stødte sammen, rejste der sig en Støv, som blændede Øjnene, og et Raab, som døvede Ørene, saa ingen længer kunde skelne Ven fra Fjende. Jøderne vare egentlig ikke stærke nok
til at fortsætte Kampen, men holdt dog ud med Fortvivlelsens Mod. Romerne anspændte derimod alle deres Kræfter ved Tanken om deres krigerske Hæder og ved Synet af Cæsar, som gik i Spidsen. Derfor antager jeg, at de tilsidst i deres Kampraseri vilde have bemægtiget sig hele den jødiske Styrke, hvis disse ikke, da Lykken vendte sig, havde skyndt sig tilbage til Staden. Belejringsvoldene vare jo imidlertid ødelagte, og Romerne vare forknytte over saaledes at se deres langvarige Arbejde tilintetgjort paa een Time, og mange opgave Haabet om at erobre Byen ved Hjælp af de almindelige Belejringsmaskiner.
1. Titus holdt nu Krigsraad med sine Befalingsmænd. De ivrigste iblandt disse holdt paa, at man skulde føre hele Styrken frem og løbe Storm mod Muren. Hidtil havde man angrebet Jøderne med enkelte Afdelinger; men naar man nu foretog et samlet Angreb, vilde de ikke kunne staa imod; de vilde jo blive overdængede med Kasteskyts. Af de mere forsigtige var der nogle, der raadede til at opkaste nye Belejringsvolde; men atter andre hævdede, at man skulde lade disse ligge og blot lejre sig saaledes, at man hindrede Indbyggerne i at slippe ud og afskar Tilførsel af Levnedsmidler. Saaledes vilde man overlade Byen til Hungersnød og behøvede slet ikke at indlade sig i direkte Kamp med Fjenderne. Det var ikke værd at kæmpe mod saadanne desperate Mennesker, der ikke havde noget højere Ønske end at falde for Sværdet; man kunde jo uden dette berede dem en langt ynkeligere Skæbne. Titus mente, at det vilde være usømmeligt at ligge helt uvirksom med saa stor en Styrke og ansaa det paa den anden Side for overflødigt at kæmpe mod Folk, der ødelagde hverandre indbyrdes; endvidere indsaa han, at det, da man manglede Tømmer, vilde blive vanskeligt at opføre Belejringsvolde og endnu vanskeligere at bevogte Byens Forbindelseslinier. Ved Hjælp af Hæren at omringe Byen var nemlig ikke let paa Grund af dens store Omfang og Terrænets Vanskelighed, og særlig vilde det blive besværligt, naar Besætningen gjorde Udfald. Selv om man kunde holde Alfarvejene besatte, vilde Jøderne, som jo vare stedkendte, snart, naar Nøden drev dem, finde andre skjulte Veje, og hvis de saaledes fik hemmelig Tilførsel, vilde Belejringen kunne trække længe ud, og han frygtede da for, at den Hæder, han kunde vinde ved sin Sejr, vilde blive formindsket, naar Tiden trak for længe ud. Ved Hjælp af Tiden kan man jo udrette alt; men jo hurtigere man fuldender en Ting, desto større bliver Berømmelsen. Altsaa maatte man, hvis man baade hurtigt og sikkert vilde naa et
Resultat, omgive hele Byen med en Vold. Alene paa denne Maade vilde man kunne spærre alle Udgange, og saa vilde Jøderne enten opgive alt Haab om Frelse og overgive Byen eller ogsaa lade sig udhungre og saaledes let kunne undertvinges. Det var forøvrigt ikke hans Mening at slaa sig til Ro hermed; men han vilde paany lage fat paa Belejringsvoldene, naar Angriberne vare blevne svækkede. Skulde man synes, at dette paatænkte Arbejde var for stort og næppe lod sig udføre, saa maatte man betænke, at det ikke passede sig for Romere at indlade sig paa Smaating, og at ingen uden Møje har opnaaet noget stort Resultat.
2. Med disse Argumenter vandt han Generalerne for sin Plan og befalede at fordele Styrken til det paatænkte Arbejde. En ligefrem glødende Iver greb da Soldaterne, og da Skansearbejdet var bleven fordelt imellem dem, opstod der ikke alene en Væddestrid imellem Legionerne indbyrdes, men ogsaa imellem de enkelte Afdelinger indenfor Legionerne, ja hver Soldat stræbte at udmærke sig overfor sin Decurion, Decurionen overfor Centurionen og denne overfor Krigstribunen; Krigstribunens Ærgerrighed gik ud paa at kappes med Generalerne, og Cæsar selv opmuntrede Generalernes Kappelyst, idet han flere Gange daglig gik omkring og inspicerede Arbejdet. Man tog sit Udgangspunkt i Assyrerlejren, hvor Titus' Hovedkvarter jo laa, førte derpaa Volden hen over de lavere Dele af Nystaden og derfra ned igennem Kedronsdalen til Oliebjerget. Derfra bøjede den mod Syd, saaledes at Bjerget indtil Klippen Peristereon1 var indenfor Volden og ligeledes den næste Højde, der ligger ligeoverfor Dalen ved Siloam2. Herfra svingede den mod Vest og løb ned i Kildedalen3, hvorfra den igen gik op til Ypperstepræsten Ananos' Mindesmærke4, og idet den indesluttede det Bjerg, hvor Pompeius havde haft sin Lejr, svingede den saa om mod Nord og strakte sig hen til Landsbyen Erebinthehuset5; herfra gik den udenom Herodes' Mindesmærke og øst paa, indtil den sluttede sig til Lejren, hvorfra man var gaaet ud. Hele Volden var 39 Stadier i Omkres, og udenfor den var der opført 13 Forter, hvis Omkres tilsammen kan regnes til 10 Stadier. Alt dette var opført paa tre Dage, — en Hurtighed, der maa kaldes utrolig, hvor det gjaldt et Arbejde, der skulde synes at maatte kræve Maaneder. Efter saaledes at have indesluttet Staden med denne Vold og have lagt Besætning i Forterne, foretog Titus selv en Runde i den første Nattevagt og inspicerede alt. Ansvaret for den anden Nattevagt overlod han til Alexander6, og den
tredie besørgede Legionernes Generaler. Vagterne fik skiftevis Tilladelse til at sove, og hele Natten igennem gik der Runder i Mellemrummene mellem Forterne.
3. Samtidig med at Udgangene vare spærrede, var alt Haab om Frelse berøvet Jøderne. Hungersnøden bredte sig nu og hærgede Folket, saa hele Huse og Familier bortreves paa een Gang. Tagene laa fulde af døde Kvinder og Børn, og Gaderne af Oldinges Lig. Karle og unge Piger vandrede som Spøgelser hen over Torvene, helt opsvulmede af Hungersyge1 og faldt døde om. hvor det bedst kunde træffe sig, naar de ikke kunde mere. De svage Personer vare ikke i Stand til at begrave deres Paarørende, og de, som endnu vare ved Kræfter, ansaa det for uoverkommeligt at begrave den Mængde Lig og vidste jo desuden ikke, naar Turen kom til dem selv. Mange sank døde ned ovenpaa dem, de lige havde været ved at begrave, og mange gik hen og lagde sig i Gravene for der at afvente deres Skæbne. Under disse sørgelige Tilstande hørtes der dog hverken Graad eller Jamren; thi Hungersnøden havde sløvet al Følelse. Med tørre Øjne og fortrukne Ansigter saa de Døende paa dem, der allerede havde udstridt. Over hele Staden hvilede en dyb Taushed som en dødssvanger Nat, og disse Forhold bleve endda gjorte endnu frygteligere af Banditerne. Som Gravrøvere brøde de ind i Husene, plyndrede Ligene, reve Klæderne af deres Legemer og gik haanleende derfra; de prøvede, hvor skarpe deres Sværd vare, ved at stikke dem i de henslængte Lig, ja for at prøve Sværdene gennemborede de ogsaa nogle, som endnu laa og droges med Døden. Var der derimod nogle, som bade dem laane sig deres Haand og Sværd for at give dem Naadesstødet, gik de bort med Foragt og overlode dem til Hungersdøden. Alle de døende kastede deres sidste Blik op paa Templet og udaandede derpaa, mens de Oprørske stadig holdt sig i Live. Først lode disse de døde begrave paa offentlig Bekostning, da Stanken nemlig ikke var til at udholde; senere, da Begravelse blev uoverkommelig, slængte man dem simpelt hen fra Murene ned i Dalkløfterne.
4. Da Titus paa sin Runde saa Dalene fyldte med Lig og saa, hvorledes en tyk Materie flød ud af de forraadnede Legemer, drog han et Suk og kaldte med oprakte Hænder Gud til Vidne paa, at dette ikke var hans Værk. Medens det nu stod saaledes til inde i Byen, var Romernes Tilstand fortræffelig. De Oprørske gjorde ikke længer Udfald, da ogsaa de nu begyndte at blive grebne af Modløshed og Hunger. Romerne derimod fik rigelig Tilførsel baade af Korn og andre Livsfornødenheder fra Syrien og Naboprovinserne. Mange gik tæt hen til Muren og pegede paa deres mange Fødevarer, for at Fjenderne ved Sammenligning med deres Overflod skulde komme
til at føle deres egen Sult saameget desto mere. Da de Oprørske, trods deres Lidelser, ikke viste noget Tegn paa Eftergivenhed, begyndte Titus, som ynkedes over de Rester, der vare tilbage af Befolkningen og higede efter at redde dem, paany at opføre Belejringsvolde, skønt det var forbundet med Vanskelighed, da man manglede Tømmer. Alle Træer omkring Staden vare nemlig blevne fældede til Brug ved de første Værker, og Soldaterne maatte nu slæbe andet Tømmer dertil fra en Afstand paa 90 Stadier. Deraf opførte man fire forskellige Volde, der vare langt større end de tidligere, men kun vare rettede mod Antonia. Cæsar gik omkring til Legionerne, paaskyndede Arbejdet og gav Banditerne at forstaa, at de nu var i hans Haand. Men disse Mennesker var af en enestaaende Natur; det faldt dem ikke ind at angre deres Ugærninger. Deres Sjæle og deres Legemer syntes ikke at staa i nogensomhelst Forbindelse med hinanden, og de bøde saavel Sjæl som Legeme saa meget, at man ikke skulde tro, at det var deres egne. Nogen Mildhedsfølelse kunde ikke bevæge deres Sjæl, lige saa lidt som nogen Smerte deres Legeme. Som Hunde flængede de i Borgernes Lig, og de fyldte Fængslerne med syge Mennesker.
1. Simon lod nu Matthias, ved hvis Hjælp han dog havde faaet Staden i sin Magt, baade pine og ihjelslaa. Han var Søn af Boethos og var blandt Ypperstepræsterne den oprigtigste Ven af Folket og den højest ærede. Han havde, da Befolkningen blev plaget af Zeloterne, til hvem da ogsaa Johannes havde sluttet sig, faaet Folket til at kalde Simon til Hjælp;1 han havde imidlertid ikke i Forvejen gjort nogen Aftale med denne og ventede ikke noget ondt fra hans Side. Men da Simon var kommen til Stede og var bleven Herre over Byen, regnede han Matthias for sin Fjende lige saa fuldt som alle andre og tilskrev hans Enfoldighed det Raad, han havde givet. Han lod ham slæbe for sig, anklagede ham for at være romersksindet, værdigede ham ikke engang at høre paa hans Forsvar, men dømte ham og hans tre Sønner til Døden. Den fjerde Søn var i Tide flygtet over til Titus. Den eneste Naade Matthias udbad sig til Gengæld for, at han havde opladt Byen for Simon, var, at han maatte blive henrettet før sine Sønner. Simon befalede imidlertid, at han skulde henrettes sidst. Han maatte da se paa sine Sønners Henrettelse og blev saa selv myrdet, og det lige for Romernes Øjne.
Saaledes havde nemlig Simon befalet Ananos, Bagadatos' Søn, som var een af hans grusomste Drabanter. Man tilraabte ham tillige de Spotteord, at nu kunde han se, om Romerne, som han havde villet løbe over til, vilde hjælpe ham. Simon forbød at begrave Ligene. Derefter blev den ansete Præst Ananias, Masbalos' Søn, Raadssekretæren Aristeus, der stammede fra Ammaus, samt 15 andre af Folkets bekendteste Mænd henrettede. Josefs Fader blev sat i Fængsel og strængt bevogtet; man var saa bange for Forræderi, at der blev offentliggjort Forbud imod, at Borgerne i Staden maatte have Samkvem med hverandre eller holde nogen Forsamling. Var der nogen, der stod sammen og jamrede sig, bleve de uden videre Undersøgelse nedhuggede.
2. En vis Judes, Judes' Søn, en af Simons Befalingsmænd, som af ham havde faaet betroet Forsvaret af et Taarn, blev bragt til Eftertanke ved at se denne Optræden, og — dels vel af Medynk med de paa en saa raa Maade dræbte, men særlig af Bekymring for sin egen Skæbne, — sammenkaldte han ti af sine mest paalidelige Folk og sagde: "Hvorlænge skulle vi finde os i disse Skændselsgærninger? Eller hvad Haab om Frelse kunne vi have ved at forblive tro imod denne Skurk? Er Hungersnøden ikke allerede over os, og ville Romerne ikke om kort Tid være herinde? Viser Simon sig ikke utaknemlig imod sine Velgørere, og maa vi ikke frygte for at faa samme Medfart af ham, medens Romernes Ord derimod er til at stole paa? Nu vel, lader os overgive Taarnet og redde os selv og Staden! Simon har jo opgivet alt Haab, saa han tager ingen Skade af, om han ogsaa lidt tidligere end ellers kommer til at lide sin Straf." Paa den Maade vandt han de ti for sig, og hen imod Morgenstunden sendte han sine øvrige Folk bort til forskellige Steder, forat de ikke skulde røbe, hvad man havde i Sinde, og ved den tredie Time steg han op i Taarnet og tilkaldte Romerne. Nogle af disse toge imidlertid ikke Hensyn til hans Raab, andre troede ham ikke, og de fleste gade ikke følge hans Kaldelse, da de jo dog om kort Tid uden Fare vilde kunne tage Staden. Da Titus dog med nogle Sværtbevæbnede rykkede frem mod Muren, kom Simon, som havde faaet Nys om Sagen, ham i Forkøbet, satte sig hurtig i Besiddelse af Taarnet, fangede og nedhuggede Mændene i Romernes Paasyn og slængte deres mishandlede Lig ned foran Muren.
3. Josef havde imidlertid ikke ophørt med sine Overtalelser, og en Dag, da han gik omkring Muren, blev han ramt i Hovedet af en Sten og faldt strax bedøvet omkuld. Jøderne fore da ud for at faa fat i hans Legeme, og havde vel ogsaa faaet ham slæbt ind i Byen, hvis Titus ikke i en Fart havde sendt Folk hen for at dække ham. Under deres Kamp blev Josef, som ikke sansede ret meget af, hvad der gik for sig, løftet op og baaret bort, medens de Oprørske opløftede et Glædesraab i den Tro, at de virkelig, som de saa inderlig
ønskede, havde faaet ham dræbt. Saaledes blev det da ogsaa fortalt inde i Byen, og hvad der var tilbage af Befolkningen, blev grebet af Fortvivlelse, da de jo maatte tro, at han, som var den eneste, der havde kunnet give dem Mod til at overgive sig. virkelig var død. Da Josefs Moder i sit Fængsel havde hørt, at hendes Søn var død, sagde hun til sine Bevogtere, at dette havde hun ventet lige siden Iotapatas Belejring; hun skulde nu aldrig mere have den Glæde at se ham i Live. Ogsaa i Enrum overfor Tjenestepigerne jamrede hun sig og sagde, at hun nu ikke skulde have andet ud af at have født saamange Børn, end at hun ikke engang var i Stand til at begrave denne sin Søn, af hvem hun dog havde haabet selv at skulle blive begravet. Det var imidlertid ikke nogen lang Tid, at denne falske Efterretning smertede hende eller frydede Banditerne. Josef kom sig nemlig hurtig af Slaget, viste sig og raabte, at de snart skulde komme til at betale ham dette Saar, og han opfordrede atter Befolkningen til Overgivelse. Befolkningen fattede Mod; men de Oprørske bleve forfærdede ved Synet af ham.
4. Tvungne af Nøden sprang saa nogle rask ned fra Muren og overgave sig, andre rykkede frem med Stene i Hænderne og lode, som om de vilde kæmpe, men flygtede alligevel over til Romerne. De bleve imidlertid ramte af en Skæbne, der var endnu værre end den, der truede dem inde i Byen; thi ved at overfylde sig med Føde ude hos Romerne, fandt de en endnu brattere Død end hist inde af Hunger. De kom nemlig ganske oppustede af Sult og saa ud, som om de lede af Vandsot, og saa overfyldte de paa een Gang deres tomme Legemer, lige til de revnede. Der var dog nogle, som vare saa kloge, at de holdt Maade med deres Appetit og lidt efter lidt indtog Næring i deres med Spise helt afvante Legemer. De, som saaledes beholdt Livet, faldt dog i en anden Ulykke. Blandt nogle Overløbere, der vare komne til Syrerne, opdagede man nemlig een, der stod og pillede Guld ud af sine Exkrementer. Som vi tidligere have fortalt, brugte de nemlig at nedsluge Kostbarheder, før de begave sig afsted, da jo de Oprørske eftersaa alle, og der var en stor Mængde Guld i Staden, ja man kunde for 12 Attiker1 købe, hvad der tidligere kostede 25. Da man nu havde opdaget et Tilfælde af denne snedige Fremgangsmaade, fyldtes hele Lejren af Talen om, at Overløberne vare fulde af Guld, og mange Arabere og Syrere skare dem da op, skønt de kom og bade om Fred, og gennemsøgte deres Maver. Dette forekommer mig at være den skrækkeligste Elendighed, der er vederfaret Jøderne. I een Nat blev Maven saaledes skaaret op paa henimod 2000 Mennesker.
5. Da Titus havde hørt om denne Ugærning, lod han de Skyldige omringe af Rytteri og var lige ved at lade dem nedskyde til
Hobe; han lod sig dog afholde derfra ved at se, hvormange de vare; de, der skulde have lidt Straf, vare nemlig mange Gange talrigere end dem, de havde myrdet. Han sammenkaldte imidlertid Førerne for Hjælpetropperne og for Legionerne, — der var nemlig ogsaa nogle af deres Soldater, der fik Skyld for at have været med —, og sagde til dem alle: at han var opfyldt af Harme over, at nogle af hans Soldater havde begaaet en saadan Gærning for en usikker Vindings Skyld og ikke havde vist Agtelse for deres Vaaben, der jo selv var gjorte af Sølv og Guld. Til Araberne og Syrerne sagde han: at det var dem, der havde gjort Begyndelsen med i denne Krig, — som egentlig var dem ganske uvedkommende, — at føje deres Begærlighed, at de vare Skyld i, at disse raa Mord og dette Had mod Jøderne blev tilskrevet Romerne. Rygtet angav nemlig ogsaa nogle af hans egne Soldater som skyldige. Han truede dem nu med Døden, hvis nogen paany blev greben i den samme Forbrydelse, og han befalede Legionsførerne at anstille Undersøgelser blandt de mistænkte og føre dem for ham. Pengegriskheden lader imidlertid, som det viste sig her, haant om al Straf; der er jo hos Menneskene nedlagt en forfærdelig Vindesyge; ja ingen Lidenskab er mere hensynsløs end Begærlighed. Dog plejer den ellers at have sine Grænser og vige for Frygten; men her var det Gud, som havde dømt hele Folket til Undergang, og som vendte til dets Fordærvelse alt, hvad der ellers kunde have tjent til dets Frelse. Hvad Cæsar under Trusel havde forbudt, det skete dog i Smug overfor Overløberne; thi naar de kom løbende, sprang Barbarerne dem i Møde og nedslagtede dem, før andre fik dem at se. De holdt saa Udkig, om nogen af Romerne skulde kunne se dem, skare dem saa op og drog den skændige Vinding ud af deres Indvolde. Det var dog kun faa, man fandt noget hos; den store Mængde blev slaaet ihjel, alene fordi man haabede at finde noget hos dem. Denne skrækkelige Behandling afholdt mange fra at løbe over.
6. Da der ikke længer var Bytte at finde hos Befolkningen, indlod Johannes sig paa Tempelran. Han indsmeltede mange af de til Templet skænkede Gaver og mange af de til Gudstjenesten nødvendige Redskaber, Skaaler, Bægre og Borde, ja han holdt ikke engang sine Hænder fra de Vinkander, som vare sendte fra Augustus og hans Gemalinde. Mens de romerske Kejsere stedse have æret og smykket Helligdommen, tillod denne Jøde sig at plyndre endogsaa de fremmedes Gaver. Han sagde til sine Kammerater, at de uden Frygt kunde benytte sig af de hellige Ting til Forsvar for det hellige, og at de, der kæmpede for Templet, ogsaa burde leve af Templet. Derfor tømte han ogsaa Beholderne med den hellige Vin og Olie, som Præsterne opbevarede til Brug ved Brændofrene, og som fandtes i den indre Helligdom, og han uddelte det til Pøbelen, som uden at gyse salvede sig dermed og drak deraf. Jeg kan her ikke
undlade at udtale, hvad min Sindsbevægelse lægger mig i Munden: Hvis Romerne havde tøvet med at straffe disse Forvorpne, troer jeg, al Staden vilde være bleven opslugt af Jordens gabende Svælg eller bortskyllet af en Vandflod eller ramt af Lynet som Sodoma1; thi den havde fostret en Slægt, der var endnu ugudeligere end de, der fordum lede disse Straffe. Det var ved disse Menneskers Vanvid, at hele Folket gik til Grunde.
7. Til hvad Nytte er det at opregne Ulykkerne een for een? Imidlertid fortalte en Flygtning, Manneos, Lazarus' Søn, der i disse Dage kom til Titus, at der igennem een Port, hvor han havde haft sin Post, var bleven baaret 115,880 Lig ud fra den Dag, Titus havde lejret sig for Staden, den 14de Xanthikos, indtil den 1ste Panemos2. Dette var endda kun Antallet af Fattiglig. Han havde ikke været Kommandant i Porten; men han skulde udbetale den offentlige Begravelseshjælp og havde derfor paa Embedsvegne talt Ligene. Der var andre, som vare blevne begravede af deres Paarørende. Begravelsen bestod i, at de bleve baarne bort og henslængte udenfor Byen. Senere kom mange fornemme Mænd som Flygtninge, og de fortalte, at de fattiges Lig, som vare blevne kastede ud gennem Portene, udgjorde et Tal af 600,000; Tallet paa de andre kunde ikke opgives. Da man ikke længer var i Stand til at udbære Fattigligene, opdyngede man de døde Legemer i de største Huse og indelukkede dem der. En Skæppe Korn kostede en Talent, og senere, da man ikke længer, efter Byens Indespærring, var i Stand til at samle Urter, steg nogles Nød saa højt, at de gennemrodede Rendestenene og gamle Møddinger og deraf samlede alt Snavs, saa at, hvad de ikke før havde kunnet taale at se paa, nu maatte tjene dem til Føde. Romerne ynkedes ved at høre derom; de Oprørske derimod, som dog saa dette for deres Øjne, bevægedes ikke, men fandt sig i det, endogsaa da Elendigheden naaede dem selv. De vare nemlig lammede af Skæbnen, som nu nærmede sig baade Staden og dem selv.