Om oversættelsen: Prøveoversættelsen fra 1944 er en del af det indledende arbejde til oversættelsen fra 1948. Denne oversættelse bryder med en næsten 400 år gammel tradition, hvor hvert Bibeloplag var en revision af de forrige oplag, der i sidste ende gik tilbage til Den Resen-Svaningske Bibel fra 1607.
Desværre er denne oversættelse udgivet fire år før retskrivningsreformen i 1948 — med "aa", "skulde", "vilde", "kunde" og med navneord med stort. Samtidig har man beholdt "eder" i stedet for "jer" for at bevare det gamle kirkesprog. Det gør, at sproget virker "støvet", men oversættelsen er alligevel på mange måder bedre end den autoriserede fra 1992.
Kapitler: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13
Hilsen, 1-2, Paulus takker Gud for Trøst i Nød og Carrielse af Dødsfare, 3-11. Grunden til en Forandring i hans Rejseplan, 12-24.
|
|
1 Paulus, ved Guds Vilje Kristi Jesu Apostel, og Broderen Timoteus sender Hilsen til Guds Menighed i Korint, saavel som til alle de hellige i hele Akaja:
2 Naade være med eder og Fred fra Gud vor Fader og Herren Jesus Kristus!
3 Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, Barmhjertighedens Fader og al Trøsts Gud,
4 som trøster os under al vor Trængsel, saa vi kan trøste dem, der er stedt i alle Haande Trængsler, med den Trøst, hvormed vi selv trøstes af Gud!
5 Thi ligesom Kristus-Lidelserne i rigt Maal kommer over os, saaledes finder vi i rigt Maal Trøst ved Kristus.
6 Naar vi lider Trængsel, sker det jer til Trøst og Frelse; naar vi trøstes, sker det til Trøst for jer, en Trøst, som viser sin Kraft deri, at I holder ud i de samme Lidelser, som vi lider; og vort Haab om jer er urokkeligt,
7 fordi vi ved, at ligesom I har Del i Lidelserne, saaledes ogsaa i Trøsten.
8 Thi vi vil ikke, Brødre, at I skal være uvidende om den Trængsel, vi maatte gennemgaa i Provinsen Asien, at en overvældende Byrde, det oversteg vore Kræfter, blev lagt paa os, saa vi endogsaa opgav Haabet om at redde Livet.
9 Ja, det var os, som om Dødsdommen var fældet over os, for at vi ikke skulde sætte vor Lid til os selv, men til Gud, der opvækker de døde.
10 Og han friede os fra den store Dødsfare og vil fri os; vi har det Haab til ham, at han ogsaa fremdeles vil fri os,
11 naar ogsaa I med Forbøn staar os bi, saa der fra mange Munde maa lyde Tak fra mange for os, for den Naade, der er blevet os til Del.
12 Thi det kan vi rose os af - det vidner vor Samvittighed - at det var i Guds Hellighed og Renhed, ikke i kødelig Klogskab, men i Guds Naade, vi færdedes i Verden og ganske særlig da hos jer.
13 Thi i det, som vi skriver til jer, ligger der intet andet end, hvad I læser og forstaar; og jeg haaber, at I, hvad os angaar, fuldt ud vil forstaa,
14 som I allerede til Dels har gjort det, at I kan rose jer af os, ligesom vi af jer, paa vor Herres Jesu Dag.
15 Og i Tillid hertil havde jeg i Sinde at komme først til jer, for at I kunde faa Naade to Gange.
16 Jeg vilde om ad jer drage til Makedonien og atter fra Makedonien komme til jer og af jer blive hjulpet videre paa Vej til Judæa.
17 Naar jeg nu havde dette i Sinde, skyldtes det saa mit Vægelsind? Eller plejer jeg i mine Beslutninger at lade mig lede af min kødelige Natur, saa at jeg paa een Gang siger Ja Ja og Nej Nej?
18 Saa sandt Gud er trofast: det, vi siger til jer, er ikke paa een Gang Ja og Nej.
19 Thi Guds Søn, Kristus Jesus, som jeg og Silvanus og Timoteus prædikede iblandt jer, var ikke Ja og Nej, men Ja er kommet ved ham.
20 Thi alle Guds Forjættelser har i ham deres Ja; derfor er der ogsaa ved ham gennem vor Forkyndelse kommet til at lyde et Amen, Gud til Ære.
21 Og den, der knytter os saavel som jer fast til Kristus, og som salvede os, er Gud,
22 der ogsaa har sat sit Segl paa os og givet os Aanden som Pant i vore Hjerter.
23 Jeg kalder Gud til Vidne - det gælder min Sjæl - at det var for at skaane jer, jeg ikke igen kom til Korint,
24 Hermed vil jeg ikke sige, at vi er Herrer over jeres Tro, men vi er Medarbejdere paa jeres Glæde; thi i Troen staar I.
Paulus ændrede Rejseplanen for ikke at volde Korinterne Sorg, 1-4, opfordrer Menigheden til at tilgive en Synder, der har faaet tilstrækkelig Straf, 5-11. Han omtaler den Bekymring, han har haft for Korinterne, og priser Gud, som lader hans Gerning lykkes, 12-17.
1 Jeg havde sat mig for, at jeg ikke atter vilde komme til jer med Bedrøvelse.
2 Thi volder jeg eder Bedrøvelse, hvem skal saa glæde mig, uden den, jeg sely yolder Bedrøvelse?
3 Og netop derfor skrev jeg, for at jeg ikke ved mit Komme skulde faa Bedrøvelse af dem, jeg burde have Glæde af; jeg havde jo den Tillid til jer alle, at I alle føler min Glæde som jeres egen.
4 Thi ud af stor Nød og Hjertevaande og under mange Taarer skrev jeg til jer, ikke for at I skulde bedrøves, men for at I skulde forstaa den Kærlighed, som jeg i saa høj Grad har til jer.
5 Men hvis nogen har voldt Bedrøvelse, er det ikke mig, han har voldt den, men i nogen Maade - for ikke at bruge for stærke Ord - jer alle.
6 Vedkommende har nok i den Straf, han har faaet af de fleste,
7 saa I nu tværtimod snarere skal tilgive og trøste ham, for at han ikke skal blive opslugt af sin overvældende Bedrøvelse.
8 Derfor opfordrer jeg eder til at vedtage at vise ham Kærlighed.
9 Derfor var det jo ogsaa, jeg skrev, for at forvisse mig om jeres prøvede Troskab, om I er lydige i alt.
10 Og den, I tilgiver, tilgiver jeg ogsaa; thi hvad jeg har tilgivet - om jeg har haft noget at tilgive - det har jeg gjort for jeres Skyld, for Kristi Aasyn,
11 for at vi ikke skal overlistes af Satan; thi hvad han har i Sinde, det ved vi.
12 Da jeg kom til Troas for at forkynde Evangeliet om Kristus, var der aabne Døre for mit Arbejde i Herren.
13 Dog fik jeg ingen Ro i mit Sind, fordi jeg ikke traf Titus, min Broder, og jeg tog Afsked med dem og drog til Makedonien.
14 Men Gud ske Tak, som altid fører os i Sejrstog i Kristus og ved os alle Vegne aabenbarer Kundskaben om ham som en Duft!
15 Thi en Kristi Vellugt er vi for Gud blandt dem, der frelses - og blandt dem, der fortabes.
16 For disse sidste bliver vi en Duft af Død til Død, for de første en Duft af Liv til Liv. Og hvem er duelig hertil?
17 Vi bærer os nemlig ikke ad som saa mange andre, der søger Vinding ved Guds Ord, men ud af et rent Sind, ja ud af Gud, taler vi i Kristus for Guds Aasyn.
Den korintiske Menighed er Paulus's Anbefalingsbrev, 1-3. Hans Frimodighed ved at tjene den nye Pagt, der er langt herligere end den gamle, 4-18.
1 Begynder vi nu atter at anbefale os selv? eller behøver vi maaske som visse Folk Anbefalingsbreve til jer eller fra jer?
2 Nej, I er selv vort Brev, som er indskrevet i vore Hjerter og kendes og læses af alle Mennesker.
3 Det kendes paa jer, at I er et Brev fra Kristus, ført i Pennen af os, indskrevet ikke med Blæk, men med den levende Guds Aand, ikke paa Stentavler, men paa Kødtavler, nemlig Menneskehjerter.
4 Saa stor en Tillid har vi til Gud ved Kristus,
5 Jeg mener ikke, at vi af os selv er duelige til at udtænke noget, som kom det fra os selv; men vor Duelighed er fra Gud,
6 som jo gjorde os duelige til at være Tjenere for en ny Pagt, ikke Bogstavens, men Aandens; thi Bogstaven slaar ihjel, men Aanden gør levende.
7 Og naar Dødens Tjeneste, indristet med Bogstaver i Sten, fremtraadte i Herlighed, saa Israels Børn ikke kunde holde ud at se paa Moses's Ansigt paa Grund af hans Ansigts Herlighedsglans, der dog svandt hen,
8 hvor meget større Herlighed skal der da ikke være Aandens Tjeneste!
9 Thi naar den Tjeneste, der førte til Fordømmelse, var herlig, saa er den Tjeneste, der fører til Retfærdighed, endnu langt rigere paa Herlighed.
10 Ja, det herlige har jo i dette Tilfælde ingen Herlighed i Sammenligning med den overstraalende Herlighed.
11 Thi naar der var Herlighed over det, der svandt hen, skal der langt snarere være Herlighed over det, der bliver.
12 Da vi nu har et saadant Haab, gaar vi ganske aabent til Værks
13 og gør ikke som Moses, der lagde et Dække over sit Ansigt, saa Israels Børn ikke kunde se, hvorledes det, der svandt, fik Ende.
14 Men deres Sind blev forhærdet; thi lige til den Dag i Dag er det samme Dække blevet ved at hvile over Oplæsningen af den gamle Pagt uden at tages bort; thi kun i Kristus bliver det fjernet.
15 Ja, lige til denne Dag ligger der et Dække over deres Hjerte, naar Moses oplæses;
16 men hver gang en omvender sig til Herren, tages Dækket bort.
17 Herren er Aanden, og hvor Herrens Aand er, der er Frihed.
18 Og alle vi, som med utildækket Ansigt ser Herrens Herlighed i et Spejl, forvandles til det samme Billede, fra Herlighed til Herlighed - for det kommer fra Aandens Herre.
Paulus forkynder Evangeliet frimodigt og redeligt, 1-6. Hans Svaghed viser, at Kraften alene er fra Gud, 7-12. Hans Trøst ved Haabet om den kommende Herlighed, 13-18.
1 Derfor, da vi nu har denne Tjeneste paa Grund af den Barmhjertighed, der er blevet os til Del, saa taber vi ikke Modet;
2 men vi har sagt os løs fra al skjult og skammelig Adfærd, saa vi ikke gaar underfundigt til Værks, ikke heller forfalsker Guds Ord, men anbefaler os til ethvert Menneskes Samvittighed for Guds Aasyn ved aabent at forkynde Sandheden.
3 Selv om der ogsaa ligger et Dække over vort Evangelium, saa er det for dem, der fortabes, det er tildækket,
4 de vantro, hvis Tanker denne verdens Gud har slaaet med Blindhed, for at de ikke skal skue ind i det Lys, der straaler fra Evangeliet om Kristi Herlighed, han, som er Guds Billede.
5 Thi det er ikke os selv, vi prædiker, men Kristus Jesus som Herre, os selv derimod som jeres Tjenere for Jesu Skyld.
6 Thi Gud, som sagde: »Af Mørke skal Lys skinne frem,« blev selv et skinnende Lys i vore Hjerter, for at Kundskaben om Guds Herlighed paa Kristi Aasyn maa lyse klart.
7 Men denne Skat har vi i Lerkar, for at den overvældende Kraft kan være fra Gud og ikke fra os selv.
8 Paa alle Maader er vi trængte, men ikke indestængte, vi er tvivlraadige, men ikke fortvivlede,
9 forfulgte, men ikke forladte, slaaede til Jorden, men ikke slaaede ihjel.
10 Altid bærer vi Jesu Dødslidelse med os paa vort Legeme, for at ogsaa Jesu Liv maa blive aabenbart i vort Legeme.
11 Ja, hver Stund, vi lever, overgives vi til Døden for Jesu Skyld, for at ogsaa Jesu Liv maa blive aabenbart i vort dødelige Kød.
12 Saa gør Døden da sin Gerning i os, men Livet sin Gerning i jer!
13 Og da vi har den samme Troens Aand som i Skriftordet: »Jeg troede, derfor talte jeg«, saa tror vi ogsaa, og derfor taler vi ogsaa,
14 thi vi ved, at han, som opvakte Herren Jesus, skal ogsaa med Jesus opvække os og stille os frem for sig sammen med jer.
15 Det sker nemlig alt sammen for jeres Skyld, for at Naaden ved at naa til flere og flere maa vokse og forøge Taksigelsen til Guds Ære.
16 Derfor taber vi ikke Modet; tværtimod, selv om ogsaa vort ydre Menneske efterhaanden gaar til Grunde, fornyes dog vort indre Menneske Dag for Dag.
17 Thi vor Trængsel, der er stakket og let, virker uden Maal og Maade en evig Vægt af Herlighed for os,
18 som ikke har Blikket rettet mod de synlige Ting, men mod de usynlige; thi de synlige varer kun til en Tid, de usynlige varer evigt.
Apostelen forventer et nyt, himmelsk Legeme, 1-10. Hans Gerning er at forkynde Forligelsen i Kristus, 11-21.
1 Thi vi ved, at dersom vort Legemes Telt, vor jordiske Bolig, nedbrydes, har vi en Bygning, som kommer fra Gud, en Bolig, ikke gjort med Hænder, en evig, i Himlene.
2 Saa længe vi er i dette Legeme, sukker vi jo af Længsel efter at overklædes med vor Bolig fra Himmelen,
3 saa sandt vi ikke skal findes nøgne, naar vi engang virkelig har iklædt os den.
4 Ja, vi, som er i Legemets Telt, sukker under et Tryk, fordi vi ikke vil afklædes, men overklædes, saa det dødelige kan blive opslugt af Livet.
5 Og den, som har sat os i Stand netop til dette, er Gud, der gav os Aanden som Pant.
6 Saa er vi da altid ved godt Mod. Og da vi ved, at vi ikke er hjemme hos Herren, saa længe vi har vort Hjem i Legemet -
7 thi i Tro vandrer vi her, ikke i Skuen -
8 saa er vi ved godt Mod og vil hellere vandre bort fra Legemet og komme hjem til Herren.
9 Derfor sætter vi ogsaa vor Ære i, hvad enten vi er hjemme eller ikke hjemme, at være ham til Behag.
10 Thi for Kristi Domstol skal vi alle træde frem, som vi er, for at enhver kan faa igen, alt efter som han har handlet her i Livet, godt eller ondt.
11 Da vi altsaa kender til at frygte Herren, søger vi at vinde Mennesker; men for Gud er det aabenbart, hvordan vi er, ja, jeg haaber, at det ogsaa er aabenbart for jeres Samvittigheder.
12 Vi søger ikke igen at anbefale os selv til jer; men vi vil give jer Anledning til at rose jer af os, for at I kan have noget at svare dem, der roser sig af det udvortes og ikke af Hjertet.
13 Thi naar vi »var ude af os selv«, var det for Guds Skyld; naar vi optræder besindigt, er det for jeres Skyld.
14 Thi Kristi Kærlighed tvinger os; vi er nemlig overbevist om dette:
15 Een er død i alles Sted, altsaa er alle døde; og han døde i alles Sted, for at de, der lever, ikke mere skal leve for sig selv, men for ham, som døde og opstod for dem.
16 Saaledes bedømmer vi fra nu af ikke nogen efter Kødet; selv om vi ogsaa har kendt Kristus efter Kødet, gør vi det dog ikke mere nu.
17 Derfor, hvis nogen er i Kristus, er han en ny Skabning; det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!
18 Men alt dette er fra Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav Os Forligelsens Tjeneste;
19 thi det var Gud, som i Kristus forligte Verden med sig selv, saa han ikke tilregner dem deres Overtrædelser og har ladet Ordet om Forligelsen lyde iblandt os.
20 Vi er altsaa Sendebud paa Kristi Vegne, som om Gud formaner ved os; vi beder paa Kristi Vegne: Lad jer forlige med Gud!
21 Den, som ikke kendte til Synd, har han gjort til Synd for os, for at vi kunde blive Guds Retfærdighed i ham.
Formaning til at bære Frugt i Kristenlivet under Henvisning til Paulus's trofaste Aposteltjeneste og Kærlighed til Korinterne, 1-13. Advarsel mod at have fællesskab med Hedningerne og Opfordring til Renselse og Helliggørelse, 14-7,1.
1 Som saadanne Medarbejdere formaner vi jer ogsaa til, at det ikke maa være forgæves, I har modtaget Guds Naade.
2 (Han siger jo:
»I en naadig Stund bønhørte jeg dig,
og paa en Frelsens Dag hjalp jeg dig.«
Se, nu er det en naaderig Stund, se, nu er det Frelsens Dag!)
3 Og vi volder ikke Anstød i noget, for at Tjenesten ikke skal komme i Vanry;
4 men som Guds Tjenere anbefaler vi os i enhver Henseende ved stor Udholdenhed i Trængsler, under Nød og Angst,
5 under Hug og Slag, i Fængsler, under Oprør, i Slid og Slæb, i Nattevaagen, i Sult;
6 ved Renhed, ved Kundskab, ved Langmodighed, ved Mildhed, ved Helligaand, ved oprigtig Kærlighed,
7 ved Forkyndelse af Sandheden, ved Guds Kraft, ved Retfærdighedens Vaaben til Angreb og Forsvar;
8 ved Ære og Vanære, ved ondt Rygte og godt Rygte; som Forførere og dog sanddrue;
9 som ukendte og dog velkendte; som døende, dog se, vi lever; som tugtede, dog ikke pinte til Døde;
10 som bedrøvede, dog altid glade, som fattige, der dog gør mange rige; som de, der intet har og dog ejer alt.
11 Vi har talt frit til jer, Korintere, vort Hjerte er vidt aabent.
12 I har ikke snæver Plads hos os, men der er snæver Plads i jeres egne Hjerter.
13 Men Lige for Lige (jeg taler som til mine Børn): ogsaa I maa lade jeres Hjerter være vidt aabne!
14 Gaa ikke i Spand med de vantro, der hører I ikke hjemme; thi hvad har Retfærdighed og Lovløshed med hinanden at skaffe? eller hvad Fællesskab er der mellem Lys og Mørke?
15 Hvordan kan Kristus stemme overens med Beliar? eller hvordan kan den troende have Lod og Del med den vantro?
16 hvordan kan Guds Tempel og Afguder have med hinanden at gøre? Vi er jo den levende Guds Tempel, thi Gud har sagt:
»Jeg vil bo og vandre iblandt dem
og være deres Gud, og de skal være mit Folk.«
17 Derfor:
»Drag bort fra dem,
og skil eder ud, siger Herren,
og rør ej noget urent,
saa vil jeg tage imod eder
18 og være jer en Fader,
og I skal være mine Sønner og Døtre,
siger Herren, den Almægtige.«
De gode Tidender, som Titus bragte om Korinterne, har glædet Paulus, 2-7. Hans tidligere, strenge Brev havde fremkaldt en gavnlig Anger, 8-12. Paulus's og Titus's fælles Glæde herover, 13-16.
1 Da vi nu har disse Forjættelser, mine elskede! saa lad os rense os fra alt, som besmitter Legeme og Aand, og gennemføre Hellighed i Gudsfrygt.
2 Giv os Plads i jeres Hjerter! Ingen har vi gjort Uret, ingen har vi skadet, ingen har vi udbyttet.
3 Jeg siger det ikke for at dømme jer; jeg har jo allerede sagt, at I er i vore Hjerter, saa vi er forenet baade i Død og i Liv.
4 Saare stor er min Tillid til jer; saare lykkelig priser jeg mig over jer. Trøst har jeg faaet i fuldt Maal og Glæde i Overflod midt i al vor Trængsel.
5 Thi heller ikke da vi kom til Makedonien, havde vort Kød nogen Ro, men vi var paa alle Maader i Trængsel: udadtil Kampe, indadtil Angst.
6 Men Gud, som trøster de nedbøjede, trøstede os ved Titus's Komme;
7 dog ikke alene ved hans Komme, men ogsaa ved den Trøst, han havde fundet hos jer. Han fortalte os jo om jeres Længsel, jeres Jamren, jeres Nidkærhed for mig, saa jeg glædede mig endnu mere.
8 Thi om jeg end har bedrøvet jer med mit Brev, fortryder jeg det ikke. Selv om jeg ogsaa var ved at fortryde det - jeg ser jo, at det Brev, om end kun til en Tid, har bedrøvet jer -
9 saa glæder jeg mig nu, ikke over det, at I blev bedrøvede, men over, at I blev bedrøvede og derved ført til Omvendelse. Thi jeres Bedrøvelse var efter Guds Sind, saa I ikke i nogen Maade har lidt Skade ved os.
10 Thi Bedrøvelse efter Guds Sind virker Omvendelse til Frelse, som ikke fortrydes; men Verdens Bedrøvelse virker Død.
11 Thi se, just dette, at I blev bedrøvede efter Guds Sind, hvor stor en Iver har det ikke fremkaldt hos jer, ja, Undskyldninger og Harme og Frygt og Længsel og Nidkærhed og Straf! Paa enhver Maade viste I, at I var rene i den Sag.
12 Naar jeg skrev til jer, var det altsaa ikke for den Mands Skyld, som gjorde Uret, ikke heller for hans Skyld, som led Uret, men for at det skulde blive klart, hvor ivrigt I hos jer tager jer af vor Sag for Guds Ansigt.
13 Derfor er vi blevet trøstet. Og til vor Trøst kom den langt dybere Glæde at se Titus's Glæde; hans Aand er jo blevet vederkvæget af jer alle.
14 Thi har jeg udtalt mig rosende om jer til ham, er jeg ikke blevet til Skamme; men ligesom vi i et og alt har talt Sandhed til jer, saaledes har ogsaa vore rosende Ord over for Titus vist sig at være Sandhed.
15 Og hans Hjerte drages endnu mere til jer, naar han mindes den Lydighed, I alle viste, hvordan I tog imod ham med Frygt og Bæven.
16 Jeg glæder mig over, at jeg i eet og alt kan stole paa jer.
Opfordring til at deltage i Indsamlingen til de fattige i Jerusalem, 1-15. Titus og to andre Udsendinge vil komme til Korint for at forestaa Indsamlingen, 16-24.
1 Vi kan fortælle jer, Brødre, om den Guds Naade, som er givet Makedoniens Menigheder,
2 at samtidig med, at de stod deres Prøve i megen Trængsel, er der af deres overvældende Glæde og deres dybe Fattigdom vældet frem en Rigdom af Gavmildhed.
3 Thi det kan jeg vidne: de gav efter Evne, ja over Evne, og det uopfordret.
4 Indtrængende bad de om den Naade at maatte være med i Hjælpen til de hellige,
5 og de gav ikke alene, som vi havde haabet, men drevne af Guds Vilje gav de sig selv, først og fremmest til Herren og dernæst til os.
6 Dette har faaet os til at bede Titus om nu at bringe ogsaa Indsamlingen af denne Kærlighedsgave hos jer til Afslutning, ligesom han før havde begyndt paa den.
7 Ja, da I nu er rige paa alt, paa Tro og Tale og Kundskab og paa al Iver og Kærlighed til os, saa vis jer ogsaa rige her, hvor det gælder Kærlighedsgaven.
8 Jeg siger det ikke som en Befaling, men ved at pege paa andres Iver vil jeg prøve, om ogsaa jeres Kærlighed er ægte.
9 I kender jo vor Herres Jesu Kristi Naade, at han for jeres Skyld blev fattig, da han var rig, for at I ved hans Fattigdom skulde blive rige.
10 Det er kun et Raad, jeg her giver. Det er nemlig til Gavn for jer selv. I var jo i Fjor de første ikke blot til at sætte Værket i Gang, men ogsaa til at tage Beslutning derom.
11 Men før nu ogsaa Gerningen til Ende, for at I, der var rede til at tage Beslutning, ogsaa maa føre Værket til Ende efter jeres Evne.
12 Thi naar den gode Vilje er til Stede, saa er den gudvelbehagelig, efter hvad den evner, ikke efter hvad den ikke eyner.
13 Det er jo ikke Meningen, at andre skal have det let og I svært; nej, der skal være Ligelighed. Nu for Tiden maa I med jeres Overflod hjælpe de andre, som trænger til det,
14 for at de en Gang med deres Overflod kan hjælpe jer, naar I trænger til det, for at der kan blive Ligelighed,
15 som der staar skrevet: »Den, der samlede meget, fik ikke for meget, og den, der samlede lidt, fik ikke for lidt.«
16 Gud ske Tak, som vækker den samme Iver for jer i Titus's Hjerte.
17 Thi han tog imod min Opfordring, ja, da han selv er saa ivrig, er det af egen Drift, han rejser af Sted til jer.
18 Og sammen med ham sender vi den Broder, der i alle Menighederne har et godt Navn som Tjener for Evangeliet,
19 og ikke det alene, men han er ogsaa valgt af Menighederne til at ledsage os, naar vi rejser med denne naadevirkede Gave, som vi er Tjenere for; og dette har Menighederne gjort for at fremme Herrens Ære og vor Iver.
20 Thi derved undgaar vi, at nogen kan tale ilde om os paa Gund af denne rige Hjælp, som vi er Tjenere for.
21 Vi stræber nemlig efter, hvad der er godt ikke blot i Herrens, men ogsaa i Menneskers Øjne.
22 Sammen med disse to sender vi ogsaa en anden af vore Brødre, hvis Iver vi ofte paa mange Maader har set Bevis paa, men som nu er særlig ivrig paa Grund af sin store Tillid til jer.
23 Om Titus gælder det, at han er min Kaldsfælle og Medarbejder hos jer, og om vore Brødre, at de er Menighedsudsendinge og afspejler Kristi Herlighed.
24 Saa giv da for alle Menighedernes Aasyn Beviset for, at I elsker dem, og at det var med Rette, vi over for dem roste os af jer.
Yderligere Formaning til Korinterne om at give en rundelig Gave til Indsamlingen.
1 Thi ganske vist behøver jeg ikke at skrive til jer om Hjælpen til de hellige;
2 jeg kender jo jeres gode Vilje; den roser jeg mig af over for Makedonerne, naar jeg fortæller, at Akaja allerede fra i Fjor har været rede, og jeres Nidkærhed har ægget saare mange;
3 men alligevel sender jeg Brødrene, for at det ikke skal vise sig at være tomme Ord, naar vi roste os af jer i denne Sag, og for at I, som sagt, maa være rede.
4 Ellers vilde jo vi (for ikke at sige I) blive til Skamme i vor Tillidsfuldhed, naar der kommer Makedonere med mig og finder jer uforberedte.
5 Derfor har jeg anset det for nødvendigt at bede Brødrene rejse i Forvejen til jer og i god Tid faa indsamlet den rundelige Gave, som I tidligere har lovet, for at den kan ligge færdig som en rundelig Gave og ikke som en karrig Gave.
6 Det er jo saaledes: Den, der saar sparsomt, skal ogsaa høste sparsomt, og den, der saar rundeligt, skal ogsaa høste rundeligt.
7 Enhver give, som hans Hjerte har tilsagt ham, ikke tvært og tvungent; thi Gud elsker en glad Giver:
8 Og Gud har Magt til i rigt Maal at give jer al Naade, saa I altid og under alle Forhold har alt, hvad I trænger til, og endda rigeligt til al god Gerning,
9 som der staar skrevet:
»Han delte ud, han gav de fattige,
hans Godgørenhed varer evindelig.«
10 Og han, som skænker Sædemanden »Sæd til at saa og Brød til at spise«, vil ogsaa skænke jer Udsæd og forøge den mangefold, og han vil lade jeres Godgørenhed bære rige Frugter.
11 Saa bliver I rige i alle Maader og kan vise al Slags Gavmildhed, som gennem os fremkalder Tak til Gud.
12 Thi den Hjælp, som ydes ved denne Tjeneste, raader ikke alene Bod paa de helliges Savn, men vil ogsaa bære rig Frugt i de mange Taksigelser til Gud.
13 Den Trofasthed, hvorom jeres Hjælp vidner, bringer dem til at prise Gud, fordi I lydigt bekender jer til Kristi Evangelium og oprigtigt har Fællesskab med dem og med alle.
14 De vil længes efter og bede for jer paa Grund af Guds overvældende Naade mod jer.
15 Gud ske Tak for hans uudsigelige Gave!
Paulus beder Korinterne om ikke at nøde ham til at bruge sin Myndighed over for dem, 1-11. I modsætning til sine Modstandere holder han sig inden for det Omraade, som Gud har tildelt ham, 12-18.
1 Jeg selv, Paulus, der jo er »saa ydmyg, naar jeg staar Ansigt til Ansigt med jer, men saa modig over for jer, naar jeg er langt borte,« formaner jer ved Kristi Sagtmodighed og Mildhed.
2 Og det er min Bøn, at jeg, naar jeg nu kommer til jer, maa kunne undgaa »at træde modigt op«..med den Tillid, hvormed jeg har i Sinde dristig at gaa frem mod visse Folk, der mener, at vi lever paa verdslig Vis.
3 Thi om vi end lever i Verden, fører vi dog ikke Strid paa verdslig Vis.
4 Vore Stridsvaaben er nemlig ikke verdslige, men mægtige for Gud, saa de kan nedbryde Fæstninger.
5 Med dem nedbryder vi Tankebygninger og alt Hovmod, der rejser sig imod Erkendelsen af Gud, og tager alle Sind til Fange ind under Lydighed mod Kristus.
6 Og vi er rede til at straffe enhver Ulydighed, naar Lydigheden hos jer først har sejret.
7 Se dog, hvad der ligger lige for! Hvis nogen er vis paa, at han hører Kristus til, saa lad ham slutte fra sig selv, at som han hører Kristus til, gør vi det ogsaa.
8 Ja, selv om jeg vilde rose mig endnu mere af den Myndighed, som Herren har givet os til at opbygge jer og ikke til at bryde ned, saa vil jeg ikke blive til Skamme,
9 saa det kom til at se ud, som om jeg med mine Breve blot vilde skræmme jer,
10 Hans Breve, siger man jo, er myndige og strenge, men hans personlige Optræden er svag, og ingen regner, hvad han siger.
11 Den, der taler saaledes, skal dog betænke, at som vi er i Ord, i vore Breve, naar vi er fraværende, saaledes er vi ogsaa i Handling, naar vi er nærværende,
12 Thi vi drister os ikke til at regne os med til eller sammenligne os med visse Folk, der anbefaler sig selv, men viser deres Uforstandighed ved at maale sig med sig selv og sammenligne sig med sig selv.
13 Vi derimod vil ikke rose os ud over alle Grænser, men kun inden for den Grænse, som er givet i den Virkekreds, Gud tilmaalte os, nemlig at naa ogsaa til jer.
14 Thi vi strækker os ikke ud over vor Grænse, som om I laa uden for vor Virkekreds; vi var jo de første, der kom saa langt som til jer med Kristi Evangelium.
15 Vi roser os ikke ud over alle Grænser af andres Slid, men vi har det Haab, at naar jeres Tro vokser, vil vi faa vor Virkekreds udvidet, saa vi kan komme langt videre
16 og forkynde Evangeliet i Landene hinsides jer. Vi vil ikke inden for en andens Virkekreds rose os af det, der allerede er udrettet.
17 Men den, der roser sig, skal rose sig i Herren!
18 Thi ikke den, der anbefaler sig selv, staar Prøve, men den, som Herren anbefaler.
Af Hensyn til de falske Lærere i Korint ser Paulus sig nødsaget til at rose sig selv, 1-6. I Modsætning til de falske Apostle har han ikke ladet sig underholde af Menigheden, 7-15. Hans Trængsler er et Bevis paa, at han er en sand Kristi Tjener, 16-33.
1 Gid I vilde finde jer i lidt Daarskab fra min Side! Dog, det gør I jo nok.
2 Thi jeg vaager paa Guds Vis med Nidkærhed over jer; jeg har jo trolovet jer med een Mand for at føre jer som en ren Jomfru frem for Kristus.
3 Men jeg er bange for, at som Slangen bedrog Eva ved sin Træskhed, skal ogsaa jeres Sind fordærves og drages bort fra den oprigtige Troskab mod Kristus.
4 Hvis der nemlig kommer nogen og prædiker en anden Jesus end den, vi prædikede, eller I faar en anden Aand end den, I fik, eller et andet Evangelium end det, I tog imod, saa finder I jer kønt deri.
5 Men jeg mener ikke at staa tilbage i noget for de umaadelig store Apostle.
6 Er jeg end ikke Fagmand i Talekunsten, saa mangler jeg dog ikke Kundskab; tværtimod, i eet og alt har vi lagt den for Dagen for jer i alle Maader.
7 Eller var det Synd af mig, at jeg forkyndte jer Guds Evangelium for intet og saaledes ydmygede mig, for at I kunde ophøjes?
8 Andre Menigheder plyndrede jeg, idet jeg tog imod Løn af dem for at tjene jer, men hos jer faldt jeg ingen til Byrde, selv naar jeg led Sayn;
9 thi Brødrene, der kom fra Makedonien, raadede Bod paa, hvad jeg savnede. I enhver Henseende har jeg undgaaet og vil jeg undgaa at være jer til Besvær.
10 Saa vist som Kristi Sandhed bor i mig, skal denne Ros ikke fratages mig i Akajas Egne.
11 Hvorfor? mon fordi jeg ikke elsker jer? Gud ved, at jeg gør det.
12 Nej, hvad jeg gør, det vil jeg ogsaa blive ved at gøre for at berøve dem Lejligheden, der søger en Lejlighed til i deres Selvros at stille sig frem som vore Lige.
13 Thi den Slags Mennesker er falske Apostle, svigagtige Arbejdere, der giver sig Skin af at være Kristi Apostle.
14 Og det er intet Under; Satan selv giver sig jo Skin af at være en Lysets Engel.
15 Derfor er der ikke noget mærkeligt i, at ogsaa hans Tjenere giver sig Skin af at være Retfærdigheds Tjenere; men deres Endeligt vil komme til at svare til deres Gerninger.
|
16 Jeg gentager: Ingen maa anse mig for en Daare; men om saa skal være, da bær over med mig som en Daare, for at ogsaa jeg kan rose mig en Smule.
17 Hvad jeg nu siger, naar jeg med saa megen Selvtillid roser mig, det siger jeg, ikke fordi Herren vil det, men som i Daarskab.
18 Da saa mange roser sig af det udvortes, vil ogsaa jeg rose mig.
19 I finder jer jo gerne i Daarerne, fordi I er saa kloge.
20 I finder jer jo deri, om man trælbinder jer, om man udsuger jer, om man indfanger jer, om man ophøjer sig over jer, om man slaar jer i Ansigtet.
21 Jeg maa med Skam tilstaa, at dertil var vi »for svage«. Men hvad man end kan prale med, jeg taler i Daarskab: det kan ogsaa jeg prale med.
22 Er de Hebræere? Jeg er det ogsaa. Er de Israeliter? Jeg ogsaa. Er de Abrahams Efterkommere? Jeg ogsaa.
23 Er de Kristi Tjenere? Jeg taler i Vanvid: jeg er det endnu mere. Jeg har haft fuldt op af Slid og Slæb, været hyppigt i Fængsel, faaet Hug og Slag i Overflod og ofte været i Dødsfare.
24 Af Jøderne har jeg fem Gange faaet »fyrretyve Slag paa eet nær«.
25 Tre Gange er jeg blevet pisket, een Gang stenet, tre Gange har jeg lidt Skibbrud, et Døgn har jeg tilbragt paa Dybet;
26 ofte paa Rejser, i Farer paa Floder, i Farer blandt Røvere, i Farer fra Landsmænd, i Farer fra Hedninger, i Farer i By, i Farer i Ørken, i Farer paa Havet, i Fare blandt falske Brødre;
27 under Slid og Møje, ofte under Nattevaagen, under Sult og Tørst, ofte under Faste, i Kulde og uden Klæder.
28 Og foruden meget andet, som kunde nævnes, har jeg Arbejdets daglige Pres, Bekymringerne for alle Menighederne.
29 Hvem er skrøbelig, uden at ogsaa jeg er det? hvem er fristet til Fald, uden at det brænder i mig?
30 Hvis jeg skal rose mig, saa vil jeg rose mig af min Magtesløshed.
31 Herren Jesu Gud og Fader, som er højlovet i Evighed, ved, at jeg ikke lyver.
32 I Damaskus holdt Kong Aretas's Statholder Damaskenernes Stad bevogtet for at gribe mig;
33 og jeg maatte i en Kurv fires ned gennem en Luge i Muren og slap ud af hans Hænder.
Paulus fortæller om en himmelsk Aabenbaring og om sin ydmygende Lidelse, 1-10. Han betoner paa ny sin apostoliske Myndighed og Uselviskhed, 11-18. Han har med sin Selvros haft Menighedens Opbyggelse for Øje, 19-21.
1 Rose mig maa jeg. Det er ganske vist ikke gavnligt; alligevel gaar jeg nu over til at tale om Syner og Aabenbaringer fra Herren.
2 Jeg ved om et Menneske, som er i Kristus, at han for fjorten Aar siden blev bortrykket indtil den tredje Himmel (om han var i Legemet eller uden for Legemet, ved jeg ikke; Gud ved det).
3 Og jeg ved om dette Menneske (om han var i Legemet eller uden for Legemet, ved jeg ikke; Gud ved det),
4 at han blev bortrykket ind i Paradiset og hørte uudsigelige Ord, som det ikke er et Merneske tilladt at udtale.
5 Af ham vil jeg rose mig; men af mig selv vil jeg ikke rose mig, undtagen af min Magtesløshed.
6 Thi selv om jeg ogsaa vilde rose mig, vilde jeg dog ingen Daare være; det, jeg sagde, vilde jo være. Sandhed; alligevel holder jeg mig tilbage, for at ingen skal faa højere Tanker om mig end dem, han faar ved selv at se og høre mig.
7 Og for at jeg ikke skal hovmode mig af de overmaade høje Aabenbaringer, blev der givet mig en Torn i Kødet, en Satans Engel til at slaa mig i Ansigtet, for at jeg ikke skal hovmode mig.
8 Tre Gange har jeg bedt Herren om, at den maatte vige fra mig,
9 men han har svaret mig: »Min Naade er dig nok; thi i Magtesløshed udfolder min Kraft sig helt.« Langt hellere vil jeg derfor rose mig af min Magtesløshed, for at Kristi Kraft kan tage Bolig i mig.
10 Derfor er jeg vel til Mode under Magtesløshed, under Mishandlinger, i Nød, under Forfølgelser, under ængstende Kaar for Kristi Skyld; thi naar jeg er magtelsløs, da er jeg stærk.
11 Saa er jeg da blevet en Daare! I tvang mig dertil. I burde jo have anbefalet mig, thi jeg har ikke staaet tilbage for de umaadelig store Apostle, omend jeg intet er.
12 Kendetegnene paa, at jeg er Apostel, blev jo med al Udholdenhed virket iblandt jer baade ved Tegn og Undere og mægtige Gerninger.
13 Hvori har jeg ladet jer staa tilbage for de andre Menigheder, naar undtages, at jeg ikke selv faldt jer til Byrde? Tilgiv mig den Uret!
14 Se, det er nu tredje Gang, jeg staar rede til at komme til jer. Og jeg vil ikke falde jer til Byrde; thi jeg søger ikke, hvad jeres er, men jer selv. Børnene skal jo ikke samle til Forældrene, men Forældrene til Børnene.
15 Og jeg vil med Glæde bringe Ofre, ja ofres for jeres Sjæle. Naar jeg elsker jer saa højt, skal jeg saa derfor elskes mindre?
16 Maaske vil I indrømme, at jeg ikke har været jer til Byrde, Men saa var jeg »underfundig og førte jer bag Lyset«,
17 Har jeg da udbyttet jer gennem nogen af dem, jeg sendte til jer?
18 Jeg bad Titus rejse til jer og sendte den anden Broder med ham; har da Titus udbyttet jer? Vandrede han og jeg ikke begge i samme Aand og i samme Fodspor?
19 I har vel længe ment, det var for jer, vi forsvarede os. Nej, for Gud, i Kristus taler vi. Men alt, I elskede, til jeres Opbyggelse!
20 Thi jeg er bange for, at jeg ved mit Komme ikke skal finde jer saadan, som jeg gerne vil, og at I skal finde mig, som I ikke gerne vil, og at der skal være Strid, Misundelse, Hidsighed, Egennytte, Bagtalelse, Sladder, Opblæsthed og Forvirring hos jer.
21 Jeg er bange for, at min Gud, naar jeg kommer til jer, atter skal ydmyge mig hos jer, og jeg faa Sorg af mange af dem, der før har syndet og ikke angret den Urenhed og Utugt og Løsagtighed, de har bedrevet.
Paulus er rede til at gaa strengt frem mod de skyldige, men haaber, at dette Brev maa føre til, at det kan undgaas, 1-10. Slutningsønske, 11-13.
1 Det er nu tredje Gang, jeg kommer til jer. »Paa to eller tre Vidners Udsagn skal enhver Sag afgøres.«
2 Baade under mit andet Besøg hos jer og nu under min Fraværelse har jeg i forvejen sagt og siger stadig til dem, der før har syndet, og til alle de øvrige: Naar jeg kommer igen, vil jeg ikke vise Skaansel,
3 siden I ønsker et Bevis paa, at Kristus taler i mig. Han er ikke magtesløs over for jer, men stærk iblandt jer.
4 Thi blev han end korsfæstet i Magtesløshed, lever han dog nu ved Guds Kraft. Ogsaa vi er jo magtesløse i ham, men I skal erfare, at vi med ham lever ved Guds Kraft.
5 Jer selv skal I ransage, om I er i Troen; jer selv skal I prøve! Mærker I ikke paa jer selv, at Jesus Kristus er i jer? ellers staar I ikke Prøve.
6 Men jeg haaber, I skal kende, at vi er i Stand til at staa Prøve.
7 Men vi beder Gud om, at I ikke skal gøre noget ondt, ikke om, at vi maa vise os i Stand til at staa Prøve, men at I maa gøre det gode - selv om vi saa synes ude af Stand til at staa Prøve.
8 Thi yi formaar ikke noget mod Sandheden, kun for Sandheden.
9 Vi glæder os jo, naar vi selv er magtesløse, men I stærke; hvad vi beder om, er netop, at I maa blive beredte.
10 Derfor skriver jeg dette, medens jeg er borte fra jer, for at jeg ikke, naar jeg er hos jer, skal bruge Strenghed ifølge den Myndighed, Herren har givet mig til at bygge op og ikke til at bryde ned.
11 I øvrigt, Brødre, glæd jer, vær beredte, lad jer formane, vær enige, hold Fred, saa skal Kærlighedens og Fredens Gud være med eder.
12 Hils hverandre med et helligt Kys! Alle de hellige sender jer Hilsen.
13 Herren Jesu Kristi Naade, Guds Kærlighed og Helligaandens Samfund være med eder alle!