Herodes den Store var en romersk lydkonge, så vi kan gå ud fra, at barnemordet aldrig er sket. Guds udvalgte folk var kommet under romersk lov, så der herskede en vis retssikkerhed. Desuden er der ingen historikere, der kender til denne begivenhed, selvom Herodes er den person i oldtiden, vi ved mest om. Ja, faktisk døde Herodes den Store 4 år før Kristi fødsel, så hvis han har stået bag barnemordet, er det et af Bibelens største mirakler.
|
|
Dette forhindrer dog ikke Matthæus i at komme sin historie, og oven i købet påstå, at den opfylder en profeti:
Matthæus 2,16 Da Herodes nu indså, at han var blevet narret af de vise mænd, blev han rasende; og i Betlehem og i hele dens omegn lod han alle drenge på to år og derunder myrde, ud fra den tid, han havde fået opgivet af de vise mænd.
Matthæus 2,17 Da opfyldtes det, som var talt ved profeten Jeremias, der siger:
Matthæus 2,18 I Rama høres råb, gråd og megen klage; Rakel græder over sine børn, hun vil ikke lade sig trøste, for de er ikke mere.
Her er Matthæus så flink at fortælle os, at det er Jeremias, han citerer. Lad os kigge på det relevante sted i Jeremias:
Jeremias 31,12 Jublende kommer de til Zions bjerg, de stråler af glæde over Herrens gode gaver, over korn og vin og olie, over får og køer. Selv bliver de som en frodig have, de skal ikke mere sygne hen.
Jeremias 31,13 Da skal jomfruer danse af glæde, unge og gamle skal juble. Jeg vender deres sorg til fryd, jeg trøster og glæder dem, der klager.
Jeremias 31,14 Præsterne giver jeg rigeligt af fede ofre, mit folk mættes med mine gode gaver, siger Herren.
Jeremias 31,15 Dette siger Herren: I Rama høres klageråb, bitter gråd; Rakel græder over sine børn, hun lader sig ikke trøste over sine børn, for de er borte.
Jeremias 31,16 Dette siger Herren: Græd ikke mere, stands dine tårer! For du får løn for din møje, siger Herren; de skal vende tilbage fra fjendens land.
Jeremias 31,17 Der er håb for dine efterkommere, siger Herren. Dine børn skal vende tilbage til deres land.
|
Hvem var Rakel? Hun var en af Jakobs koner, og mor til Josef og Benjamin. Jakob hed også Israel, så Rakel var bogstaveligt talt mor til Israels børn. Hun har dog aldrig grædt over sine tabte børn, eftersom hun døde under fødslen af sit andet barn, Benjamin, hvorefter hun blev begravet ved vejen til Betlehem (1 Mosebog 35,18-19).
Matthæus har simpelthen citeret Jeremias ude af sammenhæng. Jeremias var vidne til, at jøderne blev ført i fangenskab i Babylon, og han drager en parallel mellem fangenskabet i Babylon og jødernes tidligere fangenskab i Egypten på Moses' tid. Når Rakel græder, kan det både være over hendes egne og Jakobs børn, Josef og Benjamin, der føres til Egypten, og det kan være Israels børn (dvs. det jødiske folk), der føres til Babylon.
De "forsvundne børn" er altså ikke spædbørn, men Israels befolkning. Desuden er de ikke døde, de er i eksil, og budskabet handler om trøst: »Græd ikke mere, stands dine tårer«! Gud lover (vers 16-17), at "børnene" vil vende tilbage til deres land.
Det samme gælder versene forinden (vers 12-14): »Jublende«, »de stråler af glæde«, »jomfruer danse af glæde, unge og gamle skal juble«, »mit folk mættes med mine gode gaver«. Der er ikke noget at græde over, og det er mere end svært at se sammenhængen til barnemordet i Betlehem.
|
|
Hvad er det i grunden, Matthæus vil have "profetien" til sige? »I Rama høres klageråb, bitter gråd; Rakel græder over sine børn«. Det lyder som om Rama genlyder af gråden fra de dræbte børns mødre personificeret ved stammoderen Rakel. Og hvor ligger Rama så?
Rakel var stammoder til Benjamin, og byen Rama ligger i stammen Benjamins område 30 kilometer fra Betlehem. Det er altså umuligt, at folk i Rama skulle kunne høre »råb, gråd og megen klage« 30 kilometer væk. Og hvis man vil påstå, at det netop beviser, hvor storslået grusom denne begivenhed var, så er det bare endnu mere uforklarligt, at man ikke har hørt noget i Jerusalem.
Jerusalem ligger mellem Betlehem og Rama (kortet til højre), og det er mærkeligt, at jødiske historikere er lige så uvidende om barnemordet, som de græske og romerske forfattere er. Historikeren Josephus blev født i Jerusalem år 37 og skrev flere bind om Kong Herodes, men han har aldrig hørt om denne skændselsdåd, hvor »råb, gråd og megen klage« gik tværs gennem Jerusalem og kunne høres helt i Rama.
Der er også dem, der fortolker teksten som, at lyden af »råb, gråd og megen klage« ikke kommer hele vejen fra børnenes mødre i Betlehem, men at det er Rakel selv, der græder i sin grav i Rama. Denne fortolkning er ligeså uheldig.
For det første siger Bibelen, at Rakel blev begravet i Selsa (1 Samuel 10,2) ved vejen til Betlehem (1 Mosebog 35,18-19, 1 Mosebog 48,7).
Rachels grav regnes for jødedommens tredjehelligste sted og ligger i udkanten af Betlehem (se billederne til venstre).
For det andet tilhørte Betlehem slægten Juda. Grunden til, at Matthæus lader Jesus af Nazaret blive født i »Betlehem i Judas land«, var jo, at han skulle være af Juda's æt, ligesom Kong David havde været det. Når alle de dræbte børn var af Juda's æt, burde det være judæernes stammoder — Lea — der græd.
Til sidst skal det tilføjes, at det er ekstremt usandsynligt, at barnemordet i Betlehem nogensinde har fundet sted. Vi må igen konstatere, at Matthæus er den mest utroværdige af de fire evangelister.
Konklusion: Profetien om barnemordet lider af fem svagheder. For det første er det ikke nogen profeti, for det andet er der ikke tale om børn, for det tredje er der ikke tale om noget mord, for det fjerde ville det ikke kunne høres i Rama, og for det femte har den begivenhed, der skulle opfylde profetien, aldrig fundet sted.