Om oversættelsen: Prøveoversættelsen fra 1944 er en del af det indledende arbejde til oversættelsen fra 1948. Denne oversættelse bryder med en næsten 400 år gammel tradition, hvor hvert Bibeloplag var en revision af de forrige oplag, der i sidste ende gik tilbage til Den Resen-Svaningske Bibel fra 1607.
Desværre er denne oversættelse udgivet fire år før retskrivningsreformen i 1948 — med "aa", "skulde", "vilde", "kunde" og med navneord med stort. Samtidig har man beholdt "eder" i stedet for "jer" for at bevare det gamle kirkesprog. Det gør, at sproget virker "støvet", men oversættelsen er alligevel på mange måder bedre end den autoriserede fra 1992.
Kapitler: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16
Hilsen, 1-3. Paulus takker Gud for hans Naadegaver til de Kristne i Korint, 4-9, paataler Partistridighederne, 10-16. Forkyndelsen om den korsfæstede Frelser synes den vantro Verden en Taabelighed, men er for de kaldede en Kraft og Visdom fra Gud, 17-25. Gud har udvalgt dem, der i Verden var ringeagtede, 26-31.
|
|
1 Paulus, ved Guds vilje kaldet til at være Kristi Jesu Apostel, og Broderen Sostenes
2 sender Hilsen til Guds Menighed i Korint, til dem, der er helligede i Kristus Jesus, kaldede til at være hellige, sammen med alle, der alle Vegne baade hos dem og hos os paakalder vor Herres Jesu Kristi Navn:
3 Naade være med eder og Fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus!
4 Jeg takker altid Gud for jer paa Grund af den Guds Naade, som blev givet jer i Kristus Jesus.
5 I er jo i ham blevet rige paa alt, i al Tale og al Indsigt,
6 efter som Vidnesbyrdet om Kristus blevet stadfæstet iblandt jer,
7 saa I ikke mangler nogen Naadegave og lever i Forventningen om, at vor Herre Jesus Kristus skal aabenbares,
8 han, som ogsaa skal styrke jer indtil det sidste, saa I ikke kan anklages paa vor Herres Jesu Kristi Dag.
9 Trofast er Gud, ved hvem I blev kaldet til Samfund med hans Søn Jesus Kristus, vor Herre.
10 Men jeg formaner jer, Brødre, ved vor Herres Jesu Kristi Navn, at I alle skal være enige indbyrdes, og at der ikke maa findes Splittelser iblandt jer, men at I skal være fuldt ud forenede i samme Sind og samme Overbevisning.
11 Thi af Kloes Folk er det blevet mig fortalt om jer, mine Brødre, at der er Stridigheder iblandt jer.
12 Jeg sigter til, at I hver især siger: Jeg er Tilhænger af Paulus, jeg af Apollos, jeg af Kefas, jeg af Kristus.
13 Er Kristus da delt? Blev Paulus korsfæstet for jer? Eller blev I døbt i Paulus's Navn?
14 Jeg takker Gud for, at jeg ikke har døbt nogen af jer undtagen Krispus og Gajus,
15 saa ingen skal kunne sige, at I blev døbt i mit Navn.
16 Dog, jeg har ogsaa døbt Stefanas's Hus; ellers ved jeg ikke af, at jeg har døbt nogen.
17 Thi Kristus har ikke sendt mig for at døbe, men for at forkynde Evangeliet - ikke med Visdom i Tale, for at Kristi Kors ikke skulde tabe sin Kraft.
18 Thi Ordet om Korset er vel for dem, som fortabes, en Daarskab, men for os, som frelses, er det en Guds Kraft.
19 Thi der staar skrevet:
»Vismændenes Visdom vil jeg lægge øde,
og de kloges Klogskab vil jeg gøre til intet.«
20 Hvor er nu Vismændene? Hvor er nu de skriftkloge? Hvor er denne verdens Ordkæmpere? Har Gud ikke gjort Verdens Visdom til Daarskab?
21 Thi da Verden med al sin Visdom ikke kendte Gud i hans Visdom, besluttede Gud, ved Prædikenens Daarskab at frelse dem, som tror.
22 Thi Jøder kræver Tegn, og Grækere søger Visdom,
23 vi derimod prædiker Kristus som korsfæstet, for Jøder en Forargelse og for Hedninger en Daarskab,
24 men for de kaldede selv, baade Jøder og Grækere, Kristus som Guds Kraft og Guds Visdom.
25 Thi Guds Daarskab er visere end Menneskene, og Guds Svaghed er stærkere end Menneskene.
26 Thi tænk paa, hvordan det var ved jeres Kaldelse, Brødre, at I ikke var mange verdslig vise, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme;
27 men det, der var Daarskab for Verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til Skamme,
28 og det, der var svagt for Verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til Skamme; og det for Verden ringe og det foragtede, det, der ikke var noget, udvalgte Gud, for at gøre det, der var noget, til intet,
29 for at intet Menneske skal rose sig for Gud.
30 Men ham skyldes det, at I er i Kristus Jesus, som er blevet os Visdom fra Gud, baade Retfærdighed og Helliggørelse og Forløsning,
31 for at, som der staar skrevet, »den, der roser sig, skal rose sig i Herren.«
Paulus har i Korint ikke gjort Brug af menneskelig Visdom, 1-5. Men han har en dybere kristelig Visdom at forkynde, som er lært af Aanden, 6-13. Den forstaas kun af dem, der har Guds Aand, 14-16.
1 Da jeg kom til jer, Brødre, kom jeg heller ikke og forkyndte jer Vidnesbyrdet fra Gud med fremragende Veltalenhed eller Visdom.
2 Thi jeg havde fattet det Forsæt ikke at ville vide af noget andet, medens jeg var iblandt jer, end Jesus Kristus og det den korsfæstede.
3 Og jeg kom til jer i Svaghed og Frygt og megen Bæven,
4 og min Tale og mit Budskab virkede ikke ved Visdoms overtalende Ord, men ved Aands og Krafts, Bevis,
5 for at jeres Tro ikke skulde bygge paa Menneskers Visdom, men paa Guds Kraft.
6 Dog, Visdom taler vi blandt de fuldvoksne, men en Visdom, der ikke stammer fra denne Verden, ej heller fra denne Verdens Herskere, som skal miste deres Magt.
7 Nej, vi taler Guds Visdom, den hemmelige, skjulte, som Gud før Verdensløbets Begyndelse har forudbestemt for at føre os til Herlighed.
8 Den har ingen af denne Verdens Herskere kendt; thi hvis de havde kendt den, vilde de ikke have korsfæstet Herlighedens Herre;
9 men den er, som der staar skrevet,
»hvad intet Øje har set og intet Øre hørt,
og hvad der ikke er opkommet i noget Menneskes Hjerte,
hvad Gud har beredt for dem, der elsker ham.«
10 Thi os har Gud aabenbaret det ved Aanden; Aanden ransager jo alt, endog Guds Dybder.
11 Thi hvilket Menneske ved, hvad der bor i Mennesket, uden Menneskets egen Aand? Saaledes kender heller ingen, hvad der bor i Gud, uden Guds Aand.
12 Men vi har ikke faaet Verdens Aand, men Aanden fra Gud, for at vi kan lære at kende, hvad Gud i sin Naade har skænket os;
13 og derom taler vi ikke med Ord, lærte af menneskelig Visdom, men med Ord, lærte af Aanden, idet vi tolker aandelige Ting for aandelige Mennesker.
14 Men et sjæleligt Menneske tager ikke imod det, der stammer fra Guds Aand; thi det er ham en Daarskab, og han kan ikke forstaa det, thi det maa bedømmes aandeligt.
15 Den aandelige derimod kan bedømme alt, men selv kan han ikke bedømmes af nogen.
16 Thi hvem har lært Herrens Sind at kende, saa han skulde kunne undervise ham? Men vi har Kristi Sind.
Korinternes Partivæsen er et Vidnesbyrd om manglende kristelig Udvikling, 1-4. Evangeliets Forkyndere er kun Tjenere og Guds Medarbejdere; de er fælles om Arbejdet, men har dog Ansvar hver for sig, 5-9. Paulus indskærper det Ansvar, der følger med at være Forkynder, 10-17, og advarer mod at bygge paa egen Visdom eller paa Mennesker, 18-23.
1 Og, Brødre, jeg kunde ikke tale til jer som til aandelige, men kun som til kødeligsindede, som til spæde Børn i Kristus.
2 Mælk gav jeg jer at drikke, ikke fast Føde, thi I kunde endnu ikke taale den; ja I kan det ikke engang nu,
3 fordi I endnu er kødelige. Naar der nemlig er Misundelse og Splid iblandt jer, er I saa ikke kødelige og vandrer paa Menneskevis?
4 Thi naar en siger: »Jeg er Tilhænger af Paulus,« og en anden: »Jeg er Tilhænger af Apollos, er I saa ikke Mennesker?
5 Hvad er da Apollos? og hvad er Paulus? Tjenere, ved hvem I kom til Troen. Og enhver tjente, som Herren gav ham;
6 jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav Væksten.
7 Saa kommer det da hverken an paa den, der planter, eller paa den, der vander,
8 men paa Gud, der giver Vækst. Den, der planter, og den, der vander, de er eet; dog skal hver faa sin Løn i Forhold til sin Møje.
9 Thi Guds Medarbejdere er vi; Guds Ager, Guds Bygning er I.
10 Efter den Guds Naade, som blev givet mig, har jeg som en kyndig Bygmester lagt Grundvold, men andre bygger videre paa den. Men enhver se til, hvorledes han bygger!
11 Thi ingen kan lægge anden Grundvold end den, der er lagt, nemlig Jesus Kristus.
12 Og hvis man paa den Grundvold bygger med Guld, Sølv, kostbare Sten, Træ, Hø, Straa,
13 saa skal det en Gang aabenbares, hvad Slags Arbejde enhver har udført; thi Dagen skal gøre det klart, thi den bryder frem med Ild, og Ilden skal prøve, hvordan enhvers Arbejde er.
14 Hvis det Arbejde, som en har bygget derpaa, bestaar, da skal han faa Løn;
15 hvis ens Arbejde bliver opbrændt, da skal han miste den; men selv skal han blive frelst, dog som gennem Ild.
16 Ved I ikke, at I er Guds Tempel, og Guds Aand bor i jer?
17 Hvis nogen ødelægger Guds Tempel, skal Gud ødelægge ham; thi Guds Tempel er helligt, og I er jo hans Tempel!
18 Lad ingen bedrage sig selv! Hvis nogen iblandt jer mener, at han er viis i denne verden, skal han blive sen Daare, for at han kan blive viis.
19 Denne Verdens Visdom er nemlig Daarskab i Guds Øjne; thi der staar skrevet: »Han er den, der fanger de vise i deres Kløgt;«
20 og endvidere: »Herren kender de vises Tanker og ved, at de kun er Tomhed.«
21 Derfor skal ingen rose sig af Mennesker! Alt er jo jeres,
22 hvad enten det er Paulus eller Apollos eller Kefas eller Verden eller Liv eller Død eller det, der er nu, eller det, der skal komme: alt er jeres;
23 men I hører Kristus til, og Kristus hører Gud til.
Paulus og hans Medarbejdere er Kristi Tjenere, hvis Troskab ikke kan bedømmes af Mennesker, kun af Herren selv, 1-5. Apostelens Forsvar over for den Undervurdering, han er Genstand for, 6-13. Med faderlig Kærlighed formaner Paulus til at efterligne hans Færd; over for de hovmodige vil han optræde med Myndighed under sit forestaaende Besøg, 14-21,
1 Saaledes skal man se paa os: som Kristi Tjenere og Husholdere over Guds Hemmeligheder!
2 Af Husholdere kræves nu, at de skal findes tro.
3 Men for mig har det saare lidt at sige, om I eller nogen menneskelig Ret fælder Dom over mig; ja, jeg vil ikke engang fælde Dom over mig selv.
4 Thi vel er jeg mig intet bevidst; dog dermed er jeg ikke retfærdiggjort; den, der fælder Dom over mig, er Herren.
5 Fæld derfor ikke Dom før Tiden, før Herren kommer, han, som skal bringe for Lyset, hvad der er skjult i Mørket, og aabenbare, hvad Hjerterne vil; da skal enhver faa sin Ros af Gud.
6 Hvad jeg her har skrevet, Brødre, har jeg formet med Henblik paa mig selv og Apollos for jeres Skyld, for at I ved at se paa os kan lære dette »ikke ud over, hvad der staar skrevet,« at ikke nogen af jer skal blive opblæst, for den ene mod den anden.
7 Thi hvem giver dig Fortrin? Og hvad har du, som du ikke har faaet givet? Og naar du har faaet det, hvorfor roser du dig da, som om du ikke havde faaet det?
8 I er allerede blevet mætte, I er allerede blevet rige, I er blevet Konger uden os! Ja, gid I dog var blevet Konger, saa vi kunde være jeres Medkonger!
9 Thi jeg synes, Gud har stillet os Apostle frem som de ringeste, ja, som dødsdømte Forbrydere; et Skuespil er vi jo blevet for hele Verden, baade for Engle og Mennesker.
10 Vi er Daarer for Kristi Skyld, I er kloge i Kristus; vi er svage, I er stærke; I er hædrede, vi foragtede!
11 Indtil denne Stund har vi baade sultet og tørstet og manglet Klæder; vi bliver mishandlet; vi er hjemløse;
12 vi arbejder haardt med vore Hænder. Skælder man os ud, velsigner vi; forfølger man os, finder vi os deri;
13 spotter man os, svarer vi med gode Ord; som Verdens Fejeskarn er vi blevet, i alles Øjne et Udskud indtil nu.
14 Dette skriver jeg ikke for at gøre jer skamfulde, men for at retlede jer som mine elskede Børn.
15 Thi om I saa havde ti Tusinde Tugtemestre i Kristus, har I dog ikke mange Fædre; thi jeg er i Kristus Jesus blevet jeres Fader ved Evangeliet.
16 Saa formaner jeg eder da: bliv mine Efterfølgere!
17 Derfor har jeg sendt jer Timoteus, som er mit elskede og trofaste Barn i Herren; han skal minde jer om min Vejledning i Kristus, saaledes som jeg lærer alle Vegne, i alle Menigheder.
18 Der er nogle, som er blevet opblæst i den Tanke, at jeg ikke skulde komme over til jer;
19 men jeg kommer snart til jer, om Herren vil, og da vil jeg spørge, ikke efter de opblæstes Ord, men efter deres Kraft.
20 Thi Guds Rige bestaar ikke i Ord, men i Kraft.
21 Hvad vil I? Skal jeg komme til jer med Riset eller med Kærlighed og sagtmodig Aand?
Den Mand, der har levet i Blodskam, bør udstødes af Menigheden, 1-8. Berigtigelse af en misforstaaet Ytring i et tidligere Brev om Forholdet til utugtige, 9-13.
1 Man hører virkelig om Utugt iblandt jer, og tilmed saadan Utugt, som end ikke findes blandt Hedningerne, nemlig at en Søn lever med sin Faders Hustru.
2 Og I er opblæste og blev ikke snarere bedrøvede, saa den, som har gjort denne Gerning, blev udstødt af jeres Kreds.
3 Thi legemlig fraværende, men aandelig nærværende, har jeg for mit vedkommende, som om jeg var nærværende, allerede fældet denne Dom over ham, der saa skammeligt har bedrevet dette:
4 i Herren Jesu Navn skal vi forsamles, I og min Aand, med vor Herres Jesu Kraft
5 og overgive et saadant Menneske til Satan, saa hans Legeme kan gaa til Grunde, for at Aanden kan frelses paa Herrens Dag.
6 Jeres Selvros tager sig ilde ud. Ved I ikke, at en Smule Surdejg syrer hele Dejgen?
7 Rens den gamle Surdejg ud, for at I kan være en ny Dejg, da I jo er usyrede; thi ogsaa vort Paaskelam er slagtet, nemlig Kristus.
8 Lad os derfor holde Højtid, ikke med gammel Surdejg, ej heller med Sletheds og Ondskabs Surdejg, men med Renheds og Sandheds usyrede Brød.
9 Jeg skrev til jer i mit Brev, at I ikke skulde have Samkvem med utugtige Mennesker;
10 jeg mente ikke i al Almindelighed denne verdens utugtige eller havesyge og Røvere eller Afgudsdyrkere, saa maatte I jo gaa ud af Verden.
11 Og nu skriver jeg til jer, at I ikke skal have Samkvem med nogen, som bærer Brodernavn, og som dog er utugtig eller havesyg eller Afgudsdyrker eller Æreskænder eller Dranker eller Røver, ja end ikke spise sammen med en saadan.
12 Thi er det min Sag at dømme dem, der er udenfor? Er det ikke dem indenfor, I skal dømme?
13 Dem udenfor skal Gud dømme. »Udstød det onde Menneske af jeres Kreds.«
Kristne bør ikke indbyrdes have Retssager for hedenske Domstole, 1-11. Den kristne Frihed maa ikke misbruges til Utugt, 12-20.
1 Hvor kan dog nogen af jer, naar han har Sag mod en anden, faa sig til at lade den paadømme hos de uretfærdige, og ikke hos de hellige?
2 Ved I da ikke, at de hellige en Gang skal dømme Verden? og naar Verden skal dømmes ved jer, er I da uværdige til at sidde til Doms i de mindste Retssager?
3 Ved I ikke, at vi skal dømme Engle? end sige da i timelige Ting!
4 Naar I nu har Retssager om timelige Ting, sætter I saa dem til Dommere, der ikke er regnet for noget i Menigheden?
5 Til Skam for jer siger jeg det. Er der da virkelig iblandt jer ingen, der er viis nok til at dømme sine Brødre imellem?
6 Men Broder fører Sag mod Broder, og det for vantro!
7 I det hele taget er jo allerede det en Brist hos jer, at I har Retssager med hinanden. Hvorfor lider I ikke hellere Uret? Hvorfor finder I jer ikke hellere i at lide Tab?
8 Men I tilføjer andre, og tilmed Brødre, Uret og Tab!
9 Eller ved I ikke, at uretfærdige skal ikke arve Guds Rige? Far ikke vild! Hverken utugtige eller Afgudsdyrkere eller Ægteskabsbrydere eller de, der lader sig bruge til unaturlig Utugt, eller de, der øver den,
10 eller Tyve eller havesyge, ingen Drankere, ingen Æreskændere, ingen Røvere skal arve Guds Rige.
11 Og saadan har nogle af jer været; men I lod jer aftvætte, ja I blev helligede, ja I blev retfærdiggjorte ved Herren Jesu Kristi Navn og ved vor Guds Aand.
12 »Alt er mig tilladt«, men ikke alt er gavnligt; »alt er mig tilladt«, men jeg skal ikke lade noget faa Magten over mig.
13 Maden er bestemt for Maven og Maven for Maden; men Gud skal en Gang lade begge Dele forgaa. Legemet derimod er ikke bestemt for Utugt, men for Herren, og Herren for Legemet;
14 og Gud, som har opvakt Herren, skal ogsaa opvække os ved sin Kraft.
15 Ved I ikke, at jeres Legemer er Kristi Lemmer? Skal jeg da tage Kristi Lemmer og gøre Skøgelemmer deraf? Nej, langtfra!
16 Eller ved I ikke, at den, der holder sig til Skøgen, er eet Legeme med hende? Thi »de to«, hedder det, »skal være eet Kød«.
17 Men den, der holder sig til Herren, er een Aand med ham.
18 Fly Utugt! Enhver anden Synd, som et Menneske kan gøre sig skyldig i, er uden for Legemet; men den, som bedriver Utugt, synder imod sit eget Legeme.
19 Eller ved I ikke, at jeres Legeme er et Tempel for Helligaanden, som er i jer, og som I har fra Gud, og at I ikke tilhører jer sely?
20 I er jo købt og betalt; ær derfor Gud i jeres Legeme!
Om Ægtefællers Samliv, 1-7, ugift Stand, 8-9, Skilsmisse, 10-11, og blandede Ægteskaber, 12-24. Om Jomfruers Giftermaal, 25-38, og Enkers andet Ægteskah, 39-40.
1 Med Hensyn til det, I skrev om, saa er det godt for en Mand ikke at røre en Kvinde;
2 men for at undgaa Utugtssynder skal hver Mand have sin egen Hustru, og hver Kvinde have sin egen Mand.
3 Manden skal yde sin Hustru, hvad han er hende skyldig; ligeledes ogsaa Hustruen sin Mand.
4 Hustruen raader ikke over sit eget Legeme, det gør hendes Mand. Ligesaa raader heller ikke Manden over sit eget Legeme, det gør hans Hustru.
5 Unddrag jer ikke hinanden uden maaske med gensidigt Samtykke for en Tid, for at I kan have Ro til jeres Bøn. Derefter skal I atter være sammen, for at Satan ikke skal friste jer, fordi I ikke kan være afholdende.
6 Dette siger jeg som en Indrømmelse, ikke som en Befaling.
7 Dog vilde jeg ønske, at alle Mennesker havde det som jeg selv; men hver har sin særlige Naadegave fra Gud, den ene saa, den anden saa.
8 Til de ugifte og til Enkerne siger jeg, at det er bedst for dem, om de vedbliver at være som jeg.
9 Men kan de ikke leve afholdende, saa lad dem gifte sig; thi det er bedre at gifte sig end at være optændt af Begær.
10 Men de gifte byder jeg, dog ikke jeg, men Herren, at en Hustru ikke maa skille sig fra sin Mand -
11 og hvis hun alligevel skiller sig fra ham, skal hun vedblive at være ugift eller forlige sig med sin Mand - og at en Mand ikke maa forskyde sin Hustru.
12 Men til de andre siger jeg selv, ikke Herren: Hvis en Broder har en vantro Hustru, og hun er villig til at blive boende sammen med ham, saa maa han ikke forskyde hende.
13 Og hvis en Hustru har en vantro Mand, og han er villig til at blive boende sammen med hende, saa' maa hun ikke forskyde Manden.
14 Thi den vantro Mand er helliget ved sin Hustru, og den vantro Hustru er helliget ved Broderen; ellers var jo jeres Børn urene, men nu er de hellige.
15 Vil derimod den vantro skilles, saa lad ham skilles. Ingen Broder eller Søster er trælbundet i saadanne Tilfælde. Til Fred har Gud kaldet os.
16 Thi hvor ved du, Hustru, om du kan frelse din Mand? eller hvor ved du, Mand, om du kan frelse din Hustru?
17 Nej, enhver skal leve videre i de Kaar, som Herren har tildelt ham, og hvori Gud har kaldet ham. Det foreskriver jeg ogsaa i alle Menighederne.
18 Blev man kaldet som omskaaren, skal man ikke lade Forhud drage over; er man kaldet som uomskaaren, skal man ikke lade sig omskære.
19 Omskærelse betyder ikke noget, og Forhud betyder ikke noget, men det at holde Guds Bud.
20 Hver skal blive i den Stand, som han var i, da han blev kaldet!
21 Blev du kaldet i Trællestand, saa bryd dig ikke om det; men selv om du kan blive fri, saa bliv hellere i den.
22 Thi den, der blev kaldet i Herren som Træl, er Herrens frigivne; ligesaa er den, der blev kaldet som fri, Kristi Træl,
23 I er købt og betalt, vær ikke Menneskers Trælle!
24 Den Stilling, som enhver var i, da han blev kaldet, Brødre, den skal han blive i for Gud!
25 Med Hensyn til Jomfruerne har jeg ikke nogen Befaling fra Herren, men udtaler min Mening som den, der ved Herrens Barmhjertighed er troværdig.
26 Jeg mener nu, at paa Grund af den Nød, der er i Vente, er det bedst for en at leve saaledes.
27 Er du bundet til en Hustru? søg ikke at blive fri! Er du fri? søg dig ikke en Hustru!
28 Men selv om du ogsaa gifter dig, har du ikke derved syndet, og selv om en Jomfru gifter sig, har hun ikke derved syndet; dog vil de, der gør det, faa timelig Trængsel, Men jeg vilde gerne skaane jer.
29 Og det siger jeg jer, Brødre: Tiden er knap; derfor skal herefter de, der har Hustru, være som om de ingen havde,
30 og de, der græder, som om de ikke græd, og de, der glæder sig, som om de ikke glædede sig, og de, der køber, som om de ikke ejede,
31 og de, der benytter denne verden, som om de ikke udnyttede den; thi Verden i dens nuværende Skikkelse gaar mod sin Undergang.
32 Men jeg vil gerne, at I skal være fri for Bekymringer. Den ugifte Mand bekymrer sig for det, der hører Herren til, hvorledes han kan tækkes Herren;
33 men den gifte bekymrer sig for det, der hører Verden til, hvorledes han kan tækkes sin Hustru;
34 og han er delt. Og den ugifte Kvinde og Jomfruen bekymrer sig for det, der hører Herren til, at hun kan være hellig baade paa Legeme og Aand; men den gifte bekymrer sig for det, der hører Verden til, hvorledes hun kan tækkes sin Mand.
35 Jeg siger dette til jeres eget Bedste, ikke for at lægge Snare for jer, men for at I maa leve sømmeligt og ufravendt dvæle hos Herren.
36 Men mener nogen at volde sin ugifte Datter Skam, om hun kommer ud over den giftefærdige Alder, og det ikke kan være anderledes, lad ham saa gøre, hvad han vil; han synder ikke; lad dem gifte sig!
37 Men den, der er fast i sit Forsæt og ikke er under Tvang, men frit kan handle efter sin Vilje og i sit Hjerte har besluttet vedblivende at lade sin Datter være Jomfru, han gør vel.
38 Altsaa gør baade den vel, der bortgifter sin ugifte Datter, og den gør bedre, der ikke bortgifter hende.
39 En Hustru er bundet, saa længe hendes Mand lever; men sover hendes Mand hen, er hun fri, saa hun kan gifte sig, med hvem hun vil, blot det sker i Herren.
40 Men lykkeligere er hun, hvis hun forbliver, som hun - efter min Mening; og jeg tror, at ogsaa jeg har Guds Aand.
Nydelse af Offerkød er tilladt, da Afguderne ikke eksisterer, 1-6. Dog kan det blive nødvendigt for Kristne at afholde sig derfra af Hensyn til ængstelige Trosfæller, 7-13.
1 Med Hensyn til Kødet fra Afgudsofrene ved vi, at »vi har alle Kundskab«. »Kundskaben« opblæser, men Kærligheden opbygger:
2 Mener nogen at kende noget, saa kender han det endnu ikke saaledes, som man bør kende det;
3 men hvis nogen elsker Gud, saa er han kendt af ham.
4 Altsaa, med Hensyn til at spise Afgudsofferkød ved vi, at der ikke er nogen Afgud til i Verden, og at der kun er een Gud.
5 Thi selv om der ogsaa er saakaldte Guder, enten det nu er i Himmelen eller paa Jorden - saadan som der jo er mange »Guder« og mange »Herrer« -
6 saa er der for os dog kun een Gud, Faderen, fra hvem alt er, og til hvem vi er skabt, og een Herre, Jesus Kristus, ved hvem alt er, og ved hvem vi er skabt.
7 Dog ikke alle har den Kundskab. Men der er dem, som hidtil har været vant til at dyrke Afguder og derfor spiser Kødet som Afgudsofferkød, og deres Samyittighed, skrøbelig som den er, besmittes.
8 Men Mad gør ikke fra eller til over for Gud; hverken har vi noget Fortrin, hvis vi spiser, eller staar tilbage, hvis vi ikke spiser.
9 Men agt vel paa, at ikke den Frihed, I har, skal blive til Anstød for de skrøbelige!
10 Thi hvis nogen ser dig, der »har Kundskab«, sidde til Bords i et Afgudshus, vil saa ikke hans Samvittighed, hvis han er skrøbelig, faa den »Opbyggelse« deraf, at ogsaa han kan spise Afgudsofferkødet?
11 Saa gaar jo ved din »Kundskab« den skrøbelige til Grunde, en Broder, for hvis Skyld Kristus er død!
12 Men naar I saaledes synder mod Brødrene og saarer deres skrøbelige Samvittighed, saa er det Kristus selv, I synder imod.
13 Derfor, hvis Mad kan bringe min Broder til Fald, vil jeg aldrig i Evighed spise Kød, for at jeg ikke skal bringe min Broder til Fald.
Som et Eksempel paa, hvorledes man for andres Skyld bør indskrænke sin personlige Frihed, minder Paulus om, at han har givet Afkald paa sin Ret til at lade sig underholde af Menighederne, 1-18. Han har lempet sig efter alle for at føre dem til Frelse, 19-23, og har ligesom Idrætsfolk paalagt sig selv Afsavn, 24-27.
1 Er jeg ikke fri? Er jeg ikke Apostel? Har jeg ikke set Jesus, vor Herre? Er I ikke mit Værk i Herren?
2 Om jeg ikke er Apostel for andre, er jeg det i det mindste for jer; thi I er i Herren Seglet paa min Apostelgerning.
3 Mit Forsvar over for dem, som vil fælde Dom over mig, er dette:
4 Har vi ikke Ret til at spise og drikke?
5 Har vi ikke Ret til at tage en Søster som Hustru med overalt ligesaa vel som de andre Apostle og Herrens Brødre og Kefas?
6 Eller er det kun mig og Barnabas, der ikke har Ret til at lade være at arbejde?
7 Hvem gør vel nogen Sinde Krigstjeneste paa egen Lønning? Hvem planter en Vingaard og spiser ikke af dens Frugt? Eller hvem vogter en Hjord og nyder ikke af Hjordens Mælk?
8 Taler jeg her kun ud fra almindelig menneskelig Tankegang, eller siger ikke ogsaa Loven det samme?
9 Der staar jo dog skrevet i Mose Lov: »Du maa ikke binde Munden til paa en Okse, naar den tærsker.« Er det Okserne, der ligger Gud paa Sinde?
10 eller er det ikke helt med Tanke paa os, at han siger det? Jo! med Tanke paa os blev det skrevet, fordi den, der pløjer, skal pløje i Haab, og den, der tærsker, skal gøre det i Haab om at faa sin Del.
11 Naar vi hos jer har saaet aandelige Goder, er det da for meget, om vi hos jer høster timelige?
12 Har andre den Ret over jer, skulde vi da ikke snarere have den? Dog har vi ikke gjort Brug af denne Ret, men vi udholder alt for ikke at lægge Hindring i Vejen for Kristi Evangelium.
13 Ved I ikke, at de, der tjener ved Helligdommen, faar deres Føde fra Helligdommen, at de, der har deres Gang ved Alteret, faar deres Del fra Alteret?
14 Saaledes har ogsaa Herren bestemt, at de, der forkynder Evangeliet, skal leve af Evangeliet.
15 Men jeg har ikke i nogen Henseende gjort Brug heraf, og jeg skriver ikke dette, for at jeg nu skulde faa det saaledes; thi hellere vil jeg dø end - nej, ingen skal gøre min Ros til intet!
16 Thi om jeg forkynder Evangeliet, har jeg ikke noget at rose mig af; jeg er jo under Tvang; ve mig, om jeg ikke forkynder det!
17 Thi kun hvis jeg gør det af egen Drift, har jeg Krav paa Løn; men gør jeg det ikke af egen Drift, saa er det en Husholdergerning, jeg har faaet betroet.
18 Hvad er saa min Løn? Den, at jeg forkynder Evangeliet uden Udgift for nogen, saa jeg ikke udnytter den Ret, Forkyndelsen af Evangeliet giver mig.
19 Thi skønt jeg staar fri over for alle, har jeg dog gjort mig til Tjener for alle, for at jeg kunde vinde des flere.
20 For Jøderne er jeg blevet som en Jøde for at kunne vinde Jøder; for de lovbundne er jeg, der ikke selv er lovbundet, blevet som en lovbunden for at kunne vinde de lovbundne;
21 for dem, der er uden Lov, er jeg, der ikke er uden Lov for Gud, men bundet af Kristi Lov, blevet, som om jeg var uden Lov, for at kunne vinde dem, der er uden Lov.
22 For de svage er jeg blevet svag for at kunne vinde de svage; for alle er jeg blevet alt for i al Fald at frelse nogle.
23 Og alt dette gør jeg for Evangeliets Skyld, for at ogsaa jeg kan faa Del deri.
24 Ved I ikke, at de, der løber paa Væddeløbsbanen, løber ganske vist alle, men kun een faar Sejersprisen. Løb saaledes, at I kan vinde den!
25 Enhver, der deltager i Væddekamp, er afholdende i alt; de andre for at faa en forkrænkelig Krans, vi for at faa en uforkrænkelig.
26 Jeg løber derfor ikke paa maa og faa; jeg kæmper som en Nævekæmper, der ikke støder i Luften,
27 men jeg er haard mod mit Legeme og holder det i Ave, for at ikke jeg, der har prædiket for andre, selv skal blive forkastet.
Israels Eksempel viser, at selv de, der er optaget i Guds Folk, kan forspilde Frelsen, 1-13. Derfor bør de Kristne vogte sig for Deltagelse i Offermaaltiderne, der er uforenelig med Nydelse af den hellige Nadver, 14-22. Offerkød købt paa Torvet maa de dog nok nyde, hvis det ikke volder svage Medkristne Anstød, 23-11,1.
1 Jeg vil nemlig ikke, Brødre, at I skal være uvidende om, at vore Fædre var alle under Skyen og gik alle gennem Havet
2 og blev alle døbt til Moses i Skyen og i Havet,
3 og de spiste alle den samme aandelige Mad
4 og drak alle den samme aandelige Drik, thi de drak af en aandelig Klippe, som fulgte med; og den Klippe var Kristus.
5 Dog, de fleste af dem fandt Gud ikke Behag i; de blev jo slaaet ned i Ørkenen.
6 I dette er de blevet Eksempler til Advarsel for os, for at vi ikke skal begære, hvad ondt er, saaledes som de gjorde.
7 Bliv heller ikke Afgudsdyrkere, som nogle af dem blev, saaledes som der staar skrevet: »Folket satte sig til at spise og drikke, og derpaa stod de op for at lege.«
8 Lad os heller ikke bedrive Utugt, som nogle af dem bedrev Utugt, og paa een Dag faldt der tre og tyve Tusinde.
9 Lad os heller ikke friste Herren, som nogle af dem fristede ham og blev dræbt af Slanger.
10 I maa heller ikke knurre, som nogle af dem knurrede og blev dræbt af »Ødelæggeren«.
11 Dette skete med dem, saa de kan være advarende Eksempler, og det blev skrevet til Paamindelse for os, til hvem de sidste Tider er kommet.
12 Derfor skal den, der mener at staa, tage sig i Agt, at han ikke falder!
13 Det er kun almindelige menneskelige Fristelser, der hidtil har mødt jer, og Gud er trofast, han vil ikke tillade, at I fristes over Evne, men sammen med Fristelsen skabe Vej ud af den, saa I kan staa den igennem.
14 Derfor, mine elskede, fly Afgudsdyrkelsen!
15 Jeg taler til jer som til forstandige; døm selv om det, jeg siger.
16 Velsignelsens Kalk, som vi velsigner, er det ikke Fællesskab om Kristi Blod? Det Brød, som vi bryder, er det ikke Fællesskab om Kristi Legeme?
17 Fordi der er eet Brød, er vi eet Legeme, skønt vi er mange; thi alle nyder vi af det ene Brød.
18 Se paa det kødelige Israel; har de, der spiser Ofrene, ikke Fællesskab med Alteret?
19 Hvad mener jeg nu hermed? At Afgudsoffer er noget virkeligt? eller at en Afgud er noget virkeligt?
20 Nej! men hvad man ofrer, det ofrer man til onde Aander og ikke til Gud; og jeg vil ikke, at I skal have noget Fællesskab med onde Aander.
21 I kan ikke baade drikke Herrens Kalk og onde Aanders Kalk; I kan ikke baade have Del i Herrens Bord og i onde Aanders Bord.
22 Eller skal vi ægge Herren til Nidkærhed? Er vi da stærkere end han?
23 »Alt er tilladt«, men ikke alt er gavnligt. »Alt er tilladt«, men ikke alt opbygger.
24 Ingen maa søge sit eget, men hvad der gavner Næsten.
25 Alt, hvad der sælges i en Slagterbod, kan I spise uden at undersøge noget af Samvittighedshensyn;
26 thi »Herrens er Jorden og dens Fylde«.
27 Hvis nogen af de vantro indbyder jer, og I har Lyst til at gaa, saa spis alt det, der sættes for jer, uden at undersøge noget af Samvittighedshensyn.
28 Men hvis nogen siger til jer: »Det er Offerkød,« saa lad være at spise det af Hensyn til ham, der meddelte det, og til Samvittigheden,
29 ikke ens egen, mener jeg, men den andens; thi hvorfor skal min Frihed dømmes af en andens Samvittighed?
30 Naar jeg nyder noget med Taksigelse, hvorfor skal jeg saa høre ilde for det, jeg takker for?
31 Enten I nu spiser eller drikker, eller hvad I gør, saa gør det alt til Guds Ære!
32 Bliv ikke til Anstød for nogen, hverken for Jøde eller Græker eller for Guds Kirke,
33 ligesom ogsaa jeg i alt stræber at tækkes alle, idet jeg ikke søger, hvad der gavner mig selv, men hvad der gavner de mange, for at de maa blive frelst.
Paulus foreskriver, at ved Menighedsforsamlingerne skal Kvinderne bære Slør, 2-16, og formaner til paa sømmelig Maade at nyde Herrens Nadver, 17-34.
1 Bliv mine Efterfølgere, ligesom jeg igen er Kristi Efterfølger!
|
2 Jeg roser jer for, at I mindes mig i alt og holder fast ved Overleveringerne, saaledes som jeg har overleveret jer dem.
3 Men det vil jeg, I skal vide, at Kristus er enhver Mands Hoved; og Manden er Kvindens Hoved; og Gud er Kristi Hoved.
4 Enhyer Mand, der beder eller profeterer med tildækket Hoved, bringer Skam over sit Hoved.
5 Men enhver Kvinde, der har utilhyllet Hoved, naar hun beder eller profeterer, bringer Skam over sit Hoved; thi det er det samme, som om hun havde ladet sit Haar rage af.
6 Thi naar en Kvinde ikke vil tilhylle sit Hoved, kan hun lige saa godt lade sit Haar klippe af; men er det usømmeligt for en Kvinde at lade sit Haar klippe af eller rage af, saa maa hun tilhylle sit Hoved!
7 Thi en Mand behøver ikke at tilhylle sit Hoved, da han er Guds Billede og Afglans; men Kvinden er Mandens Afglans.
8 Manden blev jo ikke til af Kvinden, men Kvinden af Manden.
9 Ej heller blev jo Manden skabt for Kvindens Skyld, men Kvinden for Mandens Skyld.
10 Derfor bør Kvinden have et Myndighedstegn paa Hovedet for Englenes Skyld.
11 Dog i Herren er det saaledes, at hverken er Kvinden noget uden Manden eller Manden noget uden Kvinden.
12 Thi ligesom Kvinden blev til af Manden, saaledes bliver ogsaa Manden til ved Kvinden, men alt dette er fra Gud.
13 Døm selv: Er det sømmeligt, at en Kvinde beder til Gud med utilhyllet Hoved?
14 Lærer ikke ogsaa selve Naturen jer, at naar en Mand har langt Haar, er det en Vanære for ham,
15 men naar en Kvinde har langt Haar, er det en Ære for hende? Thi det lange Haar er givet hende som et Slør.
16 Men har nogen Lyst til at trættes herom vi har ikke saadan Skik, Guds Menigheder ikke heller.
17 Men naar jeg nu giver jer følgende Formaning, kan jeg ikke rose jer: Jeres Sammenkomster er jo ikke til Gavn, men til Skade for jer.
18 For det første hører jeg nemlig, at der ved jeres Menighedssammenkomster er Splittelser iblandt jer; og til Dels tror jeg det.
19 Der maa jo være Partier blandt jer, for at det kan blive aabenbart, hvem blandt jer der er ægte.
20 Naar I saa kommer sammen, er det umuligt at nyde Herrens Nadver.
21 Thi naar I spiser, tager enhver straks sin egen Mad, og den ene sidder og er sulten, mens den anden bliver beruset.
22 Har I da ikke Hjem, hvor I kan spise og drikke? Eller foragter I Guds Menighed og gør dem skamfulde, der intet har? Hvad skal jeg dog sige til jer? Skal jeg rose jer? Nej, for dette roser jeg eder ikke.
23 Thi fra Herren har jeg modtaget, hvad jeg ogsaa har overleveret jer: At Herren Jesus i den Nat, da han blev forraadt, tog Brød,
24 takkede, brød det og sagde: »Dette er mit Legeme, som gives hen for jer; gør dette til Ihukommelse af mig!«
25 Ligesaa tog han ogsaa Kalken efter Aftensmaaltidet og sagde: »Denne Kalk er den nye Pagt ved mit Blod; gør dette, saa ofte som I drikker den, til Ihukommelse af mig.«
26 Thi saa ofte som I spiser dette Brød og drikker Kalken, forkynder I Herrens. Død, indtil han kommer.
27 Den, der spiser Brødet eller drikker Herrens Kalk paa uværdig Vis, paadrager sig altsaa Skyld over for Herrens Legeme og Blod.
28 Enhver maa prøve sig selv og saa spise af Brødet og drikke af Kalken.
29 Thi den, som spiser og drikker uden at ænse, at det er Herrens Legeme, spiser og drikker sig selv en Dom til.
30 Derfor er der mange svage og syge iblandt jer, og adskillige sover hen.
31 Men hvis vi bedømte os selv ret, blev vi ikke dømt.
32 Men naar vi dømmes af Herren, tugtes vi, for at vi ikke skal fordømmes sammen med Verden.
33 Derfor, mine Brødre! naar I kommer sammen for at holde Maaltid, saa vent paa hinanden!
34 Er nogen sulten, skal han spise hjemme, for at jeres Sammenkomster ikke skal blive jer til Dom. Men om det øvrige vil jeg give Forskrifter, naar jeg kommer.
Kendetegnet paa Guds Aands Tale hos Profeter og Tungetalere, 1-3. Alle Naadegaverne stammer fra den samme Gud, 4-11. De forskellige Naadegavers Uundværlighed forklares med Billedet af Legemet og Lemmerne, 12-31.
1 Med Hensyn til de aandelige Gaver, Brødre! vil jeg ikke, at I skal være uvidende!
2 I ved, at dengang I var Hedninger, droges I til de stumme Afguder med uimodstaaelig Magt.
3 Derfor vil jeg lade jer vide, at ingen, der taler ved Guds Aand, siger: »Forbandet være Jesus!« og ingen kan sige: »Jesus er Herre!« uden ved Helligaanden.
4 Der er forskellige Naadegaver, men Aanden er den samme;
5 der er forskellige Tjenester, men Herren er den samme;
6 der er forskellige kraftige virkninger, men Gud er den samme, som virker alt i alle.
7 Og Aandsaabenbarelse gives den enkelte til fælles Gavn.
8 En gives der nemlig ved Aanden at tale med Visdom; en anden at tale med Kundskab ifølge den samme Aand;
9 en gives der Tro ved den samme Aand; en anden Naadegaver til at helbrede ved den ene Aand;
10 en at udføre Undergerninger; en anden at profetere; en at bedømme Aander; en anden forskellige Slags Tungetale; og atter en anden at udlægge Tungetale.
11 Men alt dette virker den ene og samme Aand, som efter sin Vilje tildeler enhver sin særlige Gave.
12 Thi ligesom Legemet er en Enhed og dog har mange Lemmer, og alle Legemets Lemmer, saa mange de er, dog er eet Legeme, saaledes er det ogsaa med Kristus.
13 Thi med een Aand blev vi alle døbt til at være eet Legeme, enten vi er Jøder eller Grækere, Trælle eller fri; og alle har vi inddrukket samme Aand.
14 Legemet bestaar jo heller ikke af eet Lem, men af mange.
15 Selv om Foden vilde sige: »Da jeg ikke er Haand, hører jeg ikke med til Legemet,« hører den alligevel med til Legemet.
16 Og selv om Øret vilde sige: »Da jeg ikke er Øje, hører jeg ikke med til Legemet,« hører det alligevel med til Legemet.
17 Hvis hele Legemet var øje, hvad blev der saa af Hørelsen? Hvis det hele var Hørelse, hvad blev der saa af Lugtesansen?
18 Men nu har Gud sat Lemmerne paa Legemet, og ethvert af dem saaledes som han vilde.
19 Men hvis de alle var eet Lem, hvad blev der saa af Legemet?
20 Nu er der mange Lemmer og dog kun eet Legeme.
21 Øjet kan ikke sige til Haanden: »Dig har jeg ikke Brug for,« ej heller Hovedet til Fødderne: »Jer har jeg ikke Brug for.«
22 Nej, tværtimod, de Lemmer paa Legemet, som forekommer os at være de svageste, er nødvendige,
23 og de, som synes os mindre ærefulde paa Legemet, dem klæder vi med des mere Ære; og de Lemmer, vi blues ved, omgives med des større Blufærdighed;
24 de derimod, som vi ikke blues ved, har ikke Brug derfor. Men Gud har sammenføjet Legemet saaledes, at han lod det ringe faa des mere Ære,
25 for at der ikke skulde være Splid i Legemet, men Lemmerne have samme Omsorg for hverandre.
26 Naar eet Lem lider, lider alle Lemmer med; naar eet Lem bliver hædret, glæder alle Lemmerne sig med.
27 Og I er nu Kristi Legeme og hver for sig hans Lemmer.
28 Og Gud har i Kirken for det første sat nogle til Apostle, for det andet nogle til Profeter, for det tredje nogle til Lærere; dernæst Undergerninger, dernæst Naadegaver til at helbrede, til at hjælpe, til at styre, og forskellige Slags Tungetale.
29 Er mon alle Apostle? Er alle Profeter? Er alle Lærere? Mon alle kan gøre Undergerninger?
30 Har alle Naadegaver til at helbrede? Kan alle tale i Tunger? Kan alle udlægge?
31 Men stræb efter de Naadegaver, der er de største! Og jeg vil nu vise jer en endnu ypperligere Vej.
Uden Kærlighed er selv de største Naadegaver og Ofre uden Værd, 1-3. Kærlighedens Egenskaber, 4-7; Kærlighedens Uforgængelighed, 8-13.
1 Talte jeg end med Menneskers og Engles Tunger, men havde ikke Kærlighed, da var jeg kun et rungende Malm eller en klingende Bjælde.
2 Og havde jeg end profetisk Gave og kendte alle Hemmeligheder og sad inde med al Kundskab, og havde jeg al Tro, saa jeg kunde flytte Bjerge, men havde ikke kærlighed, da var jeg intet.
3 Og uddelte jeg end alt, hvad jeg ejer, til de fattige og gav mit Legeme hen til at brændes, men havde ikke Kærlighed, da gavnede det mig intet.
4 Kærligheden er langmodig, Kærligheden er mild; den misunder ikke; Kærligheden praler ikke, opblæses ikke,
5 gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, lader sig ikke ophidse, bærer ikke Nag,
6 glæder sig ikke over Uretten, men glæder sig over Sandheden;
7 den taaler alt, tror alt, haaber alt, udholder alt.
8 Kærligheden ophører aldrig; men hvad enten det er profetiske Gaver, de skal engang forsvinde, eller Tungetale, den skal forstumme, eller Kundskab, den skal forsvinde;
9 thi stykkevis erkender vi, og stykkevis profeterer vi,
10 men naar det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forsvinde.
11 Saalænge jeg var Barn, talte jeg som et Barn, tænkte jeg som et Barn, dømte jeg som et Barn; efter at jeg er blevet Mand, har jeg aflagt det barnagtige.
12 Nu ser vi jo i et Spejl, i en Gaade, men da skal vi se Ansigt til Ansigt; nu kender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg jo selv er kendt fuldt ud.
13 Saa bliver da Tro, Haab, Kærlighed, disse tre; men størst af dem er Kærligheden.
Profeti maa foretrækkes for Tungetale, fordi den er forstaaelig, 1-25. Ved Menighedens Sammenkomster bør alt ske til Opbyggelse, hvilket nærmere oplyses for Tungetalens og Profetiens Vedkommende, 26-33; Kvinderne maa ikke tage Ordet ved Gudstjenesten, 34-36; alt skal foregaa med Sømmelighed og Orden, 37-40.
1 Saa skal I da hige efter Kærlighed, men ogsaa stræbe efter de aandelige Gaver, især efter at tale profetisk.
2 Thi den, der taler i Tunger, taler ikke for Mennesker, men for Gud; ingen forstaar det jo, men i Aanden taler han Hemmeligheder.
3 Men den, der taler profetisk, taler Mennesker til Opbyggelse, Formaning og Trøst.
4 Den, der taler i Tunger, opbygger kun sig selv, men den, der taler profetisk, opbygger en Menighed.
5 Jeg vilde ønske, at I alle talte i Tunger, men endnu hellere, at I talte profetisk; den, der taler profetisk, er større end den, der taler i Tunger, med mindre denne udlægger det, for at Menigheden kan faa Opbyggelse deraf.
6 Se nu, Brødre! dersom jeg kommer til jer og taler i Tunger, hvad Gavn gør jeg saa, hvis jeg ikke taler til jer enten med Aabenbaring eller med Kundskab, enten med profetisk Tale eller med Belæring?
7 Ligesaa de livløse Ting, der frembringer Lyd, enten det nu er en Fløjte eller en Harpe, hvis de ikke gør Skel mellem Tonerne, hvorledes skal man saa kunne forstaa, hvad der spilles paa Fløjten eller Harpen?
8 Eller hvis en Basun giver utydelig Lyd, hvem vil saa gøre sig rede til Kamp?
9 Saaledes ogsaa med jer; hvis I ikke med jeres Tunge fremfører tydelig Tale, hvorledes skal man da kunne forstaa, hvad I siger? I staar jo saa og taler hen i Vejret.
10 Der er i Verden saa og saa mange Slags Sprog, og der er intet af dem, der ikke har sine bestemte Lyde.
11 Hvis jeg nu ikke er inde i Sproget, vil jeg ikke kunne forstaa den, der taler, og den, der taler, vil ikke kunne forstaa mig.
12 Saaledes ogsaa med jer: naar I er ivrige efter de aandelige Gaver, saa lad det være til Menighedens Opbyggelse, at I søger at faa dem i rigeligt Maal.
13 Derfor skal den, der taler i Tunger, bede om, at han maa kunne udlægge det.
14 Taler jeg nemlig i Tunger under min Bøn, saa beder min Aand, men min Forstand bliver uden Frugt.
15 Hvad følger nu heraf? Jeg vil gerne bede med Aanden, men jeg vil ogsaa bede med Forstanden; jeg vil gerne lovsynge med Aanden, men jeg vil ogsaa lovsynge med Forstanden.
16 Hvorledes skal ellers, naar du priser Gud i Aanden, den, der indtager den udenforstaaendes Plads, kunne sige Amen til din Takkebøn? Han forstaar jo ikke, hvad du siger.
17 Din Takkebøn er god nok, men de andre opbygges ikke.
18 Jeg takker Gud for, at jeg taler mere i Tunger end alle I andre.
19 Men i en Menighedsforsamling vil jeg hellere tale fem Ord med min Forstand, for at jeg kan undervise andre, end ti Tusinde Ord i Tunger.
20 Brødre, vær ikke Børn i Dømmekraft; nej, vær Børn i Ondskab, men fuldvoksne i Dømmekraft!
21 I Loven staar der skrevet: »Ved Folk med fremmede Tungemaal og ved fremmedes Læber vil jeg tale til dette Folk, og end ikke saaledes vil de høre mig, siger Herren.«
22 Altsaa er Tungetalen et Tegn, ikke for de troende, men for de vantro; men den profetiske Tale er det ikke for de vantro, men for de troende.
23 Hvis nu hele Menigheden kommer sammen, og alle taler i Tunger, og der saa kommer nogle udenforstaaende eller vantro ind, vil de da ikke sige, at I er fra Forstanden?
24 Men hvis alle taler profetisk, og der kommer en vantro eller uforstaaende ind, saa bliver der talt til hans Samvittighed af alle, han føler sig afsløret af alle,
25 hans Hjertes skjulte Tanker bliver aabenbare, og saa vil han falde paa sit Ansigt og tilbede Gud og vidne, at Gud virkelig er iblandt jer.
26 Hvad følger nu heraf, Brødre? Naar I kommer sammen saa har enhver af jer en Salme, eller en Belæring, eller en Aabenbaring, eller en Tungetale, eller en Udlægning; lad alt ske saaledes, at det tjener til Opbyggelse!
27 Hvis nogen taler i Tunger, saa to eller højst tre hver Gang, og den ene efter den anden, og een skal udlægge det!
28 Og er han ikke i Stand til at udlægge det, skal han tie i Menighedsforsamlingen og tale alene for sig selv og Gud!
29 Af Profeter maa kun to eller tre tale, og de andre skal bedømme det;
30 og hvis der sidder en anden, som faar en Aabenbaring, saa skal den første tie!
31 I kan jo alle komme til at profetere, den ene efter den anden, for at alle kan blive belærte og alle blive formanede.
32 Profeters Aander er jo Profeter lydige;
33 thi Gud er ikke Forvirringens, men Fredens Gud.
34 Ligesom i alle de helliges Menigheder skal Kvinderne tie i jeres Menighedsforsamlinger; thi det tilstedes dem ikke at tale, men de skal underordne sig, som ogsaa Loven siger.
35 Er der noget, de ønsker oplyst, lad dem saa spørge deres Mænd hjemme; thi det er usømmeligt for en Kvinde at tale i en Menighedsforsamling.
36 Eller er det maaske fra jer, Guds Ord er gaaet ud? eller er det til jer alene, det er kommet?
37 Mener nogen, at han er Profet eller har aandelig Gave, saa maa han ogsaa indse, at hvad jeg skriver til jer, er Paabud fra Herren.
38 Men er der nogen, der ikke anerkender det, saa bliver han heller ikke anerkendt.
39 Altsaa, Brødre, stræb efter at tale profetisk, og formen ikke nogen at tale i Tunger!
40 Men lad alt ske sømmeligt og med Orden!
Over for Tvivl om dødes Opstandelse henviser Paulus til Kristi Opstandelse, 1-11, som Bevis paa den almindelige Opstandelse, 12-28. Andre Beviser for den almindelige Opstandelse, 29-34. Om Opstandelseslegemet, 35-49. De, der oplever Kristi Genkomst, skal legemlig forvandles, 50-58.
|
1 Brødre, jeg vil minde jer om det Evangelium, som jeg forkyndte jer, som I ogsaa tog imod, som I stadig staar i,
2 og som I ogsaa frelses ved, hvis I da holder fast ved det Ord, hvormed jeg forkyndte jer det - ellers var det til ingen Nytte, at I kom til Troen.
3 Jeg overgav jer nemlig som noget af det første, hvad jeg sely modtog: at Kristus døde for vore Synder, efter Skrifterne,
4 og at han blev begravet; og at han er opstaaet paa den tredje Dag, efter Skrifterne,
5 og at han blev set af Kefas, derefter af de tolv;
6 derefter blev han set af over fem Hundrede Brødre paa een Gang, af hvilke de fleste endnu er i Live, men nogle er hensovede;
7 derefter blev han set af Jakob, dernæst af alle Apostlene;
8 men sidst af alle blev han set ogsaa af mig som det ufuldbaarne Foster;
9 thi jeg er den ringeste af Apostlene, jeg som ikke er værd at kaldes Apostel, fordi jeg har forfulgt Guds Kirke.
10 Ved Guds Naade er jeg det, jeg er, og hans Naade imod mig har ikke været forgæves; men jeg har arbejdet mere end alle de andre, dog ikke jeg, men Guds Naade, som har været med mig.
11 Hvad enten det nu er mig eller de andre, saaledes prædiker vi, og saaledes troede I.
12 Men naar der om Kristus prædikes, at han er opstaaet fra de døde, hvorledes kan da nogle iblandt jer sige, at dødes Opstandelse ikke finder Sted?
13 Hvis dødes Opstandelse ikke finder Sted, saa er heller ikke Kristus opstaaet.
14 Men er Kristus ikke opstaaet, saa er vort Budskab jo tomt, og jeres Tro ogsaa tom.
15 Saa kommer vi ogsaa til at staa som ske Vidner om Gud, fordi vi har vidnet imod Gud, at han opvakte Kristus, hvem han ikke har opvakt, saafremt døde i Virkeligheden ikke opstaar.
16 Thi hvis døde ikke ops[t]aar, saa er Kristus heller ikke opstaaet.
17 Og hvis Kristus ikke er opstaaet, saa er jeres Tro intet værd; saa er I endnu stadig i jeres Synder;
18 saa er altsaa ogsaa de, der er hensovede i Kristus, gaaet fortabt.
19 Har vi alene i dette Liv sat vort Haab til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle Mennesker.
20 Men nu er Kristus opstaaet fra de døde som Førstegrøde af de hensovede.
21 Thi fordi Døden er kommet ved et Menneske, er ogsaa de dødes Opstandelse kommet ved et Menneske.
22 Thi ligesom alle dør i Adam, saaledes skal ogsaa alle levendegøres i Kristus.
23 Men hver i sit Hold: som Førstegrøde Kristus, dernæst ved Kristi Komme de, som hører ham til;
24 derpaa kommer Enden, naar han overgiver Riget til Gud og Faderen, efter at han har tilintetgjort al Magt og al Myndighed og Kraft.
25 Thi han bør være Konge, indtil han faar lagt alle Fjender under sine Fødder.
26 Den sidste Fjende, der tilintetgøres, er Døden.
27 Gud har jo »lagt alle Ting under hans Fødder«. Men naar det hedder: »Alt er underlagt«, saa er han, der har underlagt ham alt, aabenbart undtaget.
28 Og naar alt er blevet ham underlagt, da skal ogsaa Sønnen selv underlægge sig ham, der har underlagt ham alt, for at Gud kan være alt i alle.
29 Hvad vil ellers de opnaa, der lader sig døbe for de døde? Hvis døde overhovedet ikke opstaar, hvorfor lader de sig saa døbe for dem?
30 Og hvorfor udsætter vi os selv for Fare hver Time?
31 Dag efter Dag dør jeg - saa sandt jeg i Kristus Jesus, vor Herre, kan rose mig af jer, mine Brødre.
32 Hvis det kun var med et blot menneskeligt Haab, jeg i Efesus kæmpede med vilde Dyr, hvad Gavn havde jeg saa deraf? Hvis døde ikke opvækkes, saa »lad os æde og drikke, thi i Morgen skal vi dø.«
33 Lad jer ikke lede vild! »Slet Omgang fordærver gode Sæder.«
34 Bliv ædru, som ret er, og synd ikke; der er jo nogle, som ganske mangler Kendskab til Gud; til Skam for jer siger jeg det.
35 »Men,« vil en sige, »hvorledes staar de døde op? hvad Slags Legeme kommer de med?«
36 Du Daare! det, du saar, faar jo ikke Liv, hvis det ikke dør.
37 Og hvad du end saar du saar ikke den Plante, der senere kommer op, men et nøgent Korn, enten det nu er Hvede eller af anden Art.
38 Men Gud giver det et Legeme efter sin Vilje og hver Sædart sit særlige Legeme.
39 Ikke alt Kød er ens; men Mennesket har sit, Kvæget sit, Fuglen igen sit og Fisken sit.
40 Der er himmelske Legemer, og der er jordiske Legemer; men de himmelskes Glans er af een Art, de jordiskes af en anden.
41 Solen har sin Glans, Maanen sin Glans og Stjernerne igen deres Glans: Stjerne er forskellig fra Stjerne i Glans.
42 Saaledes er det ogsaa med de dødes Opstandelse; hvad der saas i Forkrænkelighed, det opstaar i Uforkrænkelighed;
43 hvad der saas i Vanære, det opstaar i Herlighed; hvad der saas i Svaghed, det opstaar i Kraft;
44 der saas et sjæleligt Legeme, der opstaar et aandeligt Legeme. Naar der gives et sjæleligt Legeme, gives der ogsaa et aandeligt.
45 Saaledes staar der ogsaa skrevet: »Det første Menneske, Adam, blev til en levende Sjæl;« den sidste Adam blev til en levendegørende Aand.
46 Men det aandelige er ikke det første, derimod det sjælelige; derefter det aandelige.
47 Det første Menneske var af Jord, jordisk; det andet Menneske er fra Himmelen.
48 Som den jordiske var, saadan er ogsaa de jordiske; og som den himmelske er, saadan' er ogsaa de himmelske.
49 Og ligesom vi har baaret den jordiskes Billede, saaledes skal vi ogsaa bære den himmelskes Billede!
50 Men det siger jeg, Brødre, at Kød og Blod kan ikke arve Guds Rige, og Forkrænkelighed arver heller ikke Uforkrænkelighed.
51 Se, jeg siger jer en Hemmelighed: Vi skal ikke alle hensove, men vi skal alle forvandles,
52 i et Nu, i et Øjeblik, naar den sidste Basun lyder; thi Basunen skal lyde, og de døde skal opstaa uforkrænkelige, og da skal vi forvandles.
53 Thi dette forkrænkelige maa iføre sig Uforkrænkelighed, og dette dødelige iføre sig Udødelighed.
54 Men naar dette forkrænkelige har iført sig Uforkrænkelighed, og dette dødelige har iført sig Udødelighed, da skal det Ord opfyldes, som staar skrevet: »Døden er opslugt og Sejren vundet.«
55 »Død, hvor er din Sejr? Død, hvor er din Brod?«
56 (Dødens Brod er Synden, og Syndens Kraft er Loven.)
57 Men Gud ske Tak, som giver os Sejren ved vor Herre Jesus Kristus!
58 Derfor, mine elskede Brødre! vær faste, urokkelige, altid rige i Herrens Gerning; I ved jo, at jeres Møje er ikke forgæves i Herren.
Indsamlingen til Menigheden i Jerusalem, 1-4. Paulus's Rejseplaner, 5-9. Timoteus's og Apollos's Komme, 10-12. Formaninger, 13-14. Stefanas's Husstand og Korinternes Udsendinge, 15-18. Hilsener, 19-20. Egenhændig Slutningshilsen, 21-24.
1 Med Hensyn til Indsamlingen til de hellige, skal I gøre, som jeg foreskrev Menighederne i Galatien:
2 Paa den første Dag i Ugen skal enhver af jer lægge noget til Side hjemme og samle, hvad han faar Lykke til, for at der ikke først skal finde Indsamlinger Sted, naar jeg kommer.
3 Men naar jeg kommer, vil jeg sende dem, I selv vælger, til Jerusalem med Breve for at overbringe jeres Kærlighedsgave.
4 Og hvis det er værd, at jeg selv rejser med, kan de rejse sammen med mig.
5 Jeg kommer saa til jer, naar jeg er rejst igennem Makedonien; thi Makedonien rejser jeg kun igennem;
6 men hos jer vil jeg maaske blive en Tid eller endog overvintre, for at I kan hjælpe mig videre paa Vej, hvor jeg saa rejser hen.
7 Thi nu vil jeg ikke besøge jer paa Gennemrejse; jeg haaber nemlig at blive nogen Tid hos jer, om Herren vil give mig Lov.
8 I Efesus bliver jeg til Pinse;
9 thi der er aabne Døre for mig ind til et stort og virkningsfuldt Arbejde, og der er mange Modstandere.
10 Naar Timoteus kommer, maa I sørge for, at han kan færdes hos jer uden Frygt; thi han gør Herrens Gerning lige saa fuldt som jeg.
11 Derfor maa ingen agte ham ringe; hjælp ham videre paa hans Rejse i Fred, for at han kan komme til mig; thi jeg venter ham med Brødrene.
12 Hvad angaar Broderen Apollos, saa har jeg stærkt opfordret ham til at komme til jer sammen med Brødrene; dog var han slet ikke til Sinds at komme nu, men han vil komme, naar han finder Tiden belejlig.
13 Vær aarvaagne, staa fast i Troen, vær mandige, vær stærke!
14 Lad alt hos jer ske i Kærlighed!
15 Men jeg formaner jer, Brødre: I kender Stefanas's Hus og ved, at det er Førstegrøden i Akaja, og at de har stillet sig til Tjeneste for de hellige. Saadanne
16 Saadanne Mennesker og alle, som tager deres Del i Arbejdet og Sliddet, maa I underordne jer.
17 Jeg glæder mig over, at Stefanas og Fortunatus og Akaikus er kommet hertil, fordi de har udfyldt mig Savnet af jer;
18 thi de har vederkvæget min Aand og jeres. Skøn derfor paa saadanne Mennesker!
19 Menighederne i Provinsen Asien sender Hilsen til jer. Akvila og Priska tillige med Menigheden i deres Hus sender jer mange Hilsener i Herren.
20 Alle Brødrene sender jer Hilsen. Hils hverandre med helligt Kys!
21 Hilsen med min, Paulus's, egen Haand.
22 Hvis nogen ikke elsker Herren, han være forbandet! Marana, ta!
23 Herren Jesu Naade være med eder!
24 Min Kærlighed er med eder alle i Kristus Jesus!