Q er et hypotetisk manuskript, der skal forklare Det Synoptiske Problem:
Siden kristendommens spæde start har man været klar over, at tre af evangelierne ligger meget tæt på hinanden: Markus, Matthæus og Lukas deler det samme materiale og den samme rækkefølge af historien — i modsætning til Johannes, der afviger meget fra disse tre.
I næsten 200 år har forskerne vidst, at Markus er det ældste evangelium, som Matthæus og Lukas har kopieret. Men Matthæus og Lukas har også en masse fælles materiale, som Markus ikke har, og hvor kommer dette materiale så fra?
Allerede i 1838 kom Christian Hermann Weisse med den såkaldte Tokildehypotese: Ifølge denne teori havde Matthæus og Lukas kopieret Markus uafhængigt af hinanden, men samtidig havde de haft en kilde mere. En bog, som ingen nogensinde har set, men som Weisse kaldte Λ (Lambda) efter det græske ord for udtalelser, "logia".
Senere blev navnet Q mere populært efter det tyske ord for kilde: Quelle. Uanset navnet, Λ eller Q, var hypotesen, at Matthæus og Lukas hver for sig havde taget det fra Markus og Q, som de syntes om (tegningen til venstre).
Hvis man tager tegningen helt bogstaveligt, betyder det, at Q skulle indeholde to historier om Jesus' fødsel, to stamtavler og genopstandelser. Derfor er Tokildehypotesen erstattet af Firekildehypotesen (billedet til højre). Navnet er lidt uheldigt, da der allerede er en anden firekildehypotese for Det Gamle Testamente.
Ifølge denne udbredte hypotese har Matthæus udover Markus og Q haft noget materiale (mundtligt eller skriftligt) som vi kalder M, mens Lukas har haft noget ekstramateriale kaldet L.
Hvad skulle "Q" i grunden indeholde?
Ifølge Firekildehypotesen indeholder Q alt det materiale som både Matthæus og Lukas har, og som Markus ikke har. På overfladen er det altså enkelt nok: Det materiale, som alle tre evangelier indeholder — Den Tredobbelte Tradition — er taget fra Markusevangeliet, mens det materiale som kun Matthæus og Lukas har — Den Dobbelte Tradition — stammer fra Q.
"Q" anses for kun at indeholde logia (dvs. Jesus-ord). Det er derfor, "Q" oprindeligt blev kaldt Λ. Det er en grundlæggende egenskab ved "Q", at den ikke indeholder nogen handling — dette skal nemlig forklare, hvorfor Matthæus og Lukas har indsat deres Q-materiale forskellige steder i Markus' historie. "Q" skulle altså have samme opbygning (eller rettere: mangel på opbygning) som Thomasevangeliet, men det vender vi tilbage til.
Matthæus og Lukas har simpelthen, hver for sig, taget handlingen fra Markusevangeliet og krydret historien med lidt Jesus-ord fra "Q". Og — hokus pokus — har vi to nye evangelier. Her er et eksempel:
Matthæus 3,11-12 | Markus 1,7-8 | Lukas 4,14;16;31 |
---|---|---|
Jeg døber jer med vand til omvendelse; men han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bære på hans sko. Han skal døbe jer med Helligånden og ild. | Og han prædikede: "Efter mig kommer han, som er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bøje mig ned og løse hans skorem. Jeg har døbt jer med vand, men han skal døbe jer med Helligånden." | Men han sagde til dem alle: "Jeg døber jer med vand; så kommer han, som er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at løse hans skorem. Han skal døbe jer med Helligånden og ild. |
Han har sin kasteskovl i hånden, og han skal rydde sin tærskeplads og samle sin hvede i lade, men avnerne skal han brænde i en ild, der aldrig slukkes." | Han har sin kasteskovl i hånden for at rydde sin tærskeplads og samle hveden i sin lade, men avnerne skal han brænde i en ild, der aldrig slukkes." |
I dette eksempel er Markus' historie udvidet med nogle barske ord fra Johannes Døberen. Sproget er typisk for Matthæus, der ofte bruger høsten som metafor for dom, udvælgelse, ild og straf. (se Matthæus 7,16-20; 12,33-37; 13,24-30, 36-43, 47-50; 25,31-46).
Det ville altså være fristende at antage, at Matthæus har forfattet disse ord, og at Lukas har skrevet af efter Matthæus, men hele ideen med "Q" er, at Lukas ikke må have læst Matthæus. "Q" er en fælles kilde, som skal forklare, hvordan Lukas og Matthæus kan have de samme tilføjelser til Markus' historie uafhængigt af hinanden.
Som man ser, er "Q" nødt til at have været et skriftligt dokument, fordi overensstemmelsen simpelthen er for stor, til at den kan forklares med en mundtlig tradition.
Eksemplet foroven viser også to problemer med Q-teorien, som vi vil vende tilbage til. Dels at det er Johannes Døberen, der taler — "Q" indeholder altså ikke kun Jesus-ord; og dels, at Markus har noget af den samme historie — Markus og "Q" overlapper altså hinanden.
Lad os prøve at gennemgå "Q":
Alle tre evangelier starter med, at Johannes Døberen går og prædiker. Jeg citerer fra den forrige oversættelse fra 1907
Matthæus 3,5 Da drog Jerusalem ud til ham og hele Judæa og hele Omegnen om Jordan.
(Oversættelsen fra 1907)
Lukas 3,3 Og han gik ud i hele Omegnen om Jordan og prædikede Omvendelses-Dåb til Syndernes Forladelse,
(Oversættelsen fra 1907)
De to evangelier er lidt uenige i, om hvorvidt beboerne kom til Johannes eller omvendt, men der var masser af rejseaktivitet i »hele Omegnen om Jordan«. På græsk skriver Matthæus "pasa ê perichôros tou iordanou", mens Lukas skriver "pasan perichôron tou iordanou". Så enten har Lukas kigget i Matthæus, eller også stammer citatet fra "Q", men her er der tale om intens rejseaktivitet og ikke Jesus-ord.
Nå, men Johannes prædiker altså i »hele Omegnen om Jordan«, og Matthæus og Lukas er rørende enige om mange af Johannes Døberen's ord, såsom »Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver, og tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér. Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden« (Matthæus 3,7-10, Lukas 3,7-9) og (som vi allerede har set) »Han skal døbe jer med Helligånden og ild. Han har sin kasteskovl i hånden for at rydde sin tærskeplads og samle hveden i sin lade, men avnerne skal han brænde i en ild, der aldrig slukkes« (Matthæus 3,11-12, Lukas 3,16-17).
Som nævnt er sproget er typisk for Matthæus, der ofte bruger høsten som metafor for dom, udvælgelse, ild og straf. Matthæus bruger det grove ord "øgleyngel" tre steder, og hver gang kobles "øgleyngel" sammen med et retorisk spørgsmål: »Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede?« (Matthæus 3,7 citeret foroven), »Øgleyngel, hvordan skulle I, som er onde, kunne sige noget godt?« (Matthæus 12,34), »Øgleyngel! Hvordan vil I undgå at blive dømt til Helvede?« (Matthæus 23,33). Den mere velformulerede Lukas bruger derimod ikke ordet andre steder, så det er oplagt, at han har fundet det i Matthæusevangeliet. Hvis Lukas istedet skulle have kigget i "Q", må vi i al fald konstatere, at det åbenbart ikke kun er Jesus-ord, vi finder i "Q", men også en del Johannes-ord.
Udover Jesus-ord og Johannes-ord må "Q" også have indeholdt Satan-ord, for hvis vi læser videre, fortæller både Matthæus og Lukas, hvordan Jesus blev fristet i ørkenen af Djævlen: »Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød« (Matthæus 4,3, Lukas 4,3), »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten« (Matthæus 4,6, Lukas 4,9) og »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig« (Matthæus 4,9, Lukas 4,6-7).
Fristelserne i ørkenen er ikke det rene ord — der er også masser af handling: Jesus bliver »af Ånden ført ud i ørkenen«, han faster 40 dage, han lider sult, djævlen fører Jesus op på templets top og bagefter op på et højt bjerg (Lukas har modsat rækkefølge).
Umiddelbart efter fristeriet sender alle tre evangelister Jesus ud på en længere prædikant-turne:
Matthæus 4,12-13 | Markus 1,14; 21 | Lukas 4,14;16;31 |
---|---|---|
(12) Da Jesus hørte, at Johannes var blevet sat i fængsel, drog han bort til Galilæa.
(13) Men han forlod Nazaret og kom og bosatte sig i Kapernaum ved søen, i Zebulons og Naftalis land, |
(14) Efter at Johannes var blevet sat i fængsel, kom Jesus til Galilæa og prædikede Guds evangelium
(21) Så kom de til Kapernaum. Da det blev sabbat, gik han straks ind i synagogen og underviste. |
(14) Og Jesus vendte i Åndens kraft tilbage til Galilæa, og rygtet om ham spredtes over hele egnen.
(16) Han kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. (31) Jesus kom så ned til Kapernaum, en by i Galilæa. Han underviste dem på sabbatten, |
Matthæus og Lukas er enige (imod Markus), om at rejsen er gået gennem Nazaret. Og ikke bare det: I den græske originaltekst staver både Matthæus og Lukas bynavnet "Nazara". Normalt staves byen Nazaret eller Nazareth, men lige præcis på dette sted i historien — og kun dette ene sted — staver begge forfattere bynavnet Nazara. Forfatterne må altså have denne episode fra den samme kilde, "Q", men rejsebeskrivelsen er ren handling, hvilket modsiger påstanden om, at "Q" kun indeholder Jesus-ord.
Derefter kommer en lang og handlingsmættet historie om helbredelsen af officerens tjener i Kapernaum (Matthæus 8,5-13, Lukas 7,1-10). Historien er for lang til at citere, men læs evt. Matthæus kapitel 8 og Lukas kapitel 7. Udover Jesus-ord er der masser af handling: Officeren kommer til Jesus og holder en lang tale, Jesus går til huset med den syge tjener, tilskuerne prøver at tale Jesus fra det, men Jesus helbreder tjeneren. Masser af handling og masser af ord fra andre end Jesus.
Lidt senere dukker Johannes Døberen op i handlingen igen. Han sender bud til Jesus: »Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?« (Matthæus 11,3, Lukas 7,19). Så ikke bare er her endnu et Johannes-ord, men der er også handling: Johannes sender sine disciple og disciplene kommer til Jesus. Og ikke bare det: Grunden til at Johannes er nødt til at sende sine disciple er, at han er smidt i fængsel. Q-dokumentet må altså også have en historie om, at Johannes ryger i fængsel. Ren handling.
Tilbage i Markusevangeliet helbreder Jesus Peter's svigermor:
Matthæus | Markus | Lukas |
---|---|---|
(8,14) Og Jesus kom ind i Peters hus og så, at hans svigermor lå med feber. (8,15) Han tog hendes hånd, og feberen forlod hende, og hun stod op og sørgede for ham. | (1,29) Og straks de var kommet ud af synagogen, kom de ind i Simons og Andreas' hus sammen med Jakob og Johannes. (1,30) Simons svigermor lå med feber, og de fortalte straks Jesus om hende. (1,31) Så gik han hen og tog hendes hånd og rejste hende op, og feberen forlod hende, og hun sørgede for dem. | (4,38) Jesus brød op fra synagogen og kom ind i Simons hus. Simons svigermor lå syg med høj feber, og de bad ham hjælpe hende. (4,39) Så gik han hen og bøjede sig over hende og truede ad feberen, og den forlod hende. Og hun stod straks op og sørgede for dem. |
Markus hævder, at huset var Simon Peter's og Andreas', men Matthæus og Lukas er enige om, at huset var Simon Peter's. Markus fortæller, at svigermor skulle rejses op, før der kom liv i hende og feberen forsvandt. Matthæus og Lukas mener derimod, at feberen forsvandt med det samme, så svigermor selv kunne springe ud af sengen. Igen en historie, der er ren handling. Så enten har "Q" handling, eller også har Lukas læst Matthæus.
Længere fremme kommer diskussionen om Beelzebul, der er med i alle tre evangelier. Matthæus og Lukas har en fyldigere diskussion, som vi må antage, de har læst i "Q". I følge Markus starter diskussionen, fordi Jesus' familie, mener han er tosset, men Matthæus og Lukas er derimod enige om, at diskussionen starter med, at Jesus helbreder en stum ved at uddrive en dæmon.
Det pudsige er, at Matthæus har to helbredelser af stumme, så vi tager begge to med her i oversigten:
Matthæus | Markus | Lukas |
---|---|---|
9,32: Da de var gået ud, kom der nogle til ham med en besat, der var stum. 9,33: Jesus drev dæmonen ud, og den stumme kunne tale. Folkeskarerne undrede sig og sagde: "Aldrig før er noget lignende set i Israel." 9,34: Men farisæerne sagde: "Det er ved dæmonernes fyrste, han uddriver dæmoner." 12,22: Da blev en besat, der var blind og stum, ført hen til ham, og han helbredte den stumme, så han både kunne tale og se. 12,23: Alle folkeskarerne blev ude af sig selv og spurgte: "Mon han er Davidssønnen?" 12,24: Da farisæerne hørte det, sagde de: "Det kan kun være ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne." [Her kommer diskussionen om Beelzebul] |
3,21: Og da hans slægtninge hørte det, gik de hen for at få fat i ham, for de mente, at han var ude af sig selv. 3,22: Og de skriftkloge, der var kommet ned fra Jerusalem, sagde: "Han er besat af Beelzebul! Det er ved dæmonernes fyrste, at han uddriver dæmonerne." [Her kommer diskussionen om Beelzebul] |
11,14: Engang var han ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig. 11,15: Men nogle af dem sagde: "Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne." [Her kommer diskussionen om Beelzebul] |
Igen er her handling i Q-materialet, som vi ikke finder i Markus: Jesus uddriver en dæmon, den stumme bliver helbredt, og »folkeskarerne undrede sig«.
Så får Jesus lyst til en lille sejltur:
Matthæus 8,23-27 | Markus 4,35-41 | Lukas 8,22-25 |
---|---|---|
Jesus gik om bord i en båd, og hans disciple fulgte ham. […] | […] Og de forlod skaren og tog ham med i den båd, han sad i, […] | En dag gik Jesus om bord i en båd sammen med sine disciple, […] |
Men folk undrede sig og sagde: "Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham?" | Og de blev grebet af stor frygt og sagde til hinanden: "Hvem er dog han, siden både storm og sø adlyder ham?" | Forfærdede og forundrede sagde de til hinanden: "Hvem er dog han, siden han kan befale over både storm og sø, og de adlyder ham?" |
Ifølge Markus forlader Jesus' disciple skaren og tog ham med som en slags påhæng. Både Lukas og Matthæus ændrer historien, så Jesus bliver den aktive part, og disciplene er dem, der følger med. Begge skriver, at Jesus gik ombord (i stedet for bare at blive taget med), og begge bruger det græske ord "embainô".
Markus' historie er en gendigtning af profeten Jonas' sejltur, og både Jonas' og Jesus' sejltur ender med, at mændene blev grebet af stor frygt (helt bogstaveligt siger den græske tekst, at de frygtede med stor frygt). Både Matthæus og Lukas er dog enige om at nedtone frygten, og folk er i stedet "forundrede". På græsk bruger både Matthæus og Lukas ordet "thaumazô"
Igen er Matthæus og Lukas enige imod Markus om ændringer og sprogbrug, og igen er der tale om ren handling. Enten har Lukas læst Matthæus, eller også er der andet og mere end Jesus-ord i "Q".
Så kommer vi til nogle Jesus-ord: Nemlig en lignelse, der optræder i alle tre evangelier. Jesus sammenligner Guds rige med et sennepsfrø:
Matthæus 13,31-32 | Markus 4,30-32 | Lukas 22,61-62 |
---|---|---|
Han fortalte dem en anden lignelse: "Himmeriget ligner et sennepsfrø, som en mand tog og såede i sin mark. Det er mindre end alle andre frø, men når det vokser op, er det større end alle andre planter og bliver et helt træ, så himlens fugle kommer og bygger rede i dets grene." | Og han sagde: "Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Hvilken lignelse skal vi bruge om det? Det er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge." | Så sagde han: "Hvad ligner Guds rige? Hvad skal jeg sammenligne det med? Det ligner et sennepsfrø, som en mand tog og såede i sin have, og det voksede op og blev et helt træ, og himlens fugle byggede rede i dets grene." |
Lignelsen om sennepsfrøet er med i alle tre evangelier — dvs. den tilhører "Den Tredobbelte Tradition". Normalt hedder det sig, at materialet i "Den Tredobbelte Tradition" stammer fra Markusevangeliet, men alligevel har Matthæus og Lukas en del fælles ændringer til Markus' lignelse. Begge to er også enige om, at umiddelbart efter denne lignelse kommer en anden lignelse, som Markus ikke har, hvor Jesus sammenligner Himmeriget med surdej.
Matthæus og Lukas har altså læst deres version af sennepsfrø-historien sammen med surdejshistorien i "Q". Her har vi et eksempel på det, som Q-fortalerne kalder et "overlap": Markus og "Q" indeholder den samme historie, men Matthæus og Markus har begge valgt Q's version. Disse "overlaps" har vi allerede snuset til en del af: fristelserne i ørkenen, Johannes Døberen, diskussionen om Beelzebul og sejlturen.
Her er et eksempel mere. Jesus fortæller, at han taler i gåder, for at folk ikke skal kunne blive frelst.
Matthæus 13,11 | Markus 4,11 | Lukas 8,10 |
---|---|---|
[…] Jer er det givet at kende Himmerigets hemmeligheder […] | […] Til jer er Guds riges hemmelighed givet […] | […] Jer er det givet at kende Guds riges hemmeligheder […] |
[…] umin dedotai gnônai ta mustêria tês basileias […] | […] umin to mustêrion dedotai tês basileias […] | […] umin dedotai gnônai ta mustêria tês basileias […] |
Både Lukas og Matthæus er enige om at dels at vende sætningen om og dels at tilføje "at kende". Så enten har Lukas kigget i Matthæus, eller også har vi endnu et tilfælde, hvor "Q" overlapper Markus.
Et overlap mere. Udsendelsen af de tolv: Hvis folk afviser Jesus' disciple, skal de ryste støvet af deres fødder:
Matt 10,14 | Markus 6,11 | Lukas 9,5 |
---|---|---|
[…] så forlad det hus eller den by og ryst støvet af jeres fødder […] | […] så gå derfra og ryst støvet af jeres fødder […] | […] så forlad den by og ryst støvet af jeres fødder […] |
[…] exerchomenoi exô tês oikias ê tês poleôs ekeinês ektinaxate ton koniorton tôn podôn umôn […] | […] ekporeuomenoi ekeithen ektinaxate ton choun ton upokatô tôn podôn umôn […] | […] exerchomenoi apo tês poleôs ekeinês ton koniorton apo tôn podôn umôn apotinassete […] |
I Markus siger Jesus "gå derfra" (ekporeuomenoi ekeithen), men Lukas og Matthæus er enige om, at Jesus sagde "forlad den by" (exerchomenoi […] tês poleôs ekeinês). Og ikke bare det: I den græske tekst kan man se, at Matthæus og Lukas også er enige om at erstatte Markus' ord for "snavs nedenunder" (choun ton upokatô) med "støv" (koniorton).
Lad os se på endnu et overlap. Historien om kvinden, der var gift syv gange:
Matthæus 22,27 | Markus 12,22 | Lukas 20,32 |
---|---|---|
Til allersidst døde kvinden. | […] Til allersidst døde også kvinden. | Til sidst døde også kvinden. |
usteron de pantôn apethanen ê gunê. | […] eschaton pantôn kai ê gunê apethanen. | usteron kai ê gunê apethanen. |
På græsk skriver Markus, at kvinden døde "til sidst", eschaton. Matthæus retter eschaton til usteron, og det er der ikke noget underligt i — Matthæus bruger ordet usteron syv gange, og han ændrer også eschaton i Markus 12,6 til usteron i Matthæus 21,37. Derimod er det højst mistænkeligt, at Lukas har fundet på at foretage samme ændring. Især fordi Lukas ikke bruger usteron nogen andre steder — hverken i Lukasevangeliet eller i Apostlenes Gerninger.(1)
Igen må vi konkludere, at enten har Lukas læst Matthæus' version af parablen, eller også har vi atter et eksempel på, at "Q" indeholder næsten det samme materiale som Markus. Man fristes til at spørge, om der overhovedet er noget, "Q" ikke indeholder.
Den slags gør, at indholdet "Q" bliver endnu mere udefinerligt: Udover alt det materiale, som Matthæus og Lukas er enige om, indeholder "Q" altså også materiale fra Markus. Hvis Lukas eller Matthæus laver små ændringer i materialet — og det gør de konstant — hvordan kan man så vide, om de har taget materialet fra Markus eller "Q"?
Lad os se på endnu et overlap:
Matthæus 26,75 | Markus 14,72 | Lukas 22 61-62 |
---|---|---|
Og Peter huskede det ord, Jesus havde sagt: "Før hanen galer, vil du fornægte mig tre gange." Og han gik udenfor og græd bitterligt. | I det samme galede hanen anden gang. Og Peter huskede det ord, Jesus havde sagt til ham: "Før hanen galer to gange, vil du fornægte mig tre gange." Og han brast i gråd. | Herren vendte sig om og så på Peter, og Peter huskede det ord, Herren havde sagt til ham: "Før hanen galer i nat, vil du fornægte mig tre gange." Og han gik udenfor og græd bitterligt. |
For det første er Matthæus og Lukas enige om, at hanen kun skal gale én gang, og dermed at ødelægge Markus' profeti. Men endnu mere afslørende er det, at Matthæus og Lukas begge retter Markus' »han brast i gråd« (græsk: epibalôn eklaien) til »han gik udenfor og græd bitterligt« (græsk: exelthôn exô eklausen pikrôs).
Hvordan forklarer man denne enighed? Enten har Lukas og Matthæus kigget hos hinanden, eller også må "Q" have indeholdt historien om Jesus' tilfangetagelse og korsfæstelse.
Her er et mere berømt eksempel:
Matthæus 26,67-68 | Markus 14,65 | Lukas 22,63-64 |
---|---|---|
Da spyttede de ham i ansigtet og slog ham med knytnæve, og nogle slog ham med stokke og sagde: "Profetér for os, Kristus! Hvem var det, der slog dig?" | Så gav nogle sig til at spytte på ham og dække hans ansigt til og slå ham med knytnæve og sige til ham: "Profetér så!" Og vagtfolkene gik løs på ham med stokke. | De mænd, som bevogtede Jesus, hånede ham og slog ham, og de dækkede hans ansigt til og sagde: "Profetér! Hvem var det, der slog dig?" |
Episoden er typisk for Markus' sorte ironi: Jesus har tre gange profeteret om, hvordan »de skal håne ham og spytte på ham, piske ham og slå ham ihjel, og tre dage efter skal han opstå« (Markus 8,31-33; 9-30-33; 10,32-34), og nu hvor soldaterne (uden at vide det) opfylder profetien, råber de »Profetér så«!
Disse spidsfindigheder er spildt på Matthæus, der er den dummeste af evangelisterne. Matthæus laver i stedet en dum vittighed med »Hvem var det, der slog dig?«
Hvordan forklarer man, at en veluddannet mand som Lukas skulle have opfundet den samme dumme vittighed som Matthæus? Og hvordan kan han skrive ordret det samme (på græsk) "tis estin o paisas se"? Ovenikøbet bruger de et meget usædvanligt ord for at slå, "paiein", som hverken Matthæus eller Lukas bruger nogen andre steder(2).
Nogle postulerer, at »Profetér! Hvem var det, der slog dig?« har stået i en tidlig udgave af Markusevangeliet, "Proto-Markus", som både Markus, Matthæus og Lukas har kigget i, men som ikke længere findes. Andre påstår det modsatte: At Matthæus og Lukas har kigget i en sen udgave, "Deutero-Markus", som heller ikke findes længere. Kort sagt, der introduceres flere ikke-eksisterende manuskripter.
Opsummering: "Q" påstås udelukkende at have bestået af Jesus-ord uden nogen form for handling.
Analysen foroven viser, at "Q" udover Jesus-ord også indeholder Johannes-ord, Satan-ord og soldat-ord.
Desuden indeholder "Q" masser af handling: Johannes Døberens mission i »hele Omegnen om Jordan« og hans afvisning af de tililende farisæere; Jesus' dåb; fristelserne i ørkenen, på templet og bjergtoppen; rejsen gennem Nazara; helbredelsen af Peter's svigermor; den store tale; helbredelsen af en stum; sejlturen i stormvejret; Johannes Døberen's fængsling og sendebud til Jesus; og den lange og handlingsmættede historie om helbredelsen af officerens tjener i Kapernaum. Desuden må "Q" have indeholdt historien om Jesus' arrest og forhør og Peters fornægtelse.
Derudover har "Q" indeholdt en masse "overlap" — dvs. materiale, der også er i Markusevangeliet, såsom Johannes Døberens taler; fristelserne i ørkenen; helbredelsen af Peter's svigermor; diskussionen om Beelzebul, sejlturen i stormvejret; parablerne om sennepsfrøet og om kvinden, der var gift syv gange; udsendelsen af de tolv; og historien om Jesus' arrest og forhør. Samtidig kan man dårligt forestille sig, at "Q" har indeholdt historien om Jesus' arrest og forhør uden at indeholde retssagen, hans korsfæstelse, død og genopstandelse.
Disse overlap betyder også, at hver gang Matthæus eller Lukas afviger fra Markus — og det gør de konstant — kan de i teorien have fundet deres variant i "Q". Desuden kan "Q" have indeholdt "overlap", hvor Matthæus og Lukas alligevel har valgt Markus' version, for ikke at tale om, at "Q" naturligvis kan have indeholdt en masse andet materiale, som hverken Lukas eller Matthæus kunne bruge.
Det er altså ret svært at fastslå indholdet af dette hypotetiske dokument.
Hvis men kender lidt til tyske litteraturforskere i det 19. og 20. århundrede vil man vide, hvor glade de er for at opstille stamtræer med masser af ukendte manuskripter: Ur-Markus, Proto-Lukas, Deutero-Markus eller "Q".
Det kan i sig selv være nyttigt nok, men visse forskere har en tendens til at beskrive disse ikke-eksisterende manuskripter i så grundige detaljer, at de til sidst glemmer, at manuskriptet kun er en arbejdshypotese. Desuden er "Q" et udtryk for en forældet tankegang, om at forfatterne kun er redaktører og intet har tilføjet af egen inspiration.
Det er værd at minde om, at i de små 200 år, der er gået siden teorien om Q blev fremsat i 1838, er der stadig ikke fremkommet antydning af beviser for eksistensen af dette manuskript. Ikke et eneste fragment har man fundet, og ikke en eneste omtale hos nogen kirkefader.
Q-forskere mener at kunne udtyde tre forskellige "lag" i "Q". Det vil sige, at "Q" har været så udbredt og populært, at det er blevet omredigeret mindst to gange. Men hvis det var så populært og udbredt, hvordan kunne det så forsvinde helt sporløst?
Hvordan kunne en epistel fyldt udelukkende med visdomsord, der var dryppet direkte fra Jesus' søde læber, forsvinde? Er der ingen kristne fædre, der har bemærket Bjergprædikenen, Fadervor, lignelserne, Udsendelsen af de tolv osv., osv.? Hvordan kunne kirkefædre som Eusebius og Nikeforos(3) lave detaljerede lister over alle helligskrifter — inklusive uautoriserede epistler som Peter og Thomas — og samtidig overse disse visdomsperler?
Det er på høje tid at benytte Ockhams ragekniv (billedet foroven til venstre): Den forklaring, der kræver antagelse af færrest forudsætninger, er den bedste.
"Q" skal forklare, hvordan Lukas og Matthæus kan dele det samme materiale uden at have læst hinanden. Men hvorfor skulle man forudsætte det?
Lukas siger selv, at han har læst mange andre evangelier: »Eftersom mange andre har søgt at give en fremstilling af de begivenheder, som har fundet sted« (Lukas 1,1). Her skriver Lukas netop »begivenheder« - dvs. ikke Jesus-ord, men beretninger om Jesus' fødsel, liv, tilfangetagelse, korsfæstelse, død og genopstandelse. Lukas' egen beskrivelse passer meget bedre på Matthæusevangeliet end på "Q".
Farrer-Goulder-teorien (billedet til højre) giver en meget enklere forklaring uden behov for hypotetiske manuskripter: Lukas har en masse materiale tilfælles med Matthæus, simpelthen fordi Lukas har læst Matthæus.
Spørgsmålet er så, om det kan være sandt: Har Lukas læst Matthæusevangeliet?
Det er svært at skrive om Q uden at komme ind på Thomasevangeliet. Her er et berømt citat:
The discovery of The Gospel of Thomas in 1945 silenced those who claimed that there was no analogy in early Christianity
for a collection of Jesus sayings without a narrative framework.
(Robert E van Voorst, Jesus Outside the New Testament, 2000, side 157)
Igen ser man den opskruede retorik, der rammer de formastelige (for et andet eksempel: Se Streeters berygtede tirade mod dem, der tør antyde, at Lukas har læst Matthæusevangeliet). Så fik man da omsider "silenced" / lukket kæften på disse kættere.
Desværre fortæller van Voorst ikke, hvem det er, der op til 1945 skulle have påstået, at der ikke var "nogen analogi i den tidlige kristendom for en samling af Jesus-ord uden en fortællende ramme". Sandheden er, at man allerede i 1897 og 1903 havde fundet ca. en femtedel af Thomasevangeliet i Oxyrhynchus i Ægypten.
Desuden var Thomasevangeliet kendt fra kirkefædre som Origenes, Hippolyt og Eusebius.(4) Der er heller ikke noget usædvanligt ved den slags visdomssamlinger uden handling: I Det Gamle Testamente er der Ordsprogenes Bog, og i apokryferne er der Visdommens Bog.
Men problemet er, at fundet af Thomasevangeliet tjener til at understrege forskellen på en ægte visdomsbog og "Q". Thomasevangeliet består af 104 "logier", dvs. små taler og små dialoger, der ikke kommer i nogen som helst rækkefølge.
Derimod formodes "Q" at indeholde en handling i starten: Johannes Døberens mission og hans afvisning af de tililende farisæere; Jesus' dåb; fristelserne i ørkenen, på templet og bjergtoppen; rejsen gennem Nazara; den store tale; helbredelsen af en stum; sejlturen i stormvejret; Johannes Døberen's fængsling og sendebud til Jesus; og helbredelsen af officerens tjener i Kapernaum. Først da går "Q" over til at indeholde visdomsord fra Jesus, men henimod slutningen tager historien igen fat, hvor hanen, der galer én gang, og citater som »Hvem var det, der slog dig?« og »han gik udenfor og græd bitterligt« viser, at "Q" har indeholdt historien om Jesus' arrest og forhør og Peters fornægtelse.
Så vi må konstatere, at ikke bare er Thomasevangeliet ikke "Q", men hvad værre er: "Q" er ikke en visdomsbog i samme genre som Thomasevangeliet.
Det helt store spørgsmål er nu: Har Lukas læst Matthæusevangeliet?
Fodnoter: (1) (2) (3) (4)
Bemærk, at i den utroværdige tekst, Textus Receptus, som alle moderne Bibler har droppet, står der også usteron i Lukas 4,2. Pudsigt nok handler denne episode om fristelserne i ørkenen, der også er et "overlap", så selv om man skulle sværge til Textus Receptus, er konklusionen stadig, at Lukas kun bruger "usteron" i det såkaldte Q-materiale.
Skrev en "kronografi", hvor han angav antal linier i alle tænkelige autoriserede og uautoriserede bøger fra det Gamle og Nye Testamente — inklusive Peters Åbenbaring, Barnabas-epistlen, Hebræerevangeliet, Thomasevangeliet og Paulus' Gerninger.