|
|
Kristendommen, som vi kender den i dag, er i langt højere grad skabt af Paulus end af Jesus.
Paulus er suverænt det menneske, der fylder mest i Det Nye Testamente. Han er hovedpersonen i Apostlenes Gerninger, hans epistler har inspireret Markusevangeliet, og han får hædrende omtale af selveste "Sankt" Peter, der regner Paulus' epistler blandt »de øvrige skrifter« (2 Peter 3,15-16). Men vigtigst af alt: Paulus står som forfatter til omkring halvdelen af de 27 bøger i Det Nye Testamente.
Udgangspunktet for denne hjemmeside er, at de ægte af disse epistler rent faktisk er skrevet af en historisk Paulus. Her får vi således et indblik i den allertidligste kristendom.
Paulus' epistler er de ældste bøger i Det Nye Testamente, og er altså ældre end evangelierne. Derfor viser det sig også, at Paulus ikke kender den historiske Jesus, men til gengæld er det ældste evangelium, Markus, tydeligvis inspireret af Paulus. Dermed har Paulus ikke bare skabt den kristne teologi, men har bidraget til udformningen af historien om Jesus.
Paulus var farisæer, og i starten forfulgte han de nye kristne. Det fremgår ikke helt klart, hvorfor han gjorde det, eller hvad det var for et budskab, de kristne prædikede, men man kan let gætte:
På et tidspunkt fik han et "syn", hvor han mødte denne nye gud. I Apostlenes Gerninger er det beskrevet tre gange, hvordan Paulus så et blændende lys på vejen til Damaskus og hørte Jesus' stemme (billedet til højre). Hans egne breve har en noget andet version: En slags psykedelisk beskrivelse af et møde »uden for legemet […] rykket bort til den tredje himmel […] uden for legemet […] rykket bort til Paradis«, hvor han »hørte uudsigelige ord, som et menneske ikke må udtale« (2 Korintherne 12,2-5).
Herefter skulle man tro, at Paulus ville skynde sig at kontakte de tolv apostle, der have kendt den historiske Jesus. Sådan er det også beskrevet i Apostlenes Gerninger, hvor forfatteren forsøger at udglatte alle interne stridigheder og lader denne trettende apostel straks underkaste sig menigheden i Jerusalem. I Paulus' egne epistler understreger han derimod kraftigt, at han ventede tre år med sit første besøg, og at han ikke havde modtaget sit evangelium fra nogen af de andre apostle (se evt. Paulus' første og anden rejse til Jerusalem).
I al fald omvendte Paulus sig og begyndte herefter at missionere for denne nye religion med samme forblindede iver, som han hidtil havde forfulgt den. Paulus' teologi var frelse gennem nåde og tro: Verden er besat af synd — en slags fysisk kraft, der styrer hele verden — men gennem sit offer havde Jesus betalt for vores synder »Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset«. Det eneste, der så krævedes for at blive frelst var, at man troede, at Jesus vitterligt havde frelst os.
|
Det betød også, at Paulus gør op med jødedommens lovretfærdighed. Hvis man "for en sikkerheds skyld" forsøgte at overholde Moseloven, de mundtlige traditioner, reglerne om rent og urent, højtider og ritualer, så havde man netop bevist, at man ikke havde tro (Galaterne 5,4). Det gjaldt også De Ti Bud, som Paulus kaldte »dødens tjeneste, indhugget i sten med bogstaver« (2 Korintherne 3,7), og det gjaldt især for den jødiske omskærelse, som Paulus var voldsomt imod.
Det er derfor lutheranere som Søren Krarup kan vrænge af godgørende mennesker og taler om "gerningsretfærdiggørelse", og det er derfor danskere kan spise rejer og frikadeller.
Paulus kaldte sig selv for "hedningeapostel". Det vil sige, at menigheden i Jerusalem sammen med Jesus' bror, Jakob, prædikede for jøderne, mens Paulus tog sig af hele resten af verden. Menigheden i Jerusalem prædikede, at frelsen kun var for jøder, at Moseloven gjaldt til evig tid, og at omskærelse var en uomgængelig del af Guds pagt, mens Paulus rejste rundt til ikke-jøderne, kaldte Moseloven for »syndens og dødens lov« (Romerne 8,2) og omskærelse for "skamskærelse" (Filipperne 3,2-3).
Samtidig var der stor konkurrence om jobbet: Ifølge Matthæusevangeliet havde Jesus beordret sine apostle »gør alle folkeslagene til mine disciple«, hvilket ikke gav plads til en selvudnævnt hedningeapostel (man skulle næsten tro, Matthæus modarbejdede Paulus). Det var ikke kun Paulus, der fik et syn: Peter faldt "i henrykkelse" (Apost.G. 10,1-33; 11,1-18), hvorefter han mente, det var ham, der var udvalgt til hedningeapostel: »Peter […] sagde: "Brødre, I ved, at Gud for længe siden blandt jer udvalgte mig, for at hedningerne af min mund skulle høre evangeliets ord og komme til tro« (Apost. G. 15,7).
Der var altså lidt for mange hedningeapostle med hver sin agenda, og det var dømt til at gå galt. Til sidst blev Paulus arresteret og endte sine dage i Rom.