= V4 Outline MultiLine NoSorting TabWidth=30

H="Noter"
Dette er Det Nye Testamente fra 1814.

Filen er en flad tekst-fil, men ser bedst ud, hvis den åbnes med NoteTab, der er freeware.

For flere detaljer, se http://www.biblen.info/Ressourcer/Dansk-1814.htm




H="Matthæus - Matthew"

St. Matthaei Evangelium


1. Capitel.

1. Jesu Christi slægtes bog, Davids søns, Abrahams søns. 
2. Abraham avlede Isaak; men Isaak avlede Jakob; men Jakob avlede Juda og hans brødre.
3. Men Juda avlede Phares og Zara af Thamar; men Phares avlede Esrom; men Esrom avlede Aram.
4. Men Aram avlede Aminadab; men Aminadab avlede Naasson; men Naasson avlede Salmon.
5. Men Salmon avlede Booz af Rachab; men Booz avlede Obed af Ruth; men Obed avlede Jessai.
6. Men Jessai avlede kong David; men kong David avlede Salomen af Uriæ (hustrue.)
7. Men Salomen avlede Roboam; men Roboam avlede Abia; men Abia avlede Asa.
8. Men Asa avlede Josaphat; men Josaphat avlede Joram; men Joram avlede Ozias.
9. Men Ozias avlede Joatham; men Joatham avlede Achas; men Achas avlede Ezechias.
10. Men Ezechias avlede Manasse; men Manasse avlede Amon; men Amon avlede Josias.
11. Men Josias avlede Jechonias og hans brødre, ved den Babyloniske udlændighed.
12. Men efter den Babyloniske udlændighed avlede Jechonias Salathiel; men Salathiel avlede Zorobabel.
13. Men Zorobabel avlede Abiud; men Abiud avlede Eliakim; men Eliakim avlede Azor.
14. Men Azor avlede Sadok; men Sadok avlede Achim; men Achim avlede Eliud.
15. Men Eliud avlede Elazar; men Eleazar avlede Matthan; men Matthan avlede Jacob.
16. Men Jacob avlede Joseph, Mariæ mand; af hende er Jesus født, som kaldes Christus.
17. Derfor ere alle led fra Abraham indtil David fiorten led; og fra David indtil den Babyloniske udlændighed fiorten led; og fra den Babyloniske udlændighed indtil Christum fiorten led.
18. Men Jesu Christi fødsel gik saa til; der Maria hans moder var Joseph troelovet, førend de kom til hobe, befandtes hun at vare frugtsommelig af den Hellig Aand.
19. Men Joseph hendes mand, som var retfærdig, og som ikke offentlig vilde beskiæmme hende, vilde hemmelig skille sig fra hende.
20. Men i der han tænkte derpaa, see, da aabenbaredes Herrens Engel for ham i en drøm og sagde: Joseph, Davids søn! frygt ikke at annamme din hustru Maria; thi det, som er avlet i hende, er af den Hellig Aand.
21. Men hun skal føde en Søn, og du skal kalde hans navn Jesus; thi han skal frelse sit folk fra deres synder.
22. Men dette skede altsammen, at det skulde fuldkommes, som er sagt af Herren ved propheten, som siger:
23. See, en jomfrue skal blive frugtsommelig, og føde en Søn, og man skal kalde hans navn Emmanuel, hvilket er udlagt: Gud med os.
24. Men der Joseph vaagnede op af søvnen, giorde han, som Herrens Engel havde befalet ham; og han annammede sin hustrue.
25. Og han kiendte hende ikke, indtil hun havde født sin Søn den førstefødte, og han kaldte hans navn Jesus.


2. Capitel.

1. Men der Jesus var født i Bethlehem i Judæa, udi kong Herodis dage, see, da kom viise af øster til Jerusalem, og sagde: 
2. Hvor er den som er født, Jødernes Konge? thi vi have seet hans stjerne i øster, og ere komne at tilbede ham.
3. Men der kong Herodes det hørde, blev han forfærdet, og al Jerusalem med ham.
4. Og der han havde forsamlet alle de ypperste præster og skriftkloge iblandt folket, udspurgde han af dem, hvor Christus skulde fødes.
5. Men de sagde til ham: i Bethlehem i Judæa; thi der er saa skrevet ved propheten: 
6. Og du Bethlehem, i Judæ land, er ingenlunde den mindste iblandt Judæ fyrster; thi af dig skal udgaae en fyrste, som skal føde mit folk Israel.
7. Da kaldte Herodes de viise hemmelig, og udspurgde af dem flittelig tiden, naar stiernen havde ladet sig tilsyne.
8. Og han sendte dem til Bethlehem, og sagde: gaaer hen, og udspørger flittelig om Barnet; men naar I have fundet det, da forkynder mig det, at jeg og kan komme og tilbede det.
9. Men der de havde hørt kongen, droge de bort; og see, stjernen, som de havde seet i østen, gik hen for dem, indtil den kom, og stod oven over, som Barnet var.
10. Men der de saae stjernen, bleve de gandske meget glade.
11. Og de gik ind i huset, og fandt Barnet med sin moder Maria, og faldt ned, og tilbade det, og oplode deres liggendefæ, og ofrede det gaver, guld, og røgelse, og myrrha.
12. Og der de vare blevne advarede af Gud i en drøm, at de skulde ikke vende tilbage til Herodes, fore de ad en anden vei bort til deres land.
13. Men der de vare bortfarne, see, da aabenbaredes Herrens Engel for Joseph i en drøm, og sagde: staae op, og tag Barnet og dets moder, og flye til Ægypten, og bliv der, indtil jeg siger dig til; thi Herodes skal søge efter Barnet, at omkomme det.
14. Men han stod op, tog Barnet og dets moder om natten, og vigede hen til Ægypten.
15. Og han blev der, indtil Herodes var død; at det skulde fuldkommes, som var sagt af Herren ved propheten, som siger: jeg kaldte min Søn af Ægypten. 
16. Der Herodes da saae, at han var beskuffet af de viise, blev han saare vred; og sendte hen, og lod ihjelslaae alle børn, som vare i Bethlehem, og i alle dens egne, fra to aar og derunder, efter den tid, som han havde flittelig udspurgt af de viise.
17. Da er det fuldkommet, som sagt er af den prophete Jeremias, som siger.
18. Udi Rama blev hørt en røst, graad og skriig, og megen hylen; Rachel begræd sine børn, og vilde ikke lade sig husvale, thi de ere ikke (mere til.)
19. Men der Herodes var død, see, da aabenbaredes Herrens Engel for Joseph i en drøm i Ægypten, sigende:
20. Staae op, og tag Barnet og dets moder, og drag hen til Israels land; thi de ere døde, som søge efter Barnets liv.
21. Men han stod op, og tog Barnet og dets moder, og kom til Israels land.
22. Men der han hørde, at Archelaus regierede i Judæa, i sin faders Herodis sted, frygtede han at komme derhen; men han blev advaret af Gud i en drøm, og vigede hen til Galilææ egne.
23. Og han kom, og boede i en stad, som kaldes Nazareth; at det skulde fuldkommes, som sagt er ved propheterne, at han skal kaldes Nazaræus. 


3. Capitel.

1. Men i de samme dage kom Johannes den døbere, som prædikede i Judææ ørk, og sagde:
2. Omvender eder; thi himmeriges rige er kommen nær,
3. Thi han er den, om hvilken den prophete Esaias haver talet, som siger: det er hans røst, som raaber i ørken; bereder Herrens vei, giører hans stier rette.
4. Men Johannes han havde sit Klædebon af kameel-haar, og et læderbelte om sin lend; men hans mad var græshopper og vild honning.
5. Da udgik Jerusalem til ham, og det gandske Judæa, og alt landet omkring Jordanen.
6. Og de døbtes af ham i Jordanen, som bekiendte deres synder.
7. Men der han saae mange Pharisæer og Sadducæer komme til sin daab, sagde han til dem: I øgle-unger! hvo viiste eder at flye fra den tilkommende vrede?
8. Giører derfor omvendelsens værdige frugter.
9. Og mener ikke, at I vilde sige ved eder selv: vi have Abraham til fader; thi jeg siger eder: at Gud kan opvække Abraham børn af disse stene. 
10. Men øxen ligger og allerede hos roden af træerne; derfor hvert træe, som ikke bær god frugt, afhugges, og kastes i ilden.
11. Jeg døber eder vel med vand til omvendelse; men den, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, hvis skoe jeg er ikke værdig at bære; han skal døbe eder med den Hellig Aand og ild.
12. Hans kasteskovl er i hans haand, og han skal giennemrense sin loe, og sanke sin hvede i laden; men avnerne skal han opbrænde med uslukkelig ild.
13. Da kom Jesus af Galilæa til Jordanen til Johannes, at døbes af ham.
14. Men Johannes formeende ham det meget, og sagde: jeg haver behov at døbes af dig, og du kommer til mig?
15. Men Jesus svarede, og sagde til ham: tilstæd det nu; thi saaledes bør os at fuldkomme al retfærdighed. Da tilstædde han ham.
16. Og der Jesus var døbt, stigede han strax op af vandet; og see, himlene aabnedes ham, og han saae Guds Aand fare ned som en due, og komme over ham.
17. Og see, (der kom) en røst af himlene, som sagde: denne er min Søn, den Elskelige, i hvilken jeg haver behagelighed.


4. Capitel.

1. Da blev Jesus ført af Aanden i ørken, at fristes af Dievelen.
2. Og der han havde fastet fyrretyve dage og fyrretyve nætter, hungrede ham omsider.
3. Og fristeren gik til ham, og sagde: er du Guds Søn, da siig, at disse stene blive brød.
4. Men han svarede, og sagde: der er skrevet; mennesket lever ikke allene ved brød, men ved hvert ord, som udgaaer igiennem Guds mund. 
5. Da tog Dievelen ham med sig til den hellige stad; og satte ham paa tindingen af templet, og sagde til ham:
6. Er du Guds Søn, da kast dig selv her ned; thi der er skrevet: han skal give sine Engle befalning om dig, og de skal bære dig paa hænderne, at du ikke skal støde din fod paa en steen.
7. Da sagde Jesus til ham: der er atter skrevet: du skal ikke friste Herren din Gud.
8. Atter optog Dievelen ham med sig paa et saare høyt bierg, og viiste ham alle verdens riger og deres herlighed, og sagde til ham:
9. Alt dette vil jeg give dig, om du vil falde ned og tilbede mig.
10. Da sagde Jesus til ham: viig bort satan! thi der er skrevet: du skal tilbede Herren din Gud, og tiene ham allene.
11. Da forlod Dievelen ham; og see Englene gik til ham og tiente ham.
12. Men der Jesus hørde, at Johannes var overantvorder, vigede han hen til Galilæa;
13. Og der han havde forladt Nazareth, kom han, og boede i Capernaum, den som ligger hos havet, i Zabulons og Nephthalims grændser.
14. At det skulle fuldkommes, som er sagt ved propheten Esaias, som siger:
15. Zabulons land og Nephthalims land hos havets vey paa denne side Jordan, som er hedningernes Galilæa,
16. Det folk, som sad i mørke, haver seet et stort lys, og dem, som sadde i dødens land og skygge, dem er opgaaet et lys.
17. Fra den tid begyndte Jesus at prædike, og at sige omvender eder; thi himmeriges rige er kommen nær.
18. Men der Jesus vandrede hos det Galilæiske hav, saae han to brødre, Simon, som kaldes Petrus, og Andreas hans broder, som kastede garn i havet; (thi de vare fiskere;)
19. Og han sagde til dem: følger efter mig, saa vil jeg giøre eder til menneskers fiskere.
20. Men de forlode strax garnene, og fulgte ham.
21. Og der han gik frem derfra saae han to andre brødre, Jakobus Zebedæi (søn,) og Johannes hans broder, i skibet med deres fader Zebedæus, at de bødte deres garn; og han kaldte dem.
22. Men de forlode strax skibet, og deres fader, og fulgte ham.
23. Og Jesus gik omkring i gandske Galilæa, lærde i deres synagoger, og prædikede rigets evangelium, og helbredede al sygdom og al skrøbelighed iblandt folket.
24. Og hans rygte udkom over al Syria, og de førde til ham alle dem, som havde ondt, som med adskillige sygdomme og piner vare beheftede, baade de besatte, og maane-syge, og verkbrudne; og han helbredede dem.
25. Og der fulgte ham meget folk fra Galilæa, og Decapolis, og Jerusalem, og Judæa, og fra hiin side Jordan.


5. Capitel. 

1. Men der han saae folket, gik han op paa et bjerg; og der han havde sat sig, gik hans disciple til ham.
2. Og han oplod sin mund, lærde dem, og sagde:
3. Salige ere de fattige i aanden; thi himmeriges rige er deres. 
4. Salige ere de, som sørge; thi de skal husvales.
5. Salige ere de sagtmodige; thi de skal arve jorden.
6. Salige ere de, som hungre og tørste efter retfærdighed; thi de skal mættes.
7. Salige ere de barmhjertige; thi dem skal vederfares barmhjertighed.
8. Salige ere de rene af hjertet; thi de skal see Gud.
9. Salige ere de fredsommelige; thi de skal kaldes Guds børn.
10. Salige ere de, som lide forfølgelse for retfærdigheds skyld; thi himmeriges rige er deres.
11. Salige ere I, naar man bespotter og forfølger eder, og taler allehaande ondt imod eder for min skyld, og lyver det.
12. Glæder og fryder eder, thi eders løn skal være megen i himlene; thi de have saa forfulgt propheterne, som vare for eder. 
13. I ere jordens salt; men om saltet mister sin kraft, hvormed skal det saltes? Det duer til intet mere, end at det kastes ud og nedtrædes af menneskene.
14. I ere verdens lys; den stad, som ligger paa et bjerg, kan ikke skiules.
15. Man tænder og ikke et lys, og sætter det under en skieppe, men paa en lysestage; saa skinner det for alle dem, som ere i huset.
16. Lader saa eders lys skinne for menneskene, at de see eders gode gierninger, og ære eders Fader, som er i himlene.
17. I skal ikke mene, at jeg er kommen, at opløse, loven eller propheterne; jeg er ikke kommen at opløse, men at fuldkomme.
18. Thi sandelig siger jeg eder: indtil himmelen og jorden forgaae, skal ikke end een den mindste bogstav eller en tøddel forgaae af loven, førend de ting skee allesammen.
19. Derfor, hvo som løser eet af disse mindste bud, og lærer menneskene saaledes, han skal kaldes den mindste i himmeriges rige; men hvo som det giør, og lærer, han skal kaldes stor i himmeriges rige.
20. Thi jeg siger eder: uden eders retfærdighed bliver overflødigere end de skriftkloges og Pharisæers, komme I ingenlunde ind i himmeriges rige. 
21. I have hørt, at der er sagt de gamle: du skal ikke ihjelslaae, men hvo som ihielslaaer, skal være skyldig for dommen.
22. Men jeg siger eder, at hver den, som er vred paa sin broder uden skyld, skal være skyldig for dommen; men hvo som siger til sin broder: raka! skal være skyldig for raadet; men hvo som siger: du daare! skal være skyldig til helvedes ild.
23. Derfor, naar du ofrer din gave paa alterer, og kommer der ihu, at din broder haver noget imod dig,
24. Saa lad blive din gave der for alteret, og gak hen, forliig dig først med din broder, og kom da, og ofre din gave.
25. Vær velvillig snart mod din modstandere, medens du er med ham paa veien; at modstanderen skal ikke overantvorde Dommeren dig, og Dommeren skal overantvorde tjeneren dig, og du skal kastes i fængsel.  
26. Sandelig siger jeg dig: du skal slet ikke komme derud fra, førend du betaler den sidste hviid. 
27. I have hørt, at der er sagt de gamle: du skal ikke bedrive hoer. 
28. Men jeg siger eder, at hver den, som seer paa en qvinde, for at begjere hende, haver allerede bedrevet hoer med hende i sit hjerte.
29. Men dersom dit høire øje forarger dig, riv det ud, og kast det fra dig; thi det er dig gavnligt, at een af dine lemmer omkommer, og ikke dit gandske legeme skal kastes i helvede.
30. Og om din høire haand forarger dig, hug den af, og kast den fra dig; thi det er dig gavnligt, at een af dine lemmer omkommer, og ikke dit gandske legeme skal kastes i helvede.
31. Men der er sagt, at hvo som skiller sig fra sin hustrue, skal give hende et skilsmisse brev.
32. Men jeg siger eder, at hvo som skiller sig fra sin hustrue, uden for hoers sag, giør, at hun bedriver hoer; og hvo som tager en adskildt til ægte, bedriver hoer. 
33. I have fremdeles hørt, at der er sagt de gamle: du skal ikke giøre nogen falsk eed, men du skal holde Herren dine eeder.
34. Men jeg siger eder, at I skal aldeles intet svære, hverken ved himmelen, thi den er Guds stoel;
35. Ei heller ved jorden, thi den er hans fødders fodskammel; ei heller ved Jerusalem, thi det er den store Konges stad.
36. Du skal og ikke svære ved dit hoved; thi du kan ikke giøre et haar hvidt eller sort.
37. Men eders tale skal være ja, ja, nei, nei; men hvad der er over dette, er af den onde.
38. I have hørt, at der er sagt: øie for øie! og tand for tand. 
39. Men jeg siger eder, at I skal ikke imodstaae det onde; men dersom nogen giver dig et slag paa dit høire kindbeen, vend ham det andet ogsaa til.
40. Og dersom nogen vil gaae i rette med dig, og tage din kjortel, lad ham og beholde kappen.
41. Og dersom nogen tvinger dig til at gaae een miil, gak to med ham.
42. Giv den, som beder dig; og vend dig ikke fra den, som vil laane af dig.
43. I have hørt, at der er sagt: du skal elske din næste, og hade din fiende.
44. Men jeg siger eder: elsker eders fiender, velsigner dem som eder forbande, giører dem godt som eder hade, og beder for dem som giøre eder skade, og forfølge eder.
45. Paa det I skulle vorde eders Faders børn, som er i himlene; thi han lader sin soel opgaae over onde og gode, og lader regne over retfærdige og uretfærdige.
46. Thi dersom I elske dem som eder elske, hvad have I da for løn? giøre ikke ogsaa toldere det samme?
47. Og dersom I hilse eders brødre allene, hvad giøre I da tilovers? giøre ikke toldere ligesaa?
48. Derfor skal I være fuldkomne, ligesom eders fader, som er i himlene, er fuldkommen.


6. Capitel. 

1. Giver agt paa, at I ikke giøre eders almisse for menneskene, for at ansees af dem; ellers have I ikke løn hos eders Fader, som er i himlene.
2. Derfor, naar du giør almisse, skal du ikke lade blæse i basune for dig, som øjenskalke giøre i synagoger og paa gader, paa det de kan æres af menneskene; sandeligen siger jeg eder: de have deres løn borte.
3. Men naar du giør almisse, lad din venstre haand ikke vide, hvad din høire giør.
4. Paa det din almisse kan være i løndom, og din Fader, som seer i løndom, han skal betale dig aabenbare. 
5. Og naar du beder, skal du ikke være som øjenskalke; thi de staae gierne og beed i synagoger, og paa hiørner i gader, paa det de kan ansees af menneskene; sandelig siger jeg eder, at de have deres løn borte.
6. Men du, naar du beder, gak ind i dit kammer, og luk din dør, og bed til din Fader, som er i løndom; og din Fader, som seer i løndom skal betale dig aabenbare.
7. Men naar I bede, skal I ikke bruge overflødige ord, som hedningerne; thi de mene, at de blive bønhørte, naar de bruge mange ord.
8. Derfor skal I ikke vorde dem lige; thi eders Fader veed, hvad I have behov, førend I bede ham.
9. Derfor skal I saaledes bede: vor Fader, du som er i himlene! helliget vorde dit navn.
10. Komme dit rige; skee din villie, som i himmelen, saa og paa jorden.
11. Giv os i dag vort daglige brød.
12. Og forlad os vor skyld, saa som vi og forlade vore skyldener.
13. Og leed os ikke ind i fristelse; men frie os fra det onde; thi dit er riget, og kraften, og herligheden i evighed. Amen.
14. Thi, forlade I menneskene deres fald, skal eders himmelske Fader og forlade eder.
15. Men forlade I menneskene ikke deres fald, skal eders Fader ikke heller forlade eders fald.
16. Men naar I faste, skal I ikke see bedrøvede ud, som øjenskalke; thi de forvende deres ansigt, at de kan ansees af menneskene for at faste, sandelig siger jeg eder, at de have deres løn borte.
17. Men naar du faster, da salv dit hoved, og toe dit ansigt.
18. At du skal ikke ansees af menneskene for at faste, men for din Fader, som er i løndom, og din Fader, som seer i løndom, skal betale dig aabenbare.
19. Samler eder ikke liggendefæ paa jorden, hvor møl og rust fordærver, og hvor tyve giennembryde, og stiæle.
20. Men samler eder liggendefæ i himmelen, hvor hverken møl, ei heller rust fordærver, og hvor tyve ikke giennembryde, ei heller stiæle.
21. Thi hvor eders liggendefæ er, der vil og eders hierte være.
22. Øiet er legemets lys; derfor, dersom dit øie er eenfoldigt, bliver dit gandske legeme lyst.
23. Men dersom dit øie er ondt, bliver dit gandske legeme mørkt; dersom derfor det lys, der er i dig, er mørkhed, hvor stor bliver da mørkheden?
24. Ingen kan tiene to herrer; thi han skal enten hade den eene og elske den anden, eller holde sig til den eene og foragte den anden; I kan ikke tiene Gud og Mammon.
25. Derfor siger jeg eder, bekymrer eder ikke for eders liv, hvad I skal æde, og hvad I skal drikke; ikke heller for eders legeme, hvad I skal iføres. Er ikke livet mere end maden, og legemet mere end klæderne?
26. Anseer himmelens fugle, at de saae ikke, og høste ikke, og samle ikke i laden, og eders himmelske Fader føder dem; ere ikke I meget mere end de?
27. Men hvo iblandt eder kan lægge en alen til sin vext, endog han bekymrer sig derfor?
28. Og hvi bekymre I eder for klæderne? betragter de lilier paa marken, hvorledes de voxe; de arbeide ikke, spinde og ikke.
29. Men jeg siger eder, at ikke end Salomon i al sin herlighed var saa klædt, som een af dem.
30. Klæder da Gud det græs saaledes paa marken, som er i dag og i morgen kastes i ovnen, (skulde han) ikke meget mere (klæde) eder, I lidet troende?
31. Derfor skal I ikke bekymre eder, og sige: hvad skal vi æde? eller: hvad skal vi drikke? eller: hvormed skal vi klæde os?
32. Thi efter alt saadant søge hedningerne. Thi eders Himmelske Fader veed, at I have alle disse ting behov.
33. Men søger først Guds rige, og hans retfærdighed, saa skulle og alle disse ting tillegges eder;
34. Bekymrer eder derfor ikke for den anden morgen; thi den dag i morgen skal bekymre sig for sine egne ting. Hver dag haver nok i sin plage.


7. Capitel. 

1. Dømmer ikke, at I skulle ikke dømmes; thi med hvad dom I dømme, skal I dømmes;
2. Og med hvad maade I maale, skal eder igien maales.
3. Men hvi seer du skjæven, som er i din broders øie, men bjelken i dit øie bliver du ikke vaer? 
4. Eller hvorledes siger du til din broder: hold! jeg vil drage skiæven ud af dit øie; og see, der er en bjelke i dit øje?
5. Du øienskalk! drag først bielken ud af dit øie, og da kan du see til, at uddrage skiæven af din broders øie.
6. Giver ikke hunde det hellige; kaster ikke heller eders perler for sviin, at de skal ikke nedtræde dem med deres fødder, og vende sig, og sønderrive eder.
7. Beder, saa skal eder gives; leder, saa skal I finde; banker, saa skal eder oplades.
8. Thi hver den som beder, han faaer, og den som leder, han finder, og den som banker, ham skal oplades.
9. Eller hvilket menneske er af eder, dersom hans søn beder ham om brød, mon han give ham en steen?
10. Og dersom han beder ham om en fisk, mon han give ham en slange?
11. Dersom I da, som ere onde, vide at give eders børn gode gaver, hvor meget mere skal eders Fader, som er i himlene, give dem gode gaver, som ham bede?
12. Derfor alle de ting, som I vil, at menneskene skal gjøre eder, saaledes giører I og dem; thi saadan er loven og propheterne.
13. Gaaer ind ad den snevre port, thi den port er viid og den vej er bred, som fører hen til fordervelsen, og de ere mange, som gaae ind igiennem den.
14. Thi den port er snever og den vej er trang, som fører hen til livet, og de ere faa, som finde den.
15. Men vogter eder for de falske propheter, som komme til eder i faareklæder, men ere indvortes rivende ulve.
16. Af deres frugter skal I kiende dem; kan man og sanke viindruer af torne? eller figen af tidsler?
17. Saaledes bær hvert godt træe gode frugter; men et raaddent træe bær onde frugter.
18. Et godt træe kan ikke bære onde frugter, og et raaddent træe kan ikke bære gode frugter.
19. Hvert træe, som ikke bær god frugt, afhugges og kastes i ilden.
20. Derfor skal I kiende dem af deres frugter.
21. Ikke enhver, som siger til mig: Herre! Herre; skal indgaae i himmeriges rige; men den, som giør min faders villie, som er i himlene.
22. Der skal mange sige til mig paa hiin dag: Herre! Herre! have vi ikke propheteret ved dit navn? og have vi ikke uddrevet dievle ved dit navn? og have vi ikke giort mange kraftige gierninger ved dit navn?
23. Og da vil jeg bekiende for dem: jeg kiendte eder aldrig; viger bort fra mig, som beflitte eder paa uret.
24. Derfor, hver den som hører disse mine ord, og giør efter dem, den vil jeg ligne ved en forstandig mand, som byggede sit huus paa en klippe.
25. Og en støv-regn nedfaldt, og vandfloderne kom, og vindene blæste, og faldt an paa samme huus, og det faldt ikke; thi det var grundfæstet paa en klippe.
26. Og hver, som hører disse mine ord, og giør ikke efter dem, skal lignes ved en daarlig mand, som byggede sit huus paa sand.
27. Og en støv-regn nedfaldt og vandfloderne kom, og vindene blæste, og stødte an paa samme huus, og det faldt, og detts fald var stort.
28. Og det begav sig, der Jesus havde fuldendt disse ord, forundrede folket sig saare over hans lærdom.
29. Thi han lærde dem, som den der havde myndighed, og ikke som de skriftkloge. 


8. Capitel. 

1. Men der han gik ned af bjerget, fulgte ham meget folk. 
2. Og see, en spedalsk kom, tilbad ham, og sagde: Herre, om du vil, saa kan du rense mig. 
3. Og Jesus udrakte haanden, rørde ved ham, og sagde: jeg vil: vorde reen; og hans spedalskhed blev strax renset.
4. Og Jesus sagde til ham: see til, at du siger ingen det, men gak hen, betee dig selv for præsten, og ofre den gave, som Moses haver befalet, dem til et vidnesbyrd. 
5. Men der Jesus gik ind i Capernaum, traadde en høvedsmand til ham, og han bad ham, og sagde:
6. Herre, min dreng ligger hjemme verkbrøden, som pines svarligen.
7. Og Jesus sagde til ham: jeg vil komme, og helbrede ham.
8. Og høvedsmanden svarede, og sagde: Herre, jeg er ikke værd, at du skal gaae ind under mit tag; men siig ikkun et ord, saa bliver min dreng helbredet.
9. Thi jeg er og et menneske, som er under øvrigheden, og haver stridsmænd under mig selv; og jeg siger til denne: gak! saa gaaer han; og til den anden: kom! saa kommer han; og til min tjener: giør det! saa giør han det.
10. Men der Jesus det hørde, forundrede han sig, og sagde til dem, som fulgte: sandelig siger jeg eder, saa stor en troe haver jeg ikke fundet end i Israel.
11. Men jeg siger eder, at mange skal komme af øster og vester, og sidde til bords med Abraham og Isaak og Jakob i himmeriges rige.
12. Men rigets børn skal kastes i det yderste mørke; der skal være graad og tænders gnidsel.
13. Og Jesus sagde til høvedsmanden: gak bort, og dig skee, som du troede! og hans dreng blev helbredet i den samme time.
14. Og Jesus kom i Petri huus, og saae, at hans hustrues moder laae, og havde feber.
15. Og han rørde ved hendes haand, og feberen forlod hende; og hun stod op, og tiente dem,
16. Men der det var blevet aften, førde de mange besatte til ham; og han uddrev aanderne med et ord, og helbredede dem alle, som havde ondt.
17. At det skulde fuldkommes, som er talet ved propheten Esaias, som siger: han tog vore skrøbeligheder, og bar (vore) sygdomme.
18. Men der Jesus saae meget folk omkring sig, befoel han at fare hen til hiin side.
19. Og der gik en skriftklog frem, og sagde til ham: Mester, jeg vil følge dig, hvor du gaaer hen
20. Og Jesus sagde til ham: ræve have graver, og himmelens fugle reder; men Menneskens søn haver ikke noget, hvor han kan hælde sit hoved til.
21. Men en anden af hans disciple sagde til ham: Herre, tilstæd mig, at jeg først maae gaae hen, og begrave min fader.
22. Men Jesus sagde til ham: følg mig, og lad de døde begrave deres døde.
23. Og han gik i skibet, og hans discipel fulgte ham.  
24. Og see, da blev en stor storm i havet, saa at skibet skiultes af bølgerne; men han sov.
25. Og hans disciple gik til ham, vakte ham op, og sagde: Herre, frels os! vi forgaae.
26. Og han sagde til dem: hvi ere I frygtagtige, I lidet troende? da stod han op, og truede vindene og havet; og det blev ganske blik-stille.
27. Men menneskene forundrede sig, og sagde: hvad er denne for een, at baade vindene og havet ere ham lydige?
28. Og der han kom paa hiin side til de Gergeseners land, mødte to besatte ham, som kom ud af de dødes graver, som vare saare grumme, saa at ingen kunde vandre ad den samme vei.
29. Og see, de raabte og sagde: Jesu, du Guds Søn, hvad have vi med dig at giøre? Er du kommen hid før tiden at pine os?
30. Men der var langt fra dem en stor hiord sviin, som føddes.
31. Men dievlene bade ham, og sagde: dersom du uddriver os, da tilstæd os at fare i svine-hiorden.
32. Og han sagde til dem: farer hen! Men der de vare udfarne, fore de hen i svine-hiorden; og see, den ganske svine-hiord nedstyrtede sig med hast af bakken i havet, og døde i vandet.
33. Men hyrderne flyede; og de gik hen i staden, og kundgiorde det altsammen, og hvorledes det var gaaen til med de besatte.
34. Og see, den ganske stad gik ud, at møde Jesum; og der de saae ham, bade de ham, at han vilde vige af deres Egne.


9. Capitel. 

1. Og han traadte ind i skibet, og foer over, og kom til sin egen stad. 
2. Og see, de førde en verkbrøden til ham, som laae paa en seng; og der Jesus saae deres troe, sagde han til den verkbrødne: søn! vær frimodig, dine synder ere dig forladne.
3. Og see, nogle af de skriftkloge sagde ved sig selv: denne bespotter Gud.
4. Og der Jesus saae deres tanker, sagde han: hvi tænke I saa ondt i eders hierter?
5. Thi hvilket er lettere? at sige: dine synder ere dig forladne? eller, at sige: staae op, og vandre?
6. Men at I skal vide, at Menneskens søn haver magt paa jorden, at forlade synderne; da siger han til den verkbrødne: staae op, og tag din seng op, og gak til dit huus.
7. Og han stod op, og gik bort til sit huus.
8. Men der folket det saae, forundrede de sig, og prisede Gud, som havde givet menneskene saadan magt.
9. Og der Jesus gik derfra frem, saae han et menneske sidde i toldboden, han hedde Matthæus, og han siger til ham: følg mig; og han stod op, og fulgte ham. 
10. Og det skede, der han sad til bords i huset, see, da kom og mange toldere og syndere, og sadde til bords med Jesu og hans disciple.
11. Og der Pharisæerne saae det, sagde de til hans disciple: hvi æder eders Mester med toldere og syndere?
12. Men der Jesus det hørde, sagde han til dem: de karske have lægen ikke behov, men de som have ondt.
13. Men gaaer hen, og lærer, hvad det er: Jeg haver villie til miskundhed, og ikke til offer; thi jeg er ikke kommen at kalde retfærdige, men syndere til omvendelse.
14. Da kom Johannis disciple til ham, og sagde: hvi faste vi og Pharisæerne meget, men dine disciple faste ikke?
15. Og Jesus sagde til dem: kan bryllups-folkene sørge, saa længe Brudgommen er hos dem? men de dage skal komme, naar Brudgommen skal borttages fra dem, og da skal de faste.
16. Men ingen sætter en klud af nyt klæde paa et gammelt klædebon; thi kluden river noget fra klædebonnet, og hullet bliver værre.
17. Man lader og ikke ny viin i gamle læder-flasker; ellers briste læder-flaskerne og vinen spildes, og læder-flaskerne fordærves, men man lader ny viin i ny læder-flasker, saa blive de begge forvarede tilsammen.
18. Der han det talede til dem, see, da kom en øverste, og faldt ned for ham, og sagde: min datter er ret nu død; men kom, og læg din haand paa hende, saa bliver hun levende. 
19. Og Jesus stod op, og fulgte ham, og hans disciple.
20. Og see, en qvinde, som havde tolv aar havt blod-flod, gik bag til, og rørde ved sømmen af hans klædebon.
21. Thi hun sagde ved sig selv: dersom jeg ikkun rører ved hans klædebon, da bliver jeg helbredet.
22. Men Jesus vendte sig om, og da han saae hende, sagde han: datter! var frimodig, din troe haver frelst dig, og qvinden blev helbredet fra den samme stund.
23. Og der Jesus kom i den øverstes huus, og saae piberne, og folket, som buldrede, sagde han til dem:
24. Viger bort! thi pigen er ikke død, men hun sover; og de beloe ham.
25. Men der folket var uddrevet, gik han ind, og tog hende fat ved haanden; da stod pigen op.
26. Og det rygte udkom i det samme ganske land.
27. Og der Jesus gik frem derfra fulgte ham to blinde, som raabte, og sagde: du Davids Søn, forbarm dig over os!
28. Men der han kom i huus, gik de blinde til ham, og Jesus siger til dem: troe I, at jeg kan giøre dette? de sige til ham: ja, Herre!
29. Da rørde han ved deres øine, og sagde: eder skee efter eders troe.
30. Og deres øine bleve aabnede; og Jesus truede dem haardt, og sagde: seer til, at ingen faaer det at vide.
31. Men da de gik ud, udspredde de hans rygte i det samme ganske land.
32. Men der disse vare udgangne, see, da førde de et stumt menneske til ham, som var besat.
33. Og der dievelen var uddreven, talede den stumme, og folket forundrede sig, og sagde: aldrig er saadant seet i Israel.
34. Men Pharisæerne sagde: han uddriver dievle ved dievlenes øverste.
35. Og Jesus gik omkring i alle stæder og byer, lærde i deres synagoger, og prædikede rigets evangelium, og helbredede al sygdom og al skrøbelighed iblandt folket.
36. Men der han saae folket, ynkedes han inderligen over dem; thi de vare forsmægtede og adspredte, som faar, der have ikke hyrde.
37. Da sagde han til sine disciple: høsten er vel stor, men arbeiderne faa.
38. Beder derfor høstens Herre, at han uddriver arbeidere i sin høst.


10. Capitel. 

1. Og han kaldte sine tolv disciple til sig, og gav dem magt over de urene aander, at uddrive dem, og helbrede al sygdom og al skrøbelighed.
2. Men disse ere de tolv apostlers navne: den første, Simon, som kaldes Petrus, og Andreas hans broder; Jakobus Zebedæi søn, og Johannes hans broder.
3. Philippus og Bartholomæus; Thomas og Matthæus den tolder; Jakobus Alphæi søn, og Lebbæus med tilnavn Thaddæus.
4. Simon Cananites, og Judas Ischariotes, som og foraadde ham.   
5. Disse tolv udsendte Jesus, bød dem, og sagde: gaaer ikke hen paa hedningernes vei, og gaaer ikke ind i de Samariters stad.
6. Men gaaer heller hen til de fortabte faar af Israels huus.
7. Men naar I gaae hen, da prædiker, og siger, at himmeriges rige er kommen nær.
8. Helbreder de syge, renser de spedalske, opvækker de døde, uddriver dievle. I have annammet det uforskyldt, giver der uforskyldt.
9. I skal ikke have guld, ei sølv, ei kobber i eders belter;
10. Ei taske til at reise med, ei heller to kiortle, ei heller skoe, ei heller stav; thi en arbeidere er sin føde værd.
11. Men hvilken stad eller bye I komme ind udi, udspørger, hvem der er udi, som er det værd; og bliver der, indtil I gaae derfra.
12. Men naar I gaae ind i et huus, da hilser det.
13. Og dersom samme huus er det værd, da komme eders fred over det, men er det ikke det værd, da vende eders fred til eder igien,
14. Og dersom nogen ikke vil annamme eder, og ei høre eders taler, gaaer ud af det huus eller den stad, og afryster støvet af eders fødder.
15. Sandelig siger jeg eder: det skal gaae lideligere med de Sodomiters og Gomoriters land paa dommens dag, end med den samme stad.
16. See, jeg sender eder som faar midt iblandt ulve; vorder derfor snilde som slanger, og eenfoldige som duer.
17. Men vogter eder for menneskene; thi de skal overantvorde eder for raadet, og hudstryge eder i deres synagoger.
18. Men I skulle og føres for fyrster og konger for min skyld, dem og hedningerne til et vidnesbyrd.
19. Men naar de overantvorde eder, da sørger ikke, hvorledes eller hvad I skal tale; thi det skal gives eder i den samme time, hvad I skal tale.
20. Thi I ere ikke de, som tale; men det er eders Faders Aand, som taler i eder.
21. Men en broder skal forraade den anden til døden, og en fader sit barn; og børn skal sætte sig op mod forældre, og aflive dem.
22. Og I skal hades af alle for mit navns skyld; men den, som bliver bestandig indtil enden, skal blive salig.
23. Men naar de forfølge eder i denne stad, da flyer til en anden; thi sandelig siger jeg eder: I skal ikke faae ende paa Israels stæder, indtil Menneskens Søn kommer.
24. Discipelen er ikke over mesteren, ei heller tieneren over sin herre.
25. Det er discipelen nok, at han bliver som hans mester, og tieneren som hans herre; have de kaldet Huusbonden Beelzebub, hver meget mere hans huusfolk.
26. Frygter derfor ikke for dem; thi intet er skiult, som jo skal aabenbares, og intet er lønligt, som man jo skal faae at vide.
27. Hvad jeg siger eder i mørket, det taler i lyset; og hvad I høre i øret, det prædiker paa husene.
28. Og frygter ikke for dem, som slaae legemet ihiel, men kan ikke slaae sielen ihiel; men frygter heller for den, som kan fordærve baade siel og legeme i helvede.
29. Selges ikke to spurrer for en penning! og een af dem falder ikke paa jorden, uden eders Fader vil.
30. Men og alle eders hovedhaar ere talte.
31. Frygter derfor ikke; I ere bedre end mange spurrer.
32. Derfor, hvosomhelst der vil bekiende mig for menneskene, den vil jeg og bekiende for min Fader, som er i himlene.
33. Men hvosomhelst der vil nægte mig for menneskene, den vil jeg og nægte for min Fader, som er i himlene.
34. I skal ikke mene, at jeg er kommen at sende fred paa jorden; jeg er ikke kommen at sende fred, men sverd.
35. Thi jeg er kommen, tvistig at giøre et menneske imod sin fader, og datteren imod sin moder, og sønnens hustrue imod hendes mands moder;
36. Og menneskers huusfolk skal være hans fiender.
37. Hvo som elsker fader eller moder mere end mig, er mig ikke værd; og hvo som elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd.
38. Og hvo som ikke tager sit kors og følger efter mig, er mig ikke værd.
39. Hvo som finder sit liv, skal miste det; og hvo som mister sit liv for min skyld, skal finde det.
40. Hvo som annammer eder, annammer mig; og hvo mig annammer, annammer den, som haver udsendt mig.
41. Hvo som annammer en prophete, fordi han er en prophete, skal faae en prophetes løn; og hvo som annammer en retfærdig, fordi han er en retfærdig, skal faae en retfærdigs løn.
42. Og hvo som giver een af disse smaa ikkun et bægger koldt vand at drikke, fordi han er en discipel, sandelig siger jeg eder, han skal ingenlunde miste sin løn.


11. Capitel.

1. Og det skede, der Jesus havde giort ende paa denne befalning til sine tolv disciple, gik han frem derfra, at lære og prædike i deres stæder.
2. Men der Johannes hørde i fængsel Christi gierninger, sendte han to af sine disciple, og lod ham sige:
3. Er du den som kommer? eller skal vi vente en anden?
4. Og Jesus svarede, og sagde til dem: gaaer hen, og forkynder Johannes de ting, som I høre og see:
5. Blinde see, og halte gaae, spedalske renses, og døve høre, døde staae op, og evangelium prædikes for fattige.
6. Da salig er den, som ikke forarges paa mig.
7. Men der disse gik bort, begyndte Jesus, at sige til folket om Johannes: hvad ere I udgangne i ørken at see? et rør, som røres hid og did af veiret.
8. Eller hvad ere I udgangne at see? et menneske ført i bløde klæder? see, de som bære bløde klæder, ere i kongers huse.
9. Eller hvad ere I udgangne at see? en prophete? Ja, jeg siger eder, han er og langt mere end en prophete.
10. Thi denne er den, som er skrever om: see! jeg sender min Engel for dit ansigt, som skal berede din vei for dig. 
11. Sandelig siger jeg eder: iblandt dem, som ere fødte af qvinder, er ingen større opstanden end Johannes den døbere; men den som er mindre i himmeriges rige, er større end han.
12. Men fra Johannes den døberes dage, indtil nu, lider himmeriges rige vold, og de som giøre vold, rykke det til sig.
13. Thi alle propheter, og loven spaaede indtil Johannes.
14. Og dersom I vil annamme det: han er Elias, som skal komme. 
15. Hvo som haver øren at høre med, han høre! 
16. Men hvem skal jeg ligne denne slægt ved? den er liig de smaa børn, som sidde paa torvene, og raabe til deres staldbrødre, og sige:
17. Vi pibede for eder, og I vilde ikke dandse, vi sang klagelig for eder, og I vilde ikke græde.
18. Thi Johannes er kommen, som hverken aad eller drak; og de sige, han haver dievelen.
19. Menneskens Søn er kommen, som æder og drikker; og de sige: see, hvilken fraadser er det menneske, og en viindranker, tolderes og synderes ven? Og Viisdommen er retfærdiggiort af sine børn.
20. Da begyndte han at skamme de stæder ud, som hans fleste kraftige gierninger vare giorte udi, fordi de havde ikke omvendt sig;
21. Vee dig, Chorazin! vee dig, Bethsaida! thi havde de kraftige gierninger været giorte i Tyrus og Sidon, som ere giorte i eder, da havde de længe siden omvendt sig i sæk og aske.
22. Dog siger jeg eder: det skal gaae Tyrus og Sidon lideligere paa dommens dag end eder.
23. Og du Capernaum, som er ophøiet indtil himmelen! du skal stødes ned indtil helvede; thi dersom de kraftige gierninger havde været giorte i Sodoma, som ere giorte i dig, maatte de have blevet indtil denne dag.
24. Dog siger jeg eder: det skal gaae Sodomæ land lideligere paa dommens dag end dig.
25. Paa den samme tid svarede Jesus, og sagde: Jeg priser dig, Fader, himmelens og jordens Herre! at du haver skiult dette for de viise og forstandige, og aabenbaret det for de umyndige.
26. Ja Fader! thi det var saaledes behageligt for dig.
27. Alle ting ere mig overgivne af min Fader; og ingen kiender Sønnen, uden Faderen; og ingen kiender Faderen, uden Sønnen, og den som Sønnen vil det aabenbare.
28. Kommer hid til mig alle som arbeide, og ere besværede, og jeg vil giøre eder hvile.
29. Tager mit aag paa eder, og lærer af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hiertet; saa skal I finde hvile for eders siele.
30. Thi mit aag er gavnligt og min byrde er let.


12. Capitel.

1. Paa den samme tid gik Jesus igiennem sæden om sabbaten; men hans disciple hungrede, og begyndte at plukke ax, og at æde.
2. Men der Pharisæerne saae det, sagde de til ham: see, dine disciple giøre det, som ikke er tilladt at giøre om sabbaten.
3. Men han sagde til dem: have I ikke læst, hvad David giorde, der han hungrede, og de som vare med ham.
4. Hvorledes han gik ind i Guds huus, og aad de skue-brød, hvilke ham ikke var tilladt at æde, ei heller dem som vare med ham, men allene præsterne?
5. Eller have I ikke læst i loven, at præsterne vanhellige sabbaten i templen paa sabbaterne, og ere uskyldige?  
6. Men jeg siger eder, at den er her, som er større end templen.
7. Men dersom I havde kiendt hvad det er: jeg haver villie til miskundhed, og ikke til offer, da havde I ikke fordømt de uskyldige.
8. Thi Menneskens Søn er en Herre, ogsaa over sabbaten. 
9. Og han gik derfra frem, og kom i deres synagoge.
10. Og see, der var et menneske, som havde en vissen haand, og de spurgte ham ad, og sagde: er det tilladt, at helbrede om sabbaten? at de kunde anklage ham.
11. Men han sagde til dem: hvilket menneske er iblandt eder, som haver et faar, og, dersom det falder i en grav om sabbaterne, ikke tager fat paa det, og løfter det op?
12. Hvor meget bedre er nu et menneske end et faar? derfor er det tilladt, at giøre godt om sabbaterne.
13. Da sagde han til det menneske: udræk din haand, og han rakte den ud, og den blev igien helbredet som den anden. 
14. Men Pharisæerne gik ud, og holdt raad mod ham, hvorledes de kunde omkomme ham. 
15. Men der Jesus mærkte det, vigede han bort derfra; og meget folk fulgte ham, og han helbredede dem alle.
16. Og han truede dem, at de skulde ikke aabenbare ham.
17. Paa det det skulde fuldkommes, som er talet ved propheten Esaias, som siger:
18. See, min Tiener, som jeg haver udvalgt, min elskelige, til hvilken min siel haver behagelighed; jeg vil sætte min Aand paa ham, og han skal forkynde hedningerne dom.
19. Han skal ikke trætte, og ei raabe; og der skal ikke nogen høre hans røst paa gaderne.
20. Han skal ikke sønderbryde det knusede rør, og ei udslukke den rygende hør; indtil han udfører dommen til seier.
21. Og hedningerne skal haabe paa hans navn.
22. Da blev en besat ført til ham, som var blind og stum, og han helbredede ham, saa at den blinde og stumme baade talede og saae.
23. Og alt folket forfærdedes, og sagde: mon denne er ikke den Davids søn?
24. Men der Pharisæerne det hørde, sagde de: denne driver dievle ikke ud, uden ved Beelzebub, dievlenes øverste.
25. Men der Jesus vidste deres tanker, sagde han til dem: hvert rige, som bliver splidagtigt imod sig selv, bliver øde, og hver stad eller huus, som bliver splidagtigt imod sig selv, skal ikke blive bestandigt
26. Og om satan uddriver satan, da er han splidagtig imod sig selv; hvorledes skal da hans rige blive bestandigt?
27. Og om jeg uddriver dievle ved Beelzebub, ved hvem driver eders børn dem ud? derfor skal de vare eders dommere.
28. Men dersom jeg uddriver dievle ved Guds Aand, er jo Guds rige kommet til eder.
29. Eller, hvorledes kan nogen gaae ind i en stærk mands huus, og røve ham hans redskab fra uden han tilforn binder den stærke? og da kan han berøve hans huus.
30. Hvo som ikke er med mig, er imod mig; og hvo som ikke samler med mig, adspreder.
31. Derfor siger jeg eder: al synd og bespottelse skal forlades menneskene; men bespottelse imod Aanden skal ikke forlades menneskene.
32. Og hvo som taler noget imod menneskens Søn, det skal forlades ham; men hvo som taler imod den Hellig Aand, ham skal det ikke forlades, hverken i denne verden, ey heller i den tilkommende.
33. Lader enten træet være got, og god frugt derpaa, eller lader træet være raaddent, og raadden frugt derpaa; thi træet kiendes paa frugten.
34. I øgle-unger! hvorledes kan I tale got, efterdi I ere onde; thi af hiertets overflødighed taler munden.
35. Et got menneske frembærer gode ting af hiertets gode liggendefæ; og et ont menneske frembærer onde ting af det onde liggendefæ.
36. Men jeg siger eder, at menneskene skal giøre regnskab paa dommens dag for hvert unyttigt ord som de have talet.
37. Thi af dine ord skal du siges retfærdig, og af dine ord skal du fordømmes.
38. Da svarede nogle af de skriftkloge og Pharisæer, og sagde: Mester, vi ville see et tegn af dig.
39. Men han svarede, og sagde til dem: den onde og hoeragtige slægt søger efter tegn; og hende skal intet tegn gives, uden Jonas prophetes tegn.
40. Thi ligesom Jonas var tre dage og tre nætter i hvalfiskens bug; saa skal Menneskens Søn være tre dage og tre nætter midt i jorden;
41. De folk af Ninive skal opstaae i dommen med denne slægt, og fordømme den; thi de omvendte sig ved Jonas prædiken; og see, her er mere end Jonas.
42. Dronningen af sønden skal opstaae i dommen med denne slægt, og fordømme den; thi hun kom fra landets ender, at høre Salomons viisdom; og see, her er mere end Salomon.
43. Men naar den urene aand er udfaren af mennesket, vandrer han igiennem tørre steder, søger hvile, og finder den ikke.
44. Da siger han: jeg vil vende om til mit huus, som jeg gik ud af; og naar han kommer, finder han der ledigt, feiet og prydet.
45. Saa gaaer han hen, og tager syv andre aander tillige med sig, som ere værre end han selv, og naar de komme derind, boe de der; og det sidste bliver værre med det samme menneske, end det første; saaledes skal det og gaae denne onde slægt.
46. Men der han endnu talede til folket, see, da stode hans moder og hans brødre uden for, som begierede at tale med ham. 
47. Da sagde een til ham: see, din moder og dine brødre staae uden for, som begiere at tale med dig.
48. Men han svarede, og sagde til den, som sagde ham det: hvo er min moder? og hvilke ere mine brødre?
49. Og han rakte sin haand ud over sine disciple, og sagde:, see min moder og mine brødre!
50. Thi hvo, som giør min faders villie, som er i himlene, den er min broder, og syster, og moder.


13. Capitel. 

1. samme dag gik Jesus ud af huset, og satte sig hos havet.
2. Og meget folk forsamledes til ham, saa at han stigede i skibet, og sad; og alt folket stod paa strand-bredden.
3. Og han talede meget til dem ved lignelser, og sagde: see, en Sædemand gik ud at saae.  
4. Og i det han saaede, faldt noget hos veien; og fuglene kom, og aade det op.
5. Men noget faldt paa steen-grund, der som det ikke havde megen jord; og det voxte snart op, for det havde ikke dyb jord.
6. Men der solen gik op; blev det forbrændt; og for det havde ikke rod, visnede det.
7. Men noget faldt iblandt torne; og tornene voxte op, og qvalte det.
8. Men noget faldt i den gode jord, og bar frugt, noget hundrede-fold, men noget tresindstive-fold, men noget tredive-fold.
9. Hvo som haver øren at høre med, han høre!
10. Og disciplene gik til ham, og sagde til ham: hvi taler du til dem ved lignelser?
11. Men han svarede, og sagde til dem: fordi det er eder givet, at forstaae himmeriges riges hemmeligheder, men dem er det ikke givet. 
12. Thi hvo som har, ham skal gives, og han skal have til overflod; men hvo som ikke haver, ham skal og tages fra det han haver.
13. Derfor taler jeg til dem med lignelser; thi de see ikke med seende øine, og høre ikke med hørende øren, og forstaae ikke heller.
14. Og i dem fuldkommes Esaia spaadom, som siger: med hørelse skal I høre, og ingenlunde forstaae, og seende skal I see, og ingenlunde vide.
15. Thi dette folkes hierte er bleven forhærdet, og de have hørt besværligen med øren, og tillukt deres øine; at de ikke engang skal see med øinene, og høre med ørene, og forstaae med hiertet, og omvende sig, at jeg maatte helbrede dem.
16. Men salige ere eders øine, at de see; og eders øren, at de høre.
17. Thi sandelig siger jeg eder, at mange Propheter og retfærdige begierede, at see det, I see, og saae det ikke; og at høre der, I høre, og hørde det ikke.
18. Saa hører I nu den lignelse om Sædemanden:
19. Naar nogen hører rigets ord, og forstaaer det ikke, da kommer den onde, og river bort det, som er saaet i hans hierte; denne er den, som er saaet hos veien.
20. Men den, som er saaet paa steengrund, er den, som hører ordet. og annammer det strax med glæde.
21. Men han haver ikke rod i sig, men bliver ved til en tid; men naar trængsel eller forfølgelse skeer for ordets skyld, forarges han strax.
22. Men den, som er saaet iblandt tornene, er den, som hører ordet; og denne verdens bekymring og rigdoms forførelse qvæler ordet, og det bliver uden frugt. 
23. Men den, som er saaet i den gode jord, er den, som hører ordet, og forstaaer det, og bær endogsaa frugt; og een bær hundrede-fold, men en anden tresindstive-fold, men en anden tredive-fold.
24. Han satte dem en anden lignelse for, og sagde: himmeriges rige lignes ved et Menneske, som saaede god sæd i sin ager.
25. Men der menneskene sove, kom hans fiende, og saaede klinte iblandt hveden, og gik bort.
26. Men der grøden voxte, og bar frugt, da lod ogsaa klinten sig tilsyne.
27. Men Huusbondens tienere kom frem, og sagde til ham: Herre, saaede du ikke god sæd i din ager? hvorfra haver den da klinten?
28. Men han sagde til dem: det haver et fiendsk menneske giort. Da sagde tienerne til ham: vil du da, at vi skal gaae bort, og luge den af?
29. Men han sagde: nei, paa det I skulle ikke tillige med den rykke hveden op, naar I luge klinten af.
30. Lader dem begge voxe tilsammen, indtil høsten; og i høstens tid vil jeg sige til høstfolkene: sanker først klinten tilsammen, og binder den i knipper, at opbrænde den; men samler hveden i min lade.
31. Han satte dem en anden lignelse for, og sagde: himmeriges rige lignes ved et senepskorn, som et menneske tog, og saaede i sin ager.
32. Hvilket er vel mindre end allehaande sæd; men naar det voxer op, er det større end mad-urterne, og bliver et træe, at himmelens fugle komme, og giøre rede iblandt grenene derpaa.
33. Han sagde dem en anden lignelse: himmeriges rige lignes ved en suurdei, hvilken en qvinde tog, og skiulte i tre maader meel, indtil det blev syret altsammen.
34. Dette altsammen talede Jesus til folket ved lignelser, og uden lignelser talede han intet til dem.
35. At det skulde fuldkommes, som er sagt ved Propheten, som siger: jeg vil oplade min mund i lignelser, jeg vil udsige det, som haver været skiult fra verdens grundvold blev lagt.
36. Da lod Jesus folket fare, og kom til huset, og hans disciple gik til ham, og sagde: forklar os denne lignelse om klinten paa ageren.
37. Men han svarede, og sagde til dem: den, som saaer den gode sæd, er Menneskens Søn;
38. Men ageren er verden; men den gode sæd er rigets børn; men klinten er den ondes børn.
39. Men fienden, som den saaede, er dievelen; men høsten er verdens ende; men høstfolkene ere Englene.
40. Derfor, ligesom klinten sankes, og opbrændes med ild, saa skal det og skee i denne verdens ende;
41. Menneskens Søn skal udsende sine Engle, og de skal sanke af hans rige alle forargelser, og dem som giøre uret.
42. Og de skal kaste dem i ildovnen, der skal være graad og tænders gnidsel.
43. Da skal de retfærdige skinne som solen i deres Faders rige. Hvo som haver øren at høre med, han høre.
44. Atter lignes himmeriges rige ved et liggendefæ, skiult i en ager, hvilket et menneske fandt, og skiulte, og gik hen for glæde, som han havde deraf, og solgte alt det han havde, og kiøbte den ager.
45. Atter lignes himmeriges rige ved et menneske, som var en kiøbmand, som søgte efter gode perler.
46. Hvilken, der han fandt en meget kostelig perle, gik bort, og solgte alt det han havde, og kiøbte den samme.
47. Atter er himmeriges rige ligt en vod, som kastes i havet, og som samler af alle slags.
48. Naar den er fuld, drage de den op paa strandbredden, og sidde, og sanke de gode tilsammen i kar, men de raadne kaste de ud.
49. Saaledes skal det gaae til i verdens ende: Englene skal udgaae, og skille de onde midt udfra de retfærdige.
50. Og kaste dem i ildovnen; der skal være graad og tænders gnidsel.
51. Jesus siger til dem: forstode I det altsammen? de sige til ham: ja Herre!
52. Men han sagde til dem: derfor er hver skriftklog, som er lært til himmeriges rige, ligesom et menneske, som er en huus bonde, der bærer frem af sit liggendefæ nye og gamle ting.
53. Og det begav sig, der Jesus havde giort ende paa disse lignelser, drog han bort derfra.
54. Og han kom i sit fædreneland, og lærde dem i deres synagoge, saa at de forundrede sig saare, og sagde: hveden haver denne saadan viisdom og kraftige gierninger.
55. Er denne ikke den tømmermands søn? heder ikke hans moder Maria? og hans broder Jakob og Joses, og Simon og Judas? 
56. Og ere ikke alle hans systre hos os? hveden haver denne da dette altsammen?
57. Og de forargedes paa ham. Men Jesus sagde til dem: en Prophete er ikke foragtet, uden i sit fædreneland, og i sit huus.
58. Og han giorde der ikke mange kraftige gierninger, for deres vantroe.


14. Capitel. 

1. Paa den samme tid hørde Herodes, den fierdingsfyrste, Jesu rygte.
2. Og han sagde til sine tienere: denne er Johannes den døbere; han er opreist fra de døde, derfor tee sig og de kraftige gierninger i ham.
3. Thi Herodes havde grebet Johannes, og bundet ham, og lagt ham i fængsel for Herodias, sin broders Philippi hustrues skyld.
4. Thi Johannes sagde til ham: det er dig ikke tilladt at have hende.
5. Og han havde gierne slaget ham ihiel, men frygtede for folket, thi de holdt ham for en prophete.
6. Men der Herodes holdt sin fødselsdag, dandsede Herodias datter for dem; og hun behagede Herodes.
7. Derfor lovede han med en ed, at give hende hvad hun begierede.
8. Men da hun var tilforn underviist af sin moder, sagde hun: giv mig hid Johannis den døberes hoved paa et fad.
9. Og kongen blev bedrøvet, men for de eder, og for deres skyld, som sadde med ham til bords, befoel han det at gives hende.
10. Og han sendte hen, og halshuggede Johannes i fængslet.
11. Og hans hoved blev baaret i et fad, og givet pigen: og hun bar det til sin moder.
12. Da kom hans disciple frem, og toge legemet, og jordede det; og de kom, og forkyndde Jesu det.
13. Og der Jesus det hørte, vigede han bort derfra udi et skib, til et øde sted især; og der folket det hørte, fulgte de ham til fods af stæderne.
14. Og der Jesus gik frem, saae han meget folk, og han ynkedes inderligen over dem, og helbredede deres syge.
15. Men der det var bleven aften, gik hans disciple til ham, og sagde; dette sted er øde, og tiden er allerede forløben; lad folket fare, at de kan gaae hen i byerne, og kiøbe sig selv mad.
16. Men Jesus sagde til dem: de have ikke behov, at gaae hen; giver I dem at æde.
17. Men de sagde til ham: vi have her ikke uden fem brød og to fiske.
18. Men han sagde: henter mig dem hid.
19. Og han bød folket sætte sig ned paa græsset, og tog de fem brød og de to fiske, saae op til himmelen, og velsignede; og han brød dem, og gav sine disciple brødene, men disciplene gav folket dem.
20. Og de aade alle, og bleve mætte; og de toge op det, der blev tilovers af stykkerne, tolv kurve fulde.
21. Men de, som aade, vare ved fem tusinde mænd, foruden qvinder og børn.
22. Og strax nødte Jesus sine disciple til, at gaae ind i skibet, og fare over for ham til hiin side, indtil han fik ladet folket fare.
23. Og der han havde ladet folket fare, gik han allene op paa et bierg, at bede. Men der det var bleven aften, var han allene der.
24. Men skibet var allerede midt paa havet, og leed nød af bølgerne; thi veiret var dem imod.
25. Men paa den fierde vagt om natten kom Jesus til dem, og vandrede paa havet.
26. Og der disciplene saae ham vandre paa havet, bleve de forskrækkede, og sagde: det er et spøgelse; og de raabte af frygt.
27. Men Jesus talede strax til dem, og sagde: værer frimodige; det er jeg, frygter ikke.
28. Men Peder svarede ham, og sagde: Herre, dersom det er dig, da byd mig komme til dig paa vandet.
29. Men han sagde: kom! og Peder traadte ned af skibet, og vandrede paa vandet, for at komme til Jesum.
30. Men der han saae et stærkt veir, frygtede han; og da han begyndte at synke, raabte han, og sagde: Herre, frels mig!
31. Og Jesus udrakte strax haanden, og tog fat paa ham, og sagde til ham: du lidet troende, hvi tvivlede du?
32. Og der de stege ind i skibet, stilledes veiret.
33. Men de, som vare i skibet, kom og faldt ned for ham, og sagde: du er sandelig Guds Søn.
34. Og da de vare farne over, kom de til Genezareths land.
35. Og der folket paa samme sted kiendte ham, sendte de ud i det ganske land, trindt omkring, og førte alle dem, som havde ondt, til ham.
36. Og de bade ham, at de maatte ikkun røre ved sømmen paa hans klædebon; og alle de, som rørte derved, bleve helbredede.


15. Capitel. 

1. Da kom skriftkloge og Pharisæer af Jerusalem til Jesum, og sagde:
2. Hvi overtræde dine disciple de ældstes skik? thi de toe ikke deres hænder, naar de æde brød.
3. Men han svarede, og sagde til dem: hvi overtræde og I Guds bud for eders skiks skyld?
4. Thi Gud haver budet: sigende: ær fader og moder: og hvo, som bander fader eller moder, skal visselig døe.
5. Men I sige: hvo som siger til fader eller moder: det er en gave, som du af mig skulde være hiulpen med, han maae ingenlunde ære sin fader eller sin moder.
6. Og I have tilintetgiort Guds bud for eders skiks skyld.
7. I øienskalke! Esaias spaaede vel om eder, og sagde:
8. Dette folk holder sig nær til mig med sin mund, og ærer mig med læberne; men deres hierte er langt fra mig.
9. Men de dyrke mig forgieves, i det de lære saadanne lærdomme, som ere menneskers bud.
10. Og han kaldte folket til sig, og sagde: hører til, og forstaaer.
11. Det, som indkommer i munden, giør ikke mennesket ureent, men det, som udgaaer af munden, det giør mennesket ureent.
12. Da gik hans disciple frem, og sagde til ham: veed du, at Pharisæerne have forarget sig, der de hørte den tale?
13. Men han svarede, og sagde: al plantelse, som min himmelske Fader ikke haver plantet, skal med rod oprykkes.
14. Lader dem fare; blinde ere blindes veiledere; men naar en blind leder en blind, da falde de begge i graven.
15. Men Petrus svarede, og sagde til ham: forklar os denne lignelse.
16. Men Jesus sagde: ere og I endnu uforstandige?
17. Forstaae I ikke endnu, at alt det, som indkommer i munden, gaaer i bugen, og bliver udkastet ved den naturlige gang?
18. Men det, som udgaaer af munden, kommer ud af hiertet, og det giør mennesket ureent.
19. Thi af hiertet udkomme onde tanker, mord, hoer, skiørlevnet, tyverier, falske vidnesbyrd, bespottelser.
20. Disse ere de ting, som giøre mennesket ureent; men at æde med utoede hænder, giør ikke mennesket ureent.
21. Og Jesus udgik derfra, og drog bort til Tyri og Sidons egne.
22. Og see, en Cananæisk qvinde udgik af de samme grændser, raabte og sagde til ham: Herre, Davids Søn, forbarme dig over mig! min datter plages ilde af dievelen.
23. Men han svarede hende ikke et ord. Da traadte hans disciple til ham, bade ham, og sagde: skil dig af med hende, thi hun raaber efter os.
24. Men han svarede, og sagde: jeg er ikke udsendt, uden til de fortabte faar af Israels huus.
25. Men hun kom, og tilbad ham, og sagde: Herre, hielp mig!
26. Men han svarede, og sagde: det er ikke smukt, at tage børnenes brød, og kaste det for smaa hunde.
27. Men hun sagde: ja, Herre! smaa hunde æde dog og af de smuler, som falde af deres herrers bord.
28. Da svarede Jesus, og sagde til hende: o qvinde, din troe er stor; dig skee, som du vil! Og hendes datter blev karsk fra den samme time. 
29. Og Jesus gik derfra frem, og kom til det galilæiske hav; og han gik op paa et bierg, og satte sig der.
30. Og meget folk kom til ham, som havde med sig halte, blinde, stumme, krøblinger, og mange andre; og de kastede dem for Jesu fødder, og han helbredede dem.
31. Saa at folket forundrede sig, der de saae, at de stumme talede, krøblinger vare helbredede halte gik, og blinde saae; og de prisede Israels Gud.
32. Men Jesus kaldte sine disciple til sig, og sagde: mig ynkes inderligen over folket, thi de have nu tøvet hos mig tre dage, og have intet at æde; og lade dem fastende fare vil jeg ikke, paa det de skulle ikke forsmægte paa veien.
33. Og hans disciple sagde til ham: hveden skal vi faae saa mange brød i ørken, at vi kan mætte saa meget folk?
34. Og Jesus sagde til dem: hvor mange brød have I! men de sagde: syv, og faa smaae fiske.
35. Og han bød folket sætte sig ned paa jorden.
36. Og han tog de syv brød og fiskene, takkede, brød dem, og gav sine disciple dem, men disciplene folket.
37. Og de aade alle, og bleve mættede; og de toge op, det der blev tilovers af stykkerne, syv kurve fulde.
38. Men de, som havde ædet, vare fire tusinde mand, foruden qvinder og børn.
39. Og der han havde ladet folket fare, gik han i et skib, og kom til Magdalæ grændser.


16. Capitel.

1. Og Pharisæerne og Sadducæerne gik frem, fristede ham, og begierede, at han vilde vise dem et tegn af himmelen. 
2. Men han svarede, og sagde til dem: naar det er bleven aften, sige I: det bliver en skiøn dag; thi himmelen er rød.
3. Og om morgenen: der bliver storm i dag; thi himmelen er rød og mørk. I øienskalke! himmelens skikkelse vide I at dømme, kan I ikke og saa dømme tidernes tegn?
4. Denne onde og hoeragtige slægt begierer tegn; og hende skal intet tegn gives, uden Jonas Prophetes tegn. Og han forlod dem, og gik bort.
5. Og der hans disciple vare farne til hiin side, havde de glemt at tage brød med.
6. Men Jesus sagde til dem: seer til, og tager eder vare for Pharisæeernes og Sadducæernes suurdei. 
7. Da tænkte de ved sig selv, og sagde: det er det, at vi ikke toge brød med.
8. Men som Jesus det vidste, sagde han til dem: I lidet troende! hvi tænke I ved eder selv, at I toge ikke brød med?
9. Forstaae I ikke endnu? komme I ikke heller ihu de fem brød iblandt de fem tusinde, og hvor mange kurve I toge da op?
10. Ikke heller de syv brød iblandt de fire tusinde, og hvor mange kurve I toge da op?
11. Hvorledes forstaae I da ikke, at jeg siger eder ikke om brød, (naar jeg siger,) at I skal tage eder vare for Pharisæernes og Sadducæernes suurdei?
12. Da forstode de, at han havde ikke sagt, at de skulde tage sig vare for brødets suurdei men, for Pharisæernes og Sadducæernes lærdom.
13. Men der Jesus var kommen til Cæsarea, Philippi stads egne, spurgte han sine disciple ad, og sagde: hvem sige menneskene mig, som er Menneskens Søn, at være?
14. Men de sagde: nogle sige, at du er Johannes den døbere, men andre, Elias, men andre Jeremias, eller een af Propheterne.
15. Han siger til dem; men I, hvem sige I mig at være?
16. Da svarede Simon Petrus, og sagde: Du er Christus, den levende Guds Søn.
17. Og Jesus svarede, og sagde til ham: Salig er du, Simon Jonas søn, thi kiød og blod haver ikke aabenbaret dig det, men min Fader, som er i himlene.
18. Men jeg siger dig og saa, at du er Petrus; og paa denne klippe vil jeg bygge min meenighed, og helvedes porte skal ikke faae overhaand over hende.
19. Og jeg vil give dig himmeriges riges nøgler, og hvad som du faaer bundet paa jorden, det skal være bundet i himlene, og hvad som du faaer løst paa jorden, det skal være løst i himlene.
20. Da bød han sine disciple, at de skulde ingen sige, at han var Jesus Christus.    
21. Fra den tid begyndte Jesus at give sine disciple tilkiende, at ham burde at gaae hen til Jerusalem, og lide meget af de ældste og ypperste præster, skriftkloge, og slaaes ihiel, og opstaae tredie dag.
22. Og Peder tog ham til sig, begyndte at straffe ham, og sagde: Herre, spar dig selv; dette skee dig ingenlunde!
23. Mon han vendte sig, og sagde til Peder: viig bag mig, satan! du er mig til forargelse; thi du sandser ikke, hvad Gud hører til, men det, som menneskene hører til.
24. Da sagde Jesus til sine disciple: vil nogen komme efter mig, han forsage sig selv, og tage sit kors, og følge mig.
25. Thi hvo som vil frelse sit liv, skal miste det; men hvo som mister sit liv for min skyld, skal finde det.
26. Thi hvad gavner det mennesket om han vinder den ganske verden, men tager skade paa sin siel? eller hvad vederlag kan et menneske give for sin siel.
27. Thi Menneskens Søn skal komme i sin Faders herlighed med sine Engle; og da skal han betale hver efter sin gierning.
28. Sandelig siger jeg eder: der ere nogle af dem, som her staae, som ingenlunde skal smage døden, førend de see Menneskens Søn komme i sit rige.


17. Capitel.

1. Og sex dage derefter tog Jesus Petrus og Jakobus og hans broder Johannes til sig, og førte dem især op paa et høit bierg.
2. Og han blev forvandlet for dem og hans ansigt skinnede som solen, men hans klæder bleve hvide som lyset.
3. Og see, Moses og Elias bleve seete af dem, og talede med ham.
4. Da svarede Peder, og sagde til Jesum: Herre, her er os godt at være; vil du, da ville vi giøre tre boeliger her, dig een, og Moses een, og Elias een.
5. Der han endnu talede, see, da overskyggede dem en klar skye, og see, en røst kom af skyen, som sagde: denne er min Søn, den Elskelige, i hvilken jeg haver behagelighed; hører ham.
6. Og der disciplene hørte det, faldt de paa deres ansigt, og frygtede saare.
7. Og Jesus traadte frem, rørte ved dem, og sagde: staaer op, og frygter ikke.
8. Men der de opløftede deres øine saae de ingen, uden Jesum allene.
9. Og der de gik ned af bierget, bød Jesum dem, og sagde: I skal ingen sige denne syn, førend Menneskens Søn er opstanden fra de døde. 
10. Og hans disciple spurgte ham, og sagde: hvad sige da de skriftkloge, at Elias bør tilforn at komme?
11. Men Jesus svarede, og sagde til dem: Elias kommer vel tilforn, og skal skikke alting til rette. 
12. Men jeg siger eder, at Elias er nu kommen, og de erkiendte ham ikke, men giorde med ham, hvad de vilde; saa skal og saa Menneskens Søn lide af med.
13. Da forstode disciplene, at han havde talet til dem om Johannes den døbere.
14. Og der de kom til folket, gik et menneske til ham, og faldt paa knæe for ham, og sagde:
15. Herre, forbarme dig over min søn, thi han er maanesyg, og lider meget ondt; thi han falder ofte i ilden, og ofte i vand.
16. Og jeg ledede ham hen til dine disciple; og de kunde ikke helbrede ham.
17. Men Jesus svarede, og sagde: o du vantroe og forvendte slægt! hvor længe skal jeg være hos eder? hvor længe skal jeg lide eder? leder mig ham hid.
18. Og Jesus truede dievelen, og han foer ud af ham; og drengen blev karsk fra den samme stund.
19. Da gik disciplene til Jesum især, og sagde: hvi kunde vi ikke uddrive ham?
20. Men Jesus sagde til dem: for eders vantroes skyld, thi sandelig siger jeg eder: dersom I have troe som et seneps-korn, da maae I sige til dette bierg: flyt dig herfra derhen, saa skal det flytte sig; og eder skal intet være umueligt. 
21. Men dette slags farer ikke ud, uden ved bøn og faste.
22. Men der de havde deres omgiængelse i Galilæa, sagde Jesus til dem; menneskens Søn skal overantvordes i menneskers hænder;
23. Og de skal slaae ham ihiel, og han skal opreises paa den tredie dag. Og de bleve saare bedrøvede.
24. Men der de kom til Capernaum, gik de til Peder, som toge skattens penge, og sagde: betaler eders Mester skattens penge. 
25. Han sagde: ja. Og der han kom ind i huset, forekom Jesus ham, og sagde: hvad tykkes dig, Simon? af hvem tager konger paa jorden told eller skat? af deres egne børn, eller af fremmede?
26. Peder siger til ham: af fremmede. Jesus sagde til ham: saa ere jo børnene frie.
27. Men paa det vi skulle ikke forarge dem, gak hen til havet, kast en krog, og op tag den første fisk, som kommer op; og naar du lader dens mund op, skal du finde en stater; tag den samme, og giv dem den for dig og mig.


18. Capitel.

1. Paa den same time gik disciplene til Jesum, og sagde: hvo er den største i himmeriges rige? 
2. Og Jesus kaldte et barn til sig, og stillede det midt iblandt dem,
3. Og sagde: sandelig siger jeg eder: uden I omvende eder og blive som børn, komme I ingenlunde ind i himmeriges rige.
4. Derfor, hvo som sig selv fornedrer som dette barn, han er den største i himmeriges rige.
5. Og hvo som annammer saadant et barn i mit navn, annammer mig.
6. Men hvo, som forarger een af disse smaae, som troe paa mig, ham var det bedre, at der var hængt en møllesteen om hans hals, og han var sænkt i havets dybhed.
7. Vee verden for forargelser! thi det er fornødent, at forargelser skulle komme; dog vee det menneske, ved hvilket forargelse kommer!
8. Men dersom din haand eller din fod forarger dig, da hug dem af, og kast dem fra dig. Det er dig bedre, at gaae halt ind i livet, eller en krøbling, end at have to hænder og to fødder, og kastes i den evige ild.
9. Og dersom dit øie forarger dig, da riv det ud, og kast det fra dig. Det er dig bedre, at gaae eenøiet ind i livet end at have to øine, og kastes i helvedes ild.
10. Seer til, at I ikke foragte een af disse smaae; thi jeg siger eder: deres Engle i himlene see altid min Faders ansigt, som er i himlene.
11. Thi Menneskens Søn er kommen, at giøre det saligt, som var fortabt.
12. Hvad tykkes eder? om et menneske havde hundrede faar, og eet af dem foer vild, forlader han ikke de ni og halvfemtesindstive, og gaaer paa biergene, og leder efter det, som var farer vild? 
13. Og hænder det sig, at han finder det, sandelig siger jeg eder: at han glæder sig over det mere end over de og halvfemtesindstive, som ikke fore vild.
14. Saaledes er ikke eders Faders villie, som er i himlene, at een af disse smaae skal fortabes.
15. Men om din broder synder mod dig, gak hen og straf ham imellem dig, og ham allene; hører han dig, da haver du vundet din broder.
16. Men hører han ikke, da tag endnu een eller to med dig; paa det at sagen skal blive fast efter to eller tre vidners mund.
17. Men hører han dem ikke, da siig meenigheden det, men hører han ikke meenigheden, da skal han være for dig ligesom en hedning og toldere.
18. Sandelig siger jeg eder: hvadsomhelst I binde paa jorden, skal være bundet i himmelen; og hvadsomhelst I løse paa jorden, skal være løst i himmelen.
19. Atter siger jeg eder, at dersom to af eder blive eens paa jorden, om hvad for en sag det er, at de ville bede, det skal vederfares dem af min Fader, som er i himlene.
20. Thi hvor to eller tre ere forsamlede i mit navn, der er jeg midt iblandt dem. 
21. Da gik Peder frem til ham, og sagde: Herre, hvor ofte skal jeg forlade min broder, som synder imed mig? indtil syv gange?
22. Jesus sagde til ham: jeg siger dig ikke, indtil syv gange men indtil halvfierdesindstive gange syv gange.
23. Derfor er himmeriges rige lignet ved er menneske, som var en Konge, som vilde holde regnskab med sine tienere.
24. Men der han begyndte at holde regnskab, blev een fremført til ham, som var ti tusinde centner skyldig. 
25. Men der han havde ikke at betale med, bød hans Herre ham at sælges, og hans hustru og børn, og alt det han havde, og at der skulde betales.
26. Derfor faldt tieneren ned, og tilbad ham, og sagde: Herre, vær langmodig med mig, og jeg vil betale dig det altsammen.
27. Da ynkedes samme tieners Herre inderligen over ham, og gav ham løs, og forlod ham, gielden.
28. Men den samme tiener gik ud, og fandt een af sine medtienere, som var ham hundrede penge skyldig; og han greb fat paa ham, og vilde qvæle ham, og sagde: betal mig, det du er skyldig.
29. Da faldt hans medtiener ned for hans fødder, og bad ham, og sagde: vær langmodig med mig, og jeg vil betale dig det altsammen.
30. Men han vilde ikke; men gik hen, og kastede ham i fængsel, indtil han betalede det han var skyldig.
31. Men der hans medtienere saae det, som skeet var, bleve de saare bedrøvede; og kom, og aabenbarede for deres Herre alt det, som skeet var.
32. Da kaldte hans Herre ham for, og sagde til ham: du onde tiener, al den gield forlod jeg dig, fordi du bad mig.
33. Burde dig ikke og at forbarme dig over din medtiener, ligesom jeg og haver forbarmet mig over dig.
34. Og hans Herre blev vred, og overantvordede ham dem, som pine, indtil han betalede altsammen, det han var ham skyldig.
35. Saa skal og min himmelske Fader giøre mod eder, om I ikke forlade af eders hierter, hver sin broder deres brøst.


19. Capitel.

1. Og det skede, der Jesus havde endt disse ord, drog han bort af Galilæa, og kom i Judææ grændser paa hiin side Jordan.
2. Og meget folk fulgte ham; og han helbredede dem sammesteds.
3. Og Pharisæerne traadte til ham, som fristede ham, og sagde til ham: er det en mand tilladt, at skille sig fra sin hustru, for hvadsomhelst sag?
4. Men han svarede, og sagde til dem: have I ikke læst, at den, som giorde dem af begyndelsen, giorde dem mand og qvinde?
5. Og sagde: derfor skal et menneske forlade faderen og moderen, og blive fast hos sin hustru: og de to skal være til eet kiød.
6. Saa at de ere ikke længere to, men eet kiød. Derfor, hvad Gud har tilsammenføiet, skal mennesket ikke adskille.
7. De sagde til ham: hvorfor bød da Moses, at give et skilsmissebrev, og skille sig fra hende?
8. Han sagde til dem: Moses tilstedde eder at skille eder fra eders hustruer, for eders hierters haardhed; men af begyndelsen haver det ikke saaledes været.
9. Men jeg siger eder, at hvo som skiller sig fra sin hustru, uden for hoer, og tager en anden til ægte, han bedriver hoer; hvo som tager den adskildte til ægte, han bedriver hoer.
10. Hans disciple sagde til ham: staaer mandens sag saaledes med hustruen, da er det ikke godt at gifte sig.
11. Men han sagde til dem: dette ord begribe ikke alle, men de, som det er givet. 
12. Thi der ere gildinge, som ere fødte saaledes af moders liv; og der ere gildinger som ere gildede af menneskene; og der ere gildinger, som have gildet sig selv for himmeriges riges skyld. Hvo der kan begribe, han begribe det.
13. Da bleve smaa børn førte til ham, at han skulde legge hænderne paa dem, og bede; men disciplene truede dem.
14. Da sagde Jesus: lader de smaa børn med fred, og formener dem ikke at komme til mig; thi himmeriges rige hører saadanne til.
15. Og han lagde hænderne paa dem, og drog derfra.
16. Og see, een traadte frem, og sagde til ham: gode Mester, hvad godt skal jeg giøre, at jeg maae have det evige liv?
17. Men han sagde til ham: hvi kalder du mig god? ingen er god, uden een som er Gud; men vil du indgaae til livet, da hold budene.
18. Han sagde til ham: hvilke? men Jesus sagde: dette, du skal ikke ihielslaae; du skal ikke bedrive hoer; du skal ikke stiele; du skal ikke bære falskt vidnesbyrd.
19. Ær din fader og moder, og du skal elske din næste, som dig selv. 
20. Da siger den unge karl til ham: det haver jeg holdet altsammen fra min ungdom; hvad fattes mig endnu?
21. Jesus sagde til ham: vil du være fuldkommen, da gak hen, sælg, hvad du haver, og giv fattige det; og du skal have et liggendefæ i himmelen; og kom, følg mig.
22. Men der den unge karl hørte det ord, gik han bedrøvet bort; thi han havde meget gods.
23. Da sagde Jesus til sine disciple: sandelig siger jeg eder, at en rig kommer vanskelig ind i himmeriges rige.
24. Men atter siger jeg eder: der er lettere, at en kameel gaaer igiennem et naaleøie, end at en rig kommer ind i Guds rige.
25. Men der hans disciple hørte det, bleve de saare forfærdede, og sagde: hvo kan da blive salig?
26. Da saae Jesus paa dem, og sagde til dem: hos menneskene er dette umueligr, men hos Gud ere alle ting muelige.
27. Da svarede Peder, og sagde til ham: see, vi have forladt alle ting, og fulgt dig; hvad skal vi da have?
28. Men Jesus sagde til dem: sandelig siger jeg eder, at I, som have efterfulgt mig, udi igienfødelsen, naar Menneskens Søn skal sidde paa sin herligheds stoel, skal I og sidde paa tolv stoele, og dømme de tolv Israels stammer. 
29. Og hver, som haver forladt huus, eller brødre, eller systre, eller fader, eller moder, eller hustru, eller børn, eller agre for mit navns skyld, skal faae hundredefold igien, og arve det evige liv.
30. Men mange, som ere de første, skal blive de sidste, og de sidste de første,


20. Capitel.

1. Thi himmeriges rige lignes ved et Menneske, som var en Huusbonde, som udgik tidlig om morgenen, at leie arbeidere i sin viingaard.
2. Mon der han blev eens med arbeiderne om en penge om dagen, sendte han dem i sin viingaard.
3. Og han gik ud ved den tredie time, og saae andre staae ledige paa torvet.
4. Og sagde til dem: gaaer I og hen i viingaarden, og jeg vil give eder hvad som ret er; men de gik hen.
5. Han gik atter ud ved den siette og niende time, og giorde ligesaa.
6. Men ved den ellevte time gik han ud, og fandt andre staae ledige, og sagde til dem: hvi staae I her den ganske dag ledige.
7. De sagde til ham: fordi ingen leiede os. Han sagde til dem: gaaer I ogsaa hen i viingaarden, og hvad som ret er, skal I faae.
8. Men der der blev aften, siger viingaardens Herre til sin foged: kald arbeiderne, og giv dem lønnen, og begynd paa de sidste indtil de første.
9. Og de kom, som vare leiede ved den ellevte time, og fik hver en penge.
10. Men der de første kom, meente de, at de skulde faae mere; og de fik og hver en penge.
11. Men der de fik den, knurrede de mod Huusbonden, og sagde.
12. Disse sidste have ikkun arbejdet een time, og du haver giort dem lige med os, som have baaret dagens byrde og hede.
13. Men han svarede, og sagde til een af dem: ven! jeg giør dig ikke uret; er du ikke bleven eens med mig om en penge?
14. Tag dit, og gak hen. Men jeg vil give denne sidste, som og dig.
15. Eller haver jeg ikke magt til at giøre med mit, hvad jeg vil? eller er dit øie derfor ondt, fordi jeg er god?
16. Saaledes skal de sidste blive de første, og de første de sidste; thi mange ere kaldede, men faa udvalgte.
17. Og Jesus drog op til Jerusalem, og tog de tolv disciple til sig, især paa veien, og sagde til dem:
18. See, vi reise op til Jerusalem, og Menneskens Søn skal overantvordes de ypperste præster og skriftkloge; og de skal fordømme ham til døden;
19. Og overantvorde hedningerne ham, til at bespotte og hudstryge og korsfæste; og paa den tredie dag skal han opstaae.
20. Da gik Zebedæi sønners moder til ham med sine sønner, faldt ned og bad ham om noget.
21. Men han sagde til hende: hvad vil du? hun sagde til ham: sig, at disse mine to sønner skal sidde i dit rige, den eene hos din høire, og den anden hos din venstre side.
22. Men Jesus svarede og sagde: I vide ikke, hvad I bede; kan I drikke den kalk, som jeg skal drikke, og døbes med den daab, som jeg skal døbes med? De sige til ham: vi kan.
23. Og han sagde til dem: min kalk skal I vel drikke, og med den daab, som jeg døbes med, skal I døbes; men at sidde hos min høire og venstre side, hør ikke mig til at give nogen, uden dem, som det er beredt af min Fader.
24. Og der de ti det hørte, bleve de vrede paa de to brødre.
25. Men Jesus kaldte dem til sig, og sagde: I vide, at hedningers regentere herske over dem, og de store bruge magt over dem. 
26. Men saa skal det ikke være iblandt eder, men hvo som vil blive stor iblandt eder, skal vare eders tiener.
27. Og hvo, som vil være den ypperste, skal være eders tiener.
28. Ligesom Menneskens Søn er ikke kommen, at lade sig tiene, men at tiene, og at give sit liv til en igienløselses betalning for mange.
29. Og der de gik ud fra Jericho, fulgte ham meget folk.
30. Og see, to blinde sadde hos veien, og der de hørte, at Jesus gik frem, raabte de, og sagde: Herre, Davids Søn, forbarme dig over os!
31. Men folket truede dem, at de skulde tie; men de raabte mere, og sagde: Herre Davids Søn, forbarme dig over os!
32. Og Jesus stod og kaldte ad dem, og sagde: hvad vil I, jeg skal giøre eder?
33. De sagde til ham: Herre, at vore øine maatte oplades.
34. Men Jesus ynkedes inderligen, og rørte ved deres øine. Og strax bleve deres øine seende, og de fulgte ham.


21. Capitel. 

1. Og der de kom nær til Jerusalem, og vare komne til Bethphage, hos olie-bierget, da sendte Jesus to af sine disciple, og sagde til dem:
2. Gaaer bort i den bye, som ligger for eder; og strax skal I finde en aseninde bunden, og et føl med hende; løser dem, og fører dem til mig.
3. Og dersom nogen taler eder noget til, da siger, at Herren haver dem behov; saa skal han strax fremsende dem.
4. Men dette skede altsammen, at det skulde fuldkommes, som er sagt ved propheten, som siger:
5. Siger Zions datter: see, din Konge kommer til dig sagtmodig, og ridendes paa et asen, og paa den undertvungne asenindes føl.  
6. Men disciplene gik hen og giorde, saasom Jesus befoel dem.
7. Og de hentede aseninden og føllet. og lagde deres klæder paa dem, og han satte sig derpaa.
8. Men de fleste af folket bredte deres klæder paa veien, men andre huggede grene af træerne og strøede paa veien.
9. Men folket, som gik for, og fulgte, raabte og sagde: hosanna den Davids Søn! velsignet være den, som kommer i Herrens navn! hosanna i det høieste.
10. Og der han drog ind i Jerusalem, oprørtes den ganske stad, og sagde: hvo er denne?
11. Men folket sagde: det er Jesus, den Prophete, den af Nazareth i Galilæa. 
12. Og Jesus gik ind i Guds tempel, og uddrev alle dem, som solgte og kiøbte i tempelen; og omstødte vexlernes borde og due-kræmmernes stole.
13. Og han sagde til dem: der er skrevet, mit huus skal kaldes et bedehuus; men I have giort det til en røverkule.
14. Og der gik blinde og halte til ham i tempelen; og han helbredede dem.
15. Men der de ypperste præster og skriftkloge saae de underlige gierninger, som han giorde, og at børnene raabte i tempelen, og sagde: hosanna den Davids Søn! bleve de vrede, og sagde til ham:
16. Hører du, hvad disse sige? Men Jesus sagde til dem: ja, have I aldrig læst, at af de umyndiges og diendes mund skal du berede lov.
17. Og han forlod dem, og gik uden for staden til Bethanien, og blev der.
18. Men der han om morgenen gik til staden igien hungrede ham.
19. Og han saae et figentræe hos veien, og gik til det, og fandt intet derpaa, uden blade allene, og han sagde til det: nu voxe aldrig mere frugt paa dig! Og figen træet visnede strax.
20. Og der disciplene saae det, forundrede de sig, og sagde: hvorledes visnede figen træet saa strax.
21. Men Jesus svarede, og sagde til dem: sandelig siger jeg eder, dersom I have troe og ikke tvivle, da skal I ikke allene giøre saadant med figentræet men dersom I og sige til dette bierg: løft dig, og kast dig i havet da skal der skee.
22. Og alt det I begiere i bønnen, dersom I troe, da skal I faae det.
23. Og der han kom i tempelen, traadte til ham, i det han lærte, de ypperste præster og folkets ældste, og sagde: af hvad magt giør du dette? og hvo haver givet dig denne magt.
24. Men Jesus svarede, og sagde til dem: jeg vil og spørge eder om eet ord, dersom I sige mig det, vil jeg og sige eder, af, hvad magt jeg giør dette.
25. Johannis daab, af hvem var den? af himmelen, eller af menneskene? Men de betænkte ved sig selv, og sagde: sige vi: den var af himmelen, da siger han til os? hvi troede I ham da ikke?
26. Men sige vi? den var af menneskene, frygte vi os for folket thi de holde, alle Johannes som en Prophete.
27. Og de svarede Jesus, og sagde: vi vide der ikke; da sagde han og til dem: saa siger jeg eder ikke heller, af hvad magt jeg giør dette.
28. Men hvad tykkes eder? et Menneske havde to sønner, og han gik til den første, og sagde: søn! gak hen, arbeid i dag udi min viingaard.
29. Men han svarede, og sagde: jeg vil ikke; men derefter angrede det ham, og han gik hen.
30. Og han gik til den anden, og sagde ligesaa. Men han svarede, og sagde: Herre, jeg vil; og gik ikke hen.
31. Hvilken af de to giorde Faderens villie? de sagde til ham: den første. Jesus sagde til dem: sandelig siger jeg eder, at toldere og skiøger gaae for eder i Guds rige.
32. Thi Johannes kom til eder paa retfærdigheds vei, og I troede ham ikke, men toldere og skiøger troede ham; men endog I det saae, angrede det eder alligevel ikke derefter, at I kunde have troet ham. 
33. Hører en anden lignelse: Et Menneske var en Huusbonde, som havde plantet en viingaard, og giort et gierde omkring den, og gravet en perse i den, og bygt et taarn; og han leiede viingaardsmænd den, og foer udenlands.
34. Men der frugtens tid kom, sendte han sine tienere til viingaardsmændene, at annamme dens frugter.
35. Og viingaardsmændene toge hans tienere, een sloge de, men en anden sloge de ihiel, men en anden stenede de.
36. Han sendte atter andre tienere, flere end de første; og de giorde ligesaa med dem.
37. Men derefter sendte han sin Søn til dem, og sagde: de skulle frygte for min Søn.
38. Men der viingaardsmændene saae Sønnen, sagde de til hverandre: denne er arvingen, kommer, lader os slaae ham ihiel, og vende hans arv til os.
39. Og de toge ham, og stødte ham ud uden for viingaarden, og sloge ham ihiel.
40. Derfor naar viingaardens Herre kommer, hvad skal han giøre disse viingaardsmænd?
41. De sagde til ham: han skal ilde omkomme de onde, og leie andre viingaardsmænd sin vingaard, som skal give ham frugterne i deres tider.
42. Jesus sagde til dem: have I aldrig læst i skrifterne: den steen, som bygningmændene forskiøde, den er bleven til en hovedhiørnesteen; det er skeet af Herren, og er underligt for vore øine.
43. Derfor siger jeg eder, at Guds rige skal tages fra eder, og gives et folk, som skal bære dets frugter.
44. Og hvo som falder paa denne steen, skal sønderstødes; men hvilken den falder paa, ham skal den sønderknuse.
45. Og der de ypperste præster og Pharisæerne hørte hans lignelser, mærkede de, at han talede om dem.
46. Og de tragtede efter, at gribe ham, men frygtede for folket; thi det holdt ham for en Prophete.


22. Capitel.

1. Og Jesus svarede, og talede atter ved lignelser til dem og sagde:
2. Himmeriges rige lignes ved et Menneske, som var en Konge, som giorde sin Søns bryllup.
3. Og han udsendte sine tienere, at kalde de budne til bryllup, og de vilde ikke komme.
4. Han udsendte atter andre tienere, og sagde: siger de budne: see, jeg haver beredt mit maaltid, mine øxen og det fede qvæg er slagtet, og alting er rede; kommer til bryllup.
5. Men de foragtede det, og gik hen, den eene paa sin egen ager, men den anden til sit kiøbmandskab.
6. Men de andre grebe hans tienere, forhaanede og ihielsloge dem.
7. Men der kongen det hørte, blev han vred, og skikkede sine hære ud, og ødelagde disse manddrabere, og satte ild paa deres stad.
8. Da sagde han til sine tienere: brylluppet er vel beredt, men de budne vare det ikke værd.
9. Gaaer derfor paa veiskiellene, og byder til bryllup saa mange, som I finde.
10. Og de tienere gik ud paa veiene, og samlede alle dem, de fandt, baade onde og gode, og bryllups-huset blev fuldt af dem, som sadde til bords.
11. Da gik kongen ind, at besee dem, som sadde til bords, og han saae der et menneske, som havde ikke iført bryllups-klædningen. 
12. Og han sagde til ham: ven! hvorledes er du kommen hid ind, og haver ikke bryllups-klædningen paa? men han taugde.
13. Da sagde kongen til tienerne: binder hænder og fødder paa ham, og tager ham bort, og kaster ham ud i det yderste mørke; der skal være graad og tænders gnidsel.
14. Thi mange ere kaldede, men faa udvalgte.
15. Da gik Pharisæerne hen, og holdt raad, hvorledes de kunde besnære ham i ord.
16. Og de sendte deres disciple til ham, med de Herodianer, og sagde: Mester, vi vide, at du er sandru, og lærer Guds vei i sandhed, og skiøtter om ingen, thi du anseer ikke menneskers person.
17. Siig os derfor, hvad tykkes dig? er det tilladt at give keiseren skat, eller ei? 
18. Men som Jesus havde mærket deres ondskab, sagde han: I øienskalke! hvi friste I mig?
19. Viser mig skattens mynt; men de bragte ham en penge.
20. Og han sagde til dem: hvis billede og overskrift er dette?
21. De sagde til ham: keiserens. Da sagde han til dem: saa giver keiseren det, som keiserens er, og Gud det, som Guds er.
22. Og der de hørte det, forundrede de sig, og forlode ham, og gik bort.
23. Paa den samme dag traadte Sadducæerne til ham, som sige, at der er ikke opstandelse, og spurgte ham, og sagde:
24. Mester, Moses haver sagt: naar nogen døer, og haver ikke børn, skal hans broder for svogerskabs skyld tage hans hustru til ægte, og opreise sin broder sæd.
25. Men nu have været hos os syv brødre; og den første giftede sig, og døde; og efterdi han havde ikke sæd, efterlod han sin broder sin hustru.
26. Og den anden ligesaa, og den tredie, indtil den syvende.
27. Men paa det sidste, efter dem alle, døde og qvinden.
28. Hvis hustru af disse syv skal hun da være i opstandelsen, thi de have alle havt hende?
29. Men Jesus svarede, og sagde til dem: I fare vild, i det I vide ikke skrifterne, ei heller Guds kraft.
30. Thi i opstandelsen skal de hverken tage til ægte, ei heller udgiftes, men de ere ligesom Guds Engle i himmelen.
31. Men have I ikke læst om de dødes opstandelse, det eder er sagt af Gud, som siger:
32. Jeg er Abrahams Gud, og Isaaks Gud, og Jacobs Gud. Men Gud er ikke de dødes Gud, men de levendes.
33. Og der folket det hørte, forundrede de sig saare paa hans lærdom.
34. Men der Pharisæerne hørte, at han havde stoppet munden paa Sadducæerne, forsamlede de sig tilsammen.
35. Og een af dem, en lovkyndig, spurgte og fristede ham, og sagde: 
36. Mester hvilket er det store bud i loven?
37. Men Jesus sagde til ham: Du skal elske Herren din Gud af dit ganske hierte, og af din ganske siel, og af dit ganske sind.
38. Dette er der første og store bud.
39. Men det andet er ligesom dette, du skal elske din næste, som dig selv.
40. Udi disse to bud hænger al loven og propheterne.
41. Men der Pharisæerne vare forsamlede, spurgte Jesus dem, og sagde:
42. Hvad tykkes eder om Christo? hvis Søn er han? de sagde til ham: Davids.
43. Han sagde til dem hvorledes kalder da David ham i Aanden en Herre? da han siger:
44. Herren sagde til min Herre: sæt dig hos min høire haand, indtil jeg lægger dine fiender til dine fødders fodskammel.
45. Efterdi David nu kalder ham en Herre, hvorledes er han da hans Søn?
46. Og ingen kunde svare ham et ord; og ingen torde ydermere giøre spørgsmaal til ham efter den dag. 


23. Capitel. 

1. Da talede Jesus til folket og til sine disciple, og sagde:
2. Paa Mosis stoel sidde skriftkloge og Pharisæer.
3. Alt det derfor, som de sige eder, at I skal holde, det holder og giører; men giører ikke efter deres gierninger; thi de sige det vel, og giøre det ikke.
4. Thi de binde svære byrder, og som man vanskelig kan bære, og lægge menneskene dem paa skuldrene; men vil ikke bevæge dem med deres finger.
5. Men de giøre alle deres gierninger, for at ansees af menneskene; thi de giøre deres tegnede bremmer brede, og giøre store sømme paa deres klæder.
6. Og de ville gierne sidde øverst til bords i nadverne, og paa de fornemmeste stole-stader i synagogerne.
7. Og de ville gierne være hilsede paa torvene, og kaldes Rabbi, Rabbi, af menneskene.
8. Men I skal ikke ville kaldes Rabbi; thi een er eders Ledsager, som er Christus; men I ere alle brødre.
9. Og I skal ingen kalde eders fader paa jorden; thi een er eders Fader, som er i himlene.
10. Og I skal ikke lade kalde eder ledsagere; thi een er eders Ledsagere som er Christus.
11. Men den største iblandt eder skal være eders tiener.
12. Men hvilken sig selv ophøier, skal fornedres; og hvilken sig selv fornedrer, skal ophøies.
13. Men vee, eder, I skriftkloge og Pharisæer, I øienskalke! at I tillukke himmeriges rige for menneskene; thi I gaae der ikke ind, og dem, som ville gaae ind, lade I ikke gaae ind.
14. Vee eder, I skriftkloge og Pharisæer, I øienskalke! at I opæde enkers huse, og under et skin bede længe; derfor skal I faae des overflødigere dom.
15. Vee eder, I skriftkloge og Pharisæer, I øienskalke! at I drage om til vands og lands, at giøre en tilhænger; og naar han er bleven det, giøre I et helvedes barn af ham, dobbelt mere end I ere. 
16. Vee eder, I blinde veiledere! I som sige: hvo som svær ved tempelen, det er intet; men hvo som svær ved det guld i tempelen, er skyldig.
17. I daarer og blinde! hvilket er større? guldet eller tempelen som helliger guldet?
18. Fremdeles: hvo som svær ved alteret, det er intet; men hvo som svær ved den gave, som der er paa, er skyldig,
19. I daarer og blinde! hvilket er større? gaven eller alteret, som helliger gaven?
20. Derfor, hvo som svær ved alteret, svær ved det samme, og ved alt det der er paa.
21. Og hvo som svær ved tempelen, svær ved det samme, og ved den der boer i det.
22. Og hvo som svær ved himmelen, svær ved Guds stol, og ved den, som sidder paa den.
23. Vee eder, I skriftkloge og Pharisæer, I øienskalke! at I tiende mynte og dild og kommen; og lade tilbage de ting, som svarere ere i loven, som er, dom, og barmhiertighed, og troen; disse ting burde man at giøre, og ikke forsømme de andre.
24. I blinde veiledere, I som sie myggen af, men nedsluge kamelen!
25. Vee eder, I skriftkloge og Pharisæer, I øienskalke! at I rense beggere og fade udvortes; men inden til ere de fulde af rov og uretfærdighed.
26. Du blinde Pharisæer? rens først det, som er inden i beggeret og fadet, at det, som er uden til paa dem, bliver og reent.
27. See eder, I skriftkloge og Pharisæer, I øienskalke! thi I ere, ligesom kalkede grave, som synes deilige udvortes; men inden til ere de fulde af døde been og al ureenhed.
28. Ligesaa synes og I vel udvortes retfærdige for menneskene; men indvortes ere I fulde af øienskalkhed og uret.
29. Vee eder, I skriftkloge og Pharisæer; I øienskalke! at I bygge Propheternes graver, og pryde de retfærdiges gravsteder, og sige:
30. Havde vi været i vore fædres tid, da havde vi ikke været deelagtige med dem i propheternes blod.
31. Saa bære I da vidnesbyrd over eder selv, at I ere deres børn, som have ihielslaget propheterne;
32. Opfylder og I eders fædres maade.
33. I hugorme! I øgle-unger! hvorledes kan I undflye helvedes dom?
34. Derfor, see, jeg sender til eder Propheter, og viise, og skriftkloge; og I skal slaae nogle ihiel af dem, og korsfæste, og nogle af dem skal I hudstryge i eders synagoger, og forfølge dem fra een stad til en anden.
35. At alt der retfærdige blod skal komme over eder, som er udgydet paa jorden, fra den retfærdige Abels blod, indtil Zacharias Barachias søns blod, hvilken I sloge ihiel imellem tempelet og alteret.
36. Sandelig siger jeg eder, at alt dette skal komme over denne slægt.
37. Jerusalem, Jerusalem! som ihielslaaer propheterne, og stener dem, som ere sendte til den, hvor ofte vilde jeg forsamlet dine børn, ligerviis som en høne forsamler sine kyllinger under vingerne? og I vilde ikke. 
38. See, eders huus skal forlades eder øde.
39. Thi jeg siger eder: I skal fra nu af ikke see mig, indtil I sige: velsignet være den som kommer i Herrens navn.


24. Capitel. 

1. Og Jesus gik ud, og drog fra tempelen; og hans disciple gik til ham, at de vilde vise ham tempelens bygninger.
2. Men Jesus sagde til dem: see I ikke alt dette? sandelig siger jeg eder: her skal ikke lades steen paa steen, som jo skal nedbrydes,
3. Men da han sad paa olie-bierget, gik hans disciple især til ham, og sagde: siig os, naar skal dette skee? og hvad tegn skal der være paa din tilkommelse, og verdens ende?
4. Og Jesus svarede, og sagde til dem: seer til, at ingen forfører eder.
5. Thi mange skal komme i mit navn, og sige: jeg er Christus; og de skal forføre mange.
6. Men I skal høre krig, og rygte om krig. Seer til, I forskrækkes ikke; thi dette maae altsammen skee, men enden er ikke endda.
7. Thi et folk skal opreise sig mod et andet folk, og et rige mod et andet rige, og der skal vare hænger og pest, og jordskiælv her og der.
8. Men alle disse ting skal være en begyndelse til smerterne.
9. Da skal de overantvorde eder til trængsel, og slaae eder ihiel; og I skal hades af alle folk for mit navns skyld.
10. Og da skal mange forarges og forraade hverandre, og hade hverandre.
11. Og mange falske propheter skal opreise sig, og forføre mange.
12. Og efterdi uretfærdighed er bleven mangfoldig, skal kierlighed blive kold i mange.
13. Men hvo som bliver bestandig indtil enden, han skal blive salig.
14. Og dette riges evangelium skal prædikes i den gandske verden, til et vidnesbyrd for alle folk; og da skal enden komme.
15. Naar I da see ødelæggelsens vederstyggelighed, som sagt er ved propheten Daniel, at den staaer i det hellige sted; hvo som det læser, give agt derpaa! 
16. Da flye paa biergene, hvo som er i Judæa.
17. Og hvo som er paa taget, stige ikke ned, at hente noget af sit huus.
18. Og hvo som er paa ageren, vende ikke tilbage, at hente sine klæder.
19. Men vee de frugtsommelige, og de som give die i de dage!
20. Men beder, at eders flugt skal ikke skee om vinteren, ei heller om sabbaten.
21. Thi da skal være saa stor en trængsel, som ikke haver været fra verdens begyndelse hidindtil, som ikke heller skal blive.
22. Og dersom disse dage ikke bleve forkortede, da blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld skal de samme dage forkortes.
23. Dersom nogen da siger til eder: see, her er Christus, eller der, da skal I det ikke troe.
24. Thi falske christi, og falske propheter skal opreise sig, og giøre store tegn, og underlige gierninger, at de udvalgte skulle og forføres, om det var mueligt.
25. See, jeg haver sagt eder det tilforn.
26. Derfor, dersom de sige til eder: see, han er i ørken, da gaaer ikke ud; see, han er i kammerne, da troer ikke.
27. Thi ligesom lyset udgaaer af østen og skinner indtil vesten, saa skal og Menneskens Søns tilkommelse være.
28. Thi hvor som aadselet er, derhen skal ørnene forsamles.
29. Men strax efter de dages trængsel, skal solen formørkes, og maanen ikke give sit skin, og stiernerne falde af himmelen, og himmelens kræfter røres.
30. Og da skal Menneskens Søns tegn aabenbares i himmelen, og da skal alle jordens slægter hyle; og de skal see Menneskens Søn komme i himmelens skyer med kraft og megen herlighed.
31. Og han skal udsende sine Engle med en basune og stor røst; og de skal forsamle hans udvalgte af de fire veir, fra den ene ende af himmelen til den anden.
32. Men lærer en lignelse paa figentræet: naar nu vædske kommer i grenene derpaa, og det udskyder bladene, da vide I, at sommeren er nær.
33. Saaledes og I, naar I see alt dette, vider, at han er nær for dørene.
34. Sandelig siger jeg eder:, denne slægt skal ikke forgaae førend dette skeer altsammen.
35. Himmelen og jorden skal forgaae; men mine ord skal ingenlunde forgaae.
36. Men om den dag og den time veed ingen, ikke heller himmelens Engle, uden min Fader allene.
37. Men ligesom Noæ dage vare, saa skal og Menneskens Søns tilkommelse være.
38. Thi ligesom de vare i de dage før syndfloden, de aad og drak, toge til ægte, og udgiftede, indtil den dag, der Noe gik ind i arken.
39. Og de agtede det ikke, indtil syndfloden kom, og tog dem alle bort; saaledes skal og Menneskens Søns tilkommelse være.
40. Da skal to være paa ageren; den eene han skal annammes, og den anden forlades.
41. To skal male paa en qværn; den eene hun skal annammes, og den anden forlades.
42. Vaager derfor; thi I vide ikke, paa hvad for en time eders Herre kommer.
43. Men dette skal I vide, at dersom huusbonden vidste, i hvilken nattevagt tyven vilde komme, da vaagede han, og lod ikke bryde ind i sit huus.
44. Derfor værer I og rede; thi Menneskens Søn kommer paa den time, som I ikke mene.
45. Hvilken er derfor en troe og snild tiener, som hans Herre haver sat over sit tyende, at give dem mad i tide? 
46. Salig er den tiener, hvilken hans Herre, naar han kommer, kan finde saaledes at giøre.
47. Sandelig siger jeg eder, at han skal sætte ham over alt sit gods.
48. Men dersom nogen ond tiener vilde sige i sit hierte: min Herre tøver at komme.
49. Og begyndte at slaae medtienerne, men at æde og drikke med de drukne; 
50. Saa skal den tieners Herre komme paa den dag, som han ikke forventer, og paa den time, som han ikke veed.
51. Og skal hugge ham i to, og give ham sin deel med øienskalke; der skal vare graad og tænders gnidsel.


25. Capitel.

1. Da skal himmeriges rige lignes ved ti jomfruer, som toge deres lamper, og gik ud imod Brudgommen.
2. Men de fem af dem var kloge, og de fem daarlige.
3. Der de daarlige havde taget deres lamper, toge de ikke olie med sig.
4. Men de kloge toge olie i deres kar, med deres lamper.
5. Men der Brudgommen tøvede, slumrede de alle, og sov.
6. Men om midnat blev et anskrig: see, Brudgommen kommer, gaaer ud imod ham!
7. Da bleve disse jomfruer alle opvakte, og prydede deres lamper.
8. Men de daarlige sagde til de kloge: giver os af eders olie; thi vore lamper udslukkes.
9. Men de kloge svarede, og sagde: det maatte ikke blive nok til os og eder; men gaaer heller bort til dem, som sælge, og kiøber for eder selv.
10. Men der de gik bort at kiøbe, kom Brudgommen, og de som vare rede, gik ind med ham til bryllup; og døren blev tillukt.
11. Men siden kom og de andre jomfruer, og sagde: Herre! Herre! lad op for os.
12. Men han svarede, og sagde: sandelig siger jeg eder, jeg kiender eder ikke.
13. Vaager derfor; thi I vide hverken dag eller time, paa hvilken Menneskens Søn kommer.
14. Thi ligesom et Menneske, der foer udenlands, kaldte sine egne tienere, og overantvordede dem sit gods.
15. Og gav een fem centner, men en anden to, men en anden eet; hver efter sin formue, og han drog strax udenlands.
16. Da gik den bort, som havde annammet fem centner, og kiøbslog med dem, og vandt andre fem centner.
17. Ligesaa og den, som havde annammet de to centner, han vandt og andre to.
18. Men den, som havde annammet det eene, gik bort, og grov i jorden, og skiulte sin Herres penge.
19. Men en lang tid derefter kom disse tieneres Herre, og holdt regnskab med dem.
20. Da gik den frem, som havde annammet fem centner, og frembragte andre fem centner, og sagde: Herre, du overantvordede mig fem centner; see, jeg haver vundet fem andre centner med dem.
21. Men hans Herre sagde til ham: vel, du gode og troe tiener! du haver været troe over det lidet, jeg vil sætte dig over meget; gak ud til din Herres glæde.
22. Da gik og den frem som havde annammet to centner, og sagde: Herre, du overantvordede mig to centner; see, jeg haver vundet to andre centner med dem.
23. Hans Herre sagde til ham: vel, du gode og troe tiener! du haver været troe over lidet, jeg vil sætte dig over meget; gak ind til din Herres glæde.
24. Men den traadte og frem, som havde annammet, eet centner, og sagde: Herre, jeg kiendte dig, at du er et haardt menneske, som høster der du ikke saaede, og sanker der du ikke spredte.
25. Og jeg frygtede, og gik bort, og skiulte dit centner i jorden; see, der haver du dit.
26. Men hans Herre svarede, og sagde til ham: du onde og lade tiener! du vidste, at jeg høster der jeg ikke saaede, og samler der jeg ikke spredte.
27. Derfor burde dig, at have overantvordet vexlere mine penge; og naar jeg havde kommet, da havde jeg faaet mit igien med aager.
28. Tager derfor det centner fra ham, og giver den det, som haver ti centner.
29. Thi hver som haver, ham skal gives, og han skal have til overflod; men hvo som ikke haver, ham skal og fratages det han haver.
30. Og kaster den unyttige tiener ud i det yderste mørke, der skal vare graad og tænders gnidsel.
31. Men naar Menneskens Søn kommer i sin herlighed, og alle hellige Engle med ham, da skal han sidde paa sin herligheds stoel.
32. Og alle folk skal forsamles for ham, og han skal skille dem fra hverandre, ligesom en hyrde skiller faarene fra bukkene.
33. Og han skal stille faarene hos sin høire side, men kiddene hos den venstre side.
34. Da skal Kongen sige til dem hos sin høire side: kommer hid, min Faders velsignede! arver det rige, som eder er beredt fra verdens grundvold blev lagt.
35. Thi jeg var hungrig, og I gave mig at æde; jeg var tørstig, og I gave mig at drikke; jeg var fremmed, og I toge mig til eder;
36. Jeg var nøgen, og I klædte mig; jeg var skrøbelig, og I besøgte mig; jeg var i fængsel, og I kom til mig.
37. Da skal de retfærdige svare ham, og sige: Herre, naar saae vi dig hungrig, og gave dig mad? eller tørstig, og gave dig at drikke?
38. Men naar have vi seet dig fremmed, og taget dig til os? eller nøgen, og have klædt dig?
39. Men naar have vi seet dig skrøbelig, eller i fængsel, og ere komme til dig? 
40. Og Kongen skal svare, og sige til dem: sandelig siger jeg eder: saa meget som I have giort een af disse mine mindste brødre, have I giort mig.
41. Da skal han og sige til dem hos den venstre side: gaaer bort fra mig, I forbandede! i den evige ild, som er beredt Dievelen og hans engle.
42. Thi jeg var hungrig, og I gave mig ikke at æde; jeg var tørstig, og I gav mig ikke at drikke.
43. Jeg var fremmed, og I toge mig ikke til eder; jeg var nøgen, og I klædte mig ikke; jeg var skrøbelig og i fængsel, og I besøgte mig ikke.
44. Da skal de ogsaa svare ham, og sige: Herre, naar have vi seet dig hungrig, eller tørstig, eller fremmed, eller nøgen, eller skrøbelig, eller i fængsel, og have ikke tient dig?
45. Da skal han svare dem, og sige: sandelig siger jeg eder: saa meget som I ikke have giort een af disse mindste, have I og ikke giort mig.
46. Og disse skal gaae hen i den evige pine; men de retfærdige i det evige liv.


26. Capitel.

1. Og det skede, der Jesus havde endt alle disse ord, sagde han til sine disciple: 
2. I vide, at efter to dage bliver det paaske, og Menneskens Søn skal forraades til at korsfæstes. 
3. Da forsamledes de ypperste præster og skriftkloge, og folkets ældste i den ypperste præstes pallads, som hedde Caiphas.
4. Og de holdte raad, at de kunde gribe Jesum med list, og ihielslaae ham.
5. Men de sagde: ikke paa høitiden, at der skal ikke blive et bulder blandt folket. 
6. Men der Jesus var i Bethania, udi Simon den spedalskes huus.
7. Da kom en qvinde til ham, som havde en alabaster-krukke med meget kostelig salve, og udøste den paa hans hoved, der han sad til bords.
8. Men der hans diseiple det saae, bleve de vrede, og sagde: hvortil tiener denne spilde?
9. Thi denne salve kunde blevet solgt for meget, og givet fattige.
10. Men der Jesus det mærkede, sagde han til dem: hvi giøre I denne qvinde fortred? thi hun haver giort en god gierning imod mig.
11. Thi I have altid fattige hos eder; men mig have I ikke altid.
12. Thi at hun udslog denne salve paa mit legeme, det haver hun giort, for at flye mig til jorde.
13. Sandelig siger jeg eder: hvor som dette evangelium bliver prædiket i den ganske verden, skal det og siges, som hun haver giort, til hendes ihukommelse.
14. Da gik een bort af de tolv som hed Judas Ischariotes, til de ypperste præster.
15. Og sagde: hvad ville I give mig, saa vil jeg forraade eder ham? men de sagde ham tredive sølvpenge.
16. Og fra den tid af søgde han beleilig tid til at forraade ham.
17. Men paa de usyrede brøds første dag gik disciplene til Jesum, og sagde til ham: hvor vil du, at vi skal berede for dig, at æde paaske-lammet? 
18. Men han sagde: gaaer ind i staden til en mand, og siger til ham: Mesteren siger: min tid er nær; jeg vil holde paaske hos dig med mine disciple.
19. Og disciplene giorde, ligesom Jesus befoel dem; og beredte paaske-lammet.
20. Men der det var bleven aften, satte han sig til bords med de tolv.
21. Og der de aade, sagde han: sandelig siger jeg eder, at een af eder skal forraade mig.
22. Og de bleve saare bedrøvede, og begyndte hver af dem at sige til ham: Herre, mon jeg er den?
23. Men han svarede, og sagde: den som dyppede med haanden med mig i fadet, han skal forraade mig.
24. Menneskens Søn gaaer vel hen, ligesom det er skrevet om ham; men vee det menneske, ved hvilket Menneskens Søn bliver forraadt! det var samme menneske godt, dersom han ikke havde været født.
25. Men Judas svarede, som ham forraadde, og sagde: mon jeg er den, Rabbi? han sagde til ham: du haver sagt det.
26. Men der de aade, tog Jesus brødet, og takkede, brød det, og gav disciplene, og sagde: tager, æder; dette er mit legeme.
27. Og han tog kalken, og takkede, gav dem, og sagde: drikker alle deraf;
28. Thi dette er mit blod, det nye Testamentes, hvilket udgydes for mange til syndernes forladelse.
29. Men jeg siger eder, at jeg skal herefter ikke mere drikke af dette, som voxer paa viintræe, indtil den dag, naar jeg skal drikke det nye med eder i min Faders rige. 
30. Og der de havde sunget lov-sangen, gik de ud til olie-bierget.
31. Da siger Jesus til dem: i denne nat skal I alle forarges paa mig; thi der er skrevet: jeg skal slaae Hyrden, og hiordens faar skal adspredes.
32. Men efterat jeg er opreist, vil jeg gaae hen for eder til Galilæa.
33. Men Peder svarede, og sagde til ham: dersom de og alle skulle forarges paa dig, saa vil jeg dog aldrig forarges.
34. Jesus sagde til ham: sandelig siger jeg dig, at i denne nat, førend hanen galer, skal du fornægte mig tre gange.
35. Peder sagde til ham: dersom jeg og skulde døe med dig, vil jeg ikke fornægte dig. Ligesaa sagde og alle disciplene.
36. Da kom Jesus med dem til en gaard, som kaldes Gethsemane, og sagde til disciplene: sætter eder her, saa længe jeg gaaer bort, og beder der.
37. Og han tog Peder og de to Zebedæi sønner til sig, og begyndte at bedrøves og svarligen at ængstes.
38. Da siger han til dem: min siel er ganske bedrøvet ind til døden; bliver her og vaager med mig,
39. Og han gik lidet frem, faldt paa sit ansigt, og bad, og sagde: min Fader! er det mueligt, da gaae denne kalk fra mig! dog ikke som jeg vil, men som du vil.
40. Og han kom til disciplene, og fandt dem sovende, og sagde til Peder: kunne I saaledes ikke vaage en time med mig? 
41. Vaager og beder, at I skulle ikke indkomme i fristelse; aanden er vel redebon, men kiødet er skrøbeligt. 
42. Han gik atter anden gang hen, bad og sagde: min Fader! er det ikke mueligt, at denne kalk kan gaae fra mig, uden jeg skal drikke den, da skee din villie!
43. Og han kom, og fandt dem atter sovende; thi deres øine vare betyngede.
44. Og han lod dem blive, og gik atter hen, og bad tredie gang, og talede de samme ord.
45. Da kom han til sine disciple, og sagde til dem: sove I nu den øvrige tid, og hvile eder? see, timen er nær, og Menneskens Søn skal forraades i synderes hænder.
46. Staaer op, lader os gaae; see, han er nær, som forraader mig.
47. Og der han endnu talede, see, da kom Judas, een af de tolv, og en stor skare med ham, med sverd og stænger, fra de ypperste præster og folkets ældste.
48. Men den, som ham forraadde, havde givet dem et tegn, og sagt: hvilken jeg monne kysse, den er det; griber ham.
49. Og han traadte strax til Jesum, og sagde: hil være dig, Rabbi! og kyste ham.
50. Men Jesus sagde til ham: ven, hvorfor er du kommen! da traadte de frem, og lagde hænder paa Jesum, og grebe ham.
51. Og see, een af dem som vare med Jesus, udrakte haanden, og uddrog sit sverd; og slog den ypperste præstes tiener, og hug hans øre af.
52. Da sagde Jesus til ham: stik dit sverd i sin sted; thi alle de som tage sverd, skal omkomme ved sverd.
53. Eller mener du, at jeg ikke kan nu bede min Fader, og han skulde tilskikke mig mere end tolv legioner Engle?
54. Hvorleds skulde da skrifterne fuldkommes? thi det bør saa at gaae til.
55. Paa den samme tid sagde Jesus til skaren: I ere udgangne, ligesom til en røver, med sverd og stænger, at tage fat paa mig; jeg haver daglig siddet hos eder, og lært i tempelet, og I grebe mig ikke.
56. Men det er altsammen skeet, at propheternes skrifter skulle fuldkommes. Da forlode alle disciplene ham, og flyede.
57. Men de, som havde grebet Jesum, førte ham hen til den ypperste præst Caiphas, der som de skriftkloge og ældste vare forsamlede.
58. Men Peder fulgte langt fra efter ham, indtil den ypperste præstes pallads, og gik ind inden for, og sad hos svendene, at see enden.
59. Men de ypperste præster og de ældste, og det ganske raad søgte falsk vidnesbyrd mod Jesum, paa det de kunde aflive ham; og de fandt intet.
60. Og alligevel at der gik mange falske vidner frem, fandt de dog intet. Men paa det sidste traadte to falske vidner frem, og sagde:
61. Denne har sagt: jeg kan nedbryde Guds tempel, og bygge den i tre dage. 
62. Og den ypperste præst stod op, og sagde til ham: svarer du intet? hvad vidne disse imod dig?
63. Men Jesus taug. Og den ypperste præst svarede, og sagde til ham: jeg besværger dig ved den levende Gud, at du siger os, om du er den Christus, den Guds Søn.
64. Jesus sagde til ham: du haver sagt det: dog siger jeg eder: nu herefter skal I see Menneskens Søn sidde hos Kraftens høire haand, og komme i himmelens skyer. 
65. Da sønderrev den ypperste præst sine klæder, og sagde: han har bespottet Gud: hvad have vi længere vidner behov? see, nu have I hørt hans Guds-bespottelse.
66. Hvad tykkes eder? men de svarede, og sagde: han er skyldig til døden.
67. Da spyttede de ud i hans ansigt, og sloge ham paa munden; men de andre sloge med kieppe.
68. Og de sagde: spaae os, Christe, hvo er den, der slog dig?
69. Men Peder sad uden for palladset; og en pige kom til ham, og sagde: du haver og været med Jesus, den Galilæer.
70. Men han nægtede for alle, og sagde: jeg veed ikke, hvad du siger.
71. Men der han gik ud i forstuen, saae en anden ham; og hun sagde til dem, som der vare: denne var og med Jesus af Nazaret.
72. Og han nægtede atter med en eed, sigende: jeg kiender ikke det menneske.
73. Men lidet derefter gik de frem, som stode der, og sagde til Peder: sandelig, du er og en af dem; thi og dit maal røber dig.
74. Da begyndte han at forbande sig, og sværge: jeg kiender ikke det menneske. Og strax goel hanen.
75. Og Peder kom Jesu ord ihu, der han sagde til ham: førend hanen galer, skal du fornægte mig tre gange. Og han gik ud uden for, og græd bitterlig.


27. Capitel.

1. Men der det var blevet morgen, holdte alle de ypperste præster og folkets ældste raad imod Jesum, at de kunde aflive ham.
2. Og de bandt ham, og førte ham hen, og overantvordede landsherren Pontius Pilatus ham.
3. Der Judas som ham forraadde da saae at han var fordømt, angrede det ham, og han bar de tredive sølvpenge til de ypperste præster og ældste igien, og sagde:
4. Jeg haver syndet, at jeg forraadde uskyldigt blod. Men de sagde: hvad kommer det os ved? see du dertil.
5. Og han kastede sølvpengene i tempelet, vigede bort, og gik hen, og hængte sig.
6. Men de ypperste præster toge sølvpengene, og sagde: det er ikke tilladt, at kaste dem i tempelets kiste; thi det er blods værd.
7. Men de holdt et raad, og kiøbte en pottemagers ager derfor, til at jorde fremmede udi.
8. Derfor blev den samme ager kaldet blods-ager indtil dennne dag.
9. Da er fuldkommet, det som talt er ved propheten Jeremias, der han siger: og de toge de tredive sølvpenge, den vurderedes værd, hvilken de kiøbte af Israels børn. 
10. Og de have givet dem for en pottemagers ager, som Herren befoel mig
11. Men Jesus stod for landsherren; og landsherren spurgte ham, og sagde: er du Jødernes Konge? men Jesus sagde til ham: du siger det.
12. Og der han blev anklaget af de ypperste præster og ældste, svarede han intet.
13. Da sagde Pilatus til ham: hører du ikke, hvor meget de vidne imod dig?
14. Og han svarede ham end ikke til eet ord; saa at landsherren forundrede sig saare.
15. Men paa høitiden pleiede landsherren at give folket een fange løs, hvilken de vilde.
16. Men de havde da en mærkelig fange, som kaldtes Barrabas.
17. Derfor, der de vare forsamlede, sagde Pilatus til dem: hvilken vil I at jeg skal give eder løs? Barrabam? eller Jesum, som kaldes Christus?
18. Thi han vidste, at de havde af avind overantvordet ham.
19. Men der han sad paa domstolen, skikkede hans hustru til ham, og lod sige: befat dig intet med denne retfærdige; thi jeg haver lidt meget i dag i en drøm for hans skyld.
20. Men de ypperste præster og de ældste overtalede folket, at de skulde begiere Barrabam, men omkomme Jesum.
21. Men landsherren svarede, og sagde til dem: hvilken vil I, at jeg skal give eder løs af disse to? men de sagde: Barrabam.
22. Pilatus sagde til dem: hvad skal jeg da giøre med Jesus, som kaldes Christus? de sagde alle til ham: lad ham korsfæstes!
23. Men landsherren sagde: hvad ondt haver han da giort? men de raabte meget mere, og sagde: lad ham korsfæstes!
24. Men der Pilatus saae, at han udrettede intet, men at der blev større bulder, tog han vand, og toede hænderne for folket, og sagde: jeg er uskyldig for denne retfærdiges blod, seer I til.
25. Og det ganske folk svarede, og sagde: hans blod være over os og over vore børn!
26. Da gav han dem Barrabam løs; men Jesum lod han hudstryge, og overantvordede ham, at han skulde korsfæstes.
27. Da tog landsherrens stridsmænd Jesum til sig i domhuset, og forsamlede til ham den ganske rode.
28. Og de førte ham af, og kastede en purpur-kaabe om ham.
29. Og flettede en krone af torne, og satte den paa hans hoved, og et rør i hans høire haand, og de faldt paa knæe for ham, og bespottede ham, og sagde: hil være dig, du Jødernes konge!
30. Og de spyttede paa ham, og toge røret, og sloge paa hans hoved.
31. Og der de havde bespottet ham, førte de ham af kaaben, og førte ham i sine klæder, og førte ham hen til at korsfæste ham.
32. Men i det de gik ud, fandt de et menneske af Cyrene, ved navn Simon; ham tvang de, at han bar hans kors.
33. Og der de kom til et sted, kaldet Golgatha, som er kaldet hovedpandested;
34. Da gave de ham at drikke ædike blandet med galde; og der han smagte det, vilde han ikke drikke.
35. Men de, som havde korsfæstet ham, skiftede hans klæder, og kastede lod om dem; at det skulde fuldkommes, som er sagt af Propheten: de skiftede mine klæder iblandt sig, og kastede lod om mit klædebon.
36. Og de sadde der, og toge vare paa ham.
37. Og oven over hans hoved satte de hans beskyldning skrevet: denne er Jesus, den Jødernes Konge.
38. Da korsfæstede de med ham to røvere, een hos den høire, og een hos den venstre side.
39. Men de, som gik forbi, bespottede ham, og rystede deres hoveder, og sagde:
40. Du som nedbryder tempelet, og bygger det i tre dage, frels dig selv; er du Guds Søn, da stig ned af korset.
41. Men ligesaa bespottede og de ypperste præster ham, med de skriftkloge og de ældste, og sagde:
42. Han haver frelst andre, han kan ikke frelse sig selv; er han Israels Konge, da stige han nu ned af korset, saa vil vi troe ham.
43. Han forlod sig paa Gud, han frie ham nu, om han haver lyst til ham; thi han haver sagt: jeg er Guds Søn.
44. Men det samme bebreidede og røverne ham, som vare korsfæstede med ham. 
45. Men fra den siette time blev mørkhed over den ganske jord, indtil den niende time.
46. Men ved den niende time raabte Jesus med stor røst, og sagde: Eli! Eli! Lama Sabachtani? det er: min Gud! min Gud! hvorfor haver du forladt mig? 
47. Men nogle af dem, som der stode, der de det hørte, sagde: denne kalder paa Elias.
48. Og strax løb een af dem, og tog en svamp, og fyldte den med ædike, og stak den paa et rør, og gav ham at drikke.
49. Men de andre sagde: holdt! lad os see, om Elias kommer, og vil frelse ham.
50. Men Jesus raabte atter med stor røst, og udgav aanden.
51. Og see, forhænget i tempelet splittedes i to, fra det øverste indtil det nederste, og jorden skialv, og stenene brast i sønder;
52. Og gravene oplodes, og mange helliges legemer, som havde sovet, opstode.
53. Og de gik ud af gravene efter hans opstandelse, og kom ind i den hellige stad, og aabenbaredes for mange.
54. Men høvedsmanden, og de som vare med ham og bevogtede Jesum, der de saae det jordskiælv, og hvad der skede, frygtede de saare, og sagde: sandelig, denne var Guds Søn.
55. Men der vare mange qvinder som langt fra saae det an, som havde efterfulgt Jesum af Galilæa, og tient ham.
56. Iblandt hvilke var Maria Magdalena, og Maria Jakobi og Jose Moder, og Zebedæi sønners moder.
57. Men der det var bleven aften, kom en rig mand af Arimathæa, ved navn Joseph, hvilken og selv havde været Jesu discipel.
58. Denne gik til Pilatus, og begierede Jesu legeme; da befoel Pilatus, at man skulde overantvorde ham legemet.
59. Og Joseph tog legemet, og svøbte det i et rent fiint linklæde.
60. Og lagde det i sin nye grav, hvilken han havde ladet hugge i en klippe; og veltede en stor steen for døren paa graven, og gik bort.
61. Men Maria Magdalena var der, og den anden Maria, som satte sig tvert over for graven.
62. Men den anden dag, hvilken er efter beredelsens dag, forsamledes de ypperste præster og Pharisæer til Pilatus.
63. Og sagde: herre vi komme ihu, at denne forfører sagde, der han endnu levende: efter tre dage opreises jeg.
64. Befal derfor, at man med flid forvarer graven indtil den tredie dag; at hans disciple skulle ikke komme om natten, og stiele ham, og sige til folket: han er opreist fra de døde; og den sidste forførelse skal blive værre end den første.
65. Men Pilatus sagde til dem: der have I vagten; gaaer hen, forvarer med flid, saasom I vide.
66. Men de gik hen, og med flid forvarede graven med vagten, der de havde forseglet stenen.


28. Capitel.

1. Men der ugen var ude, da det lyste op til den første dag i ugen, kom Maria Magdalena, og den anden Maria, at besee graven.
2. Og see, der skede et stort jordskiælv; thi Herrens Engel nedfoer af himmelen, kom frem, og veltede stenen fra døren, og sad oven paa den.
3. Men hans skikkelse var ligesom lynet, og hans klædebon hvidt som snee.
4. Men vogterne skiælvede af frygt for ham, og bleve ligesom døde.
5. Men Engelen svarede, og sagde til qvinderne: frygter I ikke! thi jeg veed, at I lede efter Jesum den korsfæstede.
6. Han er ikke her; thi han er opstanden, saasom han haver sagt. Kommer hid, seer stedet hvor Herren laae.
7. Og gaaer snart hen, og siger hans disciple, at han er opstanden fra de døde; og see, han gaaer hen for eder til Galilæa, der skal I see ham, See, jeg haver sagt eder det.
8. Og de gik hastelig ud af graven med frygt og stor glæde, og løbe at bebude hans disciple det.
9. Men der de gik, at bebude hans disciple det, see, da mødte Jesus dem, og sagde: hil være eder! men de traadte til, og toge fat paa hans fødder, og tilbade ham.
10. Da sagde Jesus til dem: frygter ikke! gaaer hen, bebuder mine brødre, at de gaae hen til Galilæa, og der skal de see mig.
11. Men der de gik hen, see, da kom nogle af vagten i staden, og forkyndte de ypperste præster alt det, som var skeet.
12. Og de forsamledes med de ældste, og holdt et raad, og gave striidsmændene sølvpenge nok,
13. Og sagde: siger, hans disciple kom om natten, og stiale ham, da vi sov.
14. Og dersom landsherren faaer det at høre, vil vi overtale ham, og giøre eder angerløse.
15. Men de toge de sølvpenge, og giorde, ligesom de vare underviste. Og rygter om denne sag blev udspredt iblandt Jøderne indtil denne dag.
16. Men de elleve disciple gik til Galilæa, til det bierg, hvor Jesus havde bestillet dem.
17. Og der de saae ham, tilbade de ham; men nogle tvivlede.
18. Og Jesus traadte frem, talede med dem, og sagde: mig er given al magt i himmelen og paa jorden.
19. Gaaer derfor hen, og lærer alle folk, og døber dem i navnet Faderens, og Sønnens, og den Hellig Aands.
20. Og lærer dem at holde alt det, jeg haver befalet eder; og see. Jeg er med eder alle dage indtil verdens ende. AMEN.



H="Markus - Mark"

St. Marci Evangelium.


1. Capitel.

1. Jesu Christi Guds Søns evangelii begyndelse var,
2. Ligesom skrevet er i propheterne: See, jeg sender min Engel for dit ansigt, som skal berede din vei for dig.
3. Det er hans røst, som raaber i ørken: bereder Herrens vei, giører hans stier rette. 
4. Johannes døbte i ørken, og prædikede omvendelsens daab til syndernes forladelse.
5. Og det ganske land Judæa gik ud til ham, og de af Jerusalem; og de døbtes alle af ham i Jordans flod, som bekiendte deres synder.
6. Men Johannes var klædt med kamelhaar, og med et læderbelte om sin lend, og aad græshopper og vild honning;
7. Og prædikede, og sagde: der kommer den efter mig, som er stærkere end jeg, hvilken jeg er ikke værdig til at bukke mig ned for, og opløse hans skoetvinge.    
8. Vel har jeg døbt eder med vand, men han skal døbe eder med den Hellig Aand.
9. Og det skede i de samme dage, at Jesus kom fra Nazareth i Galilæa, og døbtes af Johannes i Jordan.
10. Og strax, der han steeg op af vandet, saae han himlene adskildte, og Aanden ligesom en due kom ned over ham.
11. Og der skede en røst af himlene: du er min Søn den Elskelige, i hvilken jeg haver behagelighed.
12. Og strax drev Aanden ham ud i ørken.
13. Og han var der i ørken fyrretive dage, og blev fristet af Satan; og var hos dyrene; og Englene tiente ham.
14. Men efterat Johannes var overantvordet, kom Jesus i Galilæa, og prædikede Guds riges evangelium.
15. Og sagde: tiden er fuldkommet, og Guds rige er nær; omvender eder, og troer evangelium.
16. Men der han vandrede hos det Galilæiske hav, saae han Simon og hans broder Andreas, at de kastede garn i havet; thi de vare fiskere.
17. Og Jesus sagde til dem: følger efter mig, saa vil jeg giøre eder til menneskers fiskere.
18. Og de forlode strax deres garn, og fulgte ham.
19. Og da han gik derfra lidet frem, saae han Jakobus, Zebedæi søn, og deres broder Johannes, at de bødte deres garn i skibet.  
20. Og han kaldte strax ad dem; og de forlode deres fader Zebedæus i skibet med leiesvendene, og gik hen efter ham. 
21. Og de gik ind i Capernaum; og strax om sabbaterne gik han ind i synagogen og lærte.
22. Og de forundrede sig saare paa hans lærdom; thi han lærte dem, som den der havde myndighed, og ikke som de skriftkloge.   
23. Og der var et menneske i deres synagoge med en ureen aand, og han raabte høit,
24. Og sagde: eja! hvad have vi med dig at skaffe, Jesu Nazarene! er du kommen at fordærve os? jeg kiender dig, hvo du er, den Guds Hellige.
25. Og Jesus truede ham, og sagde: tie, og far ud af ham!
26. Og den urene aand sleed ham, og raabte med stor røst, og foer ud af ham!
27. Og de bleve alle forfærdede, saae de bespurgte sig med hverandre, og sagde: hvad er det? hvad er denne for en nye lærdom? thi han byder og de urene aander med magt, og de lyde ham.
28. Men hans rygte udkom strax i alt det omkring liggende land i Galilæa.
29. Og de gik strax ud af synagogen, og kom i Simons og Andreæ huus, med Jakobus og Johannes. 
30. Men Simons hustrues moder laae, og havde feber; og strax sagde de ham om hende.
31. Og han gik til hende, tog fat paa hendes haand, og reiste hende op, og feberen forlod hende strax; og hun tiente dem.
32. Men der det var bleven aften, der solen var nedgangen, førte de alle, som havde ondt, og de besatte til ham.
33. Og den ganske stad var forsamlet for døren.
34. Og han helbredede mange, som havde ondt af adskillige sygdomme, og uddrev mange dievle, og lod dievlene ikke tale, thi de kiendte ham.
35. Og om morgenen der det endnu var høi nat, stod han op og gik ud, og gik hen til et øde sted, og bad der.
36. Og Simon, og de, som vare med ham, skyndte sig efter ham.
37. Og der de fandt ham, sagde de til ham: alle lede efter dig.
38. Og han sagde til dem: lader os gaae til disse næste smaae stæder, at jeg og der maae prædike; thi jeg er dertil udgangen.
39. Og han prædikede i deres synagoger, udi al Galilæa; og uddrev dievle.
40. Og der kom en spedalsk til ham, bad ham, og faldt paa knæe for ham, og sagde til ham: dersom du vil, kan du rense mig.
41. Men Jesus ynkedes inderligen, og udrakte haanden, og rørte ved ham, og sagde til ham jeg vil: vorde ren.
42. Og da han det sagde, gik spedalskheden strax af ham, og han blev renset.
43. Og han truede ham haardt, og drev ham strax ud.
44. Og sagde til ham: see til, at du siger ingen noget herom, men gak hen, betee dig selv for præsten, og ofre for din renselse det, som Moses haver befalet, dem til et vidnesbyrd.
45. Men der han kom ud, begyndte han at prædike meget, og udsprede rygtet om denne sag, saa at han kunde ikke mere gaae aabenbar ind i staden; men han var udenfor i øde steder, og allevegne fra kom de til ham.


2. Capitel. 

1. Og nogle dage derefter gik han atter ind i Capernaum; og det spurgtes, at han var hiemme.
2. Og strax forsamledes mange, saa at de havde ikke rum, ikke heller ved døren; og han talede ordet til dem.
3. Og nogle kom til ham, som førte en verkbrøden, som bares af fire.
4. Og der de kunde ikke komme nær til ham for folket, toge de taget af, hvor han var, og brød det op, og lode sengen ned, som den verkbrødne laae paa.
5. Men der Jesus saae deres troe, sagde han til den verkbrødne: søn! dine synder ere dig forladte.
6. Men der vare nogle af de skriftkloge, som sadde der, og de tænkte i deres hierter:
7. Hvi taler denne saadanne Gudsbespottelser? hvo kan forlade synder, uden een, som er Gud?
8. Og Jesus kiendte strax i sin aand, at de tænkte saa ved sig selv, og sagde til dem: hvi tænke I saadant i deres hierter? 
9. Hvilket er lettere? at sige til den verkbrødne? synderne ere dig forladte? eller at sige: staae op, og tag din seng op, og vandre?
10. Men at I skal vide, at Menneskens Søn haver magt at forlade synder paa jorden, sagde han til den verkbrødne: 
11. Jeg siger dig: staae op, og tag din seng op, og gak til dit huus.
12. Og han stod strax op, og tog sengen op, og gik ud for alle; saa at de bleve alle forfærdede, og prisede Gud, og sagde: vi have aldrig seet saadant. 
13. Og han gik ud igien til havet; og alt folket kom til ham, og han lærte dem.
14. Og der han gik frem, saae han Levi Alphæi søn siddende i toldboden, og sagde til ham: følg mig. Og han stod op og fulgte ham.
15. Og det begav sig, der han sad til bords i hans huus, satte og mange toldere og syndere sig til bords med Jesus og hans disciple; thi de vare mange, og de fulgte ham.
16. Og der de skriftkloge og Pharisæerne saae, at han aad med toldere og syndere, sagde de til hans disciple: hvad er det, at han æder og drikker med toldere og syndere?
17. Og der Jesus det hørte, sagde han til dem: de karske have ikke læge behov; men de som have ondt. Jeg er ikke kommen, at kalde de retfærdige, men syndere til omvendelse.
18. Og Johannis disciple og Pharisæernes fastede; og de kom, og sagde til ham: hvorfor faste Johannis disciple, og Pharisæernes, men dine disciple faste ikke?
19. Og Jesus sagde til dem: mon bryllups-folkene kunne faste, den stund Brudgommen er hos dem? saa længe de have Brudgommen hos sig, kan de ikke faste.
20. Men de dage skal komme, naar Brudgommen skal tages fra dem, og da skal de faste i de samme dage.
21. Og ingen lader en klud af nyt klæde paa et gammelt klædebon; ellers river den nye klud derpaa noget af det gamle, og hullet bliver værre.
22. Og ingen lader ny viin i gamle læder-flasker, ellers sønderriver den nye viin læder-flaskerne, og vinen spildes, og læder-flaskerne forderves; men man skal lade ny viin i nye læder-flasker.
23. Og det begav sig, at han vandrede om sabbaten igiennem sæden, og hans disciple begyndte, i det de gik, at plukke ax.
24. Og Pharisæerne sagde til ham: see, hvorfor giøre de om sabbaterne det, som ikke er tilladt?
25. Og han sagde til dem: have I aldrig læst, hvad David giorde, der han havde det behov, og hungrede, og de som vare med ham?
26. Hvorledes han gik ind i Guds huus til Abjathar, den ypperste præst, og aad skuebrødene, som ingen er tilladt at æde uden præsterne, og gav ogsaa dem som vare med ham?
27. Og han sagde til dem: sabbaten er giort for menneskets skyld, ikke mennesket for sabbatens skyld.
28. Saa er menneskens Søn en Herre, ogsaa over sabbaten.


3. Capitel. 

1. Og han gik atter ind i synagogen; og der var et menneske, som havde en vissen haand. 
2. Og de toge vare paa ham, om han vilde helbrede ham om sabbaten, at de kunde anklage ham.
3. Og han sagde til det menneske, som havde den visne haand: staae op frem paa pladsen.
4. Og han sagde til dem: er det tilladt at giøre godt om sabbaterne? eller giøre ondt? frelse et liv, eller slaae ihiel? men de taug.
5. Og han saae omkring paa dem med vrede, og var bedrøvet over deres hierters forhærdelse, og sagde til mennesket: ræk din haand ud. Og han rakte den ud, og hans haand blev karsk igien, som den anden.  
6. Og Pharisæerne gik ud, og holdte strax et raad med de Herodianer mod ham, hvorledes de kunde omkomme ham.
7. Og Jesus vigede hen med sine disciple til havet; og en stor mangfoldighed fulgte ham af Galilæa, og af Judæa,
8. Og af Jerusalem og af Idumæa, og hiin side Jordan, og de som boe omkring Tyrus og Sidon, en stor mangfoldighed, som hørte hvor store gierninger han giorde, kom til ham.
9. Og han sagde til sine disciple, at et lidet skib skulde være tilrede til ham, for folket, at de skulde ikke trænge ham.
10. Thi han helbredede mange, saa at saa mange, som havde plager, faldt ind paa ham, at de kunde røre ved ham.
11. Og naar de urene aander saae ham, faldt de ned for ham, og raabte, og sagde: du er den Guds Søn.
12. Og han truede dem meget, at de skulde ikke aabenbare ham. 
13. Og han gik op paa et bierg, og kaldte til sig, hvilke han selv vilde; og de gik hen til ham.
14. Og han beskikkede tolv, at de skulde være hos ham, og at han kunde udsende dem at prædike.
15. Og at have magt, at helbrede sygdomme, og at uddrive dievle.
16. Og han tillagde Simon det navn Petrus.
17. Og Jacob Zebedæi søn, og Johannes Jakobi broder, (og han tillagde dem navne Boanerges, det er tordens børn.)
18. Og Andreas og Philippus, og Bartholomæus, og Matthæus, og Thomas, og Jakobus Alphæi søn, og Thaddæus, og Simon Cananitis.
19. Og Judas Ischariotes, som og forraadde ham.
20. Og de kom til huset; og folket kom atter tilsammen, saa at de kunde ikke end faae mad.
21. Og der de, som vare omkring ham, hørte det, gik de ud, at holde det tilbage; thi de sagde, det er uregierligt.  
22. Og de skriftkloge, som vare komne ned fra Jerusalem, sagde: han haver Belzebul, og ved den øverste dievel uddriver han dievle.
23. Og han kaldte dem til sig, og sagde til dem i lignelser: hvorledes kan en satan uddrive en anden?
24. Og dersom et rige bliver splidagtigt mod sig selv, kan samme rige ikke blive bestandigt.
25. Og dersom er huus bliver splidagtigt mod sig selv, kan samme huus ikke blive bestandigt.
26. Og dersom Satan haver sat sig op mod sig selv, og er bleven splidagtig, kan han ikke blive bestandig, men det er ude med ham.
27. Der kan jo ingen gaae ind i den stærkes huus, og røve hans redskab, uden han tilforn binder den stærke, og da skal han berøve hans huus.
28. Sandelig siger jeg eder: alle synder kan forlades menneskens børn, ogsaa bespottelser, hvor store ting de ogsaa bespottelig tale.
29. Men hvo som taler bespottelig med den Helig Aand, haver ingen forladelse evindelig, men er skyldig til en evig dom
30. Thi de sagde: han haver en ureen aand.
31. Da kom hans brødre og moder, og stode uden for, sendte til ham, og lode ham kalde.
32. Og folket sad omkring ham; men de sagde til ham: see, din moder og dine brødre udenfor spørge efter dig.
33. Og han svarede dem, og sagde: hvo er min moder, eller mine brødre?
34. Og han saae trindt omkring paa dem, som sadde om ham, og sagde: see, min moder og mine brødre.
35. Thi hvo som giør Guds villie, denne er min broder, og min syster, og moder.


4. Capitel.

1. Og han begyndte atter at lære hos havet, og meget folk forsamledes til ham, saa at han maatte træde ind i skibet, og sidde paa havet; og alt folket var paa landet hos havet.
2. Og han lærte dem meget ved lignelser, og sagde til dem i sin lærdom:
3. Hører til: see, en sædemand gik ud at saae.
4. Og det skede, i det han saaede, at noget faldt hos veien, og himmelens fugle kom, og aade det op,
5. Men noget faldt paa steen grund, hvor det havde ikke megen jord; og det voxte snart op, for det havde ikke dyb jord.
6. Men der solen gik op, blev det forbrændt; og efterdi det havde ikke rod, visnede det,
7. Og noget faldt iblandt tornene; og tornene voxte op og qvalte det, og det bar ikke frugt.
8. Og noget faldt i god jord, og bar frugt, som voxte op, og blev stort; og noget bar tredive fold, og noget tresindstive fold, og noget hundrede fold.
9. Og han sagde til dem: hvo som haver øren at høre med, han høre!
10. Men der han var allene, spurgte de ham om den lignelse, som vare omkring ham, med de tolv.
11. Og han sagde til dem: det er eder givet, at vide Guds riges hemmelighed; men dem, som ere uden for, vederfares det altsammen ved lignelser.
12. At de seende skulle see, og ikke vide; og hørende høre, og ikke forstaae; at de skulle ikke engang omvende sig, og synderne maatte forlades dem.
13. Og han sagde til dem: forstaae I ikke denne lignelse? hvorledes ville I da forstaae alle lignelser?
14. Den som saaer, saaer ordet.
15. Men disse ere de hos veien, hvor ordet bliver saaet, og naar de have hørt det, kommer strax Satan, og tager ordet bort, som var saaet i deres hierter
16. Og disse ere ligeledes de, som ere saaede paa steengrund, naar de have hørt ordet, annamme de det strax med glæde;
17. Og de have ingen rod i sig, men blive ved til en tid; naar siden trængsel eller forfølgelse skeer for ordets skyld, forarges de strax.
18. Og disse ere de saaede iblandt tornene, de som høre ordet;
19. Og denne verdens bekymringer, og rigdommens forførelse, og indfaldende begierligheder til de andre ting, qvæle ordet, og det bliver uden frugt.
20. Og disse ere de, saaede i god jord, de som høre ordet og annamme det, og bære frugt, noget tredive fold, og noget tresindstive fold, og noget hundrede fold.
21. Og han sagde til dem: kommer lyset ind, at det skal sættes under skieppen, eller under bordet? monne ikke, for det skal sættes paa lysestagen?
22. Thi intet er skiult, som jo skal aabenbares; ei heller skeer noget, som er lønligt, men at det skal komme til lyset.
23. Dersom nogen haver øren at høre med, han høre!
24. Og han sagde til dem: seer til, hvad I høre; med hvad maade I maale, skal eder maales; og man skal end give eder til, som høre.
25. Thi hvo som haver, ham skal gives; og hvo som ikke haver, fra ham skal tages ogsaa det, som han haver.
26. Og han sagde: Guds rige haver sig saaledes, som naar et menneske kaster sæd i jorden.
27. Og sover og staaer op, nat og dag; og sæden voxer og bliver høi, at han det ikke veed.
28. Thi jorden bær frugt af sig selv, først græs, derefter ax, derefter fuldsom korn i axet.
29. Men naar frugten bliver fuldkommen, skikker han strax segelen hen; thi høsten er forhaanden.
30. Og han sagde: hvem vil vi ligne Guds rige ved? eller med hvad lignelse vil vi ligne det?
31. Ligesom det har sig med et senepskorn, hvilket naar det saaes i jorden, er mindre end allehaande sæd paa jorden.
32. Og naar det er saaet, voxer det op, og bliver større end alle madurter, og faaer store grene, saa at himmelens fugle kunne giøre rede under skyggen deraf.
33. Og han sagde dem ordet ved mange saadanne lignelser, eftersom de kunde høre det.
34. Men uden lignelse talede han ikke til dem; men især udlagde han sine disciple det altsammen.
35. Og den samme dag, der det var blevet aften, sagde han til dem: lader os fare over til hiin side.
36. Og de lode folket gaae, og toge ham, som han var i skibet; men der vare og andre skibe med ham. 
37. Og der blev en stor hvirvelvind; men den kastede bølgerne ind i skibet, saa at det nu blev fyldt.
38. Og han var bag i skibet, og sov paa en hovedpude, og de vakte ham op, og sagde til ham: Mester, skiøtter du intet om, at vi forgaae?
39. Og han stod op, og truede veiret og sagde til havet: tie, vær stille! og veiret stilledes, og det blev ganske blikstille.
40. Og han sagde til dem: hvi ere I saa frygtagtige? hvorledes have I ikke troe?
41. Og de frygtede saare, og sagde til hverandre: hvo er da denne, at baade veiret og havet ere ham lydige?


5. Capitel.

1. Og de kom paa hiin side havet til de Gadarenes egn. 
2. Og der han traadte ud af skibet, mødte ham strax et menneske, som kom af de dødes graver, som havde en ureen aand,
3. Som havde bolig i graverne. Og ingen kunde binde ham, ikke end med lænker.
4. Thi han havde ofte været bunden med bøier og lænker, og lænkerne vare sønderrykte af ham, og bøierne sønderslidte, og ingen kunde tæmme ham.
5. Og han var altid nat og dag paa biergene og i graverne, raabte, og slog sig selv med stene.
6. Men der han saae Jesus langt borte, løb han, og tilbad ham.
7. Og han raabte med stor røst, og sagde: hvad haver jeg med dig at giøre, Jesu, den allerhøieste Guds Søn? jeg besværger dig ved Gud, at du ikke piner mig.
8. (Thi han sagde til ham: far ud du ureene aand, af dette menneske!)
9. Og han adspurgte ham, hvad er dit navn? og han svarede, og sagde: legion er mit navn; thi vi ere mange.
10. Og han bad ham meget, at han skulde ikke drive dem ud af landet.
11. Men der var sammesteds hos biergene en stor hiord sviin, som der føddes.
12. Og alle de dievle bade ham, og sagde: lad os fare i svinene, at vi maae komme ind i dem.
13. Og Jesus tilstede dem det strax. Og de urene aander fore ud, og fore ind i svinene; og hiorden styrtede sig af bakken i havet, men de vare ved to tusinde og de druknede i havet.
14. Men svinehyrderne flyede og kundgiorde det i staden, og paa lander; og de gik ud at see, hvad det var, som var skeet.
15. Og de kom til Jesum, og saae den, som havde været besat, at han sad, og var paaklædt, og var ved sands, nemlig den, som havde havt den legion; og de forfærdedes.
16. Men de, som det havde seet, fortalte dem, hvorledes det var gaaet den besatte, og om svinene.
17. Og de begyndte at bede ham, at han vilde drage bort af deres egne.
18. Og der han traadte ind i skibet, bad den, som havde været besat, ham, at han maatte være hos ham.
19. Men Jesus tilstedte ham det ikke, men sagde til ham: gak hen i dit huus til dine, og forkynd dem, hvor store ting Herren haver giort dig, og forbarmet sig over dig.
20. Og han gik bort, og begyndte at udraabe i Decapolis, hvor store ting Jesus havde giort ham; og de forundrede sig alle.
21. Og der Jesus Foer over igien i skibet til hiin side, forsamledes meget folk til ham; og han var hos havet.
22. Og see, der kom een af de øverste for synagogerne, ved navn Jairus; og der han saae ham, faldt han ned for hans fødder.
23. Og han bad ham meget, og sagde: min lille datter er paa sit yderste: o! at du vilde komme, og lægge hænderne paa hende, at hun kan frelses! da skal hun leve.
24. Og han gik bort med ham, og meget folk fulgte ham, og de trængte ham.
25. Og der var en qvinde, som havde havt blod-flod tolv aar.
26. Og hun havde lidt meget af mange læger, og havde tilsat alt det, hun havde, og hun var intet bleven hiulpen, men det var blevet meget værre med hende.
27. Der hun hørte om Jesus, kom hun iblandt folket bag til, og rørte ved hans klædebon.
28. Thi hun sagde: om jeg ikkun kan røre ved hans klæder, da bliver jeg frelst.
29. Og strax tørredes hendes blodskilde; og hun fornam paa legemet, at hun var bleven helbredet af plagen.
30. Og Jesus fornam strax paa sig selv den kraft, som udgik af ham, og vendte sig om iblandt folket, og sagde: hvo haver rørt ved mine klæder?
31. Og hans disciple sagde til ham: du seer, at folket trænger dig, og du siger: hvo rørte ved mig?
32. Og han saae sig om, for at see hende, som dette havde giort.
33. Men qvinden frygtede og bævede, da hun vidste, hvad hende var skeet, og kom, og faldt ned for ham, og sagde ham al sandheden.
34. Men han sagde til hende: datter! din troe haver frelst dig; gak bort med fred, og vær helbredet af din plage.
35. Der han endnu talede, kom nogle fra den øverstes huus for synagogen, og sagde: din datter er død, hvi umager du Mesteren længere?
36. Men Jesus hørte strax den tale, som blev sagt, og han sagde til den øverste for synagogen: frygt ikke, troe ikkun.
37. Og han tilstedte ingen at følge med sig, uden Petrus, og Jakobus, og Johannes Jakobi broder.
38. Og han kom i den øverstes huus for synagogen, og saae bulder og dem som græd og hylede meget.
39. Og han gik ind, og sagde til dem: hvi buldre I, og græde? barnet er ikke død, men sover.
40. Og de beloe ham; men han drev dem alle ud, og tog barnets fader og moder med sig, og dem som vare med ham, og gik ind, hvor barnet laae.
41. Og han tog barnet ved haanden, og sagde til det: talitha kumi! som er udlagt: pige, jeg siger dig, staae op!
42. Og pigen stod strax op, og gik; thi hun var tolv aar gammel. Og de forfærdedes overmaade.
43. Og han bød dem meget, at ingen skulde faae det at vide; og han sagde, at de skulde give hende at æde.


6. Capitel.

1. Og han gik ud derfra, og kom til sit fædreneland; og hans disciple fulgte ham. 
2. Og der sabbaten var kommen, begyndte han at lære i synagogen; og mange, som det hørte, forundrede sig saare, og sagde: hveden haver denne saadant? og hvad er det for en visdom, som ham er given, at saadanne kraftige gierninger skee ogsaa ved hans hænder?
3. Er denne ikke den tømmermand, Maria søn, men Jakobs og Jose og Juda og Simons broder? ere ikke og hans systre her hos os? og de forargedes paa ham.
4. Men Jesus sagde til dem: en prophete er ikke foragtet uden i sit fædreneland, og iblandt sine slægtninge, og i sit huus.
5. Og han kunde der slet ingen kraftig gierning giøre, uden nogle faa syge lagde han hænderne paa, og helbredede dem.
6. Og han forundrede sig paa deres vantroe; og gik omkring i byerne, og lærte.
7. Og han fremkaldte de tolv, og han begyndte at sende dem, to og to; og gav dem magt over de urene aander.
8. Og han bød dem at de skulde intet tage til reisen, uden allene en stav; ei taske, ei brød, ei penge i beltet,
9. Men have anbundne soller paa, og ikke føre sig i to kiortle.   
10. Og han sagde til dem: hvor I gaae ind i et huus, bliver der, indtil I reise derfra.
11. Og dersom nogle ikke annamme eder, og ei høre eder, da naar I gaae ud fra dem, afryster støvet, som er under eders fødder, dem til et vidnesbyrd. Sandelig siger jeg eder; det skal gaae Sodoma og Gomorra lideligere paa dommens dag, end den stad.
12. Og de gik ud, og prædikede, at man skulde omvende sig.
13. Og de dreve mange dievle ud; og salvede mange syge med olie, og helbredede dem.
14. Og kong Herodes hørte det; (thi hans navn var blevet aabenbaret) og han sagde: Johannes den døbere er opreist fra de døde, og derfor tee sig de kraftige gierninger i ham.
15. Andre sagde: han er Elias; men andre sagde: han er en prophete, eller som en af propheterne.
16. Men der Herodes hørte det, sagde han: den Johannes, som jeg haver ladet halshugge, den er det; han er opreist fra de døde.
17. Thi Herodes havde udsendt nogle, og grebet Johannes, og bundet ham i fængsel, for Herodias, sin broders Philippi hustrues skyld, thi han havde taget hende til ægte.
18. Thi Johannes sagde til Herodes: det er dig ikke tilladt, at have din broders hustru.
19. Men Herodias stod efter ham, og vilde slaget ham ihiel, og kunde ikke.
20. Thi Herodes frygtede for Johannes, for han vidste, at han var en retfærdig og hellig mand, og holdt ham i agt; og naar han havde hørt ham, giorde han meget deraf, og han hørte ham gierne.
21. Og da der kom en beleilig dag, der Herodes giorde sine store mænd og øverste høvedsmænd og de ypperste i Galilæa et giestebud paa sin fødsels dag;
22. Og Herodias datter kom ind, og behagede Herodes, og dem, som sadde med til bords, sagde kongen til pigen: beed af mig, hvad du vil, saa vil jeg give dig det.
23. Og han soer hende: hvad du beder om, vil jeg give dig, indtil halvdelen af mit rige. 
24. Men hun gik ud, og sagde til sin moder: hvad skal jeg bede om? men hun sagde: Johannes den døberes hoved.
25. Og hun gik strax hastelig ind til kongen, bad og sagde: jeg vil, at du skal strax give mig paa et fad Johannes den døberes hoved.
26. Og kongen blev bedrøvet; dog for eedernes skyld, og deres, som sadde til bords, vilde han ikke afvise hende,
27. Og kongen sendte strax, en af vagten hen, og befoel, at hente hans hoved.
28. Men han gik hen, og halshuggede ham i fængselet, og han bar hans hoved frem paa et fad, og gav pigen det, og pigen gav sin moder det.
29. Og der hans disciple hørte det, kom de, og toge hans legeme op, og lagde det i en grav. 
30. Og Apostlerne forsamledes til Jesum, og forkyndte ham alle ting, baade hvor store ting de havde giort, og hvor store ting de havde lært.
31. Og han sagde til dem: kommer hid I selv allene til et øde sted, og hviler lidet; thi de vare mange, som gik til og fra, og de havde ikke en beleilig tid til at æde.
32. Og de fore bort i et skib til et øde sted især. 
33. Og folket saae dem fare bort, og mange kiendte ham; og de løb derhen med hverandre tilfods af alle stæder, og kom førend de, og kom til ham.
34. Og Jesus gik ud, og saae meget folk, og ham ynkedes inderligen over dem, thi de vare som faar, der have ikke hyrde; og han begyndte at lære dem meget.
35. Og der dagen var nu fast forløben, gik hans disciple til ham, og sagde: det er et øde sted, og dagen er nu fast forløben;
36. Lad dem fare, at de kan gaae hen i de omliggende landsbyer og byer, at kiøbe sig selv brød; thi de have intet at æde.
37. Men han svarede, og sagde til dem: giver I dem at æde. Og de sagde til ham: skal vi gaae bort, og kiøbe brød for to hundrede penge, og give dem at æde?
38. Men han sagde til dem: hvor mange brød have I? gaaer bort, og seer. Og der de havde forfaret det, sagde de: fem, og to fiske.
39. Og han bød dem, at lade dem alle sætte sig ned i adskillige hobe, som til bords, paa det grønne græs.
40. Og de satte sig ned paa plads hos plads, og der vare i somme hobe hundrede, og i somme halvtrediesindstive.
41. Og han tog de fem brød og de to fiske, saae op til himmelen, og velsignede; og han brød brødene, og gav sine disciple dem, at de skulde lægge for dem; og han skiftede de to fiske iblandt dem alle.
42. Og de aade alle, og bleve mætte.
43. Og de optoge tolv kurve fulde af stykker, og af fiskene.
44. Og de, som aade brødene, vare ved fem tusinde mænd. 
45. Og han nødte sine disciple strax til at gaae ind i skibet, og fare for hen til hiin side til Bethsaida, indtil han lod folket fare.
46. Og der han havde taget afskeed fra dem, gik han op paa et bierg, at bede.
47. Og der det var blevet aften, var skibet midt paa havet, og han allene paa landet.
48. Og han saae, at de lede nød, i det de roede, thi vinden var dem imod; og ved den fierde vagt om natten kom han til dem, og vandrede paa havet; og han vilde gaaet dem forbi.
49. Men der de saae ham vandre paa havet, meente de, at det havde været et spøgelse, og de raabte.
50. Thi de saae ham alle, og bleve forskrækkede. Og han talede strax med dem, og sagde til dem: værer frimodige; det er jeg, frygter ikke.
51. Og han traadte i skibet til dem, og veiret stilledes; og de forfærdedes saare overmaade i sig selv, og forundrede sig.
52. Thi de havde ikke faaet forstand af det, som var skeet med brødene; thi deres hierte var forhærdet.
53. Og der de vare overfarne, kom de til det land Genezareth, og lagde til land.
54. Og der de traadte ud af skibet, kiendte de ham strax.
55. Og de løb om i den ganske omliggende egn, og begyndte at føre dem, som havde ondt, omkring paa sengene, hvor de hørte at han var.
56. hvor han gik ind i byer eller stæder, eller landsbyer, lagde de de syge paa torvene, og bade ham, at de maatte ikkun røre ved sømmen paa hans klædebon; og alle de, som rørte ved ham, bleve helbredte.


7. Capitel.

1. Og Pharisæerne, og nogle af de skriftkloge forsamledes til ham, som vare komne fra Jerusalem. 
2. Og der de saae nogle af hans disciple æde brød med almindelige, det er, med utoede hænder, lastede de det.
3. Thi Pharisæerne og alle Jøderne æde ikke, uden de toe hænderne ofte, og holde de ældstes skik.
4. Og naar de komme af torvet æde de ikke, uden de toe sig; og der ere mange andre ting, som de have vedtaget at holde, med at udtoe beggere, og kruus, og kaabber kar, og senge.
5. Derefter spurgte Pharisæerne og de skriftkloge ham ad: hvi vandre ikke dine disciple efter de ældstes skik, men æde brød med utoede hænder?
6. Men han svarede, og sagde til dem: Esaias haver spaaet vel om eder øienskalke, som skrevet er: dette folk ærer mig med læberne, men deres hierte er langt fra mig;
7. Men de dyrke mig forgieves, i det de lære saadanne lærdomme som ere menneskens bud.
8. Thi I forlade Guds bud, og holde menneskers skik, med at udtoe kruus og beggere; og I giøre mange andre saadanne ting.
9. Og han sagde til dem: smukt aflægge I Guds bud, paa det I kunne holde eders skik.
10. Thi Moses haver sagt: ær din fader og din moder; og, hvo som bander fader eller moder, skal visselig døe.
11. Men I sige: naar nogen siger til fader eller moder: Corban, det er en gave, som du af mig skulde været hiulpen med;
12. Og I tilstede ham ikke ydermere at giøre sin fader eller moder nogen hielp;
13. Og I giøre Guds ord til intet formedelst eders skik, som I have paalagt, og I giøre meget saadant.
14. Og han kaldte alt folket til sig, og sagde til dem: hører mig alle, og forstaar.
15. Der er intet uden for mennesket, som kommer ind i ham, som kan giøre ham ureen; men de ting, som gaae ud af ham, de ere de, som giøre mennesket ureent.
16. Dersom nogen haver øren at høre med, han høre!
17. Og der han var indgangen i huset fra folket, spurgte hans disciple ham om denne lignelse.
18. Og han sagde til dem: ere og I saa uforstandige? forstaae I ikke, at alt det som er udenfor, som kommer ind i mennesket, det kan ikke giøre ham ureen?
19. Thi det kommer ikke ind i hans hierte, men i bugen; og gaaer ud ved den naturlige gang, som udrenser al mad.
20. Men han sagde: hvad som udgaaer af mennesket, der giør mennesket ureent.
21. Thi indvortes af menneskenes hierte udgaae onde tanker, hoer, skiørlevnet, mord,
22. Tyverier, gierrigheder, ondskaber, svig, uteerlighed, et ondt øie, Gudsbespottelse, hovmod, uforstandighed.
23. Alle dise onde ting udgaae indvortes fra, og giøre mennesket ureent. 
24. Og han stod op, og gik derfra til Tyri og Sidons grændser, og gik ind i et huus, og vilde ingen lade vide det; og det kunde dog ikke blive skiult.
25. Thi en qvinde, som havde hørt om ham, hvis lille datter havde en ureen aand, kom, og faldt ned for hans fødder.
26. Men hun var en grækisk qvinde, af slægt en Syrophoenicier, og hun bad ham at han vilde uddrive dievelen af hendes datter.
27. Men Jesus sagde til hende: lad først børnene mættes; thi det er ikke smukt, at tage børnenes brød, og kaste det for smaa hunde.
28. Men hun svarede, og sagde til ham: ja, Herre! thi og smaae hunde æde under bordet af børnenes smuler.
29. Og han sagde til hende: for dette ords skyld gak bort; dievelen er udfaren af din datter.
30. Og hun gik bort til sit huus, og fandt at dievelen var udfaren, og datteren karsk paa sengen.
31. Og der han gik ud igien af Tyri og Sidons egne, kom han til det galilæiske hav, midt igiennem Decapolis grændser.
32. Og de førte en døv til ham, som besværlig kunde tale; og de bade ham, at han vilde lægge haanden paa ham.
33. Og han tog ham især fra folket, og lagde sine fingre i hans øren, og spyttede, og rørte ved hans tunge.
34. Og saae op til himmelen, sukkede, og sagde til ham: ephata! det er, lad dig op!
35. Og strax aabnedes hans øren; og hans tunges baand løsnedes, og han talede ret.
36. Og han bød dem, at de skulde ingen sige det; men jo mere han bød dem, jo langt mere kundgiorde de det.
37. Og de forundrede sig overmaade, og sagde: han haver giort alle ting vel; baade giør han at de døve høre, og at de maalløse tale.


8. Capitel. 

1. I de samme dage, da der var ganske meget folk, og havde intet at æde, kaldte Jesus sine disciple til sig, og sagde til dem:
2. Mig ynkes inderligen over folket; thi de have tøvet nu hos mig i tre dage, og have intet at æde.
3. Og dersom jeg lader dem fare fastende hiem til deres, maatte de forsmægte paa veien, thi nogle af dem ere komme langt fra. 
4. Og hans disciple svarede ham: hvorfra skulde nogen kunde mætte disse med brød her i ørken?
5. Og han spurgte dem ad: hvor mange brød have I? men de sagde: syv.
6. Og han bød folket sætte sig ned paa jorden; og tog de syv brød, takkede, brød dem, og gav sine disciple dem, at de skulde lægge dem for dem, og de lagde dem for folket.
7. Og de havde faa smaa fiske; og han velsignede, og bød dem at lægges for.
8. Men de aade, og bleve mætte; og toge af de levnede stykker op syv kurve.
9. Men de vare ved fire tusinde, som havde ædet; og han lod dem fare.
10. Og strax traadte han i skibet med sine disciple, og kom i Dalmanuthæ egne.
11. Og Pharisæerne gik ud, og begyndte at bespørge sig med ham, og begierede af ham et tegn af himmelen, og fristede ham.
12. Og han sukkede dybt i sin aand, og sagde: hvi søger denne slægt tegn? sandelig siger jeg eder, at intet tegn skal gives denne slægt.
13. Og han lod dem fare, og traadte i skibet igen, og foer til hiin side.
14. Og de havde glemt, at tage brød med, og havde ikke mere med sig i skibet end eet brød.
15. Og han bød dem og sagde: seer til, tager eder vare for Pharisæernes suurdei, og Herodis suurdei.
16. Og de bespurgte sig indbyrdes, og sagde: det er det, at vi have ikke brød.
17. Og da Jesus fornam det, sagde han til dem: hvi bespørge I eder derom, at I have ikke brød? besinde I eder ikke endnu, og forstaae I ei heller? have I endnu eders forhærdede hierte;
18. Have I øine, og see ikke? og have I øren, og høre ikke? og komme I ikke ihu?
19. Da jeg brød fem brød til fem tusinde, hvor mange kurve fulde af stykker toge I da op? de sagde til ham: tolv.
20. Men da jeg brød de syv til de fire tusinde hvor mange kurve fulde af stykker toge I da op? men de sagde: syv.
21. Og han sagde til dem: hvorledes forstaae I da ikke? 
22. Og han kom til Bethsaida; og de førte en blind til ham, og bade ham, at han vilde røre ved ham.
23. Og han tog den blinde ved haanden, og ledede ham hen uden for byen, og spyttede i hans øine, og lagde hænderne paa ham, og spurgte ham, om han saae noget?
24. Og han saae op, og sagde: jeg seer menneskene gaae, ligesom jeg saae træer
25. Derefter lagde han atter hænderne paa hans øine, og giorde, at han saae; og han blev tilpas igien, og saae alle klarlig.
26. Og han sendte ham til hans huus, og sagde: du skal hverken gaae ind i byen, ei heller sige nogen det i byen.
27. Og Jesus gik ud og hans disciple til de byer hos Cæsarea Philippi; og paa veien spurgte han sine disciple, og sagde til dem: hvem sige menneskene mig at være?
28. Men de svarede: nogle sige du er Johannes den døbere, og andre, Elias, men andre, een af Propheterne.
29. Og han sagde til dem; men I, hvem sige I, at jeg er? da svarede Peder, og sagde til ham: du er den Christus.
30. Og han truede dem, at de skulde ingen sige dette om ham. 
31. Og han begyndte at lære dem, at Menneskens Søn skulde meget lide, og forskydes af de ældste og ypperste præster og skriftkloge, og ihielslaaes, og opstaae efter tre dage.
32. Og han talede det ord frit aabenbarligen. Og Peder tog ham til sig, og begyndte at straffe ham.
33. Men han vendte sig, og saae paa sine disciple. og straffede Peder, og sagde: viig bag mig, satan! thi du sandser ikke, hvad Gud hører til, men det som menneskene hører til.
34. Og han kaldte folket til sig, med sine disciple, og sagde til dem: hvo som vil komme efter mig, han skal fornægte sig selv, og tage sit kors op, og følge mig.
35. Thi hvo som vil frelse sit liv, skal miste det; men hvo som mister sit liv for min og evangelii skyld, han skal frelse det.
36. Thi hvad kan det gavne et menneske, dersom han vandt den ganske verden, og tog skade paa sin siel?
37. Eller hvad kan et menneske give til vederlag for sin siel?
38. Thi hvo som skammer sig ved mig og mine ord iblandt denne hoeragtige og syndige slægt, ved den skal og Menneskens Søn skamme sig, naar han kommer i sin Faders herlighed med de hellige Engle.


9. Capitel.

1. Og han sagde til dem: sandelig siger jeg eder, der ere nogle af dem, som her staae, som ingenlunde skal smage døden, førend de see Guds rige at være kommet med kraft.
2. Og sex dage derefter tog Jesus Petrus, og Jakobus og Johannes til sig, og førte dem allene især op paa et høit bierg; og blev forvandlet for dem.
3. Og hans klæder bleve skinnende hvide, som snee, at ingen blegere paa jorden kan giøre dem saa hvide.
4. Og Elias og Moses bleve seete af dem; og de talede med Jesus.
5. Og Peder svarede, og sagde til Jesus: Rabbi, det er godt, at vi blive her; og vi vil giøre tre boliger, dig een, og Moses een, og Elias een.
6. Thi han vidste ikke, hvad han talede; thi de vare heel forfærdede.
7. Og en skye kom, som overskyggede dem; og en røst kom af skyen, som sagde: denne er min Søn, den Elskelige, hører ham.
8. Og strax saae de sig omkring, og saae ingen mere, men Jesus allene hos dem selv.
9. Men der de gik ned af bierget, bød han dem, at de skulde ingen fortælle, hvad de havde seet førend Menneskens Søn var opstanden fra de døde.
10. Og de holdte det ord hos sig, og bespurgte sig med hverandre, hvad det er, at opstaae fra de døde.
11. Og de spurgte ham, og sagde: sige dog de skriftkloge, at Elias bør tilforn at komme?
12. Men han svarede, og sagde til dem: Elias skal jo tilforn komme, og skikke alle ting til rette igien; og det skal skee, som der er skrevet om Menneskens Søn, at han skal lide meget, og intet agtes.
13. Men jeg siger eder, at Elias er og kommen, og de giorde ved ham hvad de vilde, eftersom det er skrevet om ham. 
14. Og da han kom til disciplene, saae han meget folk omkring dem, og de skriftkloge, som bespurde sig med dem.
15. Og strax, der alt folket saae ham, skiælvede det, og de løb til, og hilsede ham.
16. Og han spurde de skriftkloge: hvad bespørge I eder om tilsammen?
17. Og een af folket svarede, og sagde: Mester, jeg haver ført min søn til dig, som haver en maalløs aand.
18. Og hvor den faaer fat paa ham, river den ham, og han fraader, og skiær med sine tænder, og forvisner; og jeg haver talet til dine disciple, at de skulde uddrive den, og de kunde ikke.
19. Men han svarede dem, og sagde: o du vantroe slægt! hvor længe skal jeg være hos eder? hvor længe skal jeg lide eder? henter ham til mig.
20. Og de ledede ham frem til ham: og der han saae ham, sled aanden ham strax, og han faldt paa jorden, og veltede sig, og fraadede.
21. Og han spurgte hans fader: hvor længe er det, at det er ham vederfaret? men han sagde: fra hans barndom;
22. Og den haver ofte kastet ham baade i ild og vand, at den kunde omkomme ham; men kan du noget, da forbarm dig over os, og hielp os.
23. Men Jesus sagde til ham: dersom du kan troe det! alle ting ere den muelige, som troer.
24. Og strax raabte barnets fader grædende, og sagde: jeg troer, Herre! hielp min vantroe.
25. Men der Jesus saae, at folket løb til, truede han den urene aand, og sagde til den: du maalløse og døve aand! jeg byder dig, far ud af ham, og at du farer ikke herefter ind i ham.
26. Da skreg den og sled ham saare, og foer ud; og han blev ligesom død, saa at mange sagde: han er død.
27. Men Jesus tog ham fat ved haanden og reiste ham op; og han stod op.
28. Og der han var indgangen i huset, spurgte hans disciple ham især: hvi kunde vi ikke uddrive den?
29. Og han sagde til dem: dette slags kan ved intet fare ud uden ved bøn og faste. 
30. Og da de gik ud derfra, vandrede de igiennem Galilæa; og han vilde ikke, at nogen skulde vide det.
31. Thi han lærte sine disciple, og sagde til dem; menniskens Søn skal overantvordes i menneskenes hænder, og de skal ihielslaae ham; og naar han er ihielslagen, skal han opstaae paa den tredie dag.
32. Men de forstode ikke det ord og frygtede at spørge ham.
33. Og han kom til Capernaum; og der han var i huset, spurgte han dem: hvad bespurgte I eder indbyrdes om paa veien.
34. Men de taugde; thi de havde bespurgt sig med hverandre paa veien, hvilken der skulde være den største.
35. Og han satte sig, og kaldte de tolv, og sagde til dem: dersom nogen vil være den første, han skal være den sidste iblandt alle, og alles tiener.
36. Og han tog et lidet barn, og stillede det midt iblandt dem, og tog det i favn, og sagde til dem.
37. Hvo som annammer eet af saadanne smaa børn i mit navn, annammer mig; og hvo mig annammer, annammer ikke mig allene, men og den, som mig udsendte.
38. Men Johannes svarede ham, og sagde: Mester, vi saae en, som drev dievle ud i dit navn, hvilken ikke følger os; og vi forbøde ham det, fordi han ikke følger os.
39. Men Jesus sagde: forbyder ham det ikke; thi der er ingen, som giør en kraftig gierning i mit navn, og kan snart tale ilde om mig.
40. Thi hvo, som ikke er imod os, er med os.
41. Thi hvo som skienker eder med et beggere vand i mit navn, fordi I høre Christo til, sandelig siger jeg eder, han skal ingenlunde miste sin løn.
42. Og hvo som forarger een af de smaa, som troe paa mig, ham var det bedre, at der blev hængt en mølle-steen om hans hals, og han blev kastet i havet.
43. Og dersom din haand forarger dig, hug den af, det er dig bedre, at gaae en krøbeling ind i livet, end at have to hænder og fare hen til helvede i den uslukkelige ild;
44. Hvor deres orm ikke døer, og ilden ikke udslukkes.
45. Og dersom din fod forarger dig hug den af; det er dig bedre, at gaae halt ind i livet, end at have to fødder, og blive kastet i helvede i den uslukkelige ild. 
46. Hvor deres orm ikke døer, og ilden ikke udslukkes.
47. Og dersom dit øie forarger dig, kast det fra dig; det er dig bedre, at gaae eenøiet ind i Guds rige, end at have to øine, og blive kastet i helvedes ild;
48. Hvor deres orm ikke døer, og ilden ikke udslukkes.
49. Thi hver skal saltes med ild, og alt offer skal saltes med salt.
50. Saltet er godt, men dersom saltet mister sin kraft, hvormed ville I salte det? haver salt hos eder selv, og holder fred med hverandre.


10. Capitel.

1. Og han stod op derfra, og kom til Judææ grændser, igiennem det land paa hiin side Jordan, og folket gik atter til ham i hobetal; og han lærte dem atter, som han pleiede.
2. Og Pharisæerne gik til ham, og spurgte ham, om det var en mand tilladt, at skille sig fra sin hustrue? og de fristede ham. 
3. Men han svarede, og sagde til dem: hvad haver Moses budet eder?
4. Men de sagde: Moses tilstedte, at skrive et skilsmisse-brev, og skille sig fra hende.
5. Og Jesus svarede, og sagde til dem: for eders hierters haardhed skrev han eder dette bud.
6. Men fra creaturets begyndelse haver Gud giort dem mand og qvinde, og han sagde:
7. Derfor skal et menneske forlade sin fader og moder, og blive fast hos sin hustrue;
8. Og de to skal være til eet kiød; saa at de ere ikke længere to, men eet kiød.
9. Derfor, hvad Gud haver tilsammenføiet skal mennesket ikke adskille.
10. Og hans disciple spurgte ham atter i huset om det samme.
11. Og han sagde til dem: hvo som skiller sig fra sin hustru, og tager en anden til ægte, han bedriver hoer mod hende. 
12. Og dersom en qvinde skiller sig fra sin mand, og ægtes af en anden, hun bedriver hoer. 
13. Og de førte smaa børn til ham, at han skulde røre ved dem; men disciplene truede dem, som bare dem frem.
14. Men der Jesus det saae, blev han vred, og sagde til dem: lader de smaa børn komme til mig, og formener dem ikke; thi Guds rige hører saadanne til.
15. Sandelig siger jeg eder: hvo som ikke annammer Guds rige som et lidet barn, han skal ingenlunde komme ind i det.
16. Og han tog dem i favn, og lagde hænderne paa dem, og velsignede dem,
17. Og der han var udgangen paa veien, løb een til, og faldt paa knæe for ham, og spurgte ham: gode Mester, hvad skal jeg giøre, at jeg kan arve et evigt liv?
18. Men Jesus sagde til ham: hvi kalder du mig god? ingen er god, uden een, som er Gud.
19. Du veed budene: du skal ikke bedrive hoer; du skal ikke slaae ihiel; du skal ikke stiæle; du skal ikke tale falsk vidnesbyrd; du skal ikke besvige; ær din fader og moder. 
20. Men han svarede, og sagde til ham: Mester, det haver jeg holdet alt fra min ungdom.
21. Men Jesus saae paa ham, og elskte ham, og sagde til ham: een ting fattes dig: gak bort, sælg alt det, du haver, og giv fattige, saa skal du have et liggendefæ i himmelen; og kom, følg mig, og tag korset op.
22. Men han blev ilde tilfreds for den tale, og gik bedrøvet bort; thi han havde meget gods.
23. Og Jesus saae sig om, og sagde til sine disciple: hvor vanskeligt skal de, som have rigdom, komme ind i Guds rige!
24. Men disciplene bleve forfærdede over hans taler. Men Jesus, svarede igien, og sagde til dem: børn! hvor vanskeligt er det, at de, som forlade sig paa rigdom, kan komme ind i Guds rige.
25. Det er lettere, at en kamel gaaer igiennem et naaleøie, end at en rig kommer ind i Guds rige.
26. Da forfærdedes de end meget mere, og sagde til hverandre: hvo kan da blive salig?
27. Men Jesus saae paa dem, og sagde: hos menneskene er det umueligt, men ikke hos Gud, thi alle ting ere muelige hos Gud.
28. Men Peder begyndte at sige til ham: see, vi have forladt alting, og fulgt dig.
29. Men Jesus svarede, og sagde: sandelig siger jeg eder, der er ingen, som haver forladt huus, eller brødre, eller systre, eller fader, eller moder, eller hustru, eller børn, eller agre, for min og Evangelii skyld;
30. At han jo skal faae hundredefold igien nu i denne tid, huse, og brødre, og systre, og mødre, og børn, og agre, med forfølgelser, og i den tilkommende verden et evigt liv.
31. Men mange, som ere de første, skal blive de sidste, og de som ere de sidste, de første. 
32. Men de vare paa veien, og gik op til Jerusalem, og Jesus gik for dem, og de bleve forfærdede, og fulgte ham, og frygtede. Og han tog atter de tolv til sig, og begyndte at sige dem, hvad ham skulde vederfares.
33. See, vi gaae op til Jerusalem, og Menneskens Søn skal overantvordes de ypperste præster og skriftkloge, og de skal fordømme ham til døden, og overantvorde hedninger ham.
34. Og de skal bespotte ham, og hudstryge ham, og bespotte ham, og ihielslaae ham, og paa tredie dag skal han opstaae.
35. Da gik Jakobus og Johannes, Zebedæi sønner, til ham, og sagde: Mester, vi ville, at du skal giøre os det, vi ville bede.
36. Men han sagde til dem: hvad ville I, at jeg skal giøre eder?
37. Men de sagde til ham: giv os, at vi maae sidde, den eene hos din høire side, og den anden hos din venstre side, i din herlighed.
38. Men Jesus sagde til dem: I vide ikke, hvad I bede, kan I drikke den kalk, som jeg drikker, og døbes med den daab, som jeg døbes med;
39. Men de sagde til ham: vi kan. Men Jesus sagde til dem: I skal vel drikke den kalk, som jeg drikker, og døbes med den daab, som jeg døbes med;
40. Men at sidde hos min høire og hos min venstre side, er ikke mit at give nogen, uden dem, som det er beredt.
41. Og der de ti hørte der, begyndte de at blive vrede, paa Jakobus og Johannes.
42. Da kaldte Jesus dem, og sagde til dem: I vide, at de, som holde sig for hedningernes regentere, herske over dem, og de store iblandt dem bruge magt over dem.
43. Men der skal ikke være saa iblandt eder, men hvilken som vil blive stor iblandt eder, skal være eders tiener. 
44. Og hvilken som vil blive den ypperste iblandt eder, skal være alles tiener.
45. Thi og Menneskens Søn er ikke kommen, for at lade sig tiene, men at skulle tiene, og at give sit liv til en igienløselses betalning for mange. 
46. Og de kom til Jericho, og der han gik ud af Jericho, og hans disciple, og meget folk, sad Timæi søn, Bartimæus den blinde, hos veien, og tiggede.
47. Og der han hørte, at det var Jesus Nazaræus, begyndte han at raabe og sige: Jesu, du Davids Søn, forbarme dig over mig!
48. Og mange truede ham, at han skulde tie; men han raabte meget mere: du Davids Søn, forbarme dig over mig!
49. Og Jesus stod, og sagde: de skulde kalde ham, og de kaldte den blinde, og sagde til ham: vær frimodig, staae op, han kalder ad dig.
50. Men han kastede sit klædebon fra sig, stod op, og kom til Jesum.
51. Og Jesus svarede og sagde til ham: hvad vil du, at jeg skal giøre dig? men den blinde sagde til ham: Rabboni, at jeg kan vorde seende.
52. Men Jesus sagde til ham: gak bort, din troe haver frelst dig. Og strax blev han seende, og fulgte Jesum paa veien.


11. Capitel. 

1. Og der de kom nær til Jerusalem, til Bethphage, og Bethanien hos oliebierget, sendte han to af sine disciple og sagde til dem. 
2. Gaaer bort til den bye, som ligger for eder; og strax naar I komme ind i den, skal I finde et føl bundet, paa hvilket intet menneske haver siddet; løser der, og fører det hid.
3. Og dersom nogen siger til eder: hvorfor giøre I dette? da siger: at Herren haver det behov; saa skal han strax sende det hid.
4. Men de gik hen, og fandt føllet bunden hos døren udenfor paa veiskiellet, og løste det.
5. Og nogle af dem, som der stode, sagde til dem: hvad giøre I, at I løse føllet?
6. Men de sagde til dem, ligesom Jesus havde befalet; og de lode dem fare.
7. Og de førte føllet til Jesum, og lagde deres klæder derpaa; og han satte sig derpaa.
8. Men mange bredte deres klæder paa veien; men andre huggede grene af træerne, og strøede paa veien.
9. Og de som gik for, og de som fulgre, raabte og sagde: hosanna! velsignet være den, som kommer i Herrens navn! 
10. Velsignet være vor faders Davids rige, som kommer i Herrens navn; hosanna i det høieste!
11. Og Jesus gik ind i Jerusalem, og i tempelet, og da han havde beseet alle ting omkring, gik han, der det allerede var aftens tid, ud til Bethanien med de tolv.
12. Og den anden dag, der de gik ud fra Bethanien, hungrede han.
13. Og han saae et figentræe langt borte, som havde blade, da traadte han til, om han kunde finde noget derpaa; og der han kom til det, fandt han intet uden blade; thi det var ikke tid, at figen skulde være.
14. Og Jesus svarede, og sagde til det: nu skal ingen æde frugt af dig mere evindelig, og hans disciple hørte der. 
15. Og de kom til Jerusalem, og Jesus gik ind i tempelet, og begyndte at uddrive dem, som solgte og kiøbte i tempelet; og vexlernes borde og duekræmmernes stole stødte han om.
16. Og han tilstedte ikke, at nogen bar et kar igiennem tempelet.
17. Og han lærte, og sagde til dem: er der ikke skrever: at mit huus skal kaldes et bedehuus for alle folk? men I have giort en røverkule deraf.
18. Og de skriftkloge og ypperste præster hørte det, og søgte, hvorledes de kunde omkomme ham; thi de frygtede for ham; thi alt folket forundrede sig saare paa hans lærdom.
19. Og om afttenen gik han ud uden for staden.
20. Og om morgenen gik de frem, og saae, at figentræet var visnet fra rødderne.
21. Og da Peder kom det ihu, sagde han til ham: Rabbi, see, figentræet, det du forbandede, er visnet.
22. Og Jesus svarede, og sagde til dem: haver troe til Gud.
23. Thi sandelig siger jeg eder, at hvo som vilde sige til dette bierg: løft dig op, og kast dig i havet, og ikke vilde tvivle i sit hierte, men troe, at det skal skee, som han siger, da skal det skee ham, som han sagde.
24. Derfor siger jeg eder: alt hvad I begiere, naar I bede, troer, at I skal faae det, saa skal det vederfares eder.
25. Og naar I staae og bede, forlader, dersom I have noget imod nogen, at og eders Fader, som er i himlene skal forlade eder eders fald.
26. Men dersom I ikke forlade, skal eders Fader, som er i himlene, ei heller forlade eder eders fald.
27. Og de kom atter til Jerusalem; og der han gik i tempelet, kom de ypperste præster og skriftkloge, og de ældste til ham.
28. Og de sagde til ham: af hvad magt giør du disse ting? og hvo haver givet dig denne magt, at du giør disse ting?
29. Men Jesus svarede, og sagde til dem: jeg vil og spørge eder om eet ord, og svarer mig, saa vil jeg og sige eder, af hvad magt jeg giør disse ting.
30. Johannis daab, var den af himmelen, eller af mennisker? svarer mig.
31. Og de tænkte ved sig selv, og sagde: sige vi: den var af himmelen, da siger han hvi troede I ham, da ikke.
32. Men sige vi: den var af nennesker, da frygtede de for folket; thi de holdte alle Johannes, at han var i sandhed en prophete.
33. Og de svarede, og sagde til Jesum: vi vide ikke. Og Jesus svarede, og sagde til dem: saa siger jeg eder og ikke, af hvad magt jeg giør disse ting.


12. Capitel. 

1. Og han begyndte at sige til dem ved lignelser: Et Menneske plantede en viingaard, og giorde et gierde derom, og grov en perse, og byggede et taarn, og leide viingaardsmænd den, og foer udenlands.
2. Og han sendte en tiener til viingaardsmændene, der tiden kom, at han skulde tage af viingaardens frugt af viingaardsmændene.
3. Men de toge, og sloge ham, og lode ham tomhændet fra sig.
4. Og han sendte atter en anden tiener til dem, og den samme sloge de med stene, og saarede hans hoved, og lode ham forhaanet fra sig.
5. Og han sendte atter en anden, og den sloge de ihiel, og mange andre, somme sloge de, men somme sloge de ihiel.
6. Men eftersom han havde endnu en Søn, som han havde kier, sendte han ham og paa det sidste til dem, og sagde: de skulle frygte for min Søn.
7. Men de samme viingaardsmænd sagde til hverandre: denne er arvingen; kommer, lader os slaae ham ihiel, saa bliver arven vores.
8. Og de toge og sloge ham ihiel, og kastede ham ud uden for viingaarden.
9. Hvad skal da viingaardens Herre giøre? de sagde: han skal komme, og ødelægge viingaardsmændene, og leie andre viingaarden.
10. Da sagde Jesus: have I og ikke læst denne skrift: den steen, som bygningsmændene forskiøde, den er bleven til en hovedhiørnesteen.
11. Det er skeet af Herren, og er underligt for vore øine?
12. Og de søgte, at gribe, ham, og de frygtede for folket; thi de forstode, at han sagde denne lignelse mod dem; og de forlode ham, og gik bort.
13. Og de sendte nogle til ham af Pharisæerne og af de Herodianer, at de skulde fange ham i ord.
14. Men de kom, og sagde til ham: Mester, vi vide, at du er sanddru, og skiøtter om ingen; thi du anseer ikke menniskers person, men lærer Guds vei i sandhed; Er det tilladt, at give keiseren skat, eller ei? skulle vi give, eller ikke give?
15. Men da han vidste deres øienskalkhed, sagde han til dem: hvi friste I mig? tager mig hid en penge, at jeg kan see den.
16. Men de bare den frem. Og han sagde til dem: hvis er dette billede og overskrift? men de sagde til ham: keiserens.
17. Og Jesus svarede, og sagde til dem: giver keiseren, hvad keiserens er, og Gud, hvad Guds er; og de forundrede sig paa ham.
18. Og Sadducæerne kom til ham, som sige, at der er ikke opstandelse; og de spurgte ham ad, og sagde:
19. Mester, Moses skrev os en lov, at naar nogens broder døer, og efterlader en hustru, men efterlader ikke børn, da skal hans broder tage hans hustru, og opreise sin broder sæd.
20. Nu have der været syv brødre; og den første tog en hustru, og døde, og efterlod ikke sæd;
21. Og den anden tog hende, og døde, og han efterlod ikke heller sæd; og den tredie ligesaa.
22. Og de toge hende de syv, og efterlode ikke sæd. Sidst af dem alle døde og qvinden.
23. Derfor i opstandelsen, naar de ere opstandne, hvis hustru af dem skal hun være? thi de syv have haft hende til hustru.
24. Da svarede Jesus, og sagde til dem: fare I ikke derfor vild, at I vide ikke skrifterne, ei heller Guds kraft?
25. Thi naar de ere opstandne fra de døde, da hverken gifte de sig, ei heller giftes; men de ere, som Engle, der ere i himlene.
26. Men om de døde, at de opreises, have I ikke læst det i Mose bog, hvorledes Gud talede til ham hos tornebusken, og sagde: jeg er Abrahams Gud, og Isaaks Gud, og Jakobs Gud?
27. Gud er ikke de dødes, men de levendes Gud; derfor fare I meget vild.
28. Og een af de skriftkloge gik til ham, som havde hørt dem, da de bespurgte sig med hverandre, og eftersom han vidste, at han havde svaret dem vel, spurgte han ham ad: hvilket er det fornemmeste bud for alle?
29. Men Jesus svarede ham: det fornemmeste bud for alle er det: hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er een.
30. Og du skal elske Herren din Gud af dit ganske hierte, og af din ganske siel, og af dit ganske sind, og af din ganske styrke; det er det fornemmeste bud. 
31. Og det andet, ligt dette, er dette: du skal elske din næste ligesom dig selv; der er intet andet bud større end disse.
32. Og den skriftkloge sagde til ham: Mester, du haver talet smukt i sandhed; thi der er een Gud, og der er ikke en anden foruden ham.
33. Og at elske ham af ganske hierte, og af ganske forstand, og af ganske siel, og af ganske styrke, og at elske sin næste ligesom sig selv, er mere end alle brændoffere, og slagtoffere.
34. Og der Jesus saae, at han svarede forstandigen, sagde han til ham: du er ikke langt fra Guds rige. Og der torde ingen spørge ham ydermere.
35. Og Jesus svarede, og sagde, der han lærte i tempelet: hvorledes sige de skriftkloge, at Christus er Davids Søn.
36. Thi David siger selv ved den Hellig Aand: Herren sagde til min Herre: sæt dig hos min høire haand, indtil jeg lægger dine fiender til dine fødders fodskammel.
37. Saa kalder da David ham selv en Herre; hvorledes er han da hans Søn? Og meget folk hørte ham gierne.
38. Og han sagde dem i sin lærdom: seer eder for, for de skriftkloge, som ville gaae i lange klæder, og lade hilse sig paa torvene;
39. Og ville have de fornemmeste stolestader i synagogerne, og sidde øverst til bords i nadverne;
40. De som opæde enkers huse, og under et skin bede længe; disse skal faae des overflødigere dom.
41. Og da Jesus havde sat sig tvert over for tempelets kiste, saae han, hvorledes folket lagde penge i kisten; og mange rige lagde meget udi.
42. Og en fattig enke kom, og lagde to skierve udi, som er en hviid.
43. Og han kaldte sine disciple til sig, og sagde til dem: sandelig siger jeg eder, at denne fattige enke har lagt mere udi, end alle de, som lagde i kisten.
44. Thi de lagde alle udi af det, de havde til overflod; men denne lagde udi af sin fattigdom alt det hun havde, hendes ganske næring.


13. Capitel.

1. Og der han gik ud af tempelen, siger een af hans disciple til ham: Mester, see, hvilke stene og hvilke bygninger! 
2. Og Jesus svarede, og sagde til dem: seer du disse store bygninger? der skal ikke lades steen paa steen, som jo skal nedbrydes.
3. Og der han sad paa Olie-bierget, tvert over for tempelen, spurgte Peder og Jakob og Johannes og Andreas ham især ad, sigende:
4. Siig os, naar skal disse ting skee? og hvad tegn skal der være naar, alle diise ting skal fuldkommes?
5. Men Jesus svarede dem, og begyndte at sige: seer til, at ikke nogen forfører eder.
6. Thi der skal komme mange under mit navn, og sige: jeg er Christus; og de skal forføre mange.
7. Men naar I høre om krig og krigsrygte, da forskrækkes ikke; thi det maae skee, men enden er ikke endda.
8. Thi et folk skal opreise sig mod et andet folk, og et rige mod et andet rige; og der skal skee jordskiælv her og der, og der skal være hunger og oprør. Disse ting ere begyndelse til smerterne.
9. Men seer I eder selv for; thi de skal overantvorde eder for raadet, og for synagoger; I skal hudstryges og stilles for fyrster og konger for min skyld, dem til et vidnesbyrd.
10. Og Evangelium bør først at prædikes for alle folk.
11. Men naar de føre og overantvorde eder, da bekymrer eder ikke tilforn, hvad I skulle tale, betænker eder ei heller derpaa; men hvad som eder bliver givet i den samme time, det taler; thi I ere ikke de, som tale, men den Hellig Aand.
12. Men en broder skal overantvorde den anden til døden, og faderen barnet; og børn skal sætte sig op mod forældre, og slaae dem ihiel.
13. Og I skal hades af alle for mit navns skyld; men hvo som bliver bestandig indtil enden, han skal blive salig.
14. Men naar I see ødelæggelsens vederstyggelighed, som er sagt af Propheten Daniel, at den staaer der, som den ikke bør; (hvo det læser han forstaae det!) da flye paa biergene de, som ere i Judæa.
15. Men hvo som er paa taget, stige ikke ned i huset, eller gaae ind, at hente noget af sit huus.
16. Og hvo som er paa ageren, vende ikke tilbage at hente sit klædebon.
17. Men vee de frugtsommelige, og dem, som give die i de dage!
18. Men beder, at eders flugt ikke skal skee om vinteren.
19. Thi i de dage skal være saa stor en trængsel, som ikke haver været fra creaturets begyndelse, som Gud skabte, indtil nu, og som ikke heller skal blive.
20. Og dersom Herren ikke havde forkortet de dage, blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld, som han haver udvalgt, haver han forkortet de dage.
21. Og naar nogen siger da til eder: see, her er Christus, eller see der, da skal I ikke troe.
22. Thi falske christi, og falske propheter skal opreise sig, og giøre tegn og underlige gierninger, til at forføre ogsaa de udvalgte, om det var mueligt.
23. Men seer I eder for; see, jeg haver sagt eder alle ting tilforn.
24. Men i de dage efter den trængsel skal solen formørkes, og maanen ikke give sit skin,
25. Og himmelens stierner skal nedfalde, og de kræfter, som ere i himmlene, skal røres.
26. Og da skal de see Menneskens Søn komme i skyerne med megen kraft og herlighed.
27. Og da skal han sende sine Engle, og forsamle sine udvalgte, af de fire veir, fra jordens ende indtil himmelens ende.
28. Men lærer en lignelse paa figentræet, naar nu vædske kommer i grenene derpaa, og det udskyder bladene, saa vide I, at sommeren er nær.
29. Ligesaa og I, naar I see, at disse ting skee, vider, at han er nær for dørene.
30. Sandelig siger jeg eder: denne slægt skal ingenlunde forgaae, førend disse ting skee altsammen.
31. Himmelen og jorden skal forgaae; men mine ord skal ingenlunde forgaae.
32. Men om den dag og time veed ingen, hverken Englene, som ere i himmelen, ikke heller Sønnen, uden Faderen.
33. Seer til, vaager og beder; thi I vide ikke, naar den tid er.
34. Ligesom et Menneske, som foer udenlands, han forlod sit huus, og gav sine tienere magt, og hver sin gierning, og bød dørvogteren, at han skulle vaage.
35. Derfor vaager; (thi i vide ikke, naar husets Herre kommer, om aftenen, eller ved midnat, eller naar hanen galer, eller om morgenen.)
36. At han ikke, naar han kommer hastelig, skal finde eder sovende.
37. Men hvad jeg siger eder, det siger jeg alle: vaager.


14. Capitel.

1. Men det var paaske, og de usyrede brøds høitid to dage derefter. Og de ypperste præster og de skriftkloge søgte, hvorledes de kunde med list gribe og ihielslaae ham. 
2. Men de sagde: ikke paa høitiden, at der skal ikke blive et bulder iblandt folket.
3. Og der han var i Bethanien, i Simons den spedalskes huus, der han sad til bords, kom en qvinde, som havde en alabasterkrukke med uforfalsket meget kostelig nardussalve, og hun sønderbrød alabasterkrukken, og udøste den paa hans hoved.
4. Men der vare nogle, som bleve vrede ved sig selve, og sagde: hvortil blev denne salve spildt! 
5. Thi den kunde bleven solgt for mere end to hundrede penge, og givet fattige; og de overfusede hende.
6. Men Jesus sagde: lader hende med fred, hvi giøre I hende fortred? hun giorde en god gierning imod mig.
7. Thi I have altid fattige hos eder, og naar I ville kunne I giøre dem til gode; men mig have I ikke altid.
8. Hun giorde, hvad hun kunde; hun er forekommet, at salve mit legeme til begravelse.
9. Sandelig siger jeg eder: hvor som dette evangelium bliver prædiket i den ganske verden, skal det og siges, som hun haver giort, til hendes ihukommelse.
10. Og Judas Ischariotes, en af de tolv, gik bort til de ypperste præster, at han vilde forraade ham til dem.
11. Men der de hørte det bleve de glade, og de lovede at give ham penge; og han søgte, hvorledes han kunde beleiligen forraade ham.
12. Og paa de usyrede brøds første dag, der man slagtede paaskelam, sagde hans disciple til ham: hvor vil du, at vi skulle gaae hen, og berede, at du maae æde paaskelammet?
13. Og han sendte to af sine disciple hen, og sagde til dem: gaaer bort i staden, og et menneske skal møde eder, som bærer en vandkrukke; følger ham.
14. Og hvor han gaaer ind, der siger til huusbonden: Mesteren siger: hvor er det herberge, der jeg kan æde paaskelammet med mine disciple?
15. Og han skal vise eder en stor sal, tillavet, som er beredt; der bereder det for os.
16. Og hans disciple gik ud, og kom i staden, og fandt det, ligesom han havde sagt dem; og de beredte paaskelammet.
17. Og der det var blevet aften, kom han med de tolv.
18. Og da de sadde til bords, og aade, sagde Jesus: sandelig siger jeg eder, at een af eder, som æder med mig, skal forraade mig.
19. Men de begyndte at bedrøves, og at sige til ham, een efter den anden: mon jeg er den? og en anden: mon jeg er den?
20. Men han svarede, og sagde til dem: een af de tolv, den som dypper med mig i fadet, er det.
21. Menneskens Søn gaaer vel hen, ligesom der er skrevet om ham, dog vee det menneske, ved hvilket Menneskens Søn bliver forraadt! det var samme menneske godt, dersom han var ikke født.
22. Og der de aade, tog Jesus brødet, og velsignede, og brød det, og gav dem, og sagde: tager, æder; dette er mit legeme.
23. Og han tog kalken, takkede, og gav dem den; og de drak alle deraf.
24. Og han sagde til dem: dette er mit blod, det nye testamentes, hvilket udgydes for mange.
25. Sandelig siger jeg eder, at jeg skal fremdeles ikke mere drikke af det, som voxer paa viintræe, indtil paa hiin dag, naar jeg skal drikke det nye i Guds rige. 
26. Og der de havde sunget lovsangen, gik de ud til olie-bierget.  
27. Og Jesus sagde til dem: i denne nat skulle I alle forarges paa mig; thi der er skrevet: jeg skal slaae hyrden, og faarene skal adspredes.
28. Men efter at jeg er opreist, vil jeg gaae hen for eder til Galilæa.
29. Men Peder sagde til ham: dersom de og alle forarges, vil jeg dog ikke forarges.
30. Og Jesus sagde til ham: sandelig siger jeg dig, at i dag, i denne nat, førend hanen galer to gange, skal du fornægte mig tre gange.
31. Men han sagde endnu flux mere, dersom jeg end skulde døe med dig, vil jeg dog ikke fornægte dig. Men ligesaa sagde de og alle.
32. Og de kom til en gaard, hvis navn var Gethsemane; og han sagde til sine disciple: sidder her, indtil jeg faaer bedet.
33. Og han tog Petrus og Jakobus, og Johannes til sig; og begyndte at skiælve, og svarligen at ængstes.
34. Og han sagde til dem: min siel er ganske bedrøvet indtil døden; bliver her, og vaager.
35. Og han gik lidet frem, faldt ned paa jorden, og bad, at denne time maatte gaae ham forbi, om det var mueligt.
36. Og han sagde: Abba Fader! alting er dig mueligt, tag denne kalk fra mig; dog ikke, hvad jeg vil, men hvad du vil.
37. Og han kom, og fandt dem sovende, og sagde til Peder: Simon, sover du? kunde du ikke vaage en time?
38. Vaager, og beder, at I skulle ikke indkomme i fristelse; aanden er vel redebon, men kiødet er skrøbeligt. 
39. Og han gik atter hen og bad, og sagde de samme ord.
40. Og han kom igien, og fandt dem atter sovende; thi deres øine vare betyngede, at de vidste ikke, hvad de skulde svare ham.
41. Og han kom tredie gang, og sagde til dem: sove I den øvrige tid, og hvile eder? det er fordi, timen er kommen: see. Menneskens Søn forraades i synderes hænder.
42. Staaer op, lader os gaae; see, han er nær, som forraader mig. 
43. Og strax, som han endnu talede, kom Judas, en af de tolv, frem, og en stor skare med ham med sverd og stænger, fra de ypperste præster og skriftkloge, og de ældste.
44. Men den, som forraadde ham, havde givet dem et tegn, som de havde tilfælles, og sagt: hvilken jeg kysser, den er det; griber ham, og henfører ham varligen.
45. Og der han kom, traadte han strax til ham, og sagde: Rabbi! Rabbi! og han kyste ham.
46. Men de lagde deres hænder paa ham, og grebe ham.
47. Men een af dem, som stode hos, drog sverdet ud, slog den ypperste præstes tiener, og afhug hans øre.
48. Og Jesus svarede, og sagde til dem: I ere udgangne, ligesom til en røver, med sverd og stænger, at tage fat paa mig.
49. Jeg haver været daglig hos eder i tempelet, og lært, og I grebe mig ikke; men dette skeer, paa det skrifterne skulle fuldkommes.
50. Og de forlode ham alle, og flyede.
51. Og der var en ung karl, som fulgte ham, han var klædt med et fint linklæde paa sit bare legeme; og de unge karle toge fat paa ham.
52. Men han slap det fine linklæde, og flyede nøgen fra dem.
53. Og de førte Jesum hen til den ypperste præst; og alle de ypperste præster, og ældste, og skriftkloge kom tilsammen med ham.
54. Og Peder fulgte ham langt bag efter, indtil inden i den ypperste præstes pallads; og han sad med hos tienerne, og varmede sig ved ilden.
55. Men de ypperste præster og det ganske raad søgte vidnesbyrd mod Jesum, paa det de kunde aflive ham, og de fandt intet.
56. Thi mange bare falske vidnesbyrd mod ham; men vidnesbyrdene kom ikke overeens.
57. Og nogle stode op, og bare falske vidnesbyrd med ham, og sagde:
58. Vi haver hørt, at han sagde: jeg vil nedbryde dette tempel, som er giort med hænder, og i tre dage bygge et andet, som ikke er giort med hænder.
59. Og deres vidnesbyrd kom ikke end saa overeens.
60. Og den ypperste præst stod op midt iblandt dem, og spurgte Jesum ad, og sagde: svarer du slet intet? hvad vidne disse mod dig?
61. Men han taug, og svarede intet. Da spurgte den ypperste præst ham atter ad, og sagde til ham: er du den Christus, den Velsignedes Søn.
62. Men Jesus sagde: jeg er; og I skal see Menneskens Søn sidde hos Kraftens høire haand, og komme med himmelens skyer.
63. Da sønderrev den ypperste præst sine kiortle, og sagde: hvad have vi længere vidner behov?
64. I have hørt Gudsbespottelsen; hvad tykkes eder? Men de fordømte ham alle, at være skyldig at døe,
65. Og nogle begyndte at bespotte ham, og skiule hans ansigt, og slaae ham med næver, og sige til ham: spaa; og tienerne sloge ham med kieppe. 
66. Og da Peder var neden i palladset, kom een af den ypperste præstes piger.
67. Og der hun saae Peder varme sig, saae hun paa ham, og sagde: du haver ogsaa været med Jesus, den Nazaræer.
68. Men han nægtede, og sagde: jeg kiender ham ikke, veed og ikke, hvad du siger; og han gik ud uden for i forstuen; og hanen goel.
69. Og en pige saae ham igien, og begyndte at sige til dem, som stode hos: denne er een af dem.
70. Men han nægtede atter. Og lidet derefter sagde de atter til Peder, som stode hos: sandelig du er een af dem; thi du er og en Galilæer, og dit maal er ligesaa.
71. Men han begyndte at forbande sig, og sværge: jeg kiender det menneske ikke, som I tale om.
72. Og hanen goel anden gang. Og Peder kom det ord ihu, som Jesus sagde til ham: førend hanen galer to gange, skal du fornægte mig tre gange; og han gik hen, og græd.


15. Capitel.

1. Og strax om morgenen, der de ypperste præster med de ældste og skriftkloge og det ganske raad, havde holdet raadslag, bandt de Jesum, og førte ham bort, og overantvordede Pilatus ham.
2. Og Pilatus spurgte ham ad: er du den Jødernes Konge? men han svarede, og sagde til ham: du siger det.
3. Og de ypperste præster anklagede ham meget.
4. Pilatus spurgte ham atter ad, og sagde: svarer du slet intet? see, hvor meget de vidne imod dig.
5. Men Jesus svarede intet ydermere, saa at Pilatus maatte forundre sig.
6. Men han pleiede at give dem een fange løs om høitiden, hvilken de begierede.
7. Men der var een, som hed Barrabas, som var fangen med de oprørske, som havde giort et mord udi et oprør.
8. Og folket raabte, og begyndte at bede om det, som han altid pleiede at giøre dem.
9. Men Pilatus svarede dem, og sagde: vil I, at jeg skal give eder den Jødernes Konge løs?
10. Thi han vidste, at de ypperste præster havde overantvordet ham af avind.
11. Men de ypperste præster tilskyndte folket at bede, at han skulde heller give dem Barrabas løs.
12. Men Pilatus svarede, og sagde atter til dem: hvad ville I da, jeg skal giøre den, som I kalde Jødernes Konge?
13. Men de raabte atter: korsfæst ham!
14. Da sagde Pilatus til dem: hvad ondt haver han da giort? men de raabte meget mere, korsfæst ham!
15. Men Pilatus vilde giøre folket fyldest, og gav dem Barrabas løs; og overantvordede Jesum, da han havde ladet ham hudstryge, at han skulde korsfæstes.
16. Men stridsmændene førte ham hen ind i det pallads, som er domhuset, og sammenkaldte den ganske rode.
17. Og de førte ham i et purpurklæde, og flettede en tornekrone, og satte den paa ham;
18. Og begyndte at hilse ham; sigende: hil være dig, du Jødernes Konge!
19. Og de sloge hans hoved med et rør, og bespottede ham, og faldt paa knæe, og tilbade ham.
20. Og der de havde bespottet ham, førte de ham af purpurklædet, og førte ham i sine egne klæder; og de førte ham ud, at de vilde korsfæste ham.
21. Og een gik frem, Simon af Cyrene, (som kom af marken, som var Alexandri og Rufi fader,) ham tvang de til, at han bar hans kors.
22. Og de førte ham til det sted Golgotha, det er udlagt, hovedpandested.
23. Og de gave ham viin at drikke med myrrha udi; men han tog det ikke.
24. Og der de havde korsfæstet ham, skiftede de hans klæder, og kastede lod om dem, hvad hver skulde tage.
25. Men det var den tredie time, og de korsfæstede ham.
26. Og der var skreven en overskrift, hans beskylding, nemlig: den Jødernes Konge.
27. Og de korsfæstede to røvere med ham, een hos hans høire, og een hos hans venstre side.
28. Og skriften blev fuldkommet, som siger: han er regnet med overtrædere. 
29. Og de, der gik frem, bespottede ham, og rystede med deres hoveder, og sagde: tvi dig, du som nedbryder tempelet, og bygger det i tre dage;
30. Frels dig selv, og stiig ned af korset.
31. Men ligesaa bespottede og de ypperstepræster ham iblandt hverandre med de skriftkloge, og sagde: han haver frelst andre, han kan ikke frelse sig selv.
32. Den Christus, den Israels Konge, stige nu ned af korset, at vi kan see, og troe. Og de som vare korsfæstede med ham, forhånede ham.  
33. Men der det var bleven den siette time, blev mørkhed over det ganske land indtil den niende time.
34. Og ved den niende time raabte Jesus med stor røst, og sagde: Eloi! Eloi! Lama Sabachtani? det er udlagt: min Gud! min Gud! hvorfor haver du forladt mig!
35. Og nogle af dem, som stode hos, der de det hørte, sagde de: see, han kalder paa Elias.
36. Men een løb, og fyldte en svamp med ædike, og stak den paa et rør, og gav ham at drikke, og sagde: holder! lader os see, om Elias kommer, at tage ham ned.
37. Men Jesus raabte med stor røst, og udgav aanden.
38. Og forhænget i tempelet splittedes i to, fra det øverste indtil det nederste.
39. Men høvedsmanden, som stod hos tvert over for ham, og saae at han udgav aanden med saadant raab, sagde: sandelig var dette menneske Guds Søn.
40. Men der vare ogsaa qvinder, som langt fra saae til; iblandt hvilke vare Maria Magdalena, og Maria, den lille, Jakobi, og Jose Moder, og Salome,
41. De som og havde fulgt ham, og tient ham, der han var i Galilæa; og mange andre, som vare gangne op til Jerusalem med ham. 
42. Og der det nu var bleven aften, (efterdi det var beredelsens-dag, hvilken er en for-sabbat;)
43. Da kom Joseph af Arimathæa, en hæderlig raadmand, hvilken og selv ventede Guds rige; han dristede sig til, og gik ind til Pilatus, og bad om Jesu legeme.
44. Men Pilatus forundrede sig, om han skulde allerede være død;
45. Og kaldte høvedsmanden, og spurgte ham, om han længe havde været død; og der han fik det at vide af høvedsmanden, skænkede han Joseph legemet.
46. Og han kiøbte et fint linklæde, og tog ham ned, svøbte ham i det fine linklæde, og lagde ham i en grav som var udhuggen af en klippe; og veltede en steen for døren af graven.
47. Men Maria Magdalena og Maria, Jose moder, saae, hvor han blev lagt.


16. Capitel.

1. Og der sabbaten var forgangen, kiøbte Maria Magdalena, og Maria Jakobi moder, og Salome dyrebare smørelser, at de skulde komme og salve ham. 
2. Og de kom til graven paa den første dag i ugen meget aarle, der solen gik op.
3. Og de sagde til hverandre: hvo skal velte os stenen fra døren paa graven?
4. Og der de saae hen, bleve de vaer, at stenen var afveltet; thi den var meget stor.
5. Og de gik ind i graven, og saae en ung karl sidde ved den høire side, han havde et langt hvidt klædebon paa; og de skiælvede. 
6. Men han sagde til dem: skiælver ikke; I lede efter Jesus den Nazaræer, som var korsfæstet; han er opreist, han er ikke her; see, der er stedet, hvor de lagde ham.
7. Men gaaer bort, siger hans disciple og Peder, at han gaaer for eder til Galilæa; der skal I see ham, saasom han haver sagt eder.
8. Og de gik hasteligen ud, og flyede fra graven; men bævelse og forfærdelse betog dem, og de sagde ingen noget, thi de frygtede.
9. Men Jesus, der han var opstanden aarle, den første dag i ugen, aabenbaredes først for Maria Magdalena, af hvilken han havde uddrevet syv dievle.
10. Hun gik bort, og kundgiorde dem det, som havde været med ham, som sørgede og græd.
11. Og de samme, der de hørte at han levede, og var seet af hende, troede det ikke.
12. Men derefter, der to af dem vandrede, aabenbaredes han i en anden skikkelse, der de gik ud til en bye.
13. Og de samme gik bort, og forkyndte de andre det; dem troede de og ikke.
14. Paa det sidste aabenbaredes han for de elleve, der de sadde til bords, og bebreidede dem deres vantroe og hiertes haardhed, at de havde ikke troet dem, som havde seet ham opstanden. 
15. Og han sagde til dem: gaaer bort i al verden, og prædiker evangelium for alt creaturet.
16. Hvo som troer, og bliver døbt, skal blive salig; men hvo som ikke troer, skal blive fordømt.
17. Men disse tegn skal efterfølge dem, som troe: i mit navn skal de uddrive dievle; de skal tale med nye tunger;
18. De skal borttage slanger; og dersom de drikke nogen forgift, skal det ikke skade dem; paa de syge skal de lægge hænder, og de skal blive tilpas.
19. Da blev Herren, efter at han havde talet med dem, optagen til himmelen, og satte sig hos Guds høire haand.
20. Men de gik ud, og prædikede allevegne; og Herren arbeidede med, og stadfæstede ordet ved efterfølgende tegn. Amen.
 


H="Lukas - Luke"

St. Lucae Evangelium


1. Capitel.

1. Efterdi mange har have taget sig for, ordentligt at forfatte en historie om de ting, som ere fuldkommen vitterliggiorte iblandt os;
2. Saasom de have overantvordet os det, som af begyndelsen selv have seet, og tient Ordet;
3. Da haver jeg og anseet for godt, efter jeg haver udspurgt alle ting fra første med flid, at skrive det eene efter det andet til dig mægtigste Theophile!
4. Paa det du kan kiende vis grund paa den lærdom, i hvilken du er bleven mundtlig underviist. 
5. I Herodis, Judææ konges dage, var en præst af Abiæ skifte, med navn Zacharias; og hans hustru var af Aarons døttre, og hendes navn var Elisabeth.
6. Men de vare begge retfærdige for Gud, og vandrede ustraffeligt i alle Herrens bud og rette.
7. Og de havde ikke børn; thi Elisabeth var ufrugtsommelig, og de vare begge vel aldrende.
8. Men det begav sig, der han giorde præste-embede for Gud i sin skiftes orden,
9. Og det faldt ham til efter præstedømmets sædvane, at giøre røgelse, da gik han ind i Herrens tempel.
10. Og al folkets mangfoldighed bad uden for i røgelsens tid,
11. Men Herrens Engel aabenbaredes for ham, og stod ved den høire side af røgelsens alter.
12. Og da Zacharias saae ham, forfærdedes han, og frygt faldt paa ham.
13. Men Engelen sagde til ham: frygt ikke, Zacharias! thi din begiering er bønhørt, og din hustru Elisabeth skal føde dig en søn, og du skal kalde hans navn Johannes.
14. Og du skal have glæde og fryd af ham, og mange skal glædes over hans fødsel.
15. Thi han skal være stor for Herren; og ikke drikke viin, og stærk drik, og fyldes end af sin moders liv med den Hellig Aand,
16. Og omvende mange af Israels børn til Herren deres Gud.
17. Og han skal gaae frem for ham i Elias aand og kraft, at omvende fædrenes hierter til børnene, og de ulydige til de retfærdiges forstand, at beskikke Herren et tilberedt folk.
18. Og Zacharias sagde til Engelen: hvorpaa skal jeg dette kiende? thi jeg er gammel, og min hustru er vel aldrende.
19. Og Engelen svarede, og sagde til ham: jeg er Gabriel; som staaer for Gud; og er udsendt at tale til dig, og at forkynde dig dette til glæde.
20. Og see, du skal vorde stum, og ikke kunne tale, indtil den dag, at dette skeer; fordi du troede ikke mine ord, hvilke skal fuldkommes i deres tid.
21. Og folked biede efter Zacharias; og de forundrede sig, at han tøvede i tempelet.
22. Og der han gik ud, kunde han ikke tale til dem; og de mærkede, at han havde seet et syn i tempelet; og han nikkede ad dem, og blev stum.
23. Og det begav sig, der hans tienestes dage vare fuldendte, gik han hiem i sit huus.
24. Men efter de dage blev hans hustru Elisabeth frugtsommelig, og skiulte sig fem maaneder, og sagde:
25. Thi saaledes haver Herren giort med mig i de dage, der han ansaae mig, at tage min blussel fra mig iblandt menneskene.
26. Men i den siette maaned blev Gabriel Engel sendt af Gud til en stad i Galilæa, som hedder Nazareth.
27. Til en jomfru, som var troelovet med en mand, ved navn Joseph, af Davids huus; og jomfruen hed Maria.
28. Og Engelen kom ind til hende, og sagde: hil være dig, du benaadede! Herren er med dig, du velsignede iblandt qvinderne!
29. Men der hun saae ham, forfærdedes hun over hans tale; og hun tænkte, hvad denne skulde være for en hilsen.
30. Og Engelen sagde til hende: frygt ikke Maria; thi du haver fundet naade hos Gud.
31. Og see, du skal undfange i livet, og føde en Søn; og du skal kalde hans navn Jesus.
32. Han skal blive stor, og kaldes den Høiestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids sin faders stoel.
33. Og han skal være en konge over Jakobs huus evindelig, og der skal ikke være ende paa hans kongerige.
34. Men Maria sagde til Engelen: hvorledes skal dette gaae til, efterdi jeg kiender ikke mand?
35. Og Engelen svarede, og sagde til hende: den Hellig Aand skal komme over dig, og den Høiestes kraft skal overskygge dig; derfor ogsaa det Hellige, som skal fødes af dig, skal kaldes Guds Søn.
36. Og see, Elisabeth din frænde, hun haver og undfanget en søn i hendes alderdom; og denne maaned er den siette for hende, som kaldes ufrugtsommelig.
37. Thi hos Gud skal ingen ting være umuelig.
38. Men Maria sagde: see, jeg er Herrens tienerinde, mig skee efter dit ord! Og Engelen skildtes fra hende.
39. Men Maria stod op i de dage, og gik hastelig paa biergene til Judæ stad.
40. Og hun kom ind i Zacharias huus, og hilsede Elisabeth.
41. Og det begav sig, der Elisabeth hørte Maria hilsen, sprang fosteret i hendes liv; og Elisabeth blev fyldt med den Hellig Aand,
42. Og raabte med stor røst, og sagde: velsignet er du iblandt qvinderne, og velsignet er dit livs frugt.
43. Og hveden kommer mig det, at min Herres moder kommer til mig?
44. Thi see, der din røstes hilsen kom mig til øren, sprang fosteret i mit liv med fryd.
45. Og salig er hun, som troede; thi det skal fuldkommes, som hende er sagt af Herren.
46. Og Maria sagde: min siel ophøier Herren;
47. Og min Aand fryder sig i Gud, min frelser.
48. Thi han haver seet til sin tienerindes ringhed. Thi see, nu herefter skal alle slægter prise mig salig.
49. Thi han haver giort store ting imod mig, som er mægtig, og hans navn er helligt;
50. Og hans barmhiertighed varer til alle slægter efter hverandre, hos dem som ham frygte.
51. Han haver brugt magt med sin arm; han haver adspredt dem, som ere hovmodige i deres hierters tanker.
52. Han haver draget de mægtige af stolene, og ophøiet de ringe.
53. De hungrige haver han opfyldt med gode gaver, og de riger haver han afvist tomme.
54. Han haver annammet sin tiener Israel, med at tænke paa barmhiertighed,
55. (Som han sagde til vore fædre, Abraham og hans sæd) til evig tid.
56. Men Maria blev hos hende ved tre maaneder; og hun foer til sit huus igien.
57. Men Elisabeths tid fuldkommedes, at hun skulde føde; og hun fødte en søn.
58. Og hendes naboer og slægtinge hørte, at Herren havde giort sin barmhiertighed stor med hende; og de glædede sig med hende. 
59. Og det begav sig paa den ottende dag, da kom de at omskiære barnet; og de kaldte det efter hans faders navn Zacharias.
60. Men hans moder svarede, og sagde: ingenlunde, men han skal kaldes Johannes.
61. Og de sagde til hende: der er dog ingen i din slægt, som kaldes med dette navn.
62. Men de nikkede ad hans fader, hvad han vilde, han skulde kaldes.
63. Og han begierede en tavle, skrev og sagde: Johannes er hans navn. Og de forundrede sig alle.
64. Men strax oplodes hans mund og hans tunge; og han talede, og prisede Gud.
65. Og der kom en frygt over alle, som boede omkring dem; og alle disse ting rygtedes paa alle Judææ bierge.
66. Og alle, som hørte det, lagde det paa deres hierte, og sagde: hvad monne der skal blive af dette barn? Og Herrens haand var med ham.
67. Og Zacharias hans fader blev fyldt med den Hellig Aand, og han spaaede, og sagde:
68. Lovet være Herren, Israels Gud! at han haver besøgt, og forløst sit folk;
69. Og haver opreist os et saliggiørelses horn i Davids sin tieners huus;
70. Saasom han talede ved sine hellige propheters mund, som have været fra fordum tid;
71. At ville frelse os fra vore fiender, og fra alle deres haand, som os hade.
72. At giøre barmhiertighed mod vore fædre, og tænke paa sin hellige pagt;
73. Efter den eed, som han soer vor fader Abraham, at give os.
74. At naar vi vare friede af vore fienders haand, skulde vi tiene ham uden frygt,
75. I hellighed og retfærdighed for ham, alle vort livs dage.
76. Og du, barn lille, skal kaldes den Høiestes prophete; thi du skal gaae frem for Herrens aasyn at berede hans veie. 
77. At give hans folk kundskab paa saliggiørelsen ved deres synders forladelse;
78. Ved vor Guds inderlige barmhiertighed, ved hvilken Opgangen af det høie haver besøgt os:
79. For at skinne for dem, som sidde i mørke, og i dødens skygge, at styre vore fødder paa fredens vei.
80. Men barnet voxte, og blev styrket i aanden, og var udi ørkene, indtil den dag han fremstillede sig for Israel.


2. Capitel.

1. Men det begav sig i de dage, at en befalning udgik fra keiser Augustus, at al verden skulde beskrives.
2. (Denne beskrivelse var den første, som skede, der Cyrenius var landsherre i Syrien.)
3. Og alle gik, at lade beskrive sig hver i sin egen stad.
4. Men Joseph gik ogsaa op af Galilæa, af den stad Nazareth, til Judæa, til Davids stad, som kaldes Bethlehem, fordi han var af Davids huus og slægt,
5. At lade beskrive sig med Maria sin trolovede hustru, som var frugtsommelig.
6. Men det skede, da de vare der, blev tiden fuldkommet, at hun skulde føde.
7. Og hun fødte sin Søn den førstefødte, og svøbte ham, og lagde ham i en krybbe, thi de havde ikke rum i herberget.
8. Og der vare hyrder i den samme egn, som holdte sig paa marken, og holdte nattevagt over deres hiord.
9. Og see, Herrens Engel stod over dem, og Herrens klarhed skinnede om dem, og de frygtede saare.
10. Og Engelen sagde til dem: frygter ikke; thi see, jeg forkynder eder en stor glæde, som skal vederfares alt folket.
11. Thi eder er i dag en Frelser født, som er Christus, Herren, i Davids stad.
12. Og det skal I have til et tegn: I skal finde et barn svøbt, liggende i en krybbe.
13. Og strax var med Engelen en himmelsk hærskares mangfoldighed, som lovede Gud, og sagde:
14. Ære være Gud i det høieste! og fred paa jorden! og i menneskene en velbehagelighed.
15. Og det skede, der Englene fore fra dem til himmelen, da sagde de mennesker, de hyrder til hverandre: lader os dog gaae over til Bethlehem, og see den ting, som der er skeet, som Herren haver ladet os vide.
16. Og de kom hastelig, og fandt baade Maria og Joseph, og barnet liggende i krybben.
17. Men der de havde seet det, lode de dem vide om det ord, som var sagt til dem om dette barn.
18. Og alle, som der hørte, forundrede sig paa det, som hyrderne sagde til dem.
19. Men Maria bevarede alle disse ord, og overveiede dem tilsammen i sit hierte.
20. Og hyrdene vendte tilbage, prisede og lovede Gud for alt det, som de havde hørt og seet, saasom der var sagt til dem. 
21. Og der otte dage vare fuldkommede, at barnet skulde omskæres, blev og hans navn kaldet Jesus, som det var kaldet af Engelen, før han blev undfangen i moders liv.
22. Og der hendes renselses dage efter Mose lov vare fuldkommede, førte de ham op til Jerusalem, at fremstille ham for Herren;
23. (Ligesom der er skrevet i Herrens lov, at alt mandkiøn, som aabner moders liv, skal kaldes Herren helligt;)
24. Og at give offer, efter det, som sagt er i Herrens lov, et par turtelduer, eller to unge duer.
25. Og see, der var et menneske i Jerusalem, som hed Simeon, og samme menneske var retfærdig og gudfrygtig, som ventede Israels trøst, og den Hellig Aand var over ham.
26. Og han havde faaet svar af den Hellig Aand, at han skulde ikke see døden, førend han fik Herrens Christum at see.
27. Og han kom i tempelet af Aandens drift, og der forældrene førte Barnet Jesum ind, at de skulde giøre for ham, ligesom man pleier efter loven;
28. Da tog han ham paa sine arme, og prisede Gud, og sagde:
29. Herre! nu lader du din tiener fare i fred, ligesom du haver sagt.
30. Thi mine øine have seet din frelse.
31. Hvilken du beredte for alle folks aasyn;
32. Et lys, til at oplyse hedningerne, og dit folk Israel til en herlighed.
33. Og Joseph og hans moder forundrede sig paa de ting, som bleve sagde om ham.
34. Og Simeon velsignede dem, og sagde til hans moder Maria: see, denne er sat mange i Israel til et fald, og opstandelse, og til et tegn, som imodsiges; 
35. (Og et sverd skal gaae igiennem din egen siel) at mange hierters tanker skal aabenbares.
36. Og der var en prophetinde, Anna Phanuels datter, af Asers stamme, hun var vel aldrende, som havde levet syv aar med sin mand efter sin jomfrudom.
37. Og hun var en enke ved fire og firesindstive aar, som vigede ikke fra tempelet, tienende Gud med fasten og beden nat og dag.
38. Og hun traadte til i den samme stund, og iligemaade prisede Herren, og talede om ham til alle, som forventede forløsning i Jerusalem.
39. Og der de havde fuldkommet alle ting efter Herrens lov, fore de til Galilæa igien, til deres stad Nazareth.
40. Men Barnet voxte, og blev stærk i aanden, fuld med viisdom og Guds naade var over ham.
41. Og hans forældre gik hvert aar til Jerusalem paa paaske-høitiden.
42. Og der han var tolv aar gammel, gik de op til Jerusalem, efter høitidens sædvane.
43. Og der de havde endet de dage, og de gik hiem igien, blev barnet Jesus i Jerusalem, og Joseph og hans moder vidste det ikke.
44. Men de mente, at han havde været i sælskabet, og kom frem en dags reise, og de ledte efter ham iblandt slægtninge og iblandt kyndinge.
45. Og der de fandt ham ikke, gik de tilbage til Jerusalem, og ledte efter ham.
46. Og der begav sig efter tre dage, da fandt de ham siddende i tempelet midt iblandt lærerne, at han baade hørte dem, og spurgte dem ad.
47. Men alle, som ham hørte, forundrede sig saare paa hans forstand og giensvar.
48. Og der de saae ham, bleve de forfærdede, og hans moder sagde til ham: Søn! hvi giorde du os saadant? see, din fader og jeg ledte efter dig med smerte.
49. Og han sagde til dem: hvad er det, at I lede efter mig? vidste I ikke, at mig bør at være i de bestillinger, som ere min Faders?
50. Og de forstode det ord ikke, som han talede til dem.
51. Og han gik ned med dem, og kom til Nazareth, og var dem underdanig. Og hans moder bevarede alle disse ord i sit hierte.
52. Og Jesus forfremmedes i viisdom, og alder, og naade hos Gud og menneskene.


3. Capitel.

1. Men i det femtende keiser Tiberii regierings aar, der Pontius Pilatus var lands-herre, i Judæa, og Herodes var fierdings-fyrste i Galilæa, men hans broder Philippus var fierdings-fyrste i Ituræa og Trachonitis land, og Lysanias fierdings-fyrste i Abilene;
2. Der Annas og Caiphas vare ypperste præster skede Guds ord til Johannes, Zacharias søn, i ørken. 
3. Og han kom i al den egn omkring Jordan, og prædikede omvendelses daab til syndernes forladelse.
4. Som skrevet er i Esaias prophetes tales bog, som siger: det er hans røst, som raaber i ørken: bereder Herrens vei, giører hans stier rette.
5. Hver dal skal opfyldes, og hvert bierg og høi skal fornedres, og de ting, som ere krogede, skal rettes, og de ujævne veie skal blive slette.
6. Og alt kiød skal see Guds frelsning. 
7. Derfor sagde han til folket, som gik ud, at døbes af ham: I øgle-unger! hvo viste eder, at flye fra den tilkommende vrede?
8. Giører derfor omvendelsens værdige frugter, og begynder ikke at sige ved eder selv: vi have Abraham til fader; thi jeg siger eder, at Gud kan opvække Abraham børn af disse stene.
9. Men øxen ligger og allerede hos roden af træerne; derfor hvert træe, som ikke bærer god frugt, afhugges og kastes i ilden.
10. Og folket spurgte ham ad, og sagde: hvad skal vi da giøre?
11. Men han svarede, og sagde til dem: hvo som haver to kiortle, dele med den, som ikke haver, og hvo som haver mad, giøre ligesaa.
12. Men toldere kom, at døbes, og de sagde til ham: Mester, hvad skal vi giøre?
13. Men han sagde til dem: kræver intet mere, end eder er forordnet.
14. Men stridsmændene spurgte og ham ad, og sagde: hvad skulle da vi giøre? og han sagde til dem: udsuer ingen med overvold, og giører ei uret med underfundighed, og lader eder nøie med eders sold.
15. Men da folket forventede, og tænkte alle i deres hierter om Johannes, om han ikke maatte være den Christus?
16. Da svarede Jobannes, og sagde til alle: jeg døber eder vel med vand, men den kommer, som er stærkere end jeg, hvilken jeg er ikke værdig til, at opløse hans skoe-tvinge; han skal døbe eder med den Hellig Aand og ild.
17. Hans kaste-skovl er i hans haand, og han skal giennemrense sin loe, og sanke hveden i sin lade, men avnerne skal han opbrænde med uslukkelig ild.
18. Derfor han og formanede folket mange andre ting, og forkyndte dem til glæde.
19. Men der den fierdings-fyrste Herodes blev straffet af ham for Herodias, sin broders Philippi hustrues skyld, og for alt det onde, som Herodes giorde;
20. Da lagde han og dette til over alt, at han indelukte Johannes i fængselet.
21. Men det begav sig, der alt folket døbtes, og Jesus var og bleven døbt, og bad, at himmelen blev aabnet, 
22. og at den Hellig Aand foer ned i legemlig skikkelse over ham, som en due, og at en røst skede af himmelen, som sagde: du er min Søn den elskelige, i dig haver jeg behagelighed.
23. Og Jesus begyndte sit tredivte aar, og var, (da han holdtes for Josephs søn,) Eli søn,
24. Matthats søn, Levi søn, Melchi søn, Jannæ søn, Josephs søn,
25. Matthatiæ søn, Amos ssn, Naums søn, Esli søn, Naggai søn,
26. Maaths søn, Matthatiæ søn, Semei søn, Josephs søn, Judæ søn,
27. Johannæ søn, Resæ søn, Zorobabels søn, Salathiels søn, Neri søn,
28. Melchi søn, Addi søn, Kosams søn, Elmodams søn, Ers søn,
29. Jose søn, Eliezers søn, Jerims søn, Matthats søn, Levi søn,
30. Simeons søn, Judæ søn, Josephs søn, Jonans søn, Eliakims søn,
31. Meleæ søn, Mainans søn, Mattathæ søn, Nathans søn, Davids søn,
32. Jessai søn, Obeds søn, Booz søn, Salomons søn, Naassons søn,
33. Aminadabs søn, Arams søn, Esroms søn, Phares søn, Judæ søn,
34. Jakobs søn, Isaaks søn, Abrahams søn, Tharæ søn, Nachors søn.
35. Saruchs søn, Ragaus søn, Phaleks søn, Ebers søn, Salæ søn
36. Cainans søn, Arphachsads søn, Sems søn, Noe søn, Lamechs søn,
37. Methusalæ søn, Enochs søn, Jareds søn, Malaleels søn, Cainans søn,
38. Enos søn, Seths søn, Adams søn, Guds søn.

4. Capitel.

1. Men Jesus fuld af den Hellig Aand kom fra Jordan igien, og blev ført af Aanden i ørken.
2. Og han blev fristet fyrretive dage af Dievelen. Og han aad slet intet i de samme dage, og der de samme havde ende, hungrede han derefter.
3. Og Dievelen sagde til ham: dersom du er Guds søn, da siig til denne steen, at den bliver brød.
4. Og Jesus svarede, og sagde til ham: der er skrevet; mennesket skal ikke leve alleneste af brød, men af hvert Guds ord.
5. Og Dievelen førte ham op paa et høit bierg, og viste ham alle verdens riger i et øieblik.
6. Og Dievelen sagde til ham: jeg vil give dig al denne magt, og deres herlighed; thi den er mig overantvordet, og jeg giver den, hvem jeg vil.
7. Dersom du nu vil tilbede for mig, skal det altsammen høre dig til.
8. Og Jesus svarede ham, og sagde: viig bort bag mig, satan! thi der er skrevet: du skal tilbede Herren din Gud, og tiene ham allene. 
9. Og han førte ham til Jerusalem, og satte ham paa tindingen af tempelet, og sagde til ham: dersom du er Guds søn, da kast dig selv ned herfra.
10. Thi der er skrevet: han skal befale sine Engle om dig, at bevare dig;
11. Og at de skal bare dig paa hænderne, paa det du skal ikke støde din fod paa en steen.
12. Og Jesus svarede, og sagde til ham: der er sagt: du skal ikke friste Herren din Gud.
13. Og der Dievelen havde giort ende paa al fristelsen, vigede han fra ham til en tid.
14. Og Jesus kom tilbage i Aandens kraft til Galilæa; og rygtet om ham kom ud i alt det omkringliggende land.
15. Og han lærte i deres synagoger, og blev priset af alle.
16. Og han kom til Nazareth, hvor han var opfødt; og gik i synagogen efter sin sædvane paa sabbatsdagen, og stod op at læse.
17. Da gav de ham Esaias prophetes bog; og der han slog bogen op, fandt han det sted, der som er skrevet:
18. Herrens Aand er over mig, derfor salvede han mig, han haver sendt mig til at kundgiøre evangelium for de fattige, at helbrede dem, som have et sønderknust hierte, at prædike de fangne, at de skal lades løs, og at de blinde skal faae syn, at udlade de plagede i friehed.
19. At prædike Herrens behagelige aar. 
20. Og der han lukte bogen sammen, gav han tieneren den igien, og satte sig; og alles øine i synagogen stirrede paa ham.
21. Men han begyndte at sige til dem: i dag er denne skrift fuldkommet for eders øren.
22. Og de gave ham alle vidnesbyrd, og forundrede sig paa de livsalige ord, som udgik af hans mund, og sagde: er ikke denne Josephs søn?
23. Og han sagde til dem: I skal aldeles sige dette ordsprog til mig: Læge, læg dig selv; saa store ting, som vi have hørt skee i Capernaum, giør ogsaa her i dit fædreneland.
24. Men han sagde: sandelig siger jeg eder, at ingen prophet er behagelig i sit fædreneland.
25. Men i sandhed siger jeg eder: der vare mange enker i Israel i Elias dage, der himmelen var lukt i tre aar og sex maaneder, den gang der var en stor hunger i det ganske land.
26. Og til ingen af dem blev Elias sendt, uden til Sidons Sarepta, til en enke.
27. Og der vare mange spedalske i Israel udi Elisæi prophetes tid, og ingen blev renset af dem, uden Raaman, den Syrer. 
28. Og alle, som vare i synagogen, bleve fulde af vrede, der de hørte dette.
29. Og de stode op, og stødte ham ud uden for staden, og førte ham op paa det høieste af bierget, paa hvilket deres stad var bygt, at de vilde styrte ham ned.
30. Men han kom igiennem midt imellem dem, og gik bort. 
31. Og han kom ned til Capernaum, en Galilææ stad, og lærte dem paa sabbaterne.
32. Og de forundrede sig saare paa hans lærdom; thi hans tale var med myndighed.
33. Og der var et menneske i synagogen, som havde en uren dievels aand, og raabte med stor røst.
34. Og sagde: eja! hvad have vi med dig at skaffe, Jesu Nazarene? er du kommen at fordærve os? jeg kiender dig, hvo du er, den Guds hellige.
35. Og Jesus truede ham, og sagde: tie, og far ud af ham? Og dievelen kastede ham midt iblandt dem, og foer ud af ham, og giorde ham ingen skade.
36. Og der kom en rædsel over alle, og de talede med hverandre, og sagde: hvad er dette for en ting, at han byder de urene aander med myndighed og magt, og de fare ud?
37. Og rygtet om ham udspredtes allevegne i det omkringliggende land.
38. Men han stod op af synagogen, og gik ind i Simons huus, og Simons hustrues moder var plaget med en svar feber, og de bade ham for hende.
39. Og han stod op over hende, og truede feberen, og den forlod hende. Men hun stod strax op, og tiente dem.
40. Men der solen var nedgangen, førte alle de, som havde skrøbelige med adskillige sygdomme, de samme til ham; men han lagde hænderne paa enhver af dem, og helbredede dem.
41. Men dievlene fore og ud af mange, raabte og sagde: du er Cbristus! den Guds søn, og han truede dem, og lod dem ikke tale; thi de vidste, at han var den Christus.
42. Men der det var bleven dag, gik han ud, og drog til et øde sted, og folket ledte efter ham, og de kom hen til ham, og de holdte ham, at han ikke skulde gaae fra dem.
43. Men han sagde til dem: mig bør og for andre stæder at prædike evangelium om Guds rige; thi jeg er dertil udsendt.
44. Og han prædikede i Galilææ synagoger.


5. Capitel.

1. Men det begav sig der folket trængte sig på ham, for at høre Guds ord, da stod han hos den søe Genezareth.
2. Og han saae to skibe staae hos søen; men fiskerne vare udgangne af dem, og toede garnene.
3. Men han traadte ind i et af skibene, som var Simons, og bad ham, at han skulde lægge lidet fra landet, og han satte sig, og lærte folket af skibet.
4. Men der han lod af at tale, sagde han til Simon: farer ud paa dybet, og kaster eders garn ud til en dræt.
5. Og Simon svarede, og sagde til ham: Mester, vi have arbeidet den ganske nat, og fik intet; men paa dit ord vil jeg udkaste garnet.
6. Og der de giorde det, fangede de en stor hob fiske; men deres garn sønderreves.
7. Og de vinkede ad deres medbrødre, som vare i det andet skib, at de skulde komme, og hielpe dem; og de kom, opfyldte begge skibene, saa at de noget nær sank.
8. Men der Simon Petrus saae der, faldt han ned for Jesu knæe, og sagde: Herre, gak ud fra mig; thi jeg er en syndig mand. 
9. Thi ham var kommen en rædsel paa, og alle dem, som vare med ham, for den fiskedræt, som de havde fanget med hverandre.
10. Men desligeste ogsaa Jakobus og Johannes, Zebedæi sønner, som vare Simons medbrødre. Og Jesus sagde til Simon: frygt ikke; fra nu af skal du fange mennesker.
11. Og de førte skibene til landet, og forlode alle ting, og fulgte ham.
12. Og det begav sig, der han var i en af stæderne, see, da var der en mand fuld af spedalskhed, og der han saae Jesum, faldt han paa sit ansigt, bad ham, og sagde: Herre, om du vil, kan du rense mig.
13. Og han udrakte sin haand, og rørte ved ham, og sagde: jeg vil, vorde ren! og strax gik spedalskheden bort af ham.
14. Og han bød ham, at han skulde ingen sige det; men sagde: gak bort, og betee dig for præsten, og ofre for din renselse, saasom Moses haver befalet, dem til vidnesbyrd.
15. Men talen om ham kom jo længere ud, og meget folk kom tilsammen, at høre, og at helbredes af ham, af deres skrøbeligheder.
16. Men han vigede bort i ørkene, og bad.
17. Og det begav sig paa en af dagene, at han lærte, og der sadde Pharisæer, og lov-lærere, som vare komne af alle byer i Galilæa, og Judæa, og af Jerusalem, og der var Herrens kraft til at læge dem.
18. Og see, nogle mænd bare et menneske paa en seng, som var verkbrøden, og de søgte at føre det ind, og lægge det for ham.
19. Og der de kunde ikke finde for folket, paa hvad sted de skulde føre ham ind, stege de op paa taget, og lode ham ned igiennem tagstenene med sengen midt iblandt dem for Jesus.
20. Og der han saae deres troe, sagde han til ham; menneske! dine synder ere dig forladte.
21. Og de skriftkloge og Pharisæerne begyndte at tænke, og sagde: hvo er denne, som taler Gudsbespottelser? hvo kan forlade synder, uden Gud allene.
22. Men der Jesus fornam deres tanker, svarede han, og sagde til dem: hvad tænke I udi eders hierter? 
23. Hvilket er lettere? at sige: dig ere dine synder forladte? eller at sige: staae op, og vandre?
24. Men at I skulle vide, at Menneskens Søn haver magt paa jorden, at forlade synder, (sagde han til den verkbrødne:) jeg siger dig, staae op, tag din seng op, og gak til dit huus.
25. Og han stod strax op for deres øine, og tog op det, som han laae paa, og gik hen til sit huus, og prisede Gud.
26. Og en stor forfærdelse betog dem alle, og de prisede Gud, og de bleve fulde af frygt, og sagde: vi have i dag seet utroelige ting.
27. Og derefter gik han ud, og saae en tolder, som hed Levi, siddende i toldboden, og sagde til ham: følg mig.
28. Og han forlod alle ting, og stod op, og fulgte ham.
29. Og samme Levi redte et stort giestebud til i sit huus, og der var en stor hob af toldere og andre, som sadde med dem til bords.
30. Og deres skriftkloge og Pharisæerne knurrede mod hans disciple, og sagde: hvorfor æde og drikke I med toldere og syndere?
31. Og Jesus svarede, og sagde til dem: de karske have ikke læge behov, men de som have ondt.
32. Jeg er ikke kommen at kalde retfærdige, men syndere til omvendelse.
33. Men de sagde til ham: hvorfor faste Johannis disciple, og bede saa ofte, og Pharisæernes ligesaa; men dine æde og drikke?
34. Men han sagde til dem: kan I komme bryllupsfolket til at faste, saa længe Brudgommen er hos dem.
35. Men de dage skal komme, naar Brudgommen skal tages fra dem; da skal de faste i de samme dage.
36. Men han sagde og en lignelse til dem: ingen sætter en klud af nyt klæde paa et gammelt klædebon; ellers river det nye det gamle sønder, og kluden af det nye skikker sig ikke paa det gamle.
37. Og ingen lader ny viin i gamle læderflasker; ellers sønderriver den nye viin læderflaskerne, og den spildes, og læder-flaskerne fordærves.
38. Men man skal lade ny viin i nye læderflasker, saa blive de begge forvarede tilsammen.
39. Og ingen, som drikker af den gamle, vil strax drikke den nye; thi han siger: den gamle er bedre.

6. Capitel. 

1. Men det begav sig paa den anden sabbat efter den første, at han gik igiennem kornet; og hans disciple plukkede ax, og vredde dem med hænderne, og aade. 
2. Men nogle af Pharisæerne sagde til dem: hvad giøre I, som ikke er tilladt at giøre om sabbaterne?
3. Og Jesus svarede, og sagde til dem: have I ikke heller læst det, som David giorde, der han hungrede, og de som vare med ham? 
4. Hvorledes han gik ind i Guds huus, og tog skuebrød, og aad, og gav ogsaa dem, som vare med ham; hvilke dog ingen er tilladt at æde, uden præsterne allene.
5. Og han sagde, til dem; menneskens Søn er en Herre, ogsaa over sabbaten.
6. Men det skede paa en anden sabbat, at han gik ind i synagogen, og lærte; og der var et menneske, og hans høire haand var vissen.
7. Men de skriftkloge og Pharisæerne toge vare paa ham, om han vilde helbrede om sabbaten; paa det de kunde finde klagemaal mod ham.
8. Men han vidste deres tanker, og sagde til det menneske, som havde den visne haand, reis dig, og staae frem iblandt os. Men han reiste sig, og stod.
9. Derfor sagde Jesus til dem: jeg vil spørge eder: er det tilladt om sabbaterne, at giøre godt, eller giøre ondt? at frelse liv, eller fordærve?
10. Og han saae omkring paa dem alle, og sagde til det menneske: ræk din haand ud; men han giorde saa; da blev hans haand karsk igien, som den anden.
11. Men de bleve fulde af galenskab, og talede med hverandre, hvad de vilde giøre ved Jesum.
12. Men det begav sig i de dage, at han gik ud til et bierg, at bede; og han blev natten over i bønnen til Gud.
13. Og der det blev dag, kaldte han sine disciple frem, og udvalgte tolv af dem, hvilke han og kaldte apostler.
14. Simon, hvilken han og kaldte Petrus, og Andreas hans broder, Jakobus og Johannes, Philippus og Bartholomæus.
15. Matthæus og Thomas, Jakobus Alphæi søn, og Simon, som kaldes Zelotes.
16. Judas Jakobi broder, og Judas Ischariotes, den som og blev en forræder.
17. Og han gik ned med dem, og stod paa en plan; og hans disciples skare, og en stor hob folk af al Judæa og Jerusalem, og Tyrus og Sidon, liggende hos havet,
18. Som vare komne, at høre ham, og helbredes af deres syger; og de, som bleve forstyrrede af de urene aander; og de bleve helbredte.
19. Og alt folket begierede, at røre ved ham; thi en kraft gik af ham, og helbredede alle.
20. Og han løftede sine øine op over sine disciple, og sagde: salige ere I fattige! thi Guds rige er eders. 
21. Salige ere I, som hungre! thi I skal mættes. Salige ere I, som nu græde! thi I skal lee.
22. Salige ere I, naar mennesker hade eder, og naar de fraskille eder, og bespotte eder, og forskyde eders navn, som ondt, for Menneskens Søns skyld.
23. Glæder eder paa den samme dag, og springer; thi see, eders løn er stor i himmelen. Lige det samme giorde deres fædre ved propheterne.
24. Men vee eder, I rige! thi I have eders trøst borte.
25. Vee eder, I som ere fyldte! thi I skal hungre. Vee eder, I som nu lee! thi I skal sørge og græde.
26. Vee eder, naar alle mennesker tale vel om eder? lige det samme giorde deres fædre ved de falske propheter.
27. Men jeg siger eder, som høre til: elsker eders fiender, giører dem godt, som eder hade. 
28. Velsigner dem, som eder forbande, og beder for dem, som giøre eder skade.
29. Hvo som slaaer dig paa det eene kindbeen, byd ham og det andet til; og hvo som tager kappen fra dig, forhindre ham og ikke kiortelen.
30. Men giv hver den, som beder dig; og af den, som tager dit fra dig, kræv det ikke igien.
31. Og saasom I vil, at menneskene skal giøre mod eder, ligesaa giører og I mod dem.
32. Og dersom I elske dem, som eder elske, hvad tak have I derfor? thi syndere elske og dem, som dem elske.
33. Og dersom I giøre vel mod dem, der giøre vel mod eder, hvad tak have I derfor? thi syndere giøre og det samme.
34. Og dersom I laane dem, af hvilke I haabe at faae igien, hvad tak have I derfor? thi syndere laane ogsaa syndere, paa det de skulle 	faae lige igien.
35. Men elsker eders fiender, og giører vel, og laaner, ventende intet derfor; saa skal eders løn være stor, og I skal være den Høiestes børn; thi han er god mod de utaknemmelige og onde.
36. Derfor, værer barmhiertige, som eders Fader og er barmhiertig.
37. Og dømmer ikke, saa skal I og ikke dømmes; fordømmer ikke, saa skal I ikke fordømmes; forlader, saa skal eder forlades;
38. Giver, saa skal eder gives; en god, knuget og skuddet, og overflødig maade skal de give i eders skiød; thi med den samme maade, som I maale med, skal eder maales igien.
39. Men han sagde dem en lignelse: monne en blind kan lede en blind, skulle de ikke begge falde i graven?
40. Discipelen er ikke over sin mester, men hver, som er fuldkommen, skal være som hans mester.
41. Men hvi seer du skæven, som er i din broders øie; men bielken, som er i dit eget øie, bliver du ikke vaer?
42. Eller, hvorledes kan du sige til din broder: hold, broder! jeg vil drage skæven ud, som er i dit øie, du som ikke seer selv bielken i dit øie? du øienskalk? uddrag først bielken af dit øie,og da kan du see til, at uddrage skæven, som er i din broders øie.
43. Thi der er intet godt træe som bærer raadden frugt; og intet raaddent træe som bærer god frugt.
44. Thi hvert træe kiendes paa sin egen frugt; thi man sanker ikke figen af torne, man plukker og ikke viindruer af torne-buske.
45. Et godt menneske bærer godt frem af sit hiertes gode liggendefæ, og et ondt menneske bærer ondt frem af sit hiertes onde liggendefæ; thi hans mund taler af hiertets overflødighed.
46. Men hvi kalde I mig Herre, Herre, og giøre ikke, hvad jeg siger?
47. Hver som kommer til mig, og hører mine ord, og giør dem, den vil jeg vise eder, hvem han er lig:
48. Han er lig et menneske, der byggede et huus, og grov dybt, og lagde grundvolden paa en klippe; men der et vandløb kom, stødte strømmen paa samme huus, og kunde ikke rokke det; thi det var grundfæstet paa klippen.
49. Men hvo som hører, og ikke giør, er ligesom et menneske, der byggede et huus paa jorden, uden grundvold; og strømmen, stødte derpaa, og det faldt strax, og samme huses fald blev stort.


7. Capitel. 

1. Men der han havde fuldendt alle sine ord i folkets paahør, gik han ind i Capernaum. 
2. Men en høvedsmands tiener var syg, og nær ved at døe, hvilken han holdt meget af.
3. Men der han hørte om Jesus, sendte han de ældste af Jøderne til ham, og bad ham, at han vilde komme, og helbrede hans tiener.
4. Men der de kom til Jesum, bade de ham flitteligen, og sagde, han er vel værd, at du giør ham dette;
5. Thi han elsker vort folk, og haver bygt os synagogen.
6. Da gik Jesus bort med dem; men der han var nu ikke langt fra huset, sendte høvedsmanden venner til ham, og lod ham sige: Herre, umag dig ikke; thi jeg er ikke værd, at du indgaaer under mit tag.
7. Derfor agtede jeg mig ikke selv værdig til, at komme til dig; men siig det med et ord, da bliver min dreng helbredet.
8. Thi jeg er et menneske, øvrigheden undergiven, som haver stridsmænd under mig; og jeg siger til denne: gak, saa gaaer han; og til den anden: kom, saa kommer han; og til min tiener: gør det, saa giør han det.
9. Men der Jesus hørte det, forundrede han sig paa ham; og han vendte sig om, og sagde til folket, som ham fulgte: jeg siger eder, saa stor en troe haver jeg ikke fundet end i Israel.
10. Og der de, som var udsendte, kom tilbage til huset, fandt de den syge tiener karsk. 
11. Og det begav sig dagen derefter, at han gik til en stad, som hed Nain; og der gik mange af hans disciple med, og meget folk.
12. Men der han kom nær til stadens port, see, da blev en død udbåren, som var sin moders eenbaarne søn, og hun var en enke; og meget folk af staden gik med hende.
13. Og der Herren saae hende, ynkedes han inderligen over hende, og sagde til hende: græd ikke.
14. Og han traadte til, og rørte ved baaren, men de, som bare, stode; og han sagde: du unge karl! jeg siger dig: staae op.
15. Og den døde satte sig op, og begyndte at tale; og han gav hans moder ham.
16. Men en frygt betog alle, og de prisede Gud, og sagde: der er en stor Prophet opreist iblandt os, og Gud haver besøgt sit folk.
17. Og, denne tale om ham kom ud i det ganske Judæa, og i alt det omkringliggende land. 
18. Og Johannis disciple forkyndte ham om alt dette. Og Johannes kaldte to af sine disciple til sig.
19. Og han sendte dem til Jesum, og lod sige: er du den, som kommer? eller skulle vi vente en anden?
20. Men der mændene kom til ham, sagde de: Johannes den døber haver sendt os til dig, og lader sige: er du den, som kommer? eller skulle vi vente en anden?
21. Men i den samme time helbredede han mange af syger og plager, og onde aander, og skienkede mange blinde synet.
22. Og Jesus svarede, og sagde til dem: gaaer bort og forkynder Johannes, hvad I have seet og hørt: blinde see, halte gaae, spedalske renses, døve høre, døde staae op, evangelium prædikes for de fattige.
23. Og salig er den, som ikke forarges paa mig.
24. Men der Johannis bud gik bort, begyndte han at tale til folket om Johannes: hvad ere I udgangne i ørken at see? et rør som røres af veiret?
25. Eller hvad ere I udgangne at see? et menneske iført i bløde klæder? see, de, som leve i herlige klæder og i vellyst, ere i kongelige gaarde.
26. Eller hvad ere I udgangne at see? en prophet? ja, jeg siger eder, han er den, som er og mere end en prophet.
27. Denne er den, som er skrevet om: see, jeg sender min Engel for dit ansigt, som skal berede din vei for dig.
28. Thi jeg siger eder: iblandt dem som ere fødte af qvinder, er ingen større prophet, end Johannes den døber; men den, som er mindre i Guds rige, er større end han.
29. Og alt folket, som ham hørte, og toldere, gave Gud ret, som bleve døbte med Johannis daab.
30. Men Pharisæerne og de lovkyndige foragtede Guds raad imod sig selv, som bleve ikke døbte af ham.
31. Men Herren sagde: hvem skal jeg derfor ligne denne slægts mennesker ved? og hvem ere de lige?
32. De ere de smaa børn lige, som sidde paa torvet, og raabe til hverandre, og sige: vi pibede for eder, og I vilde ikke danse, vi sang klageligen for eder, og I vilde ikke græde.
33. Thi Johannes den døber kom, og hverken aad brød, eller drak viin, og I sige: han haver dievelen.
34. Menneskens Søn er kommen, æder og drikker, og I sige: see, det menneske er en fraadser og en viindranker, tolderes og synderes ven.
35. Og viisdommen er retfaærdiggiort af alle sine børn. 
36. Men en af Pharisæerne bad ham, at han vilde æde med ham; og han gik ind i Pharisæerens huus, og sad til bords.
37. Og see, der var en qvinde i staden, som var en synderinde; der hun fornam, at han sad til bords i Pharisæerens huus, hentede hun en alabasterkrukke med salve.
38. Og hun stod bag hos hans fødder, græd, og begyndte at bade hans fødder med graad, og tørrede dem af med sit hoved-haar, og kyste hans fødder, og salvede dem med salve.
39. Men der Pharisæeren, som havde budet ham, saae det, talede han ved sig selv, og sagde: dersom denne var en prophet, vidste han jo, hvo og hvordan en qvinde denne er, som rører ved ham; thi hun er en synderinde.
40. Og Jesus svarede, og sagde til ham: Simon, jeg haver noget at sige dig; men han sagde: Mester, siig frem.
41. Jesus sagde: der havde een, som havde laant sine penge ud, to skyldnere: den eene var fem hundrede penge skyldig, men den anden halvtrediesindstive.
42. Men der de havde ikke at betale med, gav han dem begge det efter. Siig: hvilken af dem skal derfor elske ham meest?
43. Men Simon svarede, og sagde: jeg slutter den, som han gav meest efter. Men han sagde til ham: du dømte ret.
44. Og han vendte sig til qvinden, og sagde til Simon: seer du denne qvinde? jeg kom ind i dit huus, du haver ikke givet mig vand til mine fødder; men denne vædede mine fødder med graad, og tørrede dem af med sit hovedhaar.
45. Du haver ikke givet mig kys; men denne lod ikke at at kysse mine fødder siden hun kom ind.
46. Du haver ikke salvet mit hoved med olie; men hun salvede mine fødder med salve.
47. Jeg siger dig: for den sags skyld, at hendes mange synder ere forladte, er det, at hun elskede meget; men hvilken lidet forlades, elsker lidet.
48. Men han sagde til hende: dine synder ere forladte.
49. Da begyndte de, som sadde til bords med ham, at sige ved sig selv: hvo er denne, som og forlader synder.
50. Men han sagde til qvinden: din troe haver frelst dig, gak bort med fred.


8. Capitel. 

1. Og det begav sig derefter, at han reiste igiennem stæder og byer, og prædikede, og forkyndte Guds riges evangelium, og de tolv med ham;
2. Og nogle qvinder, som vare helbredte af onde aander og sygdomme, som vare: Maria, der kaldes Magdalena, af hvilken der vare syv dievle udfarne.
3. Og Johannes Chuzæ, Herodis fogeds, hustru, og Susanna, og mange andre, som tiente ham af deres gods. 
4. Men som meget folk var tilsammen, og de af stæderne reiste til ham, sagde han ved en lignelse:
5. Der gik en Sædemand ud, at saae sin sæd; og i det han saaede, faldt noget hos veien, og blev nedtraadt, og himmelens fugle aade det op.
6. Og noget faldt paa klippen; og der det voxte op, visnede det, fordi det havde ikke vædske.
7. Og noget faldt midt iblandt torne; og tornene voxte op med, og qvalte det.
8. Og noget faldt i den gode jord; og det voxte op, og bar hundrede fold frugt. Der han dette sagde, raabte han: hvo som haver øren at høre med, han høre!
9. Men hans disciple spurgte ham ad, og sagde: hvad lignelse skal dette være?
10. Men han sagde: eder er det givet, at vide Guds riges hemmeligheder; men de andre siges det i lignelser, at de skal seende ikke see, og hørende ikke forstaae.
11. Men dette er lignelsen: sæden er Guds ord.
12. Men de hos veien ere de, som det høre; derefter kommer Dievelen og tager ordet af deres hierte, at de skal ikke troe og blive salige.	
13. Men de paa klippen ere de, som annamme ordet med glæde, naar de det høre; og disse have ikke rod, som troe til en tid, og falde fra fristelsens tid.
14. Men det, som faldt iblandt tornene, ere de, som det høre; og i det de gaae hen, under dette livs bekymringer, og rigdom, og vellyster, lade de det qvæles, og bære ingen fuldkommen frugt.
15. Men det i den gode jord ere de, hvilke, naar de høre ordet, beholde det i et smukt og godt hierte, og bære frugt i taalmodighed.
16. Men ingen, som tænder et lys, skiuler det med et kar, eller sætter det under et bord; men han sætter det paa en lyse-stage, at de, som gaae ind, skal see lyset.
17. Thi der er intet skiult, som jo skal blive aabenbart; og intet er hemmeligt, som man jo skal faae at vide, og som jo skal komme til lyset.
18. Seer derfor til, hvorledes I høre; thi hvo som haver, ham skal gives, og hvo som ikke haver, fra ham skal og tages det han synes at have.
19. Men hans moder og brødre kom til ham, og kunde ikke komme ham i tale for folket. 
20. Og det blev ham tilkiendegivet af nogle, som sagde: din moder og dine brødre staae udenfor, som ville see dig.
21. Men han svarede, og sagde til dem: min moder og mine brødre ere disse, som høre Guds ord, og giøre det. 
22. Og det begav sig paa en af de dage, at han traadte i et skib, og hans disciple; og han sagde til dem: lader os fare over søen; og de fore ud.
23. Men der de seilede, sov han; og en hvirvelvind kom ned paa søen, og de forfulgtes, og vare i fare.
24. Da traadte de til ham, og vakte ham op, og sagde: Mester! mester! vi forgaae. Men han stod op, og truede veiret og vandets bølger; og de lode af, og det blev blikstille.
25. Da sagde han til dem, hvor er eders troe? men de frygtede, og forundrede sig, og sagde til hverandre: hvo er dog denne? thi han byder baade over veir og vand, og de ere ham lydige.
26. Og de seilede frem til de Gadareners egn, hvilken er tvert over for Galilæa.
27. Men der han traadte ud paa landet, mødte en mand ham af staden, som havde haft dievle i lang tid, og førte sig ikke i klæder, og blev ikke i huus, men i graverne.
28. Men der han saae Jesum, raabte han, og faldt ned for ham, og sagde med stor røst: hvad haver jeg med dig at skaffe, Jesu, den allerhøieste Guds Søn? jeg beder dig, at du ikke vil pine mig.
29. Thi han bød den urene aand, at fare ud af mennesket, thi han havde lang tid sledet ham; og han havde været bunden med lænker, og forvaret med bøier; og han havde sønderrevet baandene, og blev drevet af dievelen i ørkene.
30. Men Jesus spurgte ham ad, og sagde: hvad hedder du? men han sagde: legion; thi mange dievle vare farne i ham.
31. Og de bade ham, at han skulde ikke byde dem fare hen i afgrunden.
32. Men der var sammesteds en stor hiord sviin, som føddes paa bierget; og de bade ham, at han vilde tilstede dem, at fare i dem, og han tilstedte dem det.
33. Men de dievle, som vare udfarne af mennesket, foer ind i svinene; og hiorden styrtede sig hastelig af bakken i søen, og druknede.
34. Men der hyrderne saae det, som var skeet, flyede de, og gik hen, og kundgiorde det i staden og paa landet.
35. Da gik de ud, at see det som var skeet, og kom til Jesum, og fandt det menneske, som dievlene vare farne ud af, siddende paaklædt og ved sands hos Jesu fødder; og de forfærdedes.
36. Men og de, som havde seet det, kundgiorde dem, hvorledes den besatte var bleven frelst.
37. Og al mangfoldigheden i de Gadareners omliggende land bade ham, at han vilde gaae fra dem; thi de vare betagne med stor frygt. Men han traadte ind i skibet, og vendte tilbage igien.
38. Men manden, som dievlene vare farne ud af, bad ham, at han maatte være hos ham; men Jesus lod ham fare, og sagde:
39. Vend om til dit huus, og fortæl, hvor store ting Gud haver giort dig. Og han gik bort, og prædikede igiennem den ganske stad, hvor store ting Jesus havde giort ham.
40. Men det begav sig, der Jesus kom igien, annammede folket ham; thi de forventede ham alle.
41. Og see, der kom en mand, som hed Jairus, og han var den øverste for synagogen; og han faldt ned for Jesu fødder, og bad ham, at han vilde komme ned i hans huus.
42. Thi han havde en eenbaaren datter, ved tolv aar, og hun var moxen død; men der han gik bort, trængte folket ham.
43. Og en qvinde, som havde havt blodflod i tolv aar, og havde kostet al sin formue paa læger, og kunde ikke blive helbredet af nogen,
44. Hun gik frem bag til, og rørte ved sømmen af hans klædebon; og strax stod hendes blodflod.
45. Og Jesus sagde: hvo er den, som rørte ved mig? men der de nægtede alle, sagde Peder, og de som vare med ham: Mester, folket trykker og trænger dig, og du siger: hvo er den, som rørte ved mig?
46. Men Jesus sagde: der rørte nogen ved mig; thi jeg mærker, at der gik en kraft af mig.
47. Men der qvinden saae, at det var ikke skiult, kom hun bævende, og faldt ned for ham, og kundgiorde ham for alt folket, for hvad sag hun rørte ved ham, og hvorledes hun blev strax helbredet.
48. Men han sagde til hende: var frimodig, datter! din troe haver frelst dig; gak bort med fred.
49. Der han endnu talede, kom en fra synagogens øverstes huus, og sagde til ham: din datter er død; umag ikke Mesteren.
50. Men der Jesus det hørte, svarede han ham, og sagde: frygt ikke; troe ikkun, saa skal hun blive frelst.
51. Men der han kom ind i huset, lod han ingen gaae ind uden Petrus og Jakobus og Johannes, og pigens fader og moder.
52. Men de græd alle, og beklagede hende; men han sagde: græder ikke; hun er ikke død, men hun sover.
53. Og de beloe ham; thi de vidste, at hun var død.
54. Men han drev dem alle ud udenfor, og tog fat paa hendes haand, og raabte, og sagde: pige, staae op!
55. Og hendes aand kom igien, og hun stod strax op; og han befoel, at man skulde give hende at æde.
56. Og hendes forældre bleve saare forfærdede; men han bød dem, at de skulle ingen sige det, som var skeet.


9. Capitel. 

1. Men han kaldte sine tolv disciple tilsammen, og gav dem magt og myndighed over alle dievle, og at helbrede sygdomme.
2. Og sendte dem ud, at prædike Guds rige, og at helbrede de syge.
3. Og han sagde til dem: I skal intet tage med paa veien; hverken stave, ei heller taske, ei heller brød, ei heller penge; ei heller skal hver bære to kiortle.
4. Og i hvilket huus I gaae ind, bliver der, og drager der ud fra.
5. Og dersom nogle ikke vil annamme eder, da gaaer ud af den stad, og afryster støvet af eders fødder, til et vidnesbyrd over dem.
6. Men de gik ud, og droge frem igiennem byerne, prædikede evangelium, og helbredede allevegne.
7. Men Herodes den fierdings-fyrste hørte alle ting, som skede af ham; og han tvivlede, fordi der sagdes af nogle, at Johannes var opvakt fra de døde;
8. Men af nogle, at Elias var aabenbaret; men af andre, at en prophet, en af de gamle var opstanden.
9. Og Herodes sagde: Johannes haver jeg ladet halshugge; men hvo er denne, om hvilken jeg hører saadant? og han søgte at see ham.
10. Og apostlerne kom igien, og fortalte ham, hvor store ting de havde giort; og han tog dem til sig, og vigede bort især til et øde sted ved en stad, som kaldes Bethsaida.
11. Men der folket fik det at vide, fulgte de efter ham; og han tog imod dem, og talede til dem om Guds rige, og lægede dem som havde lægedom behov.
12. Men dagen begyndte at helde; da gik de tolv til ham, og sagde til ham; lad folket fare, at de kan gaae herfra til de omliggende byer og landsbyer, og faae herberge, og finde føde; thi vi ere her paa et øde sted. 
13. Men han sagde til dem: giver I dem at æde; men de sagde: vi have ikke mere end fem brød og to fiske, uden saa er, at vi skulle gaae bort, og kiøbe mad til alt dette folk;
14. Thi der vare ved fem tusinde mænd. Men han sagde til sine disciple: lader dem sætte sig ned, som til bords, i hver hob halvtrediesindstive.
15. Og de giorde saa; og de lode dem alle sætte sig, som til bords.
16. Men han tog de fem brød og to fiske, og saae op til himmelen, og velsignede dem; og han brød dem, og gav disciplene dem, at lægge for folket.
17. Og de aade, og bleve alle mætte; og der blev optaget, som blev tilovers for dem af stykkerne, tolv kurve.
18. Og det begav sig, der han var allene og bad, at hans disciple vare hos ham; og han spurgte dem ad, og sagde: hvem siger folket mig at være?
19. Men de svarede, og sagde: de sige, du er Johannes den døber, men andre Elias, men andre, at en prophet af de gamle er opstanden.
20. Men han sagde til dem; men I hvem sige I mig at være? da svarede Peder, og sagde: du er den Guds Christus.
21. Men han truede dem, og bød, at de skulde ingen sige dette.
22. Og han sagde: det bør Menneskens Søn at lide meget, og at forskydes af de ældste og ypperste præster og skriftkloge, og slaaes ihiel, og opstaae tredie dag.
23. Men han sagde til dem alle: hvo som vil komme efter mig, skal fornægte sig selv, og tage sit kors op daglig, og følge mig.
24. Thi hvo som vil frelse sit liv, skal miste det; men hvo som mister sit Liv for min skyld, den skal frelse det.
25. Thi hvad gavner det mennesket, om han vandt den ganske verden, men tabte sig selv, eller giorde sig selv skade?
26. Thi hvo som skammer sig ved mig og mine ord, ham skal Menneskens Søn skamme sig ved, naar han kommer i sin herlighed og Faderens, og de Hellige Engles.
27. Men sandelig siger jeg eder: der ere nogle af dem, som her staae, der ingenlunde skal smage døden, forend de see Guds rige.
28. Men det begav sig ved otte dage efter denne tale, at han tog til sig Petrus og Johannes og Jakobus, og gik op paa et bierg, at bede.
29. Og der han bad, blev hans ansigtes skikkelse anderledes; og hans klædebon blev hvidt og skinnende.
30. Og see, to mand talede med ham, som vare Moses og Elias;
31. Som bleve seete i herlighed, og talede om hans udgang, som han skulde fuldkomme i Jerusalem.
32. Men Peder, og de, som vare med ham, vare betyngede med søvn; men der de vaagnede op, saae de hans herlighed, og de to mand, som stode hos ham.
33. Og det begav sig, der de skildtes fra ham, sagde Peder til Jesum: Mester, det er godt, at vi blive her, og vi vil giøre tre boeliger, dig een, og Moses een, og Elias een; dog han vidste ikke, hvad han sagde.
34. Men der han sagde saadant, kom en skye, og overskyggede dem; men de forfærdedes, der de kom ind i skyen.
35. Og en røst kom af skyen, som sagde: denne er min Søn den Elskelige, hører ham.
36. Og i det røsten skede, blev Jesus funden allene; og de taug, og forkyndte ingen noget i de dage af det, de havde seet.
37. Men det begav sig den dag derefter, der de kom af bierget, da kom meget folk imod ham.
38. Og see, en mand iblandt folket raabte, og sagde: Mester, jeg beder dig, see til min søn; thi han er min eenbaarne.
39. Og see, en aand griber fat paa ham, og han raaber strax, og han slider ham, at han fraader, og med nød viger han fra ham, naar han haver sledet ham.
40. Og jeg bad dine disciple, at de skulde uddrive ham, og de kunde ikke.
41. Men Jesus svarede, og sagde: o du vantroe og forvendte slægt! hvor længe skal jeg være hos eder, og lide eder? før din søn herhid.
42. Men der han kom til ham, rev dievelen ham endnu, og sled ham tilmed. Men Jesus truede den urene aand, og helbredede drengen; og han gav hans fader ham igien.
43. Men de bleve alle saare forfærdede over Guds majestæt. 
44. Men der de forundrede sig alle over alle de ting, som Jesus giorde, sagde han til sine disciple: vender I eders øren til disse ord, at Menneskens Søn skal overantvordes i menneskers hænder. 
45. Men det ord forstode de ikke, og det var skiult for dem, at de begrebe det ikke; og de frygtede, at spørge ham om det samme ord.
46. Men der kom en tanke ind i dem derom, hvilken der skulde være den største af dem.
47. Men der Jesus saae deres hierters tanke, tog han et barn, og stillede det hos sig.
48. Og han sagde til dem: hvo som annammer dette lidet barn i mit navn, annammer mig; og hvo mig annammer, annammer den, som mig udsendte; thi hvo som er den mindste iblandt eder alle, den skal være stor.
49. Men Johannes svarede, og sagde: Mester, vi saae een, som drev dievle ud i dit navn; og vi forbøde ham det, fordi han følger ikke med os.
50. Og Jesus sagde til ham: forbyder ham det ikke; thi hvo som ikke er imod os, er med os.
51. Men det begav sig, der de dage fuldkommedes, at han skulde optages herfra, og han havde stadelig vendt sit ansigt, at vandre til Jerusalem; da sendte han bud for sig.
52. Og de gik bort, og kom i en af Samaritanernes byer, at berede ham herberge.
53. Og de annammede ham ikke, fordi hans ansigt var vendt, at vandre til Jerusalem.
54. Men der hans disciple, Jakobus og Johannes, saae det, sagde de: Herre, vil du, at vi skal sige, at ild skal falde ned af himmelen, og fortære dem, ligesom og Elias giorde.
55. Men han vendte sig, og straffede dem, og sagde: I vide ikke, af hvad for en Aand I ere;
56. Thi Menneskens Søn er ikke kommen, at fordærve menneskers siele, men at frelse. Og de gik til en anden bye.
57. Men det begav sig, der de gik paa veien, sagde een til ham: Herre, jeg vil følge dig, i hvor du gaaer hen. 
58. Og Jesus sagde til ham: ræve have graver, og himmelens fugle reder; men Menneskens Søn haver ikke det, han kan helde sit hoved til.
59. Men han sagde til en anden: følg mig. Men han sagde: Herre, tilsted mig, at jeg gaaer først hen at begrave min fader.
60. Men Jesus sagde til ham: lad de døde begrave deres døde, men gak du hen, og forkynd Guds rige.
61. Men og en anden sagde: Herre, jeg vil følge dig, men tilsted mig først, at tage afsked fra dem, som ere i mit huus.
62. Men Jesus sagde til ham: ingen, som lægger sin haand paa ploven, og seer til de ting, som ere tilbage, er vel skikket til Guds rige.


10. Capitel.

1. Men derefter beskikkede Herren og andre halvfierdesindstive, og sendte dem ud to tilsammen for sig, til hver stad og sted, som han vilde selv komme hen.
2. Derfor sagde han til dem: høsten er vel stor, men arbeiderne ere faa, beder derfor høstens Herre, at han uddriver arbeidere i sin høst.
3. Gaaer bort; see, jeg sender eder, som lam, midt iblandt ulve.
4. Bærer ikke pung, ei heller taske, ei heller skoe; og hilser ingen paa veien.
5. Men hvor I komme ind i et huus, der siger først: fred være med dette huus!
6. Og dersom der er et fredsbarn, skal eders fred hvile paa ham; men er der ikke, da skal den vende til eder igien.
7. Men bliver i det samme huus, æder og drikker, hvad af dem foresættes, thi en arbeider er sin løn værd. I skal ikke gaae fra huus til huus.
8. Og hvor I komme ind i en stad, og de annamme eder, da æder, hvad eder foresættes.
9. Og helbreder de skrøbelige, som deri ere, og siger dem: Guds rige er kommet nær til eder.
10. Men hvor I komme ind i en stad, og de ikke annamme eder, da gaaer ud paa dens gader, og siger:
11. Vi afstryge ogsaa det støv for eder, som hængte ved os af eders stad; dog skal I dette vide, at Guds rige haver været kommet nær til eder.
12. Men jeg siger eder: det skal gaae Sodoma lideligere paa hiin dag, end den stad.
13. Vee dig, Chorazin! vee dig Bethsaida; thi vare de kraftige gierninger skeete i Tyrus og Sidon, som ere skeete hos eder, havde de længe siden siddet i sæk og aske, og omvendt sig.
14. Dog skal det gaae Tyrus og Sidon lideligere i dommen end eder.
15. Og du Capernaum, som er ophøiet indtil himmelen, du skal stødes ned indtil helvede.
16. Hvo som eder hører, hører mig, og hvo, som eder foragter, foragter mig; men hvo mig foragter, foragter den, som mig udsendte.
17. Men de halvfierdesindstive kom igien med glæde, og sagde: Herre, ogsaa dievlene ere os underdanige i dit navn.
18. Men han sagde til dem: jeg saae, at satanas faldt af himmelen, som et lyn.
19. See, jeg giver eder magt, at træde paa slanger og scorpioner, og over al fiendens kraft, og slet intet skal skade eder.
20. Dog glæder eder ikke derudi, at aanderne ere eder underdanige; men glæder eder mere, at eders navne ere skrevne i himlene.
21. Paa den samme stund glædede Jesus sig i aanden, og sagde: jeg priser dig, Fader, himmelens og jordens Herre! at du haver skiult disse ting for de vise og forstandige, og aabenbaret de umyndige dem; ja Fader! thi der var saaledes behageligt for dig.
22. Alle ting ere mig overgivne af min Fader, og ingen kiender, hvo Sønnen er, uden Faderen, og hvo Faderen er, uden Sønnen, og hvilken sønnen vil aabenbare det.
23. Og han vendte sig til disciplene, og sagde til dem især: salige ere de øine, som see, det I see.
24. Thi jeg siger eder, at mange propheter og konger vilde seet det I see, og have der ikke seet, og hørt det I høre, og have der ikke hørt.
25. Og see, en lovkyndig stod op og fristede ham, og sagde: Mester, hvad skal jeg giøre, at jeg kan arve et evigt liv? 
26. Men han sagde til ham: hvad er skrevet i loven, hvorledes læser du?
27. Men han svarede, og sagde: du skal elske Herren din Gud, af dit ganske hierte, og af din ganske siel, og af din ganske styrke, og af dit ganske sind, og din næste som dig selv.
28. Men han sagde til ham: du svarede ret; giør dette, saa skal du leve.
29. Men han vilde giøre sig selv retfærdig, og sagde til Jesus: hvo er da min næste?
30. Men Jesus svarede, og sagde: et menneske gik ned fra Jerusalem til Jericho, og faldt iblandt røvere, hvilke og førte ham af, og sloge ham, og gik bort, og lode ham ligge halv død.
31. Men ved en hændelse drog en præst den samme vei ned, og der han saae ham, gik han forbi.
32. Men desligeste ogsaa en Levite, der han var nær ved stedet, kom han, og saae ham, og gik forbi.
33. Men en Samaritan reiste, og kom til ham, og der han saae ham, ynkedes han inderligen;
34. Og han gik til ham, forbandt hans saar, og lod olie og viin derudi; men han løftede ham paa sit eget dyr, og førte ham til herberge, og røgtede ham.
35. Og den anden dag, der han reiste bort, tog han to penge ud, og gav værten, og sagde til ham; røgt ham, og dersom du udlægger noget dertil, vil jeg betale dig det, naar jeg kommer igien.
36. Hvilken tykkes dig da, den blev af disse tre hans næste, der var falden iblandt røvere?
37. Men han sagde: den, som giorde barmhiertighed med ham. Derfor sagde Jesus til ham: gak bort, og giør du ligesaa.
38. Men det begav sig, der de vandrede, gik han ind i en bye; men der var en qvinde, som hed Martha, hun annammede ham i sit huus.
39. Og hun havde en syster, som hed Maria, og hun satte sig hos Jesu fødder, og hørte hans tale.
40. Men Martha giorde sig her og der umage med megen tienstagtighed; da traadte hun frem, og sagde: Herre skiøtter du intet om, at min syster har forladt mig, at jeg maae tiene allene? siig hende dog, at hun kommer mig til hielp.
41. Men Jesus svarede, og sagde til hende: Martha! Martha! du bekymrer dig, og forvirres ved mange ting.
42. Men eet er fornødent. Men Maria haver udvalgt den gode part, som ikke skal borttages fra hende.


11. Capitel. 

1. Og det begav sig, der han var paa et sted, og bad, at een af hans disciple sagde til ham, der han lod af: Herre, lær os at bede, som Johannes og lærte sine disciple.
2. Da sagde han til dem: naar I bede, da siger: vor Fader, du som er i himlene! helliget vorde dit navn, komme dit rige; skee din villie, som i himmelen, saa og paa jorden.
3. Giv os hver dag vort daglige brød.
4. Og forlad os vore synder, thi vi og forlade hver, som os er skyldig, og indleed os ikke i fristelse; men frie os fra det onde.
5. Og han sagde til dem: hvilken af eder monne have en ven, og vilde gaae til ham om midnat, og sige til ham: kiere, laan mig tre brød;
6. Efterdi min ven er kommen til mig af reisen, og jeg haver intet at sætte for ham?
7. Og han derinde skulde svare, og sige: giør mig ikke umage, døren er nu tillukt, og mine smaae børn ere hos mig iseng; jeg kan ikke staae op, at give dig?
8. Jeg siger eder: dersom han og ikke staaer op, og giver ham, fordi han er hans ven, saa staaer han dog op for hans ubluefærdigheds skyld, og giver ham saa mange, som han haver behov.
9. Og jeg siger eder: beder, saa skal eder gives; leder, saa skal I finde; banker, saa skal eder oplades. 
10. Thi hver den, som beder, han faaer, og hvo som leder, han finder, og den, som banker paa, ham skal oplades.
11. Men beder en søn sin fader iblandt eder om et brød, monne han da skal give ham en steen, og dersom han beder om en fisk, monne han skal give ham en slange for fisken?
12. Eller og, dersom han beder om et æg, monne han skal give ham en scorpion?
13. Efterdi I da, som ere onde, vide at give eders børn gode gaver, hvor meget mere skal Faderen, som er af himmelen, give dem den Hellig Aand, som ham bede?
14. Og han drev en dievel ud, og den var stum; men det skede, der dievelen var udfaren, talede den stumme, og folket forundrede sig.
15. Men nogle af dem sagde: han driver dievle ud ved Beelzebul, dievlenes øverste.
16. Men andre fristede ham, og begierede et tegn af ham af himmelen.
17. Men der han fornam deres tanker, sagde han til dem: hvert rige, som bliver splidagtigt med sig selv, bliver øde, og et huus, som er splidagtigt med et andet, falder.
18. Men er satan og bleven splidagtigt med sig selv, hvorledes skal hans rige da blive bestandigt? thi I sige, jeg uddriver dievle ved Beelzebul.
19. Men om jeg uddriver dievle ved Beelzebul, ved hvem uddrive eders børn dem? derfor skal de være eders dommere.
20. Men dersom jeg uddriver dievle ved Guds finger, da er jo Guds rige kommet til eder.
21. Naar en stærk bevæbnet bevarer sit eget pallads, bliver det han haver med fred.
22. Men naar en stærkere end han kommer over ham, da borttager han hans fulde harnisk, som han forlod sig paa, og bytter hans rov.
23. Hvo som ikke er med mig, er imod mig, og hvo som ikke sanker med mig, adspreder.
24. Naar den urene aand udfarer af mennesker, vandrer han igiennem tørre steder, og søger hvile; og naar han ikke finder den, da siger han: jeg vil vende om til mit huus, som jeg gik ud af.
25. Og naar han kommer, finder han det feiet og prydet.
26. Da gaaer han bort, og tager syv andre aander til sig, som ere værre end han selv, og naar de komme ind, boe de der, og det sidste bliver værre med det samme menneske, end der første.
27. Men det begav sig, der han sagde disse ting, opløftede en qvinde af folket røsten, og sagde til ham: saligt er det liv, som bar dig, og de bryster, som du diede.
28. Men han sagde: ja, salige ere de, som høre Guds ord, og bevare det.
29. Men der folket forsamledes til ham begyndte han at sige: denne slægt er ond, den begierer et tegn, og den skal intet tegn gives, uden Jonas prophetes tegn.
30. Thi ligesom Jonas var de Niniviter et tegn, saa skal og Menneskens Søn være denne slægt.
31. Dronningen af sønden skal opstaae for dommen med denne slægts mænd, og skal fordømme dem; thi hun kom fra landets ender, at høre Salomons viisdom; og see, her er mere end Salomon.
32. De mænd af Ninive skal opstaae for dommen med denne slægt, og fordømme den; thi de omvendte sig ved Jonas prædiken; og see, her er mere end Jonas.
33. Men ingen tænder et lys, og sætter det i skiul, ikke heller under en skieppe, men paa en lysestage, at de, som gaae ind, skal see skinnet.
34. Øiet er legemets lys; naar dit øie derfor er eenfoldigt, er og dit ganske legeme lyst, men dersom det er ondt, er og dit legeme mørkt. 
35. Saa see derfor til, at det lys, der er i dig, er ikke mørkhed.
36. Dersom da dit legeme er ganske lyst, at ingen deel deraf er mørk, bliver det ganske lyst, som naar lyset med et klart skin oplyser dig.
37. Men i det han talede, bad en Pharisæer ham, at han skulde æde middagsmaaltid med ham; men han gik ind, og satte sig til bords.
38. Men der Pharisæeren saae det, forundrede han sig, at han havde ikke toet sig først før maaltid.
39. Men Herren sagde til ham: I Pharisæer rense nu beggere og fade udvortes; men det, som er inden til i eder, er fuldt af rov og ondskab.
40. I daarer! den som giorde det, som er uden til, giorde han ikke ogsaa det, som er inden til?
41. Giver dog til almisse de ting, som ere inden i; see, saa ere alle ting eder rene.
42. Men vee eder, Pharisæer! at I give tiende af mynte og ruder og allehaande madurter, og gaae dom og Guds kierlighed forbi; disse ting burde man at giøre, og ikke forsømme de andre. 
43. Vee eder, Pharisæer! at I ville gierne sidde paa det fornemste stolestade i synagogerne, og være hilsede paa torvene. 
44. Vee eder, I skriftkloge og Pharisæer, I øienskalke! at I ere som de dødes ukiendelige graver, og menneskene, som gaae over dem, vide det ikke.
45. Men een svarede af de lovkyndige, og sagde til ham: Mester, i det du siger saadant, forhaaner du og os.
46. Men han sagde: vee og eder, I lovkyndige! thi I besvære menneskene med byrder, som de vanskeligt kunne bære, og I røre de byrdsr ikke med een af eders fingre.
47. Vee eder! at I bygge propheternes graver, men eders fædre sloge dem ihiel.
48. I vidne jo, og samtykke eders fædres gierninger; dog de sloge dem vel ihiel, men I bygge deres graver. 
49. Derfor sagde og Guds viisdom: jeg vil sende propheter og apostler til dem, og de skal slaae nogle ihiel af dem, og forfølge nogle af dem.
50. Paa det at alle propheters blod skal kræves af denne slægt, som er udøst siden verdens grundvold blev lagt.
51. Fra Abels blod, indtil Zacharias blod, som blev omkommet imellem alteret og huset; ja jeg siger eder: det skal kræves af denne slægt.
52. Vee eder, lovkyndige! at I have taget kundskabs nøgel; I komme selv ikke ind, og have forment dem, som ville komme ind.
53. Men der han sagde disse ting til dem begyndte de skriftkloge og Pharisæerne at give sig hart til ham, og at lokke ordene af munden paa ham om mange ting.
54. Og de lurede paa ham, og søgte, om de kunde udlokke noget af hans mund, at de kunde anklage ham.


12. Capitel. 

1. I det folket var forsamlet tilhobe ved mange tusinde, saa at de traadte paa hverandre, begyndte han at sige til sine disciple: fornemmeligen tager eder vare for Pharisæernes suurdei, som er øienskalkhed.
2. Men intet er skiult, som jo skal aabenbares; og intet hemmeligt, som man jo skal faae at vide.
3. Derfor, de ting, hvilke I sige i mørket, skal høres i lyset; og hvad I tale i øret i kammerne, skal prædikes paa husene.
4. Men jeg siger eder, mine venner: frygter ikke for dem, som slaae legemet ihiel, og derefter ikke kan mere giøre.
5. Men jeg vil vise eder, for hvem I skulle frygte: frygter for den, som haver magt, efter han haver slaget ihiel, at kaste i helvede; ja, jeg siger eder: frygter for den.
6. Sælges ikke fem spurrer for to penge? og ikke een af dem er glemt for Gud. 
7. Ja og de haar paa eders hoved ere alle talte; derfor frygter ikke; I ere bedre end mange spurrer.
8. Men jeg siger eder: hver den, som bekiender mig for menneskene, den skal og Menneskens Søn bekiende for Guds Engle.
9. Og hvo mig nægter for menneskene, skal nægtes for Guds Engle.
10. Og hver den, som taler et ord mod Menneskens Søn, ham skal det forlades; men hvo som taler bespottelig mod den Hellig Aand, ham skal det ikke forlades.
11. Men naar de føre eder frem for synagoger og øvrigheder og de vældige, da sørger ikke, hvorledes eller hvad I skulle svare for eder, eller hvad I skulle sige.
12. Thi den Hellig Aand skal lære eder paa den samme time de ting, I bør at sige.
13. Men een af folket sagde til ham: Mester, siig min broder, at han skifter arv med mig.
14. Men han sagde til ham; menneske! hvo haver sat mig til dommer eller deler over eder?
15. Og han sagde til dem: seer til, og vogter eder for gierrighed; thi ingens liv bestaaer i hans gods, i det han haver overflod.
16. Men han talede en lignelse til dem, og sagde: der var et rigt menneske, hvis land havde baaret vel.
17. Og han tænkte ved sig selv, og sagde: hvad skal jeg giøre? thi jeg haver ikke rum, som jeg kan samle mine frugter udi.
18. Og han sagde: dette vil jeg giøre: jeg vil nedbryde mine lader, og bygge dem større, og jeg vil samle derudi alt det, som mig er voxet, og mit gods.
19. Og jeg vil sige til min siel: siel! du haver meget godt i forraad til mange aar, hav rolighed, æd, drik, vær glad.
20. Men Gud sagde til ham: du daare! i denne nat kræve de din siel af dig; men hvem skal det høre til, som du haver beredt?
21. Saaledes er det med den som samler sig liggendefæ, og er ikke rig i Gud.
22. Men han sagde til sine disciple: derfor siger jeg eder: bekymrer eder ikke for eders liv, hvad I skal æde; ikke heller for legeme, hvad I skal iføres.
23. Livet er mere end maden, og legemet mere end klæderne.
24. Giver agt paa ravnene, de saae ikke, høste og ikke, de have ingen kielder, og ei lade, og Gud føder dem alligevel; hvor meget er I bedre end fuglene?
25. Men hvilken er iblandt eder, som kan sætte en alen til sin vext, endog han bekymrer sig derfor?
26. Kan I da ikke det mindste, hvi bekymre I eder for det andet.
27. Giver agt paa lilierne, hvorledes de voxe; de arbeide ikke, spinde og ikke; men jeg siger eder, at ikke end Salomon i al sin herlighed var klædt, saasom een af dem.
28. Klæder da Gud græsset saa, som i dag staaer paa marken, og i morgen kastes i ovnen, hvor meget mere eder, I lidet troende!
29. Derfor søger og I ikke med bekymring, hvad I skulle æde, eller hvad I skulle drikke, og værer ikke vankelmodige.
30. Thi efter alt saadant søge hedningerne i verden; men eders Fader veed, at I have det behov.
31. Søger heller Guds rige, saa skal alle disse ting tillægges eder.
32. Frygt ikke, du lille hiord! thi det er eders Fader behageligt, at give eder riget.
33. Sælger hvad I have, og giver almisse. Giører eder poser, som ikke blive gamle, et liggendefæ, som ikke forgaaer i himlene; der som ingen tyv kommer til, og ingen møl fordærver.
34. Thi hvor eders liggendefæ er, der skal og eders hierte være.
35. Lader eders lænder være ombundne, og eders lys brændende.
36. Og værer ligesom de mennesker, der vente deres Herre, naar han skal bryde op fra brylluppet; paa det, naar han kommer, og banker paa, de strax skulle lade op for ham.
37. Salige ere de tienere, som Herren finder vaagne, naar han kommer. Sandelig siger jeg eder, at han skal binde op omkring sig, og sætte dem til bords, og gaae frem, og tiene dem.
38. Og dersom han kommer i den anden vagt, og kommer i den tredie vagt, og finder det saaledes, da ere disse tienere salige.
39. Men dette skal I vide, at dersom huusbonden vidste, hvad for en time tyven vilde komme, da vaagede han, og lod ikke bryde ind i sit huus.
40. Derfor vorder og I beredte; thi Menneskens Søn kommer paa den time, som I ikke mene.
41. Men Peder sagde til ham: Herre, siger du denne lignelse til os, eller ogsaa til alle.
42. Men Herren sagde: hvo er da den troe og snilde huusholder, som Herren skal sætte over sit tyende, at give dem deres tillagde spise i tide?
43. Salig er den tiener, hvilken hans Herre kan finde saaledes at giøre, naar han kommer.
44. Sandelig siger jeg eder: Han skal sætte ham over alt sit gods.
45. Men dersom den samme tiener siger i sit hierte: min Herre tøver at komme, og han begynder at slaae drengene, og pigerne, og at æde og drikke, og blive drukken.
46. Da skal den samme tieners Herre komme paa den dag, som han ikke tænker, og paa den time, som han ikke veed, og hugge ham i to, og skal give ham hans deel med de vantroe.
47. Men den tiener, som veed sin Herres villie, og beredte sig ikke, og giorde ikke efter hans villie, skal faae mange hug.
48. Men den, som det ikke veed, men haver dog giort, at han er hug værd, skal faae lidet hug. Men hvilken meget er givet, hos ham skal man søge meget, og hvilken meget er betroet, af ham skal man mere kræve. 
49. Jeg er kommen at kaste ild paa jorden, og hvad vil jeg, at den var optændt allerede!
50. Men jeg maae døbes med en daab, og hvor bange er jeg, indtil den bliver fuldkommet!
51. Mene I, at jeg er kommen, at give fred paa jorden? nei, siger jeg eder, men tvedragt.
52. Thi nu herefter skal fem være splidagtige i eet huus, tre imod to, og to imod tre.
53. Faderen skal vare splidagtig imod sønnen, og sønnen imod faderen; moderen imod datteren, og datteren imod moderen; mandens moder imod hendes søns hustru, og sønnens hustru imod hendes mands moder.
54. Men han sagde og til folket: naar I see skyen opgaae i vesten, sige I strax: der kommer regn, og det skeer saaledes.
55. Og naar I see søndenveir blæse, sige I: det bliver heedt, og det skeer.
56. I øienskalke! jordens og himmelens skikkelse vide I at prøve; men hvi prøve I ikke denne tid?
57. Men hvorfor dømme I ikke og af eder selv, hvad ret er?
58. Thi dersom du gaaer hen med din modstander for øvrigheden, da giør din flid paa veien, at du kan blive ham qvit; paa det han skal ikke drage dig for dommeren, og dommeren skal overantvorde retterknegten dig, og retterknegten skal kaste dig i fængsel.
59. Jeg siger dig: du skal slet ikke komme ud derfra, førend du og betaler den sidste skiærv.


13. Capitel. 

1. Men paa den samme tid vare nogle tilstede, som forkyndte ham om de Galilæer, hvis blod Pilatus havde blandet med deres offer.
2. Og Jesus svarede, og sagde til dem; mene I, at disse Galilæer være syndere frem for alle Galilæer, fordi de lede dette!
3. Nei, siger jeg eder; men dersom I ikke omvende eder, skal I alle ligesaa omkomme.
4. Eller de atten, paa hvilke det taarn i Siloam faldt, og slog dem ihiel, mene I, at de vare skyldige fremfor alle mennesker, som boe i Jerusalem?
5. Nei, siger jeg eder; men dersom I ikke omvende eder, skal I alle ligesaa omkomme.
6. Men han sagde denne lignelse: Der havde en et figentræe, som var plantet i hans viingaard; og han kom, og ledte efter frugt derpaa, og fandt ikke,
7. Men han sagde til viingaardsmanden: see, jeg er nu tre aar kommen, og har ledt efter frugt paa dette figentræe, og finder ingen; hug det af, hvi giør det ogsaa jorden unyttig?
8. Men han svarede, og sagde til ham: Herre, lad det blive ogsaa dette aar, indtil jeg faaer gravet derom, og møget det;
9. Om det da vil bære frugt; men om ikke, da hug det siden af. 
10. Men han lærte i en af synagogerne om sabbaten.
11. Og see, der var en qvinde, som havde havt skrøbeligheds aand atten aar, og hun var krumpen, og kunde ikke aldeles see op.
12. Men der Jesus saae hende, kaldte han ad hende, og sagde til hende: qvinde, du er løst fra din skrøbelighed.
13. Og han lagde hænderne paa hende; og strax rettede hun sig op, og prisede Gud.
14. Da svarede den øverste for synagogen, (fordi han var vred for, at Jesus helbredede om sabbaten) og sagde til folket: der er sex dage, paa hvilke man bør at arbeide; kommer derfor paa de samme, og lader eder helbrede, og ikke paa sabbatsdagen.
15. Derfor svarede Herren ham, og sagde: du øienskalk! løser ikke hver iblandt eder sin oxe eller asen fra krybben om sabbaten, og fører dem til vands.
16. Men burde det ikke denne, som er en Abrahams datter, hvilken satan havde bundet, see, i atten aar, løses af dette baand paa sabbatsdagen?
17. Og der han dette sagde, bleve alle beskiæmmede, som vare ham imod; og alt folket glædede sig over alle de herlige gierninger, som skede af ham. 
18. Men han sagde: hvem er Guds rige ligt? og ved hvad skal jeg det ligne?
19. Det er ligt et senepskorn, hvilket en menneske tog, og kastede i sin have; og det voxte, og blev et stort træe, og himmelens fugle giorde rede i grenene derpaa.
20. Og han sagde atter: hvad skal jeg ligne Guds rige ved?
21. Det er ligt en suurdei, hvilken en qvinde tog, og skiulte iblandt tre maader meel, indtil det blev syret altsammen.
22. Og han gik igiennem stæder og byer, og lærte, og reiste til Jerusalem.
23. Men der sagde een til ham: Herre, mon de ere faa, som blive salige? da sagde han til dem:
24. Stræber alvorligen, at indgaae igiennem den snevre port; thi mange skal, siger jeg eder, søge at komme ind, og skal ikke kunne. 
25. Derefter, naar Huusbonden er opstanden, og haver tillukt døren, skal I begynde at staae ude, og banke paa døren, og sige: Herre, Herre, lad op for os! og han skal svare, og sige til eder: jeg kiender eder ikke, hveden I ere.
26. Da skal I begynde at sige: vi aade og drak for dig, og du lærte paa vore gader.
27. Og han skal sige: jeg siger eder, jeg kiender eder ikke, hveden I ere; viger alle fra mig, som beflitte eder paa uretfærdighed!
28. Der skal vare graad og tænders gnidsel, naar I faae at see Abraham, og Isaak og Jakob, og alle propheter i Guds rige, men eder at være udstødte udenfor.
29. Og de skal komme af øster og vester, og af nord og sønder; og de skal sidde til bords i Guds rige.
30. Og see, der ere sidste, som skal være de første, og der ere første, som skal være de sidste.
31. Paa den samme dag kom nogle Pharisæer frem, og sagde til ham: gak ud, og drag herfra; thi Herodes vil slaae dig ihiel.
32. Og han sagde til dem: gaaer bort, og siger den ræv: see, jeg uddriver dievle, og giør helbredelser i dag og i morgen, og paa den tredie dag faaer jeg ende.
33. Dog bør det mig at vandre i dag og i morgen, og den dag derefter, thi det kan ikke skee, at en prophet omkommes uden for Jerusalem.
34. Jerusalem! Jerusalem! som ihielslaaer propheter, og stener dem, som ere sendte til den, hvor ofte vilde jeg forsamlet dine børn, ligervis som en høne forsamler sine kyllinger under vingerne? men I vilde ikke.
35. See, eders huus skal forlades eder øde; men sandelig siger jeg eder: I skal ikke see mig, indtil tiden kommer, naar I skal sige: velsignet være den, som kommer i Herrens navn!


14. Capitel. 

1. Og det begav sig, der han kom i en af de øverste Pharisæers huus paa en sabbat, til at æde brød, at de toge vare paa ham.
2. Og see, der var et vattersottigt menneske for ham.
3. Og Jesus svarede, og talede til de lovkyndige og Pharisæerne, og sagde: mon det er tilladt, at helbrede om sabbaten?
4. Men de taug. Og han tog paa ham, og helbredede ham, og lod ham gaae.
5. Og han svarede, og sagde til dem: hvo er iblandt eder, hvis oxe eller asen falder i en brønd, at han ikke strax drager det op om sabbatsdagen?
6. Og de kunde ikke give ham svar derpaa.
7. Men han sagde en lignelse til giesterne, der han gav agt paa, hvorledes de udvalgte at sidde øverst til bords, og sagde til dem:
8. Naar du er buden af nogen til bryllup, da sæt dig ikke øverst til bords, at ikke en hæderligere end du skal være buden af ham;
9. Og den skal komme, der bød dig og ham, og sige til dig: giv denne rum; og du skal med blussel begynde at sidde nederst.
10. Men naar du er buden, gak hen, og sat dig nederst, at naar han kommer, som dig bød, han da skal sige til dig: ven! sæt dig høiere op; da skal du have ære for dem, som sidde med dig til bords.
11. Thi hver den sig selv ophøier, skal fornedres; og hvo sig selv fornedrer, skal ophøies.
12. Men han sagde og til den, som ham havde budet: naar du giør middags eller aftensmaaltid, byd ikke dine venner, ei heller dine brødre, ei heller dine frænder, ei heller dine naboer, som ere rige paa det de skulle ikke om nogen tid byde dig igien, og dig skal vorde et vederlag.
13. Men naar du giør et giestebud, da byd fattige, krøblinge, halte, blinde;
14. Saa skal du vare salig; thi de have ikke at betale dig igien; men det skal igiengives dig i de retfærdiges opstandelse. 
15. Men der en af dem, som sadde med til bords, hørte det, sagde han til ham: salig er den, som æder brød i Guds rige.
16. Men han sagde til ham: Der var et Menneske, som giorde en stor nadvere, og bød mange.
17. Og han udsendte sin tiener paa nadverens time, at sige til de budne: kommer; thi nu ere alle ting beredte.
18. Og de begyndte alle strax at undskylde sig. Den første sagde til ham: jeg haver kiøbt en ager, og haver fornøden at gaae ud, og see den; jeg beder dig, hav mig undskyldt.
19. Og en anden sagde: jeg haver kiøbt fem par øxen, og gaaer hen at prøve dem; jeg beder dig, hav mig undskyldt.
20. Og en anden sagde: jeg tog mig en hustru til ægte, og derfor kan jeg ikke komme.
21. Og den tiener kom, og forkyndte sin Herre det; da blev Huusbonden vred, og sagde til sin tiener: gak snart ud paa stadens stræder og gader, og før hid ind fattige, og krøblinger, og halte, og blinde.
22. Og tieneren sagde: Herre, det er giort, som du befoel, og der er endnu rum.
23. Og Herren sagde til tieneren: gak ud til veie og gierder, og nød dem at gaae ind, paa det mit huus kan vorde fuldt.
24. Thi jeg siger eder, at ingen af de mænd, som vare budne, skal smage min nadvere.
25. Men meget folk gik med ham; og han vendte sig, og sagde til dem:
26. Dersom nogen kommer til mig, og hader ikke sin fader, og moder, og hustru, og børn, og brødre, og systre, og tilmed sit eget liv, han kan ikke være min discipel.
27. Og hvo som ikke bærer sit kors, og kommer efter mig, kan ikke være min discipel.
28. Thi hvo iblandt eder, som vil bygge et taarn, sidder ikke først, og beregner bekostningen, om han haver de ting, som høre til at fuldkomme det med.
29. At, dersom han faaer lagt grundvold, og kan ikke fuldkomme det, de skulle ikke alle, som det see, begynde at spotte ham, og sige:
30. Dette menneske begyndte at bygge, og kunde ikke fuldkomme det.
31. Eller, hvilken konge, som drager i krig, at stride mod en anden konge, sidder ikke først, og beraader sig, om han er mægtig til, med ti tusinde at møde den, som kommer mod ham med tive tusinde?
32. Men kan det ikke skee, udskikker han sendebud, medens han endnu er langt borte, og beder om de ting, som høre til fred.
33. Ligesaa derfor hver af eder, som ikke forsager alt det, han haver, kan ikke være min discipel.
34. Saltet er godt; men dersom saltet mister sin kraft, hvormed skal det saltes?
35. Det tiener hverken til jord eller møg; de kaste det ud. Hvo som haver øren at høre med, han høre!


15. Capitel. 

1. Men alle toldere og syndere holdte sig nær til ham, for at høre ham.
2. Og Pharisæerne og de skriftkloge knurrede, og sagde: denne annammer syndere, og æder med dem.
3. Men han talede denne lignelse til dem, og sagde:
4. Hvilket menneske af eder, som haver hundrede faar, og haver tabt et af dem, forlader ei de ni og halvfemtesindstive i ørken, og gaaer bort efter det tabte, indtil han finder det?
5. Og naar han haver fundet det, lægger han det paa sine skuldre med glæde.
6. Og naar han kommer hiem, sammenkalder han vennerne og naboerne, og siger til dem: glæder eder med mig; thi jeg haver fundet mit faar, som var tabt.
7. Jeg siger eder: saaledes skal vare glæde i himmelen over en synder, som omvender sig, mere end over ni og halvfemtesindstive retfærdige, hvilke ikke have omvendelse behov.
8. Eller hvilken qvinde, som haver ti penge, om hun taber en penge, tænder ikke et lys, og feier huset, og søger med flid, indtil hun finder den?
9. Og naar hun haver fundet den, sammenkalder hun sine veninder, og naboersker, og siger: glæder eder med mig; thi jeg haver fundet den penge som jeg tabte.
10. Saaledes, siger jeg eder, skal være glæde for Guds Engle over een synder, som omvender sig.
11. Men han sagde: Et Menneske havde to sønner.
12. Og den yngste af dem sagde til Faderen: Fader, giv mig den deel af godset, som mig tilfalder. Og han skiftede godset imellem dem.
13. Og ikke mange dage derefter samlede den yngre søn alt godset, og drog udenlands til et land langt borte, og ødte der sit gods i et overdaadigt levnet.
14. Men der han havde fortæret alt der han havde, blev en svar hunger i det samme land, og han begyndte at fattes.
15. Og han gik bort, og holdt sig til en af borgerne der i landet, og han sendte ham paa sine agre, at føde sviin.
16. Og han begierede at fylde sin bug med mask, som svinene aade, og ingen gav ham noget.
17. Men der han kom til sig selv, sagde han: hvor mange daglønnere haver min Fader, som have overflødigt brød? men jeg omkommer af hunger.
18. Jeg vil slaae op, og gaae til min Fader, og sige til ham: Fader! jeg haver syndet mod himmelen og for dig,
19. Og er ikke længer værd, at kaldes din søn; giør mig, som en af dine daglønnere.
20. Og han stod op, og kom til sin Fader. Men der han var endnu langt borte, saae hans Fader ham, og ynkedes inderligen over ham, og løb til, og faldt om hans hals, og kyste ham. 
21. Men sønnen sagde til ham: Fader! jeg haver syndet mod himmelen og for dig, og er ikke længer værd, at kaldes din søn.
22. Men Faderen sagde til sine tienere: bærer frem der bedste klædebon, og ifører ham, og giver ham en ring paa hans haand, og skoe paa fødderne.
23. Og henter den fede kalv hid, og slagter den, og lader os æde, og være lystige;
24. Thi denne min søn var død, og er bleven levende igien, og var fortabt, og er funden. Og de begyndte at være lystige.
25. Men hans ældste søn var paa marken, og da han kom, og kom nær til huset hørte han sammenstemmende sang og dans.
26. Og han kaldte en af sine drenge til sig, og udspurgte, hvad det var?
27. Men han sagde til ham: din broder er kommen, og din fader slagtede den fede kalv, fordi han haver faaet ham karsk igien.
28. Men han blev vred, og vilde ikke gaae ind; derfor gik hans fader ud og bad ham.
29. Men han svarede, og sagde til faderen: see, saa mange aar tiener jeg dig, og overtraadte end aldrig dit bud, og du haver aldrig givet mig et kid, at jeg kunde være lystig med mine venner.
30. Men da denne din søn er kommen, som haver fortæret dit gods med skiøger, slagtede du den fede kalv til ham.
31. Men han sagde til ham: min søn! du er altid hos mig, og alt det, som mit er, er dit.
32. Men man burde at være lystig, og glæde sig, fordi denne din broder var død, og er bleven levende igien, og var fortabt, og er funden.


16. Capitel. 

1. Men han sagde og til sine disciple: Der var et rigt menneske, som havde en huusholder, og han blev beført for ham, at han ødte hans gods.
2. Og han kaldte ham, og sagde til ham: hvi hører jeg dette om dig? giør regnskab for din huusholdning; thi du kan ikke længer staae huset for.
3. Men huusholderen sagde ved sig selv: hvad skal jeg giøre, efterdi min herre tager huusholdningen fra mig? jeg formaaer ikke at grave, jeg skammer mig ved at trygle.
4. Jeg veed, hvad jeg vil giøre, at de skulle tage mig i deres huse, naar jeg bliver sat af fra huusholdningen.
5. Og han fremkaldte enhver af sin herres skyldnere, og sagde til den første: hvor meget er du min herre skyldig?
6. Men han sagde: hundrede fade olie. Og han sagde til ham: tag dit brev, og sæt dig snart ned, og skriv halv trediesindstive.
7. Derefter sagde han til en anden; men du, hvor meget er du skyldig? men han sagde: hundrede maader hvede. Og han sagde til ham: tag dit brev og skriv firesindstive.
8. Og herren lovede den uretfærdige huusholder, at han giorde snildeligen; thi denne verdens børn er klogere end lysets børn mod deres slægt.
9. Og jeg siger eder: giører eder venner af den uretfærdige Mammon, at naar eder fattes, de skulle annamme eder i de evige boliger.
10. Hvo som er tro i det mindste, er og tro i meget; og hvo som er uretfærdig i det mindste, er og uretfærdig i meget.
11. Dersom I ikke da have været tro i den uretfærdige Mammon, hvo vil betroe eder den sande?
12. Og dersom I ikke have været tro i det fremmede, hvo vil give eder det, som eders er?
13. Ingen huus-svend kan tiene to herrer; thi han skal enten hade den eene, og elske den anden, eller holde sig til den eene og foragte den anden; I kunne ikke tiene Gud og Mammon.
14. Men alt dette hørte ogsaa Pharisæerne, som vare penge-gierrige, og spottede ham.
15. Og han sagde til dem: I ere de, som retfærdiggiøre eder selv for menneskene, men Gud kiender eders hierter; thi hvad som er høit iblandt mennesker, er en vederstyggelighed for Gud.
16. Loven og propheterne spaaede indtil Johannes; fra den tid forkyndes Guds rige ved Evangelium, og hver trænger der ind med magt.
17. Men det er lettere, at himmelen og jorden forgaae, end at een tøddel af loven henfalder.
18. Hver den, som skiller sig fra sin hustru, og tager en anden til ægte, bedriver hoer; og hver den, som tager den til ægte, som er skildt fra en mand, bedriver hoer.
19. Men der var et rigt menneske, og han klædte sig i purpur og kosteligt linklæde, og levede med lyst hver dag herligen.
20. Men der var en fattig, ved navn Lazarus, som var kastet for hans dør, fuld af saar;
21. Og han begierede at mættes af de smuler, som faldt af den riges bord; men og hundene kom og slikkede hans saar.
22. Men det begav sig, at den fattige døde, og han blev henført af Englene i Abrahams skiød; men den rige døde ogsaa, og blev begraven.
23. Og der han opløftede sine øine i helvede, der han var i pine, saae han Abraham langt borte, og Lazarus i hans skiød.
24. Og han raabte, og sagde: fader Abraham! forbarm dig over mig, og send Lazarus, at han dypper det yderste af sin finger i vand, og lædsker min tunge; thi jeg pines svarligen i denne lue.
25. Men Abraham sagde: søn! kom ihu, at du haver annammet dit gode i din livstid, og Lazarus ligesaa det onde; men nu trøstes han, og du pines.
26. Og over alt dette er imellem os og eder et stort svælg befæstet, at de, som ville fare herfra ned til eder, kunne ikke, og de kunne ikke heller fare derfra over til os.
27. Men han sagde: saa beder jeg dig fader, at du sender ham til min faders huus;
28. Thi jeg haver fem brødre, paa det han kan vidne for dem, at de skulle ikke og komme i dette pines sted.
29. Abraham sagde til ham: de have Moses og propheterne; lad dem høre dem.
30. Men han sagde: ak nei, fader Abraham! men dersom nogen af de døde gik til dem, da omvendte de sig.
31. Men han sagde til ham: høre de ikke Moses og propheterne, skal de ikke heller troe, om nogen opstod fra de døde.


17. Capitel.

1. Men han sagde til disciplene: det er umueligt, at forargelser ei skulle komme; men vee den, ved hvilken de komme! 
2. Det er ham nyttigere, om en møllesteen hænges om hans hals, og han bliver kastet i havet, end at han skulde forarge een af disse smaa.
3. Vogter eder selv. Men dersom din broder synder imod dig, straf ham; og dersom han omvender sig, da giv ham til.
4. Og dersom han synder syv gange imod dig om dagen, og vendte syv gange tilbage til dig om dagen, og sagde: det fortryder mig; da skal du give ham til.
5. Og apostlerne sagde til Herren: forøg os troen.
6. Men Herren sagde: dersom I havde troe som et senepskorn, maatte I sige til dette morbærtræ: ryk dig op med rod, og sæt dig i havet; og det skulde være eder lydigt.
7. Men hvilken er af eder, som haver en tiener, der pløier, eller vogter qvæg, som siger strax til ham, naar han kommer hiem af marken, gak hen, og sæt dig til bords?
8. Men mon han ikke siger til ham: bereed det, jeg skal have til nadvere, og bind op omkring dig, og tien mig, saa længe jeg æder og drikker, og derefter maae du æde og drikke?
9. Mon han takke den samme tiener, at han giorde det, som ham var befalet? jeg mener det ikke.
10. Ligesaa og I, naar I have giort alle ting, som eder ere befalede, siger: vi ere unyttige tienere; thi vi giorde det, som vi vare skyldige at giøre.
11. Og det begav sig, der han reiste til Jerusalem, da drog han midt igiennem Samaria og Galilæa;
12. Og der han kom til en bye, mødte ham ti spedalske mænd, som stode langt borte.
13. Og de opløftede røsten, og sagde: Jesu Mester, forbarm dig over os!
14. Og der han saae dem, sagde han til dem: gaaer hen, og beteer eder selv for præsterne; og det skede, der de gik bort, bleve de rensede.
15. Men een af dem, der han saae at han var helbredet, vendte tilbage, og prisede Gud med stor røst.
16. Og han faldt paa sit ansigt for hans fødder, og takkede ham; og han var en Samaritan.
17. Da svarede Jesus, og sagde: bleve ikke de ti rensede? men hvor ere de ni?
18. Bleve ellers ingen fundne, som vendte tilbage, at give Gud ære, uden denne fremmede;
19. Og han sagde til ham: staae op, gak bort; din troe haver frelst dig.
20. Men da han blev adspurgt af Pharisæerne: naar kommer Guds rige? svarede han dem og sagde: Guds rige kommer ikke saa, at man kan vise derpaa.
21. De skal ikke heller sige: see her, eller see der er det; thi see, Guds rige er inden i eder.
22. Men han sagde til disciplene: de dage skal komme, naar I skal begiere at see een af Menneskens Søns dage, og I skal ikke see den.
23. Og de skal sige til eder: see her, eller see der er han; men gaaer ikke hen, og følger ikke heller. 
24. Thi ligesom lynet, som lyner fra den eene side under himmelen, skinner til den anden side under himmelen, saa skal Menneskens Søn være paa sin dag
25. Men han bør først at lide meget, og forskydes af denne slægt.
26. Og som det skede i Noe dage, saaledes skal det og skee i Menneskens Søns dage.
27. De aade, drak, toge til ægte, bleve udgiftede, indtil den dag, der Noe gik ind i arken og syndfloden kom, og fordærvede alle.
28. Desligeste og, som det skede i Loths dage, de aade, drak, kiøbte, solgte, plantede, bygte.
29. Men paa den dag, der Loth gik ud af Sodoma, regnede ild og svovel af himmelen, og ødelagde dem alle.
30. Ved denne maade skal det gaae til paa den dag, som Menneskens Søn skal aabenbares paa.
31. Paa den samme dag, hvo som er paa taget, og hans redskab i huset; stige ikke ned at tage dem, og hvo som er paa ageren, vende desligeste ikke tilbage til det som er bag ham.
32. Kommer Loths hustru ihu.
33. Hvo som søger efter at frelse sit liv, skal miste det, og hvo som mister der, skal holde det ved live. 
34. Jeg siger eder: i den samme nat skal to være i een seng; den eene han skal annammes, og den anden forlades.
35. To skal male tilsammen; den eene hun skal annammes, og den anden skal forlades.
36. To skal være paa ageren; den eene han skal annammes, og den anden skal forlades.
37. Og de svarede, og sagde til ham: Herre, hvor skal det skee? men han sagde til dem: hvor legemet er, der skal ørnene forsamles.


18. Capitel. 

1. Men han sagde og en lignelse til dem dertil, at man bør altid bede, og ikke blive træt.
2. Og han sagde: der var en dommer i en stad, som frygtede ikke Gud, og undsaae sig ikke for noget menneske.
3. Men der var en enke i den samme stad, og hun kom til ham, og sagde: red mig med retten fra mine modstandere.
4. Og han vilde længe ikke; men derefter sagde han ved sig selv: alligevel jeg hverken frygter Gud, ei heller undseer mig for noget menneske;
5. Dog efterdi denne enke giør mig meget fortred, vil jeg redde hende med retten, at hun skal ikke komme paa det sidste, og overraabe mig.
6. Men Herren sagde: hører hvad den uretfærdige dommer siger.
7. Men skulde Gud ikke redde sine udvalgte, som raabe til ham dag og nat, endog han er langmodig imod dem?
8. Jeg siger eder, han skal snart redde dem. Dog naar Menneskens Søn kommer, mon han skal finde troen paa jorden?
9. Men han sagde og til nogle, som stolede paa sig selv, at de vare retfærdige, og agtede de andre intet, denne lignelse:
10. Der gik to mennesker op til tempelet, at bede; den ene var en Pharisæer, og den anden en tolder.
11. Pharisæeren blev staaende for sig selv, og bad saaledes: jeg takker dig, Gud! at jeg er ikke som andre mennesker, røvere, uretfærdige, hoerkarle, eller og som denne tolder.
12. Jeg faster to gange om ugen, jeg giver tiende af alt det jeg eier. 
13. Og tolderen stod langt borte, og vilde ikke end opløfte øinene til himmelen; men slog sig paa sit bryst, og sagde: Gud, vær mig synder naadig!
14. Jeg siger eder: denne gik retfærdiggiort ned i sit huus frem for den anden; thi hvo sig selv ophøier, skal fornedres, men hvo sig selv fornedrer, skal ophøies.
15. Men de bare og unge børn til ham, at han skulde røre ved dem; men der disciplene saae det, truede de dem. 
16. Men Jesus kaldte dem til sig, og sagde: lader de smaae børn komme til mig; og formener dem det ikke, thi Guds rige hører saadanne til. 
17. Sandelig siger jeg eder: hvo som ikke annammer Guds rige, som et barn, kommer ingenlunde derind.
18. Og een af de øverste spurgte ham ad, og sagde: gode Mester, hvad skal jeg giøre, at jeg kan arve et evigt liv.
19. Men Jesus sagde til ham: hvi kalder du mig god? ingen er god, uden een, som er Gud.
20. Du veed budene: du skal ikke bedrive hoer; du skal ikke slaae ihiel; du skal ikke stiele; du skal ikke bære falsk vidnesbyrd; ær din fader og din moder.
21. Da sagde han: dette haver jeg holdet altsammen af min ungdom.
22. Men der Jesus det hørte, sagde han til ham: endnu fattes dig eet, sælg alt det du haver, og giv fattige det; saa skal du have et liggendefæ i himmelen; og kom, følg mig.
23. Men der han det hørte, blev han heel bedrøvet; thi han var saare rig.
24. Men der Jesus saae, at han var bleven heel bedrøvet, sagde han: hvor vanskeligt skal de, som have rigdom, komme ind i Guds rige!
25. Thi det er lettere, at en kamel gaaer igiennem et naaleøie, end at en rig kommer ind i Guds rige.
26. Men de sagde, som det hørte: hvo kan da blive salig?
27. Men han sagde: hvad som er umueligt hos mennesker, det er mueligt hos Gud.
28. Men Peder sagde: see, vi have forladt alting, og fulgt dig.
29. Men han sagde til dem: sandelig siger jeg eder: der er ingen, som haver forladt huus, eller forældre, eller brødre, eller hustru, eller børn for Guds riges skyld,
30. Som jo skal annamme det mangfoldigt igien i denne tid, og i den tilkommende verden et evigt liv.
31. Men han tog til sig de tolv, og sagde til dem: see, vi gaae op til Jerusalem, og alle de ting, som ere skrevne ved propheterne, skulle fuldkommes paa Menneskens Søn.
32. Thi han skal overantvordes hedningerne, og bespottes, og forhaanes, og bespyttes;
33. Og de skal hudstryge og ihielslaae ham, og tredie dag skal han opstaae.
34. Men de forstode intet deraf, og denne tale var skiult for dem, og de forstode ikke det, som var sagt.
35. Men det skede, der han kom nær til Jericho, sad en blind hos veien, og tiggede.
36. Men der han hørte folket, som gik frem, udspurgte han, hvad dette var. 
37. Men de forkyndte ham, at Jesus den Nazaræer gik frem.
38. Og han raabte, og sagde: Jesu, du Davids Søn, forbarm dig over mig!
39. Og de, som gik for, truede ham at han skulde tie; men han raabte meget mere: du Davids Søn, forbarm dig over mig!
40. Da stod Jesus, og bød ham føres til sig; men der han kom nær til ham, spurgte han ham ad, og sagde:
41. Hvad vil du, at jeg skal giøre dig? men han sagde: Herre, at jeg maae blive seende.
42. Og Jesus sagde til ham: bliv seende! din troe haver frelst dig.
43. Og strax blev han seende, og fulgte ham, og ærede Gud; og alt folket, som saae det lovede Gud.


19. Capitel. 

1. Og der han gik ind, gik han igiennem Jericho. 
2. Og see, der var en mand, som hed Zachæus; og han var toldernes øverste, og denne var rig.
3. Og han søgte efter at see Jesum, hvo han var, og kunde ikke for folket, fordi han var liden paa vexten.
4. Og han løb for hen, og steg op i et morbærtræe, at han kunde see ham; thi han skulde komme frem ad den vei.
5. Og der Jesus kom til stedet, saae han op, og blev ham vaer, og sagde til ham: Zachæus, skynd dig, og stig ned, thi det bør mig i dag at blive i dit huus.
6. Og han skyndte sig, og steg ned, og annammede ham med glæde.
7. Og de, som det saae, knurrede alle, og sagde: han inddrager til herberge hos en syndig mand.
8. Men Zachæus blev staaende, og sagde til Herren: see, Herre, halvdelen af mit gods giver jeg de fattige; og dersom jeg haver giort nogen uret med underfundighed, da giver jeg det firefold igien.
9. Men Jesus sagde til ham: i dag er dette huus vederfaret saliggiørelse, efterdi han er og en Abrahams søn;
10. Thi Menneskens Søn er kommen at søge, og giøre saligt det fortabte.
11. Men der de havde hørt dette, blev han ved, og sagde en lignelse: fordi han var nær Jerusalem, og de mente, at Guds rige skulde strax aabenbares.
12. Hvorfor han sagde: En velbaaren mand drog til et land langt borte, at tage sig et rige, og at komme igien.
13. Men han kaldte ti af sine egne tienere, og gav dem ti pund, og sagde til dem: kiøbslaaer, indtil jeg kommer.
14. Men hans borgere hadede ham, og skikkede sendebud efter ham, og lode sige: vi vil ikke, at denne skal regiere over os.
15. Og det begav sig, der han kom igien, efterat han havde indtaget riget, sagde han, at samme tienere skulde kaldes til ham, hvilke han havde givet pengene; at han kunde vide, hvad hver havde kiøbslaget.
16. Da traadte den første frem og sagde: Herre, dit pund haver forhvervet ti pund.
17. Og han sagde til ham: vel, du gode tiener! efterdi du haver været tro i det mindste, skal du have magt over ti stæder. 
18. Og den anden kom, og sagde: Herre, dit pund haver giort fem pund.
19. Men til den sagde han ogsaa: og du skal være over fem stæder.
20. Og en anden kom, og sagde: Herre, see, her er dit pund, hvilket jeg havde henlagt i en klud.
21. Thi jeg frygtede for dig; thi du er et strengt menneske, du tager det som du ikke lagde, og høster det som du ikke saaede.
22. Men han sagde til ham: af din mund dømmer jeg dig, du onde tiener, du vidste at jeg er er strengt menneske, som tager det jeg ikke lagde, og høster det jeg ikke saaede;
23. Og hvi fik du ikke mine penge til vexle-bordet? og naar jeg var kommen, havde jeg udkrævet dem med aager.
24. Og han sagde til dem, som stode hos: tager det, pund fra ham, og giver det den, som haver de ti pund.
25. (Og de sagde til ham: Herre, han haver ti pund.)
26. Thi jeg siger eder, at hver den, som haver, ham skal gives; men fra den, som ikke haver, fra ham skal tages ogsaa det han haver.
27. Fører dog hid hine mine fiender, som ikke vilde, at jeg skulde regiere over dem, og slaaer dem ihiel for mig.
28. Og der han dette sagde, drog han frem, og reiste op til Jerusalem.
29. Og det begav sig, der han kom nær til Bethphage og Bethanien, til det bierg, som kaldes Oliebierg, sendte han to af sine disciple og sagde: 
30. Gaaer hen til den bye, som ligger for eder, naar I komme derind skal I finde et føl bundet, paa hvilket sad aldrig noget menneske; løser det, og fører det hid.
31. Og dersom nogen spørger eder: hvi løse I det? da siger saaledes til ham: Herren haver det behov.
32. Men de udsendte gik hen, og fandt, ligesom han havde sagt dem.
33. Men der de løste føllet, sagde dets herre til dem: hvi løse I føllet?
34. Men de sagde: Herren haver det behov.
35. Og de førte det til Jesum; og kastede deres klæder paa føllet, og satte Jesum derpaa.
36. Men der han reiste frem, bredte de deres klæder under ham paa veien.
37. Men der han nu kom nær hen til, som man drager ned af Oliebierget, begyndte hans disciples ganske hob glædendes at love Gud med stor røst over alle de kraftige gierninger, som de havde seet, og sagde:
38. Velsignet være den, som kommer en konge i Herrens navn! fred være i himmelen, og ære i det høieste!
39. Og nogle af Pharisæerne af skaren sagde til ham: Mester, straf dine disciple.
40. Men han svarede, og sagde til dem: jeg siger eder, at dersom disse skulde tie, da skulde stenene raabe.
41. Og der han kom nær til og saae staden, græd han over den, og sagde:
42. Dersom du og vidste, og end paa denne din dag, de ting, som tiene til den fred; men nu er det skiult for dine øine.
43. Derfor skal de dage komme over dig, at dine fiender skal kaste en vold op omkring dig, og beleire dig rundt omkring, og trænge dig allevegne;
44. Og de skal lægge dig slet øde, og dine børn i dig, og ikke lade steen paa steen i dig; fordi du kiendte ikke din besøgelses tid.
45. Og han gik ind i tempelet og begyndte at uddrive dem, som derudi solgte og kiøbte;
46. Og sagde til dem: der er skrevet: mit huus er et bedehuus; men I have giort det til en røverkule.
47. Og han lærte daglig i tempelet. Men de ypperste præster, og skriftkloge, og de øverste for folket, søgte efter at omkomme ham.
48. Og de fandt ikke, hvad de skulde giøre; thi alt folket hængte ved ham, og hørte ham.


20. Capitel. 

1. Og det begav sig paa en af de dage, der han lærte folket i tempelet, og prædikede evangelium, kom de ypperste præster og skriftkloge, med de ældste, over ham.
2. Og de talede til ham, og sagde: siig os: af hvad magt giør du disse ting? eller hvo er den, som haver givet dig denne magt.
3. Men han svarede, og sagde til dem: jeg vil og spørge eder om eet ord, siger mig og det:
4. Johannis daab, var den af himmelen, eller af mennesker?
5. Men de overveiede ved sig selv, og sagde: sige vi: af himmelen, da siger han: hvorfor troede I ham da ikke?
6. Men sige vi: af mennesker, da stener alt folket os; thi det er fast i den mening, at Johannes var en prophet.
7. Og de svarede, at de vidste ikke, hvorfra den var.
8. Og Jesus sagde til dem: saa siger jeg eder ikke heller, af hvad magt jeg giør disse ting.
9. Men han begyndte at sige til folket denne lignelse: et menneske plantede en viingaard, og leiede viingaardsmænd den; og drog udenlands en lang tid.
10. Og der tiden kom, sendte han en tiener til viingaardsmændene, at de skulde give ham af viingaardens frugt; men viingaardsmændene sloge ham, og lode ham tomhændet fra sig.
11. Og han blev ved, og sendte en anden tiener; men de sloge og den samme, og forhaanede ham, og lode ham tomhændet fra sig.
12. Og han blev ved, og sendte on tredie; men de saargiorde ogsaa denne, og stødte ham ud.
13. Men viingaardens herre sagde: hvad skal jeg giøre? jeg vil sende min Søn den elskelige, maaskee naar de see ham, skulle de frygte sig.
14. Men der viingaardsmændene saae ham, tænkte de ved sig selv, og sagde: denne er arvingen, kommer, lader os slaae ham ihiel, at arven maae blive vores.
15. Og de stødte ham ud uden for viingaarden, og sloge ham ihiel. Hvad skal da viingaardens herre gøre dem?
16. Han skal komme, og fordierve disse viingaardsmænd, og leie andre viingaarden. Men der de det hørte, sagde de: det være langt fra.
17. Men han saae paa dem, og sagde: hvad er da dette, som er skrevet: den steen, som bygningsmændene forskøde, den er bleven til en hovedhiørnesteen.
18. Hver, som falder paa denne steen, bliver sønderstødt; men hvilken den falder paa ham skal den sønderknuse.
19. Og de ypperste præster og skriftkloge søgte at lægge hænder paa ham i den samme time, og de frygtede for folket; thi de forstode, at han havde sagt denne lignelse mod dem.
20. Og de toge vare paa ham, og udsendte lurere, som lode, som de vare retfærdige; at de kunde gribe ham i hans tale, paa det de kunde overantvorde ham øvrigheden, og landsherrens magt. 
21. Og de spurgte ham ad, og sagde: Mester, vi vide, at du taler og lærer ret, og ikke skiøtter nogen person, men lærer Guds vei i sandhed.
22. Er det os tilladt, at give keiseren skat, eller ei?
23. Men da han mærkede deres træskhed, sagde han til dem: hvi friste I mig?
24. Viser mig en penge; hvis billede og overskrift haver den, men de svarede, og sagde: keiserens.
25. Men han sagde til dem: giver derfor keiseren, det keiseren hører til, og Gud det Gud hører til.
26. Og de kunde ikke straffe hans ord for folket, og de forundrede sig paa hans svar, og taug.
27. Men nogle af Sadducæerne gik til ham, hvilke gienstridigen sige: at der er ikke opstandelse) og spurgte ham, og sagde:
28. Mester, Moses haver skrevet os: dersom nogen broder døer, som haver en hustru, og denne døer barnløs, at hans broder da skal tage hustruen, og opreise sin broder sæd.
29. Nu vare her syv brødre, og den første tog en hustru, og døde barnløs.
30. Og den anden tog hustruen, og han døde barnløs.
31. Og den tredie tog hende, men desligeste og de syv, og de efterlode ikke børn, og døde.
32. Men paa det sidste, efter dem alle, døde ogsaa qvinden.
33. Hvis hustru iblandt dem skal hun derfor være i opstandelsen? thi de syv havde hende til hustru.
34. Og Jesus svarede, og sagde til dem: Denne verdens børn tage til ægte, og udgiftes.
35. Men hvilke som agtes værdige til at faae hiin verden, og opstandelsen fra de døde, tage hverken til ægte, eller udgiftes.
36. Thi de kan derefter og ikke døe; thi de ere Engle lige, og ere Guds børn, efterdi de ere opstandelsens børn.
37. Men at de døde opvækkes, haver og Moses givet tilkiende hos tornebusken, der han kalder Herren: Abrahams Gud, og Isaaks Gud, og Jakobs Gud.
38. Men han er ikke de dødes Gud, men de levendes; thi de leve ham alle.
39. Men nogle af de skriftkloge svarede, og sagde: Mester, du talede vel.
40. Men de torde ikke spørge ham ydermere om noget.
41. Men han sagde til dem: hvorledes sige de, Christum at være Davids Søn?
42. Og David selv siger i Psalmebogen: Herren sagde til min Herre: sid hos min høire haand. 
43. Indtil jeg lægger dine fiender til dine fødders fodskammel.
44. Saa kalder David ham en Herre; hvorledes er han da hans Søn?
45. Men der alt folket hørte det, sagde han til sine disciple:
46. Vogter eder for de skriftkloge, som vil gaae omkring i lange klæder, og lade sig gierne hilse paa torvene, og vil gierne have de fornemmeste stolestader i synagogerne, og sidde øverst til bords i nadverne.
47. De som opæde enkers huse, og bede længe under et skin; disse skal faae des overflødigere dom.


21. Capitel. 

1. Men han saae op, og agtede paa de rige, som lagde deres gaver i tempelets kiste.
2. Men han saae og en arm enke, som lagde to skierve der.
3. Og han sagde: sandelig, siger jeg eder, at denne fattige enke haver lagt mere end alle.
4. Thi alle disse have lagt af det, som de have til overflod, til Guds gaver; men denne haver af sin fattigdom lagt al hendes næring, som hun havde. 
5. Og der nogle sagde om tempelet at det var prydet med deilige stene og klenodier, sagde han:
6. Anlangende disse ting, som I see, skal de dage komme, paa hvilke skal ikke lades steen paa steen, som jo skal nedbrydes.
7. Da spurgte de ham ad, og sagde: Mester, naar skal dette da være? og hvilket er det tegn, naar det skal skee?
8. Men han sagde: seer til, I ikke blive forførte; thi mange skal komme under mit navn, og sige, at det er jeg, og at tiden er kommen nær; saa gaaer ikke efter dem.
9. Men naar I faae hørt om krig og oprør, forfærdes ikke; thi dette bør først at skee; men enden er ikke strax.
10. Da sagde han til dem: et folk skal opreise sig mod et andet folk, og et rige mod et andet rige.
11. Og der skal skee store jordskiælv her og der, og hunger og pestilentser, og skee skrækkelige ting, og store tegn af himmelen.
12. Men for alle disse ting skal de lægge deres hænder paa eder, og forfølge, og overantvorde eder i synagoger og fængseler, og føre eder for konger og fyrster for mit navns skyld.
13. Men, det skal vederfares eder til et vidnesbyrd.
14. Saa lægger det paa eders hierter, at I ikke tilforn betænke, hvorledes I skulle forsvare eder.
15. Thi jeg vil give eder mund og viisdom, hvilken alle eders modstandere ikke skal kunde imodsige, og ei imodstaae.
16. Men I skal og forraades af forældre, og brødre, og frænder, og venner; og de skal slaae nogle af eder ihiel.
17. Og I skal hades af alle for mit navns skyld.
18. Og ikke et haar af eders hoved skal forkommes.
19. Beholder eders siele i eders taalmodighed.
20. Men naar I see Jerusalem beleiret rundt omkring af krigshære, da mærker, at hendes ødeleggelse er kommen nær.
21. De som da ere i Judæa flye paa biergene, og de som ere midt i den vige derudfra, og de som ere i landene komme ikke ind i den.
22. Thi disse ere hævns dage, at alle de skrevne ting skulle fuldkommes.
23. Men vee de frugtsommelige, og dem, som give die i de dage, thi der skal være stor nød paa jorden, og en vrede over dette folk.
24. Og de skal falde ved skarpe sverd, og føres fangne til alle hedningerne, og Jerusalem skal nedtrædes af hedningerne, indtil hedningernes tider fuldkommes.
25. Og der skal skee tegn i soel og maane og stierner, og paa jorden skal folkene blive bange af tvivlraadighed, naar havet og vandbølgerne bruse.
26. Naar menneskene forsmægte for frygt, og for de tings forventelse, som skal komme over jorderige; thi himmelens kræfter skal røres.
27. Og da skal de see Menneskens Søn komme i skyen med megen kraft og herlighed.
28. Men naar disse ting begynde at skee, da seer op, og opløfter eders hoveder, fordi eders forløsning stunder til.
29. Og han sagde dem en lignelse: seer figentræet og alle træer.
30. Naar de nu udskyde knopper, og I see det, da kiende I af eder selv, at sommeren er nu nær.
31. Ligesaa og I, naar I see disse ting at skee, da kiender, at Guds rige er nær.
32. Sandelig siger jeg eder: at denne slægt skal ikke forgaae, førend det skeer altsammen.
33. Himmelen og jorden skal forgaae; men mine ord skal ingenlunde forgaae.
34. Men vogter eder selv, at eders hierter ikke nogen tid besværes med fraadserie og drukkenskab, og med sorrig for næring, og denne samme dag skal komme hastelig over eder.
35. Thi den skal komme som en snare over alle dem, som boe paa den ganske jords kreds.
36. Derfor vaager, og beder i al beleilig tid, at I kan agtes værdige til at undflye alle disse ting, som skee skal, og blive bestaaende for Menneskens Søn!
37. Men han lærte om dagen i tempelet, men om nætterne gik han ud, og blev natten over paa et bierg, som kaldes Oliebierg.
38. Og alt folket kom aarle til ham i tempelet, for at høre ham.


22. Capitel. 

1. Men de usyrede brøds høitid var nær, som kaldes paaske.
2. Og de ypperste præster og skriftkloge søgte, hvorledes da kunde ihielslaae ham; thi de frygtede for folket.
3. Men satan gik ind i Judas, som kaldtes Ischariotes, som var af de tolv deres tal.
4. Og han gik hen, og talede med de ypperste præster og høvedsmandene, hvorledes han vilde overantvorde dem ham.
5. Og de bleve glade, og lovede at give ham penge.
6. Og han tilsagde det; og han søgte beleilig tid, til at forraade ham dem uden oprør.
7. Men de usyrede brøds dag kom paa hvilken man burde at slagte paaskelammet.
8. Og han sendte Petrus og Johannes, og sagde: gaaer bort, bereder os paaskelammet, at vi kunne æde det.
9. Men de sagde til ham: hvor vil du, at vi skal berede det.
10. Men han sagde til dem: see, naar I komme ind i staden, skal et menneske møde eder, som bærer en vandkrukke; følger ham i huset, hvor han gaaer ind.
11. Og siger til huusbonden for huset: Mesteren lader dig sige: hvor er der herberge, der jeg kan æde paaskelammet med mine disciple?
12. Og han skal vise eder en stor sal, som er tillavet; der bereder det.
13. Men de gik hen, og fandt det, ligesom han havde sagt dem; og de beredte paaskelammet.
14. Og der tiden kom, satte han sig ned, og de tolv apostler med ham.
15. Og han sagde til dem: jeg haver hierteligen længtes efter, at æde dette paaskelam med eder, førend jeg lider.
16. Thi jeg siger eder, at jeg skal ingenlunde mere æde af det, indtil det bliver fuldkommet i Guds rige.
17. Og han tog kalken, takkede, og sagde: tager denne, og deler iblandt eder selv.
18. Thi jeg siger eder, at jeg skal ikke drikke af det, som voxer paa viintræe, førend Guds rige kommer.
19. Og han tog brødet, takkede og brød det, og gav dem, og sagde: dette er mit legeme, det som gives for eder; dette giører til min ihukommelse.
20. Ligesaa tog han og kalken efter de havde holdt nadvere, og sagde: denne kalk er det nye testamente i mit blod, hvilket udgydes for eder
21. Dog see, hans haand, som mig forraader, er over bordet med mig.
22. Og Menneskens Søn gaaer vel hen, som det er beskikket; dog vee det samme menneske, ved hvilket han bliver forraadt!
23. Og de begyndte at bespørge sig iblandt sig selv derom, hvilken det skulde dog være af dem, som det skulde giøre?
24. Men der var og en trætte iblandt dem derom, hvilken af dem skulde holdes for at være den største?
25. Men han sagde til dem: folkenes konger herske over dem, og de, som have magt over dem, kaldes naadige herrer.
26. Men giører I ikke saaledes; men den største iblandt eder skal være som den yngste; og den som er fornem, som den der tiener.
27. Thi hvilken er større? den som sidder til bords? eller den, som tiener? er ikke den, som sidder til bords? men jeg er iblandt eder som den, der tiener.
28. Men I ere de, som ere blevne varagtige hos mig i mine fristelser.
29. Og jeg beskikker eder riget, ligesom min Fader beskikkede mig det;
30. At I skal æde og drikke over mit bord i mit rige, og sidde paa stole, og dømme de tolv Israels stammer.
31. Men Herren sagde: Simon! Simon! see, satan begierede eder, at sigte eder som hvede.
32. Men jeg bad for dig, at din troe skal ikke aflade, og naar du engang omvender dig, da styrk dine brødre.
33. Men han sagde til ham: Herre, jeg er beredt at gaae med dig, baade i fængsel og i døden.
34. Men han sagde: Peder, jeg siger dig: hanen skal ikke gale i dag, førend du haver fornægtet tre gange, at du kiender mig.
35. Og han sagde til dem: der jeg udsendte eder uden pung og taske og skoe, fattedes eder noget? men de sagde: os fattedes intet.
36. Da sagde han til dem; men nu, hvo som har en pung, tage den, ligesaa og en taske, og hvo som ikke haver, sælge sit klædebon, og kiøbe et sverd.
37. Thi jeg siger eder: det bør endnu at fuldkommes i mig, som er skrevet: han er og regnet med overtrædere; thi de ting om mig have ende.
38. Men de sagde: Herre, see, her ere to sverde. Men han sagde til dem: det er nok.
39. Og han gik ud, og gik efter sædvane til Oliebierget; men hans disciple fulgte ham ogsaa.
40. Men der han kom til stedet, sagde han til dem: beder, at I skulle ikke indkomme i fristelse.
41. Og han sled sig fra dem ved et steenkast, og faldt paa knæe, bad, og sagde:
42. Fader, om du vil tage denne kalk fra mig! dog skee ikke min villie, men din!
43. Men en Engel af himmelen blev seet af ham, som styrkede ham.
44. Og der han stred haardt med døden, bad han heftigere; men hans sved blev som blodsdraaber, der faldt ned paa jorden.
45. Og der han var opstanden af bønnen, kom han til sine disciple, og fandt dem sovende af bedrøvelse.
46. Og han sagde til dem: hvi sove I? staaer op, og beder, at I skulle ikke indkomme i fristelse.
47. Men der han endnu talede, see, da kom skaren; og en af de tolv, som kaldtes Judas, gik for dem, og holdt sig nær til Jesum, at kysse ham.
48. Men Jesus sagde til ham: Judas, forraader du Menneskens Søn med et kys?
49. Men der de, som vare omkring ham, saae hvad der vilde skee, sagde de til ham: Herre, skulle vi slaae til med sverd?
50. Og en af dem slog den ypperste præstes tiener, og afhug hans høire øre.
51. Men Jesus svarede, og sagde: lader dem giøre indtil dette. Og han rørte ved hans øre, og lægte ham.
52. Men Jesus sagde til de ypperste præster, og høvedsmændene for tempelet, og de ældste, som vare komne til ham: I ere udgangne, som til en røver, med sverd og stænger.
53. Der jeg var dagligen hos eder i tempelet, udrakte I ikke hænder over mig; men denne er eders time, og mørkets magt. 
54. Men der de havde grebet ham, førte de, og indførte ham i den ypperste præstes huus; men Peder fulgte langt fra efter.
55. Men da de havde tændt en ild midt i palladset, og sat sig tilsammen, sad Peder midt iblandt dem.
56. Men en pige saae ham sidde ved ilden, og stirrede paa ham, og sagde: denne var og med ham.
57. Men han nægtede ham, og sagde: qvinde! jeg kiender ham ikke.
58. Og lidet derefter saae en anden ham, og sagde: du er og en af dem. Men Peder sagde; menneske! jeg er ikke.
59. Og noget derefter ved een time stadfæstede en anden haardt, og sagde: i sandhed denne var og med ham; thi han er og en Galilæer.
60. Men Peder sagde; menneske! jeg veed ikke, hvad du siger. Og strax, der han endnu talede, goel hanen.
61. Og Herren vendte sig, og saae paa Peder, og Peder kom Herrens ord ihu, eftersom han havde sagt til ham: førend hanen galer, skal du fornægte mig tre gange.
62. Og Peder gik ud udenfor, og græd bitterligen.
63. Og de mænd, som holdte Jesum, bespottede, ham og sloge ham,
64. Og de skiulte ham, og sloge ham i ansigtet, og spurgte ham, og sagde: spaae, hvo er den, som dig slog?
65. Og mange andre ting bespottede, og sagde de imod ham.
66. Og der det blev dag, forsamlede folkets ældste sig, og de ypperste præster og skriftkloge, og førte ham hen op for deres raad.
67. Og sagde: er du Christus? siig os det. Men han sagde til dem: siger jeg eder det, troe I det ikke.
68. Men adspørger jeg og, svare I mig ikke, eller lade mig løs.
69. Nu herefter skal Menneskens Søn sidde hos Guds Kraftes høire haand.
70. Men de sagde alle: er du da den Guds Søn? men han sagde til dem: I sige det, thi jeg er det.
71. Men de sagde: hvad have vi længere vidnesbyrd behov; thi vi have selv hørt det af hans mund.


23. Capitel.

1. Og deres ganske hob stod op, og førte ham for Pilatus.
2. Men de begyndte at anklage ham. og sagde: denne finde vi, at han forvender folket, og forbyder at give keiseren skat, og siger sig selv at være Christus, en Konge.
3. Men Pilatus spurgte ham, og sagde: er du den Jødernes Konge? men han svarede ham, og sagde: du siger der.
4. Men Pilatus sagde til de ypperste præster og til folket: jeg finder ingen skyld i dette Menneske.
5. Men de holdte hart ved, og sagde: han oprører folket, i det han lærer over al Judæa, siden han begyndte fra Galilæa hidindtil.
6. Men der Pilatus hørte om Galilæa, spurgte han, om det menneske var en Galilæer.
7. Og der han fik at vide, at han var under Herodis magt, sendte han ham til Herodes, som var og selv i Jerusalem i de samme dage.
8. Men der Herodes saae Jesum, blev han meget glad; thi han vilde gierne længe siden have seet ham, fordi han havde hørt meget om ham, og haabede, at skulle see et tegn af ham.
9. Men han spurgte ham med mange ord, men han svarede ham intet.
10. Men de ypperste præster og skriftkloge stode, og anklagede ham heftig.
11. Men der Herodes med sit krigsfolk havde foragtet og bespottet ham, kastede han et hvidt klædebon om ham og sendte ham til Pilatus igien.
12. Paa den dag bleve Pilatus og Herodes venner med hverandre; thi de vare før hverandres fiender.
13. Men Pilatus sammenkaldte de ypperste præster, og de øverste, og folket,
14. Og sagde til dem: I have ført dette menneske til mig, som den, der afvender folker; og see, jeg haver forhørt ham for eder, og finder ingen af de sager hos dette menneske, som I anklage ham for.
15. Men ikke heller Herodes; thi jeg sendte eder til ham, og see, der er intet giort af ham, som han er skyldig at døe for.
16. Derfor vil jeg revse ham. og lade løs.
17. Men han havde fornøden, at lade dem een løs paa høitiden.
18. Men de raabte i den ganske hob, og sagde: tag denne bort, men lad os Barrabas løs.
19. (Hvilken var kastet i fængsel for et oprør, som skede i staden, og for et mord.)
20. Derfor raabte Pilatus atter til dem, og vilde lade Jesum løs.
21. Men de overraabte ham, og sagde: korsfæst! korsfæst ham!
22. Men han sagde tredie gang til dem: hvad ondt haver da denne giort? jeg finder ingen døds-sag i ham; derfor vil jeg revse ham og lade ham løs.
23. Men de hængte ham over med stort skrig, og begierede at han skulde korsfæstes; og deres og de ypperste præsters skrig fik overhaand.
24. Men Pilatus dømte, at deres begiering skulde skee.
25. Men han lod dem den løs, som var kastet i fængsel for oprør og mord, hvilken de begierede; men Jesum overgav han deres villie.
26. Og der de førte ham hen, toge de fat paa een, Simon af Cyrene, som kom af marken, og de lagde korset paa ham, at han skulde bære det efter Jesum.
27. Men en stor hob folk og qvinder fulgte ham, som baade beklagede og begræd ham.
28. Men Jesus vendte sig om til dem og sagde: I Jerusalems døttre! græder ikke over mig, men græder over eder selv, og over eders børn.
29. Thi see, de dage komme, paa hvilke man skal sige; salige ere de ufrugtsommelige, og de liv, som ikke fødte, og de bryster, som ikke gave die.
30. Da skal de begynde at sige til biergene: falder over os! og til høiene: skiuler os!
31. Thi giøre de dette med det grønne træe, hvad vil da skee med det tørre?
32. Men der bleve og to andre misdædere førte med ham, at ihielslaaes.
33. Og der de vare komne til det sted, som kaldes hovedpandested, korsfæstede de ham der, og misdæderne, den eene ved den høire, med den anden ved den venstre side.
34. Men Jesus sagde: Fader, forlad dem; thi de vide ikke hvad de giøre. Men de skiftede hans klæder, og kastede lod derom.
35. Og folket stod, og saae til. Men og de øverste spottede ham med dem, og sagde: han haver frelst andre, han frelse sig selv, dersom han er den Christus, den Guds udvalgte.
36. Men og stridsmændene spottede ham, som traadte til, og frembragte ham ædike, og sagde:
37. Dersom du er den Jødernes Konge, da frels dig selv.
38. Men der var og en overskrift skreven over ham med græske og latinske og ebraiske bogstaver: denne er den Jødernes Konge.
39. Men een af misdæderne, som vare hængte, bespottede ham, og sagde: er du den Christus, da frels dig selv og os,
40. Men den anden svarede, og straffede ham, og sagde: frygter du ei heller for Gud, da du er i den samme dom?
41. Og vi vel med rette; thi vi faae det vore gierninger have forskyldt; men denne handlede ikke uskikkeligt.
42. Og han sagde til Jesum: Herre, kom mig ihu, naar du kommer i dit rige.
43. Og Jesus sagde til ham: sandelig siger jeg dig, i dag skal du være med mig i paradiis.
44. Men det var ved den siette time, og der blev et mørke over det ganske land indtil den niende time.
45. Og solen blev formørket, og forhænget i tempelet splittedes midt ad.
46. Og Jesus raabte med stor røst, og sagde: Fader, jeg vil befale min aand i dine hænder; og der han det sagde, udgav han aanden.
47. Men der høvedsmanden saae det, som skede, prisede han Gud, og sagde: i sandhed, dette menneske var retfærdigt.
48. Og alle de folk, som vare sammenkomne til dette spektakel, der de agtede de ting, som skede, sloge sig for deres bryst, og vendte tilbage.
49. Men alle hans kyndinge stode langt borte, og de qvinder, som havde fulgt med ham af Galilæa, og saae dette.
50. Ogsaa, en mand ved navn Joseph, som var en raadmand, en god og retfærdig mand,
51. (Denne havde ikke samtykket i deres raad og gierning,) han var af Jødernes stad Arimathæa; som og selv ogsaa ventede Guds rige;
52. Han gik til Pilatus, og begierede Jesu legeme.
53. Og han tog det ned, og svøbte det i et fint linklæde, og lagde det i en grav, som var huggen i en klippe, hvor ikke endnu nogen var lagt.
54. Og det var beredelses dag, og sabbaten begyndte.
55. Men og qvinderne fulgte efter, som vare komne med ham af Galilæa, og saae graven, og hvorledes hans legeme blev lagt.
56. Men de vendte tilbage, og beredte dyrebare smørelser og salver, og sabbaten over hvilede de efter loven.


24. Capitel. 

1. Men paa den første dag i ugen meget aarle kom de til graven, og bare dyrebare smørelser, som de havde beredt; og nogle kom med dem.
2. Men de fandt stenen afveltet fra graven;
3. Og de gik ind, og fandt ikke den Herres Jesu legeme.
4. Og det skede, der de tvivlede derom, see, da stode to mænd hos dem i skinnende klæder.
5. Men der de bleve bange, og bøiede ansigtet til jorden, sagde de til dem: hvi lede I efter den levende iblandt de døde?
6. Han er ikke her, men han er opstanden; kommer ihu, hvorledes han talede til eder, der han endnu var i Galiæa, og sagde.
7. Det bør Menneskens Søn, at overantvordes i syndige menneskers hænder, og korsfæstes, og opstaae tredie dag.
8. Og de kom hans ord ihu.
9. Og de gik fra graven igien, og kundgiorde alle disse ting for de elleve, og for alle de andre.
10. Men der vare Maria Magdalena, og Johanna, og Maria Jakobi moder, og andre qvinder med dem, som sagde apostlerne disse ting.
11. Og deres ord syntes for dem, som en løs tale, og de troede dem ikke.
12. Men Peder stod op, og løb til graven, og der han kiggede derind, saae han linklæderne liggende allene, og gik bort, og forundrede sig ved sig selv over det, som skeet var.
13. Og see, to af dem gik paa den samme dag til en bye, som var tresindstive agre langt fra Jerusalem, hvis navn var Emmaus.
14. Og de talede med hverandre om alle disse ting, som vare skeete.
15. Og det begav sig, der de talede og bespurgte sig tilhobe, kom og Jesus selv nær, og vandrede med dem.
16. Men deres øine holdtes, at de kiendte ham ikke.
17. Men han sagde til dem: hvad ere disse for taler, som I handle med hverandre om, i det I gaae, og ere bedrøvede?
18. Men een svarede af dem, som hed Cleophas, og sagde til ham: er du allene fremmed i Jerusalem, og veed ikke de ting, som ere skeete i den i disse dage?
19. Og han sagde til dem: hvilke? men de sagde til ham: de ting om Jesus af Nazareth, som var en mand, en Prophet, mægtig i gierning og ord for Gud og alt folk;
20. Og hvorledes de ypperste præster, og vore øverste have overantvordet ham til dødens dom, og korsfæstet ham.
21. Men vi haabede at han var den, som skulde forløse Israel; men med alle disse ting er det i dag den tredie dag, siden det skede.
22. Saa have og nogle af vore qvinder forskrækket os, som vare aarle hos graven.
23. Og der de fandt ikke hans legeme, kom de, og sagde: at de og havde seet Engles syn, hvilke sige: han lever.
24. Og nogle af dem, som vare med os, gik hen til graven, og fandt det saaledes, ligesom qvinderne og havde sagt; men ham saae de ikke.
25. Og han sagde til dem: o I daarer, og seenhiertede til at troe alt det, som propheterne have sagt!
26. Burde det ikke Christum at lide dette, og at indgaae til sin herlighed.
27. Og han begyndte fra Moses og fra alle propheter, og udlagde dem i alle skrifrer det, som var skrevet om ham.
28. Og de kom nær til byen, som de gik til, og han lod, som han vilde gaae længere.
29. Og de nødte ham meget, og sagde: bliv hos os, thi det er mod aften, og dagen helder; og han gik ind, for at blive hos dem.
30. Og det skede, da han sad med dem til bords, tog han brødet, velsignede og brød det, og gav dem.
31. Men deres øine bleve aabnede, og de kiendte ham, og han blev usynlig for dem.
32. Og de sagde til hverandre: var ikke vort hierte brændende i os, der han talede til os paa veien, og der han oplod os skrifterne?
33. Og de stode op i den samme time, og vendte til Jerusalem igien, og fandt de elleve forsamlede, og dem, som vare hos dem, som sagde:
34. Herren er sandeligen opstanden, og seet af Simon.
35. Og de fortalte de ting, som vare skeete paa veien, og hvorledes han blev kiendt af dem, i det han brød brødet.
36. Men der de talede disse ting, stod Jesus selv midt iblandt dem, og sagde til dem: fred være med eder.
37. Da forfærdedes de, og bleve bange, og meente, at de saae en aand.
38. Og han sagde til dem: hvi ere I saa forfærdede? og hvi opstige saadanne tanker i eders hierter?
39. Seer mine hænder og mine fødder: det er jeg selv, føler mig, og seer; thi en aand haver ikke kiød og been, som I see, at jeg haver.
40. Og der han det sagde, viste han dem hænderne og fødderne.
41. Men der de endnu ikke troede for glæde, og forundrede sig, sagde han til dem: have I her noget at æde?
42. Men de gave ham et stykke af en stegt fisk, og af en honningkage.
43. Og han tog det, og aad det for dem.
44. Men han sagde til dem: disse ere de taler, som jeg sagde til eder, der jeg endnu var hos eder: at de ting bør allesammen at fuldkommes, som ere skrevne i Mose lov og propheterne og psalmerne om mig.
45. Da oplod han deres forstand, at de forstode skrifterne.
46. Og han sagde til dem: saaledes er skrever, og saaledes burde det Christum at lide, og at opstaae fra de døde tredie dag;
47. Og at prædikes i hans navn omvendelse og syndernes forladelse for alle folk, som skulde begynde fra Jerusalem.
48. Men I ere vidner til disse ting.
49. Og see, jeg sender min faders forjættelse over eder. Men I skal blive i Jerusalems stad, indtil I blive iførte med kraft af det høie.
50. Men han førte dem hen ud uden for indtil Bethanien; og han opløftede sine hænder, og velsignede dem.
51. Og det skede, der han velsignede dem, skildtes han fra dem, og foer op til himmelen.
52. Og de tilbade ham, og vendte tilbage til Jerusalem med stor glæde.
53. Og de vare stedse i tempelet, og lovede og prisede Gud. Amen.

 

H="Johannes - John"

St. Johannis Evangelium.


1. Capitel.

1. I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. 
2. Det var i begyndelsen hos Gud.
3. Alle ting ere giorte ved det; og uden det er ikke end eet stykke giort af det, som giort er.
4. I det var liv, og livet var menneskens lys.
5. Og lyset skinnede i mørket, og mørket begreb det ikke.
6. Der blev er menneske udsendt af Gud, han hedde Johannes.
7. Denne kom til et vidnesbyrd, at han skulde vidne om lyset, at alle skulde troe ved ham.
8. Han var ikke lyset, men at han skulde vidne om lyset.
9. Det var der sande lys, som oplyser hvert menneske, der kommer i verden.
10. Han var i verden, og verden er giort ved ham, og verden kendte ham ikke.
11. Han kom til sine egne ting, og hans egne annammede ham ikke.
12. Men saa mange, som ham annammede, dem haver han givet magt at blive Guds børn, dem som troe paa hans navn;
13. Hvilke ikke ere fødte af blod, ei heller af kiøds villie, ei heller af mands villie, men af Gud.
14. Og Ordet blev kiød, og boede iblandt os, (og vi saae hans herlighed, en herlighed, som den Eenbaarnes af Faderen,) fuld af naade og sandhed. 
15. Johannes vidnede om ham, og raabte, og sagde: denne var den, som jeg sagde om: den, som kommer efter mig, har været for mig, thi han var førend jeg.
16. Og af hans fylde have vi alle faaet, og saa naade for naade.
17. Thi loven er given ved Moses; naaden og sandheden er bleven ved Jesum Christum.
18. Ingen har nogen tid seet Gud; den eenbaarne Søn, som er i Faderens skiød, han haver forklaret det.
19. Og dette er Johannis vidnesbyrd, der Jøderne sendte af Jerusalem præster og Levitter at de skulde spørge ham: hvo er du?
20. Og han bekiendte, og nægtede ikke; og bekiendte: jeg er ikke den Christus.
21. Og de spurgte ham: hvad da? er du Elias? og han sagde: jeg er ikke; er du den Prophet? og han svarede: nei.
22. Derfor sagde de til ham: hvo er du? at vi kan give dem svar, som have udsendt os: hvad siger du om dig selv?
23. Han sagde: jeg er hans røst, som raaber i ørken: retter Herrens vei; saasom propheten Esaias haver sagt.
24. Og de, som vare udsendte, vare af Pharisæerne;
25. Og de spurgte ham, og sagde til ham: hvi døber du da, dersom du er ikke den Christus, ei eller Elias, ei heller den Prophet?
26. Johannes svarede dem, og sagde: jeg døber med vand; men han stod midt iblandt eder, den I ikke kiende.
27. Han er den, som kommer efter mig, hvilken har været for mig hvis skoetvinge jeg er ikke værdig at opløse.
28. Dette skede i Bethabara paa hiin side Jordan, hvor Johannes døbte.
29. Den anden dag seer Johannes Jesum komme til sig, og siger: see, det Guds Lam, som bærer verdens synd!
30. Han er den, om hvilken jeg sagde: efter mig kommer en Mand, hvilken har været for mig; thi han var førend jeg.
31. Og jeg kiendte ham ikke; men paa det han skulde aabenbares for Israel, derfor er jeg kommen, og døber med vand.
32. Og Johannes vidnede, og sagde: jeg saae, at Aanden foer ned, som en due, af himmelen, og den blev over ham.
33. Og jeg kiendte ham ikke; men den, som sendte mig at døbe med vand, han sagde til mig: paa hvilken du seer Aanden fare ned, og blive over ham, han er den, som døber med den Hellig Aand.
34. Og jeg haver seet det, og vidnet, at denne er den Guds Søn.
35. Den anden dag stod atter Johannes, og to af hans diseiple.
36. Og der han saae paa Jesum, som vandrede, sagde han: see det Guds Lam.
37. Og de to disciple hørte ham tale, og de fulgte Jesum.
38. Men Jesus vendte sig tilbage, og saae dem følge, og sagde til dem:
39. Hvad lede I efter? men de sagde til ham: Rabbi, (som kaldes, naar det udlægges, Mester,) hvor er dit værelse?
40. Han sagde til dem: kommer, og seer. De kom, og saae, hvor han havde sit værelse, og bleve samme dag hos ham; men det var ved den tiende time.
41. Een af de to, som hørte af Johannes, og fulgte ham, var Andreas, Simon Peders broder.
42. Denne fandt først sin egen broder Simon, og sagde til ham: vi have fundet Mesias, hvilket er udlagdt, Christus.
43. Og han førte ham til Jesum. Men der Jesus saae paa ham, sagde han: du er Simon Jonas Søn; du skal hedde Kephas, det er udlagt, Petrus, en klippe.
44. Den anden dag vilde Jesus gaae ud til Galilæa, og fandt Philippus, og sagde til ham: følg mig.
45. Men Philippus var af Bethsaida, af Andreas og Peders stad
46. Philippus fandt Nathanael, og sagde til ham: vi have fundet den, om hvilken Moses haver skrevet i loven, og Propheterne, Jesum, den Josephs Søn, den af Nazareth.
47. Og Nathanael sagde til ham: kan noget godt være af Nazareth? Philippus sagde til ham: kom og see.
48. Jesus saae Nathanael komme til sig, og sagde om ham: see, der er sandelig en Israelite, i hvilken er ikke svig.
49. Nathanael sagde til ham: hvoraf kiender du mig? Jesus svarede, og sagde til han: førend Philippus kaldte dig, der du var under figentræet, saae jeg dig.
50. Nathanael svarede, og sagde til ham: Rabbi, du er den Guds Søn, du er den Israels Konge.
51. Jesus svarede, og sagde til ham: tøver du, fordi jeg sagde dig, jeg saae dig under figentræet? du skal see større ting end disse.
52. Og han sagde til ham: sandelig. sandelig siger jeg eder: fra nu af skal I see himmelen aabnet, og Guds Engle fare op, og fare ned over Menneskens Søn.


2. Capitel.

1. Og paa den tredie dag blev der bryllup i Cana i Galilæa, og Jesu moder var der.
2. Men ogsaa Jesus og hans disciple vare budne til brylluppet.
3. Og der de fattedes viin, sagde Jesu moder til ham: de have ikke viin.
4. Jesus sagde til hende: qvinde! hvad haver jeg med dig at giøre? min time er ikke endnu kommen.
5. Hans moder sagde til tienerne: hvad som han siger eder, det giører.
6. Men der vare sex vandkar af steen, satte efter Jødernes renselses skik, som holdte hver to eller tre maader.
7. Jesus sagde til dem: fylder vandkarrene med vand, og de fyldte dem indtil det øverste.
8. Og han sagde til dem: øser nu, og bærer til kiøgemesteren, og de bare frem.
9. Men der kiøgemesteren smagede vandet, som var blevet viin, (og vidste ikke hvorfra det kom, men tienerne vidste det, som havde øst vandet) kaldte kiøgemesteren brudgommen, og sagde til ham:
10. Hvert menneske sætter først den gode viin frem, og naar de ere blevne drukne, da den ringere; du haver forvaret den gode viin indtil nu.
11. Denne begyndelse paa sine tegn giorde Jesus i Cana udi Galilæa, og aabenbarede sin herlighed, og hans disciple troede paa ham.
12. Derefter drog han ned til Capernaum, han, og hans moder, og hans brødre, og hans disciple, og de bleve der ikke mange dage.
13. Og Jødernes paaske var nær, og Jesus drog op til Jerusalem.
14. Og han fandt dem i tempelet, som solgte øxen og faar og duer, og vexlere siddende.
15. Og han giorde en svøbe af snorer, og drev alle ud af tempelet, ogsaa faar og øxen, og spildte vexlernes penge og omstødte bordene.
16. Og han sagde til dem, som solgte duer: tager disse ting herfra; giører ikke min Faders huus til et kiøbehuus.
17. Men hans disciple kom ihu, at der er skrevet: nidkierhed for dit huus haver ædet mig.
18. Da svarede Jøderne, og sagde til ham: hvad viser du os for et tegn, efterdi du giør disse ting?
19. Jesus svarede, og sagde til dem: nedbryder dette tempel, og inden tre dage vil jeg opreise det.
20. Derfor sagde Jøderne: paa dette tempel er bygt i sex og fyrretive aar; og du vil opreise det i tre dage?
21. Men han talede om sit legems tempel.
22. Derfor, da han var opstanden fra de døde, kom hans disciple ihu, at han havde sagt dette til dem: og de troede skriften, og den tale, som Jesus havde sagt.
23. Men der han var i Jerusalem om paasken paa høitiden, troede mange paa hans navn, der de saae hans tegn an, som han giorde.
24. Men Jesus selv betroede sig dem ikke, fordi han kiendte alle.
25. Og fordi han havde ikke behov, at nogen skulde vidne om et menneske; thi han vidste selv, hvad der var i et menneske.


3. Capitel.

1. Men der var et menneske af Pharisæerne, han hed Nicodemus, en øverste iblandt Jøderne. 
2. Han kom til Jesum om natten, og sagde til ham: Mester, vi vide, at du er en lærer, kommen af Gud; thi ingen kan giøre de tegn, som du giør, uden Gud er med ham.
3. Jesus svarede, og sagde til ham: sandelig, sandelig siger jeg dig: uden nogen bliver født paa ny, kan han ikke see Guds rige.
4. Nicodemus siger til ham: hvorledes kan et menneske fødes, som er gammelt? mon det kan anden gang komme ind i sin moders liv, og fødes?
5. Jesus svarede: sandelig, sandelig siger jeg dig: uden nogen bliver født af vand og Aand, kan han ikke indkomme i Guds rige.
6. Hvad som født er af kiødet, er kiød; og hvad som født er af Aanden, er Aand.
7. Forundre dig ikke, at jeg sagde til dig: det bør eder at fødes paa ny.
8. Veiret blæser, hvor det vil, og du hører dets susen, men du veed ikke, hvorfra det kommer, og hvor det farer den; saaledes er hver den, som er født af Aanden.
9. Nicodemus svarede, og sagde til ham: hvorledes kan dette skee?
10. Jesus svarede, og sagde til ham: er du den Israels lærer, og veed ikke dette?
11. Sandelig, sandelig siger jeg dig: vi tale det vi vide, og vidne det, vi have seet; og I annamme ikke vort vidnesbyrd.
12. Dersom jeg siger eder de jordiske ting, og I ikke troe; hvorledes skulde I troe, om jeg sagde eder de himmelske?
13. Og ingen farer op til himmelen, uden den, som foer ned af himmelen, Menneskens Søn, som er i himmelen.
14. Og ligesom Moses ophøiede en stange i ørken, saa bør det Menneskens Søn at ophøies; 
15. At hver den, som troer paa ham, ikke skal fortabes. men have et evigt liv.
16. Thi saa haver Gud elsket verden, at han haver givet sin Søn den eenbaarne, at hver den, som troer paa ham, ikke skal fortabes, men have et evigt liv.
17. Thi Gud haver ikke sendt sin Søn til verden, at han skal dømme verden, men at verden skal blive salig ved ham.
18. Hvo som troer paa ham, dømmes ikke; men hvo som ikke troer, er allerede dømt; thi han haver ikke troet paa Guds eenbaarne Søns navn.
19. Men denne er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mere mørket end lyset; thi deres gierninger vare onde.
20. Thi hver, som giør ondt, hader lyset, og kommer ikke til lyset, at hans gierninger skal ikke straffes;
21. Men hvo som giør sandhed, kommer til lyset, at hans gierninger maae blive aabenbarede; thi de ere giorte i Gud.
22. Derefter kom Jesus og hans disciple i Judææ land. og han tøvede der med dem nogen tid, og døbte.
23. Men og Johannes døbte i Ænon, nær hos Salim, thi der var meget vand; og de kom der hen, og bleve døbte.
24. Thi Johannes var ikke endda kastet i fængsel.
25. Derfor skede der et spørgsmaal af Johannis disciple med Jøderne om renselsen.
26. Og de kom til Johannes, og sagde til ham: Mester, den som var hos dig paa hiin side Jordan, hvilken du gav vidnesbyrd, see, han døber, og alle komme til ham.
27. Johannes svarede, og sagde: et menneske kan slet intet tage, uden det bliver givet ham af himmelen.
28. I ere selv mine vidner, at jeg sagde: jeg er ikke den Christus, men at jeg er udsendt for ham.
29. Den, som haver bruden, er Brudgommen; men Brudgommens ven, som staaer, og hører ham, glæder sig meget over Brudgommens røst. Derfor er denne min glæde opfyldt.
30. Ham bør at voxe, men mig at forringes.
31. Den, som kommer oven af, er over alle; den, som er af jorden, er af jorden, og taler af jorden; den, som kommer af himmelen, er over alle.
32. Og det, som han haver seet og hørt, vidner han, og ingen annammer hans vidnesbyrd.
33. Den, som annammer hans vidnesbyrd, haver beseglet, at Gud er sandru.
34. Thi den, som Gud udsendte, taler Guds ord; thi Gud giver ham Aanden ikke efter maade.
35. Faderen elsker Sønnen, og haver givet alle ting i hans haand.
36. Hvo som troer paa Sønnen, haver et evigt liv; men hvo som ikke troer Sønnen, skal ikke see livet, men Guds vrede bliver over ham. 


4. Capitel.

1. Der Herren da fik at vide, at Pharisæerne havde hørt, at Jesus giorde flere disciple, og døbte flere end Johannes,
2. (Endog Jesus selv ikke døbte, men hans disciple;)
3. Da forlod han Judæa, og drog atter hen til Galilæa.
4. Men ham burde at reise igiennem Samaria.
5. Da kom han til en Samaria stad, som kaldes Sichar, nær hos det stykke land, som Jakob gav Joseph sin søn.
6. Men der var Jakobs brønd. Der Jesus da var træt af reisen, satte han sig hos brønden; og det var ved den siette time.
7. Da kom en qvinde af Samaria, at opdrage vand. Jesus sagde til hende: giv mig at drikke.
8. Thi hans disciple vare gangne i staden, at de kunde kiøbe mad.
9. Derfor sagde den Samaritanske qvinde til ham: hvorledes beder du, som er en Jøde, om drikke af mig, som er en Samaritansk qvinde? thi Jøder have ikke gemeenskab med Samaritaner.
10. Jesus svarede, og sagde til hende: dersom du kiendte den Guds gave, og hvo den er, som siger til dig: giv mig at drikke; da havde du bedet ham, og han havde givet dig levende vand. 
11. Qvinden sagde til ham: Herre, du haver og ikke at drage op med, og brønden er dyb; hvorfra haver du da det levende vand?
12. Mon du være mere end vor fader Jakob, som haver givet os brønden, og han haver selv drukket deraf, og hans børn, og hans qvæg?
13. Jesus svarede, og sagde til hende: hver den, som drikker af dette vand, skal tørste igien.
14. Men hvo som drikker af det vand, som jeg vil give ham, skal ikke tørste til evig tid; men det vand, som jeg vil give ham, skal blive en kilde med vand i ham, som opvælder til et evigt liv.
15. Qvinden siger til ham: Herre, giv mig det vand, at jeg skal ikke tørste, og jeg ikke heller skal komme hid at opdrage.
16. Jesus siger til hende: gak bort, kald din mand, og kom hid.
17. Qvinden svarede, og sagde: jeg haver ikke mand. Jesus siger til hende: du talede vel; jeg haver ikke mand.
18. Thi du haver havt fem mand; og den, som du nu haver, er ikke din mand; det sagde du sandt.
19. Qvinden siger til ham: Herre, jeg seer, at du er en Prophet.
20. Vore fædre have tilbedet paa dette bierg; og I sige, at i Jerusalem er det sted, hvor man bør at tilbede.
21. Jesus siger til hende: qvinde! troe mig, at den time kommer, naar I hverken paa dette bierg, ei heller i Jerusalem skal tilbede Faderen.
22. I tilbede det, som I ikke vide; vi tilbede det, som vi vide; thi saliggiørelsen er af Jøderne. 
23. Men den time kommer, og er nu, naar de sande tilbedere skal tilbede Faderen i aand og sandhed; thi og Faderen søger efter saadanne, som ham saaledes tilbede.
24. Gud er en Aand; og de ham tilbede, bør det at tilbede i Aand og sandhed.
25. Qvinden siger til ham: jeg veed, at Messias kommer, som kaldes Christus; naar han kommer, skal han forkynde os alle ting.
26. Jesus siger til hende: jeg er den, som taler med dig. 
27. Og i det samme kom hans disciple, og forundrede sig, at han talede med qvinden; dog sagde ingen: hvad spør du? eller hvad taler du med hende?
28. Da lod qvinden sit vandkar staae, og gik bort i staden, og sagde til menneskene:
29. Kommer, seer et Menneske, som sagde mig alt det, jeg haver giort; mon denne ikke være den Christus?
30. Da gik de ud af staden, og kom til ham.
31. Men desimellem bade disciplene ham, og sagde: Mester, æd.
32. Men han sagde til dem: jeg haver mad at æde, den I ikke vide.
33. Da sagde disciplene til hverandre: mon nogen haver bragt ham noget at æde?
34. Jesus sagde til dem: min mad er, at jeg giør hans villie, som mig udsendte, og fuldkommer hans gierning.
35. Sige I ikke: der ere endnu fire maaneder til, saa kommer høsten? see, jeg siger eder: opløfter eders øine, og seer markerne, de ere allerede hvide til høsten.
36. Og hvo som høster, faaer løn, og samler frugt til et evigt iiv; paa det de skal glæde sig tilhobe, baade den som saaer, og den som høster.
37. Thi i dette er den tale sand, at der er en anden som saaer, og en anden som høster.
38. Jeg haver udsendt eder, at høste det, som I ikke arbeidede: andre have arbeidet, og I ere indkomne i deres arbeide.
39. Men mange af Samaritanerne af den samme stad troede paa ham for qvindens tales skyld, som vidnede: han haver sagt mig alt det jeg haver giort.
40. Da nu Samaritanerne kom til ham, bade de ham, at han vilde blive hos dem; og han blev der to dage.
41. Og mange flere troede for hans ords skyld.
42. Og de sagde til qvinden: vi troe ikke nu længere for din tales skyld; thi vi have selv hørt, og vide, at denne er sandeligen den verdens Frelser, den Christus.
43. Men efter to dage gik han ud derfra, og gik hen til Galilæa.
44. Thi Jesus vidnede selv, at en prophet bliver ikke æret i sit eget fædreneland.
45. Der han kom da til Galilæa, annammede de Galilæer ham, som havde seet alt det, som han giorde i Jerusalem paa høitiden; thi de vare og komne til høitiden.
46. Da kom Jesus atter til Cana i Galilæa, hvor han havde giort vand til viin. Og der var en kongelig mand, hvis søn laae syg i Capernaum.
47. Der denne hørte, at Jesus kom af Judæa til Galilæa, gik han til ham, og bad ham, at han vilde komme ned, og helbrede hans søn; thi han var nær ved at døe.
48. Da sagde Jesus til ham: dersom I ikke see tegn og underlige gierninger, ville I ikke troe.
49. Den kongelige mand sagde til ham: Herre, kom ned, før mit barn døer.
50. Jesus siger til ham: gak bort; din søn lever. Og mennesket troede det ord, som Jesus sagde til ham, og gik bort.
51. Men i det han gik nu ned, mødte hans tienere ham, og forkyndte, og sagde: dit barn lever.
52. Derfor udspurgte han den time af dem, paa hvilken han havde faaet bedre; og de sagde til ham: i gaar ved den syvende time forlod feberen ham.
53. Da mærkede faderen, at det var skeet paa den samme time, paa hvilken Jesus havde sagt til ham: din søn lever; og han troede selv, og hans ganske huus.
54. Dette det andet tegn giorde atter Jesus, der han var kommen af Judæa til Galilæa.


5. Capitel.

1. Derefter var det Jødernes høitid, og Jesus gik op til Jerusalem.
2. Men der er en dam i Jerusalem hos faare-porten, den kaldes paa Ebraisk Bethesda, som haver fem skuur.
3. I dem laae en stor mængde af syge, blinde, halte, visne, som forventede, at vandet skulde røres.
4. Thi en Engel foer ned paa visse tider udi dammen, og bevægede vandet. Hvo som indstigede da først, efter vandet var bevæget, blev sund, hvadsomhelst syge han var behæftet med.
5. Men der var et menneske, som havde ligget otte og tredive aar i sygdom.
6. Der Jesus saae ham ligge, og vidste, at han havde allerede ligget lang tid, sagde han til ham: vil du vorde sund?
7. Den syge svarede ham: Herre, jeg haver ikke et menneske, at der kan kaste mig i dammen, naar vander bliver bevæget; men naar jeg kommer, nedstiger en anden for mig.
8. Jesus sagde til ham: staae op, tag din seng op, og gak.
9. Og strax blev mennesket sund, og tog sin seng op, og gik; men det var sabbat paa den samme dag.
10. Derfor sagde Jøderne til den, som var bleven helbredet: det er sabbat, det er dig ei tilladt, at tage sengen op.
11. Han svarede dem: den som giorde mig sund, han sagde til mig: tag din seng op, og gak.
12. Da spurgte de ham: hvo er det menneske, som sagde til dig: tag din seng op, og gak?
13. Men den, som var bleven helbredet, vidste ikke, hvo han var; thi Jesus unddrog sig, da folket var paa stedet.
14. Derefter fandt Jesus ham i tempelet, og sagde til ham: see, du er bleven sund; synd ikke mere, at dig ikke noget værre skal vederfares. 
15. Mennesket gik bort, og kundgiorde Jøderne, at det var Jesus, som giorde ham sund.
16. Og derfor forfulgte Jøderne Jesum, og søgte efter at slaae ham ihiel, fordi han havde giort dette paa en sabbat.
17. Men Jesus svarede dem: Min Fader arbeider indtil nu, og jeg arbeider.
18. Derfor søgte da Jøderne mere at slaae ham ihiel, fordi han ikke alleneste brød sabbaten, men kaldte og Gud sin egen Fader, og giorde sig selv Gud lig.
19. Derfor svarede Jesus, sg sagde til dem: sandelig, sandelig siger jeg eder: Sønnen kan slet intet giøre af sig selv, uden hvad han seer Faderen giøre; thi hvilke ting som han giør, de samme giør og Sønnen ligesaa.
20. Thi Faderen elsker Sønnen, og viser ham alt det, han selv giør; og han skal vise ham større gierninger end disse, at I skal forundre eder.
21. Thi ligesom Faderen opvækker døde og giør levende, ligesaa giør og Sønnen levende, hvilke han vil.
22. Thi end dømmer Faderen slet ingen, men haver givet Sønnen al dom;
23. At de skal alle ære Sønnen, ligesom de ære Faderen, hvo som ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som ham udsendte.
24. Sandelig, sandelig siger jeg eder: hvo som hører mit ord, og troer den, som mig udsendte, haver et evigt liv; og kommer ikke til dommen, men er gaaet over fra døden til livet.
25. Sandelig, sandelig siger jeg eder: den time kommer, og er nu, da de døde skal høre Guds Søns røst, og de, som den høre, skal leve. 
26. Thi ligesom Faderen haver liv i sig selv, saaledes haver han og givet Sønnen, at have liv i sig selv;
27. Og haver givet ham magt, ogsaa at holde dom, saa vidt han er Menneskens Søn.
28. Forundrer eder ikke herpaa; thi den time kommer, paa hvilken alle de i graverne skal høre hans røst;
29. Og de skal gaae ud, som have giort godt, til livets opstandelse; men de, som have giort ondt, til dommens opstandelse.
30. Jeg kan slet intet giøre af mig selv, ligesom jeg hører, dømmer jeg, og den min dom er retfærdig; thi jeg søger ikke min villie, men  Faderens villie, som haver udsendt mig.
31. Dersom jeg vidner om mig selv, er mit vidnesbyrd ikke sandt.
32. Der er en anden, som vidner om mig, og jeg veed, at det vidnesbyrd er sandt, som han vidner om mig.
33. I have sendt til Johannes, og han haver vidnet om sandhed.
34. Men jeg tager ikke vidnesbyrd af et menneske; men det siger jeg, paa det I skal blive salige.
35. Han var et brændende og skinnende lys; men I vilde til en stund fryde eder ved hans lys.
36. Men jeg haver et større vidnesbyrd end Johannis vidnesbyrd; thi de gierninger, som Faderen haver givet mig, at jeg dem skal fuldkomme, de samme gierninger, som jeg giør, vidne om mig, at Faderen haver udsendt mig.
37. Og Faderen, som haver udsendt mig, haver selv vidnet om mig; I have aldrig hverken hørt hans røst, eller seet hans skikkelse.
38. Og I have ikke hans ord blivende i eder; thi den, som han haver udsendt, den troe I ikke.
39. I randsage skrifterne; thi I mene, at I have et evigt liv i dem, og de samme ere de, som vidne om mig.
40. Og I ville ikke komme til mig, at I kan have livet.
41. Jeg tager ikke ære af mennesker;
42. Men jeg kiender eder, at I have ikke Guds kierlighed i eder selv.
43. Jeg er kommen i min Faders navn, og I annamme mig ikke; dersom en anden kommer i sit eget navn, ham skulle I annamme.
44. Hvorledes kan I troe, I som tage ære af hverandre, og den ære, som er af den eeneste Gud, søge I ikke?
45. I skal ikke tænke, at jeg vil anklage eder for Faderen; der er den, som eder anklager, Moses, paa hvilken I have haabet.
46. Dersom I troede Moses, troede I vel mig; thi han haver skrevet om mig.
47. Men troe I ikke hans skrifter, hvorledes skulle I troe mine ord?


6. Capitel.

1. Derefter foer Jesus hen over Galilæa hav, hos Tiberias.
2. Og meget folk fulgte ham, fordi de saae hans tegn, som han giorde paa de syge.
3. Men Jesus gik op paa et bierg, og satte sig der med sine disciple.
4. Men der var nær paaske, Jødernes høitid.
5. Da opløftede Jesus øinene, og da han saae, at meget folk kom til ham, sagde han til Philippus: hvorfra skal vi kiøbe brød, at disse kunne æde?
6. (Men han sagde dette, for at forsøge ham; thi han vidste selv, hvad han vilde giøre.)
7. Philippus svarede ham: brød for to hundred penge ere ikke nok for dem, at hver af dem kan tage noget lidet.
8. Een af hans disciple siger til ham, nemlig Andreas, Simon Petri broder:
9. Her er en liden dreng, som haver fem bygbrød, og to smaa fiske; men hvad er det til saa mange?
10. Men Jesus sagde: kommer menneskene til at sidde; men der var meget græs paa stedet. Da satte mændene sig ned ved fem tusinde i tallet.
11. Men Jesus tog brødene, og takkede, og uddelede dem til disciplene, men disciplene til dem, som sadde til bords; desligeste ogsaa af de smaae fiske, saa meget de vilde.
12. Men der de vare mætte, sagde han til sine disciple: sanker tilsammen de overblevne stykker, at intet forkommes.
13. Da samlede de, og fyldte tolv kurve med stykker af de fem bygbrød, som bleve tilovers for dem, som havde faaet mad.
14. Derfor, da menneskene saae det tegn, som Jesus havde givet, sagde de: denne er i sandhed den Prophet, som kommer til verden.
15. Der Jesus da vidste, at de vilde komme, og gribe ham med magt, at de kunde giøre ham til konge, vigede han atter paa bierget, selv allene.
16. Men der det var bleven aften, gik hans disciple ned til havet;
17. Og de traadte ind i skibet, og kom paa hiin side havet til Capernaum. Og det var allerede blevet mørkt, og Jesus var ikke kommen til dem.
18. Og havet gav sig op, da der blæste et stort veir.
19. Der de havde nu roet ved fem og tive eller tredive agre langt, saae de Jesum, som vandrede paa havet, og kom nær til skibet; og de frygtede.
20. Men han sagde til dem: det er jeg; frygter ikke.
21. Da vilde de tage ham i skibet; og skibet var strax hos landet, som de fore hen til. 
22. Den anden dag saae folket, som stod paa hiin side havet, at intet andet skib var der, uden det eene, som hans disciple vare traadte ind i, og at Jesus traadte ikke med sine disciple ind i skibet, men hans disciple allene vare farne bort.
23. (Men der kom andre skibe fra Tiberias, nær stedet, hvor de aade brød, efter at Herren havde giort taksigelse.)
24. Der folket nu saae, at Jesus var der ikke, ei heller hans disciple, traadte de og ind i skibene, og kom til Capernaum, og ledte efter Jesum.
25. Og der de fandt ham paa hiin side havet, sagde de til ham: Rabbi, naar er du kommen hid?
26. Jesus svarede dem, og sagde: sandelig, sandelig siger jeg eder: I lede efter mig, ikke fordi I have seet tegn, men fordi I aade af brødene, og bleve mætte.
27. Arbeider ikke paa den mad, som er forgiængelig, men paa den mad, som varer til et evigt liv, hvilken Menneskens Søn skal give eder; thi ham haver Faderen, som er Gud beseglet.
28. Da sagde de til ham: hvad skal vi giøre, at vi kan arbeide Guds gierninger?
29. Jesus svarede, og sagde til dem: denne er den Guds gierning, at I skal troe paa den, som han udsendte.
30. Da sagde de til ham: hvad giør du da for et tegn, at vi kan see, og troe dig? hvad arbeider du? 
31. Vore fædre aade Manna i ørken, ligesom skrevet er: han gav dem brød af himmelen at æde.
32. Da sagde Jesus til dem: sandelig, sandelig siger jeg eder: Moses haver ikke givet eder det brød af himmelen; men min Fader giver eder det brød af himmelen, som er det sande.
33. Thi den er Guds brød, den som kommer ned af himmelen, og giver verden liv.
34. Da sagde de til ham: Herre, giv os altid dette brød.
35. Men Jesus sagde til dem: jeg er det livsens brød, hvo som kommer til mig, skal ikke hungre; og hvo som troer paa mig, skal aldrig tørste.
36. Men jeg haver sagt eder det, at I have baade seet mig, og troe ikke.
37. Alt hvad min Fader giver mig, skal komme til mig; og den som kommer til mig, skal jeg ingenlunde kaste hen ud.
38. Thi jeg er kommen ned af himmelen, ikke at jeg skal giøre min villie, men hans villie, som mig udsendte.
39. Men det er Faderens villie, som mig udsendte, at jeg skal intet miste af alt det, som han haver givet mig; men jeg skal opreise det paa den yderste dag.
40. Men det er hans villie, som mig udsendte, at hver den, som seer Sønnen, og troer paa ham, skal have et evigt liv; og jeg skal opreise ham paa den yderste dag.
41. Da knurrede Jøderne imod ham, fordi han sagde: jeg er det brød, som kom ned af himmelen.
42. Og de sagde: er ikke denne Jesus den Josephs søn, hvis fader og moder vi kiende? hvorledes siger da denne: jeg er kommen ned af himmelen?
43. Derfor svarede Jesus og sagde til dem: knurrer ikke iblandt hverandre.
44. Ingen kan komme til mig, uden Faderen, som mig udsendte, faaer draget ham; og jeg skal opreise ham paa den yderste dag.
45. Der er skrevet i propheterne: og de skal alle blive lærte af Gud. Hver derfor, som hører af Faderen, og lærer, kommer til mig.
46. Ikke at nogen haver seet Faderen, uden den, som er af Gud, han haver seet Faderen.
47. Sandelig, sandelig siger jeg eder: hvo som troer paa mig, haver et evigt liv.
48. Jeg er det livsens brød.
49. Eders fædre aade Manna i ørken, og ere døde.
50. Dette er det brød, som kommer ned af himmelen, at man skal æde af det, og ikke døe.
51. Jeg er det brød, som lever, som kom ned af himmelen; om nogen æder af dette brød, han skal leve til evig tid; men og det brød, som jeg vil give, er mit kiød, hvilket jeg vil give for verdens liv.
52. Da kivedes Jøderne iblandt hverandre, og sagde, hvorledes kan denne give os sit kiød at æde?
53. Derfor sagde Jesus til dem: sandelig, sandelig siger jeg eder: dersom I ikke æde Menneskens Søns kiød, og drikke hans blod, have I ikke livet i eder selv.
54. Hvo som æder mit kiød, og drikker mit blod, haver et evigt liv; og jeg skal opreise ham paa den yderste dag.
55. Thi mit kiød er sandelig mad, og mit blod er sandelig drikke.
56. Hvo som æder mit kiød, og drikker mit blod, han bliver i mig, og jeg i ham.
57. Ligesom den levende Fader udsendte mig, og jeg lever ved Faderen; ligesaa og den mig æder, den samme skal og leve ved mig.
58. Dette er det brød som er kommen ned af himmelen; ikke som eders fædre aade Manna, og ere døde. Hvo som æder dette brød, skal leve evindeligen.
59. Dette sagde han i en synagoge, der han lærte i Capernaum.
60. Hvorfor mange af hans disciple, der de det hørte, sagde: denne er en haard tale, hvo kan høre ham?
61. Men der Jesus vidste ved sig selv, at hans disciple knurrede over dette, sagde han til dem: forarger det eder?
62. Om I da faae at see, at Menneskens Søn farer op, som han var før?
63. Det er aanden, som levendegiør, kiødet gavner intet; de ord, som jeg taler til eder, ere aand og ere liv. 
64. Men der ere nogle af eder, som ikke troe. Thi Jesus vidste af begyndelsen, hvilke de vare, som ikke troede, og hvo den var, som ham ville forraade.
65. Og han sagde: derfor sagde jeg eder, at ingen kan komme til mig, uden det er givet ham af min Fader.
66. Fra den tid gik mange af hans disciple tilbage, og vandrede ikke mere omkring med ham.
67. Derfor sagde Jesus til de tolv: monne I ville gaae bort?
68. Da svarede Simon Petrus ham: Herre, hvem skal vi gaae hen til? du haver det evige livs ord.
69. Da vi have troet og kiendt, at du er den Christus, den lovende Guds Søn.
70. Jesus svarede dem: haver jeg ikke udvalgt eder tolv, og een af eder er en dievel.
71. Men han talede om Judas, Simons søn, Ischariotes; thi han forraadde ham derefter, og var een af de tolv.


7. Capitel. 

1. Og derefter drog Jesus omkring i Galilæa; thi han vilde ikke drage omkring i Judæa, fordi Jøderne søgte efter at slaae ham ihiel.
2. Men Jødernes løvsalernes høitid var nær.
3. Da sagde hans brødre til ham: drag bort herfra, og gak til Judæa, at og der dine disciple kan ansee dine gierninger, som du giør.
4. Thi ingen giør noget i løndom, og søger dog selv at være berømt; dersom du giør saadanne ting, da aabenbar dig selv for verden.
5. Thi hans brødre troede ikke heller paa ham.
6. Da sagde Jesus til dem: min tid er ikke endnu kommen; men eders tid er stedse tilrede.
7. Verden kan ikke hade eder; men den hader mig, fordi jeg vidner om den, at dens gierninger ere onde.
8. Gaaer I op til denne høitid; jeg vil ikke endnu gaae op til denne høitid thi min tid er ikke endnu opfyldt.
9. Men der han havde sagt dette til dem, blev han i Galilæa.
10. Men der hans brødre vare gangne op, da gik han og selv op til høitiden, ikke aabenbarligen, men som i løndom.
11. Da ledte Jøderne efter ham paa høitiden, og sagde: hvor er den?
12. Og der var en stor murren om ham iblandt folket: nogle sagde: han er god; men andre sagde: nei, men han forfører folket.
13. Dog talede ingen frit om ham, af frygt for Jøderne.
14. Men der det nu var midt i høitiden, gik Jesus op i tempelet, og lærte.
15. Og Jøderne forundrede sig, og sagde: hvorledes veed denne skrifterne, efterdi han er ikke lærd?
16. Derfor svarede Jesus dem, og sagde: min lærdom er ikke min, men hans, som mig udsendte.
17. Dersom nogen vil giøre hans villie, han skal kiende, om lærdommen er af Gud, eller jeg taler af mig selv.
18. Hvo som taler af sig selv, søger sin egen ære; men hvo som søger hans ære, som ham udsendte, han er sanddru, og uretfærdighed er ikke i ham.
19. Haver ikke Moses givet eder loven, og ingen af eder giør loven, hvi søge I at slaae mig ihiel?
20. Folket svarede, og sagde: du haver dievelen; hvo søger at slaae dig ihiel?
21. Jesus svarede, og sagde til dem: jeg haver giort en gerning, og I forundrede eder alle derover.
22. Moses gav eder omskærelsen, (ikke at den er af Moses, men af fædrene,) og I omskære et menneske paa sabbaten.
23. Dersom et menneske annammer omskærelsen paa sabbaten, paa det Mose lov skal ikke brydes; ere I da vrede paa mig, at jeg haver giort et ganske menneske sundt paa sabbaten?
24. Dømmer ikke efter anseelse, men dømmer en retfærdig dom.
25. Da sagde nogle af dem af Jerusalem: er det ikke den, som de søge at slaae ihiel?
26. Og see, han taler frit, og de sige intet til ham; mon ikke sandelig de øverste have kiendt, at denne er sandelig den Christus?
27. Dog vi vide, hvorfra denne er; men den Christus, naar han kommer, veed ingen hvorfra han er.
28. Derfor raabte Jesus i tempelet, lærte og sagde: baade kiende I mig, og vide, hvorfra jeg er; af mig selv er jeg ikke kommen, men han er sanddru, som mig udsendte, hvilken I ikke kiende.
29. Men jeg kiender ham; thi jeg er af ham, og han udsendte mig. 
30. Derfor søgte de at gribe ham; og ingen lagde haanden paa ham, thi hans time var ikke endnu kommen.
31. Men mange af folket troede paa ham, og sagde: naar den Christus kommer, monne han skal giøre flere tegn, end disse, denne haver giort?
32. Pharisæerne hørte, at folket mumlede saadant om ham og Pharisæerne og de ypperste præster sendte tienere ud, at de skulde gribe ham.
33. Derfor sagde Jesus til dem: jeg er endnu en liden tid hos eder, og jeg gaaer bort til den, som mig udsendte.
34. I skal lede efter mig, og ikke finde mig; og der, som jeg er, kan I ikke komme.
35. Da sagde Jøderne til hverandre: hvor vil denne gaae hen, at vi skal ikke finde ham? mon han vil gaae til dem, som ere adspredte iblandt Grækerne, og lære Grækerne?
36. Hvad er det for en tale, at han siger: I skal lede efter mig, og ikke finde mig; og der, som jeg er, kan I ikke komme?
37. Men paa den sidste høitidens dag, den store, stod Jesus, og raabte, og sagde: om nogen tørster, han komme til mig, og drikker. 
38. Hvo som troer paa mig, som skriften siger, af hans liv skal flyde levende vandstrømme.
39. Men dette sagde han om den Aand, som de skulde annamme, der troede paa ham; thi den Hellig Aand var ikke endnu, fordi Jesus var ikke endnu forklaret.
40. Derfor sagde mange af folket, som hørte den tale: denne er sandeligen den Prophet.
41. Andre sagde: han er den Christus. Men andre sagde: mon da Christus komme af Galilæa?
42. Siger ikke skriften: at Christus kommer af Davids sæd, og af Bethlehem, den bye, hvor David var?
43. Derfor blev der splid iblandt folket om ham.
44. Men nogle af dem vilde grebet ham; men ingen lagde hænderne paa ham.
45. Da kom tienerne til de ypperste præster og Pharisæerne, og de samme sagde til dem: hvi førte I ham ikke hid?
46. Tienerne svarede: der haver aldrig et menneske saaledes talet, som dette menneske.
47. Da svarede Pharisæerne dem: monne I og være forførte?
48. Mon nogen af de øverste haver troet paa ham, eller af Pharisæerne? 
49. Men dette folk, som ikke veed loven, de ere forbandede.
50. Nicodemus sagde til dem (han som var kommen til ham om natten, som var een af dem:) 
51. Mon vor lov dømmer et menneske, uden man faaer hørt af ham tilforn, og faaer at vide, hvad han giør?
52. De svarede og sagde til ham: mon du og være af Galilæa? randsag og see, at der er ikke en prophet opreist af Galilæa.
53. Og hver gik til sit huus.


8. Capitel.

1. Men Jesus gik til Oliebierget.
2. Men aarle om morgenen kom han igien i tempelet, og alt folket kom til ham, og han satte sig, og lærte dem.
3. Men de skriftkloge og Pharisæerne førte en qvinde til ham, greben i hoer, og stillede hende frem paa pladsen.
4. Og de sagde til ham: Mester, denne qvinde er greben paa frisk gierning i hoer.
5. Men Moses bød os i loven, at saadanne skulle stenes; men hvad siger du?
6. Men de sagde det, for at forsøge ham, at de kunde have noget at anklage ham for. Men Jesus bukkede sig ned, og skrev med fingeren paa jorden.
7. Men der de bleve ved at spørge ham, reiste han sig op, og sagde til dem: den som er syndesløs iblandt eder, kaste først stenen paa hende.
8. Og han bukkede sig atter ned, og skrev paa jorden.
9. Men de, der de hørte det, og vare overbeviste af samvittigheden, gik de ud, een efter anden, og begyndte fra de ældste indtil de sidste, og Jesus blev allene ladt tilhage, og qvinden staaende midt paa pladsen.
10. Men da Jesus reiste sig op, og saae ingen uden qvinden, sagde han til hende: qvinde, hvor ere hine dine anklagere? haver ingen fordømt dig?
11. Men hun sagde: Herre, ingen. Men Jesus sagde til hende: jeg fordømmer dig ei heller; gak bort, og synd ikke mere.
12. Da talede Jesus atter til dem, og sagde: jeg er det verdens lys; hvo som følger mig, skal ikke vandre i mørket, men have det livsens lys.
13. Da sagde Pharisæerne til ham: du vidner om dig selv; dit vidnesbyrd er ikke sandt.
14. Jesus svarede, og sagde til dem: dersom jeg og vidner om mig selv, er mit vidnesbyrd sandt; thi jeg veed, hvorfra jeg kom, og hvor jeg gaaer hen; men I vide ikke, hvorfra jeg kommer, og hvor jeg gaaer hen.
15. I dømmer efter kiødet, jeg dømmer ingen efter kiødet.
16. Men dersom jeg og dømmer, er den min dom sand; thi jeg er ikke allene, men baade jeg og Faderen, som udsendte mig.
17. Men der er og skrevet i eders lov, at to menneskers vidnesbyrd er sandt.
18. Jeg er den, som vidner om mig selv, og Faderen, som udsendte mig, vidner om mig.
19. Derfor sagde de til ham: hvor er din Fader? Jesus svarede: hverken kiende I mig, ei heller min Fader; dersom I kiendte mig, kiendte I og min Fader.
20. Disse ord talede Jesus hos tempelets kiste, der han lærte i tempelet, og ingen greb ham, fordi hans time var ikke endnu kommen.
21. Da sagde Jesus atter til dem: jeg gaaer bort, og I skal lede efter mig, og døe i eders synd; der som jeg gaaer hen, kan I ikke komme.
22. Da sagde Jøderne: mon han vil slaae sig selv ihiel, fordi han siger: der som jeg gaaer hen, kan I ikke komme?
23. Og han sagde til dem: I ere nedenfra, jeg er ovenfra; I ere af denne verden, jeg er ikke af denne verden.
24. Derfor haver jeg sagt eder, at I skal døe i eders synder; thi dersom I ikke faae troet, at det er jeg, skal I døe i eders synder.
25. Derfor sagde de til ham: hvo er du? og Jesus sagde til dem: den, som jeg fra begyndelsen sagde eder.
26. Jeg haver meget at tale og dømme om eder; men den, som mig udsendte, er sanddru, og de ting, som jeg haver hørt af ham, dem siger jeg for verden.
27. Men de forstode ikke, at han sagde dem om Faderen.
28. Derfor sagde Jesus til dem: naar I faae ophøiet Meneneskens Søn, da skal I kiende, at det er jeg, og at jeg giør intet af mig selv, men jeg taler disse ting, ligesom min Fader haver lært mig. 
29. Og den, som udsendte mig, er med mig; Faderen haver ikke forladt mig allene, fordi jeg giør altid de ting, som ere ham behagelige. 
30. Der han talede dette, troede mange paa ham.
31. Derfor sagde Jesus til Jøderne, som havde troet paa ham: dersom I blive i mit ord, ere I sandelig mine disciple.
32. Og I skal forstaae sandheden, og sandheden skal frigiøre eder.
33. De svarede ham: vi ere Abrahams sæd, og have aldrig tient nogen; hvorledes siger du da: I skal vorde frie?
34. Jesus svarede dem: sandelig, sandelig siger jeg eder: hver den, som giør synd, er syndens tiener.
35. Men tieneren bliver ikke i huset evindeligen; Sønnen bliver evindeligen.
36. Dersom da Sønnen faaer frigiort eder, skal I være ret frie.
37. Jeg veed, at I ere Abrahams sæd; men I søge, at slaae mig ihiel, fordi min tale haver ikke rum i eder.
38. Jeg taler det, som jeg haver seet hos min Fader, saa giør I og det, som I have seet hos eders Fader.
39. De svarede, og sagde til ham: Abraham er vor fader. Jesus sagde til dem: dersom I vare Abrahams børn, giorde I Abrahams gierninger.
40. Men nu søge I, at slaae mig ihiel, et Menneske, der haver sagt eder sandheden, som jeg haver hørt af Gud; dette haver Abraham ikke giørt. 
41. I giøre eders faders gierninger. Derfor sagde de til ham: vi ere ikke fødte af horerie; vi have een Fader, som er Gud.
42. Da sagde Jesus til dem: dersom Gud var eders Fader, da elskede I mig; thi jeg er udkommen, og kommer af Gud; thi jeg er ei heller kommen af mig selv, men han haver udsendt mig.
43. Hvi kiende I min tale ikke? thi I kan jo ikke høre mit ord.
44. I ere af en fader, dievelen, og ville giøre eders faders begieringer. Han var en manddraber af begyndelsen, og blev ikke bestaaende i sandheden; thi sandhed er ikke i ham. Naar han taler løgnen, taler han af sit eget; thi han er en løgner, og dens fader.
45. Men alligevel jeg siger sandhed, troe I mig ikke.
46. Hvo af eder kan overbevise mig om nogen synd? men, siger jeg sandhed, hvorfor troe I mig ikke?
47. Hvo som er af Gud, hører Guds ord; derfor høre I ikke, fordi I ere ikke af Gud.
48. Da svarede Jøderne, og sagde til ham: sige vi ikke vel, at du er en Samaritan, og haver dievelen?
49. Jesus svarede: jeg haver ikke dievelen, men jeg ærer min Fader, og I vanære mig.
50. Men jeg søger ikke min ære; der er den, som søger den, og dømmer.
51. Sandelig, sandelig siger jeg eder: dersom nogen holder mit ord, skal han ikke see døden evindeligen.
52. Da sagde Jøderne til ham: nu kiende vi, at du haver dievelen: Abraham er død, og propheterne, og du siger: dersom nogen holder mit ord, han skal ikke smage døden evindeligen.
53. Mon du er større, end vor Fader Abraham, hvilken er død? og propheterne ere døde; hvem giør du dig selv til?
54. Jesus svarede: dersom jeg ærer mig selv, er min ære intet; det er min Fader, som mig ærer, hvilken I sige, at han er eders Gud.
55. Og I have ikke kiendt ham, men jeg kiender him, og dersom jeg sagde:, jeg kiender ham ikke, da blev jeg en løgner, ligesom I. Men jeg kiender ham, og holder hans ord.
56. Abraham eders fader frydede sig, at han skulde see min dag, og han saae den, og glædede sig.
57. Da sagde Jøderne til ham: du er ikke endnu halvtrediesindstive aar gammel, og haver du seet Abraham?
58. Jesus sagde til dem: sandelig, sandelig siger jeg eder: førend Abraham blev, er jeg.
59. Derfor optoge de stene, at de vilde kaste paa ham; men Jesus skiulte sig, og gik ud af tempelet, og gik igiennem midt iblandt dem, og han undkom saaledes.


9. Capitel. 

1. Og da han gik frem, saae han et menneske, som var blind født.
2. Og hans disciple spurgte ham, og sagde. Mester, hvo haver syndet, denne, eller hans forældre, at han er blind født?
3. Jesus svarede: hverken denne syndede, ei heller hans forældre; men det er skeet, at Guds gierninger skulde blive aabenbarede paa ham.
4. Mig bør at giøre hans gierninger, som mig haver udsendt, saa længe det er dag; natten kommer, da ingen kan arbeide.
5. Medens jeg er i verden, er jeg verdens lys.
6. Der han det havde sagt, spyttede han paa jorden, og giorde dynd af spytter, og smurte dyndet paa den blindes øine.
7. Og han sagde til ham: gak bort, toe dig i Siloams dam (hvilket udlægges en udsendt.) Da gik han bort, og toede sig, og kom seende tilhage.
8. Da sagde naboerne, og de, som havde før seet ham, at han var blind: er denne ikke den, som sad og tiggede?
9. Andre sagde: det er denne; men andre: han er ham lig. Han selv sagde: det er jeg.
10. Da sagde de til ham: hvorledes bleve dine øine aabnede?
11. Han svarede, og sagde: et Menneske, som kaldes Jesus, giorde dynd, og smurte paa mine øine, og sagde til mig: gak bort til Siloams dam, og toe dig. Men da jeg gik bort, og var toet, blev jeg seende.
12. Da sagde de til ham: hvor er den; han sagde: jeg veed ikke.
13. Da førte de ham, som før var blind, til Pharisæerne.
14. (Men det var en sabbat, da Jesus giorde dynd, og aabnede hans øine.)
15. Da spurgte og Pharisæerne ham atter hvorledes han var bleven seende? men han sagde til dem: dynd lagde han paa mine øine, og jeg toede mig, og seer.
16. Derfor sagde nogle af Pharisæerne: dette menneske er ikke af Gud, efterdi han holder ikke sabbaten. Andre sagde: hvorledes kan et syndigt menneske giøre saadanne tegn? og der var splid iblandt dem.
17. De sagde atter til den blinde: hvad siger du om ham, fordi han aabnede dine øine? men han sagde: han er en Prophet. 
18. Derfor troede Jøderne ikke om ham, at han var blind, og var bleven seende, førend de kaldte hans forældre, som var bleven seende.
19. de spurgte dem, og sagde: er denne eders søn, hvilken I sige, at han var blind født? hvorledes seer han da nu?
20. Hans forældre svarede dem, og sagde: vi vide, at denne er vor søn, og at han var blind født.
21. Men hvorledes han nu seer, vide vi ikke, eller hvo der har aabnet hans øine, vide vi ikke heller; han haver selv alder, spørger ham; han maae selv tale om sig selv.
22. Dette sagde hans forældre, fordi de frygtede for Jøderne; thi Jøderne havde allerede samtligen sat sig for, at dersom nogen bekiendte ham, at være Christus, den samme skulde blive udelukt af synagogen.
23. Derfor sagde hans forældre: han haver alder, spørger ham.
24. Da kaldte de anden gang til sig det menneske, som havde været blind, og sagde til ham: giv Gud æren; vi vide, at dette menneske er en synder.
25. Da svarede han, og sagde: om han er en synder, veed jeg ikke; een ting veed jeg at jeg, som var blind, seer nu.
26. Men de sagde til ham igien: hvad giorde han ved dig? hvorledes aabnede han dine øine?
27. Han svarede dem: jeg sagde eder det nu, og I hørte det ikke; hvad vil I høre igien? vil I og vorde hans disciple?
28. Da skældte de paa ham, og sagde: du er hans disciple; men vi ere Mosis disciple.
29. Vi vide, at Gud haver talet med Moses; men denne vide vi ikke, hvorfra han er.
30. Det menneske svarede, og sagde til dem: i dette er da noget underligt, at I ikke vide, hvorfra han er, og han haver aabnet mine øine.
31. Men vi vide, at Gud hører ikke syndere; men dersom nogen er gudfrygtig, og giør hans villie, den hører han.
32. Fra verdens begyndelse er det ikke hørt, at nogen haver aabnet øinene paa en blind født.
33. Var denne ikke af Gud, da kunde han slet intet giøre.
34. De svarede, og sagde til ham: du er ganske født i synder, og du lærer os? og de stødte ham hen ud.
35. Jesus hørte, at de havde stødt ham hen ud; og da han fandt ham, sagde han til ham: troer du paa Guds Søn?
36. Han svarede, og sagde: hvo er han, Herre, at jeg kan troe paa ham?
37. Men Jesus sagde til ham: baade haver du seet ham, og den som taler med dig, den er det.
38. Men han sagde: jeg troer, Herre, og han tilbad ham.
39. Og Jesus sagde: jeg er kommen til dom i denne verden; at de, som ikke see, skal vorde seende, og de, som see, skal vorde blinde.
40. Og dette hørte de af Pharisæerne, som vare hos ham, og de sagde til ham: monne og vi ere blinde?
41. Jesus sagde til dem: vare I blinde, da havde I ikke synd; men nu sige I: vi see; derfor bliver eders synd.


10. Capitel. 

1. Sandelig, sandelig siger jeg eder: hvo som ikke gaaer ind ad døren i faarestien, men stiger andensteds over, han er en tyv og en røver.
2. Men den, som gaaer ind ad døren, er faarenes hyrde.
3. For denne lader dørvogteren op, og faarene høre hans røst; og han kalder sine egne faar ved navn, og fører dem ud.
4. Og naar han haver uddrevet sine egne faar, gaaer han for dem; og faarene følge ham, fordi de kiende hans røst.
5. Men en fremmed følge de ikke, men flye fra ham, fordi de kiende ikke den fremmedes røst.
6. Denne lignelse sagde Jesus til dem; men de forstode ikke, hvad det var, som han talede til dem.
7. Derfor sagde Jesus til dem igien: sandelig, sandelig siger jeg eder: jeg er faarenes dør.
8. Alle de, som ere komne for mig, ere tyve og røvere; men faarene hørte dem ikke.
9. Jeg er døren; dersom nogen gaaer ind ved mig, han skal blive salig; og han skal gaae ind, og gaae ud, og finde føde.
10. Tyven kommer ikke, uden at han kan stiele, og myrde, og forderve; jeg er kommen, at de skal have liv, og have overflødigt.
11. Jeg er den gode Hyrde; den gode Hyrde sætter sit liv til for faarene!
12. Men leiesvenden, og den, som ikke er hyrde, hvilken faarene ikke høre til, seer ulven komme, og forlader faarene, og flyer; og ulven røver dem, og adspreder faarene.
13. Men leiesvenden flyer, fordi han er en leiesvend, og haver ikke omsorg for faarene.
14. Jeg er den gode Hyrde, og jeg kiender mine, og kiendes af mine;
15. Ligesom Faderen kiender mig, kiender jeg og Faderen; og jeg sætter mit liv til for faarene.
16. Og jeg haver andre faar, som ikke ere af denne stie; dem bør det mig og at føre did, og de skal høre min røst, og der skal blive een hiord, een Hyrde.
17. Derfor elsker Faderen mig, at jeg sætter mit liv til, at jeg skal tage det igien.
18. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det af mig selv til. Jeg haver magt at sætte det til, og haver magt at tage det igien. Denne befalning annammede jeg af min Fader.
19. Da blev der splid igien iblandt Jøderne for disse ord.
20. Men mange af dem sagde: han haver dievelen, og er galen; hvi høre I ham?
21. Andre sagde: disse ere ikke en besattes ord; mon en dievel kan aabne de blindes øine? 
22. Men der blev kirkevielsens høitid i Jerusalem, og det var vinter.
23. Og Jesus vandrede i tempelet, udi Salomons omgang.
24. Da omringede Jøderne ham, og sagde til ham: hvor længe opholder du vor siel? dersom du er den Christus, da siig os det frit.
25. Jesus svarede dem: jeg haver sagt eder det, og I troe ikke; de gierninger, som jeg giør i min Faders navn, disse vidne om mig.
26. Men I troe ikke; thi I ere ikke af mine faar, som jeg sagde eder.
27. Mine faar høre min røst, og jeg kiender dem, og de følge mig;
28. Og jeg giver dem et evigt liv, og de skal slet ikke fortabes evindelig, og ingen skal rive dem af min haand.
29. Min Fader, som har givet mig dem, er større end alle; og ingen kan rive dem af min Faders haand.
30. Jeg og Faderen vi ere eet.
31. Da toge Jøderne atter stene op, at de vilde stene ham.
32. Jesus svarede dem: mange gode gierninger viste jeg eder af min Faders; for hvilken gierning af dem stene I mig?
33. Jøderne svarede ham, og sagde: for en god gierning stene vi dig ikke, men for Gudsbespottelse, og at du, som er et menneske, giør dig selv til Gud.
34. Jesus svarede dem: er der ikke skrevet i eders lov: jeg haver sagt: I ere guder?
35. Dersom han kalder dem guder, til hvilke Guds ord skede, og skriften kan ikke feile;
36. Sige I da til den, den Faderen haver helliget og sendt til verden: du bespotter Gud, fordi jeg sagde: Jeg er Guds Søn?
37. Dersom jeg ikke giør min Faders gierninger, troer mig ikke.
38. Men dersom jeg giør dem, om I end ikke ville troe mig, da troer gierningerne; paa det I kan kiende og troe, at Faderen er i mig, og jeg i ham.
39. Derfor søgte de atter at gribe ham; og han undkom af deres haand.
40. Og han drog atter bort paa hiin side Jordan til det sted, hvor Johannes først døbte, og blev der.
41. Og mange kom til ham, og sagde: Johannes giorde vel intet tegn; men alle de ting, som Johannes sagde om denne, vare sande.
42. Og mange troede der paa ham.


11. Capitel.

1. Men der var en syg, Lazarus af Bethania, af Mariæ, og Marthæ hendes systers bye.
2. (Men Maria var den, som salvede Herren med salve, og tørrede hans fødder med sit haar; hvis broder Lazarus var syg.)
3. Da sendte de systre til ham, og lode ham sige: Herre, see, den du elsker er syg.
4. Men der Jesus det hørte, sagde han: denne sygdom er ikke til døden, men for Guds ære, at Guds Søn skal æres ved den.
5. Men Jesus elskede Martha, og hendes syster, og Lazarus.
6. Der han nu hørte, at han var syg, da blev han to dage paa det sted, som han var.
7. Siden derefter sagde han til disciplene; lader os drage til Judæa igien.
8. Disciplene sagde til ham: Mester, nu søge Jøderne at stene dig, og du drager atter derhen?
9. Jesus svarede: ere der ikke tolv timer om dagen, om nogen vandrer om dagen, han støder sig ikke; thi han seer denne verdens lys.
10. Men om nogen vandrer om natten, han støder sig; thi lyset er ikke i ham.
11. Dette sagde han: og derefter siger han til dem: Lazarus, vor ven, sover; men jeg gaaer bort, at jeg vil opvække ham af søvne.
12. Da sagde hans disciple: Herre, sover han, da bliver han karsk.
13. Men Jesus talede om hans død; men de mente, at han talede om den legemlige søvn.
14. Derfor sagde Jesus dem da frit: Lazarus er død;
15. Og jeg er glad for eders skyld, at jeg var ikke der, at I skulle troe; men lader os gaae til ham.
16. Da sagde Thomas, som kaldes tvilling, til sine meddisciple: lader os ogsaa gaae, at vi kan døe med ham.
17. Da kom Jesus, og fandt ham, at han havde allerede ligget fire dage i graven.
18. (Men Bethania var nær Jerusalem, henved femten agre derfra.)
19. Og mange af Jøderne vare komne til Martha og Maria, og de qvinder hos dem, at de vilde trøste dem for deres broder.
20. Da Martha nu hørte, at Jesus kom, gik hun imod ham; men Maria sad i huset.
21. Da sagde Martha til Jesum: Herre, havde du været her, da var min broder ikke død.
22. Men jeg veed og nu, at hvadsomhelst du vil bede af Gud, vil Gud give dig.
23. Jesus sagde til hende: din broder skal opstaae.
24. Martha siger til ham: jeg veed, at han skal opstaae i opstandelsen paa den yderste dag.
25. Jesus sagde til hende: jeg er opstandelsen og livet; hvo som troer paa mig, om han end døer, skal han dog leve;
26. Og hver den, som lever, og troer paa mig, skal ikke døe evindeligen. Troer du dette?
27. Hun siger til ham: ja, Herre, jeg haver troet, at du er den Christus, den Guds Søn, den som kom til verden. 
28. Og der hun det havde sagt, gik hun bort, og kaldte sin syster Maria hemmeligen, og sagde: Mesteren er her, og kalder ad dig.
29. Der hun det hørte, reiste hun sig strax, og kom til ham.
30. (Men Jesus var ikke endnu kommen i byen; men var paa det sted, hvor Martha mødte ham.)
31. Hvorfor Jøderne, som vare med hende i huset, og trøstede hende, der de saae Maria, at hun stod hastelig op, og gik ud, fulgte hende, og sagde: hun gaaer bort til graven, at hun kan græde der.
32. Der Maria da kom derhen, hvor Jesus var, og saae ham, faldt hun ned for hans fødder, og sagde til ham: Herre, havde du været her, da var min broder ikke død.
33. Der Jesus da saae hende græde, og saae Jøderne græde, som kom med hende, blev han heftig i aanden, og hart bevægede sig selv, og sagde:
34. Hvor have I lagt ham? de sagde til ham: Herre, kom, og see.
35. Jesus græd.
36. Da sagde Jøderne: see, hvor han elskede ham!
37. Men nogle af dem sagde: kunde ikke den, som aabnede den blindes øine, have giort at denne ikke var død.
38. Derfor blev Jesus atter heftig i sig selv, og kom til graven, Men det var en hule, og en steen laae derpaa.
39. Jesus sagde: tager stenen bort. Martha den dødes syster, siger til ham: Herre, han stinker allerede; thi han haver ligget fire dage.
40. Jesus sagde til hende: sagde jeg dig ikke, at dersom du kunde troe, skulde du see Guds herlighed?
41. Derfor aftoge de stenen, hvor den døde var lagt. Men Jesus opløftede sine øine høit, og sagde: Fader, jeg takker dig, at du haver hørt mig.
42. Men jeg vidste, at du hører mig altid; men for folkets skyld, som staae omkring, sagde jeg det, at de skulle troe, at du haver udsendt mig.
43. Og der han det havde sagt, raabte han med stor røst: Lazarus, kom hid ud!
44. Og den døde kom ud, bunden med jordeklæder om fødderne og hænderne, og hans ansigt var ombundet med en svededug. Jesus sagde til dem: løser ham, og lader ham gaae.
45. Derfor troede mange af Jøderne paa ham, som vare komne til Maria, og havde seet de ting, som Jesus havde giort. 
46. Men nogle af dem gik hen til Pharisæerne, og sagde dem, hvad Jesus havde giort.
47. Derfor forsamlede de ypperste præster og Pharisæerne raadet, og sagde: hvad giøre vi? thi dette menneske giør mange tegn.
48. Dersom vi lade ham saaledes giøre, skulle alle troe paa ham; og de Romere skulle komme, og borttage baade vort sted og folk.
49. Men en af dem, Caiphas, som var det aars ypperste præst, sagde til dem:
50. I vide slet intet; ei heller betænke I, at det er os gavnligt, at eet menneske døer for folket, at det ganske folk ikke skal fordærves.
51. Men dette sagde han ikke af sig selv; men da han var det samme aars ypperste præst, spaaede han, at Jesus skulde døe for folket;
52. Og ikke for folket allene, men han skulde og samle til een hob de Guds børn, som vare adspredte.
53. Derfor raadsloge de fra den dag, at de kunde slaae ham ihiel.
54. Da vandrede Jesus ikke mere frit iblandt Jøderne, men gik derfra til en egn, nær hos ørken, til en stad, som kaldes Ephraim; og han blev der med sine disciple nogen tid.
55. Men Jødernes paaske var nær; og mange af den egn gik op til Jerusalem for paaske, at de kunde rense sig.
56. Da ledte de efter Jesum, og talede med hverandre, der de stode i tempelet: hvad tykkes eder, at han kommer ikke til høitiden?
57. Men baade de ypperste præster og Pharisæerne havde givet en befalning, at dersom nogen vidste hvor han var, skulde han give det tilkiende, at de kunde gribe ham.


12. Capitel.

1. Da kom Jesus sex dage for paaske til Bethania, der som Lazarus var, der havde været død, hvilken han havde opreist fra de døde.
2. Da giorde de ham der en nadvere, og Martha tiente; men Lazarus var een af dem, som sadde til bords med ham.
3. Da tog Maria et pund af uforfalsker meget kostelig nardus-salve, og salvede Jesu fødder, og tørrede hans fødder med sit haar; men huset blev fuldt af salvens lugt.
4. Da sagde een af hans disciple, Judas, Simons søn, Ischariotes, som ham herefter forraadde:
5. Hvorfor blev denne salve ikke solgt for tre hundrede penge, og givet fattige?
6. Men det sagde han ikke, for han havde omsorg for de fattige, men for han var en tyv, og havde pungen, og bar hvad der blev kastet udi.
7. Da sagde Jesus: lad hende med fred, den salve haver hun forvaret til min begravelses dag.
8. Thi I have altid fattige hos eder selv; men mig have I ikke altid.
9. Da fik en stor hob af Jøderne at vide, at han var der; og de kom ikke for Jesu skyld allene, men at de og vilde see Lazarus, hvilken han havde opreist fra de døde. 
10. Men de ypperste præster have beraadet sig paa, at de vilde og slaae Lazarus ihiel;
11. Thi for hans skyld gik mange af Jøderne hen, og troede paa Jesum.
12. Den anden dag, der meget folk, som var kommet til høitiden, hørte, at Jesus kom til Jerusalem;
13. Toge de palmegrene, og gik ud imod ham, og raabte: hosanna! velsignet være den, som kommer i Herrens navn, den Israels Konge!
14. Men Jesus fandt en asenindes føl, og sad paa det, saasom der er skrevet:
15. Frygt ikke, Zions datter! see, din Konge kommer ridende paa en asenindes føl.
16. Men dette forstode ikke disciplene først; men der Jesus var forklaret, da kom de ihu, at dette var skrevet om ham, og at de havde giort ham dette.
17. Men folket, som var med ham, der han kaldte Lazarus af graven, og opreiste ham fra de døde, vidnede derom.
18. Derfor gik og folket imod ham, fordi det havde hørt, at han havde giort det tegn.
19. Da sagde Pharisæerne til hverandre: I see, at I udrette slet intet; see, at verden er gaaet efter ham. 
20. Men der vare nogle Græker af dem, som vare komne op, at de vilde tilbede paa høittiden.
21. De gik da til Phillippus, som var af Bethsaida i Galilæa, og bade ham, og sagde: herre, vi vil see Jesum.
22. Philippus kommer, og siger Andreas det, og Andreas og Philippus sige atter Jesus det.
23. Men Jesus svarede dem, og sagde: timen er kommen, at Menneskens Søn skal forklares.
24. Sandelig, sandelig siger jeg eder: uden hvedekornet falder i jorden, og døer, bliver det, allene; men dersom det døer, bærer det megen frugt.
25. Hvo som elsker sit liv, skal miste det, og hvo som hader sit liv i denne verden, skal forvare det til et evigt liv.
26. Om nogen tiener mig, han følge mig; og hvor som jeg er, der skal og min tiener være; og om nogen tiener mig, den skal Faderen ære.
27. Nu er min siel forfærdet; og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time; men derfor er jeg kommen til denne time.
28. Fader, forklar dit navn. Derfor kom en røst af himmelen: jeg haver baade forklaret, og vil atter forklare det.
29. Da sagde folket, som stod og hørte det at det havde tordnet; andre sagde: en Engel talede til ham.
30. Jesus svarede, og sagde: denne røst skede ikke for min skyld, men for eders skyld.
31. Nu er denne verdens dom; nu skal denne verdens fyrste kastes hen ud.
32. Og jeg, naar jeg bliver ophøiet fra jorden, vil jeg drage alle til mig selv.
33. (Men han sagde dette, at betegne, med hvad død han skulde døe.)
34. Folket svarede ham: vi have hørt af loven, at Christus bliver evindeligen; og hvorledes siger du, at det bør Menneskens Søn at ophøies? hvo er denne Menneskens Søn?
35. Da sagde Jesus til dem: lyset er endnu en liden tid hos eder. Vandrer, den stund I have lyset, at mørkhed skal ikke betage eder; og hvo, som vandrer omkring i mørkhed, veed ikke hvor han gaaer hen.
36. Medens I have lyset, troer paa lyset, at I kan blive lysets børn. Disse ting talede Jesus, og gik bort, og skiulte sig for dem.
37. Men alligevel han havde giort saa mange tegn for dem, troede de dog ikke paa ham;
38. At Esaias prophetes tale skulde fuldkommes, som han har sagt: Herre, hvo haver troet, det vi have hørt, og for hvem er Herrens arm aabenbaret?
39. Derfor kunde de ikke troe; thi Esaias siger atter.
40. Han haver forblindet deres øine, og forhærdet deres hierte; at de skulde ikke see med øinene, og forstaae med hiertet, og omvende sig, at jeg maatte helbrede dem.
41. Dette sagde Esaias, der han saae hans herlighed, og talede om ham.
42. Dog alligevel troede mange og af de øverste paa ham; men for Pharisæernes skyld bekiendte de det ikke, at de skulde ikke blive udelukte af synagogen.
43. Thi de elskede menneskens ære mere end Guds ære.
44. Men Jesus raabte, og sagde: hvo som troer paa mig, troer ikke paa mig, men paa den, som mig haver udsendt.
45. Og hvo som seer mig, seer den, som mig haver udsendt.
46. Jeg et lys er kommen til verden, at hver den, som troer paa mig, skal ikke blive i mørkhed.
47. Og om nogen hører mine ord, og troer ikke, den dømmer jeg ikke; thi jeg er ikke kommen, at jeg skal dømme verden, men at jeg skal frelse verden.
48. Hvo mig foragter, og annammer ikke mine ord, haver den ham dømmer; det ord, som jeg haver talet, det skal dømme ham paa den yderste dag.
49. Thi jeg haver ikke talet af mig selv; men Faderen, som mig haver udsendt, han haver givet mig befalning, hvad jeg skal sige, og hvad jeg skal tale.
50. Og jeg veed, at hans befalning er et evigt liv. Derfor, det jeg taler, taler jeg saaledes, som Faderen haver sagt mig.


13. Capitel.

1. Men for paaskehøitiden, der Jesus vidste at hans time var kommen, at han skulde gaae af denne verden til Faderen, der han havde elsket sine egne, som vare i verden, elskede han dem indtil enden.
2. Og der nadveren skede, da dievelen havde nu skudt i Judas, Simons søns Ischariotes, hierte, at han skulde forraade ham;
3. Da Jesus vidste, at Faderen havde givet ham alle ting i hænderne, og at han udkom fra Gud, og gik hen til Gud;
4. Reiste han sig fra nadveren, og lagde sine klæder fra sig; og han tog et linklæde, og bandt op om sig.
5. Derefter slog han vand i et bækken, og begyndte at toe disciplenes fødder, og at tørre dem med linklædet, som han var ombunden med.
6. Da kom han til Simon Peder og han sagde til ham: Herre toer du mine fødder?
7. Jesus svarede, og sagde til ham: hvad jeg giør, veed du ikke nu; men du skal forstaae det herefter.
8. Peder siger til ham: du skal ingenlunde toe mine fødder evindeligen. Jesus svarede ham: dersom jeg toer dig ikke haver du ingen deel med mig.
9. Simon Peder siger til ham: Herre ikke mine fødder allene, men ogsaa hænderne og hovedet.
10. Jesus siger til ham: hvo som er reen, haver ikke behov uden at toe fødderne, men er ganske reen; og I ere rene, men ikke alle.
11. Thi han kiendte den, som ham forraadde, derfor sagde han: I ere ikke alle rene.
12. Der han havde da toet deres fødder, og havde taget sine klæder, satte han sig atter ned, og sagde til dem: vide i hvad jeg haver giort ved eder?
13. I kalde mig: Mester og Herre, og I tale vel; thi jeg er det.
14. Dersom jeg da haver toet eders fødder, som er Herren og Mesteren, saa ere I og skyldige, at toe hverandres fødder,
15. Thi jeg haver givet eder et exempel, at ligesom jeg giorde eder, skal og I giøre.
16. Sandelig, sandelig siger jeg eder: en tiener er ikke større end hans herre, og ei en apostel større, end den, ham haver sendt.
17. Dersom I vide disse ting, ere I salige, om I giøre dem.
18. Jeg siger ikke om eder alle; jeg veed, hvilke jeg haver udvalgt; men at skriften skal fuldkommes: den, som æder brødet med mig, haver opløftet sin hæl mod mig.
19. Fra nu af siger jeg eder det, førend det skeer, at, naar det er skeet, I skulle troe, at det er jeg.
20. Sandelig, sandelig siger jeg eder: hvo som annammer, dersom jeg sender nogen, annammer mig; men hvo mig annammer, annammer den, som haver sendt mig.
21. Der Jesus havde dette sagt, blev han hart bevæget i aanden, og vidnede, og sagde: sandelig, sandelig siger jeg eder, at en af eder skal forraade mig. 
22. Da saae disciplene paa hverandre, og tvivlede om hvilken han talede.
23. Men der var en iblandt hans disciple, som laae til bords i Jesu skiød hvilken Jesus elskede.
24. Denne nikkede derfor Simon Peder til, at han skulde udspørge, hvo det skulde være, han talede om?
25. Men den samme, som laae op til Jesu bryst, sagde til ham: Herre, hvo er den?
26. Jesus svarede: det er den, hvilken jeg giver det stykke, som jeg dypper. Og han dyppede stykker, og gav Judas Simons søn, Ischariotes det.
27. Og efter at han havde faaet stykket, da gik satan ind i ham. Da sagde Jesus til ham: hvad du giør, det giør snart!
28. Men dette vidste ingen af dem, som sadde til bords, hvortil han sagde ham det.
29. Thi nogle mente, efterdi Judas havde pungen, at Jesus sagde til ham: kiøb, hvad vi have behov til høitiden, eller, at han skulde give fattige noget.
30. Der han da havde taget stykket, gik han strax ud; men det var nat.
31. Der han da var udgangen, sagde Jesus: nu er Menneskens Søn forklaret, og Gud er forklaret i ham.
32. Derfor Gud er forklaret i ham, skal Gud og forklare ham i sig selv, og han skal snart forklare ham.
33. Børn lille! jeg er endnu lidet hos eder. I skal leve efter mig, og saasom jeg sagde til Jøderne: hvor jeg gaaer hen, kan I ikke komme, siger jeg og eder nu.
34. Jeg giver eder en ny befalning, at I skal elske hverandre; som jeg elskede eder, skal I elske hverandre.
35. Derpaa skal alle kiende. at I ere mine disciple, dersom I have indbyrdes kierlighed.
36. Simon Peder sagde til ham: Herre, hvor gaaer du hen? Jesus svarede ham: hvor jeg gaaer hen, kan du ikke nu følge mig; men herefter skal du følge mig.
37. Peder siger til ham: Herre, hvorfor kan jeg ikke følge dig nu? jeg vil sætte mit liv til for dig.
38. Jesus svarede ham: vil du sætte dit liv til for mig; sandelig siger jeg dig: hanen skal ikke gale, førend du skal fornægte mig tre gange.


14. Capitel.

1. Eders hierte forfærdes ikke; Troer på Gud, og troer paa mig. 
2. I min Faders huus ere mange værelser. Men dersom det ikke saa var, havde jeg sagt eder det: jeg gaaer bort at berede eder sted.
3. Og naar jeg er gaaet bort, og faaer beredt eder sted, kommer jeg igien, og vil tage eder til mig selv; at, hvor jeg er, skal ogsaa I være.
4. O, hvor jeg gaaer hen, vide I, og veien vide I.
5. Thomas siger til ham: Herre, vi vide ikke, hvor du gaaer hen; og hvorledes kunne vi vide veien?
6. Jesus siger til ham: jeg er veien, og sandheden, og livet; der kommer ingen til Faderen, uden ved mig.
7. Havde I kiendt mig, da havde I og kiendt min Fader, og fra nu af kiende I ham, og have seet ham.
8. Philippus siger til ham: Herre, viis os Faderen, og det er os nok.
9. Jesus siger til ham: saa lang en tid er jeg hos eder, og du haver ikke kiendt mig? Philippus! hvo mig haver seet, haver seet Faderen; og hvorledes siger du: viis os Faderen?
10. Troer du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? de ord, som jeg taler til eder, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, han giør gierningerne.
11. Troer mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; men ville I ikke, saa troer mig dog for samme gierningers skyld. 
12. Sandelig, sandelig siger jeg eder: hvo som troer paa mig, de gierninger, som jeg giør, skal og han giøre, og han skal giøre større end disse; thi jeg gaaer til min Fader.
13. Og hvad I bede i mit navn, det vil jeg giøre; at Faderen skal forklares ved Sønnen.
14. Dersom I bede om noget i mit navn, vil jeg giøre der.
15. Dersom I elske mig, da holder mine befalninger.
16. Og jeg vil bede Faderen, og han skal give eder en anden Talsmand, at han skal blive hos eder evindeligen.
17. Den sandheds Aand, hvilken verden ikke kan annamme, thi den ikke seer ham, ei heller kiender ham; men I kiende ham, thi han bliver hos eder, og skal være i eder.
18. Jeg vil ikke forlade eder faderløse; jeg kommer til eder.
19. Det er endnu et lidet, og verden seer mig ikke mere, men I see mig; thi jeg lever, og I skal leve.
20. Paa den dag skal I kiende, at jeg er i min Fader, og I udi mig, og jeg i eder.
21. Hvo som haver mine befalninger, og holder dem, han er den som mig elsker, men hvo mig elster, skal elskes af min Fader; og jeg skal elske ham, og aabenbare mig selv for ham.
22. Judas (ikke den Ischariotes) siger til ham: Herre, hvad er det, at du vil aabenbare dig selv for os, og ikke for verden?
23. Jesus svarede, og sagde til ham: om nogen elsker mig, skal han holde mit ord; og min Fader skal elske ham, og vi skal komme til ham, og giøre værelse hos ham.
24. Hvo mig ikke elsker, holder ikke mine ord; og det ord, som I høre, er ikke mit, men Faderens, som mig haver udsendt.
25. Dette haver jeg talet til eder, medens jeg blev hos eder.
26. Men Talsmanden, den Hellig Aand, hvilken Faderen skal sende i mit navn, han skal lære eder alle ting, og minde eder paa alle ting, som jeg haver sagt eder.
27. Fred lader jeg eder, min fred giver jeg eder; jeg giver eder den ikke, saasom verden giver. Eders hierte forfærdes ikke, og frygte sig ikke!
28. I have hørt, at jeg sagde til eder: jeg gaaer bort, og kommer til eder igien; dersom I havde mig kier, da glædede I eder, at jeg sagde: jeg gaaer til Faderen; thi min Fader, er større end jeg.
29. Og nu haver jeg sagt eder det, før det skeer, at naar det er skeet, I da skal troe.
30. Jeg skal herefter ikke tale meget med eder; thi denne verdens fyrste kommer, og haver slet intet i mig;
31. Men paa det verden skal kiende, at jeg elsker Faderen, og ligesom Faderen haver befalet mig, saa giør jeg. Staaer op, lader os gaae herfra.


15. Capitel.

1. Jeg er det sande viintræe, og min Fader er Viingaardsmanden.
2. Hver green paa mig, som ikke bærer frugt, den borttager han; og hver den, som bærer frugt, renser han, at den skal bære mere frugt. 
3. Nu ere I rene formedelst det ord, som jeg haver talet til eder.
4. Bliver i mig, og jeg i eder. Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, uden den bliver i viintræet, saa kan I ikke heller, uden I blive i mig.
5. Jeg er viintræet, I ere grenene; hvo som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; thi uden mig kan I slet intet giøre.
6. Om nogen ikke bliver i mig, han bliver udkastet, som en green, der bliver vissen, og de sanke dem, og kaste dem i ilden, og de brænde.
7. Dersom I blive i mig, og mine ord blive I eder, da beder, hvad som I ville, og det skal vederfares eder.
8. I dette er min Fader æret, at I bære megen frugt, og I skal vorde mine disciple.
9. Ligesom Faderen haver elsket mig, saa haver og jeg elsket eder; bliver i kierligheden, den, som er min.
10. Dersom I holde mine befalinger, skal I blive i min kierlighed; ligesom jeg haver holdet min Faders befalinger, og bliver i hans kierlighed.
11. Disse ting haver jeg talet til eder, paa det min glæde kan blive i eder, og eders glæde kan blive fuldkommet.
12. Denne er min befaling, at I skal elske hverandre, ligesom jeg haver elsket eder.
13. Ingen haver større kierlighed, end denne, at nogen sætter sit liv til for sine venner.
14. I ere mine venner, dersom I giøre, hvadsomhelst jeg befaler eder.
15. Jeg kalder eder ikke længere tienere; thi tieneren veed ikke, hvad hans herre giør, men eder haver jeg kaldet venner; thi alt det, som jeg haver hørt af min Fader, haver jeg kundgiort eder.
16. I have ikke udvalgt mig, men jeg haver udvalgt eder, og sat eder, at I skal gaae hen, og bære frugt, og eders frugt skal blive ved; at, hvad som I bede Faderen i mit navn, skal han give eder.
17. Disse ting befaler jeg eder, at I skal elske hverandre.
18. Dersom verden hader eder, da vider, at den haver hadet mig førend eder.
19. Vare I af verden, elskede verden det hendes eget er; men efterdi I ere ikke af verden, men jeg haver udvalgt eder af verden, derfor hader verden eder.
20. Kommer det ord ihu, som jeg sagde eder: en tiener er ikke større end hans herre. Have de forfulgt mig, skal de og forfølge eder; have de holdet mit ord, skal de og holde eders.
21. Men alt det skal de giøre eder for mit navns skyld, fordi de ikke kiende den, som mig haver udsendt.
22. Dersom jeg var ikke kommen, og havde talet til dem, havde de ikke synd; men nu have de ikke end et skin, at aarsage deres synd med. 
23. Hvo mig hader, hader og min Fader.
24. Havde jeg ikke giort de gierninger iblandt dem, som ingen anden haver giort, havde de ikke synd; men nu de og have seet dem, have de og hadet baade mig og min Fader.
25. Men at den tale, som er skreven i deres lov, skal fuldkommes; de hadede mig uforskyldt.
26. Men naar den Talsmand kommer, hvilken jeg skal sende eder fra Faderen, (den sandheds Aand, som udgaaer fra Faderen,) han skal vidne om mig.
27. Men og I skal vidne; thi I ere med mig fra begyndelsen.


16. Capitel. 

1. Disse ting haver jeg talet til eder, at I skal ikke forarges.
2. De skal udelukke eder af synagogerne; ja den tid skal komme, at hver den, som ihielslaaer eder, skal mene, han giør Gud en dyrkelse.
3. Og de ting skal de giøre eder, fordi de hverken kiende Faderen, ei heller mig.
4. Men disse ting haver jeg talet til eder, paa det, naar timen kommer, I skal komme dem ihu, at jeg sagde eder dem; men disse ting sagde jeg eder ikke af begyndelsen, fordi jeg var hos eder.
5. Men nu gaaer jeg hen til den, som mig udsendte, og ingen af eder spørger mig: hvor gaaer du hen!
6. Men fordi jeg haver talet disse ting til eder, haver bedrøvelse opfyldt eders hierte.
7. Men jeg siger eder sandheden: det er eder gavnligt, at jeg gaaer bort, thi gaaer jeg ikke bort, skal talsmanden ikke komme til eder; men gaaer jeg bort, saa vil jeg sende ham til eder.
8. Og naar han kommer, skal han overbevise verden om synd, og om retfærdighed, og om dom;
9. Om synd, fordi de troe ikke paa mig;
10. Men om retfærdighed, fordi jeg gaaer hen til min Fader, og I see mig ikke længere;
11. Men om dom, fordi denne verdens fyrste er dømt.
12. Jeg haver endnu meget at sige eder; men I kan ikke bære det nu.
13. Men naar han, den sandheds Aand, kommer, skal han ledsage eder til al sandhed; thi han skal ikke tale af sig selv, men hvadsomhelst han hører, skal han tale, og de tilkommende ting skal han forkynde eder.
14. Han skal forklare mig; thi han skal tage af mit, og forkynde eder.
15. Alle de ting, som Faderen haver, ere mine; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit, og forkynde eder.
16. Det er en liden stund, og I skal ikke see mig; og atter en liden stund, og I skal see mig; thi jeg gaaer hen til Faderen.
17. Da sagde nogle af hans disciple til hverandre: hvad er dette, som han siger os, det er en liden stund, og I skal ikke see mig; og atter en liden stund, og I skal see mig; og; thi jeg gaaer hen til Faderen.
18. Da sagde de: hvad er det, som han siger: den liden stund? vi vide ikke, hvad han taler.
19. Da vidste Jesus, at de vilde spørge ham; og han sagde til dem: derom spørge I iblandt hverandre, at jeg sagde: det er en liden stund, og I skal ikke see mig; og atter en liden stund, og I skal see mig;
20. Sandelig, sandelig siger jeg eder: I skal græde og hyle, men verden skal glæde sig; men I skal være bedrøvede, men eders bedrøvelse skal vorde til glæde.
21. Qvinden, naar hun føder, haver bedrøvelse, fordi hendes time er kommen; men naar hun haver født barnet, kommer hun ikke mere den trængsel ihu for glæde, fordi et menneske er født til verden.
22. Og I have da vel nu bedrøvelse; men jeg vil see eder igien, og eders hierter skal glædes, og ingen tager eders glæde fra eder.
23. Og paa den samme dag skal I ikke spørge mig om noget. Sandelig, sandelig siger jeg eder, hvadsomhelst I bede Faderen om i mit navn, skal han give eder.
24. Hidindtil have I ikke bedet om noget i mit navn; beder, og I skal faae, at eders glæde kan blive fyldt.
25. Disse ting haver jeg talet til eder ved lignelser; men den time kommer, naar jeg skal ikke tale mere med eder ved lignelser, men frit forkynde eder om min Fader.
26. Paa den samme dag, skal I bede i mit navn, og jeg siger eder ikke, at jeg vil bede Faderen for eder;
27. Thi Faderen selv elsker eder, efterdi I have elsket mig; og troet, at jeg er udkommen af Gud.
28. Jeg udkom fra Faderen; og kom til verden; jeg forlader verden igien, og gaaer til Faderen.
29. Hans disciple sige til ham: see, nu taler du frit, og siger ingen lignelse.
30. Nu vide vi, at du veed alle ting, og haver ikke behov, at nogen spørger dig: formedelst dette troe vi, at du udkom fra Gud.
31. Jesus svarede dem: nu troe I.
32. See den time kommer, og er allerede kommen, at I skal adspredes hver til sit, og forlade mig allene; og jeg er ikke allene, fordi Faderen er med mig.
33. Disse ting haver jeg talet til eder, paa det I skal have fred i mig. I verden skal I have trængsel; men værer frimodige, jeg haver overvundet verden.


17. Capitel. 

1. Disse ting talede Jesus, og opløftede sine øine til himmelen, og sagde: Fader! timen, er kommen; forklar din Søn, at din Søn skal forklare dig;
2. Ligesom du haver givet ham magt over alt kiød, paa det alt det, som du haver givet ham, dem skal han give et evigt liv.
3. Men dette er det evige liv, at de kiende dig, den eeneste sande Gud, og den du udsendte, Jesum Christum.
4. Jeg haver forklaret dig paa jorden; jeg haver fuldkommet den gierning, som du haver givet mig, at jeg skulde giøre.
5. Forklar du mig og nu, Fader, hos dig selv med den klarhed, som jeg havde hos dig, før verden var.
6. Jeg aabenbarede dit navn for de mennesker, hvilke du haver givet mig af verden; de vare dine, og du haver givet mig dem, og de have bevaret dit ord.
7. Nu vide de, at alt det, som du haver givet mig, er af dig.
8. Thi de ord, som du haver givet mig, haver jeg givet dem; og de annammede dem, og de have sandeligen kiendt, at jeg udkom af dig, og de have troet, at du haver udsendt mig.
9. Jeg beder for dem; jeg beder ikke for verden, men for dem, som du haver givet mig, thi de ere dine.
10. Og alt det, som mit er, det er dit, og det, som dit er, det er mit; og jeg er forklaret i dem.
11. Og jeg er ikke mere i verden, men disse ere i verden, og jeg kommer til dig. Hellige Fader, bevar dem i dit navn, hvilke du haver givet mig, at de maae vare eet, ligesom vi.
12. Da jeg var hos dem i verden bevarede jeg dem i dit navn; de som du haver givet mig, dem forvarede jeg, og ingen blev fortabt af dem, uden det fortabte barn; at skriften skulde fuldkommes.
13. Men nu kommer jeg til dig, og taler disse ting i verden, at de skal have min glæde fyldt i sig.
14. Jeg haver givet dem dit ord; og verden haver hadet dem, fordi de ere ikke af verden, ligesom jeg er ikke af verden.
15. Jeg beder ikke, at du skal tage dem af verden, men at du skal bevare dem fra det onde.
16. De ere ikke af verden, ligesom jeg er ikke af verden.
17. Hellige dem i din sandhed; dit ord er sandhed.
18. Ligesom du haver sendt mig til verden, saa haver og jeg sendt dem til verden.
19. Og jeg helliger mig selv for dem, paa det de skal ogsaa vare helligede i sandheden.
20. Men jeg beder ikke allene for dem, men ogsaa for dem, som formedelst deres ord skal troe paa mig;
21. Paa det de skal alle være eet, ligesom du, Fader, i mig, og jeg i dig, at de og skal være eet i os; at verden kan troe, at du haver udsendt mig.
22. Og jeg haver givet dem den herlighed, den du haver givet mig; paa det de skal være eet, ligesom vi ere eet;
23. Jeg i dem, og du i mig, paa det de skal være fuldkommede til eet, og at verden kan kiende, at du haver udsendt mig, og haver elsket dem, ligesom du haver elsket mig.
24. Fader, jeg vil, at de, som du haver givet mig, skal og være hos mig, hvor jeg, er, at de skal see den min herlighed an, som du haver givet mig, thi du haver elsket mig, førend verdens grundvold blev lagt.
25. Retfærdige Fader, verden kiendte dig og ikke, men jeg kiender dig, og disse have kiendt, at du haver udsendt mig.
26. Og jeg kundgiorde dem dit navn, og vil kundgiøre dem det, paa det den kierlighed, som du elsker mig med, skal være i dem, og jeg i dem.


18. Capitel.

1. Der Jesus havde sagt disse ting, gik han ud med sine disciple over den bæk Kedron, hvor en urtegaard var, hvilken han gik ind, og hans disciple.
2. Men og Judas, som ham forraadde, vidste stedet; thi Jesus forsamledes ofte der med sine disciple.
3. Der Judas da havde taget roden til sig, og de ypperste præsters og Pharisæernes svende, kom han derhen med blus og lamper og vaaben.
4. Der Jesus vidste alle de ting, som skulde komme over ham, gik han ud, og sagde til dem: hvem lede I efter?
5. De svarede ham: Jesum den Nazaræum. Jesus siger til dem: det er jeg. Men Judas, som ham forraadde, stod og hos dem.
6. Der han da sagde til dem: det er jeg, vigede de tilbage, og faldt til jorden.
7. Da spurgte han dem atter ad: hvem lede I efter? men de sagde: Jesum den Nazaræum.
8. Jesus svarede: jeg sagde eder, at det er jeg; dersom I da lede efter mig, saa lader disse gaae hen;
9. At den tale skulde fuldkommes, hvilken han havde sagt: jeg mistede end ikke een af dem, som du haver givet mig.
10. Da havde Simon Peder et sverd, og drog det ud, og slog den ypperste præstes tiener, og afhug hans høire øre. Men den tiener hed Malchus.
11. Da sagde Jesus til Peder: stik dit sverd i balgen. Skal jeg ikke drikke den kalk, som min Fader gav mig? 
12. Da toge roden, og den øverste høvedsmand, og Jødernes svende samtligen Jesum, og bandt ham.
13. Og de førte ham først til Annas; thi han var Caiphas svoger, som var det aars ypperste præst.
14. Men det var Caiphas, som havde givet Jøderne det raad, at det var gavnligt, at eet menneske skulde omkomme for folket.
15. Men Simon Peder og en anden discipel fulgte Jesum; men den samme discipel var kiendt med den ypperste præst, og gik ind med Jesus i den ypperste præstes pallads.
16. Men Peder stod uden for døren. Da gik den anden discipel, som var kiendt med den ypperste præst, ud, og talede med dørvogtersken, og førte Peder ind.
17. Da siger pigen, dørvogtersken, til Peder: mon du og ikke være af dette menneskes disciple? han sagde: jeg er ikke.
18. Men tienerne og svendene stode, og havde giort en kulild, (thi det var koldt,) og varmede sig; men Peder stod hos dem, og varmede sig.
19. Da spurgte den ypperste præst Jesum om hans disciple, og om hans lærdom.
20. Jesus svarede ham: jeg haver talet frit for verden; jeg haver lært altid i synagogen og i tempelet, der som Jøderne komme tilsammen af alle steder, og jeg haver intet talet i løndom.
21. Hvi spørger du mig? spørg dem, som have hørt, hvad jeg talede til dem; see, de vide, hvad jeg haver sagt.
22. Men som han det talede, gav en af svendene, som stod hos, Jesus er slag med en kiep, og sagde: maae du saa svare den ypperste præst?
23. Jesus svarede ham: haver jeg talet ilde, da beviis, at det er ondt; men haver jeg taler vel, hvi slaaer du mig?
24. Saa havde Annas da sendt ham bunden til den ypperste præst Caiphas.
25. Men Simon Peder stod, og varmede sig. Da sagde de til ham: mon du og ikke vare af hans disciple? han nægtede det, og sagde: jeg er ikke.
26. Een af den ypperste præstestienere, som var hans frænde, hvis øre Peder havde afhugget, siger: saae jeg dig ikke i urtegaarden med ham?
27. Da nægtede Peder atter; og strax goel hanen.
28. Da førte de Jesum fra Caiphas til domhuset. Men det var aarle; og de gik ikke ind i domhuset, at de skulde ikke besmittes, men at de maatte æde paaske.
29. Derfor gik Pilatus ud til dem, og sagde: hvad klagemaal føre I imod dette menneske?
30. De svarede, og sagde til ham: var denne ikke en misdæer, da havde vi ikke overantvordet dig ham.
31. Da sagde Pilatus til dem: tager I ham, og dømmer ham efter eders lov. Da sagde Jøderne til ham: vi tør ingen aflive.
32. At Jesu tale skulde fuldkommes, hvilken han sagde, der han gav tilkiende, hvilken død han skulde døe. 
33. Da gik Pilatus ind igien i domhuset, og kaldte Jesum, og sagde til ham: er du den Jødernes Konge?
34. Jesus svarede ham: taler du dette af dig selv? eller have andre sagt dig det om mig.
35. Pilatus svarede: mon jeg være en Jøde? dit folk og de ypperste præster overantvordede dig mig; hvad haver du giort?
36. Jesus svarede: mit rige er ikke af denne verden; var mit rige af denne verden, havde vel mine tienere skullet stride derfore, at jeg ikke havde blevet overantvordet Jøderne; men nu er mit rige ikke deraf.
37. Da sagde Pilatus til ham: er du ikke nogen Konge? Jesus svarede: du siger det, at jeg er en Konge. Jeg er dertil født, og dertil kommen til verden, at jeg skal vidne om sandheden. Hver den, som er af sandheden, hører min røst.
38. Pilatus sagde til ham: hvad er sandhed? og der han det havde sagt, gik han ud til Jøderne igien, og sagde til dem: jeg finder slet ingen skyld i ham.
39. Men I have en sædvane, at jeg skal lade eder een løs om paasken; vil I da, at jeg skal lade eder den Jødernes Konge løs?
40. Da raabte de alle igien, og sagde: ikke denne, men Barrabas; men Barrabas var en røver.


19. Capitel.

1. Da tog Pilatus derfor Jesum, og lod hudstryge ham.
2. Og stridsmændene flettede en krone af torne, og satte paa hans hoved, og kastede et purpurklade om ham, og sagde:
3. Hil være dig, du Jødernes Konge! og de gave ham slag med kieppe.
4. Da gik Pilatus hen ud igien, og sagde til dem: see, jeg fører ham hid ud til eder, at I skal vide, at jeg finder ingen skyld i ham.
5. Da gik Jesus hen ud, og bar tornekronen og purpurklædet. Og han sagde til dem: see, det menneske!
6. Da nu de ypperste præster og svendene saae ham, raabte de, og sagde: korsfæst! korsfæst! Pilatus siger til dem: tager I ham, og korsfæster ham; thi jeg finder ikke skyld i ham.
7. Jøderne svarede ham: vi have en lov, og efter den vor lov er han skyldig at døe, fordi han haver giort sig selv til Guds Søn.
8. Der Pilatus da hørte den tale, frygtede han mere.
9. Og han gik ind igien i domhuset, og sagde til Jesum: hvorfra er du? men Jesus gav ham ikke svar.
10. Da siger Pilatus til ham: taler du ikke med mig? veed du ikke, at jeg haver magt til at korsfæste dig, og jeg haver magt til at lade dig løs?
11. Jesus svarede: du havde aldeles ingen magt mod mig, dersom den ikke var given dig oven fra; derfor den, som overantvordede mig dig, haver større synd.
12. Derefter søgte Pilatus, at lade ham løs. Men Jøderne raabte, og sagde: dersom du lader denne løs, er du ikke keiserens ven. Hver den, som giør sig til konge, siger keiseren imod.
13. Der Pilatus da havde hørt den tale, førte han Jesum hen ud, og satte sig paa domstolen, paa det sted, som kaldes steenlagt, men paa ebraisk Gabbatha.
14. Men det var beredelsens dag i paaske, men ved den siette time, og han siger til Jøderne: see, eders Konge!
15. Men de raabte: tag bort! tag bort! korsfæst ham! Pilatus sagde til dem: skal jeg korsfæste eders Konge? de ypperste præster svarede: vi have ingen konge, uden keiseren.
16. Derfor overantvordede han dem ham da, at han skulde korsfæstes. Men de toge Jesum, og førte ham bort.
17. Og han bar sit kors, og gik ud til det sted, som kaldes hovedpandested, hvilket kaldes paa ebraisk Golgatha;
18. Hvor de korsfæstede ham, og to andre med ham, een paa hver side, men Jesum midt imellem.
19. Men Pilatus havde skrevet en titel, og sat paa korset. Men der var skrevet: Jesus Nazaræus, den Jødernes Konge.
20. Denne titel læste da mange af Jøderne, fordi det sted var nær staden, hvor Jesus var korsfæstet; og den var skreven paa ebraisk, græsk og latin.
21. Da sagde Jødernes ypperste præster til Pilatus: skriv ikke: den Jødernes Konge; men, at han sagde: jeg, er Jødernes Konge.
22. Pilatus svarede: det, som jeg haver skrevet, haver jeg skrevet.
23. Der stridsmændene havde da korsfæstet Jesum, toge de hans klæder, (og giorde fire parter, for hver stridsmand en part,) og kiortelen; men kiortelen var usyet, vævet fra øverst, heel igiennem.
24. Da sagde de til hverandre: lader os ikke sønderrive den, men lodde om den, hvis den skal være, paa det skriften skulde fuldkommes, som siger: de delede mine klæder iblandt sig, og kastede lod om min kiortel. Dette giorde da stridsmændene. 
25. Men der stode hos Jesu kors hans moder, og hans moders syster, Maria den Cleophas hustru, og Maria Magdalena.
26. Der Jesus da saae sin moder, og den discipel staae hos, som han elskede, siger han til sin moder: qvinde, see, det er din søn.
27. Derefter siger han til discipelen: see, det er din moder. Og fra den time tog den discipel hende hiem til sit.
28. Derefter da Jesus vidste, at alting var nu fuldkommet, paa det skriften skulde fuldkommes, sagde han: jeg tørster.
29. Der stod da et kar fuldt af æddike. Men de fyldte en svamp med æddike, og satte den paa en isop, og holdte den til hans mund.
30. Der Jesus da havde taget æddiken, sagde han: det er fuldkommet; og bøiede hovedet, og overgav aanden.
31. Derfor Jøderne, paa det legemerne ikke skulde blive paa korset paa sabbaten, efterdi det var beredelsens dag, (thi den samme sabbatsdag dag var stor) bade Pilatus, at deres been maatte brydes, og de nedtages.
32. Da kom stridsmændene, og brøde den førstes been, og den andens, som vare korsfæstede med ham.
33. Men da de kom til Jesum, og de saae, at han var allerede død, brøde de ikke hans been.
34. Men een af stridsmændene aabnede hans side med et spyd, og strax udgik blod og vand.
35. Og den der haver seet, haver vidnet det, og hans vidnesbyrd er sandt; og den samme veed, at han siger sandhed, at I skal troe.
36. Thi disse ting skede, at skriften skulde fuldkommes: hans been skal ikke sønderbrydes.
37. Og atter siger en anden skrift: de skal see, i hvilken de have stunget.
38. Men derefter bad Joseph, den af Arimathæa, (som var en Jesu discipel, dog lønligen, af frygt for Jøderne,) Pilatus, at han maatte nedtage Jesu legeme; og Pilatus tilstedte det; da kom han, og nedtog Jesu legeme.
39. Men og Nikodemus kom, (den som først var kommen til Jesum om natten,) og bar myrrha og aloe sammenblandede ved hundrede pund.
40. Da toge de Jesu legeme, og bandt det i linklæder med dyrebare smørelser, som Jødernes skik er, at flye liig til jorde.
41. Men der var paa det sted, hvor han blev korsfæstet, en urtegaard, og i urtegaarden en nye grav, i hvilken endnu aldrig nogen var lagt.
42. Der lagde de da Jesum, for Jødernes beredelsesdags skyld, efterdi graven var nær.


20. Capitel.

1. Men paa den første dag i ugen kom Maria Magdalena aarle, der det var endnu mørkt, til graven, og saae, at stenen var borttagen fra graven. 
2. Da løb hun, og kom til Simon Peder, og til den anden discipel, hvilken Jesus elskede, og sagde til dem: de have borttaget Herren af graven, og vi vide ikke, hvor de lagde ham.
3. Da gik Peder og den anden discipel ud, og kom til graven.
4. Men de to løb tilsammen; og den anden discipel løb for, fastere end Peder, og kom først til graven.
5. Og da han kigede ind, saae han linklæderne liggende, men gik dog ikke ind.
6. Da kom Simon Peder, som fulgte ham, og gik ind i graven, og saae linklæderne liggende;
7. Og svededugen, som var paa hans hoved, ikke liggende hos linklæderne, men særdeles sammensvøbt paa eet sted.
8. Da gik derfor og den anden discipel ind, som var kommen først til graven, og saae og troede;
9. Thi de vidste ikke endnu skriften, at det burde ham at opstaae fra de døde.
10. Derfor gik disciplene atter hen til deres. 
11. Men Maria stod hos graven og græd uden for; der hun da græd, kigede hun ind i graven;
12. Og hun saae to Engle sidde i hvide klæder, een hos hovedet, og een hos fødderne, der som Jesu legeme var lagt.
13. Og de sagde til hende: qvinde! hvi græder du? hun sagde til dem: fordi de have taget min Herre bort, og jeg veed ikke hvor de have lagt ham.
14. Og der hun det havde sagt, vendte hun sig tilbage, og saae Jesum staae der; og hun vidste ikke, at det var Jesus.
15. Jesus siger til hende: qvinde! hvi græder du? hvem leder du efter? hun mente, det var urtegaardsmanden, og siger til ham: herre, dersom du haver baaret ham bort, da siig mig hvor du haver lagt ham, saa vil jeg tage ham. 
16. Jesus siger til hende: Maria! da vendte hun sig, og siger til ham: Rabboni, som kaldes: Mester!
17. Jesus siger til hende: rør ikke ved mig; thi jeg er endnu ikke opfaren til min Fader, men gak til mine brødre, og siig dem: jeg farer op til min Fader, og eders Fader, og til min Gud, og eders Gud.
18. Men Maria Magdalena kommer, og forkynder disciplene, at hun havde seet Herren, og han havde sagt hende dette. 
19. Der det da var aften paa den samme dag, som var den første i ugen, og dørene vare lukte, der som disciplene vare forsamlede, af frygt for Jøderne, kom Jesus, og stod midt iblandt dem, og siger til dem: fred være med eder.
20. Og der han det sagde, viste han dem hænderne, og sin side. Da bleve disciplene glade, at de saae Herren.
21. Da sagde Jesus atter til dem: fred være med eder! ligesom Faderen haver udsendt mig, saa sender og jeg eder.
22. Og der han dette sagde, blæste han paa dem, og siger til dem: annammer den Hellig Aand!
23. Dersom I forlade nogles synder, ere de dem forladne; dersom I beholde nogles, ere de dem beholdne.
24. Men Thomas, een af de tolv, som kaldes tvilling, var ikke med dem, der Jesus kom.
25. Derfor sagde de andre disciple til ham: vi have seet Herren. Men han sagde til dem: uden jeg faaer seet naglegabet i hans hænder, og stikker min finger i naglegabet, og stikker min haand i hans side, vil jeg ingenlunde troe.
26. Og efter otte dage vare atter hans disciple inde, og Thomas med dem. Jesus kom, der dørene vare lukte, og stod midt iblandt dem, og sagde: fred være med eder!
27. Derefter siger han til Thomas: ræk din finger hid, og see mine hænder, og ræk din haand hid, og stik den i min side; og vær ikke vantroe, men troende.
28. Og Thomas svarede? og sagde til ham: min Herre, og min Gud!
29. Jesus siger til ham: efterdi du haver seet mig, Thomas, haver du troet; salige ere de, som ikke have seet, og dog troer.
30. Jesus giorde da og vel mange andre tegn for sine disciples aasyn, som ikke ere skrevne i denne bog.
31. Men disse ere skrevne, at I skal troe, at Jesus er den Christus, den Guds Søn, og at I, som troe, skal have livet i hans navn.


21. Capitel. 

1. Derefter aabenbarede Jesus sig selv atter hos Tiberias hav for disciplene; men han aabenbarede sig saaledes:
2. Simon Peder, og Thomas, som kaldes tvilling, og Nathanael, den af Cana udi Galilæa, og de Zebedæi sønner, og to andre af hans disciple vare tilsammen.
3. Simon Peder siger til dem: jeg gaaer hen at fiske. De sige til ham: vi komme og med dig. De gik ud, og traadte strax ind i skibet, og i den samme nat fangede de inter.
4. Men der det var blever morgen, stod Jesus hos strandbredden; men disciplene vidste ikke, at det var Jesus.
5. Jesus siger da til dem: børn lille! have I noget at æde? de svarede ham: nei.
6. Men han sagde til dem: kaster garnet til den høire side af skibet, saa skal I finde. Da kastede de det ud, og de kunde ikke drage det mere for fiskenes mangfoldighed.
7. Da siger den discipel, som Jesus elskede, til Peder: det er Herren. Der Simon Peder da hørte at det var Herren, opbandt han skiorten om sig, (thi han var nøgen,) og kastede sig selv i havet.
8. Men de andre disciple kom paa skibet, (thi de vare ikke langt fra landet, men ved to hundrede alen,) og de droge garnet med fiskene.
9. Der de da traadte ud paa landet, saae de en kulild liggende, og fisk liggende derpaa, og brød.
10. Jesus siger til dem: tager hid af fiskene, som I fangede nu.
11. Simon Peder stog op, og drog garnet paa landet, fuldt af store fiske, hundrede, halvtrediesindstive og tre; og alligevel de vare saa mange, sønderreves garnet ikke.
12. Jesus siger til dem: kommer, giører maaltid; men ingen af disciplene turde spørge ham: hvo er du? thi de vidste, at det var Herren.
13. Da kom Jesus, og tog brødet, og gav dem, og desligeste fisken.
14. Dette er nu den tredie gang, at Jesus er aabenbaret for sine disciple, efter at han var opstanden fra de døde.
15. Der de havde da giort maaltid, siger Jesus til Simon Peder: Simon Jonas søn, elsker du mig mere end disse? han siger til ham: ja, Herre, du veed, at jeg elsker dig. Han siger til ham: fød mine lam.
16. Han siger atter anden gang til ham Simon, Jonas søn, elsker du mig? han siger til ham: ja, Herre, du veed, at jeg elsker dig. Han siger til ham: fød mine faar.
17. Han siger tredie gang til ham: Simon, Jonas søn, elsker du mig? Peder blev bedrøvet, at han sagde den tredie gang til ham: elsker du mig? og han sagde til ham: Herre, du veed alle ting! du veed, at jeg elsker dig. Jesus siger til ham: fød mine faar.
18. Sandelig, sandelig siger jeg dig: der du var yngre, opbandt du om dig selv, og gik hvor du vilde; men naar du bliver gammel, skal du udrække dine hænder, og en anden skal opbinde om dig, og føre dig derhen, som du ikke vil.
19. Men dette sagde han, for at betegne, med hvad død han skulde ære Gud. Og der han havde dette sagt, siger han til ham: følg mig.
20. Men Peder vendte sig, og saae den discipel følge, som Jesus elskede, som og laae op til hans bryst i nadveren, og havde sagt: Herre, hvo er den, som forraader dig?
21. Der Peder saae denne, siger han til Jesum: Herre, men hvad skal denne?
22. Jesus siger til ham: dersom jeg vil, at han skal blive indtil jeg kommer, hvad kommer det dig ved? følg du mig!
23. Da udkom denne tale iblandt brødrene: denne discipel døer ikke; og Jesus sagde ikke til ham: han døer ikke; men: om jeg vil, at han skal blive indtil jeg kommer, hvad kommer det dig ved?
24. Denne er den discipel, som vidner om disse ting, og haver skrevet disse ting; og vi vide, at hans vidnesbyrd er sandt.
25. Men der ere og mange andre ting, som Jesus haver giort, hvilke, dersom de skulde skrives enhver for sig, mener jeg, at ikke end verden selv kunde fatte de bøger, som skulde skrives. Amen.


H="Apostlenes Gerninger - Acts"

De Hellige Apostlers Gierninger.


1. Capitel.

1. I den første tale haver jeg giort, o Theophile! om alle de ting, som Jesus begyndte, baade at giøre og lære;
2. Indtil den dag han blev optagen; efterat han havde givet apostlerne, hvilke han havde udvalgt, befaling ved den Hellig Aand.
3. For hvilke han og, efter han havde lidt, havde vist sig selv levende med mange klare beviisninger, da han blev seet af dem i fyrretive dage, og talede de ting om Guds rige.
4. Og der han var forsamlet med dem, befoel han dem, at de skulde ikke vige fra Jerusalem, men bie efter Faderens forjættelse, hvilken (sagde han) I have hørt af mig;
5. Thi Johannes døbte vel med vand, men I skal døbes med den Hellig Aand, ikke længe efter disse dage.
6. Men de, som da vare komne tilsammen, spurgte ham, og sagde: Herre, vil du paa denne tid oprette Israel riget?
7. Men han sagde til dem: det hører eder ikke til, at vide tider eller stunde, hvilke Faderen har sat i sin egen magt.
8. Men I skal annamme den Hellig Aands kraft, som skal komme over eder; og I skal være mine vidner, baade i Jerusalem, og i det ganske Judæa og Samaria, og indtil jordens ende.
9. Og der han dette havde sagt, blev han optagen, da de saae derpaa, og en skye tog ham bort fra deres øine.
10. Og der de stirrede op mod Himmelen, der han foer hen, see, da stode to mænd hos dem i hvide klæder.
11. Hvilke og sagde: I Galilæiske mænd, hvi staae I, og see op til himmelen? denne Jesus, som er optagen fra eder til himmelen, skal komme igien ligesom I have seet ham fare til himmelen.
12. Da vendte de om til Jerusalem, fra det bierg, som kaldes Oliebierg, hvilket er nær Jerusalem, en sabbatsreise.
13. Og der de kom ind, stege de op paa salen, hvor de bleve, baade Petrus og Jakobus, og Johannes, og Andreas, Philippus og Thomas, Bartholomæus og Matthæus, Jakobus, Alphæi søn, og Simon Zelotes, og Judas, Jakobi broder.
14. Disse alle vare eendrægteligen varagtige i bøn og begiering med qvinderne, og Maria Jesu moder, og med hans brødre.
15. Og i de dage opstod Petrus midt iblandt disciplene, og sagde: (men personernes skare vare der tilsammen ved hundrede og tive;)
16. I mænd, brødre! det burde den skrift at fuldkommes, hvilken den Hellig Aand havde forud sagt ved Davids mund, om Judas, som blev deres veileder, der grebe Jesum.
17. Thi han var regnet med os, og havde annammet dette embedes lod.
18. Denne da forhvervede en ager af den uretfærdigheds løn; og der han var nedstyrtet, brast han midt i to, og alle hans indvolde udvæltedes.
19. Og det er bleven vitterligt for alle dem, som boe i Jerusalem; saa at den samme ager kaldes paa deres eget maal Hakeldama, det er, blodsager.
20. Thi der er skrevet i Psalmebogen: hans boelig blive øde, og være ingen, som boer der udi! og en anden annamme hans biskopsdom.
21. Derfor bør det, at een af disse mænd, som ere komne tilhobe med os, den ganske tid, i hvilken den Herre Jesus gik ind, og gik ud hos os,
22. Da han havde begyndt fra Johannis daab, indtil den dag, der han blev optagen fra os, skal vorde et vidne med os om hans opstandelse.
23. Og de stillede to frem, Joseph, som kaldtes Barsabas, som kaldtes med tilnavn Justus, og Matthias.
24. Og de bade og sagde: du Herre som kiender alles hierter, udviis een, hvilken du haver udvalgt af disse to,
25. Til at annamme denne tienestes og apostelembedes lod, som Judas vigede fra, og gik bort til sit eget sted.
26. Og de kastede lod imellem dem, og lodden faldt paa Matthias; og han blev eendrægteligen samtykt, at være med de elleve apostler.


2. Capitel. 

1. Og der Pintsefestens dag var fuldkommeligen kommen, vare de alle samdrægtige tilhobe.
2. Og der skede hastigen en lyd af himmelen, som af et fremfarende vældigt veir, og fyldte det ganske huus, der som de sadde.
3. Og af dem saaes adskildte tunger, som af ild, og han satte sig paa enhver af dem.
4. Og de bleve alle fulde af den Hellig Aand, og begyndte at tale med andre tungemaal, eftersom Aanden gav dem at tale.
5. Men der vare Jøder boende i Jerusalem, gudfrygtige mænd af alle folk iblandt dem, som ere under himmelen.
6. Der denne røst var skeet, kom mængden tilsammen, og blev forvirret; thi enhver hørte dem tale med sit eget maal.
7. Men de forfærdedes alle, og forundrede sig, og sagde til hverandre: see, ere ikke alle disse som tale, Galilæer?
8. Og hvorledes høre vi dem hver tale paa vort eget maal, som vi ere fødte udi?
9. Parther, og Meder, og Elamiter, og de som boe i Mesopotamia, item Judæa og Cappadocia, Pontus og Asia,
10. Item Phrygia og Pamphylia, Ægypten, og de Libyæ egne, som ere hos Cyrene, og som ere udlændinge af Rom.
11. Jøder og Jøders tilhængere, Creter og Araber? vi høre dem tale Guds store ting med vore tungemaal.
12. Men de forfærdedes alle, og tvivlede, og sagde een til den anden: hvad vil dette være?
13. Men andre spottede, og sagde: de ere fulde af sød viin.
14. Da stod Petrus med de elleve, og opløftede sin røst, og talede til dem: I Jødiske mand, og alle I, som boe i Jerusalem! det være eder vitterligt, og fatter mine ord med øren.
15. Thi disse ere ikke drukne, som I slutte; thi det er den tredie time paa dagen.
16. Men dette er det, som er sagt ved propheten Joel.
17. Og det skal skee, i de sidste dage, siger Gud, vil jeg udgyde af min Aand over alt kiød; og eders sønner og eders døttre skal prophetere, og eders unge karle skal see syner, og eders ældste skal have drømme.
18. Og jeg vil end i de samme dage udgyde af min Aand over mine tienere, og over mine tienerinder, og de skal prophetere.
19. Og jeg vil give underlige gierninger oven i himmelen, og tegn neden paa jorden, blod og ild og røgdamp.
20. Solen skal omvendes til mørke, og maanen til blod, førend Herrens den store og herlige dag kommer.
21. Og det skal skee, hver den, som paakalder Herrens navn, skal blive salig.
22. I Israelitiske mand! hører disse ord: Jesum den Nazaræum, en Mand af Gud klarligen beviist for eder med kraftige gierninger og underlige gierninger og tegn, hvilke Gud giorde ved ham midt iblandt eder, saasom I og selv vide;
23. Denne, (efter han var given hen af Guds besluttede raad og forevidende,) toge I og korsfæstede ved uretfærdige hænder; og sloge ham ihiel;
24. Hvilken Gud opreiste, der han havde løst dødens smerter, eftersom det var umueligt, at han kunde holdes af den.
25. Thi David siger om ham: jeg haver altid seet Herren for mit ansigt; thi han er hos min høire haand, at jeg ikke skal bevæges.
26. Derfor glæder mit hierte sig, og min tunge fryder sig; dertilmed skal og mit kiød boe tryggelig i haab.
27. Thi du skal ikke forlade min siel i helvede, ikke heller tilstede din Hellige at see foraadnelse.
28. Du haver kundgiort mig livets veie; du skal fylde mig med glæde af dit ansigt.
29. I mænd, brødre, det sømmer mig at tale frit til eder om den patriarch David, at han baade er død og begraven, og hans grav er hos os indtil denne dag.
30. Eftersom han var da en prophet, og vidste, at Gud havde soret ham med en eed, at han vilde af hans lenders frugt, hvad kiødet er anlangende, opreise Christum, at sidde paa hans stoel;
31. Da saae han forud, og talede om Christi opstandelse, at hans siel er ikke forladt i helvede, ei heller hans kiød haver seet forraadnelse.
32. Denne Jesum opreiste Gud; det ere vi alle vidner til.
33. Derfor efter at han er ophøiet hos Guds høire haand, og haver annammet den Hellig Aands forjættelse af Faderen, udgydede han dette, som I nu see og høre.
34. Thi David opfoer ikke til himlene; men han siger: Herren sagde til min Herre: sat dig hos min høire haand,
35. Indtil jeg lægger dine fiender til dine fødders fodskammel.
36. Derfor skal alt Israels huus vist vide, at Gud haver giort ham til en Herre og Christum, den samme Jesum, som I have korsfæstet.
37. Men der de det hørte, stak det dem i hiertet, og de sagde til Petrus og de andre apostler: I mænd, brødre! hvad skal vi giøre?
38. Men Petrus sagde til dem: omvender eder, og hver af eder lade sig døbe i Jesu Christi navn til syndernes forladelse; og I skal faae den Hellig Aands gave.
39. Thi eder og eders børn hører forjættelsen til, og alle dem, som ere langt fra, hvilkesomhelst Herren vor Gud skal kalde dertil.
40. Han vidnede ogsaa for dem, og formanede dem med mange andre ord, og sagde: lader eder frelse fra denne vanartige slægt.
41. De som nu gierne annammede hans ord, bleve døbte; og der lagdes den samme dag til hen ved tre tusinde siele.
42. Men de vare varagtige i apostlernes lærdom, og samfundet, og brøds brydelsen, og bønnerne.
43. Men der kom en frygt paa alle siele; og der skede mange underlige gierninger og tegn ved apostlerne.
44. Men alle de, som troede, vare tilsammen, og havde alle ting tilfælles.
45. Og de solgte deres eiendom og gods, og delede det ud iblandt alle, efter som nogen havde behov.
46. Og de vare dagligen varagtige samdrægtigen i tempelet, og brøde brød her og der i husene, og fik mad med fryd og hiertens eenfoldighed;
47. Og lovede Gud, og havde naade hos alt folket. Men Herren lagde dagligen til menigheden dem, som bleve salige.


3. Capitel.

1. Men Petrus og Johannes gik tilsammen op i tempelet ved bønnens time, som var den niende.
2. Og der var en mand, som var halt af sin moders liv, han blev baaren, hvilken de satte dagligen hos tempeldøren, som kaldtes den skiønne, at tigge almisse af dem, som indgik i tempelet.
3. Der han saae Petrus og Johannes, at de vilde gaae ind i tempelet, bad han, at han maatte faae en almisse.
4. Men Petrus saae stivt paa ham med Johannes, og han sagde: see paa os.
5. Men han gav agt paa dem, og forventede at faae noget af dem.
6. Men Petrus sagde: sølv og guld haver jeg ikke; men det, som jeg haver, det giver jeg dig; i Jesu Christi Nazaræi navn, staae op, og gak.
7. Og han greb ham ved den høire haand, og reiste ham op.
8. Men strax bleve hans been og knogler stærke, og han sprang op, og stod op, gik, og gik ind med dem i tempelet, gik og sprang, og lovede Gud.
9. Og alt folket saae ham gaae, og love Gud.
10. Og de kiendte ham, at han var den, som havde siddet for tempelets skiønne dør efter almisse; og de bleve fulde af rædsel og forfærdelse over det, som ham var vederfaret.
11. Men som denne halte, der var helbredet, holdt paa Petrus og Johannes, løb alt folket sammen til dem i omgangen, som kaldtes Salomons, og vare forfærdede.
12. Men der Petrus det saae, svarede han folket: I Israelitiske mænd! hvi forundre I eder paa dette? eller, hvi see I stivt paa os, ligesom vi havde det giort af egen magt eller gudfrygtighed, at denne gaaer?
13. Abrahams og Isaaks og Jakobs Gud, vore fædres Gud, haver forklaret sit Barn Jesum, hvilken I have overantvordet, og nægtet ham for Pilatus, der han dømte at lade ham løs.
14. Men I nægtede den Hellige og Retfærdige, og bade, at en morder maatte skienkes eder.
15. Men den livsens fyrste sloge I ihiel, hvilken Gud opreiste fra de døde, hvilket vi ere vidner til.
16. Og formedelst troen paa hans navn haver hans navn styrket denne, som I see og kiende; og den troe ved ham, gav ham denne fuldkomne sundhed for alles eders øine.
17. Og nu brødre! jeg veed, at I have giort det af vanvittighed, ligesom og eders øverster. 
18. Men Gud haver fuldkommet det saa, som han tilforn forkyndte ved alle sine propheters mund, at hans Christus skulde lide.
19. Derfor fatter et andet sind, og vender om, at eders synder maae være udslettede, paa det vederqvægelsens tider maae komme over eder fra Herrens aasyn.
20. Og han udsender den, som er tilforn prædiket for eder, Jesum Christum;
21. Hvilken det bør at indtage himmelen, indtil de tider, alle ting blive oprettede, om hvilke Gud haver talet ved alle sine hellige propheters mund, af verdens begyndelse.
22. Thi Moses sagde til fædrene: Herren eders Gud skal opreise eder en Prophet af eders brødre, ligesom mig; den skal I høre efter alt det, som han monne tale til eder.
23. Men det skal skee, hver den siel, som ikke faar hørt den Prophet, skal udslettes fra folket. 
24. Men og alle propheter, fra Samuel og derefter, saa mange som talede, de forkyndte og tilforn disse dage.
25. I ere propheternes børn, og pagtens, hvilken Gud giorde med vore fædre, der han sagde til Abraham: og i din sæd skal velsignes alle slægter paa jorden.
26. Gud, der han havde opreist sit Barn Jesum, haver først sendt eder ham, at velsigne eder, i det hver af eder vender sig fra eders ondskaber.


4. Capitel. 

1. Men der de talede til folket, kom præsterne, og tempelets høvedsmand, og Sadducæerne over dem;
2. Hvilke det giorde ont, at de lærte folket, og kundgiorde i Jesu den opstandelse fra de døde.
3. Og de lagde hænderne paa dem, og satte dem i fængsel til den anden dag; thi det var nu aften.
4. Men mange af dem, som hørte ordet, troede; og tallet paa mændene blev ved fem tusinde.
5. Men det skede den anden dag, at deres øverster og ældste og skriftkloge bleve forsamlede tilhobe i Jerusalem,
6. Og Annas, den ypperste præst, og Caiphas, og Johannes, og Alexander, og saa mange, som vare af de ypperste præsters slægt.
7. Og de stillede dem frem, og spurgte: af hvad magt, eller i hvad for et navn giorde I dette?
8. Da sagde Petrus, fyldt af den Hellig Aand, til dem: I folkets øverster og Israels ældste!
9. Dersom vi i dag forhøres for denne velgierning mod det skrøbelige menneske, ved hvem han er bleven frelst;
10. Da skal det være eder alle og alt det Israelitiste folk vitterligt, at ved Jesu Christi Nazaræi navn, hvilken I have korsfæstet, hvilken Gud haver opreist fra de døde, ved dette staaer denne helbredet her for eders øine.
11. Han er den steen, som er agtet for intet af eder, I bygningsmænd, hvilken er bleven til en hovedhiørnesteen.
12. Og saligheden er slet ikke i nogen anden; thi ikke er heller et andet navn under himmelen, som er givet iblandt mennesker, ved hvilket det bør os at blivs saliggiorte.
13. Men der de saae Peter og Johannis frimodighed an, og havde faaet at vide, at de vare ulærde mand, og lægfolk, forundrede de sig; og de kiendte dem, at de havde været med Jesus.
14. Men der de saae det menneske, som var helbredet, staae hos dem, havde de intet at sige derimod.
15. Men de bøde dem gaae hen ud af raadet, og raadførte sig tilsammen, og sagde:
16. Hvad vil vi giøre disse mennesker? thi et vitterligt tegn er skeet ved dem, som er aabenbart for alle dem, som boe i Jerusalem, og vi kan det ikke nægte.
17. Men at det skal ikke komme videre ud iblandt folket, da lader os alvorligen true dem, at de ikke herefter skal tale til noget menneske i dette navn.
18. Og de kaldte dem, og bøde dem, at de aldeles ikke skulde tale, ei heller lære i Jesu navn.
19. Men Petrus og Johannes svarede, og sagde til dem: dømmer, om det er ret for Gud, at lyde eder mere end Gud.
20. Thi vi kan ikke andet end tale det, som vi have seet og hørt.
21. Men de truede dem fremdeles, og lode dem løs, der de ikke fandt, hvorledes de skulde straffe dem, for folkets skyld, thi de lovede alle Gud for det, som var skeet.
22. Thi det menneske var mere end fyrretive aar gammel, paa hvilket dette helbredelses tegn var skeet.
23. Men der de vare løsladte, kom de til deres, og forkyndte dem, hvad de ypperste præster og ældste havde sagt til dem.
24. Men der de det havde hørt, opløftede de samdrægteligen røsten til Gud, og sagde: Herre, du er Gud, som haver giort himmelen og jorden, og havet, og alle ting, som ere i dem;
25. Som haver sagt ved Davids din tieners mund: hvorfor fnysede hedningerne, og folkene betænkte sig paa forfængelige ting? 
26. Jordens konger traadte tilsammen, og fyrsterne forsamlede sig tilhobe mod Herren, og mod hans Christum.
27. Thi de have i sandhed forsamlet sig mod dit hellige Barn Jesum, hvilken du haver salvet, baade Herodes og Pontius Pilatus, med hedningerne og Israels folk;
28. At giøre det, som din haand og dit raad havde forud beslutet, at skulle skee.
29. Og nu, Herre, see til deres trudsler, og giv dine tienere, at tale dit ord med al frimodighed.
30. I det du udrækker din haand, at helbredelse og tegn og underlige gierninger kunne skee ved dit hellige barns Jesu navn.
31. Og der de havde bedet, bevægedes stedet, der som de vare forsamlede, og de bleve alle fyldte med den Hellig Aand, og talede Guds ord med frimodighed.
32. Men deres mangfoldighed, som troede, havde eet hierte og een siel; og ikke end een sagde noget af sit gods at være sit eget, men alle ting vare dem tilfælles.
33. Og apostlerne gave vidnesbyrd med stor kraft om den Herres Jesu opstandelse, og der var stor naade over dem alle.
34. Thi der var ei heller nogen iblandt dem, som fattedes; thi saa mange, som eiede agre, eller huse, solgte dem, og bare værdet frem for det, som var solgt.
35. Og de lagde det for apostlernes fødder; men der uddeltes til enhver, efter som nogen havde behov.
36. Men Joses, som kaldtes med tilnavn af apostlerne Barnabas! (det er udlagt, trøstens søn,) en Levit, født i Cypern, da han havde en ager, solgte han den, og bragte pengene frem, og lagde dem for apostlernes fødder.


5. Capitel. 

1. Men en mand med navn Ananias, med Saphira sin hustru, solgte sit gods;
2. Og forbeholdt sig selv noget af værdet med sin hustrues vidskab, og bragte en part frem, og lagde for apostlernes fødder.
3. Men Petrus sagde: Ananias, hvorfor haver satan fyldt dit hierte, at du skulde lyve imod den Hellig Aand, og forbeholde dig noget af agerens værd?
4. Var den ikke din, der du eiede den, og det, den blev solgt for, var i din magt? hvi haver du sat dig den ting for i dit hierte? du haver ikke løiet for menneskene, men for Gud.
5. Men der Ananias hørte disse ord, faldt han ned, og opgav aanden. Og der kom en stor frygt over alle, som det hørte.
6. Men de unge karle stode op, og lagde ham bort, og bare ham ud, og begrove ham.
7. Men der vare ved tre timer imellem, da kom hans hustru ind, og vidste ikke, hvad skeet var.
8. Men Petrus svarede hende: siig mig, om I solgte ageren saa dyre? Men hun sagde: ja, saa dyre.
9. Men Petrus sagde til hende: hvad er det, at I ere blevne eens om, at friste Herrens Aand? see deres fødder, som begrove din mand, ere for døren, og de skal udbære dig.
10. Men hun faldt strax ned for hans fødder, og opgav aanden; men de unge karle kom ind, og fandt hende død, og bare hende ud, og begrove hende hos hendes mand.
11. Og en stor frygt kom over den ganske menighed, og over alle, som dette hørte.
12. Men der skede mange tegn og underlige gierninger iblandt folket ved apostlernes hænder, (og de vare alle samdrægteligen i Salomons omgang.
13. Men ingen af de andre torde holde sig til dem, men folket giorde meget af dem.
14. Men der bleve end flere lagte til, som troede paa Herren, baade mænds og qvinders mangfoldighed.)
15. Saa at de bare de skrøbelige ud paa gaderne, og lagde dem paa senge og lodbenke, paa det, naar Petrus kom, ogsaa hans skygge kunde overskygge nogen af dem. 
16. Men og mængden af de omliggende stæder kom til Jerusalem, og bragte skrøbelige og forstyrrede af urene aander, som bleve alle helbredte.
17. Men den ypperste præst opstod, og alle de, som vare med ham, (hvilken er Sadducæernes secte,) og de bleve fulde af nidkierhed.
18. Og de lagde deres hænder paa apostlerne, og kastede dem i et almindeligt fængsel.
19. Men Herrens Engel oplod fængselets døre om natten, og førte dem ud, og sagde:
20. Gaaer hen, og træder frem, og taler i tempelet til folket alt dette livs ord. 
21. Men der de havde hørt det, gik de aarle ind i tempelet, og lærte. Men der den ypperste præst kom, og de, som vare med ham, sammenkaldte de raadet, og alle Israels børns ældste, og sendte hen til fængselet, at føre dem frem.
22. Men der tienerne kom derhen, fandt de dem ikke i fængselet; men de kom igien, og forkyndte det, og sagde:
23. Fængselet fandt vi tillukt med al flid, og vogterne at staae uden for dørene; men der vi lode op, fandt vi ingen inde.
24. Men der baade den ypperste præst, og tempelets høvedsmand, og de andre ypperste præster hørte disse ord, bleve de tvivlraadige om dem, hvad dette skulde være?
25. Men een kom frem, forkyndte dem, og sagde: see, de mænd som I kastede i fængsel, staae i tempelet, og lære folket.
26. Da gik høvedsmanden hen med tienerne, og førte dem frem, dog ikke med magt, at de skulde ikke blive stenede; thi de frygtede for folket.
27. Men der de havde ført dem frem, stillede de dem for raadet; og den ypperste præst spurgte dem, og sagde:
28. Bøde vi eder ikke alvorligen, at I skulde ikke lære i dette navn? og see, I have fyldt Jerusalem med eders lærdom, og vil føre dette menneskes blod over os. 
29. Men Petrus svarede, og apostlerne, og sagde: man bør at lyde Gud mere end menneskene.
30. Vore fædres Gud opreiste Jesum, hvilken I sloge ihiel, da I havde hængt ham paa et træe.
31. Denne haver Gud ophøiet til en Fyrste og Frelser, ved sin høire haand, at give Israel omvendelse og syndernes forladelse.
32. Og vi ere hans vidner til disse ting, men og den Hellig Aand, hvilken Gud haver givet dem, som ham lyde.
33. Men der de hørte det, skar det dem i hiertet, og de beraadde sig paa, at slaae dem ihiel.
34. Men der opstod en Pharisæer i raadet, ved navn Gamaliel, en lovlærer, som var høit agtet for alt folket, og bød, at de skulde lade apostlerne vige lidet ud.
35. Og han sagde til dem: I Israelitiske mænd, tager eder selv vare med disse mennesker, hvad I skal ville giøre.
36. Thi for disse dage opstod Theudas, som sagde sig selv at være noget, og ham tilhængte et tal mand, ved fire hundrede, hvilken er ihielslagen, og alle de ham løde ere adspredte, og blevne til intet.
37. Efter denne opstod Judas, den Galilæer, i beskrivelsens dage, og giorde meget folk affældigt efter sig; han er og omkommen, og alle de, som løde ham bleve adspredte.
38. Og nu siger jeg eder: holder eder fra disse mennesker, og lader dem fare; thi dersom dette raad, eller denne gierning er af menneskene, bliver det forstyrret;
39. Men er det af Gud, kan I ikke forstyrre det; paa det I skulle ikke befindes, som de, der og vil stride mod Gud.
40. Da løde de ham; og de fremkaldte apostlerne, og sloge dem, og bøde, at de skulde ikke tale i Jesu navn, og de lode dem fare.
41. Saa gik de da glade fra raadets ansigt, fordi de havde været agtede værdige til at vanæres for hans navns skyld.
42. Og de lode ikke af at lære hver dag i tempelet og i husene, og at forkynde evangelium om Jesu Christo.


6. Capitel.

1. Men i de dage, der disciplene formeredes, blev et knur af de grækiske imod Ebræerne, fordi deres enker bleve forsømte i den daglige tieneste.
2. Men de tolv kaldte disciplenes mangfoldighed tilsammen, og sagde: det befalder os ikke, at forlade Guds ord, og at tiene til bords.
3. Derfor, brødre, seer efter syv mand af eder, som have godt vidnesbyrd, og ere fulde af den Hellig Aand, og viisdom, hvilke vi kunne beskikke til dette brug.
4. Men vi vil blive varagtige i bøn og ordets tieneste.
5. Og den tale befaldt den ganske mangfoldighed, og de udvalgte Stephanus, en mand fuld af troe og den Hellig Aand, og Philippus, og Prochorus, og Nicanor, og Timon, og Parmenas, og Nicolaus, en Jødernes tilhænger af Antiochia;
6. Hvilke de stillede for Apostlerne; og de bade, og lagde deres hænder paa dem.
7. Og Guds ord voxte, og disciplenes tal formeredes i Jerusalem; der bleve og en stor hob af præsterne troen lydige. 
8. Men Stephanus, fuld af troe og kraft, giorde underlige gierninger og store tegn iblandt folket.
9. Men nogle opstode af dem, som vare af den synagoge, som kaldes de Libertiners, og Cyreners, og Alexandriners, og deres, som vare Cilicia og Asia, som bespurgte sig med Stephanus.
10. Og de kunde ikke staae den viisdom og den Aand imod, som han talede af.
11. Da beskikkede de hemmeligen mænd, som sagde: vi hørte ham tale bespottelige ord imod Moses, og Gud.
12. Og de oprørte folket, og de ældste, og skriftkloge; og de kom over ham, og henreve ham med, og førte ham for raadet;
13. Og de fremstillede falske vidner, som sagde: dette menneske lader ikke af at tale bespottelige ord mod dette hellige sted, og loven.
14. Thi vi hørte ham sige, at Jesus den Nazaræus skal forstyrre dette sted, og forandre de skikke, som Moses haver overantvordet os.
15. Og da de saae alle stivt paa ham, som sadde i raadet, saae de hans ansigt som en Engels ansigt.


7. Capitel. 

1. Men den ypperste præst sagde: mon disse ting da have sig saaledes?
2. Men han sagde: I mand, brødre og fædre, hører til! Herlighedens Gud aabenbaredes vor fader Abraham, der han var i Mesopotamia, førend han boede i Charan.
3. Og han sagde til ham: gak ud af dit land, og fra din slægt, og kom til et land, som jeg vil vise dig.
4. Da udgik han af de Chaldæers land, og boede i Charan; og han forflyttede ham derfra, der hans fader var død, over i dette land, som i nu boe udi.
5. Og han gav ham ikke arv derudi, ikke end et fodtrin; og havde dog lovet ham, at give ham det at besidde, og hans sæd efter ham, dog han havde ikke børn.
6. Men Gud havde sagt saaledes, at hans sæd skulde boe hos andre, udi et fremmed land, og de skulde giøre den til trælle, og fare ilde dermed i fire hundrede aar. 
7. Og det folk, som de skal tiene, vil jeg dømme, sagde Gud: og derefter skal de drage ud, og tiene mig paa dette sted.
8. Og han gav ham omskærelsens pagt; og saa avlede han Isaak, og omskar ham den ottende dag; og Isaak avlede Jakob, og Jakob de tolv patriarcher.
9. Og Patriarcherne bare avind mod Joseph, og solgte ham til Ægypten; og Gud var med ham.
10. Og han udfriede ham af alle hans trængsler, og gav ham naade og viisdom for Pharao, kongen i Ægypten, som satte ham til en fyrste over Ægypten, og sit ganske huus.
11. Men der kom hunger over det ganske Ægyptens og Canaans land, og en stor trængsel; og vore fædre fandt ikke mad nok.
12. Men der Jakob hørte, at der var korn i Ægypten, sendte han vore fædre ud første gang.
13. Og anden gang blev Joseph kiendt af sine brødre, og Josephs slægt blev aabenbar for Pharao.
14. Men Joseph sendte hen, og lod kalde sin fader Jakob, og al sin slægt til sig, fem og halvfierdesindstive siele.
15. Men Jakob drog ned i Ægypten; og han døde, og vore fædre.
16. Og de ere overførte til Sichem, og lagte i den grav, som Abraham kiøbte for penges værd af Amoriterne i Sichem.
17. Men der forjættelsens tid nærmede sig, som Gud havde soret Abraham, voxte folket, og formeredes i Ægypten;
18. Indtil en anden konge opstod, som ikke havde kiendt Joseph.
19. Han trædskeligen undertrykte vor slægt, og foer ilde med vore fædre, befalende, at kaste deres smaa børn ud, at de ikke skulde formeres.
20. Paa den tid blev Moses født, og var deilig for Gud, som blev opfostret i tre maaneder i sin faders huus.
21. Men der han var udlagt, tog Pharaos daatter ham op, og fostrede ham op, sig selv til en søn.
22. Og Moses blev oplært i al Ægypternes viisdom; men han var mægtig i ord og gierninger.
23. Men der han blev fyrretive aar gammel, fik han i sinde, at besøge sine brødre, Israels børn.
24. Og der han saae een lide uret beskiermede han ham, og hevnede hans uret, som blev ilde medhandlet, i det han slog Ægypteren.
25. Men han mente, at hans brødre skulde forstaaet, at Gud gav dem frelsning ved hans haand; men de forstode det ikke.
26. Men den anden dag blev han seet af dem, som trættede, og formanede dem til at holde fred, sigende: I mænd! I ere brødre; hvi giøre I hverandre uret?
27. Men den, som giorde sin næste uret, stødte ham fra sig, og sagde: hvo haver sat dig til en øverste og dommer over os?
28. Mon du vil slaae mig ihiel, ligesom du i gaar ihielslog den Ægypter?
29. Men Moses flyede for denne tale, og blev en udlænding i Madians land, hvor han avlede to sønner.
30. Og der fyrretive aar vare fuldkommede, blev Herrens Engel seet af ham i Sinai biergs ørk, i en tornebuskes ilds-lue.
31. Men der Moses det saae forundrede han sig paa det syn; men der han gik hen, at give agt derpaa, skede Herrens røst til ham:
32. Jeg er dine fædres Gud, Abrahams Gud, Isaaks Gud, og Jakobs Gud. Da bævede Moses, og turde ikke give agt derpaa.
33. Men Herren sagde til ham: løs skoene af dine fødder; thi det sted, som du staaer paa, er hellig jord.
34. Jeg haver vel seet det onde, mit folk lider, som er i Ægypten, og hørt deres suk, og er nedkommen, at udfrie dem; og kom nu hid, jeg vil sende dig til Ægypten.
35. Denne Moses, hvilken de nægtede sigende: hvo haver sat dig til en øverste og dommer? denne sendte Gud, til at være en øverste og frelser, formedelst Engelens haand, som blev seet af ham i tornebusken.
36. Denne udførte dem, der han havde giort underlige gierninger og tegn i Ægypti land, og i det røde hav, og i ørken, i fyrretive aar.
37. Denne er den Moses, som sagde til Israels børn: Herren eders Gud skal opreise eder en Prophet af eders brødre, som mig, den skal I høre.
38. Denne er den, som var i menigheden udi ørken med Engelen, som talede til ham paa Sinai bierg, og var med vore fædre, den, som annammede de levende ord at give os.
39. Hvilken eders fædre vilde ikke være lydige, men stødte ham fra sig, og vendte om i deres hierter til Ægypten, sigende til Aaron:
40. Giør os guder, som kan gaae for os; thi vi vide ikke, hvad der er skeet denne Moses, som udførte os af Ægypti land.
41. Og de giorde en kalv i de samme dage, og fremførte offer for afguden og vare lystige i deres hænders gierninger.
42. Men Gud vendte sig, og gav dem hen, at tiene himmelens hær; saasom skrevet er i propheternes bog: mon I, som ere Israels huus, have ofret mig slagtoffere, og andre offere, i fyrretive aar i ørken?
43. Og I annammede Molochs bolig, og Remphans eders Guds stierne, de billeder, som I have giort, for at tilbede dem; og jeg vil forflytte eder bort paa hiin side Babylon.
44. Vidnesbyrdets tabernakel var iblandt vore fædre i ørken, ligesom han havde beskikket, det talede til Moses, at han skulde giøre det efter den lignelse, som han havde seet;
45. Hvilket vore fædre annammede, og indførte det med Josva i landet, som hedningerne havde inde, hvilke Gud uddrev fra vore fædres ansigt, indtil Davids dage;
46. Som fandt naade for Gud, og begierede at finde et tabernakel for Jakobs Gud.
47. Men Salomo bygde ham et huus.
48. Men den Høieste boer ikke i templer, giorte med hænder, ligesom propheten siger:
49. Himmelen er mig en stoel, men jorden mine fødders fodskammel; hvad for et huus vil I bygge mig? siger Herren: eller hvilken er min hviles sted?
50. Haver ikke min haand giort alle disse ting? 
51. I haarde halse og uomskaarne i hierte og øren! I imodstaae altid den Hellig Aand; som eders fædre, saa og I.
52. Hvilken af propheterne forfulgte ikke eders fædre? og ihieisloge dem, som før forkyndte om den Retfærdiges tilkommelse, hvis forrædere og mordere I ere nu blevne.
53. I som annammede loven ved Engles beskikkelser, og hart ikke holder den;
54. Men der de hørte disse ting, skar det dem i deres hierter, og de bede tænderne tilsammen over ham.
55. Men da han var fuld af den Hellig Aand, saae han stivt til himmelen, og saae Guds herlighed, og Jesum staaende hos Guds høire haand;
56. Og han sagde: see, jeg seer himlene aabnede, og den Menneskens Søn staaende hos Guds høire haand.
57. Men de raabte med stor røst, og holdt for deres øren, og stormede samdrægtigen ind paa ham.
58. Og de stødte ham ud uden for staden, og stenede ham; og vidnerne aflagde deres klæder hos en ung karls fødder, som kaldtes Saulus.
59. Og de stenede Stephanus, som paakaldte, og sagde: Herre Jesu annam min aand!
60. Men han faldt paa knæe, og raabte med stor røst: Herre, behold dem ikke denne synd! og som han dette havde sagt, sov han hen.


8. Capitel.

1. Men Saulus havde behagelighed med i hans mord. Men paa den dag begyndtes en stor forfølgelse over menigheden, som var i Jerusalem; og de adspredtes alle over Judææ og Samariæ lande, foruden apostlerne.
2. Men gudfrygtige mand udbare Stephanus samtligen, og holdt et stort klagemaal over ham.
3. Men Saulus ødelagde menigheden, og gik her og der ind i husene, og fremdrog baade mænd og qvinder, og overantvordede dem i fængsel.
4. De, som vare da adspredte, gik omkring, og forkyndte ordet ved evangelium.
5. Men Philippus kom ned til en stad i Samaria, og prædikede Christum for dem.
6. Men folkene gave samdrægtigen agt paa de ting, som sagdes af Philippus, i det de hørte og saae de tegn, som han giorde.
7. Thi af mange, som havde urene aander, fore de ud, og raabte med stor røst; men mange verkbrødne og halte bleve helbredte.
8. Og der blev en stor glæde i den samme stad. 
9. Men en mand, ved navn Simon, havde før brugt trolddom i den stad, og forvildet det Samaritanske folk, og sagt sig selv at være stor.
10. Paa ham gave alle agt, baade liden og stor, og sagde: denne er den Guds kraft, den store.
11. Men de gave agt paa ham, fordi han havde en lang tid forvildet dem med trolddoms-konster.
12. Men der de troede Philippus, som forkyndte evangelium om de ting, som høre til Guds rige og Jesu Christi navn, bleve de døbte, baade mænd og qvinder.
13. Men Simon troede og selv, og der han var døbt, blev han varagtig hos Philippus; og da han saae de tegn og store kraftige gierninger, som skede, forundrede han sig storligen.
14. Men der apostlerne, som vare i Jerusalem, hørte, at Samaria havde annammet Guds ord, udsendte de Petrus og Johannes til dem;
15. Hvilke, der de kom ned, bade for dem, at de maatte saae den Hellig Aand.
16. (Thi han var ikke endnu falden paa nogen af dem; men de vare allene døbte i den Herres Jesu navn.)
17. Da lagde de hænderne paa dem, og de flk den Hellig Aand.
18. Men der Simon saae, at den Hellig Aand blev given ved apostlernes hænders paalæggelse, frembragte han dem penge sigende:
19. Giver og mig denne magt, at, paa hvilken jeg lægger hænderne, han maae faae den Hellig Aand.
20. Men Petrus sagde til ham: dine penge blive hos dig til fordervelse; at du mener, man kan bekomme den Guds gave formedelst penge.
21. Du haver ikke deel eller lod i dette ord; thi dit hierte er ikke ret for Gud.
22. Omvend dig derfor fra denne din ondskab, og beed Gud, om dit hiertes tanker maate forlades dig.
23. Thi jeg seer, at du er betagen med en bitter galde, og uretfærdigheds baand.
24. Men Simon svarede, og sagde: beder I for mig til Herren, at intet af det, som I have sagt, skal komme over mig.
25. Men der de havde vidnet, og talet Herrens ord, vendte de til Jerusalem igien, og prædikede evangelium i mange af de Samaritaners byer.
26. Men Herrens Engel talede til Philippus, og sagde: staae op, og gak mod sønden paa den vei, som gaaer ned fra Jerusalem til Gaza; den er øde.
27. Og han stod op, og gik hen; og see, der var en Morian, en kammersvend, Candaces, dronningens i Morland, hendes mægtige mand, hvilken var over al hendes skat, han var kommen til Jerusalem, at tilbede;
28. Og han drog hjem, og sad paa sin vogn, og læste den prophete Esaias.
29. Men Aanden sagde til Philippus: gak frem, og hold dig til denne vogn.
30. Men Philippus løb til, og hørte, at han læste den prophete Esaias, og han sagde: forstaaer du og det, som du læser?
31. Men han sagde: hvorledes skulde jeg kunne, uden nogen veileder mig? og han bad Philippus stige op, at sidde hos sig.
32. Men den skriftes indhold, som han læste, var denne: han er ført, som et faar, til at slagtes, og som et lam tier for den, der klipper, saa haver han ikke opladt sin mund.
33. I hans fornedrelse er hans dom borttagen, men hvo skal kunne fortælle hans slægt? thi hans liv er borttaget af jorden.
34. Men kammersvenden svarede Philippus, og sagde: jeg beder dig, om hvem taler propheten dette? om sig selv eller om en anden.
35. Men Philippus oplod sin mund, og da han havde begyndt fra denne skrift, forkyndte han ham evangelium om Jesus.
36. Men da de droge ad veien, kom de til noget vand; og kammersvenden sagde: see, der er vand, hvad hindrer mig at døbes?
37. Men Philippus sagde: dersom du troer af ganske hierte, maae det skee. Men han svarede, og sagde: jeg troer, at den Jesus Christus er den Guds Søn.
38. Og han bød vognen holde; og de nedstege begge i vandet, baade Philippus og kammersvenden, og han døbte ham.
39. Men der de opstege af vandet, rykte Herrens Aand Philippus bort, og kammersvenden saae ham ikke mere; thi han drog sin vei glad.
40. Men Philippus blev funden i Asdod, og han vandrede der igiennem, og prædikede evangelium i alle stæder, indtil han kom til Cæsarea.


9. Capitel.

1. Men Saulus fnysede endnu med trudsel og mord med Herrens disciple, og gik til den yppperste præst;
2. Og han begierede breve af ham til Damascus til synagogerne, paa det, dersom han fandt nogle, som vare af denne vei, baade mænd og qvinder, han kunde føre dem bundne til Jerusalem.
3. Men i det han reiste, skede det, at han kom nær til Damascus: og et lys af himmelen omskinnede ham hasteligen.
4. Og han faldt paa jorden, og hørte en røst, som sagde til ham: Saul! Saul! hvi forfølger du mig.
5. Men han sagde: hvo er du, Herre! men Herren sagde: jeg er Jesus, den du forfølger; det vil blive dig haardt at stampe mod braadden.
6. Og han sagde, baade bævende og forfærdet: Herre? hvad vil du, at jeg skal giøre? og Herren sagde til ham: staae op, og gak ind i staden, og der skal siges dig, hvad dig bør at giøre.
7. Men de mænd, som vandrede med ham, stode forfærdede, som hørte vel røsten, men saae ingen.
8. Men Saulus reiste sig op af jorden; men der han lod sine øine op, saae han ingen; men de ledede ham ved haanden, og førte ham ind i Damascus.
9. Og han saae ikke i tre dage; og han aad ikke, ei heller drak.
10. Men der var en discipel i Damascus, ved navn Ananias, og Herren sagde til ham i et syn: Ananias! men han sagde: see, her er jeg Herre!
11. Men Herren sagde til ham: staae op, gaae hen i den gade, som kaldes Ret, og spørg i Judæ huus efter een, ved navn Saulus, af Tharsen; thi see, han beder;
12. Og han har seet i synen en mand, ved navn Ananias, som kom ind, og lagde haand paa ham, at han skulde blive seende.
13. Men Ananias svarede: Herre! jeg haver hørt af mange om denne mand, hvor meget ondt han haver giort dine hellige i Jerusalem.
14. Og han haver her magt af de ypperste præster, at finde alle dem, som paakalde dit navn.
15. Men Herren sagde til ham: Gak hen; thi denne er mig et udvalgt redskab, at bære mit navn for hedninger, og konger, og Israels børn;
16. Thi jeg vil vise ham, hvor meget ham bør at lide for mit navns skyld.
17. Men Ananias gik bort og kom ind i huset, og lagde hænderne paa ham, og sagde: Saul, broder! den Herre Jesus, der blev seet af dig paa veien, der du kom paa, har udsendt mig, at du skal blive seende, og fyldes med den Hellig Aand.
18. Og strax faldt fra hans øine, ligesom skiæl, og han blev seende i det samme, og stod op, og blev døbt;
19. Og han fik mad, og blev styrket. Men Saulus var nogle dage hos disciplene, som vare i Damaskus.
20. Og strax prædikede han Christum i synagogerne, at han er den Guds Søn.
21. Men de forfærdedes alle, som det hørte, og sagde: er ikke denne den, som forstyrrede i Jerusalem dem, som paakalde dette navn, og er derfor kommen hid, at han skal føre dem bundne til de ypperste præster?
22. Men Saulus blev mere styrket, og igiendrev Jøderne, som boede i Damascus, og beviste, at denne er den Christus.
23. Men mange dage derefter holdt Jøderne raad om, at slaae ham ihiel.
24. Men Saulus fik deres hemmelige anslag at vide. Og de toge vare paa portene baade dag og nat, at de kunde ihielslaae ham.
25. Men disciplene toge ham om natten, og nedlode ham over muren, og lode ham ned i en kurv.
26. Men der Saulus kom til Jerusalem, forsøgte han, at holde sig nær til disciplene; og de frygtede alle for ham, og troede ikke, at han var en discipel.
27. Men Barnabas tog ham til sig, og førte ham til apostlerne; og han fortalte dem, hvorledes han havde seet Herren paa veien, og at han havde talt til ham, og hvorledes han havde frit talt i Jesu navn i Damascus.
28. Og han var hos dem, og gik ind og gik ud i Jerusalem,
29. Og talede frit i den Herres Jesu navn; og han talede, og bespurgte sig med de grækiske Jøder; men de toge sig for, at slaae ham ihiel.
30. Men da brødrene fik det at vide, førte de ham hen til Cæsarea, og udsendte ham til Tharsen.
31. Saa havde da menighederne fred over ganske Judæa, og Galilæa, og Samaria, og opbyggedes, og vandrede i Herrens frygt, og i den Hellig Aands trøst, og bleve formerede. 
32. Men det skede, der Petrus drog allevegne omkring, at han kom ogsaa til de hellige, som boede i Lydda.
33. Men der fandt han en mand, ved navn Æneas, som havde ligget otte aar ved sengen, som var verkbrøden.
34. Og Petrus sagde til ham: Æneas, Jesus Christus helbrede dig! staae op, og reed under dig selv; og han opstod strax.
35. Og de saae ham alle, som boede i Lydda og Saron, hvilke omvendte sig til Herren.
36. Men der var en discipelinde i Joppe, ved navn Tabitha, som, naar det er udlagt, kaldes Dorkas, hun var fuld af gode gierninger og almisser, som hun giorde.
37. Men det begav sig i de samme dage, at hun blev syg, og døde; da toede de hende, og lagde hende paa salen.
38. Men efterdi Lydda var nær hos Joppe, udsendte disciplene, der de hørte, at Petrus var der, to mænd til ham, og formanede ham, at han vilde ikke tøve, at komme over til dem.
39. Men Petrus stod op, og kom med dem; og der han kom derhen, førte de ham op paa salen; og alle enker stode omkring ham, græd, og viste ham de kiortler og klæder, som samme Dorkas giorde, den stund hun var hos dem.
40. Og der Petrus havde drevet alle ud uden for, faldt han paa knæe, og bad; og han vendte sig til legemet, og sagde: Tabitha, staae op! Men hun oplod sine øine, og der hun saae Petrus, satte hun sig op.
41. Men han gav hende haanden, og opreiste hende; men han kaldte ad de hellige og enkerne, og fremstillede hende levende.
42. Men det blev vitterligt over al Joppe; og mange troede paa Herren.
43. Og det skede, at han blev mange dage i Joppe hos Simon, som bereder læder.


10. Capitel. 

1. Men der var en mand i Cæsarea, ved navn Cornelius, en høvedsmand af den rode, som kaldes den Italienske,
2. Som var gudelig og gudfrygtig med sit ganske huus, og gav folket mange almisser, og bad altid til Gud.
3. Han saae i et syn aabenbarligen, ved den niende time paa dagen, en Guds Engel, som kom ind til ham, og sagde til ham: Cornelius!
4. Men han saae stivt paa ham, og blev forfærdet, og sagde: hvad er der, Herre? han sagde til ham: dine bønner og dine almisser ere komne op i ihukommelse for Gud.
5. Og send nu mand til Joppe, og lad kalde Simon hid, som kaldes med tilnavn Petrus.
6. Han er til herberge hos Simon, som bereder læder, hvis huus er hos havet; han skal sige dig, hvad dig bør at giøre.
7. Men der Engelen, som talede til Cornelius, var bortgangen, kaldte han to af sine huussvende, og en gudfrygtig stridsmand af dem, som vare ideligen hos ham.
8. Og han fortalte dem det altsammen, og udsendte dem til Joppe.
9. Men anden dagen, der disse reiste paa veien, og kom nær til staden, stigede Petrus op paa huset, at bede, ved den siette time.
10. Men han blev meget hungrig, og vilde bide paa noget. Men imedens de redede til overfaldt ham en undrykkelse;
11. Og han saae himmelen aabnet, og et kar fare ned til sig, som et stort linklæde, bundet med fire snipper, og nedladet paa jorden; 
12. I hvilke vare allehaande jordens fireføddede dyr, baade vilde dyr, og orme, og himmelens fugle.
13. Og en røst skede til ham: staae op, Petrus, slagt og æd!
14. Men Petrus sagde: ingenlunde, Herre! thi jeg haver aldrig ædet noget almindeligt eller urent.
15. Og røsten sagde atter anden gang til ham: de ting, som Gud haver renset, giør du ikke urene.
16. Men det skede tre gange; og karret blev optaget igien til himmelen.
17. Men der Petrus tvivlede ved sig selv, hvad det syn skulde være, som han havde seet, see, da stode de mand for døren, som vare udsendte af Cornelius, som havde spurgt efter Simons huus; 
18. Og de raabte og spurgte, om Simon, som kaldes med tilnavn Petrus, var der til herberge?
19. Men i det Petrus besindede sig over det syn, sagde Aanden til ham: see, tre mand lede efter dig.
20. Men staae op, stig ned, og drag med dem, og tvivl intet, fordi jeg haver udsendt dem.
21. Men Petrus steg ned til mændene, som vare sendte til ham fra Cornelius, og sagde: see, jeg er den, som I lede efter; hvad er Sagen, for hvilken I ere her?
22. Men de sagde: Cornelius, en høvedsmand, en retfærdig mand, og som frygter Gud, som haver vidnesbyrd af alt Jødernes folk, blev advaret af Gud ved en hellig Engel, at han skulde lade kalde dig hid til sit huus, og høre ord af dig.
23. Da kaldte han dem ind, og laante dem herberge; men den anden dag drog Petrus ud med dem, og nogle af brødrene af Joppe gik med ham.
24. Og den anden dag kom de ind i Cæsarea. Men Cornelius tøvede efter dem, som havde sammenkaldet sine paarørende og næste venner.
25. Men som det skede, at Petrus gik ind, mødte Cornelius ham, og faldt ned for hans fødder, og tilbad.
26. Men Petrus reiste ham op, og sagde: staae op; jeg er og selv et menneske.
27. Og der han havde talet med ham, gik han ind, og fandt mange, som vare komne tilsammen.
28. Og han sagde til dem? I vide, hvor utilbørligt det er for en Jødisk mand, at hænge hart ved, eller komme til een, som er af et fremmed folk; og Gud viste mig, at kalde intet menneske almindeligt eller urent.
29. Derfor kom jeg og uden modsigelse, der jeg blev kaldet hid; saa spørger jeg eder nu, hvorfor I kaldte mig hid?
30. Og Cornelius sagde: jeg fastede fra den fierde dag indtil denne time, og ved den niende time bad jeg i mit huus; og see, en mand stod for mig i et skinnende klædebon.
31. Og han sagde: Cornelius! din bøn er bønhørt, og dine almisser ere ihukommede for Gud.
32. Send derfor til Joppe, og lad kalde til dig Simon, som kaldes med tilnavn Petrus; han er til herberge i Simons huus, som bereder læder, hos havet; han skal tale til dig, naar han kommer.
33. Derfor sendte jeg strax til dig; og du giorde vel, at du er kommen. Nu ere vi derfor alle nærværende for Gud, at høre alt det, som dig er befalet af Gud.
34. Med Petrus oplod munden, og sagde: Jeg befinder i sandhed, at Gud anseer ikke personer.
35. Men hvo iblandt alle folk, som ham frygter, og giør retfærdighed, er ham behagelig;
36. Efter den tale, som han udsendte til Israels børn, der han lod forkynde fred i evangelium ved Jesum Christum; han er alles Herre.
37. I vide den ting, som er skeet over al Judæa, som begyndtes fra Galilæa, efter den daab, som Johannes prædikede;
38. Anlangende Jesum af Nazareth, hvorledes Gud salvede ham med den Hellig Aand og kraft; den, som drog omkring, og giorde vel, og helbredede alle, som vare overvældede med magt af dievelen, thi Gud var med ham.
39. Og vi ere vidner til alt det, som han haver giort, baade i Jødernes land og i Jerusalem; hvilken de sloge ihiel, og hængte paa et træe.
40. Den opreiste Gud den tredie dag, og lod ham blive aabenbar,
41. Ikke for alt folket, men for de vidner som vare tilforn udvalgte af Gud, som er for os, vi som aade og drak med ham, efterat han var opstanden fra de døde.
42. Og han haver budet os, at prædike for folket, og at vidne, at han er den af Gud bestemte levendes og dødes Dommer.
43. Denne give alle propheterne vidnesbyrd, at hver den, som troer paa ham, skal faae syndernes forladelse ved hans navn.
44. Der Petrus endnu talede disse ord, faldt den Hellig Aand paa alle dem, som hørte ordet.
45. Og de, som troede, af omskærelsen, saa mange, som vare komne med Petrus, bleve meget forfærdede over, at den Hellig Aands gave blev og udøst over hedningerne.
46. Thi de hørte, at de talede med andre tungemaal, og høiligen prisede Gud.
47. Da svarede Petrus: mon nogen kan forbyde vandet, at disse skulle ikke døbes, som have annammet den Hellig Aand, ligesom og vi?
48. Og han befoel dem at døbes i Herrens navn. Da bade de ham, at han vilde blive der nogle dage.


11. Capitel. 

1. Men apostlerne og brødrene, som vare i Judæa, havde hørt, at og hedningerne havde annammet Guds ord.
2. Og der Petrus kom op til Jerusalem, tvistede de imod ham, som vare af omskærelsen, og sagde:
3. Du gik ind til de mænd, som havde forhud, og aad med dem.
4. Men Petrus begyndte og udlagde dem det eene efter det andet, og sagde:
5. Jeg var i Joppe stad, og bad; og da jeg var undrykt, saae jeg et syn, som var et kar, som foer ned, som et stort linklæde, som blev nedladt af himmelen med fire snipper; og det kom hen til mig. 
6. Der jeg stirrede paa det, blev jeg vaer, og saae jordens fireføddede dyr, baade vilde dyr, og orme, og himmelens fugle.
7. Men jeg hørte, en røst, som sagde til mig: staae op, Petrus, slagt og æd!
8. Men jeg sagde: ingenlunde Herre! thi aldrig kom noget almindeligt eller urent i min mund.
9. Men røsten svarede mig anden gang af himmelen: hvad Gud haver renset, giør du ikke urent.
10. Men dette skede tre gange; og det blev altsammen draget op til himmelen igien.
11. Og see, i det samme stode tre mand for huset, i hvilket jeg var, som vare udsendte af Cæsarea til mig.
12. Men Aanden sagde til mig, at jeg skulde gaae med dem, og intet tvivle; men og disse sex brødre kom med mig, og vi gik ind i mandens huus.
13. Og han kundgiorde os, hvorledes han havde seet Engelen i sit huus, som stod, og sagde til ham: send mænd til Joppe, og lad kalde Simon hid, som kaldes med tilnavn Petrus,
14. Som skal sige ord til dig, formedelst hvilke du og dit ganske huus skal blive salig.
15. Men i det jeg begyndte at tale, faldt den Hellig Aand paa dem, ligesom og paa os i begyndelsen.
16. Men jeg kom Herrens ord ihu, som han sagde: Johannes døbte vel med vand, men I skal døbes med den Hellig Aand.
17. Dersom Gud da haver givet dem lige gave, som og os, der troede paa den Herre Jesum Christum, hvo var da jeg, som kunde forhindre Gud?
18. Men der de hørte det, bleve de stille, og lovede Gud, og sagde: saa haver Gud, og givet hedningerne omvendelse til livet! 
19. Men de da, som vare adspredte for den trængsel, som skede for Stephanus, gik omkring indtil Phoenicien, og Cypern, og Antiochia, og talede ordet til ingen, uden til Jøderne allene.
20. Men der vare nogle mænd af dem af Cyppern og Cyrenen, som kom ind til Antiochia, og talede til de græske Jøder, og forkyndte den Herre Jesum formedelst evangelium.
21. Og Herrens haand var med dem; og et stort tal, som troede, vendte tilbage til Herren.
22. Men denne tale om dem hørtes for menighedens øren i Jerusalem; og de udsendte Barnabas, at gaae omkring indtil Antiochia;
23. Hvilken, der han var kommen derhen, og saae Guds naade, glædede sig, og formanede alle, at de med hiertets forsæt skulde blive ved Herren;
24. Thi han var en god mand, og fuld af den Hellig Aand og troe. Og meget folk blev lagt til Herren.
25. Men Barnabas drog ud til Tharsen, at oplede Saulus igien; og der han fandt ham, førte han ham til Antiochia.
26. Men det skede, at de forsamledes et heelt aar i menigheden, og lærte meget folk; og at disciplene bleve først kaldte christne i Antiochia.
27. Men i de samme dage kom propheter ned fra Jerusalem til Antiochia.
28. Men een af dem, ved navn Agabus, stod op, og betegnede ved Aanden, at der skulde komme en stor hunger over ganske jorderige, som og skede under keiser Claudius.
29. Men hver af disciplene, eftersom nogen formaaede, besluttede at sende brødrene noget til hielp, som boede i Judæa;
30. Hvilket de og giorde, der de skikkede det til de ældste, ved Barnabæ og Sauli haand.


12. Capitel.


1. Men ved den samme tid lagde kong Herodes hænder paa nogle af menigheden, for at giøre dem ondt.
2. Men han ihielslog Jakob, Johannis broder, med sverd.
3. Og der han saae, at det behagede Jøderne, foer han frem, at gribe ogsaa Petrus; (men det var de usyrede brøds dage.)
4. Der han havde grebet ham, satte han ham og i fængsel, og overantvordede fire gange fire stridsmænd ham, at bevare ham, og vilde føre ham frem for folket efter paasken.
5. Saa blev Petrus forvaret i fængselet; men der skede heftig bøn af menigheden for ham til Gud.
6. Men der Herodes vilde føre ham frem, i den samme nat sov Petrus imellem to stridsmænd, bunden med to lænker; og vogterne for døren toge vare paa fængselet.
7. Og see, Herrens Engel stod over ham, og et lys skinnede i fængselet; men han slog Petrus paa siden, og vakte ham op, og sagde: staae hastig op! og hans lænker faldt af hænderne.
8. Og Engelen sagde til ham: bind op omkring dig, og bind dine saaller til; men han giorde saa. Og han sagde til ham: kast din kappe om dig, og følg mig.
9. Og han gik ud, og fulgte ham; og vidste ikke, at det var sandt, som skede ved Engelen, men mente, at han saae et syn.
10. Men de gik igiennem den første og anden vagt, og kom til den jernport, ad hvilken man gaaer til staden, som lodes op af sig selv for dem; og de kom ud, og gik frem, een gade langt; og strax skildtes Engelen fra ham.
11. Og der Petrus kom til sig selv, sagde han: nu veed jeg i sandhed, at Herren udsendte sin Engel, og udfriede mig fra Herodis haand, og al Jødernes folkes forventelse.
12. Og som han besindede sig, kom han for Mariæ, Johannis moders, huus, som kaldtes med tilnavn Marcus, der som mange vare forsamlede, og bade.
13. Men da Petrus bankede paa forstuens dør, kom en pige frem, at høre til, ved navn Rhode.
14. Og da hun kiendte Petri røst, lod hun forstuen ikke op for glæde; men løb ind, og forkyndte dem, at Petrus stod for forstuen.
15. Da sagde de til hende: du raser. Men hun stod fast derpaa, at det var saaledes. Men de sagde: det er hans Engel.
16. Men Petrus blev ved at banke paa; men der de lode op, saae de ham, og bleve saare forfærdede.
17. Da vinkede han ad dem med haanden, at de skulde tie, og han fortalte dem, hvorledes Herren førte ham af fængselet. Men han sagde: forkynder Jakob og brødrene disse ting. Og han gik ud, og drog til et andet sted.
18. Men der det blev dag, var ikke en liden forvirring iblandt stridsmændene, hvad Petrus var vederfaret.
19. Men der Herodes ledte efter ham, og fandt ham ikke, og havde ladet forhøre vogterne, befoel han dem at bortføres; og han drog ned af Judæa til Cæsarea, og tøvede der.
20. Men Herodes havde i sinde, at føre krig mod de Tyrer og Sidonier; men de kom samdrægtigen til ham, og overtalede Blastus, som var kongens kammertiener, og bade om fred, fordi deres land havde næring af kongens land.
21. Men paa en bestemt dag førte Herodes sig i et kongeligt klædebon, og satte sig paa en ophøiet stoel, og giorde en tale til dem.
22. Men folket raabte til ham: det er Guds røst, og ikke et menneskes.
23. Men strax slog Herrens Engel ham, fordi han gav ikke Gud æren; og han blev ædt af orme, og opgav aanden. 
24. Men Guds ord voxte, og formeredes.
25. Men Barnabas og Saulus vare komne tilbage fra Jerusalem, som havde tilfulde overleveret hielpen; og havde taget Johannes ogsaa med sig, som kaldtes med tilnavn Marcus.


13. Capitel.

1. Men der vare nogele propheter og lærere i Antiochia i menigheden, som der var, som vare baade Barnabas, og Simeon, som kaldtes Niger, og Lucius den Cyrenæer, item Manahen, som var opfødt med Herodes den fierdingsfyrste, og Saulus. 
2. Men der de giorde tieneste for Herren, og fastede, sagde den Hellig Aand: fraskiller mig dog baade Barnabas og Saulus til den gierning, som jeg haver kaldet dem til.
3. Da fastede de, og bade, og lagde hænderne paa dem, og lode dem gaae.
4. Disse, der de vare udsendte af den Hellig Aand, kom ned til Seleucia, og seilede derfra til Cypern.
5. Og der de vare i Salamin forkyndte de Guds ord i Jødernes synagoger; men de havde ogsaa Johannes til tiener.
6. Og der de droge omkring hen indtil Paphus, fandt de en troldkarl, en falsk prophet, en Jøde, hvis navn var Barjesus;
7. Som var hos den landshøvding Sergius Paulus, en forstandig mand; denne kaldte Barnabas og Saulus til sig, og begierede, at høre Guds ord.
8. Men Elimas, troldkarlen, (thi hans navn udtydes saa,) stod dem imod, og søgte, at forvende landshøvdingen fra troen.
9. Men Saulus, (som og kaldes Paulus,) som var fyldt med den Hellig Aand, og stirrede paa ham, sagde:
10. O du dievels barn fuld af al list og al skalkhed, al retfærdigheds fiende! vil du ikke lade af, at forvende Herrens rette veie.
11. Og see nu, Herrens haand er over dig; og du skal vorde blind, og ikke see solen til en tid. Men strax faldt dumagtighed og mørkhed paa ham; og han gik omkring, og søgte efter dem, som kunde lede ham ved haanden.
12. Der landshøvdingen saae det, som var skeet, troede han, og forundrede sig saare over Herrens lærdom.
13. Men der Paulus, og de, som vare med ham, fore bort fra Paphus, kom de til Pergen i Pamphylia. Men Johannes vigede fra dem, og vendte tilbage til Jerusalem.
14. Men de droge omkring fra Pergen, og kom til Antiochia i Pisidia, og gik ind i synagogen paa sabbatsdagen og satte sig.
15. Men efter lovens og propheternes læsning, sendte de øverste for synagogen til dem, og lode sige: I mænd, brødre! have I nogen formanelsestale til folket, da siger frem.
16. Men Paulus stod op, og slog til lyd med haanden, og sagde: I Israelitiske mænd, og I, som frygte Gud, hører til!
17. Dette folks Israels Gud udvalgte vore fædre, og ophøiede folket, der de boede hos andre i Ægypti land, og førte dem derfra med en høi arm.
18. Og ved fyrretive aars tid fordrog han deres sæder i ørken.
19. Og han udslettede syv folk i Canaans land, og loddeelte deres land iblandt dem.
20. Og derefter ved fire hundrede og halvtrediesindstive aar gav han dem dommere, indtil den prophet Samuel.
21. Og derefter bade de om en konge; og Gud gav dem Saul, Kis søn, en mand af Benjamins stamme, fyrretive aar.
22. Og der han havde taget ham bort, opreiste han dem David til konge; om hvilken han og vidnede, og sagde: jeg haver fundet David, Jessai søn, en mand efter mit hierte, som skal giøre alle mine befalinger.
23. Af dennis sæd opreiste Gud efter forjættelsen Israel en Frelser Jesum; 
24. Der Johannes havde tilforn prædiket omvendelses daab for alt Israels folk, strax førend han traadte i sit embede.
25. Men der Johannes havde fuldkommet løbet, sagde han: hvem formode I mig at være? det er ikke jeg; men see, den kommer efter mig, hvis fødders skoe jeg er ikke værdig til at løse. 
26. I mand, brødre, Abrahams slægtes sønner, og de som frygte Gud iblandt eder, eder er denne saliggiørrelses ord sendt.
27. Thi de, som boe i Jerusalem, og deres øverster, der de ikke kiendte denne, opfyldte de og propheternes ord, som bleve læste hver sabbat, der de dømte ham.
28. Og alligevel de fandt ingen dødssag med ham, bade de dog Pilatus, at han maatte ihielslaaes.
29. Men der de havde fuldkommet alle ting, som ere skrevne om ham, nedtoge de ham af træet, og lagde ham i en grav.
30. Men Gud opreiste ham fra de døde;
31. Som blev seet mange dage af dem, som vare gange med ham op af Galilæa til Jerusalem; hvilke ere hans vidner til folket.
32. Ogsaa vi forkynder eder formedelst evangelium den forjættelse, som er skeet til fædrene, at Gud haver opfyldt den for os, deres børn, i det han opreiste Jesum.
33. Som og skrevet er i den anden Psalme: Du er min Søn; i dag haver jeg født dig.
34. Men at han haver opreist ham fra de døde, som herefter ikke skal komme igien til forraadnelse, derom haver han saaledes sagt: jeg vil give eder Davids hellige ting, som ere troefaste.
35. Derfor siger han og i en anden Psalme: du skal ikke tilstæde din Hellige at see forraadnelse.
36. Thi David, der han havde i sin egen livstid tient Guds raad, sov hen, og blev henlagt til sine fædre, og saae forraadnelse.
37. Men den, som Gud opreiste, saae ikke forraadnelse.
38. Saa vare det eder vitterligt, I mænd, brødre! at ved denne kundgiøres eder synders forladelse.
39. Og af alle de synder, af hvilke I kan ikke vorde retfærdiggiorte formedelst Mose lov, retfærdiggiøres formedelst denne hver som troer.
40. Seer nu til, at det kommer ikke over eder, som er sagt ved propheterne:
41. Seer I foragtere! og forundrer eder, og forsvinder; thi jeg giør en gierning i eders dage, en gierning, hvilken I skulle ikke troe, dersom nogen fortalte eder den.
42. Men der de gik ud af Jødernes synagoge, bade hedningerne, at de samme ord maatte tales for dem paa den følgende sabbat.
43. Men der synagogen var skilt fra hverandre, fulgte mange Jøder og gudfrygtige Jødernes tilhængere Paulus og Barnabas; hvilke talede til dem, og overtalede dem, at de skulde blive ved i Guds naade.
44. Men paa den efterkommende sabbat forsamledes næsten den ganske stad, at høre Guds ord.
45. Men der Jøderne saae folket, bleve de fulde af nidkierhed; og imodsagde det, som blev sagt af Paulus, ja de imodsagde, og bespottede.
46. Men Paulus og Barnabas talede frit, og sagde: det var fornødent, at det Guds ord skulde først tales for eder; men efterat I forskyde det, og agte eder selv ikke værdige til det evige liv, see, saa vende vi os til hedningerne.
47. Thi saa haver Herren befalet os; jeg haver sat dig til hedningernes lys, at du skal være til saliggiørelse indtil jordens ende.
48. Men der hedningerne det hørte, blev de glade og prisede Herrens ord, og troede, saa mange som vare ordnede til det evige liv.
49. Men Herrens ord førtes ud over det ganske land.
50. Men Jøderne opirrede de Gudfrygtige og hæderlige qvinder, og de ypperste i staden, og de opvakte en forfølgelse over Paulus og Barnabas, og udstødte dem af deres grændser.
51. Men de rystede støvet af deres fødder over dem, og kom til Iconien.
52. Men disciplene bleve fulde af glæde og den Hellig Aand.


14. Capitel.

1. Men det skede i Iconien, at de kom tilsammen ind i Jødernes synagoge, og talede saaledes, at en stor mangefoldighed baade af Jøder og Græker troede.
2. Men de vantroe Jøder opvakte, og satte ondt i hedningernes siele imod brøderne.
3. Saa tøvede de da en lang tid; og talede frit i Herren, som gav sin naades ord vidnesbyrd, og gav, at tegn og underlige gierninger skede formedest deres hænder.
4. Men mængden i staden blev splidagtig; og nogle vare med Jøderne, men nogle med apostlerne.
5. Men som der blev et opløb, baade af hedninger og Jøder, med deres øverster, at forhaane og stene dem.
6. Og de fik det at vide, undflyede de til de stæder i Lycaonia, Lystra og Derben, og til det omkringliggende land.
7. Og de prædikede det evangelium.
8. Og der var en mand i Lystra, som maatte sidde for han havde ingen magt i fødderne og var halt af moders liv, som endnu aldrig havde gaaet.
9. Denne hørte Paulum tale; hvilken, der han stirrede paa ham, og mærkede at han havde troe til at frelses, sagde med stor røst:
10. Staae ret op paa dine fødder! og han sprang op, og gik.
11. Men der folker saae det, som Paulus havde giort, opløftede de deres røst, og sagde paa Lycaonisk: guderne ere blevne mennesker lige, og ere komne ned til os.
12. Og de kaldte Barnahas Jupiter, men Paulus Mercurius, fordi han førte ordet.
13. Men Jupiters præst, som var for deres stad, bragte øxen og krandse for portene, og vilde ofre tillige med folket.
14. Men der apostlerne, Barnabas og Paulus, hørte det, sønderreve de deres klæder, og sprang ind iblandt folket.
15. Raabte og sagde: I mænd! hvi giøre I det? vi ere ogsaa mennesker, lige vilkaar undergivne med eder, som forkynde i evangelium, at I skulle vende tilbage fra disse forfængelige til den levende Gud, som haver giort himmelen og jorden og havet, og alle ting som ere i dem.
16. Hvilken i de forbigangne tider haver ladet alle hedninger vandre i deres egne veie;
17. Endog han haver ikke ladet sig selv uden viduesbyrd, der han giorde os godt, og gav os regn og frugtbare tider af himmelen, i det han fyldte os med føde, og vore hierter med glæde.
18. Og der de det sagde, kunde de neppeligen stille folket, at de ikke ofrede til dem.
19. Men der kom Jøder af Antiochia og Iconien over dem, og overtalede folket; og de stenede Paulus, og slæbte ham ud af staden, da de mente, han havde været død.
20. Men der disciplene gave sig omkring ham stod han op, og gik ind i staden; og anden dagen gik han ud mod Barnabas til Derben.
21. Og der de havde prædiket evangelium i den samme stad, og giort mange disciple, vendte de om igien til Lystra og Iconien og Antiochia;
22. Og bestyrkede disciplenes siele, og formanede dem, at de skulde blive i troen, og sagde, at os bør at indgaae i Guds rige ved mange trængsler.
23. Men der de havde samtykt dem ældste i hver menighed, og havde bedet med faste, befole de dem Herren, som de havde troet paa.
24. Og de droge igiennem Pisidia, og kom til Pamphylia.
25. Og da de havde talet ordet i Pergen, droge de ned til Attalia.
26. Og de seilede derfra til Antiochia, hvorfra de vare anbefalede Guds naade til den gierning, som de havde fuldkommet.
27. Men der de kom derhen, og havde forsamlet menigheden, forkyndte de hvor store ting Gud havde giort ved dem, og at han havde opladt hedningerne troens dør.
28. Men de tøvede der ikke en liden tid hos disciplene.


15. Capitel.

1. Og nogle, som kom ned af Judæa, lærte brødrene: dersom I ikke blive omskaarne efter Mose skik, kan I ikke blive falig.
2. Der da et oprør begyndtes, og Paulus og Barnabas havde ikke en ringe trætte imod dem, beskikkede, de det saa, at Paulus og Barnabas, og nogle andre af dem droge op til Jerusalem til apostlerne og de ældste om dette spørgsmaal.
3. Der de da vare ledsagede af menigheden, droge de igiennem Phoenicien og Samaria, og fortalte hedningernes omvendelse; og de giorde alle brødrene stor glæde.
4. Men der de kom til Jerusalem, bleve de imodtagne af menigheden, og apostlerne, og de ældste, og kundgiorde, hvor store ting Gud havde giort med dem.
5. Men nogle stode op af dem, som troede, af de Pharisæers secte, og sagde: det bør at omskære dem, og befale dem, at holde Mose lov.
6. Men Apostlerne og de ældste kom tilsammen, at eftersee denne sag.
7. Men der de havde længe trættet tilsammen, opstod Petrus, og sagde til dem: I mænd, brødre! I vide, at Gud udvalgte mig iblandt os længe for denne tid, at hedningerne formedelst min mund skulde høre evangelii ord, og troe.
8. Og Gud, som kiender hierterne, vidnede for dem, i det han gav dem den Hellig Aand, ligesom og os.
9. Og han giorde ingen forskiel imellem os og dem, i det han rensede deres hierter ved troen.
10. Hvi friste I da nu Gud, at lægge et aag paa disciplenes halse, hvilket hverken vore fædre, ei heller vi have formaaet at bære?
11. Men vi troe, at blive salige ved den Herres Jesu Christi naade, paa samme maade, som og de.
12. Men al mængden taug, og hørte Barnabas og Paulus, som fortalte, hvor store tegn og underlige gierninger Gud havde giort ved dem iblandt hedningerne.
13. Men efterat de taug, svarede Jakobus, og sagde: I mand, brødre, hører mig!
14. Simon fortalte, hvorledes Gud først har besøgt hedningerne, at tage et folk af dem til sit navn.
15. Og dermed stemme propheternes taler overeens, saasom skrevet er:
16. Derefter vil jeg komme igien, og bygge Davids paulun igien, som er nedfaldet, og det nedbrudte af det, vil jeg bygge igien, og oprette det igien;
17. Paa det de øvrige af menneskene skal opsøge Herren, og alle hedninger, over hvilke mit navn er paakaldet, siger Herren, som giør alle disse ting.
18. Gud kiender alle sine Gierninger af evighed.
19. Derfor dømmer jeg, at man skal ikke giøre dem uroe, som omvende sig til Gud af hedningerne; 
20. Men skrive til dem, at de holde sig fra afguders urenhed, og fra horerie, og det qvalte og blodet;
21. Thi Moses haver dem fra gammel tid i hver stad, som ham prædike, og læses hver sabbat i synagogerne.
22. Da syntes apostlerne og de ældste med al menigheden godt, at udvælge mænd af dem og sende til Antiochia med Paulus og Barnabas, nemlig Judas, der kaldes med tilnavn Barsabas, og Silas, hvilke mænd vare lærere iblandt brødrene.
23. Og de skreve disse ting, og sendte formedelst deres haand: Apostlerne og de ældste og brødrene hilse brødre af hedningerne, som ere i Antiochia, og Syria, og Silicia!
24. Efterdi vi have hørt; at nogle, som af os ere udgangne, have forvirret eder med ord, og bekymret eders siele, som sige: man skal omskæres, og holde loven; hvilke vi ikke saa befalede;
25. Syntes og godt at være, der vi vare samdrægtigen tilhobe, at udvælge mænd og sende til eder, med vore elskelige, Barnabas og Paulus;
26. Som ere mennesker, der have vovet deres liv for vor Herres Jesu Christi navn.
27. Saa have vi da sendt Judas og Silas, de som og skal kynde det samme med ord.
28. Thi det syntes den Hellig Aand og os ingen mere besværing at lægge eder paa, uden disse nødvendige ting:
29. At I skal holde eder fra afguders offer, og fra blod, og det qvalte, og horerie; fra hvilke, dersom I vare eder selv, skal I giøre vel. Farer vel!
30. Da kom disse, som vare bortfarne, til Antiochia og, forsamlede den mangfoldighed, og gav dem brevet.
31. Men der de det læste, bleve de glade af trøst.
32. Men Judas og Silas, de som og selv vare propheter, trøstede brødrene med megen tale, og bestyrkede dem.
33. Men der de havde tøvet nogen tid, lode brødrene dem fare med fred til apostlerne.
34. Men det syntes Silas godt, at blive der.
35. Men Paulus og Barnabas tøvede i Antiochia, og tillige med mange andre lærte, og forkyndte ved evangelium Herrens ord.
36. Men efter nogle dage sagde Paulus til Barnabas: lad os dog drage tilbage, og besøge vor brødre i hver stad, i hvilken vi have forkyndet Herrens ord, hvorledes de lide.
37. Men Barnabas gav raad, at de skulde tage Johannes med, som kaldtes Marcus.
38. Men Paulus agtede det tilbørligt, at de skulde ikke tage denne med, som var viget fra dem i Pamphylia, og kom ikke med dem til gierningen.
39. Saa blev da en fortørnelse, saa at de skildtes fra hverandre, og at Barnabas tog Marcus til sig, og seilede til Cypern.
40. Men Paulus udvalgte Silas, og drog ud, der han var anbefalet Guds naade af brødrene.
41. Men han drog omkring i Syria og Silicia, og bestyrkede menighederne.


16. Capitel. 

1. Men han kom til Derben og Lystra; og see, der var en discipel, ved navn Timotheus, en jødisk qvindes, som troede, hendes søn, men hans fader var en Græker;
2. Han havde et godt vidnesbyrd af brødrene i Lystra og Iconien.
3. Denne vilde Paulus, at han skulde drage ud med ham; og han tog, og omskar ham for Jødernes skyld, som vare i de samme stæder; thi alle kiendte hans fader, at han var en Græker.
4. Men som de droge igiennem stæderne, overantvordede de dem de befalinger at holde, som vare besluttede af apostlerne, og de ældste, som vare i Jerusalem.
5. Saa bleve da menighederne styrkede i troen, og bleve overflødige i tallet hver dag.
6. Men der de droge omkring i Phrygia, og det land Galatia, blev dem forbudet af den Hellig Aand, at tale ordet i Asia.
7. Der de kom til Mysia, forsøgte de at reise igiennem Bithynia; og Aanden tilstedte dem det ikke.
8. Men der de droge forbi Mysia, kom de ned til Troas. 
9. Og et syn blev seet af Paulus om natten: der stod en mand af Macedonien, som bad ham, og sagde: kom ned til Macedonien, og hielp os.
10. Men der han havde seet det syn, søgte vi strax at drage ud til Macedonien, efterdi vi kunde samle deraf, at Herren havde kaldet os derhen, at prædike evangelium for dem.
11. Da fore vi ud fra Troas, og kom vor rette kaas til Samothracien, og den anden dag til Neapolis,
12. Og derfra til Philippen, hvilken er den fornemmeste stad i den part af Macedonien, som er besat med Romere; men vi tøvede nogle dage i denne stad.
13. Og om sabbatsdagen udgik vi uden for staden, ved en flod, hvor der mentes at være et bede huus; og vi satte os, og talede til de qvinder, som kom tilsammen.
14. Og en qvinde, ved navn Lydia, en purpur kræmmerske, af de Thyatirers stad, som dyrkede Gud, hørte til; hvis hierte Herren oplod, at hun gav agt paa det, som blev talt af Paulus.
15. Men der hun, og hendes huus, var døbt, formanede hun os, og sagde: dersom I agte mig, at jeg er tro for Herren, da kommer ind i mit huus, og bliver der. Og hun nødte os.
16. Men det skede, der vi gik til bedehuser, at en pige mødte os, som havde en spaadoms aand, som forskaffede sine herrer megen vinding, i det hun spaaede.
17. Den samme fulgte Paulus og hos efter, raabte og sagde: disse mennesker ere den høieste Guds tienere, som forkynde eder saliggiørelsens vei.
18. Men dette giorde hun mange dage. Men dette giorde Paulus ondt; og han vendte sig, og sagde til aanden: jeg byder dig i Jesu Christi navn, at du farer ud af hende; og den foer ud i den samme stund.
19. Men der hendes herrer saae, at deres nyttes haab var gaaet bort, toge de Paulus og Silas, og droge dem paa torvet for de øverste;
20. Og de førte dem til høvedsmændene, og sagde: disse mennesker forvirre slet vor stad, som ere Jøder;
21. Og de forkynde skikke, hvilke vi maae ikke annamme, ei heller giøre, efterdi vi ere Romere.
22. Og folket blev samtlig opreist imod dem; og høvedsmændene lode rive klæderne af dem, og befole, at hudstryge dem.
23. Og der, de havde slaget dem mange slag, kastede de dem i fængsel, og befole stokmesteren, at forvare dem flittigen.
24. Der han havde faaet denne befaling, kastede han dem i det inderste fængsel, og satte deres fødder med flid i stokken.
25. Men ved midnat bade Paulus og Silas, og sang Gud lovsange; men fangerne lydde paa dem.
26. Men der blev hastigen et stort jordskiælv, saa at fængselets grundvolde bevægedes; og strax bleve alle dørene opladte, og alles baand løstes.
27. Men i det stokmesteren kom op af søvnen, og saae fængselets døre opladte, drog han et sverd, og vilde myrdet sig selv, da han mente, at fangerne havde været undflyede. 
28. Men Paulus raabte med stor røst, og sagde: giør dig selv intet ont; thi vi ere her alle.
29. Men han begierede et lys, og sprang ind, og begyndte at bæve, og faldt ned for Paulus og Silas.
30. Og han førte dem ud, og sagde: herrer! hvad bør mig at giøre, at jeg kan vorde salig?
31. Men de sagde: troe paa den Herre Jesum Christum, saa skal du vorde salig, og dit huus.
32. Og de sagde ham Herrens ord, og alle dem, som vare i hans huus.
33. Og han tog dem til sig i den samme stund om natten, og aftoede deres saar; og han selv blev strax døbt, og alle hans.
34. Og han førte dem op i sit huus, og satte et bord for dem, og var glad med alt sit huus, i det han troede paa Gud.
35. Men der det var blevet dag, sendte høvedsmændene stadstienerne, og sagde: lader de mennesker løs.
36. Men stokmesteren forkyndte Paulus disse ord: høvedsmændene sendte hid, at I skulle lades løs; saa drager nu ud, og gaaer bort med fred.
37. Men Paulus sagde til dem: de have slaget os aabenbarligen, udømte, vi som dog ere Romerske mand, og kastet os i fængsel, og skulde de nu udstøde os hemmeligen? ikke saa! men lader dem selv komme, og føre os ud.
38. Men stadstienerne kundgiorde disse ord for høvedsmændene; og de frygtede, der de hørte, at de vare Romere.
39. Og de kom, og formanede dem, og de førte dem ud, og bade, at de vilde gaae ud af staden.
40. Men de gik ud af fængselet, og gik ind til Lydia; og der de havde seet brødrene, troede de dem, og droge ud.


17. Capitel.

1. Men der de vare reiste igiennem Amphipolis og Apollonia, kom de til Thessalonica, hvor en Jødernes synagoge var.
2. Men Paulus gik ind til dem, eftersom han pleiede, og talede paa tre sabbater til dem af skrifterne.
3. Og han oplod dem det, og lagde dem for, at det burde Christum at lide, og opstaae fra de døde, og sagde: at denne Jesus, som jeg forkynder eder, er den Christum.
4. Og nogle iblandt dem bleve overtalte, og bleve føiede til Paulus og Silas, og en stor mangfoldighed af gudfrygtige Græker, og ikke faa af de ypperste qvinder.
5. Men de vantroe Jøder vare nidkiere, og toge nogle onde mænd til sig af dagdrivere, og giorde et opløb, og oprørte staden; og de kom for Jasons huus, og søgte at føre dem for folket.
6. Men der de fandt dem ikke droge de Jason og nogle brødre for stadens øvrighed, og raabte: disse, som have oprørt jorderige, ere og komne hid.
7. Hvilke Jason haver taget til sig; og alle disse handle imod keiserens befalinger, og sige, en anden at være Konge, nemlig Jesum.
8. Men de forvirrede folket, og stadens øvrighed, som det hørte.
9. Og der de havde taget fuld forsikring af Jason og de andre, lode de dem løs.
10. Men brødrene udsendte strax om natten baade Paulus og Silas til Beroea; hvilke, der de vare komne derhen, gik i Jødernes synagoge.
11. Men disse vare ædlere end de i Thessalonica, de annammede ordet med al redebonhed, og randsagede dagligen i skrifterne, om disse ting havde sig saaledes.
12. Saa troede nu mange af dem, og af de græske hæderlige qvinder og mænd ikke faae.
13. Men der Jøderne af Thessalonica fik at vide, at Guds ord blev og forkyndet af Paulus i Beroea, kom de og derhen, og bevægede folket.
14. Men da udsendte brødrene Paulus strax, at han gik mod havet; men baade Silas og Timotheus bleve der tilbage.
15. Men de, som ledsagede Paulus, førte ham indtil Athenen; og der de havde faaet befaling til Silas og Timotheus, at de med det snareste skulde komme til ham, droge de bort.
16. Men der Paulus forventede dem i Athenen, græmmedes hans aand heftig i ham, der han saae staden at være saa afgudisk.
17. Derfor talede han i synagogen til Jøderne og de gudfrygtige, og paa torvet hver dag til dem, som forekom.
18. Men nogle Philosophi, Epicuræer og Stoiker disputerede med ham; og nogle sagde: hvad vil denne ordgydere sige? men nogle: det synes, han vil forkynde fremmede guder; fordi han forkyndte dem ved evangelium Jesum og opstandelsen.
19. Og de toge ham, og førte ham op til domstedet, og sagde: kan vi faae at vide, hvad denne er for en ny lærdom, som du taler?
20. Thi du fører nogle fremmede ting for vore øren? derfor ville vi vide, hvad dette skal være.
21. (Men alle Athenienser, og de udlædige fremmede stode ikke efter andet, end at sige, eller høre noget nyt.)
22. Men Paulus stod midt paa domstedet, og sagde: I Atheniensiske mæn! Jeg ser eder an, at være meget betagne med overtroe i alle stykker.
23. Thi der jeg gik omkring, og betragtede eders gudsdyrkelser, fandt jeg og et alter, paa hvilket var skrever: for en ukiendt Gud. Den, som I nu uvidende dyrke, den forkynder jeg eder.
24. Gud, som havder giort verden, og alle ting, som ere derudi, han, som er himmelens og jordens Herre, boer ikke i templer, giorte med hænder;
25. Han tienes og ikke af menneskens hænder, som den, der haver noget behov; efterdi han selv giver alle liv og aande, og alle ting.
26. Og han haver giort, at al menneskens slægt boer paa den ganske jordens kreds af eet blod, og haver bestemt forordnede tider og deres boeligs beskikkede grændser;
27. At de skulde søge Herren, om de dog kunde føle og finde ham; endog han er sandelig ikke langt fra enhver af os.
28. Thi i ham leve vi, og røres og ere vi; som og nogle af poeterne hos eder have sagt; thi vi ere og hans slægt.
29. Efterdi vi ere da Guds slægt, skal vi ikke mene, at Guddommen er lig ved guld, eller sølv, eller steen, som er giort til et billede, efter konst, og efter et menneskes optænkelse.
30. Gud derfor, som haver overseet i vanvittighedens tider, byder nu alle mennesker allevegne at omvende sig.
31. Fordi han haver sat en dag, paa hvilken han vil dømme jorderige med retfærdighed, ved en Mand, hvilken han haver beskikket til det, som holder alle troen for, efter han haver opreist ham fra de døde.
32. Men der de hørte dødes opstandelse, spottede nogle; men nogle sagde: vi vil atter høre dig om dette.
33. Og saaledes udkom Paulus midt iblandt dem.
34. Men nogle mand hængte fast ved ham, og troede; iblandt hvilke var og Dionysius, den Areopagita, og en qvinde, ved navn Damaris, og andre med dem.


18. Capitel. 

1. Men derefter skildtes Paulus fra Athenen, og kom til Corinthen.
2. Og der han fandt en Jøde, ved navn Aqvilas, som var født i Pontus, hvilken var nylig kommen fra Italien, og Priscilla hans hustru, (fordi Claudius havde budet alle Jøder at vige af Rom) da gik han til dem.
3. Og efterdi han var af det samme haandværk, blev han hos dem, og arbeidede; thi de vare teltmagere af deres haandværk.
4. Men han talede i synagogen paa hver sabbat, og overtalede Jøder og Græker.
5. Men der baade Silas og Timotheus kom fra Macedonien, trængtes Paulus af Aanden, at vidne for Jøderne, Jesum at være den Christum.
6. Men der de stode imod, og bespottede, rystede han sine klæder, og sagde til dem: eders blod være paa eders hoved! jeg er reen, herefter vil jeg gaae til hedningerne.
7. Og han gik bort derfra, og kom i huset til een, ved navn Justus, som dyrkede Gud, hvis huus var næst op til synagogen.
8. Men Crispus, den øverste for synagogen, troede paa Herren med sit ganske huus; og mange af de Corinthier, som hørte til, troede, og bleve døbte.
9. Men Herren sagde til Paulus i et syn om natten: frygt ikke men tal, og du skal ikke tie;
10. Fordi jeg er med dig, og ingen skal lægge haand paa dig, at giøre dig ondt; fordi jeg haver meget folk i denne stad.
11. Og han blev der et aar og sex maaneder, og lærte Guds ord iblandt dem.
12. Men der Gallion var landshøvding i Achaja, stode Jøderne samdrægtigen op imod Paulus, og førte ham for domstolen, og sagde:
13. Denne overtaler folket til at dyrke Gud imod loven.
14. Og der Paulus vilde oplade munden, sagde Gallion til Jøderne: dersom det var nogen uretfærdighed eller ond skalkhed, o I Jøder! vilde jeg, saa vidt som billigt var, taale eder.
15. Men om det er et spørgsmaal om en tale, og navne, og om den lov, som er iblandt eder, da seer selv til; thi jeg vil ikke være dommer over disse ting.
16. Og han drev dem fra domstolen.
17. Men alle de Græker grebe Sosthenes, den øverste for synagogen, og sloge ham for domstolen; og Gallion skiøttede intet om alt dette.
18. Men der Paulus var blevet der endnu mange dage, tog han afsked fra brødrene, og seilede til Syrien, og med ham Priscilla og Aqvillas, der han havde raget sit hoved i Kenchrea; thi han havde giort et løfte.
19. Men han kom til Ephesus, og forlod dem der; men han selv gik ind i synagogen, og talede til Jøderne.
20. Men der de bade ham, at blive længere tid hos dem, vilde han ikke samtykke;
21. Men han tog afsked fra dem, og sagde: det bør mig aldeles at holde denne tilkommende høitid i Jerusalem; men jeg vil atter komme til eder igien, om Gud vil. Og han foer bort fra Ephesus.
22. Og efterat han var nedkommen til Cæsarea, og var opgaaet, og havde hilset menigheden, drog han ned til Antiochia.
23. Og der han havde tøvet nogen tid, reiste han ud, og vandrede omkring i der Galatiske land og Phrygia efter hverandre, og bestyrkede alle disciplene.
24. Men en Jøde kom til Ephesus, ved navn Apollos, født i Alexandria, en veltalende mand, som var mægtig i skrifterne.
25. Denne var nogenledes undervist om Herrens vei; og som han var brændende i aanden, talede han og lærte nøie de ting, som ere om Herren; endog han vidste alleneste Johannis daab.
26. Denne begynbte og at tale frit i synagogen. Men der Aqvilas og Priscilla hørte ham, toge de ham til sig, og udlagde ham Guds vei nøiere.
27. Men der han vilde reise til Achaja, formanede brødrene, og skreve til disciplene, at de skulde annamme ham; hvilken, der han var kommen derhen, hialp dem meget, som havde troet ved naaden;
28. Thi han overbeviste Jøderne krafteligen, aabenbarligen, og beviste med skrifterne, Jesum at være den Christum.


19. Capitel. 

1. Men det skede, der Apollos var i Corinthen, at Paulus vandrede omkring i de øverste parter, og kom til Ephesus;
2. Og der han fandt nogle disciple, sagde han til dem: fik I den Hellig Aand, der I troede? men de sagde til ham: vi have ikke heller hørt, om der er en Hellig Aand.
3. Og han sagde til dem: hvormed bleve I da døbte? men de sagde: med Johannis daab.
4. Men Paulus sagde: Johannes døbte vel med omvendelses daab, og sagde til folket, at de skulde troe paa den, som kom efter ham, det er, paa Christum Jesum. 
5. Men de, som hørte Johannes, bleve døbte af ham i den Herres Jesu navn.
6. Og der Paulus havde lagt hænderne paa dem, kom den Hellig Aand paa dem, og de talede med andre tungemaal, og propheterede.
7. Men alle de mænd vare ved tolv.
8. Men han gik ind i synagogen, og prædikede frit i tre maaneder, talede, og overtalede til det, som hører til Guds rige.
9. Og der nogle vare forhærdede og vantroe; og talede ilde om den vei for den mangfoldighed, vigede han fra dem, og skildte disciplene fra, og talede dagligen i en mands skole, som hed Tyrannus.
10. Men dette skede i to aar; saa at alle, som boede i Asia, baade Jøder og Græker, hørte den Herres Jesu ord.
11. Og Gud giorde ikke ringe kraftige gierninger formedelst Pauli hænder;
12. Saa at der bleve bragte svededuge og haandklæder fra Hans legeme til de syge, og at sygdommene vigede fra dem, og de onde aander fore ud af dem. 
13. Men nogle af de Jøder, som løb omkring, og vare besværgere, toge sig for at nævne den Herres Jesu navn over dem, som havde de onde aander, og sagde: vi besværge eder ved Jesum, hvilken Paulus prædiker.
14. Men der vare nogle, nemlig Skevas, en Jødisk ypperste præstes, syv sønner, som dette giorde.
15. Men den onde aand svarede, og sagde: Jesum kiender jeg, og Paulum veed jeg; men I, hvo ere I?
16. Og det menneske, som den onde aand var udi, sprang op paa dem, og fik magt over dem, og blev stærk imod dem; saa at de undflyede nøgne og saargiorte af det samme huus.
17. Men dette blev vitterligt for alle dem, som boede i Ephesus, baade Jøder og Græker; og der faldt en frygt over dem alle, og den Herres Jesu navn blev høiligen priset.
18. Der kom og mange af dem, som havde troet, hvilke bekiendte og forkyndte deres gierninger.
19. Men mange, som havde brugt unyttige ting, bare bøgerne frem tilhobe, og opbrændte dem aabenbare for alle, og de beregnede deres værd, og befandt dem at være halvtrediesindstive tusinde sølvpenge værd.
20. Saa kraftigen voxte Herrens ord, og fik magt.
21. Men der dette var fuldkommet, satte Paulus sig for i aanden, at reise igiennem Macedonien og Achaja, og at vandre til Jerusalem, og sagde: efterat jeg har været der, bør der mig at see Rom.
22. Men han sendte to af dem, som ham tiente, Timotheus og Erastus, til Macedonien; selv blev han nogen tid i Asia.
23. Men paa den samme tid skede ikke en liden forvirring om denne vei.
24. Thi en guldsmed, ved navn Demetrius, giorde Diana sølvtempler, og skaffede konstnerne ikke liden vinding.
25. Dem samlede han tilhobe, og dem, som arbeidede paa saadanne ting, og sagde: I mænd! I vide, at vi have vor rigdom af denne vinding.
26. Og I see og høre, at denne Paulus ikke alleneste i Ephesus, men næsten i ganske Asia haver overtalt og forvendt meget folk, og siger: de ere ikke guder, som giøres med hænder.
27. Men der er ikke alleneste fare for, at den deel, som os er anrørende, skal komme os til haanhed; men ogsaa, at den store gudindes Diana tempel skal holdes for intet; og at hendes Majestæt skal nedkastes, hvilken ganske Asia og jorderige dyrker.
28. Men der de dem hørte, og vare blevne fulde af hastighed, raabte de, og sagde: de Ephesers Diana er stor!
29. Og den ganske stad blev fuld af forvirrelse; og de stormede samdrægtigen til skuepladsen, og reve med sig Gajus og Aristarchus, Macedonier, som reiste med Paulus.
30. Men der Paulus vilde gaae frem til folket, tilstedte disciplene ham det ikke.
31. Men nogle af de øverste i Asia, som vare hans venner, sendte til ham, at formane ham, at han skulde ikke give sig paa skuepladsen.
32. Da skreg den eene det, den anden det; thi menigheden var forvirret, og de fleste vidste ikke, for hvad sag de vare komne tilsammen.
33. Men de fremdroge Alexander af skaren, der Jøderne fremstødte ham; men Alexander slog til lyd med haanden, og vilde forsvaret sig for folket.
34. Men der de fik at vide, at han var en Jøde, skede en røst af alle, som raabte hen ved to timer: de Ephesers Diana er stor!
35. Men der canzleren havde stillet folket, sagde han: I mænd i Ephesus! hvilket er dog det menneske, som ikke veed, at de Ephesers stad er den store gudindes Diana, og det himmelfaldne billedes tempels besørgerske?
36. Efterdi da disse ting ere uimodsigelige, bør det eder at være stille, og intet handle fremfusende.
37. Thi I have ført disse mennesker hid, som hverken ere kirkerøvere, ei heller have bespottet eders gudinde.
38. Dersom Demetrius, og de konstnere, som ere med ham, have tiltale til nogen, da holdes tingdage, og der ere landshøvdinger; lad dem anklage hverandre indbyrdes. 
39. Men søge I noget om andre ting, maae det i en lovlig menighed afgiøres.
40. Thi vi staae og i fare for, at vi maatte anklages for opløb, som er skeet i dag, da her dog ingen sag er, med hvilken vi kunde aarsage os for dette oprør. Og der han havde dette sagt, lod han menigheden gaae.


20. Capitel. 

1. Men efterat dette bulder stilledes, kaldte Paulus disciplene til sig, og tog afsked fra dem, og drog ud, at han vilde reise til Macedonien.
2. Og der han drog igiennem de egne, og havde formanet dem med megen tale, kom han til Grækenland.
3. Og der han havde tøvet der tre maaneder, og Jøderne lurede paa ham, der han vilde faret til Syrien, blev han til sinds, at vende tilbage igiennem Macedonien.
4. Da drog med ham indtil Asia Sopater af Beroea; men af de Thessaloniker, Aristarchus og Secundus; og Gajus og Timotheus af Derben; men af Asia Tychicus og Trophimus.
5. Disse gik forud, og biede efter os i Troas.
6. Men vi udseilede efter de usyrede brøds dage fra Philippen, og kom til dem til Troas i fem dage, hvor vi tøvede syv dage.
7. Men paa den første dag i ugen, der disciplene vare forsamlede, at bryde brød, talede Paulus for dem, da han vilde den anden dag reise ud; og forlængede talen indtil midnat.
8. Men der vare mange lamper paa salen, hvor de vare forsamlede.
9. Men der sad en ung karl, ved navn Eutychus, udi et vindue, som var falden i en dyb søvn, der Paulus længe talede, da han var betagen med søvnen, faldt han ned af det tredie loft, og blev optagen død.
10. Men Paulus gik ned, og faldt paa ham, og omfavnede ham, og sagde: giører intet bulder; thi hans siel er i ham.
11. Men han gik op, og brød brødet, og beed derpaa; og der han havde talet længe med dem indtil dagningen, drog han saaledes ud.
12. Men de havde bragt drengen levende, og vare ikke lidet trøstede.
13. Men vi, som vare gangne foran til skibs, fore til Asson, og vilde derfra tage Paulus ind; thi saaledes havde han befalet, og vilde selv gaae til fods.
14. Men der han kom til os i Asson, toge vi ham ind, og kom til Mitylene.
15. Og der seilede vi fra, og kom anden dagen tvært over for Chius; men den anden dag lagde vi til Samus; og der vi havde biet i Trogilium, kom vi den anden dag til Miletus.
16. Thi Paulus havde besluttet, at seile Ephesus forbi, at det skulde skee, at han skulde ikke tøve længe i Asia; thi han hastede at vare i Jerusalem paa pintsedagen, om det var ham mueligt.
17. Men han sendte fra Miletus til Ephesus, og lod kalde til sig menighedens ældste. 
18. Men der de kom til ham, sagde han til dem: I vide, hvorledes jeg haver været hos eder den ganske tid over, fra den første dag der jeg kom ind i Asia;
19. Og haver tient Herren med al ydmyghed, og megen graad og fristelser, som mig ere vederfarne af Jøderne, der lurede paa mig.
20. Hvorledes jeg haver intet forholdet af de ting, som vare nyttige, at jeg jo forkyndte eder dem, og lærte eder offentligen, og huus fra huus;
21. Og jeg vidnede baade for Jøder og Græker om omvendelse til Gud, og troe til vor Herre Jesum Christum.
22. Og nu see, jeg, som er bunden i aanden, farer til Jerusalem, og veed ikke, hvad mig der skal vederfares;
23. Uden at den Hellig Aand vidner i hver stad, og siger, at baand og trængsler bie efter mig. 
24. Men jeg agter ingen ting, holder mit liv og ikke selv dyrebart, paa det jeg kan fuldkomme mit løb med glæde, og den tieneste, som jeg haver annammet af den Herre Jesu, at vidne om Guds naades evangelium. 
25. Og nu see, jeg veed, at I skulle ikke mere alle see mit ansigt, iblandt hvilke jeg haver vandret omkring, og prædiket Guds rige.
26. Derfor vidner jeg for eder paa denne dag, at jeg er reen af alles blod.
27. Thi jeg forholdt ikke, at jeg jo forkyndte eder alt Guds raad.
28. Saa giver agt paa eder selv, og den ganske hiord, iblandt hvilken den Hellig Aand satte eder til bisper, at føde Guds menighed, hvilken han forhvervede med sit eget blod.
29. Thi jeg veed dette, at der skal indkomme svare ulve iblandt eder efter min bortgang, som ikke skal spare hiorden;
30. Og af eder selv skal opstaae mænd, som tale forvendte ting, at hendrage disciplene efter sig.
31. Derfor vaager, og kommer ihu, at jeg haver ikke afladet i tre aar nat og dag, at paaminde enhver af eder med graad.
32. Og nu, brødre, befaler jeg eder Gud, og hans naades ord, hvilken er mægtig, at opbygge eder, og at give eder arv iblandt alle de helligede.
33. Jeg haver ikke begieret nogens sølv, eller guld, eller klædebon.
34. Men I vide selv, at disse hænder have tient for mine nødtørftigheder, og for dem, som ere med mig.
35. Jeg viiste eder alting, at det bør os saaledes at arbeide, og komme de skrøbelige til hielp, og at komme den Herres Jesu ord ihu, at han selv haver sagt: saligt er det, heller at give, end at tage.
36. Og der han havde sagt disse ting, faldt han paa sine knæe, og bad med dem alle.
37. Men der blev en stor graad af alle, og de faldt om Pauli hals, og kyste ham;
38. Og det smertede dem meest for det ord han sagde, at de skulde ikke mere see hans ansigt. Men de ledsagede ham til skibet.


21. Capitel. 

1. Men der det var skeet, at vi havde slidt os fra dem, og vare farne bort, kom vi vor rette kaas til Cous, men den anden dag til Rhodus, og derfra til Patara.
2. Og der vi fandt et skib, som foer over til Phænicien, traadte vi derudi, og fore bort.
3. Men der vi fik Cypern i sigte, og havde ladet den ved den venstre haand, seilede vi til Syrien, og fore frem til Tyrus; thi skibet skulde der losse varene.
4. Og der vi fandt disciplene, bleve vi der syv dage; hvilke sagde Paulus formedelst Aanden, at han skulde ikke drage op til Jerusalem.
5. Men der det begav sig, at vi havde fuldendet de dage, droge vi ud, og vandrede, og de ledsagede os alle med hustruer og børn indtil uden for staden; og vi faldt paa knæe paa strandbredden, og bade.
6. Og der vi havde taget afsked fra hverandre, traadte vi ind i skibet; men de vendte tilbage til deres eget.
7. Men vi fuldkommede seiladsen, og kom fra Tyrus til Ptolemais, og hilsede brødrene, og bleve een dag hos dem.
8. Anden dagen droge Paulus og vi med ham ud, og kom til Cæsarea; og vi gik ind i Philippi evangelistes huus, (som var af de syv,) og bleve hos ham.
9. Men denne havde fire døttre, som vare jomfruer, og propheterede.
10. Men der vi bleve der flere dage, kom en prophet ned af Judæa, navn Agabus.
11. Og han kom til os, og tog Pauli belte, og bandt sine egne hænder og fødder, og sagde: dette siger den Hellig Aand: den mand, som dette belte hører til, skal Jøderne saaledes binde i Jerusalem, og overantvorde ham i hedningers hænder.
12. Men der vi hørte disse ting, bade vi ham, og de, som vare paa det sted, at han skulde ikke drage op til Jerusalem.
13. Men Paulus svarede: hvad giøre I, at I græde og plage mit hierte? thi jeg er rede, ikke alleneste at bindes, men og at døe i Jerusalem, for den Herres Jesu navns skyld.
14. Men der han vilde ikke lade sig overtale, vare vi stille, og sagde: skee Herrens villie!
15. Men efter de dage, der vi vare færdige, droge vi op til Jerusalem.
16. Men der kom ogsaa nogle med os af de disciple af Cæsarea, som bragte med sig Mnason af Cypern, en gammel discipel, hos hvilken vi skulde have herberge.
17. Men der vi kom til Jerusalem, annammede brødrene os gierne.
18. Men anden dagen gik Paulus ind med os til Jakobus; og alle de ælste kom derhen.
19. Og der han havde hilset dem, fortalde han det eene efter det ander, hvad Gud havde giort iblandt hedningerne formedelst hans tieneste.
20. Men der de det hørte, prisede de Herren; og de sagde til ham: broder, du seer, hvor mange tusinde Jøder der ere, som have troet, og ere alle nidkiere for loven.
21. Men de ere underviste om dig, at du lærer alle Jøder, som ere iblandt hedningerne, at falde fra Moses, og siger, at de skal ikke omskære børnene, ei heller vandre i de skikke.
22. Hvad er da at giøre? Mængden bør aldeles komme tilhobe; thi de faae at høre, at du er kommen.
23. Saa giør dette, som vi sige dig: vi have fire mand, som have et løfte paa sig selv.
24. Tag dem til dig, og lad dig rense med dem, og giør bekostning paa dem, at de rage hovedet; saa skulle alle vide, at det er intet, som de ere underviste udi om dig, men at du og selv saa vandrer, og holder loven.
25. Men vi have skrevet om de hedninger, som have troet, og besluttet, at de skulde intet saadant holde, uden at bevare sig baade fra afguders offer, og blodet, og det qvalte, og horerie.
26. Da tog Paulus mændene til sig, og lod rense sig anden dagen med dem, og gik ind i tempelet, og gav tilkiende, at renselsens dage skulde fuldkommes, indtil offeret blev ofret for enhver af dem. 
27. Men der de syv dage skulde fuldendes, saae de Jøder af Asia ham i tempelet, og oprørte alt folket, og lagde hænderne paa ham,
28. Og skrege: I Israelitiske mænd, hielper! dette er det menneske, som lærer alle allevegne imod folket, og loven, og dette sted; og tilmed haver han og indført Græker i tempelet, og giort dette hellige sted almindeligt.
29. (Thi de havde tilforn seet Trophimus den Epheser i staden med ham; den samme, mente de at Paulus havde indført i tempelet.) 
30. Og den ganske stad blev oprørt, og der blev et tilløb af folk, og de grebe Paulus, og droge ham ud af tempelet, og strax bleve dørene lukte.
31. Men der de søgte at ihielslaae ham, kom et rygte for den øverste høvedsmand for roden, at ganske Jerusalem var forvirret.
32. Hvilken strax tog stridsfolk og høvedsmænd over hundrede til sig og løb ind paa dem. Men der de saae den øverste høvedsmand, og stridsfolket, lode de af at slaae Paulus.
33. Men der den øverste høvedsmand kom nær til, tog han ham, og befoel ham at bindes med to lænker; og han udspurgte: hvo han var, og hvad han havde giort.
34. Da raabte den eene det, og den anden det iblandt folket; men der han kunde intet vist erfare for bulder, befoel han, at han skulde føres til fæstningen.
35. Men der han kom til trapperne, skede det, at han maatte bæres af stridsfolket, for folkets vold.
36. Thi der fulgte meget folk efter, og raabte: tag ham bort!
37. Og, der Paulus skulde indføres i fæstningen, siger han til den øverste høvedsmand: er det mig tilladt, at tale noget til dig? men han sagde: forstaaer du græsk?
38. Mon du ikke vare den Ægyptier, som for disse dage oprørte, og udførte de fire tusinde mordiske mand i ørken?
39. Men Paulus sagde: jeg er et Jødisk menneske af Tarsen en borger af en ikke ubekiendt stad i Cilicia. Men jeg beder dig, tilsted mig at tale til folket.
40. Men der han havde tilstedt ham det, stod Paulus paa trapperne, og slog til lyd med haanden for folket. Men der det var blevet meget stille, raabte han til dem paa ebraisk sprog, og sagde:


22. Capitel.

1. I mænd, brødre og fædre! hører nu min forsvarelse til eder;
2. (Men der de hørte, at han talede til dem paa ebraisk sprog, holdt de sig end mere stille.) Og han sagde:
3. Jeg er en Jødisk mand, født I Tarsen udi Cilicia, men opfødt i denne stad hos Gamaliels fødder, oplært efter vor fædrene-lovs strænghed, og var nidkier for Gud, ligesom I ere alle i dag;
4. Som forfulgte denne vei indtil døden, bandt og overantvordede i fængsler baade mænd og qvinder. 
5. Som og den ypperste præst maae vidne med mig, og de ældstes ganske raad; af hvilke jeg tog og breve til brødrene, og reiste til Damascus, at jeg vilde og føre dem, som der vare, bundne til Jerusalem, at de skulde blive straffede.
6. Men det skede mig, da jeg reiste, og kom nær til Damascus om middagen, at et stort lys af himmelen hastigen omskinnede mig.
7. Og jeg faldt til jorden, og hørte en røst, som sagde til mig: Saul! Saul! hvi forfølger du mig?
8. Men jeg svarede: hvo er du, Herre? og han sagde til mig: jeg er Jesus, den Nazaræus, som du forfølger.
9. Men de som vare med mig, saae vel lyset, og bleve forfærdede men hørte ikke hans røst, som talede til mig.
10. Men jeg sagde: Herre, hvad skal jeg giøre? men Herren sagde til mig: staae op, reis til Damascus; og der skal siges dig om alle de ting, hvilke dig er forordnet at giøre.
11. Men der jeg ikke saae for det lyses herligheds skyld, blev jeg ledet ved haanden af dem, som vare med mig, og kom til Damascus.
12. Men der var en, Annanias, en gudfrygtig mand efter loven, som havde vidnesbyrd af alle Jøder, som der boede.
13. Han kom til mig, og stod over mig, og sagde til mig: Saul, broder, see op! og jeg saae op paa ham i samme time.
14. Men han sagde: vore fædres Gud haver beskikket dig, at du skulde kiende hans villie, og see den Retfærdige, og høre en røst af hans mund,
15. Thi du skal være ham vidne til alle mennesker om de ting, som du haver seet og hørt.
16. Og nu, hvad bier du efter? staae op, for at døbes, og at aftoe dine synder, og kald paa Herrens navn.
17. Og det skede mig, der jeg kom tilhage til Jerusalem, og bad i tempelet, at jeg blev undrykt.
18. Og saae ham, som sagde til mig: skynd dig, og gak hastig, ud af Jerusalem, fordi de skal ikke ville anname dit vidnesbyrd om mig.
19. Og jeg sagde: Herre, de vide selv, at jeg satte i fængsel, og slog dem, som troede paa dig, i alle synagogerne.
20. Og der Stephani, dit vidnes blod blev udøst, stod jeg og selv hos, og havde behagelighed i hans mord, og forvarede deres klæder, som ihielsloge ham.
21. Og han sagde til mig: reis hen; thi jeg vil udsende dig langt bort til hedningerne.
22. Men de hørte ham indtil denne tale, og de opløftede deres røst, og sagde: tag saadan en bort af jorden! thi det er ikke sømmeligt, at han skal leve.
23. Men der de skrege, og kastede klæderne fra sig, og kastede støv i luften,
24. Da befoel den øverste høvedsmand ham at føres i fæstningen, og sagde at man skulde ved hudstrygelse forhøre ham; at han kunde faae at vide, for hvad sag de saa raabte imod ham.
25. Men der han havde strakt ham med liner, sagde Paulus til høvedsmanden over hundrede, som der stod: er det eder tilladt, at hudstryge en Romersk mand, og end udømt?
26. Men der høvedmanden over hundrede det hørte, gik han til den øverste høvedsmand, og forkyndte ham, og sagde: see til, hvad du vil giøre; thi dette menneske er en Romer.
27. Men den øverste høvedsmand kom frem, og sagde til ham: siig mig, er du en Romer? men han sagde: ja.
28. Og den øverste høvedsmand svarede: jeg haver kiøbt denne borgerret for en stor sum. Men Paulus svarede: men jeg er og født en Romer.
29. Da lode de strax af fra ham, som skulde forhørt ham. Men og den øverste høvedsmand frygtede, der han fik at vide, at han var en Romer, og fordi han havde bundet ham.
30. Men anden dagen, der han vilde vist vide hvorfor han anklagedes af Jøderne, løste han ham af baandene, og befoel, at de ypperste præster og deres ganske raad skulde komme sammen; og han førte Paulus frem, og fremstillede ham for dem.


23. Capitel. 

1. Da saae Paulus stivt paa raadet, og sagde: I mand, brødre! jeg haver med al god samvittighed vandret for Gud indtil denne dag.
2. Men den ypperste præst Ananias befoel dem, som stode hos ham, at slaae ham paa munden.
3. Da sagde Paulus til ham: Gud skal slaae dig, du kalkede væg! baade sidder du, og dømmer mig efter loven, og overtræder loven, i det du befaler, at jeg slaaes.
4. Men de, som stode hos sagde: skiælder du Guds ypperste præst?
5. Og Paulus sagde: brødre, jeg vidste ikke, at han er en ypperste præst; thi der er skrevet: du skal ikke bande dit folkes øverste. 
6. Men da Paulus vidste, at den eene part var af Sadducæerne, men den anden af Pharisæerne, raabte han i raadet: I mænd, brødre! jeg er en Pharisæer, en Pharisæers søn, jeg dømmes for haab, og for de dødes opstandelse.
7. Men der han dette havde sagt, blev et oprør imellem Pharisæerne og Sadducæerne; og hoben blev splidagtig.
8. Thi Sadducæerne sige, at der er ikke opstandelse, ei heller Engel, ei heller Aand; men Pharisæerne bekiende begge disse ting.
9. Men der blev et stort skrig; og de skriftkloge af Pharisæernes partie stode op, strede haardt, og sagde: vi finde intet ondt i dette menneske; men dersom en aand eller en Engel haver talet med ham, da lader os ikke stride mod Gud.
10. Men da der var bleven et stort oprør, frygtede den øverste høvedsmand, at Paulus skulde sønderrives af dem, og befoel krigsfolket gaae ned, og slide ham ud fra dem, og at føre ham i fæstningen.
11. Men natten derefter stod Herren over ham, og sagde: vær frimodig, Paulus! thi ligesom du haver vidnet om mig i Jerusalem, saaledes bør dig og at vidne i Rom.
12. Men der det var blevet dag, sloge nogle af Jøderne sig tilsammen, og forbandede sig selv, og sagde, at de vilde hverken æde, ei heller drikke, indtil de havde slaget Paulus ihiel.
13. Men de vare flere end fyrretive, som havde besoret sig tilsammen herudi;
14. Hvilke gik til de ypperste præster og ældste, og sagde: vi have aldeles forbandet os selv, at ikke smage noget, førend vi have slaget Paulus ihiel.
15. Saa giver nu den øverste høvedsmand tilkiende, med raadet, at han fører ham ned i morgen til eder, ligesom I vilde nøiere forfare om ham, men vi ere rede til at ihielslaae ham, før han kommer nær til.
16. Men der Pauli systers søn hørte dette hemmelige anslag, kom han derhen, og indgik i fæstningen, og forkyndte Paulus det.
17. Men Paulus kaldte een af høvedsmændene over hundrede til sig, og sagde: før denne unge karl hen til den øverste høvedsmand, thi han haver noget at forkynde ham.
18. Da annammede han ham, og førte ham til den øverste høvedsmand, og sagde: den bundne Paulus kaldte mig til sig, og bad mig føre denne unge karl til dig, som haver noget at sige dig.
19. Men den øverste høvedsmand tog ved hans haand, og gik hen især, og udspurgte: hvad er det, som du haver at forkynde mig?
20. Men han sagde: Jøderne have samtlig sat sig for, at bede dig, at du skal lade Paulus føre for raadet i morgen, ligesom de vilde nøiere udspørge om ham.
21. Lad du dig derfor ikke overtale af dem: thi der lure paa ham af dem flere end fyrretive mand, hvilke have forbandet sig selv, hverken at æde, ei heller at drikke, indtil de have slaget ham ihiel og de ere nu rede, og forvente besked fra dig.
22. Da lod den øverste høvedsmand den unge karl gaae, og bød, sigende: du skal ingen udsige det, at du har givee dette tilkiende for mig.
23. Og han kaldte til sig to af høvedsmændene over hundrede, og sagde: bereder to hundrede stridsmænd, at de reise til Cæsarea, og halvfierdesindstive ryttere, og to hundrede skytter, fra den tredie time i natten; 
24. Og at de skal have dyr tilstede, at de sætte Paulus paa, og føre ham frelst til Felix landsherren.
25. Og han skrev et brev, som havde dette indhold:
26. Claudius Lysias den mægtige landsherre Felix hilsen!
27. Denne mand, som var greben af Jøderne, og var nær ihielslagen af dem, ham udfriede jeg, der jeg kom der med krigsfolket over, og der jeg fik at vide, at han er en Romer.
28. Men der jeg vilde vide sagen, hvorfor de beskyldte ham, førte jeg ham for deres raad;
29. Hvilken jeg befandt, at han blev beskyldt for nogle spørgsmaal i deres lov; men havde ingen beskyldning imod sig, som var død eller fængsel værd.
30. Men der mig blev tilkiendegivet et hemmeligt anslag imod manden, at skulle skee af Jøderne, sendte jeg strax ham til dig, og bød anklagerne, at de skulde sige for dig, hvad de havde imod ham. Farvel!
31. Da toge stridsmændene Paulus, efter som det dem var befalet, og førte ham om natten til Antipatris.
32. Men anden dagen lode de rytterne reise med ham, og vendte tilbage til fæstningen;
33. Hvilke, der de indkom i Cæsarea, og havde antvordet landsherren brevet, fremstillede de og Paulus for ham.
34. Men der landsherren læste brevet, og havde spurgt, af hvad land han var? og havde udspurgt, at han var af Cilicia, sagde han:
35. Jeg vil forhøre dig, naar dine anklagere og komme tilstede. Og han bød ham, at forvares i Herodis domhuus.


24. Capitel. 

1. Men efter fem dage drog den ypperste præst Ananias ned med de ældste, og en talende mand Tertullus, som mødte for landsherren imod Paulus.
2. Men der han blev kaldet, begyndte Tertullus at anklage ham, og sagde:
3. At vi nyde stor fred ved dig, og at mange rette ting skee dette folk formedelst dit forsyn, mægtigste Felix! det annamme vi baade aldeles og allevegne med al taksigelse.
4. Men paa det jeg skal ikke holde dig længe op, beder jeg, at du vil formedelst din mildhed høre os korteligen.
5. Thi vi have fundet denne mand at være en pestilentse, og at giøre oprør iblandt alle Jøder, som ere over jorderige, som er og en formand for de Nazaræers secte;
6. Som og forsøgte at vanhellige tempelet; hvilken vi og grebe, og vilde dømt efter vor lov.
7. Men Lysias, den øverste høvedsmand, kom frem, og henførte ham med stor magt af vore hænder.
8. Og han bød hans anklagere komme til dig: af hvilken du kan selv, dersom du forhører sagen, faae alle de ting at vide, for hvilke vi anklage ham.
9. Men Jøderne stemmede i med, og sagde, at disse ting havde sig saaledes.
10. Men Paulus svarede, der landsherren nikkede ad ham, at han skulde tale: Efterdi jeg veed, at du haver i mange aar været en dommer iblandt dette folk, vil jeg des frimodigere forsvare min sag;
11. Efterdi du kan faae at vide, at det er mig ikke mere end tolv dage, siden jeg kom op, at ville tilbede i Jerusalem;
12. De have og hverken fundet mig i tempelet, at jeg talede til nogen, eller giorde oprør iblandt folket, ei heller i synagogerne, ei heller i staden;
13. De kan ei heller bevise de ting, som de nu anklage mig for.
14. Men dette bekiender jeg for dig, at jeg efter den vei, hvilken de kalde en sect, tiener saaledes den fædrene Gud, at jeg troer alle de ting, som ere skrevne i loven og propheterne;
15. Og haver haab til Gud, hvilket disse og selv forvente, nemlig, at dødes opstandelse er tilkommende, baade retfærdiges og uretfærdiges.
16. Men i det samme øver jeg mig selv, at have altid en uskadt samvittighed hos Gud og menneskene.
17. Men efter mange aar kom jeg, og beviste almisser og gaver med mit folk.
18. Derover, der jeg blev renset i tempelet, ei med oprør, ei heller med bulder, fandt mig nogle Jøder af Asia;
19. Hvilke burde at være tilstæde for dig, og anklage, om de have noget imod mig.
20. Eller lad disse selv sige, om de have fundet nogen uret i mig, da jeg stod for raadet;
21. Uden for dette eene ord, som jeg raabte, der jeg stod iblandt dem; jeg dæmmes i dag af eder for dødes opstandelse.
22. Men der Felix hørte disse ting, opholdt han dem; thi han vidste grandt nok om den vei, og sagde: naar Lysias, den øverste høvedsmand, kommer ned, vil jeg forfare eders sager.
23. Og han befoel høvedsmanden over hundrede, at bevare Paulus, og lade ham have roe, og at ikke forbyde nogen af hans egne, at tiene ham, eller at komme til ham.
24. Men efter nogle dage kom Felix med sin hustru Drusilla, som var en Jødinde, og kaldte Paulus frem, og hørte ham om troen til Christum.
25. Men der han talede om retfærdighed og afhold, og den tilkommende dom, blev Felix bange, og svarede: gak bort denne gang; men naar jeg faaer beleilig tid, vil jeg lade kalde dig til mig.
26. Men han haabede og tilmed, at ham skulde gives penge af Paulus, for at han skulde lade ham løs; derfor lod han og des ideligere kalde ham frem, og talede med ham.
27. Men der to aar vare fuldkommede, fik Felix Porcius Festus til efterkommer; og som Felix vilde fortiene tak af Jøderne, lod han Paulus bunden efter sig.


25. Capitel.

1. Der Festus nu var kommen i landet, drog han efter tre dage op fra Cæsarea til Jerusalem.
2. Da mødte den ypperste præst og de ypperste af Jøderne for ham imod Paulus, og formanede ham,
3. Og bade om gunst imod ham, at han vilde lade ham kalde hid til Jerusalem; og de lurede paa ham, at vilde ihielslaget ham paa veien.
4. Da svarede Festus, at Paulus skulde vel bevares i Cæsarea, men at han selv vilde snart drage der ned.
5. Hvilke nu iblandt eder, sagde han, der kunne, dem lader drage ned med; dersom der er noget uskikkeligt i denne mand, anklage de ham!
6. Men der han havde tøvet hos dem mere end ti dage, drog han ned til Cæsarea, anden dagen satte han sig paa domstolen, og befoel Paulus at fremføres.
7. Men der han kom frem, traadte de Jøder, som vare komne ned af Jerusalem, omkring ham, som førte mange og svare klagemaal imod Paulus, hvilke de ikke kunde bevise;
8. Efterdi han forsvarede sig, sigende: jeg haver hverken syndet noget imod Jødernes lov, ikke heller imod tempelet, ikke heller imod keiseren.
9. Men Festus, som vilde fortiene tak af Jøderne, svarede Paulus, og sagde: vil du fare op til Jerusalem, at dømmes der af mig for disse ting?
10. Men Paulus sagde: jeg staaer for keiserens domstoel, hvor mig bør at dømmes. Jeg haver ingen uret giort Jøderne, som du og bedre veed.
11. Thi haver jeg giort uret, eller giort noget, som er værd at døe for, vægrer jeg mig ikke ved at døe; men er der intet, hvorfor disse anklage mig, da kan ingen antvorde mig dem af gunst. Jeg skyder mig for keiseren.
12. Da talede Festus med raadet, og svarede: du haver skudt dig for keiseren, du skal reise til keiseren.
13. Men der nogle dage vare forløbne, kom kong Agrippas og Bernice til Cæsarea at hilse Festus.
14. Og der de havde tøvet der mange dage, lagde Festus kongen de sager for mod Paulus, og sagde: her er en mand, efterladt bunden af Felip,
15. Om hvilken, der jeg var i Jerusalem, de ypperstepræster og de ældste af Jøderne mødte, og begierede hevn over ham;
16. Hvilke jeg svarede, at det var ikke de Romeres skik, at antvorde noget menneske af gunst til at omkommes, førend den, som anklages, haver anklagerne for sig personlig tilstede, og faaer rum til, at forsvare sig for beskyldningen.
17. Der de da kom hid tilsammen, tøvede jeg ikke, men anden dagen sad jeg paa domstolen, og bød manden at fremføres:
18. Om hvilken anklagerne, der de stode i rette, førte ingen sag frem af de, som jeg havde formodet;
19. Men de havde nogle spørgsmaal imod ham, om deres egen overtroe, og om en Jesu, som havde været død, hvilken Paulus sagde at leve.
20. Men der jeg tvivlede om spørgsmaalet om denne, sagde jeg: om han vilde reise til Jerusalem, og dømmes der for disse ting?
21. Men der Paulus henstød sig, at han vilde bevares til keiserens kiendelse, befoel jeg ham at bevares, indtil jeg kan sende ham til keiseren.
22. Men Agrippas sagde til Festus: jeg vil og selv høre det menneske. Men han sagde: i morgen skal du høre ham.
23. Derfor anden dagen, der Agrippas og Bernice kom med stor bram, og gik ind paa raadhuset, med de øverste høvedsmænd, og de ypperste mænd i staden, og der Festus bød det, blev Paulus fremført.
24. Og Festus sagde: kong Agrippas, og alle I mænd, I som ere med os tilstede! her see I den, om hvilken al Jødernes mangfoldighed haver handlet med mig, baade i Jerusalem og her, som raabe: han bør ikke længer leve.
25. Men der jeg havde faaet at vide, at han havde intet giort, som var værd at døe for, og han og selv havde skudt sig for keiseren, haver jeg besluttet, at sende ham derhen.
26. Om hvilken jeg haver intet vist, at skrive herren til. Derfor lod jeg føre ham frem for eder, og allermeest for dig, kong Agrippas, paa det jeg kan have noget at skrive, naar han er bleven forhørt.
27. Thi det synes mig ufornuftigt, at sende en fange, og ikke ogsaa give sagerne tilkiende med ham.


26. Capitel.

1. Men Agrippas sagde til Paulus: det tilstedes dig, at tale for dig selv. Da forsvarede Paulus sig, og udrakte haanden:
2. Angaaende alle de ting, jeg anklages for af Jøderne, kong Agrippas! agter jeg mig selv lyksalig at være, at jeg skal i dag forsvare mig for dig;
3. Allermeest, fordi du haver forstand paa alle Jødernes skikke og spørgsmaal. Derfor beder jeg dig, at du vil langmodigen høre mig.
4. Saa vide da alle Jøder mit levnet af ungdom op, hvorledes det haver været fra begyndelsen iblandt mit folk i Jerusalem;
5. Som kiendte mig tilforn fra det første af, (dersom de ville vidne;) at jeg haver levet en Pharisæer efter den strængeste sect i vor Gudsdyrkelse.
6. Og nu staaer jeg og dømmes for haabet til den forjættelse, som er skeet af Gud til fædrene;
7. Til hvilken vore tolv stammer haabe at komme, i det de tiene Gud stedse nat og dag; for hvilket haabs skyld, kong Agrippas! jeg anklages af Jøderne.
8. Hvad? dømmes det utroeligt hos eder, at Gud opvækker døde?
9. Jeg mente vel ved mig selv, at det burde mig at giøre meget imod Jesu Nazaræi navn;
10. Som jeg og giorde i Jerusalem; og jeg indelukte mange af de hellige i fængsel, der jeg havde faaet magt dertil af de ypperste præster; og naar de bleve myrdede, gav jeg min stemme dertil.
11. Og jeg straffede dem ofte i alle synagoger, og tvang dem til at bespotte, og som jeg var overmaade galen paa dem, forfulgte jeg dem endog indtil udenlandske stæder.
12. Hvorfor jeg og drog til Damascus med magt og befalning af de ypperste præster;
13. Da jeg midt om dagen saae paa veien, o konge! at et lys af himmelen, som overgik solens skin, omskinnede mig og dem, som reiste med mig.
14. Men der vi faldt alle ned til jorden, hørte jeg en røst, som talede til mig, og sagde paa ebraisk sprog: Saul! Saul! hvi forfølger du mig? det er dig haardt, at stampe imod braadden.
15. Men jeg sagde: Herre, hvo er du? men han sagde: Jeg er Jesus, som du forfølger.
16. Men staae op, og staae paa dine fødder; thi derfor er jeg seet af dig, at jeg skal beskikke dig til en tiener og vidne, baade om de ting, som du haver seet, og de ting, i hvilke jeg skal sees af dig;
17. Jeg som udfrier dig fra folket, og hedningerne, til hvilke jeg nu udsender dig,
18. At oplade deres øine, at de lade sig omvende fra mørket til lyset, og fra satans magt til Gud, at de skulle annamme synders forladelse, og lod iblandt de helligede ved troen til mig.
19. Derfor, kong Agrippas! blev jeg ikke ulydig mod det himmelske syn;
20. Men jeg forkyndte først for dem i Damascus og i Jerusalem, og i alt Judææ land, og for hedningerne, at omvende sig, og vende tilbage til Gud, og giøre omvendelses værdige gierninger.
21. For disse sagers skyld grebe Jøderne mig i tempelet, og forsøgte at slaae mig ihiel.
22. Da jeg derfor bekom den hielp, som er af Gud, staaer jeg indtil denne dag, og vidner baade for liden og stor, og siger intet andet, end det baade propheterne have sagt at skulle skee, og Moses: 
23. At Christus skulde lide, at han, den første af de dødes opstandelse, skulde forkynde et lys for folket og hedningerne.
24. Men der han saaledes forsvarede sig, sagde Festus med stor røst: du raser, Paulus! den megen lærdom giør dig rasende.
25. Men han sagde: jeg raser ikke, mægtigste Festus! men taler sande og betænksomme ord.
26. Thi kongen veed om disse ting, til hvilken jeg og taler frit; thi jeg er vis paa, at slet intet af dette er skiult for ham; thi dette er ikke skeet i en vraae.
27. Troer du, kong Agrippas! propheterne? jeg veed, at du troer.
28. Men Agrippas sagde til Paulus: der fattes lidet udi, at du jo overtaler mig, at jeg bliver en christen.
29. Men Paulus sagde: jeg vilde ønske for Gud, enten der fattes lidet eller meget udi, at ikke allene du, men og alle, som høre mig i dag, maatte blive saadanne, som og jeg er, undtagen disse baand.
30. Og der han havde det sagt, stod kongen op, og landsherren, og Bernice, og de, som sadde med dem. 
31. Og de vigede hen til en side, talede med hverandre, og sagde: dette menneske giør intet, som er værd at døe eller bindes for.
32. Men Agrippas sagde til Festus: dette menneske kunde været ladet løs, dersom han havde ikke skudt sig for keiseren.


27. Capitel.

1. Men der det var besluttet, at vi skulde seile derfra til Italien, overantvordede de en høvedsmand over hundrede, ved navn Julius, over keiserens rode, baade Paulus og nogle andre fanger.
2. Men der vi traadte ind i et Adramyttenisk skib, at skulle seile den ved Asiæ sider, fore vi ud; og Aristarchus, en Macedonier af Thessalonica, var med os.
3. Og anden dagen fore vi frem til Sidon. Og Julius holdt sig venligen mod Paulus, og tilstedte ham at gaae til venner, og lade giøre sig til gode.
4. Og vi fore bort derfra, og seilede under Cypern, fordi veiret var imod.
5. Og vi seilede over havet ved Cilicia og Pamphylia, og kom til Myra i Lycia.
6. Og der fandt høvedsmanden over hundrede et skib af Alexandria, som seilede til Italien, og satte os ind i det.
7. Men der vi seilede seenligen i mange dage, og kom neppeligen med Cnidus, (thi veiret føiede os ikke,) seilede vi under Creta hos Salmone.
8. Og da vi fore den besværligen forbi, kom vi til et sted, som kaldes Godehavne, der var den stad Lasæa nær hos.
9. Men der megen tid var forløben, og det var nu mere farligt at seile, fordi fasten var og allerede forgangen, formanede Paulus, og sagde til dem.
10. I mænd, jeg seer, at denne seilads vil skee med spot og megen skade, ikke alleneste paa ladning og skib, men ogsaa paa vore liv.
11. Men høvedsmanden over hundrede troede styrmanden og skipperen mere end det, som af Paulus blev sagt.
12. Og der havnen var ikke beqvem til vinterlag, lagde de fleste et raad op, at fare bort derfra, om de nogenlunde kunde komme hen i Phoenicia, at ligge i vinterlag, hvilken er en havn i Creta, som vender mod sydvest og nordvest.
13. Men der søndenveir blæste op, og de mente, at de havde naaet deres forsæt, løftede de ankerne, og fore nærmere for forbi ved Creta.
14. Men ikke længe derefter kom mod dem et hastigt veir, som kaldes nordost.
15. Men der skibet blev henreven, og kunde ikke opholde sig mod veiret, gave vi over, og dreve saa.
16. Men vi løb under en liden øe, som kaldes Claudia, og kunde neppeligen faae fat paa baaden;
17. Hvilken der de havde optaget, brugte de hielp, og ombandt skibet; og som de frygtede, at de skulde udfalde i syrten, lode de redskabet ned, og dreve saaledes.
18. Og der vi lede en svar storm, kastede de den næste dag over borde.
19. Og paa den tredie dag kastede vi ud med vore hænder skibets redskab.
20. Men der hverken soel eller stierner lode sig see i mange dage, og ikke en liden storm hængte os over, da var fremdeles alt haabet til, at vi skulde frelses, slet borte.
21. Og der man ikke havde spist lang tid, stod Paulus midt iblandt dem, og sagde: o I mand! man burde at have lydt mig, og ikke at have faret bort fra Creta, og været fri fra denne spot og skade.
22. Og nu formaner jeg eder, at I blive ved et godt mod; thi ingen siel af eder skal omkomme, men allene skibet.
23. Thi denne nat stod den Guds hans Engel hos mig, hvis jeg er, og hvilken jeg tiener, og sagde:
24. Frygt ikke, Paulus! det bør dig at stilles for keiseren; og see, Gud haver skienket dig alle dem, som seile med dig.
25. Derfor, I mænd, værer ved et godt mod; thi jeg troer Gud, at det skal saaledes vorde, ligesom mig er sagt.
26. Men os bør at støde paa en øe.
27. Men der den fiortende nat kom, og vi dreve hid og did i det Adriatiske hav ved midnat formodede skibsmandene, at et land var dem nær.
28. Og de kastede er blyelod ned, og fandt tyve favne dybt; men der de vare komne lidet derfra og kastede atter, fandt de femten favne.
29. Og de frygtede, at de maaske skulde støde paa ujævne steder, og kastede fire ankere af bagstavnen, og ønskede, at det vilde vorde dag.
30. Men der skibsmændene søgte, at flye af skibet, og lode baaden ned i havet, og foregave, at de vilde udføre ankerne af forstavnen.
31. Da sagde Paulus til høvedsmanden over hundrede, og til stridsmændene: dersom disse ikke blive i skibet, kan I ikke blive frelste.
32. Da huggede stridsmændene rebene af baaden løs, og lode den falde ud.
33. Men imidlertid, indtil det blev dag, formanede Paulus alle at de skulde faae mad, og sagde: det er i dag den fiortende dag, at I have tøvet, foruden at spise, og intet taget til eder.
34. Derfor formaner jeg eder, at I faae mad; thi det hører til eders velfærd, thi der skal ikke falde et haar af nogens hoved iblandt eder.
35. Men der han havde det sagt, og havde taget brød, takkede han Gud for alles øine, og brød det, og begyndte at æde.
36. Men de bleve alle frimodige, og de fik ogsaa mad.
37. Men vi vare i skibet, alle siele tilsammen to hundrede halvfierdesindstive og sex.
38. Og der de vare blevne mætte af mad, forlossede de skibet, og udkastede hveden i havet.
39. Men der det blev dag, kiendte de landet ikke; men de bleve en vig vaer, som havde en strandbred, til hvilken de beraadde sig paa at drive skibet hen, om de kunde.
40. Og der de havde borttaget ankerne, overgave de skibet for havet, og de løste tillige roerbaandene af; og de ophidsede raaen for den vind, som blæste, og lagde til strandbredden.
41. Men der vi faldt ind paa et sted, som havde hav paa begge sider, stødte de an med skibet; og forstavnen sank, og blev urørlig, men bagstavnen sloges sønder af bølgernes magt.
42. Men det var stridsmændenes raad, at de skulde ihielslaae fangerne, at ikke nogen skulde undkomme, om han svømmede bort.
43. Men høvedsmanden over hundrede, som vilde frelst Paulus, forhindrede dem i dette raad, og bød, at de, som kunde svømme skulde først kaste sig ud, for at undkomme til landet.
44. Og de andre at komme af sted, somme paa fiele, men somme paa nogle stykker af skibet. Og saa skede det, at alle kom frelste til landet.



28. Capitel.

1. Da der de vare frelste, da fik de at vide, at denne øe hed Melita.
2. Men de Barbarer beviste os ikke ringe venlighed; thi de optændte en ild, og annammede os alle for regnen, som trængte os, og for kulden.
3. Men der Paulus rev en hob riis tilsammen, og lagde paa ilden, kom en øgle ud af varmen, og kom paa hans haand.
4. Men som de Barbarer saae det dyr hænge ved hans haand, sagde de til hverandre: dette menneske er aldeles en morder, hvilken hevnen lader ikke leve, alligevel han er frelst af havet.
5. Der han da rystede dyret af i ilden, fandt han intet ont.
6. Men de forventede, at han skulde hovne, eller nedfalde hastig død. Men der de forventede længe og saae, at ham skede intet usædvanligt, fik de et andet sind, og sagde, at han var en Gud.
7. Men ved det samme sted havde den øverste for øen, ved navn Publius, sit jordegods; han annammede os, og laante os venligen herberge i tre dage.
8. Men det begav sig, at Publii fader laae betagen med feber og blodsot; til hvilken Paulus gik ind, og bad, og lagde hænderne paa ham, og helbredede ham.
9. Der dette da var skeet, kom og de andre paa øen frem, som havde sygdomme, og bleve helbredte;
10. Som beviste os ogsaa stor ære; thi der vi droge ud, lagde de i skibet, hvad som vi havde behov.
11. Men efter tre maaneder droge vi ud i et Alexandrinisk skib, hvilket havde havt vinterlag paa øen, og havde tvillingers mærke.
12. Og der vi fore frem til Syracusa, bleve vi der tre dage.
13. Derfra seilede vi omkring, og kom til Region; og een dag derefter, der søndenveir kom paa, kom vi anden dagen til Puteolos;
14. Hvor vi fandt brødre, og bleve ombedte af dem, at blive der syv dage. Og saaledes kom vi til Rom.
15. Og derfra, der brødrene havde hørt om os, gik de ud imod os, indtil Appii Forum, og Tretabern; hvilke der Paulus saae, takkede han Gud, og tog mod til sig.
16. Men der vi kom til Rom, overantvordede høvedsmanden over hundrede krigsøversten fangerne; men Paulus blev tilstedet, at blive for sig selv med en stridsmand, som tog vare paa ham.
17. Men det skede efter tre dage, at Paulus kaldte tilsammen dem, som vare de ypperste blandt Jøderne, men der de kom tilsammen, sagde han til dem: I mænd brødre! jeg som haver intet giort mod folket, eller fædrenes skikke, er overantvordet fangen af Jerusalem i de Romeres hænder.
18. Hvilke vilde ladet mig løs, der de havde forhørt mig, efterdi der var ingen dødssag hos mig;
19. Men der Jøderne talede derimod, nødtes jeg til at skyde mig for keiseren; ikke som den, der havde noget at anklage mit folk for.
20. For denne sags skyld lod jeg eder kalde hid, at see, og tale med eder; thi jeg er omgiven med denne lænke for Israels Haabs skyld.
21. Men de sagde til ham: vi have hverken faaet brev fra Judæa om dig, ikke heller er nogen af brødrene kommen, som haver forkyndet, eller sagt noget ont om dig.
22. Men vi holde det værd, at høre af dig, hvad du mener; thi os er vitterligt om denne sect, at den haver allevegne modsigelse.
23. Men der de havde beskikket ham en dag, kom mange til ham i herberget; for hvilke han udlagde og vidnede om Guds rige, og vilde have overtalet dem til at troe de ting om Jesu, baade af Mose lov, og af propheterne fra aarle om morgenen indtil aften.
24. Og nogle troede det, som sagdes, men nogle troede ikke.
25. Men der de vare usamdrægtige imellem hverandre, skildtes de ad, der Paulus havde sagt eet ord; at den Hellig Aand havde talet vel formedelst propheten Esaias til vor fædre, og sagt:
26. Gak bort til dette folk, og siig: med hørelse skal I høre, og ingenlunde forstaae; og seende skal I see, og ingenlunde vide.
27. Thi dette folks hierte er bleven forhærdet, og de have hørt besværligen med ørene; og tillukt deres øine, at de skulde ikke engang see med øinene, og høre med ørene, og forstaae i hiertet, og omvende sig, og jeg maatte helbrede dem.
28. Derfor vare det eder vitterligt, at Guds frelsning er sendt til hedningerne, de skulle ogsaa høre.
29. Og der han havde sagt disse ting, gik Jøderne bort, og havde en stor trætte imellem sig selv.
30. Men Paulus blev to ganske aar i sit eget leiede herberge, og annammede alle, som kom ind til ham;
31. Og han prædikede Guds rige, og lærte de ting om den Herre Jesu med al frimodighed uforhindret.


H="Romerne - Romans"

St. Pauli Epistel til de Romere.


1. Capitel.

1. Paulus, Jesu Christi tiener, kaldet Apostel, fraskildt til Guds evangelium,
2. (Hvilket han tilforn havde lovet ved sine propheter i de hellige skrifter,)
3. Om sin Søn, Jesu Christo, vor Herre, (som er født af Davids sæd efter kiødet;
4. Som kraftigen blev beviist, at være Guds Søn efter helligheds Aand af opstandelsen fra de døde;
5. Ved hvilken vi fik naade og apostel-embede til at kundgiøre troens lydighed iblandt alle hedningerne for hans navns skyld.
6. Iblandt hvilke ogsaa I ere kaldte af Jesu Christo.)
7. Til alle dem, som ere i Rom, Guds elskelige, kaldte hellige: Naade være med eder, og fred, af Gud vor Fader, og den Herre Jesu Christo!
8. Først saa takker jeg min Gud ved Jesum Christum for eder alle, at eders troe forkyndes i den ganske verden.
9. Thi Gud er mit vidne, hvilken jeg tiener i min aand udi hans Søns evangelium, hvorledes jeg uden afladelse tænker paa eder;
10. Ydmygeligen begierende altid i mine bønner, om jeg endnu engang maatte faae lykke paa reisen efter Guds villie, at komme til eder.
11. Thi mig forlænges efter at see eder, at jeg maatte meddele eder nogen aandelig naadegave, at I maatte styrkes.
12. Men dette er, at jeg maatte blive trøstet med iblandt eder formedelst den troe, som er i os paa begge sider, baade eders og min.
13. Men jeg vil ikke dølge for eder, brødre! at jeg haver ofte sat mig for, at komme til eder, (og jeg haver hidindtil været forhindret,) at jeg maatte have nogen frugt ogsaa iblandt eder, ligesom og iblandt de andre hedninger.
14. Jeg er baade Græker og Barbarer, baade viise og uviise en skyldner.
15. Saaledes er og jeg, hvad mig angaaer, redebon at prædike evangelium ogsaa for eder, som ere i Rom.
16. Thi jeg skammer mig ikke ved Christi evangelium; thi det er en Guds kraft til saliggiørelse for hver den, som troer, baade for Jøde først, og for Græke.
17. Thi Guds retfærdighed af troen aabenbares derudi til troen, som skrevet er: men den retfærdige af troen skal leve.
18. Thi Guds vrede aabenbares af himmelen over al ugudelighed, og de menneskers uretfærdighed, som opholde sandheden i uretfærdighed.
19. Thi det, som man kan vide om Gud, er aabenbaret dem; thi Gud haver aabenbaret dem det.
20. Thi hans usynlige ting, som er, hans evige kraft og guddommelighed, beskues udaf verdens skabelse, da de forstaaes af gierningerne; saa at de have ingen undskyldning.
21. Thi endog de kiendte Gud, saa ærede eller takkede de ham dog ikke som en Gud; men ere blevne forfængelige i deres egne tanker, og deres uforstandige hierte er formørket.
22. Der de sagde sig at være viise, bleve de daarer;
23. Og de have forvendt den uforkrænkelige Guds herlighed til et forkrænkeligt menneskes, og fugles, og fireføddede dyrs, og ormes billedes lignelse.
24. Derfor haver og Gud givet dem hen i deres hierters begieringer til urenhed, at vanære deres egne legemer iblandt dem selv;
25. Hvilke have forvendt den Guds sandhed til løgn, og have dyrket og tient skabningen over Skaberen, som er velsignet i evighed, amen.
26. For den sags skyld haver Gud givet dem hen i skiændige lyster; thi baade deres qvinder forvendte den naturlige brug til den unaturlige;
27. Og desligeste ogsaa mændene, som forlode qvindens naturlige brug, bleve optændte i deres begiering til hverandre, saa at mænd med mænd øvede den skammelige uteerlighed, og fik deres vildfarelses løn, som det burde sig, paa dem selv.
28. Og ligesom de ikke holdt for godt, at have Guds kundskab, saa gav Gud dem hen i et sind, som duer intet, at gøre de usømmelige ting,
29. Og være opfyldte med al uretfærdighed, horerie, skalkhed, gierrighed, ondskab; fulde af avind, mord, trætte, svig ond vane;
30. Øretudere, bagvaskere gudshadere, forhaanere, hovmodige, overdaadige, onde tings paafindere, forældre ulydige,
31. Uforstandige, troeløse, ukierlige, uforligelige, ubarmhiertige;
32. Hvilke, endog de kiendte Guds retfærdighed, (at de, som giøre saadanne ting, ere skyldige at døe,) giøre dog det ikke allene, men have og behagelighed med dem, som det giøre.


2. Capitel.

1. Derfor, o menneske kan du ikke være undskyldt, hvo du er, som dømmer; thi i det du dømmer en anden, fordømmer du dig selv; thi du giør de samme ting, du som dømmer andre.
2. Men vi vide, at Guds dom er efter sandhed over dem, som giøre saadanne ting.
3. Men tænker du dette, o menneske! du som dømmer dem, der giøre saadanne ting, og giør selv, de samme, at du skal undflye Guds dom?
4. Eller foragter du hans godheds og taalmodigheds og langmodigheds rigdom, og veed ikke, at Guds godhed leder dig til omvendelse?
5. Men efter din haardhed og ubodfærdige hierte, samler du dig selv vrede paa vredens, og Guds retfærdige doms aabenbarelses dag;
6. Hvilken skal betale hver efter sine gierninger;
7. Nemlig dem, som ved god giernings taalmodighed søge ære og hæder og uforkrænkelighed, skal han give et evigt liv;
8. Men dem, som ere kivagtige, og ikke lyde sandhed, men overtales af uretfærdighed, skal vorde ugungst og vrede.
9. Trængsel og angest skal være over hvert menneskes siel, som giør det onde, baade en Jødes først, og en Grækes.
10. Men ære og hæder, og fred skal være hver den, som giør det gode, baade en Jøde først, og en Græke.
11. Thi der er ingen persons anseelse hos Gud.
12. Thi hvilkesomhelst have syndet uden loven, de omkomme og uden loven; og hvilkesomhelst have syndet i loven, de skal dømmes ved loven;
13. (Thi ikke lovens hørere ere retfærdige for Gud; men lovens giørere skulle retfærdiggiøres.
14. Thi efterdi hedningerne, som ikke have lov, giøre af naturen nogle lovens gierninger, da ere de samme, dog de ikke have loven, dem selv en lov;
15. Hvilke vise lovens gierning skreven i deres hierter, i det deres samvittighed vidner med, og tankerne anklage, eller og forsvare sig iblandt hverandre.)
16. Paa den dag, naar Gud skal dømme menneskenes skiulte ting, efter mit evangelium, ved Jesum Christum.
17. See, du kaldes med tilnavn en Jøde, og forlader dig tryggeligen paa loven, og roser dig i Gud,
18. Og veed hans villie; og efterdi du er underviist af loven, prøver du de adskillige ting;
19. Og fordrister dig selv til at være de blindes veileder, deres lys, som ere i mørke.
20. Uforstandiges tugtemester, eenfoldiges lærer, som haver den visse maade paa kundskab og sandhed i loven.
21. Du derfor, som lærer en anden, lærer du dig ikke selv? du som prædiker, at man skal ikke stiæle, stiæler du?
22. Du, som siger, at man skal ikke bedrive hoer, bedriver du hoer? du som haver vederstyggelighed til afguder, raner du det hellige?
23. Du, som roser dig af loven, vanærer du Gud formedelst lovens overtrædelse?
24. Thi for eders skyld bespottes Guds navn iblandt hedningerne, ligesom skrevet er.
25. Thi omskærelsen er vel nyttig om du holder loven; men er du lovens overtræder, da er din omskærelse bleven en forhud.
26. Dersom da forhuden holder lovens Rettigheder, mon hans forhud ikke skal regnes til en omskærelse?
27. Og den forhud af naturen, som fuldkommer loven, skal dømme dig, som ved bogstaven og omskærelsen er lovens overtræder.
28. Thi ikke den, som er aabenbarligen en Jøde, er derfor en Jøde, ei heller er den omskærelse, som skeer aabenbarligen i kiødet, derfor en omskærelse.
29. Men den, som er i skiul, er en Jøde, og hiertets omskærelse i aanden, ikke efter bogstaven: hvis lov er ikke af menneskene, men af Gud.


3. Capitel.

1. Hvad er da Jødernes fordeel? eller hvad gavner omskærelsen?
2. Meget i alle maader: fornemmeligen, at Guds ord ere dem betroede;
3. Thi hvad hindrer det, at nogle være vantroe? mon deres vantroe skulde giøre Guds troe til intet? det være langt fra!
4. Men Gud maae være sanddru, men hvert menneske en løgner; ligesom skrevet er: fordi du befindes retfærdig i dine ord, og vinder, naar du dømmer. 
5. Men dersom vor uretfærdighed beviser Guds retfærdighed, hvad ville vi da sige? mon Gud være uretfærdig, at han fører vreden over os? (jeg taler efter menneskelig viis.) 
6. Det være langt fra! Hvorledes skulde Gud da dømme verden?
7. Thi dersom Guds sandhed er bleven overflødeligen beviist til hans ære, formedelst min løgn, hvi dømmes jeg da endnu som en synder?
8. Og hvi sige vi ikke, (ligesom vi bespottes, og som nogle sige, at vi sige:) vi vil giøre ondt, at der kan komme godt af? hvis dom er ret.
9. Hvad da? have vi fordeel? aldeles ikke; thi vi have før beviist, at baade Jøder og Græker ere alle under synd.
10. Ligesom skrevet er: der er ingen retfærdig, ikke end een.
11. Der er ingen forstandig: der er ingen, som søger efter Gud.
12. Alle ere afvigede, de ere tilsammem blevne uduelige; der er ingen, som giør godt, der er lkke end een.
13. Deres strube er en aabnet grav; med deres tunger besvige de; der er øglers forgift under deres læber;
14. Hvis mund er fuld af bander og beeskhed. 
15. Deres føder ere snare til at udøse blod. 
16. Der er fordærvelse og elendighed i deres veie.
17. Og de have ikke kiendt fredens vei.
18. Der er ikke gudsfrygt for deres øine.
19. Men vi vide, at hvadsomhelst loven siger, siger den til dem, som ere under loven; paa det hver mund skal tilstoppes, og at verden skal være skyldig under Guds dom.
20. Derfor kan intet kiød blive retfærdiggiort for hans aasyn af lovens gierninger; thi ved loven kommer syndernes erkiendelse.
21. Men nu er Guds retfærdighed aabenbaret uden loven, som er vidnet om ved loven og propheterne.
22. Ja, Guds retfærdighed, ved Jesu Christi troe, til alle og over alle, som troe; thi der er ikke forskiel. 
23. Thi de have alle syndet, og dem fattes Guds ære;
24. Og blive retfærdiggiorte uforskyldt af hans naade, ved den forløsning, som er i Christo Jesu.
25. Hvilken Gud haver fremsat til en naadestol formedelst troen i hans blod.
26. Til at vise sin retfærdighed for de foregangne synders forladelse udi Guds taalmodighed; til at vise sin retfærdighed paa den nærværende tid, at han maae være retfærdig, og giøre den retfærdig, som er af Jesu troe.
27. Hvor er nu den roes? den er udelukt; formedelst hvilken lov? formedelst gierningernes? nei, men formedelst troens lov.
28. Derfor slutte vi fornuftigen, at mennesket bliver retfærdiggiort ved troen, uden lovens gierninger.
29. Mon Gud være allene Jøders? er han ikke ogsaa hedningers? ja han er ogsaa hedningers.
30. Efterdi det er den eene Gud, som vil retfærdiggiøre omskærelsen af troen, og forhuden formedelst troen.
31. Afskaffe vi da loven formedelst troen? det være langt fra! men vi stadfæste loven.


4. Capitel. 

1. Hvad vil vi da sige, at vor fader Abraham haver fundet efter kiødet?
2. Thi dersom Abraham er retfærdiggiort af gierninger, haver han roes, men ikke for Gud.
3. Thi hvad siger skriften? men Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed. 
4. Men den, som arbeider, tilregnes ikke hans løn efter naade, men efter skyldighed.
5. Men den som ikke arbeider, men troer paa den som retfærdiggiør den ugudelige, tilregnes hans troe til retfærdighed.
6. Saasom og David siger, at salighed hører det menneske til, hvilket Gud tilregner retfærdighed uden gierninger, der han siger:
7. Salige ere de, hvis uretfærdigheder ere forladne, og hvis synder ere overskiulte.
8. Salig er den mand, hvilken Herren ikke vil tilregne synd.
9. Hører da denne salighed til omskærelsen allene, eller og til forhuden? thi vi sige, at troen er Abraham regnet til retfærdighed.
10. Hvorledes er den da tilregnet? da han var i omskærelse, eller i forhud? ikke i omskærelse, men i forhud.
11. Og han annammede omskærelses tegn som en besegling paa troens retfærdighed, hvilken han havde i forhuden; saa at han skulde være fader til alle dem, som troe i forhud, at retfærdighed skulde dem og tilregnes;
12. Og omskærelsens fader, ikke for dem, som ere af omskærelsen allene, men ogsaa vandre i vor fader Abrahams troes fodspor, som han havde i forhuden.
13. Thi den forjættelse til Abraham og hans sæd, at han skulde være verdens arving, skede ikke formedelst loven, men formedelst troens retfærdighed.
14. Thi skulde de af loven være arvinger, da er troen bleven forgiæves, og forjættelsen giort til intet. 
15. Thi loven giør vrede; thi hvor loven ikke er, der kiendes ei heller overtrædelse.
16. For den sags skyld er det af troe, at det kan være efter naade; saa at forjættelsen skal være fast for den ganske sæd, ikke allene for den, som er af loven, men og for den, som er af Abrahams troe, hvilken er alles vores fader,
17. (Som skrevet er; jeg haver sat dig til mange folkes fader) for den, som han troede, det er, for Gud, som levendegiør de døde, og kalder de ting, der ikke ere som de vare;
18. Hvilken troede uden haab, i haab, at han skulde vorde mange folkes fader, efter det, som sagt var; saaledes skal din sæd vorde.
19. Og han, som ikke blev skrøbelig i troen, ansaae ikke sit eget legeme, som var allerede dødet, efterdi han var noget nær hundrede aar gammel, og Saræ dødede liv.
20. Men han tvivlede ikke paa Guds forjættelse formedelst vantroe; men han blev styrket i troen, og han gav Gud ære;
21. Og var fuldkommeligen vis paa, at det, som han havde lovet, var han og mægtig til at giøre.
22. Derfor blev den og regnet ham til retfærdighed.
23. Men det er ikke skrevet for hans skyld allene, at den er ham tilregnet;
24. Men og for vores skyld, hvilken den skal tilregnes, i det vi troe paa den, der opreiste vor Herre Jesum fra døde;
25. Hvilken er given hen for vore overtrædelser, og opreist for vor retfærdiggiørelse.


5. Capitel.	

1. Derfor, da vi ere retfærdiggiorte af troen, have vi fred med Gud ved vor Herre Jesum Christum;
2. Ved hvilken vi have havt den tilledelse i troen til den naade, som vi staae udi, og vi rose os i Guds herligheds haab
3. Men ikke det allene, men vi rose os og i trængsler! efterdi vi vide, at trængselen giør taalmodighed,
4. Men taalmodigheden giør forfarenhed, men forfarenheden giør haab,
5. Men haabet beskiæmmer ikke; fordi Guds kierlighed er udøst i vore hierter ved den Hellig Aand, som er given os.
6. Thi da vi endnu vare skrøbelige, døde Christus for os, som vare ugudelige paa den tid.
7. Thi neppe døer nogen for en retfærdig; thi for den gode torde maaskee vel nogen døe.
8. Men Gud priser sin egen kierlighed mod os, at Christus er død for os, der vi vare endnu syndere.
9. Derfor skulle vi meget mere, efterat vi nu ere retfærdiggiorte i hans blod, blive frelste ved ham fra vreden.
10. Thi dersom vi bleve forligte med Gud formedelst hans Søns død, der vi vare fiender, da skulle vi meget mere, efterdi vi ere forligte, frelses i hans liv.
11. Men ikke det allene, men vi rose os ogsaa i Gud ved vor Herre Jesum Christum, ved hvilken vi have nu faaet forligelsen.
12. Derfor, ligesom synden kom ind i verden formedelst eet menneske, og døden formedelst synden, saaledes trængte og døden igiennem til alle mennesker, i det de syndede alle.
13. Thi synden var i verden indtil loven; men hvor der ikke er lov, agtes ikke synd.
14. Men døden regnerede fra Adam indtil Moses, ogsaa over dem, som ikke havde synder efter Adams overtrædelses lignelse, hvilken er et billede til den, som skulde komme.
15. Men det er ikke saaledes med faldet, som med den naadegave; thi døde mange i den eenes fald, da er meget mere Guds naade og gave, i det eene Menneskes Jesu Christi naade, bleven overflødig til mange.
16. Og gaven er ikke, som det, der kom formedelst den eene, som syndede; thi dommen er vel kommen af eet fald til fordømmelse, men naadegaven hielper af mange fald til retfærdighed.
17. Thi dersom døden regnerede formedelst eens fald, ved den eene; da skulle de meget mere, som annamme naadens og retfærdighedens gaves overflødighed, regnere i livet ved den eene Jesum Christum.
18. Derfor da, ligesom det er kommet ved eens fald over alle mennesker til fordømmelse, saa er det og kommet ved eens retfærdighed over alle mennesker til livsens retfærdiggiørelse.
19. Thi ligesom ved det eene menneskes ulydighed ere blevne mange til syndere, saa skal og mange vorde retfærdige ved den eenes lydighed.
20. Men loven indkom derforuden, paa det faldet skulde des overflødigere kiendes. Men hvor synden er bleven overflødig kiendt, der er naaden bleven end mere overflødig kiendt.
21. At, ligesom synden haver regneret i døden, saa skal og naaden regnere ved retfærdighed til et evigt liv, ved Jesum Christum vor Herre.


6. Capitel.

1. Hvad vil vi derfor sige? skal vi blive ved i synden, at naaden kan blive des overflødigere? 
2. Det være langt fra! vi, som ere døde fra synden, hvorledes skal vi endnu leve i den?
3. Vide I ikke, at vi, saa mange som ere døbte i Christum Jesum, ere døbte i hans død?
4. Saa ere vi da begravne med ham ved daaben til døden; paa det at ligesom Christus er opreist fra de døde, formedelst Faderens herlighed, saa skal og vi vandre i et nyt levnet? 
5. Thi dersom vi ere blevne plantede med ham efter hans døds lighed, da skal vi og være efter hans opstandelses lighed;
6. Efterdi vi vide dette, at vort gamle menneske er korsfæstet med ham; paa det syndens legeme skal blive til intet, at vi skal ikke fremdeles tiene synden.
7. Thi hvo som er død, er retfærdiggiort fra synden.
8. Men dersom vi ere døde med Christo, da troe vi, at vi og skal leve med ham;
9. Efterdi vi vide, at Christus som er opreist fra de døde, døer ikke mere; døden hersker ikke mere over ham.
10. Thi der han døde, døde han engang for synden; men det han lever, det lever han for Gud.
11. Ligesaa slutter I og, at I ere selv døde for synden, men ere levende for Gud i Christo Jesu vor Herre.
12. Derfor bør synden ikke regnere i eders dødelige legeme, at være den lydige i dets begieringer. 
13. Fremstiller ei heller synden eders lemmer til uretfærdigheds vaaben, men fremstiller Gud, eder selv, som de, der ere levende fra de døde, og Gud eders lemmer til retfærdigheds vaaben.
14. Thi synden skal ikke herske over eder; thi I ere ikke under loven, men under naaden.
15. Hvad derfor? skal vi synde, efterdi vi ere ikke under loven, men under naaden? det være langt fra!
16. Vide I ikke, at hvem I fremstille eder selv til tienere til lydighed, da ere I dens tienere, som I ere lydige, enten syndens til død, eller lydigheds til retfærdighed?
17. Men Gud have tak, at I have været syndens tienere, men ere nu blevne lydige af hiertet til den lærdoms form, til hvilken I ere hengivne!
18. Men nu I ere blevne friegiorte fra synden, da ere I blevne giorte til retfærdighedens tienere.
19. Jeg taler efter menneskelig viis, for eders kiøds skrøbeligheds skyld. Thi ligesom I have fremstillet eders lemmer, til at tiene urenhed og uretfærdighed til uretfærdighed; saa fremstiller nu eders lemmer, til at tiene retfærdighed til helliggiørelse.
20. Thi da I vare syndens tienere, vare I frie fra retfærdigheden.
21. Hvad havde I da for frugt af de ting, ved hvilke I nu skamme eder? thi enden paa dem er døden.
22. Men nu I ere friegjorte fra synden, og ere blevne giorte til Guds tienere, have I eders frugt til helliggiørelse; men enden er et evigt liv.
23. Thi syndens sold er døden; men Guds naadegave er et evigt liv i Christo Jesu vor Herre.


7. Capitel. 

1. Vide I ikke, brødre! (thi jeg taler til dem, som vide loven,) at loven hersker over mennesket, saa lang tid han lever?
2. Thi qvinden, som er en mand undergiven, er bunden ved loven til manden, den stund han lever; men dersom manden døer, haver hun intet at giøre med loven om manden.
3. Hvorfor hun da skal kaldes en hore, om hun bliver en anden mands, medens manden lever; men dersom manden er død, er hun frie fra den lov, at hun er ikke en hore, om hun bliver en anden mands.
4. Ligesaa ere og I, mine brødre! dødgiorte fra loven formedelst Christi legeme, at I skulle blive en andens, nemlig den opreistes fra de døde, paa det vi skulle bære Gud frugt.
5. Thi da vi vare i kiødet, virkede syndernes bevægelser, som kiendes ved loven, i vore lemmer, til at bære døden frugt.
6. Men nu ere vi løste og døde fra loven, i hvilken vi holdtes? saa at vi skal tiene i aandens nye væsen, og ikke i bogstavens gamle væsen.
7. Hvad vil vi derfor sige? at loven er synd? det være langt fra! men jeg kiendte ikke synden uden ved loven; thi end begierligheden kiendte jeg ikke, dersom loven havde ikke sagt: du skal ikke begiere. 
8. Men synden, som tog anledning ved budet, virkede al begierlighed i mig; thi uden lov er synden død.
9. Men jeg levede nogen tid uden lov, men der budet kom, blev synden levende igien.
10. Men jeg døde, og det bud, som var given til liv, det fandtes mig, at tiene til død.
11. Thi synden, som tog anledning ved budet, forførte mig. og dræbte mig formedelst det samme.
12. Saa er vel loven hellig, og budet er helligt og retfærdigt og godt.
13. Er da det, som er godt, blevet mig en død? det være langt fra! men synden, at den skulde aabenbares, at være synd, er den, som giorde mig døden formedelst det gode, at synden skulde vorde overmaade syndig formedelst budet.
14. Thi vi vide, at loven er aandelig; men jeg kiødelig, solgt under synden,
15. Thi jeg kiender ikke, hvad jeg giør; thi dette giør jeg ikke, som jeg vil; men det, som jeg hader, dette giør jeg.
16. Men giør jeg dette, som jeg ikke vil, da samtykker jeg loven, at den er god.
17. Men nu giør ikke jeg det ydermere, men synden, som boer i mig.
18. Thi jeg veed, at i mig, (der er, i mit kiød,) boer ikke godt; thi at ville, hænger ved mig, men at udrette det gode, finder jeg ikke.
19. Thi det gode, som jeg vil, det giør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, dette giør jeg.
20. Men dersom jeg giør dette, som jeg ikke vil, saa udretter ikke jeg ydermere det samme, men synden, som boer i mig.
21. Saa finder jeg mig en lov, jeg som vil giøre det gode, at det onde hænger ved mig.
22. Thi jeg haver lyst til Guds lov, efter det indvortes menneske;
23. Men jeg seer en anden lov i mine lemmer, som strider imod mit sinds lov, og tager mig fangen i syndens lov, den som er i mine lemmer.
24. Jeg elendige menneske, hvo skal frie mig af denne døds legeme?
25. Jeg takker Gud ved Jesum Christum, vor Herre. Saa tiener jeg da selv Guds lov med sindet, men syndens lov med kiødet.


8. Capitel. 

1. Saa er da nu ingen fordømmelse for dem, som ere i Christo Jesu, der ikke vandre efter kiødet, men efter aanden. 
2. Thi livsens Aands lov i Christo Jesu haver friegiort mig fra syndens og dødens lov.
3. Thi det, som var loven umueligt, i det den var skrøbelig formedelst kiødet, det giorde Gud, som sendte sin egen Søn i syndig kiøds lignelse, og til et syndoffer, og fordømte synden i kiødet.
4. At lovens rettighed skulde fuldkommes i os, som ikke vandre efter kiødet, men efter aanden.
5. Thi de, som ere efter kiødet, sandse de kiødelige ting; men de, som ere efter aanden, sandse de aandelige ting.
6. Thi kiødets sands er døden, men aandens sands er liv og fred.
7. Fordi kiødets sands er fiendskab imod Gud; thi den er ikke Guds lov underdanig, thi ei heller kan den det være.
8. Men de, som ere i kiødet, kan ikke tækkes Gud.
9. Men I ere ikke i kiødet, men i aanden, saafremt Guds Aand boer i eder; men om nogen ikke haver Christi Aand, denne er ikke hans.
10. Men om Christus er i eder, da er vel legemet dødt formedelst synden; men aanden er liv formedelst retfærdighed.
11. Men om hans Aand, der opreiste Jesum fra de døde, boer i eder, da skal den, som opreiste Christum fra de døde, giøre og eders dødelige legemer levende formedelst hans Aand, som boer i eder.
12. Derfor, brødre! ere vi ikke kiødet skyldige, at leve efter kiødet.
13. Thi dersom I leve efter kiødet, skal I døe; men dersom I døde legemets gierninger formedelst Aanden, skal I leve.
14. Thi saa mange, som drives af Guds Aand, disse ere Guds børn.
15. Thi I annammede ikke atter en trældoms aand til frygt; men I annammede en lønlig udfarelses Aand, ved hvilken vi raabe: Abba Fader!
16. Den samme Aand vidner med vor Aand, at vi ere Guds børn.
17. Men dersom vi ere børn, ere vi og arvinger, nemlig Guds arvinger, men Christi medarvinger; saa fremt vi lide med ham, at vi og skulle blive herliggiorte med ham. 
18. Thi jeg slutter, at den nærværende tids lidelser ere ikke den herlighed værd, som skal aabenbares paa os.
19. Thi creaturets forlængsel forventer Guds børns aabenbarelse.
20. Thi creaturet er forfængelighed underlagt, ikke med sin villie, men for hans skyld, som det haver underlagt;
21. I haabet, at creaturet selv skal og blive friegiort fra forkrænkeligheds trældom, til Guds børns herligheds friehed.
22. Thi vi vide, at alt creaturet sukker med os, og er i smerte med os indtil nu.
23. Men ikke de allene, men ogsaa vi selv, som have Aandens førstegrøde, ogsaa vi selv sukke i os selv, i det vi forvente en sønlig udkaarelse, som er vort legemes forløsning.
24. Thi vi ere frelste i haabet. Men det haab, som sees, er ikke haab; thi hvad? haaber og nogen det, som han seer?
25. Men dersom vi haabe det, som vi ikke see, da forvente vi det ved taalmodighed.
26. Men desligeste kommer og Aanden vore skrøbeligheder til hielp; thi vi vide ikke, hvad vi skal bede, som det bør sig; men aanden selv træder frem for os med usigelige sukke.
27. Men den, som randsager hierterne, veed, hvad Aandens sands er; thi han træder frem for de hellige efter Guds villie.
28. Men vi vide, at alle ting tiene dem til gode, som elske Gud, de som ere kaldte efter forsættet.
29. Thi hvilke han haver tilforn kiendt, dem haver han og tilforn beskikket, at være hans Søns billede ligedannede, paa det han skal være den førstefødte iblandt mange brødre.
30. Men hvilke han haver tilforn beskikket, disse haver han og kaldet; og hvilke han haver kaldet, disse haver han og retfærdiggiort, men de han haver retfærdiggiort, disse haver han og giort herlige.
31. Hvad skal vi derfor sige til disse ting? er Gud for os, hvo kan og være imod os?
32. Hvilken ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle; hvorledes skulde han ikke ogsaa skienke os alle ting med ham?
33. Hvo vil anklage Guds udvalgte? Gud er den, som retfærdiggiør.
34. Hvo er den, som fordømmer? Christus er den, som er død, ja meget mere, som og er opreist, som og er i Guds høire haand, som og træder frem for os.
35. Hvo skal kunne skille os fra den Christi kierlighed? trængsel, eller angest, eller forfølgelse, eller hunger, eller nøgenhed, eller fare, eller sværd?
36. (Ligesom skrevet er: for din skyld dræbes vi den ganske dag, vi ere regnede som slagtefaar.)
37. Men i alle disse ting mere end overvinde vi ved ham, som os elskte.
38. Thi jeg er vis paa, at hverken død, ei heller liv, ei heller Engle, ei heller fyrstendømmer, ei heller magter, ei heller de nærværende ting, ei heller de tilkommende ting,
39. Ei heller det høie, ei heller der dybe, ei heller noget andet creatur, skal kunne skille os fra den Guds kierlighed, som er i Christo Jesu vor Herre.


9. Capitel.

1. Jeg siger sandhed i Christo, jeg lyver ikke, (da min samvittighed vidner med mig i den Hellig Aand:)
2. At jeg haver en stor sorg, og en uafladelig smerte i mit hierte.
3. Thi jeg ønskede selv fordum, at være en forbandet ting fra Christo for mine brødre, som er mine frænder efter kiødet.
4. Hvilke ere Israeliter, hvilke den sønlige udkaarelse, og herligheden, og pagterne, og lovens stiftelse, og Gudsdyrkelsen, og forjættelserne tilhøre;
5. Hvilke fædrene høre til, og af hvilke Christus er efter kiødet, som er Gud over alting, velsignet i evighed, amen!
6. Men det maae ikke tages i den mening, at Guds ord haver feilet; thi ikke alle disse, som ere af Israel, ere Israel.
7. Ei heller ere alle Abrahams børn, fordi de ere Abrahams sæd; men det er skrevet: sæden skal kaldes dig i Isaak.
8. Det er, ikke de samme, som ere børn efter kiødet, ere Guds børn; men forjættelsens børn regnes til sæden.
9. Thi dette er forjættelsens ord: ved denne tid vil jeg komme, saa skal Sara have en søn.
10. Men ikke hun allene havde forjættelsen, men og Rebekka, der hun var frugtsommelig ved een, nemlig Isaak, vor fader.
11. Thi der de endnu ikke vare fødte, og hverken havde giort noget godt eller ondt, (paa det Guds forsæt skulde blive ved, efter udvælgelsen, ikke af gierninger, men af den, som kaldte,)
12. Da blev der sagt til hende: den større skal tiene den mindre.
13. Ligesom skrevet er: Jakob elskte jeg, men Esau hadede jeg. 
14. Hvad vil vi derfor sige? mon der være uretfærdighed hos Gud? det være langt fra!
15. Thi han siger til Moses: Jeg vil være den miskundelig, hvilken jeg er miskundelig, og forbarme mig over den, hvilken jeg forbarmer mig over.
16. Derfor staaer det ikke til den, som vil, ei heller til den, som lover, men til Gud, som giør miskundhed.
17. Thi skriften siger til Pharao: til dette samme har jeg ladet dig staae, at jeg vilde bevise min magt paa dig, og paa det mit navn skulde forkyndes paa al jorden.
18. Saa forbarmer han sig da over den, som han vil, men forhærder den, som han vil.
19. Derfor maatte du sige til mig: hvad klager han over endnu? hvo haver imodstaaet hans villie?
20. Ja, o menneske! du, hvo er du, som vil gaae i rette mod Gud? mon noget, som er giort, kan sige til den, som giorde det: hvi giorde du mig saaledes. 
21. Eller haver pottemageren ikke magt over leret, af det samme stykke at giøre et kar til ære, men et andet til vanære?
22. Men dersom Gud, der han vilde vise vreden, og kundgiøre sin magt, leed med stor langmodighed vredens kar, som vare tilredte til fordærvelse;
23. Og at han kunde kundgiøre sin hierligheds rigdom over barmhiertighedens kar, hvilke han havde tilforn beredt til herlighed;
24. Hvilke han og kaldte, som er os, ikke allene af Jøder, men ogsaa af hedninger, hvad vil du da sige?
25. Ligesom han og siger hos Hoseas: jeg vil kalde det mit folk, som ikke var mit folk, og hende den elskede, som ikke var den elskede. 
26. Og det skal skee, paa det sted, hvor der var sagt til dem: I ere ikke mit folk, der skal de kaldes den levende Guds børn.
27. Men Esaias raaber over Israel: dersom Israels børns tal var som havets sand, saa skal levningen frelses.
28. Thi der er den, som fuldkommer og forkorter sit ord i retfærdighed; thi Herren skal giøre et forkortet ord paa jorden.
29. Og det er, ligesom Esaias haver sagt tilforn: dersom den Herre Zebaoth havde ikke levnet os sæd, havde vi blevet som Sodoma og været lige ved Gomorra.
30. Hvad vil vi derfor sige? hedningerne, som ikke jagede efter retfærdighed, fik retfærdighed, nemlig den retfærdighed, som er af troen.
31. Men Israel, som jagede efter retfærdigheds lov, kom ikke til retfærdigheds lov.
32. Hvorfor? fordi det ikke blev søgt af troen, men som af lovens gierninger. Thi de stødte an paa anstødsstenen.
33. Ligesom skrevet er: see, jeg sætter en anstødssteen i Zion, og en forargelses klippe, og hver den, som troer paa ham, skal ikke beskiæmmes.


10. Capitel.

1. Brødre! mit hiertes behag og begiering til Gud for Israel, er til saliggiørelse.
2. Thi jeg vidner med dem, at de have Guds nidkierhed, men ikke efter kundskab.
3. Thi i det de kiende ikke Guds retfærdighed, og tragte efter at oprette en egen retfærdighed, ere de ikke den Guds retfærdighed underdanige.
4. Thi Christus er lovens ende, til retfærdighed for hver den, som troer.
5. Thi Moses skriver om den retfærdighed, som er af loven, at det menneske, som giør de samme ting, skal leve ved dem.
6. Men den retfærdighed af troen siger saaledes: siig ikke i dit hierte: hvo vil fare op til himmelen, det er, at hente Christum ned;
7. Eller: hvo vil fare ned i afgrunden? det er, at hente Christum op fra de døde.
8. Men hvad siger den: ordet er dig nær, i din mund, og i dit hierte; dette er det troens ord, som vi prædike.
9. Thi dersom du faaer bekiendt den Herre Jesum med din mund, og troer i dit hierte, at Gud opreiste ham fra de døde, da bliver du salig.
10. Thi med hiertet troer man til retfærdighed; men med munden bekiender man til saliggiørelse.
11. Thi skriften siger: hver den, som troer paa ham, skal ikke beskiæmmes.
12. Thi der er ikke forskiel enten paa en Jøde eller en Græke; thi den samme er alles Herre, som er rig til alle dem, som paakalde ham.
13. Thi hver den, som paakalder Herrens navn, skal vorde salig.
14. Hvorledes skal de da paakalde den, paa hvilken de ikke troede? men hvorledes skal de troe paa den, om hvilken de have ikke hørt? men hvorledes skal de høre, uden der er nogen, som prædiker?
15. Men hvorledes skal de prædike, dersom de blive ikke udsendte? ligesom skrevet er: hvor deilige ere deres fødder, som forkynde fred i evangelium, som forkynde de gode ting i evangelium! 
16. Men de vare ikke alle evangelium lydige; thi Esaias siger: Herre, hvo haver troet, det vi havde hørt?
17. Saa er troen af hørelsen; men hørelsen er ved Guds ord.
18. Men jeg siger: havde de det ikke hørt? ja sandelig, deres lyd er udgangen over al jorden, og deres ord til jorderiges ender.
19. Men jeg siger: mon Israel ikke have kiendt det? først siger Moses: jeg vil giøre eder nidkiere over dem, som ikke ere et folk, jeg vil opvække eder til vrede over et uforstandigt folk. 
20. Men Esaias understaaer sig, og siger: jeg er funden af dem, som mig ikke søgte, jeg er bleven aabenbar for dem, som ikke spurgte efter mig.
21. Men til Israel siger han: jeg haver udrakt mine hænder den ganske dag til et folk, som er vantroe og imodsigende. 


11. Capitel. 

1. Derfor siger jeg: mon Gud haver forskudt sit folk? det være langt fra! (thi jeg er og en Israelit af Abrahams sæd, af Benjamins stamme.)
2. Gud haver ikke forskudt sit folk, hvilket han haver kiendt tilforn. Vide I ikke, hvad skriften siger om Elias? hvorledes han træder frem for Gud imod Israel, sigende:
3. Herre! de have ihielslaget dine propheter, og nedbrudt dine altere; og jeg er allene overbleven, og de søge efter mit liv.
4. Men hvad siger det guddommelige giensvar til ham? jeg lod overblive mig selv syv tusinde mand, som ikke have bøiet knæe for Baal.
5. Saaledes da er og i den nærværende tid bleven en levning efter naadens udvælgelse.
6. Men er det af naade, da er det ikke mere af gierninger, ellers bliver naaden ikke mere naade; men er det af gierninger, da er det ikke mere naade, ellers er gierningen ikke mere gierning.
7. Hvad vil vi da sige? det Israel søger efter, dette haver han ikke faaet; men udvælgelsen haver faaet det, men de øvrige ere forhærdede,
8. (Ligesom skrevet er: Gud gav dem en dovenheds aand, øine til at ikke see, og øren til at ikke høre) indtil denne dag.
9. Og David siger: deres bord vorde til en snare, og til en strikke, og til en forargelse, og dem selv til et vederlag;
10. Deres øine vorde mørke til at ikke see; og bøi altid deres ryg.
11. Derfor siger jeg: mon de have stødt sig, paa det de skulde falde! det være langt fra! Men ved deres fald er saliggiørelsen vederfaren hedningerne, at den skulde opvække dem til nidkierhed. 
12. Men dersom deres fald er verdens rigdom, og deres skade er hedningernes rigdom; hvor meget mere skal deres fylde være det?
13. Thi jeg taler med eder hedninger: saavidt som jeg er hedningernes apostel, priser jeg mit embede;
14. Om jeg nogenlunde kunde opvække mit kiød til nidkierhed, og frelse nogle af dem.
15. Thi dersom deres forkastelse er verdens forligelse, hvad er deres annammelse da andet end liv af de døde?
16. Men dersom den førstegrøde er hellig, da er deien ligesaa; og dersom roden er hellig, da ere grenene ligesaa.
17. Men om nogle af grenene ere afbrudte, men du, som var et vildt olietræe, er indpodet iblandt dem, og er bleven meddeelagtig i olietræets rod og fedme,
18. Da ros dig ikke mod grenene; men dersom du roser dig, da bærer du ikke roden, men roden dig.
19. Du maatte da sige: grenene ere afbrudte, at jeg skulde blive indpodet.
20. Vel! de ere afbrudte ved vantroe, men du haver staaet ved troen; vær ikke høimodig, men frygt.
21. Thi dersom Gud ikke haver sparet de naturlige grene, skal han maaskee ei heller spare dig.
22. See derfor Guds fromhed og strænghed; strængheden mod dem, som ere faldne; men fromheden mod dig, om du bliver ved i fromheden; ellers skal du og afhugges.
23. Men og hine skal indpodes, dersom de ikke blive ved i vantroen; thi Gud er mægtig til atter at indpode dem. 
24. Thi dersom du er afhuggen af det olietræe, som er vildt af naturen, og indpodet i et godt olietræe, imod naturen, hvormeget mere skulde disse, som ere af naturen olietræets grene, indpodes i deres eget olietræe?
25. Thi jeg vil ikke dølge for eder, brødre! denne hemmelighed, (paa det I skal ikke være kloge hos eder selv,) at forhærdelse er vederfaren Israel, hvad en deel er anlangendes, indtil hedningernes fylde kommer ind.
26. Og saaledes skal al Israel blive salig. Ligesom skrevet er: den, som frier, skal komme af Zion, og afvende ugudeligheder fra Jakob. 
27. Og dette er det testamente, som er dem giort af mig, naar jeg faaer borttaget deres synder.
28. Efter Evangelium ere de vel fiender for eders skyld; men efter udvælgelsen ere de elskelige for fædrenes skyld.
29. Thi de naadegaver, og det Guds kald ere ufortrydelige.
30. Thi ligesom og I fordum have været vantroe med Gud, men have nu faaet barmhertighed ved deres vantroe;
31. Saaledes ere og disse nu blevne vantroe ved den barmhiertighed, som eder er vederfaren, at de maatte og faae barmhiertighed.
32. Thi Gud haver indsluttet alle under ulydighed, at han vilde forbarme sig over alle.
33. O rigdoms dyb, baade paa Guds viisdom og kundskab! hvor urandsagelige ere hans domme, og hans veie usporlige!
34. Thi hvo haver kiendt Herrens sind? eller hvo var hans raadgiver?
35. Eller hvo har givet ham noget tilforn, at det skal betales ham?
36. Thi af ham, og ved ham, og til ham ere alle ting; ham være ære i evighed! amen.


12. Capitel. 

1. Derfor formaner jeg eder, brødre! ved Guds barmhiertigheder, at I fremstille eders legemer, at være et levende, helligt, og Gud velbehageligt offer, som er eders fornuftige Guds dyrkelse.
2. Og bliver ikke skikkede lige med denne verden; men bliver forvandlede i eders sindsfornyelse, til det, at I kunde prøve, hvilken der er den Guds gode og velbehagelige og fuldkomne villie.
3. Thi jeg siger formedelst den naade, som mig er given, til hver, som er iblandt eder, at han skal ikke mene over det, som han bør at mene, men at han skal mene til at være retsindig, eftersom Gud haver deelt til enhver troens maal.
4. Thi ligerviis som vi have mange lemmer paa eet legeme, men alle lemmer have ikke den samme gierning;
5. Ligesaa ere vi mange eet legeme i Christo; men enhver for sig er den andens lem.
6. Men efterdi vi have adskillige naadegaver, efter den naade, som er given os, enten vi have en prophetie, da lader os prophetere efter troens maade;
7. Eller vi have en tieneste, da lader os blive i tienesten; eller om nogen lærer, da tage han vare paa lærdommen;
8. Eller om nogen formaner, da tage han vare paa formanelsen: den, som meddeler, giøre det i eenfoldighed: den, som er en forstander, tage vare derpaa med flid; den, som giør barmhiertighed, giøre den med glæde.
9. Kierligheden være uden skrømt; bliver de, som hade det onde, som hænge fast ved det gode;
10. Som ere hverandre inderligen bevaagne i broderlig kierlighed; som komme hverandre tilforn med ærbødighed;
11. Som ere ikke lade, hvor flittighed udkræves; som brænde i aanden; som tiene Herren;
12. Som ere glade i haabet; taalmodige i trængselen, varagtig i bønnen;
13. Som tage sig de helliges nødtørftighed an; som laane gierne huus.
14. Velsigner dem, som eder forfølge; velsigner, og forbander ikke.
15. I skulle glæde eder med de glade, og græde med de grædende.
16. Værer de, som have eet sind mod hverandre; som ikke tragte efter de høie ting, men holde eder til de nedrige. Vorder ikke kloge hos eder selv.
17. Betaler ikke nogen ondt for ondt. Haver omsorg for det gode, for alle menneskers aasyn.
18. Dersom det er mueligt, da haver fred med alle mennesker, saa vidt det staaer til eder.
19. Hevner eder ikke selv, I elskelige! men giver vreden rum; thi der er skrevet: hevnen hører mig til? jeg vil betale, siger Herren. 
20. Dersom da din fiende hungrer, giv ham mad; dersom han tørster, giv ham drikke; thi naar du det giør, samler du gloende gløder paa hans hoved.
21. Overvindes ikke af det onde; men overvind det onde med det gode.


13. Capitel. 

1. Hvert menneske være de øvrigheder underdanig, som have overmagt, thi der er ingen øvrighed uden af Gud; men øvrigheder, som ere til, ere beskikkede af Gud.
2. Saa at hvo som sætter sig imod øvrigheden, imodstaaer Guds forordning; men de, som imodstaae, skal faae dom over sig selv.
3. Thi de regierende ere ikke de gode gierninger, men de onde til frygt. Men vil du ikke frygte for øvrigheden, da giør det, som godt er; saa skal du have løn af den.
4. Thi han er Guds tiener, dig til det gode. Men dersom du giør det, som er ondt, da frygt dig; thi han har ikke sverdet forgieves; thi han er en Guds tiener, en hevner til vrede over den, som giør det, som er ondt.
5. Derfor er det fornødent, at være underdanig, ikke allene for vredens skyld, men ogsaa for samvittighedens skyld.
6. Thi derfor betale I dem og skat; thi de ere Guds tienere, som blive vaeragtige i det samme.
7. Betaler derfor alle, hvad I ere skyldige; den, som I ere skat skyldige, skat; den, som told, told; den som frygt, frygt; den som ære, ære.
8. Værer ingen noget skyldige, uden at elske hverandre; thi hvo som elsker den anden, haver opfyldt loven.
9. Thi det: du skal ikke bedrive hoer; du skal ikke ihielslaae; du skal ikke stiele; du skal ikke bære falsk vidnesbyrd; du skal ikke begiere; og om der er noget andet bud, det befattes i een hovedsum, i dette ord, som er: du skal elske din næste som dig selv.  
10. Kierligheden giør næsten ikke ondt; derfor er kierligheden lovens fylde.
11. Og dette bør skee, efterdi vi vide tiden, at stunden er der, at vi nu opstaae af søvne; thi nu er vor saliggiørelse nærmere, end der vi troede.
12. Natten er fremgangen, men dagen er kommen nær. Derfor lader os aflægge mørkets gierninger, og iføre lysets vaaben.
13. Lader os vandre skikkeligen, som om dagen; ikke i fraadserier og drukkenskaber, ikke i kammerne og uteerligheder, ikke i kiv og avind.
14. Men ifører den Herre Jesum Christum, og haver ikke omsorg for kiødet til begierligheder.


14. Capitel. 

1. Men annammer den, som er skrøbelig i troen, og dømmer ikke hans tanker.
2. Den eene troer, at man maae æde allehaande; men den, som er skrøbelig, æder madurter.
3. Hvo som æder, foragte ikke den, som ikke æder, og hvo som ikke æder, dømme ikke den, som æder; thi Gud haver annammet ham.
4. Hvo er du, som dømmer en fremmed svend? han staaer eller falder for sin egen Herre; men han skal opreises, thi Gud er mægtig til at opreise ham.
5. Den eene agter en dag for en anden, men den anden agter hver dag lige. Hver være fuld forvisset i sit eget sind.
6. Hvo som giør sig mening om dagen, mener det for Herren; og hvo som ikke giør sig mening, om dagen, han ikke mener det for Herren. Hvo som æder, æder for Herren, thi han takker Gud; og hvo som ikke æder, æder ikke for Herren, og takker Gud.
7. Thi ingen af os lever sig selv, og ingen døer sig selv.
8. Thi baade, dersom vi leve, leve vi Herren, og dersom vi døe, døe vi Herren; derfor, enten vi leve, eller vi døe, ere vi Herrens.
9. Thi dertil er Christus baade død og opstanden, og bleven levende igien, at han skal herske baade over døde og levende.
10. Men du, hvi dømmer du din broder? eller og du, hvi foragter du din broder? thi vi skal alle fremstilles for Christi domstol.
11. Thi der er skrevet: saa sandt ieg lever, siger Herren, skal hvert knæe bøies for mig, og hver tunge skal bekiende Gud.
12. Saa skal derfor hver af os giøre Gud regnskab for sig selv.
13. Derfor lader os ikke mere dømme hverandre; men dømmer dette heller, at ingen sætter anstød eller forargelse for en broder.
14. Jeg veed, og er vis paa i den Herre Jesu, at ingen mad er almindelig i sig selv, uden den, som holder noget at være almindeligt, ham er det almindeligt.
15. Men dersom din broder bedrøves for mads skyld, omgaaes du ikke mere efter kierlighed. Forderv den ikke med din mad, for hvis skyld Christus er død.
16. Lader derfor eders gode ikke blive bespottet.
17. Thi Guds rige er ikke mad og drikke, men retfærdighed, og fred, og glæde i den Hellig Aand.
18. Thi hvo som tiener Christo i disse ting, er velbehagelig for Gud, og retskaffen for menneskene.
19. Derfor lader os da tragte efter de ting, som høre til fred, og de, som tiene til opbyggelse iblandt hverandre.
20. Nedbryd ikke Guds gierning for mads skyld. Al mad er vel reen, men det er ont for det menneske, som æder med samvittighedsanstød.
21. Der er got ikke at æde kiød, ei heller at drikke viin, ei heller at giøre det, som din broder støder sig paa, heller forarges ved, eller bliver skrøbelig af. 
22. Du haver troe; hav den hos dig selv for Gud; salig er den, som ikke dømmer sig selv i det, som han prøver.
23. Men hvo, som tvivler, om han æder, er fordømt, fordi det er ikke af troe; men alt det, som ikke er af troe, er synd.


15. Capitel.

1. Men vi som formaae det, ere skyldige at bære de afmægtiges skrøbeligheder, og ikke befalde os selv.
2. Thi hver af os skal befalde sin næste til det gode, til opbygggelse.
3. Thi og Christus befaldt sig ikke selv; men ligesom skrevet er: deres forhaanelser, som dig forhaane, ere faldne paa mig.
4. Thi hvadsomhelst tilforn er skrevet, er tilforn skrevet os til lærdom; paa det vi skulle bære haab formedelst taalmodigheden, og skrifternes røst.
5. Men taalmodighedens og trøstens Gud give eder, at have eet sind iblandt hverandre efter Christum Jesum!
6. At I eendrægteligen med en mund kunde prise Gud og vor Herres Jesu Christi Fader.
7. Derfor antager eder hverandre, ligesom og Christus haver antaget sig os, til Guds ære.
8. Men jeg siger: at Jesus Christus er bleven omskærelsens Tiener for Guds sandheds skyld, til at stadfæste forjættelserne til fædrene; 
9. Men hedningerne skulle love Gud for barmhiertighed; ligesom skrevet er: derfor vil jeg bekiende dig iblandt hedningerne, og synge dit navn.
10. Og atter siger han: fryder eder, I hedninger, med hans folk. 
11. Og atter: lover Herren, alle hedninger, og priser ham, alle folk.
12. Og atter siger Esaias: der skal være den Jessai rod, og den, som opstaaer, at regiere over hedningerne, paa ham skal hedningerne haabe. 
13. Men haabets Gud fylde eder med al glæde og fred, i det I troe! at I kunne være overflødige i haabet, i den Hellig Aands kraft.
14. Men jeg er selv vis paa om eder, mine brødre! at I ere og selv fulde af godhed, fyldte med al kundskab, som ere ogsaa mægtige til, at paaminde hverandre.
15. Men jeg haver brødre! skrevet eder en deel noget dristigere til, som den der paaminder eder igien, for den naades skyld, som mig er given af Gud,
16. At jeg skal være Jesu Christi tiener til hedningerne, at betiene Guds evangelium, at hedningernes offer maae blive velbehageligt, helliget formedelst den Hellig Aand.
17. Derfor haver jeg ros i Christo Jesu, anlangende de ting, som Gud høre til.
18. Thi jeg vil ikke fordriste mig til, at tale noget om de ting, som Christus ikke haver udrettet ved mig, til hedningernes lydighed, ved ord og gierning,
19. Ved tegns og underlige tings kraft, ved Guds Aands kraft; saa at jeg fra Jerusalem og omkring indtil Illyrien haver tilfulde forkyndet Christi evangelium;
20. Men saaledes, at jeg havde synderlig villie til at prædike evangelium, ikke der, som Christus var nævnt, paa det jeg skulde ikke bygge paa en fremmed grundvold;
21. Men, ligesom skrevet er: hvilke ikke er kundgiort om ham, skal see; og de, som ikke have hørt, skal forstaae.
22. Derfor er jeg og mange gange forhindret i at komme til eder.
23. Men nu jeg haver ikke mere rum i disse lande, men haver længtest efter, at komme til eder for mange aar siden;
24. Vil jeg, naar jeg reiser til Spanien, komme til eder, thi jeg haaber at see eder, naar jeg reiser igiennem, og at blive ledsaget derhen af eder; dog saa, at jeg bliver først i nogen maade fornøiet af eder.
25. Men nu reiser jeg til Jerusalem, i det jeg tiener de hellige.
26. Thi de af Macedonien og Achaja have anseet for godt, at giøre en fælles hielp til de fattige iblandt de hellige, som ere i Jerusalem.
27. Thi de ansaae det for godt, og ere ogsaa deres skyldnere. Thi ere hedningerne blevne deelagtige i deres aandelige ting, da ere de og skyldige, at bevise dem tieneste i de legemlige ting.
28. Naar jeg da haver fuldkommet dette, og beseglet dem denne frugt, vil jeg drage derfra igiennem eders land til Spanien.
29. Men jeg veed, at, naar jeg kommer til eder, skal jeg komme med Christi evangelii velsignelses fylde.
30. Men jeg formaner eder, brødre! ved vor Herre Jesum Christum, og ved Aandens kierlighed, at I ville stride med mig i bønnerne for mig til Gud;
31. At jeg kan blive friet fra de vantroe i Judæa; og at min tieneste, som jeg fører til Jerusalem, kan blive de hellige behagelig;
32. Paa det jeg kan komme til eder med glæde formedelst Guds villie, og vederqvæges med eder.
33. Men fredens Gud være med eder alle! amen.


16. Capitel.

1. Men jeg befaler eder Phoebe, vor syster, som er menighedens tienerinde i Kenchrea;
2. At I antage hende i Herren, som det sømmer de hellige; og giøre hende bistand, i hvad for sag hun haver eder behov; thi hun haver og giort mange bistand, ja ogsaa mig selv.
3. Hilser Priscilla og Aqvilas, mine medarbeidere i Christo Jesu;
4. (Hvilke have sat deres egne halse til for mit liv; hvilke ikke jeg allene takker, men og alle hedningernes menigheder.)
5. Og hilser menigheden i deres huus. Hilser Epænetus, min elskelige, som er den førstegrøde af Achaja til Christum.
6. Hilser Maria, som haver arbeidet meget for os.
7. Hilser Andronicus og Junias, mine frænder og mine medfangne, som er mærkelige iblandt apostlerne, som og have været før mig i Christo.
8. Hilser Amplias, min elskelige i Herren.
9. Hilser Urbanus, vor medarbeider i Christo, og Stachys min elskelige.
10. Hilser Apelles, som er forsøgt i Christo. Hilser dem, som ere af Aristobuli huusfolk.
11. Hilser Herodion min frænde. Hilser dem af Narcissi huus folk, som ere i Herren.
12. Hilser Tryphena, og Tryphosa, som have arbeidet i Herren. Hilser Persis den elskelige, hun som haver arbeidet meget i Herren.
13. Hilser Ruffus, som er udvalgt i Herren, og hans og min moder.
14. Hilser Asyncritus, Phlegon, Hermas, Patrobas, Hermes, og de brødre, som ere med dem.
15. Hilser Philologus og Julias, Nereus og hans syster, og Olympa, og alle de hellige, som ere med dem.
16. Hilser hverandre, med et helligt kys. Christi menigheder hilse eder.
17. Men jeg formaner eder, brødre! at I give agt paa dem, som giøre splidagtigheder og forargelser imod den lærdom, som I have lært; og viger af fra dem.
18. Thi saadanne tiene ikke vor Herre Jesu Christo, men deres egen bug; og formedelst søde ord og smigrende tale forføre de deres hierter, som ikke vare onde.
19. Thi eders lydighed er udkommen til alle, derfor glæder jeg mig over eder; men jeg vil, at I skal være viise til det gode, men eenfoldige til det onde.
20. Men fredens Gud skal snart knuse satanas under eders fødder. Vor Herres Jesu Christi naade være med eder! amen.
21. Timotheus min medarbeider, og Lucius, og Jason, og Sofipater, mine frænder, hilse eder.
22. Jeg Tertius hilser eder, som skrev dette brev i Herren.
23. Gajus, som er min og den ganske menigheds vert, hilser eder. Erastus, stadens rentemester, hilser eder, og Qvartus den broder. 
24. Vor Herres Jesu Christi naade vare med eder alle! amen.
25. Men den, som er mægtig til, at styrke eder, (efter mit evangelium, og Jesu Christi prædiken, efter den hemmeligheds aabenbaring, som var fortier i de evige tider.
26. Men er nu aabenbarer, og ved de prophetiske skrifter, efter den evige Guds befalning, til troens lydighed kundgiort for alle hedninger.
27. Den eene viise Gud være ære ved Jesum Christum i al evighed! Amen.




H="1. Korintherne - 1. Corinthians"

St. Pauli 1 Epistel til de Corinthier. 


1. Capitel. 

1. Paulus en kaldet Jesu Christi apostel, ved Guds villie, og Sosthenes den broder;
2. Til Guds menighed, som er i Corinthus, de hellige i Christo Jesu, de kaldte hellige, med alle dem, som paakalde vor Herres Jesu Christi navn, i hvert, sted baade deres og vores:
3. Naade være med eder, og fred, af Gud vor Fader, og den Herre Jesu Christo!
4. Jeg takker min Gud altid for eder, for den Guds naade, som er given eder i Christo Jesu;
5. At I udi ham ere giorte rige i alle ting, formedelst al tale, og al kundskab;
6. Ligesom det Christi vidnesbyrd er blevet stadfæstet i eder:
7. Saa at eder ikke fattes paa nogen naadegave, som forvente vor Herres Jesu Christi aabenbarelse;
8. Hvilken og skal stadfæste eder indtil enden, at I skal være, ustraffelige paa vor Herres Jesu Christi dag.
9. Gud er troefast, ved hvilken I ere kaldte til hans Søns Jesu Christi, vor Herres samfund.
10. Men jeg formaner eder, brødre! ved vor Herres Jesu Christi navn, at I alle skal sige det samme, og at der skal ikke være splidagtigheder iblandt eder, men at I skal være tilsammenføiede i det samme sind, og i den samme mening.
11. Thi mig er tilkiendegivet om eder, mine brødre! af Cloes huusfolk, at der ere trætter iblandt eder.
12. Men jeg siger om dette, at hver iblandt eder siger: enten, jeg er Pauli, eller, jeg er Apollos, eller, jeg er Kephæ, eller, jeg er Christi.
13. Er Christus adskilt? mon Paulus være korsfæstet for eder? eller ere I døbte til Pauli navn?
14. Jeg takker Gud, at jeg haver ingen døbt af eder, uden Crispus og Gajus:
15. At ikke nogen skal sige, at jeg haver døbt til mit navn.
16. Men jeg døbte ogsaa Stephanæ huusfolk; der foruden veed jeg ikke, om jeg haver døbt nogen anden.
17. Thi Christus udsendte mig ikke at døbe, men at prædike evangelium; ikke med viise ord, at Christi kors ikke skal blive forfængeligt. 
18. Thi det korsens ord er vel dem en daarlighed, som blive fortabte; men os, som blive salige, er det en Guds kraft.
19. Thi der er skrevet: jeg vil forderve de viises viisdom, og til intet giøre de forstandiges forstand.
20. Hvor er en viis? hvor er en skriftklog? hvor er denne verdens randsager? haver ikke Gud giort denne verdens viisdom til daarlighed?
21. Thi efterdi verden formedelst viisdom ikke kiendte Gud i Guds viisdom, da behagede det Gud, formedelst den daarlige prædiken at giøre dem salige, som troe;
22. Efterdi baade Jøderne elske tegn, og Grækerne søge viisdom; 
23. Men vi prædike den korsfæstede Christum, som er Jøderne en forargelse, men Grækerne en daarlighed;
24. Men for dem, som ere kaldte, baade Jøder og Græker, prædike vi Christum, Guds kraft og Guds viisdom.
25. Thi Guds daarlighed er viisere end menneskene; og Guds skrøbelighed er stærkere end menneskene.
26. Thi I see, brødre! eders kald: ikke mange viise efter kiød, ikke mange mægtige, ikke mange velbaarne ere udvalgte.
27. Men de daarlige ting for verden haver Gud udvalgt, at han vilde beskiæmme de viise; og Gud haver udvalgt de skrøbelige ting for verden, at han vilde beskiæmme de stærke ting;
28. Og Gud haver udvalgt de uædle ting for verden, og de, som intet agtes, og de, som ikke ere noget, at han vilde til intet giøre de ting, som ere noget;
29. Paa det intet kiød skal rose sig for ham.
30. Men af ham ere I i Christo Jesu, hvilken er bleven os af Gud viisdom, og retfærdighed, og helliggiørelse, og forløsning;
31. At, ligesom skrevet er: hvo sig roser, bør rose sig i Herren.


2. Capitel. 

1. Og jeg, brødre! der jeg kom til eder, kom jeg ikke med prægtige ord eller viisdom, at forkynde eder det Guds vidnesbyrd.
2. Thi jeg agtede mig ikke at vide noget iblandt eder, uden Jesum Christum, og ham korsfæstet.
3. Og jeg var hos eder med skrøbelighed, og med frygt, og med stor bævelse.
4. Og mit ord og min prædiken var ikke i menneskelig viisdoms overtalende ord, men i Aands og kraftes klare bevisning:
5. At eders troe skal ikke være i menneskens viisdom, men i Guds kraft.
6. Men vi tale viisdom iblandt de fuldkomme; men ikke denne verdens viisdom, ikke heller denne verdens øversters, hvilke afskaffes;
7. Men vi tale Guds viisdom i hemmeligheden, som var skiult, hvilken Gud haver forud beskikket før verdens begyndelse, til vor herlighed;
8. Hvilken ingen af denne verdens øverster kiendte; thi havde de kiendt den, havde de ikke korsfæstet herlighedens Herre.
9. Men det har sig, saasom skrevet er: de ting, som intet øie har seet, og intet øre har hørt, og ere ikke opkomne i noget menneskes hierte, som Gud haver beredt dem, der ham elske;
10. Men Gud aabenbarede os dem formedelst sin Aand; thi Aanden randsager alle ting, ogsaa Guds dybheder.
11. Thi hvilket menneske veed de ting, der ere i mennesket, uden menneskets aand, som er i ham? saa veed og ingen de ting, som ere i Gud, uden Guds Aand.
12. Men vi have ikke annammet verdens aand, men den Aand, som er af Gud, at vi kunde vide de ting, som os ere skienkte af Gud;
13. Hvilke vi og tale, ikke med ord, som menneskelig viisdom lærer, men med ord, som den Hellig Aand lærer, i det vi udsige aandelige ting med aandelige ord.
14. Men det naturlige menneske fatter ikke de ting, som høre Guds Aand til; thi de ere ham en daarlighed, og han kan ikke kiende dem; thi de dømmes aandeligen.
15. Men den, som er aandelig, dømmer vel alle ting, men han dømmes af ingen.
16. Thi hvo haver kiendt Herrens sind, som kunde undervise ham? men vi have Christi sind.


3. Capitel. 

1. Og jeg, brødre? kunde ikke tale med eder, som med aandelige, men som med kiødelige, ligesom med unge børn i Christo.
2. Jeg gav eder melk at drikke, og ikke haard mad; thi I kunde ikke endda fordøie den, ja, I kan ikke heller endnu.
3. Thi I ere endnu kiødelige; thi efterdi der er nid, og kiv, og tvedragt iblandt eder, ere I ikke da kiødelige, og omgaaes efter menneskelig viis?
4. Thi naar nogen siger: jeg er Pauli, men en anden: jeg er Apollos; ere I ikke da kiødelige?
5. Hvo er da Paulus? men hvo er Apollos? uden tienere, ved hvilke I troede, og det ligesom Herren haver givet hver.
6. Jeg plantede; Apollos vandede; men Gud gav vext.
7. Saa er nu hverken den noget, som planter, ikke heller den, som vander, men Gud, som giver vext.
8. Men den, som planter, og den, som vander, ere eet; men hver skal faae sin egen løn efter sit eget arbeide.
9. Thi vi ere Guds medarbeidere; I ere Guds kornland, Guds bygning.
10. Jeg lagde grundvold, som en viis bygmester, efter den Guds naade, som mig er given, men en anden bygger derpaa; men hver see til, hvorledes han bygger der paa.
11. Thi ingen kan lægge en anden grundvold, end den, som lagt er, som er Jesus Christus.
12. Men dersom nogen bygger paa denne grundvold guld, sølv, dyrebare stene, træe, høe, straa;
13. Da skal hvers gierning blive aabenbar; thi dagen skal giøre der klart; thi det aabenbares formedelst ild, og ilden skal prøve, hvordan hvers gierning er.
14. Dersom nogens gierning bliver fast, som han byggede derpaa, skal han faae løn;
15. Dersom nogens gierning bliver opbrændt, da skal han lide skade; men han selv skal blive frelst, dog saaledes, som formedelst ild.
16. Vide I ikke, at I ere Guds tempel, og Guds Aand boer i eder? 
17. Dersom nogen forderver Guds tempel, den skal Gud forderve; thi Guds tempel er helligt, hvilket I ere.
18. Ingen bedrage sig selv; dersom nogen lader sig tykke iblandt eder, at være viis i denne verden, han vorde en daare, at han kan vorde viis.
19. Thi denne verdens viisdom er daarlighed hos Gud; thi der er skrevet: han er den, som griber de viise i deres trædskhed.
20. Og atter: Herren kiender de viises tanker, at de ere forfængelige. 
21. Derfor rose sig ingen af menneskene, thi alle ting ere eders;
22. Være sig Paulus, eller Apellos, eller Kephas, eller verden, eller liv, eller død, eller nærværende, eller tilkommende ting: alle ting ere eders.
23. Men I ere Christi; men Christus er Guds.


4. Capitel.

1. Saaledes bør hvert menneske agte os, som Christi tienere, og huusholdere over Guds hemmelige ting.
2. Men i det øvrige udkræves af huusholdere, at de skal findes troe.
3. Men jeg agter det for det mindste, at jeg dømmes af eder, eller af en menneskelig lov; men jeg dømmer mig ei heller selv.
4. Thi jeg veed intet med mig selv; men dermed er jeg ikke retfærdiggiort; men Herren er den, som mig dømmer.
5. Derfor dømmer ikke noget for tiden, indtil Herren kommer; som og skal føre til lyset, der som skiult er i mørket, og aabenbare hierternes raad; og da skal hver vederfares lov af Gud.
6. Men dette, brødre! haver jeg forblummet henført til mig selv og Apollos, for eders skyld; at I kan lære af os, at ikke være kloge over det, som skrevet er, at I skulle ikke een for en andens skyld opblæses imod den anden.
7. Thi hvo dømmer dig, at være mere end andre? men hvad haver du, som du ikke haver annammet? men dersom du og haver annammet det, hvi roser du dig, som du havde ikke annammet det?
8. I ere allerede blevne mætte, I ere allerede blevne rige, I have regieret uden os; og gid I havde regieret! at vi og maatte regiere med eder.
9. Thi mig synes, at Gud haver fremstillet os de sidste apostler, at være som henantvordede til døden; thi vi ere blevne et spectakel for verden, baade for Engle og mennesker.
10. Vi ere daarer for Christi skyld, men I ere kloge i Christo; vi skrøbelige, men I stærke; I herlige, men vi foragtede.
11. Indtil denne time lide vi baade hunger og tørst, og ere nøgne, og faae mundslag, og have intet vist sted;
12. Og arbeide, i det vi giøre noget med egne hænder. Naar vi overskiendes, velsigne vi; naar vi forfølges, taale vi;
13. Naar vi bespottes, formane vi; vi ere blevne som skarn i verden, alles skoevisk indtil nu.
14. Dette skriver jeg ikke, at jeg vil beskiæmme eder, men jeg paaminder eder, som mine elskelige børn.
15. Thi om I end havde ti tusinde tugtemestere i Christo, have I dog ikke mange fædre; thi jeg avlede eder i Christo Jesu formedelst evangelium.
16. Derfor formaner jeg eder, vorder mine efterfølgere.
17. For dette sendte jeg Timotheus til eder, som er min elskelige og troefaste søn i Herren, som skal paaminde eder om mine veie i Christo, ligesom jeg lærer allevegne i hver menighed.
18. Men der ere nogle opblæste, ligesom jeg skulde ikke komme til eder.
19. Men jeg vil snart komme til eder, om Herren vil, og forfare ikke de opblæstes ord, men kraften,
20. Thi Guds rige bestaaer ikke i ord, men i kraft.
21. Hvad vil I? skal jeg komme til eder med riis, eller med kierlighed, og sagtmodigheds aand?


5. Capitel.

1. Der høres aldeles horerie iblandt eder, og saadant horerie, som ikke end nævnes iblandt hedningerne, saa at en haver sin faders hustru.
2. Og I ere opblæste, og have ikke meget mere sørget, at den som haver giort denne gierning, maatte borttages fra eder.
3. Thi jeg, som er vel fraværende med legemet, men nærværende med aanden, haver allerede dømt ligesom jeg var nærværende, den, som dette haver saaledes bedrevet,
4. I vor Herres Jesu Cbristi navn, i det I og min aand blive forsamlede med vor Herres Jesu Christi kraft,
5. At overantvorde satan saadan een, til kiødets fordervelse, at aanden kan blive salig paa den Herres Jesu dag.
6. Eders ros er ikke smuk: vide I ikke, at en liden suurdei giør den ganske dei suur?
7. Derfor udrenser den gamle suurdei, at I kunne være en ny dei, ligesom I ere usyrede; thi og vort Paaskelam er slagtet for os, Christus.
8. Derfor lader os holde høitid, ikke i en gammel suurdei, ei heller i ondskabs og skalkheds suurdei, men i reenheds og sandheds usyrede brød.
9. Jeg haver skrevet eder til i brevet, at I skulle ikke beblandes med skiørlevnere.
10. Og det skrev jeg aldeles ikke om skiørlevnere i denne verden, eller gierrige, eller røvere, eller afgudsdyrkere; ellers maatte I gaae ud af verden.
11. Men nu haver jeg skrevet eder til, at I skulle ikke beblandes med disse, dersom nogen, der kaldes en broder, er en skiørlevner, eller gierrig, eller en afgudsdyrker, eller en skiendegiest, eller en dranker, eller en røver; at I skulle ikke end æde med saadan een.
12. Thi hvad kommer det mig ved, at ogsaa dømme dem, som ere uden for? dømme I ikke dem, som ere inde?
13. Men Gud dømmer dem, som ere uden for. Borttager dog den onde fra eder selv.


6. Capitel.

1. Tør nogen af eder, som haver sag mod den anden, dømmes for de uretfærdige, og ikke for de hellige?
2. Vide I ikke, at de hellige skal dømme verden, og dersom verden dømmes ved eder, ere I da uværdige til at dømme ringe sager?
3. Vide I ikke, at vi skal dømme Engle? end sige de ting, som høre til livs næring?
4. Naar I da have sager, som høre til livs næring, da sætte I dem til dommere, som ere intet agtede i menigheden.
5. Jeg siger eder det til blusel: er der saaledes ikke end een viis iblandt eder, som kunde dømme imellem sine brødre?
6. Men broder gaaer i rette med broder, og dette for de vantroe.
7. Saa er jo allerede aldeles en feil iblandt eder, at I have sager mod hverandre. Hvi lide I ikke heller uret? hvi lade I eder ikke heller besvige?
8. Men I giøre uret, og besvige, og det brødrene.
9. Eller vide I ikke at de uretfærdige skal ikke arve Guds rige? farer ikke vild, hverken skiørlevnere, ei heller afgudsdyrkere, ei heller hoerkarle, ei heller blødagtige, ei heller de, som synde mod naturen,
10. Ei heller tyve, ei heller gierrige, ei heller drankere, ei skiendegieste, ei røvere skal arve Guds rige. 
11. Og saadanne vare nogle af eder; men I ere aftoede, men I ere helliggiorte, men I ere retfærdiggiorte, ved den Herres Jesu navn, og ved vor Guds Aand.
12. Jeg haver lov til alle ting, men alle ting ere ikke nyttige; jeg haver lov til alle ting, men jeg vil ikke overvældes af nogen ting.
13. Maden hører til bugen, og bugen til maden, men Gud skal til intet giøre baade denne og den; men legemet hører ikke til skiørlevnet, men til Herren, og Herren til legemet.
14. Men Gud baade opreiste Herren, og skal opreise os formedelst sin kraft.
15. Vide I ikke, at eders legemer ere Christi lemmer, skal jeg da tage Christi lemmer, og giøre skiøgelemmer af dem? det være langt fra!
16. Eller vide I ikke, at hvo, som tilhænger skiøgen, er eet legeme med hende? thi de to skal være, siger han, til eet kiød.
17. Men hvo, som tilhænger Herren, er een Aand med ham.
18. Flyer skiørlevnet. Al synd, som mennesket giør, er uden legemet; men hvo som bedriver skiørlevnet, synder mod sit eget legeme.
19. Eller vide I ikke, at eders legeme er den Hellig Aands tempel, som er i eder, hvilken I have af Gud, og ere ikke eders egne? 
20. Thi I ere dyrekiøbte; ærer derfor Gud i eders legeme, og i eders aand, hvilke høre Gud til.


7. Capitel. 

1. Men anlangende de ting, som I skreve mig til om, da er det et menneske got, at han ikke rører en qvinde;
2. Men for adskillige skiørlevnets skyld, have hver mand sin egen hustru, og hver hustru have sin egen mand.
3. Manden bevise hustruen den skyldige velvillighed; men desligeste og hustruen manden.
4. Hustruen er ikke mægtig over sit eget legeme, men manden; men desligeste er og manden ikke mægtig over sit eget legeme, men hustruen.
5. Holder eder ikke fra hverandre, uden noget skeer af samtykke, til en tid, at I kunne være ledige til fasten og bønnen; og kommer atter tilsammen, at satan ikke skal friste eder, for I kunde ikke holde eder.
6. Men dette siger jeg efter samtykke, og ikke efter befaling.
7. Thi jeg vilde, at alle mennesker vare, som og jeg selv er; men hver haver sin egen naadegave af Gud, den eene saa, men den anden saa.
8. Men jeg siger til de ugifte, og til enker, at det er dem got, om de blive i den stand, som og jeg er.
9. Men kan de ikke afholde sig, da gifte de sig; thi det er bedre, at gifte sig, end at lide brynde.
10. Men dem, som ere gifte, byder ikke jeg, men Herren, at hustruen skal ikke skilles fra manden; 
11. Men skilles hun og fra ham, da blive hun ugift, eller forlige sig med manden; og at en mand ikke skal forlade sin hustru.
12. Men de andre siger jeg, ikke Herren: dersom nogen broder haver en vantroe hustru, og det behager hende, at boe hos ham, han forlade hende ikke.
13. Og en qvinde, som haver en vantroe mand, og det behager ham, at boe hos hende, hun forlade ham ikke.
14. Thi den vantroe mand er helliget formedelst hustruen, og den vantroe hustru er helliget formedelst manden; thi ellers vare jo eders børn urene, men nu ere de hellige.
15. Men fraskiller den vantroe sig, da fraskille han sig; der er ikke nogen broder eller syster giort til træl i saadanne ting, men Gud haver kaldet os i fred.
16. Thi hvad veed du hustru, om du kan giøre manden salig? eller hvad veed du mand, om du kan giøre hustruen salig?
17. Men saasom Gud haver uddeelt til hver, som Herren haver kaldet enhver, saaledes vandre han; og saaledes beskikker jeg i alle menigheder.
18. Er nogen kaldet omskaaren? han lade ikke forhuden drages over; er nogen kaldet i forhuden? han lade sig ikke omskære.
19. Omskærelsen er intet, og forhuden er intet, men at bevare Guds bud.
20. Hver blive i det kald, som han er kaldet udi.
21. Er du kaldet en tiener? bekymre dig ikke; men kan du og blive fri, da brug det heller.
22. Thi hvo som er kaldet i Herren en tiener, han er Herrens frigiorte; desligeste og, hvo som er kaldet fri, han er Christi tiener.
23. I ere dyrekiøbte; vorder ikke menneskens trælle.
24. Hver, brødre! blive derudi hos Gud, som han er kaldet udi.
25. Men om jomfruer haver jeg ikke Herrens befalning; men giver min mening tilkiende, som den, der haver faaet barmhiertighed af Herren, at være troe.
26. Saa mener jeg dette got at være, for denne nærværende nøds skyld, nemlig, at det er et menneske got, saaledes at være ugift.
27. Er du bunden til en hustru? søg ikke efter at blive løs; er du løs fra en hustru? søg ikke efter en hustru.
28. Men dersom du og giftede dig, syndede du ikke; og dersom en jomfru giftede sig, syndede hun ikke; dog skulle saadanne have trængsel i kiødet. Men jeg sparer eder.
29. Men dette siger jeg, brødre! at troen for det øvrige er trang; at og de, som have hustruer, skal være, som de, der ikke have;
30. Og de, der græde, som de, der ikke græde; og de sig glæde, som de, der ikke glæde sig; og de, der kiøbe, som de, der ikke beholde;
31. Og de, som bruge denne verden, som de, der ikke vanbruge den, thi denne verdens skikkelse forgaaer.
32. Men jeg vil, at I skal være uden bekymring. Den ugifte haver omhyggelighed for de ting, som høre Herren til, hvorledes han kan behage Herren;
33. Men den sig haver giftet, haver omhyggelighed for de ting, som høre verden til, hvorledes han kan behage hustruen.
34. Der er forskiel imellem hustruen og jomfruen. Hun, som er ugift, haver omhyggelighed for de ting, som høre Herren til, at hun kan være hellig, baade paa legeme, og i aand; men hun, som er gift, haver omhyggelighed for det, som hører verden til, hvorledes hun kan behage manden.
35. Men dette siger jeg til eders egen nytte; ikke at jeg vil kaste eder en snare paa, men til det, som er skikkeligt, og anstændigt, at blive ved Herren ubevægeligen.
36. Men dersom nogen mener, at det er uanstændigt for hans jomfru, dersom hun er mere end mandvoxen, og det bør saaledes skee; han giøre, hvad han vil, han synder ikke; lader saadanne gifte sig.
37. Men den, som haver taget sig stadig for i hiertet, som er ikke tvungen, men haver magt efter sin egen villie, og haver besluttet det i sit hierte, at bevare sin egen jomfru, han giør vel.
38. Saa at og den, som udgifter, giør vel; men den, som ikke udgifter, giør bedre.
39. En hustru er bunden ved loven, saa lang en tid hendes mand lever; men er hendes mand hensovet, er hun fri, at giftes, med hvem hun vil; allene, at der skeer i Herren.
40. Men hun er saligere, om hun bliver saaledes, som hun er, efter min mening; men jeg mener og at have Guds Aand.


8. Capitel. 

1. Men om afguders offer vide vi: (thi vi have alle kundskab derpaa; kundskaben opblæser, men kierligheden opbygger.
2. Men dersom nogen mener at vide noget, han haver endnu aldrig vidst noget, saasom det sig bør at vide.
3. Men dersom nogen elsker Gud, han er kiendt af ham.)
4. Saa vide vi da om afguders offers mad, at en afgud er intet i verden, og at der er ingen anden Gud, uden een.
5. Thi omendskiønt der og ere de, som kaldes guder, enten i himmelen, eller paa jorden; (saasom der ere mange Guder, og mange herrer.)
6. Saa have vi dog kun een Gud, Faderen af hvilken alle ting ere, og vi i ham; og een Herre, Jesum Christum, formedelst hvilken alle ting ere, og vi formedelst ham. 
7. Men den kundskab er ikke i alle; men nogle, for de giøre sig endnu samvittighed om afguden, æde det som afguders offer, og deres samvittighed, som er skrøbelig, besmittes.
8. Men mad giør os ikke behagelige for Gud; thi hverken have vi til overflod, om vi æde, ei heller fattes os, om vi ikke æde.
9. Men seer til, at denne eders magt bliver ikke de skrøbelige nogenlunde til et anstød.
10. Thi dersom nogen seer dig, som haver kundskab, sidde til bords i afgudens huus, tager ikke hans samvittighed, som er skrøbelig, anledning deraf, til at æde afguders offer?
11. Og den skrøbelige broder bliver fordervet over den din kundskab, for hvis skyld Christus er død.
12. Men naar I saaledes synde mod brødrene, og nedslaae deres skrøbelige samvittighed, synde I med Christum.
13. Derfor, om mad forarger min broder, vil jeg ikke æde kiød evindeligen, at jeg skal ikke forarge min broder.


9. Capitel.

1. Er jeg ikke en apostel? er jeg ikke frie? haver jeg ikke seet vor Herre Jesum Christum? ere I ikke min gierning i Herren?
2. Er jeg ikke andre en apostel, saa er jeg dog eder; thi I ere mit apostelembedes besegling i Herren.
3. Mit forsvar mod dem, som mig spørge, er dette:
4. Have vi ikke magt, at æde og drikke.
5. Have vi ikke magt, at føre en syster til hustru omkring, som og de andre apostler, og Herrens brødre, og Kephas?
6. Eller haver allene jeg og Barnabas ikke magt, ikke at arbeide?
7. Hvo strider nogensinde paa sin egen sold? hvo planter en viingaard, og æder ikke af dens frugt? eller hvo føder en hiord, og æder ikke af hiordens melk?
8. Mon jeg tale dette efter menneskelig viis? eller siger ikke loven og dette?
9. Thi der er skrevet i Mose lov: du skal ikke tilbinde munden paa den oxe, som tærsker. Mon Gud have omsorg for øxne?
10. Eller siger han det aldeles for vor skyld? thi der er skrevet for vor skyld, at den, som pløier, bør pløie paa haab; og den, som tærsker, for at blive deelagtig i sit haab, bør tærske paa haab.
11. Dersom vi have saaet eder de aandelige ting, er det saa stort, om vi høste eders kiødelige ting?
12. Dersom andre ere deelagtige i den magt over eder, skulle ikke vi meget mere? men vi brugte ikke saadan magt, men fordroge allehaande, at vi skulde ikke giøre Christi evangelium nogen forhindring.
13. Vide I ikke, at de som bestille de hellige ting, æde af det hellige? de som vare paa alteret, blive meddeelagtige med alteret?
14. Saaledes haver og Herren forordnet for dem, som forkynde evangelium, at de skal leve af evangelium.
15. Men jeg haver intet brugt af disse ting. Men jeg haver ikke skrevet dette, at det skal saaledes skee med mig; thi det var mig bedre, at døe, end at nogen skulde giøre min ros forfængelig.
16. Thi dersom jeg prædiker evangelium, er det mig ikke en ros; thi fornødenhed ligger mig paa. Men vee mig, dersom jeg ikke prædiker evangelium!
17. Thi dersom jeg giør dette gierne, har jeg løn; men giør jeg det ikke gierne, saa er en huusholdning mig dog betroet.
18. Hvad er da min løn? at, naar jeg prædiker evangelium, jeg skal fremsætte Christi evangelium uden bekostning, paa det jeg ikke skal vanbruge min magt i evangelium.
19. Thi alligerel jeg er fri fra alle, haver jeg dog giort mig selv til en tiener for alle, paa det jeg kan vinde des flere.
20. Og jeg er bleven Jøderne, som en Jøde, at jeg kan vinde Jøder; dem, som ere under loven, som den, der var under loven, at jeg kan vinde dem, som ere under loven;
21. Dem, som ere uden loven, som den, der var uden loven (dog jeg er ikke uden loven for Gud, men under loven for Christo,) at jeg kan vinde dem, som ere uden loven.
22. Jeg er bleven de skrøbelige, som en skrøbelig, at jeg kan vinde de skrøbelige. Jeg er bleven alle alle ting, at jeg kan aldeles frelse nogle,
23. Men dette giør jeg for evangelii skyld, at jeg kan blive meddeelagtig derudi.
24. Vide I ikke, at de, som løbe paa banen, løbe vel alle, men een faaer klenodiet? Løber saaledes, at I kan faae fat derpaa.
25. Men hver den, som kæmper, afholder sig fra allehaande ting; hine derfor vel, at de kan annamme en forkrænkelig krone, men vi en uforkrænkelig.
26. Derfor løber jeg nu ikke saaledes, som paa det uvisse; jeg fægter ikke saaledes, som den, der slaaer i veiret.
27. Men jeg undertvinger mit legeme, og fører det i trældom, at ikke jeg, som prædiker for andre, skal blive selv forskudt.


10. Capitel.

1. Men jeg vil ikke dølge for eder, brødre! at vore fædre vare alle under skyen, og de gik alle igiennem havet;
2. Og de ere alle døbte til Moses, i skyen, og i havet;
3. Og de aade alle den samme aandelige mad,
4. Og de drak alle den samme aandelige drik; thi de drak af den aandelige klippe, som fulgte dem; men klippen var Christus,
5. Men Gud havde ikke behagelighed til de fleste af dem; thi de ere nedslagne i ørken.
6. Men disse ting ere blevne vore forbilleder, at vi skal ikke have lyst til onde ting, ligesom og de havde lyst.
7. Bliver ei heller afgudsdyrkere, som nogle af dem, som skrevet er: folket satte sig ned at æde, og at drikke, og stod op at lege.
8. Lader os ei heller bedrive horerie, som nogle af dem bedreve horerie, og faldt paa en dag tre og tive tusinde.
9. Lader os ei heller friste Christum, som og nogle af dem fristede ham, og bleve ødelagte af slanger.
10. Knurrer ei heller, som og nogle af dem knurrede, og bleve ødelagte af forderveren.
11. Men alle disse ting skede dem, som forbilleder; men det er skrevet os til advarsel, paa hvilke verdens sidste tider ere komne.
12. Derfor, hvo som synes at staae, see til, han ikke falder.
13. Eder er ingen fristelse paakommen, uden menneskelig; men Gud er troefast, som skal ikke lade eder fristes over eders formue; men skal og giøre udgangen med fristelsen, at I det kan taale.
14. Derfor, mine elskelige! flyer fra afgudsdyrkelsen.
15. Jeg taler som til forstandige: dømmer I, det jeg siger;
16. Velsignelsens kalk, som vi velsigne; er den ikke Christi blods samfund? der brød, som vi bryde, er det ikke Christi legemes samfund?
17. Thi eet brød, eet legeme ere vi mange; thi vi ere alle deelagtige i det eene brød,
18. Seer det Israel efter kiødet; de som æde offerne, ere de ikke deelagtiga i alteret?
19. Hvad siger jeg derfor? at en afgud er noget? eller at afguders offer er noget?
20. Men det siger jeg, at hvad, som hedninger ofre, ofre de dievlene, og ikke Gud; men jeg vil ikke, at I skal have samfund med dievlene.
21. I kan ikke drikke Herrens kalk, og dievlenes kalk; I kan ikke være deelagtige i Herrens bord, og dievlenes bord.
22. Eller vil vi opvække Herren til nidkierhed? monne vi være stærkere end han?
23. Allehaande ting ere mig vel tilladte, men de ere ikke alle nyttige; allehaande ting ere mig vel tilladte, men de opbygge ikke alle.
24. Ingen søge sit eget, men hver det, som er den andens.
25. Alt hvad som sælges i slagterboe, det æder, og efterspørger intet, for samvitighedens skyld;
26. Thi jorden er Herrens, og dens fylde.
27. Og dersom nogen af de vantroe byder eder, og I vil gaae derhen, da æder alt det, som sættes for eder, og efterspørger intet, for samvittighedens skyld.
28. Men dersom nogen siger til eder: det er afguders offer, da æder det ikke, for hans skyld, som det gav tilkiende, og for samvittighedens skyld; thi jorden er Herrens, og dens fylde.
29. Men jeg taler om samvittighed, ikke om din egen, men den andens. Thi hvorfor dømmes min frihed af en andens samvittighed?
30. Dersom jeg bruger det med taksigelse, hvi bespottes jeg da for det, som jeg takker for?
31. Hvad heller I derfor æde eller giøre noget, giører alle ting til Guds ære.
32. Værer uden forargelse, baade for Jøder og Græker, og for Guds menighed;
33. Ligesom jeg og tækkes alle i alle maader, i det jeg ikke søger det, som er mig selv nyttigt, men det, som er mange, at de kunde blive salige.


11. Capitel. 

1. Vorder mine efterfølgere, ligesom og jeg er Christi.
2. Men jeg lover eder, brødre! at I komme alle mine ord ihu, og beholde anordningerne, saasom jeg haver overantvordet eder.
3. Men jeg vil, at I skal vide, at Christus er hver mands hoved; men manden er qvindens hoved; men Gud er Christi hoved.
4. Hver mand, som beder, eller propheterer, og haver noget paa hovedet, beskiæmmer sig eget hoved.
5. Men hver qvinde, som beder, eller propheterer med uskiult hoved, beskiæmmer sit eget hoved; thi det er eet og det samme, som hun var raget.
6. Thi dersom en qvinde ikke skiuler sig, maae hun og klippes; men dersom det lader en qvinde ilde at klippes eller rages, da skiule hun sig.
7. Thi en mand skal ikke skiule hovedet, efterdi han er Guds billede og ære; men en qvinde er mandens ære.
8. Thi manden er ikke af qvinden, men qvinden er af manden.
9. Thi og manden er ikke skabt for qvindens skyld, men qvinden for mandens skyld.
10. Derfor skal qvinden have en magt paa hovedet, for Englenes skyld.
11. Dog er hverken en mand uden qvinden, ei heller en qvinde uden manden i Herren.
12. Thi ligesom qvinden er af manden, saa er og manden formedelst qvinden; men alle ting af Gud.
13. Dømmer hos eder selv; lader det vel, at en qvinde beder barhoved for Gud?
14. Eller lærer ikke naturen selv eder, at, dersom en mand lader voxe langt haar, er det ham en vanære?
15. Men dersom en qvinde lader voxe langt haar, er det hende en ære; thi haaret er givet hende til et skiul.
16. Men er der nogen, som synes at have lyst til trætte, da have vi ikke saadan skik, ei heller Guds menigheder.
17. Men i det jeg byder om dette, lover jeg ikke, at I komme ikke sammen til det bedre, men til det værre.
18. Thi først naar I komme sammen i menigheden, hører jeg, at der ere splidagtigheder iblandt eder; og en deel troer jeg.
19. Thi der maae og være secter iblandt eder, at de retskafne kan blive aabenbare iblandt eder.
20. Naar I da komme sammen paa et sted, det er ikke at æde Herrens nadvere.
21. Thi hver tager forud sin egen nadvere, naar I æde, og den eene er hungrig, men den anden er drukken.
22. Thi have I ikke huse, til at æde og drikke udi? eller foragte I Guds menighed, og beskiæmme dem, som ikke have? hvad skal jeg sige eder? skal jeg love eder? i dette lover jeg eder ikke.
23. Thi jeg annammede det af Herren, som jeg og haver overantvordet eder: at den Herre Jesus i den nat, som han blev forraadt, tog brødet;
24. Og takkede, og brød det, og sagde: tager, æder; dette er mit legeme, som brydes for eder; dette giører til min ihukommelse.
25. Desligeste og kalken, efter han havde holdet nadvere, og sagde: denne kalk er det nye testamente i mit blod; dette giører, saa ofte som I drikke, til min ihukommelse. 
26. Thi saa ofte som I æde dette brød, og drikke denne kalk, forkynder Herrens død, indtil han kommer.
27. Derfor, hvo som æder dette brød, eller drikker HerrenS kalk uværdeligen, skal være skyldig i Herrens legeme og blod.
28. Men hvert menneske prøve sig selv, og saaledes æde han af brødet, og drikke af kalken.
29. Thi hvo, som æder og drikker uværdigen, æder og drikker sig selv til dom, i det han ikke giør forskiel paa Herrens legeme,
30. Derfor ere mange skrøbelige og svage iblandt eder, og en heel hob sove.
31. Thi dersom vi dømte os selv, dømtes vi ikke.
32. Men naar vi dømmes, revses vi af Herren, at vi ikke med verden skulle fordømmes.
33. Derfor, mine brødre! naar I komme sammen at æde, da bier hverandre.
34. Men dersom nogen hungrer, han æde hiemme, at I skulle ikke komme sammen til dom. Men de andre stykker vil jeg forordne, naar jeg komme.


12. Capitel.

1. Men om de aandelige gaver, brødre! vil jeg ikke, at I skulle være vanvittige.
2. I vide, at I vare hedninger, der I henførtes til de dumme afguder, ligesom I bleve førte.
3. Derfor kundgiør jeg eder, at ingen, som taler ved Guds Aand, siger Jesum at være en forbandet ting; og ingen kan kalde Jesum en Herre, uden ved den Hellig Aand.
4. Men der er forskiel paa naadegaver, men Aanden er den samme;
5. Og der er forskiel paa tienester, og Herren er den samme;
6. Og der er forskiel paa kraftige gierninger, men Gud er den samme, som kraftigen virker alle ting i alle.
7. Men Aandens aabenbarelse gives hver til det, som er nyttigt.
8. Thi en gives viisdoms taie formedelst Aanden; men en anden kundskabs tale, efter den samme Aand;
9. Men en anden troe, ved den samme Aand; men en anden naadegaver til at helbrede, ved den samme Aand;
10. Men en anden, at giøre kraftige gierninger, men en anden prophetie, men en anden, at giøre forskiel paa aanderne, men en anden adskillige slags tungemaal, men en anden, at udlægge tungemaal.
11. Men alle disse ting virker kraftigen den eene og samme Aand, som uddeeler till enhver i besynderlighed, eftersom han vil.
12. Thi ligesom legemet er eet, og haver mange lemmer, men alle lemmer paa det eene legeme, som ere mange, ere eet legeme; saaledes er og Christus.
13. Thi vi ere baade alle ved een Aand døbte til eet legeme, hvad heller vi ere Jøder eller Græker, eller tienere, eller frie; og vi ere alle skienkte til een Aand.
14. Thi legemet er og ikke een lem, men mange.
15. Dersom foden siger: fordi jeg er ikke en haand, derfor er jeg ikke af legemet; mon den derfor ikke vare af legemet?
16. Og dersom øret siger: fordi jeg er ikke et øie, derfor er jeg ikke af legemet; mon der derfor ikke vare af legemet?
17. Dersom det ganske legeme var øie, hvor blev da hørelsen? dersom der ganske legeme var hørelse, hvor blev da lugten?
18. Men nu haver Gud sat lemmerne, ja enhver af dem i legemet, efter som han vilde.
19. Men dersom de alle vare een lem, hvor blev da legemet?
20. Men nu ere der vel mange lemmer, men eet legeme.
21. Men øiet kan ikke sige til haanden: jeg haver dig ikke, behov; eller atter hovedet til fødderne: jeg haver eder ikke behov.
22. Men meget mere, de lemmer paa legemet, som synes at være de skrøbeligste, de ere fornødne;
23. Og de os synes at være meest skamfulde paa legemet, dem tillægge vi des mere ære; og de os lade ilde, dem pryde vi des mere.
24. Men de, som lade os vel, have det ikke behov. Men Gud haver beblandet legemet, som gav det, som fattes noget, mere ære;
25. Paa det der skal ikke være splid i legemet; men at lemmerne skal have lige omhyggelighed for hverandre.
26. Og enten een lem lider, lide alle lemmerne med; eller en lem bliver holden i ære, glæde alle lemmerne sig med.
27. Men I ere Christi legeme, og lemmer en deel.
28. Og Gud haver end sat i menigheden, først nogle til apostler, for det andet, nogle til propheter, for det tredie, nogle til lærere, dernæst dem, som giøre kraftige gierninger, derefter dem, som have naadegaver til at helbrede, og at hielpe andre, at styre menighen, at tale adskillige slags tungemaal.
29. Monne alle vare apostler? monne alle vare propheter? monne alle være lærere? monne alle kan giøre kraftige gierninger?
30. Monne alle have naadegaver til at helbrede? monne alle tale med adskillige slags tungemaal? monne alle udlægge?
31. Men værer nidkiere efter de bedste naadegaver. Og fremdeles viser jeg eder den ypperligste vei.


13. Capitel.

1. Dersom jeg taler med menneskenes og Englenes tungemaal, men haver ikke kierlighed, da er jeg bleven en lydende malm, eller en klingende bielde.
2. Og dersom jeg haver prophetie, og veed alle hemmeligheder, og al kundskab, og dersom jeg haver al troe, saa at jeg kunde flytte bierge, men haver ikke kierlighed, da er jeg intet.
3. Og dersom jeg uddeler alt mit gods til de fattige, og dersom jeg giver mit legeme hen, at jeg skulde brændes, men haver ikke kierlighed, da er det mig intet nyttigt.
4. Kierligheden er langmodig, er from; kierligheden er ikke nidsk; kierligheden bruger ikke fortredelighed, opblæses ikke;
5. Den haver sig ikke uskikkelig, søger ikke sit eget, forbittres ikke, tænker ikke ondt;
6. Den glæder sig ikke over uretfærdighed, men glæder sig ved sandhed;
7. Den fordrager alle ting, troer alle ting, haaber alle ting, taaler alle ting.
8. Kierligheden affalder aldrig; men enten der ere prophetier, da skal de afskaffes, eller tungemaal, da skal de holde op, eller kundskab, da skal den afskaffes.
9. Thi vi forstaae i stykkeviis, og prophetere i stykkeviis.
10. Men naar det fuldkomne dømmer, da skal det, som er i stykkeviis, afskaffes.
11. Da jeg var et ungt barn, talede jeg som et ungt barn, jeg var klog som et ungt barn, jeg tænkte som et ungt barn; men da jeg er bleven en mand, haver jeg afskaffet det, som var barnagtigt.
12. Thi vi see nu ved et speil i en mørk tale, men da skal vi see ansigt til ansigt; nu kiender jeg det i stykkeviis, men da skal jeg erkiende, ligesom jeg og er erkiendt.
13. Men nu bliver troe, haab, kierlighed, disse tre; men størst iblandt disse er kierligheden.


14. Capitel.

1. Jager efter kierligheden; men værer nidkiere efter de andre aandelige gaver, men meest, at I maatte prophetere.
2. Thi den, som taler med et andet tungemaal, taler ikke til menneskene, men til Gud; thi der hører ingen det, men han taler hemmeligheder i aanden.
3. Men hvo som propheterer, taler menneskene til opbyggelse og formaning og trøst.
4. Hvo som taler med et andet tungemaal, opbygger sig selv; men hvo som propheterer, opbygger menigheden.
5. Men jeg vilde, at I kunde alle tale med andre tungemaal, men mere at I kunde prophetere; thi den, som propheterer, er større end den, der taler med andre tungemaal, uden saa er, at han det udlægger, saa at menigheden bekommer opbyggelse deraf.
6. Men nu, brødre! dersom jeg kom til eder, og talede med andre tungemaal, hvad kunde jeg være eder nyttig, om jeg ikke vilde tale med eder, enten ved aabenbarelse, eller ved kundskab eller ved prophetie, eller ved lærdom?
7. Ligesom de livløse ting ere, som give lyd, hvad heller det er en pibe, eller en harpe, om de ikke give forskiel paa toner fra sig, hvorledes kan man da vide, hvad der er pibet, eller leget paa Harpen?
8. Thi og dersom en basun giver en utydelig lyd, hvo vil berede sig til krig?
9. Saaledes og, dersom I ved tungen ikke give en tydelig tale, hvorledes kan man vide det, som tales? thi I skulle ellers være, som de, der tale i veiret.
10. Saa mange slags stemmer, som hendes, er eder i verden, og der er ingen af dem, som jo haver sin lyd.
11. Dersom jeg da ikke veed lydens kraft, bliver jeg en Barbarer for den, som taler; og den, som taler, bliver for mig en Barbarer.
12. Saaledes og I, efterdi I ere nidkiere efter aander, da søger, at I kunne være overflødige til menighedens opbyggelse.
13. Derfor, hvo som taler med et andet tungemaal bede, at han det kan udlægge.
14. Thi dersom jeg beder med et andet tungemaal, da beder vel min aand, men mit sind er ufrugtbart.
15. Hvad er derfor derved at giøre? jeg vil bede med aanden, men jeg vil og bede med sindet; jeg vil synge med aanden, men jeg vil og synge med sindet.
16. Efterdi, dersom du velsigner med aanden, hvorledes kan den, som staaer i en lægmands sted, sige amen til din taksigelse? efterdi han ikke veed, hvad du siger.
17. Thi du takker vel smukt, men den anden opbygges ikke.
18. Jeg takker min Gud, at jeg taler mere med andre tungemaal, end I alle.
19. Men jeg vilde heller have talet fem ord i en menighed med mit sind, paa det jeg og kan mundtlig undervise andre, end ti tusinde ord med et andet tungemaal.
20. Brødre! vorder ikke børn i forstand; men vorder som unge børn i ondskab, men vorder fuldkomne i forstand. 
21. Der er skrevet i loven: jeg vil tale ved dem, som have andre tungemaal, og ved andre læber til dette folk, og de skulle end ikke saaledes høre mig ret, siger Herren.
22. Derfor ere andre tungemaal til et tegn, ikke for dem, som troe, men for de vantroe; men prophetien er et tegn, ikke for de vantroe, men for dem, som troe.
23. Dersom da den ganske menighed kom tilsammen paa eet sted, og alle talede med andre tungemaal, men der kom lægfolk eller vantroe ind, skulde de ikke sige, at I ere galne?
24. Men dersom alle propheterede, og der kom nogen vantroe eller lægmand ind, da overbevises han af alle, han dømmes af alle.
25. Og saa blive de skiulte ting i hans hierte aabenbare; og saa skal han falde paa sit ansigt, og tilbede Gud, og forkynde, at Gud er sandeligen i eder.
26. Hvad er det derfor, brødre? naar I komme tilsammen, hver af eder haver en psalme, han haver en lærdom, han haver et andet tungemaal han haver en aabenbarelse, han haver en udlæggelse; alle ting lader skee til opbyggelse.
27. Dersom nogen taler med et andet tungemaal, da skee det ved to, eller i det meste, tre, og hver tale sin deel; og een udlægge det.
28. Men dersom der er ikke en udlægger, da tie han i menigheden; men han tale for sig selv, og for Gud;
29. Men propheter tale to, eller tre, og de andre dømme.
30. Men dersom en anden aabenbares noget, som sidder der, da tie den første.
31. Thi I kunne alle prophetere, den eene efter den anden, at alle kunne lære, og alle blive formanede.
32. Og propheters aander ere propheter underdanige.
33. Thi Gud er ikke uordens, men freds Gud; ligesom i alle de helliges menigheder.
34. Eders qvinder tie i menighederne; thi det er dem ikke tilstedt at tale, men at være underdanige, ligesom loven og siger.
35. Men ville de lære noget, da spørge de deres egne mænd ad hiemme; thi det lader qvinder ilde, at tale i en menighed.
36. Eller er Guds ord udkommet fra eder? eller er det kommet til eder allene?
37. Dersom nogen lader sig tykke, at han er en prophet, eller aandelig, han erkiende de ting, som jeg skriver til eder, at de ere Herrens bud.
38. Men er nogen vanvittig, da være han vanvittig.
39. Derfor brødre! værer nidkiere efter at prophetere, og forbyder ikke at tale med andre tungemaal.
40. Alle ting skee skikkeligen og ordentligen.


15. Capitel. 

1. Men jeg giver eder tilkiende, brødre! det evangelium som jeg forkyndte eder, hvilket I og annammede, udi hvilket I og have staaet,
2. Formedelst hvilket I og blive salige, dersom I og beholde med hvad tale jeg haver forkyndet eder evangelium; uden I have troet forgieves.
3. Thi jeg haver overantvordet eder iblandt de første ting dersom og jeg annammede: at Christus døde for vore synder, efter skrifterne
4. Og at han blev begraven;
5. Og at han er opstanden tredie dag, efter skrifterne;
6. Og at han er seet af Kephas, derefter af de tolv.
7. Derefter er han seet af mere end fem hundrede brødre paa eengang, af hvilke de fleste ere endnu til, men nogle ere og hensovede.
8. Derefter er han seet af Jakobus; derefter af alle apostlerne.
9. Men sidst efter alle er han og seet af mig, som af et utidigt foster; thi jeg er den ringeste af apostlerne, som er ikke værd at kaldes en apostel, fordi jeg haver forfulgt Guds menighed.
10. Men af Guds naade er jeg det, som jeg er; og hans naade, som er uddeelt til mig haver ikke været forgieves, men jeg haver arbeidet meget mere, end de alle; dog ikke jeg, men Guds naade, som er med mig.
11. Hvad heller det er da jeg, eller de, saaledes prædike vi, og saaledes troede I.
12. Men om Christus prædikes, at han er opstanden fra de døde, hvorledes sige da nogle iblandt eder, at der er ikke dødes opstandelse?
13. Men dersom der ikke er dødes opstandelse, da er ikke heller Christus opstanden.
14. Men er Christus ikke opstanden, da er vor prædiken jo forgieves, saa er og eders troe forgieves.
15. Men vi blive og fundne som Guds falske vidner, at vi havde vidnet om Gud, at han havde opreist Christum; hvilken han ikke havde opreist, efterdi de døde jo ikke opreises.
16. Thi dersom de døde ikke opstaae, da er ikke Christus heller opstanden.
17. Men dersom Christus ikke er opstanden, da er eders troe forfængelig: saa ere I endnu i eders synder.
18. Saa ere og de fortabte, som ere hensovede i Christo.
19. Haabe vi allene paa Christum i dette liv, da ere vi de jammerligste iblandt alle mennesker.
20. Men nu er Christus opstanden fra de døde, og er bleven den førstegrøde af dem, som ere hensovede.
21. Thi efterdi døden kom ved et menneske, er og de dødes opstandelse kommen ved et menneske.
22. Thi ligesom alle døe i Adam, saa skal og alle levendegiøres i Christo.
23. Dog hver i sin egen orden: den førstegrøde er Christus, dernæst de, som ere Christi, i hans tilkommelse.
24. Derefter kommer enden, naar han overantvorder Gud og Faderen riget; naar han skal afskaffe alt fyrstendømme, og al myndighed og magt.
25. Thi ham bør at regnere, indtil han faaer lagt alle fiender under hans fødder.
26. Den sidste fiende, som afskaffes, er døden.
27. Thi han haver underlagt alle ting under hans fødder. Men naar han siger, at alle ting ere ham underlagte, da er det aabenbare, at det er uden for ham, som haver underlagt ham alle ting.
28. Men naar alle ting ere blevne ham underlagte, da skal og Sønnen selv blive ham underlagt, som haver underlagt ham alle ting, at Gud skal være alle ting i alle.
29. Hvad monne de ellers giøre, som døbes over de døde, dersom de døde aldeles ikke opreises! hvi døbes de og over de døde?
30. Hvi staae vi og hver time i fare?
31. Jeg døer dagligen, det vidner jeg ved den vor ros, som jeg haver i Christo Jesu vor Herre.
32. Stred jeg efter menneskelig viis med vilde dyr i Ephesus, hvad hielper det mig, dersom de døde ikke opstaae? hvi sige vi ikke da: lader os æde og drikke; thi i morgen døe vi?
33. Forføres ikke; ond snak forderver gode sæder.
34. Vaagner op til retfærdighed, og synder ikke; thi nogle vide intet af Gud, det siger jeg eder til blusel.
35. Men der maatte nogen sige: hvorledes opstaae de døde? men med hvordant et legeme komme de frem?
36. Du daare! det, som du saaer, bliver ikke levendegiort, dersom det ikke døer.
37. Og det, du saaer, saaer du ikke det legeme, der skal blive, men et blot korn, maaskee, af hvede, eller af noget af de andre.
38. Men Gud giver det et legeme, ligesom han har villet, og hver sæd giver han sit eget legeme.
39. Alt kiød er ikke det samme kiød; men andet er menneskens kiød, men andet fæes, men andet fiskes, men andet fugles.
40. Og der ere himmelske legemer, og jordiske legemer; men de himmelskes herlighed er en anden, men de jordiskes en anden.
41. Solens klarhed er en anden, og maanens klarhed en anden, og stiernernes klarhed en anden; thi en stierne overgaaer den anden i klarhed;
42. Saaledes er og de dødes opstandelse: det saaes i forkrænkelighed, det staaer op i uforkrænkelighed;
43. Det saaes i vanære, det staaer op i herlighed; det saaes i skrøbelighed, det staaer op i kraft;
44. Der saaes et naturligt legeme, der opstaaer et aandeligt legeme. Der er et naturligt legeme, og der er et aandeligt legeme.
45. Saaledes er der ogsaa skrevet: det første menneske, Adam, er bleven til en levende siel; den sidste Adam, til en levendegiørende Aand.
46. Men det aandelige er ikke det første, men det naturlige, derefter det aandelige.
47. Det første menneske er af jorden, jordisk; der andet menneske er Herren af himmeien.
48. Saadan som den jordiske er, saadanne ere og de jordiske; og saadan som den Himmelske er, saadanne ere og de himmelske.
49. Og ligesom vi have baaret den jordiskes billede, saa skal vi og bære den Himmelskes billede.
50. Men dette siger jeg, brødre! at kiød og blod kan ikke arve Guds rige, ei heller skal forkrænkelighed arve uforkrænkelighed.
51. See, jeg siger eder en hemmelighed: vi skal vel ikke alle sove; men vi skal alle forandres,
52. I en hast, i et øieblik, i den sidste basunes lyd; (thi basunen skal lyde,) og de døde skal opstaae uforkrænkelige, og vi skal forandres.
53. Thi det bør dette forkrænkelige at føres i uforkrænkelighed, og dette dødelige at føres i udødelighed.
54. Men naar dette forkrænkelige skal føres i uforkrænkelighed, og dette dødelige føres i udødelighed, da skal det ord skee, som er skrevet: døden er opsluget formedelst seier.
55. Død! hvor er din braad? helvede! hvor er din seier?
56. Men dødens braad er synden; men loven er syndens kraft. 
57. Men Gud være tak, som giver os seier formedelst vor Herre Jesum Christum!
58. Derfor, mine kiere brødre! bliver faste, ubevægelige, overflødige altid i Herrens gierning, vidende, at eders arbeido er ikke forfængeligt i Herren. 


16. Capitel. 

1. Men anlangende den hielp, som sankes til de hellige, da ligesom jeg forordnede menighederne i Galatia, saaledes giører og I.
2. Hver af eder lægge ned hos sig selv paa den første dag i ugen, og samle som et liggendefæ, hvad han faaer lykke til; at hielpen ikke da skal blive sanket først, naar jeg kommer.
3. Men naar jeg kommer derhen, hvilke I da betroe dertil, dem vil jeg sende bort med breve, at føre eders gave hen til Jerusalem.
4. Men dersom det giøres behov, at jeg og skal reise derhen, da kunde de reise med mig.
5. Men jeg vil komme til eder, naar jeg drager igiennem Macedonien; (thi jeg drager igiennem Maledonien.)
6. Men jeg bliver maaskee nogen tid hos eder, eller tøver ogsaa vinteren over, paa det I kunne ledsage mig, hvor jeg skal reise hen.
7. Thi jeg vil ikke nu see eder i det jeg drager forbi; men jeg haaber, at forblive nogen tid hos eder, om Herren vil tilstede.
8. Men jeg vil forblive i Ephesus indtil Pintsedag.
9. Thi mig er en stor og kraftig dør opladen, og der ere mange modstandere.
10. Men dersom Timotheus kommer, da seer til, at han bliver hos eder uden frygt; thi han gør Herrens gierning, ligesom og jeg.
11. Derfor skal ikke nogen foragte ham, men ledsager ham i fred, at han kan komme til mig; thi jeg forventer ham med brødrene.
12. Men hvad Apollos den broder er anlangende, formanede jeg ham meget, at han skulde komme til eder med brødrene; og det var aldeles ikke hans villie, at han vilde nu komme; men han skal komme, naar han faaer beleilig tid.
13. Vaager, staaer i troen, værer mandige, værer stærke;
14. Lader alle eders ting skee i kierlighed.
15. Men jeg formaner eder, brødre! I kiende Stephanæ huus, at det er den førstegrøde i Achaja, og de have beskikket sig selv til at tiene de hellige;
16. At I skulle og være saadanne underdanige, og hver den, som hielper til med, og arbeider.
17. Men jeg glæder mig ved Stephanæ og Fortunati og Achaici tilkommelse; thi det, hvori jeg savnede eder, have disse opfyldt;
18. Thi de have vederqvæget min aand og eders; erkiender derfor saadanne.
19. Meenighederne i Asia hilse eder. Aqvilas og Priscilla hilse eder meget i Herren, med menigheden i deres huus.
20. Alle brødrene hilse eder. Hilser eder indbyrdes med et helligt kys.
21. Hilsen med min, nemlig Pauli, haand.
22. Dersom nogen ikke elsker den Herre Jesum Christum, han være en forbandet ting! Maran Atha.
23. Den Herres Jesu Christi naade være med eder!
24. Min kierlighed være med eder alle i Christo Jesu! Amen.


H="2. Korintherne - 2. Corinthians"

St. Pauli 2den Epistel til de Corinthier.


1. Capitel.

1. Paulus, Jesu Christi apostel, formedelst Guds villie, og Timotheus den broder, til Guds menighed, som er i Corinthen, med alle de hellige, som ere i ganske Achaja:
2. Naade være med eder, og fred, af Gud vor Fader, og den Herre Jesu Christo!
3. Lovet være Gud og vor Herres Jesu Christi Fader, barmhiertighedens Fader, og al trøstes Gud.
4. Som os trøster i al vor trængsel, at vi kan trøste dem, som ere i allehaande trængsel, med den trøst, som vi blive selv trøstede med af Gud!
5. Thi ligesom Christi lidelser ere overflødige til os, saaledes er og vor trøst overflødig ved Christum.
6. Men hvad heller vi trænges, da skeer det for eders trøst og saliggiørelse, som er kraftig i, at I fordrage de samme lidelser, som vi og lide; eller vi trøstes, da skeer det for eders trøst og saliggiørelse.
7. Og vort haab er fast om eder; efterdi vi vide, at, ligesom I ere deelagtige i lidelserne, saa skal I og være i trøsten.
8. Thi vi vil ikke dølge for eder, brødre! om vor trængsel, som os er vederfaren i Asia; thi vi vare overmaade besværede over vor magt, saa at vi vare mistrøstige ogsaa om livet.
9. Men vi havde selv besluttet hos os selv, at vi skulde døe, fordi vi skulde ikke forlade os paa os selv, men paa Gud, som opvækker de døde;
10. Hvilken friede os fra saa stor en dødsfare, og frier endnu; til hvilken vi have haab, at han og fremdeles skal frie os;
11. I det I og komme os til hielp med bønnen for os, paa det den naadegave, som os er bevist af mange personer, kan blive berømt med taksigelse for os ved mange.
12. Thi denne er vor ros, vor samvittigheds vidnesbyrd, at vi have vandret i verden i eenfoldighed, og Guds retsindighed, ikke kiødelig viisdom, men i Guds naade, men meest hos eder.
13. Thi vi skrive eder ikke andre ting til, end dem, som I enten læse, eller ogsaa kiende; men jeg haaber, at I og skal kiende dem indtil enden.
14. Ligesom I og have kiendt os til deels, at vi ere eders ros, ligesom og I vores, paa den Herres Jesu dag.
15. Og i denne tillid vilde jeg kommet til eder tilforn, at I skulde bekommet en anden velgierning.
16. Og at jeg kunde igiennem eders stad draget til Macedonien, og atter af Macedonien kommet til eder, og blevet ledsaget af eder til Judæa.
17. Haver jeg derfor vel brugt letsindighed, der jeg beraadde mig paa dette? eller beraader jeg mig efter kiødet i de ting, som jeg beraader mig paa? at hos mig skal være først ja, ja, og siden nei, nei?
18. Men Gud er troefast, at vor tale, som er skeet til eder, var ikke ja og nei.
19. Thi Guds Søn, Jesus Christus, som er prædiket iblandt eder formedelst os, formedelst mig, og Silvanus, og Timotheus, var ikke ja og nei, men alting er blevet ja i ham.
20. (Thi saa mange Guds forjættelser, som ere til, ere ja i ham, og amen i ham) Gud til ære, formedelst os.
21. Men Gud er den, som stadfæstede os med eder til Christum, og salvede os:
22. Som og beseglede os, og gav Aandens fæstepenge i vore hierter.
23. Men jeg kalder Gud til vidne over min siel, at, fordi jeg sparede eder, er jeg ikke endnu kommen til Corinthen.
24. Ikke at vi herske over eders troe, men vi ere medarbeidere til eders glæde; thi I staae i troen.


2. Capitel.

1. Men jeg dømte dette hos mig selv, at jeg vilde ikke atter komme til eder i bedrøvelse.
2. Thi dersom jeg bedrøver eder, hvo er da den, som gør mig glad, uden den, som bliver bedrøvet af mig?
3. Og jeg skrev eder det samme til, at jeg skulde ikke have bedrøvelse, naar jeg kommer, af dem, som mig burde at have glæde af; efterdi jeg er forsikret om eder alle, at min glæde er alles eders.
4. Thi jeg skrev eder til af megen trængsel, og hiertets banghed, ved megen graad, ikke at I skulde blive bedrøvede, men paa det I skulde kiende kierligheden, som jeg haver overflødigen til eder.
5. Men dersom nogen haver bedrøvet, haver han ikke bedrøvet mig, uden til deels, at jeg skulde ikke besvære eder alle.
6. Denne straf, som kom af de fleste, det er nok for den samme;
7. Saa at I derimod desmere skulle tilgive og trøste ham, paa det den samme ikke skal opsluges i for stor bedrøvelse.
8. Derfor formaner jeg eder, at bekræfte eders kierlighed med ham.
9. Thi derfor haver jeg og skrevet, at jeg vilde vide eders retskaffenhed, om I ere lydige til alle ting.
10. Men hvilken I tilgive noget, den tilgiver og jeg; thi og jeg, dersom jeg haver tilgivet noget, da haver jeg tilgivet det for eders skyld, i Christi aasyn, paa det vi skulle ikke forfordeles af satan;
11. Thi hans anslag ere os ikke ubekiendte.
12. Men der jeg kom til Troas, til at prædike Christi evangelium, og mig var opladt en dør i Herren, da havde jeg ingen roe i min aand, fordi jeg fandt ikke Titus min broder;
13. Men jeg tog afskeed fra dem, og drog ud til Macedonien.
14. Men Gud være tak, som lader os altid bære seier i Christo, og aabenbarer sin kundskabs lugt formedelst os i hvert sted!
15. Thi vi ere Christi gode lugt for Gud iblandt dem, som blive salige, og iblandt dem, som blive fortabte:
16. Disse vel en døds lugt til død, men de andre en livs lugt til liv; dog hvo er dygtig til disse ting?
17. Thi vi ere ikke, som de mange, der forfalske Guds ord; men vi tale i Christo, som af retsindighed, ja som af Gud for Guds aasyn.


3. Capitel.

1. Begynde vi atter at prise os selv? eller behøve vi, som nogle, berømmelses-breve til eder, eller berømmelses-breve fra eder?
2. I ere vort brev, indskrevet i vore hierter, som kiendes, og læses af alle mennesker;
3. I, som ere blevne aabenbarede, at I ere Christi brev, tilberedet ved vor tieneste, indskrevet ikke med blek, men med den levende Guds Aand, ikke i steentavler, men i hiertets kiød-tavler.
4. Saadan tillid have vi til Gud formedelst Christum;
5. Ikke, at vi ere dygtige af os selv, at betænke noget, som af os selv, men vor dygtighed er af Gud.
6. Hvilken og giorde os dygtige til at være det nye testamentes tienere, ikke bogstavens, men Aandens; thi bogstaven ihielslaaer, men Aanden levendegiør.
7. Men dersom dødens tieneste udi bogstaver, som var indgraven i stene, skede i herlighed, saa at Israels børn kunde ikke see stivt paa Mose ansigt, for hans ansigtes herlighed, som dog skulde afskaffes;
8. Hvi skulde ikke mere Aandens tieneste være i herlighed?
9. Thi dersom fordømmelsens tieneste var i herlighed, er meget mere retfærdighedens tieneste overflødig i herlighed.
10. Thi det, som var herliggiort, var end ikke herliggiort i denne deel, for den overvættes herligheds skyld.
11. Thi dersom det skede ved herlighed, som afskaffes, da skal det, som bliver, meget mere være i herlighed.
12. Efterdi vi derfor have saadant haab, bruge vi stor frimodighed at tale med;
13. Og ikke, som Moses lagde et skiul paa sit ansigt, at Israels børn skulde ikke see stivt til enden af det, som afskaffes.
14. Men deres sind ere forhærdede; thi det samme skiul bliver indtil denne dag, i det gamle testamentes læsning, som ikke fratages; thi det afskaffes i Christo.
15. Men der ligger et skiul paa deres hierte indtil denne dag, naar Moses læses.
16. Men naar de omvendte sig til Herren, da blev skiulet borttaget.
17. Men Herren er Aanden; men hvor Herens Aand er, der er frihed.
18. Men vi alle, som med et bart ansigt skue Herrens herlighed, som i et speil, blive forvandlede til det samme billede, fra herlighed til herlighed, som af Herren! som er Aanden.


4. Capitel.

1. Derfor, efterdi vi have denne tieneste, eftersom os er skeet barmhiertighed, da blive vi ikke trætte;
2. Men vi have afsagt de skiulte ting, som ere skammelige, og omgaaes ikke i trædskhed, forfalske og ikke Guds ord, men bevise os selv mod alle meneskers samvittighed i sandheds aabenbarelse, for Guds aasyn.
3. Men er og vort evangelium skiult, da er det skiult hos dem, som blive fortabte;
4. Udi hvilke denne verdens Gud haver forblindet de vantroes sind, paa det at evangelii oplysning om Christi herlighed, som er Guds billede, ikke skulde skinne for dem.
5. Thi vi prædike os ikke selv, men Christum Jesum, at være en Herre; men os selv at vare eders tienere, for Jesu skyld.
6. Thi Gud, som sagde, at lyset skulde skinne frem af mørket, er den som har skinnet i vore hierter, til Guds herligheds kundskabs oplysning i Jesu Christi aasyn.
7. Men vi have dette liggendefæ i leerkar, at den overvættes kraft skal være Guds, og ikke af os.
8. Vi, som trænges paa alle maader, men ikke beknyttes; som tvivle vel, men ikke fortvivle;
9. Som lide forfølgelse, men blive ikke forladte; som nedslaaes, men ikke ødelægges.
10. Vi, som ombære altid den Herres Jesu dødelse i legemet, at og Jesu liv maae blive aabenbaret i vort legeme.
11. Thi vi, som leve, blive stedse hengivne til døden, for Jesu skyld, at Jesu liv maae og blive aabenbaret i vort dødelige kiød.
12. Saa er da døden kraftig i os, men livet i eder.
13. Men efterdi vi have den samme troens Aand, efter det, som skrevet er: jeg haver troet, derfor haver jeg talet; saa troe vi og, derfor tale vi og;
14. I det vi vide, at den, som opreiste den Herre Jesum, skal og opreise os formedelst Jesum, og fremstille os med eder;
15. Thi det skeer altsammen for eders skyld, paa det den overvættes naade skal ved manges taksigelse vorde overflødig til Guds ære.
16. Derfor blive vi ikke trætte; men dersom og vort udvortes menneske forderves, fornyes dog det indvortes dag fra dag. 
17. Thi vor trængsel, som er stakket og let, giør os en meget overmaade evig vigtig herlighed:
18. I det vi ikke ansee de synlige ting, men de usynlige; thi de synlige ere timelige, men de usynlige evige.


5. Capitel. 

1. Thi vi vide, at, dersom vort tabernakels jordiske huus bliver nedbrudt, have vi en bygning af Gud, et huus, som er giort uden hænder, evigt i himlene. 
2. Thi og om dette sukke vi, forlængendes at blive overklædte med vor boelig, som er af himmelen;
3. Dog saa, om vi og findes iklædte, ikke nøgne.
4. Thi og vi, som ere i dette tabernakel, sukke, som ere besværede: efterdi vi ville ikke afklædes, men overklædes, at det dødelige kunde blive opsluget af livet.
5. Men den, som beredte os til det samme, er Gud, som og gav os Aandens fæstepenge.
6. Derfor ere vi altid frimodige, og vide, at medens vi ere hiemme i legemet, ere vi fremmede fra Herren.
7. (Thi vi omgaaes ved troen, ikke ved beskuelsen.)
8. Men vi ere frimodige, og have mere behagelighed til, at være fremmede fra legemet, og vandre hiem til Herren.
9. Derfor ere vi og flittige, hvad heller vi ere hiemme eller ere fremmede, at være ham velbehagelige.
10. Thi os bør alle at aabenbares for Christi domstol, at hver kan faae efter det, som skeet er ved legemet, efter det, som han haver giort, enten godt eller ondt.
11. Efterdi vi da vide den Herrens frygt, overtale vi menneskene, men ere aabenbarede for Gud; men jeg haaber, at vi ogsaa ere blevne aabenbarede i eders samvittigheder.
12. Thi vi ikke atter prise os selv for eder, men give eder anledning til ros over os: paa det, I kunde have noget mod dem, som rose sig i udvortes anseelse, og ikke af hiertet.
13. Thi dersom vi ere forrykte, da er det for Gud; eller ere vi ved sands, er det for eder.
14. Thi Christi kierlighed tvinger os:
15. I det vi dømme dette, at dersom een er død for alle, da ere de alle døde; og han døde for alle, at de, som leve, ikke skulle fremdeles leve sig selv, men den, som er død, og opstanden for dem.
16. Saa at vi kiende herefter ingen efter kiødet; men dersom vi og have kiendt Christum efter kiødet, kiende vi ham dog nu ikke mere saaledes.
17. Saa at, dersom nogen er i Christo, da er han et nyt creatur; de gamle ting ere forbigangne, see, alle ting ere blevne nye.
18. Men alle disse ting ere af Gud, som forligte os med sig selv formedelst Jesum Christum, og gav os forligelsens tieneste;
19. Saa at Gud var i Christo, som forligte verden med sig selv, i det han ikke tilregnede dem deres overtrædelser og oprettede forligelsens ord iblandt os.
20. Derfor ere vi sendebud i Christi sted, ligesom Gud selv formanede eder formedelst os; vi bede i Christi sted, lader eder forlige med Gud.
21. Thi den, som ikke vidste af synd, haver han giort til synd for os, paa det vi skal vorde Guds retfærdighed i ham.


6. Capitel. 

1. Men vi, som ere medarbeidere, formane og eder, at I skal ikke tage Guds naade forgieves.
2. Thi han siger: jeg haver bønhørt dig i en behagelig tid, og hiulpet dig paa saliggiørelsens dag: see, nu er en behagelig tid, see, nu er saliggiørelsens dag.
3. Lader os ikke i nogen ting give noget anstød, paa det vor tieneste skal ikke blive lastet.
4. Men lader os bevise os selv i alting, som Guds tienere: i megen taalmodighed, i trængsler, i nød, i angester,
5. I slag, i fængseler, i oprør, i arbeider, i vaagenheder, i faster,
6. I reenhed, i kundskab, i langmodighed, i fromhed, i den Hellig Aand, i kierlighed uden skrømt,
7. I sandheds ord, i Guds kraft, formedelst retfærdighedens vaaben, paa høire og venstre side,
8. Ved ære og vanære, ved ondt rygte og godt rygte; som forførere og dog sanddrue;
9. Som ukiendte, og dog kiendte; som de, der døe, og see, vi leve; som de, der ere revsede, og dog ikke ihielslagne;
10. Som bedrøvede, men altid glade: som fattige, men som dog giøre mange rige; som de, der have intet, og beholde dog alle ting.
11. O I Corinthier! vor mund er opladt til eder, vort hierte er udbredet.
12. I ere ikke beknyttede i os; men I ere beknyttede i eders hierter.
13. Men betaler med lige betaling, jeg taler som til mine børn: udbredes I ogsaa.
14. Drager ikke i et andet aag med de vantroe; thi hvad deelagtighed haver retfærdighed med uret? men hvad samfund haver lys med mørkhed?
15. Men hvorledes kan Christus stemme overeens med Belial? eller hvad deel haver en, som troer, med en vantroe?
16. Hvad samqvem haver Guds tempel med afguder? thi I ere den levende Guds tempel, ligesom Gud haver sagt: jeg vil boe i dem, og vandre i dem: og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.
17. Derfor gaaer ud fra dem, og fraskiller eder, siger Herren, og rører ikke noget ureent: og jeg vil annamme eder;
18. Og jeg vil være eders Fader, og I skal være mine sønner og døttre, siger Herren, den Almægtige.


7. Capitel.

1. Derfor, efterdi vi have saadanne forjætttelser, I elskelige! lader os rense os selv af al kiødets og aandens besmittelse, og fuldende hellighed i Gudsfrygt.
2. Annammer os; vi have ingen giort uret, vi have ingen fordervet, vi have ingen forfordelet.
3. Jeg siger det ikke til at fordømme eder; thi jeg sagde tilforn, at I ere i vore hierter, til at døe og at leve tilsammen.
4. Jeg taler med stor frimodighed til eder; jeg roser mig meget af eder, jeg er fyldt med trøst, jeg er meget overflødig i glæde i al vor trængsel.
5. Thi, der vi og kom til Macedonien, havde vort kiød ingen roe, men vi vare paa alle maader trængte: udvortes var strid, indvortes frygt.
6. Men Gud, som trøster de ringe, trøstede os formedelst Titi tilkommelse.
7. Men ikke allene formedelst hans tilkommelse, men ogsaa med den trøst, som han var trøstet med af eder, der han forkyndte os eders forlængsel, eders hylen, eders nidkierhed for mig; saa at jeg maatte mere glæde mig.
8. Thi om jeg og bedrøvede eder med brevet, det fortryder mig ikke, endskiøndt det har fortrødt mig; (thi jeg seer, at brevet bedrøvede eder, endskiøndt kun en liden stund.)
9. Dog glæder jeg mig nu, ikke deraf, at I bleve bedrøvede, men at I bleve bedrøvede til omvendelse; thi I bleve bedrøvede efter Gud, at I ikke i nogen maade skulde faae skade af os.
10. Thi den bedrøvelse efter Gud giør omvendelse til saliggiørelse, som man ikke fortryder; men verdens bedrøvelse giør døden.
11. Thi see, det samme, at I bleve bedrøvede efter Gud, hvilken flid giorde det i eder; ja forsvarelse, ja vrede, ja frygt, ja forlængsel, ja nidkierhed, ja hevn; I beviste eder selv i alle ting, at I ere rene i den gierning.
12. Derfor, om jeg end skrev eder til, saa er det dog ikke skrevet for hans skyld, som giorde uret, ikke heller for hans skyld, som leed uret; men for den sags skyld, at vor flid for eder skulde blive aabenbar hos eder for Guds aasyn.
13. Derfor ere vi blevne trøstede ved eders trøst; men vi glædede os overvættes mere af Titi glæde; thi hans aand er bleven vederqvæget af eder alle.
14. (Thi dersom jeg roste meget om eder for ham, er jeg ikke bleven beskiæmmet; men ligesom vi talede alle ting i sandhed til eder, saa er og vor ros for Titus bleven sandhed.)
15. Og han haver overflødigere hiertelig kierlighed til eder, naar han tænker paa alles eders lydighed, hvorledes I annammede ham med frygt og bævelse.
16. Derfor glæder jeg mig, at jeg kan lide paa eder i alting.


8. Capitel. 

1. Men vi kundgiøre eder, brødre! den Guds naade, som er given i de menigheder i Macedonien:
2. At, der de bleve meget prøvede med trængsel, deres overflødige glæde, og deres store fattigdom blev overflødig til deres eenfoldigheds rigdom.
3. Thi de vare selv villige efter formue, (det vidner jeg,) og over formue;
4. I det de bade os med megen formanelse, at vi skulde annamme den velgierning, og den hielpes deelagtighed, som skede til de hellige.
5. Og ikke giorde de det allene, som vi haabede, men de gav sig selv først Herren, og derefter os, ved Guds villie.
6. Saa at vi have formanet Titus, at, ligesom han tilforn begyndte, saa skulde han og fuldende ogsaa denne velgierning hos eder.
7. Men ligesom I ere overflødige i alting, i troe, og ord, og kundskab, og al flid, og i eders kierlighed til os; saa seer til, at I og ere overflødige i denne velgierning.
8. Jeg siger det ikke, som en befaling, men efterdi andre ere saa flittige, da forsøger jeg og eders kierligheds oprigtighed.
9. Thi I kiende vor Herres Jesu Christi naade, at han for eders skyld er bleven fattig, der han var rig, at I ved hans fattigdom skulde blive rige.
10. Og jeg giver min mening herom tilkiende; thi det er eder nyttigt, I som allerførst begyndte for et aar, ikke allene at giøre, men og at ville.
11. Men fuldender og nu at giøre det, at, ligesom der var redebonhed til at ville, saaledes og maae være til at fuldende af det, som I have.
12. Thi dersom redebonheden er forhaanden efter det, som nogen haver, da er han velbehagelig, ikke efter det, som han ikke haver.
13. Thi dette siges ikke, at andre skulle have roe, men I trængsel;
14. Men, at der skal skee af ligelighed, at eders overflødighed skal paa denne tid komme deres trang til hielp, paa det og deres overflødighed skal herefter komme eders trang til hielp, at der kan skee ligelighed:
15. Ligesom skrevet er: den, som sankede det meget, havde ikke overflødigt; og den, som sankede det lidet, fattedes ikke. 
16. Men Gud være tak, der gav saadan flid for eder i Titi hierte;
17. Thi han annammede vel den formanelse; men efterdi han var meget flittig, reiste han selv villig ud til eder.
18. Men vi sendte og en broder med ham, som har lov i evangelium over alle menigheder;
19. Men ikke det allene, men er og beskikket af menighederne til at reise med os med denne velgierning, som betienes af os, Herren selv til ære, og eders redebonhed til priis.
20. Og vi vogte os for dette, at ikke nogen skal kunne laste os for denne rige hielp, som betienes af os;
21. I det vi have omsorg for det gode, ikke allene for Herren, men ogsaa for menneskene.
22. Men vi have sendt vor broder med dem, hvilken vi have i mange stykker ofte befundet at være flittig, men nu meget flittigere, af den store tillid til eder.
23. Nu, enten vi tale om Titus, da er han min medbroder og medarbeider hos eder; eller vore brødre menes, da ere de menighedernes apostler, ja Christi ære.
24. Derfor beviser eders kierligheds og vor roses bevisning om eder, imod dem for menighedernes aasyn.


9. Capitel.

1. Thi jeg haver ikke behov, at skrive til eder om den hielp til de hellige.
2. Thi jeg kiender eders redebonhed, hvilken jeg roser om eder hos de Macedonier, sigende: Achaja er beredt for et aar siden; og den nidkierhed, som kom, af eder, tilskyndte mange.
3. Men jeg sendte brødrene, at vor ros om eder skulde ikke blive forfængelig i dette stykke; at I skulle være beredte, ligesom jeg sagde:
4. Paa det, dersom de Macedonier kom med mig, og fandt eder uberedte, at vi (at vi ikke ville sige, I) ikke skulde blive beskiæmmede over denne roses bestandighed.
5. Hvorfor jeg agtede fornødent, at formane brødrene at de skulde før drage til eder, og før tillave denne eders velsignelse, som tilforn er forkyndet, at den kan være rede saaledes, saa det kan være en velsignelse, og ikke som en karrighed.
6. Thi dette mener jeg: hvo karrigligen saaer, skal og karrigligen høste, og hvo som saaer i velsignelser, skal og høste i velsignelser.
7. Hver give, eftersom han haver sat sig for i hiertet, ikke af bedrøvelse, eller af tvang; thi Gud elsker en glad giver.
8. Men Gud er mægtig til at giøre, at al naade skal være overflødig til eder: at I, som i alting altid have alt det, I selv ere fornøiede med, kan være overflødige til al god gierning;
9. (Ligesom skrevet er: han udspredte, han gav de fattige; hans retfærdighed bliver til evig tid.
10. Men den, som giver sædemanden sæd, skal og give brød til at æde, og formere eders sæd, og forøge eders retfærdigheds frugter.)
11. At I kan være rige i alting af al eenfoldighed, hvilken udretter det, at Gud skeer taksigelse formedelst os;
12. Thi denne tienestes hiælp opfylder ikke allene de helliges nødtørftigheder, men er ogsaa overflødig for Gud, ved manges taksigelser;
13. (Som prise Gud formedelst denne hielpes prøve, for eders bekiendelses underdanighed til Christi evangelium, og for den deelagtigheds eenfoldighed, til dem og alle;)
14. Og ved deres bøn for eder, som forlænges efter eder, for den overvættes Guds naades skyld, som teer sig i eder.
15. Men Gud være tak for sin uudsigelige gave!


10. Capitel.

1. Men jeg Paulus selv formaner eder ved Christi sagtmodighed og mildhed, jeg som er vel ringe af anseelse, naar jeg er hos eder, men fraværende bruger dristighed med eder.
2. Men jeg beder, at det skal ikke giøres mig behov, at bruge dristighed nærværende med den tillid, som jeg agtes at være dristig med mod nogle, som agte os, ligesom vi omgikkes efter kiødet.
3. Thi i det vi omgaaes i kiødet, stride vi ikke efter kiødet;
4. (Thi vore stridsvaaben ere ikke kiødelige, men mægtige for Gud, til at forstyrre befæstninger:)
5. I det vi forstyrre anslag, og al høihed, som sig ophøier imod Guds kundskab, og tage al tanke til fange under Christi lydighed,
6. Og ere rede til at hevne al ulydigved, naar eders lydighed er fuldkommet.
7. Seer de ting, som have en udvortes anseelse; dersom nogen forlader sig derpaa hos sig selv, at han hører Christum til, han slutte dette derimod af sig selv: at ligesom han hører Christum til, saa høre og vi Christum til.
8. Thi dersom jeg endog vilde rose mig noget ydermere af vor magt, som Herren gav os til opbyggelse, og ikke til eders nedbrydelse, da vilde jeg ikke blive beskiæmmet.
9. Men jeg vil ikke rose mig, at jeg skal ikke synes at ville forfærde eder ved brevene.
10. Thi brevene, sige de, ere svare og stærke; men legemets nærværelse er skrøbelig, og talen agtes intet.
11. Saadan en betænke dette, at, lige saadanne som vi ere med ord ved brevene fraværende, saadanne ville vi og være med gierningen nærværende.
12. Thi vi tør ikke regne, eller ligne os selv med somme, som prise sig selv; men de forstaae ikke, at de maale sig selv ved sig selv, og ligne sig selv ved sig selv.
13. Men vi rose os ikke af de ting, os ikke ere tilmaalede; men efter regelens maal, hvilket maal Gud haver deelt til os, at vi have naaet ogsaa indtil eder.
14. Thi vi strække os selv ikke for langt, som vi ikke havde naaet til eder; thi vi ere og komne indtil eder i Christi evangelium.
15. Saa vi rose os ikke af de ting, os ikke ere tilmaalede, i fremmede arbeider; men vi have haab, at, i det eders troe saa voxer i eder, ville vi efter vor regel komme langt videre,
16. At prædike evangelium for dem, som boe paa hiin side eder; saa vi ikke skal rose os af en fremmed regel, angaaende de ting, som ere allerede af andre beredte.
17. Men hvo sig roser, rose sig i Herren.
18. Thi han er ikke noksom prøvet, der priser sig selv, men den, som Herren priser.


11. Capitel.

1. O! at I vilde holde mig en liden daarlighed til gode! men jeg veed og, I holde mig den til gode.
2. Thi jeg er nidkier for eder med Guds nidkierhed; thi jeg haver føiet eder til en Mand, at jeg kan fremstille Christo en reen jomfru.
3. Men jeg frygter, at ligesom slangen bedrog Eva med sin trædskhed, eders sind skal saaledes forderves fra den eenfoldighed, som er til Christum.
4. Thi dersom nogen, der kommer, prædiker en anden Jesum, som vi ikke prædikede, eller I faae en anden aand, som I ikke fik, eller et andet evangelium, som I ikke annammede, da fordroge I ham vel.
5. Thi jeg agter, at jeg er ikke ringere, end de saare høie apostler.
6. Men om jeg er end ulærd i talen, er jeg dog ikke i kundskaben; men vi ere i alle maader aabenbarede i alle ting hos eder.
7. Eller giorde jeg synd, der jeg fornedrede mig selv, paa det I skulde blive ophøiede, at jeg forkyndte eder det Guds evangelium for intet?
8. Jeg røvede andre menigheder, og tog sold af dem, for at tiene eder, og der jeg var nærværende hos eder, og fattedes, da besværede jeg ingen ved dovenhed.
9. Thi brødrene, som kom af Macedonien, opfyldte det, mig fattedes: og jeg haver holdt mig selv i alle maader, eder uden besværelse, og vil holde mig saa endnu.
10. Saa vist, som Christi sandhed er i mig, skal denne ros ikke tilstoppes for mig i Achajæ lande.
11. Hvorfor? fordi jeg elsker eder ikke? det veed Gud. 
12. Men hvad jeg giør, det vil jeg og giøre, at jeg kan afskære anledningen for dem, som vil have anledning, at de, i det de rose sig, kan findes ligesom og vi.
13. Thi saadanne falske apostler ere bedragelige arbeidere, som forvandle sig til Christi apostler.
14. Og det er ikke under; thi satanas selv forvandler sig til lysets Engel.
15. Derfor er det ikke en stor ting, om ogsaa hans tienere forvandle sig, ligesom de vare retfærdigheds tienere; hvis ende skal være efter deres gierninger.
16. Jeg siger atter, at ikke nogen skal mene at jeg er daarlig; men om I mene anderledes, da annammer mig og som en daarlig, at jeg ogsaa maae lidet rose mig.
17. Hvad jeg nu taler, taler jeg ikke efter Herren, men som i daarlighed, da jeg bliver ved i denne roses bestandighed.
18. Efterdi mange rose sig efter kiødet, vil jeg og rose mig.
19. Thi I fordrage gierne daarer, efterdi I ere kloge.
20. Thi I fordrage, dersom nogen giør eder til trælle, dersom nogen opæder eder, dersom nogen tager noget, dersom nogen ophøier sig, dersom nogen slaaer eder i ansigtet.
21. Jeg siger dem efter vanære, ligesom at vi vare blevne skrøbelige; men hvorudi nogen er dristig, (jeg taler i daarlighed,) er og jeg dristig.
22. Ere de Ebræer? jeg ogsaa: ere de Israeliter? jeg ogsåa; ere de Abrahams sæd? jeg ogsaa;
23. Ere de Christi tienere? (jeg taler uforstandigen) jeg er mere: jeg haver arbeidet overflødigere, lidt flere slag, været flere gange i fængseler, ofte i døds-nød.
24. Jeg fik fem gange af Jøderne fyrretive slag, mindre end eet.
25. Jeg er tre gange hudstrøgen, een gang stenet, jeg haver lidt tre gange skibbrud, jeg haver været en døgn i dybet.
26. Jeg reiste ofte, jeg var i farligheder i vandstrømme, i farligheder iblandt røvere, i farligheder af min slægt, i farligheder af hedninger, i farligheder i byer, i farligheder i ørken, i farligheder paa havet, i farligheder iblandt falske brødre;
27. I arbeide og møie, ofte i vagter, i hunger og tørst, ofte i faster, i kuld og nøgenhed:
28. Foruden det, som mig udvortes tilstaaes, nemlig, at jeg daglig overløbes, og den bekymring for alle menigheder.
29. Hvo er skrøbelig, og jeg er ikke skrøbelig? hvo bliver forarget, og jeg ikke brændes?
30. Dersom jeg bør at rose mig, da vil jeg rose mig af de ting, som høre til min skrøbelighed.
31. Gud og vor Herres Jesu Christi Fader, hvilken være velsignet til evig tid! veed, at jeg ikke lyver.
32. I Damascus forsvarede kong Aretas landsherre de Damasceners stad, at han vilde grebet mig 
33. Og jeg blev nedladt af et vindue i en kurv over muren, og undflyede af hans hænder.


12. Capitel.

1. At jeg skal rose mig, er mig sandeligen ikke nyttigt; thi jeg vil komme til Herrens syner og aabenbarelser.
2. Jeg kiender et menneske i Christo for fiorten aar, (hvad heller han var i legemet, veed jeg ikke, eller uden legemet, veed jeg ikke, Gud veed det;) saadan en, som var henrykt indtil den tredie himmel.
3. Og jeg kiender saadant et menneske, (hvad heller han var i legemet, eller uden legemet, veed jeg ikke, Gud veed det;)
4. At han var henrykt ind i paradiis, og hørte usigelige ord, hvilke ikke er et menneske tilladt at sige.
5. Af saadanne ting vil jeg rose mig; men af mig selv vil jeg ikke rose mig, uden i mine skrøbeligheder.
6. Thi dersom jeg vilde rose mig, blev jeg ikke daarlig; thi jeg vilde sige sandhed; men sparer det, at ikke nogen skal tænke høiere om mig, end det han seer mig at være, eller det han hører af mig.
7. Og, at jeg skal ikke ophøie mig af de høie aabenbarelser, er mig given en pæl i kiødet: nemlig en engel satan, at han slaaer mig paa munden, paa det jeg ikke skal ophøie mig.
8. For denne formanede jeg Herren tre gange, at han maatte lade af fra mig.
9. Og han sagde til mig: min naade er dig nok; thi min kraft fuldkommes i skrøbelighed. Derfor vil jeg helst rose mig af mine skrøbeligheder, at Christi kraft kan boe i mig.
10. Derfor er jeg vel tilfreds i skrøbeligheder, i forhaanelser, i nød, i forfølgelser, i angester for Christi skyld; thi naar jeg er skrøbelig, da er jeg mægtig.
11. Jeg er bleven en daare, i det jeg roser mig: I tvang mig dertil; thi jeg burde prises af eder, thi jeg er intet ringere end de saare høie apostler, alligevel jeg er slet intet.
12. Der bleve jo giorte en apostels tegn iblandt eder med al taalmodighed, ved tegn og underlige ting, og kraftige gierninger.
13. Thi hvad er det, der I vare ringere udi, end de andre menigheder, uden at jeg ikke selv besværede eder ved dovenhed? tilgiver mig denne uret.
14. See, jeg er tredie gang rede at komme til eder, og vil ikke besvære eder ved dovenhed; thi jeg søger ikke det, som eders er, men eder; thi børnene skal ikke samle liggendefæ til forældrene, men forældrene til børnene.
15. Men jeg vil helst udlægge, og vorde udlagt for eders siele; endog jeg, som elsker eder mere, elskes mindre.
16. Men lad det være, jeg haver ikke besværet eder; men efterdi jeg var trædsk, da tog jeg eder med list.
17. Haver jeg og forfordelet eder formedelst nogen af dem, som jeg haver sendt til eder?
18. Jeg formanede Titus, og sendte den broder med; haver Titus, forfordelet eder i nogen ting? have vi ikke omgaaedes i den samme Aand, og i de samme fodspor?
19. Mene I atter, at vi forsvare os for eder? vi tale i Christo for Guds aasyn; men alle disse ting, I elskelige! til eders opbyggelse.
20. Thi jeg frygter, at, naar jeg kommer, jeg da maaske ikke skal finde eder saadanne, som jeg vil, og at jeg skal findes af eder saadan, som I ikke vil; at der skulle vare trætter, nid, vrede, kiv, bagtalelser, øretudelser, opblæselser, oprør:
21. At ikke, naar jeg kommer igien, min Gud skal fornedre mig hos eder, og jeg skal sørge over mange, som tilforn syndede, og ikke have omvendt sig fra deres ureenhed og horerie og uteerlighed, som de have bedrevet.


13. Capitel. 

1. Jeg kommer denne tredie gang til eder, da al handel skal stadfæstes i to eller tre vidners mund.
2. Jeg haver før sagt, og siger det tilforn, som jeg var nærværende, anden gang, og jeg skriver det nu fraværende til dem, som før syndede, og til alle de andre, at, om jeg kommer igien, vil jeg ikke spare;
3. Efterdi I lede efter Christi prøvelse, som taler i mig, hvilken ikke er skrøbelig hos eder, men er mægtig i eder.
4. Thi alligevel han blev korsfæstet af skrøbelighed, lever han dog af Guds kraft; og alligevel og vi ere skrøbelige i ham, skal vi dog leve hos eder med ham formedelst Guds kraft.
5. Forsøger eder selv, om I ere i troen, prøver eder selv; eller kiende I eder ikke selv, at Jesus Christus er i eder? uden saa er, at I ere uduelige.
6. Men jeg haaber, at I skulle kiende, at vi ere ikke uduelige.
7. Men jeg beder til Gud, at I skulle intet ondt giøre; ikke derfor, at vi skulle synes retskafne, men at I skulle giøre det gode, men vi kunde være ligesom uduelige.
8. Thi vi kan intet mod sandhed, men for sandhed.
9. Thi vi glæde os, naar vi ere skrøbelige, men I ere mægtige; men det samme ønske vi og, at I maae blive fuldkommeligen tilberedte.
10. Derfor skriver jeg dette fraværende, paa det jeg skal ikke bruge strenghed, naar jeg er nærværende, efter den magt, som Herren haver givet mig til opbyggelse, og ikke til nedbrydelse.
11. I det øvrige, brødre! glæder eder, bliver fuldkommeligen tilberedre, trøster eder indbyrdes, mener det samme, værer fredsommelige: saa skal kierlighedens og fredens Gud være med eder.
12. Hilser hverandre med et helligt kys; alle de hellige hilse eder.
13. Vor Herres Jesu Christi naade, og Guds kærlighed, og den Hellig Aands samfund være med eder alle! Amen.




H="Galaterne - Galatians"

St. Pauli Epistel til de Galater.


1. Capitel.

1. Paulus, en apostel, (ikke af menneskene, og ikke formedelst noget menneske, men ved Jesum Christum, og Gud Fader, som ham opreiste fra de døde;)
2. Og alle de brødre, som ere med mig, til menighederne i Galatia:
3. Naade være med eder, og fred af Gud Fader, og vor Herre Jesu Christo!
4. Som gav sig selv for vore synder, paa det han kunde udfrie os fra denne nærværende onde verden, efter Guds og vor Faders villie;
5. Hvilken være ære i al evighed! amen.
6. Jeg undrer paa, at I lade eder saa snart afvende fra den, som kaldte eder ved Christi naade, til et andet evangelium.
7. Hvilket er ikke andet, end at der ere nogle, som forvilde eder, og vil forvende Christi evangelium.
8. Men dersom og vi, eller en Engel af himmelen, prædike evangelium for eder, foruden det, vi prædikede eder, han være en forbandet ting!
9. Ligesom vi tilforn sagde, saa siger jeg og nu igien: dersom nogen prædiker evangelium for eder foruden det, I annammede, han være en forbandet ting!
10. Thi overtaler jeg nu til at troe mennesker eller Gud? eller siger jeg at tækkes mennesker? thi dersom jeg endnu tækkedes mennesker, da var jeg ikke Christi tiener.
11. Men jeg kundgiør eder, brødre! at det evangelium, som er prædiket af mig, er ikke menneskeligt.
12. Thi jeg hverken annammede det, ei heller er lært af noget menneske, men formedelst Jesu Christi aabenbarelse. 
13. Thi I have hørt min omgængelse tilforn i Jødedømmet, at jeg overmaade forfulgte Guds menighed, og forstyrrede den;
14. Og jeg foer frem i Jødedømmet over mange af mine lige i alder i min slægt, da jeg var overmaade nidkier for mine fædrene skikke.
15. Men der det var Gud behageligt, som mig fraskildte af min moders liv, og kaldte mig formedelst sin naade,
16. At han vilde aabenbare sin Søn i mig, at jeg skulde forkynde ham formedelst evangelium iblandt hedningerne, da strax bespurgte jeg mig ikke med kiød og blod;
17. Jeg kom ikke heller igien til Jerusalem, til dem, som vare apostler for mig, men drog bort til Arabien, og kom atter tilbage til Damascus.
18. Siden efter tre aar kom jeg igien til Jerusalem, at besøge Petrus, og blev femten dage hos ham.
19. Men jeg saae ikke nogen anden af apostlerne, uden Jakobus, Herrens broder.
20. Men de ting jeg skriver eder til, see, det skriver jeg for Guds aasyn, at jeg ikke lyver.
21. Derefter kom jeg i Syriæ og Ciliciæ lande.
22. Men jeg var de menigheder i Judæa, som vare i Christo, ubekiendt af ansigtet.
23. Men de havde nu allene hørt: den, som os tilforn forfulgte, prædiker nu evangelium om troen, hvilken han før forstyrrede:
24. Og de prisede Gud for mig.


2. Capitel. 

1. Siden efter fiorten aar, drog jeg atter op til Jerusalem, med Barnabas, og tog Titus ogsaa med.
2. Men jeg drog op efter en aabenbarelse, og forelagde dem det evangelium, som jeg prædiker iblandt hedningerne; men dem især, som syntes at være noget, at jeg skulde ikke løbe forgieves, eller have løbet forgieves.
3. Men Titus, som var med mig, blev end ikke tvungen til at omskæres, dog han var en Græker.
4. Men det skede for de falske brødres skyld, som havde indsneget sig, hvilke vare listeligen komne ind at bespeide vor frihed, som vi have i Christo Jesu, at de vilde giort os til trælle;
5. Hvilke vi vigede ikke end en time i underdanighed, at evangelii sandhed skulde blive værende hos eder.
6. Men om dem, som syntes at være noget, hvordanne de vare tilforn, kommer mig intet ved: Gud anseer ikke menneskens person; thi de, som syntes at være noget, lagde intet til min lærdom,
7. Men tvertimed, der de saae, at mig var betroet, at prædike evangelium for forhuden, ligesom Petrus for omskærelsen:
8. (Thi den, som var kraftig til apostelembede med Petrus hos omskærelsen, var og kraftig med mig hos hedningerne.)
9. Og der de kiendte den naade, som mig var given, nemlig Jakobus og Kephas og Johannes, som syntes at være pillere, da gave de mig og Barnabas samfunds høire hænder, at vi skulde prædike hos hedningerne, men de hos omskærelsen:
10. Allene, at vi skulde komme de fattige ihu; hvilket selvsamme jeg og haver beflittet mig at giøre.
11. Men der Petrus kom til Antiochia, imodstod jeg ham under øine; thi han var at laste.
12. Thi førend nogle kom fra Jakobus, aad han med hedningerne; men der de kom, undslog og fraskildte han sig selv, for han frygtede for dem af omskærelsen.
13. Og de andre Jøder hyklede ogsaa med ham: saa at og Barnabas blev med henført af deres hyklerie.
14. Men der jeg saae, at de gik ikke ret til evangelii sandhed, sagde jeg til Petrus for alle: dersom du, som er en Jøde, lever paa hedensk viis, og ikke paa jødisk viis, hvorfor tvinger du da hedningerne til at leve paa jødisk viis?
15. Vi, som ere af naturen Jøder, og ikke af hedningerne syndere,
16. Efterdi vi vide, at et menneske bliver ikke retfærdiggiort af lovens gierninger, men ved Jesu Christi troe; saa troede og vi paa Jesum Christum, at vi skulde blive retfærdiggiorte af Christi troe, og ikke af lovens gierninger; thi intet kiød skal blive retfærdiggiort af lovens gierninger.
17. Men om vi, som søge efter at blive retfærdiggiorte i Christo, blive og selv befundne at være syndere, er da Christus syndens tiener? det være langt fra!
18. Thi dersom jeg opbygger de samme ting igien, som jeg haver nedbrudt, da beviser jeg mig selv at være en overtræder.
19. Thi jeg er formedelst loven afdød loven, at jeg skal leve Gud.
20. Jeg er korsfæstet med Christo; men jeg lever, dog ikke jeg mere, men Christus lever i mig; men hvad jeg nu lever i kiødet, det lever jeg i Guds Søns troe, som elskte mig, og gav sig selv hen for mig.
21. Jeg giør ikke Guds naade til intet; thi kommer retfærdighed formedelst loven, da er jo Christus død forgieves.


3. Capitel. 

1. I uforstandige Galater! hvo haver fortryllet eder, at I skulde ikke overtales af sandheden? hvilke Christus Jesus var malet for øine, ligesom han havde været korsfæstet iblandt eder.
2. Dette allene vil jeg lære af eder: have I annammet Aanden af lovens gierninger, eller af troens hørelse?
3. Ere I saa uforstandige? ville I, som begyndte i aanden, nu fuldende det i kiødet?
4. Have I da lidt saa meget forgieves; om det ellers dog er forgieves.
5. Den da, som uddeler eder Aanden, og udretter kraftige gierninger i eder, udretter han det med lovens gierninger, eller ved troens hørelse?
6. Ligesom Abraham troede Gud, og det er regnet ham til retfærdighed;
7. Saa forstaae I jo, at de, som ere af troen, disse ere Abrahams børn.
8. Men skriften, som saae forud, at Gud retfærdiggiør hedningerne af troen, forkyndte Abraham tilforn dette evangelium: i dig skal alle hedninger velsignes.
9. Saa at de, som ere af troen, blive velsignede med den troe Abraham.
10. Thi saa mange, som ere af lovens gierninger, ere under forbandelse; thi der er skrevet: forbandet være hver den, som ikke bliver ved i alle de ting, som ere skrevne i lovens bog, at han giør dem!
11. Men at ingen bliver retfærdiggiort for Gud formedelst loven, er aabenbare; thi den retfærdige af troen skal leve.
12. Men loven er ikke af troen; men det menneske, som giør de ting, skal leve ved dem.
13. Christus haver frikiøbt os fra lovens forbandelse, der han blev en forbandelse for os: (thi der er skrevet: forbandet er hver den, som hænger paa et træe.)
14. At Abrahams velsignelse skulde komme paa hedningerne i Christo Jesu, at vi skulde faa Aandens forjættelse formedelst troen.
15. Brødre! jeg vil tale efter menneskelig viis: giør dog ingen et menneskes testamente til intet, som er stadfæstet, eller sætter dertil.
16. Men forjættelserne ere tilsagte Abraham, og hans sæd: han siger ikke: og i de sæde, som han talede om mange, men som om een: og i din sæd, hvilken sæd er Christus.
17. Men dette siger jeg: det testamente, som er tilforn stadfæstet af Gud paa Christum, kan loven, som blev given fire hundrede og tredive aar derefter, ikke rygge, at den kan giøre forjættelsen til intet.
18. Thi er arven af loven, da er den ikke mere af forjættelsen; men Gud skienkte Abraham den ved forjættelsen.
19. Hvad skal da loven? den blev lagt dertil for overtrædelsers skyld, (indtil den sæd kom, til hvilken forjættelsen var skeet) som blev beskikket ved Englene formedelst Midlerens haand.
20. Men Midleren er ikke eens Midler; men Gud er een.
21. Er da loven imod Guds forjættelser? det være langt fra! thi var der givet en lov, som kunde giøre levende, da var retfærdighed sandeligen af loven.
22. Men skriften haver indsluttet alle ting under synd, at forjættelsen af Jesu Christi troe skulde blive givet dem, som troe.
23. Men førend troen kom, vare vi forvarede under loven, insluttede tilsammen paa den troe, som skulde aabenbares.
24. Saa at loven er vorden vor tugtemester til Christum, at vi skulde blive retfærdiggiorte af troen:
25. Men nu troen er kommen, ere vi ikke mere under tugtemesteren.
26. Thi I ere alle Guds børn formedelst troen i Christo Jesu.
27. Thi I, saa mange som ere døbte til Christum, have iført Christum.
28. Her er ikke Jøde eller Græke; her er ikke træl eller fri; her er ikke mand eller qvinde; thi I ere alle een i Christo Jesu.
29. Men ere I Christi, da ere I jo Abrahams sæd, og arvinger efter forjættelsen.


4. Capitel.

1. Men jeg siger: saa lang en tid arvingen er et ungt barn, er der ingen forskiel imellem ham og en tiener, dog han er en herre over alt godset;
2. Men han er under formyndere og huusholdere, indtil den beskikkede tid af faderen.
3. Saaledes og vi, da vi vare unge børn, vare vi giorte til trælle under verdens elementer;
4. Men der tidens fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født af en qvinde, som blev lagt under loven; 
5. Paa det han skulde frikiøbe dem, som vare under loven, at vi skulde faae den sønlige udkaarelse.
6. Men efterdi I ere børn, haver Gud udsendt sin Søns Aand i eders hierter, som raaber Abba, o Fader!
7. Saa at du ikke længer er en tiener, men en søn; men er du en søn, er du ogsaa Guds arving formedelst Christum.
8. Men I som da ikke kiendte Gud tiente dem, som af naturen ikke ere guder.
9. Men nu I have kiendt Gud, ja meget mere ere kiendte af Gud, hvorledes vende I om igien til de svage og arme elementer, hvilke I vil tiene atter paa ny?
10. I tage vare paa dage og maaneder, og tider og aar.
11. Jeg frygter for eder, at jeg haver maaskee arbeidet forgieves paa eder.
12. Vorder ligesom jeg; thi jeg er som I; brødre! jeg beder eder: I have ingen uret giort mig.
13. Men I vide, at jeg prædikede eder evangelium i det første ved kiødets skrøbelighed.
14. Og I agtede ikke min fristelse, som var i mit kiød, for intet, ei heller haanligen foragtede den, men annammede mig som en Guds Engel, ja, som Christum Jesum.
15. Hvad vare I da salige! thi jeg vidner med eder, at om det havde været mueligt, havde I udrevet eders øine, og givet mig.
16. Er jeg nu saa blevet eders fiende, for jeg siger eder sandhed?
17. De ere nidkiere for eder, dog ikke vel, men de vil udelukke eder fra mig, at I skulle være nidkiere efter dem.
18. Men det er godt at være nidkier altid i det gode, og ikke allene, naar jeg er nærværende hos eder.
19. Mine børn lille! hvilke jeg atter føder med smerte, indtil Christus faaer sin skikkelse i eder. 
20. Men jeg vilde, at jeg var nu tilstede hos eder, og kunde omskifte min røst: fordi jeg er tvivlraadig om eder.
21. Siger mig, I som vil være under loven: høre I ikke loven?
22. Thi der er skrevet, at Abraham havde to sønner, een af tienesteqvinden, og een af den frie qvinde. 
23. Men den af tienesteqvinden, er født efter kiødet; men den af den frie qvinde, formedelst forjættelsen.
24. Ved hvilke ting noget andet betegnes; thi disse ere de to testamenter: eet af Sinai bierg, som føder til trældom, som er Agar.
25. Thi det Agar er Sinai bierg i Arabia, men kommer overeens med Jerusalem, som nu er, men er i trældom med sine børn.
26. Men det Jerusalem, som er oven til, er den frie qvinde, som er alles vores moder.
27. Thi der er skrevet: vær glad, du ufrugtsommelige, du som ikke føder: udbryd og raab, du som ikke har fødselssmerte; thi den forladtes børn ere meget flere, end dens som haver manden. 
28. Men vi, brødre! ere forjættelsens børn, saasom Isaak var.
29. Men ligesom da den, som var født efter kiødet, forfulgte den, som var født efter aanden, saaledes gaaer det og nu.
30. Men hvad siger skriften? udstød tienesteqvinden og hendes søn; thi tienesteqvindens søn skal ingenlunde arve med den frie qvindes søn.
31. Saa ere vi, brødre! ikke tienesteqvindens børn, men den frie qvindes.


5. Capitel.

1. Derfor bliver stadige i den frihed, som Christus frigiorde os med, og lader eder ikke atter holde under trældoms aag.
2. See, jeg Paulus siger eder, at dersom I lade eder omskære, bliver Christus eder intet nyttig.
3. Men jeg vidner igien for hvert menneske, som sig lader omskære, at han er skyldig til at giøre den ganske lov.
4. I have intet med Christo at giøre, I som vil retfærdiggiøres ved loven, I ere faldne fra naaden.
5. Thi vi med aanden forvente retfærdigheds haab af troen.
6. Thi i Christo Jesu formaaer hverken omskærelse eller forhud noget, men troen, som virker kraftigen formedelst kiærlighed.
7. I løb vel: hvo opholdt eder, at ikke overtales af sandheden?
8. Den overtalelse er ikke af den som kaldte eder.
9. En liden suurdei giør den ganske dei suur.
10. Jeg har den tillid til eder i Herren, at I skal intet andet mene; men den, som forvilder eder, skal bære dommen, være sig, hvo han er.
11. Men jeg, brødre! dersom jeg prædiker endnu omskærelse, hvi forfølges jeg da endnu? da er korsets forargelse afskaffet.
12. Gid de og maatte afskæres, som giøre eder ustadige!
13. Thi I, brødre! ere kaldte i frihed: allene, misbruger ikke friheden, kiødet til en anledning; men tiener hverandre ved kierlighed. 
14. Thi al loven fuldkommes i eet ord, nemlig i det: du skal elske din næste, som dig selv.
15. Men dersom I bide og æde hverandre, da seer til, at I ikke blive fortærede af hverandre.
16. Men jeg siger: omgaaes i aanden, saa skal I ikke fuldkomme kiødets begiering.
17. Thi kiødet begierer imod aanden, men aanden imod kiødet. Men de samme ere satte imod hverandre, at I ikke skulle giøre de ting som I vil.
18. Men dersom I drives af Aanden, ere I ikke under loven.
19. Men kiødets gierninger ere aabenbare, saasom ere hoer, skiørlevnet, ureenhed, uteerlighed,
20. Afgudsdyrkelse, troldom, allehaande fiendskab, kiv, nid, vrede, trætte, tvedragt partier,
21. Avind, mord, drukkenskaber, fraadserier, og de, som ere lige disse: om hvilke jeg siger eder tilforn, som jeg og før haver sagt, at de, som giøre saadanne ting, skal ikke arve Guds rige.
22. Men aandens frugt er kierlighed, glæde, fred, langmodighed, fromhed, godhed, troe, sagtmodighed, afhold.
23. Mod saadanne er loven ikke.
24. Men de, som høre Christum til, have korsfæstet kiødet med sindsbevægelserne og begieringerne.
25. Dersom vi leve i aanden, da lader os og gaae frem i aanden.
26. Lader os ikke have lyst til forfængelig ære, at vi trodse hverandre, og bære avind imod hverandre.


6. Capitel. 

1. Brødre! dersom og et menneske bliver overilet af nogen brøst, hielper saadan en til rette med sagtmodigheds aand, I aandelige! saa du seer til dig selv, at ikke og du bliver fristet.
2. Bærer hverandres byrde, og opfylder saaledes Christi lov.
3. Thi dersom nogen synes at være noget, som dog er intet, han bedrager sig selv.
4. Men hver prøve sin egen gierning, og da skal han have ros hos sig selv allene, og ikke hos en anden.
5. Thi hver skal bære sin egen byrde.
6. Men den, som undervises i ordet, skal dele allehaande godt med den som ham underviser.
7. Farer ikke vild, Gud lader sig ikke spotte; thi hvad et menneske saaer, dette skal han og høste.
8. Thi hvo som saaer i sit kiød, skal høste forkrænkelsen af kiødet; men hvo som saaer i aanden, skal høste det evige liv af aanden.
9. Men naar vi giøre det gode, lader os ikke blive trætte; thi vi skal og høste i sin tid, om vi ikke blive forsagte.
10. Efterdi vi da nu have tid, lader os giøre det gode med alle, men meest med troens huusfolk.
11. Seer, hvilket et langt brev jeg haver skrevet eder til med min egen haand.
12. Saa mange, som vil have en skiøn anseelse i kiødet, de tvinge eder til at omskæres, allene at de skal ikke forfølges med Christi kors.
13. Thi ikke end de, som omskæres, holde selv loven; men de vil, at I skal omskæres, paa det de kunne rose sig af eders kiød.
14. Men det være langt fra mig, at jeg skal rose mig, uden af vor Herres Jesu Christi kors; formedelst hvilken verden er mig korsfæstet, og jeg verden.
15. Thi i Christo Jesu formaaer hverken omskærelse eller forhud noget, men et nyt creatur.
16. Og saa mange som gaae frem efter denne regel, over dem være fred og barmhiertighed, og over Guds Israel!
17. I det øvrige giøre ingen mig fortred; thi jeg bærer den Herres Jesu merketegn i mit legeme.
18. Vor Herres Jesu Christi naade være med eders aand, brødre! Amen.




H="Efeserne - Ephesians"

St. Pauli Epistel til de Epheser.


1. Capitel. 

1. Paulus, Jesu Christi apostel, formedelst Guds villie, til de hellige, som ere i Ephesus og troe i Christo Jesu:
2. Naade være med eder, og fred, af Gud vor Fader og den Herre Jesu Christo! 
3. Lovet være Gud og vor Herres Jesu Christi Fader, som velsignede os med aandelig velsignelse i de himmelske gode ting i Christo!
4. Ligesom han haver udvalgt os i ham, før verdena grundvold blev lagt, at vi skulle være hellige og ustraffelige for hans aasyn i kierlighed:
5. Som forud beskikkede os til sønlig udkaarelse, formedelst Jesum Christum, til sig selv, efter sin villies velbehagelighed,
6. Til sin herlige nådes lov, i hvilken han tog os til naade, i den Elskte:
7. I hvilken vi have forløsning formedelst hans blod, som er overtrædelsernes forladelse, efter hans naades rigdom;
8. Hvilken han haver overflødig deelt til os, i al viisdom og forstand;
9. Da han har kundgiort os sin villies hemmelighed efter sin velbehagelighed, hvilken han tilforn foresatte i sig selv;
10. Til at oprette en huusholdning i tidernes fylde, for at samle som i en hovedsum alle ting i Christo, baade de, som ere i himlene, og paa jorden, formedelst ham:
11. I hvilken vi ere og lodtagne, som forud vare beskikkede efter hans forsæt, som kraftigen giør alle ting efter sin villies raad;
12. Paa det vi maatte være til hans herligheds lov, vi som før haabede i Christo:
13. Udi hvilken ogsaa I ere, som have hørt det sandheds ord, nemlig eders saliggiørelses evangelium, udi hvilken I og ere blevne, der I troede, beseglede med forjættelsens den Hellig Aand,
14. Som er vor arves fæstepenge, til eiedommens folkes forløsning, til hans herligheds lov.
15. Derfor ogsaa jeg, naar jeg hører om den troe hos eder i den Herre Jesu, og om den kierlighed, som I have til alle de hellige,
16. Da lader jeg ikke af at takke for eder, i det jeg ihukommer eder i mine bønner:
17. At vor Herres Jesu Christi Gud, den herligheds Fader, skal give eder viisdoms og aabenbarelses Aand, udi hans kundskab:
18. Som er, eders forstands oplyste øine, at I kunde kiende. hvilket det haab er, som han kaldte eder til, og hvilken hans arvs herlige rigdom er iblandt de hellige:
19. Og hvilken hans magtes overvætttes storhed er mod os, som troe efter hans kraftige styrkes virkning.
20. Hvilken han kraftigen giorde i Christo, der han opreiste ham fra de døde, og satte ham hos sin høire haand i himlene,
21. Langt over alt fyrstendømme, og myndighed, og magt, og herredømme, og alt navn, som nævnes, ikke allene i denne verden, men ogsaa i den tilkommende;
22. Og han haver underlagt alle ting under hans fødder, og sat ham til et hoved over alting for menigheden,
23. Hvilken er hans legeme, som er hans fylde, der opfylder alle ting i alle.


2. Capitel.

1. Og eder giorde han levende, der I vare døde i overtrædelser og synder;
2. I hvilke I fordum omgikkes efter denne verdens tid, efter den fyrste som haver magt i luften, som er, efter den aand, der nu er kraftig i vantroens børn;
3. Iblandt hvilke vi og alle fordum omgikkes i vort kiøds begierligheder, og giorde kiødets og tankernes villie; og vi vare vredens børn af naturen, som og de andre.
4. Men Gud, som er rig paa barmhiertighed, formedelst sin store kierlighed, med hvilken han elskede os.
5. Levendegiorde og os med Christo, der vi vare døde i overtrædelserne; (I ere blevne salige af naade.)
6. Og han opreiste os med, og satte os med i himmelen i Christo Jesu;
7. Paa det han vilde bevise i de tilkommende tider sin naades overvættes rigdom, i godhed over os i Christo Jesu.
8. Thi I ere blevne salige af naade formedelst troen: og det ikke af eder, det er en Guds gave;
9. Ikke af gierninger, paa det ikke nogen skal rose sig;
10. Thi vi ere hans gierning, skabte i Christo Jesu til gode gierninger, til hvilke Gud tilforn beredte os, at vi skulde omgaaes i dem.
11. Derfor kommer ihu, at I, (som fordum vare hedninger i kiødet, som bleve kaldte forhud af dem, som kaldtes omskærelse i kiødet, som skeer med haanden,)
12. At I, (siger jeg,) paa den samme tid vare uden Christo, fremmedegiorte fra Israels borgerret, og fremmede fra forjættelsens testamenter, som havde ikke haab, og vare uden Gud i verden.
13. Men nu ere I i Christo Jesu, som fordum vare langt derfra, komne nær til i Christi blod.
14. Thi han er vor fred, som giorde eet af dem begge, og nedbrød skillerummets mellemvæg;
15. I det han afskaffede formedelst sit kiød fiendskabet, nemlig budenes lov i befalinger om den udvortes tieneste, at han i sig selv vilde skabe de to til eet nyt menneske, og giøre fred,
16. Og forlige dem begge ved eet legeme med Gud, formedelst korset, i det han haver ihielslaget fiendskabet ved det.
17. Og han er kommen, og haver forkyndet eder fred i evangelium, som vare langt fra, og dem, som vare nær.
18. Thi formedelst ham have vi begge tilledelse i een Aand til Faderen.
19. Saa ere I da ikke mere giester og fremmede, men de helliges medborgere, og Guds huusfolk;
20. Opbygte paa apostlernes og propheternes grundvold, saa Jesu Christus selv er hoved hiørnestenen;
21. I hvilken den ganske bygning er tilsammenføiet, og voxer til et helligt tempel i Herren.
22. Paa hvilken I og blive bygte med til Guds boelig i Aanden.


3. Capitel. 

1. For denne sags skyld jeg Paulus, som er Christi Jesu bundne for eder hedninger;
2. (Efter at I have hørt Guds naades huusholdning, som mig er given til eder;
3. At han ved en aabenbarelse haver ladet mig vide den hemmelighed, ligesom jeg tilforn haver skrevet korteligen;
4. Af hvilket I kan, dersom I det læse forstaae min forstand i Christi hemmelighed;
5. Hvilken ikke var kundgiort i de andre tider for menneskens børn, som den nu er aabenbaret hans hellige apostler og propheter formedelst Aanden, nemlig:
6. At hedningerne ere medarvinger, og medind livede, og meddeelagtige i hans forjættelse i Christo formedelst evangelium;
7. Hvis tiener jeg er bleven efter den Guds naades gave, som mig er given efter hans magtes kraftighed.
8. Mig, den allerringeste af alle hellige, er denne naade given, for hedningerne at prædike i evangelium Christi usporlige rigdom, 
9. Og at oplyse alle hvilket det hemmeligheds samfund er, som haver af verdens begyndelse været skiult i Gud, som skabte alle ting formedelst Jesum Christum:
10. At Guds meget adskillige slags viisdom skulde nu blive kundgiort for fyrstendømmer og magter i himlene ved menigheden;
11. Efter et evigt forsæt, hvilket han haver giort i Christo Jesu vor Herre:
12. I hvilken vi have dristighed og tilledelse i tillid, ved hans troe.
13. Derfor beder jeg, at I skal ikke blive trætte af mine trængsler, som jeg lider for eder, hvilket er eders ære.)
14. For denne sags skyld bøier jeg mine knæe for vor Herres Jesu Christi Fader,
15. Af hvilken al faderlighed kaldes i himlene og paa jorden:
16. At han skal give eder efter sin herligheds rigdom, at I kan blive mægteligen bekræftede ved hans Aand til det indvortes menneske:
17. At Christus maae boe formedelst troen i eders hierter.
18. Som ere rodfæstede og grundfæstede i kierlighed, at I maae formaae at begribe med alle de hellige, hvilket der er det brede, og lange, og dybe, og høie;
19. Og at kiende den Christi kierlighed, som overgaaer kundskaben, at I kunde opfyldes til al Guds fylde.
20. Men den, som kan giøre over alle ting, langt overflødigere end de ting, som vi bede eller forstaae, efter den magt, som teer sig kraftig i os,
21. Ham være ære i menigheden i Christo Jesu, til alle slægter i alle evigheder! amen.


4. Capitel.

1. Derfor formaner jeg eder, jeg den bundne i Herren, at I skal omgaaes, som eders kald er værd, med hvilket I ere kaldte,
2. Med al ydmyghed og sagtmodighed, med langmodighed, at I fordrage hverandre i kierlighed;
3. Flittige til at bevare aandens eenighed i fredens baand;
4. Efterdi I ere eet legeme og een aand, ligesom I og ere kaldte i eet haab i eders kald: 
5. Som der og er een Herre, een troe, een daab,
6. Een Gud, og alles Fader, som er over alle, og ved alle, og i eder alle.
7. Men naaden er given enhver af os efter Christi gaves maade.
8. Derfor siger skriften: han som opfoer til det høie, førte fængselet fangen, og gav menneskene gaver. 
9. Men det: han opfoer, hvad er det, uden at han og først nedfoer til jordens nederste parter?
10. Den, som nedfoer, er den samme, som og opfoer langt over alle himle, at han vilde fylde alle ting.
11. Og han beskikkede nogle til apostler, men nogle til propheter, men nogle til evangelister, men nogle til hyrder og lærere,
12. Til de helliges fulde beredning, til embedets gierning, til Christi legemes opbyggelse;
13. Indtil vi møde allesammen til troens og Guds Søns erkiendelses eenighed, til en fuldkommen mand, til Christi fyldes vextes maade:
14. At vi skulle ikke mere være unge børn, som skulle lade os røres, som bølger, og omdrives af hvert lærdoms veir, formedelst menneskens spil, formedelst trædskhed, til vildfarelses snedighed;
15. Men at vi, som handle retsindigen i kierlighed, skulle opvoxe til ham i alle maader, der er hovedet, nemlig Christus;
16. Af hvilken det ganske legeme, som er tilsammenføiet, og sammenheftet ved hvert led, som tager indbyrdes mod hinanden, giør, at legemet voxer, efter enhver partes kraftighed i sin maade, til sin opbyggelse i kierlighed.
17. Derfor siger jeg dette og vidner i Herren, at I skulle ikke mere omgaaes, som og de øvrige hedninger omgaaes, i deres sinds forfængelighed; 
18. Som ere formørkede i forstanden, og ere fremmedegiorte fra Guds liv, formedelst den vanvittighed, som er i dem, formedelst deres hiertes forhærdelse.
19. Hvilke, efterat de havde udsørget, gave sig selv hen til uteerlighed, til al ureenheds bedrift i overflødighed.
20. Men I have ikke saaledes lært Christum:
21. Dersom I ellers have hørt ham, og ere lærte i ham, saasom der er sandhed i Jesu:
22. At I skulle aflægge det gamle menneske efter den første omgiængelse, som forderves efter vildfarelses begieringer;
23. Men fornyes i eders sinds aand;
24. Og iføre det nye menneske, som er skabt efter Gud i sandheds retfærdighed og hellighed.
25. Derfor aflægger løgn, og taler sandhed, hver med sin næste, efterdi vi ere hverandres lemmer.
26. Bliver vrede, og synder ikke; solen gaae ikke ned over eders fortørnelse;
27. Giver ikke heller dievelen rum.
28. Den, som stieler, stiele ikke fremdeles, men arbeide heller, i det han giør noget godt med hænderne, paa det han kan have at meddele den, som haver behov.
29. Ingen raadden snak udgaae af eders mund; men dersom nogen tale er god til fornøden opbyggelse, at den kan give dem naade, som høre derpaa.
30. Og bedrøver ikke den Guds Hellig Aand, med hvilken I ere beseglede til forløselsens dag.
31. Af bitterhed, og hastighed, og vrede, og skrig, og bespottelse blive langt fra eder, med al ondskab.
32. Men værer fromme mod hverandre, inderlig barmhiertige saa I tilgive hverandre, ligesom og Gud haver tilgivet eder i Christo.

5. Capitel. 

1. Værer derfor Guds efterfølgere, som elskelige børn.
2. Og omgaaes i kierlighed, ligesom og Christus elskte os, og gav sig selv hen for os til en gave og slagtoffer, for Gud til en god lugt.
3. Men horerie, og al ureenhed, eller gierrighed nævnes end ikke iblandt eder, saasom det sømmer de hellige;
4. Og slem og giekkelig snak, og letfærdig skiemt, hvilke ikke ere tilbørlige; men heller taksigelse.
5. Thi dette vide I, at ingen skiørlevner, eller ureen, eller gierrig, hvilken er en afgudsdyrker, haver arv i Christi og Guds rige.
6. Ingen forføre eder med forfængelige ord; thi for saadanne ting kommer Guds vrede over vantroens børn.
7. Derfor vorder ikke deres meddeelagtige.
8. Thi I vare fordum mørkhed, men nu ere I et lys i Herren; omgaaes som lysets børn;
9. (Thi Aandens frugt er i al godhed, og retfærdighed og sandhed;)
10. Saa I prøve, hvad som er velbehageligt for Herren.
11. Og haver ikke samfund med mørkets ufrugtsommelige gierninger, men overbeviser dem og heller derom.
12. Thi de ting, som skee lønligen af dem, er og skammeligt at sige.
13. Men alle de ting, man overbevises om, aabenbares af lyset; thi lyset er det, som aabenbarer alting.
14. Derfor siger (skriften:) vaag op, du som sover, og staae op fra de døde, og Christus skal lyse for dig.
15. Derfor seer til, hvorledes I skal omgaaes varligen, ikke som uviise, men som viise;
16. Som kiøbe den beleilige tid, fordi dagene ere onde.
17. Derfor bliver ikke uforstandige, men forstaaende, hvad Herrens villie er.
18. Og drikker eder ikke drukne af viin, i hvilket er overdaadighed, men bliver fulde i aanden;
19. Og taler hverandre til med psalmer og lovsange, og aandelige viser, og synger og leger for Herren i eders hierte.
20. Og siger altid Gud og Faderen tak for alle ting i vor Herres Jesu Christi navn;
21. Og værer hverandre underdanige i Gudsfrygt.
22. I qvinder værer eders egne mand underdanige, som Herren,
23. Thi manden er quindens hoved, ligesom og Christus er menighedens hoved; og han er sit legemes saliggiører.
24. Men ligesom menigheden er Christo underdanig, saaledes skal og qvinderne være deres egne mænd underdanige i alle ting.
25. I mænd! elsker eders hustruer; ligesom og Christus elskede menigheden, og gav sig selv hen for den;
26. Paa det han skulde hellige den, efterat han havde renset den formedelst vandbadet i ordet;
27. At han maatte fremstille sig selv den herlig, en menighed, som ikke haver smitte eller rynke, eller noget af saadant, men at den maae være hellig og ustraffelig.
28. Saaledes ere mændene skyldige at elske deres hustruer, som deres egne legemer; hvo som elsker sin egen hustru, elsker sig selv.
29. Thi aldrig haver nogen hadet sig eget kiød, men føder og vederqvæger det, ligesom og Herren føder menigheden.
30. Thi vi ere hans legemes lemmer, af hans kiød, og af hans been.
31. For denne sags skyld skal et menneske forlade sin fader og moder, og blive fast hos sin hustru, og de to skal være til eet kiød.
32. Denne hemmelighed er stor; men jeg taler om Christo og om menigheden.
33. Dog I ogsaa hver for sig, enhver elske saaledes sin hustru, som sig selv; men hustruen see til, at hun frygter manden.


6. Capitel.

1. I børn! lyder eders forældre i Herren; thi dette er et:
2. Ær din fader og moder! (hvilket er det første bud med forjættelse,) 
3. Paa det dig skal vorde vel, og du skal leve længe paa jorden.
4. Og I fædre? opvækker ikke eders børn til vrede, men føder dem op i tugt og Herrens formanelse.
5. I tienere! lyder eders herrer efter kiødet, med frygt og bævelse, i eders hiertes eenfoldighed, ligesom Christo;
6. Ikke efter øientieneste, som I vilde tækkes menneskene, men som Christi tienere, saa I giøre Guds villie af hiertet,
7. Tienende med velvillighed som Herren, og ikke som menneskene;
8. Vidende, at, hvad godt hver giør, det skal han faae igien af Herren, hvad heller han er en tiener eller en fri. 
9. Og I herrer? giører de samme ting mod dem, og lader trudsel fare; vidende, at og eders egen Herre er i himlene, og persons anseelse er ikke hos ham.
10. I det øvrige mine brødre! vorder stærke i Herren, og i hans styrkes kraft!
11. Ifører Guds fulde harnisk, at I kan være mægtige til at staae mod dievelens snedige anløb.
12. Thi vi have ikke kamp mod kiød og blod, men mod fyrstendømmer og vælde, mod verdens herrer, som regiere i denne verdens mørke, mod ondskabs aander, som ere under himmelen.
13. Derfor tager Guds fulde harnisk paa, at I kan imodstaae paa den onde dag, og staae, naar I have udrettet alle ting.
14. Staaer derfor ombundne omkring eders lænder med sandhed, og iførte med retfærdigheds pantser,
15. Og værer iførte paa fødderne med fredens evangelii færdighed.
16. Saa I for alle ting antage troens skiold, med hvilken I skal kunne slutte alle den ondes gloende pile;
17. Og tager saliggiørelsens hielm, og Aandens sverd, som er Guds ord;
18. Saa I bede i al beleilig tid med al bøn, og ydmygelig begiering i aanden, og vaage til det samme med al varagtighed, og ydmygelig begiering for alle de hellige,
19. Og for mig, at ordet maae gives mig i min munds opladelse, med frimodighed, at kundgiøre evangelii hemmelighed,
20. For hvis skyld jeg er et sendebud i lænke, at jeg maae rase med frimodighed derudi, som mig bør at tale.
21. Men at I kunde vide, hvorledes det staaer til med mig, hvad jeg giør, da skal Tychicus, den elskelige broder og troe tiener i Herren kundgiøre eder alle ting;
22. Hvilken jeg haver sendt eder til dette samme, at I maae vide, hvorledes det staaer til hos os, og at han skal trøste eders hierter.
23. Fred være brødrene, og kierlighed med troen, af Gud Fader, og den Herre Jesu Christo!
24. Naaden være med alle dem, som elske vor Herre Jesum Christum i uforkrænkelighed! Amen.




H="Filipperne - Philippians"

St. Pauli Epistel til de Philippenser.


1. Capitel.

1. Paulus og Timotheus, Jesus Christi tienere, til alle de hellige i Christo Jesu, som ere i Philippen, med bisper, og menighedens tienere:
2. Naade være med eder, og fred, af Gud vor Fader, og den Herre Jesu Christo.
3. Jeg takker min Gud, saa ofte jeg tænker paa eder,
4. Altid, i al min bøn, for eder alle, saa jeg giør min bøn med glæde,
5. For eders samfund i evangelium, fra den første dag indtil nu.
6. I det jeg er forsikkret om det samme, at den, som haver begyndt en god gierning i eder, skal fuldende den indtil Jesu dag.
7. Ligesom det er ret, at jeg det skal mene om eder alle, fordi jeg haver eder i hiertet, baade i mine baand, og forsvarelse, og evangelii stadfæstelse; eder alle, siger jeg, som ere deelagtige med mig i naaden.
8. Thi Gud er mit vidne, hvorledes jeg længes efter eder alle, i Jesu Christi inderlige kierlighed.
9. Af ham jeg og dette beder, at eders kierlighed maa fremdeles blive mere og mere overflødig, udi erkiendelse og allehaande fornemmelse:
10. At I kan prøve, hvad som best er, at I kan være rene og uden anstød, indtil Christi dag;
11. Fyldte med retfærdigheds frugter, som skee ved Jesum Christum, Gud til ære og lov. 
12. Men, jeg vil lade eder vide, brødre!! at de ting, som mig ere vederfarne, ere komne mere til evangelii forfremmelse:
13. Saa at mine baand ere blevne aabenbare i Christo, i det ganske domhuus, og for alle de andre;
14. Og at de fleste af brødrene i Herren, som fik mod af mine baand, bleve des mere dristige at tale ordet uden frygt.
15. Nogle prædike vel Christum ogsaa for avinds og kivs skyld; men nogle af en god mening.
16. Hine forkynde Christum af trætte, ikke reenligen, som mene at vende mine baand trængsel til.
17. Men disse forkynde ham af kierlighed, som vide, at jeg ligger i dem, til at forsvare evangelium.
18. Thi hvad da? Christus forkyndes dog i alle maader, enten af skrømt, eller i sandhed; og derudi glæder jeg mig, ja vil og glæde mig;
19. Thi jeg veed, at det skal komme mig til saliggiørelse, formedelst eders bøn, og Jesu Christi Aands hielp,
20. Efter min forlængsel og haab, at jeg skal ikke beskiæmmes i nogen ting; men Christus skal med al frimodighed, som ellers altid, saa og nu, høiligen prises i mit legeme, være sig enten ved liv eller ved død.
21. Thi det at leve, er mig Christus: og det at døe, en vinding.
22. Men om det at leve i kiødet, er en frugt af min gierning, ja hvad jeg heller skal udvælge, veed jeg ikke.
23. Thi jeg beknyttes af de tvende ting, i det jeg haver lyst til at opløses, og være med Christo; thi det var jo ganske meget bedre;
24. Men at forblive i kiødet, er mere fornødent for eders skyld.
25. Og dette veed jeg, og er forsikkret om, at jeg skal blive, og forblive tillige hos eder alle, til eders forfremmelse og troes glæde;
26. At eders ros kan blive overflødig i Christo Jesu ved mig, formedelst min tilkommelse til eder igien.
27. Vandrer ikkun værdeligen efter Christi evangelium, at, om jeg enten kommer, og seer eder, eller er fraværende, jeg kan dog høre, hvor det haver sig med eder, at I staae i een aand, og stride med mig i een siel formedelst evangelii troe;
28. Og ikke lade eder forfærde i nogen ting af modstanderne, hvilket er vel dem en bevisning om fordervelse, men eder om saliggiørelse, og dette af Gud.
29. Thi det er eder skienket for Christi skyld, ikke allene at troe paa ham, men og at lide for hans skyld:
30. I det I have den samme kamp, som I have seet paa mig, og nu høre om mig.


2. Capitel. 

1. Dersom der er da nogen formaning hos eder i Christo, dersom der er nogen kierligheds trøst, dersom der er noget Aandens samfund, dersom der er nogen inderlig kierlighed og barmhiertighed,
2. Da fylder min glæde, at I mene det samme, saa I have den samme kierlighed, ere eens sindede, mene eet.
3. Og giører intet af trætte, eller forfængelig ære, men saa I agte hverandre ved ydmyghed høiere end eder selv.
4. Anseer ikke hver sine egne ting allene, men hver og dem, som andre høre til.
5. Thi dette skal menes i eder, som og var i Christo Jesu.
6. Hvilken, der han var i Guds skikkeise, ikke holdt det for et rov, at være Gud lig;
7. Men han forringede sig selv, i det han tog en tieners skikkelse paa sig, og blev mennesker lig.
8. Og da han var funden i skikkelse, som et menneske fornedrede han sig selv; saa han blev lydig indtil døden, ja korsets død.
9. Derfor haver og Gud høit ophøiet ham, og skienket ham et navn, som er over alt navn;
10. At i det navn Jesu skal hvert knæe, deres i himmelen, og paa jorden, og under jorden, bøie sig:
11. Og hver tunge skal bekiende, at Jesus Christus er Herre til Gud Faders ære.
12. Derfor, mine elskelige! ligesom I have altid været lydige, (ikke som i min nærværelse allene, men nu meget mere i min fraværelse) saa forarbeider eders egen saliggiørelse med frygt og bævelse;
13. Thi Gud er den, som udretter i eder, baade at ville, og at udrette det, efter sin behagelighed.
14. Giører alle ting uden knur og tvivl;
15. At I kan vorde ustraffelige, og rene, ulastelige Guds børn, midt iblandt den vanartige og forvendte slægt; iblandt hvilke I skinne, som lys i verden. 
16. I det I give agt paa livets ord, mig til en ros paa Christi dag, at jeg ikke haver løbet forgieves, ei heller arbeidet forgieves.
17. Men om jeg og bliver ofret over eders troes offer og Guds tieneste, da glæder jeg mig, og glæder mig med eder alle.
18. Men for det samme glæder eder ogsaa, og glæder eder med mig.
19. Men jeg haaber i den Herre Jesu, at sende Timotheus, snart til eder, at jeg og kan blive vel tilfreds, naar jeg faaer at vide, hvorledes det gaaer eder.
20. Thi jeg haver ingen, som er saa lige sindet med mig, der saa retsindig skal have omsorg for de ting, som eder angaae.
21. Thi de søge alle de ting, som ere deres egne, ikke de ting, som ere Christi Jesu.
22. Men I kiende, at han er prøvet; thi ligesom et barn tiener sin fader, saa haver han tient tillige med mig til evangelium.
23. Denne derfor haaber jeg at sende strax, saa snart som jeg seer udgangen paa mine sager. 
24. Men jeg er forsikret i Herren, at jeg ogsaa selv snart skal komme.
25. Men jeg agtede fornødent, at sende den broder og medarbeider, og min medstrider, men eders apostel, og min nødtørftigheds tiener, Epaphroditus, til eder: 
26. Efterdi han forlængtes efter eder alle, og var svarligen bekymret, fordi I havde hørt, at han var syg.
27. Thi han var ogsaa syg, og nær døden; men Gud forbarmede sig over ham: dog ikke allene over ham, men ogsaa over mig, at jeg skulde ikke have sorg over sorg.
28. Derfor sendte jeg ham med des større flid, paa det, naar I see ham igien, I skal blive glade, og jeg kan være des mindre sorrigfuld.
29. Derfor annammer ham i Herren med al glæde, og holder saadanne i ære;
30. Thi for Christi gierning er han kommen saa nær døden, der han agtede lidet om sit liv, at han kunde opfylde det, som fattedes i eders tieneste mod mig.


3. Capitel.

1. Fremledes, mine brødre! glæder eder i Herren. At skrive eder de samme ting til, er mig vel ikke fortrydeligt, men er eder til vished.
2. Seer hundene, seer de onde arbeidere, seer sønderskærelsen. 
3. Thi vi ere omskærelsen, som tiene Gud i aanden, og berømme os i Christo Jesu, og forlade os ikke paa kiød;
4. Alligevel jeg haver det, jeg maatte forlade mig paa, endog i kiød. Dersom en anden synes, han kan forlade sig paa kiød, da kunde jeg meget mere:
5. Som er omskaaren paa den ottende dag, af Israels slægt, af Benjamins stamme, en Ebræer af Ebræer, en Pharisæer efter loven, 
6. Som forfulgte menigheden efter nidkierhed, som var ustraffelig efter den retfærdighed, som er i loven.
7. Men de ting, som vare mig en vinding, dem haver jeg agtet at være skade for Christi skyld:
8. Ja sandeligen, jeg agter og alle ting at være skade, for Christi Jesu min Herres kundskabs ypperlighed, for hvis skyld jeg haver taalt skade paa dem alle; og jeg agter dem skarn at være, at jeg kan vinde Christum.
9. Og findes i ham, saa jeg ikke haver min retfærdighed, som kommer af loven, men den, som kommer formedelst Christi troe, som er den retfærdighed ved troen af Gud.
10. At jeg kan kiende ham, og hans opstandelses kraft, og hans lidelsers samfund, saa jeg bliver ligedannet efter hans død;
11. Om jeg kunde nogenlunde møde til de dødes opstandelse.
12. Ikke, at jeg haver allerede grebet det, eller er allerede fuldkommen: men jeg jager derefter, om jeg og kan gribe det eftersom jeg og er greben af Christo Jesu.
13. Brødre! jeg agter ikke mig selv at have grebet det;
14. Men eet giør jeg: jeg forglemmer de ting, der ere tilbage, men rækker efter dem, som ere fore, og jager efter maalet, efter det klenodie, som hører til det Guds kald, som er her oven fra, i Christo Jesu.
15. Vi derfor, saa mange som ere fuldkomne, maae dette mene; og dersom I mene noget anderledes, da skal Gud og aabenbare eder dette.
16. Dog i det, hvortil vi ere komne, bør os at vandre efter den samme regel, at mene det samme.
17. Vorder mine efterfølgere med hverandre, brødre! og giver agt paa dem, som saaledes omgaaes, ligesom I have os til et exempel. 
18. Thi mange omgaaes, hvilke jeg haver ofte sagt eder, men nu ogsaa grædende siger, at være Christi korses fiender:
19. Hvis ende er fordervelse, hvis gud er bugen, og hvis ære er i deres skiendsel, hvilke tragte efter de jordiske ting.
20. Thi vort borgerskab er i himlene, hvorfra vi og forvente Frelseren, den Herre Jesum Christum;
21. Som skal forvandle vort fornedrede legeme, at det skal vorde ligedannet ved hans herligheds legeme, efter den kraftighed, ved hvilken han og kan underlægge sig selv alle ting.


4. Capitel. 

1. Derfor, mine elskelige og ønskelige brødre, min glæde og krone! staaer saaledes i Herren, I elskelige!
2. Jeg formaner Evodia, og formaner Syntyche, at mene det samme i Herren:
3. Og jeg beder dig ogsaa, min retsindige medbroder! hielp de qvinder, som have stredet med mig i evangelium, med Clemens ogsaa, og de andre mine medarbeidere, hvilkes navne ere i livsens bog.
4. Glæder eder i Herren altid; atter siger jeg, glæder eder.
5. Eders billighed være vitterlig for alle mennesker. Herren er nær.
6. Bekymrer eder intet, men i alle ting lader eders begieringer kundgiøres for Gud i bøn og ydmyg begiering, med taksigelse;
7. Og den Guds fred, som overgaaer al forstand, skal forvare eders hierter og eders tanker i Christo Jesu.
8. I det øvrige, brødre! hvilkesomhelst ting der ere sande, hvilkesomhelst ærbare, hvilkesomhelst retfærdige, hvilkesomhelst rene, hvilkesomhelst elskelige, hvilkesomhelst der tales vel om, enten det er nogen dyd, eller nogen lov, disse giver agt paa;
9. Hvilke I og have lært og annammet, og hørt og seet paa mig, dem giører, og fredens Gud skal være med eder.
10. Men jeg er bleven meget glad i Herren, at I nu omsider ere komne til eder selv igien, at bære omhue for mig; hvorfor I og før bære omhue, men havde ikke beleilig tid dertil.
11. Det siger jeg ikke for trangs skyld; thi jeg haver lært, iblandt hvilke jeg er, at være fornøiet,
12. Jeg veed baade at være fornedret, og jeg veed at have overflødighed; jeg er opvant i alle ting, og hos alle, baade at mættes, og hungre, og at have overflødighed, og fattes.
13. Jeg formaaer alle ting i Christo, som giør mig stærk.
14. Dog giorde I vel, at I giorde eder meddeelagtige i min trængsel.
15. Men og I vide, Philippenser! at i evangelii begyndelse, der jeg drog af Macedonien, haver ingen menighed delet med mig at regne efter udgift og indtægt, uden I allene.
16. Thi I sendte mig og, der jeg var i Thessalonica, baade een gang og anden gang til nødtørftighed.
17. Ikke, at jeg søger nogen gave, men jeg søger efter den frugt, som er overflødig til eders regnskab.
18. Men jeg haver faaet alle ting og haver overflødigen; jeg fik fuldt op, der jeg annammede af Epaphroditus det, som kom fra eder, som var en god lugt, et tækkeligt offer, som er Gud velbehageligt.
19. Men min Gud skal opfylde al eders nødtørftighed, efter sin rigdom, i herlighed, i Christo Jesu.
20. Men Gud og vor Fader være ære i al evighed! amen.
21. Hilser hver hellig i Christo Jesu.
22. De brødre, som ere hos mig, hilse eder; alle hellige hilse eder, men meest de af keiserens huus.
23. Vor Herres Jesu Christi naade være med eder alle! Amen.





H="Kolossenserne - Colossians"

St. Pauli Epistel til de Colossenser.


1. Capitel. 

1. Paulus, Jesu Christi apostel formedelst Guds villie, og Timotheus den broder,
2. Til de hellige og troe brødre i Christo, i Colossen: naade være med eder, og fred, af Gud vor Fader, og den Herre Jesu Christo!
3. Vi takke Gud og vor Herres Jesu Christi Fader, naar vi bede, altid for eder;
4. Da vi have hørt om eders troe i Christo Jesu, og den kierlighed til alle hellige;
5. For det haabs skyld, som eder er henlagt i himlene, om hvilket I have tilforn hørt i evangelii sandheds ord,
6. Hvilket er kommet til eder, som og i den ganske verden; og det er frugtbart, ligesom og i eder, fra den dag I hørte og erkiendte den Guds naade i sandhed;
7. Ligesom I og lærte af Epaphras, vor kiere medtiener, hvilken er en troe Christi tiener for eder;
8. Som ogsaa gav os eders kierlighed i aanden tilkiende.
9. Derfor lade og vi ikke af at bede for eder, fra den dag vi hørte det, og vi begiere, at I maatte fyldes med hans villies erkiendelse, i al aandelig viisdom og forstand:
10. At I kunde omgaaes værdeligen for Herren til al behagelighed. og være frugtbare i al god gierning, og voxe til Guds erkiendelse;
11. Styrkede i al styrke efter hans herligheds kraft, til al taalmodighed og langmodighed med glæde:
12. Takkende Faderen, som giorde os dygtige til de helliges arvedeel i lyset;
13. Som friede os af mørkets magt, og oversatte os i sin elskelige Søns rige;
14. I hvilken vi have forløsning formedelst hans blod nemlig syndernes forladelse;
15. Hvilken er den usynlige Guds billede, den førstefødte for alt creaturet;
16. Fordi ved ham ere alle ting skabte, de, som ere i himlene, og de, som ere paa jorden, de synlige og usynlige, være sig throner eller herredømmer, eller fyrstendømmer, eller magter; alle ting ere skabte formedelst ham, og til ham;
17. Og han er for alle ting, og alle ting bestaae ved ham.
18. Og han er legemets hoved, nemlig menighedens, hvilken er begyndelsen, den førstefødte af de døde, at han skal være den ypperste iblandt alle;
19. Thi i ham behagede det Faderen, at al fylde skulde boe:
20. Og at han kunde forlige alle ting formedelst ham til sig, (i det han giorde fred formedelst hans korses blod, ved ham,) være sig de ting paa jorden, eller de ting i himlene.
21. Og eder, som fordum vare fremmedegiorte og fiender formedelst eders tanke i onde gierninger, 
22. Haver han dog nu forligt i sit kiøds legeme formedelst døden, for at fremstille eder hellige, og ulastelige, og ustraffelige for sit ansigt:
23. Dersom I ellers blive ved i troen, grundfæstede, og stadige, og ubevægelige fra evangelii haab, hvilket I have hørt, hvilket er prædiket iblandt alt creaturet, som er under himmelen, hvis tiener jeg Paulus er bleven.
24. Nu glæder jeg mig i mine lidelser for eder, og opfylder de ting, som fattes i Christi trængsler i mit kiød, for hans legeme, som er menigheden:
25. Hvis tiener jeg er bleven efter Guds huusholdning, som er mig given til eder for at opfylde Guds ord;
26. Nemlig den hemmelighed, der haver været skiult fra verdens begyndelse og for alle slægter, men er nu aabenbaret for hans hellige;
27. Hvilke Gud vilde tilkiendegive, hvilken denne herlige hemmeligheds rigdom er iblandt hedningerne, hvilken er Christus i eder, som er herlighedens haab;
28. Hvilken vi forkynde, i det vi paaminde hvert menneske, og lære hvert menneske i al viisdom, at vi kunde fremstille hvert menneske fuldkommen i Christo Jesu:
29. Paa hvilket jeg og arbeider, i det jeg strider, efter hans kraftighed, hvilken arbeider i mig med magt.


2. Capitel.

1. Thi jeg vil, at I skal vide, hvor stor en kamp jeg haver for eder, og for dem i Laodicea, og saa mange, som ikke have seet min person i kiødet:
2. Paa det eders hierter maatte formanes, som sammenføies i kierlighed, og til al fuld-visse forstands rigdom, til Guds, baade Faderens og Christi hemmeligheds erkiendelse!
3. I hvilken alle viisdoms og kundskabs liggendefæ ere skiulte.
4. Men dette siger jeg, paa det ingen skal bedrage eder med bevægende tale.
5. Thi om jeg endog er fraværende med legemet, saa er jeg dog hos eder i aanden, som glæder mig, og seer eders skikkelighed, og eders troes faste grund til Christum.
6. Derfor, ligesom I have antaget Christum Jesum, Herren, saa omgaaes i ham;
7. Rodfæstede og opbygte i ham, og stadfæstede i troen, ligesom I ere lærte, overflødige i den samme med taksigelse.
8. Seer til, at ikke nogen berøver eder ved philosophie og forfængelig bedragerie, efter menneskes skik, efter verdens elementer, og ikke efter Christum. 
9. Thi i ham boer al Guddommens fylde legemligen. 
10. Og I ere fyldte i ham, som er hovedet for al fyrstendømme og magt;
11. I hvilken I og ere omskaarne med en omskærelse, som er giort uden hænder ved kiødets synders legemes afførelse, i Christi omskærelse;
12. Som ere begravne med ham i daaben, i hvilken I og ere med opreiste formedelst Guds kraftigheds troe, som opreiste ham fra de døde.
13. Og eder, som vare døde i overtrædelserne, og i eders kiøds forhud, giorde han levende tillige med ham, da han haver tilgivet eder alle overtrædelserne,
14. Og udslettet den haandskrift, som os angik, i befalinger, hvilken var imod os, og han tog den af veien, i det han naglede den til korset,
15. Og berøvede fyrstendømmer og magter, og fremviste dem aabenbarligen, der han førte dem i triumph ved sig selv.
16. Derfor dømme ingen eder i mad eller i drikke, eller hvad nogen høitid, eller nye maane, eller sabbater, er belangende.
17. Hvilke ere en skygge om de tilkommende ting, men legemen er Christi.
18. Lader ingen tage klenodiet fra eder, som efter sin villie, formedelst ydmyghed og Engles dyrkelse, indlader sig i de ting, som han ikke haver seet, som er forgieves opblæst af sit kiødelige sind;
19. Og holder ikke fast ved hovedet af hvilket det ganske legeme, som ved leder og ledebaand forhielpes og sammenføies, voxer en guddommelig vext. 
20. Dersom I da ere afdøde med Christo fra verdens elementer, hvi besværes I med befalinger, som de der leve i verden?
21. At du skal ikke røre det, ei heller smage det, ei heller tage derpaa.
22. Hvilke ting alle ere til forkrænkelse, naar de bruges efter menneskenes bud og lærdomme:
23. Hvilke have vel noget, hvorefter de kunde regnes for viisdom, i selvgiort dyrkelse og ydmyghed, og i det legemet ikke spares, og holdes ikke i ære til kiødets mættelse.


3. Capitel. 

1. Derfor, dersom I ere opreiste med Christo, da søger de ting, som ere oven til, hvor Christus er, siddende hos Guds høire haand.
2. Tragter efter de ting, som ere oven til, ikke de, som ere paa jorden.
3. Thi I ere døde, og eders liv er skiult med Christo i Gud.
4. Naar Christus, som er vort liv, bliver aabenbaret, da skal og I blive aabenbarede med ham i herlighed.
5. Derfor døder eders lemmer som ere paa jorden, horerie, ureenhed, blødagtighed, ond lyst, og gierrighed, som er en afgudsdyrkelse;
6. For hvilke ting Guds vrede kommer over vantroens børn:
7. I hvilke I og omgikkes fordum, da I levede i dem.
8. Men aflægger I ogsaa nu alle diste ting: vrede, hastighed, ondskab, bespottelse, slem snak af eders mund.
9. Lyver ikke for hverandre, I som have afført det gamle menneske med dets gierninger;
10. Og iført det nye, som fornyes til erkiendelse, efter hans billede, som skabte det;
11. Hvor ikke er Græke og Jøde, omskærelse og forhud, Barbarer og Scythe, træl og fri, men Christus er alle ting endog i alle.
12. Saa ifører eder da, som Guds udvalgte, hellige og elskte, inderlig barmhiertighed, fromhed, ydmyghed, sagtmodighed, langmodighed;
13. Saa I fordrage hverandre, og tilgive indbyrdes eder selv dersom nogen haver klagemaal imod nogen; ligesom og Christus tilgav eder, saaledes giører og I.
14. Men over alle disse ting ifører eder kierligheden, som er fuldkommenheds baand;
15. Og Guds fred triumphere i eders hierter, til hvilken I og ere kaldte i eet legeme, og vorder taknemmelige.
16. Lader Christi ord boe rigeligen inden i eder, i al viisdom; lærer og paaminder eder selv med psalmer og sange, og aandelige viser, i det I synge yndigen i eders hierte for Herren.
17. Og alt det, som I giøre i ord eller i gierning, ja alle ting skal I giøre i den Herres Jesu navn, takkende Gud og Faderen formedelst ham.
18. I hustruer! værer eders egne mænd underdanige, som det er tilbørligt i Herren.
19. I mænd? elsker eders hustruer, og værer ikke bittre imod dem.
20. I børn! værer forældrene lydige i alle ting: thi dette er velbehageligt for Herren. 
21. I fædre! opirrer ikke eders børn, paa det de skulle ikke miste modet.
22. I tienere! værer eders herrer efter kiødet lydige i alle ting, ikke i øientieneste, som I vilde tækkes menneskene, men i hierters eenfoldighed, i det I frygte Gud.
23. Og alt det, som I giøre, giører af hiertet, som for Herren, og ikke som for menneskene;
24. Vidende, at I skal faae arvedelens vederlag af Herren; thi I tiene den Herre Christo.
25. Men hvo som giør uret, skal faae betaling for det, som han giorde uret; og der er ikke persons anseelse.


4. Capitel.

1. I herrer! beviser tienerne det, som ret og lige er, vidende, at I og have en herre i himlene.
2. Bliver varagtige i bønnen, og vaager i den samme med taksigelse;
3. Og beder tillige og for os, at Gud ville oplade os ordets dør, at tale Christi hemmelighed, for hvilket jeg og er bunden:
4. At jeg kan aabenbare det, som mig bør at tale.
5. Omgaaes viiseligen mod dem, som ere uden for, saa I kiøbe den beleilige tid.
6. Eders tale skal altid vare yndelig, overstrøet med salt, at I kunde vide, hvorledes det bør eder at svare enhver.
7. Hvorledes det gaaer, mig, skal Tychicus, den elskelige broder og troe tiener og medtiener i Herren, kundgiøre eder altsammen:
8. Hvilken jeg sendte til eder for det samme, at han skal forfare, hvorledes det haver sig med eder, og trøste eders hierter;
9. Tillige med Onesimus, den troe og elskelige broder, som er af eder: hvorledes det haver sig her med alle ting, skal de kundgiøre eder.
10. Aristarchus, min medfangne, hilser eder, og Marcus, Barnabas, sydskendebarn, om hvilken I fik befalinger; dersom han kommer til eder, annammer ham;
11. Og Jesus, som kaldes Justus, hvilke ere af omskærelsen. Disse ere allene medarbeidere til Guds rige, som ere blevne mig en trøst.
12. Epaphras hilser eder, som er af eder, en Christi tiener, som strider altid for eder i bønnerne, at I kan staae fuldkomne og fyldte i al Guds villle.
13. Thi jeg vidner med ham, at han haver stor nidkierhed for eder, og dem i Laodicea, og dem i Hierapolis.
14. Lucas den læge, den elskelige, hilser eder, og Demas.
15. Hilser de brødre i Laodicea, og Nymphas, og den menighed i hans huus.
16. Og naar denne epistel er læst hos eder, giører, at den bliver og læst i de Laodicensers menighed; og at I ogsaa læse den epistel af Laodicea.
17. Og siger Archippus: giv agt paa den tieneste, som du haver annammet i Herren, at du kan fuldkomme den.
18. Hilsen med min haand, Pauli. Tænker paa mine baand, Naaden være med eder! Amen.





H="1. Thessalonikerne - 1. Thessalonians"

St. Pauli 1 Epistel til de Thessaloniker.


1. Capitel.

1. Paulus og Silvanus og Timotheus, til de Thessalonikers menighed, i Gud Fader, og den Herre Jesu Christo: naade være med eder, og fred, af Gud vor Fader, og den Herre Jesu Christo!
2. Vi takke Gud altid for eder alle, i det vi komme eder ihu i vore bønner:
3. Tænkende uden afladelse paa eders troes gierning, og paa det kierlighedens arbeide, og paa den vor Herres Jesu Christi haabes taalmodighed, for Gud og vor Fader.
4. Efterdi vi vide, brødre, elskte af Gud! eders udvælgelse;
5. Thi vort evangelium haver været hos eder ikke i ord allene, men baade i kraft, og i den Hellig Aand, og i saare stor vished; ligesom I vide, hvorledes vi have været iblandt eder, for eders skyld.
6. Og I ere blevne vore efterfølgere, og Herrens, som annamnede ordet i megen trængsel, med den Hellig Aands glæde.
7. Saa at I ere blevne exempler for alle dem, som troe i Macedonien og Achaja.
8. Thi Herrens ord er lydeligen hørt fra eder, ikke allene i Macedonien og Achaja, men eders troe, den som er til Gud, er og udkommen i alle steder, saa at vi ikke have behov, at tale noget.
9. Thi de forkynde selv om eder, hvordan indgang vi havde til eder, og hvorledes I ere omvendte til Gud fra afguderne, at tiene den levende og sande Gud;
10. Og at vente hans Søn af himlene, hvilken han opreiste fra de døde, Jesum, som os frier fra den tilkommende vrede.


2. Capitel.

1. Thi I vide selv, brødre! vor indgang til eder, at den haver ikke været forgieves.
2. Men som vi og havde tilforn lidt, og vare forhaanede, saasom I vide, i Phillipen, da vare vi alligevel frimodige i vor Gud, at tale Guds evangelium hos eder i megen kamp.
3. Thi vor formanelse haver ikke været af vildfarelse, ikke heller, af ureenhed, og ei udi list.
4. Men ligesom vi ere prøvede af Gud, at evangelium er os betroet at prædike, saaledes tale vi, ikke som vi ville behage menneskene, men Gud, som prøver vore hierter.
5. Thi vi omgikkes aldrig med smigrende ord, saasom I vide, og ei gave noget skin af gierrighed; Gud er vidne.
6. Vi søgte og ikke ære af menneskene, hverken af eder, ikke heller af andre; da vi kunde have været eder til besværing, saa vidt vi ere Christi apostler.
7. Men vi vare lemfeldige midt iblandt eder, ligesom en amme rygter sine egne børn.
8. Saaledes havde vi lyst til eder, og vare villige til at meddele med eder, ikke alleneste Guds evangelium, men ogsaa vore egne liv, fordi I vare blevne os elskelige.
9. Thi I komme ihu, brødre! vort arbeide og møie: thi endog vi arbeidede dag og nat, for ikke at besvære nogen af eder, prædikede vi dog Guds evangelium iblandt eder.
10. Det ere I vidner til, og Gud, hvor helligen og retfærdigen og ustraffeligen vi vare hos eder, som troede.
11. Ligesom I vide, hvorledes vi formanede og trøstede eder, ja enhver af eder, som en fader sine egne børn,
12. Og vidnede, at I skulde omgaaes værdeligen for Gud, som kalder eder til sit eget rige og herlighed.
13. Derfor takke vi og Gud uden afladelse, at, der I toge imod Guds hørelses ord af os, I da antoge ikke menneskens ord, men (ligesom det er sandeligen) Guds ord, som og kraftelig teer sig i eder, der troe.
14. Thi I, brødre! ere blevne Guds menigheders efterfølgere, som ere i Judæa, i Christo Jesu, i det I og have lidt det samme af eders egne frænder, som og de af Jøderne;
15. Hvilke baade ihieisloge den Herre Jesum, og deres egne propheter, og have forfulgt os, og behage Gud ikke, og ere alle mennesker imod;
16. Som formene os, at tale til hedningerne, at de maatte blive salige, paa det de maae opfylde deres synders maal altid; men vreden er kommen over dem til enden.
17. Men vi, brødre! efterat vi have en stakket tid været eder berøvede efter ansigtet, ikke efter hiertet, da giorde vi desmere flid til at see eders ansigt, med megen forlængsel.
18. Derfor have vi villet komme til eder, (fornemmeligen jeg Paulus,) baade een og anden gang, og satanas haver forhindret os.
19. Thi hvo er vort haab, eller glæde, eller roses krone? ere ikke og I det for vor Herre Jesu Christo, i hans tilkommelse?
20. Thi I ere vor ære og glæde.


3. Capitel.

1. Derfor, efterdi vi ikke længere kunde holde os, behagede det os at lades allene tilbage i Athenen.
2. Og vi sendte Timotheus, den vor broder og Guds tiener, og vor medarbeider i Christi evangelium, for at styrke eder, og formane eder om eders troe;
3. At ikke nogen skulde blive vankelmodig i disse trængseler; thi I vide selv, at vi ere dertil satte.
4. Thi og der vi vare hos eder, sagde vi eder det tilforn, at vi skulde lide trængseler, som og er skeet, og I vide.
5. Derfor og jeg, der jeg ikke længere kunde holde mig, udsendte ham, for at forfare eders troe; at fristeren ikke skulde maaskee fristet eder, og vort arbeide skulde blevet forgieves.
6. Men nu, der Timotheus er kommen til os fra eder, og haver forkyndt os til glæde eders troe og kierlighed, og at I tænke paa os altid til det beste, som forlænges efter at see os, ligesom og vi eder;
7. Ere vi herved, brødre! trøstede af eder i al vor trængsel og nød, formedelst eders troe.
8. Thi nu leve vi, efterdi I staae i Herren.
9. Thi, hvad tak kan vi betale Gud med for eder, for al den glæde, med hvilken vi glæde os for eders skyld for vor Gud?
10. Vi bede dag og nat ganske meget, at vi maatte see eders ansigt, og fuldkommeligen rette de ting, som fattes i eders troe.
11. Men vor Gud og Fader selv, og vor Herre Jesus Christus styre vor vei til eder!
12. Men Herren formere eder, og giøre eder overflødige i kierligheden til hverandre, og til alle! Ligesom og vi ere til eder;
13. Til at styrke eders hierter, at være ustraffelige i hellighed for Gud og vor Fader, i vor Herres Jesu Christi tilkommelse med alle hans hellige.


4. Capitel.

1. I det øvrige derfor, brødre! bede vi eder, og formane i den Herre Jesu, (ligesom I have annammet af os, hvorledes det bør eder at omgaaes, og tækkes Gud,) at I blive mere overflødige.
2. Thi I vide, hvordanne bud vi gave eder formedelst den Herre Jesum.
3. Thi dette er Guds villie, eders helliggiørelse, at I skulle flye horerie.
4. Saa at hver af eder skal vide at besidde sit eget legeme i helliggiørelse og ære;
5. Ikke i begierligheds attraa, som og hedningerne, der ikke kiende Gud:
6. At ingen skal undertrykke eller forfordele sin broder i handelen: fordi Herren er hevner over alle disse ting, som vi og forud have sagt eder, og have vidnet.
7. Thi Gud kaldte os ikke til ureenhed, men til helliggiørelse.
8. Hvorfor da, hvo som foragter det, han foragter ikke et menneske, men Gud, som og gav sin Hellig Aand i os. 
9. Men om broderlig kierlighed have I ikke behov, at jeg skal skrive eder til; thi I ere selv lærte af Gud, at elske hverandre.
10. Thi det samme giøre I og mod alle brødrene, som ere i al Macedonien; men vi formane eder, brødre! at blive mere overflødige,
11. Og at elske at være stille, og udrette eders egne ting, og arbeide med eders egne hænder, saasom vi have budet eder;
12. At I maae omgaaes sømmeligen mod dem, som ere uden for, og intet have behov,
13. Men jeg vil ikke, at I skal være ukyndige, brødre! om dem, som ere hensovede, paa det I skulle ikke sørge, ligesom og de andre, som ikke have haab.
14. Thi dersom vi troe, at Jesus er død og opstanden, da skal og Gud saaledes, føre de hensovede ved Jesum frem med ham.
15. Thi dette sige vi eder ved Herrens ord, at vi, som leve, som overblive til Herrens tilkommelse, vi skal ikke forekomme de hensovede. 
16. Thi Herren selv skal komme ned af himmelen med et anskrig, med Over-Engels røst, og med Guds basune, og de døde i Christo skal opstaae først:
17. Derefter skal vi, som leve, som overblive, rykkes tilligemed dem hen i skyerne, til at møde Herren i luften; og saaledes skal vi altid være med Herren.
18. Saa trøster hverandre med disse ord.


5. Capitel.

1. Men om de tider og leiligheder, brødre! have I ikke behov, at eder tilskrives.
2. Thi I vide selv grandt, at Herrens dag kommer saaledes, som en tyv om natten.
3. Thi naar de sige: fred og tryghed, da skal fordervelsen hasteligen staae over dem, ligesom smerten over en frugtsommelig qvinde; og de skal ingenlunde undflye.
4. Men I, brødre! I ere ikke i mørket, at den dag skal gribe eder som en tyv.
5. I ere allesammen lysets børn, og dagens børn: vi ere ikke nattens børn, og ei mørkets. 
6. Derfor lader os ikke sove, som og de andre, men lader os vaage, og være ædrue.
7. Thi de, som sove, sove om natten; og de, som ere drukne, ere drukne om natten.
8. Men lader os, som ere dagens børn, være ædrue, iførte med troens og kierligheds pantser, og med en hielm, som er saliggiørelsens.
9. Thi Gud satte os ikke til vrede, men at bekomme saliggiørelsens haab ved Herre Jesum Christum.
10. Som døde for os, at, enten vi vaage eller sove, skal vi leve tillige med ham.
11. Derfor formaner hverandre, og opbygger den eene den anden, ligesom I og giøre.
12. Men vi bede eder, brødre! at kiende dem, som arbeide iblandt eder, og ere eders forstandere i Herren, og paaminde eder;
13. Og holde dem for de, som skulle overmaade elskes, for deres giernings skyld. Værer fredsommelige iblandt eder selv.
14. Men vi formane eder, brødre! paaminder de uskikkelige, trøster de kleinmodige, ophielper de skrøbelige, værer langmodige med alle.
15. Seer til, at ingen betaler nogen ondt for ondt; men jager altid efter det gode, baade imod hverandre, og imod alle.
16. Værer altid glade.
17. Beder uden afladelse.
18. Giører taksigelse i alle ting: thi det er Guds villie i Christo Jesu til eder.
19. Udslukker ikke Aanden.
20. Foragter ikke prophetier. 
21. Prøver alle ting; beholder det gode.
22. Skyer alt ont skin.
23. Men han selv, den fredens Gud, hellige eder ganske og aldeles! og gid eders ganske aand, og siel, og legeme maae bevares ustraffeligen i vor Herres Jesu Christi tilkommelse!
24. Han er troefast, som eder kaldte, som det og skal giøre.
25. Brødre! beder for os. 
26. Hilser alle brødre med et helligt kys.
27. Jeg besværger eder ved Herren, at I lade læse denne epistel for alle hellige brødre.
28. Vor Herres Jesu Christi naade være med eder! Amen.



H="2. Thessalonikerne - 2. Thessalonians"

St. Pauli 2 den Epistel til de Thessaloniker.


1. Capitel.

1. Paulus, og Silvanus, og Timotheus, til de Thessalonikers menighed, i Gud vor Fader, og den Herre Jesu Christo!
2. Naade være med eder, og fred af Gud vor Fader, og den Herre Jesu Christo!
3. Vi ere skyldige at takke Gud altid for eder, brødre! som det er værd, fordi eders troe voxer meget, og den kierlighed, som enhver af eder alle haver til hverandre, er overflødig.
4. Saa at vi rose os selv af eder iblandt Guds menigheder, af eders taalmodighed og troe i alle eders forfølgelser og trængsler, som I fordrage.
5. Dette er Guds retfærdige doms bevisning, at I skal agtes værdige til Guds rige, for hvilket I og lide;
6. Efterdi det er retfærdigt hos Gud, at betale dem trængsel, som trænge eder;
7. Men at give eder, som trænges, roe med os, i den Herres Jesu aabenbarelse af himmelen med sin magtes Engle,
8. Med ildslue, at give hevn over dem, som ikke kiende Gud, og over dem, som ikke ere vor Herres Jesu Christi evangelium lydige:
9. Hvilke skal lide straf, en evig fordervelse, fra Herrens ansigt, og det af hans herligheds kraft:
10. Naar han skal komme paa hiin dag, at blive herlig i sine hellige, og forunderlig i alle dem, som troe; efterdi vort vidnesbyrd er blevet troet hos eder.
11. Derfor bede vi ogsaa altid for eder, at vor Gud skal holde eder værdige til det kald, og opfylde al godheds velbehagelighed, og troens gierning med magt.
12. Paa det vor Herres Jesu Christi navn skal blive æret i eder, og I udi ham, efter vor Guds og den Herres Jesu Christi naade.


2. Capitel.

1. Men vi bede eder, brødre! for vor Herres Jesu Christi tilkommelses skyld, og vor forsamlings til ham.
2. At I ikke lade eder snart bevæges fra sindet, og ei forskrekkes, hverken ved aand, ei heller ved ord, ei heller ved brev, saasom det var skrevet ved os, som at Christi dag var nærværende.
3. Lader ingen bedrage eder i nogen maade; thi den kommer ikke, uden der kommer først det affald, og det syndens menneske bliver aabenbaret, som er det fordervelsens barn,
4. Som imodsætter, og ophøier sig over alt det, som kaldes Gud eller Gudsdyrkelse, saa at han sætter sig i Guds tempel, som en Gud, og giver sig ud for, at han er Gud.
5. Kommer I ikke ihu, at jeg sagde eder dette, der jeg endnu var os eder?
6. Og I vide det, som nu opholder ham, paa det han skal aabenbares i sin egen tid.
7. Thi urettens hemmelighed yttrer sig allerede krafteligen, allene der er den, som ham nu opholder, indtil den borttages:
8. Og da skal den uretviise aabenbares, hvilken Herren skal fortære med sin munds Aand, og til intet giøre med sin tilkommelses herlige aabenbarelse:
9. Hvis tilkommelse skeer efter satans kraftighed med allehaande magt og tegn, og underlige gierninger, som ere løgnagtige.
10. Og med allehaande forførelse til uretfærdighed, i dem, som blive fortabte; fordi de annammede ikke sandheds kierlighed, at de maatte blive salige:
11. Derfor skal Gud og sende dem kraftige vildfarelser, at de skal troe løgnen;
12. Paa det de skal alle blive fordømte, som ikke troede sandheden, men havde lyst til uretfærdighed.
13. Men vi ere skyldige, at takke Gud altid for eder, brødre elskte af Herren! at Gud haver udvalgt eder af begyndelsen til saliggiørelse, i Aandens helliggiørelse, og sandheds troe.
14. Hvortil han kaldte eder formedelst vort evangelium, til vor Herres Jesu Christi herlighed at bekomme.
15. Derfor, brødre! staaer fast, og holder hart ved de skikke, som I ere lærte udi, være sig enten formedelst vor tale eller epistel.
16. Men vor Herre Jesus Christus selv, og vor Gud og Fader, som os haver elsket, og givet en evig trøst og et godt haab i naade.
17. Han trøste eders hierter, og styrke eder i al god tale og gierning!


3. Capitel.

1. I det øvrige, brødre! beder for os, at Herrens ord maae have løb, og prises, ligesom og hos eder,
2. Og at vi maae fries fra de urimelige og onde mennesker; thi troen er ikke alles.
3. Men Herren er troefast, som skal styrke og bevare eder fra det onde. 
4. Men vi ere forsikkrede om eder i Herren, at I baade giøre, og skal giøre hvad vi byde eder.
5. Men Herren styre eders hierter til Guds kierlighed, og til Christi taalmodighed!
6. Men vi byde eder, brødre! i vor Herres Jesu Christi navn, at I holde eder fra hver broder, som omgaaes uskikkeligen, og ikke efter den skik, som han annammede af os.
7. Thi I vide selv, hvorledes det bør eder at efterfølge os; thi vi vare ikke uskikkelige iblandt eder.
8. Vi have og ikke uforskyldt ædt brød hos nogen, men arbeidet med møie og besværing dag og nat, at vi vilde ikke besvære nogen af eder.
9. Ikke fordi vi havde jo magt dertil; men at vi vilde give eder os selv til et exempel, at efterfølge os.
10. Thi og der vi vare hos eder, bøde vi eder dette, at, dersom nogen ikke vil arbeide, han bør ikke heller æde.
11. Thi vi høre, at nogle omgaaes iblandt eder uskikkeligen, som arbeide ikke, men drive ufornøden handel.
12. Men saadanne byde vi, og formane formedelst vor Herre Jesum Christum, at de arbeide med stilhed, og æde deres eget brød.
13. Men I, brødre! bliver ikke trætte af at giøre godt.
14. Men dersom nogen ikke er vort ord ved brevet lydig, tegner den, og haver intet at skaffe med ham, at han kan blive beskiæmmet.
15. Dog holder ham ikke som en fiende, men paaminder ham som en broder.
16. Men fredens Herre selv give eder fred altid, i al maade! Herren være med eder alle!
17. Hilsen med min haand, Pauli, som er et tegn i hvert brev: saaledes skriver jeg.
18. Vor Herres Jesu Christi naade være med eder alle! Amen.


H="1. Timotheus - 1. Timothy"

St. Pauli 1 Epistel til de Timotheum.


1. Capitel.

1. Paulus, Jesu Christi apostel, efter Guds vor Frelseres, og Den Herres Jesu Christi, vort haabes, befaling.
2. Til Timotheus, min retsindige søn i troen i naade, barmhiertighed, fred, af Gud vor Fader, og vor Herre Jesu Christo!
3. Saasom jeg formanede dig at blive i Ephesus, der jeg drog til Macedonien, saa see til, at du byder nogle, at ikke lære anderledes.
4. Og ikke give agt paa fabler, og slægters beregnelser, som ikke have ende, som mere komme spørgsmaal afsted, end Guds opbyggelse, som er i troen.
5. Men enden paa budet er kierlighed af et reent hierte, og af en god samvitrighed, og af en troe, som er uden skrømt;
6. Fra hvilken nogle feilede, og ere fravendte til forfængelig snak;
7. Som ville være lov-lærere, dog de forstaae ikke, hverken de ting, de sige, eller om hvilke ting, de noget stadfæste.
8. Men vi vide, at loven er god, dersom nogen bruger den som en lov.
9. I det jeg veed dette, at der ligger ingen lov paa den retfærdige, men paa de uretfærdige og ulydige, ugudelige og syndere, uhellige og vanhellige, fader-myrdere og moder-myrdere, manddrabere, 
10. Skiørlevnere, syndere imod naturen, folke-tyve, løgnere, meenedere, og dersom noget andet er den sunde lærdom imod;
11. Efter den salige Guds hierligheds evangelium, som mig er betroet.
12. Og jeg takker Christum Jesum vor Herre, som haver giort mig stærk, at han agtede mig at være troe, og satte mig i embedet.
13. Som tilforn var en Guds bespotter, og en forfølger, og en forhaaner; men mig er barmhiertighed vederfaren, thi jeg giorde det uvitterlig i vantroe;
14. Men vor Herres naade har været meget overflødig med troe og kierlighed, som er i Christo Jesu.
15. Det er en troeværdig tale, og aldeles værd at annammes, at Christus Jesus kom til verden, at giøre syndere salige, iblandt hvilke jeg er den groveste.
16. Men derfor er mig barmhiertighed vederfaren, at Jesus Christus vilde bevise i mig, som den groveste, al langmodighed, dem til et exempel, som derefter troe paa ham til det evige liv.
17. Men den evige Konge, den uforkrænkelige, usynlige, den allene viise Gud være priis og ære i al evighed! amen.
18. Dette bud befaler jeg dig, min søn Timotheus! efter de foregaaende prophetier over dig, at du strider i dem den gode strid.
19. I det du haver troen og en god samvittighed, hvilken nogle have kastet fra sig, og have lidt skibbrud paa troen;
20. Af hvilke er Hymenæus, og Alexander, hvilke jeg haver overantvordet satan, at de skulde revses til, at ikke bespotte Gud.


2. Capitel.

1. Derfor formaner jeg først for alle ting, at der giøres ydmygelige begieringer, bønner, forbønner, taksigelser for alle mennesker;
2. For konger, og alle dem, som ere ypperlige; at vi maae leve et roligt og stille levnet i al gudfrygtighed og ærbarhed:
3. Thi dette er godt og behageligt for Gud, vor Frelser:
4. Hvilken vil, at alle mennesker skal blive salige, og komme til sandheds erkiendelse.
5. Thi der er een Gud, og een Midler imellem Gud og menneskene nemlig det Menneske Christus Jesus;
6. Som gav sig selv til en gienløselses betaling for alle, til at være et vidnesbyrd i sine egne beleilige tider:
7. Til hvilket vidnesbyrd jeg er beskikket, til at være en prædiker og en apostel, (jeg siger sandhed i Christo, jeg lyver ikke,) en hedningernes lærer i troe og sandhed.
8. Saa vil jeg, at mændene skal bede i hver sted, opløftende hellige hænder uden vrede og tvivl.
9. Desligeste og, at qvinderne skal pryde sig i skikkelige klæder med blufærdighed og tugtighed, ikke med flettelse, eller guld, eller perler, eller kosteligt klæde;
10. Men, som qvinder sømmer, der ville bevise Gudsdyrkelse, pryde sig med gode gierninger.
11. En qvinde bør lære i stilhed med al underdanighed;
12. Men jeg tilsteder ikke en qvinde at lære, ikke heller, at være herre over manden, men at være i stilhed.
13. Thi Adam blev først skabt, siden Eva.
14. Og Adam blev ikke først forført, men qvinden, der hun var bleven forført, var i overtrædelse.
15. Men hun skal blive salig formedelst børnefødsel, dersom de blive i troe og kierlighed og helliggiørelse med tugtighed.


3. Capitel. 

1. Det er en troværdig tale: dersom nogen begierer et biskops-embede, han haver lyst til en god gierning.
2. Derfor bør det biskopen at være ustraffelig, een qvindes mand, aarvaagen, maadelig, skikkelig, som gierne laaner huus, som er beqvem til at lære andre;
3. Ikke er en viindranker, ikke een, som slaaer, ikke een, som slaaer efter slem vinding; men billig, ikke kivagtig, ikke pengegierrig;
4. Som vel forstaaer sit eget huus, som haver lydige børn med al ærbarhed;
5. (Men dersom nogen ikke veed at forstaae sit eget huus, hvorledes kan han besørge Guds menighed?)
6. Ikke som nyligen er bleven en christen: at han skal ikke opblæses, og falde i dievelens dom.
7. Men han bør og at have et got vidnesbyrd af dem, som ere uden for; at han skal ikke falde i forhaanelse og dievelens snare.
8. Desligeste bør det menighedens tienere at være ærbare, ikke tvetungede, ikke som holde sig til megen viin, ikke som staae efter slem vinding.
9. Som have troens hemmelighed i en reen samvittighed.
10. Men disse skal og først forsøges, siden maae de tiene, som ere ustraffelige.
11. Desligeste bør det deres hustruer at være ærbare, ikke bagtalersker, men aarvaagne, troe i alle ting.
12. Menighedens tienere bør være een hustrues mand, som vel forstaae deres børn, og deres egne huse. 
13. Thi hvilke som tiene vel menigheden, de forhverve sig selv en god trappe, og en stor frimodighed i troen, som er i Christo Jesu.
14. Disse ting skriver jeg dig til, og haaber, at komme snart til dig;
15. Men dersom jeg tøver, at du skal vide, hvorledes man bør at omgaaes i Guds huus, hvilket er den levende Guds menighed, sandheds pillere og stadighed.
16. Og en stor gudfrygtighedens hemmelighed, som enhver maae bekiende, er det: Gud er aabenbaret i kiød, er retfærdiggiort i Aaand seet af Engle, prædiket iblandt hedninger, troet i verden, optagen i herlighed.


4. Capitel. 

1. Men Aanden siger klarlig, at i de sidste tider skulle nogle affalde fra troen, i det de hænge ved de forføriske aander, og dievlenes lærdomme,
2. Som formedelst hyklerie tale løgn, og have brændemærke i deres egen samvittighed,
3. Som forbyde at giftes, byde at holde sig fra mad, som Gud haver skabt at annammes med taksigelse af dem, som troe, og have erkiendt sandheden.
4. Thi al Guds skabning er god, og intet er at forskyde, som annammes med taksigelse.
5. Thi det bliver helliget formedelst Guds ord og forbøn.
6. Dersom du fremsætter disse ting for brødrene, skal du være en god Jesu Christi tiener, som er opfødt i troens og god lærdoms ord, hvilken du haver efterfulgt.
7. Men undslaae dig for de vanhellige, og kierlinge-fabler; men øv dig selv til gudfrygtighed.
8. Thi den legemlige øvelse er nyttig til lidet; men gudfrygtighed er nyttig til alle ting, som haver forjættelse om dette liv, som nu er, og om det tilkommende.
9. Det er en troeværdig tale, og aldeles værd at annammes.
10. Thi og paa dette arbeide vi, og blive derfor forhaanede, fordi vi have haabet paa den levende Gud, som er alle menneskers Frelser, meest deres, som troe.
11. Forkynd og lær dem disse ting.
12. Lad ingen foragte dig for din ungdoms skyld, men vær et exempel for dem, som troe, i tale, i omgængelse, i kierlighed, i aand, i troe, i kydskhed.
13. Bliv hart ved læsningen, formanelsen, lærdommen, indtil jeg kommer.
14. Foragt ikke den naadegave, som er i dig, som der er given formedelst prophetie, med de ældstes hænders paalæggelse.
15. Betænk disse ting, bliv i de samme; paa det din forfremmelse maae være aabenbar i alle ting.
16. Giv agt paa dig selv, og paa lærdommen: blive ved i disse ting; thi naar du giør dette, skal du frelse baade dig selv, og dem, som høre dig.


5. Capitel. 

1. Skiæld ikke paa en gammel; men forman ham, som en fader: de unge, som brødre;
2. Gamle qvinder, som mødre; unge som systre, i al kydskhed. 
3. Hædre enker, som ere rette enker.
4. Men om nogen enke haver børn eller børnebørn, da lad dem først lære af hende, at øve gud, frygtighed i deres eget huus, og vederlægge forældrene: thi dette er godt, og behageligt for Gud.
5. Men den, som er en ret enke, og er sat i eenlighed, haver sat sit haab til Gud, og bliver ved i ydmyge begieringer og bønner nat og dag;
6. Men den, som er vellystig, er levende død.
7. Forkynd og dette, at de maae vare ustraffelige.
8. Men dersom nogen ikke haver omsorg for sine egne, og meest sine huusfolk, den haver nægtet troen, og er værre end en vantroe.
9. En enke udnævnes ikke yngre end tresindstive aar, som haver været een mands hustru,
10. Som haver vidnesbyrd for gode gierninger; dersom hun haver opfødt børn, dersom hun haver gierne laant huus, dersom hun haver toet de helliges fødder, dersom hun haver forsørget de betrængte, dersom hun haver lagt sig efter al god gierning.
11. Men undskyld dig for unge enker; thi naar de blive kaade imod Christum, ville de giftes;
12. Som have den dom, at de have til intet giort den første troe.
13. Tilmed, efterdi de ere ørkesløse, lære de at løbe omkring i husene; men de ere ikke allene ørkesløse, men ogsaa saadanne, som drive sqvalder, og ufornøden handel, som tale de ting, der ikke sømme sig.
14. Derfor vil jeg, at de unge enker skulle giftes, føde børn, holde huus, ingen anledning give modstanderen til skiendsord.
15. Thi nogle ere allerede fravendte efter satan.
16. Dersom nogen troe mand eller troe qvinde haver enker, da lad ham forsørge dem, og lad ikke menigheden besværes, at den kan forsørge de rette enker.
17. De ældste, som vel forestaae, skal man holde dobbelt ære værd: meest dem, som arbeide i tale og lærdom.
18. Thi skriften siger: du skal ikke binde munden til paa en oxe, som tærsker; og arbeideren er sin løn værd.
19. Antag ikke noget klagemaal mod nogen af de ældste, uden efter to eller tre vidner.
20. Dem, som synde, overbeviis for alles aasyn, at og de andre kan have frygt.
21. Jeg vidner for Guds og den Herres Jesu Christi, og de udvalgte Engles aasyn, at du skal holde disse ting uden dit eget gode tykke, saa du giør intet efter egen tilbøielighed.
22. Læg ikke hænder snart paa nogen, giør dig og ikke deelagtig i fremmede synder; hold dig selv reen.
23. Drik ikke mere vand; men brug lidet viin for din mave, og dine jævnlige sygdomme.
24. Nogle menneskers synder ere tilforn aabenbare, at man kan dømme dem forud; men nogle følge de og efter.
25. Desligeste ere og nogle gode gierninger aabenbare tilforn; og de, som have sig anderledes, kan ikke skiules. 


6. Capitel. 

1. Saa mange tienere, som ere under aag, skal holde deres egne herrer al ære værd; at det Guds navn, og lærdommen skal ikke bespottes.
2. Men de, der have herrer, som troe, foragte dem ikke, fordi de ere brødre; men tiene end mere, efterdi de ere troende og elskte, som annamme deres gode gierning. Dette lær og forman.
3. Dersom nogen lærer anderledes, og holder sig ikke til vor Herres Jesu Christi sunde ord, og til den lærdom, som hører til gudfrygtighed,
4. Han er opblæst og veed intet, men er syg for spørgsmaal og ordkrig: af hvilke kommer avind, trette, bespottelse, onde mistanker,
5. Ja de menneskers unyttige handeler, som have fordervede sind, og som sandhed er røvet fra, de som mene at gudfrygtighed er en vinding, hold dig fra saadanne.
6. Men gudfrygtighed med nøisomhed er en stor vinding.
7. Thi vi have intet indført i verden, saa er det aabenbare, at vi kan ei heller udføre noget.
8. Men naar vi have føde og klæder, skal vi dermed lade os nøie.
9. Men de, som ville vorde rige, falde i fristelse og snare, og mange daarlige og skadelige begieringer, som nedsænke menneskene i ødelæggelse og fordervelse.
10. Thi pengegierrighed er en rod til alt ont; til hvilken der nogle havde lyst, fore de vild fra troen, og have igiennemstunger sig selv med mange smerter.
11. Men du, o Guds menneske! flye disse ting; men jag efter retfærdighed, gudfrygtighed, troe, kierlighed, taalmodighed, sagtmodighed;
12. Strid troens gode strid, fat det evige liv, til hvilket du og er kaldet, og haver bekiendt den gode bekiendelse for mange vidner.
13. Jeg byder dig for Gud, som giør alle ting levende, og for Christo Jesu, som vidnede den gode bekiendelst for Pontius Pilatus, 
14. At du holder budet ubesmittet, ustraffeligt, indtil vor Herres Jesu Christi herlige aabenbarelse:
15. Hvilken den salige allene mægtige, den kongers Konge, og herrers Herre skal vise i sin egen tid;
16. Som haver allene udødelighed, som boer i et lys, der ingen kan komme til, hvilken intet menneske haver seet, ikke heller kan see; hvilken være ære, og en evig kraft! amen! 
17. Forkynd dem, som ere rige i den nærværende verden, at de ikke hovmode sig, ei heller sætte haab til den uvisse rigdom, men til den levende Gud, som giver os rigeligen alle ting at nyde:
18. At de giøre godt, blive rige i gode gierninger, gierne give, meddele med andre;
19. Samle sig selv som et liggendefæ, en god grundvold til det tilkommende, at de kunne fatte det evige liv.
20. O Timotheus! bevar det, som er nedlagt hos dig, og flye de vanhelliges løse snak, og de tvistigheder, som komme af den falskeligen kaldte kundskab;
21. Hvilken nogle have foregivet, og feilede i troen. Naaden være med dig! Amen!




H="2. Timotheus - 2. Timothy"

St. Pauli 2 Epistel til Timotheum.


1. Capitel.

1. Paulus, Jesu Christi apostel formedelst Guds villie, efter livets forjættelse, som er i Christo Jesu,
2. Til Timotheus, den elskelige søn: naade, barmhiertighed, fred, af Gud Fader, og Christo Jesu, vor Herre!
3. Jeg takker Gud, hvilken jeg tiener fra mine forfædres tid, i en reen samvitlighed, at jeg uden afladelse tænker paa dig i mine bønner nat og dag;
4. I det jeg længes efter at see dig, naar jeg tænker paa din graad, at jeg kan blive opfyldt med glæde:
5. I det jeg ihukommer den troe i dig, som er uden skrømt, som boede først i din oldemoder Lois, og din moder Eunike; men jeg er vis paa, at den boer og i dig.
6. For hvilken sag jeg paaminder dig, at du kommer den Guds naadegave igien til at brænde, som er i dig, formedelst mine hænders paalæggelse.
7. Thi Gud haver ikke givet os frygtes aand, men magtes, og kierligheds og tugtigheds Aand.
8. Derfor skam dig ikke ved vor Herres vidnesbyrd, ei heller ved mig, som er hans bundne; men liid ondt med evangelium efter Guds magt;
9. Som giorde os salige, og kaldte os med et helligt kald, ikke efter vore gierninger, men efter sit eget forsæt og naade, som os er given i Christo Jesu for de evige tider;
10. Men er nu aabenbaret formedelst vor Frelseres Jesu Christi herlige aabenbarelse, som til intet giorde døden, men førte liv og uforkrænkelighed til lyset formedelst evangelium.
11. Til hvilket jeg er beskikket en prædiker og apostel, og hedningers lærer.
12. For hvilken sag jeg og lider disse ting, men skammer mig ikke derved; thi jeg veed, hvo jeg haver troet, og er vis derpaa, at han er mægtig til, at bevare det, jeg haver nedlagt hos ham, til hiin dag.
13. Hav en rigtig form paa de sunde ord, hvilke du haver hørt af mig, i troe og kierlighed, som er i Christo Jesu.
14. Bevar det gode, som er nedlagt hos dig, formedelst den Hellig Aand, som boer i os.
15. Du veed dette, at alle de i Asia have vendt sig fra mig, iblandt hvilke er Phygellus og Hermogenes.
16. Herren give Onesiphori huus barmhiertighed! thi han haver ofte vederqvæget mig, og skammede sig ikke ved min lænke.
17. Men der han var i Rom, søgte han saare flittelig efter mig, og fandt mig.
18. Herren give, at han kan finde barmhiertighed hos Herren paa hiin dag! og hvor meget han tiente mig i Ephesus, veed du bedst.


2. Capitel.

1. Du derfor, min søn! bliv stærk i den naade, som er i Christo Jesu;
2. Og hvad du haver hørt af mig formedelst mange vidner, det befal troe mennesker, som kunne være dygtige ogsaa til at lære andre.
3. Derfor liid du ondt, som en god Jesu Christi stridsmand.
4. Ingen, som strider, indvikler sig i dette livs bestillinger, at han kan behage den, som ham annammede til strid.
5. Men dersom nogen og strider, bliver han dog ikke kronet, dersom han ikke strider efter loven.
6. Den bonde, som arbeider, bør det først at nyde frugterne.
7. Forstaae, hvad jeg siger; thi Herren skal give dig forstand i alle ting.
8. Kom Jesum Christum ihu, som er opreist fra de døde, af Davids sæd, efter mit evangelium.
9. For hvilket jeg lider ondt indtil baandene, som en misdæder; men Guds ord er ikke bundet.
10. Derfor taaler jeg alting for de udvalgtes skyld, at de og skulle faae den saliggiørelse, som er i Christo Jesu, med evig herlighed.
11. Det er en troeværdig tale; thi dersom vi ere døde med ham, skal vi og leve med ham.
12. Dersom vi taale, skal vi og med-regnere; dersom vi nægte, skal han og nægte os.
13. Dersom vi ere vantroe, bliver han dog troe; han kan ikke nægte sig selv.
14. Paamind om disse ting, og vidne for Herren, at de ikke kives om ord. som er til ingen nytte, at forvende dem, der høre til.
15. Vær flittig, at fremstille dig selv retskaffen for Gud, en arbeider, som ikke skammer sig, som retteligen deler sandheds ord.
16. Men hold dig fra de vanhelliges løse snak; thi de forfremme mere ugudelighed.
17. Og deres ord skal æde omkring sig, som dødt kiød: iblandt hvilke ere Hymenæus og Philetus.
18. Hvilke have seilet fra sandheden, som sige, at opstandelsen er allerede skeet; og de forvende nogles troe.
19. Men Guds faste grundvold staaer, som haver dette segl: Herren kiender dem, som ere sine; og hver den, som nævner Christi navn, bør afstaae fra uretfærdighed.
20. Men i et stort huus ere ikke allene kar af guld og sølv, men ogsaa af træe og leer; og nogle til ære, men nogle til vanære.
21. Dersom derfor nogen udrenser sig selv fra disse folk han skal vorde et kar til ære, helliggiort, og Huusbonden nyttigt, tilberedt til al god gierning.
22. Men flye ungdoms begieringer; men jag efter retfærdighed, troe, kierlighed, fred med dem, som paakalde Herren af et reent hierte.
23. Men undslaae dig for daarlige spørgsmaal, og som du er ikke oplært udi, efterdi du veed, at de føde af sig adskillig strid.
24. Men en Herrens tiener bør det ikke at stride, men være mild med alle, beqvem til at lære, som kan fordrage ondt.
25. Og som med sagtmodighed underviser dem, som sætte sig imod; om Gud vilde engang give dem omvendelse til sandheds erkiendelse,
26. Og de kunde vorde ædrue igien af dievelens snare, som vare fangne af ham, til hans villie.


3. Capitel.

1. Men viid dette, at i de sidste dage skal være at forvente vanskelige tider.
2. Thi der skal være mennesker, som holde af sig selv, pengegierrige, overdaadige, hofmodige, bespottere, forældre ulydige, utaknemmelige, uhellige,
3. Ukierlige, uforligelige, bagtalere, umaadelige, umilde, som ikke elske det gode,
4. Forrædere, fremfusende, opblæste, som mere elske vellyst, end de elske Gud,
5. Som have gudfrygtigheds skin, men nægte dens kraft: flye ogsaa disse.
6. Thi af dem ere de, som snige sig ind i husene, og føre de eenfoldige qvindfolk fangne, hvilke qvindfolk ere besværede med synder, og drives af adskillige begieringer,
7. Som lære altid, og kan aldrig komme til sandheds erkiendelse.
8. Men ligesom Jannes og Jambres imodstode Moses, ligesaa imodstaae og disse sandheden, som ere mennesker, der ere fordervede i sindet, uduelige i troen.
9. Men de skal ikke faae fremgang ydermere; thi deres galenskab skal blive aabenbar for alle, ligesom og hines blev.
10. Men du haver efterfulgt min lærdom, underviisning, forsæt, troe, langmodighed, kierlighed, taalmodighed;
11. Forfølgelser, lidelser, som mig ere vederfarne i Antiochia, i Iconien, i Lystra; hvilke forfølgelser jeg haver udstaaet, og Herren friede mig af dem alle.
12. Men og alle de, som ville leve gudeligen i Christo Jesu, skal forfølges.
13. Men de onde mennesker og svigefulde fare frem til det værre, som forføre, og forføres.
14. Men bliv du i de ting, som du haver lært, og dig ere betroede: efterdi du veed, af hvem du haver lært;
15. Og efterdi du veed den hellige skrift af barndom, som kan giøre dig viis til saliggiørelse, ved troen, som er i Christo Jesu.
16. Den ganske skrift er indblæst af Gud, og nyttig til lærdom, til overbevisning, til rettelse, til optugtelse i retfærdighed;
17. At det Guds menneske skal være færdigt, tilberedet til al god gierning.


4. Capitel.  

1. Derfor vidner jeg for Gud, og den Herre Jesu Christo, som skal dømme levende og døde ved sin herlige aabenbarelse og sit rige:
2. Prædike ordet, hold ved i tide, og i utide: overbeviis, straf, forman med al langmodighed og lærdom.
3. Thi den tid skal vorde, naar de ikke skal kunne fordrage den sunde lærdom; men efter deres egne begieringer tage sig selv lærere i hobetal, eftersom ørene kløe paa dem.
4. Og de skal vende ørene fra sandheden, men henvendes til fabler.
5. Men du, vær aarvaagen i alle ting, liid ont, giør en evangelistes gierning, fuldfør din tieneste.
6. Thi jeg ofres allerede, og min opløsnings tid er forhaanden.
7. Jeg haver stridet den gode strid, fuldkommet løbet, bevaret troen.
8. I det øvrige er retfærdigheds krone henlagt til mig, hvilken Herren, den retfærdige Dommer, skal give mig paa hiin dag; men ikke allene mig, men ogsaa alle dem, som have elsket hans herlige aabenbarelse.
9. Giør din flid, at komme snart til mig.
10. Thi Demas forlod mig, som fik kierlighed til den nærværende verden, og drog til Thessalonica; Crescens drog til Galatien, Titus til Dalmatien.
11. Lucas er allene med mig. Tag Marcus til dig, og før ham med dig selv; thi han er mig nyttig til tieneste.
12. Men jeg sendte Tychicus til Ephesus.
13. Naar du kommer, da før min vandre-kiortel med dig, som jeg lod blive i Troas hos Carpus, og bøgerne, besynderligen de pergament-skrifter.
14. Alexander den kaabber-smed beviste mig meget ont; Herren betale ham efter hans gierninger
15. For hvilken du ogsaa vogte dig; thi han stod vore ord saare imod.
16. I min første forsvarelse var ingen med mig, men alle forlode mig: (gid det ikke tilregnes dem!)
17. Men Herren stod med mig, og styrkede mig, at den prædiken skulde have fuld fremgang formedelst mig, og alle hedninger skulde høre det; og jeg er friet af en løves mund.
18. Og Herren skal frie mig fra al ond gierning, og frelse mig til sit himmelske rige: hvilken være ære i al evighed! amen!
19. Hils Prisca og Aqvilas, og Onesiphori huus.
20. Erastus blev i Corinthen; men jeg lod Trophimus syg efter mig i Miletus.
21. Giør din flid at komme for vinteren. Cubulus, og Pudeus, og Linus, og Claudia, og alle brødre hilse dig.
22. Den Herre Jesus Christus være med din aand! Naaden være med eder! Amen!



H="Titus"

St. Pauli Epistel til Titum.


1. Capitel.

1. Paulus, Guds tiener, men Jesu Christi apostel, efter Guds udvalgtes troe, og sandheds erkiendelse, som er efter gudfrygtighed,
2. Paa et evigt livs haab, hvilket Gud, som ikke lyver, havde lovet for de evige tider,
3. Men haver aabenbaret i sine egne tider formedelst sit ord, i det prædike-embede, som mig er betroet, efter Guds vor Frelseres befaling;
4. Til Titus, min retsindige søn efter den fælles troe: naade, barmhiertighed, fred, af Gud Fader, og den Herre Jesu Christo, vor Frelser!
5. For denne sags skyld efterlod jeg dig i Creta, at du skulde indrette, hvad som fattedes, og indsætte ældste i hver stad, som jeg befoel dig:
6. Nemlig, dersom nogen er ustraffelig, een qvindes mand, som haver troe børn, som ikke ere beskyldte for overdaadighed, eller ere ulydige. 
7. Thi det bør en biskop at være ustraffelig, som en Guds huusholder, som ikke befalder sig selv, ikke er vredagtig, ikke en viindranker, ikke en, som slaaer, ikke en, som staaer efter slem vinding;
8. Men laaner gierne huus, elsker det gode, er maadelig, retfærdig, hellig kydsk;
9. Som holder fast ved det ord, som er troefast til lærdommen, at han kan være mægtig til, baade at formane formedelst den sunde lærdom, og overbevise dem, som sige imod.
10. Thi mange ere og ulydige, som tale forfængelige ting og bedrage sindet, meest de af omskærelsen;
11. Hvilke man bør at stoppe munden til paa: som forvende ganske huse, i det de lære det, som ikke bør læres, for slem vindings skyld.
12. Een haver sagt af dem, deres egen prophet: Creter ere stedse løgnere, onde dyr, lade buge.
13. Det vidnesbyrd er sandt; for hvilken sags skyld straf dem strengeligen, at de maae blive sunde i troen,
14. Og ikke give agt paa jødiske fabler, og de menneskers bud, som forvende sandheden.
15. Alle ting ere vel rene for de rene; men for de besmittede og vantroe er intet reent, men baade deres sind og samvittighed ere besmittede.
16. De bekiende, at de kiende Gud, men nægte det med gierningerne, efterdi de ere vederstyggelige, og ulydige, og uduelige til al god gierning.


2. Capitel.

1. Men du, tal de ting, som sømme den sunde lærdom: 
2. At de gamle skal være aarvaagne, ærbare, maadelige, sunde i troen, kierligheden, taalmodigheden;
3. Desligeste, at de gamle qvinder skal holde sig i klæder, som der sømmer de hellige, ikke være bagtalersker, ikke hengivne til megen viin, men som give god lærdom;
4. At de undervise de unge qvinder, at elske deres mænd, og at elske deres børn,
5. At være maadelige, kydske, huusholdersker, gode, deres egne mænd underdanige, at Guds ord skal ikke bespottes.
6. Forman ligesaa de unge mænd, at være maadelige.
7. Saa du beviser dig selv i alle maader, at være gode gierningers exempel, og i lærdommen uforkrænkelighed, ærbarhed,
8. Saa og sund tale, som er ufordømmelig; at den, som er derimod, maae beskiæmmes, naar han haver intet ondt at sige om eder.
9. Tienere forman, at være deres egne herrer underdanige, være velbehagelige i alle ting, som ikke tale imod dem,
10. Som ikke besvige, men bevise al god troeskab; at de kunne pryde Guds vor Frelseres lærdom i alle ting.
11. Thi Guds saliggiørende naade er aabenbaret for alle mennesker;
12. Som oplærer os, at vi skulle forsage ugudelighed, og de verdslige begieringer, og lede maadeligen og retfærdeligen og gudeligen i denne verden,
13. Forventende det salige haab, og den store Guds og vor Frelseres Jesu Christi herligheds aabenbarelse;
14. Som gav sig selv for os at han maatte forløse os fra al uretfærdighed, og rense sig selv, et eiendomsfolk, som skal være nidkier til gode gierninger.
15. Tal dette, og forman, og overbeviis med al alvorlig befaling; lad ingen foragte dig.


3. Capitel. 

1. Paamind dem, at de ere fyrster og øvrigheder underdanige og lydige, at være redebonne til al god gierning;
2. At ikke bespotte nogen, ikke være kivagtige, være billige, som bevise al sagtmodighed mod alle mennesker.
3. Thi og vi vare fordum uforstandige, ulydige, vildfarende, som tiente begieringer, og adskillige vellyster, som vandrede i ondskab og avind, vederstyggelige, som hadede hverandre. 
4. Men der Guds, vor Frelseres fromhed og kierlighed til menneskene aabenbaredes,
5. Ikke for de retfærdigheds gierningers skyld, som vi havde giort, men efter sin barmhiertighed, giorde han os salige, formedelst igienfødelsens bad, og den Hellig Aands fornyelse,
6. Hvilken han haver udøst over os rigeligen formedelst Jesum Christum vor Frelser;
7. At vi, som ere formedelst Hans naade retfærdiggiorte, skal vorde arvinger efter haabet, til det evige liv.
8. Denne er en troeværdig tale, og om disse ting vil jeg, at du skal bekræfte, at de, som have troet Gud, beflitte sig paa at overgaae andre i gode gierninger; disse ting ere menneskene gode og nyttige.
9. Men hold dig fra daarlige spørgsmaal, og slægters beregnelser, og trætter og strid om loven; thi de ere unyttige og forfængelige.
10. Undslaae dig fra et kættersk menneske, efter een og anden paamindelse.
11. Vidende, at saadan en er forvendt, og synder, og er fordømt af sig selv.
12. Naar jeg sender Artemas til dig, eller Tychicus, da giør din flid at komme til mig til Nicopolis; thi jeg haver besluttet at blive der i vinter.
13. Skik Zenas den lovkyndige, og Apollos flitteligen frem, saa at dem fattes intet.
14. Men lad ogsaa vore lære, at overgaae andre i gode gierninger til fornøden brug, at de ikke maae være ufrugtbare.
15. Alle, som ere med mig, hilse dig. Hils dem, som os elske i troen. Naaden være med eder alle! Amen!


H="Filemon - Philemon"

St. Pauli Epistel til Philemon.


1. Capitel.

1. Paulus, Jesu Christi bundne, og den broder Timotheus, til Philemon den elskelige, og vor medarbeider,
2. Og Apphia, den elskelige qvinde, og Archippus, vor medstrider, og den menighed i dit huus:
3. Naade være med eder, og fred, af Gud vor Fader, og den Herre Jesu Christo!
4. Jeg takker min Gud, i det jeg tænker altid paa dig i mine bønner;
5. Efterdi jeg hører om den kierlighed med alle de hellige, og den troe, som du haver til den Herre Jesum;
6. At din troes samfund til Christum Jesum kan blive kraftig i erkiendeise af alt det gode, som er i eder.
7. Thi vi have stor glæde og trøst af din kierlighed; thi de helliges hierter ere vederqvægede formedelst dig, broder!
8. Derfor, alligevel jeg haver stor frimodighed i Christo, til at befale dig det, som er tilbørligt:
9. Dog for kierligheden formaner jeg dig heller, som er saadan een, den gamle Paulus, men nu og Jesu Christi bundne.
10. Saa formaner jeg dig for min søn Onesimus, som jeg avlede i mine baand: 
11. Som tilforn var dig unyttig, men nu dig og mig nyttig, hvilken jeg sendte igien.
12. Men du, annam ham, det er mit eget hierte;
13. Hvilken jeg vilde beholdet hos mig selv, at han skulde tient mig for dig i evangelii haand.
14. Men uden dit samtykke vilde jeg intet giøre; at dit gode skulde ikke være efter fornødenhed, men efter frivillighed.
15. Thi han er maaskee derfor skilt fra dig en liden tid, at du maatte have ham evindeligen igien
16. Ikke fremdeles, som en træl, men over en træl, som en elskelig broder, mest mig, men hvor meget mere dig, baade i kiødet og i Herren?
17. Dersom du holder mig at være meddeelagtig i naaden, da annam ham, som mig.
18. Men haver han giort dig nogen uret, eller er skyldig, da regn mig det til.
19. Jeg Paulus har skrevet med min haand, jeg vil betale; at jeg ikke skal sige dig, at du er og mig dig selv skyldig.
20. Ja, broder! lad mig nyde dig i Herren: vederqvæg mit hierte i Herren.
21. Jeg skrev dig til af den tillid, jeg haver til din lydighed, som veed, at du og skal giøre over det jeg siger.
22. Men tilmed bereed mig og herberge; thi jeg haaber, at jeg skal formedelst eders bønner skienkes eder.
23. Epaphras, min medfange i Christo Jesu;
24. Marcus, Aristarcus, Demas, Lucas, mine medarbeidere, hilse dig.
25. Vor Herres Jesu Christi naade være med eders aand! Amen!




H="Hebræerne - Hebrews"

St. Pauli Epistel til de Ebræer.


1. Capitel. 

1. Efterat Gud fordum havde talet mange gange, og i mange maader til fædrene formedelst propheterne, da talede han i disse sidste dage til os formedelst sønnen:
2. Hvilken han haver sat til en arving over alle ting, formedelst hvilken han og haver giort verden:
3. Hvilken, efterdi han er herlighedens glands, og hans væsens rette billede som bærer alle ting med sit kraftige ord, der han havde giort vore synders renselse formedelst sig selv, sidder hos Majestætens høire haand i det høie;
4. Og han er bleven saa meget bedre end Englene, som han haver arvet et ypperligere navn for dem.
5. Thi til hvilken Engel sagde han nogen tid: du er min Søn; jeg haver født dig i dag? og atter: jeg skal være ham en Fader, og han skal være mig en Søn.
6. Men der han atter indfører den Førstefødte i jorderige, siger han: og alle Guds Engle skal tilbede ham. 
7. Men han siger til Englene: han som giør sine Engle til aander, og sine tienere til ildslue.
8. Men til Sønnen: Gud! din stol varer i al evighed: dit riges spir er et ret spir.
9. Du haver elsket retfærdighed og hadet uretfærdighed: derfor salvede dig, o Gud! din Gud, med glædens olie, fremfor dem, som ere deelagtige med dig. 
10. Og: du, Herre! grundfæstede jorden af begyndelsen, og Himlene ere dine hænders gierninger.
11. De samme skal forgaae, men du bliver ved: og de skal alle giøres gamle, som et klædebon;
12. Og du skal forvandle dem, som et klæde, og de skal omskiftes; men du, du er den samme, og dine aar skal ikke aflade.
13. Men til hvilken af Englene sagde han nogen tid, sæt dig hos min høire haand, indtil jeg lægger dine fiender til dine fødders fodskammei?
14. Ere de ikke alle tienstagtige aander, udsendte til tieneste for deres skyld, som skal arve saliggiørelse?


2. Capitel. 

1. Derfor bør det os desmere at tage vare paa de ting, som vi have hørt, at vi skulle ikke forgaae.
2. Thi er det ord blevet fast, som er talet formedelst Englene, og hver overtrædelse og ulydighed fik sin rette løn;
3. Hvorledes skulle vi da undflye, dersom vi ikke agte saa stor en saliggiørelse? hvilken, efterat den tog sin begyndelse, at tales ved Herren, er bleven stadfæstet for os formedelst dem, som havde hørt ham;
4. I det Gud vidnede med, baade med tegn og underlige gierninger, og adskillige kraftige gierninger, og den Hellig Aands uddelelser, efter hans egen villie.
5. Thi han lagde ikke det tilkommende jorderige, om hvilket vi tale, under Englene;
6. Men een haver vidnet et steds, sigende: hvad er er menneske, at du kommer ham ihu? eller et menneskes søn, at du besøger ham?
7. Du haver forringet ham meget lidet under Englene, med ære og hæder haver du kronet ham, og sat ham over dine hænders gierninger;
8. Du lagde alle ting neden under hans fødder. Thi i det han haver underlagt ham alle ting, efterlod han intet som ei er ham underlagt; men endnu see vi ikke alle ting at være ham underlagte.
9. Men vi see den, som en kort tid var forringet under Englene, at det er Jesus, som formedelst dødens lidelse blev kronet med ære og hæder; paa det han af Guds naade skulde smage døden for alle og enhver;
10. Thi det sømmede ham, for hvis skyld alle ting ere, og formedelst hvilken alle ting ere, han, som fører mange børn til herlighed, at han skulde fuldkommelig vie deres saliggiørelses Fyrste ved lidelser.
11. Thi baade den, som helliggiør, og de, som helliggiøres, ere alle af een: for hvilken sag han skammer sig ikke at kalde dem brødre,
12. Der han siger: jeg vil forkynde dit navn for mine brødre, jeg vil synge dig lov midt i menigheden.
13. Og atter: jeg vil forlade mig paa ham. Og atter: see, her er jeg, og de børn, som Gud haver givet mig.
14. Efterdi da børnene ere deelagtige i kiød og blod, er han iligemaade bleven deelagtig i dem, at han formedelst døden skulde afskaffe den, som havde dødens kraft, det er dievelen;
15. Og befrie dem, saa mange som formedelst dødens frygt vare skyldige til trældom al deres livs tid.
16. Thi han antager ingensteds Englene, men Abrahams sæd antager han.
17. Derfor han burde blive sine brødre lig i alle ting, at han maatte blive barmhiertig, og en troefast ypperste Præst i de ting, som angaae Gud, at forlige folkets synder.
18. Thi i det han led, der han blev selv fristet, kan han komme dem til hielp, som fristes.


3. Capitel.

1. Derfor, I hellige brødre! som ere deelagtige i det himmelske kald, betragter den Apostel og ypperste Præst, som vi bekiende, Jesum Christum;
2. Der er ham troe, som haver giort ham, ligesom og Moses var troe i hans ganske huus.
3. Thi denne er større ære værd, end Moses, saa meget som den haver større hæder end huset, der haver beredet det.
4. Thi hvert huus beredes af nogen; men den, som bereder alle ting, er Gud.
5. Og Moses var vel troe i hans ganske huus, som en tiener, til vidnesbyrd om de ting, som skulde siges;
6. Men Christus er troe, som en Søn over sit huus, hvis huus vi ere, dersom vi dog beholde den frimodighed og haabets ros fast indtil enden. 
7. Derfor, (efter som den Hellig Aand siger:) i dag, dersom I høre hans røst.
8. Da forhærder ikke eders hierter, som det skede i forbittrelsen, paa fristelsens dag, i ørken;
9. Hvor eders fædre fristede mig, prøvede mig, og saae mine gierninger fyrretive aar.
10. Derfor jeg blev vred paa hiin slægt, og sagde: de fare altid vild med hiertet, men de selv have ikke kiendt mine veie;
11. Saa at jeg haver soret i min vrede, at de skulle ikke komme ind til min hvile.
12. Seer til, brødre! at der skal ikke være nogen tid i nogen af eder et ondt vantroe hierte, I det man affalder fra den levende Gud.
13. Men formaner eder selv hver dag, saa længe det kaldes i dag; at der bliver ikke nogen af eder forhærdet formedelst syndens bedragelse.
14. Thi vi ere blevne deelagtige i Christo, dersom vi dog beholde det bestandige væsens begyndelse fast indtil enden.
15. Saa længe der siges: i dag, om I høre hans røst, da forhærdes ikke eders hierter, som det skede i forbittrelsen.
16. Thi nogle, der de havde hørt den, forbittrede ham, dog ikke alle, som udgik af Ægypten ved Moses.
17. Men hvilke blev han vred paa i fyrretive aar? mon ikke paa dem, som syndede, hvis legemer faldt i ørken?
18. Men hvilke soer han, at de skulde ikke komme ind i hans hvile, uden dem, som vare blevne vantroe?
19. Og vi see, at de kunde ikke komme ind for vantroes skyld.


4. Capitel. 

1. Lader os derfor frygte, at ikke, i det den forjættelse maaskee forlades at indkomme til hans hvile, nogen af eder skulde synes at blive tilhage; 
2. Thi evangelium er og os forkyndet, ligesom hine; men hørelsens ord hialp hine ikke, i det det ikke blev beblandet med troen i dem, som havde hørt det.
3. Thi vi, som have troet, gaae ind i hvilen, ligesom han har sagt: saa at jeg soer i min vrede, de skal ikke komme ind i min hvile; og det, efterat de gierninger fra verdens grundvold vare giorte.
4. Thi han har sagt et sted om den syvende dag saaledes: og Gud hvilede paa den syvende dag af alle sine gierninger.
5. Og paa dette sted atter: de skal ikke komme ind i min hvile.
6. Efterdi det derfor er tilbage, at nogle skal indkomme til den, og de, som evangelium var før forkyndt, kom ikke ind for vantroes skyld;
7. Da beskikkede han atter en dag, som kaldes i dag, sigende ved David efter saa lang en tid, (efter som sagt er:) i dag, dersom I høre hans røst, forhærder ikke eders hierter.
8. Thi dersom Josva havde skaffet dem hvile, da havde han ikke talet derefter om en anden dag.
9. Saa er der en sabbats-hvile tilbage for Guds folk.
10. Thi hvo, som er kommen ind til hans hvile, haver og hvilet af sine gierninger, ligesom Gud af sine egne.
11. Lader os derfor beflitte os, at komme ind til den samme hvile; paa det ikke nogen skal falde i det samme vantroes exempel.
12. Thi det Guds ord er levende og kraftigt, og skarpere end noget tveegget sverd, og trænger igiennem, indtil det adskiller baade siel og aand, baade ledemod og marve, og dømmer over hiertets tanker og sinde:
13. Og intet creatur er usynligt for hans ansigt; men alle ting ere blotte, og ligesom indvolde udspilede for hans øine, om hvilken vi tale.
14. Efterdi vi derfor have en stor ypperste Præst, som er gaaen igiennem himlene, Jesum, den Guds Søn, da lader os holde fast ved bekiendelsen.
15. Thi vi have ikke en ypperste Præst, som ikke kan have medlidenhed med vore skrøbeligheder, men den som er forsøgt i alle ting i lige maade som vi, dog uden synd.
16. Derfor lader os træde frem med frimodighed til naadestolen, paa det vi kan faae barmhiertighed, og finde naade til velbeleilig hielp.


5. Capitel.

1. Thi hver ypperste præst, som tages af mennesker, sættes for mennesker i de ting, som angaae Gud, at han skal ofre baade gaver og slagtoffere for synder:
2. Den, som kan have tilbørlig medlidenhed med de vanvittige, og dem, som fare vild; eftersom han er selv omgiven med skrøbelighed.
3. Og for dennes skyld bør han og ofre for synder, som for folket, saaledes og for sig selv.
4. Og ingen tager sig selv den ære, uden den, som er kaldet af Gud, ligesom og Aaron.
5. Saaledes haver og Christus, ikke lagt sig selv den ære til, at han skulde blive en ypperste Præst, men den, som haver sagt til ham: du er min Søn: jeg haver født dig i dag. 
6. Ligesom han og siger et andet sted: du er en Præst til evig tid, efter Melchisedechs orden. 
7. Hvilken, der han havde ofret i sit kiøds dage baade begieringer og bønner til den, som kunde frelse ham fra døden, med et stærkt skrig og graad, og var bleven bønhørt efter den frygt,
8. Alligevel han var Guds Søn, lærte dog lydighed af de ting, han led.
9. Og der han var bleven fuldkommet, blev han alle dem, som ham lyde, aarsag til en evig saliggiørelse;
10. Udnævnet af Gud, at være en ypperste Præst, efter Melchisedechs orden.
11. Om hvilken vi have mange ting at sige, og som ere svare at udlægge; efterdi I ere blevne seene til at høre.
12. Thi og I, som skulde være lærere formedelst tiden, have atter behov, at man skal lære eder, hvilke der ere begyndelsens elementer i de Guds ord; og ere blevne de, som have melk behov, og ikke haard mad.
13. Thi hver, som faaer melk, er uforfaren i retfærdigheds ord; thi han er et ungt barn.
14. Men de fuldkomne hører haard mad til, hvilke, fordi de have øvet sig, have forsøgte sind til forskiel imellem godt og ondt.


6. Capitel. 

1. Derfor, da vi lade det Christi begyndelses ord fare, lader os fare frem til fuldkommenhed: i det vi ikke atter lægge grundvold til omvendelse fra døde gierninger, og troe til gud,
2. Til daabes lærdom, og hænders paalæggelse, og dødes opstandelse, og en evig dom.
3. Og dette ville vi giøre, dersom Gud det tilsteder.
4. Thi det er umueligt, at de, som ere eengang oplyste, og som have smaget den himmelske gave, og ere blevne deelagtige i den Hellig Aand,
5. Og have smaget Guds gode ord, og den tilkommende verdens kræfter, og frafalde, atter fornye sig til omvendelse;
6. Hvilke korsfæste sig selv den Guds Søn, og giøre ham til spot.
7. Thi jorden, som drikker regnen, der ofte kommer over den, og bær beqvemme urter for dem, ved hvilke den og dyrkes, faaer velsignelse af Gud;
8. Men den, som bær torne og tidsler, duer intet, og er nær forbandelsen, hvis ende er at brændes.
9. Men vi forsikre os om eder, I elskelige! at I giøre de ting, som bedre ere, og som høre til saliggiørelse, alligevel, vi og saaledes tale.
10. Thi Gud er ikke uretfærdig, at han forglemmer eders gierning, og kierlighedens arbeide, som I beviste til hans navn, der I tiente de hellige, og tiene dem.
11. Men vi begiere, at hver af eder skal bevise den samme flid, till haabets forvisning indtil enden;
12. At I skulle ikke blive seene, men være deres efterfølgere, som formedelst troe og langmodighed arve forjættelserne.
13. Thi Gud, som gav Abraham forjættelsen, der han havde ingen større at sværge ved, soer ved sig selv, og sagde:
14. Sandeligen, jeg vil visselig velsigne dig, og visselig formere dig.
15. Og saaledes, der han havde været langmodig, bekom han forjættelsen.
16. Thi mennesker sværge vel ved en større, og eeden er dem en ende paa al modsigelse, til en stadfæstelse.
17. I hvilket, der Gud vilde overflødeligen vise forjættelsens arvinger hans raads u-omskiftelighed, satte han en eed der imellem:
18. At vi formedelst to u-omskiftelige ting, i hvilke det var umueligt, at Gud skulde have løiet, kunde have en stærk trøst, vi som flye hen, at holde fast ved det foresatte haab;
19. Hvilket vi have, som vor siels trygge og faste anker, og som indgaaer inden for forhænget;
20. Der som Jesus, som en forløber, gik ind for os, hvilken efter Melchisedechs orden er bleven en ypperste Præst til evig tid.


7. Capitel. 

1. Thi denne Melchisedech, (en Konge i Salem, den høieste Guds Præst, som gik imod Abraham, der han kom igien fra kongernes slag, og velsignede ham;
2. Til hvilken og Abraham delede tienden af alt byttet; som først er udlagt, Retfærdigheds Konge, men derefter og Salems Konge, som er freds Konge;
3. Uden fader, uden moder, uden slægtregister; som haver hverken dages begyndelse, eller livs ende, men lignes ved den Guds Søn,) bliver Præst stedse.
4. Men seer, hvor stor denne er, som Abraham den patriarch og haver givet tiende af det ypperste bytte.
5. Og de af Levi børn, som have annammet præstedømmet, have vel et bud at tage tiende af folket efter loven, det er, af deres brødre, alligevel de ere udkomne af Abrahams lend;
6. Men den, som ikke regnes i slægtregister af dem, tog tiende af Abraham, og velsignede den, som havde forjættelserne.
7. Men uden al modsigelse velsignes den ringere af den, som er bedre.
8. Og her tage de mennesker, som døe, tiende; men der, den som vidnes om, at han lever.
9. Og (saa at sige,) Levi, som tager tiende, gav tiende ved Abraham.
10. Thi han var endnu i faderens lend, der Melchisedech gik imod ham.
11. Var da fuldkommenhed formedelst det Levitiske præstedømme, (thi folket annammede loven under det samme,) hvad giordes ydermere behov at siges, at en anden præst skulde opstaae efter Melchisedechs orden, og ikke efter Aarons orden?
12. Thi naar præstedømmet bliver omskiftet, skeer og af fornødenhed lovens omskiftelse.
13. Thi den, som dette siges om, hører til en anden stamme, af hvilken ingen haver taget vare paa alteret.
14. Thi det er aabenbare, at vor Herre er oprunden af Juda, til hvilken stamme Moses haver intet talet om præstedømmet.
15. Og det er fremdeles overflødigere klart, dersom en anden præst opstaaer efter Melchisedechs lignelse,
16. Som ikke er bleven præst efter et kiødeligt buds lov, men efter et uopløseligt livs kraft.
17. Thi han vidner: du er en Præst evindeligen, efter Melchisedechs orden. 
18. Thi det foregaaende buds afskaffelse skeer, fordi det var svagt, og ikke kunde hielpe.
19. Thi loven haver intet fuldkommet; men eet bedre haabs indførelse, ved hvilket vi komme nær til Gud, giør fuldkommen.
20. Og saavidt det skede ikke uden eed:
21. (Thi de andre ere blevne præster uden eed; men denne, med eed, formedelst den, som siger til ham: Herren haver soret, og det skal ikke angre ham: du er en Præst til evig tid, efter Melchisedechs orden:)
22. Saa meget er Jesus bleven en bedre pagtes Borgen.
23. Og de andre ere blevne mange præster, fordi døden formente dem, at blive ved;
24. Men denne haver et uforgiængeligt præstedømme, fordi han bliver til evig tid;
25. Derfor kan han og fuldkommeligen giøre dem salige, som komme til Gud formedelst ham, efterat han lever altid, til at træde frem for dem.
26. Thi saaden en ypperste Præst sømmede os, som skulde være hellig, uden ondskab, ubesmittet, adskilt fra syndere og som er bleven høiere end himlene.
27. Som ikke dagligen havde fornøden, som de andre ypperste præster, at ofre først offer for sine egne synder, derefter for de, som vare folkets; thi dette haver han giort paa eengang, der han ofrede sig selv.
28. Thi loven sætter mennesker til ypperste præster, som have skrøbelighed; men det eeds ord, som er bag efter loven, sætter Sønnen, som er fuldkommet til evig tid.


8. Capitel.

1. Men denne er hovedsummen paa de ting, som siges: vi have saaden en ypperste Præst, som sidder hos Majestætens stols høire side i himlene.
2. Som er de hellige tings Tiener, og det sande tabernakels, hvilket Herren haver fæstet, og ikke et menneske.
3. Thi hver ypperste præst bliver indsat, til at ofre baade gaver og slagtoffere; derfor er det fornødent, at denne skal og have noget, som han kan ofre.
4. Thi dersom han var paa jorden, da var han ikke Præst, efterdi der ere præster, som ofre gaver efter loven.
5. Hvilke tiene de himmelske tings exempel og skygge, ligesom Moses fik guddommelig underviisning, der han skulde fuldkomme tabernakelet; thi, see til, sagde han, du giør alting efter den lignelse, som blev viist dig paa bierget.
6. Men nu haver han faaet saa meget ypperligere et embede, som han og er en bedre pagtes Midler, hvilken og er stiftet paa bedre forjættelser.
7. Thi dersom hiin den første haver varet upaaklagelig, da havde der ikke blevet søgt rum til en anden.
8. Thi han klager over dem, og siger: see, de dage komme siger Herren, og jeg vil fuldføre en nye pagt med Israels huus, og med Juda huus:
9. Ikke efter den pagt, som jeg haver giort med deres fædre paa den dag, der jeg tog fat paa deres haand, at udføre dem af Ægypti land; thi de bleve ikke i min pagt, og jeg haver ikke agtet dem, siger Herren.
10. Thi denne er den pagt, som jeg vil giøre med Israels huus efter disse dage, siger Herren: jeg vil give mine love i deres sind, og jeg vil indskrive dem i deres hierte; og jeg vil være dem en Gud, og de skal være mig et folk.
11. Og de skal ikke lære hver sin næste, og hver sin broder, og sige: kiend Herren; thi de skal alle kiende mig, fra den lille iblandt dem, indtil den store iblandt dem.
12. Thi jeg vil være deres uretfærdigheder naadig, og ikke mere ihukomme deres synder, og deres overtrædelser.
13. I det han siger, en nye, haver han giort den første gammel; men det, som er gammelt og aldrende, er nær ved at forsvinde.


9. Capitel.

1. Derfor havde og det første tabernakel Guds tienestes rettigheder og en verdslig helligdom.
2. Thi der var beredt den første, part af tabernakelet, i hvilken var baade lysestagen, og bordet, og skuebrødenes sted, dette kaldtes det hellige.
3. Men bag det andet forhæng var den part af tabernakelet, som kaldtes det allerhelligste;
4. Som havde det guld-røgelse-kar, og pagtens ark, hvilken var allevegne overskiult med guld, i hvilken var en guldkrukke, som havde det Manna, og Aarons kiep, som blomstrede, og pagtens tavler;
5. Men oven over den vare herligheds Cherubim, som overskyggede naadestolen, om hvilke ting ikke nu er at sige i stykkeviis.
6. Men der disse ting vare saaledes tilberedte, gik præsterne altid ind i det fremmerste tabernakel, som forrettede Guds-tienesterne:
7. Men i den anden part af tabernakelet gik den ypperste præst allene ind eengang om aaret, ikke foruden blod, som han ofrede for sig selv, og folkets uvitterlige synder.
8. Saa den Hellig Aand gav dette tilkiende, at veien til det hellige var ikke endnu bleven aabenbaret, saa længe det første tabernakel havde endnu sit stade;
9. Hvilken var en lignelse til den nærværende tid, paa hvilken baade gaver og offere ofres,
10. Som kan ikke giøre den fuldkommen efter samvittigheden, som tiener Gud allene med mad og drikke, og adskillige aftoelser og kiøds rettigheder, som vare paalagte, indtil rettelsens tid.
11. Men Christus, som er kommen en ypperste Præst over de tilkommende gode ting, formedelst et større og fuldkomnere tabernakel, hvilket ikke er giort med haand, det er, som ikke er af denne skabning,
12. Ikke heller ved bukke- eller kalve-blod, men formedelst sit eget blod gik eengang ind i det hellige, og fandt en evig forløsning.
13. Thi dersom oxe- og bukke-blod, og asken af en qvie, som bestænkede de urene, helliger til kiødets reenhed;
14. Hvor meget mere skal Christi blod, som ofrede sig selv Gud ulastelig formedelst en evig Aand, rense eders samvittighed af døde gierninger, til at tiene den levende Gud?
15. Og derfor er han det nye testamentes Midler, at, for der er skeet en død til forløsning af de overtrædelser, som vare i det første testamente, de kaldede skulde faae den evige arvs forjættelse.
16. Thi hvor et testamente er, der er det fornødent, at hans død skal bevises, som giør testamentet.
17. Thi et testamente er stadfæstet paa de døde, efterdi det haver endnu ikke magt, medens han lever, som giorde testamentet.
18. Derfor blev det første ikke heller indviet uden blod;
19. Thi der alle budene efter loven vare oplæste af Moses for alt folket, tog han kalve- og bukke-blod med vand og skarlagens uld og isop, og bestænkte bogen selv, og alt folket, og sagde:
20. Dette er det testamentes blod, som Gud haver befalet eder. 
21. Men han bestænkte og iligemaade tabernakelet, og alle den tienestes redskaber med blodet.
22. Og alle ting paa det næste blive rensede med blod efter loven,, og uden blods udgydelse skeer ikke forladelse.
23. Derfor var det fornødent, at de lignelser til de ting, som ere i himlene, skulde renses ved disse; men de himmelske ting selv med bedre offere, end disse.
24. Thi Christus gik ikke ind i det hellige, som er giort med hænder, som er det sandes modsatte billede; men i himmelen selv for at nu aabenbares for Guds ansigt for os.
25. Ikke heller, at han vilde ofte ofre sig selv, ligesom den ypperste præst gaaer ind i der hellige hvert aar med fremmed blod;
26. (Ellers burde det ham ofte at have lidt, fra verdens grundvold blev lagt,) men nu eengang i verdens ende er han aabenbaret, at afskaffe synden formedelst sit offer.
27. Og saasom det ligger menneskene paa, at de skal eengang døe, men derefter dommen;
28. Saaledes er og Christus eengang ofret, for at borttage manges synder, anden gang skal han sees uden synd for dem, som forvente ham til saliggiørelse.


10. Capitel. 

1. Thi loven, som haver ikkun en skygge om de tilkommende gode ting, og ikke de tings sande billede selv, kan aldrig med de samme offere, hvilke de ofre aarligen stedse, giøre dem fuldkomne, som fremkomme:
2. Ellers havde de afladet at ofres, fordi de, som saaledes tiene Gud, havde ikke mere havt nogen samvittighed om synder, naar de vare eengang rensede.
3. Men ved dem skeer syndernes ihukommelse aarligen.
4. Thi det er umueligt, at oxe- og bukke-blod kan borttage synder.
5. Derfor der han kommer ind i verden, siger han: slagtoffer og madoffer vilde du ikke, men et legeme beredte du mig;
6. Brændoffere og syndoffere havde du ikke behagelighed til.
7. Da sagde jeg: see, jeg kommer, (der er skrevet om mig i bogens rolde,) for at giøre, Gud! din villie.
8. Som han oven for havde sagt: slagtoffer og madoffer, og brændoffere og syndoffere vilde du ikke, havde ei heller behagelighed dertil, (hvilke offres efter loven,)
9. Da sagde han: see, jeg kommer, for at giøre, Gud! din villie. (Han borrtager det første, at han kan sætte dette andet.)
10. I hvilken villie vi ere helliggiorte formedelst Jesu Christi legemes offer eengang.
11. Og hver præst staaer daglig at tiene, og at offre mange gange de samme offere hvilke aldrig kan tage synder bort.
12. Men han, der han havde ofret eet offer for synderne, sidder han stedse hos Guds høire haand.
13. Biende i det øvrige, indtil hans fiender blive lagte til hans fødders fodskammel.
14. Thi med eet offer haver han fuldkommet stedse dem, som helliggiøres.
15. Men det vidner og den Hellig Aand for os; thi efterat han havde sagt tilforn:
16. Denne er den pagt, som jeg vil giøre med dem efter disse dage, siger Herren; jeg vil give mine love i deres hierter, og skrive dem i deres sinde.
17. Da siger han: og jeg vil ikke mere ihukomme deres synder og deres overtrædelser.
18. Men hvor de sammes forladelse er, der behøves ikke mere offer for synden.
19. Efterdi da, brødre! vi have frimodighed til den indgang til det hellige ved Jesu blod.
20. Hvilken han indviede os til, en ny og levende vei formedelst forhænget, det er, sit kiød;
21. Og vi have en stor Præst over Guds huus:
22. Da lader os gaae frem med et sandt hierte, i troens forvisning, bestenkte i hierterne fra en ond samvittighed, og toede paa legemet med reent vand.
23. Lader os blive ved haabets ubevægelige bekiendelse: (thi han er trofast, som det haver lovet.)
24. Og lader os give agt paa hverandre til tilskyndelse til kierlighed og gode gierninger.
25. Saa vi ikke forlade vor egen forsamling, som nogle have for skik, men formane hverandre; og det saa meget des mere, som I see, at dagen kommer nær til.
26. Thi synde vi med frie villie, efter vi have annammet sandhedens erkiendelse, er der ikke offer mere tilbage for synden.
27. Men en forfærdelig doms forventelse, og brændende nidkierhed, som skal fortære de gienstridige.
28. Naar nogen haver brudt Mose lov, døer han uden barmhiettighed ved to eller tre vidner.
29. Hvor meget værre straf, mene I, at den skal agtes værd, som haver traadt den Guds Søn med fødder, og agtet testamentets blod almindeligt, i hvilket han var helliget, og bespottet naadens Aand?
30. Thi vi kiende den, som haver sagt: mig hører hevnen til, jeg vil betale, siger Herren. Og atter: Herren skal dømme sit folk.
31. Det er forfærdeligt, at indfalde i den levende Guds hænder.
32. Men kommer ihu de forrige dage, i hvilke I, der I vare oplyste, taalede en stor lidelsers strid.
33. Endeel, at I selv baade ved forsmædelser og trængsler ere blevne et spectakel; endeel, at I ere blevne deelagtige med dem, hvilke saaledes omgikkes.
34. Thi I havde og medlidenhed med mine baand, og antoge med glæde, at de røvede eders gods, som I der vidste, at I have i eder selv et bedre og blivende gods i himlene.
35. Kaster derfor eders frimodighed ikke bort, hvilken haver en stor belønning.
36. Thi I have taalmodighed behov, at, naar I have giort Guds villie, I da kunde faae forjættelsen.
37. Thi det er endnu et lidet, i hvor meget det dog være kan, at den, der kommer, skal komme, og ikke tøve.
38. Men den retfærdige af troen skal leve; og dersom nogen hensniger sig, haver min siel ikke behagelighed i ham.
39. Men vi ere ikke af dem, som hensnige sig til fordervelse, men af dem, som troe til siels befrielse.


11. Capitel.

1. Men troen er en bestandighed paa de ting som haabes, en fast overbeviisning om de ting, som ikke sees.
2. Thi formedelst den fik de gamle vidnesbyrd.
3. Formedelst troe forstaae vi, at Verden er bleven beredt ved Guds ord, at de ting, som sees, ere blevne af de, der ikke vare tilsyne.
4. Formedelst troe ofrede Abel Gud et større slagtoffer, end Cain, formedelst hvilket han fik vidnesbyrd, at han var retfærdig, i det Gud vidnede om hans gaver; og ved den taler han endnu, alligevel han er hendød.
5. Formedelst troe blev Enoch bortført, at han skulde ikke see døden, og blev ikke funden, fordi Gud førte ham bort; thi før han blev bortført, havde han vidnesbyrd, at han velbehagede Gud.
6. Men uden troe er det umueligt, at velbehage ham; thi det bør den, som kommer frem til Gud, at troe, at han er, og at han bliver deres Belønner, som opsøge ham.
7. Formedelst troe blev Noe advaret af Gud om de ting, som endnu ikke saaes; og for han frygtede Gud, beredte han arken til sit huses frelse; formedelst hvilken ark han fordømte verden, og blev en arving til den retfærdighed af troen.
8. Formedelst troe blev Abraham lydig, der han blev kaldet, at udgaae til det sted, som han skulde tage til arv, og gik ud, dog han ikke vidste, hvor han kom.
9. Formedelst troe boede han hos andre i forjættelsens land, ligesom i et fremmed, da han boede udi pauluner med Isaak og Jakob, som vare medarvinger til samme forjættelser.
10. Thi han forventede den stad, som haver grundvold hvis Bygmester og Forarbeider er Gud. 
11. Formedelst troe fik Sara og selv kraft til at undfange sæd, dog hun var ufrugtsommelig, og fødte over hendes alders tid, thi hun agtede ham at være trofast, som havde lovet det.
12. Derfor fødtes og af een, ja ham, som var næsten dødet, som stierner paa himmelen i mangfoldighed, og som sand, der er utalligt hos havets bredde.
13. Alle disse ere døde i troen, som fik ikke forjættelserne, men havde seet dem langt borte, og ladet sig overtale til at troe, og hilset dem: og havde bekiendt, at de vare giester og udlændinge paa jorden.
14. Thi de, som sige saadanne ting, give klarligen tilkiende, at de opsøge et fædreneland.
15. Og sandeligen, dersom de havde kommet det ihu, af hvilket de vare udgangne, havde de vel havt tid at vende tilbage;
16. Men nu begiere de et bedre, som er et himmelsk: derfor blues Gud ikke ved dem, at kaldes deres Gud; thi han haver beredt dem en stad.
17. Formedelst troe ofrede Abraham Isaak, der han fristedes, og han, som havde antaget forjættelserne, ofrede den eenbaarne;
18. Til hvilken der var sagt: i Isaak skal sæden kaldes dig:
19. Da han havde sluttet, at Gud var og mægtig til, at opreise fra de døde, hvorfra han og igientog ham i en lignelse.
20. Formedelst troe om de tilkommende ting, velsignede Isaak Jakob og Esau.
21. Formedelst troe velsignede Jakob hver af Josephs sønner, der han døde: og tilbad over knappen af sin stav.
22. Formedelst troe erindrede Joseph Israels børns udgang, der han døde, og gav befaling om sine been.
23. Formedelst troe blev Moses, der han var født, skiult tre maaneder af sine forældre, fordi de saae, at barnet var deiligt; og de frygtede ikke for kongens befaling.
24. Formedelst troe nægtede Moses, der, han var bleven stor, at kaldes Pharaos daatters søn;
25. Saa han udvalgte heller, at lide ont med Guds folk, end at have syndens timelige nydelse;
26. Saa han agtede Christi forsmædelse for større rigdom, end de liggendefæ i Ægypten: thi han saae den til belønningen.
27. Formedelst troe forlod han Ægypten, saa han frygtede ikke for kongens hastighed; thi han holdt hart ved den Usynlige, ligesom han saae ham.
28. Formedelst troe beredte han paaske og blods udgydelse, at den, som ødelagde de førstefødte, skulde ikke røre dem.
29. Formedelst troe gik de igiennem det røde hav, som igiennem tørt land: hvilket der Ægypterne forsøgte, druknede de.
30. Formedelst troe faldt Jericho mure, der de vare omkringringede i syv dage.
31. Formedelst troe blev den skiøge Rahab ikke fordervet med de vantroe, der hun havde annammet speiderne med fred.
32. Og hvad siger jeg ydermere? thi tiden skulde fattes mig, om jeg fortalte om Gedeon og Barak, og Samson og Jephtha, item David og Samuel, og propheterne:
33. Hvilke formedelst troe overvandt riger, giorde retfærdighed, fik forjættelserne, stoppede løvers munde,
34. Udslukte ildens kraft, undflyede skarpe sverd, bleve krafteligen hiulpne fra skrøbelighed, bleve stærke i krigen, nedlagde de fremmedes leire.
35. Qvinderne toge deres døde igien af opstandelsen; men de andre er blevne udstrakte ved pinsel, som ikke imodtoge forløsningen, at de maatte faae en bedre opstandelse.
36. Men andre forsøgte bespottelser og hudstrygelser, tilmed baand og fængsel.
37. De bleve stenede, savede, forsøgte, dræbtes ved sverd, gik omkring i faareskind, i geddeskind, som lidde mangel, bleve trængte, lidde ilde,
38. (Hvilke verden ikke var værd,) som gik her og der i ørken, og paa bierge, og i jordens rever og huler.
39. Og disse alle, som havde faaet vidnesbyrd formedelst troen, fik ikke forjættelsen.
40. For Gud havde forseet noget bedre for os, at de skulde ikke blive fuldkommede foruden os.


12. Capitel.

1. Derfor og vi, efterdi vi have saadan en hob vidner sat omkring os, lader os aflægge al byrde, og synden, som lettelig staaer omkring os, og ved taalmodighed løbe i den os foresatte kamp.
2. I det vi see hen til troens Begynder og Fuldkommer, Jesum; hvilken, i stedet for den glæde, som ham var foresat, led taalmodigen korset, i det han foragtede den skam, og sidder hos Guds stols høire side.
3. Thi betragter den, som haver taalmodigen lidt saadan en modsigelse af syndere imod sig, at I ikke blive trætte, i det I forsage i eders siele.
4. I stode ikke endnu imod indtil blodet, stridende imod synden.
5. Og I have glemt den trøst, der taler til eder, som til børn: min søn! agt ikke Herrens revselse ringe, vær ikke heller forsagt, naar du overbevises af ham.
6. Thi hvilken Herren elsker, den revser han; men han hudstryger hver den søn, som han annammer.
7. Dersom I taalmodigen lide revselsen, tilbyder Gud sig med eder, som med børn: thi hvo er en søn, hvilken faderen ikke revser?
8. Men dersom I ere uden revselse, i hvilken de ere alle blevne deelagtige, da ere I uægte, og ikke børn.
9. Dernæst, dersom vi havde vort kiøds fædre til tugtere, og frygtede; skulde vi ikke da meget mere være den aandernes Fader underdanige, og leve?
10. Thi de andre revsede os i faa dage efter deres tykke; men denne revser os til nytte, paa det vi skulle blive deelagtige i hans hellighed.
11. Men al revselse, i det den er nærværende, synes ikke at høre til glæde, men til bedrøvelse; men derefter skal han igiengive dem retfærdigheds fredsommelige frugt, som ere øvede derudi.
12. Derfor opretter de hængende hænder, og de forsmægtede knæe;
13. Og giører visse trin med eders fødder, at ikke det halte skal drages mere af lave, men heller blive lægt.
14. Jager efter fred med hver mand, og helliggiørelsen, uden hvilken ingen skal see Herren;
15. Saa I see til, at ikke nogen holder sig tilbage fra Guds naade; at ikke nogen bitterheds rod, som maatte fremvoxe, giør splid, og mange skulle ved den besmittes;
16. At ikke nogen skal være en skiørlevner, eller en vanhellig, som Esau, som for en eeneste ræt mad afhændede sin førstefødsels rettighed.
17. Thi I vide, at han og derefter, der han vilde arvet velsignelsen blev forskudt. Thi han fandt ikke rum til omvendelse, alligevel han søgte efter den med graad.
18. Thi I ere ikke komme til et bierg, som man ikke maatte røre ved, og til en brændende ild, og taage, og mørkhed, og storm,
19. Og basuns lyd, og ords røst, hvilken de undsloge sig for, som den hørte, at ordet skulde ikke ydermere siges dem.
20. (Thi de fordroge ikke det, som var budet: at endog, dersom et dyr rørte ved bierget, skulde det stenes, eller skydes med et skud.
21. Og saa forferdeligt var det, som syntes, at Moses sagde: jeg er forferdet, og bæver.)
22. Men I ere komne til Zions bierg, og til den levende Guds stad, til det himmelske Jerusalem, og til Englenes mange tusinde,
23. Til de førstefødtes forsamling og menighed, som ere opskrevne i himlene, og til Gud, som er alles Dommer, og til fuldkommede retfærdigheds aander, 
24. Og til det nye testamentes Midler, Jesum, og til bestenkelsens blod, som taler bedre ting, end Abel.
25. Seer til, at I undslaaer eder ikke for at høre den, som taler. Thi undflyede ikke de, som undsloge sig for at høre ham, som talede guddommeligen paa jorden, skal vi meget mere ikke kunne undflye, om vi vende os fra ham, som taler af himlene:
26. Hvis røst da bevægede jorden; men nu har han lovet, sigende: jeg vil endnu eengang røre, ikke alleneste jorden, men og himmelen.
27. Men der han siger: endnu eengang, giver tilkiende, at de ting, som bevæges, skal omskiftes, som de, der ere giorte, paa det de, som ikke bevæges, skal blive ved.
28. Efterdi vi da bekomme et ubevægeligt rige, lader os beholde naaden, formedelst hvilken vi kan tiene Gud velbebageligen, med blufærdighed og frygt.
29. Thi og vor Gud er en fortærende ild. 


13. Capitel. 

1. Lader den broderlige kierlighed blive ved.
2. Glemmer ikke at laane gierne huus; thi dermed have nogle uvidende herbergeret Engle.
3. Kommer de bundne ihu, som medbundne; dem, som lide ilde, som de der og selv ere i legemet.
4. Ægteskabet være hæderligt hos alle, og sengen ubesmittet; men skiørlevnere og hoerkarle skal Gud dømme.
5. Eders viis skal være uden pengegierrighed, saa I ere fornøiede med nærværende ting; thi han haver selv sagt: jeg vil ingenlunde slippe dig, og ingenlunde forlade dig.
6. Saa at vi maae sige med frit mod: Herren er min hielper, og jeg vil ikke frygte for, hvad et menneske skulde giøre mig.
7. Kommer eders ledsagere ihu, som have sagt eder det Guds ord; hvis omgængelses udgang, naar I see paa, da efterfølger deres troe.
8. Jesus Christus er i gaar og i dag den samme, ja og til evig tid.
9. Lader eder ikke omdrive formedelst adskillige og fremmede lærdomme; thi det er got, at hiertet bliver stadfæstet formedelst naaden, ikke ved mad, hvoraf de have ingen nytte, som dermed have omgaaedes.
10. Vi have et alter, af hvilket de have ikke magt at æde, som tiene tabernakelet.
11. Thi hvilke dyrs blod der bæres ind formedelst den ypperste præst i det hellige, for synden, deres kroppe opbrændes uden for leiren.
12. Hvorfor Jesus og led udenfor porten, at han skulde hellige folket formedelst sit eget blod.
13. Derfor lader os gaae ud til ham uden for leiren, i det vi bære hans forsmædelse;
14. Thi vi have her ikke en blivende stad, men søge efter den tilkommende.
15. Saa lader os da altid ofre Gud lov-offer formedelst ham, det er, en frugt af de læber, som bekiende hans navn.
16. Men glemmer ikke at giøre vel, og meddele; thi saadanne offere behage Gud vel.
17. Lyder eders ledsagere, og værer dem underdanige; thi de vaage over eders siele, som de der skal giøre regnskab, at de giøre dette med glæde, og ikke sukkende; thi dette er eder ikke gavnligt.
18. Beder for os; thi vi forlade os til, at vi have en god samvittighed, som de der ville omgaaes vel i alle ting.
19. Men jeg formaner eder des overflødigere til at giøre dette, at jeg des snarere kan stilles for eder igien.
20. Men fredens Gud, som opførte fra de døde den store faarens Hyrde, vor Herre Jesum, formedelst et evigt testamentes blod,
21. Han berede eder fuldkommeligen i al god gerning, til at giøre hans villie, i det han giør i eder det, som er velbehageligt for ham selv, formedelst Jesum Christum; hvilken være ære i al evighed! amen!
22. Men jeg formaner eder, brødre! fordrager denne formanelses ord; thi og jeg har skrevet eder til korteligen. 
23. Vider, at den broder Timotheus er given løs, med hvilken jeg vil see eder, dersom han kommer snart.
24. Hilser alle eders ledsagere, og alle de hellige. De af Italien hilse eder,
25. Naaden være med eder alle! Amen!



H="Jakob - James"

St. Jakobi almindelige Epistel.


1. Capitel.

1. Jakobus, Guds og den Herres Jesu Christi tiener, til de tolv stammer, som ere i adspredelsen, hilsen! 
2. Mine brødre! agter det for al glæde, naar I falde udi adskillige fristelser:
3. Vidende, at eders troes forsøgelse virker taalmodighed;
4. Men taalmodighed bør have en fuldkommen gierning, paa det I skulle være fuldkomne, og ganske, saa eder fattes intet.
5. Men dersom nogen af eder fattes viisdom, han bede af Gud, som giver alle eenfoldeligen, og bebreider ikke, saa skal den gives ham.
6. Men han bede i troen, intet tvivlende; thi den, som tvivler, er ligesom en havs-bølge, som røres og drives af veiret.
7. Thi det menneske tænke ikke, at han skal faae noget af Herren.
8. En tvesindet mand er ustadig i alle sine veie.
9. Men en broder, som er ringe, rose sig af sin høihed.
10. Men den rige rose sig i sin ringhed; thi han skal forgaae, som blomster paa græs.
11. Thi solen gik op med hede, og giorde græsset vissent, og blomstret derpaa faldt af, og den deilige skikkelse, som var at see derpaa, blev fordervet; saaledes skal og den rige visne i sine veie.
12. Salig er den mand, som taalmodigen lider fristelse; thi naar han er bleven prøvet, skal han faae livsens krone, hvilken Herren haver lovet dem, som ham elske.
13. Ingen sige, naar han fristes: jeg fristes af Gud: thi Gud fristes ikke af de onde ting, men han frister heller ingen.
14. Men hver fristes, naar han drages og lokkes af sin egen begierlighed,
15. Derefter, naar begierligheden haver undfanget, føder den synd; men naar synden er fuldkommet, føder den død.
16. Farer ikke vild, mine elskelige brødre!
17. Al god gave, og al fuldkommen gave er oven af, som kommer ned fra lysenes Fader, hos hvilken er ikke forandring, eller forvendelses skygge.
18. Der han vilde, fødte han os formedelst sandheds ord, at vi skulde være en første-grøde af hans creaturer. 
19. Derfor, mine elskelige brødre! være hvert menneske snar til at høre, langsom til at tale, langsom til vrede;
20. Thi en mands vrede udretter ikke det, som ret er for Gud.
21. Defor aflægger al skiddenhed og ondskabs overflødighed, og med sagtmodighed annammer ordet, som er indplantet i eder, som er mægtigt til, at giøre eders siele salige. 
22. Men vorder ordets giørere, og ikke allene hørere, med hvilket I bedrage eder selv.
23. Thi dersom nogen er ordets hører, og ikke giører, han er lig en mand, der betragtede sit naturlige ansigt i et speil.
24. Thi han betragtede sig selv, og gik bort, og glemte strax, hvordan han var.
25. Men den, som indkiger i frihedens fuldkomne lov, og bliver ved, denne er ikke bleven en forglemmelig tilhører, men giernings giører, denne skal være salig i sin gierning.
26. Dersom nogen iblandt eder synes, at han er en Gudsdyrker, som holder ikke sin tunge i tømme, men forfører sit hierte, hans Gudsdyrkelse er forfængelig.
27. En reen og ubesmittet Gudsdyrkelse for Gud og Faderen er denne, at besøge de faderløse og enker i deres trængsel, at holde sig selv ubesmittet fra verden.


2. Capitel. 

1. Mine brødre! haver ikke vor Herres Jesu Christi, den ærens Guds, troe udi personers anseelse.
2. Thi dersom der kom en mand ind i eders forsamling med en guldring paa fingeren, i et skinnende klædebon, men der kom ogsaa en fattig ind i et skident klædebon:
3. Og I see paa den, som bær det skinnende klædebon, og sige til ham: du, sæt du dig her smukt; og I sige til den fattige: du, staae du der, eller sid der neden hos min fodskammel:
4. Giøre I ikke da ubillig forskiel hos eder selv, og blive dommere efter onde tanker?
5. Hører til, mine elskelige brødre! haver Gud ikke udvalgt dem, som ere sallige i denne verden, men rige i troen, og rigets arvinger, hvilket han haver lovet dem, som ham elske?
6. Men I have vanæret den fattige. Overvælde ikke de rige eder med magt, og de samme drage eder for dom?
7. Bespotte de ikke det gode navn, med hvilket I ere nævnede?
8. Dersom da I fuldkomme den kongelige lov, efter skriften: du skal elske din næste, som dig selv, giøre I vel.
9. Men dersom I ansee personer giøre I synd, og ere overbeviste af loven, som overtrædere.
10. Thi hvo som holder den ganske lov, men støder an i eet bud, er bleven skyldig i alle.
11. Thi den, som sagde: du skal ikke bedrive hoer, sagde ogsaa: du skal ikke ihielslaae. Men dersom du ikke bedriver hoer, men ihielslaaer, da er du bleven lovens overtræder.
12. Taler saaledes, og giører saaledes, som de der skal dømmes formedelst friheds lov.
13. Thi der skal gaae en ubarmhiertig dom over den, som ikke giør barmhiertighed; men barmhiertighed roser sig mod dommen.
14. Hvad gavn er det, mine brødre! om nogen siger, han haver troen, men haver ikke gierninger? mon den troe kunde frelse ham.
15. Men dersom en broder eller syster vare nøgne, og fattedes den daglige næring;
16. Men nogen af eder siger til dem: gaaer bort i fred, varmer eder, og mætter eder; men I give dem ikke de ting, som høre til legemets nødtørftighed, hvad gavn er det.
17. Ligesaa og troen, dersom den ikke haver gierninger, er den død hos sig selv.
18. Men der maatte nogen sige: du haver troen, og jeg haver gierninger; viis mig din troe af dine gierninger, og jeg vil vise dig min troe af mine gierninger.
19. Du troer, at Gud er een: du giør vel: dievlene troe det ogsaa, og skiælve.
20. Men vil du vide, o du forfængelige menneske! at troen uden gierninger er død?
21. Er ikke vor fader Abraham bevist at være retfærdig af gierninger, der han havde ofret Isaak sin søn paa alteret?
22. Seer du nu, at troen arbeidede med hans gierninger, og troen blev fuldkommet af gierningerne?
23. Og skriften er opfyldt, som siger; men Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed, og han blev kaldet Guds ven.
24. See I nu, at et menneske bevises at være retfærdig af gierninger, og ikke af troen allene?
25. Men desligeste og Rahab den skiøge, blev hun ikke bevist at være retfærdig af gierninger, der hun havde annammet sendebudene, og udladet dem ad en anden vei? 
26. Thi ligesom legemet er dødt uden aand, saaledes er og troen uden gierninger død.


3. Capitel.

1. Mine brødre! bliver ikke mange lærere, efterdi I vide, at vi skal faae des større dom.
2. Thi vi støde alle an i mange ting; dersom nogen ikke støder an i sin tale, denne er en fuldkommen mand, som og kan holde det ganske legeme i tømme.
3. See, vi lægge tømmer i hestenes munde, at de skulle adlyde os, og vi vende deres ganske legeme.
4. See, og skibene, som ere saa store og drives af stærke veir, de vendes med et saare lidet roer, der som styremandens fart vil hen.
5. Saaledes er og tungen en liden lem, men pukker storligen: see, en liden ild, hvor stor en materie optænder den?
6. Og tungen er en ild, uretfærdighedens verden. Saaledes er tungen sat iblandt vore lemmer, som besmitter det ganske legeme, og optænder vort levnets løb, og er optændt af helvede.
7. Thi al natur, baade dyrs og fugles, baade ormes, og de tings i havet, tæmmes, og den er tæmmet af den menneskelige natur;
8. Men tungen kan intet menneske tæmme; den ubetvingelige onde ting, som er fuld af dødelig forgift.
9. Med den velsigne vi Gud og Faderen, og med den forbande vi menneskene, som ere giorte efter Guds lignelse.
10. Af den samme mund udgaaer velsignelse og forbandelse. Mine brødre! disse ting bør ikke saaledes at skee.
11. Mon en kilde kan udgyde af det samme hul sødt og beesk vand?
12. Mon et figentræe, mine brødre! kan give oliver af sig, eller et viintræe figen? saa kan ingen kilde give salt og sødt vand af sig.
13. Hvo er viis og forstandig iblandt eder? han vise sine gierninger af den gode omgængelse i viisdoms sagtmodighed.
14. Men have I beesk nid og trætte i eders hierter, da roser eder ikke, eller lyver mod sandheden.
15. Thi denne er ikke viisdommen, som kommer oven ned, men jordisk, naturlig, dievelsk.
16. Thi hvor nid og trætte er, der er oprør, og al ond handel.
17. Men den viisdom fra oven ned, er først reen, dernæst fredsommelig, billig, lader sig gierne sige, er fuld af barmhiertighed og gode frugter, upartisk, og uden skrømt.
18. Men retfærdigheds frugt saaes i fred for dem, som giøre fred.


4. Capitel.

1. Hvoraf er saa megen krig og strid iblandt eder? er det ikke heraf, nemlig, af eders vellyster, som stride i eders lemmer?
2. I begiere, og have ikke; I slaae ihiel, og ere nidkiere, og kan ikke faae; I føre strid og krig, men I have ikke, fordi I ikke bede.
3. I bede, og faae ikke, fordi I bede ilde, nemlig, at I det kunne fortære i eders vellyster.
4. I hoerkarle og hoerkoner! vide I ikke, at verdens venskab er Guds fiendskab? derfor, hvo som vil være verdens ven, bliver Guds fiende.
5. Eller mene I, at skriften siger forgieves: den Aand, som boer i os, begierer imod avind? men den giver større naade.
6. Derfor siger Aanden: Gud imodstaaer de hoffærdige, men giver de ydmyge naade.
7. Værer derfor Gud underdanige, staaer dievelen imod, saa skal han flye fra eder;
8. Holder eder nær til Gud, saa skal han holde sig nær til eder; renser hænderne, I syndere! og giører hierterne kydske, I tvesindede!
9. Værer elendige, og sørger, og græder; eders latter omvendes til sorrig, og glæde til bedrøvelse:
10. Ydmyger eder for Herrens ansigt, saa skal han ophøie eder.
11. Bagtaler ikke hverandre, brødre! Hvo som bagtaler en broder, og dømmer sin broder, bagtaler loven og dømmer loven; men dømmer du loven, da er du ikke lovens giører, men dommer.
12. Een er den Lovgiver, som er mægtig til at frelse og forderve; hvo er du, som dømmer den anden?
13. Nu vel an! I som sige: i dag eller i morgen ville vi gaae til den eller den stad, og blive der eet aar, og kiøbslaae og vinde:
14. I som ikke vide, hvad i morgen skee skal; thi hvad er eders liv? thi det er en damp, som synes en liden tid, men derefter forsvinder.
15. I det sted I skulde sige: dersom Herren vil, og vi leve; da vil vi giøre dette eller det.
16. Men nu rose I eder i eders overdaadigheder: al saadan ros er ond.
17. Derfor, hvo som veed at giøre godt, og giør der ikke, ham er det synd.


5. Capitel.

1. Velan nu, I rige! græder og hyler over eders elendigheder, som komme over eder.
2. Eders rigdom er raadnet, og eders klæder ere møl-ædne:
3. Eders guld og sølv er forrustet, og deres rust skal være eder til vidnesbyrd, og æde eders kiød, som en ild; I have samlet liggendefæ i de sidste dage.
4. See, arbeidernes løn, som høstede eders land, som blev forholdt af eder, skriger; og høstfolkenes meget raab er kommen ind for den Herre Zebaoths øren.
5. I levede kræseligen paa jorden, og vare vellystige; I fødte eders hierter, som paa en slagtedag.
6. I fordømte, I dræbte den retfærdige: han staaer eder ikke imod.
7. Derfor værer langmodige, brødre! indtil Herrens tilkommelse. See, bonden forventer jordens dyrebare frugt, som venter langmodig efter den, indtil den faaer tidlig regn og sildig regn.
8. Værer I og langmodige, styrker eders hierter; thi Herrens tilkommelse er kommen nær.
9. Sukker ikke mod hverandre, brødre, at I skal ikke blive fordømte; see, Dommeren staaer for døren.
10. Mine brødre; tager propheterne, hvilke have talet i Herrens navn, til et exempel, at lide ondt, og at være langmodige.
11. See, vi prise dem salige, som taalmodigen lide. I have hørt Jobs taalmodighed, og vide Herrens ende; thi Herren er meget inderlig barmhiertig, og en Forbarmer.
12. Men for alting, mine brødre! sværger ikke, hverken ved himmelen eller ved jorden, eller nogen anden eed: men eders ja være ja, og nei være nei: at I skal ikke falde under dommen.
13. Lider nogen ondt iblandt eder, han bede; er nogen vel tilmode, han synge.
14. Er nogen svag iblandt eder, han kalde til sig de ældste af menigheden, og de skulle bede over ham, naar de have salvet ham med olie i Herrens navn.
15. Og troens ønske skal frelse den syge, og Herren skal opreise ham; og haver han giort synder, skal de forlades ham.
16. Bekiender overtrædelserne for hverandre, og beder for hverandre, at I kan læges; en retfærdigs bøn formaaer meget, naar den er alvorlig.
17. Elias var et menneske, lige vilkaar undergiven med os, og han bad i en bøn, at det skulde ikke regne: og det regnede ikke paa jorden i tre aar og sex maaneder. 
18. Og han bad atter, og himmelen gav regn, og jorden bar sin frugt.
19. Brødre! dersom nogen iblandt eder er faren vild fra sandheden, og nogen omvender ham,
20. Den vide, at hvo som haver omvendt en synder fra sin veis vildfarelse, han skal frelse en siel fra døden, og skiule synders mangfoldighed.



H="1. Peter"

St. Petri første almindelige Epistel.


1. Capitel. 

1. Petrus Jesu Christi apostel, til de udvalgte udlændinge, adspredte i Pontus, Galatia, Cappadocia, Asia, og Bithynia;
2. Efter Gud Faders forevidende, i Aandens helliggiørelse, til lydighed, og Jesu Christi blods bestenkelse: naade og fred vorde eder mangfoldig!
3. Lovet være Gud og vor Herres Jesu Christi Fader, som efter sin store barmhiertighed haver igienfødt os til et levende haab, formedelst Jesu Christi opstandelse fra de døde,
4. Til en uforkrænkelig og ubesmittelig og uforvisnelig arv, som er bevaret i himlene til eder,
5. Som i Guds magt blive bevarede formedelst troen til saliggiørelse, hvilken er tilrede at aabenbares i den sidste tid;
6. Over hvilken I fryde eder, som nu en liden tid, om det end skal være, ere bedrøvede i adskillige fristelser,
7. Paa det eders troes prøve, (som er meget dyrebarere, end det forgængelige guld, som dog prøves ved ilden,) kan findes til lov og priis og ære i Jesu Christi aabenbarelse;
8. Hvilken I have ikke seet, og dog elske, hvilken I ikke nu see, men dog troe paa, og fryde eder med uudsigelig og herliggiort glæde,
9. Førende eders troes ende derfra, som er sielenes saliggiørelse:
10. Om hvilken saliggiørelse propheterne udsøgte og udrandsagede, som propheterede om den naade til eder;
11. Som randsagede, paa hvilken og hvordan tid Christi Aand, som var i dem, gav tilkiende, som vidnede tilforn om de lidelser, som høre til Christum, og de herligheder efter dem;
12. Hvilke det blev aabenbaret, at de tiente ikke sig selv, men os, i de ting, som eder nu ere kundgiorte af dem, som forkyndte eder evangelium formedelst den Hellig Aand, som blev sendt af himmelen: i hvilke ting Englene begiere at indsee.
13. Derfor opbinder eders sinds lender, værer ædrue, og sætter eders haab aldeles til den naade, som eder tilføres, i Jesu Christi aabenbarelse.
14. Som lydige børn, værer ikke lige skikkede efter de forrige begieringer, i eders vankundighed;
15. Men efter den Hellige, som eder kaldte, vorder og I hellige i al omgængelse.
16. Derfor er der skrevet: vorder hellige; thi jeg er hellig.
17. Og dersom I paakalde den Fader, som dømmer uden persons anseelse, efter hvers gierning, da omgaaes med frygt, saa lange I ere her til huse;
18. Vidende, at I ikke med forkrænkelige ting, sølv eller guld, ere forløste fra eders forfængelige omgængelse, som fædrene have overantvordet eder;
19. Men med Christi dyrebare blod, som et ustraffeligt og ubesmittet Lams;
20. Som vel tilforn var foreseet, før verdens grundvold blev lagt; men er aabenbaret i disse sidste tider for eder,
21. Som formedelst ham troe paa Gud, som opreiste ham fra de døde, og gav ham herlighed, saa at eders troe og haab skal være til Gud.
22. Og giører eders siele kydske i sandheds lydighed formedelst Aanden, til broderlig kierlighed uden skrømt, og elsker hverandre af et reent hierte heftig!
23. I, som ere igienfødte ikke af forkrænkelig, men uforkrænkelig sæd, ved Guds ord, som lever, og bliver evindeligen.
24. Thi alt kiød er som græs, og al menneskets herlighed, som græssets blomster: græsset visnede, og blomsterne derpaa faldt af.
25. Men Herrens ord bliver evindeligen; men det er det ord, som er forkyndet ved evangelium for eder.


2. Capitel. 

1. Derfor aflægger al ondskab, og al svig, og hyklerier og avind, og alle bagtalelser.
2. Og som nyfødte børn, længes efter den fornuftige og usvigelige melk, at I kan voxe ved den.
3. Dersom I ellers have smaget, at Herren er from.
4. Til hvilken I ere komne, som til en levende steen, der vel er forskudt af menneskene, men udvalgt, ja dyrebar for Gud.
5. Og bygges I selv, som levende stene, at vorde et aandeligt huus, et helligt præstedom, at ofre aandelige offere, som ere velbehagelige for Gud ved Jesum Christum.
6. Derfor indeholdes og det i skriften: see, jeg sætter i Zion en hoved-hiørnesteen, som er udvalgt, ja dyrebar; og hvo som troer paa ham, skal ingenlunde beskiæmmes.
7. Derfor hører den ære til eder, som troe; men de vantroe er denne steen, hvilken de, der bygde, forskiøde, bleven til en hoved-hiørnesteen, og en anstødssteen, og en forargelses klippe;
8. De sig støde paa ordet, som troe ikke det, til hvilket og de ere satte.
9. Men I ere en udvalgt slægt, et kongeligt præstedom, et helligt folk, et folk til eiendom: at I skal forkynde hans dyder, som kaldte eder fra mørket til sit underlige lys.
10. I, som fordum ikke vare Guds folk, men nu ere Guds folk; som ikke vare i naade, men nu ere tagne til naade!
11. I elskelige! jeg formaner eder som huusfolk og udlændinge, at I holde eder fra kiødelige begieringer, som stride imod sielen,
12. I det I have eders gode omgængelse iblandt hedningerne, at de, i det de bagtale eder som misdædere, kan af eders gode gierninger, som de see paa, prise Gud paa besøgelsens dag.
13. Værer derfor al menneskelig forordning underdanige for Herrens skyld: være sig en konge, som den ypperste;
14. Eller befalningsmænd, som de der sendes af ham til hevn over misdædere, men dem til lov, som giøre godt.
15. Thi det er saaledes Guds villie, at I skal, i det I giøre godt, tilstoppe de daarlige menneskers vanvittighed;
16. Som de der ere frie, dog ikke, som de der have friheden til ondskabs skiul, men som Guds tienere.
17. Ærer alle; elsker broderskabet, frygter Gud, ærer kongen.
18. I tienere! værer herrerne underdanige i al frygt, ikke allene de gode og billige, men ogsaa de fortredelige.
19. Thi dette er en naade, dersom nogen fordrager sorg for samvittighedens skyld til Gud, naar han lider uret.
20. Thi hvad er det for en ros, dersom I synde, og blive slagne paa munden og taale det? men dersom I giøre godt, og lide og taale, det er naade for Gud.
21. Thi I ere dertil kaldte, efterdi Christus haver og lidt for os, som efterlod os et exempel, at I skal efterfølge hans fodspor:
22. Hvilken ikke haver giort synd, der blev og ikke funden svig i hans mund:
23. Hvilken ikke skiendede igien, der han blev overskiendet, ikke truede, der han led; men overgav den det, som dømmer retfærdigen:
24. Hvilken selv opofrede vore synder paa sit legeme, paa træet; paa det vi skulde være afdøde fra synden, og leve i retfærdighed: formedelst hvis saar I ere lægte.
25. Thi I vare som vildfarende faar: men ere nu omvendte til eders siels Hyrde og Biskop.


3. Capitel.

1. Desligeste skal qvinderne være deres egne mænd underdanige, paa det og, dersom nogle ikke troe ordet, de kan vindes formedelst qvindernes omgængelse uden ord;
2. Naar de see paa eders kydske omgængelse udi frygt.
3. Hvis prydelse skal ikke være udvortes med haarflettelse og guldsomhængelse, eller med at tage klæder paa;
4. Men, hiertets skiulte menneske i en sagtmodig og stille aands uforkrænkelige væsen, som er meget kostelig for Gud.
5. Thi saaledes prydede og de hellige qvinder sig selv fordum, som haabede paa Gud, og vare deres egne mænd underdanige:
6. Som Sara var Abraham lydig, og kaldte ham herre, hvis børn I ere blevne, dersom I giøre godt, og ere ikke frygtagtige for nogen forferdelse.
7. Desligeste skal I mænd boe hos dem med forstand, og uddele til det qvindelige, som det skrøbeligere redskab, ære, som de der ogsaa ere naadens medarvinger til livet, paa det eders bønner skal ikke forhindres.
8. Men endeligen værer alle ligesindede, medlidige, kierlige mod brødrene, inderlig barmhiertige, kierligsindede!
9. Som vederlægge ikke ondt med ondt, eller skiendsord med skiendsord; men tvert derimod, som velsigne; vidende, at I til det ere kaldte, at I skal arve velsignelse.
10. Thi den, som vil elske livet, og see gode dage, skal stille sin tunge fra ondt, og sine læber, at de ikke tale svig.
11. Han vende sig fra ondt, og giøre godt; han søge fred, og efterfølge den.
12. Thi Herrens øine ere over de retfærdige, og hans øren til deres begiering; men Herrens ansigt er over dem som giøre ondt.
13. Og hvo er den, som kan giøre eder ondt, dersom I efterfølge det gode?
14. Men dersom I og lide for retfærdigheds skyld, ere I salige; men frygter ikke, som de frygte, og forferdes ikke. Men helliger den Herre Gud i eders hierter.
15. Men værer altid rede til at forsvare for enhver, som begierer regnskab af eder om det haab, som er i eder, med sagtmodighed og frygt;
16. I det I have en god samvittighed: at de, som bagtale eder, som misdædere, maae blive beskiæmmede, de som laste eders gode omgængelse i Christo.
17. Thi det er bedre, (om Guds villie vil,) at lide, naar man giør godt, end naar man giør ondt.
18. Thi og Christus led eengang for synderne, en retfærdig for uretfærdige, at han skulde føre os frem til Gud; han, som blev vel dødet efter kiødet, men levendegiort efter aanden;
19. I hvilken han og gik bort, og prædikede for aanderne, som vare i forvaringen.
20. Som fordum ikke troede, der den Guds langmodighed forventede eengang i Noe dage, der Arken beredtes, i hvilken faa (det er, otte) siele bleve frelste ved vand.
21. Til hvilket et imodsat billede, som nu frelser os, daaben er; (hvilken ikke er kiødets ureenheds aflæggelse, men en god samvittigheds pagt med Gud) formedelst Jesu Christi opstandelse;
22. Som, efter han er faren til himmelen, er i Guds høire haand, saa Englene og myndighederne, og magterne ere ham underlagte.


4. Capitel. 

1. Efterdi Christus led for os i kiødet, væbner eder og med det samme sind; thi den, som haver lidt i kiødet, haver ladet af fra synden,
2. At han den tid, som er tilovers i kiødet, ikke fremdeles skal leve efter menneskelige begieringer, men efter Guds villie.
3. Thi det er os nok, i den forbigangen livstid, at have bedrevet hedningernes villie; der vi vandrede i uteerligheder, begieringer, fylderier i viin, fraadserier, drukkenskaber, og utilbørlige afgudsdyrkelser;
4. Hvilket kommer dem fremmed for, da I løbe ikke med dem til den samme overdaadigheds ryggesløshed, saa de tale bespotteligen;
5. Hvilke skal giøre ham regnskab, som er rede til at dømme levende og døde.
6. Thi til dette er og evangelium kundgiort for de døde, at de skulde vel dømmes for mennesker i kiød, men leve for Gud i aand.
7. Men enden paa alle ting er kommen nær. Saa værer ædrue og aarvaagne til bønner.
8. Men haver for alle ting den heftige kierlighed til hverandre; thi kierligheden skal skiule synders mangfoldighed.
9. Laaner hverandre gierne huus uden knur.
10. Eftersom hver haver faaet en naadegave, tiener hverandre dermed, som gode huusholdere over Guds adskillige naade.
11. Dersom nogen taler, han tale som Guds ord: dersom nogen tiener, han giøre det som af den formue, hvilken Gud giver; at Gud maae æres i alle ting formedelst Jesum Christum, hvilken være ære og magt i al evighed! amen!
12. I elskelige! værer ikke fremmede ved den modgangs hede, som skeer udi eder, eder til en fristelse, ligesom eder hendtes noget fremmed. 
13. Men som I ere deelagtige i Christi lidelser, saa glæder eder, at I og skulle glæde og fryde eder i hans herligheds aabenbarelse.
14. Dersom I forhaanes for Christi navn, ere I salige; thi den herligheds og den Guds aand hviler paa eder: han bespottes vel, hvad dem er anlangende, men æres, hvad eder er anlangende.
15. Thi ingen iblandt eder lide som en morder, eller tyv, eller misdæder, eller som den, der trænger sig ind i en fremmed bestilling.
16. Men lider han som en christen, da skamme han sig ikke, men ære Gud i den deel.
17. Thi det er tid, at dommen skal begynde fra Guds huus; men begynder den først fra os, hvad ende vil det faae med dem, som ikke troe Guds evangelium?
18. Og dersom den retfærdige neppeligen frelses, hvor vil den ugudelige og en synder aabenbares?
19. Derfor og de, som lide efter Guds villie, skal befale ham deres siele som en troefast Skaber, i det de giøre godt.


5. Capitel.

1. De ældste iblandt eder formaner jeg, som en medælste, og vidne om Christi lidelser, som og er deelagtig i den herlighed, som skal aabenbares:
2. Føder den Guds hiord, som er iblandt eder, og seer til, ikke tvungne, men frivillig; ikke for slem vinding, men redebon;
3. Ikke som de, der drive herredom over Herrens arv, men som de, der blive hiordens exempler.
4. Og I skal da, naar den Overhyrde aabenbares, bare den uforvisnelige ærens krone derfra.
5. Desligeste I unge! værer de ældste underdanige; men værer alle hverandre underdanige, og værer beprydede med ydmyghed; thi Gud staaer de hoffærdige imod, men de ydmyge giver han naade.
6. Derfor ydmyger eder under Guds vældige haand, at han maae i sin tid ophøie eder. 
7. Kaster al eders sorg paa ham; thi han haver omsorg for eder.
8. Værer ædru, vaager, fordi eders modstander dievelen gaaer omkring, som en brølende løve, søgende, hvem han kan opsluge.
9. Staaer ham imod faste i troen, efterdi I vide, at de samme lidelser fuldkommes paa eders broderskab, som er i verden.
10. Men al naadens Gud, som kaldte os til sin evige herlighed i Christo Jesu, han selv skal fuldkommeligen berede, styrke, bekræfte, grundfæste eder, som lide en liden tid.
11. Ham være ære og magt i al evighed! amen!
12. Med den troefaste broder Silvanus, (som jeg agter) skrev jeg eder lidet til, og formaner, og vidner, at denne er den sande Guds naade, i hvilken I staae.
13. Den medudvalgte menighed i Babylon hilser eder, og Marcus, min søn.
14. Hilser hverandre med kierligheds kys. Fred være med eder alle, som ere i Christo Jesu! Amen.


H="2. Peter"

St. Petri anden Almindelige Epistel.


1. Capitel.

1. Simon Petrus, Jesu Christi tiener og apostel, til dem, som have faaet lige dyrebar troe med os, i vor Guds og Frelseres Jesu Christi retfærdighed:
2. Naade og fred vorde eder mangfoldig i Guds og Jesu vor Herres erkiendelse!
3. Saasom hans Guddommelige kraft i alle de ting, som høre til livet og gudfrygtighed, er os skienket, formedelst hans kundskab, som os kaldte ved herlighed og dyd;
4. Formedelst hvilke de største og dyrebare forjættelser ere os skienkte, at I ved dem blive deelagtige i den Guddommeliga natur, naar I flye den forkrænkelighed, som er i verden i begierlighed.
5. Men og i det I lægge al flid paa det samme, beviser dyd i eders troe, og i dyd kundskab,
6. Men i kundskab afhold, men i afhold taalmodighed, men i taalmodighed gudfrygtighed,
7. Men i gudfrygtighed broderlig kierlighed, men i broderlig kierlighed kierlighed.
8. Thi naar disse ting ere hos eder, og ere overflødige, lader de eder ikke blive ørkesløse eller ufrugtbare til vor Herres Jesu Christi erkiendelse.
9. Thi hvo som ikke haver disse ting hos sig, er blind, som seer ikke langt, og glemmer sine gamle synders renselse.
10. Derfor, brødre! giører desmere flid, at stadfæste eders kald og udvælgelse; thi naar I giøre disse ting, skal I ingenlunde nogen tid støde an.
11. Thi saaledes skal eder rigeligen gives den indgang til vor Herres og Frelseres Jesu Christi evige rige.
12. Derfor vil jeg ikke forsømme, altid at paaminde eder om disse ting, alligevel at I vide sligt, og ere styrkede i den nærværende sandhed.
13. Men jeg agter det ret, at opvække eder formedelst paamindelse, saa længe jeg er i dette paulun;
14. Da jeg veed, at mit pauluns aflæggelse er snart forhaanden, ligesom og vor Herre Jesus Christus haver aabenbaret mig.
15. Jeg vil endog giøre min flid, at I skulle altid have opmuntring, at komme disse ting ihu efter min udgang.
16. Thi vi ikke, som vi havde efterfulgt klogeligen sammensatte fabler, kundgiorde eder vor Herres Jesu kraft og tilkommelse; men som de, der selv have seet hans Majestæt.
17. Thi han fik hæder og ære af Gud Fader, i det saadan en røst skede til ham af den Majestætiske herlighed: denne er min Søn den elskelige, i hvilken jeg haver velbehagelighed.
18. Og vi hørte denne røst, som kom af himmelen, der vi vare med ham paa det hellige bierg.
19. Og vi have et fastere prophetiske ord, og I giøre vel, naar I give agt derpaa, som paa et lys der skinner, i et mørkt sted, indtil dagen fremskinner, og morgenstiernen oprinder i eders hierter;
20. Vidende dette først, at ingen prophetie i skriften bør drages til egen udlæggelse.
21. Thi der er ikke nogensinde en prophetie fremført af menneskelig villie; men de hellige Guds mennesker talede, i det de bleve drevne af den Hellig Aand.


2. Capitel.

1. Men der vare og falske propheter iblandt folket, iigesom og skal være falske lærere, iblandt eder, som derhos skal indføre fordervelige secter, og nægte den Herre, som dem kiøbte, som skal føre over sig selv en hastig fordervelse.
2. Og mange skal efterfølge deres fordervelser, formedelst hvilke sandhedens vei skal bespottes.
3. Og de skal handle med eder formedelst gierrighed med optænkte ord; fra hvilke dommen, som fordum er afsagt, skal ikke tøve, og deres fordervelse slumrer ikke.
4. Thi dersom Gud ikke sparede englene, som syndede, men stødte dem til helvede med mørkets lænker, og overantvordede dem, som de der ere bevarede til dommen;
5. Og sparede ikke den gamle verden, men bevarede Noe, retfærdigheds prædikere, selv ottende, der han førte syndfloden over de ugudeliges verden;
6. Og giorde Sodomæ og Gomorræ stæder til aske, og fordømte dem ved omkastelse, saa han satte dem til et exempel for dem, som ville leve ugudeligen;
7. Og friede den retfærdige Loth, som blev ilde medhandlet under de skiendelige folkes omgiængelses uteerlighed;
8. (Thi denne retfærdige, som boede iblandt dem, pinte dag fra dag sin retfærdige siel med uretfærdige gierninger, som han saae og hørte:)
9. Da veed Herren, at frie de gudfrygtige af fristelse, men at bevare de uretfærdige til dommens dag, at straffes:
10. Men meest dem, som vandre, efter kiødet, i ureenligheds begiering, og foragte herredømme, som ere dristige, befalde sig selv, og ikke bæve, naar de bespotte majestæter:
11. Da dog Englene, som ere større i styrke og magt, ikke fremføre bespottelsens dom imod dem for Herren.
12. Men disse, som naturlige ufornuftige dyr, der ere fødte til at fanges og fordærves, som tale bespotteligen om de ting, de vide intet af, skal forderves i deres egen fordervelse;
13. Saa de bære uretfærdigheds løn derfra, efterdi de meene den daglige lystighed at være en vellyst; de ere pletter og lastere, som giøre sig lystige i deres bedragerier, naar de holde maaltid med eder;
14. Som have øine fulde af horerie, og som ikke lade af fra synden, som lokke til sig de ubekræftede siele, have et hierte, som er drevet i gierrighed, ere forbandelsens børn.
15. I det de forlade den rette vei, ere de forførte, og følge efter Balaams Besors søns vei, hvilken elskte uretfærdigheds løn.
16. Men han havde en overbevisning om sin egen overtrædelse: det stumme trælbaarne dyr, som talede med menneskes røst, forhindrede prophetens uforstandighed.
17. Disse ere vandløse kilder, skyer, som drives af hvirelvind, til hvilke mørkets dumhed er bevaret til evig tid.
18. Thi i det de tale stolte ord, som ere forfængelige, lokke formedelst kiødets begiering i uteerligheder dem, som ret vare undflyede fra dem, der vandre i vildfarelse:
19. I det de love dem frihed, alligevel de ere selv forkrænkelsens tienere: thi af hvilken nogen er overvunden, af den er han og giort til træl.
20. Thi dersom de, der have undflyet verdens-ureenligheder, formedelst den Herres og Frelseres Jesu Christi erkiendelse, blive dog igien indviklede, at de overvindes af de samme, da ere de sidste ting blevne dem værre end de første.
21. Thi det havde været dem bedre, at de havde ikke erkiendt retfærdighedens vei, end at de, der de den erkiendte, have vendt sig fra det hellige bud, som er overantvordet dem.
22. Men det er dem vederfaret, som siges i den sande lignelse: hunden haver vendt sig igien til eget spye, og soen, som var toen, til skiden søle.


3. Capitel.

1. Denne anden epistel skriver jeg nu til eder, I elskelige! i hvilken jeg opvækker formedelst paamindelse eders rene sind.
2. At I skal tænke paa de ord, som eder ere tilforn sagte af de hellige propheter, og paa vort bud, vi som ere vor Herres og Frelseres apostler. 
3. Og vider dette først, at i de sidste dage skal komme bespottere, som vandre efter deres egne begieringer.
4. Og de sige: hvor er hans tilkommelses forjættelse? thi fra den dag fædrene ere hensovede, forblive alle ting saaledes, som de have været fra skabelsens begyndelse.
5. Thi de vil ikke vide dette, at himlene vare fordum, og jorden var bestaaende af vand og ved vand formedelst Guds ord.
6. Ved hvilket verden, som da var, blev druknet og fordervet i vand.
7. Men himlene og jorden, som nu ere, ere ved det samme ord bevarede, som et liggendefæ: som bevares til ilden, paa dommens og de ugudelige menneskers fordervelses dag.
8. Men dette eene bør I ikke være uvidende om, I elskelige! at een dag er for Herren, som tusinde aar, og tusinde aar, som een dag.
9. Herren forhaler ikke forjættelsen, (som nogle agte det for en forhaling,) men haver langmodighed med os, i det han vil ikke, at nogen skal fortabes, men at alle skulle begive sig til omvendelse.
10. Men Herrens dag skal komme, som en tyv om natten, paa hvilken himlene skal forgaae med stort bulder, men elementerne skal forgaae, i det de brænde, og jorden, og de gierninger, som ere i den, skal opbrændes.
11. Naar alle disse ting da forgaae, hvordanne bør det eder at være i hellige omgængelser og gudfrygtigheds øvelser?
12. Som vente og haste til Guds dags tilkommelse, paa hvilken himlene, som blive gloende, skal forgaae, og elementerne, som brænde, smeltes?
13. Men vi forvente nye himle, og en nye jord, efter hans forjættelse, i hvilke retfærdighed boer.
14. Derfor, I elskelige! efterdi I forvente disse ting, værer flittige, at I kan findes ubesmittede, og ustraffelige for ham i fred.
15. Og agter vor Herres langmodighed for eders saliggiørelse; ligesom og vor elskelige broder Paulus har skrevet eder til efter den viisdom, som ham er given.
16. Ligesom og i alle brevene, naar han taler i dem om disse ting, iblandt hvilke ting ere nogle svare at forstaae, hvilke de ukyndige og ubekræftede forvende, ligesom og de andre skrifter, til deres egen fordervelse.
17. Hvorfor, I elskelige! efterdi I vide det tilforn, vogter eder, at I ikke formedelst de skiendelige folkes vildfarelse blive hendragne med, og falde af eders egen stadighed.
18. Men voxer i vor Herres og Frelseres Jesu Christi naade og kundskab. Ham være ære, baade nu og til evig tid! Amen!


H="1. Johannes - 1. John"

St. Johannis første almindelige Epistel.


1. Capitel.

1. Det som var af begyndelsen, det vi have hørt, det vi have seet med vore øine, det vi have beskuet, og vore hænder følede paa, nemlig det livsens ord;
2. (Thi livet er aabenbaret, og vi have seet, og vidne, og forkynde eder livet, som er evigt, hvilket var hos Faderen, og er aabenbaret for os.) 
3. Det samme, som vi have seet og hørt, forkynde vi eder, at og I skal have samfund med os; men vort samfund skal og være med Faderen og med hans Søn Jesu Christo: 
4. Og vi skrive eder dette til, paa det eders glæde skal være fuldkommet.
5. Og denne er den kundgiørelse, som vi have hørt af ham, og forkyndte eder, at Gud er et lys, og aldeles ingen mørkhed er i ham.
6. Dersom vi sige, at vi have samfund med ham, og omgaaes i mørket, lyve vi, og giøre ikke sandheden.
7. Men dersom vi omgaaes i lyset, ligesom han er i lyset, have vi samfund med hverandre, og Jesu Christi hans Søns blod renser os af al synd.
8. Dersom vi sige, vi have ikke synd, forføre vi os selv, og sandheden er ikke i os.
9. Dersom vi bekiende vore synder, er han troe og retfærdig, at han forlader os synderne, og vil rense os af al uretfærdighed.
10. Dersom vi sige, at vi have ikke syndet, giøre vi ham til en løgner, og hans ord er ikke i os.


2. Capitel. 

1. Mine børn lille! dette skriver jeg eder til, at I skal ikke synde; og dersom nogen synder, have vi en Talsmand hos Faderen, Jesum Christum den retfærdige.
2. Og den samme er forligelse for vore synder; dog ikke allene for vore, men ogsaa for den ganske verdens.
3. Og derpaa vide vi, at vi have kiendt ham, om vi holde hans bud.
4. Hvo som siger: jeg haver kiendt ham, og holder ikke hans bud, han er en løgner, og i ham er ikke sandhed.
5. Men hvo som holder hans ord, i ham er sandeligen Guds kierlighed fuldkommet. Derpaa kiende vi, at vi ere i ham.
6. Hvo som siger, at han bliver i ham, han er og skyldig til saaledes at omgaaes, ligesom han omgikkes.
7. Brødre! jeg skriver eder ikke et nyt bud, men et gammelt bud, som I havde af begyndelsen. Ordet, som I hørte af begyndelsen, er det gamle bud.
8. Atter skriver jeg eder et nyt bud, som er sandt i ham og i eder; thi mørket er forganget, og det sande lys skinner nu.
9. Hvo som siger at han er i lyset, og hader sin broder, han er i mørket endnu.
10. Hvo som elsker sin broder, bliver i lyset, og ingen forargelse er i ham.
11. Men hvo som hader sin broder, er i mørket, og omgaaes i mørket, og veed ikke, hvor han gaaer, fordi mørket haver forblindet hans øine.
12. Jeg skriver eder til, børn lille! thi eders synder ere eder forladne formedelst hans navn.
13. Jeg skriver eder til, I fædre! thi I have kiendt den, som er af begyndelsen. Jeg skriver eder til, I unge folk! thi I have overvundet den onde. Jeg skriver eder til, I børn! thi I have kiendt Faderen.
14. Jeg haver skrevet eder til, I fædre! thi I have kiendt den som er af begyndelsen. Jeg haver skrevet eder til, I unge folk! thi I ere stærke, og Guds ord bliver hos eder, og I have overvundet den onde.
15. Elsker ikke verden, ikke heller de ting, som ere i verden; dersom nogen elsker verden, er ikke Faderens kierlighed i ham.
16. Thi alt det, som er i verden, som er kiødets begiermg, og øinenes begiering, og livets overdaadighed, er ikke af Faderen, men er af verden.
17. Og verden forgaaer, og dens begieringer; men den, som giør Guds villie, bliver til evig tid.
18. Børn lille! det er den sidste time; og saasom I have hørt, at antichristen kommer, saa ere og nu mange antichrister blevne til; hvoraf vi kiende, at det er den sidste time.
19. De ere udgangne fra os, men de vare ikke af os, thi dersom de havde været af os, da havde de vel blevet hos os; men saadant skeer, at de skulle aabenbares, at de ikke alle ere af os.
20. Og I have en salvelse af den Hellige, og vide alle ting.
21. Jeg skrev eder ikke til, fordi I ikke vidne sandheden, men fordi I vide den, og fordi der er ingen løgn af sandheden.
22. Hvo er den løgner, uden den, som nægter, at Jesus er den Christus? denne er den antichrist, som nægter Faderen og Sønnen.
23. Hvo som nægter Sønnen, haver ei heller Faderen. Hvo som bekiender Sønnen, haver og Faderen.
24. Hvad I da have hørt af begyndelsen, det lader blive i eder. Dersom det bliver i eder, som I hørte af begyndelsen, skal og I blive i Sønnen og i Faderen.
25. Og denne er forjættelsen, den han lovede os, nemlig det evige liv.
26. Disse ting skrev jeg eder til om dem, som eder forføre.
27. Og den salvelse, som I annammede af ham, bliver i eder, og I have ikke behov, at nogen skal lære eder, men ligesom den samme salvelse baade lærer eder om alle ting, og det er sandt, og er ikke løgn, og ligesom den haver lært eder, saa bliver i ham.
28. Og nu, børn lille! bliver i ham, at, naar han bliver aabenbaret, vi kan da have frimodighed, og ikke skal blive beskiæmmede af ham i hans tilkommelse.
29. Dersom I vide, at han er retfærdig, da kiender, at hver den, som giør retfærdighed, er født af ham.


3. Capitel.

1. See, hvor stor en kierlighed Faderen haver givet os, at vi skal kaldes Guds børn! Derfor kiender verden os ikke, fordi den kiender ham ikke.
2. I elskelige! nu ere vi Guds børn, og det er endnu ikke aabenbaret, hvad vi skal være; men vi vide, at naar han bliver aabenbaret, vi skal vorde ham lige; thi vi skal see ham, saasom han er.
3. Og hver, som haver dette haab til ham, rense sig selv, ligesom han er reen.
4. Hvo som giør synd, giør og uret; og synden er den uret.
5. Og I vide, at han er aabenbaret, paa det han skulde borttage vore synder; og der er ikke synd i ham.
6. Hver den, som bliver i ham, synder ikke; hver den, som synder, haver ikke seet ham, ei heller kiendt ham.
7. Børn lille! ingen forføre eder; hvo som giør retfærdighed, er retfærdig, ligesom han er retfærdig.
8. Hvo som giør synd, er af dievelen; thi dievelen synder af begyndelsen. Dertil er Guds Søn aabenbaret, at han skal afskaffe dievelens gierninger.
9. Hver den, som er født af Gud, giør ikke synd, fordi hans sæd bliver i ham: og han kan ikke synde, fordi han er født af Gud.
10. Derudi ere Guds børn og dievelens børn aabenbare: hver den, som ikke giør retfærdighed, er ikke af Gud, og hvo som ikke elsker sin broder.
11. Thi dette er det budskab, som I have hørt af begyndelsen, at vi skal elske hverandre. 
12. Ikke ligesom Cain var af den onde, og myrdede sin broder; og hvorfor myrdede han ham? fordi hans gierninger vare onde, men hans broders retfærdige.
13. Forundrer eder ikke, mine brødre! dersom verden hader eder.
14. Vi vide, at vi ere overgangne fra døden til livet; thi vi elske brødrene; hvo som ikke elsker sin broder, bliver i døden.
15. Hver, som hader sin broder, er en manddraber; og I vide, at ingen manddraber haver det evige liv blivende i sig.
16. Derpaa have vi kiendt Guds kierlighed, at han har sat sit liv til for os; og vi ere skyldige, at sætte liv til for brødrene.
17. Men den, som haver verdens gods, og seer sin broder have behov, og lukker sit hierte for ham, hvorledes bliver Guds kierlighed i ham?
18. Mine børn lille! lader os ikke elske med ord, ei heller med tunge, men med gierning og sandhed.
19. Og paa dette kiende vi, at vi ere af sandheden, og kan stille vore hierter tilfreds for ham.
20. Fordi, dersom hiertet fordømmer os, da er Gud større end vort hierte, og kiender alle ting.
21. I elskelige! dersom vort hierte ikke fordømmer os, have vi frimodighed til Gud;
22. Og hvad vi bede om, det skal vi annamme af ham, thi vi holde hans bud, og giøre de ting, som ere behagelige for ham.
23. Og dette er hans bud, at vi skal troe paa hans Søns Jesu Christi navn, og elske hverandre, saasom han gav os et bud.
24. Og hvo som holder hans bud, den bliver i ham, og han i den: og derpaa kiende vi, at han bliver i os af den Aand, som han haver givet os.


4. Capitel.

1. I elskelige! troe ikke hver aand, men prøver aanderne, om de ere af Gud; thi mange falske propheter ere udgangne i verden.
2. Derpaa kiende I Guds Aand: hver aand, som bekiender Jesum Christum at være kommen i kiød er af Gud. 
3. Og hver aand, som ikke bekiender den Jesum Cbristum at være kommen i kiød, er ikke af Gud; og denne er den antichristes aand, om hvilken I hørte, at han kommer og han er nu allerede i verden.
4. Børn lille! I ere af Gud, og have overvundet dem; thi den, som er i eder, er større, end den, der er i verden.
5. De ere af verden, derfor tale de af verden, og verden hører dem.
6. Vi ere af Gud: hvo som kiender Gud, hører os, hvilken der ikke er af Gud hører os ikke; derpaa kiende vi sandhedens Aand, og vildfarelsens aand.
7. I elskelige! lader os elske hverandre; thi kierligheden er af Gud, og hver den, som elsker, er født af Gud, og kiender Gud.
8. Hvo som ikke elsker, kiender ikke Gud; thi Gud er kierlighed.
9. Derudi er Guds kierlighed aabenbaret i os, at Gud haver sendt sin Søn den eenbaarne til verden, at vi skal leve ved ham.
10. Derudi er kierligheden: ikke at vi have elsket Gud, men at han haver elsket os, og haver udsendt sin Søn til en forligelse for vore synder.
11. I elskelige! Haver Gud saaledes elsket os, da ere vi og skyldige at elske hverandre.
12. Ingen haver nogen tid seet Gud: dersom vi elske hverandre, bliver Gud i os, og hans kierlighed er fuldkommet i os.
13. Derpaa kiende vi, at vi blive i ham, og han i os, fordi han gav os af sin Aand.
14. Og vi have seet, og vidne, at Faderen udsendte Sønnen, at være Verdens frelser.
15. Hvilken som vil bekiende, at Jesus er den Guds Søn, i ham bliver Gud, og han i Gud.
16. Og vi have kiendt og troet den kierlighed, som Gud haver til os. Gud er kierlighed; og hvo som bliver i kierlighed, bliver i Gud, og Gud i ham.
17. Derudi er kierligheden fuldkommet hos os, at vi maae have frimodighed paa dommens dag, fordi, ligesom han er, saa ere og vi i denne verden.
18. Frygt er ikke i kierligheden, men den fuldkomne kierlighed driver frygten ud, thi frygt haver pine; men hvo som frygter, er ikke fuldkommet i kierligheden.
19. Vi elske ham, fordi han elskede os først.
20. Dersom nogen siger: jeg elsker Gud, og hader sin broder, han er en løgner; thi hvo som ikke elsker sin broder, som han haver seet, hvorledes kan han elske Gud, som han ikke haver seet?
21. Og dette bud have vi af ham, at den, som elsker Gud, skal og elske sin broder.


5. Capitel. 

1. Hver den, som troer, at Jesus er den Christus, er født af Gud; og hver, som elsker den, der ham fødte, elsker og den, som er født af ham.
2. Derpaa kiende vi, at vi elske Guds børn, naar vi elske Gud, og holde Hans bud.
3. Thi denne er den Guds kierlighed, at vi holde hans bud: og hans bud ere ikke svare.
4. Thi alt det, som er født af Gud, overvinder verden; og denne er den seier, som haver overvundet verden, vor troe.
5. Hvo er den, som overvinder verden, uden den, som troer, at Jesus er Guds Søn?
6. Denne er den, som kom med vand og blod, Jesus den Christus; han kom ikke med vand allene, men med vand og blod; og det er Aanden, som vidner, at aand er sandhed.
7. Thi de ere tre, som vidne i himmelen, Faderen, Ordet, og den Hellig Aand; og disse tre ere eet.
8. Og de ere tre, som vidne paa jorden, aanden, og vandet, og blodet; og de tre ere til eet.
9. Dersom vi annamme menneskenes vidnesbyrd, er Guds vidnesbyrd større; thi dette er Guds vidnesbyrd, hvilket han haver vidnet om sin Søn.
10. Hvo som troer paa Guds Søn, haver dette vidnesbyrd i sig selv; hvo som ikke troer Gud, haver giort ham til en løgner, fordi han haver ikke troet paa det vidnesbyrd, som Gud haver vidnet om sin Søn.
11. Og dette er det vidnesbyrd, at Gud haver givet os det evige liv; og dette liv er i hans Søn.
12. Hvo som haver Sønnen, haver livet: hvo som ikke haver Guds Søn haver ikke livet.
13. Dette haver jeg skrevet eder til, som troe paa Guds eenbaarne Søns navn, at I skal vide, at I have det evige liv, og at I skal troe paa Guds eenbaarne Søns navn.
14. Og denne er den frimodighed, som vi have til ham, at, dersom vi begiere noget efter hans villie, hører han os.
15. Og dersom vi vide, at han hører os, hvad vi begiere, vide vi, at vi have de begieringer, som vi have begiert af ham.
16. Dersom nogen seer sin broder synde en synd, som er ikke til døden, den maae begiere, og han skal give ham liv, jeg siger, dem, som synde ikke til døden. Der er en synd til døden; om den siger jeg ikke, at han skal bede.
17. Al uretfærdighed er synd; og der er synd, som er ikke til døden.
18. Vi vide, at hver den, som er født af Gud, synder ikke; men hvo som er født af Gud, bevarer sig selv, og den onde rører ham ikke.
19. Vi vide, at vi ere af Gud, og den ganske verden ligger i det onde.
20. Men vi vide, at Guds Søn er kommen, og haver givet os den forstand, at vi kiende den sande; og vi ere i den sande, nemlig i hans Søn Jesu Christo: denne er den sande Gud, og det evige liv.
21. Børn lille! vogter eder selv for afguder. Amen.


H="2. Johannes - 2. John"

St. Johannis anden Epistel.


1. Capitel.

1. Den ældste, til den udvalgte frue, og hendes børn, hvilke jeg elsker i sandheden, og ikke jeg allene, men og alle, som have kiendt sandheden:
2. For den sandheds skyld, som bliver i os, og skal være med os til evig tid;
3. Naade, barmhiertighed, fred af Gud Fader, og af den Herre Jesu Christo, Faderens Søn, skal være i sandhed og i kierlighed med eder.
4. Jeg er bleven meget glad, at jeg haver fundet af dine børn dem, som omgaaes i sandhed, ligesom vi have annammet et bud af Faderen.
5. Og nu beder jeg dig, frue! (ikke som jeg skriver et nyt bud til dig, men det, som vi havde af begyndelsen,) at vi skal elske hverandre.
6. Og denne er kierligheden, at vi skal omgaaes efter hans bud; dette er det bud, som I hørte af begyndelsen, at I skal omgaaes i det.
7. Thi mange forførere ere komne ind i verden, som ikke bekiende Jesum Christum, som er kommen i kiød; denne er den forfører og den antichrist.
8. Seer eder selv for, at vi ikke skulle tabe de ting, vi have arbeidet, men maae bekomme en fuld løn.
9. Hvo som overtræder, og bliver ikke i Christi lærdom, haver ikke Gud; hvo som bliver i Christi lærdom, han haver baade Faderen og Sønnen.
10. Dersom nogen kommer til eder, og fører ikke denne lærdom, ham annammer ikke til huse, og hilser ham ikke.
11. Thi hvo ham hilser, bliver deelagtig i hans onde gierninger.
12. Dog jeg havde meget at skrive eder til, vilde jeg ikke med brev og blek; men jeg haaber at komme til eder, og tale mundtligen med eder, paa det vor glæde skal være fuldkommen.
13. Din udvalgte systers børn hilse dig! Amen.



H="3. Johannes - 3. John"

St. Johannis tredie Epistel.


1. Capitel.

1. Den ældste, til Gajus, den elskelige, hvilken jeg elsker i sandhed;
2. Du elskelige! jeg ønsker, at du maae lide vel i alle ting, og være karsk, ligesom din siel lider vel.
3. Thi jeg blev meget glad, der brødrene kom, og vidnede om din sandhed, saasom du omgaaes i sandhed.
4. Jeg haver ingen større glæde, end denne, at jeg hører mine børn omgaaes i sandhed.
5. Du elskelige! du giør troeligen det, som du giør mod brødrene, og med de fremmede,
6. Hvilke have vidnet om din kierlighed for menigheden; og du skal giøre vel, om du faaer skikket dem fra dig værdeligen for Gud.
7. Thi de ere uddragne for hans navns skyld, og de toge intet af hedningerne.
8. Derfor ere vi skyldige at annamme saadanne, paa det, vi kan blive sandheds medarbeidere.
9. Jeg haver skrevet menigheden til; men Diotrephes, som vil gierne være den ypperste iblandt dem, antager os ikke.
10. Derfor, naar jeg kommer, vil jeg minde ham paa de gierninger, som han giør, i det han pladdrer med onde ord mod os; og da han lader sig dermed ikke nøie, antager han selv ikke brødrene, og formener dem, som det vil giøre, og udstøder dem af menigheden.
11. Du elskelige! efterfølg ikke det onde, men det gode, hvo som giør godt, er af Gud; men hvo som giør ondt, haver ikke seet Gud.
12. Demetrius er givet vidnesbyrd af alle, og af sandheden selv; men vi vidne ogsaa, og I vide, at vort vidnesbyrd er sandt.
13. Jeg havde meget at skrive, men jeg vil ikke skrive til dig med blek og pen.
14. Men jeg haaber snart at see dig, og vi vil mundtligen tale med hverandre.
15. Fred være med dig! Vennerne hilse dig. Hils vennerne ved navn.


H="Judas - Jude"

St. Judae almindelige Epistel.


1. Capitel.

1. Judas, Jesu Christi tiener, men Jakobi broder, til de kaldte, som ere helliggiorte i Gud Fader, og bevarede i Jesu Christo!
2. Barmhiertighed og fred, og kierlighed vorde eder mangfoldig!
3. I elskelige! efterdi jeg anvender al flid, at skrive eder til om den fælles saliggiørelse, havde jeg fornøden at skrive eder til, og formane eder, at stride for den troe, som er eengang overantvordet de hellige.
4. Thi nogle mennesker have indsneget sig, om hvilke fordum denne dom er forud skreven, som er ugudelige, som forvende vor Guds naade til uteerlighed, og nægte den eene Herre Gud og vor Herre Jesum Christum.
5. Men jeg vil paaminde eder, I som eengang vide dette, at Herren, der han havde frelst folket af Ægypti land, haver fordervet anden gang dem, som ikke troede.
6. Og Englene, som ikke bevarede deres eget fyrstendømme, men forlode deres egen boelig, haver han forvaret med evige baand under mørkhed til den store dags dom.
7. Ligesom Sodoma og Gomorra, og de stæder omkring dem, der de havde udhoret, iligemaade som disse, og vare gangne efter andet kiød, ere satte til et exempel, i det de lide en evig ilds straf.
8. Desligeste ogsaa disse, naar de drømme, besmitte de kiødet, men foragte herredømme, ja bespotte majestæter.
9. Men Michael den Over-Engel, der han kivedes med dievelen, og talede om Mose legeme, torde ikke fremføre bespottelsens dom, men sagde: Herren straffe dig! 
10. Men disse bespotte de ting, de have ikke kiendt; men i disse ting, hvilkesomhelst da naturligen vide, ligesom de ufornuftige dyr, forderve de sig.
11. Vee dem! thi de ere gangne paa Cains vei, og ere udøste i Balaams løns vildfarelse, og ere ødelagte i Core modsigelse.
12. Disse ere pletter i eders kierligheds maaltider, naar de holde maaltid med eder, i det de føde sig selv uden frygt; de ere vandløse skyer, som omdrives af veiret; træer, som ere raadnede, ufrugtbare, to gange døde, oprykte med rod;
13. Havets vilde bølger, som udskumme deres egen skam; vildfarende stierner, til hvilke mørkheds dumhed er bevaret til evig tid.
14. Men og Enoch, den syvende fra Adam, haver spaaet om disse, der han sagde: see Herren kommer med sine hellige mange tusinde,
15. At holde dom mod alle, og straffe alle ugudelige iblandt dem for alle deres ugudeligheds gierninger, som de have været ugudelige med, og for alle de haarde ting, som ugudelige syndere have talet med ham.
16. Disse ere de, som knurre, som klage, som vandre efter deres begieringer, og deres mund taler stolte ord, som forundre sig over personer for nyttes skyld.
17. Men I elskelige! kommer de ord ihu, som forud ere sagte af vor Herres Jesu Christi apostler:
18. At de sagde til eder, at i den sidste tid skal være bespottere, som vandre efter deres ugudelige væsens begieringer.
19. Disse ere de, som fraskille sig selv, naturlige, som have ikke aand.
20. Men I, I elskelige! som opbygge eder selv paa eders helligste troe, og bede udi den Hellig Aand,
21. Bevarer eder selv i Guds kierlighed, forventende vor Herres Jesu Christi barmhiertighed til det evige liv.
22. Og ynkes vel over somme, giørende forskiel.
23. Men frelser somme med frygt, i det I rykke dem af ilden, saa I hade ogsaa den kiortel, som af kiødet er besmittet.
24. Men den, som er mægtig til at bevare eder uanstødelige, og stille eder for sin herligheds ansigt ustraffelige med glæde,
25. Den allene viise Gud, vor Frelser, være ære og majestæt, kraft og magt, baade nu og i al evighed! Amen.


H="Åbenbaringen - Revelation"

St. Johannis den Theologi Aabenbaring.


1. Capitel.

1. Jesu Christi aabenbaring, som Gud haver givet ham, at vise sine tienere de ting, som bør snart at skee; og han betegnede dem, i det han sendte ved sin Engel til sin tiener Johannes,
2. Som haver vidnet om det Guds ord, og det Jesu Christi vidnesbyrd, og hvilkesomhelst ting han haver seet.
3. Salig er den, som læser, og de, som høre prophetiens ord, og bevare de ting, som ere skrevne i den; thi tiden er nær.
4. Johannes, til de syv menigheder, som ere i Asien: naade være med eder, og fred af den som beder den der er, og den der var, og den der kommer; og af de syv aander, som ere for hans stol;
5. Og af Jesu Christo, det troe Vidne, den Førstefødte af de døde, og jordens kongers Fyrste; som os elskte, og toede os af vore synder med sit blod, 
6. Og haver giort os til konger og præster for Gud og sin Fader! ham være ære og kraft i al evighed! 
7. See han kommer med skyerne, og hvert øie skal see ham, og de, som ham igiennemstunge; og alle jordens slægter skal hyle for ham. Ja, amen!
8. Jeg er Alpha og Omega, det er begyndelse og ende, siger Herren, den som er, og den som var, og den som kommer, den Almægtige.
9. Jeg Johannes, som og er eders broder, og meddeelagtig i trængselen, og i riget, og i Jesu Christi taalmodighed, var paa den øe, som kaldes Patmus, for Guds ords, og for Jesu Christi vidnesbyrds skyld.
10. Jeg var i Aanden paa Herrens dag; og jeg hørte bag mig en stor røst, som en basunes, som sagde:
11. Jeg er Alpha og Omega, den første og den sidste; og det du seer, skriv i en bog, og send til de menigheder, som ere i Asia og Ephesus, og til Smyrna, og til Pergamus, og til Thyatira, og til Sardes, og til Philadelphia, og til Laodicea.
12. Og jeg vendte mig, for at see røsten, som talede med mig; og da jeg vendte mig, saae jeg syv guldlysestager.
13. Og midt iblandt de syv lysestager saae jeg en, lig et menneskes søn, iført en siid kiortel, og opbunden omkring brysterne med et guldbelte.
14. Men hans hoved og haar var hvidt, som hvid uld, som snee; og hans øine, som ilds-lue;
15. Og hans fødder ligesom skiønt messing, som de vare glødede i en ovn; og hans røst, som mange vandes lyd:
16. Og han havde syv stierner i sin høire haand: og et tveegget skarpt sverd udgik af hans mund; og hans ansigt var som solen, naar den skinner i sin kraft.
17. Og der jeg saae ham, faldt jeg ned for hans fødder, som en død; og han lagde sin høire haand paa mig, og sagde til mig:
18. Frygt ikke: jeg, er den første og den sidste, og den levende, og jeg var død, og see, jeg er levende i al evighed, amen! og jeg haver helvedes og dødens nøgler.
19. Skriv de ting, som du haver seet, baade de som ere, og de som skal skee derefter:
20. Om den de syv stierners hemmelighed, hvilke du haver seet i min høire haand, og de syv guldlysestager; de syv stierner ere de syv menigheders engle, og de syv lysestager, som du haver seet, ere syv menigheder.


2. Capitel.

1. Skriv til den menighedens engel i Ephesus: Disse ting siger den, som holder de syv stierner fast i sin høire haand, den som vandrer midt iblandt de syv guldlysestager:
2. Jeg veed dine gierninger, og dit arbeide, og din taalmodighed, og at du kan ikke fordrage de onde: og du forsøgte dem, som sige sig at være apostler og ere ikke, og haver befundet dem at være løgnere:
3. Og du haver baaret alt saadant, og haver taalmodighed, og du haver arbeidet for mit navns skyld, og er ikke bleven træt.
4. Men jeg haver dette imod dig, at du haver forladt din første kierlighed.
5. Kom ihu derfor, hvorfra du er falden, og vend om, og giør de første gierninger; men hvis ikke, da kommer jeg snart over dig, og vil flytte din lysestage af sit sted, om du ikke omvender dig.
6. Men dette haver du, at du hader de Nicolaiters gierninger, hvilke og jeg hader.
7. Den, som haver øren, høre, hvad Aanden siger til menighederne: den som vinder, ham vil jeg give at æde af livsens træe, som er midt i Guds paradiis;
8. Og skriv til den menighedens engel i Smyrna: Disse ting siger den første og den sidste, som var død, og er bleven levende:
9. Jeg veed dine gierninger, og trængsel, og fattigdom. (dog du er rig,) og den bespottelse af dem, som sige sig selv at være Jøder, og ere ikke, men ere satans synagoge.
10. Frygt intet for de ting, som du skal lide; see, dievelen skal kaste nogle af eder i fængsel, paa det I skulle blive fristede: og I skal have trængsel i ti dage. Vær troe indtil døden, saa vil jeg give dig livsens krone.
11. Den som haver øren, høre, hvad Aanden siger til menighederne; den, som vinder, skal ingenlunde blive skadet af den anden død.
12. Og skriv til den menighedens engel i Pergamus: Disse ting siger den, som haver det tveeggede skarpe sverd:
13. Jeg veed dine gierninger, og hvor du boer, der som satans stol er; og du holder ved mit navn, og nægtede ikke min troe, endog i de dage, i hvilke Antipas, mit troe vidne, var, som er ihielslagen hos eder, der som satan boer.
14. Men jeg haver nogle faa ting imod dig, at du haver der dem, som holde ved Balaams lærdom, som lærte Balak, at kaste forargelse for Israels børns øine, at æde afguders offere, og at bedrive hoer.
15. Saaledes haver du og dem, som holde ved de Nicolaiters lærdom; hvilket jeg hader. 
16. Vend om; men hvis ikke, kommer jeg snart over dig, og vil stride imod dem med min munds sverd.
17. Den, som haver øren, høre, hvad Aanden siger til menighederne: den, som vinder, ham vil jeg give at æde af det skiulte Manna, og jeg vil give ham en hvid steen, og et nyt navn skrevet paa steenen, hvilket ingen kiender, uden den, som annammer det!
18. Og skriv til den menighedens engel i Thyatira: Disse ting siger Guds Søn, som haver sine øine, som ildslue, og hvis fødder ere ligesom skiønt messing.
19. Jeg veed dine gierninger, og kierlighed, og tieneste, og troe, og din taalmodighed, og dine gierninger, ja de sidste flere end de første.
20. Men jeg haver nogle faa ting imod dig; at du tilsteder den qvinde Jesabel, som siger sig selv at være en prophetinde, at lære og forføre mine tienere, at bedrive hoer, og at æde afguders offere.
21. Og jeg haver givet hende tid, at hun skulde omvende sig fra hendes horerie, og hun haver ikke omvendt sig.
22. See, jeg kaster hende i en seng, og dem, som bedrive hoer med hende, i stor trængsel, dersom de ikke omvende sig fra deres gierninger.
23. Og hendes børn vil jeg ihielslaae med død: og alle menigheder skal kiende, at jeg er den, som randsager nyrer og hierter; og jeg vil give eder, hver efter eders gierninger.
24. Men jeg siger eder, og de øvrige, som ere i Thyatira, saa mange som ikke have denne lærdom, og de som ikke kiende satans dybe ting, ligesom de sige: jeg vil ikke kaste paa eder en anden byrde.
25. Dog det I have, holder det fast, indtil jeg kommer.
26. Og den, som vinder, og som holder mine gierninger indtil enden, ham vil jeg give magt over hedningerne;
27. Og han skal regiere dem med et jernspir; ligesom leerkar skal de sønderknuses, som og jeg haver annammet af min Fader;
28. Og jeg vil give ham morgenstiernen.
29. Den, som haver øren, høre, hvad Aanden siger til menighederne!

3. Capitel.

1. Og skriv til den menighedens engel i Sardes: Dette siger den, som haver de svv Guds aander, og de svv stierner: jeg veed dine gierninger, at du haver det navn, at du lever, og er død.
2. Bliv vaagen, og styrk de øvrige ting, som vil døe; thi jeg haver ikke fundet dine gierninger fyldte for Gud.
3. Kom derfor ihu, hvorledes de haver annammet og hørt, og hold det, og vend om. Dersom du da ikke vil vaage, skal jeg komme over dig, som en tyv, og du skal ikke vide, paa hvilken stund jeg skal komme over dig.
4. Du haver og faa personer i Sardes, som ikke have besmittet deres klæder, og de skal omgaaes med mig i hvide; thi de ere værdige dertil.
5. Den som vinder, han skal klædes med hvide klæder; og jeg vil ikke udslette hans navn af livsens bog, og jeg vil bekiende hans navn for min Fader og for hans Engle.
6. Den som haver øren, høre, hvad Aanden siger til menighederne!
7. Og skriv til den menighedens engel i Philadelphia: Disse ting siger den Hellige, den Sande, den som haver Davids nøgel: som lader op, og ingen lukker til, og lukker til, og ingen lader op:
8. Jeg veed dine gierninger; see, jeg haver givet for dig en aabnet dør, og ingen kan lukke den; thi du haver en liden kraft, og haver holdet mit ord, og ikke nægtet mit navn.
9. See jeg giver nogle af satans synagoge, som sige sig selv at være Jøder, og ere ikke, men lyve; see, jeg vil giøre, at de skal komme, og tilbede for dine fødder, og kiende, at jeg haver elsket dig.
10. Efterdi du haver bevaret min taalmodigheds ord, vil jeg og bevare dig fra fristelsens stund, som skal komme over ganske jorderige, at friste dem, som boe paa jorden.
11. See, jeg kommer snart; hold fast ved det du haver, at ingen skal tage din krone.
12. Den som vinder, ham vil jeg giøre til en pillere i min Guds tempel, og han skal fremdeles gaae ud uden for; og jeg vil skrive min Guds navn paa ham, og den min Guds stads, det nye Jerusalems navn, hvilken kommer ned af himmelen fra min Gud, og mit det nye navn.
13. Den som haver øren, høre, hvad Aanden siger til menighederne!
14. Og skriv til den menighedens engel i Laodicea: Disse ting siger den, som hedder Amen, det troefaste og sande Vidne, Guds creaturs begyndelse:
15. Jeg ved dine gierninger, at du er hverken kold eller varm: gid du var kold eller varm!
16. Saa, efterdi du er lunken, og hverken kold eller varm, skal jeg udspye dig af min mund;
17. Fordi du siger: jeg er rig og er bleven rig, og haver intet behov; og du veed ikke, at du er elendig, og jammerlig, og fattig, og blind, og nøgen.
18. Jeg raader dig, at du kiøber guld af mig, som er glødet i ilden, at du kan vorde rig; og hvide klæder, at du kan føre dig udi, og at din nøgenheds skam skal ikke blive aabenbaret; og salv dine øine med øiensalve, at du kan see!
19. Jeg hvilkesomhelst jeg elsker, dem overbeviser og revser jeg; var derfor nidkier, og omvend dig.
20. See jeg haver staaet for døren og banker; dersom nogen hører min røst, og oplader døren, til ham vil jeg gaae ind, og holde nadvere med ham, og han med mig.
21. Den, som vinder, ham vil jeg give, at sidde med mig paa min stol, ligesom og jeg haver vundet, og sidder hos min Fader paa hans stol.
22. Den, som haver øren, høre, hvad Aanden siger til menighederne!


4. Capitel. 

1. Efter disse ting saae jeg, og see, der var en dør opladt i himmelen, og den første røst, som jeg havde hørt, som en basunes, der talede med mig, sagde: stig hid op, og jeg vil vise dig de ting, som bør at skee herefter.
2. Og strax var jeg i Aanden; og see, en stol var sat i himmelen, og en sad paa stolen.
3. Og den, som sad, var lige at see til, som den steen jaspis og sardin; og der var en regnbue trindt omkring stolen, lige at see til, som smaragd.
4. Og trindt omkring stolen vare fire og tive stole; og paa de stole saae jeg fire og tive ældste sidde, klædte i hvide klæder, og de havde guld-kroner paa deres hoveder.
5. Og af stolen udgik lynet, og torden, og røster: og syv brændende lamper brændte for stolen, som ere de syv Guds aander.
6. Og for stolen var et glar-hav, ligesom en cristal; og midt i stolen, og omkring stolen, vare fire dyr fulde med øine, for og bag.
7. Og det første dyr var ligesom en løve, og det andet dyr var ligesom en kalv, og der tredie dyr havde ansigt ligesom et menneske, og det fierde dyr var ligesom en flyvende ørn.
8. Og de fire dyr, hvert for sig, havde hvert sex vinger omkring, og de vare inden til fulde med øine; og de havde ingen hvile, dag eller nat, sigende: hellig, hellig, hellig er Herren, Gud den almægtige, den der var, og den der er, og den der kommer!
9. Og naar dyrene skulde give ham ære og priis og taksigelse, som sad paa stolen, den som lever i al evighed,
10. Da skulde de fire og tive ældste falde ned for ham, som sad paa stolen, og tilbede den som lever i al evighed, og kaste deres kroner for stolen, sigende:
11. Herre, du er værdig at tage æren og prisen og kraften; thi du haver skabt alle ting, og formedelst din villie ere de, og ere skabte.


5. Capitel.

1. Og jeg saae i hans høire haand, som sad paa stolen, en bog, skreven inden og uden, beseglet med syv segl.
2. Og jeg saae en stærk Engel, som udraabte med stor røst: hvo er værdig at oplade bogen, og bryde dens segl?
3. Og ingen i himmelen, ei heller paa jorden, ei heller under jorden, kunde oplade bogen, ei heller see den.
4. Og jeg græd meget, at der ingen blev funden værdig at oplade og løse bogen, ei heller at see den.
5. Og een af de ældste sagde til mig: græd ikke: see Løven haver vunder, som er af Judæ stamme, den Davids rod, at oplade bogen, og bryde dens syv segl.
6. Og jeg saae, og see, midt imellem stolen og de fire dyr, og midt imellem de ældste stod et Lam, llgesom slagtet, som havde syv horn og syv øine; hvilke ere de syv Guds aander, som ere udsendte til al jorden.
7. Og det kom, og tog bogen af hans høire haand, som sad paa stolen.
8. Og der det havde taget bogen, faldt de fire dyr, og de fire og tive ældste ned for Lammet, som havde hver harper, og guldskaaler fulde med røgelse, som ere de helliges bønner.
9. Og de sang en ny sang, og sagde: du er værdig at tage bogen, og oplade dens segl, fordi du er slagtet og haver kiøbt os til Gud med dit blod af hver stamme, og tungemaal, og folk og hedninger;
10. Og du haver giort os til konger og præster for vor Gud; og vi skal regnere over jorden.
11. Og jeg saae, og hørte mange Engles røst omkring stolen, og dyrene, og de ældste: og deres tal var ti tusinde gange ti tusinde, og tusinde gange tusinde.
12. Som sagde med stor røst: Lammet, som er slagtet, er værdigt at tage magt, og rigdom, og viisdom, og styrke, og priis, og ære, og velsignelse.
13. Og hvert creatur, som er i himmelen, og paa jorden, og under jorden, og udi havet, de ting, som ere, og alle de ting, som ere i dem, hørte jeg sige: den, som sidder paa stolen, og Lammet være velsignelsen, og prisen, og æren, og kraften i al evighed!
14. Og de fire dyr sagde: amen! Og de fire og tive ældste faldt ned, og tilbade den, som lever i al evighed.


6. Capitel.

1. Og jeg saae, at Lammet oplod eet at de syv segl, og jeg hørte eet af de fire dyr sige, som en tordens røst: kom og see!
2. Og jeg saae, og see, en hvid hest: og den, som sad paa den, havde en bue; og ham blev given en krone, og han drog ud, som den der vandt, og at han skulde vinde.
3. Og der det oplod det andet segl, hørte jeg det andet dyr sige: kom, og see!
4. Og der udgik en anden rød hest: og den, der sad paa den, ham blev givet, at tage fred fra jorden, og at de skulde slagte hverandre; og ham blev givet et stort sverd.
5. Og der det oplod det tredie segl, hørte jeg det tredie dyr sige: kom, og see! Og jeg saae, og see, en sort hest; og den, der sad paa den, havde en vægt i sin haand.
6. Og jeg hørte en røst midt iblandt de fire dyr, som sagde: en maade hvede for en penning, og tre maader byg for en penning: og du skal ikke giøre olien og vinen skade.
7. Og der det oplod det fierde segl, hørte jeg det fierde dyrs røst sige: kom, og see!
8. Og jeg saae, og see, en bleg hest, og den, som sad paa den, han hed døden; og helvede fulgte med ham; og ham blev givet magt over den fierde part paa jorden, at ihielslaae med sverd, og med hunger, og med død, og formedelst dyrene paa jorden.
9. Og der det oplod det femte segl, saae jeg under alteret deres siele, som vare slagtede for Guds ords skyld, og for det vidnesbyrds skyld, som de havde.
10. Og de raabte med stor røst, og sagde: du Herre, den Hellige og den Sande! hvor længe dømmer og hevner du ikke vort blod paa dem, som boe paa jorden?
11. Og dem bleve hver givne lange hvide kiortle, og der blev sagt til dem, at de skulde hvile sig endnu en liden tid, indtil og deres medtienere og deres brødre kom fuldkommeligen dertil, som skulde herefter ihielslaaes, som og de.
12. Og jeg saae, at det oplod det siette segl, og see, der skede et stort jordskiælv: og solen blev sort som en haarsæk, og maanen blev som blod;
13. Og himmelens stierner faldt ned paa jorden, som et figentræe nedkaster sine umodne figen, naar det røres af stort veir.
14. Og himmelen vigede bort, som en bog, der sammensvøbes, og hvert bierg og øe flyttedes af deres steder;
15. Og jordens konger og store mænd, og de rige, og høvedsmænd over tusinde, og de vældige, og hver tiener, og hver fri skiulte sig selv i huler, og i klipper udi biergene.
16. Og sagde til biergene og klipperne: falder paa os, og skiuler os for hans ansigt, som sidder paa stolen, og for Lammets vrede!
17. Thi hans vredes den store dag er kommen; og hvo kan bestaae?


7. Capitel. 

1. Og efter disse ting saae jeg fire Engle, staae paa jordens fire hiørner, som holdte jordens fire veir, paa det der skulde ikke blæse veir over jorden, ei heller over havet, ei heller over noget træe. 
2. Og jeg saae en anden Engel opstige fra solens opgang, som havde den levende Guds segl; og han raabte med stor røst til de fire Engle, hvilke var givet at skade jorden og havet, sigende:
3. Skader ikke jorden, ei heller havet, ei heller træerne, indtil vi faae beseglet vor Guds tienere i deres pander.
4. Og jeg hørte deres tal, som vare beseglede, hundrede fyrretive og fire tusinde beseglede, af alle Israels børns stammer:
5. Af Judæ stamme, tolv tusinde beseglede; af Rubens stamme, tolv tusinde beseglede; af Gads stamme, tolv tusinde beseglede;
6. Af Asers stamme, tolv tusinde beseglede; af Nephthalims stamme, tolv tusinde beseglede; af Manasse stamme, tolv tusinde beseglede;
7. Af Simeons stamme, tolv tusinde beseglede; af Levi stamme, tolv tusinde beseglede; af Isachars stamme, tolv tusinde beseglede;
8. Af Sabulons stamme, tolv tusinde beseglede; af Josephs stamme, tolv tusinde beseglede; af Benjamins stamme, tolv tusinde beseglede.
9. Derefter saae jeg, og see, en stor skare, hvilken ingen kunde tælle, af alle hedninger, og stammer, og foik, og tungemaal, som stode for stolen og for Lammet, klædte, med hvide lange-klæder, og palmegrene i deres hænder;
10. Og som raabte med stor røst, og sagde: saliggiørelsen hører vor Gud til, som sidder paa stolen, og Lammet,
11. Og alle Engle stode omkring stolen, og om de ældste, og de fire dyr, og faldt ned for stolen paa deres ansigt, og tilbade Gud, og sagde:
12. Amen! velsignelsen, og æren, og viisdommen, og taksigelsen, og prisen og magten, og styrken være vor Gud i al evighed! amen!
13. Og een svarede af de ældste, som sagde til mig: disse, som ere klædte i de lange hvide kiortle, hvo ere de? og hvorfra ere de komne?
14. Og jeg sagde til ham: Herre, du veed det. Og han sagde til mig: disse ere de, som ere komne af den store trængsel, og have toet deres lange kiortle, og have giort deres lange kiortle hvide i Lammets blod.
15. Derfor ere de for Guds stoel, og tiene ham dag og nat i hans tempel; og den, som sidder paa stolen, skal slaae telte over dem.
16. De skal ikke hungre mere, ei heller tørste mere, solen skal ei heller falde paa dem, ei heller nogen brynde.
17. Thi Lammet, som er midt i stolen, skal føde dem, og ledsage dem til de levende vandkilder; og Gud skal aftørre al graad af deres øine. 


8. Capitel. 

1. Og der det oplod det syvende segl, blev stilhed i himmelen ved en halv time.
2. Og jeg saae de syv Engle, som staae for Gud; og dem bleve givne syv basuner.
3. Og en anden Engel kom, og stod hos alteret, som havde et guld-røgelsekar; og ham blev givet megen røgelse, at han skulde give til alle helgenes bønner paa det guldalter, som er for stolen.
4. Og røgen af røgelsen, det er, af de helliges bønner, opsteg af Engelens haand for Gud.
5. Og Engeren tog røgelsekarret, og fyldte det med ilden af alteret, og kastede det paa jorden; og der skede røster, og torden, og lynet, og jordskiælv.
6. Og de syv Engle, som havde de syv basuner, havde beredt sig selv, at de skulde basune.
7. Og den første Engel basunede, og der blev hagel og ild, blandede med blod, og blev kastet paa jorden: og den tredie part af træerne opbrændtes, og alt grønt græs opbrændtes.
8. Og den anden Engel basunede, og ligesom et stort bierg, som brændte med ild, blev kastet i havet; og den tredie part af havet blev blod.
9. Og tredie parten af creaturerne, som vare i havet, som havde liv, døde; og tredie parten af fiskene blev fordervet.
10. Og den tredie Engel basunede, og en stor stierne faldt af himmelen, som brændte som et blus, og faldt paa tredie parten af floderne, og paa vandkilderne. 
11. Og stiernens navn kaldtes Malurt; og den tredie part af vandene blev til malurt, og mange mennesker døde af vandene, fordi de vare blevne bedske.
12. Og den fierde Engel basunede, og den tredie deel af solen blev slagen, og den tredie deel af maanen, og den tredie deel af stiernerne; saa at trediedelen af dem blev formørket, og at dagen skinnede ikke sin tredie deel, og natten desligeste.
13. Og jeg saae, og hørte en Engel flyve midt igiennem himmelen, som sagde med stor røst: vee, vee, vee dem, som boe paa jorden, for de tre Engles basuners øvrige røster, som skal basune!


9. Capitel. 

1. Og den femte Engel basunede, og jeg saae en stierne, som var falden af himmelen paa jorden, og den blev nøglen given til afgrundens brønd.
2. Og den oplod afgrundens brønd; og en røg gik op af brønden, som en røg af en stor ovn; og solen og luften blev formørket af brøndens røg.
3. Og af røgen udkom græshopper paa jorden, og dem blev givet magt, som jordens scorpioner have magt.
4. Og der blev sagt til dem, at de skulde ikke skade græsset paa jorden, ei heller noget grønt, ei heller noget træe; uden de mennesker allene, som ikke have det Guds segl i deres pander.
5. Og det blev dem givet, at de skulde ikke dræbe dem, men at de skulde pines fem maaneder; og deres pine var som pinen af en scorpion, naar den stikker et menneske.
6. Og i de samme dage skal menneskene søge døden, og ikke finde den; og begiere at døe, og døden skal flye fra dem.
7. Og græshoppernes lignelser vare ligesom heste, der ere beredte til krig; og paa deres hoveder vare som kroner, ligesom guld, og deres ansigter vare som menneskers ansigter.
8. Og de havde haar, som qvinders haar, og deres tænder vare som løvers.
9. Og de havde pantser, som jernpantser; og deres vingers lyd var, som lyd af vogne, med mange heste for, som løbe med dem til krig.
10. Og de havde stierte, ligesom scorpioner, og der vare brodde i deres stierte; og deres magt var, til at skade menneskene fem maaneder;
11. Og de havde en konge over sig, den afgrunds engel: hans navn er paa ebraisk Abaddon, og paa græsk haver han det navn Apollyon.
12. Det ene vee er bortfaret, see, der komme endnu to vee efter disse ting.
13. Og den siette Engel basunede, og jeg hørte en røst af de fire horn paa det guldalter, som var for Gud,
14. Som sagde til den siette Engel, der havde basunen: løs op de fire Engle, som ere bundne hos den store flod Euphrates.
15. Og de fire Engle bleve løste, som vare beredte til time og dag og maaned og aar, at de skulde ihieislaae den tredie part af menneskene.
16. Og det tal paa rytternes hær var to gange ti tusinde maal ti tusinde; og jeg hørte deres tal.
17. Og saaledes saae jeg hestene i synen, og dem der sadde paa dem, som havde gloende og fiolblaae og svovlagtige pantsere; og hestenes hoveder, vare som løvers hoveder, og af deres munde udgik ild og røg og svovel.
18. Af disse tre blev tredieparten af menneskene ihielslagen af ilden og røgen og svovelet, som udgik af deres munde.
19. Thi deres megen magter i deres mund; thi deres stierte ere ligesom hugorme, som have hoveder, og med dem giøre de skade.
20. Og de andre af menneskene, som ikke vare ihielslagne i disse plager, hverken omvendte sig fra deres hænders gierninger, at de skulde ikke tilbede dievlene, og afguder, dem af guld, og dem af sølv, og dem af kaabber, og dem af steen, og dem af træe, som hverten kan see, ei heller høre, ei heller gaae:
21. Ei heller omvendte de sig fra deres mord, ei heller fra deres troldomme, ei heller fra deres horerie, ei heller fra deres tyverier.


10. Capitel. 

1. Og jeg saae en anden stærk Engel, som kom ned af himmelen, som var beklædt med en skye, og en regnbue var paa hans hoved; og hans ansigt var som solen, og hans fødder som ilds-pillere.
2. Og han havde i sin haand en opladt liden bog, og satte sin høire fod paa havet, men den venstre paa jorden.
3. Og han raabte med stor røst, som en løve brøler; og der han havde raabt, talede de syv tordener deres egne røster.
4. Og der de syv tordener havde talet deres egne røster, vilde jeg skrive, og jeg hørte en røst af himmelen, som sagde til mig: besegel de ting, de syv tordener talede, og du skal ikke skrive dem.
5. Og Engelen, som jeg saae staae paa havet, og paa jorden, opløftede sin haand til Himmelen,
6. Og soer ved den, som lever i al evighed, som skabte himmelen, og de ting derudi, og jorden, og de ting derudi, og havet, og de ting derudi, at der skal ikke være tid mere;
7. Men i den syvende Engels røstes dage, naar han skal basune, skal den Guds hemmelighed blive fuldkommet, saasom han haver forkyndet sine tienere, propheterne, i evangelium.
8. Og den røst, som jeg havde hørt af himmeien, talede atter med mig, og sagde: gak hen, tag den liden bog, som er opladt i Engelens haand, som staaer paa havet, og paa jorden.
9. Og jeg gik hen til Engelen, og sagde til ham: giv mig den liden bog. Og han sagde til mig: tag, og æd den op! og den skal vrie i din bug, men i din mund skal den være sød som honning.
10. Og jeg tog den liden bog af Engelens haand, og aad den op; og den var i min mund sød som honning, og der jeg havde ædt den, blev min bug vreden.
11. Og han sagde til mig: det bør dig atter at prophetere imod folk, og hedninger, og tungemaal, og mange konger.


11. Capitel. 

1. Og mig blev givet et rør, ligesom en kiep; og Engelen stod, og sagde: staae op, og maal den Guds tempel, og alteret, og dem som tilbede derudi.
2. Men forgaarden, som er uden for tempelet, kast ud uden for, og den skal du ikke maale, fordi den er given hedningerne: og de skal nedtræde den hellige stad to og fyrretive maaneder.
3. Og jeg vil give mine to vidner, at de skal prophetere tusinde to hundrede og tresindstive dage, iførte udi sække.
4. Disse ere de to olietræer og de to lysestager, som staae for jordens Gud.
5. Og dersom nogen vil giøre dem skade, udgaaer der ild af deres mund, og fortærer deres fiender; og dersom nogen vil giøre dem skade, bør det ham saaledes at ihielslaaes.
6. Disse have magt at lukke himmelen, at der skal ikke regne en regn i deres propheties dage; og de have magt over vandene, at omvende dem til blod, og at slaae jorden med allehaande plager, saa ofte som de vil.
7. Og naar de faae endet deres vidnesbyrd, skal det dyr, som opstiger af afgrunden, føre krig imod dem, og overvinde dem, og ihielslaae dem.
8. Og deres legemer skal ligge paa den store stads gader, den som kaldes aandeligen Sodoma og Ægypten, der som og vor Herre er korsfæstet.
9. Og nogle af folkene, og stammerne, og tungemaalene, og hedningerne skal see deres legemer tre dage og en halv, og ikke tilstede deres legemer at lægges i graven.
10. Og de, som boe paa jorden skal glæde sig over dem, og fryde sig; og de skal sende hverandre gaver, fordi disse to propheter pinede dem, som boede paa jorden.
11. Og efter de tre dage og en halv, indkom livs aand af Gud dem; og de stode paa deres fødder, og en stor frygt faldt paa dem, som saae dem.
12. Og de hørte en stor røst af himmelen, som sagde til dem: stiger hid op. Og de stege op til himmelen i en skye; og deres fiender saae dem,
13. Og i samme stund skede et stort jordskiælv, og tiendeparten af staden faldt, og der bleve ihielslagne i jordskiælvet syv tusinde personer; og de andre bleve bange, og gave himmelens Gud ære.
14. Der andet vee er bortfaren, see, der tredie vee kommer snart.
15. Og den syvende Engel hasunede, og der bleve store røster i himmelen, som sagde: verdens riger ere blevne vor Herres, og hans Christi, og han skal regnere i al evighed.
16. Og de fire tive ældste, som sadde for Gud paa deres stole, faldt ned paa deres ansigter, og tilbade Gud, sigende:
17. Vi takke dig, Herre, Gud den Almægtige, den der er, den der var, og den der kommer, fordi du haver annammet den din store kraft, og haver regneret.
18. Og hedningerne ere blevne vrede, og din vrede er kommen: og de dødes tid at dømmes, og at give dine tienere propheterne løn, og de hellige, og dem, som frygte dit navn, de smaa og de store; og at forderve dem, som forderve jorden.
19. Og Guds tempel blev opladt i himmelen, og hans pagtes ark blev seet i hans tempel; og der skede lynet, og røster, og tordener, og jordskiælv, og stor hagel.


12. Capitel.

1. Og et stort tegn blev seet i himmelen: der var en qvinde, beklædt med solen, og maanen var neden under hendes fødder, og paa hendes hoved en krone af tolv stierner:
2. Og hun, som var frugtsommelig, raabte, der hun var i barns nød, og havde pine til at føde.
3. Og et andet tegn blev seet i himmelen, og see, der var en stor rød drage, som havde syv hoveder, og ti horn, og paa sine hoveder syv kroner.
4. Og dens stiert drog den tredie part af himmelens stierner, og kastede dem paa jorden. Og dragen stod for qvinden, som skulde føde, at naar hun havde født hendes barn, den da kunde opæde det.
5. Og hun fødte en Søn, et Drengebarn, som skulde regiere alle hedninger med et jernspiir: da hendes Barn blev undrykt til Gud og hans stol.
6. Og qvinden flyede i ørken, der som hun haver et sted beredt af Gud, at de skal der føde hende tusinde to hundrede og tresindstive dage.
7. Og der blev en strid i himmelen: den Michael og hans Engle strede mod dragen, og dragen stred, og hans Engle.
8. Og de formaaede ikke noget, deres sted blev ei heller fundet ydermere i himmelen.
9. Og den store drage blev nedkastet, den gamle slange, som kaldes dievelen, og den satanas, som forfører det ganske jorderige, blev nedkastet paa jorden; og hans engle bleve nedkastede med ham.
10. Og jeg hørte en stor røst, som sagde i himmelen: nu er saliggiørelsen, og magten, og riget blevet vor Guds og myndigheden hans Christi; thi den vore brødres anklager er nedkastet, som anklagede dem for vor Gud dag og nat.
11. Og de have overvundet ham formedelst Lammets blod, og deres vidnesbyrds ord; og de elskte ikke deres liv indtil døden.
12. Derfor fryder eder, I himle, og I, som boe i dem! Vee dem, som boe paa jorden og havet! thi dievelen er nedsteget til eder, som haver en stor vrede, fordi han veed, at han haver en liden tid.
13. Og der dragen saae, at den var kastet paa jorden, forfulgte den qvinden, som havde født det Drengebarn. 
14. Og qvinden bleve given den store ørns to vinger, at hun skulde flye til ørken, til sit sted, der hvor hun faaer sin føde en tid, og tider, og en halv tid fra slangens ansigt.
15. Og slangen skiød bag efter qvinden af sin mund et vand, som en strøm, at den vilde giøre, at hun skulde drevet bort med strømmen.
16. Og jorden kom qvinden til hielp, og jorden oplod sin mund, og opslugede strømmen, som dragen havde skudt af sin mund.
17. Og dragen blev vred paa qvinden, og gik bort at føre krig mod de øvrige af hendes sæd, som holde de Guds befalinger, og have det Jesu Christi vidnesbyrd.
18. Og jeg stod paa havets sand.


13. Capitel. 

1. Og jeg saae et dyr, som steg op af havet, som havde syv hoveder og ti horn; og paa sine horn ti kroner, og paa sine hoveder bespottelsens navn.
2. Og dyret, som jeg saae, var ligt en parder, og dets fødder som en biørns, og dets mund som en løves mund; og dragen gav det sin magt, og sin stol, og stor myndighed.
3. Og jeg saae eet af dets hoveder, ligesom slagtet til døde, og dets dødelige saar blev lægt, og al jorden forundrede sig, og fulgte efter dyret.
4. Og de tilbade dragen, som havde givet dyret magt; og de tilbade dyret, og sagde: hvo er dyret lig? hvo kan stride imod det?
5. Og det blev givet en mund til at tale store ting og bespottelse, og det blev givet magt at føre strid to og fyrretive maaneder.
6. Og det oplod sin mund til bespottelse imod Gud, at bespotte hans navn, og hans tabernakel, og dem, som boe i himmelen.
7. Og det blev givet, at føre krig mod de hellige, og at overvinde dem; og det blev givet magt over hver stamme, og tungemaal, og hedninger.
8. Og de skulle tilbede det alle, som boe paa jorden, hvis navne ikke ere skrevne i livsens bog, som er Lammets, der er slagtet, fra verdens grundvold blev lagt.
9. Dersom nogen haver øren, den høre!
10. Dersom nogen sanker i fængsel, han gaaer hen i fængsel, dersom nogen slaaer ihiel med sverd, ham bør det at ihielslaaes med sverd. Her er den de Helliges taalmodighed og troe.
11. Og jeg saae et andet dyr, som opsteg af jorden, og det havde to horn lige med Lammet, og talede som dragen.
12. Og det giør efter al det første dyrs myndighed for det, og giør, at jorden, og de, som boe derpaa, skulle tilbede det første dyr, hvis dødelige saar blev lægt.
13. Og det giør store tegn, at det og giør, at ild falder ned af himmelen paa jorden for menneskene.
14. Og det forfører dem som boe paa jorden, for de tegns skyld, som ere givne det at giøre for dyret; sigende til dem, som boe paa jorden, at de skulle giøre dyret et billede, som havde det saar af sverdet, og dog levede.
15. Og det blev givet, at give det dyrs billede en aand, at og dyrets billede skulde tale, og giøre, at hvilkesomhelst der ikke vilde tilbede dyrets billede, skulde blive ihielslagne.
16. Og det giør det ved alle de smaa og de storre, og de rige og de fattige, og de frie, og de trælle, at det kan give dem et kiendemerke i deres høire haand, eller i deres pande;
17. Og at ikke nogen kan købe eller sælge, uden den, som haver det kiendemerke, eller dyrets navn, eller tallet paa dets navn.
18. Her er viisdom: hvo som haver forstand, beregne dyrets tal thi det er et menneskes tal, og dets tal er sex hundrede tredsindstive og sex.


14. Capitel.

1. Og jeg saae, og see, der var et Lam, som stod paa det bierg Zion, og med det hundrede fyrretive og fire tusinde, som havde det sammes Faders navn skrevet i deres pander. 
2. Og jeg hørte en røst af himmelen, som mange vandes lyd, og som en stor tordens lyd; og jeg hørte harpe-legers lyd, som legede paa deres harpe.
3. Og de sang som en ny sang for stolen, og for de fire dyr og de ældste; og ingen kunde lære den sang, uden de hundrede fyrretive og fire tusinde, som ere de kiøbte af jorden. 
4. Disse ere de, som ikke ere besmittede med qvinder; thi de ere jomfruer: disse ere de, som følge Lammet i hvor det gaaer. Disse ere kiøbte af menneskene, en førstegrøde for Gud og Lammet;
5. Og i deres mund er ikke funden svig; thi de ere ustraffelige for Guds stol.
6. Og jeg saae en anden Engel flyve midt igiennem himmelen, som havde et evigt evangelium at forkynde dem, som boe paa jorden, og alle hedninger, og stammer, og tungemaal, og folk;
7. Som sagde med stor røst: frygter Gud, og giver ham ære, fordi hans doms time er kommen; og tilbeder den, som haver giort himmelen og jorden, og hav, og vandkilder.
8. Og en anden Engel fulgte, som sagde: den er falden, den er falden, Babylon, den store stad, fordi den haver givet alle hedninger at drikke af sin horeries forgiftes viin.
9. Og den tredie Engel fulgte dem, som sagde med stør røst: dersom nogen tilbeder dyret og dets billede, og tager det kiendemerke i sin pande eller i sin haand,
10. Han drikker og af Guds vredes viin, som er iskienket klar i hans vredes kalk; og han skal pines med ild og svovel for de hellige Engles, og for Lammets aasyn.
11. Og deres pines røg skal opfare i al evighed og de have ikke hvile dag eller nat, som tilbede dyret og dets billede, og om nogen annammer dets navns kiendemerke;
12. Her er de helliges taalmodighed; her ere de, som holde de Guds befalinger, og Jesu troe.
13. Og jeg hørte en røst af himmelen, som sagde til mig: skriv: salige ere de døde, som døe i Herren herefter. Ja, Aanden siger, at de skal hvile af deres arbeider; men deres gierninger følge med dem.
14. Og jeg saae, og see, der var en hvid skye, og een som sad paa skyen, ligesom et menneskes søn, som havde en guldkrone paa sit hoved, og en skarp segl i sin haand.
15. Og en anden Engel udgik af tempelet, som raabte med stor røst til den, som sad paa skyen: slaa til med din segl, og høst; thi timen at høste er kommen dig nær, fordi jordens høst er bleven tør.
16. Og den som sad paa skyen, lod sin segl gaae over jorden; og jorden blev høstet.
17. Og en anden Engel udgik af tempelet, som er i himmelen, han havde og en skarp segl.
18. Og en anden Engel udgik af alteret, som havde magt over ilden, og han raabte med stort skrig til den, som havde den skarpe segl, sigende: slaa til med den din skarpe segl, og høst druerne af jordens viintræe; thi dets druer ere blevne modne.
19. Og Engelen lod sin segl gaae over jorden, og høstede jordens viintræe, og kastede det i Guds vredes store persekar.
20. Og persekarret blev traadet uden for staden, og der gik blod ud af persekarret indtil hestenes bidseler, paa tusinde og sex hundrede agres længde.


15. Capitel.

1. Og jeg saae et andet tegn i himmelen, som var stort og underligt: syv Engle, som havde de syv sidste plager: thi ved dem er Guds vrede fuldkommet.
2. Og jeg saae som et glar-hav blandet med ild; og dem, som havde vundet seier af dyret, og af det sammes billede, og af det sammes kiendemerke, og af det sammes navns tal, som stode hos det glar-hav, og havde Guds harper.
3. Og de sang Mose, den Guds tieners sang, og Lammets sang, sigende: store og underlige ere dine gierninger, Herre, Gud du almægtige! retfærdige og sande ere dine veie, du som er de helliges Konge.
4. Hvo skal ikke frygte dig, Herre, og ære dit navn? thi du er allene hellig; thi alle hedninger skal komme, og tilbede for dig: fordi dine domme ere blevne aabenbarede.
5. Og derefter saae jeg, og see, vidnesbyrdets tabernakels tempel i himmelen blev opladt.
6. Og de syv Engle, som havde de syv plager, udgik af tempelet, iførte reent og skinnende linklæde, og opbundne omkring brysterne med guldbelter.
7. Og eet af de fire dyr gav de syv Engle guldskaaler, fulde med Guds vrede, som lever i al evighed.
8. Og tempelet blev fuldt af røg af Guds herlighed, og hans magt; og ingen kunde indgaae i tempelet, indtil de syv Engles syv plager fik ende.


16. Capitel.

1. Og jeg hørte en stor røst af tempelet, som sagde til de syv Engle: gaaer bort, og udøser de Guds vredes skaaler paa jorden.
2. Og den første gik bort, og udøste sin skaal paa jorden; og der blev en ond og fordervelig bulde paa de mennesker, som havde dyrets kiendemerke, og dem, som tilbade det sammes billede.
3. Og den anden Engel udøste sin skaal i havet, og det blev blod, som af en død; og hver levende siel i havet døde.
4. Og den tredie Engel udøste sin skaal paa floderne, og paa vandkilderne: og der blev blod.
5. Og jeg hørte vandenes Engel sige: Herre, du er retfærdig, den der er, og den der var, og den Hellige, at du haver dømt disse ting.
6. Fordi de have udøst helliges og propheters blod, haver du og givet dem blod at drikke; thi de ere det værd.
7. Og jeg hørte en anden Engel af alteret sige: ja, Herre, Gud du Almægtige! dine domme ere sande og retfærdige.
8. Og den fierde Engel udøste sin skaal i solen; og den blev givet, at brænde menneskene med ild.
9. Og menneskene brændte af stor brynde, og bespottede Guds navn, som haver magt over disse plager; og de omvendte sig ikke, til at give ham ære.
10. Og den femte Engel udøste sin skaal paa dyrets stol; og det sammes rige blev formørket; og de tyggede deres tunger af pine;
11. Og de bespottede himmelens Gud for deres piners, og for deres bulders skyld; og de omvendte sig ikke fra deres gierninger.
12. Og den siette Engel udøste sin skaal paa den store flod Euphrates; og vandet deraf borttørredes, at veien skulde blive beredt for de konger, som komme fra solens opgang.
13. Og jeg saae af dragens mund, og af dyrets mund, og af den falske prophetes mund udkomme tre urene aander, som vare padderne lige.
14. Thi de ere dievelens aander, som giøre tegn, som gaae ud til jordens, ja heele jorderiges konger, at samle dem til Guds den Almægtiges hiin den store dags strid.
15. See, jeg kommer som en tyv. Salig er den som vaager, og bevarer sine klæder, at han skal ikke gaae nøgen, og de skulle see hans blusel. 
16. Og han forsamlede dem til det sted, som kaldes paa ebraisk Armageddon.
17. Og den syvende Engel udøste sin skaal i luften: og en stor røst udgik af tempelet i himmelen fra stolen, som sagde: det er skeet.
18. Og der skede røster, og tordener, og lynet; og der skede et stort jordskiælv, saadant som ikke er skeet, fra den tid, at menneskene bleve til paa jorden, saadant jordskiælv, saa stort.
19. Og den store stad blev til tre dele, og hedningernes stæder faldt ned; og den store Babylon blev ihukommet for Gud, at han vilde give den sin strenge vredes viins kalk.
20. Og hver øe flyede, og biergene bleve ikke fundne.
21. Og en stor hagel, som et centner svar, faldt ned af himmelen paa menneskene; og menneskene bespottede Gud, for hagelens plage; thi dens plage er meget stor.


17. Capitel.

1. Og den kom af de syv Engle, som havde de syv skaaler, og talede med mig, og sagde til mig: kom, jeg vil vise dig den store hores dom, som sidder paa de mange vande;
2. Med hvilken kongerne paa jorden have horet, og de, som boe paa jorden, ere blevne drukne af hendes horeries viin.
3. Og han førte mig bort i ørken i Aanden; og jeg saae en qvinde, som sad paa et skarlagens-farvet dyr, fuldt med bespottelses navne, som havde syv hoveder og ti horn. 
4. Og qvinden var beklædt med purpur og skarlagen, og forgyldt med guld, og prydet med dyrebare stene og perler, som havde et guld-begger i sin haand, fuldt af vederstyggeligheder og hendes horeries ureenhed.
5. Og paa hendes pande var skrevet et navn: Hemmelighed: Babylon den store, en moder til horerier og til vederstyggeligheder paa jorden.
6. Og jeg saae qvinden drukken af de helliges blod, og af Jesu vidners blod; og jeg forundrede mig, der jeg saae hende, med en stor forundring.
7. Og Engelen sagde til mig: hvi forundrede du dig? jeg vil sige dig den qvindes hemmslighed, og dyrets, som bærer hende, som haver de syv hoveder og de ti horn.
8. Det dyr, som du haver seet, haver været, og er ikke, og skal komme op af afgrunden, og fare bort til fordervelse, og de skal forundre sig, som boe paa jorden, (hvis navne ikke ere skrevne i livsens bog, fra verdens grundvold blev lagt,) naar de see dyret, som var, og er ikke, dog det er.
9. Her er det sind, som bærer viisdom. De syv hoveder ere syv bierge, hvor qvinden sidder paa dem. 
10. Og de ere syv konger; de som ere faldne, og den eene er, den anden er ikke endnu kommen, og naar han kommer, bør det ham at blive en liden tid.
11. Og dyret, som var, og er ikke, er end den ottende selv, og er af de syv, og farer bort til fordervelse.
12. Og de ti horn, som du haver seet, ere ti konger, hvilke ikke endnu have annammet riget, men annamme magt, som konger, een time med dyret.
13. Disse have een mening, og deres magt og myndighed skal de overgive dyret.
14. Disse skal stride med Lammet, og Lammet skal overvinde dem, fordi det er herrers Herre, og kongers Konge; og med ham de kaldte og udvalgte og troefaste.
15. Og han sagde til mig: de vande, som du haver seet, der som horen sidder, ere folk og skaren, og hedninger og tungemaal.
16. Og de ti horn, som du haver seet paa dyret, disse skal hade horen, og giøre hende øde og nøgen, og æde hendes kiød, og opbrænde hende med ild.
17. Thi Gud haver givet i deres hierter, at giøre hans mening, og at giøre een mening, og at give dyret deres rige, indtil Guds ord blive fuldkommede.
18. Og qvinden, som du haver seet, er den store stad, som haver rige over jordens konger.


18. Capitel.

1. Og derefter saae jeg en Engel, som foer ned af himmelen, som havde stor magt; og jorden blev oplyst af hans herlighed.
2. Og han raabte med styrke, med stor røst, og sagde: den er falden, den er falden, Babylon den store, og er bleven dievlenes bolig, og hver ureen aands forvaring, og hver ureen og hadelig fugls forvaring.
3. Thi af dens horeries forgiftes viin have alle hedninger drukket; og jordens konger have horet med den, og kiøbmænd paa jorden ere blevne rige af dens mægtige store vellyst.
4. Og jeg hørte en anden røst af himmelen, som sagde: gaaer ud af den, I som ere mit folk, at I skal ikke blive deelagtige i dens synder, og at I skal ikke faae af dens plager.
5. Thi dens synder naae indtil himmelen, og Gud haver kommet dens uretfærdigheder ihu.
6. Betaler den, som den og har betalt eder, og giører den det jo dobbelt, efter dens gierninger; i den kalk, som den haver skienkt udi, skienker dobbelt for den.
7. Saa meget som den haver giort sig selv herlig, og drevet vellyst, saa meget giver den pine og sorrig; fordi den siger i sit hierte: jeg sidder en dronning, og er ikke en enke, og skal ingenlunde see sorrig.
8. Derfor skal dens plager komme paa een dag: død, og sorrig, og hunger, og de skal opbrændes med ild; thi stærk er den Herre GUD, som dømmer den.
9. Og jordens konger skal begræde den, og hyle over den, de, som have horet, og drevet vellyst med den, naar de see røgen af dens brynde;
10. Som skal staae langt borte, for dens pines frygt, og sige: vee! vee! det er den store stad Babylon, den stærke stad thi paa een time er din dom kommen.
11. Og kiøbmandene paa jorden skal græde og sørge over den, fordi ingen kiøber mere deres vare;
12. Vare af guld og sølv og dyrebare stene, og perler, og kosteligt linklæde, og purpur, og silke, og skarlagen, og allehaande thyinetræe, og allehaande kar af filsbeen, og allehaande kar af kosteligt træe, og af kaabber, og jern, og marmor;
13. Og kanelebark, og røgelser, og salve, og virak, og viin, og olie, og simler, og hvede, og fæ, og faar, og heste, og vogne, og legemer, og menneskers siele.
14. Og den frugt, som din siel havde lyst til, er viget fra dig, og alle ting, som vare fede og skinnende, ere vigede fra dig, og du skal ingenlunde finde dem mere.
15. De kiøbmand med saadanne vare, som ere blevne rige af den, skal staae langt borte, for dens pines frygt, og græde, og sørge, sigende:
16. Vee! vee! der er den store stad, som var beklædt med kosteligt linklæde, og purpur, og skarlagen, og forgyldt med guld og prydet med dyrebare stene og perler; thi saa stor rigdom er ødelagt paa een time.
17. Og hver styrmand, og al den hob, som handler paa skibene, og skibsmændene, og saa mange, som handle paa havet, stode langt borte,
18. Og raabte, der de saae, den røg af den brynde, og sagde: hvo var lig den store stad?
19. Og de kastede støv paa deres hoveder, og raabte, som græd, og sørgede, sigende: vee! vee! det er den store stad, i hvilken de ere alle blevne rige som havde skibe i havet, af dens dyrebarhed; thi den er ødelagt paa een time.
20. Fryd dig over den, du himmel, og I hellige apostler og propheter! fordi Gud haver dømt eders dom paa den.
21. Og en stærk Engel opløftede en steen, som en stor møllesteen, og kastede den i havet, og sagde: saa skal Babylon den store stad henkastes med en fart, og ikke findes mere.
22. Og harpelegeres og sangeres, og piberes, og basuneblæseres lyd skal ikke høres i dig mere; og ikke nogen konstner i nogen konst findes i dig mere, og møllens lyd ikke høres i dig mere;
23. Og lysets skin skal ikke skinne i dig mere, og brudgommens og brudens røst ikke høres i dig mere; fordi, dine kiøbmænd vare fyrster paa jorden, fordi alle hedningerne ere forførte ved din troldom.
24. Og propheters og de helliges blod er funden i den, og alles, som ere slagtede paa jorden.


19. Capitel.

1. Og derefter hørte jeg som en stor skares store røst i himmelen, som sagde: halleluja! saliggiørelsen og æren, og prisen, og magten være Herren vor Gud!
2. Thi hans domme ere sande og retfærdige: at han haver dømt den store hore, som fordervede jorden med sit horerie, og haver hevnet sine tieneres blod af hendes haand.
3. Og de sagde anden gang: halleluja! og hendes røg gaaer op i al evighed.
4. Og de fire og tive ældste, og de fire dyr faldt ned, og tilbade Gud, som sad paa stolen, og sagde: amen! halleluja!
5. Og en røst udgik fra stolen, som sagde: lover vor Gud, alle hans tienere, og I, som ham frygte, baade de smaa og de store.
6. Og jeg hørte som en stor skares røst, og som mange vandes lyd, og som stærke tordeners lyd, som sagde: halleluja! fordi Herren, Gud, den almægtige, haver indtaget riget!
7. Lader os glæde og fryde os, og give ham ære; thi Lammets bryllup er kommet, og hans hustru haver beredt sig selv.
8. Og det blev hende givet, at føre sig i reent og skinnende kosteiigt linklæde; thi det kostelige linklæde er de helliges retfærdigheder.
9. Og han siger til mig: skriv: salige ere de, som ere kaldede til Lammets bryllups nadvere. Og han siger til mig: disse ere de sande Guds ord.
10. Og jeg faldt ned for hans fødder, at tilbede ham: og han siger til mig: se til, giør det ikke: jeg er din medtiener, og dine brødres, som have det Jesu vidnesbyrd: tilbeed Gud; thi det Jesu vidnesbyrd er den propheties aand.
11. Og jeg saae Himmelen opladt, og see, en hvid hest, og den, der sad paa den, kaldes troefast og sanddru, og han dømmer og strider med retfærdighed.
12. Men hans øine vare som ildslue, og der vare mange kroner paa hans hoved: som havde et navn skrevet, hvilket ingen vidste, uden han selv;
13. Og var ført udi et klæde, som var dyppet i blod; og hans navn kaldes det Guds Ord.
14. Og de hære, som ere i himmelen, fulgte ham paa hvide heste, klædte med hvidt og reent kosteligt linklæde.
15. Og af hans mund udgik et skarpt sverd, at han med det skulde slaae hedningerne; og han skal regiere dem med et jern spir; og han skal træde Guds den almægtiges strengheds og vredes viins persekar.
16. Og han haver et navn skrevet paa klædebonnet, og paa sin lend: en kongers Konge, og herres Herre.
17. Og jeg saae en Engel, som stod i solen; og den raabte med stor røst, og sagde til alle fugle, som flyve midt under himmelen: kommer, og forsamles til den store Guds nadvere.
18. At I skulle æde kongers kiød, og øverste høvedsmænds kiød, og stærkes kiød, og hestes kiød, og deres, som sidde paa dem, og alle fries og trælles, og smaaes og stores kiød.
19. Og jeg saae dyret, og kongerne paa jorden, og deres hære forsamlede, at føre krig imod den, som sad paa hesten, og imod hans hær.
20. Og dyret blev grebet, og med det den falske prophet, som havde giort de tegn for det, med hvilke han havde forført dem, som toge dyrets kiendemerke, og dem, som tilbade dets billede; de to bleve kastede levende i ildsøen, som brænder med svovel:
21. Og de andre bleve slagne ihiel med hans sverd, som sad paa hesten, hvilket udgik af hans mund; og alle fugle bleve mættede af deres kiød.


20. Capitel.

1. Og jeg saae en Engel fare ned af himmelen, som havde afgrundens nøgel, og en stor lenke i sin haand.
2. Og han havde grebet fat paa dragen, den gamle slange, som er dievelen og satanas, og bundet ham tusinde aar;
3. Og kastet ham i afgrunden, og lukt til, og beseglet over ham, at han skulde ikke forføre hedningerne mere, indtil de tusinde aar fuldendtes; og efter dem bør det ham at blive løst en liden tid.
4. Og jeg saae stole, og de satte sig paa dem, og dem blev dom given; og jeg saae deres siele, som vare halshugne for det Jesu vidnesbyrds, og for det Guds ords skyld, og de, som ikke havde tilbedet dyret, ei heller det sammes billede, og ikke havde taget kiendemerket i deres pande, og paa deres haand; og de bleve levende, og regnerede med Christo de tusinde aar.
5. Men de andre døde bleve ikke levende igien, indtil de tusinde aar fuldendtes. Denne er den første opstandelse.
6. Salig og hellig er den, som haver deel i den første opstandelse; over disse haver den anden død ikke magt, men de skal være Guds og Christi præster, og skal regiere med ham tusinde aar.
7. Og naar de tusinde aar ere fuldendte, skal satan blive løst af sit fængsel;
8. Og han skal udgaae at forføre hedningerne, som er i jordens fire hiørner, den Gog og den Magog, at forsamle dem til strid, hvis tal er som havets sand.
9. Og de opstege paa det brede af jorden, og omringede de helliges leir, og den elskte stad. Og ild nedfaldt fra Gud af himmelen, og fortærede dem.
10. Og dievelen, som dem forførte, blev kastet i den ild- og svovel-søe, der som dyret og den falske prophet var; og de skal pines dag og nat i al evighed.
11. Og jeg saae en stor hvid stol, og den, som sad paa den, fra hvis ansigt jorden og himmelen flyede: og der blev ikke funden sted for dem.
12. Og jeg saae de døde, smaa og store, som stode for Gud, og bøgerne bleve opladne; og en anden bog blev opladen, hvilken er livsens; og de døde bleve dømte efter de ting, som vare skrevne i de bøger, efter deres gierninger.
13. Og havet gav de døde, som vare i det, og døden og helvede gave de døde, som vare i dem; og de bleve dømte, hver efter sine gierninger. 
14. Og døden og helvede bleve kastede i den ildsøe. Denne er den anden død.
15. Og dersom nogen ikke blev funden skreven i den livsens bog, han blev kastet i den ildsøe.


21. Capitel.

1. Og jeg saae en nye himmel og en nye jord; thi den første himmel og den første jord forgik og havet er ikke mere. 
2. Og jeg Johannes saae den hellige stad, det nye Jerusalem, som foer ned fra Gud af himmelen, beredt, som en bruud er prydet med sin mand.
3. Og jeg hørte en stor røst af himmelen, som sagde: see, Guds tabernakel er hos menneskene, og han skal boe hos dem, og de skal være hans folk, og Gud selv skal være med dem, og være deres Gud:
4. Og Gud skal aftørre al graad af deres øine, og døden skal ikke være mere, ei heller sorrig, ei eller skrig, ei heller pine skal være mere; thi de første ting fore bort. 
5. Og den, som sad paa stolen, sagde: see, jeg giør alle ting nye. Og han siger til mig: skriv! thi disse ord ere sande og troefaste.
6. Og han sagde til mig: det er skeet. Jeg er Alpha og Omega, begyndelsen og enden; jeg vil give den tørstige af livsens vands kilde uforskyldt.
7. Den, som vinder, skal arve alle ting, og jeg vil være ham en Gud, og han skal være mig en søn.
8. Men de frygtagtige, og vantroe, og vederstyggelige, og manddrabere, og skiørlevnere, og troldfolk, og afgudsdyrkere, og alle løgnere, deres deel skal være i søen, som brænder med ild og svovel, hvilket er den anden død.
9. Og een kom til mig af de syv Engle, som havde de svv skaaler fulde af de syv sidste plager, og talede med mig, og sagde: kom, jeg vil vise dig Lammets brud, som er hans hustru.
10. Og han førte mig bort i Aanden paa et stort og høit bierg, og viste mig den store stad, det hellige Jerusalem, som foer ned af himmelen fra Gud.
11. Som havde Guds herlighed; og dens lys var ligesom den dyrebareste steen, som jaspis steen, der skinner som cristal:
12. Som havde og en stor og høi muur, som havde tolv porte, og paa de porte tolv Engle, og paaskrevne navne, hvilke ere Israels børns tolv stammers;
13. Af oster tre porte, af norden tre porte, af sønder tre porte, af vester tre porte.
14. Og stadens muur havde tolv grundvolde, og i dem Lammets tolv apostlers navne.
15. Og den som talede med mig, havde et guldrør at han skulde maale staden, og dens porte, og dens muur.
16. Og staden ligger firekantet, og dens længde er saa stor som og breedheden. Og han maalede staden med røret, over tolv tusinde agre; dens længde og breedhed og høihed ere lige.
17. Og han maalede dens muur, hundrede fire og fyrretive alen, efter et menneskes maal, som er Engelens.
18. Og dens muurs bygning var jaspis, og staden var reent guld, ligesom reent glar.
19. Og stadens muurs grundvolde vare prydede med alle haande dyrebare stene: den første grundvold var en jaspis, den anden en saphir, den tredie en chalcedonier, den fierde en smaragd.
20. Den femte en sardonyx, den siette en sarder, den syvende en chrysolith, den ottende en beril, den niende en topaser, den tiende en chrysopras, den ellevte en hyacinth, den tolvte en amethyst.
21. Og de tolv porte vare tolv perler, ja enhver af de porte var af een perle, og stadens gade var reent guld, som et igiennemskinnende glar.
22. Og jeg saae intet tempel i den; thi Herren Gud den almægtige, er dens tempel, og Lammet.
23. Og staden haver ikke behov solen eller maanen, at de skal skinne i den; thi Guds herlighed haver oplyst den, og Lammet er dens lys.
24. Og hedningerne, som ere af de frelste, skal omgaaes i dens lys; og jordens konger føre deres ære og priis til den.
25. Og dens porte skal ikke lukkes om dagen; thi nat skal ikke være der.
26. Og de skal føre hedningernes ære og priis til den.
27. Og intet almindeligt skal komme ind i den, eller det, som giør vederstyggelighed og løgn; uden de, som ere skrevne i Lammets livsens bog.


22. Capitel.

1. Og han viste mig livsens vands rene flod, skinnende som en cristal, som udgik fra Guds stol og Lammets.
2. Midt i dens gade, og paa begge sider af floden stod livsens træe, som bar tolv slags frugter, som gav sin frugt efter enhver maaned; og bladene af træet tiente til hedningernes lægedom.
3. Og ingen forbandelse skal være mere; og Guds stol, og Lammets skal være i den: og hans tienere skal tiene ham.
4. Og de skal see hans ansigt, og hans navn skal være i deres pander.
5. Og nat skal ikke være der, og de have ikke lys eller solens skin behov, fordi den Herre Gud oplyser dem, og de skal regiere i al evighed.
6. Og han sagde til mig: disse ord ere troefaste og sande: og Herren, de hellige propheters Gud, udsendte sin Engel, at vise sine tienere de ting, som bør snart at skee.
7. See, jeg kommer snart. Salig er den, som bevarer denne bogs propheties ord.
8. Og jeg Johannes er den, som saae og hørte disse ting, og der jeg havde hørt og seet dem, faldt jeg ned at tilbede for Engelens fødder, som viste mig disse ting.
9. Og han siger til mig: see til giør det ikke; thi jeg er din medtiener, og dine brødres, propheternes, og deres, som bevare denne bogs ord: tilbed Gud.
10. Og han siger til mig: du skal ikke besegle dene bogs propheties ord: thi tiden er nær.
11. Den, som giør uret, giøre fremdeles uret; og den, som er skiden, blive skiden fremdeles; og den retfærdige retfærdiggiøres fremdeles; og den hellige blive helliget fremdeles.
12. Og see, jeg kommer snart; og min løn er med mig, til at betale hver, som hans gierning skal være.
13. Jeg er Alpha og Omega, begyndelse og ende, den første og den sidste.
14. Salige ere de, som giøre hans befalinger, paa det deres magt maae vorde over livsens træe, og de maae indgaae igiennem portene til staden.
15. Men uden for ere hundene, og troldkarlene, og skiørlevnerne, og manddraberne, og afgudsdyrkerne, og hver, som elsker og giør løgn.
16. Jeg Jesus haver udsendt min Engel, at vidne disse ting for eder i menighederne; jeg er den Davids rod og slægt, den skinnende og morgenstierne.
17. Og Aanden og bruden sige: kom! Og lad den, der hører, sige: kom! Og den, der tørster, komme; og den, som, vil, tage livsens vand uforskyldt!
18. Thi jeg vidner for hver, som hører denne bogs propheties ord: dersom nogen tilsætter noget til disse ting, da skal Gud tilsætte paa ham de plager, som ere skrevne i denne bog.
19. Og dersom nogen fratager noget fra denne propheties bogs ord, da skal Gud borttage hans deel af livsens bog, og af den hellige stad, og fra de ting, som ere skrevne i denne bog.
20. Han siger, som vidner disse ting: ja, jeg kommer snart, amen! Ja, kom Herre Jesu!
21. Vor Herres Jesu Christi naade være med eder alle! Amen.