Paulus' Visdom og Vrøvl

Paulus: "Har Gud ikke gjort verdens visdom til dårskab?"
Nar af Holbein

Det Gamle Testamente, jødernes Tanach, er en lovreligion for omskårne jøder.

Alligevel lykkedes det for Paulus at vende religionen 180 grader: Han fik den samme tekst til at blive en religion uden lov for uomskårne ikke-jøder, Ja, man skulle for alt i verden ikke blive omskåret eller overholde Moseloven, for det var den sikre vej til at pådrage sig den jødiske Guds vrede.

Det krævede naturligvis nogle teologiske krumspring af bibelske proportioner at uddrage dette anti-jødiske budskab af jødernes hellige bøger. Som en af de store teologer skrev:

Strange as these things seem to a modern man, there is much in the apostle's actual structure of thought that is far more strange. Much appears to him clear as day, which is by no means clear to us, even to those who especially appeal to his authority. He possessed, we may say, a logic of his own, which differs essentially from ours.
(William Wrede, Paul, 1907, side 80)

Paulus havde "sin egen logik", og ret så ofte skete det, at Paulus lod sig forvirre af sin egen logik, og at kæden simpelthen hoppede af for ham.

Død for Loven

Paulus mente, at når man var døbt, var man "døbt til Kristus' død" og begravet sammen med Kristus: »Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden« (Romerne 6,3-4).

Romerne 6,3: Eller ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død?
Romerne 6,4: Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv.
Paulus: "En gift kvinde er ved lov bundet til sin mand, så længe han lever;"
Skilsmisse

Paulus sammenlignede de jøder, der er underkastet Moseloven, med en kvinde, der er bundet til sin herre/ægtemand. Kvinden kunne kun få skilsmisse, hvis hendes mand døde:

Romerne 7,1 Ved I ikke, brødre - jeg taler jo til mennesker, der kender loven - at loven kun er herre over et menneske, så længe det lever?
Romerne 7,2 En gift kvinde er ved lov bundet til sin mand, så længe han lever; men dør han, er hun løst fra den lov, der bandt hende til ham.
Romerne 7,3 Hun vil altså stå som ægteskabsbryder, hvis hun bliver en andens, mens hendes mand er i live; men dør han, er hun fri fra loven, så at hun ikke er ægteskabsbryder ved at blive en andens.
Romerne 7,4 Så er også I, mine brødre, gjort døde for loven ved Kristi legeme, for at I skal tilhøre en anden, ham der er opstået fra de døde, og vi bære frugt for Gud.
Romerne 7,5 For dengang vi var i kødet, var de syndige lidenskaber, som loven kalder frem, virksomme i vore lemmer, så at vi bar frugt til døden.
Romerne 7,6 Men nu er vi løst fra loven og er døde fra det, vi før var fanget i, så at vi er tjenere i Åndens nye liv, og ikke i bogstavens gamle.

Paulus: "de kloges klogskab vil jeg tilintetgøre".
Salige er de fattige i ånden

Hyam Maccoby kalder denne passage "remarkably muddle-headed".(1) På den ene side, kan man næsten forstå, hvad Paulus prøver at sige: Kvinden er den kristne menighed, den gamle ægtemand er Moseloven og den nye husbond er Kristus. Hvis den gamle mand dør, er kvinden fri til at gifte sig igen, og det er ikke en ukendt tanke, at den kristne menighed er Kristus' brud (Åbenbaringen 19,7).

Åbenbaringen 19,7: lad os glæde os og juble og lovprise ham, for nu skal Lammets bryllup stå, og hans brud har gjort sig rede,

Men undervejs roder Paulus frygteligt rundt i, hvem der kvinden, hvem der er manden, og hvem der er død. Kvinden (menigheden) er død: »I, mine brødre, gjort døde for loven«, og Kristus er død (»ham der er opstået fra de døde«). Den eneste, der ikke er død, er Loven, hvilket skulle have været hele pointen.

Samtidigt roder Paulus et andet juridisk aspekt ind i det: »Ved I ikke, brødre […] at loven kun er herre over et menneske, så længe det lever«? Det er naturligvis korrekt: Hvis man er død, er man fri for alle forpligtelser, men til gengæld kan den døde kvinde naturligvis ikke gifte sig igen; især ikke, hvis den nye ægtemand, Kristus, også er død.

Og så er selve udgangspunktet for Paulus' argument yderst tyndbenet: Når man er døbt, er man død og så behøver man ikke at holde Loven. Vil det sige, at kristne mennesker ikke behøver at betale skat?

Det mest pinlige er dog, at Paulus indleder dette teologiske miskmask med bombastisk at annoncere: »jeg taler jo til mennesker, der kender loven«.

Kirkens tissemand og andre metaforer

En illustration fra 1475-1480 viser, hvordan Kybele's præster (med munke-tonsur) kastrerede sig selv.
Selvkastration

Paulus rodede også ofte begreberne sammen, når han kom med sine fantasifulde metaforer. Her sammenligner han kirkens medlemmer med kroppens lemmer:

1 Korinth. 12,18 Gud har nu engang givet hver enkelt del dens plads på legemet, som han ville det.
1 Korinth. 12,19 Hvis det hele kun var én legemsdel, hvad blev der så af legemet?
1 Korinth. 12,20 Men nu er der mange lemmer, men ét legeme.
1 Korinth. 12,21 Øjet kan ikke sige til hånden: "Jeg har ikke brug for dig," eller hovedet til fødderne: "Jeg har ikke brug for jer."
1 Korinth. 12,22 Tværtimod, de lemmer på legemet, som synes at være de svageste, netop de er nødvendige,
1 Korinth. 12,23 og de lemmer, som vi synes er mindre ære værd, dem giver vi desto større ære, og de lemmer, som vi undser os ved, klæder vi med desto større blufærdighed;
1 Korinth. 12,24 de andre lemmer har ikke brug for det. Sådan som Gud har sammenføjet legemet, har han givet det, som mangler ære, desto større ære,
1 Korinth. 12,25 for at der ikke skulle opstå splid i legemet, men lemmerne være enige og have omsorg for hinanden.
1 Korinth. 12,26 Lider én legemsdel, så lider også alle de andre. Bliver én legemsdel hædret, så glæder også alle de andre sig.
1 Korinth. 12,27 I er Kristi legeme og hver især hans lemmer.

Æsops fabel: Lemmerne gør oprør med det resultat, at hele legemet dør.
Legemet

Det er ikke i sig selv nyt at sammenligne lemmer og med-lemmer. Alle kroppens lemmer er vigtige, for at kroppen skal overleve. Dén idé har Paulus formentlig fundet i en af Æsops fabler (billedet til venstre).

Men Paulus dvæler længe ved "de svageste" lemmer, »som vi synes er mindre ære værd« og »som vi undser os ved« og derfor »klæder […] med desto større blufærdighed«. Hvis ikke det er tydeligt nok, så må vi ty til John Gill, der forklarer så rent ud, som det kunne siges i 1700-tallet, at lemmerne er "dem, der adskiller kønnene, og som benyttes til formering".(2)

Dette er heller ikke usædvanligt. Det er kun naturligt, at en skabergud vil være fokuseret på tissemænd. Men når man roder disse to metaforer sammen, som Paulus gør, kører logikken igen af sporet. Man kan forstå, hvem der er Kirkens hoved og Kirkens øjne, og — til nød — Kirkens fødder, men hvem er det, der har rollerne som Kirkens tissemand og tissekone, og som Gud har givet »desto større ære«?

Her er et eksempel mere, hvor Paulus sammenligner menigheden med et legeme:

1 Korintherne 10,15 Jeg taler til jer som forstandige mennesker. Døm selv om det, jeg siger.
1 Korintherne 10,16 Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke fællesskab med Kristi blod? Brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab med Kristi legeme?
1 Korintherne 10,17 Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød.

I vers 16 er Kristi krop en rigtig krop med blod og kød (af brød), men i vers 17 er det menigheden, og ikke Kristus, der er et legeme af brød. Og igen har Paulus indledt sit miskmask med: »Jeg taler til jer som forstandige mennesker«.

Paulus bruger også hovedet som metafor i en af sine misogyne tirader:

1 Korintherne 11,3 Men jeg vil have, at I skal vide, at Kristus er hver mands hoved, manden er kvindens hoved, og Kristi hoved er Gud.
1 Korintherne 11,4 Enhver mand, der beder eller taler profetisk med noget på hovedet, bringer skam over sit hoved.
1 Korintherne 11,5 Men enhver kvinde, der beder eller taler profetisk med utildækket hoved, bringer skam over sit hoved; hun kunne lige så godt have raget håret af

Kristus er manden hoved (metafor), manden er kvindens hoved (metafor), og Gud er Kristi hoved (metafor). I vers 4-5 snakker han pludselig om rigtige hoveder. Hvor er sammenhængen? Når manden taler med noget på hovedet, er det så Jesus, der er tildækket? Når kvinden taler med utildækket hoved, er det så hendes mand, der er utildækket?(3)

Men pludselig skal kvindens hoved dækkes »af hensyn til englen« og »som tegn på myndighed«.

1 Korintherne 11,10 Derfor må kvinden af hensyn til englene have noget på hovedet som tegn på myndighed.

Dette er muligvis det mest forvirrede vers i hele Bibelen.(4) Den kristne verden har brugt næsten 2.000 år på at diskuttere, om det er gode eller onde engle, hvad det er for en "myndighed", hun skal have på hovedet, og hvorfor de gode engle går bananas, når de ser håret på en bedende kvinde.

Moses slår vand af klippen. Man kan ikke se det på billedet, men Paulus fortæller, at klippen var Kristus i forklædning.
Moses slår vand af klippen

Paulus kan også fortælle, at den klippe Moses slog vand af, i virkeligheden var Jesus i forklædning (billedet til højre).

1 Korintherne 10,1 Det skal I vide, brødre: Vel var vore fædre alle under skyen og gik alle gennem havet
1 Korintherne 10,2 og blev alle døbt til Moses i skyen og i havet
1 Korintherne 10,3 og spiste alle den samme åndelige mad
1 Korintherne 10,4 og drak alle den samme åndelige drik - for de drak af en åndelig klippe, som fulgte med, og den klippe var Kristus -

Her er Paulus' metaforer i fri dressur: Jødernes vandring gennem Det Røde Hav var en dåb »i skyen og i havet«, mannaen i ørkenen var Jesu' legeme, og jøderne drak af Jesu blod, for Kristus var den klippe, som fulgte med, og som Moses slog vand af.

Men hov, »en åndelig klippe, som fulgte med«? Nu plejer klipper jo ikke at følge med rundt i ørkenen, for at man skal kunne slå vand af dem. De plejer at ligge ret fast.

Paulus: "Jag denne trælkvinde og hendes søn bort"
Dore: Abraham og Hagar

I endnu en metafor er to andre klipper i virkeligheden kvinder: Her er Paulus så venlig at forklare, at »Det skal forstås billedligt«, så vi lige kan nå en dyb indånding, inden karrusellen starter:

Galaterne 4,22 Der står jo skrevet, at Abraham fik to sønner, én med trælkvinden og én med den frie kvinde.
Galaterne 4,23 Sønnen med trælkvinden blev født efter naturens orden, men sønnen med den frie kvinde ved et løfte.
Galaterne 4,24 Det skal forstås billedligt. Disse kvinder er nemlig to pagter. Den ene kommer fra bjerget Sinaj, hun føder børn til trældom, og det er Hagar -
Galaterne 4,25 "Hagar" betegner bjerget Sinaj i Arabien og svarer til det nuværende Jerusalem, for det lever i trældom med sine børn.
Galaterne 4,26 Men det himmelske Jerusalem er frit, og det er vor moder;
[.. .. ..] [. . .]
Galaterne 4,30 Men hvad siger Skriften? "Jag denne trælkvinde og hendes søn bort, for trælkvindens søn skal ikke arve sammen med den frie kvindes søn."
Galaterne 4,31 Så er vi ikke børn af trælkvinden, brødre, men af den frie kvinde.

Først er kvinderne Abrahams to koner: Slavinden Hagar og den frie kvinde, Sarah. Paulus refererer til en af Abrahams mange usympatiske handlinger, som om det var noget prisværdigt: Abraham jager sin ene hustru og deres fælles barn ud i ørkenen, så de kan dø af sult og tørst: »Jag denne trælkvinde og hendes søn bort« (billedet til højre).

Men snart er kvinderne alligevel ikke kvinder, for Hagaj er bjerget Sinaj, men hun bliver hurtigt forvandlet til Jerusalem, mens den anden kvinde er en by i himlen, og så bliver begge kvinder forvandlet til pagter: Jødernes gamle pagt og den nye himmelske pagt.(5) De jøder, der stadig er bundet af loven, er født af slavekvinden Hagar, mens de kristne er født af den frie kvinde, Sarah.

Forvirret? Det er Paulus åbenbart også, for i starten af samme kapitel fortæller han, at Kristus er »født af en kvinde, født under loven« (Galaterne 4,4).

Galaterne 4,4: Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven,

Det er et af de få vers, man kan pege på, hvis man skal bevise en historisk Jesus, men hvis Jesus er »født under loven«, så må han jo ifølge Paulus' logik være barn af Hagar. Hagar var ikke jødisk, men egypter (1 Mosebog 16,1), og dermed kan hendes barn heller ikke være jøde. Derfor kan Kristus ikke være »kommet af Davids slægt« (Romerne 1,3), og det kan heller ikke være ham, der er "af Abrahams Sæd" (den kigger vi lige straks på).

1 Mosebog 16,1: Abrams kone Saraj fødte ham ingen børn. Men hun havde en egyptisk trælkvinde, der hed Hagar.
Romerne 1,3: evangeliet om hans søn, Jesus Kristus, vor Herre, som menneske kommet af Davids slægt,

I det hele taget er Paulus glad for at tale om klipper:

Romerne 9,33 som der står skrevet: Se, i Zion lægger jeg en anstødssten, en klippe til at snuble over. Den, der tror på ham, skal ikke blive til skamme.

Men her er Paulus selv snublet over klippen. Der er simpelthen ikke et sådant vers i Det Gamle Testamente, som Paulus påstår at citere.

Paulus og Septuaginta

Jeg vil mangfoldiggøre din Sæd som Stjernerne paa Himmelen
Du må ikke onanere

Meget af Paulus' argumentation bestod af tærske langhalm på formuleringer i enkelte vers i Det Gamle Testamente. For at gøre det endnu værre, er det tydeligt, at Paulus foretrak at læse i den græske teksttradition, Septuaginta, i stedet for den hebraiske, og at meget af Paulus' hårkløveri står og falder med særheder i denne tekst.

Paulus vil gerne bevise, at det er de kristne, og ikke jøderne, er af Abrahams sæd. Det gør han ved at kløve hår på, at Gud sagde "sæd" i ental. "Sæd" ikke "Sæde". Derfor mener Paulus, at løftet ikke handler om jøderne, men om Kristus.(6)

Galaterne 3,16 Men Forjættelserne ere tilsagte Abraham og hans Sæd; der siges ikke: og hans Sæde som om Mange, men som om Een: og din Sæd, hvilken er Christus.
(Dansk oversættelse fra 1919)

Når bonden går ud for at så i marken, skal han huske at sige "sine Sæde", ellers har han — ifølge Paulus — kun ét korn i hånden. Fordi der står "Sæd" i ental i Det Gamle Testamente, handler hele Guds løfte ikke om de mange (jøderne), men om den ene: Kristus (som åbenbart alligevel ikke var født af Hagar).

Men uanset om Paulus læser Første Mosebog på græsk, hebraisk eller dansk, burde det være indlysende, at "sæd" står i flertal, når Gud lover at gøre Abrahams sæd så talrig som himlens stjerner og havets sandkorn: »meget mangfoldiggøre din Sæd som Stjernerne paa Himmelen og som Sand, der er ved Havets Bred« (1 Mosebog 22,17).

1 Mosebog 22,17: derfor vil jeg storligen velsigne dig og meget mangfoldiggøre din Sæd som Stjernerne paa - Himmelen og som Sand, der er ved Havets Bred, og din Sæd skal eje sine Fjenders Port;
(Dansk oversættelse fra 1897)

Andetsteds har Paulus glemt det hele igen. Nu er det alligevel jøderne (i form af Isaks efterkommere), der er Abrahams sæd (stadig i ental):

Romerne 9,7 ei hellere ere Alle Abrahams Børn, fordi de ere Abrahams Sæd, men: i Isaak skal Sæden fremkaldes dig.
(Dansk oversættelse fra 1897)

»Nu ved jeg, at du frygter Gud[…] Fordi du har handlet sådan […] vil jeg velsigne dig […] fordi du adlød mig«.
Psykopat-test

En anden af Paulus' kæpheste var, at man kunne blive frelst af tro uden gerninger. Her påpegede han, at Abraham var blevet regnet retfærdig på grund af sin stærke tro.

Romerne 4,3 For hvad siger Skriften? "Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed."

Paulus konkluderede, at man som kristen kunne blive frelst af en tro som Abrahams. Men for det første står og falder Paulus' hårkløveri igen med, at den græske tekst er tvetydig, mens den hebraiske ikke er det. For det andet er det latterligt at opfordre de kristne til at få "en tro som Abraham", eftersom Abraham allerede to vers senere tvivlede: »Gud Herre, hvordan kan jeg vide, at jeg skal få det i eje?« (1 Mosebog 15,8), for det tredje satte Gud senere Abraham på prøve. Først da Abraham næsten havde ofret Isak (billedet til højre), sagde Gud: »Nu ved jeg, at du frygter Gud […] Fordi du har handlet sådan […] vil jeg velsigne dig […] fordi du adlød mig«.

Læs mere om dette fusk: Blev Abraham regnet retfærdig på grund af sin stærke tro?

Et tredje eksempel er, når Paulus mener, at alle de, som har lovgerninger, er under forbandelse , og som argument citerer han 5 Mosebog 27,26, der siger, man er forbandet, hvis man ikke følger loven.

Hans argument er: for der står skrevet: "Forbandet være enhver, som ikke bliver ved alt det, som står skrevet i lovbogen, og følger det."«, men der står ikke noget i 5 Mosebog 27,26 om »alt det, som står skrevet«. Paulus har fundet ordet "alt" i Septuaginta, 5 Mosebog 27,26, mens ordene "det, som står skrevet" er noget, Paulus selv har opfundet.

5 Mosebog 27,26: Forbandet være den, der ikke holder ordene i denne lov i hævd og følger dem. Og hele folket skal sige amen.
5 Mosebog 27,26: Cursed is every man that continues not in all the words of this law to do them: and all the people shall say, So be it.
(Septuaginta oversat til engelsk, af Lancelot Brenton, 1851)

Ofte citerer Paulus Septuaginta uden at vide, at den hebraiske tekst siger det stik modsatte. Han kalder Gud for Ham, som gør den ugudelige retfærdig, selvom citatet i Det Gamle Testamente siger: »jeg vil ikke erklære den ugudelige retfærdig«.

En anden af Paulus' forklaringer lyder: Derfor hedder det: […] han har givet gaver til menneskene, men i det Gamle Testamente, står der det modsatte: »du har taget gaver blandt menneskene«

Paulus kritiserer den gamle pagt: »lige til i dag ligger der et slør over deres hjerte, når Moses læses op«. Men der står det modsatte i Det Gamle Testamente: Moses havde slør for ansigtet, når han IKKE læste op.

Blandet vrøvl og vås

Æslet og aben blev skabt før manden.
Comically

Lad os tage nogle flere eksempler i punktform, så kort som muligt.

Konklusion

Psalme 89,35: Jeg bryder ikke min pagt, jeg ændrer ikke, hvad jeg har lovet.
Pavelig frækhed

Gud gav sine evige bud i Moseloven, og der er ingen steder nogen antydning af, at Gud har skiftet mening, tværtimod: »Guds ord forbliver til evig tid« (Esajas 40,8). Gud sagde: »Jeg bryder ikke min pagt, jeg ændrer ikke, hvad jeg har lovet« (Salmernes Bog 89,35 ), og Jesus sagde, at ikke en tøddel af Moseloven skulle forgå, før himmel og jord var forgået (Matthæus 5,17-18).

Esajas 40,8: Græsset tørrer ind, blomsterne visner, men vor Guds ord forbliver til evig tid."
Salmernes Bog 89,35: Jeg bryder ikke min pagt, jeg ændrer ikke, hvad jeg har lovet.
Matthæus 5,17: Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde.
Matthæus 5,18: Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket.

Gud og Jesus blev modsagt af en mand, der aldrig havde mødt Jesus, men som prædikede en form for kristendom, hvor Moseloven var den sikre vej til fortabelsen.

Hvem af de tre skal man stole på?

Som vi har set, er mange af Paulus' argumenter meget tyndbenede. Argumentet for, at de kristne er Abrahams sande arvinger, bygger på, at et ord står i ental i Det Gamle Testamente, mens argumentet for, at man kan blive frelst gennem sin tro, hviler på, at teksten er tvetydig. Og vel at mærke gælder begge dele kun for den græske teksttradition, som hverken jøder eller kristne længere anser for guddommeligt inspireret.

Samtidig skal man acceptere præmissen med, at når man er døbt, er man "død for loven". Skal kristne mennesker så heller ikke betale skat?

Sådan er der næppe mange kristne mennesker, der ræsonnerer. Men hvis ikke de tør bruge den undskyldning over for Skattefar, hvorfor tør de så godt bruge den over for Gud og Jesus?

 
Guds hånd

Læs mere om Paulus' troværdighed.

Yderligere information


Fodnoter: (1) (2) (3) (4) (5) (6) (7)

Hyam Maccoby, The Mythmaker: Paul and the Invention of Christianity, 1998, side 69.

Google Books

John Gill (1697 - 1771). Engelsk baptist.

»and our uncomely parts; which distinguish sexes, and are appointed for generation;

have more abundant comeliness; by an external covering and ornament, to preserve decency and modesty. I do not know who should be designed by these, unless backsliding believers, who have been suffered to fall into great sins; these are the uncomely parts of the church, who, when made sensible of their evils, are restored again, and received into the church; and a mantle of love is cast over all their failings; and all possible care taken that their faults may not be exposed to the world, that so the name of God, and ways of Christ, may not be blasphemed and evil spoken of.
«

For en ordens skyld siger jeg ikke, at Gill repræsenterer det nyeste og ypperste indenfor Bibelforskningen, men når jeg citerer et 250 år gammelt, konservativt, kristent standardværk, skulle det gerne vise, at indholdet på nærværende side ikke er noget nymodens ateistisk, ondsindet sludder.

Det var netop dette eksempel, William Wrede brugte, da han skrev om Paulus' særprægede logik (jvf. citatet øverst på denne side).

Clarke skriver i "Dr. Adam Clarke's Commentary on The New Testament. Bind II": »There are few portions in the sacred writings that have given rise to such a variety of conjectures and explanations, and is less understood than this verse;«

Oversætterne af King James Bibel, der var meget sparsommelige med kommentarer, har tilføjet en af deres længste kommentarer i marginen til dette vers: »that is, a couering, in signe that she is vnder the power of her husband«.

På det græske originalsprog er ordet for "pagt" det samme som for "testamente". Her taler Paulus altså om Det Gamle Testamente versus Det Nye.

Jeg citerer fra de gamle Bibeloversættelser.

Indre Mission kan åbenbart ikke lide at skrive "sæd". De kan langt bedre lide at bruge ord som "afkom", der er ens i ental og flertal, for dermed at skjule Paulus' fusk.

Første brev til Timotheus er næppe et ægte epistel, men Paulus var inde på den samme logik i 1 Korintherne 11,8-9: »For manden kom ikke fra kvinden, men kvinden fra manden, […] «.