Er Simon Peter den samme som Simeon Kefas?

I sine epistler nævner Paulus både en Peter og en Kefas. Mange kristne tager det for givet, at det er den samme person. De to navne betyder næsten det samme: Kefas er aramæisk for klippe / fremspringende klippestykke, mens Petros betyder sten / klippestykke på græsk. Ifølge evangelierne var Peters rigtige navn Simon, indtil han fik sit tilnavn af selveste Jesus.

Johannesevangeliet går lidt længere end de andre evangelier og fortæller, at Kefas er det samme som Peter:

Johannes 1,42 Han tog ham med hen til Jesus. Da Jesus så ham, sagde han: "Du er Simon, Johannes' søn; du skal kaldes Kefas" - det er det samme som Peter.

Vores Eneste Øjenvidne, Paulus

I dag ved vi, at ingen af de fire evangelier er skrevet af apostle. Johannesevangeliet er det nyeste af de fire evangelier, og det der regnes for det mindst historisk pålidelige. Vi har kun et eneste historisk vidne, nemlig Paulus.

Problemet med Paulus' epistler er, at de kristne har forfalsket den græske originaltekst så meget, at man dårligt ved, hvad Paulus oprindelig har skrevet. Hvis man sammenligner de gamle Bibler med den nyeste oversættelse, er der tre vers — Galaterne 1,18 (billedet til højre); 2,11 og 2,14 — hvor de gamle Bibler skrev "Petrus", mens der i dag står "Kefas". Se evt. siden om de 6.000 forfalskninger i Det Nye Testamente.

På nærværende side vil jeg gå ud fra, at den moderne oversættelse er den ægte. I så fald bruger Paulus navnet Peter 2 gange og Kefas 8 gange, og de 2 Peter-vers er samlet ét sted, nemlig i beskrivelsen af Paulus' anden rejse til Jerusalem:

Galaterne 2,7 Tværtimod, da de så, at Gud har betroet mig evangeliet for de uomskårne, ligesom Peter for de omskårne
Galaterne 2,8 - for han, der har givet Peter kraft til at være apostel blandt de omskårne, har også givet mig kraft til at være det blandt hedningerne -
Galaterne 2,9 og da de forstod, hvilken nåde der var givet mig, gav Jakob og Kefas og Johannes, som anses for at være søjler, mig og Barnabas håndslag på den aftale, at vi skulle gå til hedningerne, og de til jøderne.

En umiddelbar læsning viser, at Peter og Kefas er to forskellige personer. Peter er en ener, mens Kefas tilhører en trio af tre søjler. Helt præcis, hvad Paulus lægger i ordet søjle er uklart (især fordi Paulus er ironisk), men det er ikke dem, der har "fået betroet evangeliet for de omskårne". Det har Peter — som den eneste. Man kan faktisk blive i tvivl, om Peter overhovedet er live, eller om han har været kirkens grundlægger i fjern fortid.

For det andet ville også være meget dårligt formuleret af Paulus, at kalde den samme person for Peter 2 gange og bagefter Kefas — i den samme sætning.

For det tredje nævnes Kefas imellem sine to med-søjler: »Jakob og Kefas og Johannes«. Dette burde skære enhver rettroende kristen i øjnene, eftersom Peter altid nævnes først, når han nævnes sammen med de andre disciple. Men selvom vi ser bor fra dette eklatante traditionsbrud, er der stadig en modsigelse i, at Peter er den, der som den eneste har modtaget evangeliet fra Gud, mens Kefas åbenbart er lavere rangeret end Jakob (hvad vi iøvrigt straks får bekræftet i vers 2,11-12).

For det fjerde er der en kolossal forskel på den respekt, Paulus viser for Peter og (ikke) viser de tre søjler. I sine epistler gentager han igen og igen, at han er udsendt direkte af Gud, og han ikke skylder noget menneske noget. Det gælder især her i Galaterbrevets to første kapitler, hvor han gør et stort nummer ud af, hvor mange år der er gået mellem hans besøg til Jerusalem (læs evt. meget mere om Paulus' første rejse til Jerusalem og Paulus' anden rejse).

Her i kapitel to præsenterer Paulus sit evangelium »for de ansete« (Galaterne 2,2). Ordet "anset" er bevidst valgt af Bibelselskabet for at give indtrykket af, at Paulus roser apostlene. Der ligger ikke i det græske ord "dokeo" nogen vurdering af, om de rent faktisk "er noget". Oversættelsen fra 1814 var langt bedre: »dem især, som syntes at være noget«. Se mere om dette fusk i Bibeloversættelsen.

Selv i den nye oversættelse kan Bibelselskabet ikke skjule Paulus' negative holdning: »Jakob og Kefas og Johannes, som anses for at være søjler« (2,9). Hvis Paulus selv mente, de var søjler, ville ordet "anses" være overflødigt. Paulus skylder i al fald ikke "de ansete" noget: »mig pålagde de ansete intet nyt« (2,6). Igen konsulterer vi Bibelen fra 1814: »thi de, som syntes at være noget, lagde intet til min lærdom«. Dem, der "syntes at være noget", kunne ikke lære Paulus noget.

I stærk kontrast har Gud betroet Peter evangeliet for de omskårne (Galaterne 2,7), og Gud »har givet Peter kraft til at være apostel blandt de omskårne« (Galaterne 2,8). Paulus regner faktisk Peter for sin ligemand: Både Peter og Paulus modtager deres evangelier direkte fra Gud. Ja, det er selvfølgelig alt sammen spin fra Paulus' side, men i en paulinsk sammenhæng er det en ufattelig ros, som Peter her får — i modsætning til Kefas og de to andre, der bare »anses for at være søjler«.

Galaterne 2,11 Men da Kefas kom til Antiokia, trådte jeg op imod ham ansigt til ansigt, for han havde dømt sig selv.
Galaterne 2,12 Før der kom nogle fra Jakob, spiste han nemlig sammen med hedningerne; men da de kom, trak han sig tilbage og skilte sig ud af frygt for de omskårne.
Galaterne 2,13 Og sammen med ham hyklede også de andre jøder, så selv Barnabas blev revet med af deres hykleri.
Galaterne 2,14 Men da jeg så, at de ikke gik lige fremad efter evangeliets sandhed, sagde jeg til Kefas i alles påhør: Når du, der er jøde, lever som hedning og ikke som jøde, hvordan kan du så tvinge hedningerne til at leve som jøder?

Galaterbrevet giver Paulus' version, så vi kan ikke tage stilling til, hvad aftalen gik ud på, og hvem der brudt den (se evt. Paulus som hedningeapostel). Men pointen er, at Paulus gentagne gange anklager Kefas for noget, der virker absurd i lyset af den beskrivelse, han lige har givet af Peter.

Konklusion: Ifølge vores eneste øjenvidne er Kefas og Peter to forskellige mennesker.

Evangelierne

Udover Johannes 1,42 (som vi allerede har set på) er det svært at trække ret meget mere ud af evangelierne: De tre synoptiske evangelier bekræfter Johannes 1,42 i, at Peters borgerlige navn er Simon, og fortæller, at Peter er et (til)navn som Simon har fået af Jesus (f.eks. Matthæus 16,18). Lidt forvirrende omtales Simon i tre af evangelierne som Peter, inden han har fået sit nye navn, men det skal man næppe lægge for meget i.

Alt dette giver os ingen forbindelse til Paulus. Paulus nævner ikke nogen Simon, og omvendt optræder navnet Kefas ikke andre steder i evangelierne end Johannes 1,42. Der er heller ingen antydning i Paulus' epistler af, at hverken Peter eller Kefas skulle være tilnavne, som Jesus (eller nogen anden) har tildelt dem.

I det hele taget er det svært at trække nogen forbindelser mellem evangelierne og Paulus' epistler, eftersom Paulus stort set intet fortæller om Jesus. Man har kigget på Paulus' ord, om at den opstandne Jesus først viste sig for Kefas: »og at han blev set af Kefas og dernæst af de tolv« (1 Korintherne 15,5). Man kan godt læse Lukasevangeliet, som at Peter var den første, Jesus mødte efter genopstandelsen.

Hertil skal siges, at beskrivelsen i Lukasevangeliet er ekstremt snørklet og kan fortolkes på mange måder (læs mere om de to disciple på vejen til Emmaus). Til gengæld er de tre andre evangelier langt bedre til at udtale rent ud, at Peter ikke var den første (se f.eks. Markus 16,9 eller denne tabel over genopstandelsen).

Der findes en anden forbindelse mellem Paulus og evangelierne, men det er et argument, som de kristne nødigt fremfører, så jeg skal gøre det kort: Nemlig, at Kefas og Paulus er modstandere. Vi har allerede set, hvordan Paulus "trådte op imod ham ansigt til ansigt". I den anden af de to epistler, hvor Kefas nævnes, har Kefas åbenbart været ude og lavet splittelse, så der er dannet fraktioner (1 Korintherne 1,11-12).

1 Korintherne 1,11: For Kloes folk har fortalt mig om jer, mine brødre, at I ligger i strid med hinanden.
1 Korintherne 1,11: Jeg sigter til, at I siger hver sit: Jeg hører til Paulus, jeg til Apollos, jeg til Kefas, jeg til Kristus.

Markus 8,33 Men Jesus vendte sig om, så på sine disciple, irettesatte Peter og sagde: "Vig bag mig, Satan! For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil."

Her vi en spejling af skænderiet i Antiokia. Markus lader sin hovedperson, Jesus, stå midt i forsamlingen og irettesætte den mest fremtrædende apostel ansigt til ansigt i alles påhør, ligesom Paulus gjorde mod Kefas. Det tyder på, at Markus har baseret sin Peter-karakter på Paulus' Kefas (læs evt. mere om forholdet mellem Markus og Paulus og Markus' brug af ironi).

Apostlenes Gerninger

I Apostlenes Gerninger bliver det endnu mærkeligere. I denne bog, der formodes at give et historisk portræt af apostlene, er Peter aktiv i første halvdel, indtil han langsomt forsvinder, og handlingen overtages af Paulus. Efter kapitel 12 får Peter kun ordet én gang, nemlig ved apostelmødet i Jerusalem — netop det møde, hvor Paulus præsenterede sit hedninge-evangelium for de tre søjler, som han beskrev i Galaterbrevet kapitel 2 (læs evt. meget mere om Paulus' første rejse til Jerusalem og Paulus' anden rejse):

Apost. G 15,7 Efter megen diskussion rejste Peter sig og sagde: "Brødre, I ved, at Gud for længe siden blandt jer udvalgte mig, for at hedningerne af min mund skulle høre evangeliets ord og komme til tro.
Apost. G 15,8 Og Gud, som kender hjerterne, har bekræftet det ved at give dem Helligånden ligesom os.
Apost. G 15,9 Og han har ikke gjort forskel på os og dem, idet han har renset deres hjerter ved troen.
Apost. G 15,10 Hvorfor udæsker I da Gud ved at lægge et åg på disciplenes nakke, som hverken vore fædre eller vi har magtet at bære?
Apost. G 15,11 Men vi tror, at vi bliver frelst ved Herren Jesu nåde på samme måde som de."
Apost. G 15,12 Hele forsamlingen tav stille og lyttede, mens Barnabas og Paulus fortalte om alle de tegn og undere, som Gud havde gjort blandt hedningerne gennem dem.
Apost. G 15,13 Da de tav, tog Jakob ordet og sagde: "Brødre, hør på mig!
Apost. G 15,14 Simeon har fortalt, hvordan Gud allerede har sørget for at skaffe sig et folk af hedninger for sit navn.

Jakob afslutter Peters tale med at kalde ham Simeon: »Simeon har fortalt«. Hvor mange navne har den samme mand i grunden? Peter, Kefas, Simon, Satan, og nu: Simeon. Ja, selvfølgelig er de to navne beslægtede — Simon er den græske variant, mens Simeon er den hebraiske — men hvis jeg i årevis har kaldt min ven Severin, kalder jeg ham ikke pludselig for Søren midt i en forsamling, bare fordi Søren er den danske form af Severin. Hvorfor hedder Peter nu Simeon?(1)

Peter fortæller, at »Gud for længe siden blandt jer udvalgte mig, for at hedningerne af min mund skulle høre evangeliets ord«. Her skal vi huske, at "hedning" er samme ord som "ikke-jøde". Peter er — siger han — den eneste, Gud har udvalgt til at bringe evangeliet til ikke-jøderne. Dette er stik modsat Paulus' beskrivelse af Peter: »Gud har betroet mig evangeliet for de uomskårne, ligesom Peter for de omskårne« og »for han, der har givet Peter kraft til at være apostel blandt de omskårne, […]«.

Den ene Peter er alene om at tage sig af de omskårne jøder, den anden Peter er alene om at tage sig af de u-omskårne ikke-jøder.(2) Man kan simpelthen ikke forestille sig to mere modsatte mennesker, end de to Peter'e.

Er denne Peter så den samme som ham, Paulus kalder Kefas? Den Kefas, som Paulus anklagede for at tvinge hedningerne (ikke-jøderne) til at leve som jøder: »hvordan kan du så tvinge hedningerne til at leve som jøder?« (Galaterne 2,14). Næppe, for hvorfor skulle Peter først stå midt i forsamlingen og kalde Moseloven for »et åg på disciplenes nakke, som hverken vore fædre eller vi har magtet at bære« (Apost. G. 15,10) og straks derefter tage til Antiokia og tvinge ikke-jøderne til at leve som jøder?(3)

Hvad mener Kirken?

Så vidt selve Bibelen, men hvis man tror, sagen stopper her, bliver man forbløffet. Den overvejende holdning har naturligvis været at følge Johannes 1,42; Johannes var jo apostel. Men ikke alle var enige. Diskussionen Peter/Kefas er dukket op jævnligt gennem århundrederne, dels i forskellige epistler, og dels blandt kirkefædrene.

Emnet har været behandlet af Kirsopp Lake i 1921 (se eksternt link forneden), og Bart Ehrman i 1990. Jeg vil give nogle eksempler og ellers henvise til de eksterne links:

Det berømte Epistola Apostolorum ("apostlenes epistel") er fra år 140-150 (se eksternt link længere nede). Brevet skal forestille at være skrevet af de 11 apostle. Det der især er interessant er, at brevet er lidt yngre end Johannesevangeliet, som forfatteren benytter sig af. Derfor må han have læst Johannes 1,42, og alligevel indeholder dette epistel en liste over de 11 apostle, hvor en af dem hedder Peter, og en anden Kefas:

2 We, John, Thomas, Peter, Andrew, James, Philip, Batholomew, Matthew, Nathanael, Judas Zelotes, and Cephas, write unto the churches of the east and the west, of the north and the south, the declaring and imparting unto you that which concerneth our Lord Jesus Christ: […]

Epistola Apostolorum, år 140-150

Her er Kefas altså en af de 11 apostle. Andre kilder placerer Kefas blandt de 70 disciple, hvilket også er i tråd med Paulus' ord: »og at han blev set af Kefas og dernæst af de tolv« (1 Korintherne 15,5), hvor en bogstavelig læsning fortæller os, at Kefas ikke var blandt de tolv.

Her er en sådan liste — den er fra det tredje århundrede og tilskrives (formentligt med urette) Hippolytus (se eksternt link længere nede):

[...] 49. Quartus, bishop of Berytus. 50. Apollo, bishop of Cæsarea. 51. Cephas. 52. Sosthenes, bishop of Colophonia. 53. Tychicus, bishop of Colophonia. [...]

Tilskrevet Hyppolytus. Det tredje århundrede

Bart Ehrman nævner en liste i Codex Sinaiticus Syriacus, der godt nok er fra det niende århundrede, men som skulle gå tilbage til Irenæus. Her er Kefas med som nummer 4 af de 70 disciple, og det fortælles, at han blev stenet ihjel i Antiokia. Ehrman opsummerer situationen:

For at opsummere beviserne fra den tidlige kirke: Fra tidligt i det andet århundrede og frem, hævder et antal kilder, at Kefas og Peter var to forskellige personer. Nogle af disse kilder hævder, at de begge tilhørte de Tolv, andre placerer Peter blandt de Tolv og Kefas blandt blandt de 70, mens andre igen lader sagen stå åben.

Hane

Bart Ehrman, Cephas and Peter, Journal of Biblical Literature 109, 1990, side 466(4)

Hvor kommer denne uenighed fra? Vi får en ide ved at kigge på, hvad kirkefædrene skrev. Kirkehistorikeren Eusebius skrev om de 70 disciple, at der ikke (dengang) var nogen komplet liste over dem, men han nævner dog en håndfuld navne på disciple, som han mener, må have været blandt de 70. Blandt andet citerer Eusebius en af de allertidligste kirkefædre, Clemens af Alexandria, for, at den Kefas, som Paulus skældte ud i Antiokia, var en af de 70. Bemærk, at der ikke er nogen antydning af, at Eusebius mener Clemens kunne tage fejl:

1,12,1-2: Og der er en beretning hos Klemens i Hypotyposeis, hvor han siger, at også Kefas, om hvem Paulus siger: "Men da Kefas kom til Antiokia, trådte jeg op imod ham for hans åbne øjne", har været en af de halvfjerdsindstyve disciple og havde samme navn som apostelen Peter.

Eusebios Kirkehistorie, ca. år 325. Oversættelse af Knud Bang, 1940. Ortografien nænsomt moderniseret.

Her har vi en stor del af forklaringen. Der var simpelthen for pinligt, at den ene apostel måtte irettesætte den anden apostel i så stærke ord. Og ikke bare var det pinligt: Det var guf for kættere og andre vantro. Kirkefaderen Hieronymus fortæller, at Porfyrios brugte skænderiet i "Imod de Kristne": Når Paulus skældte Peter ud, måtte de kristne enten erkende at Peter havde begået en fejl, eller at Paulus havde været uforskammet, når han skældte "apostlenes fyrste" ud. Hieronymus tilføjer, at man kan kunne vælge den tredje mulighed — at Kefas og Peter er to forskellige mennesker — men dette afviser han, fordi i så fald er der uendeligt mange andre vers i den hellige skrift, man lige så godt kunne slette.(5) Vi ved også at Marcion, der ikke accepterede andre apostle end Paulus, brugte denne episode til at nedgøre de andre retninger indenfor kristendommen.

Forklaringen med de to forskellige Peter'e dukkede oftest op i Østkirken, hvor man brugte græsk. I den Vestromerske kirke brugte man latin, og både Peter og Kefas blev oversat til Petrus, hvilket effektivt fjernede uenigheden. I 1500-tallet omkring Reformationen foreslog enkelte katolikker dog, at man skulle støve Kefas af igen. Nu var det Martin Luther, der brugte historien om skænderiet i Antiokia som et angreb på dogmet om Pavens ufejlbarlighed.

Katolikkerne påstod jo, at Paven var Peters efterfølger, men denne historie om Kefas, der »havde dømt sig selv«; som blev banket på plads af Jakobs sendebude; der havde »frygt for de omskårne«; som "hyklede sammen med de andre jøder"; og som blev skældt ud af Paulus i alles påhør, satte ikke ligefrem Peter i et ufejlbarligt lys. Peter havde haft sine fejl — han fornægtede Jesus tre gange — men skænderiet i Antiokia skete, efter at Peter havde modtaget Helligånden. Hvis ikke Peter var blevet ufejlbarlig på dette tidspunkt, hvornår skulle han så forestille at være blevet det?

Kefas blev dog liggende i mølposen, men senere — i 1800-tallet — blev der brug for ham igen i katolske kredse. Denne gang var det ikke længere skænderiet i Antiokia, der var problemet; nu havde man jo haft 1.500 år til at finde på undskyldninger(6) (og til at slå alle Porfyrios' og Marcions tilhængere ihjel).

Næ, nu var problemet ikke længere kapitel 2 i Galaterbrevet, men derimod kapitel 1, hvor Paulus fortæller, at han havde boet hos Kefas i Jerusalem i 14 dage (Galaterne 1,18). For i mellemtiden havde katolikkerne fundet ud af, at Peter var den første pave. — fra år 42 til 67 — og naturligvis havde Pave Petrus I deltaget i apostelmødet i Jerusalem, men som pave havde han næppe haft tid til at forlade sin trone i Rom og rejse til Jerusalem i år 44 bare for at give Paulus kost og logi. Derfor måtte Kefas i Galaterbrevet 1,18 have været en anden.

Den tanke blev dog opgivet igen, dels fordi man måtte erkende, at disse kronologier er for usikre til at bygge noget på, og dels fordi det styrkede dogmet om Pavens ufejlbarlighed, at Paulus havde boet (underforstået: modtaget undervisning) hos Peter i starten af sin karriere. Dermed blev Kefas igen overladt til sin skæbne.

Konklusion

Kilderne er meget modsigende, og har ofte en tydelig agenda. Det fremgår af sammenhængen — og af de interne diskussioner i Kirken — at hvergang Kefas dukker op igen, er det, fordi man skulle bortforklare et eller andet pinligt. De forskellige discipel-lister, hvor interessante de end er, viser ikke andet, end at fromme kristne altid har været gode til at digte løgnehistorier (se evt. 6.000 eksempler).

Det gælder også Apostlenes Gerninger: Når Simeon Peter hverken ligner Paulus' Peter eller Paulus' Kefas, fortæller det os en masse om forfatterens agenda, men intet om en historisk sandhed — eller om forfatteren overhovedet er bekendt med en sådan historisk sandhed. Markusevangeliet er langt tættere på kilderne, men det er svært at gennemskue, hvor meget af "Satan Peter", der historisk baseret, og hvor meget der er ironi og polemik.

I det hele taget har vidner fra det andet århundrede og fremad en meget ringe værdi. Dermed ender vi igen ved vores eneste førstehåndsvidne, Paulus

Det var iøvrigt den samme konklusion, Bart Ehrman kom frem til dengang i 1990(7) "When Paul mentions Cephas, he apparently does not mean Simon Peter, the disciple of Jesus".

Eksterne Links

Yderligere information

Simon / Simeon . . .: Hvis man kigger i Lukasevangeliet (der er skrevet af den samme forfatter), kan man se, at Lukas kalder Peter for Simon 10 gange (ikke medregnet Lukas 24,34), Simon Peter 2 gange og Peter 18 gange, men aldrig Simeon. I Apostlenes Gerninger kaldes han fire gange "Simon med tilnavnet Peter".

Kort sagt er der ingen (andre) steder, hvor Peter kaldes Simeon.

Til gengæld er der tre Simeon'er (Lukas 2,25-34, Lukas 3,30) inklusive en apostel: Simeon, der blev kaldt Niger (Apostlenes Gerninger 13,1). Denne "Simeon, der blev kaldt Niger" er den eneste nulevende Simeon ved apostelmødet.

Der optræder ingen Simeon'er i de tre andre evangelier eller Paulus' epistler.

Det kristne modsvar er at skabe forvirring om, hvorvidt det apostelmøde i Jerusalem, der beskrives i Galaterne kapitel 2 og Apostlenes Gerninger kapitel 15 er det samme møde.

Dels fordi man så kan betragte mødet i Apostlenes Gerninger som en forsoning efter uenigheden i Antiokia, og dels fordi det altid er en god taktik at skabe forvirring og så bruge forvirringen som argument for at "fortsætte med at tænke, som vi plejer".

Jeg kan kun henvise til siderne om Paulus' første rejse til Jerusalem og Paulus' anden rejse.

Min oversættelse af »To sum up the evidence from the early church: from the early second century on, a number of sources maintain that Cephas and Peter were two different persons. Some of these sources claim that both belonged to the Twelve, others place Peter among the Twelve and Cephas among the seventy, yet others leave the matter unresolved«.

Bart Ehrman, Cephas and Peter, Journal of Biblical Literature, bind 109, 1990 side 463-474

Hieronymus: »Mostly, since Luke, the writer of the sacred history never mentioned dissent, and never says that Peter had been in Antioch with Paul. Because of this an opportunity was given to the blaspheming Porphyry for the contention that either one should not believe that Peter made a mistake, or that Paul had impertinently refuted the prince of the apostles. If we have to invent because of this blasphemy that Cephas is different from Peter, so that Peter cannot be alleged to have made a mistake, then an infinite number of scriptural passages, incriminated by someone who does not understand, need to be erased«.

Fra Commentarii in Galat., 2:11 (citeret fra Porphyry Against the Christians af Robert M. Berchman, side 169)

En af de første bortforklaringer kom fra Origines, der påstod, at skænderiet var et aftalt skuespil mellem Paulus og Peter for at give nogle "judaister" er en lærestreg.

En katolsk forklaring er, at Paulus ingen steder siger, at han vandt skænderiet. Dermed kan episoden bruges til at vise Peters (og pavedømmets) overlegenhed.

Som nævnt er den mest populære bortforklaring i dag, at de to dokumenter beskriver to forskellige møder.

Skænderiet i Galaterbrevet reduceres til en lille misforståelse mellem to ildsjæle, der bagefter forsones i Apostlenes Gerninger kapitel 15. Derefter (mener katolikkerne) drog Peter og Paulus hånd i hånd til Rom, grundlagde Den Katolske Kirke og levede lykkeligt til deres dages ende — dvs. indtil den onde Kejser Nero, brændte Rom ned og skød skylden på de stakkels, uskyldige kristne.

Jeg henviser igen til siderne om Paulus' første rejse til Jerusalem og Paulus' anden rejse.

Dette citat er fra den samme artikel fra 1990.

Den unge Ehrman var åbenbart gået for langt, og næste år blev han heglet ned af Dale Allison i artiklen "Peter and Cephas: One and the Same" (Journal of Biblical Literature, bind 111, nr. 3).

Ehrman lærte sin lektie. I 2006 udgav han bogen "Peter, Paul, and Mary Magdalene", hvor der ikke er antydning af at der nogensinde har været en kontrovers. I denne bog får læseren indtrykket af, at Peter må være en historisk person, der er rimeligt præcist beskrevet i Apostlenes Gerninger og Paulus' Epistler.

Er Peter den samme som Kefas?