1. Archelaos var nødsaget til at gøre en Rejse til Rom, og derved fremkaldtes nye Uroligheder. Efter nemlig at have sørget over sin Fader i syv Dage og efter at have givet Folket et kostbart Begravelsesmaaltid, — hvilket er en Skik hos Jøderne, der bringer mange i Fattigdom, fordi man er saa godt som tvungen til at bespise Folkehoben; hvis nemlig nogen vilde undlade det, vilde han blive anset for et Menneske uden Pietet, — iførte han sig en hvid Dragt og gik op i Templet, hvor Folket modtog ham med forskellige Hyldestraab. Han steg op paa en stor Forhøjning, satte sig paa en gylden Throne og talede Folket venligt til i Anledning af den ivrige Deltagelse, de havde, vist ved hans Faders Ligfærd, samt takkede dem for den Ærbødighed, de viste ham, som om han allerede havde faaet Bekræftelse paa sin Kongeværdighed. Han vilde imidlertid, sagde han, for Øjeblikket ikke benytte sig af Kongemagten, og ej heller af Titlen, før Kejseren, der jo i Testamentet var sat til Herre over Riget, havde stadfæstet ham som Tronarving. Derfor havde han heller ikke i Jericho villet modtage Diademet, skønt Hæren havde villet paasætte ham det. Han skulde dog nok rigelig gengælde saavel Soldaterne som Folket deres velvillige Stemning imod ham, naar han først var bleven befæstet paa Thronen af Magthaverne, og han skulde i alle Forhold bestræbe sig for at optræde mildere overfor dem, end hans Fader havde gjort.
2. Denne Tale behagede Folket, og de begyndte strax at sætte hans Sindelag paa Prøve ved at stille store Krav til ham. Nogle raabte at han skulde lette Skatterne, andre, at han skulde ophæve Tolden, atter andre, at han skulde løslade Fangerne. For at vinde Mængden, sagde han beredvillig ja til dem alle. Derefter ofrede han og holdt et Gæstebud med sine Venner. Nu samlede der sig
hen paa Eftermiddagen ikke saa faa af dem, der gik og pønsede paa Omvæltninger, og begyndte en privat Sørgefest, efter at den offentlige Sorg for Kongen var ophørt. De begræd dem, der af Herodes vare blevne straffede for at nedhugge Guldørnen over Tempelporten. Og de holdt ikke denne Sørgefest hemmeligt; men deres gennemtrængende Skrig, deres planmæssige Græden og Jamren skingrede over hele Byen i Anledning af de Mænd, der, som de sagde, vare blevne brændte for deres Troskab mod de fædrene Love og mod Templet. Deres Død, raabte de, burde hævnes paa Herodes' Lejesvende, og først og fremmest burde den af ham indsatte Ypperstepræst gaa af, og man burde vælge een, der var gudfrygtigere og mere værdig.
3. Archelaos blev vel opbragt herover, men afholdt sig dog fra at straffe dem, da han higede efter at komme afsted og frygtede for at blive holdt tilbage ved det Røre, der vilde opstaa, naar han begyndte Fjendtligheder mod Mængden. Derfor søgte han hellere at stille de urolige Hoveder tilfreds ved Overtalelse end at bruge Vold og sendte sin Feltherre til dem for at formane dem til Rolighed. Da denne imidlertid kom op i Templet, drev Oprørerne ham bort med Stenkast, førend han kunde faa et Ord sagt, og paa samme Maade gik det med dem, som senere kom tilstede for at bringe dem til Fornuft. Archelaos udsendte nemlig mange; men Mængden gav dem kun forbitrede Svar, og det var klart, at de ikke vilde holde sig rolige, hvis de fik yderligere Tilløb. Nu nærmede sig tillige de usyrede Brøds Højtid, som af Jøderne kaldes Paaske, ved hvilken Lejlighed der bringes en stor Mængde Ofre, og der indfinder sig en utallig Mængde Mennesker fra Landet for at deltage i Gudstjenesten. De, der sørgede over de Skriftkloges Død, stillede sig da op i Templet og søgte at skaffe Opstanden Næring. Nu blev Archelaos bange for, at Misfornøjelsen skulde smitte hele Folket og udsendte en Befalingsmand og en Afdeling med Befaling til at bruge Magt for at faa fat paa Opstandens Hovedmænd. Hele Mængden kom imidlertid i Bevægelse mod dem og dræbte med Stenkast mange af Afdelingen, ja, selve Befalingsmanden blev saaret, og slap med Nød og næppe derfra. Folkehoben vendte sig derpaa, som om Intet overordentligt var sket, til deres Ofring. Archelaos fik da Indtrykket af, at Mængden nu ikke kunde holdes i Tømme uden Blodsudgydelse og sendte hele Hærstyrken imod dem. Hele Fodfolket blev indkvarteret i Byen og Rytteriet paa Sletten udenfor. De faldt derpaa pludselig over dem, der ofrede, og nedhuggede omtrent 3000; den øvrige Mængde derimod splittedes ad og flygtede til Bjergene i Nærheden. Der kom da Herolder fra Archelaos og raabte, at enhver skulde forføje sig hjem, og alle forlode saa Festen og droge bort.
1. Archelaos selv drog imidlertid med sin Moder og sine Venner Poplas, Ptolemaios og Nikolaos ned til Kysten, efter at have overladt Bestyrelsen af Riget og Omsorgen for sine huslige Forhold til Filippos.1 Sammen med ham rejste ogsaa Salome med sine Børn og Kongens Brodersønner og Svogre, tilsyneladende for at staa Archelaos bi i hans Bestræbelser for at arve Thronen, men i Virkeligheden for at føre Klage over hans lovløse Færd i Templet.
2. I Cæsarea kom Procuratoren fra Syrien, Sabinus,2 dem i Møde paa sin Vej til Judæa, hvor han skulde tage Herodes' Gods i Forvaring. Han blev imidlertid forhindret i at drage videre, da Varus kom tilstede; ham havde nemlig Archelaos gennem Ptolemaios instændig anmodet om at komme. Sabinus rettede sig da efter Varus og tøvede med at bemægtige sig Fæstningerne, ligesom han ejheller lod Archelaos' Faders Skatkamre lukke for ham. Han lovede at holde sig rolig indtil Kejserens Kendelse blev afsagt, og blev i Cæsarea. Men saa snart de vare dragne bort, som stode ham i Vejen, Varus til Antiocheia og Archelaos til Rom, rejste han skyndsomt til Jerusalem, bemægtigede sig Paladset, sendte Bud til Kommandanterne og Fogderne og søgte at faa Regnskaberne at se og bemægtige sig Fæstningerne. De holdt sig imidlertid Archelaos' Befalinger efterrettelige og vedblev at vaage over, hvad der var dem betroet, idet de mente, at de snarere bevogtede det paa Kejserens end paa Archelaos' Vegne.
3. Samtidig drog endvidere Antipas afsted for at gøre Krav paa Riget, idet han ansaa det egentlige Testamente, hvori han var indsat til Konge, for at have større Gyldighed end det senere. Salome havde i Forvejen lovet at ville understøtte ham, og det samme havde mange af de Slægtninge gjort, som sejlede sammen med Archelaos. Antipas førte ogsaa sin Moder3 med sig samt Nikolaos' Broder Ptolemaios, som mente at have stor Indflydelse paa Grund af den Tillid, han havde nydt hos Herodes, hvis mest skattede Ven han havde været. Navnlig satte Antipas dog sin Lid til Taleren Eirenaios som var meget veltalende, og havde derfor ikke villet høre paa dem, der raadede ham til at vige for Archelaos paa Grund af dennes større Alder og det sidste Testamente. Alle de Slægtninge, som nærede Had til Archelaos, tog, da man kom til Rom, med Iver Antipas' Parti. Allerhelst ønskede man, under en romersk
Statholder at leve efter sine egne Love; men hvis dette ikke kunde opnaas, ønskede man Antipas til Konge.
4. For at opnaa dette samvirkede ogsaa Sabinus med dem. Han havde nemlig gennem Breve anklaget Archelaos for Kejseren, men derimod i høj Grad rost Antipas. Salome og hendes Tilhængere havde ogsaa forfattet Anklageskrifter og overrakt Kejseren dem. Archelaos affattede derpaa en kort Retfærdiggørelse af sin Handlemaade og lod den ved Ptolemaios indsende til Kejseren sammen med sin Faders Seglring og Bestemmelser. Efter at Kejseren havde overvejet hvad der var fremkommet fra begge Parter, samt havde betænkt Rigets Størrelse, Indtægtens Rigelighed og endvidere Herodes' talrige Slægt, og da han havde læst, hvad der om disse Forhold var berettet ham af Varus og Sabinus, sammensatte han et Raad af fornemme Romere, hvori han lod sin Adoptivsøn Gaius, en Søn af Agrippa og Kejserens Datter Julia, føre Forsædet. Han gav saa de stridende Parter Ordet.
5. Da fremstod Salomes Søn, Antipatros, den mest veltalende af Archelaos' Modstandere, og sagde i sin Anklagetale, at Archelaos nu lod, som om han ansøgte om Riget; men i Virkeligheden havde han allerede gjort sig til Konge. Han søgte nu blot at føre Kejseren bag Lyset; thi han havde ikke afventet dennes Afgørelse med Hensyn til Thronfølgen. Tværtimod havde han efter Herodes' Død bestilt Personer til at paasætte sig Diademet, havde sat sig paa Thronen og truffet Afgørelser som Konge. Han havde foretaget Forandringer i Hærens Ordning, havde udfærdiget Forfremmelser, ja havde endvidere givet Folket alle de Indrømmelser, de kunde ønske sig af ham som Konge, og havde løsladt Fanger, som for de største Forbrydelser vare blevne fængslede af hans Fader. Nu var han kommen for hos Kejseren at bede om Skyggen af Kongedømmet; det selv havde han allerede revet til sig, og han betragtede saaledes ikke Kejseren som Herre over Tingene selv, men kun over Titlerne. Han bebrejdede ham ogsaa, at hans Sorg over Faderen kun havde været paataget: om Dagen havde han rigtignok vist et sorgfuldt Ansigt, men om Natten havde han drukket sig en god Rus, og dette havde, sagde han, givet Anledning til Optøjerne blandt Mængden, som var bleven forbitret derover. Men hele sin Tales Kraft satte han ind paa at klage over den Mængde Mennesker, der vare blevne dræbte i Templet: de vare komne i Anledning af Festen, men vare paa det grusomste blevne slagtede ved Siden af deres egne Ofre, og der var i Templet blevet opdynget en saadan Mængde Lig, at den ikke kunde være bleven større, om et fremmed Folk uden Krigserklæring var faldet ind i Landet. Denne hans Grusomhed havde hans Fader jo ogsaa forudset og havde derfor ikke givet ham Haab om at blive Konge, førend han selv, mere syg paa Sjælen end paa Legemet, havde mistet sin sunde Dømmekraft og
ikke længere kendte, hvad det var for et Menneske, han i sit sidste Testamente havde gjort til sin Efterfølger. Dette var sket paa et Tidspunkt, da han intet havde at bebrejde ham, som stod opført i det Testamente, han havde skrevet, mens han var rask i legemlig Henseende og havde sin gode sunde Forstand. Men selv om man vilde erklære den syge Mands Bestemmelse for den gyldigste, saa havde dog Archelaos forskærtset sin Ret til Riget ved sin lovstridige Færd imod det. Hvordan mon han vilde blive efter at have faaet Herredømmet af Kejseren, naar han, allerede før han havde opnaaet det, havde myrdet saa mange Mennesker?
6. Dette og meget lignende fremførte Antipatros, og efter at have fremstillet de fleste af Slægtningene som Vidner om ethvert af Klagepunkterne, sluttede han sin Tale. Derpaa fremstod Nikolaos til Forsvar for Archelaos og paaviste, at Blodbadet i Templet havde været nødvendigt; de Dræbte vare nemlig optraadte som Fjender, ikke blot af Riget, men ogsaa af Kejseren, der havde Bestemmelsesret over Riget. Hvad de andre Klagepunkter angik, paaviste han, at netop de, der nu vare Anklagere, havde raadet ham til at handle saaledes. Det sidste Testamente ansaa han for at maatte være gyldigt, særlig fordi Herodes deri havde givet Kejseren Ret til at stadfæste Efterfølgeren. Havde han nemlig været saa fornuftig at give Verdens Hersker denne Magt, saa kunde han ej heller have taget Fejl i Afgørelsen af, hvem der skulde være hans Arving. Da han udsaa een til at indsætte sin Efterfølger, havde han ogsaa været ved sin fulde Fornuft, naar han valgte den, der skulde indsættes.
7. Da ogsaa Nikolaos havde gennemgaaet Alt, traadte Archelaos frem og kastede sig stille ned foran Kejserens Knæ. Denne rejste ham meget naadigt op igen og udtalte, at han var værdig til at være sin Faders Efterfølger. Han traf dog ingen bestemt Afgørelse. Efter at have bortsendt Deltagerne i denne Dags Møde, overvejede han med sig selv det, han havde hørt; om han enten skulde indsætte en af dem, der vare nævnede i Testamentet, til Efterfølger,— eller han skulde dele Riget ud til hele Slægten. De Fleste af dem syntes nemlig at trænge til Understøttelse.
1. Førend Kejseren imidlertid havde taget nogen Bestemmelse herom, blev Archelaos' Moder Malthake syg og døde, og der kom Breve fra Varus i Syrien om at Jøderne havde gjort Opstand. Dette havde Varus forudset og var, efter at Archelaos var sejlet bort,
draget op til Jerusalem for at holde Oprørslederne i Tømme. Men da det var tydeligt, at Folket ikke vilde holde sig roligt, lod han den ene af de tre Legioner fra Syrien, som han havde ført med sig, blive tilbage i Staden. Selv vendte han imidlertid tilbage til Antiocheia; men derefter kom saa Sabinus og gav dem Anledning til nye Uroligheder; han tvang nemlig Kommandanterne til at overgive Fæstningerne og anstillede en stræng Efterforskning angaaende Kongens Skatte, idet han benyttede sig ikke alene af de Soldater, Varus havde efterladt, men ogsaa af sine egne mange Slaver, hvilke han alle sammen havde bevæbnet og brugte som Redskaber for sin Havesyge. Imidlertid stod Pintsefesten for Døren, — saaledes kalde Jøderne en Fest, der indtræffer syv Uger efter Paaske og har sit Navn efter Dagenes Antal1 dog denne Gang var det ikke den sædvanlige Gudstjeneste, men derimod Forbitrelse, der fik Folk til at samle sig. Der strømmede en utallig Mængde Mennesker sammen fra Galilæa, fra Idumæa, fra Jericho og fra Peræa hinsides Jordan: men Befolkningen fra det egentlige Judæa var dog talrigst forsamlet og mest ivrig. De delte sig i tre Hobe og lejrede sig paa tre Steder, een Afdeling i Egnen nord for Templet, een imod Syd ved Hippodromen2 og den tredie Afdeling ved Slottet imod Vest. De omringede og belejrede saaledes Romerne fra alle Sider3.
2. Sabinus blev da yderst forfærdet baade over deres Mængde og deres Sindelag og sendte talrige Bud til Varus med Bøn om, at han snart skulde komme ham til Hjælp; hvis han tøvede, vilde Legionen blive tilintetgjort. Selv begav Sabinus sig op i Slottets højeste Taarn, der kaldtes Fasael4 og var opkaldt efter Herodes' Broder, som blev ombragt af Partherne, og derfra gav han Legionens Soldater Tegn til at angribe Fjenderne; han var nemlig saa forfærdet, at han ikke engang turde stige ned til sine egne Folk. Soldaterne adløde hans Vink, styrtede imod Templet og indlod sig i en hæftig Kamp med Jøderne. I denne Kamp havde Romerne, saalænge der ingen Modstandere var oven over dem, paa Grund af deres Krigserfaring Overvægten over de uøvede Jøder; men da mange Jøder vare stegne op paa Søjlehallerne5 og slyngede Kastevaaben ned i Hovedet paa dem, faldt der mange, og de havde svært ved baade at forsvare sig mod dem, der beskød dem ovenfra, og at holde Stand imod dem, der kæmpede Ansigt til Ansigt med dem.
3. Da Romerne saaledes trængtes fra begge Sider, satte de Ild paa Søjlehallerne, som ved deres Størrelse og Kostbarhed vare be-
undringsværdige Bygningsværker. Mange af dem, der stode ovenpaa, bleve da strax omspændte af Flammerne og omkom, mange sprang ned blandt Fjenderne og dræbtes af dem, nogle styrtede sig tilbage ned over Muren, og nogle dræbte sig i Raadvildhed med deres egne Sværd for at undgaa Ilden. Men der var ogsaa nogle, som klatrede ned ad Muren og styrtede løs paa Romerne. De blev dog let overmandede paa Grund af deres Skræk. Da saaledes nogle vare omkomne og andre adsplittede af Frygt, styrtede Soldaterne sig løs paa Helligdommens ubevogtede Skatkammer og røvede omtrent 400 Talenter. Hvad der ikke blev stjaalet heraf, tilrev Sabinus sig.
4. Det Tab, Jøderne saaledes led baade paa Gods og Mandskab, gjorde, at langt flere og taprere Skarer samlede sig imod Romerne; de omringede Slottet og truede med at nedhugge dem alle, hvis de ikke snarest droge bort; de lovede derimod Sabinus Skaansel, hvis han vilde drage ud med Legionen. En stor Mængde af de kongeligsindede vare løbne over og havde understøttet Jøderne; men nu sluttede den mest krigsdygtige Del af dem sig til Romerne, nemlig de 3000 Sebastener1 og deres Anførere Rufus og Gratus, af hvilke den sidste havde det kongelige Fodfolk under sig og Rufus Rytteriet. Begge disse Mænd vare, selv bortset fra den Skare, de havde under sig, af stor Betydning i Krigen paa Grund af deres Tapperhed og Indsigt. Jøderne fortsatte dog Belejringen, søgte at nedrive Borgens Mure og raabte til Sabinus og hans Folk, at de skulde drage bort og ikke staa dem i Vejen nu, da de efter saa lang Tids Forløb havde faaet deres Fædres Frihed tilbage. Sabinus vilde ganske vist gærne drage bort, men han havde ingen Tillid til deres Løfter og formodede, at deres Forsonlighed skulde tjene til at lokke ham i et Baghold. Desuden haabede han paa Undsætning fra Varus og søgte derfor at trække Belejringen i Langdrag.
1. Imidlertid opstod der Uroligheder mange Steder rundt om i Landet, og Tidsforholdene bragte mange paa den Tanke at gøre sig til Konger. Saaledes var der i Idumæa 2000 af Herodes' gamle Soldater, som samlede sig, grebe til Vaaben og bekæmpede de Kongeligsindede, med hvilke Kongens Fætter Achiabos søgte at gøre Modstand fra de faste Punkter, medens han undgik et Sammenstød med dem i Sletteegnene. I Sepforis i Galilæa havde ligeledes Judas,
— en Søn af Røverhøvdingen Ezekias1, der før havde gennemstrejfet Landet og var hleven henrettet af Kong Herodes — samlet en ikke ubetydelig Skare, hvormed han brød ind i de kongelige Vaabenmagasiner, væbnede sine Folk og anfaldt dem, der stræbte efter Magten.
2. I Peræa havde en vis Simon, een af Kongens Tjenere, i Tillid til sin legemlige Skønhed og Størrelse, paasat sig Diademet. Han gennemstrejfede Landet med de Røvere, han havde samlet om sig, afbrændte Slottet i Jericho og mange andre kostbare Boliger for under Branden med Lethed at kunne rive Bytte til sig. Ja, han havde nedbrændt alle de prægtige Bygninger, hvis ikke Gratus, Anføreren over det kongelige Fodfolk, havde samlet de trachonitiske Bueskytter og de tapreste af Sebastenerne og var gaaet Manden imøde. I Kampen faldt en Mængde af Peræerne; Simon selv søgte at flygte bort gennem en stejl Kløft, men Gratus afskar ham Vejen og afhuggede paa Flugten hans Hoved ved et Sidehug mod hans Hals. Der var ogsaa nogle andre fra Peræa, som rottede sig sammen og afbrændte Paladserne i Betharaminentha nærved Jordan.
3. Der var paa den Tid ogsaa en vis Hyrde, som vovede at tilegne sig Kongemagten. Han hed Athrongaios, og det var hans Legemsstyrke og Dødsforagt, som indgød ham Haab om at opnaa den. Endvidere havde han fire Brødre, som vare Mage til ham. Hver af dem betroede han en væbnet Skare og anvendte dem som Feltherrer og Stedfortrædere til at foretage Strejftog. Selv tog han sig som Konge af de mere alvorlige Forretninger. Ja, han paasatte sig ogsaa Diademet og vedblev senere en rum Tid at gennemstrejfe Landet sammen med sine Brødre, idet han særlig stræbte efter at dræbe Romerne og de Kongeligsindede; men faldt nogen Jøde i hans Hænder, af hvem han kunde have Fordel, lod han heller ikke ham slippe. De vovede endogsaa engang ved Ammaus at omringe en hel Trop Romere, som skulde bringe Korn og Vaaben til Legionen. De nedhuggede deres Centurion, Arius og 40 af de tapreste Mænd, og det saa ud til, at Resten skulde have lidt samme Skæbne; men de slap dog bort, da Gratus og Sebastenerne kom dem til Undsætning. Efter at disse Brødre i hele Krigen paa denne Maade havde skadet baade deres Landsmænd og de Fremmede, blev nogen Tid senere de tre af dem grebne, den ældste af Archelaos, de to næste faldt i Hænderne paa Gratus og Ptolemaios, den fjerde derimod overgav sig ifølge Overenskomst til Archelaos. Dette blev altsaa tilsidst Enden med dem, men foreløbig opfyldte de hele Judæa med deres røveragtige Krig.
1. Da Varus modtog Brevene fra Sabinus og de andre Anførere, blev han bange for hele Legionens Skæbne og skyndte sig at ile til Hjælp. Han medtog da de øvrige to Legioner og de dertil hørende fire Eskadroner Ryttere og drog imod Ptolemais, hvor han havde paalagt Kongernes og Fyrsternes Hjælpetropper at møde. Paa Rejsen forbi Staden Berytos modtog han desuden af denne Bys Indbyggere 1500 Sværtbevæbnede. Ved sin Ankomst til Ptolemais forefandt han baade den øvrige Skare Hjælpetropper og desuden Herodes' Fjende Araberen Aretas, som førte en ikke ubetydelig Skare Hestfolk og Fodfolk med sig. En Del af Hæren sendte Varus strax til Galilæa, der grænsede op til Ptolemais, under Anførsel af en af sine Venner Gaius, som drev alle Modstandere paa Flugt, erobrede Byen Sepforis, satte den i Brand og gjorde Indbyggerne til Slaver. Med den øvrige Hær drog Varus selv til Samaria uden dog at øve Fjendtligheder imod denne By, som ikke havde deltaget i Urolighederne. Han slog Lejr ved Landsbyen Arus, som tilhørte Ptolemaios og derfor blev plyndret af Araberne, der nærede Had endogsaa til Herodes' Venner. Derfra rykkede han frem til en anden Landsby Sapfo, der var befæstet og som de ligeledes plyndrede saavel som alle de tilgrænsende Byer, de kom til. Alt blev opfyldt med Ildebrand og Blodsudgydelse, og Intet undgik Arabernes Plyndren. Af Vrede over Arius' og hans Folks Drab gav Varus Befaling til at ogsaa Ammaus skulde afbrændes, da Beboerne vare flygtede.
2. Derfra rykkede han frem mod Jerusalem, og ved blot at vise sig med sin Hær fik han Jødernes Lejre til at adsplittes; nogle droge bort og flygtede ud i Landet; men de, som bleve i Byen, aabnede Portene for ham og søgte at frigøre sig for Skyld med Hensyn til Oprøret, idet de sagde, at de selv ikke havde taget Del i Bevægelsen, men paa Grund af Festen havde været nødte til at indlade Folkemængden, og snarere sammen med Romerne havde været Genstand for Belejring end kæmpet sammen med de Oprørske. Imidlertid var Josef, Archelaos' Fætter, Rufus samt Gratus dragne ham imøde med den kongelige Hær og Sebastenerne samt Soldaterne af den romerske Legion i deres sædvanlige Rustning. Sabinus derimod vovede ikke engang at komme Varus for Øje, men var i Forvejen draget ud af Byen til Havet. Varus sendte saa en Del af Hæren ud omkring i Landet imod dem, der var Skyld i Oprøret, og mange bleve førte til ham. Dem, der forekom ham at have taget mindre Del i Urolighederne, lod han fængsle, men de mest skyldige lod han korsfæste. Det var omtrent 2000.
3. Nu blev det meldt ham, at der i Idumæa endnu stod 10000 Mand under Vaaben. Da han imidlertid fandt, at Araberne ikke
opførte sig som rette Hjælpetropper, men førte Krig efter deres eget Hoved og i højere Grad, end han ønskede, ødelagde Landet af Fjendskab mod Herodes, sendte han dem hjem og ilede med sine egne Legioner imod de Oprørske. Før det imidlertid kom til Kamp, overgav disse sig paa Achiabos' Raad. Varus tilgav de Menige deres Forseelse; men Anførerne sendte han til Kejseren, for at deres Sag kunde blive undersøgt. Nogle af dem tilgav Kejseren; men nogle Paarørende af Kongen, — der var nemlig iblandt dem nogle kødelige Slægtninge af Herodes — befalede han at afstraffe, fordi de havde ført Krig imod en Konge af deres egen Slægt. Da Varus paa denne Maade havde bragt Rolighed tilveje i Jerusalem, efterlod han som Besætning den Legion, som tidligere havde ligget dér, og vendte saa tilbage til Antiocheia.
1. Archelaos fik imidlertid i Rom atter en ny Sag med Jøderne. Der var nemlig før Opstanden, med Varus' Tilladelse, indtruffet Sendebud for at opnaa Selvstyre for Folket. Der var kommen 50 tilstede, og de bleve støttede af over 8000 af de romerske Jøder.1 Kejseren sammenkaldte da et Møde af de ansete Romere og sine Venner i Apollotemplet paa Palatium, hvilket han selv havde bygget og udstyret med vidunderlig Pragt. Her stod den jødiske Befolkning paa Sendebudenes Side, og lige overfor dem stod Archelaos med sine Venner. Hans Slægtninges Venner sluttede sig ikke til noget af Partierne; thi staa paa Archelaos' Parti vilde de ikke paa Grund af Had og Misundelse; men paa den anden Side skammede de sig overfor Kejseren ved at ses blandt Klagerne. Endvidere var ogsaa Archelaos' Broder, Filippos, tilstede; han var ved Varus' Velvilje bleven sendt dertil af to Grunde: dels for at understøtte Archelaos, dels for, hvis Kejseren vilde uddele Herodes' Besiddelser til alle hans Efterkommere, da ogsaa at faa tilkendt en Del deraf.
2. Først fik Klagerne Lov til at tale og udbredte sig først over Herodes' lovstridige Færd, idet de sagde, at de i ham ikke havde haft en Konge, men den mest grusomme Tyran, der nogensinde havde regeret; en Mængde Mennesker vare blevne dræbte af ham, og de Overlevende havde gennemgaaet saa store Lidelser, at de priste dem lykkelige, der vare omkomne. Han havde ikke blot ud-
pint sine Undersaatters Legemer, men ogsaa deres Byer; sine egne Stæder havde han nemlig mishandlet, de Fremmedes derimod havde han prydet, og Judæas Blod havde han udøst i udenlandske Folks Tjeneste. Medens Folket før havde levet lykkeligt og under deres fædrene Love, levede det nu i den fuldstændigste Fattigdom og Lovløshed. Kort sagt: Jøderne havde i faa Aar af Herodes taalt flere Ulykker, end deres Forfædre havde lidt i hele Tiden siden Hjemkomsten fra Babylon, hvorfra de under Xerxes' Regering1 vare udvandrede. Nu vare de imidlertid naaede saa vidt i Føjelighed og Vanen til at lide Ondt, at de af fri Vilje fandt sig i en Thronarving, der holdt dem i bitter Trældom. Archelaos, der var Søn af en saa grusom Tyran, havde de nemlig efter hans Faders Død beredvilligt hyldet som Konge og havde sammen med ham sørget over Herodes' Død og ønsket ham god Lykke i Anledning af Thronfølgen. Han var imidlertid ligesom angst for ikke at skulle synes en ægte Søn af Herodes og havde da indledet sin Regering med at dræbe 3000 Borgere. Saa mange Takofre havde han bragt Gud, fordi han havde faaet Herredømmet, og med saa mange Lig havde han fyldt Helligdommen under Festen. Det var da rimeligt, at de, der vare undslupne saa mange Elendigheder, endelig engang nu traadte op imod Ulykkerne og efter Krigens Skik ønskede at modtage Slagene i Ansigtet. De bad nu Romerne forbarme sig over, hvad der var tilbage af Judæa og ikke kaste Resten af det for de Mennesker, som grumt vilde sønderslide det; men derimod forene Landet med Syrien og lade det forvalte af særlige Statholdere. Det skulde da vise sig, at de, der nu beskyldtes for at være Oprørere og Fredsforstyrrere, forstod at underordne sig medgørlige Statholdere. Jøderne sluttede altsaa deres Anklage med denne Begæring; men saa rejste Nikolaos sig op, afviste Anklagerne imod Kongerne og anklagede derimod Folket for af Naturen at være uregerligt og opsætsigt mod sine Konger. Tillige anklagede han de af Archelaos' Slægtninge, som havde svigtet hans Sag og sluttet sig til Klagerne.
3. Derpaa hævede Kejseren Forsamlingen efter at have hørt begge Parter; men faa Dage efter gav han Archelaos Halvdelen af Riget med Titel af Ethnarch2, idet han lovede senere at gøre ham til Konge, hvis han viste sig værdig dertil. Den øvrige Halvdel delte han i to Tetrarchier3 og gav dem til Herodes' to andre Sønner, det ene til Filippos og det andet til Antipas, som havde trættedes med Archelaos om Riget. Under Antipas kom Peræa og Galilæa,
der gav en Indtægt af 200 Talenter. Batanea, Trachon, Auranitis og nogle Dele af Zenons Besiddelse hinsides Innano, hvilket gav 100 Talenters Indtægt, blev underlagt Filippos. Archelaos' Ethnarchi: Idumæa, hele Judæa og Samaria fik eftergivet Fjerdedelen af Skatterne som Belønning, fordi dets Beboere ikke havde deltaget i de andres Oprør. Han fik ogsaa følgende Byer under sig: Stratons Taarn, Sebaste, Joppe og Jerusalem; de helleniske Stæder: Gaza, Gadara og Hippos skilte Kejseren derimod fra Riget og lagde dem under Syrien. Indkomsten af den Landstrækning, der blev givet Archelaos, var 400 Talenter, Salome blev erklæret for Herskerinde, ikke blot over, hvad Kongen havde efterladt hende, men ogsaa over Jamnia, Azotos og Fasaelis; Kejseren skænkede hende ogsaa Slottet i Askalon. Hun opkrævede af alle disse Besiddelser en Indtægt af 60 Talenter; men hendes Godser vare dog underordnede under Archelaos' Distrikt. Af Herodes' øvrige Efterkommere fik enhver, hvad der var bestemt til ham i Testamentet. Hans to ugifte Døtre skænkede Kejseren desuden 500,000 Sølvpenge og bortgiftede dem til Feroras' Sønner. Efter saaledes at have uddelt Herodes' Besiddelse gav han dem ogsaa som Gave, hvad Herodes havde efterladt ham selv, nemlig 1000 Talenter, idet han blot forbeholdt sig nogle Klenodier som Amindelse om den Bortgangne.
1. Samtidig var der et ungt Menneske af jødisk Herkomst, som i Tillid til den ydre Lighed falskelig udgav sig for den Alexandros, der var bleven henrettet af Herodes. Han var bleven opdraget i Sidon af en romersk Frigiven og kom nu til Rom i Haab om at gennemføre sit Bedrageri. Som Medhjælper havde han en Landsmand, der kendte alle Forholdene ved Hoffet, og efter dennes Anvisning sagde han, at de, som vare blevne udsendte for at dræbe ham og Aristobulos, af Medlidenhed hemmelig havde ført dem bort og i Stedet for dem lagt to Lig, der lignede dem. Med disse Fortællinger bedrog han Jøderne paa Krete, blev rigelig forsynet med Rejsepenge og sejlede til Melos. Dér samlede han meget mere sammen, da Sagen syntes Indbyggerne overmaade troværdig, og bevægede endogsaa sine Værter til at sejle med sig til Rom. Efter at være kommen til Dikaiarcheia fik han overmaade mange Gaver af de dérboende Jøder og blev, som en Konge, fulgt paa Vej af sin foregivne Faders Venner. Den ydre Lighed gjorde hans Paastand i den Grad
troværdig, at Folk, som havde set Alexandros og kendt ham nøje, svor paa, at det var ham. Hele den jødiske Befolkning i Rom strømmede da ogsaa sammen for at se ham, og der stod en utallig Mængde Mennesker opstillet i de Gader, hvorigennem han blev ført; Folkene fra Melos vare nemlig gaaede saa vidt i deres Taabelighed, at de bare ham i en Bærestol og paa egen Bekostning havde skaffet ham et kongeligt Tjenerskab.
2. Kejseren, som nøje havde kendt Alexandros' Træk — han var jo nemlig blevet anklaget hos ham af Herodes —, formodede imidlertid, endnu førend han havde set Mennesket, at det var et Bedrageri, som beroede paa Ligheden imellem dem; men han skænkede ham dog nogen Tiltro paa Grund af de glade Forhaabninger, han nærede, og sendte da en vis Kelados, som nøje havde kendt Alexandros, hen til ham med den Befaling at bringe ham det unge Menneske. Saasnart Kelados saa ham, bemærkede han strax Forskellen i Ansigtet, og ved at betragte hele hans temmelig grove og slaveagtige Skikkelse, forstod han hele Sammenhængen. Han blev i høj Grad opirret ved den Frækhed, hvormed Bedrageren talte; thi da man spurgte ham om Aristobulos, sagde han, at ogsaa denne var bleven reddet; men at han med Forsæt var bleven efterladt paa Kypros for at bevares mod Efterstræbelser; thi det var vanskeligere at faa fat paa dem, naar de vare adskilte. Kelados tog ham da tilside og sagde privat til ham: "Kejseren vil spare Dit Liv, hvis Du vil angive, hvem der har overtalt Dig til at opdigte sandanne Historier." Han sagde da, at han vilde aabenbare alt og fulgte med ham til Kejseren, hvor han angav den Jøde, der havde misbrugt hans Lighed med Alexandros til at skatte sig Fortjeneste. Han havde nemlig i de forskellige Byer faaet flere Gaver end Alexandros havde faaet i hele sit Liv. Kejseren lo herover og ansatte den falske Alexandros iblandt sine Rorkarle, da han havde et kraftigt Legeme; men han befalede, at den, der havde forført ham, skulde henrettes. Melierne derimod havde faaet Straf nok ved de Bekostninger, de havde gjort i Anledning af denne Galskab.
3. Da Archelaos havde overtaget sit Ethnarchi, glemte han ikke de fordums Stridigheder og behandlede ikke blot Jøderne, men ogsaa Samaritanerne paa en grusom Maade. Begge Folk sendte da i hans niende Regeringsaar1 Gesandtskaber til Kejseren for at klage over ham; han blev da landsforvist til Byen Vienna i Gallien, og hans Ejendom tilfaldt Kejserens Skatkammer. Det fortælles, at han, før han blev hentet til Kejseren, havde følgende Drømmesyn: Han syntes at se ni fulde og store Ax, som bleve opædte af Oxer. Han sendte da Bud efter Spaamændene og nogle Chaldæere2 og spurgte
dem. hvad de mente, at dette skulde betyde. Een sagde da Eet og en Anden et Andet; men saa var der en vis Simon af Essæernes Sekt,1 og han sagde, at Axene betød Aar og Oxerne betod Omvæltning i Forholdene, fordi de ved Pløjning vende op og ned paa Jorden. Saaledes skulde han herske det Aaremaal, som Axene angav, men derpaa falde i forskellige Skæbnens Omskiftelser og saa dø. Fem Dage efter, at Archelaos havde hørt dette, kom der Bud, at han skulde staa til Regnskab for sin Regering.
4. Det er ogsaa, efter min Mening, værd at erindre en Drøm, som hans Hustru Glafyra havde. Hun var en Datter af Kong Archelaos af Kappadokien og havde først været gift med Alexandros, Broder til den Archelaos, vi nu tale om, og Søn af Kong Herodes, af hvem han jo blev henrettet, som vi have fortalt. Efter hans Død ægtede hun Joba, Kongen i Libyen,2 og da han var død, kom hun tilbage og levede som Enke hos sin Fader; men saa fik Ethnarchen Archelaos hende at se og fattede en saadan Kærlighed til hende, at han strax forskød sin Hustru Mariamme og tog hende til Ægte. Da hun altsaa var kommen til Judæa igen, syntes hun kort efter sin Ankomst at se Alexandros staa for sig og sige: "Man skulde tro, at Du kunde have haft nok i Dit libyske Ægteskab; Du har dog ikke ladet Dig nøje dermed, men er atter vendt tilbage til mit Hjem og har, o frække Kvinde! taget en tredie Mand, og det tilmed min Broder. Jeg vil dog ikke finde mig i denne Haan; men jeg skal hente Dig, enten Du vil eller ej!" Hun levede næppe to Dage, efter at hun havde fortalt denne Drøm.
1. Archelaos' Land blev nu gjort til en Provins, og som Procurator blev der sendt en Mand af den romerske Ridderstand, Coponius, der af Kejseren var udrustet med Myndighed over Liv og Død. Under hans Styrelse ophidsede en vis Galilæer ved Navn Judas sine Landsmænd til Oprør, idet han dadlede dem, hvis de vedbleve at svare Romerne Skat og foruden Gud taalte dødelige Herrer over sig. Han blev Leder af en særegen Sekt,3 som ingen Lighed havde med de øvrige.
2. Der var nemlig tre filosofiske Retninger hos Jøderne; Tilhængerne af den ene Sekt kaldes Farisæere, de andre Sadukæere, og den tredie Retnings Tilhængere, som mene at følge den strengeste Regel, kaldes Essenere. De ere vel ligesom de andre af Herkomst Jøder, men have en større indbyrdes Kærlighed end de andre to. Nydelserne vende de sig fra som Synd; de anse derimod Afholdenhed og det, ikke at give efter for sine Lidenskaber, for Dyd. Ægteskabet foragtes hos dem; de antage sig derimod fremmede Børn, medens disse endnu ere modtagelige for Undervisning, betragte dem som deres egne og indpode dem deres Skikke. Det er ikke just selve Ægteskabet og Slægtens deraf følgende Forplantning, som de ville til Livs; men de ere bange for Kvindernes Løsagtighed og have den Overbevisning, at der ikke er een eneste Kvinde, som er sin Mand tro..
3. De foragte Rigdom, og der hersker et beundringsværdigt Fællesskab iblandt dem, saa at man ikke finder een eneste hos dem, der har større Besiddelse end de andre. Deres Lov byder nemlig, at de, der indtræde i Ordenen, skulle skænke deres Formue til Brug for Sekten, saa at der hos ingen af dem ses hverken dyb Fatltgdom eller overvættes Rigdom; men alles Ejendele ere sammenblandede, saa at de som Brødre alle have een fælles Besiddelse. De anse Olie for en Besmittelse, og dersom nogen af Vanvare faar en Plet deraf, maa hele hans Legeme afgnides. Forøvrigt sætte de deres Stolthed i Tarvelighed og gaa bestandig klædte i Hvidt. De have udvalgte Mænd til at forestaa de fælles Sager og hjælpe alle hverandre indbyrdes med, hvad de behøve.
4. De bo ikke samlede i een By, men bo i stort Antal spredte omkring i hver By, og naar der kommer Ordensmedlemmer andetsteds fra, staar Alt, hvad de have, til de Fremmedes Raadighed, som om det var deres eget, og selv om de aldrig have set dem før, tage de Fremmede dog ind hos dem som hos deres bedste Bekendte. Derfor kunne de ogsaa foretage Rejser uden at føre nogetsomhelst med sig andet end Vaaben for at værge sig mod Røvere. I hver By er der et Medlem af Ordenen, som er udvalgt til fortrinsvis at tage sig af de Rejsende og forsyne dem med Klæder og hvad de have behov. I Klædedragt og Optræden ligne de Børn, der blive opdragne med Strenghed. De skifte ikke Klæder eller Sandaler, førend de gamle ere aldeles sønderrevne eller i Tidens Løb opslidte. De hverken købe eller sælge noget hos hverandre; men naar een mangler noget, giver en anden ham det og faar saa af ham i Stedet derfor, hvad han har Brug for. Og selv om de ikke have noget at give til Gengæld, kunne de dog uhindret tage, hvad de behøve, hos hvem de ville.
5. Med Hensyn til Gudsdyrkelsen ere de særdeles fromme. Saaledes tale de, før Solen staar op, ikke om verdslige Ting, men
fremsige visse, fra Fædrene overleverede, Bønner for ligesom at bede Solen om at staa op. Derpaa blive de af Opsynsmændene fordelte til det Arbejde, som enhver har lært, og arbejde uafbrudt til den femte Time.1 Da samles de atter paa det Sted, iføre sig linnede Klæder og bade Legemet med koldt Vand, og efter denne Renselse gaa de til et særligt Hus, hvor det ikke tillades nogen anderledestroende at komme ind. Efter saaledes at være rensede, indfinde de sig i Spisesalen, som om de gik ind i en Helligdom. De sætte sig stille ned, en Bager lægger Brød for dem hele Rækken igennem, og en Kok sætter en Skaal med samme Slags Mad for enhver af dem. Præsten beder da en Bøn før Maaltidet, og før Bønnen maa ingen smage Maden. Efter Maaltidets Slutning beder Præsten atter, saa at de baade ved Begyndelsen og Slutningen ære Gud som Livets Bevarer. Derpaa aflægge de deres Klæder, der betragtes som hellige, og give sig atter i Lag med Arbejdet lige til Aften. Aftensmaden spise de efter deres Hjemkomst paa samme Maade, og hvis der tilfældigvis er nogle Gæster hos dem, sidde de med til Bords. Hverken Skrigen eller Larmen bryder nogensinde Stilheden i deres Hus. Det indrømmes dem dog at tale indbyrdes efter en vis Orden. Den Taushed, som de saaledes overholde iblandt Medlemmerne, maa forekomme de udenforstaaende som en frygtelig Hemmelighedsfuldhed; men Grunden dertil er deres gennemførte Ædruelighed og det, at Mad og Drikke kun tilmaales dem saaledes, at de lige kunne blive mætte.
6. I al Almindelighed maa de ikke foretage sig noget uden Opsynsmændenes Befaling; men der er dog to Ting, som de maa gøre paa egen Haand: yde andre Bistand og øve Barmhjærtighed: de maa nemlig hjælpe dem, der fortjene det, naar de bede derom, og det er dem ogsaa tilladt paa egen Haand at give de Trængende Føde; men de maa ikke give deres Slægtninge noget uden Opsynsmændenes Billigelse. De ytre kun Vrede, hvor den er berettiget, de undertrykke deres Heftighed, de ere overordentlig trofaste og søge altid at mægle Fred. Alt, hvad de sige, staar mere fast, end om det var svoret; de undgaa nemlig at sværge og anse det for værre end Mened; thi de sige, at den, hvem man ikke kan tro, uden at han skal kalde Gud til Vidne, allerede er fordømt; de læse overordentlig flittig i de Gamles Skrifter og udvælge sig særlig det deraf, som handler om hvad der kan gavne Sjæl og Legeme. Ligeledes undersøge de, for at helbrede Sygdomme, Rødders Lægekraft og Stenes Egenskaber.
7. De, der ønske at indtræde i deres Samfund, faa ikke strax Adgang, men maa et Aar blive udenfor og i den Tid underkaste sig samme Levemaade som Samfundets Medlemmer; de faa udleveret
en lille Hakke, det før omtalte Forklæde1 og den hvide Dragt. Har man i denne Tid bestaaet Prøven i Afholdenhed, faar man nærmere Adgang til deres Levevis og faar Lov at deltage i deres Renselsesbade. Dog faar man endnu ikke Adgang til deres Fællesliv: Thi efter at man har aflagt Prøve paa Standhaftighed, bliver eens Charakter endnu prøvet to Aar til, og viser man sig saa værdig, indlemmes man i Selskabet. Før man maa tage Del i det fælles Maaltid, maa man sværge gyselige Eder, først paa, at man vil ære Gud, dernæst udøve Retfærdighed mod Mennesker og ikke, hverken med Vilje eller ifølge Befaling, skade nogen, paa bestandig at hade de Uretfærdige og understøtte de Retfærdige, altid vise Troskab mod Alle, i Særdeleshed mod de Herskende; thi det bliver ikke nogen tilladt at herske uden Guds Vilje, — og paa, at man, hvis man selv kommer til Magten, ikke vil misbruge sin Myndighed og ikke ved Klædedragt eller ved større Pragt søge at overstraale sine Underordnede, — paa altid at elske Sandheden og anklage Løgnerne, holde sine Hænder fra Tyveri og holde sit Sind rent for ulovlig Vinding, — paa ikke at skjule noget for Ordensbrødrene og ikke at aabenbare nogen af deres Hemmeligheder for andre, selv om nogen med Trusel om Døden vilde tvinge een dertil. Endvidere maa man sværge paa, ikke at meddele nogen Lærdommene anderledes, end man selv har lært dem, at afholde sig fra Røveri og bevare Ordenens Bøger ligesaa omhyggeligt som Englenes Navne. Ved saadanne Eder søge de at sikre sig deres nye Medlemmer.
8. Blive nogle grebne i betydelige Forseelser, da blive de udstødte af Samfundet. En saadan Udstødt omkommer ofte paa en ynkelig Maade. Thi da han ved Eder er bundet til at følge deres Skikke, kan han ikke tage imod Mad af andre Mennesker og maa spise Urter, hvorved hans Legeme hentæres af Sult, og han gaar tilgrunde. Derfor have Essenerne ogsaa fattet Medlidenhed med mange saadanne og opsamlet dem, mens de laa i de sidste Trækninger, idet de mene, at de have lidt tilstrækkelig Straf for deres Forseelser ved saaledes at pines, til de ere Døden nær.
9. Med Hensyn til deres Domme ere de meget strænge og retfærdige, og de afsige ikke nogen Dom, medmindre de ere forsamlede i et Antal af hundrede; men saa er ogsaa det, der bliver bestemt af dem, urokkeligt. Næst efter Gud nære de en stor Ærefrygt for Navnet paa deres Lovgiver,2 og hvis nogen udtaler sig spottende om ham, bliver han straffet med Døden. At adlyde de Ældre og Flertallet anse de for smukt. Naar saaledes ti ere forsamlede, maa ingen sige noget imod de nis Vilje. De vogte sig for at spytte lige frem for sig eller til højre Side, og de ere ivrigere end alle andre Jøder i ikke at røre ved noget Arbejde paa Sabbaterne. Ikke alene tilberede de deres Mad Dagen i Forvejen, for at de ikke skulle be-
høve at tænde Ild paa den Dag; men de vove ej heller at flytte nogen Genstand, ja ikke engang at gaa afsides for at forrette deres Nødtørft. De andre Dage derimod grave de et Hul paa en Fods Dybde med deres Hakke — dertil bruges nemlig den lille Hakke, som udleveres dem, naar de skulle optages i Ordenen. Derpaa indhylle de sig i deres Kappe for ikke at bespotte Guds Solstraaler og sætte sig saa over Hullet. Bagefter skyde de den opgravede Jord ned i Hullet igen. Dette gøre de paa de mest øde Steder, som de udvælge dertil. Omendskønt Afsondringen af Exkrementerne er en naturlig Ting, bade de sig dog derefter, som de Mennesker gøre, der ere blevne besmittede.
10. Efter det Tidsrum, hvori de have taget Del i den strænge Levemaade, deles de i fire Klasser, og de senere optagne staa saa langt under de tidligere optagne, at dersom disse komme til at røre ved hine, maa de bade sig, som om de havde været i Berøring med en Udlænding. De blive meget gamle, saa at mange leve over 100 Aar, hvilket efter min Mening skyldes deres simple og regelmæssige Levevis. De lade sig ikke anfægte af Ulykker, men besejre Smerterne ved deres Forstands Overvejelser, og Døden anse de, naar de kunne gaa bort med Berømmelse, for at være bedre end Livet. I Krigen mod Romerne beviste de i enhver Henseende deres Højsind; thi skønt de bleve pinte, vredne, brændte, radbrækkede og underkastede alle Torturredskabers Kvaler, for at de skulde bespotte Lovgiveren eller spise, hvad de ikke maatte, kunde man dog ikke tvinge dem til at gøre noget deraf, ja ikke engang til at bønfalde deres Bødler eller udgyde en Taare. Men de smilede midt under Smerterne, spottede dem, som paaførte dem Pinslerne og opgav frimodigt Aanden i det Haab at faa den igen.
11. Det er nemlig deres faste Tro. at deres Legemer vel ere forgængelige, og det Stof, hvoraf de bestaa, ikke evigt; men at Sjælene derimod ere udødelige og stedse leve, at de opstaa af den tyndeste Luft og indesluttes af Legemerne ligesom i Fængsler, idet de drages dertil af en vis naturlig Drift; men naar de blive befriede fra Kødets Baand, frydes de som undslupne af en lang Trældom og svæve til Himmels. Og med Hensyn til de gode Sjæle vise de sig at have samme Mening som Hellenernes Disciple, at de nemlig tilbringe deres Liv hinsides Havet paa et Sted, der hverken besværes af Regn, Sne eller Hede, men stadig forfriskes af en fra Havet blæsende mild Nordvestvind. De slette Sjæle henvise de til en mørk og vinterlig Afkrog, opfyldt af ustanselige Straffelidelser. Ifølge den samme Anskuelse synes det mig, at Hellenerne have anvist deres Helte, som de kalde Heroer og Halvguder de Saliges Øer;1 men de Slettes Sjæle anvise de de Ugudeliges Sted2 i Underverdenen, lige-
som de ogsaa i deres Sagn fortælle om de Pinsler, som Sisyfos, Tantalos, Ixion og Tityos1 dér maa gennemgaa. De antage altsaa først, at Sjælene ere evige og benytte saa denne Tro til Opmuntring for Dyden og til Afskrækkelse fra Lasten. Herved blive gode Mennesker bedre i deres Liv ved Haab om Belønning ogsaa efter Døden, og de slette Menneskers Lyster hemmes ved Frygt, idet de nemlig have Udsigt til, at de, selv om de ogsaa undgaa Straf i deres Levetid, ville komme til at lide evig Straf efter deres Død. Disse religiøse Meninger have altsaa Essenerne om Sjælen, og de have en uimodstaaelig Tillokkelse for dem, der een Gang have faaet Smag paa deres Visdom.
12. Der er ogsaa nogle iblandt dem, som give sig ud for at kunne forudsige det Fremtidige, idet de flittig beskæftige sig med de hellige Skrifter og Profeternes Udtalelser samt gennemgaa forskellige Renselser. Det er sjældent, at de tage fejl i deres Forudsigelser.
13. Der er imidlertid ogsaa en anden Afdeling af Essenerne, som ganske vist stemmer overens med de øvrige i Levevis, Skikke og Lærdomme, men afvige fra dem i Læren om Ægteskabet. De mene nemlig, at man ved ikke at gifte sig bortskærer en hel Side af Livet, nemlig Forplantningen, ja, hvis alle vare af den Mening, vilde Menneskeslægten snart dø ud. De prøve imidlertid i tre Aar deres Brude, og først naar disse tre Gange have haft deres maanedlige Renselse, saa det kan ses, at de kunne føde Børn, tage de dem endelig til Ægte. Men naar Hustruerne ere frugtsommelige, pleje de ikke Omgang med dem og vise derved, at det ikke er for Nydelsens, men for Børnefødselens Skyld, at de gifte sig. Kvinderne gaa i Bad med Klæderne om sig, ligesom Mændene have et Forklæde paa. Saaledes ere altsaa dette Samfunds Skikke.
14. Af de to førstnævnte Sekter have Farisæerne Ord for at fortolke Loven med størst Nøjagtighed. De vare de første, der dannede en Sekt, og de tilskrive Skæbnen og Gud alt, saa at det vel beror paa Menneskene selv, om de ville øve Retfærdighed eller ej, men at ogsaa Skæbnen virker med i hvadsomhelst. Enhver Sjæl er vel uforgængelig, men kun de Godes gaa over i et nyt Legeme; de Ondes derimod straffes med evig Pine. Saddukæerne derimod, det andet Parti, ville aldeles ikke vide noget af Skæbnen at sige og mene, at Gud er uden Indflydelse paa, om vi gøre det onde eller afholde os derfra. De hævde derimod, at det gode og det onde beror paa Menneskenes frie Valg, og at man kommer til det ene eller det andet ifølge sin egen Beslutning. De benægte Sjælens fortsatte Liv samt Straffe og Belønninger i Dødsriget. Farisæerne have
Kærlighed til hinanden indbyrdes og arbejde paa Enighed i det offentlige Liv. Saddukæerne derimod have baade indbyrdes en mere usleben Optræden, og i Samkvem med deres Jævnlige ere de ligesaa umedgørlige som overfor Fremmede. Saameget har jeg at fortælle om de filosofiske Retninger iblandt Jøderne.
1. Medens Archelaos' Ethnarchi gik over til at blive en Provins, vedbleve de andre Brødre: Filippos og Herodes, med Tilnavnet Antipas, at forvalte deres Tetrarchier. Da Salome døde1, efterlod hun Julia, Augustus' Hustru, sit Landomraade, Jamnia og Palmeskovene ved Fasaelis. Herredømmet over Romerne gik nu over til Julias Søn, Tiberius, da Augustus var død efter at have regeret i 57 Aar, 6 Maaneder og 2 Dage.2 Baade Herodes og Filippos vedbleve at beholde deres Tetrarchier. Den sidstnævnte byggede i Paneas ved Jordans Kilder Byen Cæsarea samt i Nedre-Gaulanitis Julias. Herodes derimod byggede i Galilæa Byen Tiberias og i Peræa en By, der ogsaa bar Navnet Julias.
2. Pilatus3 blev nu af Tiberius sendt til Judæa som Procurator. Han lod om Natten Kejserbillederne,4 som kaldes Felttegn, føre tilhyllede ind i Jerusalem. Dette opvakte Dagen efter den største Uro blandt Jøderne; de, som nemlig saa dem nærved, bleve forfærdede over, at deres Love saaledes bleve traadte under Fødder, thi Lovene tillade ikke, at noget Billede opstilles i Byen. Og ikke nok med, at Byens Indbyggere bleve opbragte, men hertil kom, at Landbefolkningen samlede sig og strømmede til. De ilede til Pilatus i Cæsarea og bønfaldt ham om at bringe disse Felttegn ud af Jerusalem og overholde deres fædrene Love. Pilatus afslog deres Bøn; men de kastede sig hovedkulds ned omkring hans Hus og blev der fem Dage og ligesaa mange Nætter uden at flytte sig.
3. Den følgende Dag satte Pilatus sig paa sit Dommersæde paa den store Rendebane og lod Folket kalde sammen, som om han nu vilde give dem Svar; men han gav imidlertid Tegn til Soldaterne, at de, ifølge hans forud givne Befaling, skulde slaa Kres om Jø-
derne med deres Vaaben. Da Jøderne saaledes saa sig omringede af en tredobbelt Kres, bleve de ved dette uventede Syn stumme af Forfærdelse, og Pilatus sagde nu til dem, at de vilde blive nedhuggede, hvis de ikke vilde finde sig i at have Kejserbillederne i Byen, og han gav Soldaterne Tegn til at drage Sværdene. Jøderne kastede sig da alle, som ifølge Aftale, ned for ham, strakte Halsen frem og raabte, at de vare rede til at lade sig dræbe, hellere end at overtræde Loven. Pilatus blev saa højlig forbavset over denne deres store Gudfrygtighed, at han befalede strax at bringe Felttegnene ud af Jerusalem.
4. Men derefter opstod der en ny Urolighed i Anledning af Tempelskatten, som kaldtes Korbonas.1 Denne anvendte Pilatus til en Vandledning, hvorved han førte Vandet til Jerusalem fra en Afstand af 400 Stadier. Herover opstod der Forbitrelse blandt Mængden, og da Pilatus kom tilstede i Jerusalem, omringede de hans Sæde og udstødte høje Raab. Pilatus havde imidlertid forudset denne Tumult og havde ladet sine væbnede Soldater iføre sig borgerlig Dragt og blande sig med Mængden; han havde ganske vist sagt, at de ikke maatte benytte deres Sværd, men havde befalet dem, naar han fra sit Sæde gav dem et Tegn, da med Knipler at slaa løs paa dem, der raabte op. Da de begyndte at slaa løs, bleve mange Jøder dræbte ved Slagene, og mange bleve under Flugten nedtraadte af hverandre. Forfærdet over de Dræbtes Skæbne holdt Folkemængden sig rolig.
5. Imidlertid indfandt Agrippa, Søn af den Aristobulos, hvem hans Fader Herodes havde dræbt, sig hos Tiberius for at klage over Tetrarchen Herodes. Da Kejseren intet Hensyn tog til hans Klage, blev han i Rom, hvor han søgte at indsmigre sig hos de Fornemme, men særlig hos Germanicus' Søn Gaius, der endnu levede som Privatmand. Da han saaledes engang gjorde et Gæstebud for denne, hvor han paa forskellig Maade gav ham en prægtig Modtagelse, strakte han tilsidst sine Hænder op mod Himlen og bad aabenlyst om, at Tiberius maatte dø, og at man snart maatte se Gaius som Verdens Herre. Dette meldte en af hans Husfolk til Tiberius, og denne blev vred, lod Agrippa fængsle og holdt ham under Mishandlinger fangen i sex Maaneder, indtil Kejseren døde efter at have regeret 22 Aar, 6 Maaneder og 3 Dage2.
6. Da Gaius var bleven udraabt til Kejser,3 løslod han ikke blot Agrippa af Fængslet, men indsatte ham ogsaa til Konge over Filippos'
Tetrarchi; — denne var nemlig død.1 Da Agrippa kom til sit Rige, opvakte han Tetrarchen Herodes' Misundelse og Begærlighed. Særlig tilskyndede Herodes' Hustru Herodias ham til at gøre sig Haab om Kongemagten; hun bebrejdede ham hans Sløvhed og sagde, at han gik glip af et større Rige ved ikke at sejle til Kejseren. Thi naar denne havde gjort Agrippa fra Privatmand til Konge, mon han da vilde betænke sig paa at forfremme ham, der jo i Forvejen var Tetrarch? Ved disse Overtalelser lod Herodes sig bevæge og drog til Gaius, men blev af ham straffet for sin Begærlighed med at blive landsforvist til Gallien. Agrippa var nemlig fulgt efter ham og havde klaget over ham. Gaius gav ham derfor ogsaa Herodes' Tetrarchi. Herodes døde i Landflygtighed i Gallien, hvorhen hans Hustru havde fulgt ham.2
1. Gaius Cæsar misbrugte i den Grad sin Lykke, at han baade ansaa sig selv for en Gud og vilde, at man skulde kalde ham saaledes, og han lemlæstede sit Fædreland ved at henrette de fornemste Mænd. Han udstrakte ogsaa sin Ugudelighed til Judæa. Han sendte nemlig Petronius med en Hær mod Jerusalem for at opstille Billedstøtter af Kejseren i Templet, og gav ham den Befaling, at han, hvis Jøderne ikke vilde tage imod dem, skulde nedhugge dem, der vægrede sig, og gøre hele det øvrige Folk til Slaver. Gud forhindrede imidlertid disse Befalingers Udførelse. Petronius drog ganske rigtig fra Antiocheia med tre Legioner og mange Hjælpetropper fra Syrien. Hvad Jøderne angik var der nogle, som ikke troede paa Rygterne om Krig, og de, som troede derpaa, vidste ikke, hvorledes de skulde forsvare sig. Frygten greb imidlertid snart alle, da Hæren allerede stod i Ptolemais.
2. Denne By ligger i Galilæa ved Havet og er bygget paa en stor Slette. Den er omgivet af Bjerge: paa Østsiden ligger Galilæas Bjergland i 60 Stadiers Afstand, og mod Syd er Karmels Bjerg 120 Stadier borte. Det højeste Bjerg ligger dog mod Nord, og Beboerne kalde det Tyriernes Trappe, det ligger i en Afstand af 100 Stadier. Saameget som 2 Stadier fra Byen flyder en ganske lille Flod, kaldet Beleos, ved hvilken Memnons Gravmæle ligger. Nær ved det ligger der et forunderligt Sted, 100 Alen i Omkres. Det er cirkelrundt og hult og yder Sand til Glasfabrikation. Naar Stedet er blevet
tømt af de mange Skibe, som lande for at hente Sand,1 bliver det fyldt igen, idet Vinden da, ligesom med Hensigt, hvirvler det omkringliggende løse Sand sammen deri. I Gruben bliver det da strax altsammen forvandlet til Glassand. Men hvad der forekommer mig at være endnu mere forunderligt end dette er, at det Glassand, som flyver ovenud af Gruben, atter bliver til almindeligt Sand. En saadan naturlig Beskaffenhed har altsaa dette Sted.
3. Jøderne strømmede nu med deres Kvinder og Børn sammen paa Sletten foran Ptolemais og bade Petronius have Medlidenhed først med deres fædrene Love og dernæst med dem selv. Han lod sig da bevæge af Folkeskarens Bønner og lod saavel Billedstøtterne som Tropperne blive i Ptolemais, drog ind i Galilæa, sammenkaldte Folket og alle de fremragende Mænd i Tiberias, hvor han forestillede dem baade Romernes Magt og Kejserens Trusler; desuden paaviste han, at deres Forlangende var urimeligt; alle de underkastede Folkeslag havde nemlig i deres Byer opstillet Billedstøtter af Kejseren sammen med deres andre Guder; — de vare de eneste, som modsatte sig dette, og det var næsten et Frafald, ligesom det da ogsaa var en Fornærmelse mod Kejseren.
4. De fremhævede da, at det efter deres Lov og deres fædrene Skik ikke var dem tilladt at have noget Billede af Gud saalidt som af noget Menneske opstillet i Templet, ja ikke engang paa nogetsomhelst, ligegyldig hvilket, Sted i Landet. Petronius faldt dem da i Talen og sagde: "Ja, saa maa jeg jo ogsaa rette mig efter min Herres Befaling; thi naar jeg overtræder den og skaaner Eder, fortjener jeg jo at lide Døden. Det er ham, som har sendt mig, og ikke mig selv, der vil bekæmpe Eder, thi jeg maa adlyde saavel som I!" Hertil raabte Folkemængden, at de vare rede til at lide alt for Lovens Skyld. Petronius fik dem til at høre op med deres Raaben og sagde: "Ville I da føre Krig imod Kejseren?" Jøderne sagde da, at de ofrede saavel for Kejseren som for det romerske Folk to Gange daglig; men hvis han vilde have Billedstøtterne opstillede, maatte han først opofre hele det jødiske Folk. De vilde træde frem med deres Børn og Hustruer rede til at lade sig slagte. Da grebes Petronius af Forundring og Medynk ved at se disse Menneskers uovervindelige Fasthed, naar det gjaldt deres Gudsdyrkelse, og deres Beredvillighed til at gaa Døden imøde. De skiltes da, uden at noget var blevet bestemt.
5. De følgende Dage forhandlede Petronius særskilt med de ansete Mænd og offentligt med Folkemængden, idet han snart bad dem, snart raadede dem; men særlig truede han dem dog, idet han forestillede dem Romernes Magt, Gaius' Heftighed og endelig, at han
selv var nødtvungen til at skride ind imod dem. Da han mærkede, at de ikke lod sig bevæge ved nogen Forestilling og saa, at Landet stod i Fare for ikke at blive tilsaaet; — det var nemlig Saatid, og Folkeskaren havde nu tilbragt 50 Dage hos ham og intet foretaget sig, — saa sammenkaldte han dem tilsidst og sagde: "Ja, saa vil jeg hellere udsætte mig selv for Fare; jeg vil nemlig med Guds Hjælp se at faa Kejseren omstemt, og da skal det være mig en Glæde, om jeg kan redde Eder og mig selv; men bliver han fortørnet, da er jeg rede til at opofre mit eget Liv for at frelse saa mange Mennesker!" Hermed bortsendte han Folkeskaren, som forlod ham under mange Velsignelser. Han hentede da Hæren i Ptolemais og vendte tilbage til Antiocheia. Derfra sendte han strax Kejseren en skriftlig Beretning om sin Indrykning i Judæa og om Folkets Bønner, samt at han, hvis han da ikke for Billedstøtternes Skyld vilde lægge Landet øde, maatte lade dem beholde deres Lov og opgive sin Befaling. Paa denne Skrivelse gav Gaius ham et særdeles heftigt Svar og truede Petronius med Døden, fordi han havde været saa sendrægtig med at udføre hans Befalinger. Men tilfældigvis fik de, der skulde overbringe dette Brev, en vanskelig Rejse og vare tre Maaneder paa Søen; medens derimod andre Bud, som skulde melde Gaius' Død, havde en heldig Rejse. Petronius fik saaledes Brev om Kejserens Død 27 Dage før, end han modtog det Brev, hvori Kejseren havde truet ham.
1. Gaius havde, da han blev snigmyrdet, regeret i tre Aar og otte Maaneder, og derpaa blev Claudius1 af Krigshæren, som laa i Rom, draget frem for at overtage Regeringen. Senatet paalagde imidlertid, ledet af Consulerne Sentius Saturninus og Pomponius Secundus, de tre Legioner, som vare blevne det tro, at bevogte Byen, og holdt et Møde paa Capitolium, hvor de, idet de mindedes Gaius' Grusomhed, besluttede at modsætte sig Claudius. De ønskede nemlig enten at faa Regeringen ordnet som et Aristokrati, saaledes som den før havde været, eller ved Afstemning at udvælge en Kejser, som var Herredømmet værdig.
2. Under disse Omstændigheder kom Agrippa tilstede, og samtidig med at Senatet tilkaldte ham for at spørge ham til Raads, sendte ogsaa Claudius fra sin Lejr Bud efter ham, idet begge Partier
ønskede hans Tjeneste, hvis det skulde gøres nødig. Da Agrippa imidlertid saa, at Claudius i Virkeligheden allerede var i Besiddelse af Magten som Kejser, begav han sig til ham. Denne sendte ham som sit Sendebud til Senatet for at meddele det hans Bestemmelse og sige, at han i Førstningen imod sin Vilje var bleven trukket frem af Soldaterne, og at han ikke havde ment at burde svigte deres gode Hensigt; ej heller var det raadeligt, hvad hans egen Skæbne angik; thi allerede det: at være kaldet til at overtage Herredømmet, var forbundet med Fare. Endvidere: at han vilde føre Regeringen som en god Hersker og ikke som en Tyran. Han var tilfreds med den Hæder, der laa i Titlen, og ved enhver af sine Handlinger vilde han give dem alle Lejlighed til at fremkomme med deres Raad; thi selv om han ikke af Naturen havde været mild, saa var jo Gaius' Død et Eksempel, der nok skulde bringe ham til Besindighed.
3. Dette Budskab overbragte Agrippa. Senatet svarede imidlertid, at det stolede paa Hæren og sin gode Ret og ikke frivilligt vilde finde sig i Trældom. Da Claudius havde hørt Senatets Svar, sendte han atter Agrippa afsted og meddelte dem, at han ikke kunde bekvemme sig til at forraade sine Tilhængere, og at det var imod hans Ønske at føre Krig imod dem, som han allernødigst vilde bekæmpe. Men skulde det være, kunde de jo anvise en Kampplads udenfor Byen; thi det sømmede sig ikke, at Fædrenestadens hellige Grund for deres Vrangvilligheds Skyld skulde besmittes med Borgerblod. Denne Besked overbragte Agrippa altsaa Senatorerne.
4. Da var der iblandt de Soldater, som stode paa Senatets Side, een, der drog sit Sværd og raabte: "Mænd, Kammerater! Hvad have vore Brødre gjort os, at vi skulle dræbe dem og rykke imod vore Landsmænd, der staa paa Claudius' Parti? Vi have jo i ham en Hersker, som Ingen kan udsætte noget paa; hvad skellig Grund have vi da til at vende os imod dem med vore Vaaben?" Med disse Ord ilede han bort fra Senatet og trak alle sine Kammerater med sig. Da Patricierne saaledes saa sig forladte, kom de strax i stor Skræk, og da de ikke saa nogen anden Vej til Frelse, ilede de bagefter Soldaterne til Claudius. Men udenfor Murene kom nogle Soldater, som særlig vilde indsmigre sig hos den nye Hersker, dem imøde med dragne Sværd, og det kunde nær være gaaet de forreste af Senatorerne ilde, inden Claudius havde faaet noget at vide om Soldaternes Fremstormen; men saa skyndte Agrippa sig til ham, meldte ham deres farlige Forehavende og sagde, at hvis han ikke fik de rasende Menneskers Angreb paa Patricierne forhindret, ødelagde han jo dem, der skulde give hans Regering Glans, og blev kun Konge over en øde By.
5. Da Claudius havde hørt dette, fik han Soldaternes Angreb forpurret, modtog Senatet i sin Lejr, behandlede dem med Venlighed og
drog strax sammen med dem hen for at bringe Gud Takofre, fordi han var kommen til Magten. Han skænkede strax Agrippa hele dennes fædrene Rige og lagde desuden dertil de af Augustus til Herodes skænkede Landskaber Trachonitis og Auranitis samt endvidere et andet Land, det saakaldte Lysanias' Rige. I et Dekret offentliggjorde han for Folket, at han havde givet ham denne Gave, og han befalede Embedsmændene at lade Gavebrevet indskrive paa Kobbertavler og lade dem henlægge paa Capitolium. Han skænkede ogsaa Agrippas Broder Herodes, som tillige var dennes Svigersøn, da han var gift med Bernike, Kongeriget Chalkis.
6. Da Agrippas Rige var blevet saa stort, samlede han snart Rigdom, og han brugte ikke sine Penge til udenlandske Foretagender; han begyndte derimod at omgive Jerusalem med en Mur,1 der var saa mægtig, at Romerne, hvis den var bleven fuldført, aldrig vilde have faaet Ende paa Belejringen. Men førend den var opført til sin fulde Højde, overraskede Døden ham i Cæsarea, efter at han havde hersket som Konge i 3 Aar og før den Tid som Tetrarch i andre 3 Aar.2 Han efterlod af sit Ægteskab med Kypros tre Døtre: Bernike, Mariamme og Drusilla, og med samme Hustru havde han Sønnen Agrippa. Da denne var ganske ung, gjorde Claudius atter Kongeriget til en Provins og sendte som Procuirator Cuspius Fadus og derefter Tiberius Alexander, hvilke ikke gjorde noget Indgreb i Befolkningens Skikke og holdt Folket i Ro. Derefter døde ogsaa Kong Herodes af Chalkis3 og efterlod af sit Ægteskab med sin Broderdatter Bernike to Børn: Bernikianos og Hyrkanos, og med sin tidligere Hustru Mariamme havde han Aristobulos. En Broder til Herodes, der ligeledes hed Aristobulos, var død som Privatmand og havde efterladt sig Datteren Iotape. Dette var altsaa, som sagt, Børn af Herodes' Søn Aristobulos. Aristobulos og Alexandros vare jo nemlig Herodes' Børn med Mariamme, og bleve dræbte af deres Fader. Alexandros' Efterkommere vare Konger i Store-Armenien.
1. Da Kong Herodes af Chalkis var død, indsatte Claudius hans Brodersøn Agrippa, Agrippas Søn i hans Rige. Over den anden Provins fik Cumanus Statholderskabet efter Alexander. Under ham
begyndte der nye Uroligheder, og der kom atter Ulykke over Jøderne. Folket var nemlig engang samlet i Jerusalem til de usyrede Brøds Højtid, og en romersk Afdeling havde Vagt i Buegangen omkring Templet; — de stod nemlig altid under Vaaben og holdt Vagt ved Højtiderne, for at det forsamlede Folk ikke skulde begynde paa Uroligheder. Der var da en Soldat, som løftede sine Klæder og bukkede sig ned paa en upassende Maade, vendte Bagdelen om imod Jøderne og kom med et Udraab, der svarede til denne hans Stilling. Herover blev hele Folkemængden forbitret og anraabte Cumanus om at straffe Soldaten. Nogle mindre besindige unge Mennesker og nogle oprørsksindede iblandt Folket indlode sig i Kamp med Soldaterne og kastede Sten efter dem. Cumanus frygtede for, at hele Folkets Angreb skulde rette sig imod ham og sendte flere Sværtbevæbnede hen til Stedet. Da disse udbredte sig i Buegangene, bleve Jøderne grebne af en ubetvingelig Frygt, vendte sig fra Templet og flygtede ned i Byen. Men der blev ved Udgangen en saadan Trængsel, idet alle vilde skubbe sig frem, at de traadte hinanden ned og klemte hinanden ihjel og over 30,000 Mennesker omkom, saa at denne Højtid fremkaldte Sorg blandt hele Folket og Graad i hvert eneste Hus.
2. En anden Urolighed, som var foranlediget af nogle Røvere, rakte denne Ulykke Haanden. Disse Røvere overfaldt nemlig ved Baithoron paa aaben Landevej en kejserlig Betjent Stefanos og udplyndrede ham for den Bagage, han førte med sig. Cumanus udsendte da Folk med Befaling til at føre Indbyggerne i de nærliggende Landsbyer fangne til ham, idet han nemlig forekastede dem, at de ikke havde forfulgt og grebet Røverne. Ved denne Lejlighed var der een af Soldaterne, som i en Landsby fandt et Exemplar af den hellige Lov,1 han sønderrev da Rullen og kastede den i Ilden. Jøderne kom da i saadan Bevægelse, som om hele deres Land havde staaet i Flammer, og drevne af deres religiøse Iver strømmede de, som dragne af en Maskine, sammen til Cumanus i Cæsarea, hvor de, som med een Mund, bønfaldt ham om ikke at lade en Mand ustraffet, der i saa høj Grad havde forhaanet Gud og deres Lov. Cumanus, der nok indsaa, at Folket ikke holdt sig roligt, hvis det ikke fik sin Vilje, besluttede sig til at føre Soldaten frem og gav Befaling til, at han skulde føres til Retterstedet midt igennem Anklagernes Skare. Saa droge Jøderne bort.
3. Senere kom det til et Sammenstød mellem Galilæerne og Samaritanerne. Da nemlig en Mængde Jøder vare paa Vej til Jerusalem til Højtiden, blev en Galilæer dræbt ved Landsbyen Gema, som ligger paa den store Slette i Samaria. Paa Grund heraf strømmede en Mængde Mennesker fra Galilæa sammen for at bekæmpe
Samaritanerne. De mest ansete af disse kom saa til Cumanus og bad ham om, før der skete nogen ubodelig Ulykke, at komme til Galilæa og straffe dem, der var skyldige i Drabet: det var nemlig det eneste Middel til at faa Folkeskaren skilt ad, førend det kom til Krig. Cumanus regnede imidlertid de Forretninger, han for Tiden havde, for at være af større Betydning end deres Begæring og sendte Ansøgerne bort med uforrettet Sag.
4. Da den Dræbtes Skæbne blev bekendt i Jerusalem, kom Folkemængden i Bevægelse; de forlode Højtiden og strømmede til Samaria, uden ordentlig Ledelse og uden at bryde sig om nogen af Stormændene, der søgte at holde dem tilbage. Hovedmændene for dette røverske og oprørske Foretagende vare en vis Eleazar Deinaios' Søn og Alexandros, som faldt ind i Landskabet Akrabatenes Grænseegne, nedhuggede Befolkningen uden at skaane nogen Alder og opbrændte Landsbyerne.
5. Cumanus medtog da fra Cæsarea en Eskadron Ryttere, den saakaldte sebasteniske, og kom dermed de Betrængte til Hjælp. Han fangede mange af Eleazars Tilhængere, men lod de fleste dræbe. Hos den øvrige Skare, som stod i Begreb med at bekæmpe Samaritanerne, indfandt Stormændene fra Jerusalem sig i stor Hast. De klædte sig i Sække, strøede Aske paa deres Hoveder og bønfaldt dem om drage hver til sit og ikke, paa Grund af dette Angreb paa Samaritanerne, ophidse Romerne imod Jerusalem. De skulde have Medlidenhed med deres Fædreland, deres Tempel, deres Børn og Hustruer; alt dette stod jo nemlig nu i Fare for at gaa tilgrunde, blot fordi de vilde tage Hævn for den ene Galilæer. Jøderne lode sig overtale herved og skiltes. Men mange indlode sig nu paa Røveri, i Tillid til, at de skulde forblive ustraffede. Rundt om i Landet skete der da Røverier og Optøjer af forvovne Mennesker. Ansete Mænd iblandt Samaritanerne indfandt sig da i Tyros hos Ummidius Quadratus, der var Statholder i Syrien, og søgte at faa Straf over dem, der saaledes hærgede Landet. Men paa den anden Side kom der ogsaa fra Jøderne ansete Mænd samt Ypperstepræsten Jonathan, Ananos' Søn, og de sagde, at Samaritanerne ved det omtalte Drab havde gjort Begyndelsen til dette Røre, samt at ogsaa Cumanus havde Skyld i de forefaldne Begivenheder, fordi han ikke havde villet afstraffe de egentlige Ophavsmænd til Drabet.
6. Quadratus holdt imidlertid begge Parter hen med Snak, idet han sagde, at han, naar han kom til de paagældende Steder, vilde undersøge Alt; han drog derpaa til Cæsarea og lod alle dem korsfæste, som Cumanus havde taget tilfange. Derefter indfandt han sig i Lydda, hvor han atter hørte paa Samaritanernes Forklaringer; han sendte saa Bud efter 18 Jøder, om hvem han vidste, at de havde
taget Del i Krigen, og lod dem henrette med Øxe. To andre Stormænd samt Ypperstepræsterne Jonathan og Ananias og dennes Søn Ananos samt nogle andre ansete Jøder sendte han til Kejseren, ligesom ogsaa de mest fremragende af Samaritanerne. Han beordrede ogsaa Cumanus og Krigstribunen Celer til at sejle til Rom og gøre Claudius Regnskab for det Forefaldne. Efter at have truffet disse Foranstaltninger drog han fra Lydda op til Jerusalem; men da han fandt, at Folket uden nogen Urolighed fejrede de usyrede Brøds Fest, vendte han tilbage til Antiocheia.
7. imidlertid forhørte Kejseren i Rom Cumanus og Samaritanerne. Agrippa var ogsaa tilstede og stod ivrigt Jøderne bi, medens der ogsaa var mange mægtige Mænd, der understøttede Cumanus. Kejserens Dom gik Samaritanerne imod; han lod de tre anseteste henrette, Cumanus jog han i Landflygtighed og Celer sendte han som Fange til Jerusalem og gav Ordre til, at han skulde udleveres til Jøderne, saa de kunde underkaste ham Tortur, slæbe ham omkring Byen og derpaa halshugge ham.
8. Derpaa udsendte han Pallas' Broder Felix som Procurator over Judæa, Samaria, Galilæa og Peræa, og han forflyttede Agrippa fra Chalkis til et større Rige, idet han nemlig gav ham Filippos' tidligere Fyrstendømme, bestaaende af Trachonitis, Batanea og Gaulonitis, han lagde dertil endvidere Lysanias' Rige og Varus' tidligere Tetrarchi. Selv førte han Regeringen i 13 Aar, 8 Maaneder og 20 Dage. Ved sin Død1 efterlod han sig som Efterfølger i Regeringen Nero, hvem han efter sin Hustru Agrippinas Tilskyndelse havde indsat som Rigets Arving, endskønt han med sin første Hustru Messalina havde en kødelig Søn Britannicus og en Datter Octavia, som han bortgiftede til Nero. Med Pætina havde han desuden Datteren Antonia.
1. Hvorledes nu Nero,2 beruset af sin overvættes Lykke og Rigdom, misbrugte sin lykkelige Skæbne, og hvorledes han hjemsøgte sin Broder, sin Hustru og sin Moder med Døden, hvorledes han derefter lod sin Grumhed gaa ud over de fornemste Mænd, og hvorledes han tilsidst i sit Vanvid forvildede sig op paa Scenen og paa Theatret, — det vil jeg, da det jo er Alverden bekendt, forbi-
gaa i Taushed, men derimod gaa over til at fortælle, hvad der under ham foretoges imod Jøderne.
2. Han skænkede Herodes' Søn Aristobulos Riget Lille-Armenien. Til Agrippas Rige knyttede han fire Byer med deres Distrikter: Abela og Julias i Peræa samt Taricheai og Tiberias i Galilæa; over det øvrige Jødeland satte han derimod Felix til Procurator.1 Denne tog Røverhøvdingen Eleazar, som havde hærget Landet i 20 Aar, til Fange tilligemed mange af hans Tilhængere og sendte dem til Rom. Og Antallet af de Røvere, som han korsfæstede, og de i Ledtog med dem grebne Almuesmænd, som han straffede, var overordentlig stort.
3. Men da Landet var renset for dem, opstod der i Jerusalem en anden Slags Banditer, de saakaldte Dolkemænd,2 som myrdede Folk ved højlys Dag og midt i Byen, ved at de, særlig under Højtiderne, blandede sig i Mængden og under deres Klæder havde skjult smaa Dolke, hvormed de nedstødte deres Modstandere, og naar disse faldt, toge Morderne Del i Mængdens Forbitrelse, hvorved man aldeles ingen Mistanke nærede til dem, og de forbleve uopdagede. Den første, der blev myrdet af dem, var Ypperstepræsten Jonathan; men derefter blev daglig mange dræbte, og ved disse ulykkelige Tildragelser opstod der en forfærdelig Frygt, idet man jo ligesom i Krigen hver Time kunde vente sin Død. Man maatte i lang Afstand spejdende se sig om efter sine Modstandere og var ikke engang dristig ved at komme i Nærheden af sine Venner, og dog bleve Folk myrdede trods al deres Mistænksomhed og alle Forsigtighedsregler — saa stor var disse Snigmorderes Hurtighed og deres Snedighed i at undgaa Opdagelse.
4. Foruden dem sammenrottede sig en anden Flok slette Mennesker, hvis Hænder vel ikke vare saa besmittede, men hvis Planer vare endnu ugudeligere. De skadede ikke mindre end Morderne Byens Velfærd. Der var nemlig nogle bedrageriske og forføreriske Mennesker, som under Foregivende af at handle efter guddommelig Indskydelse arbejdede paa Uroligheder og Omvæltninger. De fik Folket til at tro, at de vare besjælede af Aander og vilde føre dem ud i Ørkenen; dér vilde Gud vise dem Tegn, som bebudede Friheden. Felix, som mente, at dette vilde føre til Frafald, sendte nogle Ryttere og sværtbevæbnede Fodfolk imod dem, og disse dræbte en stor Mængde af dem.
5. En endnu større Ulykke paadroges Jøderne af en falsk Profet, en Ægypter. Denne Gøgler skaffede sig, efter at være kommen til Landet, Anseelse som Profet og samlede omtrent 30,000 vildledte
Mennesker om sig.1 Han førte dem omkring i Ørkenen og derfra til det saakaldte Oliebjerg, hvorfra han havde til Hensigt med Magt at trænge ind i Jerusalem og, efter at have gjort sig til Herre over den romerske Besætning og Befolkningen, at opkaste sig til Enehersker ved Hjælp af sine Tilhængere, som skulde drage ind sammen men ham. Felix kom imidlertid hans Plan i Forkøbet og gik ham imøde med de romerske Sværtbevæbnede. Hele Befolkningen sluttede sig til Felix for at forsvare Byen, saa at Ægypteren, da del kom til Kamp, maatte flygte. Nogle faa fulgte ham; men de fleste af hans Tilhængere bleve dræbte og fangne. Resten blev adsplittet og skjulte sig hver paa sit Sted.
6. Saasnart disse Uroligheder vare dæmpede, gik det som i et sygt Legeme, at der snart udbrød Feber et andet Sted. Gøglerne og Banditerne2 forenede sig, ophidsede mange til Opstand, opfordrede dem til at kæmpe for Friheden og truede alle dem med Døden, som vilde adlyde det romerske Herredømme. De sagde, at de med Magt vilde befri dem, der foretrak Trældom. De bredte sig flokkevis over hele Landet, plyndrede de Riges Huse, dræbte dem selv og satte Ild paa Landsbyerne, saa at de fyldte hele Judæa med deres vanvittige Færd. Denne Krig flammede mere op Dag for Dag.
7. En anden Tumult opstod i Cæsarea, hvor Jøderne, som boede blandede mellem Syrerne, rejste Strid med disse. Jøderne mente nemlig, at Byen var deres, idet de sagde, at det var en Jøde, der havde været dens Grundlægger, nemlig Kong Herodes. De andre indrømmede vel, at Bygmesteren havde været en Jøde, men sagde dog, at Byen var Hellenernes; thi havde han bygget den til Jøderne, vilde han ikke have sat Billedstøtter og Templer i den. Herom stredes de indbyrdes. Deres Strid gik over til Slagsmaal, og de dristigste af begge Partier indlod sig daglig i Kamp. De Ældste af Jøderne vare nemlig ikke i Stand til at holde de urolige Hoveder af deres Parti i Tømme, og Hellenerne ansaa det for en Skam at give efter for Jøderne. Jøderne havde Overvægten med Hensyn til Rigdom og legemlig Styrke; men Hellenerne støttede sig til Soldaterne. Størstedelen af den romerske Hærstyrke dér var udskreven i Syrien og var rede til at hjælpe deres Landsmænd. Myndighederne bestræbte sig for at dæmpe Tumulten og lod stadig de mest krigerisksindede gribe og straffe med Pisk og Fængsel. Hvad de Fangne saaledes maatte lide, formaaede dog ikke at stanse de Øvrige eller indjage dem Frygt; men de bleve stadig mere opsatte paa Oprør. Da Jøderne engang havde faaet Overhaand, begav Felix sig frem
paa Torvet og befalede dem med Trusler at skilles. Da de ikke vilde adlyde, sendte han Soldaterne imod dem og lod mange dræbe og deres Ejendomme plyndre. Da Striden alligevel vedblev, udvalgte han de anseteste af begge Partier og sendte dem som Sendebud til Nero for der at forsvare deres Rettigheder.
1. Festus, der overtog Stillingen som Procurator efter Felix, traadte kraftig op imod dem, som særlig ødelagde Landet. Han greb saaledes en Mængde Banditter og lod ikke saa faa henrette. Albinus, som fulgte efter Festus, ledede ikke Regeringen paa samme Maade som denne. Man kan ikke tænke sig een Slethed, som han ikke øvede. Det var ikke nok med, at han stjal af de offentlige Midler og plyndrede Folks Ejendele, ej heller, at han betyngede hele Folket med Skatter, men han løslod endog dem, der vare blevne fængslede for Røveri enten af de paagældende Byraad eller af de tidligere Procuratorer, naar blot deres Slægtninge betalte ham Løsepenge, og kun den, som ingenting vilde give, blev siddende i Fængslerne som Forbryder. Paa den Tid voxede deres Dristighed, som i Jerusalem pønsede paa Oprør, og Stormændene bestak Albinus med Penge, saa at han gav dem frit Spillerum til at øve Uroligheder, og den Del af Almuen, som ikke kunde holde sig i Ro, sluttede sig til Albinus' Fæller. Enhver Forbryder var saaledes omgivet af en Bande, ragede selv som Røverhøvding eller Tyran op over den øvrige Skare, og misbrugte sine Drabanter til Udplyndring af de Maadeholdne. Det gik saa vidt, at de Udplyndrede, hvor god Grund de end kunde have til at vredes, maatte tie stille dertil, og de, som ingen Skade havde lidt, maatte af Frygt for at lide samme Skæbne smigre for dem, der fortjente Straf. Kort sagt, alles Frimodighed var knækket; man var underkastet forskellige Tyranners Herredømme. Fra nu af udsaaedes den Sæd, der førte til Byens fremtidige Erobring.
2. Skønt Albinus var saadan, viste det sig dog, da hans Efterfølger Gessius Florus kom, at han forholdsvis havde været meget god. Albinus havde dog gjort sine fleste onde Gærninger hemmeligt og havde søgt at besmykke dem. Gessius derimod øvede sine Forbrydelser imod Folket paa en udæskende Maade og optraadte som en Bøddel, der var udsendt for at straffe domfældte Forbrydere; der var ikke nogen Slags Plyndring eller Mishandling, uden at han jo anvendte den. I Forhold, som krævede Barmhjærtighed, optraadte han med den største Grusomhed, og med Hensyn til Skændsels-
gærninger var han aldeles skamløs. Ingen kunde som han gøre Sandhed til Usandhed eller udtænke de snedigste Midler til at skuffe Andre. At udsuge en enkelt Mand forekom ham at være altfor ubetydeligt; han udplyndrede hele Byer og ødelagde hele Landskaber. Det manglede blot, at han skulde have kundgjort Landet over, at det var alle tilladt at drive Røveri, naar blot han fik sin Part af Byttet. Følgen af hans Havesyge blev imidlertid den, at alle Byer bleve tomme, og at mange opgave deres fædrene Bopæle og flygtede til fremmede Provinser.
3. Saalænge nu Provinsens Statholder, Cestius Gallus, opholdt sig i Syrien, var der ingen, som vovede at sende Bud til ham og klage over Florus; men da han til de usyrede Brøds Højtid kom til Jerusalem, flokkedes Folket, der var tilstede i et Antal af ikke mindre end tre Millioner, om ham, bønfaldt ham om at have Medlidenhed med Folkets Elendighed og raabte, at Florus var Landets Fordærver. Denne var selv tilstede; han stod ved Siden af Cestius og lo ad deres Raab. Cestius stillede imidlertid Mængden tilfreds og lod dem forstaa, at han nok skulde faa Florus til at være mildere imod dem for Fremtiden. Derpaa vendte han tilbage til Antiocheia. Florus fulgte ham paa Vej til Cæsarea; han nærede underfundige Planer og havde allerede nu den Hensigt at opirre Folket til Krig; det var nemlig det eneste Middel, hvorved han troede at kunne skjule sine Forbrydelser. Varede Freden nemlig ved, ventede han, at Jøderne vilde drage til Kejseren for at klage, men naar han kunde faa fremkaldt en Opstand blandt dem, haabede han ved den større Ulykke at kunne afvende Klagen over de mindre. For at Folket altsaa skulde løsrive sig, forøgede han Dag for Dag deres Elendighed.
4. Imidlertid havde Hellenerne i Cæsarea faaet Medhold hos Nero i, at de skulde have Herredømmet i Staden; de bragte Kejserens skriftlige Afgørelse med sig hjem. Herved tog Krigen sin Begyndelse i Neros 12te og Agrippas 17de Regeringsaar i Maaneden Artemisios.1 Den havde en altfor ubetydelig Anledning i Forhold til de store Ulykker, som fulgte deraf. Jøderne i Cæsarea havde nemlig en Synagoge ved et Grundstykke, som tilhørte en
hellenisk Cæsareenser. De havde ofte forsøgt at købe denne Grund og bød en Pris derfor, som mange Gange oversteg dens Værdi. Han vilde imidlertid ikke høre paa deres Tilbud, men gav sig endogsaa, for at drille dem, til at bebygge Pladsen, hvor han lod opføre nogle Værksteder og kun lod Jøderne beholde en snæver og meget vanskelig Indgang til Synagogen. I Begyndelsen søgte de heftigste af de Unge at forhindre ham i at bygge; men Florus hindrede dem i at bruge Vold. Nu vidste de anseteste af Jøderne, deriblandt Tolderen Johannes, aldeles ikke, hvad de skulde gøre. Ved at give Florus 8 Talenter Sølv fik de ham til at love at forhindre Byggeforetagendet. Han havde imidlertid blot lovet at hjælpe dem med alt dette for at faa Pengene, og saasnart han havde faaet dem, rejste han fra Cæsarea til Sebaste. Han gav herved Opstanden frit Løb og ligesom solgte Jøderne Frihed til at gribe til Vaaben.
5. Den følgende Dag var en Sabbat, og da Jøderne vare forsamlede i Synagogen, var der en stridslysten Cæsareenser, som tog et Kar, vendte Bunden ivejret, satte det ved Indgangen til Synagogen og ofrede Fugle derpaa.1 Han fremkaldte en uforsonlig Forbitrelse hos Jøderne ved saaledes at forhaane deres Love og besmitte Stedet. Det rolige og forsonlige Parti mente, at man burde gaa til Øvrigheden; men de Oprørske og de lidenskabelige unge Mennesker flammede op, saa at de grebe til Vaaben. De stridslystne Cæsareensere stode forberedte herpaa; de havde nemlig været opstillede til Kamp, førend de sendte Manden hen for at ofre. Det kom da hurtigt til et Sammenstød. Rytteranføreren Iucundus, som havde Befaling til at hindre Uroligheder, kom tilstede, lod Karret borttage og søgte at dæmpe Oprøret. Han formaaede imidlertid intet overfor Cæsareensernes Magt, og Jøderne maatte da med deres Lovbøger flygte til Narbata, et Distrikt, som tilhørte dem og laa 60 Stadier fra Cæsarea. Johannes og tolv andre ansete Mænd drog da til Florus i Sebaste, beklagede sig over, hvad der var sket, og bad ham hjælpe sig, idet de høfligt mindede ham om de 8 Talenter. Men han lod Mændene gribe og fængsle, idet han bebrejdede dem, at de havde ført deres Lovbøger bort fra Cæsarea.
6. Herover opstod der Forbitrelse blandt Indbyggerne i Jerusalem; dog styrede de endnu deres Harme. Men Florus bar sig ad, som om han var betalt for at antænde Krigsluen; han sendte Bud og lod af Tempelskatten udtage 17 Talenter, som han foregav skulde anvendes til Kejserens Tarv. Der opstod strax Uro hos Folket; de stimlede sammen til Templet, raabte med gennemtrængende Røst Kejserens Navn og bad om, at han vilde befri dem for Florus' Tyranni. Nogle af de Oprørske udstødte de fornærmeligste Skældsord
mod Florus, gik omkring med en Kurv og bad om et Par Skilling til ham, det fattige og elendige Menneske. Herved blev han dog ikke afvænnet med sin Pengebegærlighed, men tværtimod ophidset til at udpresse endnu mere. Skønt han burde være draget til Cæsarea for at slukke den dér opstaaede Krigslue og fjærne Aarsagerne til Tumulten, — hvorfor han jo ogsaa havde faaet Betaling, — saa rykkede han med sin Hær, baade Rytteri og Fodfolk, mod Jerusalem for ved de romerske Vaaben at opnaa, hvad han ønskede, og ved Frygt og Trusler at bringe Byen til Underkastelse.
7. Befolkningen, som vilde beskæmme Florus, saa han skulde afstaa fra sin Hensigt, kom Soldaterne imøde med Glædesraab og beredte sig til at modtage Florus med Ydmyghed. Denne sendte da Centurionen Capito i Forvejen med 50 Ryttere for at befale dem at gaa bort og ikke nu med deres Hædersbevisninger spotte ham, hvem de saa skændigt havde forhaanet. Vare de ærlige og frimodige, saa skulde de bespotte ham ogsaa nu, da han var tilstede, og ikke blot med Ord, men ogsaa med Vaaben vise deres Kærlighed til Friheden. Ved denne Besked blev Folkeskaren forfærdet, især da samtidig Capito og hans Ryttere trængte midt ind imellem dem, og de spredtes uden at have faaet hilst Florus og tilkendegivet Soldaterne deres lydige Sindelag. Efter at være vendte tilbage til deres Huse, tilbragte de Natten i Skræk og i en nedtrykt Sindsstemning.
8. Florus tog da Bolig paa Slottet;1 men den følgende Dag lod han sit Dommersæde opstille foran det og satte sig derpaa. Ypperstepræsterne, Stormændene og de anseteste Folk i Staden kom tilstede og stillede sig foran hans Sæde. Florus befalede dem at udlevere dem, der havde spottet ham, og sagde, at hvis de ikke førte de Skyldige frem, skulde de faa hans Hævn at føle. De svarede hertil, at Befolkningen var fredelig stemt; for dem, der havde udtalt sig imod ham, vilde de bede om Tilgivelse; det vilde jo være underligt, om der i en saa stor Folkeskare ikke var nogle forvovne og ungdommeligt ubesindige Mennesker. Det var ogsaa umuligt at udfinde dem, der havde forset sig, da de naturligvis alle fortrød det og vilde nægte, hvad de havde gjort. Han skulde visselig, hvis han vilde vedligeholde Freden blandt Folket og bevare Byen for Romerne, hellere for de mange uskyldige Menneskers Skyld tilgive de faa, som havde fejlet, end for de faa slette Menneskers Skyld bringe Ulykke over et saa stort og godt Folk.
9. Ved denne Tale blev han end yderligere forbitret og raabte til sine Soldater, at de skulde plyndre det saakaldte Øvre-Torv2 og dræbe, hvem de traf paa. Da de vindesyge Soldater havde faaet denne Befaling af deres Feltherre, plyndrede de ikke blot det Sted,
som de vare sendte ud imod, men styrtede ind i alle Husene og nedhuggede Beboerne. Der blev da en Flugt ud af de snævre Stræder og et Blodbad paa dem, man fik fat paa. Plyndring af enhver Slags fandt Sted, ja de greb endog mange maadeholdne Borgere og førte dem for Florus, som lod dem mishandle med Piskning og derpaa korsfæste. Det samlede Antal af dem, der bleve dræbte hin Dag, var omtrent 630, Kvinder og Børn iberegnede, — de skaanede nemlig ikke engang spæde Børn. Hvad der gjorde denne Ulykke særlig tung, var Romernes uhørte Grusomhed: Florus gjorde nemlig nu, hvad ingen før havde vovet, han lod Mænd af Ridderstanden piske foran Domstolen og nagle til Korset, Mænd, som jo ganske vist af Herkomst vare Jøder, men som jo dog havde romersk Rang.
1. Paa den Tid var tilfældigvis Kong Agrippa rejst til Alexandreia for at lykønske Alexander, hvem Nero havde sendt til Ægypten og betroet Statholderembedet dér. Agrippas Søster Bernike var derimod tilstede i Jerusalem og blev, ved at se Soldaternes Ugærninger, greben af en frygtelig Sorg. Flere Gange sendte hun sine Rytteranførere og Drabanter til Florus og bad ham stanse Myrderiet. Denne, som imidlertid hverken tog Hensyn til de Myrdedes Antal eller til den Bedendes høje Byrd, men kun til den Nytte, han selv kunde have af Plyndringerne, vendte det døve Øre til. Ja, Soldaternes Raseri gik endogsaa ud over Kongedatteren, thi ikke alene mishandlede og ihjelsloge de i hendes Paasyn alle dem, de fik fat paa; men de vilde ogsaa have dræbt hende selv, hvis hun ikke i Tide var flygtet ind i det kongelige Slot;1 dér tilbragte hun Natten, idet hun lod holde Vagt af Frygt for Soldaternes Indtrængen. Hun opholdt sig i Jerusalem for at opfylde et Løfte, hun havde givet Gud. Det var nemlig Skik, at de, der havde lidt enten af Sygdom eller nogen anden Nød, skulde bede i 30 Dage, før de bragte deres Offer, og i den Tid afholde sig fra Vin og lade Haaret afklippe.2 Disse Ting overholdt Bernike netop dengang, og hun kom barfodet frem for Florus' Dommersæde og bønfaldt ham; men ikke blot lod han det skorte paa Ærbødighed mod hende; hun løb endogsaa Fare for at miste Livet.
2. Dette skete altsaa den 16de Dag i Maaneden Artemisios. Den følgende Dag strømmede en dybt bedrøvet Skare sammen paa Øvre-Torv og jamrede med høje Raab over de Døde. For største Delen vare disse Raab rettede mod Florus. Bange herover kom Stormændene og Ypperstepræsterne tilstede, sønderrrev deres Klæder, kastede sig ned alle som een, bad Mængden høre op og bad dem betænke, hvad de allerede havde lidt og ikke ophidse Florus til noget endnu værre. Mængden lod sig hurtig overtale, dels af Ærbødighed for dem, som anmodede dem derom, og dels i Haab om, at Florus ikke yderligere vilde fare saa haardt frem mod dem,
3. Efter at denne Tumult var dæmpet, var Florus misfornøjet og pønsede atter paa at opvække en ny. Han lod da Ypperstepræsterne og de ansete Mænd kalde for sig og sagde, at det eneste Vidnesbyrd, Folket skulde aflægge, om at de ikke mere tænkte paa Oprør, var at de skulde gaa de fra Cæsarea ankommende Soldater imøde. Der kom nemlig to Cohorter. Endnu medens Ypperstepræsterne vare ifærd med at sammenkalde Folket, sendte Florus Bud og gav Cohorternes Centurioner Ordre til at befale deres Undergivne, ikke at svare paa Jødernes Hilsen, og hvis disse raabte noget om ham, skulde de bruge deres Vaaben. Imidlertid havde Ypperstepræsterne samlet Folket og bedt dem gaa Romerne imøde og — for at afværge on ubodelig Ulykke, — modtage Cohorterne. Dette vilde de Oprørske ikke gaa ind paa, og hele Mængden hældede, for de Dræbtes Skyld, til de Dristiges Parti.
4. Da frembar alle Præsterne og alle Tempeltjenerne de hellige Genstande og de Klæder, hvori de efter Skik og Brug forrettede Gudstjenesten; de ledsagedes af Citharspillerne og Sangerne med deres Instrumenter, — og de faldt ned og bønfaldt Mængden om at bevare deres hellige Klædning og ikke ophidse Romerne til Plyndring af de guddommelige Klenodier. Man saa Ypperstepræsterne strø Støv paa deres Hoved, sønderrive deres Klæder, saa Brystet var nøgent, — og de bønfaldt enhver af de Ansete med Navns Nævnelse og Folkemængden i Almindelighed om ikke for en ringe Ugærnings Skyld at udlevere deres Fædreland til dem, der higede efter at plyndre det. Hvad Gavn vilde ogsaa Soldaterne kunne have af Jødernes Hilsen, eller laa der for Jøderne nogen Oprejsning for det Forefaldne i, at de nu ikke gik Romerne imøde? Hvis de derimod modtog de Ankommende, som Skik var, vilde de berøve Florus ethvert Paaskud til Krig, frelse deres Fædreland og intet lide yderligere. Forøvrigt var det skrækkelig ufornuftigt at adlyde nogle faa oprørske Hoveder; de, som vare et saa stort Folk, skulde tværtimod tvinge ogsaa disse til at følge deres fornuftige Raad.
5. Ved disse Ord fik de Folkeskaren beroliget og bragte tillige de Oprørske til Besindighed, dels ved Trusler og dels ved den Ærefrygt, de indgøde. Derpaa drog de i Ro og Orden ud, gik Soldaterne
imøde og hilsede dem, da de kom nær til dem. Da de imidlertid intet svarede, opløftede de Oprørske et Raab imod Florus. Det var jo netop det Tegn, der var givet Soldaterne til at anfalde dem; altsaa omringede Soldaterne dem strax, og slog løs paa dem med Knipler, og Rytterne forfulgte og nedtrampede dem. da de flygtede. Mange bleve slaaede ihjel af Romerne; men endnu flere bleve klemte ihjel af hverandre indbyrdes. Der opstod nemlig en frygtelig Trængsel ved Portene, og idet enhver higede efter at slippe først ind, blev Flugten langsommere for dem alle, og de, der snublede, fik en skrækkelig Død; de bleve nemlig kvalte og søndertraadte af den Mængde Mennesker, som gik over dem, saa de bleve helt ukendelige, ja ikke engang deres Slægtninge kunde skelne dem fra hinanden, da de skulde begraves. Soldaterne trængte samtidig ind ad Portene, slog ned for Fode alle dem, de fik fat paa, jog Mængden igennem det saåkaldte Betheza og trængte paa for at komme frem og bemægtige sig Templet og Antonia. I samme Hensigt førte Florus sine Tropper ud fra det kongelige Palads og kæmpede for at komme hen til Borgen.1 Dette Angreb mislykkedes dog for ham; Folket gjorde nemlig Front imod ham og slog hans Anfald tilbage; nogle stege op paa Tagene og kastede Vaaben ned paa Romerne. Da disse lede meget ved Kastevaabnene ovenfra og ikke formaaede at bane sig Vej gennem den i Gaderne sammenpakkede Menneskemængde, maatte Hæren vende tilbage til Kasernen paa Slottet.
6. De Oprørske frygtede nu for, at Florus igen skulde rykke frem og, efter at have taget Antonia, ogsaa skulde bemægtige sig Templet. De stege da strax op og nedreve de Buegange, der forbandt Templet med Antonia.2 Dette kølnede Florus' Begærlighed; det var nemlig Tempelskattene, han higede efter at bemægtige sig, og derfor vilde han trænge ind i Antonia; men da Buegangene vare nedrevne, opgav han sin Hensigt. Han lod da Ypperstepræsterne og Synedriet kalde for sig og sagde, at han selv vilde drage ud af Byen, men vilde lade en saa stor Besætning blive tilbage, som de mente var nødvendig. De gav da mange Løfter om at holde sig rolige og ikke begynde paa Optøjer, saa det var nok, hvis han lod een Cohort blive hos dem, — blot ikke den, som havde kæmpet med dem; thi imod den nærede Mængden Had paa Grund af det, de havde gennemgaaet. Han lod da den Cohort afløse, som de anmodede om at blive fri for, og vendte med den øvrige Styrke tilbage til Cæsaren.
1. For at fremkalde en ny Anledning til Krig skrev Florus nu til Cestius, beskyldte løgnagtig Jøderne for Oprør, paastod, at de havde begyndt Kampen og sagde, at de selv havde paadraget sig, hvad de havde maattet lide. Imidlertid tav ej heller Stormændene i Jerusalem; men de skrev sammen med Bernike til Cestius om de Voldsgerninger, Florus havde øvet mod Staden. Efter at Cestius havde læst begge Parters Beretning, raadslog han med sine Underbefalingsmænd. Nogle mente da, at Cestius med Hæren skulde drage op for at straffe Oprøret, hvis et sligt havde fundet Sted, eller, hvis ikke, da at befæste og styrke de jødiske Forhold. Han selv bestemte sig imidlertid til at sende een af sine Venner for at undersøge Forholdene og give ham troværdig Besked om Jødernes Sindelag. Han udsendte da en Krigstribun, Neapolitanus, som i Jamnia traf den fra Alexandreia tilbagevendende Kong Agrippa og meddelte denne, hvem der havde sendt ham, og hvad Aarsagen var til hans Rejse.
2. Der var ogsaa Jødernes Ypperstepræster samt Stormændene og Synedriet tilstede for at modtage Kongen. Efter at de havde gjort ham deres Opvartning, klagede de over deres Ulykker og fortalte om Florus' Grusomhed. Ved at høre dette blev Agrippa ganske vist forbitret: men han lod snildelig, som om han nærede Vrede mod Jøderne, hvem han dog følte Medlidenhed med; han vilde nemlig forringe deres høje Tanker om sig selv, og ved at faa dem til at tro, at de ingen Uret havde lidt, bringe dem bort fra Hævntankerne. Stormændene, som vare forstandige Mænd og for deres Besiddelsers Skyld ønskede Fred, forstod at Kongen dadlede dem i en god Mening, og Folket drog ud og modtog Agrippa og Neapolitanus 60 Stadier udenfor Jerusalem. De myrdedes Hustruer kom ogsaa løbende og jamrede sig; bevæget ved deres Klageskrig gav hele Folket sig saa ogsaa til at klage og bede Agrippa om at staa dem bi, og til Neapolitanus raabte de om alt, hvad de havde maattet lide af Florus. Da de vare komne til Byen, viste de ham det øde Torv og de plyndrede Huse. Dernæst fik de ved Agrippas Bistand Neapolitanus overtalt til sammen med en Tjener at vandre hele Byen rundt lige til Siloa, for at han kunde erfare, at Jøderne gærne vilde adlyde alle andre Romere, men kun vare forbitrede paa Florus paa Grund af dennes overordentlige Grusomhed. Paa sin Vandring fik Neapolitanus tilstrækkelige Beviser paa deres Ydmyghed og gik saa op til Templet. Der sammenkaldte han Folket, roste dem meget for deres Troskab imod Romerne, opmuntrede dem meget til at bevare Freden, beviste Guds hellige Tempel saa stor Ærefrygt, som en Hedning kunde, og vendte saa tilbage til Cestius.
3. Den jødiske Almue henvendte sig nu til Kongen og Ypperste-
præsterne og bad, om de maatte sende Afsendinge til Nero for at klage over Florus, for at det ikke, naar de tav stille til en saa stor Blodsudgydelse, skulde faa Udseende af, at de havde villet gøre Opstand. Det vilde nemlig komme til at se ud, som om det var dem, der først havde grebet til Vaaben, hvis de ikke i Tide paapegede, hvem det var, der havde begyndt. Det var øjensynligt, at de ikke vilde holde sig rolige, hvis man formente dem at udsende Deputationen. Paa den ene Side mente Agrippa, at det vilde være ilde set, om man udvalgte Folk til at klage over Florus; men paa den anden Side ansaa han det ikke for heldigt at undlade at tage Hensyn til Jøderne, som vare lystne efter Krig. Han kaldte da Folket sammen paa Xystos1 og lod sin Søster Bernike stille sig i Hasmonæerpaladset paa et Sted, hvor alle kunde se hende. Paladset laa nemlig overfor Xystos ved Udkanten af Overstaden, og en Bro forbandt Xystos med Templet. Agrippa holdt da følgende Tale:
4. "Hvis jeg kunde se, at I alle vare opsatte paa at føre Krig mod Romerne, og at ikke den retsindigste og retskafneste Del af Folket ønskede at bevare Freden, vilde jeg ikke have indfundet mig hos Eder eller vovet at give Eder Raad; thi enhver Talen om hvad man bør gøre er jo til ingen Nytte, naar der hos alle Tilhørerne er Enighed om at gøre lige det modsatte. Men da det jo hos nogle er den unge Alder, som ikke har erfaret Krigens Rædsler, hos andre ufornuftige Forhaabninger om Frihed, hos nogle Havesyge og Begærlighed efter, naar Forholdene ere bragte i Forvirring, at berige sig paa de Svageres Bekostning, som driver dem, — saa har jeg, for at de maa blive klogere og skifte Sind, og for at de gode Borgere ikke skulle lide Fortræd paa Grund af nogles slette Beslutning, troet at burde kalde Eder alle sammen og sige Eder, hvad jeg mener tjener til Eders Bedste. Om endogsaa nogen skulde faa noget at høre, som ikke behager ham, maa han dog ikke afbryde mig; thi er der nogle, som ere saa overmaade opsatte paa Opstand, saa maa de, ogsaa efter min Formaningstale, have Lov at beholde deres Mening; men hvis der ikke hersker almindelig Ro, kan jo de, der have Lyst til at høre mig, ikke opfange mine Ord. Jeg ved nu vel, at mange afmale Procuratorernes Overgreb og Frihedens Herligheder med stærke Farver; men jeg skal nu, førend jeg giver mig til at undersøge, hvem I er og hvem det er, I have i Sinde at bekrige, først optrævle de forskellige sammenknyttede Paaskud, I fremføre for Krigen. Hvis I nemlig blot ville hævne Eder paa dem. der have forurettet Eder, hvi føre I da saa store Ord i Munden om Frihed? Og hvis I anse det for aldeles utaaleligt at være Undersaatter, saa er jo Eders Klage over Statholderne ørkesløs; thi selv om hine
havde været nok saa hensynsfulde, vilde det dog have været lige krænkende at leve som Undersaatter. Ved at overveje begge disse Forhold ville I se, hvor liden Grund I have til Krig. Hvad nu først angaar Eders Klagemaal mod Procuratorerne, da maa I vide, at man skylder Myndighederne Føjelighed og ikke skal opirre dem. Naar I ud af smaa Forseelser laver store Forhaanelser, saa opbringe I jo dem mod Eder, hvem I rette Eders Bebrejdelser imod, og medens de før hemmeligt og med Undseelse have fortrædiget Eder, saa ville de nu aabenlyst udplyndre Eder. Der er intet, som afbøder Slag bedre end Taalmodighed, og naar de, som lide Uret, holde sig rolige, beskæmmes de, som gøre Uret. Men lad os nu forudsætte, at Romernes Embedsmænd have været utaalelig strænge, saa er det jo dog ikke alle Romere eller Kejseren, der har forurettet Eder, og det er dog imod dem I ville føre Krig. Det er ikke efter deres Befaling, at nogen slet Person er kommet hertil, ej heller kunne de fra Vesten overse de østlige Forhold eller let og hurtigt erfare hvad her tildrager sig. Det er meningsløst for Eens Skyld at føre Krig imod Mange og for en ringe Sag at bekrige saa mægtige Folk, som tillige ikke engang kende, hvad I have at klage over. Desuden kan det, som I klage over, snart blive forandret; det samme Menneske bliver dog ikke for bestandig ved at være Procurator, og Sandsynligheden taler for, at hans Efterfølgere ville blive mildere. Naar Krigen derimod eengang er brudt ud. er det ikke let at stanse den eller udholde den uden Ulykker. At I nu hige saaledes efter Friheden er sandelig urimeligt; I skulde snarere forhen have stridt for ikke at miste den. At prøve Trældom er visselig svært, og den som kæmper for, at den ikke skal komme over ham, fører en retfærdig Kamp. Men naar man eengang er bleven underkuet og saa gør Opstand, er man en selvraadig Træl og ikke en Elsker af Frihed. I fordums Tid da Pompeius kom ind i Landet, burde man ganske vist have gjort alt for at holde Romerne borte. Men vore Forfædre og deres Konger, som i Henseende til Penge, Mandskab og Mod vare Eder langt overlegne, formaaede ikke at holde en ringe Del af Romernes Magt Stangen; I derimod, som have arvet Undersaatsforholdet fra Fædrene og som i Eders Forhold ere saa meget ringere end dem, der dog maatte adlyde, ville I modstaa hele det romerske Herredømme? Ja, Athenaierne, som fordum for at redde Hellenernes Frihed overgav deres By til Flammerne, de som overvandt den overmodige Xerxes, der sejlede gennem Landjorden og vandrede paa Havet,1 og hvis Flaade ikke kunde rummes paa Havene, og som førte en Hær, der kunde bedække hele Europa, og forfulgte ham, da han flygtede med et eneste Skib, — det Folk, som ved den lille Ø Sa-
1Her hentydes til den Kanal, som Xerxes (reg. 485-465) lod grave gennem Tangen ved Halvøen Athos og til den Bro han lod slaa over Hellespontos.
lamis knuste hele det store Asien, det tjener nu Romerne, og Hellas' første Stad styres nu af Befalinger, der udgaa fra Italien. Lakedaimonerne maa trods Thermopylai og Plataiai,1 trods deres Agesilaos,2 der gennemstøvede hele Asien, nu finde sig i at staa under de samme Herrer, og Makedonerne, som endnu prale af deres Filippos3 og mindes deres Magt, som ved Alexandros4 blev udvidet til et Verdensherredømme, de maa finde sig i denne store Omvexling og knæle for det Folk, til hvem Lykken har vendt sig. Ja, mangfoldige andre Folkeslag, som havde langt større Fortrøstning til deres Frihed, have maattet give efter. Blot I agte det for uværdigt at tjene dem, hvem alt er underlagt. Hvad er det for en Hær, og hvad er det for Vaaben I stole paa? Hvor er Eders Flaade, som skal gennemkrydse de romerske Have? Hvor er Eders Skatkamre, som kunne forslaa til at udføre Eders Angrebsplaner? Tro I maaske, at det er Ægyptere og Arabere, I have at bekrige? Kunne I ikke overskue det romerske Herredømme? Kunne I ikke udmaale Eders egen Svaghed? Have vi ikke ofte været endog vore Nabofolk underlegne, medens derimod Romernes Magt hele Verden rundt er uovervunden? Ja, de have endog stræbt efter mere end Verden; de have nemlig ikke ladet sig nøje med at have Eufrat til Grænse mod Øst eller Istros5 til Grænse mod Nord eller med ved Sydgrænsen at have gennemstøvet Libyen lige til Ørknerne eller med at have Gadeira6 mod Vest; men de ere sejlede over Oceanet, have opsøgt en anden Verden7 og have ført deres Vaaben frem lige til Britannernes hidtil ukendte Land. Hvad sige I hertil? Ere I rigere end Gallerne, stærkere end Germanerne, forstandigere end Hellenerne, flere end alle andre Folk i Verden? Hvad er det I stole paa, naar I saaledes ville rejse Eder imod Romerne? — Det er svært at leve i Trældom! kunde I svare. Men maa det da ikke være meget sværere for Hellenerne, som overgaa alle Folk under Solen i Begavelse, og have besiddet saa stort et Land, at adlyde sex romerske Lictorstave?8 Det samme maa ogsaa Makedonerne gøre, og de have dog meget større Berettigelse end I til at hævde deres Frihed. Og hvad skal man sige om de 500 Byer i Asien? Adlyde de ikke, uden Garnison, Kejseren og de consulariske Lictorstave? Behøver jeg at tale om Heniocherne, om Kolcherne, om den tauriske Folkestamme, om Bosporanerne og Folkene som bo omkring Pontos og Maiotis?9 Disse Folk vilde fordum ikke engang anerkende een af deres Egne for
Herre, nu holdes de i Tømme af 3000 Sværtbevæbnede, og 40 lange Skibe opretholde Freden paa det tidligere ubesejlede og vilde Hav. Hvormeget talte ikke Bithynien, Kappadokien, det pamfyliske Folk, Lykierne og Kilikierne om deres Frihed, og dog betale de nu uden Tvang Skat? Ja, hvad ellers? Thrakerne, hvis Land maaler 5 Dagsrejser i Bredden og 7 i Længden og er langt sværere og vanskeligere at indtage end Eders, navnlig paa Grund af den strænge Kulde, som volder Angriberne Vanskeligheder, — maa de ikke adlyde en Besætning paa 2000 romerske Soldater? Maa deres Naboer Illyrierne som bebo Landet lige til Dalmatien indenfor Istros ikke adlyde kun to Hærafdelinger, hvormed de kunne afslaa Dakernes2 Angreb? Ja, Dalmatierne, som saa ofte have søgt at afryste Aaget og ikke saasnart ere blevne underkuede, før de paany have samlet deres Styrke og igen ere faldne fra; leve de nu ikke i Fred og Ro under een romersk Afdeling? Er der nogen, som har stor Tilskyndelse til at løsrive sig, da er det frem for alle Gallerne, som ere saa beskyttede af deres naturlige Grænser: Mod Øst have de Alperne, mod Nord Rhinfloden, mod Syd Pyrenæerbjergene og mod Vest Oceanet. Og dog, skønt de have saa store Gærder omkring sig, skønt de bestaa af 305 Folkeslag, skønt de i deres Hjemstavn, om man saa maa sige, have Lykkens Kilder og oversvømme omtrent hele Verden med deres gode Produkter, finde de sig dog i at svare Romerne Skat og at skylde dem deres indvortes lykkelige Tilstand. Det er hverken af Fejghed eller af Uværdighed, at de taale dette; de have nemlig ført Krig for deres Frihed i 80 Aar; men de have følt sig overvældede af Romernes Magt og Lykke, hvorved de opnaa mere end ved Vaaben. Følgelig lade de sig nu beherske af 1200 Soldater, skønt de næsten have flere Byer. Ej heller Ibererne3 have, trods det Guld, de opgrave af Jorden og trods den store Afstand, hvorved de baade til Lands og til Søs ere skilte fra Romerne, kunnet gennemføre Kampen for deres Frihed, og ligesaalidt have Lusitanernes4 og Kantabrernes5 krigeriske Stammer formaaet det, skønt de bo ude ved Oceanet, der sætter en Brænding ind imod Land, som endog forfærder de Indfødte; men Romerne have dog udstrakt deres Vaaben hinsides Herkules' Støtter6 og gennem Skyerne overskredet Pyrenæerbjergene og betvunget disse Folk. Een Legion er tilstrækkelig som Besætning blandt saa stridbare og fjerntboende Folk. Hvem af Eder har ikke hørt Tale om Germanernes Mængde? I have jo vel ofte set deres Kraft og Legemsstørrelse; thi Romerne have allevegne nogle Krigsfanger dérfra med sig som Slaver. De bebo et overmaade stort Land, og endnu større end deres Legemer er deres Mod og Dødsforagt; deres Sind er heftigere end de vildeste Dyrs.
Rhinen danner dog en Grænse for deres Fremstormen, og de ere blevne betvungne af 8 romerske Legioner, saa at de Fangne ere blevne Trælle; men hele det øvrige Folk har frelst sig ved Flugten. I, som stole paa Jerusalems Mure, skulde se hen til Britannernes Mur; de ere nemlig omgivne af Havet og bebo en Ø, der ikke er mindre end det af os beboede Land; men dog ere Romerne sejlede dertil og have betvunget dem. 4 Legioner holde denne store Ø besat. Ja, hvad mere behøver jeg at sige; endog Partherne, denne allermest krigerske Stamme, som herske over saamange Nationer og besidde saa stor Magt, maa sende Romerne Gisler, og man kan i Italien se Østens fornemme Mænd under Trældomskaar, skønt det hedder sig, at de ere der for at bevare Freden. Medens omtrent alle Folk under Solen bøje sig for de romerske Vaaben, ville I alene kæmpe imod dem. I skulde se hen til hvad Ende det tog med Carthaginienserne, som brystede sig af deres store Hannibal og af deres fornemme Afstamning fra Foinikerne; de maatte dog bukke under for Scipios Haand.1 Ej heller Kyrenaierne, som nedstamme fra Lakonerne, ej heller Marmariderne, en Stamme, der er udbredt lige til Ørkenen, ej heller Syrterne, som indgyde Skræk, blot naar man høre Tale om dem, eller Nasamonerne og Maurerne og Nomadernes2 utallige Mængde have kunnet lægge Romernes Tapperhed Hindringer i Vejen. Trediedelen af Verden, hvis Folkeslag det ikke er let at optælle, og som strækker sig fra det atlantiske Hav og Herkules' Støtter til det røde Hav og beboes af en ulallig Mængde Aithioper, have de fuldstændig undertvunget, og disse Folk maa foruden en aarlig Kornafgift, hvoraf Almuen i Rom kan leve i 8 Maaneder, ogsaa desuden betale Skat, og yde beredvilligt deres Bidrag til Rigets Tarv, uden som I at betragte disse Paalæg som nogen Forhaanelse, og dog ligger der kun een Legion hos dem. Ja, hvorfor skal jeg gaa saa langt hen for at bevise Romernes Magt; jeg behøver jo blot al holde mig til Eders Naboland Ægypten. Det strækker sig lige til Aithiopernes Land og til det lykkelige Arabien og er Udgangspunktet for Rejsen til Indien; det tæller, foruden indbyggerne i Alexandreia 7œ Million Mennesker, som man kan slutte sig til af Kopskatten.3 De føle sig ikke nedværdigede ved Romernes Herredømme, skønt de i Alexandreia med dens store Indbyggerantal, Rigdom og Størrelse have saa stor en Tilskyndelse til Frafald. Denne By har jo nemlig en Længde af 30 Stadier og en Bredde af ikke mindre end 10, og betaler i een Maaned større Skat til Romerne end I i et helt Aar, og foruden Pengene Korn, som kan forsyne Rom i 4 Maaneder. Byen er desuden beskyttet paa alle Sider, enten ved vanskelig tilgængelige Ørkener, ved Have uden Havne,
ved Floder eller ved Sumpe. Men intet af dette var dog saa stærkt, at det formaaede at modstaa Romernes Lykke; — der ligger nu i Byen 2 Legioner, som holder ikke alene det udstrakte Ægypten, men ogsaa den makedoniske1 Adel i Ave. Hvilke Hjælpetropper vente I at faa fra den ubeboede Del af Verden? fra den beboede Del faa I ingen; thi de ere jo alle Romere. Maaske rette I Eders Forhaabninger mod Landet hinsides Eufrat2 og tro, at Eders Stammefrænder fra Adiabene ville komme Eder til Hjælp; men de ville ikke af en saa ufornuftig Aarsag indvikle sig selv i en saa stor Krig, og selv om de vare saa taabelige at ville det, vilde Partherkongen ikke tillade det; thi han passer paa at bevare Vaabenhvilen med Romerne og vil anse Forliget for brudt, naar nogen af hans Undersaatter drage mod Romerne. Der er nu kun det tilbage, at henfly til Guds Hjælp i Kampen. Men ogsaa denne stiller sig paa Romernes Side; thi uden Guds Bistand er det umuligt, at de have kunnet oprette saa stort et Rige. Betænker ogsaa, hvilken Uorden det vilde bringe i Eders Gudsdyrkelse, der jo kan være vanskelig nok at overholde, selv om I endogsaa have at kæmpe med svagere Modstandere. Ja, netop det, hvorved I særlig haabe at skaffe Eder Gud til Forbundsfælle, ville I blive tvungne til at overtræde og derved vende ham fra Eder. Skulle I nemlig overholde Sabbatsskikkene og ikke røre Eder til noget Arbejde, ville I med Lethed blive overvundne, som det jo gik med Eders Forfædre under Pompeius, der særlig paa hine Dage, da jo de Belejrede laa ledige, foretog kraftige Angreb. Hvis I derimod i Krigen ville overtræde Eders fædrene Lov, saa ved jeg ikke, hvad der bliver tilbage at kæmpe for; thi det, I ivrer for, er jo netop, at intet af Eders Fædrenelov skal ophæves. Hvorledes kunne I kalde Gud til Hjælp, naar I med Forsæt krænke hans Dyrkelse? Alle, som yppe Krig, pleje at forlade sig paa enten guddommelig eller menneskelig Bistand; men naar Sandsynligheden taler imod begge Dele, styrte de, som dog ville føre Krig, sig i den aabenbare Fordærvelse. Hvorfor give I Eder ikke hellere til at dræbe Eders Børn og Hustruer med egne Hænder og lægge dette Eders herlige Fædreland i Aske? Ved nemlig selv at øve denne vanvittige Handling ville I dog blive fri for Nederlagets Skændsel. Det er klogt! o Venner! Det er klogt, naar man, mens Skibet endnu ligger i Havnen, kan forudse den kommende Storm, saa ikke at sejle ud og omkomme midt i Bølgerne. Naar nogen uforudset kommer i Ulykke, fortjener han visselig Medlidenhed; men den, der med velberaad Hu styrter sig i Fordærvelse, faar Spot som Tilgift. Der er dog vel Ingen, som tror, at I ville blive betragtede som lovlig krigsførende Magt, og at Romerne, hvis I blive besejrede, ville behandle
Eder med Mildhed; nej, tværtimod, de ville som Eksempel for andre Folkeslag afbrænde den hellige Stad og udrydde Eders hele Folkestamme. Ja, ikke engang de Undslupne ville finde noget Sted at flygte hen, da jo alle enten have Romerne til Herrer eller frygte for at faa dem. Faren truer endvidere ikke blot dem her, men ogsaa dem, der bo i andre Byer; der er jo nemlig ikke et Folk i Verden, hvoriblandt der ikke findes nogle af Eder. Alle disse ville Eders Modstandere nedhugge, saasnart I begynde Krig, og saaledes vil enhver By, paa Grund af nogle faa Menneskers daarlige Beslutning, komme til at svømme i jødisk Blod, og man vil lade dem, der anrette dette Blodbad, blive ustraffede. Men selv om dette nu ikke sker, betænker saa dog, hvor skammeligt det er at løfte Vaaben imod saa menneskekærlige Folk! Føl dog Medlidenhed, om ikke med eders Børn og Hustruer, saa dog med denne Eders Hovedstad og de hellige Mure! Spar Helligdommen og bevar Templet og de hellige Genstande! Thi blive Romerne Sejrherrer, ville de ikke afholde sig fra at tage dem, eftersom de jo kun faa Utak, fordi de før have sparet dem. Jeg forsikrer Eder ved Helligdommen, ved de hellige Guds Engle og ved vort fælles Fædreland, at jeg kun har Eders Frelse for Øje. Ville I tage den Beslutning, som I burde, kunne I sammen med mig nyde Freden; men lade I Eder henrive af Eders Lidenskaber, styrte I Eder i en Fare, som jeg vil være udenfor!"
5. Efter denne Tale brast han og hans Søster i Graad, og ved sine Taarer lagde han en stor Dæmper paa deres Heftighed. De raabte, at det ikke var Romerne, de vilde bekrige, men kun Florus, af hvem de havde maattet lide saameget. Hertil sagde Kong Agrippa: "Men Eders Adfærd viser jo, at I allerede fører Krig mod Romerne; I ville jo ikke give Kejseren Skat, og I have nedbrudt Buegangen til Antonia. Hvis I atter ville opføre den og betale Skatten, kunne I derved fralægge Eder Beskyldningen for at ville falde fra. Det er jo dog ikke Florus' Fæstning, og det er ikke Florus, I giver Pengene."
1. Herved lod Folket sig bevæge, gik med Kongen og Bernike op til Templet og begyndte paa Genopførelsen af Buegangene, medens Stormændene og Raadsherrerne droge rundt om til Landsbyerne for at indsamle Skatten. De fik ogsaa hurtig samlet de 40 Talenter, som manglede. Saaledes holdt Agrippa for denne Gang den truende Krig borte, men da han saa derpaa søgte at formaa Folket til at
underordne sig Florus, indtil Kejseren sendte en Afløser i hans Sted, bleve de forbitrede herover, udskældte Kongen og befalede ham at forlade Byen, ja, der var endogsaa nogle af de Oprørske, som vovede at kaste Sten efter ham. Da Kongen saa, at de Oprørsksindedes Heftighed ikke længer var til at holde i Tømme, og da han desuden var fortørnet over den Fornærmelse, han havde maattet lide, sendte han de jødiske Stormænd og Magthavere til Florus i Cæsarea, for at denne iblandt dem kunde udvælge nogle til at indkræve Skatten af Landet. Selv vendte han tilbage til sit Rige.
2. Paa den Tid sammensvor nogle af de mest Krigslystne sig og angreb Fæstningen Masada. Efter at de med List havde faaet den i deres Magt, nedsablede de den romerske Besætning og besatte den i Stedet for med deres egne Folk. Samtidig fik Eleazar, Ypperstepræsten Ananias' Søn, en meget dristig ung Mand, som dengang var Tempelhøvedsmand,1 dem, der fungerede ved Offertjenesten, bevæget til ikke at modtage nogen Gave eller bringe noget Offer for nogen Fremmed. Dette var den egentlige Begyndelse til Krigen mod Romerne; thi herved afskaffede de Ofret for Kejseren. Og skønt Ypperstepræsterne og de Fornemme kom med mange Formaninger om ikke at forlade den Skik at ofre for Kejserne, gave de andre dog ikke efter, thi de havde stor Tillid til deres Mængde og understøttedes af de mest fremragende Oprørere. Særlig stolede de paa Tempelhovedsmanden Eleazar.
3. Stormændene holdt da et Møde med Ypperstepræsterne og de mest fremragende Farisæere og raadsloge om, hvad der nu skulde gøres, da saa ubodelige Ulykker vare skete; det blev da besluttet, at man skulde søge at bevæge de Oprørske ved Overtalelser, og man sammenkaldte da Folket foran Kobberporten,2 som var inde i Templet og vendte mod Øst. Først bebrejdede de dem heftigt, at de havde vovet at ville falde fra og paadrage deres Fædreland saa stor en Krig, og derefter paaviste de, hvor ufornuftigt deres Paaskud var. Deres Forfædre havde nemlig, sagde de, for største Delen smykket Templet med Gaver, de havde faaet af Udlændinge, ja, de modtog jo stadig Gaver fra udenlandske Folk, og de havde ikke blot ikke vægret sig ved bringe Ofringer for dem, hvad der jo ogsaa vilde have været meget ugudeligt, men havde endogsaa i Templet opstillet deres Gaver, som jo endnu saas og havde staaet der i saa lang Tid. Nu vilde de derimod opægge Romerne til at gribe til Vaaben og tragtede efter at faa Krig med dem ved at indføre en ny Gudsdyrkelse, og, bortset fra den Fare, de udsatte sig for, bringe Byen i Vanry som ugudelig, naar nemlig ingen Udlænding, men kun Jøderne, maatte ofre og tilbede der. Hvis det kun var mod en Pri-
vatmand, man vilde bringe denne Lov i Anvendelse, vilde man jo dog vredes over denne umenneskelige Bestemmelse; men hvad skulde man saa sige nu, da det var Romerne, ja Kejseren, som de ringeagtede og udelukkede. Det var at befrygte, at de, ved at forhindre Ofringer for hine, skulde blive hindrede i at ofre for sig selv, og at Byen skulde blive udelukket af Riget, hvis de ikke hurtig kom paa bedre Tanker og bragte Ofrene samt gjorde Fornærmelsen god igen, førend Rygtet derom var kommet de Fornærmede for Øren.
4. Samtidig med, at de sagde dette, fremførte de Præsterne, som jo vare kyndige i de fædrene Skikke, og disse berettede, at alle deres Forfædre havde modtaget Ofre af Udlændinge. Ingen af de Oprørske brød sig dog derom, ja, Banditterne og de, der gave Anledning til Krigen, vare ikke engang komne tilstede. Da Stormændene saaledes indsaa, at Opstanden allerede var bleven for stærk, til at de kunde magte den, og at Faren, som truede fra Romernes Side, først vilde komme over dem, søgte de at fralægge sig Skylden og sendte nogle Afsendinge med Simon, Ananias' Søn, i Spidsen til Florus, samt til Agrippa nogle andre, blandt hvilke Saul, Antipas og Kostobaros, som vare Slægtninge af Kongen, vare de mest fremragende. De skulde bede begge om at drage op til Staden med deres Stridskræfter og dæmpe Oprøret, før det fik for meget Overhaand. Dette var et saare glædeligt Budskab for Florus, og da han jo vilde fremkalde Krig, gav han ikke Sendebudene noget Svar. Agrippa derimod tog i lige Grad Hensyn til begge Partier, baade til de Oprørske og til dem, mod hvem de vilde føre Krig, og han ønskede at bevare Jøderne for Romerne samt Templet og Hovedstaden for Jøderne. Desuden forstod han, at dette Røre ikke vilde være ham selv til noget Gavn og sendte saa til Bistand for Befolkningen 2000 Ryttere, Auraniter, Batanaier og Trachoniter, under Rytterhøvedsmanden Dareios og Feltherren Filippos, Jakimos' Søn.
5. Ved disses Ankomst fik Stormændene, Ypperstepræsterne og hele den fredelskende Del af Folket Mod og bemægtigede sig Overstaden. Understaden og Templet derimod havde Oprørspartiet faaet i sin Magt. Man udslyngede nu uophørlig Sten og Kastevaaben, og der udsendtes fra begge Sider en Mængde Pile. Ligeledes gik der ogsaa nu og da Flokke ud og indlod sig i Nærkamp, og da viste de Oprørske sig overlegne i Dristighed, men de kongelige Tropper i Dygtighed. De sidstnævntes Anstrængelser gik særlig ud paa at bemægtige sig Helligdommen og uddrive dem, der besmittede Templet: de Oprørske under Eleazar søgte derimod, da de jo havde Resten af Byen, ogsaa at bemægtige sig Overstaden. Saaledes blev der nu i 7 Dage et stort Mandefald paa begge Sider; men ingen af Parterne veg fra deres Stilling.
6. Dagen efter var det Brændesamlernes Fest, paa hvilken det er Skik, at alle bære Brænde op til Alteret, for at der aldrig skal
mangle Næring for Ilden, som nemlig aldrig udslukkes. De Oprørske udelukkede da deres Modstandere fra Gudstjenesten, og efter at de havde faaet mange af Dolkemændene, som færdedes imellem den fattige Almue, over paa deres Side — Dolkemænd kaldtes nemlig de Røvere, som havde Dolke skjulte under Klæderne —, begyndte de saameget desto dristigere at angribe de andre. De kongelige Tropper vare dem nu underlegne baade i Antal og Dristighed og nødtes til at opgive Overstaden. Oprørerne styrtede da derind og stak Ild paa Ypperstepræsten Ananias' Hus samt Agrippas og Bernikes Paladser. Derefter stak de Ild paa Archivet,1 idet de stræbte at tilintetgøre Skyldnernes Gældsbreve og derved fritage dem for at betale deres Gæld, for at de kunde faa alle dem, der skyldte Penge bort, paa deres Side og ophidse de Fattige mod de Rige, samtidig med at de skaffede dem Sikkerhed for ikke at blive krævede. De, som holdt Vagt ved Archivet, flygtede, og man stak da Ild derpaa. Da de saaledes havde lagt Byens Kærne i Aske, gik de imod deres Fjender. Nogle af Stormændene og Ypperstepræsterne maatte da flygte og skjule sig i de underjordiske Gange, andre flygtede sammen med de kongelige Tropper hurtig ind i det øvre Slot2 og stængede Portene. Iblandt de sidste var Ypperstepræsten Ananias, hans Broder Ezekias og de, der havde været sendte til Agrippa. Derefter holdt Oprørerne sig rolige, tilfredse med deres Sejr og med at have faaet brændt, hvad de vilde.
7. Den følgende Dag, som var den 15de i Maaneden Loos,3 angreb de Antonia, og efter at have belejret dens Besætning i to Dage, indtoge de den, nedsablede Besætningen og afbrændte Borgen. Derefter vendte de sig imod Slottet, — hvor de kongelige Tropper havde taget deres Tilflugt; de delte sig i fire Hobe og gjorde Angreb paa Murene. Ingen af dem derinde havde Mod til at gøre Udfald paa Grund af Belejrernes Mængde; men de stillede sig rundt omkring paa Brystværnene og Taarnene og beskød Angriberne, saa mange af Banditerne faldt for deres Kastevaaben. Kampen ophørte hverken Nat eller Dag, idet de Oprørske troede, at Besætningen skulde give tabt paa Grund af Mangel paa Levnedsmidler, medens de Indesluttede haabede, at Belejrerne skulde blive trætte.
8. Imidlertid var der en vis Manaem, Søn af den saakaldte Judas Galilæer,4 den særdeles dygtige Skriftkloge, som fordum under Quirinius havde bebrejdet Jøderne, at de vilde staa under Romerne og ikke under Gud alene; han var med nogle andre bekendte Mænd draget til Masada, hvor han med Magt opbrød Kong Herodes' Vaabenmagasin, og bevæbnede ikke alene Almuen, men ogsaa nogle andre Banditer, hvilke han anvendte som Livvagt; han vendte derpaa som
en Konge tilbage til Jerusalem og lod, efter at være bleven Opstandens Fører, Belejringen fortsætte. Han manglede imidlertid Belejringsmaskiner og var, da Forsvarerne stode ovenover og skød ned, ikke i Stand til aabenlyst at underminere Muren. Man gravede da længere borte fra en underjordisk Gang hen under et af Taarnene og satte Støtter under det; derefter satte de Ild paa Træstøtterne, som bar det, og gik bort. Da Støtterne vare brændte over, styrtede Taarnet ganske vist strax sammen; men der viste sig en anden Mur, som var bygget inden for det. De Belejrede havde nemlig anet deres Anslag, — maaske havde Taarnet ogsaa rystet, da det blev undermineret, — og de havde da bygget sig en anden Befæstning. Da Belejrerne, som allerede troede at være Herrer over Fæstningen, saa uventet saa denne, bleve de forfærdede. De Indesluttede sendte imidlertid Bud til Manaem og Oprørets andre Ledere og tilbød at ville drage ud, naar de fik frit Lejde. Dette vilde man dog kun bevilge de kongelige Tropper og de Indfødte, og disse droge saa ud. Romerne, som nu vare ladte alene tilbage, bleve da grebne af Modløshed; thi de kunde ikke med Magt tiltvinge sig Udgang gennem en saa stor Mængde, og paa den anden Side ansaa de det for en Skam at bede om Lejde; — forøvrigt kunde de jo ikke heller stole derpaa, selv om det blev givet dem. De forlode da deres Kaserne, som var let indtagelig og flygtede op i de kongelige Taarne, som kaldtes Hippikos, Fasael og Mariamme.1 Manaem og hans Folk styrtede da ind dér, hvor Soldaterne vare gaaede bort, og alle dem af Soldaterne, som de traf paa, og som ikke skyndte sig at flygte, sloge de ihjel, hvad de efterlod sig, plyndrede de og satte derpaa Ild paa Kasernen. Dette skete den 6te i Maaneden Gorpiaios.2
9. Den følgende Dag blev Ypperstepræsten Ananias, som havde skjult sig i en Vandledning i det kongelige Slot, fanget og tilligemed sin Broder Ezekias dræbt af Banditerne. Oprørerne omringede og bevogtede nu Taarnene, for at ingen af Soldaterne skulde slippe bort. Erobringen af de befæstede Steder og Ypperstepræsten Ananias' Død forledte nu Manaem til Grusomhed, og da han ikke mente, at der var nogen, som kunde erstatte ham som Fører, optraadte han som en utaalelig Tyran. Da rejste Eleazars Tilhængere sig imod ham og talte indbyrdes om, at man ikke havde haft nødig, af Længsel efter Friheden, at falde fra Romerne, naar man saa vilde give den til Pris for den hjemlige Pøbel og finde sig i en Despot, som, selv om han end ingen Voldsomhed vilde øve, dog i hvert Fald var langt laverestillet end de; thi skulde man absolut overlade een Regeringen, vilde han være een af de sidste, den kunde tilkomme. De overlagde da Sagen med hverandre og anfaldt ham saa i Templet.
Dér havde han nemlig begivet sig op i sin fulde Pragt for at forrette sin Bøn, smykket med kongelig Dragt og ledsaget af bevæbnede Zeloter. Da nu Eleazars Tilhængere styrtede løs paa ham, blev ogsaa det øvrige Folk som rasende, greb Sten og kastede dem paa den Skriftkloge, i den Tro, at man ved at dræbe ham kunde afvende hele Oprøret. De, som omgav Manaem, gjorde Modstand en kort Stund; men da de saa hele Menneskemængden styrte løs paa sig, flygtede de hvorhen de bedst kunde, og nu dræbte de alle dem, man kunde faa fat paa, og ledte efter dem, der havde skjult sig. Nogle faa slap dog derfra og flygtede hemmelig til Masada, blandt andre Eleazar, Jairs Søn, der var en Slægtning af Manaem og senere herskede som Tyran i Masada. Manaem selv flygtede til det saakaldte Ofla1 og levede der skjult i stor Elendighed, indtil man fangede ham, trak ham frem for Dagens Lys og dræbte ham efter at have underkastet ham mange Pinsler. Samme Skæbne fik ogsaa hans Underanførere og særlig Absalom, som havde været den mest fremtrædende Haandlanger ved hans Tyranni.
10. Almuen var, som før omtalt, behjælpelig hermed i det Haab, at hele Oprøret dermed skulde faa Ende; de Oprørske derimod havde, ved at dræbe Manaem, ikke haft til Hensigt at stanse Krigen, men at fortsætte den desto dristigere. Almuen bad ganske vist ivrigt om, at de vilde hæve Belejringen mod Soldaterne, men de angrebe dem ikke destomindre endnu heftigere, indtil Metilius, Romernes Befalingsmand, og hans Tropper ikke længer kunde gøre Modstand, men sendte Bud til Eleazars Folk og bad om Kapitulation blot paa det Vilkaar, at de maatte beholde Livet; Vaabnene og alt, hvad de ellers havde, tilbød de at ville udlevere. Man lovede strax at opfylde deres Begæring og sendte til dem Gorion, Nikomedes' Søn, Ananias, Zaduks Søn, og Judas, Jonathans Søn, for at slutte og bekræfte Kapitulationen med dem. Da dette var sket, førte Metilius Soldaterne ud. Medens de endnu havde deres Vaaben, var der ingen af Oprørerne, som angreb dem eller lod sig mærke med noget Forræderi; men da de, ifølge Overenskomsten, alle havde aflagt deres Skjolde og Sværd og, uden endnu at ane Uraad, vilde gaa bort, styrtede Eleazars Folk løs paa dem, omringede dem og dræbte dem, uden at de hverken gjorde Modstand eller bad for sig, men blot paaberaabte sig de edelige Aftaler. Saaledes bleve da altsaa alle nedsablede paa en grusom Maade undtagen Metilius; han var den eneste, de sparede, da han nemlig bad for sig og lovede at ville antage Jødedommen paa Omskærelsen nær. Dette Tab havde ikke meget at betyde for Romerne; thi det var jo kun nogle faa af deres umaadelige Stridsmagt, som gik til Grunde; men for Jøderne blev det et Forspil paa deres egen Undergang. De indsaa nu, at de havde fremkaldt en saadan Anled-
ning til Krig, at den umulig kunde undgaas, og at Staden var besudlet med en saa stor Plet, at man maatte vente Guds Vrede, om man end slap for Romernes Hævn. Der herskede almindelig Sorg herover, og Byen var opfyldt af Nedslagenhed, idet jo ogsaa enhversomhelst af de Maadeholdne frygtede for at komme til at staa til Regnskab for hvad Oprørerne havde gjort. Dette Blodbad fandt tilmed Sted paa en Sabbat, paa hvilken man for Gudsdyrkelsens Skyld endog skulde afholde sig fra uskyldige Gærninger.
1. Netop samme Dag og Time skete det, ligesom ved Forsynets Styrelse, at Cæsareenserne dræbte de iblandt dem boende Jøder, saa at der i een Time blev nedsablet over 20,000, og Cæsarea blev helt renset for Jøder. Dem, som nemlig flygtede, lod Florus gribe og førte dem lænkede ud paa Skibsværfterne. Ved denne Ulykke i Cæsarea blev hele Nationen ophidset og plyndrede i forskellige Hobe Landsbyerne i Syrien og de tilgrænsende Stæder, Filadelfeia. Esebonitis, Gerasa, Pella og Skythopolis. Derefter faldt de over Gadara, Hippos og Gaulanitis, ødelagde nogle Byer og nedbrændte andre, hvorpaa de drog til Kadasa i Tyriernes Land samt Ptolemais, Gaba og Cæsarea. Ej heller Sebaste og Askalon kunde modstaa deres Angreb, men de afbrændte disse Byer og jævnede Anthedon og Gaza med Jorden.1 Ved enhver af disse Stæder plyndrede de desuden mange Landsbyer, og paa de Folk, som de fangede, anrettede de et stort Blodbad.
2. Paa den anden Side dræbte Syrerne et ikke mindre Antal Jøder; men ogsaa de nedhuggede i deres Byer hvem de fik fat paa, ikke blot af Had som tidligere, men nu ogsaa for at forebygge den Fare, som truede fra deres Side. Et forfærdeligt Røre bredte sig over hele Syrien, og hver By var delt i to Lejre, hvor det ene Parti kun søgte sin Frelse i at komme det andet i Forkøbet. Hele Dagen gik med Blodsudgydelse; men Nætterne vare dog de værste paa Grund af den Frygt, hvori man levede; thi selv om man mente at have ryddet Jøderne af Vejen, nærede man dog Mistanke til de Jødisksindede. Med Hensyn til disse var man paa begge Sider i Uvished, og ingen vilde udenvidere dræbe dem; men dog frygtede man for at have dem imellem sig, som om de ligefrem vare af en
anden Nation. Hvad der ogsaa opmuntrede selv Mennesker, der tidligere havde haft Ord for at være de mest sagtmodige, til at dræbe deres Modstandere, var Havesyge. De plyndrede nemlig udenvidere de Dræbtes Ejendele og slæbte, ligesom efter et Slag, Bytte fra de Dræbte til deres egne Huse, og den, som havde gjort det største Bytte, nød Ære som den, der havde faaet Bugt med de fleste Fjender. Man saa da Byerne ligge fulde af ubegravede Legemer, Lig af Børn og Oldinge laa slængte imellem hverandre, og der laa Kvindelig uden nogen Klædning til at dække deres Nøgenhed med. Hele Provinsen var opfyldt af ubeskrivelig Elendighed, og dog truede man med at øve endnu værre Ting end hvad man hidtil havde vovet
3. Indtil nu havde Jøderne rettet deres Angreb mod de Fremmede; men da de rykkede mod Skythopolis, maatte de ogsaa kæmpe mod de dérboende Jøder som Fjender. Disse stillede sig nemlig ved Skythopolitanernes Side og gik imod deres Stammefrænder, idet de satte deres egen Sikkerhed højere end Landsmandskabet. Ja, deres overvættes Iver vakte endog Mistanke; Skythopolitanerne bleve nemlig bange for, at de om Natten skulde overrumple Byen og, til stor Skade for dem, gøre det godt igen, at de havde svigtet deres Landsmænd. Skythopolitanerne befalede dem derfor, at hvis de vilde befæste Sammenslutningen med dem og bevise deres Troskab over for dem som Fremmede, skulde de med deres Familier flytte ud til en Skov udenfor Byen. De gjorde uden at fatte nogen Mistanke, hvad der blev dem paalagt. To Dage holdt Skythopolitanerne sig nu rolige for at dysse Jøderne til Ro; men i den tredie Nat grebe de Lejligheden og nedhuggede dem alle, medens de laa uden Vagt og nogle endogsaa sov. Tallet paa dem var over 13,000, og derpaa røvede Skythopolitanerne alt, hvad de havde.
4. Det fortjener at meddeles, hvorledes det ved denne Lejlighed gik en vis Simon. Han var Søn af en temmelig fornem Mand Saul og besad usædvanlig Legemsstyrke og Mod; men misbrugte begge disse Egenskaber til Skade for sine Landsmænd; han gik nemlig daglig ud og dræbte mange af de Jøder, som laa for Skythopolis, ja drev ofte dem alle paa Flugt, saa han alene afgjorde hele Slaget. Han fik dog sin fortjente Straf for disse Drab paa hans egne Landsmænd. Da nemlig Skythopolitanerne havde omringet Skoven og skød Jøderne ned, drog han sit Sværd, men styrtede dog ikke mod nogen af Fjenderne; han saa jo nemlig nok, at han intet kunde udrette mod en saa stor Mængde; derimod raabte han i stor Sindsbevægelse: "Det er en smuk Løn, jeg faar for hvad jeg har gjort imod Eder, Skythopolitanere! Vi have dog ved saa mange Landsmænds Drab bevist vort venlige Sindelag imod Eder. Derfor er det ret og billigt, at vi komme til at erfare de Fremmedes Troløshed, fordi vi have handlet saa skammeligt mod vore Egne. Lader os derfor dø som Forbandede for vor egen Haand; det sømmer sig nemlig ikke, at vi
skulle dø for Fjendernes. Saa faar jeg paa een Gang baade en fortjent Straf for min Skændselsgærning samt Hæder for mit Mod; thi saa skal ingen af Fjenderne kunne prale af at have dræbt mig eller hovere over mig, naar jeg er falden." Efter at have sagt dette, saa han med medlidende, men dog ophidsede Blikke omkring paa sin Familie; — han havde nemlig baade Hustru, Børn og gamle Forældre. Først slæbte han da sin Fader frem ved hans graa Haar og gennemborede ham med sit Sværd, derefter sin Moder, som ikke gjorde nogen Modstand, og efter dem Hustruen og Børnene, — eller man kunde snarere sige, at enhver af dem styrtede sig imod Sværdet og saaledes søgte at undgaa Døden af deres Fjender. Da han saaledes havde ombragt hele sin Familie, steg han op paa deres Lig saa han kunde ses af alle, udstrakte sin højre Haand for at alle skulde se det, og jog Sværdet i sig selv lige til Heftet. Dette unge Menneske fortjente ganske vist Medlidenhed for sin Legemsstyrkes og sin Aandsnærværelses Skyld; men for sin Tilslutning til de Fremmede fik han kun sin fortjente Løn.
5. Efter Blodbadet i Skythopolis rejste ogsaa alle de øvrige Byer sig imod Jøderne i deres Midte. Askaloniterne myrdede saaledes 2500 og Ptolemaiterne 2000 samt tog ikke saa faa tilfange. Tyrierne ombragte mange; men de Fleste kastede de dog i Fængsel. Hippenerne og Gadarenerne ryddede ligeledes de tapreste af Vejen og holdt dem, som de nærede Frygt for, i Fængsel; de øvrige Stæder i Syrien optraadte ogsaa i Overensstemmelse med det Had eller den Frygt de nærede mod den jødiske Befolkning. Kun Antiochenerne, Sidonierne og Apameerne skaanede de iblandt dem boende og lode hverken nogen Jøde dræbe eller fængsle, maaske fordi de paa Grund af deres egen Mængde ikke regnede dem for at kunne foraarsage nogen Bevægelse, men navnlig, saavidt jeg kan skønne, af Medlidenhed, da de jo saa, at de ikke tænkte paa nogen Urolighed. Ej heller Gerasenerne begik noget Overgreb mod de dérboende Jøder, men lod dem, der ønskede at drage bort, ledsage til Grænsen.
6. Der skete ogsaa Angreb paa Jøderne i Agrippas Rige. Kongen selv var nemlig rejst til Cestius Gallus i Antiocheia og havde overladt Forvaltningen af Riget til een af sine Venner ved Navn Noaros, en Slægtning af Kong Soaimos. Nu kom der fra Batanaia 70 Mænd, de mest ansete Borgere, baade i Henseende til Slægt og Forstand, og bade om en Hær, for at de, hvis der ogsaa hos dem skulde opstaa noget Røre, kunde have en tilstrækkelig stor Besætning til at modstaa Angriberne. Noaros sendte imidlertid om Natten nogle af de kongelige Sværtbevæbnede ud og lod alle disse Mænd ihjelslaa. Dette fordristede han sig til at gøre uden Agrippas Vidende; men det var hans umættelige Pengegriskhed, der drev ham til at handle saa troløst mod sine Landsmænd og tillige skade Riget. Han vedblev ogsaa at behandle Folket paa en grusom og ulovlig
Maade, indtil Agrippa fik Kundskab derom. Denne undlod ganske vist for Soaimos' Skyld at lade ham henrette, men fratog ham Statholderskabet. Oprørerne bemægtigede sig imidlertid en Fæstning, som kaldes Kypros, og som laa lige overfor Jericho; de nedhuggede Besætningen og jævnede Fæstningsværkerne med Jorden. I de samme Dage formaaede ogsaa den jødiske Befolkning i Machairus den romerske Besætning til at forlade Fæstningen og overgive dem den. Da Romerne nemlig frygtede for, at den skulde blive taget med Magt, gik de ind paa at forlade den mod Løfte om fri Afmarsch og efter at have faaet Løfte herom, overgav de Fæstningen, som Machairiterne derpaa forsynede med Besætning og tog i Besiddelse.
7. I Alexandreia havde der stadig været Strid mellem Jøderne og de Indfødte lige fra den Tid, da Alexandros i Jøderne havde haft ivrige Forbundsfæller imod Ægypterne1 og som Belønning for Hjælpen havde givet dem Ret til at bo i Staden paa samme Vilkaar som Hellenerne. Denne Rettighed nøde de ogsaa under hans Efterfølgere,2 som anviste dem et særligt Kvarter at bo i, for at de kunde bevare deres Levevis mere ubesmittet ved saaledes at leve mindre sammenblandet med de Fremmede; de tillode dem ogsaa at blive, betegnede som Makedonere,3 og da Romerne havde bemægtiget sig Ægypten, havde hverken Cæsar, der jo var den første, eller nogen efter ham, indladt sig paa at formindske de af Alexandros til Jøderne skænkede Rettigheder. De havde imidlertid uafladelige Stridigheder med Hellenerne, og skønt Statholderne daglig straffede mange af begge Partier, blev Striden dog stadig alvorligere. Men nu, da der var opstaaet Røre hos andre Folk, blev ogsaa disse her mere opæggede. Da Alexandrinerne engang holdt Møde om en Deputation, de vilde sende til Nero, havde sammen med Hellenerne adskillige Jøder sneget sig ind i Amfitheatret, og ved at se dem raabte Modstanderne strax op og sagde, at de vare komne som Fjender og Spioner. Derpaa sprang de op og lagde Haand paa dem. De øvrige flygtede da til hver sin Side; men tre Mænd grebe Hellenerne og slæbte dem af Sted i den Hensigt at brænde dem levende. Hele den jødiske Befolkning kom da paa Benene for at forsvare dem; først kastede de Sten efter Hellenerne og derefter grebe de Fakler, styrtede til Amfitheatret og truede med at indebrænde Folkene, som vare derinde, til sidste Mand. Ja, dette vilde de vel ogsaa have gjort, hvis ikke Byens Statholder Tiberius Alexander havde sat en Grænse for deres Raseri. Han søgte dog i Begyndelsen at bringe dem til Fornuft uden Anvendelse af Vaabenmagt og sendte privat nogle ansete Mænd til dem for at bede dem at være rolige og ikke
ophidse Romernes Hær imod sig. De Oprørske spottede imidlertid denne Anmodning og haanede Tiberius.
8. Denne indsaa da, at de urolige Hoveder ikke kunde bringes til Besindighed, uden hvis de lede et stort Nederlag, og sendte da de to romerske Legioner, som laa i Byen, imod dem og desuden 2000 Soldater, som, til al Ulykke for Jøderne, tilfældigvis vare ankomne fra Libyen. Han befalede dem, ikke alene at slaa ned for Fode, men ogsaa at plyndre deres Ejendele og brænde deres Huse. De begave sig da til det saakaldte Delta, — dér boede nemlig den jødiske Befolkning — og udførte, hvad der var dem befalet, dog ikke uden Tab for sig selv; thi da Jøderne havde sluttet sig tæt sammen og stillet deres bedst bevæbnede Folk i forreste Række, holdt de Stand i lang Tid; men da de eengang havde vendt Ryggen, faldt de i Massevis. Deres Nederlag var fuldstændigt, idet nogle bleve grebne i det Frie og andre jagede sammen i Husene, som Romerne saa stak Ild paa efter i Forvejen at have plyndret det Indre af dem. De havde hverken Medlidenhed med Børn eller Undseelse for Oldinge; men de myrdede Folk af enhver Alder, saa hele Kvarteret overskylledes med Blod, og der blev opdynget 50,000 Lig. Ja, der var ikke bleven een eneste Jøde tilbage, hvis de ikke havde bekvemmet sig til at bede om Naade. Alexander følte da Medlidenhed med dem og gav Romerne Ordre til at trække sig tilbage. Disse, som vare vante til Lydighed, ophørte ved det første Vink med Myrderiet; den alexandrinske Pøbel derimod var paa Grund af sit rasende Had næsten ikke til at kalde tilbage og kunde næsten ikke slæbes bort fra Ligene.
9. En saadan sørgelig Skæbne fik altsaa Jøderne i Alexandreia. Cestius mente nu ikke længer at kunne ligge stille, da Jøderne saaledes allevegne havde grebet til Vaaben. Han medtog da fra Antiocheia den 12te Legion fuldtallig, og af hver af de øvrige Legioner 2000 udvalgte Tropper, 6 Cohorter Fodfolk, 4 Eskadroner Ryttere samt de Hjælpetropper, som stilledes af Kongerne, nemlig fra Antiochos1 2000 Ryttere og 3000 Fodfolk, alle bevæbnede med Buer, og fra Agrippa det samme Antal Fodfolk, men mindre end 2000 Ryttere. Ogsaa Soaimos2 fulgte med 4000 Mand, af hvilke Trediedelen vare Ryttere og Resten Bueskytter. Cestius rykkede saa frem til Ptolemais. Der blev ogsaa fra Stæderne samlet en Mængde Hjælpetropper, som vel i Øvelse stode tilbage for Soldaterne, men som ved deres Iver og Had mod Jøderne udfyldte, hvad de manglede i Uddannelse. Ogsaa Agrippa selv var tilstede hos Cestius og anviste ham, hvad Vej han skulde følge og hvilke Foretagender, der vare nyttige. Cestius tog da en Del af Stridsmagten og gik imod en stærkt
befæstet By i Galilæa, Chabulon (som kaldes Mændenes Stad) og som er en Grænsefæstning mellem den jødiske Nation og Ptolemais. Han fandt Byen rømmet af Befolkningen — Indbyggerne var nemlig flygtede til Bjergene — men fuld af allehaande Ejendele, som han tillod Soldaterne at plyndre. Byen nedbrændte han, skønt han maatte beundre dens Skønhed, den havde nemlig Bygninger, som kunde stilles ved Siden af dem i Tyros, Sidon og Berytos. Derefter gennemrejste han Landet, plyndrede, hvad han traf paa, nedbrændte de omkringliggende Landsbyer, og vendte saa tilbage til Ptolemais. Men da Syrerne, og særlig Berytierne, vedbleve at fortsætte Plyndringerne, tog Jøderne Mod til sig, — de vidste nemlig, at Cestius var draget bort, — faldt uformodet over dem, der vare blevne tilbage og dræbte omtrent 2000 af dem.
10. Cestius brød nu op fra Ptolemais og kom selv til Cæsarea; men en Del af Hæren sendte han i Forvejen til Joppe med den Befaling, at de, hvis de kunde tage Byen, skulde holde den besat; men hvis Indbyggerne i Forvejen havde faaet Nys om deres Fremmarsch, skulde de oppebie ham og den øvrige Styrke. De stormede frem baade fra Sø- og fra Landsiden og tog med Lethed Byen ved saaledes at trænge ind fra begge Sider. Og da Indbyggerne ikke sørgede for at flygte, ligesaalidt som de havde beredt sig til Kamp, faldt Romerne over dem, nedsablede dem og deres Familier samt plyndrede og afbrændte Byen. Tallet paa de Dræbte var 8,400. Ligeledes sendte han en Skare Ryttere ind i Distriktet Narbatene, som grænsede op til Cæsarea, og de hærgede Landet, dræbte en stor Mængde af Beboerne, plyndrede deres Ejendomme og afbrændte Landsbyerne.
11. Til Galilæa sendte han Cæsennius Gallus, Føreren af den 12te Legion, og medgav ham saa stor en Styrke, som han mente behøvedes til at betvinge Befolkningen. For ham aabnede Galilæas stærkeste By Sepforis med Beredvillighed Portene, og de øvrige Byer holdt sig rolige i Overensstemmelse med Sepforis' kloge Optræden. Men hele det oprørske og røverske Slæng flygtede til et Bjerg midt i Galilæa, ligeoverfor Sepforis, ved Navn Asamon. Mod dem førte Gallus sin Hærstyrke. Saalænge de stode øverst, kunde de med Lethed drive Romerne tilbage, naar disse angrebe dem, og de dræbte henimod 200 af dem; men da Romerne omgik dem og kom op paa de højere Punkter, bukkede Jøderne hurtig under, og de kunde hverken, da de vare mangelfuldt væbnede, modstaa de Sværtbevæbnede i Nærkamp, ej heller kunde de paa Flugten undfly Rytterne, saa der var kun nogle faa, som fik skjult sig blandt Klipperne; men der blev dræbt over 2000.
1. Da Gallus saaledes saa, at der ikke længer var nogen oprørsk Bevægelse i Galilæa, vendte han med Hæren tilbage til Cæsarea. Cestius brød da op med hele Styrken og drog til Antipatris. Da han erfarede, at der ved det saakaldte Afekos-Taarn var samlet en ikke ringe jødisk Styrke, sendte han nogle Tropper i Forvejen for at angribe dem. Førend det imidlertid kom til noget Sammenstød, adsplittedes Jøderne af Frygt, og Soldaterne kom da til og afbrændte den tomme Lejr, og de omkringliggende Landsbyer. Fra Antipatris rykkede Cestius frem til Lydda og tog Byen, som var blottet for Mandskab, i Besiddelse. Paa Grund af Løvhyttefesten var nemlig hele Befolkningen rejst op til Jerusalem. 50 Mennesker, som alligevel viste sig, lod han dræbe, og Byen afbrænde, hvorpaa han rykkede videre frem, drog igennem Bailhora og slog Lejr paa et Sted, som kaldes Gabao, og som ligger 50 Stadier fra Jerusalem.
2. Da Jøderne saa, at Krigen allerede nærmede sig Hovedstaden, lode de Festen være Fest og grebe til Vaaben. Meget modige paa Grund af deres Mængde, styrtede de uordnede med vilde Raab ud til Kamp, uden engang at tage noget Hensyn til Sabbatshvilen. Sabbaten var dog ellers det, de særlig plejede at have Ærbødighed for. Det Mod, der havde bragt dem til at glemme deres Gudfrygtighed, skaffede dem imidlertid Fordel i Kampen; de styrtede nemlig løs paa Romerne med en saa stor Heftighed, at de gennembrød disses Rækker, trængte midt ind igennem dem og slog ned for Fode. Hvis ikke Rytterne havde gjort en omgaaende Bevægelse og sammen med den Del af Fodfolket, som endnu ikke var særlig svækket, vare komne den udmattede Slagorden til Hjælp, vilde Cestius med hele Hæren være kommen i Fare. Der faldt af Romere 515, hvoraf de 400 vare Fodfolk og Resten Ryttere, af Jøderne derimod kun 22. Iblandt Jøderne udmærkede sig særlig den adiabeniske Konge Monobazos' Slægtninge, Monobazos og Kenedaios, samt endvidere Peræeren Niger og Babylonieren Silas, der var løben over til Jøderne fra Kong Agrippa, i hvis Hær han nemlig havde staaet. Da Jødernes Angreb var bleven slaaet tilbage, vendte de igen ind i Byen; men da Romerne rykkede tilbage til Bethora, faldt Simon, Gioras Søn,1 dem i Ryggen, oprev en stor Del af Bagtroppen, afskar adskillige Lastvogne fra Hæren og førte dem ind i Byen. Medens Cestius blev paa samme Sted i tre Dage, holdt Jøderne, som havde bemægtiget sig Højdepunkterne, Øje med Udgangene, og det var aabenbart, at de ikke vilde holde sig rolige, ifald Romerne begave sig paa Marschen.
3. Da Agrippa derfor indsaa, at Romernes Stilling ikke var uden Fare paa Grund af den utallige Mængde Fjender, som laa rundt om paa Bjergene, besluttede han at forsøge, hvad han kunde opnaa hos Jøderne ved Overtalelser: om han nemlig enten kunde bevæge dem alle til at opgive Krigen, eller faa den Del af dem, som ikke var enig med de øvrige, til at falde fra disse. Han sendte derfor de to mest ansete Mænd, han havde hos sig, Borkios og Foibos, hen til dem for at love dem Forlig med Cestius og bestemt Tilgivelse fra Romernes Side med Hensyn til, hvad de havde gjort, naar de blot vilde nedlægge Vaabnene og gaa over til dem. Oprørerne bleve nu bange for, at hele Folket, i Haab om Tilgivelse, skulde gaa over til Agrippa, og gik løs paa hans Udsendinge for at dræbe dem. Foibos sloge de ihjel, før han kunde faa sagt et Ord, Borkios derimod lykkedes det at slippe bort, skønt saaret. Nogle af Folket bleve vrede herover; men disse joge de med Stenkast og Knipler ind i Byen.
4. Cestius fandt i denne deres indbyrdes Uenighed en bekvem Lejlighed til Angreb, førte hele sin Hærstyrke frem, drev dem paa Flugt og forfulgte dem lige til Jerusalem. Efter at have slaaet Lejr paa det saakaldte Skopos, fem Stadier fra Byen, foretog han sig i tre Dage Intet imod Staden, idet han maaske ventede, at de derinde vilde give efter; han sendte imens mange af Soldaterne ud i de omkringliggende Landsbyer for at røve Korn. Men den fjerde Dag, som var den 30te i Maaneden Hyperberetaios,1 ordnede han Hæren til Angreb og førte den ind i Byen. Folket holdtes under Opsigt af de Oprørske; men da disse saa Romernes ypperlige Slagorden, bleve de forfærdede, trak sig tilbage fra de ydre Staddele og drog sig ind i de indre Kvarterer og Templet. Cestius rykkede imidlertid frem og nedbrændte det saakaldte Betheza samt Nybyen2 og den saakaldte Tømmerplads. Derpaa gik han imod den øvre By og lejrede sig ligeoverfor det kongelige Palads. Havde han nu just i denne Stund med Storm villet trænge indenfor Murene, vilde han strax have kunnet tage Byen, og Krigen vilde da have været endt. Men baade Feltherren Tyrannius Priscus og de fleste af Rytteranførerne vare bestukne af Florus og fik ham fra dette Foretagende. Af den Grund kom Krigen til at strække sig over saa lang en Tid, og Jøderne bleve overvældede med saa ubodelige Ulykker.
5. Imidlertid var der mange af de ansete Borgere, som paa Anstiftelse af Ananos, Jonathans Søn, opfordrede Cestius til at rykke frem, saa vilde de aabne Portene for ham. Cestius var dels saa vred, at han Intet vilde have med dem at bestille, og dels havde han ingen synderlig Tiltro til dem, hvorfor han Intet gjorde ved
Sagen, indtil de Oprørske kom til Kundskab om Forræderiet, jog Ananos og hans Tilhængere bort fra Muren, drev dem med Stenkast ind i deres Huse, stillede sig selv op rundt om paa Taarnene og beskød dem, der angreb Muren. Skønt Romerne saaledes i fem Dage foretog Angreb fra alle Kanter, fik de ikke noget ud deraf; men den følgende Dag tog Cestius mange udvalgte Tropper samt Bueskytterne og foretog et Angreb paa Templet fra Nordsiden. Jøderne gjorde imidlertid Modstand fra Buegangene og slog dem ofte tilbage, naar de kom nær til Muren, saa de tilsidst bleve drevne tilbage af Pileregnen og maatte vige. De forreste af Romerne støttede da deres Skjolde mod Muren, og andre, som vare bagved dem, føjede andre Skjolde til, og atter andre, saa at de frembragte, hvad de hos dem kalde et Skjoldtag, mod hvilket Pilene, som kom, prellede af uden Virkning. Saaledes kunde Soldaterne uskadte underminere Muren, og de gjorde sig rede til at stikke Ild paa Tempelporten.
6. En frygtelig Forskrækkelse greb da Oprørerne, og mange begyndte allerede at løbe bort fra Byen, som om den med det samme skulde til at indtages. Men herved fattede Almuen mere Mod, og efterhaanden som de slette Personer søgte bort, begave de andre sig til Portene for at aabne dem og tage imod Cestius som deres Velgører. Dersom denne en kort Tid havde villet fortsætte Belejringen med Kraft, vilde han snart have kunnet faa Byen i sin Magt; men jeg antager, at Gud allerede dengang fortørnet havde vendt sig bort, endogsaa fra Helligdommen, og derfor hindrede, at Krigen fik Ende denne Dag.
7. Cestius, som imidlertid hverken havde nogen Kundskab om de Belejredes fortvivlede Stemning eller om Almuens Sindelag, kaldte pludselig sine Soldater tilbage, og skønt han ikke havde lidt nogensomhelst Skuffelse med Hensyn til sine Planer, brød han dog paa den mest meningsløse Maade op og drog fra Byen. Ved hans uventede Bortrejse fattede Banditerne igen Mod, gjorde Udfald imod de Bagerste og nedsablede adskillige, baade Ryttere og Fodfolk. Foreløbig opholdt Cestius sig nu i Lejren ved Skopos; men den følgende Dag trak han sig længere bort og udæskede derved endnu mere sine Fjender; de fulgte da i Hælene paa Bagtropperne, nedsablede dem, gjorde Angreb fra begge Sider og beskød dem i Flanken. Bagtropperne vovede ikke at gøre Front imod dem, som saaledes faldt dem i Ryggen; thi de troede at blive forfulgte af en utallig Mængde, ja, de kunde ikke engang drive dem tilbage, som angreb dem i Flanken, da de nemlig selv vare tungt bepakkede og frygtede for at bringe Uorden i Geleddet; de saa derimod, at Jøderne var uden Oppakning og adrætte til at foretage Angreb. Saaledes gik det til, at de lede et stort Tab uden at kunne tilføje Fjenderne nogen Skade til Gengæld. Saaledes bleve de angrebne paa hele Marschen, og de, som bleve afskaarne fra Hærens Hovedstyrke, faldt, saa der var en
Mængde, som omkom. Blandt dem var Priscus, Anføreren for 6te Legion, Krigstribunen Longinus og Rytteranføreren Æmilius Jucundus. De kom med Nød og næppe til Gabaon til den tidligere Lejr og det efter at have mistet den største Del af Bagagen. Dér blev Cestius i to Dage uden at vide, hvad han skulde gøre; men da han den tredie Dag opdagede mange flere Fjender og saa, at hele Egnen rundt om var fuld af Jøder, indsaa han, at en længere Tøven vilde være til hans Ulykke, og at han, dersom han blev længer, vilde faa med endnu flere Fjender at gøre.
8. For at Flugten kunde ske hurtigere, gav han Hæren Befaling til at skille sig af med alt det, der kunde forsinke den. De nedslagtede derfor Muldyrene, Æslerne og alle Lastdyrene undtagen dem, som bare Kastespyd og Belejringsmaskiner; disse bevarede de nemlig, fordi de kunde faa Brug derfor og særlig, fordi de frygtede, at disse Ting, til Skade for dem selv, skulde falde i Jødernes Hænder. Saaledes førte han Hæren til Bethoron. Jøderne angreb imidlertid mindre heftigt, saalænge Romerne befandt sig paa den brede Slette; men da de bleve sammentrængte i Hulvejene og skulde til at stige nedad, løb nogle Jøder i Forvejen og spærrede dem Udgangen, andre styrtede de Bagerste ned i Kløften, og hele Sværmen spredte sig langs hele den snævre Vej og overdængede Hæren med Kastevaaben. Fodfolkene vidste her ikke, hvorledes de skulde værge sig; men endnu vanskeligere og farligere var Stillingen for Rytterne; thi under Pileregnen kunde de ikke passere Vejen og bevare Ordenen, og Skraaningen op imod Fjenderne kunde de ikke bestige med deres Heste. Paa begge Sider var der stejle Klippevægge og Kløfter, saa de vare Dødsens, hvis de glede ned deri; de havde saaledes hverken noget Tilflugtssted eller nogen Forestilling om, hvorledes de skulde værge sig. I deres Raadvildhed gave de sig til at udstøde Klageskrig og Fortvivlelsens Hyl. Fra den modsatte Side lød derimod Jødernes opmuntrende Raab til hverandre indbyrdes samt Skrig baade af Glæde og Raseri. Der manglede kun lidt i, at de havde oprevet hele Cestius' Hær; men saa brød Natten frem, og Romerne flygtede da til Bethora, medens Jøderne besatte alle Punkter rundt om og lurede paa, at Romerne skulde drage derfra.
9. Cestius, som indsaa det umulige i at marschere aabenlyst bort, grundede nu paa, hvorledes han skulde flygte bort. Han udvalgte da et Antal paa 400 af de modigste Soldater og stillede dem op rundt omkring paa Husene med den Befaling, at de skulde raabe de Signaler, som Lejrvagterne plejede at bruge, forat Jøderne skulde tro, at hele Styrken stadig laa paa dette Sted. Selv tog han imidlertid de øvrige Tropper og rykkede i Stilhed 30 Stadier længere bort. Om Morgenen saa Jøderne da, at Romernes Kvarter var tomt, de styrtede saa løs paa de 400, som havde narret dem, nedskød dem hurtig og forfulgte saa Cestius. Han havde jo imidlertid om Natten
faaet et ikke ringe Forspring og fortsatte om Dagen sin Flugt med endnu større Hurtighed, saa at hans Soldater af Forskrækkelse og Rædsel lod Belejringstaarnene, Kastemaskinerne og mange andre Redskaber i Stikken, hvilke Jøderne tog og senere anvendte imod dem, der havde ladt dem ligge. De vedbleve at forfølge Romerne til Antipatris; men da de ikke kunde faa fat paa dem, vendte de tilbage, slæbte Maskinerne med sig, plyndrede Ligene, samlede det efterladte Bytte sammen og vendte med Sejrssange tilbage til Hovedstaden. Selv havde de kun mistet ganske faa; men de havde af Romerne og Forbundsfællerne dræbt 5300 Fodfolk og 480 Ryttere. Dette skete altsaa den 8de i Maaneden Dios, i Neros 12te Regeringsaar.1
1. Efter Cestius' Uheld fjernede mange af de fornemme Jøder sig fra Byen som fra et synkende Skib. Saaledes flygtede for Exempel Brødrene Kostobaros og Saul samt Filippos, Jakimos' Søn, som var Kong Agrippas Feltherre, fra Byen og drog til Cestius. Antipas, som sammen med de nævnte havde været belejret i det kongelige Palads, vilde ikke indlade sig paa Flugt; vi skulle senere fortælle, hvorledes han blev dræbt af Oprørerne. Cestius sendte nu, efter deres egen Begæring, Saul og de andre til Nero i Achaia2 forat forklare ham deres egen Nød og kaste Skylden for Krigen over paa Florus. Cestius haabede nemlig, ved at drage Kejserens Vrede over ham, at formindske Faren for sig selv.
2. Samtidig hermed søgte Damaskenerne, da de havde erfaret Romernes Nederlag, at dræbe de hos dem boende Jøder. De havde allerede i Forvejen faaet dem samlede i Gymnasiet, hvilket de havde gjort af Mistanke til dem, og mente nu, at de saaledes lettere kunde angribe dem. De nærede nemlig Frygt for deres egne Hustruer, som paa faa Undtagelser nær havde sluttet sig til den jødiske Gudsdyrkelse. Derfor gik Damaskenernes Bestræbelser mest ud paa at skjule deres Hensigter for dem. Efter at have angrebet Jøderne, som vare samlede paa den snævre Plads i et Antal af 10,500 og alle vare vaabenløse, nedhuggede de dem med Lethed i Løbet af een Time.
3. Da de, som havde forfulgt Cestius, vare vendte tilbage til
Jerusalem, fik de dels ved Vold og dels ved Overtalelser dem, der endnu vare romersksindede, bragte over paa deres Parti, og ved et Møde i Templet udnævnte de flere Anførere til at lede Krigen. Josef, Gorions Søn, og Ypperstepræsten Ananos bleve valgte til Ledere af alle Stadens Forhold og skulde særlig istandsætte Byens Mure. Eleazar, Simons Søn,1 vilde man nemlig ikke sætte i Spidsen for Regeringen, omendskønt han havde det hos Romerne gjorte Bytte, de fra Cestius røvede Penge og desuden meget af de offentlige Kassers Indhold i sin Magt. Man ansaa ham nemlig for en Tyran, og de Zeloter, som han havde om sig, optraadte som hans Drabanter. Det varede dog ikke længe, før Pengemangelen og Eleazars Kunstgreb omstemte Folket, saa de underkastede sig ham i alle Forhold.
4. For Idumæas Vedkommende udvalgte man andre Anførere, nemlig Jesus, Sapfas' Søn, en Mand af ypperstepræstelig Slægt, samt Eleazar, Ypperstepræsten Neas' Søn.2 Den tidligere Anfører i Idumæa Niger, som stammede fra Peræa hinsides Jordan, og derfor kaldtes Peræeren, befalede man at underordne sig disse Anførere. Man glemte ej heller det øvrige Land, men sendte til Jericho Josef, Simons Søn, til Peræa Manasse, og til Distriktet Thamna Johannes Essæeren som Feltherre. Han fik ogsaa tildelt Lydda, Joppe og Ammaus. Over det gofnitiske og akrabatteniske Land blev Johannes, Ananias' Søn, udnævnt til Anfører, og over begge Galilæer Josef, Matthias' Søn.3 Ogsaa Gamala, den stærkest befæstede By i denne Del af Landet, blev lagt til den sidstnævntes Statholderskab.4
5. Enhver af disse Feltherrer bestyrede nu, som han havde Iver og Forstand til, hvad der var ham betroet. Hvad Josef angik, da sørgede han, saasnart han var kommen til Galilæa, først og fremmest for at vinde Indbyggernes Velvilje, da han vel vidste, at det vilde være af den allerstørste Betydning for ham, selv om han ogsaa skulde have Uheld med sig i andre Ting. Da han indsaa, at han vilde gøre sig de indflydelsesrige Mænd forbundne, hvis han gav dem Andel i Magten, og ligeledes vilde vinde hele Almuen, hvis han lod de fleste Sager bestyre af indfødte og bekendte Mænd, saa udvalgte han iblandt Folket de 70 fornuftigste ældre Mænd og satte dem til at bestyre hele Galilæa, idet han tillige i hver By indsatte 7 Mænd til at dømme i mindre vigtige Sager. De større Forhold og Sager, som angik Livet, befalede han derimod, at man skulde henvise til ham selv og de 70.
6. Efter at have ordnet den indre retslige Tilstand i hver enkelt By, gik han over til at sørge for den ydre Sikkerhed. Da han
vidste, at Romerne vilde falde ind i Galilæa, befæstede han de dertil egnede Stæder, nemlig Jotapata, Bersabe og Selame, endvidere Kafarekcho, Jafa, Sigof, det saakaldte Itabyrions Bjerg, Taricheai og Tiberias; desuden befæstede han Hulerne omkring Genesaret Sø i det saakaldte Nedre Galilæa og i Øvre Galilæa den saakaldte Akchabarernes Klippe, Sepf, Jamneith og Mero. I Landskabet Gaulanitis forstærkede han Seleukeia, Soganaia og Gamala. Sepforiterne vare de eneste, som han gav Tilladelse til paa egen Haand at opbygge deres Mure, da han nemlig saa, at de havde rigelige Pengemidler og, selv uden Befaling, vare ivrige med Hensyn til Krigen. Paa lignende Maade befæstede ogsaa Johannes, Levis Søn,1 paa egen Haand Gischala efter Josefs Befaling. Ved alle de andre Befæstningsarbejder var Josef selv tilstede, arbejdede med og uddelte Befalinger. Han udskrev ogsaa af Galilæa en Hær paa over 100,000 nye Mænd, som han allesammen bevæbnede med gamle Vaaben, som han lod samle sammen og gøre i Stand.
7. Endvidere indsaa han, at hvad der gjorde den romerske Krigsmagt uovervindelig, særlig var dens Disciplin og flittige Øvelse i Vaabenbrug. Han indsaa imidlertid, at han ikke kunde bibringe sine Soldater en saadan Uddannelse, som kun opnaas ved lang Øvelse; men da han forstod, at Disciplinen styrkes, jo flere Befalingsmænd der er, inddelte han paa romersk Vis Hæren i mindre Afdelinger og indsatte flere Delingsførere. Han delte nemlig Soldaterne i forskellige Tropper og satte over dem Høvedsmænd for hver 10, for hvert Hundrede og for hvert Tusende, og foruden disse havde han Anførere over større Afdelinger. Han lærte dem at give Signaler, at kalde Folkene sammen og kalde dem tilbage ved at blæse i Trompet; — at foretage Angreb og Svingninger med Fløjene, — og hvorledes man, naar man selv havde haft Held med sig, skulde vende tilbage, understøtte de udmattede og hjælpe de betrængte. Han forklarede dem, hvad der kunde tjene til at styrke Sjælens Mod og Legemets Kraft. Særlig øvede han dem til Krigen, idet han ved enhver Lejlighed fortalte dem om Romernes gode Hærordning og sagde, at de vilde komme til at kæmpe med Mænd, som ved deres Legemsstyrke og Aandskraft paa lidt nær havde bemægtiget sig hele Verden. Han sagde, at han, endogsaa før Slaget, vilde have en Prøve paa deres Krigsdisciplin: de skulde afholde sig fra de sædvanlige Forseelser, Tyveri, Røveri, Plyndring, at bedrage deres Landsmænd og søge egen Fordel paa deres Medborgeres Bekostning. Saadanne Folk, hvis Soldater alle havde en god Samvittighed, havde mest Lykke med sig i Krigen. De, som derimod vare slette i deres Hjemstavn, fik ikke alene de fremrykkende Fjender, men ogsaa Gud at kæmpe imod.
8. Saadanne Formaninger vedblev han stadig at give dem. Han havde nu samlet om sig en krigsberedt Skare paa 60,000 Fodfolk og 350 Ryttere foruden omtrent 4,500 Lejetropper, som han særlig stolede paa. Han havde 600 udvalgte Soldater om sig som Livvagt. Byerne underholdt med Lethed hele Hæren med Undtagelse af Lejetropperne; enhver af de omtalte Stæder havde nemlig kun sendt Halvdelen af sit Mandskab til Hæren; Resten beholdt de hjemme til at forsyne Soldaterne med, hvad de behøvede, saaledes at nogle vare bestemte til at bære Vaaben, andre til Arbejde, og dem, der sendte Korn til Soldaterne, ydede disse saa Sikkerhed til Gengæld.
1. Medens Josef saaledes ordnede Forholdene i Galilæa, opstod der en Modstander af ham, en Mand fra Gischala, ved Navn Johannes, Levis Søn. Blandt Landets Stormænd var han den snedigste og underfundigste, ja han havde ikke sin Lige i Slethed. Han var fra først af fattig, og denne Armod lagde i lang Tid et Baand paa hans Ondskab. Han var stedse rede til at lyve og havde Evne til at skaffe sine Løgne Tiltro. Han ansaa Svig for en Dyd og benyttede sig deraf overfor sine bedste Venner. Han hyklede Menneskekærlighed, men kunde, naar han haabede at vinde Fordel derved, udøse Strømme af Blod. Han higede altid efter store Ting og nærede sine Forhaabninger ved lave og snedige Paafund. Først optraadte han paa egen Haand som Røver; senere fik han som Deltagere i sin Frækhed en Bande, der først var lille, men som stadig voxede. Han sørgede stedse for ikke at antage nogen uduelig i sin Bande, men udvalgte kun dem, som udmærkede sig ved god Legemsbygning, Mod og Krigserfaring. Han samlede saaledes en Flok paa henimod 400 Mand, som for Størstedelen bestod af Flygtninge fra Tyriernes Distrikt og Landsbyerne dér. Ved deres Hjælp hærgede han hele Galilæa og plagede mange Mennesker, som jo i Forvejen vare urolige for, hvad der skulde ske i den kommende Krig.
2. Han vilde nu gærne staa i Spidsen for en hel Hær og higede efter større Magt; men hans Mangel paa Penge var ham til Hinder. Da han imidlertid saa, at Josef paa Grund af hans Energi havde Forkærlighed for ham, bevægede han først denne til at betro ham Opførelsen af hans Fædrenestads Mure, hvorved han gjorde sig stor Fordel paa de Riges Bekostning. Derefter spillede han en ny, meget underfundig Komedie, For at nemlig alle de i Syrien boende Jøder
kunde undgaa at bruge Olie, som ikke var tilberedt af deres Landsmænd, ansøgte han om at maatte indføre Olie i Grænselandet. Han kunde købe fire Krukker for en tyrisk Mønt, som gjaldt fire attiske Drachmer, og solgte saa en halv Krukke for den samme Pris. Da nu Galilæa frembragte megen Olie, og det just havde været et særlig indbringende Aar, kunde han sende en Mængde til Forbrugerne og for sin egen Person tjene en overordentlig Mængde Penge, som han strax anvendte imod den, der havde skænket ham Privilegiet. I den Tro, at han selv, hvis Josef blev afsat, vilde blive Anfører i Galilæa, befalede han de Banditer, han havde under sig, at tage kraftigere fat med at røve og plyndre, for at han, naar der var opstaaet fuldstændig Forvirring i Landet, enten svigagtig kunde dræbe Feltherren, naar denne kom for at bringe Orden tilveje, eller bagtale ham hos Beboerne, hvis han saa igennem Fingre med Banditerne. Desuden havde han forlængst udspredt det Rygte, at Josef stod i Begreb med at overgive det Hele til Romerne, og han opspandt mange lignende Ting for at styrte denne Mand.
3. Paa samme Tid var der nogle unge Mennesker fra Debaritlithernes Landsby, hvilke laa paa Vagt paa den store Slette,1 og som fra et Baghold overfaldt Agrippas og Bernikes Foged Ptolemaios og fratog ham al den Bagage, han førte med sig, hvori der var ikke saa faa kostbare Dragter, en Mængde Sølvbægere og 600 Guldstykker. Da de ikke kunde faa dette Rov skjult, bragte de det altsammen til Josef i Taricheai. Han dadlede dem for denne Voldshandling imod Kongens Folk og lod alt, hvad de kom med, lægge i Forvaring hos den mest formaaende Mand i Taricheai, Annaios, med den Hensigt, at han i sin Tid vilde sende Ejerne det. Dette bragte ham imidlertid i meget stor Fare. De, som havde røvet det, bleve nemlig forbitrede, dels fordi de ikke fik nogen Part af det, som de vare komne med, dels fordi de formodede, at Josef havde i Sinde at skænke de kongelige Personer det, som de havde tilkæmpet sig. De løb da om Natten rundt til Landsbyerne og skildrede overfor alle Josef som en Forræder. De fyldte ogsaa de nærmeste Byer med Urolighed, saa at 100,000 Sværtbevæbnede ved Dagens Frembrud styrtede løs paa Josef. Sværmen samlede sig paa Væddeløbsbanen i Taricheai, opløftede mange Vredesskrig og raabte, at man skulde stene denne Forræder, ja, nogle vilde endogsaa have ham brændt. Johannes og en vis Jesus, Sapfias' Søn, som dengang var Anfører i Tiberias, ophidsede Mængden. Josefs Venner og Livvagt bleve da saa forfærdede over Mængdens Fremstormen, at de allesammen flygtede paa fire nær. Josef selv laa til Sengs, men sprang op, just som de vare ved at stikke Ild paa Huset. De fire, som vare blevne hos ham, raadede ham til at flygte; men uden at lade
sig forskrække, hverken ved at se sin forladte Stilling eller ved Modstandernes Mængde, sønderrev han sine Klæder, strøede Aske paa sit Hoved og sprang frem med Hænderne paa Ryggen og sit Sværd spændt om Halsen. Ved Synet af ham fattede hans Bekendte og særlig Taricheerne Medlidenhed med ham; Folkene fra Landet og de omliggende Byer, som vare fornærmede paa ham, udskældte ham derimod og befalede ham hurtigt at skaffe de Penge tilveje, som vare fælles Ejendom, samt tilstaa sine forræderiske Overenskomster. De havde nemlig af Josefs Holdning faaet det Indtryk, at han ikke vilde nægte noget af, hvad man mistænkte ham for, og at han for at skaffe sig Tilgivelse havde gjort alt forat vække Medlidenhed. Men hele hans ydmyge Fremtræden var et i Forvejen udtænkt Krigspuds, og han pønsede paa at fremkalde indbyrdes Uenighed imellem dem, der vare forbitrede paa ham, og sagde derfor, at han vilde tilstaa alt det, hvorfor de vare vrede paa ham. Da han derpaa havde faaet Lov til at tale, sagde han: "Jeg bar hverken tænkt paa at sende Pengene tilbage til Agrippa eller selv at beholde dem; thi jeg har ikke nogensinde regnet Eders Fjende for min Ven eller brudt mig om en Vinding, der kunde skade den fælles Sag. Men da jeg saa, Taricheere! at Eders Stad haardt trængte til at blive befæstet, og der manglede Penge til at opføre en Mur for, frygtede jeg for, at Folkene fra Tiberias og de andre Stæder skulde tragte efter disse opsnappede Penge, og jeg besluttede derfor at forvare Pengene i al Hemmelighed, for at jeg kunde omgive Eders By med en Mur. Synes I ikke derom, skal jeg give Eder, hvad der er blevet bragt mig, og lægge det frem, saa I kan plyndre det. Har jeg derimod fattet en Beslutning, der tjener til Eders eget Gavn, saa er det en daarlig Tak, I giver mig for min Velgærning."
4. Ved at høre dette begyndte Taricheerne at rose ham i høje Toner; men derimod udskældte og truede Folkene fra Tiberias og de Andre ham. Begge Partier forlode da Josef og gave sig til at strides indbyrdes. Josef fattede nu Mod ved Tanken om sine Tilhængere, — Taricheerne vare nemlig omtrent 40,000 i Tallet, — og han gav sig da med større Frimodighed til at tale til hele Skaren. Han bebrejdede dem stærkt deres Fremfusenhed og sagde dernæst, at han for de paagældende Penge ikke alene vilde befæste Taricheai, men paa lignende Maade sikre de andre Byer. De behøvede nemlig ikke at mangle Penge, naar de blot vilde optræde enigt imod dem, hos hvem de skulde erhverve dem, og ikke lade sig ophidse imod ham, der skaffede dem tilveje.
5. Nu gik den største Del af Mængden, som han saaledes havde narret, sin Vej, omendskønt de vare ophidsede; men der var endnu 2000 bevæbnede Mænd, som styrtede løs paa ham. Han fik dog Tid til at slippe ind i Huset; men de bleve staaende og udstødte Trusler imod ham. Imod disse brugte Josef et andet Kunstgreb.
Han steg nemlig op paa Taget, slog til Lyd med sin højre Haand og sagde, at han ikke vidste, hvad det var, de vilde. Han kunde nemlig Intet høre paa Grund af deres forvirrede Raab; men han vilde gøre Alt, hvad de forlangte, naar de blot i al Ro vilde udvælge nogle og sende dem ind til ham. Da de havde hørt dette, gik de mest Ansete og Anførerne derind. Han lod dem da slæbe ind i Husets inderste Værelse, lod Yderdøren stænge og lod dem piske, til Indvoldene laa blottede paa dem alle sammen. Imens stod Mængden rundt om Huset og troede, at de, som vare gaaede derind, førte en længere Forhandling med ham. Josef lod saa pludselig Dørene aabne, stødte Mændene ud, saa blodige som de vare, og indjog derved dem, der stode og truede ham, en saadan Forskrækkelse, at de kastede deres Vaaben og flygtede.
6. Herved voxede Johannes' Had, og han udpønsede en ny Plan mod Josef. Han foregav nemlig at være syg og bad i et Brev Josef om Tilladelse til for sin Helbredelses Skyld at maatte bruge de varme Bade i Tiberias. Josef, som endnu ikke havde gennemskuet Forræderen, skrev til Øvrighedspersonerne i den nævnte By, at de skulde yde Johannes Gæstfrihed og forsyne ham med, hvad han behøvede, han nød saa disse Behageligheder; men efter to Dages Forløb begyndte han at arbejde paa det, som var Hensigten med hans Komme, og søgte, ved Anvendelse dels af Smiger og dels af Penge, at faa Indbyggerne til at falde fra Josef. Silas, som af Josef var sat til at forsvare Byen, fik dette at vide og skrev hurtigt til Josef om dette Forræderi. Saasnart Josef havde faaet Brevet, begav han sig paa Vej, marscherede uafbrudt hele Natten og kom om Morgenen til Tiberias. Alle Indbyggerne kom ham imøde, og skønt Johannes anede, at hans Tilstedekomst gjaldt ham, sendte han dog een af sine Bekendte til Josef, foregav, at han var syg, og sagde, at han laa i Sengen og derfor ikke kunde gøre ham sin Opvartning. Da Josef havde forsamlet Tiberienserne paa Væddeløbsbanen og vilde til at tale med dem om det Brev, han havde faaet, havde Johannes imidlertid udsendt nogle Sværtbevæbnede og givet dem Befaling til at dræbe ham. Da Folket saa disse drage Sværdene, udstødte de et Skrig, og ved dette Skrig vendte Josef sig om, og da han saa, at deres Sværd allerede vare rettede imod ham, sprang han ned og løb mod Stranden, — han havde nemlig staaet og talt til Folket paa en Forhøjning, der hævede sig sex Alen; — han sprang saa i en Baad, som just lagde til, og flygtede med to af sine Drabanter midt ud paa Søen.
7. Hans Soldater grebe nu hurtigt til Vaaben og gik imod Morderne. Da blev Josef bange for, at der paa Grund af disse faa Menneskers Ondskab skulde opstaa en Borgerkrig og Byen blive ødelagt. Han sendte da Bud til sine Folk, om at de blot skulde sørge for deres egen Sikkerhed og hverken dræbe nogen eller straffe de
Skyldige. De adløde nu ogsaa denne Befaling og holdt sig rolige; men da Beboerne i Omegnen havde hørt om dette Overfald og om hvem, der havde sat det i Værk, samlede de sig imod Johannes. Han slap dog bort og flygtede til sin Fædrenestad Gischala. Nu strømmede der sammen om Josef Galilæere fra hver eneste By, og da der var samlet mange Tusinde Sværtbevæbnede, raabte de, at de vare komne for at gaa imod Johannes, som efterstræbte dem alle; de vilde brænde ikke alene ham, men ogsaa hans Fædrenestad, som havde aabnet sine Porte for ham. Josef sagde, at han vel tog imod deres gode Sindelag, men maatte lægge en Dæmper paa deres Iver; thi han ønskede hellere at faa Bugt med sine Fjender ved en forstandig Optræden end ved at dræbe dem. Han udtog dog een for een dem, som i hver enkelt By havde deltaget i Johannes' Frafald, og deres Medborgere opgave beredvilligt Navnene paa dem. Ved Herolder lod han ogsaa dem, der ikke inden fem Dage havde forladt Johannes, true med, at deres Ejendom vilde blive plyndret og deres Huse samt deres Familier brændte. Der var da 3000, som strax faldt fra Johannes, og som kom og kastede deres Vaaben ned for Josefs Fødder. Med de Folk, han endnu havde tilbage, — det var omtrent 2000 syriske Overløbere — gav Johannes sig nu paany til at efterstræbe Josef, men hemmeligt istedetfor som før aabenlyst. Han sendte da hemmeligt Bud til Jerusalem for at bagtale Josef i Anledning af hans store Hærstyrke; han sagde nemlig, at han om ikke lang Tid vilde komme og opkaste sig til Tyran i Hovedstaden, hvis man ikke i Tide tog Forholdsregler imod ham. Almuen, som godt vidste Besked, fæstede ikke Lid hertil, men de misundelige Stormænd og nogle af de Regerende sendte hemmeligt Johannes Penge til at samle Lejetropper for, saa han kunde bekæmpe Josef. De bestemte ogsaa indbyrdes, at de vilde kalde ham tilbage fra Statholderskabet. Og de lode det ikke blive ved Bestemmelsen, men udsendte 2500 Sværtbevæbnede og fire ansete Mænd, nemlig Joesdros, Nomikos' Søn, Ananias, Saduks Søn, Simon og Judas, Jonathans Sønner, alle meget veltalende Mænd, for at de skulde vende den velvillige Stemning fra Josef. Hvis han vilde komme frivillig, skulde de lade ham aflægge Regnskab; men hvis han paastod, at han vilde blive i sin Stilling, skulde de behandle ham som Fjende, Josefs Venner havde skrevet til ham, at der kom en Hær; men de havde ikke angivet, af hvad Aarsag den kom; thi hans Fjender holdt naturligvis deres Plan hemmelig. Da Josef derfor ikke kunde tage Forsigtighedsregler, faldt strax fire Byer fra ham og gik over til hans Modstandere, nemlig Sepforis, Gabara, Gischala og Tiberias. Han fik dem dog snart i sin Magt igen uden at bruge Vaaben og fik ogsaa ved Krigslist fat paa de fire Anførere og de mest fremragende af de Sværtbevæbnede, hvorpaa han sendte dem tilbage til Jerusalem. Folket blev da særdeles forbitret paa dem, styrtede løs
paa dem og de Folk, der havde udsendt dem og vilde have dræbt dem, hvis de ikke i Tide havde taget Flugten.
8. Frygten for Josef drev nu for Fremtiden Johannes til at holde sig indesluttet indenfor Gischalas Mure. Men nogen Tid senere faldt Tiberias atter fra, og nogle af Indbyggerne tilkaldte Kong Agrippa. Han kom ganske vist ikke paa det fastsatte Tidspunkt; men da nogle faa romerske Ryttere viste sig samme Dag, sagde de sig alligevel løs fra Josef. Frafaldet blev strax meldt til Taricheai; men Josef havde netop udsendt alle sine Soldater for at samle Korn og vilde hverken alene drage ud mod de Frafaldne eller blive, hvor han var, idet han nemlig frygtede for, at de kongelige Soldater, hvis han tøvede, skulde komme ham i Forkøbet og naa til Byen; — han vilde nemlig heller ikke den følgende Dag kunne foretage sig noget; thi saa var det Sabbat. Derfor tænkte han paa at overrumple. de Frafaldne ved List. Han gav da Befaling til at stænge Portene i Taricheai, for at ikke nogen i Forvejen skulde meddele hans Plan til dem, den var rettet imod; dernæst samlede han alle de Baade, han kunde opdrive paa Søen, — der fandtes 330, og paa hver var der ikke mere end fire Søfolk — og sejlede hurtigt til Tiberias. Da han var saalangt fra Byen, at man derfra lige til Nød kunde se Baadene, lod han de ubemandede Fartøjer holde sig drivende, selv sejlede han med kun syv ubevæbnede Drabanter nærmere hen imod Byen, saa at man kunde se ham. Da hans Modstandere, som stode og udskældte ham, fik Øje paa ham fra Murene, bleve de forskrækkede og troede, at alle Baadene vare fulde af Sværtbevæbnede; de kastede da deres Vaaben, svingede med Grene som Tegn paa Overgivelse og bad ham skaane Staden.
9. Josef kom da med mange Trusler og Bebrejdelser imod dem: at de først havde begyndt Krigen mod Romerne, dernæst forødte deres Kraft i indvortes Uroligheder og arbejdede paa det, som deres Fjender inderligst ønskede; dernæst, at de stræbte at rydde ham af Vejen, som dog havde sørget for deres Sikkerhed, og at de ikke skammede sig for at lukke Byen for den, som havde befæstet den. Han sagde, at han dog vilde modtage nogle af dem, hvis de kom for at gøre Undskyldninger, og med dem forhandle om Stadens fremtidige Sikkerhed. De ti fornemste Tiberiensere kom da strax ned til ham, og hnn tog dem ombord i een af Baadene og førte dem langt bort; dernæst befalede han, at 50 andre af de bekendteste Raadsherrer skulde komme til ham, forat han ogsaa af dem kunde faa Forsikring om deres Troskab. Han fandt derefter paa nye Paaskud og kaldte fiere og flere frem under Skin af at ville slutte Forlig med dem; men han befalede Styrmændene paa de Baade, han saaledes fyldte med Fanger, hurtigt at sejle til Tarieheai og sætte Mændene i Fængsel. Saaledes blev han ved, indtil han havde fanget hele
Raadet, som bestod af 600 Mand, og omtrent 2000 af Almuen og ført dem i Baadene til Taricheai.
10. De øvrige raabte da, at en vis Kleitos særlig var Skyld i dette Frafald og bad om, at Josef vilde rette sin Vrede imod ham. Josef havde ikke Lyst til at lade nogen dræbe, men befalede en af sine Drabanter, Levi, at gaa i Land og hugge Hænderne af Kleitos. Drabanten blev bange for alene at gaa op til Fjendeskaren og sagde nej. Men da Kleitos saa, at Josef forbitret stod ude i Baaden og var i Begreb med selv at springe op og straffe ham, bad han ham fra Strandbredden om at lade ham beholde den ene Haand. Dette gav Josef ham Lov til, naar han saa selv vilde afhugge den anden. Med sin højre Haand drog han da sit Sværd og afhuggede den venstre. Saa stor Skræk havde Josef indjaget ham. Da Josef saaledes med de tomme Baade og med syv Drabanter havde taget Befolkningen til Fange, bragte han atter Tiberias under sit Herredømme. Men faa Dage efter faldt den igen fra sammen med Sepforiterne, og han gav da sine Soldater Lov til at plyndre dem. Dog lod han igen alt Byttet samle sammen og gav det til Borgerne og ligeledes til dem i Sepforis; thi ogsaa disse vilde han, efter at have underkuet dem, give en Advarsel, og lod derfor Byen plyndre; men ved at tilbagegive dem Godset, indgød han dem alter Velvilje imod sig.
1. Saaledes bleve altsaa Bevægelserne i Galilæa dæmpede, og man gav sig, efter Dæmpelsen af de indvortes Uroligheder, til at forberede sig paa at tage imod Romerne. Imidlertid beskæftigede i Jerusalem Ypperstepræsten Ananos og de af Stormændene, som ikke vare romersksindede, sig med at istandsætte Muren og tilvejebringe mange Krigsredskaber. I hele Byen smeddedes der Kastespyd og Rustninger. En Mængde unge Mennesker øvede sig, dog uden nogen Orden, og alt var opfyldt af Uro. De Maadeholdne vare derimod frygtelig nedslaaede, og mange jamrede ved at forudse de kommende Ulykker. Der forefaldt Ting, som forekom de Fredelskende at være ildevarslende; men de, der havde tændt Krigsluen, betragtede dem i deres Letsindighed med Glæde, og Stadens Tilstand frembød, endogsaa før Romernes Ankomst, Billedet af en By, der var bestemt til Undergang. Ananos vendte sig da lidt bort fra Krigsforberedelserne og søgte at bringe de Oprørske og de saakaldte Zeloters Taabelig-
hed til Fornuft; men han bukkede under for Magten, og vi skulle i det Følgende fortælle, hvad Ende det tog med ham.
2. I Distriktet Akrabetene havde Simon, Gioras Søn, faaet samlet mange Mennesker, som havde Lyst til Omvæltninger, og havde givet sig i Færd med Røveri. Ikke alene plyndrede han de Riges Huse; men han mishandlede ogsaa deres Legemer, og man kunde allerede nu paa Forhaand skønne, at han vilde blive en Tyran, naar han fik Magten. Der blev ganske vist sendt en Hær imod ham af Ananos og Regenterne, men saa flygtede han, med hvad han havde, til Røverne i Masada og blev dér, indtil Ananos og hans andre Fjender vare dræbte, idet han sammen med dem i Masada plyndrede Idumæa, saa at Folkets Regenter, paa Grund af de mange Myrderier og de uafladelige Plyndringer, maatte samle en Hær og holde Landsbyerne bevogtede. Saaledes vare altsaa Tilstandene i Idumæa.