Om oversættelsen: Oversættelsen fra 1948 bryder med en næsten 400 år gammel tradition, hvor hvert Bibeloplag var en revision af de forrige oplag, der i sidste ende gik tilbage til Den Resen-Svaningske Bibel fra 1607. Denne oversættelsen er på mange måder bedre end den autoriserede fra 1992.
Kapitler: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16
|
|
1 Paulus, ved Guds vilje kaldet til at være Kristi Jesu apostel, og broderen Sostenes
2 sender hilsen til Guds menighed i Korint, til dem, der er helligede i Kristus Jesus, kaldede til at være hellige, sammen med alle, der alle vegne både hos dem og hos os påkalder vor Herres Jesu Kristi navn:
3 nåde være med eder og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus!
4 Jeg takker altid Gud for jer på grund af den Guds nåde, som blev givet jer i Kristus Jesus.
5 I er jo i ham blevet rige på alt, i al tale og al indsigt,
6 efter som vidnesbyrdet om Kristus er blevet stadfæstet iblandt jer,
7 så I ikke mangler nogen nådegave, idet I lever i forventningen om, at vor Herre Jesus Kristus skal åbenbares,
8 han, som også skal styrke jer indtil det sidste, så I ikke kan anklages på vor Herres Jesu Kristi dag.
9 Trofast er Gud, ved hvem I blev kaldet til samfund med hans Søn Jesus Kristus, vor Herre.
10 Men jeg formaner jer, brødre, ved vor Herres Jesu Kristi navn, at I alle skal være enige indbyrdes, og at der ikke må findes splittelser iblandt jer, men at I skal være fuldt ud forenede i samme sind og samme overbevisning.
11 Thi af Kloes folk er det blevet mig fortalt om jer, mine brødre, at der er stridigheder iblandt jer.
12 Jeg sigter til, at I hver især siger: jeg er tilhænger af Paulus, jeg af Apollos, jeg af Kefas, jeg af Kristus.
13 Er Kristus da delt? Blev Paulus korsfæstet for jer? eller blev I døbt til Paulus' navn?
14 Jeg takker Gud for, at jeg ikke har døbt nogen af jer undtagen Krispus og Gajus,
15 så ingen skal kunne sige, at I blev døbt til mit navn.
16 Dog, jeg har også døbt Stefanas' hus; ellers ved jeg ikke, om jeg har døbt nogen.
17 Thi Kristus har ikke sendt mig for at døbe, men for at forkynde evangeliet — ikke med visdom i tale, for at Kristi kors ikke skulle tabe sin kraft.
18 Thi ordet om korset er vel for dem, som fortabes, en dårskab, men for os, som frelses, er det en Guds kraft.
19 Thi der står skrevet: »Vismændenes visdom vil jeg lægge øde, og de kloges klogskab vil jeg gøre til intet.«
20 Hvor er nu vismændene? hvor er nu de skriftkloge? hvor er denne verdens ordkæmpere? har Gud ikke gjort verdens visdom til dårskab?
21 Thi da verden med al sin visdom ikke kendte Gud i hans visdom, besluttede Gud, ved prædikenens dårskab at frelse dem, som tror.
22 Thi jøder kræver tegn, og grækere søger visdom,
23 vi derimod prædiker Kristus som korsfæstet, for jøder en forargelse og for hedninger en dårskab,
24 men for de kaldede selv, både jøder og grækere, Kristus som Guds kraft og Guds visdom.
25 Thi Guds dårskab er visere end menneskene, og Guds svaghed er stærkere end menneskene.
26 Thi tænk på, hvordan det var ved jeres kaldelse, brødre, at I ikke var mange verdsligt vise, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme;
27 men det, der var dårskab for verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, der var svagt for verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme;
28 og det for verden ringe og det foragtede, det, der ikke var noget, udvalgte Gud for at gøre det, der var noget, til intet,
29 for at intet menneske skal rose sig for Gud.
30 Men ham skyldes det, at I er i Kristus Jesus, som er blevet os visdom fra Gud, både retfærdighed og helliggørelse og forløsning,
31 for at, som der står skrevet, »den, der roser sig, skal rose sig i Herren.«
1 Da jeg kom til jer, brødre, kom jeg heller ikke og forkyndte jer vidnesbyrdet fra Gud med fremragende veltalenhed eller visdom.
2 Thi jeg havde fattet det forsæt ikke at ville vide af noget andet, medens jeg var iblandt jer, end Jesus Kristus og det som korsfæstet.
3 Og jeg kom til jer i svaghed og frygt og megen bæven,
4 og min tale og mit budskab virkede ikke ved visdoms overtalende ord, men ved Ånds og krafts bevis,
5 for at jeres tro ikke skulle bygge på menneskers visdom, men på Guds kraft.
6 Dog, visdom taler vi blandt de fuldvoksne, men en visdom, der ikke stammer fra denne verden, ej heller fra denne verdens herskere, som mister deres magt.
7 Nej, vi taler Guds visdom, den hemmelige, skjulte, som Gud før verdensløbets begyndelse har forudbestemt for at føre os til herlighed.
8 Den har ingen af denne verdens herskere kendt; thi hvis de havde kendt den, ville de ikke have korsfæstet herlighedens Herre;
9 men den er, som der står skrevet, »hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opkommet i noget menneskes hjerte, hvad Gud har beredt for dem, der elsker ham.«
10 Thi os har Gud åbenbaret det ved Ånden; Ånden ransager jo alt, endog Guds dybder.
11 Thi hvilket menneske ved, hvad der bor i mennesket, uden menneskets ånd, som er i ham? Således kender heller ingen, hvad der bor i Gud, uden Guds Ånd.
12 Men vi har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi kan lære at kende, hvad Gud i sin nåde har skænket os;
13 og derom taler vi ikke med ord, lærte af menneskelig visdom, men med ord, lærte af Ånden, idet vi tolker åndelige ting for åndelige mennesker.
14 Men et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der stammer fra Guds Ånd, thi det er ham en dårskab, og han kan ikke forstå det, thi det må bedømmes åndeligt.
15 Den åndelige derimod kan bedømme alt, men selv kan han ikke bedømmes af nogen.
16 Thi hvem har lært Herrens sind at kende, så han skulle kunne undervise ham? Men vi har Kristi sind.
1 Og, brødre, jeg kunne ikke tale til jer som til åndelige, men kun som til kødeligsindede, som til spæde børn i Kristus.
2 Mælk gav jeg jer at drikke, ikke fast føde, thi I kunne endnu ikke tåle den; ja, I kan det ikke engang nu,
3 fordi I endnu er kødelige. Når der nemlig er misundelse og splid iblandt jer, er I så ikke kødelige og vandrer på menneskevis?
4 Thi når en siger: »Jeg er tilhænger af Paulus,« og en anden: »Jeg er tilhænger af Apollos,« er I så ikke »mennesker«?
5 Hvad er da Apollos? og hvad er Paulus? Tjenere, ved hvem I kom til troen. Og enhver tjente, som Herren gav ham;
6 jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav væksten.
7 Så kommer det da hverken an på den, der planter, eller på den, der vander, men på Gud, der giver vækst.
8 Den, der planter, og den, der vander, er ét; dog skal hver få sin løn i forhold til sin møje.
9 Thi Guds medarbejdere er vi; Guds ager, Guds bygning er I.
10 Efter den Guds nåde, som blev givet mig, har jeg som en kyndig bygmester lagt grundvold, men andre bygger videre på den. Men enhver se til, hvorledes han bygger!
11 Thi ingen kan lægge anden grundvold end den, der er lagt, nemlig Jesus Kristus.
12 Og hvis man på den grundvold bygger med guld, sølv, kostbare sten, træ, hø, strå,
13 så skal det engang åbenbares, hvad slags arbejde enhver har udført; thi dagen skal gøre det klart, for den bryder frem med ild, og ilden skal prøve, hvordan enhvers arbejde er.
14 Hvis det arbejde, som en har bygget derpå, består, da skal han få løn;
15 hvis ens arbejde bliver opbrændt, da skal han miste lønnen; men selv skal han blive frelst, dog som gennem ild.
16 Ved I ikke, at I er Guds tempel, og Guds Ånd bor i jer?
17 Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham; thi Guds tempel er helligt, og I er jo hans tempel!
18 Lad ingen bedrage sig selv! Hvis nogen iblandt jer mener, at han er viis i denne verden, må han blive en dåre, for at han kan blive viis.
19 Denne verdens visdom er nemlig dårskab i Guds øjne; thi der står skrevet: »Han er den, der fanger de vise i deres kløgt;«
20 og endvidere: »Herren kender de vises tanker og ved, at de kun er tomhed.«
21 Derfor skal ingen rose sig af mennesker! Thi alt hører jer til,
22 hvad enten det er Paulus eller Apollos eller Kefas eller verden eller liv eller død eller det, der er nu, eller det, der skal komme: alt hører jer til;
23 men I hører Kristus til, og Kristus hører Gud til.
1 Således skal man se på os: som Kristi tjenere og husholdere over Guds hemmeligheder!
2 Af husholdere kræves nu iøvrigt, at de skal findes tro.
3 Men for mig har det såre lidt at sige, om I eller nogen menneskelig ret bedømmer mig; ja, jeg vil ikke engang bedømme mig selv.
4 Thi vel er jeg mig intet bevidst; dog dermed er jeg ikke retfærdiggjort; den, der bedømmer mig, er Herren.
5 Døm derfor ikke noget før tiden, før Herren kommer, han, som skal bringe for lyset, hvad der er skjult i mørket, og åbenbare, hvad hjerterne vil; da skal enhver få sin ros af Gud.
6 Hvad jeg her har skrevet, brødre, har jeg anvendt på mig selv og Apollos for jeres skyld, for at I ved at se på os kan lære dette »ikke ud over, hvad der står skrevet,« at ikke nogen af jer skal blive opblæst over den ene imod den anden.
7 Thi hvem giver dig fortrin? og hvad har du, som du ikke har fået givet? og når du har fået det, hvorfor roser du dig da, som om du ikke havde fået det?
8 I er allerede blevet mætte, I er allerede blevet rige, I er blevet konger uden os! Ja, gid I dog var blevet konger, så vi kunne være jeres medkonger!
9 Thi jeg synes, Gud har stillet os apostle frem som de ringeste, ja, som dødsdømte; et skuespil er vi jo blevet for hele verden, både for engle og mennesker.
10 Vi er dårer for Kristi skyld, I er kloge i Kristus; vi er svage, I er stærke; I er hædrede, vi foragtede!
11 Indtil denne stund har vi både sultet og tørstet og manglet klæder; vi bliver mishandlet; vi er hjemløse;
12 vi arbejder hårdt med vore hænder. Skælder man os ud, velsigner vi; forfølger man os, finder vi os deri;
13 spotter man os, svarer vi med gode ord; som verdens fejeskarn er vi blevet, i alles øjne et udskud indtil nu.
14 Dette skriver jeg ikke for at gøre jer skamfulde, men for at retlede jer som mine elskede børn.
15 Thi om I så havde ti tusinde opdragere i Kristus, har I dog ikke mange fædre; thi jeg er i Kristus Jesus blevet jeres fader ved evangeliet.
16 Så formaner jeg jer da: bliv mine efterfølgere!
17 Derfor har jeg sendt jer Timoteus, som er mit elskede og trofaste barn i Herren; han skal minde jer om mine veje i Kristus, således som jeg lærer alle vegne, i alle menigheder.
18 Der er nogle, som er blevet opblæste i den tanke, at jeg ikke skulle komme over til jer;
19 men jeg kommer snart til jer, om Herren vil, og da vil jeg spørge, ikke efter de opblæstes ord, men efter deres kraft.
20 Thi Guds rige består ikke i ord, men i kraft.
21 Hvad vil I? Skal jeg komme til jer med riset eller med kærlighed og sagtmodig ånd?
1 Man hører virkelig om utugt iblandt jer, og tilmed sådan utugt, som end ikke findes blandt hedningerne, nemlig at en søn lever med sin faders hustru.
2 Og I er opblæste og blev ikke snarere bedrøvede, så den, som har gjort denne gerning, blev udstødt af jeres kreds.
3 Thi fraværende med legemet, men nærværende med ånden har jeg for mit vedkommende, som om jeg var nærværende, allerede fældet denne dom over ham, der har handlet på denne måde:
4 i Herren Jesu navn skal vi forsamles, I og min ånd, med vor Herres Jesu kraft
5 og overgive et sådant menneske til Satan, så hans legeme kan gå til grunde, for at ånden kan frelses på Herrens dag.
6 Jeres selvros tager sig ilde ud. Ved I ikke, at en smule surdej syrer hele dejen?
7 Rens den gamle surdej ud, for at I kan være en ny dej, da I jo er usyrede; thi også vort påskelam er slagtet, nemlig Kristus.
8 Lad os derfor holde højtid, ikke med gammel surdej, ej heller med sletheds og ondskabs surdej, men med renheds og sandheds usyrede brød.
9 Jeg skrev til jer i mit brev, at I ikke skulle have samkvem med utugtige mennesker;
10 jeg mente ikke i al almindelighed denne verdens utugtige eller havesyge og røvere eller afgudsdyrkere, så måtte I jo gå ud af verden.
11 Men nu skriver jeg til jer, at I ikke skal have samkvem med nogen, som bærer brodernavn, og som dog er utugtig eller havesyg eller afgudsdyrker eller æreskænder eller dranker eller røver, ja, end ikke spise sammen med en sådan.
12 Thi er det min sag at dømme dem, der er udenfor? Er det ikke dem indenfor, I skal dømme?
13 Dem udenfor skal Gud dømme. »Udstød det onde menneske af jeres kreds.«
1 Hvor kan dog nogen af jer, når han har en sag mod en anden, få sig til at lade den pådømme hos de uretfærdige, og ikke hos de hellige?
2 Ved I da ikke, at de hellige engang skal dømme verden? og når verden skal dømmes ved jer, er I da uværdige til at sidde til doms i de mindste retssager?
3 Ved I ikke, at vi skal dømme engle? endsige da i timelige ting!
4 Når I nu har retssager om timelige ting, sætter I så dem til dommere, der ikke er regnet for noget i menigheden?
5 Til skam for jer siger jeg det. Er der da virkelig iblandt jer ingen, der er viis nok til at dømme sine brødre imellem?
6 Men broder fører sag mod broder, og det for vantro!
7 I det hele taget er jo allerede det en brist hos jer, at I har retssager med hverandre. Hvorfor lider I ikke hellere uret? hvorfor finder I jer ikke hellere i at lide tab?
8 Men I tilføjer andre, og tilmed brødre, uret og tab!
9 Eller ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller de, der lader sig bruge til unaturlig utugt, eller de, der øver den,
10 eller tyve eller havesyge, ingen drankere, ingen æreskændere, ingen røvere skal arve Guds rige.
11 Og sådan har nogle af jer været; men I lod jer aftvætte, ja, I blev helligede, ja, I blev retfærdiggjorte ved Herren Jesu Kristi navn og ved vor Guds Ånd.
12 »Alt er mig tilladt«, men ikke alt er gavnligt; »alt er mig tilladt«, men jeg skal ikke lade noget få magten over mig.
13 Maden er bestemt for maven og maven for maden; men Gud skal engang lade begge dele forgå. Legemet derimod er ikke bestemt for utugt, men for Herren, og Herren for legemet;
14 og Gud, som har opvakt Herren, skal også opvække os ved sin kraft.
15 Ved I ikke, at jeres legemer er Kristi lemmer? skal jeg da tage Kristi lemmer og gøre skøgelemmer deraf? Nej, langtfra!
16 Eller ved I ikke, at den, der holder sig til skøgen, er ét legeme med hende? thi »de to«, hedder det, »skal blive ét kød«.
17 Men den, der holder sig til Herren, er én ånd med ham.
18 Fly utugt! enhver anden synd, som et menneske kan gøre sig skyldig i, er uden for legemet; men den, som bedriver utugt, synder imod sit eget legeme.
19 Eller ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer, og som I har fra Gud, og at I ikke tilhører jer selv?
20 I er jo købt og prisen betalt; ær derfor Gud i jeres legeme!
1 Med hensyn til det, I skrev om, så er det godt for en mand ikke at røre en kvinde;
2 men for at undgå utugtssynder skal hver mand have sin egen hustru, og hver kvinde have sin egen mand.
3 Manden skal yde sin hustru, hvad han er hende skyldig; ligeledes også hustruen sin mand.
4 Hustruen råder ikke over sit eget legeme, det gør hendes mand. Ligeså råder heller ikke manden over sit eget legeme, det gør hans hustru.
5 Unddrag jer ikke hinanden uden måske med gensidigt samtykke for en tid, for at I kan have ro til jeres bøn. Derefter skal I atter være sammen, for at Satan ikke skal friste jer, fordi I ikke kan være afholdende.
6 Dette siger jeg som en indrømmelse, ikke som en befaling.
7 Dog ville jeg ønske, at alle mennesker havde det som jeg selv; men hver har sin særlige nådegave fra Gud, den ene så, den anden så.
8 Til de ugifte og til enkerne siger jeg, at det er bedst for dem, om de vedbliver at være som jeg.
9 Men kan de ikke leve afholdende, så lad dem gifte sig; thi det er bedre at gifte sig end at være optændt af begær.
10 Men de gifte byder jeg, dog ikke jeg, men Herren, at en hustru ikke må skille sig fra sin mand —
11 og hvis hun alligevel skiller sig fra ham, skal hun vedblive at være ugift eller forlige sig med sin mand — og at en mand ikke må forskyde sin hustru.
12 Men til de andre siger jeg selv, ikke Herren: Hvis en broder har en vantro hustru, og hun er villig til at blive boende sammen med ham, så må han ikke forskyde hende.
13 Og hvis en hustru har en vantro mand, og han er villig til at blive boende sammen med hende, så må hun ikke forskyde manden.
14 Thi den vantro mand er helliget ved sin hustru, og den vantro hustru er helliget ved broderen; ellers var jo jeres børn urene, men nu er de hellige.
15 Vil derimod den vantro skilles, så lad ham skilles. Ingen broder eller søster er trælbunden i sådanne tilfælde. Til fred har Gud kaldet os.
16 Thi hvor ved du, hustru, om du kan frelse din mand? eller hvor ved du, mand, om du kan frelse din hustru?
17 Nej, enhver skal leve videre i de kår, som Herren har tildelt ham, og hvori Gud har kaldet ham. Det foreskriver jeg også i alle menighederne.
18 Blev man kaldet som omskåren, skal man ikke lade forhud drage over; er man kaldet som uomskåren, skal man ikke lade sig omskære.
19 Omskærelse betyder ikke noget, og forhud betyder ikke noget, men det at holde Guds bud.
20 Hver skal blive i den stand, som han var i, da han blev kaldet!
21 Blev du kaldet i trællestand, så bryd dig ikke om det; men selv om du kan blive fri, så bliv hellere i den.
22 Thi den, der blev kaldet i Herren som træl, er Herrens frigivne; ligeså er den, der blev kaldet som fri, Kristi træl.
23 I er købt og prisen betalt, vær ikke menneskers trælle!
24 Den stilling, som enhver var i, da han blev kaldet, brødre, den skal han blive i for Gud!
25 Med hensyn til jomfruerne har jeg ikke nogen befaling fra Herren, men udtaler min mening som den, der ved Herrens barmhjertighed er troværdig.
26 Jeg mener nu, at på grund af den nød, der står for døren, er det bedst for en at leve således.
27 Er du bunden til en hustru? søg ikke at blive fri! Er du fri! søg dig ikke en hustru!
28 Men selv om du også gifter dig, har du ikke derved syndet, og selv om en jomfru gifter sig, har hun ikke derved syndet; dog vil de, der gør det, få timelig trængsel. Men jeg vil gerne skåne jer.
29 Og det siger jeg jer, brødre: tiden er knap; derfor skal herefter de, der har hustru, være, som om de ingen havde,
30 og de, der græder, som om de ikke græd, og de, der glæder sig, som om de ikke glædede sig, og de, der køber, som om de ikke ejede,
31 og de, der benytter denne verden, som om de ikke udnyttede den; thi verden i sin nuværende skikkelse går mod sin undergang.
32 Men jeg vil gerne, at I skal være fri for bekymringer. Den ugifte mand bekymrer sig for det, der hører Herren til, hvorledes han kan tækkes Herren;
33 men den gifte bekymrer sig for det, der hører verden til, hvorledes han kan tækkes sin hustru;
34 og han er delt. Og den ugifte kvinde og jomfruen bekymrer sig for det, der hører Herren til, at hun kan være hellig både på legeme og ånd; men den gifte bekymrer sig for det, der hører verden til, hvorledes hun kan tækkes sin mand.
35 Jeg siger dette til jeres eget bedste, ikke for at lægge snare for jer, men for at I må leve sømmeligt og ufravendt holde jer til Herren.
36 Men mener nogen at volde sin ugifte datter skam, om hun kommer ud over den giftefærdige alder, og det ikke kan være anderledes, lad ham så gøre, hvad han vil; han synder ikke; lad dem gifte sig!
37 Men den, der er fast i sit forsæt og ikke er under tvang, men frit kan handle efter sin vilje og i sit hjerte har besluttet vedblivende at lade sin datter være jomfru, han gør vel.
38 Altså gør både den vel, der bortgifter sin ugifte datter, og den gør bedre, der ikke bortgifter hende.
39 En hustru er bunden, så længe hendes mand lever; men sover hendes mand hen, er hun fri, så hun kan gifte sig, med hvem hun vil, blot det sker i Herren.
40 Men lykkeligere er hun, hvis hun forbliver, som hun er — efter min mening; og jeg tror, at også jeg har Guds Ånd.
1 Med hensyn til kødet fra afgudsofrene ved vi, at »vi har alle kundskab«. »Kundskaben« opblæser, men kærligheden opbygger.
2 Mener nogen at kende noget, så kender han det endnu ikke således, som man bør kende det;
3 men hvis nogen elsker Gud, så er han kendt af ham.
4 Altså, med hensyn til at spise afgudsofferkød ved vi, at der ikke er nogen afgud til i verden, og at der kun er én Gud.
5 Thi selv om der også er såkaldte guder, enten det nu er i himmelen eller på jorden — sådan som der jo er mange »guder« og mange »herrer« —
6 så er der for os dog kun én Gud, Faderen, fra hvem alt er, og til hvem vi er skabt, og én Herre, Jesus Kristus, ved hvem alt er, og ved hvem vi er skabt.
7 Dog ikke alle har den kundskab. Men der er dem, som hidtil har været vant til at dyrke afguder og derfor spiser kødet som afgudsofferkød, og deres samvittighed, skrøbelig som den er, besmittes.
8 Men mad gør ikke fra eller til overfor Gud; hverken har vi noget fortrin, hvis vi spiser, eller står tilbage, hvis vi ikke spiser.
9 Men agt vel på, at jeres frihed ikke skal bringe de skrøbelige til fald!
10 Thi hvis nogen ser dig, der »har kundskab«, sidde til bords i et afgudshus, vil så ikke hans samvittighed, hvis han er skrøbelig, få den »opbyggelse« deraf, at også han kan spise afgudsofferkødet?
11 Så går jo ved din »kundskab« den skrøbelige til grunde, en broder, for hvis skyld Kristus er død!
12 Men når I således synder imod brødrene og sårer deres skrøbelige samvittighed, så er det Kristus selv, I synder imod.
13 Derfor, hvis mad kan bringe min broder til fald, vil jeg aldrig i evighed spise kød, for at jeg ikke skal bringe min broder til fald.
1 Er jeg ikke fri? er jeg ikke apostel? har jeg ikke set Jesus, vor Herre? er I ikke mit værk i Herren?
2 Om jeg ikke er apostel for andre, er jeg det i det mindste for jer; thi I er i Herren seglet på min apostelgerning.
3 Mit forsvar over for dem, som vil fælde dom over mig, er dette:
4 har vi ikke ret til at spise og drikke?
5 Har vi ikke ret til at tage en søster som hustru med overalt ligeså vel som de andre apostle og Herrens brødre og Kefas?
6 Eller er det kun mig og Barnabas, der ikke har ret til at lade være at arbejde?
7 Hvem gør vel nogen sinde krigstjeneste på egen lønning? Hvem planter en vingård og spiser ikke af dens frugt? Eller hvem vogter en hjord og nyder ikke af hjordens mælk?
8 Taler jeg her kun ud fra almindelig menneskelig tankegang, eller siger ikke også loven det samme?
9 Der står jo skrevet i Mose lov: »Du må ikke binde munden til på en okse, når den tærsker.« Er det okserne, der ligger Gud på sinde?
10 eller er det ikke helt med tanke på os, at han siger det? Jo! med tanke på os blev det skrevet, fordi den, der pløjer, skal pløje i håb, og den, der tærsker, skal gøre det i håb om at få sin del.
11 Når vi hos jer har sået åndelige goder, er det da for meget, om vi hos jer høster timelige?
12 Har andre den ret over jer, skulle vi da ikke snarere have den? Dog har vi ikke gjort brug af denne ret, men vi udholder alt for ikke at lægge hindring i vejen for Kristi evangelium.
13 Ved I ikke, at de, der tjener ved helligdommen, får deres føde fra helligdommen, at de, der har deres gang ved alteret, får deres del fra alteret?
14 Således har også Herren bestemt, at de, der forkynder evangeliet, skal leve af evangeliet.
15 Men jeg har ikke i nogen henseende gjort brug heraf, og jeg skriver ikke dette, for at jeg nu skulle få det således; thi hellere vil jeg dø end — nej, ingen skal gøre min ros til intet!
16 Thi om jeg forkynder evangeliet, har jeg ikke noget at rose mig af; jeg er jo under tvang; ve mig, om jeg ikke forkynder det!
17 Thi kun hvis jeg gør det af egen drift, har jeg krav på løn; men gør jeg det ikke af egen drift, så er det en husholdergerning, jeg har fået betroet.
18 Hvad er så min løn? Den at jeg forkynder evangeliet uden udgift for nogen, så jeg ikke udnytter den ret, forkyndelsen af evangeliet giver mig.
19 Thi skønt jeg står frit over for alle, har jeg dog gjort mig til tjener for alle, for at jeg kunne vinde des flere.
20 For jøderne er jeg blevet som en jøde for at kunne vinde jøder; for de lovbundne er jeg, der ikke selv er lovbunden, blevet som en lovbunden for at kunne vinde de lovbundne;
21 for dem, der er uden lov, er jeg, der ikke er uden lov for Gud, men bunden af Kristi lov, blevet, som om jeg var uden lov, for at kunne vinde dem, der er uden lov.
22 For de svage er jeg blevet svag for at kunne vinde de svage; for alle er jeg blevet alt for i alt fald at kunne frelse nogle.
23 Og alt dette gør jeg for evangeliets skyld, for at også jeg kan få del deri.
24 Ved I ikke, at de, der løber på væddeløbsbanen, ganske vist alle løber, men kun én får sejrsprisen? Løb således, at I kan vinde den!
25 Enhver, der deltager i idrætskamp, er afholdende i alt: de andre for at få en sejrskrans, der visner, vi for at få en sejrskrans, der aldrig visner.
26 Jeg løber derfor ikke på må og få; jeg kæmper som en nævekæmper, der ikke støder i luften,
27 men jeg er hård mod mit legeme og holder det i ave, for at ikke jeg, der har prædiket for andre, selv skal blive forkastet.
1 Jeg vil nemlig ikke, brødre, at I skal være uvidende om, at vore fædre alle var under skyen og alle gik gennem havet
2 og alle blev døbte til Moses i skyen og i havet
3 og alle spiste den samme åndelige mad
4 og alle drak den samme åndelige drik, thi de drak af en åndelig klippe, som fulgte med; og den klippe var Kristus.
5 Dog, de fleste af dem fandt Gud ikke behag i; de blev jo slået ned i ørkenen.
6 I dette er de blevet eksempler til advarsel for os, for at vi ikke skal begære, hvad ondt er, således som de gjorde.
7 Bliv heller ikke afgudsdyrkere, som nogle af dem blev, således som der står skrevet: »Folket satte sig til at spise og drikke, og derpå stod de op for at lege.«
8 Lad os heller ikke bedrive utugt, som nogle af dem bedrev utugt, og på én dag faldt der treogtyve tusinde.
9 Lad os heller ikke friste Herren, som nogle af dem fristede ham og blev dræbt af slanger.
10 I må heller ikke knurre, som nogle af dem knurrede og blev dræbt af »ødelæggeren«.
11 Dette skete med dem, så de kan være advarende eksempler, og det blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet.
12 Derfor skal den, der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke falder!
13 Det er kun almindelige, menneskelige fristelser, der hidtil har mødt jer, og Gud er trofast, han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men sammen med fristelsen skabe vej ud af den, så I kan stå den igennem.
14 Derfor, mine elskede, fly afgudsdyrkelsen!
15 Jeg taler til jer som til forstandige; døm selv om det, jeg siger.
16 Velsignelsens kalk, som vi velsigner, er den ikke fællesskab om Kristi blod? Det brød, som vi bryder, er det ikke fællesskab om Kristi legeme?
17 Fordi der er ét brød, er vi ét legeme, skønt vi er mange; thi alle har vi del i det ene brød.
18 Se på det kødelige Israel; har de, der spiser ofrene, ikke fælles med alteret?
19 Hvad mener jeg nu hermed? At afgudsoffer er noget virkeligt? eller at en afgud er noget virkeligt?
20 Nej, men hvad man ofrer, det ofrer man til onde ånder og ikke til Gud; og jeg vil ikke, at I skal have noget fællesskab med de onde ånder.
21 I kan ikke både drikke Herrens kalk og onde ånders kalk; I kan ikke både have del i Herrens bord og i onde ånders bord.
22 Eller skal vi ægge Herren til nidkærhed? Er vi da stærkere end han?
23 »Alt er tilladt,« men ikke alt er gavnligt. »Alt er tilladt,« men ikke alt opbygger.
24 Ingen må søge sit eget, men hvad der gavner næsten.
25 Alt, hvad der sælges i en slagterbod, kan I spise uden at undersøge noget af samvittighedshensyn;
26 thi »Herrens er jorden og dens fylde.«
27 Hvis nogen af de vantro indbyder jer, og I har lyst til at gå, så spis alt det, der sættes for jer, uden at undersøge noget af samvittighedshensyn.
28 Men hvis nogen siger til jer: »Det er offerkød,« så lad være at spise det af hensyn til ham, der meddelte det, og til samvittigheden,
29 ikke jeres egen, mener jeg, men den andens; thi hvorfor skal min frihed dømmes af en andens samvittighed?
30 Når jeg nyder noget med taksigelse, hvorfor skal jeg så høre ilde for det, jeg takker for?
31 Enten I nu spiser eller drikker, eller hvad I gør, så gør det alt til Guds ære!
32 Bliv ikke til anstød for nogen, hverken for jøde eller græker eller for Guds menighed,
33 ligesom også jeg i alt stræber at tækkes alle, idet jeg ikke søger, hvad der gavner mig selv, men hvad der gavner de mange, for at de må blive frelste.
|
1 Bliv mine efterfølgere, ligesom jeg igen er Kristi efterfølger!
2 Jeg roser jer for, at I mindes mig i alt og holder fast ved overleveringerne, således som jeg har overleveret jer dem.
3 Men det vil jeg, I skal vide, at Kristus er enhver mands hoved; og manden er kvindens hoved; og Gud er Kristi hoved.
4 Enhver mand, der beder eller profeterer med tildækket hoved, bringer skam over sit hoved.
5 Men enhver kvinde, der har utilhyllet hoved, når hun beder eller profeterer, bringer skam over sit hoved; thi det er det samme, som om hun havde ladet sit hår rage af.
6 Thi når en kvinde ikke vil tilhylle sit hoved, kan hun lige så godt lade sit hår klippe af; men er det usømmeligt for en kvinde at lade sit hår klippe af eller rage af, så må hun tilhylle sit hoved!
7 Thi en mand behøver ikke at tilhylle sit hoved, da han er Guds billede og afglans; men kvinden er mandens afglans.
8 Manden blev jo ikke til af kvinden, men kvinden af manden.
9 Ej heller blev jo manden skabt for kvindens skyld, men kvinden for mandens skyld.
10 Derfor bør kvinden have et myndighedstegn på hovedet for englenes skyld.
11 Dog, i Herren er det således, at hverken er kvinden noget uden manden eller manden noget uden kvinden.
12 Thi ligesom kvinden blev til af manden, således bliver også manden til ved kvinden, men alt dette er fra Gud.
13 Døm selv: er det sømmeligt, at en kvinde beder til Gud med utilhyllet hoved?
14 Lærer ikke også selve naturen jer, at når en mand har langt hår, er det en vanære for ham,
15 men når en kvinde har langt hår, er det en ære for hende? Thi det lange hår er givet hende som et slør.
16 Men har nogen lyst til at trættes herom — vi har ikke sådan skik, Guds menigheder ikke heller.
17 Men når jeg nu giver jer følgende formaning, kan jeg ikke rose jer: jeres sammenkomster er jo ikke til gavn, men til skade for jer.
18 For det første hører jeg nemlig, at der ved jeres menighedssammenkomster er splittelser iblandt jer; og til dels tror jeg det.
19 Der må jo være partier blandt jer, for at det kan blive åbenbart, hvem blandt jer der er ægte.
20 Når I så kommer sammen, er det umuligt at spise Herrens nadver.
21 Thi når I spiser, tager enhver straks sin egen mad, og den ene sidder og er sulten, mens den anden bliver beruset.
22 Har I da ikke hjem, hvor I kan spise og drikke? Eller foragter I Guds menighed og gør dem skamfulde, der intet har? Hvad skal jeg dog sige til jer? Skal jeg rose jer? Nej, for dette roser jeg jer ikke.
23 Thi fra Herren har jeg modtaget, hvad jeg også har overleveret jer, at Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog brød,
24 takkede, brød det og sagde: »Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!«
25 Ligeså tog han også kalken efter aftensmåltidet og sagde: »Denne kalk er den nye pagt ved mit blod; gør dette, så ofte som I drikker den, til ihukommelse af mig.«
26 Thi så ofte som I spiser dette brød og drikker kalken, forkynder I Herrens død, indtil han kommer.
27 Den, der spiser brødet eller drikker Herrens kalk på uværdig vis, pådrager sig altså skyld over for Herrens legeme og blod.
28 Enhver må prøve sig selv og så spise af brødet og drikke af kalken.
29 Thi den, som spiser og drikker uden at ænse, at det er Herrens legeme, spiser og drikker sig selv en dom til.
30 Derfor er der mange svage og syge iblandt jer, og adskillige sover hen.
31 Men hvis vi bedømte os selv ret, blev vi ikke dømt.
32 Men når vi dømmes af Herren, tugtes vi, for at vi ikke skal fordømmes sammen med verden.
33 Derfor, mine brødre! når I kommer sammen for at holde måltid, så vent på hverandre!
34 Er nogen sulten, skal han spise hjemme, for at jeres sammenkomster ikke skal blive jer til dom. Men om det øvrige vil jeg give forskrifter, når jeg kommer.
1 Med hensyn til de åndelige gaver, brødre! vil jeg ikke, at I skal være uvidende!
2 I ved, at dengang I var hedninger, droges I til de stumme afguder uden at gøre modstand.
3 Derfor vil jeg lade jer vide, at ingen, der taler ved Guds Ånd, siger: »Forbandet være Jesus!« og ingen kan sige: »Jesus er Herre!« uden ved Helligånden.
4 Der er forskellige tjenester, men Ånden er den samme;
5 der er forskellige tjenester, men Herren er den samme;
6 der er forskellige kraftige virkninger, men Gud er den samme, som virker alt i alle.
7 Og Åndsåbenbarelse gives den enkelte til fælles gavn.
8 En gives der nemlig ved Ånden at tale med visdom; en anden at tale med kundskab ifølge den samme Ånd;
9 en gives der tro ved den samme Ånd; en anden nådegaver til at helbrede ved den ene Ånd;
10 en at udføre undergerninger; en anden at profetere; en at bedømme ånder; en anden forskellige slags tungetale; og atter en anden at udlægge tungetale.
11 Men alt dette virker den ene og samme Ånd, som efter sin vilje tildeler enhver sin særlige gave.
12 Thi ligesom legemet er en enhed og dog har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så mange de er, dog er ét legeme, således er det også med Kristus.
13 Thi med én Ånd blev vi alle døbte til at være ét legeme, enten vi er jøder eller grækere, trælle eller fri; og alle har vi inddrukket samme Ånd.
14 Legemet består jo heller ikke af ét lem, men af mange.
15 Selv om foden ville sige: »Da jeg ikke er hånd, hører jeg ikke med til legemet,« hører den alligevel med til legemet.
16 Og selv om øret ville sige: »Da jeg ikke er øje, hører jeg ikke med til legemet,« så hører det alligevel med til legemet.
17 Hvis hele legemet var øje, hvad blev der så af hørelsen? Hvis det hele var hørelse, hvad blev der så af lugtesansen?
18 Men nu har Gud sat lemmerne på legemet, og ethvert af dem således som han ville.
19 Men hvis de alle var ét lem, hvad blev der så af legemet.
20 Nu er der mange lemmer og dog kun ét legeme.
21 Øjet kan ikke sige til hånden: »Dig har jeg ikke brug for,« ej heller hovedet til fødderne: »Jer har jeg ikke brug for.«
22 Nej, tværtimod, de lemmer på legemet, som forekommer os at være de svageste, er nødvendige,
23 og de, som synes os mindre ærefulde på legemet, dem klæder vi med des mere ære; og de lemmer, vi blues ved, omgives med des større blufærdighed;
24 de derimod, som vi ikke blues ved, har ikke brug derfor. Men Gud har sammenføjet legemet således, at han lod det ringe få des mere ære,
25 for at der ikke skulle være splid i legemet, men lemmerne have samme omsorg for hverandre.
26 Når ét lem lider, lider alle lemmerne med; når ét lem bliver hædret, glæder alle lemmerne sig med.
27 Og I er nu Kristi legeme og hver for sig hans lemmer.
28 Og Gud har i kirken for det første sat nogle til apostle, for det andet nogle til profeter, for det tredje nogle til lærere; dernæst undergerninger, dernæst nådegaver til at helbrede, til at hjælpe, til at styre, og forskellige slags tungetale.
29 Er mon alle apostle? Er alle profeter? Er alle lærere? Mon alle kan gøre undergerninger?
30 Har alle nådegaver til at helbrede? Kan alle tale i tunger? Kan alle udlægge?
31 Men stræb efter de nådegaver, der er de største! Og jeg vil nu vise jer en endnu ypperligere vej.
1 Talte jeg end med menneskers og engles tunger, men ikke havde kærlighed, da var jeg et rungende malm eller en klingende bjælde.
2 Og havde jeg end profetisk gave og kendte alle hemmeligheder og sad inde med al kundskab, og havde jeg al tro, så jeg kunne flytte bjerge, men ikke havde kærlighed, da var jeg intet.
3 Og uddelte jeg end alt, hvad jeg ejer, til de fattige og gav mit legeme hen til at brændes, men ikke havde kærlighed, da gavnede det mig intet.
4 Kærligheden er langmodig, kærligheden er mild; den misunder ikke; kærligheden praler ikke, opblæses ikke,
5 gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, lader sig ikke ophidse, bærer ikke nag,
6 glæder sig ikke over uretten, men glæder sig over sandheden;
7 den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.
8 Kærligheden ophører aldrig; men hvad enten det er profetiske gaver, de skal engang forsvinde, eller tungetale, den skal forstumme, eller kundskab, den skal forsvinde;
9 thi stykkevis erkender vi, og stykkevis profeterer vi,
10 men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forsvinde.
11 Så længe jeg var barn, talte jeg som et barn, tænkte jeg som et barn, dømte jeg som et barn; efter at jeg er blevet mand, har jeg aflagt det barnagtige.
12 Nu ser vi jo i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt; nu kender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg jo selv er kendt fuldt ud.
13 Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre; men størst af dem er kærligheden.
1 Hig efter kærligheden, og stræb efter de åndelige gaver, især efter at tale profetisk.
2 Thi den, der taler i tunger, taler ikke for mennesker, men for Gud; ingen forstår det jo, men i Ånden taler han hemmeligheder.
3 Men den, der taler profetisk, taler mennesker til opbyggelse, formaning og trøst.
4 Den, der taler i tunger, opbygger kun sig selv, men den, der taler profetisk, opbygger en menighed.
5 Jeg ville ønske, at I alle talte i tunger, men endnu hellere, at I talte profetisk; den, der taler profetisk, er større end den, der taler i tunger, med mindre denne udlægger det, for at menigheden kan få opbyggelse deraf.
6 Se nu, brødre! dersom jeg kommer til jer og taler i tunger, hvad gavn gør jeg så, hvis jeg ikke taler til jer enten med åbenbaring eller med kundskab, enten med profetisk tale eller med belæring?
7 Ligeså de livløse ting, der frembringer lyd, enten det nu er en fløjte eller en harpe: hvis de ikke gør skel mellem tonerne, hvorledes skal man så kunne forstå, hvad der spilles på fløjten eller harpen?
8 Eller hvis en basun giver utydelig lyd, hvem vil så gøre sig rede til kamp?
9 Således også med jer; hvis I ikke med jeres tunge fremfører tydelig tale, hvorledes skal man da kunne forstå, hvad I siger? I står jo så og taler hen i vejret.
10 Der er i verden, hvem ved hvor mange slags sprog, og der er intet af dem, der ikke har sine bestemte lyde.
11 Hvis jeg nu ikke er inde i sproget, vil jeg stå som en fremmed for den, der taler, og den, der taler, som en fremmed over for mig.
12 Således også med jer: når I er ivrige efter de åndelige gaver, så lad det være til menighedens opbyggelse, at I søger at få dem i rigeligt mål.
13 Derfor skal den, der taler i tunger, bede om, at han må kunne udlægge det.
14 Taler jeg nemlig i tunger under min bøn, så beder min ånd, men min forstand bliver uden frugt.
15 Hvad følger nu heraf? Jeg vil bede med ånden, men jeg vil også bede med forstanden; jeg vil lovsynge med ånden, men jeg vil også lovsynge med forstanden.
16 Hvorledes skal ellers, når du priser Gud i ånden, den, der indtager den udenforståendes plads, kunne sige »amen« til din takkebøn? Han forstår jo ikke, hvad du siger.
17 Din takkebøn er god nok, men de andre opbygges ikke.
18 Jeg takker Gud for, at jeg taler mere i tunger end alle I andre.
19 Men i en menighedsforsamling vil jeg hellere tale fem ord med min forstand, for at jeg kan undervise andre, end ti tusinde ord i tunger.
20 Brødre, vær ikke børn i dømmekraft; nej, vær spædbørn i ondskab, men fuldvoksne i dømmekraft!
21 I loven står der skrevet: »Ved folk med fremmede tungemål og ved fremmedes læber vil jeg tale til dette folk, og end ikke således vil de høre mig, siger Herren.«
22 Altså er tungetalen et tegn, ikke for de troende, men for de vantro; men den profetiske tale er det ikke for de vantro, men for de troende.
23 Hvis nu hele menigheden kommer sammen, og alle taler i tunger, og der så kommer nogle udenforstående eller vantro ind, vil de da ikke sige, at I er fra forstanden?
24 Men hvis alle taler profetisk, og der kommer en vantro eller udenforstående ind, så bliver der talt til hans samvittighed af alle, han ser sig afsløret af alle,
25 hans hjertes skjulte tanker bliver åbenbare, og så vil han falde på sit ansigt og tilbede Gud og vidne, at Gud virkelig er iblandt jer.
26 Hvad følger nu heraf, brødre? Når I kommer sammen, så har enhver af jer en salme, eller en belæring, eller en åbenbaring, eller en tungetale, eller en udlægning; lad alt ske således, at det tjener til opbyggelse!
27 Hvis nogen taler i tunger, så to eller højst tre hver gang, og den ene efter den anden, og én skal udlægge det!
28 Og er han ikke i stand til at udlægge det, skal han tie i menighedsforsamlingen og tale alene for sig selv og Gud!
29 Af profeter må kun to eller tre tale, og de andre skal bedømme det;
30 og hvis en anden, som sidder der, får en åbenbaring, så skal den første tie!
31 I kan jo alle komme til at profetere, den ene efter den anden, for at alle kan blive belærte og alle blive formanede.
32 Profeters ånder er jo profeter lydige;
33 thi Gud er ikke forvirringens, men fredens Gud.
34 Ligesom i alle de helliges menigheder skal kvinderne tie i jeres menighedsforsamlinger; thi det tilstedes dem ikke at tale, men de skal underordne sig, som også loven siger.
35 Er der noget, de ønsker oplyst, lad dem spørge deres mænd hjemme; thi det er usømmeligt for en kvinde at tale i en menighedsforsamling.
36 Eller er det måske fra jer, Guds ord er gået ud? eller er det til jer alene, det er kommet?
37 Mener nogen, at han er profet eller har åndelig gave, så må han også indse, at hvad jeg skriver til jer, er påbud fra Herren.
38 Men er der nogen, der ikke anerkender det, så bliver han heller ikke anerkendt.
39 Altså, brødre, stræb efter at tale profetisk, og I må ikke hindre nogen i at tale i tunger!
40 Men lad alt ske sømmeligt og med orden!
|
1 Brødre, jeg vil minde jer om det evangelium, som jeg forkyndte jer, som I også tog imod, som I stadig står i,
2 og som I frelses ved, hvis I da holder fast ved det ord, hvormed jeg forkyndte jer det — ellers var det til ingen nytte, at I kom til troen.
3 Jeg overgav jer nemlig som noget af det første, hvad jeg selv modtog: at Kristus døde for vore synder, efter skrifterne,
4 og at han blev begravet; og at han er opstået på den tredje dag, efter skrifterne,
5 og at han blev set af Kefas, derefter af de tolv;
6 derefter blev han set af over fem hundrede brødre på én gang, af hvilke de fleste endnu er i live, men nogle er hensovede;
7 derefter blev han set af Jakob, dernæst af alle apostlene;
8 men sidst af alle blev han set også af mig som det ufuldbårne foster;
9 thi jeg er den ringeste af apostlene, jeg, som ikke er værd at kaldes apostel, fordi jeg har forfulgt Guds kirke.
10 Ved Guds nåde er jeg det, jeg er, og hans nåde imod mig har ikke været forgæves; men jeg har arbejdet mere end alle de andre, dog ikke jeg, men Guds nåde, som har været med mig.
11 Hvad enten det nu er mig eller de andre, således prædiker vi, og således troede I.
12 Men når der om Kristus prædikes, at han er opstået fra de døde, hvorledes kan da nogle iblandt jer sige, at dødes opstandelse ikke finder sted?
13 Hvis der ikke er nogen opstandelse af døde, så er heller ikke Kristus opstået.
14 Men er Kristus ikke opstået, så er vort budskab jo tomt, og jeres tro også tom.
15 Så kommer vi også til at stå som falske vidner om Gud, fordi vi har vidnet imod Gud, at han opvakte Kristus, hvem han ikke har opvakt, såfremt døde i virkeligheden ikke opstår.
16 Thi hvis døde ikke opstår, så er Kristus heller ikke opstået.
17 Og hvis Kristus ikke er opstået, så er jeres tro forgæves; så er I endnu stadig i jeres synder;
18 så er altså også de, der er hensovet i Kristus, gået fortabt.
19 Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker.
20 Men nu er Kristus opstået fra de døde som en førstegrøde af de hensovede.
21 Thi fordi døden er kommet ved et menneske, er også de dødes opstandelse kommet ved et menneske.
22 Thi ligesom alle dør i Adam, således skal også alle levendegøres i Kristus.
23 Men hver i sit hold: som førstegrøde Kristus, dernæst ved Kristi komme de, som hører ham til;
24 derpå kommer enden, når han overgiver Riget til Gud og Faderen, efter at han har tilintetgjort al magt og al myndighed og kraft.
25 Thi han bør være konge, »indtil han får lagt alle fjender under sine fødder.«
26 Den sidste fjende, der tilintetgøres er døden,
27 Gud har jo »lagt alle ting under hans fødder«. Men når det hedder: »Alt er underlagt,«, så er han, der har underlagt ham alt, åbenbart undtaget.
28 Og når alt er blevet ham underlagt, da skal også sønnen selv underlægge sig ham, der har underlagt ham alt, for at Gud kan være alt i alle.
29 Hvad vil ellers de opnå, der lader sig døbe for de døde? Hvis døde overhovedet ikke opstår, hvorfor lader de sig så døbe for dem?
30 Og hvorfor udsætter vi os selv for fare hver time?
31 Dag efter dag dør jeg — så sandt jeg i Kristus Jesus, vor Herre, kan rose mig af jer, mine brødre.
32 Hvis det var med et blot menneskeligt håb, jeg i Efesus kæmpede med vilde dyr, hvad gavn havde jeg så deraf? Hvis døde ikke opvækkes, så »lad os æde og drikke, thi i morgen skal vi dø.«
33 Lad jer ikke lede vild! »Slet omgang fordærver gode sæder.«
34 Bliv ædru, som ret er, og synd ikke; der er jo nogle, som ganske mangler kendskab til Gud; til skam for jer siger jeg det.
35 »Men,« vil en sige, »hvorledes står de døde op? hvad slags legeme kommer de med?«
36 Du dåre! det, du sår, får jo ikke liv, hvis det ikke dør.
37 Og hvad du end sår — du sår ikke den plante, der senere kommer op, men et nøgent korn, enten det nu er af hvede eller af anden art.
38 Men Gud giver det et legeme efter sin vilje og hver sædart sit særlige legeme.
39 Ikke alt kød er ens; men mennesket har sit, kvæget sit, fuglen igen sit og fisken sit.
40 Der er himmelske legemer, og der er jordiske legemer; men de himmelskes glans er af én art, de jordiskes af en anden.
41 Solen har sin glans, månen sin glans og stjernerne igen deres glans: stjerne er forskellig fra stjerne i glans.
42 Således er det også med de dødes opstandelse; hvad der sås i forkrænkelighed, opstår i uforkrænkelighed;
43 hvad der sås i vanære, opstår i herlighed; hvad der sås i svaghed, opstår i kraft;
44 der sås et sjæleligt legeme, der opstår et åndeligt legeme. Når der gives et sjæleligt legeme, gives der også et åndeligt.
45 Således står der også skrevet: »Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl;« den sidste Adam blev til en levendegørende ånd.
46 Men det åndelige er ikke det første, derimod det sjælelige; derefter det åndelige.
47 Det første menneske var af jord, jordisk; det andet menneske er fra Himmelen.
48 Som den jordiske var, sådan er også de jordiske; og som den himmelske er, sådan er også de himmelske.
49 Og ligesom vi har båret den jordiskes billede, således skal vi også bære den himmelskes billede!
50 Men det siger jeg, brødre, at kød og blod kan ikke arve Guds rige, og forkrænkelighed arver heller ikke uforkrænkelighed.
51 Se, jeg siger jer en hemmelighed: vi skal ikke alle hensove, men vi skal alle forvandles,
52 i et nu, i et øjeblik, når den sidste basun lyder; thi basunen skal lyde, og de døde skal opstå uforkrænkelige, og da skal vi forvandles.
53 Thi dette forkrænkelige må iføre sig uforkrænkelighed, og dette dødelige iføre sig udødelighed.
54 Men når dette forkrænkelige har iført sig uforkrænkelighed, og dette dødelige har iført sig udødelighed, da skal det ord opfyldes, som står skrevet: »Døden er opslugt og sejren vundet.«
55 »Død, hvor er din sejr? død, hvor er din brod?«
56 (Dødens brod er synden, og syndens kraft er loven.)
57 Men Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus!
58 Derfor, mine elskede brødre! vær faste, urokkelige, altid rige i Herrens gerning; I ved jo, at jeres møje er ikke forgæves i Herren.
1 Med hensyn til indsamlingen til de hellige skal også I gøre, som jeg foreskrev menighederne i Galatien:
2 hver første dag i ugen skal enhver af jer lægge noget til side hjemme og samle, hvad han får lykke til, for at der ikke først skal finde indsamlinger sted, når jeg kommer.
3 Men når jeg kommer, vil jeg sende dem, I selv vælger, til Jerusalem med breve for at overbringe jeres kærlighedsgave.
4 Og hvis det er værd, at jeg selv rejser med, kan de rejse sammen med mig.
5 Jeg kommer så til jer, når jeg er rejst igennem Makedonien; thi Makedonien rejser jeg kun igennem;
6 men hos jer vil jeg måske blive en tid eller endog overvintre, for at I kan hjælpe mig videre på vej, hvor jeg så rejser hen.
7 Thi nu vil jeg ikke besøge jer på gennemrejse; jeg håber nemlig at blive nogen tid hos jer, om Herren vil give mig lov.
8 I Efesus bliver jeg til pinse;
9 thi der er åbne døre for mig ind til et stort og virkningsfuldt arbejde, og der er mange modstandere.
10 Når Timoteus kommer, må I sørge for, at han kan færdes hos jer uden frygt; thi han gør Herrens gerning lige så fuldt som jeg.
11 Derfor må ingen agte ham ringe; hjælp ham videre på hans rejse i fred, for at han kan komme til mig; thi jeg venter ham med brødrene.
12 Med hensyn til broderen Apollos, så har jeg stærkt opfordret ham til at komme til jer sammen med brødrene; dog var han slet ikke til sinds at komme nu, men han vil komme, når han finder tiden belejlig.
13 Vær årvågne, stå fast i troen, vær mandige, vær stærke!
14 Lad alt hos jer ske i kærlighed!
15 Men jeg formaner jer, brødre: I kender Stefanas' hus og ved, at det er førstegrøden i Akaja, og at de har stillet sig til tjeneste for de hellige.
16 Sådanne mennesker og alle, som tager deres del i arbejdet og sliddet, må I underordne jer.
17 Jeg glæder mig over, at Stefanas og Fortunatus og Akaikus er kommet hertil, fordi de har udfyldt mig savnet af jer;
18 thi de har vederkvæget min ånd og jeres. Skøn derfor på sådanne mennesker!
19 Menighederne i provinsen Asien sender hilsen til jer. Akvila og Priska tillige med menigheden i deres hjem sender jer mange hilsener i Herren.
20 Alle brødrene sender jer hilsen. Hils hverandre med helligt kys!
21 Hilsen med min, Paulus', egen hånd.
22 Hvis nogen ikke elsker Herren, han være forbandet! Maran ata!
23 Herren Jesu nåde være med eder!
24 Min kærlighed er med eder alle i Kristus Jesus