|
|
Kristendommen står og falder med Paulus.
Med kristne øjne er Paulus forfatter til omkring halvdelen af af de 27 bøger i Det Nye Testamente, han er hovedpersonen i Apostlenes Gerninger, og han får rosende omtale fra selveste "Sankt" Peter, der regner Paulus' epistler blandt »de øvrige skrifter« (2 Peter 3,15-16).
Med historiske øjne er Paulus vores eneste vidne til den historiske Jesus. Paulus mødte aldrig Jesus selv, men han mødte Peter, Johannes og Jakob (Herrens bror).
Dette er to tunge stjerner at lægge på den samme skulder, og problemet er, at Paulus har store problemer med sin troværdighed.
|
Lad os springe ud i det:
Romerne 3,7 Men når nu Guds sanddruhed bliver endnu større ved min løgnagtighed, ham til ære, hvorfor dømmes jeg så stadig som synder?
Her mener Paulus tilsyneladende, at det er i orden at lyve. Det er i al fald det, der står: Hvis løgnen er til Guds ære, hvorfor skulle det så være en synd?
Der findes naturligvis masser af (bort)forklaringer, og de forskellige oversættelser tilføjer al mulig tegnsætning for at vise, at Paulus enten (1) stiller et hypotetisk spørgsmål, (2) nedskyder et stråmandsargument, eller (3) citerer sine modstandere. Den berygtede NIV-Bibel tilføjer endda ordene: »Someone might argue«, så vi rigtigt kan forstå, at sådan noget kunne den hellige Sankt Paulus aldrig selv finde på at sige:
Romerne 3,7 Someone might argue, "If my falsehood enhances God's truthfulness and so increases his glory, why am I still condemned as a sinner?"
(NIV, New International Version)
Hvorfor er det nødvendigt at tilføje ord, der ikke findes teksten? Hvis det var Paulus' modstandere, der opfordrede til at lyve, hvorfor skrev Paulus så ikke selv: »Someone might argue«?(1)
Et andet eksempel: Paulus praler over for menigheden i Korinth med, at han har plyndret de andre menigheder.
2 Korintherne 11,8 Andre menigheder har jeg plyndret ved at tage mig betalt for at tjene jer,
Men korintherne er åbenbart ikke blevet plyndret. Eller er de? I næste kapitel fortæller Paulus, at han var træsk og fangede dem med svig:
|
2 Korinther 12,16 Men lad så være, at jeg ikke har været eder til Byrde, men jeg var træsk og fangede eder med List!
(Den forrige danske oversættelse)
Ordet for svig/list er det græske "dolos", et ord der normalt oversættes til "svig", og som alle forfatterne i Det Nye Testamente, inklusive Paulus selv, er enige om at fordømme.(2) Alligevel praler han af det her.
Også her forsøger de kristne oversættere at skjule modsigelsen. Dels ved at bruge "pænere" ord: "snedig" og "underfundig" i stedet for træsk, og "list" istedet for svig, og dels ved at tilføje tegnsætning, der skal gøre det tydeligt, at Paulus citerer sine (svigagtige) modstandere.
Men også her er der mange oversættelser, der ikke nøjes med bare at gøre ordene pænere, men som ligefrem tilføjer ekstra ord, og denne gang behøver vi ikke at gå til udlandet for eksempler:
2 Korintherne 12,16 Lad være, at jeg ikke har ligget jer til byrde, men så skal jeg have været snedig og have fanget jer med list!
(Den autoriserede oversættelse fra 1992)
2 Korintherne 12,16 Men lad det være som det er, jeg har ikke været en byrde for jer. Dog, siger I, var jeg "underfundig" og fangede jer "ved list".
(Jehovas Vidner / Ny Verden)
|
Igen: Hvorfor er moderne oversættere nødt til at "redde" Paulus ved at tilføje ord, der ikke står i teksten? Hvorfor skrev Paulus ikke selv »men så skal jeg have været« eller »siger I«, hvis det var det, han mente?
Hvordan kan korintherne vide, at Paulus ikke også har plyndret dem, når han indrømmer at have sveget dem?
I mange epistler samler Paulus penge ind, og dette epistel er ingen undtagelse: Paulus minder dem om »gaven til de hellige«, og han beder korintherne vise, hvor meget de elsker ham: »ligesom I er rige på alt, […] på den kærlighed, vi har vakt hos jer, må I også vise jeres rigdom i denne indsamling«. Paulus forventer tydeligvis, at de griber dybt ned i lommerne: »den store sum, vi overbringer« (2 Korintherne 8,1-24). Man kan godt forstå, hvis korintherne var bange for at blive plyndret eller sveget.
Et eksempel mere:
Filipperne 1,18 Men hvad! Kristus bliver i alle tilfælde forkyndt, hvad enten det er på skrømt eller oprigtigt, og det glæder jeg mig over. Men jeg vil også blive ved med at glæde mig.
Paulus er ligeglad, om der bliver præket ærligt eller "på skrømt". Bare der bliver præket.
Man tænker over, hvad Jesus vil sige til disse mennesker på Dommens Dag (Matthæus 7,22-23).
Sommetider hævdede Paulus, at hvis man vil være mennesker til behag, kan man ikke være Kristi tjener. Andre gange pralede han af, hvordan han gik til ekstremer for »at vinde så mange som muligt« for sit evangelium:
1 Korintherne 9,19 Skønt fri og uafhængig af alle har jeg gjort mig selv til alles tjener for at vinde så mange som muligt.
1 Korintherne 9,20 For jøderne er jeg blevet som en jøde for at vinde jøder. For dem, der lever under loven, er jeg blevet som en, der står under loven, for at vinde dem, selv om jeg ikke er under loven.
1 Korintherne 9,21 For dem, der er uden lov, er jeg blevet som en, der er uden lov, for at vinde dem, selv om jeg ikke er uden Guds lov, men er under Kristi lov.
1 Korintherne 9,22 Jeg er blevet svag for de svage for at vinde de svage. Alt er jeg blevet for alle for i det mindste at frelse nogen.
Paulus var alt for alle: »Alt er jeg blevet for alle«, og han var som en uden lov for at vinde dem, der var uden lov. Paulus prækede netop et evangelium, hvor Moseloven ikke længere gjaldt. Det betød, at hvis man konverterede til Paulus' form for kristendom, behøvede man ikke at lade sig omskære, man måtte stadig spise svinekød og rejer og gerne arbejde på lørdags-sabbatten. I forhold til de konkurrerende sekter med strenge lovkrav havde Paulus derfor lettere ved »at vinde så mange som muligt«.
|
En meget stor del af Paulus' skrifter består af forsvar mod anklager. At dømme ud fra Paulus' forsvar går anklagerne især ud på, at Paulus ikke var rigtig apostel, og at apostlene i Jerusalem ikke accepterede hans lovfrie form for kristendom.
1 Korintherne 9,1 Er jeg ikke fri? Er jeg ikke apostel? Har jeg ikke set Jesus, vor Herre? Er I ikke mit værk i Herren?
[.. .. ..] [. . .]
1 Korintherne 9,3 Her er mit forsvar over for dem, der kritiserer mig:
Åbenbart har Paulus haft et problem med sin troværdighed, for han må jævnligt sværge, at han taler sandt. Jesus sagde, at man ikke måtte sværge og især ikke ved Gud og Himlen (Matthæus 5,34-36), men Paulus har ingen problemer med at kalde Gud, Jesus og Helligånden som vidner igen og igen:
2 Korintherne 1,18 Så sandt Gud er trofast, er vor tale til jer ikke både ja og nej!
2 Korintherne 1,23 Jeg kalder Gud til vidne og sværger ved mit liv: Det var for at skåne jer, at jeg alligevel ikke kom til Korinth.
2 Korintherne 11,10 Så sandt Kristi sandhed bor i mig, skal ingen tage den stolthed fra mig i Akaja!
2 Korintherne 11,31 Gud, Herren Jesu fader, som skal prises til evig tid, han ved, at jeg ikke lyver.
|
Romerne 1,9 Gud, som jeg i min ånd tjener med evangeliet om hans søn, er mit vidne på, at jeg uophørligt nævner jer i mine bønner
Romerne 9,1 Jeg taler sandt i Kristus, jeg lyver ikke, og min samvittighed kan i Helligånden bevidne,
Galaterne 1,20 Jeg tager Gud til vidne på, at hvad jeg skriver her, ikke er løgn!
Galaterne 4,16 Er jeg blevet jeres fjende ved at sige jer sandheden?
Filipperne 1,8 Gud er mit vidne på, hvor meget jeg længes efter jer alle med Kristi Jesu inderlige kærlighed.
1 Thessalonikerne 2,5 Vi optrådte jo, som I ved, aldrig med smigrende ord og heller ikke med fordækt griskhed - det er Gud vidne på!
[.. .. ..] [. . .]
1 Thessalonikerne 2,10 I selv, og Gud, er vidner på, hvor fromt, retskaffent og uangribeligt vi færdedes blandt jer, som tror.
Der er ingen af de andre forfattere i Bibelen, der på samme måde konstant må forsvare sig mod anklager, og som hele tiden må sværge, at de taler sandt.
|
Paulus fortæller, at 500 kristne brødre har bevidnet den opstandne Jesus, og at mange af dem stadig er i live:
1 Korintherne 15,6 Dernæst blev han set af over fem hundrede brødre på én gang, de fleste af dem er endnu i live, men nogle er sovet hen.
Det lyder imponerende, at Paulus kan påkalde sig 500 vidner, indtil man husker, at Jesus kun havde tolv apostle, at der ikke står noget om disse 500 brødre i evangelierne eller i Apostlenes Gerninger, og at der langt senere i historien — efter at Jesus var faret til himmels — stadig kun var 120 brødre (Apostlenes Gerninger 1,15). Vi skal også huske, at Paulus startede med at forfølge de kristne; det vil sige, at han ikke selv troede på disse beretninger, da han hørte dem. Hvis ikke han selv troede på det, hvorfor skal vi andre så?
Mange af Paulus' epistler er falske. Men den falske Paulus sværger også på, at han ikke lyver. En from kristen har skrevet et falsk epistel i Paulus' navn, og falskneren mente åbenbart, at for at lyde som Paulus skulle han bedyre, at han ikke løj.
1 Timotheus 2,7 For det vidnesbyrd blev jeg indsat som forkynder og apostel - jeg taler sandhed, jeg lyver ikke - og som hedningers lærer i tro og sandhed.
I gamle dage var den græske tekst forfalsket (se evt. 6.000 eksempler), så Biblerne verden over var beriget med teksten "i Christus".
En anden from kristne havde forfalsket falskneriet yderligere, så Paulus nu ikke bare svor, men svor ved Kristus, som den ægte Paulus plejede at gøre.
1 Timotheus 2,7 for hvilket jeg er beskikket en Prædiker og Apostel, (jeg siger Sandhed i Christus, jeg lyver ikke,) en Hedningernes Lærer i Tro og Sandhed.
(Dansk oversættelse fra 1897)
Sådan mente Paulus' følgere åbenbart, at man bedst kunne efterligne Paulus.
|
Paulus indtager hovedrollen i Apostlenes Gerninger, men portrættet er næppe historisk korrekt. Derfor er det ikke nødvendigvis den historiske Paulus' skyld, hvis han optræder utroværdigt i denne fiktion, så lad os nøjes med nogle enkelte korte punkter:
Da Paulus bliver arresteret, skyldes det, at han har vanhelliget templet i Jerusalem.
Apostl. G. 21,28 og råbte: "Israelitter, kom og hjælp! Her er den mand, som med sin lære alle vegne og over for alle er imod folket og loven og dette sted. Og han har oven i købet taget grækere med til templet og vanhelliget dette hellige sted."
|
Men da Paulus bliver ført for jødernes råd, påstår han, at anklagen er en helt anden: »Nu skal jeg dømmes for håbet om dødes opstandelse!« (Apostlenes Gerninger 23,6). Og lidt senere får vi en tredje version af anklagen (billedet til højre): »jeg forkyndte […] at de skulle omvende sig og vende om til Gud […] Det er grunden til, at jøderne anholdt mig« (Apostlenes Gerninger 26,20-21). Hvad var Paulus anklaget for?
|
Paulus indledte en tale med at fortælle, at han hele livet havde haft »den bedste samvittighed« og havde levet sit liv for Gud.
Apostl. G. 23,1 Paulus så fast på Rådet og sagde: "Brødre, med den bedste samvittighed har jeg til den dag i dag levet mit liv for Gud."
Her "glemte" Paulus lige, at han i starten forfulgte den spæde kristendom. Han var en spotter, han fór frem med vold og død og drab, og han var med til mordet på Stefanos (billedet til venstre). Gudsbespotterens gode samvittighed
Fire ting. Hvor svært kan det være? Men når Paulus selv fortæller om det samme møde, har han glemt alle fire punkter. Han har lovet en helt femte ting. Hvad havde Paulus aftalt med disciplene?
|
Apostl. G. 23,5 Paulus svarede: "Brødre, jeg vidste ikke, at det er ypperstepræsten. Der står jo skrevet: 'Du må ikke forbande dit folks øvrighed.'"
Paulus "vidste ikke", at det var ypperstepræsten. Paulus fremhævede konstant sit jødiske ophav som farisæer (f.eks. i Apostlenes Gerninger 23,6 citeret længere oppe), men alligevel var han lige pludselig uvidende om, at ypperstepræsten går i en særlig dragt og sidder på en særlig plads i rådet.
Eksemplet med ypperstepræsten viser, at Paulus åbenbart var uvidende om Det Gamle Testamente og jødisk skik, selvom han hævdede at være uddannet af Gamaliel den Ældre.
Men hvis Paulus var uddannet af Gamaliel i Jerusalem, hvorfor foretrak han så konstant den græske teksttradition, Septuaginta, i stedet for den hebraiske (eksempel her)? Og hvordan hænger det sammen med, at han var ukendt i Judæa (hvor Jerusalem ligger)?
Galaterne 1,22 Jeg var personlig ukendt for Kristi menigheder i Judæa;
|
Paulus var voldsomt imod omskærelse
Galaterne 5,2 Se, jeg, Paulus, siger jer, at hvis I lader jer omskære, vil Kristus intet gavne jer.
Galaterne 5,3 Jeg vidner igen, at enhver, som lader sig omskære, er forpligtet til at holde hele loven.
Galaterne 5,4 I er afskåret fra Kristus, I der søger at blive retfærdige ved loven. I er faldet ud af nåden.
Alligevel omskar Paulus en græker ved navn Timotheus uden nogen særlig begrundelse. Vil det sige, at Paulus har afskåret Timotheus fra Jesus?
Historien enden med, at Paulus bliver anklaget af alle de andre apostle for frafald fra Moseloven, og at Paulus bliver arresteret. Ingen af Jesus' apostle troede altså længere på ham.
Paulus har indtil nu været barnefødt hebræer og farisæer, men da han bliver arresteret, springer han pludselig ud af skabet som romersk statsborger — en del af besættelsesmagten. Oy! Og denne borgerret har han haft hele livet:
Apost. G. 22,28 Kommandanten sagde: "Den borgerret har jeg givet mange penge for." Men Paulus sagde: "Jeg er endog født med den!"
|
Vi har set, at Paulus ifølge sine egne ord ikke havde problemer med at bøje sandheden og sige det, hans publikum helst ville høre. Portrættet i Apostlenes Gerninger er næppe historisk korrekt, men det viser, at også denne forfatter anså Paulus for en opportunist.
Paulus prædikede en form for kristendom, hvor de nye kristne ikke behøvede at lade sig omskære, hvor man stadig måtte spise svinekød og rejer, og hvor man gerne måtte arbejde på sabbatsdagen om lørdagen. Derfor havde Paulus lettere ved »at vinde så mange som muligt« i forhold til de konkurrerende sekter med deres strenge lovkrav.
Hvem skal man stole på? Gud gav sine evige bud i Moseloven, og der er ingen steder nogen antydning af, at Gud har skiftet mening, tværtimod: »Guds ord forbliver til evig tid« (Esajas 40,8). Jesus sagde, at ikke en tøddel af Moseloven skulle forgå, før himmel og jord var forgået (Matthæus 5,17-18).
Gud og Jesus blev modsagt af en mand, der aldrig har mødt Jesus, men som var lovløs med de lovløse »for at vinde så mange som muligt«. Og hvilken autoritet havde Paulus så?
Han påstod over for menigheden i Korinth, at han havde haft en ud af kroppen-oplevelse, »uden for legemet«, og at han var blevet »rykket bort til den tredje himmel«, hvor han »hørte uudsigelige ord, som et menneske ikke må udtale«:
2 Korinther 12,2 Jeg kender et menneske i Kristus, som for fjorten år siden - om det var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke, Gud ved det - blev rykket bort til den tredje himmel.
2 Korinther 12,3 Og jeg ved om dette menneske - om det var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke, Gud ved det -
2 Korinther 12,4 at det blev rykket bort til Paradis og hørte uudsigelige ord, som et menneske ikke må udtale.
|
|
Problemet med oplysningen om dette psykedeliske svampetrip og de "uudsigelige ord fra den tredje himmel" er, at han i samme kapitel praler over for korintherne, at han han var træsk og har taget dem med svig, og i forrige kapitel pralede han af at have plyndret sine menigheder.
To vers før historien om turen til den tredje himmel, har Paulus fortalt om en anden utrolig rejse: Han er flygtet fra Kong Areatas i Damaskus ved at blive firet ned i en kurv (billedet til højre). Paulus fortæller ikke, hvordan den arabiske Kong Aretas IV har fået lov af romerne til bestemme, hvem der går ind og ud af Damaskus (2 Korintherne 11,32-33).
|
Det lyder som noget af en røverhistorie, og Eerdmans Dictionary of the Bible bemærker tørt: »However the historical reliability of 2 Cor. 11:32-33 is challenged […] by the narrative's similarities to Josh. 2«. Der er nemlig en meget lignende historie i Josva 2,15 (billedet til højre), og man kan tilføje: endnu en variant i 1 Samuel 19,11-12. Historien er altså fri fantasi — en genfortælling af en episode i Det Gamle Testamente.(3)
I sit forrige brev til korintherne pralede Paulus af, at han havde kæmpet med vilde dyr: »jeg kæmpede med vilde dyr i Efesos« (1 Korintherne 15,32).
Oplysningen giver ingen mening: Der har aldrig været en romersk arena i Efesos, og hvis der havde været én, og hvis Paulus var blevet kastet for løverne, så havde han næppe levet til at fortælle om det. Og hvorfor er denne utrolige historie så ikke med på den lange liste over hans lidelser i 2 Korintherbrev, der ender med flugten i kurven?
Sammen med Paulus' troværdighed forsvinder også beviset for den historiske Jesus.
Paulus påstod, at Jesus var »født af en kvinde« og »af Davids slægt«. Han mødte også en mand, der kaldte sig Jakob, Herrens bror. Har Paulus set Jesus' fødselsattest? Har han studeret Jesus' stamtavle? Eller er det alt sammen bare noget, han skriver for »at vinde så mange som muligt«?
Fodnoter: (1) (2) (3)
Det er ikke kun NIV-oversættelsen. På denne engelske side er der over ti andre eksempler på Bibler, der tilføjer lignende ord for at redde Paulus.
Læs evt. hele Romerbrevet kapitel 3 i dansk oversættelse.
Paulus selv satte svig ("dolos") på sin lange liste over synder: »De blev opfyldt af al slags uretfærdighed, ondskab, griskhed, usselhed; fulde af misundelse, blodtørst, stridslyst, svig og ondsindethed; de løber med sladder« (Romerne 1,29).
Brug evt. konkordansen til at analysere ordet dolos.
Klik på "Nestle-Aland" for at se, hvordan ordet bruges i resten af Det Nye Testamente.
Eerdman bruger dette som argument for, at disse to vers er forfalskede og altså er en senere tilføjelse, der ikke er skrevet af Paulus.
Det er bestemt en mulighed, men her er vi nødt til at forholde os til, hvad der står i Bibelen, og ikke, hvad der kunne have stået.
Læs evt. mere om Paulus' flugt fra Damaskus med et fyldigere citat fra Eerdman.
