Om oversættelsen: Oversættelsen fra 1948 bryder med en næsten 400 år gammel tradition, hvor hvert Bibeloplag var en revision af de forrige oplag, der i sidste ende gik tilbage til Den Resen-Svaningske Bibel fra 1607. Denne oversættelsen er på mange måder bedre end den autoriserede fra 1992.
Kapitler: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13
|
|
1 Paulus, ved Guds vilje Kristi Jesu apostel, og broderen Timoteus sender hilsen til Guds menighed i Korint, såvel som til alle de hellige i hele Akaja:
2 nåde være med eder og fred fra Gud vor Fader og Herren Jesus Kristus!
3 Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, barmhjertighedens Fader og al trøsts Gud,
4 som trøster os under al vor trængsel, så vi kan trøste dem, der er stedt i alle hånde trængsler, med den trøst, hvormed vi selv trøstes af Gud!
5 Thi ligesom Kristus-lidelserne i rigt mål kommer over os, således finder vi i rigt mål trøst ved Kristus.
6 Når vi lider trængsel, sker det jer til trøst og frelse; når vi trøstes, sker det til trøst for jer, en trøst, som viser sin kraft deri, at I holder ud i de samme lidelser, som også vi lider;
7 og vort håb om jer er urokkeligt, fordi vi ved, at ligesom I har del i lidelserne, således også i trøsten.
8 Thi vi vil ikke, brødre, at I skal være uvidende om den trængsel, vi måtte gennemgå i provinsen Asien, at en overvældende byrde, der oversteg vore kræfter, blev lagt på os, så vi endogså opgav håbet om at redde livet.
9 Ja, i vore egne tanker havde vi fældet dødsdommen over os selv, for at vi ikke skulle sætte vor lid til os selv, men til Gud, der opvækker de døde.
10 Og han friede os fra den store dødsfare og vil fri os; vi har det håb til ham, at han også fremdeles vil fri os,
11 når også I med forbøn står os bi, så der fra mange munde må lyde tak fra mange for os, for den nåde, der er blevet os til del.
12 Thi det kan vi rose os af — det vidner vor samvittighed — at det var i Guds hellighed og renhed, ikke i kødelig klogskab, men i Guds nåde, vi færdedes i verden og ganske særlig da hos jer.
13 Thi i det, som vi skriver til jer, ligger der intet andet, end hvad I kan læse jer til og forstå; og jeg håber, at I, hvad os angår, fuldt ud vil forstå,
14 som I allerede til dels har gjort det, at I kan rose jer af os, ligesom vi af jer, på vor Herres Jesu dag.
15 Og i tillid hertil havde jeg i sinde at komme først til jer, for at I kunne få nåde to gange.
16 Jeg ville om ad jer drage til Makedonien og atter fra Makedonien komme til jer og af jer blive hjulpet videre på vej til Judæa.
17 Når jeg nu havde dette i sinde, skyldes det så mit vægelsind? eller plejer jeg i mine beslutninger at lade mig lede af min kødelige natur, så at jeg på én gang siger »ja, ja« og »nej, nej«?
18 Så sandt Gud er trofast: det, vi siger til jer, er ikke på én gang »ja og nej«.
19 Thi Guds Søn, Kristus Jesus, som jeg og Silvanus og Timoteus prædikede iblandt jer, var ikke »ja og nej«, men »ja« er kommet ved ham.
20 Thi alle Guds forjættelser har i ham deres »ja«; derfor er der også ved ham gennem vor forkyndelse kommet til at lyde et »amen«, Gud til ære.
21 Og den, der knytter os såvel som jer fast til Kristus, og som salvede os, er Gud,
22 der også har sat sit segl på os og givet os Ånden som pant i vore hjerter.
23 Jeg kalder Gud til vidne — det gælder min sjæl! — at det var for at skåne jer, jeg ikke igen kom til Korint.
24 Hermed vil jeg ikke sige, at vi er herrer over jeres tro, men vi er medarbejdere på jeres glæde; thi i troen står I.
1 Jeg havde sat mig for, at jeg ikke atter ville komme til jer med bedrøvelse.
2 Thi volder jeg jer bedrøvelse, hvem skal så gøre mig glad, uden den, jeg selv volder bedrøvelse?
3 Og netop derfor skrev jeg, for at jeg ikke ved mit komme skulle få bedrøvelse af dem, jeg burde have glæde af; jeg havde jo den tillid til jer alle, at I alle føler min glæde som jeres egen.
4 Thi ud af stor nød og hjertevånde og under mange tårer skrev jeg til jer, ikke for at I skulle bedrøves, men for at I skulle forstå den kærlighed, som jeg i særlig grad har til jer.
5 Men hvis nogen har voldt bedrøvelse, er det ikke mig, han har bedrøvet, men i nogen måde — for ikke at bruge for stærke ord — jer alle.
6 Vedkommende har nok i den straf, han har fået af de fleste,
7 så I nu tværtimod snarere skal tilgive og trøste ham, for at han ikke skal blive opslugt af sin overvældende bedrøvelse.
8 Derfor opfordrer jeg jer til at vedtage at vise ham kærlighed.
9 Derfor var det jo også, jeg skrev, for at forvisse mig om jeres prøvede troskab, om I er lydige i alt.
10 Og den, I tilgiver, tilgiver jeg også; thi hvad jeg har tilgivet — om jeg har haft noget at tilgive — det har jeg gjort for jeres skyld, for Kristi åsyn,
11 for at vi ikke skal overlistes af Satan; thi hvad han har i sinde, det ved vi.
12 Da jeg kom til Troas for at forkynde evangeliet om Kristus, var der åbne døre for mit arbejde i Herren.
13 Dog fik jeg ingen ro i mit sind, fordi jeg ikke traf Titus, min broder, og jeg tog afsked med dem og drog til Makedonien.
14 Men Gud ske tak, som altid fører os i sejrstog i Kristus og ved os alle vegne åbenbarer kundskaben om ham som en liflig duft!
15 Thi en Kristi vellugt er vi for Gud blandt dem, der frelses — og blandt dem, der fortabes.
16 For disse sidste bliver vi en duft af død til død, for de første en duft af liv til liv. Og hvem er duelig hertil?
17 Vi bærer os nemlig ikke ad som så mange andre, der søger vinding ved Guds ord, men ud af et rent sind, ja, ud af Gud, taler vi i Kristus for Guds åsyn.
1 Begynder vi nu atter at anbefale os selv? eller behøver vi måske som visse folk anbefalingsbreve til jer eller fra jer?
2 Nej, I er selv vort brev, som er indskrevet i vore hjerter og kendes og læses af alle mennesker.
3 Det kendes på jer, at I er et brev fra Kristus, ført i pennen af os, indskrevet ikke med blæk, men med den levende Guds Ånd, ikke på stentavler, men på kødtavler, nemlig menneskehjerter.
4 Så stor en tillid har vi til Gud ved Kristus.
5 Jeg mener ikke, at vi af os selv er duelige til at udtænke noget, som kom det fra os selv; men vor duelighed er fra Gud,
6 som jo gjorde os duelige til at være tjenere for en ny pagt, ikke bogstavens, men Åndens; thi bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende.
7 Og når dødens tjeneste, indristet med bogstaver i sten, fremtrådte i herlighed, så Israels børn ikke kunne holde ud at se på Moses' ansigt på grund af hans ansigts herlighedsglans, der dog svandt hen,
8 hvor meget større herlighed skal der da ikke være over Åndens tjeneste!
9 Thi når den tjeneste, der førte til fordømmelse, var herlig, så er den tjeneste, der fører til retfærdighed, endnu langt rigere på herlighed.
10 Ja, det herlige har jo i dette tilfælde ingen herlighed i sammenligning med den overstrålende herlighed.
11 Thi når der var herlighed over det, der svandt hen, skal der langt snarere være herlighed over det, der bliver.
12 Da vi nu har et sådant håb, går vi ganske åbent til værks
13 og gør ikke som Moses, der lagde et dække over sit ansigt, så Israels børn ikke kunne se, hvorledes det, der svandt, fik ende.
14 Men deres sind blev forhærdet; thi lige til den dag i dag er det samme dække blevet ved at hvile over oplæsningen af den gamle pagt uden at tages bort; thi kun i Kristus bliver det fjernet.
15 Ja, lige til denne dag ligger der et dække over deres hjerte, når Moses oplæses;
16 men hver gang en omvender sig til Herren, tages dækket bort.
17 Herren er Ånden, og hvor Herrens Ånd er, dér er frihed.
18 Og alle vi, som med utildækket ansigt skuer Herrens herlighed i et spejl, forvandles til det samme billede, fra herlighed til herlighed, eftersom det kommer fra Åndens Herre.
1 Derfor, da vi nu har denne tjeneste på grund af den barmhjertighed, der er blevet os til del, så taber vi ikke modet;
2 men vi har sagt os løs fra al skjult og skammelig adfærd, så vi ikke går underfundigt til værks, ikke heller forfalsker Guds ord, men anbefaler os til ethvert menneskes samvittighed for Guds åsyn ved åbent at forkynde sandheden.
3 Selv om der også ligger et dække over vort evangelium, så er det for dem, der fortabes, det er tildækket,
4 for de vantro, hvis tanker denne verdens gud har slået med blindhed, så de ikke skuer ind i det lys, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed, han, som er Guds billede.
5 Thi det er ikke os selv, vi prædiker, men Kristus Jesus som Herre, os selv derimod som jeres tjenere for Jesu skyld.
6 Thi Gud, som sagde: »Af mørke skal lys skinne frem,« blev selv et skinnende lys i vore hjerter, for at kundskaben om Guds herlighed på Kristi åsyn må lyse klart.
7 Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft må være fra Gud og ikke fra os selv.
8 På alle måder er vi hårdt trængte, men ikke indestængte, tvivlrådige, men ikke fortvivlede,
9 forfulgte, men ikke forladte, slået til jorden, men ikke slået ihjel.
10 Altid bærer vi Jesu dødslidelse med os på vort legeme, for at også Jesu liv må blive åbenbart i vort legeme.
11 Ja, hver stund, vi lever, overgives vi til døden for Jesu skyld, for at også Jesu liv må blive åbenbart i vort dødelige kød.
12 Så gør døden da sin gerning i os, men livet sin gerning i jer!
13 Men da vi har den samme troens Ånd som i skriftordet: »Jeg troede, derfor talte jeg,« så tror vi også, og derfor taler vi også,
14 thi vi ved, at han, som opvakte Herren Jesus, skal også med Jesus opvække os og stille os frem for sig sammen med jer.
15 Det sker nemlig alt sammen for jeres skyld, for at nåden ved at nå til flere og flere må vokse og forøge taksigelsen til Guds ære.
16 Derfor taber vi ikke modet; tværtimod, selv om også vort ydre menneske går til grunde, fornyes dog vort indre menneske dag for dag.
17 Thi vor trængsel, der er stakket og let, virker uden mål og måde en evig vægt af herlighed for os,
18 som ikke har blikket rettet mod de synlige ting, men mod de usynlige; thi de synlige varer kun til en tid, de usynlige varer evigt.
1 Thi vi ved, at dersom vort legemes telt, vor jordiske bolig, nedbrydes, har vi en bygning, som kommer fra Gud, en bolig, ikke gjort med hænder, en evig, i Himlene.
2 Så længe vi er i dette legeme, sukker vi jo af længsel efter at overklædes med vor bolig fra Himmelen,
3 så sandt vi ikke skal findes nøgne, når vi engang har iklædt os den.
4 Ja, vi, som er i legemets telt, sukker under et tryk, fordi vi ikke vil afklædes, men overklædes, så det dødelige kan blive opslugt af livet.
5 Og den, som har sat os i stand netop til dette, er Gud, der gav os Ånden som pant.
6 Så er vi da altid ved godt mod. Og da vi ved, at vi ikke er hjemme hos Herren, så længe vi har vort hjem i legemet —
7 thi i tro vandrer vi her, ikke i skuen —
8 så er vi ved godt mod og vil hellere vandre bort fra legemet og komme hjem til Herren.
9 Derfor sætter vi også vor ære i, hvad enten vi er hjemme eller ikke hjemme, at være ham til behag.
10 Thi for Kristi domstol skal vi alle træde frem, som vi er, for at enhver kan få igen, alt efter som han har handlet her i livet, godt eller ondt.
11 Da vi altså kender til at frygte Herren, søger vi at »vinde mennesker«; men for Gud er det åbenbart, hvordan vi er, ja, jeg håber, at det også er åbenbart for jeres samvittigheder.
12 Vi søger ikke igen at anbefale os selv til jer; men vi vil give jer anledning til at rose jer af os, for at I kan have noget at svare dem, der roser sig af det udvortes og ikke af hjertet.
13 Thi når vi »var ude af os selv«, var det for Guds skyld; når vi optræder besindigt, er det for jeres skyld.
14 Thi Kristi kærlighed tvinger os; vi er nemlig overbevist om dette: Én er død i alles sted, altså er alle døde;
15 og han døde i alles sted, for at de, der lever, ikke mere skal leve for sig selv, men for ham, som døde og opstod for dem.
16 Således bedømmer vi fra nu af ikke nogen efter kødet; selv om vi også har kendt Kristus efter kødet, gør vi det dog ikke mere nu.
17 Derfor, hvis nogen er i Kristus, er han en ny skabning; det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!
18 Men alt dette er fra Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os forligelsens tjeneste;
19 thi det var Gud, som i Kristus forligte verden med sig selv, idet han ikke tilregnede dem deres overtrædelser og lod ordet om forligelsen lyde iblandt os.
20 Vi er altså sendebud på Kristi vegne, som om Gud formaner ved os; vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud!
21 Den, som ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham.
1 Som medarbejdere formaner vi jer også til, at det ikke må være forgæves, I har modtaget Guds nåde.
2 (Han siger jo: »I en nådig stund bønhørte jeg dig, og på en frelsens dag hjalp jeg dig«. Se, nu er det en nåderig stund, se, nu er det frelsens dag!)
3 Og vi volder ikke anstød i noget, for at tjenesten ikke skal komme i vanry;
4 men som Guds tjenere anbefaler vi os i enhver henseende ved stor udholdenhed i trængsler, under nød og angst,
5 under hug og slag, i fængsler, under oprør, i slid og slæb, i nattevågen, i sult;
6 ved renhed, ved kundskab, ved langmodighed, ved mildhed, ved Helligånden, ved oprigtig kærlighed;
7 ved forkyndelse af sandheden, ved Guds kraft, ved retfærdighedens våben til angreb og forsvar;
8 ved ære og vanære, ved ondt rygte og godt rygte; som forførere og dog sanddru;
9 som ukendte og dog velkendte; som døende, dog se, vi lever; som tugtede, dog ikke pint til døde;
10 som bedrøvede, dog altid glade; som fattige, der dog gør mange rige; som de, der intet har og dog ejer alt,
11 Vi har talt frit til jer, korintere, vort hjerte er vidt åbent.
12 I har ikke snæver plads hos os, men der er snæver plads i jeres egne hjerter.
13 Men lige for lige (jeg taler som til mine børn): også I må lade jeres hjerter være vidt åbne!
14 Træk ikke i ulige åg med de vantro, thi hvad har retfærdighed og lovløshed med hinanden at skaffe? eller hvad fællesskab er der mellem lys og mørke?
15 hvordan kan Kristus stemme overens med Beliar? eller hvordan kan den troende have lod og del med den vantro?
16 hvordan kan Guds tempel og afguder have med hinanden at gøre? Vi er jo den levende Guds tempel, thi Gud har sagt: »Jeg vil bo og vandre iblandt dem og være deres Gud, og de skal være mit folk.«
17 Derfor: »Drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren, og rør ej noget urent, så vil jeg tage imod jer
18 og være jer en Fader, og I skal være mine sønner og døtre, siger Herren, den Almægtige.«
1 Da vi nu har disse forjættelser, mine elskede! så lad os rense os fra alt, som besmitter legeme og ånd, og gennemføre hellighed i gudsfrygt.
2 Giv os plads i jeres hjerter! Ingen har vi gjort uret, ingen har vi skadet, ingen har vi udbyttet.
3 Jeg siger det ikke for at dømme jer; jeg har jo allerede sagt, at I er i vore hjerter, så vi hører sammen både i død og i liv.
4 Såre stor er min tillid til jer; såre lykkelig priser jeg mig over jer. Trøst har jeg fået i fuldt mål og glæde i overflod midt i al vor trængsel.
5 Thi heller ikke da vi kom til Makedonien, havde vort kød nogen ro, men vi var på alle måder i trængsel: udadtil kampe, indadtil angst.
6 Men Gud, som trøster de nedbøjede, trøstede os ved Titus' komme;
7 dog ikke alene ved hans komme, men også ved den trøst, han havde fundet hos jer. Han fortalte os jo om jeres længsel, jeres jamren, jeres nidkærhed for mig, så jeg glædede mig endnu mere.
8 Thi om jeg end har bedrøvet jer med mit brev, fortryder jeg det ikke. Selv om jeg også var ved at fortryde det — jeg ser jo, at det brev, om end kun til en tid, har bedrøvet jer —
9 så glæder jeg mig nu, ikke over det, at I blev bedrøvede, men over at I blev bedrøvede og derved ført til omvendelse. Thi jeres bedrøvelse var efter Guds sind, så I ikke på nogen måde skulle lide skade ved os.
10 Thi bedrøvelse efter Guds sind virker omvendelse til frelse, som ikke fortrydes; men verdens bedrøvelse virker død.
11 Thi se, just dette, at I blev bedrøvede efter Guds sind, hvor stor en iver har det ikke fremkaldt hos jer, ja, undskyldninger og harme og frygt og længsel og nidkærhed og straf! På enhver måde viste I, at I var rene i den sag.
12 Når jeg skrev til jer, var det altså ikke for den mands skyld, som gjorde uret, ikke heller for hans skyld, som led uret, men for at det skulle blive klart, hvor ivrigt I hos jer tager jer af vor sag for Guds ansigt.
13 Derfor er vi blevet trøstet. Og til vor trøst kom den langt dybere glæde at se Titus' glæde; hans ånd er jo blevet vederkvæget af jer alle.
14 Thi har jeg udtalt mig rosende om jer til ham, er jeg ikke blevet til skamme; men ligesom vi i ét og alt har talt sandhed til jer, således har også vore rosende ord over for Titus vist sig at være sandhed.
15 Og hans hjerte drages endnu mere til jer, når han mindes den lydighed, I alle viste, hvordan I tog imod ham med frygt og bæven.
16 Jeg glæder mig over, at jeg i ét og alt kan stole på jer.
1 Vi kan fortælle jer, brødre, om den Guds nåde, som er givet Makedoniens menigheder,
2 at samtidig med, at de stod deres prøve i megen trængsel, er der af deres overvældende glæde og deres dybe fattigdom vældet frem en rigdom af gavmildhed.
3 Thi det kan jeg vidne: de gav efter evne, ja, over evne, og det uopfordret.
4 Indtrængende bad de os om den nåde at måtte være med i hjælpen til de hellige,
5 og de gav ikke blot, som vi havde håbet, men drevet af Guds vilje gav de sig selv, først og fremmest til Herren og dernæst til os.
6 Dette har fået os til at bede Titus om nu at bringe også indsamlingen af denne kærlighedsgave hos jer til afslutning, ligesom han før havde begyndt på den.
7 Ja, ligesom I nu er rige på alt, på tro og tale og kundskab og på al iver og kærlighed til os, så vis jer også rige her, hvor det gælder kærlighedsgaven.
8 Jeg siger det ikke som en befaling, men ved at pege på andres iver vil jeg prøve, om også jeres kærlighed er ægte.
9 I kender jo vor Herres Jesu Kristi nåde, at han for jeres skyld blev fattig, da han var rig, for at I ved hans fattigdom skulle blive rige.
10 Det er kun et råd, jeg her giver. Det er nemlig til gavn for jer selv. I var jo i fjor de første ikke blot til at sætte værket i gang, men også til at tage beslutning derom.
11 Men før nu også gerningen til ende, for at I, der var så villige til at tage beslutning, også må føre værket til ende efter jeres evne.
12 Thi når den gode vilje er til stede, er den gudvelbehagelig, efter hvad den evner, ikke efter hvad den ikke evner.
13 Det er jo ikke meningen, at andre skal have det let og I svært; nej, der skal være ligelighed.
14 Nu for tiden må I med jeres overflod hjælpe de andre, som trænger til det, for at de engang med deres overflod kan hjælpe jer, når I trænger til det, for at der kan blive ligelighed,
15 som der står skrevet: »Den, der samlede meget, fik ikke for meget, og den, der samlede lidet, fik ikke for lidt.«
16 Gud ske tak, som vækker den samme iver for jer i Titus' hjerte.
17 Thi han tog imod min opfordring, ja, da han selv er så ivrig, er det af egen drift, han rejser af sted til jer.
18 Og sammen med ham sender vi den broder, der i alle menighederne har et godt navn som tjener for evangeliet,
19 og ikke det alene, men han er også valgt af menighederne til at ledsage os, når vi rejser med denne gave, som vi er tjenere for; og dette har menighederne gjort for at fremme Herrens ære og vor iver.
20 Thi derved undgår vi, at nogen kan tale ilde om os på grund af denne rige hjælp, som vi er tjenere for.
21 Vi stræber nemlig efter, hvad der er godt ikke blot i Herrens, men også i menneskers øjne.
22 Sammen med disse to sender vi også en anden af vore brødre, hvis iver vi ofte på mange måder har set bevis på, men som nu er ganske særlig ivrig på grund af sin store tillid til jer.
23 Om Titus gælder det, at han er min kaldsfælle og medarbejder hos jer, og om vore brødre, at de er menighedsudsendinge, til Kristi ære.
24 Så giv da for alle menighedernes åsyn beviset for, at I elsker dem, og det var med rette, vi over for dem roste os af jer.
1 Thi ganske vist behøver jeg ikke at skrive til jer om hjælpen til de hellige;
2 jeg kender jo jeres gode vilje; den roser jeg mig af over for makedonerne, når jeg fortæller, at Akaja allerede fra i fjor har været rede, og jeres nidkærhed har ægget såre mange;
3 men alligevel sender jeg brødrene, for at det ikke skal vise sig at være tomme ord, når vi roste os af jer i denne sag, og for at I, som sagt, må være rede.
4 Ellers ville jo vi (for ikke at sige I) blive til skamme i vor tillidsfuldhed, når der kommer makedonere med mig og finder jer uforberedte.
5 Derfor har jeg anset det for nødvendigt at bede brødrene rejse i forvejen til jer og i god tid få indsamlet den rigelige »velsignelsesgave«, som I tidligere har lovet, for at den kan ligge færdig som en rigelig gave og ikke som en karrig gave.
6 Det er jo således: den, der sår sparsomt, skal også høste sparsomt, og den, der sår rigeligt, skal også høste rigeligt.
7 Enhver give, som hans hjerte har tilsagt ham, ikke tvært og tvungent; thi Gud elsker en glad giver.
8 Og Gud har magt til i rigt mål at give jer al nåde, så I altid og under alle forhold har alt, hvad I trænger til, og endda rigeligt til al god gerning,
9 som der står skrevet: »Han delte ud, han gav de fattige, hans retfærdighed varer evindelig.«
10 Og han, som skænker sædemanden »sæd til at så og brød til at spise«, vil også skænke jer udsæd og forøge den mangefold, og han vil lade jeres retfærdighed bære rige frugter;
11 således bliver I rige i alle måder og kan vise al slags gavmildhed, som gennem os fremkalder tak til Gud.
12 Thi den hjælp, som ydes ved denne tjeneste, råder ikke alene bod på de helliges savn, men vil også bære rig frugt i de mange taksigelser til Gud.
13 Den trofasthed, hvorom jeres hjælp vidner, bringer dem til at prise Gud, fordi I lydigt bekender jer til Kristi evangelium og oprigtigt har fællesskab med dem og med alle.
14 De vil længes efter og bede for jer på grund af Guds overvældende nåde mod jer.
15 Gud ske tak for hans uudsigelige gave!
1 Jeg selv, Paulus, der jo er »så spagfærdig, når jeg står ansigt til ansigt med jer, men så kry over for jer, når jeg er langt borte,« formaner jer ved Kristi sagtmodighed og mildhed.
2 Og det er min bøn, at jeg, når jeg nu kommer til jer, må kunne undgå »at træde modigt op« med den tillid, hvormed jeg har i sinde dristigt at gå frem mod visse folk, der mener, at vi »lever på verdslig vis«.
3 Thi om vi end færdes i verden, fører vi dog ikke strid på verdslig vis.
4 Vore stridsvåben er nemlig ikke verdslige, men mægtige for Gud, så de kan nedbryde fæstningsværker. Med dem nedbryder vi tankebygninger
5 og alt hovmod, der rejser sig imod erkendelsen af Gud, og tager enhver mennesketanke til fange ind under lydighed mod Kristus.
6 Og vi er rede til at straffe enhver ulydighed, når lydigheden hos jer først har sejret.
7 Se dog, hvad der ligger lige for! Hvis nogen er vis på, at han hører Kristus til, så lad ham slutte fra sig selv, at som han hører Kristus til, gør vi det også.
8 Ja, selv om jeg ville rose mig endnu mere af den myndighed, som Herren har givet os til at opbygge jer og ikke til at bryde ned, så vil jeg ikke blive til skamme,
9 så det kom til at se ud, som om jeg med mine breve blot ville skræmme jer.
10 »Hans breve«, siger man jo, »er myndige og strenge, men hans personlige optræden er svag, og hans tale er ikke værd at regne med.«
11 Den, der taler således, skal dog betænke, at som vi er i ord, i vore breve, når vi er fraværende, således er vi også i handling, når vi er nærværende.
12 Thi vi drister os ikke til at regne os med til eller sammenligne os med visse folk, der anbefaler sig selv, men viser deres uforstandighed ved at måle sig med sig selv og sammenligne sig med sig selv.
13 Vi derimod vil ikke rose os ud over alle grænser, men kun inden for den grænse, som er givet i den virkekreds, Gud tilmålte os, nemlig at nå også til jer.
14 Thi vi strækker os ikke ud over vor grænse, som om I lå uden for vor virkekreds; vi var jo de første, der kom så langt som til jer med Kristi evangelium.
15 Vi roser os ikke ud over alle grænser af andres slid, men vi har det håb, at når jeres tro vokser, vil vi få vor virkekreds udvidet, så vi kan komme langt videre
16 og forkynde evangeliet i landene hinsides jer. Vi vil ikke inden for en andens virkekreds rose os af det, der allerede er udrettet.
17 Men »den, der roser sig, skal rose sig i Herren!«
18 Thi ikke den, der anbefaler sig selv, står prøve, men den, som Herren anbefaler.
1 Gid I ville finde jer i lidt dårskab fra min side! Dog, det gør I jo nok.
2 Thi jeg er nidkær for jer, som Gud er nidkær; jeg har jo trolovet jer med én mand for at føre jer som en ren jomfru frem for Kristus.
3 Men jeg er bange for, at som slangen bedrog Eva ved sin træskhed, skal også jeres sind fordærves og drages bort fra den oprigtige troskab mod Kristus.
4 Hvis der nemlig kommer nogen og prædiker en anden Jesus end ham, vi prædikede, eller I får en anden ånd end den, I fik, eller et andet evangelium end det, I tog imod, så finder I jer kønt deri.
5 Men jeg mener ikke at stå tilbage i noget for de umådelig store »apostle«.
6 Er jeg end ikke taler af fag, så mangler jeg dog ikke kundskab; tværtimod, i ét og alt har vi lagt den for dagen for jer i alle måder.
7 Eller var det synd af mig, at jeg forkyndte jer Guds evangelium for intet og således ydmygede mig, for at I kunne ophøjes?
8 Andre menigheder plyndrede jeg, idet jeg tog imod løn af dem for at tjene jer,
9 men hos jer faldt jeg ingen til byrde, selv når jeg led savn; thi brødrene, der kom fra Makedonien, skød til, hvad jeg manglede. I enhver henseende har jeg undgået og vil jeg undgå at være jer til besvær.
10 Så vist som Kristi sandhed bor i mig, skal denne ros ikke fratages mig i Akajas egne.
11 Hvorfor? mon fordi jeg ikke elsker jer? Gud ved, at jeg gør det.
12 Nej, hvad jeg gør, det vil jeg også blive ved at gøre for at berøve dem lejligheden, der søger en lejlighed til i deres selvros at stille sig frem som vore lige.
13 Thi den slags mennesker er falske apostle, svigagtige arbejdere, der giver sig skin af at være Kristi apostle.
14 Og det er intet under; Satan selv giver sig jo skin af at være en lysets engel.
15 Derfor er der ikke noget mærkeligt i, at også hans tjenere giver sig skin af at være retfærdigheds tjenere; men deres endeligt vil komme til at svare til deres gerninger.
|
16 Jeg gentager: ingen må anse mig for en dåre; men om så skal være, da bær over med mig som en dåre, for at også jeg kan rose mig en smule.
17 Hvad jeg nu siger, når jeg med så megen selvtillid roser mig, det siger jeg, ikke fordi Herren vil det, men som i dårskab.
18 Da så mange roser sig af det udvortes, vil også jeg rose mig.
19 I finder jer jo gerne i dårerne, fordi I er så kloge.
20 I finder jer jo deri, om man trælbinder jer, om man udsuger jer, om man indfanger jer, om man ophøjer sig over jer, om man slår jer i ansigtet.
21 Jeg må med skam tilstå, at dertil var vi »for svage«. Men hvad man end kan prale med, jeg taler i dårskab: det kan også jeg prale med.
22 Er de hebræere? Jeg er det også. Er de israelitter? Jeg også. Er de Abrahams efterkommere? Jeg også.
23 Er de Kristi tjenere? Jeg taler i vanvid: jeg er det endnu mere. Jeg har haft fuldt op af slid og slæb, har tit været i fængsel, fået hug og slag i overflod og ofte været i dødsfare.
24 Af jøderne har jeg fem gange fået »fyrretyve slag på ét nær«.
25 Tre gange er jeg blevet pisket, én gang stenet, tre gange har jeg lidt skibbrud, et døgn har jeg tilbragt på dybet;
26 ofte på rejser, i farer på floder, i farer blandt røvere, i farer fra landsmænd, i farer fra hedninger, i farer i by, i farer i ørken, i farer på havet, i farer blandt falske brødre;
27 under slid og møje, ofte under nattevågen, under sult og tørst, ofte under faste, i kulde og uden klæder.
28 Og foruden meget andet, som kunne nævnes, har jeg arbejdets daglige pres, bekymringerne for alle menighederne.
29 Hvem er skrøbelig, uden at også jeg er det? hvem er fristet til fald, uden at det brænder i mig?
30 Hvis jeg skal rose mig, så vil jeg rose mig af min magtesløshed.
31 Herren Jesu Gud og Fader, som er højlovet i evighed, ved, at jeg ikke lyver.
32 I Damaskus holdt kong Aretas' statholder damaskenernes stad bevogtet for at gribe mig;
33 og jeg blev i en kurv firet ned gennem en luge i muren og slap ham af hænde.
1 Rose mig må jeg. Det er ganske vist ikke gavnligt; alligevel går jeg nu over til at tale om syner og åbenbaringer fra Herren.
2 Jeg ved om et menneske, som er i Kristus, at han for fjorten år siden blev bortrykket indtil den tredje Himmel (om han var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke; Gud ved det).
3 Og jeg ved om dette menneske (om han var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke; Gud ved det),
4 at han blev bortrykket ind i Paradiset og hørte uudsigelige ord, som det ikke er et menneske tilladt at udtale.
5 Af ham vil jeg rose mig; men af mig selv vil jeg ikke rose mig, undtagen af min magtesløshed.
6 Thi selv om jeg også ville rose mig, ville jeg dog ingen dåre være; det, jeg sagde, ville jo være sandhed; alligevel holder jeg mig tilbage, for at ingen skal få højere tanker om mig end dem, han får ved selv at se og høre mig.
7 Og for at jeg ikke skal hovmode mig af de overmåde høje åbenbaringer, blev der givet mig en torn i kødet, en Satans engel til at slå mig i ansigtet, for at jeg ikke skal hovmode mig.
8 Tre gange har jeg bedt Herren om, at den måtte vige fra mig,
9 men han har svaret mig: »Min nåde er dig nok; thi i magtesløshed udfolder min kraft sig helt.« Langt hellere vil jeg derfor rose mig af min magtesløshed, for at Kristi kraft kan tage bolig i mig.
10 Derfor er jeg vel til mode under magtesløshed, under mishandlinger, i nød, under forfølgelser, under ængstende kår for Kristi skyld; thi når jeg er magtesløs, da er jeg stærk.
11 Så er jeg da blevet en dåre! I tvang mig dertil. I burde jo have anbefalet mig, thi jeg har ikke stået tilbage for de umådelige store »apostle«, om end jeg intet er.
12 Kendetegnene på, at jeg er apostel, blev jo med al udholdenhed virket iblandt jer både ved tegn og undere og mægtige gerninger.
13 Hvori har jeg ladet jer stå tilbage for de andre menigheder, når undtages, at jeg ikke selv faldt jer til byrde? Tilgiv mig den uret!
14 Se, det er nu tredje gang, jeg står rede til at komme til jer. Og jeg vil ikke falde jer til byrde; thi jeg søger ikke, hvad jeres er, men jer selv. Børnene skal jo ikke samle til forældrene, men forældrene til børnene.
15 Og jeg vil med glæde bringe ofre, ja, ofres for jeres sjæle. Når jeg elsker jer så højt, skal jeg så derfor elskes mindre?
16 Måske vil I indrømme, at jeg ikke har været jer til byrde. Men så var jeg »underfundig og førte jer bag lyset«.
17 Har jeg da udbyttet jer gennem nogen af dem, jeg sendte til jer?
18 Jeg bad Titus rejse til jer og sendte den anden broder med ham; har da Titus udbyttet jer? Vandrede han og jeg ikke begge i samme Ånd og i samme fodspor?
19 I har vel længe ment, det var for jer, vi forsvarede os. Nej, for Gud, i Kristus taler vi. Men alt, I elskede, til jeres opbyggelse!
20 Thi jeg er bange for, at jeg ved mit komme ikke skal finde jer sådan, som jeg gerne vil, og at I skal finde mig, som I ikke gerne vil, og at der skal være strid, misundelse, hidsighed, egennytte, bagtalelse, sladder, opblæsthed og forvirring hos jer.
21 Jeg er bange for, at min Gud, når jeg kommer til jer, atter skal ydmyge mig hos jer, og jeg få sorg af mange af dem, der før har syndet og ikke angret den urenhed og utugt og løsagtighed, de har bedrevet.
1 Det er nu tredje gang, jeg kommer til jer. »På to eller tre vidners udsagn skal enhver sag afgøres.«
2 Både under mit andet besøg hos jer og nu under min fraværelse har jeg i forvejen sagt, og jeg siger stadig til dem, der før har syndet, og til alle de øvrige: når jeg kommer igen, vil jeg ikke vise skånsel,
3 siden I ønsker et bevis på, at Kristus taler i mig. Han er ikke magtesløs over for jer, men stærk iblandt jer.
4 Thi blev han end korsfæstet i magtesløshed, lever han dog nu ved Guds kraft. Også vi er jo magtesløse i ham, men I skal erfare, at vi med ham lever ved Guds kraft.
5 Jer selv skal I ransage, om I er i troen; jer selv skal I prøve! Mærker I ikke på jer selv, at Jesus Kristus er i jer? ellers står I ikke prøve.
6 Men jeg håber, I skal kende, at vi er i stand til at stå prøve.
7 Men vi beder Gud om, at I ikke skal gøre noget ondt, ikke om, at vi må vise os i stand til at stå prøve, men at I må gøre det gode — selv om vi så synes ude af stand til at stå prøve.
8 Thi vi formår ikke noget mod sandheden, kun for sandheden.
9 Vi glæder os jo, når vi selv er magtesløse, men I stærke; hvad vi beder om, er netop, at I må blive fuldt beredte.
10 Derfor skriver jeg dette, medens jeg er borte fra jer, for at jeg ikke, når jeg er hos jer, skal bruge strenghed ifølge den myndighed, Herren har givet mig til at bygge op og ikke til at bryde ned.
11 I øvrigt, brødre, glæd jer, vær fuldt beredte, lad jer formane, vær enige, hold fred, så skal kærlighedens og fredens Gud være med eder.
12 Hils hverandre med et helligt kys! Alle de hellige sender jer hilsen.
13 Herren Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens samfund være med eder alle!