Daniel. En profeti, der kan genbruges igen og igen

I år 587 f.v.t. mistede Gud tålmodigheden med sit ugudelige folk. Gud sendte »[s]in tjener, Babylons konge Nebukadnesar« (Jeremias 25,8-9), der indtog Jerusalem, brændte byen og templet ned og førte befolkningen i eksil i Babylon.

Guds folk var nu spredt alle vinde, Guds land lå øde, og Guds hjem — templet i Jerusalem — var tilintetgjort.

Jeremias' 70 år i Babylon

Boney M's store hit, By the Rivers of Babylon, handler om jødernes eksil i Babylon.
Boney M, Rivers of Babylon

Her kunne Gud havde ladet historien ende — med jøderne i Babylon, men så var Bibelen jo blevet en ret tynd bog. Heldigvis havde Gud forinden lovet gennem profeten Jeremias, at eksilet kun skulle vare halvfjerds år:

Jeremias 25,11 Hele dette land skal blive til ruiner og ødemark, og folkene skal være trælle for Babylons konge i halvfjerds år.
Jeremias 25,12 Men når der er gået halvfjerds år, vil jeg straffe Babylons konge og folket dér for deres synd, siger Herren; også kaldæernes land straffer jeg og gør det til evig ørken.

Jeremias 29,10 Dette siger Herren: Først når der er gået halvfjerds år i Babylon, vil jeg drage omsorg for jer, og jeg vil opfylde det gode løfte, jeg gav jer, og bringe jer tilbage til dette sted.

Og sandelig: I år 539 f.v.t.(1) blev Babylon erobret af perserne, og i år 538 f.v.t. gav perserkongen Kyros jøderne lov til at vende hjem og genopbygge templet i Jerusalem. Dette kan man bl.a. læse om i Ezra 1,1-6: »for at Herrens ord ved Jeremias kunne opfyldes«. Hele forløbet med eksilet i Babylon, Jeremias' profeti, de halvfjerds års, perserkongen Kyros og genopbygningen af templet genfortælles i Anden Krønikebog:

2 Krønike 36,20 Dem, der var undsluppet sværdet, førte han i eksil til Babylon. De blev trælle for ham og hans sønner, og det var de, lige til perserkongen fik magten.
2 Krønike 36,21 Det skete, for at Herrens ord ved Jeremias kunne gå i opfyldelse, indtil landet havde fået erstatning for sine sabbatter. Al den tid det lå øde hen, hvilede det, til der var gået halvfjerds år.
2 Krønike 36,22 Men i perserkongen Kyros' første regeringsår vakte Herren perserkongen Kyros' ånd, for at Herrens ord ved Jeremias kunne opfyldes. I hele sit kongerige lod han følgende bekendtgøre både mundtligt og skriftligt:
2 Krønike 36,23 "Dette siger perserkongen Kyros: Herren, himlens Gud, har givet mig alle jordens kongeriger, og han har pålagt mig at bygge ham et hus i Jerusalem i Juda. Må Gud Herren være med enhver iblandt jer af hele hans folk! Enhver skal drage derop!"

Salme 137: Babylons datter, […] Lykkelig den, der griber dine spædbørn og knuser dem mod klippen!
Salme 137,9

(I parentes bemærket er Ezra 1,1-3 og 2 Krønikebog 36,22-23 ens). Profetien om de 70 år blev også gentaget af profeten Zakarias:

Zakarias 1,12 Da sagde Herrens engel: "Hærskarers Herre, hvor længe skal det vare, før du viser barmhjertighed mod Jerusalem og Judas byer, som du nu har været vred på i halvfjerds år?"

Zakarias 7,5 Sig til hele landets folk og til præsterne: Når I har fastet og holdt klage i femte og syvende måned i disse halvfjerds år, var det da for mig, I fastede?

Men profeti-rekorden gik dog til Esajas, der allerede 200 år tidligere havde forudset Kyros' handlinger. Esajas lod sågar Gud omtale perserkongen Kyros som »min hyrde« og »sin salvede«. Guds salvede er et andet ord for Messias eller Kristus, og Kyros er det eneste eksempel i Det Gamle Testamente på en ikke-jøde, der omtales som Messias:

Esajas 44,28 Til Kyros siger jeg: "Min hyrde!" Han skal udføre alt det, jeg vil. Jeg siger til Jerusalem: "Du skal genopbygges, og templet skal grundlægges."
Esajas 45,1 Dette siger Herren til sin salvede, til Kyros, hvis højre hånd jeg har grebet for at nedtrampe folk foran ham og løse kongernes bælter, så døre åbnes for ham, og porte ikke står lukket:
[.. .. ..][...]
Esajas 45,3 Jeg giver dig mørkets skatte, de bortgemte rigdomme, for at du skal vide, at jeg er Herren, Israels Gud, som kalder dig ved navn.

Salme 137: Babylons datter, […] Lykkelig den, der griber dine spædbørn og knuser dem mod klippen!
Salme 137,9
Salme 137: Babylons datter, […] Lykkelig den, der griber dine spædbørn og knuser dem mod klippen!
Salme 137,9

Historikeren Josephus fortæller ovenikøbet, at det var Esajas' profeti, der overbeviste Kyros: Perserkongen var blevet så imponeret over, at en profet for 210 år siden havde kendt hans navn: »jeg er Herren, Israels Gud, som kalder dig ved navn« — og kaldt ham "Herrens salvede", at han besluttede at hjemsende jøderne (Jødernes Oldtid 11,1,1-2).

Eksilet og genopbygningen af templet er simpelthen et af omdrejningspunkterne i den jødiske historie. Historien deles op i første og anden tempelperiode, og umiddelbart er der altså tale om en success, hvor en perlerække af profeter får ret i deres spådomme om denne skelsættende begivenhed. Der er bare to problemer med Jeremias' 70 år: Tidsrummet er på samme tid både for kort og for langt.

Verden var stadig fyldt med ikke-jøder, og Davids kongerige lod vente på sig. Jeremias' profeti var kort sagt et flop.

Daniel: Genbrug af Jeremias

Biblia Pauperum - Til højre beder kong Nebukadnesar foran den varme ovn, der indholder Daniels tre venner.
Biblia Pauperum, Typer på Treenigheden

Hvad gør man, når en profeti ikke virker? Man skriver den om.

Daniels Bog er forfattet omkring år 165 f.v.t. Forfatteren kunne se, hvordan Jeremias' profeti var fejlet: Der var gået mange hundrede år, men israelitterne havde aldrig fået deres selvstændighed tilbage. Istedet var landet gået fra det ene ikke-jødiske overherredømme til det andet, og nu var den værste(2) af alle ikke-jøder på vej: Antiokus IV.

Antiokus IV gav sig selv tilnavnet Epifanes, der betød "den tilsynekomne", hvilket var underforstået "den åbenbarede gud". I modsætning til de forrige erobrere nøjedes han ikke bare med at erobre landet og opkræve skatter: Antiokus IV krævede, at hans undersåtter opgav deres guder og deres skikke og istedet dyrkede ham og hans guder. I Første og Anden Makkabæerbog kan man læse makabre historier om jøder, der blev torteret ihjel, fordi de nægtede at spise svinekød og nægtede at tilbede Antiokus IV som en gud. Budskabet i Makkabæerbøgerne var: "Gud vil belønne dig i det næste liv, og han vil straffe den vantro konge. Modstå presset og hold ud".

Daniel og hans tre venner afviser kongens vantro mad.
Daniel

Forfatteren til Daniels Bog vælger en anden vinkel til at komme med det samme budskab: Han lader sin historie foregå 400 år tidligere i Babylon, hvortil profeten Daniel sammen med de andre jøder er ført i eksil. I det fremmede land nægter Daniel og hans tre venner at spise uren, vantro mad (Daniel 1,8-17), nægter at tilbede Nebukadnesar som en gud (Daniel 3,1-30), og tilbeder ufortrødent den jødiske gud (Daniel 6,5-29). Hver gang bliver Daniel og hans venner reddet af Gud på mirakuløs vis, hvorimod Kong Nebukadnesar, der tror, han selv er større end Gud, tilsidst bliver ramt af guddommelig straf for øjnene af sit folk (4,1-34). Hold ud!

Men hvor længe skulle man holde ud? Nu var det over 400 år siden, at Jeremias havde lovet, det ville tage 70 år. Det havde "Daniel" også et svar på:

Daniel 9,2 i hans første regeringsår blev jeg, Daniel, opmærksom på angivelsen i bøgerne af det åremål, Jerusalem efter Herrens ord til profeten Jeremias skulle ligge i ruiner, halvfjerds år.

Hvis der var lidt logik i historien, kunne Daniel jo bare have spurgt Jeremias selv, men sådan fungerer religion ikke. I stedet kom Gabriel flyvende og forklarede nærmere: De halvfjerds år skulle læses som halvfjerds uger — det vil sige syv gange halvfjerds år:

Daniel 9,24 Halvfjerds uger er fastsat for dit folk og for din hellige by, før overtrædelserne bliver tøjlet, synden bragt til ophør og skylden sonet, før den evige retfærdighed kommer, før profeternes syner bliver beseglet, og det højhellige bliver salvet.
Daniel 9,25 Du skal vide og forstå: Fra den tid ordet om at genopbygge Jerusalem udgik, og indtil der kommer en salvet fyrste, er der syv uger. I 62 uger skal det stå genopbygget med torve og gader. Men det er trængselstider!
Daniel 9,26 Når de 62 uger er gået, bliver en salvet fjernet uden dom, og byen og helligdommen ødelægges af en fyrste, der kommer med sin hær. Han får sit endeligt i en stormflod. Det er besluttet, at ødelæggelserne skal vare, indtil krigen er forbi.
Daniel 9,27 Han vil slutte en stærk pagt med de mange i én uge. Men midt i ugen vil han bringe slagtoffer og afgrødeoffer til ophør. Ødelæggeren kommer på vederstyggelighedens vinger, og det varer, indtil den ødelæggelse, der er besluttet, vælder frem mod ødelæggeren selv."

Gabriel deler de halvfjerds "uger" yderligere op. Det tager syv "uger" — dvs. 49 år — før der kommer »en salvet fyrste« (Daniel 9,25), og Jerusalem bliver genopbygget. På den måde fik forfatteren det til at passe tidsrummet fra 587 f.v.t. til år 538, hvor Kyros — "Herrens salvede" — lod jøderne rejse tilbage for at genopbygge templet.

Så kommer 62 "uger", 434 år, hvor der åbenbart ikke sker noget spændende, udover at »det er trængselstider«. Forfatteren er langt mere interesseret i den sidste "uge" fra år 171 f.v.t., hvor ypperstepræsten Onias III bliver myrdet (»en salvet fjernet uden dom«), til år 164, hvor Guds rige starter, efter at Antiokus IV er død.

Daniel bruger udtryk som »Ødelæggeren kommer på vederstyggelighedens vinger« (Daniel 9,27) og længere fremme opstilles »Ødelæggelsens Vederstyggelighed« i templet (Daniel 11,31). Ødelæggelsens Vederstyggelighed er det samme udtryk, der bruges i 1 Makkabæer 1,54 og 6,7 om Antiokus IV's besudling af templet.

Historikeren Josephus fortæller også, hvordan Kong Kyros sender jøderne hjem fra Babylon efter 70 år.
Kong Kyros

Således skulle Antiokus IV's død, ærkeenglen Mikael's redning af jøderne, starten på det messianske rige og de dødes genopstandelse foregå:

Daniel 11,42 Derimod slipper Egypten ikke, når han rækker sin hånd ud mod landene.
Daniel 11,43 Han kommer til at råde over skattene af guld, sølv og alle slags kostbarheder i Egypten, og libyere og nubiere må følge ham.
Daniel 11,44 Men rygter fra øst og nord forfærder ham, og i stor vrede drager han af sted for at udrydde og lægge band på mange.
Daniel 11,45 Han opslår sine paladstelte mellem havet og det herlige, hellige bjerg. Men han går mod sin ende, og ingen kommer ham til hjælp.
Daniel 12,1 På den tid fremstår Mikael, den store fyrste, der står ved dit folks side. Det bliver en trængselstid, som der ikke har været magen til, så længe folkeslag har været til. På den tid skal dit folk blive reddet, alle der er indskrevet i bogen.
Daniel 12,2 Mange af dem, der sover i jorden, skal vågne, nogle til evigt liv, andre til forhånelse, til evig afsky.
Daniel 12,3 De indsigtsfulde skal stråle som himmelhvælvingens stråleglans, og de, der førte mange til retfærdigheden, skal stråle som stjernerne for evigt og altid.

Ifølge Bibelen døde Antiokus IV under groteske omstændigheder.
Lego: Ædt op af maddiker og død

Intet af dette gik i opfyldelse. Antiokus IV havde ganske vist tidligere været på rov i Egypten, indtil romerne fik ham smidt ud. Det var et godt gæt, at han ville prøve igen (Daniel 11,42-43), men det skete aldrig.

Præsten prædiker over genopstandelsen i Daniel 12,2-3.
Daniel 12

Ifølge Daniel skulle Antiokus IV dø et sted mellem havet og bjerget ved Jerusalem (Daniel 11,45). Det skulle man tro, var tilstrækkeligt upræcist til ikke at kunne fejle, men alligevel gik det ikke i opfyldelse. Antiokus IV's død er beskrevet detaljeret i Første Makkabæerbog 6,1-17 og Anden Makkabæerbog 9,1-17, og de to Makkabæerbøger er enige om, at Antiokus IV døde i det fjerne Persien. Ifølge Anden Makkabæerbog var omstændighederne så groteske, at man kan undre sig over, at Daniel har "glemt" at nævne det (billedet til venstre).

Daniel fortsætter profetien med, at ærkeenglen Mikael vil redde jøderne (Daniel 12,1), og alle de døde vil genopstå til evigt liv (billedet til højre). Intet af dette er som bekendt gået i opfyldelse, og samtidig hænger Daniel's bortforklaring med halvfjerds "uger" og syv "uger" meget dårligt sammen med beretningen i Anden Krønikebog 36,19-23 (citeret foroven), hvor forfatteren stolt beretter, hvordan der gik præcis halvfjerds år (rigtige menneske-år, forstås), før Kyros opfyldte Jeremias' profeti. Daniel har faktisk svigtet alle sine profet-kollegaer, ved at omdefinere Jeremias' profeti, og så var det alt sammen forgæves, eftersom hans egen profeti er lige så fejlbehæftet, som Jeremias'.

Daniel's 490 år giver lige så lidt mening, som Jeremias' 70 år. Hvis man tæller 490 år frem fra år 587 f.v.t. rammer man langt fra år 164. Daniel formulerer sig ovenikøbet som om, de 7 + 62 + 1 uger først starter efter hjemrejsen: »Fra den tid ordet om at genopbygge Jerusalem udgik […] er der syv uger. I 62 uger skal det stå genopbygget […]«. Det giver slet ingen mening, og gør bare kronologien endnu mere håbløs.

Daniel's profeti må være en af de mest mislykkede profetier i Bibelen. Men der var alligevel én person, der var dum nok til at tage den seriøst:

Markusevangeliet: Genbrug af Daniel

Kristen kunst: Jesus kommer med himlens skyer.
Jesus

På Jesus' tid var Det Hellige Land stadig ikke frit. Antiokus IV's død havde givet et kort pusterum, men Davidsriget var stadig ikke i sigte. Siden år 63 f.v.t. havde romerne haft magten med Herodes-dynastiet som lydkonger.

Nu måtte Gud virkelig snart tage sig sammen og indføre Davidsriget. I et helt kapitel, der kendes som Markus' lille apokalypse, fortæller Jesus sine tolv disciple om den snarlige dommedag:

Markus 13,14 Når I ser Ødelæggelsens Vederstyggelighed stå, hvor han ikke bør stå - den, der læser dette, skal mærke sig det! - da skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene;
[.. .. ..] [...]
Markus 13,19 For de dage skal være en trængselstid, som der ikke har været magen til fra skabelsens begyndelse, da Gud skabte verden, indtil nu og heller aldrig vil komme.

Jesus taler om »Ødelæggelsens Vederstyggelighed«, der, som vi har set, er det udtryk, Daniel og Makkabæerbøgerne bruger om Antiokus IV.

Markus 13,19 er også genbrug fra Daniel: »Det bliver en trængselstid, som der ikke har været magen til, så længe folkeslag har været til« (Daniel 12,1, citeret længere oppe). På samme måde: Når Jesus konstant kaldte sig "menneskesønnen", var det et citat fra Daniel 7,13.

Hertil er der bare at konstatere, at uanset hvordan man tæller de 490 år fra år 587 f.v.t., passer det ikke med år 30-35 efter Kristus (eller hvornår Jesus skulle forestille at have levet). Jesus er lige så dårlig til at spå, som Jeremias og Daniel tilsammen.

Matthæusevangeliet: Genbrug af Markus

Jesus Matthæusevangeliet er nyere end Markusevangeliet. Her er genbruget virkelig sat i system: Af de 661 linier i Markusevangeliet har Matthæus kopieret de 607 til sit eget evangelium (med større eller mindre rettelser). Matthæus har også kopieret Jesus' tale om Ødelæggelsens Vederstyggelighed og den store trængselstid, og Matthæus gør ovenikøbet opmærksom på, at det er Daniel, der citeres:

Matthæus 24,15 Når I derfor ser Ødelæggelsens Vederstyggelighed, som der er talt om ved profeten Daniel, stå på hellig grund - den, der læser dette, skal mærke sig det! -
[.. .. ..] [...]
Matthæus 24,21 For da skal der være en stor trængselstid, som der ikke har været magen til fra verdens begyndelse indtil nu og heller aldrig vil komme.

Markusevangeliet var skrevet kort efter år 70 — omtrent samtidigt med, at templet i Jerusalem blev revet ned. Dengang kunne man stadig tro på, at Messias ville komme inden for "en uge". Matthæusevangeliet er skrevet på et senere tidspunkt, hvor Jerusalems ødelæggelse var blevet en fjern (og pinefuld) fortid. Guds rige lod stadig vente på sig, og Jesus' profeti var ligeså mislykket som Daniels og Jeremias' profetier.

De 10 kloge og tåbelige jomfruer
10 jomfruer

Jesus kommer; Sørg for at se travl ud. Nu gjaldt det om at udvise tålmodighed. Derfor fortsætter Matthæus nu med en masse lignelser, hvor det gennemgående tema er "tålmodighed": Lignelsen om figentræet: »sommeren er nær« og »han står lige for døren«, men »den dag eller time er der ingen, der kender« (Matthæus 24,32-41); lignelsen om de årvågne tjenere: »I ved ikke, hvad dag jeres Herre kommer« og »Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det« (Matthæus 24,42-51); lignelsen om de ti jomfruer, der alle er døsige, men alligevel er de fem kloge jomfruer rede, når brudgommen kommer (Matthæus 25,1-13, billedet til højre); og lignelsen om de betroede talenter, hvor Herren rejser bort for en tid, men "snart efter" vender tilbage (Matthæus 25,14-30).

Matthæus rettede også i Jesus' ord. Jesus havde sagt, han ville komme tilbage i ypperstepræsternes levetid: »I skal se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme med himlens skyer« (Markus 14,62), hvilket var et hentydning til Daniel »Med himlens skyer kom en, der så ud som en menneskesøn« (Daniel 7,13). Da Matthæus skrev sit evangelium, var ypperstepræsterne døde, uden at nogen havde set Jesus komme sammen med himlens skyer. Derfor blev Jesus' ord ændret til: »Herefter skal I se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme himlens skyer« (Matthæus 26,64), hvilket straks er mere åndeligt og sværere at modbevise. Til gengæld fik Matthæus ødelagt Jesus' Daniel-citat.

Men indtil videre er der gået langt mere end både 70 år og 490 år, og vi har hverken set Jesus komme på eller med himlens skyer.

Kristne Bortforklaringer

I kapitel 7 ser Daniel fire dyr, der repræsenterer fire kongedømmer - det ene mere primitivt og brutalt end det andet. Træsnit af Hans Holbein.
Daniels syn

Det forbløffende er, at denne profeti, der har fejlet igen og igen og igen, ofte fremhæves som en af de allerbedste profetier i Bibelen. Der er et eller andet ved de konkrete tal — 7 uger, 62 uger og 70 uger — der giver et skær af matematisk præcision. Desværre kræver det et utal af bortforklaringer, før regnestykkerne går op.

Daniel, Gabriel og vædderen med de fire horn.
Træsnit af Hans Holbein.
Daniels syn

Hvis vi starter med Jeremias og hans halvfjerds år, er der forskellige kreative forslag:

Guds lam Alle disse forslag er dog ret ligegyldige. Der er ingen grund til at forsøge at redde Jeremias (og Anden Krønikebog og profeten Zakarias), når nu Daniel har "overtrumfet" Jeremias og erklæret, at eksilet varede syv "uger". Det er bedre at koncentrere sig om Daniel og finde et andet starttidspunkt for de 70 uger.

Et meget kreativt forslag er at fortolke Daniels ord »den tid ordet om at genopbygge Jerusalem udgik« som det tidspunkt, hvor Jeremias udtalte sin profeti — dvs. længe inden Kong Nebukadnesars ankomst. De 62 uger løber så fra år 605 til år 171 f.v.t., mens de syv uger er inden i de 62 uger og løber parallelt fra år 587-538 f.v.t.

Det fikse ved denne fortolkning er, at så passer profetien fint med at ypperstepræsten Onias III blev dræbt år 171 (»en salvet fjernet uden dom«), at Antiokus IV ødelagde Jerusalems helligdomme 3½ år senere (»midt i ugen vil han bringe slagtoffer og afgrødeoffer til ophør«), og at han selv døde efter yderligere 3½ år. Sådan cirka. Ulempen er, at det er meget svært at læse teksten på anden måde end, at de syv uger og de 62 uger følger efter hinanden.

Desuden giver denne fortolkning ikke plads til Jesus. Hvis profetien allerede var blevet opfyldt år 171 før Kristus af en anden kristus, nemlig Onias III, så er der ikke plads til Jesus Kristus.

En bedre mulighed, set med kristne øjne, er derfor at fortolke »den tid ordet om at genopbygge Jerusalem udgik« som Artaxerxes I's tilladelse i hans syvende regeringsår (Ezra 7,7), hvor Ezra fik tilladelse til at genopbygge templet i Jerusalem (Ezra 9,9) ca. år 458 f.v.t.

En tredje mulighed er en befaling fra Artaxerxes I's tyvende regeringsår i år 444 f.v.t., hvor Nehemias fik lov til at reparere Jerusalems mure (Nehemias 2,1-8). Så kommer vi for langt frem, så derfor må vi også genfortolke "år" som 360 dage. Det vil sige, at Daniels gen-fortolkning af år som "uger", bliver gen-gen-fortolket som "syv gange 360 dage".

Det sidste er naturligvis noget vås. Den hebraiske kalender regner med 12 måneder af 29-30 dage, så et år er ikke 360, men 353, 354 eller 355 dage. Til gengæld indskydes der hyppigt en "skudmåned", ellers ville påsken hurtigt falde om efteråret.(3) 490 år er stadig 490 år, uanset hvilken kalender man følger.

De to sidste fortolkninger (og lidt kreativ bogføring) resulterer i, at den 69. uge slutter år 26 e.v.t. med Jesus' dåb. Efter at Jesus har missioneret en "halv uge" dvs. 3½ år, sætter hans offer en stop for den jødiske offerkult: »midt i ugen vil han bringe slagtoffer og afgrødeoffer til ophør«.

Problemerne med disse to forklaringer er utallige. Bare det, at to gensidigt udelukkende metoder kan komme til det samme forud-definerede resultat, burde mane til eftertanke.

Den gamle drage Det første problem er, at når man rykker starttidspunktet 100 år frem til Artaxerxes, ignorerer man Jeremias, Anden Krønikebog, Zakarias og Esajas, der alle profeterede om jødernes 70-årige eksil i Babylon.

For det andet ignorerer man, hvordan Daniel selv var i eksil i Babylon; at Daniel selv nævnte Jeremias ved navn; at Daniels mange visioner handlede om babylonere, meder, persere og grækere; og at Daniel fortæller om de samme begivenheder og bruger samme udtryk (»Ødelæggelsens Vederstyggelighed«) som Makkabæerbøgerne bruger om Antiokus IV. Daniel var interesseret i Antiokus IV og ikke i Pontius Pilatus.

Dommedag er nær.
Enden er nær

For det tredje ignorerer disse "forklaringer", at Daniel opdeler de 69 uger i syv uger og 62 uger. Hvorfor skulle perioden opdeles, hvis profetien ikke har relation til eksilet i Babylon? Og hvem er "den salvede fyrste" / Messias, der skulle være kommet efter de første syv uger, hvis ikke det var Kong Kyros?

Daniels profeti har heller ikke mange lighedspunkter med historien i evangelierne. Ifølge Daniel »bliver en salvet fjernet uden dom« efter 69 uger, men det var jo her, at Jesus' mission startede. Der står heller ikke noget i evangelierne om, at »byen og helligdommen ødelægges af en fyrste, der kommer med sin hær«. Det skete først 37 år senere i år 70, da den romerske kejser Vespasian og hans søn Titus brændte Jerusalem ned. Daniel fortæller også, at denne ødelæggende fyrste ankommer med sin hær inden den sidste uge, altså år 26 e.v.t., og det fremgår rimeligt klart, at det er denne fyrste (og ikke den salvede), der stopper ofrene i templet, hvilket IKKE er en god ting for en rettro jøde som Daniel. Sammenlign med Daniel 11,31: »vanhelliger helligdommen […] de afskaffer det daglige offer og opstiller Ødelæggelsens Vederstyggelighed«. Desuden står der ikke noget i Bibelen om, at Jesus mission varede 3½ år.

Men det største problem er, at disse ting aldrig skete: Daniel spåede, at ødelæggeren af Jerusalem »får sit endeligt i en stormflod« (Daniel 9,26) — hvilket hverken skete for Antiokus IV, Pontius Pilatus, Vespasian eller Titus. Vi har stadig til gode at se ærkeenglen Mikael frelse jøderne fra deres fjender (Daniel 12,1). Romerne havde magten i 700 år, bagefter kom Israel ind under det byzantinske rige, så under muhamedanerne, så de kristne korsriddere, så under muhamedanerne igen, og så under de osmanniske tyrkere. Efter 1. verdenskrig blev Israel en del af det Britiske Mandatområde. Først i 1948 blev Israel genoprettet som selvstændigt land — helt uden hjælp fra ærkeenglen Mikael.

Det tog over 2.000 år, og vi mangler stadig at se de sidste dele af profetien, der handler om den messianske tidsalder: »før profeternes syner bliver beseglet, og det højhellige bliver salvet« (Daniel 9,24, citeret foroven) og genopstandelsen: »Mange af dem, der sover i jorden, skal vågne, nogle til evigt liv«(4) (Daniel 12,2-3, citeret foroven). Men det sker sikkert også snart.

 
Guds hånd Læs evt. mere om den snarlige Dommedag. Nu sker det lige straks.
Nehemias 2,1: I kong Artaxerxes' tyvende regeringsår, i måneden nisan, da jeg havde tilsyn med vinen, bar jeg vinen frem og gav kongen den. Jeg havde ikke før set mismodig ud, når jeg stod foran kongen,
[...]

Nehemias 2,8: Lad mig også få et brev til Asaf, der har tilsyn med kongens parker, om at han skal give mig træ til bjælkerne i tempelborgens porte, til byens mur og til det hus, jeg skal bo i." Det gav kongen mig, fordi min Guds gode hånd var over mig.
Ezra 7,7: Nogle af israelitterne og af præsterne, levitterne, sangerne, portvagterne og tempeltrællene drog op til Jerusalem i kong Artaxerxes' syvende regeringsår.
Ezra 9,9: Selv om vi er trælle, har vor Gud ikke svigtet os i vores trældom, men har skaffet os velvilje hos perserkongerne, så vi fik kræfter til at genopbygge vor Guds hus og genrejse dets ruiner, så vi fik et gærde i Juda og Jerusalem.
1 Makkabæer 1,54: Den femtende dag i måneden kislev år 145 lod han Ødelæggelsens Vederstyggelighed opføre på alteret, og de byggede afgudsaltre rundt omkring i byerne i Juda,
1 Makkabæer 6,7: de havde også nedrevet Vederstyggeligheden, som han havde opført på alteret i Jerusalem; helligdommen havde de omgivet med høje mure som tidligere, og det samme havde de gjort med Bet-Sur, hans egen by.
Daniel 11,31: Nogle af hans hærstyrker tager opstilling og vanhelliger helligdommen, den faste borg; de afskaffer det daglige offer og opstiller Ødelæggelsens Vederstyggelighed.
Daniel 7,13: I nattesynerne så jeg dette: Med himlens skyer kom en, der så ud som en menneskesøn; han kom hen til den gamle af dage og blev ført frem for ham.
Ezra 1,1: I perserkongen Kyros' første regeringsår vakte Herren perserkongen Kyros' ånd, for at Herrens ord ved Jeremias kunne opfyldes. I hele sit kongerige lod han følgende bekendtgøre både mundtligt og skriftligt:
Ezra 1,2: "Dette siger perserkongen Kyros: Herren, himlens Gud, har givet mig alle jordens kongeriger, og han har pålagt mig at bygge ham et hus i Jerusalem i Juda.
Ezra 1,3: Må Gud være med enhver iblandt jer af hele hans folk! Enhver skal drage op til Jerusalem i Juda og bygge på Herrens, Israels Guds, hus; det er den Gud, der er i Jerusalem.
Jeremias 25,8: Derfor siger Hærskarers Herre: Fordi I ikke ville høre mine ord,
Jeremias 25,9: siger Herren, sender jeg nu bud efter alle Nordens folk og efter min tjener, Babylons konge Nebukadnesar; jeg fører dem imod dette land og dets indbyggere og imod alle folkene rundt om. Jeg lægger band på dem og gør dem til ødemark, til noget man pifter hånligt ad, til ruiner for evigt.
2 Kongebog 24,14: Så førte han hele Jerusalem i eksil, alle stormændene og de velstående, ti tusind i alt, og alle håndværkerne og finsmedene. Der blev ikke andre tilbage end de fattigste af landbefolkningen.
2 Kongebog 24,15: Han førte Jojakin i eksil til Babylon, og kongens mor, hans hustruer, hans hofmænd og de mægtige i landet førte han også i eksil fra Jerusalem til Babylon.
2 Kongebog 24,16: Alle krigere, syv tusind mand, og tusind håndværkere og finsmede, der alle var øvede krigere, førte babylonerkongen i eksil til Babylon.
2 Kongebog 25,1: I Sidkijas niende regeringsår, på den tiende dag i den tiende måned, gik babylonerkongen Nebukadnesar med hele sin hær mod Jerusalem og belejrede den. De byggede angrebsramper omkring den,
[...]

2 Kongebog 25,8: På den syvende dag i den femte måned, det var i babylonerkongen Nebukadnesars nittende regeringsår, kom babylonerkongens tjener Nebuzar'adan, chefen for livvagten, til Jerusalem.
2 Kongebog 25,9: Han stak ild på Herrens tempel og på kongens palads, og alle huse i Jerusalem, også dem der tilhørte rigmændene, brændte han ned.
2 Kongebog 25,10: Murene rundt om Jerusalem blev revet ned af kaldæernes hær, som chefen for livvagten havde med sig.
2 Kongebog 25,11: Chefen for livvagten, Nebuzar'adan, førte dem, der var tilbage i byen, og overløberne, som var gået over til babylonerkongen, og resten af folket i eksil.
2 Kongebog 25,25: Men i den syvende måned kom Ismael, Netanjas søn, Elishamas sønnesøn, som hørte til kongeslægten, med ti mænd, og de dræbte Gedalja og de judæere og kaldæere, som var hos ham i Mispa.
2 Kongebog 25,26: Så brød hele folket op fra den mindste til den største sammen med hærførerne, og de tog til Egypten af frygt for kaldæerne.

Eksterne Links

Der kan skrives mange og lange analyser af alt vrøvlet i Daniels Bog. Her er tre skeptiske artikler:

Yderligere information


Fodnoter: (1) (2) (3) (4)

Årstallene kan f.eks. ses i bogen Israel in exile: the history and literature of the sixth century B.C.E. side xxi, år 2003.

Årstallene kan afvige et enkelt år fra forsker til forsker.

Jeg vil desuden diskret minde om, at disse årstal udelukkende bygger på Bibelen's egne oplysninger. På nærværende side tager vi ikke stilling til, om der nogensinde har været en "første tempelperiode", og om Judæas indbyggere nogensinde har været i eksil. Vi ser kun på, hvad der står i Bibelen.

Se i øvrigt tidslinjen: Fra verdens skabelse til Jerusalems fald for detaljer.

Den værste ikke-jøde. . .: Vurderingen af Antiokus IV afhænger selvfølgelig af, hvem man spørger.

Jødiske tekster som Makkabæer-bøgerne og Josephus svælger i grufulde detaljer om Antiokus' gerninger. Derimod mente den romerske historiker Tacitus, at jøderne var den mest foragtelige af alle stammer, og at Antiokus havde kæmpet for at udrydde overtro og indføre græsk civilisation for at forbedre dette højst afskyelige land:

»While the East was under the sway of the Assyrians, the Medes, and the Persians, Jews were the most contemptible of the subject tribes. When the Macedonians became supreme, King Antiochus strove to destroy the national superstition, and to introduce Greek civilization, but was prevented by his war with the Parthians from at all improving this vilest of nations;«
(Tacitus, Histories, 5)

Skudmåneder . . .: Den lunisolare kalender med skudmåneder var i øvrigt en af de ting, jøderne tog med sig hjem fra deres eksil i Babylon.

Grunden til, at årets længde varierer mellem 353-355 dage (og 383-385 dage i skudår), er nogle komplicerede regler, der skal placere visse helligdage korrekt i forhold til lørdagssabbatten.

Se evt. siden om hvorfor og hvornår det er påske.

de døde vil genopstå til evigt liv . . .: Dette er faktisk et at de meget få steder i Det Gamle Testamente, hvor der utvetydigt tales om en form for genopstandelse til det evige liv.

Dette er endnu et bevis for, at Daniel er den nyeste bog i Det Gamle Testamente.