To forskellige Jesus'er profeterer om Jerusalem

Nogle profetier er tydeligvis skrevet i bagklogskabens klare lys. På latin hedder dette "vaticinium ex eventu", dvs. en profeti, der er fremsat på grundlag af begivenheder, der allerede er indtruffet.

Et klassisk eksempel er Daniels bog, der skal forestille at være skrevet i det 6. århundrede f.v.t., og som knivskarpt kan spå om begivenheder gennem flere århundreder til og med år 167 f.v.t., men som derefter går fuldstændigt galt i byen med hensyn til, hvordan Antiokus IV døde. Dette afslører, at Daniels Bog er skrevet år 167-164 f.v.t.

På nærværende side vil vi sammenligne to profeter, der spåede om Jerusalems ødelæggelse år 70 e.v.t. Vi har den "gale" Jesus, søn af Ananias, der gik rundt i Jerusalems gader og advarede borgerne med sine ve-råb, og vi har den "rigtige" Jesus, Jesus af Nazaret, der spåede: Der skal ikke lades sten på sten tilbage, men alt skal brydes ned,

Begge to profeter hed Jesus, og der er utallige andre paralleller mellem de to profeter. Men den største lighed mellem de to Jesus'er er naturligvis, at de begge fik ret i deres dystre forudsigelser, da Jerusalem blev revet ned år 70 e.v.t.

Hvis ikke læseren var klar over, at templet og Jerusalem var ødelagt, ville begge Jesus'ers profetier være totalt ligegyldige.

Jesus Nr. 1: Den Gale Jesus

I dette tilfælde ved vi klokkeklart, at profetierne er skrevet efter Jerusalems Ødelæggelse, eftersom historikeren Josephus selv havde deltaget i krigen (billedet til venstre).

Og vi behøver heller ikke at gætte på forfatterens hensigt. Det forklarer han selv:

Den jødiske Krig, Indledning.
11. Så vil jeg uden forbehold beskrive tyrannernes brutale adfærd over for deres landsmænd og romernes hensynsfulde optræden over for dem, der hørte til et andet folk; jeg vil opregne, hvor mange gange Titus, der ønskede at redde byen og templet, opfordrede de stridende parter til at nå til enighed; jeg vil berette i alle enkeltheder om folkets lidelser og dets ulykker, og hvorledes det var blevet demoraliseret af krigen, den indre splid og sulten, da det bukkede under. Jeg vil heller ikke forbigå overløbernes sørgelige skæbne eller straffeforanstaltningerne mod fangerne, og heller ikke hvordan templet blev stukket i brand mod kejserens vilje, eller hvor mange af tempelskattene man fik reddet fra ilden. Jeg vil berette om erobringen af hele byen og om de varsler og jærtegn, der gik forud, om tilfangetagelsen af tyrannerne, om antallet af dem, der blev solgt som slaver, og om den skæbne, der ramte hver enkelt af dem.
(Citeret fra "Den Jødiske Krig" - oversat af Erling Harsberg. Museum Tusculanums forlag 1997)

Meget klarere kan det ikke siges: Krigen er overstået, og templet er brændt ned. Både forfatteren og læseren er klar over dette faktum, og nu skal ansvaret for ødelæggelserne placeres. Josephus lægger hele skylden hos »tyrannerne«, dvs. de jødiske oprørere. Fejlen lå derimod ikke hos »Titus, der ønskede at redde byen og templet«, for »templet blev stukket i brand mod kejserens vilje«

Josephus fortæller også, at han vil beskrive »de varsler og jærtegn, der gik forud«, altså advarsler fra guderne, som de stivnakkede jøder havde ignoreret. I modsætning til evangelierne er bogen om Jødernes krig mod Romerne rimeligt fri for mirakler og anden overtro, så det er først i et enkelt kapitel i bind 6, at Josephus vender tilbage til disse varsler. Her står »de tydelige tegn, som varslede den kommende ødelæggelse« til gengæld næsten i kø:

Den jødiske Krig, bind 6, kapitel 5, afsnit 3.

Således søgte nu samvittighedsløse bedragere og folk, der gav sig ud for at være Guds sendebud, at føre det ulykkelige folk bag lyset; men de tydelige tegn, som varslede den kommende ødelæggelse, tog de ikke hensyn til eller fæstede lid til; som om de var lammede af lynet, og som om de hverken havde øjne eller tankens brug, overhørte de Guds advarsler. […]
(Citeret fra "Den Jødiske Krig" - oversat af Erling Harsberg. Museum Tusculanums forlag 1997)

I denne tour de force af mirakler er der (billedet til højre): (1) en stjerne af form som et sværd, (2) et blændende lys i templet, (3) en ko, der fødte et lam, (4) en tung port, der sprang op af sig selv, (5) flyvende ryttere og stridsvogne, der fór gennem luften, og (6) mystiske stemmer fra guder, der var ved at forlade templet.

Resten af kapitlet handler om et varsel, der var endnu værre end de andre: »Mere skrækindjagende end dette var dog følgende«. Den Gale Jesus, Jesus, søn af Ananias, gik rundt i Jerusalems gader i 7 år og 5 måneder med sine klageråb over byen: »Ve dig, Jerusalem«, og han standsede først, da hans profetier gik i opfyldelse, og byen var belejret af romerne: »Endnu engang ve over byen, folket og templet«.

Her skal vi ikke tage stilling til, om de mange mirakler er sket, om der virkelig har fløjet ryttere og stridsvogne henover himlen, og om "den Gale Jesus" overhovedet har eksisteret, eller om han bare er opfundet af Josephus.

Pointen er, at fra forfatterens synspunkt er alle disse overnaturlige advarsler lige fra koen, der fødte et lam, til de flyvende ryttere og "den Gale Jesus" kun interessante, fordi han skriver, efter at ødelæggelsen er sket. Hvis romerne havde skånet templet, som de havde gjort flere gange før, hvis krigen var blevet afblæst, eller hvis jøderne (med Guds hjælp?) havde vundet, ville Josephus hverken nævne koen med lammet eller den Gale Jesus.

Josephus skriver ca. 5 år efter at krigen er afsluttet. Hans læser ved allerede, at templet er ødelagt. og nu skal læseren have en forklaring på, hvem der havde skylden, og hvorfor jødernes Gud havde forladt dem.

Jesus Nr. 2: Jesus af Nazaret

Men netop dét er jo mistænkeligt. Hvorfor undgår Guds søn Guds land og vælger at missionere i Folkeslagenes Galilæa? Læseren oplever, at alt hvad der kommer fra Jerusalem er af det onde. Herfra kommer den linde strøm af skriftkloge og farisæere, der konstant modarbejder Jesus. Forræderen hedder Judas, og navnet Judas, patriarken Juda og stammen Juda er præcis samme ord, der lægger navn til stammen Juda's område, hvor Jerusalem ligger: Judæa. I sidste ende giver "juda(s)" os ordet "jøde", de mennesker, der valgte at korsfæste Jesus og frigive Barabbas.

Jesus klagede jævnligt over den »utro og syndige slægt« (Markus 8,38, Markus 9,19), som han nægtede at give et tegn på, at han var Kristus (Markus 8,12).

Når Jesus prædikede ødelæggelse og dommedag, skulle det ske, allerede mens denne slægt stadig var i live: »Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker« (Markus 13,30), »Nogle af dem, der står her, skal ikke smage døden, før de ser, at Guds rige er kommet« (Markus 9,1). Når Jesus fortalte ypperstepræsterne og de skriftkloge lignelsen om de onde vinbønder, der slog den elskede søn ihjel, og som Faderen snart ville jage ud for at give vingården til andre, forstod de, at han talte om dem: »for de forstod, at han sigtede til dem med denne lignelse« (Markus 1-12,12). Jesus lovede ypperstepræsterne, at alt dette skulle ske i deres levetid: »I skal se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme med himlens skyer« (Markus 14,62).

Markus 13,1 Da Jesus forlod templet, sagde en af hans disciple til ham: "Mester, se alle de store sten og alle de store bygninger!"
Markus 13,2 Og Jesus sagde til ham: "Ser du disse mægtige bygninger? Der skal ikke lades sten på sten tilbage, men alt skal brydes ned."

Markus 15,29 De, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: "Nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage,

Dramatisk ironi kræver, at læseren ved noget, som personerne i dramaet ikke ved. Jesus var allerede blevet hånet for at være Gud søn, Messias, frelser og profet, men læseren, der har fulgt med i historien, ved, at dette alt sammen er sandt. Dem, der spotter Jesus, anklager i virkeligheden sig selv.

Nu håner de onde jerusalemitter Jesus for ikke at være i stand til at rive templet ned. Ironien virker kun, hvis læseren er klar over, at templet var blevet revet ned år 70 e.v.t.

Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?

Vi nævnte flygtigt de seks overnaturlige varsler, der ifølge Josephus kom før ødelæggelsen. Lad os se nærmere på to af dem.

Den jødiske Krig, bind 6, kapitel 5, afsnit 3.

[…] og den østlige port, der førte ind til den indre tempelgård, så man springe op af sig selv i den sjette nattetime; den var af kobber og meget solid, og når den blev lukket om aftenen, kunne den dårligt nok bevæges af tyve mand; den var desuden lukket med jernbeslåede tværbjælker og havde bolte, som gik dybt ned i tærsklen, der bestod af en massiv stenblok. Tempelvogterne løb hen til deres officer og fortalte det, men da han havde indfundet sig, fik han den kun lukket med stort besvær. […]

[…] Da præsterne ved den fest, som kaldes pinse, ved nattetid var på vej ind i den indre tempelgård, for som de plejede at forrette deres tempeltjeneste, hørte de, efter hvad de sagde, først lyden af en bevægelse og en larm, og derefter et råb som af mange stemmer: "Lad os drage bort herfra". […]
(Citeret fra "Den Jødiske Krig" - oversat af Erling Harsberg. Museum Tusculanums forlag 1997)

Templets port gik op af sig selv midt om natten til trods for, at den var stænget og var så tung, at tyve mennesker kun med besvær kunne lukke den igen. En anden nat hørte præsterne en larm og stemmer, der sagde: "Lad os drage bort herfra".

Gud havde jo før forsvaret Jerusalem mod landets fjender, men nu havde guderne (i flertal) altså forladt templet og de stivnakkede jøder. Ellers ville romerne aldrig havde været i stand til at ødelægge Guds bolig.

Markus 15,34 Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: "Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?" - det betyder: "Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?"
[.. .. ..] [. . .]
Markus 15,37 Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede.
Markus 15,38 Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst.
Markus 15,39 Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: "Sandelig, den mand var Guds søn."

I evangelierne er det ikke porten til templet, der åbnes, men forhænget til det allerhelligste, der bliver flænget. Og vi ved, at det er et mirakel, for flængningen sker »fra øverst til nederst« — altså fra himlen af — og Josephus fortæller os, at dørene og forhænget var 55 alen i højden.(1)

Dette mirakel i evangelierne er naturligvis lige så frit opfundet, som koen, der fødte et lam. Josephus har beskrevet forhænget masser af gange, og der er aldrig nogen hentydning til, at det nogensinde skulle have været flænget.(2) Romerne endte med tage forhænget til Rom, hvor alle kunne beundre det, men ingen har opdaget, at det skulle være flænget.(3)

Men det betyder ikke noget for historien. Den romerske centurion bekræfter, at Jesus var Guds søn. Det flængede forhæng viser, at Gud har forladt Sin bolig og Sit stivnakkede folk, efter at jøderne har dræbt Hans søn. Sønnens sidste ord er derfor: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig«?

Konklusion

Begge værker — Den Jødiske krig og evangelierne — er enige om, at Gud måtte have forladt Sin bolig. Romerne ville naturligvis ikke have kunnet indtage den Hellige Stad, hvis Gud og Hans engle stadig beskyttede den (billedet til venstre).

Begge værker er enige om, at placere skylden hos de jøder, der havde vendt ryggen til Gud, og som havde ignoreret de utallige advarsler. Josephus anklager dem, der gjorde oprør mod romerne, mens evangelierne lægger skylden på den »utro og syndige slægt« (Markus 8,38), der dræbte deres egen profet for knap en generation siden.

Markus 8,38: For den, der skammer sig ved mig og mine ord i denne utro og syndige slægt, skal Menneskesønnen skamme sig ved, når han kommer i sin faders herlighed sammen med de hellige engle."

I begge tilfælde giver skyldsspørgsmålet og profetierne kun mening, hvis læseren er klar over, at Jerusalem og templet er revet ned. Derfor må disse bagkloge profetier være skrevet efter år 70 e.v.t.

Ressourcer

Yderligere information

Josephus om templets forhæng:

Der var gyldne dørfløje på 55 alens højde og 16 alens bredde. Foran disse hang der lige ned til gulvet som forhæng et babylonisk tæppe, stribet af blåt, linhvidt, skarlagen og purpur. Det var beundringsværdigt vævet, og denne sammenblanding af farver havde sin dybe betydning, idet den symboliserede hele universet. Ved skarlagenet hentydedes der nemlig til ilden, ved det linhvide til jorden, ved det blå til luften og ved purpuret til havet. De to, skarlagen og blåt, dannede symboler ved deres farve, det linhvide og purpuret derimod ved deres oprindelse, da jo jorden frembringer det første og havet det sidste. I dette tæppe var også et billede af hele himmelhvælvingen indvævet, dog med udeladelse af de 12 dyretegn.

(Josephus: Den Jødiske Krig, 5,5,4. Oversat af Alexander Rasmussen, 1905. Ortografien nænsomt moderniseret.)

Josephus om templets forhæng:

Udover Den Jødiske Krig, 5,4,4, der blev citeret i en tidligere fodnote, er der beskrivelser af forhænget i Jødernes Oldtid 3,6,4; Jødernes Oldtid 3,7,7 og Jødernes Oldtid 8,3,3.

Forhænget optræder i historien om Crassus og Eleazar i Jødernes Oldtid 14,7,1 og i historien om præsten Jesus, søn af Thebutheis, der gav forhænget til romerne, i Den Jødiske Krig 6,8,3.

Tilsidst placerede Kejser Vespasian forhænget i kejserpaladset i Rom (se følgende fodnote).

7.5.7: Efter triumfen, og da forholdene i hele Romerriget var fæstnede, besluttede Vespasianus at opføre et Fredens Tempel. Det blev fuldført i meget kort tid og blev skønnere, end noget menneske havde kunnet tænke sig. Til dets udsmykning. anvendte han nemlig såvel sine overordentlige rigdomsskatte som også ældre mesterværker af maler- og billedhuggerkunst. I dette tempel fandt man på ét sted samlet og opstillet alt det, som man ellers tidligere havde måttet vandre verden rundt efter, hvis man havde ønsket at se det stykke for stykke. Han opstillede også her de gyldne genstande fra jødernes tempel, af hvilke han var særlig stolt. Deres lovbog og purpurforhænget fra det allerhelligste lod han derimod anbringe og opbevare i kejserpaladset.