Esajas kapitel 53 indeholder en lang omtale af en lidende tjener. Herfra kan man tage masser af vers ud af deres sammenhæng for at opfinde en profeti eller to.
Tag f.eks. dette vers:
Esajas 53,12 Derfor giver jeg ham del med de store, med de mægtige deler han bytte, fordi han hengav sit liv til døden og blev regnet blandt lovbrydere. Men han bar de manges synd og trådte i stedet for syndere.
Denne mand, »der hengav sit liv til døden« og »bar de manges synd og trådte i stedet for syndere«, må simpelthen kunne bruges til en profeti om Jesus.
Det mente Markus i al fald. Markusevangeliet er det ældste af de fire evangelier, og forfatteren så tydeligt en profeti om, hvorledes Jesus skulle korsfæstes mellem to røvere.
Markus 15,27 Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side.
Markus 15,28 Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: »Og han blev regnet blandt lovbrydere.«
Lukas var enig - altså i, at det var en profeti. Til gengæld var han uenig i, hvordan profetien skulle opfyldes.
Lukusevangeliet er nemlig det eneste af de 4 evangelier,
hvor en af røvere tror på, at Jesus er Gud, og hvor Jesus lover
at tage røveren med sig i Paradis. I Lukasevangeliet
er Jesus altså absolut ikke røvernes ligemand,
og Lukas kan derfor ikke bruge en profeti om,
at »han blev regnet blandt lovbrydere«.
Derfor fandt Lukas et andet sted at klistre profetien på, nemlig dér hvor fredsfyrsten udstyrede sine folk med sværd.
Lukas 22,36 Da sagde han til dem: »Men nu skal den, der har en pung, tage den med, og ligeså tasken; og den, der ikke har et sværd, skal sælge sin kappe og købe sig et.
Lukas 22,37 For jeg siger jer: På mig skal det skriftord opfyldes: 'Og han blev regnet blandt lovbrydere.' Og nu er jeg ved målet for det, der skal ske mig.«
Lukas 22,38 Da sagde de: »Herre, se, her er to sværd.« Han svarede: »Det er nok.«
Dette er et skoleeksempel på, hvordan forfatteren først finder et vers i Det Gamle Testamente, som kan udnævnes til en profeti, og bagefter opdigter en historie, der opfylder profetien. Ligesom profetierne om de to æsler og de to tøjdelinger.
I ovenstående eksempel er det dog lidt usikkert, hvem "forfatteren" i grunden er. Bibelselskabet skriver i en fodnote til Markus 15,28: »Verset findes ikke i de ældste håndskrifter og kan være kommet ind fra Luk 22,37«. Det vil sige, at Markus 15,28 ikke er skrevet af "Markus", men er et af de 50-60 falske vers, som fromme svindlere senere har tilføjet i den hellige skrift.
Konklusion: En god profeti kan ikke opfyldes for tit.