|
|
Bibelen kør det aldrig særlig klart, hvorfor Judas valgte at forråde Jesus. I det ældste evangelium, Markus, går Judas til ypperstepræsterne lige efter, at Jesus var blevet salvet. Så kan man gætte på. om Judas var skuffet over, at Jesus brændte en årsløn af på hårbalsam, eller om han var skuffet over, at Jesus ikke havde tænkt sig at smide romerne ud af Judæa. Markus fortæller kun, at »Judas […] gik til ypperstepræsterne for at forråde ham«, og at de »lovede ham penge for det« (Markus 14,11). Dermed er det ikke pengene, der oprindeligt motiverede Judas.
Lukas forsøger, at give en forklaring: Det var Satans skyld: »så fór Satan i Judas, som blev kaldt Iskariot«, mens pengene tilsyneladende var noget sekundært (Lukas 22,3-5). Johannes mener slet ikke, der var penge iblandet: Det hele var Satans skyld og kun Satans skyld: Satan er faret i Judas: (Johannes 13,2, Johannes 13,27).
Matthæus mener derimod, at motivet udelukkende var penge, for Judas går op til ypperstepræsterne og spørger: »Hvad vil I give mig for at forråde ham til jer?« (Matthæus 26,15).
Indtil videre er der ingen antydning af, at der skulle være nogen en profeti. Men Matthæus er den mest fantasifulde evangelist og Bibel-mester i profetiopfyldning, og han har på en eller anden måde fundet ud af, at Judas fik præcis 30 sølvpenge. Han påstår også, at disse 30 sølvpenge, han lige har opfundet, skulle opfylde en profeti:
Matthæus 27,5 Så kastede han sølvpengene ind i templet, forlod stedet og gik hen og hængte sig.
[.. .. ..] [. . .]
Matthæus 27,7 De traf da den beslutning at købe Pottemagermarken for pengene til gravplads for fremmede.
[.. .. ..] [. . .]
Matthæus 27,9 Da opfyldtes det, som er talt ved profeten Jeremias, som siger: »Og de tog de tredive sølvpenge, den pris, han blev vurderet til, han der blev vurderet, af Israels børn,
Matthæus 27,10 og de gav dem for Pottemagermarken, sådan som Herren havde befalet mig."
Desværre søger man forgæves i Jeremias' bog efter Matthæus' profeti om tredive sølvpenge. Det nærmeste, vi kan finde, er:
Jeremias 32,9 Så købte jeg marken i Anatot af Hanam'el, min farbrors søn; jeg vejede sølvet af til ham, sytten sekel sølv.
Den kan enhver se, ikke holder: En historie om en mand, der har købt en mark af sin fætter, skal være en profeti om Judas' forræderi. I øvrigt kostede marken sytten sekel sølv og ikke tredive sølvpenge. Der har måske været lidt inflation, inden profetien blev opfyldt?
Derfor må udgiverne af Bibelen på arbejde og kigge lidt dybere i Det Gamle Testamente. Heldigvis findes der et lidt bedre skriftsted hos en anden profet, Zakarias:
|
Zakarias 11,12 Jeg sagde til dem: »Hvis I synes, så giv mig min løn, og hvis ikke, kan I lade være!« De afvejede da min løn, tredive sekel sølv.
Zakarias 11,13 Herren sagde til mig: »Kast den hen til støberen, den kostelige pris, de har vurderet mig til.« Og jeg tog de tredive sekel og kastede dem hen til støberen i Herrens hus.
Zakarias 11,14 Så brækkede jeg den anden stav, Bånd, for at bryde broderskabet mellem Juda og Israel.
Zakarias 11,15 Herren sagde til mig: Udstyr dig nu som en uduelig hyrde.
Den er lidt bedre: Her er der trods alt tale om en, der er vurderet til tredive sølvpenge, og disse penge bliver kastet ind i templet / Herrens hus.
Profetien er dog stadig ikke særligt imponerende. Her er ingen mark, der bliver købt (og slet ikke nogen "Pottemagermark"), ingen korsfæstelse, intet Judasforræderi, og hvor kommer "støberen" ind i billedet?
Hvem handler "profetien" overhovedet om? Hvis det var Jesus, der blev vurderet til 30 sølvpenge »den kostelige pris, de har vurderet mig til« (vers 13), hvorfor skulle Jesus så »bryde broderskabet mellem Juda og Israel«, som der står i vers 14? Er det ikke helligbrøde at kalde Jesus »en uduelig hyrde«, som der står i vers 15?
Det eneste rigtige i profetien er de tredive sølvpenge. De andre evangelier udtaler sig ikke om, hvor meget Judas har fået i løn, og ingen af dem refererer til nogen profeti.
Matthæus derimod, nævner de tredive sølvpenge 3 gange, så alle kan forstå, at beløbet i profetien er præcis det samme som det Judas fik. Endnu et eksempel på, at evangelisterne først støver et vers op, der kan udnævnes til profeti — og bagefter digter en historie, der kan opfylde profetien.
Det er lidt pinligt, at Bibelen påstår at kunne lave profetier tusinder af år ind i fremtiden,
og alligevel så roder den guddommeligt inspirerede evangelist,
fyldt af den ufejlbarlige Helligånd, rundt i Jeremias og Zakarias.
Det har de kristne brugt næsten 2.000 år på at komme med (bort)forklaringer på. Her er tre:
|
St. Augustinus af Hippo (354-430) var geniet, der opfandt Arvesynden, barnedåben og den måde katolikker opdeler De Ti Bud på. Augustinus brugte det meste af 7. kapitel i 3. bind af "Evangeliernes harmoni" på at (bort)forklare fejltagelsen. Her er et lille uddrag på engelsk (se link nederst på siden):
|
The same consideration might also fitly suggest the duty of accepting unhesitatingly whatever the Holy Spirit has given expression to through the agency of these prophets, and of looking upon their individual communications as also those of the whole body, and on their collective communications as also those of each separately. If, then, it is the case that words spoken by Jeremiah are really as much Zechariah's as Jeremiah's, and, on the other hand, that words spoken by Zechariah are really as much Jeremiah's as they are Zechariah's, what necessity was there for Matthew to correct his text when he read over what he had written, and found that the one name had occurred to him instead of the other?
Augustinus af Hippo - De Consensu Evangelistarum, bind 3, kapitel 7 (ca. år 400)
Enkel forklaring: Ifølge Augustinus vidste Matthæus godt, at han skrev den forkerte profets navn ned, men da alle profeter er fyldt med den samme Helligånd, var der ingen grund til at rette manuskriptet. Alle profeter lyder alligevel fuldstændig ens!
Augustinus havde et guldkorn mere
For [it is also to be remarked that] Matthew makes the following addition to the passage cited, namely, "Whom the children of Israel did value; and gave them the potter's field, as the Lord appointed me." Now, these words are not to be found either in Zechariah or in Jeremiah. Hence we must rather take them to have been inserted with a nice and mystical meaning by the evangelist, on his own responsibility,- the Lord having given him to understand, by revelation, that a prophecy of the said tenor had a real reference to this occurrence, which took place in connection with the price set upon Christ.
Augustinus af Hippo - De Consensu Evangelistarum, bind 3, kapitel 7 (ca. år 400)
Augustinus erkender altså, at store del af Matthæus' profeti ikke står nogen steder. Der står ikke noget i Det Gamle Testamente om "at blive vurderet af Israels børn" eller om "Pottemagermarken" — denne profeti er frit opfundet af Matthæus — og Augustinus' svar er enkelt: Matthæus er inspireret af Helligånden, og når Matthæus skriver, at en profeti er opfyldt, så har Matthæus det direkte fra Gud Fader Himself, og hvis Gud siger, at en profeti er opfyldt, så er den opfyldt.
Profetien er opfyldt - selvom den aldrig nogensinde har været udtalt!
En anden populær forklaring står i fodnoterne til den moderne udgivelse af Augustins værker:
»The simplest explanation is that the name "Jeremiah" was applied to the collection of prophetical books, in which it was placed first by the Jews.-R.«
Det kan man sandelig kalde »The simplest explanation«. Alle profeterne samles i samme bog, og derfor kaldes alle profeterne for Jeremias. Hvis Anders And er på forsiden af en Jumbobog, så skal alle figurerne indeni også kaldes Anders And. Det gør det hele meget lettere.
Det er dog stadig kun en påstand, at Jeremias og Zakarias skulle have været samlet i den samme bog. Hvis man kigger på opdelingen af den jødiske Bibel (se højre kolonne på denne side) - så er der faktisk ret langt mellem de to profeter. Zakarias er bundtet sammen med 11 andre profeter i "De 12 Mindre Profeter". Ifølge denne logik skulle de 12 mindre profeter altså alle sammen kaldes Jeremias. Ja, faktisk burde man kalde både Jeremias og Zakarias for Josva, eftersom Josva's Bog er den første i Profeternes Bog. Det gør det hele meget lettere.
Endnu en "forklaring" er, at Matthæus skriver, at profetien er talt ved profeten Jeremias.
Det står jo ikke,
at Jeremias har skrevet profetien nogen steder. Genial forklaring!
I virkeligheden er Jeremias verdens største profet,
der har forudsagt alt fra Jesus' fødsel over Brøndbys sidste sejr i Parken til næste uges Lotto-tal.
Hvor er det bare synd, at han kun har talt
alle disse vidunderlige profetier i stedet for at skrive dem ned.
Problemet med denne "forklaring" er bare, at Matthæus bruger formuleringen "talt ved" 10 gange i sit evangelium. Vil det så sige, at de ni andre profetier, som også er "talt ved" en eller anden profet, heller ikke er skrevet ned i Det Gamle Testamente?
Konklusion: Jeremias har aldrig udtalt sig om tredive sølvpenge. Selvom vi accepterer, at Helligånden har rodet rundt i profeterne, er profetien stadig så tyndbenet, at den er ikke-eksisterende.
Hvem har så ret? Står profetien i Jeremias eller i Zakarias? Smed Judas 30 eller 17 sølvpenge ind til præsterne? Er profetien talt eller skrevet? Hvilken af de utallige bortforklaringer skal vi tro på?
Ingen af dem er rigtige. Ifølge Apostlenes Gerninger beholdt Judas pengene og købte en mark for dem:
Apostl. G. 1,17 For Judas regnedes med til os og havde fået sin lod i denne tjeneste.
Apostl. G. 1,18 Han købte sig en mark for de penge, han havde fået for sin ugerning, men han styrtede på hovedet ned og sprængtes, så alle hans indvolde væltede ud.
Apostl. G. 1,19 Og det blev kendt af alle Jerusalems indbyggere, så at den mark på deres sprog blev kaldt Hakeldama, det vil sige Blodmarken.
Judas har altså ikke kastet hverken 17 eller 30 sølvpenge ind i templet, og der er dermed ikke opfyldt nogen profeti om at kaste tredive sekel »hen til støberen i Herrens hus«.